__MAIN_TEXT__

Page 1

VINTERBØGER

DECEMBER 2017 DAGBL ADET INFORMATION

d et ke m e g i v d ys ar d n t j er h lan dsta De Pip ved mo n Ho n ee g de St orla sta f ed s i t ov h

Det første Mød fire skønlitterære debutanter

t e n b o g? t a ers man e r v o t gie ter

D e rsæt trate ve gs

o o dan storie r o Hi Hv

[ordet] Det italienske Antonio Pennacchi skriver Italiens historie fra et nyt perspektiv

Det klassiske Hvorfor læser vi klassikere?


2INDHOLD

2

6-7 Klassikerstatus I en verden i opbrud har vi brug for de litterære klassikere

LEDER

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

8-16 Litterær oversættelse eller oversat litteratur - Den litterære oversættelses historie og perspektiver - Besøg i oversætterens værksted: Tine Lykke Prado - Enqueter med otte oversættere 20-22 Fascistkommunisten fra Latina Den italienske forfatter Antonio Pennacchi fortæller om sin mors slægt – og dermed nyere italiensk historie 25-40 Danske debutanter - Jan Krogsgaard fortæller om sine tekstkoncentrater - Emma Bess dykker ned i kvindelige relationer - Reimar Torkil Juul lader Bellahøj møde underjordiske væsener - Helene Johanne Christensen skriver digte om det, der ikke kan siges 42-44 Seriøs lagerstyring Kom med til det kæmpe lager hos DBK i Køge, hvorfra størstedelen af dansk bogdistribtion udgår 48-52 Fyrtårnet fra hovedlandet Siden 1984 har Steen Piper med sit forlag Hovedland udgivet de bøger, man mener det danske marked mangler 46 & 54 International bogdebat Hvad læser de i Frankrig og Tyskland for tiden?

Ord for ord Tekst Anne Vindum Illustration Mia Mottelson

I KOLOFON

Ansvarshavende chefredaktør: Rune Lykkeberg Magasinchef: Søren Heuseler Art director: Jesse Jacob Fotoredaktør: Sigrid Nygaard Grafisk tilrettelæggelse og layout: Sofie Holm Larsen Temaredaktør: Anne Vindum Skribenter: Pauline Bendsen, Tine Byrckel, Mads Frese, Maria Høher-Larsen, Astrid Sandvad Kudahl, Liva Molin, Sune Navntoft, Nina Peitersen, Louise Rosengreen, Mathias Irminger Sonne Illustrator: Mia Mottelson Fotografer: Jakob Dall, Ulrik Hasemann, Tor Birk Trads, Sille Veilmark Annoncesalg: FrontMedia Tryk: Sjællandske Medier

dag spiller forfatteren en uomgængelig rolle i markedsføringen af en bog. Forfattere forventes at stille op til avisinterviews, oplæsninger og andre typer arrangementer, hvor de generøst skal dele ud af deres tanker og erfaringer, og de rydder både forsider og marketingbudgetter. Vi føler næsten, at vi kender dem. Men kender vi også dem, der har givet os muligheden for at læse verdenslitteraturen på dansk – nemlig oversætterne? Hvis de internationalt feterede forfattere er synlige helte, så er oversætterne verdenslitteraturens usynlige helte. Uden oversætterne ville vi ikke have adgang til den enorme litteratur, der er skrevet på sprog, vi ikke selv mestrer, men trods deres enorme indsats bliver de sjældent fremhævet – faktisk skal man helst ikke lægge mærke til deres bidrag. I Vinterbøger har vi set nærmere på den litterære oversættelses historie og talt med en række oversættere om strategier og skoler – og bedt nogle af dem komme med konkrete eksempler fra oversættelser, de er særligt stolte af.

Debutanter og klassikere Vi har også været i felten for at tale med nogle af de forfattere, der står lige for at skulle debutere. En har tidligere lavet dokumentarfilm, en har arbejdet som fotograf, en har gået på forskellige for-

fatterskoler, og en har været del af kunstneriske miljøer i Reykjavik og Oslo. Deres historier er lige så forskellige som deres værker, men fælles for dem er trangen til at fortælle og skabe plads til refleksioner – egne såvel som læserens. Mens vi endnu ikke aner, om debutværkerne bliver døgnfluer eller uomgængelige hovedværker, så opruster forlagene verden over på klassikerfronten. Et væld af nyoversættelser og genudgivelser finder vej til boghandlernes hylder, ligesom flere forlag har hele serier med oversete klassikere. Litteraturhistorien er til forhandling og må genskrives, når f.eks. kvindelige forfattere trækkes frem i lyset, eller når vi møder glemte værker, som på grund af deres enestående litterære kvaliteter og evne til at sige noget om den tid, de blev til i, kan kaste lys over vores samtid. Og måske kan de – som forstander på Testrup Højskole Simon Axø siger det i en artikel i tillægget – være et gelænder i en rystet verden. I en tid, hvor det kan virke, som om verden er på vej ud over afgrunden, kan man trygt læne sig op ad en klassiker: Den er blåstemplet af tiden og af tidligere læsere og kan tilbyde en stabil verdensorden. Om ikke andet så for en stund.

Mod normerne Den regionale magtbalance i dansk kulturliv ser for forlægger Steen Piper ud til at være tippet. Han oprettede derfor i 1984 forlaget Hovedland som protest mod københavneriet og den efter hans mening selvoptagede holdning blandt

den selvudnævnte kulturelite i hovedstaden. Den 71-årige Piper udgiver stadig bøger, og vi har besøgt ham i Gjern i Det Midtjyske Søhøjland, hvorfra han kæmper for at bevare et nuanceret udgivelsesprogram og et modspil til udgivelsesprofilerne på de stadig større forlagskonglomerater i København. Som et fyrtårn rager Steen Piper op i det danske forlagslandskab ved at have holdt fast i sit foretagende og udgivet, præcis hvad der passede ham. En anden mand, der går mod strømmen, er den italienske forfatter Antonio Pennacchi. I sit skriveværksted i Latina syd for Rom arbejder han på den stort anlagte slægtskrønike Mussolini-kanalen, der tager udgangspunkt i hans mors families historie og fortæller om den fascistiske æra i Italien. Han fortæller fra fabriksgulvet, hans synsvinkel er arbejderens, og han accepterer, at der også var gode ting ved fascismen. Den rationalistiske arkitektur holder stadig, og Pennacchi advokerer for, at man ser mere nuanceret på historien. Verden kan opfattes på utallige måder, og opfordringen herfra må være: Læs det nye, læs det gamle, læs det originale og det oversatte. Forstå det hjemlige og mød det ukendte. For hvert værk, du læser dig igennem, vil synet på dig selv og din samtid være justeret en lille smule, og verden måske fremstå lidt klarere. God læselyst.

anvi@information.dk


FORDI BLØDE PAKKER IKKE GØR NOGEN KLOGERE ++++++

MAGELØST Berlingske

ƄƄƄƄƄ Politiken

ORIGINAL SAMFUNDSSATIRE FRA COLLING +++++ Berlingske

+++++

Denne historiske roman er fremragende, ganske enkelt [...] Det er så sanseligt, så smukt. Nordjyske

+++++ Jyllands-Posten

+++++ Kristeligt Dagblad

+++++ Børsen

”AT VÆRE GAMMEL HANDLER MEST OM AT HAVE OPGIVET, OG JEG GIVER IKKE OP”

+++++

+++++

 Et overbevisende portræt.

DEN ULTIMATIVE FREDERIK-BIOGRAFI BT

Fremragende. Berlingske

Jysk Fynske Medier

ƄƄƄƄƄ



Politiken

Tættere på Kronprinsen end nogensinde før.

Den første biografi om og med Lise Nørgaard. Skrevet af Jacob Wendt Jensen.

Kristeligt Dagblad

Læg indsigt under træet i år

+++++ Nordjyske

ƄƄƄƄ Politiken

++++ Kristeligt Dagblad

ƄƄƄƄƄ Politiken


4

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

KORT & GODT

Litterær selvangivelse Hvad var godt og hvad kan vi se frem til? Vi har spurgt seks danske kritikere om litterære esser

Fiktive alternativer

Opvækst i yderkanten

Velkendt talent

Lars Ole Sauerberg Litteraturanmelder, Jyllands-Posten

Anette Hyllested Journalist, Fyens Stiftstidende

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen Litteraturanmelder, Politiken

– Hvad har været årets største litterære overraskelse? »Det overraskede, at John le Carré med Spionernes arv har skrevet en slags alternativ parallelhistorie til sin legendariske Spionen der kom ind fra kulden fra 1963, der præsenterer Den Kolde Krigs mest dybfrosne periode i spændingsfeltet mellem vor tids bagklogskab og en af figurernes bestræbelser på loyalitet over for gamle arbejdsgivere og egen økonomisk overlevelse og integritet. Teknikken med alternativer og supplementer til kendt fiktion dyrkes jo med stor energi i fan-fiction-sfæren, men har været et vilkår for litteratur til alle tider.«

– Hvad har været årets største litterære overraskelse? »To romaner må dele pladsen. Den unge Thomas Korsgaards debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi er en tankevækkende bog om opvækst i yderkanten. På en direkte, men også følsom måde konfronterer Thomas Korsgaard sine læsere med en virkelighed, hvor ikke kun geografien skaber afstande, men også fattigdom og uvidenhed. Jesper Wung Sung har overraskende forklaret sit efternavn i romanen En anden gren, som handler om hans oldeforældre – særligt hans kinesiske oldefar. Fortællingen om parret og deres smerteligt svære liv er båret af en fin indlevelsesevne og et vidunderligt beskrivende sprog.«

– Hvad har været årets største litterære overraskelse? »Jeg føler ikke rigtig, 2017 har været overraskelsernes år. Det har i højere grad været kendetegnet ved (mere eller mindre) velkendt talent, der har gjort det godt. Amalie Smith, Caroline Albertine Minor, Malte Tellerup, Martin Larsen, Lone Aburas, Ursula Andkjær Olsen, Julie Mendel og Josefine Graakjær har alle udgivet totalt original prosa. Måske er det bare: Så megen god prosa har været årets skønlitterære overraskelse.«

– Hvilken udgivelse ser du mest frem til? »Man kan i den retning glæde sig til to nye Shakespeare-romaner i Hogarth Press/Modtrykprojektet fra Jo Nesbø og Edward St Aubyn over Macbeth og Kong Lear – historier, som også renæssancedramatikeren overtog fra tidligere og skrev videre på.«

– Hvilken udgivelse ser du mest frem til? »Overblikket over næste års danske udgivelser er mangelfuldt, men jeg glæder mig til Krigsturisten af Jesper Bugge Kold, som handler om en mand, der får så meget smag for krigens spænding, at han opsøger den.«

– Hvilken udgivelse ser du mest frem til? »Apropos prosa så hører jeg, at digteren Theis Ørntoft har skrevet en roman med titlen Solar. Den glæder jeg mig mest til. Kommer Lars Skinnebach også med en ny bog i år? Så glæder jeg mig også mest til den. Jeg glæder mig også til at læse svenske Birgitta Trotzigs prosadigtsamling Anima fra ’82, som forlaget Basilisk efter sigende udgiver, og til, at Gyldendal udgiver Duras og Didion i deres Skala-serie.«

Valsende sprogtone

Jærtegn

Leverpostejspornografi

Merete Reinholdt Litteraturanmelder, Berlingske

Martin Gregersen Litteraturanmelder, Kristeligt Dagblad

Nanna Goul Litteraturanmelder, Weekendavisen

–Hvad har været årets største litterære overraskelse? »Man kan næppe blive synderlig overrasket over, at Anne Lise Marstrand-Jørgensen skriver en god bog. Når jeg alligevel vil fremhæve Sorgens grundstof, der er 200 års europæisk historie lagt ind i en magisk realistisk ramme, er det, fordi den er skrevet med et sjældent poetisk og historisk overskud og med en litterær kompleksitet af internationalt format, bundet sammen af en tidløs, klassisk og nærmest wienervalsende sprogtone.«

–Hvad har været årets største litterære overraskelse? »En af de ting, der kendetegner gode bøger er, at de kommer bag på en, at de med et overrumplende og nyskabende sprogarbejde leverer noget uventet. En sådan bog er Joakim Vilandts Cassandra, der med sine profetiske prædikener, hadske lovsange og rablende undergangsvisioner fører læseren ind i et univers, hvor alt er forvrænget: naturen, kroppen, sindet og ikke mindst det på én gang anakronistiske og anarkistiske sprog. Cassandra er et både sært og særegent værk i ny dansk litteratur.«

–Hvad har været årets største litterære overraskelse? »Christina Hagens fordomsjonglerende og leverpostejspornografiske billedbogsværk Jungle. Altså bare det at bladre i Jungle er en overraskelse: sorte erigerede pikke, recepter fra Københavns Kommune, pommes frites i dårlig belysning og skælvende appelsinhud i en uskøn blanding. Teksterne har en effektfuld blanding af rå poesi, humor og ironiserende ægthed. Jeg synes, at Hagen er tidens – og Danmarks – mest originale forfatter, når det kommer til at diskutere fordomme og racisme på en måde, hvor teksterne sejrer rent litterært, og der ikke går staveplade i den.«

– Hvilken udgivelse ser du mest frem til? »Det opløste forlag Tiderne Skifter skulle efter sigende have haft toeren i Virginie Despentes’ trilogi Vernon Subutex på vej i 2018, så jeg håber, at Gyldendal (eller andre?) tager denne litterære punkhandske op og videreformidler resten af Despentes’ sarkastiske og skarpladte portræt af et mentalt bedøvet Frankrig og en generation (de ca. 50-årige) på randen af selvdestruktion.«

– Hvilken udgivelse ser du mest frem til? »Når tre af dansk litteraturs bedste forfattere, den barokke absurdist Harald Voetmann, den fabulerende stilist Dennis Gade Kofod og den økopoetiske sortseer Theis Ørntoft, tilsyneladende alle udgiver bøger til næste år (hhv. Amduat. En iltmaskine, Folkemøg og Solar) – sikke et jærtegn – er det umuligt at vælge.«

– Hvilken udgivelse ser du mest frem til? »Leonora Christina Skovs nye roman Den, der lever stille. Den handler om noget af det sværeste stof: om et uelsket barn, der forsøger at gøre alt for at opnå sine forældres kærlighed, og om at få slået hånden af sig af sine forældre på grund af sin seksuelle orientering.«


”Den ultimative Europa-historie fra 1914 og frem. En historisk Maggi-terning formidlet i et enestående sprog. Læs og bliv klogere!” – LITTERATURSIDEN.DK

„Den britiske historiker Ian Kershaw demonstrerer et myndigt overblik over de faktorer, der udløste to verdenskrige i det forrige århundrede.“ – JYLLANDS-POSTEN

„Et fremragende værk.“ – FLENSBORG AVIS

„Forkæl dig selv med dette vigtige værk.“ – JYLLANDS-POSTEN

„Bør stå på enhver samfundsinteresseret læsers reol.“ – WEEKENDAVISEN „Uomgængeligt, hvis man vil forstå, at verdenskrigene hænger sammen.“ – INFORMATION


6

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

TENDENS Klassiker

’De unge er sgu da romantikere’ I de litterære klassikere finder vi et fast holdepunkt i en verden, der er ved at smuldre for øjnene af os. Men vi finder også nye perspektiver, der kan give os et anderledes blik på vores samtid Tekst Maria Høher-Larsen Illustration Mia Mottelson

L

itterære klassikere og genudgivelser ligger sjældent på boghandlernes bestsellerlister, men de lever dog i bedste velgående – ofte svøbt i nye klæder af enkel grafik og lærredsrygge, nogle hentet op fra den litteraturhistoriske glemsel eller kulturelle skammekrog, arrangeret i nye serier og med vejledende forord af politikere og forfattere om, hvorfor lige denne bog fortjener vores opmærksomhed. Rosinante har sin klassikerserie med verdenslitteratur, Lindhardt og Ringhof har netop udgivet den sidste af en række nyoversættelser Jane Austen-værker, og også Gyldendal har sin klassikerserie, hvor danske og udenlandske klassikere introduceres af kendte danske forfattere, foruden serien Danske Klassikere, som udgives i samarbejde med Dansk Sprogog Litteraturselskab. Samtidig med de mange genudgivelser af kanoniserede værker er nogle forlag, forfattere og litterater også begyndt at genforhandle, hvad en litterær klassiker overhovedet er. Det gælder for Gyldendal med dets Skalaserie, der med oversatte skønlitterære værker byder ind med »nye klassikere til en ny tid«, f.eks. Chris Kraus’ I Love Dick, som ved udgivel-

sen i foråret blev modtaget som en feministisk nyklassiker af både kritikere og en ny generation af feminister. Det mindre og smallere forlag Gladiator kommer med Sandalserien – Klassikere på kanten med et alternativt bud på den litterære kanonisering ved blandt andet at udgive forholdsvis ukendte forfattere som f.eks. Ingeborg Stuckenberg og Olivia Levison, og det lille nicheforlag Sidste Århundrede udgiver udelukkende nærmest ukendte og for længst afdøde forfattere fra den groteske og outrerede afdeling, som blandt andet derfor har været placeret i den absolutte periferi af europæisk litteraturhistorie. Ifølge seniorredaktør ved Gyldendal Julie Paludan-Müller er det ikke kun en tendens blandt danske forlag. Også i udlandet har der de seneste år været en øget interesse for at gå på skattejagt i litteraturhistorien. Man begyndte at tale om om fænomenet rediscovered classics eller den såkaldte Stoner-effekt, efter at det ret ukendte værk Stoner af John Williams i 00’erne blev genudgivet i USA med forskræppet ”Den bedste roman, du aldrig har læst”. I årtier havde værket været dyrket som en undergrundsklassiker og cirkuleret i lasede paperbackversioner blandt amerikanske studerende og akademikere, inden den for nogle år siden blev både bestseller og bredt anerkendt som et litterært hovedværk i amerikansk litteratur.

»Det har betydet en lydhørhed i bogbranchen over for, at man godt kan finde gode ældre titler, der kan få et stort publikum,« fortæller Julie Paludan-Müller. »Da jeg startede i forlagsbranchen for mange år siden, fik jeg at vide af min chef, at vi ikke kunne udgive bøger af døde forfattere, hvis de ikke var berømte i forvejen, men i dag fornemmer jeg, at publikum går mindre op i, om forfatteren er i live eller ej. De vil bare gerne have en god bog.«

Vi klamrer os til det kendte Det britiske bogbranchemagasin The Bookseller kunne i 2010 ifølge The Guardian berette, at salget af klassikere, som f.eks. Lev Tolstojs Krig og fred og Jane Austens Emma, på det britiske marked er steget med 10 procent siden 2010. Dels booster mange filmatiseringer salget, dels skyldes stigningen sandsynligvis forlagenes kloge marketingsstrategier, der blandt andet går ud på at lancere klassikerne i en ny indpakning, som tager sig godt ud på bogreolen. Idéhistoriker og forstander på Testrup Højskole Simon Axø peger desuden på en række bevægelser i tiden og samfundet, der måske også kan forklare, hvorfor interessen for klassikere er vedholdende i dag: »Det handler også om noget så profant, som at vi ikke synes, at vi har tid til at beskæftige os med dårlig litteratur. Derfor tager vi fat i den litteratur, der er konsensus om er god. For det boner også ud på flere identitetspolitiske markører at have klassikere stående på boghylden – det afstiver selvfortællingen.« Men Simon Axø peger også på, at vi som samfund og kultur befinder os i en brydningstid, hvor det står helt klart, at vi står på tærsk-

len til en ny og usikker tid. Derfor klamrer vi os til etablerede smagsnormer som til et gelænder, mens fundamentet vakler under os. »Vi ved udmærket godt, at verden er i forandring, men vi er godt nok i tvivl om, hvad det betyder med Trump i USA og Nordkorea og så videre. Vi er jo ikke sikre på, at den omstilling, som vi er udsat for lige nu, er til det bedre. Og hvis man oplever, at tingene er porøse – eksistentielt, men også samfundsstrukturelt – er det klart, at man orienterer sig mod en kendt erfaringshorisont. Hvad er det, der ikke ændrer sig? Hvad er det, er giver os fast grund under fødderne?« siger Simon Axø. Når han ser rundt på sine elever, der typisk kommer på højskolen lige efter gymnasiet, registrerer han ikke det eksplicitte opgør med den dannede, etablerede opfattelse af, hvad den gode smag er, som man tidligere har set med punklitteraturen eller 1970’ernes klasselitteratur. Derimod ser han generelt en imødekommende indstilling over for alt, hvad der får stemplet ’klassiker’.

Fortidens nye veje Også Jeppe Brixvold, forfatter og rektor på Forfatterskolen, peger på, at vi som samfund og kultur befinder os i en krisetid. Han mener, at interessen for klassikerne paradoksalt nok også har at gøre med en nødvendighed i forhold til at søge nye veje og nye perspektiver, ved hjælp af hvilke vi kan forstå vores samtid og fremtid: »Vi befinder os i en krisetid af historiske dimensioner i forhold til verdens fremtid, hvordan vi skal overleve som menneskehed, og der bliver det naturligt at reflektere. Klassikerne giver os mulighed for at se nogle dybe spor i


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

7

TENDENS

forhold til, hvordan vi er endt, hvor vi er, men også hvilke mulige alternative veje, vi kunne have taget – og måske stadig kan tage.« Han fortæller, at de på Forfatterskolen ikke læser klassikere, blot fordi de er klassikere. De har læst Jane Austen for nylig – »fordi hun var stildanner for en ny fortællemåde, som stadig anvendes« – og skal nu læse den mexicanske klassiker Juan Rulfo. »Jeg tror, det er nødvendigt at læse andre traditioner for at få ny inspiration til at se vores egen situation – hvordan vi lever sammen som mennesker, og hvordan verden hænger sammen. Dermed også hvordan vi kan skrive i dag.«

Litteraturhistorien kan genskrives At læse klassikere fra helt andre traditioner gør os ifølge Jeppe Brixvold også opmærksomme på, at et værk ikke kun bliver en klassiker på grund af dets iboende kvaliteter. Han mener, at netop interessen for de litteraturhistorisk set lidt mere perifere værker er et tegn på, at vi anerkender, at definitionen på en klassiker også er relativ og handler om, hvordan en kultur accepterer et værk. Værk og kontekst går med andre ord sammen om at skabe klassikeren. Derfor er det også en naturlig proces i litteraturhistorien, at den revideres løbende. Og hidtil perifere eller oversete værker kan måske levere et nyt blik på vores samtid. Det er Julie Paludan-Müller fra Gyldendal enig i. Hun har sammen med forfatter Olga Ravn udvalgt værkerne til Skala-serien, hvori forlaget udgiver bøger, som i deres optik »tidligere har været glemt, misforstået eller dømt ude«.

»Litteraturhistorien er ikke bare litteraturhistorien, man kan altså godt genskrive den. Alle ved, at Dostojevskij, Kafka og James Joyce er klassikere, men ved alle, at Sylvia Plath i lige så høj grad er en klassiker? Vi vil gerne gøre folk opmærksomme på gode bøger, der

Litteraturhistorien er ikke bare litteraturhistorien, man kan altså godt genskrive den. Alle ved, at Dostojevskij, Kafka og James Joyce er klassikere, men ved alle, at Sylvia Plath i lige så høj grad er en klassiker?

har en kvalitet og en relevans i dag, men som de ikke nødvendigvis har læst i skolen eller på universitetet,« forklarer hun. Med undtagelse af en enkelt forfatter – Jean Genet med Tyvens dagbog – er serien indtil videre udelukkende befolket af kvinder. En linje, der ifølge Julie Paludan-Müller ikke har været fastlagt ud fra noget dogme, men som er opstået, fordi mange kvindelige forfattere aldrig har fået den litterære anerkendelse, som de fortjener.

