Page 1

2 NO.

BÆREDYGTIGHED

December 2015 · årgang 47


Indput no. 2, 47. årgang København, december 2015 Redaktionen Alexander Gjerding Amalie Vatne Brean Amanda Lambæk Anne Marie Kristensen Anne Rogne (ansv. redaktør) Anne Stilling Jeppesen (ansv. korrektur) Asbjørn Dam Schiøller Asta Ingemann Jensen Christian Guldager Cæcilie Lippert-Rasmussen Emil Zerlang Erling Nørkær Nielsen Henrik Bayer Elming Ida Baggesgaard Sterndorff Ida Marie Ankerfelt Inger Charlotte Lund-Hansen Karen Odgaard Laila Rose McFarlan Lea Isabel Sidenius Botwel Mark Bauer Ruby Mathias Rolskov Mikkel Plesner Lyngse (ansv. layout) Nana Marie Jespersen Nilus Weidick Dahlerup Sigrid Lærke Truelsen Sofie Alsøe Krogsgaard Stine Karstoft Tine Friis Christensen Omslag Asta Ingemann Jensen Nilus Weidick Dahlerup

Skriv til redaktionen Foreningen Indput
 SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk

Indput Institut for Psykologi KU

Boganmeldelser anmeldelse@indput.dk Økonomi regnskab@indput.dk Annoncering annonce@indput.dk Retningslinjer for indlæg Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere, forkorte og udelade indsendte indlæg samt indsætte billeder og illustrationer. Derudover påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Indlæg afleveres pr. mail med navn, studie, mailadresse og evt. telefonnummer. Indlæg bragt i Indput repræsenterer ikke nødvendigvis Foreningen Indputs holdning. Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet af Foreningen Indput, Institut for Psykologi, KU Kontakt SAMF, Københavns Universitet Lokale 2.01.51
 Tlf: 35 32 49 39 
www.indput.dk


Ind under huden på Indput-redaktionen Fotos af Nilus Weidick Dahlerup, stud.psych.

Laila er ny tekstredaktør i Indput og er lige startet på 1. semester på psykologi. Hun er 29 år og bor i Nordvest med sin kæreste og sin hund, Fender. Laila har været interesseret i psykologi siden barnsben og har altid haft det i baghovedet som en mulig karrierevej. Hun har dog hverken haft lysten eller motivationen til at binde sig til et fuldtidsstudium før nu, da hendes eventyrlyst har hevet hende i mange andre retninger. Et af hendes eventyr har været at læse ernæringsterapi. Et andet eventyr har udspillet sig i modebranchen, hvor Laila har bidraget som både model og stylist. Laila har i skrivende stund mest interesse i den del af psykologien, som beskæftiger sig med neuropsykologi. Til januar tager hun et 300-timers kursus i anatomi, fysiologi og patologi for at tilegne sig noget af den viden, hun føler er nødvendig for at kunne bidrage med noget på området. Derudover spiller Laila rocktrommer - i perioder i bands.

Isabel er ny i Indputs layoutredaktion og er også lige startet på 1. semester på psykologi. Hun er 25 år og bor på Østerbro med sin datter Linnea Cecilie, som er næsten halvandet år gammel. Isabel går meget op i at være en god mor og glæder sig til at have udviklingspsykologi. Hun har tidligere arbejdet i en børnehave; et job, hun var rigtig glad for, og tankerne om at fortsætte med at arbejde med børn efter psykologistudiet har da meldt sig. Men Isabel er åben for alt det nye, studiet måtte bringe, og arbejds- og organisationspsykologi har især også hendes interesse. Da Isabel var et halvt år gammel, flyttede hun med sine forældre til Spanien, hvor de boede i bjergene, indtil de lidt over fire år senere flyttede tilbage til Danmark. Efter folkeskolen flyttede Isabel fra hjembyen Århus til København for at studere dans og har brugt sine første voksne år på at danse, tage en hf, arbejde og blive mor. Isabel har en spirende drøm om en dag at forske.

3


Indhold Indput no. 2 47. 책rgang December 2015

Indput Institut for Psykologi KU


3. 6. 9. 10. 11. 14. 18.

Ind under huden på Indput-redaktionen Leder: Bæredygtighed på dagsordenen Side 9-manden Debat: Svar til Marie Lagonis ’Side 9 skakspil’ Et økologisk greb om udviklingsdynamikker i ungdomslivet Universitetsvalget 2015 – Hvad betyder det for dig? Erlings brevkasse

TEMASEKTION: BÆREDYGTIGHED 22. Klimaforandringer, der er til at tage og føle på 29. Dygtig hukommelse – Et digt om hjælpsomme erindringer 30. Med psykologien mod det bæredygtige samfund 32. Fødevarekvalitet, et fælles ansvar – Interview med kokken Nikolaj Kirk 40. Akademia: Den monstrøse plysbjørn – Et bachelorprojekt om subjektet i det antropocæne 42. The Sustainable Woman – Performancetekst om hvorvidt den moderne kvindelige udøvende kunstner kan være et bæredygtigt foretagende 48. Vi lukker øjnene og føder flere børn – En kritisk kommentar til vores nationale løsningstilgange 50. Sæt kryds i kalenderen – Få styr på datoerne til fremtidige arrangementer i den bæredygtige ånd DEHGITGYDERÆB :NOITKESAMET 56. Om at komme sig. Sætninger fra virkeligheden – Lyt, Lyt, Lyt. 58. Bekendelser fra en eks-RUC’er – Modsvar til Steffen Jacobsens kritik af RUC 62. Praktik: Arbejdsmiljøforskning, arbejdsgivere, arbejdstagere og abstract-screening 65. Studiejob: Rådgiver hos Psykologisk Korttidsrådgivning Vesterbro 70. Psyk & Tværs #2

5


Bæredygtighed på dagsordenen

LEDER. Bæredygtighed vedrører og sammentænker økonomiske, miljømæssige og sociale forhold, men hvad henviser begrebsindholdet egentlig til? For at kvalificere mit bud vil jeg referere til Brundtland-rapporten udgivet i 1987 af Verdenskommissionen for Miljø og Udvikling. I rapporten skrives: “En bæredygtig udvikling skal opfylde behovene hos den nulevende befolkning, uden at kompromittere fremtidige generationers mulighed for at få opfyldt deres behov”. Økonomen Herman Daly tilføjer her, at når der er tale om bæredygtig udvikling, må væksten ikke overstige jordens miljømæssige grænse. En bæredygtig udvikling indebærer dermed en vedligeholdelse af økosystemets kapacitet til at rumme de fysiske spor, den menneskelige aktivitet medfører. Således beror bæredygtighed på tanken om at holde naturens kapital intakt samtidig med at sikre de eksisterende menneskers behov. Dette er dog vanskeligere end som så, og følgerne ses verden over i form af fx klimaforandringer. Så hvorfor ikke ændre adfærd og påtage os en mere bæredygtig levevis? En væsentlig udfordring ved dette kan ifølge Daly skyldes, at vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor der ikke tages højde for, at det økonomiske system er et subsystem til økosystemerne, og derfor også er underlagt dis-

Indput Institut for Psykologi KU

ses begrænsninger. Der kan således siges at være en diskrepans mellem det at varetage en bæredygtig adfærd og samtidig leve i det senmoderne samfund. For at afklare hvad sammentænkningen af økonomisk-, miljømæssig- og social bæredygtighed indebærer, vil jeg eksemplificere det med mit arbejde i Foreningen Kaffe Konkret. I Kaffe Konkret arbejder vi med visioner for en bæredygtig fremtid. Foreningen har til formål at udvikle, etablere og drive bæredygtig forretning, der baserer sig på genbrug af kaffegrums. Hensigten er at gøre kaffegrums til en ny lokal ressource i København, som eksempelvis kan bruges som voksemedium for spisesvampe.


Danmark er en af de mest kaffedrikkende nationer i verden. Vi bidrager dermed til en væsentlig belastning af miljøet, da kaffebønnen har en andenplads som mest transporterede råvare i verden. Dette koster på CO2-kontoen. Når vi drikker kaffe, forholder det sig sådan, at vi smider hele 99,8 pct. af kaffebønnen ud (kaffegrumset), og kun bruger de resterende 0,2 pct. (kaffearomaen). Ved at anvende affaldsproduktet kaffegrums som ressource, kan vi tilstræbe en langsigtet balance, hvor uudnyttede ressourcer anvendes. Tankegangen om, at økonomien bør indrettes efter menneskets behov og miljøets begrænsninger (den danske kaffekultur og udnyttelse af affaldsproduktet) kan ifølge økonomen Gunter Pauli karakteriseres som blå økonomi, hvilket betyder, at vi anvender de ressourcer, vi har til rådighed og re-industrialiserer disse i et bæredygtigt kredsløb. Videre kan vi indrette produktionskæderne således, at der tænkes i et rummeligt arbejdsmarked. Foreningen Kaffe Konkret tilstræber, at projektets arbejdsopgaver organiseres således, at borgere på særlige arbejdsvilkår får mulighed for at deltage og opleve social anerkendelse, idet der bidrages til samfundet. I denne sammenhæng vedkommer den sociale bæredygtighed ansvarligheden for vores medmennesker.

Udnyttelsen af kaffegrums er blot en dråbe i havet. Det er dog et eksempel på, hvordan vi kan indrette os efter bæredygtige principper. I magasinets temasektion vil Indputs skribenter levere forskellige perspektiver på bæredygtighed. I artiklen ”Klimaforandringer, der er til at tage og føle på” kan du få indblik i en samtale mellem kunstneren Olafur Eliasson og filosoffen Timothy Morton, om kunst og klimaforandringer, ved årets nyligt afholdte CPH:DOX. Du kan finde inspiration til arrangementer med en bæredygtig dagsorden i ”Sæt kryds i kalenderen” og desuden blive klogere på bæredygtig madlavning i interviewet med den nyskabende kok, Nikolaj Kirk. Jeg håber, at du ved magasinets ende er blevet klogere på, hvad bæredygtighed er for en størrelse, og hvordan man kan tænke i bæredygtige alternativer til hverdagens vaner, samt har fået øjnene op for, hvordan vi kan bruge vores psykologfaglighed, når udfordringer kalder på bæredygtige løsninger. På vegne af redaktionen Karen Odgaard

7


SIDE 9MANDEN Navn: Kenneth Bendixen

Hvilken skakbrik ville du være: Jeg er ikke en del af spillet, jeg er brættet.

Alder: 29 Semester: Ottende

Hvor ville du allerhelst rejse hen lige nu: Jordomrejse på den sydlige halvkugle som dykkerinstruktør.

Kropstype: Den frække type Status: Single Hvilke kvaliteter har din drømmekvinde: Selvstændig, passioneret, en fryd for øjet og så må hun for Guds skyld ikke være stueren! Fritidsinteresser: Socialt samvær, løb/diverse sports aktiviteter, friluft og bodega-hygge Holdning til kønsfordelingen på psykologi: Jeg har lært at leve med det. Sammensæt dig selv ud fra 3 kendte karakterer fra film, bøger, CSS etc.: Antonio Damasio, B.S. Christiansen, Jean-Claude Van Damme.

Indput Institut for Psykologi KU

Hvad er din holdning til at der overhovedet findes en side 9-mand: Hvorfor er der ikke en side 9-kvinde? Hvad er dit yndlingscitat: ”The best argument against democracy is a five-minute conversation with the average voter” - Winston Churchill Hvad provokerer dig: Politik generelt, diskussioner på sociale medier, husholdningsfilm… Hvornår bliver du ramt af lykke: Når jeg rejser, er i godt selskab og når jeg har afsluttet semesterets sidste eksamen. Bonusinfo: Jeg er hedonist på godt og ondt. Så jeg tilstræber at prøve næsten alt i livet én gang.


Foto af Nilus Weidick Dahlerup, stud.psych.

9


I forbindelse med at Indput havde ”omvendt” som tema i sidste blad, blev der i stedet for den sædvanlige side 9-mand bragt et indlæg af Marie Lagoni, der handlede om feminisme og lidt om skak. Her svarer Mark Ruby på Maries indlæg. Af Mark Bauer Ruby, stud.psych.

DEBAT. Kære Marie. Jeg melder mig gerne som den imaginære modstander, du spillede skak mod i sidste nummer af indput. Her erklærede du partiet remis, uafgjort. Men hvad med at snuppe et parti mere – hvis ikke for andet så måske bare af kærlighed til spillet? I dit indlæg kritiserer du den binære kønslogik bag konceptet om side 9-manden i Indput. For mig at se producerer dit analytiske gravearbejde imidlertid et hul, hvor du ender med selv at falde ned. Det tydeligste eksempel er at finde, når du drager denne konklusion: ”Problemet er bare, at jeg har fået tilbud om at gøre det, mændene plejer at gøre”. Det er måske ikke intentionen med det, men her fratages subjekterne, der har optrådt som side 9-mænd, faktisk muligheden for at være andet end den bekvemme kategori, der bekræfter din analyse. Du mener øjensynligt, at det væld af kompleksitet, mennesker rummer, kan reduceres til noget så simpelt som ”det, mændene plejer at gøre”. Hermed har du ikke bare ’sagt noget om systemet’, du opererer også indenfor dets logik. Gennem din analyse bliver mennesker til brikker i et spil, der fratager dem enhver mulighed for at handle som andet end essensen af deres køn, hvilket enten er som den hegemoniske undertrykker eller det passive objekt. Men hvorfor køber du ind på denne polaritet? Når du fremhæver side 9-konceptet som en adaption af en konstrueret orden, hvorfor gør du dig så til medkonstruktør ved at forvandle subjekterne i denne orden til endimensionelle afskygninger af deres køn? Din analyse tager slet ikke højde for de myriader af måder, hvorpå de subjekter, der har optrådt som side 9 mænd

Indput Institut for Psykologi KU

i indput, udvider og udfordrer kategoriens grænser. En anden uheldig konsekvens af din analyse bliver desuden, at de subjekter, der indskriver sig i dine kategorier, gøres til passive ofre for dem. Det bliver en slags selvrefererende sandhed, at det ikke kan tænkes som frivilligt, at man påtager sig rollen som æstetisk objekt til andres visuelle fornøjelse. Her indsnævres og begrænses rammerne for at tænke køn på mangfoldige måder fremfor at udvide dem. Og nu til den egentlige pointe med dit indlæg: Er side 9-konceptet problematisk? Svaret på dette, mener jeg, hænger tæt sammen med konceptets mulighed for at være en legeplads for udforskning og udfordring af forholdet mellem køn og subjektivitet. Den ideelle verden er ikke et sted, hvor kønskategorier er udslettet. De findes nu engang og har både gode og dårlige konsekvenser. Kønskritiske perspektiver slår bare fejl, når de kammer over i politisk korrekte udmeldinger, der rammer nogle, indrømmet banale, men underholdende eksperimenter med køn, og tilmed indsnævrer rammerne for dem. Der findes mange steder i verden, hvor køn er genstand for magtrelationer, der både kan og bør kritiseres, men side 9-manden i Indput er ikke sådan et sted. Hvordan endte dette skakspil så? Det er altid nemmere at være en pedantisk regelrytter end at tage det første frygtløse træk mod en ukendt modstander – derfor synes jeg faktisk, du fortjener sejren. Selvom du altså spiller med nogle gammeldags regler. n


Et økologisk greb om udviklingsdynamikker i ungdomslivet Ungdomsliv og ungdomsproblemer er langt fra entydige størrelser, og vi bør i langt højere grad medtænke omgivelserne i vores forståelse af unges udviklingsprocesser. Af Sofie Pedersen, cand. psych., ph.d. PH.D.-AFHANDLING. Man støder ofte, i de her år, på beretninger om unge, der har det svært. De unge – og måske er det her i særdeleshed gymnasieeleverne, vi hører om – døjer i stigende grad med depression, stress og angstproblematikker. De føler sig pressede og har svært ved at leve op til de krav, som de oplever; både fra andre og dem selv. Medier og forskning tegner et billede af en stigende tendens, og den er problematisk og foruroligende - både for de konkrete unge der har det svært men så sandelig også på et samfundsøkonomisk plan, hvor et stigende antal unge risikerer at få en ’skæv’ start på voksenlivet. Eksempelvis er antallet af unge piger, der oplever at have psykiske vanskeligheder (i en grad der berettiger en diagnose), ifølge SFI’s store kohorteundersøgelser steget fra 21% i 2010 til 25% i 2014. Samtidig med denne stigning kører politiske målsætninger for uddannelsesområdet for fuld udblæsning med fokus på fremdrift, effektivisering og individuelle præstationer, der udmøntes i talentprogrammer (noget, der er stort set umuligt at komme uden om i gymnasierne i disse år – og man kan spørge sig selv, hvornår det ikke længere var tilstrækkeligt udfordrende blot at gå i gymnasiet?). At et stigende antal unge går rundt og har det svært afføder en lang række spørgsmål, som kan angribes på mange forskellige måder og fra mange forskellige vinkler – og som, uanset hvor fænomenet anskues fra, nok næppe besvares simpelt eller entydigt.

