__MAIN_TEXT__

Page 1

V I D E N S K A P LØ B D A G B L A D E T I N F O R M AT I O N

FREDAG 20. APRIL 2018

Er mennesket en økonomisk agent, et stykke biologi, en social konstruktion – eller hvad? Ny bog af Frederik Stjernfelt og David Budtz Pedersen 4-18

Forestil dig at bruge 20 år på at forske og så finde ud af, at dine konklusioner er forkerte. Videnskaben er blevet ramt af en krise, og selv anerkendte resultater kan ikke genskabes En skoarkæolog, en sædekspert, en vulkanolog, en ekspert i høretest og en forsker i forældreskab og sundhed. Mød finalisterne i årets Ph.d. Cup 12 / 20 / 30 / 36 / 44

Tema om forskningens troværdighed 24-42


2

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

Indhold 4-10 Interview Stjernfelt og Budtz kaster sig ind i ka m p e n o m m e n n e s ke t

12-14 Ph.d. Cup-finalist Anders vil gøre det nemmere fo r fo l k a t få b ø r n

16 & 18 Kritik x 2 En samfundsforsker og en humanist anmelder ’Kampen om mennesket’

Videnskaben er ikke den hvide mands våben Den magtkritik, de unge udøver på de amerikanske universiteter, er i sidste instans afhængig af ytringsfrihed, konfrontation af ideer og respekt for modsigelsen. Hvis de ikke anerkender det, nedbryder de det rum, hvor selv deres stærkeste modstandere er tvunget til at tage dem alvorligt

20-22 Ph.d. Cup-finalist Få kender de islandske vulkaner som Johanne

24-27 TEMA: Forskning i krise Mød lægen, der satte spørgsmålstegn ved forskningens sandhedsværdi

28-29 TEMA: Overblik Her er forskningen ramt på troværdigheden

30-33 Ph.d. Cup-finalist For Vivi er der intet som en gammel sko

34-35 TEMA: Forskning i krise Krisen har ramt Claude Steele og Michael Inzlicht – personligt

36-38 Ph.d. Cup-finalist Iben har forsket i, hvordan sundhedsideologien har ramt os

40-41 TEMA: Forskning i krise Ifølge Brian Nosek er krisen det bedste, der er sket videnskaben

42-43 Ph.d. Cup-finalist Ellen vil gøre os klogere på hørelsen

44 TEMA: Forskning i krise Analyse: Vi har et problem

46 Forskerbrevkassen Problemer i hverdagen? Spørg en forsker

Videnskapløb udkommer som led i Ph.d. Cup 2018, der er et samarbejde mellem DR og Dagbladet Information og er støttet af Lundbeckfonden Adm. direktør Stine Carsten Kendal Ansv. chefredaktør Rune Lykkeberg Redaktører Johanne Pontoppidan Tuxen, Anton Geist Art Direction Jesse Jacob og Sofie Holm Larsen Forsidefoto Anders Rye Skjoldjensen indland@information.dk

Tekst Rune Lykkeberg

V

idenskaben i Amerika er ikke kun truet oppefra. Af en impulsstyret præsident, som hævder retten til sine egne fakta. Den er også på mange universiteter truet nedefra – af aktivistiske, politisk bevidste studerende. Og forskere og tænkere er forfærdede. De mener, at videnskabens hellige haller har vendt sig mod videnskaben selv. »Sig til mig, at det her ikke er sandt,« beklagede Francis Fukuyama sig på Twitter ved nyheden om, at Yale University sidste år af hensyn til sensitive studerende havde valgt at ændre en skulptur af en nybygger og en indfødt amerikaner. Den hvide mands våben var blevet tildækket af en ny sten, så han ikke længere truede den indfødte. En skulptur, som afdækker en grusom fortid, man på et universitet burde kunne lære af, blev tildækket for at skjule historiens vold. Og det er ikke uden grund: Der har været racistiske seancer og tendenser til stærke, kvindeforagtende mandefællesskaber på amerikanske universiteter. Og modstanden mod kvindeforagten og racismen bliver radikaliseret, når landets præsident ikke vil tage afstand fra højreradikale unge mænd, som under slagord som »jews shall not replace us« marcherer med fakler gennem campus om natten. Racismen er virkelig, og hadet er voldeligt. Forbudskulturen er bare uforenelig med idealerne for universitetet som forum for frie undersøgelser, ytringsfrihed og engageret uenighed. 

Den civiliserede uenighed Problemet for universiteterne er ikke kun, at det er besværligt at afholde fastelavn, hvis enhver udklædning som andet end det, man selv er, bliver til et muligt overgreb. Det er grundlæggende, at der er en principiel og praktisk modsætning mellem at skabe såkaldte safe spaces, krænkelsesfri rum, og det videnskabelige ideal om at møde verden spørgende, nysgerrigt og fordomsfrit. Den videnskabelige undersøgelse skal være fri og åben, den skal søge erkendelser og udfordre sine grundantagelser. Men den tolerance, mange aktivister advokerer for, vil ikke udfordre sine grundantagelser. Den vil beskytte minoriteter mod hadsk tale og institutionel diskrimination. Den videnskabelige tolerance fordrer det modsatte: Nemlig at man udholder det, man ikke bryder sig om.  Som professor på Harvard Steven Pinker har skrevet i the Spectator:

»Universiteterne er blevet til grin for deres intolerance, når ikke-venstreorienterede druknes af skrigende masser, professorer bliver underkastet stalinistiske afhøringer, og vi får latterlige vejledninger om mikroagressioner (som for eksempel ’jeg mener, at den bedst kvalificerede person skal ansættes’), og studerende flokkes og forbander en professor, som har inviteret dem til at diskutere halloweenkostumer.« Pinker henviser blandt andet til en episode fra 2017, hvor Berkeley University af sikkerhedshensyn aflyste en gæsteforelæsning med den højreorienterede Milo Yiannopoulos efter voldsomme demonstrationer. Det universitet, hvor de unge i 1968 kæmpede

Den position, som kræver, at pensum skal være opbyggeligt, er lige så problematisk som den position, der hævder, at alt er magt, og alle betydninger kan laves om

for friheden til at sige deres mening, blev et sted, hvor nogle kæmper for friheden til at slippe for andres anstødelig hadtale. Pinker afsluttede sin kritik med en opfordring til Harvards nye præsident, Lawrence Bacow, til »offentligt at slå den frie undersøgelses og den civiliserede uenigheds urørlighed fast«.

Mange har forbundet den nye studententeraktivisme med et kulturkritisk pensum på universiteterne. De beskylder franske tænkere som Michel Foucault og Jacques Derrida for at have inspireret en karikatur af oplysningstiden, Vesten, fornuften og det liberale samfunds institutioner. De unge lærer ifølge kritikerne at foragte oplysningen og det liberale demokrati i stedet for at forsvare det over for demagoger som Trump. 

Kvaliteterne Den konservative kommentator David Brooks har ligesom eksempelvis Harvard-forskeren Yascha Mounk opfordret til, at de unge undervises i kvaliteterne ved deres eget samfund. De skal lære at forsvare oplysningstiden og det liberale demokrati i stedet for at dekonstruere det. Men den position, som kræver, at pensum skal være opbyggeligt, er lige så problematisk som den position, der hævder, at alt er magt, og alle betydninger kan laves om. Det er i det perspektiv interessant, at såvel Derrida og Foucault endte med at forsvare idealerne for den oplysningstid, de gennem hele deres forfatterskab havde kritiseret. Efter Foucault var faret vild i sine magtanalyser og hyldede den islamiske revolution i Iran, vendte han tilbage til Immanuel Kant og prøvede at besvare spørgsmålet ’hvad er oplysning’ påny.  Og Derrida, der jonglerede med begreber som ’dekonstrution’, ’eurocentrisme’ og ’logocentrisme’, fremhævede i det sidste interview inden sin død det bedste i den europæiske tradition:  »Det, som jeg kalder dekonstruktion, selv når det er rettet mod noget af Europa, er europæisk. Det er et produkt af et Europa, der forholder sig til sig selv som radikal andethed. Siden Oplysningstiden har Europa permanent øvet selvkritik, og i denne progressive arv er der en chance for fremtiden.« Derridas pointe er, at den radikale kritik af oplysningen selv trækker på oplysningens principper. At den magtkritik, de unge udøver på de amerikanske universiteter, i sidste instans er afhængig af ytringsfrihed, konfrontation af ideer og respekt for modsigelsen. Hvis de ikke anerkender det, nedbryder de det rum, hvor selv deres stærkeste modstandere er tvunget til at tage dem alvorligt. Universitetet, med andre ord.  rune@information.dk


HVAD BETYDER VIDEN FOR DIG? Dansk Magisterforening insisterer på, at uafhængig forskning er drivkraften for udviklingen af vores samfund. Men fri forskning er ikke en selvfølgelighed. Derfor støtter vi op om March for Science, som finder sted søndag d. 22. april 2018. Du skal med!

TILMELD DIG OG FIND YDERLIGERE INFORMATION PÅ DM.DK/MARCHFORSCIENCE

STØTTER MARCH FOR SCIENCE


4

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

Den skjulte kamp om at definere mennesket Uanset om vi diskuterer køn, dagpenge, flygtninge eller Facebook, ligger der altid en skjult kamp under overfladen: en kamp om, hvad et menneske egentlig er. Det mener professorerne David Budtz Pedersen og Frederik Stjernfelt, som er aktuelle med en ny bog, der optegner otte centrale menneskebilleder, der konstant kÌmper om vores hjerter og sind Tekst Christian Bennike ¡ Fotos Thomas Nielsen


DET ER IKKE DYRT AT KØRE BMW.

BMW i3 UNLIMITED. 306.880 KR. INKL. 3 ÅRS STRØM.

Sæt strøm til din BMW. Vi gi’r strømmen de første 3 år. Velkommen til BMW i3 Unlimited. Kraftfuld. Støjsvag. Direkte. 0-100 km/t på 7,3 sekunder. En opladning giver strøm nok til 300 km. Eller 200, hvis du vil køre lidt sjovere! Og det gør du i BMW i3 Unlimited.Du får en ladeboks sat op derhjemme - enten i dit hus, sommerhus eller i en P-kælder. Og derudover er der naturligvis de 1.500 andre CLEVER ladepunkter i Danmark, Sverige og Nordtyskland. Glæd dig til mindst 3 sjove, hurtige og strømlinede år i BMW i3 Unlimited. CO2 0 g/ km, 170 hk.

JAN NYGAARD AS

BAYERN AUTOGROUP

Firskovvej 33, 2800 Kgs. Lyngby Tlf. 4588 6600 www.jan-nygaard.dk

Blomstervej 4A, 8210 Aarhus Tlf. 87 43 03 00 www.bag.dk

Ren køreglæde


D 6

er sidder tre personer i et oplyst tv-studie godt i gang med en ophedet debat om ligestilling – en feminist, en jurist og en biologi. Først tager feministen ordet: Køn er konstrueret af kultur og historie, siger hun. Medierne holder kønsstereotyper ved lige, og det er derfor, piger går i pink, og derfor, der er diskrimination – køn er en social konstruktion. Evolutionsbiologen ryster på hovedet. Nej, mennesket er et biologisk væsen, og de to køn har hver sine karakteristika, siger han, det er ikke så underligt, at der er en vis forskel. Så bryder juristen ind. Det er faktisk lige meget, siger hun, for alle mennesker er jo borgere i samfundet og skal have samme rettigheder. Det er ikke bare forskellige holdninger til ligestilling, de tre personer i dette tænkte eksempel fremfører – det er forskellige syn på, hvad et menneske er. Er mennesket et biologisk væsen, en kulturel konstruktion eller en fornuftig borger? Det er blevet forår, solen skinner ned over Københavns sydhavn og glider ind ad vinduet til David Budtz Pedersen og Frederik Stjernfelts fælleskontor på Aalborg Universitet i København, hvor de to professorer er ved at forklare, hvorfor kønsdebatten faktisk er et glimrende eksempel på pointerne i deres nye bog, Kampen om Mennesket, som netop er udkommet. I bogen optegner forfatterne otte ’menneskebilleder’; otte måder at se mennesket på, som hele tiden kæmper mod hinanden – fra det økonomiske menneske (Homo economicus), til det kulturbærende menneske (Homo socius), det universelle menneske (Homo humanitatis) og det nationale menneske (Homo nationalis). (Se alle otte menneskebilleder på side 8-9). »Menneskebilleder kan crashe hårdt,« siger David Budtz Pedersen. »Det neurobiologiske syn på køn, som har været toneangivende i evolutionspsykologien, forklarer al adfærd ud fra biologiske træk i menneskets artshistorie. Det står i skarp kontrast til en central idé i humanistiske kønsstudier: at køn er socialt forhandlet og udtryk for konventioner og transformerbare kulturelle træk.« Pointen er, at uanset om vi diskuterer ligestilling, dagpengereformer, Cambridge Analytica eller flygtningekrisen, foregår der også under debattens overflade en skjult kamp om, hvad et menneske egentlig er. »Der er altid en række uudtalte forudsætninger for debatten,« siger Frederik Stjernfelt. »Vi hævder, at de her otte menneskebilleder er stærkt med til at strukturere debatten og det politiske liv. Men ofte foregår det implicit. Måske detekterer man kun menneskebillederne i et enkelt adjektiv – f.eks. adjektivet ’arbejdsvillig’ i en debat om beskæftigelsespolitik.« Det lille ord – arbejdsvillig – er nemlig ikke neutralt, det rummer et billede af mennesket som et egennytteoptimerende væsen, der kan styres af bureaukratiet via incitamenter og kontrol. »Ordet rummer et helt menneskebillede, og hvis folk forstår det, forstår de også, hvorfor et adjektiv kan have argumentativ kraft: fordi menneskebilledet spiller med i argumentet, selv om det er skjult,« siger Frederik Stjernfelt. Tag flygtningekrisen som et andet eksempel: Hvilken holdning man har til flygtninge, afhænger af, hvilket menneskebillede man abonnerer på. Ser man flygtninge som universelle retssubjekter med ukrænkelige ret-

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

tigheder (Homo humanitatis)? Som økonomiske agenter, der kan styres med incitamenter og penge (Homo economicus)? Som små stykker af en fremmed kultur, der ankommer til vores land (Homo socius)? Eller som en del af en global underklasse i marxistisk forstand (Homo faber)? »Menneskebilleder kan mobiliseres politisk,« siger David Budtz Pedersen. »Da der var brug for et reformprogram af velfærdsstaten, mobiliserede man det økonomiske menneske som et idealbillede for borgeren – han skulle have incitamenter; måles og vejes. Og nu ser vi populistiske politikere i Europa, som siger: ’Vi har fået nok af Homo economicus, for det ser bort fra kulturelle, nationale og følelsesmæssige identiteter.’ Og så mobiliserer de et modbillede.«

Cambridge Analytica og humaniora Ikke så sjældent bliver humaniora beskyldt for at være en slags flødeskum på samfundets lagkage – den bløde og fluffy videnskab om kunst og underholdning, der står i skyggen af den hårde, nyttige, rigtige naturvidenskab, som kan ’bruges til noget’, som kan opfinde lægemidler og tech-startups. Men humaniora er hverken blød eller unyttig, mener Stjernfelt og Budtz, som siden 2011 har samarbejdet

David Budtz Pedersen: »En, der forsker i fransk 1800-talsromantik, kan sagtnes bidrage til forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske i en tid med mikropropaganda på de sociale medier.«

Frederik Stjernfelt: »Alle de menneskebilleder, vi optegner, har et sundt kerneområde, hvor de siger noget væsentligt om mennesket. Men de har også en stor gråzone.«

Vi ser populistiske politikere i Europa, som siger: ’Vi har fået nok af Homo economicus, for det ser bort fra kulturelle, nationale og følelsesmæssige identiteter’ David Budtz Pedersen Professor

om et forskningsprojekt, der »kortlægger den samfundsmæssige almennytte af humaniora«. Humaniora kan noget andet. For det første kan humaniora afdække de uudtalte præmisser, vi lever på. »Vores bog er et eksempel på, hvad humaniora kan tilbyde den offentlige debat,« siger Frederik Stjernfelt. »De færreste tænker over, at der findes konkurrerende menneskebilleder, som støder sammen i debatten, men det kan man blive klar over ved at anlægge et humanistisk idehistorisk perspektiv på debatten.« Bogen er »et klassisk stykke ideologikritik«, som Stjernfelt siger. Den afdækker det skjulte. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvilket menneskebillede man støtter sig til, for de bærer på hver sin vision for det gode samfund: Homo nationalis er skeptisk over for globalisering, Homo faber vil have alle mennesker i arbejde, og Homo emotionalis er mistænksom over for rationalisme. Det er sådan set humaniora classic: Når humanistiske forskere undersøger antikke

Fortsættes på side 10


IT-UNIVERSITETET I KØBENHAVN

OVERVEJER DU, HVAD DU SKAL LÆSE EFTER DIN BACHELOR? IT-Universitetet leverer state-of-the-art undervisning og forskning inden for digital design, forretnings-it og datalogi. Vores ambition er at skabe og dele viden, som fører til banebrydende informationsteknologi og tjenester til gavn for menneskeheden. Vi arbejder tæt sammen med erhvervslivet, den offentlige sektor og internationale forskere og er kendetegnet ved en stærk iværksætterånd blandt studerende såvel som forskere. IT-Universitetet udbyder fem kandidatuddannelser i krydsfeltet mellem business, design, software og spil: • • • • •

Digital Innovation & Management Digital Design og Interaktive Teknologier Datalogi Softwareudvikling (Design) Spil

Vores kandidatuddannelser giver dig bl.a. redskaber til at designe digitale og interaktive teknologier i et brugerdrevet perspektiv, viden om hvordan it og data former samfund, organisationer og individuelle liv og forståelse for, hvordan computerspil skaber mening og påvirker os socialt. På IT-Universitetet er der et aktivt og levende studiemiljø, hvor du har rig mulighed for at engagere dig i tværfaglige og sociale aktiviteter ved siden af studiet. Vi afholder løbende debatarrangementer og foredrag, som sætter den teknologiske udvikling på spidsen. Læs mere om vores kandidatuddannelser og følg vores kommende events på itu.dk

Læs mere på itu.dk


8

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

Otte menneskebilleder, der slås om vores hjerter og sind Der udspiller sig en ustandselig kamp om mennesket i den offentlige debat, mener Frederik Stjernfelt og David Budtz Pedersen. Det er en kamp om at påvirke mennesker til at tænke om sig selv og deres omverden på en bestemt måde. I deres nye bog opridser de otte menneskebilleder, som hele tiden er i kamp Tekst Christian Bennike Illustrationer Ditte Lander Ahlgren

Homo sapiens – det biologiske menneske Homo sapiens ser grundlæggende mennesket som en veludviklet abe. Babyer er ikke blanke tavler, som kulturen eller nationalstaten kan forme efter forgodtbefindende, nej, Homo sapiens er dybt påvirket af sin biologi: Gener bestemmer intelligens og temperament, psykiske sygdomme går i arv, hjernestrukturen er formet af evolutionen. Hormoner i blodet og bakterier i tarmen former vores liv. Derfor synes Homo sapiens – i modsætning til Homo socius – at det er naturligt med relativt faste kønsroller, den slags er jo skabt af naturen. I millioner af år er mennesket blevet formet af evolutionen, og det lader sig ikke sådan ændre.

Homo emotionalis – følelsesmennesket Under den tynde fernis af fornuft gemmer der sig en dybere og mere kraftfuld kognition: følelserne. Homo emotionalis er styret af sine følelser, der umærkeligt og intuitivt leder mennesket i en bestemt retning. Selv om mange tror, at de vælger politikere ud fra rationelle overvejelser om skatte- eller kulturpolitik, passer det ikke. Det handler ofte om følelser, om politikernes hår eller den særligt bløde måde, de udtaler ordene på. Homo emotionalis har en lang tradition i den humanistiske idéhistorie: fra Jean-Jacques Rousseaus romantiske opgør med oplysningstænkningen til 1800-tallets ide om ’den sande kunstner’ (som naturligvis var en følsom fyr) og Friedrich Nietzsches vitalisme.

Homo faber – det redskabsbrugende menneske Homo faber er det arbejdende menneske, der bruger redskaber til at forme sine omgivelser. Det vigtigste for ham er at arbejde; at forme sig selv ved at forme sine omgivelser. Hvis man ikke arbejder, er man ikke et rigtigt menneske. Især marxismen har interesseret sig for Homo faber, for hvis mennesket især er kendetegnet ved at skabe sig selv gennem arbejde, er det jo uretfærdigt, at nogle mennesker (kapitalisterne) skummer fløden af andres arbejde. Homo faber har dybe rødder i den kristne etik, der betragtede arbejde som en måde at ære Gud på. Mange husker sikkert også Max Webers berømte essay om sammenhængen mellem den protestantiske arbejdsetik og kapitalismens opståen.


9

Homo deus – det postevolutionære menneske Homo deus – ’det guddommelige mennesker’ – er den nyeste af de otte menneskebilleder. Homo deus er især kendetegnet ved at bruge teknologien til at overskride Homo sapiens kedelige biologiske begrænsninger. Computere, kunstig intelligens, robotter og digitale netværk kobler Homo deus til alverdens viden og alverdens digitale netværk, og det gør Homo deus til en helt ny type menneske: det transhumane menneske. For nogle er Homo deus et science fiction-mareridt, der fører til ensomhed og robotkrig. For andre – bl.a. den amerikanske tech-entreprenør Elon Musk – er Homo deus menneskehedens lysende fremtid. Den moderne aftapning af Homo deus kommer bl.a. fra den israelske bestseller-historiker Yuval Noah Harari og den amerikanske computerforsker Ray Kurzweil. Men også den svenske filosof Nick Bostrom har undersøgt Homo deus’ betydning for fremtidens samfund. 

Homo economicus – det økonomiske menneske Homo economicus har været hyppigt diskuteret de senere år. Homo economicus er rationel og egennytteoptimerende – en gennemsnitsperson, der passer ind i finansministeriets økonomiske modeller, sådan én, der reagerer på New Public Management-ledelse og økonomiske incitamenter: Får han mindre i kontanthjælp, kommer han tættere på arbejdsmarkedet. Homo economicus-billedet har rod i den klassiske liberalisme, som den findes hos John Locke og Adam Smith, men også i liberalistiske økonomer fra efterkrigstiden som Friedrich Hayek og Milton Friedman, der hadede kommunismen for et godt ord og i stedet besang det fri marked og de frie agenter.

Homo nationalis – det nationale menneske Homo nationalis er især formet af sit land og dets særlige historie, traditioner og sprog. Det nationale fællesskab giver Homo nationalis mening og identitet, og nationalstaten sikrer ham politisk lighed og stabilitet. Lige som Homo socius er Homo nationalis et socialt menneske, som er skabt i fællesskab med andre. Og så insisterer Homo nationalis på, at man kun kan have meningsfulde fællesskaber, hvis der også er klare grænser for fællesskabet. En af de første, der skrev om Homo nationalis, var den tyske filosof Johann Gottfried Herder, der i midten af 1700-tallet indsamlede folkeviser og skildrede den tyske folkekultur. En anden berømt analyse af Homo nationalis kommer fra historikeren Benedict Anderson, der i 1983 beskrev de nationale fællesskaber som »forestillede fællesskaber« – en slags udvidet familie. I dag kan man høre ekkoet af Homo nationalis i Donald Trumps slogan ’Make America Great Again’.

