__MAIN_TEXT__

Page 1

VIDENSKAPLØB DAGBLADET INFORMATION

Tidsskrifter er gemt bag betalingsmure, og den amerikanske præsident ignorerer med åbne øjne videnskabelige fakta. Vores ret til videnskab er under pres Tema om menneskeretten til videnskab 26-36

En screening afslørede Hanne Buur Larsens tarmkræft i tide. Men for andre kan kræftscreeninger medføre angst, fejldiagnosticeringer og dyr overbehandling 8-13

Muligheden for at indsamle information har aldrig været bedre. Men kan forskningen drukne i data? Tema 2-24


Indhold 4-6 Tema: Data i videnskaben Facebook udelukker forskere 8-13 Tema: Data i videnskaben Screeninger redder liv, men medfører fejldiagnosticeringer 14-16 Tema: Data i videnskaben Myndighedernes databegejstring har store konsekvenser 17 Forskning, der forandrer verden Elfly kan gøre flysektoren grøn 18-19 Tema: Data i videnskaben Kan en computer læse Shakespeare? 20-23 Tema: Data i videnskaben Sundhedsdata er sundhedsvæsenenets nye vindmølleeventyr 24 Analyse Forskerne drukner i klimavidenskab 25 Forskning, der forandrer verden Høreapparater til døve 26-29 Tema: Menneskeretten til videnskab Videnskab er en menneskeret, der konstant krænkes 30 Forskning, der forandrer verden Grønt BNP sikrer bæredygtig vækst 32-34 Tema: Menneskeretten til videnskab ’Citizen science’ demokratiserer forskningen 35 Forskning, der forandrer verden Immunterapi helbreder kræft 36 Kommentar Der er brug for lige adgang til forskning 38 Forskerbrevkasse Problemer i hverdagen? Spørg en forsker 39 Forskning, der forandrer verden Selvkørende biler er sikre

Videnskapløb er en del af Ph.d. Cup, som er støttet af Lundbeckfonden Adm. direktør Stine Carsten Kendal Ansv. chefredaktør Rune Lykkeberg Redaktører Louise Schou Drivsholm og Freja Sofie Madsen Art Direction Jesse Jacob og Sofie Holm Larsen Forsidefoto Anders Rye Skjoldjensen 2

Videnskaben må ikke fortabe sig i sin databegejstring Forskningen er ingenting uden sin data. Men selv om mulighederne for at indsamle og håndtere store datamængder er bedre end nogensinde, er det vigtigt, at forskerne også har øje for udfordringerne ved de nye store informationsstrømme. For kun ved at forstå begrænsningerne kan videnskaben indfri den såkaldte dataismes fulde potentiale Kommentar Louise Schou Drivsholm

»D

ata redder liv.« Det glade budskab dukkede op på min twitterprofil under researchen til dette tillæg. Afsenderen var virksomheden Copenhagen Healthtech Cluster, som arbejder for bedre brug af sundhedsdata. Det er ikke kun i sundhedsvæsenet, at databegejstringen vinder frem. Digitaliseringen og sociale mediers popularitet har gjort det muligt at indsamle viden om alt fra søvnvaner til sociale fællesskaber. Det er næppe tilfældigt, at mit twitterfeed pludselig er fyldt af datapropaganda, efter at jeg over længere tid har efterladt digitale spor på hjemmesider om samme emne. Personlige data er blevet en af de mest værdifulde varer i den digitale tidsalder. Men også i alle afkroge af forskningen er data blevet en udbredt videnskabelig ressource. Som du kan læse i dette tillæg, udvikles socialpolitik i dag på baggrund af data ved hjælp af den såkaldte Gladsaxemodel, ligesom databaserede metoder i stadig højere grad påvirker klassisk kvalitative forskningstraditioner som humaniora. Samtidig har danske universiteter åbnet flere centre dedikeret til databaseret forskning, og fra 2020 kan studerende på Københavns Universitet læse en kandidat i social datavidenskab. Udviklingen har i høj grad en positiv indvirkning på videnskabens kvalitet og anvendelighed. Jo mere og grundigt data forskning er baseret på, jo mere præcise resultater. Det er afgørende for at få forskningen ud af den troværdighedskrise, den befinder sig i, efter at det har vist sig umuligt at genskabe hundredvis af anerkendte videnskabelige studiers konklusioner. Og i en stadig mere kompleks verden kan store datasæt afsløre sammenhænge, forskerne ellers ikke ville kunne overskue. Datarevolutionen har muliggjort alt fra en effektivisering af bæredygtig energi ved anvendelsen af millioner af vind- og vejrdata fra alverdens målestationer til nye indsigter i politisk adfærd og vælgervandringer. 

Muligheder, men også begrænsninger I sin bestsellerroman Homo Deus betegner den israelske historiker Yuval Noah Harari udviklingen som dataisme. »For videnskabs-

mænd og intellektuelle lover dataismen at kunne tilvejebringe den videnskabelige hellige gral, som vi forgæves har ledt efter i århundreder: én overordnet teori, der forener alle videnskabelige discipliner fra litteratur og musikvidenskab til økonomi og biologi,« skriver han. Trods de mange muligheder, er det dog ikke et løfte, dataismen fuldt ud kan indfri. Derfor må den ikke blive videnskabens

Med den udbredte databegejstring er videnskaben med andre ord trådt ind på et marked, hvor store kapitalistiske internetvirksomheder sidder på den mest værdifulde valuta

altoverskyggende mantra. Hvis videnskaben gør store informationsstrømme til sin eneste byggesten, risikerer den at blive blind over for skjulte strukturer og abstrakte fænomener. Hvordan kvantificerer man eksempelvis den menneskelige erfaring eller teksters underliggende budskaber? Derfor er der stadig brug for videnskabens metodiske pluralisme.

Nogle indsigter kan kun opnås ved nærlæsninger af historiske tekstpassager eller langvarige, dybdegående interviews med enkeltpersoner. Samtidig risikerer forskere i deres databegejstring at drukne i for meget information. Da whistlebloweren Edward Snowden for nogle år siden offentliggjorde titusindvis af dokumenter om efterretningstjenesters foruroligende metoder, fik verden også et indblik i de uoverskuelige mængder data, som eksempelvis britiske MI5 indsamler. Der er flere eksempler på, at efterretningstjenester selv har gjort høstakken så stor, at nålen er umulig at finde. Det samme kan ske for forskningen. Som du kan læse i dette tillæg, står lægevidenskaben allerede med et etisk dilemma i forhold til, hvordan den stadig større datapulje om kræftsymptomer skal anvendes. Og så er det ikke uden risici at indsamle så store informationsmængder. Det store datalæk i Gladsaxemodellen sidste år mindede om det store ansvar for privatlivssikkerhed, det medfører at basere socialpolitik på tusindvis af borgeres personlige oplysninger om alt fra sundhedshistorik til misbrugsdata. Det samme gælder ikke mindst for de digitale fodspor, vi efterlader på vores konstante onlinefærd. Her har techgiganter som Facebook og Google med deres overtagelse af internettets infrastruktur opnået en form for datamonopol, hvor de ejer og forvalter den viden om os, som sundheds- og socialforskere er så afhængige af. Med den udbredte databegejstring er videnskaben med andre ord trådt ind på et marked, hvor store kapitalistiske internetvirksomheder sidder på den mest værdifulde valuta og ikke nødvendigvis er interesseret i at dele den med forskere. Det er ikke, fordi forskningen skal afvise dataismens måder at undersøge naturen, samfundet eller mennesket på. Men det er vigtigt at være bevidst om udfordringerne ved videnskabens dataentusiasme. Nogle af dem er beskrevet i dette tillæg. For hvis forskere forstår og håndterer de begrænsninger, det indebærer at studere verden via store informationsstrømme, rummer dataismen potentialet til mange nye videnskabelige erkendelser. lodr@information.dk

DAGBLADET INFORMATION VIDENSKAPLØB LØRDAG 19. JANUAR 2019


IT-UNIVERSITETET I KØBENHAVN

KOM OG MÆRK STEMNINGEN TIL ÅBENT HUS PÅ IT-UNIVERSITETET Til vores to Åbent Hus-dage i februar kan du møde studerende fra vores fire bacheloruddannelser og fem kandidatuddannelser, og du kan høre oplæg om uddannelsernes faglige indhold. De studerende vil fortælle om, hvorfor de valgte ITU, om studielivet, deres udvekslingsophold og om de mange spændende studieprojekter, de laver. Kom og hør oplæg om kvote 2-ansøgning og få vejledning omkring den motiverede ansøgning.

Du kan også møde studievejlederne og få svar på netop dine spørgsmål om optagelsesregler og få vejledning omkring dit valg af uddannelse.

ÅBENT HUS – BACHELORUDDANNELSER Tirsdag d. 26. februar kl. 14.30 - 20.00 ÅBENT HUS – KANDIDATUDDANNELSER Tirsdag d. 5. februar kl. 14.30 - 20.00

LÆS MERE OM VORES UDDANNELSER PÅ ITU.DK


Facebooks mulighed for at selektere, i både hvilke emner og specifik data forskerne får adgang til, kan underminere den frie forskning, mener lektor på it-universitetet Luca Rossi.

Forskere har mistet adgang til værdifuld information fra Facebook Det er et demokratisk problem, at forskere ikke længere har adgang til at granske den offentlige og politiske debat på Facebook, mener samfundsog it-forskere. I dag er det techgiganten, der er med til at bestemme, hvilken forskning der kan laves med facebookdata. Det har fået forskere verden over til at protestere Tekst Lise Richter Foto Peter Nygaard Christensen

4

DAGBLADET INFORMATION


Samfund før teknologi Ny TechDK Kommission skal komme med anbefalinger til, hvordan vi kobler danske værdier til teknologiens udvikling.

Den teknologiske udvikling gavner vores liv og giver mange muligheder, men den har også sine skyggesider. Ikke mindst når flere danskere bliver afhængige af teknologi eller oplever datamisbrug og uretmæssig overvågning. I løbet af hele 2019 vil TechDK Kommissionen komme med idéer til, hvordan vi sætter borgerne i førersædet, når det teknologiske tog buldrer frem. Målet er at finde løsninger, der bruger den digitale udvikling til at skabe et samfund i balance. Til gavn for alle.

Medlemmer af TechDK Kommissionen: Stine Bosse, bestyrelsesformand og formand for Djøfs TechDK Kommission, Thomas Høgenhaven, ph.d., forfatter og it-iværksætter, Lea Korsgaard, chefredaktør, Zetland, Henrik Funder, formand for Djøf Privat, Thomas Terney, ph.d., forfatter og foredragsholder, Stine Carsten Kendal, adm. direktør, Dagbladet Information, Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justia, Andreas Wester Juni, partner i ReD Associates, Lykke Friis, bestyrelsesformand for Det Udenrigspolitiske Selskab, korrespondent samt tidl. minister og prorektor for KU, Torben M. Andersen, professor i økonomi, AU, Mikkel Flyverbom, professor i kommunikation og digitale transformationer, CBS, Philipp Schröder, professor i økonomi, AU, Thomas Bolander, ph.d., og lektor, DTU, Merete Eldrup, adm. direktør, TV2, Vincent Hendricks, professor i formel filosofi og leder af Center for Information og Boblestudier, Imran Rashid, læge, forfatter og it-iværksætter, Camilla Mehlsen, selvstændig medieforsker og forfatter og Marie Louise Gørvild, direktør, Techfestival.

Følg med på djoef.dk/techDK

Tænk længere


F

ake news, ekkokamre, politiske kampagner og ekstremisme. Der er mange fænomener på sociale medier, som det er afgørende for forskere at blive klogere på. Men efter Cambridge Analytica-skandalen i foråret 2018 har forskerne fået begrænset deres adgang til brugerdata fra Facebook. Restriktionerne i adgangen skal beskytte facebookbrugeres fotos, personlige oplysninger og interaktioner på det sociale medie mod kommerciel udnyttelse og påvirkning. Men de har også betydet, at Facebook reelt set kan bestemme, hvilken forskning der bliver lavet om techgiganten. Den manglende adgang til data er farlig for vores demokrati, fordi megen politisk debat og påvirkning i dag foregår online og især på Facebook, mener flere forskere, som Information har talt med.

Forskere forment adgang Anja Bechmann, der er forskningsleder på centret Datalab på Aarhus Universitet, er en af de tusindvis af forskere, der indtil sommeren 2018 har forsket i, hvordan vi agerer på sociale medier. Hun mener, at den manglende dataadgang gør det vanskeligt at sætte ind over for samfundsmæssige udfordringer som f.eks. misinformation og fake news, fordi Facebook i dag har eneret til vigtig viden om danskernes politiske og kulturelle bevægelser. »Den viden har stor betydning for vores samfund. Hvis vi forskere ikke kan se, hvad folk bliver eksponeret for, når de bruger sociale medier, kan det jo påvirke vores demokratiske processer og måske vores valg. Men i dag har vi ikke mulighed for at se, hvem der reklamerer og kører kampagner, og derfor kan vi heller ikke stoppe spredning af desinformation,« siger Anja Bechmann. Hun påpeger, at der i årevis har eksisteret propaganda. Problemet i dag er, at den fordrejende information, vi er udsat for, spreder sig med lynets hast og er svær at stoppe igen, fordi den i modsætning til tidligere foregår decentralt.  Tobias Bornakke, der har skrevet ph.d. om vores digitale spor og i dag er partner i analysefirmaet Analyse og Tal, mener, at Facebooks begrænsning af adgangen til data betyder, at forskningen er forment adgang til et af de vigtigste rum for politisk debat. »Facebook er jo vor tids forsamlingshus. Det er her, vi diskuterer allermest politik, men i dag bliver de fleste forskere lukket ude. Det betyder, at ingen af os reelt kan kontrollere, hvad der foregår, og hvordan folk bliver påvirket, fordi de her data er lukket inde i et rum ejet af en privat virksomhed. Det er rigtig usundt for vores samfund ikke at have adgang til den viden,« siger han. Det amerikanske valg i 2016 er ifølge Tobias Bornakke et godt eksempel på vigtigheden af, at videnskaben har adgang til Facebooks data. Her viste det sig efterfølgende, at mange vælgere var blevet udsat for manipulation og misinformation på Facebook. Det samme kan ske i Danmark under det kommende folketingsvalg. Forskellen er bare, at det nu ville være svært at bevise, at der har fundet politisk påvirkning sted, forklarer Tobias Bornakke: »Derfor udgør denne her udvikling en seriøs trussel mod vores demokrati.« Meget af den internationale forskning i hate speech, cybermobning, diskrimination, ekkokamre og desinformation på Facebook ville ikke kunne laves i dag med de nye datarestriktioner, mener Anja Bechmann. 6

»I dag ser vi kun det på Facebook, som de gerne vil have, vi ser. Den mest alvorlige anke er, at virksomheden er blevet gatekeeper for den store del af samfundsdebatten, der foregår i fora ejet af Facebook – herunder også Instagram, Messenger og WhatsApp,« siger hun.

Vogter af viden Der bliver dog stadig lavet forskning med udgangspunkt i Facebooks data, efter techgiganten strammede reglerne for adgang for tredjeparter til brugerdata i sommeren 2018. Men i dag er det Facebook selv, som via partnerskabet Social Science One, der især består af amerikanske forskere, definerer, hvilke emner og data forskerne kan få adgang til.

forskning, mener lektor på it-universitetet Luca Rossi. »Der er meget højt niveau af kontrol over, hvilken forskning vi kan lave, og vi kan ikke vide, hvis der er noget, Facebook ikke ønsker at vise frem. Så det er svært at kalde uafhængig forskning,« siger han. Derfor har forskere verden over  protesteret mod Facebooks nye datapolitik i et åbent brev, der argumenterer for fri og lige adgang til data. Forskerne bag skriver blandt andet: »I modsætning til den mest udbredte holdning handler disse ændringer lige så meget om at styrke Facebooks forretningsmodel om kontrol med data, som de handler om at forbedre beskyttelsen af brugernes private oplysninger.«

Der er flere måder at give adgang til brugerdata, som samtidig beskytter den enkeltes personlige oplysninger. »Men vores hidtidige forslag er ikke blevet godt modtaget fra de sociale mediers side. Det er tydeligt, at de vil bevare kontrollen over deres data, for det ligger i deres kommercielle model. Men vi bliver nødt til at vise de sociale medier, at uvildig dataadgang for forskningen er nødvendig, hvis vi skal sikre, at regulering sker på et informeret grundlag, og hvis de her digitale platforme vil forhøje deres legitimitet i samfundet,« siger Anja Bechmann. Der har fra politisk side været berøringsangst over for at regulere techgiganterne, men den tendens er ved at vende, mener Tobias Bornakke.  »Når vi ser et samlet EU spille hårdt ud omkring skatteunddragelse, så retter techgiganterne ind. Derfor tror jeg, der vil komme en meget større regulering på det her område. Der vil komme regler, ligesom der er for de gamle medier som tv, radio og aviser. Så det er slut med at sige, at Facebook

De nye ændringer handler lige så meget om at styrke Facebooks forretningsmodel om kontrol med data, som de handler om at forbedre beskyttelsen af brugernes private oplysninger Forskere i et åbent brev

Ligesom en lang række forskere verden over har Luca Rossi protesteret mod Facebooks nye datapolitik i et åbent brev, der argumenterer for fri og lige adgang til data.

