Page 1

APRIL 2017 DAGBL ADET INFORMATION

VIDENSKAPLØB

Fremtidens forskere får ordet Mød de fem finalister i Ph.d. Cup 2017 SIDE 37-55

TEMA

Akademia på barrikaderne – Intellektuel heksejagt i Ungarn – Et hovedløst Italien – Videnskab for folket eller magten?


INDHOLD

2

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

LEDER 4-6 Voxpop Om populisme, videnskab og samfundsansvar 8-10 USA Forskerne marcherer i protest mod Præsident Trumps angreb på videnskaberne 12-15 Historie Med den velfærdsstatslige sociale ingeniørkunst blev politik og videnskab knyttet sammen på nye måder 16-17 Essay David Rehling ser tilbage på 1970’ernes nymarxistiske vækkelse på universiteterne 18-20 Følg pengene Det er ikke en god forretning at være kritisk intellektuel 22-24 Samfundsansvar Kan forskerne redde den demokratiske debat fra vrøvl og forsimplinger – og har de ligefrem pligt til det? 26-28 Ungarn Orbán vækker mindelser om Sovjets tankepoliti

Verdens bedste offentlighed

30-32 Tyrkiet Akademikerkakerlakker og kampen mellem by og land

Fri forskning er over hele verden presset af autoritære ledere, krav om økonomisk afkast og avanceret statslig styring. Men forskerne har aldrig haft så stor en offentlighed og et så veluddannet publikum at dele deres ideer med

34 Italien De intellektuelle har ikke mere at skulle have sagt 37-55 Ph.d. Cup Mød de fem finalister i årets videnskapløb

KOLOFON

Ansvarshavende chefredaktør: Rune Lykkeberg Magasinchef: Søren Heuseler / iBureauet Art director: Jesse Jacob / iBureauet Fotoredaktør: Sigrid Nygaard Redaktionssekretær: Nina Trige Andersen Layout: Sofie Holm Larsen / iBureauet Skribenter: David Rehling, Johanne Ramskov Erichsen, Jon Faber, Jonas Sloth Bach, Laura Friis Wang, Lasse Ellegaard, Lasse Skytt, Mads Frese, Martin Burcharth, Mette Buchardt, Michelle Arrouas, Nina Trige Andersen, Sofie Tholl, Stine Hamann Pedersen, Theis Duelund Illustrator: Mia Mottelson / iBureauet Fotograf: Thomas Nielsen Korrektur: Jesper Jordan, Gustav Carl Rey Henningsen Annoncesalg: FrontMedia Tryk: Sjællandske Medier Forsidefoto: Thomas Nielsen Videnskapløb udkommer i anledning af Ph.d. Cup 2017, der er et samarbejde mellem DR, Lundbeckfonden og Dagbladet Information

Tekst Rune Lykkeberg Illustration Mia Mottelson

F

or fire år siden kom en meget lang bog på fransk om kapitalisme. Den var relevant og oplysende, bogen var den mest systematiske undersøgelse af udviklingen i ulighed gennem 300 år. Men det var også kompliceret stof. Bogen var skrevet af en universitetsøkonom, den indeholdt tabeller, grafer og kurver og præsenterede en ny ligning som formlen for en moderne kapitalisme, som beskriver forholdet mellem afkast på kapital og indkomst på arbejde. Bogen hed Le Capital au XXIe Siècle og var skrevet af Thomas Piketty. Den blev bemærket, fremhævet og rost. Som mange andre gode bøger om kapitalisme. Og så skete der ikke så meget mere. Men året efter udkom den på engelsk som Capital in the Twenty-First Century på Harvard University Press. Og pludselig blev denne videnskabelige og omhyggelige analyse til en chokerende succes. Piketty var overalt, på forsider og i offentlige debatter. Bogen solgte hundredetusindevis af eksemplarer på få uger og indtog førstepladsen på de amerikanske bestsellerliste for fagbøger. Hele den intellektuelle og politiske verden talte om Piketty og kapitalisme.

Forfatteren, en økonom i fyrrerne, blev en verdensstjerne, vestlige venstrefløjsledere omfavnede bogen, Nobelprismodtagere diskuterede bogen ved paneldebatter, og dens beregninger blev udsat for grundigt kritik. Thomas Pikettys overraskende succes er et eksempel på, at en videnskabelig bog kan sætte dagsordenen i hele verden, og at systematisk undersøgelse kan hæve niveauet for den globale samtale. Set i det perspektiv har forskere aldrig før haft så stort og veluddannet et publikum, og intellektuelle har aldrig før haft så stor en offentlighed at gøre sig gældende i. Læserne har aldrig haft så nemt ved at komme i forbindelse med tidens forskning og udveksling af ideer. Du kan læse et tweet om en interessant ny bog, orientere dig i den og købe den som e-bog. På under et minut.

Statslig styring Det er rigtigt, som man kan læse i dette tillæg, at fri forskning er under pres. Det har den altid været, men fronterne og midlerne forandrer sig. Presset kan i dag komme fra en autoritær leder i Ungarn, som vil lukke det

Set i det perspektiv har forskere aldrig før haft så stort og veluddannet et publikum, og intellektuelle har aldrig før haft så stor en offentlighed at gøre sig gældende i

Europæiske Universitet, eller fra en populistisk leder i Amerika, der ignorerer videnskabelige data og kalder klimaforandringer for en løgn opfundet af kineserne. Lørdag finder videnskabernes store march for videnskaberne sted i Amerika som offentligt og synligt forsvar for den fri forskning. Men der er også mere raffinerede og mindre synlige styringer af forskningen. Det kan være krav om økonomisk afkast og nyttehensyn. Og som historikeren Else Hansen forklarer i dette tillæg, er de tekniske muligheder og de teknokratiske behov for at måle på det, universiteterne producerer, blevet langt større. Samfundet, hvori forskningen finder sted, er således blevet mere og mere demokratisk, men den statslige styring af forskningen er blevet stærkere og stærkere. Dertil kommer, at det kan være svært for forskningen at gøre sig gældende mellem falske nyheder og løgnehistorier i den åbne offentlighed. Det har aldrig været så nemt at sprede løgn forklædt som sandhed. Og endelig siges det, at det folk ikke længere gider lytte til de kloge.

Forandre diskussionen Men her er Pikettys succes et interessant tilfælde. Det hjalp, at bogen udkom på engelsk på et amerikansk forlag. Den store videnscirkulation har stadig USA som centrum. Det hjalp også, at bogen var et opgør med økonomernes indforståede terminologi og skrevet sådan at de, der ville gøre en indsats for at forstå kapitalismen, kunne læse den. Man kan så hævde, at den jo ikke forandrede kapitalismen. Men som Piketty siger: At tage forskning alvorligt er ikke at lade videnskaberne styre verden: »Vi skal ikke tilbage til eksperternes tyranni.« Kapitalismen blev ikke forandret af Pikettys bog, men det gjorde diskussionen om den. Og jo klogere, bredere og mere solidt funderet, den globale diskussion er, jo bedre er vi i stand til at bestemme selv. rune@information.dk


DET ER IKKE ALT, EN PH.D. KAN LÆSE SIG TIL Det er her, vi kommer ind i billedet

Der er rigtig meget at forholde sig til både før, under og

4.000 ph.d.er og ph.d.-studerende blandt vores medlemmer,

efter en ph.d. Bekendtgørelsen, forskningsmidler, vejledere,

så vi kender udfordringerne.

lønforhandling, karrieremuligheder osv. Som medlem af DM

Find os på dm.dk/phd eller ring 3815 6600 og få det, du ikke

får du erfaren rådgivning hele vejen igennem. Vi har flere end

kan læse dig til.


4

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

VOXPOP

v/Michelle Arrouas

Videnskabens rolle i en postfaktuel tid

Anne-Marie Søndergaard Christensen

Tine Hindkjær Madsen

Rikke Brunsgaard Andersen

Redaktionschef, DR2 Dagen og Deadline, DR

Lektor i filosofi, Syddansk Universitet

Ph.d.-studerende ved Københavns Universitet. Forsker i politisk aktivisme

EU’s menneskerettighedsovervåger i Egypten

Hvad er det intellektuelle svar på populisme? »Først og fremmest bliver man nødt til at sætte sig ind i populismens årsager. Alt for ofte fejes populistiske ideer af bordet som postfaktuelle uden anerkendelse af, at enhver populistisk strømning som regel udspringer af en virkelig oplevelse. Om oplevelsen kan bakkes op af fakta, er som sådan irrelevant – perception is reality. Det intellektuelle svar må derfor begynde med en oprigtig interesse for at forstå, hvorfra populismen udspringer. Populismen imødegås bedst af samtale. Fakta og empiri batter som en skrædder i helvede, hvis der bliver spyttet i synet på dem, der oplever det modsatte.«

Hvad er det intellektuelle svar på populisme? »Her havde Kant fat i det rigtige: oplysning. Oplysning er ikke information; det er der så rigeligt af. Oplysning er vores evne til selvstændigt at bruge vores fornuft. Forskeren kan understøtte fornuften ved at pege på baggrunden for de synspunkter og udviklinger, som præger den offentlige debat. Og forskeren kan understøtte selvstændigheden ved at insistere på, at kritisk tænkning altid er mulig.«

Hvad er det intellektuelle svar på populisme? »Når populismen indebærer fejlfortolkninger eller misbrug af fakta på grund af mistro over for ekspertstanden, bør forskere gribe i egen barm og reflektere over, hvordan vi kan rette op på dette troværdighedstab. F.eks. kunne eksperter sørge for hovedsageligt at udtale sig om eget fagområde. Eksperter har selvfølgelig – som alle andre borgere – ret til at deltage i alle områder af den demokratiske samtale, men når ekspertens input falder uden for hendes fagområde, kan hun gøre opmærksom på, at hun ikke i denne sammenhæng optræder som ekspert, men som interesseret borger.«

Hvad er det intellektuelle svar på populisme? »At komme ned fra elfenbenstårnet, hvorfra de intellektuelle har kigget ned på den lavere uddannede befolkning uden at tage dens problemer seriøst. Nødvendighedens politik, som kun har gavnet eliten, har ført til den politikerlede og populisme, vi ser i dag. Det intellektuelle svar bør være at tage det protestråb, som populismen er et udtryk for, alvorligt, og i stedet for at tale ned til folk så at kravle ned fra det elfenbenstårn og finde løsninger i øjenhøjde med befolkningen.«

Heidi Robdrup

Hvordan vil du beskrive forskningens samfundsopgave – ideelt og reelt? »Jeg opfatter forskningens berettigelse meget bredt. Det er oplagt at beskæftige sig med emner, der har en klar samfundsrelevans og potentiale til at styrke samfundet og tage dets udfordringer op på kort og længere sigt. Men samtidig må forskningen ikke fratages sine drømmere. Det er i grundforskningen, vi har potentialet til at bevæge os ind i en ny tid, også selv om potentialet aldrig kan garanteres.« Har forskere og intellektuelle en pligt til at deltage i den offentlige debat? »Det er ikke op til mig at diktere ret og pligt for forskere. Men som chef for programmer, der blandt andet formidler forskning og empiri, er det en gave, når dygtige formidlere tager sig tid til at deltage i samfundsdebatten. Interessen for ny viden er stor hos seerne.« Hvordan sikrer man forskere mod repressalier, hvis de med baggrund i deres forskning går imod de dominerende politiske synspunkter? »Ved at have fast etablerede armslængdeprincipper, der fastholdes og overholdes. På den måde har forskningen en del til fælles med journalistikken.«

Hvordan vil du beskrive forskningens samfundsopgave – ideelt og reelt? »Man deltager i samfundsdebatten, for så vidt som man har en relevant faglig viden at bidrage med. Viden er dog ikke politisk neutral, den vil ofte støtte synspunkter i en specifik del af det politiske spektrum. Men forskeren er primært forpligtet på sit vidensfelt, ikke på en særlig politisk position. Reelt er det desværre ikke altid den opgave, forskeren bliver givet. Man ser i stigende grad eksempler på, at forskeren kun ‘får lov’ til at deltage i debatten, når det f.eks. passer siddende ministrer. Det er uacceptabelt, også fordi vi i samfundet dermed ikke får det udbytte af forskningen, vi bør have.« Har forskere og intellektuelle en pligt til at deltage i den offentlige debat? »Ja. Forskere er forpligtede på at formidle deres viden til den brede offentlighed, når det er relevant. Også når det gælder kontroversielle spørgsmål.« Hvordan sikrer man forskere mod repressalier, hvis de med baggrund i deres forskning går imod de dominerende politiske synspunkter? »Det gør man gennem et armslængdeprincip, som betyder, at politiske interesser og de til enhver tid siddende politikere ikke har direkte indflydelse på forskningsinstitutioner, så man som forsker kan koncentrere sig om at søge viden, uden utidig indblanding. Det understøttes blandt andet ved, at ledelsen på forskningsinstitutioner ikke udsættes for eksternt, politisk pres. Og ved at man fastholder og udbygger grundbevillingerne til universiteterne og bevillinger til frie forskningsmidler.«

Hvordan vil du beskrive forskningens samfundsopgave – ideelt og reelt? »Ud over at gøre os mennesker klogere på os selv, vores historie og naturen omkring os, er forskerens samfundsmæssige opgave at levere input til og højne kvaliteten af den demokratiske samtale om, hvilke politiske mål vi ønsker at sætte, og især hvordan vi kan opnå vores politiske mål.« Har forskere og intellektuelle en pligt til at deltage i den offentlige debat? »Ja, forskere har en pligt til at deltage i og øge kvaliteten af den offentlige debat, når de sidder inde med relevant viden. Især når fejlfortolkninger eller misbrug af evidens og fakta florerer, har borgere generelt og forskere i særdeleshed en pligt til at protestere, gøre opmærksom på fejlagtige ræsonnementer og udbrede evidensbaseret videnskab.« Hvordan sikrer man forskere mod repressalier, hvis de med baggrund i deres forskning går imod de dominerende politiske synspunkter? »Ved at værne om armslængdeprincippet, holde politikere langt væk fra konkrete forskningsbevillinger og sikre en højere grad af jobsikkerhed for forskere, således at bekymringer om fremtiden ikke afholder dem fra at udtale sig kritisk.«

Hvordan vil du beskrive forskningens samfundsopgave – ideelt og reelt? »At give os en bedre forståelse af det samfund, vi lever i, at skabe øget velstand og et vidensgrundlag, hvorpå vigtige beslutninger kan træffes. Forskerne har mistet solidariteten med de lavere uddannede klasser, da de har barrikaderet sig i de store universitetsbyer og nærmest ikke taler samme sprog som den øvrige befolkning. Hvis der ingen kommunikation er mellem højtuddannede og lavtuddannede, hvordan skal de højtuddannede så kune forstå, hvilke problemer de lavtuddannede står over for, og hvordan man finder løsninger på disse? Det er i den slags situationer, at nødvendighedens politik opstår – den er dog kun en nødvendighed for den højtuddannede elite.« Hvordan sikrer man forskere mod repressalier, hvis de med baggrund i deres forskning går imod de dominerende politiske synspunkter? »Det kan man desværre ikke sikre sig, men her mener jeg, at politikerne har et stort ansvar. Fogh og DF’s opgør med eksperter og smagsdommere har været med til at undergrave tilliden til viden. Samtidig bærer forskere selv en del af skylden, da mange optræder i medierne på daglig basis og udtaler sig om alt mellem himmel og jord. Kombinationen af dette – godt hjulpet på vej af de sociale medier, hvor alle kan ytre deres meninger – har banet vejen for en populisme, hvor alles meninger er lige meget værd. Tilliden til forskerne skal genoprettes for at undgå repressalier, og her har både forskere og politikere et ansvar.«


V I D E N , D E R B L I V E R D E L T, E R D E T D O B B E L T E VÆ R D Man siger, at den eneste konstante faktor er forandring. Som en del af det danske erhvervsliv ved I, at den bedste form for forandring er den, I selv er med til at skabe.

Forandring opstår gennem samarbejde og AAU’s opgave er ikke blot at producere ny viden. Det er at skabe fremdrift, der er med til at skabe vækst.

jer til at opnå endnu bedre resultater.

Vi vil gerne dele vores viden med jer. Gennem samarbejde kan vi hjælpe

www.match.aau.dk Tlf. 9940 8090 eller match@aau.dk

I tvivl om hvor I skal starte? Kontakt AAU Matchmaking og lad os hjælpe jer videre.


6

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

VOXPOP

v/Stine Hamann Pedersen

Videnskabens rolle i en postfaktuel tid

Liselotte Højgaard

Christian Madsbjerg

Stina Vrang Elias

Kristian Weise

Læge, klinikchef og formand for Grundforskningsfonden

Direktør for ReD Associates i New York

Adm. direktør for tænketanken DEA

Adm. direktør for tænketanken CEVEA

Hvad er det intellektuelle svar på populisme? »Populisme har fået præg af at være de her hurtige overfladiske indtryk, som nogen af bekvemmelighed og tidsnød sovser sig ind i, og jeg mener, at man bør anskue populisme mere nuanceret. Men det modsatte af populisme må være, at man sætter sig kritisk og grundigt ind i tingene. Men det er sørme svært i vore dage, hvor man både skal være dygtig og have masser af tid til at sætte sig ind i en sag. Derfor har pressen og alle os, der læser en forpligtigelse til at understøtte biblioteker, undervisning og fakta og holde debatterne i live, så vi ikke bliver populister i ordets dårlige forstand.«

Hvad er det intellektuelle svar på populisme? »Det tror jeg allerede, vi ser nu i de samfundsbevægelser, der finder sted. Siden Trump blev indsat, har vi set en modreaktion i både Holland og Frankrig, så jeg tror simpelthen, at realiteterne er ved at gå op for folk. I USA er det måske nok værre, da man har en præsident, der er blevet valgt ind, men lad os nu se, hvor længe han holder. Han har så meget imod sig og har lagt sig ud med alt og alle. Så man kan måske nok ikke tale om en progressiv bevægelse, men om at ”the center is falling”.«

Hvad er det intellektuelle svar på populisme? »Forskning er modsvaret til populisme, fordi forskning er langsomt og eftertænksomt. Hvor populisme typisk har meget enkle og lette svar på meget svære og komplekse spørgsmål. Kravet er derfor ikke, at forskningen skal være hurtigere, men at forskningen træder ind, stiller nye svære spørgsmål og bringer sin viden i spil og på den måde udfordrer populismens meget overordnede og simple svar.«

Hvad er det intellektuelle svar på populisme? »Et modsvar er en større insisteren på kvalitet og kildekritik i medierne. Politikere, meningsdannere og andre får lov til at slippe af sted med udlægninger af virkeligheden, der ofte er helt forkerte og stærkt manipulerende. De overdriver tal og tendenser, men det har ingen konsekvenser. For det er åbenbart underholdende.«

Hvordan vil du beskrive forskningens samfundsopgave – ideelt og reelt? »Fagvidenskaberne skal lave fagvidenskab med fokus på kvalitet og integritet og dernæst bidrage med ny viden, som viden i sig selv men også som grundlag for undervisning, innovation og produktion. Og hvis man evner det, så er det ekstremt vigtigt at formidle, så folk forstår, hvorfor vi har forskningen, og hvad den bruges til. Men er man en fremragende forsker, der ikke er god til at formidle, så er man aldrig forpligtiget. Er forskningen havnet på den forkerte side af klassekampen? »Sådan ser forskerne ikke sig selv. Forskerne ser sig selv som uden for samfundet. Som en slags hofnar eller som lægen, der virker for både hytte og slot. Jeg tror nemlig, at de fleste af os er nok så absorberede i at passe det, vi nu gør, at vi ikke ser os selv som en elite.«

Hvordan vil du beskrive forskningens samfundsopgave – ideelt og reelt? »Hvis man skal tale videnskab i bred forstand, så er jeg vild med grundforskningen. Jeg mener, der er alt for lidt af det, og jeg synes, at der er al for meget snak om, at forskning skal tjene penge. Så vi skal have langt mere grundforskning med armslængdeprincip og hele baduljen. Det andet er, hvis man mener, at samfundsvidenskaberne skal være med til at forklare os, hvad fanden der sker med os i øjeblikket, så mener jeg, at samfundsvidenskaben har spillet fallit, idet den er så optaget af naturvidenskaben. Det er fuldstændigt forfejlet og indsigtsforladt projekt, at man tror, at man kan forudse, mennesker ved at sammenligne dem med bakterier, asteroider og dyr.« Har forskere pligt til at deltage i den offentlige debat? Jeg synes, at forskerne skal gøre lige præcis, hvad der passer dem, og hvis de føler sig draget af den offentlige debat skal de deltage, og hvis ikke skal de lade være.«

Har forskere og intellektuelle pligt til at deltage i den offentlige debat? »Det må være et krav til forskerne, at de er med til at bidrage til fælleskabet, dvs. at de skal være med i det rum, hvor samfundet og samfundsudviklingen skabes. Men det kræver naturligvis mod at træde ind i det rum, som ikke altid er et behageligt sted at være, og derfor kan jeg godt forstå, hvis nogen vælger at holde sig væk. Men principielt er det et problem, ikke mindst når vi investerer penge i offentlig finansieret forskning og gerne vil have et samfund, som er baseret på viden. Derfor kunne man jo spørge sig selv, om ikke formidling burde være et element i en moderne ph.d.-uddannelse, så de – som bare har det mindste talent for det – får træning i at deltage i den offentlige debat. Hvem er en eminent faglig formidler? »Rane Willerslev, han er en fremragende kommunikator, også i debatter på faglige områder, der ikke er hans forskningsfelt. Det er ikke altid, at jeg enig i hans synspunkter, men jeg kan godt lide, at han bruger sin platform som eliteforsker til at byde ind i den offentlige debat.«

Har forskere og intellektuelle pligt til at deltage i den offentlige debat? »Som litteraturforskeren Edward Said mener jeg, at den intellektuelle har et ansvar – og dermed en eller anden form for etisk pligt til at blande sig i den offentlige debat. Værdien af viden øges jo, når den sættes i spil. Hvis man omvendt holder den for sig selv, gør man samfundet fattigere. Det er næsten snyd. Eller i hvert fald ærgerligt. Men ansvaret er større end bare det. Som forsker eller anden videns-person skal man være klar til at udfordre den dominerende tankegang. Man skal ikke please eller søge konsensus, men forholde sig kritisk til det bestående og magten bag, hvis det er det, ens viden eller ekspertise tilsiger. Man skal, mener jeg, være klar til at gøre sig upopulær.« Hvem er en eminent faglig formidler? »Jeg er ret vild med den nordamerikanske forfatter Malcolm Gladwells måde at bygge historier op omkring forskningsviden, da han formår at præsentere nye opdagelser eller kontraintuitive ideer via personbårne fortællinger, som går fra politimord og kunstsnyd til modediller, ægteskabsrådgivning og taktikken for juniorhold i basketball.«


8

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

USA Forskermarch

På Jordens Dag går videnskabsfolk på barrikaderne Idéen blev undfanget af nogle unge amerikanske forskere i februar og giver sig nu udslag i over 500 forskermarcher verden over. I USA er både grundforskning og anvendt forskning truet af præsident Trumps sparekniv, men der er også udbredt frygt i videnskabsmiljøet for, at befolkningens tillid til forskningens nytteværdi skal dale yderligere Tekst Martin Burcharth, Boston Foto Jessica Rinaldi

I

midten af marts offentliggjorde Det Hvide Hus en skitse til næste års finanslovsforslag med den løfterige titel: America First: A Budget Blueprint to Make America Great Again. Planen sendte chokbølger gennem forskningsinstitutter og offentlige og private universiteter i USA. Videnskabsverdenen var på forhånd klar over, at præsident Donald

Trump og de af hans rådgivere, der kommer fra Det Republikanske Partis libertære og erhvervsvenlige fløje, er fjendtligt stemt over for især klimaforskning. I dele af partiet er det også en udbredt indstilling, at investering i grundforskning skal give et synligt økonomisk afkast. Ellers må det private erhvervsliv træde til med egne midler. Trump og hans tilhængeres åbenlyse foragt for videnskabeligt beviste kendsgerninger – deres opfattelse, at alle fakta kan tolkes og perspektiveres – var også velkendt i det videnskabelige miljø.