Mit nyligt overståede forskningsprojekt har taget sit afsæt netop her: i en undren over denne stigning i ’ungdomsproblemer’, som det for nuværende kan kaldes – for spørgsmålet er, om det ikke i højere grad er egentlige samfundsproblemer, som de unges mistrivsel er et udtryk for? For at studere dette valgte jeg i mit forskningsprojekt at fokusere på, hvorledes almene udviklingsdynamikker udfoldes i hverdagslivet; i unges konkrete møde med en gymnasiepraksis. Med afsæt heri har jeg forsøgt at bidrage med et teoretisk grundlagsarbejde, der muliggør ikke blot nye forståelser af almene udviklingsdynamikker, men som ligeledes kan pege på noget af det, der bliver grundlaget for det potentielt problematiske. Et kvalitativt studie i og af ungdomsliv Mit forskningsprojekt (med arbejdstitlen Normalitet til Forhandling) har endvidere omhandlet unges møde med standarder i gymnasiet, og hvorledes de unge aktivt forholder sig til - og forhandler - disse. Bag dette fokus ligger en antagelse om, at standarder spiller en stor rolle for, hvorledes mulighedsbetingelser, handlinger og selvforståelser og dermed et grundlag for subjektets udvikling, skabes. Standarder forstås her som samtidig indlejrede i unges hverdagsliv og som noget, der konstant samskabes af mennesker i konkrete (historiske, materielle og situationelle) sammenhænge. Afhandlingen udforsker de

11


dynamiske mikrogenetiske bevægelser mellem subjekter og standarder i gymnasiet med det formål at begribe de processer, der er involveret i de unges udforskning og forhandling af, hvem de er, hvem de er ved at blive, og hvordan de burde være. Jeg vil vove den påstand (hvilket nu også er underbygget forskningsmæssigt), at der ofte opstår ambivalenser eller modsætninger mellem de divergerende standarder, som unge møder og producerer i deres hverdagsliv, og så de unges forudsætninger for, samt interesser i, at tænke med eller efterleve (og dermed reproducere) disse standarder. Min antagelse var, at et studie af disse mulige ambivalenser eller modsætninger kunne bidrage med indblik i centrale udviklingsdynamikker i unges tilværelser, og at dette kunne give et udgangspunkt for at forstå, hvorfor ungdomsliv bliver problematiske, og i tilsyneladende stigende grad. Afhandlingens empiriske grundlag udgøres af deltagende observationer og uformelle interviews med seks unge gennem deres første år i gymnasiet fordelt på fire forskellige gymnasier i Danmark. På baggrund heraf søger afhandlingen at bidrage til a) en generel vidensudvikling i relation til udviklingsprocesser i ungdomsårene, og b) viden om konkrete ungdomsliv, som de udspiller sig i relation til standarder for ungdomsliv i en gymnasiesammenhæng. Subjektiveret subjektivitet og den menneskelige økoniche Afhandlingens analyser tager udgangspunkt i måden, hvorpå de unge indgår i forhandlinger omkring standarder og stan-

Indput Institut for Psykologi KU

darders betydning, samt hvordan dette afspejles i deres selvforhold på en dynamisk måde. Omdrejningspunktet er ikke, som man måske kunne antage, en eller flere specifikke, præselekterede standarder, men derimod det der træder frem som standarder for de unge. Med andre ord forsøger jeg at belyse og følge det, der er – og bliver – meningsfuldt i de unges hverdagsliv, i forhold til, hvorledes de indretter deres tilværelse. Og herunder hvorledes dette forandrer sig over tid i takt med de unges selvforståelser. Analyserne spænder derfor over dynamiske udviklingsprocesser i selvforholdet samt variationer i ungdomsliv og standarders betydning på tværs af steder. Et af afhandlingens omdrejningspunkter bliver det, man på dansk ville kunne kalde standarders dynamiske invitationskarakter eller som jeg sammen med Jytte Bang foreslår: the affording of societal standards. Med afsæt i den økologiske psykologi og James Gibsons begreb om affordances foreslår vi dette begreb for at kunne begribe, hvorledes omgivelserne inviterer unge til at være på en særlig måde, og hvorledes dette forhold må anses som en dynamisk forhandling mellem de unge og netop omgivelserne. Ydermere foreslår vi et begreb om subjektiveret subjektivitet (på engelsk subjectified subjectivity) til at redegøre for selvforholdets dynamiske udvikling – igen uadskilleligt fra omgivelserne. Endeligt introduceres et begreb om den menneskelige øko-niche til at analysere de relativt store variationer, der viser sig på tværs af de fire gymnasier, hvor størstedelen af dataindsamlingen foregår. Dette tydeliggør, at variationer i ungdomsliv i høj grad ikke kan tilskrives individuelle forudsætninger alene, men snarere må anskues som


genereret i rummet mellem generelle standarder og deres partikulære implementering i en given sammenhæng. Ja ja, det er meget godt – og hvad så? Først og fremmest er mit forskningsprojekt en kritisk kommentar til den fremherskende tendens til dekontekstualiserede og universelle opfattelser af ’unge’ og ’ungdomsproblemer’. Fx er kategorien ’gymnasieelev’ på ingen måde entydig, og det at gå i gymnasiet kan tage sig ud på ret forskellige måder. Den variabilitet, der gør sig gældende i netop unges hverdagsliv (fx i gymnasiet), bør derfor have en langt større plads i vores forståelser af unge og ikke mindst i vores forståelse af de problematikker, som de unge oplever. Variabiliteten er jo ikke kun et forhold, der refererer til den enkelte, men ligeledes et forhold, der relaterer sig til, hvorledes omgivelserne træder frem og inviterer unge til at ’være unge’ på særlige måder - og dermed introducerer særlige standarder for ungdomsliv. Hvis vi vil forstå, hvorledes de føromtalte ungdomsproblemer opstår, så må vi (og her menes psykologien) i højere grad indtænke omgivelsernes betydning for måden, hvorpå udviklingsdynamikker udfoldes i ungdomslivet, og det forudsætter både teoretiske og metodiske tilgange, der overskrider den individualisering af problemstillinger, som i så høj grad gør sig gældende i de her år. Afhandlingen bidrager med viden omkring, hvorledes unge udvikler deres subjektivitet i mødet med nye standarder baseret på deres allerede udviklede selvforståelse (og subjektiverede subjektivitet, som er udviklet i de tidligere sammenhænge, som den unge har deltaget i). Det peger på, at

(udviklings)psykologien i højere grad bør interessere sig for, hvorledes de samfundsmæssige institutioner er udformet, og hvorledes de er med til at sætte standarder for, hvordan man er (og kan og bør være) ung i forskellige sammenhænge; for det er i disse konkrete møder med omverdenen, at unge forhandler, hvem de er – og det er her, de unge møder modsatrettede og konfliktuelle standarder for netop hvem de bør være; modsatrettede standarder, som de oftest er overladt til at håndtere på egen hånd. Det bringer mig tilbage til de førnævnte tal; 26% af de 15-årige piger og 15% af 15-årige drenge rapporterer at have søgt psykologisk rådgivning, og det samme gør sig gældende for 35% af de 19-årige piger og 19% af de 19 årige drenge i 2014. Dette peger, som jeg ser det, på, at forskningen (og i særdeleshed den psykologiske forskning) i højere grad bør interessere sig for betingelserne for de unges tilblivelsesprocesser – med andre ord for de udviklingsprocesser, der finder sted i hverdagslivet, i konkrete situerede, historiske, materielle og samfundsmæssige sammenhænge. Det er til denne udforskning, jeg håber, at mit forskningsprojekt kan være et bidrag. n

Sofie Pedersen forsvarede sin ph.d.-afhandling d. 2. oktober 2015. Titlen på afhandlingen er: The ought to be, how to be, or not to be – a study of standards and subjectification processes in high school.

13


Universitetsvalget 2015 Hvad betyder det for dig? Universitetsvalget (Univalget) på Københavns Universitet blev afholdt i november – og afstemningen sluttede d. 27. november. På vegne af Psykrådet vil jeg her forsøge at afklare, hvad univalget 2015 i praksis får af betydning for dig og dine medstuderende. Først vil jeg dog kort forklare, hvad Univalget er, og hvorfor det findes. Jævnfør Universitetsloven skal samtlige danske universiteter hvert år afholde valg, som udskrives af rektor (jf. KU’s vedtægter, valgstatut og valgcirkulære). Studerende og ph.d.-studerende vælges for et år ad gangen (Studienævn, Akademisk råd, Ph.d.-udvalg, Institutråd og Universitetsbestyrelsen), mens de to personalegrupper, henholdsvis Teknisk Administrativt Personale (TAP) og Videnskabeligt Personale (VIP) vælges for tre år ad gangen (Universitetsbestyrelsen, Senatet, Studienævn, Akademisk råd, Ph.d.-udvalg og Institutråd). Se model på s. 16. Det særlige i år er, at der er valg over hele linjen. Det vil altså sige, at samtlige repræsentanter i KU’s organer i 2016, kommer til at være enten nyvalgte eller genvalgte. At studerende sidder med i Universitetsbestyrelsen og organerne på både fakultets- og institutniveau, giver både direkte og indirekte indflydelse på alt fra forskningsmidler og ansættelse til dispensationsansøgninger og studieordning. Ligesom i Folketinget, løber den enkeltes indflydelse altså gennem repræsentanter som vælges, og ligesom i Folketinget, er der også partier (i valgteknisk sprog – lister), der opstiller kandidater. Desuden er der mulighed for at opstille som løsgænger. På Københavns Universitet har den studenterpolitiske organisation Studenterrådet i mange år samlet størstedelen af de studenterpolitiske kræfter under ét banner, og derfor sidder Studenterrådet med i Senatet. På hvert fakultet og institut kry-

Indput Institut for Psykologi KU

stalliserer dette sig ud i fakultets- og fagråd. Dette betyder, at der på de fleste fakulteter og institutter findes en koordineret og kontinuitetssikrende organisation, der varetager studenterpolitiske interesser: apolitisk og i samarbejde med hinanden (i tråd med Studenterrådets overordnede vision). Det er gennem disse råd, der opstilles kandidater til de relevante organer. På det samfundsvidenskabelige fakultetet har vi SAMF-Rådet og på Institut for Psykologi har vi Psykrådet. Det er gennem listen Psykrådet, at der opstilles kandidater til Studienævn, Akademisk råd, Institutråd og Universitetsbestyrelsen. Særligt Studienævnet har indflydelse på din hverdag. Studienævnet er de studerendes talerør, og bringer emner der diskuteres på Psykråds-møderne med til bordet på Instituttet, hvorefter de diskuteres med Studieleder og tre VIP repræsentanter fra Instituttet. Det kan eksempelvis være beslutninger om studieordningen og dispensations- eller meritansøgninger, der diskuteres. De andre organer behandler generelt mere overordnede og langsigtede elementer, men det har betydelig indirekte indflydelse på din hverdag. Din indflydelse på rammerne for din uddannelse, går altså gennem dit kryds på den kandidat eller den liste du stoler på. Din rolle På vegne af Psykrådet opfordrer jeg jer til at undersøge univalget nærmere, diskutere det med dine studiekammerater og i sidste ende til at stemme. Din valgdeltagelse er essentiel. Den andel af de samlede stemmer, som de enkelte studenterpolitiske råd modtager, har indflydelse på hvor stærk en stemme studenterrepræsentanterne har i de forskellige organer. På vegne af Psykrådet, Jonas Sebastian Høj


ÅRETS KANDIDATER Studienævn Marie Lagoni Karen Odgaard Cecilie Weischer Frandsen Jonas Sebastian Høj Holmberg Suppleanter Mie Kærsgaard Nanna Svart Eline Kromand Andreas Brøgger Jensen Ivan Lukic Julie Tune Løsgænger Andreas Rathmann Jensen Institutråd Jacqueline Snitker Nanna Sundgaard Akademisk råd Mie Kærsgaard for SAMF-Rådet på vegne af psykologi Universitetsbestyrelsen Alexander Bergeon (som støtteperson for Alexander Thorvaldsen)

Hvor kan du finde info? KU’s side om Univalget: www.intranet.ku.dk/valg Psykrådet: www.psy.ku.dk/om/psykraad Studenterrådet: www.srku.dk/om-os/

15


RÅD, NÆVN OG BESTYRELSER

FÆLLES UNIVERSITETSNIVEAU FAKULTETSNIVEAU

INSTITUTNIVEAU

Indput Institut for Psykologi KU


BESTYRELSEN

SENATET

OPGAVER Københavns Universitets øverste myndighed. Bestyrelsen har ansvar for universitetets overordnede forhold

OPGAVER Rådgive ledelsen om større emner og temaer, der har betydning for hele universitetet

MEDLEMMER • Seks eksterne og fem interne medlemmer fordelt mellem TAP’ere (1), VIP’ere (2) og studerende (2) • Medlemmerne sidder i fire år, studenterrepræsentanterne dog kun i to år. Mulighed for genudpegning en gang

MEDLEMMER • TAP’ere (6), VIP’ere (6) og studerende (6) • Dekaner (6) • Formand for studenterrådet (1) • Næstformand for HSU (1) • Rektoratet og universitetsdirektøren (4)

STUDIENÆVN

AKADEMISK RÅD

PH.D.-UDVALG

OPGAVER • Udarbejdelse af studieordningen • Udvikling af uddannelse og undervisning • Behandling af sager om dispensation og meritoverførsel

OPGAVER • Udtalelser til dekanen om bevillinger, forskning, uddannelse og strategiske emner • Indstilling af personer til bedømmelsesudvalg for bl.a. ansættelser • Tildeling af ph.d.-graden, doktorgraden og diverse priser

OPGAVER • Godkendelse af ph.d.-kurser • Sager om meritoverførsel og dispensation for ph.d.-studerende • Rådgivning af ph.d.-skolelederen om evaluering af ph.d.-uddannelse og -vejledning

MEDLEMMER • VIP’ere og studerende i forholdet 1:1 • Dekanen fastsætter antallet af medlemmer • VIP’ere sidder tre år, studerende et år

MEDLEMMER • Studerende og VIP’ere i forholder 1:2 • Mindst to TAP’ere som observatører • Personale sidder i tre år, studerende i et år • Dekanen er ’født’ medlem (formand)

MEDLEMMER • 4-14 medlemmer: ph.d.-studerende og VIP’ere i forholdet 1:1 • VIP’ere sidder i tre år, ph.d.-studerende i et år

INSTITUTRÅD

kkk

OPGAVER At rådgive institutledelsen om bl.a. instituttets visioner, undervisnings- og forskningsstrategi og økonomi

BEMÆRK Nogle studienævn går på tværs af flere institutter, mens andre er forankrede på de enkelte institutter

MEDLEMMER • 6-12 medlemmer valgt af VIP’ere, TAP’ere og studerende • Den specifikke sammensætning varierer • VIP’ere og TAP’ere sidder i tre år, studerende i et år • Institutlederen er ’født’ medlem (formand)

17


Foto af Christian Guldager, stud.psych.

Denne sektion er dedikeret til de problemer – store som små – Indputs læsere går og bokser med. Spørgsmålene besvares med hård, men kærlig hånd.

Vil du spørge Erling om noget, stort eller småt, let eller tungt, anonymt eller ej? Skriv det ned! Og læg det i Indputs brevkasse. Så får du svar i næste blad.

Indput Institut for Psykologi KU


Kære Erling,

Kære Erling, Jeg er, som mange andre, stor fan af dig og dine kloge, gode råd. Efter sidste Indputblad, har jeg ladet mig inspirere af de andre modige, som turde stille dig såvel personlige som psykologiorienterede spørgsmål. Min betænkelighed lyder derfor: Efteråret har unægteligt meldt sin ankomst. Vejret er koldt og gråt, og dagens soltimer forkortes med et par minutter for hvert døgn, der går, siger de i vejrprogrammerne. Til trods for de korte dage, føles de lange på skolen for tiden. Jeg finder mig selv halvt kæmpende, halvt opgivende og helt stresset over 3. semester; en typisk Kogni-depri-efterårstilstand, kan jeg forstå på mine medstuderende. Jeg er altså faldet i. Hvad gør jeg? Håbefulde hilsner fra J Kære J Tak for de venlige ord og dit ærlige spørgsmål. Jeg tror, det var Einstein eller en anden frisk type, der sagde: ”Fem minutter flyver af sted, når de tilbringes i snak med en sød pige. Men samme fem minutter snegler sig af sted, hvis man står med hånden på en varm kogeplade.” Således også med vinterdage og kognitions-semestre. Så hvad gør man, når TVA-rapporter og andre akademiske forpligtelser suger saften og kraften ud af én? Hvad gør man, når selv den mest velmenende opmærksomhedsforelæser ikke formår at aflede den deklarative hukommelse fra weekendens udskejelser?

