Page 1

APRIL 2016 DAGBLADET INFORMATION

BØRNELITTERATUR

Magi og konflikt Danske illustratorer når nye højder, men kan forfatterne følge med? TENDENS

Mette Vedsøs formler – I clinch med kritikken – Feministisk fantasy – Kina Bodenhoff løfter Lindgren – Smugkig på skitsen


INDHOLD

2

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

INTRODUKTION 4-7 Kort og godt Illustrerede værker Nordiske nominerede

Illustration: Johanne Sorgenfri/iBureauet

8 - 11 Interview Kina Bodenhoff genfinder Astrid Lindgrens mundtlighed 12 - 23 Tema: Bag om illustrationen • 12. Illustrationens historie • 16. Forholdet mellem forfatter og tegner • 20. Med i værkstedet 25 Bogdebat fra Frankrig 26 - 29 Interview Mette Vedsøs uafvendelige fascination for tal 30 Bogdebat fra Ungarn 32 - 35 Kritik Hvordan anmelder man børnelitteratur? 36 Bogdebat fra Sverige 38 - 39 Interview Finske Maria Turtschaninoff skriver om positive kvindefællesskaber

Frihed og magt LEDER

Af Anita Brask Rasmussen KOLOFON

Ansvarshavende chefredaktør: Christian Jensen Magasinchef: Søren Heuseler/iBureauet Artdirector: Jesse Jacob/iBureauet Fotoredaktør: Sigrid Nygaard Redaktion: Anne Vindum og Anita Brask Rasmussen Redaktionssekretær: Rasmus Elmelund Skribenter: Anita Brask Rasmussen, Ida Dybdahl, Kamilla Löfström, Lasse Skytt, Maria Høher-Larsen, Michelle Arrouas, Pauline Bendsen, Tine Byrckel Illustratorer: Clara Selina Bach, Johanne Sorgenfri, Mia Mottelson/iBureauet Fotografer: Jakob Dall, Kimmo Mäntylä, Lærke Posselt, Ulrik Hasemann Korrektur: Jesper Jordan og Gustav Carl Rey Henningsen Annoncesalg: Frontmedia Tryk: Sjællandske Medier Forsideillustration: Johanne Sorgenfri/iBureauet

D

anske illustratorer leverer den ene imponerende bedrift efter den anden i disse år. Navne som Otto Dickmeiss, Dorte Karrebæk, Rasmus Bregnhøi, Kamilla Slozinska og Anna Margrethe Kjærgaard arbejder meget forskelligt, men har det tilfælles, at de ikke lader sig diktere af teksten. De udfordrer, løfter, påvirker teksten og fortæller selv. Og som flere illustratorer fortæller i dette tillæg, der sætter særligt fokus på forholdet mellem illustrator og forfatter, er det helt afgørende for bogen, at forfatteren sætter illustratoren fri. Det er heldigvis de fleste forfatteres tilgang. Men det er jo også nemt at vise en illustrator tillid, når de lever op til den med højt niveau og ambition. Desværre er en bivirkning af illustratorens succes måske, at vi forventer mindre af særligt billedbøgernes tekster. Således har vi de seneste år set bøger illustreret af f.eks. Otto Dickmeiss og Dorte Karrebæk være ledsaget af tekster, der ikke lever op til illustratorernes høje niveau. Den sans for timing, poesi, mådehold, reference, tone og stilsikkerhed, som findes i illustrationerne, genfindes ikke i teksten. Det handler ikke om, at illustrationerne overdøver teksten, for det er netop ikke en konkurrence, men en holdindsats. Det handler

simpelthen om, at teksten ikke er god nok. Derfor skal der lyde en opfordring til, at illustratorerne stiller større krav til de tekster, der skal følge med illustrationerne. Der er selvfølgelig utrolig mange gode eksempler på vellykkede samarbejder mellem illustrator og forfatter, men der er også forklaringer på, at prisvindere og nominerede blandt illustratorer i disse år ofte selv har skrevet teksten til den bog, de er nomineret for. Én forklaring er, at der er sket en magtforskydning til illustratorernes fordel, og magt fungerer bedst, hvis man erkender den. Generelt hersker der en vis berøringsangst i børnelitteraturen. Et miljø, der i årevis har måttet kæmpe for

Problemet er, at der for længe har været den opfattelse, at bogens formål er vigtigere end bogens kvalitet. Sådan behøver det ikke at være

anerkendelse og respekt, har brug for sammenhold, men det har lige så meget brug for modspil og kritik. Som det også pointeres i dette tillæg, fylder den børnelitterære kritik meget lidt i f.eks. de danske dagblade. Det afgørende er imidlertid ikke plads, men kvalitet. Meget børnelitteratur er brugsorienteret: Bøger om at tage tøj på, bøger om skilsmisse, bøger, der er lette at læse, bøger om at tabe tænder eller være syg. Denne slags bøger dominerer markedet, de er nemme at kategorisere, nemme at markedsføre. Men er det problemet i sig selv? Nej, problemet er, at der i for lang tid har været en opfattelse om, at bogens formål er vigtigere end bogens kvalitet. Sådan behøver det ikke at være. Mette Vedsø, som interviewes i dette tillæg, skriver letlæsningsbøger af høj litterær kvalitet, det samme gør f.eks. Kim Fupz Aakeson og Morten Dürr. Der findes ikke én rigtig børnelitteratur, men hver eneste gang, man udgiver et stykke tekst for børn, bør man gøre sig klart, at det aldrig holder op med at være litteratur. Og så skylder man læseren og litteraturen at gøre sig umage. At gøre værket relevant og interessant af andre grunde end blot brugsværdien. Det samme gør kritikken. Og den bør ligeledes forholde sig til meget mere end det. Over for forældre i vildrede og lærere og bibliotekarer under tidspres spiller kritikken – og formidlerne på f.eks. blogs – en vigtig rolle. Men over for litteraturen en endnu vigtigere. Endnu et eksempel på en magt i børnelitteraturen, som udøverne skal tage på sig. For litteraturen og læsernes skyld. anbr@information.dk


Få favnen fuld af billedbøger STORMHVALEN STORMHVALEN Sagte og smuk k fortælling f t lli med uforglemmelige illustrationer af kysten.

VITELLO GGÅR VITELLO ÅR TTILIL PIGEFØDSELSDAG PIGEFØDSELSDAG 

Hold nu op, hvor er det godt. - Nordjyske

Glenn Ringtved og Charlotte Pardi

Græd blot hjerte …

DDEN EN STORE STORE BBOG OG OOMM PETER PETER PPEDAL EDAL De originale i i l hi historier t i om verdens bedste og mest nysgerrige abe.

GRÆD BLOT GRÆD BLOT HHJERTE JERTE ...... Nå børn Når bø mister i t én é d de elsker – en sørgmodig, men håbefuld fortælling.

Gyldendal

HITTEGODS HITTEGODS ƄƄƄƄƄƄ

Tidløs og universel. - Politiken

MIMBO JIMBO MIMBO JIMBO BYGGER BYGGER ET ET FYRTÅRN FYRTÅRN M d St Med Strids id populære l persongalleri af fantastiske dyr.