Alligevel havde ingen ventet et så frontalt angreb på både grundforskning og anvendt forskning fra den nye regerings side, fordi det for forskere virker så selvindlysende, at nedskæringer i den størrelsesorden kan bringe USA's internationale konkurrenceevne i fare. Miljøagenturet skal spare 31 pct. Dets afdeling for forskning og udvikling skal halveres. National Institutes of Health (der er 27 institutter) skal ifølge budgetforslaget beskæres med 5,8 mia. dollar eller 20 pct. Energiministeriets fem nationale laboratorier, der udfører grundforskning, står for skud ligesom National Science Foundation, som uddeler syv mia. dollar om året i støtte til grundforskning.

Giver faklen til Kina Listen er lang og opsigtsvækkende for et land, der har ligget milevidt foran andre i grundforskning og innovation siden Anden Verdenskrig og som stadig ligger solidt i spidsen trods Kinas halen ind på USA.

»Trumps America First-budget svarer til at give stafetten for USA’s globale teknologiske lederskab videre til Kina,« skrev økonomen Jeffrey Sachs for nylig i en kronik i The Boston Globe. Biofysikeren Lukas Tamm, der er professor på University of Virginia School of Medicine og leder af Tamm Lab, er mere direkte i sin kritik af Trumps videnskabsfjendtlige budgetforslag. »Jeg tror ikke, præsidenten forstår betydningen af langsigtede investeringer i forskning. Han kommer fra ejendomsbranchen, hvor man tænker i øjeblikkelig profit fra køb og salg. Sådan fungerer det ikke i den farmaceutiske industri, der er afhængig af statsfinansieret grundforskning,« siger professor Tamm. Lukas Tamm er formand for Biophysical Society, hvis medlemsskare tæller 9.000 forskere, hvoraf 3.000 arbejder udenfor USA. Foreningen er en af mange, der har meldt sig som støttepartner til March for Science, der finder


I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

sted på Jordens Dag i morgen i Washington, D.C. og i adskillige andre amerikanske storbyer. Initiativet, der er inspireret af Women’s March 20. januar, har spredt sig til hele verden. I midten af april var 514 marcher blevet registreret på de amerikanske arrangørers website. Videnskabsfolk planlægger at marchere i Europa, Sydamerika, Australien og Sydafrika, i flere afrikanske lande samt i Indien, Sydkorea, Japan, Filippinerne og Hongkong. Synligt fraværende er de to giganter indenfor forskning og udvikling: Kina og Rusland. Der findes ikke nogen historisk præcedens for, at forskere vælger at stige ned fra elfenbenstårnet eller at strømme ud af deres laboratorier og ned på gader og torve for med kulørte skilte i hænderne at forsvare deres hverv imod budgetnedskæringer og en voksende mistillid fra politikere og dele af befolkningen til forskeres politiske neutralitet. Det tætteste man kommer på en historisk parallel er videnskabsfolks gadedemonstra-

Jeg tror ikke, præsidenten forstår betydningen af langsigtede investeringer i forskning. Han kommer fra ejendomsbranchen, hvor man tænker i øjeblikkelig profit Lukas Tamm Biofysiker og professor

tioner i 1950’erne imod atombomben, hvor berømtheder som kernefysikeren Albert Einstein deltog. »Forskningsmiljøet anså dengang atombomben for at være en eksistentiel trussel,« sagde videnskabshistorikeren Naomi Oreskes fra Harvard University for nylig til Boston Globe. En parallel, Oreskes forklarede i en tale til en forskermarch i februar i Boston: »Tilsvarende føler mange i dag det samme akutte behov og moralske imperativ til at gøre modstand. Det er ikke os, der har politiseret videnskaben. Vores forskning er blevet politiseret af folk, der afviser objektiv viden, fordi den strider imod deres verdensanskuelse, deres politiske ideologi eller deres økonomiske interesser.« Flere videnskabsfolk, Information har talt med, understreger, at den skeptiske holdning overfor nytteværdien af forskning i USA ikke er ny. »I dele af samfundet har man svært ved at forstå, hvad naturvidenskab går ud på, og

9

Allerede i februar fandt der en spontan demonstration sted i Boston til forsvar for forskningens uafhængighed og samfundsnytte under årsmødet for American Association for the Advancement of Science

hvilken rolle det spiller. Folk har ingen klar fornemmelse af vores samfundsnytte, og det skyldes formentlig en kløft mellem forskningslaboratoriet og folks hverdag,« siger Peter Vikesland, professor i ingenørvidenskab med speciale i miljø på Virginia Polytechnic Institute and State University. Vikesland er siddende formand for Association of Environmental Engineering and Science Professors, der også slutter op om March for Science. Ingeniørprofessoren mener dog ikke, at den manglende respekt i offentligheden for forskning og rationel tænkning er særlig udbredt i USA.


10

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

USA Forskermarch

Grundforskere bliver i offentligheden opfattet som nogle nørder isoleret i laboratorier. Men de kan også være vittige..

»Problemet er snarere, at folk lever i deres egne informationsbobler. De ser os forskere som nogle bedrevidende mennesker, der afviser at komme ned i øjenhøjde med dem. Det er vores udfordring. De skal lære at forstå, at vi i lige så høj grad som dem er medlemmer af samfundet, og vi må til gengæld lære at forstå deres problemer,« siger Vikesland. Hans polytekniske universitet i det vestlige Virginia ligger i nærheden af en region, hvor den ene kulmine efter den anden er blevet lukket gennem de sidste 10-15 år, og mange minearbejdere ikke kan finde jobs til en løn, som gør det muligt at opretholde deres hidtidige levestandard. »Der er et stærkt behov for en diskussion om, hvad vi kan gøre for at forbedre levestandarden. Jeg ved ikke, hvad vi videnskabsfolk kan gøre, men vi bør være mere involveret i at finde løsninger sammen med politikere, skoler og kirker. Og her tror jeg, at forskermarchen kan starte en offentlig debat,« siger Vikesland. Men det er sin sag at drive forskere ud af de velpolstrede universiteter og laboratorier, fremfører botanikeren Sarah Davidson Evanega fra Cornell University. Evanega er initiativtager til og leder af Alliance for Science, der søger at forbedre fødevaresikkerhed og modstand mod klimaforandringer gennem øget adgang til videnskabelig innovation. Organisationen får støtte af Gates Foundation. »Det ligger ikke til forskere at være aktivister. De tøver med at stikke hovedet for langt frem og med at overfortolke vores data. Det

er en enorm ulempe, fordi vi i debatten er oppe imod aktivister, lobbyister og politikere,« mener Sarah Davidson Evanega, der forsker i genmodificerede afgrøders betydning for fødevaresikkerhed i udviklingslande. Men forskermarchen kan give videnskabsfolk en platform, der kan bruges til at kommunikere forsknings betydning mere direkte til befolkningen. »Den nye generation af forskere er allerede langt mere engageret i at kommunikere med samfundet. Det sker gennem sociale medier. Den stereotype beskrivelse af en forsker isoleret i et laboratorium er efterhånden noget tyndslidt,« siger Evanega. Et eksempel på forskeres effektive udnyttelse af sociale medier er twitterhashtagget #actual living scientist, under hvilket videnskabsfolk fortæller om deres forskningsprojekter. Et mere direkte engagement i den offentlige debat kan imidlertid også have en slagside. Risikoen er, at forskere ved at marchere eller offentligt kritisere f.eks. Trump-regeringens planlagte nedskæringer bliver identificeret af den ene eller anden side som politiske aktører. »For os er det meget vigtigt, at vi ikke bliver set som partiske. Det er selvfølgelig politisk at marchere, men vores dagsorden ligger hverken til højre eller venstre. Vi forsvarer betydningen og værdien af forskning for samfundet,« siger biofysikeren Lukas Tamm fra University of Virginia. Nogle amerikanske videnskabsfolk har været bekymret over, at klimaforskere spiller stor

rolle i planlægningen af March for Science. Klimavidenskab er yderst upopulær hos »et lille og højrøstet mindretal« i den amerikanske befolkning, som Sarah Davidson Evanega fra Cornell University formulerer det. Det har givet anledning til intens debat i de forskellige foreninger, der tilslutter sig forskermarchen. I Biophysical Societys bestyrelse debatterede medlemmerne i lang tid om, hvorvidt de skulle deltage som organisation i marchen eller ej. »Der var en del, der frygtede, at foreningen vil blive beskyldt for at være venstreorienteret. Men beslutningen om at deltage endte med at blive truffet enstemmigt. Der står for meget på spil til, at vi kan tie,« fortæller professor Tamm. I Association of Environmental Engineering and Science Professors var nogle bestyrelsesmedlemmer også nervøse for en politisering af marchen. »Men ærligt talt,« siger foreningformand Peter Vikesland fra Virginia Tech. »Vi befinder os allerede i den politiske krydsild, fordi ordet miljø indgår i vores navn.«

FAKTA

Sarah Davidson Evanega × Født i 1975 i USA × B.A. fra Reed College i 1998 og ph.d. i botanik fra Cornell University i 2009 × Adjunkt i landbrugspolitik på Cornell University og direktør for Alliance for Science × Forsker i GMO-afgrøders betydning for fødevaresikkerhed i udviklingslande og har udviklet et onlinekursus om politiseringen af temaet sammen med en landbrugsøkonom og politolog

Lukas Tamm × Født i 1954 i Schweiz × M.A. fra Cornell University i 1978 og ph.d. i biofysik fra Universität Basel i 1982 × Siden 1990 professor på University of Virginia School of Medicine i molekylær fysiologi og biofysik. Leder af Tamm Lab, der laver grundforskning i ebola og hiv-vira og støttes af National Institutes of Health

Peter Vikesland mabu@information.dk

× Født i 1971 i USA × B.A. fra Grenell College i 1993, ph.d. i ingenørvidenskab (miljø) fra University of Iowa i 1998 og postdoc-studier ved Johns Hopkins University 1999-2001 × Forsker i anvendelse af nanoteknologi til fremstilling af drikkevand


12

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

PERSPEKTIV Statslig politik og videnskab

Thomas Aquinas (1225-1274)

Middelalderuniversitetet Etableringen af universiteterne i Uppsala (1477) og København (1479) i kølvandet på oprettelsen af universiteterne i Bologna (1088) og Paris (ca. 1150). Det middelalderlige universitet var opbygget i et filosofisk fakultet med studier af grammatik, logik, retorik, geometri, aritmetik, astronomi og musik, hvorefter studierne kunne fortsættes på det juridiske, det medicinske eller det teologiske fakultet. Der var tale om selvstændige universiteter, men kirkens behov spillede en central rolle, da teologien blev regnet for det centrale fag, hvorimod der ikke var nogen direkte kobling mellem videnskaberne og staten.

Aquinas, hvis filosofi spillede en stor rolle for udviklingen af videnskaberne i denne periode, har blandt andet sagt: »Wonder was the motive that led people to philosophy ... wonder is a kind of desire in knowledge. It is the cause of delight because it carries with it the hope of discovery.« (’Summa Theologiae’, 1266-73).

Philipp Melanchthon (1497-1560)

Reformationsuniversitetet Reformationen i Norden styrkede forbindelsen mellem kirke, universitet og stat. Københavns Universitet reformeres i 1537, året efter at stat og kirke overgik fra den katolske til den lutherske tro. Universitetet blev dermed også – sammen med kirken – en del af den nye lutherske stat.

Immanuel Kant (1724-1804) Luthers nære samarbejdspartner, der især arbejdede med reformering af uddannelse, organiserede universitetet og de forskellige studier ud fra et overordnet nytteprincip. Alt skulle komme kirken og samfundet til gode.

Oplysningsuniversitetet Naturvidenskaben blev udskilt som særligt fakultet inspireret af de nye universiteter i de tysktalende områder, f.eks. Göttingen (1737). Begyndende opgør med teologiens særstilling og den kirkelige indflydelse på videnskaberne. Videnskaberne skulle på egne præmisser oplyse ’det dunkle’.

En af det berømte definitioner af oplysning fra denne tid er fra Immanuel Kants (1724-1804) ’Hvad er oplysning?’: »Oplysning er menneskets udtræden af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er en manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse. Denne uduelighed er selvforskyldt, hvis årsagen er en mangel, ikke ved forstanden, men ved ubeslutsomhed og mod til at bruge forstanden på egen hånd; derfor er oplysningens valgsprog: 'Hav mod til at bruge din forstand.'« (fra Lars Aagard-Mogensens oversættelse)


I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

Er fri forskning en parentes i historien? Tekst Mette Buchardt og Nina Trige Andersen Grafik Sofie Holm Larsen

I

året efter Anden Verfundsinstitutioner. I dag beskyldes forskere ofte for at være enten »Når økonomi og viden skal denskrigs afslutning unyttige eller politisk styrede – og politikere for skrev teologiprofessor omfordeles, forudsætter det en – og konservativ politiker, effektiv styring, og netop udat være enten faktaresistente eller for akademiske. senere undervisningsmiformningen af statslig styring Men det ikke som sådan en ny situation. nister – Flemming Hvidaf universiteterne blev diskuteVidenskab har altid været i et tæt, og kompliceret, berg en kronik om forholdet ret i løbet af 1960’erne, ligesom mellem staten og forsknineffektivisering af universiteforhold til samfundets magtfulde institutioner. gen, der blev trykt i Natiternes interne styrelse var på Særligt udbygningen af velfærdsstaten i onaltidende. Det var en dagsordenen,« siger Hansen. avis, der var kendt for sin »Velfærdsstaten drager indet 20. århundrede har givet form til nutidens lødighed og kvalitet, og som stitutionerne ind i velfærdspospændinger mellem forskning og statslig politik med sin antinazistiske indlitikken og for at de kan medstilling havde opbygget et virke til at opbygge det nye stærkt ry under besættelsen. Det var altså en platform med en vis gen- samfund, man ser for sig,« siger hun og uddyber: »Velfærdsstaten nemslagskraft, der den 3. marts 1946 formidlede Hvidbergs budskab: bygger på økonomisk vækst, og der får universiteterne en rolle, bl.a. »Spørgsmaalet om den demokratiske og i Særdeleshed den danske i at hæve arbejdskraftens faglige niveau og uddanne arbejdskraften Stats Stilling til Forskningen … [er] ikke opgjort med det rent negative i de rigtige fag. Et andet væsentligt element var det velfærdsstatsSvar, at Staten indrømmer Forskningen fuld Frihed, men i øvrigt ikke lige ideal om lighed: Rekrutteringen til universiteterne skulle være blander sig i dens Anliggender. Der maa netop nu kræves en ganske bredere – der skulle være plads til alle med lyst og evner,« siger Else anden positiv Holdning fra Statens Side overfor Forskningen. Ja, jeg Hansen med henvisning til de reformer, der fulgte i kølvandet på vil sige mere: en ny Aktivisering af Staten i Forhold til Forskningen.« 1968-oprøret på universiteterne. Reformerne trak dog tråde til disUniversitetet har fra sin opståen i middelalderen haft relationer kussioner, der var begyndt længe før. til samfundets magtfulde institutioner – først kirken og siden staten – og varierende grader af frihed til at organisere videnskabeligt Realiteter og idealer I Professorer, studenter og polit.er stiller Hansen skarpt på de intearbejde ud fra de i samtiden gængse faglige normer. I første halvdel af det 20. århundrede var universitetet i nordisk ressekampe, der foregik mellem statslige planlæggere, universitetskontekst begyndt at vokse betydeligt, og selvom det siden 1800-tallet forskere og det voksende antal studerende i årene 1950-1975. Mens var blevet stadigt tættere knyttet til staten, var det udbredt praksis, planlæggerne (polit.erne) var optaget af, hvordan universiteterne at universiteterne – konkret professorerne – selv vurderede, hvad kunne opfylde samfundsmæssige krav – ofte ud fra et økonomisk det videnskabelige arbejde skulle dreje sig om og hvordan det skulle perspektiv – var de magtfulde professorer optaget af akademiske foregå. Det kom til at ændre sig afgørende i årtierne efter krigen, hvor normer og forskningens autonomi. De studerende var optaget af sig velfærdsstaten – og hermed den sociale ingeniørkunst – tog form. selv, kan man lidt firkantet sige: af de vilkår, de studerede under, og Det er historikeren Else Hansen, der har fundet Hvidbergs kronik af de fremtidige muligheder, deres uddannelse gav. I den forstand frem fra de danske pressearkiver. Som hun konstaterer i bogen Pro- var de også optaget af samfundsmæssige krav – f.eks. i form af hvilfessorer, studenter og polit.er. Om velfærdsstatens universitetspolitik ken type arbejdskraft, der var efterspurgt. Nogle forsøgte så at bygge 1950-1975, kom »Statens Aktivisering« til at betyde øget statslig prio- bro mellem realiteter og idealer: Hvilket samfund var ønskeligt, og ritering af midler til forskning – men også en hel del mere end det. hvordan kunne universiteterne være med til at gøre det muligt? Som Else Hansen skriver i bogen, er der ikke nødvendigvis konflikt Det nye samfund mellem velfærdsstatslige idealer og akademiske friheder, »men med I løbet af det 20. århundrede blev politiske beslutninger i stigende vidt forskellig historie og perspektiv gav det alligevel problemer, da grad funderet i forskning. Og omvendt: Forskning blev i stigende universiteterne skulle tilpasses til velfærdsstatens behov og værdier«. grad funderet i politiske beslutninger. I dag bliver udtrykket ’det Friktion mellem samfundsmæssige interesser, forskningsfrihed er en akademisk diskussion’ ofte brugt til at konstatere, at noget er og de studerendes krav til uddannelsesforløb og -udbud blev et tiluden praktisk relevans. Noget kun ganske få, virkelighedsfjerne ty- bagevendende tema op gennem det 20. århundrede. per, kan interessere sig for. Samtidig kan den politiske legitimitet »Det er iøjnefaldende, at det er de samme emner, man taler om ved f.eks. et reformtiltag drages i tvivl ved at sætte spørgsmålstegn i dag som i midten af det 20. århundrede,« siger hun og uddyber: ved det videnskabelige belæg. Da daværende undervisningsmini»Der er stadig et politisk ønske om at få flere studerende ind på ster Christine Antorini (S) forsvarede folkeskolereformen fra 2013, naturvidenskaberne og de tekniske uddannelser, om at forkorte stuvar det blandt andet med henvisning til videnskabelige evaluerin- dietiden og tilpasse studiestrukturen. De studerende mente dengang ger, der viste, at læringsmålstyret undervisning »styrker læringen«. som nu, at de får for lidt i studiestøtte, og de interne styringsforhold Om det er korrekt, er der delte meninger om. Men diskussionen om på universiteterne dukker også kontinuerligt op i debatten. Debatten folkeskolereformen – hvor Antorini tilmed blev kaldt i samråd an- om styringsforhold kører jo lige nu for fuld basun. Så emnerne er de gående det »videnskabelige belæg« af Merete Riisager (LA), der si- samme, og det peger vel på, at de forskellige ting, man har prøvet, den selv blev undervisningsminister – er et eksempel på, hvordan åbenbart ikke har virket helt efter hensigten.« En af de grundlæggende forskydninger, der skete i midten af det der kæmpes om statslige politikker med argumenter om videnskab 20. århundrede, og som fik konsekvenser for forholdet mellem statssom ammunition. I dansk kontekst kan den udvikling blandt andet forstås i lyset af, lig politik og videnskabelig autonomi, var, at de faglige hensyn tabte hvad Else Hansen kalder »velfærdsstatens universitetspolitik«. Det terræn til fordel for den sociale ingeniørkunst. »I 1950’erne og 1960’erne var styringen af universiteterne rent begreb betegner en bestemt form for relation mellem stat og sam-

13


14

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

PERSPEKTIV Statslig politik og videnskab Det moderne universitet Alfred Lehmann (1858-1921) Universiteterne blev fra det 19. århundrede i stigende grad finansieret af statslige midler og indtog en stadig mere central rolle i nationsopbygningen, inspireret af f.eks. den humboldtske model, der sigtede mod at uddanne statslige embedsmænd. Både de nye orientalistiske kulturdiscipliner, der blev udviklet i takt med kolonialismens fremvækst, og psykologiens udspaltning som selvstændig videnskab øgede bestræbelsen på at nyttiggøre videnskaberne for stat, samfund og kultur.

Opgør med ’professorvældet’ 1960’erne

Masseuniversitetet Den eksperimentelle psykologis fader i Danmark ville bringe psykologien på niveau med de eksakte naturvidenskaber og satte samtidig psykologiens samfundsmæssige nytteværdi i centrum. Han undersøgte f.eks. både den i samtiden populære spiritismes videnskabelighed (som han afviste) og udviklede tests til hæren og marinen.

