Page 1

2 NO.

BEVÆGELSE Skæbner

December 2017 · årgang 49


Indput no. 2, 49. årgang København, oktober 2017 Redaktionen Alexander Gjerding Amanda Aaboe Bell Amanda Jørgensen (ansv. layout) Amanda Lambæk Anne Marie Kristensen (ansv. redaktør) Asta Ingemann Jensen Bolette Bendix Huus Casper Schacht Lund Cecilie Bildstedfelt Cecilie Maria Lundsgaard Cecilie Weischer Elvira Hallengren Emma Elise Møller Frederik Bjerre Andersen Hannah Kazmi Høgsbro Hans-Jørgen Hersoug Ida Marie Ankerfelt Ida-Marie Haeusler Inger Charlotte Lund Michelsen Johanna Mariam Madsen Karen Damgaard Lea Isabel Sidenius Botwel Mathias Nimgaard Larsen Nina Kjar Phillip Steen Dyssegaard Sebastian Tobias-Renstrøm Stine Karstoft Tamara Hveisel Hansen (ansv. hjemmeside) Tobias Wriedt Omslag Asta Ingemann Jensen Skriv til redaktionen Foreningen Indput SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk Boganmeldelser anmeldelse@indput.dk Økonomi regnskab@indput.dk Tlf. 61289806

Indput Institut for Psykologi KU

Annoncering annonce@indput.dk Eksterne indlæg Alle er velkomne til at bidrage med indlæg som eksterne skribenter, dog påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Eksterne indlæg indsendes til redaktionens mailadresse med relevante kontaktoplysninger, herunder navn, mailadresse og evt. telefonnummer. Redaktionen forbeholder sig retten til at udelade, redigere og forkorte indsendte indlæg samt indsætte billeder og illustrationer. Dette vil dog ske under kommunikation med den eksterne skribent. Indlæg bragt i Indput Indlæg bragt i Indput repræsenterer alene skribenten eller skribenterne og er således ikke et udtryk for Foreningen Indputs holdning, medmindre dette klart fremgår af artiklen. Abonnement på Indput? Har du ikke din daglige gang på CSS? Har du lyst til at få Indput ind ad brevsprækken fire gange om året? Vi tilbyder at sende vores blade direkte hjem til dig for den nette sum af 200 kr. årligt. Alt du behøver at gøre er at skrive til mailadressen regnskab@ indput.dk og oplyse navn, telefonnummer og adresse. Vi glæder os til at dele Indput med dig.

Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet af Foreningen Indput, Institut for Psykologi, KU Kontakt SAMF, Københavns Universitet Lokale 2.01.51 Tlf. 50593525 www.indput.dk


LEDER.

Når vi vælger et tema som skæbner, er det af flere årsager. Heriblandt en fascination af andres skæbner, en forundring over hvordan liv ender med at forløbe, som de gør. Blandt de skæbner, du i bladet kan tage del i at følge, er den unge Sigmund Freud; her finder du en novelle om, hvordan den unge læge oplevede en teaterforestilling, som slog benene væk under ham og hans felt. Derudover søger vi dybt ind i det gamle kommunehospital, som huser os til daglig. Hver dag lader vi os omslutte af universitets mure uden at skænke læger, sygeplejersker og patienter en tanke. Men fortiden manifesterer sig overalt i bygningen, som nu i høj grad huser de unge og stærke fremfor de syge og svage. Mange steder i Danmark efterlades de ældre, syge og svage i dag til en skæbne, mange ikke ville ønske at møde. Vi ser nærmere på, hvordan plejehjemsliv tager sig ud, når man kommer under overfladen på institutionerne, der rummer alle de faciliteter, de ældre har brug for. Hvad en skæbne er, kan vi ikke nødvendigvis give dig svaret på i nærværende blad.

De ord og handlinger, som et menneske oplever som skæbnesvangert, kan fra afsenderen være rene tilfældigheder. Det gælder for eksempel, når digitale belønninger i form af likes og bemærkninger skaber afhængighed i hjernen; en afhængighed, som kan resultere i, at man i sit tidsfordriv sender mere eller mindre tilfældige likes og kommentarer. Selv om skæbnen kan være svær at forudsige, vil vi dog gerne hjælpe dig på vej. Derfor giver vi dig en reportage fra en håndlæsningssession på årets Mystikkens Univers-messe, hvor fremtiden blev indtegnet med tusch i håndlinjernes mønstre. Og er du nysgerrig på din egen fremtid, kan du orientere dig i, hvad stjernerne foreskriver i bladets horoskop. Naturligvis kan du på dette blads bogmærke finde Destiny’s Child – ligesom Beyoncés mor brugte et billede af sin datter som bogmærke i sin bibel, kan miss Knowles og kompagnoner nu indfinde sig i dit favoritkompendium. God læselyst! På redaktionens vegne, Anne Marie Kristensen

3


Indhold Indput no. 2 49. årgang december 2017

Faste indlæg 3. Leder

Indput byder velkommen

6. Stafetten Om fakultetets ansatte

9. Side-9-manden Mød Jonas fra 3. semester

10. Ind under huden Mød indputredaktionen

12. Instituttets forskning Kunst og præ-refleksivitet

72. Boganmeldelse: Kognitionspsykologi Ny grundbog under et kritisk blik

74. Psyk&tværs Vind et gavekort til Academic Books

Indput Institut for Psykologi KU


Tema: Skæbner

18. Kommunehospitalets skæbne Guidet rundtur på CSS

24. Plejehjemmets skæbner er Nøgent liv Om værdien af menneskeliv

28. ”Jeg likes, altså er jeg” Sociale medier, dopamin og statusbobler

34. Ødipus’ komplekse sandhed

Andre Indput

60. Hvordan er det med frivilligt arbejde? Anbefalinger og regler

64. Emergence of consciousness A theoretical excursion

68. Psykodynamisk terapi dømmes på falsk grundlag Forskningen siger noget andet, end vi tror

En novelle om Freud

42. Indsigt i skæbnen gennem håndlæsning Reportage fra kiromantiens verden

48. Indputs semester-horoskop Find ud af hvordan din fremtid ser ud

52. Seb og Rie rambler 4 En dialog om individer og lykke

56. Destinys Child-bogmærket Få dit eget Indput-bogmærke

5


Christopher Høier Trier Stafetten

er Indputs faste indlæg om instituttets ansatte, hvor de

svarer på vores spørgsmål om dem selv og derpå sender stafetten videre til en ansat efter eget ønske. Denne gang er det ph.d.-stipendiat Christopher Høier Trier , der har stafetten, som han fik af Camilla Overbye. Af Cecilie Weischer, stud.psych. Illustration af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.

Hvorfor valgte du at læse psykologi? Jeg tror, at en vigtig motivation for mig har været mine forældres skilsmisse som barn. I den forbindelse lærte jeg betydningen af at fortælle om det, som er svært, og hvad det kan gøre for en, og så har jeg tidligt været optaget af det med at (prøve) at forstå andre mennesker. Jeg tror på den måde, jeg passer fint ind i fordommene om dem, som vælger at læse psykologi . Jeg havde nu også overvejet om jeg skulle læse medicin, samfundsfag eller sociologi, og valget af psykologi er således både et fravalg af de andre studier og et aktivt tilvalg af psykologi, som suverænt er det fag, jeg fandt mest spændende. Jeg valgte dog at tage den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC, inden jeg påbegyndte psykologistudiet. Jeg havde ikke karaktererne til at komme ind på psykologi på KU, så jeg har udover studiet på RUC bl.a. lavet frivilligt forskningsarbejde hos Jesper Mogensen, inden jeg blev optaget på studiet. Hvad ville du ellers have læst/lavet? Det er ved at være sent i livet at blive fodboldspiller eller rockstjerne, men det er helt ok. Jeg var rigtig glad for den tværfaglige tilgang på RUC og gruppearbejdet, men jeg ville ikke bytte med studiet på psykologi på KU og mit semester ved universitetet i Firenze. Det har været et kæmpe privilegium at læse psykologi,

Indput Institut for Psykologi KU

hvor jeg vitterlig ikke har haft et fag, jeg enten ikke fandt spændende eller kunne se meningen med at lære. Det tror jeg er få forundt. Min samfundsfaglige interesse har jeg taget med mig i min måde at tænke psykologi på, men sociologi eller antropologi kunne være bud på fag, jeg også kunne have læst. Da jeg ikke er bedste venner med matematik og fysik, tror jeg ikke, at medicin var en farbar vej for mig. Hvordan vil du beskrive fagets udvikling, fra da du læste til nu? Jeg blev kandidat i 2010. Udover at der er mere fokus på hurtigere gennemførsel af studiet, bliver der lagt mere vægt på de kvantitative tilgange nu, end dengang jeg læste. Da jeg læste, var kvantitativ metode ikke særlig populært. De fleste af mine undervisere gjorde det mere eller mindre klart, at de kvantitative metoder reducerede virkeligheden i en grad, som ofte ikke gav mening. Det synes jeg er lidt ærgerligt, da jeg i dag mener, at den kvantitative tilgang kan noget, og at man heller ikke kan komme udenom de metoder som psykolog i dag - hvad enten man vil klinisk, arbejds- og organisationspsykologi eller forskning. Jeg håber, at instituttet og faget generelt fremover bedre kan omfavne begge metoder og hjælpe til, at de studerende kan se, hvornår og hvorfor de skal vælge kvalitativ eller kvantitativ metode, eller

om begge metoder med fordel kan anvendes afhængigt af det fænomen, man ønsker at undersøge. Jeg forestiller mig, at det fortsat kræver lidt mere at ”sælge” de kvantitative metoder til de studerende som noget, der både er spændende og nødvendigt at mestre, men det kan og bør gøres. Hvordan tror du, studiet/faget ser ud om 20 år? Jeg vælger en optimist tilgang og tror jf. ovenstående, at der er større forståelse for hinandens metoder inden for vores fag og dermed også større samarbejde på tværs. Jeg tror, at de naturvidenskabelige metoder har fået en endnu større plads i vores fag, men at det også har vist sig at denne tilgang ikke kan stå alene i vores bestræbelser på at besvare de spørgsmål, som vi stiller, uden inddragelse af en humanistisk og samfundsfaglig tilgang. Jeg håber også, at praksis får en større betydning i studiet og tænker, vi kan blive inspireret af medicinstudiets løbende praksiserfaring. På en knap så optimistisk regnvejrsdag, som der jo kan være nogle af i oktober, ser jeg mange multiple choice prøver og et for stort fokus på de dele af faget, som kun anvender de kvantitative metoder. Det vil være ærgerligt, hvis opkvalificeringen af de kvantitative metoder samtidig betyder en devaluering af de kvalitative metoder.


Hvad er de tre bedste ting i din hverdag? Min familie er det bedste, der er sket mig. Jeg er gift med en fantastisk kvinde, der hedder Helle, og vi har sammen fået vores datter Madeleine, og så har Helle to drenge fra tidligere, Alfred og Hugo. De betyder noget helt særligt for mig. Jeg har været rigtig glad for at være en del af WARM-studiet ved professor MSO Susanne Harder, som laver et vigtigt arbejde i forhold til at identificere tidlige risikotegn og ressourcer hos gravide med svære psykiske lidelser og deres familier. Det er den slags forskning, som vil være med til at kvalificere tidlig opsporing og intervention for sårbare familier, og det brænder jeg for. I mit eget delprojekt under WARM-studiet har det været noget ganske særligt forskningsmæssigt at beskæftige mig med faderens betydning for barnets udvikling samtidig med, at jeg selv blev far. Endelig vil jeg, som det sid-

ste, fremhæve mine gode forskningskollegaer og særligt min kontormakker Katrine Røhder, som jeg har delt op og nedture i Ph.d.-forløbet med, og hvor der, på trods af en travl hverdag, også er tid til en kaffesnak om både det små og det store i livet.

være meget neuro-orienteret til at blive særligt optaget af socialpsykologien for at ende med at en særlig interesse for udviklingspsykologi og klinisk psykologi, og den proces ville jeg ikke have været foruden. Jeg tror faktisk, at min tilgang som studerende med fokus på det, som er spændende og givende, med fordel Hvad ville du sige til dig selv som kunne anvendes i højere grad den dag i studerende, hvis du kunne vende dag i mit eget liv, og ikke lade tanker om tilbage til din studietid? karriere, og hvad der skal ske fremadretJeg var så heldig, at jeg følte mig utro- tet være for styrende. ligt privilegeret, da jeg læste, og at jeg i den grad bare nød at tilegne mig viden. Hvem skal have stafetten af dig? Jeg var ikke særlig presset i forhold til at Jeg vælger Ph.d.-studerende Martin Stolopnå gode karakterer, men mere optaget pe Andersen. Udover jeg ved at han kan af at forstå indholdet af fagene, og så var servere drinks og store fadøl fra vores det bare en bonus, at der ofte fulgte gode tid i Torsdagsbaren sammen, kan han i karakterer med. Det er heldigvis stadig langt højere grad gøre det endnu mere sådan, at karaktererne på studiet ikke har tydeligt, hvad de kvantitative metoder den store betydning, når man kommer kan og ikke kan, og det er vi flere der kan ud som kandidat, og det håber jeg ikke bruge mere viden om. forandrer sig. I min studietid gik jeg fra at Mange tak til Christopher Høier Trier! n

7


SIDE 9

Af Isabel Sidenius, stud.psych. Foto af Asta Ingemann Jensen, stud.psych.

-MANDEN Indput Institut for Psykologi KU


ch.

ch.

Navn: Jonas Schøsler Alder: 22 Semester: 3. Status: Single-diller

Hvad er din holdning til kønsfordelingen på psykologi? Det er helt perfekt med den nuværende 80-20 fordeling. Så er der mindre konkurrence om lederstillingerne på den anden side af uddannelsen.

Hvilke kvaliteter har din drømmepartner? Bodil Jørgensen er på mange måder idealet. Hun må til gengæld gerne være en del yngre, da det er sjovere at gifte sig end at begrave hinanden. Medmindre man har en ubåd. Hvordan er dit forhold til din mor? Det skifter lidt imellem perspektiverne ”hun er det dejligste menneske, som jeg skylder alt” og ”hun er en psykosemaskine”. Vi har det godt sammen det meste af tiden! Hvad er dine top 3 serier? Af nyere serier må det være: The Night Of, Taboo og Big Little Lies. Hvad er dine top 3 teorier, teoretikere og/eller retninger? Nassim Taleb, Lars Tvede og Lucius Seneca. Hvad er din yndlingsbeskæftigelse? At udvikle min musikalitet gennem dans. Der er en æstetik gemt i udfoldelsen af sensualiteten. T-baren, Psykosen eller Lapperne? Det er selvfølgelig Lapperne, men T-baren er satme også dejlig! Hvilken skakbrik ville du være – og hvorfor? En sort dronning. Det er det tætteste jeg kan komme på at være Beyonce. Hvad provokerer dig? Folk, der har en paternalistisk stemme-

føring. Illoyalitet. Impuls over etik. Manglende forståelse for dynamiske effekter. Rabiate idealister. Hvad tænker du om din skæbne? Jeg tror, at vi lever i et kalibreret kaos af tilfældigheder, der fluktuerer med alle de små vibrationer, som vores valg skaber. Troen på skæbnen; troen på at vi ikke bliver braget ned af en Scania på vej til skole er en nytteillusion, der gør kaosset udholdeligt. Jeg bliver nødt til at tro på, at min skæbne ikke ender i et kommunalt oprydningsarbejde på motorvejen. Hvor er du om 10 år? Jeg sidder med min treårige søn Hector og forklarer ham, hvorfor det er vigtigt at være tidligt på LinkedIn, hvis han vil overleve i accelerationssamfundet. Hvor ville du allerhelst rejse hen lige nu? Til Tianzi bjergene i Kina. Det er et sted, hvor selv en agnostiker som mig selv kan blive religiøs. Hvad er lykken for dig? Lykken skal ikke jagtes, materialiseres eller instrumentaliseres. Den er altid nærværende i vores relationer til dem, vi elsker. Det handler om at opleve den i kærligheden til hinanden. Ej, det er en joke. Penge er KLART lykken. Alt er sgu da sjovere med et 6-cifret tal på kontoen. Hvad er dit yndlingscitat? ”Den højeste form for tro er tvivl” - Niels Hausgaard Bonusinfo: Selvom jeg er single-diller, så har jeg mødt det mest fantastiske og smukkeste menneske i mit liv! Skud ud til hende. PS. Jeg leder efter én, der har erfaring med markedsføring og analyse af digital brugeradfærd, og som godt kunne tænke sig at være med på et iværksætter-eventyr. Skriv til mig! n

9


IND UNDER HUDEN

Foto af Hans-Jørgen Hersoug

Cecilie kan lide at jonglere med mange bolde på samme tid. Det kan gå så vidt, at hun mister overblikket over de bolde, som er i spil. Man skal jo endelig ikke gå glip af noget. Samtidigt med at hun forsøger at dukke op til samtlige fester, har hun gang i kandidaten, tre lønnede jobs og fire frivillige jobs; kaffebrygger i kaninen, mentor for udvekslingsstuderende og layouter i Indput. Hun er desuden begejstret for hendes nye rådgiverjob, da hun har en brændende drøm om at blive klinisk psykolog og hjælpe andre. Det virker som om, at Cecilie har meget overskud, eftersom hun ud over det nævnte ofte deler billeder af flot mad, som hun detaljeret dekorerer. Men dette er blot en af hendes utallige overspringshandlinger i forsøget på at slappe af imellem alle hendes gøremål. Når hverdagen bliver for hektisk, har hun en afhængighed for at rejse - helst langt væk, så hun kan mærke kulturforskelle og se ny smuk natur. Herudover elsker hun at meditere og dyrke yoga, så hun kan falde til ro og være til stede i nuet. Hun kæmper dog med ikke at falde i søvn, når hun mediterer. Hun kommer igennem dagen ved at drikke utallige kopper kaffe og te og dagdrømme om mad. I sin hverdag savner hun tid til kreativitet, hvilket hun dog nu får lov til at udleve gennem layoutrollen i Indput.

Cecilie Maria Lundsgaard, layouter

Hannah Kazmi Høgsbro, tekstredaktør Hannah sætter kommaer i Indput i forsøget på at opnå følelsen af kontrol over noget i en kompleks og flydende tilværelse. En anden måde er at prøve at forstå dimensionerne, universet, tid og rum, da dette minder hende om, at hun og alt andet er ligegyldigt, og at tiden slet ikke er lineær, selvom hun og andre mennesker oplever den sådan. Men et eller andet skal man da få sin lineære tid til at gå med, fx kommasætning, hvilket jo er næsten bedre end ingenting. Når Hannah ikke er nihilist, findes i hendes hjerte bl.a. en b-sektion bestående af balkanmusik, blokfløjter og brevduer. De to første kan kombineres, men erfaring har lært hende efterhånden at skifte blokfløjten, som måske er næsten værre end ingenting, ud med klarinet. Brevduer fik hun, da hun efter at have læst Harry Potter også ville have uglepost, men eftersom ugler krævede rovdyrstilladelsescertifikat, blev løsningen fritflyvende brevduer, der satte sig på skulderen, når man fløjtede efter dem, hvilket siden har resulteret i en vild kærlighed til alle slags duer. n

Indput Institut for Psykologi KU


Besøg www.indput.dk

11


INSTITUTTETS FORSKNING #2 Om projektet ’Æstetisk erfaring og det præ-refleksive selv’ Af Casper Schacht Lund, stud.psych.

