Page 1

VIDENSKAPLØB DAGBLADET INFORMATION

Tema om videnskab i Indien

Historisk står Indien bag epokegørende videnskabelige opdagelser. Men selv om premierminister Narendra Modi holder skåltaler om igen at gøre Indien til en videnskabelig stormagt, er uddannelse og forskning i dag et forsømt område i verdens største demokrati 2-25

Mød finalisterne i årets Ph.d. Cup En forsker, der kan forudsige sygdom før lægerne, en plantespecialist, en økonom med ekspertise i navne, en smerteforsker og en parasitekspert 26-44


Tema: Indien 4-6 Premierminister Modi vil gøre Indien til Asiens næste videnskabelige stormagt – men det er langt fra at lykkes 8-11 Indien er rejst baglæns ud i rummet 12-14 Indiens studenterpolitik er trusler, sultestrejker og blodig alvor 16-17 Indisk videnskab i tal 18-19 Indiske videnskabsfolk har gjort os klogere på verden 20-22 Indien har i 70 år reserveret plads til de fattigste på universiteterne 24-25 Studerende: Indiens uddannelsessystem har lang vej endnu

Tema: Ph.d. Cup 26-28 Fatima AlZahra’a Alatraktchi kan vise, du er syg, op til tre et halvt år før lægerne opdager det 30-32 Anne Sofie Beck Knudsen viser, at dit fornavn har afgørende betydning for, om du emigrerer eller ej 34-36 Sara Elgaard Jager vil forstå de smerter, som ingen forstår årsagen til 38-40 Andreas Carstensen måler på planterne i marken, så fremtidens landmænd kan gøde mere bæredygtigt 42-44 Eline Palm Meldgaard går til angreb på udspekulerede orme 47 Forskerbrevkasse Kan jeg sladre om min nieces rygning? Er det etisk forsvarligt at fiske?

Videnskapløb er en del af Ph.d. Cup, som er støttet af Lundbeckfonden Adm. direktør Stine Carsten Kendal Ansv. chefredaktør Rune Lykkeberg Redaktører Louise Schou Drivsholm og Jens Nielsen Art Direction Jesse Jacob og Sofie Holm Larsen Forsidefoto Anders Rye Skjoldjensen

Videnskab er en nødvendig investering for Indien Mens premierminister Modi har erklæret, at Indien skal være på verdens videnskabelige toptre i 2030, har han ikke selv prioriteret at investere i forskning og udvikling. Videnskab og teknologi rummer ellers et stort potentiale i forhold til at løfte Indiens underklasse, men i dag kæmper landet både med dårlige universiteter og manglende forskere til at drive den videnskabelige udvikling

S

hakti er en universel energi i hinduismen, en guddommelig kvindelig skaberkraft. Så da det i slutningen af marts lykkedes det indiske rumagentur ISRO at nedskyde en satellit, blev bedriften selvfølgelig døbt ’Mission Shakti’. Så var ambitionsniveauet ligesom lagt. Indien er blot det fjerde land på verdensplan, som den teknologiske bedrift er lykkedes for, og det var næppe tilfældigt, at Mission Shakti blev iværksat blot en uges tid, inden den indiske valgkamp gik i gang. Det var i hvert fald god timing for premierminister Narendra Modi. Han var da også hurtig til at konstatere, at »Indien nu havde markeret sig som en rummagt«. Med ham ved magten, forstås. Det er ikke første gang, Modi har promoveret Indiens rumforskning. Tidligere har han annonceret, at den »første indiske søn eller datter« skal i rummet i 2022, som er 75-året for Indiens selvstændighed. Symbolikken er til at tage og føle på. Som du kan læse om i dette tillæg, er Indiens ambitiøse rumprogram da også virkelig en succes. Inden for andre videnskabelige og teknologiske områder gennemgår verdens største demokrati også en rivende udvikling i disse år. De seneste 20 år er antallet af udstedte indiske patenter vokset med 5.000 procent fra 47 til 2.424, Indien har siden 2005 været globalt førende inden for eksport af computerydelser, og landet er af Læger uden Grænser blevet kaldt »udviklingsverdenens apotek« på grund af sin billige medicin og vacciner. Historisk har Indien udklækket mange store tænkere, som har bidraget til vores moderne forståelse af verden med teorier om alt fra astrofysik til postkolonialisme. De har ikke fået samme plads i historien som deres vestlige kolleger, men nogle af dem kan du læse om her i tillægget.

Hindunationalistisk projekt Alligevel er det tomme ord, når Modi taler om sit land som en videnskabelig supermagt. I starten af 2017 erklærede han sin ambition om, at Indien skal være en del af verdens videnskabelige toptre i 2030. Men realiteten er, at nabolandet Kina i dag er kvantespring foran, uanset om det handler om antallet af publicerede videnskabelige artikler, universiteters ranking eller det offentlige forskningsbudget. Også

Kommentar Louise Schou Drivsholm andre store udviklingsøkonomier som Brasilien bruger langt flere midler på videnskab end Indien. Det er veletableret kendsgerning, at investeringer i videnskab er en af de mest effektive måder at skabe økonomisk vækst på. Hvis forskellen mellem i- og ulande skal udlignes, er det afgørende først at udligne niveauforskellene inden for videnskab, teknologi og innovation, lød det således fra FN’s videnskabelige råd for et par år siden.

I dag er densiteten af indiske videnskabsfolk simpelthen for lav til, at landet kan sætte den videnskabelige dagsorden på globalt plan

Men kun 0,8 procent af det indiske BNP bruges i dag på videnskab. Til sammenligning bruger USA 2,7 procent, men Kinas tilsvarende andel er 2,1 procent. Flere offentlige forskningskroner rummer et stort potentiale i forhold til at løfte Indiens millioner af fattige ud af deres utilstrækkelige livsvilkår. Eksempelvis gennem mere effektive fødevareteknologier, billigere og nemmere tilgængelig medicin og bedre uddannelsesmuligheder. Det har Modi også fået øjnene op for. »Moderne videnskab er en katalysator for at sikre menneskehedens behov. Vi må sikre, at det når frem til de allerfattigste,« som han har udtalt. Men ambitionen bliver på talepapiret. I sine fem år ved magten

har premierministeren forsømt at investere yderligere i forskning og udvikling. En dum prioritering, når man som Modi har en erklæret politisk målsætning om at bekæmpe fattigdom i Indien. I stedet har han gjort videnskab til en del af sit hindunationalistiske projekt og ved enhver given lejlighed spredt sin version af Indiens videnskabelige bedrifter. Ved en videnskabskongres for et par år siden lød det eksempelvis, at hinduer opfandt stamcelleteknik for tusindvis af år siden, og der blev sat spørgsmålstegn ved Einsteins og Newtons teorier. Imens kæmper indiske studenterorganisationer for at gøre deres universitetspensum fri af den slags pseudovidenskabelige storhedsfortællinger, hvilket du kan læse om i dette tillæg.

Flere forskere Det er langtfra den eneste udfordring for Indiens højere uddannelsessystem. Kvaliteten på de indiske universiteter er stærkt svingende, og på langt størstedelen er adgangskravene for lave, pensum forældet og undervisningen dårlig. Og selv om det indiske kvotesystem, som sikrer lavere kaster universitetspladser, har skabt social mobilitet i et klasseopdelt samfund, tynger det også det akademiske niveau, som du kan læse om i tillægget. Og for de dygtigste indiske dimittender er den akademiske verden ikke en attraktiv karrierevej. Lønnen er for lav, hierarkierne for rigide og mulighederne langt færre end eksempelvis i bank- eller it-verdenen, som en indisk professor fortæller i en af tillæggets artikler. Det er selvindlysende, at dygtige forskere er afgørende for at drive en videnskabelig udvikling. Men der er også brug for tilstrækkeligt mange af dem. I dag er densiteten af indiske videnskabsfolk simpelthen for lav til, at det ellers så folkerige land kan blive videnskabeligt dagsordenssættende på globalt plan. Det er altså ikke satellitnedskydninger eller pseudovidenskabelige skåltaler, men flere offentlige forskningsmidler og en mere attraktiv akademisk karrievej, der skal til, hvis Modis ambition om at få Indien på den globale videnskabelige toptre i 2030 skal realiseres. Det kan ikke bare sætte Indien på verdenskortet som en videnskabelig stormagt, men også vise sig at være en rigtig god investering for landet. lodr@information.dk


Fagforeningen for Ph.d.-studerende Dansk Magisterforening arbejder løbende på at sikre ph.d.-studerende og yngre forskere gode forhold og arbejdsvilkår. Vi samarbejder desuden med universiteterne og lokale organisationer for at hjælpe forskere med at få de bedste karrieremuligheder både indenfor og udenfor universitetsverdenen. Læs mere om DM og meld dig ind på dm.dk/phd


4

DAGBLADET INFORMATION


Premierminister Modi vil gøre Indien til en videnskabelig stormagt – men det er langt fra at lykkes Historisk har Indien været en nation, som gjorde epokegørende opdagelser. Men landets videnskabelige bedrifter er for længst blevet overhalet – ikke mindst af nabolandet Kina Tekst Louise Schou Drivsholm Illustration Emilie Noer Bobek

I

ndien har ingenting gjort for videnskaben. Sådan lyder en vittighed om Asiens næstmest folkerige land. For det var den indiske matematiker Aryabhata, som var den første til at give ’ingenting’, altså tallet 0, et symbol. Det var en bedrift, der pludselig gjorde det muligt at nedskrive uendeligt store mængder med kun ti forskellige tegn. Og som kom til at ændre ikke kun matematik, men alle videnskabelige traditioner for altid. »Vi skylder de gamle indere meget for at lære os at tælle. Uden den viden ville de fleste moderne videnskabelige opdagelser have været umulige,« har Albert Einstein udtalt – en mand, der om nogen vidste, hvad han snakkede om. Det er ikke kun talrækken, Indien har bidraget videnskabeligt til. Den indiske videnskabsmand Kanad beskrev atomers eksistens, mange århundreder før britiske John Dalton blev berømt for sin atomteori. Og indiske læger udførte avanceret kirurgi, 300 år før Aristoteles blev født i Grækenland. Men i dag, et par tusind år senere, er Indiens videnskabelige bedrifter for længst blevet overhalet. Ikke mindst af nabolandet Kina, som har verdens næststørste forskningsbudget og er ver-

VIDENSKAPLØB LØRDAG 20. APRIL 2019

dens største producent af videnskabelige artikler. Den indiske premierminister, Narendra Modi, som i øjeblikket er på valg i verdens største demokrati, har ellers ved flere lejligheder holdt skåltaler om, at Indien skal være en globalt dominerende vidensøkonomi. »Indien vil komme til at føre an i det 21. århundrede, for den styrke, dette århundrede kræver, er viden, og her har Indien et stort potentiale,« som han sagde til en forsamling studerende på Shri Mata Vaishno Devi University for et par år siden. I sine fem år ved magten har Modi heller ikke tøvet med at promovere sin version af indisk hinduvidenskab, som er bygget på de årtusinder gamle skrifter Vedaerne, der angiveligt skulle indeholde fundamentale videnskabelige principper for alt fra flyteknologi til genetik. Men mens hans parti, Bharatiya Janata Party, forherliger videnskab, er de mere kritiske, når det kommer til forskningens grundsten, empiri og evidens.  Modi har således udtrykt sin skepsis over for den globale opvarmnings realitet, ligesom han over for læger har

Fortsættes på side 6

5


Fortsat fra side 5 beskrevet, at en af krigerne i det 2.500 år gamle indiske epos Mahabharata kom til verden med stamcelleteknologi. Måske er det også derfor, at Modi indtil videre har undladt at svare på det spørgsmål, som hans store ambitioner efterlader: Hvad vil det kræve at gøre Indien til Asiens næste videnskabelige supermagt?

Store videnskabelige udfordringer Det er ikke, fordi det moderne Indien ikke har videnskabelige nybrud og teknologiske landvindinger at være stolt af. Indisk rumfart er formentlig det bedste eksempel. I 2014 var Indien det første land, som i første forsøg sendte et rumfartøj helt til Mars. Og i starten af 2019 offentliggjorte det indiske rumagentur, ISRO, sin ambition om at sende en inder ud i rummet i 2021. Senest har Indien som den fjerde nation i verden nedskudt en lavt kredsende satellit, og Modi har på baggrund af den bedrift udpeget sit land som »en rummagt«. »Hvis jeg skulle udpege det mest succesfulde videnskabelige område i Indien, ville jeg pege på rumforskning,« siger Sunil Mani, som er professor i økonomi ved Centre for Development Studies i Trivandrum og står bag flere af de rapporter om videnskab i Indien, som FN-organisationen UNESCO udgiver hvert femte år. Men også inden for lægemidler, computerteknologi og energi har Indien et stort videnskabeligt potentiale. Læger uden Grænser har kaldt Indien »udviklingsverdenens apotek« på grund af landets billige medicin. Indien har siden 2005 været globalt førende inden for eksport af computerydelser. Og Indiens Atomenergi Kommission blev i 2017 medlem af det prestigefyldte CERNsamarbejde. Indiens videnskabelige bedrifter bliver dog på mange måder overskygget af landets udfordringer. Den 1,3 milliarder store indiske befolkning har verdens højeste tuberkuloseforekomst og flest dødsfald i barselssengen. Og en tredjedel af inderne lever uden elektricitet. Det vil kræve langt mere end Mars-opsendelser og computerteknologi, hvis indisk videnskab og teknologi skal bidrage til bedre energi og sundhed for inderne. Men selv om sammenhængen mellem investeringer i forskning og uddannelse og økonomisk vækst er veletableret, halter Indiens offentlige forskningsbudget langt efter den målsætning om to procent af BNP, som skiftende indiske regeringer har opstillet. De sidste årtier er Indiens udgifter til forskning og udvikling totalt stagneret, og de udgør i dag kun 0,8 procent af BNP. Det er markant lavere end eksempelvis USA, der bruger 2,7 procent, og Kina, hvis tilsvarende andel er 2,1 procent. Ligeledes ligger Indien langt bag Kina, hvad angår videnskabelige udgivelser. I 2016 publicerede Kina 426.000 studier inden for natur- og ingeniørvidenskab, mens Indien udgav 100.000. »Uanset om det handler om forskningsbudgetter, videnskabelige publikationer eller udstedte patenter ligger Indien langt efter Kina. Det er helt usammenligneligt,« siger Sunil Mani. Profit over viden I Indien er fokus overvejende på naturog ingeniørvidenskab, når videnskabelige bedrifter skal opgøres. Humaniora og samfundsvidenskab tillægges ikke meget betydning for at sikre landets fremskridt. Sunil Mani ærgrer sig således over, at så mange indiske studerende i dag læser humanistiske fag på universitet. Heller ikke grundforskning prioriteres højt, fortæller han. For det ville være på be-

6

kostning af midler til den forskning, hvis resultater hurtigt kommer den brede befolkning til gavn. Det er samme logik, som gør, at Sunil Mani lovpriser de mange private fondsmidler i indisk forskning. »Hvis forskningsmidlerne er offentlige, bliver mange af resultaterne i laboratorierne og når aldrig ud i industrien. Derfor er privat finansieret videnskab at foretrække,« siger han. I dag står de indiske universiteter kun for fire procent af forskningen i landet. Den indiske regering kan ikke løse alle Indiens udfordringer med uddannelse og videnskab, anerkender Krishna Ganesh, som er leder af det offentligt finansierede Indian Institute of Science Education and Research i Tirupati. »Der er brug for filantropi og privat støtte,« som han siger. Men den private sektor bidrager ifølge Krishna Ganesh ikke med afgørende støtte til videnskabelige fremskridt og gennembrud. »Hvis velhavende indere, fonde eller andre private investorer engagerer sig i videnskab, er det typisk ved at oprette nye uddannelsesinstitutioner for at tjene penge på undervisningsafgifter. Formålet er ikke at øge vidensniveauet eller at investere i ny forskning. For det er der ikke nødvendigvis profit i,« siger han.

Sparsommelig innovation Mantraet om mest forskning for pengene er typisk indisk. Som det land i verden med flest fattige indbyggere – mere end 270 millioner i 2012 – er der brug for billige løsninger, som kan komme masserne til gode. Uanset om det handler om fødevarer eller videnskab. Jugaad er det hinduistiske ord for den tankegang, og det kan oversættes til ’sparsommelig innovation’. Ifølge UNESCOs rapport om videnskab i Indien fra 2015 har jugaad altid været måden, tingene blev gjort på i landet. Samme logik driver således også Indiens medicinalindustri. I 1996 vendte den indiske entreprenør og videnskabsmand Krishna Ella tilbage til sit hjemland efter en tur til USA. Med sig havde han en 12 meter lang shippingcontainer fyldt med udstyr til at lave vacciner. For Krishna Ella havde en plan om at producere hepatitis B-vacciner til den beskedne pris af én dollar. Siden stiftede han Bharat Biotech International Limited, som i dag producerer hepatitis B-vacciner til sølle 30 cent. Derudover har medicinalfirmaet udvidet sit sortiment til blandt andet at omfatte billige vacciner mod rabies, japansk hjernehindebetændelse og rotavirus. Krishna Ella er ikke alene om den forretningsmodel. Prisvenlige lægemidler er grundsøjlen i den indiske sundhedssektor. Deraf landets titel som udviklingsverdenens apotek. I dag gør internationale organisationer som UNIFEC og Den Globale Fond til Bekæmpelse af AIDS, Tuberkulose og Malaria fast brug af indisk medicin og vacciner i deres kamp mod smitsomme sygdomme. Indien kæmper dog også med kritik af nogle af de billige lægemidler. I 2012 fjernede Verdenssundhedsorganisationen, WHO, eksempelvis Bharat Biotech International Limiteds hepatitis b- og poliovaccine fra FN’s liste over godkendt medicin. Vaccinerne er dog tilbage på listen igen. Og i 2014 sendte det amerikanske Food and Drug Administration (FDA) advarselsbreve til syv indiske firmaer med forskellige bekymringer over deres lægemidler. »Nogle indiske firmaer lever op til amerikanske kvalitetskrav, men det viser sig, at andre mangler ordentlig kontrol i forhold til at sikre kvaliteten af både de færdige lægemidler og de aktive ingredienser i dem,« sagde en talsperson fra FDA dengang til tidsskriftet Nature. Men det er ikke kun et

kvalitetsløft, som er afgørende for, at Indiens sundhedssektor for alvor kan bidrage til at bringe landet i front som asiatisk videnskabelig stormagt. Der er også brug for, at Indien ikke kun kopierer medicin, hvis patenter er udløbet. Det mener Krishna Ganesh fra Indian Institute of Science Education and Research i Tirupati. »I Indien er vi rigtig gode til at producere medicin til lave omkostninger. Men vi har ikke forskningskapacitet til selv at udvikle nye medikamenter. Og ingen i den indiske medicinalindustri arbejder for alvor med udvikling af lægemidler eller vacciner. For det er ikke her, den hurtige fortjeneste er,« siger han. Det går dog fremad med innovationen i Indien. I perioden fra 1997 til 2013 steg antallet af årlige patenter udstedt til indiske opfindelser fra 47 til 2.424 ifølge UNESCO’s rapport om Indien. Det svarer til en stigning på godt 5.000 procent. Men kun én ud af ti af de nye indiske patenter bliver givet til medicinalindustrien, mens seks ud af ti går til IT-branchen.

