Page 1

VIDENSKAB DAGBLADET INFORMATION

Er videnskaben stadig under pres? For fire år siden sejrede Donald Trump i USA, briterne forlod EU, og konspirationsteorier blomstrede op. Det virkede, som om verdens største demokratier insisterede på at træffe valg i strid med evidens og sund fornuft. Men måske er videnskaben ved at tilbageerobre sin position i samfundet TEMA 8-11 I 16-17 I 22-23

Vi afslører finalisterne til årets Ph.d. Cup

Taljongløren

Infertilitetsforskeren

Bakteriebekæmperen

Pindsvineeksperten

Grundvandsrenseren


Indhold 4-6 Alexander Byth Carstens vil finde et alternativ til antibiotika 8-11 Alternative fakta, mavefornemmelser og nasty tricks. I 2016 lød diagnosen: samfundet er blevet postfaktuelt. Men passer det? 12-14 Bente Højlund Hyldegaard måtte holde sig vågen i 60 timer ad gangen, hvis hendes forskning skulle lykkes 16-17 Kampen mod videnskab gjorde forskere til aktivister. Vi har talt med fire, der gik med i den første March for Science 18-20 Anna Grynnerup har forsket i infertilitet, som hun mener er »en lusket sygdom« 22-23 Politikeres jagt på perfekt viden kan bremse fremskridtet 24-27 Sophie Lund Rasmussen har gjort pindsvinet til et af de mest studerede vilde dyr i verden 28-31 Pernille Bødtker Sunde kan blive helt høj, når hun taler med et barn, der fortæller, hvordan det regner

Videnskab er en del af Ph.d. Cup, som er støttet af Lundbeckfonden Adm. direktør Stine Carsten Kendal Ansv. chefredaktør Rune Lykkeberg Redaktører Anton Geist og Johanne Pontoppidan Tuxen Art Direction Jesse Jacob Forsideillustration Jesse Jacob

Coronakrisen er som et forstørrelsesglas på problemerne i den videnskabelige verden Videnskabens ry kommer formentlig styrket ud af coronapandemien. Men krisen har understreget nogle grundlæggende problemer for forskningens vilkår herhjemme, hvor stadigt flere forskere er løstansatte, og afhængigheden af eksterne midler vokser

D

e seneste måneders coronakrise har understreget, hvor afhængige vi som samfund er af videnskaben. Det er økonomer, epidemiologer og virologer, som har rådgivet statsledere verden over om, hvordan de skulle håndtere den nye virus. Og magthaverne har lyttet. De har lukket store dele af samfundet ned, begrænset grundlæggende frihedsrettigheder og accepteret enorme økonomiske tab. Fordi sundhedsvidenskabelige eksperter anbefalede det. Og vi er kommet på fornavn med forskerne, som er blevet de nye stjerner i medierne. Det er ikke, fordi videnskabsfolkene har svarene på alt om det historiske sundhedsmæssige, økonomiske og sociale eksperiment, corona har kastet vores samfund ud i. »Men der er næppe nogen, som tænker, at vi ville være bedre stillet uden epidemiologer,« som professor mso David Budtz Pedersen fra Aalborg Universitet udtrykker det her i tillægget. Derfor er det også så paradoksalt, at netop videnskaben på mange måder har været underprioriteret i den danske håndtering af coronakrisen. Og at krisen har bidraget til nogle af de største udfordringer i den videnskabelige verden herhjemme. Mens skoler, restauranter og senest fitnesscentre er genåbnet, har forskerne på de danske universiteter været nogle af de sidste til at vende tilbage på deres kontorer – det er dog ved så småt at ske. Og det er efterhånden et par måneder siden, at laboratorierne med en aftale den 16. april fik lov at åbne igen. Men det ændrer ikke ved, at store dele af den videnskabelige produktion er blevet forsinket i den nedlukkede periode. Og nogle projekter er stadig sat i bero, eksempelvis fordi der mangler forsøgspersoner. Det har store økonomiske og faglige konsekvenser for både forskerne selv og deres videnskab. Alligevel er universitetsområdet et af de få, som ikke har modtaget hjælpepakker. En aftale mellem paraplyforeningen Akademikerne og staten har gjort det muligt for universiteterne at forlænge ansættelsen af de forskere, hvis

Kommentar Louise Schou Drivsholm projekter er blevet forsinket på grund af coronakrisen. Men der følger ingen penge med aftalen. Det er især et stort problem for de mange løstansatte på de danske universiteter. De seneste år er antallet eksploderet, og i dag er næsten hver anden underviser og forsker ansat i en tidsbegrænset stilling. En stor del af dem sidder på eksterne bevillinger fra private og offentlige fonde.

Der er brug for et generelt opgør med de prekære forhold og den store eksterne finansielle afhængighed på de danske universiteter, hvis vi skal sikre uvildig forskning i verdensklasse

De ved ikke, om de kan få løn, hvis de forlænger deres forskningsprojekter. Det skaber en usikker fremtid og risikerer at føre til spildt videnskabeligt arbejde, der ikke er finansiering til at færdiggøre. I frustration over den uholdbare situation har mere end 700 forskere ifølge onlinemediet Science Report skrevet

under på, at universiteterne har brug for en økonomisk hjælpepakke for at sikre forskningskvaliteten – også efter coronakrisen. Men indtil videre er der ikke sket noget. Selv om pandemien har ramt forskningens forhold, er den næppe gået ud over den samlede videnskabelige produktion. Tværtimod. De seneste måneder er flere hundrede millioner fondskroner i al hast blevet uddelt til en lang række forskningsprojekter, der har én ting til fælles: De beskæftiger sig alle med corona. Man taler ligefrem om en ’covidisering’ af videnskaben. Det er selvfølgelig glædeligt med de mange midler til ny forskning. Men når de uddeles så hurtigt og med så ensidigt et fokus, risikerer det at medføre en overproduktion af forskning inden for nogle fagområder, mens andre forbigås. Der kan således opstå videnskabelige blinde vinkler. Det er også en generel udfordring ved den stadigt stigende mængde fondsfinansieret forskning herhjemme, hvor det er langt lettere at realisere en idé, hvis den er naturvidenskabelig, end hvis den er humanistisk. Simpelthen fordi pengene i højere grad følger med. Det er altså ikke nyt. Ligesom de ovenfor nævnte problemer for prekariatet af løstansatte forskere heller ikke er nye. Det er velkendt, at usikre ansættelsesvilkår og afhængigheden af eksterne forskningsmidler har øget presset på forskningsfriheden. Forskerne tør ikke altid råbe op, hvis der er magtfulde og økonomiske interesser på spil. Coronakrisen har altså forstørret de eksisterende problemer i den videnskabelige verden. Og der var desværre nok at tage af. Så selv om økonomiske hjælpepakker til universiteterne er vigtige her og nu, er de ikke tilstrækkelig til at løse forskningens strukturelle udfordringer. Der er brug for et generelt opgør med de prekære forhold og den store eksterne finansielle afhængighed på de danske universiteter, hvis vi skal sikre uvildig forskning i verdensklasse – både under og efter coronakrisen. lodr@information.dk



4

DAGBLADET INFORMATION


F

or et par år siden kom det frem, at antibiotikaresistens i 2050 vil slå flere mennesker ihjel end kræft, hvis ikke vi gør noget. Vi har simpelthen brugt så meget antibiotika, at visse bakterier er blevet resistente over for vores behandling – de såkaldte multiresistente bakterier. Og der vil kun komme flere af dem med tiden. Det kan betyde, at folk vil dø af helt almindelige bakteriesygdomme, fordi vi ikke har nogen behandling. Sygdomme som blærebetændelse, der i dag betragtes som relativt ufarlige, vil kunne udvikle sig til livstruende infektioner. For indtil videre har vi stolet så meget på antibiotikaene, at vi ikke har

Alexander Byth Carstens kan gøre sygdommen syg Verden har akut brug for et alternativ til antibiotika. Og med en særlig virus, der kan infiltrere de sygdomsfremkaldende bakterier og slå dem ihjel, har Alexander Byth Carstens måske fundet en løsning Tekst Martine Amalie Krogh Fotos Anders Rye Skjoldjensen

udviklet andre metoder til at helbrede bakteriesygdommene. Det kan også betyde, at transplantationer og kemoterapi bliver langt mere risikabelt, da antibiotikaen bruges til at holde infektioner væk under behandlingen. »Det er en perfect storm,« siger Alexander Byth Carstens, der forsker i mikrobiologi på Københavns Universitet. »Det er ikke en verden, jeg har lyst til at leve i.« Derfor arbejder han på at finde en løsning. Han forsker i en form for virus, der kan dræbe de bakterier, der gør os syge. Bakteriofager, hedder de. Og de kan »gøre sygdommen syg«, som han siger. Det minder lidt om antibiotika, og så alli-

Fortsættes på næste side VIDENSKAB LØRDAG 13. JUNI 2020

5


gevel ikke. For det slår bakterierne effektivt ihjel, men det er helt naturligt og uden de samme bivirkninger.

Som en horror movie Da jeg møder Alexander Byth Carstens, er det på en skypeforbindelse til hans lejlighed i Valby, hvor han har isoleret sig. Som de fleste andre kan han på grund af coronakrisen ikke tage på arbejde, så energien kanaliseres ind i nye projekter. »Jeg er begyndt at brygge min egen øl. Det er jo også lidt mikrobiologi,« fortæller han. Men til daglig fortsætter Alexander Byth Carstens med at forske i den problematik, hans ph.d. også handlede om. Og for at forstå den metode, det hele drejer sig om, må man først forstå, hvad bakteriofager er for noget. Bakteriofager er ufarlige, når de bare flyder frit rundt i eksempelvis søvand eller madaffald, hvor man ofte finder dem. Men de er konstant på udkig efter en bakteriecelle. Og når de finder sådan en, udspiller der sig en kamp, der kunne skabe plottet til en sci-fi-film: »Helt horroragtigt infiltrerer bakteriofagen cellen og tager kontrol over den. Den tvinger cellen til at lave flere bakteriofager inde i sig, indtil cellen mister al sin energi. Så slår den cellen ihjel, så alle de nye bakteriofager bliver frigivet og kan finde nye celler at overtage,« forklarer Alexander Byth Carstens. Og så starter det hele forfra. På den måde har vi mennesker og bakteriofagerne overlappende interesser: Vi ønsker alle sammen, at de sygdomsfremkaldende bakterier skal dø. Metoden er på flere måder smartere end antibiotika, forklarer han. For selv hvis bakterien udvikler resistens over for bakteriofagen, så kan bakteriofagen tilsvarende udvikle metoder til at overkomme denne resistens, så den bliver resistent over for bakteriens resistens. Det kan kemikalierne i antibiotika ikke. »Det er jo et levende system. De er i konstant kamp mod hinanden, og de har et evolutionært kapløb,« siger Alexander Byth Carstens. Og mens antibiotika slår de fleste bakterier omkring sig ihjel, dræber én bakteriofag kun én type bakterie. Derfor undgår man at slå de forkerte bakterier ihjel, så der opstår bivirkninger hos den patient, der bliver behandlet: »Det er jo den helt store fordel, men det er også den store ulempe. For det kræver, at man finder den helt rigtige bakteriofag til den rigtige sygdom.« Det er lettere sagt end gjort. Hvis du forestiller dig, hvor mange bakterier der er i hele verden, så er der cirka ti gange flere bakteriofager. Nye arter Det er her, Alexander Byth Carstens’ ph.d.projekt kommer ind i billedet. Meget af denne her viden har man nemlig haft i næsten hundrede år. Det var faktisk en ret anvendt metode i det gamle Sovjetunionen, fortæller han. Men metoden blev aldrig så sikker, at den virkede hver gang, og det foregik kun på ganske få sygdomme. Men Alexander Byth har arbejdet videre med ideen og fundet nye bakteriofager. Ja, faktisk hele bakteriofag-arter, der potentielt kan kurere sygdomme. Problemet er bare at finde de rigtige bakteriofager til de rigtige bakterieceller – ud af de uoverskueligt mange kombinationsmuligheder der er. Derfor arbejder Alexander Byth Carstens også på at effektivisere den process. Og han er allerede kommet nærmere en metode, hvor man ved hjælp af dna-sekventering – en måde at aflæse dna – hurtigere kan finde frem til, hvilken bakteriofag der passer til hvilken sygdom. Det til trods for, at bakteriofagerne er så små, at man ikke engang kan se dem gennem et mikroskop. Derfor er man i stedet nødt til at 6

Hvad ser vi på her? »En petriskål fyldt med et næringsmedie, hvor der vokser to forskellige bakterie isolater.« Hvad skal vi vide om den? »Jeg gror bakterierne på denne måde for at finde ud af, hvilke bakterier der giver anledning til sygdomme. Efter at have fundet ud af, hvilke bakterier der er ansvarlige for sygdommen, ser jeg, om jeg kan finde de bakteriofager, der kan slå disse bakterier ihjel.«

kigge på de bakterier, bakteriofagerne dræber, og se, om de langsomt forsvinder, for at vide, om bakteriofagerne også er der.