Jeg har altid gået og drømt om en rådgivningsportal ledet af Clement Kjersgaards uægte kærlighedsbarn. Min begejstring var derfor ikke til at tæmme, da jeg hørte de første spæde rygter om din brevkasse. Nu sidder jeg med den seneste udgave af Indput i hænderne og kan til min store glæde se, at din gammelkloge facon, som spået, gør sig godt i virket som brevkasseredaktør. Jeg håber derfor, at du vil give dit besyv med på et problem, som jeg har gået og bakset med: Hvad gør man, hvis man er blevet forelsket i sin instruktor? - A. Kære A. Tak for begejstringen. Besyv har jeg heldigvis masser af. Det er med forelskelser som med tohalede statistiske tests: De skal helst gå begge veje. Den umiddelbare udfordring for dig består derfor i at finde ud af, om der eksisterer eller kan eksistere en følelsesmæssig gengældelse. Et sådant opklaringsarbejde besværliggøres (dog ej umuliggøres) af, at din udkårne (m/k/etc.) er din instruktor. Alt afhængig af vedkommendes moralske skrupler er det således muligt, at en eventuel gengældelse allerede er kvalt, før den har fået mulighed for at eksistere. Mit råd til dig er derfor at fange hende på tomandshånd og invitere hende ud, når hendes tanker er så langt fra instruktorembedet som muligt – for eksempel til en torsdagsbar eller når du ”tilfældigvis” støder på hende i Netto, fordi du ”uforvarende” er ”kommet til” at spørge hendes nærmeste Facebook-venner om, hvor hun handler ind. Held og lykke! E

For Einstein afhang det observerede objekt af observatørens position. Mit råd er at se det såkaldte ’kogni-helvede’ lidt på afstand. Hvad sker der af katastrofer, hvis man springer et kapitel over i Purves? Hvad sker der, hvis man i stedet for at tage til forelæsning om priming, står under et af byens mange kastanjetræer et par timer og trækker vejret? Det ordner sig! E

19


TEMASEKTION

Indput Institut for Psykologi KU


BÆREDYGTIGHED

21


I filmen ’A Journey That Wasn’t’ har de smeltende gletschere åbnet for nye sejlrender og hermed givet adgang til steder, hvor intet menneske før har sat sin fod.

Indput Institut for Psykologi KU


Klimaforandringer, der er til at tage og føle på Når videnskaben bombarderer os med information omkring, hvilke konsekvenser vores måde at leve på har for jordens økosystem, så sætter vi parentes om, den kendsgerning, at vi måske allerede ved nok om hvad og hvordan det vil ske, men derimod mangler, at der tales ind i, hvorfor vi ønsker det anderledes Af Anne Rogne, stud.psych.

23


”Perhaps we need to sit down in our local environments and talk about feelings instead of reading another report on drowning polar bears”. Ordene har ophav hos filosof Timothy Morton, der er en central figur inden for den posthumanistiske øko-kritik, og bliver til i samtale med hans gode ven og kollega, kunstneren Olafur Eliasson, som har inviteret Morton forbi København i forbindelse med sin gæstekuratering ved dette års CPH:DOX. ”It is hard to be aware of ecological problems for more than five seconds because you will either start crying or get really bored,” fortsætter han, og jeg har løftet mig op i sædet, fordi det sagte giver mig en forhåbning om, at de to mænd har tænkt sig at give mig lidt af det, jeg kom efter. Global opvarmning er som et sort hul Når snakken falder på klimaforandringer og måden, hvorpå vi behandler den jord, som vi bebor, i relation til denne jords og vores fælles fremtid, så er der forholdsvis sikker garanti for, at stemningen i rummet vil falde til et forholdsvis truende lavt niveau. Men når for eksempel Olafur Eliasson sammen med professor i geologi Minik Rosing står bag et værk som Ice Watch, hvor tolv isblokke fra den grønlandske indlandsis indtager Rådhuspladsen i anledning af, at FN’s klimapanel vurderer den nyeste viden om klimaforandringer, så sker der noget andet. Jeg får lidt mindre lyst til at hoppe i havnen af ren fortvivlelse, fordi kunsten i sin alliance med videnskaben vil mig noget andet. Fra at være passiv beskuer af minimal statistisk betydning, der med gru observerer verden forandre sig i fuld acceleration mod dommedag, står jeg pludseligt midt i det. Jeg ved det ikke bare. Jeg føler det. I bogen Hyperobjects: Philosophy and Ecology after the End of the World forsøger Morton at sætte begreb på det, jeg føler, ved at udfolde hans begreb om ’hyperobjekter’, der skal forstås som genstande af så omfattende temporale og spatiale dimensioner, at de bryder med den traditionelle forestilling om, hvad en ting overhoved er. ”Hyperobjects are objects that aren’t possible to make graspable,” forklarer Morton forsamlingen. Et hyperobjekt er ’hyper’ i forhold til en anden genstand, hvad end der er tale om orme, citroner, ultraviolette stråler eller mennesker, og eksempler på sådanne hyperobjekter kunne være sorte huller, biosfæren, summen af jordens samlede mængde atommateriale eller det mest dramatiske eksempel af dem alle: global opvarmning. ”I use hyperobject as a word for all these kind of things that you can’t really see – like the ice” fortsætter Morton i forlængelse af Eliassons beskrivelse af, hvilke tanker, der lå bag idéen om at transportere 100 ton indlandsis til det indre København. Vi kan forestille os et hyperobjekt, men vi kan ikke se det og vi kan ikke føle det. Man kan meget vel se en kanin lige såvel som, at jeg kan sidde der i salen og se filosoffen Timothy Morton, men man kan ikke se

Indput Institut for Psykologi KU

global opvarmning. Det er simpelthen uden for ens menneskelige kapacitet at begribe dette som et ’simpelt’ objekt. Det er ”non-graspable”. I Hyperobjects giver Morton et andet eksempel: sprog. ”Har du nogensinde mødt ’dansk’?”. Nej, men hvad du oplever hver eneste dag, er famlende forsøg på at etablere mening med ord. De ord, som du hvisker din kæreste i øret om morgenen, er materielt set ikke de samme ord, som dem, der står bøjet i neon på bygningsfacaden over Sortedams Dosseringen, men begge dele tilhører det hyperobjekt, som vi er en del af og kalder for ’dansk’. En Blade Runner om dagen At et fænomen som global opvarmning ikke umiddelbart er til at tage og føle på, stiller ifølge både Eliasson og Morton særlige udfordringer, når der kommer til miljømæssig bevidsthed og handling. “We have all this scientific data but how do you live that?” spørger Morton retorisk forsamlingen og fortsætter: “We have this idea that science is demystifying everything but actually it’s the other way around - it makes me realize how little I actually know”. Vi vågner hver dag til ny data og data, der har ændret sig, “2,7 grader”, “50 procent, “10 muterede arter af pattedyr”, som Morton skriver i en kronik til Politiken, men sidder alligevel tilbage med en følelse af, at der altid mangler lige lidt mere information, før man er parat til at bevæge sig ud over rampen. Informationsbombardementet giver os helt simpelt en følelse af, at den traumatiske hændelse, som informationerne tager sig ud for at varsle, ikke er indtrådt endnu, og derfor kan man altid godt vente en anelse længere før man rejser sig op af stolen og gør noget aktivt ved det. Fordi man til hver en tid udelukkende vil være i stand til at se dele af et hyperobjekt som for eksempel global opvarmning, er det at forestille sig dem i sig selv vanskeligt. Det er ikke muligt


for os at begribe global opvarmning i sin helhed, hver gang vi tænder motoren på vores bil eller beder om en bærepose i Netto. Det er på ingen måde intentionen at ødelægge jorden med disse handlinger og statistisk set, så er det heller ikke det, som vi gør, fordi statistisk set, så er det ubetydeligt, at én person tænder motoren på sin bil, men hvis dette skaleres op til milliarder af biler, der startes milliarder af gange på tværs af hele kloden, så er det præcis dét, der sker. “Ecological awareness is kind of like Oedipus who killed his dad to end up marrying his mom. It’s an OMG-moment” forklarer Morton og følger grinende op med en lignende analogi: “I normally say that a Blade Runner a day keeps the doctor away. It’s the moment where you realize that the criminals you’ve been chasing are actually yourself, which

is indeed the great tragedy”. Vi er ikke blot udenforstående observatører af global opvarmning, som er i besiddelse af et metasprog, der gør os i stand til at tale om og forholde os til den fra vores position som ‘outsidere’ - vi er global opvarmning. Men fordi vi ikke kan fastholde dette i vores bevidsthed længere tid af gangen, og fordi det er for svært at forholde sig til, hvad implikationerne af en sådan en bevidsthed er, så laver vi en ‘Finding Nemo’, hvor vi ifølge Morton: “Just keep swimming, just keep swimming”. Salen griner med over metaforen, hvilket får Morton til at tilføje: “yeah, you're laughing because from the outside it’s kind of funny” som for netop at understøtte hans pointe om, at vi ikke er i stand til at bibeholde bevidstheden om, at vi er i og en del af global opvarmning.

Foto af Rozbeh Zavari

25


At gøre en idé til en berøring “Talking about something isn’t the same as doing it” konstaterer Morton og vender hermed tilbage til det grundlæggende problem, der er i at antage, at vejen til at få mennesker til at handle miljømæssigt korrekt, går gennem videnskabens fortløbende afdækning og offentliggørelse af, hvordan virkelig-

heden egentligt hænger sammen. “Art is exactly an attempt to calibrate what we know with what we psychically feel” tilføjer Eliasson, der undervejs har taget solcellelampen Little Sun, som han har fremstillet i samarbejde med ingeniøren Frederik Ottesen, om halsen. Både isen og solcellelampen træder i dette frem som et prototypisk eksempel på den manglende

Dokumentaren ’A Film, Reclaimed’ er resultatet af et forskningsbaseret projekt, der med bidrag fra bl.a. Bruno Latour, udforsker Antropocæn og klimakrisen.

Indput Institut for Psykologi KU


forbindelse mellem ‘knowing knowledge’ og ‘bodily knowledge’. Jeg ved, at jeg bliver våd, hvis jeg læner mig ind imod isen og omfavner den, men jeg vidste det ikke kropsligt. Ved det fortsatte bombardement af information omkring klimaforandringernes konsekvenser glemmer vi ifølge Morton, at det at tale egentligt handler om at lytte. Når vi bliver ved med at fortælle dem, der angiveligt ikke lytter, hvad de skal gøre, hvis vi skal kunne gøre os nogle forhåbninger om at løse den globale opvarmning, så lukkes der netop ned for et rum, hvor der lyttes gensidigt, tilpasses og deltages samt et rum, hvor man forholder sig til følelser, der uundgåeligt vil være forbundet med at acceptere global opvarmning som en realitet. At vi med kunsten bliver i stand til at gøre et hyperobjekt som global opvarmning “graspable”, det vil sige at gøre noget og vise det - ikke blot tale om det, er ifølge Eliasson og Morton, det potentiale som videnskaben negligerer ved at fastholde copyright-kontrollen over, hvad virkeligheden er. “Art is like an unthought thought being send from the future” forklarer Eliasson. Kunsten (eller visse dele af den i hvert fald) taler til os fra en fremtid, som ikke er den fremtid som vi konstant forsøger os på at kolonisere ved hjælp af vores videnskabelige postulater og hypotetiske teknologier. “The ice does touch me and I realize that the touch of the ice was a little bit different than I thought it would be”. Kunsten etablerer således en åbenhed, et “space of attunement”, hvor vi er fælles om det projekt, der består i at skabe en fremtid og virkelighed sammen. Lad os tale om følelser I en artikel i Information skriver Eliasson, at han i sin kunst beskæftiger sig med, hvad det vil sige, når man i den ene ende har viden og i den anden har handling: “Når man læser en artikel eller ser en udsendelse i tv, så kan man føle, at så

snart man ved noget, så har man allerede handlet. Vi lever i en kultur hvor det at tale om alle de handlinger, man har tænkt sig at udføre, kan give følelsen af, at man næsten allerede har gjort det”. I forlængelse af alt dette, så ønsker jeg at tilføje, at vi her har at gøre med et grundparadoks, som vi meget nødigt må springe over, for at kunne “get on with the business of doing science”. Vi må huske på, at videnskaben netop kun kan fortælle os, hvordan det hele kommer til at gå, men den kan ikke fortælle os hvorfor, at vi skal gøre noget for, at det skal gå anderledes. Der er en endeløs retorik, der går på, at der skal drastiske midler til for at ”redde Jorden”, men med dette glemmer vi, at Jorden jo sådan set er fuldkommen ligeglad med, hvorvidt vi gør os intentioner om at ’redde’ den eller ej. Derimod så burde vi netop ikke være ligeglade med at redde Jorden (og det næste er vigtigt), som vi kender den, fordi det trods alt er den eneste måde, hvorpå vi kan sikre, at vi kan blive ved med at leve videre på den og på samme tid have det fortsat rimelig fedt med, at vi lever på den. At dette så i samme ombæring – for de fleste af os – vil betyde, at dette projekt også indebærer, at isbjørne, regnskoven og lavtliggende øer som Maldiverne og Marshalløerne kan få lov til at leve videre med os, fordi det trods alt er det, der er med til at gøre livet på denne jord til noget, der er værd at gøre en indsats for at bevare, er indlysende nok en del af argumentet. Men – basalt set – vi redder ikke Jorden, for Jordens skyld. Jorden vil, længe efter, at vi har sikret os, at isbjørnene er druknet og de privilegerede af os har forladt den synkende skude i en rumraket, fortsat bestå og nye former for organismer, som trives under de betingelser, som mennesker efterlod, vil nu leve på en Jord, som de kender den. Netop dette er videnskaben i stand til at fortælle os. Hvis videnskaben dræber sin genstand (virkelighed, liv, mening, kærlighed - alt det, der gør jorden som vi kender den værd at redde) for at kunne få greb om den, så tager en kunstneren, poeten, filmskaberen derimod genstanden og bringer liv i den igen ved netop at udforske, hvordan den udfolder sig, når den sættes fri i konkrete kontekster. Kunsten fortæller os hvorfor ved netop at gøre det vi godt ved, til at se, til at mærke og til at føle. Kunsten taler i modsætning til videnskaben ikke til vores fornuft, men til vores følelser, og måske er det netop de følelser, som vi bør begynde at forholde os til samt tale om, hvis vi skal gøre os nogle ambitioner om at mindske den enorme afstand, der er mellem viden og handling, når det blandt andet handler om at reagere på klimakrisen. n

27


Indput Institut for Psykologi KU


Dygtig hukommelse Af Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Husk på hvert et guldkorn Husk på detaljer og finurligheder Husk de sjove, små bemærkninger På glimt i øjet og smil i mundvigene

Glem nu min egoisme Gem mine rystende hænder Slet usikkerheden omkring mig Fjern nu frygten for, at alt kan gå galt

Husk alt jeg læser Det, der blot er sagt en enkelt gang Det, der hurtigt er skimmet Lad alt sive ind og fæstne sig

Glem mine nederlag Afskaf mine afvisninger Afled min opmærksomhed Brænd mine knuste hjerter

Husk på andres løfter De nøjagtige formuleringer De små uopmærksomheder Lad mit argument falde skarpt

Husk mine svagheder Hold fast i mine rystende hænder Lad kinderne være røde Ydmygelser transformerer sig

Glem mine ydmygelser Glem mine tabte ansigter Slet for evigt mine røde kinder Såvel som knuderne i min hals

Glem alt om at redde verden Sultne børn fejes under gulvtæppet Overtræk i skraldespanden Samvittighed er dårligt brændstof

Husk den ranke ryg Indkod de elegante bevægelser De styrkende øvelser De altafgørende indåndinger

Glem at jeg glemmer Minder om minder forsvinder Sand mellem fingrene Glem at jeg har glemt

Husk mine aftaler Hent mine pakker Hør min alarm Husk at huske det hele

Glem hvem jeg kunne have været Glem hvad jeg ikke kan bære Glem det med at huske det hele Og glem hvad jeg har skrevet

