Page 1

SEPTEMBER 2017 DAGBL ADET INFORMATION

STUDIESTART

Store drømme i langsom gengivelse Én kom i fængsel, én måtte en tur forbi klassisk filologi, én gav fingeren til det hele – og lærte så at bruge den målrettet. Læs hvordan det hele begyndte for avisens medarbejdere


Kun hos

pĂĽ alt Apple 1 til studiet

MacBook Air

MacBook Pro

MacBook

Studiepris 7.919,10 kr.1 Vejl. 8.799 kr.

Studiepriser fra 11.969,10 kr.1 Vejl. 13.299 kr.

Studiepris 10.349,10 kr.1 Vejl. 11.499 kr.

GPSTJLSJOHGSBLS 1

GPSTJLSJOHGSBLS

GPSTJLSJOHGSBLS

10% i studierabat gÌlder alle Apple-produkter pü nÌr iPhone. I Humac kan du som studerende fü studierabat udfra vejledende pris. Du har mulighed for at fü studierabat i alle Humac butikker i hele landet. Husk at medbringe gyldig studiekort eller optagelsesbevis. Studierabat kan ikke kombineres med øvrige rabatter eller aktuelle tilbud.

Danmarks førende Apple-ekspert Tlf.: 70 21 53 53 ¡ humac.dk


Slutspurt 15% 2

i studierabat pĂĽ udvalgte maskiner Premium Edition

MacBook Air 13" med hurtigere processor LĂĽneeksempel

NYHED 13� MacBook Air (Z0UU0003C)

465 kr. pr. md.

(#ÄžBTIMBHFS 2,2 GHz Intel Dual-Core Core i7 8 GB 1600 MHz LPDDR3 *OUFM)%(SBQIJDT 0QUJMUJNFSTCBUUFSJUJE

Samlet kreditbeløb 8.499 kr. Ydelse pr. müned 465 kr. i 20 müneder. Samlede kreditomkostninger 799 kr. Samlet tilbagebetalingsbeløb 9.298 kr. Debitorrente 0,00% (fast) ÅOP 10,97% Forudsat betaling via betalingsservice. 14 dages fortrydelsesret.

*TBNBSCFKEFNFE 2

Studiepris 8.499 kr. Vejl. 9.999 kr. GPSTJLSJOHGSBLS

MacBook Pro 13" NYHED 13� MacBook Pro (MPXQ2DK/A, MPXR2DK/A) (#44%MBHSJOH  ()[EVBMDPSF*OUFM$PSFJ 8 GB 2133 MHz LPDDR3 *OUFM*SJT1MVT(SBQIJDT 0QUJMUJNFSTCBUUFSJUJE

Studiepris 9.774,15 kr.2 Vejl. 11.499 kr.

Lüneeksempel 529 kr. pr. md. �Samlet kreditbeløb 9.774 kr. Ydelse pr. müned 529 kr. i 20 müneder. Samlede kreditomkostninger 799 kr. Samlet tilbagebetalingsbeløb 10.573 kr. Debitorrente 0,00% (fast) ÅOP 9,52% Forudsat betaling via betalingsservice. 14 dages fortrydelsesret.

*TBNBSCFKEFNFE

GPSTJLSJOHGSBLS

2

15% i studierabat gÌlder kun Z0UU0003C, MPXQ2DK/A og MPXR2DK/A. I Humac kan du som studerende fü studierabat udfra vejledende pris. Du har mulighed for at fü studierabat i alle Humac butikker i hele landet. Husk at medbringe gyldig studiekort eller optagelsesbevis. Studierabat kan ikke kombineres med øvrige rabatter eller aktuelle tilbud. Tilbud gÌlder til og med 17. september 2017.


INDHOLD

6 - 20 Min studiestart Hvordan begyndte det hele for avisens medarbejdere?

4

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

LEDER

24 Finland laver borgerlønseksperimenter Politikerne kan bremse bevægelsen

26-28 I Youngstown er fremtiden indtruffet Ud af håbløsheden spirer iværksætterånden

30 Er du i virkeligheden en robot? “Westworld” rammer vores ømme punkt

32-36 Arbejderne og maskinerne Fagbevægelsen står over en helt ny klassekamp

34-36 Test i Socialcenter Hørsholm Kan man automatisere en socialrådgiver?

38-40 Tech-elitens håb Selv virksomhedsejere begynder nu at snakke om borgerløn 42-44 Ideologisk kampplads Borgerlønnen kan isolere folk i samfundet

46-50 Middelklassen er på røven Entreprenørerne sætter de nye regler

KOLOFON

Ansvarshavende chefredaktør: Rune Lykkeberg Magasinchef: Søren Heuseler / iBureauet Art Director: Jesse Jacob/iBureauet Fotoredaktør: Sigrig Nygaard Layout: Sofie Holm Larsen/iBureauet Redaktionssekretær: Nina Trige Andersen Skribenter: Christoffer Zieler, Tine Byrckel, Mikka Tecza, Ulrik Dahlin, Mia Mottelson, Morten Frich, Anna Von Sperling, Søren Heuseler, Sebastian Gjerding, Mette-Line Thorup, Christian Bennike, Lars Højholt, Rune Møller Stahl, Morten Frich, Brit Ross Winthereik, Nanna Gorm Illustratorere: Sofie Holm Larsen, Nilas Røpke Driessen, Nicolai Bruun, Clara Selina Bach/iBureauet Fotografer: Privatfotos, HBO Nordic, Jacob Dall, Erik Gleie Korrektur: Gustav Carl Rey Henningsen Annoncesalg: Frontmedia Tryk: Sjællandske Medier Forside: Sofie Holm Larsen/iBureauet

Information betyder modstand Tekst Rune Lykkeberg »Forureningen af sproget har fundet sted,« stod der på et skilt hjemme hos den danske digter Per Højholt. Det var ikke en tilstand, han beklagede, det var en grundlæggende erkendelse, han mindede sig selv om ved at have hængende på væggen. Vi beklager, kritiserer og afdækker forureningen af naturen og vores økonomi på Dagbladet Information. Men forureningen af sproget beklager vi ikke på Information, for den er fundamentet for vores arbejde. Sproget er ikke rent, og det har det aldrig været, for sproget findes ikke blandt englene, men kun blandt de mennesker, som bruger det. Og vi afdækker hver eneste dag, hvordan der svines med sproget. Når politikerne siger, det skal kunne betale sig at arbejde, betyder det, at der skal skabes mere ulighed mellem dem, der arbejder og dem, der ikke arbejder. Ordet ’innovation’ er som regel en selvmodsigelse: Det bruges af nogle, der efterlyser fornyelse og originalitet, men ikke selv er i stand til at levere det og derfor forfalder til en af management-Danmarks mest trætte klicheer. Innovation. Vi er alle sammen modstandere af ’fake news’, for falsk er et negativt ord, og falske nyheder lyder som propaganda. Men de, der bruger begrebet fake news, gør det som regel for at sælge deres eget produkt: Stol på os, vi er sandheden, og de andre er løgnen. Fake news er altid de andre. ’Ansvarlighed’ er et forfærdeligt ord, som folk bruger om selv sig, når de vil bestemme over andre. De, der kalder sig ’ansvarlige’, heroiserer deres egne forslag som det modige og nødvendige, som står i modsætning til de andres leflen for den laveste fællesnævner og tarvelige populisme. De selvudnævnt ansvarlige laver et verdensbillede, hvor de selv er

de voksne og de andre er børnene. Og hvis børnene er uenige med de voksne, er det ikke, fordi de voksne tager fejl, men fordi børnene har drukket for meget sodavand og er alt for trætte. ’Ansvarlig’ er et ord, man bruger om sig selv, når man ikke har argumenterne til at overbevise andre. ’Konkurrencestaten’ er en betegnelse, der ofte fungerer som både præmis og konklusion. Kulturkritikere og kommentatorer tager gerne udgangspunkt i tesen om, at vores velfærdsstat er blevet til en konkurrencestat. Det betyder, at Danmarks styres fra Finansministeriet, hvorfra økonomer sidder i lukkede lokaler og regerer over hele socialstaten. De indretter skolen, så vi kan blive så konkurrencedygtige som muligt, de styrer de offentlige institutioner ved at lade dem konkurrere mod hinanden, og de laver borgerne til små robotter, som skal optimere deres eget potentiale, så de bliver så attraktive som muligt. De økonomiske imperativer er ifølge

Når politikerne siger, det skal kunne betale sig at arbejde, betyder det, at der skal skabes mere ulighed

den populære forestilling om konkurrencestaten blevet så stærke, at de gennemtrænger hele samfundet og alle menneskene. Hvis man således antager, at vi lever i en konkurrencestat, kan man se den overalt. I X Factor, hvor deltagerne konkurrerer mod hinanden, i de unges præstationsangst, i fitnesskulturen, i de allestedsnærværende sportsmetaforer og økonomien som altings målestok. Problemet med forestillingen om konkurrencestaten er som regel, at den forfalder til determinisme. Den giver efter for den intellektuelle fristelse til at se hele virkeligheden som funktion af en simpel formel, og når man først kender formlen, har man svaret på alle spørgsmål. Men der er så meget i det danske samfund, som ikke er konkurrencestat. Vores udlændingepolitik er for eksempel ikke styret af erhvervslivets krav om billigere arbejdskraft, anti-mobbepolitikken i folkeskolen, de 700-800.000 som laver frivilligt arbejde, og alle dem, som læser en roman, lytter til en opera eller går en tur i byen, handler ikke som Finansministeriets marionetter. ’Information’ betyder mange ting. For nogle er det den gamle modstandsavis, for andre er det ungdomsoprørets avis, atter andre identificerer Information med litteraturkritik, medarbejdereje, ufatteligt lange artikler om kapitalisme og den historiske debat om mandens orgasme. Vi skal ikke lægge skjul på, at der også er dem, som hader Information som frelst, overintellektuel og selvoptaget. Per Højholt kaldte Information for den bette pjosker. Vi er ikke uenige i noget af det. Men for os betyder Information undersøgelse og ideer, afsløringer og nye tanker og nye måder at møde virkeligheden på. Information betyder modstand.   rune@information.dk


6

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

MIN STUDIESTART Christoffer Zieler

Christoffer Zieler, f. 1970 × Tegner og journalist × Begyndte at læse statskundskab i

København i 1998 og skriver i dag for Uniavisen og Information × Tegner cartoons i Information, lejlighedsvis i andre medier. Har også lavet tegneserien ’Maltes Spalte’ og ’Apropostapokalypsen’

Jeg kan bedst huske følelsen af at være midt i studielivet med det samme Min studietid savnede enhver form for retning og fokus, det var det bedste ved den Tekst Christoffer Zieler

»D

et er svært at komme ind på Statskundskab, men når man er her, er det let,« sagde fyren ved introarrangementet. Jeg tænker stadig, at det var en flabet form for invitation, og det var også løgn, selv om lærerne lod os være i fred for eksaminer og den slags det meste af tiden. For studiet var sådan set altopslugende. Det underligste ved at begynde at læse på uni, var fornemmelsen af at være midt i studielivet fra dag ét; altså en komplet falsk følelse af at have været i gang med at studere dybe spørgsmål længe før, man var begyndt. Vi studerende talte om vores fag, som om vi havde beskæftiget os med det i årevis. Selvfølgelig var det bluff fra en flok posører, der var vant til at tro, at de var den klogeste i klassen. Men fornemmelsen af at være blevet lukket ind i akademia var også magisk. Pludselig havde vi adkomst til at dykke ned i alle tænkelige spørgsmål. Jeg havde ikke oplevet noget lignende. Det passede mig også godt, at ud-

dannelsen var så udefineret, for jeg havde ikke den fjerneste idé om, at jeg skulle uddanne mig til at være eller gøre noget bestemt. Vores lærere bidrog til stemningen. Deres undervisning havde ingen begyndelse eller konklusion. De dukkede bare op og slog ned et sted midt i en masse lærdom og begyndte at tale, som om de lige var vendt tilbage fra en tissepause. Sammenhængen var af en eller anden grund altid underforstået. Den kunne man selv rode med. Og det gjorde vi så. Nogle gange studerede jeg et lille hjørne af et emne i ugevis, uden at det egentlig skulle bruges til noget. Så privilegeret. Folk på holdet begyndte ret hurtigt at bruge dyre ord, for eksempel sakral og epistemologi. Men som en slags modvægt var studiestartens sociale program komplet hjernedødt og plat. Vi var trækkerdrenge og ludere på hyttetur, og om aftenen var der pornofest eller galla.

Alkoholiserede studentersjæle Statskundskab lå i Rosenborggade, der hvor Brødrene Price har en restaurant, i en bygning, hvor man al-

drig var mere end 50 centimeter fra et stort, mørkt træpanel. I lofterne var der stuk med hagekors, som må være blevet sat op i en tid, hvor hagekorsmønstre virkede som en bedre idé, end de senere kom til. På en eller anden måde var man alene i kraft af bygningen medlem af en gammel, brun klub for de indviede. Det tiltalte douchebaggen i mig. Vi drak utrolig meget i vores café, hvor der altid var bemanding af en

De dukkede bare op og slog ned et sted midt i en masse lærdom og begyndte at tale, som om de lige var vendt tilbage fra en tissepause

bestemt type alkoholiseret studenter-ildsjæl. Det hed sig, at vores institutcafé var den største aftager af flaskeøl fra Carlsberg-bryggeriet i det indre København. Faktisk er jeg ret sikker på, at vi var fulde til alle sociale ting, der foregik i de første måneder på studiet overhovedet. Det var sjovt at være så fuld, men jeg kan godt ærgre mig over, at folk ikke enten fungerede bedre sammen ædru, eller at det måske i stedet havde været på mode at tage syre eller noget andet, der måske kunne flytte horisonten lidt. En del må have opbygget et regulært alkoholmisbrug, sådan som kulturen var. Andre har nogle vildt flotte karrierer i dag. Rent fagligt kan jeg ikke huske specielt meget af min uddannelse, og jeg ville sikkert have godt af lige at tage de fem år en gang til. Jeg læste engang en artikel i Foreign Policy, hvor den navnkundige professor i faget international politik Stephen Walt giver en fem minutterslektion i, hvad en kandidat i hans fag typisk ved fem år efter eksamen, og det passede ret godt med min viden om international politik i dag. Jeg tror, det er okay. Måske skal man bare være glad for at have kunnet noget virkelig godt på et tids-

punkt. Så har man bevist, at man kan håndtere viden, som en mental saftpresser. Pointen er, at man skal blive ved med at forsøge at lære. Her er nogle ting, der alligevel sidder fast. Det er mine råd til studiestartere: • Læs teoretikernes egne bøger og artikler. Det skaber mere forvirring end oplysning at læse andres fortolkning af mestrene. • Rejs så meget som muligt. • Accepter ikke, at noget er underforstået. Selvfølgelig er der ikke noget, der er underforstået. • Find de gode lærere og opsøg dem. • Spild ikke tiden på dårlige lærere. Dårlig undervisning kan føre til frafald, social deroute, alkoholisme og selvmord. Det er ikke dig, der er problemet. Eller det er muligt, du også er problemet, men hvis det er tilfældet, er der så meget desto mere grund til at finde en god lærer. • Lad dig ikke korrumpere af andres jargon og pølsesnak. Skriv klart selv. Men det kommer du ikke til. • Prøv at finde et mål med de ting, du laver. Ikke være for meget turist i dit liv. ibureauet@information.dk


HØJ RENTE

GEBYRFRI HVERDAG

DIN EGEN RÅDGIVER

studiepakke.dk *Studiepakken er til dig, der er 18-30 år og tilmeldt en erhvervs- eller videregående uddannelse. Når du bliver studiekunde i Spar Nord, får du 3 % i rente på indskud fra 0 – 20.000 kr. Indskud over 20.000 kr. forrentes med en variabel nominel årlig rente på 0,25 %. Eneste krav til dig er, at du har NemKonto og netbank i Spar Nord og giver os lov til at kontakte dig via telefon, e-mail og sms med nyhedsbreve og tilbud om nye og eksisterende produktsortimenter og services.


8

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

MIN STUDIESTART Tine Byrckel

Tine Byrckel, f. 1960 × 1978: Matematisk student fra Kolding. × 1986: Er som 26-årig mor til tre × 1998: Omsider cand. phil. fulgt op af

processen med at blive psykoanalytiker (man skal gennem en analyse og følge studier for mit vedkommende hos ALI Paris) × 1994 og frem: Skribent for Information, lærer på Folkeuniversitetet. Oversætter fra fransk, blandt andet de første romaner af Houellebecq × 2000’erne og frem: Manuskriptkonsulent hos Slotmachine, Paris × 2011: Manuskriptforfatter på filmen ‘Elles’. Solgt til 42 lande. Så blev jeg alligevel lidt nyttig

Tid til at tænke Jeg var nitten år, da jeg som fotomodel besluttede mig for at læse det totalt unyttige fag, filosofi Tekst Tine Byrckel

1

979. Jeg sad i et højhus i Hamborg foran et spejl. Jeg var fotomodel. Min dagløn var 3000 kroner, og jeg var på en undertøjsopgave for varekataloget Quelle. Jeg var en af de få modeller dengang, som rent faktisk havde bryster. 75 B. Alle har glemt det, men dengang var der også terror. Den kom indefra. Rote Armee Fraktion hed de i Tyskland. Derfor havde jeg været igennem sikkerhedstjek for at komme ind i fotostudiet. En absurd verden, hvor vi bevægede os rundt i den tyske kapitalismes højborg, postnazi. Hver gang jeg tog en taxi fra hotellet til kapitalistbunkeren, tænkte jeg om chaufføren: »Hvor var du dengang?« Vi var kun 25 år fra Hitlers rædselsregime. Det tog i bogstaveligste forstand timer, inden man blev fotograferet til de der kataloger, som blev ved med at bringe samme billeder af Tyskland som før. Struttende ungmøer med fine røde kinder. Mig. Alt for meget tid til at tænke.

Jeg læste altid dengang. Tykke tidsskifter på fransk, åh ja, jeg ville det franske. Jeg boede i Paris efter studentereksamenen og en kontrakt, jeg havde vundet ved en konkurrence i Billed-Bladet. Elite hed bureauet dengang og gør det stadig. Det var der, jeg læste kataloget over uddannelser på Københavns Universitet. Jeg ville væk fra mit indelukke i kapitalismens midte. Jeg forblev i øvrigt model for at tjene penge, indtil jeg blev 21 og kunne få SU. Mine forældre ville ikke betale for, at jeg læste filosofi. Jeg kunne have valgt alt muligt fornuftigt. Den dag i fotostudiet tog jeg ikke desto mindre som nittenårig en beslutning, der kom til at forme mit liv. Jeg besluttede, at jeg ikke ville være noget, som kunne bruges til noget. Jeg ville være unyttig. Simpelthen. Ikke engang min sjæl ville jeg have udnyttet. Jeg sad og så i spejlet på mit korpus, som jeg var ved at sælge til tysk kapital, og jeg ville væk. Jeg gik ind i filosofi, som man går i kloster. Det mest syrede ved at begynde på at læse filosofi på Københavns Universitet var så, at jeg pludselig

stod midt i matematikken igen. Der var to store vidensområder på filosofi i København. Analytisk filosofi, omkring sprogvidenskab og matematik, og kontinentalfilosofi, der meget kort sagt tager udgangspunkt i Hegel og alle derefter. Som Kierkegaard for eksempel. Hvordan i alverden skulle man kunne vide det, når man sidder med et katalog i en modebunker i Tyskland og kommer fra Kolding og er barn af opkomlingsforældre? Jeg landede midt i analytisk filosofi, som

Det blev vitterlig ikke en kæmpesucces på universitetet at jeg påstod det modsatte af, hvad de alle sammen var overbevist om

var det blevet udtrukket i et lotteri. Sådan var lærerne fordelt det år, sådan blev det.

