Page 1

Veteranen Fremtiden hviler på fortiden

Udgivet af Idrætshistorisk Samling

Nummer 14. December 2016

Du kan bl.a. læse om

Det var i foråret af 1916 græsk-romersk brydning kom til Vejgaard, da Atletklubben Thor blev stiftet. Fotografen har her besøgt klubben en aften i 1929. Side 6-15.

Niels Torp har besøgt Kjeld Krogh, der er den yngste af de fire kendte bokse-brødre. Side 36-40.

Bjørn Ejerskov. Alsidig sportsmand i fire forskellige idrætsgrene. Side 30-35.

Aalborg Dame Roklub har haft 100 års jubilæum. Vi er her midt i 1920’erne på Fjordbadeanstalten i Aalborg. Fra venstre Ester Beck, Baisgaard, Irmgard og Erna Skov. Side 20-27.


Af Lise Pedersen

Beretning

������������������� ���������������������

Idrætshistorisk Samling trives fint på Harald Jensens Vej, hvor der fortsat er masser af aktivitet og mange gæster der kigger forbi i åbningstiden hver onsdag eftermiddag fra kl. 13-16. Men også uden for denne åbningstid finder flere og flere besøgende vej til Samlingen, og der aftales ofte besøg af mindre grupper af interesserede, enten fra en idrætsforening eller fordi de på anden vis har en interesse i at se, hvad vi kan byde på. Sådanne besøg er en glæde og en udfordring for medarbejderne, og det er altid muligt for interesserede, mindre grupper, klubber o.l. at kontakte Samlingen og aftale et specialarrangement, som kan foregå enten i dag- eller aftentimer. Medarbejdere De trofaste medarbejdere lægger et stort arbejde i opgaverne enten med

2016

at modtage og registrere de mange effekter af forskellig art, der doneres til Samlingen fra især Aalborgs idrætsverden samt fra enkeltpersoner eller på anden vis, f.eks. med modtagelse og rundvisning af gæster, udarbejdelse af jubilæumsskrifter, artikler og lignende. Det har længe været et ønske at udvide medarbejderstaben med et par nye folk, og det ser ud til at være lykkedes her i efteråret. Samlingens medarbejdere arbejder fortsat kollektivt i det daglige – i samarbejde med SIFA’s to repræsentanter i styrelsen, og koordineringen foregår på jævnlige medarbejdermøder. Året der gik Flere af de frivillige medarbejdere lægger også arbejdstimer på ugens øvrige dage, hvor der er mere arbejdsro, og

������������������� ��������������������� Harald Jensens Vej 3-5 . 9000 Aalborg . Tlf. 98 16 64 99 . sportshistorie.dk

Styrelse

Medarbejdere

Inga Højmark,

Eigil Christensen, tlf. 25 39 01 83 Leif Bruno Sørensen, tlf. 22 16 97 26 John Sørensen, tlf. 98 13 57 86 John Laden, tlf. 53 80 22 72 Arne Nørgaard, tlf. 20 78 56 69 Tom Kristensen, tlf. 21 51 89 40 Anders Widt Christensen, tlf. 29 61 83 97 Dorrit Jensen, tlf. 40 52 77 70 Karsten Mortensen, 40 13 16 65 Jan Jensen, tlf,. 20 29 53 54

tidligere kasserer og æresmedlem i SIFA, tlf. 40 71 80 14

Lise Pedersen,

tidligere kasserer og æresmedlem i SIFA, tlf. 28 90 49 70

2


det betyder – med et stigende antal besøgende i åbningstiden – selvfølgelig bedre tid til registreringsarbejdet. John Laden Jensen udfører et stort arbejde med Samlingens Facebook-side, der blev oprettet for godt et år siden og p.t. har lige på kanten af 400 medlemmer, og flere kommer løbende til. Ad denne vej lykkes det løbende at få sat navne på rigtig mange personer, som vi har i Samlingens arkiver fra forskellige foreninger. Allan Pedersen har fortsat sit hjemmearbejde med billedregistrering samt fotografering og registrering af effekter, som har været til stor hjælp. Efterhånden er mere end 13.000 billeder fra Aalborgs idrætsliv samt omkring 600 indleveringer af effekter til Samlingen nu registreret i ARKIV.dk. En indlevering består af alt fra en enkelt til flere hundrede effekter. Samlingens hjemmeside kører upåklageligt. Eigil Christensen har været sygemeldt i et stykke tid, så der er måske ikke kommet helt så meget nyt på siden, som vi kunne ønske os, men den fungerer fint, og vi er stadigvæk både glade for og

3

stolte af den. Prøv selv at kigge ind på www.sportshistorie.dk. Jan Pihl har været Samlingen til stor hjælp. Han har arbejdet med at få sat navne på Kaj Holm Jensens billeder fra AFF. En opgave, Jan har løst på fornemste vis. Åbningen af Arkiv.dk – det internetbaserede fælles arkivsystem for alle danske lokalarkiver, som gør det muligt at søge i alle forskellige samlinger i hele Danmark – har været godt for Samlingen, og medfører en del henvendelser, også fra udlandet, fra folk der søger oplysninger, tit i forbindelse med slægtsforskning.

q Facebook For godt et år siden startede Samlingen egen facebook-gruppe »Aalborg Idrætshistoriske Samling«, der er en offentlig gruppe. Ca. 400 har allerede meldt sig som medlemmer. I det daglige er det John Laden Jensen, der styrer facebook-siden, der p.t. prydes af et hold fra Nørresundby Boldklub fra ca. 1970. Foto: A63, Sifa Idrætshistorisk Samling.


p AIK Aalborg. Håndboldhold 1944 Idrætshistorisk Samling har modtaget en større samling af effekter fra Stella Mølgaard, AIK Aalborg, senere IK 1919. Stella var en kendt atletikudøver, men også håndbold var hun dygtig til. Forrest fra venstre Inger B. Pedersen, Jonna Jørgensen og Carla Jensen. Bagest Karen Jensen, Stella Mølgaard, Ellinor Jørgensen, Doris Thornsohn, Karen Agerbak og Viggo Pedersen (leder). B417. A157, AIK Aalborg. Sifa Idrætshistorisk Samling.

u Aalborg Fodsports Forening Præmieuddeling ved nytårsstævne 11. januar 1913 på Beirs Hotel i Bispensgade. AFF blev stiftet samme dag. Øverste række længst til venstre Marinus Thomsen. Et senere æresmedlem blev en af stifterne Chr. Christensen, der sidder i midten med sin hustru. Stående fra venstre som nr. 2 og 3 brødrene Aage og Hagbart Jacobsen med medaljer. Medstifteren Bruno Ditzel er herren med overskæg. Hans levnedsskildring fra 1955 samt billeder m.m. har Samlingen modtaget i år fra familiemedlemmer. B1221. A731, Familien Ditzel, Sifa Idrætshistorisk Samling.

Store donationer i årets løb Familien til Bruno Ditzel, medstifter af AFF (1913), har skænket en flot samling ældre billeder m.m. Fra IK 1919 er der modtaget pokaler samt en større samling af effekter fra Stella Mølgaard. Fra Johan Laigaard, AIK Vejgaard, er modtaget hele 97 medaljer samt andre effekter, og endelig har vi fra Mie Østergaard Nielsen og Frederik Børsting fået tilsagn om, at de vil donere deres OL-dragter.

Faste aktiviteter Som sædvanligt har medarbejderne, herunder specielt én, nemlig Leif Bruno Sørensen, brugt rigtig meget tid på arbejdet med årsskriftet »Veteranen«, der siden 2014 er udkommet i en udvidet udgave. Det har fungeret fint med at bede de mange lokale modtagere af årsskriftet om selv at hente dette, enten på Harald Jensens Vej om onsdagen i åbningstiden, eller på SIFA i Nordkraft

4


– simpelthen for at begrænse de stadigt stigende portoomkostninger. Selvfølgelig kan de, der beder om det, også få årsskriftet tilsendt, på samme måde som alle udenbys boende får det – og dét benytter en hel del sig heldigvis også af. Andre interesserede kan fortsat afhente årsskriftet på Samlingen, ligesom det er også muligt at læse hele hæftet på Samlingens hjemmeside. Endelig kan årsskriftet fås ved deltagelse i den årlige Julekomsammen for idrætsveteraner, der er under planlægning og i år afholdes tirsdag den 13. december i Aalborgparken. Besøg på »Vildmoseporten« Den traditionelle sommerfest for medarbejdere med ledsagere afholdes som tak for indsatsen i det daglige. Arrangementet har som regel – foruden nogle hyggelige timer med god mad og godt samvær, ofte sammen med repræsentanter fra SIFA’s bestyrelse –

5

også et »museumsmæssigt« indhold. Her i 2016 blev det til et meget interessant og lærerigt besøg på »Vildmoseporten« i Store Vildmose, hvor vi oplevede alt det, der gøres for at bevare historien om, hvordan der i 1930’erne sikredes udvikling af de store områder nord for Åbybro med opdyrkning til brug for kartoffeldyrkning og andre markafgrøder, samt bevarelse af de fantastiske højmosearealer, området byder på. Igen en god oplevelse for alle! Varm tak Til slut skal lyde en varm TAK til alle medarbejderne på Idrætshistorisk Samling for den store iver, de lægger i deres frivillige indsats for at bevare Aalborgs idrætshistorie, til Aalborg Stadsarkiv for et rigtig fint samarbejde, samt til Aalborg Kommunes Sundhedsog Kulturforvaltning og medarbejderne her for et ligeledes meget fint samarbejde.


Af Inge Ehlers og Henrik Ottosen

Fra regnskur

100 ĂĽr

6


1916 k 1941

Det var i foråret af 1916 græsk-romersk brydning kom til Vejgaard, da Atletklubben Thor blev stiftet en søndag i marts i et regnskur i Vejgaard Vestre Skoles gård som afdeling af Vejgaard Ungdomsforening.

til storklub

med brydning i Vejgaard Ungdomsforeningen, som havde fået brugsret over Vestre Skoles gymnastiksal, havde flere medlemmer, der ønskede at dyrke brydning, hvorfor der blev rettet henvendelse til Rasmus og Johannes Højfeldt, der sammen med en række andre tidligere medlemmer af Atletklubben Jyden stiftede klubben. På den stiftende generalforsamling valgtes Rasmus Højfeldt til formand inden for interne klubanliggender, medens Vejgaards »sherif« politibetjent Iver Grave valgtes til at repræsentere klubben udadtil. I august 1917 blev Thor en selvstændig forening og klubben blev opkaldt efter guden af samme navn fra den nordiske mytologi. I tiden op til 1900-tallet var Vejgaard en by med vokseværk, hvilket især skyldtes store industrier som f.eks. værftet, eternitfabrikken og cementfabrikken i Rør-

t Idrætsuge i Vejgaard To af Thors dygtigste brydere gennem tiderne Svend Aage Thomsen og Carlo Overgaard ses her i spidsen for processionen på Hadsundvej i 1946. Vi har i anledning af jubilæet tilladt os at skifte det s/h logo ud på billedet med et farvet. B1033. A7, Brydeklubben Thor. Sifa Idrætshistorisk Samling.