Jo mindre, jo bedre Det er ikke overraskende, at Alexander Byth Carstens er endt med at beskæftige sig med noget så småt, at det ikke kan ses gennem et mikroskop. Han har altid været glad for de helt små væsener. Jo mindre, jo bedre faktisk, og det begyndte allerede, da han som barn boede i nærheden af et moseområde. »Nogle af de bedste minder jeg har, fra da jeg var lille, er ude i mosen. Jeg var især interesseret i insekter. Det kunne næsten ikke blive for småt,« siger han. Derfor begyndte han på biologistudiet i den tro, at han skulle specialisere sig i insekter. Men her gik det op for ham, at der var nogle andre (og mindre) levende væsener, der var endnu mere interessante. »Så blev jeg meget interesseret i celler og bakterier – og mikroorganismer generelt,« fortæller han. »Det var nok i anerkendelsen af, at det er de vigtigste ting på planeten jorden. Det mener alle forskere måske, at deres område er. Men jeg synes, der er gode argumenter for, at mikroorganismer er det vigtigste.« Forskningen er nemlig langsomt ved at få øjnene op for, hvor meget bakterier påvirker vores helbred, både positivt og negativt. Det samme gælder for dyrene og faktisk hele vores økosystem, siger han. Så hvis vi kan kontrollere, hvilke virusser der lever, og

Derfor håber Alexander Byth Carstens, at hans metode vil kunne hjælpe – og han har sammen med nogle kolleger smidt alt, hvad de havde i hænderne, og søger nu finansering til at forske i en behandling ved hjælp af bakteriofager. Men selv om perspektiverne er store, og resultaterne indtil videre er gode, er der én stor forhindring, der gør, at bakteriofagerne formentlig næppe kommer på markedet i den nærmeste fremtid: lovgivningen på medicinområdet. »Den lovgivning og de regler for udvikling af medicin, vi har, fungerer godt til traditionel kemisk medicin, men den fungerer ikke så godt til levende organismer. Det gør det både svært og risikabelt at kaste sig ud i at udvikle medicinen,« forklarer Alexander Byth Carstens. Som udgangspunkt må man nemlig ikke tage patent på ting, der er levende. Og selv hvis det lykkedes at tage patent på det, ville medicinen være nem at kopiere, fordi det er et organisk materiale, der findes ude i virkeligheden, og ikke et kemisk fremstillet produkt. Og det skaber et problem for medicinalproducenten, da de færreste vil bruge mange millioner kroner på at udvikle noget, konkurrenterne nemt kan snuppe. Men hvad værre er, så skal medicinen hele tiden tilpasses, fordi den er levende. Så hver gang bakteriofagen udvikler sig – hvilket jo er det smarte ved den – skal man søge patent på medicinen igen. »Det giver noget hovedpine i forhold til det her, når medicinen udvikler sig hurtigt og skal tilpasses den enkelte patient. Det er meget besværligt,« siger Alexander Byth Carstens. Derfor tør han ikke komme med et forsigtigt bud på, hvornår i fremtiden bakteriofagerne kan begynde at erstatte den stadigt mindre effektive antibiotika. Indtil videre lader han politikerne om lovgivning og koncentrerer sig om det fortsatte arbejde med at forbedre og forfine metoderne til at gøre sygdommen syg. makr@information.dk

hvilke der ikke gør, kan vi skabe store forandringer. Indtil videre foregår meget af Alexander Byth Carstens’ forskning dog primært med syge kartofler. Blandt andet dem, der lider af blodråd eller sortbensyge. »Folk brokker sig ikke så meget, hvis man gør 300 kartofler syge, som hvis man gør 300 mennesker eller dyr syge, så det er noget lettere at lave forsøg på planter,« som han siger. Men projektet har heldigvis været en succes, så kartoflerne blev raske igen. Og selv om håbet er, at metoden på sigt skal kunne overføres til menneskesygdomme, skal man ikke undervurdere værdien i at redde en kartoffel. »Hvis du er bonde i et tredjeverdensland, og høsten slår fejl, kan det betyde, at der ikke kommer mad på bordet. Så på den måde koster det også menneskeliv.«

Alexander Byth Carstens

Lovgivning spænder ben Perspektiverne for Alexander Byth Carstens’ forskning er store. Han forklarer, at metoden i princippet vil kunne hjælpe på alle sygdomme, der er forårsaget af bakterier, såsom tuberkulose og nogle af de afledte sygdomme af cystisk fibrose. Helt aktuelt har det også vist sig, at mange COVID-19-patienter faktisk dør af bakterieinfektioner i lungerne, der kommer, mens systemet er så svækket af virussen. Og når immunforsvaret er optaget af at bekæmpe COVID-19, kan en simpel bakteriesygdom i de svage lunger være livstruende.

Information sætter fokus på ny forskning, når vi hvert år afholder Ph.d. Cup og kårer den ph.d.studerende, der er bedst til at formidle sin forskning. Det store kåringsshow bliver sendt på DR2 fredag den 19. juni kl. 21.30.

Stilling: Postdoc på Københavns Universitet. Yndlingsredskab: dna-sekventering. Overspringshandling: At læse nyheder. Specielt i de her coronatider. Forbillede: Jeg har aldrig været så personfikseret, at jeg har haft forbilleder. Erkendelse: Hvor stor betydning, koncentrationen af bakteriofager i et miljø har.

Ph.d. Cup 2020

Ph.d Cup er etableret i et samarbejde mellem DR og Information og støttet af Lundbeckfonden

DAGBLADET INFORMATION


Bliv en del af et fællesskab, der arbejder for endnu bedre forhold for ph.d.-studerende og yngre forskere. Hos os får du sparring og rådgivning om, hvordan du får det meste ud af dine karrieremuligheder – både indenfor og udenfor universitetsverdenen. Og så samarbejder vi med universiteterne og lokale ph.d.-organisationer for at sikre den bedst mulige trivsel blandt ph.d.-studerende.

Læs mere om DM og meld dig ind på dm.dk/phd


I 2016 blev ’postfaktuel’ årets ord. Kunne det være sket i dag, fire år og en coronakrise senere? Valget af Trump i USA og briternes ja til Brexit 2016 blev for mange bekræftelsen på, at vores samfund var blevet postfaktuelt: at følelser og mavefornemmelser havde skubbet evidens og videnskab i baggrunden. Spørgsmålet er, om det vitterligt var det, der skete, og hvordan det står til med videnskabens autoritet i dag

É

Tekst Louise Schou Drivsholm Illustrationer Jesse Jacob

t nøgletal gik igen i ugerne op til briternes afstemning om Brexit tilbage i sommeren 2016: 350 millioner pund. Så mange penge påstod den sejrende Leave-kampagne, at Storbritanniens sundhedsvæsen kunne få tilført, hvis Brexit blev en realitet. Tallet var klistret ud over røde kampagnebusser, det blev fremført i debatter, og vælgerne tog det til sig. Der var bare ét problem: Det havde intet hold i virkeligheden. Det måtte partiet UKIP’s daværende leder Nigel Farage allerede erkende i et tv-interview, kort efter at afstemningens resultat var tikket ind. »De 350 millioner ugentlige pund, vi sender til EU, som vi ikke længere vil sende, kan du garantere, at de kommer til at gå til sundhedsvæsenet?« spurgte værtinden på den populære morgenflade Good Morning Britain. »Nej, det kan jeg ikke,« svarede Nigel Farage. »Det var en af fejlene, jeg mener, Leave-kampagnen begik.« »Hov, vent lige lidt,« afbrød værtinden, tydeligvis overrasket. »Det var en af jeres påstande. Mange har stemt efter det.« »Det var en fejl,« gentog Nigel Farage. Farven i hans kinder tog til. »Det siger du nu, efter 17 millioner briter har stemt for ’leave’, hvor de 350 millioner pund var et vigtigt argument?« Nigel Farage havde ikke noget godt svar på det spørgsmål. Men det var også ligegyldigt. Misinformationen havde sejret politisk. Og det var ikke et enestående tilfælde i 2016. Det år virkede det, som om befolkningen i nogle af verdens største demokratier insisterede på at træffe valg, der tilsyneladende var i strid med al sund fornuft,

8

rationel argumentation og videnskabelig ekspertise. Anført af klimabenægtere, flat earthers, vaccineskeptikere og konspirationsteoretikere. Mens briterne stemte deres hjemland ud af EU med en forventning om en økonomisk gevinst, som økonomer og andre fagfolk ellers havde fastslået aldrig ville blive indfriet, valgte amerikanerne en ny præsident, der ifølge nyhedssitet PolitiFact talte usandt 70 procent af de gange, han kom med et udsagn. Den førende britiske ordbog Oxford Dictionaries forsøgte at indfange det, der var på færde, da de samme år kårede post truth – postfaktualitet – som årets ord. Årets ord er på mange måder et spejl på den tid, vi lever i, på de politiske, kulturelle, økonomiske og teknologiske strømninger i vores samfund. »Vi var vidne til en bølge af mistillid til eksperter, afvisning af etablerede institutioner og viden på en måde, der fik post truth til at virke som en langtidsholdbar term for den tid, vi lever i. Normalt er der tæt løb mellem kandidaterne til årets ord. Men i 2016 var det faktisk en nem beslutning,« fortæller Casper Grathwohl, som er direktør for den akademiske produktion hos Oxford University Press, og var med til at vælge ordet. Og pludselig var samtidsdiagnosen overalt. Stjerneforskere som politologen Francis Fukuyama beklagede sig over den »forfærdelige« epoke, Vesten var indtrådt i. Og i løbet af 2016 udgav 17 danske dagblade ifølge Infomedia tilsammen 261 artikler om postfaktuelle spørgsmål. Det var 243 flere end året før, svarende til en stigning på 1.450 procent. På Information dedikerede vi sågår en hel artikelserie til emnet og lancerede en postfaktuel julekalender. Mange forskere og kommentatorer »for i blækhuset« for at beskrive den samtidstendens, de var vidner til, fortæller David DAGBLADET INFORMATION


Budtz Pedersen, som er professor mso i forskningskommunikation på Aalborg Universitet – og selv var en af dem. »Termen var det første forsøg på at beskrive den nye politiske virkelighed, vi pludselig befandt os i, hvor det at lyve, manipulere og misinformere på kort tid gik fra at være stærkt kritisabelt og udemokratisk til en accepteret politisk strategi – blandt andet anvendt af Trump og Brexit-folkene,« forklarer han. Andre mente, at ’det postfaktuelle samfund’ var et misbrugt buzzword uden meget hold i virkeligheden. »Teserne om det postfaktuelle demokrati fremstår i høj grad selv postfaktuelle,« udtalte Søren Harnow Klausen, professor i filosofi på Syddansk Universitet, eksempelvis i Ugebrevet Mandag Morgen. Spørgsmålet er, om samfundet pludselig var blevet postfaktuelt tilbage i 2016. Og om det stadig er det. Eller med andre ord: Kunne post truth også været blevet årets ord i 2020?

Alternative fakta Et halvt år efter Brexit, i forbindelse med Donald Trumps indsættelse som USA’s 45. præsident, tilføjede hans rådgiver Kellyanne Conway endnu et kapitel til sagaen om det

Så længe dem, der lyver, slipper afsted med det, så fungerer det postfaktuelle samfund stadig Lee McIntyre Ansat ved Center for Philosophy and History of Science på Boston University

postfaktuelle samfund. Trump påstod på det tidspunkt hårdnakket, at der var langt flere tilskuere til hans indsættelse end til forgængeren Barack Obamas. Til trods for at luftfotos viste det modsatte. Det blev Kellyanne Conway konfronteret med i et interview. Men hun afviste, at præsidentens påstand skulle være løgn. »Det, vi beskrev, var alternative fakta,« sagde hun. Og indkapslede dermed en term, som siden er blevet definerende for hele Trumps præsidentskab samt for det politiske spillerum i det postfaktuelle samfund. »Der foregik en ublu afskrivning af fagkundskaben. Det skete med åbne øjne. Og det virkede,« som David Budtz Pedersen beskriver det. Det er ikke nødvendigvis, fordi politikere og andre beslutningstagere bør lade sig diktere blindt af videnskaben, understreger han. Men i det postfaktuelle samfund anerkender de ikke engang, at den eksisterer. »Der er et nasty trick i den postfaktuelle VIDENSKAB LØRDAG 13. JUNI 2020

håndbog. Og det lyder, at hvis videnskaben ikke svarer til dine politiske værdier, så politiserer du den. Afskriver klimaforskning som dårlig videnskab eksempelvis. Eller finder ugyldige studier og bruger dem til at understøtte din pointe,« siger professoren. Den amerikanske forfatter og forsker Lee McIntyre, der er ansat ved Center for Philosophy and History of Science på Boston University, har skrevet en hel bog om det postfaktuelle samfund med titlen Post Truth. »I min bog definerer jeg det postfaktuelle som ’den politiske undertrykkelse af virkeligheden’,« skriver han i en mail til Information. »Det er en taktik, som bruges af autoritære ledere og deres wannabes, der forsøger at vinde kontrol over vores forståelse af begivenheder for dermed at få politisk kontrol over hele befolkningen.«

Et cocktailfænomen Det er ikke nyt, at politikernes forhold til sandheden er omdiskuteret. Det postfaktuelle samfund er en »acceleration af noget, der har været med os siden antikken«, mener David Budtz Pedersen. Dengang kæmpede Platon og Sokrates med sofisterne om, hvilke pejlemærker vores samfund skulle ledes efter. Hvor Platon og Sokrates talte om objektivitet, kundskab og intellektuel autoritet, mente sofisterne, at følelser, mavefornemmelse og talekunst burde dominere. Senere slog Machiavelli i 1500-tallet fast, at en god politiker evner at skabe illusioner. Og i 2008 blev den amerikanske journalist Farhad Manjoo så manden bag begrebet ’det postfaktuelle samfund’ med bogen True Enough: Learning to Live in a Post-Fact Society. I bogen gennemgår han en række eksempler på, at vi mennesker ser stort på sandheden: fra konspirationsteorier om terrorangrebet 11. september 2001 til ekkokamre på internettet. Kognitivt er menneskehjernen indrettet til at søge information, der passer til vores forhåndsantagelser, beskriver David Budtz Pedersen. Det er det, som betegnes confirmation bias. »Og det er der selvfølgelig folk, som spekulerer i. De udnytter den menneskelige bias i deres kommunikation og formidler budskaber med skræmmebilleder og stærke følelsesmæssige komponenter.« Hverken bekræftelsesbiassen eller manipulerende kommunikation er nye fænomener. Det var de heller ikke i 2016. Men på det tidspunkt blev en tredje ingrediens tilføjet det »cocktailfænomen«, som David Budtz Pedersen mener, det postfaktuelle samfund er: de sociale medier. »Sociale medier er ekstremt potente til at drive den menneskelige confirmation bias og give ørenlyd til manipulerende politiske aktører og konspirationsteoretikere. Her er det muligt at målrette misinformationskampagner og skabe fejlagtige nyhedsbobler på en langt mere effektive måde end for bare 20 år siden,« siger han. Det sker både, når Donald Trump deler løgne vidt og bredt på sit yndlingsmedie Twitter, og i nyhedsfeeds på Facebook, hvis algoritmer er bygget til at bekræfte vores forhåndsantagelser. Den analyse er det dog ikke alle, som er enige i. Søren Harnow Klausen fra Syddansk Universitet mente allerede fra begyndelsen, at det var »lidt for stort ståhej for ingenting« at erklære vores samfund for postfaktuelt. Et klassisk eksempel på intellektuel- og mediehype. »Diagnosen var en generalisering ud fra enkelttilfælde. Mens Trump og nogle britiske politikere klovnede rundt og omgik sandheden lidt løsagtigt, tydede meget på,

Fortsættes på næste side 9


at der foregik mange andre politiske diskussioner og samfundsudviklinger, hvor det var videnskabelig autoritet, der drev værket,« siger han. Det gælder eksempelvis i den danske politiske diskussion om biodiversitet, hvor naturpakker er vedtaget efter forskernes advarsel om biodiversitetskrisen, og i velfærdsprioriteringer om blandt andet pension, som bygger på demografiske fremskrivninger, oplister Søren Harnow Klausen. Overordnet er det ifølge ham vanskeligt at sige noget om, hvorvidt fakta er kommet til at betyde mere eller mindre i debatten. »Det er så umådeligt komplekst,« som han beskriver. »Et af problemerne med ideen om det postfaktuelle samfund er en antagelse i retning af, at videnskaben kan finde frem til facts, der relativt nemt kan afgøre en politisk diskussion. Så klare svar findes langtfra altid.« Faktisk mener filosofiprofessoren, at samtidsdiagnosen i sig selv er et udtryk for de tendenser, den ellers er sat i verden for at beskrive kritisk. »Diskussionen, som førte til, at ’det postfaktuelle samfund’ blev så populær en term, havde mange af de samme træk, som de, der bruger begrebet, peger kritisk på hos andre: generalisering, dannelsen af stærke overbevisninger ud fra enkelttilfælde, at lade sig bevæge af retorik frem for fornuft,« siger Søren Harnow Klausen. Den kritik giver David Budtz Pedersen ikke meget for. Termen dækker ikke over, at 10

alle afkroge af vores samfund er indtrådt i en »altdominerende postfaktuel tilstand,« understreger han. Eller at samfundet tidligere har befundet sig i en faktadrevet guldalder. »Det postfaktuelle er en betegnelse for nogle specifikke tendenser i den politiske kommunikation. Propaganda og manipulation har altid været en del af det politiske kandestøberi. Men der er sket en acceleration, vi som forskere er nødt til at tage alvorligt,« siger han. Det postfaktuelle samfund er ikke et fænomen, forskerne har opfundet ved skrivebordet, understreger David Budtz Pedersen. Siden 2016 har han fået månedlige henvendelser fra myndigheder, virksomheder og organisationer, der oplever, at borgere og brugere i stigende grad sætter spørgsmålstegn ved etablerede metoder og kendsgerninger. Eksempelvis inden for sundhed og klima.