Og det er dybt problematisk, at meget færre forskere i dag har adgang til at forske i facebookdata, mener Anja Bechmann: »Det gør det langt lettere for Facebook at styre forskningen, og det er på ingen måde i samfundets interesse. Selv om der er dataadgang gennem Social Science One, så skaber det en kontrol med viden, hvor det er muligt for Facebook at cutte forskere af, hvis de er eller bliver for kritiske.« Også Tobias Bornakke ser kritisk på Facebooks nye forskningskoncept. »Det er mest et pr-stunt, for i sidste ende er det Facebook, der bestemmer, hvilken forskning der bliver lavet om dem,« siger han. Facebooks mulighed for at selektere i både, hvilke emner og specifik data forskerne får adgang til, kan underminere den frie

Dilemmaet er, at forskerne i princippet ikke har nogen juridisk ret til de data, som spredes på Facebook, fordi dataet er ejet af en privat virksomhed. Tobias Bornakke mener derfor, at lovgivningen skal laves om, så sociale medier er tvunget til at dele data med godkendte forskere. Men det vil tage lang tid at få lovgivning igennem i EU, påpeger Anja Bechmann, der selv sidder med i en arbejdsgruppe i unionen, som netop arbejder med at skabe mere ordnede forhold på sociale medier. Derfor er der brug for aftaler med Facebook og andre sociale medier her og nu, som forpligter dem til at dele deres data, mener hun.  »Men vi er nødt til at have politisk opbakning fra EU, for Facebook gør ikke noget af sig selv,« siger Anja Bechmann.

og andre sociale medier bare videredistribuerer viden. De har et medansvar for den måde, vores demokratiske debat foregår på.« Luca Rossi mener, at problemet lige nu er, at Facebook er store nok til at lave deres egen forskning i brugerdata, og det gør de allerede. Derfor har virksomheden ikke den store interesse i at åbne op for uafhængig forskning. »Samfundet har brug for forskning i Facebook, men problemet er, at Facebook ikke har det samme behov,« siger Luca Rossi. Facebook oplyser, at det er i offentlighedens interesse, at uafhængige forskere har adgang til brugerdata, men det er samtidig kritisk i forhold til at beskytte brugernes informationer mod misbrug. Derfor har Facebook i samarbejde med en række fonde og forskere fra Stanford og Harvard University lavet et partnerskab, som skal udvælge forskning, der kan få adgang til data samtidig med, at brugerne bliver beskyttet, lyder svaret i en mail. Det har ikke været muligt at få svar fra Facebook på, hvordan partnerskabet sikrer uafhængig forskning.

lila@information.dk

DAGBLADET INFORMATION


Stolebussen

Hvis du ikke kan komme til os, kommer vi til dig. Ring efter stolebussen - På tlf. 45 87 54 04

Vestergaard Møbler København København| |Torvegade Torvegade55-57 55-57| |Tlf: Tlf:32 3257 5728 2814 14 Kgs. Kgs.Lyngby Lyngby| |Jernbanepladsen Jernbanepladsen19-25 19-25| |Tlf: Tlf:45 4587 8754 5404 04 www.farstrupstole.dk www.farstrupstole.dk www.farstrupstole.dk


8

DAGBLADET INFORMATION


Poul Erik Andersen overlevede en aggressiv form for prostatakræft, fordi hans læge ikke fulgte Sundhedsstyrelsens og Kræftens Bekæmpelses anbefalinger og gav ham en såkaldt PSA-test (en usikker screeningsmetode for prostatakræft), selv om han ikke havde symptomer. Foto: Anders Rye Skoldjensen

Hvor mange menneskeliv skal reddes for at kunne forsvare, at raske bliver fejldiagnosticeret, overbehandlet og sygeliggjort? I Danmark screenes befolkningen for tre kræfttyper. Men eksperter er uenige i, om screeningsprogrammerne gør mest gavn eller skade. Det handler ikke kun om videnskab, men også om etik. En screening for prostatakræft reddede måske 74-årige Poul Erik Andersens liv, men han efterspørger mere information om fordelene og ulemperne Tekst Rasmus Friis

VIDENSKAPLØB LØRDAG 19. JANUAR 2019

9


P

oul Erik Andersen, 74, havde ikke selv bedt om at få taget en PSA-test. Han anede ikke, hvad det var. Men hans praktiserende læge gav ham alligevel  testen, der bruges til at screene for prostatakræft, og derfra gik det stærkt: Hans såkaldte PSA-værdi var voldsomt forhøjet, og et par undersøgelser senere fik han at vide, at han havde prostatakræft – og at den så ud til at være aggressiv. Han spurgte sin læge, hvad han skulle gøre. Lægen svarede, at han nok ikke skulle indkalde til sin fødselsdag om fem år, hvis han ikke gjorde noget. Den fødselsdag fejrede han for fem år siden, flere vævsprøver og en operation senere. Men spørgsmålet er, om han overhovedet havde fået operationen, hvis hans læge havde fulgt Sundhedsstyrelsens anbefalinger. På styrelsens hjemmeside lyder det nemlig, at PSA-testen kun bør tilbydes mænd, der har symptomer eller noget arveligt i familien. Og det havde Poul Erik Andersen ikke. »Jeg havde det jo fint. Der var ingen symptomer, og jeg havde intet begreb om prostatakræft og PSA-tests. Jeg ville måske have været død i dag, hvis ikke min læge uopfordret havde taget testen,« siger Poul Erik Andersen, der siden er blevet regionsformand på Sjælland i PROPA, patientforeningen for prostatakræft. Det kunne måske lyde, som om Sundhedsstyrelsens retningslinjer ikke kun er forkerte, men også livsfarlige. Men det er ikke det, Poul Erik Andersens historie viser. Den viser bare, at kræftscreeninger er et emne, der ikke kun kalder på knastør videnskab, men i lige så høj grad etiske afvejninger. Og hvor der er ofre, uanset om man vælger at tilbyde screeningerne eller ej. I sin essens handler dilemmaet om screeninger om, hvordan videnskaben skal håndtere den voksende viden og datamængde om kræft og sygdommens symptomer. Hvornår behandler man en kræftsygdom, der ikke nødvendigvis – men måske – bliver livstruende? Hvornår ville vi være bedre tjent med at leve i uvidenhed? Spørgsmålet, som Sundhedsstyrelsen stiller sig selv, når de skal vurdere de enkelte screeningsprogrammer, er dette: Er gavnen større end skaden? Indtil videre har overvejelserne resulteret i tre nationale screeningsprogrammer. Dem vender vi tilbage til.

Et etisk dilemma Først må man forstå, hvorfor PSA-testen ikke er et af dem. I en gennemgang har Dansk Urologisk Cancer Gruppe (DUCG) listet fordelene og ulemperne ved testen i to bokse over for hinanden. I den ene boks står der, at testen afslører kræft på et tidligt tidspunkt og ved effektiv behandling kan afværge symptomer og cancerdød. I den anden boks står der blandt andet, at der er risiko for falsk-positive og -negative svar samt overbehandling, unødige bivirkninger og sygeliggørelse. Til det skal lægges prisen, som ikke er talt med. Både DUCG og Sundhedsstyrelsen vurderer, at den sidste boks vejer tungere end den første. Og Kræftens Bekæmpelse er enige: »Det er et kæmpestort problem. De urologiske afdelinger i Danmark er ved at drukne i mænd, som har lidt forhøjet PSA, hvoraf de fleste aldrig vil udvikle en klinisk sygdom. Mændene bliver gjort til patienter, men samtidig er man nødt til at overvåge dem, så man kan slå ned med det

10

samme, hvis det udvikler sig. Det er et stort etisk dilemma,« siger cheflæge Niels Kroman, der selv »ikke kunne drømme om« at få taget testen, så længe han er symptomfri. Flere store metaundersøgelser viser, at PSAtesten i bedste fald har en minimal effekt på dødeligheden af prostatakræft, som mange mænd lever med uden følger. Derfor kan man heller ikke definitivt konkludere, at Poul Erik Andersen havde behov for den operation, der gjorde ham impotent.  »I og med at mine tal var høje, og lægen sagde, at jeg nok ville dø af sygdommen, så har jeg aldrig fortrudt. Slet ikke,« siger han. Han støtter langt hen ad vejen de nuværende anbefalinger, om end han mener, at ingen læger bør afvise at give PSA-testen, hvis patienten ønsker den.

For de fleste er debatten om screening kun sort og hvid. Men der er så mange aspekter ind imellem det sorte og det hvide, som den almene befolkning ikke har kendskab til Poul Erik Andersen Tidligere kræftpatient

»Kunne man ikke tage sig tid til at informere de mænd, som beder om PSA-testen, og så tage den, hvis de stadig ønsker det? Så synes jeg, det ville være rimeligt at tage testen. Så vedkommende kan få at vide, at hans tilstand er sådan og sådan.« – Men for dig havde det ikke gjort nogen forskel – du bad jo ikke om testen? »Nej, det er rigtigt.«

Når sygdom og død skal vægtes Debatten stopper dog langtfra ved PSA-testen, som er en screening, der trods alt frarådes af både Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse. Det forholder sig nemlig omvendt med de tre nationale screeningsprogrammer, som alle kvinder eller mænd i en bestemt aldersgruppe inviteres til med et brev i postkassen: screeninger for livmoderhalskræft, brystkræft og tarmkræft. De skåner og redder flere patienter end PSAtesten, men skadevirkningerne er der stadig. I Sundhedsstyrelsens seneste rapport om det nyest ankomne screeningsprogram, afføringsprøven for tarmkræft, konkluderede styrelsen nok, at programmet overordnet havde været en succes. Men også, at der havde været flere falsk-positive svar – og derfor også flere bekymringer – end forventet. Oven i det kan den kikkertundersøgelse, den såkaldte koloskopi, man bliver tilbudt, hvis man finder blod i afføringsprøven, i sjældne tilfælde

have skadevirkninger. Det samme gælder undersøgelserne i de andre screeningsprogrammer. John Brodersen, praktiserende læge og professor i almen medicin på Københavns Universitet, er den nok mest kendte kritiker af de nationale screeningsprogrammer. Men faktisk betegner han slet ikke sig selv som screeningskritiker. Han »tillader sig bare at være videnskabelig, hvor andre er jubeloptimister«. Med andre ord vejer han skaderne op mod gavnen, hvilket han mener, at Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen forsømmer at gøre. »De nationale screeningsprogrammer blev indført, fordi de har en gavnlig effekt, men skaden var ikke undersøgt tilstrækkeligt. I hvert fald ikke med gode videnskabelige metoder. Min og andres forskning viser, at vi kender til og forstår gavnen af screeningerne, men vi har ingen eller dårlig viden om omfanget af skade. Det gælder alle tre nationale screeningsprogrammer for kræft. Dermed kan man jo ikke vurdere balancen mellem fordele og ulemper.«  Brodersen tager blandt andet afsæt i en metaundersøgelse fra det uafhængige forskningscenter Nordisk Cochrane Center, der konkluderer, at brystkræftscreeninger har en minimal effekt på dødeligheden og samtidig fører til alvorlig overdiagnostik og sygeliggørelse. Professoren mener generelt, at sidstnævnte bør veje tungere end det første, fordi »det er værre at skade raske end at gavne syge«. Men Niels Kroman fra Kræftens Bekæmpelse, der er på linje med Sundhedsstyrelsen, afviser Brodersens kritik og de rapporter, han tager afsæt i. »Der er international konsensus om, at de tre nationale screeningsprogrammer gør mere gavn end skade,« siger han. Uenigheden handler dog ikke kun om forskningsresultater. Det handler også om to forskellige opfattelser af, hvor meget skaderne, som screeningerne medfører, skal veje på vægtskålen. »Jeg mener, at overdiagnostik er en meget alvorlig skade, fordi det gør raske mennesker til patienter, og det samme gælder falsk-positive svar. Det ville måske ikke betyde så meget for mig at få en falsk alarm, fordi jeg ved så meget om usikkerhederne, men i den almindelige befolkning kan vi se, at det kan have langvarige psykiske konsekvenser,« siger John Brodersen, der har udgivet flere videnskabelige artikler om emnet. Niels Kroman anerkender, at det for nogle patienter kan være en ubehagelig oplevelse at få et falsk-positivt svar, men siger, at man bør se det i et større perspektiv: »Bare det, at en kvinde bliver kaldt til en ny undersøgelse efter en mammografi og så får at vide, at der ikke var noget galt, vil ifølge de stærke kritikere betyde, at du allerede har traumatiseret hende. Men det skal altså ses i forhold til, at vi fanger flere patienter, at flere bevarer brystet, og at flere kan bevare de fleste lymfeknuder i armhulen og derved undgå smerter, føleforstyrrelser og problemer med bevægelsen,« siger Niels Kroman, der ud over at være cheflæge også er professor i brystkræftkirurgi. 

Falsk-positive og falsk-negative svar De nævnte positive virkninger er en stribe kvinder gået glip af på Ringsted Sygehus. I december kom det frem, at 735 kvinder har fået en mangelfuld screening af brystet, og at syv af dem efterfølgende har udviklet kræft. Om de udviklede kræften før eller efter undersøgelsen, vides ikke, men sygehusdirektør i Region Sjælland opfordrede kvinderne til at klage til Styrelsen for Patientklager. Netop fordi en korrekt udført screening ville have øget chancen for, at de kunne have fået en succesfuld eller mere skånsom behandling. Kræftens Bekæmpelse skriver på deres hjemmeside, at »mammografiscreenin-

DAGBLADET INFORMATION


gen kan nedsætte dødeligheden af brystkræft med mere end 30 pct. hos de kvinder, der har sygdommen«. Ifølge Sundhedsstyrelsen vil 31 ud af 10.000 kvinder i alderen 50-59 år dø af brystkræft inden for de næste ti år. Fem af de 31 kvinder undgår at dø af brystkræft, hvis de deltager i screeningsprogrammet. Det nationale screeningsprogram i tarmkræft redder fire patienter ud af 10.000 screenede i samme aldersgruppe. Og 11 af de 60-69-årige. Men det skal vejes op mod en ikke ubetydelig risiko for falsk-positive og – måske endnu værre – falsk-negative svar samt svære følger ved overbehandling. PSA-testen er også usikker, og ligesom det er tilfældet med mammografi, fører de mistænkelige prøver til biopsier, som er vævsprøver, der ofte er ubehagelige. Munder de ud i en diagnose, kan det ende med en operation, som den Poul Erik Andersen fik, og hvis skadevirkninger kan tælle impotens og vandladningsproblemer. Og som ofte ikke vil være nødvendig. »Det er netop derfor, vi ikke anbefaler PSAtesten,« siger Niels Kroman. »Der er forskel på, om du fjerner prostata på en mand, gør ham impotent og inkontinent, eller om du indkalder en kvinde, tager en vævsprøve og fortæller hende, at hun er frikendt. Jeg synes ikke, det kan sidestilles.«

Ingen garantier Ifølge John Brodersen bør man ikke lade afvejningen af gavn og skade ved de nationale screeningsprogrammer bero på mavefornemmelser. Præcis videnskabelig dokumentation og borgerinddragelse skal afgøre, om gavnen vejer tungest, inden man søsætter programmerne. Og det kræver selvfølgelig, at man definerer målene helt klart: Hvor mange patienter skal man redde for at forsvare antallet af overbehandlede eller unødigt bekymrede? Og hvad må det koste? Selv om Brodersen sidder i Sundhedsstyrelsens Rådgivende Udvalg for Nationale Screeningsprogrammer, der er med til at vurdere gavnen og skaden af screeningsprogrammer, siger han, at Sundhedsstyrelsen ikke vil oplyse, hvilke mål de bruger til at vurdere programmerne. Men Sundhedsstyrelsen mener, at det er svært at reducere afvejningen til simpel matematik. »Man kan ikke sætte et overordnet tal på, at så mange skal have gavn, og så få skal lide skade, for den gavn og skade, der kommer ud af det enkelte kræftscreeningsprogram, er simpelthen så forskellig,« siger Gry St-Martin, der er afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen. – Men man skal jo sætte forholdet et eller andet sted. Bruger I konkrete tal til det? »I det omfang vi har tallene, så inddrager vi dem. Det er ikke sikkert, at vi for eksempel har et mål for, hvor bekymrede de, der får en positiv test, bliver, for der er ikke altid lavet de studier. Derfor må vi nogle gange lave en kvalitativ beskrivelse af, at det kan forekomme. Så kan vi – i et tænkt eksempel – sige, at der er cirka 20 ud af 1.000, der får et positivt svar, og kun to af dem vil rent faktisk kræve behandling. Og der må vi så beskrive den risiko, at det potentielt er alle 20, der går igennem et udredningsprogram, der bliver bekymrede eller får nedsat livskvalitet.« – Når man ikke har helt præcise tal på sygeliggørelse og overbehandling, kan det så ikke være svært at vurdere, hvor tungt skadevirkningerne skal veje i forhold til gavnen? »Jo. Men det er noget, vi lægger vægt på, og du vil også kunne se, at vi faktisk har færre screeningsprogrammer i Danmark end i mange andre lande. Det er jo blandt andet, fordi vi

VIDENSKAPLØB LØRDAG 19. JANUAR 2019

gerne vil være sikre og ikke indføre noget, hvis vi ikke føler, at vi står på så sikker grund, som vi overhovedet kan.« – Men kunne man så ikke have et princip om, at man først godkender de her programmer, når man har lavet helt præcise målinger af deres fordele og ulemper? »Der er grænser for, hvor præcist man kan måle. I endnu et tænkt eksempel kan vi ikke sige, om screeningen redder 1 eller 1,5 ud af 100, men vi kan sige, at det i hvert fald ikke er 1 ud af 1.000. Og hvad angår de tre nationale screeningsprogrammer, mener vi selvfølgelig, at dokumentationen er tilstrækkelig.«

Ikke kun hardcore videnskab Afvejningen handler dog ikke kun om overbehandling og sygdomsangst. Det handler også om kroner og øre. Alene for tarmkræftscreeningen lander de økonomiske omkostninger på 400 millioner kroner årligt, hvilket er mange penge i et sundhedssystem, der i forvejen er under pres. Diskussionen om prisen er svær at have uden på en eller anden måde at besvare spørgsmålet: Hvor meget er et menneskeliv værd? I en rapport fra sidste år skriver Sundhedsstyrelsen, at udgifterne til screeningerne i brystkræft og livmoderhalskræft ligger omkring 100.000 kroner pr. vundet leveår. Er det for meget? Ifølge John Brodersen spilder samfundet store summer på screeningsprogrammerne. For det første anfægter han Sundhedsstyrelsens tal, som han mener overvurderer de gavnlige virkninger. For det andet mener han, at overdiagnostikken fører til udgifter, som styrelsen ifølge professoren forsømmer at medregne. »Jeg har lavet beregninger på lungekræftsscreeninger, hvor omkostningerne af overdiagnostik har vist sig at være betydelige. Og så har vi kunnet dokumentere, at folk efter falsk-positive svar er gået mere til læge, fordi de er blevet mere bekymrede. De omkostninger regnes heller ikke med.« Niels Kroman siger omvendt, at alle nødvendige beregninger er lavet, men han anerkender også, at det er umuligt at undgå skøn. Medmindre man virkelig mener, at man kan sætte et beløb på menneskeliv og påstå, at det er en objektiv værdi.  »Alle tanker er tænkt. Men man må acceptere, at hardcore videnskab er dér, hvor man kan sige, om patienten er død eller levende. I alt andet lægger du noget skøn ind. Hvis en kvinde får konstateret brystkræft på grund af en screening, men dør af et hjertestop to år senere, så har hun fået nedsat sin livskvalitet, fordi hun levede de sidste to år som kræftpatient. Og hun ville være overbehandlet, fordi det ikke var nødvendigt at behandle brystkræften,« siger Niels Kroman. »Hele screeningsspørgsmålet inviterer til nogle etiske dilemmaer, hvor vi som læger skal have mod til at tage svære beslutninger. Det ligger i jobbet.« Poul Erik Andersen, der selv blev opereret for prostatakræft efter en PSA-test, ved om nogen, at spørgsmålet om screeninger ikke inviterer til enkle svar. Ifølge ham er manglen på information det største problem.  »For de fleste er debatten om screening kun sort og hvid. Men der er så mange aspekter ind imellem det sorte og det hvide, som den almene befolkning ikke har kendskab til.« rfr@information.dk

Fortsættes på næste side

11

Hvad er et liv værd? 19. februar kl. 17-18:30 på Information Kom til debat med blandt andre John Brodersen, professor på Institut for Folkesundhed ved Københavns Universitet og Anne-Marie Axø Gerdes, professor og medlem af etisk råd. Hør panelet diskutere om vi overdiagnosticerer i dagens Danmark og hvem der skal bestemme hvilke screeninger, der skal prioriteres. Panelet kommer også ind på sygdomsangst, økonomi og de svære etiske overvejelser.

Hvem skal eje dine data? 26. februar kl. 17-18:30 på Information Skal dine data bruges kommercielt? Eller vil du bare gerne selv bestemme, hvem der har adgang til dem? Kom til debat om sundhedsdata, når et panel bestående af Thomas Ploug, professor i anvendt etik på Aarhus Universitet, Ane Kathrine Gammelby, Aarhus Universitet med speciale i sundhedskommunikation på facebook, og Carsten Obel, professor og direktør for Center for Sundhedssamarbejde på Aarhus Universitet diskuterer potentialet i at eje data og dilemmaerne ved at bruge data hhv. kommercielt og til forskning.

Læs mere og køb billet på butik.information.dk

Pris 50 kr.