7

dal. Inden for ganske få årtier var den gået fra at bestå af nogle enkelte gårde til at blive en egentlig bydel. Samtidig befandt den græsk/romerske brydning sig i en storhedstid. Den organiserede brydning var især opstået i kølvandet på mesterbryderen Bech-Olsens succes, idet han i en periode – i hvert fald i de danske medier – betragtedes som verdensmester, og brydning var på den tid en stor publikumssport. Svær begyndelse Økonomien var særdeles presset i klubbens opstartsperiode. Forhandlingsprotokollen vidner om, at regnskabet revideres på hvert eneste møde, samt at kontingent blev inddrevet med stor ihærdighed. Allerede i 1921 kradsede krisen så meget, at Thor nær var blevet en del af en klub, som hed Jason, der i dag er lukket for længe siden. Men som bekendt gik det ikke således. Det økonomiske kom til at køre rundt, hvilket ikke mindst en tiltagende lokal velvilje bidrog til. Brydning, boksning og vægtløftning I begyndelse havde klubben kun brydning på programmet, om end den efter kort tid blev tilføjet både boksning og vægtløftning – den sidstnævnte idrætsgren dog kun for en stund.


Boksetræningen anførtes af politibetjent Graves to sønner Emil og CarlJohan samt den slanke, høje Verdier, hvis mål var »den fuldendte tekniker«, hvorfor slagsbrødre i klubben ikke blev toleret. Boksningen nåede sit højdepunkt i 1923, da Ejner Olesen og Aage Mølkjær sikrede klubben to jyske mesterskaber, hvilket i øvrigt blot skete tre uger efter, at Holger Askehave havde sikret klubbens første jyske mesterskab i brydning. Netop Holger Askehave skulle komme til at tegne Thors sportslige succes i mange år. Selv om han oprindeligt var bokser i Jyden, blev han kendt som brydningens »Fader Vejgaard«. I 1924 deltog han ved de olympiske lege i Paris, hvor han vandt to kampe og tabte to. Desuden blev han dansk mester i 1930 samt adskillige gange jysk og nordjysk mester, hvorved hans succes faktisk udgjorde en forpost til Thors reelle storhedstid, som var i 1930’erne. Brydningens storhedstid Thor opnåede at blive en af landets bedste klubber i en tid, hvor sporten rent konkurrencemæssigt og publikumsmæssigt måske var i sin storhedstid. I hvert fald var Thor berømt bl.a. for alle sine »Jensen’er«, som dengang var topbrydere, der kæmpede med om mesterskaber og udtagelser og i øvrigt figurerede i aviserne som sidestillede med f.eks. fodboldspillere. Blandt de berømte Jensen’er, skilte Børge Jensen sig ud, idet han havde et fabelagtigt sportsår i 1932, hvor han blev jysk og dansk mester samt »Årets fund«. Som kronen på værket blev han udtaget til OL i Los Angeles. Den sportsligt set største begivenhed, mente mange af datidens Thor-folk, var DM i 1936, som klubben i samarbejde med Jyden afholdt i den gamle Aalborghal (den som nedbændte i 1941). Foran

p Henry Andersen Jysk mester i sværvægt seks gange i perioden sidst i 1940’erne og først i 1950’erne. Henry er i øvrigt oldefar til Thors nuværende »sværvægter« Mathias Bak. B521. A7, Brydeklubben Thor. Sifa Idrætshistorisk Samling.

1800 tilskuere havde klubben hele fem finalister, hvoraf dog kun den stærke ordensbetjent Bernhard Wosylus trak sig sejrrigt ud i mellemvægtsklassen. Robert Nielsen deltog i 1936 ved OL i Berlin, men udgik efter skade i det 16. minut af sin første kamp mod Erkan fra Tyrkiet, der i øvrigt vandt guld i klassen. Robert Nielsen fik bøjet tre ribben og punkteret sin lunge, hvorfor det var forståeligt, at han ikke kunne fortsætte. Erik Jensens DM i 1937 og Robert Jensens i 1939 udgjorde en resultatmæssigt flot afslutning på klubbens første 25 år.

8


1941 k 1966

Som bekendt var Danmark besat af Tyskland under Anden Verdenskrig, og krigen gik på ingen måde Vejgaard forbi. I året 1944 ramtes Thor af en tragedie, da Bernhard Wosylus ligesom det øvrige danske ordenspoliti interneredes i koncentrationslejre, og desværre omkom den stærke overbetjent efter kort tids sygdom. Desuden var der en periode under krigen, hvor tyskerne skulle bruge Vestre Skole, og så måtte bryderne tage til takke med Afholdshjemmet på Møllevej. Hen imod slutningen af krigen skulle tyskerne også bruge Afholdshjemmet, hvorfor klubben faktisk stod uden træningslokaler. Følgelig valgte nogle at melde sig i Jyden, men heldigvis samledes klubben igen efter krigen og fortsatte som den slap, som en af Danmarks på den tid stærkeste brydeklubber. Stor ungdomsafdeling Indførelsen af drengemesterskaber i 1943 og juniormesterskaber i 1955 betød, at

9

Krig og kriser

p Vejgaard Afholdshjem 14. marts 1926. Holger Askehave tager greb på broderen Marius. De var begge landskendte brydere. Holger deltog i de olympiske lege i Paris 1924. B1759. A7, Brydeklubben Thor. Sifa Idrætshistorisk Samling.

brydesporten ikke længere forbeholdtes de voksne, og Thor formåede i starthalvtredserne at mønstre en drengeafdeling med flere end 100 brydere. Der afholdtes månedlige interne konkurrencer med omkring 10 brydere i hver vægtklasse, og i tiltagende grad begyndte man at deltage i åbne stævner rundt omkring i landet. Blandt tidens profiler var Robert Jensen, de senere JAU-trænere og æresmedlemmer Carlo Overgaard og Carl Christensen, Harry Petersen, sværvægteren Henry Andersen samt ikke mindst Thors resultatmæssigt bedste bryder gennem tiderne Svend Aage Thomsen.


Alle sammen vandt adskillige mesterskaber til klubben, og Svend Aage deltog i de olympiske lege to gange og opnåede ved europamesterskaberne i 1947 en fjerdeplads i fluevægt, hvilket i øvrigt er Thors bedste placering ved et stort internationalt mesterskab. Bilulykke Den 7. december 1952 blev en skæbnesvanger dag for fem brydere og to ledere fra Thor, der var på vej til jyske begyndermesterskaber i Aarhus. Ved Godthaab Mejeri mellem Randers og Aarhus kolliderede deres Vauxhall 52 frontalt med en anden bil. Værst gik det ud over lederne Tage Petersen og Harry Askehave. Medens en af bryderne fik et brud på det ene ben, fik Tage Petersen sin højre fod revet af, og Harry Askehave måtte efterfølgende gennemgå omfattende ansigtskirurgi. Verdens ældste bryder I forbindelse med 40-års jubilæet i 1956 trak Holger Askehave sig tilbage og regnedes op til det tidspunkt som verdens ældste aktive bryder.

Efter en periode, hvor drengebrydningens resultater havde tegnet klubben, blev 1965 året, hvor 22-årige Folmer Nielsen genrejste Thor til fordums stolthed, da han vandt klubbens første jyske seniormesterskab i 13 år. Dette var især en sensation, fordi Folmer først begyndte at bryde som 18-årig. Støtteforening I anledning af 50 års jubilæet stiftedes støtteforeningen Thors Venner af en række gamle brydere i ønsket om at støtte op om ungdomsarbejdet og agere sikkerhedsnet for klubben. Thors forhenværende formand Jacob Madsen blev på den stiftende generalforsamling valgt som Thors Venners første formand.

q Brydehold fra Thor i 1962 Bagest fra venstre: Hans Olsen, Finn Svendsen og Bent Jørgensen. Forrest: Ingolf Svendsen, Ejner Risager, Leif Jørgensen, Folmer Nielsen og Eivind Hjulmand. B3101. A7, Brydeklubben Thor. Sifa Idrætshistorisk Samling.

10


1966 k 1991 »Et af Europas bedste brydecentre« I 1967 fik Thors Venner overdraget pladsen ved Vejgaard Bibliotek til juletræssalget, som stadigvæk foregår samme sted, af støtteforeningens daværende formand Jacob Madsen. Juletræssalget opnåede hurtigt status som en hjørnesten i Thors Venners økonomi, hvilket det stadig udgør i dette jubilæumsår. Resultatmæssigt i sluttresserne og start-halvfjerdserne blev flaget vist af enkelte juniorer og seniorer, som f.eks. træneren Folmer Nielsen, der vandt JM i både 1971 og 1972. På det ledelsesmæssige plan så det lidt tungt ud, da det hele hvilede på meget få hænder. Eget klubhus Efter en menneskealder i gymnastiksalen på Vejgaard Vestre Skole overtog Thor i 1972 klubhuset på Øster Sundby Vej fra Vejgaard Boldspilklub. Selv om træningslokalet blev VB’s gamle fjernsynsstue – et areal på 63 m2, hvilket absolut var i underkanten af, hvad der var behov for, åbnede det nye klubhus, som kun anvendtes af Thor, for helt nye muligheder. Samtidig med at Thor fik nyt klubhus, fik Thor også en ny træner, en idealistisk skolelærer fra Aarhus ved navn Torben Lindby. Han var en ildsjæl, der nåede at sætte stort præg på Thor. Sølv ved jyske mesterskaber I jubilæumsåret 1976 stillede Thor ved holdmesterskaberne med et hold, der bestod af en blanding af talentfulde ungdomsbrydere og juniorer, herunder Bent Larsen og Henrik Jensen, der begge opnåede kåring som årets bryder

11

hos DAU, samt enkelte seniorer, hvoraf nogle som f.eks. Bent Møller og Folmer Nielsen gjorde comeback. Til alles overraskelse vandt Thor sølv ved de jyske mesterskaber samt bronze ved de danske mesterskaber. Veteranen Folmer Nielsen var i øvrigt den eneste Thor-bryder, som gik ubesejret igennem mesterskaberne. Ved årets individuelle seniormesterskaber formåede kun Lars Møller at vinde JM-sølv i 68 kg.

q Ole Fjorback poserer i 1964 I perioden 1978-1990 valgte klubbens medlemmer Ole som formand. En tid præget af stabilitet og opbygning. I årene 1983-1984 gennemgik klubhuset en større ombygning, B3106. A7, Brydeklubben Thor. Sifa Idrætshistorisk Samling.


