Page 1

DECEMBER 2016 DAGBL ADET INFORMATION

VINTERBØGER

Ind i det blå Mød Tine Høeg og fem andre nordiske debutanter SIDE 26-46

TENDENS

Opbrud i kritikken – Hédi Kaddour om tyvernes Nordafrika – Editionsfilologens værksted – Tidsskriftets historie


INDHOLD

8 - 12 Interview Hédi Kaddour om sin verdensroman

2

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

LEDER

14 Enquete Fire bogelskere om store læseoplevelser

16 - 17 I forskerens værksted Editionsfilolog Johnny Kondrup fortæller om sit arbejde

18 Voxpop Fem internationale litterater om den gode kritik 20 - 21 Kritikdebat I Norge diskuterer de, litteraturkritikkens udfordringer 22 - 23 Kritikhistorie Litteraturkritikken har traditionelt været centrum for samtalen – men hvor er den på vej hen?

24 - 25 Tidsskriftets historie En kulturhistorie fortalt i nedslag

26 - 47 Debutanter 26: Islandske Arngunnur Árnadóttir om kommercialiseringens pris 30: Danske Tine Høeg om afstand og intimitet 34: Norske Jan Kristoffer Dale om sted og klasse 36: Finske Johannes Ekholm om ideologi og selvfremstilling 40: Svenske Marit Furn om Strindbergs paranoia 44: Danske Sophia Handler om angstens poesi

KOLOFON

Ansvarshavende chefredaktør: Rune Lykkeberg Magasinchef: Søren Heuseler / iBureauet Art director: Jesse Jacob / iBureauet Fotoredaktør: Sigrid Nygaard Layout: Sofie Holm Larsen / iBureauet Redaktionssekretær: Nina Trige Andersen Temaredaktør: Anne Vindum / iBureauet Skribenter: Amalie Kønigsfeldt, Anne Vindum, Charlotte Lybecker, Ditte Damsgaard, Louise Rosengreen, Maria Høher-Larsen, Michelle Arrouas, Nina Peitersen, Pauline Bendsen, Tine Byrckel Illustratorer: Line Høstrup, Mia Mottelson, Nilas Røpke Driessen / iBureauet Fotografer: Ditte Valente, Jakob Dall, Rebecka Uhlin, Rut Sigurdardottir, Sakari Piippo Korrektur: Jesper Jordan og Gustav Carl Rey Henningsen Annoncesalg: Frontmedia Tryk: Sjællandske Medier Forsidefoto: Jakob Dall

Nordisk genklang Tekst Anne Vindum Illustration Line Høstrup

D

et kan være en bekostelig affære at have et lidenskabeligt forhold til skandinavisk litteratur på originalsprogene. For år tilbage kunne man konsultere den velassorterede Svensk-Norsk Bogimport i St. Kongensgade i København, men i dag har meget få danske boghandlere uoversatte værker på hylderne. Hvis man vil snuse til bøgerne, inden man køber dem, må man udenlands. Det betyder, at danske læsere selv skal gøre en større indsats for at opdyrke kendskab til de dele af den rige nabolandslitteratur, der ikke oversættes. Det betyder, at de enkelte lande lukker sig om sig selv i stedet for at åbne sig mod hinanden. Og det betyder, at vi fjerner os fra det unikke sproglige fællesskab, der har knyttet os sammen igennem en lille evighed. Hvis vi som læsere tør tage udfordringen op og åbne en bog på svensk eller norsk og bruge de få ekstra kræfter, det kræver at finde ud af, hvad det nu er örngott eller svaberg betyder, så vil der åbne sig en veritabel rigdom af fortællinger, landskaber, kulturelle og sproglige egenarter for os. Det vil kaste lys tilbage på dansk sprog, kultur og litteratur, og vi vil have tre litterære modersmål i stedet for et. Skal vi gå ind i det nordiske samarbejde på individplan, er skønlitteraturen og kunsten generelt et (vel)oplagt sted at begynde. Her kan vi mødes om lighederne og fællesskabet og blive beriget af forskellene.

I dette tillæg er vi taget ud i Norden for at møde seks skønlitterære debutanter, der hvor de lever og skriver, for at tale med dem om deres værker, baggrund og drivkraft. De seks forfattere bidrager med hver sin unikke stemme til det mangfoldige, nordiske litteraturfællesskab. I Froland i det sydligste Norge har vi mødt Jan Kristoffer Dale, der i sin debut Arbeidsnever skriver noveller, der tager afsæt arbejderklassen, og fra Stockholm fortæller Marit Furn om at inddrage August Strindberg i sin roman Skuggan. Johannes Ekholm beretter i Rakkaus Niinku om den kreative klasse i Helsinki, og i Reykjavik går Arngunnur Árnadóttir kritisk til det vildtvoksende turistboom i romanen Að heiman. Herhjemme har vi mødt Sophia Handler, hvis digtsamling Feberfrihed sætter ord på livet med angst, og Tine Høeg, hvis Nye rej-

De seks forfattere bidrager med hver sin unikke stemme til det mangfoldige, nordiske litteraturfællesskab

sende udfolder en kærlighedshistorie fra regionaltoget mellem Næstved og København. På information.dk kan du læse tekstuddrag og høre forfatterne læse op af deres værker.

Den demokratiske samtale Et andet spor i tillægget har vi samlet under overskriften »Kritik af kritikken«. Litteraturkritikken har en lang historie og har traditionelt set været epicenter for den borgerlige offentlighed. Avisernes kritik har i høj grad været omdrejningspunkt for den litterære diskussion, men i de senere år er dagbladenes autoritet blevet udfordret. I Norge oplever man for eksempel, at litteraturkritikken bliver nedprioriteret, og i Danmark meddelte Gyldendal i september, at det velansete tidsskrift Kritik lukker. Dele af kritikken og anmelderiet flytter fra aviser og tidsskrifter over på digitale platforme, hvor skrivende fællesskaber og blogs gør samtalen bredere og mere demokratisk. Men også uredigeret og decentraliseret. Spørgsmålet er, hvilken indflydelse det får på den offentlige samtale og på niveauet i kritikken. Må den gode kritik nødvendigvis være fagligt funderet og redigeret, eller kan den lige så vel være båret af subjektiv begejstring for den gode fortælling? Skal samtalen foregå i et fælles forum, eller bliver den mere mangfoldig af at sprede sig ud over forskellige medier og platforme? Med afsæt i litteraturkritikkens historie folder vi kritikkens landskab og horisont ud.

anvi@information.dk


 Jyllands-Posten



Et helt igennem fascinerende og indtagende dobbeltportræt af en kvinde og en verden i krig. Kristeligt Dagblad

Ƅ Ƅ ƄƄƄ Et nådesløst portræt af Afghanistan. Politiken

Et vægtigt litterært dokument over konsekvenserne af krigen i Afghanistan.





Sitrer af nerve.

Bogen kan ikke anbefales varmt nok.

Berlingske

Berlingske

ƄƄƄƄƄ Politiken

Information



Et oprigtigt indblik i ƄƄƄƄƄ dronni ngens syn smuk bog – dramatisk, på livet og verden. En medrivende, bevægende Berlingske



og oplysende.





Kristeligt Dagblad

Fyens Stiftstidende

Politiken

Kristeligt Dagblad


4

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

KORT&GODT Ny dansk litteratur BØGER PÅ VEJ

Digte i netværk

Tekst Charlotte Lybecker Foto Laura Stamer Med sine runde muskler/ det blik uden/ kun det/ magnetiske/ det æblesikre/ det velvoksede/ ansigtets/ Hyllet ind i armslængderne fra/ dit/ organernes/ mærkbare telt/ (min krop ta-da). ’Spektakel’

D

ebuterende forfatter Nanna Storr-Hansen forklarer om ordet ‘æblesikre’: »Det kom ret intuitivt til mig, mens jeg skrev. Der er noget sikkert over æblet. Det er en arkaisk frugt, en bibelfrugt. Den mest klassiske frugt af alle. Det ville jo være noget helt andet at skrive, at noget er citronsikkert.« I sin digtsamling Spektakel, der ud-

kommer til marts, arbejder Nanna Storr-Hansen (f. 1991) ikke ud fra en lineær tanke om at skabe et narrativ. Hun forsøger derimod at skabe et netværk af ord og situationer, kroppe og tilstande.

En lydhørhed over for verden Spektakel kredser om temaer som sprog, natur, dyr og krop, hvor et gennemgående jeg er den kilde, som alle ord, følelser og tanker udspringer fra. Stemmen er bundet til det at være kvinde, til kvindekroppen. Den er hele tiden til stede i udveksling med sig selv og omverdenen. Menstruationen løber fra mig/ i en lang vokal/ i et kald/ som bier om munden en ræv/ ruller sig/ i tiderne/ omkring mig/ Europa/ kan godt lide mig/ jeg kan godt lide/ Europa ’Spektakel’ Digtenes udadvendthed mod verden er en vekselvirkning, som Nanna Storr-Hansen håber hendes læsere vil tage med sig. »Teksterne er interesseret i altings forbindelse til hinanden, og det er denne følelse eller tilstand, som jeg gerne vil gøre læserne opmærksomme på. Jeg håber, at de vil gøre sig nogle erfaringer omkring det at være et jeg, menneske eller kvinde. Det handler om at forholde sig til den verden, der omgiver os.«

Siden som sted Der er noget afsøgende og åbent ved digtene, hvis grafiske udformning

er afgørende. Ordene står spredt ud på siderne, og det er ikke entydigt, i hvilken retning de skal læses. De figurerer som forskellige led eller dele af digtet, der står i forbindelse med hinanden i et åbent netværk. Læseren bliver aktiveret gennem den eksperimenterende opsætning, hvor der på hver enkelt side er noget nyt på spil. »Det er en meget visuel bog og ikke kun en stemme. Når digtene læses op, går det grafiske tabt,« forklarer Nanna Storr-Hansen. Udover det visuelle er det lydlige aspekt vigtigt i digtene. Fra de elektriske og akustiske lyde, som når »bækken løber elektrisk og med fedt«, eller lyde fra hverdagen når »opgangen dirrer« og »fra radiatorerne den smeltende lyd«. Nanna Storr-Hansen fortæller, at titlen Spektakel er en hilsen til et af de første digte i samlingen, hvor der står »forelskelsen i mig er et lovligt spektakel«. »Spektakel er et meget mundtligt ord, som kommer af specere, der betyder ’at se’, eller spectaculum, der betyder ’skuespil’. Det har noget teateragtigt over sig, hvilket passer godt til digtene, der er meget visuelle, men også støjende,« fortæller hun.

Modreaktion

Kunstner og designer Pille Pernille Horst udfordrede sig selv ved at tegne en tegning om dagen i 365 dage. Nu udkommer de i en samlet visuel dagbog, fortæller redaktør Rikke Oberlin Flarup: »Tegningerne beskriver en kvindes hverdag, men Pille inddrager også politiske emner. Det er fedt at bladre igennem bogen og fornemme, at her er en historie om en person, der reflekterer over personlige ting, men også over det, der sker i samfundet, som man kan relatere til udefra.«

Katrine Marie Guldagers slægtsroman handler om stærke kvinder og mindre stærke mænd. Redaktør Charlotte Weiss fortæller: »Romanen tager sit udgangspunkt i 70’ernes frisind. Husets søn Frederik kan ikke finde sig til rette i sin mors endeløse kærlighed eller sin fars grundlæggende svaghed. Han modreagerer og bliver til et finansgeni, der slår sine folder hos Goldman Sachs. Vi følger Frederiks liv – i en bid danmarkshistorie med afsæt i en familie à la Christian Kampmann eller Pontoppidans Lykke-Per.«

’Pille Tegner 365’ af Pille Pernille Horst. Arkiv for detaljer, marts.

’En uskyldig familie’ af Katrine Marie Guldager. Politikens Forlag, 5. januar.

Intuitiv tone

Eksotisk realisme

Maja Lee Langvad har skrevet en lyrisk fortælling om en forfatter, der er gået ned med stress. Fra en isoleret tilstand skiver hun til en kvinde, som hun er forelsket i. Redaktør Mette Mortensen siger: »Den slår en ny tone an i Majas forfatterskab, som er mere mild og intuitiv. Samtidig er den lige så fuld af humor, sårbarhed og sproglig musikalitet som hendes tidligere værker. Langvads bøger kan betragtes som ét værk, hvor hver bog er vævet tæt sammen med den forrige, men de står også på egne ben.«

Trappevask er en socialrealistisk roman, men er ifølge redaktør Bjarne Michael Jensen også alt andet. »Måske ligefrem eksotisk. Et blik ind i en verden, en ghetto, et sted i Danmark, hvor en trappevasker udfører sit sisyfosarbejde sammen med vekslende kolleger, der alle, med undtagelse af fortælleren, har udenlandsk baggrund. En tekst om arbejdets betydning for vor identitet og sociale udvikling. Det store i det små – en genkendelig verden, som spejlet i sæbeskum synliggør skjulte strukturer. En rejse ind i arbejdets mørke hjerte.«

’Dage med galopperende hjertebanken’ af Maja Lee Langvad. Gyldendal, 23. februar.

’Trappevask’ af Anders Vægter Nielsen. Jensen & Dalgaard, 2. marts

UD K SN OM AR M T ER

Det er især kroppen og dens forbindelser, som debuterende forfatter Nanna StorrHansen skriver om i sine digte. Kroppen situeret i forskellige situationer, talende med vekslende temperamenter og i udveksling med alt det, som omgiver den

Dagens tegning

ibureauet@information.dk

’Spektakel’ udkommer på forlaget Arena 8. marts 2017.


Begynd dit forfatterskab på Venø Efterskole.

NG

ID

GA

IL

IVE

ALT

ÉN

IH

JER TE

T

BRÆNDER DU FOR AT SKRIVE?

T

På forfatterlinjen på Venø Efterskole kan du udfordre og udleve forfatterdrømmen. Vi arbejder med skriveteknikker og afprøver skønlitterære genrer og virkemidler. Vi læser og diskuterer egne og andres tekster og leder dig på sporet af din personlige skrivestil. Vi ruster dig til et liv i bøgernes verden og giver dig indblik i forfattertilværelsens arbejdsforhold og vilkår. Frem for alt tager vi ord bogstaveligt: Ingen forfatter uden bog. Derfor kommer du også igennem den samlede skabelsesproces fra spirende idé til forløsende punktum, så du, når året er omme, står med din helt egen bog i hånden. Udgivet på Venø Efterskoles forlag og fejret behørigt med oplæsning og reception.

Se mere på

venoe-efterskole.dk

Venø Efterskole venoe-efterskole.dk Tlf. 97 86 80 86


6

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

KORT&GODT Ny nordisk litteratur BØGER PÅ VEJ

Fugle som eneste vidne

Subtile referencer Norsk udkant

Agnes Ravatns roman ’Fugletribunalet’ handler om en voksende kærlighed mellem to fremmede. Men også om sorg, skam og ønsket om at sone Tekst Charlotte Lybecker Foto Agnete Brun Eg synest det er sterkt. Han såg mørkt på meg. Inga sak å elske Balder, han var jo elska av alle. Men tenk å elske Loke, sa eg. Ho hindrar han i å sone. Eg trekte pusten. Eg ville gjort det same for deg, sa eg og raudna i same sekund. ‘Fugletribunalet’, s. 168-169

D

en norske forfatter Agnes Ravatn har altid været optaget af nordisk mytologi. I sin nye roman Fugletribunalet refererer hun til fortællingen om drabet på Balder, der ifølge forfatteren rummer et billede på den rene kærlighed. Myten skildrer den usårlige Balder, der som daglig underholdning for aserne lader dem skyde pile efter sig. Det vækker had og jalousi hos jætten Loke, der med list finder ud af, at en pil af mistelten kan slå Balder ihjel. Efter Balders død forsøger aserne at bringe ham tilbage fra dødsriget, hvilket kun er muligt, hvis alle i verden kan græde for Balder. Alle græder for ham på nær Loke, der

som straf anbringes som fange i en hule, hvor en slange drypper gift i hans øjne. Af kærlighed bliver Lokes kone Sigyn hos ham og holder en skål under slangen, så giften ikke rammer ham. For Agnes Ravatn er fortællingen om Balder en parallel til historien om de to hovedpersoner i Fugletribunalet. I bogen følger vi tv-journalist Allis Hagtorn, der har forladt sin mand og sit job efter en offentlig sexskandale. Hun flygter fra mediernes søgelys og får arbejde som hushjælp hos Sigurd Bagge, en mand i fyrrerne, der bor isoleret i et hus på landet. Allis og Bagge drages mod hinanden og midt i sorgen og skyldfølelsen spirer en kærlighed, som Agnes Ravatn kobler til den nordiske myte: »Der er ikke noget specielt ved at elske Balder, da alle elsker Balder. Men for Allis er det stærkt og smukt at kunne elske en, som alle hader. Hun har førhen ladet sig forføre af dem, som var anerkendt af samfundet, men Bagge ved hun ingenting om. Dette er en mere ren form for kærlighed. At falde for den, som ikke elskes af andre,« fortæller hun.

Dommere og vidner Agnes Ravatns roman indeholder både spændingselementer, islæt af gotisk litteratur og filosofiske refleksioner. Det er en meget sanselig roman, hvor detaljerede beskrivelser af naturen, maden og haven fremkalder billeder af det enkle liv på landet. Hele bogen kredser om en mystik mellem de to hovedpersoner, hvis dystre hemmeligheder løbende udfoldes, hvilket kulminerer i en dramatisk slutning. En litterær

teknik, der minder om den, Henrik Ibsen benytter i sine dramaer, som forfatteren har ladet sig inspirere af: »Jeg har forsøgt at arbejde med så få elementer som muligt og finder Ibsens litterære teknik, hvor han løbende opruller karakterernes fortidige historier, fascinerende,« fortæller Agnes Ravatn om Fugletribunalet, der har været sat op som teaterstykke i Norge. Fuglene i romanen bliver billede på den fortid, som det synes umuligt at flygte fra. Bagge har begået en forbrydelse, som der ikke var vidner til og har ikke taget sin straf for den. Kun fuglene ved, hvad han har gjort. De bliver dermed både vidner til og dommere over den hemmelighed, han har så svært ved at afsløre. »Der er en symbolik i det. Bagge forsøger flere gange at fortælle sin historie for at blive tilgivet, men det er en indre kamp for ham,« fortæller Agnes Ravatn. ibureauet@information.dk

’Fugletribunalet’ udkommer på forlaget Batzer & Co, april 2017.

Med fascination af det stilfærdige sprog har Kirstine Reffstrup oversat Rune Christiansens roman om litteraten Agnes, der lever isoleret i Schweiz. »Det er en rørende fortælling om det isolerede menneske, som arbejder sig over imod at møde andre mennesker. Christiansen bruger aktivt referencer fra film, bøger og almindelige livserfaringer, men gør det på en åben og ikkelitterær måde og inviterer læseren ind i Agnes’ verden. Det er et interessant greb, da referencer ofte kan være vældig subtile,« fortæller redaktør Lea Vilhelmsen.

Roy Jacobsens skæbnefortælling skildrer naturen, ensomheden og kærligheden i skyggen af Anden Verdenskrig. Ingrid vender tilbage til sin barndomsø, hvor et skib er forlist, men ikke alle er døde, og i vinterkulden oplever hun kærligheden. Redaktør Louise Kønigsfeldt fortæller: »Roy Jacobsen har en vidunderlig prosa og en fintmærkende og dybtgående forståelse for det menneskelige. Hvidt hav er for mig at se et nyt højdepunkt i et forfatterskab, der allerede tæller mesterværker som Vidunderbarn og Huggerne.«

’Krysantemum’ af Rune Christiansen. Forlaget LESEN, 17. marts.

’Hvidt hav’ af Roy Jacobsen. Rosinante & Co, 13. januar.

Blik på kønsroller Lysende prosa Geir Gulliksens roman udforsker det moderne syn på ægteskab. Redaktør Charlotte Jørgensen fortæller: »Romanen vil sin læser og sin samtid noget. Ved at beskrive et ægteskab og dets opløsning får den sagt noget centralt om vor tids ændrede syn på kærlighed og kønsroller. Den mandlige fortæller forholder sig til disse størrelser ved at se sig selv gennem et kvindeligt blik. Vi skal tilbage til Hans-Jørgen Nielsens epokale roman Fodboldenglen for at finde noget lignende.«

I Linda Boström Knausgårds kortroman om at fastholde kærligheden i en familie på randen af sammenbrud er den 11-årige Ellen holdt op med at tale, efter at hendes alkoholiserede far er død. »Hun bad til Gud om, at han ville dø – og da det endelig sker, må det ifølge hendes barnelogik også være hende, der har taget livet af ham,« fortæller redaktør Christina Yhman Kaarsberg: »Knausgårds prosa er lysende klar og præcis, og hendes skildring af barnets sorg og skyld er både foruroligende og gribende.«

’Historie om et ægteskab’ af Geir Gulliksen. C&K Forlag, 3. marts.

’Velkommen til Amerika’ af Linda Boström Knausgård. Lindhardt og Ringhof, 9. februar.


)>@><'' )=<@$ " .=2=7=@::3> 7#=;-0>@1:7>;;>< )>@1><>@"@*** :/7

.:;91,6=@:#>;=27@67 941&3: :27 .69:2/3:)#49 98:4961,:.583:2537:.5047'7+ 78+:($*+::

):<>;@=73:2@: 97:/897:.9845,227 .69:85 /896:1:97:8#7:6//-+:: 78+:*$ +:::::

%924@???58

%924@+??58

%6-@627'

.:;91,6=@(>*0:2@67-> 97:.5048927 .69:1:6'498:2/3 )#49:98:.5047'7:/,:#04)58+:9$ 5,961,:27 45)2/)989049:2#6:2/3 90:6 )92-/+:4996:716:.504897&89 296.:394:45,7&828,2'-+ /&<4@+??58@ (94@$??58

6>*;9@)==<6 1669:-/35-7:6/339 -1--987: %(:96698 *%(+ /&<4@??58@

(94@$??58

=<1>3";><' 980)979079:1046',22#698 394:.5839+:/6498:1:/:716:( 713982:)8&,+ (94@$??58 /&<4@++??58@

8@-@3>@7>0@30:<> 97#=;-'

;=@)=#=->@=>A,93 5--9:/,:)&-2:716:2#.96:12-981 2/3:56390:817142)8&,+:104$:/, .5047'7:2537:#04)58+:78+: $<< =>4 /&<4+??58@@@@@@(94 ??58 934@ (94$??58 /&<@???58

):#1=2733:<0>< 6989:/82-9661,9:.5839:2-/.$ 350422-/8798+:::::

.:;91,6=@/;=3@/:<*=<7 97.',72:-.5617972:4&05--98:1 350,9:58.98:/,:3/496698+::::::::

<63><@<=4@??58

/<=4@???58

@ 30@:< @ > > BD@, ?58@@ 92@$?