For få forskere Selv om Indien på nogle områder gennemgår en rivende videnskabelig udvikling, er det svært for alvor at opbygge en stærk akademisk infrastruktur, når fundamentet vakler. I dag er det indiske uddannelsessystem den måske mest afgørende barriere for, at landet kan blive Asiens næste videnskabelige stormagt. Det er ikke mangel på uddannelse, som er et problem. I dag er knap 25 procent af de indiske unge i alderen 18 til 23 år indskrevet på en højere uddannelse. Men kvaliteten på Indiens 821 universiteter er stærkt svingende. »En af hovedårsagerne til Indiens udfordring med at blive en førende nation inden for forskning og udvikling er, at vi har en meget lille videnskabelig arbejdsstyrke med et højt akademisk niveau. Simpelthen fordi så mange af Indiens universiteter er for dårlige,« siger Sunil Mani fra Centre for Development Studies i Trivandrum. Han peger på flere årsager: »Adgangskravene er mange steder for lave, og pensum er forældet. Især inden for natur- og ingeniørvidenskab. Desuden er jobparatheden for de nyuddannede virkelig lav. Tidligere var der også mangel på ordentlige lærere, fordi lønnen var så lav. Den er hævet en del nu, så forhåbentlig vil flere have et incitament til at forfølge en undervisningskarriere. Men det tager formentlig noget tid, før det kommer til at løfte de studerendes niveau.« Samtidig søger de dygtigste kandidater typisk væk fra den akademiske verden og ind i servicefag eller i bank- og finanssektoren, hvor hierarkierne er mere flade, og lønnen og medarbejdergoderne bedre, fortæller Sunil Mani. Det er også med til at udtømme det i forvejen lille indiske forskningssamfund. »Som det ser ud i dag, er vi simpelthen for få forskere i Indien til at få ordentlig global indflydelse. Uanset om det handler om basal fysik og kemi eller mere specialiserede områder som astrofysik eller nanoteknologi, så er antallet af indiske forskere inden for feltet meget småt,« siger Arindam Ghosh, som er professor i fysik ved Indian Institute of Science i Bangalore. Inderne er intellektuelle mennesker Der er altså ikke kun brug for flere offentlige forskningsmidler, men også, at flere indere vælger en forskningskarriere, hvis Indien skal blive Asiens næste videnskabelige stormagt. »Det er præcis det, Kina har gjort. Øget antallet af forskere og derved både styrket nationale forskningsprojekter og åbnet

en dør ud til internationale videnskabelige samarbejder,« siger Arindam Ghosh. Men det er ikke gratis. Derfor er der ifølge Arindam Ghosh brug for, at Indien som minimum fordobler sit offentlige forskningsbudget, der som nævnt udgør 0,8 procent af BNP. Krishna Ganesh er enig. Premierminister Modis satellitnedskydninger og videnskabsforherligelse er tomme ord, påpeger han. En luftig fortælling, der skal styrke regeringspartiet Bharatiya Janata Partys hindunationalistiske fortælling – og ikke mindst chancen for at bevare magten efter det igangværende valg. »Realpolitisk har Modi haft meget lidt fokus på forskning. Hans fem år i regeringsstolen er for kort tid til at gøre langvarig skade, men siden han kom til magten, har vi set en faldende støtte til videnskab i Indien. Det bekymrer mange af os i den akademiske verden,« siger Krishna Ganesh. Han er generelt »meget, meget skuffet« over alle indiske partiers lave prioritering af videnskab. »Selv i økonomisk svære tider er investeringer i uddannelse og forskning vejen frem, hvis du spørger mig. Men det er blevet negligeret de seneste fem år under Modis regering,« siger han. Derfor efterspørger Krishna Ganesh stabile, langvarige videnskabelige ambitioner for sit land: »Uanset hvilken partifarve, som får magten efter valget, bør de forpligte sig til at støtte videnskab bedre og mere end i dag. Indien bliver ikke en videnskabelige stormagt med et snuptag. Det tager tid. Men inderne er intellektuelle mennesker. Jeg er sikker på, at vi har evnerne til at nå derhen.« lodr@information.dk

SERIE Indiens valg

Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. majklæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.

DAGBLADET INFORMATION


Indien er rejst baglæns ud i rummet Indien var tidligt ude med sit rumprogram, der blev set som en mulighed for at løfte landet ud af fattigdom. Derfor greb de også erobringen af rummet anderledes an end andre nationer. Først i dag, 50 år senere, begynder Indiens ambitioner at ligne de andres

D

Tekst Niels Chr. Alstrup · Infografik Jesse Jacob og Anne-Louise Hansen

a den russiske Sputnik i efteråret 1957 trak sin lysstribe over himlen, sendte det chokbølger gennem den vestlige verden. Men i den unge indiske nation så man nye muligheder. Og kun en måned efter, at Neil Armstrong i 1969 tog sit berømte første skridt på Månens overflade, havde Indien sin egen rumfartsorganisation, Indian Space Research Organisation (ISRO), og en plan for, hvordan rumfart skulle være en løftestang for landets udvikling. I dag er omkring 17.000 beskæftiget i Indiens statslige rumprogram, og ISRO gennemfører syv satellitopsendelser om året. »Indiens rejse ud i rummet er unik, fordi den er udtænkt fra et udviklingslands perspektiv for at opfylde et udviklingslands behov,« fortæller Maco Aliberti. Han er seniorforsker ved European Space Policy Institute i Wien og har studeret de enkelte nationers rumprogrammer indgående. I 2018 udgav han rapporten India in Space: Between Utility and Geopolitics. For USA, Sovjetunionen og senere Kina var investeringer i rumfart lig med investeringer i forsvar og politisk prestige. For Indien var det et spørgsmål om at skabe en bedre fremtid for nationens indbyggere.

Én mands vision Indien kan takke én mand for sin tidlige entré og sin prominente plads blandt verden rumfartsnationer: Vikram Sarabhai. Sarabhai var Cambridge-uddannet fysiker, men Anden Verdenskrig tvang ham tilbage til Indien, hvor han fortsatte sine studier under nobelpristageren C.V. Raman i Bangalore (nu Begaluru). Det blev dog ikke hans forskning, men derimod hans organisationstalent og stærke visioner om indisk rumfart, der sikrede ham et unikt eftermæle. »Der findes dem, der sætter spørgsmålstegn ved relevansen af et udviklingslands rumaktiviteter,« sagde han i 1968. »For os er der ingen modsætning. Vi nærer ingen forestillinger om at konkurrere med de økonomisk avancerede nationer i udforskningen af Månen eller planeterne eller i bemandet rumflyvning. Men vi er overbeviste om, at hvis vi skal spille en meningsfuld rolle nationalt og

8

blandt nationer, må vi være mestre i at anvende avanceret teknologi på menneskenes og samfundets reelle problemer.« Sarabhai så atomkraft, elektronik og rumfart som tre områder, hvor statslige investeringer hurtigt ville forbedre den indiske befolknings levevilkår, ikke mindst den store gruppe fattige. Men hvor energiforsyning og computerkraft var åbenlyst relevante for en nation i udvikling, var det i slutningen af 60’erne ikke helt så indlysende, hvordan rumfart kunne hjælpe Indiens fattige. For Vikram Sarabhai udgjorde analfabetismen den største hindring for fremskridt i Indien. Han forestillede sig derfor uddannelsesprogrammer udarbejdet af de bedste undervisere og forskere videreformidlet via satellit til tv-modtagere hos lokale landmænd i titusinder af landsbyer. Også sundhedsplejen kunne nyde godt af satellittransmissioner, så små sundhedsklinikker i landdistrikter fik direkte adgang til ekspertise fra de store byhospitaler. Man var altså med andre ord nødt til at nå ud i rummet for at hjælpe dem på Jorden. Sarabhai så alt dette på et tidspunkt i 60’erne, hvor det meste af den teknologi, han ønskede sig, endnu ikke eksisterede, pointerer Marco Aliberti.

Tv og ressourceovervågning Først i 1975 kunne The Satellite Instructional Television Experiment (SITE), som er blevet kaldt »det største sociologiske eksperiment i verden«, sende instruktions-tv til omkring 2.400 landsbyer via en amerikansk satellit. Ifølge ISRO nød omkring 200.000 mennesker godt af undervisningsprogrammerne. Vikram Sarabhais drøm var Indiens helt eget satellitprogram, men han var ganske klar over, at der var lang vej til, at Indien selv kunne sende satellitter ud i rummet. Han foreslog derfor en bagvendt tilgang, hvor man ikke startede fra bunden med løfteraketten, men derimod i toppen med først at bygge egne måleinstrumenter, dernæst egne satellitter, som så blev opsendt med russiske eller franske raketter. Først langt senere fulgte så evnen til selv at løfte instrumenter op i kredsløb omkring Jorden eller længere væk. Ud over telekommunikation så Sarabhai også potentialet i jordobservationer, også kaldet remote sensing. Det vil sige satellitter, der retter deres måleinstrumenter og kameraer tilbage mod jor-

DAGBLADET INFORMATION


Lokale indere fotograferer opsendelsen af ISRO’s PSLV-C35-satellit i delstaten Andhra Pradesh i september 2016. Foto: Arun Sankar/AFP/Ritzau Scanpix

den og registrerer ændringer i det fysiske miljø. »Selv om man svæver flere hundrede kilometer oppe, kan man godt opnå en billedopløsning på nogle få meter,« forklarer professor i astrofysik og direktør for DTU Space, Kristian Pedersen. Ved at kombinere billeder fra forskellige bølgelængder (infrarød, synligt lys, radar) med oplysninger indsamlet på jorden kan man bestemme afgrøders udbytte, jordbundstyper og vandingsbehov. Desuden kan jordobservationer overvåge jorderosion, afsmeltning fra gletsjere og ændringer i kystlinjen. Især de sidstnævnte muligheder er i lyset af klimaforandringerne kun blevet mere relevante. Satsningen på jordobservationer betød, at ISRO havde fokus på satellitten som et videnskabeligt instrument fra starten, fortæller Kristian Pedersen. »Det er modsat Kina, som først nu er begyndt at bygge videnskabelige satellitter efter tidligere at have haft fokus på den strategiske og militære anvendelse.« Kristian Pedersen nævner måling af røntgenstråling fra fjerne stjerner som et af Indiens stærke videnskabelige kort. Her har inderne fra starten udmærket sig både rent forskningsmæssigt og som dygtige instrumentbyggere. Vikram Sarabhai døde pludselig i 1971, få år før Indiens første egenfremstillede satellit, Aryabhata, blev sendt i kredsløb omkring Jorden. Det skete i april 1975 fra den russiske raketbase Kapustin Jar mellem Volgograd og det Kaspiske hav. Den 360 kg tunge satellit foretog astrofysiske målinger i 17 år, før den planmæssigt brændte op i atmosfæren i 1992. Indiens første egenproducerede løfteraket, SLV-3, blev opsendt i 1980 og indvarslede en ny fase i landets udvikling som rumnation. Nu kunne Indien selv sætte mindre satellitter i kredsløb uden assistance. Det betød til gengæld, at USA og andre vestlige lande nu var langt mindre villige til at indgå i samarbejde om rumteknologi af frygt for at understøtte Indiens udvikling af et langtrækkende ballistisk atommissil. Den isolation satte ekstra fart under Indiens bestræbelser på at blive teknologisk selvberoende.

Til Månen og Mars I begyndelsen af 90’erne fik Indien adgang til The Big Rocket Club med en ny generation af kraftige løfteraketter, PSLV og GSLV, med en lastevne på over 1.000 kg. Med den nye tekniske formåen kom også de første afvigelser fra den bane, Sarabhais indiske rumvision hidtil havde udstukket. Indisk rumfart var nu ikke kun et udviklingspolitisk projekt beregnet på at løfte befolkningen ud af fattigdom, men lige så meget en del af et strategisk rumkapløb, der skulle hævde Indiens geopolitiske placering. I efteråret 2008 gennemførte ISRO den første ubemandede månemission, Chandryaan-1. Fartøjet medbragte blandt andet det måleudstyr, som gav de første indikationer af tilstedeværelsen af vand på Månen. Indiens hidtil største kosmiske bedrift kom ifølge både Marco Aliberti og Kristian Pedersen i 2013 med Mars Orbiter Mission. Det var ikke blot første gang, én nation fik en sonde i kredsløb omkring Mars i første forsøg. Med et budget på kun 74 mio. dollar kostede missionen også en brøkdel af, hvad en tilsvarende NASA-mission til Mars året efter kostede – og for eksempel mindre end science fiction-filmen Gravity, der havde et anslået produktionsbudget på 100 mio. dollar.

VIDENSKAPLØB LØRDAG 20. APRIL 2019

Marssonden Mangalyaan, der havde en designet levetid på seks måneder, er stadig i drift godt fire år efter, den påbegyndte sit kredsløb omkring den røde planet.

Vi venter på den første vyomanaut Vi har endnu til gode at se en bemandet indisk rummission. Bortset fra inderen Rakesh Sharmas deltagelse i en sovjetisk mission med besøg på rumstationen Salyut 7 i 1984, lader den første vyomanaut – vyoman er sanskrit for himmel – endnu vente på sig. Efter Shenzhou 5-missionen, der i 2003 sendte kineseren Jiang Liwei i kredsløb omkring Jorden, oprettede ISRO flere studiegrupper, der skulle udarbejde et forslag til en tilsvarende bemandet indisk mission. Den bemandede mission fik også fra starten stærk politisk opbakning, ikke mindst fra landets daværende præsident A.P. Abdul Kalam, der selv var uddannet rumingeniør og i 20 år sad i direktørstolen for ISRO. Projektet blev påbegyndt i 2007 og omfattede konstruktionen af en kraftig løfteraket (GSLV III) og udviklingen af en topersoners kapsel og med det endelige mål at sende to personer i kredsløb i løbet af 2014. Missionen faldt dog siden ud af ISROs prioriteringer på grund af problemer med GSLV III-løfteraketten og svigtende samarbejde med Rusland. Arbejdet med en bemandet mission var et tydeligt retningsskifte i Indiens programstrategi, men ifølge Marco Aliberti også en naturlig udvikling: »Bemandede rumflyvninger er et kendemærke for højtudviklede rumnationers formåen.« Med den stadig større politiske status, Indien har fået i det 21. århundrede har landet ifølge Marco Aliberti ikke råd til at mangle evnen til at sende mennesker ud i rummet. Men om det vil ske alene eller i samarbejde med andre nationer, er et åbent spørgsmål, vurderer han. Ved en konference i Wien i februar i år præsenterede P. Kunhikrishan, som er leder af ISRO satellitcenter, en fornyet plan: Indiens Gaganyaan-program skal bringe tre personer i kredsløb om Jorden i syv dage. Dette skal ske inden 2022, hvor Indien fejrer sin 75 års uafhængighed. Professor Kristian Pedersen er dog skeptisk over for, om Indien lykkes med en selvstændig bemandet rumfærd inden for de nærmeste år: »Inderne starter bag kineserne. De har ikke noget, der minder om en rumstation og ingen egen erfaring med at have astronauter i rummet.« Men timingen og symbolværdien i den nye udmelding er endnu en indikation af, at Indiens rumprogram nu er normaliseret i forhold til de andre store rumnationer. Mål og ambitioner nærmer sig altså Kinas, Ruslands og USA’s, vurderer Marco Aliberti. Det blev understreget i slutningen af marts i år, da det indiske udenrigsministerium meddelte, at Indien med succes havde afprøvet et antisatellitvåben, og landet blev dermed den kun fjerde nation, der er i stand til at skyde en satellit ned fra himlen. Premierminister Modi kaldte det i en tv-tale »en hidtil uset præstation« og tilføjede, »at Indien havde slået sit navn fast som en stormagt i rummet«. Indiens indtræden i det sikkerhedspolitiske rumkapløb kommer ikke som nogen overraskelse for Marco Aliberti. »I Indiens videnskabelige, militære og akademiske cirkler har der længe været åbenhed for aktivt at teste og fremvise den slags færdigheder, men indtil nu har regeringen altid været ganske tilbageholdende,« siger han. Marco Aliberti peger på, at spændingsniveauet i forhold til Pakistan stadig er højt, og valget nærmer sig: »Modi har behov for en stærkere markør af Indiens voksende status på den internationale rumscene end en annoncering af en bemandet rummission, som i bedste fald først vil finde sted om nogle år.« nca@information.dk

Fortsættes på side 10-11

9


1960 1963 Første raketaffyring fra Thumba Equatorial Rocket Launching Station (TERLS).

Syv årtier med indisk rumfart

1969 Indian Space Research Organisation (ISRO) etableres.

Der er sket meget med indisk rumfart, siden Indiens rumagentur ISRO i 1963 affyrede sin første raket. Tag med på en overflyvning af Indiens astronomiske bedrifter

1970 1971 Satish Dhawan Space Centre på øen Sriharikota tages i brug.

A R YA B H ATA

IRS-11A

1975 Indiens første egenproducerede satellit, Aryabhata, opsendes fra Sovjetunionen.

1980

1984 Rakesh Sharma bliver den første inder i rummet om bord på det sovjetiske Soyuz T-11-fartøj, som sammenkobles med rumstationen Salyut 7.

1980 Rohini-satellitten sendes i kredsløb med en indisk produceret SLV-raket.

APPLE

1982 Indiens nationale satellitsystem sættes i gang med opsendelsen af Insat – 1A.

ROHINI

1981 Indiens første egenproducerede kommunikationssatellit, APPLE, opsendes.

10

DAGBLADET INFORMATION


Kilde: India in Space. Between Utilisation and Geopolitics, 2018

C H A N D R AYA A N - 1

2008 Indiens første månemission, Chandrayaan-1. 2004 Opsendelse af den første GSLV-løfteraket.

2000 199O opsendelse af den første PSLVløfteraket.

2010 2013 Mars Orbiter Mission. Indien sender en sonde i kredsløb omkring Mars i første forsøg.

1990 1988 Første indiskbyggede jordobservationssatellit, IRS-1A.

MARS ORBITER

2017 104 satellitter sættes i kredsløb med én opsendelse (verdensrekord).

2019 (planlagt) Anden månemission med landing og køretøj, Chandrayaan-2.

2020 2021 (planlagt) Bemandet mission, Gaganyaan.