De unge og evighedsordene Interessen for litteraturhistorien og den danske litteraturarv påvirker også andre dele af kulturen, blandt andet den danske musikscene, peger Simon Axø på: »Den anden dag opdagede jeg et band, der hedder Fribytterdrømme ligesom Tom Kristensens digtsamling, og et band som Panama synger »Snart dages det, brødre«, som jo er en sang, der også står i højskolesangbogen. Og Peter Sommer ligger og læser Steen Steensen Blicher (i sangen »Tigger«, red.),« fortæller han. »Det er jo hipt!« Det er i tråd med den længsel efter det evige og permanente, som Simon Axø registrerer blandt de unge, og som kommer til udtryk overalt i kulturen ved en dyrkelse af det, der er på vej til at forsvinde – om det så er de brune værtshuse, rygeren eller den traditionelle kernefamilie. »De unge er sgu da romantikere – i langt højere grad end da jeg gik ud af gymnasiet i slutningen af 1990’erne. De er så meget på at bruge ’dig og mig’ – helt banalt som hos Medina – evighedsordene og det permanente. Og hvorfor længes man efter det, hvorfor

bruger man sådan nogle ord? Det er jo, fordi den verden, vi kender fra vores forældre og bedsteforældre, er ved at smuldre.« ibureauet@information.dk

FAKTA

Aktuelle klassikerudgivelser × Margaret Atwood: Alias Grace. Lindhardt og Ringhof, 2017 × Jane Austen: Overtalelse. Lindhardt og Ringhof, 2017 × Cecil Bødker: Tilstanden Harley. Gladiator, 2017 × Fjodor Dostojevskij: Dobbeltgængeren. Gyldendal, 2017 × Frank Jæger: Hverdagshistorier. DSL/ Gyldendal, 2017 × Thomas Mann: Kongelig højhed. Gyldendal, 2017 × Jonathan Swift: Gullivers rejser. Klim, 2017 × Virginia Woolf: Orlando. Rosinante, 2017

På vej: × Joan Didion: Frit spil. Gyldendal Skala, 2. marts × Marguerite Duras: Lol V. Steins henførelse. Gyldendal Skala, 15. februar × Ernest Hemingway: Over floden – ind i skovene. Lindhardt og Ringhof, januar × Johannes V. Jensen: Himmerlandshistorier. DSL/Gyldendal, 20. januar × Jakob Knudsen: Angst – Mod (Martin Luther). DSL/Gyldendal, 2. februar × Henrik Pontoppidan: Lykke Per. Lindhardt & Ringhof, 6. januar


8

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

OVERSÆTTELSE Historie

Verdenslitteraturens usynlige helte De gamle romere gjorde det. Kirken, både den katolske og siden den protestantiske, gjorde det, og de victorianske englændere gjorde det: læste udenlandsk litteratur. I dag har vi svært ved at forestille os et liv med litteratur uden sværvægtere som Homers ‘Odysseen’, Shakespeares ‘Hamlet’ og Cervantes’ ‘Don Quijote’. Men det kunne vi blive nødt til, hvis ikke vi havde de litterære oversættere

Tekst Astrid Sandvad Kudahl • Grafik Sofie Holm Larsen

Jordbær


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

9

OVERSÆTTELSE

d Or

til-o

rd

En slagter græd En kanariefugl havde vundet hans hjerte

M

En bøddel afslørede

enin g-

til-

at også han havde følelser

me n ing

»K

andidaten skal demonstrere en nøjagtig og rammende oversættelse,« stod der i en eksamensopgave, da Viggo Hjørnager Pedersen tilbage i 1960'erne studerede engelsk på Københavns Universitet. »Det er jo problemet i en nøddeskal,« siger han med en af de få vendinger, som (faktisk) fungerer på dansk, når man oversætter den direkte fra engelsk, og griner tørt. De kalder sig selv de 'usynlige helte', oversætterne. Usynlige, fordi anmelderne og læserne sjældent bider mærke i, hvem der har oversat den bog, de læser, og helte, fordi vi danskere uden dem ville være gået glip af mange litterære oplevelser. I skrivende stund er fem af de ti mest solgte bøger i boghandlerkæden Bog & Ide oversat skønlitteratur. Det kan vi takke de 'usynlige helte' for. De bøger, som fylder bagvæggen i Viggo Hjørnager Pedersens dagligstue i Ballerup, vidner om, at selv om datidens eksamensopgave voldte ham problemer, så holdt den ham også til teksten. Læderindbundne bind med Shakespearestykker fylder godt, det samme gør værker af Dickens, James og Golding. Flere af forfatterne har Viggo Hjørnager Pedersen, som i dag er pensioneret lektor i engelsk, selv oversat til dansk, ligesom han har redigeret opslagsværket Oversættelseshåndbogen. »Hvis vi tager et vue over de seneste, lad os sige 2000 år,« siger han, mens et stueur fra en anden tid slår en historisk takt an, »så var udfordringen for oversætterne den samme dengang som nu. På den ene side vil man gengive originalens indhold præcist, på den

anden side må det jo også gerne lyde godt. Det er det evige dilemma.«

Luthers læserloyale strategi Det var romeren Cicero, der i år 77 f.v.t. første gang talte om den litterære oversætters dilemma. Foruden filosof var Cicero en ivrig oversætter af de store græske tænkere og stod også bag den første latinske udgave af Homers Iliaden. Om sine oversættelser sagde han selv: »Jeg har ikke oversat dem (teksterne, red.) ordret som en tolk, men som en taler, der gengiver ideer i samme form, som de blev sagt, men med ord, som er anvendelige for os; her fandt jeg det ikke nødvendigt at gengive ord for ord, men jeg har bevaret sprogets stil og kraft hele vejen igennem.« Cicero abonnerede altså på den oversætterstrategi, man stadig i dag kalder mening-tilmening-oversættelse, som står i modsætning til ord-til-ord-oversættelsen. Det forklarer Shekufe Tadayoni Heiberg, cand.mag. i litteraturvidenskab med speciale i oversættelsesstrategier og selv oversætter af persisk poesi. De to strategier udgør yderpunkterne inden for oversættelsesvidenskab. »I den ene ende af skalaen har vi den bundne oversættelse, hvor man slavisk oversætter tekstens ord. I den anden ende har vi den frie oversættelse, hvor man analyserer, hvad forfatteren har ment, og hvis det ikke giver mening, når man oversætter det direkte til dansk, så finder man et andet ord eller udtryk, som kan give mening for en dansk læser,« forklarer hun og understreger, at selv om den ordrette over-

sættelse af nogle opfattes som neutral, fordi den ikke rummer det analyserende lag, så er den en lige så aktiv strategi som mening-tilmening-oversættelsen. Historisk set har det været afgørende, hvilken strategi en oversætter valgte, og i nogle tilfælde har valget haft fatale konsekvenser. »I Middelalderen var den romerske kirke for eksempel meget optaget af, at den hellige skrift blev oversat ord til ord, og vovede man sig ud i en meningsoversættelse, kunne man risikere at blive afskediget eller i værste fald halshugget for blasfemi,« fortæller Shekufe Tadayoni Heiberg. Så galt gik det ikke for Luther, da han i 1534 oversatte Biblen fra latin til tysk, men kritik, det fik han. At også Luthers forlæg, den latinske bibel, Vulgata, var en fri oversættelse fra græsk og hebræisk foretaget af Hieronymus – der i dag har status af oversætternes skytshelgen – omkring år 400, tog katolikkerne sig ikke af. De ville have en ordret oversættelse. »Bibeloversættelserne er et godt billede på, at en bogstavelig oversættelse kan blive en magtfaktor og en måde, hvorpå man kan kontrollere, hvad det jævne folk kan læse og forstå. Når man oversætter ordret, kan man faktisk ende med at gøre en tekst mere uforståelig, end den behøvede at være,« bemærker Shekufe Tadayoni Heiberg. »Det, Luther gjorde, var – ligesom Cicero – at udtrykke sig frit og sørge for, at teksten fungerede godt på målsproget, så modtagerne kunne forstå den,« siger hun og kalder meningsoversættelsen for en læserloyal oversættelse.

»Spørgsmålet er, om teksten skal være, som den ville have været, havde forfatteren kunnet skrive den på dansk – det er den læserloyale tilgang – eller om læserne skal læse teksten, som de ville have læst den, havde de kunnet læse den på originalsproget – den såkaldte forfatterloyale tilgang,« forklarer hun og

AT OVERSÆTTE LITTERATUR

× Der findes, forsimplet set, to yderstrategier for, hvordan man kan oversætte en litterær tekst: ord-til-ord eller mening-til-mening. I praksis lægger de fleste oversættere sig et sted imellem de to strategier. × At være litterær oversætter kræver ikke nogen bestemt uddannelse. De fleste oversættere har en humanistisk uddannelse, f.eks. et sprog- eller litteraturstudium, men man finder også forfattere, gymnasielærere og personer, der tilhører andre faggrupper, blandt oversætterne. × Der findes ikke tal på, hvor mange litterære oversættere der er i Danmark. Dansk Oversætter Forbund, en afdeling under Dansk Forfatterforening, har pr. november 2017 204 medlemmer, men her vurderer man, at antallet af oversættere, der sideløbende har andre job end oversættergerningen, er større, og formentlig er det ikke alle litterære oversættere, der er organiseret hos Dansk Oversætter Forbund.


10

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

OVERSÆTTELSE Historie

lægger op til en kritik af sidstnævnte. »Problemet med den forfatterloyale tilgang er, at oversættelse handler om meget mere end ord. Det handler også om kultur, og kultur kan ikke altid oversættes ord til ord. Slet ikke når der er tale om sprog og kulturer, der ligger fjernt fra dansk.«

vidne

smu

k

[shahed] h

l vid

øg

mæt

[sir] nat

Er et granatæble et jordbær? For når børnene i en persisk novelle spiser granatæbler, så betyder det ikke bare granatæbler, forklarer Shekufe Tadayoni Heiberg. Der ligger en masse sansninger og stemninger i sådan en handling, som for en iransk læser vil give sig selv. Det kan være barndomsminder, sindsstemninger eller følelser forbundet med den årstid, hvor man i Iran spiser granatæbler. »Hos en dansk læser vækker det samme granatæble ikke nødvendigvis nogen sanser og stemninger, og så er oversætterens dilemma, om man skal lade granatæble være granatæble for at være tro mod teksten, eller om man skal erstatte det med f.eks. et jordbær, som vil give en dansk læser nogle associationer, der kan svare til dem, den iranske læser får,« lyder en af de overvejelser, Shekufe Tadayoni Heiberg har gjort sig som oversætter. »Når man oversætter fra et fremmedartet sprog, er udfordringen, hvordan man får mest muligt af kulturen med, men uden at tabe læseren. Lader man granatæblet blive til et jordbær, så kan det godt være, at der går noget kulturel information tabt, men til gengæld rækker man en hånd ud til læserne og hjælper dem til at forstå og opleve teksten, som forfatteren har tænkt, at den skulle forstås og opleves.« Det dilemma, Shekufe Tadayoni Heiberg her skitserer, kalder man inden for oversættelsesvidenskaben for ækvivalens. Begrebet kan tilskrives bibeloversætteren Eugene Nida, som i 1960'erne påpegede, at ord ikke blot er ord, men at de skifter betydning alt efter den kulturelle kontekst, de optræder i. Nida beskrev to typer af ækvivalens: formel ækvivalens, hvor fokus er på at oversætte tekstens indhold, så det i form og indhold så godt som muligt svarer til originalen, og dynamisk ækvivalens, hvor fokus er på, at læseren af oversættelsen så vidt muligt opfatter og oplever teksten på samme måde, som læserne af originalteksten opfattede og oplevede denne. Nidas teorier blev banebrydende for oversættelsesvidenskaben. Selvom oversættelser i sagens natur altid har bevæget sig på tværs af kulturer, var det først i 1960'erne, da han publicerede sine teorier, at der for alvor kom fokus på oversætterens rolle som kulturformidler. Det forklarer Viggo Hjørnager Pedersen. »Da jeg startede i det her game, var alle enige om, at oversættelse betød at udskifte nogle tegn på et sprog med nogle tegn på et andet sprog, men siden dengang er man blevet meget mere opmærksomme på at indfange den atmosfære og kultur, der er på spil i originalteksten, og samtidig sørge for, at oversættelsen er sprogligt velfungerende og rammer læseren sådan, som forfatteren må have haft til hensigt. Men det har altid været til diskussion, om oversætteren nu også er i stand til det, for hvem ved, hvordan de gamle grækere læste Homer eller Renæssancens englændere Shakespeare?« spørger han og svarer selv, at der jo findes mange samtidskilder, som faktisk kan give oversætteren et indblik i, hvordan en tekst er blevet læst og forstået i sin samtid, hvis der da ikke er tale om en moderne tekst af en nulevende forfatter. »Det tager selvfølgelig tid at lave den slags research,« konstaterer han og bemærker så, at oversætterne i dag netop er kendetegnet ved at være grundigere i deres research end for bare 50 eller 100 år siden.

»Jeg har set eksempler på værker, hvor oversætteren har udeladt dele og nogle gange hele kapitler fra det originale værk, måske fordi man har vurderet, at man ikke ville kunne gengive det her tilfredsstillende på dansk. Man taler om, at der i romaner oversat i 1800-tallet snildt kunne ryge 20 procent af en bog. Det er jo ikke en holdbar løsning.«

af tensm

ad

[sham] måne

[maah] m smuk

e ån

d

Oversat litteratur eller litterær oversættelse Forskellen på den gode og den mindre gode oversættelse er med Viggo Hjørnager Pedersens ord i al sin enkelhed, om der er tale om oversat litteratur eller litterær oversættelse. Sidstnævnte må være målet, men hvordan når man dertil? »Jeg oversætter ikke udelukkende meningtil-mening eller ord-til-ord, men forholder mig i stedet til de enkelte ord og sætninger, deres betydning og medbetydninger, for så at tage stilling til, om det vil fungerer bedst i en ordret gengivelse eller kræver, at jeg også oversætter selve meningen til en dansk kontekst,« siger Shekufe Tadayoni Heiberg om sin egen strategi. Selv om oversættelse handler om mere end ord, er det ofte netop de konkrete ord, der byder oversætteren modstand. For til et sprog hører også en bestemt måde at udtrykke sig på, og særkenderne bliver mere iøjnefaldende, jo fjernere sproget er fra den germanske sprogstamme, som dansk tilhører. På persisk, som Shekufe Tadayoni Heiberg oversætter fra, er det f.eks. normalt at opremse flere synonyme adjektiver efter hinanden, så en bygning kan være både stor og kolossal og enorm og mægtig på en gang, uden at det virker overdrevet for en iransk læser. »Det ville man jo aldrig gøre i dansk talesprog, og derfor kan jeg godt finde på at stryge halvdelen af en teksts adjektiver, hvis jeg vurderer, at det andet bliver for voldsomt for en dansk læser.« Ordspil er en oversættelsesteknisk styrkeprøve i en liga for sig. For selv om sagen sagtens kan være 'i en nøddeskal' på både dansk, engelsk og latin, hvor dét ordspil oprindeligt stammer fra, så er det modsatte oftest tilfældet. Shekufe Tadayoni Heiberg og Viggo Hjørnager Pedersen har hvert deres bud på en løsning. »Når jeg står med et ordsprog, som ikke findes på dansk, så forsøger jeg at finde et tilsvarende inden for den samme referenceramme. Hvis det persiske ordsprog inkluderer en høne, så vil jeg som minimum gerne have et stykke fjerkræ med på dansk,« siger Shekufe Tadayoni Heiberg og griner lidt af sin egen grundighed. Viggo Hjørnager Pedersen har en mere pragmatisk løsning: »Ordspil kan være så svære at gengive, at man kan være nødt til at udelade dem. Man kan så kompensere for tabet ved at indføre et ekstra ordspil et andet sted i teksten, sådan at læserens overordnede indtryk af tekstens stil vil svare nogenlunde til det, han eller hun ville få af originalen,« siger han. Den metode er dog ikke lige velset blandt alle oversættere, anmeldere og læsere, siger Viggo Hjørnager Pedersen og peger dermed endnu engang på, at litterære oversættere bevæger sig i et minefelt, hvor valget af strategi kan være altafgørende – også selv om følgerne ikke længere er så fatale som i Middelalderen.   asku@information.dk


Fås også som e-bog · Køb i abonnement abonnem men

NY BOG 50 SKELSÆTTENDE HISTORISKE BEGIVENHEDER

Pris pr. bind 349,95 kr.

er 5. bind i serien om de 50 største højdepunkter

Aarhus Universitetsforlag a

50 begivenheder


12

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

OVERSÆTTELSE I værkstedet

’Jeg er som en skuespiller, der læser op til en rolle’ Tine Lykke Prado oversætter romaner og noveller fra spansk og portugisisk til dansk. En langsommelig proces, der kræver en sprognørds snilde, men også blik for lokale forhold og en evne til at leve sig ind i andre menneskers liv Tekst Astrid Sandvad Kudahl • Foto Sille Veilmark

E

la era gorda, baixa, sardenta e de cabelos excessivamente crespos, meio arruivados. Tinha um busto enorme ...« Tine Lykke Prado sidder i sit arbejdsværelse i en lille lejlighed på 4. sal i det indre København. Hun læser højt for sig selv. Først på portugisisk, så på dansk: »Hun var tyk, ikke særlig høj, fregnet og med overdrevent krøllet, rødligt hår. Hun havde ...« Tine Lykke Prado går i stå. »Um busto enorme ... En enorm ... kan man sige barm i 2017? Det passer ikke rigtigt til en teenagepige, vel?« Hun noterer sig ordet ’barm’, sætter en skråstreg og skriver også ’bryster’. »Det må jeg vende tilbage til ...« Tine Lykke Prado er oversætter. I 30 år har hun ved siden af sit deltidsjob som portugisiskunderviser oversat skønlitteratur fra portugisisk og spansk og bl.a. bragt brasilianske Paulo Coelho og den portugisiske nobelprisvindende forfatter José Saramago ind i de danske stuer. Hendes litterære hjerte banker dog stærkest for Brasilien – hun er selv halvt brasilianer – og denne dag er hun gået i gang med at oversætte den brasilianske forfatter Clarice Lispector. »Hende har jeg selv valgt, så hun er lidt af en darling for mig,« siger hun og forklarer, at hun både oversætter på bestilling, når et forlag henvender sig med en bog, det ønsker oversat, og selv aktivt foreslår forfattere, hun gerne vil oversætte. Bogen af Clarice Lispector, som altså hører til i sidstnævnte kategori, er en novellesamling på halvandet hundrede sider. Hun er nået til side et. »Sådan et afsnit som det her kan godt tage mig en hel dag, fordi der står så meget mellem linjerne. Med andre forfattere kan jeg oversætte op til femten sider om dagen. Det afhænger af sproget – hvor fint og detaljeret det er.« Hun hiver en tyk bog frem fra den tætpakkede reol. Elsker Pablo, hader Escobar. »Den her tog det mig to måneder at oversætte, for litterært er den ikke særligt udfordrende,« fortæller hun om den knap 500 sider lange bog om narkobaronen Pablo Escobar, som netop er udkommet på dansk på forlaget Rosinante. »Men der var da en del narkoslang, jeg lige skulle have styr på. På den måde er der stor forskel på, hvilken type litteratur man arbejder med. Jeg kan bedst lide det smalle, det særlige og det, der tager lang tid. Men det giver selvfølgelig en noget dårligere timeløn, fordi det går så langsomt,« tilføjer hun. Som litterær oversætter får hun et fast honorar, som aftales med forlaget, før hun ved, hvor mange timer det vil tage. Lønnen bliver derfor lavere, jo grundigere hun går til værks. »En forfatter som Clarice Lispector er en mester i sproglige detaljer, det er nærmest

som en rebus, når jeg skal oversætte hendes tekster, fordi der står så meget mellem ordene og linjerne. Det er vanvittigt irriterende, men det er jo også det, der er det sjove.«

Stemmen som vigtigste værktøj Tine Lykke Prado kan trække på sin tosprogede baggrund og sin faglighed – hun har en dansk bachelor i litteraturvidenskab og retorik og en brasiliansk master i komparativ og brasiliansk litteratur samt en tolkeuddannelse. I praksis betyder det, at hun ikke bare oversætter til de ord, der umiddelbart falder hende ind, men længe overvejer, hvilket indtryk det enkelte ord vil efterlade hos læseren. »Jeg går meget op i, at sproget skal passe til de karakterer, der taler i bogen. Hvis det er en gammel mand, så skal han tale som en gammel mand, og hvis det er en teenagepige, så skal hun beskrives og tale som en teenagepige, ikke som en kontorassistent,« forklarer hun om sine overvejelser. »Det er lidt ligesom en skuespiller, der læser op til en rolle. Man må sætte sig ind i, hvor folk taler fra, for at kunne gengive dem troværdigt. Ellers kommer alle personerne til at tale ens, og det gør det sprogligt kedeligt og utro mod originalen. Det skal lyde, som hvis forfatteren havde kunnet skrive på dansk.« Tine Lykke Prado bruger ikke mange reme-

Tag et ord som ’concha’. Det betyder egentlig ’shell’ på engelsk eller ’muslingeskal’ på dansk, men i Mexico er det en særligt populær form for wienerbrød, og i Argentina, Chile og Bolivia, hvor denne bog er fra, betyder det ’kusse’

dier, når hun oversætter. En computer med internetadgang og en telefon, så hun kan ringe til en ven, det er alt, hvad hun har brug for. Foruden stemmen. Den er måske hendes vigtigste værktøj, for når hun oversætter, er det som regel ’med lyd på’. Skiftevis på portugisisk eller spansk og dansk. Hun forklarer hvorfor: »Man siger, at historier skal have en dramaturgisk kurve. Det samme skal sætninger. Hvis højdepunktet – det mest intense – ligger midt i sætningen i den portugisiske udgave, så skal det også gøre det i den danske udgave. Det går jeg meget op i, og det kan man høre, når man læser teksten højt,« siger hun og fortsætter højtlæsningen af brasilianske Clarice Lispector. Ordene former sig smukt til sætningskurver, op og ned, indtil hun kommer til et bestemt ord. Saudade. Så går hun i stå. »Saudade er så karakteristisk et ord på portugisisk, at det er nærmest umuligt at oversætte. Det er lidt, ligesom når vi danskere taler om, at hygge ikke kan oversættes. Saudade betyder at længes efter, men det betyder også mere end det, og lige nu kan jeg simpelthen ikke ramme det. Det må jeg også komme tilbage til ...«

Udfordret af bolivianske bandeord Når Tine Lykke Prado oversætter, er det altid fra et fysisk eksemplar af det originale værk. Hun begynder på side et og fortsætter slavisk til bogens ende. Ikke noget med at springe frem og tilbage mellem kapitlerne. Faktisk foretrækker hun slet ikke at have læst bogen, før hun oversætter den. Hun mener, at det bevarer en sproglig spænding, når hun ligesom læseren ikke ved, hvad der kommer til at ske. »Det giver en mere umiddelbar tekst, som ikke er så fortænkt,« forklarer hun. Til gengæld oversætter hun altid ad flere omgange. »Første gang nærmest løber jeg igennem teksten for at få et flow og en naturlighed ind i sproget. Der sidder jeg ikke og slår ordene op, for så går jeg i stå og mister færten. Så må jeg i stedet markere de ord, jeg er i tvivl om, og komme tilbage til dem.« »Anden runde af oversættelsen er den sjove. Så læser jeg det hele igennem igen, men er ekstra omhyggelig med de ord, jeg i første omgang var i tvivl om. Nogle gange giver det pludselig sig selv, fordi jeg jo på det her tidspunkt kender hele historien og ved, hvad der kommer til at ske. Andre gange må jeg ty til Google eller ringe til en ven. Hvem jeg ringer til afhænger af bogen. Hvis den er gammeldags i sproget, skal det være én ven, og hvis den er mere moderne, skal det være en anden ven,« griner hun og tilføjer, at hendes venner heldigvis er lige så sprognørdede som hende selv.

