Page 1

KRIMI

FORÅR 2016 DAGBL ADET INFORMATION

»Verdens bedste romaner er krimier« Jørgen Leth elsker mytologien og den rituelle orden INTERVIEW SIDE 50

TEMA: STEDET

Storbyens natblå uro – Den brutale udkant – Fortidens spøgelser i Østeuropa – Poetik fra Dorph og Pasternak


INDHOLD

4-7 Kort og godt Årets debutanter Årets prisvindere

2

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

INTRODUKTION Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

8 - 41 Tema: Stedets betydning • 8. Stedet som gerningsmanden • 14. Storbyens vildnis og Sønderjyllands latente uro • 18. Tag med ’rural noir’-forfatterne til USA’s mørke indre • 24. Solstik og mordgåder i Latinamerika • 30. Østblokken har ikke behov for samfundsdiagnoser • 36. Interview med Jens Lapidus om Stockholm • 38. Interview med Håkan Nesser om at rejse for bøgernes skyld 42 - 43 Essay Dorph og Pasternak skriver manifest om den danske krimis elendigheder 44 - 47 Tendens: Krimicovers Bloddryppende forsider med store bogstaver 48 - 49 Feature: Rural noir En evindelig fascination af ægte forbrydelser 50 - 53 Interview Jørgen Leth ville ønske, han havde skrevet en krimi 54 Den store krimiquiz Frem med luppen

Et poetisk røntgenbillede LEDER

Af Rasmus Elmelund

KOLOFON

Ansvarshavende chefredaktør: Christian Jensen Magasinchef: Søren Heuseler/iBureauet Artdirector: Jesse Jacob/iBureauet Fotoredaktør: Sigrid Nygaard Redaktionssekretær: Rasmus Elmelund Skribenter: Anders Olling, Anne Vindum, Chistian Bennike, Christian Dorph, Jonas Sloth Bach, Julie Elmhøj, Lasse Skytt, Maria Høher-Larsen, Michelle Arrouas, Rasmus Elmelund, Simon Pasternak, Tatiana Tilly Illustratorer: Johanne Sorgenfri, Mia Mottelson, Nicolai Bruun/iBureauet Fotografer: Jakob Dall, Lærke Posselt Korrektur: Gustav Carl Rey Henningsen, Jesper Jordan Annoncesalg: Frontmedia Tryk: Sjællandske Medier Forsidefoto: Jacob Ehrbahn/Polfoto

J

ørgen Leth elsker krimier. Det fortæller han i interviewet sidst i dette tillæg. Han tøver ikke med at kalde dem for nogle af verdens bedste romaner, ligesom han understreger, at hans absolutte yndlingsfilm er kriminalfilm. Ifølge den 78-årige digter, forfatter og filminstruktør skyldes det litterære establishments modstand mod genren nok dumhed eller fordomsfuldhed, for i virkeligheden rummer de bedste kriminalromaner megen poesi og følsomme replikker. Det gælder for store mestre som Raymond Chandler og Dashiell Hammett, og det gælder for skandinaviske samtidsforfattere som Jesper Stein, Jo Nesbø og Dorph og Pasternak. Det er kriminalpoesi, mener digteren. Men derudover – og ikke mindst – forløser mestrenes sprog et imponerende kendskab til miljø og steder, og på den måde bliver den gode krimi en slags røntgenbillede af samfundet. I dette års krimitillæg undersøger vi netop stedets betydning for kriminalromanen og kriminalromanens betydning for stedet. Man kan sige, at vi går topologisk til værks. På jagt i storbyens asfaltjungle, de støvede landsbydisktrikter og den pussenussede provinsidyl, og på besøg i den gamle østblok, Latinamerika og Udkants-USA.

Krimien har som få litterære genrer portrætteret og defineret steder. Tænk bare på, hvad Raymond Chandler har betydet for forestillingen om Los Angeles, Jens Lapidus for Stockholm, Henning Mankell for Ystad. Tag den amerikanske tv-serie The Wire eller danske Jesper Steins 2200 noir-bogserie, som henholdsvis skildrer Baltimore og Nørrebro med indtryk, som fiktionens andre udtryk sjældent rummer. Helt grundlæggende kan en detektiv, journalist eller politimand, der forbinder tråde mellem miljøer og klasser, kortlægge fortællingen om et sted. Som ph.d. og krimiekspert Karsten Wind Meyhoff siger, præsenterer krimien netop en mindre poleret, men mere ægte udgave af en by, end journalistik eller rejseguider kan. Ved at opsøge

Ved at opsøge byen, landet, miljøet – genbesøge det og være tro mod det – kommer krimien nærmere den virkelige verden, end de fleste andre kunstformer

byen, landet, miljøet – genbesøge det og være tro mod det – kommer krimien nærmere den virkelige verden. Men der er et problem, påpeger blandt andre Jørgen Leth: Når der udgives så store mængder kriminalromaner, som der unægteligt gør, går det ud over det generelle niveau. På bare et kvart århundrede har især den skandinaviske krimis popularitet og udbredelse udviklet sig voldsomt, og den er som bekendt blevet en stor eksportsucces. Genren er i visse miljøer fortsat forhadt, men forlagsbranchen er helt og holdent afhængig af den, og når Jussi Adler-Olsen holder hof på alverdens bogmesser, er det om at holde sig til. Hvad gør populariteten ved kvaliteten? Måske mere, end vi har lyst til at tro. I et manifestagtigt essay i dette tillæg giver forfatterduoen Christian Dorph og Simon Pasternak et bud på den danske krimis – og krimikritiks – elendigheder. Der skal ske noget helt nyt, skriver de, ligesom der for eksempel gør i tv-serierne True Detective og Broen; sproget skal være mere end et modelbyggesæt af fortællepositioner og research; ligesom hos Poe, Ellroy og Highsmith skal krimien begynde i sproget; og så skal den få os til at tænke over livet. Krimien må ikke efterlade sin læser med »en sejrende logik, men med en skepsis over for logikken og moralen«. Idealet for en forfatter må være at skærpe læserens evne til at begribe mennesket og det miljø, det befinder sig i. Det kan krimiens poesi og dens ubehageligt præcise beskrivelser af verden, når den er bedst. rase@information.dk


4

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KORT OG GODT Debutanter ANDRE DEBUTANTER

Ved Maria Høher-Larsen/iBureauet

Den, der renser krokodillens tænder Katrine Engberg er koreograf, sceneinstruktør og krimidebutant. ’Teater er jo at fortælle historier, så mit arbejde har også været med til at forme den måde, jeg skriver på’, siger hun. Foto: Timm Vladimir

dingsfelt, hun synes, er interessant i krimien – ikke blod, vold og brutalitet. »Det er spændende at arbejde med, hvad der får nogen af os til at træde ud af rammen og skade andre, for det er virkelig en vild linje at krydse som menneske,« forklarer hun om sin motivation for at skrive. »Hvis nu vi skal skære helt ind til benet, så handler det om, om man tror på ondskab eller ej. Og jeg tror ikke på ondskab. Jeg synes f.eks. ikke, at Kay Scarpetta-historierne (af Patricia Cornwell, red.) er super spændende, fordi de netop arbejder ud fra en konsensus om, at der findes onde mennesker.«

Katrine Engbergs familie læste krimier hen over aftensmaden i hendes barndom. Hun skriver ud fra en stor kærlighed til genren i sin debut ’Krokodillevogteren’

Af Maria Høher-Larsen

D

et er lidt som at sidde i en rutschebane med bind for øjnene,« fortæller Katrine Engberg om at skulle debutere. »Det er fantastisk, og det er ekstremt angstfyldt.« Katrine Engberg arbejder som sceneinstruktør og koreograf, og for øjeblikket har hun travlt med de sidste prøver til Cougar the Musical på Bellevue Teatret. Men i slutningen af februar udgav hun også krimidebuten Krokodillevogteren. I bogen bliver en pige fundet myrdet i et byhus i København K. Kriminalbetjentene Jeppe Kørner

og Anette Werner sættes på sagen, og snart viser det sig, at der måske er en sammenhæng mellem mordet og den krimi, som husets ejer er ved at skrive. Katrine Engberg tænkte dog undervejs slet ikke over, at hun var i gang med at skrive en krimi, selv om hun er storforbruger af genren. »Det er vitterligt ikke noget, jeg har skrevet for at ramme en åre, men ud fra en kæmpe kærlighed til genren, som jeg er vokset op med. Man kan sige, det er en kultur i min familie at læse krimier – vi læste dem hen over aftensmaden i min barndom,« fortæller hun og nævner britiske forfattere som Dorothy Sayers og Ruth Rendell som forbilleder.

Ondskab eller ej En krokodillevogter er en afrikansk vadefugl, der hjælper krokodillen med at fjerne madrester fra tænderne og af den grund ikke selv bliver spist. Katrine Engberg forklarer, at titlen er en reference til de dysfunktionelle relationer, der afdækkes i romanen, hvor den ene part i et forhold har magten over den anden. Det er netop den menneskelige psykologi og det psykologiske spæn-

Lig i lysekronen Plottet i Krokodillevogteren tog fem år om at forme sig imellem arbejde ved teatret og familieliv. Særligt de forskellige byrum, som Katrine Engberg færdes i, inspirerede hende. I bogen finder man således et lig i lysekronen over parkettet på Gammel Scene på Det Kgl. Teater. Men hun mener også, at teaterarbejdet har sat sit præg på hendes skrivestil: »Teater er jo at fortælle historier, så mit arbejde har også været med til at forme den måde, jeg skriver på. Jeg tænker meget visuelt, så når jeg skriver, ser jeg tingene for mig. Det er en indre film, jeg prøver at formidle med ord.« »Desuden arbejder man i teateret med en masse forskellige planer, man kan lægge spillet på, fordi man er live og ikke kan springe i tid og rum ligesom i film. Og i Krokodillevogteren foregår fortællingen netop på flere planer, idet jeg prøver at flette flere forskellige karakterers synspunkter sammen,« forklarer Katrine Engberg eftertænksomt. I efteråret planlægger hun at holde pause fra teatret for at skrive efterfølgeren til debuten. ibureauet@information.dk

Katrine Engbergs debutroman ’Krokodillevogteren’ er udkommet på Lindhardt og Ringhof

Norsk sekt

Lykke og ulyke

Et hemmeligt broderskab af racebiologer med historiske rødder i Nazityskland og forbindelse til den politiske elite i Norge er omdrejningspunktet i Wienerbroderskabet af den norske debutant Ingar Johnsrud. Efterforskningslederen Fredrik Beier bliver sat på sagen, da en mor og en datter fra den religiøse sekt Guds Lys forsvinder. Sagen bliver endnu mere alvorlig, da politiet kommer ud til en massakre på en gård, ejet af sekten. Wienerbroderskabet er første bog i en planlagt trilogi.

Svenske Rebecka Edgren Adlén er journalist og har skrevet for blandt andet magasinet Damernas Värld. Måske har det været inspirationen til hendes krimi Den ottende dødssynd, der handler om den dygtige klummeskribent og foredragsholder Nora, der instruerer andre i at finde lykken. Noras eget harmoniske familieliv bliver dog forstyrret, da en kvinde flytter ind i huset på den anden side og fremkalder ubehagelige minder hos Nora om en ulykke, der måske slet ikke var en ulykke.

’Wienerbroderskabet’. Ingar Johnsrud. Udkommer på Gyldendal 11. marts

’Den ottende dødssynd’. Rebecka Edgren Adlén. Udkommer på Modtryk 24. juni

Socialt bundfald

Tråde til Balkan

En krimi om »mord, magt, misbrug – og mønsterbrydere«, skriver forlaget om Lisbeth Zornig og Mikael Lindholms krimidebut Bundfald. Inspireret af Zornigs egen opvækst med misbrug og vold fortæller Bundfald historien om misbrugeren Ronny, der bliver fundet død under mystiske omstændigheder i Nakskov, og hans søster, mønsterbryderen Marlene i København, som prøver at opklare sagen. Hans død viser sig at have tråde til magteliten i Danmark og ikke kun den sociale underklasse i Udkantsdanmark.

Vituz Andersen bruger sin egen erfaring som både overkonstabel i Forsvaret og politibetjent på Københavns Vestegn i sin krimidebut Heste græder ikke. Alle elementerne til en god spændingsroman er på plads: Elitesoldaten Allan Knudsen med en fortid på Balkan bliver sat til at beskytte døtrene af en direktør for et sikkerhedsfirma, som er blevet kidnappet. Kriminalkommissæren Jens Kallesen bliver sat på sagen, og det viser sig, at hændelserne har tråde til en både hemmelig og farlig mission på Balkan i 1991.

’Bundfald’. Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm. Udkommer på People’sPress 7. april

’Heste græder ikke’. Vituz Andersen. Er udkommet på Mellemgaard


NYHED

NYHED

Kan købes fra 1. april

brdr. friis møbler Mellemvangen 30 • Brønshøj • 38 80 00 05 Gladsaxevej 311 • Søborg • 39 69 90 90 man-fr 10 -18 • lø 10 -15 • www.brdr-friis.dk Ialt 2200 m2 udstilling & nem parkering


6

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KORT OG GODT Prisvindere ANDRE PRISVINDERE

Ved Maria Høher-Larsen/iBureauet

Fortællingen som en »skovkartoffel« Ane Riel har for nylig læst en Jo Nesbø-roman, men handlingen fangede hende ikke. Det gjorde til gengæld sproget. Sin egen stil betragter hun som mere i tråd med Stephen King end med Arthur Conan Doyle. Foto: Tiderne Skifter

For anden gang modtager Ane Riel en krimipris for en bog, som slet ikke er tænkt som en krimi. Når hun skriver, arbejder hun mere med sin nysgerrighed, end med snedigt udtænkte plots

Af Maria Høher-Larsen Allerede inden vores interview advarer Ane Riel mig om, at hun intet ved om krimier: »Jeg kender ikke en pind til genren. Jeg er håbløs,« skriver hun i sin mail. Det er ironisk, for selv om hun ingen yndlingskrimier eller krimiidoler har, har hun med sin seneste roman Harpiks (2015) netop vundet Harald Mogensen-prisen for årets danske spændingsroman. »Jeg er først og fremmest meget overrasket og utroligt glad,« siger hun, da jeg spørger, hvordan hun har det med at have vundet den. »Jeg synes, det er vidunderligt at konstatere, at krimigenren er så rummelig.«

Det er ikke første gang, hun vinder en pris fra Det Danske Kriminalakademi. I 2013 modtog hun Debutantprisen for sin første roman Slagteren i Liseleje, og også dengang kom det som en overraskelse. Ingen af hendes bøger har været tænkt som krimier, og de følger heller ikke krimigenrens konventioner. I Slagteren i Liseleje er det spændende ikke, hvem der er morderen, men derimod hvem der skal myrdes. Og i Harpiks gælder spændingen en families langsomme kvælning – i angst, og mere konkret i al det ragelse, som faren samler sammen.

Nysgerrighed Ane Riel er ikke selv den store krimilæser – hun mister alt for let tråden i plottet og glemmer detaljerne. »Jeg kan godt lide at blive båret med af en spændende handling, det overrumplende og det uforudsigelige, men ikke når det bliver for meget tænkearbejde og puslespil,« siger hun. Af nysgerrighed og måske også en smule pligtfølelse har hun netop læst Jo Nesbø, men handlingen fangede ikke rigtigt – det gjorde sproget til gengæld. Hun betegner sin egen stil som mere i tråd med Stephen King, end Arthur Conan Doyle. Den psykologiske spænding og uhygge, frem for opklaringsarbejdet.

Når hun skriver, er det heller ikke med tusind gule lapper på væggene, der guider hende frem i et allerede planlagt plot. Skriveprocessen er nærmere en form for improvisering med en tillid til, at fortællingen allerede er der – det er bare et spørgsmål om at opdage den. »Jeg ser altid fortællingen som en organisk figur – en »skovkartoffel« – som jeg skal afdække. Jeg ved ikke, om det er et stort eller lille legeme, men jeg ved, at det er,« forklarer hun. »Det er min egen nysgerrighed, der driver mig, når jeg skriver. Researcharbejdet foretager jeg gerne sideløbende, netop for at jeg kan bevæge mig i alle retninger. Jeg vil gerne overrumples af ideer, der kommer farende, for hvis jeg selv kan blive nysgerrig og overrumplet af det, jeg finder på, sidder der måske også en læser i den anden ende, som bliver det.« Om hendes næste bog bliver en krimi, ved Ane Riel ikke. Hun vil i hvert fald ikke lade sig binde af bogbranchens opdeling mellem krimi og roman: »Det vigtigste for mig er at skrive uden hensyn til, hvad andre forventer, for ellers bliver det mekanisk eller uærligt for mig. Så om den næste bog bliver en gyser eller en kogebog – det er ikke til at sige.« mhl@information.dk

’Harpiks’ er udkommet på Tiderne Skifter. Bogen modtager årets Harald Mogensen-pris

Eneboer på vulkanøen

Stockholmsk nervepille

Thomas Rydahl udgav sin debutroman Eremitten til strålende anmeldelser i 2014. Den lidt fordrukne dansker, Erhard Joergensen, bor for sig selv på vulkanøen Fuerteventura, men da politiet finder et dødt spædbarn i en papkasse på en strand, bliver han genstand for opmærksomhed, for i bunden af kassen er der danske aviser. Thomas Rydahl har tidligere vundet Bogforums Debutantpris og Harald Mogensen-prisen for sin debut. På krimimessen modtager han officielt den skandinaviske krimipris Glasnøglen 2015.

Svenske Christopher Carlssons Den usynlige mand fra Salem vandt prisen for årets bedste kriminalroman i Sverige i 2013. Det er første bog i en serie om politikommissær Leo Junker – en ung mand på nervepiller, der både har krise på sin arbejdsplads og på hjemmefronten. Trods stort talent bliver han suspenderet fra sit job efter at være kommet til at skyde en kollega, og derhjemme slås han med problemer i forholdet til sin kæreste Sam, Stockholms bedste tatovør, efter at de har mistet deres ufødte søn.

’Eremitten’. Thomas Rydahl. Er udkommet på forlaget Bindslev

’Den usynlige mand fra Salem’. Christopher Carlsson. Er udkommet på People’sPress

Terrorisme og overvågning

Brutal campingvognidyl

Finn Halfdan modtager i år Debutantdiplomet fra Det Danske Kriminalakademi for debutromanen Et nødvendigt offer. Hovedpersonen Elliot Boye er journalist og kommer på sporet af en gammel sag om to flyttemænd, der i sin tid blev anholdt for terrorisme på forkert grundlag. Politiet forsøger at skjule detaljer om sagen, og en af flyttemændene viser sig at være forsvundet. Da Elliot begynder at undersøge tingene, finder han ud af, at efterretningstjenesten holder øje med ham.

Norske Karin Fossum har vundet adskillige norske priser for sine kriminalromaner, og i 2015 modtog hun den prestigefyldte norske krimipris Rivertonprisen for Helvedesilden, som Gyldendal nu udgiver på dansk. Usunde mor og søn-forhold er temaet i bogen, hvor vi følger to enlige mødre og deres sønner. Den ene mor, Bonnie, og hendes søn Simon bliver fundet myrdet i en campingvogn, men hvilken forbindelse har den anden mor, Mass, og hendes søn Eddie til de myrdede?

’Et nødvendigt offer’. Finn Halfdan. Er udkommet på People’sPress

’Helvedesilden’. Karin Fossum. Udkommer på Gyldendal 7. april


THE USUAL SUSPECTS FRA LINDHARDT OG RINGHOF

PUB-UP BAR LØRDAG 15-16 BLÅ SCENE I MAGASINET

HORSE NS STATSF ÆNGSE L

LØRDAG KL. 13.00

HORSE NS S TATSFÆ NGSEL

HORSE N S STATSF ÆN GS EL

LØRDAG KL. 10.45 SØNDAG KL. 12.30

HORSE N S STATSF ÆNGSE L

NYHED

SØNDAG KL. 12.20

HORSE NS STATS FÆ NGSEL

LØRDAG KL. 14.20


8

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KRIMIENS STEDER Topologisk set


I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

9

KRIMIENS STEDER Illustrationer: Johanne Sorgenfri/iBureauet

Støvet sol og natblå uro Den brutale storby, det støvede landboliv, de fugtige sydstater og provinsens idyl, der pludselig brydes af et mord. Krimien er blevet litteraturens mest populære portrættør af byer og landskaber. Men hvilken rolle spiller de konkrete steder for forløsningen af fortællingen? Af Anders Olling

K

an du forestille dig Philip Marlowe uden Los Angeles? Det støvede Los Angeles i tiden omkring Anden Verdenskrig, hvor en varm, fugtig brise står ind ad kontorvinduet hos Raymond Chandlers private eye, inden endnu en høj blondine i sjusket tøj og med tungsindige øjne træder ind ad døren for at anmode om Marlowes assistance. Opgaven kan, blot som eksempel, involvere forsvundne perler og en andel i 25.000 dollar. Marlowe tager naturligvis imod kvindens tilbud og ender langt nede i Los Angeles’ underverden med en sjus i hånden og en konstant arbejdsrelateret livsfare hængende over hovedet.  Alle disse klassiske Raymond Chandler-ingredienser, her snuppet fra novellen Goldfish (1936), er blevet synonyme med Los Angeles i 1930’erne og et par årtier frem. Sammen med krimiforfattere som Earl Stanley Gardner og

Dashiell Hammett stod Chandler for nogle af tidens stærkeste litterære repræsentationer af Englenes By – og de gjorde den til et mytologisk sted, de fleste kender, uanset om de har været der eller ej. Og de gjorde det ved at skrive krimier.    Los Angeles blev en krimiby, i takt med at den udviklede sig til en storby. Ligeledes opstod genren i sin tid, i takt med at industrialiseringen skabte de moderne metropoler. Det er ikke en tilfældighed, at Edgar Allan Poe, som betragtes som kriminalhistoriens opfinder, placerede sine noveller om C. Auguste Dupin i Paris, hvoraf Mordene i Rue Morgue fra 1841 er mest kendt. Let er det heller ikke at forestille sig den originale udgave af Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes uden et gaslampeoplyst, viktoriansk London som scene.  Uanset om den udspiller sig i storbyen, på

landet, ude eller hjemme, har stedet altafgørende betydning for krimien.