Jeg blev en graver Der var virkelig søde folk på mit studie, da vi startede i Købmagergade lige ved siden af Rundetårn. Hvor mange var vi? Tyve, tredive? Vi kunne tælles på én hånd, da vi gik videre på ’anden del’. Os nørdede. Man skulle godt nok være hårdhudet og stædig. Det var jeg. Jeg havde sat mig for at bevise, at farver eksisterede. Sekundære sansekvaliteters ontologiske status blev mit studieobjekt. Jeg forlod universitetet, flyttede til Frankrig, fik tre børn, men jeg blev stædigt ved, selvom de i Købmagergade og derefter på Amager syntes, jeg var skør. Nitten år efter studiestart, i 1998, beviste jeg, tro det eller ej, at farver findes. Med Wittgenstein, Goethe og McDowell ved hånden. Rejsen gennem videnskab, sprog, kunst og filosofi var det hele værd. Du tror måske stadig, at farver er sådan noget, vi alle ser på forskellig måde, og at videnskaben ved, hvad det virkelig er? Nope. Jeg har været ved verdens ende og ved, at det er umuligt at tænke sådan. Tak, Ludwig. Wittgenstein altså. Det er næsten fyrre år siden, jeg tog mit studievalg. Kunne det have været anderledes? Jeg ser mig selv

gå gennem sikkerhedstjekket hos Quelle, og jeg ved, at, ja, jeg kunne også være blevet terrorist. Men nej. Det kunne jeg så ikke. Jeg er en graver. Det blev vitterlig ikke en kæmpesucces på universitetet, at jeg påstod det modsatte af, hvad de alle sammen var overbevist om. Jeg var ikke engang smart nok til at hæfte det på postmodernisme og fransk filosofi. Til gengæld har jeg i visse psykoanalytiske kredse et enormt fortrin på grund af min matematiske grundviden. Jeg synes et samfund skal betale for, at den ypperste viden bibeholdes. Den tilsyneladende unyttige. Som for eksempel den dybt alkoholiske logiklærer, der steg ned fra sit elfenbensstårn i Købmagergade og lærte mig sandhedstabeller. Han bar, trods sit dybt melankolske sind og sin indsigt i logikkens manglende grundlag, en viden oppe og videre. Det er på en måde helt ubetaleligt. tiby@information.dk


-et glas om dagen

KLAR TIL STUDIESTART? De vigtigste grunde til at anbefale mælk, som en del af din daglige kost, er mælkens indhold af calcium, protein og en lang række vigtige vitaminer og mineraler. Tilsammen gør det mælk til en helt særlig fødevare, der spiller en vigtig rolle i din kost.

mælken.dk


10

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

MIN STUDIESTART Mikka Tecza Mikka Tecza, f. 1991 × Publikumsudvikler ved Dagbladet Information × Student fra Frederiksborg Gymnasium 2010 × Bachelor i Dansk og Virksomhedsstudier fra RUC 2013 × Færdiggjorde aldrig kandidatudannelsen i Digital Design og Kommunikation på IT-Universitetet

Jeg havde 99 grunde til at søge ind på RUC, men studiet var ikke én af dem Jeg faldt aldrig til på RUC. Det første halvandet år tænkte jeg, at det ville blive bedre. Det sidste halvandet år tænkte jeg, at det snart var overstået. Men jeg fortryder det ikke Tekst Mikka Tecza

V

i stod flere hundrede unge mennesker på Trekroner Station en overskyet augustmorgen. Jeg havde fået et brev om, at jeg var endt i basishus 45.3, og at vi alle skulle møde op i blåt, så vi kunne kende hinanden. Jeg havde taget cowboybukser og en cowboyskjorte på, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg så dum ud. Jeg havde ellers planlagt, at jeg på universitetet skulle genfødes i en mere cool, mere tilpasset, mindre socialt hæmmet udgave af mig selv. Men den morgen følte jeg mig bare alt for ung og usikker på, om jeg havde valgt rigtigt. Følelsen fulgte mig de næste tre år. Der var over 100 studerende tilknyttet mit basishus. Vi var tre, der var gået den lige vej fra gymnasiet, og jeg var den ældste. Jeg var nemlig lige fyldt 19. En uge forinden havde jeg overtaget et kollegieværelse i Roskilde. Gennemsnitsalderen for mine medstuderende var 22, og jeg følte mig som et barn, når jeg talte

med dem. Ikke på grund af aldersforskellen, men på grund af forskellen i livserfaring. De fleste havde sabbatår, udlandsrejser, fuldtidsjobs eller sågar andre studier i baggagen. Jeg havde en studentereksamen med et flot gennemsnit. RUC var ikke mit drømmestudium, for jeg havde ikke noget drømmestudium. Jeg havde en drøm om at flytte hjemmefra, for jeg boede i en lille flække, hvor lokalbanen kørte to gange i timen, og jeg havde helt enormt travlt, men jeg anede ikke, hvor jeg ville hen. Helst ville jeg skrive. Men jeg ville ikke være journalist, og så var den potte ligesom ude. Det eneste, jeg med sikkerhed vidste, det var, at jeg skulle være akademiker. Gennemsnit forpligter. Så hvorfor RUC? Sandheden er denne: I slutningen af 2.g. havde mit gymnasium besøg af repræsentanter fra forskellige uddannelser, og jeg bed mærke i en fyr, der læste kommunikation på RUC. Det lød spændende, tænkte jeg, og så kunne jeg tjene penge på at skrive og tale. Det var i 2009, finanskrisen var begyndt at rulle for alvor, og det var noget, jeg

tænkte meget på dengang. Hvordan jeg kunne tjene penge på at være humanist. Jeg tror ikke, at jeg tænkte så meget over, at man allerede dengang kunne fodre svin med kommunikationsuddannede. Hver gang, en af mine lærere sagde, at det var spild af gode karakterer, blev jeg mere trodsig og sikker i min sag. På den måde var RUC ikke så meget et tilvalg som et fravalg.

Jeg vidste godt, at jeg havde valgt forkert, men min stædighed forbød mig at omgøre beslutningen. Så jeg tumlede fra studenterkørsel til Roskilde Festival til rustur til mit første semesterprojekt

Mit eneste egentlige ungdomsoprør. Og jeg vidste godt, at jeg havde valgt forkert, men min stædighed forbød mig at omgøre beslutningen. Så jeg tumlede fra studenterkørsel til Roskilde Festival til rustur til mit første semesterprojekt, hvor jeg hver anden dag måtte søge tilflugt på toilettet med galopperende panikangst. Jeg var meget ung, meget usikker og meget alene på mit lille kollegieværelse i Roskilde. Men stille og roligt indså jeg, at hele min projektgruppe var panikangste. Jeg gik ikke længere på toilettet for at tude. Og et par semestre senere kunne jeg sige til nye studerende, at det var helt normalt. Det første projekt er altid en ilddåb. Og ud af flammerne voksede sammenholdet. Der var ingen af os, der vidste, hvad vi ville med vores uddannelse. Det er jo derfor, man søger ind på humanistisk basisstudium. Der endte med at stå dansk og virksomhedsstudier på mit eksamensbevis, men skal jeg være pinligt ærlig, så ved jeg ikke, hvad jeg egentlig lærte i løbet af min bachelor. Noget med tværfaglighed og projektstyring. Sproglig polyfoni og 'scope creep' og forskellen på kortsigtet og langsigtet gæld. Men jeg lærte en hel masse af de mennesker, jeg skrev mine semesterprojekter med, og siden blev venner med. Jeg lærte, at mit gennemsnit var langt mindre vigtigt end det, jeg

foretog mig uden for studiet. Det lyder banalt, men for mig var det en rystende erkendelse: at jeg hellere skulle fokusere på at gøre det, det interesserede mig, i stedet for at forsøge at interessere mig for det, jeg mente, jeg burde fokusere på. Jeg lærte, at mine forestillinger om, hvad jeg skulle med mit liv, ikke stemte overens med, hvad jeg egentlig havde lyst til. Og ja: Så lærte jeg, at man kan fodre svin med kommunikationsuddannede. Jeg faldt aldrig til på RUC. Det første halvandet år tænkte jeg, at det ville blive bedre. Det sidste halvandet år tænkte jeg, at det snart var overstået. Eksamensbeviset kommer jeg nok aldrig til at bruge til noget. Men jeg fortryder intet. Det var de mennesker, jeg mødte på RUC, der skubbede mig ind på det spor, der førte mig til at arbejde på et dagblad. Hvor jeg stædigt insisterer på, at jeg altså ikke er journalist. mtez@information.dk


Storværket om reformationen

I tre bind præsenterer landets førende eksperter synspunkter på reformationens arv i nutidens Danmark. Bogens kapitler kommer rundt om alle samfundsmæssige forhold, lige fra kirken og dens ordninger, teologien og universitetet til staten og velfærden, ægteskab og dagligliv, salmer og kunst samt skole og pædagogik. Værket giver dermed en bred og alment tilgængelig fortælling om reformationens kulturelle betydning fra 1500-tallet til i dag og henvender sig til alle med interesse for historie, tro, kultur og samfundsliv.

Reformationen i dansk kirke og kultur I-III Hovedredaktører: Niels Henrik Gregersen og Carsten Bach-Nielsen Tre bind med i alt 1.518 sider om reformationen, rigt illustreret og indbundet Særpris i hele jubilæumsåret: 500 kr. Netop udkommet. Forfattere: Tarald Rasmussen, Niels Henrik Gregersen, Carsten Bach-Nielsen, Ninna Jørgensen, Martin Schwarz Lausten, Rasmus H.C. Dreyer, Jens Glebe-Møller, Jens Lyster, Lars Bisgaard, Mattias Skat Sommer, Morten Fink-Jensen, Sven Rune Havsteen, Ove Korsgaard, Tine Reeh, Jens Rasmussen, Ove Kaj Petersen, Ditlev Tamm, Anders Holm, Lisbeth Smedegaard Andersen, Nina Javette Kofoed, Ingrid Markussen, Erik Nørr, Nils Holger Petersen, Uffe Østergaard, Hans Raun Iversen, Jørn Henrik Petersen, Lisbet Christoffersen, Kirsten Nielsen og Lone Rahbek Christensen.

Syddansk Universitetsforlag – www.universitypress.dk


12

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

MIN STUDIESTART Ulrik Dahlin

Ulrik Dahlin, f. 1955 × Student 1973 × Typograf fra 1979 og bevidst arbejdsløs i

lange perioder gennem ca. 11 år × Journalistaktivist på Ugeavisen København og Månedsbladet PRESS 1982-1993 × Medejer af Journalistbureauet Express fra 1994 × Ansat på Information fra 2000

Universitetet holdt én dag Jeg nåede lige at købe to lærebøger og møde op til første time, før jeg opdagede, at det gad jeg ikke Tekst Ulrik Dahlin

S

om 18-årig samfundsfaglig sproglig student begyndte jeg i september 1973 på samfundsfag på Københavns Universitets bygninger i Rosenborggade. Jeg var fuld af fortrøstning, for på det forudgående ruskursus på Dansk Folkeferies familielejr ved Helsingør havde jeg virkelig moret mig, mest med at agitere for den lille maoistiske gruppe, jeg brugte al min fritid på. Jeg havde endda nået at købe to lærebøger, inden jeg mødte frem til den første undervisningstime, jeg tror, det var med Tage Bild, men jeg husker ikke et kvidder af, hvad han sagde. Bøgerne fik jeg aldrig åbnet, inden jeg mange år senere smed dem ud. Hvad jeg derimod husker tydeligt, var, at der blandt de nyslåede universitetsstuderende i lokalet i hvert fald var en håndfuld DKU’ere, altså medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom. For en nutidig læser lyder det måske meget uskyldigt, men sådan så

jeg ikke på det det dengang. Tværtimod var jeg klar over, at de unge DKU’ere formentlig ville blive mine faste og bitre modstandere, fordi de jo på deres side var lige så åndssvage og mente, at det var os maoister, der var på den helt forkerte side af fremskridtet. Allerede første dag havde vi en diskussion om et eller andet med Kina, som dengang var mere bredt populært opfattet som et lykkeland, hvor lykkelige fattige bønder og unge ivrige studerende havde magten, end tilfældet er i dag. Men det var altså ikke DKU’ernes opfattelse, heller ikke dengang. De sværgede formentlig mere til den betongrå udgave af socialismens lyksaligheder, som den nu blev udfoldet i Moskva og Østeuropa. Jeg forudså måneders ørkesløs diskussion med de unge kommunister, hen over hovederne på de fleste medstuderende, og pludselig slog det mig: Det gider du ikke. Selv om jeg var voldsomt interesseret i samfundsforhold og netop var blevet samfundsfaglig student,

fordi jeg ville studere statskundskab, orkede jeg det ikke. Dagen efter fik jeg et eftermiddagsjob i Privatbankens hovedkvarter på Ørnevej, hvor en masse husmødre og enkelte fallerede studenter indkodede dato og beløb med stregskrift på datidens mest anvendte betalingsmiddel, nemlig titusindvis af checks. Mandag til fredag kl. 1721. Jeg kedede mig gudsjammerligt,

Jeg havde et håb om, at jeg måske kunne lave avis i stedet for at diskutere med alle kommunisterne ude i fagforeningen

men meldte mig selvfølgelig (i øvrigt som den eneste) ind i Danske Bankfuntionærer og havde nu hele den øvrige dag til rådighed for det politiske arbejde. Næste efterår startede jeg så på Journalisthøjskolen i Århus som en af de yngste. Det var samtidig med, at jeg flyttede hjemmefra, så det er nok lidt sværere at adskille årsag og virkning i det videre forløb. For mig var det skuffende, at man ikke rigtigt lærte noget håndgribeligt, men selv måtte stykke sin viden sammen mere eller mindre på egen hånd, mens mange af underviserne opholdt sig i nærheden af Ceres-ølautomaten i kantinen. Jeg havde troet, at vi ville få udstukket opgaver som f.eks: Find ud af alt om Aarhus Oliefabriks forbindelser til Sydafrika … Eller noget lignende, men sådan var det bestemt ikke. Efter jul gav jeg op, og da jeg samtidig hørte om et trykkeri, hvor personalet under en faglig kamp havde besat trykkeriet – altså overtaget det, indtil de blev smidt ud af politiet – var jeg købt og solgt: Det var typograf, jeg skulle være. Det lykkedes så også fire år senere, hvor jeg i 1979 blev udlært typografisk trykker fra et lille værksted i Valby. Sværere var det altså heller ikke. Til gengæld kunne det være så

kedeligt, at ens røvballer klaprede i de blå Kansas-arbejdsbukser. Rigtigt sjovt var det kun, når der var optræk til faglig konflikt og ballade. Da jeg nogle år senere havde en arbejdsløshedsperiode for anden gang, gik jeg en dag op på et aktivistblad, der hed Ugeavisen København. Jeg havde et håb om, at jeg måske kunne lave avis i stedet for at diskutere med alle kommunisterne ude i fagforeningen, som jeg havde gjort, da jeg var arbejdsløs for første gang, og mens jeg var lærling. Og sandelig ja, selv om den første, jeg talte med på Ugeavisen København, sagde, at de ikke aktuelt havde brug for nye folk, mødte jeg bare op næste dag. Og næste igen, indtil jeg blev en del af redaktionen. Jeg var vant til at stå tidligt op om morgenen, så jeg var som regel den første, der kom. De øvrige indfandt sig først op ad formiddagen. Siden gik det slag i slag, det må man sige. Så det var altså ikke universitetet eller højskolen, men det at prøve selv og være fælles med andre om sit eget bladprojekt, der har lært mig noget om journalistik. uda@information.dk


NYHEDER

TIL DIT STUDIE UDKOMMER 1. OKTOBER

FACEBOOK.COM/AKADEMISKFORLAGEGMONT AKADEMISK.DK


14

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

MIN STUDIESTART Mia Mottelson

Mia Mottelson, f. 1986 × Student 2006 × Brugte to fjumreår på bl.a. frivilligt

arbejde, udlandsrejser, diverse servicejobs, lære at dykke, højskoleophold × 2008-2014: studerede på Danmarks Designskole i København, Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam og Bezalel Academy of Arts and Design i Jerusalem. Arbejdede som handicaphjælper, telefoninterviewer, grafiker og freelancetegner. Praktikant på Information og blev til sidst cand.des. med speciale i børnebøger × 2014 og frem: Illustrator for Information og freelancetegner

En fuckfinger til systemet Det tog mig lidt tid at finde ud af, hvordan man kunne bruge sin fuckfinger til autoriteterne til noget konstruktivt Tekst Mia Mottelson

I

kantinen på mit gymnasium stod der med store bogstaver: »Alt over seks er blær.« Jeg havde egentlig ikke nogen særlige ambitioner om at få høje karakterer. Jeg havde en større trang til at udfordre autoriteterne og normerne inden for gymnasiets røde murstensvægge. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke gad lave lektier, hvis det ikke interesserede mig. For hvis skyld skulle jeg læse Kongens Fald? Ikke min egen i hvert fald, så det gjorde jeg ikke. En fuckfinger til det, i mine 18-årige øjne, diktatoriske system! Jeg forsøgte også sammen med en veninde at sætte projektøren på det grimme, så andre kunne se det og tage stilling til det. Før vi selv var rigtig bevidste omkring omfanget af begreber som feminisme og racisme, havde vi sat os imod det. Til den årlige »doktor-fest« på gymnasiet var det obligatorisk for pigerne at udklæde sig som »naughtynurse«, hvilket vi syntes var dybt til grin, og derfor kom vi udklædt som to grimme sygeplejersker med hinkestens-70er-briller og rådne tænder.

Først i lyset af kontrasten opdagede folk den kvindelige objektivisering, der fandt sted. En fuckfinger til deres undertrykkende normer! I blå bog skrev mine veninder, at jeg ville blive bioanalytiker, men hvis man kiggede på alle de tegninger, der kæmpede om pladsen med kemiske formler og matematiske udregninger på mine skriftlige afleveringer i gymnasiet, var det ikke overraskende, at jeg i 2008 startede på en kunst- og designhøjskole. Her fandt jeg ud af, at min lyst til at give en fuckfinger til autoriteter måske kunne bruges konstruktivt (hvor den i gymnasiet kun fik lærernes mundvige og mit gennemsnit til at dale voldsomt). Desuden fik jeg begrebsbetegnelsen feminisme på plads og dannede den feministiske aktionsgruppe PMS-crew, der inden for bygrænserne, hvor højskolen lå, forsøgte at gøre op med et objektiviserende kvindesyn. Vi påklædte for eksempel nøgenmodellerne i pedellernes værkstedskalendere, og vi tilplastrede byen med plakater for det lokale diskotek med teksten »Byens eneste homoklub – se vores lesbiske videoer«, som et modsvar på diskotekets utallige skærme, der uafbrudt viste

ledtpåklædte damer, i vandkamp og mudderkamp. En fuckfinger til patriarkatet! På højskolen kunne vi få vejledning til de utallige forskellige optagelsesritualer, der fulgte med at komme ind på Danmarks Designskole, som det hed dengang (nu det mundrette navn; Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering). Jeg tror, det dengang var hver femtende ansøger, der sikrede sig én af de eftertragtede studiepladser. Da jeg startede på Designskolen i 2008, fortalte jeg ikke folk, at jeg gik

Jeg havde ikke et behov for at sige, at jeg var bedre til noget, end alle mulige andre. Jeg ville hellere sige, at det her kan alle og enhver

der. Jeg havde ikke et behov for at sige, at jeg var bedre til noget, end alle mulige andre. Jeg ville hellere sige, at det her kan alle og enhver. At det i høj grad handlede om at kende opskriften. Og jeg syntes i øvrigt, at det var skide uretfærdigt, at nogen kunne betale 40.000 kroner for et højskoleophold og få opskriften på, hvordan man kom ind, mens andre skulle sidde derhjemme og i blinde adskillige gange forsøge at sammensætte de rigtige komponenter i de korrekte mængder. En fuckfinger til ulighed! Opskriften på, hvordan man gik på Designskolen, havde jeg til gengæld ikke fået udleveret noget sted. Så jeg troede, at det var ligesom gymnasiet, at man kunne klare sig fint igennem uden at læse de kompendier, der indeholdt teorien bag de opgaver, vi blev stillet. I et af mine første projekter omsatte jeg et H.C. Andersen eventyr til en visuel fortælling om en kotelet, hvilket udløste et firetal og kommentaren: »Forventer du, at folk kan identificere sig med et stykke kød?« Jeg forventer faktisk ikke, at folk kan identificere sig med et stykke kød, men jeg er glad for, at censor spurgte mig. Jeg vil nemlig for alt i verden ikke lave det, der bliver forventet. Jeg vil gerne overraske, provokere og fjerne mig fra det forudsigelige. For mig bliver det smukke og perfekte design for monotont og glat. For mig er det det grimme, der

kan røre ved noget i os. Fra mit perspektiv skal der noget grimt til at stikke til beskueren for at få dennes tankerække igang og tage stilling. Også selvom vedkommende ikke kan identificere sig med en kødudskæring, så fik jeg da i hvert fald mindst én til at overveje, hvad fanden meningen var. Da jeg efter et år på skolen stadig ikke havde fundet ud af, hvad skolen egentlig kunne tilbyde mig, og hvad jeg overhovedet havde lyst til, besluttede jeg at tage et års orlov. Og da jeg et år senere vendte tilbage, kom jeg direkte ind på et illustrationskursus. Her mødte jeg en disciplin, hvor beskueren forholdt sig til de fuckfingre, man gav gennem tegningerne. Der fandtes ikke de autoriteter og småborgerlige meninger, man ikke, gennem sine streger, kunne give en stor fuckfinger. Så min vaklende og langsommelige studiestart endte alligevel med at jeg fandt den hylde, hvor jeg stadig sidder i dag og giver en fuckfinger til lige, hvad der passer mig. mimo@information.dkTekst


videverden

aarhus new york barcelona

Hvilken farve har din yndlingsby?

paris

madrid lissabon wien

stockholm budapest jerusalem istanbul athen

Storbyguiden til dig, der vil have mere. Mere viden. Mere verden. Aarhus Universitetsforlag

london dublin

skt. petersborg rom berlin


16

I N F O R M AT I O N S T U D I D E S TA R T 2 0 1 7

MIN STUDIESTART Morten Frich

Morten Frich, f. 1973 × Student 1992 × Journalist ved Dagbladet Information × Student fra Hasseris Gymnasium 1992 × Indskrevet på Klassisk Filologi i 1994 × Journalist fra Danmarks Journalist-

højskole 1999

Jeg tager lige et sabbatår mere Verdens bedste læsegruppe kunne ikke hjælpe mig igennem studiestarten på Aarhus Universitet Tekst Morten Frich

D

et var til den første fredagsbar på Klassisk Filologi på Aarhus Universitet, jeg erkendte min virkelighed: Jeg er ikke skabt til studier i latin og oldgræsk. Vi startede vist fem nye studerende på instituttet det år. Instituttet, alle undervisere og medarbejdere, var klar til at hente månen ned til os for at give os en god studiestart. Jeg fandt verdens bedste lille læsegruppe – to gode nordjyske fyre, som var dygtigere og sødere end jeg. Med det yderste af neglene hang jeg på gennem de første ugers timer i latin. Jeg var chokeret over, hvor svært jeg havde det i timerne i græsk poesi. Den yngste gut på holdet, som havde sprunget et år over i gymnasiet, beherskede oldgræsk fejlfrit. Det gjorde det ikke bedre, at han havde lært sig at synge poesien, som man gjorde det i oldtiden. Mens jeg hakkede og stammede mig gennem verset, sang han perfekt som en eunuk.

Jeg havde glædet mig til fredagsbaren. Jeg havde forventet, at nu skulle vi gribe dagen efter ugens tunge tekststudier. I stedet bekendtgjorde en af underviserne, at vi lige så godt kunne benytte det hyggelige samvær i baren til at få lært italiensk. Og så repeterede vi efter ham: »Mio nonno paterno era un hombre molto grande e importante.« (Min bedstefar var en meget stor og betydningsfuld mand). Den eneste ting, jeg stadig husker fra min mislykkede studiestart på Klassisk Filologi. Når jeg ser tilbage, tror jeg, at min studiestart mest af alt var en slags kærlighedserklæring til min gamle gymnasielærer i latin – et meget sødt og begavet menneske, som bl.a. tilbød mig at flytte hjem i hans lille familie, da jeg selv havde problemer derhjemme. Samtidig var filmen Døde Poeters Klub temmelig stor i de år. Jeg er opvokset i Vangede, min mor er sygeplejerske, og min far var ufaglært. På den måde er det ikke

overraskende, at jeg aldrig blev god til at studere på et universitet. Jeg har været bagud på point fra begyndelsen. Hvis nogen havde bedt mig tage marshmallow-testen – altså at teste, hvor lang tid der ville gå, før jeg alene i et rum ville æde en skumfidus trods en besked om, at jeg ville få to, hvis jeg ventede lidt – ville jeg have fun-

Når turen kom til at vores nyhed skulle modtage kritik, sad vi med vand i øjnene fulde af indestængt raseri og personlig fornærmelse. Jeg elskede det

det og slugt hele posen, to sekunder efter eksperimentet gik i gang. De få vaner, jeg har omkring det at lære og studere er dårlige: Overvurdér dig selv, undervurdér vanskelighederne ved opgaven, udskyd alting til sidste øjeblik.