Fortsat fra forrige side

knude i leveren, som så mistænkelig ud, og så blev Lone Gjørtsvang indkaldt til endnu en undersøgelse. Hun slap med skrækken, men: »Det er jo en tur i angstmaskinen hver gang.« »Jeg ved ikke, om jeg er blevet overbehandlet eller ej. Jeg har fået fjernet mit bryst og mine æggestokke på en diagnose, jeg måske ikke ville have været død af. Det ved jeg bare ikke. Men det har været en hård behandling, det synes jeg. Jeg skal faktisk opereres på onsdag for at få lavet rekonstruktionen af mit bryst færdig. Det har jeg udsat, fordi jeg ikke orkede mere.« – Fortryder du nogen af de beslutninger, du tog undervejs i forløbet? »Hvad angår mit bryst, nej. Det kan jeg ikke sige. Jeg ved ikke, om jeg var blevet syg af det eller ej, men det blev jo taget tidligt i stadiet. Det har jeg ikke fortrudt. Jeg har nok fortrudt, at jeg har fået fjernet æggestokkene, for det har været hård kost, og rent psykisk har det påvirket mig meget.«

D

et kræver ikke mere end et brev i postkassen, før angsten slår kløerne i Lone Gjørtsvang. Kun få øjeblikke, før jeg ringer til hende, når hun at tænke »åh, nej«, da hun ser, at hun har fået Digital Post fra Region Hovedstaden. Og alarmklokkerne begynder at bimle, da hun ser, at det er fra Rigshospitalet. Hun ånder lettet op, da det viser sig at være en standardmail om Sundhedsplatformen. Angsten handler ikke så meget om det, der kan ske i fremtiden, som om det, der allerede er sket. I 2012 – to måneder efter hun havde været med til at begrave sin ældste veninde – blev hun diagnosticeret med det, der tog livet af veninden: brystkræft. Eller det vil sige: Mammografien og de efterfølgende vævsprøver viste, at der var et stort område med forstadier til kræft samt spredte kræftceller og en tumor, der var for lille til at blive fjernet. Lægerne kunne ikke sige, om det ville udvikle sig til livstruende kræft, eller om Lone Gjørtsvang kunne leve videre med det. De kunne ikke engang sætte procenter på risikoen. Men anbefalingen var klar: Hun burde få fjernet sit bryst. »Jeg var lidt i chok, også fordi min veninde var død to måneder inden. Jeg havde lige siddet der som bisidder, og pludselig var jeg selv hovedpersonen, så jeg blackoutede lidt,« husker Lone Gjørstvang, der dengang var freelancejournalist, men i dag ejer bloggen sundtkvindeliv.dk. Hendes mand tog ordet og spurgte lægen, hvad han ville gøre, hvis hans egen datter havde fået samme diagnose. Han svarede, at han ville anbefale hende at få fjernet brystet. Det forstår Lone Gjørtsvang godt. »Lægerne kan jo ikke sidde og sige, nej, der er ikke noget galt, hvorefter jeg kommer fem år efter, dødssyg af kræft, og spørger: ’Hvorfor fjernede I ikke mit bryst?’ Samtidig er det jo lidt svært at sige nej, når der sidder flere overlæger og siger, at det kan vise sig at være dødbringende. Også selv om jeg ret åbenlyst var i en gråzone.«

Flere operationer Screeningen var starten på et opslidende sygdomsforløb for Lone Gjørtsvang. Hun valgte at få fjernet sit bryst, men først da hun havde været igennem et par voldsomme vævsprøver. Hun husker, hvordan hun holdt en brækbakke, mens hendes bryst blev »klemt og klemt og klemt« og spiddet af en heftig nål. Da hun senere havde fået fjernet brystet og var begyndt på en antihormonbehandling, fik hun konstateret en cyste i æggestokkene. Så de fik hun også fjernet. Til trods for at det undervejs i operationen viste sig, at cysten faktisk var forsvundet. Særligt det sidste satte sig på sjælen. Både fordi indgrebet viste sig at være mindre presserende, end lægerne havde lagt op til, men også fordi fraværet af æggestokke har forandret Lone Gjørtsvangs krop. Hvad mere er, fandt kirurgen en

12

Lone Gjørtsvang. Foto: Peter Nygaard Christensen

»Det er en tur i angstmaskinen hver gang« For seks år siden valgte journalist Lone Gjørtsvang at få fjernet sit ene bryst, da hun fik konstateret forstadier til kræft og enkelte kræftceller. Senere fik hun også fjernet sine æggestokke. I dag ved hun stadig ikke, om behandlingen reddede hendes liv – eller om den strengt taget var unødvendig

Var jeg død med eller af det? I alt var Lone Gjørtsvang sygemeldt i et år. I dag er hun ifølge lægerne sund og rask, men rædslerne fra sygdomsforløbet vender tilbage som onde minder, hver gang hun bliver indkaldt til screening. Det er hun blevet fire gange siden den mistænkelige mammografi i 2012. Sidst nåede hun først at sende den afføringsprøve, som er en del af det nationale screeningsprogram i tarmkræft, en dag inden fristen. Og hun kender flere kvinder med kræftforløb bag sig, der har aflyst og udskudt mammografier, fordi frygten overmandede dem. »Det er rædselsfuldt at tage til screeninger i dag, fordi angstfølelserne kommer op igen i en periode. Det er enormt hårdt og ubehageligt,« siger hun. »Det hjælper heller ikke, at det kører lidt som et fabriksarbejde. Der er ikke meget menneskeligt i det, og der er ingen, der tager højde for, at man nok er lidt ekstra nervøs, hvis man har haft kræft før. Det er bare ind, ind, ind og ud, ud, ud.« Enkelte gange har hun leget med tanken: Hvad hvis jeg ikke var blevet screenet dengang i 2012? Havde jeg så levet videre uden at skænke sygdommen en tanke? Men hun slår det hurtigt væk med en anden og trods alt tungere tanke: Hvad hvis jeg først var blevet screenet året efter, og min behandling derfor var blevet mere voldsom? Eller hvad hvis kræften havde taget livet af mig? »Jeg er ikke modstander af screeninger. Langtfra. Og jeg tager også til dem, for jeg tør ikke andet. Jeg siger bare, at screeningerne også finder nogle, der ligger i en gråzone, hvor man ikke kan sige, hvad kræften udvikler sig til. Fordi man opdager det, skal man jo operere. Det mener jeg er helt rigtigt, og jeg fortryder ikke min beslutning,« siger hun. »Spørgsmålet er så, om det har reddet mit liv. Var jeg død med det eller død af det? Jeg ved det ikke.« rfr@information.dk

Tekst Rasmus Friis

DAGBLADET INFORMATION


H

anne Buur Larsen har strøget sit sorte hår tilbage, så man kan se en tatovering bag hendes højre øre. Tatoveringen, en lille elefant i profil, er egentlig en slags erstatning for et smykke med samme motiv, hun købte i 2016, men aldrig har brugt. Ikke fordi hun ikke kan lide den. Hun kan bare ikke kigge på den uden at tænke på den kræftsygdom, hun fik konstateret året før. Den nye elefant fik hun tatoveret bag øret sidste år som en gave til sig selv, efter hun havde overstået en heftig tarmundersøgelse. Resultatet var værd at fejre: Hun er stadig rask, tre år efter hun blev opereret for tarmkræft. Det er langtfra sikkert, at det var gået sådan, hvis hun ikke havde fået en enkelt rykker i 2015. Og et skub af sin svoger. Hanne Buur Larsen, der til daglig arbejder som sekretær på et bosted for udviklingshæmmede, havde nemlig ikke fået sendt den afføringsprøve, som er en del af det senest tilkomne nationale screeningsprogram for tarmkræft. Faktisk havde hun knap nok skænket den en tanke. Men så kom rykkeren, og nogenlunde samtidig forklarede hendes svoger, der selv lige havde sendt testen afsted, at det altså ikke krævede alverden. »Bare fold papiret ud, sæt det under brættet, lav det, du skal lave, og tag så prøven. Bum,« sagde han. »Nå, ja, så lad gå,« tænkte Hanne Buur Larsen og tog så afføringsprøven. To måneder og en kikkertundersøgelse senere, i august 2015, fik hun konstateret tarmkræft. Dagen efter diagnosen blev hun opereret. Omkring 20 centimeter af tarmen blev fjernet, og efterfølgende kunne lægerne fortælle, at kræften ikke havde nået at sprede sig. »Jeg havde intet haft på fornemmelsen, intet set, eller noget andet. Så det var afføringsprøven alene, der gjorde, at det blev fundet,« siger Hanne Buur Larsen, mens hun kigger på den kæde af lægejournaler, hun har lagt foran sig på spisebordet.

Hellere 14 dages frygt I en stor rapport fra sidste år konkluderede Sundhedsstyrelsen, at næsten 40 procent af de indkaldte ikke tog testen for tarmkræft fra 2014 til 2016 – og det var endda et bedre resultat end forventet. »Der er da også mange, der har sagt, ’ups, den har jeg da også liggende derhjemme’, når jeg har fortalt min historie,« siger Hanne Buur Larsen. Hun mener, at afføringsprøven er mere grænseoverskridende end de øvrige nationale screeningsprogrammer for brystkræft og livmoderhalskræft. Og det selv om man kan lave afføringsprøven i ro og mag på hjemmeadressen. Hvis man skal have lavet en mammografi, skal man troppe op på sygehuset, trippe i venteværelset for til sidst at få sit bryst mast af en læge. »Der er bare et eller andet ved det … « siger Hanne Buur Larsen og leder efter ordene i nogle sekunder. »Du skal vende dig om, stikke en pind ned i afføringen. Normalt ligger afføringen nede i toilettet, men

VIDENSKAPLØB LØRDAG 19. JANUAR 2019

Hanne Buur Larsen. Foto: Anders Rye Skjoldjensen

her ligger det pludselig helt oppe ved dig. Kikkertundersøgelsen er jo heller ikke sjov. Først skal du rense din tarm, og så bliver du undersøgt med en slange bagi.« »Men,« tilføjer hun. »Jeg vil hellere gøre det én gang ekstra for at være sikker på, at der ikke er noget.« Debatten om kræftscreeninger splitter forskere og eksperter. Ikke kun fordi der er uenighed om tallene – antallet af overlevere og skånsomt behandlede mod antallet af overbehandlede og sygeliggjorte – men også fordi der er flere meninger om, hvor tungt overdiagnostikken og den unødvendige sygdomsangst skal veje. Man kan mene, at Hanne Buur Larsen er et levende argument for screeningsprogrammerne, men hun har også følt vægten af skaderne: Efter hun var blevet opereret for tarmkræft og efterfølgende havde gennemgået kemoterapi i et halvt år, blev hun indkaldt til endnu en akut undersøgelse, denne gang efter en mistænkelig screening for brystkræft. »Der knækkede filmen så på ny, og jeg tænkte ’hold da op, nu igen’. Så jeg har også prøvet at være bange uden grund. Men hvis jeg skal gøre det op, vil jeg hellere rende rundt og være bange i 14 dage end at risikere at få behandlingen for sent.« Hanne Buur Larsen finder en tryghed i screeningerne. Hun havde også svært ved at slippe den forebyggende kemoterapi, hun fik i et halvt år, til trods for at hun må leve med nogle eftervirkninger. Da behandlingen stoppede, og hun blev sluset ud af systemet, følte hun sig pludselig overladt til sig selv. Derfor er hun glad for, at hun er blevet scannet for tarmkræft hvert år siden sin operation – og at hun fik foretaget en ny kikkertundersøgelse sidste år. »For mig skaber det ro. Jeg vil hellere gennemgå alt det, end jeg vil undvære det. Der er vist noget med, at man ikke bliver testet efter fem år, men jeg vil langt hellere fortsætte. Så er jeg sikker på, at der ikke er noget, som ellers ville blive opdaget for sent.« rfr@information.dk

»Jeg vil hellere rende rundt og være bange i 14 dage« Der var ingen kræft i familien og ingen symptomer i kroppen, men Hanne Buur Larsen fik alligevel at vide, at hun havde tarmkræft efter en screening. Havde hun ikke skubbet sine grænser og taget afføringsprøven, er det ikke sikkert, at hun var blevet opereret i tide Tekst Rasmus Friis

13


14

DAGBLADET INFORMATION


Tyveriet af fire computere i Gladsaxe viser, hvorfor det ikke er ufarligt at indsamle borgernes data Både samfundsforskere og myndigheder ser et stort potentiale i de nye muligheder for at indsamle store datamængder, og i erhvervslivet er efterspørgslen enorm efter personer, der kan håndtere de massive informationsstrømme. Men der er bunkevis af eksempler på, at der ikke passes godt nok på vores data, lyder kritikken Tekst Morten Madsen Illustrationer Mia Mottelsen

D

en 10. december sidste år modtog 25-årige  Mathias Odgaard fra Søborg og godt 20.000 andre borgere en noget foruroligende mail fra Gladsaxe Kommune. »Gladsaxe Kommune har i weekenden mellem uge 48 og 49 fået stjålet fire computere fra rådhuset. Desværre har vi konstateret, at der på én af computerne ved en fejl var blevet gemt et regneark, som indeholdt fortrolige oplysninger om dig og andre borgere. Vi har meldt hændelsen – som vi karakteriserer som et sikkerhedsbrud – til Datatilsynet og tyveriet til Vestegnens Politi,« hed det i brevet. Kommunen oplyste, at de ikke havde no-

VIDENSKAPLØB LØRDAG 19. JANUAR 2019

gen grund til at tro, at tyvene havde haft til hensigt at stjæle computeren med henblik på at få oplysninger om borgere – snarere for at tjene hurtige penge på et videresalg. Men usikkerheden omkring hans data bekymrer alligevel Mathias Odgaard, der i dag er noget fortørnet over hændelsen. »Jeg synes, det er lidt foruroligende, at kommunen behandler personfølsomme data i usikre systemer. Nu var hensigten med det her tyveri nok ikke at få fat i mine og 20.000 andre borgeres personlige data, men nu skete det jo. Det er lidt skræmmende,« siger Mathias Odgaard.

Fortsættes på næste side

15


Fortsat fra forrige side »Det kan jo være, at de her tyve nu tænker: ’Hmm, det er måske lidt mere interessant at sælge de her data end en eller anden ussel Lenovo-computer til 500 kroner stykket’. Man bliver jo lidt eftertænksom, når sådan noget sker.« Der var ellers store ambitioner for den såkaldte Gladsaxemodel, da den blev introduceret sidste år. Formålet var at forudsige sociale problemer med udgangspunkt i borgernes data. Med et såkaldt pointsystem, der måler, om børn bliver væk fra tandlægen og skolen, eller om forældrene har psykiske diagnoser, var det planen, at regeringen, ved at samkøre data om forældre og deres børn fra en lang række registre, ville overvåge børnefamilier. Derved skulle myndighederne få »mulighed for at besøge de familier og sammen med dem vurdere, om noget skal gøres anderledes,« som familiechef i Gladsaxe Kommune Tine Vesterby Sørensen sagde til Politiken sidste forår, hvor modellen blev forhandlet som et led i implementeringen af den nye persondataforordning. Men forslaget mødte allerede dengang stor kritik fra flere eksperter:  »Det her viser, hvordan databeskyttelsesloven i sin nuværende form vil åbne for en skjult massebehandling af data, som underminerer borgernes tillid til hele den digitale forvaltning,« sagde Hanne Marie Motzfeldt, lektor i persondataret og forvaltningsret ved Aarhus Universitet, til Politiken. Mens næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Niels Christian Barkholdt, i Altinget beskrev en risiko for, at borgerne ville opleve det som »big brother-overvågning,« hvis myndighederne pludselig viste bekymringer for deres børn på baggrund af persondata. 

Bør ikke ske Lækket af Mathias Odgaard og 20.000 andre borgeres persondata fik da også den konsekvens, at regeringen skrottede planerne om at udrulle Gladsaxemodellen. »Intet tyder på, at kommunerne i dag er klar til at håndtere mere komplekse opgaver med samkøring af data,« sagde Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, til Politiken i december i kølvandet på sagen med de stjålne computere.  Anders Kjærulff, der er teknologikritikker og vært på radioprogrammet ’Aflyttet’ på Radio24syv, mener, at offentlige myndigheder generelt er alt for dårlige til at passe på vores data, og han glæder sig over, at Gladsaxemodellen nu bliver skrottet. »De her data burde slet ikke have forladt et stensikkert centralt system, hvor de forhåbentlig ligger adskilt og er organiseret på en måde, så hvem som helst ikke kan vade ind i og tilgå dem. Og borgernes data bør i hvert fald slet ikke forlade det sikre system uden at være blevet anonymiseret,« siger Anders Kjærulff. »Men i det offentlige har man ikke forstået, hvad anonym betyder. Anonymitet betyder, at det er umuligt at spore sig tilbage til den enkelte borger. I det offentlige skelner man tilsyneladende ved at sige: ’Jamen hvis vi ikke fortæller det til andre, så er det anonymt’. Sådan fungerer det ikke.« Gladesaxemodellen er ikke det eneste eksempel på, at socialforskning og -politik udnytter de mange muligheder, der i dag er for at indsamle, koordinere og anvende de store datamængder, som borgere produce-

16

rer hver eneste dag på deres smartphones og computere. Heri ligger mange muligheder for at blive klogere på bevægelsesmønstre, digital adfærd og sociale interaktioner. Derfor er de store informationsstrømme også noget, som begejstrer i forskerkredse, hvor man ser masser af nye muligheder med de enorme mængder af personlige data, som vi dagligt – frivilligt og ufrivilligt – vrister fra os. På DTU underviser og forsker lektor Sune Lehmann i blandt andet sociale interaktioner og dataanalyse. Han er manden bag et internationalt banebrydende forsøg, hvor han udleverede 1.000 mobiltelefoner til DTU-studerende for efterfølgende at forske i deres adfærd og bevægelsesmønstre på baggrund af de netværksdata, som de studerende afgav gennem brug af mobiltelefonerne.  »Vi kunne måle, hvem der mødtes i den virkelige verden, og vi kunne med den indsamlede data se, hvem der sendte sms’er og ringede til hinanden. Derudover kunne vi indsamle data fra de sociale medier som Facebook. Og da vi nu var i gang, tænkte jeg, at vi lige så godt også kunne indsamle data om fysiske bevægelsesmønstre, da det betyder noget for en social interaktion, om den foregår på en bar, på en skole eller hjemme hos en eller anden,« siger Sune Lehmann. »Så vi fik altså både informationer om, hvordan de studerende bevægede sig rundt i tid og rum, hvem de interagerede med, og hvor meget de interagerede.« På baggrund af forsøget og dets »vilde datasæt«, som Sune Lehmann kalder det, kunne han og forskerkollegerne udvikle nye matematiske måder at beskrive, hvordan folks netværk ser ud på, hvilket gør, at man nu kan forudsige, hvordan folk kommer til at mødes fremadrettet, hvem folk vil være tilbøjelige til at interagere med, og hvor folk færdes. Kort sagt: De data, du afgiver, kan bruges til at forudsige din adfærd. Det er ikke kun samfundsforskere, der logrer med halen af databegejstring. Også erhvervslivet efterspørger i stigende grad kandidater, der kan håndtere den såkaldte ’big data’ og de tilknyttede teknologiske frembrud.  Derfor lancerede Københavns Universitet i efteråret en ny kandidatuddannelse i Social Datavidenskab, der udbydes fra 2020. Men virksomhederne har brug for arbejdskraften her og nu.  »De aftagere ude i erhvervslivet, som vi snakker med, bliver helt hvide i ansigtet, når vi siger, at de nye samfundsfaglige datakandidater først kommer ud i 2022. Så siger de: ’Vi skal bruge syv i eftermiddag’, så det er et ret fremspirende felt,« siger Andreas de Neergaard, prodekan på Københavns Universitet og en af hovedpersonerne bag den nye uddannelse, hvor kandidater lærer at lave analyser baseret på store datamængder. Konkret bliver kandidaterne uddannet som en mellemting mellem hardcore programmeringsteknikere, faglige analytikere og organisationsudviklere, forklarer Andreas de Neergaard. »Der er brug for kandidater, der kan stille spørgsmål til data ud fra et ønske om at lave en strategiudvikling, eller hvad det nu kunne være. Det skal de her folk kunne oversætte, og så skal de kunne binde fagligheder sammen på tværs af eksempelvis økonomi, sociologi og psykologi,« siger han. »Det, den nye kandidatuddannel-

se bidrager med, er, at de studerende nu får indsigt i nogle dynamikker og metoder, som man tidligere kun har kunnet undersøge gennem kvalitative interviews, fokusgrupper og traditionelle samfundsfaglige metoder. Nu kan vi få indsigt i flere af de bløde sider af samfundsvidenskaben, idet folks privatliv i dag så at sige ligger på nettet.«