Skandinaviske krimibyer Krimien blev dog hurtigt overført til andre scenarier. Genren kom snart til at rumme både storbyer, provinsbyer og øde landområder – tænk blot på Agatha Christies puslespilskrimier, hvor scenen ofte er sat på grandiose landsteder, eller Caroline Grahams bøger om kriminalkommissær Barnaby, som godt nok befinder sig i det fiktive Midsomer, men hvis ligheder med engelsk provinsidyl er slående. Henning Mankells romaner om Kurt Wallander har eksempelvis gjort den ellers ganske uanselige sydsvenske Ystad til berømt krimiby – og udgangspunkt for klassisk skandinavisk krimilitteratur med samfundskritisk brod. Her Fortsættes på næste side


10

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KRIMIENS STEDER Topologisk set

er opdageren en midaldrende fraskilt mand, der skranter på magelig livsstilsrelateret facon. Og selv om krimien her udspiller sig i det skandinaviske velfærdssamfunds forsagte provins, er de samme grundlæggende principper som i amerikanske hardboiled-krimier på spil: Ondskaben og faren lurer i Ystad, på samme måde som den gjorde i den amerikanske storby. Og der er en grundlæggende konflikt imellem rigtigt og forkert, godt og ondt. Med den skandinaviske bølge af kriminallitteratur er især mange svenske byer sammen med Ystad blevet sat på verdenskortet. I Danmark har København sin egen hårdkogte storbykrimi i form af Dan Turèlls vesterbrobaserede Mord-serie, og Nørrebro har Jesper Steins serie om vicepolitikommissær Axel Steen, som Stein selv har betegnet som ’2200noir’ efter bydelens postnummer.    Aarhus ligger heller ikke på den lade side. Forfattere som Inger Wolf og Elsebeth Egholm har i deres kriminalromaner for længst fået Smilets by placeret på krimifiktionens landkort.  Og at have sin egen, succesfulde kriminallitteratur sætter fut i lokalsamfundenes kasseapparater.   Camilla Läckberg har for eksempel gjort sin hjemby Fjällbacka i den svenske skærgård berømt ved at lade det ene lig efter det andet drive ind i havnen i det lille fiskerleje. Selv om byen i Läckbergs barndomsunivers er genstand for serielle uhyrligheder, har byens turisme haft stor gavn af at komme på krimilandkortet. En storby som København har også lukreret på at blive brandet som krimiby. Spørg bare Wonderful Copenhagen, som har oplevet store flokke af – ofte britiske – turister, der alene kom til byen på grund af DR’s tv-serie Forbrydelsen. 

Krimien som stedets portrættør Ifølge Karsten Wind Meyhoff, ph.d. i popkultur med speciale i kriminalfiktion, er kriminallitteraturen blevet den fremmeste måde at beskrive steder på, og han kan nikke genkendende til de gavnlige effekter ved at få en bys eller et samfunds mindre flatterende sider beskrevet med hjælp fra fiktionen. I USA har enhver by med respekt for sig selv sin egen kriminallitteratur.  »Man får i krimiformen en mindre poleret udgave af en by, end den man finder i en

rejseguide. I en krimiskabelon træder en by frem i sin komplekse organisation, og man ser forbindelsen mellem de forskellige klasser på en måde, som er både interessant og sjov at læse om,« siger Karsten Wind Meyhoff på en telefon fra Key West i amerikanske Florida. »Her i Key West er det første, man ser i den lokale rejseguide, en anbefaling af 26 krimier, som beskriver Key West fra forskellige vinkler. Det sker eksempelvis ved at skildre menneskesmugling fra Cuba, den lokale narkotikatrafik eller kriminalitet på byens store flådebase,« siger han.   Karsten Wind Meyhoff nævner også David Simons kanoniserede tv-serie The Wire (200208) som et klassisk eksempel på krimiformens evne til at portrættere en hel storby i al sin kompleksitet. Serien giver seeren adgang til Baltimores mange forskellige mikrokosmosser i form af skildringerne af det kriminelle miljø, politiet, journaliststanden, rådhuset og den hensygnende hvide arbejderklasse på havnen.   »Der får man i krimiskabelon skabt et fuldendt billede af byen på måder, som horror, science fiction eller en romantisk komedie ikke kan rumme. At have en opdager eller

I en krimiskabelon træder en by frem i sin komplekse organisation, og man ser forbindelsen mellem de forskellige klasser på en måde, som er både interessant og sjov at læse om Karsten Wind Meyhoff Ph.d. og krimiekspert

politimand, som kan forbinde tråde mellem miljøer, klasser, politik og korruption, giver krimien nogle særlige forudsætninger for at kunne fortælle historien om et sted,« siger Karsten Wind Meyhoff.

Der er så skummelt på landet Ligesom krimigenren opstod som konsekvens af industrialiseringens storby i det 19. og 20. århundrede, er krimien i dag brugbar i skildringen af en ny samfundsudvikling: affolkningen af landområder og de svære udkantsproblematikker, som følger med.  Et konkret eksempel på dette er den amerikanske genre rural noir, hvor den hårdkogte storbykrimi er flyttet på landet. Her gemmer mørket og ondskaben sig ikke i byens små gyder, men derimod i forfaldne lader og små hemmelighedsfulde landsbyer.    Her finder man ingen romantiske forestillinger om et idyllisk liv på landet a la Agatha Christie. Urbaniseringen har været brutal ved mange lokalsamfund i de amerikanske landområder, hvor den tilbageværende ungdom suges ned i en malstrøm af dårlig hjemmelavet amfetamin, familiefejder, trafficking og vold. Det er i hvert fald det billede, som males i mange nyere eksempler på rural noir. Om det er en retfærdig fremstilling af det provinsielle USA diskuteres flittigt, men det er under alle omstændigheder et forsøg på at skildre en samfundsudvikling, hvor familiegårde er blevet udkonkurreret af storbønder, og hvor de ressourcestærke er daffet ind til byerne. Et berømt og filmatiseret eksempel på denne type rural noir finder man i Daniel Woodrells Winter’s Bone fra 2006, hvor en teenagepige fra et fjerntliggende sted i det amerikanske Midtvesten skal finde sin forsvundne far for at redde familien fra at blive hjemløs. Eftersøgningen bliver en uhyggelig rejse gennem et ødelagt samfund og ender i en sump.  Det er kendetegnende for rural noir, at handlingen er placeret uden for lands lov og ret, omgærdet af mystik og lurende uhygge, fortæller Lars Ole Sauerberg, professor og dr.phil. i engelsk litteratur på Syddansk Universitet og mangeårig litteraturanmelder på Jyllands-Posten.    »Her finder man på landet det mystiske, og alt det, som holder til i underbevidsthedens fortrængninger. Her bliver byens små gyder

forskudt og tager form af forladte staldbygninger og udhuse,« siger han. Louisianas sumpe udgør eksempelvis den perfekte ramme om denne skildring af forfald, fattigdom og lurende okkult vanvid. Det fattige Udkantsamerika danner rammen for handlingen i den amerikanske kriminalforfatter James Lee Burkes serie om Dave Robicheaux, en martret opdager og vietnamveteran, der selv er vokset op med svigt og fattigdom i Louisianas sumpe. Her spiller sumpene og de dertilhørende myggegener en fremtrædende rolle, mens den alkoholiserede Robicheaux bekæmper kriminalitet i det hensygnende område. I første sæson af HBO’s tv-serie True Detective fra 2014 ser vi også Louisianas øde landområder blive scene for okkulte myrderier, mens storbyen New Orleans’ industri skimtes i baggrunden. En intens æstetisering af områdets forfald med forladte kirker og forfaldne træskure, optaget i et støvet, gammeldags skær på 35 mm film. 

Krimier alle vegne Krimien blev født, da storbyen opstod, og var oprindeligt knyttet til en større forandring i samfundet. Bevægelsen fra land til by afstedkom nye udfordringer, som detektivhistorien kunne skildre og diskutere. I dag kan den udspille sig alle vegne, men de enkelte steder sætter sit eget præg på krimien, om det drejer sig om lurende trusler i de skandinaviske velfærdssamfund, Udkantsamerika eller et helt tredje sted.   Ifølge Lars Ole Sauerberg er kriminalhistorien, som ellers var fast forankret i sit geografiske ophav, for længst blevet et topos – en disciplin bestående af særlige genrebestemte elementer, normalt i form af et mord, som skal opklares af hovedpersonen.   »Krimien er blevet en stemning eller en følelsesmæssig investering, som kan overføres til at foregå alle steder,« siger Lars Ole Sauerberg.  Men alle steder og byer sætter sine præg på den kriminallitteratur, de lægger scene til. Ofte er det faktisk stedet, der er krimiernes reelle hovedperson. 

Fortsættes på næste side


12

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KRIMIENS STEDER Topologisk set KLASSISKE MILJØER

Storbyen

Provinsbyen

På landet

James Ellroy, Los Angeles: Hollywood-glamour med smoking og aftenkjoler, en evigt anmassende sladderpresse, forførende luksusludere og hårdtslående politifolk i jakkesæt og slips er nogle af de faste elementer i James Ellroys univers. Ellroy maler ligesom Raymond Chandler et portræt af 40’erne og 50’ernes hedonistiske Los Angeles, hvor udvekslingen mellem under- og overklasse primært består af narko, sprut, seksuelle ydelser og bestillingsmord.

Henning Mankell, Ystad: Kriminalkommissær Kurt Wallander besøger jævnligt Fridolfs konditori og får sig en snak med Istvan på det lokale pizzeria. Den sydsvenske havneby Ystad er den store port til Europa, og i kølvandet på Sovjetunionens fald sætter den grænseoverskridende kriminalitet velfærdsidyllen under pres: Sammen med en ny brutalitet bliver prostituterede og hårde stoffer sejlet ind fra det gamle Østeuropa til den brostensbelagte soveby.

Åsa Larsson: Den utæmmede svenske natur nord for polarcirklen er ikke kun en scene, men også en stemme i Åsa Larssons serie om juristen Rebecka, der tager hjem til sin barndomsby for at opklare forbrydelser: Skoven kalder hende hviskende til sig, vinden vugger trækronerne, og aftensolen lægger sig over klipperne. Naturen er der altid som en hjælpende hånd for Rebecka, men samtidig er det naturen, som bringer hende i livsfarlige situationer.

Ian Rankin, Edinburgh: Der hviler noget mørkt og tungsindigt over den ellers pompøse skotske hovedstad, Edinburgh, hvor politikommissær John Rebus kæmper hårdt mod alskens kriminalitet og korrupte politikere og ikke mindst sine egne indre dæmoner, der gerne dukker op på bunden af et stort krus øl på stamværtshuset Oxford Bar. Hos Rebus er de entreprenante nyrige, der vil omdanne Edinburgh til ét stort forretningskvarter, lige så store skurke som de gamle gangsters, der forsyner underklassen med dope.

Gunnar Staalesen, Bergen: Staalesens lidt forhutlede helt, Varg Veum, er en norsk version af den hårdkogte privat eye, der har skiftet trenchcoat og whisky ud med fåreuld og varm brændevin. Fra sit kontor i en af Bergens ældste gader, Strandgaten, der går tværs gennem byen – fra det sobre område omkring Nykirken i centrum til de prostitueredes tilholdssted i byens udkant – dykker Veum ned i gåderne. Detektivens fodspor er ligefrem blevet en turistattraktion i den norske by.

Ane Riel: Danske Ane Riel vender i sine romaner vrangen ud på forestillingen om den landlige idyl og viser skyggesiden af Udkantsdanmark. I Harpiks vokser pigen Liv op under granerne på den fiktive ø Hovedet, hvor hun lærer at jage og tappe harpiks fra træerne. Men den harmoniske barndom i pagt med naturen udvikler en misklang, da hendes familie isolerer sig mere og mere. Til sidst lader de naturen flytte ukontrollabelt ind i deres hjem: kaniner formerer sig i hobetal, og rotterne gnaver i ledningerne.

Jean-Claude Izzo, Marseille: Som halvt fransk og halvt italiensk med et anstrøg af arabisk er den livstrætte politikommissær Fabio et ægte barn af Marseilles kulturelle og sociale virvar. Han forsøger at udholde byens racisme og vold med kvinder og god mad i rigelige mængder. Egentlig vil Fabio bare gerne trække sig tilbage til en stille tilværelse i en lille forstad, men drabene på to barndomsvenner leder ham ned i Marseilles dunkle underverden, hvor det er mafiaen, der sætter menuen.

Oliver Bottini, Freiburg: Afsættet i Bottinis krimier er idyllen omkring den solrige by Freiburg ved grænsen til Schwarzwald, hvor frisk vand i de små kanaler klukker i gaderne. I det sydtyske grænseland rækker kriminaliteten ud over lokale og tyske grænser, og den kvindelige politikommissær Louise Boní involveres i sager om våbensmugling til Eksjugoslavien og hjemsendte bosniske asylansøgere. Men også i mystiske hændelser, der pludselig slår ned i hverdagen, som når en død dreng kommer flydende i Rhinen.

James Lee Burke: I James Lee Burkes prisbelønnede serie følger vi politimanden og bådudlejeren Dave Robicheaux, der lever tilbagetrukket med sin vaskebjørn Tripod i et gammelt træhus omgivet af udstrakte sumpområder, hvor cyprestræerne står halvt i vand og den fugtige luft lugter af råd og gydende aborre. I Louisianas varme og flimrende klima flyder nutidens gangsterkriminalitet sammen med den stærke cajunkultur og fortidens synder i form af rodfæstet racisme og store sociale uligheder.

Nomineret til DR ROMANPRISEN 2016

Kåret som

ÅRETS BEDSTE KRIMI

af Det Danske Kriminalakademi

Dystert, djævelsk og dejligt drama.

jjjjjPolitiken

Fabelagtig fornemmelse for barnets sind og forestillingsevne.

Spændende, gribende, overraskende, chokerende.

TIDERNE SKIFTER

Bedste nordiske krimi

Weekendavisen

 Ekstra Bladet

256 sider / kr. 289

GLASNØGLEN

Besættende og skøn i al sin gru.

 Berlingske

Riel er smukt solidarisk med sine personer.

Nomineret til

Information


Nye spændingsbøger fra Modtryk “En dynamisk fortælling, som byder på langt mere end god underholdning.”  

KRISTELIGT DAGBL AD

“… vejen dertil er overmåde at anbefale. Jamen i den grad appetitlig. Således at selv læsere for lade til Latinamerika får lyst til at finde den lysende sti, en pampas eller to.”

y y y y   POLITIKEN “Man tænker, om ikke flere velbehagelige voksne kunne have brug for et personligt chok for at finde ind til kernen af sig selv? I første omgang kan de begynde med at læse Hesseldahls roman.”

“Fandens god underholdning.”

   BERLINGSKE

  LIT TER ATURSIDEN

“Værdig afslutning ... en serie, som er 100% anbefalelsesværdig for enhver med hang til krimi.”   

ANDS   JYLLPOSTEN

   NORDJYSKE STIF TSTIDENDE

“Overbevisende portrætter af ekstreme miljøer. På den front har Lapidus en ret ‘nice vibe’.”

  BØRSEN

“Lapidus leverer en intrige, som holder dig naglet til siderne.”

y y y y   POLITIKEN

“Elegant uhygge ... ud over regulær spænding formår hun, hvad så mange af hendes skandinaviske kolleger forsøger uden samme elegance: At bygge sine historier på et tema, uden at det bliver et postuleret skoleridt af forudsigelige pointer.”

  EKSTR A BL ADE T   JYLL ANDS-POSTEN

Anden bog i serien om den dedikerede fodboldmanager Scott Manson. Den første er Januarvinduet.


14

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KRIMIENS STEDER By og land Jesper Stein er flyttet fra Nørrebro til Amager, og hans romanhelt Axel Steen er flyttet med. Eva Maria Fredensborg har placeret handlingen i sin nye krimi i Sønderjylland, så hun har pendlet mellem det sydlige Danmark og sit hjem i sjællandske Ordrup. Foto: Lærke Posselt

Mellem Visby og Amager En lille landsbyflække i Sønderjylland og det hypermoderne Ørestadsbyggeri 8-tallet danner rammen om henholdsvis Eva Maria Fredensborg og Jesper Steins nye bøger. Og lige så langt der er mellem de to lokationer, lige så langt er der mellem forfatternes forhold til stedets betydning for deres fortælling Af Julie Elmhøj

Books and Company, Hellerup Eva Maria Fredensborgs første tanke var, at det ville være for besværligt. Alligevel kunne det ikke være anderledes. For hendes nye krimi Det hvide mørke, som hun selv kalder en slægtsgåde, blev nødt til at foregå i Sønderjylland. Også selv om det betød, at hun måtte tage den fire timer lange tur i bil fra huset i Ordrup fire-fem gange for at lære den sydligste del af Danmark at kende. Hendes viden om området var nemlig begrænset til et par flimrende og svage minder fra bardommens besøg hos farmoren, der boede i Sønderjylland. Og

det, vidste hun, var ikke nok, hvis hun skulle blive tilfreds med sin bog om evolutionsbiologen Emma, der rejser til Sønderjylland for at møde sin ukendte farfar. »For mig hænger sted og handling sammen, og selv om jeg kendte byggestenene til min bog på forhånd, dukkede meget af plottet op, mens jeg kørte rundt mellem Als og Tønder og ledte efter en landsby, hvor Emmas farfar kunne bo.« Eva Maria Fredensborg har sat sig på en bænk i den bageste del af lokalet i den internationale bogcafé Books and Company i Hellerup. Inden hun kom så langt, kunne hun dog ikke lade være med at slå en sludder af med den engelsktalende ekspedient, der vil høre, hvordan det går. På bogcafeen har Eva

Maria Fredensborg skrevet store dele af sin krimidebut om psykiateren Robert Strand, som hun brød igennem med for tre år siden, og som siden blev fulgt op af to andre bøger i samme serie. Med Det hvide mørke er Eva Maria Fredensborg dog startet forfra; hun har opfundet en ny hovedperson og udskiftet de svenske og københavnske kulisser, hvor de tidligere bøger foregår, med det dansk-tyske grænseland. »En af grundene til, at den her bog har været så sjov at skrive, er, at Emmas rejse til Sønderjylland for mig også har været en slags opdagelsesrejse i min egen familiehistorie,« siger Eva Maria Fredensborg, der aldrig nåede at møde sin farfar. Han boede hele sit liv i Sønderjylland og

blev som 47-årig gift med hendes 19-årige farmor, som han også var gudfar til. Og selv om den historie ikke direkte har noget med handlingen i hendes nye bog at gøre, ledte den store aldersforskel mellem bedsteforældrene og nysgerrigheden efter at lære sin farfar at kende hende alligevel på sporet af bogens fortælling. En fortælling, der tager sin begyndelse, da københavneren Emma finder ud af, at hendes forældre har forsøgt at skjule, at hun har en farfar i Sønderjylland. Og som viser sig at være varetægtsfængslet for et mord, han ikke vil tale om.