Ole Fjorback formand Efter en vaklende periode først med kortvarigt ungdomsoprør, hvor den gamle bestyrelse blev væltet, og dernæst et år uden formand, trådte Ole Fjorback til i 1978 og blev siddende som formand helt indtil 1990. Selv om Ole Fjorbacks kompromisløse væsen af og til kom i vejen for ham, så var Thors tid med ham ved roret præget af stabilitet og opbygning. Han var en mand, der evnede at føre nogle ideer ud i livet og trække i de tråde, der skulle til. Fra 1983 til 1984 gennemgik Thors klubhus en større ombygning. Det medførte et forstørret træningsareal på 200 m2 hele overetagen af huset, og der blev tillige udvidet med nyt køkken, sauna, varme-, bade-, depot- samt bestyrelsesrum. Da der i 1989 tillige var tilbygget et motionsrum, havde Thor, som Ole Fjorback kækt postulerede overfor pressen, fået et af Europas bedste brydecentre. Rent sportsligt forløb 1980’erne godt for Thor. Især inden for drenge- og ungdomskategorierne, hvor der næsten hvert eneste år blev hjemført mesterska-

ber. Carsten Fjorback var årtiets profil i ungdomsrækkerne. I 1987 brød Henning Jørgensen forbandelsen og vandt Thors første danske seniormesterskab siden Carl Christensen i 1954. I 1988 genvandt Henning mesterskabet, som på nuværende tidspunkt, er klubbens seneste. I slutfirserne havde Thor opnået gode relationer til en brydeklub i Gdansk samt brydeklubben Vollkraft fra Innsbruck. Sidstnævnte inviterede i 1988 et hold fra Thor på besøg. Et Thor-hold suppleret med enkelte profiler udefra gjorde en god figur dernede, og det var derfor naturligt, at østrigerne tillige besøgte Thor i forbindelse med 75-års jubilæet i 1991, hvor der var kampe på alle niveauer i Vejgaardhallen.

q Februar 1983 Lars Ehlers og Henning Jørgensen poserer brydegreb til ære for fotografen. Henning vandt i 1987 Thors første danske seniormesterskab siden Carl Christensen i 1954. B3123. A7, Brydeklubben Thor. Sifa Idrætshistorisk Samling.

12


I 1993 opløstes de to tilbageværende kredse (Jysk Atlet Union og Øernes Atlet Union) og underlagdes landsforbundet, der samtidig ændrede navn til Danmarks Brydeforbund. Dette medførte også, at Thor skiftede navn fra »Atletklubben« til »Brydeklubben« i 1995; dog med et enkelt mellemliggende år som »Thor Vejgaard Wrestling«. Ydermere fik pigerne og kvinderne deres eget danske mesterskab. Såvel i Thor som på landsplan skete der en gradvis forandring, der flyttede medlemsvægten fra senior og junior hen imod puslinge, drenge og piger. Med andre ord blev gennemsnitsbryderen yngre.

rækkerne, samt et dansk holdmesterskab i kategorien Drenge/Ungdom i 1994.

Fusionstanker I kølvandet på den store succes i samarbejdet med A.K. Jydens brydeafdeling stortrivedes tanken om fusion mellem Thor og Jyden. Der var naturligvis modstandere, men Thors bestyrelse var i midthalvfemserne indstillet på at indlede den omtalte fusion, og der blev følgelig holdt møder mellem klubberne, k SIFA og Aalborg Kommune. Imidlertid opstod der komplikationer med Jydens hovedforening bl.a. vedrørende brydeafdeUngdomsbrydeklub Mange lingens opmesterskaber i international klasse sparede midI Thor blev ler, hvilket fik fokus i høj grad rettet imod drenge- og den sidste luft til at ebbe ud af fusionsungdomsbrydningen, da der ikke længere tanken. kunne mønstres en egentlig seniorafdeling. Enkeltpersoner prægede resultaterne Selv om seniorafdelingen reelt ikke sidst i halvfemserne længere fandtes, var der af og til stadig I sidste halvdel af halvfemserne var det seniorer, der trænede med. Især Henning stærke drenge- og ungdomshold imidlerJørgensen glimrede med sit comeback i tid opløst, og succesen beroede i højere 1993, der resulterede i JM-guld, DMgrad på enkeltpersoner, som f.eks. Thors sølv samt en imponerende bronzemedalje mest vindende pige- og kvindebryder ved de nordiske mesterskaber. Johnny nogensinde Pia Nielsen, der blev dansk Poulsens jyske seniormesterskab i 1994 mester seks gange og vandt en sjetteplads er klubbens seneste, og da der i skrivende ved EM i 1997. stund ikke længere afholdes kredsmesterskaber, står dette umiddelbart som Rejste sig fra asken det sidste. Omkring århundredskiftet var der nok Trænerne Mads Ehlers og Hans Jørgen engang opstået organisatorisk dødvande Larsen (Chang) gjorde et fremragende i Thor. Omkring juletid i år 2000 var der stykke arbejde med de unge talenter, under 10 aktive brydere tilbage i klubben, som sikrede klubben er utal af danske samtidig evnede motionsafdelingen, der i mesterskaber i ungdomsrækkerne i løbet øvrigt havde været selvkørende i 90’erne af start- og midthalvfemserne. samt været en god indtægtskilde for Kulminationen på denne epokes ungklubben ikke at stille med en bestyrelse, domsarbejde var, at klubben i 1993 fik og Thors Venner formåede kun netop på hele fem danske mesterskaber i ungdomsmålstregen at stille med en.

1991 2016

13


For at føje spot til skade kollapsede Vejgaard Byfest og hermed også Vejgaard Samvirkende Idrætsforeninger, efter at den flere gange havde givet underskud på grund af nogle mislykkede satsninger. Klubben var helt enkelt ramt af en ledelsesmæssig afmatning, og det var følgelig ikke uforståeligt, at Thor fra 2003 til 2004 for anden gang i historien ikke kunne stille med en formand. Men som så ofte før mønstrede den gamle klub uanede kræfter og rejse sig fra asken. Heidi Poulsen, der i forvejen havde været klubleder i flere år, bed på formandsposten, og nok en gang støttede mange af klubbens gamle folk op og sikrede klubbens fremtid.

q Dygtige pige- og kvindebrydere Pia Nielsen blev dansk mesterskab seks gange og vandt en sjetteplads ved EM i 1997. På billedet er det Conni Andersen og Heidi Larsen, der prøver kræfter i 1989. B3122, A7, Brydeklubben Thor. Sifa Idrætshistorisk Samling.

Der blev tænkt ud af boksen i den tid, idet der afholdtes holdturneringer for begyndere, Veterantræf, hvor Thor bød gamle medlemmer på en pilsner og en omgang gule ærter, »Get-Moving«-arrangement i Gigantium, et gigantisk arrangement, hvor omkring 800 skolebørn i løbet af et par timer prøvede brydning, samt ikke mindst tumlebrydning for de allermindste. Endvidere havde Thor igennem en årrække opbygget et godt forhold til Tønsberg Kameratene fra Norge i forbindelse med Jydens Brydetræf, der dengang var et af landets største stævner. Dette medførte bl.a. et besøg i Norge i 1998 samt en meget seværdig holdkamp mellem de to klubber. Dette var i forbindelse med 90-års jubilæet i 2006, og i forbindelse med jubilæumsfesten udnævntes Folmer Nielsen til æresmedlem af klubben. Under trænerne Jesper Larsen, Tadeusz Dziadzio og senest Ayub »Zap« Tashkilots ledelse har klubben i løbet af lidt mere end det seneste årti opbygget en ungdomsafdeling, der har vist sig at være særdeles bæredygtig. På trods af

14


løbende udskiftning har overgangene været glidende, og der har hele tiden blevet bygget på det tidligere arbejde. 2005 var et resultatmæssigt højdepunkt, idet Thor fik hele fire danske mesterskaber. Seniorhold igen I dette 100-års jubilæumsår står vi på kanten til for første gang i en hel generation at kunne mønstre et seniorhold, og vi har især store forventninger til fire talentfulde brydere, der forhåbentligt i den nærmeste tid vil skabe resultater såvel nationalt som internationalt. Der er naturligvis tale om Mikkel Toft, der vandt sølv ved de danske juniormesterskaber sidste år, vores forsvarende nordiske juniormester Mathias Bak samt Marcus Frandsen

15

p Idrætshistorisk Samling To kendte Vejgaard-folk foran Idrætshistorisk Samlings OL-væg, der prydes af fotos med alle Aalborgs OL-deltagere gennem tiderne. Thor er her godt repræsenteret. Til venstre langdistanceløberen Johannes Lauritsen, AIK og til højre Thors arkivar Leo Krogh Hansen. B4467, A63, Sifa Idrætshistorisk Samling.

og Dennis Sabroe, der begge har vundet flere danske mesterskaber i ungdomsrækkerne. Ligesom vi godt kan være stolte af vores sportslige fortid, så kan vi også forvente os noget stort af fremtiden. Thor er på trods af sine 100 år stadigvæk en sund forening i et sundt legeme.


De fleste kender Forchhammersvej i Aalborg. Den er opkaldt efter Johan Georg Forchhammer, der havde været rektor så fine steder som Københavns Universitet og Polyteknisk Læreanstalt. Han havde en søn, der hed Johannes, og han blev fodboldens farfar. Sønnen blev ansat på Katedralskolen i Aalborg som overlærer, og i 1868 blev han udnævnt til rektor. Efter fire år i stillingen blev han udpeget til den ledige stilling som rektor på Herlufsholms Kostskole, og han tog jobbet. Johannes blev far til 13 børn, 9 drenge og 4 piger, og i 1872 da familien flyttede, var det en stor flytning, for familien havde dengang 7 sønner og en enkelt datter. Konen Abigail var samtidig gravid med familiens 9. barn, der blev født straks efter ankomsten til Herlufsholm, Jørgen Ebbesen Forchhammer, der blev fodboldens far i Aalborg.

Fodboldens far i I forhold til fodbold var de mange Forchhammer-sønner det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt, eftersom det var på kostskolerne de første fodboldtrin blev trådt, og man kan næsten forestille sig de 8 brødre med et års forskel i alder hamrende rundt på sportspladsen efter læderkuglen. Fodboldens spæde start Da de voksede til, flyttede de til København den ene efter den anden, og de begyndte at spille fodbold i Fredericiastudenternes Kricketklub, der tog fodbold op allerede i 1887. Tilstrømningen af ikke fredericianere var stor, blandt andet den ene Forchhammer efter den anden, og i 1889 fusionerede Fredericiastudenterne med Polyteknisk Boldklub. Sammen dannede de Akademisk Boldklub, og den nye klub kom til at spille i Fredericiastudenternes grønne farve. Det var for øvrigt en senere

aalborgenser, der dengang var formand for Fredericiastudenterne Martin Elisius Pagh. I løbet af de første år, var der ikke mindre end 6 Forchhammer-brødre på AB’s bedste hold. De 5 ældste var født i Aalborg, men den bedste og yngste af dem var Jørgen, og han kom som sagt til verden i Herlufsholm. Job hos stadsingeniøren i Aalborg Jørgen fik mange spændende fodboldoplevelser og var blandt andet med i en meget berømt kamp i København mod Queens Park fra Scotland. Jørgen Forchhammer havde, foruden nogle hurtige fodboldfødder, også en fortræffelig sangstemme, og det skulle få betydning for ham hele livet, men først skulle han have en uddannelse. Han kom på Polyteknisk Læreanstalt, hvor hans farfar havde været første rektor mange år før, og i 1898 var han færdig