Okay ikke at være dygtig Året efter begyndte jeg på Danmarks Journalisthøjskole. Det passede bedre til mit temperament og lærte mig noget vigtigt: Jeg har brug for at skabe noget. Helst hver dag. Der findes to slags viden: dén vi udtrykker med ord og så færdigheder. Jeg har haft en tendens til at overvurdere den viden, der udtrykkes i ord. Idéer, produkter og færdigheder kommer af at prøve sig frem, abe efter og forbedre sig gennem repetitioner og variationer udsat for kvalificeret feedback. Den mest betydningsfulde viden ligger i det praktiske. Feedbacken på Journalisthøjskolen var nådesløs. Jeg husker, at vi skulle skrive vores første nyhed efter den klassiske nyhedsskabelon og derpå udsætte hinandens nyheder for kritik i små grupper. Det blev et blodbad. På skift, når turen kom til at vores nyhed skulle modtage kritik, sad vi med vand i øjnene fulde af indestængt raseri og personlig

fornærmelse. Jeg elskede det. Det gjorde mig bedre. Den første nyhed, man skriver, er ikke ret god. Efter måske 100 nyheder begynder det at ligne en nyhed. Sådan har det i hvert fald været for mig. Hvis jeg kunne have en samtale med mit yngre jeg om studiestart, ved jeg, at jeg ikke ville have lyttet. Men jeg tror, jeg ville sige: Man skal være ærlig over for sig selv og andre om alt det, man ikke kan. Man skal arbejde hårdt for at lære at lære. Det er okay ikke at være specielt dygtig. Det er faktisk vigtigt, at man ved, at man ikke er specielt dygtig. Men man bliver nødt til at finde en måde at lære på – at forbedre sig hurtigt – og gøre det til en god vane. Så skal det nok gå alt sammen. Fornylig skrev en af dem fra min gamle læsegruppe til mig på Twitter, at der var ledige pladser på klassiske sprog i Århus. Jeg tager lige et sabbatår mere. fri@information.dk


HVOR GODT KENDER VI EGENTLIG SKEDEN? I ’Glæden med skeden’ giver de to unge norske medicinstuderende, Ellen og Nina, dig alt du har brug for at vide om det kvindelige kønsorgan.

Vi håber, du glæder dig til at tage med på en rejse gennem kvindens kønsorganer. Forhåbentlig kommer du til at lære mindst lige så meget, som vi selv gjorde under arbejdet med bogen. Og så håber vi især, at du er blevet bedre til at slappe af, når du har læst den. En krop er bare en krop.

ELLEN & NINA

Foto: Anne Valeur


18

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

MIN STUDIESTART Anna von Sperling

Anna von Sperling, f. 1973 × Fra Århus × Student fra Det Frie Gymnasium 1993 × Kandidat i Internationale udviklingsstu-

dier og Geografi fra Roskilde Universitetes Center (RUC) ca. 2002 × Tilknyttet Information siden 2004 som først journalist og redaktør på udlandsredaktionen, siden på kulturgangen × Bor på Amager, mor til Erik 5 år, og ganske hobbyløs

De kunne da godt lige have sagt, at Naomi Klein ikke var pensum på Polit Jeg har væltet mig rundt i uddannelsessystemet. Altså, jeg mener væl-tet. Men tror egentlig, at jeg var endt der, hvor jeg er endt i mit arbejdsliv, uanset hvilket studie jeg havde færdiggjort Tekst Anna von Sperling

J

eg besluttede mig for at springe fra mit første studie, da jeg efter en halv times venten var blevet nummer to i køen uden for Bogladen i Studiestræde. Mine knap og nap seks timer som studerende lakkede mod enden. Jeg kan huske at kigge på de andre nyslåede studerende omkring mig og spekulere over, om de, som jeg, overvejede at flygte. Om også de var ofre for falsk markedsføring. Om de egentlig godt vidste, at politstudiet havde uendelig lidt at gøre med 'politik' som forstået af en 20-årig, der bare gerne ville have redskaber til at lammetæve onkel Peter i diskussionerne til næste familiefest. Om de havde opdaget, at vi rent faktisk stod der i køen med sommerens fregner intakte for at rekvirere de sidste tre års finanslove. Og at alle

andre økonomiske forestillinger end den kasseholder-Keynesianske var henvist til et fag, der hed ’historisk økonomi’, der lå og rodede nede på fjerde semester. Det havde jeg fundet ud af samme morgen. Der blev skub i køen. 4. Inflation. 3. Deflation. Mine muskler spændes. 2. Efterspørgel. 1. Udbud. Udbrud! Jeg gjorde det. I en glidende sidelænsbevægelse, tyst som en ninja, forlod jeg køen. Og mit første studie. Det skulle vise sig ikke at blive det sidste. Så da redaktøren i sidste måned spurgte, om jeg ville skrive en klumme om min studiestart, var svaret »Jepper. Hvilken én vil du have?« Rundhåndet som man jo blev formet i 1990’erne gavmilde uddannelsessystem. Det tog en hel del år, før jeg turde indrømme, at jeg sprang fra første dag. Jeg opførte mig lidt som en 52årig bogholder, der i årevis efter en

fyring i skam står op hver morgen, kysser konen farvel og går ned på en bænk og spiser madpakken sammen med ænderne. Jeg blev bare under dynen og legede, at jeg var på studiet. Efter en måned tog jeg mig sammen og fortalte mine forældre, at jeg, efter grundig overvejelse, havde besluttet mig for at droppe ud. Det tog endnu flere år, før jeg vedkendte mig, at jeg faktisk ikke rigtig

Mine valg handlede hver gang om at famle sig ind til en eller anden identitet

havde undersøgt, hvad studiet gik ud på, men bare synes, at polit lød ... fedt.

Mindre sjovt En tur omkring indologi (gør I jer begreb om, hvor mange invasionsstyrker, der gennem tiden har huseret på det indiske subkontinent? Nej, vel, det rammer først den, der skal til eksamen i det), og kommunikation (vi skulle lave et diasshow om spiseforstyrrelser ... o000g så kunne man ikke se min velpostrede røv for bare støv), landede jeg på internationale udviklingsstudier. Jeg ville være udviklingsarbejder. Ja, jeg ville. På førstedagen sagde lederen af uddannelsen. »Danida er Startours. Velkommen til guideskolen.« Det var sjovt sagt. Men han sagde også, at vi ville blive dybt desillusionerede, fordi man med bare begrænset kendskab til udviklingsbistand ville have vanskeligt ved at tro på dens konkrete effekt. Mindre sjovt, men ikke desto mindre sandt. Men jeg undertrykte flugtrefleksen og blev. Også på geografi, hvor grundkurset i geologi ellers kunne have knækket selv den mest vedholdende skabshumanist.

Når jeg i dag tænker tilbage på min mange studiestarter, kan jeg se, at mine valg hver gang handlede om at famle sig ind til en eller anden identitet. Den der ’vælg noget, der interesserer dig’ er jo sympatisk nok, men for en kanalje, som jeg var i mine start-20’ere, gav den ikke rigtig mening, for jeg havde ingen anelse om, hvad der interesserede mig. Jeg valgte noget, der passede til den forestilling, jeg havde om mig selv. Lige der. Men jeg tror, at for mig var det relativt underordet, hvilket studie jeg blev på og færdiggjorde. Jeg er ret sikker på, at jeg på den ene eller anden måde, ad en hvilken som helst omvej, ville være endt præcis, hvor jeg lige nu sidder og skriver dette. Jeg har siden fundet ud af, at jeg havde ret i min antagelse den dag i køen uden for bogladen. I midten af 1990’erne meldte halvdelen af de førsteårsstuderende på politstudiet sig ud igen. Men de kunne da også godt lige have sagt, at Naomi Klein ikke var pensum. ansp@information.dk


Mere end en studenterorganisation

ks.dk konservativestuderende @KonsStud _ksku

Konserative Studerende

                 


20

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

MIN STUDIESTART Søren Heuseler

Søren Heuseler, f. 1969 × Student 1988 × Stifter af og chefredaktør på kulturma-

gasinet Torpedo 1991-1997 × Stifter af The European Magazine Network 1993-1997 × Chefredaktør på kulturavisen Nat&Dag 1997-2000 × Journalistisk chef på Mediefabrikken 2001-2008 × Chef for iBureauet 2008-2011 × Medie- og magasinchef på iBureauet siden 2012 × Far til Ingrid, Esther og Anders

En ustuderet røvers bekendelser En lidt for stor københavnersnude, masser af tilfældigheder og en stærk virketrang blæste min studiestart ad helvede til Tekst Søren Heuseler

F

or mit vedkommende var en akademisk løbebane hurtigt udelukket. Mine forældre var som nat og dag. Min far var den hashrygende, egocentriske og urolige verdensmand og pibemager, min mor den bløde børnehavelærerinde med de nære værdier og strikkepindene i evig bevægelse. Ét punkt havde de dog fælles: jeg husker, at de begge inprentede mig, at jeg skulle følge mit hjerte. Og det forsøgte jeg så efter bedste evne. Efter tre år på gymnasiet, hvor jeg ved en fejl var landet på matematisk-biologisk linje, kunne jeg nemlig ikke forestille mig nogensinde at åbne en bog igen. Det havde været en indædt kamp med biokemien, det periodiske system og de snørklede integralberegninger, og al den indebrændte energi blev trykket af med bandet Sort Banan, hvor jeg brø-

lede mig hæs i øvelokalet til lyden af slutfirsernes rester af punkrock og sortklædt utilpassethed. Jeg ville være journalist og forandre verden, men anede ikke hvordan. Havde fået den idé, at jeg kunne komme i mesterlære hos Lasse Ellegaard på Information, men fik aldrig skrevet til ham. I stedet tog jeg arbejde som postbud i et år. Hver dag op klokken 5 for at møde klokken 6. Løb ekstra ture, når jeg var færdig med min egen rute. Al magt til budene. Fik sparet sammen til en andelslejlighed (11.500 kr.) og flyttede fra Østerbro til Vesterbro. Det lyder måske ikke som det store spring, men Vesterbro var en anden bydel dengang. Det var før byfornyelsen og den kreative klasses indtog, Istedgade var mineret med værtshuse, Vega hed Folkets Hus og Boutique Lize var en forretning med tøj til modne kvinder. Et halvt år på kunsthøjskole i Holbæk løftede mit blik mod horisonten.

Berlinmuren faldt, og Sovjetunionen stod over for sit endelige kollaps. Verden åbnede sig. Og så var der pludselig en af mine venner, som søgte ind på Journalisthøjskolen i Århus med å. Han ville være den nye Nils Ufer. Det lød pissefedt, men Århus?

Jeg ville både skrive og fotografere, men efter et besøg hos min far faldt tiøren

Jeg havde aldrig været der, kendte ikke nogen derovre. Kiggede i Kraks. Slog det hen. Sagde mit job op og stillede mig i køen sammen med de andre hundrede tusinde ungdomsarbejdsløse i begyndelsen af 1990’erne. Dengang var den store frygt at blive sendt ud på et af kommunens ‘Ung i arbejde’-projekter, som i folkemunde hed Dum i arbejde. Her skulle man rense tagrender, flytte fliser og den slags. Lød rygtet. Så jeg skyndte mig at sige, at jeg ville noget med medier. Alle i København, der ville noget med medier, men som af en eller anden grund ikke havde søgt ind eller fået plads på Journalisthøjskolen i Århus, begyndte på KURT i de år. Her kunne man med alt betalt få lov at lave radio, tv og magasiner, som jeg i første omgang kastede mig over. Der var ikke megen sniksnak. To timers introduktion til journalistikkens verden fra en gammel Pressreporter og så ud at lave interview med et mere eller mindre tilfældigt offer og skyde billeder og hjem igen og skrive historien og skære tekstspalterne til med skalpel og klistre dem på montagearket sammen med foto, vi selv fremkaldte, og affoto-

graferede med reprokameraet. Det kom hurtigt op under neglene. Det gik i blodet. Jeg ville både skrive og fotografere, men efter et besøg hos min far faldt tiøren. Han spurgte, hvad jeg ville, og jeg svarede, at jeg ville være fotograf. ”Hvor er dit kamera så henne? Hvis du vil være fotograf, skal du fotografere.” Det var godt set. Jeg ville teksten mest. Men i virkeligheden ville jeg allerhelst bare sætte noget nyt i gang. Jeg startede mit eget blad i lejligheden på Vesterbro, mødte en masse skønne og dygtige mennesker, som også ville lave det fedeste magasin i Danmark, og oparbejdede en gigantisk bankgæld, som jeg kaldte mit studielån. Efterhånden begyndte vennerne at rykke ind på universitetet, og jeg overvejede også flere gange at få papir på det, jeg kunne. Men der var altid en ny deadline, og efterhånden blev det uvæsentligt. Tænker indimellem, at jeg jo altid kan søge ind på universitetet, når min årgang begynder at gribe ud efter golfkøllerne. heuseler@information.dk


2 1 . S E P. — 2 9 . O K T. 2 0 1 7 B I L L E T T E R F R A 1 0 0 K R . PÅ N B T. D K O L A F J O H A N N E S S E N , S Ø R E N P I L M A R K , P E T E R GA N T Z L E R , J I M M Y J Ø R G E N S E N J E S P E R H Y L D E GA A R D , N I C O L A I DA H L H A M I LTO N , A S B J Ø R N K R O G H N I S S E N P E T E R Z A N D E R S E N , O L I V I E R A N T U N E S O G J U L I E AG N E T E VA N G I N S T R U K T I O N O G D R A M AT I S E R I N G

NIKOLAJ CEDERHOLM


UNFURL STRIPE Lækker sovesofa i stribet stof, med mørke træben. Madras med posefjedre. Udslået mål: 120 x 200 cm.

kr. 5.290

Rosenørns Allé 2-4 • 1634 København V • 33130131 • www.bluemoon.dk


TE NOLO I

Hvis automatiseringens problem er en fremtid uden jobs, er borgerløn så løsningen? Det kan blive din generations vigtigste spørgsmål. Læs teknologitemaet på de kommende sider


24

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

LEDER

TEKNOLOGI

E

jerskab til fremtiden Tekst Lars Højholt Illustrationer Sofie Holm Larsen/iBureauet

A

utomatisering virker som en uomgængelig konsekvens af den teknologiske udvikling. Utallige konsulentrapporter har de seneste år forsøgt at forudse, hvor mange og hvilke typer jobs, der ikke længere vil eksistere blot om få år. Det fremstår som en magtfuld sandhed, vi kun kan underlægge os, men det er ikke en sandhed uden huller. Debatten om den teknologiske fremtid falder ofte i tre afdelinger. De teknologideterministiske mener at kunne forudse fremtiden, ud fra hvad der teknologisk set er muligt. De historiedeterministiske fortæller os, at vi tidligere har klaret os igennem perioder med hastig industriel udvikling, og endelig er der dem, der antager et dystopisk/ utopisk syn på udviklingen. Her er udgangspunktet, at robotterne overtager vores jobs, og at vi enten er overladt til arbejdsløshed, eller får del i kagen og kan udleve alle vores kreative drømme. Fælles for alle positionerne er, at de ofte fremstår karikerede og mangelfulde. På samme måde er den etablerede fortælling om automatiseringen heller ikke en neutral sandhed renset for økonomiske interesser og politisk spil. Konsulenthuset McKinsey fremlagde i foråret en rapport, hvor de analyserer sig frem til, at 40% af danske arbejdstimer kan automatiseres inden for en årrække. McKinsey anerkender, at fem faktorer får betydning for automatiseringen. De er ikke ubetydelige, men McKinsey holder fast på de 40%, og det kan meget vel blive et dominerende tal, når der skal forhandles overenskomster næste gang. Har man held til at skabe en overbevisende fortælling om fremtiden, vinder man også magten over fremtidens udformning. I tillægget her afdækker vi forskellige aspekter af automatiseringen og dens omfang, men kigger også på de løsninger, vi allerede har foran os. Borgerløn er en af de modeller, der aktuelt er oppe til diskussion, men skat på robotter og 30 timers arbejdsuge er også bud på, hvordan vi tackler udfordringen. Endelig kan den offentlige sektor med sin størrelse regulere hastigheden for digitaliseringen af staten. Det er en udvikling, hvor du som individ ikke bare må lade stå til og se på. Du bliver nødt til at engagere dig, for ingen har formentligt endnu fundet det rette svar på automatiseringens udfordringer. Det kan hurtigt få betydning for både din indkomst, dine levevilkår og dine muligheder langt ud i fremtiden. lhoj@information.dk

Borgerlønseksperimenterne har mange faldgruber Flere lande eksperimenterer med borgerløn, men selvom det er et tegn på borgerlønsbevægelsens opblomstring, er det ikke nødvendigvis en sejr. Eksperimenterne er relativt begrænsede, fulde af faldgruber og kommer måske til at undergrave bevægelsens momentum Tekst Sebastian Gjerding

D

er går ikke længe imellem, at en milliardær eller berømthed erklærer sin støtte til ideen om borgerløn. For særligt den økonomiske elite omkring Silicon Valley i USA er det blevet en populær måde at signalere bekymring over den voksende ulighed på, som stigende automatisering og kunstig intelligens forventes at skabe. Fra at være et perifært krav fra folkelige bevægelser er borgerløn blevet en idé, den økonomiske og politiske elite i stigende grad er åben for at »afprøve« eller »eksperimentere« med. Derfor er opmærksomheden rettet mod de lande, der for øjeblikket har eksperimenter i gang. Det sker på kommunalt eller statsligt niveau i blandt andet Canada, Finland, Holland, Indien, Kenya og Uganda, mens techmilliardærerne også har gang i deres egne eksperimenter i Oakland, USA. Særligt det finske eksperiment har fået international opmærksomhed, selvom man først venter endelige resultater om godt to år. Forhåbningen blandt tilhængerne er, at

eksperimenterne vil punktere nogle af de myter som hele spørgsmålet om borgerløn er præget af: at det er for dyrt, og at folk bliver dovne. Men selvom det altid er godt at få punkteret myter, er det bestemt ikke alle i borgerlønsbevægelsen, der har positive forhåbninger til eksperimenterne. »Der er så mange faldgruber ved det her,« siger Karl Widerquist, lektor på Georgetown University i Qatar og næstformand for den internationale borgerlønsbevægelse BIEN. Mange ser måske eksperimenterne som en delsejr og et tegn på, at det er muligt at presse politikerne til handling, hvorpå der så kan lægges yderligere pres på. Men ifølge Karl Widerquist fungerer det ikke nødvendigvis sådan. »Lige meget hvor gode og videnskabelige eksperimenterne er, er det altid et strategisk valg at sætte dem i gang. Politikerne er altid på udkig efter den billigste måde at sige ja på. Og det er meget billigere at sige ja til et eksperiment end til en fuld implementering af basisindkomst. Samtidig giver det dem mulighed for at afvise yderligere handling under hele eksperimentets forløb, der kan tage fem til syv år,« siger han. Widerquist henviser til, at der i 1960’erne og 1970’erne blev gennemført flere eksperimenter og tests med basisindkomst i USA. Men selvom testene ifølge Widerquist viste flere positive resultater indenfor f.eks. sundhed og børns resultater i folkeskolen, kom debatten efterfølgende til at handle om, at de testpersoner, der fik basisindkomst, havde en lavere erhvervsdeltagelse end kontrolgruppen. Det blev af modstanderne brugt til at afvise borgerløn, men kunne ifølge Karl Widerquist lige så vel have været fortolket positivt. »Det er ikke en dårlig ting med lavere erhvervsdeltagelse. Noget af det, vi gerne vil opnå med basisindkomst, er at forbedre lønog arbejdsvilkår. Det sker kun, hvis arbejderne


I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

får mere magt og kan sige nej til arbejde, med mindre de får bedre løn og arbejdsvilkår,« siger Karl Widerquist, der dog også anerkender, at de begrænsede eksperimenter måske er det bedste, der lige nu kan opnås.

Kun arbejdsløse Et af de lande, der har fået mest international opmærksomhed om borgerløn, er Finland. I modsætning til testene i f.eks. Indien eller Kenya er der tale om en avanceret økonomi med en i forvejen ganske stor velfærdsstat. Finland er derfor også umiddelbart det sted, hvor resultaterne af borgerlønseksperimentet kan overføres mest direkte til Danmark. Men ser man nærmere på projektet, er det umiddelbart ganske begrænset, hvad der vil kunne udledes af det. »Regeringens formål med eksperimentet er at finde nye måder at designe sociale ydelser på, der kan være med til at øge arbejdsudbudet. Altså, hvilken effekt har basisindkomst på folk i arbejde i forhold til det nuværende system,« fortæller Miska Simanainen, der er forsker på projektet på forskningsintitutionen Kela. Det finske eksperiment omfatter 2.000 personer, der i forvejen er på arbejdsløshedsunderstøttelse. De tildelses basisindkomst på 4.165 kroner om måneden i en periode på to år. Basisindkomsten gives uden betingelser, og modtagerne skal altså ikke leve op til de krav, der stilles til andre arbejdsløse, som modtager understøttelse i Finland. Forsøgspersonerne bliver også undersøgt for en række forhold omkring f.eks. sundhed, men det eksplicitte formål er at undersøge effekten i forhold til arbejde. Oprindeligt havde gruppen af forskere lagt op til et langt mere omfattende eksperiment, men det var der ikke politisk opbakning til fra regeringen. »De indledende anbefalinger var meget mere

ambitiøse. Vi ville gerne have eksperimenteret med forskellige modeller for basisindkomst, forskellige niveauer for selve indkomsten, og med en målgruppe, der var mere repræsentativ for hele befolkningen end bare arbejdsløse på understøttelse,« siger Miska Simanainen. Selve tilrettelæggelsen af eksperimentet blev hastet igennem på få måneder, og det fik Olli Kangas – lederen af det finske ekspe-

Regeringens formål med eksperimentet er at finde nye måder at designe sociale ydelser på, der kan være med til at øge arbejdsudbudet Miska Simanainen Forsker i borgerløn ved Kela

riment på Kela – til overfor The Economist at kalde implementeringen for »et mareridt« og betegne politikerne som »små drenge med legetøjsbiler, der begynder at kede sig og vil videre til noget andet«. På trods af begrænsningerne mener Miska Simanainen dog, at der nok skal komme interessante ting ud af det finske eksperiment. Men om det bringer debatten om borgerløn videre, kommer også til at afhænge af den politiske situation i landet. Når eksperimentet er færdigt og gennemanalyseret i slutningen af 2019, har der været parlamentsvalg i Finland, og derfor er det sandsynligt, at det er en anden regering, som skal modtage resultaterne, end den, der satte dem i gang. »Der vil komme en stor diskussion i Finland, når eksperimentet er overstået. Der har været debat om basisindkomst i Finland en hel del gange de sidste årtier, men nu får vi empiriske data at diskutere ud fra. Spørgsmålet er så, om det kommer til at handle om eksperimentet og dets begrænsninger eller alt muligt andet,« siger han. Ifølge Karl Widerquist kan det finske eksperiment give nogle indikationer om, hvorvidt basisindkomst kan løse nogle af problemerne ved det nuværende arbejdsunderstøttelsessystem, hvor det for nogle grupper ikke kan betale sig at gå fra passiv forsørgelse og ind på arbejdsmarkedet. Men samtidig er det begrænset, hvad eksperimentet vil kunne sige om basisindkomstens konsekvenser for en hel befolknings adfærd. »Det er en meget, meget lille gruppe af dem, der ville komme til at blive påvirket af basisindkomst, og det er bestemt ikke den eneste gruppe, man bør teste,« siger han. Hvis den finske test bliver en succes, kan konklusionen derfor blive, at politikerne beslutter at sætte gang i flere tests på andre grupper for at se, hvordan de så reagerer. Og så kan

25

der blive endnu længere tid til, at man rent faktisk tør indføre det i større skala i et land. segj@information.dk

FAKTA

Borgerlønseksperimenter × Kenya: Den amerikanske ngo Give Directly har kørt et pilotprojekt med uddelinger af penge i en enkelt landsby i 2016 som efter planen skal udvides til 200 landsbyer i efteråret 2017. Nogle af beboerne i 80 landsbyer gives et fast beløb månedligt i 12 år, i andre landsbyer et månedligt beløb i to år og i en tredje gruppe landsbyer et tilsvarende stort engangsbeløb. Efterfølgende skal man måle på, hvordan de reagerer. × Canada: I slutningen af 2017 bliver der sat gang i et treårigt pilotprojekt i Ontario Canada. Forsøget omfatter 4.000 tilfældigt udvalgte mennesker mellem 18 og 64, og sikrer forsøgspersonerne en vis årlig minimumsindkomst. Efterfølgende skal forsøgspersonerne testes for effekten på deres psykiske velbefindende, stress og sundhed. Da der er tale om en minimumsindkomst som evt. modregnes anden indkomst, er det dog ikke et eksperiment i egentlig basisindkomst sådan som den internationale BIEN-bevægelse definerer det. × Holland: Ligesom Finland er de hollandske eksperimenter fokuseret på modtagere af arbejdsløshedsunderstøttelse. Her vil man undersøge om en garanteret indkomst uden modkrav fungerer bedre eller værre end de eksisterende workfare og aktiveringsprogrammer.