Eberts Villaby, Amager Et mord er også det klassiske udgangspunkt for forfatteren Jesper Steins aktuelle krimi-


I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

15

KRIMIENS STEDER

Nørrebro jo bare er sådan en lille bydel på tre-fire kvadrater, hvor hipstere, indvandrere, studerende og mediefolk optager pladsen Jesper Stein Krimiforfatter

nalroman Aisha, som i år er blevet belønnet med De Gyldne Laurbær. Aisha er fjerde bind i serien om den fraskilte vicepolitikommissær Axel Steen, der lider af galoperende dødsangst, har et eskalerende hashforbrug og nærer en stor kærlighed til Nørrebro i København, hvor de tre første bind i serien også foregår. Men ligesom Jesper Stein for halvandet år siden flyttede til Amager efter 20 år på Nørrebro, har Axel Steen også taget turen med flyttebil fra brokvarteret til lorteøen – eller Københavns Manhatten alt efter temperament. Dog af lidt forskellige årsager. Jesper Stein flyttede, fordi nyfødte tvillinger ikke harmonerede med trapper op til fjerde sal. Axel Steen måtte væk fra Nørrebro, fordi han efterhånden havde haft så mange sammenstød med de kriminelle bander

i området, at han ikke kunne blive ved med at bo der med sin otteårige datter. »Det var egentlig ikke, fordi jeg havde tænkt, at Axel skulle flytte herud,« fortæller Jesper Stein. Han sidder i sofastuen i det, der ser ud til at være det eneste rum i stuelejligheden i den hvide murstensvilla på Amager, der ikke flyder med legetøj. Til gengæld er rummet udstyret med en fyldig bogreol, som Jesper Stein går hen til flere gange for at lede efter en 80’er digtsamling af Klaus Høeck, som nu på femogtyvende år – med sine beskrivelser af Nørrebro – bliver ved med at fascinere ham. »Når Axel trods sin kærlighed til Nørrebro alligevel endte på Amager, hænger det sammen med, at jeg blev fuldstændig opslugt af den her bygning, 8-tallet, der ligger i Øresta-

den. Den udstråler en fascinerende blanding af skønhed og kulde, og det vidste jeg bare, at jeg blev nødt til at bruge til noget.« Af samme grund har Jesper Stein heller ikke været inde i bygningen, hvor det makabre lig, der sætter gang i handlingen i Aisha, bliver fundet i en penthouselejlighed. »Jeg har da været lidt op ad skråningerne og fået en fornemmelse af, hvor meget det blæser, når man går rundt på den udvendige del af huset. Men det var ikke vigtigt for mig at komme ind og se, hvordan lejlighederne så ud. Jeg kunne jo sikkert godt have bedt viceværten om at få lov at se elevatorforholdene, ejendomsadministration og nogle af de andre Fortsættes på næste side


16

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KRIMIENS STEDER By og land Onsdag-torsdag 19.30 · Fredag 20 · Lørdag 15 & 20 · Søndag 15 Billetter 33 25 50 75 eller detnyteater.dk

Sæsonens største musical

++++++

Mesterværk

En musical, der hvad drama, skuespil og nerve angår, tager begrebet musical til et nyt niveau. BT

++++++

steder, som bliver nævnt i bogen. Men det passer mig super fint, at alle detaljer i bogen ikke er virkelige,« forklarer Jesper Stein, der derfor heller aldrig bruger meget tid på at lave research om de steder, han skriver om i sine bøger.

af Danmark. Da jeg kom til byen, vidste jeg med det samme, at det var lige præcis den her landsby, jeg havde ledt efter. Også selv om det så betød, at jeg måtte starte forfra med at lokalisere nærmeste politistation og arresthus – for bare at nævne et par detaljer.«

Books and Company, Hellerup For Eva Maria Fredensborg er det anderledes. Hun kunne sagtens have opfundet sin egen lille sønderjyske flække, siger hun. »Det er der jo intet i vejen med, når man skriver fiktion. Men sådan virker det bare ikke for mig. De steder, jeg skriver om, er jeg nødt til at kende rigtig godt, og detaljerne skal helst være korrekte.« Når hun ikke behøver at bruge energi på, hvordan omgivelserne ser ud, kan hun nemlig bedre koncentrere sig om at beskrive, hvad hendes karakter gør og tænker. Derfor har Eva Maria Fredensborg også talt med så mange mennesker i Sønderjylland i forbindelse med Det hvide mørke, at hun ikke længere har tal på dem. Hun har blandt andet drukket kaffe med »Laila, Bernhardt og Solveig« i forsamlingshuset i Visby, den by, hvor farfaren bor, talt med personalet i det tidligere arresthus i Tønder, og over Facebook kom hun i kontakt med en kvinde, der hjalp hende med at finde det sommerhus, som senere blev oplægget til farfarens hus. Det var også hendes Facebook-følgere, der i første omgang hjalp hende på sporet af den sønderjyske by Visby, der endte med at blive omdrejningspunktet for fortællingen. »Efter flere bilture rundt i Sønderjylland havde jeg stadig ikke fundet den rigtige by. Det var meget vigtigt for mig, at jeg fandt en by med liv, så der skulle helst være et aktivt forsamlingshus og en plads, hvor byens indbyggere naturligt ville rende ind i hinanden. Derfor skrev jeg ud på Facebook og efterlyste bud på en sådan by.« I første omgang undersøgte Eva Maria Fredensborg alle de forslag til byer, der lå tæt på Als, som hun allerede havde researchet på. Men som hun kom igennem listen af forslag, opdagede hun, at et forslag gik igen, nemlig en lille by ved navn Visby tæt ved Tønder. »Og så var der jo ikke andet for, end at jeg måtte lægge vejen forbi det sydligste hjørne

Eberts Villaby, Amager Der er langt fra skildringen af en sønderjysk landsby i Det hvide mørke til de rå og usødede beskrivelser af København i Jesper Steins bøger. Beskrivelser, der har fået flere anmeldere til at udråbe København til hovedpersonen i Jesper Steins krimier. Selv synes han, det er lidt for klichéfyldt at stille det op på den måde. For ham er skildringerne af byen snarere en form for spejling af Axel Steens humør. »De krimier, jeg selv er mest fascineret af, er dem, hvor byen bliver et billede på hovedpersonen eller handlingens tilstand. Når det er allerbedst, er der en form for symbiose mellem byen og personen, og det er den symbiose, jeg forsøger at skrive mig hen i mod.« Derfor kan man heller ikke tale om, at det er stederne, der skaber handlingen i Jesper Steins bøger. I stedet betragter han dem som en ramme, som hans hovedperson – eller »fantasifoster«, som Jesper Stein kalder Axel Steen – kan eksistere i kraft af. Og derfor har det også været »enormt fedt«, forklarer han, at flytte handlingen i Aisha til Amager, fordi det har tilført Axel Steen og fortællingen noget andet end det, Nørrebro kunne give. »Hele ens verden går jo ud fra det sted, hvor man befinder sig. Så man kan nok godt tale om, at det har været ret sundt for mig at opdage, at Nørrebro jo bare er sådan en lille bydel på tre-fire kvadrater, hvor hipstere, indvandrere, studerende og mediefolk optager pladsen. Efter jeg er flyttet, har jeg kunnet mærke, at jeg er langt mere opmærksom på den udvikling, Nørrebro har været igennem de seneste 20 år, som har betydet, at den gamle arbejderklasse er blevet fordrevet. Og selv om mit blik på Nørrebro er mere kritisk end Axel Steens, så har hans flugt fra bydelen alligevel tilført noget nyt og tiltrængt til fortællingen om ham.« jule@information.dk

Gysende blodig musicaltriumf 'DQPDUNVÀRWWHVWHPXVLFDO±HQGQXHQJDQJ

BLÅ BOG

BLÅ BOG

Jyllands-Posten

++++++

Gyserhit i særklasse (WPXVLNDOVNRJVFHQLVNRYHUÀ¡GLJKHGVKRUQ GHUIRUI¡UHUIUDI¡UVWWLOVLGVW Børsen

+++++ Modig og scenisk storslået opsætning, der er uimodståelig. Berlingske

++++++

Gys, drama og romantik Folketidende

+++++

Dramatisk musikalsk gyser Sjællandske

Se mere www.detnyteater.dk

Eva Maria Fredensborg

Jesper Stein Larsen

× Født 1969. × Uddannet cand.merc. i kommunikation og strategisk planlægning fra CBS og har i en årrække arbejdet i reklamebranchen. Er i dag fuldtidsforfatter. × Startede for 10 år siden sit eget forlag, Elg & Co., der udgiver danske oversættelser af svenske romaner. × Debuterede i 2011 på eget forlag med krimien ’En gang morder’, der siden blev fulgt op af to krimier i samme serie. Den aktuelle roman, ’Det hvide mørke’, er ikke en del af den serie. × Skrev i 2014 kontrakt med Politikens Forlag, der overtog salget af hendes første bøger. × Bor med sin mand og tre store børn i Ordrup.

× Født 1965. × Journalist og forfatter. × Ansat på Jyllands-Posten fra 1996 til 2015, hvor han i en årrække dækkede kriminal- og retsstof og siden litteratur- og kulturstof. Siden 2015 har han været fuldtidsforfatter. × Debuterede i 2012 med krimien ’Uro’, der siden er blevet fulgt op af yderligere tre bøger i serien om vicepolitikommissær Axel Steen. × Har for sit litterære virke modtaget Det Danske Kriminalakademis debutantpris (2012), Dan Turèll Medaljen (2015) og De Gyldne Laurbær (2016). × Bor med sin kone og fire børn i alderen 2 til 16 år på Amager.


KOM BAG TREMMER PÅ

KRIMIMESSEN KOMBINÉR DIN TUR PÅ KRIMIMESSEN MED ET BESØG I

EUROPAS STØRSTE FÆNGSELSMUSEUM

GÅ I EN FANGES FODSPOR HØR DERES FORTÆLLING NÅR DU KØBER BILLET TIL KRIMIMESSEN, FÅR DU AUTOMATISK HALV PRIS PÅ ENTRÉEN TIL FÆNGSELSMUSEET. KØB DIN KOMBIBILLET PÅ WWW.FAENGSLET.DK/BEGIVENHED/KRIMIMESSEN FUSSINGSVEJ 8 · 8700 HORSENS · WWW.FÆNGSLET.DK


18

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KRIMIENS STEDER Rural noir

Der, hvor kragerne er fulde af bly Nybyggerne er blevet narkomaner. Slægten er blevet den skæbne, man ikke kan undslippe. Genren ’rural roir’ tegner et dystert billede af ulighedens USA, som er ved at miste sin rygrad. Men der er håb og sprækker af skønhed i mørket Af Jonas Sloth Bach

E

ngang var der stolthed. Lokalsamfundet blomstrede, små landbrug bespiste befolkningen, og håndværkere og fabriksarbejdere fik hjulene til at rulle i den amerikanske økonomi. Idyllen var intakt. Det landlige, rurale, repræsenterede den sidste frontier i den nostalgiske nybyggerfortælling, og man priste pionerånden og forestillingen om, at enhver kunne skabe sin egen tilværelse med hårdt arbejde. Nu er udkantsutopien under pres. Fabrikkerne er flyttet til Kina, landbrugene nedlagt eller omdannet til maskindrevne mastodontindustrier, arbejdsløsheden eksploderet og fundamentet for det liv, der engang var, for-

svundet. I stedet bliver der nu fremstillet narkotika, destilleret alkohol og generelt bidraget til en sort økonomi uden omverdenens opmærksomhed, glemt og hengemt. Næsten. For mens befolkningen klumper sig sammen i byerne, har flere forfattere rettet pennen mod landet. »Vi genopdager ikke bare vores families bånd til landet, men også noget, som er i vores underbevidsthed og vores blod. Noget, som skriger efter det bånd til naturens verden, som vi på mange måder har mistet,« siger den amerikanske forfatter Wiley Cash. På landet findes der et overset parallelsamfund, der i et morads af vold, stoffer og fattigdom forgæves kæmper mod naturen for at undvige skæbnen og redde stumperne af den

amerikanske drøm. Det er den dystre fortælling, der bor i hjertet af den stribe romaner om det agrariske Amerika, der er udgivet i løbet af de seneste 10 år. »De skildrer afsondrede landsbyer præget af ekstrem fattigdom, narkomisbrug og socialt armod og familier, der ikke kan hænge sammen. Hovedpersonerne er mennesker uden arbejde, som godt ved, de aldrig kommer til at få det,« siger litteraturanmelder og krimiekspert Tonny Vorm om de krimiforfattere, der blandt andet tæller amerikanerne Wiley Cash og Tom Bouman, som henholdsvis skriver fra det rurale North Carolina og den mere nordligt beliggende stat Pennsylvania. Deres genre, der kaldes rural noir, dukkede for alvor op i det litterære landskab med Daniel Woodrells succesroman Winters Bone

(2006), der fik et folkeligt gennembrud, da den blev filmatiseret i 2010. Den står – som genrens øvrige hovedværker – på skuldrene af to stærke traditioner i amerikansk litteratur: inspirationen fra Raymond Chandlers og Ernest Hemingways hårdkogte og minimalistiske stil såvel som det lyriske sprog og eftertænksomme univers fra Flannery O’Connor og William Faulkner. Rural noir rummer både klassiske police procedurals, hvor man følger lokalbetjentens arbejde med at opklare en forbrydelse og romaner båret af menneskelige dramaer, der hverken placerer skyld eller har helte. Fælles for dem er, at de forsøger at belyse udviklingen i hele samfundet ved at fokusere på, hvordan de svageste har det. Det dystre og det mørke er gennemgående, og så repræsenterer naturen,


I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

19

KRIMIENS STEDER Foto: Ilona Wellmann/Millennium Images

Jeg tror, vi er ved at indse, at vores bånd til teknologi er svagt og skrøbeligt, men at vores bånd til naturen er evigt Wiley Cash Amerikansk forfatter

hvor smuk og dragende den end er, samtidig den forankring, der gør det umuligt at undslippe skæbnen. »Det her er steder, der er blevet efterladt. Det er dysfunktionelle samfund fyldt med mørke. Naturen er ikke bare et bagtæppe; den spiller en aktiv rolle i fortællingen,« som Rob Kitchin, professor ved Maynooth University i Irland, beskriver det.

Flugten fra forstæderne Wiley Cash vil vise noget. Han løfter sin computer op fra skrivebordet, bevæger sig over mod væggen og retter kameraet mod to gamle fotografier, mens Skype-forbindelsen forsøger at holde trit med de pludselige bevægelser. På det ene ligger hans farmor nyfødt i armene på sin mor, der sidder sammen med hele slægten

på verandaen til en gård i North Carolina. På det andet knæler hans bedstefar side om side med sine to brødre ved deres barndomshjem ved foden af Appalacherne. Wiley Cash kigger ofte på billederne, mens han skriver og tænker over det liv, hans bedsteforældre og deres familier levede dengang i 1930’erne. Med den prisvindende roman A Land More Kind Than Home (2012) ramte han selve kernen af rural noir. Bogen er en eftertænksom thriller, der viser, hvordan skruppelløse mennesker kan knække de ordentlige i Guds navn, og den hensynsløse prædikant, Carson Chambliss, bliver det vansirede symbol på troens og skæbnens magt. Fortsættes på næste side

FAKTA

Centrale rural noir-forfattere × Brian Panowich × Bonnie Jo Campbell × Cormac McCarthy × Donald Ray Pollock × Ron Rash × James Lee Burke × Tom Franklin × William Gay × Wiley Cash × Daniel Woodrell × Tom Bouman


20

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KRIMIENS STEDER Rural noir Dramatiker JAKOB WEIS Instruktion VIBEKE WREDE 6FHQRJUDÀ STINE MARTINSEN Medvirkende PAPRIKA STEEN LARS BRYGMANN SARAH BOBERG ANDREAS JEBRO SAMT EN LILLE PIGE

Toves

værelse Tove Ditlevsens sidste kærlighed 8. april til 14. maj

BILL E T T ER 7 0 2 7 2 2 7 2

|

T E ATE RBI LLE T TE R.DK

Men for Wiley Cash udspringer interessen for livet på landet af hans egen søgen efter historie og identitet. USA er et ungt land, understreger han, og derfor skal man ikke grave dybere end et par generationer i historiens muld for at finde rødderne. »Når vi går på antik-shopping og ser et bord, der er 50 år gammelt, kan vi slet ikke fatte, at det stadig eksisterer, fordi vi er omgivet af så meget nyt. Forstæderne og teknologien repræsenterer den nyhed, så vi forsøger at finde det originale og ærlige,« siger Wiley Cash. Selv har han aldrig boet på landet, men der går sjældent mere end et par måneder, mellem at Wiley Cash og hans kone overvejer at købe et stykke land og flytte ud i skoven. Forstædernes forudsigelighed frustrerer ham. »Mit eget liv er ikke ligefrem fyldt med eventyr, men jeg forestiller mig, at jeg måske ville få et mere tilfredsstillende liv, hvis jeg dyrkede min egen mad og huggede mit eget brænde,« siger Wiley Cash, der altid bliver misundelig, når han besøger sin søster, som bor på en bjergtop uden mobildækning langt væk fra det meste. Det er naturen og forestillingen om, at livet kunne være meget mere simpelt ude på landet, der trækker i forfatteren. »Jeg tror, vi er ved at indse, at vores bånd til teknologi er svagt og skrøbeligt, men at vores bånd til naturen er evigt,« siger han, og hans ord transmitteres gennem computeren på hæve-sænkebordets højttalere. Han ved godt, han romantiserer. I virkeligheden er forfædrene på verandaen på de smukke gamle billeder for længst væk, og mange af dem, der er blevet tilbage, lever et liv med vold, stoffer og afhængighed. Det er også sådan, Wiley Cashs litterære verden

Når jeg siger, at det rurale liv er blevet eksotisk, betyder det, at mange mennesker ikke har adgang til det og derfor søger efter andre måder at opleve det på

tager sig ud; dyster og tynget af skæbnen og den nådesløse natur. Udkanten er fanget, mens afstanden til det moderne liv i byerne vokser. Spørgsmålet er, om litteraturen overhovedet kan ændre på det. »Forhåbentlig er det, jeg skriver, med til at gøre afstanden mindre. For jeg tror, at uanset hvor man bor, så har man de samme drømme, de samme ting, man frygter, og det samme håb,« siger Wiley Cash.

Hipsterhype og håbløshed Malkekvægsbedriften i Pennsylvania havde stået tom i flere år, da Tom Boumans forældre købte og istandsatte den. Der var stille, og man kunne ikke se til den nærmeste nabo, men det var ikke dystert, hvor han voksede op. Da han skrev debutromanen Dry Bones in The Valley (2014), skabte han omgivelserne til Henry Farrells kamp for at finde forklaringen bag det lig, der dukker op, i direkte forlængelse af sine egne oplevelser og erindringen om en barndom i udkanten. Uden den kunne han aldrig have ramt måden at tale og fortælle historier på, siger han. Men trods Tom Boumans gode minder sneg vold, kriminalitet og stoffer sig ind i hans bøger om politibetjenten. »Livet på landet har aldrig været nemt, der er bare kommet nye udfordringer. Når jeg siger, at det rurale liv er blevet eksotisk, betyder det, at mange mennesker ikke har adgang til det og derfor søger efter andre måder at opleve det på,« siger Tom Bouman. Det kom til udtryk med hipsterne som klædt i skovmandsskjorter lod skægget gro, kastede sig over ’det autentiske’ og analoge, og som revitaliserede alt fra folkemusik på vinyl til etgearede cykler og hjemmerullede smøger. Men for Tom Bouman er forestillingen om udkanten ikke en udtrådt utopi. For det er stadig her, han finder stilheden og pladsen til at isolere sig fra et overfyldt samfund. Når man bliver træt af alt andet, kan man tage derud og være alene, være sig selv. »Livet i skoven, bjergene og naturen reflekterer, hvordan jeg voksede op. Det er noget, jeg helt afgjort savner i mit liv nu. Mine sanser bliver bombarderet med indtryk fra reklamer, musik og medierne. Det er delvist en længsel for at slippe væk fra det, der var med til at skabe min bog,« siger Tom Bouman. Men rural noir er mere end en romantisk søgen efter et ukompliceret liv i ét med naturen. Den rå socialrealisme rummer en reflekteret samfundsdiagnostik. USA er i krise, og de strukturelle udfordringer kommer til udtryk i udkantens kriminalitet. »Det er et forsøg på at finde ud af, hvor vores identitet kommer fra, siger Rob Kitchin, »og hvad der definerer os som mennesker.«

Tom Bouman Amerikansk forfatter

ibureauet@information.dk


~søndag kl. 12.30~

Snedkeriet ~Lørdag kl. 11.40~

RØD scene

~Lørdag kl. 13.40~

Rød Scene

FØLG OS PÅ FACEBOOK


i m i r K å p s o Mød


s n e s r o H i n e s s me gslet n æ F i s t r a m 12.-13.

POLITIKENS FORLAG


24

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KRIMIENS STEDER Latinamerika

Langt fra nordic noir Krimigenren boomer i Sydamerika. Lokale forfattere stormer frem, mens forlagene importerer europæiske og amerikanske krimier i stor stil Af Michelle Arrouas, Rio de Janeiro

S

olen brager ned over Rio de Janeiros berømte strand Copacabana, der er tætpakket med lokale strandløver, blege turister og ihærdige sælgere. Rios kendemærke, Pao de Acucar, en 400 meter høj bjergtop, tårner sig op i baggrunden, mens luftfugtigheden lægger sig kvælende over byen. Der er langt til det evindelige tusmørke, der hyller mangen en skandinavisk krimi ind. Ikke desto mindre er det her i byen, at politiinspektøren Espinosa skal opklare tre politimord og afdække det korrupte, brasilianske politi i Luiz Alfredo

Garcia-Rozas krimi Et vindue i Copacabana. 2.000 kilometer syd for Rio, i Argentinas hovedstad Buenos Aires opklarer detektiven Lascano mord foretaget af juntaen under 1970’erne og 1980’ernes militærdiktatur. Og mellem de to lande, i Uruguay, overværer en mand et snigmord, der aldrig bliver opklaret på grund af et korrupt system i den uruguayanske forfatter Andrés Ressia Colinos krimi In the Dark Core of the Night. Over hele kontinentet og den latinamerikanske verden oplever krimien pludselig popularitet. Et stort antal latinamerikanske forfattere har taget den til sig, og omverdenen har lagt mærke til det; sidste år koncentrerede

den store internationale krimifestival i Lyon, Quais du Polar, sig om latinamerikanske krimier, det velansete litterære tidsskrift Timothy McSweeney’s Quarterly Concern dedikerede en udgave til de latinamerikanske krimiforfattere i 2014, og et stigende antal latinamerikanske forfattere bliver oversat til engelsk, fransk og dansk. »Den latinamerikanske krimi nyder stor fremgang for tiden. Der bliver skrevet utrolig mange, og de bliver oversat i stigende grad – stadig mest til fransk, men også til engelsk. Nu har vi læst og set skandinavisk noir i mange år, så folk er nysgerrige efter, hvad den næste destination for krimien bliver, og meget tyder på Sydamerika,« siger Marina Sofia, der skriver om krimier for siden Crime Fiction Lover.

