Page 1

Debat 17

POLITIKEN SØNDAG 21. JUNI 2009

Politiken modtog i denne uge

357

Mellem linjerne Cases med og uden perspektiv mediekritik BERLINGSKE Tidendes gravegruppe har med sin imponerende afdækning af den tragiske historie om babyen Christian, der døde efter at have slugt et batteri, igen sat en væsentlig dagsorden. Ud over en mængde interview med Christians familie og andre ofre for mangelfuld behandling har der i den forgangne uge været masser af baggrundshistorier og debat om vagtlægeordningens normeringer og aflønningsformer. Læger overvejer nu offentligt, om de er gode nok til at lytte til og tale med mennesker fra andre samfundslag end deres eget. METTE DAVIDSEN-NIELSEN

JOURNALISTERNE fra Berlingske har bevæget sig ud i samfundet og lyttet grundigt. Det gjorde de også i den Cavlingprisvindende undersøgelse af politiet, der ikke kommer, når man ringer. Arbejdsmetoden inddrager et stort antal danskere gennem læserpaneler og sociale medier. Historien bringes og følges op på prent, net og web-tv. Det er eksemplarisk og moderne journalistik, hvor det i sjælden grad lykkes at få nærhed, proportion og væsentlighed til at gå op i en højere enhed. Cases kan bruges til at gøre væsentlige og måske abstrakte historier nære og vedkommende eller til at tage udgangspunkt i for derefter at undersøge udbredelsen af et fænomen. Kan man generalisere ud fra enkeltsagen? MAN KAN også vælge at bruge journalistisk krudt og public service-sendetid på offerhistorier, der er både nære og fascinerende, men enestående på den uvæsentlige måde. Det sker forstemmende ofte i TV-avisen kl. 18.30. 18.30’eren skal ifølge DR være den brede og tilgængelige nyhedsudsendelse. Identifikation er det fortrukne virkemiddel. Derfor er der mange cases. Der er ikke i sig selv noget galt i at benytte sig af virkemidler og fortælleforUd over at mer, der får nyhederne til levere ofre til at opleves som vedkomandre medier mende for så stor en del af med hang til befolkningen som muligt. den slags har Det er en public service-forpligtelse. Problemet opstår, historien når man forfalder til perabsolut intet spektivløse offerhistorier. perspektiv Et slående eksempel er en historie fra 9. juni om en 76årig dame, der blev oversprøjtet af benzin, da en pumpe eksploderede på en tankstation. Når den slags uheld er ude, skal man spules godt og grundigt. Det blev den stakkels dame så først på tankstationen af Falck og senere endnu en gang uden for Odense Universitetshospital, hvor hun måtte vente i et telt i over en time. Ikke overraskende var det en kold og ubehagelig oplevelse. Men er det tilstrækkeligt til at komme i TV-avisen? 18.30’eren bragte historien som nummer tre den aften og brugte hele 2 minutter på at fortælle den. Den ansvarlige på hospitalet blev efter forskriften stillet til ansvar. Han forsvarede sig med, at de havde fulgt proceduren til punkt og prikke. Selv om patienten var blevet afkølet, havde der ikke været tale om noget sundhedsskadeligt. UD OVER at levere ofre til andre medier med hang til den slags har historien absolut intet perspektiv. Selv Berlingskes prisvindende graveredaktion havde næppe kunnet opspore lignende eksempler. Det er simpelthen ikke et problem, at danskere bliver opbevaret, spulet og nedkølet i telte uden for skadestuer. Det er at prioritere nærhed uden proportion og væsentlighed.

læserbreve og debatindlæg

35

læserbreve og debatindlæg handlede om Prins Henrik og kongehuset

Motorhelvedet i parcelhushaven Selv i de mest latterlige frimærker af parcelhushaver er haveejerne i dag motoriseret til tænderne MOTION ELLER BENZIN CLAUS BØJE UDVIKLINGSCHEF, CAND. POLIT.