29


Med psykologien mod det bæredygtige samfund Af Stine Kjøller Petersen, stud.psych. STUDIEJOB. I nedenstående beretning beskriver jeg, hvad der inspirerede og motiverede mig til at søge posten som partnership crew i Danish Social Innovation Club (DANSIC), i hvilken forbindelse jeg løbende er stødt på spørgsmålene: ”Hvad laver en psykologistuderende så der?” og ”Hvad er det nu lige, det der social innovation?” De uregerlige wicked problems Er du også i din tid på studiet stødt på problemer, som virkede overmåde komplekse? Jeg kan huske selv at være stødt på problemstillinger omhandlende ghettodannelse, forurening eller, som i skrivende stund, den såkaldte flygtningekrise. Disse er alle samfundsmæssige udfordringer, der ikke ”bare” kan løses ved at ændre på én parameter. De er såkaldte wicked problems, dvs. udfordringer, hvis udløsere er internt afhængige, og som ikke bare kan løses, hverken ved standardløsninger eller ved blot at tilføre flere ressourcer til det, der måtte udpeges som problemfeltet. Bybier, specialister og studerende med hjertet på det rette sted Oplevelsen af disse komplekse udfordringer og lysten til at bidrage til løsningen på dem fik mig til at melde mig ind i DANSIC, en non-profit organisation drevet af frivillige studerende. I DANSIC sidder jeg som en del af det team, der skal fundraise samt etablere partnerskaber med udvalgte virksomheder og organisationer. DANSIC arbejder for at inspirere til social innovation i måden, hvorpå vi går til de problemer, som vi aktuelt står over for samt til socialt iværksætteri. Og hvad er det så? Det er omdiskuterede terminologier, men i min optik henviser social innovation til udviklingen af sociale opfindelser, dvs. opfindelser, der løser eller forebygger sociale problemer, og dermed muliggør sociale fremskridt. Men vel og mærke opfindelser, der er nytænkende. I den sociale innovationsproces udvikles og realiseres en social opfindelse. Når opfindelsen sættes på en forretningsmodel, taler man om socialt iværksætteri. Et af de måske mest berømte eksempler på, hvad der kan komme ud af social innovation, er projektet Bybi. Biologer havde opdaget, at biodiversiteten faldt i København til skade for miljøet og borgerne. For at øge biodiversiteten opstillede man derfor bistader rundt omkring i byen. Disse blev socialt udsatte mennesker uddannet til at passe, hvorefter de kunne sælge honningen, som bierne producerede med en delt fortjeneste mellem dem selv og Bybi. Et andet eksempel er Specialisterne; et it-firma der som it-konsulenter ansætter folk med autisme. DANSIC ønsker at sprede de gode budskaber og fremme etableringen af socialt innovative virksomheder. DANSIC ønsker at være en platform for social innovation og arbejder mod at formidle et socialt innovativt mindset til fremtidens ledere og iværksættere, så de ser værdien i at tænke i den tredelte bundlinje, altså i social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Forskning viser, at wicked problems bedst løses tværfagligt og tværsektorielt, dvs. i samarbejde mellem befolkningen, den offentlige og den private sektor. Derfor består DANSIC af studerende med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, der alle har en særlig fælles

Indput Institut for Psykologi KU


interesse for social innovation til. DANSIC’s hovedaktivitet er en konference, der afholdes hvert år, og den næste afholdes i marts 2016. Her sætter DANSIC fokus på et tema og inviterer derpå ca. 300 studerende samt forskellige relevante professionelle aktører til at deltage i løsningen af problemet. Psykologistuderende på vildspor? Som en del af et stort projekt, hvor ca. 25 studerende er fordelt ud over syv teams, får man virkelig trænet sine kompetencer inden for projektarbejde herunder løbende forventningsafstemning, samarbejde, overblik, kommunikation, motivering af sig selv og andre samt en løbende repetition af formålet med det hele og midlerne til at nå derhen. Netop projektarbejdet, og arbejdet med noget så organisatorisk som planlægningen af en konference, var noget af det, der tiltrak mig, da jeg søgte ind i DANSIC. Jeg syntes, at jeg trængte til noget andet end de væresteder og lektiecafeer, hvor jeg indtil da havde lagt mit frivillighjerte. Psykologien i mit specifikke arbejde med partnerskaber og fundraising ser jeg for det første i arbejdet med at identificere potentielle relevante partnerskaber, der deler centrale værdier med DANSIC, samt i min kommunikation omkring strategiernes og visionernes kompatibilitet. For det andet lægger psykologien også i arbejdet med at ”tale sig ind i” organisationernes strategier og dermed synliggøre over for fonde og eventuelle samarbejdspartnere, hvorledes et samarbejde med DANSIC ville være givende for begge parter, dvs. gøre udviklingspotentialerne tydelige for dem. En psykologs forpligtigelse? I mødet med tankerne om social innovation og ønsket om at arbejde mod social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed i samfundet har følgende tanke flere gange strejfet mig: Har psykologien en særlig rolle at spille her? På et overordnet plan, mener jeg, at alle samfundsborgere, og dermed også psykologer, har en forpligtigelse til på den ene eller anden måde at arbejde med håndteringen af samfundets problemer. Men kan psykologien bidrage med noget særligt i denne henseende? I den forbindelse tænker jeg, at psykologien særligt kan bidrage til at arbejde med bæredygtig adfærd og etablering af psykisk sunde miljøer, samt at psykologer kan bidrage til at facilitere socialt innovative processer. For at kunne skabe nytænkende forandringer skal man kunne se udfordringer, muligheder, finde alternativer og generere ideer. Dette kaldes at opnå innovationskompetence, og psykologer kan være med til at facilitere denne proces gennem læringsforløb. Psykologer har endvidere særlige kompetencer med hensyn til det at stille spørgsmål. De kan derfor bidrage til at stille de relevante spørgsmål og sørge for fokus og retning i bestræbelserne på at skabe et mere innovativt samfund. De har blik for den ustyrlige, menneskelige faktor og kan arbejde med den i håndteringen af de komplekse udfordringer og skabelsen af en slags kollektiv mindset of sustainable development. n Sidste års konferencetema gik under titlen Urban Uplift. Den kommende konference bærer arbejdstitlen Fremtidens Stressfri Arbejdsliv.

31


Tekst og fotos af Christian Guldager, stud.psych. Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Fødevarekvalitet, et fælles ansvar Møder, telefonopkald, deadlines og kalendere med korte lunter, alle har travlt. Ja, man kan vel nærmest sige, at travlhed er blevet et permanent modefænomen, som det moderne menneske stiltiende har identificeret sig med. Blandt travlhedens ofre er kvaliteten, fordybelsen, nærværet og overskuddet til at løfte i fællesskab. Ofre, der som ringe i vandet påvirker kvaliteten af den mad, vi spiser, måden, vi handler ind på, og dekonstruerer det fælles måltid. Konsekvenserne af den stigende distance mellem forbrugeren og de råvarer, der dagligt puttes i kurven, har ikke kun helbreds- og miljømæssige konsekvenser; de øger samtidig distancen mellem samfundets borgere, hvor de gode og dyre fødevarer fortrinsvist er forbeholdt dem, der har resurser til at prioritere den bedste kvalitet. Jeg har mødt kokken Nikolaj Kirk til en snak om fødevarekvalitet, madlavning og genetableringen af det naturlige forhold til kroppens byggesten: MAD.

Indput Institut for Psykologi KU


33


INTERVIEW. Med sin neutrale duft, den stemningsfulde baggrundsmusik og klimaanlægget, der arbejder på højtryk for at regulere temperaturen i lokalet, minder det gennemsnitlige danske supermarked anno 2015 om Vikingemuseet. Som de sparsomme vragdele, der sirligt og med nøje omhu er placeret på det nøgne jernskelet, er det omhyggeligt indpakkede kød lagt ud i snorlige, symmetriske rækker i de sterile kølediske, hvor der, som på Vikingeskibsmuseet, præsenteres lidt fra den forreste del, lidt fra midten og lidt fra bagenden. Det er svært, hvis ikke umuligt, at få øje på dyret i pakkerne med de ensartede udskæringer, og illusionen om nærvær, kvalitet og dyrevelfærd drukner i skoven af tilbudsskilte med tekster som: Tre kilo svinekoteletter for 100 kroner. Afstanden mellem forbruger og råvare er gradvist øget de sidste mange år, og historien om min farmor, der hver jul gik til slagteren i Brønshøj og hentede en flæskesteg til julemiddagen, et halvt grisehoved til sylten, en svinelever til julepostejen og et par meter svinetarm til medisterpølsen, er ved at være lige så antikvarisk som et aftenmåltid uden et tændt TV. Som forbrugere må vi i dag skære os gennem de bugnende tilbudshylder, de præfabrikerede fødevarer, der er klar til at omfavne vores travlhed, og smilende, størrelsessorterede grøntsager, der i bedste charterferiestil solbader under spotlights til melodien fra Chiquita-bananreklamen på den opstillede tv-skærm. Samtidigt udfordres vi til at prøve at gennemskue varedeklarationer og mærkninger, der efterhånden er så indviklede,

Indput Institut for Psykologi KU

at de kræver en ph.d. i human ernæring at tyde. Vil man undgå dette virvar, kan man få leveret dagligvarerne til døren, købe en skræddersyet kasse med ugens aftensmad skåret ud og klar til at hælde i gryden eller vælge takeaway-løsningen. Mulighederne er mange, men spørgsmålet er, om de kommende generationer er tjent med hurtige vupti-løsninger, eller om en fælles indsats for at værne om retten til at bruge den tid, måltider nu engang kræver, vil forhindre, at vores børn får brug for sætningen Undskyld, men hvad hedder sådan en her?, når de skal scanne et hvidkålshoved på eftermiddagsjobbet i det lokale supermarked. Fødevareproduktionen skal ændres i fællesskab Nikolaj Kirk er af mange kendt for sin smittende latter og motiverende engagement, når han gennem tiden har delt ud af sin store viden om madlavning som tv-kok. For tiden er studiet på Hovedbanegården skiftet ud med telt og sovepose, mens han sammen med jægeren Jørgen Skouboe giver danskerne en indsigt i råvarernes oprindelse i DR2-programmet Nak & Æd; det mest sete program på DR2. Jeg møder Nikolaj Kirk ved hans og kollegaens butik Kirk Plus Maarbjerg på Vesterbro ved den smukke københavnerfacade, der danner butikkens ansigt udadtil. En facade der med sine store krydderurtekasser byder indenfor til en forretning, der emmer af passionen for mad og kvalitet. Vi sætter os ved det store bord i forretningens forreste rum, som er omgivet af malerier af John Kørner og Kasper Eistrup og krydderier i hundre-


devis af farvestrålende farver. Det er her, maden indtages, når Kirk Plus Maarbjerg afholder aktiviteter såsom teambuilding og undervisning i madlavning. De perfekte omgivelser til at skabe rammerne om noget så væsentligt som samværet i udbredelsen af kendskab til mad. Noget, der ifølge Kirk, er brug for i samfundet, hvor der gennem årene er sket en uheldig opdeling: ”I de her år er vi ved at dele Danmarks befolkning op i et A- og et B-hold, når vi taler mad. Forstået på den måde at vi har en stærk gruppe, som er økonomisk stærke, overskudsstærke, familiestærke og i det hele taget har et ret godt liv, men som også er blevet meget navleskuende og meget rigtige, sådan forstået, at de har råd til at købe de gode ting, de har råd til at fortælle hinanden hvor gode, de er. Det er dem, vi ser gå ned i Torvehallerne, dem der handler i Irma og hos slagteren, det er dem, der i det hele taget fortæller hinanden, at det er sådan her, man skal spise. De prikker hinanden på ryggen hele tiden og rykker barren for, hvor godt man skal spise, både miljømæssigt, kostmæssigt og socialt. Men det er jo ikke en kæmpe gruppe. Den store gruppe er dem, der ligger på den anden side, dem jeg kalder B-holdet. En kæmpe gruppe der ikke har overskud, ikke har kræfter og ikke har økonomien og tiden til at handle på den samme måde.” Det er ifølge Kirk en stor samfundsudfordring, at dette A-hold, af Kirk også kaldt Politiken Plus-segmentet, distancerer sig fra den øvrige befolkning ved at være dem, for hvem de gode fødevarer er tilgængelige, mens det store B-hold spiser dårligere og dårligere, fordi

de ikke tjener nok penge til at spise, som de måske inderst inde gerne ville. Da Politiken Plus-segmentet ikke formår at inkludere det store B-hold i nogen særlig udstrækning, bliver det hurtigt til et cirkulært skulderklapperi, der ikke formår at have nogen betydelig indflydelse uden for cirklen. For Kirk skal løsningen findes i en fælles indsats, der skal løfte fødevarekvaliteten, så de varer, der er i supermarkederne, altid er gode og til at betale for alle. Der skal med andre ord ændres på samfundsstrukturen, laves lovændringer og udarbejdes reformer på området, hvis ændringen af de nuværende handlemuligheder skal lykkes. Blandt andet står vi over for en kæmpe udfordring i forhold til landbruget: ”Vi har et landbrug, der i mange år har været presset og er i kæmpe gæld. Og det kan godt være, at mange af os ikke synes, at grisene bliver behandlet ordenligt. Det hjælper bare ikke den landmand, der skylder en halv milliard til banken. Han kan ikke gøre noget som helst. Det er en gæld, vi har bygget op fra omkring 70´erne og op til nu. Jeg plejer at sige, at det ikke er landmandens gæld, det er vores gæld. Du og jeg har været med til at få det her monster til at blive større og større, og nu er det altså blevet så stort, at mange af de her landmænd ikke kan vende bøtten.” Konsekvensen er ifølge Kirk omfattende, og den udbredte diskurs, hvor forbrugeren bliver udråbt som nøglebærer i løsningen af problemet, dækker ikke længere problemets omfang. Det er kræfterne bag produktionsvilkårene ganske enkelt for stærke til. Løsningen ligger i en fælles afvikling af gælden og accepten

af, at ingen er tjent med medicinrester i grisekødet, en kyllingeproduktion hvor kyllingerne opdrættes så hurtigt, at de knækker benene, og sprøjterester i grøntsager og grundvand. En omstrukturering der kræver et omfattende politisk indgreb: ”Jeg vil gerne leve i et land, hvor alle har råd til at købe gode varer. I sidste ende får vi bedre mennesker, der er mere raske. Vi får en bedre natur, bedre grundvand etc., og vi kommer ikke uden om det før eller senere. Men desværre er det jo sådan med mennesker, at der ofte går alt for lang tid, før vi gør noget ved det. Men det er denne kamp, der er den vigtigste.” Ved at rykke fødevarekvalitet højere op på dagsordenen er man ifølge Kirk samtidigt med til at prioritere folkesundheden som en del af det fælles ansvar. Det før omtalte Politiken Plus-segment skal nok få de rigtige fødevarer i kurven, men man skylder hinanden og samfundet som helhed at få alle med på vognen. For mange ikke-resursestærke mennesker bliver valget uoverskueligt, og når der både skal være råd til ny flyverdragt, lejrskole og fodboldstøvler, kan mange ikke også købe økologiske kyllinger i Irma til 139,95;-. Ændres produktionsformerne derimod, forsvinder muligheden for at vælge den dårlige kvalitet på sigt. Birkestammer og friskfangede stenbidere på skemaet Selvom Kirk er sikker på, at langt de fleste forbrugere er klar over, at kødet fra den økologiske gris er bedre en kødet fra det konventionelle landbrug, så mener han stadig, at en ordentlig indsats på skoleniveau vil have en positiv indflydelse og

35


skabe et godt fundament hos det enkelte barn: ”Jeg synes, at undervisningen i madlavning i skolerne er udpint. Nogle skoler har syv kroner pr. elev. Man kan ikke købe meget mad for syv kroner, og derfor ender det tit i råkost og gulerodsboller. Det er synd, for sådan et fag kan meget mere.” At madlavningsfaget i folkeskolen burde have et helt andet format understreger Kirk tydeligt og med stor indlevelsesevne: ”Jeg ser det som et meget større fag. Hvis man forestiller sig, at man i stenbidersæsonen fik en masse kasser stenbidere med rogn, som så blev delt ud til ungerne, som sikkert står og skriger ”det’ ulækkert, jeg vil ikke”, men efter 10 minutter stopper de med at skrige, og så vil de gerne mærke alligevel. Så

Indput Institut for Psykologi KU

åbner man bugen, og der kommer rogn ud, og rogn er dét, mor har inde i maven osv. Man kan lege med ungerne, man kan tage det ned på et plan, hvor det bliver spændende for dem.” Kirk fremhæver dog, at hvis man skal væk fra den frosne fiskefilet, så skal lærerne rustes til at kunne undervise i faget. Uden en underviser der har styr på processerne, som i eksemplet med stenbideren, vil projektet aldrig lykkes. Ved at kombinere en kompetent undervisning med et legende element vil det kunne lade sig gøre at give børnene en helt ny indsigt i madlavning og fødevarers oprindelse. Men skal man have birkestammer ind i undervisningen, som eleverne borer huller i og poder med små svampe, så de uge for uge kan se østershattene

vokse frem, så kræver det også, at faget bliver prioriteret. At det vil have en effekt, hvis de rigtige rammer for faget bliver skabt, er Kirk ikke i tvivl om: ”Når ungerne kommer hjem og siger, at de gerne vil have noget med spidskål, fordi det har de fået ovre i skolen, så siger mor og far som regel, jamen så køber vi spidskål. Og på denne måde så får børnene en basisviden, som de altid kan vende tilbage til, også efter teenageårene hvor de sikkert spiser en masse skidt,” siger Kirk med et smil. Frostkartoflen står i vejen for samværet Inspiration, leg, nysgerrighed og motivation er for Kirk ikke kun nødvendige elementer i en frugtbar madlavningsundervisning, når samfundets yngste skal klædes på til et liv med mere hjemmelavet kvalitetsmad. Også hos forældrene er motivationen vigtig, hvor det for nogle er blevet en realitet, at det at pille 14


kartofler er uoverskueligt. Alternativet bliver ofte, at man træder flere trin ned af fødevarernes kvalitetsrangliste og får skabt en vane, hvor kartofler købes udskåret i både på frost. ”Det der med at lave mad handler, ud over et godt landbrug og fødevarekvalitet, også om samvær. Der sker noget, når du laver mad med andre, for der er ikke mange andre ting, vi gør, der er så sanselige. Mad er noget, vi gør med kroppen. Vi bruger næsen, vi bruger munden og så sandelig også både øjne og ører, og man står tæt sammen. Som familie er det en rigtig fed ting at lave mad.” Kirk fremhæver madlavningsarenaen som en god platform for samvær og en god mulighed for at engagere hele familien. Selv de små kan være med til at røre i en skål med æg: ”Hvad skal vi ellers lave alle de aftener? Man kan selvfølgelig godt sidde med hver sin iPad i hver sit hjørne af sofaen, men så er man bare ikke sammen som familie, så er man tre-fire hoveder, der sidder hver for sig, og så mødes man, når ovnen siger ding, og så mister man hele den sanselighed, der er i samværet.” Det samvær, madlavningen kan give, er dog ikke kun i fare for de resursesvage familier: Også den mere velhavende del af samfundet er ifølge Kirk udfordret på dette parameter. Omend takeaway-maden er af bedre kvalitet, og de snittede gulerødder og løg, der bliver leveret, er økologiske, er samværet omkring madlavningen og den læringsproces, familiens børn får ved at være med i køkkenet, udeblivende. Hvis børnene i deres voksenliv ikke får de samme økonomiske midler som deres forældre, vil de være meget dårligt stillet, mener Kirk: ”Vi lever i en hverdag, hvor der er mange

ting, der skal tages stilling til. Jeg ved ikke, hvor tit jeg ikke kommer i vuggestuen, og så hænger der tre sider, jeg skal tage stilling til om kostpolitik, vintertøj og rengøring. Dem skal jeg så sætte mig hjem og læse, når jeg har fri. Vi har altså en masse ting ud over vores arbejde, så vi har bare ikke så mange timer, og det går tit ud over maden. Når vi har pisse travlt i løbet af dagen, er man jo nødt til en gang imellem bare at sætte sig ned og slappe af og koble af. Derfor bliver der kun sat 20 min. af til at lave maden, og det er bare ikke nok, hvis man vil lave god mad.”

det klamrer folk sig til, og industrien ved lige nøjagtigt, hvad de skal gøre for, at du og jeg tænker: den napper jeg sgu lige.” At det er en realitet, at der ikke er tid til at stå og vende og dreje hver eneste fødevare, før den kommer i kurven, er der ingen tvivl om: ”Vi lever i en travl verden, og vi kan kun vende det, hvis vi vender det sammen.” Hvis dette ikke bliver gjort, vil det få store konsekvenser. Den største, mener Kirk, er ødelæggelsen af naturen: ”Vi er urmennesker indeni, og vi har det bedst, hvis vi lever som yin og yang med naturen, også selvom mange måske ikke selv er klar over det.”