Hvad laver de egentlig, forskerne på Institut for Psykologi, når de ikke står i forelæsningslokalerne og underviser de studerende? Hvilke empiriske og teoretiske problemfelter er de opslugte af i deres daglige forskningspraksis, og hvilke sider af psykologien er forskerne på vores institut med til at udvikle? I en ny temaserie om Instituttets forskning begiver Indput sig over i institutbygningen på den modsatte side af Øster Farimagsgade for at høre medlemmer af de forskellige forskergrupper, hvad de aktuelt beskæftiger sig med i deres forskning. Mens vi i forrige feature zoomede ind på snitfladerne mellem kognitionspsykologi og filosofi i et forskningsprojekt om selektionen af intentioner, er Indput i denne omgang taget på besøg hos Tone Roald, der leder et projekt om kunsterfaringen og dens forankring i præ-refleksiviteten. I sit memoir beskriver den russisk-engelske forfatter Vladimir Nabokov sit første skæbnesvangre møde med kunsten. Under et besøg hos en ven af familien, finder den unge Nabokov pludselig sig selv stående foran et maleri, der i radikal forstand overvælder ham: I mødet med værket oplever han en intens sammenfoldning med det univers, der i maleriet udfolder sig for ham, og episoden indkapsles i ham som en varig og betydningsmættet oplevelse, som han aldrig rigtig bliver færdig med at bearbejde. Kunsten viser sig, i Nabokovs skildring, som ophav til en type erfaring, der tydeligt adskiller sig fra den måde, hvorpå vi almindeligvis går rundt og erfarer genstande i vores omverden. I kunsterfaring står man ikke blot over for et farvet lærred som en konstaterbar genstand i tid og rum, men indgår i et betydningsproducerende møde med et objekt, der på en særlig måde påvirker beskueren. Kunsten afslører sig altså her som noget, der har en psykologisk effekt på subjektet. Men hvordan er dette egentlig muligt? Hvordan virker kunst? Og hvordan må subjektet være indrettet for at kunsten kan udøve en sådan effekt? Disse kunstpsykologiske spørgsmål er underbelyst i den psykologiske forskning, men med projektet ’Æstetisk erfaring og det præ-refleksive selv’ er forskere på Institut for Psykologi i øjeblikket i gang med at arbejde sig frem til mulige svar. Tone Roald er leder af projektet, der med afsæt i fænomenologien har til formål at udfolde en ny psykologisk teori om, hvordan kunsten virker. Mens forsøg på at forstå kunsten fylder en del i filosofien, indtager emnet en marginal tilværelse i vores tids psykologi. Hvis emnet endelig berøres, sker det gerne inden for rammerne af kognitions-, evolutionseller neuropsykologiske tilgange, der qua deres stærke reduktioner med fokus på kunstoplevelsens enkeltmomenter ofte har vanskeligt ved at fastholde det særlige ved sådanne

Indput Institut for Psykologi KU

oplevelser, som netop består i, at kunstværker opleves som meningsfyldte helheder. Omvendt er filosofiens behandling af kunsten jo netop ikke psykologisk, idet kunsterfaringen i den filosofiske tradition beskrives abstrakt og frakoblet dens realisering i et kropsligt individ med sin egen unikke biografi. Tone og hendes kollegaer har således med dette projekt en ambition om at demonstrere, at psykologien er i stand til at levere fænomenadækvate beskrivelser af kunstoplevelsen, sådan som den er forankret i den levede erfaring. Kunsterfaringens præ-refleksive forudsætninger For at realisere denne ambition tager projektet udgangspunkt i den grundantagelse, at kunsten udfolder sig i en særlig dimension af subjektiviteten, der kaldes det præ-refleksive. Præ-refleksiviteten henviser til en kropslig og affektiv måde at være i verden på, der kommer forud for og konstituerer vores refleksive bevidsthed. Ifølge Tone har denne dimension især været forsøgt beskrevet i fænomenologien. Hos fænomenologen Maurice Merleau-Ponty tegnes det prærefleksive som et felt, der er knyttet til vores kropslige væreni-verden, og med begrebet betones en form for ikke-sproglig oplevelsesmåde, hvor der er en direkte og uformidlet kontakt til verden: Menneskets oplevelsesliv beror i første omgang ikke på en refleksiv eller begrebslig måde at møde verden på, idet man snarere altid allerede er i verden og møder dens genstande i en umiddelbar og spontan form for kropslig og emotionel erfaring. Præ-refleksiviteten kan i forlængelse heraf måske tænkes som et ”lag” i subjektet, der eksisterer forud for sproget i mellemrummet mellem krop og bevidsthed. Med en sådan karakteristik bliver det nemlig tydeligt, at det præ-refleksive i høj grad er diffust og vanskeligt at få hold om – for hvordan


skal man beskrive en oplevelsesdimension, der ligger forud for sproget? Ved at tage teoretisk afsæt i det præ-refleksive, har Tone og hendes kollegaer altså valgt et temmelig komplekst og besværligt udgangspunkt. Tone begrunder det således: ”Der er ikke rigtig nogen vej uden om præ-refleksiviteten, hvis man vil forstå kunstoplevelsen. Det præ-refleksive er grundlaget for al erfaring, men den træder særligt tydeligt frem i oplevelsen af kunsten, hvor det er kropslige og affektive komponenter, der især bærer oplevelsen – snarere end en eller anden begrebslig og intellektuel forståelse”. Gåsehud, sitrende fornemmelser, følelsen af at blive bevæget; det er disse og andre præ-refleksive udtryksformer, der i første omgang melder sig i kunstoplevelsen, selvom de måske efterfølgende bliver gjort til genstand for vores refleksive bevidsthed, når tanken begynder at begrunde følelserne. Præ-refleksiviteten må altså af denne grund sættes som den grundlæggende ramme, inden for hvilken kunstoplevelsen i første omgang skal forstås. På god fænomenologisk vis er det således forskningsgenstanden, ’sagen selv’, der tvinger projektet ud i et engagement med præ-refleksiviteten. Hermed opstår der også en tydelig almenpsykologisk understrøm i projektet, der for at kvalificere vores forståelse af kunstoplevelsen samtidig må arbejde sig ind på en bedre forståelse af det præ-refleksive. Dette kan potentielt få vigtige implikationer for andre dele af psykologien. I egenskab af at være grundlagsbetingelse for al erfaring, er det præ-refleksive nemlig på spil i en lang række andre psykologiske fænomener. Således er eksempelvis viden om psykens tidlige udvikling i høj grad betinget af en forståelse af præ-refleksiviteten, idet spædbarnets psyke antages primært at operere præ-refleksivt. På lignende vis er mange af de dynamikker, der er tilstede i den terapeutiske situation,

karakteriseret ved præ-refleksivitet, og en uddybet forståelse af denne oplevelsesmodus vil således kunne skabe et bedre fundament for at nå ind til den almene baggrund for terapiens effekt. At få præ-refleksiviteten i tale Men hvordan arbejder man så forskningsmæssigt med kunstoplevelsen, der i egenskab af at være givet præ-refleksivt er vanskelig at indfange og beskrive sprogligt? Tone forklarer den overordnede metodiske indfaldsvinkel på følgende måde: ”Vi forsøger jo at få det i tale, der ikke helt kan siges. Men det er jo ikke fordi, det er et totalt utilnærmeligt område, der ikke kan empirisk udforskes. Det må antages, at prærefleksiviteten viser sig i sproget, hvis man er lydhør over for oplevelsens ’hvordan’: Hvis man har fokus på, ikke så meget hvad der er oplevet, men hvordan det opleves. Vi laver derfor interviews, så vi får førstepersonsperspektivet indfanget, men med en særlig opmærksomhed på at få oplevelsernes form i tale og ikke kun deres indhold”. Interviewet er således den metodiske hjørnesten i projektet, der dog anvendes med et særligt fokus på at indhente beskrivelser af, hvordan det præ-refleksives kropslige og affektive komponenter træder frem i kunstoplevelsen. Følgende spørgsmål guider således projektets empiriske opmærksomhed: Hvordan forsvinder eller udmærker kroppen sig i oplevelsen? Hvordan er respondentens rettethed mod værket? Hvilke følelser opstår, og hvordan spiller de ind? Projektet er på nuværende tidspunkt i afslutningsfasen af empiri-indsamlingen. Denne er blevet foretaget på Statens Museum for Kunst (SMK) og på Esbjerg Kunstmuseum, hvor flere af projektets forskere på næsten etnografisk facon har opholdt sig for at observere og finde

13


respondenter blandt museumsgæsterne. Gæsterne opsøges på museet og inviteres til at deltage i et interview om en særlig intens kunstoplevelse, som de har fundet betydningsfuld. Dette etnografiske element ved rekrutteringsmetoden tillader et særligt twist i anvendelsen af interviewmetoden, idet respondenterne får mulighed for at gå med intervieweren tilbage til dét værk, der var anledning til den intense kunstoplevelse. På den måde får respondenten lejlighed til at lege med at genetablere oplevelsen og beskrive den ’in vivo’. Men hvornår har man foretaget nok af denne type interviews til at sikre en almengyldighed i fænomenbeskrivelsen? Tone uddyber rationalet bag den empiriske proces således: ”Den fænomenologisk-psykologiske forsker Giorgi ville sige, at ét enkelt interview principielt er nok til at afsløre fænomenets struktur. Måske ville man så lave to interviews for variationens skyld og så et tredje interview for ’good measure’. Pointen er, at empirimængden afhænger af fænomenet og ikke på forhånd bør angives til N = et-eller-andet. Vi arbejder ud fra en idé om meningsmættethed. På et tidspunkt når man i processen til et mætningspunkt, hvor tilføjelsen af mere empirisk materiale ikke tilvejebringer noget nyt til beskrivelsen af fænomenet. Her ville man så sige, at man er kommet langt over det subjektive og snarere har nået en afdækning af fænomenet i dets almenhed”. På den måde arbejder man sig rundt om udfordringen med at få præ-refleksiviteten i tale ved gradvist at få tykkere og tykkere beskrivelser af dets opdukken, indtil man til sidst når frem til en dækkende fænomenbeskrivelse. Det er denne fænomenbeskrivelse, der i sammenklang med alleredeeksisterende teori danner afsættet for projektets teoretiske arbejde mod at få udfoldet en teori om kunstens virke. Intrapellationen Teoretisk kan projektet siges at stå i forlængelse af tidligere arbejder udi psykologisk æstetik begået af flere af projektdeltagerne, der udover Tone tæller professorerne Bjarne Funch og Simo Køppe, PostDocs Simon Høffding og Kasper Levin samt ph.d.-studerende Jannik Mosekjær. Centralt i projektets bagkatalog står teorien om ’kunsten som intrapellation’, som Tone udviklede som et led i sin Ph.d. Med begrebet ’intrapellation’ leges der med associationer til den marxistiske teoretiker Althusser og hans mere velkendte begreb om ’interpellation’, der betegner den konkrete akt, hvori et subjekt prajes til at indtage en særlig subjektposition:

Indput Institut for Psykologi KU

Det er på sin vis et begreb for ideologiens skabelse af subjektet som et sådant. Med begrebet om intrapellationen peges der også på en konkret og levet akt, hvori subjektet formes, men subjektet er her ikke noget, der restløst er et produkt af dette møde. Begrebet forudsætter snarere et fyldt subjekt, der i mødet med kunstværket ikke reduceres til dennes aftryk. Man møder altid værket med hele sin subjektivitet, hvilket Tone udfolder på følgende måde: ”Jeg synes, det er vigtigt at fastholde, at der er noget, der er intrapsykisk. Fagfolk af mange slags er ikke længere så glade for det intrapsykiske. I fænomenologien taler man om det her minimale selv, hvor der i det mindste må siges at eksistere nogle eksperientielle strukturer, men også her er selvet i mange sammenhænge kun en ultratynd fernis, der overlejres af alt muligt, der er relationelt konstitueret. Jeg tænker, at det ikke er helt nok. I så fald er der meget lidt, som forbliver intrapsykisk. Det er en væsentlig pointe med det her begreb; vi har en historie, en sedimentering, nogle vaner og strukturer, der selvsagt er dynamiske, men som ikke desto mindre er der, og som vi møder værket med”. På samme måde er kunstværket heller ikke blot en projektionsskærm for beskueren: Man møder i kunstværket noget andet, noget nyt, der er forskelligt fra jeg’et. I den intrapellative proces foregår der præ-refleksivt en dragning mod kunstværket som en sådan andethed; kropsligt og affektivt sker der en kalden mod værket, der på én gang ræsonnerer med og markerer et brud med subjektiviteten. Tone præciserer: ”Værket virker derved, at man i mødet med dét bliver til noget mere. Du responderer på kaldet ved at eksternalisere dig selv ind i værket, der i kraft af at være noget andet og mere end dig, tilføjer og udvider det, som du har kastet ind i det”. På sin vis virker kunstværket ved at skabe en intens ny måde at opleve på, der overskrider måden, hvorpå man indtil nu har været-i-verden; man opnår en form for klarhed, der ikke er en intellektuel eller refleksiv klarhed, men snarere en affektiv en af slagsen. Intrapellationen lykkes dog ikke, hvis værket i dets andethed er så radikalt fremmed, at det ikke kan skabe resonans hos beskueren. Det er således nødvendigt, at værket på en og samme tid udgør et brud med og er i harmoni med den unikke psyke, der møder det. Det er også derfor, at det samme værk aldrig med sikkerhed kan skabe en kunstoplevelse for enhver, der oplever det. Denne teori om kunstoplevelsen som intrapellation formår på flere fronter at udfordre etablerede kunstforståelser. Først og fremmest fordrer teorien, ifølge Tone, en opmærksomhed på kunsterfaringen


som en tidslig proces: ”Det gode ved begrebet om intrapellation er, at det betegner en erfaring, som ikke kun er momentan, men også noget, der strækker sig i tid. Det er noget, som fortsætter, også efter at du har forladt værket. Det bliver nemlig en meget lille psykologisk oplevelse, hvis vi siger, at værket kun virker i det øjeblik, du står foran det. Snarere skal vi kigge på, hvordan det bliver betydningsbærende for subjektet som sådan, hvordan det opstår som meningsbærende for dig fremadrettet”. I kraft af at være psykologisk forankret formår intrapellationsbegrebet desuden at tænke kunsten som ophav til en pluralitet af betydninger, hvilket således udfordrer æstetikkens lange tradition for at arbejde med ”værket som værk” – altså at forstå værket som noget, der har én iboende betydning, som kun den ”korrekte læsning” kan afdække. Den formale struktur for kunstoplevelsen, sådan som den kan beskrives som en intrapellation, kan ganske vist genfindes som almen for kunstoplevelser på tværs af tid og sted. Men den empiriske og levede betydningsproduktion, der opstår i det intrapellative møde med et værk, kan aldrig være identisk fra oplevelse til oplevelse. I teorien om intrapellationen kan man derfor måske finde en idé om, hvad god kunst er – for er den gode kunst så ikke dén, der i sin andethed formår at tale til og intrapellere så mange mennesker som muligt? Den teoriudviklende proces På trods af teoriens mange produktive facetter mangler intrapellationsbegrebet ifølge Tone stadig uddybning og præcisering, særligt i forhold til at forstå dens forankring i præ-refleksiviteten. Et centralt forskningsspørgsmål i projektet er således: Hvilken rolle spiller kroppen og affekterne i intrapellationen? Projektet har altså som et af sine mål at kvalificere teorien om intrapellationen, men også at udfordre den, afsøge dens grænser og opridse dens gyldighedsområder. Tone uddyber: ”Den fænomenologiske opgave er jo altid en dækkende beskrivelse af fænomenet. Det nytter ikke bare at levere en teori – den må udfoldes og nuanceres, så det ikke bare er en mulig teori, men en teori forankret i fakticiteten, hvilket er dét, vi er i gang med nu. Så må vi se, i hvilken grad det holder. Måske viser det sig, at begrebet ikke kan begrunde alle dele af den nye empiri? Måske beskriver intrapellationen bare én ud af flere typer æstetisk erfaring?” Den videre teoriudvikling vil foregå som en løbende sammenkobling og dialog mellem flere delprojekter, der beskæftiger sig med forskellige facetter af

kunstoplevelsen som intrapellation. De tilknyttede forskere arbejder alle med afsæt i det empiriske korpus af interviews, der er blevet indsamlet på SMK og Esbjergs kunstmuseum, men analyserer og fortolker dem i tråd med delprojektets eget fokus. Simon Høffding arbejder således på en fænomenologisk beskrivelse af æstetisk erfaring som en passiv proces i bl.a. den forstand, at kunstværket er noget, der overrumpler og overrasker dig; Kasper Levin er ansvarlig for en undersøgelse af rytmers rolle i integrationen af den æstetiske oplevelse, hvor der arbejdes med den hypotese, at oplevelsen er funderet i præ-refleksivitetens kropsligt-rytmiske træk; og Jannik Mosekjær er i sin Ph.d. i gang med afsøge de mere affektive sider af kunstoplevelsen, idet han udarbejder en forståelse af måderne, hvorpå kunsterfaringen kan ses i tråd med empatien. Bredden i delprojekternes fokus demonstrerer, ifølge Tone, den psykologiske kompleksitet af fænomenet, og der er da også flere andre aspekter af kunstoplevelsen, som der ikke er rum til at behandle inden for rammerne af projektet: ”Vi har i projektet et gennemgående fokus på krop og affekt, men der er jo meget mere på spil i det æstetiske. Det, man kunne kalde ’det imaginære’, spiller også en stor rolle, det vil sige forestillingsdannelser og ideer – nogle af de ting, der må tænkes at eksistere i grænsefladerne mellem det prærefleksive og det refleksive. På lignende vis med sproget: Det må helt sikkert også have en betydning for måden, hvorpå vi oplever og skaber betydning i og med kunst. Det er dét, jeg håber vores næste projekt skal handle om”, siger Tone. Alt i alt er det således ambitionen i forskergruppen, at de med nærværende projekt kan bringe den psykologiske æstetik videre mod en større grad af forståelse for, hvordan kunsten virker igennem det præ-refleksive. Dette er nemlig et afgørende skridt på vejen mod på sigt at kunne beskæftige sig med det æstetiske i dets fulde kompleksitet, sådan som det virker på tværs af subjektivitetens mange lag – lige fra det præ-refleksive over det imaginære til den refleksive bevidsthed. n

15


TEMASEKTION

SKÆBNER Indput Institut for Psykologi KU


Illustration af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.

17


KOMMUNEHOSPITALETS SKÆBNE Første del af en serie om de historiske bygninger, der danner rammen om vores studieliv.

Af Elvira Hallengren, stud.psych., & Karen Damgaard, stud.psych. Foto af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych.

Det kan synes som en fjern fortid, da kirsebærtræerne blomstrede og øl blev drukket i solrige timer i den midterste gård af CSS. Nu er samme sted parkeringsplads for efterårsrustne cykler, og vi skråner kun gennem gården, når vi med skuldrene oppe om ørene går mod en kop velgørende kaffe. Måske kastes et hastigt blik på det store runde ur på Kommunens facade, mens vi vikler os ud af halstørklæder, huer og høretelefoner og stryger mod dagens første forelæsning. Hverdagen som studerende kan være et ugideligt sejt træk eller en hastigt flyvende fornøjelse; vi kan lede efter vores skrøbelige skæbne i endnu en kop kaffes grums eller plante blikket dybt i pensum. Eller vi kan for et øjeblik kigge op og ned og rundt og opdage, at vi som studerende på CSS befinder os på et ganske særligt sted med en ganske særlig historie. For blot tyve år siden rullede portører stadig med patienter gennem gangene, der blev regeret og repareret på operationsstuerne, hvor vi nu har holdundervisning, og så var der både noget med en swimmingpool, en atomkælder og en kirke. I dette og studieårets følgende udgivelser byder INDPUT dig med på en guidet tur til Kommunehospitalets hemmeligheder – så kom med.

Indput Institut for Psykologi KU


Hospitalets Hagrid Vi mødes med Casper en frostklar novemberformiddag. Efter 13 år som maskinmester på det gamle kommunehospital er han manden med nøglerne og røverhistorierne, og hvis man vil ledes op og ned og ind i dette vældige system af trapper, døre og elevatorer, er han den rette at have ved hånden. Han beretter, ikke uden en vis ømhed, om de gamle bygningers daglige og tidligere liv, samt de udfordringer der følger med at adaptere arkitektur fra 1800-tallet til nutidens brug. I sin karrierebane har Casper både sejlet på langfart, været forbi Bornholmstrafikken og så lige Dagbladet Politiken, som værkfører i nogle år, før han endte her, på hjørnekontoret i maskinhuset ved siden af Kommunen. Bag sit overfyldte skrivebord troner Casper, og herfra holdes der styr på, hvad der skal ordnes, og hvor hænder skal sættes i gang. Da vi spørger

til en rundvisning, trækker han gardinet fra det ene vindue og viser, at karmen indeholder en stor grundplan over det gamle kommunehospital, som det så ud i sine velmagtsdage. Tidligere havde han en kollega i Indre by, men han gik på pension sidste år, så Casper har nu også overtaget ansvaret for de bygninger ved Vor Frue, der stadig hører til universitetet. Administrativt er City Campus for nylig slået sammen med KUA, eller Søndre Campus som nogen har tænkt, at det skal hedde, men det kan Casper ikke forholde sig til: “Jeg har ikke noget at gøre derude, det er et helt andet sted. Altså jeg vil helst være her”. På Kommunehospitalet har Casper en unik position og indsigt i, hvad de fredede bygninger kræver og fordrer, og han sidder som en ø i strømmen af studerende og sørger for, at hverdagen glider glat, samtidig med at respekten for de historiske bygninger opretholdes.

19


Kolera i København og nye krav Da Kommunehospitalet stod færdigopført i 1863, var det det mest moderne hospital i Nordeuropa. På den tid var København stadig indkredset af volde, og mens vi i dag som studerende på City Campus befinder os i hjertet af hovedstaden, lå Kommunehospitalet dengang uden for byen. Her var man nemlig i passende afstand til elendige hygiejniske forhold, der forårsagede den koleraepidemi, der i 1853 ramte byen og resulterede i mere end 4000 borgeres død og et næsten dobbelt så stort antal smittede. Et nyt hospital skulle til, og dét efter datidens mest moderne sundhedsprincipper. I gårdpartierne og haverne omkring hospitalets bygninger kunne patienterne nyde godt af frisk luft og lys, og indendørs førte et smart ventilationssystem frisk luft ind på sengestuerne og dårlig luft ud igen. Måske man som studerende har oplevet ikke at kunne se powerpoint-præsentationer for bare sollys i undervisningslokalerne og samtidig tænkt over, at der altid er anderledes mørkt på gangene? Klogt bemærket, for netop lyse sydvendte sengestuer og mørke nordvendte gangarealer var en del af planen, ligesom også patienternes velbefindende var tilgodeset i en sådan grad, at der blev opført et svømmebassin i den fysiurgiske afdeling, der også omfattede massagepladser og genoptræningsarealer.