26

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

TEKNOLOGI Entreprenør ud af håbløshed

I Youngstown er den jobløse fremtid en realitet Industriarbejdspladserne vender aldrig tilbage i Youngstown, Ohio. Siden stålværkerne lukkede for tre årtier siden, har byens indbyggere fået en forsmag på den fremtid, der ventes at blive virkelighed i en række vestlige lande. Mens byens ældre begræder udviklingen, anviser den yngre generation en ny vej som freelancere, entreprenører og projektmagere Tekst Mette-Line Thorup Fotos Dustin Franz

D

e er holdt med at vente i Youngstown. På at der kommer en ny kæmpeindustri, som kan brødføde det meste af byens befolkning, som dengang de lavede stål til en stor del af det moderne USA’s byer, broer og skyskrabere. På at præsidentkandidaterne, der altid kommer forbi i et valgår og bruger byen som bagtæppe for deres løfter om flere job, leverer. Og på at et 9 til 5-job igen bliver det omdrejningspunkt, der giver livet mening. Til gengæld er de begyndt at kigge sig om efter noget andet. Og derfor har hele USA øjnene rettet mod Youngstown, Ohio – et nationalt symbol på den jobløse fremtid, der har været barsk virkelighed her i tre årtier. En udvikling som om få år også kan blive realiteten i andre vestlige økonomier. Matthew, en bred lyshåret mand i 30’erne, som jeg møder på byens hovedgade, har selv været med til at skille delene af Youngstowns

gyldne fortid ad og sende dem til Indien. Den nærmest endeløse række af stålværker langs floden, der gjorde byen i til mønstereksemplet på Den Amerikanske Drøm med flere småmillionærer og husejere end nogen anden by, lukkede på få år. Black Monday, den 19. september 1977, mistede byen 5000 arbejdspladser på én dag. Fem år efter var tallet oppe på omkring 50.000. Det var indmaden på de stålværker, hvor Matthews far og bedstefar havde arbejdet hele deres liv, sønnen og barnebarnet tjente sine penge på at skille ad i sit første job efter skolen. Matthews far talte ikke til ham i den periode. I dag kører Matthew taxa i Youngstowns uafhængige taxaselskab. Han kører i sin egen bil og kan tjene 50-60 dollar (350-420 kr.) om dagen. »Vi har ingen chef og ejer selv bilerne. Jeg får ingen månedlig løncheck, men ser hvad jeg tjener fra dag til dag. Det er ikke Uber, vores kooperativ har eksisteret i mange år, men jeg kan vel sige, jeg trods alt er heldig. Det tænkte jeg ikke den dag, jeg var blevet arbejdsløs og sad på en bar, hvor en kvinde fortalte mig om

den her mulighed,« fortæller han. På bare to generationer i Matthews familie har betydningen af arbejde skiftet fundamentalt. Den stolte arbejderklassekultur, hvor fællesskabet blev defineret af hårdt arbejde og de privilegier, et fast job på stålfabrikken udløste, er eroderet i takt med, at nutidens arbejdsmarked ikke længere tilbyder økonomisk stabilitet og sikkerhedsnet i samme omfang som tidligere. »Før stålindustrien rykkede til andre himmelstrøg havde ikke bare alle småmillionærerne i denne by, men også almindelige mennesker inklusiv afroamerikanerne, som sloges med fattigdom andre steder i USA, gode penge. Folk immigrerede fra Europa hertil, fordi de kunne få job i stålindustrien uden en uddannelse,« siger Pat Kerrigan, en af byens tidligere dommere, der nu har skabt Oak Hill Collaborative, et ngo-projekt, der prøver at genetablere job og lokalmiljø i den fattige sydlige bydel. Pat Kerrigan siger om sin hjemby, som arbejderpoeten Bruce Springsteen synger om i sangen ’Youngstown’ fra 1995, at den plejede at ligne Beirut i de virkelig hårde år. Og indtil videre har myndighedernes svar på byens menneskelige og fysiske forfald i form af fattigdom, fraflytninger, mafiakriminalitet, korruption og gældsplagede borgere, der satte ild til deres egne huse for at få forsikringssummen, været en intensiv investeringsplan i bymidten og arbejdspladser inden for ny teknologi og avanceret produktion. Resultatet er et flot hovedstrøg med nye eller smukt renoverede bygninger side om

side med store huller i det skinnende tandsæt, hvor hele ejendomme er jævnet med jorden. Her deler tre højtprofilerede techudviklingsinstitutioner facade i byens nye udstillingsvindue for det, der skal afløse det amerikanske rustbælte, det såkaldte techbælte. Rundt om hjørnet ligger America Makers – The National Additive Manufacturing Innovation Institute, som præsident Barack Obama fremhævede i sin State of the Union-tale i 2013, som et eksempel på et lovende privat-offentlig partnerskab, der med sine 3-D-printere viser vejen til en ny form for avanceret produktion. Indtil videre har satsningen på innovativ produktion ifølge en økonomisk statusrapport fra 2015 skabt 1.006 job og fastholdt 3.361. Det er imidlertid uvist, hvor mange af de nye arbejdspladser, der egentlig er gået til byens egne beboere. »Youngstowns udvikling er omstridt,« siger John Russo. Russo er byens førende kommentator og også dens kronikør i bogen Steeltown USA, som den tidligere professor og leder af Youngstown Universitets Center for arbejderstudier, er medforfatter til. »Men alle kigger på Youngstown, fordi byen har gennemgået det, andre amerikanske byer nu oplever, for tre årtier siden. Det er her fremtiden for USA’s arbejder- og middelklasse kan anes. Også Danmark bør følge med i udviklingen her, fordi forandringerne i økonomien og teknologien bliver enorme de kommende år. Det vil også påvirke de skandinaviske velfærdsstater.«


I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

27

Tre gamle heste fra en karussel har fundet ny anvendelse ved et hus i Youngstown Ronald Robinso, 64 og tidligere stofmisbruger, har forvandlet et forladt hjørne i Youngstown til sin egen byhave

Det kan være svært at forestille sig en verden uden arbejde – eller i hvert fald med meget mindre arbejde, end vi har været vant til. Men det er der imidlertid en helt masse økonomer og arbejdsmarkedsforskere, tænketanke, virksomhedsdirektører og tech-eksperter, der gør lige nu. ’The Future of Work’ er en term, der optager både eliten og den almindelige borger, for arbejdet er og har været det grundlag, der skabte fundamentet for vores økonomier, den personlige såvel som den fælles, i århundreder. Og med en arbejdsløshed på omkring fem procent i USA såvel som i Danmark – hvad økonomer betragter som noget nær fuld beskæftigelse – virker det som en hysterisk forudsigelse, at vi skulle komme til at mangle gode jobs i fremtiden.

Dårligere arbejde En række forhold peger imidlertid i den retning. De nye job, der er skabt i kølvandet på krisen, er mere usikre, dårligere betalt, mange er deltidsjob eller langt mere løse end tidligere. Andelen af amerikanske mænd i alderen 25 til 54 år, der er i arbejde, har været støt faldende siden år 2000. Og god uddannelse er ingen garanti for en sikker fremtid. Ifølge en rapport fra the Economic Policy Institute i 2014 er tallene for de arbejdsløse og underbeskæftigede unge (dvs. dem med en uddannelse, der har et ufaglært job eller job, der ikke traditionelt har krævet en uddannelse) i bedring seks år efter krisen. Men andelen af unge med en bachelorgrad,

der er underbeskæftigede, var 16,8 procent mod 9,6 i 2007. Samtidig er ny teknologi, robotter, kunstig intelligens, smarte apps og andet software på vej til at afløse mennesket i selv avancerede jobtyper, viser flere rapporter. Ligesom Matthew er 34-årige Jake Goldner et billede på den udvikling. Efter sin bachelorgrad fik han job i Florida. Men i 2009 betød krisen, at han mistede sit job i retail management i en verdensomspændende virksomhed og vendte tilbage til Youngstown. »Siden jeg kom tilbage på grund af nogle ting i min familie, har jeg ikke været i stand til at få et stabilt fuldtidsjob. I den periode har der været stort pres på virksomhederne for at skære i antallet af fuldtidsansatte og i stedet hyre deltidsansatte, hvor de ikke behøver at betale forsikringer, pensioner, arbejdsrelaterede goder o.l. Hele virksomhedskulturen er ændret,« siger Jake Goldner. Arbejdsløshed eller mangel på nok arbejde er forbundet med store sociale og økonomiske ulemper. Det bekræftes i utallige undersøgelser. Men ifølge en omfattende og meget debatteret artikel i magasinet The Atlantic, der i september rejste spørgsmålet, om den jobløse fremtid nødvendigvis var så skidt endda, hilser en mindre gruppe af forfattere, akademikere og økonomer – såkaldte postworkists – udviklingen velkommen. De peger bl.a. på, at et overvejende flertal af amerikanere ikke føler sig engagerede i deres nuværende job. Det gælder for 70 procent ifølge en Gallupundersøgelse fra 2014. Meget arbejde i dag er af så dårlig kvalitet, at det ikke

er værd at kæmpe for at beholde det, mener postworkisterne. Og de plæderer for, at arbejde inden for f.eks. omsorg eller udvikling af et socialt bæredygtigt lokalmiljø, som ingen tillægger økonomisk værdi i dag, i fremtiden kan få langt større betydning for vores identitet, hvis mængden af traditionelt arbejde bliver mindre. Der er ganske vist mange, der begræder udviklingen i Youngstown. Det gælder f.eks. pensionerede Jim, som jeg støder på langs floden, hvor han holder i sin bil langs vejkanten og ryger en cigaret. Bag ham er der en kæmpestor græsmark, hvor der engang lå et stålværk. Jim arbejdede også på et af byens stålværker, indtil massefyringer gjorde det af med livsgrundlaget fra den ene dag til den anden. »Jeg har ondt af de yngre generationer. Youngstown er en spøgelsesby,« siger han. Men dér tager den aldrende pensionist tilsyneladende fejl. For mange af de yngre borgere, jeg taler med, der endnu ikke er flyttet samme vej som de godt 100.000 andre, der har forladt byen siden dens storhedstid, deler ikke hans opfattelse. De ser Youngstown som et »Grond Zero for udvikling« for at bruge 31-årige Kristen Olmis ord. Fra det sted vokser der mange nye ting frem. Men fælles for de yngre generationer er, at de ikke identificerer sig med et normalt 9 til 5-lønarbejde. De er freelancere eller entreprenører, laver projekter i byen til gavn for lokalmiljøet, dyrker grøntsager i byens ’urbane haver’ i et

forsøg på at skabe en sundere madkultur eller blive mere selvforsynende. De er så at sige blevet deres eget arbejde. De styrer det selv, og de er ikke afhængige af, at en stor virksomhed tilbyder dem fast job. De ved godt, at storkapitalen har ikke brug for deres arbejdskraft længere. For eksempel har tele- og kommunikationsgiganten Google kun 55.000 ansatte, mindre end en tiendedel af AT&T’s i virksomhedens storhedstid. Denne gruppe, som den britiske arbejdsmarkedsøkonom Guy Standing har døbt prekariatet, er måske nok udsatte i den nye økonomi, men de har fundet fællesskab og identitet i at klare sig i den nye uforudsigelighed. Og nogle betragter det endda som frihed. Det interessante ved Youngstown som et laboratorium for, hvordan prekariatet vil klare sig i fremtiden er, at man også kan se konturerne af, hvordan arbejde vil forme sig i den post- industrielle æra.

Min frihed 38-årige Ra’Cole Taltoan kalder sig entreprenør. Hun har sit eget firma og laver revisorarbejde på freelancebasis. Men samtidig yder hun støtte til lokale, der ønsker at starte egen virksomhed, fra sit skrivebord i Oak Hill Collaborative. Af og til giver hun kurser i regnskabsføring i de samme lokaler. »Jeg har min frihed, og jeg kan planlægge min egen tid. Jeg er blevet tilbudt forskellige faste job, men jeg har sagt nej. Hvis jeg skulle arbejde 9-5, kunne jeg ikke lave det frivillige arbejde i mit lokalområde, som det giver


28

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

TEKNOLOGI En af de frivillige, Michelle Wade, i projektet Iron Roots Urban Farms sår gulerødder i drivhuset

ROC

HALMTORVET 9, 1700 KBH V HUSETSTEATER.DK TEATERBILLETTER.DK

KY!

MORTEN

BURIAN

16.SEP–14.OKT

HUSETS

TEATER

INSTRUKTØR TUE BIERING SCENOGRAF PETER SCHULTZ LYDDESIGN DITLEV BRINTH

mening for mig at lave ved siden af,« forklarer Ra‘Cole Taltoan, der bor samme med sine to teenagebørn. Mange af hendes venner og bekendte er det, hun kalder »selvforsynende«, i den forstand at de skaber deres egne jobmuligheder i en by, der ikke længere kan levere faste job. Én har startet en bilvask, en anden en frisørsalon, mens en tredje laver spoken word-poesi. Ra’Coles valg har også påvirket hendes egen økonomi. Hun er blevet bedre til at planlægge og få betalt sine regninger, fordi hun ikke altid ved, hvor meget hun har på tegnebogen. Og hun køber ikke så mange ting, som hun plejede. Desuden er boligerne billige i Youngstown. »Det er som om, vi er nødt til at vende tilbage til en tid før industrialiseringen, og det vi lavede dengang. Jeg kalder det slangebøsse-effekten: Vi er nødt til at træde et par skridt tilbage for at blive slynget fremad,« siger hun og fortæller, at hun ikke ser byens forfald som den ældre generation, men fokuserer på genopbygningen af bymidten. John Slanina er enig. Den 38-årige ingeniør og softwareudvikler, hvis oldefar, bedstefar og far alle havde job på stålværkerne, har arbejdet som forsker i flere europæiske lande, og selvom han kunne have fået et velbetalte job i det meste af verden, er han vendt hjem til sin fødeby. »Jeg har selvfølgelig set ringene sprede sig i vandet, fra dengang stålværkerne lukkede. Men jeg stiller mig selv nogle andre spørgsmål end den ældre generation, som er vrede over, at der ikke blev gjort mere for at beholde arbejdspladserne. Jeg spørger, hvor lederskabet var, dengang det virkelig gik godt. Hvorfor sørgede de ikke for at investere i fremtiden og skabe en mangfoldig økonomi, som kunne klare sig, hvis én stor industri lukkede. Og da de byggede Youngstowns universitet i 1970’erne, hvorfor oprettede de så ikke en masse ph.d.-stipendiater inden for forskning,« siger han med henvisning til, at den første ph.d.-grad nogensinde på det lokale universitet er blevet udbudt i år. Nu spørger John Slanina og andre i hans generation sig selv, hvordan de bedst møder fremtiden. Og deres svar peger på, at arbejdet er ved ændre karakter. Både hvad angår, hvilken værdi man tillægger det, og hvem der kontrollerer ens arbejdskraft. »Jeg har jobfleksibilitet, og jeg er ikke bundet af et bestemt job. Da min oldefar kom til denne by, lejede han – ikke et hus, men en seng, som han delte med en anden og

kun havde rådighed over i 12 timer i døgnet. Hans job var altafgørende for hans mulighed for at overleve, han lavede ikke andet i ugens syv dage. Jeg værdsætter frihed, og mit arbejde behøver kun at være en mindre del af min identitet. Jeg er også, den jeg er, i kraft af det, jeg laver i mit lokalområde. Jeg er medlem af bestyrelsen i syv forskellige af byens virksomheder, jeg er medarrangør af en etnisk festival, formand for vores nabogruppe, der laver og sælger ahornsirup, som vi håber kan give overskud til at genopbygge kvarterets forladte huse,« siger John Slanina.

Moralske virksomheder En lang række initiativer, som er opstået i løbet af krisen i Youngstown, udgør et fundament for det nye arbejdsmarked. Det gælder de urbane haver og timebanken, hvor folk kan udføre et stykke arbejde for andre og sætte den time i banken til en dag, de selv har brug for at få et mindre job udført. Det gælder Youngstowns loppemarked, som stifter Derrick McDowell forklarer ikke er et traditionelt loppemarked, men et sted, hvor de lokale ’makers’, småhåndværkere og kunstnere kan sælge deres produkter og hente inspiration til at udvikle en forretningsmodel blandt andre ’makere’, der måske har formået at skabe et salgbart brand. Og så Oak Hill Collaborative, hvor førstesalen er et åbnet kontorlandskab, hvor Ra’Cole Taltoan og lokale ngo‘ere som f.eks. organisationen, der forsøger at finde arbejde til tidligere fængslede, holder til. I kælderen er der værksteder til lokale entreprenører og en 3-D-printer, som folk, der kommer ind fra gaden, kan bruge. Pat Kerrigan, der er initiativtager til Oak Hill Collaborative og ildsjæl i det sydlige Yongstown, som hovedsageligt er beboet af afroamerikanere, betragter Oak Hill som et sted, hvor de uddanner folk til fremtiden, så det ikke kun er tilflytterne og de veluddannede i vidensøkonomien og 3D-industrien, der får mulighederne. På hans skrivebord ligger en bog om robotprogrammering. Jeg spørger ham, om ikke netop robotterne er med til at udrydde det arbejde, som folk i hans projekt kommer til at mangle i fremtiden. »Vi har ikke noget alternativ,« siger han. Pat Kerrigan håber, at det robotværksted, de er ved at indrette i kælderen i samarbejde med en storentreprenør, kan inspirere de lokale beboere. Kristen Olmi, der også har kontor hos Oak Hill, er politisk konsulent


I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

inden for nonprofit og små opstartsvirksomheder, ud over at hun arbejder for de lokale delstatsmyndigheder i Ohio. »Vi prøver at være en mindre forretningsinkubator for alt lige fra robotter til regnskab, hvor vi hjælper folk med at gå fra idé til marked. Vores økonomiske historie har lært os ikke at putte alle vores æg i én kurv. Så jeg tror på en fremtid for arbejderklassen, bare ikke i den model, vi havde tidligere,« siger hun bl.a. med henvisning til den såkaldte additive fremstillingsvirksomhed, som 3Dprintingteknologi er en del af: »Den teknologi udnytter traditionen for fremstillingsvirksomhed, som ligger dybt i folk her. Folk vil stadig gerne lave noget med deres hænder, fordi det giver mening at stå med deres eget produkt. Det bliver bare i en anden økonomisk model.« Kristen Olmi, der også har været aktiv i Barack Obamas kampagne i 2012 og Hillary Clintons i 2008, tror ikke på, at robotter og teknologi vil udrydde arbejder- og middelklassen. »Der skal findes et balancepunkt for den nye teknologi, og den har vi ikke fundet endnu. Men det betyder ikke, at den balance ikke findes. Vores nuværende serviceøkonomi giver ikke folk en mindsteløn, de kan leve af. Men vi har også været for hurtige til at outsource vores industrijob. Vi bør kigge meget mere på, hvorfor f.eks. stålindustrien kollapsede her i rustbæltet. Ikke for at genopfinde de gamle arbejdspladser, men vi skal skabe et nyt moralsk system og nogle nye regler. Når virksomheder i den kapitalistiske økonomi bliver så profitstyrede, at de smadrer arbejderklassen samt store dele af middelklassens eksistensvilkår, fordi 20 procent overskud ikke er nok, så er der noget galt.«

Modstand I byens tidligere velhaverkvarter ligger smukke huse, der burde koste millioner. Masser af kvadratmeter og koloniale søjler ud til vejen. De kan nu fås til en pris, man næppe kan købe en etværelse for i et eftertragtet newyorker-kvarter, og forfaldet er tydeligt på flere af dem. De gamle institutionsbygninger, der er bygget i forrige århundrede, ligner mausoleer, og det er tydeligt, at byen har tænkt mere om sig selv engang. I et af de mindre huse bor John Russo i sommermånederne sammen med sin kone Sherry Linkon, der er litteraturprofessor ved Georgetown University i Washington, beskæftiger sig med arbejderklassekultur og sammen med Russo driver hun bloggen

29

’Arbejderklasseperspektiver’. Både John Russo og Sherry Linkon forudser, at der vil være mindre arbejde til alle i fremtiden. »Vi er langt vej fra, at folk – især her i Youngs-town – forestiller sig en fremtid, hvor der er langt mindre arbejde til alle. Det hænger primært sammen med det manglende sociale sikkerhedsnet. Et liv uden arbejde i USA er lig med et liv i fattigdom. Og derfor kan de naturligvis heller ikke forestille sig, at en verden med mindre arbejde skulle være et gode. Men der en spænding mellem dem, der siger: ’Jeg vil have mindre arbejde, og jeg vil selv kontrollere det arbejde, jeg har,’ og dem, der siger: ’Jeg vil have en stabil indkomst og de goder, der følger med, selvom jeg godt kunne bruge et mindre stressende eller trivielt arbejde,« siger Sherry Linkon, da vi har sat os på verandaen. Hun tolker den yngre generations redefinering af arbejde som en form for modstand, fordi de ikke længere tror på den gamle model, hvor arbejdet er en central del af identiteten. De unge hæfter sig ved de positive sider af at befinde sig i prekariatet, påpeger Sherry Linkon. Også fordi de ting, man tidligere fik ud af at arbejde: faglig stolthed, fællesskab og tilhørsforhold til et bestemt fysisk sted er forsvundet i takt med, at big business er blevet global og konkurrencen med lavtlønsøkonomier har forringet selve kvaliteten af arbejde. Derfor tror den yngre generation ikke på regeringer eller store selskaber, påpeger John Russo. De er ligeglade – i hvert fald verbalt – med tryghed. De vil ikke leve et liv som deres forældre ved et samlebånd eller bag et skrivebord, og deres personlige relationer afspejler deres arbejdsliv. Det er periodisk. De prøver at skrabe sammen, hvad de kan få, for at skabe sig en bæredygtig tilværelse. De kan lide at arbejde på deres bil eller lave kunst og føler sig mere forbundet med den kreative klasse end den arbejderklasse, deres forældre er vokset op i. »Jeg vil gerne tale med dem, når de har rundet de 40, for at høre hvordan det går. Men det kan også være min egen bias, at jeg ikke kan se det positive i denne udvikling, fordi min generation anså sikkerhed for at være helt central i tilværelsen,« siger han. mlt@information.dk

NADARA

(RO)


30

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

TEKNOLOGI Parallelle virkeligheder

Ligesom Nietzsche frigjorde mennesket fra religionens tvang, vrister robotterne i ’Westworld’ sig løs af deres programmering. De bliver frie.