16


Af John Laden

Aalborg med sin uddannelse som civilingeniør, og skulle nu have et job. Nu spillede skæbnen ind i Jørgens liv, for på rektors kontor på Polyteknisk, lå der en dynge jobopslag. Det ene af dem var fra stadsingeniøren i Aalborg, der manglede en assistent. Det job var der absolut ingen kamp om på den ærkekøbenhavnske uddannelsesinstitution, men Jørgen Forchhammer havde hørt så meget om Aalborg gennem hele sin barndom, så han søgte jobbet. Han var formentlig eneste ansøger, og efter en lille sommerferie, tiltrådte han jobbet i Aalborg. Hans far havde haft fingrene nede i flytningen, for Jørgen fik let lejet et lille ydmygt værelse hos musiklæreren på Aalborg Katedralskole I. S. Ernst. Aalborg Fodboldklub Få uger senere ankom Jørgen Forchhammer med sin fodbold under armen,

17

p Fra Queens Parks besøg i 1898 Stående i midten: John Gillespie, dr. H. Forchhammer og yderst til højre H. Meincke. Siddende på knæ: A. Friis. Danske spillere liggende fra venstre: H. Rickmann, L. Kjergaard, Herluf Forchhammer, Jørgen Forchhammer, P. Nielsen og Vilh. Schultzer. Liggende foran: Ax. Andersen (Byrval), Johs. Gandil og Johs. Forchhammer. Liggende yderst og nederst til venstre: Robert Mc. Coll, der senere blev Skotlands berømteste centreforward. Dansk Fodbold. Reol i kælder. Sifa Idrætshistorisk Samling.

og den 27. september kunne man i en lille annonce i Aalborg Stiftstidende læse, at ingeniør Jørgen Forchhammer, Sct. Jørgens Gade 1 tog imod indmeldelser til Aalborg Fodboldklub. Jørgen Forchhammer var selvskrevet formand for den nye klub, og han oprettede både en drenge- og en voksenafdeling, og han trænede selvfølgelig dem begge selv.


Samtidig deltog Forchhammer i et lille kor, hvor der blev sunget af hjertens lyst, og man kunne sagtens forestille sig, at der også røg en lille genstand eller to af de skarpe ned i mørket fra Harald Jensens brændevinsbrænderi. Omkring den 1. oktober startede træningen altså på den store eksercerplads, og det har været et festligt syn. Man kunne overhovedet ikke opdrive et par fodboldstøvler i Aalborg, hvor handelslivet rent ud sagt blev taget med bukserne nede, og da der til Forchhammers store fortrydelse opstod 3-4 andre klubber i kølvandet på Aalborg Fodboldklub, skete der ting og sager på Eksercerpladsen. Mozart Arndt, et andet sportskoryfæ fra pionerdagene fortalte mange år senere i en artikel i Aalborg Amtstidende. – 14 dage efter at Jørgen Forchhammer havde startet Aalborg Fodboldklub var vi klar med Håndværkernes Idræts Klub. Der var ikke plads til os i fodboldklubben, der kun var for de fine, men vi håndværkere ville også gerne spille fodbold, fortalte Arndt, der var bogtrykker. – Men få dage senere, da Forchhammer var kølet lidt ned, vendte han tilbage og mente nu, at det var dejligt, at vi kunne spille mod hinanden. Der var bare lidt forskel på udstyret. Det ene hold spillede i lange skaftestøvler, mens Håndværkerne spillede i små gym-

nastiksko, og enhver, der har rørt en fodbold kan forestille sig, hvor tungt det kan være at skulle tackle en modstander iført gymnastiksko. Kamp mod Akademisk Boldklub Men Forchhammers mål var at få gennemført den store kamp mod AB. Han og broderen Herluf lavede en lille lumsk aftale om, at AB skulle komme til Aalborg i påsken 1899 så de to hold kunne møde hinanden. Det lød som en svær kamp for de aalborgensiske nybegyndere, og det blev den første fodboldkamp i Aalborg med en udenbys modstander. Kampen blev et tilløbsstykke. Rapporter fortæller, at der var omkring 2.000 tilskuere. Interessen var enorm, og den blev ikke mindre af, at man ikke måtte forlange entre til kampen, da den blev spillet i påskedagene. Det var ikke tilladt. AB vandt med 6-0, og man kunne læse i det første rigtige avisreferat, at Aalborgs højre back var den eneste, der kunne hamle op med de dygtige københavnere. Det var selvfølgelig Jørgen Forchhammer. Videre til Tyskland Forchhammers ophold i Aalborg varede ikke længe. Den 1. maj 1899 rejste han videre til Tyskland. Han var kommet til den erkendelse, at han ikke skulle være ingeniør alligevel, så han besluttede, at

18


han ville tage en helt ny uddannelse, med stemmen som udgangspunkt. Han efterlod et Aalborg med en gryende fodboldkultur, og han efterlod et firemands sangkor, dog uden den fantastiske baryton han kunne præstere. Han blev professor på Münchens Universitet og døde dernede på sin 90 års fødselsdag i 1963. Aalborg dominerede i fodbold Fodbolden kom til at nyde godt af Forchhammers inspiration og instruktion. Særlig betød hans interesse for ungdomsfodbolden, at Aalborg gennem de næste 10 år dominerede fodbolden i Jylland,

og Aalborg Fodboldklub vandt det jyske mesterskab, der blev afgjort to gange om året, under JBU 6 gange i træk, og tog pokalen til ejendom. I 1906 fusionerede klubben med Aalborg Boldklub og tog navnet Aalborg Boldspilklub. De først udtagne spillere til kampen mod Akademisk Boldklub Læge Buchwaldt, Ingeniør Forchhammer, Fuldmægtig Løvgreen, Stud. Art Mølgaard, Cand. Phil. Uffe Rafn, Glasmager Hupfeldt, Fotograf Christian Birch, Sekretær R. Melrofs, Cand. Theol. U. Gadegaard, Premiereløjtnant Forman og Stud. Art. F. Schæffer.

q Aalborg Fodboldklub-Akademisk Boldklub. År 1899 Aalborg Fodboldklubs hold med en del reserver kun få måneder efter klubben blev stiftet. Bageste række nummer to fra venstre er Christoph Hupfeldt og nr. tre er Aage Berg. I midterste række ses fra venstre L. A. Schiøts-Christensen, nr. 4 Jørgen Forchhammer og nr. 6 John Christensen. Forreste række er nr. tre fra venstre Herluf Forchhammer fra Akademisk Boldklub. B1073. A223, Aalborg Boldspilklub af 1885. Anbragt på billedereolen i kælderen. Billedet er indrammet.

19


100 år

og stadig fuld af liv og aktivitet Aalborg Dame Roklub er fyldt 100 år i 2016, nærmere betegnet den 3. september, og dette jubilæum blev fejret på flotteste vis helt fra morgenstunden. Klubben var bare SÅ klar til at modtage mange gæster i klubhuset på Søsportsvej og på bådpladsen, hvor der af hensyn til vejrguderne var opstillet et par store åbne telte. De første gæster kom roende fra Nibe og hilste festligt med årerne.

20


Af Lise Pedersen

Der var champagne til alle og lækre små delikatesser på fadene – serveret af flotte unge fyre, der var hyret til lejligheden! Gæsterne strømmede til fra nær og fjern, og der blev givet gaver og holdt taler, bl.a. af borgmester Thomas KastrupLarsen, der roste klubben for den måde, medlemmerne selv klarer tingene på, og for at være meget synlige i Aalborg, bl.a. på rådhuset til julemarkedet. Efterfølgende var der båddåb af klubbens anden nye to-åres inrigger, anskaffet i anledning af jubilæet – den første blev døbt allerede ved standerhejsning i marts måned, og nu er en tvilling til denne båd så fulgt efter. Den blev døbt af Danmarks første kvindelige verdensmester i roning, Mette Bloch fra København. Med disse to flunkende nye både kommer klubbens bestand af både op på hele 15 inriggere – de store træbåde, der oftest ses på fjorden med enten 3 eller 5 roere om bord. Hertil kommer et antal lettere gig- og scullerbåde, som klubbens medlemmer også flittigt benytter sig af, så snart vejret tillader det. Om aftenen samledes ca. 180 medlemmer i alle aldre til en storstilet fest på Skydepavillonen – og hvis der skulle være nogen blandt læserne, der er i tvivl om, hvorvidt så mange kvinder virkelig kan finde ud af at more sig og feste uden mænd, så kan der straks rammes en pæl igennem dén opfattelse!

t Roende gæster De første gæster på jubilæumsdagen den 3. september 2016 kom roende fra Nibe og hilste festligt med årerne. Foto: Jacob Søndergaard, Nibe Roklub.

21

Flot opdækning, lækker festmenu, sange, taler, lotteri – ja, endda en fin og festlig revy, der dels prikkede til nogle fordomme, dels fik forsamlingen til at grine højlydt ind imellem. Efterfølgende blev der spillet op til dans, og selv dét klarede kvinderne med stor begejstring – der blev virkelig festet igennem til ud på de små timer. En helt igennem vellykket dag og aften som kulmination på en rosæson med SÅ mange gode og spændende aktiviteter, at det er svært at huske dem alle. Ny gig-båd Blandt de markante kan nævnes forårets »kilometer-roning«, hvor målet dels var at få 100 forskellige medlemmer på vandet mellem solopgang og solnedgang på én dag, dels at skaffe 100 sponsorer, der hver ville give klubben 100 øre pr. roet kilometer, dog max. kr. 600 pr. sponsor! Dette lykkedes – næsten. Det blev ikke helt til 100 penge-sponsorer, men til gengæld til mange andre fine gaver som muliggjorde et fint elektronisk lotteri med rigtig mange gevinster. 38 medlemmer startede ved solopgang, klokken 4.26, og der var en fantastisk stemning hele dagen igennem. Det lykkedes at ro rigtig langt, hele 2.709 km blev det til, og fire medlemmer roere 100 km hver. For de indsamlede penge er der allerede bestilt en ny gig-båd (en 3’er uden styrmand), der skal døbes til standerhejsning 2017! I august måned afholdtes et »Alle både på vandet«-fødselsdagsarrangement med roture efter eget valg, der alle endte på et aftalt tidspunkt med landgang på Egholm, hvor der var dækket festligt op med kaffe/the, lagkager og andet godt. Og senere på måneden en flot »stjerneskudstur«, hvor 48 medlemmer roere ud i solnedgang og oplevede mørket falde på, mens alle kiggede efter stjerneskud på himlen.