6-;>@.=20>,>;;>@>;;><@ >;;=306 #0465.949:8502-9:,&33127 .698 1:5071)5-7981967:057&8,&331+

/<=4@ ??58

.:;91,6=@.=0=:1, 716890:-50.52:5--9:716:98898+ 1047'7:.5047'7:2537:#04)58+:

%924@+??58

.:;91,6=@<=27>9< 539:.1079885--9:1:%:235879 58.98+:104:/,:.5047'7+ /&<@+??58@@@@@@@@@(94@???58

6-><@927><0&330 '6,:396693:3/496:71.9:2/3:98:97:704:10$ 49865,:96698:3/496:871:2/3:98:6147:7--989 /,:)989,097:2/3:10498$:/,:39669365,+

6-><@ 06#>4@ 8; $ (94?58

6-><@ <064@ 8:( $ (94??58

BD@,>-->@30@:<@92@$??58@@


8

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

INTERVIEW Hédi Kaddour

Hédi Kaddour romandebuterede i en alder af 61 og er som nu 71-årig aktuel med sin anden roman, ’De toneangivende’, der udkommer på dansk til foråret. Foto: Privat

’Jeg vidste kun, at jeg ville skrive en verdensroman’ Hédi Kaddour var over tres, da han i Frankrig vandt Goncourts prestigefyldte debutantpris for romanen Waltenberg. I en alder af 71 rejser han nu verden rundt med De toneangivende, der foregår i det Nordafrika, han forlod som 12-årig, men beskriver med stor indsigt Af Tine Byrckel, Paris

»J

eg ved godt, at det var storhedsvanvid.« Hédi Kaddour griner lidt, og de gråsprængte krøller dirrer. Vi er bænket i efterårsskumringen højt over gadelarmen. Katten Achilleus smyger sig ind i samtalen, og Hédi Kaddour fortæller om dengang, han i en alder af langt over halvtreds besluttede, at han ville skrive en stor roman. »I 1997 gik jeg i Paris’ gader og tog noter – det gjorde jeg altid, også til mine kronikker. Jeg ved ikke, hvad der skete, men da jeg kom hjem, havde jeg besluttet mig for at skrive en stor roman. Sådan en rigtig stor roman, en blanding af Trolddomsbjerget og De Tre Mu-

sketerer eller John le Carrés Muldvarpen og Greven af Monte Christo.« – Intet mindre? »Intet mindre.« Hédi Kaddour elsker historier, især altså store historier. Resultatet af hans beslutning i 1997 blev hans første roman Waltenberg, en mursten på 800 sider. Den gjorde i 2005 den diskrete digter og litteraturlærer kendt i en bredere fransk offentlighed. En forbavsende debut i en alder af 61. Kaddour vandt Goncourts debutantpris, selvom han synes, det var lidt snyd. »Den plejer jo at gå til en håbefuld ung mand eller kvinde.« Inden interviewet har Hédi Kaddour sendt mig en mail med en præcis beskrivelse af, hvor-

dan jeg finder frem til hans lejlighed. Hvis jeg kommer med metro, skal jeg gå ind i sidste vogn, stå ud, tage rulletrappen, dreje en halv gang til højre, gå hundrede meter, og så står jeg ved døren. Den er lige så præcis, som beskrivelserne i romanen De toneangivende fra 2015, der var med i opløbet til alle store franske litteraturpriser og vandt Det Franske Akademis romanpris.

Pied noir Handlingen foregår i et fiktivt land i Nordafrika i 1920’erne, en blanding af Tunis og Marokko, hvor et amerikansk filmhold slår sig ned i en typisk fransk koloni og ved sin blotte tilstedeværelse sætter skarpe projektører på en ellers ret stabil kolonistruktur. Man følger en ung lokal kvinde, Rania, og hendes fætter, Raouf. Der er selvfølgelig også den amerikanske instruktør Neil og hans smukke kone Kathryn, som spiller hovedrollen i filmholdets produktion ’Ørkenens kriger’ og også kommer til at spille en rolle i Raoufs univers. Men især er der som baggrund for alle begivenhederne ’de toneangivende’: den

blanding af koloniherrer- og damer, som pludselig ser deres verden truet af en langt mere moderne og tiltrækkende verden, der ovenikøbet giver løfter om frigørelse. Det sætter gang i en masse historier, hvis tråde man følger til det nazismetruede Europa og tilbage igen. Jeg har fulgt Kaddours rutebeskrivelse nøje, drejet en halv omgang, fundet ’Kaddour’ på dørtelefonen og forladt den larmende Avenue Fontainebleau, en indfaldsvej til det sydlige Paris. Jeg har lagt et hidsigt juleblinkende forretningscenter bag mig og er steget op til 8. sal, hvor Kaddour og hans kone smilende tager imod. Forfatteren viser endnu en etage op: udsigt til en rødmende aftenhimmel til begge sider, et enormt antal bøger sirligt ordnede i reolerne, et flygel og et stort spisebord, hvor vi tager plads sammen med katten og et glas vand. Den nu 71-årige forfatter, der voksede op i Tunis de første 12 år af sit liv og bærer et arabisk navn, fortæller med næsten drenget glæde, hvordan han begyndte at skrive romaner. For hvorfor starte med en typisk europæisk roman, som debutromanen Waltenberg er?


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

9

INTERVIEW

»Jamen fordi jeg er europæisk! Min mor var pied noir (et ord for franskmænd af europæisk oprindelse, som boede i de nordafrikanske kolonier, red.), min far var arabisk, fra Tunis, men som 12-årig kom jeg til Frankrig. Jeg tilbragte alle mine dannelsesår i Frankrig på Henri IV.« Henri IV er en prestigefuld skole, et gymnasium og en institution, som forbereder til de såkaldt ’store skoler’ midt i det gamle Paris. Henvisningen til Henri IV er forklaring nok på Kaddours perfekte franske diktion, der også signalerer intellektuel overklasse. »Jeg oplevede en masse i de år, jeg gik i 3.g – det var en tid fuld af demonstrationer mod krigen i Algeriet, som jeg jo ikke kunne undgå at betragte fra sidelinjen. Senere var der ungdomsoprøret. I de år, hvor jeg lærte det meste, foregik det altså mellem skolen og alt det politiske i latinerkvarteret. Så derfor var det naturligt med Waltenberg.« Waltenberg er både spionroman og et historisk epos, som fortæller om kærlighed og bedrag i Europa, fra skyttegravene til Murens Fald. »Senere underviste jeg i europæisk kultur

på École Normale Supérieure (ENS): ikke den fine i Rue d’Ulm, men den anden universitetscampus, som aldrig har produceret en nobelpristager, og som nu er blevet til ENS i Lyon,« præciserer Kaddour.

Så faldt jeg over en historie om filminstruktører, der i tyverne tog til Nordafrika for at filme. Det gjorde Rudolph Valentino for eksempel Hédi Kaddour Forfatter

Tilbage til barndomslandet Kaddours vej ind i litteraturen skulle ud over via prestigefulde skoler og ansættelse på ENS gå over digtningen. Det fortæller han med en vis ironi. »Jeg var jo en anerkendt digter, Gallimard udgav en af mine digtsamlinger hvert fjerde år. Kort sagt spildte de 25.000 franc på mig, de bad aldrig om støtte. Det er en tradition hos Gallimard at udgive digtsamlinger, og jeg udgav tre.« Det er tydeligt, at Kaddour er stolt over ikke længere at ligge Gallimard til byrde, men at være blevet en decideret indtægtskilde. Især holdt Kaddour sin pen spids ved at skrive kronikker, men det var heller ikke i den forbindelse, den økonomiske succes indfandt sig. »Jeg skrev i starten for L’Autre Journal,« griner han, »vi lavede lange interview med

Duras og Godard, det var ren underskudsforretning.« Kaddour var så også lærer på en journalistskole, underviste i reportage og skrev tv-anmeldelser og klummer. Men aldrig noget over de cirka 12.000 tegn, som ofte er avisartiklers maksimale længde. Indtil den dag han altså besluttede at blive en slags Thomas Mann. »Jeg har ikke skrevet digte siden. Jeg fortalte ovenikøbet mine venner, at nu skrev jeg en roman. Jeg var syv år om det, de havde alle opgivet mig.« Waltenberg blev en succes, og der kom to små opfølgere inden De toneangivende. Egentlig var det ikke tilsigtet, at den anden store roman skulle blive en tilbagevenden til barndomslandet. »Jeg vidste kun, at jeg atter ville skrive en ’verdensroman’. Men så faldt jeg over en historie om filminstruktører, der i tyverne tog til Nordafrika for at filme. Det gjorde for eksempel Rudolph Valentino, den berømte stumfilmsskuespiller. Pludselig var scenen sat for en historie. Når der er for meget ro og orden, hvilket kolonimagten i lang tid opretholdt,


10

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

INTERVIEW Hédi Kaddour Hédi Kaddour fandt inspiration til sit plot i ’De toneangivende’ i historien om amerikanske filmfolk, der i 1920’erne tog til Nordafrika for at filme, som f.eks. stumfilmstjernen Rudolph Valentino, her sammen med Vilma Banky i ‘Son of the Sheik,’ 1926. Foto: Polfoto

er der ganske enkelt ingen historier. Men når sådan et amerikansk filmhold ankommer, sker der noget.« Faktisk havde Kaddour været tilbage i Nordafrika, inden han påbegyndte sin underviser- og digterkarriere i Paris. Han aftjente sin værnepligt for Frankrig på en måde, der i de år var typisk for unge intellektuelle, nemlig som litteraturlærer i Marokko. En måde, man afbetalte sin gæld til de tidligere kolonier på, og samtidig en måde, hvorpå den franske stat kunne bevare sin indflydelse. Kaddour blev i Marokko som lærer indtil 1984. Det var dér, han i sin fritid for alvor fik lært arabisk og læst alle de store arabiske digtere, fortæller han. »Da jeg begyndte at skrive, havde jeg minder fra to forskellige steder – barndommens Tunis og ungdommens Marokko – og alle disse stumper af ordsprog og vendinger og landskaber blandede sig. Så jeg besluttede blot at kalde det ’Landet’. Det passede også med, at der begge steder var en form for monark, og at den franske stat havde herredømmet gennem denne hersker, og på præcis samme måde begge steder. Sådan er kolonialismens struktur. Når jeg nu besøger Tunis i forbindelse med udgivelsen af De toneangivende, er de sikre på, at det er dem, jeg beskriver i romanen, og det samme gælder i Marokko.« Da han først havde besluttet at tage ud-

gangspunkt i historien om filmholdets ankomst, rullede handlingen af sig selv, forklarer Kaddour. »Amerikanerne ankommer til denne dobbelte verden med kolonisatorerne og de koloniserede og militæret, som holder sammen på det hele. Kolonisatoren betragter sig selv som den model, der skal følges. Men de, der ankommer, er endnu højere i et imaginært hierarki, de har flere midler, er mere moderne, har mere fremdrift og rytme. Også deres kvinder er frie, og de har ovenikøbet en forestilling om et folks ret til selvbestemmelse. Det havde Præsident Wilson jo formuleret allerede i 1917, og på det tidspunkt troede man på det. Det er den store Gatsby, som lander midt i en fransk koloni, som i sig selv er det værste af al fransk provinsmentalitet. Alt i sådan en koloni var kedeligt og forudsigeligt. Man kendte alle de andre, gik til de samme fester, der trængte aldrig noget nyt eller fremmed ind. At bo i en fransk koloni var værre end at bo i en fransk provinsby.«

Egyptisk romankunst Kaddours personskildringer folder sig ud fra den scene, der med filmholdets ankomst, nærmest er sat på en filmisk måde. »I begyndelsen er personerne næsten klicheer, men når de så begynder at interagere,

Da jeg begyndte at skrive, havde jeg minder fra to forskellige steder, barndommens Tunis og ungdommens Marokko, og alle disse stumper af ordsprog og vendinger og landskaber blandede sig Hédi Kaddour Forfatter

får de mere stoflighed. Med den unge nordafrikanske kvinde Rania måtte jeg finde en social status, som gjorde det muligt for hende at bevæge sig. På den tid var en kvindes bevægelsesfrihed lig nul. Derfor må hun være datter af en magtfuld person, og så er hun enke: Hendes mand er død i Champagne under Første Verdenskrig. Som hun siger det, er hun nærmest vred over, at han er død for et land, som foragter dem. Jeg ville ikke sige, at han døde i Verdun, for det var alt for indlysende. Og sådan bygges det op. Hendes far forkæler hende, og det ender så med, at hun tager sig af et af hans landbrug, og det er hun god til. Den traditionelle spænding opstår ved, at broren vil have hende gift. ’Han har selv et elendigt ægteskab, så han ønsker jeg skal have et, som er værre,’ som hun selv formulerer det. Den konflikt afføder en række historier om, hvordan hun snedigt undgår at blive gift igen.« – En slags kvindefrigørelse? »Hun læser jo bøger, og man skal vide, at dengang var der en masse arabisk litteratur om kvinders frigørelse, især fra Egypten.« – Nogle af de bøger, hendes far synes er farlige? »Den egyptiske roman opstår omkring 1890 ved, at de kopierer Zola, Dickens og Balzac, men derfra tager de udgangspunkt i deres eget samfund, herunder kvindernes status. Zeineb, som jeg omtaler, skrev romaner, man slet


”En imponerende tour de force” – WEEKENDAVISEN

”Uhyre omfattende og rig på emner (…) En skattekiste af iagttagelse, oplysning og teser, der bringer – også – dette værk på højde med det bedste i den kulturhistorieformidlende tradition.“ – INFORMATION


12

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

INTERVIEW Hédi Kaddour

ikke kan læse i dag, de er enormt tunge. Men dengang var de et frisk pust.« – Deres personer mødes i øvrigt ofte netop gennem en samtale om litteratur. Raouf viser, at han er på lige fod med filminstruktøren ved at citere et sted fra Balzacs ’Eugénie Grandet’? »Ja, for modsat i dag læste alle kultiverede mennesker enormt meget. Enhver, der gik i gymnasiet, lærte en masse udenad. André Gide kunne tusindvis af vers og teaterstykker udenad. Det var helt almindeligt op til midten af forrige århundrede, og det glemmer vi i dag. Nu er det tv, film og spil … Dengang var det bøger.« – Rania har en meget speciel stemme, når hun går og tænker – også på arabisk. Har De selv en stemme i hovedet, når De skriver? »Ja, det har jeg, og jeg prøver derigennem at

Et litterært portræt af rockpoeten Steffen Brandt Af Jesper Hougaard Larsen 238,- | E-bog 138,-

I en roman skal der være modsatrettede stemmer. Man skal være loyal over for alle stemmerne og allermest over for dem, man er uenig med Hédi Kaddour Forfatter

Jens Blendstrup i ukontrolleret gendigtning af et af Bibelens mest absurde dramaer

Eksistensens reformationsserie

Af Jens Blendstrup

»underholdende, lærerigt og letlæst« Weekendavisen

268,- | E-bog 161,-

50,- | E-bog 30,-

KØB BØGERNE I BOGHANDLEN ELLER PÅ EKSISTENSEN.DK

finde de forskellige personers stemmer – det er som at arrangere kammermusik. Rania har en slags indre monolog, en Joyce-agtig stream of conciousness, en blanding af, hvad hun ser, og så digtstumper og ordsprog.«

Ikke optaget af politiske spørgsmål Jeg spørger Kaddour om flyglet, der står i hans stue, og ja, det har han spillet på, indtil den dag han begyndte at skrive digte. Kaddour er en mand, som kun gør én ting ad gangen, med de to ekstra timer, som længe var det, han havde til rådighed ud over arbejdet. »I en roman skal der være modsatrettede stemmer. Man skal være loyal over for alle stemmerne og allermest over for dem, man er uenig med. På en måde fjerner det forfatterens egen stemme. Det er ligesom en god reportage, hvor man heller ikke skal sige, hvad man mener. Men hvis man lader alle komme til orde, er det i montagen, at meningen viser sig. Ligesom i film. Det er selve montagen, som taler, den har sin egen stemme. Jeg er mere af Flauberts skole end af Zolas.« Derfor er der heller ikke noget politisk program, når Kaddour skriver. »Jeg er ikke optaget af politiske spørgsmål og nærer dyb mistanke til romaner, som har et budskab. Selvfølgelig har man et udgangspunkt som med Waltenberg: ’Krig er ikke godt’. Men når det så skal blive til 800 sider, holder det jo ikke. I De toneangivende er udgangspunktet, at kolonialisme ikke er godt. Men derfra og så til at skrive en hel roman, er der temmelig langt.« – Alligevel opstår der en form for politisk historie – det ender ikke så godt. Er ’De toneangivende’ en tragedie? »Måske ikke en tragedie, men i al fald en historie om muligheder, som forpasses. Da jeg gravede i arkiverne, fandt jeg et lovforslag om at give selvstændighed til kolonierne allerede i tyverne. Det var ikke et venstreorienteret projekt. Det var skrevet under af en række stærkt højreorienterede politikere, nærmest som hvis det i dag var underskrevet af Le Pen og af økonomiske og diplomatiske grunde.« Alligevel blev det ikke til noget. »Det var netop de toneangivende, de magtfulde ude i kolonierne, der på tre måneder fik sat en stopper for det. De sad simpelthen og holdt øje med alt, hvad der skete i hovedstaden, som kunne true kolonierne, og det gjorde de så også med dette lovforslag. Men det var ikke den eneste gang. Mellem 1900 og 1950 fik de sat en stopper for alle reformer. Det, som man altså ikke fik gjort i 1922, med at give kolonierne selvstændighed, skulle man så gøre i halvtredserne, men meget mere tungt og voldsomt.« Kaddour kan ikke lade være også at tænke på den helt store historie. »Der er noget meget bemærkelsesværdigt ved Frankrig i tyverne. Vi mente, vi havde den bedste hær i verden, vi var herrer i Europa. Englænderne var en ø, tyskerne havde vi slået, Rusland og bolsjevikkerne havde afskåret sig selv, Østrig var forsvundet, så der var kun én

stormagt, og det var Frankrig. Jeg blev overrasket over at se, at der i en avis fra januar 1923 var to store nyheder: ’Vi går ind i Ruhr, for at kræve vor ret.’ Vi var altså på vej ind i Tyskland for at opkræve krigsgælden, også selvom englænderne og amerikanerne var imod? Og på den anden side: ’Vort imperium er nu forenet’ – fordi lastbiler var kørt gennem Sahara, fra Algeriet til det sorte Afrika.« Kaddour tøver lidt. »Det er så utroligt, for netop ved at gå ind i Ruhr kommer vi til at give Hitlers parti, som ellers var for nedadgående, et nyt momentum. Og så denne idé om et ’imperium’, som ikke på nogen måde giver juridisk mening. Der var et protektorat og kolonier. Alligevel kalder vi det et imperium. Men ok, det er nemt at ville genskrive historien.«

Græshoppeangreb Achilleus kommer listende igen. Den ligner en løve. Det får mig til at tænke over, at dyr er meget nærværende i Kaddours roman om de toneangivende. Vi kikker lidt på Achilleus, Kaddour verfer den ned fra bordet og siger: »Nu er han fornærmet.« Det er en tanke, der aldrig ville være faldet mig ind. – Dyr spiller en stor rolle i ’De toneangivende’? »Ja. Der var så utrolig markant en tilstedeværelse af dyr i min barndom. Der stank jo i bogstaveligste forstand af heste og kameler i gaderne.« Kaddour forklarer, i alle detaljer, hvordan man skal klare sig mod en vild hund, som der var så mange af på landet. Man skal have sten af en bestemt størrelse parat i lommen. Og så lade stenen smutte på jorden, så den rammer hundens ansigt, lige når den flygter. Nu er det mig, der griner. – Det lyder nemt. Uden at spoile kan man godt fortælle, at De toneangivende slutter med et græshoppeangreb. Jeg spørger, om det er en hentydning til biblens plager eller en allegori for klimatruslen? »Det er simpelthen noget, jeg har oplevet, da jeg var lille, når min far tog mig med ud midt om natten for at bekæmpe græshopper ved at smide benzin på dem og brænde dem af. Det er virkelig en katastrofe, og når det sker, så glemmer man alle de andre problemer.«

tiby@information.dk

Hédi Kaddours roman ’De toneangivende’ udkommer på forlaget Batzer & Co. til foråret. Oversat af Anne Marie Têtevide


90

PH lampen 1926-2016 L I M I T E D

E D I T I O N

1. OKTOBER - 31. DECEMBER 2016

PH 3½-2½ Kobber Gulvlampe Design: Poul Henningsen

Leveres med to overskærme, én i kobber og én i mundblæst glas


14

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

ENQUETE

Litterær selvangivelse Vi har spurgt fire bogelskere om årets højdepunkter Tekst Anne Vindum Illustration Mia Mottelson