4

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

KORT OG GODT Illustrerede værker

Ved Maria Høher-Larsen

Ironi på savlesikkert pap Husk Mit Navn har tegnet sig selv. Som graffitikunstner var han vant til at arbejde under dæknavn – i dag holder han sin identitet skjult for at undgå at blive genkendt nede i Netto. Illustration: Husk Mit Navn

FLERE NYE VÆRKER

de små skal lære grundelementerne i verden, kan man forholdsvis hurtigt begynde at lave lidt pis på dem. Første gang kan det godt være, at de kigger lidt underligt på én, men anden gang er de helt med og siger ’ej, far!’«

Den københavnske kunstner Husk Mit Navn er nok bedst kendt for sin graffiti i gadebilledet og dyre malerier på internationale udstillinger. Nu har han skrevet en pegebog for de mindste – ’et demokratisk produkt, som børn kan savle i’ Af Maria Høher-Larsen

»D

et er en bog, hvor børn skal være de kloge og de voksne dumme – et handicaphjælpende middel for forældre, der ikke har fundet ud af, at det faktisk er sjovere at læse ting omvendt,« fortæller Husk Mit Navn om sin debut som børnebogsforfatter, Den forkerte bog, som udkommer til sommer. Modsat andre pegebøger med indlærende billeder af en brandbil og en hest har kunstneren vendt tingene lidt på hovedet, så der under illustrationen af en banan for eksempel står ’æble’ i svungen håndskrift. »Det er inspirerende, at man kan sidde og grine over ting og snakke om, at det er da også en fjollet eller forkert bog, man har fået fat i, i stedet for

bare at remse op. Der er jo bunker af bøger, som bare går ud på at remse op. I stedet kan man hjælpe dem til at komme et halvt skridt videre,« forklarer han.

Opdag verden Selvfølgelig er en banan ikke et æble, og farven rød er jo ikke blå. I Den forkerte bog er det meningen, at den voksne læser noget sludder, mens barnet gennemskuer tosserierne. »Når man laver ting til børn, skal man vise, at man er på deres side,« siger Husk Mit Navn. »Grundting som f.eks. trafikregler er selvfølgelig noget, som man skal præsentere børn for, men langt hen ad vejen skal man opdage verden sammen med børnene og ikke opdage verden for dem. Man skal tage børnene alvorligt, og de skal engang imellem føle, at de er på forkant med ting – f.eks. når de kan fortælle far, at han er fjollet.« Det med at vende ting på hovedet er et gennemgående karakteristika i Husk Mit Navns værker. I hans portefølje er f.eks. den enkle tegning af en sæl, der kigger sig i spejlet, med teksten nedenunder ’Elsk dig sæl’, eller et graffitimaleri af en mand iført en ’Sig nej til krig’t-shirt, mens han i en taleboble ytrer et ’ja’. Begge værker er eksempler på hans naive og samtidig skarpt ironiske og humoristiske blik. »Mine ideer opstår ofte, når jeg kigger rundt og ser, hvordan tingene er indrettet, og så vender jeg det på hovedet. Og så tænkte jeg, at man kunne lave de her pegebøger til små børn på en anden måde. Når

At male hverdagen Ud over at savlesikre bogen i pap har Husk Mit Navn ikke arbejdet anderledes, bare fordi det er børn, han har tegnet til. Tegnestilen er den samme som altid. »Jeg har en meget figurativ tegnestil, som jeg altid har forsøgt at anlægge, så man både kan forstå det, når man er 92 år eller sidder i klapvogn.« Måske af den grund breder hans arbejde sig i alle mulige retninger. Samme dag som Den forkerte bog udgiver han også en malebog til børn – fordi han er træt af dårlige computergenererede billeder af slotte og delfiner. I hans malebog vil billederne være hverdagssituationer, som både voksne og børn genkender og kan tale om uden at behøve at farvelægge dem. Og det kan sagtens være, at der kommer flere børnebøger fra Husk Mit Navns hånd: »Jeg har hele tiden tænkt, at det var en taknemmelig ting, fordi det er noget, der får betydning, hvis det rammer noget rigtigt. Børnebøger – de gode i hvert fald – kommer igen, når man selv får børn. De kører i cirkler.« mhl@information.dk

‘Den forkerte bog’. Husk Mit Navn. Udkommer 1. juni på Gyldendal

Transkønnet bamse

Forsvunden far

Det kan være svært at være anderledes – især når man som bjørnen Bertram hellere vil være en pige og hedde Bella. Bertram er bange for, at hans bedste ven, drengen Emil, ikke længere vil lege med ham. Men heldigvis er Emil ligeglad. Hej med dig Bjørn er inspireret af forfatterens egen far, der først sent i livet fortalte sine nærmeste, at han egentlig følte sig som kvinde.

V er en dreng uden skygge. Han bliver venner med en pige, der er trist over, at hendes far har forladt familien. Sammen vandrer de ud i drømmeagtige landskaber, malet i grå og dystre nuancer af illustratoren Malene Reynolds Laugesen, for at lede efter den forsvundne far. Ligesom Cecilie Ekens Mørkebarnet er V en sonetkrans, en kompliceret komposition af rimede vers.

‘Hej med dig Bjørn’. Jessica Walton/ill. Dougal Macpherson. Udkommer august på Høst & Søn

‘ V’ . Cecilie Eken/ill. Malene Reynolds Laugesen. Udkommer 11. august på Høst & Søn

Rædsel før sengetid

Steampunk altmodisch

På bagsiden af sin rimende digtsamling tilegner John Kenn Mortensen sine rædselsvækkende godnatdigte til alle små tapre søvnsoldater, der hver nat kæmper mod nattens onde billeder. Knirkende gynger og en pige, der synger – klovneoptog i mennesketomme byer og legepladser i skummelt tusmørke. Den hjemlige hverdag synes pludselig fremmed og truende i nattens mørke.

En historie om grif-knallerten Luigi, der skal ud og finde blommejuice til sin kæreste, blæksprutte-støvsugeren. En hidsig blanding af måger og Braun Lady Shavers indgår også. Maria Buchmann har tegnet til historien i en stil, som forlaget beskriver som »steampunk altmodisch«: gammelt, brunt og brugt tilsat et pift af fremtid. Det er der kommet en spøjst sammensat bog ud af.

’Mareridtsfabrikken’. John Kenn Mortensen. Udkommer 29. april på Carlsen

’Blommeægget’. Peter Adolphsen/ ill. Maria Buchmann. Udkommer 10. maj på Jensen & Dalgaard


e r e t t a f r o f e t Danske r e j h å p t e g o n d e m VIND EN BOGPAKKE

4-8 år

med de viste bøger

fra Forlaget Carlsen

.

Send en mail til kon kurrence@lrforlag .dk, så er du med i lodtræknin gen. Du tilmeldes sa mtidig Forlaget Carlsens nyh ed sbrev. V i trækker en vinde r d. 15. maj 2016. V inderen får direkt e besked. ONKEL REJES (SØ)RØVERHISTORIER af Mads Geertsen Næsten sande historier fra Onkel Rejes egen mund. Inkl. cd. BARE KALD MIG TOFTE af Thomas Buttenschøn Billedbog med fantastiske illustrationer af Carl Quist-Møller. Inkl. musik-cd.

5-9 år

12-14 år

Til forældrene

OPFØR DIG ORDENTLIGT – OG VÆR EN GOD VEN af Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi En bog til børn og deres forældre, der gør det lidt nemmere at navigere i hverdagen.

15+

8-12 år

SPILOPPO af Oliver Zahle og Kristian Mørk Børnekrimi om en klovn, der hellere vil være superhelt og opklare forbrydelser.

PROVINSPIGER af Louise Roholte Tre veninder og en fælles dagbog. Nomineret til Orla-prisen 2016.

HJERTET ER 1 ORGAN af Sarah Engell Barsk og smuk ungdomsroman om selvskade og forelskelse.