Dét kneb nu en smule med at få øje på disse stjerneskud, det var for tidligt på aftenen – men til gengæld sluttedes aftenen af med servering af lækre stjerneskud i klubhuset. I starten af jubilæums-sæsonen satte medlemmerne sig det mål, at der i jubilæumsåret skulle roes 100.000 km – et særdeles ambitiøst mål, der i hvert

To unge foretagsomme damer Aalborg Dame Roklub blev startet i 1916 af to meget foretagsomme unge damer, frøkenerne Leonora Berglind og Anna Pingel. De to havde i sommeren 1915 fået lov at lære at ro i den allerede eksisterende Aalborg Roklub og havde fået så meget smag for sporten, at de gerne ville optages i klubben – men de

t Klubbens første bådehus var beliggende ud for Badehusvej Bådehuset blev indviet september 1916. Ved klubbens første båd ses fra venste som nummer to, tre og fire Anna Pingel, Anna Berling og Leonor Berling Foto: B143. A34, ADR. Sifa Idrætshistorisk samling.

u Nyt bådehus flyttet ud vest for jernbanebroen I sommeren 1928 blev et nyt bådehus indviet på Søsportsvej. Huset er faktisk dét, klubben stadig bor i, bortset fra, at der i 1936 blev bygget en etage oven på bådhallen og sidebygningen blev nyindrettet til udelukkende omklædning og bad. Foto: B5853. A34, ADR. Sifa Idrætshistorisk samling.

fald ville kræve godt vejr! En »Klub 500« – med en flot pink klub-T-shirt – blev etableret i håb om at inspirere flere medlemmer til at ro bare lidt længere end sædvanligt – og runde de 500 km! Her har succesen været total, og lige under 100 T-shirts er uddelt til medlemmerne af denne »eksklusive« lille jubilæumsklub! De 100.000 km blev nået omkring jubilæumsdagen i starten af september, og i skrivende stund er det ret sikkert, at det samlede tal i hvert fald runder 117.000 roede km, roet af 212 af de 229 aktive medlemmer.

blev klart afvist. Klubben var og blev kun for herrer og så desværre ikke nogen udvej for at optage damerne, men tilbød galant at stille en af klubbens både til disposition et par timer nogle dage om ugen under ledelse af klubbens lærer. Det var slet ikke nok for de ivrige damer, så de begyndte at arbejde med planer om oprettelse af en selvstændig dameroklub, herunder at tilvejebringe den fornødne økonomiske basis for samme. »Denne afvisning, udtalte Aalborg Dame Roklubs formand i sin tale ved 100 årets standerhejsning – og

22


igen på jubilæumsdagen, er vi i dag naboklubben yderst taknemmelige for!« Klubbens start i 1916 var særdeles beskeden, men det lykkedes ved henvendelse til forskellige kendte folk i byen, som man håbede ville »have hjerte for sagen« og samtidig forståelse for, hvor ubestrideligt sund og frisk rosporten var, også for damer – og da »særligt sådanne, der har kontorarbejde og lignende«, at indsamle hele 955 kroner – og med denne kapital gav man sig i kast med opførelsen af et bådehus og anskaffelse af en båd. Bådehuset fik plads ud for Badehusvej mellem A/S Brdr. Bendtzens bræddestabler, og den samlede opførelsessum løb op i kr. 1669,46. Hertil kom en brugt båd »Ib«, der kostede 250 kr., og sammen med 4 stk. nye årer til 150 kr. var den nye klubs økonomi straks overanstrengt og svær at rette op, da kontingentet for de 13 medlemmer blot androg 3 kroner pr. måned i 6 måneder af året. Til medlemmernes ros skal det siges, at »deres iver, interesse og offervilje« var så stor, at de meget hurtigt fik styr på økonomien og allerede i slutningen af 1918 »kunne tillade sig den flothed« at anskaffe endnu en båd, købt brugt af Thisted Roklub – til den formidable sum af kr. 262,64 inklusiv årer, fragt og transportforsikring. Allerede i 1920 var medlemstallet mere end fordoblet – til 27 – og klubben havde bevist, at den var kommet for at blive. Rolivet udviklede sig støt for enden af Badehusvej. Nyt bådehus i 1928 I 1926 mødte klubben sine første vanskeligheder. Ud over et formandsskifte på grund af forskellige uoverensstemmelser, bl.a om det betimelige i at lade kvinder ro kaproning, fik klubben også fra havneudvalget besked om, at klubben måtte flytte helt ud vest for jernbanebroen – og atter »tonede

23

økonomiens sorte spøgelse frem«. Men heldigvis var klubben nu så levedygtig, at kommunen bevilgede tilskud til opførelse af et nyt bådehus på Søsportsvej – lige der, hvor vi stadigvæk ligger. Ved mange gode kræfters hjælp samt en allerede opsparet byggefond, et prioritetslån fra sparekassen – og tegninger af arkitekt Glahn, fik klubben nu i løbet af et års tid opført det fineste nye bådehus med tílhørende omklædnings-, bade- og opholdsfaciliteter, som stod klar til indvielse i sommeren 1928. Og kvinderne passer godt på tingene: Dette hus er faktisk dét, vi stadig bor i, bortset fra, at der i 1936 blev bygget en etage oven på bådhallen, og sidebygningen blev nyindrettet til udelukkende omklædning og bad – og skabe til de mere end 100 medlemmer, som klubben efterhånden havde. Det var igen arkitekt Glahn, der tegnede ombygningen, der kostede hele 12.000 kroner og faldt sammen med anskaffelse af hele to nye både – til 2.100 kroner – og i april 1936 indviedes så »Danmarks bedste klubhus«. Og dét mener klubbens medlemmer stadigvæk, og selv om det koster »blod, sved og tårer« at holde det gamle træhus i fin stand, så er det fortsat en opgave, medlemmerne gerne løfter i fællesskab. Og naturligvis har huset gennem årene undergået adskillige ombygninger og forbedringer. Piger strømmede til Ungdomsroning blev et tilbud i ADR i begyndelsen af 1950’erne, hvor rigtig mange piger strømmede til fra hele byen. De måtte inddeles i hold, for at der kunne blive plads til alle. Mange piger har haft en herlig ungdomstid i roklubben, hvad enten de ønskede at dyrke kaproning og trænede flittigt – eller de bare ville være sammen og have det rart med at ro, også med drengene inde ved siden af.


p Syngepiger Først i 1970’erne i forbindelse med byens »Pinsemarkeder« optrådte ADR’s syngepiger med diverse lystige og let vovede viser. På billedet ses fra venstre Annemarie Rødsig, Maj og Birte Wendt Jensen »Mølle« samt Aalborg Roklubs tidligere formand Kaj Munk. Foto: B4383. A34, ADR. Sifa Idrætshistorisk samling.

ADR har deltaget i venskabsbyernes ungdomslege lige fra starten i 1975 og til det ikke længere var muligt, fordi tilslutningen svigtede. De sidste 10 år har klubben ikke haft et egentligt ungdomsarbejde, men har den store glæde at have en god flok unge, der er vokset op i klubben – eller er kommet til som nye kaniner – og nu selv organiserer deres fælles roning, så det kan passe ind med studier og anden uddannelse. Ud over på ungdomssiden har ADR ikke været nogen særlig stor kaproningsklub, men klubben har hele tiden været med, når det var muligt – og har også været »partner« i samarbejdet om-

kring Aalborg Regattaen, der i mange år samlede roere fra det halve land, men efterhånden svandt ind til en så beskeden størrelse, at den blev endeligt nedlagt for nogle år siden – og derefter har Aalborg Kommune overtaget navnet til sin årlige havnefest! Opblomstring i 1970’erne I starten af 1970’erne fik klubben en opblomstring, der gjorde den kendt af alle i Aalborg. I forbindelse med at byen i nogle år gennemførte årlige »Pinsemarkeder«, markerede ADR sig med et festtelt, hvor syngepiger – mindst på højde med de fra København så kendte bakkesangerinder – optrådte med diverse lystige og let vovede viser, mens byens borgerskab og andre så og hørte på – og drak masser af øl til, også serveret af klubbens medlemmer. »3 kr. pr. stk./3 for en tier« – dét gav mange penge i kassen og gjorde det muligt at indkøbe to helt nye 4-åres inriggere: »Syngepigen« og »Servitricen« – begge både, vi stadig har i klubben, sammen med en tredje 70’ermodel, indkøbt for midler fra en kæmpe

24


p Seniorer I 1990’erne var det oppe i tiden, at seniorer skulle holde sig i gang. I 1996 startede et forsøg med etablering af senior-roning i Aalborg Dame Roklub. Et iniativ, klubben i dag har stor glæde af. På billedet ses et hold seniorer i Marstrand. Foto: Privat.

indsats med skoleroning i sommerferien – og derfor døbt »Ferieroeren«. Nye mål sat midt i 1990’erne Herefter var der en smule stilstand i udviklingen – klubben fungerede stadig fint, havde omkring 90-100 medlemmer og roede en 10-12.000 km på årsbasis. Mange startede i klubben – og mange holdt op igen, men de, der holdt ved, havde det godt og var glade for deres klub. I midten af 1990’erne var der kommet en ny bestyrelse til, og den satte sig sammen – også med de medlemmer, der havde lyst til at være med til at påvirke udviklingen. Der blev holdt et

25

par weekend-seminarer, hvor klubbens fremtid drøftedes meget grundigt igennem – i grupper og i fællesskab, der blev »brain-stormet« – kastet alle mulige og umulige ideer på bordet, og til slut blev det hele sammenfattet i en række klare mål for, hvad klubben ville arbejde på at opnå inden for de næste 4-5 år. En fantastisk proces, der blev gennemført med entusiasme og et mægtigt engagement, og i løbet af ganske få år var alle mål opfyldt – og det var tid til at sætte sig nogle nye. En af de ting, der virkelig har sat sig spor i ADR, er forsøget med etablering af »senior-roning«. Det var lige oppe i tiden, at seniorer skulle holde sig i gang. I Aalborg startedes Aalborg SeniorSport – »Ud af røret«. Der var forsøg på at få roning med, men dét ønskede man ikke – vi stillede for store krav til deltagerne – så vi startede selv i april 1996, og dét initiativ kunne der i sig selv skrives en hel artikel om! Seniorerne kan ADR takke for mange ting – de har gennem årene ydet en meget stor indsats, når der skulle ordnes ting, tages et ekstra nap.


p Egholm I Aalborg Dame Roklubs jubilæumsår afholdtes et »Alle både på vandet«fødselsdagsarrangement med roture efter eget valg, der alle endte på et aftalt tidspunkt med landgang på Egholm, hvor der var dækket festligt op med kaffe/the, lagkager og andet godt. Foto: Privat.

q Naturoplevelser Som roer får man utrolig mange naturoplevelser. Desværre kan vi ikke spørge sælen, hvad den har gang i? Måske er det en hjælpsom af slagsen? Foto: Privat.

Ikke mindst i forbindelse med det julemarked, der de seneste 13-14 år har givet klubben et stort og solidt overskud til ADR’s dengang nyetablerede Bådfond – og dermed skaffet os adskillige nye både – og stadig en basis for yderligere bådfornyelser, både på inriggersiden og på de smalle bådtyper, hvor der skal roes med to årer! Seniorroerne har også med hinanden haft fantastiske oplevelser med roning, fællesskab, ture og samvær. Det helt unikke ved roning er nemlig, at man kan starte på det, selv om man ikke længere er helt ung – og få utrolig glæde af det! Og god motion i tilgift! I dag tæller seniorgruppen i ADR ca. 70 medlemmer, alle +60 år, de ældste aktive mellem 80 og 85!