Bunkevis af eksempler Men selv om mulighederne er mange, har databegejstringen også sine skyggesider, mener Anders Kjærulff. »Big data er i mine termer fusk. Ofte opsamler man data fra folk, uden at man spørger dem først. Man skriver noget a la ’dine data kan blive brugt …’ i en eller anden lang disclaimer, som ingen af os læser. Når man gør sådan, kan man luske eksempelvis lokationsdata ud af folk, som Google og Facebook gør. Det er også blevet acceptabelt hos det offentlige og hos forskere efterhånden, og det er noget af et moralsk og etisk skred, som vil få stor betydning for vores liv i fremtiden,« siger Anders Kjærulff. Dertil kommer, at myndighederne og forskerne ofte har svært ved at passe på de data, de får om os alle sammen, forklarer han. »Der er simpelthen bunkevis af eksempler på, at forskere og myndigheder ikke er gode nok til at passe på vores data. Mantraet er: ’Det bliver vi bedre til, det får vi styr på, og det sker ikke igen’, men mængden af nye historier om læk er mere eller mindre konstant.« I medierne hører man således igen og igen om sager, hvor forskellige aktører håndterer de enorme mængder data, der ofte indeholder dybt personfølsomme oplysninger, skødesløst. Tag bare et par af medieoverskrifterne fra december sidste år: »YouSee lækker 4.800 kunders skjulte navne og adresser«, »Datalæk på RUC: CPR-numre på over 1.000 studerende har ligget online i årevis« og nu senest i Gladsaxe: »Ansat gemte filer lokalt på pc: Nu rammer datalæk 20.000 borgere i Gladsaxe Kommune«. Og i vinteren 2017 kom det frem, at danske forskere og forskningsvirksomheder i stort omfang forsømte at passe godt nok på de persondata, de arbejdede med i forskningsøjemed, efter Datatilsynet havde aflagt besøg hos en række forskere.  De to forskere Sune Lehmann og Andreas de Neergaard er enige om, at man er et godt stykke fra at nå i mål, hvad angår sikringen af borgernes persondata. »Generelt set vil jeg sige nej; vi er ikke gode nok til at passe på persondata. Teknologien udvikler sig så hurtigt, at der

ikke er nogen, der bare kan tænke alle konsekvenserne af de her valg til ende. Computerne kan mere og mere, og det er helt uklart, hvad man skal gøre. Jeg er glad for, at jeg ikke er politiker og skal lovgive på det her område, for det er ufatteligt svært. Teknologien er jo bare et bæst, der har en voldsom fremdrift,« siger Sune Lehmann. Omvendt er det også fuldstændig »umuligt« at afsætte kandidater fremadrettet, som ikke har en eller anden form for GDPRkendskab, forklarer Andreas de Neergard. GDPR står for General Data Protection Regulation og er en EU-forordning, der har til formål at styrke og harmonisere beskyttelsen af personoplysninger. Der er altså i erhvervslivet og forskningsverdenen fokus på at forbedre sikkerheden omkring persondata.  Men en ting er GDPR-regler, en anden er etik. »Så er der jo hele det etiske spørgsmål, som er meget komplekst. Der var eksempelvis for nylig en sag, hvor dilemmaet var, om man måtte overvåge folks elforbrug med henblik på at spore socialt bedrageri. Det har man måttet hele tiden, men man har skullet bede om tilladelse efter mistanke. Det nye bliver, at man screener alle, og de, der falder uden for, bliver der sat fokus på. Men hvad hvis den praksis også bliver knyttet til andre områder? Det er noget, man bliver nødt til at forholde sig til,« siger Andreas de Neergaard. »Der er meget få organisationer, der er fuldt ud rustet til at håndtere data. Det tror jeg ikke, den nye kandidatuddannelse alene kan rette op på. Det er en opgave, som alle har et ansvar for at forbedre.« mma@information.dk

DAGBLADET INFORMATION


Forskning, der forandrer verden

Elfly kan gøre den sorte flysektor grøn. Men det kræver en revolution inden for batteriteknologien Ifølge flyselskaberne vil de første hybridfly begynde at udfordre de traditionelle passagerfly inden for få år. En lektor mener dog, at vi skal vente mindst et par årtier på rene batteridrevne elfly Tekst Rasmus Friis Illustration Mia Mottelsen

D

et er besnærende at forestille sig en fremtid, hvor fly holder sig i himlen ved hjælp af batterier. Så kan man træde ind i kabinen og flyve mod fjerne destinationer uden dårlig samvittighed over klimaet. Selv om forskere har udpeget flysektoren som en af de værste klimasyndere, har det ikke fået flytrafikken til at bremse op. Tværtimod slår den i disse år alle rekorder. De globale udledninger fra flytrafik er mere end fordoblet i løbet af de seneste 20 år, mens den internationale civile luftfartsorganisation, ICAO, har anslået, at udledningerne kan vokse yderligere med 300 til 700 procent inden 2050. Flyselskaberne ved dog, at status quo ikke er holdbar, så mens den politiske debat om afgifter er taget til, har de travlt med at puste til den teknologiske optimisme. I december udtalte Olav Mosvold Larsen, seniorrådgiver i det norske statsejede selskab Avinor, der blandt andet driver lufthavne i Norge, at al norsk indenrigstrafik vil være elektrificeret i 2040. Optimismen er ikke grebet ud af den blå luft. Faktisk blev Norges første elfly sendt i luften allerede i sommer med transportminister Ketil Solvik-Olsen som den ene af to passagerer.  Flyet var en slovensk model med navnet Alpha Electro G2, som på én opladning kan holde sig i luften i en time svarende til 130 kilometer. Inde i flyet sidder et lille batteri på 21 kWh og en elektrisk motor, der kan præstere omkring 50 kWh.

VIDENSKAPLØB LØRDAG 19. JANUAR 2019

Samtidig er store flyproducenter som Boeing og Airbus i færd med at forfine teknologien, så passagerfly i den nærmeste fremtid kan flyve på el.

Tunge batterier Peter Omand Rasmussen, der er lektor ved Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet, er dog skeptisk over for flyselskabernes udmeldinger: »De prøver at lægge hårdt ud, fordi de er under pres, og det ser godt ud at have den grønne kasket på,« siger han. Ifølge lektoren må man sondre mellem to typer af elektrificerede fly. Hybridfly, der både bruger almindeligt brændstof og el, og så de rene elfly, hvor de elektriske motorer udelukkende får energi fra batterier. Mens hybridflyene nærmer sig, svæver de rent batteridrevne fly, der virkelig batter på CO2-regnskabet, stadig et stykke ude i fremtiden. Problemet er vægten af batterierne: De batterier, der kan præstere nok energi til at holde kommercielle rutefly på vingerne, vejer simpelthen for meget i dag. Det handler om energitæthed: Hvor meget energi et batteri kan indeholde pr. rumfangsenhed. For jo mere energi, der er behov for, jo mere kommer batteriet til at veje. I en Tesla, der ikke har brug for nær så meget energi som et passagerfly, kan et batteri i dag holde over 500 kilometer, uden at elbilen bliver væsentligt tungere end benzinbilen.  Hvis et rutefly beregnet til cirka 80 passagerer bruger samme teknologi, har Peter

Omand Rasmussen regnet sig frem til, at batterierne alene vil veje fire gange mere end flyet – og så har man ikke engang regnet den elektriske motor med. »Der er simpelthen ikke energi nok i batterierne til, at de kan komme tilstrækkelig ned i vægt,« siger han. Ifølge lektoren vil det tage mindst 15 år, før de første rent batteridrevne passagerfly kommer på vingerne på korte indenrigsruter. De oversøiske rejser kræver endnu mere energi – og derfor større teknologiske fremskridt. »Du beder mig i virkeligheden om at spå, om der kommer en Nobelpris inden for batteriteknologi. For det kræver, at der kommer en revolution inden for teknologien. Når det er sagt, vil jeg ikke afvise, at det sker i løbet af de næste 20 til 30 år.« rfr@information.dk

Serie Forskning, der forandrer verden Forskning former samfundet omkring os. Uanset om det handler om bekæmpelse af fake news, grøn energi eller vellykket integration, spiller videnskaben en rolle. I en ny serie sætter Information fokus på nogle af de videnskabelige gennembrud, som skaber helt konkrete fremskridt.

17


Kan en computer læse Shakespeare? Advarselslamperne blinker hos mange humanistiske forskere, når store datamængder og digitale værktøjer bliver nævnt. Metoderne er dog kommet for at blive, mener tre forskere. Den ene bruger selv computere til at ’fjernlæse’ Shakespeare, men han er klar over, at det hverken kan eller skal erstatte humanioras klassiske dyder Tekst Rasmus Friis

J

akob Ladegaard peger på et netværksdiagram med et væld af røde linjer, der alle udgår fra små prikker. Han forklarer, at han egentlig ikke ved, hvorfor de litterære karakterer, som hver prik repræsenterer, er havnet der, hvor de er. Det er noget, en computer har regnet ud. »Den her principal component-analyse prøver at se sammenhængene mellem de forskellige vektorer …,« begynder han og fører fingeren fra prik til prik i diagrammet. Senere siger han også noget om log likelihood score og centralitet. Det er ikke ord, man er vant til at høre i humaniora, i hvert fald ikke blandt litteraturhistorikere. Men Jakob Ladegaard er litteraturhistoriker, og de digitale metoder, han bruger, er en del af hans litteraturhistoriske forskning. Hans projekt, der er støttet af Det Frie Forskningsråd, undersøger – med afsæt i stjerneøkonomen Thomas Pikettys teorier om ulighed – hvordan begrebet om arv har udviklet sig i løbet af litteraturhistorien. Sammen med sin forskningsgruppe er Ladegaard startet i 1600-tallet, hvor han blandt andet belyser fremstillingen af bastardfiguren i engelske dramaer; en karakter, der for eksempel kan have en adelig far og en

18

ludfattig mor. Det er de karakterer, som prikkerne i netværksdiagrammet dækker over. Men ambitionerne rækker langt videre end det: Ladegaards forskningsgruppe ønsker i sidste ende at lave et litteraturhistorisk argument, der strækker sig hele vejen fra Shakespeares dramaer til det 21. århundredes romaner. Og det er svært at gøre uden at bruge en computer, der kan analysere langt flere værker end Jakob Ladegaard og hans kolleger har tid til at læse. 

Skepsis og tøven Ladegaards projekt er et eksempel på, at store datastrømme og digitale metoder langsomt er ved at snige sig ind i den humanistiske forskning og ikke bare i lingvistikken, der har en lang tradition for programmering. I litteraturvidenskaben er forskere eksempelvis begyndt at bruge metoder som fjernlæsning, hvor en computer dissekerer en tekst ud fra nogle kriterier. Det står i kontrast til fagets grundpiller: Nærlæsningen. Fortolkningen. Og derfor er det også med en vis tøven, at den humanistiske forskning kaster sig over de nye metodiske muligheder. Ladegaard er selv stødt på den skepsis flere gange, blandt andet fordi de første forskningsprojekter, der brugte metoder

som fjernlæsning, ikke altid var gode nok til at tage højde for faldgruberne. »Jeg har flere gange hørt og læst folk, der mener, at de her metoder ikke har leveret resultater, der står mål med alle de penge, der er blevet smidt efter dem. At det er en dille, som suger en masse forskningsmidler til sig – og dermed væk fra den mere klassiske forskning,« siger han. »Grunden til, at folk reagerer sådan er ikke kun af faglige årsager, for det er mit indtryk, at en del af dem, der er kritiske over for de her metoder, ikke kender ret meget til dem. Deres modvilje handler også om fordelingen af prestige og penge på universiteterne, tror jeg.«

Fra fysiker til pseudohumanist Det kan ikke udelukkes, at nogle af skeptikerne rynkede på brynene, da Birte ChristensenDalsgaard for tre år siden blev sat i spidsen af DigHumLab, en slags infrastruktur for forskere, der ønsker at finde og bruge digitale værktøjer, med alt hvad der følger af teknisk og videnskabeligt bøvl. Fra copyright og persondatalov til metodefælder. Christensen-Dalsgaard er ikke ligefrem udklækket på et humanistisk fakultet. Hun har en ph.d. i fysik og har tidligere arbejdet med supercomputere. I dag betragter hun sig som »pseudohumanist«. 

»Når man kommer fra en tradition, hvor man er vant til at læse og forstå og tænke, filosofere og perspektivere, og man så pludselig bruger computere til at kvantificere nogle ting, er det en radikalt anderledes måde at håndtere materialet på. Der er stor forskel på at læse samtlige Dickens’ værker og lave en analyse på tværs, fordi du har forstået dem, og så bruge nogle af de her programmer, som f.eks. tæller ord,« siger Birte Christensen-Dalsgaard. Hun beskriver de digitale metoders indtog som et pendul, der først svingede for langt mod den overivrige databegejstring, så fortabte sig i overdreven skepsis, men nu er ved at finde et passende mellemleje. Ifølge hende kan de digitale metoder ikke stå alene. Men modsætningen mellem nærlæsning og fjernlæsning er falsk, for metoderne skal ikke konkurrere, men supplere hinanden, mener hun. »Sagen er selvfølgelig, at den gode forskning opstår imellem metoderne. Jeg tror ikke på, at man udelukkende kan arbejde med statistiske metoder, man er også nødt til at forstå, hvorfor noget forholder sig, som det gør. Det kræver, at man selv graver sig ned i teksterne.« Det er Jakob Ladegaard bevidst om. Når computeren fortæller ham, at der er et stilistisk slægtskab mellem to bastardka-

DAGBLADET INFORMATION


rakterer, skriver han det ikke bare ukritisk ind i artiklens konklusion. Computerens tal er blot et udgangspunkt. Et ’hvordan’. Næste skridt er at formulere et ’hvorfor’: Hvorfor viser tallene sammenhængen? Fordi en computer trods alt ikke kan læse Shakespeare som et menneske, kan det spørgsmål udelukkende besvares ved at støve teksterne af og nærlæse linjerne. Jakob Ladegaards forskningsprojekt om arv er altså en konstant vekselvirkning mellem fjern- og nærlæsning, digitale og klassiske metoder.  »Det ville nok aldrig være interessant for en litteraturhistoriker at se de her tal i sig selv. Kun så vidt at de bliver en del af et litteraturhistorisk argument,« siger han, mens han peger på en af sine tabeller. »Der, hvor det giver mening for mig, er der, hvor man kan vende tilbage til sit fagfelt og sige, at her er nogle resultater, som jeg tror vil interessere jer. Ikke på grund af de metoder, jeg har brugt, men på grund af den sag, vi er fælles om at interessere os for. Hvis du kan overbevise dine fagfæller om, at der sker noget i de her tekster, som vi ikke vidste i forvejen, så har de nye metoder vist deres værd. Det har jeg heldigvis også oplevet, og jeg tror, det vil ske oftere og oftere.« Lektor i Kunst- og Kulturvidenskab på

VIDENSKAPLØB LØRDAG 19. JANUAR 2019

Københavns Universitet, Kristin Veel, har i en længere periode forsket i den bevægelse, Ladegaard beskriver. Nærmere bestemt de usikkerheder og blinde vinkler, som store dataanalyser kan skabe. For eksempel når det handler om mere abstrakte forhold som køn og race.  Den største faldgrube, siger hun, er at antage, at dataanalyserne præsenterer en mere objektiv sandhed end de sædvanlige næranalyser og fortolkninger. For der ligger også forforståelser og antagelser bag de tal, man programmerer sig frem til. Men Kristin Veel mener, at humanistiske forskere er gode til at behandle computernes tal med sund videnskabelig skepsis. »Faktisk vil jeg mene, at humanister er nogle af dem, der er bedst klædt på til at bruge den form for digitale metoder på en kritisk og reflekteret facon. Vi er uddannet til ikke at acceptere, at data kan tale for sig selv, som meget af markedsføringsretorikken omkring store dataanalyser ellers har fremført. Vi er vant til at læse kritisk og kigge efter f.eks. de blinde vinkler,« skriver hun i et mailsvar. I år har hun selv undervist i et fag om sociale medier på Kunst- og Kulturvidenskab, og generelt oplever hun, at humanistiske forskere i stigende grad beskæftiger sig med datingplatforme og datatracking på inter-

nettet og sociale medier – genstandsfelter, som er svære at belyse uden digitale værktøjer og behandling af store mængder data. Ifølge Birte Christensen-Dalsgaard er udviklingen en absolut nødvendighed. I takt med at den digitale udvikling stiller mere komplekse etiske spørgsmål, skal humaniora bidrage med svar. Eller i hvert fald nuanceringer. »Enten er det teknologerne, der overtager diskussionen omkring teknologien i vores samfund, eller også får vi uddannet nogle humanister, der har tilstrækkelig viden til at indgå i den diskussion og måske være med til at kvalificere de nye tiltag på området.«

Må leve med ophedede diskussioner Mellem de overfyldte bogreoler på sit kontor peger Jakob Ladegaard på et par prikker nederst i netværksdiagrammet. Den ene repræsenterer bastardfiguren i Shakespeare-dramaet King Lear. Den anden bastardfiguren i Richard Bromes komedie A Jovial Crew. Shakespeare-dramaet er skrevet i starten af 1600-tallet. Brome-komedien godt 40 år senere. Førstnævnte er en tragedie, sidstnævnte en komedie. Alligevel har computeren placeret dem sammen. Hvorfor vidste Jakob Ladegaard ikke, men computeren fortalte ham, at det var

Jakob Ladegaard er humanist, men bruger tunge statistiske metoder i sin forskning. Det har medført ophedede diskussioner blandt ham og hans fagfæller. Foto: Tor Birk Trads

værd at undersøge. Derfor begyndte han at nærlæse teksterne. »Netop fordi vi ikke havde forventet det, så var det dét, vi valgte at næranalysere. Så vidt jeg ved, er der ingen, der har sammenlignet de to tekster før, og jeg ville ikke være kommet på det, hvis vi ikke havde lavet det her analyseforarbejde,« siger han. Han træder ud af sit kontor og videre ud i støvregnen, der pibler ned fra vinterhimlen. Inden han siger farvel, parkerer han de tunge teoretiske overvejelser og blotter et smil: »Jeg er nysgerrig på at finde ud af, hvad det her kan. Det er dét, der driver det for mig. Og så kan det da godt være, at vi havner i nogle ophedede faglige diskussioner undervejs. Det er slet ikke umuligt. Men det tager vi med.«

rfr@information.dk

19


Danmarks nye vindmølleeventyr venter i sundhedsvæsenet Muligheden for at indsamle massive mængder personlig sundhedsdata fra blandt andet apps på telefonen ændrer sundhedssystemer globalt. I Danmark kan vi kombinere den nye information med registerdata. Det giver en unik mulighed for at skabe sundhedsløsninger for borgerne. Men brugen af sundhedsdata skaber også etiske dilemmaer Tekst Laura Friis Wang Illustration Mia Mottelson

20

DAGBLADET INFORMATION


VIDENSKAPLØB LØRDAG 19. JANUAR 2019

21


R

undt om professor i almen medicin Carsten Obels venstre håndled sidder et sort ur med en blank skærm. Det er ikke bare sådan et ur, som viser klokken. Det er et smartwatch udviklet af Apple og har en sensor, der blandt andet gør det muligt at lave et hjertekardiogram på forskeren. Han skal bare holde fingeren hen på sensoren, så ser den hans hjerterytme, hvorefter den laver et kredsløb og måler hans hjerteflimmer. Det såkaldte Apple Watch er et godt eksempel på, hvordan flere og flere store teknologivirksomheder som for eksempel Apple og Google udvikler løsninger, som indsamler enorme mængder sundhedsdata. I Danmark er funktionen til at lave hjertekardiogram med sit Apple Watch ikke godkendt, men det er den i USA, og det vil sige, at der findes en kæmpestor mængde sundhedsdata om den amerikanske befolkning. Til gengæld er der ingen vurdering af, hvilken indvirkning det har på borgeren, at man selv kan måle sin hjerterytme og opdage flimmer. Betyder det, at ejere af disse ure søger mere læge og bliver mere utrygge? Eller betyder det, at de opdager noget vigtigt, før de bliver alvorligt syge? Det ved forskerne ikke. »Det er bare en gadget med underholdningsværdi. Vi aner ikke, hvordan den virker på vores liv,« siger Carsten Obel. Forskere er ikke i tvivl om, at de store mængder persondata, – altså den data, som vi genererer 24 timer i døgnet – oftest uden at vide det – vil have enorme indvirkninger på indretningen af sundhedsvæsenet i fremtiden. Carsten Obel arbejder med, hvordan man kan udnytte det såkaldte big data til at skabe bedre løsninger i sektoren. I Kina går de én vej, i USA en anden. Og ifølge Carsten Obel er Danmark i en helt særlig position, der gør det muligt at bane en tredje vej. »Vi kan – hvis vi vil – udnytte de store datamængder på en måde, så det rent faktisk skaber værdi for borgerne og fællesskabet. Sundhedsdrevet big data kan være det nye vindmølleeventyr,« siger han.