Tine Lykke Prado finder en bog med sort omslag frem. »Ham her,« siger hun og peger på forfatterens navn – Hasbun Rodrigo – »han er fra Bolivia, og jeg er lige ved at lægge sidste hånd på oversættelsen af den her bog.« Hun finder et word-dokument frem og scroller ned over siderne i sin oversættelse af bogen, som på spansk hedder Los afectos, men hvis danske titel endnu ikke ligger fast. Den er baseret på en virkelig historie om en nazistisk familie, som flygtede fra Tyskland til Bolivia. At familiens ældste datter bliver kæreste med Che Guevara og ender med at tage til Hamborg og skyde den bolivianske generalkonsul (ja, den historie, som også involverer den danske journalist Jan Stage som chauffør), gør med Tine Lykke Prados ord ikke bogen mindre interessant. Men den har også været en udfordring for den ellers erfarne oversætter, bl.a. fordi den er på boliviansk spansk. »Tag et ord som ’concha’. Det betyder egentlig ’shell’ på engelsk eller ’muslingeskal’ på dansk, men i Mexico er det en særligt populær form for wienerbrød, og i Argentina, Chile og Bolivia, hvor denne bog er fra, betyder det ’kusse’,« siger hun og forklarer, at det samme gør sig gældende med brasiliansk portugisisk, hvor forskellen mellem det portugisisk, der tales i Brasilien og det, der tales i Portugal, er endnu større. Så det er ikke bare sproget, men også geografien, man skal have på plads. »Det er da vildt besværligt, men det er jo også den slags udfordringer, jeg godt kan lide ved at oversætte,« konstaterer hun. »Og så er det jo godt, at jeg også har et job som portugisisk underviser, for det er hurtigere at lære en elev at bruge ti nye gloser end at oversætte ti linjer.« asku@information.dk

BLÅ BOG

Tine Lykke Prado, f. 1955 × Uddannet i litteraturvidenskab og retorik og har en master i komparativ og brasiliansk litteratur. Er desuden uddannet tolk. × Arbejder som oversætter, tolk og sprogunderviser. × Har oversat mere end 20 romaner og noveller fra portugisisk og spansk. Har desuden oversat danske digte og noveller af bl.a. Henrik Nordbrandt, Inger Christensen og Jens Smærup Sørensen til portugisisk.


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

13

OVERSÆTTELSE


14

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

OVERSÆTTELSE Enquete Tekst Astrid Sandvad Kudahl

Samme rytme og klang Vi har spurgt fire oversættere om det sjove og svære i deres arbejde

Svensk

Tyrkisk

Kinesisk

Engelsk

Anne Marie Bjerg

Leyla Tamer

Peter Damgaard

Juliane Wammen

Cand.phil. i dansk og oversætter fra svensk og engelsk. Har bl.a. oversat værker af Selma Lagerlöf, Per Wästberg, Göran Tunström og Kerstin Ekman

Cand.mag. i litteraturvidenskab. Er p.t. i gang med at oversætte romanen ’Den rødhårede kvinde’ af Orhan Pamuk

Ph.d. i kinastudier og har bl.a. oversat bøger af nobelprisvindende Mo Yan og faderen til moderne kinesisk litteratur, Lu Xun

Cand.mag. i litteraturvidenskab og antropologi. Har bl.a. oversat Michael Ondaatje, Nicole Krauss, Taiye Selasi og Virginia Woolf

– Hvorfor blev du oversætter? »Jeg opdagede i en ung alder det frydefulde ved at finde det rigtige ord på mit eget sprog, dansk, for ord på et andet sprog, i første omgang engelsk/amerikansk, senere også svensk. Og så var jeg heldig senere hen, at nogen stolede på mine evner og forsynede mig med skønlitterære opgaver.«

– Hvorfor blev du oversætter? »Litteraturen var i forvejen mit beskæftigelsesområde, og springet var derfor ligetil. Når man oversætter, får man lov til at fordybe sig i et værk, og det er i sig selv dybt motiverende. Men man vil jo nødigt overse noget i teksten: bibetydninger, en underspillet humor eller et særligt stilistisk træk. Det sjoveste ved at oversætte er i mine øjne derfor også, at det overhovedet kan lade sig gøre. Når jeg sidder med en vellykket oversættelse, bliver jeg både forbløffet og begejstret.«

– Hvorfor blev du oversætter? »Jeg begyndte at oversætte ud fra en forestilling om, at det var vigtigt at gøre kinesisk litteratur tilgængelig på dansk – grundlæggende fordi der ikke findes særlig meget. Det, som får mig til at fortsætte, er den kreative forhandling mellem de kulturelle rum, som teksten optræder i. Personligt ser jeg det som ideelt, hvis en oversættelse kan skabe forudsætningen for at læseren møder et stykke litteratur på en måde, der er analog til den måde, det oprindelig blev mødt på – dvs. at den kan videreformidle så meget som muligt af det, som karakteriserede teksten i sin oprindelige kontekst.«

– Hvorfor blev du oversætter? »Efter at have læst litteraturvidenskab og antropologi på universitetet ville jeg gerne arbejde med litteratur i praksis. I en praktikperiode på et forlag fik jeg lidt ved et tilfælde mulighed for at oversætte skønlitteratur fra engelsk, og jeg opdagede, at det var lige præcis den perfekte blanding af mine to universitetsfag. Kreativitet, litterær sensitivitet, research, kulturel indsigt og forståelse er nogle af de vigtigste egenskaber at besidde som oversætter – foruden naturligvis den sproglige side af sagen, som helst skal ligge som fast grund under fødderne.«

– Hvad er særligt udfordrende ved at oversætte fra kinesisk? »Kinesisk er langt mere fleksibelt i henseender, hvor man på dansk er vant til en relativ høj grad af præcision – særligt i forbindelse med tid og syntaks. Fraværet af deciderede bøjningsformer gør det muligt at operere i en form for ’nultid’, der ikke formelt tilkendegiver, hvornår handlingen finder sted. Somme tider kan gøre det usikkert, hvorvidt der er tale om en konkret situation eller en generel betragtning. Desuden kan subjektet udelades, hvis det på rimelig vis fremgår af konteksten.«

– Hvad er særligt udfordrende ved at oversætte fra engelsk? »At det er et verdenssprog; det er blevet vor tids lingua franca – ’alle’ taler det eller har et forhold til det, tror de kan det. Men samtidig har det sine helt særlige nuancer, afhængig af på hvilket sted og i hvilken tid det tales, så man kan komme til at overse sproglige detaljer og kulturelle særheder, fordi man forledes til at tro, at alt er det samme. Og så er der rigtig mange, som kan læse med over skulderen på en, når man oversætter ...«

– Hvad er særligt udfordrende ved at oversætte fra svensk? »At de to sprog ligner hinanden meget, men er langt mere forskellige, end de er ens! Fordi det danske og det svenske samfund geografisk, historisk, kulturelt har været og er yderst forskellige. ’Vintergatan’ betyder således ikke det, man umiddelbart skulle tro, men ’Mælkevejen’. Det samme gælder: ’Hon har varit med om det mesta’. Ordene er ligetil at forstå, men man skal vide, at det er en fast vending i svensk. En ordret oversættelse af en fast sproglig vending, et idiom, kan give mening, men derved tabes den erfaring, det gemyt, det livssyn, som har dannet den svenske vending. Sproget bliver sært livløst, hvis man nøjes med at kalkere af. En passende oversættelse kan være: ’Hun har oplevet lidt af hvert’.« – En særligt svær oversættelse? »I Kristina Sandbergs roman Sörja för de sina stødte jeg på en vendingen: ’Ge Tammer en kvart om dagen!’ Den satte mig i gang med en større research. Arne Tammer var en svensk idrætsmand, og det nævnte var et af hans slogans. Det ville være sort tale i en oversættelse, og for mit indre øre lød i stedet kaptajn Jespersens tørre kommandoer i Danmarks Radios daglige morgengymnastik i 1940’erne, f.eks. ”Den, der ranker sig, slanker sig!” Kaptajn Jespersens navn er nok lige så ukendt i Sverige som Tammers i Danmark. Derfor slørede jeg udtrykket med et ’som man siger’.«

– Hvad er særligt udfordrende ved at oversætte fra tyrkisk? »Tyrkisk tilhører en anden sprogstamme end dansk og har en anden syntaks. Hvis det hedder ”jeg går på værtshus” på dansk, hedder det ”på værtshus går jeg” på tyrkisk. Jeg må altså bryde sætningen op og sætte den sammen igen på en anden måde. Derudover er der problemet med ’eksotisering’, som nok desværre altid lurer i baggrunden, når der er tale om oversættelser af ikkevestlig litteratur. Det er vigtigt at holde sine egne fortolkninger og fordomme i en stram snor og i stedet lytte til stemmerne i teksten – ikke noget med at tilføre ekstra ’kulør’.« – En særligt svær oversættelse? »Følgende afsnit fra Orhan Pamuks Den rødhårede kvinde har en lethed, som er svær at overføre til dansk. I de sidste to sætninger er der desuden et ordspil med ’yetişmek’, som kan betyde ’at række’, ’at nå’, ’at være nok’, og ’yetersiz’, som betyder ’utilstrækkeligt’. I min version skifter jeg mellem ordene ’at række’, ’at dække’ og ’utilstrækkelig’ for at forsøge at bevare ordspillet: ”Brændevinen gjorde mig ør. Da vi gik op ad bakken ved gravpladsen, føltes det, som om hver stjerne udgjorde en tanke, et øjeblik, en indsigt eller et minde, som tilhørte mig. Man kunne overskue dem i et blik, men ikke rumme dem i én tanke. Det var ligesom de ord, jeg kunne, heller ikke rakte til de drømme, jeg havde. Ordene var ikke dækkende for mine følelser, de forblev utilstrækkelige.«

– En særligt svær oversættelse? »Den følgende sætning fra Lu Xuns Idiotens dagbog har (eller mangler) mere eller mindre det hele: (Alt) er sort. (Jeg) aner ikke om det er nat eller dag. Medmindre man ved, at fortællingen er i første person og modelleret på dagbogsnotater, er det ikke umiddelbart muligt at aflæse hverken tid eller subjekt. Derfor kunne der for eksempel lige så godt kunne stå: Den var fuldkommen sort – ingen vidste om det var nat eller dag. Selvom denne fleksibilitet kan ses som en af styrkerne ved kinesisk (særligt i lyriske tekster), kan den i andre sammenhænge virke upræcis.«

– En særligt svær oversættelse? »En typisk, lavpraktisk sproglig detalje er brugen af gerundium (’ing-form’). Det er helt almindeligt på engelsk at bøje verber i denne form, men på dansk kan det nemt komme til at lyde klodset, så man er nødt til at omskrive og indføre diverse småord, ’mens’, ’idet’ og lignende. På engelsk kan man også uden problemer indlede en sætning med lang tillægsform – igen bliver man nødt til på dansk at ændre sætningsopbygningen, hvis det skal lyde godt. Et banalt eksempel fra den oversættelse, jeg netop nu er i gang med, kunne være: ”Making his way down the carpeted hallway in hotel robe and slippers, he tried to remember the last time he had swum in the sea.” Det har jeg oversat til: ”På vej ned ad den tæppebelagte korridor i sin hotelkimono og tøfler prøvede han at komme i tanke om hvornår han sidst havde svømmet i havet.”«


NY ROMAN AF

SISSEL-JO

GAZAN “En ekstremt god roman” POLITIKEN BØRSEN JYLLANDS-POSTEN

LINDHARDT OG RINGHOF


16

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

OVERSÆTTELSE Enquete Tekst Astrid Sandvad Kudahl

Samme rytme og klang Vi har spurgt fire oversættere om det sjove og svære i deres arbejde

Russisk

Finsk

Arabisk

Græsk

Tine Roesen

Siri Nordborg

Ellen Wulff

Sotirios Souliotis

Ph.d. og lektor i russisk litteratur, Københavns Universitet. Har bl.a. oversat Svetlana Aleksijevitj og Fjodor Dostojevskij

Cand.mag. i finsk. Har bl.a. oversat værker af Leena Krohn, Kati Hiekkapelto og Pajtim Statovci samt flere børnebøger.

Cand.phil. i semitisk filologi med speciale i arabisk. Har bl.a. oversat Naguib Mahfouz, Koranen og storværket ’Tusind og én nat’

Cand.phil. i græsk og oversætter til og fra græsk. Har bl.a. oversat Yorgos Alisanoglou til dansk, og Naja Marie Aidt og Jan Sonnergaard til græsk.

– Hvorfor blev du oversætter? »Det var en del af min uddannelse at oversætte fra russisk til dansk, og kombineret med min interesse i russisk litteratur begyndte jeg ret tidligt at eksperimentere med litterær oversættelse, både lidt Dostojevskij og noget poesi. Siden fik jeg flere småopgaver inden for oversættelse af både journalistiske og litterære tekster, og jeg kunne med det samme rigtig godt lide alle de aspekter, det indebar: koncentrationen om det sproglige udtryk, den nødvendige fortolkning af teksten og dens kontekster og arbejdet med at finde den bedst mulige indlejring af alt det russiske i en dansk sammenhæng.«

– Hvorfor blev du oversætter? »Jeg har altid elsket litteratur og sprog og var heldig at blive uddannet, da der var behov for oversættere af finsk litteratur. Det sjove er at finde gode løsninger.«

– Hvorfor blev du oversætter? »Da egyptiske Naguib Mahfouz modtog Nobelprisen i 1989, henvendte et dansk forlag sig til universitetet, som anbefalede mig – kun få havde på det tidspunkt specialiseret sig i arabisk litteratur. Der opdagede jeg, at det var sjovt at oversætte, og at ingen kommer så langt ind under huden på en litterær tekst som oversætteren. Jeg ville for eksempel aldrig have fået læst Koranen (igen og igen og igen) og den komplette Tusind og én Nat, hvis ikke jeg skulle oversætte dem.«

– Hvorfor blev du oversætter? »Allerede som 17-årig vidste jeg, at jeg skulle være litterær oversætter. Derfor læste jeg græsk litteratur: for at kunne sproget bedre, så jeg kunne oversætte det. Det sjove ved at oversætte litteratur er at oversætte følelser, stemninger og tanker, ikke så meget ord og sætninger. For mig er noget af det vigtigste i den litterære oversættelse at genfortælle kulturer, samfund og mentaliteter. Det skaber international fællesforståelse.«

– Hvad er særligt udfordrende ved at oversætte fra russisk? »Russisk er grammatisk et syntetisk sprog, dvs. baseret på fleksioner, hvor dansk er analytisk og baseret på ordstilling, hjælpeverber og småord, og der er mange kompakte konstruktioner på russisk, som nødvendigvis bliver mere ordrige på dansk – hvilket ikke mindst inden for metrisk poesi er en udfordring. Det er også en stor udfordring, at russisk litteratur – med en russisk forskers ord – er nærmest ”incestuøst intertekstuel”, det vil sige, at værkerne i høj grad går i indforstået dialog med tidligere værker, hvilket vil være mere eller mindre tydeligt i den russiske original, men i alle tilfælde svært at få med i den danske oversættelse.« – En særligt svær oversættelse? »Kapitel 2 i Dostojevskijs Dobbeltgængeren, som jeg lige har nyoversat, fordi der spilles på dobbeltbetydningen af det russiske verbum ’zjit’ – at bo/at leve. Det er typisk for hovedpersonen Goljadkin, at han blander konkrete og abstrakte betydninger sammen, og her misforstår han lægens spørgsmål om hans bopæl, så det pludselig får en nærmest ontologisk betydning. Verbet er det samme på russisk, men jeg var nødt til at oversætte med henholdsvis ’bo’ og ’leve’.«

– Hvad er særligt udfordrende ved at oversætte fra finsk? »Helt basalt, at der er få ordbøger mellem finsk og dansk. Derfor er man nødt til at gå via svenske, engelske og finske ordbøger, og det kan tage tid at finde den præcise nuance af et ord.« – En særligt svær oversættelse? »I Vilja-Tuulia Huotarinens lys lys lys er der et afsnit, hvor alle ord på nær et begynder med ’s’. Her handlede det om at bibeholde tekstens mening, selvom jeg måtte finde andre ord. Der står ikke ”skatter du skindhandsker” på finsk, men ”kysser du zobler” (suutelet soopeleita). Dog får man lidt af den samme klang og rytme som på finsk med gentagelsen af ’sk-’. Frøer (sammakoita) er blevet til salamandre, fløjl (samettia) til smukke stoffer og en lappedykker (silkkiuikku) til en skallesluger: ”SKJULTE søster. I Skuddermudder skatter du skindhandsker du strejfer sælskindspelse du spiller spilledåser du sværger du sprutter du stuver skamløse serier sammen du skader salamandre du samler satinsofaers små smaragder saltsøens strålende safirer du skærer og syer smukke stoffer du sammenblander selvvalgt du snylter sammentræfsskaber du sier spandenes sejtflydende sediment du sorterer spænder søndagstøj syntetisk silke du sandkattepote skallesluger sætter stolt sejl stik solitudeøen.«

– Hvad er særligt udfordrende ved at oversætte fra arabisk? »Arabisk er et semitisk sprog i modsætning til dansk, som er et indoeuropæisk sprog. Det betyder, at den grammatiske struktur er væsensforskellig, så den originale tekst må brydes ned og genopbygges i overensstemmelse med modtagersprogets grammatiske struktur. Kulturelle gloser i klassiske tekster som Koranen og Tusind og én Nat volder ikke problemer, for de er på forhånd gennemarbejdede og har genereret specialordbøger, men moderne skønlitteratur benytter ofte regionale ord, især for mad og klæder, og her er der ingen ordbog at støtte sig til.« – En særligt svær oversættelse? »Åbningssuraen i Koranen er syntaktisk ret vanskelig. Ordret står der: ”Deres vej, som Du viser nåde over dem, ikke deres, som der vredes på dem og ikke dem, som farer vilds”. I min oversættelse har jeg brudt den syntaktiske struktur, så den passer til dansk: ”Vejen, der følges af dem, som Du viser nåde, ikke den, der følges af dem, som vreden rammer, eller af de vildfarne.«

– Hvad er særligt udfordrende ved at oversætte fra græsk? »Det græske sprog bruger stadig mange vendinger fra oldgræsk, mens man på dansk ikke rigtigt bruger oldnordisk eller gammelt dansk i dagligdagen. Hvis man vil oversætte f.eks. en græsk højtidelig tekst, så kan man kun se det på skrift ved at bruge gammeldags dansk retstavning med store bogstaver. Man hører det ikke mundtligt, som det er tilfældet på græsk.« – En særligt svær oversættelse? »Der har været så mange, at jeg efterhånden har glemt dem. Jeg vil nævne et eksempel fra en bog af Nanos Valaoritis, Hjemløs Den Store (på græsk Astegos o Megas), lige i starten, hvor han bruger ordet ’Astejá’, hvilket er et lidt hjemmelavet ord, men i en traditionel græsk folkelig stil. Det betyder ’at være hjemløs’ (med en anelse af folkelig jovialitet og fatalisme ligesom f.eks. ’den fattiges lod’), men også ’De Hjemløses Land’ eller ’Område’. Jeg valgte at skabe det danske ord ’Hjemløsiet’, ligesom man siger ’Tyrkiet, Normandiet’ osv., dvs. et hjemmelavet dansk ord, der var en oversættelse af et hjemmelavet græsk ord.«


“Jan Guillou gør det igen: Fryder, fængsler og fascinerer sine læsere.”

“Medrivende … fængslende … gennemsyret med en nerve og en fremdrift, der ville gøre Larsson stolt.” USA Today



Nordjyske Stiftstidende

“Man kan endnu en gang konstatere, at der er krimier, og så er der Arne Dahl.”

“Læser man mere end fire ord, har man vanskeligt ved at stoppe. Man ønsker mere. ”

Jyllands-Posten

Nordjyske Stiftstidende





Modtryk


GAVEBØGER. Gennem samtaler med tre af de første frømænd og adgang til et unikt og hidtil upubliceret billedmateriale tegner historiker Peer Henrik Hansen et levende portræt af Frømandskorpset, som det blev til, og som det var tænkt: Som en lille, hærdet kommandostyrke, trænet til hemmelige infiltrationer på den dystre side af Jerntæppet.

”Bad Company føjer sig velskrevet og velresearchet i substansen til de øvrige fortællinger fra en slibrig og nedværdigende verden af vold og undertrykkelse.” politiken

Ingen skal fortælle små piger, at de ikke kan blive lige hvad de vil. Godnathistorier for rebelske piger er 100 historier, der viser at de sagtens kan, hvis de vil. Julegaven til alle piger med krudt i røven, ben i næsen og mod i tasken. ”Inspirerer piger til at turde mere og drømme stærkere.”

Tor Nørretranders



berlingske

Se frem Fra opløsningstid til oplysningstid

”Iagttagelser foretaget gennem et langt liv i pagt med dyr og med natur.” People’sPress

”Nørretranders’ vision om en ny oplysningstid er sympatisk og smittende.” information ”Voldsomt begavet værk”



lars henrik aagaard berlingske ”Så god en bog ... magtfuld for ikke at sige meningsfuld.” politiken



kristeligt dagblad ”Hyggelig og overraskende læsning” politiken ”Rørende, interessante historier om dyr” weekendavisen


Andet bind i en trilogien om bedemandsdatteren Ilka og hendes jagt på sandheden om sin far. Ilka er rejst til USA, hvor hun har arvet en bedemandsforretning efter sin afdøde far. Han forlod hende og moren for 33 år siden og lod aldrig høre fra sig. Ilka vil vide hvorfor.

Kender du en, der kunne lide En mand der hedder Ove? Så giv Bjørneby i julegave. ”Backman har gjort det igen, igen – har fængslet mig fra start til slut” bognørden Da fireårige Linnea forsvinder ved en gård lige uden for Fjällbacka, vækker det tragiske minder til live. Tredive år tidligere forsvandt en lille pige fra præcis samme sted, nu frygter hele byen, at historien er ved at gentage sig.

”En helt i gennem fantastisk læseoplevelse” krimihjerte

”En fremragende kriminalroman”  bogfidusen

Folketingets formand har igen bedt medlemmer af Folketinget, ministre, en ansat på Christiansborg samt en sælger af Hus Forbi om at skrive hver en julehistorie. Ordet har været frit, så der er fortællinger om egne juletraditioner, om julens budskab, om anderledes juleoplevelser – og så selvfølgelig om det, julen også handler om: overraskelser.

”Katrine Engbergs krimi Blodmåne hæver sig over gennemsnittet med levende sprog og vakse detaljer.”



fyens stiftstidende ”Det er en fremragende krimi, der har det hele.”  bogfidusen


20

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

INTERVIEW Antonio Pennacchi


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

21

INTERVIEW Italienske Antonio Pennacchi var som ung medlem af det nyfacistiske parti Movimento Sociale Italiano, men blev ekskluderet. Senere blev han aktiv på venstrefløjen. I sit forfatterskab skildrer han Italiens udvikling fra facismen til i dag.