Peter Skaarups ugebrev Relevant diagnose eller ej blussede debatten om det postfaktuelle samfund ikke kun pludseligt op i USA og Storbritannien. Herhjemme viste TV 2 i marts 2015 dokumentaren De vaccinerede piger, hvor enkelte pigers beretninger om ulidelige bivirkninger ved HPV-vaccinen fik lov at overskygge videnskabelig evidens for, at den er ufarlig. I kølvandet på udsendelsen faldt tilslutningen til vaccinen i Danmark dramatisk fra 90 til 47 procent. TV 2 har erkendt, at kanalen havde et medansvar for den udvikling. Og halvandet år senere, i sommeren 2017,

Det, der for fire år siden forekom grænseoverskridende, bliver på et tidspunkt normalt. Samtidsdiagnosen er mere aktuel i dag end nogensinde David Budtz Pedersen Professor i forskningskommunikation på Aalborg Universitet

sendte Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, et ugebrev til medlemmerne, der også kom til at vække opsigt. »Politik er først og fremmest følelser,« lød overskriften. I ugebrevet kritiserede Skaarup sine politiske kolleger for at gøre politik til et spørgsmål om at vide noget, om at læse rapporter og ny forskning, foretage undersøgelser og deltage i høringer. »Politik skal ikke videnskabeliggøres. Der findes ikke noget facit i politik – kun følelser og holdninger,« skrev han. Det var bebrejdelsen af det britiske folk efter Brexit, der fik ham til tasterne, husker gruppeformanden. »Der kunne sikkert argumenteres med fakta for, at det ville skade briterne rent økonomisk at melde sig ud af EU. Men jeg tillod mig at komme med det aber dabei, at der findes andre argumenter end fakta. Vi lever i et demokrati, ikke et teknokrati, og det er folket, ikke eksperterne, der bestemmer.« Ugebrevet fik en blandet modtagelse. De Radikales daværende uddannelses- og forskningsordfører, Sofie Carsten Nielsen, kritiserede i Information Peter Skaarup for at være populistisk. »Skulle vi bare gå rundt og synes ting?« spurgte hun. Men personligt havde Peter Skaarup ikke ændret så meget som et komma, hvis han skulle formulere sin holdning i dag. Heller ikke selv om Dansk Folkeparti siden er gået hen og blevet et klimaparti, der lytter til forskerne og kræver grøn handling. »Jeg er lige så bekymret som alle andre, DAGBLADET INFORMATION


når en præsident tweeter ting, der ikke er korrekte. Selvfølgelig er man nødt til at anerkende videnskaben, også som politiker. Men det er ikke det samme, som at man politisk skal handle efter den. Man kan jo også godt føle eller mene, at det ikke er rigtigt at gøre noget ved klimaforandringerne.«

Behov for videnskab Mens Peter Skaarup er urokkelig i sit syn på videnskabens rolle i politik og samfundet, er spørgsmålet, hvordan det er gået med verden omkring ham. For fire år siden var den britiske politiske rådgiver Dominique Cummings en af hjernerne bag løgnen om de ugentlige 350 millioner sparede pund ved Brexit, som ifølge ham selv var »nødvendig for at vinde« kampagnen. Nu er han endt i et politisk stormvejr for at forbryde sig mod de retningslinjer, som den britiske regering har indført i coronakrisen efter råd fra sundhedsmyndighederne. Det er sket, efter at han brød lockdownreglerne og kørte med familien til sine forældres hjem cirka 400 kilometer fra sit hjem i London. Man kan se det som en tilfældighed, der siger mere om folkestemninger end om så meget andet. Men det kan også anskues som et udtryk for, at det i dag er sværere at omgås lemfældigt med autoriteter og fagkundskab, end det var i 2016. Det er svært at sige noget entydigt om udviklingen, understreger eksperterne. Fire år er ikke lang tid at måle samfundsstrømninger over, og der findes ingen grundige undersøgelser, som konkluderer, om det går frem eller tilbage for det postfaktuelle samfund – og om diagnosen nogensinde har været relevant. Men coronakrisen har i hvert fald understreget, hvor afhængig vi som samfund er af videnskaben, mener Lee McIntyre fra Boston University. »Prisen for at ignorere fakta kan være dødelig. Ville vi se 100.000 COVID-19-ofre i USA, hvis Trump ikke havde været så dybt engageret i ideen om, at coronavirus bare ville ’forsvinde på magisk vis’? Han ønskede, at det skulle være sandheden, så han prøvede at lægge låg på realiteterne.« Mens fakta har haft svært ved at trænge igennem til den amerikanske præsident, er eksperter de seneste måneder blevet de nye folkehelte i Danmark. Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm er blevet døbt ’Søren Supermand’ af Se & Hør, og i denne måned figurerer han på forsiden af Euroman. Imens har pandemiforskeren Lone Simonsen fra Roskilde Universitet fået tilnavnet »Corona Lone« og optræder vidt og bredt i medierne. Davidt Budtz Pedersen mener da også overvejende, at »opgaven er bestået« herhjemme. »Det er lykkedes at få videnskab på dagsordenen og at få skabt tillid til forskere og eksperter som en ufravigelig komponent i samfundet. Der er næppe nogen, som tænker, at vi ville være bedre stillet uden epidemiologer,« siger han, men understreger også, at det er afgørende ikke at komme til at overdrive videnskabens udsagn og resultater. »Vi videnskabsfolk må ikke påberåbe os en autoritet, vi ikke har. Vi skal efterlade rum i vores rådgivning til, at andre kan drøfte, hvilke beslutninger der er de rigtige.« Den nylige diskussion om, hvorvidt det er problematisk, at den danske S-regering gik længere i nedlukningen af samfundet, end sundhedsmyndighederne anbefalede, viser også, at det kan give mening ikke blindt at lade sig diktere af videnskaben, mener Søren Harnow Klausen. »Måske var det ikke så dumt, at regeringen ikke lod sig styre af embedsmænd VIDENSKAB LØRDAG 13. JUNI 2020

og forskere, men også selv tog stilling til, hvilke risici man turde løbe. Og hvor drastisk man ville handle. Det virker til, at der hos mange er forståelse for den beslutning – selv om den er i strid med eksperternes vurdering.«

Klimadebatten er ikke postfaktuel Videnskabens mulige genrejsning under coronakrisen er ikke det samme, som at det postfaktuelle samfund er noget, vi skal til at snakke om i datid, mener David Budtz Pedersen. I stedet er der ifølge ham sket en »normalisering« af den tilstand, der skabte så mange overskrifter tilbage i 2016. »Det, der for fire år siden forekom grænseoverskridende, bliver på et tidspunkt normalt. Samtidsdiagnosen er mere aktuel i dag end nogensinde,« siger han. Men han erkender også i bagklogskabens lys, at han og andre intellektuelle måske blev »forblændet lidt«, da begivenheder som valget af Trump, Brexit, HPV-skandalen og klimaskeptikernes fremmarch pludselig væltede ind over os som dominobrikker, der falder på stribe. »I dag er vi blevet bedre til at forstå polarisering og fragmentering af fælles viden i samfundet. Grupperinger, der føler sig hægtet af samfundsudviklingen, har større tilbøjelighed til at søge alternative kendsgerninger og fællesskaber. Og det er blevet nemmere at gemme sig i en privat virkelighed. Men den sammenhængende diagnose af et samfund i faktuel opløsning er blevet mere nuanceret,« siger David Budtz Pedersen. Lee McIntyre mener, at »så længe dem, der lyver, slipper afsted med det, så fungerer det postfaktuelle samfund stadig«. »Jeg ved ikke, hvordan man kan se på den politiske udvikling i USA de seneste fire år og ikke konkludere, at sandheden er truet,« som han udtrykker det. Søren Harnow Klausen, derimod, er mere optimistisk på videnskabens vegne. Det er ikke hans indtryk, at dens autoritet er blevet særligt undermineret i vores samfund. Hverken i 2016 eller i dag. »Lad mig give et eksempel: Klimadebatten var allerede godt i gang fire år tilbage, og den er siden kun blevet større. Jeg vil mene, at den ret fint understreger, at videnskaben ikke er sat udenfor overhovedet. Der mangler handling på det grønne område, vil nogle måske mene. Men det handler ikke om, at politikerne ikke kender eller anderkender klimaforskningen. Det gør de,« siger han. Årets ord i 2020 Casper Grathwohl fra Oxford University Press har ikke kunnet slippe post truth, siden han var med til at kåre det til årets ord for fire år siden. Han har fulgt termens popularitet i det engelske sprog sidenhen, og det er kun gået én vej: opad. »Det er blevet et etableret ord. Og sproget afspejler som bekendt den tid, vi lever i. Jeg tror, at post truth bliver en måde at tænke på den æra, vi befinder os i. En label, som historikere kommer til at sætte på vores samtid,« siger han. Det er først til efteråret, at Casper Grathwohl og kollegerne skal udvælge kandidaterne til årets ord 2020. Men han vil ikke afvise, at post truth ender på listen igen. »Det er i hvert fald lige så stærkt – hvis ikke mere – som da vi valgte det i 2016. Normalt vælger vi ikke det samme ord flere gange, der skal gerne være lidt overraskelsesmoment i det. Men jeg er kommet til at tænke på, at post truth i hvert fald stadig ville være en relevant kandidat,« siger han. »Så stay tuned.« lodr@information.dk

Merrell Sandaler Stort udvalg til både Damer og Herre. bla. de meget populære modeller ”San Remo” og ”Siena” Kun: 699,Se mere på www.JoF.dk

Salomon Effect GTX Vandtæt og Åndbar Goretex sko til de lange traveture. Dame og Herre . Restsalg! Assorterede størrelser. Før: 1300,- Nu: 699,-

Gateway Jodphur Perfekt til havebrug, cykleture, i stalden eller bare som en let ”hop i” støvle. Før: 499,- Nu: 399,-

Husk!

Vi sender postordre fra dag til dag

Pinewood Vildmarksvest Praktisk vest med mange lommer. Før: 799,- Nu: 699,-

Columbia Silver Ridge Zip-off Super lette og hurtigttørende zip-off bukser med UV beskyttelse. Damer og Herre. Flere forskellige farver.

Kun: 699,Tá 2 Par for kun: 1199,-.

Salomon Trailblazer 30 Rummelig taske med hoftebælte. Perfekt til hverdag og hiking ture med let oppakning. 3 forskellige farver. Kun:

549,-

Haglöfs Moonlight +7 Let Fiber sovepose til sommer månederne eller lejrture inden døre. Før 699,- Nu:

499,-


12

DAGBLADET INFORMATION


D

e fleste ph.d.-studerende bruger meget tid på deres forskning, men Bente Højlund Hyldegaard var i særklasse, hvad det angår. Hendes forsøg krævede nemlig, at hun observerede en beholder med jord og vand uafbrudt imellem 37 og 60 timer ad gangen uden at sove, mens hun lukkede gasser ud af beholderen cirka hvert tiende sekund. Og forsøget skulle gentages rigtig mange gange. »Noget af det, der hjalp, var at skrue helt op for Shawn Mendes’ sang ’In my blood’,«

Bente Højlund Hyldegaard renser grundvand ved at sætte strøm til det Den måde, vi fjerner grundvandsforurening på i dag, er langsom, dyr og ineffektiv. Men Bente Højlund Hyldegaard har løst udfordringerne ved at sætte strøm til jorden Tekst Martine Amalie Krogh Fotos Anders Rye Skjoldjensen

fortæller Bente Højlund Hyldegaard, der i dag er postdoc på DTU. Her synger den canadiske popstjerne: »Sometimes I feel like giving up, but I just can’t. It isn’t in my blood«. »Jeg øvede mig også på Fortnite-dansen indimellem,« fortæller hun. Men det var ikke for sin egen underholdnings skyld, at hun stod der. Hun var nemlig på sporet af en løsning på en af tidens helt store miljø- og sundhedsudfordringer: grundvandsforurening. Og nu ser det ud til, at Bente Højlund Hyldegaard har fundet en metode til at rense grundvandet billigere, mere effektivt og mere bæredygtigt, end vi gør i dag.