Måske er du i virkeligheden en robot. Tænk over det I

HBO’s successerie Westworld rejser den forvirrede unge fyr William og hans kække svoger ind i en westernforlystelsespark, hvor man kan slå sig løs mellem menneskelignende cowboyrobotter, som var man tilbage i 1860’ernes USA. »Når det her er forbi, vil du tigge mig om at blive,« siger svogeren. »For det her sted er svaret på det spørgsmål, du har stillet sig selv.« »Hvilket spørgsmål?« spørger William »Hvem du i virkeligheden er.« Fra seriens start fornemmer man, hvor det bærer hen (spoiler alert). Selvfølgelig begynder de 3D-printede robotter at udvikle bevidsthed som mennesker, og selvfølgelig bliver grænsen mellem man and machine langsomt udvisket, så seerne må spørge sig selv: Hvad er et menneske egentlig for noget? Vi kender temaet fra en række film. Rumrejsen 2001 (1968), Blade Runner (1982), A.I. (2001), I, Robot (2004), Prometheus (2012), Her (2013) og Ex Machina (2015). Westworld opererer også med to parallelle universer: menneskenes åbne verden og robotternes lukkede westernunivers. Så karaktererne må spørge sig selv: Hvad er virkeligheden egentlig for noget? Det har vi også set før. I Truman Show (1998), The Matrix (1999), Being John Malkovich (1999), Donnie Darko (2001), Evigt solskin i et pletfrit sind (2004) og Inception (2010). Fortællingerne om kunstig intelligens og forvrængede virkelighe-

Fra ’Westworld’ til ’Blade Runner’ og ’The Truman Show’. Vi elsker fortællingerne om kunstig intelligens og parallelle virkeligheder. For de maser en finger mod et særligt ømt punkt hos det moderne menneske: at vi ikke ved, hvem vi er Tekst Christian Bennike

der er så populære, fordi de trykker fingeren mod et særligt ømt punkt hos det moderne menneske – det samme som William søger svar på: ’Hvem er jeg?’

Gud er død Den britiske sociolog Anthony Giddens skriver i sin bog Modernitet og selvidentitet, at den moderne verden er præget af »ontologisk usikkerhed«: Vi tvivler på, hvem vi er, og hvordan verden hænger sammen, for vores liv er mindre afstivet af religion, familie og lokalsamfund. Vi er ikke bundet af traditionerne, men derfor er vi også mere i tvivl. Vi skal selv finde ud af, hvad der er op og ned i verden – og det er hårdt arbejde. Vi mærker den ontologiske usikkerhed i fortællingerne om forvrængede virkeligheder og kloge robotter. Det geniale ved Westworld er, at mens robotterne kæmper for at bryde ud af deres bur, betaler menneskene tusindvis af dollar for at komme ind i det. De vil drikke, kneppe og skyde som i de gode gamle dage.

Foto HBO Nordic

I seriens fremtidsunivers har videnskaben udryddet sygdom, men det er ikke nok for William og de andre gæster – de vil lære, hvem de ’i virkeligheden er’, og det er lettere i en vild fortidsverden, hvor alt foregår i regelmæssige ’loops’. En cowboy sætter ikke spørgsmålstegn ved sin eksistens. Robotterne er derimod et undertrykt folk: kolonislaver, der langsomt får nok og gør oprør. »Denne verden tilhører ikke dem; den tilhører os,« siger robotten Dolores. Menneskene har for meget frihed. Robotterne har ingen. Men det bliver der lavet om på. Westworld ender ligesom Ridley Scotts Blade Runner: Robotterne myrder deres skaber (i Westworld dør Dr. Ford, i Blade Runner dør Dr. Tyrell). Det minder om Nietzsches mord på Gud fra 1882: »Gud er død! Gud forbliver død! Og vi har slået ham ihjel!« Ligesom Nietzsche frigjorde mennesket fra religionens tvang, vrister robotterne sig løs af deres programmering. De bliver frie.

Frihed og tryghed Det interessante er dog ikke kampen for frihed – det er, hvordan friheden bliver forvaltet. Ender robotterne lige som skurken Cypher i The Matrix, der bitterligt fortryder, at han er brudt ud i den rå virkelighed? Han taler om »lykkelig uvidenhed« og vil tilbage til illusionen – friheden er for krævende. Eller kan de håndtere friheden? Ingen kan have fuld frihed og fuld tryghed på én gang. Når man smadrer fortidens normer og frigør befolkningsgrupper – kvinder, homoseksuelle, sorte eller robotter – ryster man samtidig den sociale virkelighed, og så skal tillid og tryghed skabes på nye måder. Det bliver »et projekt, som der skal arbejdes på«, som Giddens skriver. Tryghed bliver hårdt arbejde. Som psykologen Erik H. Erikson skriver i sin bog Barnet og samfundet: »Patienten i dag lider mest under spørgsmålet om, hvad han skal tro på, og hvem han bør – eller kan ende med at – være eller blive, men den tidlige psykoanalyses patient led mest under de hæmninger, som for-

hindrede ham i at være det og den, han mente at vide, han var.« Det er forskellen på mennesker og robotter i Westworld.

Velkommen til psykosen Til sidst skal det nævnes, at der også er en anden mulighed: Stifteren af Tesla og PayPal, Elon Musk, mener, at vi faktisk lever i Westworld. »Der er én til en milliard sandsynlighed for, at vi lever i den sande virkelighed,« sagde Musk tidligere på efteråret. Teorien er, at computerspil om 5.000 år vil være så avancerede, at de kan lave simulationer, som ikke kan skelnes fra virkeligheden selv. Så Musk spørger: Hvordan ved vi, at vi ikke allerede lever i en simulation af 2016-virkeligheden, som er kreeret i år 7.000? Ironisk nok er alt det, Musk siger, sagt før. De postmoderne filosoffer i 1980’erne elskede den slags intellektuel onani, og Jean Baudrillard skrev om »simulacrum« – et landkort, der er mere detaljeret end den virkelighed, det kortlægger. Men hvem ved. Måske er du i virkeligheden en robot, og så kan det hele jo være lige meget. Tænk over det … cben@information.dk

Har tidligere været bragt i Information 30. december 2016


Kom i teatret for kun

60

kr.

BILLIGERE END BIFFEN

BLANDT MANGE FORESTILLINGER BYDER SÆSON 17 – 18 PÅ Lyden af de skuldre vi står på – West Side Story – Edda – Narnia Den gode vilje – Techno – #amlet – ny dansk dramatik og meget mere …

Køb din billet nu — Priser 60 – 455 kr. Se hele programmet på

aarhusteater.dk

På Aarhus Teater kan studerende og unge under 25 år købe billetter til kun 60 kr. pr. billet inkl. gebyr. Rabatten gælder mandag-torsdag - til alle teatrets forestillinger på alle 4 scener. På Store Scene gælder rabatten ikke O- og A-pladser.


32

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

TEKNOLOGI Ny arbejdskamp

Arbejderne og maskinerne Robotter og algoritmer er svære at organisere og få til at strejke. Hvad stiller fagbevægelsen op med et arbejdsmarked, hvor en del af kollegerne udgøres af kunstig intelligens? Tekst Sebastian Gjerding Illustration Nilas Røpke Driessen

A

rbejderbevægelsens forhold til teknologisk udvikling er kompliceret. På den ene side er teknologi et af de magtinstrumenter, der kan øge arbejdsgivernes kontrol over arbejdsprocessen, føre til afskedigelse af kollegaer og presse lønningerne ned. Men samtidig kan den teknologiske udvikling også rumme kimen til arbejdernes frigørelse. Det kan gøre nedslidende job lettere og potentielt føre til, at arbejderne ikke behøver at arbejde lige så meget og lige så hårdt som tidligere. Indførelsen af ny teknologi kan altså være en trussel på kort sigt – og en gevinst på lang sigt afhængig af de forhandlinger og sociale kampe, der foregår omkring udviklingen: »Under kapitalismens sociale relationer står arbejderne altid over for truslen om arbejdsløshed,« siger Peter Frase, som er redaktør på Jakobin Mag og forfatter til bogen Four Futures, der blandt andet beskæftiger sig med automatisering. »Arbejderne er derfor i konkurrence med maskinerne, men teknologien har også potentialet til at give os alle sammen mulighed for at arbejde mindre og have en højere levestandard, hvis den politiske kamp kan etablere forudsætningerne for det«. Der findes talrige bud på prognoser for, hvad automatisering og øget brug af kunstig intelligens vil betyde for arbejdsmarkedet både globalt og i Danmark. Ifølge tænketanken Kraka er det 800.000 job, der sandsynligvis vil være automatiserede inden for 20 år, mens Cevea peger på, at det er 876.000 stillinger, som vil forsvinde. »Det her er i fuld gang med at blive implementeret på mange af vores arbejdspladser. Deloitte rådgiver deres virksomheder i, hvor-

dan de kan installere administrative robotter, og advokatkontorerne og kommunerne er også i gang,« siger Kim Simonsen, der er forbundsformand i HK Danmark. »Den største udfordring lige nu er at få folk til at forstå, hvad der er ved at ske. At det her kommer lige nu, og at det sandsynligvis kommer til at overflødiggøre rigtigt mange menneskers jobfunktioner,« siger han. Også i FTF, der repræsenterer 450.000 offentligt og privat ansatte, kan man mærke udviklingen på tværs af sektorer, fortæller formand Bente Sorgenfrey. »Vi kan se, at mange arbejdspladser vil forsvinde også på vores område, jo mere kunstig intelligens og robotter vinder frem. Derfor skal vi have nogle strategier for, hvordan vi skal sikre levebrød til vores medlemmer på den lange bane. Det kan være vi skal arbejde mindre eller på nye måder,« siger hun.

Ikke bange for udviklingen Grundlæggende kan man ikke vide, hvor hurtigt udviklingen går, men den danske fagbevægelse er begyndt at kunne mærke, hvor udviklingen bærer hen og har sat gang i kortlægning og politikudvikling i et forsøg på at håndtere den. For når det kommer til relationen mellem arbejdsgiver, robot og menneske, kommer fagbevægelsen til at spille en stor rolle. Selvom truslen om, at der er brug for langt færre medarbejdere, er åbenlys for fagbevægelsen, er der også flere fagforeninger, der ikke vil betegne automatisering som et problem. Dansk Metals formand, Claus Jensen, udtalte i et stort interview i Ugebrevet A4, at man bestemt ikke skulle frygte udviklingen, da den kunne betyde, at produktion blev flyttet hjem. Heller ikke Jan Villadsen, der er formand for 3F Transportgruppen, mener, at det vil føre til færre ansatte i hans sektor. På grund af den eksplosive udvikling inden for selv-

kørende biler er det ellers særligt her, mange har peget på, at der vil blive brug for færre medarbejdere. »Jeg tror ikke, at det betyder, at vi mister arbejdspladser inden for transportsektoren, men vi kommer nok til at lave noget andet. Det kan være, at de chauffører, der kører langt, bliver erstattet af førerløse biler, men der kan komme flere kortere ture, og nogle af de lange kan vi også få tilbage igen,« siger Jan Villadsen. Han peger på, at der for nylig kørte tre lastbiler gennem Danmark, hvor chaufføren i den forreste styrede både den, han selv kørte i, og de to bag ham. En type kørsel, der kan føre til flere job til danske chauffører i stedet for til udlændinge: »Mange arbejdsgivere har set innovation som noget, der handlede om at kunne komme hurtigst til Makedonien og finde en billig chauffør. Men hvis en chauffør kan køre

Vi ser, at arbejdskraften bliver overflødiggjort i et højere tempo og på alle uddannelsesniveauer

med tre læs, er der knap så meget besparelse i at sætte en chauffør fra Makedonien til at køre til halv pris. Det vil være bedre at finde en, der har uddannelse til denne anden type job, og det har vi tradition for i Danmark. Så jeg er slet ikke bange for udviklingen,« siger Jan Villadsen.

Kompetenceløft I DJØF, hvis medlemmer også i høj grad er berørt af automatisering på tværs af de forskellige sektorer, kan man heller ikke se, at indførelsen af kunstig intelligens og stigende automatisering vil føre til færre ansatte. »Vi ser det ikke som en trussel. Det kræver nok nogle andre kompetencer, og at man nytænker det, man gør i dag. På samfundsniveau er vi også nødt til at diskutere, hvad vi vil med det, hvis vi skal kunne noget andet om få år. Hvem tager ansvaret for kompetenceløftet af hundredtusindvis af danskere?« siger Allan Andreasen, der er public affairs-chef i DJØF. »Det er svært at forestille sig, at man vil forbyde IBM ved grænsen for at beskytte advokatbranchen, så for os handler det om at støtte det enkelte medlem i den karriere, vedkommende nu har valgt.« Fokus på efteruddannelse er det svar, man får overalt i fagbevægelsen, men det er bestemt ikke noget, der kommer af sig selv. Da den første industrielle revolution flyttede folk fra landbruget til industrien, skabte man folkeskolen som svar, og da man automatiserede i industrien blev arbejdskraften opkvalificeret fra ufaglært til faglært. Ved den tredje industrielle revolution efteruddannede man også folk, så de var rustet til at tage de udfordringer op, som computernes indtog betød, men ifølge Kim Simonsen er der slet ikke et lignende politisk fokus på den nuværende fjerde industrielle revolution. »Udfordringen er, at forandringerne sker hurtigere end nogensinde før, og derfor vil der være et rum imellem, at stillingerne bliver nedlagt, og de nye bliver skabt. Det er tydeligt, at regeringen ikke gør nok for at flytte folk. Der er ikke fokus på dem, hvis kompetencer bliver overflødiggjort,« siger han.


I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

33

Gateway Jodphur støvlet Let "hop i" støvlet i naturgummi med stød­ absor­berende sål. Flere Farver str 36­41 Kun: 499,­ Salomon Effect GTX eller Ellipse 2 GTX Med stødabsorberende sål og god slidstyrke. Goretex. Herre. Str. 41 1/3 ­ 48 Dame. Str. 36 ­ 42. Vejl: 1200,­ Nu: 699,­

Gateway Sportsman 18'' Prisbillig kvalitets natur­ gummistøvle med 4 mm. neoprenfoer. Kun: 699,­

Salomon Authentic Med stødabsorberende sål og god slidstyrke. Goretex. Herre. Str. 41 1/3 ­ 48 Dame. Str. 36 ­ 42. Vejl: 1400,­ Nu: 999,­

Selv om alle er enige om, at efteruddannelse er et muligt svar på udfordringen, er det dog mere kompliceret end som så. For det første fordi det er svært at forudsige, præcis hvad man skal uddanne folk til, når udviklingen går så hurtigt, og for det andet fordi det i forbindelse med den teknologiske udvikling måske ikke er nok med efteruddannelse, men er nødvendigt med en total omskoling, og for det tredje fordi mange arbejdere ikke er interesserede i konstant at omstille og videreuddanne sig. »Vi har en udfordring med at overbevise de medlemmer, der ikke ønsker at videreuddanne sig, og som ikke har fået nogen nævneværdig opkvalificering i mange år. Det er sandsynligvis også dem, der er i størst fare for, at deres job bliver nedlagt, fordi de ikke reagerer, før det er for sent, og de står med fyresedlen i hånden,« siger Kim Simonsen

En robot kan ikke strejke Ifølge Jakob Ruggaard, der er rådgiver i PROSA, som organiserer omkring 16.000 it-ansatte, bør fagbevægelsen også angribe problemet som andet og mere end et spørgsmål om videreuddannelse. »Vi ser, at arbejdskraften bliver overflødiggjort i et højere tempo og på alle uddannelsesniveauer. Derfor deler jeg ikke den holdning, der er i dele af fagbevægelsen, om at det hele kan løses med efteruddannelse, selvom det selvfølgelig er vigtigt,« siger han. »Tit bliver det en diskussion om, hvorvidt teknologien er ond eller ej, men det tror jeg ikke, teknologi kan være. Det handler om at se på, hvilket samfund vi har, og hvad der er den mest sandsynlige måde, hvorpå robotter og kunstig intelligens vil blive implementeret i samfundet. Her er der nogle klare advarselslamper, der tænder, fordi vi i forvejen er på vej mod et samfund med mindre medarbejderindflydelse, stigende ulighed og mennesker, der er overflødiggjort og ikke har adgang til arbejdsmarkedet. Jeg er selv relativt pessimistisk indstillet,« siger Jakob Ruggaard. Automatiseringen kan også betyde en

svækkelse af fagbevægelsens gennemslagskraft i forhandlinger på de enkelte arbejdspladser, når maskiner kommer til at udgøre en større del af produktionen. »Hvordan etablerer man et demokrati på en arbejdsplads, hvor mange medarbejdere er robotter, som ikke strejker eller kommer til klubmøderne. Det er en udfordring og en udvikling, hvor man fra starten bliver nødt til at have fællesskabsorienterede svar,« siger Jakob Ruggaard. I flere lande har automatiseringsbølgen vakt diskussionen om borgerløn til live igen, men der bliver også peget på nedsættelse af arbejdstiden som et offensivt krav, fagbevægelsen kunne stille. Et krav, som Bente Sorgenfrey bestemt mener, kan blive relevant. »Vi har en del uden for arbejdsmarkedet, som vi godt kunne trænge til at få ind. Fordeling af arbejdet er noget, vi bliver nødt til at forholde os aktivt til,« siger hun. »Der er også spørgsmål om, hvordan vi deler gevinsterne ved den nye teknologi. Hvordan sikrer vi, at folk ikke behøver at have to lusede job, men kan have en forsørgelse, der giver mulighed for en fornuftig levestandard. Her spiller skattespørgsmålet ind,« siger Bente Sorgenfrey. Også Jakob Ruggaard mener, at man bliver nødt til at se ud over den traditionelle fagforeningsopgave med at organisere medarbejdere og forhandle overenskomster. Det kræver, at man er villig til at kæmpe på flere fronter. »Det kræver nogle grundlæggende arbejdskampe fremadrettet at bestemme, hvem der kontrollerer teknologien og bestemmer, hvilke værdier den skal udvikle sig på baggrund af. Det bliver et af de helt store spørgsmål – også for fagbevægelsen.« segj@information.dk

Artiklen har tidligere været bragt i Information, 18. november 2016

Postordre fra dag til dag

Haglöfs Heron Stretch Elegant fleece til brug som jakken eller mellemlag. Damer ell. Herre Flere Farver. Kun: 799,­

Columbia Chillin Dame Bamseblød dame fleece med utrolig flot facon.

par Tá 2 199,­ 1 kun:

Kun: 899,­

Columbia Newton Ridge Let vandtæt skindsko ell. støvle. Perfekt til forårets van­ dreture. Str. 36­48. Vejl: 1099,­ Nu: 599,­

Columbia Silver Ridge Zip­off Hurtigt tørrende og uv beskyttende zipoff bukser. Flere Farver. Herre ell. Dame. Kun: 699,­


34

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

TEKNOLOGI Kunstig intelligens

En rådgiver og hendes robot Fremtidens automatisering kommer ikke kun til at ramme industrien, men kan hurtigt finde vej til den offentlige sektor, spår analytikere. Vi har testet, om man kan automatisere en socialrådgiver på Jobcenter Hørsholm

Tekst Lars Højholt Foto Jakob Dall i møder op på jobcenteret lige efter kl. 13, hvor dørene lukker for dem, der kommer forbi uanmeldt for at melde sig ind i systemet som kontanthjælpsmodtagere, sygedagpengeansøgere og så videre. Mit tog fra Nørreport Station har været 21 minutter forsinket på grund af signalfejl, og det griber Thomas Bolander – lektor i kunstig intelligens ved Danmarks Tekniske Universitet, der er med for at forklare, hvad kunstig intelligens kan gøre for de 16 socialrådgivere på Jobcenter Hørsholm – fat i: »Man har forsket i signalsystemer til toge, og man kan i dag lave et system, der er fejlfrit. Og alligevel hører man næsten hver gang, at noget er gået galt, at det skyldes et problem med signalsystemet. Hvordan kan det lade sig gøre?« spørger han og svarer selv: »Det skyldes jo, at det er et omfattende, komplekst og dyrt projekt at rulle sådan et system ud og skifte alle signaler på strækninger og banegårde i Danmark.« Thomas Bolander betegner sig selv som realist inden for kunstig intelligens. Han er en af de forskere, man hører mere og mere til i takt med, at medier, samfund og politikere forsøger at forløse teknologiens lovende potentiale.

