Page 1

Maj 2017 · årgang 48

NO.

4

BEVÆGELSE Vanitas


Indput no. 4, 48. årgang København, maj 2017 Redaktionen Alexander Gjerding Amanda Aaboe Bell Amanda Jørgensen (ansv. layout) Amanda Lambæk Anne Marie Kristensen (ansv. redaktør) Asta Ingemann Jensen Bolette Bendix Huus Casper Schacht Lund Cecilie Bildstedfelt Cecilie Weischer Christian Guldager Elvira Hallengren Ida Marie Ankerfelt Ida-marie Haeusler Inger Charlotte Lund Michelsen Johanna Mariam Madsen Karen Damgaard Karen Odgaard Laurits Dixen Lea Isabel Sidenius Botwel Mathias Nimgaard Larsen Phillip Steen Dyssegaard Sebastian Tobias-Renstrøm Stine Karstoft Tamara Hveisel Hansen Tobias Wriedt Omslag Bolette Bendix Huus Skriv til redaktionen Foreningen Indput SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk Boganmeldelser anmeldelse@indput.dk Økonomi regnskab@indput.dk Tlf. 61289806

Indput Institut for Psykologi KU

Annoncering annonce@indput.dk Retningslinjer for indlæg Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere, forkorte og udelade indsendte indlæg samt indsætte billeder og illustrationer. Derudover påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Indlæg afleveres pr. mail med navn, studie, mailadresse og evt. telefonnummer. Indlæg bragt i Indput repræsenterer ikke nødvendigvis Foreningen Indputs holdning. Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet af Foreningen Indput, Institut for Psykologi, KU Kontakt SAMF, Københavns Universitet Lokale 2.01.51
 Tlf. 50593525 
www.indput.dk


LEDER. Mens sommeren breder sig over landet, fregnerne pryder kinderne, og alt og alle blomstrer, byder vi med denne udgave af Indput op til, at det hele særligt skal nydes, fordi det ikke varer evigt. Vanitas betyder på latin forfængelighed, og er det ikke et ord, du kender så godt fra hverdagssproget, kan du heldigvis finde det forklaret og genfortolket undervejs i bladet. Vanitasbegrebet spillede særligt en rolle i en tid, hvor mennesket dyrkede det storslåede, overdådige og herlige, men samtidig ønskede at minde hinanden om, at efter det smukke og spændstige, ventede råddenskab og rynker. Og måske er det særligt derfor, at begrebet er værd at fremhæve i en tid, hvor kroppen dyrkes og måske ser endnu mere tonet ud med det rigtige filter på Instagram. Artiklerne i bladet ser blandt andet tilbage til barokkens kunst og litteratur, og selv om flere hundrede år er gået, resonerer det i nutidige ører at høre om Thomas Kingos oplevelse af, at tomhed afføder forfængelighed, som igen afføder tomhed. Den ultimative æstetik skaber en form for hyperrealitet, som går igen i flere af bladets nedslagspunkter. Blandt andet er den på spil i Oscar Wildes fortælling om Dorian Gray, som danner udgangspunktet for tanker om såvel kunst og moral som menneskets skyggesider. Man tror også, at det er en hyperrealitet, man befinder sig i, når man læser om, hvordan genetikforskere bekæmper menneskets forgængelighed ved at omdesigne og optimere DNA-strenge og dermed: Fremtiden. Forgængelighed kom som tema også i spil i et interview med Peter Elsass, som for få år siden kom meget tæt på døden, da han blev ramt af dræberbakterier på halsen. Emner som spiritualitet, etik og vores håndtering af sorg er at spore i interviewet såvel som flere af bladets artikler. For i Danmark kan vi netop gøre rigtig meget for at udsætte forgængelighed, og dermed møder vi den sjældnere – hvilket måske gør det sværere for os, når den indhenter os. Vi håber, denne sommer vil byde på mange solrige stunder, hvor du kan sidde med en ven eller en kæreste, måske dit Indputblad, og nyde øjeblikket, hvad end det skal foreviges på Instagram eller ej. Du må selv bestemme, om det er Piet Hein eller Nik & Jay, der skal citeres, når vi opfordrer til at leve, mens du gør det og elske, mens du tør det! På vegne af redaktionen, Anne Marie Kristensen n

3


Indhold Indput no. 4 48. årgang maj 2017

Faste indlæg 3. Leder

Indput byder velkommen

6. Ind-under huden Mød indputredaktionen

9. Side-9-manden Mød Sebastian fra 4. semester

10. Instituttets forskning Om intentioner, selektion og agens

14. Stafetten Om fakultetets ansatte

52. Akademia Bachelorprojekt om Ayahuasca

62. Psyk&tværs Vind et gavekort til Academic Books

Indput Institut for Psykologi KU


Tema: Vanitas 20. Nekrolog

Mindeord om et mindeværdigt sted

22. Vanitas En påmindelse om livets korte afstand til døden

26. CRISPR

Andre Indput 40. Foucaultjokes

Indputs store Foucaultjokeskonkurrence

57. Udveksling Med Martin Weberg i Austin, Texas

58. The emergence of consciousness Exploring consciousness

Fremtiden er her

30. Tæt på døden og tilbage igen Et interview med Peter Elsass

34. Forfængelighed / forfængelighed Et historisk oprids og et nutidigt perspektiv

38. Vanitas og veritas En dialog om døden og det skønne

43. The Picture of Dorian Gray Unheimliche drifter

48. Camus-bogmærket Få dit eget Indput-bogmærke

5


Ind under huden på Indput-redaktionen Fotos af Stine Karstoft, stud.psych.

Elvira Hallengren Elvira er afhængig af havbadning og føler ofte akut trang til at dyppe sit legeme i Øresund. Hun er enormt glad for sin cykel og så fundamentalt en cyklist, at hun mener, bilerne skal parkeres og blive uden for byen. På blæsende, vinterkolde forårsdage drømmer Elvira sig væk til sol, sand og surfbare bølger. Den danske sommers lyse nætter er noget af det smukkeste, hun ved, og tanken om deres flygtighed giver hende altid en klump i halsen. Hun bliver trist af at diskutere klimaforandringer og vred af at diskutere politik. Elvira er på sit andet semester af studiet og sit andet semester i Indput, hvor hun retter kommaer og sørger for, at skribenterne formulerer sig efter forskrifterne. Sprog og mennesker er nogle af hendes helt store interesser – det gælder både de fremmede og de danske.

Karen Damgaard Karen er såvel en af de nyere indputtere som en af de nyere studerende og går på studiets 2. semester. Hun befinder sig allerede aldeles godt i både Indput og universitetslivet. I efteråret koncentrerede hun sig om at sætte kommaer korrekt, men ved årsskiftet tilsluttede hun sig Indputs skribentvirksomhed. Karen er glad for sprog og musik og oplever ofte en slemt kløende rejselyst. Hun vil helst opleve hele verden og ser undertiden det klaustrofobiske i bogreoler fyldt med bøger, hun aldrig når at læse, og den millionmasse af mennesker, hun aldrig får mulighed for at møde. Heldigvis findes der ikke det ubehag, som enten god rødvin eller en løbetur - nå ja, eller godt selskab med mennesker, hun har haft mulighed for at møde - ikke kan hjælpe på. Karen romantiserer bjergkæder og kan ikke leve langt fra vand. Hun er fan af planter og personlighedspsykologi og er ked af forurening og fjendtlighed over for flygtninge. Til dette blad har hun sammen med Rie bidraget med et interview med forhenværende professor i psykologi Peter Elsass.

Indput Institut for Psykologi KU


Frederik Bjerre Andersen Frederik er fra Århus. Det afslører blandt andet dialekten, der kan spores i hans smørbløde stemme. En høj, smilende tidligere elitetriatlet, der både giver fantastiske kram og blander fremragende white russians i T-baren. Ud over Guns, som (næsten) matcher Caspers (tekst-redaktør på Indput), er hans wheels udstyret med Elon Musk-designede Tesla-sølvdiske, der får dem, du slæber rundt på, til at ligne de sørgelige, nedslidte og grisede rester af noget, der engang har siddet på en Fiat Punto. Not just another pretty face; Frederik Bjerre har et vid, der får folk, der tror, at der er en naturlig negativ korrelation mellem udseende og intellekt, til at måbe og forkaste denne ganske fejlagtige hypotese. Og medens vi alligevel er ved hypoteseforkastninger, så har Bjerre hang til videnskabsteori og ting, der er ”post”. Med hans egne ord: ”Jeg foretrækker nu engang bare at stille mig kritisk over for det, der er udgangspunktet.” For det er jo så nemt at sige, at sådan er tingene bare. I Indput fungerer Bjerre som skribent, og vi glæder os altid til hans kritiske bidrag; i dette blad eksempelvis en artikel, der historisk og æstetisk undersøger Vanitasbegrebet. I øvrigt er han single… ligesom Casper.

Johanna Mariam Madsen Hvis Johanna tog en test for at finde ud af sin mentale alder, ville resultatet helt sikkert ende et godt stykke over 50 - hun har nemlig hang til aktiviteter som at bage rugbrød fra bunden, høre Radio 24/7, læse kogebøger som var de skønlitteratur, lytte til jazz, gå tidligt i seng og rette andres talefejl. Derudover elsker hun at rejse og har en broget kulturel baggrund, der blandt andet indbefatter at være blevet smuglet over landegrænser og at have været statsborger i tre forskellige lande. Hun taler dansk, svensk, engelsk og fransk flydende samt amharisk til husbehov, kan to skriftsprog og har boet i både Danmark, Sverige, Frankrig og Etiopien. Johanna er så småt ved at finde sig til rette på psykologistudiet og ikke mindst i Indput, hvor hun er en del af layoutgruppen, der får bladet til at se lækkert ud. Hvis du har lyst til at vinde Johannas kærlighed, så er vejen til hendes hjerte gennem mad. n

7


SIDE 9-MANDEN Af Sebastian Tobias-Renstrøm stud.psych. & Isabel Sidenius, stud.psych. Foto af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

Navn: Sebastian Tor Uldum-Sanders. Alder: 22 år. Semester: 4. Status: I et forhold med en skøn kvinde. Hvad er din holdning til kønsfordelingen på psykologi? Den er hyggelig nok. Hvilke kvaliteter har din drømmepartner? Fornuftig, kærlig, selvbevidst og sulten på livet. Hvordan er dit forhold til din mor? Respektfuldt og kærligt. Hvad er dine top 3 serier? Game of Thrones, Matador (også Krøniken) og Friends (for tiden…). Hvad er dine top 3 teorier, teoretikere og/eller retninger? Poststrukturalisme, eksistentialisme og fænomenologi. Hvad er din yndlingsbeskæftigelse? At snakke med gode mennesker. Hvor forfængelig er du? Nok, men ikke for meget. T-baren, Psykosen eller Lapperne? Ingen fester bedre end lapperne. Hvilken skakbrik ville du være – og hvorfor? Er ikke en brik, men en spiller. Hvad provokerer dig? Ansvarsløshed, overdreven egennytte og mediernes fordummende tendenser. Hvis jeg siger vanitas, så siger du…? At det forgængelige er det mest dyrebare. Hvor ville du allerhelst rejse hen lige nu? Afrika. Hvad er lykken for dig? At have gode mennesker omkring mig og gøre fremskridt i livet. Hvad er dit yndlingscitat? ”Den dovne garder gør det rigtigt første gang” – en af mine sergenter i Livgarden. Bonusinfo: Jeg er pseudobonusfar (ikke gift) til en dejlig pige på 7 år. n

Indput Institut for Psykologi KU


9


#1 OM PROJEKTET ’INTENTIONS, SELECTION AND AGENCY’ Af Casper Schacht Lund, stud.psych.

Hvad laver de egentlig, forskerne på Institut for Psykologi, når de ikke står i forelæsningslokaler og underviser de studerende? Hvilke empiriske og teoretiske problemfelter er de opslugte af i deres daglige forskningspraksis, og hvilke sider af psykologien er forskerne på vores institut med til at udvikle? Indput vil i en ny temaserie om forskningen på Institut for Psykologi begive sig over i institutbygningen på den modsatte side af Øster Farimagsgade for at finde ud af, hvad medlemmer af de forskellige forskergrupper aktuelt beskæftiger sig med i deres forskning. I nærværende blad er Indput taget på besøg hos Søren Kyllingsbæk, der er projektleder på et tværfagligt forskningsprojekt om intet mindre end den frie vilje.

Indput Institut for Psykologi KU


Vi kender det nok alle. En tidlig morgen drikker man køleskabets sidste karton mælk og laver en mental note til sig selv om at handle ind på vej hjem. Alligevel må man undvære mælk til aftensmaden, for efter arbejde huskede man ikke at eksekvere sin intention. Eksemplet er banalt, men det taler lige ind i et centralt grundlagsproblem for enhver videnskab, der beskæftiger sig med mennesket: Hvad er forudsætningerne for, at vi rent faktisk gør det, vi har besluttet os for at gøre? I hvilken forstand kan det siges, at vores handlinger er baseret på en fri og intentionel agens? Med projekttitlen ’Intentions, Selection and Agency’ har forskere fra henholdsvis filosofi og psykologi fundet sammen om at gøre netop disse spørgsmål til genstand for videnskabelig og filosofisk undersøgelse. Søren Kyllingsbæk fra CVC (Center for Visual Cognition v. Institut for Psykologi) er sammen med Thor Grünbaum fra MEF (Institut for Medier, Erkendelse og Formidling) leder af det tværvidenskabelige forskningsprojekt, der har til formål at udarbejde en ny psykologisk model for måden, hvorpå intentioner nedhentes fra langtidshukommelsen. Målet er således at beskrive de psykologiske processer, der er baggrunden for, at vi husker at gøre dét, vi tidligere har dannet os en intention om at gøre. Intentioner spiller imidlertid en væsentlig rolle i den filosofiske diskurs om fri vilje og menneskelig agens, og en modellering af de psykologiske mekanismer bag intentionalitet vil derfor potentielt have vigtige implikationer for filosofiens behandling af disse temaer. Projektet vil derfor i forlængelse af det empiriske arbejde udforske de mulige måder, hvorpå man filosofisk må forholde sig til spørgsmålet om fri vilje i lyset af modellen. Et selektionsproblem Men hvorfor er der overhovedet behov for en ny psykologisk model for intentioner? Hvad er relevansen af et sådant projekt? Ifølge Kyllingsbæk er evnen til at genkalde sig intentioner, der på et tidligere tidspunkt er blevet lagret i langtidshukommelsen, en ualmindelig vigtig psykisk funktion. Dels er den en

central betingelse for subjektets evne til at planlægge, men den føder også ind i oplevelsen af psykologisk stabilitet, idet dannelsen og den senere udførelse af en intention afføder en fornemmelse af kontinuitet i ens mentale liv. På trods af dette har den filosofiske og psykologiske udforskning af denne psykiske funktion indtil nu været ganske begrænset, og ifølge Kyllingsbæk skal årsagen blandt andet findes i de eksisterende teoriers grundantagelser: ”I faglitteraturen på området er der en tendens til at tilgå intentioner, som om de er repræsenteret én ad gangen i hukommelsen, altså som om man har én intention til T1, en anden intention til T2 og så videre. Men en sådan forståelse er jo grundlæggende uøkologisk, for i det empiriske individ er der altid til samme tidspunkt flere intentioner repræsenteret i hukommelsen”. Mens eksisterende modeller derfor kun kan beskrive intentionalitet i en idealiseret agent, hvor der opereres med én intention ad gangen, vil Kyllingsbæk og Co. forankre deres model i dén grundantagelse, at der hele tiden er en pluralitet af mulige intentioner repræsenteret i langtidshukommelsen. Dette er et springende punkt for projektet. En sådan præmis fordrer nemlig spørgsmålet om, hvordan udvælgelsen af den rette intention i så fald er mulig. Hvis der til enhver tid er flere mulige potentielle intentioner, hvordan sker så selektionen? Hvordan formår det kognitive system at udvælge og nedhente dén intention, der i situationen skal realiseres? Et eksempel: Man har måske truffet en beslutning om at ringe til sin far den efterfølgende dag. På dagen har man imidlertid samtidig en række andre intentioner lagret i hukommelsen, herunder at få tjekket sine mails, støvsuget sit værelse eller måske tage i Ikea. Hvordan sker udvælgelsen af intentionen om at ringe til sin far? Frem for at tænke aktiveringen og udførelsen af en intention som en seriel og enstrenget proces, vil forskerne bag projektet altså forsøge at forklare, hvordan subjektet formår at trodse flertydigheden og løse dette selektionsproblem. Kyllingsbæk uddyber: ”Grundlæggende er idéen, at disse processer nok ikke forløber så li-

neært og sekventielt som hidtil antaget. Det er nok snarere, ligesom ved mange andre psykologiske fænomener, at der er en baggrund af ubevidste processer, som er meget mere rig og tvetydig end den entydige vej, som vi bevidst oplever os selv følge. Hele den udvælgelse, der så foregår, bliver derfor central – for hvis der er så mange potentielle intentioner, skal man jo på en eller anden måde vælge dét ud, som vi et givet øjeblik gør. Vi må have en eller anden måde at gå fra det flertydige til det entydige. Og det er netop dét, vi er interesserede i”. Opsummerende ønsker projektet altså at udarbejde en model, der kan beskrive denne selektionsproces – en proces, der tænkes at foregå hurtigt og subliminalt forud for, at subjektet kommer i tanke om og eventuelt handler på en tidligere dannet intention. Tilbage til William James Det er nok ikke en helt urimelig påstand, at størstedelen af psykologistuderende på den gode side af tredje semester primært associerer CVC med matematisk modellering af visuel opmærksomhed. Hvordan hænger det sammen med undersøgelsen af intentionalitet, der ved første øjekast ligger temmelig fjernt fra de mere rene kognitionspsykologiske emner, der arbejdes med på CVC? For Kyllingsbæk er der dog en klar sammenhæng: ”Klassisk set var studiet af opmærksomhed og studiet af intentionalitet to sider af samme sag. Et eksempel kunne være William James. Hos ham var opmærksomhed både et spørgsmål om, hvordan man tog information ind, og hvordan man styrede den og anvendte den i handling. Både input og output. Så det er i virkeligheden begge dele under ét, både fri vilje og opmærksomhed, som jo er det andet felt, jeg har arbejdet meget med. Idéen er egentlig, at vi ved rigtig meget om, hvordan opmærksomheden fungerer, så hvorfor ikke tage modeller for opmærksomhed og prøve at anvende dem på spørgsmålet om, hvordan vi udvælger vores handlinger. Man kan sige, at vi prøver at samle tingene igen. Vi vil tilbage til James”. Det er således en grundlæggende teoretisk