Gro Frank Rasmussen

Erik Scherz Andersen

Christine Runøe

Litteraturkonsulent og leder af nORD-festival, Helsingør Bibliotek

Redaktør på tidsskriftet Slagtryk og Forlaget Kronstork

Litterat og bestyrelsesmedlem i Københavns Radiobiograf

– Hvilken bog er den bedste, du har læst i år? »En påtrængende læseoplevelse med et mavepustende nærvær er Tom Malmquists I hvert øjeblik er vi stadig i live. Bogen skildrer en ung mand, som mister sin unge kone og står alene tilbage med et for tidligt født spædbarn. De første 90 sider er en lang undtagelsestilstand, og en pumpende nervøsitet forplanter sig i bogen og hos læseren.«

– Hvilken bog er den bedste, du har læst i år? »Rolf Sparre Johansson Begravelse udgivet på Basilisk i foråret. Fysisk er det en lille bog, men indholdet er en stærk omgang, og stilistisk er den særligt vellykket.«

– Hvilken bog er den bedste, du har læst i år? »Det er Miranda Julys First bad man. Hun arbejder meget med akavethed og har en måde at fremskrive sammensatte karakterer, som man føler eller lever sig ind i, selvom de umiddelbart ikke er nogen, man har lyst til at spejle sig i.«

– Hvad har været årets overraskelse? »Det er bogen Hjertetid, som er en brevveksling mellem Ingeborg Bachmann og Paul Celan. Brevvekslingen åbner sig som et hjerteblad af et litterært set frugtbart, men også umuligt kærlighedsforhold mellem forfatterne. Det var overraskende for mig at tage fat i den brevveksling og se, hvor meget litterært indhold, den rummede.« – Hvilken litterære begivenhed ser du frem til? »Vi holder nORD-festival i 2017, og som en optakt kommer den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson og fortæller om sin kommende roman Nogenlunde på størrelse med universet. Han er kendt for sin poetiske fortællekunst og en usentimental tilgang til den islandske natur.« – Hvilken bog ligger på dit natbord? »Jeg har rigtig mange bøger liggende. En af dem er Judith Hermanns Lettipark. Jeg var meget glad for hendes novellesamling Sommerhus, senere, så jeg har meget store forventninger til denne novellesamling også.«

– Hvad har været årets overraskelse? »At Jonas Okholm Jensens debut ikke har fået en større modtagelse. Det er virkelig gakket på en talentfuld måde. Titlen er Så snart man åbner vinduet ud til den populære sol vælter årets første flue ind i rodet og er udkommet på Escho.« – Hvilken litterær begivenhed ser du frem til? »Lille Bogdag, der siden 2015 har fundet sted hvert år omkring april. De skal finde et nyt sted at afholde de hyggelige bogdage med mange af de gode, små, skønlitterære forlag. Det kan hæve ambitionsniveauet, men det kan også fjerne noget af det hyggelige ved arrangementet.« - Hvilken bog ligger på dit natbord? »Andrzej Tichy Kairos udgivet på Forlaget Arena. I den bog læser jeg typisk kun tresyv sider ad gangen, den er spraglet og med mange indfald, så den har ligget der længe efterhånden.«

– Hvad har været årets overraskelse? »Jeg har lige læst Hanya Yanagiharis A little life. Det chokerede mig, hvor rørt jeg blev over historien. Jeg græd hele vejen i bussen på vej til Berlin. Forfatteren formår at beskrive andre verdener enormt overbevisende.« – Hvilken litterær begivenhed ser du frem til? »Jeg ser meget frem til Third Ears podcastserie Pigen med den tunge kuffert. Det er ikke fiktion, men for mig er der et sammenfald mellem fortællende radio og litteratur. Ligesom når man læser, danner man billeder i hovedet, når man lytter, og man kommer ind i et særligt rum.« – Hvilken bog ligger på dit natbord? »Det gør Carson McCullers Clock without hands. Det er en roman fra 1961 og handler om en mand, der får leukæmi, og som bare stirrer på det her ur uden visere. Uret er en metafor for, at vi alle har en udløbsdato. Det er en almengyldig sandhed om livet.«

Kizaja Ulrikke RoutheMogensen Litteraturanmelder hos Politiken – Hvilken bog er den bedste, du har læst i år? »Harald Voetmanns kommenterede oversættelse Sulpicia af en 2000 år gammel romersk digter, som er den eneste kvindelige digter, hvis hele digte er bevaret fra den tid, men som vi næsten intet ved om. Det egentlige værk er den følsomme og forbilledlige måde, han følger digtenes egne diskrete spor af en digter og et kvindeliv.« – Hvad har været årets overraskelse? »Udover at Bob Dylan fik Nobelprisen, og at Gyldendal lukkede det vigtige, gamle litteraturtidsskrift Kritik, var det en sensationel overraskelse at læse Lea Løppenthins lille hæfte Marts er bedst.« - Hvilken litterær begivenhed ser du frem til? »At unge forfattere som Sophia Handler og Nanna Storr-Hansen debuterer i 2017. Og så håber jeg, at der er nogen i København, der begynder at arrangere kritikersaloner igen. Fordi det ikke bare handler om at lytte, men også om at tale og tænke med hinanden.« – Hvilken bog ligger på dit natbord? »Christina Hesselholdts roman Vivian om den amerikanske gadefotograf Vivian Maier, der var ukendt næsten hele sit liv og tog seriøst mange billeder. Jeg synes i det hele taget ofte, der kommer noget interessant ud af, når forfattere arbejder med andre forfatteres eller kunstneres arbejde.«


”Stærk bog” B ERL I N G SKE

Fra Big Bang til liv i universet

Bogen gør det uoverskuelige begribeligt, og giver overblik over himmelrummet fra Solsystemet og ud til de fjerneste galakser.

Ny bog i den populære serie, der begyndte med 40’erne og 50’erne. Med bidrag af bl.a. Knud Foldschack, Lars Lilholt, Camilla Plum, Jes Stein Pedersen og Villy Søvndal.

”Stærkt og vigtigt vidnesbyrd.” WEEKENDAVISEN

”Læs denne kloge, reflekterede og bevægende livsberetning.” J Y L L A N D S - P O ST E N

”Fortræffelig håndbog for vakse galaksenørder.” BERLI NGSKE

Årets bedste fagbog i Sverige i 2015

”Noget nær genialt” WEEKENDAVISEN

POL I TI KEN

”Et respektindgydende værk.” B E R LIN GS KE ”En bevægende fælles fortælling.”

”Naturligt musikalsk og fornemt disciplineret fortællekunst.” P O L I T I K E N

B ERL I N G SKE

WEEKENDAVISEN

LINDHARDT OG RINGHOF


16

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

VÆRKSTEDSBESØG Editionsfilologen

På opdagelse i teksternes tilblivelse

Editionsfilologen Johnny Kondrup er ofte begravet i manuskripter og bøger: ’Jeg arbejder primært hjemme, hvor jeg har et kontor bestående af to rum med en dobbeltdør imellem. I det ene står skønlitteraturen, og i det andet sidder jeg omringet af fagbøger.’

Som editionsfilolog tilbringer Johnny Kondrup en del tid på biblioteker, hvor han forsker i klassiske værkers tilblivelse og udgivelse. Han frygter en fremtid, hvor breve er udskiftet med e-mails, og hvor computeren sletter de spor fra skriveprocessen, som er afgørende for vores kulturarv Tekst Michelle Arrouas Foto Jakob Dall

I

nformation har bedt Johnny Kondrup forklare, hvordan arbejdet foregår i hans forskerværksted, hvor han beskæftiger sig med såkaldt editionsfilologi. »En editionsfilolog studerer sprog og litteratur med særligt henblik på at tilvejebringe udgaver. Det er med andre ord én, der på videnskabelig måde udgiver ældre tekster fra et bestemt kulturområde,« forklarer Johnny Kondrup om sit særlige forskningsfelt. – Hvordan ser din hverdag ud? »Jeg sidder ikke begravet i bøger uden at tale med mine kolleger; sådan er virkeligheden ikke for den moderne forsker, heller ikke for en editionsfilolog. Omkring halvdelen af min arbejdstid er reserveret til undervisning på Københavns Universitet, hvor jeg er professor i nordisk litteratur, og til kontakt med studerende og kolleger. Den anden halvdel er viet til forskning og udgiverarbejde.« – Hvordan foregår arbejdet helt konkret? »Arbejdet består af fem led: for det første at transskribere manuskripter; for det andet at rette fejl i de originale tekster, både manuskripter og tryk. For det tredje at skrive kommentarer til teksterne for at sikre, at yngre ge-

nerationer kan forstå ældre ord, historiske og geografiske forhold, bibelreferencer og andre ting, der er gledet ud af den moderne dannelseshorisont. For det fjerde at skrive indledninger, som fortæller om værkets tilblivelse; og for det femte at lave oversigter over forskellene mellem flere udgaver af det samme værk. Det sidste kalder vi et variantapparat. Hvis man vil udgive Henrik Pontoppidans Lykke-Per, så tager man de fire udgaver, han skrev, og læser dem linje for linje i bøger opslået ved siden af hinanden for at notere varianterne. Det kræver koncentration og tager virkelig lang tid.« – Hvor tilbringer du din arbejdsdag? »Jeg arbejder primært hjemme, hvor jeg har et kontor bestående af to rum med en dobbeltdør imellem. I det ene står skønlitteraturen, og i det andet sidder jeg omringet af fagbøger. Jeg har to skriveborde: et computerskrivebord og et læseskrivebord, som står over for hinanden. Jeg har som regel 10 bøger og en del papirstabler på bordene.« – Hvordan får du adgang til kostbare, ældre manuskripter af eksempelvis Kierkegaard? »Jeg arbejder også en del på biblioteker, for noget af mit arbejde indbefatter ældre manuskripter, og de befinder sig i bibliotekernes arkiver. Nogle af dem kan jeg tilgå via fotos på min computer, men når jeg skal ned i detaljen, må jeg ind på biblioteket og mærke på

papiret, eksempelvis for at se, hvor pennen har skrabet, når forfatteren løb tør for blæk. I særlige tilfælde kan man få lov til at låne manuskripter. Det gjorde vi, da vi arbejdede på Søren Kierkegaards Skrifter. Dokumenterne er stærkt bevogtede, så vi måtte bygge specielle bokse, alarmsystemer og sørge for andre sikkerhedsforanstaltninger, før vi kunne få lov til at låne dem portionsvis. Det var en stor oplevelse at sidde med hans originaler i hånden, fra bogmanuskripterne til forlovelsesbrevene.« – Hvor god er du til at adskille arbejde og fritid? »Det kan jeg ikke rigtig finde ud af. Der er flydende grænser, og sådan ved jeg det er for mange forskere. Det er jo ikke bare et arbejde, men også en lidenskab, så jeg sidder tit bøjet over bøgerne om aftenen.« – Hvor megen interesse er der for faget? »Interessen for editionsfilologi er bestemt stigende, så det er en spændende tid. I lang tid var litteraturforskningen præget af nykritikken, der brød igennem i 1960’erne. Her koncentrerede man sig om teksten selv og mente, at alt, der havde med dens tilblivelse at gøre, var uvæsentligt. I dag er de fleste litteraturforskere opmærksomme på, at teksten har en historie, så det er afgørende, hvilken version man analyserer. Interessen er pæn både blandt studerende og kolleger. Det er også en del af grunden til, at jeg skrev bogen Editionsfilologi. Da jeg begyndte at arbejde med udgivelsen af Søren Kierkegaards Skrifter, savnede jeg en bog, der kunne vejlede i processen, men der fandtes ikke nogen, så jeg besluttede mig for at skrive den selv.« – Hvorfor er editionsfilologi vigtig? »Min interesse for faget begyndte som en

konstatering af, at mange af de udgaver, vi normalt benytter som basis for litterære analyser, er fulde af fejl. Grundlaget var ustabilt og kunne forbedres. Samtidig opdagede jeg, at mange forfattere ikke bare skriver en bog én gang – Henrik Pontoppidan reviderede eksempelvis sine værker op til fem gange, og førsteudgaven af romaner som Lykke-Per betragtede han som en slags trykt kladde. Når man skal analysere det værk, hvilken af udgaverne er så den gyldige? Ens fortolkning bliver afhængig af, hvilken version man har valgt. Inden for den litterære analyse var det, som om man troede, en tekst var faldet ned fra himlen, uberørt af menneskehænder, og at Lykke-Per var Lykke-Per, men det er mere kompliceret end som så. Dét synes jeg er spændende.« – Hvorfor skal skatteyderne betale for editionsfilologi? »De fleste bøger, jeg har været med til at udgive som editionsfilolog, er udkommet i en trekant mellem videnskabelige udgiverselskaber, universiteter og nationalbiblioteker, til tider også kommercielle forlag. Men de kan

BLÅ BOG

Johnny Kondrup, f. 1955 × Uddannet mag.art. i nordisk sprog og litteratur (1981), senere lic.phil. (1985) og dr.phil. (1994) × Professor i nordisk litteratur på Københavns Universitet


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

på ingen måde bære sig selv kommercielt; udgivelsen af Kierkegaard-skrifterne kostede eksempelvis 112 millioner af skatteydernes penge, og derfor er den elektroniske version af udgaven også gratis til rådighed på internettet. Det er sådan noget, der bare skal foreligge, hvis vi vil vedligeholde vores skriftlige kulturarv.« – Føler du nogensinde, at du kommer for tæt på folks privatliv, når du forsker i deres dagbøger og breve? »Som editionsfilolog forsker jeg i bogmanuskripterne, men også i dagbøger, breve, kontrakter og andre private dokumenter. Jeg synes, at man som forsker har ret til at bruge alt materiale, der ikke er klausuleret eller tilintetgjort. Hvis forfattere ikke vil risikere det, må de selv brænde materialet. Johannes V. Jensen fyrede eksempelvis lystigt op med sine egne manuskripter, fordi han ikke ville have, at litteraturforskerne kom og kiggede ham i kortene. Det er vi mange, der ærgrer os over, men han fulgte bare spillets regler.« – Hvordan påvirker den digitale udvikling faget? »Den digitale udvikling har givet os mange nye muligheder, først og fremmest for hurtige søgninger og overskuelige variantapparater, men den har også gjort vores arbejde sværere. Mange forfattere skriver ikke i hånden længere, men på computer. Computeren sletter jo det mislykkede, og man kan ikke se sporene efter det – de er ellers enormt værdifulde for os i håndskrevne manuskripter. Så det bliver sværere at få indblik i den digteriske skabelsesproces fremover, end da man skrev på papir. Samtidig skriver forfattere i stigende grad e-mails i stedet for breve, og

17

de færreste er opmærksomme på at gemme deres e-mail-arkiver. Der er meget, der går tabt i den digitale kommunikation. Et andet problem er, at vores egne udgaver bliver digitale og dermed mindre stabile, end da de blev trykt som bøger. Fremover er vi nødt til hele tiden at migrere data til nye generationer af hardware og software, for problemet er lidt ligesom med atomaffald – vi har et højpotent intellektuelt indhold, hvis halveringstid er betydeligt langsommere, end de beholdere, vi opbevarer det i. Nogle skal være opmærksomme på at redde materialet.« ibureauet@information.dk

FAKTA

NY BIOGRAFI

Vejen til noget andet UΩe Elbæks liv

– fra ungdomsoprør til politisk sensation

Editionsfilologi × Der findes ingen formel uddannelse i editionsfilologi – i stedet må man studere litteratur og sprog (‘filologi’) inden for det kulturområde, man interesserer sig for, og specialisere sig i udgivelse (‘edition’). × På universitetet udbydes der, afhængigt af fagtradition og interesse hos lærerne, kurser på flere niveauer. × Det er ikke til at svare på, hvor mange editionsfilologer der er i Danmark. Ud over dem, der er fuldtidsbeskæftiget med udgiverarbejde, er der universitetsansatte og forskningsbibliotekarer, der er ‘deltidseditionsfilologer’, ligesom Johnny Kondrup.

Bogen beskriver Uffe Elbæks usædvanlige liv med opture og nedture, veje og vildveje, der skabte drømmen om ‘noget andet’ og dermed Alternativet. Uffe Elbæks private dagbøger giver et sjældent og ærligt indblik i et menneske uden falske dagsordener.


18

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

KRITIK Internationale stemmer

’Tiden med højkultur er slut’ Vi har spurgt litterater fra en række udenlandske medier om den gode kritik Indsamlet og oversat af Charlotte Lybecker og Laura Dombernowsky

Ijoma Mangold

Eva Klíčová

Litteraturredaktør, Die Zeit, Tyskland

Redaktør på tidsskriftet Host, Tjekkiet

– Hvad er god litteraturkritik? »Der er ingen endelig definition af sandhed.«

– Hvad er god litteraturkritik? »Kritikeren må forsone sig med, at ingen vil kunne lide ham: forfatterne vil være skuffet over hans misforståelser, læserne for alt det unødvendige og andre kritikere utilfredse fordi de selv skriver anmeldelser. Endelig må kritikeren antage, at hans anmeldelse vil blive læst, hvorfor den skal være forståelig og interessant.«

– Er kritikken truet? »Hvorfor skulle den være truet? Siden Sokrates gik rundt i Agora (Athen) har kritik været en social praksis og er endda socialitetens store motor.« – Har du et kritikerforbillede? »Den måde Borges (argentinsk forfatter, red.) skriver om litteratur på i Fiktioner.«

– Er kritikken truet? »Måske. Men jeg er ikke sikker på, at det er mediernes skyld. I Tjekkiet er der ikke mange romaner med originale temaer. Hvorfor skulle en avis skrive om dem? Hele situationen afhænger af litteraturens position i samfundet.« – Har du et kritikerforbillede? »Nej. Tiden med højkultur og intellektuelle forfattere er slut.«

Fabien Deglise Sektionsleder for bøger, Le Devoir, Canada

– Hvad er god litteraturkritik? »God kritik er kritik, som holder afstand fra kunstnerne, kulturindustrien, kommercielle interesser og kun har ét fokus: interessen for læserne. En god kritik er ikke skrevet til at promovere et show, en bog, et teaterstykke, men ønsker at lokalisere denne produktion i nutiden.«

Daniel Sjölin Forfatter og litteraturkritiker for Svenska Dagbladet og BLM, Sverige.

– Hvad er god litteraturkritik? »God kritik handler om at stille de rigtige spørgsmål. Spørgsmål der åbner værket som et kunstværk, som en del af samfundet eller historien eller som en måde at reflektere over livet på. En god kritiker bruger sin subjektive position til at finde svar på disse spørgsmål, men er også opmærksom på, at hun ikke kan lave en naturlig lov baseret på hendes subjektive smag. En god kritiker er opmærksom på begrænsningerne af hendes smag, og at denne i sig selv er påvirket af vores nutidige moral og tendenser.« – Er kritikken truet? »Den almindelige tale om litteratur

er kun delvist udformet som kritik, dvs. tekster der udspringer af læsningen af en bog. I dag optræder samtalen om litteratur inden for flere genrer: interviews, features, boglanceringer, kronikker osv. – tekster hvor bøger og forfattere er nævnt, men ikke nødvendigvis som følge af, at den ”kritiker” eller kulturjournalist, der skriver artiklen, har læst bogen. Dette kalder jeg den ”festlige” side af det litterære felt. Vi ønsker at invitere læserne med til vores fester. Men der er en ulempe ved det: Vi interesserer kun folk, der allerede har en interesse for litteratur. En anden ting er, at det er blevet langt lettere at skrive om litteratur. I dag behøver du ikke at have læst

bogen for at kunne tale om den. Og som et resultat af krisen, hvor aviser lukkes ned, har kritikeren kun tid til overfladisk at læse bogens bagside eller at placere den i konteksten god/dårlig.« – Har du et kritikerforbillede? »Enhver kritiker der går ud over hendes almindelige fag og for eksempel bruger naturvidenskaben til at stille spørgsmål til en digtsamling. I denne forbindelse er forfatter og litterat Kjell Espmark en generel rollemodel, men der forekommer også problemer, når forfattere bliver kritikere. Jeg foretrækker kritikere, der ikke skriver selv.«

– Er kritikken truet? »Ja, den gode kritik er truet. Af hvem? Af det kommercielle pres i medieindustrien. Af journalister som glemmer at holde en kritisk distance mellem dem selv og kunstneren/ kulturindustrien. Af Public Relations som forsøger at iklæde sig status som journalistik ved at promovere shows, bøger m.m. forklædt som artikler. Af læsere som leder efter praktisk information i stedet for kritiske synspunkter.« – Har du et kritikerforbillede? »Nej. Jeg prøver at være en bedre kritiker hver dag ved at blive ved med at være opmærksom på det centrale i mit job: mine læsere.«

Chen Xiaoming Professor ved Peking Universitet, Kina

– Hvad er god kritik? »Udover evnen til at kunne fornemme kvaliteten ved den bedste litteratur, skal en god kritiker også have et historisk perspektiv, en bredt syn på litteratur, et åbent sind og et godt hjerte.« – Er kritikken truet? »Jeg forstår det som ”påvirkning” snarere end ”trussel”. I alle samfund bliver kritikken påvirket af forskellige former for begrænsning. Både poeter og kritikere ”danser med lænker på”. Religion, etiske principper og krig vil alle have indflydelse på kritikken. Måske ligger den grundlæggende trussel i at have mistet passionen og idealerne for litteraturen.« – Har du et kritikerforbillede?  »Den franske filosof Jacques Derrida. Hans intellekt, tanker og konstante spørgende indstilling har fået mig til at bevare både respekt og nysgerrighed over for viden og sandhed og forstå, at det er værdifuldt og nødvendigt aldrig at give op på vejen til viden.«


tid til

AT VÆLGE JULEGAVER ★★★★★

”Sammenkædningen af his indsigter og musik er en fremragtoriske ende idé.” JY LL A N D S

SROMAN G N I D N Æ P S NY ★E N ★S -★ ★L★ POST D AN

♥♥♥♥♥

JYL

POL ITIK EN

★★ ★★ ★

-P O S T EN

♥♥♥♥

”En rasende spændende biografisk roman.”