I facistkommunistens værksted i Latina Antonio Pennacchi har sat sig for at skildre sin hjemstavns udvikling fra fascismen til vor tid. Andet bind i hans fortælling om Mussolini-kanalen er netop udkommet på dansk. Information har besøgt forfatteren i Latina Tekst Mads Frese Foto Tonino Mirabella

L

atinas oprindelige navn kan stadig læses på kloakdækslerne: Littoria hed byen, som Benito Mussolini grundlagde i 1932. Havde fascisterne ikke besluttet at få fattige bønder fra det nordøstlige Italien til at dræne De Pontinske Sumpe syd for Rom, var Antonio Pennacchi næppe kommet til verden. Den 67-årige forfatter holder til på Corso Matteotti, som også hed noget andet, inden den blev omdøbt til minde om socialistlederen Giacomo Matteotti, der blev dræbt af et fascistisk tæskehold i 1924. ’Officina Pennacchi’ står der på dørtelefonen til den lejlighed, hvor arbejderforfatteren har sit daglige virke. »Jeg har levet fire eller fem liv. Jeg har været revolutionær og arbejdet på fabrikker, været studerende og forfatter. Jeg har bygget mit eget hus på landet, gravet ud til fundamentet og muret,« siger Pennacchi, som har kasket på indendørs og et revolutionsrødt halstørklæde over skuldrene. »Men alligevel betragter jeg stadig mig selv som en dagdriver, en dovenlars. Jeg tænker ikke på alt det, jeg har gjort, men på al den tid, jeg har spildt, og på alt det, jeg kunne have gjort. På uopfyldte forpligtelser. Jeg har ikke været en god søn, selv om min far var stolt af mig. Min far drænede sumpene, gravede kanaler og skilte vandene. En kæmpestor bedrift.«

Lugten af stald På en overskyet novemberdag tager den største

af Mussolinis nye byer sig affolket og nedslidt ud. Littorias indbyggere var bønder, der opdyrkede sumpene. I dag befolkes Latina fortrinsvis af pendlere med job i Rom. Boligspekulationen har sløret skellet mellem land og by. Indtil 1970’erne kendte alle i byen hinanden, fortæller Pennacchi. Hans slægtsroman, Mussolini-kanalen, skildrer, hvordan de ubeboelige, malariabefængte sumpe blev drænet af hans bedsteforældres og forældres generationer. Nu har Latina-provinsen en halv million indbyggere. Bogen blev i 2010 tildelt Italiens fornemste litteraturpris, Premio Strega. Fortællingens andet bind, Mussolini-kanalen II, blev udgivet fem år senere og er netop kommet på dansk. I værkstedets reol står et indrammet gruppebillede fra 1930’erne med mænd og kvinder på to rækker, smilende og solbrændte ansigter. Det er Pennacchis mors slægtninge, Peruzzifamilien, som bøgerne handler om: »Jeg skriver helst om fortiden. Den har jeg studeret grundigt, og næsten ingen kender dette områdes historie under fascismen og i efterkrigstiden så godt som jeg. Men det er også nemmere at forvandle fortiden til kunst, for en af poesiens fundamentale ingredienser er nostalgi,« siger Pennacchi og fortsætter: »Måske har min interesse for historie altid været motiveret af forsøget på at forstå dette område: Hvor er det, jeg er havnet? For selv om jeg er født her, var mine forældre indvandrere. Min far fra Perugia, min mor fra Veneto. For at fortælle historien om min egen jordlod har jeg måttet fortælle om hele området. Jeg føler nostalgi efter alle de historier, mine onkler fortalte. Det er også en nostalgi efter

det landskab, jeg oplevede som barn. Hvordan der lugtede, da der var stalde overalt, og hvordan der så ud, før der blev bygget overalt.«

På natholdet Mussolini-kanalen har fået flere læsere, end forfatteren og hans forlag turde drømme om. Succesen i f.eks. Danmark og Holland forklarer han med, at inddæmning af marskland spiller en rolle i disse landes historie. For Pennacchi var det dog især et personligt projekt: »Jeg drog et enormt lettelsens suk, da det lykkedes mig at gøre den færdig. Det var en opgave, jeg havde stillet mig selv som dreng, men havde tilsidesat i mange år for at lave andre ting. Jeg troede faktisk ikke, jeg kunne

For at fortælle historien om min egen jordlod har jeg måttet fortælle om hele området Antonio Pennacchi Forfatter

skrive den. Det fik mig til at føle enormt meget skyld. Jeg kan nemlig ikke lide at skrive. Jeg kan lide at læse, studere og gå rundt i Latina og skændes med dem, jeg møder. Men at skrive er en straf. Jeg får det skidt hver gang. Så jeg var glad for omsider at have betalt min gæld til de afdøde. Nu kunne jeg også selv dø, hvis det skulle være. Det vigtigste var, at jeg var færdig.« Men Pennacchi har – som han siger – »desværre« sat sig for at fortælle om Latinas udvikling helt frem til vor tid: »Jeg vidste godt, at jeg havde skrevet en god bog, som ikke fandtes før. Men det overvældede mig ærlig talt, at den solgte en halv million eksemplarer i Italien. På den ene side har jeg altid haft høje tanker om mig selv og ment, at jeg er bedre end alle andre. På den anden side er der så tvivlen om, hvorvidt det nu er sandt. Hvert et kompliment, jeg har fået for det første bind, har øget presset på mig i forhold til det næste. For hvad hvis de nu opdager, at jeg alligevel ikke duer til en skid?« Som fabriksarbejder var Pennacchi på natholdet. Nu arbejder han indtil daggry, når der skal skrives en ny bog. Så flytter konen også ind på værkstedet: »Det er den første version, der koster mig store anstrengelser. Derefter kan jeg bruge resten af livet på at rette i teksten. Det er en besættelse. Jeg har brugt det sidste år på at genskrive Fascistkommunisten for femte eller sjette gang. Jeg var ikke helt tilfreds, så nu kommer der en ny udgave. Jeg er perfektionist og finder altid noget, der kan forbedres. Men det tynger mig ikke på samme måde, som når jeg skal hive noget nyt stof frem. Det gør altid ondt.«

Fascismen indeni Blandt italienere er Pennacchi kendt som ’fascistkommunisten’ på grund af hans gennembrudsroman fra 2003, der altså er blevet genskrevet adskillige gange siden, og


22

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

INTERVIEW Antonio Pennacchi

som i 2015 kom i dansk oversættelse. Det er en dannelsesroman om hans ungdom under Den Kolde Krig, da Italien var præget af politisk vold: »Jeg gik jo direkte fra nyfascismen til at støtte De Røde Brigader,« siger han, da vi går hen ad Corso Matteotti efter at have indtaget en koffeinfri espresso på en bar. Pennacchi er således i åben polemik med den bastante modstilling mellem fascisme og kommunisme, der prægede hele efterkrigstiden. Kategorierne var mere flydende, mener han. F.eks. genopstod mange intellektuelle, der havde støttet Mussolini, efter krigen som kommunister, mens andre dele af den fascistiske bevægelse fortsatte med at lede landet som kristendemokrater. De fleste italienere var fascister, indtil Mussolini blev væltet, og derefter blev de straks antifascister. Ifølge historikeren Mario Isnenghi optager »det usagte og uforklarede« en stor plads i Italiens offentlige liv på grund af »fornægtelsen af fascismen i os selv, i landets materielle og kulturelle strukturer«. Den ramme forsøger Pennacchi at sprænge: »I modsætning til nazismen var den italienske fascisme i udgangspunktet en venstreorienteret massebevægelse. Socialstaten opstod med fascismen. De riges jord blev kun eksproprieret i Sovjetunionen og steder som her i Agro Pontino. Desuden begyndte italienerne først for alvor at tale et fælles sprog efter Første Verdenskrig, så i en vis forstand fødes nationen faktisk med fascismen,« siger han og peger på den rationalistiske arkitektur: »Kan jeg måske gøre for, at der blev bygget mere og bedre under fascismen end både før og efter?«

Intelligentsiaens svigt Pennacchi bliver derfor forudsigeligt nok kritiseret for overbærenhed i forhold til fascismen. Men det er »en politisk kritik«, mener han og påpeger, at Italien hverken før eller efter fascismen har fungeret som et mønsterdemokrati. »Min fortælling om dræningen af De Pontinske Sumpe handler ikke om fascismen. Den er en historie om et folk, og den historie ud-

spiller sig under fascismen. Jeg mener ikke, jeg har været overbærende. Det ville jeg have været, hvis jeg havde skjult noget. Fascismen skabte store ulykker og sorg i landet. Især fordi den var et diktatur, der undertrykte uenighed med vold.« Mussolinis præg på bygninger, gader og pladser i Latina er uudsletteligt. Desuden er byens restauranter, barer og butikker dekoreret med fotografier og slogans fra den fascistiske epoke, selv om det ifølge Italiens forfatning er forbudt at hylde hans regime. Den siddende regering har fremsat forslag om sanktioner for at håndhæve forbuddet. Det vil ikke nytte noget, mener Pennacchi:

Jeg laver modfortællinger. I italiensk litteratur bliver folkets historie næsten altid fortalt fra en anden synsvinkel ovenfra og udefra. Mine bøger handler om kampe og frigørelse Antonio Pennacchi Forfatter

»For mig at se er det ikke andet end folklore. Det bliver kun værre, hvis man forbyder det. I et demokrati må man finde sig i, at folk siger, hvad der passer dem, også selv om man ikke bryder sig om det.« Racelovene fra 1938 var fascismens største og mest obskøne forbrydelse. Indtil da havde de forholdsvis få jøder i Italien faktisk været overrepræsenteret i den fascistiske bevægelse, der f.eks. omfattede flere jødiske arkitekter. Heller ikke racelovene fik dog de italienske intellektuelle til at gøre modstand mod fascismen, påpeger Pennacchi. Det skete først, da propagandaen om Italiens civilisatoriske overlegenhed blev sprængt i stumper og stykker af de allieredes bomber: »Jeg er ikke fascismens forsvarer og skal heller ikke fælde dom over den,« siger han, »men det har jeg så alligevel gjort.«

gang for at kæmpe videre. Jeg skriver vrede bøger om udnyttelse af arbejderklassen og bønderne. For jeg er stadig vred.« mads_frese@information.dk

Antonio Pennacchi, ‘Mussolini-kanalen II’ Oversat af Thomas Harder. Netop udkommet på Gyldendal.

BLÅ BOG

Drømme om fabrikken I mange år lavede Pennacchi ledninger, telefonkabler og bildæk på områdets fabrikker. Hans nærmeste venner er de gamle arbejdskammerater: »En stor del af mine drømme handler stadig om fabrikker. Jeg kunne godt lide de faglige møder og kaffepauserne.« Der er skrevet mange romaner om industrisamfundet i Italien, men sjældent fra fabriksgulvets synsvinkel, hævder Pennacchi: »Jeg skriver arbejderlitteratur uden had til fabrikken. Der er selvfølgelig vreden mod ledelsen og konflikterne, men der er også livsglæde. Fabrikken er et socialiseringssted. I de intellektuelles bøger er den ofte et infernalsk sted, men for mig er den fuld af liv.« Sådan er det også med Latina, der godt kan virke afvisende og skræmmende tom. Men i Pennacchis værk befolkes byen af generationer af italienere, der blander dialekter, skændes om politik og kæmper for et bedre liv. »Hvis jeg ikke kan sige noget nyt, vil jeg hellere holde mund,« siger han. »Jeg laver modfortællinger. I italiensk litteratur bliver folkets historie næsten altid fortalt fra en anden synsvinkel, ovenfra og udefra. Mine bøger handler om kampe og frigørelse. Taberne går tit i gulvet, men de rejser sig hver

Antonio Pennacchi, født 1950 i Latina. × Var i modsætning til sine seks søskende, der alle var politisk aktive på venstrefløjen, som ung medlem af det nyfascistiske parti Movimento Sociale Italiano, men blev ekskluderet. × I 1968 deltog han i besættelsen af universitetet i Rom. × Som fabriksarbejder i 1970’erne var han aktiv i en række partier og fagforbund på venstrefløjen, men blev flere gange ekskluderet. × Studerede litteraturvidenskab i 1980’erne og debuterede som forfatter i 1994 med romanen ‘Mammut’. × I 2003 kom gennembrudsromanen ‘Il fasciocomunista’, der er filmatiseret med titlen ‘Mio fratello è figlio unico’. × En række essays om fascismens mindst 147 nye byer eller urbane strukturer i Italien, som Pennacchi oprindelig skrev til det geopolitiske tidsskrift Limes, er samlet og genskrevet i bogen ‘Fascio e martello’ fra 2008. × I 2010 udkom ‘Canale Mussolini’, som fik Strega-prisen og gjorde Pennacchis forfatterskab internationalt kendt. × I 2015 udkom ‘Canale Mussolini. Parte seconda’.

SIDSTE CHANCE ! 25.08. - 30.12.17 La Vaughn Belle (VI) C.W. Eckersberg (DK) Jeannette Ehlers (DK) Jens Juel (DK)

Patricia Kaersenhout (NL) Joachim Koester (DK) John Kørner (DK) Hugo Larsen (DK)

MAGT OG AFMAGT Fritz Melbye (DK) Wangechi Mutu (KE) Yinka Shonibare MBE (UK /NG) Frederik Visby (DK)


giv en julegave fuld af viden, oplevelser og ideer

GLASKISTEN Kunstner Lone Mertzz tog til Himalaya, fandtt kærligheden og blev viklett ind i Tibets stormombruste e GHRSNQHD ,DCENQNQC@E E Hans Hellighed d #@K@H+@L@

S SVEND 6 67$$/ʘ*5833(1 D Danske politibetjente LDCM@YH RXLO@SHDQHMƥKL ttrerede politikorpset og modstandsbevægelsen m i besættelsens RRHCRSD Q

TEGNER T 2 kendte personlig21 heder fortæller om h deres forhold til Rudolph d Tegners Museum & T 2S@STDO@QJ ,DCAK @  2 Caroline Henderson, C Martin Kongstad, M Troels Kløvedal T NF!I@QJD(MFDKR N

111 STEDER R E SOM DU SKAL SE Find de hemmelige og g ukendte steder, som m JTMCDKNJ@KDJDMCDQ  En serie af guidebøgerr til den erfarne rejsende,, CDQUHKF @CMXDRSHDQ

DEN EUROPÆISKE E E DELTAGELSESKRISE »[…] er klart struktureret og g skrevet ud fra et ikke-dogmatisk k marxistisk grundsyn. Den er vigtig g i sig selv, men også som korrektivv til de gængse liberale fremstil-linger af historien og demokratietss (lykkelige) tilstand«. «. Claus Bryld, Politiken n

♥♥♥♥♥

URMAGEREN I FILIGREE STREET Hvem har lavet den bombe, der sprængte Scotland Yard til atomer? Steampunk møder magisk QD@KHRLDHUHBSNQH@SHCDMR+NMCNM  »Overbevisende og opslugende«. The New York Times Book Review

HARRY POTTER OG FILOSOFIEN Er kærligheden den stærkeste magi af alle? Skal vi frygte døden? De store emner i HP-universet ENQJK@QDS@EƥKNRNƤDQ


UNFURL STRIPE Lækker sovesofa i stribet stof, med mørke træben. Madras med posefjedre. Udslået mål: 120 x 200 cm.

kr. 5.290

Rosenørns Allé 2-4 • 1634 København V • 33130131 • www.bluemoon.dk


Vinterens nye stemmer Fire debuterende forfattere fortæller om højhuse, noveller, søsterrelationer og jeg-løse digte


26

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

DEBUTANT Reimar Torkil Juul

Bogen er en lille maskine fuld af betydning I Reimar Torkil Juuls debutroman har ambitionen ikke været at skabe et plot. I stedet arbejder forfatteren med at lade læseren bruge sin fantasi til at skabe sammenhænge i teksten. Romanen giver på den måde et fragmenteret og til tider mystisk indblik i en gruppe beboeres liv i et almennyttigt boligbyggeri uden for København Tekst Liva Johanne Ehler Molin Foto Jakob Dall

P

å et bakkedrag i København mellem Brønshøj og Vanløse ligger Bellahøj. Danmarks første store højhusbyggeri. Her mødes jeg med forfatter Reimar Torkil Juul, der debuterer med romanen Livet under solen på Gyldendal til januar. Vi sætter os på en lille café. På den anden side af gaden tårner et højhus sig op over resten af byens gamle, lavere bygninger. »Her kan man så i hvert fald sidde og stirre på noget alment boligbyggeri, når man ikke helt ved, hvad man skal sige,« lyder det halvt for sjov, halvt i alvor fra debutanten. Det er ikke, fordi Reimar Torkil Juul ikke gerne vil tale om sin kommende roman, men han er kommet på hårdt arbejde, eftersom han har sat sig for at forklare, hvad det er for en bog, han har skrevet. For det er alt andet end en klassisk fortælling med en handling, der uden videre lader sig referere i et interview. Så vi begynder med det mest håndgribelige: det almene boligbyggeri, som danner ramme om romanen.

Højhusfascination Reimar Torkil Juul har selv boet i Københavns Nordvestkvarter. Når han er cyklet forbi Bellahøj eller har løbet en tur i Utterslev mose, hvor-

fra der er udsigt til højhusene i Høje Gladsaxe, er han blevet stærkt fascineret af de massive bygninger og de idéer, der ligger bag. »Der er noget meget materielt ved de her etageboliger, men samtidig er der også en hel masse idéer i det, og det er noget af det, jeg har prøvet at grave frem,« fortæller han. Hvor mange måske vil se de høje, grå bygninger som et levn fra fortiden, står de for Reimar Torkil Juul som noget evigt moderne, der vidner om den forestilling om det gode liv, der opstod med velfærdsstaten i årene efter Anden Verdenskrig. Bellahøj er bygget i 1950’erne og står i dag som et af de mest håndgribelige og synlige billeder på velfærdsstaten, og det fascinerer forfatteren. »Der er nogle, der har haft en forestilling om, at sådan her skal mennesker bo. Dét er det moderne. At vi nu er nået frem til et højdepunkt, hvor mennesker kan få lov at bo sådan her. Jeg synes også selv, det ser fedt ud. Især på afstand. Men når du kommer tæt på, er der et problem med, at du bliver meget lille i forhold til noget meget stort. Og det har mennesker det ikke særlig godt med.« Men det er interessant at skrive med udgangspunkt i de monumentale bygninger, fordi de gemmer på nogle helt særlige fortællinger. De har fået lov at blive stående, mens resten af samfundet har forandret sig omkring dem: »Arkitektur er langsom, den


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

27

DEBUTANT


28

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

DEBUTANT Reimar Torkil Juul

bliver bare stående,« forklarer Reimar Torkil Juul og peger ud ad vinduet på det grå betonhus på den anden side af gaden. »Fordi arkitekturen er langsom, bærer den også nogle historier i sig på en anden måde end mange af de ting, vi ellers bruger til at signalere med. Bilerne og det tøj, vi går i, har forandret sig mange gange, siden disse bygninger blev opført, men de har bevaret deres udseende.« Disse lag af historier kommer konkret til udtryk i romanen gennem en udveksling mellem fortid og fremtid. En slags historisk arkæologi: Under byggeriet af en etagebolig finder man en bunke gamle knogler, og de viser sig at stamme fra en kæmpe. Byggeriet bliver stoppet, men det er, som om beboerne i de omkringliggende huse begynder at blive påvirket af et eller andet. »Der finder en udveksling sted,« forklarer Reimar Torkil Juul. »Måske nogle andre bevidstheder nedefra, der ligesom trænger ind i de her beboere i husene.«

Inspiration fra børneværelset Reimar Torkil Juul er født i 1972 og

har både en karriere som fotograf og en bibliotekaruddannelse bag sig. Han har altid haft en drøm om at skrive, men det har været noget, han gjorde ved siden af alt det andet, han beskæftigede sig med. Først da han kom ind på Forfatterskolen i 2012, besluttede han sig for at gøre alvor af skriverierne, og det er der nu kommet en roman ud af. »Det er her, det bliver lidt svært,« lyder det fra Reimar Torkil Juul, da jeg spørger, hvad Livet under solen er for en roman. »For det ville være synd at sige, at det er en plotdrevet bog, jeg har skrevet,« siger han, men kaster sig alligevel ud i et forsøg på at beskrive romanens forløb. Lidt som i en kollektivroman følger man forskellige karakterer, der bor i det samme etagebyggeri. Der er drengen Krølle, der bliver tilbudt et værktøj fra kæmpens grav mod en unævnelig modydelse. Der er pigen, som er blevet blindet af en ravn. Der er deres forældre: pigens far, som sætter ild til plejehjemmet i stueetagen, og Krølles far, der går til møde i byggeudvalget. Der er en mand, som vil bygge en robot, der

kan lave kunst, og der er Krølles mor, hvis særprægede navn har inspireret til et stort rockhit. Bogen er bygget op af mindre tekster, i hvilke alle disse forskellige karakterer på skift er fortællere. Og så er der tekster, hvor det ikke helt er til at sige, hvem afsenderen er, eller hvornår de er skrevet. Disse tekster peger både langt tilbage til en urtid og langt ud i en fremtid. Personerne bliver ikke skildret særligt tydeligt, men de har det tilfælles, at de lader til at være under en eller anden påvirkning, der måske har noget at gøre med knoglerne, der er blevet fundet i jorden. De begynder i hvert fald at opføre sig underligt, eller som forfatteren formulerer det: »Et konventionelt syn på mental sundhed bliver udfordret.« På spørgsmålet om, hvor inspirationen til romanens mange mystiske elementer er kommet fra, svarer Reimar Torkil Juul efter lidt betænkningstid, at den kan stamme fra hans femårige søns børneværelse. De mange eventyr, som de læser sammen, influerer på skriveprocessen. Men selv forsøger forfatteren ikke at tænke for meget over, hvor

Uddrag fra ‘Livet under solen’ »Jeg havde ikke tidligere ænset de kantede klippestykker, det var som noget var slået i stykker. Hulrum dannede sig mellem de ophobede sten. Længere inde var væggene fugtige og kolde. Jeg gik foroverbøjet, kravlede så på hænder og fødder, til sidst mavede jeg mig gennem en sprække der åbnede sig ind til en stor grotte under jorden. Ved synet der mødte mig, standsede jeg brat. Fra en åbning højt oppe faldt en smal lysstribe på en kæmpes kranie med tomme øjenhuler og blottet grin.«

tingene kommer fra, men bare lade det flyde.

ALPACAHUSET med

Det Skotske Hjørne Julegaveidéer yAlpaca strømper eller yAlpaca handsker eller yAlpaca tørklæder eller yAlpaca huer eller yAlpaca veste eller yAlpaca cardigans eller yAlpaca sweatre eller yAlpaca capes eller yAlpaca plaider eller yAlpaca sjaler eller...

ySTORT UDVALG I CASHMERE

Mulighederne er mange og kvaliteten er 100% K og se ig ind hvad ikke h andre ar

www.alpacahuset.dk

Store Kongensgade 90, København • Tlf. 33 14 12 28 Åbningstider: Tirsdag - fredag kl. 11-17 og lørdag kl. 10-14 December: Søn. 10 og 17. kl. 12-16. Man. 4., 11., og 18. kl. 11-17

En poetisk maskine Frem for at skabe en roman med et fastlagt plot har Reimar Torkil Juul valgt at anvende nogle andre strategier til at engagere læseren. Romanen antyder nogle sammenhænge, men det er op til læseren selv at knytte dem sammen til en helhed. For det er netop det, litteraturen kan, mener han: »Litteraturen vælter rundt i de her reelle, kausale sammenhænge og de indbildte, antydede sammenhænge. Det er bare det, jeg har udnyttet for fuldt drøn.« De første tekster til Livet under solen blev skrevet i 2013-2014, men er ikke kommet med i det endelige manuskript. Reimar Torkil Juul beskriver arbejdet med bogen som en rekonstruktion af et skelet, hvor han har måttet frasortere en del knogler undervejs. Der er efterhånden blevet luget ud i teksterne, sådan at romanen forholder sig åben og inviterer læseren til at tage del i arbejdet med at skabe sammenhænge. – Men hvad er der egentlig galt med litteratur, der er drevet af et plot? »Det er et godt spørgsmål, for jeg bruger det jo selv, og vi har så let adgang til det med tjenester som Netflix og HBO. Det er bare at tænde for vandhanen, så vælter plottet ud i ansigtet på os. Den plotdrevne fortælling er formodentlig kommet for at blive, mens mange modernistiske strategier er blevet kastet på møddingen,« konstaterer han. »Men jeg har ligesom ikke følt et kald den vej.« I stedet beskriver Reimar Torkil Juul sin bog som et lille spil eller en maskine, der giver læseren mulig-

hed for at ’spille’ på sin egen måde og bruge sin fantasi i læsningen. »Jeg synes, det er fedt at skabe et mulighedsrum for læseren. Sætte nogle brikker op og så lade læseren selv spille det igennem i sit hoved.« Denne måde at arbejde på kan minde om poesien, og teksterne leger da også med prosadigt-genren, men uden det lyriske inventar, forklarer Reimar Torkil Juul. »Hvis man læser et godt digt, så er der lavet et betydningsrum, hvor du kan blive ved at søge rundt – og det bliver ved at give noget.« Og på den måde lykkes det alligevel forfatteren at beskrive sin roman, selvom den ikke kan refereres fra A til Z: som et poetisk spil eller »en lille maskine med et håndtag, man kan dreje på, og som bliver ved med at fungere og afgive betydning.«

livamolin@information.dk

BLÅ BOG

Reimar Torkil Juul, f. 1972 × Uddannet fra Forfatterskolen i 2014 × Hans debutroman ‘Livet under solen’ udkommer 19. januar 2018 på Gyldendal × Er desuden uddannet fotojournalist, bibliotekar og BA i filosofi × Har arbejdet i ti år som selvstændig fotograf × Underviser i dansk på en sprogskole for udlændinge i København


Hvilestole der tilpasses dine ønsker Flere modeller med hjælpefunktioner CASA 6297

PLUS 5980

PLUS 5080

BORD 4605 PLUS 5920

FARSTRUP CONTRACT - SCALA SERIE

PLUS MULTI 5930

APPLAUS 5610

Få besøg af stolebussen Ring til 45 87 54 04

Lyngby Jernbanepladsen 19-23, Tlf. 45 87 54 04 København Torvegade

55-57, Tlf. 32 57 28 14

www.farstrupstole.dk


30

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

DEBUTANT Emma Bess


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

31

DEBUTANT

På langfart i erindringen Den debuterende forfatter Emma Bess er optaget af relationer. Af hvad der sker mellem og inden i mennesker, når de er sammen. Stærke og svage personligheder i en verden, hvor kun det ene er et ideal. I hendes noveller bliver relationer mellem mødre, døtre og søstre sat under lup og gransket ned til mindste sanselige detalje Tekst Nina Peitersen Foto Ulrik Hasemann

H

un skridter rundt om hjørnet og svinger til højre ned ad Peder Skrams Gade, sætter farten lidt ned, registrerer de forbipasserende. Søgende. Så får hun øjenkontakt med et par øjne, rækker hånden frem og fanger et par kolde fingre til et ‘goddag’. Vi er mødtes foran indgangen til Forfatterskolen lige bag Kongens Nytorv i København. Herfra tog Emma Bess sin afgang i 2015. Siden er hun flyttet hjem til Aarhus. I de to år der er gået siden, har hun skrevet på sin debutnovellesamling Mødre, døtre, søstre, der udkommer til januar. Det er den, vi skal tale om i dag. »Skal vi gå ned til vandet? Jeg holder meget af vandet,« siger hun med et spørgende smil. Tøvende. Genert. Det er hendes første interview nogensinde.