11


bevægelse i projektet at tænke intentionalitet på linje med opmærksomhed, altså at forsøge at konceptualisere intentioner analogt til den måde, hvorpå man i opmærksomhedsforskningen har konceptualiseret opmærksomhed. Det er denne bevægelse, der blandt andet har informeret projektets grundantagelse om, at der altid er en pluralitet af intentioner repræsenteret i langtidshukommelsen. Ligesom at visuel opmærksomhed i TVA (som de fleste af os nok kender som en model for opmærksomhed udviklet på CVC) kan forstås som den selektionsmekanisme, der udvælger hvilken af de mange konkurrerende visuelle informationer i vores omverden, der ender med at vinde sig adgang til bevidstheden, kan selektionen af en intention også forstås som et kapløb mellem mange mulige intentioner. Racet mellem intentionerne er bestemt af en række faktorer, der alle specificeres i modellen; herunder intentionernes såkaldte vægt, der blandt andet afhænger af deres relative vigtighed sammenlignet med de resterende intentioner, samt den kontekstuelle support i miljøet for deres relevans. Den intention, der ’vinder’ kapløbet, indkodes som et element i arbejdshukommelsen, hvor den vil blive bevidst som en tilskyndelse mod at handle for at få den realiseret. Den tilbundsgående begrebsafklaring Ved at have intentioner som sin genstand, skriver projektet sig ind i et filosofitungt felt, hvor der langt fra altid er enighed om terminologien. En væsentlig forudsætning for projektets succes er derfor at få afklaret, hvad der overhovedet forstås ved f.eks. ’intention’. Projektet er som nævnt udarbejdet i et tværfagligt samarbejde mellem filosofi og psykologi, og det er blandt andet i forhold til denne type begrebsafklaring, at filosofien

Indput Institut for Psykologi KU

spiller en central rolle. Kyllingsbæk uddyber: ”Det er en kæmpe fordel at have nogle filosofifaglige folk, som virkelig har både fokus på og kompetencerne til at få begreberne afklaret til bunds. Alternativt kommer man som empirisk forsker nemt til at køre derudaf med et eller andet paradigme, man er blevet særligt glad for, frembringe en masse data, og så til sidst finde ud af, at det ikke er specielt teoretisk velfunderet. Det er ligesom, at man i designet af et eksperiment bør medtænke, hvilken statistik man vil bruge i analysen efterfølgende. Filosofien går bare lige et spadestik dybere og finder ud af, hvad det egentlig er, vi taler om, og hvordan det hænger logisk sammen”. Ifølge Kyllingsbæk er det blandt andet den filosofiske begrebsafklaring, der har muliggjort konceptualiseringen af intentionalitet som et selektionsproblem, og den har dermed været afgørende i forhold til at få formuleret projektets forskningsspørgsmål. Mens gængse filosofiske handlingsteorier opererer med et skel mellem såkaldte ’distale’ og ’proximale’ intentioner – henholdsvis intentioner om at gøre noget senere og intentioner om at gøre noget nu – tager projektet afsæt i en yderligere differentiering mellem ’okkurente’ og ’stående’ intentioner. ’Okkurente’ intentioner er betegnelsen for intentioner, der er kognitivt aktive og således informerer agentens nuværende planlægning, beslutningstagning eller problemløsning, mens ’stående’ intentioner betegner de intentioner, der ligger hengemt som kognitivt inaktive repræsentationer i langtidshukommelsen. På denne baggrund kan selektionen af en intention således forstås som en transformation af en stående intention i langtidshukommelsen til en okkurent intention i arbejdshukommelsen – en transformation, der altså indenfor rammerne af projektets model tænkes som

resultatet af et kapløb mellem flere mulige stående intentioner. At bokse den frie vilje ind Ifølge Kyllingsbæk er såvel de konceptuelle som de matematisk-komputationelle dele af modellen stadig under udarbejdelse, og der forelægger ikke endelige resultater. Forskergruppen har dog lige afsluttet en pilot, hvor dele af modellen blev udsat for eksperimentel afprøvning. Netop den eksperimentelle del af projektet er dog ikke uden udfordringer. Den eksperimentelle metode er jo kendetegnet ved en bestræbelse på at opnå fuldstændig kontrol over alle de aspekter, der virker ind på undersøgelsesgenstanden. Men hvad gør man, når undersøgelsesgenstanden netop er intentioner, altså agentens evne til selv at vælge sin fremtidige handling? Sagt på en anden måde: Hvordan kan man udøve eksperimentel kontrol med en undersøgelsesgenstand, som forudsætter fri vilje? Hos Kyllingsbæk og Co. er de gået til udfordringen med oprejst pande: ”Det er vanskeligt, men helt sikkert muligt at udvikle solide eksperimentelle paradigmer, hvor man på den ene side kontrollerer så meget som muligt og på den anden side får sat forsøgspersonerne i en position, hvor de har et handlerum. Det gælder om at bokse dem ind, så de ikke gør ting, vi slet ikke kan overskue i databehandlingen, men samtidig har nogle valgmuligheder, så de ikke bare står mellem to indsnævrende muligheder – for så er det jo ikke længere fri vilje”, forklarer Kyllingsbæk. Til formålet har forskergruppen udviklet et paradigme, der meget kort fortalt går ud på, at en forsøgsperson stilles overfor et valg mellem at rapportere ét af fire forskellige cued targets. Hvert af disse targets er associeret med en belønning af varierende størrelse, og det gælder for for-


søgspersonen om at rapportere dét target med størst belønning. Det er dog ikke så simpelt, for belønningerne kan størrelsesmæssigt ligge tæt på hinanden, og forsøgspersonen bliver således konfronteret med spørgsmålet om, hvilket target – altså hvilken intention – han eller hun faktisk skal vælge. På trods af paradigmets enkelthed understreger Kyllingsbæk, at det alligevel har en klar berettigelse: ”Vi har i paradigmet at gøre med simple former for intentioner, og det er klart, at det har sin begrænsning i forhold til at kunne forklare komplekse intentioner i sociale kontekster osv. Det er selvfølgelig dét, vi i sidste ende er interesseret i, altså virkeligheden i al sin økologiske kompleksitet – det er jo ikke dét, der foregår i et lille eksperiment, som vi søger at forstå. Men det er et vilkår at reducere, især i starten af en undersøgelsesproces, hvor man må bygge det hele langsomt op”. Paradigmet gør det således muligt at undersøge nogle væsentlige egenskaber ved selektionsprocessen; herunder processens hastighed samt den måde, hvorpå vægten af de enkelte intentioner indvirker på udvælgelsen. Frihed eller tilfældighed? Den foreslåede model har dog nogle potentielt overrumplende implikationer. For hvis selektionen af en intention baserer sig på et subliminalt kapløb, hvor ’vinderen’ findes på baggrund af mekanismer, som subjektet ikke umiddelbart selv kan påvirke, er vi så overhovedet selvbestemmende væsener? Kan man sige, at vi handler frit, hvis udvælgelsen af intentioner er underlagt noget andet end vores egen vilje? Disse vægtige spørgsmål er ifølge Kyllingsbæk en konsekvens af det forhold, at projektet tilgår intentionalitet med afsæt i principper fra opmærksomhedsforskningen. Kyllingsbæk forklarer, at der er et ikke

ubetydeligt stokastisk, dvs. probabilistisk, element i opmærksomhedens funktionsmåde: ”Vores nervesystem er sådan indbygget, at der er et stokastisk element tilstede i den måde, vi tager information ind. Det er nogle gange tilfældigheder, der afgør, hvilke af omverdens informationer vi ender med at processere op til det bevidste niveau. Ligesom vi er stokastiske, når vi henter information udefra, er det altså en iboende konsekvens af modellen, at vi også er stokastiske, når vi nedhenter intentioner indefra. Og det har selvfølgelig nogle konsekvenser, når først man har tænkt den tanke - særligt på filosofiens område i forhold til spørgsmålet om fri vilje”. Det er således en af projektets centrale indsigter, at det i en eller anden udstrækning er tilfældigt, hvilken intention man ender med at huske og dermed handle på. Implikationerne af denne indsigt må ifølge Kyllingsbæk nødvendigvis gøres til gestand for omhyggelig filosofisk udredning, fordi de samler sig i et reelt filosofisk problem: Hvordan kan man fastholde en idé om mennesket som et intentionelt væsen med en fri vilje, hvis vores valg af handlinger i sidste ende baserer sig på et probabilistisk grundlag? Det er i denne forbindelse, at Kyllingsbæks fagfilosofiske kollegaer endnu engang kommer på banen. Det er nemlig en integreret del af projektformålet at få udarbejdet en filosofisk løsning på dette problem - et arbejde der blandt andet vil dreje sig om at få kigget nærmere på forholdet mellem tilfældighed og determinisme. Tværvidenskabelighed Dialogen mellem kognitionspsykologisk modellering og filosofisk refleksion er i Kyllingsbæks optik en essentiel del af projektets DNA. Det tværfaglige samarbejde understøttes ved at forskergruppen

– der udover Kyllingsbæk og Grünbaum tæller to ph.d.’ere og to studerende fra henholdsvis filosofi og psykologi – mødes hver fjortende dag til en diskussion af enten en filosofisk eller psykologisk tekst. Teoriudviklingen foregår således løbende med indspark fra begge vidensfelter. For Kyllingsbæk er det tværvidenskabelige set-up en enorm styrke, selvom det også har sine udfordringer: ”Det tager tid og kræver meget energi at lære hinandens begreber, tilgange og logikker at kende. Det sløver processen, det er klart. Men det er samtidig kvalificerende, fordi man bliver tvunget til at være eksplicit omkring, hvordan man selv forstår tingene og få alle sine skjulte fagspecifikke antagelser på bordet, som nogle gange kan være en hindring for at komme videre”. Kyllingsbæk fremhæver, at det er en væsentlig fordel at bedrive empirisk forskning med filosofi som sparringspartner, ligesom at det er en fordel for filosofi at indgå i en faglig relation til en empirisk videnskab: ”Styrken ligger i virkeligheden dér: Når filosofien har bedrevet sine begrebsanalyser, så kan psykologien svare tilbage på en meget virkelighedsnær og detaljeret måde ved at pege på mekanismer, processer osv., og så spiller filosofien bolden tilbage ved at reflektere, hvad det så har af betydning for begreberne – havde vi overhovedet fundet det rigtige begreb, da vi startede ud? Den type tværfaglighed giver anledning til en meget konstruktiv vekselvirkning”. I sidste ende er det således ambitionen, at denne tværvidenskabelige indsats vil besvare spørgsmålet om, dels hvordan mennesket evner at huske sine intentioner, dels hvordan det på trods af sin stokastiske natur alligevel kan siges at være frit vælgende. n

13


Stafetten

er Indputs faste indlæg om fakultetets ansatte, hvor de svarer på vores spørgsmål om dem selv og derpå sender stafetten videre til en ansat efter eget ønske. Denne gang er det postdoc Hannah Katznelson, der har stafetten, som hun fik af Johanne Smith-Nielsen.

HANNAH KATZNELSON Af Cecilie Weischer, stud.psych. Illustration af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU


Hvorfor valgte du at læse psykologi? Jeg har altid været meget optaget af det relationelle felt mellem mennesker, og hvad der får mennesker til at handle, som de gør, men det var faktisk først efter gymnasiet, at jeg kom frem til, at jeg gerne ville læse psykologi. Samtidig ville jeg meget gerne prøve at studere i udlandet, så jeg valgte faktisk at søge direkte ind på psykologistudiet i England, hvor jeg var flyttet over for at arbejde, efter jeg var blevet student. Desværre havde jeg ikke taget matematik i gymnasiet (jeg var sproglig student), og jeg opdagede jo så, at man skulle have matematik på et vist niveau for at søge ind på psykologi, så jeg måtte lige omkring lidt supplerende enkeltfag, inden jeg startede på min BA i psykologi på University of Sussex i 1999. Dengang kostede det ikke særligt meget i tuition at studere i England, hvilket gjorde det en del nemmere end det er nu. Jeg opdagede dog, da jeg startede med at læse, at jeg nok troede, at det at læse psykologi mest handlede om at læse klinisk psykologi, men så blev man da så meget klogere undervejs! Især da psykologi som fag i England er meget naturvidenskabelig i sin tradition, og man f.eks. havde tre timers statistik ugentligt i alle tre år. Men jeg elskede at læse derovre. Jeg valgte dog at flytte tilbage for at tage min overbygning på KU for at gøre det nemmere at få arbejde i Danmark bagefter, så jeg ikke stod med en ren engelsk kandidatgrad, der var svær at overføre. Hvad ville du ellers have læst/lavet? Det er altid lidt svært at svare på, men jeg ville nok have læst noget med et mere samfundsorienteret perspektiv, såsom udviklingsstudier, sociologi eller statskundskab. Eller måske medicin, havde jeg ikke været ved at besvime ved synet at nåle i mine yngre dage :). Jeg håber, at jeg på en eller anden måde havde beskæftiget mig med noget med mennesker i en eller anden form… Hvordan vil du beskrive fagets udvikling, fra da du læste til nu? Min oplevelse er, at faget har udviklet sig rigtig meget – jeg nåede jo ”kun” at læse min overbygning på psykologi her på KU, så det var lidt begrænset, hvor meget fornemmelse jeg egentlig fik for studiemiljøet eller faget som sådan dengang. Sammenlignet med at læse i England havde jeg oplevelsen af, at folk herhjemme var meget optaget af store teoretiske diskussioner og videnskabelige traditioner og uenigheder, hvor jeg tit selv oplevede at komme lidt til kort som studerende, da jeg ikke følte, at jeg havde lært helt det samme, og derfor måske følte mig lidt hægtet af eller intimideret en gang imellem. Nu tænker jeg måske, at fløjene er blødt lidt op og har nærmet sig hinanden på flere områder, hvilket jo på mange måder er en god ting, så længe der stadig er plads til og respekt omkring de forskelligheder, der stadig er og bør være. Så er det også min oplevelse som ansat, at individualiseringen også på KU er sat igennem i den forstand, at der trods alt er mindre korpsånd nu, end der var tidligere, da jeg startede med at arbejde herinde for 10 år siden, og at man som ansat nu i højere grad føler sig forpligtet overfor sin

nære forskningsgruppe, men knap så meget overfor instituttet som helhed. Og så er der helt klart også noget med måden, man er studerende på nu, som er anderledes, end da jeg læste, hvor studerende i dag er mere målrettede og mere effektive, fordi det er de nødt til at være. Før var det jo ret normalt at læse i mange år, og personligt var jeg nærmest også to år om at skrive mit speciale færdigt, på godt og ondt, hvilket jo lyder helt vildt, når man siger det højt. På den ene side fik jeg både arbejdet og rejst en masse undervejs, hvilket var skønt, og samtidig havde det, i bagklogskabens klare lys, nok også været godt for mig – og måske gjort præstationsangsten noget mindre – hvis jeg havde fået skrevet det hurtigere! Hvordan tror du, studiet/faget ser ud om 20 år? Jeg tænker, at vi går en tid med mere ensretning og topstyring i møde, hvilket jo lyder lidt trist (og der er ikke noget værre end folk, der altid siger, at tingene var bedre i gamle dage!). For en vis grad af effektivisering har bestemt sin berettigelse (også jf. min egen specialeproces), men samtidig er det utrolig ærgerligt, hvis det sker på bekostning af fordybelsen og de mere kreative processer, som trods alt kræver noget tid og rum. Og så håber jeg, at der stadig er plads til den lidt mere smalle forskning (som f.eks. psykoanalytisk forskning), som for tiden har trange kår, fordi det er så svært at få midler til projekter, som ikke er så mainstream. Hvad er de tre bedste ting i din hverdag? Oh, jeg synes egentlig, at jeg er ret privilegeret i forhold til at have et spændende arbejdsliv lige nu. Jeg sidder i en postdoc-stilling, hvor jeg forsker i udvikling af kropsbillede(r) hos mennesker med en spiseforstyrrelse og mere generelt ser på sammenhængen mellem krop og psyke. På mange måder får jeg lige nu lov til at arbejde med det, der også er min hobby. Samtidig er jeg også ret taknemmelig for at have så gode, kloge og søde kollegaer, som betyder rigtigt meget i et job, hvor man ellers kan sidde lidt alene. Og så selvfølgelig det at komme hjem til min familie hver dag. Hvad ville du sige til dig selv som studerende, hvis du kunne vende tilbage til din studietid? Det ville nok være lidt et dobbelt budskab, som både bestod i, at jeg godt kunne tage mig lidt mere sammen på den ene side, og være mere effektiv/fokuseret udadtil, men samtidig også tage det lidt mere roligt indadtil, nyde det lidt mere og være knap så nervøs i forhold til eksaminer/afleveringer f.eks., og være utrolig meget mindre nervøs for at sige noget dumt – man behøver ikke være lige god til det hele, og man behøver ikke lade som om, man ved alt muligt, man ikke ved! Hvem skal have stafetten af dig? Camilla Overbye

Mange tak til Hannah Katznelson! n

15


Indput Institut for Psykologi KU


17


Indput Institut for Psykologi KU

Illustration af Tamara Hveisel Hansen


TEMASEKTION

VANITAS

19


Nekrolog:

Læsesalen Øster Farimagsgade 2A

Et helt unikt fagligt og socialt samlingspunkt for psykologistuderende på Københavns Universitet er gået tabt. Læsesalen på Øster Farimagsgade 2A blev torsdag d. 30. marts 2017 nedlagt efter kort tids varsel. Godt en uge efter, at beslutningen om nedlæggelsen blev annonceret, var læsesalen tømt for studerende og stedet blev straks forvandlet til en byggeplads. ”Desværre skal det hele gå meget stærkt, da håndværkerne går i gang allerede i uge 14” hed det sig i KU-beskeden fra Instituttet. Indput bringer her en nekrolog til minde om en højtelsket læsesal, som har dannet ramme om et ganske særligt fællesskab, men som i sidste ende måtte lade livet som en konsekvens af Instituttets prioriteringer.