Den tredje vej I USA har de store techvirksomheder i Silicon Valley for længst fået øjnene op for datadrevet sundhed. De har udviklet utallige smarte sundhedsapps til deres devices, der gør, at borgerne selv kan måle skridt, puls, kalorier, menstruationscyklus, forbrænding og blodsukker i ét væk. Når Apple, Facebook og Google satser på dette område, er det, fordi de kan tjene rigtig mange penge på det. For Apple er forretningsmodellen baseret på, at for hver gang nogen udvikler en app til deres apparater, så skal den ind i App Store, og det koster penge. De tjener altså store summer på at få andre mennesker til at finde på sjove, ligegyldige eller oplysende løsninger til sensorerne på deres iPhones eller Apple Watches. Men det betyder også, at de store techvirksomheder får adgang til kostbare sundhedsrelevant data, som monopoliseres og kommercialiseres. Og det gælder ikke bare de mere avancerede gadgets såsom en sensor på et ur, der kan måle hjerteflimmer. Det gælder også noget så banalt som vores smartphones, der registrerer vores søvnrytme og bevægelsesmønstre. Disse informationer kan bruges til at lave såkaldt personlig medicin. »Det meste medicin i dag bygger på meget store grupper. Man vil typisk udtale sig om alle kvinder eller alle mænd i en bestemt alder. Det betyder, at medicinen bliver

22

uspecifik og ikke virker lige godt på enhver person, fordi alle mennesker har deres helt egen historie, biologi og genetik,« forklarer Lars Kai Hansen, professor og sektionsleder ved Institut for Matematik og Computer Science på DTU. Imens bliver forskellene på os større, når vi bliver ældre og syge. Og det er det, de store tech-virksomheder har opdaget, påpeger professoren: Hvis man skal forudsige, hvordan mennesket opfører sig, så nytter det ikke noget at tage udgangspunkt i en større gruppe, fordi hver person er unik. »Det er det princip, at hvis man ved nok om det enkelte individ, så kan man begynde at forudsige dem og give dem servicer, som er relevante for lige præcis dem. På sundhedsområdet kaldes det personlig medicin,« siger Lars Kai Hansen. De store mængder personlige sundhedsdata kan altså bruges til at skabe bedre og unikke sundhedsløsninger for borgerne. Men i USA bliver den værdifulde viden på de private tech- og medicinalvirksomheders hænder. Kina går en anden vej. Ved at bruge dataet til at udvikle robotter, der kan understøtte læger i deres arbejde, skabes der højeffektive løsninger. En af dataløsningerne betyder efter sigende, at en læge på én dag kan nå at se 2.500 patienter ved hjælp af maskiner. Til sammenligning kan en dansk praktiserende læge i gennemsnit nå at se 25. Flere end 100 virksomheder har allerede investeret milliarder i at udvikle den slags robotter. Men det er løsninger, som ikke nødvendigvis tager hensyn til den enkelte borgers oplevelse af at blive behandlet.  Men Danmark bør hverken gå den amerikanske eller den kinesiske vej, mener Carsten Obel. I modsætning til de to lande har Danmark som et af de eneste lande i verden allerede en masse informationer om borgerne i form af registerdata. Han har sammen med andre nordiske forskere på Danmarks Statistik opbygget en database, som kan følge alle borgere født fra 1990 og frem – i alt syv millioner finske, svenske og danske borgere, hvis livsforløb kan følges med hensyn til sundhed, uddannelse og velfærd. Mens Google altså kun har adgang til vores søgedata og Apple til den data, vi afgiver på vores iPhone eller Apple Watch, så har den danske stat adgang til hele vores livsforløb: Hvor vi er født, hvor vi bor, hvor vi betaler vores skat, hvad vi tjener. Det betyder, at hvis vi i Danmark skaber en model til at udnytte det sundhedsrelevante data fra smartphones, googlesøgninger og Facebook, så er vi som land i position til at lave rigtig smarte sundhedsløsninger, fordi vi kan koble det til registerdata, forklarer Carsten Obel. »Så hvis der kommer en sundhedsløsning, som vi gerne vil teste, kan vi give tilbage til borgerne, at vi faktisk kan se, om det skaber mere glæde, mindre sygdom, mere deltagelse på arbejdsmarkedet eller bedre gennemførelse af uddannelse. Det kan Google ikke.«

Et stetoskop og en læringsalgoritme Når det kommer til store datamængder, er der både best case-scenarier og worst casescenarier. Lad os begynde med et eksempel på, hvordan dataet ifølge Carsten Obel kan bruges bedst muligt til at optimere fremtidens sundhedsvæsen. Når en læge skal se en patient i dag, har vedkommende blandt andet sit stetoskop og sin blodtryksmåler med til at undersøge patienten. Men hvad nu hvis lægen også havde en læringsalgoritme, som bygger på data fra tusindvis af patienter, og som kan minde hende om, at hun skal lave en ekstra undersøgelse. På den måde kan hun mini-

MPOWER Parkinson er en sygdom, som ofte giver rystende hænder, muskelstivhed og langsomme bevægelser. Og de symptomer kan en iPhone registrere, og dermed kan den være med til at opdage sygdommen før ens læge. Således er der udviklet en app ved navn mPower af en nonprofit forskningsorganisation, som bruger telefonens såkaldte accelerometer til at måle de mindste bevægelser. Brugeren af appen skal lægge telefonen i hånden, hvorefter den kan opdage de bevægelsesmønstre, som gør sig gældende ved Parkinson.

RESET I USA blev der sidste år lanceret en app, som har til formål at behandle folk for deres misbrug af alkohol, kokain eller hash. Appen er godkendt af det amerikanske FDA, America’s Food and Drug Administration. Reset-appen er en slags kognitiv terapi, som skal få misbrugere til at opdage de situationer, der giver fødselsmæssige reaktioner, for at få dem til at slippe af med deres dårlige vaner. Ved hjælp af appen kan man blandt andet svare på, hvornår man har abstinenser, føler sult eller føler sig ensom. Samtidig holder en behandler øje med misbrugeren og kan støtte og give råd undervejs. FDA har gennemført et studie, der viser, at 40 procent af de patienter, der brugte appen, holdt sig alkohol- og stoffri i tre måneder. Til sammenligning gjaldt det blot for 17,6 procent af dem, der kun fik den almindelige behandling.

LIVA LIVA er en app, som er udviklet af Rune Bech, stifteren af Netdoktor. Appen er et vejlednings- og træningsforløb til folk, der vil have hjælp til eksempelvis type 2-diabetes, KOL, hjertelidelser eller overvægt. Appen er bygget op om en række mål, som man sammen med en sundhedsfaglig vejleder fra kommunen skal udfylde. Herefter kan man selv indtaste data i appen, mens andet data kommer fra andre apps på telefonen. På den måde kan man blandt andet følge sin vægt, motion og kostmål via kurver. Undervejs giver den sundhedsfaglige vejleder råd og motivation via videosamtaler og beskeder. Appen bliver anvendt af 12 kommuner i Danmark.

DAGBLADET INFORMATION


mere risikoen for at overse symptomer og bidrage til, at patienten får et bedre forløb. Som det ser ud i dag, har Danmark ikke mulighed for at få adgang til de data, der indsamles af for eksempel Apple og Google. Derfor argumenterer Carsten Obel for, at man designer et open source-system, hvor alle, der har lyst til at lave bedre sundhedssystemer for borgerne, kan bidrage – både borgere, kommercielle virksomheder og forskere. Som lovgivningen er i dag, har hver enkelt borger ret til sine egne data. Det betyder også, at de for eksempel kan donere dem til en offentlig platform, hvis den eksisterede. Men hvorfor skulle vi det? Carsten Obel forklarer, at hvis ikke vi skaber en model, der gør det muligt for borgerne at give den offentlige sektor adgang til sundhedsdata fra deres smartwatch, så vil det betyde, at eksempelvis Apple bliver den eneste virksomhed, der har adgang til at finde på de bedste sundhedsløsninger. »Det vil sige, at det bliver dyrt,« siger Carsten Obel. Han påpeger, at hvis der var mulighed for at give det personlige sundhedsdata til en troværdig tredjepart, som for eksempel en fælles, offentlig databank, så kommer den kommercielle monopolisering ud af spillet. »Det eneste sted, det kan lade sig gøre, er de nordiske lande, fordi vi kan kombinere de nye personlige sundhedsdata med registerdata. Det er det potentiale, vi skal investere i at udvikle. Det skal være af en vis kvalitet for at nå et niveau af værdiskabelse, transparens og sikkerhed, så alle medborgere har fuld tillid og motivation til at give deres samtykke til kollektiv vidensdeling og læring« siger han. Lars Kai Hansen fra DTU er enig i, at der ligger et stort uudnyttet potentiale. »Set fra et dansk og demokratisk synspunkt er det en kæmpe mulighed, der går tabt, at danskerne ikke kan bruge de data, som bliver samlet op i Google, Netflix, Apple og så videre. De har en enorm sundhedsmæssig værdi, som læger og sundhedssystemet burde have adgang til.«

Det kan nemlig – og det er det tredje, man bør være opmærksom på – give anledning til social kontrol, fordi meget af de personfølsomme data vil kunne danne baggrund for interventioner. »Hvis man finder ud af, at der er en sammenhæng mellem, hvor mange venner man har på Facebook, og hvor godt ens helbred er, så kan det jo være, at kommunen begynder at sende invitationer til sociale arrangementer, som borgerne føler sig nødsaget til at gå til,« siger Thomas Ploug. Han peger derfor på, at samtykke, anonymitet og begrænset adgang til data, der flyder mellem sektorer i det offentlige, er afgørende. »Man kan stadigvæk sørge for, at sundhedsforskere har adgang til meget data, men det er ikke ensbetydende med, at sociale myndigheder skal have den samme adgang. Sundhedsforskere kan realisere potentialet og samtidig beskytte borgerne mod alle mulige former for illegitim brug af dataet,« siger Thomas Ploug. Carsten Obel er enig med Thomas Ploug i disse betragtninger, men bevarer optimismen: Hvis vi hele tiden fastholder værdiskabelse for borgeren som det centrale, og lader værdier og ikke data være styrende, vil det ifølge ham skabe bedre løsninger for fællesskabet. Danskere betaler skat, fordi de har en vis tillid til, at pengene bliver ført tilbage til fællesskabet. På samme måde kan man se på personlig sundhedsdata, mener Carsten Obel. »Der er i forhold til sundhedsdata et langt større potentiale for tillid og motivation, og lykkes vi med at udfolde det, har vi måske en chance for at sikre vores sundhed og velfærd i fremtiden trods flere ældre og syge.« lafw@information.dk

Som at betale skat Men brugen af sundhedsrelevant big data til at skabe sundhedsløsninger skaber også etiske dilemmaer. Man skal ikke lede længe, hverken i virkeligheden eller i populærkulturen, for at finde skrækscenarierne. Thomas Ploug, der er professor i anvendt etik ved Aalborg Universitet, er enig i det store potentiale i brugen af personlige sundhedsdata, men peger på tre forhold, man skal være opmærksom på. Det første er det, han kalder et medikaliseringsproblem. Når vi begynder at udnytte vores viden fra sundhedsdata, kan vi også komme til at forstå en masse hverdagsaktiviteter som et sygdomsspørgsmål. »Når jeg går ud og leger med mine børn, så gør jeg det for at lave en social aktivitet. Men jo mere vi begynder at overvåge vores helbred, jo mere begynder vi at forstå tilværelsen som noget, der først og fremmest har at gøre med helbredet. Så går jeg pludselig ud for at lege med mine børn, fordi det er vigtigt at få min puls op – fordi min hvilepuls er høj, og det kan betyde, at jeg er i dårlig form, og så er risikoen for hjertekar-sygdomme større.« Det andet er indskrænkningen af privatlivets fred. Når vi deler vores data, deler vi samtidig meget store mængder personfølsom information. »Jo flere af de her data, vi giver, jo mere tømmer vi vores privatliv, og desto mere gennemsigtige bliver vi for staten. Det er der en hel masse problemer knyttet til‚« siger Thomas Ploug.

VIDENSKAPLØB LØRDAG 19. JANUAR 2019

Ph.d. Cup 2019 – en unik eksponeringschance for unge forskere. Har du afsluttet din ph.d. i 2018, så kan du tilmelde dig formidlingskonkurrencen Ph.d. Cup. For nyudklækkede forskere og for universiteterne er ph.d. Cup en unik chance for at nå et bredere publikum med ny forskning. De fem finalister kommer igennem et intensivt træningsforløb hos DR inden de deltager i finaleshowet til april. Alle, der tilmelder sig konkurrencen, bliver tilbudt et gratis kursus i skriftlig formidling, en plads på Informations Medieskole til foråret samt seks måneders digitalt abonnement på Information.

Tilmeld dig Ph.d. Cup senest den 1. februar 2019 Læs mere og tilmeld dig på phdcup.dk

23


Klimavidenskaben vokser forskerne over hovedet Mængden af publiceret klimavidenskab vokser eksponentielt og er nu så omfattende, at det knap kan overskues af forskerne. Der er brug for systemer, der kan håndtere den massive mængde forskningslitteratur Analyse Jan Minx Infografik Ditte Lander Ahlgren

Udvikling i antallet af videnskabelige artikler om klimaforandringer fra tidsskriftdatabasen Web of Science. Den samlede mængde klimaforskning er langt større

60.000 40.000 20.000 0 1985

N

år skillelinjerne mellem videnskabelige fakta, legitime uenigheder og uafklarede spørgsmål om klimaforandringerne bevidst forsøges udvisket – ikke mindst af verdensledere som Donald Trump og Recep Tayyip Erdogan – bliver FN’s klimapanel, IPCC’s, rolle og indsats kun endnu væsentligere. For det er netop IPCC’s opgave at skabe et overblik over det videnskabelige landskabs resultater. Hvor stemmer resultaterne overens, og hvor afviger de fra hinanden? Forfatterne til IPCC’s sjette evalueringsrapport, som omfatter hundredvis af forskere, der arbejder på tværs af adskillige forskningsfelter, har derfor påtaget sig en gigantisk opgave frem til 2021, hvor rapporten skal udkomme. Da mængden af videnskabelige data om klimaet vokser eksponentielt, bliver også arbejdet med at danne sig et klart helhedsbillede stadig mere komplekst. At holde rede på og læse alle de relevante publikationer om klimaforandringer er blevet tæt på umuligt. Alene inden for det seneste år er der udgivet flere undersøgelser end i hele klimapanelets foregående evalueringsperiode (2007-14, red.). Selv hvis der i de kommende to-tre år ikke skulle ske nogen yderligere tilvækst, vil den for IPCC relevante forskningslitteratur omfatte mellem 270.000 og 330.000 publikationer, hvilket er mere end alt publiceret forskning i klimaforandringer før 2014. At formulere den korrekte evaluering for panelet bliver altså i stigende grad en forskningslitterær udfordring: Informationerne er der, men at få rede på dem alle er en kolossal vanskelighed.

Autoritet på spil Om det lykkes at få styr på de vildtvoksende mængder af data og delkonklusioner kan blive helt afgørende for, om IPCC fremover

24

1990

1995

2000

2005

2010

kan fastholde sin høje autoritet og troværdighed. Heldigvis er der i dag udviklet computerprogrammer, som kan hjælpe med at læse og sammenfatte informationer, der er for omfattende til, at selv store forskerhold kan overskue dem. IPCC vil her kunne gå foran og anvise vejen mod en ny æra med computerassisterede videnskabelige evalueringer. Maskinlæring og sprogteknologi, såkaldt natural language processing, må tages i brug for at forstå og syntetisere de umådelige mængder af relevant materiale. Nye ekspertkategorier som scientometrikere (videnskabsfolk, der måler videnskaben, red.), datalingvister og dataanalytikere vil skulle involveres. Også politiske beslutningstagere vil efterlyse viden fra den videnskabelige verden, der kan bidrage til politiske løsninger med reel nytteværdi. Lige præcis her er der kun sket begrænsede fremskridt i klimapanelets hidtidige arbejde. Ja, opgaven med at analysere, hvilke klimapolitikker, der vil fungere bedst i praksis og under hvilke betingelser, står ret beset endnu kun på sit indledende stadium. Det problem er navnligt påtrængende inden for socialvidenskaberne. Nogle hævder, at socialvidenskabelige indsigter kun sjældent er generaliserbare. En større udfordring er dog, at der mangler forståelse for, at det at sammenligne og gennemgå forskningsresultater i sig selv er en videnskabelige bestræbelse. Manglen på den slags videnskabelige gennemgange inden for politologisk og socialvidenskabelig forskning gør det til en umulig opgave for IPCC at samle den viden, som er spredt ud på tværs af tusindvis af individuelle undersøgelser.