I N S AT - 1 A

G AG A N YA A N

VIDENSKAPLØB LØRDAG 20. APRIL 2019

11


12

DAGBLADET INFORMATION


Indisk studenterpolitik er trusler, sultestrejker og blodig alvor Studenterpolitik er notorisk højspændt på de indiske universiteter og har altid været en magtfaktor i det indiske samfund. Men siden Modis sejr i 2014 er kampen om, hvad viden er, og hvem der skal have adgang til den, intensiveret. Vi har besøgt den gamle studenterpolitiske højborg Jawaharlal Nehru University

E

t par af de studerende spiller et dovent spil kort på det lave podium under en udspændt markise. Ellers ligger de primært og kigger ud i luften, registrerer de besøgende journalister, og kigger så ud i luften igen. »To exist is to resist«, står der på et af de mange bannere over dem. Vi er i rabatten ved det vejkryds på Jawaharlal Nehru University (JNU) område, der nu har fået navnet ’T-point hunger strike’. De ni studerende under markisen sultestrejker på femte døgn. »De startede 11, men to har trukket sig, fordi de blev for syge,« fortæller N. Sai Balaji, præsident for studenterforeningen på JNU i den indiske hovedstad Delhi. De sultestrejkende har en del dagsordner, herunder modstanden mod en nyoprettet handelsuddannelse med en egenbetaling på 1,2 millioner rupier (ca. 100.000 danske kroner) – det er dyrere end de private universiteter. »Er det kun de rige, der skal have lov til at tage de uddannelser, som de kan blive rigere af,« spørger Balaji. Universitetets vicerektor, M. Jagadesh Kumar, har afvist kritikken: »Vi kan ikke forblive frøer i brønden,« siger han til avisen The Hindu. »Universitetet må udvikle sig, så det kan blive det bedste i verden og bidrage til landet.« Det er kun det seneste eksempel på en udvikling i uddannelsessystemet, der truer selve universiteternes funktion i samfundet, mener Sai Balaji. »Regeringen ødelægger ikke bare mulighederne for de studerende. Den smadrer universiteterne som tænkende, kritiske samfundsinstitutioner.« JNU blev etableret ved lov af Indiens parlament i 1966 og åbnede tre år senere. Det skulle være et sted med højt til loftet og langt til væggene: Med åben debat om retningen for den stadig purunge postkoloniale nation og nye muligheder for studerende fra mindre privilegerede grupper.

’Regeringen ødelægger ikke bare mulighederne for de studerende. Den smadrer universiteterne som tænkende, kritiske samfundsinstitutioner,’ mener Sai Balaji, der sidste år blev valgt som præsident for de studerendes organisation, JNU Student Union.

VIDENSKAPLØB LØRDAG 20. APRIL 2019

Tekst Anna von Sperling · Foto Peter Nygaard, Informations udsendte medarbejdere, Delhi

Der er ét svar, man altid får, når man spørger, hvad der gør JNU så særlig: Det ændrer et ungt menneskes syn på livet for altid. JNU har derfor altid været genstand for et passioneret had fra den religiøse højrefløj, der hidtil blot har kunnet se til, mens universitetet, år efter år, udklækkede skarpe kritikere af ethvert forsøg på at trække Indien i mere kulturnationalistisk retning.

Volden Daskende studerende på vej til og fra forelæsning, og rickshawer med lærere med stabler af papirer kører, tilsyneladende upåvirkede, forbi det lille tableau midt på det store universitetsområde. Demonstrationer og sultestrejker er ikke usædvanlige. Og heller ikke vold.  Sai Balaji blev præsident for JNU’s studerende sidste år som kandidat fra den venstreorienterede All India Students’ Association efter en valgkamp præget af trusler, chikane og voldelige sammenstød med medlemmer af den hindunationale studenterbevægelse Akhil Bharatiya Vidyarthi Parishad (ABVP) – lillebror til den militante ’kulturelle’ organisation RSS. Ifølge Balajii tæskede ABVP-aktivisterne på valgnatten studerende med jernstænger og forsøgte at bryde ind i hans kollegie, så han måtte eskorteres væk under politibeskyttelse. Det er blot en af mange voldelige episoder på universitetsområdet i de seneste år. JNU er blevet en kamplads. I konkret og overført forstand. Og kampene afspejler på mange måde det stærkt polariserede politiske klima i landet efter Narendra Modi og det hindunationalistiske parti BJP’s sejr i 2014. Ikke mindst sagen om Balajis forgænger på posten, Kanhaiya Kumar, har givet anledning til en intens offentlig debat om kritikkens muligheder i Modis Indien.  Forræderen Kanhaiya Kumar, studerende fra delstaten Bihar, blev præsident for JNU Students Union i 2015. Året efter blev han anholdt for at havde holdt en tale om bl.a. delstatens Kashmirs ret til uafhængighed under en demonstration mod hængningen af terrordømte Afzal Guru. Talen faldt ifølge anklageren under den såkaldte Sedition lov, som briterne indførte for at straffe enhver handling, ord eller skrift, der truede den offentlige orden og rigets integritet. Kanhaiya Kumar blev anholdt, og tre advokater erkendte efterfølgende på bånd, at de havde tæsket ham, mens han var i

politiets varetægt. En leder fra BJP’s ungdomsafdeling blev ekskluderet, efter at han havde opsat plakater, hvor han udlovede en million rupier (100.000 kr.) til den, der ville slå »forræderen« Kumar ihjel. Men kritikken af regeringen var massiv. Et åbent brev til den indiske regering, underskrevet af bl.a. forfatterne Noam Chomsky og Orhan Pamuk, kaldte det »skammeligt« at begrænse ytringsfriheden med en lov skabt af kolonimagten til selv samme formål. Og lederen af landets største oppositionsparti, Rahul Gandhi, besøgte JNU i solidaritet. »BJP og RSS opfører sig, som om de har monopol på at udpege, hvem der er forræder, og hvem der er patriot,« sagde han. N. Sai Balaji fra JNU er vant til at blive kaldt landsforræder. »Uanset om du protesterer over manglende steder at bo for de studerende eller imod seksuel chikane, risikerer du at blive mødt med betegnelsen antinational.« 

Kolonitiden Men det er ikke kun, når volden bryder ud, at studenterpolitik trækker overskrifter i de indiske medier. Valgkampene på de store universiteter følges af medierne, som var de kommunalvalgkampe, og de politiske par-

Uanset om du protesterer over manglende steder at bo for de studerende eller imod seksuel chikane, risikerer du at blive mødt med betegnelsen antinational N. Sai Balaji Præsident, studenterorganisationen, JNU

tier holder nøje øje med dem. Det har en specifik historisk baggrund. Under det britiske kolonistyre var de studerende helt centrale i uafhængighedskampen. I sådan et omfang, at det blev anset som en politisk handling alene at indskrive sig på universitetet. I 1936 blev All Indian Student Union etableret. De havde muskler, som ’de voksne’ i Indian National Congress kunne bruge. Lige indtil de ikke kunne længere. Efter uafhængigheden i 1947 blev de studerendes modstandsånd vendt mod den etablerede politiske elite – og den blev langs ideologiske linjer splittet i nye bevægelser. En af dem var ABVP, der blev grundlagt i 1948 med det hovedformål at modvirke den kommunistiske infiltration på universiteterne. Siden har aktivister været indblandet i mange optøjer, bl.a. rettet mod muslimer. I dag har ABVP over tre millioner medlemmer og beskæftiger sig også med mere middelklassevenlige emner såsom korruption og jobmuligheder. Nupur Sharma, som i dag er talskvinde for Modis parti BJP, er tidligere forkvinde i ABVP på Delhi University. I sin tid på universitetet var hun med til at blokere for ’antinationale’ besøgende, herunder en tidligere anklaget for terror. »I har ofte svært ved at forstå det i Europa, men når man som Indien har levet med årtiers provokationer fra Pakistan og talrige terrorangreb, bliver man nødt til at sige stop,« siger Sharma. »Hvilket land ville bare sige ’pyt, lad os da bare sætte os ned og snakke med dem, der vil sprænge os i luften’?.«

’Saffroniseringen’ Tilbage på JNU sultestrejker Sai Balaji ikke – nogen skal holde hovedet koldt. Ikke mindst til mødet med vicerektor M. Jagadesh Kumar, som de studerende havde dagen før . »Vi skulle diskutere vores krav, men ved du hvad han gjorde?,« spørger Sai Balaji iltert. »Han tilbød de sultestrejkende slik fra en skål! ’Her tag da lidt’, sagde han.«  På et banner bag Sai Balaji kan man se, hvad de studerende mener om vicerektoren: »Not our VC«. Og ved en afstemning sidste sommer stemte 93 pct. af de ansatte for, at vicerektoren skulle afsættes.  M. Jagadesh Kumar er, ifølge de studerende, håndplukket af premierminister Narandra Modi for at få bugt med den venstreorienterede rotterede, som højrefløjen anser JNU for at være. Han er blevet kritiseret for at

Fortsættes på side 14

13


De sultestrejkende på JNU protesterer bl.a. mod en nyoprettet handelsuddannelse med en egenbetaling på 1,2 millioner rupier (ca. 100.000 danske kroner) – det er dyrere end de private universiteter. Men strejken er også en reaktion på det, der opfattes som et angreb fra den religiøse højrefløj og det nationalhinduistiske regeringsparti, som JNU og dets studerende altid har været en torn i øjet på.

Fortsat fra side 13 ikke at ansætte de dygtigste studerende, men at rekruttere folk udefra eller mindre egnede, men ideologisk kompatible studerende.  Som historieprofessor Sucheta Mahajan siger til avisen The National Herald: »Ledelsen på JNU har indført et totalitaristisk regime, hvor både studerende og lærere blive straffet (...) hvor ukvalificerede kandidater ansættes, alene fordi de kommer fra den samme ideologiske stald.« Udnævnelsen af vicerektor Kumar er ifølge kritikere et eksempel på, at Modis regering gradvist har indsat deres folk på alle kernepositioner i det indiske samfund. I det hele taget er JNU en maggiterning af, hvad der er sket i Indien under Modi. Også hvad angår den tilsyneladende modstridende dobbeltinteresse for en fjern mytologisk fortid og hypermoderne teknologi.  På JNU er satsningen på de tekniske fag og handelsuddannelser sket parallelt med en fokus på studier i indisk kultur og historie – her forstået som den hinduhistorie, der er beskrevet i de religiøse tekster fra før de såkaldte muslimske invasioner.  Den militante ’kulturelle’ organisation RSS har etableret en afdeling, der skal tage sig af denne ’saffronisering’. »Udviklingen af et mere nationalistisk narrativ« på de videregående uddannelser, har leder af RSS, Mohan Bhagwat, kaldt det.

Kvinders sikkerhed Men kampene har også gjort studenterpolitik moderne igen. Debattør og redaktør for kommunistpartiets magasin Liberation Kavita Krishnan ser en klar tendens til, at aktivismen tager nye former. »De aktive studerende har bredt sig til

14

uddannelsesinstitutioner i de mindre byer – steder, der ikke før har oplevet studerende gå på gaderne,« siger Krishnan, der selv har en fortid som politisk aktiv på JNU, i parløb med den berømte studenterleder Chandrashekhar ’Chandu’ Prasad, der i 1997 blev skudt og dræbt under en demonstration i Bihar. Blandt andet har kvindelige studerende demonstreret mod diskriminerende regler på kollegierne, der krævede, at de skal være på deres værelser før de mandlige studerende – for deres sikkerhed skyld. »Det vil de ikke længere finde sig i. Det er nyt,« siger Kavita Krishnan. Spørgsmålet om kvinders sikkerhed har været centrum for talrige konflikter. For mens universitetsledelserne har hævdet, at de passede på de kvindelige studerende, har studenterbevægelserne spurgt, om de ikke hellere skulle koncentrere sig om de mænd, der begår overgreb. På JNU resulterede det i kæmpe protester mod ledelsen, da den nedlagde ’Gender Sensitisation Committee Against Sexual Harassment’, som behandlede klager om seksuelle overgreb. I stedet oprettede ledelsen en ny klageinstans, der blev beskyldt for alene at bestå af studerende fra ABVP og lærere, som delte holdningen til, at kvindens forsvar mod overgreb er at vogte sin dyd. De studerende anklagede ledelsen for at forsøge at bortfeje konkrete sager mod deres loyale studerende, og universitetet (og internettet) rungende af protestråb: »ABVP – why so creepy?« Det er ikke kun de traditionelt politisk progressive fag, der har set en opblomstring af studenterpolitik under Modi. Det gælder også de tekniske eliteinstitutioner ITT (Indian Institutes of Technology), der historisk har været nærmest politikfri.

»Det illustrerer, hvordan en stadig større gruppe af unge har mistet troen på Modiregeringen,« siger Kavita Krishnan. Sai Balaji fra JNU er enig. »Og så har vi en leder af det regerende parti, der reagerede på kritik om manglende jobmuligheder ved at sige, at så måtte vi jo sælge samosaer.« 

Rohits død Men der er mere end bekymring for fremtiden på spil tilbage ved T-point Hunger strike på JNU.  »Tag ham der,« siger Balaji og peger på en halvsovende ung mand. »Han er dalit (de fattige og udstødte inderes egen betegnelse for det, vi kalder kastløse, red.) og vokset op i fattigdom. Men han kom ind på JNU. Alligevel ligger han her. Fordi han ikke kan bære at være vidne til at andre fratages samme mulighed, mens han bare studerer videre.« Debatten om de udsatte studerende, stammefolkene og de unge fra lavere kaster fik national opmærksomhed, da Rohith Vemula, en dalitstuderende fra Hyderabad, begik selvmod i 2015. Det skete efter, at han fik frataget sin universitets- og kollegieplads efter anklage fra den lokale ABVP-afdeling om, at han have opført sig truende. Vemula efterlod et selvmordsbrev, der er blevet et centralt dokument i den revitaliserede studenterkamp. »En mands værdi er reduceret til en umiddelbar identitet og hans oplagte muligheder,« skrev han. Da universitetets rektor efterfølgende fik overrakt en æresmedalje af Modi eksploderede urolighederne. Forbud De voldsomme sammenstød har rejst krav om indgreb mod studenterpolitisk aktivitet, og nogle delstater har allerede indført

restriktioner. Som man kunne læse i en leder i det BJP-venlige dagblad The Pioneer under overskriften ’Forbyd studenterpolitik’: »Hvor mange indiske universitetet er der på listen over verdens bedste? Meget få. Det er der mange grunde til, men studenterpolitik er blandt dem.« Men kritikere peger på, at de unge misbruges i en stedfortræderkrig mellem de store partier, og at debatten tager form derefter, så konstruktiv debat om det, det egentlig handler om – uddannelsespolitik – forsvinder i hårdt optrukne politiske fronter.

National politisk superstjerne Inden længe får vi resultatet fra det indiske valg og ved dermed om vælgerne sanktionerer Narendra Modis version af Indien. Og dets universiteter. Vi finder også ud af, hvad næste kapitel bliver for studenterhelten Kanhaiya Kumar. For som mange af hans forgængere er han rykket videre til den nationale arena og stiller op til en plads i det indiske underhus Lok Sabha for kommunistpartiet. Kanhaiya Kumar gik fra at være én studerende ud af millioner til »en national politisk superstjerne«, skrev den store indiske forfatter Shashi Tharoor og takkede sarkastisk BJP for at skabe det fænomen. »Kampen fortsætter på alle niveauer,« siger Sai Balaji, der – som han sidder der i skrædderstilling ved T-point Hunger Strike i en vest med den karakteristiske nehrukrave – ligner en, de kommer til at se mere til i Indisk politik.  »Skal fascismen knækkes, kræver det en alliance mellem bønderne, kvinderne, de kasteløse, stammefolkene – og de universitetsstuderende.« ansp@information.dk

DAGBLADET INFORMATION


STUDENTERRÅDGIVNINGEN Hos os får du gratis rådgivning, så du kan håndtere studielivets udfordringer. Du kan få hjælp til studiestress, problemer med eksamen, speciale og lignende.


Indisk videnskab i tal Tekst Louise Schou Drivsholm · Infografik Jesse Jacob og Anne-Louise Hansen

Videnskabelige udgivelser

Indiske forskere

Antal udgivelser fordelt på fag i perioden 2008-2014

Indien har en meget lille videnskabelig arbejdsstyrke med kun 200.000 fuldtidsbeskæftigede forskere ud af en befolkning på knap 1,3 milliarder Én forsker pr. 10.000 arbejdende

11.207

Landbrug

3.037

Astronomi

48.207

Biologi Kemi

40%

50.091

Computerteknologi

4.996

Ingeniørvidenskab

af indiskfødte forskere arbejdede i udlandet i 2011. Det er en af verdens største videnskabelige diasporaer

42.955

Geologi

16.296

Matematik

6.764

58

79 Storbritannien

- Premierminister Narendra Modi

Læsekundskaber hos den indiske befolkning

Mænd

79 USA

18

Kenya

697

14

Kina

Socialvidenskab

Viden, videnskab og uddannelse har magten og styrken til at overtage hele universet

7

Brasilien

241

6

Chile

Psykologi

4

Kenya

38.429

Fysik

Indien

36.263

Medicin

Kvinder

Total

100 Procentdel af befolkning, som kan læse og skrive (15-24 årige)

100 Procentdel af befolkning, som kan læse og skrive (65 år og opefter)

80

80

60

60

40

40

20

20

0

0 1975

16

1980

1985

1990

1995

2000

2005

2010

2015

1975

1980

1985

1990

1995

2000

2005

2010

2015

DAGBLADET INFORMATION


Indiske patenter Nationale og udenlandske patentansøgninger i 2013, opgjort pr én million indbyggere

17

34

237

541

748

910

2288

3716

4451

Indien

Brasilien

Rusland

Kina

Canada

USA

Tyskland

Japan

Sydkorea

Indiens bedste universiteter Der er stor forskel på kvaliteten af Indiens 821 universiteter. Nature har rangeret dem baseret på, hvor ofte forskningsartikler fra de universiteter, der udgiver flest, bliver citeret. Her er nogle af topscorerne

Indian Institute of Techonology (IIT)

Council of Scientific and Industrial Research (CSIR) CSIR indleverer flere internationale patenter end noget andet indisk forskningsinstitut eller virksomhed. Det råder over 38 laboratorier og har 4.600 forskere ansat over hele Indien

Panjab University Universitetet åbnede i 1882 og er et af de ældste i Indien

Der findes 23 IIT’er i Indien, som alle kun optager elitestuderende. Kun to procent af ansøgerne kommer ind – til sammenligning gælder det for seks procent på Harvard University

Chandigarh Guwahati New Delhi

Kolkata

Tata Institute of Fundamental Research

Mumbai

Universitetet, som blev stiftet i 1945, specialiserer sig i fysik, matematik og astronomi

Indian Association for the Cultivation of Science Indiens ældste forskningsinstitut, som blev stiftet i 1876, har bl.a. huset den indiske nobelprismodtager i fysik C.V. Raman