Indput Institut for Psykologi KU


Fra fysioterapi til fest Netop det glemte, gamle svømmebassin er første stop på vores tur med Casper. Han viser vej fra betjentstuen til kælderen af bygning 15, som huser det nu tomme bassin, men også fra tid til anden et par festglade studerende. Caspers nøglebundt klirrer, og vi hopper spændte med ned af trapperne, mens han forklarer, at der lige skal skiftes en hængelås efter endnu en statskundskabsfest, der har fundet sted i de alternative omgivelser. Han bemærker, at statskundskaberne “nok er dem, der er dygtigst til at feste her – på godt og ondt”. De tidligere omklædningsrum står mørklagte hen, ligesom der ikke er meget lys i selve svømmehalslokalet, da stilladser uden for kældervinduerne skærmer for den svage novembersol. De hvide klinker er dog ikke til at tage fejl af, og det er nemt at forestille sig lyden af muntre stemmer og plaskende vand hernede. Helt ærgerligt, at det aldrig bliver svømmehal igen, tænker vi, da Casper forklarer, at man har fjernet alt rensnings-

anlæg og støbt bassinet til. I det tilstødende rum er gulv, vægge og loft også beklædt med klinker, og her har man kunnet få en omgang vandmassage, hvis det stod skidt til med blodomløbet: “I det her rum var der sådan en spule, en brandslange nærmest. Der har været rigtig meget tryk på. Det har nærmest været sådan en slags vandmassage, man har fået – sikkert til nogle, der har haft dårligt blodomløb”. Vi noterer os igen, hvor langt fremme i skoene man har været der midt i 1800-tallet, og hvordan hospitalet på mange måder var mere end blot sygehus, som vi kender det i dag, hvor patienter ofte knapt når at træde inden for døren, før de bliver udskrevet igen. Med tid til bade- og massagebehandlinger og rekreative stunder i de solrige haver har de 400 patienter, som hospitalet kunne huse, formentligt haft en god tid som indlagte.

21


Fest og flad struktur At Kommunehospitalet har været et rart sted at være ikke kun for patienter, men også for personalet, vidner flere beretninger fra tidligere ansatte om. I det meste af hospitalets levetid boede en del af personalet på stedet, og der var kollegieværelser til de sygeplejestuderende på blandt andet loftet af bygning 24. Det er ikke mange år siden, at øverste etage her blev bygget om til kontorer, og Casper husker selv at have set 70’er-farvede vægge og pointerer, at der ”sikkert har været mange fester dér”. Festligt har det også været, når læger og rengøringspersonalet til festerne har danset sammen, og selvom der helt fra receptionen, over sygestuerne til badeanstalten og de ansattes boligerne har været en mande- og en kvindeafdeling, har der aldrig været et skarpt hierarkisk skel. Selv kongen, Frederik d. 9., var ikke for fin til det kommunale hospital. Casper fortæller, at Hans Kongelige Højhed var indlagt et par uger eller tre om året, “for han var jo temmelig tørstig og havde andre livsstilssygdomme, så han var inde til afferskning og lidt salatblade”, og at han blev gode venner med en af portørerne, som han glædeligt delte en pibe tobak eller to med og sågar inviterede forbi Amalienborg, da kongen igen var udskrevet. Den nutidige tendens til stadig større centralstyring og udlicitering af jobs kan synes fjern fra den måde at tænke arbejdsplads på, som Kommunehospitalet er bygget op omkring. Dengang udgjorde hospitalet næsten en selvstændig by i byen, med alt hvad der var nødvendigt for at opretholde livets gang for både patienter og ansatte indenfor murene. Men selvom sundheds- og fællesskabsorienterede idealer kan virke inspirerende og i og for sig helt moderne, så var Kommunehospitalets rammer ved at være vel slidte sidst i 1900-tallet. Casper fortæller, at hospitalet gennem sin levetid “går fra at være et supermoderne hospital til at være noget af det mest aldrende, man havde i København. Det var simpelthen ikke rentabelt længere.” Og således blev det i 1995 i forbindelse med en større reorganisering af Københavns sundhedsvæsen besluttet, at det historiske Kommunehospital skulle lukkes. Til mange ansattes fortrydelse, men københavnernes sundhed kunne man jo ikke gå på kompromis med.

Indput Institut for Psykologi KU

Fredning og fremtid I årene omkring den officielle lukning i 1999 var der en del debat om, hvad de gamle hospitalsbygninger skulle bruges til. Det endte med, at ejendomsselskabet Norden erhvervede sig Kommunehospitalets bygninger “for et eller andet latterligt lille beløb - 2-300 millioner eller sådan noget”, hvorefter de fusionerede med Jeudan, som så er dem, Københanvs Universitet bor til leje hos nu. En fredning af bygningerne gjorde det heldigvis noget nær umuligt at ombygge hospitalet til moderne boliger, da det i så fald ville blive boliger på 700 kvadratmeter. “Heldigt at det bliver brugt til noget fornuftigt” som Casper pointerer, og det giver da også kun god mening, at det gamle hospital bliver brugt som rammen til uddannelsen af de kommende generationer, der skal give os et bedre og sundere samfund. n

Fortvivl ej! Vores udforskning af dit universitet fortsætter. I næste nummer af INDPUT, der udkommer i det nye år, går INDPUT under jorden og dybere ind i Kommunehospitalets anatomi.


23


Indput Institut for Psykologi KU


PLEJEHJEMMETS SKÆBNER ER NØGENT LIV

Af Amanda Lambæk, stud.psych. Illustration af Asta Ingemann Jensen, stud.psych

Plejehjemsvikar Idéen om at undersøge og stille skarpt på institutionen plejehjem og de skæbner, der befinder sig her, udspringer af min egen oplevelse som vikar på et plejehjem igennem et halvt år. Her fik jeg et indblik i en del af vores samfund, som jeg ikke før havde stiftet et så direkte bekendtskab med. Det var på mange måder en fremmed verden at træde ind i, hvor jeg både mødte store mængder omsorg og humor mellem ansatte og beboere, men også stødte på et system, hvor jeg ofte befandt mig i en række dilemmafyldte situationer, som satte mine egne værdier om respekt og værdighed på prøve. Som de fleste formentlig er klar over, og som ordet også ret tydeligt indikerer, er et plejehjem et bosted for ældre mennesker, som har mistet mange af de allermest basale færdigheder; hørelsen og synet er ikke, hvad de har været, mange har enten begyndende eller svær demens, de fleste er gangbesværede og enkelte sidder i kørestol. Det centrale spørgsmål i denne forbindelse synes derfor ikke at dreje sig om, hvorvidt plejehjemsbeboerne har brug for hjælp og støtte til at klare sig igennem hverdagen, men i højere grad om hvordan denne hjælp foranstaltes i relationen mellem beboer og medarbejder. Ved at tage udgangspunkt i nogle af de konkrete oplevelser, jeg har haft på det pågældende plejehjem, vil jeg i nærværende artikel forsøge at afdække nogle mere generelle mekanismer, som kan opstå ved institutionaliseringen af mennesker i en plejehjemskontekst. Isolation og passivisering På trods af plejehjemmets centrale placering midt i byen var ankomsten hertil altid forbundet med en oplevelse af at træde ind i en verden fuldkommen afskåret fra livet udenfor. Mange af beboerne tilbragte hverdagen enten halvsovende foran tv’et i opholdsstuen eller sengeliggende i deres private lejligheder.

Trængte håret til en klipning, blev en udefrakommende frisør bragt til plejehjemmet, fodterapeuten kom forbi med sine remedier i ny og næ, den fysiske træning foregik i nabohuset overfor, og en hæveautomat var tilgængelig på 4. sal. På den ene side fremstår samlingen af alle disse aktiviteter på ét og samme sted hensigtsmæssig, da beboerne på den måde tilbydes en række muligheder indenfor en overskuelig fysisk rækkevide. På den anden side oplevede jeg også, at det medvirkede til at skabe en isolerende effekt, hvor beboerne blev fastholdt i en ensformig hverdag og sjældent bevægede sig uden for plejehjemmets fysiske rammer. En hverdag hvor de stort set ikke fik mulighed for selv at bidrage til udformningen af deres egne liv, men tværtimod stod som passive modtagere af udefrakommende hjælpeforanstaltninger. Den passive position, som mange af beboerne gled ind i, var et gentagende element i den rutineprægede hverdag, som kendetegnede plejehjemmet. Én efter én blev beboerne hjulpet ud af sengen om morgenen i et hastigt tempo, som kun lige akkurat efterlod tid til de allermest basale gøremål. Den knebne tid betød for eksempel, at Hr. Jørgensen ikke fik mulighed for selv at knappe skjorten, men passivt måtte lade armene falde ned langs siden og overgive sig til plejepersonalets hjælp og støtte. Smørrebrødet blev serveret på et sølvfad kl. 12.30, og kaffen blev skænket fra kaffevognen mellem kl. 14.00 og 15.00. Kagerne blev gemt af vejen fra de langfingrede, og medicinen blev udleveret i små plasticbærere. Den ene dag tog den anden, og den ellers isolerede tilværelse blev kun afbrudt af sjældne familiebesøg eller planlagte fælles aktiviteter mellem kl. 14.00 og 16.00. Udover at blive afskåret fra den omkringliggende verden i fysisk forstand, fik jeg ofte fornemmelsen af, at beboerne også mistede kontakten til deres egen position som aktive medskabere af en meningsfuld tilværelse.

25


Afklædning af det civile jeg Den fysiske barriere mellem plejehjemmet og det omgivende samfund er ikke et nyt fænomen, men er ifølge den canadiske sociolog Irving Goffman et kendetegn ved institutioner generelt. I sin bog ”Asylums. Essays on the social situation of mental patients and other inmates” fra 1961 fremhæver Goffman, hvordan mennesker som bor på institution er mere eller mindre tvunget til at udføre alle aspekter af deres liv på ét og samme sted. Adgang til at handle og bevæge sig på tværs af kontekster er nærmest ikke-eksisterende. Igennem sit feltarbejde på et amerikansk psykiatrisk hospital i 1950’erne undersøgte Goffman, hvordan de indlagte patienter oplevede denne afskårne og administrativt formede tilværelse. Noget af det han fandt frem til var, at fratagelsen af patienternes tidligere kontekster og roller, som havde haft betydning for etableringen af deres identitet, resulterede i en indskrænkning af patienternes mulighed for at skabe sin egen identitet. Samtidig med reduceringen af identitetsskabende kontekster skete der ifølge Goffman også en nedbrydning af patienternes autonomi, hvilket kom til udtryk i institutionens rutineprægede hverdag og skemalagte aktiviteter. Denne form for institutionalisering betyder i Goffmans optik, at patienterne afklædes deres civile jeg, fordi de mister kontakten med verden udenfor og kun har mulighed for at definere sig selv ud fra hospitalskonteksten. Selvom der formentlig er langt imellem forholdene på psykiatriske hospitaler i 1950’erne og nutidens moderne plejehjem, kan man næsten ikke undgå at bemærke lighederne mellem isolation og reducering af kontekster samt passivisering og manglende autonomi. Måske kan Goffmans analyser alligevel bruges til at sætte spørgsmålstegn ved måden, hvorpå vi institutionaliserer ældre mennesker i dag. Er det moralsk acceptabelt, at en gruppe mennesker isoleres fra det resterende samfund, hvor de på mange måder lever et passiviserende liv med begrænset adgang til andre meningsfulde kontekster? Er den stille tilværelse med gentagne bankoeftermiddage og smørrebrødsfrokoster et tilfredsstillende liv for mennesker i den alder? Eller bør vi opfatte beboernes begrænsende livsførelse som et krænkende element i afklædningen af deres civile jeg?

Indput Institut for Psykologi KU

”Ældrebyrden” Det fornemmes måske, hvordan jeg i min tid som plejehjemsvikar gentagende gange blev udfordret på mine egne idéer om, hvordan et værdigt liv bør se ud. Jeg undrede mig over, hvordan vi generelt set accepterer, at en del af befolkningen ender deres dage som passive skæbner i en isoleret tilværelse. I den forbindelse blev jeg optaget af, hvilken status ældre mennesker egentlig har i vores samfund. Hvordan bliver denne befolkningsgruppe opfattet? Og har det mon en betydning for den måde, vi har valgt at tilrettelægge tilværelsen for plejehjemsbeboere? I de mange timer jeg tilbragte sammen med beboerne, blev jeg klar over, hvor meget deres stille og langsomme hverdag adskiller sig fra det liv hovedparten af befolkningen lever, hvor man hver dag står op og tager på arbejde. Modsat den travle og arbejdende del af befolkningen, er plejehjemsbeboeren ikke længere en del af et arbejdsmarked og har derfor ikke længere et arbejdsliv at identificere sig med. Deres status som aktive bidragydere til velfærdsstaten er udløbet, og de har derfor, i et klassisk nytteperspektiv, ikke den samme værdi for samfundet længere. Som betegnelsen ”ældrebyrde” fremhæver, er denne voksende gruppe af ældre mennesker en ressourcedrænende last for samfundet. Plejehjemslivet og det manglende samfundsmæssige bidrag synes ikke at harmonere med den for tiden herskende instrumentaliserende tankegang, hvor vores handlinger ikke længere har værdi i sig selv, men derimod bliver opfattet som et middel til at opnå noget andet og mere. Ovenstående opfattelse repræsenterer et ret kynisk perspektiv på denne gruppe mennesker og deles formentlig ikke af alle. Alligevel er det værd at overveje, hvorvidt den mere eller mindre subtile udpegning af ældre mennesker som en byrde kan være medvirkende til at skubbe denne gruppe endnu længere ud i periferien af vores samfund?


Nøgent liv Plejehjemmets isolerende hverdagskontekst og den potentielle udpegning som byrde for samfundet synes begge at være områder, der prikker til vores forestillinger om værdien af menneskeliv. Findes der liv i vores samfund, som ikke fortjener at blive levet? Den italienske filosof Giorgio Agamben og hans begreb om homo sacer fra bogen af samme navn er interessant at dykke ned i for at komme dette værdighedstema nærmere. Homo sacer, som kan oversættes til nøgent liv, betegner oprindeligt en person fra den gamle romerret, som kan dræbes af enhver, uden at gerningsmanden stilles til ansvar og, uden at dette drab kan opfattes som en hellig ofring. På den måde udgør denne skikkelse en dobbelt udelukkelse fra samfundet, idet han både fratages den menneskelige ret i form af juridisk gældende regler og den guddommelige ret i form af religiøse renselsesritualer. I et nutidigt perspektiv kan homo sacer-figuren anvendes til at forstå den vold, der udøves i et politisk rum kendetegnet ved undtagelsestilstand, hvor de alment gældende love er suspenderet. En homo sacer er for eksempel de jødiske ofre fra koncentrationslejrene under 2. Verdenskrig eller de mange millioner flygtninge, hvis rettigheder er reduceret til et absolut minimum. Ud af denne undtagelsestilstand fødes dét politiske rum, Agamben betegner som lejren, hvor grænsen mellem lov og undtagelse, tilladeligt og utilladeligt ikke lader sig skelne fra hinanden. Med lejren som grundlæggende juridisk og politisk struktur bliver undtagelsestilstanden således ikke blot en tidsbegrænset zone i samfundet, men en permanent tilstand. For den italienske filosof er undtagelsestilstanden og det nøgne liv netop ikke kun aktuelle i ekstreme tilfælde såsom Holocaust og flygtningekrisen, men må opfattes som et generelt kendetegn ved vores moderne demokratiske samfund.

Plejehjemmets lejrtilstand Følger vi i sporerne på Agamben og hans pointe om et allestedsnærværende undtagelsesrum, giver det grundlag for at sammenligne homo sacer-figuren med plejehjemsbeboeren. Tilværelsen på plejehjemmet kan naturligvis ikke måle sig med de kummerlige forhold, som mange flygtninge lever under, eller som Holocaust-ofrene blev udsat for. Alligevel kan man argumentere for, at isolation og passivisering er måder at fratage et menneske de grundlæggende rettigheder, som hører til det at leve et værdigt liv. Både homo sacer såvel som plejehjemsbeboeren befinder sig i undtagelsestilstandens lejr, i en zone af uskelnelighed, et ingenmandsland. De er hverken fuldgyldige medlemmer af de levendes verden i kraft af deres særlige status i samfundet og tilhører heller ikke dødens rige, eftersom begge skæbner fortsat har deres legemlige eksistens at knytte sig til. På paradoksal vis bor homo sacer altså i begge verdner uden egentlig at tilhøre nogle af dem. At befinde sig i denne grænsezone mellem liv og død medfører således en udelukkelse fra fællesskabet, hvilket plejehjemmets isolerende tendens kan være et eksempel på. Et af historiens måske mest grelle eksempler på en statslig vurdering af menneskers værdi(løshed) er Hitlers Eutanasiprogram, hvor mennesker med uhelbredelige mentale sygdomme under 2. Verdenskrig blev udryddet med henblik på at standse videreførelsen af deres genetiske arvemateriale. Selvom et decideret udryddelsesprojekt selvsagt ikke er tilfældet på de danske plejehjem, kan vi måske alligevel bruge Agamben og hans begreber om nøgent liv og undtagelsesrum til at overveje, hvorvidt plejehjemmet er blevet en lejr – en afgrænset geografisk enhed, hvor en undtagelsestilstand hersker. En lejr hvor vores ældre medborgere afklædes deres civile jeg og efterlades som nøgent liv uden for rammerne af den etik, vi normalt holder som standard for et værdigt menneskeliv. På én af de allerførste dage som vikar, stillede min kollega mig et spørgsmål, som formentlig har været med til at igangsætte mine overvejelser om denne form for institutionalisering af mennesker: Kunne du selv forestille dig at bo på plejehjem, når du bliver gammel? Jeg ved godt, hvad mit svar er. Hvad er dit? n

27


ke

lt s, a

al

ts å

er jeg.

Je g li

Indput Institut for Psykologi KU

Jeg lik e s,

så er jeg .J

e

eg . rj

eg

es, altså k i l


Kan du huske dengang, hvor man i stedet for at sende en e-mail kommunikerede som pennevenner og modtog håndskreven brevpost? Eller har du nogensinde tænkt over, hvordan dine bedsteforældres liv har været, i en tid uden smartphones og internet? Man kan vist ikke komme uden om, at den dag internettet blev opfundet, og den dag i 2004 da Mark Zuckerberg lancerede den første version af Facebook, var skæbnesvangre øjeblikke i verdenshistorien. Kigger man på de sidste 100.000 år, vil den tid mennesker har haft smartphones svare til blot 8 sekunder ud af et døgn. Og selvom du måske kan huske det gode gamle brevpost-system, kan du så huske, hvornår du sidst har haft en off-line dag? Vores generations skæbne er i kraft af disse opfindelser blevet forudbestemt til online interaktion og aktivitet i en digital tidsalder. Pirres din nysgerrighed måske ikke, når din smartphone lyser op og signalerer social aktivitet, som du bare er et enkelt klik væk fra? Eller melder der sig indimellem en trang til at poste, dele eller like noget, og gøre omverdenen opmærksom på din virtuelle eksistens? Det er næsten umuligt for de fleste mennesker at forestille sig en normal hverdag uden adgang til sociale medier. Så hvad er det, der gør vores behov for brugen af dem så omfangsrig? Er der nogle særligt gunstige vækstbetingelser på sociale medier, hvor posting-, liking-, og delingskulturen får sit eget liv og sætter det ude af proportioner til virkeligheden? Lad os se lidt nærmere på, hvordan sociale medier påvirker vores hjerner og vores forhold til os selv og hinanden. Så kan vi måske overveje, hvordan vi bruger sociale medier, og tænke over, hvilken skæbne vores virtuelle identitet skal have?

Af Isabel Sidenius, stud.psych. Illustrationer af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.