Når man ikke kan se fødevarerne for bare mærker ”Jeg tror, de færreste har tiden til at sætte sig ind i, hvad et nøglehulsmærke og et fuldkornsmærke er. Der er jo en skov af mærker, som jo alle sammen på en eller anden måde er halvgode. Jeg driller tit nøglehulsmærket, for der er mange, der er begyndt at købe efter det, da det skulle være mere sundt og mindre salt, men altså Jaka Bov har også et nøglehulsmærke på deres ene produkt. Jeg kan love dig for, at du bliver ikke sund af at spise den Jaka Bov, om den så får 27 nøglehulsmærker rundt omkring. Det er og bliver blendet kød og knogler og fedt, der er bare lidt mindre salt i den end den, der ikke har nøglehulsmærke. Jeg kan fornemme, at folk ikke kan finde ud af det. De tror, det er sundt, når det har et nøglehulsmærke, og det spekulerer industrien selvfølgelig i.” Den optimale løsning er ifølge Kirk at slagte alle de forskellige mærker på sunde fødevarer og i stedet markere de usunde fødevarer: ”Mad bliver styret af indpakninger, og

Nak & Æd: et alternativ til forbrugssamfundet Kirk er om nogen en mand, der praktiserer og kæmper for det, han prædiker, og ikke mindst bidrager han til genetableringen af et naturligt forhold til fødevarer og jagt med sin deltagelse i programmet Nak & Æd. Gennem medierne kan man nå ud til mange, men trods Nak & Æd er det mest sete program på DR2, har det stadig kun en brøkdel af seere i forhold til et program som X Factor. ”Selvfølgelig rykker det et eller andet, jeg tror bare, der skal noget mere til,” siger Kirk alvorligt og tilføjer: ”Jeg tror, det er oppe fra, ændringerne skal komme, men selvfølgelig kan det være, at det kan presse dem oppefra lidt, hvis folk begynder at snakke om det og sige, at de gerne vil noget andet.” Omvendt er Kirk mere optimistisk i forhold til den indflydelse, programmet har haft på folks måde at bruge naturen på, og igen bliver nærværet og samværet fremhævet: ”Fra det øjeblik du træder ind i tivoli, koster det penge, og når du er færdig med en

37


forlystelse, så står der en candyflossbar lige op i næsen på dig. Det handler kun om penge, og det synes jeg er en ærgerlig måde at være sammen på. Når jeg har tændt et bål, så står der jo ikke en eller anden og sælger mig pølser; så skal jeg selv finde ud af, hvad jeg vil.” Det handler for Kirk også om det problematiske i, at man som familie kun kan være sammen og hygge sig, hvis man laver noget, der koster penge. Naturen tilbyder et betalingsfrit alternativ, og som med madlavning tvinger det familien til kreativitet, opfindsomhed og samvær. En anden ikke uvæsentlig del af Nak & Æd er Kirks entusiastiske, nærværende og inspirerende måde at håndtere madlavningen på. Blandt andet gør han altid meget ud af at bruge hele det dyr, der er blevet skudt; hjerte, lever, nyre, tunge, ja alt finder vej til hans kreative gryder: ”Jeg synes, at det vigtigste er, at man bruger hele dyret på en eller anden måde. I min verden er der ikke noget, der smager bedre end andet. Hvis man tilbereder et hjerte rigtigt, får man den mest fantastiske sovs. Hjertet er en stor muskel, der har slået hele livet, og det er sådan med kød, at når noget bevæger sig, så får det smag. Det, der ikke bevæger sig, har næsten ingen smag. Det er derfor mørbraden, som sidder inde under ribbenene inde i maven, stort set ingen smag har.” Der er altså ud over det etiske element i at bruge hele dyret også en smagsmæssig dimension. Skanker, hjerte, hals, bryst og indmad er kilder til noget af det mest nærende og velsmagende mad: ”Der er masser af næring i indmaden, som du ikke kan finde i kødet, og som er godt for kroppen. Jeg plejer at sige, at vi kunne spare tusindvis af kroner på diverse til-

Indput Institut for Psykologi KU

skud, hvis vi bare ville spise indmaden og få næringen på naturlig vis. Der er også bare noget underligt i at tage brystkødet og så tyre resten ud. Det er en arrogant holdning til planeten.” Til kamp for indmad og ukurante udskæringer Gennem tiden er der desværre kommet en uheldig tendens til, at mange finder indmad og lignende ulækkert. Det ærgrer Kirk, at man ikke har et mere naturligt forhold til sine fødevarers oprindelse: ”Det er vel ikke mere ulækkert at spise tungen, end det er at spise ryggen. Begge dele kommer fra det samme dyr. Vi skal have gjort det fedt, cool og smart at spise alle de her indvolde.” Bortset fra en enkelt lille pakke med fire stykker kalvelever og lidt kyllingehjerter på frost er det desværre stort set umuligt at finde indmad og ukurante udskæringer i supermarkedet i dag. Grænserne for, hvad der finder plads i de symmetrisk indrettede kølediske, rykkes gradvist mere og mere. Kirk frygter den dag, hvor man ikke længere kan købe en hel kylling, men kun strimler af kylling: ”Når jeg underviser hernede, er der ret mange, der ikke ved, hvordan man skærer en kylling ud. I starten tænkte jeg, hvad fanden sker der her, alle kan vel skære en kylling ud, men de vidste det ikke.” Kan vi ikke købe disse varer, bliver denne tendens blot endnu værre. Ifølge Kirk er det en del af oplevelsen, at ethvert måltid ikke altid smager som ens livret. Eksperimenterer vi, træder vi også nogle gange forkert, men så er vi en erfaring rigere. At lave mad skal være en nysgerrig leg.

Resterne kan være ugens farverigeste måltid Man kan i dag ikke berøre emnet bæredygtighed uden også at tale om madspild. Da jeg spørger Kirk til hans forhold til madspild, rester og det at bruge stumperne fra køleskabets bagerste hylde, bliver jeg præsenteret for en noget mere farverig version af tilgangen til rester, end hvad jeg oftest hører: ”Jeg synes, at det er fedt at spise rester. Tit bliver restemåltider for mig en stor ting. I går fik vi forloren hare med æbler og bønner, lidt kebabspyd af hakket oksekød, kogt pasta og en rest kogte kartofler og lidt gule beder. Det var da pisse fedt at side og spise, og det kan da godt være, at der ikke står i nogen kogebog, at man skal have kebabspyd med forloren hare, men come on, der er da ikke nogen kokke med høje huer, der skal bestemme, hvordan man spiser i sit hjem. Min datter synes også, det er fedt, når vi spiser rester, fordi hun har så meget at vælge imellem.” Der kan altså være en stor glæde ved at mindske madspild og bruge sine rester, og det kan også være vejen til et hurtigt måltid. Kirk ser bevidstheden omkring madspild som noget, der bør opstå som en blanding af snusfornuft, noget man tager med sig fra sin opdragelse og noget, man tager med sig fra skolens madlavningsundervisning. Løsninger skabes i fællesskab At Nikolaj Kirk er en passioneret kok, hvis passion for mad og smag går hånd i hånd med en markant stillingstagen til samfundets udfordringer, bæredygtighed og kampen for et naturligt forhold til både fødevareproduktion og fødevarekonsumering, er meget tydeligt. Kirk har


derudover også forslag til, hvordan man kan komme fra ideal til virkelighed, og hans store viden om de enkelte råvarer danner fundamentet i hans afsluttende emne: En mulig løsning på et stigende fødevareproblem. Kirk er fortaler for en blanding af forskellige tilgange, hvor det at løfte i fællesskab er i fokus. Han mener, at adskillige udfordringer står i vejen for udviklingen af sundere fødevarer. En af disse er landmændenes gæld, som han mener, skal afbetales i fællesskab. En anden udfordring er at nå forbrugeren med de bedste versioner af kyllingen og knoldsellerien: ”Hvis vi vil rykke noget, så skal det være i supermarkederne, for det er der, langt de fleste handler,” siger Kirk og tilføjer hertil sin idé om en ændring af emballagereglerne. Han foreslår en model, hvor man indskrænker producenternes muligheder for at trykke billeder af lykkelige grise og navngive pro-

dukter med romantiserede versioner af bondegårdsnavne, når dyret i pakken er opdrættet bag tremmer og aldrig har set dagens lys. Ifølge Kirk burde det være lige til: ”Hvis du laver det ordenligt, så må du lave alle de her tekster og billeder, hvis du ikke gør, så må du ikke.” Dette kræver et større indgreb, men med en fælles forståelse, også politisk, for, at fødevarekvalitet og individets sundhed er af højeste prioritet, mener Kirk, at det vil være en virksom metode, som forbrugeren vil kunne tyde. Det har gennem hele interviewet stået klart, at Kirk har en holdning til, at de store forandringer opnås gennem en mangefacetteret indsats. Og vi bliver

alle nødt til at indgå nogle kompromiser, hvis det skal lykkes. Med dette afsluttede vi, hvad der for mig har været en af de mest inspirerende samtaler i meget lang tid. Er du interesseret i at lære mere og lade dig inspirere af Nikolaj Kirks smittende engagement, er Nak og Æds 6. sæson i gang på DR2. Kirk har ud over at lave tv skrevet adskillige kogebøger og tilbyder gennem firmaet Kirk Plus Maarbjerg et væld af aktiviteter som foredrag og undervisning. n

39


DEN MONSTRØSE PLYSBJØRN Da Peter Plys farer vild i den tågede Hundredemeterskov, siger han til Grisling: ”Der er tolv honningkrukker i mit skab, og de har kaldt på mig i de sidste timer.” – og så går han den direkte vej hjem. I mit bachelorprojekt undersøgte jeg, hvordan subjektet, i en tid med stigende atmosfæriske temperaturer, efterlades i samme penible situation som den vildfarne Plysbjørn. Mennesket har fået Jorden til at kalde. Men hvilken ontologisk karakter har det subjekt, der hører kaldet, lader sig genkende og finder hjem? Af Erling Nørkær Nielsen

Indput Institut for Psykologi KU

BACHELORPROJEKT. “If we do nothing, Alaskan temperatures are projected to rise between six and twelve degrees by the end of the century, changing all sorts of industries forever. This is all real. This is happening to our fellow Americans right now. In fact, Alaska’s governor recently told me that four villages are in imminent danger and have to be relocated. Already rising sea levels are beginning to swallow one island community. Think about that. If another country threatened to wipe out an American town, we’d do everything in our power to protect ourselves. Climate change poses the same threat right now.” Sådan udtalte den siddende amerikanske præsident Barack Obama den 29. august 2015 i forbindelse med et besøg i den isolerede, nordligste, mest klimaforandringsudsatte stat, Alaska. Således forsøgte Obama som den første amerikanske præsident at menneskeliggøre klimatruslen. Han talte om den, som var den et menneske. Jeg tror ikke, Barack Obama har læst den bacheloropgave, jeg skrev i foråret 2015. Det skulle næsten være mærkeligt. Men tanken strejfede mig, da jeg hørte hans klimatale for et par måneder siden, som jeg kun kunne forstå som en subjektliggørelse af klimaforandringerne. For det er netop det fænomen, som er omdrejningspunktet for mit bachelorprojekt.


Akademia

En føljeton til indblik i opgaver og specialer

Det antropocæne udgangspunkt Opgaven tager afsæt i, at menneskets tilstedeværelse på Jorden er mere tydelig end nogen sinde. Homo sapiens har sat sit, til tider platfodede, aftryk i stort set alle økosystemer på planeten. I den forstand hævder jeg, at Jorden – geologisk set – er indtrådt i en antropocæn tidsalder. En tidsalder, hvor det ikke giver mening at snakke om Jorden og naturen uafhængigt af menneskets tilstedeværelse derpå og deri. Denne pointe henter jeg (blandt andet) hos den franske antropolog og sociolog Bruno Latour (f. 1947). Latours ekstreme pessimisme For Latour medfører accepten af det antropocæne en ugyldiggørelse af subjektkategorien. Tilstedeværelsen af menneskets aktivitet overalt på Jorden indebærer, ifølge Latour, en distribution af det menneskelige subjekt til hele kloden, hvormed idéen om et subjektbegreb bliver meningsløst. I foråret fandt jeg imidlertid mig selv i en situation, hvor jeg ikke kunne forlige mig med Latours ekstreme pessimisme angående subjektbegrebets marginaliserede eller endog dekonstruerede position (kald det en personlig omvendt freudiansk revolution). Jeg besluttede mig derfor for at læse den algerisk-franske filosof Louis Althussers (1918-1990) lillebitte

mesterværk Ideologi og Ideologiske Statsapparater samt den britiske sociolog Margaret Archers (f. 1943) mursten af en samfundsdiagnose Realist social theory: the morphogenetic approach. Og så gik jeg i gang med at genfinde det forsvundne subjekt i den antropocæne tidsalder. Detektiven og monsteret Detektivarbejdet var ingen ubetinget succes. Subjektbegrebet gemte sig vældig godt på gerningsstedet, den voksenmobbede Jordklode, det smadrede sapiens-klima. Således blev opgavens konklusion – snarere end en lykkelig genforening af forskersubjekt og forsket subjekt – at det videnskabelige subjekt trænger til en ontologisk omstøbning. For når klimaforandringerne er at siddestille med en menneskelig militær invasion af kyster, økosystemer og isbjerge, medfører det en degradering af det menneskelige subjekt til et Peter Plys-lignende, naivt – omend godmodigt – pseudosubjekt. Vi troede, vi var så pokkers almægtige overfor naturen – men så kom vi til at ændre den! Og som var verden en 80’er-skrækfilm, har det vist sig, at det invaderende klimamonster ikke blot er selvskabt og ustoppeligt – det er også usynligt, langsomt accelererende og ubarmhjertigt. n

41


Su The Indput Institut for Psykologi KU

a t s

Woma e l b a n n i


I ett beigefärgat konferensrum har deltagarna samlats, det sorlas, vissa har satt sig och väntar, andra dricker fortfarande kaffe. The Sustainable Woman är klädd i svarta byxor, en grå kavaj, en vit skjorta med krås framtill och svarta blanka skor. Hennes hår är stramt uppsatt i hästsvans baktill och de runda glasögonen pryder hennes ansikte. Hon sätter igång en projektion, fyller vattenglaset, fixar med papprena. Introt och musikvideon till Dolly Partons Working 9 to 5 går på och musiken ljuder i hela rummet. Hon tar ett djupt andetag. ”Mitt namn är Monique Wernhamn. Jag är här idag för att presentera mig själv och mitt arbete med en förhoppning om att få antingen en betald tjänst, nya vänner, lekkamrater, samarbeten eller en älskare. Jag skall presentera projektet THE SUSTAINABLE WOMAN, där jag undersöker hur en som konstnär – kvinna – människa kan vara hållbar och hitta balansen mellan arbete och privatliv. Det här är samtidigt en presentation av min, The Sustainable Womans, CV. Som konstnär och kvinna i en patriarkal struktur som baseras på en nyliberal och kapitalistisk logik upplever The Sustainable Woman, fortfarande en konflikt mellan hårt arbete, prestationer och ekonomi. Och ett liv som baseras på andra värden (som tid, nöjen, relationer och välmående). Därför fokuserar The Sustainable Woman på att söka metoder, extern hjälp och support för hennes livssituation. Efter den här presentationen kan ni anställa mig för kortare eller längre projekt eller bjuda ut mig på en dejt. Jag gillar asiatisk mat.” Hon klickar fram nästa bild och citerar Andrew Simonet som skrivit boken Making your life as an artist: ”Sustainable means your life can work over the long term. A lot of artists’ lives are built for 23-year-old single, frenetic, healthy, childless workaholics. That doesn’t last. Our lives change and our needs change. Sustaining is radical. (Starving is not.)” Några av konferensdeltagarna skrattar igenkännande. Hon övergår till nästa bild. Håriga ben ramar in bildens ytterkanter. I bildens centrum finns hon iklädd bikini på en klippa vid havet.