Popularitet og politik Ifølge flere af de latinamerikanske forfattere og eksperter er det langtfra tilfældigt, at kri-

migenren vokser voldsomt netop nu – den er nemlig tæt forbundet til udviklingen i samfundet, og i takt med at det er blevet mindre voldeligt og korrupt, er krimien blevet mere populær, siger de. »Det lyder måske bizart, men vi har ikke nogen lang tradition for krimilitteratur her. Brasilianske læsere er ikke så vilde med krimier som eksempelvis skandinaverne. I samfund som vores, hvor kriminalitet er en del af hverdagen uanset social klasse, er fiktion, der fokuserer på det emne, mindre interessant,« sagde den brasilianske forfatter Carol Bensimon til McSweeney’s i forbindelse med særudgivelsen. Hun er inde på en tese, som i dag er udbredt, men som første gang blev fremsat af forskeren Ernest Mandel i bogen Delightful Murder; A Social History of the Crime Novel fra 1985: Jo mere korruption og politisk vold der er i et samfund, des mindre populært er det at


I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

25

KRIMIENS STEDER Illustrationer: Nicolai Bruun/iBureauet

skrive og læse om det. Ifølge Patrick Blaine, der forsker i latinamerikansk kultur på University of Texas of Arlington, holder den tese stadig; sydamerikanske lande, der har oplevet politisk og økonomisk fremgang, kaster sig over krimien, i takt med at de vinker farvel til den værste korruption og politiske vold. »Et mønster, der har gentaget sig over hele den spansktalende verden, er, at lande, der har oplevet økonomisk pinsel, diktaturer og autoritære regimer eller andre massive sociale forandringer, har tendens til at producere en uforholdsmæssig stor mængde fiktion om detektiver, når de kommer ind en periode, hvor de stiller sig kritiske over for fortiden og begynder at evaluere den – ofte i takt med, at der kommer højtflyvende politiske løfter om et nyt og bedre samfund,« skriver han i en afhandling om tesen. Fortsættes på næste side

++++


26

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KRIMIENS STEDER Latinamerika LATINAMERIKANSKE FORFATTERE

Patricia Melo (Brasilien) Med usædvanlige hovedpersoner – i stedet for politikommissærer er det eksempelvis en 11-årig dreng eller en slangeelskende femme fatale, der er jegfortælleren i krimierne – og plots, der kredser om fattigdom, sex, korruption, stoffer og politivold er Patricia Melo blevet en af Brasiliens bedst sælgende forfattere. Claudia Piñero (Argentina) Med sine mørke, psykologiske krimier bliver Piñero ofte beskrevet som Argentinas svar på Alfred Hitchcock. Hun er Argentinas tredjemest oversatte forfatter og fokuserer ofte på, hvordan kriminalitet og korruption har taget sig ud i skyggen af landets kriseramte økonomi. Diego Trelles Paz (Peru) Denne peruvianske forfatter, født i Lima i 1977, er blevet et stort navn i Frankrig, hvor han har bosat sig, og hvor hans krimier oversættes i stor stil. Med sin unge alder er han blevet en af frontfigurerne for den yngre generation af krimiforfattere, der skriver mindre om de diktaturer, deres ældre kolleger voksede op i, og i stedet lader krimierne udfolde sig i et moderne Lima.

Den økonomiske fremgang er tydelig i Rio de Janeiro, hvor nybyggede, polerede skyskrabere skyder op overalt, mens brasilianernes personlige forbrug og gentrificeringen langsomt presser kriminaliteten ud af visse kvarterer. Et af dem er Lapa, et kvarter, der siden Estado Novo-diktaturtiden sluttede i 1945, har været kendt som et slumkvarter beboet af Rios fattigste borgere, men som nu oplever en bølge af gentrificering. På kvarterets centrale plads under skyggen af den smukke, faldefærdige akvædukt Arcos da Lapa, står en gruppe sortklædte teenagere i kø til en koncert med et lokalt gothband, mens hjemløse går rundt og tigger blandt dem. En gruppe kameraklædte turister leder nervøst efter Lapas berømte trappe med farvede trin; deres taxachauffør har fortalt dem, at de ikke skal blive hængende for længe. De brede fortove er ildevarslende tomme for fodgængere. Mangt et krimimord er begået i Lapa, i skyggen af akvædukten. Her får ligene lov til at rådne op i varmen, mens de fryser til is i de skandinaviske krimier.

Samfundskritik Det kan være svært for danske læsere at komme til at læse om de forrådnede lig og samfund: Mens de sydamerikanske krimiforfattere i stigende grad bliver oversat til engelsk og fransk, har den sydamerikanske krimibølge endnu ikke nået de danske kyster. Den forhenværende socialdemokratiske minister Ole Sohn udgav forfattere som cubanske Leonardo Padura og colombianske Evelio Rosero på forlaget Sohn, indtil det blev solgt til Lindhardt og Ringhof, og han mener, der er klare politiske undertoner i de latinamerikanske krimier. »De har noget på spil, når de skriver. Padura bruger figurerne i bøgerne til at beskrive den kritiske side af det cubanske samfund,« siger den tidligere folketingspolitiker og forlægger. »Selvfølgelig er der også politiske toner og undertoner i nordiske krimier, men det er velfærdssamfundskrimier. De cubanske og sydamerikanske krimier foregår i en anden verden og under andre politiske forhold, som man måske ikke kan kritisere som journalist, men som man godt kan behandle i fiktion,« siger Ole Sohn. Oversætter Kirsten A. Nielsen, der har oversat flere latinamerikanske krimier fra

spansk til dansk, blandt andet for Forlaget Sohn, er enig: »Padura er typisk, i og med at han har den her samfundskritik, som er noget, en del latinamerikanske forfattere bruger litteraturen og krimien til. De, der sidder på magten, synes ikke, det er så godt med den kritik, men det er ikke sådan, at forlagene ikke kan få bøgerne ud,« siger hun og understreger, at der også er mange latinamerikanske forfattere, som ikke er samfundskritiske.

Politiet er ikke helte Ifølge flere krimieksperter og -forfattere påvirker den politiske tilstand i samfundet også krimien på en mere jordnær måde; politiet er sjældent helt i de latinamerikanske krimier. »Noget, mange krimiforfattere fra Sydamerika snakker om, er, at det er vanskeligt at finde en hovedperson, folk kan sympatisere med, og at man derfor ikke kan have en politimand som helt og hovedperson, eftersom der er så stor mistro til og modvilje mod politiet i mange sydamerikanske lande,« siger krimieksperten Marina Sofia fra Crime Fiction Lover.

Det er vanskeligt at lade en krimihistorie foregå i Brasilien eller i andre lande, hvor demokratiet endnu ikke er konsolideret, og hvor det civile samfunds basale rettigheder ikke bliver mødt

Mens de fleste skandinaviske og britiske krimier har et mere enkelt plot – et mord sker, politiet efterforsker det, og en af politiets mænd eller kvinder er hovedperson – vil helten i de sydamerikanske krimier i stedet ofte være en tidligere politimand, der har sagt op i protest mod korruptionen, eller en civil, fortæller Marina Sofia: »Mange af dem har som hovedperson en almindelig borger, der mod sin vilje bliver rodet ind i en voldelig, korrupt underverden med politiske overtoner,« siger hun. Den brasilianske forfatter Joca Reiners Terron er enig. »Det er vanskeligt at lade en krimihistorie foregå i Brasilien eller i andre lande, hvor demokratiet endnu ikke er konsolideret, og hvor det civile samfunds basale rettigheder ikke bliver mødt. Det er der en simpel forklaring på: Den mest forfærdende kriminelle i Brasilien er staten selv. Begrebet om godt og ondt står mindre skarpt her,« sagde han til McSweeney’s i forbindelse med særudgivelsen. Ifølge colombianske Andrés Ressia Colino er den overvejende grund til, at krimiforfatterne først pibler frem i Uruguay nu – og ikke for 10 år siden – at det først er for nylig, at staten er blevet mindre korrupt. »I 25 år var politiet en offentlig magt, der praktiserede intimidering, forfølgelse og tortur mod almindelige borgere i stedet for at opfylde de roller, man normalt forbinder med dem. Uruguay var meget korrupt, og retshåndhæverne havde en nøje sammenhæng med organiseret kriminalitet, indtil begyndelsen af dette århundrede,« sagde han til McSweeney’s. Ifølge Marina Sofia adskiller de latinamerikanske krimier, som udspiller sig i korrupte samfund langt fra de ordnede, skandinaviske velfærdssamfund, sig på et sidste punkt afgørende fra nordisk noir: »I de fleste nordiske krimier er der ofte en opklaring og en følelse af retfærdighed i slutningen, selv om de pårørende til offeret må leve videre med sorgen. Den følelse af orden, retfærdighed og udsigt til lysere tider er ofte fraværende i sydamerikanske krimier. De har ofte en slutning, der føles desperat og trøstesløs, og hvor der ikke er udsigt til, at det bliver bedre fremover.«

Joca Reiners Terron Brasiliansk forfatter

ibureauet@information.dk

Daniel Galera (Brasilien) Når Galera ikke oversætter Zadie Smith og John Cheever til portugisisk, skriver han selv krimier, der i stigende grad bliver oversat til engelsk og fransk. Hans krimier er humoristiske noirs, der får anmelderne til at tænke på Coen-brødrene og Denis Johnson, og foregår ofte i små strandbyer, hvor unge forvildede mennesker, der ikke helt har forløst deres potentiale endnu, bliver kastet ud i makabre krimi-plots. Leonardo Padura (Cuba) Mange engelsksprogede læsere er allerede på fornavn med den rebelske politimand Mario Conde, som er hovedpersonen i Leonardo Paduras Havana-baserede krimier. Folk læser krimierne for Paduras blændende sprog såvel som beskrivelser af Havanas smukke, triste forfald. Erneste Mallo (Argentina) Ernesto Mallo var en del af den guerillabevægelse, der kæmpede imod militærjuntaen i Argentina i 1970’erne, og det er da også den kamp, de fleste af hans krimier omhandler. Vreden over de utilgivelige uretfærdigheder, der skete, forsødes af beskrivelserne af smukke Buenos Aires. Frei Betto (Brasilien) Det var krimien Hotel Brasil, der med sine beskrivelser af livet, døden og kriminaliteten i Rio de Janeiros favelaer gjorde Frei Betto til et navn uden for hans hjemland, men med mere end 60 bøger på samvittigheden har han længe været en særdeles kendt personlighed i Brasilien. Juan Gabriel Vasquez (Colombia) Mange krimier om og i Colombia handler naturligvis om kokain. Vasquez undersøger tiden før kokainboomet, hvor der blev smuglet marihuana i stedet, og leverer med sin placering i Bogotas kasinohaller og gyder et billede af livet i det narkotikahærgede land. Paco Ignacio Taibo II (Mexico) En af Mexicos største forfattere skriver barokke krimier, der som regel har enten privatdetektiven Hector Belascoaran Shayne eller journalister som hovedpersoner. Med sit lange forfatterskab har forfatteren, der som barn flyttede med sin familie til Mexico for at flygte fra Francos regime, tegnet et portræt af et omskifteligt Mexico. Luis Sepulveda (Chile) Sepulveda er blevet fængslet for sine politiske overbevisninger under Pinochet-regimet i Chile, og revolutionære sjæle og politisk opgør spiller en hovedrolle i hans krimier, der foregår i hans hjemland Chile såvel som Ecuador.


forfatterweb

Christian Mørk

Gretelise Holm

Læs portrætter af de aktuelle forfattere på Krimimessen

Dennis Jürgensen

Et tilbud fra bibliotek og skole

Erik Valeur

Gå på opdagelse i danske og udenlandske krimiuniverser

Lars Kepler

Du kan læse om klassiske krimiforfattere og møde de nye stemmer, der udfordrer genren; dykke ned i uomgængelige værker og læse om beslægtede forfatterskaber

Susanne Staun

Se mere her

Jesper Stein

Thomas Rydahl

Gunnar Staalesen

Produceres af DBC as i samarbejde med iBureauet/Dagbladet Information


Mari Jungstedt

MARI

Jungstedt

Da liget af den omstridte debatredaktør på en af Sveriges største aviser bliver fundet på et hotelværelse i Visby, er opstandelsen enorm.

Ninni Schulman En psykologisk kriminalroman om magt, sårbarhed og alt det, der kan finde sted bag lukkede døre.

DEN

AKT KRIMINALROMAN

Årets Värmlands-forfatter 2015

KVINDEN DE MELDTE SAVNET

NINNI SCHULMAN

Vores egen lille hemmelighed

”En ’Blædel Classic’” Politiken ”Sara Blædel kan sit kram og spinder en god intrige.” – Weekendavisen

KRIMI

KRIMI

Sara Blædel MODTAGER AF DE GYLDNE LAURBÆR 2014 ”Er der noget, Sara Blædel kan, er det at komponere et plot.” nordjyske stiftstidende ”En ’Blædel Classic’” politiken

Babysitteren Sofie Sarenbrant Efter en ulykke vågner Emma Skjöld af fem måneders koma og kan intet huske. Men var det virkelig en ulykke?

carin gerhardsen

Christoffer Carlsson Den unge politibetjent Leo Juncker bliver vækket af sirener. En ung kvinde i ejendommen er blevet myrdet. Sagen om den unge kvinde bliver en rejse tilbage i tiden, til dengang Leo Juncker voksede op i en svensk forstad, Salem, og en hændelse han aldrig glemmer.

Krimi I People’sPress VINDER AF ÅRETS BEDSTE KRIMINALROMAN I SVERIGE

CHRISTOFFER CARLSSON

KRIMI people’spress

Carin Gerhardsen En isnende kriminalroman om umuligheden af at frigøre sig fra det forgangne. Fra de drifter og dæmoner, som former og forfølger os.

Viveca Sten Krimi I People’sPress

Naboerne raser over byggeriet af et luksushus på øen Sandhamn Byggeriet plages af uheld, og det ender med en katastrofe.

DEN USYNLIGE MAND FRA SALEM KRIMI

PEOPLE’SPRESS


NY SERIE

Mari Jungstedt og Ruben Eliassen Ny krimiserie foregår på De Kanariske Øer. Bag idyllen gemmer sig en mørkere side, som Sara og Kristian ikke havde forudset .

Helle Vincentz Et skræmmende og realistisk indblik i fertili tetsindustrien, samtidig med at den trænger ind i de mørkeste kroge af dansk politik.

MARI JUNGSTEDT RUBEN ELIASSEN BRÆNDTE SJÆLE

EN MØRKERE HIMMEL

People’spress

STJALNE LIV

Inger Wolf Første bog i en ny serie med psykiateren Christian Falk, som bistår Østjyllands Politi. Han bliver involveret i en sag, hvor han kommer til at sætte alt på spil.

People’sPress

People’sPress på Krimimessen

CHRISTIAN FROST

Susanne Staun

ÅRETS DEBUTANT

ET N Ø D V E N D I GT OFFER F IN N H A L F D A N

KRIMI

ARABEREN DER VAR HVID SOM SNE PEOPLE’S PRESS

”Det er sjældent, at en roman med et politisk budskab i den grad formår at slippe det konkrete og skabe et troværdigt litterært univers hvor plot, personer og poesi slår følgeskab. Men Susanne Staun gør det her, fremragend og forfærdeligt.” berlingske

Sp æn di ng sr om an

” Han er rå, han er sarkastisk,og så skriver han som en tordenengel (...) Christian Frost er i sandhed et møde værd.” – Fyns Amts Avis

Christian Frost Sporene fra et terrorangrab mod Københavns lufthavn peger i vidt forskellige retninger: fra nazisternes kunsttyverier, over en mystisk kvindelig seriemorder med arabisk baggrund, helt ind i regeringskontorerne på Christiansborg. ”En underholdende og grum historie med politisk kant.” politiken

Finn Halfdan En spændingsroman om sandhedens pris i en tid, hvor truslen om terror hænger over den frie verden. ”Fuld knald på spændingen, som visse steder er helt stieglarssonsk.” berlingske

”Fremragende og forfærdelig.” Berlingske ”En fremragende bog om et stygt hjørne af virkeligheden.” Ekstra Bladet PEOPLE’SPRESS


30

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KRIMIENS STEDER Den gamle østblok

De vil rense såret efter kommunismen Krimien har fået sit gennembrud i den gamle østblok, men her er der ikke behov for samtidsdiagnoser, som vi kender det fra skandinaviske krimier. Derimod graver mange af regionens kriminalromaner i historien for at undersøge nogle af de ubesvarede spørgsmål, som fortiden har efterladt Af Lasse Skytt, Budapest

J

ournalisten Zsigmond Gordon træder ud på Rákóczi Út-gaden og begynder at vandre målrettet gennem byen, mens han fordøjer nyheden om den ungarske premierminister Gömbös’ død. Forbi den regnvåde Erzsébet Plads, hvor han mærker den iskolde oktobervind fra Donaufloden, og hen til politistationen på Zrínyi Utca-gaden. Her stopper han op – og sådan begynder kriminalromanen Budapest Noir af Vilmos Kondor.

Den foregår i 1936, men er skrevet i 2008. Og de to årstal symboliserer krimigenrens nuværende status i Ungarn og andre central- og østeuropæiske lande. Dels tager romanen udgangspunkt i en faktuel historisk begivenhed – nemlig premierministerens død i 1936, som dengang blev startskuddet til nogle meget kaotiske og dystre år i landets historie – og stederne i bogen er også historisk korrekte som for eksempel den omtalte politistation i hovedstadens centrum. Dels er Budapest Noir, der i Ungarn betragtes som landets første krimisucces, skrevet

for under 10 år siden, hvilket vidner om, at genren har fået et relativt sent gennembrud sammenlignet med eksempelvis den skandinaviske krimibølge. Bogens oversættelse til engelsk og andre vesteuropæiske sprog i 2012 understreger endvidere, at der i de senere år også er kommet øget interesse for den ungarske krimi uden for landets grænser. »En bog som Budapest Noir og de andre bøger i serien er ganske kendetegnende for, hvad der foregår på det voksende marked for kriminalromaner fra Ungarn og det øvrige Østeuropa i disse år. De historiske steder og begivenheder i regionen har enorm betydning for, hvordan krimierne fortælles og udfoldes,« siger Gergely Huszti, redaktør på det ungarske forlag Libri Kiádo.

Byen som hovedperson Budapest er den ubestridte hovedperson hos bysbarnet Vilmos Kondor, når man altså ser

bort fra forfatterens evignysgerrige reporter Zsigmond Gordon. De detaljerige beskrivelser af byen billedliggør historien – både Gordons færden og Ungarns forfærdelse – hvilket fortsætter i de næste bøger i serien, der udspiller sig i andre skæbnesvangre ungarske årstal som 1946 og 1956. Researchen til bøgerne er for Vilmos Kondors vedkommende blevet til ved at gå gaderne tynde; i fodsporene på fiktive Zsigmond Gordon og Budapests faktuelle historie. Byen har overlevet flere krige og blodige angreb, men alligevel er den forblevet intakt. Gaderne ser ud ligesom for 150 år siden, og mange af dem har stadig de samme navne. Derfor var det muligt for Vilmos Kondor at finde ud af, hvad der var i de bygninger for 60-70 år siden – politistationer, beværtninger og advokatkontorer. »Til det er gamle aviser en rig ressource for et frugtbart sind, og én artikel eller en serie


I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

31

KRIMIENS STEDER Illustrationer: Ib Kjeldsmark

af artikler kan lede til en hel roman,« forklarer den ungarske forfatter om sin research.

De historiske steder og begivenheder i regionen har enorm betydning for, hvordan krimierne fortælles og udfoldes Gergely Huszti Redaktør, det ungarske forlag Libri Kiádo

Fra fire til 217 krimier på 12 år Længere nordpå, i den polske by Wroclaw, kan forfatteren Irek Grin sætte konkrete tal på krimigenrens nylige gennembrud: I 2003 blev der kun udgivet fire nye kriminalromaner på polsk – sidste år kom der ikke færre end 217 nye kriminalromaner ud fra de polske forlag. »Og en stor del af dem foregår i tiden bag jerntæppet,« fortæller han og nævner blandt andet landsmanden Marek Krajewskis serie om kriminalkommissær Eberhard Mock. Døden i Breslau, der udkom på dansk i 2009, var den første af Krajewskis fire romaner i krimiserien, som alle har 1930’ernes nazibefængte Breslau og 1950’ernes koldkrigs-Wroclaw som baggrund. Breslau/Wroclaw skildres i bøgerne som en by fuld af råddenskab og fordærv, og byen er en mindst lige så karismatisk, korrupt

karakter som de personer, der betræder den. I det hele taget spiller den historiske by en hovedrolle for den polske krimigenres opblomstring, idet byen også er vært for den årlige Crime and Mystery Festival, som Irek Grin var med til at starte i 2003. »Når den løber af stablen til sommer, forventer vi op mod 15.000 gæster,« siger han om festivalen, der er den største begivenhed dedikeret til genren i Central- og Østeuropa.