6

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

KORT OG GODT De udvalgte

Ved Maria Høher-Larsen

Havregryn med søm i Trods bogens pangfarver bliver Bolatta Silis-Høegh altid forbavset, når hun kommer til Grønland og ser, hvor stærke farverne egentlig er: Det er som om, der er blevet skruet virkelig meget op for photoshoppen, så i virkeligheden er jeg nok kommet til at skrue ned for farverne.’ Foto: PR

NOMINEREDE

Den grønlandske billedkunstner Bolatta Silis-Høegh er en af de nominerede til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2016. Hun har skrevet og illustreret den fantasifulde fortælling om Aima og hendes usynlige ven

Af Maria Høher-Larsen

D

et med en usynlig ven er ikke helt fremmed for billedkunstner og børnebogsforfatter Bolatta Silis-Høegh. »Jeg havde selv en fantasiven. Jeg havde også en hund, som ingen andre kunne se,« fortæller hun om inspirationen til sin nye børnebog Aima schhh!, som netop er blevet nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomsbogslitteraturpris. »Jeg er nok også lidt tæt på min barndom. Som kunstner er man måske lidt tættere på en fantasiverden og giver lidt los for den og lader fantasien komme frit frem,« fortæller hun eftertænksomt. Hun er lige kommet hjem efter to måneder i Grønland, hvor hun er født og opvokset. Og hun har altid lidt svært

ved at finde de danske ord igen, når hun kommer tilbage til København, hvor hun i dag bor med sin familie.

Ægthed Aima schhh! handler om den lille grønlandske pige Aima og hendes usynlige ven Mannarsi Pandetage Isbo Sodavagn Chokolarsen, som vil lege med Aima om natten og spise havregryn med agurk og søm i. Bogens illustrationer afspejler 35-årige Bolatta Silis-Høeghs virke som billedkunstner. De springer i øjnene som en kontrastfyldt collage af naive tegnestreger, fotoudklip og pangfarvet akryl, inspireret af den grønlandske aftenskumring. »Jeg kan godt lide, at det ser ægte ud, og at man kan se, at jeg har klippet og klistret, og at der er penselstrøg. I stedet for at det er lavet på computer, kan man fornemme materialerne og stofligheden,« siger hun og fortæller samtidig, at hun også blev inspireret af sine egne børn. »Jeg lagde mærke til, at når mine egne børn læste bøger, kom de tættere på historien, når det var fotografier af børn, og ikke tegninger.« Ligheder og forskelle Bolatta Silis-Høegh skrev først fortællingen om Aima på grønlandsk, dernæst en dansk version. Det skyldes i høj grad de ordlege og den humor, som historien er fortalt med. Grønlandsk humor kan simpelthen ikke oversættes direkte til dansk. »På grønlandsk bliver alting sjovere anden gang, man fortæller det, og tredje gang er det virkeligt, virke-

ligt sjovt. Men på dansk er genfortællingen altså ikke særlig sjov. Så der er nogle steder i den grønlandske version, hvor jeg siger nogle ting igen, og så er det endnu sjovere, og det har jeg undladt i den danske,« fortæller Bolatta. »Til gengæld er der flere ord at lege med på dansk. På grønlandsk bliver det hurtigt til meget lange ord, fordi ordene sættes sammen som sætninger, så på den måde føler jeg mig mere fri på dansk i forhold til at lege med ordene.« På trods af forskelle har det også været vigtigt for Bolatta Silis-Høegh at vise lighederne mellem de to kulturer. »Grønlandsk indebærer jo også i dag til en vis grad at være dansk. Lighederne er der jo også. Man leder altid efter forskellene, men der er jo også så meget dansk kultur. Og det har været vigtigt for mig at vise, at det at være grønlandsk barn er anderledes uden at være anderledes,« forklarer hun. Selv om hun med en grønlandsk mor og en lettisk far var et barn med blå øjne og lyst, krøllet hår, følte hun sig som den grønlandske pige med mørkt hår fra sin børnebog. »Jeg er helt klart Aima. Som barn var det også sådan, jeg så mig selv.« mhl@information.dk

’Aima schhh!’. Bolatta Silis-Høegh. Milik Publishing, 2014

PRISVINDERE

Filosofi i græshøjde

Idyl og uhygge

Kløgtige kaniner og tumpede hunde. Den færøske illustrator Bárður Oskarsson fortæller med sin enkle streg og pastelfarvede akvareller en stor historie om sameksistens i en helt lille skala. Kaninerne er virkelig trætte af, at hundene tisser og skider på deres græs, men da de listigt tager hånd om problemet, viser det sig, at græsset ikke er nær så godt som før. Udgivelsen er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris.

Den amerikanske forfatter Meg Rosoff modtager i år den svenske ALMA-prisen, Astrid Lindgrens mindepris, for sine børne- og ungdomsbøger. På dansk findes Sådan er det nu fra 2005, en uhyggelig fremtidsfortælling om den unge pige Daisy, der tager på ferie i den landlige idyl hos sin britiske familie. Men en ukendt fjende invaderer England og splitter familien ad, og sammen med sine fætre og kusiner må Daisy klare sig alene på gården.

’Kampen om det gode græs’. Bárður Oskarsson. Torgard, 2016

’Sådan er det nu’. Meg Rosoff. Sesam, 2005

Islandsk dystopi

Pigen i rødt

Kobberbyen er en fiktiv europæisk by, der engang var et blomstrende rigt midtpunkt for handel og forretning, men nu kun en skygge af sig selv. En epidemi har slået størstedelen af indbyggerne ihjel, og da et fattigkvarter brændes af på grund af smittefare, bliver drengen Pietro hjemløs. Han søger tilflugt i et fællesskab af børn og unge, der holder til i en forladt børsbygning. Bogen er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris.

Kulturministeriets Illustrator- og Forfatterpris går i år til Mette Eike Neerlin for hendes Hest, hest, tiger, tiger og til illustrator Anna Margrethe Kjærgaard for Mit Hus. I Mit Hus har Kjærgaard i nedtonet stålblå og -grå tegnet sin mors erindringer om dengang i 1945, hvor Bornholm blev bombet og besat af russiske styrker. I en ensartet verden står en lille pige i rød kjole frem som den eneste farvelægning i hele bogen og viser den lille historie midt i den store.

’Koparborgin’. Ragnhildur Hölmgeirsdóttir. Björt, 2015

’Mit Hus’. Anna M . Kjærgaard. Jensen & Dalgaard, 2015


a b r f d u gklu b l i t t ms ørnebo o k l Ve als B d n e d Gyl

Få2bøger for kun 29 kr.

pr. stk. portofrit tilsendt

Dialogisk læsning

6

HØJTLÆSNING •

forstærker det følelsesmæssige bånd mellem dig og dit barn

styrker den sproglige udvikling

træner dit barns evne til at fokusere

udvikler evnen til refleksion og empati

e- og ungdom ørn sli sb

NO

urpris rat tte

Nordisk Rå d

historier

MI

NERET 20

16

il t s e B rede alleag på id

Få et godt grin!