JEG KRAVLER PÅ alle fire rundt mellem solbærbuske og stauder. Mine arbejdshandsker tager et godt tag om skvalderkål, mælkebøtter og brændenælder og efterlader lugebunker på min vej. Det er skønt at bevæge sig med hovedet nede i plantesafter og muldjord. Det er snart sommer, jeg har nærkontakt med drønet af frodighed – og fuglene synger. Eller gør de? Jeg kan ikke høre dem! Rachel Carsons bog ’Det tavse forår’ fra 1960 dukker op i erindringen. Den massive brug af pesticider, især DDT, i haveog landbrug udgjorde en alvorlig trussel mod fuglelivet på det tidspunkt. Fuglene blev sterile. Det tavse forår. Forår uden fuglesang. En uhyggelig og skræmmende tanke. MEN FUGLENE ER der gudskelov stadig her fyrre år efter. DDT-vanviddet blev bremset. Jeg kan bare ikke høre, at de synger, for i nabohaven bliver der også luget ukrudt mellem frugtbuskene. Iført høreværn, hjelm og beskyttelsesbriller optræder min nabo som et fuldgyldigt medlem af den landsdækkende panserbrigade af motoriserede haveejere. En øredøvende, højfrekvent motorlyd fra en kratrydder vælter ind gennem hækken. Jeg søger hen i den modsatte ende af haven. Ét er, at jeg ikke kan høre fuglene – værre er det, at den infernalske larm denne skønne junidag også vækker en ubehagelig frustration i mig. Min nabo er en et elskeligt væsen, men fuldstændig hensynsløst ødelægger han mine muligheder for at nyde

det dejlige vejr. Han rystende ligeglad bag sit høreværn. Jeg har en dejlig stor have. Så nu er jeg langt væk fra kratrydderen. Men ak. Her angribes jeg af en motoriseret plæneklipper. For at slippe væk forestiller jeg mig, at jeg er en af de fugle, jeg ikke kan høre – selvom de er synlige overalt i haven. Solsorter, musvitter, blåmejser, rødkælk og alle de andre små mestersangere. Jeg flyver op og ser lokalsamfundets parcelhushaver under mig. Overalt er driftige haveejere i gang med deres motordrevne haveredskaber: græsslåmaskiner, græstrimmere, havefræsere, hækkeklippere, kædesave, kantklippere, kompostkværne, buskryddere, brændekløvere, flishuggere, plæneluftere, havestøvsugere. VI ER ALLE SAMMEN – mine naboer og jeg – folk med gode holdninger og politisk korrekte bekymringer. Over hækken snakker vi klimaforandringer. Vi beskriver vores dårlige samvittighed ved at efterlade en mishandlet klode til børn og børnebørn. Men ikke en gang på det helt konkrete, livsnære plan orker vi at gøre noget ved det. Ugidelige motoriserer vi selv de mest latterlige frimærker af parcelhushaver. Jokker af sted bag plæneklippere, der tilsammen alene udleder mindst 40.000 tons CO2 på årsbasis. Hertil kommer udslippet fra alle de andre haveredskaber samt udledningen af sundhedsskadelige partikler og kulbrinte fra den uforbrændte benzin. ’Jokker’ er en ikke helt tilfældigt valgt betegnelse. For en anden bekymring, vi deler over hækkene, er den omsiggribende fedme. Vi taler om at tabe os og udvikler strategier for, hvordan vi kan bekæmpe kalorierne. Dyrke motion f.eks.. OPSØGE DET LOKALE fitnesscenter, cykle noget mere. Måske en ændring af kostvanerne. Det knap nok strejfer vores forestillingsevne, at haven er et fremragende fitnesscenter.

Tegning: Jørn Villumsen

Her kan vi dyrke en alsidig motion – og se resultatet med det samme. Tilmed dyrke grøntsager til kostplanen. I stedet jogger vi rundt i nabolaget med slæbende skridt og fråde om munden. Hjem, i bad og op på havetraktoren. Jeg ved godt, jeg er på vildspor, når jeg argumenterer rationelt for at genfinde den fysiske indsats i havearbejdet i form af den håndskubbede plæneklip-

per, hækkesaksen, håndsaven, spaden og flækhammeren. Det er simpelt hen ikke smart at svede over havearbejde – uanset argumenter om reduktion af CO2 og fedtdepoter. Fysisk arbejde præget af nødvendighed har vi set nok af i tidligere generationer. Skal vi på den igen, skal indsatsen pakkes ind i en livsstil, som klart signalerer personligt overskud ved at afko-

ble fysisk arbejde fra nogen som helst ydre produktiv mening. Vi spejler os selvtilfredse i søen af sved på gulvet under spinningcyklen og glæder os til havearbejdet ved Weber-grillen. Når mørket sænker sig, forsvinder motorlarmen. Så lyder nattergalens sang fra krattet ved mosen. Og den ligger mange hundrede meter væk!