Fortsættes på næste side VIDENSKAB LØRDAG 13. JUNI 2020

13


Mange steder i Danmark er undergrunden fyldt med forurening, og noget af det, man kan finde meget af, er ’klorerede opløsningsmidler’. »Det bliver for eksempel brugt på tøjrenserier og som affedtningsmiddel. Det bruges stadig i dag, men meget af den forurening, vi kæmper med, er helt tilbage fra 1960’erne og 1970’erne,« fortæller Bente Højlund Hyldegaard. Og stofferne er langtfra harmløse. Det er blandt andet bevist, at de kan være kræftfremkaldende og skade reproduktionen, så vi har stor interesse i at fjerne dem effektivt, forklarer hun. »Men der er også et etisk perspektiv i det, fordi vi selvfølgelig ikke skal efterlade miljøet i dårlig stand.« De metoder, vi anvender til rensning af grundvand i dag, har visse begrænsninger. Man pumper eksempelvis vandet op af undergrunden og leder det igennem noget aktivt kul, som forureningen så skal binde sig til. »Så man opløser faktisk ikke forureningen. Når kullet er fyldt, skal det også håndteres som forurenet affald. Og det skal hele tiden udskiftes, fordi det hurtigt bliver fyldt op,« siger Bente Højlund Hyldegaard. Det er en langsom, dyr og ikke særlig effektiv metode, mener hun. Derfor var der brug for at finde en ny måde at rense grundvandet på, hvor forureningen faktisk blev nedbrudt. Og spørger man Bente Højlund Hyldegaard, forventer hun, at hendes metode vil kunne løse både de økonomiske og bæredygtighedsmæssige udfordringer, hvis den bliver rullet ud i stor skala. Ideen går ud på, at man borer huller i jorden og sætter elektroder ned i dem. Elektroderne sættes op på en lang række igennem det område, man gerne vil rense. En række, der skal gå på tværs af den retning, som grundvandet strømmer nede i jorden – på den måde vil grundvandet nemlig strømme igennem en slags ’mur’ af elektroder. Og så tænder man for strømmen. »Og når man sætter strøm til noget, der har vand i sig, så begynder vandet at blive splittet. Det danner blandt andet ilt og brint, som giver nogle forhold, der kan nedbryde forureningen,« forklarer Bente Højlund Hyldegaard. Derudover sættes der gang i mindst fire andre kemiske processer, som alle nedbryder forureningen på forskellige måder. Og det er langt mere effektivt, end de metoder man bruger i dag, hvor man kun nedbryder forureningen med én kemisk eller biologisk proces, forklarer hun. Derfor bliver effektiviteten højere og vandet renere. Det lyder måske kompliceret, men kort sagt har Bente Højlund Hyldegaard fundet ud af, at hvis vi bare sætter strøm til jorden, så kan vi langt mere effektivt nedbryde forureningen i grundvandet, som ellers kan gøre os syge, når vi drikker det. Og så er det samtidig bedre for miljøet. »Man tilsætter nemlig ingen kemikalier til jorden, som man ellers tit gør med de andre metoder.«

Ekstremsport Det lå på ingen måde i kortene, at Bente Højlund Hyldegaard skulle forske. »Ikke særlig mange i min store familie har en universitetsuddannelse, og mange har heller ikke gymnasial uddannelse,« fortæller hun. Hendes egne forældre er gartnere, og hun er vokset op på en gård i Sorø. Men æblet falder jo som bekendt ikke langt fra stammen, så Bente Højlund Hyldegaard har slået sig ned på et nedlagt landbrug i Sorø sammen med sin mand. »Sådan en rigtig Morten Korch-agtig, trelænget, hvid bindingsværksgård med heste og dådyr og en sø, jeg sidder og kigger ud på nu,« fortæller hun over den skypeforbin14

mennesker verden over, havde hun trods alt nok undgået natteforsøgene, indrømmer hun. »Men vi skal jo alle sammen have rent drikkevand. Det kan vi ikke leve uden.«

Hvad ser vi her? »En vandprøve.« Hvad skal vi vide om den? »Hvis man analyserer vandprøver, kan man se indholdet af forureningsstoffer i vandet, og deres nedbrydningsprodukter er et vigtigt skridt, når jeg skal dokumentere om, den elektriske metode er effektiv til at rense vandet. I sidste ende er det analyseresultater af vandprøver, der afgør, om vandet er sundhedsmæssigt forsvarligt at drikke.«

delse, vi taler sammen på, og løfter et kort øjeblik øjnene op over skærmen. Men under ph.d.’en var der ikke meget tid til det stille landliv. Bente Højlund Hyldegaard har brugt op mod 80 timer om ugen på at forske og beretter om mange, lange samtaler om strøm hen over middagsbordet med sin mand, der er maskinmester. Engang var der mere tid til ham. Og til hendes fritidsinteresser. Bente Højlund Hyldegaard er både glad for at bage og spille klaver. Hun har også fire heste på gården, som hun plejede at træne og jævnligt tage til stævner med. »Men det har der ikke været meget tid til,« erkender hun. Højst en enkelt ridetur i den nærmeste skov en gang imellem. I stedet er dagene (og nætterne) blevet brugt i DTU’s laboratorier inde i Lyngby og Region Hovedstadens testgrund i Skovlunde. Her har hendes mand også somme tider måttet besøge hende, når hun var væk for længe ad gangen. I laboratoriet lavede hun forsøgsopstillinger, hvor forurenet grundvand på forskellig vis skulle strømme igennem jord eller sand. Men en enkelt udfordring skulle vise sig at blive mere tidskrævende end noget andet. For når man sætter strøm til vandet, bliver der dannet gasser, og hvis man danner gasser i en lukket beholder, vil den før eller senere springe i luften. Men beholderen med sand og grundvand måtte omvendt ikke være åben, sådan at man ikke ville kunne se ud af resultaterne, om forureningen var helt fjernet eller blot fordampet.

»Jeg har prøvet så mange forskellige metoder til at gøre trykudligningen automatisk, men der var bare ikke noget, der virkede godt nok,« siger Bente Højlund Hyldegaard. Derfor var hun nødt til at gøre det manuelt hvert 5.-10. sekund. I 37 til 60 timer ad gangen. Det er ikke et problem, der vil opstå, når metoden skal bruges i den virkelige verden, for så vil de ufarlige gasser, der dannes, bare sive op af jorden af sig selv, mens forureningen opløses nede i grundvandet. »Min vejleder kalder det også ekstremsport,« siger Bente Højlund Hyldegaard og understreger, at hun aldrig er blevet spurgt af sin vejleder eller af nogen anden, om hun ville gennemføre de lange forsøg. Det var på eget initiativ. »Ellers går den vist ikke med arbejdsmiljøtilsynet,« siger hun. I et laboratorium må man i princippet heller ikke spise og drikke. »Men det var jeg jo nødt til, så jeg havde en kæmpe taske fyldt med mad. Så kunne jeg indimellem nå at smide noget i hovedet, mens jeg stod og passede forsøget,« fortæller Bente Højlund Hyldegaard. Drikkevarer forsøgte hun at undgå, så hun ikke skulle for meget på toilettet. Men en gang imellem kom en kollega forbi og holdt skansen, så hun kunne løbe derud. Selv om det var hårdt, overvejede Bente Højlund Hyldegaard aldrig at give op. »Det kunne jeg ikke finde på. Sådan er jeg ikke. Jo sværere det er, jo mere interessant er det,« siger hun. Men hvis ikke hun forventede, at projektet på sigt ville kunne løse et stort problem for

Stort marked Indtil videre er metoden kun blevet testet i et laboratorium. Næste skridt er at prøve det på en lille forurenet grund. Og det forsøger Bente Højlund Hyldegaard for øjeblikket at skaffe penge til. »Man kunne godt rulle det stort ud, men det er både dyrere og sværere at overvåge og tage prøver af,« forklarer hun. På en lille grund kan hun lettere holde øje med udviklingen og se, om der opstår noget uventet. Men hvis det virker, »og det gør det forhåbentlig«, så kan man begynde at rulle metoden ud i fuld skala, så snart finansieringen er der. Selv det kan dog vise sig kun at være begyndelsen for Bente Højlund Hyldegaards metode. Med sit forskningsprojekt har hun nemlig kun testet metoden på nogle helt bestemte klorerede opløsningsmidler. »Men i princippet kan metoden designes på andre måder, hvis man bytter rundt på elektroderne, så den også kan behandle olieforurening, pesticider og alt muligt andet.« Det er helt tydeligt, at hun ser store perspektiver i metoden. Bente Højlund Hyldegaard fortæller, at der allerede nu er interesse for hendes forskningsprojekt, der blev til som en erhvervs-ph.d. hos DTU og COWI – blandt andre i samarbejde med Region Hovedstaden, som var på udkig efter billigere og bedre metoder til at rense grundvandet. Sågar U.S. Army Corps of Engineers, som selv eksperimenterer med lignende projekter, har været inde over Bente Højlund Hyldegaards ph.d. »Det er jo en problematik, der ikke kun er i København eller i Danmark, men mange steder i verden. Og andre lande har også sat penge af til at forske i, hvordan man kan løse problematikken,« siger hun. »Så der er klart et stort marked for det.« makr@information.dk

Bente Byth Carstens Stilling: Postdoc på DTU. Yndlingsredskab: En strømforsyning. Overspringshandling: En tur i skoven til hest. Forbillede: H.C. Ørsted. Han levede for mange år siden, hvor man ikke havde alle de redskaber, vi har i dag. Og alligevel var han i stand til at gennemskue ting, som de fleste af os ikke rigtig kan forholde os til i dag. Erkendelse: Mine egne fysiske begrænsninger.

Ph.d. Cup 2020 Information sætter fokus på ny forskning, når vi hvert år afholder Ph.d. Cup og kårer den ph.d.studerende, der er bedst til at formidle sin forskning. Det store kåringsshow bliver sendt på DR2 fredag den 19. juni kl. 21.30. Ph.d Cup er etableret i et samarbejde mellem DR og Information og støttet af Lundbeckfonden

DAGBLADET INFORMATION


Spar 25% på Ro™ stolen 20 445 20.445,-

EJ 280 Sofa

Særpris på EJ280 i bomuldsstof i mange farver i længde 212 cm og 240 cm

Fra 15.340 ,-

EJ280, 2-personers sofa (L: 212 cm)

29.100,-

22.995,-

EJ280, 3-personers sofa (L: 240 cm)

32.254,-

23.995,-

EJ220 Jubilæumskampagne 30.113,- 22.500,Sofa, længde 212, Sort, Sand og Brun læder 53.927,- 40.000,-

Panthella Portable Ledningsfri lampe med oplader Design: Verner Panton

1.495,-

Vestergaard Møbler

København Torvegade 55-57, Tlf. 32 57 28 14 Næstved Merkurvej 3, Tlf. 55 77 49 49 Lyngby Jernbanepladsen 19-23, Tlf. 45 87 54 04 Holbæk Tåstruphøj 46, Tlf. 59 45 45 45

www.vester-moebler.dk


Forskeraktivisme:

»På en måde føltes det også lidt åndssvagt. Tænk, at vi skulle stå og sige, at viden er vigtig«

»Det er ikke givet, at andre synes, vores arbejde er vigtigt«

»Jeg synes, forskere har haft en tendens til at putte sig lidt«

Lone Koefoed Hansen

Poul Nissen

»J

»J

Lektor og forsker i digital æstetik og digitale medier, Aarhus Universitet eg gik med i marchen i Aarhus, og vi var nok omkring 400-500 mennesker, så det var ikke en særlig stor march. Men jeg kunne mærke, at det faktisk betød noget for mig at stille op til det her, fordi det er frustrerende som forsker og som borger at se på, at politiske beslutninger nogle gange bliver taget udelukkende på baggrund af holdninger og meninger. På den måde bliver det jo postfaktuelt, når man som forsker bliver sat i bås som noget partisk, fordi det ikke er politisk opportunt. Og den der mistænkeliggørelse af videnskab, som ligger i det, er både for mig som forsker og borger enormt skræmmende.« »Jeg kan huske, at jeg mødte nogle folk og syntes, det var vigtigt, at de stod der. Der var noget bekræftende og rart i at se, at man ikke stod alene med det. Men på en måde føltes det også lidt åndssvagt. Tænk, at vi skulle stå og sige, at viden er vigtig. Det er jo fuldstændig absurd, at vi stod der og sagde, at det er vigtigt, at man baserer politiske beslutninger og i det hele taget sin hverdag på noget, som vi faktisk prøver at vide noget om eller blive klogere på.« »Jeg havde lavet et guldskilt, hvor jeg havde skrevet noget i retning af, at videnskab viser, at champagne og chokolade er sundt. Det var en humoristisk icebreaker til at komme i kontakt med folk og få nogle reaktioner fra folk, der sagde ’Ej, hvor er det fedt’, eller ’Hvad mener du med det?’ Så kunne man lige få en kort snak med dem om, hvad forskning er.« »Uden for min lille Aarhus-kontekst tror jeg, der er flere forskere, der efter marchen har fået øjnene op for, at det ikke er givet, at andre synes, vores arbejde er vigtigt. Derfor er aktivismen i det her vigtigt. Det er vigtigt at blive ved med at minde verden om, hvad vi gør. Vi gør det jo ikke, fordi vi synes, det er sjovt. Vi gør det jo, fordi det er et spørgsmål om at blive klogere på andre og egnes vegne hele tiden. Og at det er vigtigt, hvis samfundet skal udvikle sig.«

16

Professor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet

eg gik med i marchen, fordi det på det tidspunkt var vigtigt at få markeret, at vi skal acceptere videnskab som en stemme i den offentlige debat. Der var mange forskellige takter fra forskellige sider om, at man ville undertvinge det objektive budskab, der ligger i videnskaben. Det er utrolig vigtigt, at vi ikke kun baserer samfundet på følelser. Selvfølgelig er der stadig holdninger og politiske valg, der styrer, hvordan vi indretter et samfund, og hvad vi vil prioritere. Men det er jo altid vigtigt, at det sker på et oplyst grundlag.« »Marchen hjalp måske mest forskere med at tage ordet og sige, at vi har en vigtig opgave med at lade os høre. Jeg tror egentlig ikke, at vi i så høj grad påvirkede offentligheden, men jeg synes, forskere har haft en tendens til at putte sig lidt. Og det synes jeg, at den her march var god til at få skubbet lidt til. Det var vigtigt at få gjort klart, at man som forsker har en vigtig rolle i samfundet. Vi skal ikke være bange for at blande os i samfundsdebatten, det er utroligt vigtigt, at vi gør det. Man skal jo selvfølgelig også være sig bevidst, at når man udtaler sig, så har man givetvis også et politisk afsæt, man krydrer det med. Men det synes jeg ikke, man skal være flov over.« »Stemningen var faktisk rigtig god, og der var væsentlig flere til stede, end vi havde regnet med. Der var god opmærksomhed, og folk stoppede op og spurgte ind til det. Så jeg synes på en eller anden måde, vi fik skabt en god fælles folkestemning af, at det var vigtigt.« »Folk kunne også se, at når vi som forskere gjorde det her, så måtte det være alvorligt. Så vi havde nok også lidt medvind af, at vi normalt ikke lader os høre på den her måde.«

DAGBLADET INFORMATION


Det var en protest mod præsident Donald Trumps angreb på videnskab og fakta, da forskere i 2017 gik på gaden verden over for at demonstrere. Men kan man være uvildig forsker og samtidig aktivist? Vi har spurgt fire af de danske deltagere i den første March for Science Tekst Marina Veis Høi

»Det føltes ikke som en dobbeltrolle at være forsker og aktivist«

»I løbet af dagen tænkte jeg på, at det var overvældende«

Mogens Høgh Jensen

Professor i biofysik på Niels Bohr Institutet og præsident for Videnskabernes Selskab