Samarbejdsnetværk Det bliver ikke spor let at ændre forskningskulturen inden for socialvidenskaberne, således at deres forskningsresultater er systematiseret og bedre kan komme til at un-

2017

2020

derstøtte videnskabelige evalueringer som IPCC’s og bidrage til den samlede viden om klimaforandringer. Selv om IPCC kan fungere som drivkraft for udviklingen, vil der i første omgang blive brug for at styrke kapaciteten i de videnskabelige gennemgange af forskningslitteratur, ligesom der mangler støtte til flere samarbejdsnetværk. Dette forudsætter, at nationale regeringer og forskningsinstitutioner afsætter flere midler til at gennemgå og sammenligne den store mængde ny forskning. Den gode nyhed er, at vi allerede har modeller klar til at understøtte denne udvikling. Forskere i lægevidenskab, pædagogik og psykologi har i årtier skullet løfte lignende udfordringer – og systematiske gennemgange af forskning er nu en veletableret praksis inden for disse felter som et grundlag for politisk rådgivning. Det vildledende indtryk, at en vilkårlig enkeltstående videnskabelig undersøgelse skulle have den samme autoritative status som alle andre er gift for den politiske beslutningstagning. Ved at gøre forskningsgennemgange til ny guldstandard for informeret politisk rådgivning – og ved at bruge big data og maskinlæringsteknikker til at levere dem – kan vi styrke IPCC og dermed sikre stærkere modspil til denne verdens Trump’er og Erdogan’er og alle de andre, som alene udvælger den evidens, der er egnet til at fremme deres egne agendaer. internationalt@information.dk

Jan Minx er forskningschef på Mercator Research Institute on Global Commons and Climate Change i Berlin og professor i klimaforandringer og public policy på Priestly International Centre for Climate på universitet i Leeds. © The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

DAGBLADET INFORMATION


Forskning, der forandrer verden

Takket være et lille høreapparat kan døve i dag høre Et indopereret høreapparat har forandret verden for alle de døve, der har fået deres hørelse igen Tekst Louise Schou Drivsholm Illustration Mia Mottelsen

D

et lyder mest af alt som et kirkeligt mirakel: Efter aldrig at have lyttet til fuglesang eller klassisk musik får døve pludselig hørelsen tilbage. Men det er den videnskabelige virkelighed. Og internettet koger over med rørende YouTube-videoer af døvfødte børn, der for første gang hører deres mors eller fars stemme. Med det såkaldte Cochlear Implantat har forskningen givet døve og hørehæmmede hørelsen igen. Deres manglende hørelse skyldes typisk ødelagte små hårceller i et område i det indre øre, som kaldes cochlea. Disse celler opfanger normalt lydvibrationer og sender dem ad hørenerven til hjernen. Cochlear-implantatet sørger for, at lyd ’springer over’ de ødelagte hårceller. Implantatet fungerer ved, at lyd opfanges af en lille mikrofon uden for øret og derefter omdannes af en lille computer til signaler. Disse signaler sendes gennem huden og kraniet til elektroder indopereret i øresneglen, der så sender elektriske impulser til hørenerven, som i hjernens hørecenter fortolkes som lyd. Høreapparatet forlod for alvor laboratorierne i midten af 1990’erne og blev en opfindelse, den brede befolkning fik

VIDENSKAPLØB LØRDAG 19. JANUAR 2019

glæde af. Mere end 2.000 danske hørehæmmede eller døve har i dag fået indopereret implantatet i ét eller begge ører. De tre forskere, som var pionerer inden for udviklingen af Cochlear-implantatet – to elektroingeniører og en læge – blev i 2013 tildelt Lasker-DeBakey-prisen, som er en af de fineste anerkendelser inden for medicinsk forskning. Det er dog ikke alle, som altid har været lige begejstrede for implantatet. I takt med dets udbredelse oplevede døvesamfund at få frarøvet sit tegnsprog og den identitet, som er knyttet hertil, fortæller David Jackson Morris, som er lektor i audiologopædi ved Københavns Universitet. For det bliver ikke nødvendigvis lettere at være døv i en verden, hvor stadig flere kan høre. I dag er debatten om den medicinsk-teknologiske udvikling mellem forskere og døve dog langt mere konstruktiv, understreger han.

’Afgørende gennembrud’ Teknisk set kurerer Cochlear-implantatet ikke døvhed fuldstændigt, men fungerer nærmere som et effektivt hjælpemiddel for døve eller hørehæmmede. »Der går noget lyd tabt i den elektriske stimulering af hørenerven. Det er et fattigere signal, end normalthørende oplever.

Nuancer i tale går oftest tabt, og det kan være svært at opfatte tale i baggrundsstøj – fordi det er svært at adskille lydkilder fra hinanden. Derfor kan det eksempelvis være svært for børn med Cochlearimplantatet at følge med i normal undervisning,« siger David Jackson Morris. Cochlear-implantatet fungerer desuden bedst for dem, som kun i en kort periode har levet uden hørelse. Det er altså svært at genvinde sin høresans efter et langt liv som døv. Formentlig fordi hørenerven for længe har været understimuleret. Men trods etiske udfordringer og teknologiske mangler har Cochlear-implantatet ifølge David Jackson Morris været et »afgørende gennembrud« i behandlingen af hørenedsættelse. Og han forudser, at høreapparatet sammen med nye medicinske muligheder kommer til at spille en vigtig rolle for, at døvhed en dag nærmest vil være fortid for menneskeheden. Er du selv i tvivl om Cochlearimplantatets potentiale, så find en af de omtalte YouTube-videoer. Nogle gange siger den første lyd mere end 1.000 ord.

lodr@information.dk

25


26

DAGBLADET INFORMATION


Retten til videnskab er en menneskeret, der konstant krænkes Videnskab blev defineret som en menneskeret med FN’s menneskerettighedserklæring, som i december fyldte 70 år. Men retten til videnskab er under pres i dag, hvor videnskabelige artikler er gemt bag dyre abonnementsmure, og politikere ignorerer forskningsresultater om eksempelvis klimaet. Nye tiltag for at sikre fri adgang til forskningsartikler beskrives som tiltrængte, men utilstrækkelige Tekst Louise Schou Drivsholm Illustrationer Mia Mottelsen

VIDENSKAPLØB LØRDAG 19. JANUAR 2019

27


F

ra september 2010 til januar 2011 hackede en ukendt gerningsmand forlaget JSTOR’s hjemmeside og downloadede 4,8 millioner videnskabelige artikler, svarende til godt 80 procent af alt indhold. Den skyldige viste sig at være den dengang 26-årige internetaktivist Aaron Swartz, der er mest kendt for at være medgrundlægger af det sociale onlineforum Reddit. Ambitionen med hans akademiske hack var at udbrede den store mængde viden, som normalt er gemt bag en dyr abonnementsmur. Men Aaron Swartz blev dømt hårdt for sit onlineindbrud. Han blev tildelt bøder på mere end en million dollar, og risikerede flere årtiers fængsel. Han ankede dommen. Og to dage senere begik han selvmord, formentlig på grund af udsigterne til et liv bag tremmer. Historien om Aaron Swartz viser, hvor fundamental uligheden i adgang til viden er. Det mener Christine Mitchell, som er leder af Center for Bioetik på Harvard University. »Både i USA og i mange andre lande er der ikke en ordentlig ret til videnskab,« som hun for nylig sagde til en konference i København med henvisning til det faktum, at adgangen til videnskab egentlig er en menneskeret. Artikel 27 i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne fra 1948 beskriver, at »enhver har ret til (…) at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder«. Men med tidsskrifter i ly af abonnementsordninger til tusindvis af kroner, fake news og en amerikansk præsident, der med åbne øjne ignorerer videnskabelig konsensus om klimaforandringer, er retten til videnskab en misvedligeholdt menneskeret.

28

I anledningen af menneskerettighedernes 70-års fødselsdag i december har en international gruppe af topforskere i et fælles opråb i det anerkendte tidsskrift PNAS gjort opmærksom på, hvor vidtrækkende rettigheder verdens borgere egentlig bør have til videnskab. »Right to Science er en grundlæggende menneskeret med klare følger for værdighed, velbefindende, sundhed og uddannelse af alle verdens borgere,« lyder det blandt andet.

Manglende adgang Verdenssamfundet blev for alvor opmærksom på videnskabens destruktive potentiale, da to atombomber sprang over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki med ni dages mellemrum i 1945. Videnskab havde hidtil repræsenteret fremskridt, vækst og velstand, men viste pludselig sin altødelæggende bagside. Det blev klart, at der var brug for en videnskabelig offentlighed, hvor information frit kunne udveksles, og flere kunne komme til orde om videnskabens etiske dilemmaer, så den ikke igen kom ud af kontrol. Så da FN i 1948 vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, var det med den nævnte artikel 27 om retten til videnskab. Men regeringer verden over har ignoreret denne forpligtelse, ligesom forskersamfund ikke har gjort deres for at sikre, at befolkningen får indblik i og glæde af deres resultater, lyder det fra organisationen American Association for the Advancement of Science. Derfor er den konventionssikrede menneskeret til videnskab i dag under pres. Den største trussel er ifølge forskerne selv den manglende offentlige adgang til deres arbejde. Det viser en gennemgang af en række forskningsartikler om emnet, som Sebastian Porsdam Mann, postdoc på Oxford University og Københavns Universitet, står bag. »Hvis videnskab blev taget seriøst som

menneskeret, burde der være en langt større offentlig indsats for at distribuere og formidle den publicerede forskning. Lige nu er det kun meget små segmenter af befolkningen, der får gavn af videnskabelige artikler. For langt de flest er ny videnskab gemt bag dyre paywalls og skrevet på et uforståeligt sprog,« siger han.

’Right to Science’ er en grundlæggende menneskeret med klare følger for værdighed, velbefindende, sundhed og uddannelse Forskere i tidsskriftet PNAS

Det er en velkendt problematik, at få videnskabelige forlag nyder monopollignende tilstande og opkræver tårnhøje abonnementsgebyrer. Selv forskerne må ofte betale for at få udgivet deres artikler. Verdens største forlag, Elsevier, kunne således i 2017 bryste sig af en indtjening på

7,7 milliarder kroner og en profitmargin på 37 procent. Det er en større margin end både Googles, Apples og Amazons samme år. I Danmark og mange andre europæiske lande er det især skattekroner, der er med til at finansiere milliardoverskuddet, eksempelvis gennem basismidler til universiteterne. Enkelte landes universiteter har på forskellig vis forsøgt at boykotte de store videnskabelige forlag og afkræve dem mere fair aftaler. Det gælder Sverige, England, Tyskland og Holland. Og i november sidste år sendte europæiske universiteters paraplyorganisation EUA en officiel klage til konkurrencekommissær Margrethe Vestager om forlagenes de facto-monopol og konkurrenceforvridende aftaler med universiteterne.

Forandring på vej Indtil videre har protesterne ikke rykket ved den akademiske infrastruktur. Det er svært at ændre et videnskabeligt system, der er opbygget siden 1600-tallet. Videnskab er blevet big business, og i dag ejes ophavsretten til de videnskabelige artikler af store forlag som Elsevier, der aktivt lobbyer mod fri adgang til forskningen. Den enkelte forsker bag artiklerne får således hverken ejerskab over eller penge for sine publikationer. Men forandring er på vej. Med internettets udbredelse omkring årtusindskiftet har de såkaldte Open Access-tidsskrifter vundet frem. Her har alle gratis adgang til de publicerede artikler, som forskerne typisk selv har betalt for at få udgivet. I skrivende stund er 12.436 tidsskrifter registreret i den onlinetidsskriftsdatabase Directory of Open Access Journals. Der er dog flere udfordringer ved de åbne tidsskrifter, mener Yvonne Donders, som er professor i menneskerettigheder ved Amsterdam Universitet. »Det handler først og fremmest om økonomi. Mindrebemidlede forskere har ikke

DAGBLADET INFORMATION


råd til selv at betale for at blive udgivet i Open Access-tidsskrifterne. Og hvis de i stedet selv udgiver deres forskning frit, mangler de peerreviews, som er så afgørende for den videnskabelige kvalitet,« siger hun. EU har en ambition om, at alle offentligt finansierede videnskabelige artikler i Europa skal være frit tilgængelige i 2020. Og i Danmark er der fastsat et politisk mål om, at der skal være fri adgang til alle videnskabelige artikler fra danske forskningsinstitutioner fra 2025. Ifølge Yvonne Donders er det »et vigtigt skridt på vejen« for at sikre retten til videnskab, at offentlige myndigheder og institutioner nu arbejder for at sikre åben adgang til forskningen. Men i realiteten kan de ambitiøse målsætninger vise sig svære at realisere. Den danske ambition har fået kritik for, at der kan gå op til 12 måneder fra ny forskning publiceres, til befolkningen får fri adgang til den, på grund af en embargoperiode, hvor de videnskabelige tidsskrifter kan tjene abonnementspenge. Det bliver altså ikke muligt for offentligheden gratis at tilgå ny viden. Ifølge Sebastian Porsdam Mann er det danske tiltag godt, men ikke tilstrækkeligt. »Særligt inden for medicin er det vigtigt at være på forkant med den videnskabelige udvikling, så det nytter ikke noget, at især fattige lande, der ikke har råd til at købe tidlig adgang til nye forskningsartikler, kommer til at lide under en embargoperiode,« siger han. Samtidigt har en sammenslutning af 1.350 forskere protesteret mod EU’s model, fordi den fratager muligheden for at modtage den tilknyttede fondsstøtte, hvis nye forskningsresultater ikke bringes i Open Access-tidsskrifter. Dermed risikerer forskere at måtte opgive publicering i prestigefyldte tidsskrifter som Nature og Science til fordel for frit tilgængelige tidsskrifter af mere tvivlsom kvalitet. Det kan gå ud over

VIDENSKAPLØB LØRDAG 19. JANUAR 2019

de private fondsmidler, som forskningen i dag er så afhængig af. Fonde vægter nemlig tungt, hvor forskere har fået publiceret deres arbejde.

Privatiseret forskning Den stigende privatisering og kommercialisering af videnskaben med stadigt mere

Uanset hvad burde indsatsen for at sikre menneskeretten til videnskab være langt større end i dag Sebastian Porsdam Mann Postdoc på Oxford og Københavns Universitet

fonds- og firmafinansieret forskning betyder også, at det i dag ikke er tilstrækkeligt kun at gøre forskning betalt af skattekroner frit tilgængeligt, påpeger Yvonne Donders. »Den menneskeretlige adgang til videnskab handler om demokratisering, tilgængelighed og distribution. Men det er stater,

som er forpligtet på rettigheden. Og i dag tilhører den meste viden ikke statslige organer, men private aktører, der ikke er bundet af samme konvention. De er ikke forpligtede til at frigøre viden fra dyre abonnementsordninger,« siger hun. I 2016 kom 12 procent af finansieringen af offentlige danske forskningsprojekter fra private fonde og organisationer, viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Det er en markant stigning fra syv procent i 2008, og gør samtidig Danmark til et af de lande med den største andel af private forskningskroner. Private fonde og organisationer har også andre økonomiske overvejelser i forhold til gratis at dele den viden, data og resultater, de finansierer, end det er tilfældet for statsligt finansieret forskning, påpeger Yvonne Donders. »Og det er jo forståeligt nok. De private aktører skal tjene penge, det skal stater ikke.«

Langt større indsats Kampen om adgang til viden er en af tidens allervigtigste, mener Sebastian Porsdam Mann. »Data og forskningsresultater kommer til at få massiv indflydelse på alt fra menneskers livslængde og livsglæde til politiske resultater. Derfor er adgangen hertil så central,« siger han. Det bliver eksempelvis sværere for politikere kreativt at fortolke eller politisere videnskab, hvis befolkningen selv har adgang til de aktuelle forskningsresultater. Uanset om det handler om kvælstofudledningen i landbrugspakker eller effekterne af den førte klimapolitik. Ifølge Sebastian Porsdam Mann kan det være decideret menneskeretsstridigt, hvis politikere misbruger videnskaben. »Når borgere ifølge menneskeretserklæringen har ret til videnskab, mener jeg også, det indebærer, at de har ret til regeringer, som benytter sig af videnskabelig evidens i deres politik. Det er ikke tilfældet i mange

lande i dag, hvor regeringen af rent politiske årsager ikke benytter sig af relevante forskningsresultater, uanset om det handler om klima eller euforiserende stoffer,« siger han. Selv om de aktuelle danske og europæiske ambitioner om fri adgang til forskningsartikler er en imponerende målsætning, viser deres begrænsninger også, at der er brug for mere omfattende forandring, mener Sebastian Porsdam Mann. Han efterspørger en omkalfatring af det eksisterende tidsskriftssystem. »Tankegangen skal ændres radikalt, så fordelene ved fri vidensudveksling træder frem. Inden for kodning er open sourcestilgangen blevet en æressag, som har ført til mange vigtige udviklinger. Det skal videnskaben lære af. Der findes allerede inspirerende eksempler. I medicinsk forskning var det eksempelvis afgørende for udryddelsen af polio, at lægen Jonas Salk delte sin viden om den dødelige sygdom, så en vaccine kunne blive udviklet,« siger han. Men det er ifølge Sebastian Porsdam Mann ikke kun afgørende, at befolkningen gratis kan tilgå videnskaben. »Det nytter jo ikke noget, hvis forskningen formidles på et uforståeligt sprog. Så gavner det jo ikke offentligheden at have ret til videnskab. Det betyder ikke, at teoretiske fysikere skal fordumme deres formler, så fireårige kan forstå dem. Der er brug for professionelle videnskabskommunikatører, som kan ’oversætte’ de komplicerede forskningsresultater,« foreslår han og understreger, at det er et ideal, og at vejen dertil er lang. »Men uanset hvad burde indsatsen for at sikre menneskeretten til videnskab være langt større end i dag.«

lodr@information.dk

29


Forskning, der forandrer verden

Det grønne BNP kan sikre bæredygtig vækst Med opfindelsen af det grønne BNP er det muligt at måle, om den økonomiske vækst er miljømæssig forsvarlig Tekst Louise Schou Drivsholm Illustration Mia Mottelsen

S

iden 1600-tallet har samfund målt deres økonomiske vækst i beregninger, som minder om det bruttonationalprodukt (BNP), der i dag er den internationale målestandard for vækst. Men i sit fokus på forbrug, investeringer og eksport, overser BNP’et en af de allermest kostbare ressourcer: vores jordklode. Det har forskerne dog en løsning på. Opfindelsen af det såkaldte grønne BNP har gjort det muligt at sammentænke økonomisk vækst med de miljømæssige konsekvenser heraf i ét nationalregnskab. Ideen om at justere økonomiske indikatorer som vækst eller forbrug, så miljøomkostningerne også fremgår, opstod egentlig allerede i 1970’erne og blev videreudviklet de kommende årtier. Det er dog først de seneste år, at grønne nationalregnskaber for alvor er slået igennem i pilotprojekter i især nordeuropæiske lande som Norge, Finland, Holland – og Danmark. Herhjemme har Danmarks Statistik og Københavns Universitet de seneste år samarbejdet om at udvikle og beregne et dansk grønt BNP. Formålet med det grønne BNP er at vurdere, om den økonomiske vækst sker på bekostning af miljø og klima, fortæller Peter Birch Sørensen. Han er professor i miljøøkonomi ved Københavns Universitet og en af de ansvarlige for udviklingen af Danmarks grønne BNP.

30

»Udgangspunktet for det grønne BNP er det traditionelle BNP, som man så korrigerer for forskellige miljøforhold. Hvis der er sket en nedslidning af naturen eller en forringelse af kvaliteten af eksempelvis vand eller luft, opgør man omkostningerne ved det og trækker fra BNP’et. Omvendt lægger man værdien af naturforbedringer som øget biodiversitet eller flere naturparker til,« siger han. Når man regner miljøomkostningerne ind, kan det altså vise sig, at den økonomiske vækst målt ved det grønne BNP bliver negativ.