Politikens vrangbillede af Børnehuset JOURNALISTIK STEFFEN GROTH FORÆLDER TIL ET BARN I BØRNEHUSET OG CAND.MAG.

11.6. BRAGTE Politiken en artikel om daginstitutionen Børnehuset på Amager under overskriften ’Pædagoger på skitur for børnenes penge’. Politikens journalist indtager i artiklen den attraktive position som afslørende reporter, der tilsyneladende afdækker et morads af hæmningsløst fråseri og hensynsløs selvtilfredsstillelse i institutionen. I tilgift tegnes et billede af en institution, hvor forholdene er så kaotiske, at enhver fornuftig forælder burde trække sine børn ud. Historien bredte sig i løbet af dagen som ringe i vandet til de øvrige medier og er dermed formentlig

blevet noteret som en succes i redaktionslokalerne på Rådhuspladsen. Men hvis succeskriteriet for god journalistik ikke var evnen til at vække sensation, men derimod evnen til at give et retvisende virkelighedsbillede, skulle artiklerne aldrig have været trykt. Som far til et vuggestuebarn i Børnehuset har jeg med begejstring fulgt, hvordan pædagoger og medhjælpere har mødt min søn med varme, nærvær og engagement. JEG HAR SET, hvordan deres både personlige og professionelle tilgang til børnene skaber tillidsfulde børn, der oplever, at deres verden vokser i takt med deres mentale og motoriske udvikling. Min søn startede i januar 2009, netop den måned, hvor den tidligere leder

måtte fratræde på grund af uansvarlige Det er lykkedes økonomipersonalet at ske disposihåndtere følgerne tioner. af ledelseskrisen, Men det uden at gå på er lykkedes personalet kompromis med omsorgen eller gi- at håndtere af ve køb på pædago- følgerne ledelseskrigiske principper. sen, uden at gå på kompromis med omsorgen eller give køb på pædagogiske principper. Børnehuset var således bragt på ret køl, lige indtil Politiken fem måneder efter lederens afgang udbasunerer sin forargelse og afsiger en benhård mo-

ralsk dom over alle de ansatte. Med overskriften – ’Pædagoger på skitur for børnenes penge’ – opstiller Politiken en falsk ligning, hvor mit barn er offeret og hans pædagoger er skurkene, som kynisk har forlystet sig på børnenes bekostning. ARTIKLEN FORUDSÆTTER fejlagtigt, at en almindelig medarbejder kan og skal vurdere, om en personalerejse, som har til formål at ryste medarbejderne sammen, overstiger institutionens budget – et ansvar, som alene påhviler ledelsen og administrationen. Bedre bliver det ikke i de opfølgende artikler, hvor Politiken i artiklen ’Pædagoger får krisehjælp efter luksusrejse’ (Politiken.dk 11.6.) nærmest latterliggør personalets behov for psykologhjælp efter ’afsløringerne’.

I stedet burde det i den grad mane til eftertanke hos Politikens journalister, at deres magt til at fortegne virkeligheden og holde offentlig standret har alvorlige konsekvenser for dem, det går ud over. At jeg ikke står alene med mit positive modbillede til Politikens vrangbillede af Børnehuset fremgår af den pressemeddelelse, som forældrebestyrelsen (jeg er ikke medlem) sendte ud samme dag, som historien blev bragt. Her hedder det blandt andet; »vi stiller os uforstående over for kritikken af de pædagoger og medhjælpere, der er ansat i Børnehuset i dag«. Men det dementi af Politikens fremstilling indviede ’organet for den højeste oplysning’ ikke sine læsere i. Den journalistiske succes var åbenbart vigtigere end den nuancerede sandhed.

På langt sigt er jeg sikker på, at friheden også vil komme til Iran NÆSTFORMAND FOR VENSTRE

de regimets brutale nedslagtning. Men også billeder af Den Himmelske Freds Plads ryddet for glade, unge mennesker.