Fra 1960’erne begyndte studenteroptaget på de højere læreanstalter efter politisk ønske for alvor at øges. De eksisterende institutioner kunne ikke rumme de hastigt voksende årgange, og der blev sat gang i planer om udvidelse af universiteterne i Aarhus og København og etablering af nye i Odense, Aalborg og Roskilde. Overgangen fra det moderne universitet til masseuniversitetet var ledsaget af en større vægt på universitetet som uddannelsesinstitution og en langt mere indgribende statslig styring af i første omgang undervisning og siden også forskningen.

Det stigende optag blev brugt som murbrækker for at bryde professorernes magt. Det kunne bl.a. ses i kampen om den nye styrelseslov, der blev vedtaget i 1970. I 1969 skrev Akademikernes Samarbejdsudvalg, som repræsenterede de ikke-professorale lærere, i et brev til professorerne ved Københavns Universitet: »… den traditionelle universitetsstruktur … lader sig [ikke] opretholde uændret under den enorme ekspansion … I kritikken af anordningsforslaget har vi ikke kunnet spore andet end et mere eller mindre tilsløret ønske om at bevare universitetets traditionelle struktur. Vi er fast overbevist om, at dette ikke lader sig gøre, uden at det vil medføre katastrofale følger ...« (citeret fra Else Hansen: ’Professorer, studenter og polit.er’)

faglig: Den blev varetaget af de forskningsmæssigt højest kvalificerede, nemlig professorerne. Med Styrelsesloven af 1970 fik de styrende organer repræsentation af ikke-professorale lærere og studerende. Samtidig var det nyt, at universiteternes interne styrelse blev fastsat i en lov, der var vedtaget af – og kan ændres af – politikerne,« siger Else Hansen. Hansen mener, at mønsteret fra reformerne i velfærdsstatens storhedstid og frem til nu har været, at lovgiverne tilsyneladende har svært ved at forestille sig, hvilke konsekvenser deres lovgivning kan have internt på universiteterne: »Det går helt tilbage til det store optag af studerende i 1960’erne: Politikerne giver bare besked til universiteterne om, at man ønsker et stort optag, og forholder sig ikke til, hvad det får af konsekvenser for organiseringen af undervisning og forskning på de enkelte institutioner. Det samme ser man med fremdriftsreformen nu. Man forholder sig alene til de store mål, og så må universiteterne selv ligge og rode med resten.«

Samfundsnyttetænkningen I 2000’erne introducerede daværende videnskabsminister Helge Sander »fra forskning til faktura« som parole, der indvarslede en tænkning om, at både forskning og undervisning skulle kunne omsættes direkte i og af det private erhvervsliv. Med universitetsreformen fra 2003 blev de valgte interne universitetsledelser erstattet af bestyrelser med flertal af folk udefra. Sander fremstillede selv disse tiltag som et afgørende brud med flere hundrede års universitetspolitik – endnu mere afgørende end reformerne i kølvandet på 1968. Else Hansens arbejde viser imidlertid, dels at året 1968 har fået en mytisk status, som tilslører, at forandringerne i retning af mindre »professorvælde« havde været længe undervejs, og dels at samfundsnytten – der senere fik form af en direkte erhvervsorientering – allerede havde fået en større vægt med velfærdsstatens universitetspolitik fra 1960’erne og frem. Noget af det, der fik stor betydning for relationen mellem videnskab og politik i midten af det 20. århundrede – og som kom til at præge udviklingen lige siden – var fremkomsten af elektronisk databehandling. Samfundsnyttetænkningen, der har præget det moderne universitet helt tilbage fra slutningen af det 19. århundrede, fik nye redskaber, da det blev muligt på effektiv vis at samle store

datamængder, der kunne bruges til fremskrivninger af tendenser. I kombination med 1960’ernes økonomiske vækst, der gjorde det muligt at give langt større dele af befolkningen adgang til højere uddannelse, var der nu uanede muligheder for at bruge universitetspolitik til samfundsøkonomisk planlægning. »Den tekniske mulighed – og det teknokratiske behov – for at måle, kom frem i løbet af 1960’erne, og målinger er et redskab, staten har yderligere raffineret over de sidste årtier,« siger Else Hansen.

Sputnikchokket I 1950’erne og 1960’erne gik der også storpolitik i uddannelsessystemet – både globalt og i Danmark. Den vending mod ’praksis’, som har præget politikken i forhold til universiteter, gymnasier og folkeskole i nyere tid, trækker blandt andet tråde til efterkrigstidens fokus på uddannelsespolitikkens relation til ’det virkelige liv’. Et fokus, hvor opsendelsen af den sovjetiske satellit Sputnik I – der sendte chokbølger gennem den vestlige verden – blev brugt som symbol på nødvendigheden af uddannelsesmæssig oprustning på bestemte områder. Danmark og Vesten måtte ikke blive udkonkurreret på viden af den kommunistiske verden, var logikken, der blev omsat i konkrete omlægninger af undervisning. F.eks. skulle skolefagene videnskabeliggøres, samtidig med at skolen både skulle skabe lykkelige mennesker og rette sin undervisning direkte mod arbejdsmarkedets behov. Den såkaldt virkelige verden skulle ind i skolen. Videnskabeliggørelse og anvendelsesorientering var dermed svære at skelne fra hinanden. Det er en bevægelse, som er kommet til at præge uddannelsessystemet fra folkeskolen og op til universiteterne frem til i dag. Styring af forskningen Mens reformerne af universiteterne i 1960’erne og 1970’erne radikalt omfortolkede undervisningsfrihed og universiteternes selvstændige status ved at lægge mere statslig – og samfundsøkonomisk – styring ind i universitetspolitikken, så forblev forskningsfriheden ifølge Else Hansen relativt uantastet. Det seneste årti er den frihed imidlertid blevet indskrænket, blandt andet med øget styring af, hvordan og til hvem forskningsmidler bliver tildelt. Kimen til statslig politisk styring af forskning blev


15

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLĂ˜B 2017

imidlertid allerede lagt i de ür, der ellers primÌrt er blevet fortolket som en periode med universitetspolitisk demokratisering. Som Hansen skriver om 1968: [studenterparolen] Bryd professorvÌldet kunne – dog med en anden formulering – lige sü godt have vÌret kravet fra statslige planlÌggere og politikere fra alle partier. Hvor grundfortÌllingen om forandringerne i kølvandet pü 1968 har fokuseret pü styrken i studenternes aktioner, har betydningen af det politiske krav om, at universiteterne skulle tilpasses idÊsÌt og styringsmuligheder i den stÌrke velfÌrdsstat, vÌret overset, mener Else Hansen. Den politiske styring af uddannelsessystemet, som omvÌltningerne i 1960’erne og 1970’erne ogsü übnede yderligere for, er i nyere tid i stigende grad kommet til udtryk i politisk styring af selve videnskaben: Styring af, hvad samfundet skal vide noget om, og hvordan den viden skal produceres. I 1960’erne diskuterede man nogle meget overordnede rammer for, hvilken forskning man gerne ville have, men man lavede ikke initiativer, der gik ned og styrede den enkelte forsker. Styring af forskningen kom senere end styring af undervisningen – men den kom, siger Hansen. Forskerne havde i 1960’erne stadig fat i den lange ende, men i de efterfølgende ürtier kom der stadig ere redskaber, der vippede balancen til fordel for statslig styring.

Mette Buchardt, lektor ved Aalborg Universitet, er uddannelsesog kundskabshistoriker, og Nina Trige Andersen, freelancer, er historiker og journalist.

LÆS MERE

Ă— Ă…rbog for Uddannelseshistorie, temanummer om ’Det moderne universitet’, udgivet pĂĽ Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie, 2015, med bidrag om bl.a. det 19. ĂĽrhundredes ideal om den frie forskning som universitetets vigtigste opgave, om Den Polytekniske LĂŚreanstalt som producent af uddannelser til direkte nytte for samfund og industri og om universitetets selvforstĂĽelse med fokus pĂĽ universitetet som kulturfaktor. Ă— ’Nordic Education as Schooling for ‘Life’ Between two ‘Sputnik Shocks’’, af Mette Buchardt og Maja Plum. Kapitel i bogen ‘Educational Temporalities. Local, National, and Global Perspectives’, redigeret af H. M. Tavares og J. Qi. Udkommer hos Sense Publishers senere i 2017. Om hvordan forestillinger om, hvad andre stater var i stand

til – f.eks. at sende en satellit ud i rummet – blev brugt som motor i vendingen mod ’det virkelige liv’ i det danske uddannelsessystem fra 1950erne og frem. Ă— ’Professorer, studenter og polit.er. Om velfĂŚrdsstatens universitetspolitik 1950-1975’, af Else Hansen, udkom pĂĽ forlaget Museum Tusculanum, 2017. Med afsĂŚt i de kildestudier, Hansen lavede til historien om Roskilde Universitetscenters tilblivelse – ’En koral i tidens strøm’, udgivet pĂĽ Samfundslitteratur i 1997 – udfolder universitetshistorikeren i ’Professorer, studenter og polit.er’ linjerne i den forandring af universitetet, som ofte identiďŹ ceres med studenteroprøret i 1968. Hansen viser, at de politiske kampe om universitetspolitikken bĂĽde gik lĂŚngere tilbage i tid end 1968 og ďŹ k omfattende konsekvenser for universiteternes autonomi.

nan@information.dk

  

!#     



71'%(&.)21'(18,/,*(1, 7''(/((134,56,/(1:1*4( )245.(471'(4 ;4'(4+$434>56(4(6)4(04$*(1'(571'+('5 8,'(15.$%(/,*(//(4%,20(',&,15.)245.1,1*,$10$4.4,5(1(4 (13(4521/,*+>'(4534,53;.4



  

    2*5.$/8>4( 71'%(&.)21'(1,+>1'(5(1(56'(1 -71,  ,'/,*(4( ,1'56,//('(.$1','$6(4.$1*(1,1'56,//(571'(4)247'5>61,1*$) $6'()2465$623):/'(4.4,6(4,(41(

 ,*(/('(58,/71'%(&.)21'(17''(/(236,/)(06$/(1634,5(46,/ )245.(4(71'(4;4520+$434>56(4(65>4/,*6/28(1'(571' +('58,'(15.$%(/,*(//(4%,20(',&,15.)245.1,1*,$10$4. 4,5(41((43(4521/,*(+>'(4534,5(4+8(43;.4

1'56,//,1*(4)24(6$*(58,$)21'(15(/(.6421,5.($15?*1,1*5

 8(167(//(53?4*50;/.$15(1'(56,/ $33/,&$6,21/71'%(&.)21'(1&20



4,5(41(7''(/(53;%$5,5$)%(*471'('(,1'56,//,1*(4)4$/('(1'( )245.(4(8(''('$15.(71,8(45,6(6(471,8(45,6(65+253,6$/(42* $1'4()245.1,1*5,156,676,21(4   

 71'%(&.)21'(1(4(1$)$10$4.556?456((4+8(485'4,8(1'()21'(0('5$0/('(8>4',(4)24*2'6  0,//,$4'(4.421(421'(15;4/,*(7''(/,1*(434,0>466,/571'+('58,'(15.$%(/,*)245.1,1*(43;&$  0,//,21(4.421(4('+-(41(571'+('5205>4/,*6,1'5$65204;'((4'(6)21'(158,5,21$65.$%(%('4(/,8 *(11(01:8,'(171'%(&.)21'(1'(4%/(8*471'/$*6, (-(4.21642//(4(1'($.6,(3256(4,71' %(&.$/&.2*%(//<2*,18(56(4(4,(7423>,5.(2*$0(4,.$15.(/,)(5&,(1&(8,4.520+('(4*(11(0 71'%(&.)21'(1"(1674(52*71'%(&.)21'(10(4*((57'(1)248$/6(4)21'(15,18(56(4,1*5$)'(/,1* 8>4',3$3,4(4)24&$ 0,//,$4'(4.421(4

71'%(&.)21'(1       /)   999/71'%(&.)21'(1&20


16

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

TILBAGEBLIK 1970’erne

Når vanvid griber universitetet I 1970’erne fik nymarxismen forfærdende mange studerende og ældre intellektuelle til at gå fra snøvsen. Danmark blev ramt af et kollektivt tab af dømmekraft, mener David Rehling, der i dette essay genbesøger sin stormomsuste studietid Tekst David Rehling Foto Erik Gleie/Polfoto

I

ntellekt er ikke i sig selv en moralsk egenskab. De højtbegavede herrer Joseph Goebbels og Vladimir Lenin har tilskyndet til grufulde gerninger. Goebbels var ivrig fortaler for Holocaust, og Lenin beordrede under den russiske revolution masseudryddelse af uønskede samfundsklasser. Ej heller er høj uddannelse nogen vaccine mod politisk vanvid. Talrige videnskabsfolk har gennem tiderne bekendt sig til ekstremistiske ideer. Under nazisternes fremstormen mod Tysklands Weimar-republik var studenterorganisationer og universiteter lette mål at erobre. Og, nå ja, det har så alle de forklaringer, som udviklingen efter Første Verdenskrig kan byde på. Mere forstemmende er det måske at erindre, at vi her i Danmark – inden for mands minde – har oplevet en totalitær politisk bevægelse, der fik forfærdende mange studerende og ældre intellektuelle til at gå fra snøvsen. Det var nymarxismen. Fra 1970 og ti år frem udløste den et kollektivt tab af dømmekraft blandt mennesker, jeg ikke havde forventet den slags fra: Gamle skolekammerater og nye studiefæller gik pludselig rundt og sagde og gjorde de underligste ting. Det var, som om de havde gennemgået en religiøs vækkelse. Det begyndte fornuftigt nok. Et studenteroprør brød – med tyskfranske forbilleder – ud i 1968: Det var vendt mod de utålelige forhold på læreanstalterne. De gamle rammer var sprængt af den mangedobling af studenterantallet, der skete i løbet af 1960’erne. Holdene blev alt for store. Der var dårligt nok siddeplads til alle. Professorernes magtmonopol var ude af trit med den praktiske situation og med forestillinger om demokrati.

Som 19-årig jurastuderende sympatiserede jeg selv – omend passivt – med oprøret. Hilmar Baunsgaards VKR-regering og dens radikale undervisningsminister, Helge Larsen, var indstillet på reform. Hidtil var universiteterne regeret ved ’kongelig anordning’. Bare navnet! Det dunster af støv og fortid. Nu gennemførte regeringen en styrelseslov, der brød professorvældet og gav de studerende halvdelen af pladserne i studienævn og en tredjedel i fakultetsråd og konsistorium, universitetets øverste råd. I løbet af 1969 tog studenteroprøret en drejning. De, der nu var mest aktive, ville ikke nøjes med reformer. De satte sig på magten i studenterorganisationerne og krævede noget, der lød som revolution. Deres ideologi blev kaldt »nymarxismen«. Det var en bevægelse, der – igen med tyskfransk forbillede – skyllede ind over Europa vest for Jerntæppet. Normalt plejer internationale rørelser at ytre sig besindigt i Danmark, men ikke denne gang. Den nymarxistiske agitation på universiteterne blev udtrykt i fraser, som Studenterrådets nye magthavere kaldte »paroler« – med et henrykt lån fra arbejderbevægelsens flagdage. Nymarxismen flød med arbejderromantik – uanset at nymarxisterne foragtede arbejdernes organisationer, som de kaldte »fagforsteninger«. Snobberiet for ’de rigtige arbejdere’ var marxistisk-komisk, fordi samfundet i de år var ved at forskyde sin økonomiske basis bort fra den traditionelle industriproduktion. Uanfægtet marcherede de nye marxister – unge som gamle akademikere – under paroler som: »Knus den borgerlige statsmagt!«, »Stands USA’s imperialisme!« og »Forskning for folket – ikke profitten!«.

Udsigtsløs krig Med til at tirre marxistiske gemytter var USA’s udsigtsløse krig i Vietnam – selv om man ikke behøvede at være marxist for at se, hvilket uføre USA havde bragt sig selv og Vietnam i. Demonstranter mod krigen blev yderligere ophidset af, at den danske regering ikke kunne undsige det USA, der gennem NATO garanterede Danmarks frihed og beskyttede landet mod trusler fra Sovjetunionen og den kommunistiske østblok. Nymarxisterne vendte i det hele taget det blinde øje mod øst. Påpegninger af Sovjetunionens blodige undertrykkelse af sine vasalstater i Østeuropa mødte de mest med et skuldertræk: »Hvad kan man vente andet? Det er jo Østeuropas situation.«

Et eller andet sted har det spillet ind, at al den marxistiske snak hos de talende har aflejret en sympati for regimer, der sagde, at de var marxistiske – uanset hvad de var. Nymarxisternes forhold til USA var sindsspaltet. USA havde siden 1945 været klodens førende kultureksportør. Dermed blev i 1960’erne og 70’erne den amerikanske indenrigspolitiske protest mod Vietnam-krigen – sådan som den kom til udtryk i bøger, plader og film – overført til resten af verden. Samtidig blev protesten taget ud af sin indenlandske amerikanske sammenhæng. Krigen blev lige så nærværende for unge danske, selv om det var unge amerikanere, der skulle risikere deres liv i krigen og bære det umiddelbare moralske ansvar for den endnu større gru, som krigsførelsen forvoldte det vietnamesiske folk. I deres egen politik var de danske nymarxister skånselsløse. De tålte ikke afvigende synspunkter og forlangte, at regeringen accepterede studentervalgregler, der lod marxisterne bestemme, hvem der skulle ytre sig på de studerendes vegne i universiteternes nye, valgte forsamlinger.

Fremmed i samtid Nymarxismens hærgen fik mig til at føle mig fremmed i min samtid. I mine tidlige teenageår havde jeg på min frihedselskende fars foranledning læst William L. Shirers Det Tredje Riges Storhed og Fald. Shirer

havde som journalist i Berlin fulgt de svinestreger, som nazisterne begik for at løbe den svage Weimarrepublik over ende. Nazisterne kom til magten ved – næsten – parlamentariske metoder. Shirers bog gjorde et stærkt indtryk. Kunne sådan noget ske en anden gang? I min levetid? Hvordan ville jeg selv reagere, hvis jeg troede, jeg så det ske? Og det var en totalitær bevægelse, jeg i efteråret 1970 mente at se på vej mod magten; i første omgang kun på universiteterne, men dens højlydt erklærede mål rakte langt længere.

Normalt plejer internationale rørelser at ytre sig besindigt i Danmark, men ikke denne gang David Rehling om den såkaldte nymarxisme i 1970erne

Det var derfor jeg i oktober 1970 gik med, da en studiekammerat sagde, at hun skulle til et møde, der var indkaldt af nogle studerende, der ville gøre noget, inden det var for sent, og nymarxisterne havde fået sig sat på det hele. På mødet stiftede vi en anti-nymarxistisk organisation. Berlingske Aftenavis fik givet os navnet ’Moderate Studenter’ og det kunne vi ikke slippe af med igen, selv om det var et fjollet navn, der lød af nøjsomhed og middelmådighed. Studenterrådet imødegik vores initiativ ved at omdele parolen »Afvis quislingerne!« Aha, vi var altså at ligestille med Anden Verdenskrigs norske nazistiske landsforrædere! Vi moderate mente, at marxisterne med deres hadske sprogbrug afslørede deres sande sindelag. Det var ikke så tydeligt for 1970’er-samtiden, som vi kunne have ønsket. Mange bifaldt ordvalget som en del af tidsånden.

Mødestorm Regeringen fastholdt, at reglerne for valg af de studerendes repræsentanter i universitetets besluttende forsamlinger skulle være lige så demokratiske som regler for valg til kommunalbestyrelser og Folketing. Altså skulle der være offentligt sikret stemmeafgivning og forholdsmæssig repræsentation. Det opfattede nymarxisterne som et nyt groft overgreb fra den borgerlige statsmagts side. De boykottede


I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLĂ&#x2DC;B 2017

17

KONGE

RĂ&#x2020;KKEN

â&#x20AC;&#x201C; som du aldrig har lĂŚrt den før Selvom Danmark efter sigende er Europas ĂŚldste monarki,er det de fĂŚrreste danskere, der kender deres kongerĂŚkke. Kender du kongerĂŚkken? Ny bogserie om danske konger gennem 1000 ĂĽr. Find bøgerne hos din boghandler.

Lindhardt dhardt og Ringhof

valget. Vi Moderate Studenter og de Konservative Studenter deltog i valgene â&#x20AC;&#x201C; og blev igen stemplet som forrĂŚdere af nymarxisterne. Vi moderate ďŹ k ďŹ&#x201A;est stemmer og dermed ďŹ&#x201A;est pladser. Da forsamlingerne var valgt, stormede nymarxisterne deres møder for at forhindre dem i at virke. Det kunne opleves som meget faretruende, nĂĽr nymarxister med bulder og brag trĂŚngte ind og afbrød mødet. Det kom jeg til at opleve som valgt medlem af Konsistorium. Igen udeblev den fordømmelse, man ellers skulle have forventet, nĂĽr demokratiske regler bliver voldeligt overtrĂĽdt. Blandt journalister var mange begejstrede for at vĂŚre unge med de unge, og der var en tendens til at fremstille mødesabotagen og andre uhyrligheder som udslag af ungdommelig kĂĽdhed. NĂĽr jeg i de ĂĽr lĂŚste aviser, grĂŚmmede jeg mig over, at ogsĂĽ dagbladet Information â&#x20AC;&#x201C; min barndoms gamle frihedsavis â&#x20AC;&#x201C; ganske syntes at have tabt sit instinkt for ret og vrang. Uanset Informations svigt og nymarxisternes forhĂĽnelser blev jeg genvalgt to gange ved de demokratiske valg til universitetets konsistorium. SĂĽ var jeg nødt at lade andre holde nymarxister stangen, for jeg skulle videre med min uddannelse. Det marxistiske vanvid rasede gennem 1970â&#x20AC;&#x2122;erne. Det kom tragisk til at koste karriere- og studieforløb

I februar 1971 stormede nymarxister Konsistorium, Københavns Universitets øverste rüd. Rektor Mogens Fog (i hvid skjorte i midten af billedet) mütte hÌve mødet og forlod lokalet. Yderst til venstre i billedet ses dette essays forfatter David Rehling, der den gang var studentervalgt medlem af Konsistorium

â&#x20AC;&#x153;KongerĂŚkken er begavet og fĂŚngende historieformidling ...â&#x20AC;? ATLAS

EN VISUEL REJSE IGENNEM KROPPEN

for nogle af de lĂŚrere og studerende, der ikke ville synge med pĂĽ noderne.