Behov for grønt BNP Men selv om flere lande i dag eksperimenterer med grønne nationalregnskaber, er det grønne BNP som mål for bæredygtig økonomisk udvikling endnu ikke officielt indført nogen steder. »Desværre,« som Peter Birch Sørensen udtrykker det. Hvor det grønne nationalregnskab typisk opgør miljøeffekter i fysiske enheder, såsom CO2-udledning i ton, er formålet med det grønne BNP at sætte kroner og øre på miljøeffekterne, så de kan trækkes fra eller lægges til det ’normale’ BNP. Men det er svært at prissætte naturen. For hvad er lærkesang eller frie kyster værd? Det arbejder miljøøkonomer over hele verden fortsat på at udvikle de bedste beregninger for. Det har også mødt skepsis, at de grønne værdier direkte lægges til eller træk-

kes fra det traditionelle BNP. Dermed er det muligt at opveje en tilbagegang for miljøet med, at vi er blevet rigere. »Man kan med andre ord kompensere for miljøforringelser med flere fladskærme, og det er selvfølgelig ikke acceptabelt, hvis miljøet i forvejen er hårdt belastet« forklarer Peter Birch Sørensen. Der er ifølge Peter Birch Sørensen brug for videnskabelig konsensus om det grønne BNP’s metode, før man kan forvente, at politikere bruger det som beslutningsredskab. Og det er der brug for, at de gør. »Hvis vi kan opgøre miljøeffekterne samtidig med BNP, bliver det muligt at vurdere, om den vækst, vi har, er miljømæssig forsvarlig. For at vi som samfund kan styre produktionen mod at blive mere miljøvenlig, er det afgørende, at vi ved, hvilke økonomiske aktiviteter som især belaster miljøet – og hvordan vi får mest miljø for pengene,« siger Peter Birch Sørensen. »Derfor er det et stort videnskabeligt fremskridt, at man med det grønne BNP tilskynder at sammentænke miljø-, energi- og klimapolitik med den almindelige økonomiske politik. Det er der behov for.«

lodr@information.dk

DAGBLADET INFORMATION


Det vi er bedst til, vil vi gerne lære dig

Information tilbyder efteruddannelser, der henvender sig til fagfolk. Du bliver undervist af avisens erfarne journalister og redaktører

PU-støttet

Lær om undersøgende journalistik Hvordan kommer man i gang med undersøgende journalistik? Mød nogle af Danmarks bedste graverjournalister og få et unikt indblik i arbejdsprocessen omkring undersøgende satsninger. Dato: 14. - 15. marts 2019

Lær om fortællende features Hvordan skriver man den gode historie, der bliver læst? Informations bedste fortællere introducerer genren og underviser i arbejdet med fortællende greb i journalistikken. Dato: 4. - 5. april 2019

Afholdes på Information. Køb din billet på: www.mediernesefteruddannelse.dk

Foto: Jakob Dall


Borgerne skal være en del af forskningen, hvis der for alvor skal skabes forandring Forskere verden over inddrager i stigende grad borgerne i deres forskning. ’Citizen science’, som det hedder, skal ikke bare gøre forskerne klogere, men også bevidstgøre borgerne og demokratisere adgangen til forskningen. Men der er behov for at gøre borgerforskningen mere aktivistisk, mener en af frontløberne i Danmark Tekst Lise Richter Foto Dmitry Zhilyaev

K

an man læse og skrive sig igennem svær sygdom? Hvordan skal grønne områder indrettes, så vi bevæger os mere? Og hvad gør danskerne af deres aflagte computere og mobiltelefoner? Det er nogle af de spørgsmål, som forskere på Syddansk Universitet har inddraget borgerne i at komme med svar på i 2018. Citizen science – altså borgerforskning – kaldes det, når helt almindelige mennesker inddrages i forskningen. På internationalt plan er borgerforskningen især vokset frem på internettet. På portalen zooniverse. com får forskerne f.eks. hjælp fra millioner af almindelige mennesker til at finde fjerne galakser i universet, blive klogere på chimpansernes liv eller gennemskue Shakespeares liv og værker. Jacob Sherson, der er professor i fysik på Aarhus Universitet og leder af scienceathome.org, er en af frontløberne inden for citizen science herhjemme. For seks år siden begyndte han og kollegerne på Center for Community Driven Research at udvikle det såkaldte QuantumMoves-spil, hvor spillerne skal bruge deres motorik og intelligens til at flytte atomer rundt på skærmen. Mere end 250.000 mennesker fra hele verden spillede løs for at hjælpe Aarhus-forskerne med at udvikle fremtidens kvantecomputer. I 2016 kunne Sherson og hans kolleger på baggrund af spillernes præstationer konstatere, at deres menneskelige intuition kunne løse problemer, hvor forskernes algoritmer havde fejlet. Og med det resultat

32

har forskerstanden for alvor fået øjnene op for mulighederne i at inddrage borgerne i forskningen, forklarer Jacob Sherson. »Efter vi kom i verdensnyhederne med det her, har folk fra alle dele af forskningsverdenen reageret. For det er jo et kæmpestort laboratorium til ikke bare at løse problemer, men også at studere mennesker.«

Ekstrem borgerforskning Også politisk er der stor interesse for citizen science på grund af potentialet for at demokratisere forskningen. Men ud over de mest nørdede fritidsforskere lykkes de fleste borgerforskningsprojekter ikke med at vække den store interesse blandt den brede befolkning, mener Jacob Sherson. De fleste af borgerforskningsprojekterne ender med at være ret skuffende for folk, fordi de blot skal samle data ind til forskerne, forklarer forskningslederen. Efter borgerne har hjulpet til med indsamlingen af data, hører de ikke mere fra forskerne, som får travlt med at arbejde på at analysere, få publiceret osv. »Derfor er vi i gang med at udvikle en slags extreme citizen science. For hvis man skal udnytte potentialet for demokratisering, bliver man nødt til at lave projekter, der er helt anderledes,« siger Jacob Sherson. Borgerne skal ikke bare indsamle data, men også lære noget og kunne deltage i alle dele af den videnskabelige proces, mener han. I samarbejde med det amerikanske nationalmuseum The Smithsonian og FN er Jacob Sherson og hans kolleger i gang

Fortsættes på næste side

DAGBLADET INFORMATION


I et borgerforskningprojekt opfotdrede SDUog TV 2/Fyn fynboerne i fire kommuner til at indlevere deres aflagte eller defekte mobiltelefoner, computere, hårtørrere og støvsugere m.m. på den lokale genbrugsstation.

VIDENSKAPLØB LØRDAG 19. JANUAR 2019

33


Fortsat fra forrige side

’Citizen science’-projekter: Fysisk aktivitet i hverdagen I et naturområde omkring Syddansk Universitet i Odense er man ved at skabe et Active Living-område i samråd med borgere og foreninger. Området bliver skabt ud fra et internationalt koncept, hvis formål er at integrere fysisk aktivitet i hverdagen. Active Living inddrager borgere, foreninger, medarbejdere og studerende i udviklingen gennem dialog, arrangementer og en årlig festival, hvis formål er at få folk ud i naturen og være mere fysisk aktive i hverdagen. 

Afkod adfærd, og konkurrer med techgiganterne I Skill Lab på scienceathome.org har forskere fra Aarhus Universitet skabt et detektivspil, hvor borgerne kan være med til at afkode menneskers adfærd. Ved at løse spillets opgaver og tage beslutninger er man med til at skabe et kognitivt landkort, som kan fortælle forskerne og brugerne om eksempelvis reaktionsevne og hukommelse. Men forskerne kan også bruge den viden til at svare på større spørgsmål om f.eks. vores hjernes funktion afhængigt af alder. Spillet er desuden et forsøg på at skabe den samme indsigt, som techgiganterne i dag har i vores adfærd på nettet, men med fri adgang for alle. Den viden kan på sigt bruges til, at der kan skabes filtre eller digitale assistenter, der kan hjælpe, hvis vi f.eks. er ved at blive manipuleret eller snydt på nettet.

Hvad gør vi med vores elskrot? Frit Lejde på Syddansk Universitet handler om, hvordan vi bliver bedre til at genbruge elektroniske produkter. I november opfordrede SDU sammen med TV 2/Fyn fynboerne i fire kommuner til at indlevere deres aflagte eller defekte mobiltelefoner, computere, hårtørrere og støvsugere m.m. på den lokale genbrugsstation. SDU-forskerne modtog cirka 2.000 produkter, og knap 80 procent af produkterne virkede stadigvæk. Siden er produkterne blevet solgt på auktion for at undersøge og bevidstgøre borgerne om elprodukters værdi. Mere end 1.200 borgere svarede desuden på forskernes spørgsmål om elskrot og genbrug, og forskerne er nu i gang med at finde ud, hvad der skal til, for at vi genbruger og reparerer langt flere elprodukter, som i dag udgør en stor belastning for miljøet. Næste skridt er at inddrage producenterne.

34

Hvad skal sundhedsvæsenet forske i? Region Syddanmark har oprettet en pulje på to millioner forskningskroner, som skal fordeles til de forskningsprojekter, der får flest stemmer i projektet Et Sundere Syddanmark. Borgerne i regionen skal afgøre, hvilke fem forskningsprojekter på regionens sygehuse, der skal have bevilget penge. Konkurrencen bliver afgjort i april og afvikles i samarbejde mellem Region Syddanmark, Syddansk Universitet, TV 2/Fyn, TV SYD og regionens fem sygehuse. Et Sundere Syddanmark startede i 2018, hvor borgerne kunne give input til, hvad de syntes, forskerne skulle forske mere i. Borgerne ønskede sig især mere forskning i ukendte sygdomme. I de seneste måneder har de fem sygehuse i regionen indsendt forslag til projekter, der skal være en del af Et Sundere Syddanmark. Til februar bliver det offentliggjort, hvilke fem projekter der skal konkurrere om pengene, og i april 2019 bliver det afgjort, hvilke borgergenererede projekter der får penge.

Forskning i hele verden om universet På portalen zooniverse.com får forskerne hjælp fra hundredtusindvis af mennesker verden over til f.eks. at spotte fjerne galakser i universet, blive klogere chimpansernes liv eller gennemskue Shakespeares liv og værker. Her kan borgere hjælpe forskere inden for alt fra historie, litteratur, biologi, astronomi, klima og medicin med at blive klogere på de mange forskellige emner på forskningsportalen. Zooniverse. com er verdens største borgerdrevede forskningsplatform. Med borgernes hjælp har forskerne blandt andet fundet en ny planet, hjulpet nødhjælpsarbejdere med at finde frem til bebyggelser i katastrofeområder og fundet frem til ny viden om, hvordan antallet af vilde hunde påvirker dyrene på savannen. Borgerne er dermed ikke bare observatører, men en del af forskningsprojektet, derfor har forskningen lavet via zooniverse.com også haft online artikler med 100.000 medforfattere.

med at lave globale undervisnings- og citizen science-moduler omkring FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. »Vi tror på, at hvis vi skal skabe den store revolutionerende og mentalitetsændrende effekt i den brede befolkning, så er det ikke nok at få dem til at interagere i en opgave eller et spil og levere data. Folk er nødt til at forstå i langt højere grad, hvad de er involveret i, og derfor prøver vi nu at kæde citizen science sammen med undervisning,« siger Jacob Sherson. I december afprøvede 2.500 danske folkeskole- og gymnasieelever Aarhus-forskernes nye spil, hvor spillerne både bidrager med data, lærer nyt, men også er med til at analysere og løse problemer inden for eksempelvis kvantefysik, turbulens, adfærdsøkonomi, psykologi og statistik. Samme model kan bruges, når forskerne skal inddrage folk fra hele verden i, hvordan vi løser verdens store udfordringer med klima, ulighed og menneskerettigheder. »Vi er nødt til at møde folk, der hvor de er og løfte dem op, så man kan have en ligeværdig samtale om, hvad der er formålet med den her forskning. Det mangler citizen science i dag. Der har ikke i videnskabelige kredse været tillid til, at det kunne lade sig gøre, for hvordan kan man forklare det, som man har brugt 15 år som forsker på at lære?« siger Jacob Sherson. Men det kan godt lade sig gøre at formidle kompliceret forskning til folket. Kvantefysikere har udviklet et redskab, Quantum Composer, så man grafisk kan eksperimentere med og få indsigt i kvantefysik, men uden de mange lange ligninger, som ligger bag. Det samme værktøj har de lavet med statistik. »Det, vi prøver at udvikle, er en måde at fortælle brugerne om det intuitive eller de menneskelige erfaringer med fænomerne i de forskellige forskningsfelter,« forklarer Jacob Sherson. Han tilføjer, at det er de elementer, forskerne skal arbejde videre med i samarbejdet med The Smithsonian og FN om verdensmålene for bæredygtig udvikling. Citizen science har især fået kritik for at kunne føre til fejlagtige eller forkerte data, men problemerne opstår primært, når det er borgerne, der indsamler data om eksempelvis dyr eller naturfænomener. I meget nyere borgerforskning, f.eks. på zooniverse. com, er det forskerne, som stiller de store mængder af data til rådighed. Borgerne hjælper blot. Det samme gør sig gældende i spilprojekterne, mener Jacob Sherson. Her finder brugerne løsninger på et matematisk komplekst problem, hvor der er alt for mange potentielle løsninger til at prøve dem alle igennem. »Til gengæld kan man på grund af den matematiske struktur sagtens verificere kvaliteten af en bestemt løsning, når den er fundet. Dermed er der ingen mulighed for at lave fejl eller snyde,« forklarer Jacob Sherson.

Dialog og forandring Også på Syddansk Universitet (SDU) er demokratisering af forskning og FN’s verdensmål en af årsagerne til, at universitetet har sat gang i en række citizen science-projekter om f.eks. litteraturens betydning for patienter og sundhedspersonale, hvordan grønne områder kan indrettes, så folk bevæger sig mere, og hvilke tiltag der skal til for at genbruge flere elartikler. Anne Kathrine Overgaard, der er chef for eksterne projekter på SDU, mener ikke blot, at projekterne handler om, at borgerne er med til at bidrage med værdifulde data til forskningen. De er også afgørende for at sikre den ret til videnskab, som egentlig er

en menneskeret. »Projekterne giver mulighed for, at borgerne kan få adgang til viden, som ellers er gemt bag tykke mure. Vi har i flere af projekterne fået etableret en reel dialog mellem borgere og forskere,« siger Anne Kathrine Overgaard og forklarer, at når SDU er nået ud til så mange borgere, så skyldes det også, at de lokale medier har været inddraget i alle projekterne. Lige nu er SDU i en pilotfase i forhold til citizen science-projekterne, hvor universitetet prøver at finde ud af, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Men projekterne med borgerinddragelse er kommet for at blive. »Adgang til og inddragelse i forskning er en del af menneskerettighederne, derfor er vi også i gang med at undersøge, hvordan vi kan koble FN’s verdensmål med citizen science-projekter, for hvis vi alle skal ændre adfærd f.eks. i forhold til klimaet, så virker det bedre at være en del af processen,« siger Anne Kathrine Overgaard. En af de forskere, der har deltaget i et af SDU’s citizen science-projekter, er professor i cirkulær økonomi Henrik Wenzel. I projektet Frit Lejde har han sammen med sine forskerkolleger fået tusindvis af fynboer til at aflevere deres mobiltelefoner, computere, støvsugere og alle mulige andre elartikler til genbrug – godt hjulpet på vej af to ugers daglige indslag om emnet på TV 2/Fyn. Formålet med projektet har været at finde ud af, hvor folk gør af deres gamle elektronik, når de køber nyt, og hvad der skal til for, at en større del bliver genbrugt eller repareret. Mere end 1.200 borgere har svaret på spørgeskemaer om elektronik, som Henrik Wenzel nu er i gang med at analysere. »Selv om elartikler er den hurtigst voksende type af affald, så er det ingen, der før har undersøgt, hvad der bliver af de mange mobiler og computere, vi kasserer. Vi finder dem ikke i affaldsleddet, så hvad er der sket med dem?« siger Henrik Wenzel. Det kom som en overraskelse for forskeren, hvor mange elprodukter borgerne indleverede på de to dage med frit lejde. Over 2.000 styk blev det til. Omkring 80 procent af elartiklerne virkede stadigvæk, og to tredjedele er siden blevet solgt på auktion. »Metabudskabet her er, at der er folk, der gerne vil købe brugt elektronik, og nu ved vi, hvor produkterne er henne. Nu skal vi finde ud af, hvordan produkterne kan designes, så de er nemmere at opgradere og reparere, og hvad man kan gøre i forhold til reservedele, så vi får identificeret mulighederne for at holde liv i produkterne længere,« siger Henrik Wenzel, der derfor fortsætter projektet med at invitere producenterne til en workshop i løbet af foråret. Selv om den viden, forskerne har fået i projekt Frit Lejde ikke er raketvidenskab, så har kontakten til borgerne gjort forskningen langt mere relevant, mener Wenzel. Forskerne har derudover fået en masse viden om, hvad der skal til for at borgerne, myndighederne og måske også virksomhederne kan handle anderledes. »Der er virkelig blevet rejst en bevidsthed om elskrot, så der kommer til at ske noget,« siger Henrik Wenzel, der er enig i, at borgerforskningens potentiale netop ligger i, at den kan inddrage og aktivere folk. Jacob Sherson mener dog, at der er behov for, at flere citizen science-projekter reelt inddrager folk og gør dem klogere, hvis det skal føre til forandring: »Men hvis vi er i stand til det, så kan vi alle sammen lære meget mere om både samfundet og det at være menneske.«

lila@information.dk

DAGBLADET INFORMATION


Forskning, der forandrer verden

Med forskningens hjælp kan immunforsvaret selv bekæmpe kræft Immunterapi bruger kroppens eget forsvarssystem i kampen mod kræft. Behandlingen gør det muligt at kurere patienter med nogle af de sværeste kræfttyper Tekst Lise Richter Illustration Mia Mottelson

N

år mennesker får kræft, skyldes det blandt andet, at kræftcellerne er i stand til at skjule sig for vores immunforsvar, som ellers skulle bekæmpe de syge celler. Men med en hastigt udviklende kræftbehandling har forskerne vendt problemet på hovedet og fundet en metode, hvor de kan sætte ekstra blus på immunforsvaret, så kroppen selv er i stand til at helbrede kræften. Behandlingen er en ny form for immunterapi. Det var den amerikanske professor i immunologi James P. Allison, der i 1990’erne opdagede nogle særlige proteiner, som bremser immunforsvaret. Allison fandt ud af, at ved at blokere proteinet med et antistof kunne han fjerne den indbyggede bremse i immunforsvaret. Det viste sig at have forbløffende resultater hos mus med kræft. Men proteinbremsen eksisterer med god grund. Den skal hindre immuncellerne i at angribe sundt væv. Derfor kan immunterapien også have såkaldte autoimmune bivirkninger. Det kan blandt andet give patienten diarré, udslæt og sukkersyge. Før Allisons antistof brugte kræftlægerne en mere uspecifik form for immunterapi til behandling af den dødelige mo-

VIDENSKAPLØB LØRDAG 19. JANUAR 2019

dermærkekræft. Men denne immunterapi var så intensiv, at bivirkningerne kunne blive livstruende for patienterne, forklarer Inge Marie Svane, der er professor i klinisk immunterapi på Københavns Universitet, og som har arbejdet med området i over 25 år. Når de medicinske forskere alligevel var interesserede i behandlingen, var det, fordi immunterapi kunne få bugt med en ellers nærmest uhelbredelig kræftform hos nogle få patienter. Den nye form for immunterapi betyder i dag, at mange patienter med modermærkekræft får forlænget livet, og 25-30 procent af patienterne bliver langvarigt raske. For ti år siden overlevede kun få procent, forklarer Inge Marie Svane.