Indput Institut for Psykologi KU


Af Amanda Lambæk, stud.psych. For enden af stueetagen på Institut for Psykologi har psykologistuderende siden 2011 haft mulighed for at slå sig ned på en lille læsesal med plads til omtrent tyve mennesker. For udefrakommende, som ikke kendte til stedets magi, kan det måske være svært at forestille sig, hvordan en beskeden læsesal som denne, indrettet med laminatborde og kontorstole, kunne være så ganske særlig. Men for dem af os, som har haft læsesalen tæt inde på livet og tilbragt adskillige timer i dens selskab, var den en absolut ener, en sjælden perle, som vil blive husket for de mange uforglemmelige stunder, den har bragt med sig. I hverdag og i weekend, fra tidlig morgen til langt ud på natten, har studerende placeret sig netop her for at fordybe sig i psykologiens vidt omspændende litteratur. Med udsigt til Botanisk Have er responspapirer og eksamensopgaver i dyb koncentration (og frustration) forfattet ved læsesalens hvide borde, mens ”glasburet”” længere oppe af gangen har faciliteret gruppearbejde og faglige diskussioner i forskellige afskygninger. Sommetider var læsesalen så propfyldt med studerende, at vindueskarme hist og her og lænestole foran toiletterne blev taget i brug i et forsøg på at skabe en forlængelse af den intense stemning og det faglige engagement, som udsprang af læsesalen. Udover at være en base for individuel læsning, rummede læsesalen også et socialt element i form af et fælles køkken. På trods af dets beskedne og til tider uhumske ydre, formåede dette køkken at bryde med den dybe koncentration, som var etableret på læsesalen. Køkkenet bød på tiltrængte kaffepauser og frodige frokoster i hjørnesofaerne, omkring det runde bord eller stående ved køkkenvasken, hvis tiden var knap. Her mødtes de ellers isolerede studerende med hinanden over kaffen og maden. De udvekslede erfaringer, diskuterede og sparrede med deres studiekammerater på kryds og tværs af årgange og interesseområder. Disse mere eller mindre tilfældige køkkenmøder har spillet en væsentlig rolle i forhold til at gøre den akademiske interesse, de faglige frustrationer og den til tider dårlige samvittighed hos de studerende til et fælles anliggende, fremfor blot at tilhøre den enkelte. Midt i de travleste eksamensperioder og specialeprocesser blev køkkenet et kærkomment frirum, hvis sociale funktion må siges at være gan-

ske ekstraordinær for en læsesal, som ellers ofte er kendetegnet ved en gruppe isolerede individer med næsen i hver deres bog. For mig personligt har læsesalen på Øster Farimagsgade motiveret mig til at komme afsted om morgenen og modarbejdet oplevelsen af at være alene om et krævende studie, fordi jeg her altid har haft mulighed for at møde andre psykologistuderende. De mange timer i selskab med bøgerne er blevet mindre ensomme og mere overkommelige. Læsesalen blev et slags sikkerhedsnet imod den sociale isolation, som kan få negativ indflydelse på de studerendes trivsel, hvis den får lov at fylde for meget. Tabet af læsesalen vil betyde, at psykologistuderende fremover vil blive spredt udover grupperum og læsepladser på CSS eller anonymt glide ind på én af de mange læsesale, som findes rundt omkring i byen. Læsesalens fysiske placering på Instituttet spillede desuden en væsentlig rolle i forhold til at løsne op for den afstand, der eksisterer mellem de studerende og underviserne. Placeringen betød, at vi kom og gik ind og ud af den samme indgang, trak frisk luft i den samme del af Botanisk Have, og at de studerende kun var et par etager fra at kunne komme i dialog med deres undervisere. Nedlæggelsen af læsesalen vil unægteligt betyde, at den fysiske afstand mellem de studerende og underviserne vil vokse, hvilket er en trist udvikling og et skridt i den forkerte retning med hensyn til at trække de studerende til Instituttet og dets forskning. Da samtlige psykologistuderende i slutningen af marts måned modtog ku-beskeden om læsesalens nedlæggelse, var de håndværkere, som skulle omdanne stedet til kontorer, allerede bestilt. Det blev en kort og kynisk affære, idet de studerende, som flittigt har benyttet sig af læsesalen, ikke blev inddraget i beslutningsprocessen omkring nedlæggelsen. Uanset hvor uretfærdig den pludselige nedlæggelse forekommer, er der ingen tvivl om, at læsesalen var på sit absolut højeste, hvad angår faglig fordybelse og sociale møder blandt de studerende. Fraværet af læsesalen efterlader et stort tomrum hos de studerende, som dagligt befandt sig i dens selskab, men vil blive bevaret som et kært minde om en betydningsfuld tid – en tid fyldt med både grin og gråd, sammenhold og et intenst fagligt fællesskab.

21

n


VANITAS

I NUET, KUNSTEN OG HISTORIEN Af Frederik Bjerre Andersen, stud. psych.

Hvor stammer begrebet fra, og hvad har det egentligt med liv og død at gøre? Disse rumsterende spørgsmål har du mulighed for at blive klogere på i denne artikel, hvor Vanitas som historisk begreb vil blive defineret i nuet, udfoldet i kunsten og forklaret i sin historiske kontekst. Afstanden til døden er aldrig længere væk end tæt på, og derfor skal vi forholde os til det at leve, før det er for sent – set fra skribentens vindueskarm.

Indput Institut for Psykologi KU


Vanitas og Memento Mori! Hvad betyder Vanitas egentlig? Mange er formentligt stødt på begrebet på et eller andet tidspunkt, men har lykkeligt glemt det igen. Direkte oversat fra latin betyder Vanitas: forfængelighed. På en og samme tid henviser begrebet til forfængelighed og forgængelighed ved al jordisk eksistens. Vanitas handler om liv og død. Historisk set kan begrebet særligt spores tilbage til den barokke tidsånd i Centraleuropa fra 1600-tallet og frem til slutningen af 1700-tallet. Dykker man længere ned i forståelsen af Vanitas som historisk begreb, støder man imidlertid hurtigt på dets flertydighed, særligt portrætteret i stillebensgenren. For ligeså frodig og from tilværelsen tager sig ud, ligeså forloren og forfaldent vil den tage sig ud øjeblikket efter. Blomsten visner, citronen udtørrer og frugten rådner. I skønhedens og begærets overflod lurer nemlig en følgelig bevidsthed om livets afslutning. Den knugende forvisning om, at livet rinder ud, og at det dekadente indtræffer gradvist med døden som følgesvend og medfører en bevidsthed hos det barokke menneske, indrammet ved barokkens skamciterede mantra: Memento Mori! (af latin: Husk, du skal dø). Mantraet er en påmindelse om at tage døden for givet, men ikke livet. Påmindelsen om døden i stillebenskunstens vanitassymboler I datidens billedkunstsprog blev der portrætteret adskillige symboler med stærke moraliserende undertoner, som alle henviste til den dystre bagvedliggende bevidsthed om døden under det umiddelbare letsindige begær. Særligt inden for stillebensgenren var man ikke ræd for at bruge

et stærkt symbolsprog for at overbevise beskueren om at bekende sig til sin dødelighed. Blomsten og frugter var gennemgående vanitassymboler, og disse symboliserede naturvidenskabens formåen og beherskelse af naturelementer. Symbolikken her, knyttet til Vanitas, ligger i bevidstheden om, at blomsten og frugten – ligesom alt andet jordisk – er underlagt en naturlig forrådnelsesproces. Kraniet var om noget fast kunstnerisk inventar for mange af barokkens stillebensmalere. Forestil dig det smukkeste kvindeansigt – frodigt, farverigt og ferskt velsoigneret, men om lidt er farverne væk, blodet størknet, og det eneste der står tilbage, er beskuerens bevidsthed om tomheden efter livet. De ellers livlige og frodige vanitassymboler er således en forfærdende og gedigen påmindelse om det barokke mantra: Memento Mori. Derfor dækker Vanitas over mere end bare lyst og begær udtrykt i stillebenskunsten i en barok tidsalder. I virkeligheden udstiller stillebenskunstnerne også et tungt grundeksistentielt paradoks hos mennesket, som Dea Antonsen formulerer særligt godt i Frydefulde Gysen – Barokke spejlinger før og nu: ”(…)vores evige hungren efter materiel lykke trods visheden om, at det materielle i tilværelsen er et forfærdeligt tomhedsbedrag, som i virkeligheden udstiller livets flygtighed”. Med andre ord: For mange kunstnere i barokken var intentionen langt fra alene at pynte malerier med saftige æbler, frodige kvindekroppe og overdådig genstande som symboler på materiel rigdom. I virkeligheden har blomsten, citronen, frugten og kraniet en underspillet dødsymbolik, som minder dig om din afmålte tid på jorden. Memento Mori!

23


Magt, økonomi og kunst i barokken Der sker noget helt afgørende i Europa i slutningen af 1600-tallet, i forståelsen af vanitassymbolernes fremkomst i barokkens kunstverden. Barokkens tid var nemlig også økonomiens tid i det vestlige Europa. Som konsekvens af højkonjunkturtider fra koloniimport oplever handelsborgerskabet en stigende købekraft, og gæt hvad de bruger den på. Kunst og kultur, selvfølgelig! I Holland blomstrer det, bogstaveligt talt. Tulipanindustrien boomer, og det barokke menneske formår for alvor at omsætte overdådig rigdom fra kolonibedrifter til moderne livsførelse og kunst. Pludselig bliver kunstverdenen arena for borgerskabets selviscenesættelse af kroppe og materiel berigelse, og her bliver vanitassymbolerne et portrætterende omdrejningspunkt som spejling af menneskets refleksion over livets flygtighed. Religionen i baggrunden, kunsten i forgrunden Fra Reformationen og frem mod Barokken bliver samfundsordenen, med den katolske kirkes ellers dominerende mandat, genstand for stærk kritik. Det barokke menneske, nærmere de anti-katolske intellektuelle, ser ikke ræsonnementet i at betale til kirken for at komme i himlen. Den evige pagt mellem dig og Gud om at komme i himlen blev af mange kirkekritiske tænkere set som en tom sag. Inden for både religionen, økonomien og etikkens verden bliver menneskets frie vilje og livsformåen derfor hovedingredienser i en kritik rettet direkte mod den katolske kirkes dogmer om afladsbreve. Man får den opfattelse, at naturen kan beregnes og beherskes. Denne holdning blev tilløbet for kunsten og kulturens opsving. Opsvinget blev ikke længere et medium for den religiøse dagsorden, det gjorde

Indput Institut for Psykologi KU

derimod det enkelte menneskes rigdom og egne bedrifter. Vanitas afspejler altså historisk set den moralske diskussion, der finder sted i kølvandet på et Europa i omvæltning, både hvad angår menneskesyn, videnskabsforståelse og økonomi. Vanitasidealer i dag – krop, kødelighed og snapchat Vanitassymbolerne optræder i alle afskygninger i vores tid. Krop, kødelighed og begær udgør stadig samtidsnære omdrejningspunker for det moderne menneskes liv og iscenesættelse af dette. Når vi ser på vores pulserende krop og forvoksede muskler, som næsten skal nå en unaturlig hård og krampelignende udmattelse i fitnesscenteret, eller når vi kropsligt performer og pynter os frem til øjeblikkets perfekte Snapchat-billede, så foregår der vel fortsat forfængelighedsdyrkelse. Menneskets lyst til at dyrke forfængelighed – det kønne kvindeansigt og de velmarkerede muskler – er en tidsløs fællesnævner for det barokke og det moderne menneske, hvor blot mediet, hvorigennem dyrkelsen af forfængeligheden finder sted, har taget ny form. Det er som gammel vin på nye flasker. Det er stadig et ideal at se vores egen forfængelighed, blot gennem nye og anderledes transportable mediespejlinger, som muliggør en endnu flygtigere iscenesættende af kropslig kødelighed. I den barokke tid beskuede vi os selv gennem kunsten eller spejlet, i dag beskuer vi os selv i kameraet lige før vi tager snappen. Tinder, Snapchat såvel som Instagram udgør dokumentation for vanitassymbolikkens aktualitet, fordi de vidner om, at øjeblikket ikke eksisterer, hvis ikke vi kan se os selv i det, når billedet er taget.


Afstanden til død er aldrig længere væk end tæt på Selvom barokken og Vanitas-begrebet vidner om en anden historisk tid, hvor menneskenes livsverdener er anderledes end vores i dag, så er grundantagelsen om, at alle ting – dig og mig, boblerne i bækken, økonomien i højsving – har en tvungen dato til forfald, og ophør er et til alle tider nærværende eksistentielt vilkår, vi må forholde os til, helst før end senere. For du skal dø! I digtsamlingen Springflod fra 1985 formulerer den danske forfatterinde Pia Tafdrup livets forgængelighed i sin enkelthed: ”afstanden til død er aldrig længere væk end tæt på”. Når nu døden er så tæt på, og du konstant og måske lidt angstprovokeret i denne artikel er blevet mindet om din afmålte tid på jorden, så må et presserende spørgsmål lyde: hvad skal vi mennesker, såvel i barokken som i dag, bruge livet på, når nu tilværelsen er så tarveligt flygtig? Når alt kommer til alt, er vi blot bobler i bækken – eller én CSS-studerende blandt uendeligt mange. Derfor er der al mulig grund til at finde sin egen unikke bobleform i livet, før de iriserende farver og den glatte overflade bryder ned og går i ét med de øvrige bobler, som alle splitsekundet senere i bækken vil bundfældes og miste sig selv til havets uendelige tomhed, hvor ingen er nogens. Fik du vist din unikke glatte overflade? Har jeg levet nok? Ikke bare i længden, men nok, målt i kvalitet i forhold til det, man har givet, man har fået, og det man har gjort for andre? For Guds skyld gør det i tide, før tiden har indhentet dig. Du er blot en dråbe i havet, en boble i bækken. Memento Mori – og fortsat god læsning! n

Litteratur: Antonsen, D., Kryger, M., & Sørensen, B. M. (2016). Frydefylde Gysen – Barokke Spejlinger før og nu. Gl. Holtegaard. Bundgaard, C. (2014, 12 april): ”Husk, at du skal dø”. https://jyllands-posten.dk/premium/kommentar/paatvaers/ article6638212.ece Tafdrup, P. (1985). Springflod- digte. Gyldendahls Bogklub.

25


CRISPR

FREMTIDEN ER HER

Af Amanda Aaboe Bell, stud.psych. Illustrationer af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.

Videnskaben forbløffer til stadighed menneskeheden, når nye opdagelser udvider rammerne for, hvad vi anser for muligt. CRISPR er et eksempel på en opdagelse, der er i rivende udvikling, og som har potentiale til at ændre menneskehedens historie og vores alles fremtid. Det lyder dramatisk, og det er det også. Lad os et øjeblik dykke ned i, hvad CRISPR er for en størrelse, og hvilke døre opdagelsen har åbnet for os.

Indput Institut for Psykologi KU


Hvad er CRISPR? Kort sagt er CRISPR, også kaldet CRISPR-Cas9, en genteknologi, der kan ændre DNA. CRISPR består af to dele. Forestil dig en mikroskopisk saks, som kan klippe et helt præcist sted på genomet og fjerne et gen, der koder for en uønsket effekt f.eks. kræft eller en genfejl. Dette element af CRISPR er Cas9. Det sekundære element af teknologien er gRNA, som er en guide for Cas9, så ’saksen klipper’ det rigtige gen ud. Når dette indgreb i DNA’et er foretaget, vil aminosyrekæden forsøge at reparere sig selv, og i denne proces kan forskerne erstatte det udklippede gen med en substitut efter eget valg. Dermed skabes en menneskeligt styret mutation. Dette videnskabelige vidunderbarn er ikke importeret fra science fiction, men er blevet udviklet over de seneste tre årtier, hvor man identificerede CRISPR-proteinet i en bakterie, der naturligt har ’saksen’ som et led i sit adaptive immunsystem. Francisco Mojica var den første forsker til at identificere CRISPR tilbage i 1993, og siden da har forskningen på området virkelig taget fart - forskningsgrupper til at udforske CRISPR under nye forudsætninger formes dagligt. CRISPR er revolutionerende, fordi det overgår sine forgængere i både præcision og pris. Førstnævnte har primært begejstret forskere, men sidstnævnte får store konsekvenser for CRISPR’s fremtid.

Kuren er CRISPR CRISPR kan blive det afgørende skridt i kampen mod forgængelighed. Den seneste rapport fra dødsårsagsregisteret viste, at den hyppigste dødsårsag i Danmark i 2015 var kræft. Desuden dør et stigende antal danskere af sygdomme i hjernen, hvor især demens tager livet af mange. I historieskrivningen har døden til alle tider haft status som en uundgåelig del af livet. I psykologien har vi sågar en hel gren, eksistentiel psykologi, dedikeret til at omfavne dødens præmis i deres terapiform. Døden er en naturlig følge og afslutning på livet, men vi kan ikke fornægte, at menneskets bestræbelser på at udskyde den sidste dag stadig bliver flere. I dag kurerer og helbreder vi utallige mennesker, som for 100 år siden ville være døde af deres sygdomme. CRISPR gør det muligt at kurere stadig flere - forudsætningen er blot, at vi finder frem til gener, der koder for sygdommene og erstatter dem med gener, som koder for bedre modstandsdygtighed og dermed nedsætter diverse sygdomsrisici. CRISPR bliver således et all-around værktøj, der kan kurere alt fra farveblindhed til Alzheimers. Teknologien rummer alt det bedste og alt det værste. Den er på én gang et livsmirakel og en ironisk dødsdom. Resultatet af et voksende antal mennesker på planeten betyder trods alt et liv for den enkelte i nuet, men i sin yderste konsekvens død for os alle i fremtiden. Dette er ikke ment som en hjemmel til at nægte CRISPR-behandling til kræftsyge patienter. Hvad der skal bringes til diskussion er, hvor grænsen for menneskelig indblanding skal gå. Hvornår skal vi lade mennesker dø? Fremtiden er uvis, men faktum er, at vi bliver flere og flere mennesker, og at ikke alle kan leve for evigt. I horisonten tegner der sig et billede af menneskeheden som jordens bakterie, der konstant bliver mere resistent over for, hvad livet måtte bringe.