Indian Institute of Science Bangalore

Bangalore

Det universitet i Indien, som hvert år udgiver flere videnskabelige artikler

4%

af de indiske investeringer i forskning og udvikling kommer fra universiteterne

821 er antallet af indiske universiteter

Kilder: Nature, UNESCO

VIDENSKAPLØB LØRDAG 20. APRIL 2019

17


Fra sorte huller til postkolonialisme:

Indiske videnskabsfolk har gjort os klogere på verden Uanset om det handler om astrofysik, matematik eller postkolonialisme, har indiske tænkere gjort epoke-gørende opdagelser og bidraget til den moderne forståelse af verden. Alligevel fylder de ikke meget i videnskabshistorien. Men her kan du læse om nogle af dem Tekster: Louise Schou Drivsholm, Elizabeth Møller Christensen, Niels Chr. Alstrup Illustrationer: Emilie Noer Bobek

Anandi Gopal Joshi

Gayatri Chakravorty Spivak

Trods sit korte liv nåede Anandi Gopal Joshi i 1886 at blive den første indiske kvinde med en amerikansk uddannelse i medicin

Den indiske filosof Gayatri Chakravorty Spivak har sat det postkoloniale og de undertryktes vilkår på dagsordenen

A

nandi Gopal Joshi (1865-1887) var kun 14 år, da hun fødte sit første barn. En lille dreng, hvis liv endte, kun ti dage efter han kom til verden, fordi den medicin, som var afgørende for hans overlevelse, var utilgængelig. Tabet af sønnen blev afgørende for Anandi Gopal Joshis beslutning om at læse medicin. Ikke den oplagte beslutning for en kvinde i 1800-tallets Indien. Men hendes mand, den 20 år ældre Gopalrao Joshi – som Anandi blev gift med som niårig – var progressiv og opfordrede hende til studierne. I 1880 sendte han et brev til den velansete amerikanske missionær Royal Wilder, hvor han beskrev Anandi Gopal Joshis ønske om at læse medicin i USA og selv anmodede om en stilling i landet. Wilder krævede dog, at det indiske par konverterede til kristendommen for at imødekomme deres ønsker, hvilket de afviste. Imens blev Andibai Joshis helbred langsomt, men sikkert værre. Hun led af konstant hovedpine, hyppig feber og havde stadigt oftere svært ved at trække vejret. Ingen medicin hjalp. I 1883 besluttede Gopalrao Joshi at sende sin nu 18-årige kone til USA bare for at studere trods hendes dårlige helbred. Anandi Gopal Joshis tøvede, men blev overbevist af sin mand om, at hun kunne blive en rollemodel for andre kvinder ved at gennemføre en højere uddannelse. Efter en længere kamp om at overbevise både landsfæller og amerikanere om behovet for kvindelige hindulæger i USA kunne Anandi Gopal Joshi i sommeren 1883 endelig gå om bord på et skib, som sejlede hende fra hjembyen Calcutta til New York. Her skrev hun til Women’s Medical College of Pennsylvania, som dengang var et af verdens to eneste medicinuddannelser for kvinder, og anmodede om optagelse. Som 19-årig kunne Anandi Gopal Joshi endelig begynde sin uddannelse i medicin. Under studierne blev hendes helbred kun værre af den fremmede amerikanske mad og det kolde vejr, og hun blev ramt af tuberkulose. Trods svækkelsen fik hun den 11. marts 1886 sin lægevidenskabelige grad med afhandlingen »Obstetrik hos Aryan Hinduerne«. Og det var med lykønskninger fra dronning Victoria og heltestatus i sit hjemland, at hun senere samme år vendte tilbage til Indien som den første kvindelige indiske læge uddannet i USA. Her fik hun ansættelse som overlæge på kvindestuen på Albert Edward Hospital. Anandi Gopal Joshi døde den 26. februar 1887, kort før sin 22-års fødselsdag. Hun efterlod hele Indien i landesorg, og hendes aske blev sendt til en nær bekendt i New York, som begravede den på sit familiegravsted. I starten af 2019 var der premiere på filmen Anandi Gopal om hendes liv.

G

ayatri Chakravorty Spivaks (1942-) bedstemor havde to søstre: Saileswari og Bhubaneshwari. Bhubaneshwari var den yngste, og hun kæmpede afmægtigt mod den britiske kolonimagt. I 1926 begik hun selvmord i en alder af bare 17 år. Når en ung pige begik selvmord i datidens Indien, tog omverdenen det for givet, at hun var blevet gravid og var i dårlige omstændigheder. Men for at sikre sig, at det ikke blev opfattet sådan, tog Bhubaneshwari sit eget liv, samtidig med, at hun havde sin menstruation. Ikke desto mindre blev fortællingen om hendes død forklaret med netop en graviditet – og ikke som den politiske protest, den var. Bhubaneshwari er et eksempel på den undertrykte – den, der ikke har en stemme. En af dem, hendes søsters barnebarn, Spivak godt 60 år senere kaldte the subaltern i sit mest indflydelsesrige værk, essayet Can the Subaltern Speak? fra 1988. Gayatri Chakravorty Spivak er en indisk litteraturog kulturteoretiker, der tilhører den kulturteoretiske orientering, som kaldes postkolonialisme og handler om at kaste lys over de konsekvenser, kolonialiseringen har og har haft. Spivak har karakteristisk kortklippet hår og bærer afslappet en sari om skuldrene. Sådan har hun efter eget udsagn altid set ud. I 1959 dimitterede hun fra Calcutta University, hvorfra mange indiske kulturtænkere er udklækket. Hendes karriere har budt på ansættelser ved flere større amerikanske universiteter, og hun har siden 2007 været ansat som professor ved Columbia University i New York. Begrebet the subaltern fra sit berømte essay har Spivak fra filosoffen Antonio Gramsci, der definerer the subaltern som »en gruppe af ugeneraliserbare grupperinger i samfundet, som ikke har medborgerskab«. Spivak gentænker forholdet mellem køn, historie, geografi og klasse. Hendes kritik går blandt andet på, at hvad der i praksis var rigere og højtuddannede mænds erfaringer, ofte blev fremstillet som almengyldige. Der var (og er) ifølge Spivak brug for, at de mennesker, der ikke allerede udgør en stemme i det omkringliggende samfund, kommer til orde. Dem uden stemme er typisk grupper som immigranter, arbejderklassen, kvinder og andre marginaliserede. Dem har man ifølge Spivak et ansvar for at tale på vegne af, hvis man selv har muligheden. »Jeg er forpligtet på at bruge mine privilegier, min status, min viden og mit 55 år gamle amerikanske greencard til at tale for dem, der ikke kan,« som hun har fastslået. Spivaks engagement og hårdt tilkæmpede privilegier har været afgørende for at give de overhørte en stemme og sætte fokus på kolonialiseringens negative konsekvenser. Men vi er ikke i mål endnu. Langtfra, ville Spivak sige. Langtfra.

lodr@information.dk emc@information.dk

18

DAGBLADET INFORMATION


Satyendra Nath Bose

Priyamvada Natarajan

Srinivasa Ramanujan

Bose blev ophavsmand til en hel gren af den moderne fysik, og skønt han aldrig blev tildelt en Nobelpris, er hans navn udødeliggjort

Delhis nattehimmel lagde fundamentet for Priyamvada Natarajans karriere som kortlægger af det ukendte: mørkt stof og sorte huller

Den indiske matematiker Ramanujans geni flammede op, mens Vesten stod i brand. Men hans korte liv efterlod os en uvurderlig matematisk arv

I

sommeren 1924, to år efter han havde modtaget Nobelprisen i fysik, modtog Albert Einstein et brev. Afsenderen var en 30-årig indisk docent fra universitetet i Dhaka, Satyendra Nath Bose (1894-1974), og artiklen beskrev en ny, dristig måde at udlede Plancks strålingslov. Strålingsloven angiver frekvensspektret i varmestrålingen fra et legeme med en given temperatur. Max Planck havde i 1900 tilpasset en klassisk strålingslov til nye, afvigende målinger ved at antage, at energien kun blev udstrålet i diskrete pakker, såkaldte kvanter. Bose havde forgæves forsøgt at få sin alternative tilgang offentliggjort og bad om Einsteins hjælp: »Selv om jeg er en fuldstændig fremmed for Dem, tøver jeg ikke med at komme med en sådan anmodning. Vi er alle Deres elever, selv om vi kun nyder godt af Deres lære gennem Deres skriftlige arbejde,« skrev Bose. Helt fremmed var Bose nu ikke. Få år forinden havde han fået tilladelse til at oversætte Einsteins banebrydende artikel om den generelle relativitetsteori fra tysk til engelsk for at kunne bruge den i sin undervisning. Skønt uddannet på Calcutta University, et af landets bedste, var Bose nærmest selvlært i kvantefysik og relativitetsteori. Den nyere forskning og teoridannelse var svært tilgængeligt, dels på grund af Første Verdenskrig, dels fordi de førende tidsskrifter var tysk- eller fransksprogede. Einstein så straks det geniale i Boses arbejde, oversatte selv artiklen til tysk og sørgede for, at den blev publiceret i det anerkendte Zeitschrift für Physik. Hvis man slår plat og krone med to mønter, er der fire forskellige udfald: plat-plat, krone-krone. platkrone og krone-plat. Men hvis vi forestiller os, at mønterne er fuldstændigt uskelnelige (som en slags sammenhængende dobbeltmønt) vil der kun være tre muligheder: Begge plat, begge krone, forskellige. Bose indså, at akkurat sådan forholder det sig med lyspartikler; at de er uskelnelige. Boses nye måde at tælle lyspartikler eller fotoner på blev grundlaget for den teori, han skulle videreudvikle sammen med Einstein til det, vi i dag benævner Bose-Einstein-statistik. Forbindelsen til Einstein åbnede døre for Bose. Han tilbragte et par år i Europa, hvor han samarbejdede med Einstein og Marie Curie, hvorefter han vendte hjem til et professorat i Dhaka (i dag i Bangladesh) og senere, efter Indiens deling i 1947, i Kolkata. Han dedikerede en del af sin tid til at oversætte videnskabelige artikler til bengali. Bose fik aldrig selv en Nobelpris. Men man kan med en vis ret hævde, at halvdelen af universet er opkaldt efter ham: Den klasse af elementarpartikler, der ligesom fotoner er underkastet Bose-Einsteinstatistikken, heriblandt den berømte Higgs-partikel, benævnes i dag bosoner. nca@information.dk

E

fter eget udsagn forelskede Priyamvada (1969-) sig i videnskab, da hun som femårig for første gang så nattehimlen over Delhi gennem et teleskop og opdagede, at der var noget derude, man ikke kunne begribe. Som 12-årig kodede hun et dynamisk stjernekort over nattehimlen til Nehru Planetariet i Delhi. Efter gymnasiet i Delhi fulgte matematik- og fysikstudier ved MIT i USA og en ph.d. i astrofysik ved Cambridge University i England, hvilket var usædvanligt for en ung hindukvinde i slut-80’erne. I dag er hun professor i astrofysik ved Yale University i USA, hvor hun forsker i det ultimativt ukendte: sorte huller og mørkt stof. Sorte huller er objekter i universet, hvor materien er så koncentreret, at ikke engang lys kan undslippe tyngdefeltet. Man kan altså ikke direkte observere sorte huller, og længe var de også bare teoretiske muligheder forudsagt af Einsteins relativitetsteori. Men sorte huller påvirker omgivelserne, suger stof til sig og forvrænger rummet omkring sig. Det kan man måle, og derfor ved vi, at i midten af alle galakser, inklusive vores egen Mælkevej, er der et sort hul. Mørkt stof er om muligt endnu mere uhåndgribeligt end sorte huller. Det udgør 85 procent af al materie i universet, men da det ikke vekselvirker med noget andet stof, ved vi ikke, hvad det består af. Vi ved kun, at dets eksistens er nødvendigt for at holde sammen på de roterende galakser, vi kan iagttage. Professor Natarajans videnskabelige resultater omfatter beregninger af supermassive sorte hullers livscyklus, herunder opdagelsen af en øvre grænse for sorte hullers masse. Hun har bidraget til at kortlægge fordeling af mørkt stof i galakser og galaksehobe ved at studere, hvordan det usynlige stof bøjer det lys, der når os fra de allerfjerneste objekter i universet. Ud over den grundvidenskabelige indsats har Priya Natarajan også populariseret sit fag i bogen Mapping the Heavens (2016), hvor hun opruller kosmologiens historiske udvikling og viser, hvordan nye ideer må kæmpe mod gamle verdensbilleder og fastlåste forestillinger, før de vinder gehør. Sidstnævnte har hun også selv inde på livet som forkæmper for kvinders ligeberettigelse i naturvidenskaben. Hun stod i spidsen for Womens Faculty Forum på Yale i årene 2011-2013, og hun er til stadighed en benyttet taler både om astrofysik og kvinders vilkår i videnskaben. I et interview med Quartz sidste år sagde hun: »Jeg har følt mig som en outsider som kvindelig fysiker, som en person med brede og varierede intellektuelle interesser i et erhverv, der har en tendens til at hylde en bestemt form for snævert defineret ekspertise, og som en kvinde, der har truffet det personlige valg ikke at få børn.«

E

r matematikkens formler og regler noget, vi opfinder til at støtte os i at forstå og beherske verden? Eller er matematikken naturens eget sprog, som vi langsomt opdager og tilegner os? Det er et spørgsmål, som filosoffer har tumlet med i århundreder. For det autodidakte, indiske matematikgeni Srinivasa Ramanujan (1887-1920) var der ingen tvivl. Han greb formler og ligninger ud af den tynde luft og noterede dem i sin notesbog. Han læste naturens matematiske sprog som sit eget modersmål. »En formel giver ikke mening for mig,« skal han have sagt, »medmindre den udtrykker Guds tanker.« I skolen var matematik hans altopslugende interesse, og han forsømte alle andre fag. Efter skolen kunne han derfor ikke forfølge en akademisk karriere og måtte tage et kontorjob hos havnemyndighederne i Chennai. Han fandt dog en støtte i sekretæren for det indiske matematikforbund, Ramachandra Rao, og på hans opfordring skrev Ramanujan til forskellige britiske matematikere. Få gav sig tid til at svare, men G.H. Hardy, som var professor ved Trinity College i Cambridge, inviterede Ramanujan til England. Besøget kom i stand i foråret 1913, og de næste år gjorde Hardy og Ramanujan monumentale fremskridt inden for matematisk analyse, talteori, uendelige rækker og kædebrøker. Den dybt religiøse Ramanujan bidrog med sin intuition og overmenneskelige indsigt, ateisten Hardy med bevisførelse og matematisk stringens. »Hvert positivt tal var en af Ramanujans personlige venner,« sagde Cambridge-kollegaen J.E. Littlewood om ham. Opholdet var dog ikke let. Ramanujan havde et svagt helbred, og det våde og kolde britiske vejr var til ingen hjælp. Og som vegetar i de udkogte grønsagers hjemland kæmpede Ramanujan også med at få en sund og nærende kost. Udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 gjorde det vanskeligt at opretholde forbindelsen med hjemlandet, og mange af hans britiske kolleger så med skepsis på den aparte orientaler med det ubestridelige talent. Efter krigen blev Ramanujan dog som den første inder tildelt medlemskab af det prestigefyldte Royal Society. Da hans helbred i begyndelsen af 1919 så ud til at være forbedret en anelse, vendte Ramanujan tilbage til Indien. Men han døde året efter. En samling noter, som siden Ramanujans død havde været anset for tabte, dukkede pludselig op i 1976. De indeholdt nogle af hans sidste arbejder og føjede nye længder til hans bedrifter. Ramanujans arv er ikke allemandseje. Hans domæne var abstrakt talteori, og han udviklede i sit korte liv næsten 4.000 formler og matematiske udtryk, hvoraf mange i dag er uundværlige byggesten og værktøj både i den formelle matematik, i kvantefysik og i kosmologi.

nca@information.dk nca@information.dk

VIDENSKAPLØB LØRDAG 20. APRIL 2019

19


Selv om langt flere har fået en uddannelse, så er det fortsat unge fra de høje kaster, der får de mest indbringende uddannelser, siger Stig Toft Madsen fra Nordisk Institut for Asienstudier. Her er det Jawaharlal Nehru University i Delhi

Indien har i 70 år reserveret plads til de fattigste på universiteterne I mere end 70 år har Indien udført et kæmpe socialt eksperiment. Via kvoteordninger har de fattigste og mest underprivilegerede fået adgang til universiteter og offentlige erhverv. I 90’erne blev kvoterne udvidet til at omfatte næsten halvdelen af befolkningen. Men spørgsmålet er, om kvoterne har ført til mere lighed, eller om de blot har skabt nye klasser Tekst Lise Richter Foto Peter Nygaard

20

DAGBLADET INFORMATION


Salomon Effect GTX Med stødabsorberende sål og god slidstyrke. Goretex. Herre. Str. 41 1/3 ­ 48 Dame. Str. 36 ­ 42. Vejl: 1200,­ Nu: 699,­

Merrell Sandaler Merrell er kendt for sin gode kvalitet på sandaler. Manger farver og modeller. Bl.a. Bestselleren model Siena. Se alle modeller og farver på www.JoF.dk Kun: 699,­

Haglöfs Moonlite Kvalitets sovepose med kundfyld så den bedre tåler fugt. Lynlås i begge ender og snørre i hætten så man kan lukke til i de kolde nætter. Leveres med kompressionspose. Komfort temp. +7grader Vejl: 699,­ Nu: 499,­ Komfort temp. ­1grad. Vejl: 799,­ Nu: 599,­

Pinewood Telluz Skaljakke Ekstrem åndbar og vandtæt til selv de meget regn­ fulde dage. Ventilation under armene og en perfekt hætte som beskytter mod elementernes rasen. Kun: 1499,­ Findes til både Damer og Herre.

Columbia Silver Ridge Zip­off Hurtigt tørrende og uv beskyt­ tende zipoff bukser. Flere Farver. Herre ell. Dame. Kun: 699,­

Columbia Newton Ridge Let vandtæt skindsko ell. støvle. Per­ fekt til forårets vandreture. Str. 36­48. Vejl: 1099,­ Nu: 599,­

VIDENSKAPLØB LØRDAG 20. APRIL 2019

Haglöfs Lim Proof jakke og buks Letvægts regntøj som kan pakkes ned og intet fylde. Sømløs så ingen syninger genere. Perfekt til letvægts oppakningen og cykelturen hver dag. Findes til Damer og Herre i forskellige farver. Jakke Vejl: 1399,­ Nu kun: 999,­ Buks Vejl: 849,­ Nu kun: 699,­

par Tá 2 ,­ 1199 : n u k


V

i kender dem som kasteløse. De fattige og udstødte i det indiske samfund – som kalder sig selv dalitterne – har siden Indiens uafhængighed i 1947 været del af et progressivt socialt eksperiment. Indiens landsfædre reserverede nemlig for 70 år siden en del af pladserne på uddannelsesinstitutioner og offentlige arbejdspladser til dalitterne og de indiske stammefolk. Tanken med de særlige kvoter var, at man kunne løfte de fattigste og mest undertrykte i de indiske samfund, så de kunne få adgang til uddannelse, arbejde og velfærd. Her fire-fem generationer senere kan man for første gang tale om social mobilitet blandt dalitterne, forklarer Ravinder Kaur, der er lektor i moderne Indienstudier på Københavns Universitet. Men kvoterne skaber også konflikt, fordi de har store konsekvenser for indernes muligheder. »Alle ville jo sige ja til, at vi skal hjælpe dem, der i tusindvis af år har været undertrykt, men i dag er der mere konflikt i spørgsmålet om kvoterne, fordi der bliver færre studiepladser til resten af de indiske unge, og der er kritik af, om kvotestuderende er dygtige nok,« siger Ravinder Kaur.