Nobelpris i medicin Den japanske immunolog Tasuku Honjo arbejdede videre med Allisons opdagelse og fandt et andet protein, som i dag betyder, at immunterapi kan bruges mod langt flere kræftformer som lunge-, nyre, blære-, hals- og mavekræft. Ifølge Inge Marie Svane er der store perspektiver for immunterapien i kræftbehandlingen, fordi den kan have en langtidseffekt, da immuncellerne har en evne til at huske bestemte typer af syge celler, som de har bekæmpet tidligere. Bagsiden af immun-

terapien er, at det aktiverede immunsystem også kan reagere mod den sunde del af kroppen, forklarer Inge Marie Svane: »Med kemoterapi og stråling påvirkes den kræftramte del af kroppen direkte, men her beder vi immunsystemet om at gøre arbejdet, og det har også power til at slå os ihjel. Så immunterapi er en meget kompleks behandling, fordi vi kan slippe så meget løs, at det bliver livstruende.« I dag virker immunterapi ikke på de mest udbredte kræftformer som prostata- og brystkræft, hvilket kan skyldes, at der ofte ikke er så mange mutationer i cellerne. Det gør, at immunsystemet slet ikke søger hen til kræftcellerne. Men perspektiverne for at behandle også de store kræftformer er der, og behandlingen vil med tiden også blive langt mindre kostbar og mindre risikabel, mener Inge Marie Svane: »Hver eneste måned bliver der godkendt nye immunterapibehandlinger imod flere kræftformer, så det er vigtigt at fortsætte eftersøgningen her.« Tasuku Honjo og James P. Allison modtog i 2018 Nobelprisen i medicin for deres forskning i immunterapi.

lila@information.dk

35


Frihed, lighed og forskning At blive oplyst om vores verden, samfund, sundhed og klima er afgørende for befolkningen, hvis vi skal fungere som oplyste og myndige borgere. Derfor er menneskeretten til videnskab måske nok en overset og abstrakt rettighed, men den er vigtigere end nogensinde Kommentar Lise Richter

»D

et er ikke en del af menneskeretten, som vi normalt beskæftiger os med,« lød beskeden fra Institut for Menneskerettigheder til videnskab.dk i december, da FN’s menneskerettighedserklæring fyldte 70 år. Artikel 27 i erklæringen, som beskriver, at enhver har ret »til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder« er måske nok en overset og negligeret menneskeret, men den har formentlig aldrig været vigtigere end i dag, hvor vi står med et økonomisk amokløb, som fører til mere ulighed, en teknologisk udvikling, som hastigt ændrer vores verden og klimaforandringer, der gør, at vi radikalt må sadle om. Som forskningen er indrettet i dag, fører den ikke nødvendigvis til mere lighed eller en bæredygtig fremtid. For videnskab er også big business for private virksomheder, der skyder penge i forskningen som aldrig før. Herhjemme kom andelen af private forskningsmidler i 2016 op på 12 procent. Med de private midler følger flotte forskningscentre, masser af ansatte og stribevis af artikler i prestigefyldte tidsskrifter. Men også en styring af forskningen i en bestemt retning, som kan være af kommerciel værdi for staten og de virksomheder, hvor pengene kommer fra. Og selv om det gavner os alle, at der udvikles bedre medicin til sukkersygepatienter eller bedre målemetoder af forurening fra landbruget, så er der brug for, at universitetsledere, politikere og erhvervslivet ser forskning som mere end bare et redskab til prestige og profit. Her spiller bevidstheden om, at alle har ret til videnskab en vigtig rolle. 

Forskning for alle Derfor er de danske eksempler på inddragelse af borgere i forskning – som du kan læse om i artiklen ’Borgerne skal være en del af forskningen, hvis der for alvor skal skabes forandring’ i dette tillæg – også opmuntrende. Ved at få borgerne til at indlevere deres elartikler til reparation, svare på spørgeskemaer og inddrage producenterne, kan forskerne på Syddansk Universitet være med til at løse et hastigt voksende

36

affaldsproblem. Og på Aarhus Universitet kan vi borgere hjælpe forskerne ved at spille et detektivspil, som kan give ny indsigt i hjernen og vores adfærd på nettet – en indsigt som techgiganterne i dag ellers sidder tungt på. Borgerforskning eller citizen science er altså en måde at realisere menneskeretten til at blive delagtiggjort i videnskabe-

Uanset om det handler om hiv i Afrika eller hjemløse i Danmark, så bliver forskningen altså rettet ind efter pengemagt eller politisk halsen efter vækst

lig viden. Men hvis det demokratiserende og forandrende potentiale i citizen science for alvor skal komme i spil, skal borgerne inddrages i alle dele af forskningen og lære noget, som professor Jacob Sherson fra Aarhus Universitet påpeger her i tillægget. I samarbejde med det amerikanske nationalmuseum The Smithsonian og FN er

Jacob Sherson derfor i gang med at udvikle globale undervisnings- og citizen sciencemoduler omkring FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Håbet er, at forskerne sammen med folk fra hele verden kan være med til at finde løsninger på de store globale udfordringer med klima, ulighed og menneskerettigheder. Det skaber håb at høre om borgerforskernes ambitioner for en bedre verden. Men virkeligheden ser stadig noget anderledes ud, når det handler om, hvem der får glæde af forskningens landvindinger. Her eksisterer en stor global ulighed. Adgang til den nyeste forskning er i dag buret inde bag de store tidsskriftsmonopolers tårnhøje betalingsmure, som gør det svært for især fattigere lande og befolkningsgrupper at få adgang til vigtig viden. Og kommercialiseringen af forskningen betyder, at intellektuelle rettigheder og patenter på f.eks. ny medicin lukker viden, der ellers kunne være til gavn for mange globalt, inde i et reservat for de mest privilegerede. I efteråret, i anledning af 70-året for FN’s menneskerettigheder, skrev en række af verdens førende forskere et opråb om, at videnskab er en menneskeret i det amerikanske tidsskrift PNAS. Deres gennemgang af 52 artikler om emnet viser, at den øgede kommercialisering af forskningen ofte fører til, at der kommer mindre fokus på emner, der handler om de fattigste.  Uanset om det handler om hiv i Afrika eller hjemløse i Danmark, så bliver forskningen altså rettet ind efter pengemagt eller politisk halsen efter vækst. Det burde ikke være forskningens fremmeste opgave, og derfor er der god grund til at se nøje på, hvordan pengene til forskning fordeles, og hvordan vi får en mere fri og lige adgang til den nyeste forskning. For hvis vi for alvor skal kunne agere som frie og myndige borgere, er det afgørende, at vi er oplyste om vores verden, samfund, sundhed og klima. Derfor bør retten til videnskab ikke fortsat være en overset og overtrådt rettighed, men en central del af vores forståelse af, hvad vi som borgere har ret til.   

lila@information.dk

DAGBLADET INFORMATION


ALICE

Gå på opdagelse i programmet hos ALICE!

This Is Not This Heat 2-dags recidency Alasdair Roberts & Völvur Asmâa Hamzaoui & Bnat Timbouktou

I’m With Her Gyedu Blay-Ambolley

GAS

Oren Ambarchi & Crys Cole

Aïsha Devi

Ghédalia Tazartès

ML Buch

Dreamers’ Circus vs. Söndörgö Orlando Julius & The Heliocentrics Sumac + Baptists + Nordra Bassekou Kouyaté & Ngoni Ba

KOKOKO!

Mythic Sunship Astral Family Tashi Wada Group feat. Julia Holter & Corey Vogel Kogekunst + Himmelrum Maurice Louca’s Elephantine

Nørre Allé 7 2200 Kbh N +45 50 58 08 41

Invisible Hands Fofoulah Age Coin

Sarah Davachi Eartheater 47Soul

Køb billetter på billetto.dk/alice-cph

M FOR ER

Vassvik

US

E

LY

&

L

Forår 19

G LO B A

HIGHLIGHTS

JA Z Z H O

ALICE er Københavns nye spillested for den grænsesøgende musik - fra jazz, folk og global roots til elektronisk musik, skæve genrehybrider og futuristiske lydbilleder. Vi præsenterer legendariske musikikoner, vilde udbrydere og kommende stjerner. Og enestående musikalske eventyr, som du ikke oplever andre steder.


FORSKERBREVKASSEN

Hvornår er det på tide at få børn? Den (p.t.) lykkeligt barnløse

Ida Donkin Ph.d., læge på gynækologisk afdeling, Nordsjællands Hospital

Jesper Ryberg Professor i filosofi, Roskilde Universitet

Jeg er en kvinde på 29 år. Med fast kæreste, ejerlejlighed og godt job. Jeg mangler med andre ord ikke noget. På nær et barn, som både min mor og kampagner i Københavns Kommune jævnligt minder mig om. Jeg vil gerne have børn en dag. Det skal bare ikke være lige nu. Og nok heller ikke inden for de næste par år. Men hvor længe kan jeg ’tillade’ mig at vente? Jeg vil jo helst undgå fertilitetsbehandling, som både er dyr og besværlig.

Svar I Jeg har været, hvor du er. Og åh for h… hvor blev man træt af andres mening om, hvornår man bør få børn. Jeg ville så gerne kunne sige skide være med det. Dans videre. Nyd vinmenu til middagen. Og nyd at gå rundt på dine gulve i bare fødder uden at jokke i resterne af en toårigs leverpostejmad. I når det nok. Men som læge møder jeg alt for ofte par, der må opgive at få børn. Fordi de kom for sent i gang. Det er så ulykkeligt ikke at få de børn, man gerne vil have. Det sker for hver tiende kvinde. Og hver femte mand får slet ingen. Det videnskabelige svar er ubarmhjertigt. Du er allerede for sent ude. Du skriver, at du vil have børn – i flertal. Og

uden hjælp. Så bør man starte som 27årig for at have mere end 90 % chance for at få to børn. Starter du som 34-årig, er din chance kun 75 %. Naturen kan være grusom. Og her gælder, at den, der gemmer til natten, gemmer til katten.

mennesker af at skulle tilsidesætte egne interesser for andres skyld. Her er forældreskabet en effektiv læremester. Så tag chancen for at blive et bedre menneske, mens du har den. PS: Er ikke på lønningslisten hos Københavns Kommune :)

– Ida Donkin – Jesper Ryberg

Svar II Livet byder på mange store valg, hvor det er næsten umuligt at overskue konsekvenserne og derfor også svært at træffe en beslutning. Dog synes jeg ikke, at du er i den situation. Hvis der ikke er noget akut, der taler for udsættelse – og det lyder ikke sådan – så kast dig ud i forældreskabet! Som dine omgivelser sikkert ikke har sparet dig for, er ens mulighed for at blive frugtsommelig mildest talt ikke et konstant privilegie. Efter alle statistikker vil din fertilitet være på rutsjetur stejlt nedad fra nu af. Men, vil du måske spørge, hvordan kan du vide, at det er bedst for dig at få et barn lige nu? Svaret er, at det kan du ikke. Og så er det måske også værd at tænke på, at det at få et barn ikke kun er et spørgsmål om selv at få et godt liv, men også om at blive en bedre person. Min erfaring er, at de fleste bliver bedre

Kan man klimaaflade for sit overforbrug? Den (irriterende) klimabevidste datter

Sebastian H. Mernild Ph.d. og dr.scient. i klimaforandringer og administrerende direktør ved Nansen Centeret, Bergen

Maja Horst Professor og institutleder på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet

38

Min far har meddelt, at han vil gøre sit firma CO2-neutralt ved at udregne dets CO2-forbrug og herefter plante det antal træer, der via fotosyntese æder det CO2, som svarer til firmaets udledning. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at han foregiver at være noget, han ikke er. Det forholder sig nemlig sådan, at hans firmabiler er en Audi A8 og en stor Chevrolet firehjulstrækker, som kører meget kort på literen. Mit spørgsmål er derfor, om man kan kalde sig klimaneutral og slå sig op på bæredygtighed ved at plante træer for dermed at undgå at skære ned på sit overforbrug?

Svar I I sundhed snakker man om vigtigheden af både at helbrede og forebygge. Det samme gælder for klimaet. Vi er nødt til at helbrede al den CO2, som allerede er sendt ud i atmosfæren. Og det kan jo eksempelvis gøres ved at plante træer. Det er et vigtigt første skridt mod klimabevidsthed. Men hvis vi skulle tilplante kloden med træer for at kompensere for hele vores CO2-forbrug, ville det udgøre et areal svarende til Nordamerika og Europa. Det er endnu vigtigere at tænke i fore-

byggelse. Altså at tænke over de valg, vi træffer, og de CO2-aftryk, vi sætter. Måske ville det være bedre for din far at bruge sine midler på at udskifte Audien og Chevroleten med elbiler? Det er ikke sund fornuft at hælde CO2 ud i atmosfæren for så at trække den tilbage igen. Det optimale ville være, at din far både plantede træer og skiftede køretøjerne ud. Det ville gøre ham til en sand klimaduks. Jeg ser helst, at man går all in, når det handler om klimaet.

rere at udregne, end man lige forestiller sig. Er der eksempelvis en bagatelgrænse for, hvad man skal tage med? Hvad med mælken til mødekaffen? Så måske har din far faktisk fundet en rigtig god måde at formidle viden om klimaforandringer på en praktisk anvendelig måde. – Maja Horst

– Sebastian H. Mernild

Svar II Hvis det var min far, så ville jeg være glad for, at han vil gøre noget ved klimaet. Jeg synes faktisk også, det er en fin måde. Det kan godt være lidt abstrakt at forholde sig til CO2-udledning, hvis man taler om den i ton. Men når den bliver omsat til et konkret antal træer – og dermed også et bestemt stykke jord – så bliver det lettere at forstå. Hvem ved, måske får det også din far til at tænke, at han kunne nøjes med færre træer, hvis han skar ned på udledningen. Der er i øvrigt et godt stykke oplysningsarbejde i selve det at regne udledningen ud. Det bliver f.eks. tydeligt, hvor slemme flyrejser er. Det er nok også svæ-

Forskerbrevkassen Forskere i alt fra filosofi til gynækologi giver svar på hverdagens videnskabelige dilemmaer. Forskerbrevkassen er en fast del af Informations videnskabsnyhedsbrev. Skriv dig op på information.dk/ nyhedsbreve

DAGBLADET INFORMATION


Forskning, der forandrer verden

Selvkørende biler gavner trafiksikkerheden, men rejser også svære etiske spørgsmål Rundt omkring i verden er biler begyndt at trille rundt næsten uden menneskelig indgriben, og alt tyder på, at også den danske trafik vil blive mere selvkørende i de nærmeste år. Det er godt for trafiksikkerheden, men teknologien er ikke fejlfri Tekst Rasmus Friis Illustration Mia Mottelson

D

a en af Ubers selvkørende biler sidste år dræbte en fodgænger i Arizona, var det et hak i tuden på den optimisme, der længe har hersket omkring førerløse biler i techmiljøer. Flere eksperter udtalte nemlig, at bilens sensorer burde have registreret den kvinde, der trådte ud på vejen i de sene aftentimer. Det var en påmindelse om, at teknologien endnu ikke er fejlfri. Men det ændrer ikke på, at det måske bedste argument for de selvkørende biler er, at de fjerner chaufføren – mennesket – bag rattet. Over 90 procent af alle ulykker i trafikken skyldes nemlig menneskelige fejl, og i Danmark har Rådet for Sikker Trafik flere gange udtalt, at de selvkørende biler har potentiale til at nedbringe antallet af ulykker markant. Ulykken i Arizona er dermed en undtagelse, for de andre uheld, som selvkørende testbiler har været en del af, er næsten alle forårsaget af mennesker. Faktisk kom det amerikanske medie Axis frem til, at der var tale om 81 ud af 88 uheld, da de gjorde status i august. Det betyder dog ikke, at fraværet af mennesker er uproblematisk. »Der er nogle tekniske udfordringer knyttet til at kunne håndtere alle tænkelige situationer. Den intuition har vi som mennesker. Vi kan reagere på nye ting på en hensigtsmæssig måde. Men det er svært at programmere sig frem til,« siger Andreas Egense, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet. Googles datterselskab Waymo står bag nogle af de biler, der er længst fremme i

VIDENSKAPLØB LØRDAG 19. JANUAR 2019

udviklingen. De bruger radarer og sensorer til at scanne omgivelserne omkring bilen, vurdere afstanden til andre køretøjer, og hvor hurtigt de kører. Samtidig noterer kameraer på toppen af bilen, hvad trafiklysene viser, og vejskiltene siger, og alle informationer behandles af en avanceret computer. Man vurderer bilernes automatiseringsgrad fra niveau nul til fem. Waymobilerne er designet til niveau fire, hvilket betyder, at de kan undgå farlige situationer på egen hånd – for eksempel ved at holde ind til siden. De kører dog stadig kun på niveau to, hvor en fører aktivt følger med i trafikken. Teknologien er avanceret, men ifølge Andreas Egense kan den endnu ikke overflødiggøre menneskelig indgriben. Han fremhæver, at de nuværende Waymo-biler nok ville være en kilde til kaos, hvis de blev sluppet løs i centrum af København i dag. »Måske blæser en gratisavis ud på vejen og får bilen til at stoppe, hvilket så vil forsinke trafikken og skabe dårlig fremkommelighed.« Og så har vi slet ikke berørt etikken: Hvem skal bilerne programmeres til at slå ihjel, hvis en tragisk ulykke er uundgåelig? Køreren eller fodgængeren? Pensionisten eller skoleeleven? Og hvem skal besvare de spørgsmål?

Frygter ikke massefyringer Mens de etiske og teknologiske debatter fortsætter, ruller de selvkørende biler dog nærmere Danmark, hvor de kan skabe bedre trafiksikkerhed og større fleksibilitet for bilister og passagerer i den kol-

lektive transport. Andreas Egense siger, at vi måske allerede i år vil se forsøg med selvkørende minibusser på de danske veje – med lav hastighed og på helt specifikke strækninger. »Der vil måske være en fører til at starte med, men jeg tror, at man inden længe vil tage føreren ud. Måske allerede i 2020. Jeg tror heller ikke, der går lang tid, før vi vil se privatbiler, der kører på udvalgte strækninger, for eksempel på motorveje. Og så kan det være, der kommer en taxiservice på bestemte ruter i byerne,« siger han. Det er en udvikling, der kan koste job. Brancheorganisationen Dansk PersonTransport forstår den frygt, der kan opstå blandt landets chauffører, når de hører om den førerløse fremtid, men de forventer ikke, at fyringsrunderne venter lige om hjørnet. »I busbranchen tror jeg, vi kommer til at se en lang overgangsperiode, hvor der stadig er behov for chauffører. De selvkørende busser vil ikke eliminere chaufførernes job, men ændre det. Jeg forestiller mig, at der stadig vil være behov for et menneskeligt element i bustransporten, så chaufføren, ud over at gribe ind i kørslen i særlige situationer, kan give hjælp til dem, der har behov for det, og sikre tryghed,« siger Lasse Repsholt, der er sektorchef for kollektiv trafik i Dansk PersonTransport. »Til gengæld,« tilføjer han, »er det sværere at spå om, hvad udviklingen kommer til at betyde for antallet af taxichauffører«.

rfr@information.dk

39


Ca. 250 sider * 298 kr. * Udkommer februar 2019

76 sider * 150 kr.

76 sider * 100 kr.

Alle forlagets bøger findes også som e-bøger

Ca. 220 sider * 298 kr. * Udkommer april 2019

56 sider * 100 kr.

74 sider * 100 kr.

Glæd dig til nye titler i serien AFTRYK af blandt andet Husserl, Heidegger og Arendt.

forlagetmindspace.dk

Profile for iBUREAUET

Videnskapløb 2019  

Videnskapløb 2019  

Advertisement