Homo socius – det kulturbærende menneske Homo socius er det socialt konstruerede menneske, som ikke er formet af penge eller biologi, men af sine sociale omstændigheder: sprog, kultur, medier og normer. Homo socius mener f.eks. ikke, at der kun findes to køn – det er bare noget, vi mennesker tror, fordi vi i tusindvis af år har anvendt nogle bestemte ord om os selv og gentaget de samme kulturelle mønstre. Det kunne sagtens være anderledes. Og tænk: Mennesket har jo udviklet sig helt enormt gennem sin historie – fra hulemænd til social media-konsulenter – og det beviser, hvor foranderlige mennesker er. Ændrer man kulturen, ændrer man mennesket. Roden til Homo socius ligger hos de første kulturantropologer, som i midten af det 20. århundrede rejste ud for at studere fremmede kulturer på stillehavsøer eller i Amazonas. Det er i samme tradition, man finder Judith Butlers queerteori og Michelle Foucaults diskursteori, som på hver sin måde beskriver mennesket som et socialt produkt.

Homo humanitatis – det universelle menneske Homo humanitatis er det fornuftige og frie menneske, som man særligt forbinder med oplysningstidens tænkere. Ideen er, at alle mennesker grundlæggende er ens uanset køn, race, klasse og kultur. Der er noget, der binder os sammen: at vi er mennesker. Derfor kan man lave menneskerettigheder og afskaffe dødsstraf – fordi der er noget helligt ved hvert eneste menneske. Alle er lige for loven. Homo humanitatis er et individ i sin egen ret og fornuftig nok til at styre sit eget liv. Allerede stoikerne i antikken og renæssancehumanisterne skrev om Homo humanitatis, men det var tyske Immanuel Kant, der tydeligst formulerede ideen om det autonome og fornuftige menneske. I 1776 blev Homo humanitatis-tanken så indskrevet i den amerikanske uafhængighedserklæring: »Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder.«


10

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

Fortsat fra side 6

somt er ved at lære at kende – digitalisering, kunstig intelligens, mikropropaganda, you name it – det kalder jo på nyskabende humanistisk forskning i, hvad det er for et menneskebillede, der ligger bag. Vi tror, teknologiforståelse er et spørgsmål om at forstå teknologien, men det er et spørgsmål om at forstå mennesket, som skal styre teknologien.«

vaser eller britisk 1700-talslitteratur, undersøger de nemlig ikke bare ord og billeder, de undersøger selve mennesket. »Mennesket selv er de humanistiske discipliners genstand,« som de to professorer og deres kollega Finn Collin fra Københavns Universitet skriver i den nye bog. For det andet producerer humaniora hele tiden nye ideer. »Humaniora siver og kryber ud af universiteterne og ud i samfundet; ud i samtalerne og institutionerne,« som David Budtz Pedersen siger. Humaniora producerer ikke mikrochips eller kemiske forbindelser, som kan vurderes økonomisk – det, der »siver« ud af humaniora, er fortællinger om det moderne menneske. Og det er straks sværere at værdisætte. »Humaniora har ikke én værdi. Trump, Brexit, Cambridge Analytica ... deres rådgivere har også læst en masse humaniora,« siger David Budtz Pedersen. »Ja,« siger Frederik Stjernfelt. »Det, vi ved om Cambridge Analytica, er, at de har udviklet modeller på basis af psykografi – personlighedstræk ud fra måske fem eller syv træk – og beriget dem med facebookdata, de har fået grabberne i, og så har de lavet en taksonomi på 500 personlighedstyper. Det er jo en humanistisk psykologisk ontologi. Det er et stykke humanistisk teoriudvikling.«

Godt og ondt Ligesom atomkraft både kan bruges til bomber og til co2-neutral elektricitet, kan humanistiske ideer føre til både ondt og godt. Vi taler om den filosofiske superstar Michel Foucault. På den ene side gjorde han verden klogere på magtrelationer og subtil dominans mellem mennesker, på den anden side støttede han den islamiske revolution i Iran. Så hvad var værdien af hans humanistiske menneskebillede? Og hvad med Jean Paul Sartre og Martin Heidegger. De bidrog med dybe indsigter i menneskets væren i verden, men støttede samtidig også henholdsvis kommunismen og nazismen. Så var deres forskning værdifuld? »Vi bliver hele tiden bedt om at formulere et neutralt udgangspunkt og svare på, hvad værdien er af humaniora,« siger David Budtz Pedersen. »Men det er et spørgsmål, der ikke er noget enkelt svar på.« – Er det konklusionen på mange års forskning: at det kan vi ikke svare på … »Vi giver gode grunde til, at man ikke kan svare simpelt på det,« siger Frederik Stjernfelt. – Er humaniora i krise? Stjernfelt svarer: »Vores gamle ven i Aarhus Hans Fink, som er filosof og nu pensioneret, sagde engang: ’Humaniora var allerede i krise, da jeg var student, og den har været det siden.’ Vi har talt om krisen i hele min levetid.« »I vores bog forklarer vi, hvorfor krisen er et kendetegn ved humaniora,« siger David Budtz Pedersen. »Et vilkår,« siger Frederik Stjernfelt. »Kampen om mennesket er både en kamp på humaniora og om humaniora. Humaniora beskæftiger sig jo netop med, hvad det vil sige at være menneske, og som vi viser i bogen, foregår der en evig kamp mellem forskellige mennesketyper. Derfor kan man sige, at humaniora altid er i krise.« »Det er et ontologisk træk ved feltet,« tilføjer Stjernfelt. – Så hvad skal humanister svare, når de bliver beskyldt for at være unyttige? »Når Dansk Industri eller Ingeniørforeningen angriber humaniora for at være uproduktivt og føre til arbejdsløshed, skal humanisterne svare: ’Jeres menneskebillede er alt for snævert til at forklare en kompleks globaliseret virkelighed med forhandlinger af køn, geopolitiske normskred, populisme og kunstig intelligens’. Humaniora skal komme med et progressivt svar på kritikken og ikke bare være en lille gruppe eliteforskere i tweetjakker ovre i hjørnet,« siger David Budtz Pedersen. »De her nye fænomener, som vi lang-

David Budtz Pedersen

Frederik Stjernfelt

Professor med særlige opgaver ved Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet

Professor ved Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet

Identitetspolitik, multikulturalisme Så langt så godt. Men hvad sker der, hvis man tager Budtz og Stjernfelts eget analyseredskab – de otte mennesketyper – og anvender dem på humaniora selv? Er der ikke nogle bestemte mennesketyper, som er dominerende på de humanistiske fakulteter? »Det er klart, at varianter af Homo socius har stået stærkt de seneste 30-40 år,« siger Frederik Stjernfelt. David Budtz Pedersen griner. »Ja, det er klart.« Bogens kapitel om Homo socius beskriver et menneskebillede, som mange forbinder med humaniora: et socialt og kulturelt konstrueret menneske, som skabes af sprog og diskurser, der virker »bag om ryggen på det enkelte individ«, som forfatterne skriver. Homo socius-menneskebilleder hænger sammen med Judith Butlers queerteori, Michelle Foucaults diskursteori og de tidligste antropologers kulturrelativisme. Identitetspolitik og multikulturalisme. »Tidligere var Homo nationalis stærk på humaniora, men det skiftede med ’68,« siger Frederik Stjernfelt. »Men i dag er der også universalistiske positioner og Homo economicus-positioner på humaniora, humanistiske forskere betjener sig af spilteori og multiagentlogik. Evolutionspsykologien har også været en modestrømning i dele af humaniora,« siger David Budtz Pedersen. »Og indflydelsen fra hjerneforskning,« siger Stjernfelt. »Det skifter jo fra fag til fag. Historiefaget er nok mindre påvirket af den radikale variant af Homo socius, fordi de er så bundet til kildestudier og fortolkning af data.« – Men når man kigger på universiteter i Vesten, især angelsaxiske universiteter, virker det, som om Homo socius – kulturteori, social konstruktivisme, multikulturalismen – er meget dominerende … »Du kan nok godt høre på os, at det ikke er der, vi vil hen,« griner David Budtz Pedersen. Ja, det kan jeg godt høre. Meningen med forskningsprojektet er at beskrive humanioras samfundsværdi, ikke at kritisere humaniora for at være for indadvendt eller socialkonstruktivistisk. »Vi laver metaforsknig, det er ikke et naming and shaming-projekt,« som Budtz siger. »Vi vil ikke sidde her og sige: ’Det skal være mere Homo humanitatis’. Selvom du på en ikke alt for sen eftermiddag nok godt kan få os til at sige, at det er et centralt menneskebillede. Men det skal ikke diktere humaniora.« Så er der en lille pause. Forårssolen har varmet rummet op. – Nu lyder det alligevel, som om I har lyst til at sige, at Homo humanitatis har for lidt plads på humaniora …? »Jamen, det kan du nok godt få os til at sige,« siger David Budtz Pedersen. cben@information.dk

Læs en humanist og en samfundsforskers anmeldelse af ’Kampen om mennesket’ på side 16 & 18 David Budtz Pedersen, Finn Collin og Frederik Stjernfelt (red.). ’Kampen om mennesket. Forskellige menneskebilleder og deres grænsestrid’. Hans Reitzels Forlag, 440 sider, 350 kr.


RIGTIGT MANGE TING FORSVINDER MELLEM HÆNDERNE PÅ OS Body S|D|S er en behandlingsform, der gør krav på sin helt egen kategori. Den forener massage og viden om bevægelsesapparates fysiologi og sygdomme. Den renser. Blødgør. Genopretter. Reparerer. Går i dybden. Fysisk og mentalt. Vægter åndedræt og sind. Den er ingen mirakelkur. Den giver ingen utroværdige løfter. Men dens resultater gør, at den er på hastig fremmarch. I dag er Body S|D|S tilmed en efterspurgt og velrenommeret uddannelse. Ønsker du behandling, findes vi på Øster Allé. Samt i autoriserede klinikker landet over. Ring på 33 32 30 90 eller gå ind på body-sds.dk og læs mere.

body-sds.dk

B O DY S | D | S ® E R E N A N E R K E N DT B E H A N D L I N G S M E TO D E , U D V I K L E T G E N N E M T R E G E N E R AT I O N E R O G V I D E R E F Ø R T AF BENGT VALENTINO ANDERSEN, TIL BEHANDLING AF KLINISKE SYGDOMME, SPORTSSKADER, FOREBYGGELSE AF F O RS KE LL I G E L I DE LSE R, VED LI G EH O LD AF EN SU ND KR O P OG O P TI ME R I N G A F FYSI SK E O G M E N TAL E P R ÆSTATI ON ER


12

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8


13

Ph.d. Cup Information sætter fokus på forskning og formidling, når vi hvert år afholder Ph.d. Cup. Cuppen er etableret i et samarbejde mellem DR og Information og er støttet af Lundbeckfonden. De fem finalister skal på tre minutter formidle deres forskning på scenen i DR’s Koncerthus ved det store finaleshow, der vises på DR2 fredag den 27. april kl. 21:30

Anders vil finde ud af, om kemikalier er skyld i den stigende barnløshed De kemikalier, vi allesammen udsættes for i hverdagen, mistænkes for at besværliggøre sædcellers evne til at kommunikere med ægcellen og dermed forringe chancen for graviditet. Manden bag den nye viden håber, at fremtiden bringer skrappere krav til kemikalierne i vores produkter Tekst Frederik Timm Bentsen Fotos: Anders Rye Skjoldjensen


14

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

D

en store centrifuge på hospitalsgangen er ved at brumme færdig. Efter et par sekunder løfter læge Anders Rehfeld låget på maskineriet og hiver en samling sædprøver op af centrifugen. Sædcellerne har samlet sig som bundfald nede i spidsen af reagensglassene. Den øvrige del af glassene er fyldt med kunstig æggeledervæske, der skal holde sædcellerne i live, til de skal bruges til forsøg senere på dagen. »Det er en god donor vi har i dag. Dem er der desværre langt imellem,« siger Anders Rehfeld og holder et af reagensglassene op foran øjnene. Vi befinder os på Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion på Blegdamsvej i København. Her har Anders Rehfeld gennem de sidste fire år forsøgt at teste, om de kemikalier, vi dagligt udsættes for, kan være med til at forklare den stigende barnløshed, der er en kendsgerning i Danmark og resten af den vestlige verden. Herhjemme rammer ufrivillig barnløshed ifølge tal fra sundhed.dk mellem 10 og 20 procent af alle par, og en stor del af disse har aldrig fået svar på, hvorfor de ikke kan få børn. I løbet af sit ph.d.-projekt har Anders Rehfeld i alt undersøgt i omegnen af 125 kemikalietyper, herunder pesticider, der findes i konventionelt dyrkede fødevarer, og konserveringsmidler fra dagligdagens plejeprodukter. »Vi kan ikke undgå kemikalier på den måde, vi lever i dag. Bare det at vi står i det her lokale og trækker vejret, gør, at vi bliver vi eksponeret for kemikalier fra byggematerialerne. Vi har alle sammen kemikalier i blodet, og når de først er i blodet, bliver de transporteret rundt i hele kroppen,« siger Anders Rehfeld. Resultaterne fra hans forskning er alarmerende. Hans forsøg har vist, at over en tredjedel af de testede kemikalier med stor sandsynlighed påvirker vores evne til at forplante os, når de er i vores blod. Det skyldes, at kemikalierne formår at efterligne kønshormonet progesteron, som kvindens ægcelle udsender for at lede sædcellerne i retning af den. Når kemikalierne optages i en kvindes krop, føres de via blodbanerne til kvindens kønsveje. Her mistænker Anders Rehfeld, at de er med til at lede sædcellerne i alle mulige forskellige retninger i stedet for at svømme hen og befrugte ægcellen i forbindelse med samleje eller insemination. »Det er et stort problem. Vi ved fra tidligere forskning, at det i forvejen kun er én ud af en million sædceller, der overhovedet når frem til æggelederen, hvor befrugtningen finder sted. Resten dør undervejs. Når min forskning så tyder på, at de få sædceller, der når frem, endda kan blive forvirrede over nogle misledende progesteronlignende signaler fra andre dele af kønsvejene, så mindsker det muligvis chancen for, at en kvinde kan blive gravid,« siger han.

Et stort problem i Vesten Anders Rehfeld håber, hans resultater kan udgøre en lille brik i det store puslespil om stigende barnløshed i Vesten – et puslespil, som forskningen uden det store held har forsøgt at samle de sidste mange år. Sidste år viste et omfattende studie publiceret i tidsskriftet Human Reproduction Update, at sædkvaliteten hos mænd i Europa, Nordamerika og Australien er faldet med mere end 50 procent fra 1973 til 2011. Forklaringerne på den dalende sædkvalitet hos mænd stikker dog fortsat i mange retninger. Samtidig er brugen af kunstig befrugtning stødt stigende i store dele af den vestlige verden, og i Danmark kommer hvert 10. barn i dag til verden efter kunstig befrugtning, viser tal fra Dansk Fertilitetsselskab. »Når stigningen i kunstig befrugtning er sket over få årtier, er det også et tegn på, at barnløsheden i højere grad skyldes miljømæssig påvirkning end arvelighed,« siger Anders Rehfeld. »Og når det er sket i takt med, at vi mennesker udsættes for flere og flere kemikalier,

Anders Rehfeld Nuværende Stilling: Turnuslæge Yndlingsredskab: Min 12-kanals multipipette, som jeg bruger til at sprøjte kemikalierne ud på sædcellerne. Den synes jeg er ret fed! Overspringshandling: Jeg er slem til overspringshandlinger og kommer tit til at sidde og browse rundt på nettet. Under min ph.d. har jeg dog installeret et program, der gør, at jeg ikke kan gå ind på bestemte hjemmesider i løbet af arbejdsdagen. Det har hjulpet en del. Forbillede: Alle mine ph.d.-vejledere har på mange måder været forbilleder. De har lært mig rigtig meget. Erkendelse: Det er virkelig kommet bag på mig, hvor mange mænd der har dårlig sædkvalitet. Da vi skulle finde donerer, har der været langt flere med dårlig sædkvalitet end med god sædkvalitet.

Det var først i 2011, at man fandt ud af, hvordan kønshormonet progesteron kommunikerer med sædcellerne. Derfor er forskning i, hvordan kemikalier efterligner kønshormonet, stadig meget nyt.

Det ville være fantastisk, hvis det, jeg laver, fremover vil betyde, at folk nemmere kan få børn Anders Rehfeld Ph.d. Cup-finalist

kan man ikke lade være med at spekulere i, om der er en sammenhæng.« Han er i færd med at placere reagensglassene med de oprensede sædprøver og æggeledervæsken i en ovn, der skal holde dem på kropstemperatur ind til i eftermiddag. Her vil han så nænsomt sprøjte nogle testkemikalier direkte ud på sædcellerne for at undersøge, hvorvidt calciumniveauet i dem stiger. Hvis det sker, er det et udtryk for, at kemikalierne formår at efterligne progesteronet fra ægcellen og dermed kan være med til at forvirre sædcellerne i æggelederen.  Selvom en lang række af de kemikalier, Anders Rehfeld har testet, kan tyde på at hæmme vores mulighed for at få børn gennem deres påvirkning af sædcellerne, er det dog vanskeligt endegyldigt at bevise en sammenhæng, fortæller han. »Mine forsøg foregår i et laboratorium. Hvis man skulle komme med et endegyldigt videnskabeligt bevis, ville det nok kræve, at man tog 100 par, der ønsker at få børn, og udsatte den ene halvdel for de her kemikalier. Så kunne man efterfølgende se, hvilken af de to grupper der lykkedes med at få børn. Men det ville ikke være etisk forsvarligt,« siger han. »Men selvom vi ikke definitivt videnskabeligt kan bevise, at kemikaliernes påvirker sædcellerne evne til at kommunikere og dermed forhindrer folk i at blive gravide, så er der masser af tegn på, at det kan ske. Så der er god grund til at tage det alvorligt.«

Større miljøkrav På trods af de videnskabelige forbehold og det faktum, at Anders Rehfeld med sine forsøg kun har afdækket en brøkdel af de mange tusinde kemikalier, der findes på markedet

i dag, håber han, at politikere og forbrugere fremover vil sætte sig bedre ind i, hvad produkterne på markedet indeholder: »Det ville være en utopi at forestille sig et samfund uden kemikalier. Kemikalier er med at til gøre, at vi kan leve, som vi kan i dag. Men min forhåbning er, at vi som samfund gør op med os selv, hvordan vores system skal fungere. Om det skal være, som det har været siden 1940’erne, hvor man stort set kunne få sendt et hvilket som helst kemikalie på markedet uden at tage hensyn til hormonforstyrrende effekter, eller om man omvendt skal fastsætte nogle klarere regler for de nye kemikalier, der kommer på hylderne.« En af de helt store udfordringer i forhold til reguleringen af kemikalier, forklarer Anders Rehfeld, er den såkaldte cocktail-effekt. Hans forsøg har nemlig vist, at kemikalier, der i udgangspunktet ikke synes at påvirke sædcellerne i de koncentrationer, mange mennesker har i kroppen, alligevel kan have en effekt, hvis de blandes med de andre kemikalier, der er til stede i blodet. »Det gør det meget vanskeligt for lovgivere at fastsætte grænseværdier for, hvor meget af et kemikalie, der må være i et bestemt produkt,« siger Ander Rehfeld, der dog alligevel håber, at miljølovgivere vil gøre brug af hans fund. »Det ville være fantastisk, hvis det, jeg laver, fremover vil betyde, at folk nemmere kan få børn. Hvis man skal sætte det helt på spidsen, så handler det om liv eller død: Kan du ikke reproducere dig selv, så uddør dine gener. Det er enormt spændende at forske i noget, der potentielt påvirker alle.«  frbe@information.dk


GĂĽ pĂĽ opdagelse i UNESCO Global Geopark Odsherred United Nations (GXFDWLRQDO6FLHQWLÂżFDQG Cultural Organization

Odsherred UNESCO Global Geopark

Danmarks første og indtil videre eneste UNESCO Global Geopark ligger i Odsherred og byder pü et vÌld af muligheder for at opleve, blive klogere eller fordybe sig, fx i forbindelse med uddannelse og forskning. En UNESCO Global Geopark er en betegnelse for et geografisk omrüde, hvor steder og landskaber af international geologisk betydning og interesse giver afsÌt til en bÌredygtig udvikling. For Odsherred ligger potentialet sÌrligt i den geologiske arvs samhørighed med kunsten, kulturhistorien og en lokal fødevareproduktion af høj kvalitet. UNESCO’s program for globale geoparker er relativt nyt og blev vedtaget i 2015. Som Global Geopark arbejder man med fire-ürige strategier for udvikling, der sideløbende med beskyttelse af de geologiske ressourcer, skal tiltrÌkke geoturisme og involvere lokalsamfundet i innovative projekter, med sigte om at styrke identificering, lokal stolthed og skabe nye jobs.

Duften, smagen af friske rüvarer... og et dyk i dyndet Friske grøntsager og lokalt producerede fødevarer er blandt de absolutte højdepunkter, nür du besøger Geopark Odsherred. Pü den nye besøgsmark & oplevelsesrute pü Lammefjorden kan du fü hele historien om inddÌmningsprojektet, grøntsagsproduktionen, landskabet og geologien.

Se pinsesolen danse fra toppen af Vejrhøj SÌrudgave af turen: 25.000 ür pü 1000 meter

En helt ny rapport fra GEUS med nyt om landskabs-dannelsen gennem ürtusinder pü Lammefjorden er netop udkommet. Rapporten er baseret pü boringer, georadar og C14-dateringer og udført i forbindelse med udviklingen af besøgsmarken & oplevelsesruten. Mere om projektet og link til rapporten pü www.geoparkodsherred.dk/ odsherred/besoegsmark

Events 2018

Vil du opleve Geopark Odsherreds istidslandskab kan du vandre henover Vejrhøjbuen pü Højderygstien. Her für du udsigt til alle sider og undervejs møder dig et syn af over 3000 masker, der toner frem i det kuperede landskab. Maskerne er fremstillet af skolebørn i Odsherred og resultatet af et kunst- og undervisningsprojekt, der formidler styrker og sammenhÌng imellem landskabet, kulturhistorien og dÊt liv, der udfolder sig i Geopark Odsherred i dag. www.geoparkodsherred.dk

Pinsen 19.-21. maj Odsherreds Kunstdage, Åbent hus hos kunstnere, kunsthündvÌrkere, atelier m.m. 2.-5. august Geopark Festival Events over hele Odsherre Odsherred 17.-19. august Makrel festival Danmarksmesterskaber og havnefest pü SjÌllands Odde 15.-20. oktober Efterürsferie med Grand Cru-uge og høstfest i geoparken

Dato: 20. maj 2018 kl. 7.30 - 9.30 Arrangør: Geopark Odsherred Turleder: Jakob Walløe Hansen mobil: 23729463 Mødested: P-pladsen ved Vraget, Vindekilde Strandvej 21, 4540 Fürevejle SÌrlige forhold: Solidt fodtøj kan vÌre en fordel, da terrÌnet er en smule kuperet Varighed: 2 timer Tilmelding: Ingen tilmelding (GRATIS), mød op i god tid Odsherreds geologi er grundlaget for Danmarks første UNESCO Global Geopark. Fra Vraget til Vejrhøj er der blot ca. 1000 meter, men alligevel passerer man ürtusinders spÌndende geologi, der pü nogle punkter har vÌret afgørende for omrüdets kulturhistorie. Oplev ved selvsyn de mÌgtige udsigter og det prÌgtige landskab, der fra Vejrhøj formidles vha. 3D-teknologi. En ekstra oplevelse pü turen d. 20. maj bliver at se pinsesolen pü en forhübentlig skyfri himmel.