27


Botox eller CRISPR CRISPR har potentiale til at bringe forfængelighedens tidsalder ind i en ny æra. At ændre på sig selv med en ambition om at forfine og forandre sin væren sker på stadig flere fronter, idet nye måder at tæmme og træne krop, tanker og sind dukker op. Kontrol anvendes til at modellere os selv og hinanden i en spejling af samtidens idealer, og heraf bliver selvudvikling en selvfølge. Alle disse anstrengelser og initiativer har dog én fælles præmis: De ændrer og forbedrer et allerede eksisterende biologisk og psykologisk grundlag. Selvom hjernens plasticitet muliggør stor forandring, og selvom kroppen kan opereres og dyrkes til ukendelighed, så starter denne udvikling i dag med et ikke selvvalgt udgangspunkt. Jacob Gleim Mikkelsen, forsker ved Aarhus Universitet, forudsiger, at også CRISPR i fremtiden vil blive brugt til at ’forbedre’ mennesket. Denne forbedring er dog radikalt forskellig fra, hvad tidligere har været muligt. CRISPR har evnen til at gå bag om udgangspunktet og ændre præmissen. I stedet for at få botox, kan man med CRISPR vælge gener, der koder for større læber. I stedet for at læse og regne for at dygtiggøre sig, kan man vælge gener, der koder for højere intelligens. Og skulle der være andet, du er utilfreds med, så siger du bare til - generne sætter grænserne. Konsekvenserne af denne ommodellering af mennesket er nærmest uoverskuelige. En forbedring indebærer en normativ og subjektiv vurdering, som på nuværende tidspunkt er overladt til forskerne. Men da CRISPR kan fremstilles lettere og billigere end nogen anden genteknologi, går der formentlig ikke længe, før det bliver mere alment tilgængeligt. Mens du sidder og læser denne artikel, bliver der på ebay.com solgt udstyr til etablering af privat CRISPR-hjemmelaboratorium. Det er svært at forestille sig et samfund uden elementer af uforudsigelighed i vores udseende og evner. CRISPR kan betyde, at mennesket mister det, som vi vandt, da vi lærte at forene os med tilværelsens tilfældigheder. Gang på gang har menneskeheden måtte samle sig selv op i mødet med livets utæmmelighed. Paradoksalt at vi nu må konkludere, at artsfællernes skæbne ikke længere afgøres af Fortunas velsignelse, men af Flemming og Fengs genlegetøj i en dunkelt oplyst kælder. Kontroversen CRISPR – Gud er for alvor død Jennifer Doudna, et af de store navne inden for CRISPR forskningen, har for længst italesat de etiske overvejelser, som det fremtidige arbejde med CRISPR nødvendigvis må konfronteres med. Hun tilråder forskere at udvise mådehold og forsigtighed og opfordrer desuden videnskaben til at sætte en høj etisk standard for anvendelsen af teknologien. Håbet er, at forskningen kan være toneangivende for CRISPR’s udvikling. Vi må stå tilbage og gisne om, hvorvidt fagmand er bedre end lægmand til at lege Gud. Ifølge bibelen skabte Gud mennesket i Guds billede. Bibelen beskriver ikke, hvorvidt det var Guds plan, at denne designopgave skulle outsources til mennesket selv, så Gud kunne gå på pension med god samvittighed. Det er efterhånden længe siden, at Nietzsche gav sit indlæg i den kontroversielle debat om mand og gud og erklærede Gud for endeligt død. Selvom dette skabte røre i samtiden, betyder opdagelsen af CRISPR, at vi igen må reflektere over vores forhold til alt fra naturen til guddommelighed. Hvilke etiske principper skal anvises i arbejdet med CRISPR? Hvordan skal vi forvalte den magt, som CRISPR giver os mennesker over vores egen natur? CRISPR er magt, men ikke forstået i en foucauldiansk ramme - CRISPR er magt på bedste Weberske vis: Det er et herredømme, som de, der besidder CRISPR, kan udøve, fordi de med CRISPR kan ændre ikke blot adfærd, men hele den indre og ydre sammensætning hos andre individer uden hensynstagen til deres fri vilje. Hertil må vi rejse spørgsmålet om, hvordan CRISPR som magtværktøj skal forvaltes. Vi kan liberalisere CRISPR, så alle får adgang til teknologien, og så alle tillades at anvende det, så længe det ikke skader andre. Vi kan demokratisere teknologien, så vi ved afstemning bestemmer, hvem der må anvende CRISPR hvornår og med hvilke formål. Vi kan også erklære CRISPR offentligt eje, så vi overlader ansvaret til magthaverne, der kan administrere CRISPR inden for lovgivningens rammer. Mulighederne er mange, men tiden er knap. CRISPR foretager konstant kvantespring i sin udvikling og både socialt, politisk og institutionelt må vi forsøge at følge med.

Indput Institut for Psykologi KU


(R)Evolutionen er nær CRISPR er på mange måder et revolutionerende videnskabeligt gennembrud, som kan komme til at ændre på hele den måde, vi tænker på evolutionen. Evolutionsteorien opnår gradvist et stærkere fodfæste i vores fagdisciplin, og denne type forskning kan blive afgørende for psykologiens rolle i CRISPR-sammenhæng. Idéen om endnu en anvendelsesmulighed for CRISPR, som et redskab til genetisk modificering af personligheden, understreger med al tydelighed, hvor vigtigt det bliver at efterleve Eric Turkheimers ambition om at finde klare, direkte forbindelser mellem gener og personlighedstræk. Hav blot tanke på konsekvenserne ved at ændre på gener kodende for f.eks. skizofreni eller narcissisme og risikere at ændre personen til ukendelighed. Den etiske debat her bliver en af de lange. Slutteligt skal vi lege en lille leg, jeg har valgt at kalde: Din evolution. Du tænker på det næste trin i evolutionen, og med det som afsæt laver vi et lille tankeeksperiment. Formålet med eksperimentet er at skræmme dig lidt. Forestil dig, at du skal til at have et barn. I dette fremtidsscenarie anvender de fleste forældre CRISPR, og der er ikke længere tale om curlingforældre, der kridter barnets bane af, men om curl-forældre, der former barnet, inden det overhovedet er kommet til verden. Nu er det så op til dig at tage stilling til, om du vil deltage i den menneskeligt faciliterede evolution. Skal dit afkom have samme muligheder som sine jævnaldrene, eller dikterer dine principper eller overbevisninger, at du ikke hopper på CRISPR bølgen? Absurditeten i eksperimentet er ganske reel. Absurditeten i CRISPR var også reel, lige indtil den ikke var det længere. Under ledelse af den kinesiske forsker Junjiu Huang blev eksperimenter på menneskefostrer påbegyndt i 2015, og i dag er det succesfuldt lykkedes forskerne at ændre menneskeligt DNA. CRISPR eksperimenterne fortsætter, men vores fælles tankeeksperiment slutter her. n

Litteratur BroadInstitute.com (2016). CRISPR timeline. (online). Lokaliseret: https://www.broadinstitute.org/what-broadareas-focus/project-spotlight/crispr-timeline Bruun, Hans Henrik (2009): Max Weber I Lars Bo Kaspersen og Jørn Loftager (2009): Klassisk og moderne politisk teori. København: Hans Reitzels Forlag Sjøgren, Christian (2015). CRISPR: Ny genteknologi revolutionerer videnskaben. (online) Videnskab.dk. Lokaliseret: http://videnskab.dk/teknologi/crispr-ny-genteknologi-revolutionerer-videnskaben Sundhedsdatastyrelsen (2015). Dødsårsagsregistret. PDF tilgængelig: http://sundhedsdatastyrelsen.dk/da/ tal-og-analyser/analyser-og-rapporter/andre-analyser-og-rapporter/doedsaarsagsregisteret Turkheimer, E. (2016). Weak genetic explanation 20 years later: Reply to Plomin et al. I. Perspectives on Psychological Science, 11(1)

29


TÆT PÅ DØDEN OG TILBAGE IGEN - Et interview med Peter Elsass Af Karen Damgaard, stud.psych. og Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Peter Elsass er professor emeritus ved Københavns Universitet, hvor han stadig er at finde på forelæsningsrækken i klinisk psykologi. Det er særligt sundhedspsykologi og kulturpsykologi, han har forsket indenfor, med fokus på de kliniske aspekter, men hans hjerteblod ligger især i de områder, hvor psykologien grænser op til andre felter, hvorfor han har arbejdet med en række præster, teologer, antropologer og historikere. Til en forelæsning med Peter Elsass vil man sandsynligvis bemærke, at hans stemme ikke er så kraftig. Hans hals blev i januar 2014 angrebet af nekrotiserende fasciitis; en sjælden dræberbakterie, der spiser alt bindevæv, den kommer i nærheden af. Peter Elsass skyndte sig på cykel til Rigshospitalets traumecenter, hvor han kort efter blev lagt i respirator. Han gennemgik derefter tre operationer og tilbragte tre uger i respiratoren; det meste af tiden var han i koma, og flere gange var situationen så kritisk, at han var ved at dø. Nærdødsoplevelserne vendte tilbage flere gange i løbet af de fem måneder, Elsass var indlagt. Disse dage beskriver han som sine allermest ensomme - men samtidig gav de ham en spirituel åbenbaring til den gode ensomhed. Nysgerrige på nærdødsoplevelser, spiritualitet og ensomhed blev vi inviteret indenfor hos Elsass i ly af regnen i hans storslåede lejlighed i Indre By. Vi fik te til at varme stemmebåndene op i køkkenet fra en af flere asiatisk inspirerede tekander og mærkede en stemning af ro og varme. Skal vi snakke om døden? Efter sin nærdødsoplevelse påbegyndte Elsass et projekt, der mundede ud i bogen Kunsten at være alene. Nærdødsoplevelserne fik ham til at overveje, om ensomhed nødvendigvis er negativt, fordi han selv fik oplevelsen af en paradoksal livsbekræftende og intens ensomhed i perioden, hvor han var ved at dø. Oplevelserne står klart i erindringen, men det kan være vanskeligt at videreformidle dem. For formidling kræver sprog, men et sprog om døden er ikke ét, vi umiddelbart har til rådighed. Det kan synes svært at tale om både egen død og andres, og at vi kun i relativ lille grad forholder os til døden i Danmark, er i Elsass’ optik en mangel. I berøringsangst over det følsomme emne har vi tendens til enten at ignorere det eller sende snakken videre:

Indput Institut for Psykologi KU

“Spørgsmålet er jo altid: Skal vi snakke om det at dø? Skal vi være åbne om det, og på hvilken måde skal vi være åbne om det? Og her er der to erfaringer fra den kliniske verden omkring, hvordan de professionelle undgår at foretage den nære samtale, som en form for beskyttelse af dem selv: Den ene er lægen, der kommer ind og siger: “Ja, vi har undersøgt dig, og du har en alvorlig kræftsygdom, som desværre ikke kan styres. Vores erfaring fortæller os, at du er i et terminalforløb, og du bliver nødt til at sige farvel til dine venner og familie”. Her ser vi en måde at være meget kontant og informerende for at beskytte sig selv – og patienterne bliver skræmt fra vid og sans. Den anden undvigelse fra den nære samtale er at sige: ”Ja, det ser ikke helt så godt ud, så jeg synes måske, at du skulle snakke med en psykolog.” Man skubber altså snakken om døden væk til en anden og forsøger at undgå at tage snakken. Folk, der arbejder på onkologiske afdelinger, har i løbet af et liv flere tusinde konsultationer, hvor de skal fortælle folk, at de har kræft. Det er svært. Og der synes jeg, at vi psykologer kunne være mere hjælpsomme i forhold til vores samarbejdspartnere på hospitalerne, så de bliver bedre i stand til at tage samtalen med den døende.” At vi i Danmark har svært ved at forholde os til døden hænger givetvis sammen med det faktum, at døden er langt mindre hyppig hér end for eksempel i verdens udviklingslande, hvor livet ofte er mere udsat. I I-landene, hvor ressourcer, teknik og viden gør os mere modstandsdygtige, synes vi mindre parate til at blive konfronteret med den magtesløshed, der ligger i livets endelighed. Vi retter blikket mod behandling og problemløsning, og stuver døden inden for rammerne af hospitalets fire murer som en adskilt del af et levet liv. Vi har svært ved at se i øjnene, at vi en dag skal dø. Selskab i den sidste tid Peter Elsass påpeger, at vi inden for nogle områder begynder at forholde os mere til døden i form af eksempelvis hospicebevægelsen. Her ses et stort engagement i forhold til at betragte døden som et vilkår i stedet for et problem, der skal løses, og til at hjælpe mennesker til at se det meningsfulde i livet trods afmagten i al sygdom og fremtidig død. Elsass ser, at hospicebevægelsen er stærkt på vej, “men der er kun få psykologier, der rigtigt er engagerede i det”.


Ifølge Elsass er der ikke en direkte forbindelse mellem asocialitet og ensomhed, og vi spurgte derfor, om han mener, at det i den sidste tid er vigtigt at have mennesker omkring sig. Hertil svarede han, at det “jo kommer an på, hvad det er for personer”, og uddybede: “Jeg tror, at det er en vigtig ting at få sagt rigtigt farvel og at have mennesker omkring sig. Selve hospicebevægelse gør jo meget ud konteksten, man er i. Men desværre er der jo mennesker, der er meget ensomme, og som også dør alene. Jeg skal ikke sætte mig som dommer over, om de har haft et trist liv, men der er mange folk, som vælger ensomheden på grund af en for stor sensitivitet over for problemer. Altså de er meget sensitive og skrøbelige.” Elsass gjorde os opmærksomme på den såkaldte “hoteldød”, der er et stadigt mere udbredt fænomen: “Nogle mennesker vil helst være så diskrete med, at de skal dø som overhovedet muligt, så de indlogerer sig på et hotel og dør dér”. Opmærksomhed og etik Peter Elsass bemærker undervejs i vores samtale, at vi, når mennesker herhjemme møder modgang, kan komme til at fokusere for meget på, at de skal være symptomfri frem for nogle gange at gennemgå smerten og opnå den viden, den kan bringe med sig. “Vi er utrolig dårlige til at bære smerte. Jeg ser det med mindfulness for eksempel. Meditationsmetoden virker som en symptomlettelse over for depression, angst og stress, og jeg ved ikke hvad. Folk får færre symptomer af det. Men det er jo ikke det, der nødvendigvis er målet for almindelige mennesker; det er jo at få indsigt, ikke? Og det vil sige, at mange, der mediterer, ikke nødvendigvis oplever en symptomlettelse, men de oplever noget andet, som kan være svært at sætte ord på. Man overser, at mindfulness er en metode og ikke nødvendigvis kommer med et indhold. Det at meditere giver en form for fokusering af opmærksomheden, hvilket vil sige, at du virkelig kan træne din opmærksomhedsfunktion op. Og det er der jo mange, der har glæde af, som lever et almindeligt liv og måske er stressede. Men du kan også bruge mindfulness, hvis du ligger på taget i Syrien, er skarpskytte og skal have din opmærksomhed fokuseret på, om der kommer nogen ud af dén dør, som du skal skyde. Det vil sige, at mindfulness kan være hjælpsom i situationer, som er onde. Eller sagt på en anden

måde; at mindfulness kan måske også få folk til at arbejde lidt hårdere på en arbejdsplads, hvor de ellers vil sige fra. For det hjælper dem med at komme igennem en travl arbejdsdag. Så I kan høre, at det etiske omkring spiritualitet og spirituelle metoder er noget, der i høj grad trænger til at blive udviklet.” Således forklarer Peter Elsass, at man har tendens til at blive dårligere og dårligere til at bære smerte, fordi man lader sig opsluge af wellnessbølger og idealer om symptomlettelser frem for etiske og moralske overvejelser. Samtidig ved vi også, at Elsass efter sin indlæggelse tog til Himalaya for at meditere, så vi var nysgerrige på, hvordan han selv gør brug af meditation. Den svært definerbare spiritualitet Elsass har en stor interesse for verdens kulturelle mangfoldighed, og denne interesse har ført ham og hans psykologiske briller til alt fra afsides bygder på den grønlandske vestkyst, til spirituelle fællesskaber i Sydamerika og til Himalayabjergene, hvor han blandt andet har lavet undersøgelser af tibetanske torturofre. Her har han også selv isoleret sig og mediteret i en eremithule i fire uger som led i sin undersøgelse af den gode ensomhed. Elsass har beskrevet, at nærdødsoplevelserne gav ham et indblik i niveauer af spiritualitet, der ifølge ham venter os efter livets ophør. Men at forske i nærdødsoplevelser kan let blive flyvsk og spirituelt, hvorfor området også videnskabeligt er blevet forbigået i mange år. Elsass pointerer, at “hvis man er ung læge eller ung psykolog, så er det ikke nærdødsoplevelserne, man skal starte med, fordi det er svært at få det accepteret i de store videnskabelige journals”. Vi spurgte i den forbindelse, om spiritualiteten kan ses som rationalismens fjende, hvorefter Elsass efter en tænkepause sagde: “Altså....hvad er spiritualitet? Der er for eksempel i Oxford Dictionary side op og side ned om, hvad spiritualitet er; det er rigtig svært at definere det kort. Men det er en helt særlig bevidsthedstilstand, som giver en oplevelse af helhed, hvor man ser sig selv forbundet med noget andet og mere end bare sådan det umiddelbart synlige”. Han mener, at en af grundene til, at spiritualiteten har så lille en plads i psykologien er, at den ikke umiddelbart passer ind i en traditionel forståelse af videnskab, hvor krav om objektivitet og neutralitet er i højsædet. For ham er det et spørgsmål om at indtage et førstepersons perspektiv, hvor man i en vis for-

31


Indput Institut for Psykologi KU


stand selv skal være troende for at forstå troen, og han har derfor arbejdet sammen med blandt andet præsten Mikkel Wold og musikeren Peter Bastian i spirituelle fællesskaber. Vi har i dag så avancerede hjernescanningsmetoder, at man neurovidenskabeligt kan undersøge effekten af mindfulness og fænomener som nærdødsoplevelser mere objektivt, og vi spurgte derfor Peter Elsass, om denne tilgang giver mening i hans øjne. Til dette svarede han: “Der er jo nogle folk, der er neurofysiologisk orienteret og også beskæftiger sig med spirituelle fænomener. Men det er svært og bliver let det, jeg kalder ”neurosofi”. Man bruger ligesom nogle neurale billeder til at sige noget, som man ellers ikke ville kunne sige på samme måde. Så det er mere modeldannelsen, som man kan blive inspireret af i det neurofysiologiske forhold. Og ellers vil jeg sige, at det er ligegyldigt, om hjernen rent anatomisk, fysiologisk er på én måde eller en anden måde. Jeg er stort set ligeglad med, om der er flere hjernebølger af en speciel aktivitet, når jeg mediterer eller ikke mediterer”. Kunstens muligheder Når nu hjernescanningsbilleder ikke fremstår videre relevante i vores forståelse af meditation eller nærdødsoplevelser, hvordan kan vi så nærme os disse fænomener? I forbindelse hermed spurgte vi Peter Elsass, om kunsten kunne have noget at bidrage med, hvortil han svarede: “Kunst er utroligt vigtig, fordi den jo er fordomsfri i høj grad. Den bryder grænser, og den har som mål at transcendere et eller andet. Musik, billede, litteratur. Det kan man også sige, at videnskaber har, men har de først sat et projekt i gang, så er der en indadvendt og fordomsfri sammenhæng i projektet; der er man ikke med på at overskride grænser og være åben på samme måde. Men kunsten er noget mere og andet end det. Så kunst og videnskab er to vigtige ting at få til at gå op i gensidigt fællesskab”. Ingen pludselige forandringer Når man hører om Elsass’ møde med døden, er det et dramatisk forløb, der træder frem, og vi mødte måske som flere andre op med en forventning om en række højdepunktsoplevelser og en

dybt forandret mand. Men alligevel beskriver han det ikke som nogen kolossal forandring, fordi han, som han siger; “har levet et rigt og godt liv”. Han pointerede i interviewet, at vi elsker at høre om højdepunktsoplevelser, men at de sjældent viser sig i det virkelige liv: “Højdepunktsfortællingen, den elsker vi jo. Og det gør vi jo også med terapi. Altså, der skal der ske et eller andet ‘wow!’. Men det er meget sjældent, at det sker åbenbaringer – også i terapi. Terapi er jo det der lange, seje træk, og der bliver man ikke bare lige forandret. Man kan godt inducere i folk, at de oplever en kolossal forandring på et tæt weekendkursus for eksempel, men hvis man gør det, ser man ofte, at de falder tilbage igen efter et stykke tid”. Så Elsass føler sig ikke fundamentalt forandret, men oplevelsen fik ham dog til sætte sig i en hule i Nordindien i en måned og til at tænke over nogle ting i sin tilværelse: “Stadigvæk siger jeg til mig selv, at der ikke er sket særlig meget, men det fik mig dog til at sige op som professor i psykologi. Så noget har det jo gjort ved mig”. Selv om Peter Elsass ikke ser sig selv som kolossalt forandret, har hans fortælling om nærdødsoplevelsen åbnet op for en række samtaler om døden og tiden, der grænser op dertil, værende det på hospitalet, hospice eller hjemme. Snakken med Peter Elsass om døden bragte emner på banen som spiritualitet, den gode ensomhed, kunstens, videnskabens og sprogets rolle, som man kunne have snakket meget mere om, og vi gik fra den tømte tekande og den flotte lejlighed med hovederne fulde af en viden og flere spørgsmål, end vi kom med. n

Kilder: ”Da professoren mistede besindelsen” af Peter Elsass, bragt i Information, moderne tider, d. 25. juni 2016. Peter Elsass: Kunsten at være alene. Gyldendal, 2016. http://video.ku.dk/kunsten-at-vaere-alene

33


FORFÆNGELIGHED, FORFÆNGELIGHED. Tekst af Isabel Sidenius, stud. psych. Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud. psych.