Udfylder historiens tomme huller Også i Rumænien har krimigenren først for nylig vundet indpas. Selv om liberaliseringen i 1990’erne ændrede begrænsningerne for at udgive bøger, tog det tid at ændre forventningerne hos forfattere og læsere. I Bukarests lufthavn sidder Ramona Mitrica, da vi fanger hende på en telefonlinje. Hun venter på et fly Fortsættes på næste side

FAKTA

Østeuropæiske krimier med historiske byer som bagtæppe Breslau/Wroclaw, Polen × Marek Krajewski: ’Døden i Breslau’. Udkom på dansk i 2009. Der er yderligere tre bøger i krimiserien. Bukarest, Rumænien × Bogdan Hrib: ’Kill the General’. Udkom på engelsk i 2011. Sandomierz, Polen × Zygmunt Miłoszewski: ’A Grain of Truth’. Udkom på engelsk i 2012. Budapest, Ungarn × Vilmos Kondor: ‘Budapest Noir’. Udkom på engelsk i 2012. Der er yderligere fire bøger i krimiserien.


32

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KRIMIENS STEDER Den gamle østblok 12. og 13. marts 2016 Gå ikke glip af Krimimessen – dét ville vaere en forbrydelse

Arrangeret af

ANTI-ACNE & ANTI-AGE - BEKÆMPER FEDTET OG UREN HUD - FORSTÆRKER HUDENS TABTE STRUKTUR - REPARERER SOLENS SKADEVIRKNINGER

HUSK! du kan altid få ultralydscannet din hud, og få råd og vejledning i produkter netop til din hud når en af vores rådgivere besøger en forhandler nær dig! Se hvor på www.beaute-pacifique.com

SUPER3 BOOSTER INDEHOLDER 3 EFFEKTIVE A-VITAMIN TYPER. GENDANNER TABT COLLAGENSTRUKTUR OG

STIMULERER PRODUKTIONEN AF COLLAGEN OG ELASTIN. NEDSÆTTER HUDENS PRODUKTION AF FEDTSTOF OG INDEHOLDER PROPOLIS TIL BEHANDLING OG FOREBYGGELSE AF UREN HUD - OGSÅ HOS UNGE.

Made In Denmark Udviklet og produceret i Danmark

www.beaute-pacifique.com

CRÈME MÉTAMORPHIQUE INDEHOLDER 2 EFFEKTIVE A-VITAMIN TYPER

DER MINDSKER OG FOREBYGGER ALDERSTEGN. FORSTÆRKER OG FORYNGER HUDENS COLLAGENSTRUKTUR.

til London – en tur, hun ofte tager frem og tilbage som redaktør for forlaget Profusion Crime, der oversætter rumænsk litteratur til engelsk. »Der ligger hårdt arbejde bag, hvor vi er nået til i dag,« forklarer Ramona Mitrica. Det betyder ikke, at der slet ikke var nogen krimilitteratur i Østeuropa før Murens Fald. Polakker, ungarere, tjekker, østtyskere og rumænere var åbne over for indflydelsen af sovjetisk-inspirerede tekster, uddyber hun. »Men i dem blev kriminalitet og kriminelle hovedsageligt defineret af staten.« Meget af det, som aldrig blev skildret tilbundsgående dengang under kommunismen, udforsker den rumænske forfatter Bogdan Hrib i sin episke krimifortælling Kill the General fra 2011. Den handler om redaktøren Stelian Munteanu og hans rutsjebanetur gennem nogle meget foranderlige årtier. En historisk hændelsesrejse, der blandt andet runder Nixons besøg i Bukarest i 1969, Tjernobyl-katastrofen i 1986 og de blodige dage under revolutionen i 1989, der kulminerende med henrettelsen af general Ceausescu.

Anderledes end ’nordic noir’ Ifølge Ramona Mitrica fokuserer de mest populære krimier fra Østeuropa netop på sådanne tidsdefinerende begivenheder som også Anden Verdenskrig, Sovjet-årene, opstanden i Ungarn i 1956 og i Tjekket i 1968 samt Murens Fald. Men hvorfor fylder den tunge historiske arv så meget hos de østeuropæiske krimiforfattere, mens eksempelvis de skandinaviske krimier oftest tager afsæt i en samtidsdiagnose og dykker ned i velfærdssamfundets sprækker? Det kan muligvis begrundes ved, at disse fortidige kontekster er en måde at håndtere det historiske trauma på. Men der er faktisk en dybereliggende årsag, mener Ramona Mitrica: Ingen af disse historiske begivenheder endte med et tilfredsstillende udfald i forhold til temaer som kriminalitet og straf. »Det endte derimod med enten blodbad eller politisk rædsel, hvilket efterlod folk med en gennemtrængende følelse af uretfærdighed og vrede i hele regionen,« siger hun.

Blandt andet opfattes henrettelsen af Ceausescu og hans kone af mange rumænere som et coverup. »Mordmysterier florerer, mens de hovedmistænkte kører showet. Det virkelige liv er fuld af ubesvarede spørgsmål, som kræver undersøgelse, og det er blevet krimigenrens job,« konstaterer forlagsredaktøren.

Den rigeste kilde til ondskab Det har længe været traditionen, at krimiforfattere søger efter de mørkeste hjørner, de kan finde. »Og for central- og østeuropæisk krimi er historien den rigeste kilde til ondskab,« Fortsættes på næste side

FAKTA

Østeuropas krimigennembrud × Polen anses som frontløber i den gamle østblok, når det gælder krimigenrens nylige gennembrud i regionen. I 2003 udkom blot fire kriminalromaner fra polske forlag, men i 2015 var det steget til i alt 217 titler inden for krimigenren. × Fra den 31. maj til den 5. juni 2016 afholdes International Crime and Mystery Festival i Wroclaw. Det er regionens største af sin art, og der forventes 15.000 gæster. × Hvis du vil vide mere om den central- og østeuropæiske krimilitteratur, kan anbefales fagbogen ’Euro Noir’ af Barry Forshaw (2014). Den sætter bl.a. fokus på Polen og Rumænien. × Ud over krimibøger som Vilmos Kondors ’Budapest Noir’ (2012) har Ungarn også modtaget anerkendelse for andre typer litteratur i de senere år. Imre Kertész modtog Nobelprisen i litteratur i 2002, og i 2015 modtog László Krasznahorkai den internationale Man Booker-pris. Ungarn var desuden et af hovedtemaerne på sidste års bogmesse i Gøteborg.


STOLEN DU VIL HJEM TIL

Vestergaard Møbler København Torvegade 55-57, Tlf. 32 57 28 14

Lyngby Jernbanepladsen 19-23, Tlf. 45 87 54 04 VESTER-MOEBLER.DK

Næstved Merkurvej 3, Tlf. 55 77 49 49

Holbæk Tåstruphøj 46, Tlf. 59 45 45 45


34

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KRIMIENS STEDER Den gamle østblok VINDER AF DRAMATISK DEBUT 2016

PEDER FREDERIK JENSENs

BERETNING FRA DET GENTRIFICEREDE VESTERBRO, HVOR MAN STADIG FJERNER SPRØJTER I OPGANGENE TIL DE DYRE LEJLIGHEDER. DEN SOCIALE FERNIS ER TYND, VEJEN FRA TOP TIL BUND ER KORT OG ALLE ER, BOGSTAVELIGT TALT, PÅ SKIDEREN

ns er forfattere t e d n e m inket, r rå og usm mende.” er vedkom “Dialogen e å s g o n e d , at fortjeneste siger den amerikanskfødte litteraturkritiker Michael Stern. Han har gennem flere årtier været bosiddende i Prag, hvorfra han har stort indblik i central- og østeuropæisk litteratur. »Historiens konsekvenser og overlevere kan findes over det hele, ikke alene i karakterer som tidligere nazister eller kommunister, men også i ideologier og tanker, som bare ikke vil forsvinde,« siger Michael Stern. Foruden de kriminelle aspekter og den dybere samfundsmæssige mening, som mange af tidens kriminalromaner skildrer, er der også andre karakteristika ved regionens krimigenre. »En stor del af krimierne er ekstremt livagtige og grundigt researchede. De maler portrætter af kendte storbyer som Budapest, Warszawa og Prag, men også af mindre og for mange helt ukendte byer som for eksempel Sandomierz i Polen, og det bidrager til et mere interessant element ved bogen,« siger han med henvisning til byen, hvor Zygmunt Miłoszewskis krimi A Grain of Truth foregår. Bogen udkom på engelsk i 2012 og handler om anklageren Szacki, der flytter fra Warszawa til Sandomierz for at starte et nyt og roligt liv i en fredelig provinsby. I stedet ender han med at skulle efterforske en prekær mordsag, som betyder, at han må rive op i den tragiske, polsk-jødiske fortid.

IS

G AMTS AV

SBOR FREDERIK

og lort... år, kanyler h , d u h d e espil m mentalt leveret sku n vil flyttes “Der bliver a m is v H Værd at se æssigt.” og følelsesm

ONGEN

KULTURK

omt.” ant og mors rk a m t, b tø ls “Er både he

KE

BERLINGS

g en desillusion o , n o ti a n ig d af in ring “Drevet frem ring og forvir ym k e b , e d e af vr ægtelse kombination geredes forn le vi ri p e d m er.” o handler det der forurolig t, e d lt a g o e viligered af de ikke pri VISEN WEEKENDA

KRISTOFFER FABRICIUS SOPHIE ZINCKERNAGEL ANDERS BIRK INSTRUKTION INGER EILERSEN SCENOGRAFI DAVID GEHRT LYS MICHAEL BREINER LYD ANDERS MUNCH AMDISEN

21. FEB - 11. MAR

PRØVEHALLEN

TEATERBILLETTER.DK 70202096

TEATER-V.DK

Bysbørnenes bedømmelse I virkelighedens Warszawa befinder den polske journalist og kommentator Wojciech Orliński sig. Han har en anderledes forklaring på, hvorfor østeuropæiske krimiforfattere er besat af at skildre bestemte byer helt ned i detaljen. »Det gamle totalitære regime var altid mistænksomt over for dem, der var stolte af deres hjemby. Det var meningen, at man skulle være loyal over for staten, ikke over for sin by eller region. Det er anderledes i dag, hvor krimiforfatterne forsøger at indhente den tabte regionale stolthed, som vi ikke måtte have dengang,« siger Wojciech Orliński og tilføjer: »Så hvis du er fra Warszawa, er du stolt af det, og hvis du skriver en krimi, som foregår i Warszawa, vil du blive bedømt af bys-

børnene i forhold til, hvor præcis din skildring af byen er: ’Vov ikke at forveksle én café med en anden!’ Byen som bagtæppe er enormt vigtigt i den genre, og ofte fungerer byen nærmest som en karakter i sig selv,« påpeger han.

En debatskabende gnist? Vilmos Kondor fortæller, at han har et håb om, at det geografiske og historiske afsæt i hans romaner kan bidrage til viden om fortiden – og dermed forståelse af nutiden. »Det er snart hundrede år siden, at Første Verdenskrig sluttede, men vi har stadig ikke været i stand til at tale ordentligt om, hvad der skete efterfølgende,« mener han. I Ungarn har krimigenrens fremfærd endnu ikke igangsat nogen nævneværdig debat om fortiden, hvis man skal tro forlagsredaktør Gergely Huszti. »End ikke selv om Vilmos Kondor ’dræbte’ vores daværende premierminister på første side af Budapest Noir, har krimigenren genereret nogen debatskabende gnist her i landet,« siger han. Andetsteds i regionen står det dog anderledes til. Ifølge litteraturkritiker Michael Stern har den polske forfatter Zygmunt Miłoszewski for eksempel haft mere held til at skabe debat. »A Grain of Truth har i hvert fald bidraget til en omstridt debat om Polens historie om antisemitisme og rolle i Holocaust, ligesom hans foregående roman, Entanglement, dykkede ned i landets kommunistiske fortid, om end med lidt svagere genlyd i samfundsdebatten,« siger Michael Stern og tilføjer til sidst: »Hvad der kan være endnu mere interessant, er, hvordan regionens krimiforfattere i de kommende år vil reflektere over de stadigt mere autoritære lande, de skriver fra. Der er et frygteligt antal paralleller til 1930’ernes Central- og Østeuropa, hvilket er forfærdeligt for livet, men det kan blive en fantastisk kilde for krimigenren, hvad enten den vil tage sit udgangspunkt i nutiden eller fortiden.« ibureauet@information.dk


Se hvad vi fandt i arkivet...

Information 17/08/1950

G책 p책 opdagelse i vores arkiv p책 information.dk/avisarkiv


36

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KRIMIENS STEDER Stockholm

»Stockholm er så vigtig, fordi byen er et paradoks« Svenske Jens Lapidus’ bøger ville ikke være det samme uden Stockholm. Lige under velfærdsstatens friserede overflade lurer mord og moralsk fordærv – og det er overklassen, som er værst, fortæller han

Af Christian Bennike

T

he streets were dark with something more than night. Raymond Chandlers maleriske sætning fra bogen The Simple Act of Murder (1950) opsummerer meget godt genren noir: Byen, natten og gaden spiller førsteviolin, og det moralske forfald lurer altid lige under overfladen. I denne sorte verden er det umuligt at skelne skurke fra helte, for det er ikke individet, den er gal med, men hele verden. Okay, helt så slemt står det ikke til i den svenske succesforfatter Jens Lapidus’ særlige form for Stockholm noir – men så alligevel. »Jeg beskriver, hvad der sker bag Stockholms smukke facade,« siger han. »Byen Stockholm er en central figur i mine bøger. Det er her, de alle sammen foregår, og et centralt mål for mig er at vise læserne om-

råder af byen, som de ikke normalt ser: underverdenen og byens mørke side – men også overklassens lukkede samfund.« Begrebet Stockholm noir er inspireret af den amerikanske forfatter James Ellroy, der står bag bøger The Black Dahlia, The Big Nowhere og L.A. Confidential, og som med en samlebetegnelse kaldes L.A.-noir. Men modsat den originale amerikanske version, hvor handlingen ofte udspiller sig i et degenereret og korrumperet Los Angeles, foregår Lapidus’ mordgåder det tryggeste sted i verden: midt i den svenske velfærdsstat. »Stockholm er så vigtig, fordi den er et paradoks. Sveriges velorganiserede velfærdssamfund er et af de sikreste steder på jorden. Det er rigt, og kriminaliteten er lav. Men jeg beskriver den anden side af Stockholm: drab og vold. Det ville ikke være lige så interessant at læse, hvis det foregik i Mexico City. Sammenstillingen af det sikre over for vold og or-

ganiseret kriminalitet skaber et spændende miljø, hvor læseren fornemmer, at der i det skjulte foregår noget, som man kun kan se, hvis man ved, det er der,« siger han. »Journalister fra resten af verden siger altid: ’Jamen, Sverige er jo paradis med velfærd og rigdom.’ Men jeg svarer: Nej, Stockholm er som andre byer. Vi har også stoffer, bander, prostitution og kriminalitet.«

Ikke sandheden Lapidus har fem succesfulde krimier bag sig – de tre første er allerede filmatiseret. Han er oversat til 32 sprog og har solgt 2 mio. bøger i Sverige alene, og nu er han altså aktuel med bogen Stockholm delete, som kom på dansk i februar. Stockholm er Jens Lapidus’ by; ligesom L.A. er James Ellroys. Han er vokset op her, og selv om Hollywood i disse dage rykker ham insisterende i hans nystrøgede skjorteærmer for at

FAKTA

Noir × Noir-genren har rødder i den hårdkogte amerikanske litteratur fra 1920 og 1930; forfattere som James M. Cain, Dashiell Hammett og Raymond Chandler, hvis detektiver er udødeliggjort på det store lærred af Humphrey Bogart. × Bogart-figuren er livstræt. Han har set det hele før, og ingen kan løbe om hjørner med ham; kun erotiske kvindebekendtskaber kan få blodet til at rulle. × I den klassiske noir-genre er Sherlock Holmes’ rationelle verden endegyldigt gået under – logik kan hverken redde mennesker eller løse mordgåder. Så slemt står det dog ikke til i den moderne skandinaviske noir.


I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

37

KRIMIENS STEDER

Stærke fortællinger Orientalisten ”Det er en eventyrlig og topdramatisk historie ... fabelagtig historieskrivning, som jeg varmt kan anbefale” Berlingske

Jens Lapidus er ægte stockholmer, og selv om Hollywood rykker ham insisterende skjorteærmet for at omdanne nogle af hans mange succeskrimier til tv-serier, kunne han ikke finde på at flytte væk. Foto: Jerker Ivarsson/Polfoto

omdanne de mange succeskrimier til tvserier, kunne han ikke finde på at flytte væk. »Jeg kan ikke bare skifte byen ud,« som han siger. Han er uddannet jurist og arbejder stadig som forsvarsadvokat (»på 30 procent«), og meget af krimiinspirationen kommer fra retssagerne. Skriverierne begyndte faktisk i et retslokale, da et par småkriminelle unge skreg efter anklageren, at han slet ikke forstod deres liv. På samfundets bund var kriminalitet en helt naturlig ting, råbte de. Oplevelsen chokerede Lapidus, og om aftenen satte han sig ved computeren og tastede sit livs første fiktionstekst – om kriminalitet set fra underverdens perspektiv. Det fortalte han til Weekendavisen i 2014. Han bruger lang tid på at skrive underverdenens sociale miljøer frem, for sceneriet er vigtigt for fortællingen. Karaktererne kalder ustandseligt hinanden for »fitta« og »horeunge«, de går i Adidas-hættetrøjer, hører Avicii og hader raw food. Men man skal ikke tro på alle detaljerne. For eksempel bruger Lapidus i flæng navnet »Lasse« til at beskrive en særlig stereotyp svensk mand – det svarer sådan cirka til, at danskere bruger navnet Brian som typebetegnelse. Men faktisk er der ingen i Sverige, som bruger navnet Lasse på den måde, det er noget Lapidus selv har fundet på og lagt i munden på sine karakterer. Men det virker, mener han. Og det er det vigtigste. »Navnet Lasse opleves 100 procent autentisk. Ingen læsere har nogensinde henvendt sig og sagt, at det ikke kunne passe eller var utroværdigt. Man tror på det som slang og moderne svensk,« siger han og konkluderer: »Hvis du føler, det er autentisk, så er det autentisk – det betyder ikke, at det er sandheden.«

Råddent på toppen Hvor Jens Lapidus’ første tre bøger (den såkaldte Stockholm noir-trilogi) hovedsageligt skildrer Stockholms brutale underverden, har han i de seneste to bøger flyttet handlingen opad i samfundspyramiden, så den både inkluderer advokatbureauer og børnefamilier. I klassisk noir-tradition

flyder samfundslagene sammen, så bandebosser og advokatfuldmægtige opererer i samme moralske grænseland – råddenskaben kender ingen klasseskel. Men så alligevel. For i takt med at dårskaben damper op gennem samfundslagene, skifter de moralsk dubiøse handlinger karakter: fra individuelle brister hos underprivilegerede småkriminelle til alvorlige systemiske fejl, hvor overklassen skummer fløden af samfundets råmælk. »Hvis det hele bare handler om gangsterbosser, forbliver det på individniveau; det er mere spændende, hvis plotlinjerne går opad – problemerne blive mere systemiske og episke,« siger Jens Lapidus. – Det virker, som om du har et særligt horn i siden på overklassen – som om de er mere moralsk korrumperede end alle andre … »Gangsterne siger: ’Vi er den ene procent’ (Hells Angels’ slogan, red.), vi står uden for samfundet og laver vores egne regler. Men sådan ser de ultrarige også på verden. Vi har haft skandaler om venturekapitalister, der ejer hospitaler, og vi har som resten af Europa og USA et stort skel mellem de ultrarige og resten af befolkningen. Overklassen bor i deres eget lukkede samfund med deres egne regler, ligesom gangsterne gør. De har deres egne områder, deres egne skoler, deres eget sprog og deres egen moral,« siger Lapidus. Han har faktisk større forståelse for indbrudstyve og narkohandlere, end han har for bankfolk og pengespekulanter. Og noget tyder på, at hans følelser er gengældt. Da han forleden holdt en forelæsning for politiet, rakte en politimand hånden i vejret. Det skrev Dagens Nyheter i november. Han ville bare lige sige, at hver gang de lavede razzia hos bandemedlemmer, fandt de to ting: en plakat med Tony Montana fra Scarface og en bog af Jens Lapidus.

””Mere end en biografi om en u usædvanlig personlighed med e et eventyrligt og omskifteligt li liv. [Reiss] leverer også en særdeles indsigtsfuld skildring sæ af, hvad der skete, da de store im imperier i Europa, Rusland og Me Mellemøsten brød sammen omk omkring Første Verdenskrig” Weekendavisen

Sovjetistan ”Kompetent og tankevækkende smugkig ind bag turistfacaden til uhyggelige diktaturer med blodige og groteske historier.” Politiken ”Fascinerende odyssé til de gamle sovjetstater i Centralasien … Bogen kan varmt anbefales i genren rejsebøger, der nydes  hjemme i den gode stol med kaffen inden for rækkevidde”  Nordjyske

Stalins datter “Spændende biografi fortæller om Stalins datters rastløse liv”

cben@information.dk

Jyllands-Posten “Fantastisk biografi” BLÅ BOG

Berlingske

Jens Lapidus × Født 24. maj 1974. × Bosat på Södermalm i Stockholm med sin journalisthustru Edda og parrets tre børn, Jack, Flora og Tom. × Aktuel med bogen ’Stockholm delete’ (oversat fra ’STHLM delete’) × Har tidligere skrevet ’Cash’ (2008), ’Aldrig fucke op’ (2010), ’Bandekrig 145’ (2010), ’Livet de luxe’ (2012) og ’Viprummet’ (2014). × Som bonusinfo kan det nævnes, at Lapidus i 2008 blev kåret som Sveriges bedst klædte mand.