♥♥ ♥♥♥ N ITIKE POL

FYEN S STIF TSTI DEN DE

P O LI T IK EN

♥♥♥ ♥♥♥ LI TI KE N PO

★ ★★GS★KE ★★RL IN BE ★★★★★★ EN

JY DS KE VE ST KY

BORN TO RUN

BRU CE SPR ING STE EN

★★

★★★ ”Ilden forener al★ vo r menneskelige komedieog humor, så den – ja, netop – menneskfremstår med et eligt ansigt”. DAG B L A DENES

★★★★★ B O G VÆ G

TEN

BUREAU

★★★★★ B E R L IN

GSKE

SELVB IOGRA FI

♥♥♥♥♥ ♥ POLITIKEN

  BERLINGSKE

 

JYDSKEVESTKYSTEN

POLITIKENS FORLAG

ST

★★★★★ ★ ★ ★ ★e,★ autentisk, troværdig

T IF T S T FYENS S

ID E N D E

r begået en rørend sit eget forbillede.” ”Sebastian Klein haom n kendte far og og varm biografi siL IT F IX .D K

POLITIKENS FORLAG


20

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

KRITIK Dom over litteraturen

Hvem har ret til at fælde smagsdomme? Den traditionelle litteraturkritik bliver i stigende grad nedprioriteret af medierne, mens bogblogs stortrives på nettet. Er det et udtryk for en demokratisering af kritikken? Eller er den offentlige, litterære samtale i fare? Det diskuterer man flittigt i Norge for tiden Tekst Amalie Kønigsfeldt Illustration Nilas Røpke Driessen

E

ngang for ikke særlig længe siden havde aviserne og tidsskrifternes litteraturkritikere monopol på at mene noget om litteraturen – offentligt i hvert fald. Men de senere års omvæltninger i medieverdenen har ændret kritikkens rammevilkår markant. Aviserne bringer færre og kortere anmeldelser og mange af dem bliver gemt bag en betalingsmur på nettet. Det danske litteraturtidsskrift Kritik, som Gyldendal har udgivet gennem 50 år, er lukket, og det norske litteraturtidsskrift Vagant har netop fået opsagt kontrakten med forlaget Cappelen Damm.

»Kritikken bliver presset, fordi mediehusene ser, at det tager tid at læse litteraturkritikken. Det er ikke let konsumerbart stof, og den langsomme journalistiske genre er i problemer,« forklarer Eirik Vassenden, der er professor i nordisk litteratur ved Universitetet i Bergen og den ene af redaktørerne bag bogen Norsk litteraturkritikks historie 1870-2010. Samtidig overtager bloggerne en stadig større del af behandlingen af litteraturen. Monopolet er brudt, for på nettet kan alle mene noget om alt, også om bøger. Men er det et tegn på, at den traditionelle litteraturkritik er truet? Eller er den bare i gang med at genopstå i en ny form på diverse blogs? Det er omdrejningspunktet i den debat, der har kørt i litterære kredse i Norge,

siden Norsk litteraturkritikks historie 18702010 udkom i efteråret. I bogen skitserer tre norske professorer litteraturkritikkens historie og udvikling frem til i dag, og det har givet anledning til at diskutere litteraturkritikkens vilkår anno 2016. For kan bloggerne fungere som en slags erstatning for al den litteraturkritik, der ikke længere laves i de traditionelle medier? Nej, mener Eirik Vassenden, af den simple årsag, at der er en væsentlig forskel på, hvad bloggerne og litteraturkritikerne vil med deres tekster. »Der findes jo en række veletablerede kriterier, som man kan se, at kritikere traditionelt set har regnet for noget godt, f.eks. originalitet, mestring af formen, troværdighed og sproglig kreativitet osv. Litteraturkritikerne laver en vurdering af de formelle kvaliteter på baggrund af de veletablerede kriterier, som der har været nogenlunde samme opfattelse af, hvad er, op gennem litteraturhistorien. Bloggerne har også deres kriterier, men de er måske anderledes,« forklarer Eirik Vassenden og fortsætter: »Jeg betragter blogkritikken som en

udvidelse og tilvækst til kritikken, for mange bloggere ser ud til at ville noget andet end den traditionelle kritik ved at være mindre problematiserende og diskuterende,« forklarer han, men tilføjer, at det er umådeligt svært

Redigeringsprocessen er kostbar, men den sikrer litteraturkritik på højt niveau Eirik Vassenden Litteraturprofesser ved Universitetet i Bergen


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

21 David Grossman er tilbage med en ny stor roman efter den uafrystelige ‘Kvinde på flugt fra meddelelse’. POLITIKEN, Bjørn Bredal

Den 2017 litterære kattekalender FORLAGET VANDKUNSTEN

yyyyyy Roman Forlaget Vandkunsten

Til læsehesten og kattevennen. Med dronningens fødselsdag og tre store religioners helligdage

Jens Breinholt Schou

Uredigeret kritik Alligevel mener hun godt, at dét, bloggerne bedriver, kan betegnes som en form for litteraturkritik. »Vi gør jo mange af de samme ting. Det er ikke sådan, at de sidder og dikker med deres følelser, hvorimod jeg analyserer – vi gør begge begge dele. Nogle bogbloggere får jo også en karriere på aviserne efterfølgende. Vi er en del af samme system,« siger hun. Dér, hvor hun mener, problemet opstår, er, når boghandlere og forlag begynder at bruge bogbloggernes positive udtalelser i deres markedsføring. »Den traditionelle kritik er ikke så villig til at bruge stjerner og hjerter og den slags, og så er den nok mere sur. På bogblogs er der ofte mere følelsesmæssig, begejstret respons, og den form for affektiv kommunikation bliver opprioriteret af forlagene i deres markedsføring,« mener Susanne Christensen.

Den offentlige samtale svækkes Derfor mener han ikke, at det er helt uproblematisk, at den traditionelle litteraturkritik bliver nedprioriteret. »Litteraturkritik er vigtig, fordi den fører en offentlig samtale om de eksistentielle, grundlæggende vilkår for mennesker. Blogs kan kun kompensere for nedprioriteringen af litteraturkritik i de traditionelle medier ved, at den findes, men den kan ikke kompensere for den brede distribution af den offentlige samtale, som den traditionelle litteraturkritik står for, fordi blogs repræsenterer en suboffentlighed. Kritik og debat på blogs og Facebook og den slags er ikke på samme måde et forum for den offentlige samtale, fordi mange her er ekskluderet fra samtalen,« forklarer professoren, og Susanne Christensen stemmer i: »Litteraturkritikken er demokratisk vigtig, fordi den er med til at klæde os på til at forstå andre mennesker, og det er både litteraturen og litteraturkritikkens opgave. Aviserne har været idealistiske nok til at have denne her ordveksling, men nu flytter samtalen over på nettet og ændrer sig. Nu kan vi alle blande os i samtalen. Det bliver kaldt demokratisering, og det er det også på mange måder, men det har også gjort måden, vi snakker sammen på, mere ’casual’ og personorienteret,« siger hun. Selv om der, med blogkritikkens fremvækst, kan siges at være kommet flere stemmer med i samtalen om litteratur, ser Eirik Vassenden den traditionelle litteraturkritiks svækkelse som et tegn på en fattigere litterær offentlighed. »Jeg er bekymret fagligt for to ting: Den ene er den kvantitative nedskæring på området, og den anden er, at flere af de store mediehuse er begyndt at trykke den samme anmeldelse i alle koncernens aviser. I praksis betyder det, at der, i stedet for at være fire forskellige stemmer, kun er én, og det er en dramatisk indskrænkning af kvantiteten og altså en indskrænkning af samtalen i den almene offentlighed,« slutter han. ibureauet@information.dk

’Norsk litteraturkritikks historie 18702010’ er redigeret af Sissel Furuseth, Jahn Holljen Thon og Eirik Vassenden. Universitetsforlaget, 2016.

NORDISK

CHARCUTERI FO R L AG E T VA N D KU N ST E N

En lyrisk hyperventilation, et poetisk angstanfald, en samling af vejrtrækninger og så nogle hvæs af en cigaret

SARAH COHR LÜTZEN

YOGADIGTE

En embedsmands oplevelser i billeder, fotos og ord 1865-1948

DEN LEGENDE BORGERMAND Af Palle O. Christiansen

Kaspar Kaum Bonnén

ind til min mor

Palle O. Christiansen giver et sjældent indblik i en københavnsk borgers liv og inviterer læseren med til et København, der ikke længere findes

FORLAGET VANDKUNSTEN

Anmelder ud fra forskellige kriterier Spørger man én af Norges mest læste bogbloggere, Geir Tangen, der til hverdag arbejder som skolelærer på en ungdomsskole i Haugesund, men i fritiden driver Norges største krimibogblog Bokbloggeir, er der forskel på, hvilke kriterier bloggeren og litteraturkritikeren anmelder ud fra. »Som bogblogger er det min mening, der er den vigtigste. Som anmelder i en avis eller et tidsskrift er det en faglig begrundelse, som er i fokus. Jeg forsøger selvsagt at være faglig, saglig og seriøs i mine bloganmeldelser, men jeg kan altså tillade mig at være mere subjektiv,« siger Geir Tangen og slår fast: »Litteraturkritik er et fag, og jeg vil aldrig udgive mig for at være fagmand. Jeg er en subjektiv læser, som skriver om bøger for at skabe interesse for krimilitteraturen.« Spørger man derimod ophavskvinden bag en af Norges andre populære bogblogs, ’bokelskerinnen’, der slår på tromme for blogkritikken i debatten, kan bogbloggerne sagtens erstatte avisernes litteraturkritikere. »Bogblogging er jo en del af den litterære offentlighed, og meget af det, der publiceres på blogs, er af bedre kvalitet end aviskritikken,« siger Elin Brend Bjørhei til klassekampen.no. Det er den garvede litteraturkritiker Susanne Christensen, der skriver for Klassekampen og litteraturtidsskriftet Vagant, ikke enig i, for i hendes optik kan den traditionelle litteraturkritik noget helt andet, end bloggerne kan, nemlig starte den offentlige, demokratiske samtale. »Bloggerne fører ofte en anden slags samtale. Der er tale om en fankultur, som bliver drevet af entusiasme og underholdning. Den traditionelle litteraturkritik fokuserer mere på refleksionen over, om værket har taget stilling til samfundet. Den er kontekstualiserende og behandler, hvad offentligheden er for en størrelse. Bogblogs er mere konsumorienterede. Der er ikke noget forkert i det, men det er en reduktion af, hvad vi kan bruge litteraturen til,« siger hun.

Det er hun ikke alene om at synes. Sidste år kunne den norske avis VG afsløre, at norske forlag, bl.a. Bastion, havde betalt norske topbloggere for at få gode omtaler, og det har været med til at gøre det til en omstridt genre. At den slags overhovedet kan ske, hænger sammen med, at blogs er uredigerede; en væsentlig forskel på blogkritik og aviskritik, ifølge Eirik Vassenden. »Redigeringsprocessen er kostbar, men den sikrer litteraturkritik på højt niveau. Jeg er ikke så optimistisk med hensyn til tanken om, at bogblogs skal aflaste aviserne, i takt med at de skærer ned på kritikken, for bloggerne mangler den redaktionelle proces,« siger han.

Spegning, fermentering, saltning, røgning, tørring og syltning af kød og fisk

FORLAGET VANDKUNSTEN

at tale om bloggere som en samlet gruppe, fordi der er så stor forskel på dem.

Nordisk charcuteri er den første grundbog om emnet på dansk

Blasim skriver bogstavelig talt sine noveller med pistolen for panden. Måske ny arabisk litteraturs vigtigste stemme

Bonnéns roman om moderen og et liv præget af sygdom K R I S T IA N H V I D T

Historikeren Kristian Hvidt leverer slægtshistorie på højt kulturhistorisk niveau. Vor tids fremmedskeptiske vil have godt af at læse Det mousserende element (...) Georg Metz i Information

   DET MOUSSERENDE ELEMENT En jødisk bankierslægt gennem fem generationer

F O R L AG E T

VA N D K U N S T E N

Albrecht Koschorke

ADOLF HITLERS MIN KAMP Om nazismens poetik FORLAGET VANDKUNSTEN

Det vigtigste for Hitler var ikke udbredelsen af en fanatisk sandhed, men derimod at tvinge både tilhængere og modstandere til at reagere

www.forlagetvandkunsten.dk


22

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

KRITIK Baggrund og horisont

Opbrud i litteraturkritikken Siden kritikkens opkomst i det 18. århundrede har den været en vigtig ordstyrer i samtalen om litteratur. I dag kæmper den for ørenlyd i en digital offentlighed, der summer af stemmer Tekst Maria Høher-Larsen Illustration Nilas Røpke Driessen

»L

itteraturen har altid haft en central placering i offentligheden – og det er det, som er til forhandling nu,« siger Torben Jelsbak, lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, om efterårets norske debat om litteraturkritikken. Den har handlet om, hvordan kritikken i Norge i stigende grad bliver nedprioriteret af medierne og flytter over på blogs. »Historisk har litteratur, presse og offentlighed været tæt forbundne, og litteraturen er stadig et centralt emne i den trykte offentlighed. Når den her debat er interessant, er det, fordi den handler om en bestemt praksisform, som har haft uforholdsmæssig meget plads i de trykte medier, men som oplever konkurrence i nutidens medieudbud.« Siden 1800-tallet er kampen om den gode smag og den rigtige litteratur blevet udkæmpet i aviser og tidsskrifter. På mange måder er litteraturkritikken en litterær institution i sig selv, mener Jelsbak. Litteraturkritikerne spiller en afgørende rolle for anerkendelse og prestige – eller med Pierre Bourdieus ord fordelingen af »symbolsk kapital«. »Kritikken fastsætter og fordeler den valuta, man kæmper om, som netop ikke er økonomisk valuta, men en mere uhåndgribelig og symbolsk valuta,« forklarer han. »Inden for litteraturkritik foregår der ofte en form for magtkamp. Anmeldelser er jo ikke rene smagsdomme – der er altid interesser og

en bagvedliggende poetik forbundet med det at udøve litteraturkritik.«

Kimen til en offentlighed Når debatten om, hvor litteraturkritikken skal foregå, kan sætte så store følelser i gang, er det fordi litteraturen historisk set har været tæt knyttet til den trykte presse og opkomsten af den borgerlige offentlighed. I 1700-tallet fik Europa en tidsskriftsoffentlighed, hvor borgere kunne udveksle synspunkter om samfundets interesser, og her blev debatten om litteratur central. »Jürgen Habermas peger på, at litteratur- og kunstkritik spillede en stor rolle for opøvelsen af kritisk tænkning; og evnen til kritisk at ræsonnere, argumentere og acceptere det gode argument. Det skete på et tidspunkt, hvor det var begrænset, hvilke udsagn man kunne fremsætte. Man kunne f.eks. ikke diskutere politiske styreformer og anfægte den enevældige kongemagt, men man kunne diskutere f.eks. smag og æstetik,« fortæller Jelsbak. I Danmark optræder litteraturanmeldelsen første gang som genre i 1720’erne i tidsskriftet Nye Tidender om lærde Sager – dog ikke i den form, vi kender i dag. De første årtier er det blot en nyhedsmeddelelse om, at en ny bog er blevet udgivet. I de efterfølgende årtier bliver formatet udvidet med et referat af bogen, og i 1741 drister redaktøren Thomas Christensen Clitau sig til at kritisere en ny bog om retskrivning, Et Lidet Orthografisk Lexikon af Niels von Haven. Det er første gang, at et værk vurderes direkte med det argument, at læseren skal kende sandheden. Efter at have skiftet navn adskillige gange

bliver Nye Tidender opkøbt af familien Berling, som i 1749 også grundlægger Berlingske Tidende, det første danske dagblad.

Kampen om den gode smag Særligt i sidste halvdel af det 19. århundrede udviklede litteraturkritikken sig i takt med det moderne gennembrud og den skandinaviske guldalder inden for litteratur med frontfigurer som Henrik Ibsen, Georg Brandes og Herman Bang. »Litteraturen var ikke længere skrevet af præster, statslige embedsmænd og folk ansat på universitetet, men af folk, der skulle leve af litteratur, og så fik litteraturen behov for nogle specifikke værdikriterier og kapitalformer. Herfra kom litteraturkritikken til at spille en afgørende rolle,« fortæller Torben Jelsbak. I slutningen af 1800-tallet var det særligt realismepoetikken, der bidrog til at skabe smagsnormerne for god litteratur. Georg Brandes var fortaler for litteratur, der var virkelighedsrepræsenterende, og som debatterede problemer i samfundet, på den tid f.eks. kvindefrigørelse og religionskritik. Herman Bang bekendte sig også til den realistiske poetik, men uden at have en specifik politisk dagsorden. Desuden opstod der en tredje position i tilknytning til symbolismen, båret af idéen om, at litteraturen netop ikke skal beskæftige sig med hverdagen, men med universelle, eksistentielle eller metafysiske problemstillinger. Ifølge Jelsbak er det en position, som havde stor indflydelse op igennem det 20. århundrede, og som samvirkede med fremkomsten af omnibusavisen, der ikke var bundet til partipolitiske holdninger, som pressen hidtil havde været. Litteraturen vandt større autonomi og blev i stigende grad vurderet på egne præmisser. »Tom Kristensen blev kendt for sin insisteren på at være anmelder, ikke kritiker. Anmelderen anmelder sæsonens nye bøger

umiddelbart og objektivt og forsøger at sætte sig ind i bogens æstetiske projekt. Hvorimod kritikeren er sådan én som Georg Brandes, der havde en ideologisk dagsorden med sin kritik,« siger Jelsbak og tilføjer, at Tom Kristensens anmelderposition nok også er dér, litteraturkritikken i dag oftest placerer sig, selvom den brandesianske position med jævne mellemrum dukker op, f.eks. når der efterlyses den nye generationsroman.

Kontekstkollaps Medieudviklingen har imidlertid grundlæggende forandret vilkårene for kritikken, og mens litteraturanmeldelser fortsat bliver trykt i dagbladene, er de trykte tidsskrifter under pres. Det norske forlag Cappelen Damm har netop opsagt kontrakten med litteraturtids-

Tidsskriftet Kritik er stadig et meget troværdigt brand, som de kunne have fortsat med at leve højt på, blot i andre formater Stefan Kjerkegaard Litterat og lektor ved Aarhus Universitet


I N F O R M AT I O N VINTERBĂ&#x2DC;GER 2016

23

+HQW-8/(0Â&#x2026;5.(7L $SS6WRUHV¤NDQGX VÂĽWWH-XOHPÂĽUNHU S¤GLQH606Ĺ&#x203A;HU

)UHMD¤U

*LYE¡UQVHOYYÂĽUGHWWLOEDJH 6W¡WPHGHW-XOHPÂĽUNH skriftet Vagant, og Gyldendals Kritik mĂĽtte lukke i efterĂĽret. Den litterĂŚre samtale ďŹ&#x201A;ytter over pĂĽ digitale platforme som f.eks. blogs eller pĂĽ sociale medier som Facebook. Blogkollektivet Promenaden er et eksempel pĂĽ, hvordan litteraturfolk fra universitetsmiljøet har forsøgt at skabe et alternativ eller et supplement til den litterĂŚre samtale i oďŹ&#x20AC;entligheden. Litteraturkritiker og tidligere oldermand ved Litteraturkritikernes lav Mai Misfeldt mener ikke, at litteraturkritikken bliver nedprioriteret â&#x20AC;&#x201C; hverken pĂĽ Kristeligt Dagblad, hvor hun anmelder, eller i andre dagblade. ÂťJeg synes ikke, at der er nogen trussel fra blogs, men jeg mener, at det er vigtigt, at aviserne stadig prioriterer kritikken og kulturstoďŹ&#x20AC;et som en del af en oďŹ&#x20AC;entlig samtale. Den skal ligge dĂŠr ogsĂĽ, og hvad der sĂĽ ellers foregĂĽr ude pĂĽ nettet af alle mulige samtaler, det ser jeg ikke som noget problem,ÂŤ siger Mai Misfeldt og fortsĂŚtter: ÂťAllerede nu ligger meget af debatten pĂĽ sociale medier, som pĂĽ en mĂĽde erstatter lĂŚserbrevsfeltet. Jeg ved ikke, om det er negativt.ÂŤ Samtidig understreger hun, at det kan vĂŚre et problem, hvis den oďŹ&#x20AC;entlige samtale i fremtiden kommer til at foregĂĽ for spredt. ÂťKulturstoďŹ&#x20AC;et er en vĂŚsentlig del af dagpressens identitet, sĂĽ det er vigtigt, at der er en samtale der. Kultur og den mĂĽde, vi tĂŚnker om og forstĂĽr hinanden pĂĽ, er ogsĂĽ en vigtig form for nyheder.ÂŤ Samme tanke har lektor Stefan Kjerkegaard fra Institut for Kommunikation og Kultur pĂĽ Aarhus Universitet. Han mener, at blogs det sidste par ĂĽr er blevet overhalet indenom af de sociale medier. Det har gjort den litterĂŚre samtale

levende, men ogsĂĽ diďŹ&#x20AC;us â&#x20AC;&#x201C; pĂĽ en blog havde man i det mindste et speciďŹ kt sted pĂĽ nettet som samlingspunkt. ÂťDe sociale medier bidrager med gode debatter, men problemet er den hurtighed, hvormed samtalen ďŹ nder sted. Det her enorme imperativ omkring aktualitet gør, at aviserne kommer for sent. SĂĽ den litterĂŚre samtale er meget levende, men omvendt ikke sĂĽ tilgĂŚngelig, fordi den er diďŹ&#x20AC;us,ÂŤ siger Kjerkegaard. Han fortĂŚller, at man i forhold til sociale medier taler om ÂťkontekstkollapsÂŤ, fordi det er svĂŚrt at fĂĽ overblik over, hvor, hvem og hvilke omstĂŚndigheder, der sĂŚtter gang i en debat eller samtale. Et eksempel kunne vĂŚre den sĂĽkaldte ÂťhvidhedsdebatÂŤ i forĂĽret 2014, hvoraf en stor del foregik pĂĽ Facebook, efter at litteraturkritiker Lars Bukdahl pĂĽ sin proďŹ l havde kommenteret en svensk anmeldelse af Yahya Hassans debutdigtsamling. Debatten forgrenede sig ud i ďŹ&#x201A;ere kommentartrĂĽde og fandt ogsĂĽ vej tilbage til avisspalterne, bl.a. i lĂŚserbreve i Information. Derfor efterlyser Stefan Kjerkegaard ogsĂĽ et digitalt centrum for den diďŹ&#x20AC;use oďŹ&#x20AC;entlighed pĂĽ nettet i dag â&#x20AC;&#x201C; et sted pĂĽ nettet, som samler trĂĽdene i en debat, og som man som litteraturinteresseret naturligt opsøger for at fĂĽ overblik.