»J

eg gik med for at styrke videnskabens rolle i vores samfund og for at fortælle, at videnskaben er vigtig for alle dele af samfundet. Der var rigtig mange på gaden, og så vidt jeg ved, var der flere millioner, der marcherede i hele verden den dag. Folk blev klar over, at videnskaben er her for os alle sammen. Ikke bare for nogle få udvalgte. Det er jo sådan, at vi som videnskabsfolk får lov til at forske på helt grundlæggende ting i verden og i samfundet, og derfor vil vi jo også gerne give noget tilbage til samfundet. På det tidspunkt var der måske en stigende populisme på vej, som satte spørgsmålstegn ved den måde, vi arbejder og præsenterer vores resultater på.« »Jeg vil ikke kalde det en demonstration, men mere en manifestation for videnskaben. Jeg følte en dyb opbakning og en meget positiv stemning, da vi marcherede gennem byen hele vejen fra Niels Bohr Instituttetet og endte på Christiansborg Slotsplads, hvor der var forskellige taler af prominente videnskabsfolk og videnskabspolitikere. Derfor følte jeg det dybest set ikke som en dobbeltrolle at skulle være forsker og aktivist på samme tid. March for Science var en ualmindelig fredelig gåtur, hvor vi sådan set bare ville manifestere, at forskning og videnskab er her som en stor del af samfundet og har betydet utrolig meget for samfundets udvikling.« »Jeg vil sige, at det stadig er en dagsorden, vi skal kæmpe for, fordi forskning måske ikke altid giver et payoff her og nu. Derfor skal vi se forskning som en investering og ikke som en udgift og acceptere, at den tager tid og først gavner om nogle år. Det er noget, vi altid skal argumentere for.«

Tine Jess

Daværende professor dr.med. og ledende overlæge ved Afdeling for Klinisk Epidemiologi, Bispebjerg-Frederiksberg Hospital. Nu ansat ved Afdeling for Epidemiologisk Forskning på Statens Serum Institut

»J

eg gik med i March for Science for at vise min støtte til dette vigtige initiativ. Videnskab og formidlingen heraf er helt essentielle elementer i oplysningen af befolkningen og danner dermed også grundlaget for vores demokrati.« »Stemningen var utrolig god. Vi mødtes på en smuk dag om en fælles sag, som kun få kan erklære sig uenige i. Jeg gik med på turen fra Niels Bohr Institutet og fik lejlighed til at tale med en bred skare af borgere, politikere og videnskabsfolk, inden jeg også selv holdt tale om værdien af dansk forskning nationalt og internationalt på scenen ved Christiansborg.« »I løbet af dagen tænkte jeg på, at det var overvældende og yderst positivt at mærke, at så mange forskellige mennesker støttede op om initiativet, at så mange erkender vigtigheden af videnskaben for samfundet.« »For mig at se er det ikke en modsætning at være aktivist for oplysningen, samtidig med at man er forsker. Hvis man er forsker, er man det selvfølgelig ud af nysgerrighed og for at bibringe verden ny viden. Og det er svært at se som modsætningsfyldt at være aktivist for, at denne viden når ud til befolkningen.« »Hvis der blev afholdt en march i dag, ville jeg gå med igen, for spørgsmålet er ikke blevet mindre relevant. Den aktuelle coronakrise viser med al tydelighed, hvordan videnskabelig evidens ikke nødvendigvis danner grundlag for politiske beslutninger. Jeg tror og håber, at March for Science har skabt fokus på vigtigheden af den frie videnskabelige diskussion som grundlag for et oplyst samfund.«

EN PRAKTISK HÅNDBOG TIL EKSPERTER OG FORSKERE

VEJEN TIL ÅBEN FORSKNING OG INNOVATION

Forskningskommunikation af Gitte Gravengaard og Anders Monrad Rendtorff lærer dig at kommunikere effektivt om din ekspertviden og forskning til offentligheden og udvalgte målgrupper.

Kollaboration af David Budtz Pedersen, Kristian Martiny, Alfred Birkegaard og Jakob Wested giver en samlet fremstilling over redskaber, praksisser og eksempler på kollaborativ problemløsning, ideudvikling og læring.

Læs mere på samfundslitteratur.dk

mvh@information.dk


18

DAGBLADET INFORMATION


E

n efterårsdag i 2010 stillede Anna Grynnerup sin cykel uden for Panuminstituttet i København og gik ind til noget, hun ikke vidste skulle forme hendes fremtid. Det var karrieredag på Panum, og der var annonceret forskellige oplæg om medicinske fagligheder. Hun gik selv på sjette semester, og selv om hun havde hørt om forskning, anede hun ikke, hvad det indebar. »Det virkede som noget stort og mystisk,« husker hun. Ved en stand faldt hun i snak med en overlæge, som sagde, at han havde noget i en

Anna Grynnerup kan give barnløse vigtige svar Anna Grynnerups forskning kan give barnløse i behandling svar på, præcist hvor lille deres chance for at få børn er. Det kan gøre dem i stand til selv at vælge, om de vil fortsætte en behandling, der gør nogle par »næsten besatte« Tekst Bodil Skovgaard Nielsen Fotos Anders Rye Skjoldjensen

fryser, der måske kunne interessere hende. Det var nogle gamle prøver fra kvinder i fertilitetsbehandling, som havde forskellige typer af infertilitet. Hvis hun havde lyst, sagde han, kunne hun komme til at forske på hans afdeling. »Det tænkte jeg lød som et relativt nemt og overskueligt projekt,« fortæller Anna Grynnerup, »som noget, jeg kunne gøre i min fritid«. Der gik dog ikke mange måneder, før Anna Grynnerup opdagede, at hun havde taget fejl. At forskning langtfra er nemt, og at det i øv-

Fortsættes på næste side VIDENSKAB LØRDAG 13. JUNI 2020

19


rigt tog al hendes tid. Men hun opdagede også noget andet: at det ikke var ren mystik. At det faktisk gav mening. Måske især på grund af det emne, hun forskede i, nemlig fertilitet. Det, der for hende havde været et tilfældigt forskningsemne, indså hun nu var et sundhedsproblem, ja faktisk en folkesygdom. Og hun blev overrasket over, hvor overset infertilitet er i befolkningen. Netop det ønsker Anna Grynnerup at lave om på, for barnløshed kan have voldsomme konsekvenser. »Det svarer til en kræftdiagnose på depressionsscoren at få at vide, at man er infertil.« Hun vil have patienter og læger til at tage infertilitet alvorligt som en sygdom, for det mener hun ikke, at de gør i dag. »Det er ikke en fortælling om forkælede moderne mennesker, der ikke kan få det, de vil have,« siger hun. »Det er den mest udbredte kroniske sygdom blandt unge mennesker. Det er en kropsfunktion, som ikke fungerer, som den skal. Og det skyldes ofte et eller andet fysiologisk: dårlige æggeledere, muskelknuder i livmoderen, nedsat sædkvalitet.«

En lusket sygdom Anna Grynnerups ph.d. handler om at give barnløse muligheden for at træffe et informeret valg. Hendes forskning blev til meget mere end et fritidsprojekt, da hun kom på sporet af et særligt hormon, der kan fortælle om en kvindes mulighed for at blive gravid. Ved at måle det såkaldte anti-müllerske hormon, forkortet AMH, kan man give barnløse par en viden om, hvor store eller små deres chancer er for at få børn. AMH betegner en kvindes ægreserve i æggestokkene, og kvinder med en vis værdi af AMH har under ti procents chance for at opnå graviditet. Med den information kan parrene bedre træffe beslutninger om, hvorvidt de vil gå videre med behandling eller måske skal overveje adoption eller ægdonation. »Infertilitet er en lusket sygdom,« som hun siger. Der findes ikke en test, der, før man forsøger at få børn, kan afsløre, om det vil blive svært eller ej. Og det er et problem, for der er lang vej, fra man i første omgang forsøger at få børn, til man finder ud af, om man har fertilitetsproblemer. Man bliver som oftest først betegnet som barnløs og får ret til behandling, når man i et år har forsøgt at blive gravid. »Jeg tror, at det at skulle få nogle børn, der ikke biologisk er ens egne, er en proces, det tager ret lang tid at nå frem til, om er noget, man ønsker,« siger hun. Som resultat af Anna Grynnerups forskning er man blevet bedre til at bruge målinger af AMH, så man langt hurtigere kan give de særligt udfordrede bedre handlemuligheder. Hård behandling Selve biologien bag er meget kompleks. Mens Anna Grynnerup forklarer menstruationscyklens hormonforbindelser, peger hun ud i luften, som om hun har en usynlig livmoder foran sig, og viser, at netop dér bliver folliklerne stimuleret til at vokse, og på netop dét tidspunkt får hypofysen et signal. Men kroppens processer er andet end udenadslære for forskeren, som ikke interesserer sig for den præcision og anatomi, det for eksempel kræver at være kirurg. Det er i stedet de levende og omskiftelige processer, hvor hormoner interagerer med hinanden, der fanger hende. Det komplicerede system er dog samtidig det, der gør, at det fra tid til anden kan føles meningsløst at forske i infertilitet: »Der er faktisk ikke rigtig noget i min forskning, der kan fikse det. Jeg ville ønske, jeg kunne,« siger hun. Men på grund af hendes forskning kan 20

er 28, begynder det at være acceptabelt at få børn.« Det er vigtigt for Anna Grynnerup, at infertilitet ikke kun angår kvinder, men også mænd. Hun er optaget af, at det at få børn er en proces, der for begge køn bør starte langt tidligere. Som studerende var hun frivillig i organisationen Sexekspressen, hvor medicinstuderende laver seksualundervisning for folkeskoleelever. Hun mener, at seksualundervisningen ikke kun bør vejlede i, hvordan man undgår graviditet – men også i, hvordan man faktisk får børn. »Vi har af myndighederne fået ørene tudet fulde om, at hvis vi bare misser én ppille, så går det galt.«

Hvad ser vi på her? »Et spekulum og en depressor (og i baggrunden en tang) – også kaldet et ’GU sæt’.« Hvad skal vi vide om den? »Bruges til at kunne lave en gynækologisk undersøgelse, som er en standardundersøgelse ved kontakt med en gynækolog inklusive ved fertilitetsvurdering.« parrene nu hurtigere tage stilling til, om de vil fortsætte en fertilitetsbehandling, som kan have store konsekvenser. For kvinderne kan det rent fysisk være meget smertefuldt at få taget æg ud og lagt æg op, og hormonindsprøjtninger giver store bivirkninger. Og behandlingen påvirker også parforholdet negativt. »Retrospektivt kan vi se, at nogle par næsten bliver som besatte. Al deres tid går med fertilitetsbehandlingen, de tænker og snakker ikke om andet,« siger hun. Ofte overskygger usikkerheden om, hvorvidt man overhovedet kan blive gravid, selv de medicinske bivirkninger ved en fertilitetsbehandling. Og det er derfor, Anna Grynnerup er interesseret i give barnløse overblik over deres situation – jo før man kan forudse, hvordan behandlingen går, jo før kan man begynde at forberede adoptions- eller ægdonationsprocesser. I Danmark kan kvinder gå i fertilitetsbehandling, indtil de fylder 45 år. Men Anna Grynnerup fortæller, at flere faktisk bliver lettede, når de når den alder. »Har man penge, kan man i Danmark altid lige prøve en behandling til, indtil man er 45. Jeg oplever, at folk finder en ro i det øjeblik, de bliver for gamle og må se i øjnene, at nu kan de ikke gøre mere selv.«

Ingen snakker højt om det En af drivkræfterne for Anna Grynnerup er det mellemmenneskelige. Hun vil helst møde patienterne i virkeligheden i stedet for at analysere anonyme prøver i et laboratorie. Og selv når patienterne igen bliver til værdier i Excel, er det deres sorger og håb, der driver hende. »Når man sidder og kigger i dataarket og

skal krydse af i felterne, om parrene blev gravide, så sker det desværre ret ofte i mit studie, at man må krydse af, at nej, det lykkedes heller ikke denne gang. Det gør mig ked af det. For man ved jo, at hver linje repræsenterer et eller to mennesker, som er rigtig kede af det og har gennemgået et kæmpe arbejde af en fertilitetsbehandling.« Med årene er interessen i livmoder, æggeledere og hormonbalancer blevet meget mere end en tilfældig gren af forskningen for hende: »Min søster har været igennem mange omgange af fertilitetsbehandling. Mange af mine venner har været igennem det nu. Det påvirker rigtig mange mennesker i vores samfund. Og det er ikke noget, man snakker særlig højt om.«

Infertil samfundsstruktur Ud over at være fysiologisk komplekst rækker barnløshed ud over det medicinfaglige og ind i vores indretning af samfundet. Ifølge Anna Grynnerup har vi et fertilitetsproblem i Danmark, blandt andet fordi vi har vænnet os til at få børn meget sent. »Jeg bliver stresset, når jeg hører venner og familie, der siger, ’ah, men jeg er 33, jeg har god tid’ – jeg får simpelthen tics! Det synes jeg slet ikke, at man har. Men jeg kan også godt se, at hvis man er 28 og ikke har en kæreste – hvordan skulle man så få de børn?« I Danmark var gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i 2019 27,9 år. Det er ifølge Anna Grynnerup ikke så sært set i lyset af, at vi har indrettet samfundet, således at mange venter med at få børn, til de er i 30’erne. Sociale normer, økonomiske muligheder og politik spiller ind i folks valg. »Som 25-årig bliver man stadig betragtet som en af de unge mødre. Først når man

Sin egen netdoktor Selv om Anna Grynnerup med sin forskning ønsker at hjælpe kvinder og mænd til at træffe valg om, hvornår de skal få børn, har hun ikke selv benyttet sig af den mulighed. Viden om AMH kan for nogle være livsforandrende, men hun har selv paradoksalt nok tendens til at blive nervøs af for mange forudsigelser. »Inden jeg fik børn selv, var der mange, der spurgte, om jeg ikke ville have målt mit AMH,« siger hun. »Det havde jeg ikke lyst til. Det kan være en stressfaktor at vide for meget som læge.« Ikke at kunne få børn kan være en fuldstændig uhåndgribelig sorg, og det er både glæderne og sorgerne for den enkelte, der gør, at Anna Grynnerup vil arbejde videre med infertilitet: »Hver lille prik i mit diagram repræsenterer et levende menneske.« I stedet for at lede efter en kur for noget, der ikke kan kureres, mener hun, at man bør blive bedre til at anerkende barnløshed som en sygdom og ikke som forkælede menneskers braste drømme. »Det hører jeg selv fra mine venner, der tror, at det bare er ligesom ikke at kunne købe ens drømmebil. Det tror jeg overhovedet ikke på. Det er et grundlæggende menneskeligt behov at kunne få børn, som intet har at gøre med at ville have en smart bil.« bsn@information.dk

Anna Grynnerup Stilling: Reservelæge. Yndlingsredskab: Ultralydsapparat. Med sådan et ved hånden kan man lynhurtigt danne sig et overblik over de fleste indre organer. Og det er helt ufarligt! Overspringshandling: Jeg er slem til at hoppe på sociale medier, når jeg sidder og arbejder. Men derudover har jeg også altid haft en tendens til at kaste mig over små sideprojekter, som jeg bruger som overspringshandlinger. Under arbejdet med min ph.d. startede jeg for eksempel en frivillig forening med en gruppe andre læger kaldet ’Læger Formidler’. Forbillede: Jeg har altid set meget op til mennesker, der har et drive og en passion for det, de laver. Erkendelse: Jeg har fundet ud af, hvor mange myter og misforståelser der findes omkring fertilitet og infertilitet. Det er rigtig ærgerligt, fordi jeg tror, at det bidrager til en masse unødig skam og selvbebrejdelse for par, der kæmper med infertilitet

DAGBLADET INFORMATION


Små bøger, der svarer på tidens store spørgsmål

KAT H ERINE RIC H ARDSON

Hvordan skaber vi bæredygtig udvikling for alle? INFORMAT IONS FORLAG

THOMAS BOLANDER

SIGNILD VALLGÅRDA

Hvordan ser fremtiden ud med kunstig intelligens?