DANMARK

SJÆLLAND

GEOPARK ODSHERRED

Like og følg med pü facebook.com/geoparkodsherred


16

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

Anmeldelse I For at få to forskellige perspektiver på ’kampen om mennesket’ har Information bedt en humanist og en samfundsforsker om at skrive hver deres anmeldelse. Her Peter Munk Christiansen, professor og institutleder ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Humaniora skal give mening til samfundet – ikke bare til begreberne ’Kampen om mennesket’ indeholder en lang række interessante og læseværdige bidrag, som har deres styrke i begrebsanalysen. Det kniber mere med at gøre os klogere på dagens samfund Kritik Peter Munk Christiansen

H

umaniora-bashing har længe været en udbredt sport, som blandt andet har materialiseret sig i dimensionering – som det hedder i moderne managementsprog – af de humanistiske uddannelser. Spørgsmålet om, hvorfor vi egentlig skal støtte den humanistiske forskning, pibler også jævnligt frem, når den forskningspolitiske dagsorden bliver spændt for en vogn fuld af job, vækst og nytte. Det er også et spørgsmål, der knytter sig til anden forskning, hvis umiddelbare værdi ikke kan registreres og måles. Det er værd at huske sig, at ligesom det er ikke alt, som kan måles, der har værdi, er det heller ikke alt, der har værdi, som kan måles. Det er derfor særdeles velkomment, at Velux Fonden har finansieret et forskningsprojekt, der skal bidrage til at forstå og kortlægge humanioras samfundsmæssige værdi. Denne bog er et resultat af dette projekt. Første del beskæftiger sig med en række menneskesyn, som »spiller en rolle i den aktuelle politiske og kulturelle debat«. Det er Homo economicus, Homo socius, Homo nationalis, Homo faber, Homo sapiens, Homo emotionalis, Homo humanitaris og Homo deus. Bogens anden del beskæftiger sig med en række arenaer, »hvori kampen om mennesket udspiller sig«. Disse arenaer er samfundets sfærer, venskabsinstitutionen, litteraturforskningen, offentligheden og pædagogikken.

Tvivlens nådegave Bogen indeholder en lang række interessante og læseværdige – tillige ordrige – bidrag skrevet af en række forskellige forfattere, som hver for sig bringer læseren rundt i ganske mange dele af den vidtfavnende humanistiske forskning. Forfatterne kan deres begreber og begrebernes historier. Det kniber mere med at gøre os klogere på dagens samfund. Bogens indledende kapitel, forfattet af redaktørerne, hævder, at der er en generel »tendens til at undervurdere humanvidenskabernes bidrag til samfundslivet. Denne tendens er atter en konsekvens af dominansen af en bestemt menneskeopfattelse, som forviser humanistisk videnskab til en underordnet rolle. Denne menneskeopfattelse, Homo economicus, hænger sammen med den økonomiske liberalisme.«

Måske et lidt flot statement, og uden tvivlens nådegave, men det fritager jo i hvert fald humanioraen selv for al skyld.

Forbryderen Allerede kapitel ét giver os en analyse af forbryderen, Homo economicus (skrevet af Budtz og Collin), som i øvrigt nævnes mere end 140 gange i bogen. Kapitlet er en lang præsentation af de klassiske økonomer, nogle af deres yngre neoliberalistiske kolleger samt Herbert Simon som en økonom, der udfordrer rationalitetsbegrebet. Mærkværdigvis dog ikke noget om adfærdsøkonomiens opgør med det klassiske rationalitetsbegreb. Analysen af new public management og andre onder fra dagens Danmark er tynd og uden blik for nogle af de problemer, som new public management trods alt var et svar på.

Analysen af new public management og andre onder fra dagens Danmark er tynd og uden blik for nogle af de problemer, som new public management trods alt var et svar på Peter Munk Christiansen Professor i statskundskab

Uffe Østergaard leverer et interessant kapitel om Homo nationalis, som peger på, at forskningen først sent har taget nationalismen alvorligt. Til gengæld er nationalisme et flot eksempel på konstruktivismens berettigelse i forståelsen af verdensbilleder – over hele verden. Igen kunne anmelderen godt have tænkt sig lidt mere end de små to sider, som kapitlet reserverer til at applicere begreberne på den aktuelle danske politik, i dette tilfælde (nogle af) partienes forhold til nationalismen. Hvis vi plukker et enkelt af arenakapitlerne ud, leverer Hans Siggaard Jensen i ’Pædagogikkens arena’ en interessant analyse af fire epoker i pædagogikkens historie: Paideia-opfattelsen af at mennesket skabes gennem social interaktion, kristendommens pædagogiske erkendelse via Guds lys, den demokratiske pædagogiks fokus på det medvirkende menneske og endelig human kapital-pædagogikkens fokus på nytte og økonomisk vækst. Også det kapitel afsluttes med et nedslag i den danske virkelighed. Men ak, analysen er slut, inden den kommer i gang.

Humanioras samfundsbidrag I redaktørernes afsluttende kapitel er der et par forskningspolitiske erklæringer, som denne anmelder fuldt ud kan tilslutte sig: »Den løbende udvikling af menneskebilleder, baseret på indhentning af nye data af mange slags og af revurdering af begreber og hypoteser, er en afgørende form for impact af humanistisk forskning i bred forstand. (…) Kampen om mennesket og arbejdet med at bestemme grænserne for den enkelte menneskeopfattelse er et af de mest centrale samfundsbidrag, den humanistiske forskning leverer.« Bogens mange bidrag har deres styrke i begrebsanalysen og en solid historisk begrebsanalyse. Men det er vel ikke nok, at humanister er herrer i begrebernes verden. Humanioras relevans skal også måles på at give mening til det samfund, vi lever i – ikke bare til begreberne. Bogen er tynd, når begreber skal omsættes til dagens virkelighed, i nogle kapitler helt fraværende. De analyser, der forsøges, er gennemgående overfladiske og lidet overbevisende. Og det er næppe den slemme Homo economicus skyld: Forfattere og redaktører kunne have gjort væsentligt mere for at gøre os kloge på humanioras bidrag til forståelsen af det samfund, vi lever i i dag.


OPLEV UDSIGT DANMARKS BEDSTE

Midt i Danmark venter en helt særlig oplevelse. Tag på Bridgewalking på toppen af Den Gamle Lillebæltsbro og oplev den friske luft og fantastiske udsigt over Fyn og Jylland, mens I hører spændende fortællinger fra jeres guide og mærker toget buldre hen over broen langt under jer. Det bliver to uforglemmelige timer i 60 meters højde. Spar 20%, hvis du vil på Bridgewalking en hverdag frem til den 30. april. Brug rabatkoden: BWHF18, når du booker din tur.

Pe r fe k o p lev t e s a m m e ls e n med ve n n e r og fa m i l i e

Læs mere og Book en tur pA

www.Bridgewalking.dk


18

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

Anmeldelse II For at få to forskellige perspektiver på ’Kampen om mennesket’ har Information bedt en humanist og en samfundsforsker om at skrive hver deres anmeldelse. Her Tone Frank Dandanell, ph.studerende i filosofi ved Aarhus Universitet

Et usædvanligt velkomment værk Ny dansk bog om menneskeopfattelser illustrerer til fulde, hvorfor humanvidenskabelig forskning ikke er en overflødig luksus, men en absolut nødvendighed Kritik Tone Frank Dandanell

H

vad vil det sige at være menneske? Dette er det grundlæggende filosofisk-antropologiske spørgsmål, men det betyder selvfølgelig ikke, at det kun er filosofien eller filosofferne, der er interesseret i dets besvarelse. Det er for ethvert menneske interessant at spørge til, hvad det vil sige at være menneske, da det på én gang er at spørge til sig selv og det almenmenneskelige. Er mennesket hovedsageligt et produkt af det samfund, det indgår i (Homo socius)? Kan det forklares udtømmende vha. biologien (Homo sapiens)? Er det først og fremmest et rationeltkalkulerende og økonomiske tænkende væsen (Homo economicus)? Kampen om mennesket udgør første resultat af forskningsprojektet ’Mapping the Public Value of Humanities’ og tager udgangspunkt i det forhold, at de forskellige verserende opfattelser af mennesket – de forskellige menneskebilleder – ikke græsser fredeligt side om side, men at der, både nationalt og internationalt, foregår en kamp imellem dem. Denne kamp »udkæmpes ikke med skarpe våben, men drejer sig om at vinde menneskers hjerte og sind,« som der står, og udspiller sig i ideologi, politik og videnskab.

Trump og det nationale menneske At en sådan kamp foregår, er nærmest umuligt at overse, det er vel snarere umuligt at undslippe den i informationssamfundet, tænk bare på Trumps evige tale om og kamp for det nationale menneske (Homo nationalis) på Twitter. Men netop dette samfunds overflod af information er måske også med til at gøre det svært for den enkelte at danne sig et overblik over de forskellige rivaliserende menneskebilleder og ikke mindst deres respektive idéhistorier. Et sådant overblik er netop, hvad redaktørerne til Kampen om Mennesket, David Budtz Pedersen, Frederik Stjernfelt og Finn Collin, ønsker at viderebringe – samtidig med, at de, som forskningsprojektets titel afslører, også ønsker at kortlægge humanioras værdi i samfundslivet. Disse to opgaver forsøger forfatterne at løse på én gang ved at vise, hvordan de forskellige menneskeopfattelser alle har rod i eller først for alvor fikseres som billeder inden for netop humanistisk forskning og tænkning. Bogen består i to dele. Første halvdel gennemgår forskellige herskende menneskebille-

der såsom homo humanitatis (det universelle menneske), homo faber (det redskabsbrugende menneske) og homo deus (det postevolutionære menneske) og kortlægger deres historie. Anden halvdel beskæftiger sig med de samfundsmæssige arenaer, hvor de forskellige menneskebilleder kæmper om at vinde definitionsretten over mennesket, og præsenterer bl.a. de foreløbige resultater af forskningsprojektets empiriske undersøgelse af, hvordan almindelige mennesker tager de forskellige menneskebilleder til sig i deres levede liv.

Helstøbt, men med gentagelser Første halvdel fremstår som helhed mest helstøbt, de forskellige kapitler supplerer hinanden, og man vil som læser uden tvivl opleve den intellektuelle glæde ved at få sat et aktuelt fænomen idéhistorisk på plads. Også anden halvdel rummer absolut interessante takter, f.eks. de empiriske forskningsresultaters interessante påvisning af, hvordan umiddelbart logisk uforenelige opfattelser af

Bogen viser ikke mindst, at Homo economicus, der har så travlt med at overflødiggøre humaniora, selv blot er endnu et menneskebillede i rækken Tone Frank Dandanell Ph.d.-studerende i filosofi

subjektet – såsom genetisk determinisme og individets frie valg – ofte sameksisterer i ét menneske uden problemer. Kapitlerne i denne anden halvdel leder dog ikke op til hinanden og fremstår i emnevalg så forskellige, at man som læser kan have svært ved at bevare orienteringen. Det står f.eks. mildest talt endnu ikke klart for denne læser, hvordan man i kapitlet »Litteraturforskningen som offentlig arena« kan lade danske landdækkende avisers omtale af filosofiske superstjerners besøg i Danmark i det forrige årti (Jacques Derrida i 2001 og Jacques Rancière i 2007) sige noget generelt om litteraturforskningens rolle i udviklingen af og debatten om de forskellige menneskebilleder. Det enkelte kapitel i bogen bærer forfatterens signatur, men ifølge bogens redaktører har de efterstræbt at samredigere bogen til et kollektivt arbejde. Af den årsag kan det undre, at bogen alligevel indeholder ikke så få gentagelser, f.eks. vil man ved endt læsning næppe være i tvivl om, hvad det nu er, Adam Smiths metafor om den synlige hånd skal anskueliggøre.

Velkomment værk Trods dette står Kampen om Mennesket dog tilbage som et usædvanligt velkomment værk i den danske offentlighed. Det understreger til fulde, at humanistisk tænkning ikke er det konsumgode (og dermed heller ikke den overflødige luksus), som særligt ét dominerende menneskebillede – Homo economicus – i nyliberalismens gevandter forsøger at gøre det til, men at den er afgørende for en forståelse af, hvorfor vi tænker mennesket, som vi gør, og grundlæggende for en diskvalificeret diskussion om, hvad vi ønsker, at mennesket skal være. Bogen viser ikke mindst, at Homo economicus, der har så travlt med at overflødiggøre humaniora, selv blot er endnu et menneskebillede i rækken, og at dets dominerende plads i samfundslivet absolut ikke følger af nogen naturnødvendighed. Sidst skal nævnes bogens måske største kvalitet: at den kan hjælpe læseren til at forstå og skærpe sin egen tænkning af mennesket, opdage skjulte menneskebilleder i debatten og bedre sætte sig ind i og forstå modstanderens synspunkter. At være menneske behøver ikke at betyde, at man forstår sig selv som Guds udtrykte billede.


Ph.d. på DTU – fordybelse til gavn for samfundet

Julie er ph.d.-studerende på DTU. Hun lærer at forske – og at bruge sin forskning til at skabe løsninger på samfundets udfordringer. I samarbejde med en privat virksomhed arbejder Julie med at optimere bæredygtige biologiske anlæg, der omdanner slam fra spildevandsrensning til ren jord. Læs om den 3–årige forskeruddannelse på dtu.dk/phd


20

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

Johanne forbereder verden på det næste store vulkanudbrud Ved at granske askekorn fra hunderede år gamle vulkaneksplosioner i Island er Johanne Schmith med til at lave prognoser for størrelsen på fremtidige vulkanudbrud. Hendes forskning kan redde menneskeliv og spare flytrafikken for milliarder, og den er vigtigt, for et nyt udbrud kan være lige på trapperne Tekst Frederik Timm Bentsen Fotos Anders Rye Skjoldjensen

I

begyndelsen af september 1625 gik vulkanen Katla i det sydlige Island i voldsomt udbrud. Dundrende brag fra magmaeksplosionerne gjorde, at landmænd i 50 kilometers afstand til vulkanen måtte råbe hinanden ind i øret for at tale sammen. Udbruddet varede i flere uger, og dets askesky indhyllede til tider dele af Island i bælgmørke, så folk ingenting kunne se. Beskrivelser fra Norge kunne berette, at asken fra Katla farvede skibenes sejl sorte i Bergen – over 1.200 kilometer fra Islands kyst. »Det var et af de to største udbrud på Katla, siden mennesket kom til Island,« siger Johanne Schmith. Hun har for nyligt forsvaret sin ph.d.-afhandling om de nogle af de askeskyer, Katla sendte ned over Nordeuropa for flere hundrede år siden. I løbet af sit forskningsprojekt har hun indsamlet mere end et hundrede askeprøver fra det sydøstlige Island. Prøverne stammer fra to askelag, der blev dannet, da asken regnede ned fra himlen, efter at Katla gik i udbrud i 1625 og igen i 1755. Ved at måle størrelsen og formen på askekornene og deres placering i forhold til Katlas krater har Johanne Schmith gennem avancerede computermodeller blandt andet kunnet fastsætte, hvor høje askeskyerne har været ved de to udbrud, og hvad der har forårsaget de enkelte eksplosioner. Hendes forskning har blandt andet påvist, at de to udbrud i 1625 og 1755 var større, end man hidtil havde troet. »Det virker mærkeligt, at der er ikke nogen, der tidligere er lavet beregninger på, hvor store udbruddene fra Katla var, når nu den er så ak-

Vulkanen er en meget smuk naturkraft. Der er noget ved den uforudsigelighed, som den repræsenterer, der gør den til et rigtig spændende fænomen Johanne Schmith Ph.d. Cup-finalist

tiv, som det er tilfældet«, siger Johanne Schmith. Og det kan hun have ret i. Katla, der er det islandske ord for kedel, har nemlig været Islands mest produktive vulkan, siden øen blev befolket fra omkring år 870, og den figurerer af samme årsag i samtlige risikovurderingsrapporter blandt de farligste vulkaner i Island.

En spade og en smørkniv Johanne Schmith har altid haft en fascination af naturen og rummet og overvejede som ung at læse astrofysik. Det blev dog udslagsgivende for hendes valg af vulkanologien, at udforskningen foregik ude i naturen og ikke bag en computerskærm. »Jeg kan huske, at jeg som ung så en film om nogle vulkanologer, der gik rundt i flotte sølvdragter og tog lavaprøver på Hawaii. ’Dét der, det ser mega fedt ud, det vil jeg gerne lave,’ tænkte jeg.« Meget af arbejdet i felten som vulkanolog foregår temmelig analogt. Siden 2012 har Johanne Schmith med jævne mellemrum brugt dagevis på at køre rundt i en stor firhjultrækker på de islandske sletter sammen med andre ph.d.-studerende. Her graver hun huller i jorden med en almindelig spade for at finde ned til de gamle askelag. Ved hjælp af en smørkniv fordeler hun derefter asken i små plastikposer, inden hun vender tilbage til universitetet i Reykjavik for at måle og klassificere askekornene. Johanne Schmith lægger ikke skjul på, at fascinationen af vulkanen som fænomen også betyder meget i hendes arbejde.

Fortsættes på næste side


21

Johanne Schmith har flere gange været vidne til udbrud selv, mens hun forskede på Island. »Det er en meget intens og vild oplevelse. Det føles som at få en stor varmemur imod sig, ligesom når man åbner for ovnen derhjemme«


22

Organisationspsykologisk uddannelse (OPU) ƒĎ?Š‘Ž†‡”¤„‡Â?ƒ”„‡Œ†•Â?‘Â?ˆ‡”‡Â?…‡‘Â?ÇŁ

KĂ˜N OG MAGT I LEDELSE

‘”•†ƒ‰†Ǥ24. majÂ?ŽǤͳ͸ÇŚÂŽĂžÂ”Â†ÂƒÂ‰†Ǥ26. majÂ?ŽǤͳ͸ǥʹͲͳͺ Internat Tune Kursuscenter, Grevevej 20, 2670 Greve.

Konferencen henvender sig til: Ledere, konsulenter og andre interesserede

‡Žƒ–‹‘Â?‡”Â?‡Â?‡ŽŽ‡Â?Â?§Â?†‘‰Â?˜‹Â?†‡” Šƒ” §Â?†”‡– •‹‰ ”ƒ†‹Â?ƒŽ– ‰‡Â?Â?‡Â? †‡ •‡Â?‡•–‡ Â?ƒÂ?‰‡ ¤”–‹‡” Č‚ †‡––‡ ‰§Ž†‡” „¤†‡ ‹ †‡– ’‘Ž‹–‹•Â?‡ ÂŽÂ‹Â˜ÇĄ ’¤ ÂƒÂ”Â„Â‡ÂŒÂ†Â•ÇŚ Â?ƒ”Â?‡†‡– ‘‰ ‹ ˆƒÂ?‹Ž‹‡Â?Ǥ ‡Â?ƒ‡” •‘Â? Â?ĂžÂ?•Â?ÂƒÂ‰Â–ÇĄ ’‘Ž‹–‹•Â? Â?‘””‡Â?–Š‡† ‘‰ ‡Â‘Â‘ÇŚÂ„Â‡Â˜Â§Â‰Â‡ÂŽÂ•Â‡Â? ’”§‰‡” †‡Â? ‘ˆˆ‡Â?–nj Ž‹‰‡ †‡„ƒ–Ǥ ‡” ‡” •–‘” „”‡††‡ ‹ ÂˆÂ‘Â”ÇŚ •–¤‡Ž•‡Â?ƒˆ„¤†‡Â?ƒ‰–‘‰Â?ĂžÂ?ÇĄ‘‰‘‰•¤‡Â? •–‘”˜ƒ”‹ƒ–‹‘Â?‹†‡Â?Â?¤†‡ǥÂ?ƒÂ?–ƒŽ‡”‘Â? †‡–’¤Ǥ‡Â?‘ˆˆ‡Â?–Ž‹‰‡†‡„ƒ–ƒˆ•’‡ŒŽ‡”†ƒ‘‰•¤—‡Â?‹‰Š‡†‘Â?ÇĄŠ˜‘”†ƒÂ?Â?ƒÂ? •Â?ƒŽˆ‘”•–¤—†˜‹Â?Ž‹Â?‰‡Â?‘‰Š˜ƒ†Â?ƒÂ?Â?ƒÂ?ˆ‘”˜‡Â?–‡ƒˆˆ”‡Â?–‹†‡Â?Ǥ‹ŽÂ?ĂžÂ?Â?‡Â?‡ ‰”ƒ†˜‹•–‘‰ƒ—–‘Â?ƒ–‹•Â?ˆ¤Ž‹‰‡Ž‹‰†‡Ž‹Â?ƒ‰–‘‰‹Â?†Ď?Ž›†‡Ž•‡Ǎ‰Š˜‘”†ƒÂ?Â?ƒÂ? Â?ƒÂ?ˆ‘”•–¤Â?ĂžÂ?Â?‡–•„‡–›†Â?‹Â?‰•‡–‹ˆ‘”Š‘Ž†–‹ŽÂ?ƒ‰–‘‰Ž‡†‡Ž•‡Ǎ

‡Â?Â?‡Â?‘Â?ˆ‡”‡Â?…‡‰‹˜‡”Â?—Ž‹‰Š‡†ˆ‘”ƒ–Â‘Â’ÂŽÂ‡Â˜Â‡ÇĄ—Â?†‡”•Þ‰‡ǥˆ‘”Š‘Ž†‡•‹‰–‹Ž ‘‰ Ž§”‡ ƒˆ †‡ ’•›Â?‘Ž‘‰‹•Â?‡ ’”‘…‡••‡”ǥ †‡” ÂˆÂ‘Â”ÂŽĂžÂ„Â‡Â” ‹ ‰”—’’‡” ‘‰ Â‘Â”Â‰ÂƒÇŚ Â?‹•ƒ–‹‘Â?‡”ǥÂ?‡†•§”Ž‹‰–ˆ‘Â?—•’¤ǣĂžÂ?‘‰Â?ƒ‰–‹Ž‡†‡Ž•‡Ǥ ”„‡Œ†•Â?‘Â?ˆ‡”‡Â?…‡Â? ‡” ‡Â? ‹Â?–‡‰”‡”‡– †‡Ž ƒˆ • Â?‘Â?–‹Â?—‡”Ž‹‰‡ —††ƒÂ?ÇŚ Â?‡Ž•‡•’”‘‰”ƒÂ?ÇĄÂ?‡Â?–‹ŽÂ?‡Ž†‹Â?‰–‹Ž†‡Â?Â?‡Â?‘Â?ˆ‡”‡Â?…‡‡”¤„‡Â?ˆ‘”‡Â?•–‡”Â?‡ Â†Â‡ÂŽÂ–ÂƒÂ‰Â‡Â”Â‡ÇĄ †‡” †‡”Â?‡† ‘‰•¤ ˆ¤” Â?—Ž‹‰Š‡† ˆ‘” ƒ– •–‹ˆ–‡ „‡Â?‡Â?†–•Â?ƒ„ Â?‡† •Ž§”‹Â?‰•Â?‘Â?…‡’–Ǥ TILMELDING senest tirsdag d. 1. maj 2018 ved indbetaling af 8.500,- kr. pĂĽ konto Reg. nr: 5501 Konto nr: 8070211614 og mail til IGA administration pĂĽ iga@iga-kbh.dk ¤ϔŽ‡”‡‘’Ž›•Â?‹Â?‰‡”‘Â?Â?‘Â?ˆ‡”‡Â?…‡Â?‘‰‘Â? Â?•–‹–—–ˆ‘” ”—’’‡ƒÂ?ƒŽ›•‡•ĂžÂ˜Â”‹‰‡ —††ƒÂ?Â?‡Ž•‡•ƒÂ?–‹˜‹–‡–‡”’¤Â™Â™Â™Ç¤Â‹Â‰ÂƒÇŚÂ?„ŠǤ†Â?Č€‡ŽŽ‡”Â?‘Â?–ƒÂ?–͸͜͝Ϳ͜͟͜͞‘Â?•†ƒ‰‡Â?ŽǤ͜͡nj͡ͺǤ

KRABBESHOLM HĂ˜JSKOLE

NYT EFTERĂ…RSKURSUS MED FOKUS PĂ… PORTFOLIER OG OPTAGELSESPRĂ˜VER TIL

KUNST ARKITEKTUR DESIGN LITTERATUR GRAFISK DESIGN

KUNSTAKADEMIER ARKITEKTSKOLER DESIGNSKOLER FORFATTERSKOLER MEDIE- OG JOURNALISTHĂ˜JSKOLER

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

“

Det er farligt at flyve i askeskyer. I 1980’erne var der nogle episoder, hvor piloterne heldigvis formüede at nødlande Johanne Schmith Ph.d. Cup-finalist

Vulkanen er en meget smuk naturkraft. Der er noget ved den uforudsigelighed, som den reprÌsenterer, der gør den til et rigtig spÌndende fÌnomen.