Ă&#x2026;nden slĂĽr om Og sĂĽ â&#x20AC;&#x201C; omkring 1980 â&#x20AC;&#x201C; fusede det ud. TidsĂĽnden slog om til fordel for nyliberalismen. Mange af dem, der i 1970â&#x20AC;&#x2122;erne var frĂĽdende nymarxister, kunne ikke lĂŚngere huske, at de var det. Tragikomisk har nogle af dem sidenhen givet sig til udøve selvkritik pr. stedfortrĂŚder: De driver heksejagt pĂĽ deres forhenvĂŚrende meningsfĂŚller. NĂĽr jeg tĂŚnker tilbage pĂĽ de fjerne ĂĽr, hvor nymarxismen satte sig ud over dansk demokratisk lov og skik, er jeg mest harm pĂĽ dem, der ikke ville ulejlige sig med at tage stilling. Det var â&#x20AC;&#x201C; beklageligvis â&#x20AC;&#x201C; det store ďŹ&#x201A;ertal. Den, der er passiv, kommer til at understøtte de yderligtgĂĽende. SĂĽdan er det ogsĂĽ i dag. dare@information.dkw

23. MAJ - 20. JUNI 2017

# Â? % 5 & "5 3 & 5  m  / : ) " 7 /     ;  m       , # )  ,  m  # " " % 5 & "5 3 & 5 % , #*--&5 5&35*$,&545&"5&3#*--&55&3%,m5-'0(*%ÂŁ3&/&/%&-"'$1)45"(&


18

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

FØLG PENGENE Eliten vs. folket

Det kan ikke betale sig at være kritisk intellektuel

Videnskaben er betalt af staten og store virksomheder. For forskerne kan det ikke længere betale sig at agere den intellektuelle, kritiske røst, der taler til og arbejder på vegne af folket Tekst Sofie Tholl Illustration Mia Mottelson

F

or at forstå, hvor videnskaben hører hjemme i det danske magthierarki – om forskningen tilhører folket eller den politiske og økonomiske magtelite – skal man som altid: follow the money. Det siger Rune Møller Stahl, der forsker i politisk økonomi på Københavns Universitet: »Forskningen tilhører ikke folket. Forskning er enten finansieret af staten, store virksomheder eller store fonde. Så den forskning, der smides penge efter, deler sig som oftest i to kategorier: Enten skal den have kommerciel

værdi, eller også skal den aktivt kunne lave politik,« siger Rune Møller Stahl og fortsætter: »Enten hjælper forskningen altså politikerne med at føre politik på en, for dem selv, smartere måde, eller også hjælper forskningen virksomhederne med at tjene flere penge. Og som vores forskningsmidler er bygget op i dag, er der simpelthen ikke penge eller incitament til at være den kritiske intellektuelle røst, der arbejder med at skabe viden til og for folket,« siger han. Det er Christoph Ellersgaard enig i. Han har sammen Anton Grau Larsen og Markus Bernsen skrevet bogen Magteliten: Hvordan 423 danskere styrer landet. I bogen har de tegnet streger mellem bestyrelser, politikere, profes-

sorer og chefer for at vise et billede af magteliten i Danmark. »Det lader ikke til, at fondsmidlerne står i kø, hvis forskerne påtager sig den kritiske offentlige stemme, der kommunikerer til offentligheden,« siger Christoph Ellersgaard. Men det er faktisk kun en meget specifik gruppe af forskere, der er tæt på magten, på den måde som Ellersgaard, Grau Larsen og Bernsen har kategoriseret den danske magtelite. »Og det er økonomerne og især de økonomiske vismænd eller tidligere vismænd,« siger han og nævner navne som økonomiprofessorerne Nina Smith og Jørgen Søndergaard. Sidstnævnte har ikke været vismand, men medlem af adskillige kommissioner. Også universitetsrektorerne er tæt på magten og befinder sig i samfundets allerøverste ledelseslag. Selvom resten af forskermiljøet og videnskaben ikke er placeret blandt de mest magtfulde, kan de dog på forskellig vis være en del af magtstrukturen. Ellersgaard peger ligesom Rune Møller Stahl på fondsmidlerne

og de økonomiske rammer for forskning som problematiske: »De emner, der forskes i, er i større eller mindre grad formet af de problemstillinger, som denne lille kreds af mennesker i magteliten er optaget af. F.eks. at øge arbejdskraftsudbuddet eller undersøge effekterne af politiske tiltag. Det er magteliten, der dominerer fondene,« siger han og forklarer, at man som forsker sættes ud af spillet, hvis ikke man kan tiltrække private midler: »De private midler binder de offentlige midler, og de fleste forskere er også i en situation, hvor de ikke kan komme ind i en forskningskarriere uden på et tidspunkt at kunne tiltrække private midler. Det er i stigende grad et ansættelseskrav, at man kan skaffe penge også fra eksterne bevillinger, som i vid udstrækning styres af magteliten,« siger Christoph Ellersgaard.

Videnskaben var folkets advokat Sådan har det ikke altid været. Traditionelt havde forskeren en langt mere uafhængig og


I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

kritisk rolle, siger Rune Møller Stahl. »Før i tiden havde vi den uafhængige, intellektuelle forsker som mål. Forskeren, der så det som sin rolle at bruge sin relativt store frihed til at sige sin mening og undersøge sandheden uafhængigt. Som en advokat for befolkningen,« siger Rune Møller Stahl. I 1970’erne kom eksempelvis Malerrapporten, hvor en lille gruppe medicinstuderende havde konstateret et problem for de arbejdere, der malede vores hjem: malersyndromet. De satte sig derpå for at undersøge arbejdsmiljøet for dem. »Her så vi videnskaben aktivt blande sig i samfundsdebatten på en måde, der ultimativt førte til ny lovgivning til folkets bedste.« Men den slags ser vi sjældent i dag, påpeger Rune Møller Stahl, der kalder manglen på kritiske intellektuelle forskere for et demokratisk problem. »Rollen som kritisk, intellektuel videnskabsperson er væsentlig og samfundet har brug for den. Men i øjeblikket gør man ikke

noget for at understøtte den rolle, man bestiller tværtimod forskning, der understøtter det verdenssyn, man allerede har, og man holder sig fra at finansiere den forskning, der går imod de magtfulde strukturer i samfundet.«

Der er simpelthen ikke penge eller incitament til at være den kritiske intellektuelle røst, der arbejder med at skabe viden til og for folket Rune Møller Stahl Ph.d.-stipendiat i politisk økonomi

2000’ernes forandring Den kritiske, intellektuelle forskerstemme kom for alvor i modvind under daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2000’erne. Han ville have et opgør med »smagsdommeri« og ville presse eksperterne væk fra magten, siger Rune Møller Stahl. »Fogh brugte en undskyldning om, at det var udemokratisk, at en gruppe elitære højtuddannede skulle lede landet, men i virkeligheden skubbede han alle de forskere ud, der var uenige med regeringens politik.« En anden afgørende faktor, der var med til at aflive den kritiske intellektuelle stemme, var Universitetsloven i 2003. »Her indførte den daværende minister Helge Sander endnu mere stram styring med forsk-

19

BLÅ BOG

Rune Møller Stahl, f. 1982 × Stilling: Ph.d.-stipendiat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet × Baggrund: Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og MSc. i økonomisk historie fra London School of Economics × Aktuelle forskningsområder: politisk økonomi og forholdet mellem økonomiske ideer og politiske reformer. × Oplevelse af politisk stormvejr/mur: Er blevet advaret af sin kollega Niels I. Meyer om, at kritik af Mærsks politiske magt kan få konsekvenser – fordi Meyer selv har oplevet det. Stahl er også bekendt med, at erhvervsmanden Fritz Schur er vred over, hvad Stahl har udtalt omkring hans rolle som bestyrelsesformand. ’Så jeg har sikkert lukket nogle døre ved deltagelse i den offentlige debat,’ siger han.


20

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

FØLG PENGENE Eliten vs. folket

Salomon Evasion eller Ellipse GTX Med stødabsorberende sål og god slidstyrke. Goretex. Herre. Str. 41 1/3 ­ 48 Dame. Str. 36 ­ 42. Vejl: 1099,­ Nu: 699,­

Salomon Discovery GTX Let vandrestøvle til brug i forskelligt terræn. Gore­ Tex membran samt den bløde EVA stødab­ sorberende sål giver en god oplevelse i naturen. Herre og dame. Str. 36­48 Vejl: 1300,­ Nu: 999,­

Columbia Newton Ridge Let vandtæt skindsko ell. støvle. Perfekt til forårets vandreture. Str. 36­48. Vejl: 1099,­ Nu: 599,­

Columbia South Canyon Ny vindjakke i et let og blødt materiale. Perfekt på vandreturene eller som vindjakke. Jakken er både vindtæt, åndbar samt vandtæt. Findes i enten Blå eller Grøn. Før 1299,­ Nu: 999,­

Buck Signatur 110 Amerikansk kvalitets foldekniv. Nu ekstra nedsat! Vejl: 999,­ Nu: 799,­ Walkstool 50cm ell. 60cm. Fylder og vejer ikke meget i tasken. Kan bruges både i naturen og inden døre. 50cm Kun: 399,­ 60cm Kun: 449,­

Sorel Joan of Arctic Parka

Aigle Bellastic ell. Chantebelle. Håndlavet fransk an­ tikateriel naturgummi. Str 36­48. Nu fra 899,­

Denne eksklusive Sorel Joan of Arctic Parka er produceret i 100% vandtæt nylon canvas. Den ekstra store flotte Coyote pels, er med den trinløse jus­ tering, med til at give dig læ for vind og vejr. Hætten er foret og sidder tillige på en høj krave med en ele­ gant lukning. Dunfyldet i parkaen består af de bedste dun med en fyldvægt på hele 800cuin og quiltningen på indersiden af jakken sørger for at holde dunene på plads. Håndledsmanchetter og elastikken i livet sørger for at bibeholde varmen i jakken så denne ikke siver ud. En fantastisk og unik jakke der skal ses og prøves! Vejl: 8800,­ Nu: 5999,­

Ass. Jagtbeklæd­ ning ­ Bla. Seeland, Härkila, Pinewood og Deerhunter m.m.

­ 40%

Alaske Elk Extreme Lite pro. Fan­ tastisk fritids, jagt og fiskesæt. Lyd­ løst blødt materiale med mange detaljer. Vandtæt og åndbart. Str. M­XXL. Jakke og buks sætpris kun 2499,­ Härkila Pro Hunter Grøn 5 Års garanti på materialet. Gore­Tex mem­ bran, som holder dig tør hele dagen. Härki­ las bedst solgte sæt igennem 25 år nu til super pris! Så længe lager haves! Jakke: Før: 4599,­ Nu: 2799,­ Buks: Før: 2699,­ Nu: 1649,­

ningsmidlerne,« siger Møller Stahl. Samtidig kom der igennem 2000’erne og 2010’erne offentlige angreb fra politikere mod forskere. Som da EU-forskeren Marlene Wind kom i offentlig modvind i 2011, efter at daværende minister Søren Pind fra Venstre angreb hende personligt på sociale medier. »Tilsammen efterlader de økonomiske strukturer, den offentlige bashing, og den øgede brug af topstyring i dagens Danmark ikke meget incitament til at blande sig kritisk i den offentlige debat og skabe viden, der går imod eliten,« siger Rune Møller Stahl.

Elite er slet ikke så skidt Vicedirektør for Forskning og Innovation på Københavns Universitet, Kim Brinckmann, mener, at den danske elitedebat er blevet en rodet affære, og at man som forsker ikke skal være så bange for at tilhøre eliten. »Eliten får skyld for alverdens onder. Men i kampens hede forveksler vi elite med det at være privilegeret, og dem er der mange af i det danske samfund,« siger Kim Brinckmann, der blandt andet er ansat til at øge universitetets fokus på forskningskvalitet og innovation. »I en unuanceret elitedebat er der en fare for, at vi går glip af vigtige samfundsbidrag fra forskere og den videnskabsbaserede intelligentsia. I den hidsige folkeliggørelse har vi fortrængt, at vi også har brug for en klog elite, der kan bringe vores samfund og vores forståelser videre. Hvis vi bliver ved med at udskamme den såkaldte elite, er der til sidst ingen, der gider være den – heller ikke forskerne, og så går vi glip af tankestof fra folk, som er klogere end de fleste, og som tør tænke skævt og innovativt.« Hvorvidt videnskaben kan agere uafhængigt og kritisk, når den er betalt af magtha-

verne, er Kim Brinckmann ikke så bekymret for som sine kollegaer Ellersgaard og Møller Stahl: »Det er et meget klassisk forskersynspunkt, at man er nødt til at være fuldkommen uafhængig for at bedrive forskning og give sin mening tilkende. Jeg synes ikke, det er et altoverskyggende problem i dansk forskning. Jeg oplever, at de fleste forskningssponsorer har stor respekt for forsknings- og ytringsfriheden. Endelig er det heldigvis sådan, at forskernes redelighed og trang til at formidle og dele deres viden altid vinder til sidst, uanset hvem de er sponsoreret af.« ibureauet@information.dk

BLÅ BOG

Christoph Ellersgaard, 1981 × Stilling: Adjunkt, Copenhagen Business School × Baggrund: Uddannet i sociologi, Københavns Universitet × Aktuelle forskningsområder: Den danske magtelite. Medforfatter til bøgerne ’Magtens Atlas: kort over netværk i Danmark’ og ’Magteliten: Hvordan 423 danskere styrer landet’ × Oplevelse af politisk stormvejr/mur: Ellersgaard har ikke oplevet, at der konkret blev forsøgt sat en stopper for hans forskning, men har fået en masse afslag på forskningsansøgninger – hvor succesraten dog generelt er meget lav. Og Det Frie Forskningsråd har finansieret dele af hans forskning.


CH24 | ELM

LIMITED EDITION

SIGNERET LIMITED EDITION AF Y-STOLEN I ELM UDBYDES EKSKLUSIVT DEN 27. APRIL 2017 Carl Hansen & Søn markerer Hans J. Wegners fødselsdag i april med en signeret limited edition Y-stol i elm. Det er første gang, at Y-stolen fremstilles i denne stærke og smukke træsort. Da Hans J. Wegners fødselsdag i år falder på en søndag, er denne stol kun tilgængelig torsdag den 27. april. Alle stole købt på denne dag leveres med Hans J. Wegners signatur og fødselsdato indgraveret samt medfølgende ægthedscertifikat. Denne eksklusive udgave af Y-stolen i elm tilbydes i en olieret udgave med naturflet til 4.995 kr.

brdr. friis møbler Mellemvangen30 30•s Brønshøj Mellemvangen 38 80 80 00 00 05 05 Mellemvangen Brønshøj ••s 38 s s 39 69 69 90 90 90 90 Gladsaxevej 311 Søborg • 39 311 •• Søborg mandag-fredag lørdag 10 -15 man-fre 10-18 • lør10 10-15 mandag-fredag 10 -18 ••swww.brdr-friis.dk 10 -15 2 I alt 2200 2200 m m2 udstillingog ognem nem parkering parkering udstilling www.brdr-friis.dk


22

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLÃ&#x2DC;B 2017

YTRINGSPLIGT Forskerens samfundsansvar


I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

23

Christine Nissen forsker i EU og oplever, at den videnskabelige kompleksitet ofte bliver forsimplet, når budskabet kommer gennem mediefilteret. Det gør det vanskeligt for forskere at bidrage til at rydde op i den offentlige samtale.

Er det forskernes ansvar at redde den offentlige samtale? Debatten om falske nyheder og det postfaktuelle samfund har igen sat forskeres samfundsmæssige rolle på dagsordenen. Men er det forskernes ansvar at få samfundsdebatten på ret køl, når politikere, meningsdannere og demagoger kører den af sporet? Tekst Michelle Arrouas Foto Thomas Nielsen

en Europæiske Union er en teknisk, bureaukratisk størrelse, men har alligevel leveret stof til flere af de sidste års mest omdiskuterede sager: fra Bre-

xit over flygtningekrisen, Europol-samarbejdet og grænsekontrol til gældskrise. Derfor er det måske ikke så underligt, at Christine Nissen, der som ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier forsker i europæisk udenrigspolitik, til tider oplever, at hendes forskningsfelt bliver forsimplet. Mens der sjældent er tale om deciderede usandheder, kan både journalister, politikere og debattører komme til at tegne en forsimplet udgave af virkeligheden. »Det driver mig ikke umiddelbart til tasterne for at rette på politikerne og sige folk imod, men som forsker føler jeg generelt pligt til at deltage i samfundsdebatten for at gøre mit for at forklare nuancerne, og hvordan tingene hænger sammen,« siger hun. Den holdning er hun ikke ene om. Udover det forhold, at forskere ofte er forpligtet til at deltage i samfundsdebatten, fordi det er en af deres arbejdsopgaver, er der udbredt konsensus om, at de har en moralsk pligt til at deltage. Det siger Mikkel Gerken, der er lektor ved SDU og blandt andet forsker i forskeres rolle i samfundet. »At vi er forpligtet til at deltage i samfundsdebatten, moralsk såvel som, fordi det står i vores kontrakter, er der meget få, der er uenige i. Hvis man som forsker på baggrund af sin forskning ved, at en påstand, der bliver fremsat i en debat,

er falsk, og man nemt kan formidle, at den er falsk, så har man en forpligtelse til at gøre det,« siger han.

Mangler platforme Mikkel Gerken har tilbragt størstedelen af sin akademiske karriere i USA, og han mener, at amerikanske forskere er bedre til at blande sig i debatten og formidle deres forskning end danske forskere. Det skyldes dog også, at danske forskere til tider mangler platforme, de kan præsentere deres forskning på. »Forskere kan godt stå i den situation, at de ligger inde med relevant forskning, de gerne vil formidle, men det er ikke altid nemt at få spalteplads i medierne,« siger Mikkel Gerken. »Vi mangler platforme, hvor man kan lave seriøs forskningsformidling, for det kan være svært at komme ud over scenekanten med den i Danmark. Det skyldes selvfølgelig, at vi er et lille land, det er et lille segment, der er interesseret, og dem, der interesserer sig for forskning, er i stand til at opsøge og læse de amerikanske publikationer,« siger han med henvisning til magasiner dedikeret til forskning som The Smithsonian, New Scientist og de store amerikanske avisers videnskabstillæg.


24

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

YTRINGSPLIGT Forskerens samfundsansvar

BLÅ BØGER

Mikkel Gerken (f. 1973) × Stilling: Lektor, Syddansk Universitet. × Baggrund: Ph.d. i filosofi fra University of California, Los Angeles. × Aktuelle forskningsområder: Forsker primært inden for erkendelsesteori og bevidsthedsfilosofi, videnskabsteori og kognitionsvidenskabernes filosofi. × Udgivelse: ’On Folk Epistemology: How we think and talk about knowledge’, Oxford University Press.

Andreas Beck Holm (f. 1973) × Stilling: Lektor, Aarhus Universitet. × Baggrund: Ph.d. i filosofi fra Aarhus Universitet. × Aktuelle forskningsområder: Videnskabsteori, politisk filosofi og filosofihistorie × Udgivelse: Videnskab i virkeligheden, forlaget Samfundslitteratur.

Christine Nissen (f. 1986) × Stilling: Ph.d.-studerende (DIIS) og associeret forsker ved den transeuropæiske tænketank European Council on Foreign Relations (ECFR). × Baggrund: Master of Science i international politik ved London School of Economics Aktuelle forskningsområder: EU’s sikkerhedspolitik og Brexit. × Udgivelse: Bogkapitel i ’Strategic Autonomy and the Defence of Europe - On the Road to a European Army?’, udkommer på Dietz Verlag i maj 2017.

I Danmark er der til sammenligning kun den danske udgave af det internationale magasin Illustreret Videnskab, siden videnskab. dk og niche-magasiner indenfor specifikke forskningsområder; vi har ikke samme store mainstream publikationer, der når bredt ud til befolkningen.

Historisk ildeset Mens det i dag forventes af forskere, at de deltager i samfundsdebatten, har det tidligere været ildeset, at de gjorde det. »Om forskere har haft et 'ansvar' for at blande sig i debatten, kommer an på, hvem man spørger; historisk set har magthaverne som regel ment, at de tværtimod havde et ansvar for at lade være,« fortæller Andreas Beck Holm, der er lektor i filosofi ved Aarhus Universitet og har skrevet bogen Videnskab i virkeligheden, der blandt andet handler om, hvordan forskerrollen har udviklet sig. »Når det er sagt, har forskere til alle tider de facto interveneret i politik, og de er til alle tider kommet i konflikt med samfundets magthavere,« siger han og nævner som eksempel den italienske munk Giordano Bruno, der i 1600-tallet blev brændt levende for i strid med kirkens lære at hævde, at det er Solen, ikke Jorden, der er centrum i solsystemet, eller Galilei, der blev tvunget til at trække det samme synspunkt tilbage, og Niels Bohr, der med et åbent brev til FN’s generalforsamlingforsøgte at afværge atomkapløbet mellem USA og Sovjetunionen. Andreas Beck Holm fortæller, at der har været to klassiske holdninger til, om forskere bør blande sig i samfundsdebatter, og at spørgsmålet dybest set handler om, hvad videnskab er og bør være. Mens det inden for klassisk positivisme opfattes som problematisk, hvis forskerne af egen drift intervenerer i den politiske beslutningsproces, fordi objektivitet og værdineutralitet er de afgørende kendetegn ved videnskab, så mener andre – især inden for den marxistiske skole – at objektivitet og neutralitet er en illusion, og at videnskabens væsen er, at den skal undersøge veldefinerede objekter kritisk og være kritisk over for magthaverne. »Inden for den ramme er synspunktet, at man indirekte styrker magthaverne, hvis man afholder sig fra at fremkomme med ubekvem viden,« fortæller han. Mange ulemper og få fordele Andreas Beck Holm tror, at forskere primært blander sig i samfundsdebatten for at kvalificere den og ikke for at opnå personlige fordele; dem er det nemlig svært at få øje på, siger han.