Klassiker

www.bogklub.dk/information

Jubilæumsudgave


8

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

INTERVIEW Kina Bodenhoff

Hvad sorgfuglen sang Kina Bodenhoff oversætter Astrid Lindgrens værker på ny og finder tilbage til det oprindelige barske, mundtlige og poetiske sprog Af Kamilla Löfström

L

ige i disse dage, og de næste med, er Kina Bodenhoff på farten. Hun er draget ud på de svenske landeveje sammen med 10-årige Rasmus og landstrygeren Paradis-Oskar. Rasmus er stukket af fra børnehjemmet, hvor der mest er efterspørgsel på piger med krøllet hår. Rasmus’ hår er glat, men et eller andet sted i denne verden må der jo findes nogen, der gerne vil have en dreng med glat hår. Helst nogle pæne og rige nogen. Sådan forestiller Rasmus sig det. Først tænkte han, at når man er en børnehjemsdreng, som ingen vil have, så kan man lige så godt være død, men så fandt han på det med at rende sin vej. Astrid Lindgrens roman om den forældreløse Rasmus er fra 1956, Rasmus på luffen hedder den på svensk, og Rasmus på farten har den heddet på dansk siden 1959, da Ellen Kirk oversatte den. Romanen er en af de allersidste af Astrid Lindgrens bøger, som Kina Bodenhoff mangler at nyoversætte. Det begyndte i 2003, da hun blev opfordret til at genoversætte Brødrene Løvehjerte

i anledning af bogens 30 års jubilæum. Siden fulgte Ronja Røverdatter, Pippi, Emil, Madicken, Alle vi børn i Bulderby og Mio, min Mio. Og nu altså Rasmus på farten, der ligger opslået på bordet på den side, Kina Bodenhoff har fundet frem, den hvor Paradis-Oskar vedrørende arbejde siger: »Når det gælder arbejde, kan jeg nøjes med lidt!« Men »Guds rätte gök«, som er de ord, Oskar bruger om sig selv – hvordan skal det oversættes? I Ellen Kirks gamle oversættelse er det blevet til »Guds sande landevejsridder«, men Kina Bodenhoff vil gerne have fuglen med, »selv om landevejsridder nu også er et godt ord«. På et øjeblik forvandler hun stuen på Vesterbro i København til en hølade i Sverige, hvor Rasmus overnatter den første nat, efter han er stukket af fra børnehjemmet. For sådan er oversættelsesarbejdet for Kina Bodenhoff, det er en rejse. Man er nødt til at være der, hvor personerne og handlingen er: »Rasmus vågner tidligt om morgenen, hvor det er koldt, og det viser sig, at Paradis-Oskar ligger ved siden af. Han giver drengen rugbrød og kold mælk, og så bliver Rasmus hel kold i maven. Man kan bare mærke det! Det skal jo beskrives, så det går lige ind, så når

jeg oversætter, er jeg med i den lade der og fryser og tænker, åh, bare han nu snart kommer ud i solen.«

Går i brædderne over Rasmus Ser man godt efter, er der store forskelle på de gamle oversættelser af primært Ellen Kirk og de nye af Kina Bodenhoff. Men Ellen Kirks oversættelse ligger altid lige ved hånden, for Kina Bodenhoff tager hende gerne med på råd: »Skarnsstreger, det skal ikke laves om. Det hedder hyss på svensk, og det er jo en fornem oversættelse. Men Ellen Kirk var en stilfærdig, beskeden og meget sød dame, og det bærer hendes oversættelser præg af. Hun har ikke kunnet dy sig for at nedtone det dramatiske og det farlige. Astrid Lindgren var en djærv bondekone, der fortalte historier med respekt og i øjenhøjde med dem, hun fortalte til. Hun er en af de største mundtlige fortællere, vi har haft, og hun havde sine rødder i den mundtlige tradition. Ellen Kirk tog udgangspunkt i samtidens korrekte skriftsprog samt det syn på barndomsliv, der herskede dengang, og hun var underlagt forlagets mening om, hvad der måtte stå i en børnebog, og hvad der ikke måtte stå. Der skulle være rigtige kommaer og ikke punktum foran ‘og’. Astrid Lindgren

skifter hele tiden stil i forhold til, hvad det er for en stemning, hun vil viderebringe. Når hun skal formidle lykke, fortæller hun i en strømmende stil med en masse og’er og gentagelser, hvor man bare kan mærke, hvor lyksaligt det er. Ellen Kirk stryger næsten konsekvent gentagelserne, eller også ændrer hun dem. Alt det åbenbarede sig for mig, da jeg gik i gang med at oversætte Brødrene Løvehjerte og Ronja Røverdatter og begyndte at lytte. Jeg er også kommet til at føle mig ganske forbundet med Astrid Lindgren, selv om jeg aldrig har truffet hende. Jeg føler, at vi har nogle lighedspunkter, i humoren og også i den der blødhed over for børn – og især udsatte børn. Jeg forstår det bare så godt. Det er også derfor, jeg går helt i brædderne over Rasmus.« – Med alt det, der er gået tabt af stilistiske finesser, hvorfor elsker vi så Astrid Lindgren så højt alligevel? »Fordi historierne er så fantastisk gode, og Ellen Kirk har jo ikke ødelagt dem, hun mestrede virkelig sit modersmål, og hun havde et godt skriftsprog. Men historien om en lille dreng, der forlader et børnehjem, fordi han er sikker på, at der et eller andet sted i verden må findes nogen, der gerne vil have en dreng med glat hår – det er jo en god historie. Og det


I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

9

INTERVIEW Flere af Astrid Lindgrens stilistiske træk og virkemidler – især hendes mundtlighed – har vi først fået på dansk med Kina Bodenhoffs oversættelser. Foto: Lærke Posselt

er da også en god historie, at en storebror redder sin lillebrors liv ved at kaste sig ud først af et brændende hus. Og at der er en pige, der

Jeg bliver simpelthen i så godt humør, hver gang jeg har denne her bog i hånden Kina Bodenhoff Oversætter

kan løfte en hest og bor alene i et hus og har en kuffert fuld af penge.« Kina Bodenhoff tager Emil frem fra bunken. »Jeg bliver simpelthen i så godt humør, hver gang jeg har denne her bog i hånden.« – Hvorfor det? »Fordi den er så bedårende. Og fordi den virkelig handler om venskabet mellem en voksen mand og en lille dreng. Det er det, der binder historierne sammen. Der gik en kæmpe prås op for mig, da jeg fik øje på, at det, der kæder historierne sammen, er mødet mellem Alfred og lille Emil og så kulminationen til sidst, hvor Emil redder Alfreds liv.«

Lindgren forklarer ikke Historien om en lille dreng, der møder kærlighed fra en voksen mand – eventuelt en forældreløs, ensom dreng, der møder kærlighed fra en voksen mand – har Astrid Lindgren fortalt igen og igen. I Mio, min Mio tager det uønskede plejebarn Bo Vilhelm Olsson til landet i det fjerne, hvor han bliver ridderen Mio og møder sin far, kongen, der elsker ham så højt, at han ikke kan nøjes med at sige sin søns navn én gang, men altid siger »Mio, min Mio«. Og til sidst, da alt er godt igen, kan han nøjes med bare dét: »’Mio, min Mio,’ sagde

min far kongen. Ikke mere. ‘Mio, min Mio,’ sagde min far, kongen, da vi vandrede hjemad i skumringen.« – Har du gjort dig nogle tanker om, hvorfor netop den historie om kærlighed og venskab mellem en voksen mand og en lille dreng blev ved med at optage Astrid Lindgren? »Hun har sagt, at hendes eget liv ikke spiller nogen rolle i hendes litteratur, alligevel er det næsten altid små drenge, det er synd for, og dem, der ingen far har. Hun svigtede jo sin egen søn, Lasse. Han faldt aldrig til i tilværelsen. Han fik sine første tre afgørende år i Danmark med en dansk mor, og så blev han revet væk derfra. Det er en meget, meget sørgelig del af hendes historie, det kom hun aldrig nogensinde over. Man kan opfatte historierne som en slags kompensation, så digter vi en historie om en lille dreng, der møder kærligheden måske ikke hos sin egen far, men så hos en anden.« –Er Astrid Lindgren sentimental? »Ikke i sproget i hvert fald. Hun har en enkelhed, og hun forklarer ikke. I Rasmus på farten går Paradis-Oskar med så lange skridt og i sådant et trav, at Rasmus ikke kan følge med, og så spørger han Rasmus, om han ikke skal holde ham i hånden. Det er jo lidt røren-