Af Monique Wernhamn, kunstner, MFA: Fine Art

”Jag är 36 år. Jag tycker om att dricka kaffe, sitta en hel söndag på ett fik, läsa en bok, klä ut mig, filosofera, se konst, diskutera politik, lära känna människor … För mig är det viktigt att vara transperent. Därför berättar jag redan nu om mitt civilstånd och familjesituation så slipper ni som arbetsgivare ställa obekväma frågor: Jag har inga barn och ingen partner, men jag har många vänner.”

43


Hon berättar att hon är storasyster till två systrar och två bröder, att hon är ett betongbarn från Hisingen med 8 års högskolestudier och dubbla master examina - en i mode/textil konst och en i performativ konst. Hon är inte rädd för allvaret, hon kan skratta åt eländet, hon är bra på att lyssna och prata om skiten i gömmorna. Samtidigt som hon erkänner att hon är en estetnörd, som älskar att omge sig med färger, former och fina omgivningar. Det ger mig energi. Det är inte konst, men det är livskvalitet, säger hon. Bilderna och de personliga erfarenheterna avlöser varandra. Hon vill hellre ha spontana äventyr, överraskningar och utmaningar i vardagen än att längta hela året efter fyra veckors semester. Hon gör storslagna planer och sätter ribban högt. I bakgrunden visas bilden där hon når upp med pekfingret till Eiffeltornets topp. Själv bekräftar hon påståendet genom att slå ut med armarna och med högerhanden måtta vart ribban ligger. Nästa bild är en mindmap över tidigare jobb som hon gjort för pengar. ”Jag kan både leda projekt och sitta barnvakt. Städa toaletter, steka korv och skapa scenografier. Hålla workshops och ifrågasätta maktstrukturer. Jag har jobbat med ungdomar, funktionshindrade, missbrukare, kulturaktörer…” Just nu arbetar hon med hållbarhet. I den andan bjöd The Sustainable Woman in till eventet Episod #1: Vad tycker du det är värt? Under eventet i hennes lägenhet, fick människor köpa kläder, prylar, mat och konst som de själva fick prissätta, utifrån eget samvete. Alla rummen i lägenheten var en del av eventet: i sovrummet fanns kläder, i vardagsrummet prylar, böcker och konstverk och i köket fanns det mat och dryck till försäljning. ”Slutsatsen som kunde dras av eventet var att de sociala och konstnärliga värdena var större än de ekonomiska vinsterna. Det The Sustainable Woman lyckades skapa är så värdefullt att inga pengar i världen räcker till. Det var soppa & kärlek, samvetskval & nyfikenhet, konversationer & reaktioner. Runt värde och hållbarhet. Runt konst & liv.” Hon berättar att projektet består av 15 episoder sammanlagt (första episoden genomfördes i augusti 2014), där The Sustainable Woman undersöker hållbarhet utifrån delområdena hälsa, ekonomi, relationer och self-management. I Episod #6: The Sustainable Woman tar en timmes semester från stress har The Sustainable Woman spelat in 1 timmas avslappningsövningar som spelades upp ur Västtrafiks (den allmänna kollektivtrafiken) högtalarsystem på Hammarkullen spårvagnsstation i Göteborg. Dokumentationen visar The Sustainable Woman sittandes, liggandes och blundandes på vänthallens

Indput Institut for Psykologi KU


golv. På bilderna kan vi se hur några resenärer passerar oberört förbi, andra stannar och tittar nyfiket på när hon genomför avslappningsövningarna. Presentationen fortsätter. Hon harklar sig och tar ett djupt andetag innan hon tittar på oss. ”Nu när jag har marknadsfört mig själv så känner jag att stressnivån stiger. Jag skulle behöva er hjälp... låt oss ta en paus för ansiktsmassage och gemensam avslappning.” Hon sätter sig på en stol framför oss konferensdeltagare, uppmanar oss att följa instruktionerna, där hennes inspelade hörs genom rummets högtalare: ”Placera ditt långfinger i pannan mellan dina ögonbryn och gnugga området i motsols riktning... Denna akupressur punkt används för att slappna av i sinnet och skapa koncentration.” Några tittar sig osäkert omkring, någon ler, men alla är med på noterna. Alla följer instruktionerna och masserar punkterna i sina ansikten. En djup koncentration uppstår under en, två, tre, fyra minuter. Ljudet tystnar, The Sustainable Woman tittar sig omkring och möter deltagarnas blickar, tar ett sista djupt andetag, drar in luft genom nästan och andas ut genom munnen. ”När jag inte gör inre utforskningar, så lyfter jag blicken utåt, jag omvärldsspanar och ser vad som händer, och försöker sätta vår samtid i relation till vår historia och vår framtid.” En bild på Angela Merkel och François Hollande dyker upp på skärmen. The Sustainable Woman säger att hon också försöker lära sig av dem som har mer makt och erfarenhet än henne själv. Deltagarna skrattar. Skrattet klingar av och hon upplyser oss om att politiker pratar om arbetslinjen. Om att det måste vara mer lönsamt att arbeta än att inte göra det. Om att pensionsåldern måste höjas. Om att vi måste arbeta mer, så att vi kan konsumera mer… Hon berättar att i Episod #5: The Sustainable Woman brödjobbar i kommunal verksamhet undersöker The Sustainable Woman vad ett riktigt arbete är. Så ’Vad är ett riktigt arbete?’ frågar hon. Är det ett riktigt arbete att ha ett betalt jobb med dåliga arbetsförhållanden, där du måste sänka dina ambitioner och visioner, där du bara gör det som är nödvändigt och håller tyst för att inte avslöja sprickorna i strukturen - för att då får du problem med chefen? ELLER är det ett riktigt arbete att vara konstnär eller att jobba i en frivilligorganisation för att hjälpa människor på flykt, där du gör konst eller andra saker som betyder något, som har en inverkan på människor och är viktigt för samhället, även om det inte är ett betalt jobb?

45


Det blir tyst. Frågorna hänger sig kvar i luften. Fyller rummet, tillsammans med bilden av skärbrädan, kniven och brödsmulorna. ”Den hållbara kvinnan avslöjade sprickor i strukturen, hon hamnade i konflikt och fick personliga problem på arbetet. Hon var tvungen att sjukskriva sig och efter några veckor gick hon in i väggen.” Några dagar före hennes sjukskrivning, tänkte den hållbara kvinnan högt och skrev på facebook: ”Om jag var president skulle jag ta vara på människors kreativitet och kompetens. Om jag var president skulle jag inte se de anställda som soptunnor och allmänna medel (och härskartekniker) som redskap för att upprätthålla min plats i hierarkin. När jag blir president då tänker jag låta människors drömmar och visioner få blomstra. Då tänker jag använda min makt till att be om hjälp - för att tillsammans göra vår tid på jorden lite bättre.” En närbild på The Sustainable Woman ansikte visas på skärmen. Hon är sömndrucken, med rödgråtna glansiga ögon och håret på ända. I konferensrummet är kroppshållningen säker och rösten stabil när hon berättar att fokuset i Episod #5: The Sustainable Woman brödjobbar i kommunal verksamhet kom att förändras till överlevnadsstrategier och daily-life-performances, som: - THE SUSTAINABLE WOMAN GÖR INGENTING - THE SUSTAINABLE WOMAN STRÄCK-KOLLAR TV-SERIER - THE SUSTAINABLE WOMAN KÄKAR LYCKOPILLER Det hörs ett gapskratt i lokalen, samtidigt som andra försöker kväva sina skratt. En sekunds tystnad uppstår, bilden klickas bort och The Sustainable Woman fortsätter. ”Vändningen som episoden tog har lyft fler frågor kring ’Vad vi räknar som arbete i vårt samhälle idag?’ Och frågor runt arbetsförhållanden, välfärdssystem, sjukförsäkring etcetera när du inte arbetar 9-5 varje dag om året, men jobbar hela tiden utan att få en lön som går att överleva på.” En ny bild klickas fram. Vi ser boken Självkänsla nu av självhjälpscoachen Mia Törnblom. Bokomslaget visar författaren själv - en blond kvinna med ett stort härligt leende. I en tid där arbetslinje, kapitalism och nyliberalism råder måste du vara entreprenören - såsom jag försöker att vara här idag, säger The Sustainable Woman. Du måste skapa din egen lycka och glädje. Du måste vara din egen lyckas smed.

Indput Institut for Psykologi KU


Ett diskberg av tallrikar, glas, kastruller, bunkar och slevar i glada färger visas. ”I alla anställningsintervjuer får du frågan vad du är mindre bra på. Jag inte är så bra på att: Diska, sjunga, prata om vädret, ha koll kändisar, träna, se på när andra arbetar eller sitta tyst och vara söt. Däremot är jag bra på att: komma i tid, agera och regissera, skapa miljöer, relationer och situationer som bygger på deltagande, interaktion och kommunikation. Jag är också bra på att teckna, skriva, göra performance, kostym och rumsliga installationer.” Hon fortsätter med att berätta att hon åkte hem från Barcelona med en ryggsäck full av barbiedockor, att hon kollar på nyheterna och äter frukost i sängen varje morgon, att hon är dålig på att ragga och blir bakfull på två glas vin. Vi ser en bild av henne iklädd en stor blond lockig peruk, en röd 80-tals skinnjacka, blå ögonskugga och med en docka målad som amerikanska flaggan i famnen. ”Så vad kan jag då erbjuda er: Mina tankar, idéer, visioner, erfarenheter, mig själv. Jag säljer mig själv - inte till patriarkatet och inte till högstbjudande, men utifrån parametrarna; lust, tid, arbetsmiljö… och pengar.” Ytterligare ett citat från Andrew Simonet dyker upp på den vita skärmen. ”In arts, you have a project and somewhere between 0 % and 50 % of the budget needed, and you still deliver the project in time. That makes you a double genius.” Deltagarna nickar igenkännande. I rapp och självsäker ton fortsätter hon marknadsföringen och försäljningen av sig själv. ”Redan nu har jag sparat in tid för er på en anställningsintervju. Vill du anställa mig börjar mitt löneanspråk börjar vid 35000kr i månaden. Är du intresserad av ett samarbete eller en relation finns det andra värden som jag kommer att ta i beaktning och räkna utifrån. Så vill ni ha ett geni och en häftig kvinna? Eller har ni tips på metoder och alternativ för att bli hållbar och överleva som människa? Kontakta mig! Vill ni ha lite kul redan nu? Ställ er upp på golvet och dansa med mig!” Stolarna skjuts åt sidorna, musiken sätts på högsta volym och The Sustainable Woman börjar entusiastiskt dansa runt över golvet. Konferensdeltagarna dansar med. Hon kastar av sig kavajen, släpper ut håret och låter det flyga fritt. I hög och falsk stämma sjunger hon med i refrängen till Girls just want to have fun av Cyndi Lauper. n

47


Vi lukker øjnene Af Amanda Lambæk, stud.psych. KOMMENTAR. Vi føder for få børn i Danmark. 1,7 i gennemsnit pr. par for at være helt præcis. Vi er for langsomme til at få børn. Vi venter helst til uddannelsen er afsluttet, og karriereracet er skudt i gang. I den anden ende vokser generationen af ældre mennesker. Vi lever i længere tid i Danmark. Vi ved, at rygning er usundt, at motion gavner, og at vedligeholdelsen af vores kognitive evner er vigtig for udskydelsen af det uundgåelige. Den nuværende udvikling i befolkningen kan meget vel betyde en fremtidig skævhed i aldersfordelingen. Vi bliver en generation af mange ældre og få unge. Måske endda for mange ældre og for få unge, hvis vi ønsker at sikre velfærdsamfundets forsatte eksistens og udvikling. Behovene vil vokse, mens hænderne vil blive færre. Mennesket som resurse kan blive en mangelvare. Og hvad gør vi så? Lad os gøre et kort ophold her og se nærmere på begrebet socialbæredygtighed. Hos folketingspartiet Alternativet henviser begrebet til et samfund, hvor den enkelte oplever sig selv som en meningsfuld og ligeværdig deltager. Socialbæredygtighed handler om at investere i mennesker, fremfor at opfatte mennesker som en udgift for samfundet. Vender vi tilbage til ovenstående problematik, kan det være vanskeligt at forestille sig, hvordan den enkeltes livskvalitet bevares i et samfund, hvor velfærdsstatens smuldretendens kan blive en realitet. I dette perspektiv synes grundlaget for et socialt bæredygtigt samfund at fremstå skrøbeligt. Vi har muligvis et problem. Heldigvis er jeg ikke den eneste, der har fået øje på aldersproblematikken i vores samfund. Fornyligt lancerede Københavns Kommune en kampagne, der sætter fokus på førstegangsfødende kvinders høje alder og deres forringede frugtbarhed. ”Har du talt dine æg i dag?” lyder det catchy fra kampagnens plakatoverskrift. DR1 fulgte trop med tv-showet ”Knald for Danmark”, som ligeledes problematiserer det lave fødselstal i vores land. Der synes at

Indput Institut for Psykologi KU


og føder flere børn herske en nogenlunde fælles idé om, hvad der skal til for at løse problemet: Danskerne skal føde flere børn og gerne i en tidligere alder. Umiddelbart et ganske reelt bud, hvis ovenstående fremtidsscenarie skal tages seriøst. Alligevel er der noget, der ikke rigtig passer sammen. For ser vi ordentligt efter, synes tilgangen til problemet i høj grad at orientere sig omkring nationalstatens overlevelse. Det handler om at sikre danskernes velfærd. Denne tilgang fremstår særlig paradoksal i en tid, hvor tusindvis af mennesker krydser Middelhavets farevande på flugt fra krig og ødelæggelse. Fremfor at byde disse mennesker velkommen gør vores regering alt for at holde landegrænserne intakte gennem skræmmekampagner, der skal forsikre om de ringe livsvilkår, som venter dem, der flygter til Danmark. Støjberg og Co har således fra start udpeget denne gruppe af mennesker som værende en belastning for vores velfærdssamfund. Denne udpegning, hvor nogle mennesker kommer til at fremstå bedre eller mere værd end andre, synes ikke at harmonere med en socialbæredygtig tankegang. Man kan spørge sig selv, om investeringen i mennesker kun skal omfatte dem, som er født på dansk jord? Kan vi med ærlighed i stemmen kalde Danmark for et socialbæredygtigt samfund samtidig med, at vi afviser asylansøgere og sender mennesker tilbage til livsfarlige omgivelser? Fremfor at udpege flygtninge som en belastning eller en udgift, der vil tære på vores velfærdskonto, burde vi måske snarere opfatte nuværende og fremtidige flygtninge som mulige resurser i samfundet. For få fødsler er næppe det centrale problem for Danmarks fremtid. Vores problem synes i højere grad at være orienteret omkring en ændring af den efterhånden forældede tankegang om nationalstaten og erkende, at vi lever i en globaliseret verden, hvor grænser synes mindre meningsfulde, og hvor et begreb som socialbæredygtighed må tænkes ind i et bredere perspektiv. n

49


Sæt kryds i kalenderen Indput har sammensat en mini-kalender med en række events, som sætter fokus på den bæredygtige omstilling i forskellige afskygninger. I kalenderen finder du blandt andet spændende events om klimaets udfordringer, bæredygtig byudvikling og mørke aftentimer. Der er lidt for enhver smag, så dyk ned og bliv inspireret. Af Amanda Lambæk, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.