Hvordan mindsker vi uligheden i sundhed?

RASMUS ALENIUS BOSERUP

Hvad svarer vi jihadisterne?

INFORMATIONS FORLAG

I N FORM AT ION S FORLAG

THOMAS GAMMELTOF T-HANSEN

Hvordan løser vi flygtningekrisen? I N FO R M AT I O N S FO R L AG

IN FORMAT ION S FORL AG

1

2

3

L I S E LOT T E H Ø J G A A R D

MAJA H OR ST OG A L A N I R W I N

STE FA N HE RM A N N

AGI CSON K A

Hvor står kampen om dannelsen?

Hvad vil vi med universiteterne?

Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?

IN FO R M ATIO N S FO R L AG

I N FO R M AT I O N S FO R L AG

INFORMATIONS FORLAG

Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen? I N FO R M AT I O N S FO R L AG

0I0I0 0I0I0 KLAUS HØYER

Hvem skal bruge sundhedsdata – og til hvad? I N FOR M AT I ON S FOR LAG

MOGENS HERMAN HANSEN

M I K K E L V E D BY R AS M U S S E N

Hvad er krig og fred i dag? INFORMATIONS FORLAG

CA M I L L A M E H LS E N VI N C EN T F. H EN D RIC KS

ME RE T E N ORDE N TOF T

Hvordan bliver vi digitalt dannede?

Hvordan skaber vi fremtidens psykiatri?

I N FO R MATI O N S FO R LAG

INFORMATIONS FORLAG

Hvordan forvrænger populismen demokratiet? I N FO R M AT I O N S FO R L AG

J ØRGEN STEEN NI ELSEN

ERI K JØRGEN HANSEN

Hvad skal vi med landbruget?

Hvordan kan vi bekæmpe social ulighed, igen?

I NFORM AT I ONS FORLAG

INFORMATIONS FORLAG

49,95 kr. Køb bøgerne på butik.information.dk

NANNA MIK-MEYER

Hvordan får vi bedre debat om velfærd? I N FO R M AT I O N S FO R L AG


Politikere bruger uvid

Politiske aktører udnytter manglende viden for at undgå ubehagelige eller dyre beslutninger. Ønsker man ikke at handle på et problem, undgår man bare at undersøge det, for så bliver man ikke klogere på løsningerne. Fænomenet kaldes ’politisering af uvidenhed’ og gør os som samfund dummere, end vi behøver at være, mener forsker

K

Tekst Martin Bahn Illustration Jesse Jacob

ort efter at coronavirus ramte den vestlige verden som en forhammer, nedsatte den norske regering en ekspertgruppe af økonomer. Tiltagene for at dæmpe epidemien var drastiske, og man ville derfor hurtigt have vurderet den sundhedsmæssige gevinst op imod den økonomisk belastning. Beregningerne skulle lægges åbent frem. Herhjemme måtte man i første omgang spejde langt efter lignende tiltag. I stedet blev den danske regering fra flere sider kritiseret for at tilbageholde vigtige tal og informationer. Og da en ekspertgruppe så blev nedsat den 1. maj, fik de tre økonomer 22

seks dage til at lave deres analyse. Altså seks dage til at vurdere hele coronaindsatsen og den snarlige genåbning af Danmark fra et økonomisk perspektiv. Den korte deadline er eksempel på en velkendt tendens, hvor man »politiserer uvidenhed«, mener Martin Møller Boje Rasmussen, som er postdoc ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. »Man vil gerne have viden, men det skal leveres så hurtigt, at man jo godt ved, at det kommer med en markant usikkerhed. Så når man vil træffe beslutningerne, kan man gøre det hen over hovedet på den videnskabelige sagkundskab og henvise til den store usikkerhed,« siger han. Sammen med professor Jens Hoff fra Københavns Universitet publicerede Martin Møller Boje Rasmussen i efteråret 2019 analysen ’Fra statistik til politik’, der undersøger, hvordan viden bliver produceret i Danmark. Her fandt forskerne flere eksempler på ’politisering af uvidenhed’, hvor politiske aktører har en interesse i ikke at opnå dybere indsigt i et emne af frygt for konsekvenserne ved at blive klogere. Det har vi blandt andet set på klimadagsordenen. »Man skubber fraværet af viden foran sig som en begrundelse for, at der ikke skal træffes omkostningstunge beslutninger på et givent område,« siger Martin Møller Boje Rasmussen og tilføjer, at tendensen omvendt også ses, når viden bruges som en »syltekrukke«: »At man siger, at vi er nødt til at få udredt det her, før vi gør noget. Vi må have en kommission eller en dybere analyse, inden vi handler. Det er på mange måder et fromt oplysningsønske. Men på den anden side kan du altid bede om et bedre, mere detaljeret og stærkere beslutningsgrundlag. Og nogle gange må man sige, at ’det er så langt, som vi kommer, og nu træffer vi en beslutning’,« siger han. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad den form for politisering af uvidenhed gør ved vores samfund.

At viden om et emne eller mangel på samme politiseres til at fremme egen dagsorden er langtfra et nyt fænomen. Eksempelvis har forskerne i studiet fundet flere eksempler på, at politiske aktører ikke har ønsket at fremme den grønne viden. Det var blandt andet tilfældet med udviklingen af Danmarks grønne nationalregnskab, der er centralt for et lands grønne viden. Det grønne nationalregnskab samler en lang række data om klima og naturressourcer og kan på baggrund af statistik give et bredt billede af den økonomiske og klimamæssige udvikling. Eksempelvis ved at vurdere, om vækst og klimabelastning følges ad, eller om vi bliver bedre til at producere mere klimavenligt. Lande som Canada, Holland, Tyskland og Sverige benytter grønne nationalregnskaber, men i Danmark har det haft en lidt forhutlet politisk tilværelse. Efter at Danmarks Statistik havde udviklet det fra 2015-2017, droppede VLAKregeringen bevillingen i 2018 og satte arbejdet i bero. Først et år senere fandt den daværende regering penge til at fortsætte Danmarks Statistiks arbejde. KU-forskerne henviser i studiet til udtalelser fra Dansk Folkepartis René Christensen og Venstres Torsten Schack Pedersen, der fra Folketingets talerstol argumenterer for, at det grønne nationalregnskab ikke er afgørende for klimaindsatsen. Der var ikke brug for mere viden på området, mente ordførerne. Ifølge forskerne viser det, at der er interesser i det politiske system, der har modvirket klimadagsordenen. Aktører, som har haft en interesse i ikke at få produceret visse typer af tal. Det gælder i særdeleshed landbruget, bilindustrien og byggebranchen, mener Martin Møller Boje Rasmussen. »De har ikke ønsket at fremme den grønne viden. Det er klart, at hvis vi skal nå klimamålene, så kan det måske komme til at gøre ondt på dem. De har måske ikke været

interesseret i, at der sker en grøn omstilling,« siger han. »Samtidig er det også typisk de store klimasyndere, der skubber på for lige at få lavet flere beregninger. Og så kan der gå et par år, før vi har et svar. Det kan man så gentage i det uendelige, og så bliver der aldrig rigtig gjort noget,« siger han. – Omvendt kan man vel sige, at det også risikerer at have enorme konsekvenser for befolkningen, hvis politikere bare træffer beslutninger, der ikke er ordentligt velbelyst? »Det er der altid en risiko for. Men der er en risiko ved alt. Det handler om at holde dem op mod hinanden. Det er heller ikke risikofrit at lægge analyse på analyse. Det giver bare paralyse. På et tidspunkt holder man op med at handle på noget som helst, fordi man sidder og trækker i langdrag,« siger Martin Møller Boje Rasmussen. »Men det omvendte med en næsten Trump-agtig mavefornemmelsespolitik er også relativt risikabel, fordi man hurtigt havner i store uforudsigelige konsekvenser af det, man foretager sig. Men det er også politik i sin reneste essens, og det er det, vi vælger dem til: på det bedst tænkelige videns- og beslutningsgrundlag at træffe politiske beslutninger. Der er ikke noget, der hedder en videnskabelig beslutning. Det skal være politisk, men baseret på et vidensgrundlag.«

Fremskridtets ærinde Martin Møller Boje Rasmussen mener, at eksemplet med det grønne nationalregnskab er »uklædeligt« for de borgerlige politikere. »Det handler dybest set om, at man ikke vil være villig til at bringe Danmarks statistiske beredskab på niveau med, hvad man har i andre højtudviklede økonomier. Og på niveau med, hvad FN-systemet beder os om at stille med af vidensberedskab,« siger han. »Fremskridtet trækker i retning af, at vi får mere og mere viden. Så det er ukønt, at DAGBLADET INFORMATION


enhed som et værktøj

man politiserer på den måde og ikke bare siger, at selvfølgelig skal Danmarks Statistik have ressourcer til at udvikle og tilvejebringe statistik for os selv og hele verden. Det andet er ikke at gå verdensfremskridtets ærinde. Det er noget pjat, og det bør Danmark holde sig for god til.« Et andet og nyere eksempel er den høje drivhusgasafgift, som mange eksperter kalder det mest effektive instrument i den grønne omstilling. Den socialdemokratiske regering har indtil videre afvist at indføre en høj CO2-afgift, blandt andet fordi man ifølge klimaminister Dan Jørgensen ikke ved, hvad en sådan afgift vil koste for erhvervslivets konkurrenceevne, den sociale ulighed og statskassen. Både de økonomiske vismænd og Kli-

Hvis det er en akut krise som en pandemi, hvor usikkerheden er stor, så er uvidenheden belæg for at handle Martin Møller Boje Rasmussen Postdoc ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

VIDENSKAB LØRDAG 13. JUNI 2020

marådet har imidlertid fremlagt modeller, hvor de mener at tage højde for lige netop disse bekymringer. »Så det er lidt spøjst, hvorfor regeringen ikke vil se nærmere på en sådan CO2-afgift,« siger Martin Møller Boje Rasmussen. Netop kriser som klimakrisen og coronakrisen fungerer som en slags fremkaldervæske for politiseringen af uvidenhed, mener Martin Møller Boje Rasmussen. Men politikerne bruger viden forskelligt alt efter karakteren af den krise, samfundet befinder sig i. »Hvis det er en akut krise som en pandemi, hvor usikkerheden er stor, så er uvidenheden belæg for at handle. Hvorimod hvis det er en langsom krise med kendt risiko som klimakrisen, så er fraværet af viden grund til at tøve med at handle for at vente på mere viden. Uvidenhed bliver orkestreret forskelligt, alt efter hvad vi står over for,« siger han.

Ubekvem viden Økonomiprofessor Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet er »meget enig« med Martin Møller Boje Rasmussens analyse. Som forhenværende formand for Klimarådet har han fulgt klimadebatten i årevis og bemærket, hvordan manglende viden kan bruges som undskyldning for ikke at handle klimapolitisk. »Sådan har det været så længe, jeg kan huske,« siger Peter Birch Sørensen: »Der er måske nogen former for viden, som politikerne ikke altid synes, det er lige bekvemt at få frem. Fordi det lægger op til upopulære politiske beslutninger.« Han genkender også tilfælde, hvor svære beslutninger parkeres i en form for dybere ekspertudredning. Det kunne eksempelvis være elbilskommissionen, der lige nu er ved at finde en løsning på det svære problem med at klimaomstille personbilerne i Danmark – uden at det efterlader et 50 milliarder kroner stort hul i statskassen.

»Hvor politikerne har et ægte ønske om at få mere viden, før de træffer beslutning. Nogle gange er det oplagt, at et udredningsarbejde skal fungere som en syltekrukke. Andre gange er det bare udtryk for en kompliceret problemstilling,« siger Peter Birch Sørensen. Samtidig er han en del af en forskningsgruppe, som lige nu er ved at udvikle en ny miljø- og klimaøkonomisk regnemodel for dansk økonomi. Når modellen er færdig, vil den være i stand til at give et detaljeret billede af effekterne ved at indføre høje CO2-afgifter i Danmark. Også de effekter, som Dan Jørgensen lige nu mener, at vi ikke kender. Peter Birch Sørensen påpeger dog, at tænketanken Kraka, som også anbefaler brugen af CO2-afgifter i klimakampen, allerede har regnet og givet svar på mange af de ting, som klimaministeren efterlyser. »Men det er klart, at når vi er færdige med at udvikle den grønne regnemodel, så vil den kunne give et mere fuldstændigt billede,« siger han.