de, men hun forklarer ikke, hvorfor Rasmus gerne vil holde Oskar i hånden.« Læser man Astrid Lindgrens romaner om de uønskede drengebørn biografisk, er det ikke til at bære. Tænk bare på alle de tårer, der bliver grædt i Mio, min Mio over alle de børn, ridder Kato har taget: »De sørgede over børnene, over alle børnene, som var taget fra dem«. Gentagelsen har igen sin virkning. Også i Jum-Jum og Mios »… og hvis bare vi ikke havde været så små og alene«, der lyder igen og igen og bliver til en sang. Mio, min Mio er et eventyr, og det ender lykkeligt. På nær Sorgfuglen, der, selv efter alle børnene er blevet befriet fra Katos borg, græder: »Men i toppen af den højeste sølvpoppel sad Sorgfugl og sang helt alene. Jeg ved ikke, hvad han sang om nu, hvor alle de forsvundne børn var kommet hjem igen. Men jeg tænkte, at Sorgfugl nok altid har noget, han kan synge om.« Den Sorgfugl er så meget Astrid Lindgren, men det er Paradis-Oskar og humoren også. Næste dag har Kina Bodenhoff løsningen på Guds rätte gök. Han skal være Guds frieste fugl. For nogen skal jo være det, som han forklarer Rasmus.


10

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

INTERVIEW Kina Bodenhoff EKSEMPLER PÅ OVERSÆTTELSER

Mundtlig fortælling Som mundtlig fortæller brugte Astrid Lindgren omvendt ordstilling, ’og’ efter punktum og masser af gentagelser brugt forstærkende og som sangbare omkvæd i en prosafortælling. Eventyrromanen Mio, min Mio fra 1954 blev oversat til dansk af Else Kappel i 1955 og i 2005 af Mich Vraa, men det er først med Kina Bodenhoffs oversættelse fra 2012, at vi kan høre bogens eventyrpoesi på dansk. Eksemplet her viser, hvordan det lille ord ’så’ kan have en stor effekt: Astrid Lindgren (1954) »Så ensam var väl ingen i världen som jag, när jag om igen började gå uppför trappan. Så tunga var väl inga steg som mina. Jeg orkade nästan inte lyfta fötterna, och trappstegen var så höga och så många.« Kina Bodenhoff (2012) »Så alene var nok ingen andre i verden, som jeg var, da jeg igen begyndte at gå op ad trappen. Så tunge var nok ingen andre skridt i verden som mine. Jeg havde næsten ikke kræfter til at løfte fødderne, og trappetrinene var så høje og så mange.« Else Kappel (1955) »Der var vel ingen sjæl i verden, der var så ensom som jeg, da jeg igen begyndte at gå opad trappen. Og ingen vel med så tunge trin som

jeg. Jeg formåede næsten ikke at løfte fødderne, og trappetrinene var så høje, og der var så mange af dem.«

Følelser og billeder Astrid Lindgren var helt suveræn til at fremkalde bestemte følelser og billeder. Om eksemplet her fra Rasmus på farten siger Kina Bodenhoff: »Man mærker helt ind under huden, hvor trist og øde og sørgeligt det er, når en hel landsby er udvandret til Amerika i håb om bedre tider.« Læg mærke til, hvordan forfatteren skifter tid her, og at man på Ellen Kirks tid gerne forkortede oversættelsen: Astrid Lindgren (1956)  »Ödebyn ligger vid havet. Fem små gårdar inkrupna i svackorna mellan bergknallar, grå de också. Fattiggrått och urtidsgrått alltsammans. Själva havet blir grått när sommardagen mulnar mot kvällen, och grå och tunga av regn hänger skyarna över byn där ingen bor. Hit kom luffarna. För den som ville gömma sig var det en bra plats, här fanns inga människor, här bodde bara ödslighet och tystnad och den gråaste övergivenhet.«   Kina Bodenhoff (2016, endnu ikke udkommet) »Den forladte landsby ligger ved havet. Fem små gårde ligger og kryber sammen i lavnin-

gerne mellem bjergknolde, som også er grå. Fattiggråt og urtidsgråt alt sammen. Selve havet bliver gråt, når sommerdagens himmel mørkner mod aften og dækkes af skyer, som grå og tunge af regn hænger over landsbyen, hvor ingen bor. Hertil søgte landstrygerne. For den, som ville gemme sig, var det et godt sted, her var ingen mennesker, her rådede kun ensomhed og stilhed og den gråeste grå forladthed.«

Astrid Lindgren (1963) »Mer sa han inte, sedan försvann han neråt lagårdsbacken. Och Emil stod kvar och skämdes. Han förstod själv hur hemsk han var. Inte nog med att han hade varit uppstudsig mot pappa, det allra värsta var att han hade sagt ”i hundan”, för det var nästan en svordom, och svordomar var nogot som inte fick förekomma i Katthult. Emils pappa var ju kyrkvärd och allting vetja!«

Ellen Kirk (1959) »Den forladte landsby ligger ved havet. Fem små, grå gårde mellem grå klipper. Fattiggråt og urtidsgråt er det hele. Havet selv bliver gråt, når sommerdagens tusmørke begynder at falde på, og skyerne hænger tunge og grå af regn over landsbyen, hvor ingen bor. Her søgte landstrygerne hen. For den, der ønskede at gemme sig, var det et godt sted. Her fandtes ingen mennesker. Her fandtes kun ensomhed, stilhed og den dybeste forladthed.«  

Kina Bodenhoff (2008) »Mere sagde han ikke, og lidt efter forsvandt han ned mod stalden. Og Emil stod tilbage og skammede sig. Han var selv klar over, hvor slem han var. Ikke nok med at han havde svaret far igen, det allerværste var, at han havde sagt ”hvornår hulen”, for det var næsten at bande, og bandeord var noget, man ikke ville høre på Katholt. Emils far var jo kirkeværge og alt muligt!«

Bandeord Astrid Lindgren brugte ikke gerne gængse bandeord – i stedet gjorde forfatteren det, at hun selv fandt på nogen. Denne passage fra Emil fra Lønneberg viser dels hendes mundtlige stil og dels hendes humoristiske tilgang til bandeord:

Tillykke til Mette Eike Neerlin

Ellen Kirk (1964) »Mere sagde han ikke, men vendte bare Emil ryggen og gik ned mod stalden. Emil stod tilbage og skammede sig. Han indså jo selv, hvor forfærdeligt han havde opført sig. Ikke alene havde han svaret sin far igen, nej, det allerværste var, at han havde sagt ”i helvede”, for det var et bandeord, og bandeord måtte ikke forekomme på Katholt. Emils far var jo kirkeværge, forstår du.«

Mette Eike Neerlin

KULTURMINISTERIETS FORFATTERPRIS FOR BØRNE- OG UNGDOMSBØGER HØST & SØN


STOLEN DU VIL HJEM TIL

Vestergaard Møbler København Torvegade 55-57, Tlf. 32 57 28 14

Lyngby Jernbanepladsen 19-23, Tlf. 45 87 54 04 VESTER-MOEBLER.DK

Næstved Merkurvej 3, Tlf. 55 77 49 49

Holbæk Tåstruphøj 46, Tlf. 59 45 45 45


12

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

BAG OM ILLUSTRATIONEN Tidslinje Grafik: Sofie Holm Larsen/iBureauet

1847 847

1933

’Denn store Bastian’ af den tyske elæge Heinrich Hoffmann Hoff ffmann børnelæge udkommer mmer i Danmark. Den var et pionerarbejde arbejde i brugen af billeder eerr og tekst som m samlet enhed og blev b ational suc en international succes (Udsnit, Carlsen).