Frygten for endnu et udbrud Katla havde sit seneste udbrud i 1918. Til sammenligning har vulkanen de seneste 1.100 ür, siden Island blev befolket, haft mere end 20 udbrud, der er indtruet med i gennemsnit 50 ürs mellemrum. Det er en af grundene til, at vulkanologer frygter, at et nyt udbrud kan vÌre pü vej, fortÌlle Johanne Schmith. Det er typisk südan, at en vulkan har en eller anden form for cyklus. Nu er det 100 ür siden, det sidste udbrud har vÌret der, sü der er ikke blevet taget tryk af kedlen i lang tid. Sammenholdt med, at der i de senere ür har vÌret en masse jordskÌlvsaktivitet og svovludledning fra den store Myrdalsgletsjer, der ligger ovenover Katlas krater, er det meget sandsynligt, at der kommer et udbrud fra Katla igen. Det er bare et spørgsmül om hvornür, siger Johanne Schmith. Vi er bekymrede for, at det nÌste udbrud kan blive rigtig stort, men det er ikke til at forudsige. Derfor er det vigtigt at kunne opstille sü prÌcise scenarier som muligt. Det kan vi ved at undersøge asken fra fortidige udbrud. At forudsigelser af fremtidige askeskyer langt fra er et overflødigt hverv blev folk mindet om, da Katlas nabovulkan, EyjafjallajÜkull, med sit udbrud i 2010 lammede flytrafikken i store dele af Nord- og Vesteuropa. Ifølge estimater fra International Air Transport Association kostede askeskyen fra udbruddet luftfartsindustrien 1,7 milliarder dollar. Et studie fra Oxford Economics vurderede, at udbruddet kostede fem milliarder dollar af det globale bruttonationalprodukt. Det er farligt at flyve i askeskyer. I 1980’erne var der nogle episoder med fly, der kom til at flyve ind i askeskyer og mistede kraften pü en eller flere motorer. Heldigvis formüede piloterne at nødlande og undgü dødsulykker. Nu lukker man luftrummet omkring askeskyerne for at undgü flere ulykker. Men samtidig er vi blevet meget mere afhÌngige af lufttrafik end i 1980’erne, sü i dag har en lukning af luftrummet langt større konsekvenser og økonomiske omkostninger, forklarer Johanne Schmith. Hendes beregninger skal fremover anvendes af VAAC – det globale netvÌrk for askeadviseringscentre, der har til opgave at lave real-time-modeller af udbredelsen af askeskyer fra f.eks. Katla. Pü den müde kan man begrÌnse lukningen af luftrummet for flytrafik for de omrüder, der er berørt af askeskyer.

Udover at forberede omverdenen bedre pü Katlas nÌste udbrud har Johanne Schmith gennem sin undersøgelser af forskellige typer askekorn udarbejdet et klassifikationssystem for forskellige eksplosionstyper, der kan anvendes til at klassificere eksplosioner fra vulkaner i hele verden. En eksplosion kan enten ske ved en udvidelse af gassen i magmaet, eller fordi magmaet kommer i kontakt med smeltevand fra krateret, forklarer hun. Det er varmen fra magmaet, der driver askeskyen opad. Men hvis eksplosionerne skyldes kontakt med det kolde smeltevand, vil en del af varmen fra magmaet blive brugt til at lave vandet om til damp. Derfor bliver askeskyer fra eksplosioner, hvor der er meget vand til stede, typisk ikke sü høje, og asken kan dermed ikke spredes sü langt. Det er vigtigt viden, nür man skal vurdere fremtidige udbrudsfarer, og forhübentligt kan det gøre nytte andre steder end i Island. Noget af det, jeg synes, gør vulkanologien spÌndende som videnskab, er, at den kan vÌre med til at gøre en forskel pü liv eller død for andre mennesker. frbe@information.dk

Johanne Schmith NuvÌrende Stilling: Konsulent i Astra Yndlingsredskab: Man skal passe pü med at fü sig et yndlingsredskab, for alt udstyr ender med at gü i stykker pü et eller andet tidspunkt. Bedste overspringshandling: at se Ted Talks Forbillede: Den sympatiske og inspirerende vulkanolog Don Swanson, som har forsket i vulkaner pü Hawaii Største erkendelse: Jeg har lÌrt, at man skal fucke up et vist antal gange for at noget lykkes. Der er altid noget, der gür galt, og det er en del af det at skabe ny viden.


Forårs tilbud

Kredsløbsmålinger afdækker sygdomme Sygeplejerske foretager alle målinger

Smerte, uro eller krampe i benene, hævede ben, nedsat bevægelighed og sår der ikke heler er blot nogle at de sygdomme og skavanker mange går rundt med. Det kan alt sammen være symptomer på nedsat kredsløb, noget som målinger at blodtrykket på armen ikke afslører. For at komme disse sygdomme til livs, måller Actera klinikken pa Frederiksberg blodtrykket på både armene og benene. Opdager man åreforkalkningen i tide, kan men bl.a. forbygge blodpropper.

Første besøg på klinikken Jeg har været sygeplejerske i mange år og har en bred erfaring med kredsløbsforstyrrelser og behandlingen deraf. Jeg tilbyder en grundig kredsløbsmåling til kr. 400,- suppleret med en gratis behandling. Målingen omfatter: t#MPEUSZLQÌBSNFO t#MPEUSZLQÌCFHHFBOLMFS t#MPEUSZLWFECFHHFTUPSFUFS Sammenholdes aile målinger, vil det vise, om du har nedsat kredsløb. Undersøgelsen og måleresultatet viser, hvilket behandlingsprogram jeg vii anbefale. Første besøg varer ca. 1 time.

X dine symptomer af og medbring slippen.

17 års

erfaring med behandling af KREDSLØBS PROBLEMER samt KREDSLØBS MÅLINGER

Behandlingsprogram Skønner jeg, du kan få glæde af Actera behandlingen, fortæller jeg, hvor mange behandlinger du har brug for, hvad du kan forvente. I forløbet måler jeg igen dit kredsløb.

KREDSLØBSPROBLEMER?

ELEKTROMAGNETISK BEHANDLING - SMERTEFRI OG UDEN BIVIRKNINGER

d u b l i t s r å r o F

Ring og aftal tid til en uforpligtende kredslobsmåling til

KUN 3 0 0 , Med i prisen får du en Actera Elektromagnetisk behandling til en værdi af kr. 300,Tilbuddet skal bestilles inden 1 maj.

Acte ra Klin ik Frb. - God thåb svej 110 - 20 0 0 Fre d e r ik sb e rg - T lf. 3 8 1 0 3 7 1 1 - w w w.a cte rakl i ni k.dk


24

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

Lægen, der satte spørgsmålstegn ved forskningens sandhedsværdi Fra psykologi til kræftforskning og økonomi: Store dele af den fremmeste forskning har de seneste år vist sig ikke at holde, når den blev efterprøvet. Bag afsløringerne står især den græsk-amerikanske læge John Ioannidis, der har brugt de seneste 20 år på at finde forskningens fejl. Fejl, som har ført til det, der er blevet kaldt forskningens reproducerbarhedskrise Tekst Lise Richter

E

gentlig forskede John Ioannidis i sjældne sygdomme. Han var nyuddannet læge og forskede på Harvard Medical School i starten af 1990’erne, da han studsede over noget: Der var ikke den store forskel på behandlingen af sjældne sygdomme og behandlingen af mere udbredte lidelser som diabetes og hjerteproblemer. Lægerne har relativt lidt dokumentation og forskning at basere diagnose og behandling på, når der er tale om sjældne sygdomme. Derfor må de ofte sjusse sig frem og gå efter deres mavefornemmelse. Men sådan gjorde lægerne også, når der var tale om kendte lidelser, konstaterede den unge Ioannidis ifølge magasinet The Atlantic. For selv om der var masser af forskning i kræft og diabetes, var den ofte bygget på observationer og små grupper af patienter. Sikre beviser for, at behandlingen virkede, var der ikke. Den opdagelse blev startskuddet til, at John Ioannidis kastede sig over forskning i, hvor troværdig forskning egentlig er. En forskning, der i løbet af et par årtier er knopskudt og har udløst en krise, der har rystet den akademiske verden. Reproducerbarhedskrisen, kaldes den, og går kort fortalt ud på, at rigtig mange af de forskningsresultater, som både forskere og den bredere offentlighed troede var sande, viser sig ikke at kunne genskabes i nye forsøg. Kort fortalt har Ioannidis – og senere en række andre forskere – sat fokus på forskningsmetoder, der er ufine i kanten, videnskabelige tidsskrifters forkærlighed for sensationelle resultater og kampen om forskningsmidler. Og det har ført til den største tillidskrise i den moderne videnskab. Spørgsmålet er: Hvad ved vi egentlig?

Forskning i forskningsmetoder Der gik dog en del år fra Ioannidis’ opdagelse på Harvard, til krisen for alvor begynder at vise sig. I slutningen af halvfemserne samlede han en gruppe unge forskere omkring sig på University of Ioanninas Medical School i Grækenland. Sammen med dem ville han forsøge at forske i forskningens egne metoder. To forskningsartikler fra 2005 satte for alvor John Ioannidis og hans græske forskergruppe på verdenskortet. »Hvorfor de fleste offentliggjorte forskningsresultater er falske,« hedder den mest kendte. I den dokumenterer Ioannidis, at selv sundhedsvidenskabens mest guldrandede dokumentation – de randomiserede forsøg, hvor én gruppe personer får medicin, mens en anden får placebo – i mange tilfælde er forkerte. Årsagen er, at den statistiske metode, som de medicinske forskere benytter sig af, groft undervurderer sandsynligheden for at tage fejl. I den anden artikel fra 2005 dokumenterer Ioannidis, at selv blandt de 49 mest citerede sundhedsvidenskabelige artikler igennem de

seneste 13 år er der masser af konklusioner, som ikke holder. Blandt artiklerne om alt fra hormonbehandling af kvinder i overgangsalderen, ballonudvidelse i hjertet og aspirin mod for højt blodtryk, var det kun 34, der efterfølgende var blevet afprøvet. 14 af de afprøvede forsøg viste sig enten at være stærkt overdrevne eller helt forkerte. Og selv efter, at det var slået fast, at konklusionerne ikke holdt, gik der årevis – i et enkelt tilfælde 12 år – før forskerne holdt op med at citere forskningen som korrekt, viste Ioannidis’ granskning. Ioannidis’ foruroligende budskab om, at meget forskning måske slet ikke passer, var ikke nyt. Der var bare ikke mange, der havde lyttet til de kritiske røster, forklarer professor på Center for Forskningsanalyse Jesper Schneider fra Aarhus Universitet. Og der var heller ikke mange, der interesserede sig for Ioannidis’ artikler i 2005, selv om han som den første meget overbevisende sandsynlig-

John Ioannidis var på det rette sted på det rette tidspunkt. Alting var på plads til en katastrofe Andrea Saltelli Statistiker

gjorde, hvor meget forskning der var fejlagtig, forklarer Jesper Schneider: »Egentlig var der jo ikke noget nyt i det. Det problem, han skriver om, er enormt velbeskrevet især blandt statistikere, men sådan fungerer videnskaben: Nogle gange går der lang tid, før budskabet bliver hørt.« I den nu næsten legendariske artikel fra 2005 om, hvorfor det meste forskning er forkert, går Ioannidis via simuleringer og matematiske udregninger i rette med den såkaldte p-værdi. P-værdien er en målestok for, hvor stor sandsynligheden er for, at man tager fejl. Og p-værdi bruges ikke bare i medicinsk forskning, men også psykologisk og samfundsvi-

denskabelig. Ioannidis viser, at p-værdien konsekvent undervurderer sandsynligheden for fejl. Når forskere tror, de har et resultat, der er statistisk signifikant – altså et resultat, der ikke bare skyldes statistisk usikkerhed – og at der kun er fem procents sandsynlighed for fejl, så er sandsynligheden for fejl snarere 30-40 procent. »Ioannidis viser med artiklen i 2005, at forskerne konsekvent overvurderer styrken af deres studier, selv når alt gøres helt efter bogen,« siger Jesper Schneider. »Men forskere gør sjældent tingene efter bogen. Vi fisker efter p-værdier, jagter et signifikant resultat og skjuler en masse ting. Så når vi i forvejen undervurderer sandsynligheden for fejl, så ender vi med at publicere en masse ’ingenting’.«

Psykologisk forskning får kritik Det var først i 2011, at interessen for Ioannidis’ artikler fra 2005 for alvor satte ind. Da begyndte en række prominente psykologiforskere at kritisere fagets forskningsmetoder – blandt andet brugen af p-værdien. Kritikken førte til de første større reproduktionsstudier, som i 2015 viste, at alt for lidt psykologisk forskning kunne gentages. Ud af 100 artiklers konklusioner fra de tre førende psykologitidsskrifter var det kun 36 forsøg, som kunne gentages. En række videnskaber begyndte også at sætte spørgsmålstegn ved den forskning, man før tog for givet. I 2012 viste et studie inden for kræftforskning, at kun seks ud af de 53 epokegørende internationale opdagelser kunne reproduceres. Året efter viste en af Ioannidis mere kuriøse artikler om sammenhængen mellem kost og kræft, at ud af 50 tilfældigt udvalgte ingredienser i en kogebog, så var 40 af dem ifølge forskningen både kræftforebyggende og kræftfremkaldende. Ioannidis og flere andres årelange arbejde med at beskrive forskningens fejl har haft en langsomtvirkende effekt, mener sundhedsstatistiker Ole Olsen fra Københavns Universitetet. »Forskerne har troet, at de fandt frem til sandheden, og det er selvfølgelig ikke rart at indse, at man tog fejl. Men selv om Ioannidis forskning er ekstremt fokuseret på metoder, så handler den jo også om den organisation, som forskningen foregår i. Derfor har diskussionen af forskningens krisetegn også spredt sig til alle mulige andre videnskabelige områder,« siger Ole Olsen. I 2013 skrev The Economist om krisen i moderne videnskab, hvor et stigende antal artikler bliver trukket tilbage på grund af fejl, manglende reproducerbarhed og den deraf følgende utroværdighed omkring meget forskning. Og det er ikke kun de videnskabelige områder, som beskæftiger sig med mennesker, der kæmper med fejl og manglende reproduktion. I Economist-artiklen vurderede en datalogisk forsker fra MIT blandt andet, at tre fjerdedele af alle offentliggjorte videnskabelige artikler

om maskinlæring (når computere lærer af datainput, red.) kan være forkerte. Ifølge flere forskere er problemet især, at de såkaldt negative resultater – resultater, som ikke bekræfter hypotesen, ikke får særligt meget opmærksomhed. Selv om negative resultater kan være lige så vigtige for forskning, som positive resultater, så handlede kun 14 procent af de offentliggjorte forskningsartikler i 2007 om negative resultater. Det tal var på 30 procent i 1990. Det skyldes især de videnskabelige tidsskrifters tendens til at gå efter ’den gode historie’.

Pres for at publicere Men krisesnakken har også bredt sig til de videnskabelige tidsskrifter. En undersøgelse lavet af Nature viste i 2016, at 90 procent af de godt 1.500 adspurgte forskere mente, at forskningen i større eller mindre grad befandt sig i en reproducerbarhedskrise. Den vigtigste årsag til krisen er ifølge forskerne, at de vælger kun at offentliggøre positive resultater. For det er kun det nye og bemærkelsesværdige, som store videnskabelige tidsskrifter vil have, og antallet af publikationer og citationer er afgørende for at få en forskerkarriere og få tilført forskningsmidler. Pres for at publicere er ifølge forskerne i Natures undersøgelse den næstvigtigste årsag til krisen. I 2010 bemærkede John Ioannidis i et portræt i The Atlantic, at vilkårene for forskerne med publiceringspres og evig jagt på forskningsmidler fører til, at forskere bevidst eller ubevidst kommer til at manipulere med resultaterne: »Der er en intellektuel interessekonflikt, som presser forskere til at finde frem til det, som med størst sandsynlighed vil føre til flere forskningsmidler.« Et oplagt eksempel på forskernes interessekonflikter er beskrevet i en af Ioannidis artikler fra 2015. Den viste, at 97 procent af forskningsartiklerne om nye præparater, sponsoreret af medicinalindustrien, pudsigt nok nåede frem

Fortsættes på næste side

John Ioannidis Født i New York i 1965 og opvokset i Athen i Grækenland. Uddannet læge fra Athens Universitet i 1990 Offentliggør i 2005 forskningsartiklen ’Why Most Published Research Findings Are False’, der med 2,5 million hits i det amerikanske Public Library of Science er en af de mest læste videnskabelige artikler nogensinde. Fra 2010 professor på Stanford University i medicin og statistik. Er i dag leder af Stanfords Center for Forebyggelse og Meta-Research Innovation Center


25

John Ioannidis blev i et portræt i det medicinske tidskrift BMJ kaldt ’sjusket forsknings plageånd’. Han betegner sig selv som en ’kompromisløs, mild galning’. Foto: Redux/Ritzau Scanpix


26 til, at industriens nye medicin virker. Netop medicinalindustriens investeringer og interesser i medicinsk forskning er en afgørende grund til, at kritikken begyndte inden for netop den videnskab, mener Andrea Saltelli, der er statistiker og gæsteprofessor i forskningsfilosofi på Bergen Universitet. »Når der er masser af penge investeret i forskning, så gør det både forskningen mere rådden, men også mere klar til at se kritisk på sig selv. På den måde var John Ioannidis på det rette sted på det rette tidspunkt. Alting var på plads til en katastrofe,« siger Andrea Saltelli.

Forvarsler Men forvarslerne om den tillidskrise, som forskningen i dag står i, kom allerede i 1960’erne og 1970’erne. Forskere forudså dengang, at den eksplosive vækst i forskning og de øgede industrielle interesser i den ville svække den traditionelle kontrol med forskningens kvalitet, der sker ved, at forskerkolleger vurderer hinandens forskningsartikler, de såkaldte peer reviews. Den amerikanske filosof Jerome R. Ravetz skrev i bogen Scientific Knowledge and it’s Social Problems i 1971: »Problemet med kvalitetskontrollen i forskningen er centralt for den industrialiserede forsknings sociale problemer. Hvis det ikke lykkes at løse det problem og udvikle nye teknikker, som kan indbringe dem, der fortjener det, prestige og belønning, så vil det få alvorlige konsekvenser for moralen, rekrutteringen og dermed for overlevelsen af forskningen selv.« For et par årtier siden så man reproducerbarhedsstudier som spild af penge – faktisk anså man det som uetisk at bruge nye forskningsmidler på at efterprøve gamle resultater. Men den tendens er ved at vende. Med de store metastudier, som John Ioannidis har været med til at lave på The Meta-Research Innovation Center på Stanford Universitet, og psykologiprofessor Brian Nosek har lavet i The Reproducibility Project om psykologiforskningen, så har reproducerbarhedsstudier fået en større plads i forskningen og langt mere offentlig opmærksomhed. Og Holland og USA er begyndt at sætte forskningsmidler af specifikt til reproducerbarhedsstudier. Ifølge Torben Lund, der er lektor på Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab på Aarhus Universitet, har reproducerbarhedsdebatten betydet, at der er kommet mere opmærksomhed på ordentlighed i forskningen – f.eks. med registrering af forsøget og den brugte metode, før det påbegyndes. »Men det er først den dag, at de store tidsskrifter begynder at kræve ændringer og siger: ’Det kan vi ikke stå inde for,’ at det for alvor kommer til at ændre på noget,« siger Torben Lund. Han har dog svært ved at se det for sig. Videnskabelige tidskrifter er nemlig en rigtig god forretning, hvor de store internationale tidskriftskoncerner tjener gode penge på den måde, som forskningen fungerer på i dag, hvor forskerne er afhængige af publikationer og citationer for at kunne gøre karriere og opnå forskningsmidler. Selv om der er mindre tidsskrifter, der går imod strømmen, så er det eneste, der ifølge Torben Lund for alvor kan ændre på systemet, at forskerne selv siger fra. »Hvis forskere, der står med en vildt epokegørende opdagelse, fravælger de store tidsskrifter, og i stedet satser på de metodemæssigt mere seriøse, så ville det tidsskrift jo få større betydning.  Men det betyder ikke det store, hvis gennemsnitsforskere boykotter de store tidsskrifter,« siger Torben Lund. Han ser det som spild af penge, at forskningssystemet opildner til forskning, der ikke reproduceres, men sådan vil det være, så længe det er den gode historie og ikke grundigt arbejde, der bliver belønnet. Derfor er det måske selve måden, forskningen belønnes på, som skal laves om. »Hvorfor finder offentligheden sig i det? Det er jo skattekroner, der finansierer størstedelen af forskningen, og hvis den ikke kan reproduceres, så finder vi jo ikke ny viden, men i mange tilfælde bare ’gode historier’.