Et dummere samfund Som en del af analysen undersøgte Martin Møller Boje Rasmussen og hans kollega, hvordan vidensregimet generelt så ud i Danmark. Konklusionen var, at der ud over centraladministrationen selv kun er få og ressourcesvage vidensproducerende organisationer, der kan levere de komplicerede analyser, et samfund har brug for. Der er selvfølgelig universiteter, interesseorganisationer og tænketanke, men den største videnskapacitet ligger ofte i ministerierne, konstaterer studiet. Derved bliver det nemmere at udnytte uvidenhed politisk, fordi der i visse tilfælde ikke er andre til at levere den konkrete viden, siger Martin Møller Boje Rasmussen. »Danmark har sammenlignet med andre lande et meget centraliseret videnssystem med få aktører og et meget stort videns-

monopol i centraladministrationen og de økonomiske fagministerier. Og vi har et relativt begrænset privatfinansieret, fondsfinansieret analysemiljø,« siger han. Det er et problem, mener Martin Møller Boje Rasmussen. For derved skaber vi som samfund en barriere for vores egen vidensproduktion, der hæmmer »oplysningsfremskridtet«. Vi gør os dummere, end vi behøver at være. »Vi får nogle lidt skizofrene samtaler mellem løsrevne vidensdomæner, som har svært ved at bygge bro til hinanden. Der er behov for markante styrkelser af andre vidensinstitutioner, der kan give politikerne og ministerierne mere modspil,« siger han. Om politisering af viden er en stigende tendens, er næsten umuligt at vurdere. Men med S-regeringen oplever vi tværtimod, at der træffes beslutninger på bekostning af det fagligt funderede, mener Martin Møller Boje Rasmussen. Blandt andet under coronakrisen, hvor statsminister Mette Frederiksen åbent har sagt, at »vores håndtering har været politisk«. »Socialdemokratiet har længe varmet op til et opgør med eksperter. Ikke på en populistisk måde med, at eliten og parnasset bare skal ned. Men på en måde, hvor man er parat til at træffe politiske beslutninger på tværs af faglige beslutningsgrundlag,« siger Martin Møller Boje Rasmussen og peger blandt andet på partiets ønske om at få dynamiske effekter af offentlige investeringer ind i Finansministeriets regnemodeller. »Partiet har længe vist en parathed til at stå hårdt på, at en politisk beslutning er politisk. Og det faglige beslutningsgrundlag skal i mindre grad vejlede, styre og diktere muligheden for, hvad man kan gøre politisk,« siger Martin Møller Boje Rasmussen. mba@information.dk

23


24

DAGBLADET INFORMATION


Sophie Lund Rasmussen vil redde det danske pindsvin for at gøre os klogere på naturen Sophie Lund Rasmussen er vild med pindsvin. Så vild med dem, at hun nu har fundet en god måde, hvorpå hun kan udnytte selv de overkørte lig, der ligger langs landevejene, til banebrydende forskning Tekst Bodil Skovgaard Nielsen Fotos Anders Rye Skjoldjensen

VIDENSKAB LØRDAG 13. JUNI 2020

25


D

e tuller rundt i kolonihaver og køkkenmøddinger. De ser søde ud, og deres bedste forsvarsteknik er at stå helt stille og håbe, at faren driver over. Det ville være svært at lave en spektakulær Hollywood-film om pindsvinets liv. Sådan har forskningsverdenen også set på pindsvinet. Som noget, det ikke var værd at ofre store budgetter på. Men ph.d. Sophie Lund Rasmussen har som en af meget få forskere på verdensplan kastet sin kærlighed på det undselige dyr. Og efter mange års ildhu uden for almindelig kontortid lykkedes det hende at overbevise en række fonde om, at pindsvinet er et værdigt, forskningstrængende dyr. De kan nemlig bruges til at forstå andre organismer – blandt andet os selv. »Min ph.d. handler om, hvad konsekvensen er, når man lever tæt sammen. Kan mennesker have indflydelse på pindsvin, og kan pindsvin have indflydelse på mennesker?« Hendes data har bidraget til ny viden på områder så forskellige som forekomst af cancer hos mennesker og vilde pattedyr, genetiske konsekvenser af indavl og giftpåvirkning fra haver og landbrug.

Danmarks mest studerede dyr Da Sophie Lund Rasmussen som biologistuderende var frivillig på en vildtplejestation, brugte hun mange af døgnets vågne timer på at opflaske forældreløse pindsvineunger. Og da hun senere skrev speciale om ungernes overlevelse i det fri, måtte hun på regulært nattearbejde. »Jeg havde basalt set ikke noget socialt liv i de fire år, før jeg fik min ph.d., hvor jeg arbejdede med pindsvin,« siger hun. »Min familie og venner vidste, at hvis de ville se mig, så skulle de gå med ud om natten med kaffe og kage og radiopejle pindsvin.« Da hun påbegyndte sin ph.d. var det dog ikke kun familie og venner, hun lokkede med ud i naturen. Det lykkedes hende at få mange hundrede frivillige fra hele Danmark til at samle døde pindsvin op fra skovbunde og skrabe overkørte lig af asfalten og sende dem til hende. Resultatet er blevet til den største undersøgelse af et dansk pattedyr nogensinde – og har gjort det danske pindsvin til et af de mest studerede vilde dyr i verden. Nu strømmer pengene ind, og Sophie Lund Rasmussen har fået en stilling på Oxford University, hvor hun skal arbejde videre med materialet. En særlig naturformidler Da Sophie Lund Rasmussen begyndte sit projekt, havde hun håbet på at få samlet 300 pindsvin ind, men tænkt, at hun ville være heldig, hvis hun fik bare 150. Formidling var centralt for hendes projekt, så hun satte 26 indsamlingsstationer for døde pindsvin op landet over, og hun promoverede sit projekt i alle de medier, hun kunne komme i nærheden af: lokale dagblade, vejrmagasiner og børneprogrammer. Hun har været i både Familiejournalen, BT og Ekstrabladet. Det gav pote. Ikke alene har over 400 frivillige afleveret lig til de ombyggede skraldespande, der udgjorde indsamlingsstationerne. Folk har kørt omveje for at tage pindsvinelig med til hende, mens hun sad til konfirmationer og familiearrangementer. »Så stod jeg lige pludselig med 700 pindsvinelig fordelt på 14 kummefrysere landet over og skulle finde et eller andet at gøre med dem,« siger hun. »Det var helt vildt.« Hun har endda modtaget ildelugtende pakker, som folk har sendt afsted. »Når du åbner en pose med et dødt pindsvin, er det virkelig en harsk lugt. Det hænger i tøjet. Man kommer hjem efter en lang 26

Hvad ser vi på her? »Det er simpelthen et billede af penis fra pindsvin nr. 242 ud af 697, som tilfældigvis er verdens ældste pindsvin på 16 år (med videnskabeligt dokumenteret alder).« Hvad skal vi vide om den? »Han døde i pleje, af en infektion forårsaget af bidsår fra enten hund eller ræv, og penis var desværre også ramt. Så den svulmede voldsomt op og er derfor blevet gemt, så vi kunne bestemme, hvilke bakterier der forårsagede den dødelige infektion.«

dag i laboratoriet og lugter af dødt pindsvin. Men jeg har heldigvis et godt forhold til mine assistenter og ikke mindst deres partnere, så de er blevet advaret og har haft skiftetøj med på arbejdet,« siger hun. Et dødt pindsvin lugter ifølge forskeren som den dunst, der står op af en kompostspand, efter at den har stået i solen en hel sommerdag. Den lugt skal man så gange med fem. Med et materiale på 697 indsamlede dyr har hun lavet et hit af en ph.d.-afhandling – både hvad angår forskningsresultater og naturformidling. Og så har hun fundet verdens ældste pindsvin – det blev 16 år gammelt. Hendes store materiale gør pindsvinet så velundersøgt, at det kan danne model for forskning om andre vildtlevende pattedyr, mener hun. Og hun håber, at hendes indsigt i deres færden, bakterieflora og genetik kan være med til at påvirke politiske beslutninger om gødning, miljøgifte og bevaring

af naturområder. Men endnu vigtigere for Sophie Lund Rasmussen er det, at hendes forskning gør det muligt for almindelige mennesker at blive klogere på den natur, der er allernærmest. »Du kan faktisk samle dem op nede i haven, når de kommer tøffende om aftenen. Det er en oplevelse af naturen, du ikke kan få på så nært hold andre steder.« Men pindsvinene kan også formidle en større historie om klimaforandringer, når man ved, at de går langt senere i hi i de nu milde vintre. Og de mange overkørte lig i vejkanten fortæller en historie om, hvordan vi har indrettet vores landskab og opdelt naturlige skovområder.

Alle afkroge af landet Da Sophie Lund Rasmussen begyndte sin forskning, var det eneste materiale om pindsvin fra de seneste 50 år et enkelt speciale og to-tre artikler af en afdød professor. Til sammenligning udkommer der om året flere

hundrede publikationer om MRSA i svin på verdensplan. Sophie Lund Rasmussen har obduceret dyrene og er ved at undersøge forekomsten af cancer. Hvis de danske pindsvin får cancer uden at have røget 20 cigaretter om dagen eller levet af fastfood, kan det bidrage til at forstå, hvorfor et lignende pattedyr som mennesket udvikler cancer. Men også for andre vilde dyr er viden om pindsvin vigtig. »Mit projekt er unikt, fordi sample size er fra alle afkroge af landet: Københavns centrum, hedeområder og landområder. Vi kan sige enormt meget generelt om småpattedyrene i et helt land. Det sker bare aldrig; man undersøger normalt kun 10 eller 50 dyr.« For pindsvinene selv er der også masser af fordele: »Vi kan finde ud af, hvorfor bestanden går drastisk tilbage. Er det noget konkret, vi så kan rette op på, eller en kombination DAGBLADET INFORMATION


Mysteriet om de forsvundne pindsvin Pindsvinet er faktisk ved at forsvinde. Det vides ikke helt, hvor meget bestanden er gået tilbage i Danmark, men i hele Europa er de på retræte, viser flere studier. Sophie Lund Rasmussen peger på, at det skyldes, at deres naturlige føde bliver fortrængt. »Det er efterhånden alment kendt, at insekterne forsvinder fra naturen. Pindsvinene æder primært insekter, og forsvinder insekterne, så gør pindsvinene også.« Det engelske navn hedgehogs har pindsvinet fået fra de levende hegn, såkaldte »hedges«, der var mellem marker i præindustrielt landbrug. Dem er der ikke mange af i det intensiverede landbrug med ensartede afgrøder, og derfor heller ikke mange snegle og insekter til pindsvinene. Et andet problem er haverne. De er blevet for pæne, og Sophie Lund Rasmussen vil gerne opfordre folk til at anlægge rodehaver med kvasbunker og masser af planter, som dyrene kan skjule sig i. Hun drømmer om, at der kan blive taget flere politiske initiativer for pindsvinebeskyttelsen. Hun har netop været på Malta, hvor hun så advarselsskilte langs vejen om, at man skulle passe på krydsende pindsvin. Nu vil hun med sit enorme datamateriale kigge på, om der er mønstre i trafikdødsfaldene. »Bliver de altid kørt over i fyrre- eller treskilometerzoner? Er der gadebelysning? Er det altid, når der er fuldmåne? Hvis man rent faktisk kan udpege nogle risikofaktorer, kan danske kommuner vurdere, om de har VIDENSKAB LØRDAG 13. JUNI 2020

HØJSKOLER TEATER & SCENEKUNST ARKITEKTUR & KUNST DOKUMENTARFILM FORFATTER DESIGN MUSIK

bsn@information.dk

JOHAN BORUPS HØJSKOLE KØBENHAVN NYE HOLD: AUGUST & JANUAR

LYNTEST 1. Hvad laver jeg om 10 år? 2. Hvor finder man lykken? 3. Hvem bliver mine bedste venner? 4. Hvordan tænker mennesker? 5. Hvad er meningen med livet? Sophie Lund Rasmussen Stilling: P.t. er jeg hjemmegående husmor. Men til efteråret, når der forhåbentlig er kommet styr på coronasituationen igen, skal jeg over at lege pindsvineforsker på Oxford Universitet i England. Yndlingsredskab: Min megaseje pandelampe. Jeg bruger den til at orientere mig, når jeg er ude og se efter pindsvin, der jo er aktive om aftenen og natten. Overspringshandling: Jeg tæller alle piggene på mit udstoppede pindsvin (eller også ordner jeg bare vasketøj og besvarer e-mails). Forbillede: Dame Jane Goodall, der er en pioner inden for forskning i aber, men også dyrs adfærd og naturbevarelse generelt. Erkendelse: Jeg er blevet virkelig overrasket over den overvældende interesse og opbakning, der har været til Det Danske Pindsvineprojekt fra befolkningen.

Ph.d. Cup 2020 Information sætter fokus på ny forskning, når vi hvert år afholder Ph.d. Cup og kårer den ph.d.studerende, der er bedst til at formidle sin forskning. Det store kåringsshow bliver sendt på DR2 fredag den 19. juni kl. 21.30. Ph.d Cup er etableret i et samarbejde mellem DR og Information og støttet af Lundbeckfonden

Resultat: Hvis du kan svare på bare tre af spørgsmålene, så har du ikke behov for et pusterum til at overveje, hvad du vil bruge dit liv på. Du slipper dermed for en kæmpe og livsvarig oplevelse på Grundtvigs Højskole. grundtvigs.dk

anetmai.com

Naturens skraldemænd Længe før Sophie Lund Rasmussen begyndte sit projekt, blev hun ked af det, hver gang hun så et fladmast pindsvineskind i vejkanten. Det var hendes mand, der på et tidspunkt blev træt af at høre hende klynke og spurgte, om hun ikke kunne bruge dem til forskning. For så ville dyrene ikke være døde forgæves. Hun har altid syntes, at pindsvin er helt utroligt nuttede. Men måske er det en anden sandhed, der viser sig, når man kommer tættere på. For selvom pindsvin officielt er insektædere, spiser de, hvad de kan komme til. »Jeg plejer at kalde dem for naturens skraldemænd, for de spiser også ådsler. Er der en fugleunge, der er faldet ud af reden, så går de til angreb på den. De holder sig ikke tilbage.« Entusiaster fra hele landet sender hende videoer af pindsvin i nævekamp med andre dyr. Hun har fået tilsendt en video, hvor et pindsvin går til angreb på en voksen due og vinder med sine sylespidse tænder over fuglen, der burde kunne flyve væk. »De er nogle små dræbermaskiner, hvis de får lov til det. Det der nuttethedsbillede er måske ikke helt rigtigt.«

den slags steder og kan sætte advarselsskilte op,« siger hun. »Det ville være fantastisk.« Pindsvinet er et hjertebarn for Sophie Lund Rasmussen, men det er ikke kun bevaringsværdigt af hensyn til økosystemerne. – Er det et problem, hvis pindsvinene uddør? »Det er det ikke. Eller det er det, hvis man godt kan lide pindsvin. Men vi kan sagtens klare os uden dem. Vi kan klare os uden enhver art, bare det ikke er for mange af de samme typer arter, der uddør.« »Pindsvin spiller en rolle i økosystemet ved at spise døde dyr. De er naturens skraldemænd. Og så spiller de en rolle som naturformidlere til mennesker. De er nuttede og karakteristiske med piggene. Du kan komme tæt på dem som et af de eneste vilde dyr,« siger hun. »Men ville naturen bryde sammen, hvis de ikke var her? Nej, bestemt ikke. Men jeg synes, de er en unik type natur, det er værd at bevare. Pindsvinene formidler natur og bygger bro.«

JOHANBORUPS.DK

af flere ting? Hvad skal vi gøre for at bevare dem i naturen?« Når verden åbner igen efter coronakrisen, skal Sophie Lund Rasmussen til Oxford i England og arbejde videre på de danske pindsvin. Hun skal blandt andet undersøge ophobning af giftstoffer i dyrene. Pindsvin færdes i haver og blandt afgrøder, hvor der bliver sprøjtet mod ukrudt og insekter. Som ådselædere indtager de måske gift brugt mod døde rotter, mus og snegle. Og hvis pindsvinene har forskellige giftstoffer i kroppen, så har vi mennesker, der bruger naturen, det måske også. »Der er masser af undersøgelser, vi stadig ikke har lavet. Vi tog alle de organer, det kunne tænkes, at vi skulle bruge, ud. Nu er der frysere proppede med pindsvinelevere, pindsvinenyrer, pindsvinelort og hvad ved jeg, parat til at forske videre i.«

Se dem her ryhojskole.dk

KRABBESHOLM HØJSKOLE KUNST ARKITEKTUR DESIGN GRAFISK DESIGN LITTERATUR


28

DAGBLADET INFORMATION


P

ernille Bødtker Sunde vender sig om og finder en stabel små farvede kort frem. ’2+2’ står der på det øverste. »Det var en af de nemme,« siger hun. »Vi tager lige en anden.« På det næste kort står der ’5+8’. »Den er god. Den tager vi. Hvad er ’5+8’?« spørger hun og kigger direkte ind i kameraet på den skype-forbindelse, vi taler over. Pludselig føles det lidt som at være tilbage på skolebænken og blive kaldt op til tavlen i matematiktimen. Det lyder måske som et simpelt spørgsmål, og vores skarpe læsere har sikkert allerede regnet det ud. Men selv om der kun findes et rigtigt svar, 13, er der utalige måder at nå frem til det svar på. Pernille Bødtker Sunde har fundet ud af,

Pernille Sunde vil styrke børns talforståelse Som folkeskolelærer var Pernille Bødtker Sunde optaget af de børn, der havde svært ved matematik, og hun savnede en måde at opspore dem tidligere. Som forsker er hun kommet nærmere en løsning Tekst Martine Amalie Krogh FotosTobias Nicolai

at hvordan børn gør, fortæller os noget om deres grundlæggende talforståelse. Og dermed deres mulighed for senere i skoleforløbet at blive gode til matematik. Hendes forskningsprojekt har blandt andet vist, at der er stor forskel på drenge og piger, hvad regneteknikkerne angår, og at talforståelsen bliver grundlagt langt tidligere end ved skolestart.