Hans Scherfig udgiver den sovjetinspirerede og antikapitalistiske billedbog ’Hvad lærer vi i skolen?’ Efterfølgende bliver Scherfig særligt kendt for sine farvestrålende og eventyrlige skildringer af dyr – både i naturen og zoologisk have (Udsnit, Sirius)

Et udpluk af den danske børnebogs illustrationshistorie

1882-1884 Udgivelsen af Frants Henningsens illustrerede udgaver af ’Børnerim’

1863

1927

’Hvorledes Dagen gaaer for lille Lise’ er en billedbog af danske Lorenz Frølich med korte tekster af den franske forlægger P.-J. Hetzel. Tidligt eksempel på billedbog, der beskæftiger sig med barnets hverdag uden de voksnes indblanding. (Ernst Bøjesen)

Storm P. illustrerer Claus Eskildsens ’Ole Bole ABC’ – humor og læring forenes (Alinea)

1905 ’Historien om en lille Mis’ med illustrationer af fuglemaleren Johannes Larsen – dunkle tegninger, baseret på Christen Kolds tekst (Fremtiden)

Da verden kom til barnet Dansk børnebogsillustration er fortællingen om antifascistisk reformpædagogik og jazzet kulturradikalisme, men også om barske billeder af en virkelighed, sproget ikke kan forklare Af Ida Dybdahl

»H

old da op!« står der med fed brun skrift på en babyblå himmel, mens drabelige dinosaurer, kæmpebiller og skrækslagne menneskeskikkelser vælter ud af en stor firbenet maskine, der betjenes af en lillebitte bleg dreng, som ser forbavset til, mens han drejer håndsvinget. Den lille dreng er Gud, og han er tegnet af Dorte Karrebæk. Det farverige helsidesopslag optræder i slutningen af Da Gud var dreng, der er skrevet af den tidligere Claus Beck-Nielsen, i denne anledning Sankt Nielsen, og netop nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslit-

teraturpris. En vild billedbog om dengang verden blev til – og med den paskontroller og ost, børnesår og selvmål. Dorte Karrebæk er en uomgængelig skikkelse i fortællingen om den danske billedbog, og hun har beriget børnelitteraturen med over 100 værker, siden hun blev uddannet som illustrator i 1960’erne. En periode, hun selv beskriver som »den pædagogiske æra«: »Børnebøgerne dengang var meget forklarende og handlede for eksempel om, at ’morfar skal dø’. De var aldrig særlig chokerende, og hvis man tegnede en mus, der blev kørt over på vejen for derefter at blive ædt af en ravn, var folk ved at besvime.« Udviklingen inden for børnebilledbøger har

handlet om netop det spørgsmål: Hvad bør barnet se? I takt med at man i begyndelsen af sidste århundrede begyndte at betragte barnet som individ og samfundsborger, modnedes også børnebogsillustrationerne, og temaerne blev mere alvorlige. Det hele starter med 1930’ernes kommunistiske kunstnerkredse og en udstilling af sovjetiske børnebøger i Illum. Dorte Karrebæk og den døde mus vender vi tilbage til.

Den sovjetiske indflydelse »Vi lærer, at i Rusland er alting den skrækkeligste forvirring. Alle mennesker slaar hverandre ihjel eller dør af sult – men vi véd, at det ikke er sandt. I Sovjet-Unionen er arbejderne og bønderne i færd med at skabe en ny verden.« Sådan skriver Hans Scherfig i forordet til sin satiriske billedbog Hvad lærer vi i skolen udgivet på det kommunistiske forlag Monde i 1933. På forsiden af det brunorange hæfte ses en styg dronning, en lille nøgen engel, et dansk flag og regnestykket 3 x 1 = 1. Børn

skulle lære at være kritiske over for autoriteter og tænke selv, og vejen til selvstændighed gik for Scherfig gennem kreativiteten. Om de sorthvide tegninger i bogen skriver han: »Hvis I mener, der mangler farve paa billederne, kan I selv kolorere dem med jeres farvelade eller farveblyanter.« Mange danske billedbøger havde indtil 1930’erne hovedsageligt beskæftiget sig med barnets indlemmelse i det borgerlige samfund. Fra den lille drengs begejstring over julesalmer, risengrød og kernefamiliehygge i Peters Jul til Suzanne Lassens charmerende jugendskildringer i Den uartige Caroline, der godt nok lægger snegle i tantens seng, men til sidst viser sig at være en sød og betænksom storesøster. Den 11. maj 1932 sker der imidlertid noget. Illums boghandel åbner en udstilling med sovjetiske børnebøger, og her introduceres de danske kunstnere for en helt ny vision for billedbogen. Torben Weinreich, tidligere leder for Center for Børnelitteratur, beskriver


I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

13

BAG G OM ILLUSTRA ILLUSTRATIONEN ATIONEN

1943 ’Lille sorte Sambo’, skrevet og tegnet af Helen Bannerman udkommer første gang på dansk og har siden sin udgivelse givet anledning til debat om racisme i børnelitteratur (Udsnit, Gyldendal)

1942 42

1944

’Palle le alene i verden’ verdeen’’ tegnet tegneet af Arne Ungermann g med d tekst t k t aff J Jens Sigsgaard. Tynd streg, naivistiskk farveholdning, barnet kan være trist llede og ensomt, ikke sentimentalt billede på barndommen, men dog heller er ikke kynisk (Udsnit, Gyldendal)

Kamma Laurents’ ’Spørge-Jørgen’ udgives med Storm P.’s illustrationer (Udsnit, Gyldendal)

1939 ’Vi vil flyve’ af Egon Mathiesen – præget af påvirkning fra sovjetiske børnebøger og plakatkunst – tendens i tiden. Mathiesen debuterede på kunstnernes efterårsudstilling i 1932. Senere bliver han især kendt for ’Fredrik med Bilen’ (1944), ’Aben Oswald’ (1947) og ’Mis med de blå øjne’ (1949) (Gyldendal)

det i Historien om børnelitteraturen som en »grænsesættende begivenhed i billedbogens historie« og citerer fra Arbejder-Bladets begejstrede reportage: »Mens vore Børnebøger handler om Hekse og Trolde, Knold og Tot og Mikkel Mus, skildrer de russiske Børnebøger Naturens og det daglige Livs Eventyr, hvordan Mennesket har underlagt sig Naturen. Verden gøres levende og forstaaelig for dem.« Inspirationen er tydelig i værker som Johannes V. Jensens Mammutbogen fra 1933, hvor Aage Sikker Hansen har illustreret tidens evolutionslære, og hos tegneren Egon Mathiesen, der billedbogsdebuterede i 1939 med den sigende titel Vi vil flyve. Ud med romantik og familieidyl, ind med tidens teknologi og naturvidenskab til de små!

