I forlængelse af koens horn

Udenfor er det hvidt og lyst. Den asfalterede vej fører igennem noget, der ligner ørken og er ikke bredere end at to biler akkurat kan passere hinanden. Langs vejen ligger væltede lastbiler. Som om de var væltede brikker i et dominospil med overskriften: Vælt en lastbil og se, om du kan komme videre.

Omkring flere af dem står et par indere. Et sted har nogen stukket en træstamme ind under et forhjul og forsøger at vippe den op. Som myrer der forsøger at vække en sovende elefant.

-Vil du have te?

Vi kører ind til siden. Ørkenen bliver hist og her afbrudt af nogle lave bebyggelser langs vejen. Det ligner autoværksteder. Chaufføren vinker til et par mænd. De rejser sig søvndrukne og kommer over mod os. Alt som de nærmer sig, bliver de stadig yngre og viser sig da også at være ynglinge. En af dem har snoet en klud rundt om hovedet som en turban. De går indhyllet i tæpper. De er barbenede. Både de og tæpperne er snavsede. De plirrer med øjnene. Tøvende. Jeg smiler. Det får dem til at kigge væk.

Prøvende smiler de igen.

Jeg er begyndt at ryste. Chaufføren låner mig sin jakke. Hans fine jakke. Jeg tager den om skuldrene. En af ynglingene henter en sovepose. De tænder bål for mig ved at hælde noget spildolie ud på sandet og stikke et par pinde i. Det oser kraftigt over i hovedet på mig. De kommer med teen serveret i et lille glas. Den er så varm, at jeg må nøjes med at nippe. Jeg har fået en stol at sidde på, mens de fem andre sidder på jorden tæt ved bålet, nær hinanden. Som dyreunger i et fælles værn mod kulden.

10