COP21 Klimademonstration I anledningen af klimatopmødet i Paris har en lang række organisationer, som til sammen kalder sig Climate Action Denmark, arrangeret en stor klimademonstration i København. Alle opfordres til at gå på gaden og demonstrere for en bæredygtig klode. Hvor og hvornår? D. 29. november 2015 Kl. 13.00-16.00 Christiansborg Slotsplads, København

COP21 – The 2015 Paris Climate Conference Følg med i medierne, når verdens stats- og regeringschefer mødes i Paris til FN’s årlige klimatopmøde, hvor de sammen skal forhandle en global klimaaftale på plads. Hvor og hvornår? D. 30. november - 11. december 2015 Paris, Frankrig

MORGENDAC #3: Urban Mountain Dansk Arkitektur Center byder de morgenfriske på kaffe og oplæg om Oslos nye, bæredygtige fyrtårn, Urban Mountain. Tilmeldingen foregår på www. dac.dk og prisen er 40 kr. Hvor og hvornår? D. 2. december 2015 Kl. 8.00-9.00 Dansk Arkitektur Center, København

51


Mørke// København Det bæredygtige drivhusbyggeri, Dome of Visions, danner rammerne, når kollektiverne HØRT og Myrkr inviterer indenfor til musik, lyd og fortællinger i mørket. Billetten koster 50 kr. og kan bestilles via Billetto. Drivhusbyggeriet afholder løbende arrangementer, som kan ses i programmet på deres hjemmeside. Hvor og hvornår? D. 13. december 2015 Kl. 15.05-17.00 Dome of Visions, København

Sharing Cities – A Case for Truly Smart and Sustainable Cities Kom til foredrag med Professor Julian Agyeman og Ph.d. Duncan McLaren og hør om byens betydning i den bæredygtige omstilling. Arrangementet afholdes af Sustainability Science Center og kræver tilmelding via kunet. Hvor og hvornår? D. 14. december 2015 Kl. 15.00-16.30 CSS Auditorium 35.01.44, København

Politiken Live på ARoS: Bo Lidegaard ”Hvad forhandler vi om?” Efter klimatopmødets afslutning giver chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard, en update på mødets udfald. Et spændende event, hvis du alligevel befinder dig i Aarhus. Hvor og hvornår? D. 16. december 2015 Kl. 17.00-18.30 ARoS Aarhus Art Museum, Aarhus

Indput Institut for Psykologi KU


Earth Hour 2016 Vær med til verdens største klimakampagne og sluk lyset i én time sammen med resten af verdens befolkning. WWF Verdensnaturfonden står bag aktionen, hvis formål er at sende et signal til hele verden om, at der skal handles og tages ansvar for klodens klima. Hvor og hvornår? D. 26. marts 2016 Kl. 20.30-21.30

Roskilde Festival 2016 Udover at byde på vilde fester og koncerter i massevis har Roskilde Festival også en lang række initiativer indenfor det bæredygtige område. Du har blandt andet mulighed for at deltage i projektet Clean Out Loud eller donere dit telt til et godt formål, når festivalen er slut. Hvor og hvornår? D. 25. juni - 2. juli 2016 Festivalpladsen, Roskilde

53


DEHGITGYDERÆB

Indput Institut for Psykologi KU


NOITKESAMET

55


Af Amalie Vatne Brean, stud.psych. Illustrationer af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Om at komme sig.

Sætninger fra virkeligheden ”Jeg skal ikke skjule, at jeg har været indlagt, det er dét, jeg er ansat til”.

REPORTAGE. Vi er i København. Langt fra stivnede teorier. Vi er midt i den levende verden. I et rum i en høj bygning. Her sidder 14 mennesker og deler personlige erfaringer. For en psykolog, ringer der måske allerede klokker om gruppeterapi. Men i dette rum deler man ikke erfaringer, fordi man vil have hjælp. Man deler erfaringer, fordi man vil hjælpe. Et frirum fra behandlerens agenda Kald det brugererfaringer. Eller erfaringskompetencer. Kald det peer-støtte. Eller peer-faglighed. Menneskene i den høje bygning er i gang med deres uddannelse som peer-medarbejdere, og er i samme åndedrag i gang med at skabe en ny faglighed i Danmark. Sammen med nogle allerede etablerede tilbud, skal de bane vejen inden for psykiatrien til muligheder, som giver brugeren et frirum fra behandlingssystemets objektiverende blik. Peer-støtte giver brugerne en mulighed til at tale med nogen, der har oplevet behandlingssystemet indefra. I et møde med en tidligere bruger, er der plads til en mere direkte kontakt mellem to mennesker. Et ”hej, jeg ved ikke præcis hvordan du har det, men jeg har været et lignende sted, og jeg kom videre. Må jeg hjælpe dig?”, gør at Peer-medarbejderen møder brugeren i øjenhøjde, og tør stille krav til ansvarlighed. ”Det er jo bare et menneske”. Psykiatriens behandlere tilbyder en asymmetrisk relation og en på forhånd defineret agenda; brugeren skal flyttes et sted hen. Peer-medarbejderen har ingen agenda på brugerens vegne. Han eller hun kan slippe kontrollen, behøver ikke at læse journalen inden mødet med brugeren, kan observere, ikke analysere, og holde fast i, aldrig at kalde et menneske for ”patient”. Peer-medarbejderen vil møde mennesket der, hvor det er. At professionalisere erfaringer Det handler om at komme sig. Om recovery. Både klinisk recovery (systemets kriterier definerer, at du er rask), og personlig recovery (jeg har det godt med der, hvor jeg er). De 14 mennesker i den høje bygning er, på mindst 14 forskellige måder, ’kommet sig’. Nu er de klar til at professionalisere deres unikke erfaringer for at hjælpe andre. De er ansat, ikke blot i kraft af hvem de er, men også i kraft af hvor de har været med sig selv. Og her er det, at artiklens klichefulde budskab konkretiseres: Budskabet bygger på et godt kendt paradoks, som bliver meget tydeligt når jeg som praktikant får lov til at sidde på sidelinjen under peer-uddannelsen. Hvorfor i al verden konstruerer vi rigide teorier på sterile kontorer, og bruger meningsløs tid på at tvinge dynamiske størrelser ned i masseproducerede kasser? Der sidder altså rigtige mennesker derude, med virkelige erfaringer, som kan give os levende perspektiver vi kan tage udgangspunkt i. Jeg siger det bare. Igen og igen. Som (kommende) psykologer har vi en forpligtelse til at huske virkeligheden. Lytte til dem, vi snakker om. Lære af dem, der ved noget. Derfor skriver jeg det banale igen og igen. Lyt til dem. Lyt. Lyt. Lyt.

Indput Institut for Psykologi KU


Levede erfaringer; to små eksempler Hvis vi kigger på det abstrakte begreb recovery. Hvad er egentlig vigtigt for mennesket som ’kommer sig?’ De nye peer-medarbejdere siger; 2 (ud af mange) ting, som var vigtigt for mig i min recovery-proces: Mening. Motion. Håb. Viljestyrke. Erkendelse. Accept. Medicin. Netværk. Vilje. Forventninger. Ansvar. Familie. Netværk. Åndelighed. Spiritualitet. Drømme. Mål. Motivation. Yoga. Meditation. Løb. Kost At finde ud af, hvem jeg er nu. Jeg er ikke den jeg var, men måske er jeg lige så god? Nedjustere mål. Kende og observere mig selv. Åbenhed om sygdom. Vished om, at det nok skal gå. Opgør med ”normaliteten”. Jeg har altid troet på, at jeg nok skal komme hen til et sted, som er mig. Bevidst beslutning om at blive rask. Erkendelse: jeg kan påvirke min sygdom. Holde op med at identificere mig med sygdommen. Fællesskab og inspiration: at møde nogen, som også har haft det svært, men som er et andet sted i dag. At blive en del af nogen eller noget. At komme hurtigt i gang med en hverdag. At bryde isolationen. At bruge kreativiteten; finde mening i kunst, musik, skønlitteratur. At vove at tabe kontrollen. Eller tag den polariserede debat; hvordan skal vi forholde os til begrebet psykisk sygdom? Her er 3 personlige bud fra den høje bygning: ”Det er min hjerne som har de dispositioner. Og så kan man tage det som en lidelse eller som en oplevelse. Jeg har valgt at tage det som en oplevelse.” ”Jeg ser det modsat, jeg er ikke min lidelse. Jeg havde en diagnose.” ”Jeg bliver provokeret af at blive kaldt for sårbar, jeg har en sygdom, og det er depression”. Artiklen er blot et lille uddrag fra virkeligheden. Dens opfordring er hverken revolutionær eller banebrydende. Men opfordringen overses. Igen og igen. Så jeg opfordrer. Igen og igen. Glem aldrig at lytte til dem, der ved, hvad de taler om. Lyt. Lyt. Lyt. n

57


Bekendelser fra en eks-RUC’er – Modsvar til Steffen Jacobsens kritik af RUC Af Ida Baggesgaard Sterndorff, stud.psych.

I kølvandet på debatten om optagelsessystemet på de videregående uddannelser har en kommentar i Berlingske skrevet af rektor ved RUC Helle Leth Andersen skabt ’den dybeste forstemthed’ hos overlæge og forfatter Steffen Jacobsen og udløst et angreb på RUC og det, han kalder socialistisk utopi. Uddannelsernes spærregrænser I Hanne Leth Andersens kommentar i Berlingske ”Motivation skaber store resultater” fra den 23. September 2015, understreger hun vigtigheden i, at optag på de videregående uddannelser bør baseres på en indre motivation, således at der ikke lægges for meget vægt på karaktergennemsnittet fra gymnasiet. Et af argumenterne for dette er, at et karaktergennemsnit ikke nødvendigvis afspejler ansøgerens faglige evner inden for de fag, der er relevante for den ansøgte uddannelse, samt at et for stort fokus på karakterer kan give anledning til en overfladisk målopfyldelse frem for fordybelse. Der skal på uddannelserne i stedet skabes et læringsmiljø, hvor målet er, at de studerende kan udvikle en stærk faglighed, og hvor der er plads til at tænke kreativt, eksperimenterende og kritisk. Der skal ikke lægges for meget vægt på, om de stu-

Indput Institut for Psykologi KU

derendes præstationer rammer plet hver gang, men derimod skal der gennem grundig feedback skabes grundlag for en faglig udvikling, der kan kvalificere den studerende til at forbedre egen præstation. Der skal være plads til risikovillighed og uselvisk samarbejde samtidig med, at der stilles krav om aktiv deltagelse og engagement. Karakterer kan som en afslutning på en læringsproces anvendes til at belønne den helt særlige præstation, men uden en feedback undervejs i processen tilføjes der ikke noget til præstationen, hvilket kan være nedbrydende for både motivation og samarbejde. Som en reaktion på Hanne Leth Andersens indlæg skriver Steffen Jacobsen, der selv er uddannet fra KU, den 27. september en kronik til Berlingske med overskriften ”RUC – Vi har et (stort) problem”. I en noget spydig tone, skriver han blandt andet: ”Hvis dette indlæg virkelig er det bedste, der kan præsteres af rektoren på RUC, forstår man bedre, at ens venner, kolleger og bekendte udtrykkeligt har forbudt deres afkom at søge ind dér. Man forstår også, hvorfor ansættende personer i ens omgangskreds, det være sig i offentlige eller private virksomheder, slår korsets tegn for sig, når de ser en ansøgning fra en RUC-kandidat.” (Jacobsen, 2015). Han peger på, at Andersen med sit bidrag til debatten fremstiller dem, der har


kæmpet sig til tops i gymnasiet, som overfladiske, perverterede stræbere. Som en meddelelse fra ’virkeligheden’ understreger han, at der ganske enkelt er en forskel på mennesker, deres evner, forudsætninger og lysten til at realisere individuelle potentialer. Hierarkier er derfor i høj grad både ønskværdige og nødvendige. Ifølge Jacobsen fremstiller rektoren en modsætning mellem det at yde sin bedste præstation belønnet med et højt gennemsnit og det at være rig på mange andre områder i tilværelsen. Som bevis for, at disse egenskaber sagtens kan forenes, giver han sin egen familie som eksempel. Han fremhæver, at der i hans husstand er fem unge mennesker mellem 13 og 21 år, som formår at forene toppræstationer i skolen med en social hverdag. Han følger endda sit eksempel helt til dørs ved at benævne antallet af 12-taller, som de hver især har præsteret samt ved at opliste sportslige og sociale aktiviteter, som de alligevel formår at udfylde hverdagen med. Interessant nok benævner han kun fire ud af de fem i hustanden, så den femtes bedrifter står uvist hen. Desuden anfægter Steffen Jacobsen Hanne Leth Andersens udsagn om, at de studerendes præstationer ikke nødvendigvis skal ramme plet hver gang. Han sammenligner denne tankegang med scenariet, hvor en pilot i et forsøg på at være kreativ kun ram-

mer landingsbanen hver anden gang. I forlængelse heraf kritiserer han Andersen for at opfordre de studerende til at eksperimentere frem for blot at lære stoffet udenad. Det svarer ifølge Jacobsen til, at en læge inden en bortoperation af en tumor meddeler patienten, at han på trods af, at han ikke kunne en skid i skolen, har haft en indre motivation til at blive kirurg og påtænker at eksperimentere lidt kreativt under den forestående operation. Når Steffen Jacobsen netop vælger at fremhæve disse erhverv i en kritik af RUC, kan det betvivles, om han mon er klar over, at RUC hverken uddanner piloter eller læger… Faglighed i tal Ved dette års optag på videregående uddannelser var der et rekord stort antal ansøgere, der fik afslag, og på mange uddannelser er adgangskvotienterne fortsat stigende. Da jeg selv blev student i 2008, var traditionen, at man på vognturen skulle give en kasse øl for hvert indkasserede 12-tal. Hvis denne tradition stadig gør sig gældende, må jeg erklære mig bekymret for, om studentervognen og ikke mindst studenterne kan klare mosten. Endnu mere bekymrende er det, hvis middelmådige præstationer i enkelte fag endegyldigt fratager den studerende muligheden for at komme ind på drømmeuddannelsen.

59


I år udgav Peter Hertz og Alexander Sonne Wulf bogen ”Spillet om karakterende – vejen til et højere gennemsnit i gymnasiet”, som er en bog fra gymnasieelever til gymnasieelever. Forfatterne afsluttede i sommer gymnasiet med tilsammen 37 12-taller, og de giver i bogen lettere kontroversielle råd til, hvordan man bedst maksimerer sit karaktergennemsnit. Det handler ikke kun om faglig kunnen, men i høj grad også om at lære de rette spilleregler. Således bliver faglighed og læring omdannet til et tal, som ikke kun afspejler elevens faglige kunnen, men også evnerne til at bruge den rette taktik til formålet. Fagligt modspil På RUC har rektoratet for et par år tilbage genindført gruppeeksamen, hvor de studerende eksamineres i den gruppe, de har skrevet projekt i, men hvor de studerende samtidig vurderes individuelt. Både denne eksamensform og traditionen for at basere meget af læringen på gruppearbejde har givet anledning til megen kritik gennem årene. For at underbygge sin kritik af rektorens udsagn om at to tænker bedre en, argumenterer Steffen Jacobsen igen ved at henvise til sine egne børns erfaringer. De har i forbindelse med gruppearbejde i skolen haft en oplevelse af, at der altid kun er en eller to, der trækker læsset, mens resten kører på frihjul. Der er derved en fare for, at nogle kan blive krediteret for mere, end hvad de i virkeligheden har ydet. Jeg skal ikke være bleg for at vedkende mig, at gruppearbejde kan give anledning til ulige fordeling af arbejdsbyrden og en indbyrdes uligevægt i faglige ressourcer. Der er derfor helt sikkert nogle RUC’ere, der kan færdiggøre eller komme langt i uddannelsen uden at have de fornødne kvalifikationer, men det gør vel ikke, at alle dimittender fra RUC er inkompetente. Tværtimod rustes de studerende på RUC i den grad til at begå sig i et arbejdsliv, hvor alle ikke altid yder den samme indsats og kan det samme fagligt. Nogle af de dygtigste mennesker, jeg kender fra mit studieliv, er ligeligt fordelt mellem KU og RUC, men på RUC skoles man i højere grad til at dele sin faglig-