“Bevægende og foruroligende læsning” Politiken

Læs mere og køb bogen på butik.information.dk


38

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KRIMIENS STEDER Alle vegne Når Håkan Nesser skriver, skal stedet være der fra begyndelsen, for ved siden af hovedpersonerne er stedet næsten en karakter i sig selv, siger han. Men ligesom med alt andet i forfatterskabet skal der være variation. Nye bøger kræver nye steder. Foto: Anders Birch/Polfoto

Fortællingens flyttemand Variationen er det vigtigste for Håkan Nesser, så den svenske forfatter er rejst fra Sverige til New York, London og Berlin bare for bøgernes skyld. I sit forfatterskab bevæger han sig konstant og krydser grænser fra krimier til dramaer, hybrider og til eventyr. Det er variation, han vil have. ’Hver bog skal være anderledes end de andre,’ siger han Af Tatiana Tilly

B

læsten suser lige ind i telefonens højttalere, da Håkan Nesser siger hej på det varmeste svensk. Han er ude at gå tur i den svenske februarfrost og må ringe tilbage senere. Efter flere år i New York, London og Exmoor er forfatteren atter bosat i det nordiske hjemland med sin kone Elke. Da han igen tager telefonen, sidder han trygt inden døre. Hans bøger har taget ham vidt omkring, men nu er han hjemme. Snart fylder han 66 år, og hans store forfatterskab bliver ved med at vokse. Selv husker han ikke det præcise antal bøger, han har skrevet, men hans hjemmeside siger 28 med den 29. på vej i Sverige til efteråret. Den 28. bog hedder Elleve dage i Berlin og udkommer i dansk oversættelse til april. For dem, der kender Håkan Nessers forfatterskab, er det en ret usædvanlig bog, for selv om der både er spændingselementer og død, så kunne den næsten klassificeres som et eventyr.

»Jeg har aldrig skrevet noget som det her. Problemet er, at jeg bliver ældre, og jeg tror, jeg har skrevet næsten 30 bøger, og så er det svært at finde en ny historie hver gang. Og det skal det være, ellers ville jeg kede mig, og det samme ville læserne,« siger Håkan Nesser.

Rejser for bøgernes skyld Stemmen er lun, og Håkan Nesser lyder som et menneske, der kan lide at fortælle eventyr og andre gode historier. Hans bøger er oversat til flere end 30 sprog og solgt i omkring 15 millioner eksemplarer, men selv værdsætter han læsningen mere end noget andet. Derfor er han bevidst om kun at skrive bøger, som han selv ville nyde at læse. De gængse rammer for, hvad en genre skal indeholde, har han ikke meget respekt for, og Håkan Nesser skriver gerne en krimi, hvor detektiven først præsenteres sidst i bogen, som i Barbarotti-kvartetten, eller hopper fra

krimier over blandingsromaner til en form for eventyr. »Det er variation, jeg vil have. Jeg vil have, at hver bog skal være anderledes end de andre, og det gør det kompliceret,« siger han. Derfor ynder han at blande. Han skriver kronologisk, men vil gerne overraske sig selv undervejs, og derfor drejer han gerne handlingen eller introducerer fremmede elementer for ikke at kede sig. Anderledes er det med stedet. Det skal være der fra begyndelsen, for ved siden af protagonisterne er stedet næsten en karakter i sig selv. Men ligesom med alt andet i forfatterskabet skal der være variation. Nye bøger kræver nye steder. For nogle år siden fik han lyst til at skrive en bog fra New York, en fra London og en fra Berlin. Børnene var flyttet hjemmefra, og forfatteren havde pludselig muligheden for at være mere mobil. Det betød, at han og hustruen kunne flytte til New York i to år,


I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

39

KRIMIENS STEDER

London i fire, og at han senere kunne tage et par måneder i Berlin for at lave research til den nyeste bog. For at skrive den bedst mulige bog rykker Håkan Nesser gerne hele sin hverdag til et nyt sted, for at »åbne sindets døre og vinduer« mod verden. »Bare ved at være i New York indser du, hvor mange forskellige historier du kan skrive fra byen, den her blanding af mennesker og bare størrelsen. Du får så mange indtryk.« Nye steder gør det lettere at skrive nye bøger, fordi verden bliver større, og det bliver muligt at se tingene fra nye perspektiver. Derfor er Håkan Nesser overbevist om, at det er sundt for en forfatter at flytte sig. Ikke bare geografisk, men også i sine bøger.

Døden er essensen Det er særligt serien om kriminalkommissæren Van Veeteren, som har været en storsælger og succes for Håkan Nesser. En række

bøger, som bedst kan beskrives som krimier. Alligevel er det netop den genre, han finder mest triviel i dag. De rene kriminalhistorier synes han ofte er kedelige, særligt hvis det drejer sig om politifolk, som efterforsker en sag. »Jeg har skrevet nok af dem og læst for mange nu,« siger han. Problemet er først og fremmest, at krimien er blevet offer for sin egen succes. Krimier kan være gode, men det kræver, at de fjerner sig fra stereotyperne om et politihold, som snakker med hinanden, mens de drikker sort kaffe og ryger smøger, siger han. »Alle forsøger at surfe på bølgen af det skandinaviske krimiboom, alle vil være den nye Jussi Adler-Olsen, Jo Nesbø eller Stieg Larsson, og jeg synes, det er dumt, men det er sådan, det fungerer. Det er marketing og økonomi, og man prøver hele tiden at finde et nyt hit.«

Mest af alt synes han, det er ærgerligt, at der publiceres så store mængder, for nogle af bøgerne er gode nok, men inflationen skader genrens kvalitet. »Måske trænger genren til at blive glemt. Glemt – og så genopfundet!« Som historiefortæller har han dog en forkærlighed for essensen af den gode krimi, uanset at hans mæthedsgrænse er nået. De eksistentielle spørgsmål opstår nemlig automatisk, fordi nogen er død, og vi tvinges til at undersøge detaljerne i deres liv, og hvorfor de måtte dø. »I dødens spejl kan vi se vores liv tydeligere, så døden er til stede i alle gode romaner, der handler om den menneskelige tilstand.«

En falsk by i Holland Selv synes Håkan Nesser, at han har undgået de værste stereotyper i sine krimier og nævner som eksempel romanen Levende og døde i

Winsford, der vandt den danske Palle Rosenkrantz-pris for bedste krimi i 2014. Fortællingen indeholder nemlig ingen beskrivelser af politiarbejde eller depressive, småalkoholiske kommissærer. I stedet er bogen præget af stedet, området omkring Exmoor i det sydvestlige England, hvor forfatteren selv har været flere gange i længere perioder. Naturen, det tågede landskab og de vilde heste, der løber hen over heden, er derimod så dominerende, at den i sig selv er en karakter. Romanen er rig på sanselige og detaljerede beskrivelser af vejrets nuancer og dufte, hvilket ellers er atypisk for Håkan Nessers minimalistiske scener, som han foretrækker, fordi det giver plads til læserens fantasi. Men i Exmoor-romanens tilfælde blev forfatteren overvældet af naturen, som krævede sin egen plads. Sådan er det med stederne. De former Fortsættes på næste side


40

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KRIMIENS STEDER Alle vegne Håkan Nesser bor i dag på den lille ø Furillen ved Gotland med sin familie, sine heste og sin hund. Hver sommer overvejer han at skrive om sin idylliske tilværelse, men hvordan skulle han kunne det, når verden synes på kanten af et sammenbrud? Foto: Tuukka Ervasti

skriverierne og skaber en helt distinkt stemning. I den populære tibogsserie om kommissær Van Veeteren udspiller handlingen sig i Maardam, et mystisk sted, som kunne være Holland, Belgien, Polen eller Danmark og måske er en blanding og samtidig ingen af delene. På et amerikansk Van Veeteren-bogcover stod Maardam beskrevet som »en typisk svensk by«, selv om de fleste europæere vil sige, at det umiskendeligt minder mere om Holland, men Håkan Nesser foretrækker forvirringen. Det er ikke virkeligt, men det kunne være virkeligt, og litteraturen bliver netop skabt,

BLÅ BOG

Håkan Nesser × Født 1950 i Kumla, Sverige. × Er uddannet i svensk og engelsk fra lærerhøjskolen i Uppsala i 1974 og har arbejdet som lærer i en række år, indtil han blev fuldtidsforfatter i 1998. × Debuterede i 1988 med ’Koreografen’ og har siden skrevet 28 bøger. × Han har modtaget den danske Palle Rosenkrantz-pris to gange. For ’Levende og døde i Winsford’ i 2015 og i 2007 for ’Skyggerne og regnen’. × Derudover har han bl.a. vundet Skandinavisk Kriminalselskabs Glasnøgle for bedste kriminalroman i Norden for ’Carambole’ i 2000 og den tyske The Ripper Award i 2010. × Hans bøger er oversat til mere end 30 sprog og solgt i cirka 15 millioner eksemplarer. × Mellem 2006 og 2013 boede han i udlandet, bl.a. i New York og London, men er nu vendt tilbage til hjemlandet, hvor han og hustruen Elke har både hund og heste.

når virkeligheden og fiktionen forenes, og man begynder at lyve, mener han. Læseren placeres et ukendt sted med nogle stednavne, som minder om de velkendte, men alligevel er forkerte og ukendte. Sådan fungerer det med sagaer, hos J.R.R. Tolkien og i nogle af Håkan Nessers egne bøger, og man tvinges til at spørge sig selv, hvor man befinder sig, førend man selv må danne et billede af den nye verden. Forfatteren foretrækker at tegne få detaljer af universet, resten må man selv bygge op. Sådan bliver læseren mere involveret, selv om det kan være irriterende i begyndelsen, når man famler efter tegn. Selv om Håkan Nesser ynder at lege med løgnen, er det svært at opbygge en helt fiktiv verden, for hvordan skaber man et land, der synes virkeligt uden at være det? Skal gaderne hedde straße, street eller ulica? Og hvilken møntfod bruger man? »Så i Maardam-bøgerne besluttede jeg at bruge straat, men stavede det forkert. På den måde blev stedet en form for falsk Holland,« siger Håkan Nesser og griner lidt.

Realisme og tyske tidsrejser Når den nye roman Elleve dage i Berlin udkommer på dansk til april, får læseren en ny mulighed for at blive forvirret over, hvor i alverden man befinder sig. Den atypiske helt hedder Arne, og han rejser fra den svenske by K. til Berlin, men han rejser også tilbage i tiden, og selv om de tyske gadenavne er ganske ægte, så er begivenhederne sommetider overnaturlige. I begyndelsen af bogen skriver Håkan Nesser, at: »visse detaljer på gaderne Fasanenstrasse, Knobeldorffstrasse og Kyffhäuserstrasse passer ikke med virkeligheden. De er produkter af forfatterens fri fantasi – ved nærmere eftertanke gælder det hele den foreliggende bog.« Og netop denne hybrid mellem virkelig-

hedens kendte landkort og fantasiens muligheder er essensen af Håkan Nessers skrift. »Hvis jeg ikke selv havde skrevet den, ville jeg nyde at læse den, tror jeg,« siger han. Selv når han bruger sin egen hjemby, Kumla, som forlæg, åbner han for et større rum, når han kalder byen for K. Sådan kan det nemlig både være Kumla, men også enhver mindre by i hele Sverige. Det partikulære og generelle i et anonymiseret stednavn. I den nye roman rejser den halvretarderede Arne altså fra denne velkendte by ved navn K. til store, ukendte Berlin. Han har aldrig rejst på egen hånd og har næsten intet oplevet i sit mere end 30 år lange liv. Det er en sær og naiv hovedperson, vi har med at gøre, men det er netop hans godtroende gemyt, som forfatteren selv er interesseret i. Håkan Nesser har nemlig aldrig oplevet verden være så fuld af angst som lige nu. »Min baggrund for at skrive den her bog var, at vi hele tiden læser, hvor dysfunktionel verden er. Vi har krig, IS, Boko Haram, Putin, og der er så meget frygt i verden, men Arne frygter ingenting.« Arnes perspektiv er nemlig begrænset og optimistisk. Han oplever ikke de farer, der findes, for han er overbevist om, at verden er god og vil ham det bedste. Så selv om bogen både indeholder sygdom, svigt, modstand og død, så er stemningen næsten altid let, energien altid god, fordi karaktererne tror på det gode. »Vi må huske, at mennesker dybest set er gode mod hinanden, og hvis du ankommer et fremmed sted og beder om hjælp, vil du højst sandsynligt få hjælp.« Således har Håkan Nesser i sin nyeste bog bevæget sig langt væk fra de dystre mordmysterier, som han sommetider skriver, og i denne omgang skrevet sig frem til et meget lysere sted. ibureauet@information.dk

FAKTA

Steder i Håkan Nessers fiktion Maardam × 10 bøger har Nesser skrevet om kriminalkommissær Van Veeteren fra Maardam, som ikke ligger i Holland, men ’et falsk Holland’. Maardam er et diset og mystisk sted, en anonymiseret europæisk by, som næsten findes i virkeligheden. London × Forfatteren har besøgt London flittigt i 1970’erne og senere boet der. Han taler med en let britisk accent og kender gaderne, hvor ’Himlen over London’ fra 2012 foregår. Her fyldes Trafalgar Square og Paddington. New York × Det er storbyens mangfoldighed og menneskemylder, der fascinerer forfatteren. Han boede selv i New York, da han skrev ’Ormene i Carmine Street’ (2010). På hans fiktive Manhattan eksisterer privatdetektiver side om side med kunstnere og okkulte elementer. Winsford × Regnen, heden, skumringen. Naturen dominerer i ’Levende og døde i Winsford’ fra 2014, for Nesser blev selv overvældet af Exmoors landskab. I et mysterium om en kvindes fortid spiller omgivelserne en dominerende rolle. K. × Bogstavet dukker op flere steder i forfatterskabet, bl.a. i ’Elleve dage i Berlin’, der udkommer på Modtryk til april. K. er en svensk by, som kunne være hans hjemby, Kumla, men forkortelsen antyder, at det kunne være enhver lille by i Sverige. Anonym og alligevel velkendt.


THE USUAL SUSPECTS FRA LINDHARDT OG RINGHOF HO R SENS ST A TSFÆN GSEL

NYHED

HO R SENS S TATS FÆNGS EL

LØRDAG KL. 12.00 OG 14.40 SØNDAG KL. 10.30 OG 13.15

H ORSEN S STATSF Æ NGSE L

BESTSELLER

HO RSENS STATSF ÆNGSE L HORSE NS STATS FÆ NGSEL

NYHED

LØRDAG KL. 16.20


42

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

ESSAY Krimimanifest

Den danske krimis fem største synder Den danske krimi er en succes og en fiasko. Den topper bestsellerlisterne, men er stort set gået i stå i triste skabeloner. I dette manifest koger krimiduoen Christian Dorph og Simon Pasternak dens elendigheder ned til fem ingredienser ESSAY

Af Christian Dorph og Simon Pasternak

K

rimien er de sidste 25 år blevet en stor genre i Danmark og Skandinavien, de væltes stadig ud i store oplag og rydder toppen af bestsellerlisterne. I Tyskland har den skandinaviske krimi været blockbuster længe, i England og USA er nordic noir blevet et kæmpe hit inden for de sidste år. Men i modsætning til de danske krimi-tv-serier som Broen og Forbrydelsen, der har opfundet og udvikler et format og en æstetik, er den danske kriminalroman stort set gået i stå i triste skabeloner. Når en genre hitter på den måde, kunne man ellers håbe, at det ville skabe en intens interesse for at udforske genren, bruge den, opfinde den igen og spytte nye nødvendigheder ud, nye stemmer, hvirvle nyt stof op. Og for at gøre tristessen omtrent fuldkommen er krimikritikken under niveau og arbejder med dobbeltstandarder, hvor man konsekvent henvender sig til forbrugere og ikke læsere. Det ærgerlige resultat er, at plottet litteratur bliver ved med at være i miskredit, og at formerne ikke udvikler sig inden for den litterære fortælling. Hvis man vil se innova-

tive fortælleligheder, skal man desværre se tegnefilm eller tv-serier. Den danske krimis elendigheder kan koges ned til følgende ingredienser: journalisme, sympatisme, feriemoralisme, tomme plots og kritiske dobbeltstandarder.

Journalisme Lars Bukdahl har introduceret et spøjst begreb, ’den socialdemokratiske fortæller’, der betegner en særlig rummelig prosa, hvor der skal være plads til alle, og hvor der plukkes lidt rundt i mange bevidstheder. I et anonymt sprog skrives der alenlange indre og ydre monologer, der kunne være sagt eller tænkt af alle og enhver, og hvor alle får plads til at have en følelse eller en tanke, det hele gerne blandet med ’interessant’ research, så man kommer rundt i verden og får noget at tænke over. Men en sådan tilgang til fortælling er journalistisk og ikke litterær, og det medfører, at der ikke er plads til alle i journalistisk forhippethed på kommunikation, rummelighed og genkendelse. Litteratur handler om at skærpe synsvinkler og individualisere sprog, kort: at arbejde med en bestemt stemme, se verden fra et idiosynkratisk synspunkt og ikke bare samle en bunke ord, alle og enhver ville kunne benytte sig af for at formidle et budskab, en research, et puslespilsplot. Sympatisme En anden skødesynd er den gamle sang om sympati. Læseren skal konstant mindes om, hvor ejegod og sympatisk hovedkarakteren er,

og det klares dels ved at sige det ligeud, dels ved at have en ubehagelig chef, en selvoptaget veninde eller en led eksmand inden for rækkevidde og skære ud i pap, at de er onde, så helten kan tage sig godt ud. Men hvorfor overhovedet have sympati for nogen, når man bare skal interessere sig for dem, ikke kunne holde fingrene fra siderne. Sympatismen har næsten ødelagt den skandinaviske krimi og i mange romaner lavet et dobbeltregimente adskilt af en dør, hvor der står privat. I det ene rum findes plottet, arbejdet, spændingen, men når man åbner døren ind til det andet rum står den på uendelige kederen monologer og debatindlæg. I det private rum kan man holde ferie fra plottet og få taget temperaturen på karakteren og dens karriereproblemer, kærlighedsaffærer og tanker om dit og dut – fuldstændig uden relation til den fortælling, der udspiller sig i rummet lige ved siden af. I det private rum har hovedpersonen altid ret, og alt er sympati og indlevelse i en ualmindelig slet uendelighed af banal genkendelse, kliché og debatklumme.

Feriemoralisme Der er en stor mængde blod og udspekulerede drabsmetoder, selv- og voldtægter, trykkamre og hvinende bensave i danske krimier, men det er som om, der er et omvendt forhold mellem gerningsmændenes psykopati og deres relevans og uhygge. Krimier arbejder med forstyrrelse og genoprettelse af orden, forbrydelsen ryster en orden, karaktererne etablerer den igen, men

der er grundlæggende to måder at tænke forbrydelse på: enten ved at udpege de andre eller ved at vise ondskabens attraktion, dens mørke tryllekreds. Den ene arbejder med at udpege skurkene og drikke en grøntsagssmoothie bagefter, den anden arbejder med at gå ned ad den mørke gade og ikke være sikker på, om man kommer ud i lyset igen. Det er en banal, men stadig virksom sandhed, at heltens kvalitet og interesse kommer af modstanderens styrke, og hvis modstanderen er en stakkels bebrillet psycho, der ikke kan tale rent, er det ikke så interessant, som hvis karakteren går ind i plottet og forsvinder i det, og i mødet med skurken finder mørket i sig selv og måske taber sig selv. Feriemoralismen bekræfter læserens egen moral og angriber den ikke, og det er skidt.

Plottelotte og hendes søstre Et plot kan være så indviklet, som det skal være, med lækre twists and turns, men hvis det bare er et narrespil og tidsfordriv, sætter det ikke noget på spil for nogen. Krimier handler om fornuft og logik og fejltagelser, de fleste subplots i krimier viser jo et puslespil, der ikke hænger sammen, en forkert hypotese, en blindgyde. Det er krimiens styrke, at den handler om logikkens grænser, og det er ærgerligt, hvis plottets ironier og fejltagelser til sidst ophæves af et stort skuffende aha. Hvis krimien er et puslespil eller et memoryspil, hvor man bare skal vende forbryderen, er det ikke interessant. Plottet skal betyde noget for karakteren, udfordre og underminere og


I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

43

ESSAY Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

næsten ødelægge den – ellers er det kun en snedigt udtænkt skattejagt, men uden mørke, uden risiko.

Kritikkens dobbeltstandarder Og for at fuldende billedet har krimikritikken udskiftet læseren – I ved hin enkelte, man sveder og forsøger at komme til syne for – med forbrugeren. Forbrugeren er et trist væsen, der ikke findes, men som opfindes til lejligheden. Når man taler til forbrugeren, kan man suspendere sine krav til stemme, karakter, kompleksitet og gå efter laveste fællesnævner – og dem er der en del af: godt håndværk (snedigt plot, professionelt show), genkendelse (totalt relevant person helt ligesom mig selv), interessant problematik (trafficking, terror) og salgsfremmende branding (f.eks. solgt til 1500 lande), autenticitet hos forfatteren (jeg har selv været der i en eller anden forstand, gerne kombineret med pr-fotos, hvor forfatterne prøver at se hårde ud). Alle disse parametre har intet med litteratur at gøre, men er kun flove undskyldninger for kritik. Så kritikere: Op på hesten igen og læs krimier som andre bøger, læs dem som bøger, der prøver at sige noget om så store emner som kriminalitet, orden, liv og død, ikke som hobbysnedkeri, men som æstetiske værker. ··· Disse fem synder har sikret genren succes, skaffet bogen mange nye læsere og reddet utallige forlagshuse fra døden, og er det ikke fedt nok?