Robotsekretær I 2013 udgav to forskere ved Oxford Universitet en rapport, der undersøgte, hvor mange jobs der kan automatiseres med allerede eksisterende teknologi. Altså ingen futuristiske scenarier. De når frem til, at 47 procent af amerikanske jobs sandsynligvis kan automatiseres og i Danmark vurderer tænketanken Kraka, at 37 procent af de danske jobs kan erstattes af maskiner. Socialrådgivere står ikke højt på automatiseringslisten. Social interaktion er stadig en af de udfordringer, kunstig intelligens har svært ved at tackle, men måske er der alligevel muligheder. »Hvis man er rigtig grov, så består 80 procent af vores arbejde af administrative opgaver og godt 20 procent af borgerkontakt,« lyder vurderingen fra Minka Heilmann. Hun er uddannet socialrådgiver i 1992 og har både været uddannelses- og familierådgiver, før hun for seks år siden blev ansat som beskæftigelsesrådgiver på Jobcenter Hørsholm med særligt fokus på fleksjobbere.


I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

35

»Fleksjobbere er den gruppe, der typisk har andre problemer end ledighed. Der kan være ting i deres helbred, der gør, at de skal gå ned eller op i tid, og så går jeg ind og vurderer, hvad der kan lade sig gøre,« fortæller Minka Heilmann, efter vi har sat os ved mødebordet på hendes kontor. Hun ruller hen foran computeren og klikker sig rundt i Opera. Det system, hvor hun journaliserer de 166 borgere, hun har ansvaret for. Her skriver hun beslutninger og aftaler ned, noterer problemstillinger og andet, som er relevant for at kunne vurdere, hvordan hun kan hjælpe borgerne videre. Lad os tage et eksempel: »Vi kan lege, at der er en, der kommer ind fra gaden og søger kontanthjælp. Så kommer de ind i butikken herude,« siger hun og peger ud mod skrankerne i borgerservice. »Her udfylder de et skema, og dem der ikke har andre problemer end ledighed, kommer til samtale nede i team job – det er dem vi kalder ettere.« »Har de andre problemer, så indhenter vi evt. en generel sundhedserklæring. Der skal vi ind i et andet system,« siger hun og klikker sig ud af Opera. »Der er både KMD Opera, KMD Aktiv, Acadre, Netforvaltning Sundhed, Øsen, Heinesen og Vitas. Det er mange forskellige systemer, som man skal holde styr på. Når vi f.eks forbereder en rehabiliteringssag, så skal vi sørge for at vedlægge alt, der er relevant i forhold til sagen, og så skal vi ind i alle forskellige systemer. Nogle gange skal vi printe dokumenterne fra et system ud, scanne dem ind igen og sende dem til vores e-mail for at kunne lægge dem ind i et andet system. Det er en tidsrøver,« siger Minka Heilmann. Det lyder omstændeligt og lugter lidt af noget, der har automatiseringspotentiale. Thomas Bolander retter sig lidt op i stolen og går til værks. »Ok, forestil dig, at du havde en sekretær, så du ikke behøvede at sidde foran computeren,« begynder han, og Minka Heilmann udbryder: »Åh, ja, det ville, ja ... undskyld, jeg var lige ved at bande. Så kunne vi jo gøre det, vi er uddannet til, og skabe gode og stabile forløb for borgerne. Det kan vi ikke nu, for jeg skal jo bruge tid på at fodre maskinen med alle mulige informationer for at opfylde dokumentationskravene,« fortæller Minka Heilmann og er allerede ved at skrive ønskeliste. Thomas Bolander fortsætter. »Ok, man kunne godt forestille sig et system med kunstig intelligens, som du lægger uden på de eksisterende systemer, og så leder den efter mønstre i det. Hvis man flere gange om dagen trykker på print for blot at scanne det ind og sende det videre, så ville det være

Minka Heilmann (t.v.), der har været socialrådgiver i årtier, ser store muligheder i at få en ny, kunstigt intelligent hjælper i hverdagen. Lektor Thomas Bolander (t.h.), der forsker i kunstig intelligens, mener, at teknologien vil komme til kort, hvad angår de vigtige subjektive vurderinger i en rådgivningssituation.


NÆSTE KURSUS STARTER DEN 16. SEPTEMBER – kursusdage 16, 17, 23 og 24 september

36

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

TEKNOLOGI noget et system ville kunne genkende,« forklarer Thomas Bolander. »Det ville også være rigtig lækkert, hvis man kunne få noget talegenkendelse, hvor man bare siger ‘journaliser’, og så journaliserer den det, vi taler om,« siger Minka Heilmann. De har dog allerede eksperimenteret med talegenkendelse på Jobcenter Hørsholm i 2014 uden den store succes. »Det droppede vi igen, for det virkede slet ikke. Men jeg har hørt, at de prøver igen i Horsens, og at det virker,« fortæller hun. – I et interview giver formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbritt Berlau udtryk for, at man kan bruge talegenkendelse og chatbots til at rådgive om mere enkle sager som barselsrådgivning. Kunne det ikke være en mulighed? »Jo, det kan man i princippet godt. Når man ringer efter support, fordi computeren ikke virker, så får man ofte spørgsmålet, om man har prøvet at tænde for computeren. Der er det faktisk en algoritme, der analyserer opkaldet og kommer med forslag til svar, som personen i røret giver videre. Så behøver de nemlig ikke at blive trænet, og hvis det er et vanskeligt spørgsmål, så sender de dem videre til en ekspert,« forklarer Thomas Bolander.

Kunstig intelligens i rådgivning Det lyder alt sammen meget godt, men er der ikke endnu større udfordringer, en kunstig intelligens kan hjælpe til med? Vil den ikke også kunne rådgive, når de er i tvivl om en sag? »Hvis jeg er i tvivl om, hvorvidt en person er berettiget til revalidering, går jeg ind til min gruppe,« siger Minka Heilmann. »Så tager vi en fælles snak om personens arbejdsevne og sociale situation. Vi vurderer ud fra lægepapirer, tidligere erfaringer og de informationer, vi har om det psykiske helbred,« fortæller Minka Heilmann, før Thomas Bolander giver sin vurdering. »Tjo, men det er nok tvivlsomt, om du har nok data til at klæde den på til, at den kan rådgive. Så skulle man i hvert fald sammenkøre alle offentlige datasystemer i Danmark for overhovedet at have tilnærmelsesvis nok,« vurderer Thomas Bolander. »Og så er der det problem, at hvis du træner den kunstige intelligens på et system, som du senere ændrer, fordi du får nye regler eller et kontanthjælpsloft, så kan du potentielt smide alt træning væk,« fortæller Thomas Bolander og trækker perspektivet op for os. »Hvis man bygger en colaautomat, vil man normalt gerne vide, præcist hvad den gør. Men hvis det er selvlærende kunstig intelligens, så kan du ikke længere give garantier. Den lærer af sig selv og har brug for data,« fortæller han og trækker på skulderen. »Systemet er aldrig klogere end de data, den har, og spørgsmålet er om de data, vi registrerer om borgerne, er lige så godt, som den viden og erfaring en socialrådgiver sidder med. Den subjektive vurdering er nok svær at proppe ind i en maskine.« – Men den subjektive vurdering kan jo også være en bias? »Ja, men kunstig intelligens er baseret på statistik. Når vi taler om stress, så er der mange eksempler på, hvad der virker. Der vil være langt større usikkerhed i alle randtilfældene, som der ikke er så meget data på,« forklarer Thomas Bolander. »Der kan være langt imellem, hvad der teoretisk set kan lade sig gøre, og hvad der giver mening at implementere i praksis.« Siri er pedantisk Det virker usandsynligt, at kunstig intelligens kan overtage rådgivningen lige med det første, men det administrative poten-

tiale kunne der ligge mere i. »Jo mere veldefinerede problemer og arbejdsopgaver, desto nemmere er det, og talegenkendelse skal vi nok få til at virke. Der kan man sagtens forestille sig en avanceret Siri (Apples digitale hjælper), hvor du beder systemet om at udbetale en ydelse, og så ved den selv, hvor den skal indhente papirer og sende dem hen,« vurderer Thomas Bolander. »Og vide, hvor den skal krydse de rigtige ting af? Åh, det ville være dejligt,« fortsætter Minka Heilmann. »I dag skal jeg oprette en kalenderaftale i to forskellige systemer, fordi de ikke taler sammen. Det kunne være dejligt, hvis de bare forstod det,« tilføjer hun. »Spørgsmålet er bare, hvor klog den vil være,« siger Thomas Bolander og uddyber. »Siri er superpedantisk, fordi den ikke forstår verden, som vi gør. Min datter spurgte Siri, hvor langt er der til hendes fødselsdag, Siri svarede, at det ved hun ikke, for du har ikke indtastet adressen. Hun skulle have spurgt hvor lang tid, og det er irriterende. Hvis de skal kunne overtage et menneskes job, så skal de også kunne det samme som mennesker, f.eks. regne ud, hvad der menes, selvom det ikke udtrykkes korrekt,« mener Thomas Bolander. Hvad ville Minka Heilmann så bruge tiden på, hvis hun havde en digital sekretær? »Så kunne jeg forhåbentligt bruge tiden på at arbejde meget mere med borgerne. Jeg har et eksempel fra sidste år, hvor en ung gut var gået ud af gymnasiet tre gange. Han kom ind til samtale og var desperat. Vi lavede et udredningsforløb for at få et overblik over, hvorfor han hele tiden stødte imod muren. Her tog jeg med ham til lægen og efterfølgende til psykiater, der kunne sige, at han ikke fejlede noget. Herfra kunne han slippe sine bekymringer og komme videre. Det var en håndholdt indsats, og det var bare en lille ting, men det virkede,« fortæller Minka Heilmann, og hun frygter ikke teknologien. »Nogle af mine kollegaer tænker måske, at de bliver fyret. Men nej, vi skal sgu ikke være bange. Nu skal vi bruge det som mulighed for at fortælle, hvad vi kan, så vi får sat vores faglighed i centrum. Der er et kæmpe potentiale i at få mere tid til at hjælpe sårbare unge og folk med behov for støtte.« lhoj@information.dk

Artiklen har tidligere været bragt i Information, 18. november 2016

BLÅ BOG

Kammerat AI × Kunstig intelligens kan effektivisere den menneskelige formåen, hæve vores levestandard, udrydde fattigdom og føre til kuren mod kræft. Sådan lyder bare nogle få af de forhåbninger, som knyttes til den revolution, der for øjeblikket foregår indenfor kunstig intelligens. × Modsat frygter kritikere, at udviklingen kan komme ud af kontrol – at vi mister arbejdspladser, autonomi og nærvær. Vi har stadig en mulighed og et ansvar for, hvordan vi udvikler den, hvad vi bruger den til og i hvor høj grad vi inddrager menneskelige vurderinger inden der tages vigtige beslutninger. Det kræver, at vi forstår teknologien og forstår at bruge den.


Ein smuttur

einsmuttur.dk

For de kulturelle

MECKLENBURG-VORPOMMERN

© Van der Valk Resort Linstow

FESTWEEKEND I RESORT LINSTOW Oplev en festlig weekend med 2 overnatninger inklusiv morgenmad, aftenbuffet, danseaften og derefter en all-inclusive temafest (inklusiv buffet og drikke). MECKLENBURG-VORPOMMERN

KULTUR VED HAVET Mærk kunst og kultur med alle dine sanser ved den tyske riviera. Der er ingen grænser for underholdningstilbuddene, og du kan være kulturel hele året rundt. MECKLENBURG-VORPOMMERN

STRANDBIOGRAF

© Ostseekino Kühlungsborn

© Daniel Stohl

MECKLENBURG-VORPOMMERN

I Barlachstadt Güstrow - en af de smukkeste byer i Mecklenburg står kultur og natur i en helt særlig forbindelse. Storslåede renæssanceslotte af nordeuropæisk oprindelse fanger blikket og den gamle bydel imponerer med palæer og smukke murstenskirker..

Se film i den smukkeste udendørs biograf ved Østersøen: Forestil dig at ligge i en strandstol med et glas champagne på en varm sommeraften. Foran dig kører en ny film på det store lærred, mens Østersøen i baggrunden danner de smukkeste rammer. MECKLENBURG-VORPOMMERN

© Vielmeer

Under opholdet i Rostock er det værd at tage på udflugt til den Mecklenburgske Østersøkyst. For eksempel i fodsporene på den danske historie om jagtslottet Gelbensande og Doberaner-katedralen.

EN VIDUNDERLIG OVERRASKELSE

PÅ SPORET AF ROMANTIKKEN Greifswald er den romantiske maler Casper Davids (1774-1840) hjemstavn. En ”billedvej” fører jer på sporet af malerens vigtigste inspirationer til motiver og tidspunkter i hans liv. MECKLENBURG-VORPOMMERN

KLIK IND PÅ EINSMUTTUR.DK Teater- eller musikfestivaller. Muséer for kunst eller historie. Opera, kammermusik eller stadionrockkoncerter. Ein smuttur til Nordtyskland udvider den kulturelle sfære på alle tænkelige måder.

© Wally Pruß

© VMO, Alexander Rudolph

RUNDT OMKRING ROSTOCK


38

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

TEKNOLOGI Elitens håb

Tech-eliten får job til at forsvinde – nu taler de om borgerløn Blandt de virksomhedsledere i den nye økonomi, som får arbejdspladser til at forsvinde, begynder flere nu at bekymre sig om effekterne af ny teknologi, automatisering og platformøkonomi. Og de taler om borgerløn, som en mulig del af løsningen Tekst Mette-Line Thorup Illustration Nicolai Bruun/iBureauet

M

ens USA’s regering investerer i udviklingen af førerløse biler og rapporterne om robottiseringens velsignelser og forbandelser spyes ud i lind strøm, taler tech-eliten i Silicon Valley og entreprenørerne i den hastigt voksende platformøkonomi nu om, hvad der skal ske, hvis fremtiden bliver jobløs for millioner af mennesker. Og medicinen, mener flere, kunne være borgerløn: en universel basis indkomst, som ideen om at udbetale et mindre beløb til alle borgere, uanset om de er i job eller ej, også kaldes – til gengæld for at stryge administration og udbetaling af sociale ydelser. Der er ikke tale om en stor bevægelse af bekymrede tech-CEO’s. Men dog nok til at det er bemærkelsesværdigt, fordi de netop repræsenterer de virksomheder, som via nye

produktionsmetoder, brug af digitale platforme, ’big data’, kunstig intelligens og udnyttelse af freelanceøkonomiens muligheder, får arbejdspladser til at forsvinde. En hæsblæsende udvikling med mange faldgruber og muligheder, som også afspejles i, at den økonomiske og politiske elite netop har overstået fire dages diskussioner om den fjerde industrielle revolution i alpebyen Davos. Det vurderer Rick Wartzman, der leder The Drucker Institutte ved Claremont Graduate University og desuden er kommentator hos et af USA’s førende erhvervsmagasiner, Fortune. »Der er tale om en begrænset skare, som nok har nogle ekstreme synspunkter i forhold til majoriteten af deres kolleger. Og USA er stadig langt bagud i forhold til f.eks. at lave forsøg med basis indkomst, som vi ser det i bl.a. Finland og Holland og med den kommende folkeafstemning i Schweiz, fordi vi er langt mere konservative og individorienterede i denne slags spørgsmål. Men det er

værd at lægge mærke til, når folk, der så entydigt repræsenterer den nye platformøkonomi, taler om at indføre basisindkomst, fordi de er bekymrede for, hvad der skal ske med de mennesker, der vil blive ofre for den teknologiske udvikling,« siger Rick Wartzman til Information. Som Wartzman skriver i en klumme i Fortune, bruger tech-direktører normalt ikke meget tid på at diskutere det såkaldte ’prækariat’; den nye samfundsklasse, hvis arbejdsliv er præget af usikkerhed og konstante forandringer. Derfor spidsede han også ører, da han for nylig deltog i en konference i Wien, hvor Robin Chase, medstifter af den amerikanske delebilsvirksomhed, Zipcar, både omfavnede de teknologiske forandringer og »den myriade af dyder, deleøkonomien repræsenterer« og samtidig var bekymret for dens konsekvenser, som Wartzman senere beskrev det i Fortune: »Derfor efterlyste hun en basisindkomst til alle borgere: nok til at de er i stand til at få et anstændigt sted at bo, få mad på bordet og råd til sundhedsforsikring.«

Hvor er middelklassen? Mens nye teknologisk platforme som f.eks. udlejningstjenesten Airbnb, Taskrabbit, hvor brugerne deler arbejdskraft, og onlinemarkedspladsen Etsy giver mennesker flere

muligheder for at dele og samarbejde – mens samfundet sparer ressourcer, og forbrugerne får flere valgmuligheder – så vil »horder af mennesker blive efterladt«, forklarede Robin Chase videre på konferencen. Hvorefter hun gav eksempler fra sin egen transportbranche, hvor førerløse biler ifølge Chases vurdering om et par årtier vil have overtaget mange transportopgaver. Andre fremtrædende virksomhedsledere og investorer med hænderne på rattet i den nye økonomi, der taler om basisindkomst, er John Lilly. Han er partner i Greylock sammen med den meget indflydelsesrige grundlægger af LinkedIn, Reid Hoffman, der blandt andet investerer i Airbnb. I forbindelse med et omfattende portræt af Hoffman i magasinet The New Yorker, der også berørte den usikre fremtid for dem, der ikke besidder de nødvendige teknologiske færdigheder, fortalte LinkedIn-stifteren, at han følte sig »overbevist« om, at problemer med hastigt voksende ulighed og en stadigt skrumpende amerikansk middelklasse kan løses gennem »internetbaserede netværk«. Det vil betyde, at arbejde i fremtiden bliver mere »midlertidigt, sporadisk og uformelt«, mens »mange flere vil blive – hvis ikke entreprenører, så dog entreprenante«, lød det. Men John Lilly var mere skeptisk. Han betragter


tid til

Bøger Hjernestærk ANDERS HANSEN

DET VIGTIGSTE, DU KAN GØRE FOR DIN HJERNE, ER AT BEVÆGE DIG. Vil du øge din stresstærskel, forbedre din hukommelse og styrke din kreativitet og intelligens? Så sørg for at bevæge dig! Ny hjerneforskning viser, at motion og træning har helt ufaelig stor indflydelse på vores hjerne. Faktisk er hjernen det af vores organer, som påvirkes allermest af, at vi bevæger os. Og det gælder alle, uanset alder. I Hjernestærk kortlægger overlæge Anders Hansen, hvorledes din hjerne påvirkes af motion, og hvordan du selv kan bruge den viden aktivt til at få det bedre. Han giver også konkrete råd til, hvordan og hvor meget du skal bevæge dig for at opnå de omfaende mentale gevinster.

Håb MELISSA FL E M I NG

”… lige så gribende, som den er rørende.” FINANCIAL TIMES

”… en følelsesmæssig læsning, til tider smertefuld, men det er frem for alt en stor hyldest til håb, modstandsdygtighed og menneskets hjerte, som dybt inde rummer nåde og generøsitet.” KHALED HOSSEINI, FORFATTER TIL BL.A. DRAGELØBEREN

Håb er historien om en bemærkelsesværdig ung kvindes flugt fra krigen i Syrien og samtidig fortællingen om de umenneskeligt hårde trængsler, flygtninge i millionvis møder under forsøget på at undslippe krig, vold og død i deres hjemland.

POLITIKENS FORLAG


40

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

TEKNOLOGI

Rejs ud i dit sabbatår

Vil d u ople v verd e en?

• Arbejd som frivillig - vælg mellem 200 projekter verden over • Tag et eller to semestre på et universitet eller et USA-college Få en fantastisk oplevelse, lær en masse om verden, andre kulturer og dig selv - og få noget på CV’et! Læs mere på www.afs.dk/over18

UDDAN DIG TIL

BIOPAT & NATUROPATH ibm eller til ZONETERAPEUT En biopat & naturopath ibm eller en zoneterapeut er en komplementær behandler, der rådgiver i alle sundhedsaspekter.

Det handler om at bringe kroppen i balance på helt naturlig vis. Du får al den undervisning, der skal til for at blive blandt de bedste behandlere i Danmark.

det 20. århundredes middelklasse som en undtagelse i historien: »Der var ingen middelklasse, så kom der en, og nu er vi tilbage, hvor vi startede – den er udhulet. Og jeg kan ikke se, hvor middelklassen skal komme fra nu. Derfor vil vi se mere og mere debat omkring en garanteret basisindkomst,« sagde han til The New Yorker. En Vice-artikel fra starten af denne måned med overskriften: ’Hvorfor støtter tech-eliten universel basisindkomst?’ nævner desuden manden bag Netscape, Marc Andreessen, som finder basisindkomst interessant at diskutere, samt Sam Altman fra Y Combinator, der servicerer nye ’start-ups’, og som mener, at basisindkomst er en »åbenlys konklusion«. Og i New York har venturekapitalisten, Albert Wenger, i flere år blogget og argumenteret for indførsel af basisindkomst bl.a. med den begrundelse, at det vil bekæmpe fattigdom og den hastigt stigende ulighed som skyldes, at kapitalen i den nye økonomi samles og koncentreres hos en stadig mere magtfuld politisk og økonomisk elite. Til trods for at fremtrædende tænkere – f.eks. Bill Clintons tidligere arbejdsminister Robert Reich, der, som tidligere omtalt i Information, støtter ideen om borgerløn på linje med en række nobelprismodtagende topøkonomer – betragter Rich Wartzman stadig et reelt amerikansk skridt mod borgerløn som urealistisk. Til gengæld reflekterer den voksende debat den nervøsitet og bekymring, der er i befolkningen, i forhold til, om deres job vil overleve den fjerde industrielle revolution, påpeger han. »Selv om arbejdsløsheden i USA nu er nede på omkring fem procent, og økonomien har det langt bedre, end da krisen begyndte, er der forsat stagnation i lønningerne, hvilket har stået på i flere årtier. Derfor er bekymringen stor, når det gælder, hvad den nye teknologi, automatisering og freelanceøkonomien betyder for folks jobsikkerhed. Debatten om minimumslønninger (som også fylder meget hos de demokratiske præsidentkandidater, red.) afspejler i endnu højere grad end debatten om basis indkomst, den økonomi, vi lever i.

Se alle fagene og opbygningen af uddannelserne på www.biologisk-medicin.dk Kontakt os på: info@biologisk-medicin.dk eller 2279 4414.