29


SoMe-afhængighed Anita Lykke Klausen, der er uddannet markedsføringskonsulent fra CBS, skrev i 2015 en kandidatafhandling om dopaminstimuleret adfærd i interaktion på sociale medier. Dopamin omtales ofte som stoffet for ’sex, drugs & rock’n’roll’, og antages derfor også at være en kilde til nydelse. Dopamin er en neurotransmitter i hjernen, der er involveret i processer rettet mod det at opnå nydelse, men er ikke i sig selv årsagen, forklarer Anita Klausen. Dopamins grundlæggende rolle er at facilitere en indlæringsproces, ved at aktiveres når der er et mål (en given stimulus) i sigte, og er derfor adfærdsregulerende. Reguleringen foregår dog på et subliminalt plan, idet at når hjernen først har oplevet nydelse ved en given stimulus, vil den automatisk frigive dopamin, når der er et behov for eller en udsigt til at opnå denne stimulant. På denne måde spiller dopamin en afgørende rolle i processer, der vedrører en udsigt til eller et behov for belønning, og kan siges at være primær facilitator for mål-orienteret adfærd. Dopamin er altså særligt vigtig for vores motivation, fordi den driver os hen mod et mål på baggrund af tidligere nydelsesfulde oplevelser med dette. Tidligere studier i dopaminstimuleret adfærd er ofte blevet foretaget i forbindelse med undersøgelser af stof- eller alkoholafhængighed. I møder med stimuli, der giver en høj grad af tilfredsstillelse eller nydelse såsom sex og stoffer, vil den subjektive oplevelse af eufori være proportionel med mængden af dopamin, der frigives. Derfor er dopamin ikke kun involveret i konstruktiv motivation, men også i afhængighed, når der skabes dysfunktionelle belønningssystemer. Anita Klausen undersøgte dopaminstimuleret adfærd i interaktion på sociale medier igennem en neurovidenskabelig og psykologisk teoriramme, og indhentede empiri baseret på et kvalitativt forskningsdesign. I sit speciale peger hun på komplementære aspekter og korrelatio-

Indput Institut for Psykologi KU

ner mellem den psykologisk teoretiske referenceramme og neurovidenskabelige studier af dopaminstimuleret adfærd. Hun konkluderer blandt andet, at de empiriske fund peger på stærke indikationer for belønningseffekter af dopamin ved interaktion på sociale medier. Dette betyder altså, at der angiveligt frigives mere dopamin, jo oftere vi interagerer på facebook eller andre sociale medier, og at vi således bliver mere motiverede for at bruge sociale medier. Derudover giver hun mulige forklaringer på motivationen for brugen af sociale medier med udgangspunkt i den kvalitative data, hvor hun finder komplementære aspekter mellem anvendt teori og de empiriske fund. Anita forklarer, at hendes empiri viser, at selv-præsentation og selv-afsløring er væsentlige aspekter i motivationen for brugen af sociale medier. Hertil tyder hendes fund på, at motivationen for at bruge sociale medier er særlig stor, når notifikationer eller anden aktivitet retter sig mod brugerens personlige selv-præsentation. Dette, sammenholdt med relevante studier og andet empirisk materiale, indikerer, ifølge Anita Klausen, at interaktion på sociale medier, der omhandler anerkendelse, social accept eller andet indhold der vedrører brugerens virtuelle identitet, er særlig betydningsfuld for personens affektive oplevelse. Det vil altså give en øget motivation for at bruge sociale medier at poste eller dele indhold, der relaterer sig til os selv. Der kan således måske være noget om snakken, når der i folkemunde bliver talt om facebook- eller instagram-afhængighed? Og det bliver i særdeleshed tankevækkende, når denne potentielle afhængighed forbindes med vores selv-præsentation, selvfremstilling og andet online indhold omhandlende os selv. Er der mon gået inflation i de virtuelle identiteter? Bobler og meningskontanter Når selv-præsentationer likes, kom-

menteres og deles, opstår der dermed et marked for anerkendelse på de sociale medier. Vincent F. Hendricks, professor i filosofi og leder af Information og Boblestudier på Københavns Universitet, beskriver likes, kommentarer og delinger som en meningstilkendegivelse, der bliver en likviditetstype som forhandles på sociale medier. I hans bog Spring Boblen – sådan bevarer du fornuften i en ufornuftig verden fra 2016, opstiller han en metafor om bobledannelse, der med udgangspunkt i hans forskning på området skal beskrive nogle af de fænomener, der hersker i kraft af sociale medier. Metaforen om bobler er en reference til økonomisk bobledannelse, som den vi kender fra 1630’erne, hvor tulipanløg blev solgt til priser, der langt oversteg deres reelle værdi. Eller som Finanskrisen i 2008, hvor boligbobler i høj grad var årsag til en international økonomisk katastrofe. Bobledannelse er altså en metafor med negative konnotationer, der beskriver, hvordan aktiver handles til priser, der langt overstiger deres fundamentale værdi. Det er netop det, mener Hendricks, der ofte sker på de sociale medier. Han beskriver, hvordan likes, upvotes, kommentarer, tweets, retweets, posts og billeder udgør internettets ’meningskontanter’, og at ”disse sociale investeringer handles dagligt med forventningen om et afkast i form af synlighed, sympati, forståelse, status, indflydelse, magt eller respekt.” Derudover beskriver han, hvordan disse investeringer er mere eller mindre omkostningsfrie, fordi de ofte bare kræver et enkelt klik, og således heller ikke kræver et stort bagvedliggende tænkearbejde. Dette øger aggregeringen af likes og meningstilkendegivelser på sociale medier, og der opstår diverse bobledannelser såsom statusbobler, videnskabsbobler, mobbebobler og nyhedsbobler. Disse bobler har hver deres karakteristika og implikationer for brugerne, men den grundlæggende metafor om bobler kan anvendes til at beskrive, hvordan de akkumulerede me-


ningstilkendegivelser på sociale medier i forskellige afskygninger ikke afspejler den reelle værdi af det, de tilkendegiver en mening omkring. Dette er der flere forklaringer på og konsekvenser ved, afhængigt af hvilket boblefænomen man tager i betragtning. Så først må der ses på, hvad det er for grundlæggende strukturer, der skaber gunstige vækstbetingelser for bobledannelse på sociale medier. Tanketom flokadfærd Med udgangspunkt i blandt andet socialpsykologi, økonomi og filosofi forsøger Vincent Hendricks at kortlægge nogle af årsagerne til denne diskrepans mellem reel og tilsyneladende værdi på sociale medier. Han beskriver, som nævnt, at denne nemt tilgængelige til-

kendegivelse igennem likes eller anden klikadfærd ikke kræver en særlig omfattende tankeproces. Hendricks henviser til Platons dialog i Theaitetis, hvor Sokrates siger, at sand mening opstår på baggrund af tænkning, og at tænkning er sjælens samtale med sig selv. At mene noget forudsætter således en tankeproces. En indre dialog, der tager flere synspunkter i overvejelse og reflekterer over dem, forklarer han. Denne tankeproces er ofte ikke-eksisterende på sociale medier, og alligevel har alle en mening om alting, påpeger Hendricks. Herved mister mange likes deres værdi, fordi me-

ningstilkendegivelsen i mange tilfælde er tanketom. Når noget indhold, uden særlig stor reel værdi, alligevel opnår et højt antal likes eller følgere, sender dette et kraftigt offentligt signal om en høj indholdsmæssig værdi til andre brugere på de virtuelle platforme, og genererer opmærksomhed og trafik, der ved at bygge på aggregeringen af likes, ofte også bygger på et ureflekteret grundlag. Denne bobleeffekt forstærkes yderligere af social påvirkning. Social påvirkning omtales indenfor socialpsykologien som det fænomen, at vi som mennesker: ”har en tendens til at overtage andres overbevisninger, normer eller handlinger i forsøget på at reflektere det korrekte standpunkt eller den korrekte mening eller opfattelse i en given situation,”

31


forklarer Hendricks. Udover at likes og delinger i mange tilfælde er misvisende, fordi de er tanketomme og ureflekterede, så forstærkes denne adfærd i kraft af den sociale påvirkning, hvor brugerne hurtigt kan blive ansporet til at tro, at noget er mere vigtigt, spændende eller interessant, end det egentlig er, fordi mange andre tilsyneladende synes det. Følelser er også med til at påvirke, hvordan vi interagerer på sociale medier, og hvad der får opmærksomhed og tilsyneladende værdi. Hendricks forklarer, at nogle følelser ligger højere i viralitetshierarkiet end andre. Her nævnes ærefrygt og fascination, der langt overstiger den opmærksomhed, som historier med for eksempel deprimerende indhold gives. Derudover er der følelser som vrede, frygt og indignation, der er aktivitetsmobiliserende følelser og har samme sociale transmissionsgrad som ærefrygt og fascination. Viralitetspotentialet er altså langt højere for historier, der påvirker brugerne følelsesmæssigt ved at anspore til vrede, frygt, indignation, ærefrygt eller fascination, og potentialet for viral transmission afspejler derfor ikke nødvendigvis historiens relevans eller informative værdi. Et andet aspekt gælder likets tve- eller flertydighed. For hvordan skal et like overhovedet forstås? Er det en hilsen, en anerkendelse, en misbilligelse, en sympatitilkendegivelse, respekt, medfølelse, foragt? Et like afspejler altså ikke nødvendigvis meningens karakter eller værdi. Dermed forstærkes irrationel og tanketom flokadfærd på de sociale medier i kraft af vækstbetingelser som social påvirkning, følelser, forvirring og

Indput Institut for Psykologi KU

manipulation, og skaber ekkokamre, hvis budskaber, kan runge mere eller mindre hult. Virtuel identitet og status Hendricks begreb om statusbobler er særligt interessant, hvis man i lyset af ovenstående kigger på det enkelte menneskes forhold til sig selv og sociale medier. Vincent Hendricks anvender netop begrebet til kritisk at forholde sig til, hvordan de sociale medier påvirker vores forhold til os selv. Han skriver: ”I hele fremstillingen af online-mig indtænkes, hvad jeg regner med, at andre kunne finde spændende at vide om mig. Men så er det ikke mig længere. Det er højst min idé om, hvad andre antages at synes om mig – et glansbillede, et forstærket mig, forædlet, med mig i centrum for andres vurdering af mig. Det er ikke Decartes’ ’Corgito ergo sum’ – ’Jeg tænker, altså er jeg’ – det er i de sociale mediers tidsalder blevet til ’Jeg likes, altså er jeg’.” Vores virkelige identiteter ser altså ud til at sløres på sociale medier til fordel for mere appellerende virtuelle identiteter, der opnår anerkendelse igennem aggregering af likes, hvorved online social kapital opnås – og ofte med udgangspunkt i andres vurdering og mening. Sådanne statusbobler forstærkes yderligere af pluralistisk ignorance, der er et socialpsykologisk begreb, der henviser til betingelser under hvilke det er legitimt at forblive uvidende eller passiv, beskriver Hendricks. Det betegner således en adfærd, hvor den subjektive mening eller holdning ignoreres til fordel for gruppens holdning – hvilket i mange

tilfælde legitimerer popularitet som en gældende valuta på sociale medier. Se bare på hjemmesider som flerelikes.dk, Instagainer.dk eller autolikes.dk. Det er hjemmesider, der forhandler følgere og likes og brander sig med slogans som: ”Vi kan altid hjælpe dig med at booste din profil på de sociale medier, hvad enten det er til din private profil, virksomhedsprofil, blog eller noget helt fjerde” og ”Autolikes er den første danske service der leverer likes til din instagram fra ægte brugere”. På sociale medier er aggregeringen af social kapital nemlig meget eksplicit og let kvantificerbar, og disse hjemmesider og slogans illustrerer Hendricks pointe om, at: ”Aggregering af social kapital på sociale medier meget vel kan ende med at være den værste bobleøkonomi man kan tænke sig. Der er ingen fundamental værdi af aktivet bortset fra fremtoning (…) og ingen korrigerende procedure, hvormed man kan justere aktivet til en adækvat markedsværdi bortset fra fiktion (…).” Behovet for anerkendelse og en selekteret version af virkeligheden, er således fremtrædende på sociale medier og ses afspejlet i Hendricks begreb om statusbobler. Virtuelle identiteter konstrueres her ud fra ”det sociale medies kodificerede skabelon og valuta”, hvor der er let kvantificerbare afkast at hente, forudsat at det ”lykkes at reklamere på den rigtige måde”. På denne måde konstrueres liv, meninger og profiler, hvor virkeligheden redigeres, filtreres og tillægges lidt virtuel make-up.


Vores hjerner tilpasser sig, og vi bliver mere og mere motiverede for at bruge sociale medier, jo oftere vi anvender dem, og bliver måske mere og mere afhængige? Vi forhandler og konstruerer virtuelle virkeligheder, der ikke udelukkende bygger på sandhed eller reel værdi, og navigerer forvirret rundt på et ugennemsigtigt marked, hvor vi risikerer at havne i ekkokamre, hvis genklang forstærker vores eget livssyn og holdninger. Vi søger behovet for anerkendelse opfyldt igennem sociale medier, hvor vi liker og deler derudaf i håbet om, også selv at kunne indkassere lidt social kapital på disse platforme - nemt, hurtigt og synligt. Men vores skæbne er nu engang bestemt til at være digital – så om ikke andet, kan vi vel imødegå den med et kritisk blik, og måske prøve at reducere mængden af virtuel make-up og (u)ægte følgere på instagram? Eller prøve at bremse inflationen ved at stoppe op og tænke over, hvad der egentlig har reel værdi i livet såvel som på sociale mediers platforme, og mindske diskrepansen med flere eller færre likes? n

33


Ødipus’ komplekse sandhed En novelle om Freuds opdagelse af Ødipuskomplekset Af Inger Lund Michelsen, stud.psych. Illustration af Ida Ankerfelt, stud.psych.

Det majestætiske Théâtre Français tårnede sig op over de Parisiske tage, da han steg ud af vognen. Igennem byen blæste en mild vind med en ganske særlig duft af pâtisseries og en sød aroma fra cigaretrøgen, som han fandt ganske anderledes end Wiens velkendte lugte. Nu var han her endelig! Et skolar-ophold i Paris hos den berømte og berygtede franske neurolog Jean Martin Charcot. Wien var blevet for lille til den nyudlærte Doktor Sigmund Freud, og det var på tide, at han udvidede sin videnskabelige horisont. I aften var en særdeles vigtig aften. Monsieur Charcot begyndte sin forelæsningsrække om behandlingen af hysteri ved brug af hypnose den førstkommende mandag, og aftenens opsætning af Sofokles’ Kong Ødipus var Freuds første lejlighed til at gøre et godt indtryk på Europas videnskabelige elite. Da Freud åbnede døren ind til teaterets foyer, strømmede en bølge af varme, lys og opstemt snak imod ham. Her var hele det parisiske bourgeoisie samlet i festligt lag i den smukke gyldne sal, hvor lyset fra de mange krystallysekroner glimtede i de velpolerede marmorbyster. De smukke damer i deres lange

Indput Institut for Psykologi KU

voluminøse draperede kjoler og med fjerbesatte hatte og herrerne i kjole-og-hvidt med tophat og monokel, fik Freud til endnu engang at tjekke, at svalehalen på hans kjolejakke sad som den skulle. ”Monsieur Freud!” Charcot trådte pludselig ud af mængden og bevægede sig hen mod ham. Han var en lille tæt mand med en kraftig hals, en bred mund og store kinder, der unægteligt gav Freud associationer til en skrubtudse. ”Monsieur Freud!” udbrød han igen under det faste håndtryk. ”De er alene i aften, ser jeg?” fortsatte han. ”Åh ja, min forlovede Mademoiselle Bernays er blevet hjemme i Hamburg, men jeg skriver flittigt breve til hende om mine oplevelser her i Byernes By.” Hans fransk var rustent, og han mærkede varmen stige op i kinderne. Her stod han og talte med en videnskabsmand, hvis sunde fornuft grænsede til genialitet, og så snakkede han om kærestebreve til Martha. ”Udmærket, udmærket, Monsieur, mere tid til arbejde. De kommer naturligvis til min grand tour på mandag, ja min demonstration af mesmerization”? Freud tøvede, og han fortsatte: ”Ja, hypnosen! Og dens mageløse effekt på hysterikeren!” Det gibbede i


Freud, og han nikkede ivrigt. Hypnose var vanligvis noget han forbandt med cirkusser og spådomskunst, og her stod Paris’ førende neurolog og talte om mesmerization. Han var på én gang skeptisk og fascineret. I næste nu sluttede en yngre karseklippet herre med sammenknebne øjne sig til selskabet, og Charcot udbrød henrykt: ”Jeg vil gerne introducere dem for en af mine elever, dette er Monsieur Georges Gilles de la Tourette.” Så snart manden havde sluppet Freuds håndtryk, kneb han øjnene yderligere sammen og rettede et nysgerrigt blik mod Freud. ”Undskyld monsieur Freud, var det en lille muskelsammentrækning omkring overlæben jeg observerede der? Må jeg have lov?” Manden trådte et skidt nærmere og gav sig til at nærstudere Freuds overordentligt veltrimmede schnurrbart, som han hjemmefra havde brugt timevis på at få til at stritte på den helt moderigtige måde. Freud fnøs og rynkede perpleks på næsen under den grundige inspektion: ”Blot en lille smule snue, monsieur Tourettes, ikke andet.” Manden nikkede accepterende med en rynke i panden, for derpå at glide baglæns mens hans spejdede ud over det resterende selskab. ”De må undskylde monsieur Gilles de la Tourette… Han er så frygteligt optaget af sit nyeste påfund… Ja hvad er det nu han kalder det? ’Maladie des tics’… Man kan dårligt nyse i hans nærvær uden det bliver grundigt gransket!” ”Åh og den herre derover bør de også hilse på, Monsieur Freud!” Charcot drejede rundt og pegede på en herre på Freuds egen alder med et lige så prægtigt schnurrbart som hans eget: ”Pierre Janet! Han holder sig ofte lidt for sig selv. Han er så frygteligt bange for, at nogen skal lade sig inspirere lidt for meget af hans idéer… Plagiat, De ved. Og

bevares, han har da også nogle fortræffelige af slagsen, alt det her med det underbevidste og dissociation, men alligevel…” Freud kiggede uroligt rundt på Charcots unge protegér og mærkede et stik af uvelkommen usikkerhed. Skulle han, Sigmund Freud, ikke kunne måle sig med alle disse herrer? Var han da ikke noget helt særligt? En underlig skurrende fornemmelse fyldte ham, da den første klokke ringede, og han tog afsked med Charcot for at finde sin plads i logen. Forhåbentlig ville den antikke græske tragedie ikke kede ham alt for meget. Om ikke andet ville han få lejlighed til at øve sine franskkundskaber. Han trådte ind i teatersalen, hvor der henlå en tung, andægtig stemning under den glødende belysning, som kastede skygger tilbage fra de smukt dekorerede hvælvinger. Snakken lå som et dæmpet tæppe af hvisken henover salen, og Freud sænkede stemmen, da han undskyldende banede sig vej hen til sin plads i den yderste logestol. Snart dæmpedes belysningen, og den summende snak forstummede i en spændingsfyldt forventning. Et enkelt lys tændtes på scenen. Pludselig stod han der, Kong Ødipus, flygtet fra sit hjem I Korinth, fordi et orakel havde forudset, at han skulle dræbe sin egen fader og ægte sin moder. Han var kommet til Theben og havde besejret den huserende Sfinx ved at svare rigtigt på dens gåde, var blevet udråbt til konge over Theben og havde giftet sig med Iokaste, enke efter den dræbte kong Laios. Med hende havde han fået to sønner og to døtre. Nu hærgede pesten, og oraklet i Delphi havde varslet, at plagen først ville ophøre når Kong Laios’ morder blev pågrebet. Men Ødipus på scenen var ikke den typiske lidenskabsløse krukke, som de græske helte som oftest blev portrætteret

35


på en teaterscene. Han havde vilde øjne, og hans gestik var overdrevet og voldsom i en grad, der fik Freud til at rykke frem i sædet. Denne Ødipus var karismatisk, flamboyant og vulgær. Hans sproglige behandling af de antikke vers grænsede til det trivielle, og profaniteter og skældsord flød til højre og venstre. Da den blinde profet Tiresias meddelte ham, at det var Ødipus selv, der var Laios’ morder, udviklede skænderiet sig til regulært håndgemæng, i lighed med hvad Freud kun kunne forestille sig forekom på et af proletariatets værtshuse. Freud var tryllebundet. Hvem var denne oprørske og dyriske Ødipus, helt blottet for gudfrygtighed? Han mærkede hjertet banke i halsen, og gåsehuden rejse sig som små toppe overalt på sin krop. I næste nu trådte Iokaste, Ødipus’ gudesmukke kone, ind på scenen. Hun var klædt i hvide bløde stoffer, der faldt i draperede lag ned over hendes velformede krop fra de blottede hvide skuldre, og hendes ansigt var indrammet af mørkebrune lokker, der bevægede sig dansende, idet hun åbnede munden for at tale. Ordene flød fra hende som varm honning og overvældede hans sanser, men stemmen var en andens: ”Min egen gyldne Siggy!” Begejstringen for ham, hendes førstefødte, hendes gyldne søn, omsluttede ham. Læberne bevægede sig igen, han lukkede øjnene: ”Min vidunderlige Siggy, ved du, at en spåkone har fortalt mig, at jeg med min førstefødte har skænket verden en stor mand?” Men man skal ikke tro på spådomme! Da han åbnede øjnene, så han Iokaste, der på scenen trøstende lagde