Udvidelse af det litterĂŚre felt Hvis der er tale om en krise i litteraturkritikken er det mere prĂŚcist den traditionelle litteraturkritik â&#x20AC;&#x201C; ikke kritikken som sĂĽdan. De traditionelle former passer mĂĽske ikke lĂŚngere til vores virkelighed, mener Stefan Kjerkegaard. ÂťI forhold til tidsskriftet Kritik, sĂĽ mener jeg, at redaktionen satsede forkert. De lavede nogle ĂŚstetiske ďŹ&#x201A;otte numre

i fysisk form, men i stedet skulle man mĂĽske vĂŚre gĂĽet mere ind i den digitale virkelighed. I princippet er Kritik stadig et meget trovĂŚrdigt brand, som de kunne have fortsat med at leve højt pĂĽ, blot i andre formater end det traditionelle,ÂŤ siger Stefan Kjerkegaard. Han peger pĂĽ USA, hvor tiderne ogsĂĽ har ĂŚndret sig for store litteraturtidsskrifter, men hvor de gamle brands lever videre pĂĽ nettet. OgsĂĽ Torben Jelsbak er positivt stemt over for litteraturkritikkens fremtid pĂĽ digitale platforme. ÂťJeg ved, at folk, der interesserer sig meget for genrelitteratur â&#x20AC;&#x201C; krimi eller fantasy â&#x20AC;&#x201C; har oplevet, at der opstĂĽr en ny og mere saglig litteraturkritik pĂĽ blogs, skrevet af folk med specialiseret kendskab til disse genrer. I dagbladenes litteraturkritik er det pĂĽ en mĂĽde stadig sĂĽdan, at det er den â&#x20AC;&#x2122;rigtigeâ&#x20AC;&#x2122; skønlitteratur, som har fortrinsret, og det er stadig dens kriterier â&#x20AC;&#x201C; om det velskrevne og eksperimenterende udtryk â&#x20AC;&#x201C; som sĂŚtter en standard, ogsĂĽ nĂĽr man anmelder genrelitteratur. Og mange af de her nye blogs er lavet af aďŹ cionados med et kĂŚmpe genrekendskab, som tager genren alvorligt pĂĽ dens egne prĂŚmisserÂŤ, siger han og tilføjer: ÂťSĂĽ opsplitningen af den litterĂŚre offentlighed i de mere nicheprĂŚgede blogs betyder ogsĂĽ, at litteraturkritikken bedre kan leve op til Tom Kristensens gamle kriterium om, at vĂŚrket skal vurderes pĂĽ dets egne prĂŚmisser.ÂŤ

Du kan hjÌlpe børn ud af mobning, ensomhed og lavt selvvÌrd. Pü JulemÌrkehjemmene für de venner og styrke til at tro pü sig selv. Køb JulemÌrker og vind ƪRWWH JDYHU S¤ MXOHPDHUNHWGN - hvert et JulemÌrke gør en forskel for udsatte børn.

6H)UHMDVKLVWRULHS¤MXOHPDHUNHWGNƊOP

Nyhed

Berling Berlingske

Bogtyvene Bag de velkendte bogafbrĂŚndinger i 1930â&#x20AC;&#x2122;ernes Tyskland gemmer sig en ukendt historie om ĂŠt af nazisternes mest skrĂŚmmende ideologiske projekter. Den historie gĂĽr Anders Rydell pĂĽ jagt efter i Bogtyvene, der ďŹ&#x201A;etter det bedste fra historieskrivning og fortĂŚllende journalistik sammen.

mhl@information.dk

LÌs mere og køb bogen pü: butik.information.dk


24

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

KRITIK Tidsskriftets historie

Den synkoperede tidsånd Litterære tidsskrifter er et af de steder, hvor kritikken har udfordret litteraturen og udpeget nye strømninger. Gennem tiden har de skiftet karakter og format Af Charlotte Lybecker

Det nittende Aarhundrede 1874-1877

Edvard og Georg Brandes grundlagde dette kulturtidsskrift, der skulle fungere som talerør for det moderne gennembruds forfattere. Der var behov for en litterær revolution, der lod litteraturen forholde sig til, hvad der skete i samfundet og i den virkelige verden.

Vindrosen 1954-1973

K&K 1967-

Nordica 1984-

Den Blå Port 1985-2014

Victor B. Andersen’s maskinfabrik 1976-

Ønskede at forene Heretica-miljøet med 1930’ernes kulturradikalisme og skabe nye rum for tidens litterære strømninger, kultur og politik. Med Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg som redaktører (1959-73) fik tidsskriftet en mere modernistisk orientering.

”Dette er ikke et tidsskrift for intellektuelle tandlæger” var sloganet blandt en snæver kreds af litteraturstuderende ved KU, der i 1967 grundlagde Poetik, senere K&K. Med en scientistisk stil var målet at bidrage med ny videnskabelig udvikling inden for litteraturfagene.

Nordica fungerer som forum for skandinaviske universitetsinstitutter uden for Norden og bidrager med artikler og anmeldelser fra forskere med speciale i nordisk tekstog litteraturhistorie.

Grundlagt af kritiker Erik Skyum-Nielsen og forfatter Søren Ulrik Thomsen, der ønskede at fremme dialogen mellem digtning og kritik. Tidsskriftet præsenterede oversatte værker samt nyskreven og genfunden skønlitteratur og kritik.

På første nummers forside sås en halvnøgen tatoveret kong Frederik d. 9. Grundlægger Kenn André Stilling beskriver indholdet som ’banalitetens kvalitet’: det, som ikke ser ud af noget særligt, men alligevel er det. Et mylder af collager, nyskrevne tekster, nøgne damer og salmer af Kingo.

Corsaren

Taarnet

Hvedekorn

1840-1855

1893-1894

1920 -

Corsaren var første eksempel på en kritisk-politisk presse i Danmark. Det satiriske tidsskrift blev grundlagt af Meïr Aron Goldschmidt og bidrog med vittige angreb mod enevælden og censuren samt ironiske tegninger. Corsaren var den mest omtalte forkæmper for ytringsfrihed i Danmark, og mange numre blev beslaglagt Illustration: Det Kongelige Bibliotek på grund af de skarpe angreb på politiske og kulturelle forhold, hvorfor Goldschmidts virke ofte foregik i det skjulte. Det gik langt i sin satire, hvilket fik stor betydning for dets omfangsrige omtale i eftertiden. Populariteten skyldtes også bladets polemik mod forfatteren Søren Kierkegaard, der gik under navnet ’Corsar-affæren’. Kierkegaard, som altid havde været velanset i gadebilledet, blev latterliggjort og ydmyget efter, at Corsaren havde bragt karikaturer af ham som tyndbenet, skrutrygget og med ben i forskellige længder. Corsaren udkom hver fredag i et oplag på 3000 eksemplarer.

På hjørnet af H.C. Ørstedsvej og Kastanievej på Frederiksberg rejser sig et tårn med et ottekantet tårnværelse. Det var her, forfatter Johannes Jørgensen skrev et essay om den franske forfatter Joris-Karl Huysmans, hvis roman Là-bas (Dernede) handler om personer, der i et klokketårn hævet over alt dernede fører Foto: Den Store Danske dybsindige samtaler om kunst og religion. På samme værelse mødtes 1890’ernes unge kulturliv for at definere tidens stil på tværs af kunstneriske genrer. I den forbindelse stiftedes tidsskriftet Taarnet med afsæt i forbillederne Baudelaire og Huysmans, som skrev nybrydende kunstkritiske tekster. Hertil fandt kredsen inspiration i Nietzsches filosofi. Fællesskabet omkring Taarnet gik imod Brandes’ naturalisme og forsøgte at danne et samlepunkt for en ny kunstnerisk følelse med åndeligt fokus. Taarnet var med til at introducere den litterære symbolisme i Danmark, og Jørgensens programartikel ”Symbolisme” blev Taarnets vartegn.

STANDART 1987-

Et af landets største litteraturtidsskrifter, der blev etableret ved litteraturhistoriefaget ved Aarhus Universitet. Standart bidrager med dansk og udenlandsk litteratur i form af anmeldelser, portrætter, interviews og faste klummer.

Redaktør Lars Bukdahl: Hvad skal et godt tidsskrift indeholde? »Det er vigtigt, at et tidsskrift har en karakter. Jeg kan godt lide, at der er forskellige tekster og stemmer. Både nogle umærkelige bevægelser, hvor man kommer fra en slags stemmer til andre, men også nogle hårde brud. Hvis noget er godt, selvom det ikke passer ind, bliver jeg glad, for det er tegn på, at det er originalt.« Hvad er jeres styrke og fremtid? »Hvedekorn har altid været defineret som et debutanttidsskrift, og det har en fremragende statistik, da store danske digtere har optrådt i bladet, før de officielt debuterede. Det har betydning, at man er et papirblad, og det gør en sanselig forskel at se sin tekst på papir. Jeg har ikke tænkt mig at opgive papir foreløbigt, men jo mere kommers og støj udenom bladet jo bedre. Det er en blanding af en stærk identitet og en alskens tivoli udenom, men også en meget klar bevidsthed om, at grænsen går, når man åbner bladet, for der gælder kun en lov, og det er, at det skal være god poesi.«


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

25

KRITIK

Banana Split 1991-2010

Multinationalt tidsskrift, der forholdt sig kritisk, polemisk og undersøgende til forskellige temaer. Ambitionen var ifølge redaktionen ”at åbne sprækker af lys ud til resten af verden” ved at præsentere oversete udenlandske forfattere.

Ildfisken 1991-2012

SPRING 1992-

Øverste Kirurgiske 1997-2011

Sentura 1998-2007

Slagtryk 2011-

Forfatter Carsten René Nielsen ønskede at skabe en scene for ny litteratur af yngre forfattere. Ildfisken og introducerede forfattere, som kom til at præge 90’er-generationen bl.a. Christina Hesselholdt, Naja Marie Aidt og Katrine Marie Guldager.

Moderne litteraturtidsskrift med kritiske analyser, interviews og essays af dansk litteratur. Spring går dybere end avisernes bogtillæg og taler til danskfagets gymnasielærere og studerende, men også den alment litterært interesserede læser.

Ø.K. var både et eksperimenterende tidsskrift og en digtergruppe, som udfordrede det etablerede miljø med dadaistiske numre og surrealistiske happenings bl.a. på The Lab på Vesterbrogade. Fællesskab og solidaritet var nøgleord.

Med fokus på litteratur og visuel kunst bevægede Sentura sig på tværs af genrer og bragte både underholdende og seriøse artikler. Hvert nummer havde et tema og afprøvede nye måder at lave kulturtidsskrift på, f.eks. som evighedskalender.

Netbaseret tidsskrift for ny poesi og kortprosa, der interesserer sig for litteratur, der vildleder. Ambitionen er at skabe bedre betingelser for uudgivet lyrik og prosa i Danmark – ”et skævt snit gennem de genrekasser, vi traditionelt set opfatter litteraturen igennem”.

Heretica

Monsieur Antipyrine

1948-1953

2014-

Heretica betyder kætter og tidsskriftet var netop kættersk i sin afvisning af rationalismen og de herskende ideologiers oplysningstanker, der var toneangivende i efterkrigstidens kulturkrise. Stiftet i 1948 havde det et livssyn båret af tro og eksistentielle værdier. Som debatforum for indflydelsesrige forfattere som Tage Ole Wivel, Gyldendals billedarkiv Skou-Hansen og Per Højholt har Heretica haft stor betydning for den litterære modernisme i Danmark. Udover dansk poesi bragte Heretica også udenlandske stemmer som T.S. Eliot og Edith Södergran. Ifølge forlæggeren Ole Wivel kunne kunstneren se ting, som ingen andre så. Digteren kunne med sine ord udtrykke en helt ny virkelighedsforståelse. Wivel påpegede, at det hverken var videnskabsmænd, politikere eller præster, der skulle føre folk ud af krisen, men derimod poesi og kunstnerisk erkendelse. Heretica blev afløst af Vindrosen, hvori de kulturradikale fik en stemme.

Medredaktør Mikkel Bolt siger: Hvad skal et godt tidsskrift indeholde? »Der er altid en indre nødvendighed i et tidsskrift, et tidsskrift er altid en intervention i sin tid. En forestilling om, at der er et rum, et rum i billede og ord, hvor det er muligt at omformulere forholdet mellem kunst og politik eksempelvis, eller forholdet mellem politik og tænkning, et sted, hvor samtiden kan tænkes på en anden måde.« Hvad er jeres styrke og fremtid? »Monsieur Antipyrine er altid allerede nedlagt, udseendet på tidsskriftet er et forældet 70’er look, og navnet er en henvisning til en karakter i et dada-digt fra det 20. århundredes begyndelse. Vi er med andre ord helt igennem anakronistiske i forhold til enhver tale om sociale medier, bibliometrisystemer etc.; og det er styrken. Monsieur Antipyrine har allerede sejret. De andre ved det bare ikke endnu.«

Salon 55 2012-

Fokus på dybtgående kritik, portrætter og essayistik, men indeholder også anmeldelser af ny litteratur. De første to år udkom det på papir, men er senere udkommet digitalt og blevet samlingspunkt for ny viden inden for et bredt kulturelt felt.

Kritik 1967-2016 Grundlagt i 1967 af Aage Henriksen og Johan Fjord Jensen, der repræsenterede to fløje i dansk litteraturforskning; den eksistentielle og den nykritiske. Udgangspunktet var at skabe en forbindelse mellem litteraturforskning i Aarhus og København samt et forum for diskussion af forbindelsen mellem litteratur, kultur Aage Henriksen. Foto: Jørgen Sperling og samfund. De første år var præget af danske og nordiske studier på universiteterne, men nye temaer og interessefelter dukkede op i takt med skiftende redaktører og samfundsændringer. I 2012 overtog litteraturforsker Elisabeth Friis og digter Ursula Andkjær Olsen posten. De nye numre indeholdt flere litterære og kunstneriske bidrag, og spørgsmål om klima, køn og krop blev sat på dagordenen. Kritik blev udgivet på Gyldendal og udkom for sidste gang i september 2016.


26

I N F O R M AT I O N VINTERBÃ&#x2DC;GER 2016

DEBUTANT Island


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

27

DEBUTANT

Et land malet i pastel Arngunnur Árnadóttir forsøger i sin debutroman at skildre tiden efter finanskrisen i Island, præget af turistindustriens kulturelle klicheer og en forvirret og passiv generation af unge Tekst Maria Høher-Larsen Foto Rut Sigurdardottir

»D

et er mærkeligt at vågne op til et land, hvor bjergene er blevet kommercialiserede,« siger Arngunnur Árnadóttir og kigger frem for sig gennem brillernes store runde glas. »Det sker sikkert alle steder, men det er noget, jeg ofte oplever her i Island; tingene er ikke blot, hvad de er, de bliver forvandlet til et kommercielt billede,« siger hun i et forsøg på at beskrive, hvordan den boomende turistindustri i årene efter det finansielle krak i 2008 har sat sit præg på den islandske identitet. For turismen er et vigtigt tema i hendes første roman Að heiman (Væk hjemmefra, red.), som netop er udkommet på det lille græsrodsforlag Partus. Vi mødes på Mokka Kaffi på Skólavörðurstígur – én af Reykjavíks ældste cafeer, der med sine brune læderbetrukne båse, bænke og skamler, kobberlamper og skiftende kunst på væggenes træpaneler ikke har forandret


28

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

DEBUTANT Island

sig ret meget i årenes løb. Hele morgenen har den lille café været fyldt med turister, som i deres farverige og praktiske udendørstøj, uldhuer og vandrestøvler spiser morgenmad, studerer bykortet og konsulterer deres tour guides. Da Arngunnur Árnadóttir træder ind ad døren, klædt i sorte dressbukser og regnfrakke over en islandsk hvid uldcardigan, er hun den eneste islænding i cafeen.

Hverken her eller dér Arngunnur bor i en lejlighed sammen med sin kæreste lige i nærheden i Reykjavíks ældste villakvarter Vesturbær med dets blanding af modernistisk arkitektur og farvede træhuse. Her er hun også vokset op. »Det var virkelig heldigt for os, at vi fik mulighed for at købe den, for der var også et par udlejningsvirksomheder, som var interesserede,« fortæller hun over morgenmaden – ristet brød med skinke, ost og marmelade. Og sort kaffe. Der er rift om boligerne i en by, hvor flere og flere turister skal have overnatningsmuligheder. Island, hvis befolkning kun tæller omkring 350.000 indbyggere, havde i 2015 næsten 1,3 millioner besøgende. Det gør det svært for unge mennesker at finde et sted at bo, og ofte må de blive boende hjemme hos deres forældre. Problematikken er karakteristisk for den tidsånd, som Arngunnur forsøger at beskrive i sin roman – følelsen af at leve sit liv uden retning eller formål. Hovedpersonen Unnur vender hjem til sin familie i Island efter et års udvekslingsophold i Berlin. Hjemkomsten er svær, for hun har dels et forlist kærlighedsforhold med i bagagen, dels en lang sommerferie i et lille samfund, hvor hun konstant føler sig overvåget, foran sig. Både fortiden og fremtiden forvirrer hende, og mentalt føler hun sig ikke hjemme hverken her eller der. »Det er en følelse, som jeg har omkring min generation. Vi føler os lidt fortabt,« siger Arngunnur. Hun taler langsomt. Ofte ser hun frem for sig eller mumler noget på islandsk for sig selv, inden hun finder frem til de helt rette engelske gloser – hun er meget omhyggelig med, hvordan hun udtrykker sig. Ifølge Arngunnur er den lave valgdeltagelse blandt unge mennesker ved det islandske par-

lamentsvalg i oktober i 2016 et udtryk for netop denne forvirring og retningsløshed. Her var det højrefløjspartiet Selvstændighedspartiet, der fik flest stemmer, på trods af at det med Panama Papers-lækagen i foråret 2016 kom frem, at flere af partiets politikere har været involveret i skatteunddragelse. »Jeg har en fornemmelse af, at unge mennesker i Island er politisk passive. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at folk har for travlt med hverdagsluksus og at skabe sig et image på de sociale medier – for eksempel ved at lægge filter på pæne billeder af lækker mad.«

Pastelfarvet havn Morgenen er mørk og stormfuld. Vimplerne på gaden står vandret ud i luften og regnen slår ind mod ruderne. Et par turister passerer optimistisk med en paraply slået op mod blæsten. Hvis vejret havde været mindre voldsomt, ville Arngunnur Árnadóttir have vist mig Slippurinn, et »karismatisk sted«, hvor hun som »emo-teenager« plejede at gå tur. Det er her, skibene bliver repareret og malet – det gør de stadig – men området er blevet poleret. I dag ligger et hotel ejet af Iceland Air, og dets bar, Slippbarinn, er opkaldt efter området, asfalten er malet i pastelfarver, og på kajen tilbydes whale watching tours, cykeludlejning osv. »Det plejede at være et sted, der kun tjente praktiske formål, og nu er det et kommercialiseret område, som bruger områdets identitet,« forklarer Arngunnur med forundring snarere end vrede. Hun mener, at det er et

Tingenes egen værdi er pludselig ikke længere tilstrækkelig Arngunnur Árnadóttir Forfatter til ’Að heiman’

billede på, hvordan turistindustrien har skabt klicheer af den islandske folkesjæl og natur. I Að heiman tager Unnur med vennerne Lára og Sveinn ud på en køretur på Islands ringvej 1. På deres tur besøger de Islands berømte gletsjerlagune Jökulsárlón, men Lára vil ikke engang stå ud af bilen, fordi hun synes, attraktionen er en stor kliché. »Det er blevet svært for folk bare at opleve tingene, som de er,« siger Arngunnur, og hun mener, at vores optagethed af at skabe fortællinger på de sociale medier kan være

en forklaring: »Nogle gange er det, som om folk giver oplevelserne værdi ved at dele dem gennem billeder og ved at bygge et narrativ op omkring det. Tingenes egen værdi – for eksempel det at reparere skibe – er pludselig ikke længere tilstrækkelig.«

Kommercialiserede bjerge Arngunnur peger på, at islandske kunstnere – især islandske popmusikere – har været med til at gøre den islandske identitet og natur til kommercielle billeder. I 2007 udgav det


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

29

DEBUTANT

+++++ +++++ NORDJYSKE

CINEMAZONE

«MAN FORLADER BIOGRAFEN SJÆLDENT OPLØFTET OG FULD AF VIRKETRANG»

’Det er blevet svært for folk bare at opleve tingene, som de er,’ siger Arngunnur Árnadóttir om den kommercialisering af naturen og det offentlige rum, som har fulgt den økonomiske krise i Island.

DAGBL ADET INFORMATION

VERDEN ER FULD AF GODE LØSNINGER

E N K L I M A O P T I M I ST I S K D O K U M E N TA R F I L M

«ØKOLOGISK OPRØR PÅ FRANSK» NORDJYSKE

GOD

JULEGAV

IDÉ

mhl@information.dk

Hør Arngunnur Árnadóttir læse op fra ’Að heiman’ på information.dk/ vinterboeger2016 Rejsen til Island var støttet af Islands Ambassade i København.