Err du i ga gang ng medd en su sund ndhedsuddda nd dann nnel nn e se?? Grat Gr atis at is bilille lett le tter tilil FAG tt AGME MESS ME SSE i Kb Kbh, h, apr prilil 201 018, 8, læ æs mere på ww www. w.su w. s ndd-f-for su orsk or skni sk ning ni ng-f-f-fag ng agme ag messe. me e.dk e. dk

Økonomerne er dybt splittede i deres analyser af fremtidens arbejdsmarked

Men der er nogle CEO’s, der er bekymrede for samfundsudviklingen og måske også for deres virksomheder, siger han og henviser samtidig til, at almindelige amerikaneres nervøsitet også ses i opbakningen til den demokratiske præsidentkandidat, socialisten Bernie Sanders, og Occupy-bevægelsen på venstrefløjen og republikanernes kontroversielle kandidat, Donald Trump, på højrefløjen.

Robotterne De senere år har budt på en række analyser og undersøgelser af automatiseringens konsekvenser, som viser, at folk har noget at have deres bekymringer i. For eksempel den ofte citerede rapport fra 2013, hvor to Oxford-forskere analyserede mere end 700 jobtyper og konkluderede, at 47 procent af dem vil være erstattet af robotter eller maskiner i de kommende årtier. I november offentliggjorde Bank of England en rapport, der forudsagde, at 80 millioner job i USA vil blive erstattet af robotter i løbet af samme periode. World Economic Forum skønner ifølge Politiken, at den igangværende industrirevolution vil gøre over syv millioner job overflødige de næste fem år alene – udviklingen indbefatter også administrative job. Mens to millioner til gengæld vil blive skabt inden for »computervidenskab, matematik, ingeniørfag og arkitektur.« Herhjemme har centrumvenstre-tænketanken Cevea netop udgivet en analyse om de fremtidige forhold på det danske arbejdsmarked, der spår, at op mod en tredjedel af alle danske job – 876.000 – med stor sandsynlighed vil være blevet ofre for automatisering inden for de næste årtier. Det fremtidsscenarie blev straks modgået i en artikel ligeledes i Politiken, hvor virksomheder, erhvervsorganisationer og eksperter på baggrund af en stigning på 27 procent i antallet af robotter til i alt 608 i den danske industri, konkluderede, at brug af ny teknologi vil generere flere job, fordi opgaverne i produktionen dermed forbliver i landet. Andre internationale eksperter har hæftet sig ved, at selve håndteringen af ’big data’, robotterne og kunstig intelligens, der udgør krumtappen i den fjerde industrielle revolution, vil skabe masser af nye job til erstatning for de gamle. Kigger man på historien, er det da også åbenlyst, at den teknologiske udvikling er kommet i bølger. Men også økonomerne er dybt splittede i deres analyser af fremtidens arbejdsmarked, viser en rundspørge, det amerikanske Pew Center foretog i 2014. Her spurgte man 1.896 eksperter om, hvorvidt de mente, at robotter og kunstig intelligens ville have udraderet flere job, end de har skabt i 2025. 48 procent mente ja, 52 procent nej.

mlt@information.dk

Læs resten af artiklen på nettet. Artiklen har tidligere været bragt i Information 26. januar 2016


U D S A LG

Sidste dag 9/9 i butikkerne & 10/9 på vester-moebler.dk

Vestergaard Møbler København Torvegade 55-57, Tlf. 32 57 28 14 Lyngby Jernbanepladsen 19-23, Tlf. 45 87 54 04

Næstved Merkurvej 3, Tlf. 55 77 49 49 Holbæk Tåstruphøj 46, Tlf. 59 45 45 45

www.vester-moebler.dk


42

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

TEKNOLOGI Ideologisk kampplads I Danmark var det Villy Sørensen, Kresten Helveg Petersen og Niels I. Meyer, der satte borgerløn på dagsordenen med bogen ’Oprør fra Midten’ fra 1978.

Borgerløn kan være en blindgyde Alle progressive kræfter bør stille sig bag ideen om borgerløn, lyder parolen fra både venstrefløjen og Silicon Valleys teknoliberalister. Men er det så enkelt? Ordningen risikerer faktisk at isolere store dele af befolkningen uden for arbejdsmarkedet og dermed spærre for vigtige sociale fremskridt

Tekst Rune Møller Stahl • Foto Erik Gleie

B

orgerløn er en idé i massiv fremgang. Der er forsøg i gang i Holland, Finland og Canada. I Schweiz har spørgsmålet været på dagsordenen til en national folkeafstemning, og en meningsmåling offentliggjort af Basic Income Earth Network i april i år viste, at 64 procent af de adspurgte støttede ideen om borgerløn uden betingelser. Borgerløn er især blevet sat på dagsordenen af en række nye venstrefløjspartier, der er vokset frem i Europa efter krisen – Podemos i Spanien, piratpartierne i Tyskland og Island, og herhjemme er Alternativet, der holder årsmøde i denne weekend, gået forrest. Samtidig får ideen støtte fra teknoliberalister fra Silicon Valley, der citerer Milton Friedmans idé om negativ indkomstskat. Ordningen giver svar på nogle ret reelle samfundsmæssige problemer: I Sydeuropa kan de sociale systemer på ingen måde følge med arbejdsløsheden, og i Nordeuropa oplever arbejdsløse, førtidspensionister og an-

dre overførselsmodtagere en stigende grad af stigmatisering, samtidig med at de er underlagt et nedværdigende og stressende kontrolregimente. Det virker kort sagt, som om borgerlønnens tid er kommet. Alle progressive kræfter burde stille sig bag. Eller hvad? Jeg tillader mig at være skeptisk over for projektet. Ikke på grund af en bekymring over udgifterne eller angst for, at ingen gider arbejde. Disse problemer vil sagtens kunne løses. Nej, det handler snarere om, at borgerløn i den nuværende situation kan fungere som en belejlig måde at parkere store dele af befolkningen, som risikerer udstødelse fra arbejdsmarkedet, og dermed skabe forhindringer i kampen for yderligere sociale forbedringer. Borgerløn kan kort sagt skabe nye problemer, som kan blive endnu større end dem, den bliver sat i verden for at løse.

Den progressive borgerløn Ideen om borgerløn har en lang forhistorie,

som strækker sig tilbage til renæssancens humanister. Det var imidlertid i efterkrigstiden, at en form for borgerløn for alvor kom på banen som et billigere alternativ til den fremvoksende velfærdsstat. I USA blev ideen støttet af flere økonomer, fra keynesianeren James Tobin til den liberale Milton Friedman, og ordningen blev næsten indført under Nixon. I Danmark satte Villy Sørensen, Niels I. Meyer og Kresten Helveg Petersen med bogen Oprør fra Midten i 1978 borgerløn på dagsordenen som en del af deres vision for en decentraliseret og korporativ økonomisk model. Ideen blev samlet op af venstrefløjen, der så den som et alternativ til den klassisk marxistiske målsætning om overtagelse af produktionsmidlerne og et progressivt svar på 1980’ernes neoliberale bølge. En central skikkelse her er den belgiske filosof Philippe Van Parijs. I The capitalist road to communism fra 1986 beskriver han, hvordan borgerløn repræsenterer en alternativ politisk strategi, som går uden om partier

og fagforeninger. I stedet for at satse på at forandre samfundet via overtagelser af produktionen eller at vælge progressive regeringer skulle borgerløn uden modbetingelser fjerne behovet for at sælge sin arbejdskraft og dermed åbne for en realisering af Marx’ idé om at ’yde efter evne og nyde efter behov’. Borgerløn er ikke alene blevet set som vejen til at afhjælpe umiddelbar social nød, men også til at transformere kapitalismen indefra ved at nedbryde skellet mellem dem i arbejde og dem uden.

To måder Der er imidlertid også andre grunde til, at ideen om borgerløn har medvind i øjeblikket. Dele af den neoliberale højrefløj, ledet af Milton Friedman, har været tilhænger af borgerløn siden 1960’erne, fordi ordningen er blevet set som ikke bare et billigere alternativ til velfærdsstaten, men også en måde at slippe af med mindsteløn og overenskomster, der ikke længere vil være nødvendige i en situation med en garanteret mindsteindkomst.


I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

De seneste år er der som nævnt kommet en ny bølge af liberale borgerlønstilhængere med udgangspunkt i Silicon Valley. Erik Brynjolfsson og Andrew McAfee argumenterer i bogen The second machine age for, at vi står over for en bølge af teknologisk arbejdsløshed som følge af robotteknologi og kunstig intelligens, og at borgerløn er nødvendig for at opsamle dem, der taber på den teknologiske innovation. Borgerløn tillader nemlig den nye teknologiske kapitalisme at køre af sted med fuld fart og omskabe økonomien gennem kreativ destruktion, samtidig med at staten afbøder konsekvenserne minimalt, men nok til at utilfredsheden ikke bliver til socialt oprør. For mange tilhængere af borgerløn er den tværpolitiske støtte til projektet en af de store fordele, idet det gør det lettere at samle flertal for ordningen. Men det betyder også, at den konkrete udformning kan falde ret forskelligt ud, alt efter hvem der kommer til at implementere ordningerne: Bliver det en minimal subsistensydelse, som kan bruges til at un-

43

dergrave fagforeninger og velfærd, eller en generøs udgave, der kommer til at åbne for frihed og selvudfoldelse.

Fritager samfundet for ansvar Hvis man ser på de nuværende politiske styrkeforhold, virker det klart, som om det første scenarie er det mest realistiske. Men selv hvis borgerlønnen indføres i en progressiv, generøs version, er der potentielle problemer ved ordningen. Det første handler om udstødelse og opdeling af samfundet. Det er svært at komme uden om, at vi med en vis sandsynlighed står over for en bølge af teknologisk arbejdsløshed. Et vidt citeret studie fra University of Oxfords Martin School fra 2013 anslår, at 47 procent af alle jobkategorier er i fare for overflødiggørelse på grund af automatisering. I en sådan situation vil borgerløn være en belejlig måde at parkere store dele af arbejdsstyrken. Præcis dette problem behandlede Niels I. Meyer og Jesper Jespersen i bogen Røret om oprøret, opfølgeren til Oprør fra mid-

sukí skin care • The Organic Pharmacy • Jane Iredale • Tata Harper m. fl.

make-up i 24 farver På alle mærker:

-10% over 400 kr. i butikken

Mineralpudder i 24 farver fra Jane Iredale med concealer, foundation, pudder og SPF-20 i ét produkt - vælg fast, løs eller flydende pudder Få professionelle råd om make-up og farvevalg af kosmetologer i Danmarks største økologiske parfumeri i Grønnegade Butik: Grønnegade 36 • København K • Tlf. 33 17 00 70 Webshop: pureshop.dk • Fragtfrit over 500 kr. • GRATIS GAVE


44

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

TEKNOLOGI

Student tickets

GLASSALEN, TIVOLI

From kr. 40,-

NOV 14TH 2017 - JAN 6TH 2018

HERMANS, TIVOLI FRIHEDEN JAN 10TH 2018 - JAN 13TH 2018

TICKETS: 3315 1012

OR

TEATERBILLETTER.DK

OR

BILLETLUGEN.DK

LONDONTOAST.DK

Grundtvigs Højskole

DIN DAGLIGE DOSIS DANNELSE

GRUNDT VIGS HØJSKOLE ER FOR DIG, DER FRIT VIL KOMBINERE DINE INTERESSER. V I H A R E T S T O R T U D B U D A F S PÆ N D E N D E FA G , F O R E D R A G , D E B AT T E R , T E AT E R O P L E V E L S E R O G K O N C E R T E R - B Å D E PÅ H Ø J S K O L E N O G I K Ø B E N H AV N .

VÆLG MELLEM FAGENE SKRIVEVÆRKSTED • POLITIK • FOTOGRAFI KREATIV MUSIK OG LYD • MALERI RADIOJOURNALISTIK • FILM OG MANGE FLERE G R U N DT V I G S . D K F R E D E R I K S VÆ R K S G A D E 1 4 7 • 3 4 0 0 H I L L E R Ø D T: 4 8 2 6 8 7 0 0 • M : I N F O @ G R U N DT V I G S . D K

ten, hvor de slog fast, at borgerløn kun var ønskværdigt som led i et »humant ligevægtssamfund«, at borgerløn skulle ses i sammenhæng med afskaffelsen af tvungen arbejdsløshed gennem nedsat arbejdstid. Det lyder som en uskyldig tilføjelse, men det vil i praksis betyde en afskaffelse af det kapitalistiske arbejdsmarked. I modsætning til hos Philippe Van Parijs er borgerløn for dem nemlig ikke en strategi til at opnå progressiv social forandring, men tværtimod en form for ordning, der først sikkert kan anvendes, når denne sociale forandring er opnået – i praksis ved at have en form for markedssocialisme, som det beskrives i Oprør fra midten. Hvis man ikke har denne situation, vil borgerløn blot være med til at forstærke de udstødelsesmekanismer, som det kapitalistiske arbejdsmarked allerede har i dag. Hvis en stor gruppe i samfundet kommer til at være permanent på borgerløn, er det ikke svært at forestille sig stigende modsætninger og splittelse mellem dem, der arbejder, og dem, der er på borgerløn. Det andet problem med borgerløn er, at den fritager samfundet fra ansvaret for at tilbyde beskæftigelse. Et arbejde handler i det moderne kapitalistiske samfund ikke kun om forsørgelse, men også om anerkendelse som en fuldgyldig samfundsborger og den indflydelse og det selvværd, der følger med. Mens borgerløn kan give en form for forsørgelse, er det langtfra sikkert, at de sidste elementer følger med. Borgerlønnen kan dermed give sikkerhed og frihed på den korte bane, men på den lange bane kan den lukke store grupper permanent ude fra deltagelse i arbejdsmarkedet, og de vil dermed gå glip af den anerkendelse og indflydelse, der følger med et arbejde og den kollektive organisering i fagbevægelsen.

Job til alle Reformer kan enten være broer eller blind-

Der er kommet en ny bølge af liberale borgerlønstilhængere med udgangspunkt i Silicon Valley

gyder. Hvis en reform åbner for nye former for kollektiv organisering og forrykker styrkeforholdene i samfundet, kan den blive en bro til yderligere samfundsmæssige forbedringer. Eksempelvis var oprettelsen af dagpengesystemet en ordning, som både sikrede medlemmerne af a-kasserne mod arbejdsløshed og samtidig styrkede organiseringen. Hvis reformer udelukkende giver nye goder og samtidig undergraver eksisterende organiseringsformer, kan de derimod vise sig at være en blindgyde. Og meget tyder på, at indførelsen af borgerløn i de nuværende konjunkturer kan være præcis sådan en hindring for en progressiv agenda. Hvis borgerløn bliver en erstatning for en kamp for værdige job til alle, kan det skade mulighederne for at tilkæmpe sig sociale forbedringer på den lange bane. Problemerne ved borgerløn er ikke teoretiske. Der er stor sandsynlighed for, at vi i de kommende år står over for en ny bølge af teknologisk arbejdsløshed som følge af automatisering og robotteknologi. I en sådan situation skal vi som samfund finde nye måder at placere de mange arbejdere, som bliver overflødiggjort. Her kan borgerløn være en nem og billig måde at parkere disse grupper, uden at det får de store konsekvenser for den måde, det kapitalistiske arbejdsmarked fungerer på. Borgerløn er ikke et problem, fordi den er utopisk, men snarere fordi den er alt for nem at indføre i en form, der er problematisk, og som potentielt kan spærre for yderligere fremskridt. En alternativ agenda for fremtidens arbejdsmarked burde handle om at sikre job til alle og til gengæld lave en samlet nedsættelse af arbejdstiden gennem arbejdsdeling og lavere arbejdstid. En sådan ordning vil måske være sværere at få igennem, fordi skabelsen af et arbejdsmarked, som reelt kan rumme alle, der ønsker at deltage, kommer til at betyde et markant opgør med den måde, det kapitalistiske arbejdsmarked fungerer på i dag. Fuld beskæftigelse og fordeling af arbejdet kan lyde gammeldags, men tegner en mere holdbar strategi, der peger fremad, både mod en stærkere organisering af arbejderklassen og mod potentialet for yderligere sociale forbedringer. ibureauet@information.dk

Rune Møller Stahl er ph.d.-studerende på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Artiklen har tidligere været bragt i Information 28. maj 2016


FORVENT MERE AF DIN HUDPLEJE

1997

2017

0 RY 2 Y EAR

CE 2 0 Y E A EN

A N N I V ER SA

RS

NY HUDPLEJESERIE

Tilfører huden ekstra fugt og bevarer din hud ung længst muligt Baseret på ekstrakter fra tyttebær, grøn the og blade fra æbletræer, der styrker hudens eget forsvar Mindsker de første fine linjer, urenheder og rødme Velegnet til selv den mest sensitive hud Priser fra kr. 179,-

F E X PER I SO


46

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

TEKNOLOGI Nye jobs

I fremtiden er middelklassen på røven De har allerede udryddet jobsene i industrien, de næste 10-20 år overflødiggør robotter chaufførerne, lagerarbejderne, tjenerne, sosu’erne og mange andres servicejobs. Middelklassen er på den, og Danmark slipper ikke, lyder det fra Alec Ross, Hillary Clintons tidligere innovationsrådgiver

Tekst Morten Frich Illustrationer Clara Selina Bach/iBureauet

D

er er nok at hade i Alec Ross’ bog The Industries of the Future fra januar. »Clinton rekrutterede mig for at bringe lidt innovations-mojo ind i det traditionsbundne Udenrigsministerium. Vi havde

masser af succes,« skriver Ross i bogens begyndelse. Et andet sted skriver han: »Der er bestemt ingen, som ved alting, men jeg har været heldig nok til at få et glimt af, hvad der venter rundt om det næste hjørne.« Når Information har takket ja til muligheden for et telefoninterview med Alec Ross, som er bosat i Baltimore, og som foruden tjansen

som innovationsrådgiver for Hillary Clinton har været en del af Barack Obamas kampagne, er det, fordi det glimt, han mener at have set, er så interessant. Hvis ikke vi gør et eller andet, får store dele af middelklassen herhjemme problemer om 10-20 år, når robotterne revolutionerer servicefagene. »Det er entreprenørerne og innovatørerne, som kommer til at lave reglerne og standarderne. Der er intet, der tilsiger, at en 28-årig mand i Californien skulle være mere intelligent eller kapabel end en 28-årig i København. Den eneste forskel er modet til at turde og skabe noget nyt,« siger Alec Ross og tilføjer, at Danmark har alt for meget at byde på til bare at se over Atlanten, vride sig i hænderne og råbe på regulering, mens Silicon Valley bygger de platforme, alle andre i verden bruger.

I den kommende uge kommer han til Danmark for at tale på Dansk Erhvervs årsdag. Erhvervsorganisationen og arbejdsgiverforeningen repræsenterer 17.000 virksomheder og 100 brancheorganisationer inden for handel, rådgivning, oplevelse, velfærd og transport.

Bølgen rammer om 10-20 år Innovationen af den gamle industrielle økonomi byggede ifølge Alec Ross’ bog på teknologi, automatisering og globalisering. På ryggen af Sovjetunionens kollaps begyndte både Indien og Kina, som tilsammen tæller cirka 40 procent af verdens befolkning, en økonomisk udvikling, som verden ikke har set mage. På 30 år faldt antallet af fattige i Indien fra 60 procent af befolkningen til 22 procent, og den forventede levealder steg fra 49 år


Nu taler Mutti dansk! Det tyske valg er også dit valg – og nu med danske undertekster Se det tyske valg direkte på tv-kanalen ZDF, så du kan følge med nu og her, mens det sker! For hvad der sker i Tyskland, har afgørende indflydelse på Danmark og Europa. Vinder Merkel? Har Schulz en chance? Får vi en bred koalition? Og hvad er valgets vigtigste emner? Følg kulminationen på en årelang valgkamp, sandhedens øjeblik fra de første valgprognoser til det endelige resultat ligger klart, direkte fra valgstudiet midt i Berlin – og med danske undertekster! Disse programmer kan du se live med danske undertekster på ZDF d. 24. september:

KL. 20.15 - 21.15 BERLINER RUNDE KL. 21.15 - 21.45 BUNDESTAGSWAHL 2017

Danske undertekster fås hos: YouSee, Stofa, Waoo, Boxer, Viasat og de fleste antenneforeninger.

Foto: Jule Roehr/ZDF

KL. 17.10 - 19.00 BUNDESTAGSWAHL 2017 KL. 19.30 - 20.15 BUNDESTAGSWAHL 2017


48

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

TEKNOLOGI Nye jobs

til 66. I Kina faldt antallet af fattige fra 84 procent til 13 procent, og cirka 600 millioner kinesere blev hivet ud af fattigdom. Alec Ross skriver, at den bølge af globalisering og innovation har gjort ondt på USA og Europa, hvor lavtlønsjob er flyttet ud til Indien, Kina og andre lande. Samtidig er de mest værdifulde råvarer ikke længere hverken »salt, sukker, kemikalier eller olie, men data og service«. I bogen påpeger Ross, at selv om især arbejdsmarkedet er blevet mere usikkert for de mest udsatte lønmodtagere i USA og Europa, så lever de i dag selv et bedre liv end deres forældre – i hvert fald hvis man ser på deres købekraft: De har adgang til bedre kommunikation og underholdning end nogensinde før, de har adgang til sundere mad, sikrere biler og bedre sundhedsydelser, som giver dem længere liv. Forfatteren er ikke blind for, at globaliseringen har skabt større ulighed end nogensinde før. Vinderne har været investorerne, iværksætterne og de bedst uddannede, som er strømmet til vækstmarkederne og de markeder, hvor ny teknologi udvikles. Overalt er der nye vindere og nye tabere. Når Alec Ross er til morgenmøde med en direktør på en fin restaurant og bestiller spejlæg og ristet brød, spiser direktøren et morgenmåltid udelukkende bestående af blåbær. Imens er der børn på vej til skole i USA’s fattige forstæder, hvor morgenmaden består af en pose chips. Men hvis vi synes, at globaliseringen, automatiseringen og teknologien har forandret

meget, skabt nye muligheder og ny ulighed, så er det for intet at regne mod den næste bølge, som rammer os de kommende 10-20 år, hvis man skal tro Alec Ross. Og det er den vision, som har fået Dansk Erhverv til at invitere Alec Ross til Danmark i den kommende uge for at fortælle om sin bog på erhvervsorganisationens årsmøde. Den vision, som ifølge Dansk Erhverv er så betydningsfuld, at også danske virksomheder og lønmodtagere bør kende den. »I en nær fremtid vil vi se robotdragter, som tillader de lamme at gå, medicin, som vil få visse former for kræft til at smelte, og kode anvendt som en ny international valuta såvel som våben, som kan ødelægge fysisk infrastruktur tusinder af kilometer væk,« skriver Alec Ross. Hvor den første bølge af innovation og globalisering i den industrielle økonomi trak cirka 1 milliard mennesker ud af fattigdommen i lavtlønslandene, truer denne bølge de nye middelklasser verden over. I værste fald vil den kaste dem tilbage i fattigdom. »Den første bølge løftede lande og samfund økonomisk. Den næste vil tage nogle af de førende økonomier og sætte dem tilbage til midterfeltet, ligesom den vil udfordre middelklassen i de mest udviklede lande.« Problemet er, at robotterne vil fjerne ufatteligt mange job. Og de mennesker, som har haft disse job, er »ikke så lette at opgradere som software«. På den måde er der intet underligt i, at mange plages af en følelse af, at det er blevet sværere at finde sin plads i verden – sværere at konkurrere og overleve, me-

ner Alec Ross. Endnu har vi altså kun set et glimt af, hvad der venter, siger han.