I tolerancens navn Med Jens Sigsgaard og Arne Ungermanns Palle alene i verden fra 1942 bliver barnet for alvor hovedperson i en verden helt uden voksne. Det er tid til at opleve verden med barnets

Børnebøgerne dengang var meget forklarende og handlede for eksempel om, at ’morfar skal dø’ Dorte Karrebæk Illustrator, om 1960’erne

blik, som en ny lille verdensborger, der skal lære om menneskerettigheder, etik og moral. Det er reformpædagogikken og de kulturradikales tid. Børnebogsillustratorerne bliver en slags fodsoldater i tidens kulturkamp. Flere af dem er en del af tidens kunstneriske avantgarde og bidrager både til litterære tidsskrifter og tegner for de store dagblade. De har en tro på, at den næste generation bærer kimen til et bedre samfund, og gennem billedbøger med klare, glade farver, jazzede rim og lykkelige slutninger skal de lære, hvordan man bekæmper mobning og uretfærdighed. Særligt tegneren Egon Mathiesen er eksponent for den idé. I løbet af 1940’erne skaber han en række værker, der hylder forskellighed og tolerance, og som i dag har status af børnebogsklassikere. Fredrik med bilen, hvor den lille hovedperson kører ud i verden og erfarer, at »der er kulørte børn/ der er akkurat som Fredrik/ kun i andre farver«, Aben Oswald, hvor en lille

BONUS

Dorte Karrebæk om at blive ramt af virkeligheden »Jeg har intet imod, at man læser noget til hovedet på Designskolerne, men som illustrator handler det også om at komme ud over sådan en kropslig generthed. Derfor skal man også ud, væk fra miljøet! Man kan for eksempel gå til ballet eller sang. Selv brugte jeg 14 år på dagcentret med at vaske røv på de ældre og undervise i croquis. Hvad tror du, det har givet mig? Masser! Altså den der forfinede kunstnerverden skal rammes af en virkelighed.« Parallelt med illustratorkarrieren har Dorte Karrebæk blandt andet arbejdet på et dagcenter for ældre.


14

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

BAG OM ILLUSTRATIONEN Tidslinje 1945 Jørgen Clevin debuterer med billedbogen ’Rasmus’ om strudsen, som bliver fanget i Afrika og ført til Zoologisk Have i København – i samtiden ingen kritik af Clevins karikaturer af den afrikanske befolkning. (Gyldendal)

1969 H Hanne H Hastrups ’Ci ’Cirkeline’ k li ’ udkommer (Udsnit, Høst & Søn)

revolutionær abe fører an i oprøret mod skovens diktatorabe og Mis med de blå øjne, der lærer os, at selv om man ikke har gule øjne som alle de andre, kan man være mindst lige så god til at jage mus. Mod slutningen af 1960’erne kommer der imidlertid røre i den pædagogiske andedam. En ny gruppe af mere gakkede illustratorer dukker op og giver billedbogen en frisk vitaminindsprøjtning: Tegningerne får en ny ekspressiv fortællekraft, mens sproget begynder at vrøvle.

Billederne fortæller På et havblåt helsidesopslag sejler et enmastet træskib forbi med matros, skipper, kat og en lille skibskok. Skipper har en mus i kasketten, og over hans skulder kan vi læse forklaringen: »Osteskipper Ostenfeldt, der bor i Sundby-

1967

1989

Et skelsættende år. ’Halfdans H ABC’ af Halfdan Rasmusse sen udkommer med illustrationer af Ib Spang Olsen (Carlsen), Ole Lund Ki Kirkegaards ’Lille Virgil’ (Udsnit, Gy Gyldendal) udkommer med tekst og te tegninger af forfatteren. Flemming Qu Quist Møller skrev og tegnede ’Cyke kelmyggen Egon’ (Gyldendal)

Dorte Karrebæks ’Der er et hul i himlen’ udkommer (Udsnit, Munksgaard)

nørre, fandt en mus i Storebælt og hængte den til tørre, gav den kunstigt åndedræt og ostemad at spise, lagde den i sin kasket og sang en vuggevise.« Det er selvfølgelig fra Halfdan Rasmussens Halfdans ABC, der i 1967 udkom med Ib Spang Olsens spillystige og pjuskede blyantstegninger. Samme år som to andre markante udgivelser ser dagens lys: Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil og Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon, hvori håndskreven tekst suser rundt blandt virtuose myldrebilleder. I de følgende år begynder illustrationerne at sprænge deres hidtidige rammer; det bliver tydeligt, at de ikke længere er akkompagnement til teksten men store fabulerende fantasiuniverser i deres egen ret. Og nu vi var ved de (halv)døde mus og 1960’erne, er det også på tide at vende tilba-

ge til Dorte Karrebæk, der på dette tidspunkt var illustrator in spe. Efter fire år på Kunsthåndværkerskolen begyndte hun at illustrere noveller i Alt for damerne og fik samtidig arbejde i en børnehave. Det lærte hende at gå i øjenhøjde med børnene: »Mange unge, som kommer ud fra designskolerne nu, har ikke haft hænderne nede i børn. Det tager lang tid at finde ud af, at man ikke skal snakke ned til dem, ungerne. Men i mødet med et lillebitte barn på tre år, går det hurtigt op for en, at man sidder over for et yderst intelligent væsen.« Derfor har det også undret Dorte Karrebæk, at der typisk har været så mange forklaringer i billedbøger: »Hvorfor fanden er det nødvendigt? Hvad er det man regner med børn ikke kan forstå? Hvis der er noget, de undrer sig over, har de masser af år til eftertanken.«

Opgøret med de pædagogiske forklaringer har ifølge Lars Vegas Nielsen, der sidder i Kulturministeriets Illustratorudvalg, haft afgørende indflydelse på de nye illustratorer. »Der skete et skift i 1990’erne, da garvede tegnere som Lilian Brøgger og Dorte Karrebæk kom til som undervisere på designskolerne,« forklarer han. »Deres vilje til at eksperimentere med billedbogen har præget en hel generation af tegnere, der bevægede sig væk fra det super pædagogisk præcise og figurative og i retning af mere kunstneriske udtryk.«

Empati på den hårde måde Lars Vegas Nielsen nævner blandt andet Mette-Kirstine Bak, Rasmus Bregnhøi, Otto Dickmeiss og Cato Thau-Jensen, der »har hver deres måde at gøre tingene på, men som alle er smittet med Brøgger og Karrebæks ekspe-


I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

2001

15

BAG OM ILLUSTRATIONEN

Kim Fupz Aakeson og Cato Thau-Jensens ’Drengen der lå i sin seng, mens hans far og damefrisøren så på’ udkommer. Del af en række udgivelser til børn i de år, der behandler svære emner – her drengen Werners savn af sin afdøde mor. (Gyldendal)

2007 Mette Moestrup og Lillian llian Brøgger: snit, Gyldendal)) ’Ti grønne fingre’ (Udsnit,

Kilder: Vibeke Stybe ’Fra billedark til billedbog’, Nina Christensen ’Den danske billedbog 1950-1999’ og Torben Weinreich ’Historien om børnelitteraturen’

2015 Madam Karrebæk og Sankt Nielsen: ’Da Gud var dreng’ (Høst & Søn)

1999 9 Jakob Martin Strid udgiver ’Mustafas kiosk’, der afføder i kl d b tiS i racismeanklager og debat Sverige (Udsnit, Forlaget Politisk Revy)

rimenteringstrang.« Frem for bare at ville formidle fortællingen 1:1 ser Lars Vegas Nielsen en tendens til, at tegnerne fokuserer på billedernes stemning og psykologiske forståelseslag: »I dag er mange billedbøger inspireret af filmmediets og tegneseriens subjektive og indlevende perspektiver, mens det tidligere var mere som en teateroplevelse, hvor læseren sad nede på tilskuerrækkerne. Der bliver arbejdet med vildere vinkler, og flere lag af fortællingen ligger i det visuelle.« Ifølge Lars Vegas Nielsen har en del tegnere også ladet sig inspirere af de barske billedbøger, Dorte Karrebæk har lavet i samarbejde med forfatteren Oscar K.: »De handler ofte om emner, der er svære at tale med børn om, og både formidlere, skoler og voksne er vilde med dem. Det interessante spørgsmål er, om børnene også er det?«.