Flydende former Debuten består af otte noveller, der alle kredser om opvækst i et landskab omkring Aarhus. Alle noveller behandler overgangen mellem livets første tre markante faser. Fra det at være barn til det at blive teenager,

fra det at være ung til det at blive voksen, og herfra til det at blive mor. Transformationer og glidninger fra et stadie til et nyt. En bevægelse, som synes at finde et fællesskab i både form og indhold i Bess’ univers. På den ene side har novellerne en traditionel form forankret i realismens hverdagslige skildringer, men Bess bryder ofte med formatet i form af surreelle afstikkere ind i sindet kaotiske krinkelkroge. »Jeg er ret glad for at få lov til at debutere med noget, der er så mangfoldigt som den her novellesamling. Novellerne er meget forskellige, og det har jeg gerne villet have, de fik lov til at være, fordi de også indholdsmæssigt handler om, at mine karakterer søger efter at finde en form,« siger hun og kigger ud under den orange strikhue med et par lysende grågrønne øjne. Hun fortsætter: »Jeg ser det lidt som et tema. Mine karakterer har på den ene side en menneskeform. De er individer og bliver set udefra på en helt hverdagslig måde. Men på den anden side har de den her dybe, indre verden, der sprænger rammerne for deres kroppe.« Vi er nået helt ned til havnefronten og sætter os sammen på kajkanten. Efterårsblæsten fejer hen over

vandet og river et par totter af Emma Bess’ rødlige hår fri af strikhuens kant. Hun fjerner dem fra læberne, når de forstyrrer hendes talestrøm.

Hverdag og tankestrømme Forfatteren beskæftiger sig med overgange og afprøvning af de grænser og dybe afgrunde i sindet, der lurer lige om hjørnet i en opvækst fra barn til voksen. Hun kredser om de mere skyggefulde dele af følelseslivet og tager livtag med tabuiserede følelser som for eksempel begær mellem søskende. »Novellerne handler rigtigt meget om at være barn og ung. Om at være i de meget overvældende og voldsomme transformationsfaser, hvor begær og lyst er mere umiddelbart,« siger hun. Hun stopper op. Leder et øjeblik efter de rigtige ord. I novellen »Hjem« møder vi storesøster Mia og lillesøster Maja, der løber en tur gennem Riis Skov ned til vinterbadeklubben, som har til huse på badeanstalten Den Permanente lidt nord for Aarhus bys havneanlæg. På turen drager vi på langfart i Mias erindring om søstrenes barndom, og hendes sanselige og nærmest besatte trang til at krybe helt tæt på, næsten helt ind i lillesøsteren, mens hun sover.

»Jeg ser det som en udvikling, der sker på tværs af novellerne. Det er en forsoning med, at de ting, som er tabuiserede og fatale og truer med at vælte alting, godt må have lov at være der. Det er lige så meget tænkningen i det omgivende samfund, der gør det farligt og forkert. Begær kan gå i alle mulige retninger. Det er jo ikke i sig selv forkert, men mange af karaktererne i novellesamlingen er måske rigtigt bange for, at det er

BLÅ BOG

Emma Bess, f. 1989 × Opvokset i Odder og Mårslet syd for Aarhus sammen med mor, far, to lillesøstre og en lillebror. × Afsluttede i 2015 Forfatterskolens toårige uddannelse. × Bachelor i filosofi og litteraturhistorie. Kandidatstuderende i litteraturhistorie på Aarhus Universitetet . × Mor til Inger på 16 måneder. Bor på Trøjborg i Aarhus. × ’Mødre, døtre, søstre’ udkommer 26. januar 2018 på Rosinante & Co.


32

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

DEBUTANT Emma Bess

mig. Men man kan ikke sige, at nogen af novellerne er en til en med min egen barndom eller ungdom. Der er mange af rummene og stederne – for eksempel Den Permanente – der har været billeder, som jeg har brugt til at gå ind i. Det er et kludetæppe af fantasier og fortællinger, som jeg måske har hørt. Det er selvfølgelig nærliggende at tro, de er mine egne, fordi det handler så meget om relationer,« siger hun.

Uddrag fra novellen ‘Hjem’ »Nogen har firet tre store undervandslygter ned i midten af bassinet. De får vandet til at lyse mystisk og perlemorskøligt. Kroppene på badebroen gløder og strækker sig, Mia kan næsten se energien svirpe i de tydelige, kraftfulde lårmuskler. Når de kommer tættere på kan hun se deres skavanker, den hængende hud, oppustede maver. De stiger ned i vandet og bliver gennemskinnelige og midlertidige som is. Nogle stønner højt og med tydelig nydelse. Her er mange i aften. Hun synes, hun ser skygger af fisk i kanten af lyset.«

forkert. De har bare stadig de følelser og vilde lyster, som kommer til udtryk i deres fantasier. Men sådan tror jeg virkelig, mennesket er,« fortsætter hun.

Magtkampe mellem linjerne I Emma Bess’ novellesamling findes også andre tematiske refleksioner, der tager fat i udefrakommende normer og idealer, der skildres gennem karakterernes sansninger og indre landskaber. »På flere niveauer leger jeg med det svage og det stærke. Mange af de relationer, jeg skildrer, er ofte magtkampe mellem noget svagt og noget stærkt. Omverdenen har et krav om, at man skal stå meget stærkt og tydeligt frem. Og det er det gode. Et værdihierarki, hvor det stærke, tydelige og umiddelbart aflæselige bliver et ideal,« siger hun. Hun fortsætter: »Det har jeg været interesseret i at beskrive fra forskellige vinkler. Derfor har jeg givet nogle af mine karakterer lov til at være steder, der er mere udefinerede og flydende. Nogle af karaktererne har klare indre stemmer, der stiller meget stærke krav om, at de står stærkt og tydeligt frem for deres omverden og relationer. Men samtidig nedbryder jeg

hele tiden individernes grænser i dybe, indre tankestrømme og sanseverdener. Jeg peger måske på, at de meget tydelige grænser, der er mellem individer, er en illusion,« siger hun. Samme greb har Emma Bess brugt i formgivningen af novellerne, på hvis sider hun har ladet de mere faste og abstrakte tekstformater brydes. »Jeg ser novellen som en klassisk stærk form, hvis indhold man har nogle forventninger til. På den ene side gav det mig meget at arbejde med den her forankrede form, som havde nogle konkrete ting at tage fat i. Men samtidig ville jeg gerne underminere den med en stream of consciousness. Jeg lader ligesom de to former kæmpe lidt om pladsen.« Indholdet i Bess’ noveller er ikke autobiografisk. Forfatteren har godt nok brugt egne erindringer og stemninger, som hun har samlet igennem sin barndom og ungdom i Aarhus og omegn. Dem har hun brugt som scener og baggrundstæpper for novellernes fiktive fortællinger. »Der er rigtigt mange indtryk og sansninger og registreringer, som bunder i nogle erfaringer, som jeg selv har gjort

Realisme plus det løse Emma Bess’ løbebane som forfatter begyndte et lidt mere surreelt sted end der, hvor den er endt i dag. Efter at hun forlod Forfatterskolen, fik hun brug for at finde en struktur i sin hverdag. Den struktur fandt hun gennem sit skriveri. »Da jeg gik på Forfatterskolen, kredsede min interesse mere om de poetiske og abstrakte former. De tekster, jeg skrev, var ikke ret realistiske. De var mere syrede og foregik ikke i forankrede rum,« fortæller hun og fortsætter: »Da jeg stoppede på skolen og selv var lidt svævende mellem forskellige livsfaser, fik jeg behov for mere jordforbindelse. Her opdagede jeg, at novelle- og realismeformen gjorde mine tekster bedre, fordi de blev mere forankrede i noget konkret i beskrivelsen af en genkendelig verden. Men jeg har stadig villet fastholde, at der i den her realisme indimellem forekommer nogle afgrunde og huller, hvor mine karakterer forsvinder i svimlende tankestrømme og sansningsverdener. Fordi jeg tror på, at de mekanismer findes i alle mennesker.« I novellen »Zygote« møder vi et kvindeligt ‘jeg’, der lige er blevet klar over, at hun er gravid. Allerede på første side hvirvles vi ind i kvindens fortvivlede sansestrømme og bekymrede tankerækker. Over flere sider sættes der ikke ét punktum, og læseren forvildes i en hæsblæsende fart længere og længere ind i kvindens syrede erindringer. Pludselig sættes der et punktum. Hovedpersonen finder tilbage til jorden og virkeligheden igen. Det samme gør læseren. Vi rejser os fra vores vindomsuste siddeplads på kajkanten. Vores fingre og tæer er blevet følelsesløse. Vi giver hinanden et knus til afsked. Kejtet som to mennesker, der lige har mødt hinanden, men allerede delt dybe, genkendelige tanke- og refleksionsrækker. ibureauet@information.dk

VINTER

QUIZ Test din viden om folk og ord. Svar på spørgsmålene findes rundt omkring i tillægget

1 Steen Piper har med sit forlag Hovedland ydet hovedstaden modstand siden 1984. I hvilken jysk by holder forlaget til?

2 Fascistkommunisten Antonio Pennacchi skriver i ‘Mussolini-kanalen’ om 150 års italiensk historie. Hvad slags kaffe drikker han?

3 Debuterende forfatter Reimar Torkil Juul har blandt andet hentet inspiration til sin roman ‘Livet under solen’ i boligblokkene på Bellahøj. Men også et mere hjemligt sted – hvor?

4 Litterær oversætter er ikke en beskyttet titel og det er uklart, hvor mange oversættere, der findes i Danmark. Hvad betyder det portugisiske ord saudade?

5 Vi læser klassikere som aldrig før, og forlagene har succes med deres klassikerserier. Hvilken dansk forfatter er medredaktør på Gyldendals SKALAserie?

Festlig satire om bureaukrati Dommedag forberedes, parlamentarisme indføres i himlen – nu med computer...

GYS! Lille Due

Send dine svar til ibureauet@information.dk senest d. 14. december og deltag i konkurrencen om bogpakker fra Syddansk Universitetsforlag, Aarhus Universitetsforlag og Politikens Forlag

– underfundig historie om at løse gammelt ĦŽ—ȱœ”Š‹

Kalenderbog Bogens sange er med på CD

MŠ—Žȱ̎›Žȱ‹èŽ›DZ

www.bogshop.dk

En ægyptisk gudekat oplever den første julenat i Bethlehem


NY THRILLER UDGIVET PÅ 36 SPROG " Trækker mig igennem hele følelsegistret " SARA BLÆDEL

" Kryber under huden " CAMILLA LÄCKBERG

" Bedste roman indtil nu " JAMES PATTERSON

" Dødspændende " BO TAO MICHAËLIS, POLITIKEN

MØD DEN LEGENDARISKE OG NU BOGAKUTELLE FORSANGER FRA IRON MAIDEN I POLITIKENS BOGHAL HVOR HAN VIL SIGNERE BØGER ONSDAG D. 6. DECEMBER KL. 16-17:30. I bogen fortæller Dickinson os om musikken, koncerterne, inspirationen, og om den pris, han var nødt til at betale til gengæld for de kæmpe succeser. Det er en frydefuld og underholdende historie, men samtidig også en ærlig og modig fortælling om et langt liv i rampelyset.

ADRESSEN ER BOGHALLEN, RÅDHUSPLADSEN 37, 1785 KØBENHAVN K.

KØB DEN HOS DIN LOKALE BOGHANDLER Facebook.com/harpercollinsnordicDK

@harpercollinsnordicDK


34

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

DEBUTANT Jan Krogsgaard


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

35

DEBUTANT

Når kulturen rasler af Jan Krogsgaard debuterer til januar med ’Response to Impact’, en tekstsamling om erfaringer og begivenheder fra en 8-årig periode, hvor han opholdt sig i Asien for at lave film og søge en større fortælling Tekst Louise Rosengreen Foto Liam Morgan

R

esponse to Impact indeholder knap tre hundrede tekstkoncentrater forfattet af Jan Krogsgaard, der måske er et nyt navn i litteraturen, men som i mange år har arbejdet med både film, musik og kunst. Jan Krogsgaard er ophavsmand og manuskriptforfatter til dokumentarfilmen Burma VJ – Reporting form a Closed Country, der beskriver en gruppe burmesiske undergrundsjournalister, som sætter livet på spil for at dokumentere de store demonstrationer, som fandt sted i Rangoon i 2007, da buddhistiske munke gik på gaden i protest mod regimet i Myanmar. Den havde premiere i 2008, fik stor international opmærksomhed og blev nomineret til en Oscar. Samtidig arbejdede han på et filmprojekt om De Røde Khmerer i Cambodja. Når han ikke var optaget af de to filmprojekter, trak han sig tilbage til sin base i Vietnam på en ø i en bugt, hvor han også befin-

der sig, da Information kontakter ham. De erfaringer, han har gjort sig de tre steder, er det narrative drive i hans skønlitterære debut. – Du har gennem en årrække arbejdet i Myanmar, Cambodja og Thailand, men har haft base på en ø i Vietnam. Hvor er bogen blevet til? »Jeg har skrevet på teksterne i mange forskellige lande, også i Danmark. Men konkret er den jo skrevet i sproget. Store dele af det, jeg skriver om, har med sproget at gøre. Hvad sproget gør ved os. Hvornår det beriger os. Hvornår det låser os. Hvornår vi mister det. Da jeg ankom til øen, ledte jeg efter et sted, hvor jeg ikke blev forstyrret, for at forstå, hvad tilstanden fred kan gøre ved ens måde at tænke på. Det er også en del af indholdet i bogen. Om der er andre måder at tænke på.« – Kan man sige, at dit ophold på øen og de erfaringer, du gjorde dig med de to filmprojekter, skabte råmaterialet til det, der senere skulle blive til en bog? »Ja, men kun delvist. De er den fortællende tråd. Jeg bevæger mig

i en trekant imellem de tre steder. Krigens eftereffekt på menneskene. Regimets undertrykkelse af befolkningen. Tankernes frie flow i bugten. Men teksterne bygger også på meget andet end det. »Det er jo ikke journalistiske tekster. Det er tekster i en komprimeret fortælleform, litteratur af en slags. Det er generelle tilstandsbeskrivelser af menneskelige vilkår. Sådan som jeg ser dem.« – Er det grunden til, at du har valgt ikke at bruge specifikke stednavne? »Ja, det kunne være så mange andre steder. Måske bare inden i dit, mit eller et andet menneskes hoved. Kampene mellem tankerne. Jeg har prøvet at skrive så tidløst, som det nu var mig muligt, og der fandt jeg, at stednavne stod i vejen. Men de personer og deres navne, som du støder på i bogen, er alle eksisterende.« – En af dem er Myo. Hvem er han? »Jeg lærte Myo at kende under arbejdet med Burma VJ. Han var lederen og grundlæggeren af det lille netværk af undergrundsjournalister, som stod bag optagelserne til filmen. Han sad igennem mange år

fængslet i isolation, fordi han satte spørgsmålstegn ved måden, regimet handlede på. I en isolationscelle har du ikke adgang til nogen form for information, så du sidder tilbage med din egen hukommelse. Men i sin isolation erfarede Myo, at sproget kan noget i stilheden. Han fandt et tankemæssigt modsvar til den dominerende tekst, der omgav ham og formede menneskene i Burma.« – Et tankemæssigt modsvar? »Tankerne, vi tænker, gør noget ved vores befindende. Jeg udvekslede erfaringer med Myo om det, mens vi arbejdede sammen. Det viste sig, at vi havde haft nogle af de samme erfaringer med, hvordan tanker kan ændre sig, når der er ro omkring en. Han var i tvungen isolation, jeg i frivillig isolation på øen. For ham betød det bl.a., at han fandt frem til sætninger af værdi for ham, som han kunne gentage med sin indre stemme. De udviklede sig til nye sætninger, hvis betydning ændrede tilstande inden i ham rent fysisk. Man kan sige, at regimets tekst søgte at gøre Myo tavs ved at isolere ham, men


36

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

DEBUTANT Jan Krogsgaard

i stedet fandt han forstærkning i sin egen personlige tekst. De sætninger han fandt frem til, bar ham igennem, mens han sad i isolation.« – Du skriver et sted om at have fundet »tilstanden, ikke fortællingen«. Hvad er det for en tilstand? »Ja, det er den tilstand, hvor sproget har givet op, som mange, der har oplevet krig, kender. Den tilstand, hvor hvert molekyle er mættet af undertrykkelse, sorg, tab og forpinthed. Den fandt jeg til overmål i Burma. 50 millioner mennesker befandt sig i den. Den hang i luften, og alle var indfanget. Bar på en tavshed i sig. Efter et par måneder i en sådan tilstand kan det blive svært at ånde. Sygdomstegn og nedslidning begynder at vise sig. Jeg vidste, at det var der, jeg ville tale fra.« – Flere af teksterne kredser om den tilstand, hvor sproget må give fortabt. Er der hændelser, der er for voldsomme, til at sproget kan rumme dem? »Der er en indre tilstand, som opstår, når et andet eller andre mennesker bevidst ødelægger dig, og hvor du må erkende din egen magtesløshed. At du ikke har styrken til at svare igen. Dit liv eller død er i en an-

Uddrag fra ‘Response to Impact’ »to tilfældige dukkede op i bugten i morges. havet var blankt. jeg var lige kommet ind. dryppede af vand og salt. de begyndte at tale om mentale og fysiske tidsforskydninger på en overoplyst planet uden horisonter. det virkede som om at de var lidt sent ude: ækvator cementeret igennem pandelapperne. jeg tæller bølger til bølgerne begynder at tælle mig. der er intet lærred på min ramme. jeg skriver til dig når jeg har tid.«

dens hænder. Den tilstand opstår bl.a., når du har oplevet den vold, hvor du ser lige ind i din død. Du er fyldt op af noget, som sproget ikke kan rumme. Den indre ødelæggelse overskrider, hvad sproget magter, og en indre stumhed og døvhed tager form et sted derinde, og den skal følge dig hele vejen igennem livet.« – Så er teksterne en slags vidnesbyrd? »Både og. Bag dele af det, der beskrives fra tiden i bugten og arbejdet med Burma VJ, ligger der andre fortællinger, som går længere tilbage. Det er personlige historier fra mit eget liv, som delvist førte mig til at lede efter en større fortælling i områder, hvor det gik hårdt for sig. En fortælling, som skulle afløse, hvad jeg selv havde erfaret, da flere mennesker omkring mig gik i stykker inden for en meget kort periode. Så jeg var der ikke som besøgende, jeg var der for at udveksle. Det kobler jeg så sammen med, hvordan jeg på det tidspunkt tænkte over tiden, vi lever i. Det var eksempelvis tanker om kommunikationsnettet, som bliver sænket ned over vores hoveder. Den mentale amputation, der delvist

ligger indbygget i det. Noget, som du ikke kan undslippe. Det var også en af grundene til, at jeg søgte mod bugten, havet og roen. Med spørgsmålet: ’Er der andre måder at være her på?’ i baghovedet. Og det er der. Der er andre måder, overraskende måder, når kultur bare rasler af, og det er så en del af det, der er blevet til bogen Response to Impact.« ibureauet@information.dk

BLÅ BOG

× Født i Danmark × Uddannelse: Cand.phil. × Har arbejdet med film, musik og kunst × ’Response to Impact’ udkommer på Gladiator den 11. januar 2018.

KØB JULEGAVERNE hos Eksistensen

Udvid perspektiverne på din tilværelse og find kræfterne til modgang gennem troen og kristendommens verden. Jens Albinus, Birthe Rønn Hornbech, Jacob Holdt og Poul Nesgaard er alle præstebørn. Sammen med otte andre præstebørn ind kredser de betydningen af at vokse op i en præstegård.

Præstebørn Mellem glæde og alvor Af Tina Hastrup von Buchwald (red.)

175,-

Robust En nordisk samtidsroman om Saga, der tager til Island for at komme væk fra det hele. På Island finder hun spænding og forløsning, frelse, fortabelse og fortryllelse.