26


I modsætning til tidligere, hvor roklubben, som mange andre klubber, først åbnede sidst på eftermiddagen, kan der nu roes alle dage fra tidlig morgen til solnedgang. Roningen kan være selvorganiseret/aftalt, eller medlemmerne kan melde sig til en lang række forskellige hold på forskellige tider. Der gøres en hel del for at give alle medlemmer chancen for at ro præcis så meget, som de har lyst og tid til – i forhold til deres øvrige, travle liv, og dét er naturligvis meget individuelt. Igennem de sidste 15-20 år er der opbygget en meget stor langtursaktivitet, såvel ud fra det hjemlige farvand som andre steder i Danmark og i udlandet. Bl.a. tilbyder klubben mindst hvert andet år en tur til Berlin, og i de senere år er også roning i det græske øhav kommet i høj kurs, ligesom ADR stort set altid er repræsenteret på de udlandsture, der udbydes af roforbundene, såvel det danske som internationalt. Stort aktivitetsniveau Aalborg Dame Roklub er en af de få idrætsforeninger (én af kun seks dameroklubber og den største i landet), der udelukkende henvender sig til kvinder – og dét gør foreningen »med god samvittighed«. Her i Aalborg er der nemlig mulighed for, hvis man gerne vil ro, at vælge om man har lyst til udelukkende at være sammen med andre »piger« i alle aldre – eller om man gerne vil være et sted, hvor kønnene er blandede.

27

Dét oplever vi i ADR som et privilegium og en stor fordel! Og det betyder ikke på nogen måde, at vi ikke kan li’ mænd – eller gerne vil lave noget sammen med vores to naboklubber, hvoraf den ene jo udelukkende har mænd som medlemmer. Og selvfølgelig har dette samarbejde over årene skabt adskillige forbindelser af varig karakter – eller som naboerne i Aalborg Roklub elsker at udtrykke det: Vi har jo gennem årene leveret adskillige ægtemænd til damerne inde ved siden af – og dét er vi stolte af! Aalborg Dame Roklub hører til blandt SIFA’s ældste medlemsklubber (indmeldt allerede i starten af 1917) og den tæller i jubilæumsåret ca. 230 aktive medlemmer – i alderen fra 21 til 85 år – samt 50 passive medlemmer. Med det meget store aktivitetsniveau er dette så nogenlunde, hvad klubben har fysiske rammer til, både hus- og materielmæssigt, og eftersom den er beliggende lige på kanten af Vestre Bådehavn, er der simpelthen ingen yderligere udvídelsesmuligheder, så medlemstallet har været uden de store udsving de sidste 15-20 år. Medlemsgennemstrømningen er behersket – en snes medlemmer forsvinder årligt af forskellige årsager, og et nogenlunde tilsvarende antal (max. 25) optages som nye medlemmer, der gennemgår klubbens »kaninforløb«, før de bliver frigivet til roning på fjorden. Ingen tvivl om, at der er masser af liv i »den gamle dame« – og dét bliver der ved med at være i mange år fremover!


I 1952 blev de olympiske sommerlege afholdt i Helsingfors i Finland. Endelig, efter 16 år, var verden samlet igen, så man kunne mødes på sportspladsen, og det var i Skandinavien den olympiske fest blev genoptaget for alvor, efter de amputerede lege i London i 1948.

OL-fakkel startede i Aalborg Af John Laden

Det blev besluttet, at den olympiske fakkel skulle starte sin færd mod Helsingfors lige præcis i Aalborg. Det var en stor ære for Danmark i almindelighed, men aalborgenserne tog stolte mod den fantastiske begivenhed. Faklen var blevet tændt i olympen i Athen og løbere havde bragt den til lufthavnen i byen. Derfra blev den fløjet med særtransport til Aalborg Lufthavn, og det halve Aalborg var parat til at tage imod.

1952 Da flyet med faklen landede i en festklædt Aalborg Lufthavn, var det Dansk Idrætsforbunds formand Leo Frederiksen og den dygtige løber Niels Holst Sørensen, der tog imod. Niels løb den første kilometer fra lufthavnen og gav faklen videre til Poul Nielsen fra Hjørring, der gav den videre til et hold kajakroere, som skulle sørge for transporten over Limfjorden. På turen over fik arrangørerne en slem forskrækkelse. Motorbåden, der skulle følge roerne over med reservefakler, fik motorstop, og inden de fik hældt mere benzin på den, truede flammen med at dø ud. Brændetiden på faklen var omkring

28


en halv time, og de mange mennesker på kajen holdt vejret. Men de behøvede ikke at være nervøse, for motorbåden var hurtigt i fart igen. Den nåede frem med reservefaklerne, fik hurtigt en ny fundet frem og fik blus på lampen. Det store fælles lettelsens suk fra de mange tilskuere på såvel Nørresundby- som Aalborgsiden var ved at rejse en stormflod, men krisen var overstået Derefter fortsatte faklen via forskellige løbere til Karolinelund, hvor der skulle afholdes en højtidelighed på den store scene. Det blev selvfølgelig Aalborgs egen olympiske guldvinder bokseren Hans Nielsen, der atletisk og stærk trods sine 49 år, skulle løbe de sidste meter, og under stor jubel fra omkring 10.000 struber, nåede flammen frem til scenen. Karolinelund var iklædt festdragt Mange af Aalborgs sportsklubber luftede deres faner den dag, og de marcherede i samlet optog op på scenen. I bagkanten af scenen hang et stort olympisk banner. Efter en modtagelsesceremoni og en flot idrætsopvisning med vægtløftning

og gymnastisk skulle aftenens clou være kommet, men det anlagte fyrværkeri måtte aflyses, fordi krudtet var blevet vådt. Efter den store modtagelse i Aalborg, blev faklen løbet ind på Gammel Torv, hvor den skulle overnatte på et til lejligheden bygget olympisk alter. Gennem natten holdt sportsfolk parvis ild i faklen, mens de stod æresvagt indtil solen igen tittede frem i øst. De sidste æresvagter var ropigerne Hanne Andersen og Minna Kallan. Sidstnævnte tændte en ny transportabel fakkel, overrakte den til Aalborgs borgmester Marius Andersen den Første. Borgmesteren havde fornøjelsen af at give faklen videre til fru Sander fra sportsrideklubben. Under stormende jubel fra en tusindtallig tilskuerskare red fru Sander med eskorte af andre ryttere faklen ud på sin første tur mod syd. Ved Gundorfslund blev den givet videre til atletikmanden Svend Svendsen, og faklen fortsatte mod syd, til Hobro. Dermed var turen startet og en god månedstid senere ankom faklen til Helsingfors i Finland fuldkommen som planlagt.

t Fakkelvagt t Aalborg Dame Roklubs medlemmer Hanne Andersen og Minna Kallan var blandt de sportsfolk, der fik æren, at stå vagt ved den olympiske fakkel i 1952 foran rådhuset. B136. A451, OL-faklen i Aalborg. Sifa Idrætshistorisk Samling

t Faklen på vej mod Hobro Svend Svendsen løb med faklen ved Ellidshøj, da den var på vej fra Aalborg til Hobro. En månedstid efter ankom faklen som planlagt til Helsingfors. B2178. A451, OL-faklen i Aalborg. Sifa Idrætshistorisk Samling

29


Aalborgenseren Bjørn Ejerskov dyrkede sport næsten dagligt og nåede langt både nationalt og internationalt i golf.

Alsidig sportsmand på højt niveau i fire forskellige idrætsgrene Der er mange dygtige sportsfolk i Nordjylland, men der ikke ret mange, som har formået at begå sig på et højere plan i fire forskellige idrætsgrene. Det har Bjørn Ejerskov, som netop er fyldt 79 år. Han dyrkede golf, ishockey, bordtennis og basketball på divisionsniveau. Han har vundet en del mesterskaber, ligesom han har været udtaget til et væld af repræsentative hold. – Det har været et spændende og yderst interessant liv, hvor sporten betød meget, siger Bjørn Ejerskov, men der skal i denne forbindelse tilføjes, at der i tresserne og halvfjerdserne ikke blev trænet med samme intensitet og på det høje niveau, som det er tilfældet i de nyere tider. Bjørn Ejerskov er født i Aalborg. Han er opvokset i en meget sportsinteresseret familie, hvor faderen Verner højt op i alderen dyrkede kunstskøjteløb og stod på ski, når vejret tillod det. Det er på golf-fronten, Bjørn Ejerskov er nået længst. Her blev det til flere meriterende resultater, både nationalt og internationalt. I 1946 blot otte år gammel blev Bjørn Ejerskov medlem af Aalborg Golf Klub, som oprindelig blev etableret allerede i 1908. Som lille havde jeg under 2. verdenskrig været med min far Verner Ejerskov

på golfbanen, som siden 1937 lå ved Sohngaardsholm Slot i udkanten af Aalborg, inden den senere flyttede til området i Nørholm, erindrer Bjørn. Min far blev kasserer i klubben. Et hverv, han udførte i 28 år. Da jeg blev medlem, var der kun 130 medlemmer af klubben. I hele landet var der blot ni klubber og iblandt disse var Aalborg Golf Klub den fjerdestørste herhjemme. Eksklusiv sport Golf var dengang en meget lille sportsgren og blev anset for en eksklusiv sport for velhavere, som ovenikøbet havde små drenge, kaldet caddies, til at slæbe deres tunge tasker. – Når jeg blev spurgt om, hvilke sportsgrene jeg dyrkede, så nævnte jeg aldrig golf, tilføjer Bjørn Ejerskov. Vi var seks juniorer i klubben, heriblandt var Jan Müller, søn af den kendte vinhandler, stiftsamtsmandens søn, Gustav Berner,

30


Af Niels Torp

t Idræt på topplan Der er ingen sportsmand i Nordjylland, som har været med på topplan i fire forskellige sportsgrene gennem årene, bortset fra Bjørn Ejerskov. Den sympatiske idrætsmand har altid vægtet fair play, både på og uden for banen. Foto: Niels Torp

og den senere danske juniormester og landsholdsspiller H. C. Olrik. Et af vores helt store forbilleder var William Graham Lockey, der stammede fra England. Han grundlagde og etablerede et større reklamebureau på Vesterbro i Aalborg. Han havde inden for golfsporten vundet nogle store turneringer og var også på landsholdet. Han nåede i øvrigt også at spille mange divisionskampe for AaB i fodbold. DM for juniorer En af de mere muntre historier er, da Bjørn Ejerskov fik sin ilddåb blandt de bedste juniorspillere i landet. – I 1952 sejlede jeg i en alder af blot 14 år med passagerskibet »Jens Bang« til København og jeg havde både mine golfkøller og min cykel med på rejsen. Jeg boede hos noget familie i Holte og cyklede ellers med den tunge golftaske på ryggen frem og tilbage til banen

31

i Rungsted Golfklub, hvor DM for juniorer blev afviklet. Jeg nåede frem til kvartfinalen, hvor jeg tabte til Niels Thygesen, der senere blev en dygtig nationaløkonom og vismand og en af fadderne til den europæiske møntunion. Et par år senere, i 1954, blev DM for juniorer afviklet i Aalborg, hvor Bjørn Ejerskov vandt på hjemmebane. På vejen besejrede han blandt andet Jørgen Korfitsen, som senere blev en dygtig professionel golfspiller. Debut på landsholdet Bjørn Ejerskov kastede sig også ud i en af de store nationale turneringer, nemlig 72-hullers slagspil i København Golfklub, der var en åben turnering for professionelle fra blandt andet Storbritannien, Sydafrika og USA samt amatører. I 1955 besatte aalborgenseren en fornem femteplads og det betød også en forestående landsholdsdebut.