Jo da. Og så alligevel ikke helt. Ikke hvis det skal være litteratur og en genre i udvikling, der vil sige noget nyt om verden. Og nej, litteratur er ikke bare icing på kagen, et lille drys snob og selvhøjtidelig alvor på en fortælling, nogle holdninger og formelle eksperimenter. Litteratur er heller ikke et højere, finere, mere inddampet sprog – hvilket er en udbredt misforståelse og vildfarelse, også blandt litterater og forfattere. Litteratur er konkret, og litteratur er en måde at anskue og fremstille verden på – ikke som fikst og færdigt samlesæt med

Litteratur skal kunne påvirke og forandre vores liv og vores måde at tænke på, få os til at tænke over det Christian Dorph og Simon Pasternak Forfattere

brugsanvisning – men som en orden, der hele tiden er til forhandling og først bliver til, i og med den fortælles. Hvis man vil kalde noget litteratur, og det gælder uanset genre, er der minimum tre ting, der skal være opfyldt. For det første skal der ske noget nyt. Forfatteren kan ikke bare genbruge en dramaturgi, men er nødt til at være over sin fortælling og turde slå skabelonerne i stykker og overraske både læser og sig selv, ellers dør stoffet. Genrerne er djævelsk stærke og konservative, og de skal udfordres og tænkes om hele tiden for at holde fortællingen flydende og karaktererne ægte og levende. Hvis man vil opleve sand fornyelse inden for krimifortællinger for tiden, skal man paradoksalt nok gå til den endnu mere kommercielle og dramaturgisk rigide filmbranche. Vi har allerede nævnt Broen og Forbrydelsen, og i en større skala The Wire, True Detective, River m.fl., for det er her, der bliver sat nye standarder for, hvordan man kan fortælle en historie. Det er her, man tør ændre på og lege med forholdet mellem plottet, karaktererne og miljøskildringen. For det andet er man nødt til at forstå, at litteratur er sprog og ikke et modelbyggesæt af genrekonventioner, fortællepositioner, krydsklip og research. Litteratur begynder altid i sproget. Det er gennem sproget og ved hjælp af forskelle i sprog, at det begynder at betyde noget og lyde af noget, fordi sprog kan gøre ting tydeligere og skarpere og kan vise os et temperament og et humør og en sårbarhed hos karaktererne. Hvis det bare er klicheer og

en fortæller, der kan være hvem som helst, betyder det ikke en skid. I litteratur er der ikke plads til alle med samme gyldighed, nej, der skal være skarpe karakterer, skarpe stemmer – og man kan altid høre, når den er der – hos en Poe, Staun, Highsmith, Amis, Ellroy, Dürrenmatt. For det tredje og sidste skal litteratur pege et andet sted hen. Litteratur skal kunne påvirke og forandre vores liv og vores måde at tænke på, få os til at tænke over det, og det sker bl.a. ved at forandre karaktererne. Krimier handler om pressede karakterer, hårdt prøvede mænd og kvinder, der begår fejltagelser, og som kun måske gør dem gode igen. Det er fortællinger om kriminalitet, og på det helt store kirkeorgel om moral, om begær, fornuft, liv og død, og dette drama er kun et drama, hvis moralen og logikken sættes i spil, som noget, der kan mistes – ultimativt, hvis helten ødelægges af fjenden, eller af sig selv – så man ikke står tilbage med en sejrende logik, men med en skepsis over for logikken og moralen, et tab. Og nej, man kan ikke skyde genvej, for så laver man biedermeier og sofastykker, og så kan man nok så meget fortælle sig selv, at man skriver samtidsromaner. ibureauet@information.dk

Christian Dorph og Simon Pasternak har skrevet en krimiserie sammen. Senest er udkommet ’Tal til mig’ (2015), Gyldendal


44

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

TENDENS Tiderne skifter

1920’erne

Detektiver, sjusser og afklædte damer. Dorothy L. Sayers: ’Strong Poison’

1930’erne

1940’erne

Pulp-magasiner med farverige og farlige forsider. ’Black Mask’

Omslag laves ud fra bestemte scener. Raymond Chandler: ’Finger Man’

1950’erne

Minimalistisk grafisk stil. Patricia Highsmith: ’Tom Ripleys talent’

1960’erne

Pop-art med rasterpunkter. Sjöwall & Wahlöö: ’Roseanna’

1970’erne

Socialrealistisk linoleumstryk. Anders Bodelsen: ’Bevisets stilling’

1980’erne

Storbykliché med regnvejr og ensom detektiv. Dan Turèll: ’Mord i mørket’

Fremmedgjorte træer og stirrende øjne Krimiforsiderne har altid larmet mere end deres skønlitterære kammerater. Holder salgshensynet krimierne fast i det samme visuelle udtryk – eller er der plads til fornyelse og kreativitet? Vi ser nærmere på de nyeste tendenser inden for bloddryppende forsider Af Pauline Bendsen

M

an skal kunne kende en krimi på dens omslag. Store typografier, masser af rød og sort og en rygvendt silhuet, der går mod noget ukendt og sikkert ret makabert. De fleste krimier på markedet synes at være skåret over samme salgbare læst: more is more. Minimalisme og eksperimenter med

grafiske elementer bliver overladt til skønlitteraturen. Krimierne er store sællerter for forlagene, og en genkendelig og effektfuld forside kan hjælpe salget på vej. Men er der slet ikke plads til mere subtile visuelle fortolkninger af krimiens gru på dagens marked? Henrik Koitzsch er grafisk designer og har lavet krimiforsider i mange år. I hans øjne er krimiforsiden bundet op af mange konventioner og krav i disse år. Særligt når det kommer

til de storsælgende amerikanske krimiforfattere, er grafikeren underlagt nogle ret stramme retningslinjer fra forlagets side: »Folk skal kunne forstå, hvilken type bog det er, så forsiden er ofte ret generisk. Det er tit noget med en mand, der er på vej ud mod horisonten,« siger han med et grin. På både det engelsksprogede og det danske marked er det mest tydelige krimikendetegn, at forfatternavnet står med store bogstaver, nærmest som et logo. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad en forfatter hedder. Som Henrik Koitzsch siger: »Hvis der er en krimiforfatter, der hedder noget finsk, så er der jo ikke nogen, der gider at tage den op.« Navne som Burke, James og Lee Child fungerer derimod vældig godt typografisk – og salgsmæssigt. Birgitte Franch er redaktør for en stor mæng-

de krimier på People’sPress og selv en ivrig krimilæser. Hvis hun skal give en karakteristik af de krimiomslag, der møder læserne i boghandlen og lufthavnskiosken i disse år, opridser hun to dominerende trends: »Der er rigtig mange sort-hvide forsider, hvor der bare er et enkelt, bærende element. De er mere maskuline i udtrykket. Og så er der en del forsider, der er mere collageagtige og fungerer som iscenesættelser, måske med en mand, en kvinde eller et dyr, pistolsigter eller andre spændingsmarkører, og måske med flossede kanter i typografi eller omrids. Fælles for de fleste krimiforsider er en markant typografi og det markante, næsten logoagtige forfatternavn.« Birgitte Franch mener ikke, at krimibølgen, som startede med Stieg Larsson, er døet ud


I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

45

TENDENS

Sløret uvished. Michael Larsen: ’Mordet på øen’

Fremmedgjorte træer. Ninni Schulman: ’Vores egen lille hemmelighed’

1990’erne

2000’erne

Rovdyr. Elsebeth Egholm: ’Kød og blod’

2010’erne Religiøs symboler. Camilla Läckberg: ’Englemagersken’

Afspejler genrens litterære lavstatus. Henning Mankel: ’Ildspor’

Skramlet collagestil indvarsler ny æra. Stieg Larsson: ’Mænd der hader kvinder’

Et væld af stilretninger. Blodstænk og brutale mordvåben. Karin Slaughter: ’De smukkeste’

Art cover. A. S. A. Harrison: ’Den tavse kvinde’

Storpolitisk drama. Morten Hessedahl: ’En tid til at dø’

Stirrende øje. Stefan Ahnhem: ’Offer uden ansigt’

Fugle i silhuetter. Linda Castillo: ’Døden venter’

for læsernes vedkommende, men registrerer derimod en krimitræthed hos anmelderne. Det er simpelthen sværere for en krimi at få opmærksomhed i dag: »For ti år siden var der ikke så mange om buddet, men i dag er vi oversvømmet med krimier,« siger Birgitte Franch. Det sætter større krav til salgbare og iøjnefaldende forsider. Men hvad er en salgbar forside?

Det klassiske krimilook sælger Kristina Kongsgart er souschef i Politikens Boghal, hvor der kommer mange kunder for at få deres krimifix til de mørke vinteraftener. Hun synes ikke, der udvises meget nytænkning, når det kommer til krimiomslag: »Forlagene prøver ind imellem at lave mere stilrene og ’litterære’ omslag, men det fungerer ikke.

Kunderne ser – og køber – de krimier, der udstråler spænding, og som ofte har et uskarpt mørkt billede, der relaterer til plottet,« siger hun og nævner Aisha af Jesper Stein som eksempel på en salgbar og effektfuld krimiforside. Ifølge Kristina Kongsgarts erfaring sælger de højtråbende forsider ganske enkelt bedre end de stilrene: »Jeg har især lagt mærke til, at de krimier fra det engelske marked, der har et mere stilrent omslag, ikke fanger kundernes opmærksomhed. Og det går hårdest ud over debutanterne.« Ønsket om nytænkning og større kreativitet, når det kommer til forsiderne, er ifølge Kristina Kongsgart ikke så stort blandt læserne – det er nærmere på den anden side af disken, at man dyrker de flotte omslag: »Jeg hører ikke den slags kommentarer fra

kunderne. Det er mere blandt boghandlere og forlag, at vi taler om det. Vi er vel mere kritiske i forhold til omslag og udseende, end læserne er. De går mere op i anmeldelserne. Jeg er selv meget forfalden til at dømme en bog på coveret eller falde for særlige covers.«

Nye tendenser Birgitte Franch fra People’sPress er ikke enig i, at det kun er én type forside, der sælger. »Jeg synes faktisk, at der i øjeblikket bliver åbnet op for at gribe det anderledes an,« siger hun. »Vi er begyndt at skrue ned for typografien eller i højere grad at lade den lege med billedet. Jo mere etableret forfatteren er, jo mere kan du træde ud af det konventionelle krimilook og bare have et enkelt billede, der sætter en

scene, som eksempelvis Camilla Läckbergs forsider. Folk ved, at det er en krimi, fordi de kender forfatteren, og derfor kan du lave en mere æstetisk forside.« En ny tendens inden for krimigenren, hvor der er friere tøjler for det visuelle udtryk, er de såkaldte domestic noirs. Her er der fokus på psykologi og relationer, frem for komplotter og traditionelle opklaringssager: »En relationsroman i krimiindpakning,« kalder Birgitte Franch den. »I en domestic noir er det karaktererne, man er interesseret i, og så er der en spændingsmotor, som driver læsningen fremad.« Og det ser man også på deres forsider, fortæller Birgitte Franch. Fortsættes på næste side


46

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

TENDENS Tiderne skifter

»Det ligner næsten romaner, bare med et lidt uhyggeligt twist. Man kan f.eks. signalere, at det er en krimi ved, at forfatternavnet står med de her store typer.«

Forsider i frimærkeformat Det klassiske mørke omslag er blevet slået lidt på retræte på grund af den stigende handel med bøger på internettet. Birgitte Franch fortæller, at boghandlerne for 10 år siden ikke ville have hvide omslag, fordi der let kommer fedtede fingre på dem. Men i dag er der mange forsider, der er lyse. »Det er blandt andet fordi, de skal kunne blive solgt på nettet, hvor billederne af dem er meget små. På nettet er det en fordel, at skriften er stor og tydelig, og at forsiderne ikke er for mørke, så man ikke kan se, hvad

Det skal simpelthen fungere i frimærkestørrelse – dét er opgaven

det er. På nettet gør forsiderne med et enkelt element sig godt,« fortæller Birgitte Franch. Grafisk designer Henrik Koitzsch mærker også en stigende efterspørgsel efter forsider, der tager sig godt ud i miniatureformat: »Inden for de sidste 5-6 år er det blevet meget vigtigt, hvordan et design ser ud i 3,5 x 1,5 centimeter, altså en thumbnail på en webside. For nylig havde jeg en opgave for en amerikansk kunde, hvor jeg skulle lave seks forsider. Han sagde: ‘Det skal simpelthen fungere i frimærkestørrelse – dét er opgaven.’«

Mange aktører Der er mange aktører, der skal tages hensyn til i udarbejdelsen af forsiderne, fortæller grafisk designer Henrik Koitzsch: »Når der er tale om en profileret udgivelse, er der kommet flere aktører på banen. Salgsafdelingen på forlaget kan komme og sige: ‘Det dér kan vi ikke sælge’. Eller Dansk Supermarked kan finde på at sige, at de ikke vil have en helt sort forside. Det er noget, der er sket efter det massive salg af Stieg Larsson – dér skete der noget med krimimarkedet i Danmark. Der var lige pludselig forlag, der solgte en million bøger,« siger han. De mange krav er også en spændende udfordring for Henrik Koitzsch: »Mit job er blevet sværere, men også mere interessant, fordi forlagene er blevet meget bevidste om, at det er vigtigt, at forsiden signalerer stærkt, og at den er tydelig genremæssigt – samtidig med at det også gerne må være friskt og nyt,« siger han.

Henrik Koitzsch Grafisk designer

ibureauet@information.dk

Grafisk designer Henrik Koitzsch og redaktør på People’sPress Birgitte Franch kommer her med to eksempler på nye krimiforsider, der tør bryde med det klassiske krimilook

Koitzsch om Tove Alsterdals ’Lad mig tage din hånd’ »Jeg lavede for nylig Tove Alsterdals Lad mig tage din hånd, som er meget litterær. Hun er en god historiefortæller, så man vil gerne vise på forsiden, at det her er en bog med noget tyngde. Dens forside adskiller sig ved sit monokrome udtryk og den spinkle typografi, som er atypisk for de fleste krimier. Den har et meget rent motiv uden ’grunge’, afrevne kanter og andre effekter. Titlen og kvinden ’falder’ i billedet og understreger titlens budskab på en subtil måde.«

Franch om Oliver Bottinis ’Jægere i natten’ »Bottini er en af Tysklands bedste krimiforfattere. Forsiden jager ikke effekter. Den er mere stillestående, og typografien peger mere over mod romanens formsprog, selv om krimimarkørerne stadig er i forsidens tone. Forsider, der sniger sig mere uden om klicheerne, må man indimellem kæmpe mere for. I de tilfælde tror jeg, at redaktøren og grafikeren er mere på bølgelængde, og oftere vil forsøge noget nyt, end salgsog marketingsafdelingen, der mere kigger bagud mod hvad, der har virket.«

Hvem myrdede Julius Cæsar? Få svaret i tredje del af Lasse Holms anmelderroste krimitrilogi fra antikkens Rom Mød forfatteren på Horsens Krimimesse – hver dag i Forlaget Fahrenheits stand, og søndag d. 13/3 kl. 14.20 på Rød Scene med Bo Tao Michaëlis. “Lasse Holm skriver sig ganske mirakuløst ind blandt de ypperste” Weekendavisen “Hæsblæsende” Nordjyske

“Ualmindeligt velresearchet” “Ikke ét kedeligt Litteratursiden.dk øjeblik” “Fremragende historisk krimi” Politiken Lektørudtalelse, DBC “Genistreg” Kulturcafeen

Første bind nu som billigbog.

Fahrenheit

vejl. pris

kr. 99,95


TAG MED PÅ EN NERVEPIRRENDE REJSE!

Gabriella Ullberg Westin

Karin Slaughter

Cathrine Tollström

Krimi og erotik forenes i svenske Gabriella Ullberg Westins anmelderroste bog ”ENSOMmerfugl”, der er inspireret af forfatterens eget liv.

Slaughter er kendt for at skrive nervepirrende og barske thrillers, der kravler langt ind under huden og holder sine læsere i et fast greb. ”De smukkeste” er ingen undtagelse. Tør du læse den?

Nomineret til Selma-prisen 2015 Bogen er en tankevækkende fortælling om en gruppe mennesker, der bliver isoleret på en øde ø, hvor deres ophold pludselig udvikler sig til et spil om liv eller død. Udk. 21/3


48

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

TENDENS True crime Journalist og forfatter Truman Capote udgav i 1966 true crime-bogen ’In Cold Blood’ (’Med koldt blod’), en nonfiktion om det brutale mord på Clutter-familien i Kansas i 1959. Med hjælp fra sin barndomsveninde Harper Lee brugte Capote fem år på at undersøge sagen ned til mindste detalje og interviewede venner og bekendte af de myrdede – men også de to morddømte, Perry Smith og Richard Hickock. Foto: Allstar/Polfoto

Vi har elsket true crime siden oplysningstiden Tv-serier og podcasts om virkelige forbrydelser hitter for tiden. Men fascinationen af den ægte forbrydelse er ikke ny. Vi ser nærmere på genrens litterære rødder – fra 1700-tallets mordhistorier i London til Truman Capotes romaneksperiment ’Med koldt blod’ Af Maria Høher-Larsen

D

en amerikanske streamingtjeneste og tv-producent Netflix havde i december 2015 premiere på tv-serien Making A Murderer – en såkaldt true crime-fortælling i 10 episoder, som fortæller den utrolige historie om Steven Avery. Efter at have siddet i fængsel i 18 år uskyldigt dømt for et brutalt overgreb bliver Steven Avery løsladt, men der er malurt i bægeret, for efter blot et par år på fri fod bliver Avery sigtet og dømt for mord. Om han er uskyldig eller ej, står ikke lysende klart ved seriens afslutning, men den leverer under alle omstændigheder den sympativækkende historie om den lille mand mod et amerikansk retssystem, der lider under fejl og mangler. Og med tv-serieæstetikkens bedste dramaturgiske greb og fiktionskoder får vi suspense for alle pengene. Allerede i seriens åbningssekvens lyder en slægtnings skæbnesvangre ord: »Han var glad. Han smilede. Men jeg sagde, at han skulle passe på. Jeg havde det på fornemmelsen: Myndighederne i Manitowoc er ikke færdige med dig.« Herefter ser vi gråtonede billeder af et råt og sneklædt landbrugsland, en bilkirkegård og t gammelt portrætbillede af hovedpersonen,

akkompagneret af seriens kendingsmelodi på skinger og insisterende violin. Making A Murderer var blot en af flere amerikanske true crime-fortællinger i 2015. Der var også radio-podcasten Serial og HBO’s tv-serie The Jinx blot for at nævne de mest kendte. I Danmark præsenterede Politiken i samarbejde med Third Ear podcasten Ringbindsattentatet i efteråret, og for nylig fortalte DR historien om en anonym kvindelig stønner, der siden sluthalvfemserne jævnligt har ringet til slagtøjsspillere i det klassiske musikmiljø, i podcasten Nattens dronning.

Forbrydelser for en skilling Men true crime er i virkeligheden en gammel sag. Faktisk går genrens rødder helt tilbage til krimiens oprindelse. »Man har en tendens til at sige, at krimigenren startede med opfindelsen af detektivromanen og med Edgar Allan Poe (i 1840’erne, red.), men der har været en optagethed af forbrydelsen, som går forud for detektiven,« fortæller Ulrik Lehrmann, der er lektor i medievidenskab ved Syddansk Universitet. Han har netop udgivet bogen Den daglige mordforsyning: Kriminalitet, journalistik og litteratur, som behandler grænsefeltet mellem journalistik og fiktion. Skildringen af den autentiske forbrydelse

har rødder i 1700-tallets England, hvor levnedsskildringer af forbrydere i det berygtede New Gate-fængsel i London blev offentliggjort i et månedligt tidsskrift, New Gate Calendar. Det var moraliserende historier, ment som skræk og advarsel. I Danmark havde vi skillingsviserne, fortæller Ulrik Lehrmann, hvor ord fra Kingosalmer f.eks. blev lagt i munden på forbryderen og på den måde gav viserne en moralsk retledningsfunktion: »Langt op i tiden fandtes der præster, som havde samtaler med folk, inden de skulle henrettes, hvor forbryderen bekendte deres synd og skyld. Efterfølgende udgav præsterne det så som skrifter.« Skellet mellem virkelighed og fiktion blev siden hen mere og mere udvisket – bl.a. i de populære penny dreadfuls, der cirkulerede i 1800-tallets London. For en penny kunne man købe sig en blodig beretning om mord eller andre kulørte og hårrejsende skildringer af forbrydelser på billigt papir. Men selv om virkeligheden som udgangspunkt leverede plottet til de små publikationer, sneg fiktionen sig også ind, bl.a. i historien om Sweeney Todd – den djævelske barber – som aldrig har eksisteret. Ifølge Bo Tao Michaëlis, krimianmelder ved Politiken, er det naturligt, at krimien bevæger sig i grænsefeltet mellem virkelighed

Den litterære kvalitet i Truman Capotes bog er først og fremmest dens humane forståelse af mennesket – at den prøver at forstå, hvordan mennesker kan komme helt derud, blive klogere på, hvordan verden fungerer Ulrik Lehrmann Lektor i medievidenskab


I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

49

TENDENS De to forbrydere Richard ’Dick’ Hickock (t.v.) og Perry Smith (t.h.) blev i 1965 straffet med hængning for at have myrdet familien Clutter på deres gård uden for den lille by Holcomb i Kansas – tilsyneladende uden motiv. Truman Capote blev angiveligt venner med Perry Smith inden hans død. Fotos: AP

I filmversionen af ’In Cold Blood’ i 1967 forsøgte man også at komme så tæt på virkeligheden som muligt. Skuespillerne Scott Wilson (t.v.) og Robert Blake (t.h.) lignede til forveksling de to drabsmænd. Bogen er siden filmatiseret adskillige gange. Foto: Columbia/Polfoto

True crime-bogen ’In Cold Blood’ udkom i 1966, men allerede i 1965 havde Truman Capote udgivet historien som føljeton i fire dele i The New Yorker.

og fiktion. Han peger på, at krimien fra start er »en realistisk genre, der gerne vil afspejle en genkendelig virkelighed«. Allerede i oplysningstiden interesserede man sig for forbrydelser som felt, og krimien blev i høj grad formet af tankegangen om, at der lå sociale årsager til grund for forbrydelser. Man blev ikke født som tyv, som man havde troet i middelalderen.