– Om tro og magtesløshed Af Lone Vesterdal

199,-

Saga om Saga Af Mette Marie Bjerager

268,-

KØB BØGERNE PÅ EKSISTENSEN.DK


ecckc)

ۉĜĹčåĹåü²ĭÛåųüų²ĘĜĹ²ĹÛåĹěåĹƌųåƌĩ²ĹĜĩĩåĘŅĭÛåŰě¥å²ƌŸ

śčåųƉüų±ƉBŅƴåÛĭ±ĹÛåƌ

ų²ĜčƚŸŸåĭĭ ĭƌŅűŸƉčåĹü·ųÛ aŅĹĜĩ²Ę²ųƴ¸ųåƌüŅųŸƴƚĹÛåƌĜŎĂ¿ųØ ŅčÛ²ĭĜčåĹå²üĘåĹÛåŸƌĜĭÆåÛåųå ÛƚĩĩåųŅŞØFĹÛŸåų8²ÆåĭزƌĘ²Ĺ Ę²ų²ƌčśųåĵåÛåƌʸƴĹĵŅƌĜƴ²ü åĹ²ĹÛåĹƴåųÛåĹƚŸŸåĭĭŸÆåÛŸƌåţ {ŅĭĜƌĜĩåĹţ8²ÆåĭŅčų²ĜčųƚŸŸåĭĭåų Ş¿ƴåħĜĹÛĜB²ĭĭŅü8²ĵåĵåÛÛå ŸƌśųŸƌå²üĩųĜĵĜĘĜŸƌŅųĜåĹŸÛåƌåĩƌĜƴåųţŰ Iƽĭĭ²ĹÛŸě{ŅŸƌåĹ Kr. 249,95

I²ĵåŸXååƚųĩå œ±ƽü±ųĜĹčƉ ƒƌų±ĹčåųƉ ™åħü±ųåĹÛåƉüųåĵĵåÛ åĭÛŅĹŸĹƽÛåųÛśÛåĹĜŸĭ²čåƌƴåÛ eųÛåĹĹåųĹåŅčüųåĭŸåųåĹƚĹčħśÛĜŸĩ ĩƴĜĹÛåƚÛ²üåĹĩDŽěĭåħųţBħåĵĵå ĜŽ„eĵ¿åĭÛŅĹĩ¸ĵŞååĹ ²ĹÛåĹĩųĜčüŅų²ƌųåÛÛåŸĜĹü²ĵĜĭĜå üų²ĵśųĩåƌŸĩų¸üƌåųţێ„eűŸÆåÛŸƌå ųŅĵ²ĹüŅųü²ƌƌåųţŰ%åĹƴåų{ŅŸƌţŰ)Ĺ åŞĜŸĩüŅųƌ¸ĭĭĜĹč²üÛåŸƌŅųåñÛƽÆƌ ü¸ĹčŸĭåĹÛåţŰ% Kr. 299,95

X²ųŸcŅƴųƚŞ8ųåÛåųĜĩŸåĹ UĜųŸƌĜĹå

a²ųĜå„ĩŅƴåĹ )ųƉÛƚƉÛåųƉĩŅĵĵƚĹåũ

BƚĹƚÛŸ¸ƌƌåŸüŅųåƌŸåĩŸƚåĭƌ ŅƴåųčųåÆŅčŸåĹÛåŸĜĩĭŅŸƌåųĜ šåŸƌħƽĭĭ²ĹÛţB²ĹÛĭĜĹčåĹüŅųåč¿ų ŎƖƀĂěíƅØŅčüŅųü²ƌƌåųåĹŸ¸ƌƌåų ĵåÛŸƌŅųĩƽĹÛĜčĘåÛĘ²ĹÛĭĜĹčåĹ ôŅčŸ¿ÛåĹÛų²ĵ²ƌĜŸĩåĵåÛ ĵŅųÛåƌŞ¿)ųĜĩUĭĜŞŞĜĹčěŞ¿Şĭ²ÛŸĜ Û²Ĺĵ²ųĩŸĘĜŸƌŅųĜåĹţŰ%ƚüƌåų²üĹŅčåƌ ŸƌŅųƌţŽĹÛåųƌåčĹåÛåĘ²ųĜĩĩåĭ¸Ÿƌ ÆåÛųåŸĩĜĭÛųĜĹčåų²üĩĭŅŸƌåųĭĜƴåƌåĹÛ ÛåĹŰUĜųŸƌĜĹåŰüŅųĵĜÛĭåųţŰ8ƽåĹŸ„ƌĜüƌŸƌţ Kr. 299,95

%åƌƉåųƉĵĜčØƉÛĜĹƉĩĭĜåĹƌ aĜĭåƴĜÛƌüų²ŸåĹƌĜĵåĹƌ²ĭĵ²ĜĹŸƌųå²ĵ ųå²ĭĜŸĵåØƌ¸ƌƌåųåŞ¿;ųĜĵĵŅč eĹÛåųŸåĹţۚåÛÛƚĘƴ²ÛØŸ²čÛå ĩŅĵĵƚĹåĹţFĵŅųčåĹüśĭčåųƴĜÛĜč ƚÛåĹÆƽŸØŅčŸ¿åųƴĜ²üĵåÛÛĜčţŰŰ)ƌ Ęåĭƌ²ĹÛåųĭåÛåŸÆƚÛŞ¿üŅųƌ¸ĭĭĜĹčåĹ ŅĵŽĹÛåųÛ²Ĺĵ²ųĩţŰ%ۄ²ƌĜųĜŸĩ ųŅĵ²ĹŅĵŸŅÏĜ²ĭåĩŸŞŅųƌţŰ XŅĭĭě8²ĭŸƌåų8ŅĭĩåƌĜÛåĹÛå Kr. 199,95

UĹƚÛ„ĜĵŅĹŸåĹ `ƽŸƌåųĜåƌƉŅĵƉ`±ųĜå

„ĜåčüųĜåÛXåĹDŽ jƴåųĭśÅåųåĹ

)ĹƉÛŅĩƚĵåĹƌ±ųĜŸĩƉųŅĵ±ĹƉŅĵƉBśħÅħåųčƉĵŅųÛåƌţƉ aåĹŸÛåčŅÛåƌĜÛåųƲųåÆĭåƴ ÆåÛųåØÆĭåƴa²ųĜåXŅÏĩB²ĹŸåĹ ĵƽųÛåƌĜĹŅƴåĵÆåųŎĿƅƀţ„ĜĵŅĹŸåĹ üŅĩƚŸåųåųÆĭţ²ţŞ¿ØĘƴ²ÛÛåų üŅųåčĜĩĜüųƚB²ĹŸåĹŸĩ¸ĭÛåųزĹƌĜě ĩŅĵĵƚĹĜŸƌĜŸĩåŞħåÏåųüŅųŰĀųĵ²åƌŰţ Űa²ŸŸåų²üŸĩ¸čŅčÆĭ¿ÆųĜĭĭåųŅč ĩŅĭÛĩųĜčţ%åƌĭƽĩĩ埄ĜĵŅĹŸåĹ²ƌ ĩŅĵÆĜĹåųåÛåüŅųŸĩåĭĭĜčåƌåŅųĜåųØŸ¿ ƌĜĹčåĹåč¿ųŅŞĜåĹĘśħåųååĹĘåÛţŰ Iƽĭĭ²ĹÛŸě{ŅŸƌåĹţ Kr. 269,95

)ĹÛåĭĜĹčŸŅĭÛ²ƌåųŸĩ²ĭĘŅĭÛå Ÿƌ²ĹÛĵŅÛÛåĹśÛåB¸ųØĵåĹ ²ĭƌĘåų{ųŅŸĩ²ŅčÛåĹŞŅĭŸĩå ޲ųƌĜŸ²ĹĩƴĜĹÛ坲ĹÛ²ĀĹÛåų Ÿ²ĵĵåĹØŅč{ųŅŸĩ²ÛåŸåųƌåųåųţ ŰXåĹDŽű޲ÏĜĀŸƌĜŸĩåĩųĜčŸųŅĵ²Ĺ åųåƌĵåŸƌåųƴ¸ųĩţŰě8ų²Ĺĩüƚųƌåų eĭĭčåĵåĜĹåŰkƴåųĭśÆåųåĹƴĜĭüų²Ĺƚ ²ü²ĭƌĜÛƴ¸ųåĵĜĹü²ƴŅųĜƌţŰ ååĩåĹÛ²ƴĜŸåĹţ Kr. 249,95

{åųX²ƚIåĹŸåĹ ™åųÛåĹƉĜüśĭčåƉ śĭĭåŸÎĘ·üåųåĹƉ ŅčƉzħŅĩĭåÛåųåĹ

Sven Erik Henningsen jƴåųč±Ĺčå

a²ĹÛŅčĘƚĹÛŞ¿ÆĜĭüåųĜåƌĜĭ ŅŸƌ²Ûåĭ„޲ĹĜåĹţ{²ŞĜųåųĹå åųĜŅųÛåĹØĵåĹŸĩ²ÛåĹUĹƚÛåų ÆĭĜĹÛ޲ŸŸ²čåųØŅčŞ¿ĘħåĵƴåħåĹ ŸĭƚƌƌåųåĹƚĭƴåĭĜčĹåĹÛåāƽčƌĹĜĹč ŸĜčƌĜĭŸåĭŸĩ²ÆåƌţkčĩųƽÛŸåųôĘåĭƌ č²ĩč²ĩěčų¸ĹŸåĹƌĜĭ„ƴåųĜčåţŰ)Ĺ ƴĜÛƚĹÛåųĭĜčÆŅčţŰ8ƽåĹŸ„ƌĜüƌŸƌĜÛåĹÛå Kr. 229,95

8¿ŸĘŅŸÆŅčĘ²ĹÛĭåųåĹåĭĭåųÆåŸƌĜĭÛåĵüų²8Ņųĭ²čåƌŅčŸŞ²ųüŅųŸåĹÛåĭŸåĹØ Ĺ¿ųÛƚĵ²Ĝĭåų×ĵ²ĜĭÄĘŅƴåÛĭ²ĹÛţÛĩxƶƶƶţĘŅƴåÛĭ²ĹÛţÛĩ

ôƉ8ų±Ɖ±ųÅåħÛŸĭĜƴƉƌĜĭƉŞåĹŸĜŅĹƉ )ĹƉÅųƚčŸÅŅč Űkƴåųč²ĹčåƚÛåĹƚĹÛåųč²Ĺčú BåĹĹĜĹčŸåĹĘ²ųŸĩųåƴåƌåĹ ĹƽƌƌĜčÆųƚčŸÆŅčüŅųĩŅĵĵåĹÛå ŞåĹŸĜŅĹĜŸƌåųñ%åĹÆåÛŸƌåÆŅčØ ħåčĘ²ųĭ¸ŸƌŅĵÛåƌƌååĵĹåĵåÛ ĵ²ŸŸåų²üeěĘ²ěŅŞĭåƴåĭŸåųţśų ĭĜččåŞ¿åĹĘƴåųŸåĹĜŅųŸ²ųÆåħÛŸÆŅųÛ ĜĹÛåĹ²ųÆåħÛŸŞĭ²ÛŸåĹüŅųĭ²ÛåŸţŰ „åĹĜŅųƴåħåĹ Kr. 229,95

h


38

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

DEBUTANT Helene Johanne Christensen


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

39

DEBUTANT

Civiliseret vildskab Helene Johanne Christensen søger efter forandring og frihed i sin debutdigtsamling ’Blå’, der udkommer denne vinter. Her fortæller hun om poesiens rum og statuer Tekst Pauline Bendsen Foto Ulrik Hasemann

V

i mødes i Sydhavnen, Helene Johanne Christensens base efter nogle år med afstikkere til nordligere breddegrader, hvor hun har suget til sig af klippelandskaber og fra litterære miljøer. I 2015 boede hun et halvt år i Reykjavik, hvor hun studerede på universitetet og kunstakademiet. Det islandske landskab vakte en særlig genklang i hende, fortæller hun: »Jeg oplevede det islandske landskab som meget genkendeligt, ufremmed, meget lig noget inde i mig. Jeg fandt en god form for ensomhed i den by og det landskab, som nok er sivet ind i min skrift – har inderliggjort den, tror jeg.« Da hun ikke kan læse islandsk, var hun ikke så stor en del af det litterære miljø i Reykjavik, fortæller hun. I stedet fik hun indblik i miljøet omkring kunstakademiet: »Det var meget givende at tænke i fysiske materialer, de betydninger, der opstår, når forskellige genstande mødes. Det har måske nok – ligesom mine studier i museologi – haft betydning for min skrift og interesse for ordene som materialitet.« Efter opholdet i Reykjavik fulgte et halvt år i Oslo, hvor Helene Johanne Christensen ved siden af studiet arrangerede litterære samtaler på en kulturscene:

»I Oslo oplevede jeg hurtigt at blive en del af et meget alsidigt og levende litteraturmiljø, som gav mig en stærk oplevelse af fællesskab omkring litteratur, som jeg endnu ikke har oplevet så meget i København.« Nu er hun så hjemme igen. Hun har færdiggjort sine studier i litteraturvidenskab og står over for at debutere med digtsamlingen Blå på Forlaget Gladiator. Hun har altid skrevet, men for fire-fem år siden begyndte hun med sit eget udtryk ’at tage skriften mere alvorligt’. Nu fylder litteraturen det meste i hendes liv, og hun er kommet til et sted, hvor hun også kan begynde at lære fra sig som underviser på Gladiators 1-årige skriveskole.

En længsel efter forandring Mens de rødgule blade blæser rundt ude på Mozartsvej, sidder Helene Johanne Christensen med sin americano og sit store krøllede hår og fortæller om, hvordan debutdigtsamlingen Blå blev til: »Jeg skrev digtene, mens jeg skrev speciale. Der var én dag, hvor der kom enormt mange digte, som jeg ikke helt vidste, hvad ville,« fortæller hun. »Det var egentlig en meget … eksplosiv oplevelse. En oplevelse af frihed og overensstemmelse mellem erfaring og udtryksform.« Helene Johanne Christensen taler, som hun skriver: tyst og præcist. Når hun ta-

ler om det at skrive, bruger hun ofte ordene ‘frihed’ og ‘åbenhed’. – Hvordan vil du beskrive digtene i ’Blå’? »Digtene undersøger relationer mellem mennesker, et du og et jeg, som hele tiden forskyder sig, brydes og bindes sammen igennem. Digtene undersøger det også via andre elementer end duet og jeget: via opalen, havet, blå, lys og skygge. Ved hele tiden at forskyde forbindelsen mellem elementerne undersøges relationen: Kan den forandre sig?«. Bag digtene ligger der en stum desperation og en længsel efter forandring, som Helene Johanne Christensen følte, mens hun skrev dem, fortæller hun. Hun vil helst ikke komme nærmere ind på, hvad der rørte sig i og omkring hende, da hun skrev Blå, for hun har ikke lyst til at lukke digtene ved at omsætte dem til hverdagssprog: »Jeg har ikke så meget lyst til at sætte ord på det, for så bliver digtene næsten overflødige. Det var nogle erfaringer, som ikke kunne formuleres i det akademiske sprog, og som ikke kunne formuleres i en almindelig samtale med en ven, og det var nok derfor, de tog form af digte.« Tonen i Blå er muligvis afdæmpet, men Helene Johanne Christensen finder også temperament og hårdhed i digtenes forskydninger og kolde farver: »Min redaktør, Hans Otto Jørgensen, beskrev min digtsamling som


ANS MUN K ANS EN

S MU N

K HA N

I S FA H

I S FA

40

SEN

AN

Forlage

t Vand ku

nsten

Uddrag fra ‘Blå’

yyyyyy

en helt anden tid lader lyset falde skråt ind i et nu //   en helt anden tid lader lyset falde   mit ansigt i skygger   //   mørke hænder skygger for mit ansigt et helt andet lys falder

Judith Schalansky Atlas over afsidesliggende øer er

ÌÌÌÌÌÌBerlingske ’Mageløst atlas over drømmens øer’ Politiken

s e lm lag e a r lö

f

Niels

yyyyy

Holge

s e lm

a l ag e

rlöf

rsen

Selma Lagerlöf Niels Holgersens forunderlige rejse ’Man kan svinge sin hue og råbe hurra, akkurat som Niels Holgersen gør, for Tore Leifers og Helle Frøsigs gs genskabelse af Selma Lagerlöfs forunderlige og underlige klassiker.’ Information Politiken

Niels Holge forun derlig rsens e rejs e forl

ag e t

va n d

kuns

yyyyy

Tove F leis Kærlig cher hed i k o m munism ens tid Et d

Den litterære kattekalender der Garneret med litterære citater bringer Den litterære kattekalender 2018 kongefamiliens fødselsdselsdage, sol-op-sol-ned, månefaser aser og ugenumre, samt selvfølgelig, elig, som bevis på fred og folkenes es venskab, udvalgte FN-dage, danske nationaldage og de tre store bogreligioners helligdage age fra jul til ramadan og pesach. h.

ten

Tove F

civiliseret, men med en vildskab i det civiliserede. Det ramte min egen erfaring.«

Kærlig leischer komm hed i un tid Et dan ismens sk liv i

DDR

Tove Fleischer Kærlighed i kommunismens ns tid. Et dansk liv i DDR Tove Fleischers beretning om m årene i DDR er forrygende Forlaget Vandku godt skrevet – rørende og nsten medrivende og fuldstændig troværdig i sin hverdagsrealisme. isme. Politiken

Krage

r

Et Port ræ Cord Ri t af echelm ann

yyyyy

Dürrf eld

ET VA ND

KU NS

og Ø og K

Peter Dürrfeld København med V og N og Ø og K. En lystvandring gennem syv årtier Det store K klinger i Peter Dürrfelds bevidsthed som Kærlighed. Og kærligheden favner hele byen: København med V og N og Ø og K.

Københ avn me d V og N

v FORL AG

TE N

c h ris t op h r ib ba t

Københ avn

Peter

Cord Riechelmann Krager En bog om den kloge krages forbløffende naturog kulturhistorie. Illustreret.

På res

Petter

Dürr rrffeeld

med V

ly l stvan En dring gennem syv årti er

og N

og Ø

c h ris

t op h

På rest Fortæ

r ib ba

t

aurant

Forla r get V n Va nd dk ku un nsten

og K

llinger fra den moder spisek ult urs ne histori e

t

tauran

Christoph Ribbat På restaurant. ne Fortællinger fra den moderne spisekulturs historie Fortællingen om det modernee byliv, set gennem anekdoter fra 250 års spisekultur.

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

DEBUTANT

Stor a rkit genne ektur m et å rtusind e

HAN

Hans Munk Hansen Isfahan ’...Luk øjnene, tænk strukturen,, og tag turen gennem Isfahan fra moské til basar til moské, fra fred gennem kaos til fred – og snart ved du ikke, hvornår du er mest vågen eller mest drømmende: Når bogen er åben, n, eller når bogen er lukket.’ Politiken

HAN

fo rl

ag et

van d

k u n st

en

www.forlagetvandkunsten.dk

Jeg-fravær Netop det, at der i poesien kan siges noget, der ikke kan siges andre steder, var emnet for Helene Johanne Christensens speciale: »Jeg undersøgte, hvordan Inger Christensen og Tor Ulven i deres poetiske sprog formår at udtrykke tavs viden, altså noget af den viden, man har, men ikke kan formulere bevidst.« Selvom hun til tider kunne føle, at det akademiske sprog var en smule klaustrofobisk, var Inger Christensen og Tor Ulven gode samtalepartnere i skriveprocessen, fortæller Helene Johanne Christensen. Særligt Inger Christensens måde at bruge jeget på har interesseret og inspireret hende: »Nogle gange er jeget næsten fraværende, men det er aldrig helt fraværende. Det sættes altid i forbindelse med omverdenen. Elementer fra sfærer, som er meget forskellige, bliver forbundne, og så viser verden sig på en ny måde.« Samme jeg-fravær ser Helene Johanne Christensen hos Morten Chemnitz, hvis digtsamling Inden april (2013) hun først lige har læst, men med hvem hun føler et sært slægtskab – og med hvem hun nok også skal blive sammenlignet, når hendes debut udkommer. »I Inden april er der næsten ikke noget jeg til stede, der er næsten ikke nogen egentlige ting. Der er natur og lys og skygge og sansninger, der forbindes på forskellige måder, og det kan jeg godt genkende fra min egen måde at skrive på,« siger Helene Johanne Christensen og tilføjer: »Og måske også tystheden og det enkle.« Hun oplever en frihed i det poetiske sprog, fordi det ikke skal repræsentere noget bestemt: »Det poetiske sprog er enormt ineffektivt til at videregive informatio-

ner, fordi det vil noget andet. Det er uforpligtet over for fornuft og semantiske regler, og på den måde kan det blive noget i sig selv. Frem for at skulle pege på den specifikke statue, kan det stable en ikkeeksisterende statue på benene,« siger hun og bruger Signe Gjessings digte som eksempel: »Hun laver et meget stort rum ved at forbinde meget små ting med universet. Hun bruger sproget på en måde, som jeg ikke oplever som repræsentativ, men som materialitet – hun skaber ligesom en ny verden.« – Er du altid modtagelig over for det poetiske sprog, eller er der perioder i dit liv, hvor det ikke rammer dig? »Det er meget forskelligt, hvordan jeg oplever at læse et digt. Nogle gange sker der ikke så meget, ud over at jeg oplever ’nej, sikke et smukt billede’. Andre gange kan det – hvis det virkelig resonerer med min erfaring eller stemning – føles meget vildt. Så kan det være et rum, man kan træde ind i og se ting på en helt ny måde. Men man er nødt til at give sig hen, når man læser et digt.« ibureauet@information.dk

BLÅ BOG

Helene Johanne Christensen, f. 1989 × Cand.mag. i litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet × Har bidraget med digte og essays til en række nordiske tidsskrifter og magasiner × Underviser på Gladiators 1-årige skriveskole × Debuterer med digtsamlingen ’Blå’ på Gladiator 8. februar 2018


Nyhed fra Syddansk Universitetsforlag

Dansk bogdesign i det 20. århundrede Af Henrik Højgaard Sejerkilde

Danish Design er et begreb, der har gået sin sejrsgang over hele verden. Japanerne er vilde med Finn Juhls møbler. Og alle andre kan deres Hans Jørgen Wegner og Børge Mogensen på fingrene. Vi kender Per Lütkens mange smukke glas, PH’s lamper og Verner Pantons farverige møbler i plast. Men hvad med Kristian Kongstad, Viggo Naae og Erik Ellegaard Frederiksen? For de fleste er det blot ukendte navne. Men i virkeligheden er de nogle af dem, der har klædt vores hverdag mindst lige så meget på som møbelsnedkerne og glasmagerne.

Dansk bogdesign i det 20. århundrede handler om de typografer, illustratorer og trykkere, som drev udviklingen op gennem 1900-tallet. Som skabte bemærkelsesværdige og originale bøger. Bøger, som både er smukke at se på og læse i – og som samtidig fik betydning for alle de bøger, vi omgiver os med. Dansk bogdesign i det 20. århundrede er på 427 sider, i halvbind og gennemillustreret i farver og koster 450,00 kr.

Bogdesign er også Danish Design.

Få 20 % rabat ved køb via www.universitypress.dk


42

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

BOGDISTRIBUTION Lagerbesøg hos DBK

Kolossen i Køge Hovedparten af de danske forlags bøger bliver opmagasineret hos og distribueret af Danmarks største bogdistributør, DBK. Information har besøgt DBK i Køge til en snak om virksomhedens rolle på det danske bogmarked

Tekst Sune Navntoft Foto Sille Veilmark

H

vordan finder en bog vej fra forfatterens harddisk til et grannålebelagt gulv under et tilfældigt juletræ? Det korte svar er: via et forlag, et trykkeri, DBK og en boghandel – eller en webbutik. Forlag, trykkerier og boghandler kender de fleste nok, men hvem er DBK egentlig, og hvad laver virksomheden? Information er taget til Køge til en snak om lagerdrift, logistik og arbejdsgangen bag betonmurene hos landets største bogdistributør. Kør mod Køge og drej fra, når du kan se DBK. Mere behøver en rutebeskrivelse til det, der i sin tid hed Danske Boghandleres Kommissionsanstalt og nu blot DBK, ikke at indeholde. Det danske motorvejsnet består nemlig af en perlerække af pejlemærker: IKEA i Taastrup, McDonald’s i Nyborg, flyet langs motorvejen i Stilling ved Skanderborg og altså DBK i Køge. En enorm betonbygning, som må gemme på mere, end den anonyme facade antyder.