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

Befinder forskningen sig i en krise? Information har spurgt fire danske videnskabsfolk, om de mener, deres forskningsfelt er i krise Tekst Frederik Timm Bentsen John Brodersen Praktiserende læge og professor, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet & Region Sjælland – Oplever du, at der er problemer med at genskabe forskningsresultater inden for lægevidenskaben? »Der findes eksempler på problemet inden for den evidensbaserede medicin. Det gælder dog hovedsagligt undersøgelser, der er sponsoreret af industrivirksomheder, og som viser nogle meget store effekter. Når de efterprøves af forskere uden økonomiske interessekonflikter, ser man ofte, at effekten er mindre eller helt forsvinder. Det er et problem særligt inden for lægemiddelforskningen, fordi der er så mange penge i det.« – Hvad skal man gøre for at løse de problemer med reproducerbarhed, du nævner? »Problemet er bevillingsområdet, hvor forskningen i stigende grad finansieres af eksterne midler i stedet for frie midler. Langt mere lægemiddelforskning bør være offentligt finansieret og være gennemført af uvildige forskere, end det er tilfældet i dag. Det er nødvendigt for at sikre lægemiddelforskning af en høj kvalitet, der bedre kan reproduceres.«

Dorthe Berntsen Professor, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet

– Der har været meget fokus på problemer med at reproducere forskning inden for psykologien og særligt socialpsykologien. Hvad tænker du om det? »Jeg mener, at meget af kritikken er overdrevet. Der er lavet mange systematiske replikationsstudier inden for psykologien inden for de senere år, og man har da også fundet en række tidligere studier, hvis resultater ikke kunne genskabes, når de blev gentaget af andre forskere eller med andre forsøgsgrupper. Problemet er, at mange af replikationsstudierne har haft en klar selektions-bias og hovedsageligt fokuseret på at efterprøve de mest bemærkelsesværdige fund. Men der er masser af studier inden for psykologien, der replikeres stabilt, men som bare ikke får samme opmærksomhed.« – Hvad skal man gøre for at imødegå problemerne om manglende reproducerbarhed? »Man skal lave mere programorienteret forskning, hvor man som forsker gennemfører en serie af studier, inden de publiceres. Nogle tidsskrifter har haft en tilbøjelighed til at tilgodese studier, der har høj nyhedsværdi, fremfor dem, der er metodisk robuste.«

Marco Piovesan

Lektor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet

– Er der en reproducerbarhedskrise i den økonomisk forskning? »Problemet i økonomiforskningen er begrænset, når du sammenligner med andre samfundsvidenskaber som for eksempel psykologien. Det skyldes ikke mindst, at man i økonomiske studier typisk arbejder med flere observationer end på andre forskningsområder. Derudover foregår der en streng vurderingsproces af resultaterne hos de økonomiske tidsskrifter.« »Der findes dog også resultater inden for økonomi, der har vist sig svære at reproducere.« – Hvad bør man gøre for at imødegå problemet? »En mulighed er, at forskeren bag et forsøg udarbejder en undersøgelsesprotokol til projektet, men lader en anden, uafhængig forsker indsamle data. På den måde kan man undgå, at en forsker vælger at stoppe dataindsamlingen, når vedkommende har et signifikant resultat, fremfor at forfølge et tilstrækkeligt antal observationer.«

Karsten Riisager

Lektor, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet

– Er der problemer med reproducerbarheden inden for fysikken? »Relativt set er det ikke et særligt stort problem. Det skyldes blandt andet, at fysikere ikke har et religiøst forhold til spørgsmålet om statistisk signifikans. Man anvender også signifikans i fysikken, men vi trækker samtidig på en omfattede teoretisk grundviden, der er med til at luge de værste fejlresultater ud af eksperimenterne. Derudover hjælper det også fysikken, at man generelt anvender et stort antal observationer i forskningen.« – Er der noget, andre forskningsretninger kan lære af fysikken? »Fysikere har generelt en stærk matematisk ballast. Når der har været relativt få problemer med at genskabe resultater i fysikken sammenlignet med andre videnskabsretninger, skyldes det blandt andet, at fysik er en matematisk baseret uddannelse. Statistik er et matematisk værktøj, og jo bedre man forstår værktøjet, jo nemmere er det at bruge det rigtigt.« frbe@information.dk

Det er en dårlig udnyttelse af ressourcerne til forskning, at man har et system, der fremmer den forkerte type adfærd, og det kan hverken forskere, skatteydere eller politikere da være tjent med,« siger Torben Lund. Kristian Hvidtfelt Nielsen, der er lektor i videnskabsstudier på Aarhus Universitet, peger på, at der i praksis er flere barrierer for at leve op til idealet om reproducerbarhed i forskningen. Han er enig i, at der er behov for en bedre underbygning af, hvilke resultater der er vigtige, og hvilke der er ligegyldige. »Indadtil i forskningsverdenen har reproducerbarhedsdiskussionen givet anledning til eftertanke om, hvad det er, vi vil med forskning, fordi den går imod en tendens til hele tiden at søge det nye og tænke meget i antal publikationer, og det er sundt at stille spørgsmålet: Hvad vil vi med forskningen? Er vi interesserede i at producere en masse forskning, hvor vi ikke ved, hvorvidt det er sandt eller forkert, eller er vi interesserede i at få underbygget resultaterne. Langt de fleste vil sige ja til det sidste, men det vil kræve en større mentalitetsændring, for reproducerbarhedsstudier er der ingen prestige eller penge i, som det er i dag,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Åbenhed og selvkritik Udover at skabe større prestige omkring reproducerbarhedsstudier, ser John Ioannidis og hans forskerteam på Stanford åbenhed om forskernes arbejde fra hypotese over metode til publikation som en vigtig del af løsningen. Det vil gøre det langt nemmere for andre forskere på feltet at teste og gennemskue, om forskningen egentlig holder. Men også her er der langt igen. Selv blandt de 50 førende videnskabelige tidskrifter, som har en politik om at dele data bag forskningen, var det kun i under halvdelen af de 352 tilfældige artikler, at der rent faktisk var adgang til rådata, viser en anden af John Ioannidis’ analyser. Der er altså alt mulig grund til at være kritisk over for den måde, forskningen fungerer på i dag. Også blandt forskerne selv. Som John Ioannidis skriver under sit alenlange cv på Stanfords hjemmeside: »De nuværende citationsrater siger, at jeg er blandt de 20 mest citerede forskere i verden, måske den mest citerede læge. Det beviser formentlig kun, at citationsberegninger er dybt upålidelige.« Uanset om forskningens citationsberegninger holder eller ej, er der ingen tvivl om, at den unge John Ioannidis’ undren over, hvor lidt dokumentation lægerne egentlig baserede deres behandling på, har ført til en lavine af kritik af forskningen, som også er nået ud til den brede offentlighed. En kritik, som ifølge et interview fra marts med John Ioannidis på Stanford Universitys hjemmeside ikke må føre til, at vi tror, at videnskab handler om at gøre alt perfekt og aldrig at tage fejl. Det er ikke rigtig videnskab, siger Ioannidis. Han tror, at den bedste løsning på krisen er, at forskerne ser på forskningen på ny og holder op med at gøre, som de plejer: »Hvis du vil gøre en opdagelse, der kan ændre verden, så lav om på den måde, du forsker på. Den effekt, dét kan have på tværs af forskningsfelter, kan være enorm.« lila@information.dk

Reproducerbarhedskrisen kort fortalt Forskere har altid søgt efter nye og enestående opdagelser, men de seneste år har flere internationale undersøgelser vist, at forskningens rugbrødsarbejde – at genskabe forskningsresultaterne og tjekke, om de rent faktisk holder – ofte bliver forsømt. I 2016 viste en spørgeskemaundersøgelse i det videnskabelige tidsskrift Nature, at næsten 90 procent af de godt 1.500 medvirkende forskere mente, at videnskaben står i en reproducerbarhedskrise.


FORV V ENT MER E AF F DIN HUDP PLEJE

FRISK OG UNIK DUFT


28

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

Her er forskningen blevet ramt på troværdigheden

- Matematik -

- Medicin -

- Psykologi -

Naturvidenskab er normalt forbilledet for de øvrige forskningsområder, når det gælder eksakte beregninger og reproducerbarhed. Især matematik burde med sine logiske beviser være uden problemer. Beviserne i moderne matematik er dog nået et punkt, hvor de er så store og komplicerede, at næsten ingen andre forstår dem, og derfor er de svære at af- eller bekræfte. Selv om matematikere de seneste tre år har arbejdet på at forstå den japanske matematiker Shinichi Mochizukis bevis for den såkaldte abc-formodning, som handler om heltal og primtal, så er de ikke kommet nærmere, om beviset holder. Mochizuki har nemlig udviklet nogle matematiske værktøjer, som er komplet uforståelige for selv nogle af verdens allerskrappeste matematikere.  Matematikeren Jordan Ellenberg fra University of Wisconsin har på sin blog beskrevet Mochizukis udregninger sådan her: »Ved første øjekast, føles det, som om du læser noget fra det ydre rum.«

I 2005 viste den græsk-amerikanske forsker John Ioannidis’ undersøgelser, at store dele af den medicinske forskning er forkert. Forskerne undervurderer sandsynligheden for at tage fejl så meget, at 80 procent af alle forsøg, hvor forsøgspersonerne ikke får henholdvis medicin eller placebo, kan være forkerte. Også et stort antal af de mere sikre randomiserede forsøg med patienter, der får medicin, og andre patienter, der får placebo, er forkerte: 25 procent af de mindre forsøg og ti procent af de store. En gennemgang i 2015 af de 49 mest citerede medicinske artikler om alt fra hormonbehandling af kvinder til ballonudvidelse af hjertet viser, at 41 procent af artiklernes konklusioner var stærkt overdrevne eller forkerte. I 2012 viste en stor reproduktionsundersøgelse lavet af biotechvirksomheden Amgen, at kun seks ud af 53 af de mest epokegørende kræftstudier kunne genskabes med samme resultat.

I 2012 skrev psykolog og nobelprismodtager Daniel Kahneman et åbent brev til en gruppe psykologiforskere, hvor han advarede om, at den manglende reproducerbarhed risikerede at ødelægge psykologiforskningens renommé. Samme år startede Brian Nosek The Reproducibility Project, hvor en stor forskergruppe arbejdede sammen om at reproducere 100 psykologistudier, der havde været trykt i de tre mest anerkendte tidsskrifter. Resultaterne lå klar i 2015 og viste, at kun 36 ud af de 100 resultater kunne gentages. Kun knap halvdelen af de reproducerbare undersøgelser havde en effekt på niveau med den oprindelige. Reproducerbarhedsprojektet har senere ført til etableringen af Center for Open Science, som skal øge åbenhed, integritet og reproducerbarhed i forskningen.  


29

I de seneste år er forskningen blevet beskyldt for ikke at kunne reproduceres, at være fyldt med fejl og dårlig statistik. Her er et overblik over nogle af de forskningsområder, som er blevet ramt på troværdigheden, eller som bare er så uforståelige, at ingen ved, om forskningsresultaterne er rigtige eller forkerte Tekst Lise Richter · Illustrationer Jesse Jacob

- Neurobiologi -

- Økonomi -

Både 2014 og 2016 viste svensk forskning, at der var store problemer med de fMRI-scanninger, som kan vise forskerne, hvordan vores hjerne fungerer. Det var især de statistiske beregninger af scanningerne, den var galt med, som kunne betyde, at halvdelen af alle forskningsartikler baseret på den metode kunne være fejlagtige. Kritikken af fMRI-scanningerne er dog siden blevet tilbagevist, men i en erkendelse af, at der er noget galt med neurobiologisk forskning har Stanford Universitet i USA lavet et Center for Reproducerbar Neurovidenskab, hvor man arbejder på at forbedre de neurobiologiske forskningsmetoder. Over 80 procent af den publicerede neurobiologiske forskning viser signifikante resultater, men hvis forskning vitterligt er ny og risikofyldt, så burde der være mindst lige så mange negative resultater som positive. Og den tendens går igen i lang række videnskabelige discipliner.

Et metastudie fra 2016 efterprøvede 18 eksperimenter udgivet i to af de mest prestigefyldte økonomiske tidskrifter. Det lykkedes at få det samme resultat i 11 ud af 18 tilfælde – svarende til 61 procent, men tallet burde være højere, fordi den statistiske usikkerhed normalt er lavere i økonomi end fx i psykologi. Sidste år udkom et metastudie af John Ioannidis’ forskergruppe fra Stanford Universitet. Det viser, at i halvdelen af de økonomiske forskningsområder er 90 procent af resultaterne så dårligt underbygget statistisk set, at de ikke kan regnes for sikre. I de mere velunderbyggede forskningsstudier er 80 procent af de rapporterede effekter stærkt overdrevne, konkluderer metastudiet. Typisk med det dobbelte, men for en tredjedel af de økonomiske studiers vedkommende er effekterne pustet op til det firdobbelte eller mere.

- Psykiatri og genetik Læger, psykologer og biologer, som undersøger adfærd hos dyr og mennesker, har også været under kritik for at overdrive deres resultater. I 2013 viste en gennemgang af 82 metastudier baseret på knap 1.200 undersøgelser inden for psykiatri og genetik, at de mere bløde målinger af adfærd havde en tendens til at nå frem til mere ekstreme resultater sammenlignet med fysiologiske målinger. Konklusionerne i adfærdsforskernes artikler matchede også oftere den oprindelige hypotese end i de hårde fysiologiske forskningsartikler. Tendensen til at overdrive resultaterne var størst blandt amerikanske adfærdsforskere, viste undersøgelsen, som er lavet af John Ioannidis fra Stanford Universitet og Daniele Fanelli fra Edinburgh Universitet.

Kilder Videnskab.dk, ing.dk, nature.com


30

Vivi kan se spor efter hverdag og revolution i vores forfædres sko Sko er ikke bare sko. De har igennem århundreder været et spørgsmål om social overlevelse. Arkæolog Vivi Lena Andersen har som en af de eneste i verden analyseret flere tusinde af vores forfædres sko, og hendes konklusion er klar: Samfundet påvirker os helt ned i storetåen Tekst Stine Astrup Saugmann Fotos Anders Rye Skjoldjensen

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8


31

I

en smattet grøft tre meter under jordens overflade står Vivi Lena Andersen iført gule regntøjsoveralls, gummistøvler og sikkerhedshjelm, da hun imellem velbevaret blommeskind og løgringe får lirket en genstand ud af jorden. Et fund, der denne forårsdag i København i 2003 bliver begyndelsen på en ny epoke – både i Danmarkshistorien og i hendes eget liv.  »Pludselig står jeg der med en intakt lille brun barnesko fra 1700-tallet, hvor man kan se fodaftrykket inde i skoen og slidspor på overlæderet fra hvor barnet har kravlet.« Vivi Lena Andersen føler sig straks suget tilbage i tid på en helt anden måde, end hun før har oplevet. »Det med at være helt tæt på fortidens mennesker rørte mig helt vildt. Det kunne jo være mig selv eller mine egne børn, der havde kravlet rundt i de sko.« Hun og resten af arkæologholdet er egentlig på jagt efter stenalderspor i forbindelse med en udvidelse af A.P. Møller-Mærsks hovedsæde ved Esplanaden i København, da de bliver mødt af tre meter lag affald fra 1700-tallets losseplads. Her dukker den ene sko op efter den anden, velbevaret på grund af deres organiske materiale. »Vi fik simpelthen datidens københavner lige i ansigtet via de her sko. Det blev pludselig meget vedkommende og tydeligt at kunne sætte sig selv ind i fortiden,« fortæller Vivi Lena Andersen. Hun ved med det samme, at skoen er et spor, hun bliver nødt til at følge.  Det magiske møde med 1700-tallets fodspor fik hende til at specialisere sig i vores forfædres sko fra år 1300 til 1800. Hun kastede sig ud i sit forskningsprojekt i forbindelse med Københavns metroudgravninger til den kommende Metro Cityring, der begyndte i 2009. Her dukkede nemlig et hav af sko og skodele op fra netop denne periode. »Vi kunne se, at der var et kæmpe hul i historien, som de her fund kunne være med til at udfylde.« Men fordybelsen og fascinationen for fortiden er ikke ny for Vivi Lena Andersen. Som barn var hun, med egne ord, den mærkelige stille pige, som elskede at læse og at være alene. »Så snart jeg fik mulighed for det, gik jeg på museer alene, og da jeg fik lov, cyklede jeg alene ind til København med mit kamera i lommen.« Her tog hun billeder af Rosenborg, Amalienborg eller andet, som skuede bagud i tid. »Det med, at der er blevet sat nogle spor engang, som stadig er her, tiltalte mig helt vildt. Og det, som arkæologien kan, det er at lede efter og finde spor, som før var usynlige, og som så bliver synlige. Den her higen efter at afsløre det usagte og det skjulte gjorde noget for mig,« fortæller Vivi Lena Andersen.  »Og det personlige møde med fortiden bliver så meget nemmere, når man står med en sko. I arkæologiske udgravninger er det ofte genstande som keramik, potteskår, kridtpiper og stumper af glasflasker, man finder. Men når man står med hele sko, er det bare så nemt og ligetil at blive ført tilbage i tid. Den er en personlig ejendel, der kan fortælle en personhistorie – den er ikke bare et fad.« I dag holder Vivi Lena Andersen til på Stormgade 20 i København som museumsinspektør og projektleder for det nye Københavns Museum. Her finder man også en samling af gamle sko, og det er her, hun står i det arkæologiske værksted og vasker og undersøger nyfundne sko. Hun har indtil videre haft fingrene i over 10.000 sko.

Tværfagligt skonørderi Vivi Lena Andersen var en enspænder som barn, men i dag har hun erfaret styrken og glæden ved at nørde sammen med andre. Hendes forskning har først og fremmest bestået i at kortlægge, hvordan skoen har udviklet sig udseendemæssigt, men også i at foretage dybdegående analyser af den enkelte sko. Her skriver man skoens livshistorie, fra den er blevet skabt hos skomageren, til den er blevet brugt over gader

Fortsættes på næste side


32

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

Når Vivi Lena Andersen skal studere en sko, finder hun den frem fra køleskabet og skyller jord af med en bruser. Pludselig spiler hun øjnene op og kigger intenst på skoen. Små rødlige stoffibre på indersiden er stadig bevaret efter flere 100 år i jorden. »Det sker ikke ret tit!« udbryder hun

og stræder og til sidst er blevet kasseret. »Den kasserede sko kan fortælle os noget om hele skoens livsforløb, hvis vi forstår de spor, den viser, og det har været noget af det, jeg er trænet i at kunne se. Men det kan jeg også kun ved at gå udover arkæologiens faggrænser.« Ved at søge hjælp og sparring hos andre faggrupper kunne Vivi Lena Andersen nå langt længere ind i, hvad de forskellige spor som fodaftryk, slitage på læderet eller små sten i skohælen kan fortælle. »Jeg hev fat i en skomager, som ved rigtig meget om, hvorfor en sko er skruet sammen, som den er, og kirurger og fodterapeuter, som har forstand på fødder, hele bevægeapparatet, hvordan sko påvirker mennesket, og hvilke spor vi sætter i vores sko. Jeg samarbejdede også med professionelle reenactors, som gik med, og sled på, rekonstruerede sko fra eksempelvis middelalderen, hvorefter jeg analyserede dem.« Der er et særligt glimt i øjet på Vivi Lena Andersen, når hun taler om fortidssko. Og hun understreger, at det ikke kun er en personhistorie, man får med skoene. Man får også en samfundshistorie og en historie, som går på tværs af tid og sted i verden. »Alt det, der sker i vores samfund på alle mulige niveauer, påvirker helt ned i storetåen, så det der med, at sko er bare sko og noget overfladisk pjat – dét er noget pjat.«

Skoen som social overlevelse Selvom formålet med skoen, da den blev opfundet for omkring 40.000 år siden, formentligt var beskyttelse mod fysiske faktorer, har den langt hen ad vejen udviklet sig til at handle om social overlevelse og ikke kun fysisk. Vores forfædre gik så meget op i deres fodtøjs udseende, at skoen udviklede sig mere og mere i former, som blev direkte skadelige for fødderne, og som førte til mange fodlidelser. »Jeg var eksempelvis nede i en kilde fra 1700-tallet, en lærebog lavet af en fransk skomager. Heri var en slags opskrift på, hvordan man laver den gode sko. Skomageren beskriver, hvordan menneskets fødder er grimme, grove og krogede. Derfor laver man på det tidspunkt skoene symmetriske, så de passer til tidens ideal frem for venstre- og højresko.« Men det er ikke kun datidens æstetiske blik på fodens form, man kan aflæse af skoene. Også samfundsrevolutioner har sat deres spor i fodtøjet. F.eks. kan man hen imod slutningen af 1700-tallet se, at både hæle og de store flamboyante spænder, man har haft på sko, næsten forsvinder helt.  »Det sker samtidig med, at vi har Den Franske Revolution, hvor adelen mister deres hoved i guillotinen. Så det med visuelt at udstråle, at du hører til en bestemt gruppe af befolkningen, der befinder sig over alle andre, bliver et kæmpe no go. Pludselig skal vi ikke have noget, der siger bling på vores fod – nu skal det bare være helt nede på jorden.« Vivi Lena Andersen er ikke i tvivl om, at hendes forskning er relevant for nutidens skoforbrugere, hvilket mere eller mindre er alle, der har fødder. »Også i dag er vi resultater af, at sko ikke kun handler om at beskytte foden mod stikkene dyr, giftige planter, brandvarmt

»Det var ret vildt at stå med den her flere hundrede år gamle sko og så bare se, hvordan den helt fysisk giver skader. Samme dag gik jeg hjem og smed alle de sko ud, som jeg kunne se ikke ville gøre noget godt for mine fødder.« Ikke kun blikket på fortidens sko optager Vivi Lena Andersen. Hun er også opmærksom på nutidens normer og tendenser inden for fodtøj og de forventninger, der ofte er forbundet med de sammenhænge, vi er i. Hun blev derfor glad, da hun til dette års Oscaruddeling så, hvordan to skuespillere (Tiffany Haddish og Maya Rudolph, red.) kom ind på scenen iført sutsko og med deres højhælede sko i hænderne, gik hen til mikrofonen og bandede over, hvor ondt skoene gjorde.  »Det er godt være, man trækker lidt store linjer, men der er vi jo helt inde i #MeToobevægelsen om, at jeg bestemmer over mig og min krop. At jeg har ret til at sige nej til at gå med stiletter, der gør ondt på mig, hvis ikke jeg har lyst til at have dem på. Den modreaktion viser, at vi egentlig er villige til at gøre op med nogle normer og konventioner – og det er ret interessant for en skoforsker.« stsa@information.dk

Vivi Lena Andersen Nuværende Stilling Museumsinspektør og projektleder for det nye Københavns Museum sand eller kulde. Det handler det også om, men det handler jo også om meget andet, når vi køber sko. Om en iscenesættelse af dem, vi gerne vil være, og de grupper vi ønsker at være en del af. Det er bare noget, der sker automatisk eller ubevidst i os, og det er min forskning med til at gøre os opmærksomme på.« »Selv om min forskning handler om nogle gamle sure sko, så handler den rigtig meget om at gøre os klogere på de valg, vi træffer. At få os til at reflektere over, hvorfor vi træffer de valg, vi gør, og om at gøre os i dag til kritiske forbrugere. At kvalificere de valg, vi træffer.« Inden for sit eget fag bliver Vivi Lena Andersen mødt med en taknemmelighed over, at hun orker at tage hånd om forfædrenes sko, og hun bliver ofte kontaktet af folk fra udlandet, der ønsker, at hun udgiver en bog om sin forskning på engelsk. Skoen som arkæologisk fund er nemlig en af de mest besværlige genstande at arbejde med. Den skal opbevares koldt, mørkt og vådt, den er dyr at konservere og vanskelig at

+++++ “MESTERSTYKKE” ELLE

+++++ “BEVÆGENDE OG NERVEPIRRENDE INTENST” KINOSAUR

HVAD VIL FOLK SIGE I BIOGRAFERNE NU

Grundtvigs Højskole

HÅRDTSLÅENDE OG GRIBENDE FORTÆLLING OM SKAM, ÆRE OG DET AT VÆRE SPLITTET MELLEM TO KULTURER

bevare. »Men det er også en af grundene til, at jeg synes, den er interessant. Jeg elsker udfordringer – det er benzinen for mig. Hvis det er svært, så er jeg på.« Men selvom forskerkredsene respekterer Vivi Lena Andersen for at tage hånd om et svært felt, bliver hun ofte mødt af fordomme fra folk, der går ud fra, at hun forsker i sko, fordi hun selv er skofetichist. Det griner hun bare af. Hun har et helt ’ordinært’ forhold til sko, selvom hun alligevel må indrømme, at hendes forskning har ændret hendes forhold til sko gevaldigt. »En kirurg gennemgik på et tidspunkt et par sko fra 1700-tallet for fodskader for mig, og han kunne pege på den ene fodlidelse efter den anden. Jeg tænkte: ’Jamen, jeg har jo sko, der gør det samme derhjemme’.« Vivi Lena Andersen vidste godt, at de højhælede sko gjorde ondt. Hun humpede hjem fra byture med store vabler og dunkende fødder, men de var så automatisk en del af hende, at hun ikke stillede spørgsmålstegn ved dem.