FOR 20 ÅR SIDEN fik den kinesiske befolkning en smagsprøve på et utroligt vanedannende begreb: frihed. Med studenter- og arbejderoprøret på Den Himmelske Freds Plads fik den kinesiske befolkning lov til i nogle få dage at smage frihedens fantastiske frugt og opleve håbet om en tilværelse uden censur og undertrykkelse. Desværre kender vi den alt for tragiske afslutning. Da det kommunistiske regime ikke længere turde tillade befolkningen at udtrykke sig frit, blev demonstranterne brutalt slået ned, og siden har frihedsbevægelsen i Kina været jagtet og undertrykt. Jeg sad som handelsskoleelev i Lemvig og brugte ethvert frikvarter – og sikkert også lidt af timerne – til at forsøge at følge med på skolens CNN-forbindelse eller på de første spæde internetforbindelser for

I DISSE DAGE ser vi en situation, som bringer minderne tilbage fra sommeren 1989. I dag er Beijing skiftet ud med Teheran, og kommunismens umenneskelige ansigt er skiftet ud med præstestyrets ditto. Men det er den samme blandede fornemmelse af håb, fortvivlelse, opbrud i verden og frygt for, at status quo aldrig rykkes, som vi mærkede helt ud i aulaen på Lemvig Handelsskole. Valgkampen har været relativt fri efter iranske forhold, og vi har kunnet følge, hvordan befolkningen og i særligt grad de iranske kvinder har taget friheden til sig og nydt de mildere vinde i fulde drag. I en verden af undertrykkelse og meningstyranni har de seneste ugers valgkamp været hilst velkommen med sang, taler og demonstrationer. Det vil være en overdrivelse at tale om en fri valgkamp, for alle kandidater var

IRAN OG DEMOKRATI KRISTIAN JENSEN

I dag er Beijing skiftet ud med Teheran at se, om det skulle lykkes mine jævnaldrende at smide årtiers socialistisk fallitbo ud og bringe frihed til borgerne. Det var nogle dage med store forhåbninger og enorm skuffelse. Med billeder, som brændte sig uudslettelig fast, som da en enkelt mand stillede sig op foran de fremrullende kampvogne og stoppe-

godkendt af den religiøse leder. Samtidig opretholdt regimet en stram styring af medierne, så oppositionen måtte bruge YouTube, Twitter og Facebook for at kommunikere. Men det var store fremskridt i forhold til tidligere valg i Iran. Det er nogle af de mest modige mennesker i verden, som i dag trodser religiøst politik og militær og stiller sig ud på gaden for at vise deres utilfredshed med et valg, som tilsyneladende er blevet stjålet mellem fingrene på dem. DET KAN VÆRE nemt at have fine principper om demokrati, når man sidder trygt i en velfungerende nation som den danske. Men det virkelige mod i verden vises i disse dage fra dem, som sætter liv, førlighed og frihed på spil for at kæmpe for et nyt Iran. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at der vil være en afgrundsdyb forskel på Ahmadinejad og Mousavi. Begge kandidater er opvokset i den iranske version af islam med magten samlet i et religiøst råd og

med stærkt begrænset frihed til borgerne. End ikke Mousavi ville indføre et reelt folkestyre. Men der er alligevel klare og afgørende forskelle på de to kandidater, som begrunder det håb, som demonstranterne i Iran holder i live. Mousavi ønsker at modernisere det iranske samfund på tilsvarende vis, som tidligere generalsekretær Gorbatjov lagde ud med at ville modernisere Sovjetunionen. Ligesom befolkningerne tog magten fra Gorbatjov, og Sovjetunionen endte med at blive kørt på historiens losseplads, så tror jeg, at en modernisering af Iran vil kunne være starten på en udvikling, som uundgåeligt vil bringe Iran i en demokratisk retning. Når en befolkning først har smagt frihedens frugt, så er appetitten på mere umættelig. Mousavi har også en langt friere holdning til kvinders position i det iranske samfund. Det er tydeligt fremgået af både hans taler og den rolle, som kvinder

har spillet i både hans valgkamp og i den folkelige opbakning til hans valgkamp. Det vigtige spørgsmål er nu, om historien vil gentage sig som dengang i 1989. Vil regimet brutalt slå ned på demonstranterne, eller vil fornuften sejre over den formørkede ideologi? Det iranske folk fortjener friheden. AFGØRELSEN LIGGER i hænderne på de religiøse ledere på kort sigt. På langt sigt er jeg sikker på, at friheden også vil komme til Iran. Spørgsmålet er blot, hvor mange liv og hvor megen undertrykkelse det iranske diktatur vil udsætte sin egen befolkning for. Forhåbentlig sejrer fornuften, så Iran kan få lov til fredeligt at begive sig ud på den vanskelige demokratiske vej. Det er frustrerende ikke at kunne gøre noget for at støtte de tusinder af iranere, der kæmper med livet som indsats, men de skal vide, at de har vores opbakning og støtte – og vi vil følge kampen tæt, indtil friheden sejrer.

Politiken  

Politiken roser I lægens hænder

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you