– Jeg debuterede som 17-årig på herrelandsholdet og vi tabte med 9-0 i Stockholm til Sverige. Derefter blev jeg samme år udtaget til et dansk hold, der på hjemmebane mødte Storbritannien. Det blev til et hæderligt nederlag på 2-7. Der var rigtig mange tilskuere og det var en af de første gange, vi fik rigtig megen omtale i aviserne og TV. Københavns Golfklubs traditionsrige 72 hul-slagspil-turnering med deltagelse af både amatører og professionelle fra hele verden blev vundet af Bjørn Ejerskov i både 1958 og 1964. Det helt store gennembrud på golffronten fik han dog allerede i 1956, hvor han fik han tildelt Tidsskriftet »Golf«s ærespris. Den dygtige aalborgenser var helt fremme i skoene på den hjemlige front og blev nr. et på DGU’s rangliste i både 1963 og 1965. En af de helt store personlige oplevelser var i 1985, hvor jeg spillede på hold sammen med min søn Steen Ejerskov for Aalborg Golf Klub i 2.division, fastslår Bjørn Ejerskov. Sønnen blev samme år udtaget til Dansk Golf Unions bruttolandshold. Her spillede faderen selv 25 gange. Som senior over 55 år kom Bjørn Ejerskov også på seniorlandsholdet og var fast mand i en årrække. I øvrigt blev Aalborg Golf Klubs seniorhold nr. to ved DM og var i en del år med i den landsomfattende første division. Her spillede i nogle år blandt andet Sven Bugge, læge og dygtig ishockeyspiller samt Carsten Morild, cricket- og badmintonspiller på holdet. Som veteran på over 65 år var Ejerskov med til at vinde DM i 2011 for Aalborg Golf Klub, som tre år forinden var sluttet på en tredjeplads. Ishockeystart Familien Ejerskov betragtede ikke vinteren som en mørk og kold tid, der bare

skulle overstås. Alle i familien glædede sig over masser af sne og frost. – Min far havde tidligere vundet præmier i kunstskøjteløb og langrend på ski og havde deltaget i eksempelvis slalom- og hopkonkurrencer i Norge, fortæller Bjørn Ejerskov. Og allerede som 4-årig knægt fik jeg mine først ski og kort efter et par skøjter. Vi løb i den gamle grusgrav ved Hobrovej, nu Skovdalen og det var meget populært. Der var sort af mennesker. Når mørket sænkede sig, blev projektørerne tændt. Rundt om banen var der boder med varme drikke, vafler og andre lækkerier. – I sydenden blev der i weekenden lavet en hockeybane med bander på kun cirka 25 centimeters højde og der blev spillet ishockeykampe mod Silkeborg, Viborg og Horsens. Jeg fik min debut som 13-årig i 1951 og var langt den yngste på holdet. Ishockeystokken havde min fars snedker lavet til mig. Jeg erindrer, at jeg var meget lille af vækst og har sikkert ikke bidraget med meget blandt de mange voksne mænd. Jeg blev lidt ældre og ishockeyklubben sendte mig på et unionskursus i Malmø et par dage. Det var første gang, jeg nogensinde stiftede bekendtskab med en kunstfrosset hockeybane. Vi tog i begyndelsen den lange tur til Vojens og Frederikshavn for at træne. Jeg erindrer, at vi spillede en af de første kampe mod Silkeborg i 1963. Det var under stor pressebevågenhed, hvor Aalborg Stiftstidende, nu Nordjyske, havde et stort billede af Aalborgs gule djævle, som de kaldte os. Vi havde fået fint tøj, men sparsomt med skinner, hjelme og slet ingen handsker. Svensk stjerne I 1968 kom der endelig en skøjtehal i Aalborg og så skete der noget. Pludselig var der gang i to ishockeyklubber i byen samt en skøjteløberforening. Det var IK

32


og AaB, som klubberne blev kaldt, og de besatte megen tid i hallen på Østre Alle. Journalist Poul Munk, der havde boet i Canada, blev formand for AaB. Med Poul kom der system i tingene. – Jeg kan huske, at vi fik to dygtige svenskere, som var en klar forstærkning på holdet, fortæller Bjørn Ejerskov. Den ene var Tommy Englund. Han blev dansk gift og var gennem mange år en af de bærende kræfter for AaB, hvor sønnen Thomas også var dygtig og fik en del landskampe for Danmark. – I 1969 spillede AaB sig op i den bedste række med Bjørn Ejerskov på holdet. Det var efter nogle hårde og jævnbyrdige kampe mod Hvidovre. Træner I midten af halvfjerdserne begyndte min søn i AaB Ishockey. Jeg blev træner for et dygtigt drengehold med navne som Thomas Englund, Henning Ludvigsen,

33

p »De Gule Djævle« Aalborg Skøjteløberforenings ishockeyhold 1963. Holdet tabte første kamp til Silkeborg 9-6. Fra venstre Søren Djernes, Søren Frederiksen, Ole Rex, Svend B. Petersen, Torben Hansen, Bjørn Ejerskov, Uffe Vejby Johansen, John Christensen, Birger Hansen og Henrik Kall. B2688, A3, Aalborg Skøjteløberforening, Idrætshistorisk samling

Steen Ejerskov og Frederik Åkesson. De var blandt de bedste herhjemme, men vandt aldrig DM, da den rivaliserende klub, IK Aalborg løb med titlen. De havde Heinz Ehlers. Han var suveræn og en stjerne i svøb. – For mig var ishockeysporten en herlig aktivitet, da jeg nød at løbe på skøjter. Så snart der var is på søen ved Norden tæt ved væddeløbsbanen, var det på med skøjterne. Vi brugte mange timer efter skoletid og hele weekenden.


Desværre kom hallerne for sent for mig og jeg fik ikke det optimale ud af sporten. Desuden havde vi i den spæde start også meget dårligt udstyr og vi fik en del skader. Jeg kvæstede en skulder i Esbjerg og der var også ofte forstuvede fingre og flækkede øjenbryn til følge. En af de lidt uheldige sider af denne attraktive sport var udskiftningssystemet på holdene. Spillede man i A- eller Bkæden, var man meget på isen. Det vil sige, at holdets 10 af 16 spillere var i sving, måske i 95 procent af kampene. C-kæden og diverse udskiftningsspillere var meget lidt på isen, eller måske slet ikke på banen. Det var ikke morsomt, hvis man tager på en to-dages tur til hovedstaden og ikke får spillet, pointerer Bjørn Ejerskov med en vis formaning. Primitiv bordplade Bordtennissporten blev introduceret på en lidt primitiv facon, idet Bjørn og kammeraterne, aldersmæssigt en halv snes år, stillede en række bøger på tværs af spisebordet og spillede. Lidt senere fik drengene en krydsfinerplade i kælderen hos Lars Geisler, senere cellist i Aalborg Byorkester, men bolden hoppede ikke godt nok. Gode råd var dyre og der blev hamret 1.000 små søm ned i pladen og så var underlaget noget bedre! – Jeg hørte, at min skolekammerat Claus Utoft Hansen og storesøsteren Lone spillede i bordtennisklubben AFC på den nærliggende Poul Paghsgade Skole. Her blev der spillet i cykelkælderen, hvor det var lidt miserable forhold med nogle nøgne betonrum og fire bordtennisborde. Men stemningen var god. Den dygtige formand Svend Pedersen sørgede for, at klubben i løbet af kort tid var byens største bordtennisklub. Bordtennisklubberne i Aalborg var i halvtredserne Heden, Jernbanen,

Klubben af 1945, Tobaksarbejderne og Værftsfunktionærerne, mens der i Aalborg Firma Sport var organiseret Cement, Post, Handelsstanden, Frem og AHI med flere! På seniorsiden klarede de aalborgensiske bordtennisspillere sig ikke videre godt. Det var håbet, at de unge talenter kunne højne niveauet. Bjørn Ejerskov og Claus Utoft blev jysk mester i juniordouble og førstnævnte vandt også det danske mesterskab i firmasport, men det kneb med det helt store gennembrud. – Jeg kan huske, at jeg i 1955 vandt Aalborg-mesterskabet for juniorer samt for seniorer. Jeg var væk fra Aalborg i nogle år og da jeg kom tilbage, spillede jeg i ABK, hvor der var dygtige spillere som Carsten Nielsen, Ole Høj, der kom fra Fyn, Poul Brassøe og Peter Fredberg. Vi rykkede op i 2. division og klarede os hæderligt. Jeg husker en af kampene ganske tydeligt. Det var mod Gentofte Bordtennis Klub, hvor jeg i single besejrede Helmuth Jespersen, daværende landsholdskaptajn og tidligere dansk mester. Ændret livsstil I 1964 skete der radikale ændringer i Bjørn Ejerskovs liv. Han blev gift, blev færdig med læreruddannelsen og fik fast arbejde på Vejgaard Vestre Skole. – Indtil da havde jeg spillet golf, basketball, bordtennis og ishockey sideløbende og det var rigtig sjovt. Men alting får en ende og jeg har aldrig fortrudt de mange timer, som jeg har brugt på idræt, fastslår Bjørn Ejerskov. – Det er morsomt at se tilbage på materialeudviklingen i sportens verden. Alt forandrer sig og bordtennisbattene er måske mest markant, da belægningen oprindelig var tyndt dimplegummi, senere blev det til tykt skumgummi. I dag er belægningen i bordtennis en hel

34


videnskab af forskellige belægninger på de to sider. Det har gjort sporten mere seværdig, spillet er blevet hurtigere og det er med en givtig fordel til de angrebsivrige. Bjørn Ejerskov fik senere ansættelse på Statens Tunghøre- og Døveskole i Aalborg, hvor der var cirka 75 elever i den skolepligtige alder. Der er rigtig mange steder, en gymnastiklærer kan få stor indflydelse på, hvad elever vælger af sport. På et tidspunkt satte jeg gang i bordtennis på skolen og ret hurtigt spillede alle på livet løs. Der stod borde i frikvartersrummet og elever stod i en lang række og ventede på deres tur. De bedste blev rigtig dygtige og de stillede op i Dansk Døveforbunds mesterskaber, hvor de dominerede totalt. Jeg var både stolt og glad over at se, hvad idræt betød for disse elever, slutter Bjørn Ejerskov dette interview med Veteranen.

35

p AaB Ishockey Drenge D (under 11 år). Nordjysk, jysk og dansk mesterskab i 1978. Stående fra venstre: Henning Ludvigsen, Stig Petersen, Søren Brynildsen, Kim Villadsen, Gert Spender Andersen og træner Bjørn Ejerskov. Mellemste række fra venstre: Ole Thygesen, Jens Lund Mortensen, Søren Michael Nielsen, Henrik V. Larsen og Peter Jacobsen. Knælende fra venstre: Steen Ejerskov, Øivind Hjulmand, Thomas Englund og John Sørensen. B2447, A81, AaB Ishockey, Sifa Idrætshistorisk samling


Boksefamilien Krogh er verdensberømt i Danmark og det er ikke uden grund. Alle fire drenge, Tage, Bjarne, Børge og Kjeld, opvokset under trange kår i Aalborg, har gennem et halvt hundrede år været med til at præge både amatør- og professionel boksning herhjemme, ligesom de også har opnået stor international anerkendelse i vide kredse.