Indput Institut for Psykologi KU

sine bløde arme omkring Ødipus og trak ham ind til sig: ”Engang blev varslet Laios, at døden vilde ramme ham ved den søns haand, som skulle blive Frugten af vort ægteskab.” Men Laios blev dræbt af en bande røvere ved en tredelt landevej! Ingen grund til at tro på den slags! Han lukkede øjnene igen, og så hende nu helt tydeligt for sig. Hun sad på sengen i forældrenes soveværelse tilbage i barndomshjemmet i Wien, og hun lagde hovedet tilbage, når hun lo: ”Kom herop til mig i sengen, Siggy!” Hans hjerte hoppede op og ned, men i næste nu mærkede han en anden trang trænge sig på: han skulle tisse! Men åh, at forlade hende, at forlade denne vidunderlige stund sammen med hende. Han kunne ikke løsrive sig og besluttede sig for at få det overstået og ladede vandet netop der i forældrenes soveværelse. Først for sent indså han, at faderen var tilstede og havde set det hele. Ja, Laios havde gjort sit for at forhindre, at den spådom skulle fuldbyrdes, beroligede Iokaste igen: ”Det unge Nor knap havde trende Dage sét, da Laios sammensnøred fast hans Anklers led, og kasted ham, ved fremmed hånd, paa vejløst Fjæld”. Det gav et ryk i Freud, og han kunne have forsvoret, at han mærkede faderens greb i sin skjortekrave, da han trak ham gennem soveværelset og foran moderen pegede anklagende på ham med en dirrende finger, mens eder og forbandelser væltede ned over ham: ”Den dreng kommer aldrig til at blive til noget!” Faderens ord rungede i hans indre, da han åbnede


øjnene og fandt sig selv tilbage i teatersalen. Sveden piblede fra hans pande, og alle hårene på hans krop havde rejst sig i intens forfærdelse. Hvad var det, der foregik? Til hans overraskelse lod ingen omkring ham til at have bemærket noget, og på scenen syntes Ødipus ikke roligere ovenpå Iokastes forvisning om, at Laios havde forhindret sin skæbnesvangre død ved sin egen søns hånd ved at lemlæste sønnen og sende ham bort. Ved at umyndiggøre ham. ”Den dreng kommer aldrig til at blive til noget”. Nej, Ødipus på scenen trampede uroligt rundt fra den ene ende af scenen til den anden. Noget ved Iokastes ord havde vækket en uro i ham. Snakken om denne tredelte vej, om Laios? Om spådomme og fadermord. Hjemme i Korinth havde skæbnen også kastet en tragisk dom over ham: et orakel havde forudset, at han skulle slå sin fader ihjel og gifte sig med sin mor, og for at undgå denne grusomme profeti, var han flygtet fra sine forældres kongerige i Korinth. Freud så for sit indre blik den oprørske Ødipus på vandring gennem det antikke Grækenlands heder, afmagret og udmattet af heden og af mangel på vådt og tørt. Igennem varmedisens bølgende luft spejdede han, at vejen forude delte sig i tre. Pludselig var vejen brostensbelagt og omgivet af små tætte huse. ”Da jeg var en ung mand som du, Sigmund, gik jeg en lørdag morgen en tur i den landsby, hvor du blev født…” Manden på vejen var ikke længere Ødipus, men hans fader, der som ung mand og med sin nye pelshue på hovedet var ude at spadsere sin vante tur i Freibergs gader. Den unge velklædte mand nåede

krydset, hvor de tre veje delte sig. Den historie om en tredelt vej, den mindede altså Ødipus om noget: ”Paa min Vandring jeg hin Trevej nærmed mig, Der moder mig på Stedet en Herold, og end, Paa hestbespændte Vogn, en anden mand, som du, Har skildret ham.” Men i det fjerne skimtede Freud ikke en hestebespændt vogn, men en derimod en fornem kristen herre, der kom gående mod faderen med lange skridt. I det tredelte kryds passerede han faderen, og i det samme trak hans ansigt sig sammen i rasende folder. Han standsede op og vendte sig mod faderen. ”Jøde! Se at komme væk fra fortovet!” råbte han og langede derpå ud efter faderen og slog den glinsende nye pelshue af hovedet på ham, så den faldt af og landede i den mudrede rendesten. Ødipus løftede afværgende armene, og hævede stemmen: ”Nu vilde Vognens styrer og, den Gamle selv med Magt af Vejen jage mig!” ”Hvad gjorde du så, far?” forfærdelsen i barnestemmen, som han genkendte som sin egen, skar ind til marv og ben. ”Ingenting. Jeg gik ud på vejen, og samlede min pelshue op” havde faderen svaret. Hjertet sank i brystet på Freud. Sådan en kujon! Tænk at være så uheroisk, så underdanig! Sådan en svækling! Og han skulle forestille at være en faderfigur? Ødipus’ arme, der før var løftet i afværge, sluttede sig nu sammen i et fast greb om det våben, han forestillede sig imellem sine hænder: ”Forbitret slaar jeg Kusken som forfølger mig.” Ét slag. Så lå kusken der. Den store stærke hånd slutter sig omkring den lille

37


drengs hånd i sin på en lørdagsgåtur i Freibergs gader. Men den store stærke hånd havde intet gjort for at gøre modstand. Selv ville Freud have svoret hævn… Så havde Ødipus set den gamle mand stige ud ad vognen. En grånet krøbling, der havde løftet sin kæp til modværge, taget sigte og havde ramt ham i hovedet. På scenen kastede Ødipus sig bagover i et illustrativt smertehyl for derpå at løfte sit usynlige våben til den endelig hævnagt. Freud så for sit indre blik en grånet og forkrøblet olding, der faldt mod jorden under den hævede kæp. Han vendte kort sit ansigt mod Freud, og der sås en bøn om nåde i hans blik. Ødipus trak vejret dybt og ventede få sekunder, inden han udtrykte den sidste strofe i et dyrisk brøl: ”Da dræbte jeg dem alle!” I brølende raseri faldt han udmattet på knæ: ” – Men var Laios, Nu netop denne samme ubekjendte Mand?” Oldingen, der nu lå forkrøblet og død på jorden, havde en pelshue på. Freud gispede og rykkede sig uroligt i sædet. Den gamle historie som faderen havde fortalt på én af deres lørdagsgåture om pelshuen og den kristne mand. Han huskede skuffelsen over faderens passive underdanighed. Men den svagelige, blødende olding på jorden under Freuds løftede kæp? Kom dette billede fra en drøm? En fantasi? Det kunne da ikke være hans egen far…? ”Din fader er død!” Vent, hvem? Hvis fader? På

Indput Institut for Psykologi KU

scenen var en budbringer fra Korinth trådt ind. Med sig bragte han en nyhed. Ødipus’ fader, Kongen af Korinth var død. Ødipus blev ekstatisk. Her havde han beviset på spådommens ugyldighed! Faderen var død, men ikke ved hans hånd. Ved sygdom, ikke ved hans hånd. Freud drog et lettelsens suk. Snart var Iokaste hos ham i en berusende omfavnelse. Var det måske ikke det, hun havde sagt? At han ikke skulle bekymre sig! Hun lagde sine bløde porcelænshvide hænder omkring hans skuldre og spidsede læberne mod hans øre, mens hun hviskede ”Der er intet at frygte”. Freud mærkede et sæt bløde læber mod sin pande, der fik ham til at lukke øjnene. Fornemmelsen af jorden der rumlede afsted under ham, og kildende bløde hårlokker, der strejfede hans kinder, sendte en strøm af sommerfugle gennem hans indre. ”Godnat, min lille Siggy.” Han lå på en briks i nattoget fra Leipzig til Wien, og han blev liggende med øjnene lukkede og trak vejret dybt, som om han allerede sov, mens hans mor trak dynen tættere op omkring ham. Så åbnede han diskret det ene øje på klem. I skæret fra den dæmpede petroleumslampe kunne han se sin mor stå foran spejlet og klæde sig af. I bløde bevægelser lod hun klæderne falde stykke for stykke… Men kun den halve spådom var afværget. Kvinden han frygtede levede endnu. Så længe hans mor levede kunne Ødipus ikke vende hjem: ”Skal jeg ej ængstes for min Moders Ægteseng?” Snart stod hun der, nøgen. Hendes hud var mælkehvid


og nærmest gennemsigtig i den dunkle belysning. Hendes bryster og hofter kurvede på en så vidunderlig og forbudt måde, at lille Siggy kun knapt turde holde det ene øje åbent. Men synet sendte så herlig en strøm af urovækkende begejstring igennem ham, at han ikke ville lukke det, trods hans rædselsslagne vished om, at en afsløring ville være fatal. Så trak hun i natkjolen, slukkede petroleumslampen og gled lydløst ned ved siden af ham på briksen, mens alt der hørtes var den monotone brummen fra toget, der bevægede sig over skinnerne gennem landskabet. Iokastes stemme lød som en hvisken tæt ved hans øre: ”Frygt derfor ej din Moders Ægteseng, Alt mangen Dødelig har før i Drømmesyn, Hos deres Moder sovet…” Han skjulte ansigtet i hænderne og gispede i forfærdelse. Panden og håndfladerne var gennemblødte af sved, og han hev efter vejret. Hvad var dog dette for usømmelige tanker og fornemmelser? Var det kun i et drømmesyn, at han havde beluret, ja, begæret sin mor ved synet af hendes nøgne krop, eller havde han vitterligt haft disse obskøne drifter? Nej, han ville ikke se eller høre mere. Han rejste sig brat op i sædet, til stort misbehag for de nærmeste teatergængere, men et enkelt blik mod udgangen fik ham til at indse, at han skulle ulejlige størstedelen af Paris’ intellektuelle elite ved en indiskret og utidig afgang. Freud satte sig ned igen og tog sig med rystende

hænder til panden. Han ville ikke se mere. Hver eneste gang han blinkede, væltede billederne ind over ham, han ville ikke se mere, ikke høre mere. Men Ødipus vil vide sandheden. Ødipus vil se klart. Og i sandhed skulle han få sandheden at vide. Nu væltede den ned over ham, den ene afsløring efter den anden: Du er ikke din fader og moders søn! Som spæd blev du givet til den barnløse konge af Korinth af en hyrde! Iokaste bønfaldt ham om ikke at grave mere i sin fortid: ”Ved Guder, nej! Saasandt som Livet er dig kjært, Udforsk ej det! Lad mine Kvaler være nok!” ”Jeg vil ej høre dig, jeg alt vil skue klart!” Billedet af faderen på jorden med den beskidte pelshue og den svagelige forkrøblede krop. ”Se far, jeg er blevet til noget!” råbte han, inden han løftede kæppen til slag. Han ønskede at slå sin egen far ihjel. ”Nej nej nej, udforsk det ej” Han fik dig givet af en anden hyrde, der tjente hos den afdøde kong Laios. Barnet kom fra Laios’ egen slægt. ”Nej, nej, nej udforsk det ej! Lad mine kvaler være nok!” Iokaste overrakte hyrden barnet – det var hendes eget. ”Nej nej nej, udforsk det ej” Billedet af moderens nøgne ryg, hendes kærlige kærtegn og hendes varme krop mod hans under tæppet på briksen. Han begærede sin egen mor. ”Lad mine kvaler være nok!” Freud selv var Ødipus!

39


Indput Institut for Psykologi KU


Ødipus brølede hjerteskærende af fortvivlelse og kastede sig i vantro desperation mod jorden, da sandheden, at han har dræbt sin fader og giftet sig med sin moder, gik op for ham. I en barbarisk vanvidsrus løftede han Iokastes guldbroche op over hovedet: ”Du har set for længe, på noget du ikke skulle se! Lad der blive mørke!” Med et forpint, dyrisk brøl jog han brutalt sylen i sine øjne. Blodet flød i pulserende strømme. Udsynet sløredes og blev utydeligt for så at forsvinde helt. I mørket mærkede Freud de fossende strømme ned ad kinderne, der blev til våde plamager på skjortebrystet. I mørket hørte han orkesteret spille den sidste fanfare, og så blev alt stille. Dernæst brød publikum ud i en rungende jubel. Han kunne ingenting se, kun høre hvordan sæderne hvinede, og trampene rungede, da samtlige mennesker i den store sal rejste sig i en stående applaus. Han indså nu, at mørket skyldtes, at han sad bøjet forover med ansigtet i hænderne, hvor sveden og tårerne perlende ned i hans hule håndflader. Rummet eksploderede af begejstring, huen og jubel. Freud løftede hovedet og så sig omkring. Selv i det dæmpede lysskær kunne han omkring sig skimte mænd såvel som kvinder med hektisk rødmende ansigter og vild ophidselse i deres blik. Hos sin sidemand genkendte han sin egen svedperlebesatte pande, og kvinden i logen ved siden af var så oprørt, at hun febrilt viftede kold luft mod sit ophedede ansigt. Det var øjensynligt ikke kun hos ham, at stykket havde vækket sindsoprivende billeder

til live. Overalt omkring sig så han folk, der i Ødipus’ skæbne havde genkendt deres egen. Det han så var, at oraklet, allerede ved vores fødsel, i os alle havde nedlagt den skæbne at skulle rette vores første seksuelle impulser mod vores mor og de første impulser af had og hævn mod vores far. Kong Ødipus opfyldte blot det ubevidste barndomsønske, som lå gemt i os alle, og som alle i denne teatersal havde fået et oprivende indblik i her til aften. Da lyset tændtes, og tæppet gik ned, rejste Freud sig på rystende ben for at følge menneskemængden ud i foyeren. For enden af trappen stod Charcot og havde samlet en lille skare omkring sig, alle med mere viltert hår og overskæg end da de trådte ind i salen. Selvom Freud mest brød sig om cigaretter, tog han alligevel med rystende hænder imod den cigar, som Charcot tilbød ham, mens Charcot med begejstret mine udbrød: ”Det er da i grunden interessant, hvordan et teaterstykke fra antikken kan bevæge et moderne publikum i lige så høj grad, som det appellerede til samtidens grækere! Jamen er det ikke sælsomt?” ”Jo…” Svarede Freud eftertænksomt. ”Man skulle næsten tro, at der var tale om en eller anden form for kompleks…” n

41


En psykologistuderende på afveje

Indsigt i skæbnen gennem håndlæsning

Indput Institut for Psykologi KU


På jagt efter svar og håndgribelige ideer om hvad en skæbne er, begiver jeg mig ud på en utraditionel rejse ind i kiromantiens verden. Ja, du læste rigtigt. I forbindelse med temaet Skæbner har jeg trodset psykologiens videnskabelige monopol, muligvis efterladt den sunde fornuft og lagt min skæbne i hænderne på en håndlæser. Til trods for den mistillid som håndlæsning møder i vores fagfelt, vil jeg ikke se mig bleg for at opsøge indsigt i en uvidenskabelig niche. Derfor udfordrer jeg min egen skeptiske indstilling og går, så vidt det er muligt, åbent til opgaven: At få åbenbaret liv såvel som skæbne i dybderne af mine håndflader.

43


Af Amanda Aaboe Bell stud.psych. Foto af Asta Ingemann Jensen, stud.psych. Illustrationer af Bolette Bendix Huus, stud.psych. Kiromanti Tanken om livet som forudbestemt eller struktureret på et plan afkoblet vores valg og selvstændighed, kan være svær at forholde sig til - måske især i 2017, hvor individets ansvar er groet ud af proportioner, og skæbne er noget, der hører græske myter til. De fleste psykologer vil nok rynke på næsen af idéen om skæbne og få noget galt i halsen, hvis kiromanti skulle være metoden. Kiromanti er en disciplin, hvis sigte er at kunne forudsige et menneskes skæbne med hånden som fortolkningsobjekt. En disciplin som udøves af de få og forstås af endnu færre, men jeg har været så heldig at opstøve landet, hvor alle de alternative veje mødes. Mystikkens verden Da klokken er 11.15 træder Indputs fotograf Asta og jeg ind i Østerbrohuset til messen Mystikkens Univers, en overskrift som under alle andre omstændigheder ville have skræmt mig væk. Jeg tager en dyb indånding, og vi begiver os gennem boder og stande for at finde Kit Eskelunds håndlæsningsstand. Det er næsten som at begive sig ind i et andet univers. Vi bliver antastet af en mand, som til forveksling ligner en ung udgave af Dalai Lama og får tilbudt en hjemmelavet

Indput Institut for Psykologi KU

havregrynskugle. Vi passerer en bod, hvor en ældre herre er i gang med at massere en klient på en briks med et aflangt metalinstrument. Han får dog ikke meget opmærksomhed, for rundt om hjørnet er en kvinde med et viltert garn i færd med at rense en anden kvindes aura med store armbevægelser og twistende håndled. Mangler du svar på livets spørgsmål, er du kommet til det rette sted: her tilbydes alt fra sten, smykker, bøger, kunst, massage, numerologi, astrologi og æteriske olier til at lindre krop såvel som sind. Asta og jeg lod os næsten friste af et helse-olie-kit, hvor olien ’slim & sassy’ kunne erhverves i et sæt for blot 1000 kr. Håndryggen og personligheden Kit møder os med et varmt smil og lader de sympatiske blå øjne hvile på mit ansigt. Hendes stand er enkel og vækker ikke den store opsigt. To stole er opstillet omkring et lille bord, hvor sessionen skal foregå. Kit går roligt og systematisk i gang, og begynder på mine håndrygge at tegne stiplede linjer efter et mønster, jeg ikke kan forstå mig på. Hun forklarer i et blidt tonefald, at vi nu skal til at dykke ned i min personlighed. Da mine hænder ligner et skattekort, begynder Kit at fortælle. Jeg forbereder mig mentalt på, hvad jeg nu har i vente. Jeg er på dette tidspunkt helt rolig i Kits hænder, men stoler ikke det mindste på hendes metode. En firkant på


min venstre håndryg afslører et kontrolbehov, som igen fremgår af min lillefinger. Ringefingeren får et trist ansigt ved knoen, symbolsk for et bedrøveligt kærlighedsliv. Omkring min tommelfinger på højre hånd udpeger Kit en rytmeknogle, som angiver et potentiale og en passion for kreativitet. Min højre håndryg er blevet dekoreret med en bue henover knoerne, som afslører en empati og følsomhed. Indtil videre kan jeg kun nikke genkendende. Jo, mit kærlighedsliv er da langt fra en romantisk komedie på netflix; jeg udøver kontrol i min hverdag, og jeg finder en både rolig og eftertænksom side af mig selv, når jeg maler og skriver. 1 point til Kit, 0 point til sund fornuft. Kit rører ved mine fingre og fortæller, at deres længde indikerer grundighed, og at jeg følger mine projekter til dørs. ”Udmærket” tænker jeg, så var der alligevel en fordel i at have store hænder. Hjertelinjen Jeg kom for at få læst min skæbne, så vi vender siderne og fortsætter i håndfladerne. Kit går herefter på opdagelse ved først at stiple hjertelinjen i begge hænder. Hjertelinjen afslører i højre hånd et privat menneske, som ikke beder om hjælp og helst vil løse problemerne selv. Kit ser mig dybt i øjnene og fortæller, at i mig bor et ømt og sårbart rum, hvor man skal være meget heldig for at blive lukket ind. Jeg må lige synke engang, for det er meget intenst at få dette fortalt af en vidt fremmed person. Men hun har ret, jeg er meget dårlig til at råbe ”ulven kommer”. Den intense fornemmelse får mig et øjeblik til at glemme,

at jeg ikke har tillid til kiromanti, og at det er et spørgsmål om gætteri. Et øjeblik er jeg bare berørt og nikker. Kit påpeger et fremspring i højrehånd kaldet måneområdet. Det indikerer, at jeg nyder at drømme mig væk i ideer og kan blive opslugt af mine inspirationskilder. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt indvendigt over betegnelsen: Måneområdet. Under andre omstændigheder refererer det til et lidt uheldigt område som primært mænd i overgangsalderen døjer med. Skæbnen og fremtiden Kit har været så sød at give mig en dobbelt-tid, så vi kan dykke ned i flere af hændernes hemmeligheder. Hun går med til at lede efter skæbnen, selvom det egentlig ikke er det, som Kit finder mest relevant. ”Det er livet lige nu, der skal forstås og favnes for at kunne tegne den fremtid, der synes rigtig for den enkelte”, forklarer hun. Et par fremtidsforudsigelser kunne udledes, herunder at min skæbne er udgjort af mange interagerende linjer, et testamente til at mit liv ikke ligger fast endnu, og at jeg oftest vil have flere bolde i luften. Desuden kunne Kit konkret fortælle, at jeg ikke skal bekymre mig det store for arbejdslivet, og især omkring mit 32. år og i starten af fyrrene vil jeg have vind i sejlene. Kit kunne også se en romantisk udvikling i den nærme fremtid, men ingen prins på den hvide hest endnu. Satans. En linje ved tommelfingeren sender mig på eventyr