»Fra forskernes side er det svært at pege på entydige fordele: Det er tidskrævende at deltage i debatten, det fremmer ikke ens karriere, og man risikerer at få sin troværdighed beklikket fra politisk hold, fordi nogle parter uundgåeligt vil være mindre begejstrede for de synspunkter, man fremfører,« siger han. Center for Vild Analyse peger imidlertid på nogle få fordele, især kendthedskapital, diskursiv magt og tilfredsstillelse af forfængeligheden. De fordele bliver dog som oftest overskygget af en altovervejende ulempe ved at deltage i samfundsdebatten for forskere, mener Andreas Beck Holm: »Man risikerer, at de budskaber, man fremfører på et videnskabeligt grundlag, reduceres til netop bare synspunkter, altså tilpolitiske holdninger, der som bekendt alle kan være lige gode.« Ifølge Mikkel Gerken fra SDU skyldes skredet i eksperters rolle også en sammenblanding af deres professionelle og private udtalelser, som blandt andet sker på sociale medier.

Det er tidskrævende at deltage i debatten, det fremmer ikke ens karriere, og man risikerer at få sin troværdighed beklikket fra politisk hold Andreas Beck Holm Lektor i filosofi, Aarhus Universitet

»Ekspertrollen er under angreb fra mange sider, og det skyldes blandt andet at forskere ikke skelner tilstrækkelig klart mellem de udsagn, de kommer med i egenskab af deres ekspertrolle, og de udsagn, de kommer med som borgere, eksempelvis på de sociale medier. Dermed kan man bidrage til at undergrave forskerens formidlingsrolle,« siger han.

Falske nyheder og polarisering På trods af, at der er enighed om forskeres samfundsmæssige ansvar for at blande sig i debatten og nuancere den, er der ikke noget entydigt svar på, hvordan vi kommer falske nyheder og det postfaktuelle samfund til livs. »Problemet med falske nyheder afspejler en stigende politisk polarisering og de sociale mediers voksende betydning, og forskerne kan ikke afhjælpe nogen af delene,« siger Andreas Beck Holm. Han mener i øvrigt ikke, at man kan tale om et postfaktuelt samfund, først og fremmest fordi der aldrig har været et faktuelt samfund: »For ikke ret mange år siden var evidence-based policymaking et politisk ideal;det betød ikke, at vi fik et faktuelt samfund, men derimod at politikerne udvalgte de fakta, der passede til deres politiske ideologier – resultatet blev policy-based evidencemaking. Politik har altid været drevet af ideologi, ikke af fakta, og hvis det er mere synligt i dag, er det måske, fordi mediebilledet er blevet mere fragmenteret og segmenteret, samtidig med at de sociale medier er kommet til at spille så stor en rolle,« siger han. Mikkel Gerken mener også, at sociale medier spiller en stor rolle. »Det er ikke, fordi politikere ikke tidligere har spredt usandheder eller forsimplede budskaber, tendensen er bare blevet styrket af de sociale medier og ikke mindst af, at politikere er blevet bedre til at udnytte dem. Forskeres videnskabelige budskaber er meget subtile og nuancerede af natur, og det egner sig ikke lige så godt til et tweet som en demagog med et klart budskab, der taler til folks følelser,« siger han. Men selvom det er en hård og ulige kamp, så er der ikke andet for end at tage den, mener Christine Nissen fra DIIS. »Polariseringen gør, at vi har endnu mere brug for, at konkrete politikudspil og samfundsdebatten generelt skal baseres på fakta og på forskning. Det har altid været vigtigt, og lige nu er det vigtigere end nogensinde før,« siger hun.

ibureauet@information.dk


26

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

UNGARN Universitetslukning

Er fri forskning på tilbagetog i den gamle østblok? Da Muren faldt, spredte den akademiske frihed sig fra Vesten til de postkommunistiske lande, men med de nationalistiske strømninger i flere central- og østeuropæiske lande kan ønsket om at kontrollere forskerne genopstå. Indtil videre er det dog først og fremmest i Ungarn, at det politiske pres øges, mens forskningen i resten af regionen primært er udfordret af dårlig økonomi Tekst Lasse Skytt, Budapest Foto Janos Marja

D

et var noget, både forskere og studerende på Central European University (CEU) i Budapest havde frygtet gennem længere tid. Alligevel ramte nyheden dem som en for tidlig født aprilsnar i slutningen af marts, og det var ikke for sjov: Et forslag til lovændring fra den nationalkonservative ungarske regering ville gøre det noget nær umuligt for universitetet at fortsætte sit arbejde som en liberalt indstillet uddannelses- og forskningsinstitution i et stadig mere konfliktpræget Ungarn. Lovændringen, som blev vedtaget i parla-

mentet få dage senere, kræver, at ikkeeuropæiske universiteter som CEU – der er registreret i USA – skal indgå en aftale mellem regeringen i Ungarn og regeringen i det land, universitetet er finansieret fra eller hjemmehørende i. Desuden kræver lovændringen, at universitetet skal have en campus i hjemlandet. Det har CEU ikke, og ifølge universitetet er det økonomisk og praktisk umuligt at oprette en campus i USA, inden loven træder i kraft i januar 2018. Mange iagttagere anser lovændringen for at være et direkte angreb på den ungarsk-amerikanske rigmand George Soros. Han grundlagde CEU i 1991 som en del af sit såkaldte Open Society-projekt, der som erklæret formål har at styrke de demokratiske værdier i de dele

af Europa, hvor åbenhed, frihed og tolerance har trange kår. »I kølvandet på Murens Fald var der efter mange årtiers censur og statskontrol især behov for at genopbygge humaniora og samfundsvidenskab. Soros-projektet og grundlæggelsen af CEU var filantropisk, men også politisk, eftersom det blev etableret ud fra et liberalistisk grundlag,« siger Anamaria Dutceac Segesten, lektor i europæiske studier ved Lund Universitet. Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har gjort sig bemærket med udtalelser om, at han gerne ser landet udvikle sig til et »illiberalt demokrati«. »Orbáns fjender er de liberale intellektuelle, og deres højborg er CEU, som han kalder ’Soros-universitetet’. Regeringens lovændring vækker klare mindelser om fortidens diktatoriske forsøg på at styre idéer og tilpasse dem til regimets politiske mål,« vurderer Anamaria Dutceac Segesten.

Forskning og tabuer før 1989 Under kommunismen undertrykte regimerne i Central- og Østeuropa den akademiske frihed. Kommunikationen mellem forskere på tværs af landegrænserne var kraftigt redu-

ceret, og forskernes deltagelse i internationale konferencer og medlemskab af faglige organisationer var underlagt statens kontrol. »Man skal huske på, at marxismen-leninismen var en omfattende ideologi, der inkluderede videnskaben i sit verdensbillede. I Rumænien var situationen ekstrem. Her fjernede diktator Nicolae Ceaușescu helt psykologi og samfundsfag fra universiteterne, og de, som talte kritisk mod regimet, eller som havde afvigende meninger, kunne blive straffet med fængsel eller smidt ud af landet,« forklarer hun. I 1970’erne og 1980’erne var lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet Søren Riishøj på flere forskerophold i Central- og Østeuropa og havde i den forbindelse kontakt til flere af regionens forskningsinstitutioner. »Der var bestemt begrænsninger inden for samfundsvidenskaben – frem for alt for den del, der beskæftigede sig med international politik, som jeg selv var og er en del af. For eksempel var politologi og især sociologi ikke velset i flere østlande, da forskningen her ofte faldt uden for rammerne af den marxistiskleninistiske doktrin,« erindrer Søren Riishøj og uddyber: »Dog eksisterede sociologien i Polen, og flere fra det fagområde blev også aktive i Soli-


I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

daritet (uafhængig polsk fagforening dannet i 1980, red.). Ungarn var også et land, hvor der var ’åndehuller’ for forskningen, men emner såsom opstanden i 1956 og forholdet til Sovjet, Warszawapagten samt østbloklandenes økonomiske organisation Comecon var generelt tabubelagte. Der skete visse forandringer, efter Mikhail Gorbatjov kom til magten i Sovjetunionen i 1985, men i 1970’erne og ind i 1980’erne var det hårdt, ikke mindst i Tjekkoslovakiet under normaliseringen,« siger Riishøj.

Fra censur til manglende finansiering Da Muren faldt i 1989 ophørte statens ideologiske kontrol med universiteterne, ligesom mange private uddannelsesinstitutioner – herunder CEU – blev grundlagt. Og ifølge Anamaria Dutceac Segesten var statens rolle nu reduceret til blot at kontrollere den faglige kvalitet af de private uddannelser. »Dermed ikke sagt, at alting pludselig blev meget lettere for central- og østeuropæiske forskere. I stedet for ideologiske eller politiske begrænsninger måtte de nu forholde sig til økonomiske begrænsninger. Overgangen til kapitalisme betød, at de offentlige budgetter skrumpede, og videregående uddannelse og grundforskning fik lav prioritet grundet lan-

Orbáns fjender er de liberale intellektuelle (...) Regeringens lovændring vækker klare mindelser om fortidens diktatoriske forsøg på at styre idéer og tilpasse dem til regimets politiske mål Anamaria Dutceac Segesten Lektor i europæiske studier ved Lund Universitet

denes dårlige økonomi. Fra 1989 og frem til i dag har det største problem for akademikere i Central- og Østeuropa ikke været censur, men manglen på penge,« siger hun. Også Søren Riishøj husker, at der efter 1989 skete en ’eksplosion’ i udbredelsen af fri forskning. »Men de første år var i vid udstrækning en læreproces, hvor de rutinerede økonomer, sociologer og statskundskabsfolk fra Vesten i høj grad var læremestre og bidrog til opbygning af forskningen i øst inden for eksempelvis sociologi og statskundskab, også med penge,« siger Søren Riishøj, der i den periode selv deltog i mange konferencer i den tidligere østblok takket være sit arbejde ved Syddansk Universitet.

Vedvarende mistillid til eksperterne Den tjekkiske kulturhistoriker og fellow ved European University Institute i Firenze Veronika Pehe påpeger, at Central- og Østeuropa har haft en stærk intellektuel tradition lige siden 1800-tallet. »Forskere og intellektuelle anses her for at være respektable og troværdige figurer, der bør udtale sig offentligt, når deres ekspertviden er relevant,« siger hun.

27

En demonstrant holder et skilt med budskabet ’Orban (Ungarns premierminister, red.) er en ond, umenneskelig tyran’ under en protest foran parlamentsbygningen i Budapest 9. april 2017 mod regeringens nye lov, der i praksis vil betyde lukning af det Sorosfinansierede Central European University.

Men ligesom det er tilfældet andre steder i verden, er indflydelsen fra eksperter og forskningsbaseret viden dalende i Central- og Østeuropa efter et årti med øget kommercialisering og nedskæring i midlerne til videregående uddannelse. »I et system, hvor forskere tidligt i deres karrierer bruger det meste af tiden på at søge efter det næste begrænsede legat, er det ingen overraskelse, at de ikke kan finde tid til faktisk at lave grundig forskning af høj kvalitet. Den lave status, som facts har i disse år, både i samfundet og i forskningen, vidner om en vedvarende mistillid til eksperter og intellektuelle,« siger Veronika Pehe, der mener, at


28

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

UNGARN Universitetslukning Undertrykte forskere i Østog Centraleuropa Eksempler på central- og østeuropæiske forskere og forskningsinstitutioner, som er blevet undertrykt af staten før og efter 1989 FØR 1989 Sovjetunionen, før 1989 Der var ikke akademisk frihed i de Sovjetkommunistiske regimer i Central- og Østeuropa. Især samfundsvidenskab, sociologi og humaniora havde svære vilkår, men også forskere i biologi, statistik og fysik blev kontrolleret og overvåget af staten. Ungarn, 1938 Den ungarske filosof og journalist Ferenc Fejtő blev arresteret og sendt i fængsel i et halvt år efter at have udtalt sig kritisk om den ungarske regerings protyske holdning. Under kommunismen kommenterede og kritiserede han begivenhederne i Østeuropa fra sit eksil i Frankrig, og han vendte kun tilbage til Ungarn en enkelt gang inden sin død i 2008.

Forsker i spædbørns kognition ved CEU, Gabor Brody, holder tale under demonstrationen 9. april 2017.

forskere i postkommunistiske lande oplever mange af de samme udfordringer som forskere i Vesten. Søren Riishøj oplever ligeledes, at samfundsvidenskaben atter er kommet under pres, ikke kun i Central- og Østeuropa, men også i Vesten. Anamaria Dutceac Segesten betragter den nuværende situation blandt forskerne i de postkommunistiske lande fra en lidt anden vinkel. »Kort sagt er forskerne i lande som Polen, Tjekkiet og Rumænien frie til at forske i de emner, de ønsker. De er frie til at give deres meninger til kende i den offentlige debat og frie til at kritisere regeringens handlinger over hele regionen. I Tjekkiet, Polen, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien er de største begrænsninger økonomiske. Der er mangel på penge til at støtte forskning i bred forstand,« siger Anamaria Dutceac Segesten.

08.09.2011

Ungarn og så alle de andre I Ungarn er situationen dog anderledes, tilføjer hun. Her har kunstnere og akademikere

følt sig truet, stort set lige siden Viktor Orbán kom til magten i 2010. Foruden den seneste sag med den potentielle lukning af CEU har den ungarske regering blandt andet beskyldt akademikere, der var kritiske over for Orbáns dagsorden – herunder Agnes Heller, der er en af de bedst kendte nulevende filosoffer – for at have misbrugt offentlige forskningsmidler. Akademikerne er dog senere blevet renset for beskyldningerne. Det lader imidlertid til, at den nationalistiske opblomstring i Ungarn har genskabt behovet for at kontrollere forskere og intellektuelle i landet. Men selv om et land som Polen rent politisk bevæger sig i samme retning som Ungarn, mener Anamaria Dutceac Segesten ikke, at det endnu har påvirket polakkernes akademiske frihed. »I Polen pågår en intens offentlig debat om de ideologiske spørgsmål i forbindelse med national identitet – eksempelvis en diskussion om et museum i Gdansk med fokus på Anden Verdenskrig – og akademikere deltager aktivt i debatten,« siger hun og uddyber: »Kontrasten til Ungarn er stor her. Aka-

sukí skin care • Jane Iredale • John Masters Organics • Tata Harper m. fl.

Se yngre ud - også om 10 år

-10% over 400 kr. i butikken

radical results youth serum huden fugtes, repareres og opstrammes med sukí skin cares eksklusive, aktive anti-age serum med et højt koncentreret complex af multivitaminer, Q10, resveratrol og hyaluronsyre Besøg Danmarks største økologiske parfumeri i Grønnegade eller besøg: pureshop.dk

Butik: Grønnegade 36 • København K • Tlf. 33 17 00 70 Webshop: pureshop.dk • Fragtfrit over 500 kr. • GRATIS GAVE

demikere, der udtaler sig kritisk om den ungarske regerings politik og ideologi, risikerer at blive straffet af statsmagten, der gerne anvender udemokratiske metoder. Dette er muligt, fordi Orbáns parti, Fidesz, har haft et tilstrækkeligt stort flertal i parlamentet til at ændre lovene. I Polen har Lov- og Retfærdighedspartiet ikke den samme store opbakning, og den polske offentlighed er næsten ligeligt fordelt mellem konservative og progressive,« fremhæver Anamaria Dutceac Segesten. »Situationen er aldrig håbløs« Hun bakkes op af Tomasz Sawczuk, forsker ved University of Warsaw og medlem af den liberale tænketank Kultura Liberalna. »Jeg ville ikke sætte alle central- og østeuropæiske lande i den samme bås, når det gælder den akademiske frihed. Det, der sker i Ungarn lige nu, er foruroligende, men ikke overraskende, hvorimod jeg vil sige, at den akademiske frihed i Polen generelt er den samme som i et hvilket som helst andet EU-land, og jeg kender ikke til nogen direkte politisk indflydelse på det akademiske liv i Polen for tiden,« siger han. Tilbage i Budapest erkender den ungarske historiker András Mink fra det lukningstruede CEU, at forskerne i landet formodentlig går en svær fremtid i møde. »Hårdere tider er foran os, og måske er den liberale fremskridts guldalder forbi eller i hvert fald midlertidigt bremset. Men situationen er aldrig håbløs. Som historiker vil jeg sige, at det forrige århundredes ældre generationer stod over for en langt farligere, fatal og ødelæggende udvikling,« siger han og har følgende opfordring til alle forskere, der oplever, at den akademiske frihed er under pres: »I stedet for at blive chokerede er det bedste, de akademiske forskere kan gøre, at investere flere kræfter i at forstå, hvorfor vi ser en voksende mistillid til demokratiske institutioner,« slutter András Mink. ibureauet@information.dk

Tjekkoslovakiet, 1939-1977 Den tjekkiske filosof og samfundskritiker Jan Patočkavar blev af staten udelukket fra at undervise gennem størstedelen af sin karriere – blandt andet under Anden Verdenskrig, da de tjekkiske universiteter var lukket, samt i lange perioder i løbet af de første tre årtier efter krigen. Men sammen med andre undertrykte akademikere formidlede han sin viden på det såkaldte Undergrundsuniversitet i Prag, som var en uformel institution, der forsøgte at give en fri, kulturel uddannelse til unge. Rumænien, 1991 Den rumænske historiker Ioan Petru Culianu blev dræbt på universitetet i Chicago, hvor han underviste. Det skete kort tid efter, at han havde udgivet en række kritiske artikler om den postkommunistiske leder Ion Iliescu. Mordet er dog aldrig blevet opklaret, og motivet til det kendes ikke.

EFTER 1989 Rusland, 2008 og 2016 The European University i Sankt Petersborg blev i 2008 midlertidigt lukket som følge af en mystisk sikkerhedsøvelse, og iagttagere så det som politisk undertrykkelse af den akademiske frihed i Rusland. I december 2016 opstod en lignende sag, efter at The European University ifølge myndighederne havde brudt flere regler. Universitetet mistede sin licens, og situationen er fortsat uafklaret. Ungarn, 2011 Den ungarske filosof Agnes Heller og en række andre filosoffer og sociologer blev af den ungarske regering beskyldt for at have misbrugt offentlige forskningsmidler, og flere af dem blev siden udelukket fra at undervise i landet. De regeringskritiske akademikere blev dog senere frifundet for anklagerne. Tjekkiet, 2013 Den tjekkiske historiker og antropolog Martin C. Putna var nomineret til at blive universitetsprofessor, men præsident Miloš Zeman afviste at godkende ham grundet hans involvering i Prags Gay Pride. Putna blev i stedet senere godkendt af regeringens uddannelsesminister. Ungarn, 2017 Med en ændring af landets universitetslov gjorde den ungarske regering det mere eller mindre umuligt for det liberale og George Soros-støttede Central European University (CEU) i Budapest at fortsætte arbejdet, og konsekvensen kan blive, at universitetet må lukke i 2018.


Ph.d. på DTU – fordybelse til gavn for samfundet

Julie er ph.d.-studerende på DTU. Hun lærer at forske – og at bruge sin forskning til at skabe løsninger på samfundets udfordringer. I samarbejde med en privat virksomhed arbejder Julie med at optimere bæredygtige biologiske anlæg, der omdanner slam fra spildevandsrensning til ren jord. Læs om den 3–årige forskeruddannelse på dtu.dk/phd


30

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

TYRKIET Akademikerlede

Derfor hader tyrkerne akademikere Der er en lang antiintellektuel tradition i Tyrkiet, som historisk knytter an til både magtens frygt for ubelejlig kritik og de veluddannedes foragt for folket Tekst Lasse Ellegaard, Istanbul Illustration Mia Mottelson

D

a Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğans nære ven og politiske kampagneleder, Erol Olcok, og hans teenagesøn, Muhammed Tayyip Olcok, blev jordfæstet fra en moské i Istanbul – begge blev dræbt i kampe under det mislykkede militærkup 15. juli sidste år – anråbte den imam, der ledte bønnen, Allah om ’at beskytte folket mod de veluddannedes ondskab’. En særpræget henvendelse til de højere magter, men konkret henviste imamen formentlig til de kupmagere, der allerede da var udpeget som medlemmer af sufi-prædikanten Fethullah Gülens netværk. Og Gülens første

tre påbud til sine tilhængere er ’uddannelse, uddannelse og uddannelse’. Men at imammetaforen har bredere resonans i den tyrkiske offentlighed, hænger sammen med en udbredt skepsis over for akademikere i det, vi kan kalde ’tyrkisk almue’, hovedstolen i Erdoğans politiske kapital, som han også selv kommer fra. Dette had – for det er et had – til akademikere har dybe rødder i tyrkisk kollektiv bevidsthed helt tilbage til de osmanniske sultaners modernisering af imperiets administration i midten af det 19. århundrede, og blev yderligere forstærket med Mustafa Kemal Atatürks europæisering af republikken. Uanset at Atatürk ikke forsømte nogen lejlighed til at kundgøre, at ’bonden er Tyrkiets egentlige magthaver’, var samfundet helt frem til Erdoğans og AKP’s magtovertagelse i 2002

styret af en lille, veluddannet sekulær elite af ’hvi de tyrkere’. Begrebet betegner en befolkningsgruppe, der historisk har baggrund på de dele af Balkan, der var tyrkiske frem til 1912, og som generelt følte sig højt hævet over de ’sorte tyrkeres’ fromme majoritet på Den Anatolske Højslette. Uden forståelse af den historiske baggrund, giver hverken imamens anråbelse eller den generelle accept af den brutale udrensning af akademikere og intellektuelle efter kupforsøget i juli 2016 nogen mening. Erdoğan vedkender sig denne antiintellektualisme ved stolt at betegne sig selv som ’sort tyrk’. Men han er også politisk leder i et dynamisk samfund, der forbruger viden på højt niveau.