Yndlingsredskab Digitalt mikroskopkamera. Superlup for detaljefanatikere Bedste overspringshandling Besøge museer. Jeg bilder mig selv ind, at det hører til jobbet – også når jeg har fri Forbillede: Den undseelige, undertippede mønsterbryder, der mod alle tænkelige odds skriver sig ind i historien med viljestyrke og mod. Helen Keller, Rosa Parks, Malala Yousafzai ... Største erkendelse At vi kommer længst sammen. Der ligger et enormt potentiale i tværfaglig forskning

sukí skin care • The Organic Pharmacy • Jane Iredale • Tata Harper m. fl.

prisvindende ansigtsrens Valgt som nr. 1 af pure shops kunder blandt 59 økologiske ansigtsrens

SKAB DIT EGET SKEMA

REJS TIL F.EKS.NEW YORK, WASHINGTON, TOKYO & ISLAND SKRIVEVÆRKSTED • POLITIK KREATIV MUSIK OG LYD MALERI • RADIO • FOTOGRAFI OG MANGE FLERE FAG GR UNDTVIG S.DK • HI LLERØ D T: 48268700 • M: INFO@GRUNDTVIGS.DK

Ren og lækker hud med den dybdegående Carrot Butter Cleanser fra det prisvindende celebrity-mærke The Organic Pharmacy Besøg Danmarks største økologiske parfumeri i Grønnegade og få rådgivning Butik: Grønnegade 36 • København K • Tlf. 33 17 00 70 Webshop: pureshop.dk • Fragtfrit over 500 kr. • GRATIS GAVE


ART – TECH - SCI

19.-20. maj 2018 KULTURVÆRF TET / HEL SINGØR

AT BLIVE ÉT MED DET ANDET

HAR DU MOD PÅ AT FAVNE EN NY VIRKELIGHED OG PÅ AT UDFORSKE ’DET ANDET’? Yann Marussich (CH), Faka (ZA), Maja Smrekar (SL), Jenna Sutela (FI), Noora Hannula (DF/FI), Johannes Paul Raether (DE), Lotic (US), Moor Mother (US), Rabit Feat. Camille (US), SØS Gunver Ryberg (DK), Larry B (UK), Gary Gritness (FR), Soho Rezanejad (DK), Khalil H2OP (DK), Amnesia Scanner (FI/DE), Violence (US), Zeno Van Den Broek (NL), Chino Amobi (US), Jakob Kudsk Steensen (DK), Recoil Performance Group (DK), Carl Krull (DK), L’enfant (TW), Benjamin H. Bratton (US), N. Katherine Hayles (US), Black Quantum Futurism (US), Jurij Krpan (SL), Laboria Cuboniks, Sara Hamming (DK), Nanna Storr-Hansen & Andreas Refsgaard (DK), Toke Riis Ebbesen (DK), (DK), Mette-Marie Zacher Sørensen (DK) og mange flere.

CLICKFESTIVAL .DK

CONCERT

|

PERFORMANCE

|

TALK

APP: CLICK FESTIVAL

|

INSTALL ATION

|

PL AY

#CLICKFESTIVAL

|

WORKSHOP

/CLICKFE STIVAL

|

LIT ER ATURE

|

C ATCH

|

C A MP


34

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

Professor:

»Har jeg spildt 20 år af min karriere? Har jeg overhovedet bidraget med noget positivt?«

I

2011 sad professor Michael Inzlicht til et krisemøde på det socialpsykologiske fakultet på University of Toronto. Han og hans kolleger havde alle sammen læst den samme videnskabelige artikel, der havde rystet deres selvforståelse. Forskerne kiggede rundt på hinanden: »Hvad fanden gør vi?« Årsagen til mødet var en ny forskningsartikel med titlen »False-positive psychology«. »Artiklen beskriver alle de statistiske ’tricks’, forskere kan bruge til at få deres data til at fremstå som meningsfuld og solid evidens, når det ikke er nogen af delene,« forklarer Michael Inzlicht. Det handlede ikke om forskningssvindel forstået som bevidst, Milena Penkowa-agtig fusk. Men små metoder og statistiske krumspring, forskere helt rutinemæssigt bruger til at vride deres data, så den bekræfter den ønskede teori. Det var derfor, at de professorer og lektorer, som var samlet i frokoststuen på universitetet i Toronto, var så chokerede. De kunne genkende stort set alle de små tricks, der var beskrevet i artiklen. De havde nemlig selv benyttet sig af dem. Som det naturligste i verden, uden at tænke over det. »Et sådan trick kunne for eksempel være at ændre præmisserne for ens hypotese, efter man har set data,« forklarer Michael Inzlicht. »Eller være meget selektiv omkring, hvilke statistiske afvigelser man udelader fra sit materiale.« Hver især virker de her tricks umiddelbart små og uskyldige. »Men samlet set er det et sæt praksisser, der per definition er designet til at tvinge signifikante sammenhænge frem. Også i tilfælde, hvor der ikke nødvendigvis er nogen.« Michael Inzlicht er ikke i tvivl om konsekvensen: I den psykologiske videnskab bliver man nødt til at arbejde med et før og et efter reproducerbarhedskrisen. »For mig og mange af mine kolleger var det en dag ét i 2011, da »False-positive psychology« udkom. Vi blev gjort opmærksomme på, at vi havde misbrugt vores eksperimentelle frihed,« fortæller han. »Før det arbejdede vi med statistik som aber, der bare trykker på en knap. Vi vred og masserede vores data fuldstændig ureflekteret, indtil der kom et signifikant resultat ud i den anden ende. Det var dårlig videnskab.«  

Claude Steele 72 år. Ph.d. fra University of Utah i 1971. Professor ved Stanford University fra 1991-2009 og igen fra 2016-. Provost ved Columbia University 2009-2011. Dekan på Stanford University 2011-2014 Provost på Berkeley University 2014-2016. Udgav i 1995 sin første artikel om ’Stereotype Threats’ sammen med Joshua Aronson. Siden da er der, ifølge Google Scholar, blevet henvist til artiklen mere end 5.000 gange i psykologiske forskningsartikler.

Kvinder og matematik Det akademiske uvejr, som forskerne den dag i 2011 blev ramt af, er blevet kendt som reproducerbarhedskrisen. Når forskere de senere år har forsøgt at reproducere tidligere udgivne og anerkendte forskningsresultater, har de forbavsende ofte fået nogle helt andre resultater. Og krisen har ramt hele den videnskabelige verden – fra kræftforskning til økonomi. Forskning, der fremstår robust og veldokumenteret, bliver afprøvet, underkendt og udstillet. I 2015 foretog det højtagtede videnskabelige tidsskrift Nature en rundspørge blandt 1.500 forskere. Over halvdelen vurderede, at videnskaben stod i en decideret krise. Men ingen videnskab har været så hårdt ramt som psykologi. Særligt socialpsykologi. I 2015 forsøgte en gruppe forskere at reproducere resultaterne i 100 psykologiske forskningsartikler. Det mislykkedes i 61 af studierne. Generelt er det svært helt at begribe omfanget af reproducerbarhedskrisen. Pludselig kan vi ikke regne med alt det, vi troede, vi vidste. Det, vi regnede for sikker viden.

Både Michael Inzlicht og den akademiske superstar Claude Steele, der for 25 år siden udviklede den stærkt populære og nu omstridte teori om stereotype threat, er blevet personligt ramt af krisen. Reproducerbarhedskrisen er deres krise. I to årtier har de stået op om morgenen for at designe forsøg, analysere data og udgive forskningsartikler om stereotype threats. De har høstet anerkendelse og opbygget karrierer. Problemet er, at teorien måske er forkert, og det har sat alvorlige spørgsmålstegn ved Claude Steele og Michael Inzlichts livsværk. Claude Steele stiller gerne op til interview. Også om reproducerbarhedskrisen. Han har dog én betingelse, forklarer han fra sit kontor på Stanford i Californien. Journalister skal først læse en tekst, han har skrevet om emnet. »Ring tilbage om ti minutter, når du har læst den,« siger han og lægger røret på. Umiddelbart efter modtager jeg en mail fra Claude Steele med otte tætskrevne sider under overskriften ’The Replicability Issue and Stereotype Research’.  I første linje erklærer Claude Steele, at han tager diskussionen alvorligt. Derfor planlægger han også et storstilet forsøg på at reproducere nogle af sine oprindelige forsøg. De ifølge Steele »få« forsøg, der ikke har kunnet reproducere hans teori, har nemlig det til fælles, at de har været dårligt designet. De følgende otte sider er en detaljerig kritik af de enkelte forsøg herunder et afsnit med overskriften ’Informationsværdien af enkelte fejlslagne forsøg på at reproducere resultater’. For 25 år siden gennemførte Claude Steele en række opsigtsvækkende forsøg: Han ville forklare, hvorfor nogle minoritetsgrupper rent faktisk lever op til de negative fordomme, der findes om dem. Sorte studerende får for eksempel dårligere karakterer end hvide med samme sociale baggrund, og kvinder klarer sig dårligere end mænd i matematikprøver. Umiddelbart inden en matematikeksamen fortalte Claude Steele en gruppe studerende ved University of Michigan, at i netop den test, de skulle til at tage, havde undersøgelser vist, at mænd og kvinder præsterede lige godt. Og vupti, så klarede de kvindelige studerende sig bedre. Claude Steele prøvede også at lade kvinderne tage matematikprøven i et lokale uden mænd. Eller kun at måle resultaterne for kvinder, som slet ikke kendte til stereotypen om, at kvinder er dårlige til matematik. I begge tilfælde klarede de kvindelige studerende sig pludselig bedre.  Teorien går i grove træk ud på, at kvinder og sorte er bevidste om fordomme imod dem. Inderst inde frygter de, at fordommene er korrekte. Det gør dem usikre, og sådan ender de med at bekræfte stereotypen om dem. De kollapser på grund af truslen fra deres egen stereotyp – Stereotype threats. Det var en revolution. Et plausibelt og bekvemt svar på et politisk ubehageligt spørgsmål, og Claude Steele blev en af de mest hyldede og citerede forskere i amerikansk socialpsykologi. Stereotype threats blev forklaringen på alt muligt. Hvorfor kommer kvindelige skakspillere sjældent langt i store turneringer? Hvorfor præsterer asiatiske studerende så godt i naturfag? Hvorfor er hvide studerende underrepræsenterede på universiteternes basketballhold? Stereotype threats. Men da forskere for nyligt prøvede at genskabe nogle af de berømte forsøg, mislykkedes det. Uanset hvad de fortalte de kvindelige studerende


35

Claude Steele og Michael Inzlicht har brugt årtier på at forske i et psykologisk fænomen, der måske slet ikke eksisterer. Begge er de blevet ramt af forskningens store krise: at mange videnskabelige fund viser sig ikke at kunne genskabes. Vi har talt med de to akademikere, der har fået sat spørgsmålstegn ved deres livsværk Tekst Mathias Sindberg · Illustration Jesse Jacob

inden prøven, klarede de kvindelige studerende sig ikke bedre.

’400 gange’ Claude Steele er ikke bekymret. »Stereotype threats er et særdeles velbelyst område,« siger han i telefonen. Det skriver han også i sit otte sider lange forsvarsskrift. »Der er forsket i stereotype threats i mere end 20 år. Effekten er blevet reproduceret 400 gange. 400 gange. Af forskere fra hele verden på forskellige tidspunkter inden for forskellige felter,« siger Claude Steele og understreger, at han ikke mener, der er foretaget nogen eksakte gentagelser af hans forsøg, hvor det er mislykkedes at finde en effekt. Han mener, at opmærksomheden omkring de studier, der ikke har kunnet reproducere effekten, er fuldstændig ude af proportioner. En storm i glas vand. Det drejer sig nemlig om relativt få studier, understreger han. I hvert fald taget i betragtning, hvor mange gange effekten er blevet reproduceret. »I videnskab er det generelt svært at tolke på resultatet, når man ikke får bekræftet sin hypotese. Der kan være en række årsager til, at et studie ikke lader sig reproducere. Trivielle årsager. Sjusk, små forskningsfejl,« siger han. Og så er der en anden vigtig pointe, forklarer han. Stereotyper er ikke uforanderlige lovmæssigheder. De er dynamiske og kulturelt skabte fænomener, der ændrer sig over tid og fra sted til sted. »Ingen – ingen – vil være gladere end mig, hvis det viser sig, at nogle stereotyper er blevet svækket i det her land over de seneste 20 år. Men her må vi adskille tingene. At der ikke er lige så stærke fordomme om, at kvinder er dårlige til matematik, som der var for 20 år siden, er noget ganske andet, end at teorien, selve effekten af stereotype threats, er falsk eller ikke kan reproduceres,« siger Claude Steele. – Har du på intet tidspunkt været bekymret for, om det hele var forkert? Om stereotype threats overhovedet fandtes? »Nej. Det er veletableret, at der dengang – på det tidspunkt i vores kultur — var en sådan effekt i forhold til kvinder og matematik. Har det været muligt at reproducere den effekt i andre sammenhænge med andre stereotyper? Svaret er 400 gange. 400. Det er tendentiøst at påstå, at effekten ikke findes.« – Mener du generelt, at dit felt, socialpsykologi, står i en reproducerbarhedskrise? »Lad mig udtrykke mig helt klart. Når det kommer til stereotype threats, så er der ingen reproducerbarhedskrise. Så simpelt er det. Teorien er sikker. Jeg ved ikke, om man kan tale om en krise inden for andre forskningsområder. Jeg skulle nok se nogle mere overbevisende studier, før jeg ville bruge ordet krise,« siger Claude Steele. 400 gange betyder intet Michael Inzlichts navn står på en række af de 400 studier, som Claude Steele henviser til har reproduceret effekten. Men i Inzlichts øjne betyder det til gengæld ikke særligt meget, om man har reproduceret stereotype threats 400 gange. Det var før 2011. Hvis man ikke kan reproducere effekten nu, når man bruger de bedste forskningspraksisser, er der et problem, mener han. »Jeg ville ikke sætte mine sparepenge på, at man kan reproducere de konklusioner. Ikke uden at vride data,« siger han. »Jeg har også lavet mange forsøg, hvor man ikke fandt stereotype threats-effekten. Men de er aldrig

blevet udgivet og står ikke opgjort nogen steder. Det er det, man kalder udgivelsesbias. Det er primært forsøg, der lykkes, som bliver udgivet som studier,« forklarer han. »Så de 400 gange, stereotype threats er blevet reproduceret, kan jo sagtens være ud af 1.600 forsøg.«

Hvad har jeg dog gjort? Michael Inzlicht stoler ikke længere selv på sin egen forskning. Han prøvede ikke at snyde, fastholder han. Han gjorde bare sådan, som man nu gjorde. Sådan som han var blevet undervist i. Sådan som man arbejdede, hvis man gerne ville blive udgivet. »Jeg var heldig. Da jeg som ung forsker begyndte at arbejde med det, var stereotype threats et relativt nyt forskningsfelt, der tiltrak sig enormt meget opmærksomhed. Jeg blev udgivet, fik fastansættelse og redigerede en bog. Min karriere er bygget på stereotype threats.« Og det virkede ifølge Inzlicht som et robust felt. Velbelyst og velunderbygget. »Indtil vi stoppede med at bruge tvivlsomme metoder,« tilføjer han. »De senere år er der foretaget store analyser af den samlede forskning i stereotype threats. Og når de tager højde for udgivelsesbias, konkluderer de, at effekten er markant mindre end først antaget, hvis de overhovedet finder en effekt.« Egentlig kan man ikke tale om, at forskningsmiljøet som sådan er stoppet med at bruge tvivlsomme metoder, skynder professoren sig at tilføje. Den store kulturrevolution lader stadig vente på sig. Det er kun ganske få forskere, der har mistet deres stillinger på baggrund af reproducerbarhedskrisen. »Jeg har for eksempel stadig mit job,« siger Michael Inzlicht og griner.  »Der bliver stadig udgivet masser af artikler, der baserer sig på fiflerier med data. Folk vinder stadig priser for den slags forskning. Det er langt, langt fra alle, der overhovedet anerkender, at det er et problem, eller at vores felt er udfordret.« I dag er Michael Inzlicht 45 år. Han har brugt 20 år af sit liv på at belyse og beskrive et fænomen, han ikke længere tror på. At undsige sit livsværk har været en hård proces. »Har jeg spildt 20 år af min karriere? Har jeg overhovedet bidraget med noget positivt? Skabt ny viden? Det har ikke været sjovt at skulle besvare de spørgsmål. Det er en eksistensiel krise. Mit arbejde er en stor del af mit liv. Pludselig kan jeg simpelthen ikke stå inde for det arbejde, jeg har brugt de sidste 20 år på. I hvert fald meget af det. Det er ikke noget, jeg er stolt af.«  – Føler du dig som en svindler? »Så langt vil jeg nok ikke gå. Jeg troede helt oprigtigt, at jeg benyttede de bedste metoder. Jeg troede, det var legitimt. Jeg masserede bare min data på en måde, der gør, at jeg ikke har tillid til, at man kan reproducere min tidligere forskning uden at massere datamaterialet.« – Bør jeg som journalist og menig borger have tillid til socialpsykologisk forskning? »Det er et godt spørgsmål. Baseret på vores samtale, kan jeg godt forstå, hvis du ikke umiddelbart tænker, at du bør have tillid til det. Men altså kvaliteten er afgjort bedre nu end den var for 10 år siden. De her tricks er dog stadig udbredte. Og mange forskere, der er dybere inde i deres karrierer, er meget utilbøjelige til at tage opgøret med vores fejl,« siger Michael Inzlicht. »Men der er jo også dem, der kalder reproducerbarhedskrisen for psykologiens renæssance.« masi@information.dk

Michael Inzlicht 45 år Ph.d fra Brown University. Professor i psykologi ved University of Toronto. Har udgivet mere end 100 videnskabelige artikler og redigeret to bøger. Har i de senere år markeret sig i debatten om reproducerbarhedskrisen som fortaler for mere åbenhed i forskningen.


36

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

Iben undersøger, hvordan nutidens sundhedsregime fører til social ulighed

F

or et par år siden kom Iben Charlotte Aamanns søn grædende hjem fra børnehaven. »En pædagogmedhjælper havde haft et sundhedsprojekt med ungerne og i den forbindelse vist dem en frygtelig tegnefilm på YouTube om en engelsk arbejderklassedreng, der altid gik på McDonald’s og aldrig gad at bevæge sig. Drengen begyndte at ryge, og man så, hvordan hans lunger blev sodet til, hvordan fedtet lagde sig om hjertet, og så lå han der og sprællede dramatisk,« fortæller Iben Charlotte Aamann. Efter denne film var sønnen pludselig skrækslagen for det Happy Meal, som før var et hit. »Det er en rigtig god børnehave, så der er ikke noget at udsætte på institutionen,« siger Iben Charlotte Aamann. »Men det var et klart eksempel på, hvordan sundhed og den risi-

kologik, som fokusset på sundhed medfører, er kommet til at gennemsyre vores samfund – helt ned i børnehøjde.« Iben Charlotte Aamann er cand.mag. i dansk og kulturstudier og har i sin ph.d. forsket i, hvordan både klasse og moralisme gennemsyrer den måde, vi tænker sundhed på i dag. Det er ikke, fordi hun selv er mor, at hun begyndte at forske i det, men fordi hun har talt med mange forældre, som har fortalt om en diffus oplevelse af at blive set an og vurderet; både i mødet med sundhedsvæsnet, dagtilbud og skole. Og hun blev nysgerrig på, hvor den fornemmelse stammer fra. »Der var sådan nogle moralske bedømmelser på spil, fordi vi som samfund er enormt optagede af at forebygge fremtidige helbredsmæssige og sociale problemer,« fortæller hun. Og det er der ifølge Iben Charlotte Aamann

to problemer i: For det første, at vi tænker på forebyggelse på en måde, hvor forældres gøren betragtes som bestemmende for et barns fremtidige trivsel og bidrag til samfundet. Det medfører en generel bekymring for, om forældre gør det fornuftigt. Og for det andet, at det kræver, at vi – for at forebygge problemer – er i stand til at identificere problemerne, før de opstår. Men det er svært at vide, hvordan en risikofaktor rent faktisk ser ud. »Konsekvensen er, at forældre i dag nødes til at fremvise deres forældreskab på alle mulige ’arenaer’, fordi der hele tiden er det her vurderende blik på dem – er de ordentlige forældre eller er de risikoforældre? Disse bestræbelser på at fremstå ordentlig tager meget ofte afsæt i sundhed.« Iben Charlotte Aamann blev nysgerrig på, hvorfor netop sundhed pludselig er blevet så

vigtigt et område, når man skal forsøge at opbygge moralsk værdi. Og her blev spørgsmål om klasse og social ulighed ved med at dukke op. »Vi kender jo alle sammen speltmorbegrebet. Det er sådan nogle privilegerede kommunikationskonsulentmødre på Østerbro, vi associerer det med. Så selve begrebet speltmor har en klassedimension i sig,« siger Iben Charlotte Aamann. Derfor besluttede hun sig for at finde ud af, hvordan sundhedsmoralismen hænger sammen med de spørgsmål om den enkeltes moralske værdi, som klasse uvægerligt rejser. Iben Charlotte Aamann gik først i gang med et større teoretisk arbejde, hvor hun sammenkædede forskellige sociologiske teorier om sundhed og om klasse. Ifølge Iben Charlotte Aamann er det interessant, at klassebegrebet på den ene side er


37

Iben Charlotte Aamann oplever, at sundhedsideologien medfører en slags forældre-bashing: »Enten er de overhysteriske speltmødre, eller også er de laissez faire-forældre. Enten kigger de for meget på deres telefon, eller også er det et problem, at de ikke lærer deres børn de nødvendige it-kompetencer.«

Sundhed har fået status som en ideologi. Men den store fokus på individets eget ansvar og den dybt moraliserende logik, der følger af sundhedsideologien, genindstifter klasseforskelle. Det mener Iben Charlotte Aamann, der har forsket i forældres kamp for deres sociale renommé Tekst Stine Astrup Saugmann · Fotos Anders Rye Skjoldjensen stærkt tabuiseret i hverdagslivet og samtidig marginaliseret inden for sociologien. På den anden side er vores intuitive opmærksomhed på klasseforskelle blevet skærpet i ekstrem grad over de seneste små tyve år. »Det skyldes i stor udstrækning sundhedsideologien, fordi det er en meget individualiseret sundhedsforståelse, der dominerer. Det betyder nemlig, at det er den enkeltes valg af livsstil, der betragtes som afgørende for folkesundheden.« Og det selvom vi ved, at også eksempelvis boligforhold og arbejdsvilkår er helt centrale for, hvor sunde folk er, og hvor godt de trives. Teorien kombinerede Iben Charlotte Aamann med et feltstudie, hvor hun i månedsvis fulgtes med forældre til børn i tre nystartede 0.-klasser rundt til alle de ting, forældre foretager sig: forældremøder, sociale

familiearrangementer, legegrupper, trivselsmøder, skole-hjem-samtaler og indskolingssamtaler med skolesundhedsplejerskerne. Hun lagde især mærke til, hvordan sundhed fik betydning i forældrenes selvfremstillinger, og hvordan skolesundhedsplejerskerne i høj grad vurderede familierne og forældrene ud fra deres sundhedsadfærd i relation til de såkaldte KRAM-faktorer: kost, rygning, alkohol og motion.