Lille forsker i maven Pernille Bødtker Sundes vej ind i forskningen var længere end de flestes. Som ung tog hun en kandidat i biologi og drømte om at blive forsker, men der var

Fortsættes på næste side VIDENSKAB LØRDAG 13. JUNI 2020

29


Videnskabelige samtaler To unge forskere har hver inviteret et forbillede inden for deres felt til en digital samtale. Hvor er frontlinierne inden for deres forskningsområde? Og hvad viser den nyeste forskning på feltet?

Tirsdag den 16. juni kl. 17

Infektionssygdomme Assistant professor Andreas Lauststen og professor Morten Otto Alexander Sommer begge fra DTU taler om; Infektionssygdomme, udviklingen af resistens og fremtidens behandlingsmuligheder set i lyset af coronasituation.

Onsdag den 24. juni kl. 17

Skolens ansvar

Forsker Louise Klinge og professor på DPU Line Lerche Mørck, taler om; hvordan skolen bedst kan bidrage til, at alle efter endt skolegang kan bidrage til samfundsfællesskabet

Journalist og forfatter Søren Schultz Jørgensen er vært for samtalerne. Arrangementerne er digitale og gratis. Læs mere og tilmeld dig på butik.information.dk

mange om buddet, så det lykkedes ikke i første omgang. I stedet gik det op for hende, at hun var glad for at undervise, så hun skiftede kurs og uddannede sig til folkeskolelærer og matematikvejleder. Og da hun kom i gang med matematikundervisningen, blev hun hurtigt meget interesseret i arbejdet med de børn, der har vanskeligt ved faget. »Dem er der jo desværre nogle stykker af,« siger hun på forbindelsen til sit hjem på Mols. Pernille Bødtker Sunde begyndte at undre sig over, hvorfor nogle børn har sværere ved matematik end andre, og hvorfor lærerne typisk først får øje på dem omkring 4. klasse. Hvis man fandt ud af det, kunne man måske opspore dem tidligere og sætte ind, tænkte hun. Så hun begyndte at undersøge fænomenet på hobbyplan og interviewe en masse børn på den skole, hvor hun arbejdede. Og så småt begyndte der at tegne sig nogle tendenser. »Det ene tog det andet, og pludselig stod jeg med noget, der var rigtig interessant,« fortæller hun. »Jeg kunne mærke, at der var en forskerlyst, der aldrig havde sluppet mig. Jeg har altid haft en nysgerrig lille forsker i maven.« Og en dag bød muligheden sig. Det lykkedes hende at få et stipendium fra ph.d.-rådet for Uddannelsesforskning, så hun kunne gå i gang med at undersøge fænomenet mere videnskabeligt.

Klodser, linealer og banken i bordet På daværende tidspunkt havde hun allerede interviewet mange børn om deres regneteknikker, men nu blev det sat i system. Hun talte med 230 børn for at kortlægge, hvilke strategier de brugte. Og en del af dem interviewede hun, både da de startede i skole, efter et halvt år og igen i fjerde klasse. Hver og en blev de stillet regnestykker på de små farvede kort og spurgt, hvordan de nåede frem til deres svar. Og det var der mange måder at gøre på. »Det er enormt fascinerende. Selv efter at have interviewet så mange kan jeg stadig blive helt høj, når jeg får lov at tale med et barn og spørge, hvordan de gør,« fortæller hun. Børnene finder nemlig på utallige, kreative variationer af de forskellige regneteknikker. »Så kan man tælle på den ene eller anden måde, man kan forestille sig klodser inde i hovedet eller måske se en lineal for sig. Nogle tæller med fingrene, andre banker i bordet,« remser Pernille Bødtker Sunde op. Og hvert eneste svar blev dokumenteret og sat i system, så hun til sidst kunne lave statistik på det. Når Pernille Bødtker Sunde har præsenteret sit projekt for udenlandske forskere, har de somme tider sat spørgsmålstegn ved hendes metode, fordi børnene selv fortæller, hvordan de bærer sig ad med at regne. »Men det er de overraskende gode til. Der kan vi godt rose det danske skolesystem, som gør børnene dygtige til at formidle og forklare,« siger hun. Risikovillige drenge og forsigtige piger International forskning har tidligere peget på, at børn, der bruger regnestrategier, hvor de tæller meget, i stedet for at »jonglere med tallene«, som Pernille Bødtker Sunde kalder det, generelt er dårligere til matematik senere i skoleforløbet. Lad os vende tilbage til det lille farvede kartonkort, ’5+8’. Hvis et barn eksempelvis tæller hele molevitten på fingrene, eller hvis barnet starter med det højeste tal, otte, og så tæller fem op derfra, så bruger det tællestrategier. Men hvis de i stedet kan opdele tallene og sætte dem sammen på kryds og tværs inde i hovedet, har de lært at jonglere. Eksempelvis med ’5+8’: Hvis barnet lægger fem og fem sammen først og så de resterende tre oveni i sidst, fordi det ved, at ti er et lettere tal at regne med, så har det en bedre talforståelse. Pernille Bødtker Sundes forskningsprojekt så umiddelbart ud til at bekræfte den tendens – men så delte hun statistikken op på køn.

»Det er nok det vigtigste, og måske mest overraskende, jeg har fundet ud af. At der er så utrolig stor forskel på drenge og piger i 1. klasse,« fortæller hun. Drengene følger nemlig den hidtil antagede tendens: Hvis de tæller meget i 1. klasse, har de generelt sværere ved matematik i 4. klasse. Men piger, der tæller meget i 1. klasse, er generelt ikke signifikant dårligere til matematik senere i skoleforløbet. Pernille Bødtker Sundes forskning påviser ikke direkte, hvorfor det forholder sig sådan. Men ifølge hende er en mulig forklaring, at pigerne tæller, selv om de i virkeligheden godt kan finde ud af mere komplicerede metoder. Bare for en sikkerheds skyld. »Og det kan handle om, at drenge er mere risikovillige end piger. Piger vil oftere tælle, fordi det er en sikker strategi. Hvis man er god til at tælle, bliver det rigtigt hver gang,« siger hun. Når pigerne så med tiden føler sig sikre i at ’jonglere med tallene’, begynder de at gøre det – og derfor vil piger, der tæller meget, ikke nødvendigvis komme bagud i undervisningen. Men når drenge derimod tæller, er det nok i højere grad et udtryk for, at de faktisk har nogle forståelsesmæssige problemer, siger Pernille Bødtker Sunde. Dem kan de dække over i de små klasser ved at tælle sig frem til det rigtige svar. Men når de kommer op i 4. klasse, vil de have svært ved division, gange, ligninger, decimaltal og så videre, hvor de ikke bare kan tælle sig frem til det rigtige svar. Hvis denne hypotese er rigtig, vil man – særligt for drenge – måske kunne bruge regnestrategierne til at opspore børn med mangelfuld talforståelse, forklarer Pernille Bødtker Sunde.

Grundlægges før skolestart Nogen vil måske spørge, hvorfor det overhovedet er så vigtigt med den basale talforståelse – i dag går vi alligevel alle sammen rundt med en lommeregner i hånden, hvis vi endelig skulle få brug for det.


Hvad ser vi på her? »Et af de 36 kort med små plusstykker.« Hvad skal vi vide om den? »Kortene her er grundlaget for mine interviews med eleverne. For at afdække, hvordan eleverne regnede, viste jeg dem de 36 kort et efter et. Jeg spurgte f.eks: »Hvad giver 5 + 6?«, og så bad jeg dem fortælle, hvordan de fandt frem til resultatet til lige netop det regnestykke. Elevernes svar danner grundlaget for analyserne af deres strategibrug.«

Pernille Bødtker Sunde ligner en, der har hørt spørgsmålet før, da jeg stiller hende det. Og hun forklarer, at hvad standartalgoritmer angår, har jeg helt ret. Det er ikke længere absolut nødvendigt at kunne huske, hvor mange gange kommaet skal flyttes til siden, når vi dividerer, eller hvor mange nuller der skal bagpå i gangestykkerne. »Men vi bliver jo bombarderet med tal, procenter og grafer i vores hverdag. Specielt i disse coronatider,« forklarer hun. Og her giver den basale talforståelse os den intuitive fornemmelse af, hvor meget to procent egentlig er, eller hvor dyrt et fjersyn det er fornuftigt at købe, i forhold til hvor mange penge man har på kontoen. »Jeg tror for eksempel også, at der er mange, der grundlæggende ikke forstår, hvad eksponentiel vækst er og derfor ikke forstår, hvordan coronasmitte pludselig kan eksplodere,« siger hun. I folkeskolen klarede Pernille Bødtker Sunde sig fint i de basale matematikfærdigheder. Hun kunne stort set altid løse de regnestykker, hun blev stillet over for. Men da hun mange år senere uddannede sig til matematiklærer, måtte hun se i øjnene, at hun manglede noget. »Jeg kan huske, at vi en dag skulle lave nogle regnestykker, og jeg kunne simpelthen ikke huske, hvordan man gjorde med de der standartalgoritmer,« fortæller hun. »Jeg var helt på herrens mark. Og det gik op for mig, at jeg aldrig havde forstået, hvorfor man gjorde, som man gjorde.« Hun havde aldrig fået den grundlæggende talforståelse ind under huden. Selv gættede hun på, at det måtte være et resultat af måden, hun var blevet undervist på. Der er nemlig stor forskel på, hvordan matematiklærere går til arbejdet. »Der er forskel på, hvor konkurrencepræget undervisningen er – hvilket nogle drenge synes er enormt fedt, og nogle piger bliver presset af – hvor stor vægt lærerne lægger på regnestrategier og så videre,« forklarer Per-

nille Bødtker Sunde. Men i sine studier fandt hun ingen målbar effekt på eleverne et halvt år efter skolestart, alt efter hvilken lærer og hvilken slags undervisning de havde haft. Derfor kan hun ikke sige noget om, hvilken type undervisning der bedst stimulerer den tidlige talforståelse: Hertil er et halvt år for kort tid til at måle en effekt. Til gengæld peger resultaterne på, at talforståelsen grundlægges allerede før skolestart. »Det er så dybt forankret hos det individuelle barn, at vi skal helt ned i børnehaveklasserne, børnehaven, dagtilbud for at rykke ved noget,« siger Pernille Bødtker Sunde. Og gør man ikke noget ved det, er hendes erfaring som skolelærer, at børnene sjældent kan opnå en dybtgående forståelse for faget og kun bliver i stand til at arbejde overfladisk med det. »Det kræver i hvert fald en rigtig stor indsats,« siger hun. Men den store indsats skal hendes gamle kolleger i folkekolen også have bedre forudsætninger for at give. Derfor så Pernille Bødtker Sunde gerne, at man både satte ind på læreruddannelsen, med videreuddannelse til de færdiguddannede folkeskolelærere og med bedre undervisningsmaterialer, der fokuserer på talforståelse. Selv har hun fået Danmarks Frie Forskningsråds internationale postdoc og skal derfor til Leuven i Belgien for at arbejde videre med feltet. Hun er blandt andet nysgerrig på, hvordan matematikforståelsen udvikler sig videre fra 4. til 6. klasse, og hvilke redskaber underviserne skal bruge for at hjælpe den på vej. Den lille nysgerrige forsker i maven er endelig blevet sluppet fri.

Se med, når de fem

Fredag den 19. juni kl. 21.30

makr@information.dk

Pernille Bødtker Sunde (AU)

Pernille Bødtker Sunde Stilling: Forsker på VIA University College. Yndlingsredskab: Min computer. Overspringshandling: Tepausen. Forbillede: Der er flere internationale forskere, men de er alle kendetegnet ved, at deres forskning er 100 procent drevet af ønsket om at gøre en positiv forskel for de børn, det i sidste ende handler om. Erkendelse: At verden er uhyre kompleks.

Ph.d. Cup 2020 Information sætter fokus på ny forskning, når vi hvert år afholder Ph.d. Cup og kårer den ph.d.-studerende, der er bedst til at formidle sin forskning. Det store kåringsshow bliver sendt på DR2 fredag den 19. juni kl. 21.30. Ph.d Cup er etableret i et samarbejde mellem DR og Information og støttet af Lundbeckfonden

Sophie Lund Rasmussen (SDU) Alexander Byth Carstens (AU) Anna Grynnerup (KU) Bente Højlund Hyldegaard (DTU)

Vært er hjerneforsker


Cecilies forskning i slangegift kan redde liv blandt verdens fattigste Cecilie er erhvervs-ph.d. på DTU. Her forsker hun i diagnostik og behandling af bid fra giftslanger. Samtidig inspirerer hun gymnasieelever ved at holde oplæg som verdensmålsambassadør for DTU. For hendes forskning gør en stor forskel i tredjeverdenslande. Den kan redde liv blandt de næsten 138.000 mennesker, der hvert år dør af slangebid. Gør noget ved din verden

Læs om den 3-årige forskeruddannelse på dtu.dk/phd


Millions discover their favorite reads on issuu every month.

Give your content the digital home it deserves. Get it to any device in seconds.