BLÅ BOG

Arngunnur Árnadóttir

P Å D V D O G V O D 1 1. D E C E M B E R KONTAKT: PS@41SHADOWS.DK

MODE ER KUNST KUNST ER MODE

THE

FIRST MONDAY IN

MAY

EN FILM AF ANDREW

ROSSI

tir ót

a g sa

ad

ld

sk

Ar

ng

un

nu

á

rn

he

im

an

× 29 år × Diplomgrad fra Hochschule für Musik Hanns Eisler i Berlin × Klarinettist i Islands Symfoniorkester siden efteråret 2012 × Hendes debutroman ‘Að heiman’ udkom 29. oktober på det islandske forlag Partus × Har tidligere udgivet digtsamlingen ‘Unglingar’ i 2013

Ar ng un nu rÁ rn ad ót tir

I BIOGRAFERNE 8. DECEMBER

að an

im he

islandske band Sigur Rós for eksempel musikdokumentaren Heima, der følger gruppen på en turné rundt på Island, og som er fuld af maleriske billeder af vild natur og forladte sildefabrikker og unge og gamle islændinge i hjemmestrikkede trøjer. »Når kunstnere vælger den form for æstetik, bør de være opmærksomme på, at det også er en del af en billedskabelse, som nu er ejet af turistindustrien, og som er højst kommerciel. Mange

Selvtillid Ideen til romanen kom til Arngunnur, da hun selv vendte hjem til Island i 2012 efter fire års musikstudier i Berlin. Modsat sin romanperson Unnur havde Arngunnur dog noget at komme hjem til: en stilling som klarinettist i Sinfóniuhljómsveit Íslands (Islands Symfoniorkester, red.). Her spiller hun sammen med sin mor, der er cellist i orkesteret, hvilket ikke er så usædvanligt i Island, fortæller hun. Hendes far er skolelærer og har skrevet og oversat flere børnebøger. Musikken fylder meget i Arngunnurs liv, og ud over at spille klassisk musik har hun optrådt med de islandske bands Samaris og Hjáltalín. Men selvom hun har været vant til at stå på scenen med sin klarinet, har hun været temmelig ydmyg omkring sin litteratur. Som barn skrev hun poesi og historier, men som teenager lukkede hun ned for det. »Jeg tror, jeg krævede for meget af mig selv, og jeg havde ikke nok selvtillid. Jeg respekterede litteraturen så meget, at jeg sagde til mig selv, at jeg ikke var god nok til at skrive,« fortæller hun. »Men så fik jeg noget tid og rum for mig selv i 2010, da jeg boede i Berlin og havde vinterferie, og så begyndte jeg at trække ordene ud af mig selv igen og eksperimentere med det.«

Selv om musikken og litteraturen nok kommer fra den samme kunstneriske åre, føler hun ikke, at de to ting har noget med hinanden at gøre. Siden hun som otteårig begyndte at spille klarinet, er hun altid blevet støttet i sin musikalske karriere og har fået at vide, at hun var god. At skrive er en anderledes oplevelse, fortæller hun: »Der er aldrig nogen, som opmuntrer dig til at skrive. Det er mere en privat besættelse, som man er nødt til at have. Det er nærmest noget, som man bliver tilskyndet til ikke at gøre, men som man alligevel gør, fordi man ikke kan lade være.«

kri

har haft et uskyldigt forhold til naturen i deres kunst, men jeg føler, at det ikke rigtig er en mulighed længere,« forklarer Arngunnur. Selv har hun forsøgt at skabe en minimalistisk æstetik i sin roman, hvor hun bruger så få ord som muligt og forsøger ikke at beskrive så meget, blandt andet inspireret af den oldislandske sagastil úrdráttur, som refererer til det at reducere eller nedtone et udsagn. »Jeg tror, at mit stilistiske greb er et resultat af denne her virkelighed, hvor billeder og informationer hele tiden er allestedsnærværende via sociale medier. Jeg fik behov for en mere ren stil, som ikke kastede information i hovedet på folk – det blev en søgen efter renhed i en verden fyldt til randen med information.«

E

/THEFIRSTMONDAYINMAY


30

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

DEBUTANT Danmark Helt ned på bakterieniveau er hovedpersonen i Tine Høegs debutroman ’Nye rejsende’ en grænseoverskridende del af sin elskers kernefamilie: ’du kysser mig selvom jeg er forkølet / mine bakterier løber over i dig / og videre over i Evy og Maria / ugen efter er I alle tre forkølede’

Fremmedelement i kernefamilien Begær, drift og forelskelse er centrale temaer i Tine Høegs debutroman ’Nye rejsende’, hvor hovedpersonen står på en fjern sidelinje af sin elskers liv, imens kærligheden bobler Tekst Ditte Damsgaard Foto Jakob Dall

»V

elkommen i regionaltoget til Nykøbing Falster.« Den monotone stemme i højtaleren flyder ud i kupeerne i dobbeltdækkertoget. Tine Høeg synker hjemmevant ned i det blåmønstrede sæde på øverste etage og lægger sit våde overtøj i en bunke ved siden af sig. Imens glider toget langsomt ud fra Københavns Hovedbanegård i silende regn.

»Toget er et intimt underligt rum. Om morgenen sidder folk og spiser morgenmad, og man lærer, hvem der altid har sine egne havregryn med i en termokop. Samtidig sidder en anden og sover, selv om det kan være en sårbar blottelse at vise sit sovende ansigt til andre. Man finder ud af mange små ting om hinanden, men man taler ikke sammen. Det er en mærkelig nær/fjern-relation,« siger hun. I Tine Høegs debutroman Nye rejsende, der udkommer til januar, har karaktererne lidt samme relation som pendlerne: intime og samtidig fjerne. Derfor har forfatteren valgt toget

som ramme både roman og dagens interview. »Min hovedkarakter står hele tiden på afstand og kan ikke få adgang til mandens ‘rigtige liv’. Hun er en skygge hos ham. Samtidig er hendes forelskelse voldsom, men tomheden, når de ikke er sammen, fylder mere end det intime og nære,« siger Tine Høeg. Bogen handler om en affære mellem hovedpersonen og en gift mand, der møder hinanden i en pendlerhverdag på strækningen mellem København og Næstved, og om at være fanget i nogle følelser og et ustyrligt begær, som bryder med samfundets normkodeks om at leve et korrekt voksenliv.

Isoleret outsider Igennem sit begær bryder hovedpersonen med det livsmønster, der dikterer, at det korrekte forløb er at få sig en uddannelse, en karriere,

blive gift og få børn, forklarer Tine Høeg. I bogen kan hun ikke indtræde i voksenlivet på grund af sin vilde seksuelle drift, og det gør hende samtidig til outsider i forhold til flere aspekter af livet, f.eks. på gymnasiet blandt lærere og elever og i hendes egen familie. »Hun befinder sig udspændt imellem nogle poler. Hun kan ikke indtræde i den voksenidentitet, som skolen og søsteren repræsenterer. Begæret bliver en fysisk modstand mod at indordne sig under det voksne og fornuftige, velordnede og civiliserede,« siger Tine Høeg. Når man på den måde ikke lever op til samfundets forventninger, sætter det én i en outsiderposition, og netop outsideren har været spændende for Tine Høeg at undersøge. »Min bog giver stemme til den part, der er en trussel og et fremmedelement i kernefamilien. Den taler fra et ensomt og skamfuldt


SÆSONENS STORE MUST-READS

Johan Cruyff MIT LIVS BANE En af fodboldhistoriens helt store profiler. Læs om Cruyffs mange dramatiske kampe – både dem på banen, dem i omklædningsrummet og dem på ledelsesgangen.

John le Carré DUERNES TUNNEL Fra den britiske efterretningstjeneste under den kolde krig til en karriere som bestsellerforfatter.

+++++ – Berlingske

Til alle på grønsværen

»Helheden er intet mindre end forrygende.«

Til ham, der sluger biografier

++++++ – Kristeligt Dagblad

+++++ – Jyllands-Posten

Kim Blæsbjerg DESERTØRENE

Til dem, der vil bag facaden

»Ambitiøs og bidsk roman om familie- og erhvervsliv under finanskrisen.« – Politiken Til hende, der elsker en skøn slægtskrønike

Lotte Kaa Andersen 100 DAGE Roman om pragt og privilegier, svigt og misbrug på 1. klasse.

Maria Helleberg KVINDERNE FRA THY I 30 år har Maria Helleberg skrevet om store kvindeskæbner. Nu skriver hun endelig om sin egen familie!

+  ++++»Det er

ikke altid lige let at være rig.« – Berlingske

Til alle med samfundsengagement

+  ++++

»En stor fortællers værk.« – Kristeligt Dagblad

Joël Dicker BOGEN OM BALTIMOREFAMILIEN Et familiedrama om hemmeligheder, jalousi og skæbnesvangre beslutninger.

+  ++++»Et på en

+  ++++»Sådan

gang ømt og skarpt signalement.« – Fyens Stiftstidende

Anne B. Ragde ALTID TILGIVELSE Anne B. Ragdes elskede personer lever videre ... Læs hvordan det gik Torunn, Erland, Margido og alle de andre fra Berlinerpoplerne-serien.

Til alle fans af Berlinerpoplerne

+++++

»Kim Blæsbjerg tager i Desertørerne 1 fat på de eksistentielle problemer, vi i den vestlige verden står med.« – Fyens Stiftstidende

+  +++»Medrivende ... som at komme hjem.« – Femina

skal en stor roman bare skrives ... Verdensklasse.« – Lokalbladene

Til alle, der elsker en ægte page-turner


32

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

DEBUTANT Danmark

sted,« siger Tine Høeg. En ting, der springer i øjnene, når man læser bogen, er, at få karakterer har navne. Nogle af eleverne har, men vi får aldrig oplyst hovedpersonens eller mandens navn. Og lærernes navne er en sær kombination af forog efternavn, som bliver til nye navne som BROM, STAR og LUST. »Det understreger, at man får en ny identitet, når man bliver lærer. Nu skal du være rigtig voksen, så nu får du et nyt navn,« siger Tine Høeg, »og det understreger den her følelse af fremmedgjorthed, som hun har. At komme ind et nyt sted, hvor man ikke kan kende sig selv i den rolle, man får tildelt, og hvor man ikke er en del af de andres fællesskab. Hun føler sig ikke rigtig hjemme i lærergruppen, og hun hører heller ikke til i elevgruppen. Hun er i et limbo,« siger Tine Høeg.

Selv en outsider Tine Høeg har selv taget turen fra København til Næstved mange gange før, for de seneste tre år har hun arbejdet som gymnasielærer i byen. Fortællingen er dog ikke en historie fra Tine Høegs eget liv, og hun har ikke mødt sin store kærlighed på den daglige strækning. Men hun kan godt genkende det med at ville have en eller anden, man ikke kan få, og føle noget, som er forkert eller skamfuldt, men det mener hun, er meget almenmenneskeligt. Hun kan også godt genkende det med at gøre noget, der får en til at føle sig som en outsider. For eksempel besluttede hun sig i foråret 2015 for at vende op og ned på sin tilværelse. Hun havde fuldtidsarbejde på gymnasiet, og det var meningen, at hun skulle i pædagogikum, der skulle sætte det sidste punktum for hendes uddannelse. Men hendes bog trængte sig på, så hun sagde nej til tilbuddet – til stor forundring blandt venner og familie. »Der var nogle, der ikke forstod mig. De syntes, at det var meget usikkert, og hvad med pengene og min karriere? Jeg måtte bare se, om jeg kunne, og måske ville det ikke lyk-

kes, men jeg var nødt til at give det et forsøg.« »Jeg har altid skrevet, men det har været ved siden af det, jeg ‘rigtig’ gjorde. Ved siden af at uddanne mig, ved siden af job. Pædagogikum føltes lidt som en fælde, der ville klappe,« siger Tine Høeg, der gerne ville have det vendt om, så det at skrive blev det, hun primært gjorde, frem for at være en sidebeskæftigelse. Hun spurgte på gymnasiet, om hun måtte skubbe sit pædagogikum, og det sagde de ja til. Hun gik ned i tid, begyndte på to skriveskoler og tog forfatteridentiteten på sig. »Jeg skabte mig rum og tid til at skrive og være med i fællesskaber med andre, der skriver, og det har gjort, at bogen ligger her nu.«

Togturene er et frirum Mange af elementerne i bogen har Tine Høeg arbejdet på længe. De har ligget og ulmet og ventet på, at hun tog sig tid til at skrive dem ned. Formen er først kommet til hende i løbet af det sidste år. Tine Høegs debutroman har

Begæret bliver en fysisk modstand mod at indordne sig under det voksne og fornuftige, velordnede og civiliserede Tine Høeg Forfatter til ’Nye rejsende’

ifølge hende selv ingen genre. Den er ikke en roman i klassisk forstand med flydende prosatekst, der folder sig ud side efter side, og hun ønsker ikke at give bogen en bestemt etiket. Teksterne er af forskellig længde – nogle er på ti sider, mens andre kun er et enkelt ord. Det tætteste, man kan komme, er, at den er en fortælling, der forløber kronologisk, men er sat op som digte, forklarer Tine Høeg. Hun ser teksten som en række scener eller billeder, som hun har sat sammen og organiseret. Tine Høeg har i processen også skrevet noget, der var mere prosaagtigt, men hun blev ved med at vende tilbage til udgangspunktet, når hun sad på sin foretrukne arbejdsplads – vindueskarmen i Amagerlejligheden – til langt ud på natten. »Jeg har eksperimenteret med at sætte teksterne op på en anden måde, men det skal de ikke. Det er sådan her, den bog er,« siger hun. »Fortællingen er enkelt og stramt fortalt, og jeg kan godt lide, at der er noget luft omkring enkeltelementerne i teksten, så de får lov til at stå for sig selv, og at teksten ikke er præget af lange prosastykker.« Tine Høeg føler sig godt tilpas i kupeen, imens hun forklarer om sin bog fra det blå sæde i toget. Det kan både ses og høres, når hun fortæller om, hvad toget betyder for hende. »Pendlerturene undervejs i skriveprocessen har været guld værd, og jeg har brugt dem rigtig meget til at skrive, mærke stemningen og kigge efter ting, som jeg har kunnet bruge i bogen. I toget er man fanget på en god måde. Man har ikke mulighed for at lave alt muligt andet,« siger hun, der ser toget som en overgangszone, hvor hun har kunnet skifte mellem sine to liv som forfatter og gymnasielærer. Hun er glad for, at hun har haft en time på vej til arbejde i stedet for fem minutter på cykel, så hun har kunnet nå at omstille sig. »Men nogle gange har det alligevel knaset i min hjerne, når jeg har siddet og skrevet indtil sent om natten og så klokken 8.10 står ved katederet i Næstved og fortæller om so-

ciolingvistik,« siger hun. Kupeen og toget har Tine Høeg brugt før i sine tekster. I digtet »På jobcentret / På Tinder«, som er blevet udgivet i det svenske litteraturtidsskrift Tydningen, skriver Tine Høeg, at det værste er at sidde i kupé med nogen, man kender. »Der er en forventning om, at man skal have en samtale kørende i den time, som man ellers havde glædet sig til at bruge på at sidde og kigge ud ad vinduet,« siger Tine Høeg og forklarer med et grin, at hun ofte tager toget på skæve tidspunkter og undgår sidde sammen med sine kolleger for at få togtiden for sig selv. Selvom Tine Høeg har udgivet tekster i tidsskrifter som Tydningen, føles det helt anderledes at have en debutroman på trapperne. »Det er vildere. Jeg har ikke arbejdet så intenst med noget før. Især i slutfasen har det været en slags besættelse eller rus, og lige nu føles det som at sende sin arm eller sin ene nyre ud i verden,« siger Tine Høeg.

dittedamsgaard@information.dk

Hør Tine Høeg læse op fra ’Nye rejsende’ på information.dk/vinterboeger2016

BLÅ BOG

Tine Høeg × 30 år × Gymnasielærer og cand.mag. i dansk og filosofi × Hendes debut ’Nye rejsende’ udkommer på Rosinante 27. januar


Nyheder fra Syddansk Universitetsforlag

598 kr.

Odense Staalskibsværft 1918-2012

498 kr.

498 kr.

498 kr.

Herman Bang Dramatik

Vitruv

I-II

Beretningen om De Danske Aviser 1992-2011

Knud Arne Jürgensen

Red. af Jens Toftgaard

Ole C. Jørgensen

704 sider, indbundet og rigt illustreret, 498 kr.

2 x 420 sider, gennemillustreret og indbundet, leveres i kassette, 598,00 kr.

780 sider, illustreret og indbundet, 498 kr.

Bogen lægger for første gang en væsentlig, men hidtil alt for overset del af digterens forfatterskab frem i samlet form. Med kommentarer og uddybende noter føjer bogen afgørende nyt til vores forståelse af den store digter og hans sceneværker.

Oversat og kommenteret af Karen Dreyer Jørgensen, Henrik Fich, Jørgen Martin Hansen, Jacob Isager og Fritz Saaby Petersen

Odense Staalskibsværft og Lindøværftet hørte i knap hundrede år til Danmarks væsentligste virksomheder og får sin historie fortalt i dette storværk, som forener søfartshistorie, erhvervshistorie, byhistorie, industrihistorie, arbejderhistorie og teknologihistorie.

298 kr.

Dette er den dramatiske beretning om de to mest begivenhedsrige årtier i dansk dagspresses historie. Fortalt med udgangspunkt i de enkelte aviser og deres skæbne af en af dem, der var med.

++++++ Jyllands-Posten yyyyy Politiken

348 kr.

Fra Luther til konkurrencestaten

Fru Jensen og andre vestindiske danskere

Jørn Henrik Petersen

Dansk-vestindiske sømænd, tjenestefolk og arbejdere i Danmark 1880-1920

315 sider, 298 kr. Bogen gennemgår Luthers virkningshistorie, når det drejer sig om den sociale lovgivning, som følges fra 1536 til i dag. Og bogen viser, at den gamle samfundskritiker kan bringes i spil, når man vil forstå udviklingen frem til velfærdsstaten og konkurrencestaten.

Per Nielsen 326 sider, indbundet og rigt illustreret, 348 kr. Var der sorte vestindere i Danmark i kolonitiden? Ja, vestindiske sømænd, barnepiger og tjenerdrenge kom ofte med på rejsen til Europa fra Dansk Vestindien. Enkelte slog sig ned og stiftede familie, og bogen undersøger, hvordan de blev modtaget, hvordan de levede, og hvordan de klarede sig.

255 kr.

Send mere ledelse En analyse af Ledersamfundets konsekvenser

Om Arkitektur

505 sider, indbundet og rigt illustreret, 498 kr. Den romerske arkitekt og militæringeniør Vitruv skrev omkring år 25 f.Kr. en grundbog i arkitektur, som er blevet en uomgængelig klassiker. Den foreligger her for første gang oversat til dansk.

325 kr.

Nordisk kvindelitteraturhistorie Over alle grænser 1990-2015

Finn Wiedemann

Red. af Anne Marie Mai

180 sider, 225 kr.

294 sider, illustreret i farver, 325 kr.

Ledelse ses efterhånden som svar på alle problemer. Alle steder skal problemer løses med ledelse, og hvis det ikke løser dem, forsøges de løst med endnu mere ledelse. Bogen påviser, at Ledersamfundet har påvirket offentlige organisationer negativt, og gør derfor opmærksom på ledelsesformer, som udgør et alternativ til Ledersamfundet.

I 21 kapitler præsenterer bogen den første samlede fremstilling af nye forfatterskaber i perioden 1990-2015. Læs blandt andet om nordiske krimidronninger, litterære kvindemonstre, krop, køn og seksualitet i den nye litteratur, galskab, moderskab, global søstersolidaritet, adoptionslitteratur, politisk digtning og chicklit.

Få 20 % rabat ved køb via www.universitypress.dk


34

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

DEBUTANT Norge

Lune arbejdsnæver Norske Jan Kristoffer Dales stedsbundne noveller er rodfæstede i den arbejderklasse og det landskab, han selv er rundet af Tekst & foto Anne Vindum

V

i svinger ind på den tilsneede parkeringsplads ved Arendals Bryggeri, der ligger i erhvervsområdet Stoa udenfor Arendal i det sydligste Norge. Her arbejdede Jan Kristoffer Dale i flere år, og her foregår titelnovellen i hans debut Arbeidsnever fra 2016. »Herovre stemplede vi ind hver morgen, og derovre stod vi og røg i pauserne,« peger Dale inde fra den varme bil. »Vilkårene og arbejdsforholdene var elendige, og jeg blev radikaliseret af at arbejde her. Jeg mærkede markedsliberalismen på min egen krop, og det vakte mit politiske engagement. Jeg begyndte at læse Noam Chomsky,« griner han. Bryggeriet er første stop på turen rundt i det, der på mange måder udgør Jan Kristoffer Dales livs landskab, som samtidig er hans debutnovellers litterære landskab. Vi er kommet fra Grimstad, hvor han bor, og med Jan Kristoffer Dales far ved rattet kører vi nu videre til det lille centrum Osedalen. Dale peger på Spar-butikken, der optræder i flere af novellerne, og da vi holder på torvet, skifter han mellem at udpege steder fra novellerne og sin egen opvækst. Da vi fortsætter

gennem det hvide landskab, fortsætter han med at pege på huse, broer og veje. »Der bor Gunnvårs svigerfar i novellen Sør. Den bro gik Richard over i novellen Jon. Der gik jeg i skole, og der bor min fars tante.« De konkrete steder er historiernes arnested, og det var i mødet med stedbunden litteratur, at Jan Kristoffer Dale opdagede, at han havde noget at fortælle. »Jeg læste mange noveller og er meget inspireret af både Raymond Carver og Annie Proulx samt sydstatsforfattere som Larry Brown og Ron Rash. De skriver ud fra en stedbunden tradition om de steder, de kom fra, og det slog mig, at der er historier at fortælle. Stedet var inspirerende, og jeg fandt tidligt ud af, at jeg ville fortælle historier fra et bestemt sted. At jeg havde et sted at trække på.« Vi krydser Nidelven, der er den mentale skillelinje mellem byfolkene fra Arendal og landsbyboerne fra Froland. Dale fortæller, at der var et stort skel mellem by og land i hans opvækst. I Arendal var skolerne rå, mens opvæksten i Froland var mere skærmet. »Nu er jeg klar over, at folk er folk, uanset hvor de bor, eller hvad de laver.« Skoven bliver tættere, og udsigten forsvinder. »Træer og skov og det sted, man vokser op, påvirker psykologien. Jeg boede i Froland i 27 år, og det har

nok mindsket min horisont. Jeg kunne f.eks. ikke sidde og kigge ud over havet og drømme mig til Danmark,« siger Jan Kristoffer Dale. På vej op af den lille skovvej til barndomshjemmet stopper Jan Kristoffer Dales far bilen for at hente post i busskuret. Da han sætter sig ind i bilen igen, noterer han, at »Hakkespetten sitter høyt.« Fuglevarslet betyder angiveligt, at der kommer meget sne denne vinter.