Indput Institut for Psykologi KU

hed og tage del i andres - med alt hvad det indebærer. Kombination af teori og praksis Uenigheden mellem rektoren og overlægen stopper heller ikke her, for i opinionen ”Hvordan fremmer vi talentet” giver Hanne Leth Andersen et svar på Steffen Jacobsens kritik af RUC. Her påpeger hun, at Jacobsen har et forældet syn på både uddannelse – og på RUC. Kandidater fra RUC er netop kendt for at være dygtige til at samarbejde, til at kombinere teori og praksis og til at tænke ud af boksen, og særligt disse kvalifikationer gør, at RUC’ere er efterspurgte i mange brancher. Netop i kombinationen af teori og praksis er dér, hvor jeg ser den største forskel mellem det RUC og KU, jeg har stiftet bekendtskab med. I det problemorienterede projektarbejde på RUC er det forventet, at man på et tidligt tidspunkt i sin uddannelse bliver kastet ud i felten for at forholde sig til et stykke virkelighed. Jeg kan naturligvis kun udtale mig om udformningen af psykologiuddannelsen på KU, men jeg undrer mig over, at der findes et fag som forskningsdesign, hvor formålet ikke er at bedrive forskning, men at designe et forskningsprojekt i tilfælde af, at man en dag skulle lave et. Desuden undrer jeg mig over, at det i forbindelse med bachelorprojektet frarådes, at man foretager empirisk arbejde, fordi det er for tidskrævende. På psykologiuddannelsen på KU får det mere grundlæggende teoretiske fundament en langt større plads i uddannelsen. Mens bacheloruddannelserne på RUC starter bredt og lige så langsomt bliver specificeret ud fra den fagkombination der vælges, har man på KU allerede valgt hvilket fagområde, man ønsker at beskæftige sig med, når man søger ind på uddannelsen. Af samme grund er der langt mere tid til fordybelse inden for det psykologiske genstandsfelt på KU, der tilbydes mere undervisning, og eksamensformerne kræver overblik over et større psykologifagligt pensum, end hvad der er tilfældet på RUC. Efter at have oplevet denne læringsform på KU har jeg i høj grad tilegnet mig en større teoretisk sikkerhed, men


jeg er samtidig taknemmelig for det, jeg har fået med fra RUC. På kandidaten bliver psykologiuddannelsen på KU heldigvis også mere praksisrettet, idet der både indgår praksishold og praktikperiode, men hvis der blev lagt mere vægt på at koble den store teoretiske viden til praksis på et tidligere tidspunkt i uddannelsesforløbet, ville den lærte teori formentlig i højere grad blive aktualiseret, nuanceret og udfordret. Denne vekselvirkning mellem teori og praksis underbygger en læringsproces, hvor der ikke blot er fokus på at lære udenad, men på at forstå stoffet på et dybere og praksisrelevant plan. Jacobsen viser sig ganske ensporet i sin opfattelse af læring, idet han forholder sig meget resultatorienteret og derfor glemmer nogle mellemled. Denne tilgang hænger muligvis sammen med hans egen uddannelses- og erhvervsmæssige baggrund, da det inden for lægegerningen er resultatet og dermed det, at folk bliver raske, der er det vigtigste. Jeg håber dog at Jacobsens lægefaglige viden bygger på mere end det, han lærte udenad på KU. Igen bør der også være fokus på, hvad vi uddanner til. På RUC får man ikke titlen psykolog, idet der ikke er tale om en klinisk psykologiuddannelse, og dette var også årsagen til, at jeg selv forlod RUC til fordel for KU. Denne forskel på de to psykologiuddannelser afspejler sig både i uddannelsernes opbygning og i studieordningerne. Ofte går man galt i byen ved ukritisk at slå fast, hvilken uddannelse der er bedst frem for at dele erfaringer og viden. Dette lader i høj grad til at være en erkendelse, som Jacobsen mangler i sin kritik af RUC.

der baserer sig på et karaktergennemsnit, sorterer desværre nogle af de dygtige studerende fra. Studerende som har masser at byde på, men som af den ene eller anden grund ikke har et tilstrækkeligt højt karaktergennemsnit til at komme ind på et fag, hvor de i øvrigt har vist sig at være meget dygtige. Vi ved, at kvote 2 er et godt skridt på vejen” (Andersen, 2015). Det er værd at notere sig, at der i gymnasiet er mere på spil end blot det at kunne et pensum. Der er tale om en proces, hvor man skal finde sig selv og forholde sig til en ny social verden, der er både spændende og usikker. Selv brugte jeg gymnasieårene på at have det fedt og feste en masse, hvilket kom til at afspejle sig i et middelmådigt karaktergennemsnit. Jeg vil derfor formentlig være en student, som Steffen Jacobsen i sin kronik betegner som en ansøger, der ”objektivt har demonstreret en manglende modenhed, koncentrationsevne, målrettethed og flid” (Jacobsen, 2015). Så let kan det simpelthen siges. Selvfølgelig udelukker en festlig gymnasietid ikke muligheden for lave toppræstationer og kæmpe sig til et højt karaktergennemsnit, men min pointe er, at et karaktergennemsnit ikke nødvendigvis er den studerendes faglighed og talent i krystalliseret form. Et højt gennemsnit giver desuden heller ikke garanti for, at man udvikler sig til at være en dygtig psykolog, politiker eller læge. Netop udviklingspotentialet hos de studerende risikerer at bliver undermineret, hvis talent forstås som noget statisk. Der bliver således tale om en essenstænkning, hvor du fra start enten er egnet eller uegnet. Jacobsen har en pointe i, at det skal kunne betale sig at gøre en indsats og præstere i gymnasiet, men som Andersen påpeger skal det ikke komme til at handle om at læse systemet. n

Et talent i stilstand? I Jacobsens kritik tegner der sig et billede af, at vi helst skal kunne det hele fra starten. Hvis vi ikke har præsteret det maksimale i gymnasiet, er det løb ligesom bare kørt. Hanne Leth Andersen beskriver i opinionen i Berlingske, hvordan vi med en sådan tilgang til uddannelse risikerer at gå glip af både talent og talentudvikling: ”Det nuværende optagelsessystem,

Referencer: Andersen, Hanne Leth (2015). Motivation skaber store resultater, Berlingske, 22. september. Jacobsen, Steffen (2015). RUC – vi har et (stort) problem, Berlingske, 27. september. Andersen, Hanne Leth (2015). RUC’s rektor: Hvordan fremmer vi talentet?, Berlingske, 2. oktober.

61


ARBEJDSMILJØFORSKNING, ARBEJDSGIVERE, ARBEJDSTAGERE OG ABSTRACT-SCREENING

Indput Institut for Psykologi KU


– Om min praktikplads Praktikken beskrives af mange som det tidspunkt, hvor vi efter mange års studier skal ud at have med såkaldt ’rigtige mennesker’ at gøre. Derfor var det også lidt svært at vælge forskningspraktikken, som min, der måske ikke har den store kontakt med ´den virkelige verden´. Både inden, jeg valgte min forskningspraktik, og undervejs i forløbet har jeg skullet forholde mig til spørgsmålet om, om jeg ikke ville savne kontakten med ’den virkelige verden’. Men efter at have gennemført omkring halvdelen af min praktik, er jeg nu meget glad for at have valgt, som jeg har valgt. Af Andreas Brøgger Jensen, stud.psych. Studiet kommer til nytte Jeg er i praktik i det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), og jeg er tilknyttet en projektgruppe, som arbejder med at samle op på evidens for interventioner, der har til formål at forbedre psykosocialt arbejdsmiljø. Vi laver det, man kalder overview-review, hvilket betyder, at vi systematisk søger efter reviews om relevante interventioner. Der er ingen tvivl om, at dette projekt indeholder en masse rugbrødsarbejde. Selve søgningen gav omkring 15.000 resultater og især i den efterfølgende screening af disse resultater, skulle der læses mange titler, sidenhen abstracts og til sidst hele artikler på en systematisk måde. Alt dette for at sørge for at vores udvælgelsesprocedure er reproducerbar. Et krav, de færreste nok har stillet til deres litteratursøgning i løbet af studiet. Men selvom alle valg skal dokumenteres og udføres konsistent i tvivlstilfælde, så skal der netop træffes mange valg i løbet af en sådan proces, som skal overvejes og diskuteres grundigt. Projektet er opstået af et spørgsmål, som NFA’s bestyrelse har stillet til det psykosociale område: Hvad virker? Et spørgsmål der har voldt os en del problemer, og som er så løst, at der skal træffes en del videnskabsteoretiske og praktiske valg i processen. Man kan ikke skrive om alting på samme tid, og derfor har en stor del af den proces, jeg har været med til, gået ud på at definere, hvad man egentlig mener med psykosocialt arbejdsmiljø. Her har vi haft mange interessante diskussioner, og jeg har som praktikant heldigvis haft en oplevelse af at kun-

ne bidrage. Jeg mener da også, at jeg har fået sat mit præg både på vores endelige søgestrenge til de store databaser og på de tvivlstilfælde, vi har diskuteret i gruppen. Jeg har generelt den oplevelse, at al den teori og videnskabsteori, vi har knoklet os igennem på studiet, rent faktisk kommer mig til gode nu. Jeg kan mærke, at jeg har noget at bidrage med i diskussionerne, og at jeg har opbygget en form for faglig selvtillid i løbet af studiet. Virkelighedens begrænsninger Selve definitionsprocessen af projektet er ikke helt fri. Enhver beslutning skal i princippet godkendes af en styregruppe bestående af centerets forskningschef og fire professorer, som hver især har stærke og ofte modstridende holdninger til de beslutninger, vi træffer i projektet. Ydermere er projektet skrevet for nogle konkrete aktører og bestilt af centerets bestyrelse. Disse to grupper er samlet i en såkaldt følgegruppe, med hvilken jeg har været så heldig at deltage i et enkelt møde. Her sidder repræsentanter fra det, man kalder A- og B-siden, det vil sige for både arbejdsgivere og arbejdstagere. Projekter som det, jeg er en del af, siges at kunne påvirke magtbalancen mellem de to sider. Hvis et nyt review siger, at vi ikke entydigt kan konkludere, at lange arbejdstider har negative konsekvenser for helbredet, så sidder den ene side af forhandlingsbordet pludselig med ny legitimitet og en styrket sag, når der skal forhandles arbejdstider i den kommende overenskomst. I forhold til vores projekt var følgegruppen dog

63


meget mild ved os, og de ville ikke ind og diktere hvilke faktorer, vi skulle arbejde med, som man kunne have frygtet. De efterspurgte imidlertid at få deres ”dogmer” tjekket efter. De ville be- eller afkræftes i, hvorvidt den viden, de nu henviser til og bruger i praksis, holder ifølge videnskaben. Til deres krav måtte vi forsigtigt sige, at det jo ikke er bibelen, vi er ved at skrive, men at vi er begrænset af både vores tid og ressourcer og den evidens, der findes på området. Så måske får jeg ikke oplevelser med klienter i dette praktikforløb, men noget interessant kundekontakt bliver det da til. Evidensdebatten i forhold til psykosocialt arbejdsmiljø Et emne, vi ofte vender tilbage til, er det, vi psykologer ofte henviser til som evidensdebatten. Er arbejdspladsen et for komplekst og åbent system til, at man kan sige, at interventioner, der fremmer medarbejdernes inddragelse i beslutningsprocesser, altid vil have positive virkninger? Det umiddelbare svar virker ligetil i kraft af, at mange arbejdspladser jo netop allerede har sikret høj grad af medarbejderinddragelse, så yderligere inddragelse har måske ingen eller endda negativ effekt. Men kriterierne for rigtig videnskab, som også NFA er underlagt, dikterer netop, at de specifikke forhold ved den enkelte arbejdsplads skal glattes ud, og at vi skal søge efter det generelle og almengyldige gennem såkaldte RCT-studier, randomised controlled trials. I gruppen har vi diskuteret, om disse kriterier egentlig giver mening. Både i forhold til det ovenstående men også fordi, der er masser af specifikke faktorer i selve processen omkring implementeringen eksempelvis af førnævnte medarbejderinddragelse, som er svære at se, når man arbejder så

Indput Institut for Psykologi KU

reduktionistisk, som man kan komme til, når spørgsmålet, der stilles, vægter, hvad der virker generelt. I forhold til implementeringen kan det eksempelvis være afgørende hvilke tidligere interventioner, der har været på arbejdspladsen og hvilke normer og hvilken kultur, der hersker på arbejdspladsen. Måske vi skal helt ned i den specifikke praksis i relationerne mellem de enkelte medarbejdere, hvor man gerne skulle kunne se effekten af de fleste interventioner, og hvori tiltagene rent faktisk skal udføres, før vi kommer ned til det niveau, hvor det virkelig er væsentligt at have viden. Rapporten vil måske kunne svare på spørgsmål om, hvad der generelt virker og ikke virker, men måske det rigtig interessante ligger i hvorfor og hvordan, den enkelte intervention virker i en kontekst og hvorfor og hvordan, den ikke virker i en anden. Spørgsmål som disse vil projektgruppen arbejde videre med i en rapport om implementering til foråret, og måske vil jeg arbejde videre med det i mit speciale. Kort, men godt En udfordring for mig er, at praktikperioden er meget kort. Lige nu håber jeg, at vi kommer tilpas langt i processen til, at jeg kan være med til at skrive den rapport, det hele skal munde ud i, og være med til at syntetisere al den viden, vi nu har fundet. Uanset hvordan det ender, så har jeg fået enormt meget ud af at vælge forskningspraktik, og jeg vil klart anbefale kommende praktikanter at søge forskningspraktik, hvis man kan finde et projekt, der lyder spændende. n


Rådgiver hos Psykologisk Korttidsrådgivning Vesterbro Af Asbjørn Dam Schiøller, stud.psych. STUDIEJOB. Det er ikke alle problemer, som mennesker kan løse selv. Nogle gange får man det så dårligt, at det kan være svært at komme videre med sit liv på egen hånd. Måske mistrives man på jobbet eller i parforholdet. Måske føler man sig deprimeret eller oplever angstanfald. Eller måske har man bare brug for et godt råd. Hvis man føler, at man har svært ved at håndtere svære livssituationer, kan professionel hjælp og rådgivning være et oplagt valg. Men her gør mange mennesker sig den erfaring, at psykologhjælp kan være en dyr fornøjelse, og at der ligeledes er lange ventetider på de henvisninger, som man kan få hos lægen. Heldigvis findes der rundt omkring i landet en lang række frivillige foreninger, som yder gratis rådgivning til mennesker, der ikke har de økonomiske ressourcer til selv at betale for hjælpen. Et af disse steder er Psykologisk Korttidsrådgivning Vesterbro, hvor jeg er ansat som rådgiver.

Hvem og hvad arbejder vi med? Tilbuddet henvender sig til personer med hverdagsproblemer. Typisk er det klienter, som døjer med udfordringer i parforholdet, på jobbet eller i familien. Men det varierer naturligvis meget, hvad folk kommer ind af døren med, og fokus i samtalerne er derfor typisk på klientens aktuelle livssituation. Alle klienter får tilbudt fem timer over fem gange, og man har fire klientforløb på et semester. Vores terapeutiske tilgang til klienten udspringer af en narrativ, systemisk og løsningsfokuseret forståelse. Under forløbet er fokus at hjælpe klienten til at håndtere problemerne på en mere meningsfuld måde, hvor klientens ressourcer, styrker og kompetencer er i højsædet. Vi udfolder klientens egen historie og metaforer om sig selv og ser på, hvilken betydning disse har for de relationer og kontekster, klienten indgår i.

PKR Vesterbro, som vi også kalder os selv, består af både psykologer og kandidatstuderende i psykologi, som typisk er på deres sidste del af studiet. Rådgivningen er etableret ud fra en idé om, at alle mennesker i en periode af deres liv kan have brug for en snak med en professionel rådgiver. I PKR arbejder vi frivilligt, og for at sikre en høj kvalitet i rådgivningsarbejdet arbejder vi i teams af to personer. Det er med til at give en tryg start for nye rådgivere at have en mere erfaren rådgiver ved sin side, og samtidig bliver der gennem makkerskabet skabt et rum for sparring og fælles refleksion både før, under og efter sessionen med klienten. Vi modtager desuden supervision løbende og arrangerer også kurser til at øge vores terapeutiske kompetencer. Det er derfor forbundet med stor faglig udvikling at være en del af PKR Vesterbro, og hvis man har særlig interesse for klinisk psykologi og terapi, er der her en ”legeplads”, hvor man får mulighed for at afprøve og finpudse sine terapeutiske evner.

Hvordan bliver man en del af PKR Vesterbro? Hvis man gerne vil være en del af PKR Vesterbro, er det en god idé at følge med på frivilligjob.dk eller på de diverse sociale psykologinetværk på Facebook, hvor vi slår nye rådgiverstillinger op. Vi søger typisk nye rådgivere hvert halve år, men der er også altid mulighed for at sende en uopfordret ansøgning, som vil blive gemt i vores database, til vi mangler nye, dygtige folk. Man skal forvente at afsætte nogle faste aftener om måneden til rådgivningen og supervision, og ydermere forsøger vi at skabe en masse sjove og hyggelige sociale arrangementer internt, så alle får mulighed for at lære hinanden bedre at kende. Da vi er en selvdrevet forening, er der desuden forenings- og bestyrelsesarbejde forbundet med at være i PKR Vesterbro, så hvis man er lidt nysgerrig på dette, foreligger muligheden også for at beskæftige sig med mere end rådgivningsdelen. n

65


Psyk & Tværs Af Ida Marie Ankerfelt stud. psych. & Anne Marie Kristensen stud.psych.

Lodret 1. Gyldighed 2. Uden andre 3. Underbuksedel 4. Mesterskab 5. Æggeformet hjernestruktur 6. Sexet instrument 7. Stor bæk 8. Kopi 9. Skynd dig! 10. Dødens redskab

Vandret 1. Zonen for nærmeste udvikling 2. Kæmpe rum 3. Griner 4. Del af neuron 5. Bærende konstruktion 6. Dengang 7. Fra 8. Hedt element 9. Trækonstruktion ved vandet 10. Kogt bladsaft 11. Varm 12. Bær 13. Moderne 14. Emne 15. Lang fisk

Indput Institut for Psykologi KU

#2


67


Indput no 2, årgang 47  
Advertisement