Stig Toft Madsen, der er tilknyttet Nordisk Institut for Asienstudier kalder Indiens kvoter for et »kæmpe eksperiment.« Dalitter og stammefolk udgør godt 20 procent af den indiske befolkning og fik oprindeligt kvoter svarende til det, nemlig 22 procent. Men da kvoteordningen i 90’erne blev udvidet til også at omfatte other backward castes (OBC) – altså andre underprivilegerede kaster – kom den til at omfatte næsten halvdelen af alle indere. OBC’erne fik dog kun reserveret 27 procent af pladserne i højere uddannelse og offentlige erhverv, så i alt 49 procent nu blev omfattet af kvoter. Kvoterne må nemlig ikke overstige 50 procent, da det strider imod den indiske forfatning. »Det her er et enormt tiltag, for der er meget stor konkurrence om at komme ind på universiteter og colleges, men hvis du har bevis på, at du tilhører de kaster, der er på regeringens lister, så har du bedre chance for at komme ind med et lavere eksamensgennemsnit,« forklarer Stig Toft Madsen. Indiens eksperiment med at kompensere for historisk uretfærdighed betyder, at der i dag er tusindvis af dalitter og folk fra lavere kaster med gode uddannelser og sikre stillinger i det offentlige. Staten har dog friholdt visse følsomme sektorer, som for eksempel atomvåbenprogrammet, fra kastereservation, forklarer Stig Toft Madsen: »Alle ved godt, at kvoter kan nedbringe kvaliteten. Så selv om langt flere har fået en uddannelse, så er dem, der får de mest indbringende uddannelser til f.eks. ingeniør eller inden for it, stadig i meget høj grad folk fra de høje kaster.«

Kamp om uddannelse og job Kvoteordningerne er et konfliktfyldt emne i indisk politik – også i forbindelse med det

aktuelle valg, hvor den indiske regering netop har vedtaget at reservere ti procent af uddannelsespladserne og job til fattige fra de højere kaster. Konflikten om kvoterne handler ifølge Ravinder Kaur om de forskellige befolkningsgruppers adgang til ressourcer. »Indien har snart verdens største befolkning, men der er stadig meget høj arbejdsløshed og stor ulighed i samfundet, så folk kæmper for at få job og uddannelse. Man har troet, at markedsreformer ville sikre vækst, så der ikke ville være behov for kvoter længere, men de seneste år er der begyndt at være offentlige protester, hvor flere i den indiske befolkning vil ind i de kvotegrupper, der er reserveret plads til,« siger Ravinder Kaur. Selv om der er konflikt om kvotesystemet, så har det også været med til at skabe social mobilitet, mener hun. I løbet af 00’erne er der vokset en lavere middelklasse frem, og der er begyndt at være dalitfamilier, som har klaret sig godt i et par generationer. »På 70 år er det hurtigt,« siger Ravinder Kaur og tilføjer, at mange professioner og erhverv dog stadig er knyttet til særlige kaster. Det betyder f.eks., at de rigeste kaster også er dem, der ejer de største virksomheder, fordi de har adgang til kapital. Der, hvor der er sket en social bevægelse i Indien, er inden for den offentlige sektor, da det private erhvervsliv ikke har kvoter. Derfor er de højere kaster også flygtet fra offentlige erhverv og ind i det private erhvervsliv, forklarer Ravinder Kaur. »Det vigtigste, kvoterne har betydet, er, at befolkningsgrupper, som aldrig har været en del af uddannelsessystemet og den offentlige sektor, er kommet ind i her. Det har blandt andet betydet, at de indiske universiteter er blevet meget mere diverse. Her

Kvotesystemet er nu nået så langt i sin indre logik, at man er ved at genindføre kastesystemet i den offentlige sektor. For kvoterne risikerer jo at føre til, at der til sidst kun er meget få pladser, som ikke er kvotebelagte Stig Toft Madsen Nordisk Institut for Asienstudier

Skriv under for afviste asylbørns rettigheder! Børn af afviste asylansøgere lever en angstfyldt og trøstesløs tilværelse i Udrejsecenter Sjælsmark og Hjemrejsecenter Avnstrup. STØT BØRNENES RET TIL EN TRYG BARNDOM.

Skriv under på vores borgerforslag og vær med til at sikre børnenes ret til hjemmelavet mad, adgang til folkeskolen og mulighed for midlertidigt ophold!

Scan koden eller skriv under på asylboernsfremtid.dk/borgerforslag


møder de indiske unge folk, som de ellers ikke ville møde i hverdagen.« Men det indiske samfund er stadig ekstremt ulige, for de rigeste er blevet endnu rigere, og de fattigste er stadig at finde blandt dalitter og OBC’er. Og at få særlig adgang til eliteuniversiteter er ikke kun et privilegium, for der har også været tilfælde af selvmord blandt fattige dalitstuderende, som har svært ved at passe ind i det elitære undervisningsmiljø, fortæller Ravinder Kaur. Når kvoterne skaber mere konflikt i dag, end da de blev skabt for 70 år siden, så er det formentlig, fordi de mere idealistiske politiske tiltag efter tiden med britisk koloniherredømme er gledet mere i baggrunden. »Og når den mest dominerende gruppe føler, de mister magt, så bliver de vrede,« siger Ravinder Kaur.

Ingen tør røre kvoterne Selv om Indiens hindunationalistiske regeringsparti Bharatiya Janata Party (BJP) er rundet af de højere kaster, så har det ikke betydet, at der er skåret ned på kvoterne. »De fleste kaster har fået en aktie i, at det system skal bevares,« siger Stig Toft Madsen. Selv om parlamentet i New Delhi hvert tiende år skal vurdere, om kvote- eller reservationspolitikken skal forlænges, så er der indtil videre kun få indiske politikere, der sætter spørgsmålstegn ved den førte politik. Tværtimod bringer den indiske regerings seneste kvoteudvidelse antallet af kvotepladser op på over de 50 procent. Det er derfor muligt, at Højesteret vil finde kvoten lovstridig, siger Stig Toft Madsen. Men kvoterne er også populære i den indiske befolkning. En meningsmåling fra marts viser, at regeringens tiprocentsudvidelse af kvoterne i januar er en vigtig årsag til, at flere indere vil stemme på BJP.

Problemet er, hvordan et kvotesystem designes til kun at hjælpe dem, som bør hjælpes. Ifølge den indiske økonomiprofessor Rakesh Basant siger forældres uddannelsesniveau statistisk set mere om, hvordan det vil gå deres børn end forældrenes indtægt, kaste eller religion. »Indien har støttet kaster, som historisk set blev diskrimineret, men kvotesystemet er nu nået så langt i sin indre logik, at man er ved at genindføre kastesystemet i den offentlige sektor. For kvoterne risikerer jo at føre til, at der til sidst kun er meget få pladser, som ikke er kvotebelagte. I delstaten Tamil Nadu er man allerede oppe på, at 69 procent af pladserne er reserveret,« påpeger Stig Toft Madsen. Den indiske regerings nyeste kvoteudvidelse får da heller ikke pæne ord med på vejen i den akademiske verden. Som Pratap Bhanu Mehta, prorektor på Ashoka Universitet, skrev i Indian Express i januar, så er det eneste positive ved tiltaget, at det fjerner stigmaet ved kvoterne, når de højere kaster også får del i dem. Men det er kynisk politik, mener prorektoren, som spørger, hvorfor regeringen ikke reserverer pladser til andre, der er langt dårligere stillet i det indiske samfund som f.eks. muslimer eller kvinder. »Men tiltaget har også et element af ærlighed over sig. Med det erkender man regeringens massive fejl på enhver front. De barske realiteter er, at den indiske økonomi ikke genererer nok attraktive job, ligesom vores uddannelsessystem ikke træner kandidaterne godt nok til at tage del i samfundsøkonomien,« skrev Pratap Bhanu Mehta.

Tremmesofa Børge Mogensen

Vælg mellem 4 tekstiltyper og stel i olie- eller sæbebehandlet eg.

Særpris: 36.995,(Vejl. : 63.231,-)

Tilbuddet gælder indtil 1. juli

Mellemvangen 30, Brønshøj Tlf. 3880 0005 Mandag-fredag 10-18 / Lørdag 10-15

www.brdr-friis.dk

lila@information.dk

Medfinansieret af Den Europæiske Unions program Et Kreativt Europa


Indiske studerende:

Vores uddannelsessystem har lang vej endnu Der mangler dygtige undervisere, og der er for stor forskel på kvaliteten på Indiens universiteter, især mellem by og land. Sådan lyder det fra tre studerende på Delhi Universitet, som er et af landets største universiteter med mere end 100.000 studerende Tekst og foto Lasse Karner

Shimran, 19 år, fra Uttar Pradesh, læser økonomi på Delhi Universitet – Hvorfor valgte du at læse økonomi? »Jeg valgte økonomi, fordi det er et praktisk og logisk fag, og fordi jeg er meget interesseret i den filosofiske del baseret på matematikken i faget. Desværre er det, vi læser for tiden, alt for teknisk, og jeg har det med at gemme mig bagest i lokalet og læse andre bøger.« – Hvad vil du gerne, når du er færdig med studierne? »De økonomistuderende på Delhi Universitet har som udgangspunkt gode jobmuligheder. Min tanke er at arbejde i det private i nogle år og så læse videre.« – Hvordan vurderer du det akademiske niveau? »Jeg synes faktisk, at niveauet er højt. Det er blandt landets bedste universiteter, og mine professorer er virkelig dygtige og vidende. Men der kommer studerende med mange forskellige baggrunde fra alle dele af landet med meget forskellig viden, så det er selvfølgelig ikke nemt at gøre alle glade.« – Hvad er styrkerne og svaghederne inden for højere uddannelsesinstitutioner i Indien? »Når jeg sammenligne med mine venner, der læser på topuniversiteter i udlandet, er mit indtryk, at vi har lang vej endnu. Meget af vores undervisning foregår i et klasseværelse på meget traditionel vis, så de studerende bliver trænet i at bruge undervisningsbøgerne, men ikke i så meget andet.«

24

Joha, 21 år, fra Kerala, læser matematik på Delhi Universitet – Hvorfor valgte du at læse matematik? »Jeg har altid været interesseret matematik og har altid været god til det. Men matematik på universitetet er noget helt andet og meget research- og forskningsorienteret, så det er ikke, hvad jeg havde håbet på.« – Hvad vil du gerne, når du er færdig med studierne? »Heldigvis er der mange muligheder inden for finansog konsulentfirmaer. Jeg er allerede blevet tilbudt et job i en japansk bank, hvor jeg starter efter studierne. Desuden er matematik brugbart i mange tilfælde, hvis man vil fortsætte en mere akademisk karriere.« – Hvordan vurderer du det akademiske niveau? »Niveauet er højt og som nævnt meget forskningsorienteret.« – Hvad er styrkerne og svaghederne inden for højere uddannelsesinstitutioner i Indien? »Når jeg snakker med bekendte, der læser i udlandet, bliver de tit overrasket over, hvor få timer om ugen jeg bruger på studierne. Så det er meget op til den enkelte at få nok ud af sin studietid. Og så er der på landsplan et problem i forhold til kvaliteten af underviserne. På vores universitet er det et mindre problem, men på mindre kendte universiteter er forholdene og lønningerne ringe, hvilket går ud over evnen til at tiltrække dygtige undervisere.«

Jared, 19 år, fra Delhi, læser historie på Delhi Universitet – Hvorfor valgte du at læse historie? »Faktisk var jeg meget i tvivl og er det stadigvæk. Jeg søgte kun Delhi Universitet og kom ind, så nu er jeg her. Jeg regner med at læse videre senere og blive journalist.« – Hvad vil du gerne, når du er færdig med studierne? »Der er mange muligheder for journalister i Indien, men jeg bryder mig ikke meget om mainstreammedierne. Så jeg har ikke besluttet mig endnu.« – Hvordan vurderer du det akademiske niveau? »Mit fag er meget læsetungt, men samtidig er det ikke svært at bestå. Jeg så gerne, at karaktersystemet var sammensat på en anden måde, så der var mere gennemsigtighed, og det var nemmere at gennemskue. Det er meget op til den enkelte professor i dag. Men jeg har i øvrigt kun gode ting at sige om mine undervisere.« – Hvad er styrkerne og svaghederne inden for højere uddannelsesinstitutioner i Indien? »Der er stadig stor forskel på land og by og mellem sociale lag, så der er brug for en mere holistisk tilgang og udvikling. På landet er uddannelsessystemet stadig underudviklet.« laka@information.dk

DAGBLADET INFORMATION


Ph.d. Cup 2019 Information sætter fokus på ny forskning, når vi hvert år afholder Ph.d. Cup og kårer den ph.d.-studerende, der er bedst til at formidle sin forskning. De fem finalister skal på tre minutter formidle deres forskning på scenen i DR’s Koncerthus ved det store finaleshow, som vises på DR2 fredag den 26. april kl. 21.30. Ph.d. Cup er etableret i et samarbejde mellem DR og Information og støttet af Lundbeckfonden.

Fatima AlZahra’a Alatraktchi kan vise, at du er syg, op til tre et halvt år før lægerne opdager det 29-årige Fatima AlZahra’a Alatraktchi har opfundet en sensor, der kan spore bakterier hos patienter, flere år før de kan måles med de instrumenter og test, der ellers bruges. Mere end halvdelen af hendes forsøgspersoner og deres læger troede, at de var raske. Men hun ved, at det ikke er tilfældet Tekst Andrea Dragsdahl Foto Anders Rye Skjoldjensen

26

DAGBLADET INFORMATION


VIDENSKAPLØB LØRDAG 20. APRIL 2019

27


D

Fatima AlZahra’a Alatraktchis sensor kan på bare 60 sekunder detektere, om patienten bærer inficerede bakterier. Men i forbindelse med sit ph.d.-studie har hun ikke måttet fortælle patienterne, at de er syge, og den viden har været og er fortsat svær at bære på – specielt når det drejer sig om børn, fortæller hun.

et tager flere år for en bakterie at udvikle sig til det stadie, hvor lægerne i dag kan måle den. Derfor får patienter nogle gange at vide, at de er raske, selv om de slet ikke er det. Måske har bakterierne bare ikke dannet en målbar infektion endnu. Det er derfor kun et spørgsmål om tid, før sygdommen bryder ud i en grad, der kan måles med nutidens redskaber. Det har Fatima AlZahra’a Alatraktchi vist gennem sit ph.d.-projekt, som hun afleverede sidste år. I det har hun fulgt 62 patienter med cystisk fibrose gennem ni måneder. Mere end halvdelen af patienterne bærer stadig sygdomsinficerede bakterier, selv om lægerne bedømmer, at de er raske. Bakterier kan i dag teoretisk set være helt op til tre et halvt år gamle, før lægerne opdager dem. Det vil Fatima AlZahr’a Alatraktchi ændre på. For det er ikke godt nok, siger hun. Derfor har hun opfundet en sensor, der ved at måle på kropsvæsker som blod eller urin, kan registrere bakterierne hurtigere, mere præcist og billigere end de metoder, der bruges i dag. Sensoren kan på bare 60 sekunder detektere, om patienten bærer inficerede bakterier. Men den kan også finde bakterier, der er så tidlige i deres udvikling, at de potentielt vil kunne behandles med antibiotika. Noget, der ikke er muligt, når først bakterien har sat sig fast i kroppen. »Når lægerne i dag opdager en bakterie, er den så tilpasset kroppen, at det er svært at slå den ihjel. Og så er det allerede forbi. Så er det virkelig count down for patienten. Hele pointen med den her sensor er, at den kan måle fra den første snak mellem bakterierne,« siger hun. Fatima AlZahr’a Alatraktchi er 29 år og allerede direktør i sin egen virksomhed PreDiagnose, som sælger og udvikler sensorerne. Det startede med en fascination af, at bakterier taler sammen, før de danner en infektion. Ved at kunne måle på den kommunikation var drømmen at kunne afsløre en sygdom før, den egentlig er brudt ud. »Men jeg kunne ikke i min vildeste fantasi have forestillet mig, at så mange patienter havde en uopdaget infektion, som

28

det viste sig i mit ph.d-studie. Det var den største overraskelse,« siger hun. I sin forskning har hun sammenlignet sine resultater med den typisk anvendte metode inden for lægevidenskaben, som kaldes dyrkninger. Kontrolvariablen er en analyse af bakteriernes DNA, som er den mest præcise metode, men som ikke anvendes, fordi den er dyr og langvarig. Ud af de 62 patienter, hun fulgte, viste mere end halvdelen af dem, som lægerne troede var raske, sig at bære inficerede bakterier.

De ved det ikke Det er kun Fatima AlZahra’a Alatraktchi, der ved, hvilke patienter der bærer inficerede bakterier, og som på sigt vil blive syge. Det er en viden, der har været og fortsat er svær at bære på. »Jeg husker flere. Specielt børnene. Jeg kunne se dem tale med lægen, mens jeg sad i et rum ved siden af og målte, at de var syge. Bare tanken om, at det her barn var sygt. Det var virkelig hårdt,« siger hun. Patienterne ved stadig ikke, at de faktisk ikke er raske. Selv om det virker absurd, var det betingelsen fra begyndelsen. Hverken under eller efter ph.d.-studiet må hun dele sin viden om konkrete patienter. »I et Hollywood-billede ville det være helteagtigt at åbne døren og fortælle forældrene om sygdommen. Men jeg synes faktisk ikke, at det er korrekt. Det kan ende katastrofalt. Lad os sige, at min metode ikke virker, og jeg målte et forkert signal. Det kunne forstyrre lægernes måde at behandle på. Det er menneskeliv, så jeg skal virkelig opføre mig ordentligt.« Fatima AlZahra’a Alatraktchi argumenterer fattet og med fokus på det faglige for, hvorfor patienterne og deres forældre ikke skal kende resultaterne. Men det har ikke været så nemt at holde fast i det standpunkt, som hun får det til at lyde, indrømmer hun. Der har været sygeplejersker, der nysgerrigt har spurgt til hendes resultater, hvor hun har haft lyst til at svare. Særligt børnene har hun haft lyst til at fortælle om. Men det går ikke, fastholder hun. »Vi ved ikke, hvordan så tidligt diagnosticerede bakterier skal behandles. Vi har en formodning om, at hvis vi behandler med antibiotika så tidligt, vil det have meget større effekt, da bakterierne så tidligt er svage nok til at blive slået ihjel. Men der har stadig ikke været nogen studier, der har

forsøgt at behandle patienter så tidligt, da metoden jo ikke eksisterede før nu.« Derfor må patienterne for nu undvære behandling og kendskab til sygdommen. »Så længe vi ikke ved, hvordan infektionen skal behandles, skal de ikke vide det. Nu skal der arbejdes på at sætte et forsøg op om, hvordan bakterier i så tidligt et stadie kan behandles. Men det er en virkelig virkelig lang proces,« siger Fatima AlZahra’a Alatraktchi.