Forebyggelse virker imod hensigten Et sundhedsregime, kalder hun det dominerende fænomen, som vi i dag lever under. Og sammen med den udbredte opfattelse af, at forældrenes adfærd er det eneste, der har betydning for, hvordan barnet bliver i frem-

Fortsættes på næste side

Iben Charlotte Aamann Stilling Ekstern lektor på RUC Yndlingsredskab En skriver Bedste overspringshandling At lave en kop neskaffe med sødmælk

Forbillede Den britiske sociolog Beverley Skeggs. Jeg synes, hun er ret imponerende Største erkendelse Alle forældre gør sig umage – de har bare forskellige præmisser for at varetage forældreskab på de måder, der er legitime.


38

Merrell Lattice Sandal Sandal i rigtig god kvalitet og med god komfort. Kun: 699,­

Flere sandaler på: www.JoF.dk

Columbia Silver Ridge Zip­off Bukser til herrer og damer med aflynelige ben. Hurtigttørrende og lette med solbeskyttelse. 1 Par 699,­ Tá 2 Par 1199,­

Columbia South Canyon (Dame) En mellem lang model så den giver ekstra læ for vejr og vind. Jakken er vandtæt og åndbar med meshforing for ekstra åndbarhed. Str. S­XL. Før: 1499,­ Nu: 999,­

Columbia Sapphire Trail Stretch fleece med glat over­ flade, så skaljakken glider bedre udover. Flere farver Str S­XL Før: 599,­ Nu: 399,­

Merrell Siena Sandal Sandaler i rigtig god kvalitet og med god komfort. Kun: 699,­

Pinewood Vildmarksvest Praktisk vest med mange lommer. Farve: Sand ell. Dark Olive. Str. S­4XL. Før: 799,­ Nu: 699,­

Columbia Jackson Creek Fleece Lækker fleece med glat overflade, så skal­ jakken glider bedre udover. Flere Farver. Str m­xxl. Før 599,­ Nu: 399,­

Columbia Evolution Valley(Herre) Vand­ og vindtætte samt åndbare skal jakker i flere farver. Før: 1399,­ Nu: 999,­

Køb online eller besøg vores butik ­ Postordre fra dag til dag!

tiden, har det nogle uhensigtsmæssige konsekvenser for alle – uanset social baggrund. Gennem feltarbejde gjorde Iben Charlotte Aamann iagttagelser, der peger på, at det ofte er forældrenes klassebaggrund, der afgør, om et barn vurderes som udsat. Men det er et problem, mener hun, at der kun screenes for udsatte familier med afsæt i KRAM-faktorerne, fordi man forsøger at standardisere det faglige skøn. »Med det her KRAM-regime får man kun øje på nogle særlige ting hos en familie, mens der er andre ting, man bliver blind for; ting, som også influerer på sundhed og trivsel, men som ikke er relateret til forældrenes valg af livsstil.« Under sit feltarbejde stødte hun på seksårige Nick. Nicks familie var sårbar, forældrene fraskilte og moren invalidepensionist. Nick var også en alvorligt syg dreng, et såkaldt lungebarn. Moren forklarede, at da Nick var spæd, boede de i en lejlighed, hvor der var skimmelsvamp – det kunne spores i hendes lunger. Nick havde været indlagt et utal af gange, heraf 19 gange akut. Og han havde fået en lang række medicinske præparater og deltaget i et forskningsprojekt, der skulle kortlægge medicin som årsag til overvægt. »Men morens forklaringer gjorde ringe indtryk på sundhedsplejersken, som i stedet for gjorde Nicks vægttab til omdrejningspunktet for hele samtalen, der mere udviklede sig til et forhør med en lang række spørgsmål om hans kost og motion og om forældrenes tobaks- og alkoholvaner.« Selv om moren ifølge Iben Charlotte Aamann flere gange gentog, at det gik bedre for Nick, der både var begyndt til svømning og fodbold, og at han nu var stoppet med medicin, fastholdt sundhedsplejersken sin opfattelse af, at disse forældre var uansvarlige og ikke evnede at balancere hans kost og motion. »Det her er et ekstremt eksempel, men tendensen er der helt klart. Jeg var ude hos fire forskellige skolesundhedstjenester, og det handlede i stor udstrækning om livsstil, når der blev screenet for udsatte familier.« Samfundets store fokus på at forebygge helbredsmæssige og sociale problemer er i bund og grund fint, mener Iben Charlotte Aamann. »Men den her ide om, at det udelukkende er forældres måde at være forælder på og deres valg af livsstil, der afgør, hvad det er for nogle børn, vi får ud af det, virker i sidste ende kontraproduktiv, som i eksemplet med Nick.« Iben Charlotte Aamann mener derfor, at man bør gentænke de tilbud, der bliver givet til udsatte familier, når de så er identificeret. »Vi er så optaget af at finde de udsatte, at screene og opspore risikofamilier. Men hvorfor ligger der en indforstået opfattelse af, at de gemmer sig? Kan det hænge sammen med, at de tilbud, vi har, ikke er særlig konstruktive? Jeg kan ikke i mit forskningsprojekt konkludere, at en forebyggelsessamtale i sig selv gavner en udsat familie, snarere tværtimod.«

Middelklassefamilien honoreres Sundhedsideologien og det store fokus på livstil er også et problem, fordi man, for at købe ind i den sunde livsstil, skal være optaget af at optimere sig selv og realisere sit eget og sit barns potentiale, man skal så at sige investere i sig selv og konstant være i vigør med henblik på at øge sit værd. Dette er i høj grad nogle værdier, som eksisterer i den privilegerede middelklasse. På den måde favoriserer screeningerne middelklassefamiliens måde at opdrage på, mener Iben Charlotte Aamann. Og det er et problem, fordi andre mennesker måske går til tilværelsen på en anden måde. »Der er jo nogle, som synes, at det at være sammen med familien, mens man sidder i sofaen og ser fjernsyn og spiser chips, er meget mere vigtig end at optimere sit værd ved leve op til de her sundhedsidealer.« Men den måde at være sammen på risi-

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

kerer ifølge Iben Charlotte Aamann at blive betragtet som ’bekymrende’ og som udtryk for ’mangel på overskud’, og den giver i hvert fald ikke point på ’moralsk ansvarlighed’kontoen. »De fleste familier prøver jo bare at klare sig igennem dagen og vejen og gøre det så godt som muligt. I mit studie har der ikke været nogen, der er dårlige forældre. Alle

Der er jo nogle, som synes, at det at være sammen med familien, mens man sidder i sofaen og ser fjernsyn og spiser chips, er meget mere vigtig end at optimere sit værd ved leve op til de her sundhedsidealer Iben Charlotte Aamann Ph.d. Cup-finalist

forældre elsker deres børn og vil gerne deres børn det bedste, men der er nogle forældre, som har sværere vilkår for at leve op til de middelklasseværdier, som er skrevet ind i sundhedsideologien, eller som slet og ret har andre prioriteringer end selvoptimering.« Iben Charlotte Aamann mener selv, at hendes forskning er et opråb til flere målgrupper – både til den akademiske verden, til et stort praksisfelt og til politikerne. »Men jeg synes egentlig også, min forskning har et vigtigt budskab til forældre! Jeg tror, der er store fordele i at revitalisere begreber som solidaritet og fælleskab og prøve at geare lidt ned på værdiakkumuleringen.« Selv prøver Iben Charlotte Aamann at have et afslappet forhold til sundhed – endda i højere grad end før hun begyndte sin forskning. »Det er ikke, fordi jeg er ’imod sundhed’,« siger Iben Charlotte Aamann. »Men jeg er bekymret for, om den dominerende sundhedsforståelse gør os usunde, fordi den gør os ængstelige og påtvinger os en konstant moralisering, der i sidste ende bidrager til at øge uligheden i sundhed.« stsa@information.dk


Nyheder fra Syddansk Universitetsforlag 198 kr.

I nationens tjeneste David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat

398 kr.

Hele samfundets eje

Når enden er god …

Bygningsfredning i 100 år

Per H. Hansen

Red. af Allan Tønnesen, Claus M. Smidt og Ulla Kjær

Historien om anus, hæmoriderne og andet dernedefra

528 sider, rigt illustreret, indbundet, 398 kr.

285 sider, rigt illustreret i farver, 198 kr.

Dansk møbeldesign er i de sidste 75 år historien om storhed, fald og en overvældende retrobølge. Bogen er en opdateret udgave af Da danske møbler blev moderne og kaster kritisk lys over selvforståelsen i Danish Design, samtidig med at den bidrager med en ny fortælling om dansk møbeldesign.

175 kr.

398 kr.

457 sider, rigt illustreret i farver, 398 kr.

Bygningsfredningsloven fylder 100 år i 2018. Bogen fortæller om baggrunden for lovens tilblivelse, dens udmøntning og om hvordan kriterier for fredninger og restaureringer har ændret sig over tid.

»et mesterværk ... både anal og genial ... fuldkommen overdådigt illustreret«.

250 kr.

Blixen og Bjørnvig

Borgerne på Samsø

Pagten, venskabet og bruddet

Om akademisering, djøfisering og professionalisering af kommunal topledelse

Jørgen Stormgaard

En arkæologisk jagt på historien bag øens fem middelalderborge

114 sider, 175 kr. Kritikken af New Public Management og djøfisering tager til. Ikke desto mindre har begge begreber medvirket til at gøre den offentlige sektor i Danmark til den mest veldrevne og mindst korrupte i verden.

388 sider, illustreret, indbundet, 398 kr. Da Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig i 1950 indgik deres berømte pagt, hvor Bjørnvig lovede Blixen at tjene hende den tid, der var igen, blev der taget hul på et usædvanligt kapitel i dansk litteraturhistorie. Pagten forvandlede sig til et voldsomt drama, der ikke kun fik betydning for de edsvorne selv, men også for mange af de mennesker, som stod dem nær.

Claus Fenger

264 sider, rigt illustreret, indbundet, 298 kr.

Djævleyngel eller Guds udsendte?

Kurt Klaudi Klausen

398 kr.

Danish Modern Furniture 1930-2016

Philip Chr. Ulrich Den første biografi på dansk om Petraeus og fortællingen om den ambitiøse officers vej fra officersskolen West Point til toppen af verdenshistoriens mægtigste militær. Samtidig er det historien om det amerikanske militærs vej fra nederlaget i Vietnam til de langstrakte krige i Irak og Afghanistan.

298 kr.

++++++ Berlingske

498 kr.

Fransk elegance og dansk snilde

Red. af Vivian Etting

Fransk-danske kunstforbindelser i den danske enevældes tid

197 sider, rigt illustreret, indbundet, 250 kr.

Ulla Kjær

Bogen fortæller om den spændende jagt på historien bag Samsøs fem middelalderborge, som Nationalmuseet ledede i årene 2008 til 2012. Udgravningerne gav et fantastisk indblik i borgenes historie og magtforholdene på Samsø gennem middelalderen og trådene fører helt op til i dag.

401 sider, rigt illustreret i farver, 498 kr. Historien om de fransk-danske kunstneriske forbindelser i den danske enevældes tid, 16601849, er en fortælling om kunsten som et redskab i iscenesættelsen af den enevældige kongemagt. Emnet er dermed ikke blot kunsten i sig selv, men også den vekslende historiske baggrund, hvorpå den blev til.

Få 20 % rabat ved køb via www.universitypress.dk


40

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

Brian Nosek arbejder for, at forskningen forbliver kedelig Reproducerbarhedskrisen er det bedste, der er sket for videnskaben i årtier. Videnskaben gør, præcis hvad den skal: konfronterer sig selv og udvikler bedre praksisser. Det mener professor Brian Nosek, der er medstifter af Center for Open Science, som ønsker at fremme åbenhed og integritet i forskningsverdenen Tekst Mathias Sindberg · Illustration Jesse Jacob

O

m 30 år kommer vi til at rynke på næsen og ryste på hovedet over den måde, vi bedriver forskning på i dag. Forhåbentlig i hvert fald. Men det er der ikke noget bekymrende ved. Sådan har det nemlig altid været. Sådan skal det være, siger psykologiprofessor Brian Nosek i telefonen fra sit kontor på University of Virginia. Han hører ellers til blandt dem, der har råbt højest om videnskabens aktuelle reproducerbarhedskrise – at det bemærkelsesværdigt ofte mislykkes, når uafhængige forskere forsøger at genskabe resultaterne af forskning, der er blevet både anerkendt og udgivet. At meget forskning ikke kan reproduceres, er et symptom på en problematisk kultur i forskningsverdenen, mener Brian Nosek. I 2013 var han med til at stifte Center for Open Science, hvis erklærede mål er at »fremme åbenhed, integritet og reproducerbarhed i forskning«. Alligevel bryder han sig ikke om ordet ’reproducerbarhedskrisen’. »Hvis det er en krise, når videnskaben kritiserer sig selv, er den i hvert fald kronisk,« siger han. »Videnskaben er grundlæggende selvkorrigerende. Og i disse år er det ikke kun den videnskabeligt frembragte viden, vi er ved at korrigere, men selve den videnskabelige proces.« Den store opmærksomhed omkring reproducerbarhed og forskningskvalitet er en enestående mulighed. Et fantastisk udtryk for, at videnskaben fungerer, som den skal, siger Brian Nosek. »Intet mindre«. Ifølge Brian Nosek er den grundlæggende årsag til, at mange studier ikke kan reproduceres, at afstanden mellem de basale videnskabelige dyder – transparens, grundighed, ydmyghed – og forskernes daglige arbejde er for stor. De videnskabelige tidsskrifter, som i vid udstrækning sætter standarderne for, hvad der betragtes som god forskning, har bidraget væsentligt til den udvikling, mener Brian Nosek. Tidsskrifterne har været mere optaget af at udgive spektakulær forskning med helt definitive konklusioner. Og det har givet forskere incitament til at skarpvinkle deres forskning. »Sådan noget, hvor en forsker erklærer for verden, at ’kaffe øger risikoen for at dø tidligt med 41 procent’, blot for at en kollega året efter erklærer, at kaffe er sundt,« siger Brian Nosek. Sådan fungerer videnskaben bare ikke. »Vi kan næsten aldrig sætte to streger under noget som helst. Indikationer og viden om

et fænomen bygges op over mange, mange år. Viden produceres langsomt og løbende. Vi opdager fejl, undtagelser og afvigelser. Vi justerer og kvalificerer vores konklusioner løbende. Over tid tegner vi så et mere retvisende billede, der bevæger sig i retning af en konklusion uden nødvendigvis at nå frem til den,« siger Brian Nosek. Han trækker vejret dybt. »Og den forståelse for, hvordan den videnskabelige proces egentlig fungerer, er heldigvis ved at brede sig.« Det handler om at belønne robust forskning, der, hvis forskeren er heldig, kan bidrage til at revolutionere den eksisterende viden en lille

smule. Det er det, Center for Open Science handler om. Keeping science boring.

Praktiske fremskridt I dag har forskere ikke noget valg. De skal udgives i tidsskrifterne – og helst så ofte som muligt. Det er den eneste »hårde valuta« i det akademiske karriereræs, forklarer Brian Nosek. Derfor er Center for Open Sciences kerneopgave at ændre kriterierne for, hvad tidsskrifterne betragter som interessante studier. Centeret har blandt andet udviklet et sæt konkrete retningslinjer for åbenhed. De indbefatter blandt andet, at forskere skal gøre

hele deres datamateriale tilgængeligt, ligesom de udførligt skal beskrive, hvilke metodiske til- og fravalg de har truffet i deres analyse af materialet. Det skal sikre imod lemfældig omgang med data og gøre det tydeligt, hvor solidt et grundlag studiernes konklusioner hviler på. »Vi skal jo bare efterleve vores egne værdier. Du kan ikke finde én forsker, der er principielt imod åbenhed. Alligevel er der forbavsende få, der rent faktisk praktiserer det,« forklarer Brian Nosek. Indtil videre har 400 tidsskrifter implementeret retningslinjerne, herunder halvdelen af de psykologiske tidsskrifter i USA. Et andet og mere radikalt princip, Center for Open Science arbejder for at udbrede, er ’forregistrerede studier’. Det betyder, at tidsskrifter skal beslutte, om de vil udgive et studie, inden resultatet foreligger. På den måde sikrer man, at det ikke er de spektakulære, men tyndbenede, resultater, der belønnes. »Det ændrer incitamentet. Fra konklusion til metode. Man belønner de bedste studier, de bedste metoder, det bedste undersøgelsesdesign,« forklarer Brian Nosek. Indtil videre har 98 tidsskrifter indført princippet, mens langt flere har erklæret, at de vil udgive flere for-registrerede studier. Men helt små ting kan også have en markant effekt, påpeger Brian Nosek. Center for Open Science har udviklet en helt simpel mærkeordning. Studier, der har lagt hele sit datamateriale frem, belønnes med et lille åbenhedsmærke. »Det virker måske fjollet,« siger Brian Nosek. »Men det virker.« Inden tidsskriftet Psychological Science indførte mærkeordningen i var 2014, var der fremlagt åbent datamateriale for tre procent af de udgivne studier. Halvandet år efter lagde 39 procent af de udgivne studier deres data frit frem. »Og der er ingen tvivl om, at mere åbenhed også fører til mindre skarpt vinklede konklusioner og større grad af reproducerbarhed. Og det er også tidsskrifterne ved at forstå i et opløftende højt tempo,« siger Brian Nosek. Der er ifølge ham grænser for, hvor mange »vilde fund, som kan glide direkte over i dagspressen«, som tidsskrifterne kan udgive, uden at deres troværdighed begynder at lide under det.

Kulturrevolution Det andet ben af Center for Sciences arbejde handler om at gøre det så nemt som muligt for forskerne at lægge deres arbejde frit frem.


41

32 af de 45 ansatte i Center for Open Science arbejder med teknologi og software, der skal »understøtte normerne om åbenhed forskning«. Centeret har udviklet programmet Open Science Framework, hvor forskere løbende kan registrere deres datamateriale, og hvordan de behandler det. Det gør det dels nemmere at fremlægge materialet, når studiet skal udgives. Dels har alle forskere, der bruger softwaren, adgang til hinandens materiale. Der er altså en kollegial åbenhed, helt uden om tidsskrifterne. »Det er noget, der virker,« mener Brian Nosek. »Videnskaben lever i små, fragmenterede miljøer, og forskere forholder sig i meget høj grad til hinandens anerkendelse.« Udviklingen går hurtigt. Da Center for Open Science lancerede softwaren i 2012, var der kun 38 forskere, der registrerede deres forsøg det første år. I 2017 blev mere end 12.000 forsøg registreret. Da Brian Nosek begyndte sin kandidatuddannelse på Yale i 1997, havde han en romantisk forestilling om den nysgerrige videnskabsmand, der stiller interessante spørgsmål og gør nye opdagelser, som han efterfølgende deler med omverden.

Vi skal jo bare efterleve vores egne værdier. Du kan ikke finde én forsker, der er principielt imod åbenhed. Alligevel er der forbavsende få, der rent faktisk praktiserer det Brian Nosek Professor

Det gik hurtigt op for ham, at forskere tænkte mere på, hvordan de kunne blive udgivet, få deres næste bevilling eller blive fastansat. Reproducerbarhedskrisen har i vid udstrækning bidraget til at minimere afstanden mellem ideal og virkelig, mener Brian Nosek. »Vi er ved at nærme os de idealer, der er legemliggjort af den nysgerrige videnskabsmand, der vil belyse verden,« siger Brian Nosek. Det vigtigt at understrege, påpeger Brian Nosek, at de idealer aldrig har været realiseret. »Historien om reproducerbarhedskrisen må ikke blive en forfaldsfortælling,« siger han. »Vi er ikke ved at forlade en særlig mørk periode i videnskaben.« I starten af 1900-tallet var de metodiske standarder langt mere problematiske, end de er i dag. Og de incitamentsproblemer, Center for Open Science prøver at afhjælpe, har været beskrevet siden 1960’erne, fortæller Brian Nosek. »Videnskaben er altid i kamp med sig selv for at blive bedre. Konflikten og oprøret er en normaltilstand. Videnskaben stoler grundlæggende ikke på sig selv, og det er netop derfor, alle andre kan have tillid til den,« siger han. »Så om 30 år ruller vi forhåbentligt med øj-

nene og siger: ’Tænk engang, at alle forskere ikke registrerede deres forskningsdesign, inden de indledte et studie’. Og det vil i så fald være en ny, revolutionerende landvinding.« masi@information.dk

Brian Nosek Professor i psykologi ved University of Virginia. Stiftede i 2013 Center for Open Science, der arbejder for større åbenhed og højere kvalitetsstandarder i forskningsverdenen. Center for Open Science vakte opsigt, da de i 2015 fremlagde resultaterne af en gennemgang af 100 psykologiske anerkendte psykologiske studier. I blot 39 tilfælde kunne de oprindelige forskningsresultater reproduceres. Brian Nosek er i dag direktør for centerets 45 ansatte.