Produktionschef Johnny Hemmingsen åbner døren til DBK’s hjerte. Til lyden af samlebånd, pakkemaskiner og palleløftere går vi hen til tre paller med friske bøger indpakket i plastfilm. »Det her kommer fra vores lager i Haslev, det gamle NBC, det her kommer fra England, og det her kommer fra USA.«

DBK, NBC og biblioteksvæsnet Forfatteren skriver, forlaget redigerer, trykkeriet trykker, og derefter lander bogen på lageret i Køge, hvor DBK’s arbejde begynder. Men sådan har det ikke altid været. Fonden DBK blev etableret i 1894 og havde et udleveringssted på det nu fashionable Gråbrødre Torv midt i København. Det var et sted, hvor forlagene afleverede deres bøger, og boghandlernes bydrenge hentede dem. Når drengene kom igen næste dag for at hente flere bøger, afregnede de for gårsdagens pakke efter devisen: ingen penge, ingen pakke. Op gennem 1950’erne og 1960’erne begyndte forlagene at efterspørge et centralt lager hos DBK, så de ikke alle sammen skulle have et. I

1966 flyttede DBK til større lokaler i Siljangade på Amager, og i 2003 gik turen videre til det nuværende distributionscenter i Køge. I dag står der DBK – Logistik Service på det grønne skilt i Køge, og selvom ordet ’kommissionsanstalt’ ikke længere er dækkende, har k’et fået lov til at blive hængende. Lidt længere mod syd lå Gyldendals distributionscenter, Nordisk Bog Center, i daglig tale NBC, som sammen med DBK sad på størstedelen af den danske bogdistribution. Den 6. juli 2015 blev NBC imidlertid opkøbt af Biblioteksmedier, men allerede efter seks måneder købte DBK det tidligere NBC og etablerede sig dermed som den absolutte sværvægter i branchen. DBK er ejet af en fond, mens NBC var privatejet, hvilket var en af årsagerne til, at det endte med et opkøb og ikke en fusion. Biblioteksmedier fortsætter sit virke som hidtil med fokus på indbinding og distribution af bøger og AV-materiale til skole- og biblioteksvæsenet. Køber man en engelsk eller amerikansk bog på internettet, går der typisk tre til fem dage, før den lander hos DBK. Køber man også en dansk bog, bliver bøgerne samlet i

samme papkasse, inden fragtmanden tager over. Men DBK’s arbejdsopgaver begrænser sig ikke kun til det logistiske, forklarer Johnny Hemmingsen. »Logistikken handler om at levere bøgerne, mens servicedelen handler om forlagene og boghandlerne. Her har vi en kundeservice, som hjælper dem. Og så har vi også en debitorservice. Grundlæggende er DBK i dag det, man kalder en 3PL-virksomhed – altså en tredjepartslogistikvirksomhed.« I ordet 3PL-virksomhed ligger, at der er tale om outsourcing af logistik. I DBK’s tilfælde drejer det sig om, at forlagene overlader lageropbevaring, distribution og visse serviceydelser til DBK. Vi bestiger en ståltrappe, går forbi et samlebånd og stikker hovedet ind i et gigantisk betonrum.

Kolossen indefra »Det er højpallelageret. Der er ingen medarbejdere derinde. Det er der, bøgerne bliver opbevaret, indtil de skal bruges,« forklarer Johnny Hemmingsen. Der er 25 meter til lof-


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

43

BOGDISTRIBUTION

tet og 130 meter ned til endevæggen. Informations medarbejder forsøger at skjule sin benovelse og huske på, at besøget ikke er en del af TV 2-programmet Størst, og undertrykker derfor de presserende Peter Ingemann-spørgsmål såsom: »Hvor mange olympiske svømmebassiner eller hvor mange liter remoulade kan der være herinde?« En robotlignende kran kører ned ad den ene af lagerets fire gange og henter en palle fra en konstruktion, der ligner en forvokset bogreol. En af den slags bogreoler, der vel at mærke er bygget i stål, er 25 meter høje og 130 meter lange. Arbejdet i det mennesketomme lager udføres af fire kraner, som kører fra morgen til aften alle ugens dage – og lidt mere i højsæsonerne. »Vi skal lige ned ad trappen, inden vi kan komme ind i plukkemaskinen,« siger Johnny Hemmingsen, idet vi forlader højpallelageret. For enden af trappen adskiller et stålhegn os fra et samlebånd, nogle paller og fem medarbejdere, som til en forveksling ligner nogle, der er i gang med at pakke bøger. De pakker dog ikke bøger, præciserer Johnny Hemmingsen.

»De gør bøgerne klar til pluk. Vi kalder det ’suppleringen’. Det er en slags mellemstadie, hvor medarbejderne lægger bøgerne ned i de røde kasser, som derefter kører ind i vores plukkemaskine.«

Plukkemaskinen På arbejdsstationen er det medarbejderne, der plukker. De har ikke frisk luft og ro om ørerne som jordbærplukkerne på Samsø. Til gengæld har de siden 2003 fået hjælp af et omfattende maskineri, der har gjort vogne og manuelt hyldeplukkeri overflødigt. Plukkemaskinen består af en lang gang flankeret af røde plastikkasser og brune papkasser, så langt øjet rækker. På den ene side kører et samlebånd med brune papkasser, mens den anden side prydes af røde kasser med alverdens litteratur. Plukkernes opgave er følgende: Find den røde kasse, hvis lampe lyser, tag bogen og læg den i papkassen på den anden side af gangen og kvittér ved at trykke på den store knap – resten klarer plukkemaskinen. »Cirka 160 gange i timen skal hun dykke ned i sådan en rød kasse,« forklarer Johnny

Hemmingsen, mens vi på afstand betragter Camilla, som har vagt ved plukkemaskinen. »Hun er en ud af 8-10 medarbejdere, der til

Vi skal lige ned af trappen, inden vi kan komme ind i plukkemaskinen

daglig betjener plukkemaskinen, ved hvilken der er 16 arbejdspladser. Vi kører dog kun med fuld bemanding i højsæsonerne omkring jul og studiestart – og på særlige dage som f.eks. black friday. Det betyder nemlig, at der bliver produceret mere, mens hver enkelt medarbejder laver lidt mindre. Så det er kun i højsæsonerne, det handler om at være produktiv frem for effektiv,« tilføjer han. Et hurtigt kig ned i de røde kasser afslører en betydelig diversitet blandt bøgerne – både hvad angår indhold og størrelse. Særligt bøgernes størrelse har betydning, når DBK skal prissætte sine ydelser for forlagene.

Betaling ved palle 1 På DBK’s lager i Køge betaler forlagene lagerleje, alt efter om det er kasser, halve paller eller hele paller, man har stående, og prisen er den samme for alle kunder. Derudover afregnes der efter en aktivitetsbaseret prisliste, hvilket betyder, at man betaler for de serviceydelser, DBK udfører. »Det er jo mere tidskrævende – og dermed dyrere – at plukke 40 eksemplarer af Joa-


44

I N F O R M AT I O N VINTERBĂ˜GER 2017

BOGDISTRIBUTION Lagerbesøg hos DBK

kim Jakobsens massive Tour de Francebog, end det er at plukke 40 lÌseletbøger, uddyber Johnny Hemmingsen. Nür talen falder pü, hvilken rolle DBK spiller pü bogmarkedet, gÌtter han pü, at virksomheden efter opkøbet af NBC stür for 90-95 procent af den danske bogdistribution – og med succes følger som bekendt büde opmÌrksomhed og ansvar. Da vi overtog NBC, var der selvfølgelig en grundig dialog med diverse myndigheder om, hvordan man kunne gøre det hele, sü man var sikker pü, at alt kørte efter reglerne. Ellers ville folk jo stü og rübe: ’Monopolister!’ forklarer Johnny Hemmingsen. Desuden er der faktisk alternativer til DBK, püpeger han og nÌvner Dafolo i Frederikshavn og en rÌkke mindre forlag, som selv stür for distributionen. Pü spørgsmület om, hvad DBK’s mülsÌtning er, og hvad det betyder for forretningsgangen, at DBK er en fond, svarer han: GrundlÌggende udstikker fonden nogle retningslinjer for, hvad vi skal lave, og hvad vi er sat i verden for. Og vi er jo sat i verden for at levere logistik til den danske bogbranche, sü det er det, vi koncentrerer os om. Det skal

vi jo sü gøre inden for en prismÌssig fornuftig ramme, sü vi kan holde priserne nede.

E-bøgerne kommer Vi springer et par led over og bevÌger os ud i et stort lyst rum med lange samlebünd, paller med fÌrdigpakkede papkasser og store automatiske porte, som bliver kaldt ’terminalen’. I terminalen bliver papkasserne grovsorteret og stablet manuelt pü paller, hvorefter de bliver lÌsset pü lastbilerne, som kører mod en af DBK’s mindre terminaler, hvor kasserne bliver detailsorteret og efterfølgende kørt ud til kunderne. Uagtet at det i denne digitale tidsalder er trykte bøger, der er grundlaget for DBK’s forretning, og selvom Johnny Hemmingsen forklarer, at en bogs ’levetid’ typisk begrÌnser sig tre müneder, hvorefter salgsraten falder markant, für de seneste ürs udvikling i branchen og lanceringen af E-bøger ham ikke til at se sort pü fremtiden. Ikke endnu. Selvfølgelig har markedet da forandret sig, men vi er stadig et par og fyrre mand i produktionen, der plukker og pakker bøger, vi har en it-afdeling, en økonomiafde-

�

Det er jo mere tidskrÌvende – og dermed dyrere – at plukke 40 eksemplarer af Joakim Jakobsens massive Tour de France-bog, end det er at plukke 40 lÌseletbøger

ling og en kundeservice, sü markedet har ikke bevÌget sig sÌrligt meget de seneste par ür. Jeg føler mig ikke gammel, og jeg regner med, det holder min tid ud. sunav@information.dk

FAKTA

DBK Ă— 113 ansatte fordelt pĂĽ 45 i Haslev og 68 i Køge, som ogsĂĽ huser administrationen Ă— 1100 forlagskunder Ă— OmsĂŚtningen (serviceydelser) var i 2016 ca. 143 millioner kroner Ă— PĂĽ lagrene i Køge og Haslev ďŹ nder man i omegnen af 50.000 aktive titler fordelt pĂĽ ca. 25 millioner enheder (bøger)

)25/$*(732/,7,6.5(9<Â&#x2021;5Â?9(166257(%,%/,27(.Â&#x2021;c5(76$1%()$/,1*(5

NODVVLVNHWLWOHUL5 YHQV6RUWH%LEOLRWHNHQGHOLJ JHQXGJLYHW5HYLGHUHGHRYHUV WWHOVHUQ\VDWWHNVW

:LOOLDP6%XUURXJKV

:DOWHU%HQMDPLQ

%$51'20,%(5/,120.5,1*c5 (QIDVFLQHUHQGHXGJLYHOVH²+HQULN:LYHO %HUOLQJVNH7LGHQGH 2YHUVDWRJPHGHIWHURUGDI+HQQLQJ*ROGE N

48((5

/Â?62*6c/<5,.

5RPDQRPHQUHMVHLQGL MXQJOHQSnMDJWHIWHU<DJH (QLVNROGW\UNHUDIHQERJ² 3HWHU/DXJHVHQ,QIRUPDWLRQ 2YHUVDWDI-RNXP5RKGH

1LFDQRU3DUUD

VLGHUNU

VLGHUNU

$17,',*7( nULJFKLOHQVNSRHWVGDQVNHGHEXW ŠŠŠŠŠŠ²7KV%UHGVGRUII 3ROLWLNHQ

VLGHUNU

+HQUL%HUJVRQ

1<(%Â&#x2018;*(5

/$77(5(1

&KULVWLDQ*UDXJDDUG

²(WHVVD\RPNRPLNNHQV Y VHQ 'HQOLOOHERJHUHQJHQLVWUHJ ²6¥UHQ.M¥UXS3ROLWLNHQ 2YHUVDWRJPHGUHJLVWHUDI (OVH+HQQHEHUJ3HGHUVHQ

,6.Â&#x2018;11(67(825'(1

VLGHUNU

²7HNVWHU 6H[RORJLSURIHVVRUGLJWHURJNXOWXU VNULEHQWHQKDUVDPOHWVLQHYLGWIDYQHQGH RJYHG NRPPHQGHLQGO J ¯¯¯¯´'HWWHDQDUNLVWLVNHPL[DIHNVDNW YLGHQVNDERJGHVNM¡QQHNXQVWHUHUJUXPW IRUI¡UHQGHµ²/LVHORWWH:LHPHU3ROLWLNHQ

VLGHUNU

0RUWHQ%ORN

nUHWI¥UGXG¥URJOLJHHIWHUGXHU YnJQHWGLJWH L[EUHYHIUDEXFXUHVWLSRHWLN ´(QG¥ULQGWLOIRUIDWWHUVNDEHW¾²1RUGM\VNH

VLGHUNU

7yURGGXU3RXOVHQ

+,0/(1+$567-c/(70,1()$59(5 6LJPXQG)UHXG

'(78+<**(/,*( +YDGHUXK\JJHOLJW"²,YLUNHOLJKHGHQRJLNXQVWRJ OLWWHUDWXU" 0HGQ\WHIWHURUGDI-RNXP5RKGH 0HGW\VNRULJLQDOWHNVW 2YHUVDWDI+DQV&KULVWLDQ)LQN

VLGHUNU

IRUODJHWSROLWLVNUHY\Â&#x2021;1DQVHQVJDGHÂ&#x2021;.ÂĄEHQKDYQ.Â&#x2021;WOI Â&#x2021;SROLWLVNUHY\#IRUODJHQHGNÂ&#x2021;ZZZIRUODJHQHGNSROLWLVNUHY\Â&#x2021;

'HQIÂ UÂĄVNHGLJWHURJELOOHGNXQVWQHUVDQGHW VWRUHGLJWXGYDOJSnGDQVN

,YRUHVVHULHDIVPn SROLWLVNHGHEDWEÂĄJHU

VLGHUNU

(//(520Â&#x2018;),/262),

:DUUHQ0RVOHU

-ÂĄUJHQ5DVPXVVHQ

'(6<9'5Â?%(1'(1$,9( %('5$*,Â&#x2018;.2120,6.32/,7,.

)$67*581'81'(5)Â&#x2018;''(51(

%XGSnHQQ\ÂĄNRQRPLVNIRUVWnHOVHDI YHUGHQDIDPHULNDQVNULJPDQGRJ WÂ QNHU$QEHIDOHWDI-DPHV.*DOEUDLWK RJ0RJHQV/\NNHWRIW 2YHUVDWDI/L]]LH1RUGDKQ%UHGVGRUII

VLGHUNU

²Â&#x2018;ILORVRILVNHSHMOHP UNHU ,QWURGXFHUHUEHJUHEHWÂ&#x2018;),/262),L'DQPDUN ,NNHEDUHHQERJRPXGNDQWV'DQPDUN ´)\OGWPHGVS QGHQGHWDQNHUÂľ²)LQQ6OXPVWUXS L/DQGEUXJVDYLVHQ

VLGHULOOXVWUHUHWNU

.Â&#x2018;%%Â&#x2018;*(51(,',1 1(7 %2*+$1'(/(//(5',5(.7()5$)25/$*(7


Tiger stol | GM 4106 Elegant stol i træ med stel i stål og polstret sæde. Stolen kan fås med eller uden armlæn og i flere træsorter samt med sort stel.

Plank bord | GM 3200

Plankebordets bordplade er i 40 cm. tykt, massivt træ og findes i flere træsorter. Benene er i oliebrændt stål, som skaber en fin kontrast til bordpladen. Bordet kan fås i flere længder.

Turn Bakkebord | AK 710-725

Runde sofaborde med vendbar plade. Pladen har laminat på ene side og kan fås i flere farver og størrelser.

Spejl | AK 14

Enkelt og minimalistisk spejl med rundede hjørner. Rammen er udarbejdet i træ i flere træsorter. Spejlet findes i flere størrelser.

Kommode | AK 2420 AK 1330 | Skrivebord

Smukt og funktionelt skrivebord med skuffer og skjult opbevaringsrum. Kan fås med bordplade i hvid Corian i flere træsorter.

Kommoder i flere størrelser med hvid Corian top og Corian i grebene til skufferne. De smukke kommoder findes i flere træsorter og har stål fødder på de spidsede ben.

Naver design af Nissen & Gehl MDD Tiger stol af Henrik Lehm

Vestergaard Møbler København Torvegade 55-57, Tlf. 32 57 28 14 Lyngby Jernbanepladsen 19-23, Tlf. 45 87 54 04

Næstved Merkurvej 3, Tlf. 55 77 49 49 Holbæk Tåstruphøj 46, Tlf. 59 45 45 45

www.vester-moebler.dk


46

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

BOGDEBAT Tyskland

Med, mod og ude af sig selv Tyskland har dette efterår oplevet en formidabel romandebut med ’Ausser sich’, hvor et ud- og indvandret tvillingepars søgen efter sig selv i Rusland, Tyskland og Tyrkiet bliver til et brudfyldt vue ud over historien og sætter menneskets skrøbelige identitet under lup Tekst Mathias Sonne Foto Esra Rotthoff

»J

eg udtænker nye personer, og jeg sætter gamle sammen. Jeg forestiller mig min brors liv, forestiller mig, at han gør alt det, som jeg ikke selv har været i stand til, jeg ser ham som en, der drager ud i verden, fordi han har det mod, jeg altid har manglet, og jeg savner ham. Og hvad gjorde jeg, da jeg troede, han kaldte på mig? Jeg fik et vink, jeg tolkede tegnet forkert og tøvede, trippede forsigtigt, gjorde alt for at bedøve min anspændthed, for at begrave den i mig, jeg lagde mig på sofaen, der skulle æde mig op, bevægede mig knap nok og ventede, for er det at vente andet end at håbe?« Dette er en nærmest henkastet tankerække hos hovedpersonen Alissa hen mod slutningen af romanen Ausser sich, hvis titel er et udtryk, der afhængigt af konteksten både kan oversættes med ude af sig selv, uden for sig selv eller ud over sig selv. Men den er faktisk manifest for Sasha Marianna Salzmanns furiøse værk. Som romanens tvillingepar Alissa og Anton har den 32-årige Salzmann selv haft sin barndom i Moskva, før hendes familie udvandrede til Tyskland i 1990’erne. Her er hun fast forfatter ved det berlinske Maxim Gorki Theater, men med sin romandebut har hun høstet anmelderroser og opnået en yderst fortjent finaleplads i forbindelse med uddelingen af Deutscher Buchpreis 2017, som Robert Menasses Die Hauptstadt dog endte med at blive tildelt.

Fortællingen har stærke autobiografiske træk, og fortælleren, Alissa, er et barn af Sovjetunionens nådesløse opløsning. Efter Murens fald lykkes det hendes jødiske familie at få opholdstilladelse i Tyskland som såkaldte kontingentflygtninge. Hendes mor vil nemlig ikke se sin søn som soldat i en hær med verdens højeste selvmordsrate – eller sin datter som en eller anden bankmands villige luder, som hun udtrykker det. Brudstykkevis får vi historien om, hvordan familien udvandrer med sine tolv kufferter og havner i et asylcenter i Tyskland. Tvillingerne stjæler smøger og keder sig og kommer konstant på kant med de tyske børn. Men jo mere modstand de møder, desto mere uadskillelige bliver de i det fremmede. »De hev tvillingerne ind i buskadset, slog deres øjne dybere ind i øjenhulerne og trak deres tunger ud, de sparkede dem i ribbenene, og da de var færdige, var tvillingerne smeltet sammen til ét legeme,« hedder det i romanen. Et forvarsel om, at Alissas bror Anton måske er den anden side af Alissas splittede identitet – en projektion i Alissas længsel efter at finde sig selv.

Transvestit i Istanbul Kalejdoskopisk og suverænt bruger Salzmann samtidens Istanbul som fortællerens nutid. Efter kuldsejlede matematikstudier og en opgivet boksekarriere leder Alissa efter den forsvundne tvillingebror i Tyrkiet – med et postkort med teksten ”Istanbul" som eneste ledetråd. Efter 360 sider, hvis intense fortælling, bevæger sig på tværs af det 20. århund-

rede, ender romanen i øvrigt i denne overraskende frisindede metropol i juli 2016, hvor der angiveligt fandt et militærkup sted. Elegant sættes der fokus på et af bogens mange politiske perspektiver, ved at forfatteren stiller spørgsmålet om, hvad mennesket behøver for at skabe en stabil identitet. For Salzmann er nationalisme åbenlyst ikke et af svarene. Undervejs griber hun tre generationer tilbage i det jødiske miljø i et Rusland, hvor mændene forholdsvist konsekvent drikker sig i stykker, og de eneste lyspunkter er de kvinder, der skrider fra dem, når de bliver voldelige. Med let og anekdotisk hånd formår Salzmann at kondensere menneskeskæbner på få sider, ofte ved at beskrive tragiske træk ved et ægteskab eller påtvungne roller, som viser sig at være umulige at slippe ud af. En af romanens styrker ligger her i, at hun ikke vil skabe store, lineære eller målrettede fortællinger om sine figurer, men blot beskriver de vilkårlige livsbe-

tingelser, som menneskene prøver at skabe en ramme om. I sin søgen efter Anton glider Alissa selv mere og mere fra kvinde til mand. Hun færdes i det istanbulske transvestitmiljø og begynder ligefrem at få smertefulde indsprøjtninger med testosteron. Refereret således lyder det måske lige lovligt demonstrativt, når hovedpersonen i denne by mellem Asien og Europa befinder sig mellem religionerne, mellem sine nationaliteter – og altså også mellem kønnene. Men i Salzmanns flydende, sansemættede og til tider rasende sjove sprog fungerer det hele vejen, fordi det aldrig bliver til indholdsfattig identitetssnak, men konstant er bundet op af onde, skrøbelige og poetiske erindringsstykker, dialoger og figurer. Selv sproget både samler og skiller i Ausser sich. Alissa bevæger sig mellem tysk og sit russiske modersmål, som hun er skeptisk over for, fordi »det er så meget bedre end den verden, det stammer fra, mere blom-

strende og betydningsfuldt end nogen verden kunne være«. Den uindfriede og uindfrielige længsel ligger i modersmålet, i ophavet, i alt det, der desværre gik så galt. Men den ligger også i det, som Alissa prøver at blive, at udtænke, at sammensætte. Allerede på coveret stilles således Sasha Marianna Salzmanns centrale spørgsmål: For hvem bestemmer egentlig, hvem du er? sonne@information.dk

Sasha Marianna Salzmann: Ausser sich. Suhrkamp Verlag, 2017. Bogen er planlagt til udgivelse på dansk på People’sPress maj 2018.


Ny historieserie i småbidder

100 bøger, 100 sider, 100 kr. Vi gør en lang historie kort 100danmarkshistorier.dk

12 bøger om året i otte år. Fås som trykt bog, lydbog, e-pdf og ePub

– Støttet af A.P. Møller Fonden

Aarhus Universitetsforlag


48

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

INTERVIEW Steen Piper

Den standhaftige forlægger fra Gjern Forlagsbranchen er i forandring, og de store fisk er på rov. Lindhardt og Ringhof har slugt Per Kofods og Ole Sohns små enmandsforlag, mens Gyldendal har spist Tiderne Skifter. Men i Gjern, 12 km nordøst for Silkeborg, navigerer det lille forlag Hovedland sikkert rundt i de litterære strømninger. Og det har det gjort siden 1984 med Steen Piper ved roret Tekst Sune Navntoft • Foto Tor Birk Trads

»A

tju! Jeg er vist ved at blive overfølsom over for bøger,« siger Steen Piper med et glimt i øjet. En alvorlig arbejdsskade, når man som Steen Piper ejer Forlaget Hovedland og har en kælder, der mest af alt minder om et mindre bibliotek. Skønlitteratur, debatbøger, bøger om politisk teori og alternative behandlingsformer. En enkelt bog om danske fyrtårne har også sneget sig ind i de lyse træreoler et par meter under den gjernske muld. Bøgerne vidner om over et kvart århundredes forlæggervirksomhed med plads til alternative udgivelser. »Jeg lavede engang en mærkelig bog, en bibelsk hebraisk grammatik, hvor min revisor sagde: ’Hvad vil du dog med sådan noget dér? Der er kun udkommet ni bøger af den slags siden 1520,’« griner Steen Piper, mens han lader sin hånd glide hen over forsiden på bogen. »Vi sælger vist 20-30 stykker om året,«siger han og tilføjer »Den bliver jo stadig brugt på teologisk fakultet af dem, der skal lære hebraisk.«

Men selv om bogreolerne afslører Hovedlands engagement i en bred vifte af genrer samt samarbejde med endnu flere forfattere, har forlaget en klar profil. En profil, det har værnet om siden 1984.