Ach, kiødelig Lyst, Som mangen med dødelig Læber har kyst, Dit fengende Tynder, din flyvende Gnist, Har mangen i ævige Luer henhvist, Din Skaal synis Hunning, men Drikken er leed Forfængelighed, Forfængelighed. – Thomas Kingo, 1681 I dette vers fra ’Far, Verden, Farvel’ af den danske barokdigter Thomas Kingo, opfatter han verdens forfængelighed som en skøge. Den verden han levede i var gudsforladt og opblæst. Skrøbelig og glansfuld, som også sæbebobler er det, når de glinser i solen og reflekterer alle verdens farver som en regnbue, men brister i et pludseligt øjeblik. De menneskelige eksistenser, der bevandrede denne opblæste verden, var flygtige som sæbebobler. Tiden i timeglasset rinder ud, og for hvert sandkorn er man et øjeblik tættere på døden. Memento mori, lød den eksistentielle påmindelse fra barokken, der betyder ’husk, at du skal dø’. Erkendelsen af livets flygtighed, tidens gang, menneskets forgængelighed – med døden som det eneste forudsigelige moment, blev omdrejningspunkt i barokkens virkelighedsopfattelse. Tomheden og meningsløsheden bredte sig i kølvandet på denne erkendelse, både i åndshistorien, i teologien og litteraturen såvel som i kunsten. Følgende tekst vil give en skildring af den forfængelighed der prægede den barokke tidsånd, og hvordan denne kom til udtryk i deres æstetik. Dertil vil denne historiske periode og nogle af dens problemstillinger perspektiveres til vores samtid og den forfængelighed, der eksisterer i dag, og som vi blandt andet oplever igennem massemedierne og deres påvirkning og fordrejning af virkeligheden. Det forfængelige barokmenneske Denne verdensskøge, som Kingo beskriver, lokker og forfører barokmennesket med alle sine materielle goder. Hun er skrøbelig og opsminket. Hendes hår er glansfuldt, hendes gang yndefuld, men hendes skind bedragerisk. Med

Indput Institut for Psykologi KU

sine smukke øjne og sin letpåklædte krop, hvor noget af den nøgne hud blottes og afslører det bedrageriske skind, opildner hun sin beskuer til kødeligt begær. Obskøniteten vækkes i beskueren, og de indre impulser og affekter truer menneskets guddommeligt sande væsen, med sin erotiske og forfængelige stræben. Hun lokker mennesker i fordærv med lidenskabelige løfter om storhed, pragt og magt, hvis redundans fører til menneskelig dekadence. Til moralsk forfald. Indre opløsning. Og for Kingo: troen på, at det sande og evige liv kun fås i det hinsides og ligger udover den menneskelige eksistens. Hans metafor om skøgen opstiller en dualisme mellem himmel og jord. Mellem den forgængelige og den evige eksistens. Den skaber en bevidsthed om forfængelighedens forgængelighed: vanitas vanitatum. Og forfængeligheden bliver derfor tom og meningsløs. Forfængeligheden afføder tomhed, og tomhed afføder forfængelighed. Den barokke epokes tidsånd havde en dyb, erotiseret fascination af skindet og dets bedrag. Forfængeligheden avlede grådighed og begær, og det barokke menneske var optaget af illusionskunsten og iscenesættelsens magt, og den virkelighed der kunne skabes og erkendes herigennem. Som Erik A. Nielsen, en dansk litteraturhistoriker, skriver i sin fortolkning af den barokke periode og dennes litteratur, så var det en periode præget af en ”lidenskabelig destruktion af lidenskaberne”. De kødelig lyster, impulser og affekter, de begærlige behov efter rigdom og magt, blev på lidenskabelig vis udtrykt i kunsten, litteraturen og poesien, om end for at advare imod dem.


Det æstetiske spejl Med religiøse undertoner blev det lidenskabelige og smertelige ved den gudsforladte menneskelige eksistens udtrykt i kunsten på mest æstetisk vis i form af symboler, allegorier og metaforer. Barokkulturens kunstmiljø blomstrede. Nye kunstteknikker udvikledes og særlig ekspertise i disse teknikker opstod. Klassiske vanitassymboler blev dyrket både litterært og kunstnerisk. Spejlet, som eksempel, er et klassisk vanitassymbol. Spejlbilledet referer, som symbol på forfængeligheden, til myten om Narcissus og på det selvoptagede, der kan have ”en forvrængende eller forskydende effekt, således at det slører virkelighedsopfattelsen,” som Dea Antonsen skriver i ’Frydefulde Gysen Barokke spejlinger før og nu’. Spejlet skulle minde beskueren om forfængelighedens forgængelighed. Barokkens æstetik afslører således et menneske, optaget af det indtryk det efterlader i andre menneskers vurderinger. Eller et menneske optaget af at udtrykke denne forfængelighed på æstetisk vis. Musikken og teatret havde også et stort opsving i denne periode, ligesom videnskaberne udvikledes, særligt indenfor matematikken og fysikken. Som Blaise Pascal, den franske matematiker og fysiker, der i denne periode lagde grunden for sandsynlighedsregningen og opfandt den første regnemaskine, men der, som Kingo, bekendte sig til Gud og det hinsides som den eneste sande eksistens. Pascal er senere gået lidt i glemmebogen, fordi hans tanker manglede systematik og logisk eftertænkning. Men hans værker bar præg af et kunstnerisk udtryk, hvor formen og den digteriske struktur var tilsvarende hans tanker om den menneskelige eksistens, og dennes manglende fornuft. Dertil at den guddommelige eksistens var den eneste sande. I den barokke æstetiks opblomstringsperiode blev dyrkelsen af kunsten og det æstetiske en stor del af kulturen, og det nye

marked for kunst skabte stor velstand i de kunstneriske miljøer. Som Egon Friedell, en østrigsk kulturhistoriker, skriver i sin fortolkning af denne epoke: ”Den (kunsten, red.) er altid fast besluttet på at gå til yderligheder. Hvad enten den foregår i længsel og selvudslettelse med himmelvendte, affekterede ydmyge blikke eller hæver sig til religiøst hysteri i ekstasens visionære krampetrækninger, eller uden omsvøb skildrer virkeligheden i dens mest monstrøse, mest afskrækkede former, så er det altid det overdrevne, det påtrængende, det skingrende og skrigende, dens produktion orienterer sig efter.” En sublim illusionskunst vandt således frem i forsøget på at beskrive og fortolke det barokke verdensbillede, men ligeledes også lukrere på dette eftertragtede marked. Samfundskritiske værker, og værker der forherligede kirken eller statsmagten, voksede frem under den barokke epoke, der efter reformationen var kendetegnet ved et større fokus på individets fri vilje og en tvivl på Guds frelse. For nogle, heriblandt Kingo og Pascal, var sigtet med deres skrifter, at hive Gud tilbage i den menneskelige bevidsthed. For andre, var formålet at skildre en samfundsorden, hvis klasseskel var meget tydelige, og hvor nogle sad tungt på magt og rigdomme og mæskede sig i forfængelighedens overflødighedshorn. Det var en verden, hvor troen gradvist erstattedes af liberale tanker og videnskabelige opdagelser, der gav nye positioneringsmuligheder og frihed, men samtidig affødte en tomhed og meningsløshed i denne gudsforladte, forfængelige verden. Meget af datidens kunst, poesi og litteratur, og dyrkelsen af vanitassymboler i disse, kan betragtes som et æstetisk spejl, der forsøger at afsløre denne, i flere henseender, paradoksale virkelighed, barokmennesket levede i. Og udover de dybe religiøse og samfundskritiske undertoner, var en stor del af kunsten også centreret om det dramatiske, teatralske og iscenesatte. Æstetikken kommunikerede på forfængelig vis med sin beskuer igennem symboler.

35


Den postmoderne forførelse ”Vi vil ikke lure på stjernerne og himlen mere, men på de underjordiske guddomme, som truer med at styrte os ned i tomheden.” -Jean Baudrillard, 1987 Som vi blandt andet ser i barokken, så er forfængelighed og æstetik en form for forudsætning for hinanden. Dertil er æstetikken fra barokken også præget af at skildre samfundet, kulturen og det bedrageriske og forfængelige i denne virkelighed. Den franske filosof og kultursociolog, Jean Baudrillard, udviklede omkring 1988 begrebet ’Transæstetik’. Dette begreb refererede til kunstneriske og æstetiske anstrengelser for at få indflydelse i verden. Han var blandt andet interesseret i den postmoderne kommunikation og mediernes forvridning og fordrejning af virkeligheden, der i sidste ende skaber en hyperrealitet: ”Det reelle udviskes ikke til fordel for det imaginære; det udvisker sig selv til fordel for det, der er mere reelt end det reelle, det hyperreelle. Sandere end det sande: således fremstår simulationen.” Baudrillard beskæftigede sig med sammenhængen mellem virkelighed, symbolik og samfund, og hyperrealitet refererer til den virkelighed, som medier, reklamer, film, mode og kunst skaber herigennem. Disse massemedier optager ofte pladsen som mellemmenneskelige relationer i den postmoderne verden. ”Kommunikationen er for langsom, den er en langsommelighedsvirkning, thi den foregår gennem kontakten og ordet. Blikket bevæger sig hurtigere, det er mediernes middel, det hurtigste. Alt skal udspilles i øjeblikket, man kommunikerer aldrig”, skriver Baudrillard. Medierne har en særligt forførende magt til at kommunikere virkeligheden. De medi-

Indput Institut for Psykologi KU

erer og erstatter den med denne hyperrealitet, der gør det umuligt at skelne den fra den oprindelige eller reelle virkelighed. Hyperrealiteten er mere virkelig end den virkelige, fordi den forfører og manipulerer med vores perception af den. Vi er omgivet af tegn og symboler i disse massemedier, der former, omformer og skaber vores virkelighed, ved hjælp af en simulation af denne. Simulationen er det forførende. Den ligner virkeligheden, men adskiller sig fra den. Begrebet refererer til en ’falsk kopi’. En efterligning eller foregivelse af noget; lighed mellem genstande, og på den måde den falske virkeligheds lighed med den reelle. Simulationer udvikler symboler i samfundet, der hæfter sig til meninger eller betydninger, der ligger udover reelle eller oprindelige betydninger. Det være sig værdiladede symboler som en dyr bil, der ikke kun har en markedspris, men også en symbolsk værdi af socialstatus. Symboler bliver på den måde til kulturelle virkeligheder. Symboler, der ligesom i den barokke kunst, om end igennem væsentligt andre ’medier’, også dyrkedes og anvendtes til at få indflydelse i samfundet, fordi de ofte har en meddelelse eller intention. Samtidig er der en vis forfængelighed i disse værdiladede symboler. De er forfængelige og bedrageriske, fordi det de antyder er mere vigtigt, end hvad de er. Baudrillard beskriver endvidere hvordan selve usikkerheden på det helt grundlæggende, som for eksempel hvad der er virkeligt eller meningsfuldt, kan føre til en bevægelse eller stræben hen imod ekstase. Og ekstasen er både strålende ren og tom; ligesom forfængeligheden. Men ”heller ikke tomheden udviskes over for fylde, men derimod over for overfyldningen og mætningen. Mere end fylden; således virker kroppens reaktion i fedmen, og kønnets i obskøniteten, dets afreaktion over for tomheden,” skriver Baudrillard. Væbnet mod tomhed fylder


mennesker sig med mere end nok, med overflod og begær rettet mod ekstasen. Baudrillard beskriver modeindustrien som et glimrende eksempel på, hvordan det æstetiske, i sin forførende simulation, skaber en forfængelig forbrugerisme. ”Måske afskyer naturen faktisk tomheden, thi det er dér, i tomheden, at de overfyldte, overudviklede og mættede systemer fødes som for at besværge den. Der er altid et eller andet redundant, som vinder indpas dér, hvor der ikke længere er noget”. Og denne tomhed, der kun udviskes til fordel for det overmættede, overfyldte og overudviklede, medfører forfængelighed og redundans på et marked, hvor nye behov konstant skabes. Som den barokke stræben efter materielle goder, der lokkede mennesker i et forfængeligt fordærv. Materielle goder og forbrugerisme, der i sin overflod og forfængelighed, stadig eksisterer og har forfulgt mennesket langt tilbage i kulturhistorien. Med en samfundskritisk tilgang til den postmoderne verden og med rødder i marxismen, beskriver Baudrillard hvordan denne tiltræknings og forførelses magt i det postmoderne samfund anvendes af de fleste medier, som manipulerer og slører vores virkelighedsopfattelse. De simulerer den og efterlader os med simulacra. Et begreb der forener medier, samfund og symboler, og beskriver fænomener, for hvilke repræsentationen af disse er en simulation af virkeligheden. Og med forfængeligheden som virkemiddel og drivkraft, skaber de illusioner og versioner af virkeligheden, der manipulerer med den reelle virkelighed og gør den mere og mere irrelevant og uvirkelig for os. Kulturen bliver en simuleret og idealiseret virkelighed, der, uden at vide det, køber ind på markedets præmisser og lader sig forføre af dets forfængelighed. n

Litteratur: Antonsen, D., Kryger, M., & Sørensen, B. M. (2016). Frydefylde Gysen – Barokke Spejlinger før og nu. Gl. Holtegaard. Baudrillard, J. (1987). Det Fatale – Skæbnestrategier. Aalborg Stiftsbogtrykkeri A/S. Friedell, E. (2000). Den nyere tids kulturhistorie – bind 2. Kulturstrømninger fra den sorte død til første verdenskrig. Høst & Søn. København. Juhl, C. (2007, Marts 8). Symbolik, simulakrum, forførelse, fatalitet. https://www.information.dk/2007/07/ symbolik-simulakrum-forfoerelse-fatalitet Nielsen, E. A. (2001). Lyrikere. Centraltrykkeriet Skive A/S. Pascal, B. (2000). De store tænkere – Pascal. Nørhaven A/S. Viborg. Støvring, K. (2014, August 22). Kingo og Grundtvig mellem himmel og jord. http://kulturkamp.blogs. berlingske.dk/2014/08/22/kingo-og-grundtvig-mellem-himmel-og-jord/

37


Vanitas og Veritas - En dialog om døden og det skønne Af Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych., og Anne Marie Kristensen, stud.psych. Rie: Vi har utroligt svært ved at tale om døden. Nært eller fjernt forestående. Som om den måske ikke eksisterer, hvis den forties. Som om vi måske er bange for, at den griber om sig, hvis den udpensles. Tager flere med. Én ting ved vi; at vi alle skal dø. Men så slutter sandheden måske også der? Seb: Vi har måske svært ved at tale om døden ja. Dødsangst, dødsdrift, vores egen sublime tilværelse som subjekter med handlemuligheder og kontrolmuligheders endelige forgang. Men vi afbilleder det alligevel overalt. Fra grind-core og horror-flix til nyhedsmediers portrætteren af krigsofre og lignende… “Vi advarer, disse billeder kan være stødende!”. Rie: Ja, når vi hører den nyhed, kigger vi nærmest ekstra godt efter. Som om vi føler os som store børn, der får lov til at være længe oppe, når de inden aftenens krimiserie advarer om voldsomme scener. Det er spændende med denne død – gad vidst om man kan nærme sig forståelsen af den bare en anelse af at se den med skærmen som skjold? Seb: Det virker som om, at det er nødvendigt med skjoldet! Memento mori, men kun for fiktive karakterer eller mennesker, der er langt væk og i hvert fald ikke er os! Jeg kan ikke dø – kun alle andre. Rie: Vi søger suset af næsten-død. Det var lige ved, knivsæggen, balancegangen. At se ind i dødens gab fra et dyrt faldskærmsudspring. At føle os sårbare og heldige vil jeg tro? Netop at jeg ikke kan dø.