Opgør med teori Gården for enden af den blinde vej stråler i det skarpe sollys, markerne står hvide, og himlen er blå. Det er idyllisk på grænsen til romantisk. Men er det en romantisk drøm om det ubekymrede liv på landet, der driver ham til at skrive?

Jeg vil hverken romantisere eller ønske mig væk. Jeg vil helst skrive straight realisme Jan Kristoffer Dale Forfatter til ’Arbeidsnever’

»Nej, jeg vil hverken romantisere eller ønske mig væk. Jeg vil helst skrive straight realisme. Politisk korrekthed hører ikke hjemme i litteraturen, og derfor må karaktererne tale, som de gør, også selvom det er upassende. Ellers er det ikke sandt.« I Jan Kristoffer Dals noveller er der meget direkte tale, og det er gengivet i den lokale sørlandsdialekt. »Det ville ikke være autentisk, hvis jeg pyntede på det,« siger han og understreger, at han skriver om det, han kender. Dales skolegang var præget af mobning og pjækkeri, så efter gymnasiet havde han ikke lyst til at læse videre. Han fik sommerjob hjemme på gården, men havde hverken uddannelse eller erhvervserfaring. Som 20-årig havde han kortvarigt job på bryggeriet og var arbejdsløs de næste par år, inden han fik en ansættelse på bryggeriet. Han mistede jobbet efter fem år og måtte finde på noget andet. »Jeg kunne ikke leve med den usikkerhed og tænkte, at jeg skulle være forfatter, hvilket måske ikke var det smarteste. Jeg sendte første udkast af Arbeidsnever til Skrivekunstakademiet i Bergen og kom ind.« Her mødte han højtuddannede og meget teoretisk anlagte skrivekolleger. »Det var meget atypisk at være på forfatterskole med arbejderbaggrund, og jeg havde ingen teoretisk baggrund overhovedet. Jeg måtte gøre op med mig selv, at det er ok at skrive uden teori. Det vigtigste for mig er, at der er en historie at fortælle,« siger Jan Kristoffer Dale. I løbet af året på forfatterskolen


I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

35

’Jo mere konkret og specifik, litteraturen er, jo mere universelt bliver det,’ fortæller Jan Kristoffer Dale om sine debutnoveller, der foregår i barndommens landskab rundt om Froland i det sydlige Norge.

lærte han mest af alt at læse sig selv og at se sit liv udefra. »Det er meget sundt at se tingene i perspektiv, og det var først, da jeg flyttede til Bergen, at jeg kunne det,« fortæller han.

Et stedbundet liv Processen mod debuten har været rodet, da Dale egentlig havde sendt en roman ind til forlaget. De læste i stedet tre af hans noveller og bad ham om at skrive nogle flere. I 2015 skrev han tre noveller mere på et par måneder, og de blev til debutsamlingen. Nu arbejder han videre på både en roman og flere noveller til det, der gerne skulle blive en trilogi. Han er optaget af, at litteraturen skal være genkendelig, og at sproget og karaktererne er autentiske. Den norske forfatter Per Petterson er en stor inspiration for ham, lige som han også føler sig beslægtet med novelleforfatteren Ingvild H. Rishøi. Inde i det varme køkken på gården er der nybagte vafler og kaffe på kanden, og hans mor og tvillingebror hilser på. Broren bor hos forældrene for tiden, og det er ikke ualmindeligt på de kanter at bo hjemme, til man er voksen. Selv boede Jan Kristoffer Dale hjemme, til han var 27, og da hans far nogle år tilbage var syg i længere tid, måtte Jan Kristoffer Dale lære at køre traktor, så han kunne rydde vejen for sne. Det var ikke en reel mulighed at

flytte fra moren, da hun behøvede hans hjælp og tilstedeværelse. Livet på landet forpligter menneskerne på hinanden i gensidig omsorg. Flere af novellernes karakterer er bundet af denne nødvendighed og har et indskrænket handlingsrum. De har kun hinanden, og når man er gammel eller syg, har man brug for sine nærmeste. De geografiske forhold med store afstande i Norge forstærker det stedbundne liv. Man tager ikke lige på weekend i den anden ende af landet, og måske kommer man ikke hjem til jul. Der er mange hensyn at tage, og de hensyn tager karaktererne i Dales noveller, ofte på bekostning af egne drømme. Alle gør det så godt, de kan.

Taler klassens sag Novellerne handler om almindelige mennesker. Mennesker, der måske har mistet jobbet eller en ægtefælle, og hvis liv præges af modstand. Skildringerne af lagerarbejde, frisørliv og ensomme aftener på kroen er sympatiske og tager ikke stilling. I novellen I ei grøft er dramaet indkredset i et clash mellem klasser. Tre gamle venner plejer at tage i hytte og spille spil og spise frysepizza. Nu har en af dem inviteret en kollega med, og han drikker Cava, står på ski og vil lave lammesteg med flødekartofler. Klassemarkørerne er tydelige, helt ned i detaljen. Kollegaen går i skjorte uden tern. Dale vurderer ikke forskellene, han no-

terer bare klasseforskellen og de fordomme, der kommer både oppefra og nedefra. Uanset forståelsen for flere forskellige klasser, så er kendskabet til arbejderklassen markant, og Dale taler gerne klassens sag. Det er nemt nok for de velstillede at pege fingre af dem, der ryger og er overvægtige, men han forstår godt dem, der ikke holder igen. Der er en trøst i at spise godt og ryge. »Vi må jo ha noe å kose oss med,« som han siger. Når man ikke har så mange midler at rutte med, kan man i det mindste hygge sig. Selvom Dales noveller handler om klasse, har det ikke været hans hensigt at være politisk. Han vil hellere lade teksterne være autentiske aflejringer og siger, at hans noveller er »et dokument om et sted i en tid«. Efter Skrivekunstakademiet i Bergen studerede han Nordisk på universitetet i et halvt år, men måtte afbryde studierne, da han var plaget af panikangst og tvangstanker. Nu læser han til børnehavelærer og har på flere måder fundet en plads i livet. »Nu er jeg 32 og begynder at se vejen videre. Arbejde i børnehave og skrive, det passer godt til mig.« Vi går ud i sneen og det skarpe lys. Hunden følger med. De høje graner står helt stille i deres vintertøj. Her er han hjemme.

Hør Jan Kristoffer Dale læse op af ’Arbeidsnever’ på information.dk/ vinterboeger2016

BLÅ BOG

Jan Kristoffer Dale × 32 år × Uddannet fra Skrivekunstakademiet i Hordaland × Hans debut novellesamlingen ’Arbeidsnever’ udkom i september på Kolon Forlag.

anvi@information.dk

<

Arena. Nødvendig litteratur, siden 1953.

Meld dig ind i Klub Arena og få 35% rabat på vores kommende udgivelser og bagkataloget fra 1999-2015. Ved indmelding får du to bøger for én bogs pris. Læs mere og meld dig ind på forlagetarena.dk.

forårets udgivelser Lars Norén: Ingen Nanna Storr-Hansen: Spektakel Patrick Modiano: En stamtavle


36

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

DEBUTANT Finland ’Siden 2013 har jeg beskæftiget mig med arbejdsliv og ideologi, og hvordan neoliberal politik influerer på vores måde at forme vores personlighed og identitet på,’ siger debuterende romanforfatter Johannes Ekholm.

Ideologier udtrykt i dialekter Finske Johannes Ekholms debutroman ’Rakkaus Niinku’ er blevet kaldt et generationsmanifest. Selv synes Ekholm, det er en misforståelse. Han er optaget af arbejdsliv og ideologi

Tekst Nina Peitersen Foto Sakari Piippo

E

gentligt bryder Johannes Ekholm sig slet ikke om opmærksomhed – en størrelse, som han har fået i rigelige mængder, siden han i august udgav sin første roman Rakkaus Niinku – oversat til engelsk Love, kinda (Niinku er et typisk fyldeord, som generation Y bruger i alle sætninger) og var nomineret til dette års debutantpris, der uddeles af Finlands største dagblad, Helsingin Sanomat. Ekholms roman tager livtag med identitetsmæssige problematikker, der opstår i mødet mellem generation Y, livet og hverdagen, når de hvileløst kæmper for at finde fodfæste i sig selv, i arbejdslivet og i trangen til frihed på tværs af generationer og klasseskel. Hen over en hvid skærm på iPhonen i Ekholms hånd ses en designet baggrundsskærm. Der står ’SAY NO TO EVERYTHING’, med store, sorte versaler. »Den skal hele tiden minde mig om, at jeg skal huske at sige fra,« siger han med et lille skævt smil og fortsætter: »Jeg bryder mig ikke så meget om, at min roman er blevet stemplet som et generationsmanifest. Det er selvfølgelig en generation, der portrætteres, så det er ét af

temaerne, men det fjerner fokus fra noget, jeg synes, er vigtigere. Mit drive ligger i diskussionen af nutidens arbejdsliv og værdiskabelse, og om hvem, der udnytter hvem – specielt i den kreative klasse. Jeg har følt det på egen krop, og jeg brød mig bestemt ikke om det.« Under en sky og ved første øjekast lidt kejtet overflade fornemmer man en ung mand med en dybtliggende frygt for, med sin nylige succes, at ryge i kløerne på kommercielle interesser. Johannes Ekholm vil have kontrol over sit udtryk. Han værner om sin egen sfære, og loyaliteten mod hans eget kunstneriske virke har hans allerhøjeste prioritet. Egentligt har han bestemt sig for at trække sig fra offentlighedens søgelys og sige nej til alle interviewhenvendelser og anden spinoff på hans debutudgivelse. Johannes Ekholm har alligevel forbarmet sig over os, så vi er nu rejst de 1.027 kilometer til den finske hovedstad, der byder på lav grå himmel, to grader og isnende våd kulde.

Fragmenter fra en virtuel notesblok Vi sidder i en café på anden sal i Helsinkis gamle sportsanlæg Tennispalatsi, der huser byens største biografkompleks. Her søger Ekholm hen, når han skriver på sine mange noter, som ofte udgør materialet til hans udgivelser,

uanset om det ender i romanform eller som et teatermanuskript. Her har de det nødvendige; gratis wi-fi og alt for dyr kaffe, så der er aldrig ret mange gæster. Der er alligevel et konstant flow af mennesker, der driver forbi på vej et andet sted hen, som Ekholm finder interessant.

Hver dialekt kendetegner en bestemt klasse, og derfor bliver sproget et udtryk for skellet mellem klasser af arbejdere Johannes Ekholm Forfatter til ’Rakkaus Niinku’

»Jeg kan lide det her sted, fordi det er et stille og ’uncool’ sted, hvor det er usandsynligt at møde nogen, jeg kender. Og så er det indbegrebet af et kitschet monument på kapitalisme og Hollywood-underholdning osv. Film er en stor inspirationskilde for mig, og min roman er på en måde skrevet som et filmmanuskript,« siger han. Johannes Ekholm fortæller i en lidt genert tone om handlingen i Rakkaus Niinku. Hans finske accent klinger i den bageste ende af ganen, når han former de engelske ord, og de finske r’er ruller talrige hen over tungen. På tre år har forfatteren haft to telefoner og på dem lagret mere end 380.000 ord i noter. Af de mange noter formede Rakkaus Niinku sig. I sin grundform er romanen bygget op af dialogfragmenter, hvor hovedpersonen Joona fører samtaler både i virkeligheden og på internettet med ni forskellige personer, der repræsenterer ni forskellige finske klasser. Med hver af dem har Joona en række teoretiske diskussioner om nutidens arbejdsliv og værdiskabelse, hvor tematikker som neoliberalisme, postfordisme og cruel optimism hele tiden runger som en grundlæggende klangbund. Ind imellem samtalerne har Ekholm bygget en meget enkel handling, der foregår over syv dage.


Julian Barnes

Jonathan Safran Foer

TIDENS STĂ&#x2DC;J

HER ER JEG

202 sider. 269 kr.

652 sider. kr. 349,95

â&#x20AC;?En smuk hyldest til kunstens sandhed og udødelighed.â&#x20AC;?

â&#x20AC;?Har vĂŚret ventetiden vĂŚrd.â&#x20AC;?

Information

Â?Â?Â?Â?Â? Berlingske

Â?Â?Â?Â?Â?

â&#x20AC;?Det er ganske ofte forrygende lĂŚsning. Og smertefuld ligesĂĽ.â&#x20AC;?

Jyllands-Posten

â&#x20AC;?En betagende fortĂŚlling.â&#x20AC;?

Information

jjjjj

Â?Â?Â?Â?Â? Jyllands-Posten

Politiken

UNG KEND DIN KROP

Eric Jarosinski

NEIN.

Et manifest

128 sider. 169,95 kr.

170 sider. kr. 169,95

â&#x20AC;?Jeg interesserer mig ikke sĂĽ meget for det med bøger. Men det er en af de bøger, der har fanget mig mest, fordi den fortĂŚller nogle vigtige ting.â&#x20AC;?

Kritiske aforismer om dette og hint, skrevet med lyrisk tÌft og intellektuelt overskud. Frankfurterskolen møder Twitter.

Simon Prebensen, 15 ĂĽr, dr.dk

jjjjjPolitiken

BĂ&#x2DC;GER TIL DEN LANGE VINTER Hans Hertel

Sidsel Falsig Pedersen FLORA

BOGMENNESKER 413 sider. kr. 299,95

116 sider. 229,95 kr.

â&#x20AC;?Med passionen som drivkraft forkynder bogentusiasten det gode budskab om lĂŚsningens glĂŚder og betydning.â&#x20AC;?

â&#x20AC;?Stilsikkert og tĂŚt vibrerende portrĂŚt.â&#x20AC;?

Information

jjjjjPolitiken

â&#x20AC;?Vanvittigt vellykket ... den ene fantastiske replik efter den anden.â&#x20AC;?

Â?Â?Â?Â?Â?

Kristeligt Dagblad

ELITEFEMINISTERNE

Sara Linderoth Bouchet

25 ĂĽrs udskĂŚldt ligestillingskamp

301 sider. kr. 299,95

196 sider. kr. 149,95

For bare fĂĽ ĂĽr siden var â&#x20AC;?feministâ&#x20AC;? et skĂŚldsord, og en ligestillingsdebat var i ĂĽrtier ikke til at banke op herhjemme. Nogle fĂĽ feminister har dog løbende kĂŚmpet kampen.

TIDERNESKIFTER.DK

HJEM

Vinder af Dansk FlygtningehjĂŚlp, Dansk Forfatterforening og Tiderne Skifters store romankonkurrence RPĂ&#x20AC;\JWQLQJH â&#x20AC;?Den luftigste grusomme SRHVLĂ&#x20AC;\GHQGHVRPHQ verden i opløsning.â&#x20AC;?

Ida Jessen i juryens udtalelse


38

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

DEBUTANT Finland

»Det hele begyndte med en bunke noter og essays, som jeg havde vist til en forlægger. De ville gerne udgive det, men der manglede en overordnet handling. Så jeg opfandt Joona og satte ham ind i et helt enkelt narrativ. Der er mange sammenfald mellem, hvad jeg har gjort i det virkelige liv, og hvad hovedpersonen Joona gør i romanen. Romanen er 100 procent fiktion, men stilen, formen og nogle af de ting, der sker, er nogle, jeg har hentet fra min tidligere praksis og i mit eget liv generelt,« siger han. Romanen handler om Joona, en ung journalist, der efter at have lækket en racistisk samtale mellem to ansvarshavende redaktører på det magasin, hvor han arbejder, bliver arbejdsløs. Joona får overraskende meget positiv opmærksomhed, specielt på internettet, for sin gerning og får tilbudt en bogkontrakt hos et forlag. Men Joona har ingen erfaring med at skrive litterært, så han går på jagt efter at finde både form og indhold til sin bog. Langsomt finder han sin form ved at transskribere samtaler, som han fører med folk omkring sig om livet, om kærlighed og identitet og arbejde. Hans samtalepartnere tæller blandt andre Joonas egen far, der er forfatter og repræsenterer den finkulturelle elite, andre er fra forskellige dele af arbejderklassen, og igennem Googles chatroom Hangout møder Joona karakteren SAD9IRL, som han forelsker sig i. Johannes Ekholm selv er uddannet grafisk designer. Da han i 2013 deltog i en designopgave for et designmuseum, lavede han en interviewbog, hvor arbejdsmetoden minder 1:1 om hovedpersonen Joonas. Ekholm selv havde ikke noget udgangspunkt for at begive sig ud i den litterære genre, så han opfandt sin egen værktøjskasse. Interviewbogen kom til at hedde Grafisk Design og klædte den finske designbranche af til skindet. Udgivelsen kom til at udgøre en form for opgør med industrien, som Ekholm over længere tid havde fundet både hul og overfladisk. Ekholms skriftlige opgør med branchen blev taget ilde op af kollegerne, men gav ham til gengæld en adgangsbillet til den litterære branche. Siden er det blandt andet blevet til flere teatermanuskripter, hvor han sammen med sin gamle skoleven og teaterinstruktør Akse Pettersson står bag den finske teatersucces Kaspar Hauser, der handler om generation Y, sociale medier og angstkultur. Stykket blev af kritikere kaldt et ’generationsbeskrivende mesterværk’. I øjeblikket er han aktuel med teaterstykket Wunder Kinder, der deler mange tematikker med Rakkaus Niinku.

++++

En herre med format Johannes Ekholm er formentusiast, og han gør en dyd ud at have fingrene med på alle tangenter. Både hans praksis som interviewer og manuskriptforfatter har sat sit tydelige præg på debutromanen. Selve bogen er en formøvelse. I bogens dialogfragmenter skifter Ekholm hele tiden mellem de finske dialekter, så de passer til de forskellige klasser, han beskriver. Som repræsentant for den finkulturelle klasse taler faderen for eksempel et formelt og konservativt finsk, hvorimod Joona, der repræsenterer den kreative klasse, taler et slangfyldt hverdagsfinsk. I Google Hangouts chatroom skriver han internetsprog og akronymer med SAD9IRL, og atter andre taler svenskfinsk eller russiskfinsk. »Med min dialogbaserede og dekonstruk-

tivistiske opbygning forsøger jeg at skabe opmærksomhed omkring det finske sprog – både formmæssigt og tematisk. Jeg bruger de finske dialekter til at vise det store spektrum i det finske sprog. Hver dialekt kendetegner en bestemt klasse, og derfor bliver sproget et udtryk for skellet mellem klasser af arbejdere, men også skellet mellem generationer«, siger han. Udover bogens transskriberede samtaler består teksten også af de scenerier, som samtalerne foregår i; blandt andet transskriberer Ekholm fuglesang, billyde, lange stilheder, hosten, baggrundsmusik og lydsiden fra tvprogrammer, som man ville gøre det i et teatermanuskript. Men det ikke kun inde i bogen, Ekholm har udført en formøvelse. Han har også haft en finger med i spillet i designet af bogens omslag. Han havde som krav til forlaget, at han selv ville vælge de grafikere, der skulle designe udtrykket. At Ekholm er iscenesætter til fingerspidserne, oplever vi også, da fotografen møder os på det aftalte tidspunkt. Den sky og kejtede debutantforfatter, som interviewet startede hos, er forsvundet. Tilbage er kun den unge mand med den dybtliggende frygt for at ryge i kløerne på kommercielle interesser. Vi går ud i Helsinkis fugtige gader for at finde det motiv, som Ekholm synes er perfekt. En benzinstation, der er bygget efter modernistiske traditioner. Nu bebor discountog fastfoodkæden ABC bygningen og er ifølge forfatteren endnu et kitschet monument på kulturens kommercialisering. »Det er ligesom en virus, der spreder sig,« siger Johannes Ekholm. ibureauet@information.dk

Hør Johannes Ekholm læse op fra ’Rakkaus Niinku’ på information.dk/ vinterboeger2016 Rejsen til Helsinki var støttet af Finlands Ambassade i København

BLÅ BOG

Johannes Ekholm × 32 år × Uddannet grafisk designer × Har udgivet interviewbogen ’Grafisk Design. Praksisser, teknikker og strategier’ (2013) og har skrevet to teatermanuskripter × Debutromanen ’Rakkaus Niinku’ udkom på forlaget Otava i august. Der arbejdes på en mulig oversættelse til svensk × Har vundet Kalevi Jäntin palkinto-prisen for årets debut 2016


Introduktion til psykologi

Stille København Ssh! Tag med Peter Olesen rundt til 40 stillesteder i hovedstaden og hold pause fra byens larm.

3. udgave af bestselleren om psykologi som fag og videnskab. Til alle, der ønsker en grundlæggende indføring i faget.

På sporet af årgang 1946

129 kr.

499 kr.

99 kr.

Julegaven til alle de store årgange fra 1940'erne. Af Inge Dalsgaard og Jytte Hilden.

Julegaver med viden og spænding

Ukraine Selvfølgelig ønsker Ukraine at blive en del af EU – eller hvad? En dybdegående analyse af østeuropaekspert Jens Jørgen Nielsen.

Broderskabet

249 kr.

299 kr.

En nervepirrende spændingsroman om tempelridderne og den hemmelige viden, de bragte hjem fra Det Hellige Land. Opfølger til bestselleren Katharerne.

Alarm 112 Fra studie til arbejdsliv

229

Hvordan klarer man skiftet fra studerende til lønarbejder? Den oplagte gave til alle nyuddannede kr. akademikere, der står over for deres første job.