Honda og Jesus I Japan regner regeringen med, at der i 2025 vil være brug for 4 millioner hjemmehjælpere og -sygeplejersker til at passe den aldrende befolkning. Landet råder lige nu over knap 1,5 millioner og udsteder cirka 50.000 arbejds-

I en nær fremtid vil vi se robotdragter, som tillader de lamme at gå, medicin, som vil få visse former for kræft til at smelte

relaterede visa om året. Der skal ske noget. Derfor udvikles fremtidens hjemmehjælpere og -sygeplejersker på Japans fabrikker. Toyota og Honda konkurrerer på livet løs om at levere de bedste. Toyota har den kvindelige robot Robina, som vejer 60 kilo og er 120 cm høj. Hun kommunikerer med både ord og bevægelser. Hendes øjne er altid åbne, hun bærer paryk og en metalkjole, der bølger, når hun bevæger sig. Robinas bror er mere en slags husassistent, som kan vaske op, tage sig lidt af dine forældre, når de er syge, og som kommer i en udgave, der spiller trompet, og en anden, som spiller violin. Rivalen Honda satser på robotten ASIMO, som både kan hjælpe ældre ud af sengen og konversere med dem. Men Honda udvikler ikke alene fritstående robotter. Bilkoncernen udvikler også robothænder og -arme samt en løsning til gangbesværede ældre til at spænde om ben og ryg, så de får kræfterne til at bevæge sig på egen hånd. Det, der var et af Jesu mirakler, er nu en del af Hondas forretningsplan: at få de lamme til at rejse sig og gå samt at give de gamle ungdommens kraft og hurtighed tilbage. Det kan være svært at tro beretninger som disse, og Alec nævner også i sin bog, at robotterne stadig har vanskeligt ved at udføre den helt intime pleje – tandbørstning og bad f.eks. – men før man helt afskriver dem, bør man lige tjekke de seneste videoer på YouTube fra amerikanske Boston Dynamics, som Google købte i 2013. Robotter bevæger sig uhyggeligt men-


STUDENTERRÅDGIVNINGEN Hos os får du gratis rådgivning, så du kan håndtere studielivets udfordringer. Du kan få hjælp til studiestress, problemer med eksamen, speciale og lignende.


50

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

TEKNOLOGI Nye jobs

neskelignende gennem tæt skov, undviger grene og kompenserer ved at forskyde vægten og genoprette balancen, når et ben træder ned i et hul skjult i den dybe sne. Robotter bevæger sig fuldstændigt ubesværet rundt på et lager, bærer og flytter kasser, og da en af dem væltes, rejser den sig fra gulvet op på sine knæ til stående i en nøjagtig imitation af den menneskelige bevægelse. Et hav af opgaver, der hidtil kun har kunnet udføres af mennesker, kan i en nær fremtid udføres af robotter som følge af ny teknologi.

Optimistisk for Danmark Så hvor efterlader det et land som Danmark – en lille, åben økonomi med masser af små og mellemstore virksomheder inden for handel og service. »Der er mange dele af verden, jeg er pessimistisk for. Men jeg er optimistisk for Danmark.« De muligheder, der engang var forbeholdt de store industriøkonomier, kan nu forfølges af mindre stater i kraft af den nye teknologi. »Fremtiden tilhører åbne stater og økonomier, ikke de lukkede stater og økonomier. Verden bliver mere og mere forbundet.« Og så er der en anden ting, som måske redder os: »I har en stor konkurrencefordel: kvinderne. Jeg ved godt, at der også er flere fremskridt at gøre i Danmark på den front, men i sammenligning med det meste af verden, gør I det godt. Lande, som er nået langt med kvindefrigørelsen, vil klare sig bedre end lande, der ikke er,« siger han og fortsætter:

»Danmark kan blive ved med at være et velstående land, men det vil aldrig blive Europas navle. I kan sagtens blive velstående uden at være et land, hvor store firmaer har deres hovedkvarterer, i kraft af jeres høje uddannelsesniveau. Så I vil altid være en del af den globale forsyningskæde. Men et fravær af entreprenørskab vil betyde, at I ikke får hovedkvarterer i fremtiden.« Og så er vi tilbage ved den 28-årige mand fra København, som prioriterer jobsikkerhed og tryghed over risici.

’Fortsæt investeringerne’ Alec Ross’ bog udkom i januar og blev godt modtaget i erhvervsmagasinet Forbes, som

Lande, som er nået langt med kvindefrigørelsen, vil klare sig bedre end lande, der ikke er

sammenlignede den med en lille TED-konference, hvor »man får lov til at sidde ved siden af den kvikkeste fyr i lokalet.« Magasinet The Baffler er mindre imponeret. Ikke bare lider Alec Ross af den vrangforestilling, at historien gentager sig som en klon af dotcom-1990’erne – hans verdenssyn er som Davos-elitens helt blind for, at han i virkeligheden forfølger nogle snævre interesser, som handler om penge og magt – og ikke den nye opdeling af verden i åbne og lukkede stater, som han introducerer som alternativ til det forrige århundredes opgør mellem kapitalisme og socialisme. »Man indser hurtigt, at ’åben’ kun betyder én ting – åbent for forretning og især åbent for forretning, der involverer amerikansk kapital. Ross’ modsætning mellem åben og lukket hæver sig ikke over kapitalismen – det er bare en ny branding af den,« skriver journalisten Evgeny Morozov: »Alec Ross har set fremtiden: Den eneste industri, som er sikker på ikke at blive revolutioneret, er den, der hepper på amerikansk kapital.« Alec Ross vedstår gerne, at han er kapitalist. Men han er også en mand, som tror på investeringer i uddannelse, fordi alle skal have en chance, når robotrevolutionen lige om lidt rammer den i industrialderen stadig beskyttede servicesektor. I Danmark har vi investeret massivt i uddannelse, efteruddannelse og omskoling. Alligevel har vi masser af seniorer, hvis job er fjernet med globaliseringen, som er uden beskæftigelse, og vi har grupper af indvandrere

og efterkommere af indvandrere med en fortvivlende lav erhvervsfrekvens. »Det, at noget er vanskeligt, betyder jo ikke, at det ikke er værd at gøre. Det er utrolig svært at løfte samfund og grupper uden nogen historik for uddannelse – med forældre, der er uden uddannelse, som måske ikke sætter pris på uddannelse og måske har en kultur og nogle vaner, som arbejder imod det at dygtiggøre sig. Det er helt sikkert svært. Men det er en kamp, I skal vinde. I må kæmpe jer gennem det. Ellers ender I med en ny underklasse, som der slet ikke er nogen job til.« Alec Ross prædiker vedholdenhed og tålmodighed: »Disse investeringer kan tage en hel generation, før de lønner sig. Men I skal blive ved. Sådan er det nogle gange: Nogle gange er vi som samfund meget fokuseret på de kortsigtede, hurtige og lette løsninger. Internettet medvirker til det. Alle bliver besatte af det kortsigtede. Men nogle investeringer går der årtier, før I ser afkastet af. Det bliver ikke nemt – men I skal blive ved med at investere.« fri@information.dk

Artiklen har tidligere været bragt i Information 13. maj 2016

TVIND “THE MUSICAL”

For 50 år siden købte en flok unge mennesker en gammel bus. De ville ændre verden og spørgsmålet er om det lykkedes? Teater V kaster sig ud i en vild gendigtning af den hermetisk lukkede virkelighed i Tvind-koncernen. Ny dansk dramatik – for fuld musik – af Andreas Garfield MED IBEN DORNER, RIKKE BILDE, MAGNUS BRUUN, MARTIN BO LINDSTEN, MARGIT WATT BOOLSEN OG SUNE SKULDBØL VRAA INSTRUKTION JENS SVANE BOUTRUP

11. NOV - 3. DEC PORCELÆNSTORVET 4,VALBY

2 MIN FRA VALBY STATION 500 P- PLADSER

TEATERBILLETTER.DK 70202096

STØTTET AF

KØBENHAVNS KOMMUNE

& VALBY LOKALUDVALG

TEATER-V.DK


Re-Kånken Bæredygtig version af Fjällrävens ikoniske Kånken-rygsæk. Fremstillet af genbrugspolyester. Perfekt lille rygsæk til de stil- og miljøbevidste.

699,Danmarks største udvalg af Fjällräven udstyr og beklædning.

Keb Eco-Shell Jacket

Keb Trousers

Avanceret jakke til krævende eventyr under omskiftelige vejrforhold hele året. Jakken er fremstillet med Fjällrävens egen fluorcarbon-fri Eco-Shell membran med stretch, hvilket giver høj funktionalitet og lav miljøpåvirkning. Fås i dame- og herremodel. Flere farver.

Tekniske og avancerede vandrebukser med optimeret pasform og nøje gennemarbejdede detaljer. Kombinationen af G-1000 og stretch-materialer giver en suveræn blanding af bevægelsesfrihed, åndbarhed og slidstyrke. Fås i dame- og herremodel. Flere farver.

3.799,-

1.699,-

BRAND STORE Frederiksborggade 44 1360 København K 33 14 51 50 www.friluftsland.dk


52

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

TEKNOLOGI Spørgsmål om intelligens

Efterhånden som teknologierne bliver mere intelligente, bliver vi selv mere som ting Vi bruger nye intelligente teknologier for at gøre vores liv lettere og slippe for de sure pligter. Men af frygt for, at de udnytter data om vores adfærd imod vores egne interesser, ændrer vi handlemønstre. Så i stedet for at blive frisat af teknologien kan vi ende med at bygge et fængsel for os selv Tekst Brit Ross Winthereik og Nanna Gorm Illustration Nilas Røpke Driessen/iBureuet

I

årets gavehøst kan de nybagte forældre glæde sig over at have fået en sparkedragt, som overvåger babys vejrtrækning, kropstemperatur, og selv kan regulere temperaturen i børneværelset. Peter på 10 år kan fryde sig over sit nye aktivitetsur, der kan fortælle, hvor mange skridt han går om dagen, og huske ham på at lave lektier og børste tænder. Far og mor er vilde med deres nye digitale butler, som kan sætte musik på ved hjælp af stemmestyring, komponere en indkøbsliste og sørge for, at varerne bliver bestilt og leveret. Dette er ikke et fremtidscenarium – det er virkeligheden i 2016. De intelligente ting er på allerede på markedet og udgør krumtappen i det såkaldte spirende Internet of Things, som

på dansk går under betegnelserne IoT eller Tingenes Internet, og som i en artikel i The New Yorker betyder, at »mennesker er tal, algoritmer definerer reglerne og virkeligheden er, hvad data fortæller os«.

Frihed eller overvågning? Mange hylder udviklingen. De internetforbundne teknologier kan skabe mere frihed og hjælpe os med at klare de praktiske hverdagsopgaver. Hvem ville ikke gerne altid have frisk mælk i køleskabet uden at skulle tænke på, hvordan den havner der? Andre ser mere pessimistisk på udviklingen og frygter, at IoT er endnu et skridt på vejen mod et overvågningssamfund. De frygter, at vi ikke længere vil reflektere over vores valg, fordi beslutninger allerede er taget for os på baggrund af de data, der konstant indsamles om os. I debatten bliver det ofte glemt, at vi som

mennesker har et valg i forhold til, hvilke teknologier og tjenester vi vil invitere inden for i vores liv. Hvordan vi lever med internettet, er ikke givet. Men for at vi kan beslutte, hvordan vi vil leve sammen med teknologien, skal vi forstå den gensidige påvirkning mellem mennesker og teknologi.

Vi ændrer vores adfærd Vi har alle prøvet at stå og vifte med hænderne under en automatisk vandhane, uden at vandet af den grund begynder at løbe. Vi vifter hænderne til venstre, til højre, lidt op og ned, indtil vi finder den vinkel, som vandhanens sensor kan aflæse. Vi ved nemlig godt, at sensoren aflæser vores bevægelser, og det er netop, hvad vi ønsker. På nettet, og når det drejer sig om internetopkoblede teknologier, er det ikke helt så ligetil. Vi ved ikke, hvornår vi aflæses, eller hvor de data, der opsamles, ender henne. Vi ved heller ikke, hvad disse data præcist bruges til. Mange firmaer ser data som ’den nye olie’ – et råstof, der kan bruges til at øge indtjeningen, for eksempel ved at kategorisere kunderne i højere grad end tidligere. Men hvad betyder det for mig, at en virksomhed laver en profil af mig? For en sikkerheds skyld lader jeg måske være med at købe

den ekstra store popcorn på mit kundekort til biografen. For hvis jeg nu kan aflæses som sådan én, der drikker Cola XL og spiser den store bøtte med popcorn, gider forsikringsselskaberne måske ikke at have mig som kunde? Eller måske sætter de prisen op? Hvis man aldrig ved, hvem der kigger med, begrænser man sin adfærd. I tilfældet med popcorn og cola er det måske ikke fatalt, men tænk tanken til ende. Risikoen er, at vi bygger et fængsel for os selv, hvis de teknologier, der skulle hjælpe os i hverdagen, ender med at styre vores adfærd. For der er gode grunde til at bekymre sig om, hvad data bruges til. Dine energidata kan fortælle, om du er typen, der husker at slukke lyset, og om du står for længe under bruseren. Din stemmestyrede butler kan fortælle en masse om dig. Hvilken type kunde du er, og hvem du er som person. Butleren er intelligent, men er den også diskret? Den er nøglen til dit privatliv … også de dele, du aldrig aktivt har taget stilling til. Og hvad nu, hvis banken har opsamlet data, der ifølge deres analyse viser, at du er i højrisikogruppen af kunder, der ikke tilbagebetaler lån – hvad gør banken så? Det problem er velkendt i USA, hvor man skal have foretaget en såkaldt credit report


EFTERÅR 2017

TAL R – SIDSTE CHANCE 10.9.

MARINA ABRAMOVIĆ TIL 22.10.

LOUISIANAS SAMLING

“Et livsbekræftende bombardement af farver og skaberglæde,” lød en af de begejstrede anmeldelser af dette sommerbrag af en udstilling. Skynd dig – du kan stadig nå at opleve Tal Rs farvestrålende, frodige og forunderlige verden.

Et stærkt møde med en af samtidskunstens mest karismatiske og kompromisløse skikkelser. Udstillingen fører os hele vejen gennem Abramović’s karriere, fra tidlige malerier over foto, video, installationer og reperformances.

Seks kvindelige billedhuggere vises i en af Nordfløjens gange & et fornemt udvalg af værker, der spænder over hele Kirkebys karriere, kan ses i Louisianas gamle villa. Nyd også Jorn- og Giacometti-samlingerne og en tur i den efterårssmukke Skulpturpark.

RINEKE DIJKSTRA ÅBNER 21.9.

BEING THERE ÅBNER 10.10.

GEORGE CONDO ÅBNER 9.11.

Moderne portrætkunst I verdensklasse! Den internationalt anerkendte, prisbelønnede hollandske kunstner Rineke Dijkstra mestrer i sine store foto og filmværker at indfange en helt særlig form for menneskeligt nærvær.

Den virkelige & den virtuelle verden smelter stadig tættere sammen – ja, giver det overhovedet mening at skelne? En række fremtrædende unge samtidskunstnere viser deres bud på, hvordan det er at være menneske i denne digitale tidsalder.

Denne Louisiana On Paper udstilling er den første præsentation af den vilde amerikanske kunstner George Condo i Skandinavien. Selv kalder han sin stil for “kunstig realisme”, andre har kaldt den “Picasso møder Looney Tunes”.

Tal R, The Bend, 2016, detalje. Louisiana, donation: Ny CarlsbergFondet Per Kirkeby, Hytten, 1968, blandteknik på masonit. Louisiana. Marina Abramović, Art Must be Beautiful, Artist Must be Beautiful, performance, 1975. Rineke Dijkstra, Odessa, Ukraine, August 4, 1993. Cécile B. Evans, Hyperlinks or It Didn’t Happen, 2014, still. George Condo, Ballet Study 2, 1998, vandfarver på papir. Alle værker © kunstnerne.


Kurser for unge forskere

54

I N F O R M AT I O N S T U D I E S TA R T 2 0 1 7

TEKNOLOGI

Informations Medieskole I løbet af de seks moduler vil du møde redaktører, forskere og formidlingseksperter og lære, hvordan du finder og formidler din forsknings gode historie. Lær også hvordan du bruger nyhedsmedierne uden at kaste din faglighed og saglighed over bord. Kurset henvender sig til ph.d.-studerende og yngre forskere. Den 3. oktober, 23. oktober, 6. november, 20. november, 4. december og 11. december. Fristen for tilmelding er 21. september.

Pris 2.500 kr.

Læs mere og tilmeld dig på butik.information.dk

for at kunne optage lån. Kunderne ved imidlertid ikke, hvilke data rapporten er baseret på. Flere har endda oplevet, at deres navn var blevet byttet rundt med en anden kundes, hvilket indvirkede negativt på deres kreditværdighed. Men det var der ikke noget at gøre ved.

Vi bliver produktet Alle de data, der opsamles fra internetopkoblede teknologier har værdi for de virksomheder, der har lavet produktet eller udbyder tjenesten. Hypotesen er, at man ud fra store datamængder vil kunne forudsige, hvem der er en god kunde, og hvem der ikke er. Ud fra data kan det også fastslås statistisk, hvornår en kvinde føler sig mindst tiltrækkende. Ved man, hvornår usikkerheden er højst, er det måske netop dér, hun skal modtage en reklame for makeup og ny shampoo på Facebook. Er det relevant for denne kvinde at modtage den slags reklamer? Hvem beslutter det? Det gør naturligvis firmaerne, der bygger deres forretningsmodel på de data, de indsamler og sammenstiller. Her er det vigtigt, at vi spørger os selv, hvornår IoT understøtter det, der er vigtigt for menneskeheden, og hvornår det mest af alt er en genvej til en bedre bundlinje for de virksomheder, der af den ene eller den anden grund er datavelhavende. Mange vil mene, at når beslutninger tages væk fra mennesker og i stedet træffes

Perfekt stor, dejlig og nyistandsat delelejlighed i Bagsværd med fantastisk udsigt over Bagsværd sø. Elevator lige ned til Meny supermarked, Lagkagehuset med cafe, butikker og restaurant. Bagsværd Station og Bibliografen tæt på hovedopgangen. Beliggende Bagsværd Hovedgade 116A, 7. G, 2880 Bagsværd Kontantpris: 3.145.000. Udbetaling 160.000. Ejerudgift pr. md: 4.163. Brutto/netto ex. ejerudgift 14.228/11.977 Bolig m2 113. Stue/vær 4/3. Opført Energimrk: D. Opført 1969.

Vi søger efter teknologi, der kan frigøre os, men tilpasser os samtidig utilstrækkelige produkter og tjenester

af teknologier, vil de være mere objektive. Teknologier er jo ikke styret af følelser, som mennesker er. Men teknologier er opfundet af mennesker, og de bruges til bestemte formål. Teknologier påvirkes af den tid og sammenhæng, de er skabt i. Teknologier er således ikke politisk neutrale. Som den digitale butler kan genkende stemmer, kan computerprogrammer gennemgå tusindvis af fotos på ingen tid og genkende ansigter. Det har dog vist sig, at programmerne ikke er neutrale, men nemmere genkender hvide ansigter. På samme måde er der en stor risiko for, at IoT viderefører kønsstereotype og endda racistiske holdninger. Teknologien er ikke objektiv, hvordan skulle den kunne være det? Hvis vi stoler på, at den vil os alle sammen det bedste, og at data kender sandheden om os, risikerer vi at skabe et dybt konservativt samfund. Skal vi undgå det, må vi engagere os i, hvordan data er indsamlet, og turde spekulere i, hvad data fortæller. 

Stil krav Vi gør os umage for at få IoT til at virke, så det kan give os det, vi gerne vil opnå: frihed og bekvemmelighed. Men friheden og bekvemmeligheden har en pris. I takt med, at teknonologierne bliver mere intelligente, bliver vi selv mere som ting. Vi søger efter teknologi, der kan frigøre os, men tilpasser os samtidig utilstrækkelige produkter og tjenester. Mens vi delegerer mere arbejde til dem, glemmer vi, at tingene ikke er samfundsintelligente. Tingenes intelligens er stærkt betinget af, at vi er kloge, når vi inviterer dem inden for i vores tilværelse. Vi kan alle stille spørgsmål til virksomheder og deres produkter om, hvor alle de data, vi hele tiden skaber, ender henne. Vi kan også stille krav til politikerne om, hvordan data må bruges. Det behøver man ikke have teknisk snilde for at gøre. Som borgere er vi alt andet end teknisk ukvalificerede. Vi har et ansvar for at vælge de produkter, der passer på vores data, men virksomhederne har også et samfundsansvar for den måde deres produkter indsamler og bruger data på. Selvbestemmelse gennem databeskyttelse er måske, hvad vi i virkeligheden burde have ønsket os til jul.

ibureauet@information.dk

Brit Ross Winthereik og Nanna Gorm forsker ved IT Universitetet i København Artiklen har tidligere været bragt i Information 27. december 2016


HANS REITZ EL S FORLAG STÆRKE STUDIEBØGER I 68 ÅR MERE END 1200 PENSUMBØGER OG SUPPLERENDE LITTERATUR TIL: DANSK, SPROG OG RETORIK • HUMANIORA • JURA KOMMUNIKATION • METODE OG VIDENSKABSTEORI ORGANISATION OG LEDELSE • PSYKOLOGI PÆDAGOGIK • SAMFUNDSVIDENSKAB SOCIALT ARBEJDE • ØKONOMI

L Æ S M E R E PÅ H A N S R E I T Z E L . D K

Studiestart 2017  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you