Langt væk rampelyset fra

Yngste medlem fra boksedynastiet Krogh lever et hyggeligt familieliv Af Niels Torp

Den 69-årig Kjeld Krogh har i en lang årrække beskæftiget sig med boksning, og det var dagligt 24-7. Det var lige fra den spæde aktive karriere i en ung alder og indtil den pludselige afslutning, som blot 23-årig. Han kastede sig senere over trænergerningen og blev i slutningen af halvfemserne indehaver af et bokseinstitut i Valby med hustruen Inge, hvorefter det hele sluttede i 2009. Siden har boksesporten ikke interesseret ham overhovedet. Trange kår Familien Krogh, forældre og syv børn, fire drenge og tre piger, voksede op i små kår i en lille lejlighed på hjørnet af Kattevad og Skt. Hansgade i Aalborg.

Der var ikke meget at slå til Søren med, og Kjeld erindrer, at han sammen med storebror Børge ofte måtte gå ned på havnen, hvor de samlede affaldskul og koks, som kunne være med til at opvarme den lille lejlighed i vinterhalvåret. Boksetradition grundlagt Interessen for boksning blev grundlagt kort efter krigen, da den ældste bror Tage, sammen med naboen Sander Bonde, senere også professionel, begyndte at træne i IK Jyden. De begyndte tidligt at få kampe og begge fik en flot karriere med en del jyske og danske mesterskaber til følge. Senere flyttede Tage til København. Her repræsenterede han Bokseklubben Kelly og var i en årrække en dygtig og respekteret træner. Dermed var kimen lagt til den stolte boksetradition i familien. Bjarne, dansk juniormester, jysk mester og

36


t Pensionist Kjeld Krogh, 69 år, nyder tilværelsen i dag langt væk fra rampelyset . Foto: Niels Torp.

dygtig træner, fulgte efter i fodsporet, og derefter fulgte elegantieren og bokseprofessoren Børge Krogh, som blev dansk mester fem gange, deltog i Olympiske Lege 1960 i Rom og 1964 i Tokyo, og blev senere europamester for professionelle. Slutteligt yngste skud på stammen Kjeld Krogh, der med to danske mesterskaber og en snes landskampe samt et utal af hårde opgør for Aalborg Byhold, var blandt de allerbedste i Europa. Til kampene i Aalborghallen mod internationale byhold og dygtige landshold var der ofte fuldt hus svarende til 3.000 tilskuere. Tit måtte flere hundrede aalborgensere gå forgæves. Slank og smilende Veteranen har besøgt Kjeld Krogh i det hyggelige byhus i hjertet af Vesterbro beliggende kun et stenkast fra Carlsberg Bryggeriet. Duften af humle fra

37

bryggeriet er efterhånden forsvundet, da produktionen af øl i disse tider er samlet i et supermoderne bryggeri i udkanten af Fredericia. Kjeld Krogh er slank og smilende, men den hårde fysiske træning i en årrække har sat sine tydelige spor. Gigt og diverse småskavanker har sneget sig ind, og det er tydeligt, at aalborgenseren ikke er så letbenet som tidligere, hvor han elegant dansede i en boksering og med en ypperlig teknik imponerede boksekendere. Flere eksperter, og det var blandt andet Børge Munk Jensen, redaktør på BT, mente, at Kjeld var den mest talentfulde af kvartetten Krogh, men han valgte i en alder af blot 23 år, og efter to danske mesterskaber og 20 landskampe, at kaste håndklædet i ringen og stoppe sin ellers lysende og lovende boksekarriere. – På et tidspunkt havde jeg simpelthen fået nok, og min beslutning var velovervejet, da jeg brugte næsten al min tid på boksning, fortæller Kjeld Krogh over en kop espresso kaffe. Jeg kom til den konklusion, at der fandtes andre ting i livet, som jeg havde lyst til at opleve. Når man er bokser, så er det piskende nødvendigt at træne mindst fem dage om ugen, og nogle gange er det både morgen og aften. Det er enten eller, hvis du absolut vil være med blandt de allerbedste. Typograf Kjeld Krogh begyndte på Kjellerupsgade Skole, kom senere på Rantzaugade og derefter på Danmarksgades Skole.


Forældrene ønskede, at børnene fik en uddannelse, og Kjeld kom i lære som typograf hos Vilh. Burmester & Søn i Algade i Aalborg, hvor han var meget privilegeret, da chefen Per Burmester selv var sportsinteresseret og en dygtig cricket- og badmintonspiller i henholdsvis Chang og Triton. – Jeg arbejdede som trykker, og jeg måtte ofte ind og spørge om fri til blandt andet landskampe og andre større stævner i udlandet. Heldigvis var Per Burmester en gentleman og meget forstående. Det betød, at jeg i stedet arbejdede ekstra aftener, så jeg indhentede de forsømte timer, tilføjer Kjeld Krogh. Stop med boksning Kjeld Krogh var kun 23 år, da han stoppede karrieren pludseligt, og det skete i 1970. Året forinden flyttede han teltpælene til København. Her repræsenterede han Bokseklubben Kelly, hvor broderen Tage

var formand i 12 år. Kjeld havde netop vundet det danske mesterskab for anden gang, da han besejrede Kurt Petersen, IK Sparta, efter en hård kamp i finalen. Det første DM vandt han allerede i 1966, da han besejrede Lasse Benzon fra Kolding i det afgørende opgør. Den sidste kamp var opgør nr. 120 på otte år. Det var en afskedskamp mod Bent E. Petersen, Nakskov, hvor Kjeld blev hyldet med taler og klapsalver fra det store publikum, i slutningen af 1970. – Jeg havde fået nok med hensyn til den hårde fysiske træning. Det var fem gange om ugen, ligesom der ofte var kampe i weekenden, tilføjer Kjeld Krogh, som fastslår, at der på et tidspunkt ikke var plads til andet i livet. Jeg ønskede mere indhold i tilværelsen, og blev fagligt aktiv i Dansk Typograf-Forbund i Roskilde-afdelingen. Senere blev han ungdomsskolelærer i Solrød, hvor hans gode menneske-

38


t Trafikuheld I 1971 blev Tage og Kjeld Krogh påkørt ved et voldsomt trafikuheld på Sjælland. De kom begge alvorligt til skade, men heldigvis slap de med diverse brud, og kom sig efter nogle måneder. Ekstrabladet havde denne store artikel om de kendte boksebrødre Krogh og en morsom tegning.

kundskaber fra idrætslivet, kom ham til gode. Efter et par års pause begynde han så småt at hjælpe med træningen i Kelly i København et par gange om ugen. Han nød at være tilbage i det pulserende boksemiljø, og han trænede de unge amatørtalenter. – Jeg får helt gåsehud, når jeg tænker tilbage på nogle af de hårdeste fysiske udfoldelser i forbindelse med de jyske og danske mesterskaber i boksning, smiler Kjeld Krogh. Ofte havde man fire kampe på en weekend. I 1969 erindrer jeg, at jeg ved de danske mesterskaber mødte Arne Møller, Lindholm i semifinalen søndag formiddag. Det var et brag af en kamp, og vi gav alt, hvad vi havde. Jeg vandt knebent, men blot to timer senere, skulle jeg i ringen igen i finalen, som jeg tabte, da jeg var helt smadret og ikke kunne flytte mig. Undgik stjerne Der har til tider været trukket store veksler på de yngre boksetalenter, som i visse tilfælde blev overmatchet mod langt mere erfarne boksere ved diverse stævner i Aalborg og København. – Jeg var ikke fyldt 20 år, da jeg fik en henvendelse fra storebror Tage. Han ønskede, at jeg boksede ved et stævne i København, hvor jeg skulle møde en stærk polak. Det viste sig at være Jerzy

39

Kulej, som var dobbelt EM-vinder og to gange OL-mester og datidens superstjerne. Jeg var klog nok til at rådføre mig med min storbror Børge, der heldigvis fik dette opgør forpurret. I midten af halvfemserne åbnede Kjeld Krogh sammen med hustruen Inge et bokseinstitut i Valby. Det var begyndelsen på en glorværdig og spændende trænerkarriere, hvor han har haft hovedparten af æren for mange EM og VM-titler til kendte danske boksere, som han trænede og sekunderede i en årrække. I flæng kan nævnes, Ayub Can, Dennis Holbek, Peter H. Madsen, Jørgen Hansen, brødrene Jimmie og Johnny Bredahl samt den kvindelig verdensmester Anita Christensen. Uenig med Palle – Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke havde det bedste forhold til promotor Mogens Palle. Vi så vidt forskelligt på flere ting, og var ofte uenige. Jeg følte ikke altid, at han lyttede til mine råd og vejledning med hensyn til boksernes træningstilstand, når de skulle i ringen. En af de sidste store oplevelser for Kjeld Krogh var en tur med hustruen Inge til Las Vegas i 2001, hvor han sekunderede Johnny Bredahl i det fashionable hotel Mandaly Bay mod mexicaneren Pauli Ayala. Et opgør som Bredahl tabte lidt ufortjent med 2-1 i kampen om VM-titlen i WBA-regi. – Jeg er senere blevet beskyldt for i en erindringsbog af Johnny Bredahl, at jeg var årsagen til, at han tabte dette opgør. Det er noget vås, pointerer Kjeld Krogh. Da vi gik ind til de sidste omgange, sagde jeg til ham, at han blot skulle fortsætte på samme facon, så vandt han opgøret. I stedet blev han meget defensiv og til dels passiv, og det resulterede i et ufortjent nederlag.


De fire Krogh brødre fotograferet i 1959. Fra venstre Bjarne, Tage, Børge og artiklens hovedperson Kjeld. B1508. A72, Atletklubben Jyden. Idrætshistorisk samling

I 2009 blev nøglen drejet om til bokseinstituttet i Valby og det var endegyldigt afslutningen på Kjeld Kroghs trænerkarriere, der var indholdsrig, men også meget tidskrævende både i hverdagen og weekender.

Savner ikke boksning – Jeg er blevet pensionist og nyder tilværelsen med at læse en del litteratur, gode oplevelser og familiehygge. Nyder at besøge storesøster Ebba i Vejgaard på 79 år, og Børge på 74 år i Gug. Vi er de tre eneste, som er tilbage af en søskendeflok på syv. Kjeld Krogh har overhovedet ikke savnet boksningen et eneste sekund siden 2009, og han følger overhovedet ikke med i, hvad der foregår indenfor sporten hverken herhjemme eller på internationalt niveau.

Tryk: Solo Grafisk A/S

p Brødrene Krogh

Profile for ihs9000

Veteranen Nr. 14 - 2016  

Veteranen Nr. 14 - 2016  

Profile for ihs9000
Advertisement