Indput Institut for Psykologi KU


Seb: Og ikke kun med oplevelsesøkonomien! Rie: Hvad mere? Redder vi os selv fra døden ved at arbejde på kroppen og sindet? På kærligheden? Seb: Er kærligheden ikke uendeligheden? (Note to self: Styr dine retoriske spørgsmål Sebastian, så klog er du ikke.) Men der er jo noget dér! Den eneste ene! Ens soulmate! Og sjælen er jo udødelig for pokker! Og så ikke kun med kærligheden, men også med tøj, udsmykninger, arbejdet på krop og sjæl! Jeg kan udfolde, udsmykke, behandle, blive ved. Det sublime objekt (eller subjekt) forfalder aldrig! Hvorfor skulle vi ellers være så ligeglade med gamle mennesker (ældre, whatever). Pointen er jo netop, at de er os ubehagelige, for de kunne ikke blive ved med sublimitet og udødelighed! Den levende, dræbende og u-døde reminder om, at vores perfekte liv basically er forgæves (og tak til Knud Romer). Rie: Er det ikke netop her, sandheden er ophørt? Her hvor vi konstruerer i håb om at skabe en illusion om uendelighed, hvor vi lover hinanden uendelighed for at trøste hinanden? Og ja, det perfekte liv skaber vi vel for hinandens skyld. Det perfekte liv er måske i virkeligheden tidsfordriv af tid, vi ikke ønsker at fordrive? Seb: Som den irske komiker Dylan Morran siger om katolicismen: “Death is coming; quick! Put on the gold hat!” Vi finder ubehag ved tanken om ikke at skulle være her (hvilket jeg mener må være sandt i øvrigt, for hvorfor skulle vi ikke have lyst til det? Og her lader jeg lige med vilje selvmordet ligge lidt), så hvorfor ikke gå i gang med det ideologiske maskineri! Du skal ikke dø! Gud har dig! Eller; du dør aldrig, du bliver genfødt! Buddha to the rescue! Hold kæft, så kører det! Men det kan man netop ikke alene, som du skriver, det må man gøre sammen! Rie: Hehe, ja, og samtlige verdensindustrier og religionsselskaber hiver og flår i os og vores pengepung for at skræmme os ind i deres fremtidsscenarie. Tiden på jorden er knap,

39


hvis vi skal nå at forberede os på reinkarnation, aflad, en ærefuld død eller jagten på det perfekte liv. Tænk hvis jeg spilder tiden på at være ubeslutsom? Seb: Men DET må man heller ikke! Gud (apropos) forbyde, at du er ubeslutsom! Du har kun et liv! Kan du så komme i gang! Memento mori, carpe diem, #yolo og se mig hoppe ud fra et højt sted og instagramme fra en backpackertur i Asien og mit barn, FOR HELVEDE, SE, MIT BARN KAN GÅ! INSTAGRAM! Rie: Vi er så bange for at leve forgæves. De mange aftryk og aftegninger, vi søger at sætte, er vel også en frygt for at forgå uden bemærkninger og afsavn. Uden at have været en del af verden nærmest? Seb: “Power is the old stone mansion that will stand for generations” – Frank Underwood. Hvad hvis det hele er ligegyldigt? Det er jo netop næsten værre. Vi forsøger energisk og desperat på at opbygge betydningssystemer, ideologier, bygninger, landmarks, tegn, netop det, du er inde på, og omend, det nok ikke er nok at sige, at det alt sammen er fordi “vi skal dø!”, så skulle det overraske, hvis det ikke var en faktor… Men! Du siger leve forgæves? Er det pudsige ikke netop, at det dér er helt forgæves er at prøve at leve op til det sublime? Dømmer vi ikke i dyrkelsen af det sublime det ikke-sublime (og derved menneskelige) til ulykke?! Vi modsiger hele budskabet, hele pointen i samme åndedræt, som vi siger sætningen: “Du lever kun en gang!”. Rie: Universaliteten er måske særligt her den undertrykkende og dømmende magt. Sagnet om det sublime, hierarki og perfektionisme destruerer måske mere end det ophøjer. Hvorfor skal jeg være en del af denne fest, hvis jeg ikke passer ind? Seb: Præcis! Hvorfor egentligt? Og selvom vi ivrigt hjælper hinanden “rolig min skat, mor venter på den anden side”, så virker det til at vi nogen gange gør det modsatte med det? Rie: Vi bliver optaget af garantier og sandheder, bliver måske utrygge ved det uover-

Indput Institut for Psykologi KU


skuelige. Og døden er på en gang voldsomt uoverskuelig og nogle gange det bedst overskuelige… Vi afklarer så meget i verden, undersøger på nanoniveau og blotlægger verdenshavenes bund og luftens molekylesammensætning. Men et menneskes ophør er uigenkaldeligt på en ualmindelig måde… Giver det mening? (Der er ingen returret, fortrydelsesknap, bagdør – lidt for over/upoetisk) Seb: Det giver fin mening! Eksistentialismen længe leve, må vi vist råbe i kor. Og apropos veritas! Videnskaben! (Jaaaa, nu har jeg dig) Her har vi jo en rasende angst! Vi må for helvede vide det hele. Alt, rub og stub, tuts! Hvad sker der med os, når vi dør, har været et enormt produktivt spørgsmål inden for videnskaben. Prøv at overveje hvor mange, der har prøvet at besvare det! Videnskaben kan give os svar og hvis ikke på døden så på resten, og så kan vi læne os tilbage i lænestolen igen og sige “jeg ved, at når jeg dør, så nedbrydes min krop, og jeg bliver til det græs, som antiloperne spiser, og sådan er vi alle forbundet i livets store kredsløb.” Rie: Ja, vi bliver en del af græsset, af stjernerne på himlen. Fortællinger er der nok af, men hvad er det så, de sørgende har brug for? Hvad har de dødsangste brug for? Er det i virkeligheden rarest for vores livskvalitet at leve i naivitet så lang tid som muligt? Eller føler du, at du lever bedre, mere fyldigt, når døden lurer i hjørnet? Folk melder sig ud af Folkekirken på stribe, men efterlader så deres pårørende i klemme, når de alligevel hungrer efter en kirkelig begravelse. Skal vi lige involvere gud for at være på den sikre side? Det er svært at efterlade en elsket til det ukendte. Seb: Uha, så bliver det normativt. Det er jo altid lettere at kritisere end at komme med konstruktive forslag, og den fælde falder jeg vist tit i. Men ok, så lad mig være dramatisk. Et liv levet er et liv levet. Jeg tror, vi får det bedre af at fralægge os det hyperideologiske og det sublime. Det gælder både carpe diem og the gold hat. Det er ikke væsentligt, om der er et efterliv, det væsentlige er at være. Og den væren er begrænset. Vi begår fejl så drop det sublime. Smid gud ud (ja, det mener jeg faktisk), men drop også de forpulede slogans #minbarerøv. Vid at det her ikke bliver perfekt, at der er mange måder at gøre det på, og at det slutter. Så må den vist tages derfra.

41


Rie: Jeg er vild med, at det dramatiske budskab fremstår som: Slap af! Det siger vist noget om den centrifugalkraft, vi lader os sluge af. Hvordan skal vi bedst slappe af? Seb: Det er som om, at det dersens værensforglemmelse angiveligt er hamrende negativt hos nogle eksistentialister, men jeg synes sjovt nok, at det er når vi glemmer, at vi er til, at vi slapper mest af… Det er jo nok her, at jeg synes, at grænsen for refleksionsarbejdet må være. Nogle gange skal man sgu have sig en seks/syvtusinde bajere og en pakke smøger og glemme, at i morgen kommer, og at man skal dø. Men det andet er også nødvendigt (altså hyperrefleksionen, angsten), for ellers bliver det bare ren hedonisme og yolo-kultur. Måske skal man være i stand til at tilvælge værensforglemmelsen, men udgangspunktet må være værensbevidsthed? Rie: Ja, jeg er enig. At muligheden for at kunne være i sin værensbevidsthed giver et fundament for at blive fri for den, så at sige. At opløsning giver mulighed for veltilpashed. Måske særligt omkring de mennesker, der lader én opløse sig? Seb: Mennesker ER FØDT FORBUNDNE! Hvis du skal have en bibel, så lad det være den! Så ja i høj grad. Men nogle mennesker er jo også i stand til at hjælpe en med det modsatte; at erfare endeligheden og at leve med angsten (en gang til for prins Kirkegaard!). Rie: Således kan vi vel i kraft af forbundetheden ikke undgå at sætte aftryk? Seb: Præcis! Så slap af! Lige meget hvad, så har du gjort et indtryk/aftryk og vil blive husket. Om ikke andet, så af dem, du var forbundne med, og det må sgu være det vigtigste. n

Indput Institut for Psykologi KU


The Picture of Dorian Gray Victoriatidens gotik og Freuds unheimliche Af Inger Lund Michelsen, stud.psych. Illustration af Ida Maria Ankerfelt , stud.psych.

”Han lod blikket glide ned over portrættet og snappede efter vejret. Farverne, formerne og konturerne sprang ham i øjnene og fik ham til at træde et skridt tilbage i overvældet forbavselse. De gyldne krøllede lokker svøbte sig i kærlig omfavnelse omkring det marmorhvide ansigt og den unge uspolerede hud. Læbernes buer med deres søde rødmen, hvis rosa skær bredte sig til det øverste af kindbenene, som nu hvor han mærkede varmen stige op i ansigtet og afsløre hans blussende begejstring. De blå øjne med et blik der var åbent og uskyldigt gennemborede hans eget, og genkendelsen skyllede ind over ham, og bundfæstede sig sekund for sekund, hvor han ikke kunne tage øjnene fra portrættet. Det var som om han så sig selv for allerførste gang, og alt han så var skønhed.”

43


I Victoriatidens England var den ufordærvelige moral og seksuelle frigiditet i højsæde. Men ud af det anstændige og tilknappede samfund springer en ny bølge af litteratur, og i de gotiske romaner udforskes og afsløres perversiteten og fordærvet, der lurer bag en papirtynd fernis af ordentlighed. Der opstår et rum, hvor fortrængte amoralske behov, frygt og fantasier kan udforskes, og temaer om sex, nydelse, misbrug, og homoerotik afdækkes, men råddenskaben tilskrives som oftest overnaturlige eller fantastiske kræfter for at undgå konfrontationen med denne tids værst tænkelige fjende: menneskets iboende drifter. De gotiske romaner spiller på det, som Freud konceptualiserede i det ambivalente begreb das unheimliche, der betyder, at noget på en gang er ”uhjemmeligt” (ugenkendeligt) og samtidig ”uhemmeligt” (genkendeligt). Det unheimliche bliver urovækkende, fordi det ubevidst konfronterer os med drifter, som vi genkender, men som vi har fortrængt (Freud, 1919), og de gotiske romaner provokerede de victorianske læsere ved at prikke lige dér, hvor det gjorde ondt, nemlig i moralen. Oscar Wildes gotiske roman The Picture of Dorian Gray skulle vise sig at prikke det victorianske samfund lige dér, hvor det blev allermest unheimlich, hvilket fik fatale konsekvenser for forfatteren Wilde. I bogen møder vi den unge, underskønne Dorian Gray, som står model for portrætmaleren Basil Hallward, hvis fascination af sin muse bærer stærke homoerotiske undertoner. Også den hedonistiske levemand Lord Henry Wotton fascineres af den unge Gray, og hans ungdoms- og nydelsesforherligende opfordringer til Gray korrumperer ham og gør ham besat af sin egen ungdom og skønhed, reflekteret i Hallwards portræt. I en faustisk byttehandel overgiver Gray sin sjæl til portrættet, og begiver sig ud i en dekadent livsstil med sex, misbrug og korruption. Mens Grays ydre forbliver ungt og uspoleret, forandres portrættet og reflekterer den gamle, hæslige, rynkede og koldblodige person Gray er blevet til. I sit forsøg på at destruere det skæmmede og afslørende portræt, møder også Gray sit endeligt og forfængeligheden bliver således hans død (Wilde, 1891). Udgivelsen af bogen sendte bølger af forargelse og beskyld-

Indput Institut for Psykologi KU

ninger om moralsk fordærv ud gennem pressen og den britiske befolkning. Kritikere kaldte bogen ”filthy”, ”contaminating” og ”immoral” og det samtidige tidsskrift St. James’s Gazette skrev endda: ”Dorian Gray was a matter for the police, not the critics” (Ellmann, 1987). Ifølge Freuds tanker om det unheimliche skal den samfundsmæssige bestyrtelse ikke kun ses som et udslag af anstændighed og høj moral, men som en konsekvens af at noget, som skulle være forblevet hemmeligt, er blevet afsløret og har vundet genklang i det ubevidste hos befolkningen (Jf. Freud, 1919). Med The Picture of Dorian Gray forsøgte Wilde på snedig vis at provokere sin samtid og udstille menneskesindets og sine egne lystfulde afkroge ved at dække sig ind under kunsten og gotikkens mystik. Kunst for kunstens skyld ”There is no such thing as a moral or an immoral book. Books are well written, or badly written. That is all.” (Wilde, 1891) Wilde selv tilsluttede sig hårdnakket den æsteticistiske bevægelse af kunstnere, som proklamerede, at kunst kun var til for kunstens egen skyld – hvilket måske kan ses som et forsøg på at omgå samfundets moralske forargelse over hans bog. Kunsten skulle således kun levere æstetiske og sansemæssig nydelse og ikke rumme moralske budskaber. I romanen formidles det æsteticistiske budskab igennem relationen mellem kunstmaleren Hallward og den unge muse Dorian Gray, der beskrives som en ”romance of Art”. Hallwards overdrevne betagelse og fascination af Grays skønhed og persona forklares altså med en kunstners æstetiske betagelse af sin muse, frem for en romantisk interesse. Æsteticismen bliver derfor også en måde, hvorpå Wilde kan skjule og dække over de stærke homoerotiske temaer i sine værker, der på den tid ikke kun ansås som moralsk forkastelige, men også var direkte strafbare (Jf. Muriqi, 2007). Måden hvorpå kunsten og dyrkelsen af æstetikken benyttes som et skalkeskjul for de homoerotiske temaer i bogen ses især, når man kigger nærmere på de talrige censureringer, bogen igennem tiden har gennemgået. Ordet ”romance” er kon-


sekvent fjernet og mange steder skiftet ud med ”ideal” eller ”idolatry” (Wilde, 2006). ”Romance” forbindes altså tydeligvis dengang, som nu, med en relation, hvor der indgår kærlighed og/eller erotik. Ved at erstatte ”romance” med ”ideal” forsøger man at karakterisere relationen mellem Hallward og Gray som et kunstnerisk forhold mellem kunstner og muse, og Hallwards interesse i Gray udlægges som en overfladisk og æstetisk idealisering fremfor kærlighed eller erotisk begær. At erstatte romantiske og erotisk-konnoterende ord med det religiøse ”idolatry” vidner også om, at seksualitet på dette tidspunkt er langt mere provokerende end blasfemi. Gud er død, og den sande djævel er menneskets seksuelle drifter. I overensstemmelse med det æsteticistiske fokus, benytter Wilde også sin fascination af antikkens Grækenland til drillende at lege med relationen mellem den ældre og belæste Lord Henry Wotton og den unge Dorian Gray. Navnet Dorian refererer direkte til det Doriske folkeslag fra antikken, et folk med særlig forkærlighed for pæderastiske forhold, hvor en ældre mand tog en helt ung mand ”under sin vinge”. Forholdene var til dels baseret på en seksuel funktion, men også på en uddannende og oplærende funktion for de unge mænd. Det attraktive ved den unge, pubertære dreng var netop hans ungdom og skønhed, og kunsten i det antikke Grækenland var meget centreret om den mandlige anatomis skønhed. Den nøgne mandekrop blev idoliseret og stod for Grækerne som perfektionen af æstetisk skønhed (Jf. Muriqi, 2007). Selvom den seksuelle relation mellem mænd var dybt tabuiseret på Wildes tid, bar relationen mellem mænd præg af en langt mere intim karakter, end vi ser i dag. Det var ikke velset, at kvinder var uddannede eller belæste, og de havde stort set ingen plads i intellektuelle kredse. Den eneste måde, hvorpå man kunne have et intellektuelt og filosofisk stimulerende forhold til et andet menneske var således med en anden mand. Dobbeltgængerfænomenet En anden velkendt victoriansk tematik, som Wilde gør brug af i romanen, og som i høj grad spiller på begrebet unheimliche,

Indput Institut for Psykologi KU

er dobbeltgængerfænomenet. Oprindeligt stammer begrebet fra mytiske beretninger om rejsendes natlige møder med en tro kopi af sig selv, der varslede død og ødelæggelse for vedkommende, der måtte opleve det. Dobbeltgængeren er den samme, altså genkendelig, men der er alligevel noget forkert og fremmed ved den. I The Picture of Dorian Gray, er Grays dobbeltgænger repræsenteret i portrættet, der i en byttehandel bliver besjælet med en del af Grays splittede selv, og som nu ”bærer” på alle hans synder, idet det æstetisk ældes og fordærves i takt med Grays amoralske livsførelse, mens han selv forbliver ung og smuk. Den totale interdependens mellem Gray og portrættet realiseres til sidst, da Gray forsøger at ødelægge portrættet og i den handling også dræber sig selv. Dobbeltgængertematikken kan i høj grad anses som udspringende af tidens nyfundne viden om og interesse for menneskets intrapsykiske liv og personlighedens forskellige dele. Freuds strukturelle personlighedsmodel og konflikten mellem det driftstyrede og dyriske id og det moraliserende superego tjente i høj grad som inspiration for uhyggelige dobbeltgængerhistorier, som vi kender dem fra f.eks. Dr. Jekyll og Mr. Hyde eller H.C. Andersens Skyggen. Grays hengivelse til den driftstyrede levevis og opgivelsen af superegoets moraliserende instans, udspringer måske af Grays egen forfængelighed og Lord Wottons hedonistiske opfordringer, men den realiseres i og med den overnaturlige byttehandel med portrættet som katalysator. Under Victoriatidens meget stærke moralske kodekser og seksuelle undertrykkelse, kunne driften, id’et og seksualiteten kun få liv gennem det overnaturlige. Samfundets dom I The Picture of Dorian Gray forsøgte Wilde sig med at formidle ”forbudte” budskaber om hedonisme, erotik og den homoseksuelle relation under dække af mere spiselige temaer som kunst og mysticisme, og ligesom mange andre gotiske romaner havde den til formål at provokere og rykke grænser i et kvælende og moraliserende samfund. Men netop denne roman indeholder også Wildes egne private ønsker om at legitimere det


emotionelle og seksuelle forhold mellem mænd, og trods hans ihærdige forsøg på at kamuflere sine homoerotiske budskaber, var de i samfundets øjne den værste moralske overtrædelse. I 1895 blev Oscar Wilde anholdt og dømt for dét, retten dengang kaldte ”grov uanstændighed”, en term der skulle dække over homoseksuelle relationer med andre mænd. Som led i retssagen mod Wilde, brugte anklageren brudstykker fra The Picture of Dorian Gray og andre af Wildes prosatekster som bevismateriale, og man forsøgte derved at sætte lighedstegn mellem maleren Basil Hallwards ”forkerte” følelser for den unge Dorian og Wildes egen forkærlighed for unge mænd (Ellmann, 1987). Plottet i denne gotiske klassiker centrerer omkring menneskets iboende forfængelighed og ondskab, og et uhyggeligt livløst portræt som bliver besjælet, og på én gang både er og ikke er menneske. Mens det unheimliche i at blive konfronteret med disse temaer er tilpas pirrende og urovækkende for victorianerne, er det homoerotiske tema en langt værre trussel mod samfundsordenen. I bogens gotiske forgænger, Dr. Jekyll og Mr. Hyde, går bogens hovedperson Utterson og mistænker den mystiske fremmede Hyde for at være Dr. Jekylls elsker, mens både han og læseren kan ånde lettet op, da det viser sig, at der er en overnaturlig forklaring (Jf. Stevenson, 1886). Læseren skræmmes i tilstrækkelig grad ved konfrontationen med et homoerotisk driftsliv, men kan ånde lettet op. Men Oscar Wilde lader ikke sin læser slippe så let. Med bogens kraftige homoerotiske tematik afslører han noget, som vanligvis er skjult. Han vækker genkendelsen af sådanne følelser i læserens eget driftsliv, og det samtidige ubehag ved det fremmedartede i dem. Han minder os om vores fortrængte behov for frihed til at elske, nyde og leve (Jf. Freud, 1919). Ubehaget og provokationen blev for stor, og samfundet dømte Wilde som fordærvet og amoralsk. Oscar Wilde var med udgivelsen af The Picture of Dorian Gray forud for sin tid, og det kom til at koste ham dyrt. Hans mod til at leve, elske og udgive sine tanker i et samfund, der fordømte homoseksualitet som den værste synd, har gjort ham til en central skikkelse i dannelsen af den moderne homoseksuelle identitet. n