»En smutvej« Selv kalder Fatima AlZahra’a Alatraktchi sin forskningsmetode for »en smutvej«. Da hun gik i gang med projektet, valgte hun at se bort fra alt, hvad andre inden for hendes felt tidligere havde forsøgt og var kommet frem til. I stedet fulgte hun kun sine egne instinkter, og det ledte hende i en hidtil uopdaget retning. Det er generelt kendetegnende for hendes tilgang til mange ting. Hvad enten det er forskning eller at finde den smarteste vej ud af et forelæsningslokale. Man skal ikke altid gå med strømmen, siger hun. Det var også den indstilling, der sikrede hende ph.d.-stipendiatet i første omgang. Da hun skulle overbevise sin kommende vejleder, mødte hun op til mødet med en klar plan for, hvad hun skulle nå og hvordan. Hun fortalte om de artikler, hun ville skrive, og hun vidste allerede dengang, hvad projektet skulle ende med. »Jeg tænker altid, at jeg kan nå det, jeg vil. Løsningen er der, og jeg kommer til at nå dertil, hvor jeg gerne vil være. Jeg har bare ikke gjort det endnu, men i mit hoved er jeg der allerede«. Kan anvendes på alle Det viste sig, at hun ikke alene overholdt sit løfte til vejlederen, men at hun også overgik både hans og sine egne forventninger. Et af de helt store højdepunkter i processen var, da hun omsider kunne fortælle lægerne om sine resultater. Selv om hun ikke måtte gå i detaljer om patienterne, kunne hun mærke, at hun havde gjort en forskel. »Bagefter overhørte jeg en samtale mellem nogle medarbejdere. De talte om, at selv om deres billede var, at patienten var rask, skulle de holde øje med dem. For min forskning viste, at patienten måske slet ikke var rask. Det husker jeg virkelig klart, det var stort,«

Nu venter Fatima AlZahra’a Alatraktchi på, at sensoren bliver endeligt valideret. Og på sigt vil hendes forskning kunne udbredes til mange patienter med forskellige sygdomme. Hendes forsøg har været fokuseret på patienter med cystisk fibrose, fordi de er særligt udsatte for infektioner og er en nemmere gruppe at følge. »Fordi de bliver fulgt hele deres liv – også før de får en infektion – kan jeg hele tiden se, hvordan det har set ud tidligere. Men i princippet kan sensoren bruges på alle immunsvækkede patienter, som er i fare«. Det betyder, at også infektioner i forbindelse med f.eks. kræft på sigt vil kunne opdages langt tidligere, end det i dag er tilfældet. Netop fordi Fatima AlZahra’a Alatraktchis sensor med langt større præcision end i dag kan fortælle, hvilken infektion en patient har. Så vil man kunne behandle både tidligere og mere målrettet. Men indtil videre må hun nøjes med at udbrede sin viden om, at patienter, der med lægevidenskabens redskaber erklæres raske, måske slet ikke er det. andr@information.dk

Fatima AlZahra’a Alatraktchi Stilling: Stifter af PreDiagnose. Yndlingsredskab: Noget, jeg kan skrive med. En kuglepen, computer, you name it. Bedste overspringshandling: Skrive skønlitteratur. Forbillede: Uspecificeret. Der er så mange seje mennesker derude. Marie Curie, Margrethe Vestager, Jacinda Ardern. Største erkendelse: Bakterier hvisker – tager vi dem i at ’hviske’, kan vi muligvis behandle mere målrettet og komme af med selv resistente bakterier.

DAGBLADET INFORMATION


A AU H A R E U R O PA S B E D S T E I N G E N I Ø R U D DA N N E L S E R OG DE 4. BEDSTE I VERDEN DET FASTSLÅR MASSACHUSETTS INSTITUTE OF TECHNOLOGY OG 50 GLOBALE THOUGHT LEADERS. KUN TRE AMERIKANSKE UNIVERSITETER OVERGÅR AAU PÅ LISTEN. 1. Olin College of Engineering (US) 2. MIT - Massachusetts Institute of Technology (US) 3. Stanford University (US)

4. Aalborg Universitet - AAU (DK) 5. Technische Universiteit Delft (NL) Kilde: ”The Global State of the Art in Engineering Education”, MIT, 2018

GÅ PÅ OPDAGELSE I VORES INGENIØRUDDANNELSER PÅ INGENIOER.AAU.DK


30

DAGBLADET INFORMATION


Anne Sofie Beck Knudsen viser, at dit fornavn har afgørende betydning for, om du emigrerer eller ej Det er nyt, at økonomer medregner kulturelle værdier i deres forskning. Ikke desto mindre er det, hvad økonomen Anne Sofie Beck Knudsen har gjort i sin ph.d., hvor hun har undersøgt fornavnes betydning for, om 1800-tallets skandinaver udvandrede til Nordamerika Tekst Elizabeth Møller Christensen Foto Anders Rye Skjoldjensen

VIDENSKAPLØB LØRDAG 20. APRIL 2019

31


D

et var farligt, usikkert og bygget på drømme, da hele familier i det 19. og 20. århundrede rejste over Atlanterhavet i troen på, at et nyt og bedre liv ventede dem. Alene i årene 1850 til 1920 emigrerede omtrent en fjerdedel af den skandinaviske befolkning til Nordamerika. På vej ud af landet blev deres personlige data skrevet ned, så vi i dag har en af de mest komplette og omfattende folketællinger i verden, hvor der findes information om hele den udvandrende danske, svenske og norske befolkning i forskellige år fra 1845 og frem. Af informationerne fremgår også noget så åbenlyst som de emigrerendes fornavne. Men hvad kan et navn egentlig fortælle os? Det har Anne Sofie Beck Knudsen, som forsker i historisk økonomi ved Lunds Universitet, undersøgt i sin ph.d.-afhandling, Dem der blev: Kulturelle effekter af den skandinaviske udvandring til Amerika. I forskningsprojektet gennemgår hun data på alle personer i De Skandinaviske Folketællinger og viser, at navne kan fortælle en hel del om mennesker og deres adfærd. »Jeg kan konkludere, at de, der emigrerer til USA, har mere unikke fornavne end dem, der bliver tilbage i Skandinavien,« forklarer hun. »Jeg fortolker det som, at de har en mere individualistisk tankegang.« Det er ikke givet, at man er individualistisk anlagt, bare fordi man har et unikt fornavn. Men sandsynligheden er større. Det handler blandt andet om, hvilke værdier man får fra sine forældre. Den individualistiske tankegang knyttet til unikke fornavne er væsentlig for økonomien, fordi den siger noget om individets fællesskabsfølelse og dermed dets sandsynlighed for at emigrere. Den næsten intuitive tese er, at dem, der er individualistisk orienteret, emigrerer, hvorimod dem, der er mere kollektivistisk orienteret, bliver. Det betyder meget for et land, dets sammensætning og dets økonomi, hvem der bor der, og hvilke ressourcer de har. Det er noget af det, Anne Sofie Beck Knudsen peger på med sin forskning. Nogle af de mest almindelige navne i 1800-tallets Skandinavien var Ane, Jens, Niels, Maren og Karen. Gode og velkendte navne. Nogle af de mere ualmindelige og unikke navne, den historiske økonom er faldet over i sin forskning, er Bine, Concordia, Emmaline, Botilda, Ingegerd, Napoleon, Odin, Petronilla, Signius, Sønke og Tang. »Selvfølgelig var der udvandrere, der hed Ane og Jens, men de populære navne var langt mindre og de unikke navne langt mere udbredte blandt udvandrerne,« uddyber Anne Sofie Beck Knudsen, der fra efteråret har en postdocstilling på Harvard University, hvor hun skal fortsætte sin forskning i de kulturelle værdiers indflydelse på økonomien.

Svært at navngive sit eget barn Mange forældre kæmper med at vælge et navn til deres barn. Men med sin viden om konsekvenserne af fornavnets karakter var beslutningen særlig svær for Anne Sofie Beck Knudsen, da hun selv blev mor for lidt over et år siden.

’Det er et resultat, der bare ikke kan slås ihjel. Lige meget hvad jeg gør med mine data, så peger de på det samme: Nemlig på, at dem, der emigrerede, havde mere unikke fornavne end dem, der blev tilbage,’ siger Anne Sofie Beck Knudsen.

»Det var svært at vælge, om min søn skulle hedde Vester eller Konrad«, siger hun. »Jeg vidste, at der var dele af familien, der ville foretrække Konrad, fordi Vester er et mere individualistisk navn. Så Konrad blev det. Det er svært at vælge et navn, når man har forsket i, hvor meget det betyder.« Anne Sofie Beck Knudsen er ikke den første til at etablere sammenhænge mellem navne og identitet. Det er et velkendt faktum i psykologien og sociologien. »Fornavne er et anerkendt mål for, i hvor høj grad forældrene til den navngivne ønsker, at de skal passe ind eller skille sig ud – altså hvor individualistisk eller konformt, barnet skal opføre sig«, siger hun. Men som økonom er historiske navnestudier ikke det mest oplagte forskningsemne. Det var det dog for Anne Sofie Beck Knudsen, der altid har været interesseret i at forstå, hvorfor samfund er indrettet, som de er.

Forskning er en kreativ proces Her spiller kulturen ifølge hende en vigtig rolle, fordi den åbner op for nye måder at se på økonomien. »Vi handler eksempelvis ikke alle sammen efter profitmaksimering,« forklarer hun og griner lidt. »Det helt nye er kulturøkonomi; at man tillader sig at kigge på eksempelvis personlighedstræk.«

Det var et behov for »ikke bare at genbruge andres metoder,« der fik Anne Sofie Beck Knudsen til at afsøge et nyt område af sit fag. »Forskning er en meget kreativ proces, det handler om at se huller og om at stille de rigtige spørgsmål. Der bliver nødt til at ske noget, jeg bliver nødt til at sætte barren højt. Folk skal kunne bruge min viden til noget, de skal spidse ører,« siger hun. Derudover var det et forskningsophold på det prestigefyldte amerikanske Brown University, der bekræftede hende i ph.d.projektets holdbarhed. På Brown University mødte hun et andet forskningsmiljø, der havde mere fokus på de kulturelle værdiers indflydelse, end det har været tilfældet i Danmark. »Jeg fik ligesom følelsen af, at det er vigtigt,« fortæller hun. »Kultur betyder noget for økonomien. Nu er vi ved at finde ud af, hvor meget og hvordan.« Der har vist sig at være stor interesse for Anne Sofie Beck Knudsens forskning både nationalt og internationalt. Hendes resultater er blandt andet blevet bragt i The Economist, Financial Times, Slate, Medium og det svenske tidsskrift Politologerna. Herhjemme har blandt andet Weekendavisen skrevet om hendes forskning, og hun har givet interview i Deadline på DR2. Allige-

vel har hun undervejs mødt skepsis fra det økonomiske forskningsmiljø og også selv tvivlet på sin metode og praksis. Det har fået hende til at teste sine navne- og emigrationsdata på alle ledder og kanter for at være sikker på, at hun ikke har overset et eller andet væsentligt. Men resultatet er blevet det samme igen og igen. »Det er et resultat, der bare ikke kan slås ihjel,«, siger hun. »Lige meget hvad jeg gør med mine data, så peger de på det samme: Nemlig på, at dem, der emigrerede, havde mere unikke fornavne end dem, der blev tilbage.« At blive klogere på, hvad der også driver økonomien og de politiske institutioner, gør os bedre rustet til at forstå samfundet, samt hvilke konsekvenser eksempelvis migration har. Både for det land, der immigreres til, og for de lande, der emigreres fra. Særligt sidstnævnte, er Anne Sofie Beck Knudsen opmærksom på. »Jeg synes, at det er vigtigt at se på, hvilke konsekvenser migrationen har, og hvilke etiske perspektiver der er i det,« siger hun. Hun påpeger, at man eksempelvis burde gøre sig flere overvejelser om det faktum, at vi i Europa gerne modtager visse typer af mennesker, men afviser andre. »Vi vil eksempelvis gerne have de bedste forskere og dem, der i overvejende grad har de samme værdier som os,« siger hun. Det kunne typisk være dem, der har mere vestligt orienterede værdier og en individualistisk tankegang – dem med unikke fornavne. Men vi overser konsekvenserne heraf, mener Anne Sofie Beck Knudsen: »Vi er blinde for, at vi efterlader traditionalisterne eller dem med få ressourcer. Vi tømmer landene for ressourcer med den ene hånd og giver dem bistand med den anden.«

Videnskabsnyhedsbrevet Med nyheder og tips fra videnskabens verden, og forskernes svar på hverdagens videnskabelige dilemmaer. Lander i din indbakke hver anden uge. Tilmeld dig på Information.dk/nyhedsbreve

emc@information.dk

Anne Sofie Beck Knudsen Nuværende stilling: Postdoc i økonomisk historie på Lunds Universitet, men fra efteråret ansat på Harvard University. Yndlingsredskab: STATA (der er et statistisk analyseprogram). Bedste overspringshandling: Twitter. Forbillede: Kalle Kæk (fordi han altid ser lyst på tingene). Største erkendelse: At man skal lytte til sig selv.


Kampagne tilbud Cantate 6011 stol + 6009 skammel i Mood stof i valgfri farve og stel i Eg

Stol: 13.525,Skammel: 4.225,Kampagnen gælder tom. 31. maj 2019

Unikke mennesker - unikke stole

Stolebussen

Farstrup stole tilpasses dine ønsker og behov.

Hvis du ikke kan komme til os, kommer vi til dig. Ring efter stolebussen - På tlf. 45 87 54 04

Vestergaard Møbler København | Torvegade 55-57 | Tlf: 32 57 28 14 Kgs. Lyngby | Jernbanepladsen 19-25 | Tlf: 45 87 54 04 www.farstrupstole.dk


Sara Elgaard Jager vil forstå de smerter, ingen forstår årsagen til Omkring en tiendedel af den europæiske befolkning lider af neuropatiske smerter, der opstår uden forklarlig grund og skyldes et defekt nervesystem. I de mest alvorlige tilfælde kan det smadre livskvaliteten, men behandlingsmulighederne er lige så få, som de er ineffektive. Det vil Sara Elgaard Jager lave om på Tekst Rasmus Friis Foto Anders Rye Skjoldjensen

34

DAGBLADET INFORMATION


H

vis du lægger din hånd på en brandvarm kogeplade, gør det ondt. Det er en god smerte, fordi den fortæller dig, at du skal fjerne din hånd. Forestil dig, at smerten i din hånd var ubegrundet. At den bare var der, uden at du havde lagt hånden på kogepladen, uden at der var noget som helst galt. Det er virkeligheden for et stort antal mennesker. Faktisk anslås det, at mellem otte og ti procent af den europæiske befolkning bliver ramt af neuropatiske smerter, altså smerter, der ikke er akutte og ikke har en funktion. Det kan være, at man har brækket armen i et biluheld, og at smerten fortsætter, selv efter knoglen er helet. Eller smerten kan opstå, når en kræftpatient har været igennem kemoterapi. Det er dyrt – for både patient og samfund. Målt i behandling og tabt arbejdsfortjeneste koster neuropatiske smerter den danske statskasse hen imod et par milliarder årligt. »Smerterne opstår, når der går kuk i nervesystemet,« forklarer Sara Elgaard Jager, postdoc ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet. I sit ph.d.-projekt, som hun afleverede sidste år, har hun forsøgt at finde ud af, hvordan de neuropatiske smerter opstår – hvad det helt præcist er, der går kuk i. For det ved vi ikke i dag, og det har store konsekvenser for de mennesker, der lider af smerterne. Det betyder nemlig, at man kan behandle symptomerne, men ikke forhindre dem i at opstå. I dag behandler man med et begrænset udvalg af medicin – for eksempel antidepressiver og morfinprodukter – der ofte ikke virker. Og sidste år begyndte en forsøgsordning med medicinsk cannabis, som ifølge studier i bedste fald har en lindrende effekt for omkring hver tyvende patient. »Problemet er, at vi ikke forstår, hvordan smerterne opstår, og derfor er det enormt svært at behandle dem,« siger Sara Elgaard Jager. »Hvis man kigger på de akutte smerter, for eksempel hvis man vrider om på sin ankel, så ved vi, hvordan vi skal behandle det, fordi vi ved, hvad der er galt. Derfor kan man tage en ipren eller en panodil. Vi kan ikke på samme måde lave medicin til neuropatiske smerter, fordi vi ikke ved, hvordan de opstår.«

Vandbærerne svigter Det er missionen bag Sara Elgaard Jagers ph.d.-projekt: Hun vil forstå de neuropatiske smerter for at bekæmpe dem.

Fortsættes på side 36

VIDENSKAPLØB LØRDAG 20. APRIL 2019

35


Skal vi klippe-CRISPR i vores DNA? 14. maj kl. 17-18:30 på Information Genteknologien CRISPR, der med kirurgisk præcision redigerer i dna, kan potentielt kurere alt fra kræft til blodpropper. Men CRISPR kan også udrydde uønskede dyrearter eller skabe designerbabyer. Hvordan sikrer forskningsverden, at CRISPR-teknologien ikke kommer ud af etisk kontrol – og skal man overhovedet begrænse den videnskabelige udvikling? I panelet sidder læge og professor og medlem af etisk råd Anne-Marie Axø Gerdes, læge og professor Jacob Giehm Mikkelsen fra Aarhus Universitet samt Ayo Wahlberg, antropolog og professor fra Københavns Universitetet.

Pris 50 kr. Læs mere og tilmeld dig på butik.information.dk

Grundtvigs Højskole

NOGLE GANGE SKAL MAN BARE PRØVE NOGET ANDET

G R U N D TVI GS H Ø JSKO LE ER FOR DIG, DER FRIT VIL KOMBINERE DINE INTERESSER. V I H A R E T STORT UDBUD AF SPÆNDENDE FAG, FOREDRAG, DEBATTER, T E A T E ROPLEVELSER OG KONCERTER - BÅ DE P Å H Ø JSKO LE N O G I KØBENHAVN.