Forlag med kant På Hovedlands hjemmeside står: »Centrene er tomme, og fornyelsen kommer fra den centrale periferi.« Udkantsdanmark er ikke et tema, men det er hovedstaden og de såkaldt kreative klasser til gengæld. De har ifølge Steen Piper skævvredet landet kulturelt, og det er denne skævvridning, Hovedland har forholdt sig kritisk til siden forlagets spæde start i 1984. Han forklarer, hvordan Hovedland alle dage har været optaget af økologi samt forholdt sig kritisk til bl.a. sundhedsvæsen, uøkonomisk økonomi og kulturradikalisme, og han har da heller ikke glemt, hvad der oprindeligt drev ham til at blive forlægger: »Der var ingen kritisk litteratur om landbrugskulturen og dermed om dansk tradition. Den smule der fandtes, afspejlede enten en

konservatisme, som ikke eksisterer længere, eller en kulturradikalisme, som efterhånden gennemsyrer alt. Den blev forvekslet med at være progressiv, hvilket jeg ikke mener, den nogensinde har været. Så jeg deler egentlig gammelkommunisternes opfattelse af kulturradikalismen som skødehund for de toneangivende.« Steen Piper kalder kulturradikalismen for »tidsåndens tapet«. »Kulturradikalismen er progressiv i den forstand, at den i et hundredårigt perspektiv har bidraget til at ødelægge eller frigøre os fra traditionen — også den værdifulde del af traditionen. Den underlige sammenblanding af opgør med traditionerne og en rodløs socialisme bliver i dag til hovedløs internationalisme og en moraliserende humanisme og normopløsning. Det en sikker opskrift på undergang – og underkastelse,« siger Steen Piper. For Hovedland handler det dog ikke kun om at give plads til dem, der har noget kritisk at sige om det eksisterende. Ifølge Steen Piper har folk andre litterære præferencer end det,

som udbyderne kommer med, og det kan få konsekvenser. »Hvis ikke litteraturen afspejler det, de læsende i befolkningen gerne vil have, så bliver den mere eller mindre ligegyldig, og det er, hvad den truer med at blive: ligegyldig. Og det er forklaringen på, at de grå generationer i dag dominerer, også på Bogforum. Men de læsende vil gerne have vores bøger – det ved vi – og derfor har vi også altid haft et rigtig godt marked på bibliotekerne.« – Men viser salgstallene ikke, hvilken litteratur, folk vil have? »Der findes bestemt god litteratur, men det er ikke altid den moderne skønlitteratur, der er bedst, selv om Michel Houellebecqs roman Underkastelse for mig har været sommerens oplevelse. Tom Buk-Swienty er jo fremragende, og Brinkmanns popularitet viser i hvert fald, at der er en gedigen åndelig sult i befolkningen.« Han vil dog ikke bøje sig i støvet og erkende, at de store forlags bestsellerkrimier måske bare er de bedst skrevne. Salgstal og litterær kvalitet er ikke uadskillelige faktorer, og


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

49

INTERVIEW

Steen Piper ved kaminen i ’privatafdelingen’ på Forlaget Hovedland, hvor han bor sammen med sin kone Tatiana, som arbejder med forlagets layout.


50

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

INTERVIEW Steen Piper

Steen Piper i fuldt firspring på sin matrikel i Gjern. Afskeden med Aarhus og mødet med Gjerns grønne omgivelser og aktive kulturliv i 2012 har ifølge Steen Piper været en positiv oplevelse.

derfor skriver de højest profilerede forfattere ikke nødvendigvis de bedste bøger, hvis man spørger Steen Piper. »Naaarj. Nej. Der er Nesbø, men ellers vil jeg sige, at der næsten ikke er nogen krimiforfattere, der er på niveau med Craig Russell.« – Sælger han lige så godt som Nesbø i Danmark? »Overhovedet ikke. Slet, slet ikke.« Og mens Steen Pipers begejstring over de store forlags skønlitterære udgivelser er til at overse, ser han anderledes lyst på nogle af de faglitterære udgivelser. »Det er jo interessant, at en forfatter som Søren Krarup kan udkomme hos Gyldendal. Og det er jo egentlig positivt, at han kan det.« Men hvad er det så, folk vil have fra Forlaget Hovedland? Hvilken litteratur foretrækker folk, når de ikke køber bestsellerkrimier hos de store forlag?

Konflikthåndtering og sydstatskrimier At drive forlag er at drive forretning, og de fleste forretningsdrivende orienterer sig jævnligt i, hvad der rører sig i branchen, og hvad deres kolleger har succes med. Her er Steen Piper ingen undtagelse. Han stiller sig skeptisk overfor, om det litterære landkort –som han mener er kendetegnet ved en uforholdsmæssig stor portion kulturradikalisme tilsat en nyliberalistisk ’mig, mig, mig-agenda’ – giver plads nok til bøger, som betyder noget – bøger, der vil noget. En bog som i Steen Pipers optik betyder noget, og som Hovedland har solgt mange

af, er Konflikt og kontakt af Else Hammerich, Kirsten Frydensberg og Palle Bendsen m.fl. Den henvender sig til faggrupper, der arbejder med mennesker og konflikthåndtering og bygger på nyere freds- og konfliktforskning samt ikkevoldelige løsningsmodeller. »Den kører virkelig godt. Jeg tror, vi er på

Tom Buk-Swienty er jo fremragende, og Brinkmanns popularitet viser i hvert fald, at der er en gedigen åndelig sult i befolkningen.

sjette eller syvende oplag, og så skal vi lave en jubilæumsudgave af den i 2019.« Et andet værk, som har betydet meget for Hovedlands selvforståelse, er Herman Dalys værk Nødvendighedens økonomi om økologi, økonomi og bæredygtighed. I den skønlitterære boldgade har den amerikanske krimiforfatter James Lee Burke, hvis navn Steen Piper ved en tilfældighed faldt over i 1988 ved den årlige bogmesse i Frankfurt, vist sig særdeles salgbar Han havde aldrig været udgivet uden for staten Louisiana, og hans første spændingsromaner var ikke rigtige krimier, så Steen Piper var tilbageholdende, indtil han sendte Burkes næste krimier til Bo Green Jensen, som bare skrev: »Udgiv alt af den mand.« Og det har Steen Piper så gjort. »Han skriver forfærdelig godt – og det er jo det vigtigste. Hans plots er ikke noget at råbe hurra for, men det er dæleme nogle gode krimier.«

Udemokratiske anmeldertendenser Steen Piper stiller Burkes seneste, Vejfarende fremmed, tilbage blandt krimiforfatterens øvrige værker, inden vi fortsætter ind i forlagets kombinerede kantine og reception, hvor han plejer at spise frokost sammen med sin kone Tatiana, som står for Hovedlands layout. De har som regel selskab af forlagets koordinator Susanne, men hun spiser hjemme for tiden, da hun har fået en hundehvalp, som ikke kan være alene for længe ad gangen – og det er helt fint med Steen Piper. For fem år siden flyttede forlaget fra Aarhus

til Gjern, hvilket betød lavere husleje, flere kvadratmeter og en geografisk placering, som ligger i tråd med Hovedlands afstandtagen til det, de på forlaget kalder »storbyernes skævvridende kulturpolitik«. Selv om Hovedland er en rentabel forretning i en tid, hvor bogsalget generelt er faldende, peger Steen Piper alligevel på nogle udfordringer. »Det er meget få bøger om alternativ behandling, der bliver anmeldt i de større medier, og det er jo egentlig underligt og udemokratisk, når der er 700.000-800.000 mennesker, der bruger alternativ behandling i en eller anden form.« En anden udfordring for små forlag kan være den store konkurrence, siger Steen Piper. »Der er kommet flere bøger på markedet og tilsyneladende en større diversitet. En del af forklaringen skal nok findes i nutidens lave produktionsomkostninger samt i, at der findes en generation af relativt unge akademikere med lidt penge på kistebunden – f.eks. fra

BLÅ BOG

Steen Piper × 71 år × Cand.mag. i dansk og samfundsfag med en fortid som gymnasielærer × Grundlægger af Forlaget Hovedland


DEN ULTIMATIVE FREDERIK-BIOGRAFI BT

TÆTTERE PÅ KRONPRINSEN END NOGENSINDE FØR Kristeligt Dagblad

ET OVERBEVISENDE PORTRÆT Jysk Fynske Medier

FORTÆLLINGEN OM PRINSEN, DER STRITTER IMOD AT SKULLE INKARNERE KONGEMAGTEN Politiken

IMPONERENDE Weekendavisen

JENS ANDERSEN HAR BEGÅET EN FANTASTISK BOG Flemming Møldrup Vært på DR K’s Vild med bøger

Berlingske Baseret på samtaler og rejser med Danmarks kommende konge igennem halvandet år samt en lang række interviews med hans nærmeste familie og venner.


52

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

INTERVIEW Steen Piper

Columbia Newton Ridge Let vandtæt skindsko ell. støvle. Perfekt til efterårets vandreture. Str. 36­48. Vejl: 1099,­ Nu: 599,­

Salomon Effect / Ellipse GTX Goretex sko med god støtte. Findes til herre og Dame Str 36­48 Vejl: 1199,­ Nu: 699,­ Salomon Authentic GTX God allround vandre/vinter­ støvle. Herre/Dame. Str. 36­48. Vejl: 1400,­ Nu kun: 899,­

Varmesåler Elektriske varmesåler med fjernbetjening. Hold fødderne varme med denne geniale opfindelse. Str 35­40 el. 41­46 Vejl: 1299,­ Nu: 699,­

Härkila Expedition Strømpe Sort ell. Grøn 82% merino uldfrotte, måske "verdens" bedste Strømpe. 1 par 199,­ Tá 3 par 529,­

På Hovedland er der ingen studentermedhjælpere, praktikanter eller servicemedarbejdere. Det betyder, at Steen Piper, hans kone Tatiana eller Susanne, forlagets koordinator, må løse de praktiske gøremål – også dem, der ikke er af litterær karakter.

Postordre fra dag til dag!

Aigle Bellastic ell. Chantebelle Håndlavet fransk antibakteriel naturgummi. Str 36­48. Nu fra 899,­ Columbia Alpine Escape Parka Flot feminin vandtæt og åndbar dun parka med Omni­Heat iso­ lering. Flere farver. Før: 2899,­ Nu kun: 1999,­

Gateway Sportsman 18'' Neopren Gummistøvle med stødabsorbering og natur­ gummi. Str 38­47 Kun: 699,­

UDSALG

Columbia Timberline Ridge Herre Parka Columbia Timberline Ridge er med omni­tech mem­ branen både vind­ og vandtæt samt åndbar. ThermicAero fiber foring sikrer dig en god varme uden at fylde eller veje for meget. Før:  2000,­ Nu kun: 1499,­

Columbia Grandeur Parka ­ Er en klassisk midt­lårs jakke som er en anelse længere bagtil. Jakken er foret med den ekstra bløde Sherpa fleece i og omkring hætten samt ekstra isol­ eret med 100g. Microtemp polyester. Vindtæt samt vandtæt. Før: 1399,­ Nu kun: 999,­

arv eller pension – som ikke ved, hvad de skal give sig til. Det har medvirket til, at der er åbnet en del små forlag.« De unge akademikere forholder sig, efter Steen Pipers mening, ikke tilstrækkelig kritisk til samfundet og bruger ikke litteraturen til at pege på forhold, der kan forbedres Det stigende antal bøger på hylderne holder derfor ikke Steen Piper vågen i den midtjyske nat. »Det meste af den litteratur er efter min mening ligegyldig. Den fortæller ikke nogen nye historier og vil ikke nogen nye steder hen. De siger jo ikke ligesom mig, at nu skal vi nedlægge storbyerne, flytte til Midtjylland og drive økologisk landbrug,« griner han.

En utilpasset person På spørgsmålet om, hvorfor et forlag som Hovedland er vigtigt i det litterære landskab, fastslår Steen Piper, at han ikke ligger inde med den store forkromede forklaring. Han sætter dog gerne ord på, hvordan han oplever sig selv som forlægger. »Jeg er nok lidt utilpasset på den måde, at jeg er kritisk over for samfundets institutioner generelt, og jeg er kritisk over for kulturlivet – meget! Selvfølgelig er der ting, jeg godt kan lide, og det smitter naturligvis af på min udgivelsesprofil.« Kultur i forfald Efter kage og te er det tid til frokost. Steen Piper starter med en avocadomad og bemærker hurtigt Informations udsendtes kulinariske præferencer. »Du er en kødspiser, hva’?« To halve med leverpostej, en frikadelle og et halvt stykke laks senere sporer vi os ind på kulturlivet og dets udfordringer. Og spørger man Steen Piper, er der udfordringer nok for kulturlivet – særligt i København. »Det kan da godt være, at der er nogle tilbud, men til ære for hvem? Hvem har glæde af dem? Hvorfor kører alle kulturinstitutioner i København med et dundrende underskud? Hvorfor er de afhængige af, at det offentlige yder 500 kroner i tilskud per billet? Det afspejler jo, at kulturlivet er indrettet efter toppen af samfundet.« Uanset om det står så skidt til på hovedstadens kulturinstitutioner, som Steen Piper hævder, eller ej, så diskuterer han gerne kultur – og han peger gerne på, hvor det går

godt. Derfor giver han sig til at tale om forfatteren Johan Skjoldborgs virke i 1890’erne, og om hvordan han sammen med bl.a. Jeppe Aakjær udgjorde grundstammen i den litterære strømning, der bliver kaldt ’det folkelige gennembrud’. »I et af Skjoldborgs essays skriver han, at han gerne så fremtidens landsby- og kulturliv centrere sig om et andelsmejeri og et kulturhus med gymnastiksal og måske svømmefaciliteter, bibliotek og foredragssal. Sådan et multikulturhus har vi her i byen, og det er jo en god måde at indrette samfundet på.« Ifølge Steen Piper bruger de lokale kulturhuset i Gjern. »Sidste år arrangerede jeg sammen med Gjern Erhvervsklub et foredrag med en af vores forfattere, Marianne Jørgensen, som udgav sin historiske roman De tavse vidner sidste år. Jeg må sige, at jeg næsten aldrig har hørt så godt et foredrag; Hun fortalte sin livshistorie og om, hvordan hun tog tilløb til at begynde at skrive.«

Fremtiden Vi har bevæget os ind i pejsestuen, hvor der er udsigt til et grønt areal, som Steen Piper og hans naboer har kæmpet med næb og klør for at bevare. Der var nemlig et nyt boligbyggeri på tegnebrættet. »Det kunne være blevet en ny Amager Fælled-sag,« smiler Steen Piper, inden han svarer på, hvor han ser Hovedland om 10 år. »Det ved jeg ikke. Det er et spørgsmål om, hvordan det skal køre videre. Jeg håber at kunne fortsætte 20 års tid endnu – til jeg bliver 90. Hvis jeg snakker i telefon det meste af dagen, tager en middagslur om eftermiddagen og læser lidt om aftenen, så er det jo en tilværelse, der i mange henseender ligner en pensionists.« sunav@information.dk

FORLAGET HOVEDLAND

× Cirka 1000 udgivelser siden 1984 × Seneste udgivelse: Knud Simonsen: ’Mysteriet om Marie – en dokumentarisk roman om ’Højbjergmordet’, november 2017


FORVENT MERE AF DIN HUDPLEJE

1997

2017

0 RY 2 Y EAR

CE 2 0 Y E A EN

A N N I V ER SA

RS

NY HUDPLEJESERIE

Tilfører huden ekstra fugt og bevarer din hud ung længst muligt Baseret på ekstrakter fra tyttebær, grøn the og blade fra æbletræer, der styrker hudens eget forsvar Mindsker de første fine linjer, urenheder og rødme Velegnet til selv den mest sensitive hud Priser fra kr. 179,-

F E X PER I SO


54

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2017

BOGDEBAT Frankrig

Når oldingene belærer unge og især gamle om at være ung Det var slet ikke bedre i gamle dage, lyder det fra den franske filosof Michel Serres. Han var der nemlig selv, i de gode gamle dage, forklarer han i en ny pamflet, der føjer sig til rækken af små franske bestsellere fra temmelig gamle herrer Tekst Tine Byrckel Foto Bruno De Monès/Ritzau foto

F

ilosoffen Michel Serres har meget hvidt hår og mange rynker og er med egne ord en olding, nu hvor han nærmer sig halvfems. Michel Serres er også et eksempel på et fænomen, som har kunnet konstateres de sidste små ti år, hvor oldinge udgiver pamfletter med gode råd om oprør og fremtiden. De ligger fremme på boghandlernes diske, frister som slik og glider lige ned i indkøbskurven til de andre bøger, som om der ikke var noget, vi længtes mere efter, end at blive sat på plads af bedstefartyper. Den første, der røg op på helt fænomenale salgstal, var den tidligere og nu afdøde diplomat Stéphane Hessel. Hessel sprængte i 2010 alle salgsstatistikker med sit essay Gør oprør, hvor han ruskede op i en ungdom, som ifølge ham har glemt, hvordan man forarges. Især handlede det lille skrift om, hvordan man bør handle på sin forargelse. Hessel, der døde i 2013 96 år gammel, var tidligere koncentrationslejrfange og modstandsmand og gjorde efter Anden Verdenskrig karriere i diplomatiet. Den lille pamflet, som nåede verden rundt, var præget af nostalgisk længsel efter tidligere tiders kampgejst, som Hessel mente var forsvundet. Gør oprør – der pegede fingre ad finansverdenens overgreb, men også advarede mod klimaforandringer – solgte 4,5 millioner eksemplarer verden over og inspirerede den spanske bevægelse Los Indignados, den franske bevægelse Nuit debout og andre grupperinger og enkeltpersoner. I øjeblikket ligger der så atter en lille pamflet på de franske boghand-

lerdiske. Det er videnskabsfilosof Michel Serres’ 95 sider lange essay C’était mieux avant! – Det var bedre i gamle dage – opfølger til en anden bestseller, Petite Poucette – Tommeliden fra 2013. Serres er en verdenskendt filosof – han har i årevis undervist i USA, men han er også kendt af menigmand i Frankrig. Hans blå blik under de viltre øjenbryn møder ofte tv-seeren, og stemmen med sydfransk accent har i årevis lydt hver søndag aften på nyhedsradioen France Info. (240 af disse små kronikker, hvor Serres kommenterer verdens gang, kan i øvrigt købes på CD eller som podcast). Michel Serres kommer fra små kår og var en tur forbi marinen, inden han kom ind på en af de prestigiøse franske skoler og uddannede sig til filosof med speciale i videnskab. Op gennem tresserne var Serres og Michel Foucault tro kampfæller og stod for meget af den tænkning, der udgjorde det ideologiske grundlag for ungdomsoprøret. Man kunne måske derfor forvente endnu en omgang nostalgi, der handlede om, at ungdommen ikke længere er, hvad den har været. Men Michel Serres’ ærinde er et helt andet. Serres er dybt optimistisk på vegne af den ungdom, han fortæller om, og som han allerede i 2013 skrev kærligt om i Petite Poucette – et udtryk, Serres bruger med henvisning til en hel generation, der med tommelfingeren lynhurtigt kan skrive beskeder på rappe mobiltelefoner og på den måde er i konstant kontakt med den store verden. Mangen en sur gammel bedstefar – ’Grand Papa Ronchon’ som Serres kalder denne type – ville mene, at det var forargeligt med alle disse tommelfingre og næser nede i nye

apparater. Serres slog imidlertid med Tommeliden fast, at dette fremtidens menneske først og fremmest er sindbilledet på en forbavsende mutation, vi endnu kun har set begyndelsen af. Det evigt internetbaserede menneske er en udfordring for alle dele af et samfund, der er al mulig grund til at ændre. Vidensinstitutionerne bliver overhalet indenom, så de politiske institutioner og selve demokratiet må ændre sig. Serres’ kærlige beskrivelse af denne nye og lovende generation i Petite Poucette – oprindeligt en tale han holdt i Det Franske Akademi – blev solgt i flere hundrede tusinde eksemplarer. Det er opfølgeren til denne kæmpesucces, der nu med titlen C’était mieux avant! ligger klar på boghandlernes diske. Også den går som varmt brød.

Kvit nostalgien Michel Serres’ ukuelige optimisme fornægter sig nemlig ikke. Der er så mange sure bedstefædre, som hele tiden skal forklare Tommeliden, at det hele var langt bedre i gamle dage,

forklarer oldingen Serres. »Det heldige er så,« siger Serres, »at jeg faktisk var der i de gamle dage.« Og så går Serres i gang med at vise, hvordan vi i dag trods en række problemer lever i en tid, der på snart sagt alle områder er bedre end nogen tidligere epoke. Det tyvende århundrede, som Serres har gennemlevet, var jo – bare i Europa – en tid, hvor der udkæmpedes to store krige, inden der omsider kom en fred, der nu har varet i 70 år. Jo, det var da sørme bedre dengang Mussolini, Franco, Hitler, Stalin, Mao, Pol Pot og Ceausescu var ved magten, siger Serres sarkastisk. Det var da også meget bedre, dengang vi havde ’ytringsfrihed’ til at karikere jøder og afrikanere – alle disse sociale grupperinger, som udgjorde et komplot imod ’os’ – uden at nogen kom og prædikede ’politisk korrekthed’? Uh, hvor var det en skøn tid. Serres latterliggør også nostalgien på en række andre punkter, som han ofte illustrerer med egne oplevelser. Oplevelser af at blive mobbet for sin accent i det parisercentraliserede

Frankrig. At se sygdomme, som man i dag kan helbrede med et snuptag, hærge, hvor man nu har et samfund, der med sygesikring sørger for, at alle kan få behandling. Viden om køn og seksualitet var for bare halvtreds år siden nærmest ikkeeksisterende. Nu er kvinderne da i det mindste nogenlunde ligestillede med mænd. Åh, hvor vi dog savner den tid, hvor de bare gik hjemme. Sådan går det slag i slag. Så ønsker man at blive sin nostalgi helt kvit, så ligger kuren klar i form af en kærlig opsang. Især til de mange sure ’gamle’ – fra en filosof fuld af håb for ungdommen. Om det så gør en gammel eller i virkeligheden temmelig ung, det er et rigtig godt spørgsmål. tiby@information.dk

Michel Serres: ’C’était mieux avant!’ Le Pommier, 2017


Storværket om reformationen

I tre bind præsenterer landets førende eksperter synspunkter på reformationens arv i nutidens Danmark. Bogens kapitler kommer rundt om alle samfundsmæssige forhold, lige fra kirken og dens ordninger, teologien og universitetet til staten og velfærden, ægteskab og dagligliv, salmer og kunst samt skole og pædagogik. Værket giver dermed en bred og alment tilgængelig fortælling om reformationens kulturelle betydning fra 1500-tallet til i dag og henvender sig til alle med interesse for historie, tro, kultur og samfundsliv.

Reformationen i dansk kirke og kultur I-III Hovedredaktører: Niels Henrik Gregersen og Carsten Bach-Nielsen Tre bind med i alt 1.518 sider om reformationen, rigt illustreret og indbundet Særpris i hele jubilæumsåret: 500 kr. Netop udkommet. Forfattere: Tarald Rasmussen, Niels Henrik Gregersen, Carsten Bach-Nielsen, Ninna Jørgensen, Martin Schwarz Lausten, Rasmus H.C. Dreyer, Jens Glebe-Møller, Jens Lyster, Lars Bisgaard, Mattias Skat Sommer, Morten Fink-Jensen, Sven Rune Havsteen, Ove Korsgaard, Tine Reeh, Jens Rasmussen, Ove Kaj Petersen, Ditlev Tamm, Anders Holm, Lisbeth Smedegaard Andersen, Nina Javette Kofoed, Ingrid Markussen, Erik Nørr, Nils Holger Petersen, Uffe Østergaard, Hans Raun Iversen, Jørn Henrik Petersen, Lisbet Christoffersen, Kirsten Nielsen og Lone Rahbek Christensen.

Syddansk Universitetsforlag – www.universitypress.dk


»Hjerteskærende

og tankevækkende.« – POLITIKEN

»Hvis du kun skal læse én dansk bog i år, så lad det være den her. Vita Andersen er a league of her own. Der er INGEN som hende i skandinavisk litteratur.« – OLGA RAVN

I Indigo skriver Vita Andersen romanen om den barndom, som hun er flygtet fra gennem hele livet. »Man kan ikke skaffe sig af med en ulykkelig barndom. Den bliver ved med at være der. Ved at skrive om den troede jeg, såret ville heles. Mens jeg skriver om min mor, ser jeg hende tydeligt, hendes krop, hendes hår, men hun er altid ansigtsløs.«

Profile for iBUREAUET

VINTERBØGER  

VINTERBØGER  

Advertisement