Virkeligheden som roman I 1930’erne og 1940’erne fik true crime en popkulturel renæssance i USA med de glittede True Detective-magasiner. Men det var først med Truman Capotes Med koldt blod fra 1965, at genren forlod den smudsede og underlødige ende af genreskalaen og blev hilst velkommen i finkulturen. Over en årrække havde Capote researchet en blodig mordsag i den lille by Holcomb i Kansas, hvor en familie brutalt blev myrdet i deres eget hjem. »Bogen går bagom det her skræmmebillede af de primitive og monstrøse tabere, det vil sige et forsøg på at humanisere nogle forbrydere, som man umiddelbart – i avisernes dækning af sagen – vil sige, er nogle scums«, siger Bo Tao Michaëlis og fortæller videre, at romanen som både reportage og socialt signalement af det amerikanske land var en del af hele new journalism-bølgen i 1960’ernes USA:

»Man forholdt sig i stigende grad kritisk til den polerede forestilling om USA som et velfærdssamfund, hvor alle havde bil og drak Coca-Cola.« New Journalism ønskede ifølge Ulrik Lehrmann at skrive virkeligheden som en roman og på den måde »få mere åndedræt ind i journalistikken«. Det var en institutions- og systemkritisk måde at bedrive journalistik på, idet man stilede efter at grave undertrykte erfaringer i samfundet frem. På baggrund af grundig research ville man fremstille de socialt udsattes verden indefra på deres egne betingelser. Kvalitetsstemplingen af true crime-genren kommer, i det øjeblik virkeligheden forsøges gengivet i al dens kompleksitet, mener Ulrik Lehrmann: »Den litterære kvalitet i Truman Capotes bog er først og fremmest dens humane forståelse af mennesket – at den prøver at forstå, hvordan mennesker kan komme helt derud, blive klogere på, hvordan verden fungerer. Som de på et tidspunkt sagde i Rejseholdet: Man jager et væsen og finder et menneske.«

True bliver mere true Men hvorfor fascineres vi overhovedet af den ægte forbrydelse? »Fordi den er ægte.«

Så prompte lyder svaret, hvis man spørger Bo Tao Michäelis: »Det er den gamle jagt efter det autentiske, som åbenbart stadig er interessant.« Han uddyber, at true crime i høj grad er en bølge, som er skyllet ind i kølvandet på realitygenren: »I true crime følger du forbrydelsen og forbryderen helt ind i detaljen, ligesom i De unge mødre og Familien på Bryggen. Med de medier vi har i dag, er der ikke længere nogen distance. Man kan gå på Facebook og Twitter og følge sagen – true bliver endnu mere true – og man bliver selv dommer og bøddel i sagen.« Ligesom Bo Tao Michaëlis mener Ulrik Lehrmann, at det er forestillingen om det autentiske, der fascinerer os i true crime-fortællinger, fordi det bidrager med en ekstra oplevelsesintensitet. Der eksisterer en realitetskontrakt mellem læser og forfatter, hvor læseren har tillid til, at det fortalte ikke er opfundet, og det giver fortællingen »et ekstra kick« – en virkelighedseffekt. Desuden ligger fascinationsværdien ifølge Ulrik Lehrmann på et eksistentielt plan. På sikker afstand kan vi iagttag, hvordan gruen og ondskaben pludselig kan dukke op i normaliteten: »Jeg plejer at kalde det for det eksistentielle bungy jump, for når man kaster sig ud

i et elastikspring, er det for at få en rus, men samtidig ved man jo godt, at man overlever.« mhl@information.dk

FAKTA

True crime i billede og lyd × Making a Murderer (2015) × The Jinx (2015) × Serial (2015) × The Fear of 13 (2015) × The Imposter (2012) × Brother’s Keeper (1992) × The Thin Blue Line (1988)

True crime i litteraturen × Dave Cullen: Columbine (2009) × Mads Brügger og Nikolaj Thomassen: Grænselandet (2007) × James Ellroy: My Dark Places (1996) × Ann Rule: The Stranger Beside Me (1980) × Vincent Bugliosi: Helter Skelter (1974) × Truman Capote: Med koldt blod (1966)


50

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

INTERVIEW Jørgen Leth Jørgen Leth vil helst læse krimier. Det er meget sværere for den 78-årige digter og filmskaber at gå i gang med en såkaldt seriøs roman, siger han. Nej ,så vil han hellere læse Michael Connelly eller Jo Nesbø. Foto: Jakob Dall

Han ville ønske, han havde skrevet en krimi For Jørgen Leth er kriminalromanen den ypperste litterære genre. Ligesom cykelløbet er krimien en stram kombination af scener, mytologi og rituel orden, som kun kan orkestreres af sande mestre, siger han. Flere gange har han været tæt på, men det er ikke lykkedes ham at lave en kriminalroman eller -film

Af Rasmus Elmelund

D

a efteråret kom, og Jørgen Leth gjorde klar til at flytte vintertilværelsen til Haiti, som han plejer, pakkede han, en kuffert med en bunke bøger. Det gør han altid. Der var nogle kloge, filosofiske, intellektuelle, poetiske, skønlitterære bøger – og så var der nogle kriminalromaner. Og da han nåede frem til den caribiske republik og pakkede kufferten ud, skete der det, der altid sker. Han kastede sig over krimierne. »Sådan er det blevet. Det er meget sværere for mig at gå i gang med en i gåseøjne seriøs roman. En, der er baseret på en livsopfattelse,

filosofi eller sådan noget. Jeg vil hellere læse Michael Connelly eller Jo Nesbø. Så det gjorde jeg også, da jeg kom til Haiti,« fortæller den 78-årige digter, forfatter og filminstruktør. Hvilke andre bøger han havde taget med til den caribiske republik, vil han ikke sige, for så skulle han jo hænge forfatterne ud med navns nævnelse, griner han. »Jeg læser mine venners bøger,« siger han og nævner forfatterne Morten Sabroe og Jens Christian Grøndahl, »men jeg føler mig ikke forpligtet over for resten af prosalitteraturen i Danmark. Jeg har respekt for dem og deres kampe. Men det har mere at gøre med mine egne tilbøjeligheder: Jeg har ikke lyst til at skrive en roman, men jeg kunne godt tænke

mig at være en mester i kriminallitteraturen.« For det er virkelig mestre, der skriver kriminalromaner, siger han: »Michael Connelly er stadig i topform. Det samme er Jo Nesbø i høj grad. Elmore Leonard var også en stor favorit for mig, og de er alle sande mestre. Men det er ikke alle kriminalromaner, jeg gider at læse. De skal være godt skrevet. Hele ideen med kriminalromaner er, at de skal være godt skrevet.« – Hvad er det, der gør, at Connelly for eksempel skriver godt? »Det vidunderlige er, at Connelly hele tiden skriver historier fra Los Angeles. En god kriminalroman er betinget af tonen og miljøet. Hans bøger er fyldt med stemninger og per-

sonligheder, som man har lyst til at kende. Som alle er fra et bestemt miljø.«

Vor tids Chandler Jørgen Leth har altid været draget af krimien, fortæller han. Fascinationen går tilbage til hans ungdom og har rødder i to andre mestre: Raymond Chandler og Dashiell Hammett. I slutningen af 1960’erne refererede Jørgen Leth blandt andet til Chandler i nogle af sine digte. »Kriminalromanen er ikke nogen ny opdagelse for mig, men den er blevet stærkere i min bevidsthed, og jeg bekræftes hele tiden. Jeg har altid været fascineret af mytologi, og ligesom cykelløbet er kriminalromanen mytologi. Faktisk er det nogle af de samme ting,


I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

51

INTERVIEW

der tiltaler mig ved cykelløbet. De mytologiske skikkelser. De kendte roller, som skal spilles godt, og som kræver et vist menneskekendskab og en vis intelligens til at aflæse intriger og maskespil.« Også Raymond Chandlers tanker om plot har været en inspiration for Jørgen Leth. »The scene outranked the plot, in the sense that a good plot was one which made good scenes,« citerer han efter hukommelsen i telefonen fra Haiti. »Og det er jo lige præcis derfor, at jeg bedre kan lide kriminalromaner end andre romaner. Der er en rituel orden i dem, scenerne skal fungere. Der er ikke en masse meninger og overbevisninger fra forfatterens side. Det er simpelthen en måde at fortælle på,« siger han.

Netop håndværket mestrer Jørgen Leths helte – Chandler, Hammett og også Patricia Highsmith – fordi de ikke er optaget af handlingens kompleksitet, men af de gode scener. Og så er noget i de fleste kriminalromaner givet på forhånd, og det sætter Jørgen Leth pris på. Ofte er det hovedkarakteren, som er præget af en vis hårdkogthed og livserfaring, ligesom for eksempel Michael Connellys helt, Harry Bosch. »Connelly er nok vor tids Chandler,« siger Jørgen Leth om den forhenværende politibetjent fra Los Angeles, som senere tog en journalistuddannelse, og hvis romaner er baseret på tung research. »Han skriver nogle af de bedste bøger om

det moderne samfund, om Los Angeles, som er en drømmeby, men som samtidig er fyldt med rædsler og mord.«

En slags røntgenbillede Det geografiske sted, en kriminalroman fortælles fra, har enorm betydning, siger Jørgen Leth: »En del af styrken ved de gode kriminalromaner, er, at de har så klar en research og et imponerende kendskab til et miljø. Den gode krimi er en slags røntgenbillede af samfundet, og Connelly – og også danske Jesper Stein – kender de steder, de skriver om, ud og ind. De vender tilbage til dem, opgiver dem ikke. Der ligger en kærlighed til stedet og det

miljø, forfatteren beskriver. Det kan jeg rigtig godt lide.« Både dansk Jesper Stein og makkerparret Simon Pasternak og Christian Dorph – mener Jørgen Leth – besidder nogle af de samme styrker som Connelly og Nesbø. Og en af disse er overraskende nok poesi. »De bedste kriminalromaner rummer megen poesi. Jeg har tit skrevet replikker ned fra Chandler og Hammetts hårdkogte skurke. Replikker, som indeholder megen følsomhed og poesi. Det er ikke noget, man normalt forbinder med kriminalromaner, men det har de.« – Har du aldrig selv villet skrive en krimi? Fortsættes på næste side


52

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

INTERVIEW Jørgen Leth

»Engang sad jeg sammen med Dan Turèll og skrev på en kriminalfilm. Han havde samme fascination for kriminalromaner som jeg og var også begejstret for Chandler og Hammett. Vi blev enige om at skrive et oplæg til en film, der hed Hævneren. Den blev selvfølgelig aldrig til noget, men vi skrev oplægget.« Ifølge Jørgen Leth er hans måske mest kendte filmfigur – hovedpersonen i Det perfekte menneske spillet af Claus Nissen – i virkeligheden en kriminalfigur, selv om der ikke sker noget kriminelt i filmen. »Men det er han. Og det bliver endnu tydeligere i Det gode og det onde fra 1974, hvor Claus Nissen i en scene sidder med en revolver og ser mystisk ud. Han ligner en figur fra en kriminalroman, og hele hans figur er båret af kynisme og koldblodighed.«

Det tredje benspænd Endnu tættere på krimien kom han i 2003 med De fem benspænd. I filmen bliver Jørgen Leth af Lars von Trier udfordret til at genskabe

De bedste kriminalromaner rummer megen poesi. Jeg har tit skrevet replikker ned fra Chandler og Hammetts hårdkogte skurke. Replikker, som indeholder megen følsomhed og poesi Jørgen Leth Digter og filmskaber

Det perfekte menneske fem gange med strikse regler og begrænsninger. I forbindelse med indspilningen af det tredje benspænd opdagede Jørgen Leths søn Asger Leth, at man kan finde scener til en lille kriminalfilm i hans fars digte. »Og det var jo rigtigt. Der var en hel række af scener, som han klippede ud af mine bøger og klistrede op på væggen. Og pludselig havde vi alle de her scener, der var præget af kriminalromanmytologi. Tanken var, at hvis vi havde realiseret det, havde tredje benspænd været et puslespil til en kriminalroman. For i Chandlers ånd er det jo netop scenerne, det drejer sig om – ikke plottet,« siger Jørgen Leth og holder en af sine pauser. »Plottet er bare et træ, du hænger scenerne på, siger Chandler, og faktisk var det det, jeg realiserede i det tredje benspænd.« – Hvorfor blev det ikke til en hel spillefilm? »Det er også en skam. Jeg kunne godt have tænkt mig at have lavet en rigtig krimi, og jeg nærmede mig det jo sådan set tre gan-

ge: dengang med Dan Turèll, alene i De fem benspænd og mere eller mindre ubevidst i en digtsamling tidligt i 1970’erne.« I det litterære parnas herhjemme er krimien ugleset. Hvorfor, forstår Jørgen Leth ikke. »Det skyldes vel dumhed, eller at man ikke læser dem. Der er en fordomsfuldhed, der gør, at de dømmes ude,« siger han, men understreger, at det også kan forklares med, at mange krimiromaner ikke har litterær kvalitet. Der er en kæmpe kvalitetsforskel inden for genren, siger han, og han går i en stor bue uden om de bøger, han ikke tror, er gode. – Men du skammer dig ikke over at foretrække krimien? »Overhovedet ikke. Jeg er stolt over det. Nogle af verdens absolut bedste bøger er kriminalromaner, ligesom kriminalfilm er mine yndlingsfilm. Men overordnet vil jeg sige, at de litterære kvaliteter er oversete – ikke mindst i Danmark.« rase@information.dk


'HQVXQGHPnGHDWVLGGHSn

Š

Ring efter stolebussen 45 87 54 04 eller rekvirer brochure

odeller m 5 3 0 3 Altid en i udstilling

Møbler efter mål

g Væl

mellem 10 træfav

er

Alle hvilestole tilpasses efter Deres ønske. Det giver Dem den optimale siddekomfort. Træfarver og betræk vælger De selv.

Duet

Alpha

Lux

Plus Nova

Multibord Casa

Multi Plus

Multi Plus

København: Torvegade 55-57 Lyngby: Jernbanepladsen 25

Tlf.: 32 57 28 14 Tlf.: 45 87 54 04


54

I N F O R M AT I O N KRIMI FORÅR 2016

KRIMIQUIZ Ved Anne Vindum/iBureauet

Frem med luppen 23.08.2010

Sæt din indre detektiv på arbejde og find svar på krimiquizzen rundt omkring i tillægget

sukí skin care • Jane Iredale • John Masters Organics • Tata Harper m. fl.

make-up i 24 farver

1. Jørgen Leth elsker gode krimier og ville ønske, at han selv havde skrevet en. Hvor mange gange har han været tæt på?

4. Ane Riel har modtaget flere krimipriser for sine bøger, som hun ikke selv tænker på som krimier. Hvad hedder hendes første roman?

2. Der er sket en opblomstring af krimigenren i Østeuropa. Hvor foregår Zygmunt Miłoszewskis krimi A Grain of Truth?

5. Krimidebutant Katrine Engberg har netop udgivet Krokodillevogteren. Hvad er en krokodillevogter?

3. En bølge af nye krimier vinder frem i Latinamerika. Hvilken by beskrives i Erneste Mallos krimier?

7. True crime baseret på virkelige forbrydelser har fascineret læsere og seere i mange år. Hvad er en penny dreadful? 8. I undergenren rural noir flytter krimien på landet. Hvad hedder politimanden i Tom Boumans debut Dry Bones in the Valley?

6. Stedet er altafgørende, når svenske Håkan Nesser skriver sine romaner. Hvad hedder hovedpersonen i hans nye roman Elleve dage i Berlin?

9. Den svenske forsvarsadvokat og forfatter Jens Lapidus skildrer både Stockholms underverden og overklasse. Det siges, at alle virkelighedens bandemedlemmer har en bog af Lapidus liggende – men hvem har de en plakat med? 10. Eva Maria Fredensborg tog til Sønderjylland for at researche til sin nye krimi Det hvide mørke. I hvilken lille sønderjysk by foregår den?

Jane Iredale:

-10% over 400 kr. i butikken

Mineralpudder i 24 farver fra Jane Iredale med concealer, foundation, pudder og SPF-20 i ét produkt - vælg fast, løs eller flydende pudder Få professionelle råd om make-up og farvevalg af kosmetologer i Danmarks største økologiske parfumeri i Grønnegade

Send dine svar til anvi@information.dk senest 30. marts. Vinderen offentliggøres på information.dk 2. april. Blandt de rigtige svar trækker vi lod om en bogpakke fra Lindhardt & Ringhof bestående af:

’Fotografiet’ af Carina Bergfeldt

’Brudekjolen’ af Pierre Lemaitre

’Krokodillevogteren’ af Katrine Engberg

’Arven fra Basra’ af Mogens Blom

Butik: Grønnegade 36 • København K • Tlf. 33 17 00 70 Webshop: pureshop.dk • Fragtfrit over 500 kr. • GRATIS GAVE

BESØG KRIMIMESSEN I HORSENS og FÆNGSLET på samme billet

TAG EN TUR I FÆNGSEL, BO GODT OG SPIS GRATIS

BO GODT OG SPIS GRATIS PÅ MONTRA ODDER PARKHOTEL

Weekendbillet Gælder for entre både lørdag og søndag, pr. person i dobb. værelse ... Kun Kr. 700,-

Overnatning, entre, lækker 2 retters menu og stor morgenbuffet.

Lørdag eller søndag Pr. person i dobb. værelse ... Kun Kr. 650,Tillæg for enkeltværelse .......Kun Kr. 150,Bemærk, at hotellets køkken ikke er åbent søndag aften. Tilbuddet gælder 12. og 13. marts 2016.

BEMÆRK: Billetten giver adgang til BÅDE Krimimessen og Fængselsmuseet.

Kom dagen før eller bliv en dag længere for kun Kr. 300,- pr. person inkl. stor morgenbuffet.

MØD OS PÅ KRIMIMESSEN I HORSENS

Member of:

BESTIL NU ³ PÅ 8654 4744

Tlf.: 65903642 / 23991943 • mellemgaard.forlaget@gmail.com

Kommende særtillæg

I

LÆS MERE PÅ OPHOTEL.DK

ANNONCER - 48 22 44 50

Magasintillægget Videnskapløb udkommer 1. april med et stort tema om Afrika. Videnskapløb udgives i anledning af Ph.d. Cup 2016


Mælk er med til at give Jeanette Ottesen styrke Det er ikke kun verdensmestre som Jeanette Ottesen, der har brug for den naturlige styrke fra mælk. Det er os alle. Hele livet igennem har vi brug for den protein, som mælken er rig på. Protein bidrager til at øge og vedligeholde de muskler, vi hele tiden bruger. Samtidig er protein og calcium med til at styrke og passe på vores knogler.

Mælk og mælkeprotein er vores naturlige styrke. Om vi så skal konkurrere om guld til VM – eller passe vores job eller skole, og leve et aktivt liv. Mælken kan ikke gøre det alene, men med ¼-½ liter mager mælk hver dag, som en del af en varieret kost og en sund livsstil, er vi alle godt på vej til en stærkere og sundere krop. Mælk. Naturlig styrke.


MØD DIN YNDLINGSFORFATTER Bog&idé har inviteret forfatterne til signering umiddelbart efter hvert interview. Mød dem på vores stand. Sara Blædel

Leif Davidsen Sofie Sarenbrant

Thomas Rydahl

Karin Slaughter Elsebeth Egholm

Mai Jia

Thomas Enger

Lars Kepler

Helle Vincentz

Dennis Jürgensen

FØRSTE GANG I DANMARK

Jens Henrik Jensen

Viveca Sten

Lone Theils

Peter Swanson

Jesper Stein

Gunnar Staalesen

Lene Kaaberbøl

Stefan Ahnhem Inger Wolf

Jungstedt & Eliassen Inger G. Madsen

Se forfatteroversigten på www.krimimessen.dk ©Helge Hansen

FØRSTE GANG I DANMARK

Anna Grue

Ane Riel

Gabriella Ullberg-Westin

Krimi \\ Marts 2016  

Fra byens beskidte slum til provinsens søvnige hverdagstrummerum. Krimien finder sted alle vegne, og i årets krimitillæg ser vi nærmere på s...

Advertisement