Nyfødte, selvmordere og trafikuheld. En ambulanceredders job bliver aldrig 249 kr. rutine. Om 20 år som Falckredder.

Fløjtemanden Den sande historie om dobbeltdrabet på Femøren i 1984.

269 kr.


40

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

DEBUTANT Sverige ’Man kan jo også anvende bogen til at udspionere med,’ siger Marit Furn om hullet i omslaget på hendes debutroman.

Alle har deres egen Strindberg Den svenske forfatter Marit Furn låner fra litteraturhistorien og leger med historiske kendsgerninger. I debutromanen ’Skuggan’ forestiller hun sig, at August Strindberg ikke led af forfølgelsesvanvid, men rent faktisk blev forfulgt, da han i slutningen af 1890’erne forsøgte sig som alkymist i Paris Tekst Louise Rosengreen Foto Rebecka Uhlin

D

et er Marit Furns yndlingsårstid, efteråret, og hun er klædt i dets farver, da vi mødes på konditoriet Ritorno i den stockholmske bydel Vasastaden. Her serverer de filterkaffe i blå og gule kopper, og man kan købe smörgås og kanelsnegle med perlesukker. »Her har jeg siddet meget og skrevet,« siger hun, da vi har sat os. »Den første sætning i Skuggan er skrevet her. For fem år siden, eller hvor meget det nu er.« Skuggan er Marit Furns debutroman. Den udkom i Sverige i september. I romanens første sætninger forklarer en fiktiv forlægger, at han er kommet i besiddelse af et hidtil ukendt manuskript. Det kaster nyt lys over en ellers veldokumenteret periode i svensk historie: årene 1895-1896, hvor forfatteren August Strindberg boede i Paris. Mens han led af paranoia, forsøgte han sig som alkymist og ville fremstille guld. »Han var stor og hyldet i Europa, og så pludselig kaster han sig over disse helt håbløse projekter, som er dømt til at mislykkes. Han graver sig bare dybere og dybere ned. Jeg synes, det er fascinerende, at det kan gå så galt,« siger hun. Marit Furn er uddannet journalist og har skrevet skønlitteratur det meste af sit voksne

liv. Som 22-årig sendte hun sit første manuskript ind til et forlag og fik afslag. Hun fortsatte med at skrive, mens hun forsørgede sig med forskellige småjobs. Men det var først, da hun besluttede sig for at stjæle en biperson fra en anden roman og gøre ham til sin egen, at indholdet til debutromanen faldt på plads. Ideen til Skuggan opstod, da hun læste svenske Lars Gustafssons satiriske roman Tennisspelarna fra 1977. Heri optræder en kemiker ved navn Zygmunt Pietziewzskoczsky. Han er en del af en bande, der forfølger Strindberg under hans såkaldte inferno-krise. Gustafssons roman skaber tvivl om, hvorvidt Strindberg havde forfølgelsesvanvid eller rent faktisk blev forfulgt. Et kontrafaktisk tankeeksperiment, som Marit Furn fik lyst til at forfølge. »Der er denne her lille episode med et manuskript, som er væk. Zygmunts dagbog. Den havde sådan et komisk potentiale. Jeg så det helt tydeligt for mig, næsten som i en Tintintegneserie. Strindberg som en karikatur på sig selv. De her agenter og 1800-tallets hoteller.« Hun besluttede sig for at skrive det manglende manuskript. Det krævede, at hun først satte sig ind i perioden og læste op på Strindbergs liv. Hun granskede hans værker, bl.a. Inferno (1897), der omhandler hans tid i Paris. »Inferno er jo ikke en regelret selvbiografi, man kan stole på. Han siger selv, at det er en roman. Så jeg læste breve og forskellige biografier om ham og de personer, han omgav sig med. Det gjorde jeg ret længe. Der gik nogle

måneder, før jeg begyndte at skrive. Så skrev jeg et hurtigt udkast. Siden har jeg skrevet den om rigtig mange gange, og for hver omskrivning har historien ændret sig. Jeg har leget mig frem til, hvad det i virkeligheden handler om.«

Hul i væggen I Skuggan bliver Zygmunt hyret til at holde øje med August Strindberg. Han flytter ind på det samme snuskede hotel, som Strindberg bor på, og borer et hul i væggen til hans værelse, så han kan holde øje med alt, forfatteren foretager sig. »At kalde Zygmunt en spion er måske lidt … Men det er et godt ord. Det sætter ligesom sagen på spidsen. Strindberg er jo denne her grænseløst selvsikre person, som hele tiden kræver opmærksomhed og vil, at alt, han skriver, skal forandre verden. Men Zygmunt er mere sådan ’det er ligegyldigt, hvad jeg gør’. Det var vigtigt for mig at få det perspektiv ind som kontrast,« siger hun og vedkender, at hun deler karaktertræk med sin hovedperson. »Jeg er selv streng empiriker. Jeg er me-

Han er ingen gigant. Han er en mand i krise Marit Furn Forfatter til ’Skuggan’

get som Zygmunt på den måde, at man skal kunne bevise ting. Ja, jeg er meget rationel.« Derfor har hun også reflekteret over formen på sin roman. »I dagbogsformen ved man ikke, hvad der sker i morgen. Alting er ekstremt nærværende. Man bliver nødt til at være i nuet, og jeg ville have, at det skulle være skrevet på den måde, som man faktisk skriver dagbog på. Selvfølgelig måtte jeg gøre det lidt mere litterært. En almindelig dagbog kan jo være utrolig kedelig, det er mine egne i hvert fald.« »Jeg tænkte meget på, hvordan det ville se ud, hvis det virkelig var en dagbog, man havde fundet. Så ville man jo have kommentarer, man ville have et noteapparat, man ville tilføje historiske referencer. Der fandtes et potentiale i det her noteapparat, en ekstra stemme, som kunne løbe parallelt og have sin egen agenda. Det kom naturligt af tanken om, at det skulle være noget, man havde fundet, og som man nu har lagt frem for verden.« Udover dagbogen indeholder Skuggan breve, rapporter og små skitser af bl.a. Eiffeltårnet, som Zygmunt har tegnet. Eller rettere som Marit Furn har tegnet. For hun er også billedkunstner. Men at male og at skrive er for hende to forskellige ting. »Skrivningen er så ekstremt koncentreret. Det er et bogstav ad gangen, mens maleriet er mere intuitivt. Det føles, som om jeg anvender forskellige dele af hjernen. Når jeg maler, kan jeg lytte til musik imens, men skrivning kræver et ekstremt nærvær.«

Strindberg er ingen gigant Ved at lade en opdigtet karakter udspionere en af svensk litteraturs legender rejser Marit Furn spørgsmålet, om man kan tillade sig at skrive hvad som helst om virkelige personer. »På en måde har alle jo deres egen Strind-


“Jan Guillou kombinerer kompetent samfundskritik og familiehistorie.”

++++

Jyllands-Posten

Vi er nået til 50’erne i Jan Guillous mesterlige romanserie om 1900-tallet. “Følsomt fortalt med fine detaljer om

“Bogen er en fin skildring af en familie, der må

tidsånd og tøjmode. I et usmykket sprog,

vænne sig til nye tider, efter at den stenrige

som griber læseren.”

Lauritzenfamilie er kollapset.”

y y y y Politiken

++++

Vejle Amts Folkeblad

“Gid alle krimiforfattere skrev lige så godt som Arne Dahl.”

+++++

Jyllands-Posten

SKYGGEZONE er en psykologisk thriller, og det er den første bog om Sam Berger og Molly Blom. “Dahl er stærkt tilbage. I fin form og fitness.”

y y y y Politiken

“En fremragende krimi.”

+++++

Ekstra Bladet

Modtryk


42

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

DEBUTANT Sverige berg. Der findes så mange aspekter af ham, at det føles som om, man må tage sig sine friheder. Havde det været en ukendt person, som jeg for første gang skulle kaste lys på, havde det nok været anderledes. Men med én, der er så kendt, som der er skrevet så meget om, og som har været død i hundrede år, må man gøre, hvad man vil. Og med den varme jeg har beskrevet ham med, håber jeg, at jeg har gjort ham menneskelig. Han er ingen gigant. Han er en mand i krise,« siger hun. August Strindberg fik sit litterære gennembrud med Röda rummet i 1879 og var en kontroversiel person i sin samtid, bl.a. på grund af sit kvindesyn. Han regnes for en af det moderne teaters fædre, og hans stykker opsættes stadig på scener rundt omkring i verden. Så det virker modigt for en debutant at kaste sig over en mastodont som ham. »Det er der flere, der har sagt, men jeg tænkte ikke selv på det. Jeg var snarere bange for, at det var et lidt fortærsket emne. Der er skrevet så meget om Strindberg, at jeg måtte gøre noget anderledes.« Hun frygtede, at nogle skulle komme efter hende og beskylde hende for at have misforstået noget. Men kritikken udeblev. Skuggan fået mange fine ord med på vejen, men Strindberg har fyldt meget i anmeldelserne. Så meget, at hans person har skygget for andre af bogens tematikker. Men Skuggan er også et tidsbillede, der i glimt spejler vores nutid. Og det ærgrer Marti Furn, at ingen anmeldere har beskæftiget sig med det aspekt. »Stemningen i Paris. Det er en tid med terrorattentater og anarkistiske grupper. Et samfund, præcis som i dag, hvor man med spændte nerver venter på næste død. Terror kommer fra et andet sted i dag, men det er

ikke unikt for vores tid. Det har også været sådan tidligere,« siger hun. Alt i alt er hun dog godt tilfreds med modtagelsen. Det har ikke været så slemt, som hun havde frygtet. At debutere, at blive anmeldt og læst. »Det føles, som om jeg endelig er dér, hvor jeg skal være. Nu er jeg et sted, hvorfra jeg kan begynde. Det er lidt som at finde hjem til mig selv.« ibureauet@information.dk

Hør Marit Furn læse op fra ’Skuggan’ på information.dk/vinterboeger2016

BLÅ BOG

Marit Furn × 39 år × Fra Stockholm × Uddannet journalist og arbejder som billedkunstner × Hendes debut ’Skuggan’ udkom 6. september på Albert Bonniers Förlag og er endnu ikke planlagt til udgivelse i Danmark

H A V E

A

L

O O K .D K

H AV E A L O O K . d k

For korte arme?

Læsebriller i dansk design. Fede farver og faconer i styrke +1 til +3. 189 kr. Shop løs på havealook.dk


Vestergaard Møbler København Torvegade 55-57, Tlf. 32 57 28 14

Lyngby Jernbanepladsen 19-23, Tlf. 45 87 54 04

Næstved Merkurvej 3, Tlf. 55 77 49 49

www.vester-moebler.dk

Holbæk Tåstruphøj 46, Tlf. 59 45 45 45


44

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

DEBUTANT Danmark ’Min balance er sikker som pigtråd. Eller som at træerne er en vej op. Som at havet er en vej ned. At en brandtrappe er midtimellem. Det er ikke så høfligt at prale af. Stille sig tæt op ad et andet menneske i S-toget. Det kan være en, jeg har mødt før. Mange morgeners omlægning af signalsystemet.’ Uddrag fra ’Feberfrihed’.

Digte i terapeutisk samtale Sophia Handler debuterer med en digtsamling om at blive voksen med angsten som blind passager Tekst Pauline Bendsen Foto Ditte Valente

J

eg møder Sophia Handler på en halvtom café en grå efterårsdag. Hun får en kande med sojamælk ved siden af sin kaffe, så hun selv kan dosere den korrekt. I højttalerne synger Anne Linnet om øjne, der skinner, og det gør Sophia Handlers faktisk; en reminiscens af den lungebetændelse, der ramte hende i forrige uge. Pudsigt nok befin-

der hun sig i den tilstand, som har givet navn til hendes debutdigtsamling, der udkommer på Gyldendal i begyndelsen af det nye år. Feberfrihed hedder den. »Det er en meget særlig tilstand, denne postfebrilitet,« siger Sophia Handler »for man er lettet, men samtidig også tynget.« Hun betegner først feberfriheden som en form for kropslig efterkrigstilstand, men retter det så til ’mellemkrigstilstand’, for feberen kan i Handlers debutværk læses som angsten, og angsten, den vender på et eller andet tidspunkt tilbage.

»Jeg har altid levet med angst,« fortæller hun. »Jeg kan huske angstanfald helt tilbage fra børnehaven. Det var svært at tale om, for jeg vidste ikke, hvad det var for noget.« Først som ni-tiårig begyndte hun at indvie omgivelserne i, hvad der foregik inde i hende. »Der kammede det over. Der kunne jeg ikke længere skjule, hvordan det greb ind i min hverdag.« Angsten har mange ansigter, men for Sophia Handler har den blandt andet vist sig som en frygt for at lave scener, og derfor har hun altid sørget for at have flugtveje. »Hver gang jeg er gået ind i et lokale, har jeg planlagt, hvordan jeg kunne komme uset ud. Det er ren Olsen-Banden inde i hovedet med

flugtveje, planer og ritualer. Da jeg var barn, var det mere abstrakte ting, der skulle til, for at jeg følte mig tryg – sådan noget med: ’Nu er jeg kørt forbi fire lygtepæle, så får jeg nok ikke noget angstanfald i dag.’ Som voksen er det mere konkrete ting, som kan hjælpe mig: ’Okay, jeg skal have de og de ting i min taske, og jeg skal vide, hvornår jeg kan komme til at tale i telefon med den og den.’ Men det er det samme ritual, der foregår.«

Kontrol og frihed I sine tekster fremmaner Sophia Handler angstens stemning, for det er den, man ifølge hende må mærke for at komme i nærheden af at forstå, hvad angst er. I Feberfrihed har


koustrup & co.

Koustrup & Co. ønsker dig en rigtig glædelig jul.

PRODUKTER MED MOTIVER FRA DEN DANSKE FLORA Giv en blomstrende gave til jul. Med motiver fra det botaniske værk Flora Danica. Europæisk og bæredygtigt fremstillet. Økologiske viskestykker ca. kr 85,- Meget holdbar formpresset birkefinérs-bakke Ø38. Ca. kr 279,A2 kunsttryk til væggen ca. kr. 239,- A5 kort ca. kr 25,- Både A2 og A5 er i kraftigt og lækkert papir.

DANMARKS ÆLDSTE KOGEBOG

ØRNEFLUGT

MJØD

PLAKAT A2

Fra 1616. Brug opskrifterne i dag. Illustreret med samtidige malerier. Gunvor Maria Juul. 192 sider, ca. kr. 198,-

Nyttig og smuk bog om at se på rovfugle. Stort format. Carl Christian Tofte. 192 sider, ca. kr. 388,-

Læs om historien bag verdens ældste vin og lær at bryg din egen. Søren Lyshøj 96 sider, ca. kr. 169,-

HAVENS FUGLE Carl Christian Tofte Ca. kr. 85,-

Peter Nielsen

Peter Nielsen

Susanne Weitemeyer

KRÆMMERHUSE

STOFINDBUNDET NOTESBOG

KORTMAPPER A6

Klippeark A3 med 8 kræmmerhuse. Af papirkunstner Sonia Brandes. Ca. kr. 75,-

Motiv: Vikinge-bronzespænde fra ca. år 1000. Ulinjeret lækkert genbrugspapir. 144 sider, ca. kr. 99,-

8 forskellige kort med kuvert. Mange fine kortmapper med forskellige emner inden for have, natur og mad. Illustreret af forskellige kunstnere. Ca. kr. 75,-

Koustrup & Co. - Pibe Møllevej 13A - 3400 Hillerød nærmeste forhandler: ring på tlf. 44 95 17 77 - www.koustrupco.dk.


46

I N F O R M AT I O N VINTERBØGER 2016

DEBUTANT Danmark

hun formuleret en række spørgsmål, f.eks.: »Hvorfor må man ikke bare lade sin bagage stå?« eller »Hvor længe kan man vente med at gå ud og tisse?«. De fungerer som titler for de rastløse prosadigte, som med en sær poetisk logik forsøger at sætte verden i system. ’Man’ og ’kan’ optræder ofte i digtene (»Gåsehud kan være et alfabet«, »Hvis man stiller sig op ad ydervæggene, kan man høre det næste år«), både som hjælpende instrukser til det angste lyriske jeg og som eksempler på jegets tvangstanker. »Man kan sige, at digtene udøver samtaleterapi på sig selv,« siger Sophia Handler med et smil, tilfreds med den analogi – eller diagnose, om man vil – som hun ikke har tænkt på før. »Digtene præsenterer nogle af de negative spiraler, man kan køre rundt i, og så prøver de ligesom at deale med dem.« Skriften er det eneste sted, hvor Sophia Handler ikke føler sig styret af behovet for kontrol. Og det er i skriften, angsten viser ’sit sande ansigt’. »Jeg føler på en eller anden måde, at alt det, jeg sidder og fortæller dig om, hvordan det er at have angst, bliver falsk. Angsten er så konkret og subjektiv en følelse, at den næsten kun kan forklares gennem eksempler, og i virkeligheden er de her tekster måske en hel masse eksempler på angste tanker.« Der er et element af coming of age i Feberfrihed, påpeger Sophia Handler, men det er ikke en rosenrød historie, det er en historie om at blive voksen med angsten som blind passager. »Jeg er et eksempel på, hvordan et meget angst barn bliver en – vil jeg vove at påstå – meget velfungerende, men stadig angst voksen. Hvis ikke jeg havde været heldig og haft det forløb, jeg havde som barn, så havde jeg

nok været et helt andet tilfælde.« Siden barndommen har bøgerne været Sofia Handlers foretrukne tilflugtssted. Hun har altid skrevet og altid vidst, at hun ville skrive. De sidste to år har hun parallelt med sine franskstudier arbejdet på både debutdigtsamlingen og en roman på vers, der efter planen skal udkomme i 2018. Og Sophia Handler ved også godt, hvad bog nummer tre skal handle om. Hun er selvdisciplineret – hun bruger selv ordet ’militaristisk’ – i sin skriveproces. »Det er en konstant kilde, der flyder hos mig, fordi jeg giver det så meget tid som muligt,« siger hun. Det var et ’skelsættende ophold’ på Testrup Højskoles skrivelinje, der satte form og fart på hendes forfatterdrømme. »Efter det har det sagt tjum, og jeg har næsten ikke kunnet følge med.«

Angsten er på en eller anden måde blevet min ven Sophia Handler Forfatter til ’Feberfrihed’

Umiddelbart efter opholdet på Testrup blev hun optaget på Skrivekunstakademiet i Hordaland (Bergen), og i vinter kom hun så i stald hos Gyldendal, hvor redaktørerne Mette Mogensen og Simon Pasternak har hjulpet hende med færdiggørelsen af Feberfrihed. »Med denne debut har jeg oplevet, hvor langt der er fra at skrive gode tekster til at skrive en god bog, som har sin berettigelse i verden,« fortæller hun. Det krævede en smule tilløb for Sophia Handler at forstå – og vedstå – at angsten er hovedtematikken i debuten. Det var egentlig åbenlyst, siger hun, men hun havde »svært ved at se skoven for bare træer«. Og da hun først kom til den erkendelse, faldt digtsamlingen endelig i hak. At debutere er i sig selv sårbart, men at debutere med digte om angst giver sårbarheden flere facetter. Ét er at stille angsten til skue, hvilket Sophia Handler for så vidt længe har været afklaret med, selvom hun nu, hvor hun sidder og skal fortælle om den i interviews, godt kan få lyst til at virke, som om hun bare har »styr på sit shit«. Men hun ved godt, at det løb er kørt. »Nu må jeg bare gå planken ud.« Noget andet er, at hendes tekster risikerer at blive kritiseret for at være for navlebeskuende. »Jeg håber, at det subjektive bliver almengjort i de her tekster, og at andre kan se sig selv i dem. Ellers ville det være en katastrofe,« siger hun. »For jeg håber, at min bog kan bidrage med noget og ikke bare lægger sig hen i et hjørne og er endnu en historie.« Hvor anstrengende det end kan være at leve i alarmberedskab i de perioder, der domineres af angst, mener Sophia Handler også, at angsten har sin berettigelse. »Det er jo sjovt, for angsten er på en eller

anden måde blevet min ven. Jeg ville ikke være de her reaktioner foruden. Jeg er sikker på, at de også prøver på at fortælle noget om visse strukturer i samfundet i dag og om, hvordan folk bliver pressede. Det er derfor, jeg føler, at den her historie er relevant.« ibureauet@information.dk

Hør Sophia Handler læse op fra ’Feberfrihed’ på information.dk/ vinterboeger2016

BLÅ BOG

Sophia Handler × 23 år × Læser fransk på Københavns Universitet × Anmelder musik på Soundvenue × Uddannet fra Skrivekunstakademiet i Hordaland × Hendes debut ’Feberfrihed’ udkommer på Gyldendal 6. januar


'HQVXQGHPnGHDWVLGGHSn

Š

Ring efter stolebussen 45 87 54 04 eller rekvirer brochure

odeller m 5 3 0 3 Altid en i udstilling

Møbler efter mål

g Væl

mellem 10 træfav

er

Alle hvilestole tilpasses efter Deres ønske. Det giver Dem den optimale siddekomfort. Træfarver og betræk vælger De selv.

Duet

Alpha

Lux

Plus Nova

Multibord Casa

Multi Plus

Multi Plus

København: Torvegade 55-57 Lyngby: Jernbanepladsen 25

Tlf.: 32 57 28 14 Tlf.: 45 87 54 04


ÅRETS BOGGAVE:

DEN LILLE HAVFRUE ILLUSTRERET AF KUSAMA

“H.C. Andersens eventyr er det perfekte springbræt for Kusamas fantastiske billedesprog!” The Huffington Post om bogen, der er på Amazons liste over mest ønskede bøger. Fås på dansk og engelsk.

Se mere på LOUSIANA.DK

VINTERBØGER // DECEMBER 2016  

Vi har været rundt i Norden for at tale med seks skønlitterære debutanter om deres værker og drivkraft. Læs bl.a. historier fra DSB-toget, e...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you