45


under andre himmelstrøg med mulighed for længere tids bosættelse. At bo i San Francisco et semester eller flere, har for kun et par måneder siden været en stor drøm, som jeg tøvende har lagt på hylden. Fremtiden er ikke mejslet i sten for nogen af os, og Kit vedblev også, at min skæbne kan forandre sig, og at jeg selv kan påvirke den gennem de valg, jeg træffer. Linjerne i mine hænder forandrer sig gennem hele livet, nogen ændrer farve og nye vokser til. Kit forklarer: ”Et barns hænder har færre linjer end et menneske, der har levet et langt liv og truffet mange valg”. Kit anskuer forholdet mellem hænder og livsforløb som dynamisk: Man kan lære af sin skæbnevej og ændre sin kurs i en positiv retning. Ifølge hende, vil nye muligheder herigennem tage form i hænderne. Jeg kan ikke udelukke, at jeg vil sende Kit en tanke, hvis jeg som 32-årig udgiver en bog, eller får en stor forfremmelse, selvom en urokkelig skeptiker sikkert vil have indvendinger derimod. Undervejs fortalte jeg Kit nogle personlige ting, i relation til det hun afslørede, og kunne det meste af tiden bekræfte hendes fortælling. Jeg valgte ikke at fortælle nogle intime detaljer, førend jeg følte, at Kit selv havde læst sig frem til dem. Et forsøg på ikke at forære informationer væk. Dette forbehold viste sig at være unødvendigt. Kit udviste stor sikkerhed i sin udlægning og bad ikke om bekræftelse af historien. Hændernes sandhed Ikke alle detaljer fra håndlæsningen vil jeg uddybe her, men de fleste indsigter som Kit præsenterede, kunne jeg spejle mig i. Min skepsis beror i, at de fleste mennesker rummer flere personlighedsdimensioner og træk, og at der derfor er stor sandsynlighed for at ramme rigtigt, hvis man rygdækker sig, f.eks. ved at præsentere begge sider i et spektrum: Du er både en privat og en social person, for hvem er ikke det? Hvis man fortæller nogen, at de har en hemmelighed eller et problem, så afsøger de fleste deres liv og finder nok noget, der kan klassificeres som dette. Når det er sagt, må jeg stadig acceptere, at Kit ikke havde de store forudsætninger for at udlede min livshistorie, og at hendes tolkning af mit forhold til min familie og min rolle deri var et rent pletskud. I debatten om kriterier for videnskabelighed eksisterer en velkendt problematik: Hvad sandhed er, og hvornår en metode finder frem til gyldig viden. I min optik har ingen disciplin eneret til sandheden, og måske findes den slet ikke. Det er sparsomt, hvad der kan opnås ved en håndlæsning, hvis ikke det accepteres, at validiteten ikke skal forstås ud fra etablerede videnskabelige parametre, men opstår i den subjektive oplevelse af overensstemmelse mellem den historie, som hånden kan fortælle og det narrativ og de forventninger, det læste subjekt besidder. En analyse kan sikkert afsløre en statistisk sandsynlighed for at komme med rigtige ud-

Indput Institut for Psykologi KU


sagn og et virvar af indsigelser, når det gælder ønsket om at blive bekræftet i historien, som får den enkelte til at lede efter ligheder i eget liv. Men når det er sagt, vil jeg gerne opfordre til en agnostisk tilgang: En indrømmelse af at vi ikke altid er sikre i vores egen sag, og at meget kan vindes i ønsket om at forstå den andens standpunkt, også når man skal krydse et ocean af forskelligheder, svømmende i alt fra havregrynskugler til spåkugler. Håndlæsning viste sig at være en spændende og anderledes oplevelse. Jeg føler ikke, at jeg fik åbenbaret sandheder, som jeg ikke var bekendt med, men der var en særlig intimitet i at et andet menneske udviste en dyb interesse og indsigt i éns livssituation og mulige skæbne. Er Kit en god menneskekender eller en god håndlæser - det skal jeg ikke kunne sige. Måske er vi dog alligevel nødt til at acceptere, at skæbnespørgsmål ikke altid skal besvares, og livet alligevel ville være uendeligt kedeligt, hvis der ikke var plads til andet end rationaler. Tak til Kit Eskelund for sessionen og den efterfølgende sparring. n

47


Indputs semester-horoskop

INDPUTS SEMESTER-HOROSKOP Af Isabel Sidenius, stud.psych og Phillip Dyssegaard, stud.psych Illustrationer af Bolette Bendix Huus, stud.psych

Er du usikker på, hvad fremtiden vil bringe, og vil du gerne blive lidt klogere på din skæbne? Indput har indstillet stjernekikkerten og stillet skarpt på himmellegemernes placering for næste semester for at spå om, hvad der venter dig. Så læs med, og lad stjernerne guide dig i, hvad din fremtid på studiet bringer.

2. semester Du har lige akkurat afsluttet et hæsblæsende første semester, hvor hele universitetsverden og det akademiske studiemiljø kun lige har nået at manifestere sig i din bevidsthed, før du bliver kastet ud i en identitetskrise på 2. semester. Du får heldigvis lidt hjælp fra pensum på personlighedspsykologi, hvor du blandt andet ved at bestemme din grad af neuroticisme erkender, at alle dine problemer i grunden skyldes denne høje grad af følelsesmæssig ustabilitet og manglende impulskontrol. Da det er et genetisk bestemt og iboende træk, som du ikke selv er herre over, accepterer du, at der tilsyneladende ikke er så meget, du kan gøre for at ændre på dig selv. Derfor beslutter du dig for at socialisere til T-Baren på trods af dit overjegs formaning om at regulere din adfærd ved at blive hjemme og læse pensum to gange, så du kan få en ordentlig karakter. Når du så fyrer den af til Justin Biebers ’Sorry’ på dansegulvet torsdag nat, kæmper dit jeg en indædt kamp for at holde dine drifter i ave, mens dit overjeg samtidig hvisker dig i øret, at du bør tage hjem, så du kan komme op til forelæsningen i videnskabsteori fredag morgen. Og når dit tømmermændsramte jeg har fået slæbt din trætte krop til forelæsningen, og du sidder der fredag morgen og forbander overjegets mangel på mere autoritær indgriben aftenen før, bliver du konfronteret med videnskabens og psykologiens store spørgsmål og emergente sammenhænge. Her vil du opdage, at matematik åbenbart ikke er en videnskab, at der findes sorte svaner, og at sjælen muligvis sidder i koglekirtlen. Heldigvis kan du ånde lettet op og tage en pause fra identitetskrisen, når du i statistiktimerne kan spørge SPSS om det meste, og svaret er et utvetydigt sort på hvidt output, lige meget hvor mange variable du medtager i analysen. Så bare rolig. Du skal nok nå at finde ud af, hvem du er. På et tidspunkt. Hvis ikke kan du ved udgangen af 2. semester i hvert fald trøste dig med, at ikke engang psykologien ved helt præcist, hvad din personlighed består af.

Indput Institut for Psykologi KU


4. semester På 4. semester er du blevet rimelig vant til at studere, og du sætter dig mere tilbagelænet i forelæsningsstolen og tørrer sveden af panden efter et intenst kogni-semester. Her vil din skæbne have to mulige veje, og det står ikke tydeligt skrevet i stjernerne, hvilken vej du ender med at gå. Enten vil du opleve det totale bombardement af videoer af nuttede børn og babyer i eksperimentelle situationer i udviklingspsykologi, som en følelsesmæssig udløser for din indre potentielle forælder, og dine tanker vil begynde at kredse om at få børn. Eller også skræmmes du af de mulige faldgruber ved tilknytningsmønstre og beslutter dig for at satse på karrieren og dyrke din indre coach i A&O. Lige meget hvilken drejning din skæbne tager, vil 4. semester bringe fornyet energi, når du for første gang på studiet selv får lov at lave en problemformulering i eksamen i udviklingspsykologi, og du dermed får mulighed for at følge din egen interesse inden for psykologien. Denne nye mulighed for selvstændigt emnevalg fører samtidig også til stor frustration over ikke at få at vide, hvad du præcis skal gøre. Du vil opleve en tilstand af begejstring ved muligheden for valgfrihed, der samtidig forfølges af en angst for fiasko, som denne ansvarsbyrde indeholder. Det står skrevet i koordinaterne for stjernernes placering i forhold til planeterne, at dette semester er præget af en masse valg og mulige udviklingsstier, der alle sammen leder hen imod en dejlig lang sommerferie uanset det valg, du tager. Så dyrk din indre coach, eller plag din kæreste om at få et barn. Det hele skal nok gå. Du er stadig i lykkelig uvidenhed om, hvilke mulige patologier et dårligt tilknytningsmønster kan føre til, og stjernerne kan endnu ikke spå om dit 5. semester.

49


6. semester Du nærmer dig med afslutningen af dine første tre år på universitetet en indtræden i de rigtige voksnes rækker, og du kan nu efterhånden med rette betragte dig selv som akademiker. Ikke at en bachelorgrad i psykologi kan bruges til noget som helst i sig selv, men alligevel... Desværre er 6. semester allerede i sin indledende fase præget af angst og fortvivlelse: Du vil inden semestret begynder få at vide, at du desværre grundet pladsmangel ikke kan få det valgfag, du så gerne ville have haft, og derfor i stedet er blevet sat på et andet, for dig fuldkommen uinteressant, fag. Bedre bliver det ikke, når det kommer til selve bachelor-opgaven, hvor du allerede inden semesterstart blive kastet ud i en fortvivlet kamp for at få fat i den ”helt rigtige” vejleder. Selve bachelor-skrivning er som et avanceret feltstudie i bipolar lidelse: den ene uge svæver du højt på den grønne gren i sikker forvisning om, at netop din opgave vil udgøre et afgørende bidrag til psykologiens videnskabelige udvikling blot for ugen efter at rammes af en uudgrundelig eksistentiel angst om, hvorvidt det, du har kastet dig ud i, overhovedet giver mening, og om hvorvidt du ikke hellere burde forsøge at blive anlægsgartner eller pølsemand, før det er for sent at skifte spor. I sidste ene vil det hele dog lykkes for dig, og du vil ende med en flot karakter og to stolte forældre, der poster løs på Facebook om, hvor flot du dog har klaret dig. Så skidt med at de ikke fatter et ord af, hvad din opgave handler om.

Indput Institut for Psykologi KU


Kandidaten Du føler dig nu som en af de erfarne, dygtige studerende, som alle unge psykologipoder på CSS ser op til med stor misundelse og benovelse. Eller burde gøre det i hvert fald. I praksis vil du opdage en tiltagende forundring over, hvor alle dine gamle venner fra stamholdet mon er blevet af, og når du en sjælden gang i mellem får forvildet dig til Torsdagsbar går det op dig, at du ikke kan finde så meget som et enkelt kendt ansigt på dansegulvet. Heldigvis kan du holde dig til nogle af de andre gamle kandidat-sutter, der stadig er med i T-baren af frygt for at slippe deres ungdom. Desværre skal de jo på et tidspunkt stå i baren, og du indser, at det nok er bedst at gå hjem, så du ikke bliver forvekslet med en gammel gris, der står alene i hjørnet og sutter på sin øl, på udkig efter ungt kød. Bedre bliver det ikke, når det kommer til det faglige. I testning genopdager du den umiskendelige blanding af dyb kedsomhed og komplet uforståenhed, som kun studiet af statistikkens store mysterier kan føre med sig. Du klarer dig dog igennem fagene i fin stil, og praksisholdet er da egentlig også meget spændende, selvom det ikke lige var dig, der fik lov til at have egen klient. Desværre lurer 10. semester lige om hjørnet, og du indser hurtigt, at det nok ikke er helt tilfældigt, at praktik rimer på PANIK! I hvad der føles som tusinde uendelige timer, scroller du frem og tilbage i det endeløse excel-ark med tidligere godkendte praktiksteder og udvælger efterhånden en håndfuld af steder, der egentlig ser ok fede ud, og sender en ansøgning til dem, dog uden at få mere end nogle let afventende svar tilbage. Efterhånden som tiden nærmer sig, og du stadig ikke har fået nogen afklaring på, hvor du skal i praktik, begynder du febrilsk at sende ansøgninger ud i alle afkroge af kongeriget og overvejer seriøst, om du mon ville kunne leve med at være den eneste på hele årgangen, der ikke formåede at finde sig en praktikplads. Heldigvis falder det hele på plads for dig i tide, og du ender faktisk med at få en masse brugbar erfaring, der vil komme dig til gavn i resten af din karriere. Med specialet skal du stå den ultimative test. Processen minder på mange måder om, hvordan det var at skrive BA, blot med den tilføjelse at du nu skal arbejde med en kæmpe, sort, truende sky hængende over hovedet: ”Fremtiden på arbejdsmarkedet”. Du gør dit bedste for at fornægte, at du snart skal have et rigtigt arbejde og være voksen, men pludselig oprinder dagen, og du står med et færdigt speciale i hånden, som faktisk er blevet rimeligt godt, hvis du selv skal sige det. I første omgang fortvivles du over, at du nu ikke længere er studerende, men derimod er havnet i en helt anden social kategori: ”Arbejdsløs”. Du opdager dog hurtigt, at livet på dagpenge slet ikke er så ringe endda, og inden længe lykkes det dig endda at få et job. Et rigtigt job. Som psykolog! Tænk sig. Den videre fremtid er lidt mere usikker at spå om, men meget tyder på, at du får to børn og en hund, der hedder Rolf. n

51


Den fælles skæbne Af Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych., og Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Rie: Vi skal snakke om skæbner … jeg kommer til at tænke på triste og tabte skæbner, dem jeg undgår i S-toget. Dem, der lugter af råd og røv, som jeg gør alt, hvad jeg kan, for ikke at bemærke. Seb: De triste skæbner er også de tabte skæbner. Dem, der ikke levede (op til) det, de kunne med livet. Men ja, de er stakler, og som Knud Romer ville formulere det, så kan man vel netop undre sig over, i hvor høj grad de er socialt programmerede til den skæbne. Rie: Ikke at leve op til sit potentiale - det lyder næsten, som om man svigter den skæbne, der lå foran én. Seb: Det gør man vel også. På engelsk siger man “to fulfill your destiny” (og vi brækker os i kor i biografen, hver gang det bliver sagt). Rie: Bliver du nogensinde stresset over den tanke? Ej, stresset er måske ikke det rigtige ord, men du ved, bliver du bange for ikke at fuldende dit potentiale? For ikke at leve op til det, du har mulighederne for? Seb: Apropos programmering og skæbner, så vil jeg tillade mig at være så spydig at påpege, at det er vores skæbne i dette samfund at være bange for ikke at leve op til vores egne potentialer, ikke at fuldende vores skæbner. Rie: Så sandt. Men … hvordan undgår man at ende som en tabt skæbne, hvordan taber vi eller undgår vi at tabe mennesker?

Indput Institut for Psykologi KU


Seb: Jeg tror, at vi først og fremmest må stoppe med at tænke i fuldendelse. Når man i feminismen eksempelvis diskuterer, hvad det er patriarkatet med dets strukturer og diskurser gør ved os som mennesker, så ser vi blandt andet, at den stiller krav om perfektion og fuldendelse om end på mange forskellige måder til de forskellige køn. Kvinder skal være perfekte på én måde, mænd på en anden. Og specielt mændene skal lykkes, for hvis ikke de gør, så er de tabermænd. Og tabermænd er der ingen, der vil have. De her krav kan udmønte sig på forskellig vis, men for mig at se er pointen, at hvis man fejler, så er det utilgiveligt for en mand, for han skal være den bærende søjle i hjemmet. Med sådan et ansvar på skuldrene er det jo ikke noget under, at når mænd knækker sammen, så sker det for fuld smadder. Rie: Ja, ligestilling eller ej er det mere moderne end nogensinde virkelig at være kvinde eller virkelig at være mand. Og ja, det er afskyeligt svært for mænd at bære nederlag, skyld, skam og tab. Dem skal han bære selv. Seb: Helt, helt enig. Og det er jo selvfølgeligt ikke, fordi kvinderne ikke også oplever det enorme pres og krav, men det virker ikke umiddelbart til, at der er samme krav om, at de skal lykkes. I hvert fald ikke så længe, at de har en mand at læne sig op ad. Hvilket selvfølgeligt er dybt forrykt, men sådan fungerer patriarkatet; ved at stille forskelligartede krav til de forskellige køn. Rie: Nej, det er langt mere naturligt, at man som kvinder deler smerte med hinanden, spreder den ud på hinandens skuldre, søger trøst og støtte. Og måske tager en eller anden stolthed i at give støtte. Så dem, jeg ser på S-toget, - tror du, deres stolthed kom i vejen? Tror du, de har gjort noget utilgiveligt? Eller har de gjort det utilgivelige, at de ikke lykkedes? Seb: Brink Svendmann skriver i Ståsteder, at kun det utilgivelige er tilgiveligt. Ganske enkelt, fordi hvis noget nemt er tilgiveligt, så er tilgivelsen i sig selv meningsløs. Dermed ikke sagt, at der ikke er ting, man kan gøre som mennesker, som man ikke kan forvente, at nogen har mod på at tilgive. Men som samfund mener jeg, at vi bør besinde os. At vi må forvente af folk, at de gerne vil. Alternativet er mistænksomhed og afsky for netop folk, der ikke lykkes, folk, der ikke fuldender potentialer og skæbner. Derudover er der

53


noget ved rå-dyrkelsen af den enkeltes skæbne, som fuldstændigt mangler blik for, at vi også har en fælles skæbne som art. Og den ser fandeme dyster ud. Rie: Kan vi som fremtidige psykologer hjælpe folk til mere tilgivelse? Mere ro på og mindre fuldendelse? Seb: Kan vi som fremtidige psykologer hjælpe folk med at redde kloden!? Den fælles skæbne må da trumfe den individuelle. Men nu er jeg måske styrtet af sted i samfundet, for ja, jeg mener jo at psykologer skal hjælpe folk med at tilgive mangler hos andre, eller i hvert fald at affinde sig med det, og måske i højere grad tilgive sig selv. For omvendt kan det også gå hen og blive det selvhævdelsesløse samfund, hvor folk ikke gør modstand mod andre, og det synes jeg heller ikke går. Rie: Jeg tror, du har helt ret i det med at tilgive sig selv. Jeg tror, det er noget, vi mister evnen til i takt med, at vi drives til at være selvkontrollerende og selvmotiverende. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om de mennesker, jeg ser som tabte, har mistet evnen til at tilgive sig selv og dermed … der er meget skyld omkring os. Hvad sker der i et selvhævdelsesløst samfund, Seb? Seb: Og tvinges til at “indse” at vores skæbne er vores eget ansvar, når vi har rigeligt med empiri for, at folk sgu i udgangspunktet bliver i de økonomiske klasser, de fødes ind i! Trickle-down-economics min bare røv! Jamen det selvhævdelsesløse samfund er jo et samfund, hvor konflikter er umulige - der er kun overgivelse. Hvis ikke jeg kan hævde mig over for dig, når du overtræder mine grænser, hvordan skal jeg så kunne markere mig? Og når samfundet konstant vender kritikken om og tvinger dig til at pege pilene indad, så kan du selvhævde dig over for dig selv, hvilket resulterer i en tom grænsemarkering og i sidste ende total manglende empati med selv og tilgivelse! Rie: Fyldes vores samfund i nogen grad med mennesker, der i så fald undgår overhovedet at nærme sig grænserne i frygt for at overtræde dem, uden det understreges? Hvor man netop mister empati og fornemmelse for andre mennesker, deres grænser, egne grænser? Nogle gange føles det for mig, som om jeg bør kende til en række handlingsmønstre og adfærdsmønstre, som sender mig i retning mod succes. Som om der er én vej, men hver gang jeg følger den, er det indforstået, at der er opstået en bedre vej. Jeg tror, jeg vrøvler nu?