VÆLG MELLEM FAG SOM SKRIVEVÆRKSTED • POLITIK FILM • FOTOGRAFI • RADIO SANGSKRIVNING • MALERI FILOSOFI • BYG & ÆD OG MANGE FLERE GRUNDTVIGS.DK FREDERIKSVÆRKSGADE 147 • 3400 HILLERØD T: 48268700 • M: INFO@GRUNDTVIGS.DK

Fortsat fra side 35 Hun er fascineret af, hvordan nervecellerne binder alt det, kroppen består af, sammen, og hvordan selv en lille defekt kan forårsage voldsom skade. Og så er hun fast besluttet på at udbrede viden om neuropatiske smerter, en lidelse, der næppe vækker genklang i den brede befolkning. Men der er også en anden motivation, forklarer hun. Den hidtidige forskning i smerterne har nemlig fokuseret på de nerveceller, der er gået i stykker hos mennesker med neuropatiske smerter, men det er de færreste, der har undersøgt, hvilken rolle de såkaldte støtteceller spiller. I sit ph.d. projekt ser Sara Elgaard Jager nærmere på satellite glial-celler, en slags støtteceller, der under normale omstændigheder fjerner affaldsprodukter og sørger for, at nervecellerne har de materialer, de skal bruge. Det er lidt ligesom vandbærerne og sprinterne i Tour de France, forklarer Sara Elgaard Jager, og nævner den nu pensionerede nordmand Thor Hushovd, der ligesom nervecellerne var stor og specialiseret – og derfor havde brug for hjælp. Når han manglede vand, kom hans hjælperyttere med dunke til ham. Når han skulle stoppe for at lade vandet, ventede de på ham for at køre ham op til feltet igen. Og på de flade etaper tog de vinden for ham, inden han måtte klare sig selv på de sidste meter. De sørgede for, at han havde alt det, han skulle bruge for at sejre til sidst. »Lad os så forestille os, at Thor Hushovd – altså nervecellen – bliver skadet og siger det til sine hjælperyttere,« fortsætter Sara Elgaard Jager. »Det gør hjælperytterne superfrustrerede, og de bliver bange for, at Hushovd ikke kan præstere, som han plejer. Derfor begynder de også at lave fejl. De glemmer at give ham vand, og de gider ikke vente på ham. Og når han så skal præstere til sidst, så skubber de lidt til ham, og så vælter de ham, og det bliver et rent kaos.« Det er tvivlsomt, om det nogensinde er gået helt så galt for Hushovd, men det er nogenlunde det, der sker med støttecellerne hos patienter med neuropatiske smerter. De modtager forkerte signaler fra de skadede nerveceller – eller som Sara Elgaard Jager siger: »fake news« – og begynder at handle på dem på en måde, der kun gør det hele værre. »Og så går hele systemet galt, og man ender med at have smerter, selv om man ikke slår sig, eller selv om kroppen er helet.« Det, Sara Elgaard Jager nærmere bestemt fandt ud af i laboratoriet, hvor hun lavede forsøg med mus med neuropatiske smerter, var, at støttecellerne tilkalder nogle helt andre celler, nemlig immuncellerne. De overtager til dels støttecellernes plads, og det kan betyde én af to ting: Enten forpurrer immuncellerne støttecellernes arbejde ved at overtage deres plads og forårsager på den måde de neuropatiske smerter. »Eller også kunne man forestille sig, at immuncellerne udsender nogle signalmolekyler, der får nervecellerne til at sprede de her fake news, der giver smerte,« siger Sara Elgaard Jager.

Smerter, der smadrer livskvalitet Resultatet fra hendes ph.d.-projekt er altså ikke mejslet i granit, men skrevet i hypoteser, og forskeren understreger flere gange, at usikkerheden er stor. Det skyldes ikke mindst, at det, hun arbejder med i laboratoriet, er uendeligt småt. Afstanden mellem nerve- og støttecellerne er blot 20 nanometer (en nano-

meter er en milliardtedel meter), og derfor er det ofte svært at afgøre, om signalerne, hun opfanger i mikroskopet, kommer fra den ene eller den anden celle. Men det er besværet værd, mener Sara Elgaard Jager. Ikke bare fordi de neuropatiske smerter rammer mange mennesker, men også fordi dem, det rammer hårdest, befinder sig i et rent smertehelvede – uden nogen egentlig grund. Man behøver bare at se TV 2-dokumentaren Jason Watt – Smerten bag smilet om racerkøreren Watt, der fik ødelagt sit nervesystem sammen med sin rygsøjle i en motorcykelulykke. »Neuropatiske smerter er en lidelse, der fylder meget, når man har smerterne. Det er virkelig noget, der går ud over livskvaliteten,« siger Sara Elgaard Jager. »Når man er vant til, at smerte betyder, at man skal slappe af på sofaen, så er det svært at overbevise sig selv om, at det ikke er det, den betyder længere. For sætter man sig ned på sofaen og er inaktiv, så får man bare endnu mere ondt.« Netop fordi smerterne ofte er slemme, mener Sara Elgaard Jager, at vi bør gå mere offensivt til værks i behandlingen af dem. Kort fortalt bruge flere kræfter på at undersøge baggrunden for de neuropatiske smerter og ikke kun på at lindre dem. Hun roser de smertecentre, der forsøger at øge livskvaliteten hos patienter med slemme neuropatiske smerter, men hun håber, at forskningen på sigt kan gøre centrene overflødige. Og hun er skeptisk over for den forsøgsordning med cannabis, der blev sat i søen sidste år for at lindre patienternes smerte. »Jeg synes, det er fantastisk, at der bliver sat fokus på neuropatiske smerter, for det er nødvendigt. Men rent videnskabeligt er det svært at forstå, hvordan det skal bringe os videre. Fra mit perspektiv ville det give mere mening at forsøge helt præcist at finde mekanismen bag de her smerter,« siger hun. Efter hendes ph.d.-projekt er hun flyttet til London, hvor hun fortsætter sin forskning i støttecellerne. Samtidig arbejder en forskningsgruppe på Aarhus Universitet videre på de resultater, hun kom frem til i sit projekt. Næste skridt er at finde ud af, præcis hvordan støttecellerne rekrutterer immuncellerne, og hvordan de efterfølgende påvirker nervecellerne. »Forstår vi det, kan vi måske udvikle nogle medikamenter, der kan behandle smerterne,« siger Sara Elgaard Jager. rfr@information.dk

Sara Elgaard Jager Stilling: Forsker (postdoc) på King’s College London. Yndlingsredskab: Computer og mikroskop. Bedste overspringshandling: Twitter. Forbillede: Kattevideoer og musikvideoer, men mest kattevideoer. Største erkendelse: De mennesker, man omgiver sig med, betyder alt.

DAGBLADET INFORMATION


Kombinér dine styrker, og skab din karriere

ANNON NCE

Når du sidder med dit cv og jobansøgninger, kan det være en god ide at overveje, hvilke erfaringer og kompetencer du kan kombinere for at skabe en unik fortælling om dig selv. Det er ofte i kombinationen af kompetencer, talenter og erfaringer, at fortællingen om den spændende og usædvanlige profil bliver skabt. Og det kan være en god øvelse at koble forskellige elementer fra dit liv sammen i dine ansøgninger. På den måde finder du frem til, hvad der er det helt særlige ved dig, og du kan lettere fastholde fortælling i både jobansøgninger og til samtaler. Du kan fx koble en hobby sammen med et job. Måske har dine år som konkurrencesvømmer eller håndboldtræner

givet dig nogle kompetencer, du kan trække på i arbejdssammenhæng. Det kan også være kombinationen af to vidt forskellige fagligheder eller erfaringen fra et studiejob, som pludselig viser sig nyttig i en anden kontekst.

Skab din fortælling Brug modellen her, og overvej, hvordan du kan kombinere dine kompetencer, interesser og erfaringer til en unik profil.

Din akademiske uddannelse

Din hobby

Lande du har boet i

Læs mere på aka.dk

Andre typer uddannelser

Erfaring fra frivilligt arbejde

Sprog du taler

Bestyrelser du har siddet i

Sport du dyrker

Startups du har grundlagt

Netværk du har

Tekster/artikler/bøger du har skrevet

Erfaringer fra studiejob

Vi kender dig, din faglighed og din situation 244.000 højtuddannede er allerede medlemmer af Akademikernes A-kasse. Vi sætter nye standarder for, hvordan en a-kasse hjælper ledige medlemmer i arbejde til landets billigste pris for akademikere. Og så er vi gratis for studerende under 30 år.


38

DAGBLADET INFORMATION


Andreas Carstensen måler på planterne i marken, så fremtidens landmænd kan gøde mere bæredygtigt Mange landmænd overgøder i dag deres planter med fosfor for at sikre et tilfredsstillende udbytte. Men fosfor er en knap ressource, som ved overforbrug kan skade vandmiljøet. Andreas Carstensen har i sit ph.d.-projekt udviklet en håndholdt fosformåler, der fremover kan hjælpe med at tilpasse tildelingen af fosfor til den enkelte plante til gavn for både mennesker, natur og miljø Tekst Mette Kyed Foto Anders Rye Skjoldjensen

VIDENSKAPLØB LØRDAG 20. APRIL 2019

39


Se Ph.d. Cup Kåringsshowet

Fredag den 26. april DRTV kl. 18 DR2 kl. 21.30 Se de fem ph.d. cupfinalister dyste på viden. Peter Lund Madsen er vært. _ Ph.d. Cup 2019 er en formidlingskonkurrence for forskere, der har fået godkendt deres ph.d. fra ét af de danske universiteter i 2018. Cuppen er et samarbejde mellem DR, Information og Lundbeckfonden.

AUTEUR Iscenesættelse Manuskript Scenografi Lys- og lyddesign Koreografi

Start august 2019 Særlig pris for universitetsstuderende

HØJSKOLEN SNOGHØJ

S

ønderjyske Andreas Carstensen går hjemmevant rundt i de store drivhuse ved Frederiksberg Campus i København i sin flaskegrønne kittel mellem planter placeret på sirlige lange rækker. Allerede tidligt i hans liv var det planter og landbrug, der fyldte. Han er vokset op på en slægtsgård i Hellevad, en lille sønderjysk by, med egen malkebesætning og 100 hektar planteavl. Hurtigt stod det dog klart, at det ikke var inde i stalden ved dyrene, at Andreas Carstensens interesse var, men i stedet ude i marken. »Det, jeg var tiltrukket af, var det fascinerende ved at så noget, passe det og se det vokse, for til sidst at høste det og få så meget ud af det som muligt både natur- og udbyttemæssigt,« forklarer han. Planter var også omdrejningspunktet for hans nyligt afsluttede ph.d.-projekt, hvor han præsenterede en nytænkende metode til at måle planters fosforbehov, hvilket kan hjælpe til at nedsætte fosforforbruget i landbruget.

Fosfor er et af planternes vitaminer Det lå på ingen måde i kortene, at Andreas Carstensen skulle være ph.d., da han forlod slægtsgården i Sønderjylland og drog til København for at dyrke sin grønne interesse akademisk, først som bachelor i naturressourcer, derefter agronom – og siden hen som ph.d. inden for selv samme fag. »I starten handlede det om at tage til København, lære noget og så skynde sig hjem igen, inden det gik alt for galt,« siger han. I løbet af Andreas Carstensens specialeproces skulle det dog vise sig, at han havde fundet frem til noget interessant omkring naturressourcen fosfor, som kom til at holde ham i København fem år mere end planlagt. »Alle planter har brug for fosfor for at vokse, men for planteavlere er det meget svært at bestemme, hvor meget fosfor der er tilgængeligt for planterne ude i marken, fordi det bliver bundet meget stærkt i jorden. Jord kan sagtens indeholde masser af fosfor, uden at det er tilgængeligt for planterne. De metoder, man tidligere har brugt til at måle fosforindhold i jorden, er ret upræcise,« fortæller han. Derfor valgte Andreas Carstensen at flytte fokus fra jorden til planten for at finde ud af, om planter selv kan afsløre fosforindholdet. I stedet for at forsøge at estimere, hvad der er tilgængeligt i jorden, var han interesseret i at spørge planten direkte: »Mangler du fosfor?« Det viste sig at være det helt rigtige spørgsmål. Et, ingen andre tidligere havde stillet, og det resulterede i et ph.d.-projekt. Plantens hjertekardiogram For at få svar på sit spørgsmål til planterne begyndte Andreas Carstensen at nærstudere de mange forskellige signaler, som planter udsender. Et af de signaler, han fandt, og som virkede lovende, var planters fluorescenssignal, der afspejler, hvor effektiv fotosyntesen i en plante er. Ved at måle på det signal fandt han ud af, at man kan måle på planters generelle sundhedsstatus. »Når en plante mistrives, er fluorescenssignalet noget af det første, der påvirkes, og ligesom et hjertekardiogram giver vigtig information til lægerne om en patients sundhed, giver fluorescenssignalet vigtig viden om plantens velbefindende,« fortæller Andreas Carstensen. Det var også ved at nærstudere fluorescenssignalet, at han kunne fastslå planters fosforindhold. På baggrund af den opdagelse lykkedes det ham at udvikle en håndholdt fosformåler, der tidligt i plantens liv kan afsløre, om den mangler fosfor. Måleren ligner en stregkodeskanner fra supermarkedet og fungerer ved, at man via en medfølgende clips sætter måleren direkte på planten. Herefter bliver målingen overført til en app på ens smartphone, som så ud fra en matematisk model beregner et tal for plantens fosforstatus på tre sekunder. Den håndholdte måler gør det muligt for landmanden at måle på planterne direkte i marken. Samtidig er den med til at sikre, at man fremover kan tilpasse tildelingen af fosfor til hver enkelt plante. Ved at lytte til planternes specifikke behov kan

man målrette fremtidige gødningsstrategier og reducere overforbruget af fosfor betydeligt og dermed få det til at strække længere. Det vil både være til gavn for natur og miljø, hvor et overforbrug af fosfor kan skade vandmiljøet, samt for fremtidens fødevareproduktion, der er stærkt afhængig af fosfor. Selv holder Andreas Carstensen meget af at værne om og passe på naturen, og han er meget optaget af at optimere udbyttet af naturen. Under studiet startede han sit eget lille frøfirma, der skulle sælge grøntsagsfrø, blomsterfrø og krydderurter. »Haven er mit frirum, her kan jeg luge, hakke og høste lidt. Det er her, jeg kan slappe af. Men det er ikke altid, jeg når at få høstet det hele, for det er den kedelige del. Jeg synes, det sjoveste er at så og hakke.«

Perfekt afslutning på ph.d.en Sammen med sin vejleder og en postdoc på Københavns Universitet startede Andreas Carstensen under sit ph.d.-projekt firmaet SpectraCrop. Det er det firma, der i dag står for at forhandle Andreas Carstensens fosformåler i både ind- og udland. »Der er stor interesse for produktet, men vi har stadig et kontrolleret salg, fordi vi fortsat skal blive klogere på alle de målinger, vi får ind fra de målere, der er ude og virke i erhvervet,« fortæller han. Efter Andreas Carstensen afsluttede sit ph.d.-projekt sidste år, var han for en kort periode tilknyttet universitetet som postdoc. Fra starten af det nye år har han dog vinket farvel til tilværelsen i København og er rykket tilbage til Sønderjylland, hvor han i dag har overtaget forældrenes slægtsgård og samtidig arbejder fuldtids som planteavlsrådgiver. Andreas Carstensen er den ældste i en søskendeflok på tre, så på sin vis har det altid ligget lidt i kortene, at slægtsgården ville blive hans skæbne, og heldigvis til sin egen store begejstring: »At have overtaget slægtsgården er en mangeårig drøm, der nu er blevet gjort mulig,« fortæller han. Ved siden af jobbet som planteavlsrådgiver og arbejdet med slægtsgården arbejder Andreas Carstensen nu på at udbygge og udbrede fosformåleren, så hans opfindelse kan nå ud til endnu flere og være med til at målrette den måde, man skal gøde planter på i fremtiden. »For mig er det jo en perfekt afslutning på en ph.d., at resultatet ikke er blevet et teoretisk produkt, som kun forskere kigger på, men at det er blevet et produkt, som kan bruges af landmænd og planteavlskonsulenter i det virkelige liv.« meky@information.dk

Andreas Carstensen Stilling: Planteavlsrådgiver i LandboSyd i Aabenraa. Yndlingsredskab: En mejetærsker, fordi det suverænt er den flotteste landbrugsmaskine. Bedste overspringshandling: Jeg tjekkede nyhederne mange gange i løbet af dagen, da jeg sad ved min computer og fik en fjern tanke i skriveprocessen. Forbillede: Mine bedsteforældre. De har tidligere boet på slægtsgården. Jeg dedikerede også mit ph.d.-projekt til dem, fordi det er dem, der har fået mine øjne op for landbrug. Og min bedstefar hed også Andreas Carstensen. Største erkendelse: Det er ikke alt nørdet forskning, der ender i en videnskabelig artikel, der kun bliver læst af få. Der bliver lavet megen god forskning, der kommer ud i erhvervslivet for at virke.

snoghoj.dk

DAGBLADET INFORMATION


OPEN LECTURES

BRAIN PRIZE LECTURES 2019 Onsdag den 8. maj kl. 15:00-17:30 Københavns Universitet, Panum, Blegdamsvej 3B, Niels K. Jerne auditoriet De har brugt mere end 30 år på at beskrive, forstå, diagnosticere og behandle den mest udbredte arvelige blodpropsygdom i hjernen, CADASIL. Derfor modtager fire franske hjerneforskere i år verdens største hjerneforskningspris, Lundbeckfondens The Brain Prize på 1 mio. euro.

Program den 8. maj kl. 15:00 - 17:30 Professor Marie-Germaine Bousser - “CADASIL before CADASIL” Professor Elisabeth Tournier-Lasserve - “CADASIL and cerebral small vessel disease in genomics wonderland” Professor Hugues Chabriat - “An archetype of ischemic cerebral small vessel disease” Professor Anne Joutel - “Notch3 accumulation in CADASIL: past, present and future” Vel mødt (efter først til mølle-princippet).


42

DAGBLADET INFORMATION


’Selvfølgelig er det klamt. Bare de billeder, der er i lærebogen … man har næsten ikke lyst til at læse videre, men man er også nødt til at vide, hvordan det ender. Jeg tror, jeg har det på samme måde, som når folk bliver fanget af en god krimi eller en gyserfilm,’ siger Eline Palm Meldgaard.