Litteratur Ellmann, R. (1987) Oscar Wilde. London: Pinguin Books Freud, S. (1919): The Uncanny. London: Pinguin Books (2003) Muriqi, L. (2007): Homoerotic codes in The Picture of Dorian Gray. Lund Universitet Stevenson, R. L. (1886): The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde. Oxford University Press Wilde, O. (1890): The Picture of Dorian Gray. Oxford Universi ty Press (2006)

47


Indput præsenterer

Camus-bogmærket Tekst af Alexander Gjerding, stud.psych. Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Den franske filosof, forfatter og journalist Albert Camus blev født i Mondovi, Fransk-Algeriet i 1913 i en familie af Pied-Noirs (kristne og jødiske grupperinger, som havde emigreret til de franske kolonier i Nordafrika). Faderen døde i 1. Verdenskrig i 1914, hvilket efterlod den lille Albert alene med sin mor, som var rengøringsarbejder og hverken kunne læse eller skrive. Camus voksede op under trange kår, men formåede alligevel at komme ind på universitetet i Algiers, hvor han i 1936 fik sin kandidatgrad i filosofi. For at tjene til dagen og vejen måtte han tage en række forskellige jobs ved siden af sine studier; herunder som privatlærer og assistent ved det lokale meteorologiske institut. Herudover var Camus fodboldmålmand for det lokale universitetshold - noget han måtte opgive, efter at han i 1930 fik tuberkulose. Han bibeholdt dog en livslang passion for fodboldspillet og skulle efter sigende engang have betroet en nær ven, at han til enhver tid foretrak fodbold over teater, til trods for at han selv skrev adskillige teaterstykker. Camus beskæftigede sig livet igennem indgående med en række filosofiske temaer, men han er særligt kendt for at adressere spørgsmålet om det absurde, som for Camus er en konsekvens af menneskets behov for mening og afklaring i en verden, der er dette foruden. Til trods for livets iboende absurditet nægtede Camus dog at forfalde til nihilisme og vedholdte, at det er muligt at gøre oprør mod meningsløsheden. Oprøret er blandt andet muligt qua den enkeltes individuelle frihed, men Camus betonede også kollektivet og den gensidige solidaritet som afgørende for at kunne vægre sig imod den absurde tilstand. Almindeligvis opfattes Camus som eksistentialist – til trods for, at han flere gange gennem sit forfatterskab eksplicit frabad sig denne betegnelse – muligvis på grund af sin forbindelse til Jean-Paul Sartre, og muligvis fordi han tematiserede nogle af de samme emner, som eksistentialisterne gjorde. Camus beskrives ofte som havende en ligefrem og tilgængelig stil i sammenligning med sine samtidige – måske især Sartre – hvilket bl.a. ses i hans indledende passage af Sisyfos myten, hvor der skæres helt ind til benet: ”Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål. Alt det øvrige, om verden har tre dimensioner, om ånden kan inddeles i ni eller tolv kategorier, kommer i anden række. Det er legeværk.” Camus blev ofte betragtet som en livsnyder, der med et smil på læben og en smøg i kæften dyrkede en ”middelhavs-identitet”, der ifølge ham selv var karakteriseret ved en mere fysisk måde at leve på, og som han forsvarede mod ”truslen” fra den glædesløse, nordeuropæiske livsstil. I 1957 modtog Camus nobelprisen i litteratur, og i 1960 døde han i et biluheld i den lille franske by Villeblevin. I hans jakkelomme fandt man en ubrugt togbillet. Senere fandt man ud af, at han havde planlagt at tage toget med sin kone og børn, men i sidste øjeblik havde sagt ja til sin udgivers tilbud om at rejse med ham i bil. Nu er han også et bogmærke i Indput anno 2017. Og hvorfor så det kunne man spørge? Når vi snakker død og forgængelighed, er Camus’ oprør mod nihilismen mere aktuel end nogensinde. Særligt i vores postmoderne tid, hvor erstatningen for de religiøse fortællinger primært kommer i form af banale appeller til ”rationalitet” og ”at tænke selv”, der forsøger at erstatte evangeliet med en bedaget oplysningsretorik. For nok var Camus ateist og så Guds død som en realitet – men også som et tab. Han gav ateismen en eksistentiel dybde, der rækker uendeligt meget længere end vor tids primitive ny-ateisme. Ligeledes er Camus’ forsøg på at forene den individuelle frihed med en solidarisk forpligtigelse værd at genopdage i en tid med neoliberalisme, nationalisme og en klimakrise, der nærmer sig apokalyptiske proportioner. Det er en fornøjelse hermed at præsentere Albert Camus som bogmærke i Indput! n

Indput Institut for Psykologi KU


49


Indput Institut for Psykologi KU

Illustration af Tamara Hveisel Hansen


Indputs store

FOUCAULT JOKE KONKURRENCE Vinder Hvad er Foucaults yndlings OL-disciplin? Diskurs-kast! I anledningen af Campusdag afholdt Indput en Foucaultjokekonkurrence. Vinderen er Sten Kvist, der modtager en Foucaultplakat

51


Hvad er Foucaults yndlingsslik? Governmentos Why don’t we go back to my place and read some disciplin and punishment? Why did Michel go inside?

He was Foucold!

Ved du hvad Foucaults yndlings scorereplik er? ”Hey babe, skal jeg ikke skrive historien om vores seksualitet? Magten er som din mor: Kommer nedefra I sagde, at man ikke kunne dekonstruere alt, men Fou-ku’ Hvad kalder en mor fra Østerbro det, når hun bruger 3 dl hvedemel i sit brød? ”Spelt-regulering” Hvad er Foucaults seksuelle præferencer? Discipline and punishment! Hvorfor er Foucault den mest miljørigtige filosof? Han kører på biopower! Indput Institut for Psykologi KU

n


Ayahuasca - fra et videnskabeligt perspektiv Tekst af Laya K. Pätzold, stud.psych. og illustration af Elvira Hallengren, stud.psych. Ayahuasca Ayahuasca er en brunlig og ildelugtende plante-te, som fremkalder en forandret bevidsthedstilstand. Det er et såkaldt enteogen, som har været anvendt i rituel kontekst i Amazonas-regionen i tusindvis af år. Denne artikel er baseret på min bacheloropgave om ayahuasca og dets værdi i behandling af psykopatologiske tilstande som f.eks. afhængighed og depression. Jeg har her udeladt mange ”tekniske” detaljer samt litteraturhenvisninger. Kontakt mig gerne, hvis du interesserer dig for den slags. Ordet ayahuasca kommer fra quechua og oversat til engelsk betyder det ”vine of the soul” eller ”liana of the spirits” (aya = sjæl, ånd, krop, lig; wasca = lian, reb, ranke). Ayahuasca fremstilles ved et sammenkog af to planter - lianen Banisteriopsis caapi (b.caapi) og bladene fra chakruna-busken (psychotria viridis). Ayahuasca kendes også under navne som Yagé, Vegetal, Daime, Caapi og La Medicina.

Lidt etymologi Enteogen = det, som afslører Gud(erne). Fra græsk theos = Gud; genesthai = bevirke, fremkalde Psykedelisk = det, som åbenbarer/frembringer sjælen. Fra græsk psyke = sjæl; delos = åbenbare Hallucinogen = vandre i sindet. Fra latin alucinari = vandre i sindet, drømme, tale ufornuftigt Udtrykket ”enteogen” bliver brugt ifm. traditionel rituel/religiøs brug af psykoaktive planter som f.eks. ayahuasca, psilocybin og meskalin.

Hvad indeholder ayahuasca? De psykoaktive indholdsstoffer er N,N-dimethyltryptamine (DMT) fra chacruna-busken samt i mindre grad harmala-alkaloider som harmine, tetrahydroharmine og harmaline fra lianen b.caapi. DMT er et tryptamin-alkaloid, dvs. et stofskifteprodukt, som forekommer naturligt i mange planter samt alle pattedyr og dermed også den menneskelige krop. DMT er inaktivt, når det indtages oralt, da det hurtigt bliver nedbrudt via monoamino-oxidase (MAO), dvs. af enzymer i maven og leveren. I ayahuasca koges det sammen med lianen b.caapi, som indeholder naturlige MAO-hæmmere, således at DMT ikke bliver nedbrudt og kan optages. Fordi DMT og MAO-hæmmere forekommer naturligt i mange planter, koges også andre planter til såkaldte ”ayahuasca analoger”. Denne artikel beskæftiger sig ikke med disse. Den beskæftiger sig heller ikke med syntetiske tryptaminer, hvis virkning er anderledes, og som kan føre til svære forgiftninger.

Hvad det IKKE handler om Ayahuasca indeholder DMT, men at indtage ren DMT (f.eks. intravenøst, at ryge eller sniffe det) skal absolut ikke forveksles med at drikke ayahuasca ifm. en ceremoni. Ren DMT har en ganske anden effekt og risikoprofil end ayahuasca. Desuden bliver flere syntetiske tryptaminer med psykoaktiv effekt brugt som ”designerdrugs”. Disse syntetiske tryptaminer har intet med ayahuasca at gøre. De kan være farlige og har i enkle tilfælde ført til svære skader eller død.

Endogent DMT (Endogent betyder ”opstået/fremstillet inde(fra)”) DMT er et psykoaktivt alkaloid, som forekommer naturligt i kroppen, og som bliver frigivet i pinealkirtlen. Men hvorfor indeholder vores krop DMT? Det korte svar er: Man ved det ikke. Det lange svar er: I 1960erne mistænkte man det for at spille en rolle ifm. psykoser. Da man senere forkastede denne teori, betragtede man det som et ubetydeligt metabolisk biprodukt. I dag mener en del forskere, at endogent DMT bl.a. spiller en fysiologisk rolle i genskabelsen af homøostase ved stresssituationer i kraft af

Eksempler på andre naturligt forekommende tryptaminer er neurotransmitterne melatonin og serotonin (serotonin kaldes også 5-hydroxy-tryptamin eller 5-HT). Et andet eksempel er den essentielle aminosyre tryptofan (der findes i mange madvarer og kan også købes som kosttilskud), som kroppen kan omdanne til fx serotonin, melatonin eller DMT

53


en angst-løsende, afslappende og beroligende virkning. Andre forskere mener, at det også kan have betydning for drømme og naturlige forandrede bevidsthedstilstande som f.eks. ved spirituelle eller religiøse oplevelser. Og eftersom DMT ikke kun findes i hjernen og nervesystemet, men derimod i mange celler i mennesker og dyr, antager man i dag, at det kan have vigtige funktioner ud over dets effekt på nervesystemet og bevidstheden. DMT spiller muligvis en universal rolle i cellulære beskyttelsesmekanismer, regeneration og immunitet, og der peges endvidere på en anti-inflammatorisk funktion. Hvem og hvorfor bruges det? Ayahuasca bruges i Amazonas og Andes regionen som et traditionelt element i shamanisme bl.a. til at facilitere helbredelse samt til at opnå spirituelle oplevelser og indsigt. I Brasilien og en række andre lande (bl.a. USA, Holland, Spanien og Danmark) bliver det også brugt som sakramente i synkretiske kirker. Synkretisme er syntesen af forskellige trosretninger, filosofier eller verdensanskuelser. Disse kirker er primært kristne, men inkluderer aspekter fra andre teologiske og mystiske traditioner. De mest kendte er União do Vegetal (UDV) og Santo Daime. Ayahuasca anvendes også i terapeutisk sammenhæng, f.eks. i Takiwasi centeret i Peru, som ledes af den franskfødte læge Jaques Mabit. Takiwasi har siden 1992 fungeret som et rehabiliteringscenter for stofafhængige og kan fremvise resultater, som overgår traditionelle vestlige afvænningsprogrammer (www.takiwasi.com). Ayahuasca har også vist sig effektiv ifm. bl.a. depression og PTSD. Hvordan foregår et ayahuasca-ritual? Deltagerne faster inden ayahuasca-ceremonien. Ritualet foregår ofte om aftenen og varer så længe som den psykoaktive effekt, dvs. ca. 3-4 timer. Ayahuasca bruges i forskellige spirituelle sammenhænge, og udformningen af ritualet varierer derfor en del. Ceremonien finder dog altid sted under kyndig vejledning. Ofte er der regler for forberedelse f.eks. afholdelse fra alkohol og andre stoffer. Deltagerne har et specifikt formål eller en intention (bøn), som de arbejder med i dagene op til og under selve ceremonien. Under ritualet er gruppen fysisk i samme lokale.

Indput Institut for Psykologi KU

Hvor ofte? I terapeutisk sammenhæng indtages ayahuasca kun få gange. I religiøs sammenhæng kan ceremonien sammenlignes med gudstjenester, som medlemmerne regelmæssigt deltager i, typisk hver anden uge. Netop derfor vælger man ofte Santo Daime eller UDV medlemmer i langtidsstudier til at undersøge effekten af regelmæssigt brug. Hvordan virker det? Effekten indtræder efter ca. 30-45 min i form af en forandret bevidsthedstilstand. Forandrede bevidsthedstilstande er tilstande, som adskiller sig fra vores almindelige, vågne bevidsthed, men mange er så velkendte, at vi ikke kalder dem for forandrede bevidsthedstilstande. F.eks. kan vores tilstand ændres gennem stoffer som koffein, alkohol, medicin m.m. Vores tilstand kan også ændres på naturlige måder, f.eks. gennem en oplevelse af flow, intense følelser, søvnunderskud osv. Andre forandrede bevidsthedstilstande er f.eks. drømme, søvn, meditation og afspænding. Ayahuasca kan nok bedst sammenlignes med meditation. Under en ayahuasca-meditation er man typisk klar og bevidst med intakt tankeevne, hukommelse og dømmekraft (i modsætning til f.eks. alkohol). Glemte minder kan dukke op, ligesom der kan forekomme synæstesi og visuelle oplevelser med lukkede øjne. Spirituelle oplevelser og personlige indsigter er udbredte, f.eks. indsigter i maladaptive handlemønstre og dysfunktionelle områder af ens liv. Dette kan umiddelbart være smertefuldt, men indeholder et stort potentiale ift. frigørelse/heling. Dette aspekt kan sammenlignes med psykoterapi, som også til tider kan opleves som smertefuldt og hårdt indre arbejde. Forskellen er dog, at indsigter ifm. ayahuasca ikke nødvendigvis foregår (kun) på det mentale plan, og at de kommer indefra, dvs. fra vedkommende selv, i stedet for at være medieret via en anden person (terapeut). Fysiske virkninger kan være en let stigning i åndedrætshastighed og blodtryk, udvidede pupiller, en oplevelse af varme eller kulde samt kvalme, opkast og diarré. Nogle tekster betegner de sidste som bivirkninger, men i traditionel kontekst anses de for terapeutiske udrensninger. Generelt er man under hele forløbet bevidst om, at effekterne er forårsaget af den indtagne substans, og at de er forbigående.


Effekter på hjernen Der er bl.a. gennemført EEG, SPECT og fMRI studier for at kortlægge ayahuascas akutte effekt på hjernen. Ayahuasca aktiverer hjerneregioner, som er blevet sat i forbindelse med hukommelse, somatisk bevidsthed, følelsesmæssig ophidselse, emotionsbearbejdning og introspektion. Ayahuascas terapeutiske potentiale anses af nogle forskere for at være knyttet til denne aktivering af bl.a. episodisk hukommelse og opmærksomhed på følelser og indre processer. Et fMRI studie fra 2015 fandt, at ayahuasca mindsker aktiviteten i hjernens default mode network (DMN), hvilket er interessant, da dette netværk ofte er overaktivt hos depressive mennesker. Nedgang i aktivitet i DMN er set ifm. meditative tilstande og forbindes med koncentration, introspektion, selviagttagelse samt reduceret rumination og tankeflugt (mind-wandering). EEG studier har fundet en generel aktivering samt en to-fasisk effekt med bl.a. øget gamma aktivitet. Lignende er tidligere fundet ifm. avanceret meditation og klare drømme (lucid dreaming). Stigning i gamma aktivitet er også set ifm. spontane indsigter. Spontane indsigter er et tema, som ofte optræder i kvalitative undersøgelser af ayahuasca-oplevelsen. Langtidseffekt på hjernen Et studie af langtidsbrugere har fokuseret på strukturelle ændringer i hjernen og fandt en fortykkelse i anterior cingulate cortex (ACC), som spiller en rolle i bl.a. eksekutive funktioner og opmærksomhed. Det knyttes til brugernes gode resultater i kognitive og neuropsykologiske tests. Man har også fundet en fortynding i posterior cingulate cortex (PCC), som er en central del af det tidligere nævnte DMN og som typisk viser en anti-korreleret aktivitet til ACC. Denne forandring sættes i forbindelse med testresultater, som viste holdnings- og personlighedsændringer, som f.eks. færre pessimistiske bekymringer og materialistiske værdier og højere værdier i selv-transcendens. Selvtranscendens er nært beslægtet med trækket åbenhed (fra Big Five) og knyttet til spiritualitet og religiøsitet. Ifølge studiet ser det ud som om langtidsbrug af ayahuasca kan føre til forandringer i hjernen, som står i forbindelse med positive personlighedsforandringer.