Indput Institut for Psykologi KU


Seb: Du vrøvler ikke, du rambler! Og det er jo pointen. Ja, jeg mener i høj grad, at vi på nogle punkter er blevet mere “konfliktsky” om man vil. Giraf-sprog, assertiv kommunikation, følelser ude på tøjet, og som man for GUDS SKYLD SKAL TALE OM! I stedet for at sige stop skal man kræftædemig til at sige noget ala “det jeg bare føler, når du kalder mig en dum skiderik, er, at du ikke synes godt om mig”. Muligvis er det her primært et problem for sådan nogle (skide) psykologer som os, men det er i hvert fald til at blive vanvittig af. Og jeg synes også det er en del af hele denne her “du må jo sætte dig i den andens sted” - men hvad hvis den anden er en nar? Og jeg synes, at der her er en parallel til den politiske situation. Hvornår fanden er det, at man kan sige fra? Fuck jer, vi vil ikke have de skæbner, I har udlovet os? Rie: Okay, nu må jeg sige STOP! Det, jeg føler, er bare, at det begynder at gå lidt hurtigt. Skal vi tale om tingene? Ja - nej. Du mener, at vi danser rundt om konflikterne, og at vi i stedet bør sige stop? Afmærke grænser og få tingene lidt på afstand? Skide på den etablerede vej, som ellers umiddelbart ser tiltalende og velbevandret ud? Sebastian, STOP med at se South Park, mens vi rambler!!!! Jeg oplever, at du trækker dig på afstand af vores samtale? Seb: Undskyld. Men ja, jeg mener i høj grad, at vi danser rundt om konflikterne. Både dem imellem os som mennesker, men også dem, der relaterer sig til samfundet. Vi er så optagede af os selv, at vi ikke længere kan vende kritikken udad. Rie: Det er en koreograferet dans, er det ikke? Der er nogle, der giver reglerne oppefra og forhindrer os i at råbe stop? Får os til at glemme, at muligheden overhovedet er der? Seb: De eller vi efterlader i hvert fald os selv som ofre for vores egen skæbne. Men den er bare ikke god nok, den ser mørk og trist ud, og jeg gider ikke mere! Rie: Jeg gider godt med dig. Jeg gider godt med fællesskabet. Men det er de dage, hvor jeg føler, at fællesskabet er hugget af fra mig, eller at jeg er hugget fra fællesskabet, at jeg også ryger ned i mørket. Er du sikker på, du ikke gider? Hvad kan få dig til at gide? Seb: Hvis du gider mig, så gider jeg også dig, så længe vi ikke efterlader hinanden til skæbnen. n

55


INDPUT PRÆSENTERER:

DESTINY’S

CHILD -BOGMÆRKET Af Cecilie Bildstedfelt, stud.psych. Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

Med mere end 60 millioner solgte albums på verdensplan, er Destiny’s Child (1990-2006) en af de mest sælgende pigegrupper nogensinde. Du kender nok gruppen bedst i konstellationen af Beyoncé Knowles, Michelle Williams og Kelly Rowland, selvom der har været skiftende medlemmer undervejs. Gruppen blev dannet i Houston, Texas i 1990 med dengang 9-årige Beyoncé og Kelly som to af gruppens oprindelige medlemmer. Beyoncés far var manager og Beyoncés mor lavede pigernes outfits. Pigerne gik oprindeligt under navnet Girls Tyme, men skiftede navn, da en musikgruppe på den anden side af Atlanten allerede havde gjort sig bemærket med et krydderirelateret navn. Historien om gruppens nye navn er lidt af en skæbnefortælling i sig selv. Beyoncés mor havde et billede af pigerne liggende i sin bibel som bogmærke, og da hun en dag slår op i den hellige bog, ser hun pigerne ligge midt i Esajas bog i Det Gamle Testamente. Esajas bog indeholder profetier om Jesu komme. Forudsigelse, skæbne, barn … You get the picture. Om historien er sand, ved jeg ikke, men den er i hvert fald god. Med navnet Destiny’s Child skriver pigerne i 1997 pladekontrakt med Columbia Records. Destiny’s Child dukker derefter op på soundtracket fra Men In Black. Gruppen fanger Wyclef Jeans opmærksomhed, og får lov til at synge kor på en af hans sange. Han kvitterer ved at være producer på ”No, No, No” som bliver deres første store kommercielle succes. Med deres andet album, ”The Writing’s on the Wall”, får gruppen sit helt store gennembrud. Her finder du den karakteristiske lyd af Destiny’s Child i form af skarpe R&B beats, vers med staccato vokal og omkvæd med lækre vokalharmonier.


Sangene ”Bills, Bills, Bills”, ”Say My Name” og ”Jumpin’, Jumpin’” føjes til gruppens hitparade. Destiny’s Child manifesterer deres superstjernestatus, da de leverer soundtracket til Charlie’s Angels. Med ”Independent Women part 1” får de dansegulvene til at bevæge sig til lyden af (female) empowerment og finansiel uafhængighed, og på ”Bootylicious” synger de højt om kvindelig seksualitet og kropsideal. De tre sorte, unge kvinder fra de amerikanske sydstater står nu solidt plantet på toppen af poppen og definerer, hvordan popmusik skal skrues sammen. Vi skal vist helt tilbage til Diana Ross and The Supremes for at finde et musikfænomen af samme kaliber. Destiny’s Child var flyvende indtil gruppens opløsning i 2006, og efterlader et succesfuldt aftryk i popmusikkens historie. Gruppen gør sig i øvrigt bemærket i forhold til at have undgået større medieskandaler, som popikoner ellers typisk lider under. Foruden udskiftningen af medlemmerne LaTavia Roberson, Letoya Luckett og Farrah Franklin, har gruppen ikke været genstand for større kontroverser og er således forbundet med nådesløs management og stram professionalisme. Både Michelle Williams og Kelly Rowland fik udmærkede solokarrierer i kølvandet på Destiny’s Child. Og Beyoncé … Ja. Beyoncé bestrider i dag nærmest royal status som én af verdens største popkunstnere. Barack Obama er både ven og fan. Derudover er Beyoncé et fænomen, som nu er omdrejningspunkt for et kursus udbudt af Københavns Universitet med fokus på koblingen mellem sort feminisme og populærkultur. Indput, can you handle this? Byd Destiny’s Child velkommen i bogmærkeklubben! n

57


TEMASEKTION

SKÆBNER Indput Institut for Psykologi KU


Illustration af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.

59


HVORDAN ER DET NU MED FRIVILLIGT ARBEJDE? Af Anne Marie Kristensen stud.psych. Illustration af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

En faggruppe, der om nogen lægger mange timer i frivilligt arbejde, er de psykologistuderende. Ivrigheden efter erfaring, jord under neglene og guf på CV’et driver mange studerende til at tilbringe timevis i forskellige organisationer uden at tjene en rød reje. Hvad får de igen? Hvorfor er det timerne værd? Og hvornår udfører man arbejde, som man burde få løn for?

Indput Institut for Psykologi KU


Om at være frivillig hos Livslinien Jeppe Kristen Toft, direktør ved Livslinien

Hvorfor skal man lave frivilligt arbejde? De steder, hvor man kan arbejde frivilligt, tilbyder ofte spændende muligheder for at dygtiggøre sig samtidig med, at man kan have en afgørende betydning for sine medmennesker. Således kan man få en chance for at møde nogle af de problematikker, vi ellers bare ville læse om, og man kan få muligheden for at udvikle sine samtaleevner ud over samtaletræning. Både når man sidder som rådgiver i Headspace eller med røret i hånden hos Livslinjen, er ens tilstedeværelse det vigtigste, og for mange brugere har det en stor betydning, at de snakker med nogen, som sidder der uden løn og uden forbindelse til kommunen eller systemet. At tilbyde samtaler som frivillig betyder, at man kan komme til at sidde i en række udfordrende situationer, hvorfor man skal tilbydes oplæring og regelmæssig supervision, der klæder én på til jobbet og sikrer, at man ikke som rådgiver tager bekymringerne med hjem. Hvor meget skal man arbejde? Først og fremmest er arbejdet frivilligt, og man er derfor ikke retligt eller økonomisk forpligtet til at udføre det. Af hensyn til organisationen og dens brugere indgår man dog oftest en aftale om at møde op et bestemt antal timer om ugen eller måneden. Oveni kommer ofte møder og workshops eller kurser.

Livslinien arbejder på at nedbringe antallet af selvmord i Danmark. Organisationen er bygget op omkring vores rådgivning, som varetages af frivillige rådgivere, der ved siden af arbejdet er beskæftiget eller studerer inden for det social- og sundhedsfaglige område. Som frivillig på Livslinien får man erfaring med rådgivning af mennesker i svær krise, heraf en overvejende del med selvmordstanker, samt pårørende og efterladte. Man får en solid grunduddannelse, inden man begynder som rådgiver. Herefter modtager man løbende supervision og videreuddannelse. På den måde tager vi hånd om vores frivillige og sikrer samtidig et højt fagligt niveau i rådgivningen. Når man har haft minimum 180 rådgivningstimer, kan vi ved behov lave en udtalelse om den enkeltes frivillige arbejde, ligesom at vi gerne tilbyder os som reference. Som frivillig rådgiver på Livslinien skal man lægge i gennemsnit 12 timer om måneden fordelt på vagter, supervision og holdmøder med ens kollegaer. Livslinien er akkrediteret efter RådgivningsDanmarks kvalitetsstandarder, hvilket er med til at sikre et højt fagligt niveau i både uddannelsen og det løbende rådgivningsog frivillighedsarbejde.

61


Om at være frivillig hos Psykologisk Korttidsrådgivning Anne Rogne, koordinator og rådgiver ved PKR Nørrebro

Hvad for noget arbejde laver man? Ifølge Dansk Psykolog Forenings retningslinjer bør man kun lave frivilligt arbejde i non-profit sammenhænge, hvor der ikke er nogen, der tjener penge på ens arbejdskraft. Det er derudover vigtigt, at frivilligt arbejde ikke træder i stedet for arbejde, der bør lønnes. På den ene side af spektret bør egentligt psykologfagligt arbejde udføres af færdiguddannede psykologer og lønnes derefter. På den anden side gælder det også sekretærarbejde, som i stedet bør være en betalt studentermedhjælperposition. Mange psykologistuderende får et stort udbytte af at være frivillige i almennyttige organisationer som Røde Kors, Angstforeningen, Headspace, Livslinien, PKR, Børns Vilkår og Brunhilde, da man får lov til at smage på rådgiverrollen i trygge omgivelser under grundig oplæring. Ofte er man to rådgivere om at tage en samtale, ellers har man tit en supervisor ved sin side.

Indput Institut for Psykologi KU

Hos Psykologisk Korttidsrådgivning (PKR) Nørrebro tilbyder vi gratis og anonyme rådgivningsforløb á fem samtaler til voksne og par, som lider under eller er låst fast i vanskeligheder af psykologisk, social eller økonomisk karakter. Rådgivningens frivillige er enten kandidatstuderende i psykologi eller nyligt uddannede psykologer, som med fælles forankring i et landskab, der trækker tråde fra poststrukturalistiske antagelser til systemiske og narrative praksisformer, sætter stor pris på at inspirere og udfordre hinanden til at overskride reduktionistiske og individualistiske værdier, diskurser og praksisser omkring de problemer, der bringer personer i kontakt med os. Som frivillig i PKR Nørrebro er du derfor del af et fagligt ambitiøst fællesskab, der hele tiden er i bevægelse, fordi mødet med personers udfordringer, intentioner og initiativer giver os mod på samt lyst til fortløbende at udforske og udvikle vores praksis i dialog med hinanden, supervisorer og kursusholdere, for at kunne tilbyde den bedst mulige hjælp og støtte tilbage til dem, der deler deres historier med os.


Hvad skal man forvente at få igen? Frivilligt arbejde bør altid foregå sideløbende med supervision og faglig videreudvikling af den frivillige. Ud over det faglige udbytte, man kan forvente at få ud af selve sit rådgivningsarbejde, kan man ofte få uvurderlig erfaring af at arbejde sammen med studerende fra andre uddannelser såsom socialrådgiver, pædagogik eller sygeplejer eller psykologistuderende, der er et andet sted på uddannelsen end en selv. Flere steder kan man endda få sig nogle nye, gode venner.

Om at være frivillig hos Headspace Marie Helle Markussen, kommunikationsansvarlig og rådgiver ved Headspace Rødovre, Hvidovre og Albertslund Vi oplever, at vores frivillige generelt vokser meget i deres arbejde med de unge. Om de er studerende, der gerne vil have erfaring på et fagligt plan, eller pensionister, der gerne vil ’give noget tilbage’ til lokalsamfundet, så ser vi, at vores frivillige går ud af døren med lidt ekstra i bagagen. Vores frivillige er ikke blot en arbejdskraft, men en dynamisk gruppe af mennesker, der giver til de unge og får mindst lige så meget igen.

Frivilligt arbejde på Instituttet En lang række studerende har i årenes løb fået uvurderlig erfaring af at hjælpe til på Institut for Psykologi. Nogle passer rotter, nogle passer børn, nogle hjælper med forskningsarbejde og andre udfører forsøg. Men hvornår er det arbejde, der bør lønnes? Inden for det sidste år har særligt ledelsen og Studienævnet været opmærksomme på, hvilke typer af arbejde der skal lønnes på instituttet, og hvilke der falder inden for kategorien ’frivilligt arbejde’. Ønsker du således at arbejde frivilligt på instituttet, skal du udfylde et ansøgningsskema i lighed med dem, som Studienævnet skal godkende i forbindelse med forskningsaktiviteter som valgfag. Ansøgningsskemaet skal fungere som en kontrakt, der sikrer, at arbejdet er forbundet med tilstrækkelig læring til, at det kan kvalificere sig som frivilligt arbejde. Instituttet læner sig således i højere grad op ad Dansk Psykolog Forenings anbefalinger for frivilligt arbejde, og igen bør du være opmærksom på, at andre ikke bør tjene penge på dit arbejde, ligesom at arbejdet ikke bør have karakter af sekretærarbejde. n

63


THEORIES OF THE EMERGENCE OF CONSCIOUSNESS Af Denis Ebbesen, stud.psych og Jeppe Olsen, stud.psych

As we outlined in our last article in Indput, the methodology being used to study consciousness by neuroscientist does not consider what the brain is conscious of. So there’s the problem (as we mentioned in the first part, the criteria for a scientific explanation was already outlined by Aristotle: both form and substance is required). The emergence of consciousness is being studied by neuroscientists as if it were a static process, and so the brain is treated as an object that is detached from the spatiotemporal world in which it operates and through which it has evolved. The subject’s relation to the world is then explained away – it has been reduced to an object and then dissolved into a mere object-object relation (the brain dissolved into the world), supposedly ignoring any asymmetrical relations there might be between subject and object. Most contemporary philosophers do not agree to Descartes’ divine solution to the psycho-physical problem. However, many of them do agree that Descartes posed the right questions – what is the nature of the relationship between subject and object? How is this relationship constituted? The point is here to acknowledge that there is an asymmetrical relationship between subject and object, so not to reduce any scientific questions to a mechanistic and deterministic object-object relation. Indeed there is no such thing as Descartes’ psychophysical problem, since Descartes (1967) actually found two solutions: The pineal gland and God. It is our problem, in modern science, since we do not accept Descartes’ solutions and have a hard time coming up with solutions ourselves (Mammen, 2000). This asymmetrical relationship, cannot be reduced to a subject-subject relationship (i.e. different variations of a relational ontology has been proposed within psychology, not to mention theories of performationism and discoursivism that do not even recognize ontology let alone the subject-object divide!) (Mammen, 1997). So, the right question has been posed many years ago, and the question is how we deal with it, if we are not to accept Descartes’ solution.

Indput Institut for Psykologi KU

Now let’s take a look at the dialectical character of consciousness. Since Hegel, many philosophers and psychologists have argued that consciousness emerges as a result of a dialectical interplay between subject and object (Engelstedt, 1989). Even for the most reductionist neuroscientist, this should not seem like a greedy argument – there has to be something in the world that triggers the neuronal processes (Hebb, 1976). In this connection, Hegel’s conception of dialectics should not be used as a way of black-boxing the specifics of this interplay between subject and object and how it is constituted. It is a coherent and precise term; NOT simply meaning reciprocal influence (Hegel, 1816, § 232). Hegel’s successors contemplated about the concrete constituents of consciousness. Karl Marx did this by introducing work as a form of mediator between the subject and its life-world. By work, Marx didn’t specifically mean some kind of job-occupation. By work, Marx meant something that is much more primal for all human beings: he was thinking about the mediating processes by which human beings integrate and cultivate objects from the external world only to re-shape and project them back into this world in a continuous process (see e.g. Marx’ 1962 commentaries on the alienated labour). Albeit these early modern theories of the emergence of consciousness were developed by a schooled philosopher (Hegel) and a schooled economist (Marx), modern theories of mind and consciousness within psychology did not hesitate to be inspired by these theories (in example G.H. Mead & W. James). One school of thought that was inspired particularly from this line of thought is the Russian Activity Theory (Mammen & Mirenko, 2015). The Russian School of activity theory, as represented by Vygotsky, Luria and Leontiev, explicitly acknowledges and takes into account this asymmetrical relati-


onship between subject and object. Ironically, modern neuroscience is often accredited to the works of Luria (Proctor, 2016). As the name implies, this school focuses on activity. Again, it is important to understand that activity is not playing tennis once every other week, it is to be perceived as a primal and inherent structure that all organisms capable of evolving is interwoven into from genesis. That is, activity is viewed as an ontological mediator that makes it possible to overcome the subject-object dualism identified by Descartes and thereby describe it as a monistic-dualistic relationship between mind and matter (Mammen & Mirenko, 2015). These axioms (pertaining to work and activity) thereby explicate the asymmetrical relationship between subject and object and lay the groundwork for any methodology developed within activity theories of consciousness. Neuroscientific theories of the emergence of conscious, on the contrary, seem to dodge axioms in general, or at least they seem to end up in the exact same Cartesian problems that they are denying: 1) The dualistic, mechanistic and deterministic empty factory model or 2) the divine (and unscientific) inner observer model whose inception can only be tied to various formalistic methods or AI lingo. Indeed this last mentioned ex nihilo observer cannot itself explain anything, since simulations (a procedure accepted as evidential in cognitive-neuroscience) show that any sudden innateness burst of fundamental human properties, like language, would make that same property disappear again in just a few generations time (Deacon, 2009). In other words, these versions of neuroscientific methodology rest upon either ideology (1) or religion (2) against the dialectical line of thought that is instead axiomatically explicated in theory of science. This can be summed up in the following illustrations:

Thus reductionist, mechanicist and neuroscientific closet-versions thereof only have methods left to explain their empirical results with regards to emergent properties of consciousness, and methods (e.g. statistical models) do not explain anything in itself, or rather, they cannot explain anything outside of themselves: thus the empirical findings will often be couched as seemingly suggesting the exact formal-method chosen to study the object, since all steps of the research was tacitly guided by that same model, and so anything non-representable in the semantics of the model only receives the predicate Noise (Køppe, 1998). This all comes down to what one accepts as an explanation (Mammen, 1994d), and here most modern neuroscientist are not picky, as will be illustrated in the following passage. Some (non)explanatory schemes of the ‘emergence’ of consciousness Here we summarize three (paradigmatically accepted!) explanatory models of the emergence of consciousness, in recent cognitive-neuroscience. To even understand what type of explanation these theories propose, we need to state that it is an accepted premise that some operations of the brain is accountable for a “broadcast” – that is, some type of motion-picture, which is your everyday experiential sphere (like an absolute Trumann-Show). This postulate provides the basis of a paradigmatic debate about how much of the brain is involved in this transmission (is it state-funded or private TV-station) and how noisy the signal is (how much enters your awareness and how much gets lost in transduction so to speak…). Notice how this conception steers the whole debate away from the origins of the input (where does the electricity come from) and likewise eschews the debate about emergence from the relation between subject and object to a (non)relational intrinsic to the brainy meat-bulb (the transmission from TV-Station to TV is seen as intrinsic to the TV-station). One set of theories arguing in this realm of dogma are called Globalists. They argue that consciousness (the television show) is first set to on, when the entire brain coordinates its parts into an organized state,

65


wherein different modules (departments of the TV-production or film company) align and transduces a unified signal to the audience (See in example Baars, 2005). Of course, if everyone needs to be aligned for a broadcast worthy show to be put together, then connecting every modular department becomes an issue – this is called the binding problem – and is akin to putting together a good company for a Christmas party every year… Another set of theories, the localists, argue that already single modules (that is, functionally separated neuronal clusters) can account for consciousness (Zeki, 2003). Thus, the final TV-show broadcast, does not give adequate credence to all the staff-members of the production, who all provide a vital contribution to the final broadcast. This has the implication that the show you are currently watching (your everyday experiential sphere) is illusionary and rather un-thankful towards all the neuronal parts of the production. This approach has an advantage in explaining how such clear signals get through to you, since no binding (coordination at the TV station) is necessary when every single department has the ability of putting a show together that is ready for broadcasting. However, why some shows (combinations of neural-clusters) gets broadcasted instead of others is not that easily given for the localists as the globalist, because the globalists can point towards long-range cables (neuronal-connections) whereas the localists must try to explain radio-waves (distal neuronal thresholds). Usually the localists must therefore provide some auxiliary hypothesis about associative learning, to account for the selection and combinations of shows (fx. Tononi, 2004). The reader will notice that these theories accept as valid explanations of consciousness a broadcast transduced to you through your brain, and the most exciting and vexing issue then becomes how big a part of your meat-bulb you should credit. …but what about emergence, how do the cognitivists explain that (away)? Since the field of neuroscience has applicable values regarding various somatic conditions (e.g. neurodegenerative diseases and chomathosis) where consciousness is not adequately debated in terms of awareness (Engelsted, 1997), it has become pivot for neuroscientific researchers to argue that consciousness is a graded

Indput Institut for Psykologi KU

phenomenon (Damasio, 2001). In so far as cognitive-neuroscience wants to be Darwinians, they simply must stick to such a continuum claim (Engelsted, 1984) since any naturally selected trait must reflect graduation (Darwin, 2003). But with only natural selection in the explanatory tool-box, it gets impossible to catch a qualitative leap (emergence) into consciousness (even though some, like Edelmann (2001) and Damasio (2001), honourably tries too). This Neo-Darwinian scheme and the embeddedness of neuroscience in somatic practices, has brought about an eschew from conceptualizing the emergence of consciousness as a historical and evolutionary issue, to something that either occurs when you wake up (the Globalists) or occurs subliminally in the brain, even when in coma (the localists). Either way it is argued to be something that happens ontogenetically, even at a millisecond basis (!). To be fair, even Neo-Darwinism cannot be blamed for this, since even their mechanical scheme needs an organism to be in an environment, so that natural selection can select ways of relating to an environment. This snapshot of (non)emergence of consciousness is thus out of tune with Darwinism and is even more radical than Neo-Darwinism, since it does not need to take notice of any environment, but only brain-activity. An ultra-solipsistic mechanicism! “The brain is embodied and the body is embedded” claims Edelman (2001), and this is the minimum criterion for any conception of the emergence of consciousness (even in a strictly naturalistic framework). We believe that the reason for this position (that brain-activity equals the emergence of consciousness) must partially be due to the need of an argument in cases involving giving up life-support to people in coma or otherwise non-aware/explicatable states of mind. This is an honourable struggle – but it is not most adequately fought by reducing consciousness to electrical or chemical processes in the brain: for these are not the reasons why we wish to fight for helping people back to life, and these are not the reasons that people want to stay alive (or not). Such reasons have to do with the engagements (Subject-Object) and relations (Subject-Subject) that such patients need their brains for participating in. As humans, they are members of a collective who has wrestled their flesh from nature into history – this is called dialectics – and this is something worth fighting for beyond the apocalypse!