Eline Palm Meldgaard går til angreb på udspekulerede orme Det lyder som plottet til en science fiction-film, når Eline Palm Meldgaard fortæller, hvordan parasitter – orme, der svømmer rundt i tarmene – spreder sygdom blandt grise i Danmark, mens de i tropiske og subtropiske egne også plager mennesker. I sin ph.d. undersøger forskeren, hvordan vi kan indhente de snyltere, der lader til at være et skridt foran os Tekst Rasmus Friis Foto Anders Rye Skjoldjensen

Fortsættes på side 44

VIDENSKAPLØB LØRDAG 20. APRIL 2019

43


M

åske har du set en af de videoer, der er gået viralt på nettet, hvor hvidlige orme vælter ud af kroppen på mennesker, for eksempel på operationsbordet, hvor de titter frem fra tarmene. Videoerne er som regel fra sydligere breddegrader end vores, og det tager toppen af ubehaget, når man erfarer, at parasitterne ikke inficerer mennesker i Danmark. Men spørgsmålet melder sig stadig: Hvordan kan man have en op til 40 centimeter lang orm svømmende i tarmen, endda en livlig en af slagsen, uden at kroppen øjeblikkeligt smider den på porten? Hvis man spørger Eline Palm Meldgaard, er det, fordi ormen »har regnet den ud«. Den er forbandet udspekuleret. Mens den svømmer rundt i maven på alt fra grise til mennesker, fortæller den sin vært, at den ikke er der og mæsker sig dovent i den mad, der siver ned gennem kroppen. »De er næste ligesom aliens fra science fiction-film. Det kan komme bag på en, hvor intelligent det system, de har skabt gennem evolutionen, faktisk er. De har jo ikke en hjerne, men det virker enormt sofistikeret,« siger Eline Palm Meldgaard. Ideen bag parasitologens ph.d.-projekt, som hun afleverede sidste år, var netop at forstå det sofistikerede system. Ikke bare for at opklare gåden om parasitternes liv i mennesker og dyr, men også for på sigt at bekæmpe dem med mere effektive metoder, end man gør i dag. For lige nu lader ormene til at være ét skridt foran os. Og det er de ganske rigtigt kommet ved hjælp af metoder, der er som taget ud af en science fiction-film. Når de parasitter, Eline Palm Meldgaard har undersøgt – knude-, piske- og spolormen – er nået frem til en gris, for eksempel gennem parasitæg, der har sneget sig ind i føden, udskiller de nogle transportpartikler, de såkaldte exosomer. Exosomerne fører så tilsyneladende nogle molekyler kaldet mikroRNA ind i værtens celler, og det er de molekyler, der potentielt er i stand til at blokere eller begrænse dele af værtens immunrespons. Selv om Eline Palm Meldgaard understreger, at det stadig kun er »en fascinerende tanke«, tyder hendes projekt altså på, at molekylerne manipulerer immunsystemet til ikke at reagere på ormens tilstedeværelse. De fører kroppen bag lyset. Og det er muligvis derfor, at parasitten – der alt efter arten kan blive mellem et par og helt op til 40 centimeter – kan nyde værtens gæstfrihed, ofte i flere måneder. Imens bliver værten syg. I Danmark er der tale om grise, der kan få diarré og miste appetitten, hvilket både går ud over dyrene og de landmænd, der lever af at sælge deres kød. I afrikanske, sydamerikanske og asiatiske lande er det også mennesker, det går ud over. Kun i få tilfælde med døden til følge, men parasitterne kan hæmme børns vækst og forårsage kronisk sygdom, hvis de ikke behandles.

Som at se en god krimi Problemet er ifølge Eline Palm Meldgaard, at vi i dag behandler infektionerne bagvendt. Man diagnosticeres ved fund af parasitæg i fæcesprøver, men parasitterne lægger først æg, når de har vokset sig fede og fuldvoksne efter omkring 9 til 13 uger. På det tidspunkt kan værten allerede have smittet det meste af stalden eller landsbyen – og så er kimen lagt til en ond spiral. »Det er en slags våbenkapløb. Parasitterne udvikler en smart strategi, immunforsvaret prøver at følge trop, men så udvikler ormene noget smart igen,« siger hun og tilføjer, at der er tegn på, at nogle af parasitterne er ved

44

afsløre, om det rent faktisk var tilfældet. For var exosomerne der ikke, ville hypotesen være afvist og projektet dødt. Men de var der. Og i et senere simulationsforsøg, som Eline Palm Meldgaard foretog i Spanien, viste det sig også, at både exosomerne og de mikroRNA-molekyler, som de transporterer, smeltede sammen med værtscellerne. Begge hypoteser holdt altså hele vejen. »Det var helt fantastisk. Og endnu en stor dag. Jeg kan ikke sige, jeg har været heldig, for jeg kan ikke styre, hvordan tingene hænger sammen, men jeg har fået en god idé, som har vist sig at holde stik,« siger Eline Palm Meldgaard.

at blive resistente over for vores medicin. Det kan man mene er skræmmende og væmmeligt, men Eline Palm Meldgaard synes også, det er voldsomt fascinerende. Det syntes hun allerede, da hun som førsteårsstuderende på biologistudiet, stødte på parasitterne i et modul om dyr uden rygrad. Hun nærstuderede ivrigt billederne af grisetarme, inficeret af hvidlige rundorme, og mens hun kunne se mange af sine medstuderende vende blikket bort i væmmelse, var hun selv solgt. »Selvfølgelig er det klamt. Bare de billeder, der er i lærebogen … man har næsten ikke lyst til at læse videre, men man er også nødt til at vide, hvordan det ender. Jeg tror, jeg har det på samme måde, som når folk bliver fanget af en god krimi eller en gyserfilm,« siger hun. Senere opdagede hun, at det var muligt at tage en kandidat i parasitologi på Københavns Universitet. Og hun skulle ikke bruge lang tid på at beslutte sig for at tage den, heller ikke selv om hun vidste, at det måske ville bane en snæver karrierevej for hende. »Jeg synes bare, de her parasitter var vildt seje. Så jeg var slet ikke i tvivl,« siger hun og griner.

Med labberne i inficerede tarme Hun fortæller, at hendes ph.d.-projekt startede som »en sød fantasi«. I så fald er det nok en sød fantasi, hun deler med de færreste. For at teste sin hypotese om exosomerne og mikroRNA-molekylerne måtte hun få

inficeret nogle grise, hvorefter det gjaldt om at ’dykke ned’ i tarmene. »Det går simpelthen bare ud på, at man tømmer tarmene for indhold,« siger Eline Palm Meldgaard. »Og så går man i gang med at vaske de her tarme og simpelthen plukke parasitterne én ad gangen. Spolormene er meget lette at se, de er jo kæmpestore, men det kræver lidt mere at finde de andre. Det er noget værre svineri.« På et tidspunkt stod hun med et glas, hvor en hær af spolorme – dem, der kan blive 40 centimeter lange – vred sig og næsten væltede ud over kanten. »De har en tyk muskulatur og er stærke. De er virkelig livlige, når man står med sådan nogle i hånden,« fortæller hun. Næste skridt var at tage fusen på de parasitter, der normalt tager fusen på os. Så hun smed dem i en næringsrig væske, inkuberede dem i tre dage og sørgede for, at temperaturen ramte 37 grader, så ormene blev bildt ind, at de stadig var i grisens krop. Bagefter hældte hun væsken, som ormene havde svømmet rundt i, i en centrifuge og fik den til at drøne rundt med 30.000 omdrejninger i minuttet for at få udskilt exosomerne. Man kan ikke se transportpartiklerne med det blotte øje, så da hun efterfølgende stod med et tomt glas i hånden, måtte hun bede til, at de var der. Det var »med hjertet oppe i halsen«, at hun tog de billeder i laboratoriet, der skulle

Skal spolere parasitstrategien Det betyder dog ikke, at forskeren er ved at vinde våbenkapløbet mod parasitterne. Hendes konklusioner er stadig usikre, blandt andet fordi forsøgene ikke er lavet på levende dyr eller mennesker. Næste skridt er at undersøge, præcis hvordan exosomerne og mikroRNA-molekylerne manipulerer med værtens celler, inden man kan kaste sig ud i forsøg med levende mus og måske også grise i laboratoriet. Endemålet er, at forskningen skal føre til en mere effektiv – og frem for alt tidligere – behandling af parasitinfektioner. Og Eline Palm Meldgaard tror, potentialet er stort. »Det ville være smart, hvis man kunne tage en blodprøve på et tidligere stadie, hvor man kan lede efter parasitspecifikt mikroRNA. Hvis det viser sig, at de her molekyler er essentielle for parasitternes overlevelse. Så kan vi bruge dem som de mål, en ny medicin skal sigte efter. Simpelthen gå ind og blokere for dem, så parasitterne ikke kan udnytte denne strategi,« forklarer hun. Det er dog ikke hende selv, der kommer til at tage de næste skridt i forskningen. Hun har fået et nyt job uden for universitetet, mens et forskerhold arbejder videre på projektet i Aarhus. Men hun følger ivrigt med fra sidelinjen – og hun tror aldrig, at hun vil miste interessen for de udspekulerede orme. »De er jo lidt mine kæledyr,« griner hun. Selv tror Eline Palm Meldgaard aldrig, at vi helt kommer til at udrydde parasitormene. »De er for hurtige og for smarte,« konstaterer hun. Måske bliver det muligt at begrænse deres udbredelse, men heller ikke det vil hun stille garantier for. For som hun siger: »Det kan selvfølgelig også være, at vi en dag finder ud af, at de bare er meget klogere end os.« rfr@information.dk

Eline Palm Meldgaard Stilling: Mikrobiolog, ALK Abelló. Yndlingsredskab: Ultracentrifuge. Bedste overspringshandling: Planlægge temafester. Forbillede: Professor Maria Vang Johansen – fordi hun er en sand ildsjæl. Største erkendelse: Der er intet, der er så klamt, at det ikke er godt for noget.

DAGBLADET INFORMATION


PK22 Special Edition

Poul Henningsen

Smoked Grey læder

22.995,-

Nyhed

PH 3/2 Metalliseret Messing Design: Poul Henningsen

Sofa Kampagne 25.995,-

København Lyngby

Vestergaard Møbler Næstved Holbæk


Små bøger, der svarer på tidens store spørgsmål

1

2

J Ø RG E N ST E E N NI E LS E N

ST EFAN H ER MA N N

Hvad skal vi med landbruget?

Hvor står kampen om dannelsen?

3

RASMUS ALENIUS BOSERUP

Hvad svarer vi jihadisterne?

INFO RMATIO NS FO RL AG

T HO M AS G A M ME LTOF T- HANSE N

NANNA MIK- MEY E R

Hvordan løser vi flygtningekrisen?

Hvordan får vi bedre debat om velfærd?

I N FO R M AT I O N S FO R L AG

I NFO R M AT I O NS FO R L AG

INFO RM ATIO NS FO RLAG

I N FO R M AT I O NS FO R L AG

MOGENS HERMAN HANSEN

L I S E LOT T E H Ø J G A A R D

E RIK JØRGE N H ANS EN

M I K K EL V ED BY RASM USSEN

AG I CSONKA

Hvordan kan vi bekæmpe social ulighed, igen?

Hvad er krig og fred i dag?

Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?

INFORMATIONS FORLAG

INFO RM AT IO NS FO RL AG

INFOR MAT IONS FOR LAG

Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen?

I N FO R MATI O N S FO R LAG

INFORM ATIONS FORLAG

0I0I0 0I0I0

M AJA H O R ST O G AL AN I R WI N

Hvad vil vi med universiteterne? INFORMATIONS FORLAG

Hvordan forvrænger populismen demokratiet?

KLAUS HØYER

CAMILLA MEHLSEN V INCENT F. HENDRICKS

M E RE TE N ORD E N TOF T

Hvordan bliver vi digitalt dannede?

Hvordan skaber vi fremtidens psykiatri?

INFORMATIONS FORL AG

INFO RM AT IO NS FO RL AG

Hvem skal bruge sundhedsdata – og til hvad? I N FOR MAT I ON S FOR LAG

49,95 kr. Køb bøgerne på butik.information.dk


FORSKERBREVKASSEN

Kan jeg sladre om min nieces rygning? Mosteren

Ida Donkin Ph.d., læge på gynækologisk afdeling, Nordsjællands Hospital

Maj Thiele Ph.d., læge på Afdeling for Medicinske Mavetarmsygdomme, Odense Universitetshospital

Kan jeg sladre om min nieces rygning? Jeg har fundet ud af, at min 15-årige niece er begyndt at ryge. Jeg har både set hende med en cigaret i hånden og skimtet en pakke i hendes taske. Kan jeg tillade mig at sige noget til hende? Eller måske endda hendes forældre? Jeg vil nødig være den onde moster, men er samtidig en af de ikkerygere, som har læst lidt for meget om sorte lunger og forfærdes ret meget over, at kurven af unge ikkerygere er knækket. Svar I Du skal vælge mellem tre onder. Et: at sladre. To: stiltiende accept af et ungt menneskes selvpåførte skadelige adfærd. Tre: at udfordre valget og træde direkte ind i en storkonflikt. Men den kamp vinder du ikke. Noget af det allersværeste er at ændre andres adfærd og overbevisning. Her hjælper videnskabelige argumenter ikke. Vi er irrationelle væsener og har alle den forbandede tendens, at vi kategorisk afviser fakta, der går i mod egne værdier, men ukritisk accepterer fakta, der understøtter dem – kendt som confirmation bias. Det er åbenlyst for enhver (ikkeryger), at rygning er dumt. Faren for at ende sin dage hængt fast med næsekate-

ter til iltbombe er overhængende. Men selv politikerne tøver med at acceptere fakta og hæve prisen på smøger. Det er en umulig opgave at omvende andre, og umulige opgaver skal man holde sig fra. Sladr til moren og lad hende om at hjælpe sin datter. – Ida Donkin

Svar II I en 9. klasse er der i gennemsnit to elever, der ryger dagligt. Når man tænker på de personlige, sygdomsmæssige og økonomiske omkostninger, der er ved at ryge dagligt, så er det to for meget. Statistikkerne viser heldigvis, at de fleste unge rygere gerne vil stoppe: 48 pct. af dem, der ryger dagligt, vil have kvittet smøgerne inden for et år, og 56 pct. har allerede forsøgt at stoppe. Jeg synes bestemt, du kan tillade dig at sige noget til din niece; der er nemlig solid dokumentation for, at såkaldt ’minimal intervention’ virker godt som indledning til rygestopbehandling. Du kan eksempelvis motivere din niece ved hjælp af de fem trin: (1) Spørg om tobaksforbruget, (2) Giv

råd om at stoppe, (3) Tjek viljen til at stoppe, (4) Hjælp med at holde fast, (5) Aftal opfølgning. Det kan godt være, at din niece i første omgang ikke er klar til at indrømme, at hun ryger, eller har lyst til at kvitte smøgerne. Men så har du i hvert fald plantet et frø. Du kan læse flere gode råd om at snakke med børn og unge om tobak på snakomtobak.dk eller på Kræftens Bekæmpelses rygestopapp til unge, XHALE. – Maja Thiele

Er det etisk forsvarligt at fiske? Good ole Fiskeren

Louise Kruse Jensen Dyrlæge, lektor på Institut for Veterinærog Husdyrvidenskab, Københavns Universitet

Jesper Ryberg Dr.phil., professor på Roskilde Universitet

VIDENSKAPLØB LØRDAG 20. APRIL 2019

Jeg vil gerne høre, om det stadig er o.k. at fiske, for jeg har altid fået at vide (og Kurt Cobain synger), at fisk ikke har følelser og altså ikke kan mærke smerte. Men hvis de kan det – og det viser noget ny forskning som eksempelvis bogen What a Fish Knows jo er tilfældet – så gør det formentligt virkeligt ondt på dem at få en krog i munden. Og så er det lige pludselig ikke en uskyldig fritidssyssel mere. Og jeg elsker virkelig at fiske. Men hvad skal jeg gøre? Svar I Der er desværre ikke noget enkelt ja/ nej-svar på, om fisk kan føle smerte, og videnskaben leverer hele tiden modsatrettede svar. Det ligger helt fast, at fisk har specifikke receptorer, som kan registrere ubehagelige stimuli. I videnskabelige forsøg om fisk og smerte bliver disse receptorer ofte stimuleret via f.eks. stød. Den store uenighed opstår, når diskussion falder på, hvordan fisken opfatter nervesignalet fra receptorerne – altså hvad skal der til for at signalet opfattes som smerte i fiskens hjerne? Oplevelsen af smerte kræver bevidsthed. Fiskehjernen har ikke nogen hjernebark, hvilket er det område hos pattedyr og mennesker, som frembringer bevidsthed. Baseret på menneskehjernens anatomi og fysiologi kan man altså antage, at fisk ikke kan føle smerte. Det har de helt enkelt ikke hjernen til.

Fisk kan udvise en adfærd som uro og undvigelse, der virker kompleks, men deres hjerne vil nødvendigvis ikke opleve det som smerte. Man skal dog huske på, at smerteoplevelsen kan have andre kanaler hos fisk, da de evolutionært er meget langt fra os mennesker. Nogle forskere mener at have påvist, at det ikke blot er reflekser, der forårsager flugtadfærd hos fisk, og at smertestillende medicin som morfin kan ophæve reaktioner på umiddelbart smertefremkaldende påvirkninger. Men forskningen inden for fisk og smerte er langtfra tilendebragt.

sig selv er uden relevans for, om der bør tages hensyn til en – det afgørende er, om man kan føle smerte. Naturligvis betyder det ikke, at det altid er forkert at påføre andre smerte. I nogle tilfælde kan en smerte, man udsættes for, være det mindste onde. Men Benthams tanke om, at vi bør tage hensyn til andre parters smerte, er svær at afvise. Så hvis forskning viser, at fisk kan føle smerte, så gør du måske ret i at overveje en ekstra gang, inden du kaster din line. – Jesper Ryberg

– Louise Kruse Jensen Svar II Den engelske filosof Jeremy Bentham skrev i starten af 1800-tallet: ’Spørgsmålet er ikke ’kan de ræsonnere’ eller ’kan de tale’, men ’kan de føle smerte’. Det, han henviste til, var dyr. Gennem tiden har der været utallige forsøg på at forklare, hvorfor vi mennesker ikke har et etisk ansvar over for dyr. Det har f.eks. været anført, at dyr ikke har menneskelig fornuft, ikke har et sprog, osv. Men Benthams pointe var, at alle disse grunde er irrelevante. Om man kan tænke eller tale, om man har den ene eller anden hudfarve, om man har to eller fire ben, om man har hud, skind eller pels, er alt sammen forhold, der i

Forskerbrevkassen Forskere i alt fra filosofi til gynækologi giver svar på hverdagens videnskabelige dilemmaer. Forskerbrevkassen er en fast del af Informations videnskabsnyhedsbrev. Skriv dig op på information.dk/ nyhedsbreve

47


Fatima udvikler nanosensorer, der kan opdage skadelige bakterier Fatima er ph.d. fra DTU. Hun har udviklet en revolutionerende nanosensor, der kan opdage infektioner, før de går i udbrud. I dag arbejder hun videre med den nye viden som iværksætter og direktør i startuppen PreDiagnose.

Læs om den 3-årige forskeruddannelse på dtu.dk/phd

Profile for iBUREAUET

Videnskapløb (Ph.d. Cup) 2019  

Videnskapløb (Ph.d. Cup) 2019  

Advertisement