SKALK err tidsskriftet som seriøst, men også let forståeligt formid dler den nye viden og g aktuelle fund og op pdagelser inde enfor dansk arkæologi og g historie, direkte fra forskerne til dig g. SSK KALK udkommer 6 gange årligt. Som abonnent fårr du fu uld elektronisk adgang e g til alle de gamle Skaalknumre helt tilb n bage fra 1957, og du får medlemsrabaat på op til 20% på de m et messte fraa Skalks forlag Wormianum: bøger, sp pil, tid dshjul,, musik og film m.m. Abonn nement for 2018: 310 kr. Hvvis du er hurtig og te egner abonnem ment inde en 1. maj, forære er vi dig den smukkke bog Jelling, Somm meren 1861, Fred derik 7.’ss og J.J.A. Worsaaess udgravningerr. Boge en er i stort format og meget rigtt illustre eret.* *Tilbudde et gælde er kun nye abonnenter og ikke ved gentegning af abonnem ment. De er tillægges porto for bo ogens forsend ndelse, p.t. 44,40 kr.

Konttakt os på www w.sskalk k.d dk ko ontak kt@skalk..dk elleer tlf. 86 2 27 37 11 1.


42

Hvordan får man modet til at formidle? Hør hvordan de etablerede stjerneforskere håndterer deres forskningsfrihed, og hør hvordan vi sikrer, at den nye generation tør stå frem. Mød professor Jesper Ryberg, professor Bente Klarlund og de fem finalister fra Ph.d. Cup 2018.

Lørdag 16. juni kl. 12-13

Informations Græsplet, F25

på Folkemødet i Allinge

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

Analyse

Hvis først forskningen er forkert, så har vi for alvor et problem Budskabet har siden Brexit og valget af Trump været, at populismen truer sandheden og forskningen. Men reproducerbarhedskrisen i forskningen tyder på, at den største trussel mod forskningen måske ikke kommer udefra Tekst Lise Richter

D

et var et usædvanligt syn, da forskere i 2016 mange steder i verden gik på gaden i et forsvar for videnskab og sandhed. Valget af Donald Trump havde fået de ellers så neutrale forskere til at protestere mod populisme, postfaktualitet og det, som den amerikanske videnskabsskribent Shawn Otto har betegnet som »krigen mod forskningen«. Der har altid været politikere, der benægter fakta og skærer ned på forskning, de ikke bryder sig om. Men i kølvandet på en række sager om uredelighed og en voksende kritik fra forskerne selv af den måde, som forskningen fungerer på i dag, er der utvivlsomt tale om en krise i forskningen. Og det er ikke kun ydre omstændigheder, men også forskningens egne dynamikker, der har skabt krisen. Selv om forskningen har gjort og stadig gør enestående opdagelser af stor betydning, så har det ene videnskabelige studie efter det andet de seneste ti år vist, at meget forskning er fuld af fejl og dårlig statistik og ikke kan gentages. Hvor de bløde videnskaber i 1980’erne og 1990’erne fik skyld for ikke at være videnskabelige nok, er der nu også rejst tvivl om gyldigheden af mere hårde videnskaber som medicin, neurobiologi og økonomi. Snakken om en reproducerbarhedskrise kan ikke slås hen med, at ikke al forskning kan gentages, eller at problemet er overdrevet. For der er flere tegn på krise i forskningen. En krise, som handler om noget så centralt som forskningens troværdighed.

Krisetegnene Antallet af tilbagetrukne artikler er steget. Alt for meget forskning kan ikke gentages med samme resultat. Der er store problemer med de statistiske beregninger, som forskningen hviler på. Det er næsten kun positive resultater, der bliver offentliggjort, selv om viden om de negative resultater eller såkaldte nulresultater er lige så vigtig. Og der er stadig meget stor lukkethed om forskningsprocessen. Forskerne selv ser ifølge tidsskriftet Nature tendensen til, at de videnskabelige tidsskrifter næsten udelukkende publicerer positive resultater, som den vigtigste årsag til reproducerbarhedskrisen. Tidsskrifterne lever af de gode historier. Og forskning, der ikke er lykkedes – eller negative resultater i al almindelighed – er ikke nogen god historie. Også presset for at publicere meget ses af forskerne som en vigtig årsag til krisen. Sært nok advarede manden, der var med til at udvikle systemet til måling af publikationer, citationer og såkaldt impact factor – et system, der stadig er helt afgørende for den måde, forskningen fungerer på i dag – om en kommende krise allerede i 1963. Det var den britiske læge og videnskabshistoriker Derek John de Solla Price, og i bogen Little Science, Big Science skrev han, at forskningens eksplosive

vækst kunne føre til mæthed, ja endda senilitet i forskningen. Seniliteten har ikke ramt endnu, men det virker som om mange i forskningsverdenen i deres iver efter at være verdensklasse, opnå forskningsmidler og nå frem til næste nye breaking forskningsnews har glemt det enorme ansvar, der påhviler dem.

Mistet tillid Hvis forskningen ikke passer, så har ikke bare forskningen, men også samfundet et problem. Som lektor i neurolobiologi Torben Lund siger her i avisen: »Hvorfor finder offentligheden sig i det? Det er jo skattekroner, der finansierer

Med tiden risikerer vi, at ikke bare trumpister og andre tvivlere, men også den brede befolkning mister tilliden til forskningen

størstedelen af forskningen, og hvis den ikke kan reproduceres, så finder vi jo ikke ny viden, men i mange tilfælde bare ’gode historier’.« Forskere, der som John Ioannidis, Brian Nosek og mange andre kritiserer forskningens brodne kar, kan være med til at trække udviklingen i den rigtige retning. Så grundigheden, gentagelsen og sikkerheden måske kan få mere plads end sensationen i forskningen. Problemet er, hvis den etablerede forskningsverden af magtfulde universiteter, tidsskrifter og bidragsydere i erhvervslivet ikke også lytter til kritikken og laver ændringer. For med tiden risikerer vi, at ikke bare trumpister og andre tvivlere, men også den brede befolkning mister den tillid, som trods alt stadig hersker til forskningens sandhedsværdi. Og ikke mindst risikerer vi, at en sådan tvivl er velbegrundet, og at vi baserer afgørende beslutninger på fejlagtige antagelser. lila@information.dk


SPAR 58 % 3 NUMRE KUN

Illustreret Videnskab er det perfekte tilbud til dig som er født nysgerrig Med et abonnement på Illustreret Videnskab har du adgang til et helt univers af viden – lige når det passer dig.

99,-

Bestil nu på: www.illvid.dk/annonce Illustreret Videnskab/Bonnier Publications International AS, Kundeservice, postboks 413, 0900 København C, tlf. 39 10 30 05


44

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

»Mange tænker, at det bare handler om at skrue op for lydstyrken, når man snakker om et høretab. Men så simpelt er det slet ikke, hørelsen er meget mere kompleks,« fortæller Ellen Raben Pedersen


45

Ellens fokus på detaljen skal føre til bedre høretest Hver sjette dansker over 18 år døjer med høreproblemer, og antallet bliver kun højere. Det kan føre til social isolation hos den enkelte – og til produktionstab på samfundsniveau. Med Ellen Raben Pedersens forskning kan vi blive klogere på, hvordan personer med høretab reelt hører i dagligdagssituationer Tekst Stine Astrup Saugmann. Foto Anders Rye Skjoldjensen

D

u sidder til et middagsselskab. En skinger lyd fra sidemandens gaffel, der stikker i det kongelige porcelæn, skærer i dit øre. Lyden bliver overdøvet af en altoverskyggende summen. Et sammensurium af stemmer, grin og klirrende glas larmer om kap med musikken fra højtaleren bag dig. Du mærker en rødmen i dit ansigt. Pinligheden over, at du nu for tredje gang spørger personen overfor: ’Undskyld, hvad sagde du?’ – sådan fortsætter det resten af aftenen. Du er hægtet af. Du giver op. Du går tidligt i seng. Sådan ser hverdagen ud for mange, der døjer med dårlig hørelse. Sociale sammenhænge, der ellers skulle være afslappende og hyggelige, bliver en anstrengende kamp for ikke at føle sig udenfor eller være til besvær. »Hørelsen er så vigtig en del af os, vi hører jo hele tiden! Det er jo ikke ligesom, at vi lukker øjnene, når vi sover. Vores ører er på hele tiden,« siger Ellen Raben Pedersen. At have dårlig hørelse er et kommunikationshandicap, der kan føre til social isolation. Sådan lyder det på Høreforeningens hjemmeside, og hele 800.000 danskere ved, hvordan det føles. Det svarer til hver sjette dansker over 18 år. Og dårlig hørelse er et problem i mange sammenhænge. Det kan være, når du står på en togstation eller sidder i kantinen, og du prøver at føre en samtale, imens der foregår en hel masse omkring dig. »Det kan også være et problem for børn med høretab i folkeskolen, hvor der i dag er meget gruppearbejde,« fortæller Ellen Raben Pedersen. Hun er uddannet civilingeniør inden for akustik, har specialiseret sig i hørelsen og skrev sit speciale om netop det emne. Sidenhen fik hun job ved en høreapparatsvirksomhed og blev så grebet af emnet, at hun har fortsat i det samme spor siden – nu som ph.d. En stor del af forskningen har handlet om at evaluere de test, der bruges på landets høreklinikker, når man skal identificere et høretab. For metoderne kan altid blive bedre. »Jeg kunne se, at der stadig var nogle uopklarede spørgsmål, som kunne være spændende at arbejde videre med,« fortæller Ellen Raben Pedersen. »Der var en usikkerhed omkring, hvad de her tests faktisk kan, og hvor præcise de er.« Det gav Ellen Raben Pedersen sig til at undersøge.

Nøjagtighed er nøglen De fleste af os husker nok at få testet hørelsen hos sundhedsplejersken i folkeskolen. Her bruges en høretest, der handler om at undersøge et barns hørelse i forhold til henholdsvis lyse og mørke toner. Men er man hos ørelægen, bliver man ofte undersøgt via en kombination af denne tonetest og en såkaldt taleforståelighedstest. Det er den sidstnævnte, som Ellen Raben Pedersen har beskæftiget sig med. Taleforståelighedstest foregår ved, at patienten præsenteres for ord eller sætninger – typisk sammen

med støj. Patienten skal efter hvert ord eller sætning gentage det hørte. Disse test bruges ikke kun på landets høreklinikker, men også af høreapparatindustrien til udvikling af nye og bedre høreapparater og i forskningsprojekter, hvor man ønsker at blive klogere på, hvordan hørelsen fungerer. En taleforståelighedstest bruges til at vurdere patientens hørelse i hverdagssituationer som eksempelvis et middagsselskab. »Det er vigtigt, at taleforståelighedstestene bliver evalueret, så vi kan få et mere nøjagtigt mål for, hvordan en person med høretab hører i dagligdagssituationer.« Jo mere nøjagtige og præcise målene er, des mere målrettet en behandling kan patienten få og dermed bedre undgå situationer, hvor man bliver hægtet af samtalen. »Evalueringen er derfor med til at give nogle bedre værktøjer til høreklinikkerne og til udviklingen af fremtidens høreapparater og forskning.« Ellen Raben Pedersen understreger, at de nuværende test slet ikke er dårlige, men drømmen er, at vi kan få nogle, der er endnu bedre – som endnu bedre afspejler, hvordan en person med høretab hører i dagligdagssituationer. »Vi kan altid blive bedre. Der er sådan nogle små steder, hvor man kan justere og gøre det bedre, så vi kan få et mere nuanceret billede af, hvor godt personen hører,« fortæller Ellen Raben Pedersen. »Hørelsen er meget mere kompleks, end man lige tænker, den er.« Livet som forsker var oplagt for Ellen Raben Pedersen. For hende er det vigtigt, at selv den allermindste detalje er i orden, og at der er tid til at fokusere på den. »Nogle gange opdager man noget nyt, når man kigger på den mindste detalje. Det synes jeg er spændende – og jeg nyder at få lov til at sidde og gå ned i detaljen og fordybe mig. Og når det så også kan bruges til noget, der hjælper andre, er det jo kun et stort plus.«

Ellen Raben Pedersen Nuværende Stilling: Adjunkt på Syddansk Universitet Yndlingsredskab: Min computer Bedste overspringshandling: Et godt brætspil med vennerne Forbillede: Den amerikanske forfatter Helen Keller, som både var døv og blind Største erkendelse: Der er så meget, vi ikke ved

En stor fordel ved Ellen Raben Pedersens nørderi er, at hendes evalueringer kan bidrage til at hjælpe nuværende patienter med høreproblemer, men også til at der kommer mere viden om hørelsen, og til at kunne afhjælpe flere høreproblemer i fremtiden. For problemet med hørenedsættelse er kommet for at blive, fortæller Ellen Raben Pedersen. »Der vil nok komme flere med høretab, fordi befolkningen generelt bliver ældre, og fordi der ikke er så stor bevidsthed om at passe på sin hørelse. Vi er gode til at udsætte os selv for høj musik, og skaden kan godt opstå lang tid – måske mange år – efter at man har haft lydpåvirkningen. At høj lyd er skadelig er også grunden til, at der er regler for, hvor høj støj må være på arbejdspladser,« forklarer Ellen Raben Pedersen. Og listen af komplikationer, som en dårlig hørelse kan medføre for den enkelte person, er lang. »Nedsat hørelse kan skabe sociale problemer, hvor man isolerer sig, fordi man ikke kan høre, hvad der foregår omkring en. Det kan føre til en depression, og det kan også føre til angst og nedsat hukommelse, hvis hjernen bruger så meget kraft på at lytte, at der simpelthen ikke er overskud til at huske ting – og det kan så igen betyde noget for ens indlærings- og arbejdsevne.«

Talnørderi og tilfældigheder Det meste af Ellen Raben Pedersens forskning er foregået foran computeren, hvor hun med sine matematiske kundskaber har analyseret tal fra sin testdata, som er indsamlet på henholdsvis Syddansk Universitet og på landets høreklinikker. Og det er netop foran computeren i selskab med tal, hun føler sig mest hjemme. »Min drivkraft for at forske i det her felt er nok en kombination af flere ting, men nørderiet har en stor betydning,« siger Ellen Raben Pedersen. »Lige meget hvad jeg kaster mig over, så kan jeg ikke lade være med at engagere mig i det. Hvis det er noget med tal, matematik, fysik og samtidig noget der kan bruges til at hjælpe andre, så er det helt fantastisk for mig.« Dårlig hørelse er ikke kun et problem for den enkelte person, der kan føle sig isoleret ved middagsbordet. Også på samfundsplan er det et problem, der er værd at forebygge. »Beregninger viser, at der hvert år er et betydeligt produktionstab, fordi nedsat hørelse også ofte medfører nedsat arbejdsevne,« fortæller Ellen Raben Pedersen. Hun er i løbende kontakt med de forskellige høreklinikker om at forbedre høretestene. Men derudover vil hun også gerne nå ud til den enkelte dansker. »Et emne som hørelsen vedrører rigtig mange mennesker. De fleste kender en, der har et høreproblem,« siger Ellen Raben Pedersen. »Og så er det forhåbentligt rart at vide, at der bliver arbejdet på at gøre de eksisterende høretest endnu bedre, således at vedkommende kan hjælpes bedst muligt.« stsa@information.dk


46

I N F O R M AT I O N F R E D A G 2 0 . A P R I L 2 0 1 8

Forskerbrevkassen

Er jeg en dårlig far, når jeg sender mit barn i institution på en børnepanodil? ?

Svar I

Svar II

Jeg er far til to børnehavebørn og en lille i vuggestue og har derfor, som så mange andre, haft overordentlig mange ’barnets første sygedag’ denne vinter. Men tit bliver det ved netop kun én dag. Ungerne går ned med feber, men er lige så hurtigt på benene igen. Derfor har vi indført en ’panodildag’, altså hvis børnene ikke f.eks. hoster eller har ondt, så giver vi dem en børnepanodil og sender dem i institution alligevel. Det er gået helt fint, men forleden påpegede en pædagog, at den ældste havde fået feber ud på formiddagen, og hun mere end insinuerede, at vi måtte have haft den slået ned med en pille. Men da jeg spurgte, om han havde haft det okay, måtte hun jo indrømme, at han både havde leget fint og spist godt. Er jeg en dårlig far, fordi jeg ikke mener, at man nødvendigvis skal smide alt, havde man har i hænderne, fordi ungerne er lidt småsløje? Det ville jo næsten ellers kræve, at en af os gik på deltid i vinterhalvåret!

Kære Vædder, Jeg kom til at tænke på Rolling Stones klassiker »Mother’s Little Helper«, da jeg læste dit spørgsmål. Sangen handler om den fortravlede mor, der klarer dagen og vejen med en lille, gul pille. What a drag it is getting old ’Kids are different today,’ I hear ev’ry mother say Mother needs something today to calm her down And though she’s not really ill There’s a little yellow pill She goes running for the shelter of a mother’s little helper And it helps her on her way, gets her through her busy day Hvis du sætter ’barn(et)’ ind, hver gang, der står ’mother’ i sangen, og ’fædre/mødre’, der hvor der står ’kids’, har du har svaret. Nej tak til panodildage. Find en reservebedstefar/-mor, der kan træde til. De er derude. Kig også på den gamle brevkasseredaktør Tove Ditlevsens digt om skolebørnene – og prøv at se livet fra denne synsvinkel. Starten af digtet lyder: De traver snublende, i spredte hære, igennem al slags vejr, på dagens bund, bestandig små, altid for sent på færde, med mælkeskæg om deres nattemund. Læs selv videre!

Kære Vædder. Du spørger, om du er en dårlig far, når du giver dit barn med feber en panodil og sender det i institution. Bortset fra en enkelt videnskabelig undersøgelse, hvor det går lidt langsommere med at blive rask efter malaria, er der ikke noget, der tyder på, at panodilbehandling forlænger en infektion. Derimod er det et problem for de raske børn i institutionen, der jo kan blive smittet af dit barn, da panodil ikke ændrer på smitsomheden af en infektion. Om du er en god far eller ej, vil jeg lade være op til dine børn og børnenes mor at afgøre, men jeg synes, at nødvendigheden af ’panodildage’ er en trist samfundsudvikling.

– Vædderen

– Lars Østergaard, speciallæge i infektionssygdomme. Dr. med. og ph.d.

– Anne-Marie Mai, professor i nordisk litteratur, mag. art og lic. phil.

Forskerbrevkassen Hvor ofte har du ikke stået med et dillemma og ønsket, at du kunne spørge en ekspert? Vi har bedt fire meget forskellige eksperter, der alle er dommere i årets Ph.d.-Cup, svare på to meget forskellige dillemmaer

Forskerbrevkassen

Kan jeg bede min hustru droppe sin alternative behandling? ?

Svar I

Svar II

Min elskede hustru gennem 32 år er begyndt at skrante. Da hun ikke har fået nogen egentlig diagnose (bortset fra diabetes), er hun begyndt at opsøge alternativ behandling, tage alverdens former for kosttilskud og i det hele taget dyrke ting, som hun aldrig før i sit liv har troet på eller udvist interesse for. Blandt andet healing. Hun taler meget om det, men hvor gerne jeg end ville, så har jeg virkelig svært ved at støtte hende. Så jeg siger bare: »Det lyder spændende«, men det kan hun selvfølgelig godt høre, at jeg ikke mener efter alle de år. Jeg er ikke læge, men jeg er ret naturvidenskabeligt anlagt, og for at være helt ærlig så tror jeg ikke på noget af det. Hvordan kan vi komme videre? Skal jeg sige, at jeg synes, hun skal droppe det (for det synes jeg), eller skal jeg sige, at jeg ikke gider høre om det? Jeg tror, at det vil gøre hende ked af det.

En måde at besvare dit spørgsmål kunne være at overveje: Hvad har egentlig de bedste konsekvenser? En mulighed er at støtte din hustru i hendes hang til healere. Gode effekter af dette vil måske være, at hun bliver glad. Måske er der også en hvis placeboeffekt i den behandlinger, hun opsøger. Omvendt vil du måske finde det irriterende (da du ikke selv tror på det). Og din hustru kan komme til at spilde en del penge. Den anden mulighed er skånsomt at melde ud, at du ikke tror på den slags. Det vil måske gøre hende ked af det. Men omvendt vil hun måske spilde færre penge, og du vil føle en lettelse ved at være ærlig. Som i mange af livets forhold er det pokkers svært at vurdere, hvilket alternativ der vil have de bedste konsekvenser. Men med det nærmere kendskab, du har til de præcise detaljer, synes jeg, det er et forsøg værd. Nogen gange kan det at træffe en beslutning efter overvejelse – uanset hvilken vej den hælder – faktisk have den effekt på en selv, at konsekvenserne bliver lettere at leve med. Man føler ikke, at man bliver trukket ved næsen, men at man selv har valgt.

Kære John Jeg synes, du skulle sætte dig for at finde ud af, hvorfor hun er begyndt på at opsøge alternativ behandling. Folk har som regel altid gode grunde til det, de gør, og jeg undrer mig lidt over, at du ikke er mere nysgerrig. Har din kone tidligere delt din naturvidenskabelige tilgang til verden – eller er det bare noget, du er gået ud fra, fordi I aldrig har talt om det? Måske har din kone altid interesseret sig for alternativ behandling, men ikke villet såre dig ved at kritisere din tro på naturvidenskaben. Jeg deler overvejende din tilgang, men jeg ved fra mit arbejde, at man ikke overbeviser nogen ved at affærdige deres opfattelse af verden som forkert. Man er nødt til at starte med at finde ud af, hvordan det giver mening for dem at tro på det, de gør. Derfra kan man starte en samtale. Men den går som regel bedst, hvis man forsøger at være respektfuld frem for arrogant. Du har allerede besluttet dig for, at du ved hvad der er rigtigt, men hvad nu hvis du tager fejl?

– John, 2300 S

– Jesper Ryberg, professor i etik og retsfilosofi, ph.d. og dr.phil.

– Maja Horst, institutleder ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, cand.comm. og ph.d.


Unikke stole - Unikke mennesker

Edge

Plus

Scala

Farstrup stolene har regulerbart sæde og ryg, mulighed for lænde- og nakkestøtte, sædeløft, indbygget eller separat fodhviler og meget mere - Kom forbi vores comfort center og oplev selv mulighederne med en Farstrup stol

Cantate

Multiplus

Casa serie

Få besøg af stolebussen Få besøg af istolebussen Prøv lænestole dit eget hjem. Prøv lænestole i dit eget hjem. Hvis du ikke kan komme til os, kommer vi til dig. efterkan stolebussen Påos, tlf:kommer 45 87 54vi04 HvisRing du ikke komme til til dig.

Ring efter stolebussen På tlf: 45 87 54 04

Kgs. Lyngby Jernbanepladsen 23 København Torvegade 55 23 Kgs. Lyngby Jernbanepladsen www. Farstrupstole.dk www.farstrupstole.dk København Torvegade 55

www. Farstrupstole.dk Viva


Profile for iBUREAUET

Videnskapløb 2018  

Videnskapløb 2018  

Advertisement