Alliance og brud I en periode på 10 år frem til 2013 plejede Erdoğan som premierminister og formand for AKP, det islamiske regeringsparti, en nyttig alliance med ’gülenisterne’, der besatte de chefposter i politi, retsvæsen, bureaukrati og

– skulle det vise sig – i militæret, der blev ledige efter at den hidtidige embedsmandselite af ’kemalister’, der havde forvaltet Mustafa Kemal Atatürks antireligiøse statsprojekt i 80 år, blev udfaset. Alliancen mellem Fethullah Gülens netværk og AKP’s udgave af politisk islam, der udspringer af den såkaldte Mille Görus (National Vision), den tyrkiske version af Det Muslimske Broderskab, var logisk: AKP’s ledende kadrer bestod af entreprenører, forretningsmænd, håndværkere og møbelfabrikanter, og hvis nogen havde en videregående uddannelse, var de typisk ingeniører eller bygningskonstruktører. Gülen-netværket leverede akademisk ekspertise, jurister, læger og økonomer, der afløste de afgående kemalister. Alliancen blev brudt i december 2013, efter at Erdoğans inderkreds og nærmeste familie blev midtpunkt i en korruptionsskandale, som ’gülenisterne’ i politiet blev beskyldt for at stå bag. Erdoğan indledte en veritabel vendetta mod sin tidligere kampfælle, der havde hjulpet


EDDIE VEDDER - BRYAN FERRY - MIGUEL - FLYING LOTUS LONDON GRAMMAR - CAT POWER - BOMBA ESTÈREO - VETO ALEX VARGAS - BIRDY - BISSE - THE CINEMATIC ORCHESTRA - DIAMANDA GALÀS - FRANCIS AND THE LIGHTS - GREGORY PORTER

OH WONDER - PÅ DANSKE LÆBER - SIMON KVAMM - SORT SOL - THE MINDS OF 99 - THE ROYAL DANISH BALLET - VELLNESS PLADER

TONY OUSLER

CONTEMPORARY: TEMPORARY: CECILIE WAAGNER-FALKENSTRØM - DAGMAR RADMACHER LARS WORM - MAGNUS PETTERSEN SOPHIE DUPONT - SØREN BEHNCKE - TINA MARIA NIELSEN

MICHAEL STIPE - DOUGLAS COUPLAND - OLAFUR ELIASSON JOSHUA OPPENHEIMER - LORETTA NAPOLEONI

ADAM HOLM - CHRISTIAN BITZ - JAKOB SHEIKH - JILL BYRNIT - JIMMY MAYMANN - LONE FRANK - LOTTE HANSEN - MARTIN KRASNIK MIKKEL MUNCH-FALS - OLE FOGH KIRKEBY - OLUF BORBYE PEDERSEN - THOMAS RODE ANDERSEN - VINCENT HENDRICKS AND MANY MORE…

BANQUET: KAMILLA SEIDLER (GUSTO) - PER HALLUNDBÆK (FALSLED) - THEIS BRYDEGAARD (KADEAU) CHEF’S TABLE: AMASS (CPH) - DOMESTIC (AARHUS) + TASTELAND - CHEFS TALES - MADBODER MED 80% FYNSKE RÅVARER


32

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

TYRKIET Akademikerlede

ham af med kemalisterne, men som nu blev beskyldt for at være i færd med at etablere ’en parallel stat’. Gülenisternes kompetencer er blevet til ondskabens indre imperium. Et imperium Erdoğan umiddelbart efter kupforsøget takkede Gud for, at han nu fik anledning til at nedkæmpe.

Tusinder fyret og eksileret Han begyndte straks med at suspendere de i alt 1.577 dekaner på landets 178 universiteter – hvoraf mere end halvdelen er etableret i AKP’s regeringsperiode og primært i de tyrkiske provinser. 15 universiteter tilknyttet ’Gülennetværket’ er lukket og ca. 5.000 professorer og lærere er fyret. Landets undervisningsminister har opgjort det samlede antal suspensioner, fyringer og anholdelser i hele undervisningssektoren til mere end 33.000, hvoraf næsten 4.000 er fængslet eller tilbageholdt. Så sent som 9. marts opfordrede den tyrkiske efterretningstjeneste, MIT, Rådet for Højere Uddannelser (YÖK) til at afskedige yderligere 910 navngivne universitetsansatte, der er mistænkt for at tilhøre Gülennetværket på grundlag af abonnementer på mobiltelefon-app’en ByLock. Den menes at være gülenisternes foretrukne kommunikationskanal – men også andre, herunder flere AKP-parlamentsmedlemmer, har angiveligt ByLock-abonnementer. Ifølge de seneste opgørelser fra den svenske ngo Stockholm for Freedom dannet af tyrkiske intellektuelle i eksil er 7.316 universitetsaka-

demikere fyret eller har mistet deres job ved lukning af universiteter efter kupforsøget. Det er 60 gange så mange som efter militærets kup i 1980, hvor 120 universitetsansatte blev fyret. Ud over det overvældende antal er der for så vidt ikke noget nyt under solen. Udrensning af obsternasige intellektuelle har altid fundet sted, både i den osmanniske periode, hvor sultan Abdul Hamid II tiltog sig ret til at skaffe sig af med sine fjender ved at sende dem i eksil som betingelse for at underskrive den første forfatning i 1876.

Lang tradition Under Atatürks etpartirepublik fra 1923 til 1950 var fængsling af intellektuelle almindeligt. Nazim Hikmet, i dag anerkendt som landets nationale digter, sad fængslet mere end halvdelen af sit voksne liv, og er begravet i Moskva, hvor han døde som flygtning i eksil. Da den nobelprisbelønnede forfatter Orhan Pamuk i midten af 2000’erne var kortvarigt anholdt for ’fornærmelse af den tyrkiske nation’ – han havde udtalt sig om folkemordet i Armenien i 1915 – sagde han ved sin løsladelse, at han først nu følte sig som en ’rigtig tyrkisk forfatter’. Efter militærkuppene i 1960, 1971 og 1980 sad intellektuelle interneret for ’fornærmelse af militæret’, og efter det såkaldt ’stille kup’ i 1997, der var ublodigt, blev kritiske akademikere, journalister og politikere anholdt for at sprede ’propaganda for undergravende islamiske synspunkter’ – en af dem var i øvrigt Recep Tayyip Erdoğan, der på det tidspunkt

Generelt har de tyrkiske akademikere og intellektuelle stået svagt og uden beskyttelse overfor de til enhver tid regerende myndigheder

var overborgmester i Istanbul. Det særlige ved disse bølger af overgreb på akademikere og intellektuelle er, at de sjældent giver anledning til folkelige protester –en undtagelse var Gezi Park-urolighederne i juni 2013, hvor intellektuelle, miljøaktivister, venstreradikale og fodboldhooligans aktionerede mod Erdoğans regering. Men generelt har de tyrkiske akademikere og intellektuelle stået svagt og uden beskyttelse overfor de til enhver tid regerende myndigheder. Den psykologiske årsag er, at de bevidst har undladt at alliere sig med de brede lag i befolkningen. Anekdoten om den israelske udenrigsminister i 1960’erne, Abba Eban, kan anskueliggøre fænomenet: Han blev spurgt ved et middagsselskab, hvorfor han ikke havde inviteret israelere med ved bordet, hvortil han svarede: »Gud bevares, vi gør, hvad vi kan, for at undgå dem.« Det svarer meget godt til den bemærkning, jeg selv fik af en embedsmand i det tyrkiske udenrigsministerium tilbage i 1996, da den islamistiske politiker Necmettin Erbakan – der dengang var leder af partiet Refah (Velfærd) og et forbillede for Erdoğan – fik flest stemmer ved parlamentsvalget i 1995 og stod for at danne regering. Min bekendte i udenrigsministeriet hvinede hysterisk i telefonen: »De spreder sig som kakerlakker.« Og det er – om end sat på spidsen – sådan, mange veluddannede ’hvide tyrkere’ har betragtet Erdoğans vælgere. Nu betaler de prisen. lael@information.dk


FORÅRSKAMPAGNER

OX CHAIR MED FODSKAMMEL

Få en matchende fodskammel EJ 100-F ved køb af EJ 100 OX Chair i sort Cava læder.

Normal pris ved køb af OX Chair & skammel:

77.726,-

Kampagnepris:

59.800,-

35

ÅRS

FØDSELSDAG

Montana fejrer 35 års fødselsdag med kampagnerabat på det ikoniske 1112-modul – i alle Montanas 42 farver. Kampagneperiode: 1. marts – 30. april

1112

1112

inkl. vægbeslag Før 3.146,-

inkl. sokkel Før 3.535,-

Nu 1.995,-

K A M PAG N E

WEGNER J16 GYNGESTOL Gyngestol i eg sæbe eller eg sort med naturflet Normalpris:

13.829,-

Kampagnepris:

9.650,-

Nu 2.295,-

KAMPAGNE

EJ220

Godt håndværk og klassisk dansk design med høj siddekomfort. Knapper i ryg hynder flere muligheder i stof og læder. Ben i eg eller stål.

I stof fra 19.995,19.9 19 995,, Læder, cognac 43.995,43.9 9 95,, -

Model 220A - længde 212 cm.

Vestergaard Møbler København Torvegade 55-57, Tlf. 32 57 28 14 Næstved Merkurvej 3, Tlf. 55 77 49 49 Lyngby Jernbanepladsen 19-23, Tlf. 45 87 54 04 Holbæk Tåstruphøj 46, Tlf. 59 45 45 45

www.vester-moebler.dk


34

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

ITALIEN Hjerneflugt

De intellektuelle har ikke mere at skulle have sagt I

taliens universitetsintellektuelle og landets politiske elite er ikke på god fod. Cervelli in fuga – hjerner på flugt – kaldes de mange tusinder italienske akademikere, som ikke kan se en fremtid i Italien og derfor satser på en karriere ved udenlandske universiteter. Italien producerer markant færre arbejdspladser for højtuddannede end andre EU-lande. Forskningsbaseret viden har ringe vilkår i de italienske medier, og universiteterne er svækkede af omfattende besparelser. Blandt det akademiske personale på de højere læreanstalter udgør stipendiater og løst tilknyttede undervisere – i alt mere end 60.000 personer – nu et klart flertal i forhold til fastansatte forskere. Samtidig får det offentlige, verdslige uddannelsessystem hård konkurrence fra private og i mange tilfælde katolske universiteter. De offentlige universiteters prestige er desuden svækket af sager om nepotisme og alt for mange eksempler på, at professorater bogstavelig talt går i arv fra far til søn. Italiens intellektuelle har altså mistet anseelse. I den udstrækning mødet mellem eksperter og politiske beslutningstagere i det offentlige rum overhovedet finder sted, sker det ikke på lige vilkår. Men dette møde er afgørende for demokratiets kvalitet og fremtid, påpegede den danske italiensforsker Gert Sørensen allerede i 2008 i sin bog om daværende ministerpræsident Silvio Berlusconi. »Uden en bred og sidste instans videnskabelig baseret folkelig debat om samfundets og naturens tilstand og muligheder vil der ikke være noget demokrati. Omvendt er demokratiet utvivlsomt den styreform, der leverer de bedste betingelser for frembringelsen ikke bare af en mangesidig specialviden, men også af en almen viden og af en almen politisk kultur. Med Berlusconi er vi vidner til, at dette offentlige mødested mellem viden og demokrati undermineres. Og dermed vanskeliggøres også muligheden for at fastholde relationen mellem viden og styreform som et afgørende offentligt anliggende,« skriver Sørensen. Han tilføjer, at Berlusconi »som mediemand og statsmand har lagt nogle præmisser for en dyb miskreditering ikke bare af verdslig viden, men også af den demokratiske styreform«.

Blik for helheden Den røde tråd i de seneste årtiers reformer af uddannelsessektoren i Italien har været udskiftningen af begrebet »viden« med »kompetence«. Det er sket på bekostning af universiteternes almene sigte, mener arkæologen og kunsthistorikeren Salvatore Settis, tidligere rektor for eliteuniversitetet Scuola Normale Superiore i Pisa. »Man er nødt til at finde en balance mellem den faglige specialisering og almene hensyn,« udtaler Settis, der er medlem af Italiens fornemmeste videnskabelige institution, Accademia Nazionale dei Lincei, i et interview på nyhedssitet linkiesta.it: »Vi har brug for personer med blik for helheden. Specialviden er ikke nok, uanset hvor dyb den er. Der er brug for visioner forbundet med en sans for fællesskabet.«

Studenteroprør i Rom, 1968. Det var dengang, Italiens intellektuelle stadig var nogen, man lyttede til.

Italiens universitetsintellektuelle har meget svært ved at komme til orde i offentligheden. Før i tiden stod de politiske partier i kø for at smykke deres opstillingslister med intellektuelle, men i de seneste årtier er forskernes autoritet blevet undergravet Tekst Mads Frese, Rom Foto AP/Polfoto

I løbet af de seneste 25 år er fagkundskabens betydning i den offentlige samtale i Italien blevet gradvist reduceret, hævder Settis i en artikel i det amerikanske tidsskrift Italian Culture. Mens Berlusconi var ved magten, var han et letgenkendeligt symbol på denne proces, men i virkeligheden var han blot et symptom på et dybere kulturelt forfald, mener Settis. Udviklingen i Italien kan således også betragtes som et meget tydeligt og ekstremt eksempel på tendenser, som også findes i andre lande. »Det, der sker i disse år er, at de intellektuelle, der tier – ofte med en slet skjult følelse af overlegenhed – i virkeligheden blot marginaliserer sig selv, hvilket ikke er det bedste svar til en politisk elite, der netop ønsker at marginalisere dem og dermed slette kulturen fra kortet over de kræfter, som er i spil. De italienske intellektuelle er ikke blot meget langt fra magtens maskinrum, men også fra politikkens gamle forværelser, de er sjældent efterspurgt af partier og næsten altid ude af stand til påvirke den offentlige opinion,« mener Settis.

Verdens problemer Tidligere kunne støtte fra intellektuelle højne politikernes legitimitet i vælgernes øjne. Intellektuelle nød høj anseelse i befolkningen, blev ofte taget med på råd af partierne og spillede i det hele taget en meget større rolle i den offentlige debat, end de gør i dag: »Man tog

for givet, at samfundets eller rettere verdens problemer nødvendigvis skulle afklares i partierne, og at de professionelle intellektuelle var uundværlige og centrale i denne proces,« forklarer Settis. Derfor er utallige italienske akademikere gennem tiden blevet opstillet til parlamentsvalg eller på andre måder integreret i det politiske liv. Men forudsætningen for denne praksis var antagelsen om, at forskernes intellektuelle uafhængighed fremmede den politiske diskussion. Da Settis blandede sig i diskussionen om den forfatningsreform, som i december sidste år blev underkendt ved en folkeafstemning, afviste den daværende regeringsleder, Matteo Renzi, hans kritik ved at hævde, at en arkæolog ikke er kvalificeret til at udtale sig om forfatningsret: »Den intellektuelle havde rollen som den, der af profession har et langt blik mod fortiden, men også mod verden uden for landets grænser, og som netop derfor har pligt til at udvikle et langsigtet blik på fremtiden,« skriver Settis og fortsætter: »Der blev i det mindste nogle gange lyttet til dem. Sådan er det ikke længere.«

Masseuniversitetets udfordring Ifølge Settis hænger akademikernes faldende betydning i den offentlige debat sammen med en kompliceret proces i kølvandet på studenteroprøret i 1968 og overgangen fra det gamle

eliteuniversitet for overklassen til et masseuniversitet for et meget bredere udsnit af befolkningen. Og de universitetsintellektuelle bærer selv en stor del af ansvaret for, at der ikke længere bliver lyttet til dem: »Kampen for at udbrede retten til at studere, som blev ført af den italienske venstrefløj, satte gang i en på mange måder positiv proces, men medførte også en alarmerende kvalitetsforringelse på grund af den tiltagende devaluering af de faglige kvalifikationer. To processer, som kun tilsyneladende er modsatrettede, men i praksis er sammenfaldende, fletter sig altså sammen,« skriver han, og uddyber: »På den ene side [den proces], der kan illustreres med ’venstreorienterede’ slogans som ’nej til meritokratiet’, der var baseret på en kynisk og tåbelig sammenblanding af elitisme og meritokrati, og på den anden side en ’højreorienteret’ forestilling om, at skoler og universiteter ikke skal uddanne borgere med en bred historisk og etisk horisont, men derimod gode teknikere, der er i stand til at bestyre små segmenter af produktionsprocessen uden at behøve at forstå dens formål og helhed og uden at stille sig selv for mange spørgsmål.« De to processer er tydeligst sammenfaldende i de universitets- og skolereformer, som blev gennemført omkring årtusindeskiftet under den venstreorienterede undervisningsminister Luigi Berlinguer, som er tidligere rektor for universitetet i Siena. Disse reformer var domineret af ideen om, at uddannelsessystemet især bør skabe kompetent, professionel arbejdskraft til erhvervslivet, som står i modsætning til ideen om et universitet, der skaber fri forskning, kultur og samfundsdebat: »Inden for denne ramme tæller de personlige kvalifikationer ikke meget, og de kompetencer, der overskrider faggrænser og dermed af sig selv skaber et højere udsigtspunkt, et mere omfangsrigt blik og således en større autoritet, bliver nærmest betragtet som et individuelt karaktertræk og ikke som et mål at stræbe efter i uddannelsen af de unge,« skriver Settis og tilføjer: »De mange venstreorienterede intellektuelle, der støttede eller rettere forfægtede denne vision, lagde ikke mærke til, at de dermed ikke blot undveg den egentlige udfordring, som masseuniversitetet medførte, men også undergravede deres egen autoritet. Både fordi de nedskrev deres møjsommeligt opbyggede kvalifikationers værdi, og fordi den nye skole uddannede generationer, som var mindre følsomme over for kulturens værdi, mindre indstillede på at lytte til dens stemme og således et let bytte for det massefjernsyn af meget lav kvalitet, som Berlusconi iværksatte ikke så længe efter.« mads_frese@information.dk


FORV ENT MER E A F DIN HUDPLEJE

NYHED

MASCULINIT Y.DK


Hvem går efter morgenbrød?

Godt udstyr - bedre oplevelser! FRILUFTSLAND BUTIKKER: KØBENHAVN Frederiksborggade 50-52 LYNGBY Lyngby Hovedgade 49B ROSKILDE Karen Olsdatters Stræde 4 ODENSE St. Gråbrødrestræde 6 KOLDING Jernbanegade 1E AARHUS Østergade 30 AALBORG Bispensgade 34

FJÄLLRÄVEN BRAND STORE: KØBENHAVN Frederiksborggade 50-52 THE NORTH FACE STORE: KØBENHAVN Field’s Shopping Center WEBSHOP: KUNDESERVICE:

www.friluftsland.dk 33 14 51 50 | info@friluftsland.dk


Sommervarme, der kan lagres i flydende salt. Osteteknik, der kan afsløre en syg lever. Atomure med større præcision end 18 decimaler. Slangemodgift baseret på mennneskelig antistoffer. Relationskompetencer på et højere plan. Mød de fem nominerede til Ph.d. Cup-prisen

Finalister 2017


38

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

PH.D. CUP 2017 Ph.d. Cup-finalisterne fra 2016, hvor læge Lars Boesen vandt for sin forskning i, hvordan man ved hjælp af MR-scanning kan konstatere prostatakræft.

Vidensformidling er en demokratisk nødvendighed Når Ph.d. Cup for femte gang løber af stablen, lægges der ikke bare vægt på forskningsresultater – det handler også om at fortælle den gode historie

Tekst Theis Duelund Foto Jakob Dall

»H

vis forskerne lukker sig inde bag en hård skal, bidrager det til at skabe skel i samfundet,« siger Carsten Nymann, som er chef for DR’s nye videnscenter ved DR Nordjylland i Aalborg og en af tovholderne på Ph.d. Cup 2017. »Det er vigtigt at komme ud og skabe det brede ejerskab hos befolkningen, ikke bare i forhold til opbakning omkring forskningen, men også i forhold til at befolkningen måske får et mere positivt syn på fremtiden, fordi man faktisk ved, hvad det er for nogle fremskridt, som forskerne gør.« Ph.d. Cup, der nu kører på femte år, er et samarbejde mellem Information, DR og Lundbeckfonden. Konkurrencen retter projektørlampen på fem finalister—som har gennemgået en screeningsproces, hvor deres forskning og evne til at formidle den er blevet nøje gransket—der den 27. april får mulighed for at præsentere deres arbejde på scenen i DR i et show, der sendes på DR2 d. 29. april.