For complete list of references go to www.indput.dk n


67


PSYKODYNAMISK TERAPI DØMMES PÅ FALSK GRUNDLAG Af Sandra la Cour, stud.psych.

Denne artikels formål er at anlægge et kritisk blik på en af de antagelser, som synes at have rodfæstet sig i dele af det psykologiske felt, nemlig at kognitiv adfærdsterapi generelt er en bedre behandlingsform end psykodynamisk terapi. Det er ikke hvad forskningen viser, og det rejser et spørgsmål om, hvordan en sådan antagelse overhovedet kan være opstået, og om psykodynamisk terapi i så fald stadig har sin berettigelse? Artiklen bygger på publikationer af Ph.d. Jonathan Sedler, der har beskæftiget sig indgående med forskning inden for klinisk psykologi.

Indput Institut for Psykologi KU


Der er en særlig antagelse, der har vundet indpas i den internationale akademiske verden inden for psykologien, nemlig at den såkaldte ’evidensbaserede’ kognitive adfærdsterapi er den mest effektive behandling af psykiske lidelser. Det er en antagelse, der ifølge Ph.d. Jonathan Sedler, Associate professor i Psykiatri ved University of Colorado School of Medicine, har en underliggende diskursiv ideologi og agenda, hvor en manualiseret og struktureret tilgang til psyken bliver fremstillet som det videnskabelige og evidensbaserede modstykke til den psykodynamiske terapi. Det typiske eksempel på evidensbaseret terapi er kognitiv adfærdsterapi. I sin artikel fra 2015, ’Where is the Evidence for ”Evidencebased” Therapy?’, fremlægger Sedler talrige eksempler på, hvordan dette mesternarrativ, som han kalder det, dominerer en bred vifte af de akademiske publikationer. Sedler gengiver narrativet således: ”In the dark ages, therapists practiced untested, unscientific therapy. Science shows that evidencebased therapies are superior.” Som Sedler også skriver i sin artikel, er der opstået en tendens til at glorificere denne mere manualiserede behandlingsform, som kognitiv adfærdsterapi, og angribe den traditionelle, altså den psykodynamiske terapi. Måske fordi man antager, at man på denne måde mindsker terapeutens muligheder for subjektive påvirkninger og fejlagtige fortolkninger, fordi den kognitive adfærdsterapeut følger et skemalagt behandlingsforløb. Bag denne antagelse kan der spores et grundlæggende ideal, som vi kender fra naturvidenskaben og den medicinske verden, men som også i høj grad er kommet til at dominere det psykologiske felt. Det er selvfølgelig ikke fordi den positivistiske tilgang ikke har sin berettigelse inden for dele af den psykologiske forskning, men det er vigtigt at holde sig for øje, at denne tilgang har sine begrænsninger, når det kommer til erkendelser om

den menneskelige psyke. Ikke desto mindre mener Sedler, at det blandt andet er på baggrund af glorificeringen af det manualiserede, at den kognitive adfærdsterapi har fået sin stjernestatus. Og dette gælder ikke blot blandt fagfolk i den akademiske verden. I 2009 bragte Newsweek en artikel med overskriften, Ignoring the evidence: why do psychologist reject science? Som titlen tydeligt antyder, er det altså blevet en videnskabelig sandhed, at den kognitive adfærdsterapi er overlegen. Man er altså ligefrem videnskabsfornægter, hvis man stadig holder fast i den psykodynamiske praksis? Som psykologistuderende kan man måske medgive, at det er en antagelse, som heller ikke er os helt fremmed på Københavns Universitet. Jeg har i hvert faldt hørt sætningen ”Kognitiv terapi har jo vist sig at være den mest effektive terapiform” et par gange eller tre, både blandt studerende og til forelæsninger. Det har udviklet sig til en sandhed, at kognitiv adfærdsterapi er det videnskabelige og effektive modstykke til den forældede psykodynamiske terapi. Men hvad siger de konkrete forskningsresultater egentlig om den kognitive adfærdsterapis effekt? Man må næsten gå ud fra, at resultaterne er entydige? Det er dog langt fra tilfældet. Tværtimod.

Statistisk ’signifikant’ “There is a yawning chasm between what we are told research shows and what research actually shows.” - Jonathan Sedler, 2015 Som Sedler skriver i sin artikel fra 2015, er der en kæmpe diskrepans mellem hvad forskningen siger og hvad den faktisk finder. Han giver to eksempler på store studier, der sammenligner manualiseret kognitiv adfærdsterapi med henholdsvis manualiseret interpersonel og manualiseret psykodynamisk psykoterapi (i form af randomised control

69


trials). NIMH’s Treatment of Depression Collaborative Research Program var et studie, der startede i 1970’erne og udgav deres første store publikationer omkring 1990. Det har været et af de studier, som bidrog til den kognitive adfærdsterapis stjernestatus i forskerverdenen. Studiet fandt en statistisk signifikant forskel mellem de forskellige grupper til fordel for den kognitive terapi, men kigger man nærmere på de faktiske resultater, er indtrykket et ganske andet. Patienternes symptomer blev målt via Hamiltons depressionsskala, hvor scorerne rangerer fra 0 til 54 point, og det viste sig, at der var en forskel på 1,2 points mellem gruppen, der havde fået kognitiv adfærdsterapi og kontrolgruppen, hvilket er et svimlende lille tal. Forskerne fra NIMH skrev endda eksplicit i sin rapport, at der ikke var evidens for effekten af den kognitive adfærdsterapi og uddybede endvidere i en senere rapport: “What is most striking in the follow-up findings is the relatively small percentage of patients who remain in treatment, fully recover, and remain completely well throughout the 18-month follow-up period.” Ikke nok med at effektforskellen reelt var minimal, så viste den sig endvidere også at være meget kortsigtet. I så fald kan man vel næppe kalde terapien for effektiv? Forskerne ved NIMH er langt fra de eneste, der har fundet sådanne resultater. Sedler henviser til et nyere studie fra 2013 (Dreissen et al.), der opererede med et lignende setup: 341 depressive patienter blev randomiseret fordelt i to grupper, der enten modtog 16 sessioners manualiseret kognitiv adfærdsterapi eller manualiseret psykodynamisk terapi. Det måtte efterfølgende konkluderes, at der ikke blev fundet nogen stor forskel mellem de to grupper og endvidere, at kun en forholdsvis lille gruppe af patienter viste tegn på bedring, hvorfor forskerne konkluderede, at 16 sessioner udgjorde et for småt udgangspunkt for behandling. Her viste den kognitive adfærdsterapi sig altså igen ikke effektiv.

Hvornår kan man konkludere noget på baggrund af forskning? Men hvad er de overordnede resultater på tværs af studier? Vi har vel alle lært fra statistik, at man ikke kan udlede noget generelt ud fra et enkelt studie, men at man må tage mange forskellige studier i betragtning for at kunne sige noget kvalificeret? Tendensen er den samme. Sedler refererer til en review-rapport fra 2004 (Westen et al.), der giver en detaljeret beskrivelse af, hvad forskningen generelt har kunnet påvise omkring evidensen for den kognitive adfærdsterapis effekt. Studiet viser, at den gennemsnitlige depressive patient forbliver klinisk depressiv efter afsluttet behandling, og resultatet er omtrent det samme for patienter med angst. Mildest talt ikke særligt imponerende.

Indput Institut for Psykologi KU

Måske læseren nu kommer i tanke om et dansk studie, der opererede med et lignende setup? En gruppe forskere bestående af blandt andet Stig Poulsen og Susanne Lunn fik i 2013 publiceret et studie, der ligeledes sammenlignede effekten af kognitiv adfærdsterapi med, hvad de i dette tilfælde kaldte psykoanalytisk terapi hos patienter med bulimia nervosa. Studiet viste en markant forskel i lindring af symptomer, hvor resultatet for den kognitive adfærdsterapi var 42% efter 5 måneder, mens procenten for den psykoanalytiske terapi kun var 6%. Tallene havde dog efter 2 år ændret sig til henholdsvis 44% for kognitiv adfærdsterapi og 15% for psykoanalytisk terapi. Den psykoanalytiske behandling havde strakt sig over 2 år, hvorfor det ikke kan undre, at effekten naturligvis er større, når behandlingen er færdig. Men hvad kan konkluderes på baggrund af dette studie? I forbindelse med nærværende artikel, var jeg i kontakt med ph.d. Scott Miller, der ligesom Sedler har beskæftiget sig med den internationale forskning inden for klinisk psykologi. Millers overordnede pointe var den, at dette enkelte studie i sig selv ikke har en stor udsigelsesværdi, men må inddrages i metastudier for at mindske risiko for tilfældigheder. Det er noget man lærer på første år i psykologistudiet, og noget man må anse for rimelig grundlæggende, men det er overraskende nok ikke et princip, der følges af alle forskere. I 2014 udgav The Guardian en artikel skrevet af Daniel Freeman, professor i klinisk psykologi ved Oxford Universitet, som roste det danske studium til skyerne og konkluderede, at det gav fornyet håb til kognitiv adfærdsterapi som effektiv behandlingsform. Hvad Freeman fuldstændig undlod at inkludere i sin artikel, var alt den forskning der viser præcis det modsatte, deriblandt en omfattende metaanalyse af Spielman et al. fra 2013 af 53 forskellige studier, som specifikt undersøgte behandling af bulimia nervosa. Dette metastudie viste, at der ingen forskel var mellem de forskellige terapiformer. Ingen.

Den psykodynamiske terapis berettigelse i dag Det kunne tyde på, at den kognitive adfærdsterapi ikke lever op til sit gode ry. Men hvad så med den psykodynamiske terapi? Er den virkelig lige så uvidenskabelig og ineffektiv, som den af flere forskere påstås at være? Forskningen siger nemlig noget ganske andet. Jonathan Sedler udgav i 2010 artiklen ‘The efficacy of Psychodynamic Therapy’ i The American Psychologist, hvori han fremlægger videnskabelig evidens for psykodynamisk terapis effekt på psykiske lidelser, og hvorfor der er en effekt. Han henviser til en undersøgelse lavet af Blagys og Hilsenroth i 2000, der sammenligner processen og teknikken for henholdsvis psykodynamiske terapiformer og kognitiv adfærdsterapi, og på denne baggrund udleder de 7 essentielle forskelle (se faktaboks). Disse punkter udgør vigtige aspekter af det psykodynamiske arbejde, og forskningen viser, at det virker. Et metastudie af over


475 studier fra 1980 viste en overordnet effektstørrelse på 0.85 for patienter, der fik psykoterapi i forhold til kontrolgrupper. I et andet metastudie fra 2006 blev der fundet en overordnet effektstørrelse på 0.97, som endvidere voksede til 1.51 efter 9 måneder. Effektstørrelserne vidner ikke blot om, at den psykodynamiske terapi har en effekt for patienterne, men også at terapien har en anden målsætning end den kognitive terapi: “The goals of psychodynamic therapy include, but extend beyond, symptom remission. Successful treatment should not only relieve symptoms (i.e., get rid of something) but also foster the positive presence of psychological capacities and resources” - Jonathan Sedler, 2015 Hvis vi vender tilbage til det danske studie af Poulsen og Lunn, kan man i lyset af dette stille sig kritisk over for forskernes konklusion af studiet. Den kognitive adfærdsterapis markant større behandlingseffekt tolkes af forskerne til, at man må bestræbe sig på at udvikle en mere struktureret og symptomfokuseret psykoanalytisk tilgang i fremtiden. Med andre ord: en psykoanalytisk terapi, der minder mere om den kognitive adfærdsterapi? Man kan undre sig over denne konklusion, idet det grundlæggende videnskabsteoretiske udgangspunkt i den psykoanalytiske praksis er, at den menneskelige psyke er for kompleks til at et symptoms betydning overhovedet kan kategoriseres på forhånd. I en mailkorrespondance skriver Sedler følgende til det danske studie:

Det er vigtigt at pointere, at intentionen med denne artikel ikke er at underminere den kognitive adfærdsterapis relevans i psykologisk behandling og forskning. Intentionen er at fordre en højere grad af kritisk tilgang til de antagelser, som florerer både blandt fagfolk og i den almene befolkning, fordi den har konsekvenser. Politiske beslutninger, fordeling af forskningsmidler og behandlingstilbud til mennesker med psykiske problemer bliver påvirket af disse antagelser. n

7 ESSENTIELLE FUNKTIONER VED PSYKODYNAMISK TERAPI 1. Fokus på affekt/følelsestilstande og følelsers udtryk 2. Udforskning af forsøg på at undgå foruroligende følelser og tanker

3. Fokus på tilbagevendende temaer og mønstre 4. Diskussion af fortidige hændelser (med fokus på udvikling)

“Such manualized / “one-size-fits-all” approaches are not consistent with my understanding of psychoanalytic treatment, which begins with the assumption that meanings of a symptom for a specific individual must be discovered in the course of treatment and cannot be known in advance.” Sedler understreger her, at den meget væsentlige forskel mellem psykodynamisk terapi (især psykoanalyse) og kognitiv adfærdsterapi er, at den psykodynamiske tradition ikke tilgår psyken gennem manualer og skemaer, idet der er væsentlige aspekter, der går tabt i denne tilgang. Hvad er pointen i at presse den kognitive terapis metoder ned over den psykoanalytiske terapi? Vil dette ikke resultere i, at den blot forbliver en dyrere og længerevarende behandling, som måske ved implementeringen af manualer på kort sigt kunne fjerne en procentvis større mængde symptomer, men som sammenlignet med den kognitive adfærdsterapi stadig er mindre effektiv? Hvorfor så overhovedet benytte psykoanalytisk terapi? Kunne en alternativ konklusion være, at det i højere grad er relevant at undersøge, hvilken effekt den psykoanalytiske terapi ville have, hvis den fik lov til at arbejde på sine egne præmisser? Jeg lader det være op til læseren at bedømme.

5. Fokus på interpersonelle relationer 6. Udforskning af indre fantasiliv 7. Fokus på forholdet mellem terapeut og klient

71


BOGANMELDELSE: KOGNITIONSPSYKOLOGI Af Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych., og Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Maria Nordfang og Simon Nørby står bag bogen “Kognitionspsykologi”. Og hold da op en bedrift(!) – det er umiddelbart skønt at få flere bøger inden for faget med dansk som originalsprog, og alt i alt kan man ikke sige, at den skuffer, så Ashcraft har fået skarp konkurrence om pladsen som grundbog i kognitionspsykologi på KU. Når det så er sagt, er det særligt på det indholdsmæssige, at bogens styrker ligger. Forfatterne har tydeligvis gjort sig umage, og de er flere steder gode til ikke at gøre tingene for firkantede, samtidigt med at de formår at skabe et stort overblik. Men hvis bogen skal rettes mod psykologistuderende, mangler den flere steder at “kontekstualisere” sit begrebsapparat, da flere koncepter i bogen introduceres, som om de er alment gældende, men som bruges forskelligt i resten af videnskaben. Det er særligt begreber som diskurs og (psykologisk) strukturalisme, hvis udlægning får folk, der ved noget om socialvidenskab, til at klø sig i håret, og man kunne her godt savne, at forfatterne havde ekspliciteret, at udlægningen af disse begreber skulle forstås specifikt i denne kognitionspsykologiske kontekst. Bogen domineres desværre også af brødtekst, og det er en smule chokerende, at en bog, der handler så meget om tænkning, læring og hukommelse, appellerer i så lille grad til huskeregler, bokse og iøjnefaldende illustrationer. Når bogen eksempelvis forklarer hjernens informationsprocesserende ‘hvad’ og ‘hvor’ baner, ville en illustration være oplagt(!), også selv om forfatterne hovedsageligt holder fingrene fra det neurovidenskabelige. De manglende infobokse og figurer besværliggør muligheden for at skabe overblik over kapitlerne, ligesom at læseoplevelsen kan virke mere træg. Et andet eksempel på noget, der ville gøre bogen mere stud.psych-venlig, er et simpelt værktøj som et indeks, hvilket vi forventede ville være godt, grundigt og omfangsrigt.

Indput Institut for Psykologi KU


Desværre efterlader Nordfang & Nørby en del at ønske her, da visse umiddelbart centrale begreber slet ikke er at finde i indekset. Her tænker vi primært på kliniske cases a la. K.F. og H.M., hvor sidstnævnte især bliver henvist til mange gange i løbet af bogen, men hvor henvisningerne (kun) ligger under begrebet amnesi. Hvis man som psykologistuderende vil kunne bruge bogen som opslagsværk udover grundbog, er der ganske enkelt brug for et lidt bredere indeks. Hvis man er vant til at tænke kognitionspsykologi, som der bliver undervist i faget på KU, kan man umiddelbart også undre sig over, at der ikke er større fokus på kliniske cases, nervebaner, -celler og -kemi. Men dette er faktisk efter vores mening netop en af bogens store forcer, da forfatterne allerede i introduktionskapitlet får demarkeret kognitionspsykologien fra anden kognitionsvidenskab. Således fungerer bogen netop som en grundbog inden for psykologiske teorier om kognition (og omvendt), og især det sidste kapitel om bevidsthed virker tiltrængt i en grundbog om kognitionspsykologi. I bogens kapitler er der derudover infobokse om relevante nordiske forskeres arbejde inden for det pågældende emne, som kapitlet behandler. Selv om det umiddelbart kan undre læseren, at nordiske forskere og deres arbejde fremhæves frem for Kahneman eller Sternberg, fungerer det dog godt som inspiration og mulig brobygning på tværs af de nordiske lande, og det virker passende i kraft af bogens danske målgruppe. Vi fra Indput vil gerne anbefale Nordfang & Nørbys nye bog på trods af nogle mangler. Alt i alt kan man sige, at bogen indeholder en ordentlig mængde brødtekst – og kigger man efter, finder man ud af, at den er fyldt med guldkorn; men de serveres ikke på et sølvfad. n

Forfattere: Maria Nordfang & Simon Nørby Titel: Kognitionspsykologi Forlag: Samfundslitteratur Udgivelsesår: 2017 Sideantal: 516

73


Psyk & Tværs

#9

Af Ida Marie Ankerfelt stud. psych. & Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Lodret 1. Psykisk lidelse tidligere kendt som maniodepressiv 2. Halvdelen af to 3. Hvid væske 4. Særlig åndedrætsteknik og kropsstillinger 5. Entusiasme 6. Har samme mening 7. Gå i gang! 8. Mulepose 9. Dampen 10. Centimeter 11. Storbritannien 12. Fnis 13. Rasende 14. Tung udånding

Indput Institut for Psykologi KU

Vandret 1. Forsanger i Destiny’s Child 2. Afdamp! 3. Har rettet sin finger mod 4. Tændt 5. Bibelsk karakter, som spilder sin sæd på jorden 6. Stirre 7. Bilmærke 8. Ven på spansk 9. Rødt dyr 10. Kigge 11. Konstruktion til børn 12. Avisindlæg


Vind et gavekort på 100 kr. til Academic Books! Tag et billede af din løste Psyk & Tværs, og send det til os i en besked til vores Facebookside eller i en mail til redaktion@indput.dk senest d. 1. marts 2018, så trækker vi lod blandt de korrekte løsninger. Sidste blads heldige vinder var Christoffer Roland Jensen, 9. semester.

Academic books

75


Indput nr. 2, 49. årgang - Skæbner  
Indput nr. 2, 49. årgang - Skæbner  
Advertisement