Mystik Historisk set har psykiatrien og psykologien haft et issue med religion siden Freud kaldte det for neurotisk. Også i dag vil nogle gerne afskrive religiøse/spirituelle/mystiske (kært barn har mange navn) oplevelser som hallucinationer og sygdomssymptomer. Men helt så enkelt er det ikke. Ifølge Gads Psykologi Leksikon (2010) er religiøse oplevelser meget udbredte. Og det er åbenbart ikke et nyt fænomen. I det klassiske religionspsykologiske værk The Varieties of Religious Experience fra 1902 kalder William James dem ”surely far from being uncommon”. Religiøse erfaringer betragtes som et almenmenneskeligt potentiale og kan opstå spontant eller ifm. bøn, sang, meditation osv. Religionsfænomenologisk er de religionens væsen og ifølge James har personlig religiøsitet ”its root and centre in mystical states of consciousness”. Jeg vil ikke her gå nærmere ind i dette store tema, men vil blot nævne, at disse erfaringer kan have meget forskellig intensitet og udtryksform samt at de kan være transformerende og helbredende. Mht. ayahuasca er bl.a. en artikel af religionsprofessor Barnard interessant. Han betegner Santo Daime kirken som en ”modern day mystery school” og finder de forandrede bevidsthedstilstande, som opleves under kirkens ceremonier, identiske med klassiske mystiske oplevelser. Terapeutisk potentiale Dette er en kort oprids af nogle teorier om, hvorfor ayahuasca er terapeutisk virksom ved psykopatologi som f.eks. afhængighed og depression. Den første bygger på dets biokemiske virkning. Ayahuasca indeholder MAO-hæmmere og virker desuden som en 5-HT agonist. Dog er dets biokemiske effekt kortvarig og ayahuasca gives ofte kun få gange. Teori nummer to handler om neuroplasticitet, som ayahuasca stimulerer på flere måder. Neuroplasticitet er et frækt ord for ”forandring”, som kræves for f.eks. at forlade maladaptive eller selvdestruktive vaner, automatiske reaktioner (betinget respons) og tvangshandlinger samt til at indlære nye strategier og handlemønstre. Nummer tre er en psykologisk teori, som går ud på, at ayahuascas effekt på hjernen muliggør en genoplevelse og genbearbejdning af vigtige og emotionelt ladede minder og evt. traumer, som ofte ligger i baggrunden af de aktuelle problemer med afhængighed og anden psykopatologi. Den forandrede bevidsthedstil-

55


stand, som ayahuasca fremkalder, tillader desuden, at vaner og automatiske reaktioner kan blive bevidstgjort og bearbejdet. Deltagere fortæller også om indsigter i oprindelse og funktion af disse reaktioner og andre indsigter, som stimulerer personlig udvikling. Der nævnes f.eks. indsigter i konsekvenserne af ens stofbrug. Dette beskrives ofte som smertefuldt eller som et intensivt arbejde, der er fysisk og psykisk krævende. Den sidste teori vedrører de spirituelle aspekter, som ofte anføres som de vigtigste i helbredelsesprocessen. Man bruger her også udtrykket transcendent dvs. det, som overskrider grænserne af det almindelige og det kendte. Disse oplevelser kan som tidligere nævnt have forskellig udtryksform, men opleves ofte som afgørende for helingen. (De er forresten også et vigtigt fundament i koncepter som Anonyme Alkoholikere.) 1. Ikke en silver bullet Ayahuasca er ikke et universelt vidundermiddel. For det første frarådes ayahuasca oftest for mennesker med dissociations eller psykose-problematikker, og for det andet er det som udgangspunkt kontraindiceret, hvis vedkommende indtager psykofarmaka. Desuden kræver det, at den interesserede er motiveret til et indre arbejde, som kan være krævende. Når dette er

Indput Institut for Psykologi KU

sagt, skal det fremhæves, at ayahuasca har vist sig særdeles effektivt mod såkaldt behandlingsresistent depression og angst, dvs. hvor gængse metoder ikke har kunnet give bedring. Der er også gode resultater selv ved komplekse komorbide problematikker og hos afhængige med blandingsmisbrug og multiple mislykkede afvænningsforsøg. 2. Er det farligt? Nej. Kliniske forsøg har vist, at de akutte fysiologiske effekter (på blodtryk o.l.) er milde og betragtes som ufarlige. Der findes flere undersøgelser af brugernes fysiske, psykiske, emotionelle, sociale og kognitive sundhed. I nogle forsøg undersøgte man brugerne under eller direkte efter den akutte påvirkning, mens andre er pro- eller retrospektive langtidsstudier. Resultaterne er, at ayahuasca hverken fører til afhængighed eller til negative effekter. Tværtimod har man bl.a. set forbedret livskvalitet, færre smerter, bedre psykisk helbred, samt kognitive, eksistentielle og religiøse gavnlige virkninger. Dog skal det nævnes, at mange studier er udført i meget strukturerede sammenhænge med folk fra synkretiske kirker. Her er screening af potentielle medlemmer, vejledning under ceremonien og efterbearbejdning en selvfølge. For at sige det direkte: du kan ikke forvente


4. Er ayahuasca legalt i Danmark? DMT er af sundhedsstyrelsen opført på en liste med stoffer, som kun må bruges ifm. forskning og som receptpligtig medicin. DMT må dermed ikke importeres eller bruges uden speciel tilladelse. Ayahuasca er som sådan ikke forbudt i Danmark, men eftersom det indeholder en lille mængde DMT, er det underlagt den samme lovgivning. Helt generelt kan man sige, at lovgivning og politik ikke nødvendigvis hænger sammen med de reelle farer ved et stof, som to artikler fra hhv. 2010 og 2015 bekræfter. Her rangerer internationale rusmiddel-eksperter 20 legale og illegale stoffer efter deres risikoprofil. Hvis du ikke gider læse artiklerne, kan du få listen præsenteret af psykiater og hjerneforsker David Erritzøe og psykiater og rusmiddel-ekspert Henrik Rindom. Programmet hedder DR3 på stoffer – Afsløringen, og du finder det på Mediestream. de samme gavnlige virkninger, hvis du drikker din hjemmelavede ayahuasca alene eller sammen med andre, som heller ikke har nogen ekspertise. Set, setting og kvalificeret vejledning er meget vigtige, når man har med enteogener, og i det hele taget med psykoaktive substanser, at gøre. Ellers kan de føre til meget ubehagelige oplevelser. Dog vil jeg for en god ordens skyld bemærke, at man (i modsætning til f.eks. alkohol, nikotin, paracetamol m.m.) ikke kan dø af en overdosis. En overdreven stor indtagelse ville desuden ifølge eksperter hurtigt føre til opkast, da visse indholdsstoffer i ayahuasca i høje doser har en stærkt kvalmefremkaldende effekt. 3. Beware of fake shamans! Der findes i dag en decideret ayahuasca-turisme til Sydamerika, og mens de fleste turister får en god oplevelse, er der desværre også nogle, som ender i hænder på fuskere og falske shamaner. Der er også set tilfælde, hvor den serverede ”ayahuasca” var blandet med andre psykoaktive planter, f.eks. fra natskyggefamilien. En sådan blanding kan føre til traumatiske oplevelser og/eller være fysiologisk farlig.

Udblik Ayahuasca er et relativt ungt forskningsfelt, og forskningen bliver i mange lande besværliggjort af juridiske klassificeringer. Alligevel tror jeg, at der kommer en opblomstring, ligesom det også er tilfældet med forskning i det psykoaktive enteogen psilocybin. Der er i de senere år gennemført studier med psilocybin i bl.a. USA og England og dr. David Erritzøe gennemførte sidste år et studie med psilocybin mod behandlingsresistent depression med meget lovende resultater. Han er pt. i gang med et forsøg med intravenøs DMT. Det er også værd at påpege, at ayahuasca er del af spirituelle/religiøse traditioner og ikke kan ses som ’terapi’ i gængse forstand eller sidestilles med farmakologisk behandling. Virkningsmekanismen er ganske anderledes, og hvis den terapeutiske effekt er i fokus, indtages ayahuasca ofte kun få gange, mens patienter i behandling med psykofarmaka typisk tager medicin dagligt over lang tid. Ayahuasca (og andre enteogener) repræsenterer et anderledes terapeutisk paradigme, som muligvis bygger på et større verdensbillede end vi er vant til. Desuden kræver enteogen-assisteret behandling interesse, motivation og åbenhed fra patienten, og det udfordrer alle involveredes ”plejer”. n

57


THE EMERGENCE OF CONSCIOUSNESS Af Denis Ebbesen, stud.psych og Jeppe Olsen, stud.psych

Feeling of Being I’m currently taking the elective course Feeling of Being as a part of my master’s degree in psychology. I originally thought this course would be an exploration of consciousness. I knew in advance from reading the course description that it would be from a neuroscientific point of view. Still, I was surprised to find that theories within this sub-field of consciousness-studies (often referred to as NCC, neural correlates of consciousness) seem to confuse neural correlates of consciousness to be (the emergent cause of) consciousness. That is, they claim that these correlates cause consciousness to emerge in the brain (see Atkinson et al., 2000 for an overview). However, just like Newton did not confuse his universal law of gravitation to be the cause of gravity (McMullin, 2002), one should not confuse a firing set of neurons to be equal to the emergent properties of consciousness. This unfortunate tendency to confuse the state of something (i.e. firing-rates of neural correlates) with the genesis of something (process of emergence) shows that this field would benefit greatly from a little tour de force in theory of science. If neuroscientific findings of consciousness are supposed to add to the field of consciousness-studies in general, I suggest a more in-depth look at the study of emergent processes. So, just to be clear. Consciousness cannot scientifically be claimed to simply be secreted by the brain and hence it is not something to be “found” in a specific part of the brain. You might be able to find and activate neuronal substrates that can be illustrated in different ways. However, depicturing these substrates, or mechanisms, as many neuro-scientists mysteriously put it, will never reveal to us any of the brains so-called emergent properties. There’s both a methodological and a theoretical reason why this cannot be done.

Indput Institut for Psykologi KU

Methodology of studying emergent processes Studying an emergent process might be the trickiest thing one can do. Most of modern psychology (and science!) has focused on answering the question “what is X?” (Valsiner, 2000). When you study what X is, you are concerned with establishing generalities in the form of statistical averages about a certain entity that is assumed to be stable over time (a kind of substance-ontology) (Køppe & Roald, 2008). Establishing this form of statistical generalities about a certain entity is not in and of itself a bad thing. We need to identify a certain entity before we can study its emergent properties. I.e. we need to identify the characteristics of the larva before we can study the emergent processes by which it transforms into a pupa and so forth. However, all emergent processes that are empirically present in the world are contingent upon a spatiotemporal irreversibility. That is, time (or duration [la durée as Henri Bergson coined it]) is always-already passing and therefore time is intrinsic to whatever empirically present emergent process is being studied (Valsiner, 2000). Following from this, the part-wise configuration of the systemic whole that makes up the entity should actually be expected to be an internalization-based trace of its temporal comeabout (Deacon, 2007). In other words, if we want to study the emergent process through which any organism present in the world is developing, we need to accept that time is intrinsic to the emergent properties of this organism. Hence, one should not assign any explanatory power to the statistical generalities in itself – it is but a method that should be regarded as a way to perceive a given phenomenon (Køppe & Roald, 2008). Emergent processes within the field of psychology are especially vulnerable to this axiom of irrever-


sibility, since most of them are dynamic (unlike most static phenomena within the field of classical physics which are usually considered to be more stable over time, and, in most cases, assumed to be reversible so as to conform to mathematical procedures). Hence, the complexity of social phenomena is by definition more relationally intertwined and intricate than algorithmic complexity (Køppe, 2012): Euclidean mathematics sufficiently describes non-formal complex phenomena that are one-dimensional (i.e. classical physics), but falls short when it comes to phenomena of higher order complexity that are multidimensional (like social phenomena) (Vygotsky, 1978; Gleick, 1987). Assuming an ontological hierarchy that differentiates between the physical, biological and societal levels of the world (Køppe, 1991), consciousness can be said to include, but not be limited to, a biological perspective. The biological level supervenes the physical level, and therefore this level implies more than one dimension. Hence, it is not meaningful to summarize consciousness in an equation like some contemporary so-called quantum-reality neurophysicists do: If a phenomena of high order complexity (i.e. a biological phenomenon) is reduced to fit a method only compatible with a physical phenomenon of lower order complexity (i.e. an algorithm) it loses too much of its meaning to be interesting (Køppe, 2012). If someone claims to be studying the emergent processes of consciousness, they also claim to be studying not just what consciousness is (independent of time) but how it comes to be (spatiotemporally dependent). As we shall see next, most NCC studies do not reveal how consciousness comes to be. They study consciousness as if it were a one-dimensional phenomenon of algorithmic complexity. Representations of the world The problem with statistical, mathematical, or any other type of model for that matter, is that they are by definition detached from time – they are reversible (you can negate and predict any number by multiplying, dividing etc.) and thereby timeless. Thus, just like a (statistical) model, a picture might give us an adequate representation of a certain person at a certain time in a certain moment, but this picture will never reveal

to us any substantial information about how that person came to be, nor will it reveal to us what the person will become in the future (Stenner, 2007). When you take a picture like this and try to predict what kind of future a person will have, or where the person comes from, you are doing no more than what models are made for: guessing (Pedersen et al., 2015). Actually, to use models in a scientific manner it seems that we should abandon the idea of a model as primarily a prediction scheme, and learn to understand the model as a thought-vehicle having a communicative reach far beyond its inventor’s intention or understanding of a phenomenon (Stjernfelt, 2007). Guessing from a model used as a prediction-scheme might be qualified and accurate in some instances (i.e. engineering practices), however, it will always stay within the realm of prophecy (it should be clear that no one but God can predict the future) (Gregersen, 2003). This is not to propose any kind of relativism in science, nor am I suggesting that you cannot generalise within science. On the contrary, a few select researchers have, for at least a hundred years, tried to emphasize the fact that it is actually possible to study emergent processes in irreversible time as they play out. This is really a discussion about degrees of (methodological) reductionism which is beyond the scope of this article. However, much of Lev Vygotsky’s work illustrates excellently how you can study emergent processes as they unfold and generalize your idiographic findings intelligibly. So, when researchers claim to be studying an emergent, and hence dynamical, process (i.e. how consciousness emerges in the brain), whilst their entire methodology is based on generalised models that operate within reversible time, they are doing what Jaan Valsiner (2000) calls entification. In other words, they are (subconsciously, one could say) turning a dynamical process into a static, stable entity. If this all seems like nonsense, try and ask yourself: Do you think of consciousness as a static phenomenon that can be captured like a photograph, or do you think it is better described as a dynamical phenomenon (i.e. a stream of continuously changing modes of thinking like William James)? Most NCC researchers seem to be

59


studying this dynamical phenomenon of consciousness in a static way, and they seem to believe that they are able to explain how consciousness emerges from the brain through these static descriptions of its neuronal correlates. Here’s an anecdotal example of this problem, summed up in an interaction between me and my teacher in class: Me: “So, what you are saying is that neuronal correlates of consciousness are the same as consciousness? But that’s like saying that a map of Denmark is the same as Denmark?” and my teacher answered promptly: “Yes – if I want to explain to someone what Denmark is, I draw a map of Denmark and say ‘See, that’s Denmark!”. Like many within this sub-field of consciousness-studies, my teacher fails to see that these static descriptions remain a formalistic misunderstanding of the mind-body problem, rendering any emergent properties of consciousness epiphenomenal. She is only interested in answering “What is X” (consciousness as a static noun, ‘a consciousness’) and not “How can we understand the process(es) by which consciousness comes to be?” (consciousness as a processual verb, ‘to be conscious of ‘). I suggest that the course changes its name, since there is neither feeling nor being left in the title Feeling of Being. Theories within this NCC-paradigm do not, however, claim to reveal any information about the content of which the brain is supposedly conscious, only that it is a vehicle where certain mechanisms operate and allegedly gives rise to the emergent process of consciousness. So how is it, one might ask, that you can make a theory of how consciousness emerges without taking into consideration that of which the brain is conscious, that is, how this emergent process of consciousness comes to be? As I will explore in the next issue of Indput, you can’t. Theories of the emergence of consciousness should, with no exception, take into account that of which the brain is conscious – even Aristotle knew that you need both form and substance to make a logical claim about any phenomena. n

Indput Institut for Psykologi KU


UDVEKSLING

MED MARTIN WEBERG I AUSTIN, TEXAS Af Sebastian Tobias-Renstrøm, stud. psych.

Hej Martin! Hvor var du henne og hvorfor? Jeg tog et semester på University of Texas at Austin. Til at starte med var mit udgangspunkt ærligt talt bare, at jeg rigtig godt kunne tænke mig at prøve at komme på udveksling og opleve at studere i et andet land. Jeg har venner, som til daglig læser i USA og var derfor særdeles biased efter at have hørt så meget om, hvor fedt et liv de har. At jeg så lige endte i Austin var sgu egentlig ret random, vil jeg sige. Hvordan var fagligheden? Det korte svar er, at niveauet er væsentligt lavere, end hvad jeg kom fra på KU. Det lidt længere svar er, at refleksivitet og en kritisk tilgang til stoffet slet ikke er en del af skolesystemet på samme måde derovre, som jeg synes, det er herhjemme, og det gjorde, at stoffet føltes lettere på UT Austin. Til gengæld er systemet bygget meget op omkring udenadslære, så hvis man går efter straight A’s, så vil jeg tro, at der skal terpes lidt alligevel. Vil du anbefale at tage til Austin og hvorfor? På trods af den lavere faglighed synes jeg jo stadig, at jeg havde et hamrende lækkert udvekslingssemester! Og så synes jeg faktisk, at det gav noget perspektiv på min egen indlæring at opleve skolesystemet i et andet land. Det amerikanske perspektiv kunne jeg selvfølgelig også have opnået på et hvilket som helst andet universitet i USA, så det jeg vil fremhæve ved UT Austin er mere den texanske kultur. Personligt synes jeg, det var ret fedt at prøve at leve i en lidt anderledes kultur end den, vi har herhjemme. Selvom kulturforskellen er større, når man bevæger sig lidt væk fra de store byer og ud på landet, så er der generelt flere, der går med våben, og lidt flere, der synes, at Hillary Clinton burde komme i fængsel i Texas, end der er i Danmark. Men som beskrevet afhænger min anbefaling af Austin af, hvad dit formål med udvekslingen er. Hvis du går efter en høj faglighed, vil jeg anbefale, at du tager et andet sted hen. Hvordan var sociallivet? Herre godt! UT Austin var rigtig gode til at ryste os udvekslingsstuderende godt sammen fra start af samt arrangere en masse fede events for os i løbet af semestret. Omvendt var jeg, set med mine øjne, så uheldig at ramme ned i fag, der udelukkende bestod af forelæsninger. Dette var jeg ikke klar over på forhånd, og det medførte, at der ikke var meget socialt at komme efter i timerne, fordi alle bare smuttede, så snart timen var færdig. Så jeg skulle lidt mere selv sørge for at opsøge de sociale aktiviteter, der var på skolen. Men dem var der til gengæld også masser af! Var det alt i alt en god oplevelse og hvorfor? 100 p! Men mit udbytte er som nævnt mere socialt og personligt, end det er fagligt. Det, jeg tager med mig fra udvekslingen, er primært, at jeg har mødt en masse fede mennesker og fået lov at opleve en anden kultur på tæt hold. Og så gav det mig noget at flyve til et sted, jeg aldrig har været før, hvor jeg ikke kender et eneste menneske og så bare prøve mig frem derfra. Og så gav det mig selvfølgelig også noget at ligge ved poolen i december… n

61


Psyk & Tværs

#7

Af Ida Marie Ankerfelt stud. psych. & Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Lodret 1. Latin for hund 2. Bladets tema 3. Hukommelsestab 4. Grov 5. Bedrestillede 6. Vand i fast form 7. Sportskonkurrence 8. Lukke op 9. Tæt bebygget område 10. Antal katteliv 11. Spist 12. Grøntsag, der fremkalder tårer 13. Plade med tekst

Indput Institut for Psykologi KU

Vandret 1. Foranderligt parameter i statistik 2. Fransk forfatter og filosof 3. Pigenavn 4. Ovums 5. Spillekort under 10 6. Sjæl 7. Pigen, som Eik Skaløe inviterer til Nepal 8. Tidligere navn for Ho Chi Minh 9. Stort pattedyr, som ofte undersøges af blinde videnskabs mænd


Vind et gavekort på 100 kr. til Academic Books! Tag et billede af din løste Psyk & Tværs, og send det til os i en besked til vores Facebookside eller i en mail til redaktion@indput.dk senest d. 20. september 2017, så trækker vi lod blandt de korrekte løsninger. Sidste blads heldige vinder var Marie Munk Tersbøl, 6. semester

Academic books

63


Indput nr. 4, 48. årgang - Vanitas  
Indput nr. 4, 48. årgang - Vanitas  
Advertisement