Forskningen skal sælge sig selv »Det handler om at få videnskaben ud at leve,« siger Carsten Nymann. »Helt overordnet handler Ph.d. Cup om at dyrke den gode videnskabelige formidling og historiefortælling. God, sund og valid forskning er altid vigtig, men i vores optik skal den ud at leve og fortælles til et større publikum. Det er formidlingen og det at kunne vinkle det journalistisk på den bedst mulige historie, der kommer i spil.« Carsten Nymann mener også, at Ph.d. Cup kan være med til at skabe en øget interesse for forskning blandt unge, der måske har overvejet det som en karrierevej. Når forskningen videreformidles og gøres til folkeeje, kan det hjælpe med at tiltrække nye generationer, men det er også med til at nedbryde fordomme om forskere og forskningsarbejdet. Ph.d. Cup er også med til at sprede et helt

basalt kendskab til, hvad det vil sige at arbejde på en ph.d. »Det lyder simpelt, men det er det måske ikke for folk, der ikke er i universitetssystemet. Så bare det at få begrebet ud er egentlig et fint resultat. Hver gang vi får en Vincent Hendricks eller en Svend Brinkmann eller en Peter Lund Madsen, som bryder igennem muren til det brede flertal, så gavner det enormt meget, og på den måde har det stor betydning, at vi får prøvet nye talenter af igennem Ph.d. Cup.« »De gode historier brænder altid igennem. Hver gang vi kan opdyrke en forsker, der går rundt med et veludviklet fortællergen, så er det med til at bryde fordomme ned,« siger Carsten Nymann. Det med at gøre op med fordomme omkring, hvad forskning egentlig består i, genkender Lars Jørgen Østergaard, der ud over at være speciallæge i infektionssygdomme også er medlem af det dommerpanel, der har udvalgt finalisterne til Ph.d. Cup 2017. »Jeg tror også, det er med til at bryde nogle mure ned. Jeg sidder selv i Folkeuniversitetets bestyrelse, som netop har til formål at bringe ny viden ud til den almindelige befolkning. Det er ekstremt succesfuldt; det tiltrækker virkeligt mange mennesker, når forskning formidles på en forståelig måde. Der er et enormt stort ønske blandt befolkningen om at få mere viden om, hvad der sker.«

Fokus på den gode historie »Viden, der ikke deles, er nytteløs viden. Forskere skal selvfølgelig også dele viden med dem, der kan forstå, hvad de taler om, men grundlaget for et demokratisk samfund er vidensdeling. Og når der er nogen, der har betalt dig for at udføre forskning, har du også pligt til at give tilbage igen,« siger Lars Jørgen Østergaard. Han understreger også, at det er uhyre vigtigt for forskningen i Danmark at komme bredere ud end blot til universitetsmiljøet. »Det er ekstremt vigtigt, når man laver forskning, at man også får det formidlet bredt,« siger

Lars Jørgen Østergaard. »Det er jo ofte samfundet, der har finansieret den forskning, der bliver bedrevet. Så er det rimeligt, at befolkningen får noget tilbage i form af viden om, hvad den nye viden, der skabes, egentlig omfatter.« Tiltag som Ph.d. Cup kan være med til at genererer nye spørgsmål baseret på den vidensdeling, der finder sted. »Det kan inspirere andre forskere til at gøre noget andet. Tænke på en ny måde og sætte noget helt nyt i værk.«

Historien bag tallene Professor i litteratur ved Syddansk Universitet Anne-Marie Mai er dommer ved Ph.d. Cup for tredje gang, og for hende handler det om, at se historien bag forskningen. »For mig er det spændende ved de vidensområder, jeg ikke kender så godt selv, at mange af de her unge forskere også er i stand til at få fortalt en god historie om, hvorfor deres arbejde er så vigtigt, og hvorfor de har kastet alt ind på det. Det handler om, hvordan de har brugt deres fantasi.« For Anne-Marie Mai er de gode projekter ved Ph.d. Cup kendetegnet dels ved, at de på fantasifuld vis formår at koble nye forskningsområder sammen, som måske ikke tidligere er blevet sat i forbindelse med hinanden, og dels ved, at de sætter en historie på forskningen, som ikke bare sikrer, at almindelige mennesker forstår, hvad der bliver talt om, men også at man ser mennesket bagved forskningen. »Bag de her fakta, tørre tal og udregninger gemmer der sig et engagement og en god historie,« siger Anne-Marie Mai. »Noget, der kan få betydning for andre mennesker og gøre tilværelsen bedre. Sådan har det været med de projekter, vi har vurderet. Det er forskere, der er ivrige efter at arbejde på de store udfordringer, vi står over for i verden. Om det er klima, energi, sundhed eller humaniora, pædagogik og filosofi. Der findes altid et større perspektiv.« ibureauet@information.dk

FAKTA

Ph.d. Cup 2017 × Informations Ph.d. Cup forsøger at sætte fokus på landets ph.d.-studerende og få deres forskning ud til en bred offentlighed. × Cuppen er etableret i et samarbejde mellem Lundbeckfonden, DR og Information. × Dommerkomiteen består af astrofysiker Anja C. Andersen, samfundsforsker Maja Horst, hjerneforsker Albert Gjedde, filosof Jesper Ryberg, litteraturprofessor AnneMarie Mai, speciallæge i infektionssygdomme Lars Østergaard og psykologiprofessor Barbara Hoff Esbjørn. × Vinderen af Ph.d. Cup 2017 kåres ved et stort finaleshow i DR Koncertsal, der vises på DR2 lørdag den 29. april klokken 20. × Du kan møde de fem finalister på de følgende opslag. Se mere på phdcup.dk

Tidligere vindere af Ph.d. Cup × 2016. Læge Lars Boesen vandt for sin forskning i, hvordan man vha. af MR-scanning kan konstatere prostatakræft. × 2015. Planteforsker Johan Andersen Ranberg vandt for sin forskning i naturstoffer, der kan være med til at forebygge, at man driver rovdrift på naturressourcer. × 2014. Molekylærbiolog Eva Greibe argumenterede i finalen for, at brystmælk kun har vitaminer nok til at dække det nyfødte barns næringsbehov de første fire måneder af barnets liv. × 2013. Musikterapeut Stine Lindahl Jacobsen vandt Ph.d. Cup for sit arbejde med musikterapi i undersøgelser af sårbare og udsatte familier.


Jaruplund Højskole Snup en bid af din fremtid!

Korte kurser 2017 06.06 - 12.06 12.06 - 25.06 12.06 - 25.06 26.06 - 02.07 26.06 - 13.07 26.06 - 02.07 03.07 - 09.07 10.07 - 16.07 10.07 - 16.07 17.07 - 23.07 17.07 - 23.07 24.07 - 30.07 24.07 - 30.07 31.07 - 06.08 07.08 - 13.08 07.08 - 13.08 14.08 - 20.08 21.08 - 27.08 28.08 - 03.09 28.08 - 03.09 04.09 - 10.09 11.09 - 17.09 25.09 - 02.10 02.10 - 08.10 15.11 - 21.11 20.12 - 02.01

Udsolgt Sydslesvigs østkyst, handelsbyer, herregårde Opera II - operaoplevelser fra Mozart til Wagner og Berg Tour de Sydslesvig øst - på cykel langs kysten og Slien Kanaler og vandveje. Slesvig - Holsten fra vandsiden Udsolgt Udsolgt Grønland - fra Ilulissat til Sydgrønland Golf omkring Slesvig med udgangspunkt Christianslyst Familiehøjskole - på opdagelse i oldtiden Kun få ledige pladser Intensiv koruge Motion på hjul - cykling, damptog og sejltur Sommer i Sydslesvig - historier i grænselandet Golftræning og golf i Sønderjylland og Sydslesvig På sporet af vikingerne - Nordens fælles historie Vandreture i Sydslesvig Kunst langs vestkysten Positiv tænkning, mindfullness og resiliens træning Lübeck og Hamburg - oplev middelalderens magtcentre De frisiske øer med Helgoland Vadehavet - en oplevelse for alle sanser Kubik og kultur - på motorcykel langs kyster og grænser Menneskelivet er (for)underligt Eksistensfilosofi - livets store spørgsmål Befri din skrivning Reformationen - med tur til Wittenberg Sort Sol - og traner ved Rügen Kreative værksteder i november Jul og nytår i grænselandet

Mulighed for deltagelse som dagkursist

 Lundweg 2, 24976 Handewitt v. Flensborg  Kontoret@jaruplund.de

 0049 4630 969 140  www.jaruplund.de


40

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLÃ&#x2DC;B 2017

PH.D. CUP-FINALIST Mark Dannemand


I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

41

Sommer hele året Sommervarmen kan lagres i flydende salt, så den kan bruges til opvarmning af huse om vinteren. Helt enkelt og helt grønt, forklarer Mark Dannemand Tekst Johanne Ramskov Erichsen Foto Thomas Nielsen

M

ark Dannemand er blevet forsker for at kunne gøre verden grønnere og dermed bedre. Konkret arbejder han med mere miljøvenlige måder at opvarme vores huse på. »At gøre noget godt for vores klode og vores miljø er det, der får mig ud af sengen og ned i laboratoriet,« siger Mark Dannemand og forklarer om den metode, han er med til at udvikle: »Vi bruger ekstremt meget energi på at opvarme boliger, og vi bruger olie, gas og kul til det, hvilket er dårligt for miljøet. Man kan bruge solenergi til at opvarme boliger, men problemet med det er naturligvis, at om vinteren, når behovet for opvarmning er stort, er der ikke meget sol, og om sommeren er der ikke rigtig brug for opvarmning. Den metode, vi arbejder med, kan skabe et sæsonvarmelager, hvor man kan lagre varme fra sommer til vinter.«

Den kortest mulige vej For et års tid siden færdiggjorde Mark Dannemand sin ph.d., og han er nu Ph.d. Cup-finalist. Selv om han, siden han var lille, har drømt om at blive forsker, troede han ikke, at det ville ende sådan. Tanken om laboratorier og forsøg fascinerede ham, men vejen dertil var for ufremkommelig, for langsommelig og for uoverskuelig, tænkte han. Egentlig troede han ikke, at det med uddannelse var noget for ham. Han ville ud og arbejde direkte med de ting, han lærte, og gerne hurtigt. Derfor tog han en bachelor som diplomingeniør på DTU – mest fordi uddannelsen var kort. »På DTU fandt jeg ud af, at det faktisk var ret sjovt, det der med at studere. Og jeg var faktisk også ret god til det,« fortæller han. Efter et semester i Australien besluttede han sig for også at tage en kandidatgrad der i sustainable development in the built environment. Da han med sin kandidatgrad kom tilbage til Danmark, fik han arbejde som videnskabelig assistent på DTU. Her begyndte han at arbejde med eksperimentelle solvarmeanlæg, i hvilke man lagrer energien i salt. Langtidslagring Saltmetoden – som er kendt fra de små håndvarmere, hvor der frigives energi, der bliver til varme, når man bøjer en metaldisk i puden – er faktisk ikke ny. Det nye er at bruge saltet til at lagre varme i så store mængder, at man kan varme huse op med det. »Min vejleder ude fra DTU har arbejdet med saltet for mange år siden, men uden at udnytte det her med langtidslagring. Da jeg skulle lave mit afgangsprojekt på bacheloruddannelsen snakkede jeg med en professor, der arbejder med solenergi. Han nævnte det her faseskiftende materiale og energilagring, og det synes jeg lød spændende, så jeg lavede mit afgangsprojekt på diplomingeniøruddannelsen om det,« fortæller han.


42

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

PH.D. CUP-FINALIST Mark Dannemand

ER DU OGSÅ DIGITAL JUNKIE? Erstat likes og emojis med nærvær og opmærksomhed. I SLUK giver lægen Imran Rashid dig gode råd til, hvordan du genvinder kontrollen i dit digitale liv.

Lindhardt og Ringhof

Da Mark Dannemand blev færdig som kandidat, blev han interesseret i at bygge videre på uddannelsen med en ph.d.-grad og tog kontakt til den gamle professor. Professoren arbejdede stadig med saltet og var lige begyndt på et stort europæisk projekt, hvor der skulle udvikles tre forskellige teknologier, der kunne bruges til at lagre varme over lange perioder i et kompakt system til sæsonforbrug. Mark Dannemand kom med i projektet, og sideløbende kørte han sit ph.d.-forløb, hvor han forskede i, hvordan saltlagringsteknikken kunne fungere i stor skala. Rent teknisk anvender man en type salt, der hedder natriumacetat trihydrat, og som smelter ved 58 grader. Når saltet varmes op, bliver der optaget energi i smelteprocessen. Saltet har så den egenskab, at det, når det har været smeltet, kan køle ned igen under smeltepunktet uden at størkne. Saltet kan herefter stå i flydende tilstand i en ubegrænset tidsperiode, hvor energien, som blev optaget gennem smeltningen, er gemt. Når man skal bruge varmen, får man størkningen til at begynde ved at tilsætte en saltkrystal til det flydende salt. Størkningen vil sprede sig til resten af saltet i beholderne, og i takt med at energien bliver frigivet, opvarmes saltet igen. Aldrig kedeligt Det er meget teknisk, og det kan virke nørdet, og det er det, der er det bedste ved at være forsker, fortæller Mark Dannemand: det der med at nørde med noget, indtil der pludselig viser sig en løsning. Så selv om arbejdet som forsker kan være præcis så uoverskueligt, langsommeligt og svært, som han havde forestillet sig, er det også fantastisk, spændende og sjovt. »Jeg kan virkelig godt lide, at det altid er projekter, der udvikler sig. Det bliver aldrig

kedeligt, fordi man altid bygger videre på noget. Det sjoveste er at rode med noget og få en idé og tænke: 'Det kan da være, at det er sådan her, det hænger sammen', og så laver man et forsøg, og får bekræftet det, man troede, eller også kommer der igen noget nyt ud af det,« fortæller han. For Mark Dannemand er drømmen, at metoden med at lagre solens varme i salt for at kunne bruge den som energiforsyning om vinteren, kan blive brugt i mange sammenhænge. »Hvis vi kan lave et produkt, der er økonomisk attraktivt og kan konkurrere med andre energiformer og være fuldstændig grønt og energirigtigt, så er det jo for vildt,« siger Mark Dannemand. ibureauet@information.dk

BLÅ BOG

Mark Dannemand, 39 år × Stilling: Postdoc, Danmarks Tekniske Universitet, Institut for byggeri og anlæg, Sektion for Bygningsenergi. × Yndlingsredskab: Elektronisk musik i mine hovedtelefoner. × Bedste overspringshandling: Løbetur i Dyrehaven. × Forbillede: Mine venner, som udlever deres drømme. × Største erkendelse: Med den rette motivation kan enhver udfordring overkommes, så sæt store mål.


www.gyldendal.dk

ĦĦĦĦĦ ƄƄƄƄƄ

Ambitiøst storværk […] fyldt med indsigt, selvstændig refleksion og med talrige tankevækkende historier fra naturens verden. Berlingske Tidende Engageret videnskabsformidling af bedste skuffe […] Forfatteren har noget på hjerte, og han er med sin læser hele vejen.” Politiken

Mennesket i naturen – ny bog af Søren Rasmussen

Forfatter og biolog Søren Rasmussen er af nogle kendt som stifter og ejer af rejsebureauet Albatros Travel. I hans nye og tredje bog ”Mennesket i naturen – naturen i mennesket”dykker han langt ned i evolutionsbiologien, når han gør op med forestillingen om menneskets særstatus i naturens verden. I en lang række eksempler viser han, hvor afhængige vi er af biosfæren, og kommer undervejs blandt meget andet omkring den frie vilje, menneskets vandringer, naturens nicher, Charles Darwin og genetik. Det hele er naturligvis krydret med anekdoter og underholdende betragtninger fra Sørens mange rejser.

”Mennesket i naturen – naturen i mennesket” Kr.

299

95

Bogen er udgivet på Gyldendal og kan købes hos boghandleren

Den største safari Søren Rasmussen har også skrevet bogen ”Den største safari”. Bogen indeholder en perlerække af spændende historier om mennesker, dyr og planter fra forfatterens utallige ophold i Afrika. Med dem som udgangspunkt fører han læseren dybere og dybere ind i livets mysterier og evolutionens forunderlige verden. Højst overraskende spørgsmål dukker op undervejs, f.eks.: Er chimpanser intelligente? Og er termitter? Hvordan kommunikerer elefanter. Og hvordan kan akacietræer dræbe græssende vildt? Du kan som læser godt regne med at få din viden og dine meninger om livets mangfoldighed udfordret.

”Den største safari” kr.

129 95

Bogen er udgivet på Gyldendal og kan købes hos boghandleren


44

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

PH.D. CUP-FINALIST Maja Thiele

En syg lever er som en umoden brie Med hidtil uset nøjagtighed og inspiration fra franske ostehandlere bruger Maja Thiele ultralyd til at opdage skrumpelever hos folk, der drikker for meget. Det kan redde tusinder af danskere, der i dag diagnosticeres med den dødelige sygdom alt for sent – og her taler vi ikke kun om drankeren nede på bænken Tekst Jon Faber Foto Thomas Nielsen

S

å sad hun dér i konsultationsrummet: En kvinde i 50’erne, gul i huden og med pindetynde arme og en udspilet mave, som var hun gravid i tiende måned. Læge Maja Thiele vidste med det samme, at der ikke var meget at stille op. Alligevel stillede hun de obligatoriske spørgsmål: Hvor meget drak hun? Havde hun mon holdt sig til Sundhedsstyrelsens retningslinjer? »Jeg har bare drukket så meget, som vi nu drikker i Charlottenlund,« svarede fruen, der på det tidspunkt formentlig havde haft skrumpelever i ti år uden at vide det. »Hun var ikke alkoholiker. Hun var som så mange andre bare glad for lidt hvidvin til frokosten, nogle drinks med veninderne, måske en lille flaske rødvin med sin mand om aftenen, og samlet set er det bare løbet op,« fortæller Maja Thiele, der er ph.d. og lektor i leversygdomme og oplever, at alt for mange patienter med skrumpelever diagnosticeres for sent. Så sent, at kun halvdelen er i live tre år efter deres diagnose. Men sådan behøver det ikke længere være. For i frustration over den gængse screening med blodprøver, der er så usikre, at man lige så godt kan slå plat eller krone om diagnosen, har Maja Thiele fundet en metode, der kan revolutionere behandlingen af skrumpelever: en særlig form for ultralydscanning, der med hidtil uset nøjagtighed forudser skrumpelever hos folk, der drikker for meget. Inspirationen kommer fra den lidt besynderlige erkendelse, at en rask lever på mange måder minder om en moden brie. Resultatet er tiltrængt hjælp til tusinder af danskere, der hvert år bliver ramt af et sygdomsforløb, som er omgærdet af stigmatisering og misforståelser. »Mange tænker, at du skal være en sut for at få skrumpelever. Men bare fordi du nøjes med en flaske vin hjemme i villaen, er du ikke nødvendigvis mere beskyttet end dem, der drikker en hel flaske vodka nede på bænken,« siger Maja Thiele, som har lavet sit ph.d.-projekt i samarbejde med SDUprofessor Aleksander Krag.

»Skrumpelever er et stort samfundsproblem, for den rammer folk midt i deres livs sommer. Gennemsnitsalderen er kun 56 år.«

Umoden ost, syg lever Skrumpelever er faktisk et misvisende ord for sygdommen, der hver år slår mellem 1000 og 3000 mennesker ihjel på grund af alkoholindtag. Det handler nemlig ikke om størrelsen, men om mængden af arvæv i leveren. Kun én ud af ti har en skrøbelig lever, der danner arvæv på grund af alkohol, men omkring 600.000 danskere drikker hver dag mere end to-tre genstande og er dermed i farezonen. »Med den særlige ultralydscanning, elastografi, kan vi rykke diagnosetidspunktet fem til ti år frem, så patienten får en chance for at nedsætte sit alkoholforbrug, inden point of no return,« siger Maja Thiele. Det er her, brien kommer ind i billedet. Franskmændene havde nemlig engang et problem med deres oste. Ville de teste, om en brie eller camembert havde nået den rette modenhed, måtte de først skære den over og dermed ødelægge skorpen. Det ærgrede man sig over i fødevareindustrien, som derfor i 1980’erne kom på den ide, at man kunne sende ultralydbølger ind i osten. Her viste det sig, at mens en umoden ost er stiv og derfor vibrerer meget, er en moden ost blødere og mindre vibrerende, når den bliver udsat for ultralyd. Og på samme måde med menneskets lever. En alkoholskadet lever bliver stivere og stivere, jo mere arvæv, der er i den – så hvorfor ikke måle skrumpelever med elastografi? Det gør ondt Standardmetoden til at diagnosticere skrumpelever er i dag at tage en vævsprøve af leveren. Et risikabelt indgreb, der i enkelte tilfælde kan udløse livstruende blødning fra leveren. Og så gør det ondt. »Det er ikke rart for mig at stikke en lang nål ind i siden på patienten, og det er bestemt heller ikke rart for personen i den anden ende af nålen,« siger Maja Thiele. Før vævsprøven kommer blodprøverne, der mildest talt er upræcise. »Den praktiserende læge har ikke en kinamands chance for at opdage skrumpelever

på den måde. En enkelt blodprøve tager fejl i halvdelen af tilfældene,« siger Maja Thiele. Derfor er mange patienter med en normal lever gennem tiden blevet henvist til smertefulde undersøgelser, mens lige så mange syge er blevet overset. »Men nu kan vi med ultralyd på en meget skånsom måde og – som de første i verden – med 96 procents sikkerhed opdage alkoholisk skrumpelever,« siger Maja Thiele, der ønsker at »rokke ved stigmatiseringen af patientgruppen«. For der er tale om patienter, som ikke har haft mange til at tale for sig i forskningsverdenen og i politik, forklarer hun. »Men jeg vil gerne være deres ambassadør.« jofa@information.dk

BLÅ BOG

Maja Thiele, 37 år × Stilling: Lektor og læge på Afdeling for Medicinske Mavetarmsygdomme på Odense Universitetshospital og Klinisk Institut ved SDU. I gang med sin speciallægeuddannelse i Region Hovedstaden. × Yndlingsredskab: Statistikprogrammet STATA og min ultralydsskanner. × Bedste overspringshandling: Filmtrailere. × Forbillede: Der er to. Professor Aleksander Krag, der har lært mig, at man skal have det sjovt med det, man laver. Og så min farmor, fordi hun var en fandenivoldsk dame, der fangede ænder fra mosen ved at fodre dem med sovepiller, og snød sig ind på Vinterpaladset i Sankt Petersborg ved at gå baglæns gennem udgangen. × Største erkendelse: Fagligt har jeg den forhåbentlig til gode.


I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLÃ&#x2DC;B 2017

45


46

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

PH.D. CUP-FINALIST Andreas Laustsen

Nye antistoffer mod slangegift 29-årige Andreas Laustsen har forsket i nye bioteknologiske antistoffer mod slangegifte, der kan erstatte den eksisterende modgift, som er dyr og har alvorlige bivirkninger Tekst Laura Friis Wang Foto Thomas Nielsen

F

or seks år siden rejste 29-årige Andreas Laustsen med sin familie i Tanzania, hvor de besøgte en slangefarm med nogle af Afrikas farligste slanger. En af dem var en sort mamba, der sprøjtede gift ud på den rude, gennem hvilken de betragtede den. Blodet løb fra slangens tandkød, fordi den havde hamret sine skarpe hugtænder mod glasset. Til slangefarmen hørte der en klinik for slangebidsofre, som familien fik lov at se. Inde i den lille hytte med bliktag var der otte sengepladser, og to af sengene var optaget af lokale, som var blevet bidt og alvorligt tilredt. På sin rejse så Andreas Laustsen flere børn, der havde fået amputeret arme eller ben på grund af slangebid. Besøget gjorde et stærkt indtryk på Andreas Laustsen, der på det tidspunkt var i gang med at læse til sin kandidat i anvendt kemi på DTU. Billederne hang så meget ved, at han tre måneder efter at have afleveret sin kandidat sammen med sine tre kollegaer påbegyndte et casestudie i udviklingen af moderne, bioteknologisk modgift mod slangebid.

En ny modgift til stort problem De fire bioteknikere fandt hurtigt ud af, at der var grundlag for at forske i en ny modgift. Op mod fem millioner bliver bidt af slanger hvert år. Omkring 100.000 mennesker dør af det, mellem 300.000-400.000 får lemmer amputeret, og 2,5 millioner får en alvorlig forgiftning. I dag bliver kun omkring én procent af ofrene for slangebid i Afrika behandlet, og WHO betragter slangebid som en af verdens mest oversete tropiske sygdomme. Modgift mod slanger har man haft i over hundrede år. Den modgift, der er mest anvendt i dag, er lavet af antistoffer fra heste, og det gode ved den er, at den virker. Men problemet er, at mange læger vægrer sig ved at bruge den, fordi bivirkningerne på mennesker kan være meget alvorlige og fremkalde allergiske reaktioner med døde-


I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

47

lig udgang. Og har man fået modgiften én gang, er der overhængende fare for, at man dør af den, hvis man får den igen. Andreas Laustsen og hans kolleger fik derfor den idé at fremstille en human modgift. I stedet for at bruge antistoffer fra heste ville de finde frem til de menneskelige antistoffer, der kan bekæmpe præcis de toksiner fra slangegiften, der er farlige for mennesker. »Vores metode går ud på at simulere det menneskelige immunsystem og finde menneskelige antistoffer. Metoden er ikke banebrydende, men bliver brugt i de fleste moderne virksomheder, der arbejder med antistoffer. Men det er nyt, at den bruges i forbindelse med slangegift,« siger Andreas Laustsen og fortsætter: »Fordelen ved menneskelige antistoffer er, at de ikke er fremmede for vores krop, og samtidig er lige så effektive til at neutralisere giften.«

Slangegift er ukendt land Selv om Andreas Laustsen og et stort forskerhold nu i flere år har arbejdet med at udvikle modgiften, er der lang vej igen, før den vil nå ud til ofre for slangebid. For det første opdagede holdet nemlig, at slangegift faktisk er et sort hul i bioteknologisk forskning. Da Andreas Laustsen gik i gang med sin ph.d., havde han regnet med umiddelbart at kunne gå i gang med at finde de menneskelige antistoffer, der virker mod giften fra bestemte slanger. Men det kræver, at man ved, hvilke toksiner slangegiften indeholder. Der findes cirka 720 giftige slanger i verden, og en gennemsnitlig giftslange producerer 50 forskellige toksiner. Der er altså tusinder af toksiner, man skal analysere, før man kan finde de antistoffer, der virker mod dem. Det kom bag på Andreas Laustsen, at ingen havde analyseret tilbundsgående, hvilke toksiner der var de medicinsk mest relevante. »I samtlige religiøse skrifter optræder slangen som et symbol, og der findes nærmest ikke én religion, hvor slangen ikke spiller en rolle. Mennesker har været fascineret af slangen i tusinder af år, og typisk er der en sammenhæng mellem menneskelig fascination og det, videnskaben kaster sig over. Så det var overraskende for mig, at der for eksempel ikke var nogen, der vidste, hvad den sorte mambas gift bestod af,« siger Andreas Laustsen. I sin ph.d. nåede han at analysere fire slangers gift, heriblandt den sorte og den grønne mambas og en kobraslanges. Det har han gjort ved først at skille giften ad og med anvendelse af avanceret måleudstyr at identificere, hvad de forskellige


48

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLĂ&#x2DC;B 2017

PH.D. CUP-FINALIST Andreas Laustsen

Bliv elev pĂĽ Dansk Talentakademi ou=-Â&#x201A;;uŃ´bmf;m er for dig pĂĽ 15-25 ĂĽr, der elsker at skrive. (bŕŚ&#x17E;Ń´0Â&#x2039;7;u;|-l0bŕŚ&#x17E;pv|=ouŃ´p0l;7|;hv|Ń´/vmbm]ġ =ou=-Â&#x201A;;ulp7;uo]Â&#x2020;m7;uÂ&#x2C6;bvmbm]b|Â&#x2C6;/u=-]Ń´b]|hÂ&#x2020;mv|m;ubvh lbŃ´fpÄş "p]bm7rŕ˘&#x; ou=-Â&#x201A;;uŃ´bmf;mrŕ˘&#x; -mvh$-Ń´;m|-h-7;lbb oŃ´v|;0uoo]v|-u|b-Â&#x2020;]Â&#x2020;v|Ć&#x2018;Ć?Ć?Ć&#x2022;Äş

LĂ&#x2020;S MERE PĂ&#x2026; WWW.TALENTAKADEMI.DK

De retsløse og de ydmygede Bogen De retsløse og de ydmygede indeholder Hannah Arendts vigtigste essays om ďŹ&#x201A;ygtninge, statsløshed og rettigheder. Køb bogen her: butik.information.dk

komponenter i giften bestod af. NĂŚste skridt var at teste, hvor giftige de forskellige toksiner er, for at ďŹ nde ud af hvilke det er nødvendigt at neutralisere. Siden Andreas Laustsen gik i gang med at kortlĂŚgge slangers gift, er ďŹ&#x201A;ere begyndt at gøre det samme. Han er derfor ikke lĂŚngere sĂĽ engageret i det tidlige stadie af forskningen, men er i stedet gĂĽet videre til at ďŹ nde antistoďŹ&#x20AC;er, der kan bruges i den moderne modgift. ÂťJeg har startet en junioresearchgruppe pĂĽ DTU, og i forbindelse med det har vi fundet hundredvis af forskellige humane antistoďŹ&#x20AC;er, som reagerer pĂĽ toksiner. Vi har endda testet dem pĂĽ mus, som har overlevet slangegiften,ÂŤ siger Andreas Laustsen. En tiendedel af prisen Udviklingen af den nye modgift er en lang proces og krĂŚver mange ressourcer, men den er til gengĂŚld meget billigere at producere end den modgift, der allerede er pĂĽ markedet. I Afrika koster en modgift gennemsnitligt 1000 dollars, mens den i USA kan koste op mod 150.000 dollars. ÂťDe bedste estimater siger, at vores modgift vil koste en tiendedel af det, den eksisterende modgift koster i Afrika,ÂŤ siger Andreas Laustsen. Om 50 ĂĽr er der ingen, der producerer modgift ved hjĂŚlp af heste, forudser Andreas Laustsen. Han hĂĽber, at man senest

om ti ür vil begynde at se de første humane modgifte pü markedet. Hvis der kommer den rigtige organisation eller person, der er villig til at bakke projektet op økonomisk og ikke er optaget af at tjene penge, men af at gøre det rigtige og investere i folkesundhed, sü kan det hurtigt komme til at rykke. ibureauet@information.dk

BLĂ&#x2026; BOG

Andreas Hougaard Laustsen, 29 ĂĽr Ă&#x2014; Stilling: M.Sc.Eng., PhD.. Postdoctoral Fellow ved Department of Biotechnology and Biomedicine, Danmarks Tekniske Universitet. Ă&#x2014; Yndlingsredskab: Fiskestang. Ă&#x2014; Bedste overspringshandling: At tage gas pĂĽ mine studerende. Ă&#x2014; Forbillede: JosĂŠ MarĂ­a GutiĂŠrrez og Bruno Lomonte, to topforskere og professorer fra Costa Rica. Ă&#x2014; Største erkendelse: Vigtigheden af at kommunikere med og anerkende alle ens samarbejdspartnere, studerende, ansatte, ledere m.ďŹ&#x201A;.


50

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

PH.D. CUP-FINALIST Bjarke Takashi Røjle Christensen


I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

Det næste decimal I kælderen under Niels Bohr-instituttet har Bjarke Takashi Røjle Christensen bygget en kompliceret laseropstilling, der kan gøre verdens mest præcise ure endnu bedre. Det kan bane vejen for ny teknologisk udvikling og en omskrivning af fysikbøgerne Tekst Jonas Sloth Bach Foto Thomas Nielsen

I

en blå kugle bliver 500 millioner strontiumatomer fanget af seks lasertråer og kølet ned til temperaturer tæt på det absolutte nulpunkt. I vakuumkammeret bliver det på den måde muligt at undersøge dem og deres særlige stabile egenskaber, og det er lige præcis det, Bjarke Takashi Røjle Christensen har gjort i sit ph.d.-projekt. Med strontiumatomerne er det lykkedes at udvikle en metode, der kan gøre atomure endnu mere præcise. For i dag kæmper verdens forskere nemlig med at lave atomure med en større præcision end 18 decimaler. »Et af problemerne er, at laseren, som udgør pendulet i uret, står og ryster. Man er kommet rigtig langt med at gøre den stabil ved at køle den ned, placere den under lavt tryk og kontrollere støj og isolation. Men vi står med det fundamentale problem, at atomerne vibrerer, fordi de har en temperatur, og det giver en upræcision, som det kan føles helt umuligt at komme uden om,« som Bjarke Takashi Røjle Christensen forklarer det. I dag er verdens atomure baseret på svingningerne i cæsiumatomer, men for at opnå maksimal præcision, kræver det nedkøling og isolering, der gør, at atomurene fylder meget og er bøvlede og »landsøkonomivæltende dyre« at producere. På baggrund af en teori fremsat i 2009 har Bjarke Takashi Røjle Christensen derfor arbejdet på at udvikle en metode til at lade strontiumatomerne udgøre atomurets pendul. Konstruktionen er i sig selv en bedrift, siger han, og resultaterne er imponerende. »Vores målinger viser, at laseren kan stabiliseres mindst lige så godt med vores hjemmebyggede løsning, som man kan med store, besværlige og dyre setupper. Og samtidig ved vi nu, hvilke knapper der skal drejes på for at få præcisionen endnu højere op,« siger Bjarke Takashi Røjle Christensen.

Tid, sted og støj Faktisk er præcisionen i konstruktionen så høj, at man kan registrere ting, som for de fleste af os slet intet har med tid at gøre. Svingningerne i strontiumatomerne kan eksempelvis afsløre Jordens magnetfelt, tyngdebølgerne og strukturer i undergrunden, ligesom Bjarke Takashi Røjle Christensens laseropstilling på et tidspunkt ved en fejl kunne registrere, når Rigshospitalets redningshelikopter fløj hen

over Niels Bohr Institutet. Og det er ikke engang det hele. »Hver gang vi har en decimal mere i præcision, er der nye ting, vi kan måle, og med 18 decimalers præcision kan man faktisk måle, at tiden går anderledes nede ved vores fødder end oppe ved vores hoved,« siger han. Det svarer til, at man pludselig får et kamera med en højere opløsning, så man får øje på nye detaljer, når man fotograferer. »Der kommer altid noget ny støj, når man får mere præcision, men noget af den støj kan bruges, og vi ved faktisk ikke, hvad vi kommer til at måle ud over alt det, vi gerne vil. Men det her felt har et kæmpe teknologiaspekt og et kæmpe grundforskningsaspekt,« siger Bjarke Takashi Røjle Christensen. En af konsekvenserne af hans forskning kan blive, at opfattelsen af de fysiske konstanter skal tages op til revision. Gravitationskonstanten, Plancks konstant og lysets hastighed betragtes som absolutte konstanter. Der er imidlertid teoretikere, der mener, at de ændrer sig lidt, men det kræver større præcision at måle. Og hvis det holder stik, har det store implikationer. »Den model, vi har for universets udvikling, beror på konstanter, der netop er konstante. Hvis vi finder ud af, at det ikke er sådan, er der en masse teorier, der skal revideres,« siger Bjarke Takashi Røjle Christensen. Men også i vores dagligdag kan mere præcise atomure få stor betydning. For vi bruger stort set alle atomure hver eneste dag uden at vide det. Når den lille blå prik på telefonen eller på bilens GPS-skærm fortæller dig, hvor du befinder dig, kan du takke atomure. GPS-signalet fungerer nemlig ved at sammenholde, hvor lang tid dit signal er om at ankomme fra forskellige satellitter, der kredser om Jorden. På baggrund af afstanden kan man bestemme din position, og derfor kan satellitter med mere præcise atomure bestemme din position med en præcision på under en meter, så du kan se, om du er i køkkenet eller i stuen, hvis du er i tvivl.

Tiden iler stadig De mange års arbejde med at måle tiden mere præcist har givet Bjarke Takashi Røjle Christensen en bedre fornemmelse af, at al fysik hænger sammen. Men tiden som fænomen har han ikke ændret syn på. Tiden går stadig for hurtigt, siger han, og han har stadig for lidt tid til det hele og prøver stadig at holde sine aftaler ved hjælp af en fysisk kalender.

»Faktisk tror jeg ikke, jeg er særlig punktlig. Når jeg skal undervise, er jeg der til tiden, men hvis jeg er i laboratoriet, og der lige er noget, der skal gøres færdigt, så tager det for lang tid, og så kommer jeg hjem langt senere, end jeg har lovet,« siger han. Og på trods af at han har brugt flere år på at bygge en væsentlig komponent til fremstilling af klodens mest præcise ure, går han stadig selv rundt uden ur på armen. »Jeg har i virkelig lang tid tænkt, at jeg skulle have et ur, men jeg har ikke haft tid til at gå ud at købe et. Det skal være analogt, helt sikkert, og jeg vil også gerne vide lidt om, hvad der er indeni,« siger Bjarke Takashi Røjle Christensen. ibureauet@information.dk

BLÅ BOG

Bjarke Takashi Røjle Christensen, 30 år × Stilling: Ph.d. i eksperimentel atomfysik. × Yndlingsredskab: En M6 unbrakoskruetrækker. Den har jeg altid i baglommen i laboratoriet. × Bedste overspringshandling: Jeg kommer til at bruge for meget tid på at forberede min undervisning. Der kommer noget godt ud af det, men jeg bruger bare alt for meget tid på det, fordi jeg føler en moralsk forpligtigelse til at lave god undervisning. × Forbillede: Min farfar, som er gammel biologiprofessor. Det lykkedes for ham at få en karriere med store stjernestunder og et familieliv med mange små smil. Jeg ved godt, at det ikke har været nemt at nå dertil, men det er stadig lidt et mysterium for mig, hvordan han har gjort det. × Største erkendelse: Da puslespillet faldt på plads omkring, hvorfor vi forsker så meget i det her. Det, at noget, der er støj for mig, kan være data for andre. Vi stræber efter præcisionen, fordi der er nogen, der kan bruge den til noget.

51


52

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

PH.D. CUP-FINALIST Louise Klinge

Redskab til bedre relationer Folkeskolelærerne er ikke rustet godt nok til at skabe gode relationer til eleverne. Louise Klinges ph.d.-projekt kortlægger relationskompetencen og giver lærerne et fagligt sprog til at tale om den altafgørende kompetence i skolesystemet Tekst Jonas Sloth Bach Foto Thomas Nielsen

S

om støttelærer måtte Louise Klinge af og til sætte sig grædende ud på toilettet. Ulykkelig over, hvordan nogle skolelærere behandlede deres elever modbydeligt og på grund af manglende evne til at skabe gode relationer til eleverne igen og igen skabte konflikter, frustration og dårlig undervisning. Inden da havde hun selv som danskunderviser for smedestuderende oplevet, hvordan motivationen og indlæringen kunne forbedres ved at fokusere på at være nærværende og positiv i klasselokalet, og derfor satte Louise Klinge sig for at undersøge skolelærernes relationskompetencer i sin ph.d.-afhandling, for det har man ikke gjort i en dansk skolekontekst tidligere. »Det har været nødvendigt at undersøge, præcis hvad der sker, når undervisningen enten blomstrer eller bryder sammen, for der har ikke været et fagligt sprog for det tidligere. Det, der indtil nu har været meget diffust og personligt at tale om, har jeg givet et præcist vokabular, så man kan tale om det med professionelle termer og træne det som lærer,« siger hun. Efter en årrække som lærer og støttelærer kunne hun se, hvordan nogle lærere er i stand til at skabe mirakler og få eleverne til at trives, engagere sig og lære en hel masse, mens andre mister fatningen i timer, hvor der bliver råbt og skreget. På landsplan har folkeskolen svært ved at levere de efterspurgte resultater. Hver fjerde elev keder sig meget af tiden, viste en rapport fra Dansk Center for Undervisningsmiljø sidste år, og ti år efter folkeskolen er hver sjette ung endnu ikke startet på ungdomsuddannelse, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Alene i hovedstadsregionen går 30.000 unge under 30 rundt uden arbejde eller uddannelse, viste en analyse fra CeFU i 2013. »Vi har en skole, hvor mange bliver tabt, og relationskompetencen er fuldstændig afgørende for, at skolen overhovedet kan lykkes med sit projekt. Det står og falder med den enkelte lærer, og det har været overladt til menneskelige tilfældigheder, om relationen mellem lærer og elev bliver god eller ej,« siger Louise Klinge, der kalder nogle læreres praksis »dybt uprofessionel«.

Faget skal i baggrunden En af forklaringerne er, at der gennem en årrække har været et ensidigt fokus på fagligheden i undervisningsfagene på læreruddannelsen, mens man har forsømt at udvikle de relationelle kompetencer. »Høj faglighed er kommet til at handle om faget i sig selv, men høj faglighed i en folkeskolekontekst skal jo handle om at bygge meningsfulde


I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLÃ&#x2DC;B 2017

53


NÆSTE KURSUS STARTER DEN 6. MAJ – kursusdage 6, 7, 20 og 21 maj

54

I N F O R M AT I O N VIDENSKAPLØB 2017

PH.D. CUP-FINALIST Louise Klinge

forbindelser mellem barn og fag. Så det handler ikke om at give lærerne mere viden, men om at gøre dem bedre til at bygge broen, så eleverne rent faktisk har lyst til at engagere sig,« siger Louise Klinge. Derfor er det også et paradoks, at det fokus, som mange nystartede på læreruddannelsen rent faktisk har på det relationelle, bliver undergravet af læreruddannelsens prioriteringer og af det pres, som uddannede lærere oplever i folkeskolen. »Lærere står med tunge sager, som de på ingen måde er klædt på til. De møder børn, der har meget store sociale og emotionelle vanskeligheder, og de fleste får slet ingen form for supervision,« siger Louise Klinge. I sit ph.d.-arbejde har hun fundet frem til, hvad gode relationskompetencer kræver. For det første skal lærerne have både generel og specifik viden om børn og læring. Lærerne skal stille realistiske krav til deres elever, så det faglige niveau er passende, mens eleverne er så trygge, at de tør begå fejl og tage risici. Det er helt afgørende for gode læringsprocesser, og det udfordres i dag af, at nogle lærere har så få timer i så mange klasser, at de ikke kan elevernes navne. Den anden forudsætning er, at lærerne har en oplevelse af selvbestemmelse, kompetence og samhørighed, og det kræver både ressourcer til supervision, tid til forberedelse og frihed fra national styring. En af de lærere, som Louise Klinge har observeret, er eksempelvis udmærket selv klar over, at hun ikke lykkes med at skabe gode relationer, men når hun efterspørger supervision og vejledning, får hun ikke hjælp. Den sidste forudsætning er det, Louise Klinge kalder ‘receptiv rettethed’, og handler om, at lærerne skal kunne have både sig selv, eleven og stoffet på sinde, når de underviser. For at det kan lade sig gøre, skal man udvise godt humør, nærvær, nysgerrighed, empati og en solid fagdidaktisk kompetence. Budskabet er banalt, erkender Louise Klinge, men ikke mindre vigtigt at den grund. »Lærernes relationskompetence er altafgørende for undervisningen, for man kan ikke have eleverne på sinde, hvis man er stresset eller sur. Men hverken på læreruddannelsen eller i ansættelsen gives redskaber til at håndtere vrede, negative forventninger eller antipati mod bestemte elever,« siger hun.

Stil nye krav Forestillingen om, at en lærer skal lykkes med at danne og uddanne 28 mennesker under de præmisser, vi laver skole på i dag, er fuldstændig hen i vejret, mener Louise Klinge. Derfor er der brug for at tænke i helt andre baner og stille helt andre krav til læreruddannelsen. Konkret har Louise Klinge flere bud på, hvordan uddannelsen kan forbedres.

Optagelseskrav baseret på karakterer erstattes af en samtale og en øvelse, hvor man skal vise, at man har flair for at interagere med børn. Det gør man eksempelvis i Finland. Alle undervisere på læreruddannelsen skal have erfaring fra folkeskolen, og så skal der skabes en tættere kobling mellem pædagogiske fag og undervisningsfag. Samtidig skal der være mere praktik »Det er meget mærkeligt, at man har skåret i praktiktiden i den nye læreruddannelse. Det er i den grad et svigt af de studerende, for der er brug for meget mere praktik,« siger Louise Klinge, der peger på, at man eksempelvis i Israel bliver ansat et år på en skole, mens man studerer og så løbende kommer tilbage på uddannelsen og bygger teoretisk viden på. Desuden arbejder Louise Klinge netop nu på et storstilet projekt finansieret af Egmont Fonden. Her undersøger hun sammen med 350 børn, 40 lærere og Experimentariet, hvordan skolen kan fremme børns lyst til læring med fokus på de børn, der har læringsvanskeligheder. I den nærmeste fremtid håber Louise Klinge, at hendes forskning kan være med til at skubbe folkeskolen i en bedre retning. »Jeg håber, der kommer en folkeskole, hvor alle elever oplever, at skolen er til for deres skyld, og jeg håber, der kommer langt bedre rammer for lærere, og at der kommer langt større krav til, hvem der er lærere,« siger hun. ibureauet@information.dk

BLÅ BOG

Louise Klinge, 38 år × Stilling: Ph.d. og selvstændig skolekonsulent. × Baggrund: Cand.mag i dansk og filosofi. × Vigtigste redskab: Mit videokamera, for det afslører, hvad der rent faktisk sker. Det er helt vildt interessant at se, hvordan ens øje bliver farvet af forforståelsen. Det har videooptagelserne hjulpet mig med at være opmærksom på. × Bedste overspringshandling: At vande blomster, så får man rejst sig og får lidt blodcirkulation. × Største forbillede: Erik Sigsgaard, der altid tager børn alvorligt og udfordrer vores vanetænkning om samfundsinstitutionernes indretning. × Største erkendelse: Noget af det, der har været mest interessant at se, er, at eleverne tolker alle lærerens handlinger relationelt.


UDKOMMER 21. APRIL

DR. MED. YAEL ADLER

Du kender

NU I 12. OPLAG!

bestselleren

Giulia Enders

TARME ‘TARME MED CHARME’. Nu kommer en

res s t ø r s t e o v m o o rg a n Alt

People’sPress

DR. MED. YAEL ADLER

under huden res s t ø r s t e o v m o o rg a n Alt

People’sPress

alt om et undervu rderet organ

under huden

ny tysk bestseller

MED CHARME

om huden – vores

People’sPress

største organ … DR. MED. YAEL ADLER

under huden res s t ø r s t e o v m o o rg a Alt

n

People’sPress

I ‘Under Huden’ forklarer Dr. Yael Adler klogt og morsomt alt om vores hud. Om rynker, fodsvamp og andre tabuer – og hvorfor behårede lægge hører bedre end barberede.


AN EVENING WITH

F O R U M, KÃ&#x2DC; B E N H AVN S I G U R - R O S . C O. U K B E A T B O X E N T E R T A I N M E N T. D K

BILLETSALG VIA BILLETLUGEN.DK

VIDENSKAPLØB // 2017  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you