For Dorte Karrebæk handler de barske historier grundlæggende om at vække empati, og her kan billedbogen ifølge hende noget helt særligt. Som eksempel nævner hun Lille håndbog for elefantelskere af hende og Oscar K., hvor tekst og billede flere steder arbejder kontrapunktisk af hinanden og fortæller hver deres historie. På en tegning af en elefanttransport med en masse pakker og bagage anes skikkelsen af en lille forældreløs afrikansk dreng, som læseren aldrig får mere at vide om. »Vi kan se hans fødder, men det er jo ikke noget, der står i teksten,« forklarer Dorte Karrebæk. »Hvor kommer han fra?« spørger hun retorisk og uddyber: »De små læsere, de ser alt! Så når der sidder sådan en dreng i billedet, er det faktisk for at komme med en lillebitte barskhed. Næste gang de ser eller hører om børn, der er kom-

met til Danmark uden forældre, vil de måske bide mærke i det og tænke ’Hvor kommer de fra? Hvad er deres historie?’«. Dorte Karrebæk peger på, at det som illustrator er vigtigt at lade verden trænge ind i billedbogen og anerkende, at børnene også ser den virkelighed, der omgiver os. Men det kan godt være en udfordring, mener hun. »Tendensen kan være, at når der for eksempel pludselig kommer en stor mængde uledsagede flygtningebørn ind i et samfund, så reagerer børnebilledbøgerne med at blive søde og milde og glemme problemerne. I svære tider lukker vi os om os selv. Så vil vi bare gerne spise lækkert og hygge os med dem vi kender – og det skal billedbøgerne så bidrage til. Det er ærgerligt.« ibureauet@information.dk

BONUS

Dorte Karrebæks top fem over illustrerede yndlingsværker 1. ‘Spørge Jørgen’ med illustrationer af Storm P og tekst af Kamma Laurents 2. ‘Den Store Bastian’ af den tyske læge Heinrich Hoffmann 3. ‘Prins Valiant’-serien 4. Alle Tintin-hæfterne 5. Billedbogen ‘Kattens skræk’ af norske Fam Ekman


16

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

BAG OM ILLUSTRATIONEN Et blandet ægteskab


I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

17

BAG OM ILLUSTRATIONEN Illustrationer: Mia Mottelson/iBureauet

Mere end blot en farveprinter Der kan opstå magi eller konflikter – på papiret og i virkeligheden – i mødet mellem forfatteren og tegneren bag en børnebog. Den vellykkede børnebog kræver, at forfatteren kan slippe styringen, og at tegneren fortolker og forløser teksten, så den får et ekstra lag Af Michelle Arrouas

F

orfatter og politiker Manu Sareen og illustrator Lars-Ole Nejstgaard lyder som et ægtepar, der ikke kan blive enige om detaljerne, da de skal fortælle om, hvor de mødtes. Efter 10 års samarbejde og ni børnebøger, der bærer begges navne, er det ikke så underligt; at have arbejdet så tæt sammen så længe fører til en naturlig indforståethed. Lars-Ole kan ikke helt huske det, men det kan Manu. Han var netop blevet færdig med manuskriptet til sin første børnebog og var på jagt efter en tegner med den helt rigtige streg til at illustrere fortællingen om den indisk-danske teenagedreng Iqbal Farooq. Han sendte manuskriptet i udbud hos en række tegnere, og da han så Lars-Oles bud, var han ikke i tvivl. »Jeg faldt pladask for hans streg. Den flugtede meget med den måde, jeg selv havde tænkt universet på,« fortæller Manu Sareen om optakten til deres første møde. Han blev kun mere begejstret for sin nye samarbejdsmakker, efter at han mødte LarsOle til en kop kaffe på forlaget, så flere skitser og opdagede, hvordan tegneren bidrog til universet: »Han har en fræk streg, der provokerer på

en subtil måde, og det faldt jeg for. I den første bog står en gymnastiklærer med ryggen til i bar røv. Det havde jeg ikke engang selv tænkt på, da jeg skrev manuskriptet, og det mod kan jeg godt lide,« fortæller Manu Sareen om sin trofaste tegner.

Kirsten Giftekniv Manu Sareens samarbejde med Lars-Ole Nejstgaard er et eksempel på, at et forlag har haft held med Kirsten Giftekniv-arbejdet, fortæller de tos redaktør, Jesper Roos Jacobsen fra forlaget Carlsen. Når han har valgt at udgive et manuskript, er en af de afgørende beslutninger efterfølgende, hvem der skal illustrere det. »Det betyder enormt meget for bogens samlede udtryk, hvilket alderstrin den henvender sig til, hvilken tone der er tale om, og hvordan visionen og det kunstneriske udtryk stråler igennem,« fortæller børnebogsredaktøren. Cecilie Eken, der er med i bedømmelseskomiteen for Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris, er enig i, at det er lige så vigtigt at finde den rigtige tegner som den rigtige tekst. »En god illustration er halvdelen af den gode bog. Illustrationerne skal være af lige så høj kvalitet som teksten, og teksten skal forløses af tegningerne,« fortæller Eken, der læser op mod 100 børne- og ungdomsbøger hvert år.

Hun fortæller, at det ofte handler om enten at løfte teksten op, så den får et meta-lag – eller at gøre en abstrakt tekst mere forståelig og jordbunden. »Illustratorens fortolkning er enormt vigtigt for, hvordan man som læser opfatter teksten. Jeg skriver eksempelvis poetiske og lidt abstrakte billedbogstekster, og så er tegnerens fortolkning det, der forankrer teksten,« siger hun.

Det afgørende første møde Når redaktøren Jesper Roos Jacobsen sammen med forfatteren når til enighed om en tegner, der kan fortolke teksten på den rigtige

Jeg faldt pladask for hans streg. Den flugtede meget med den måde, jeg selv havde tænkt universet på Manu Sareen Børnebogsforfatter, om illustrator Lars-Ole Nejstgaard

måde, sætter han et møde op mellem de to. Det møde er afgørende. »Det første møde er vigtigt, for det er her, vi aftaler, hvordan processen skal være, så der ikke opstår misforståelser undervejs. Der er en kemi, som skal være der, ikke på et venskabeligt plan, men omkring det at gå ind i en kreativ proces sammen,« siger redaktøren, der som regel holder et eller to kaffemøder med tegneren og forfatteren i opstartsfasen på et nyt projekt. »Uanset om du er forfatter eller tegner, er du uden for din komfortzone, når du er kreativ, for du leverer noget, du selv har udtrykt, og det kan være sårbart. Det kan gå helt galt, eller det kan gå smaddergodt,« siger han. Hvordan samarbejdet mellem forfatter og tegner forløber, efter at første møde er gået godt, er meget forskelligt, men en ting gør sig næsten altid gældende: Teksten kommer før tegningerne. »Grundlæggende kommer teksten altid først, men i hvilken grad, det er tilfældet, varierer. Ved et helt nyt projekt vil teksten typisk være så godt som færdig, før jeg involverer illustratoren,« siger Jesper Roos Jacobsen fra Carlsen. På Forfatterskolen for Børnelitteratur kommer teksten også først – skolen uddanner forfattere, og ikke illustratorer – men fra første semester bliver eleverne undervist i at tænke på billedsiden. Et helt semester ud af fire handler om illustration og billeder, og en af elevernes første opgaver er at skrive tekster til en række billeder. »Vi prioriter det højt, for billedbogen er det sværeste medium. Man skal vænne sig til at udelade alle beskrivelser fra teksten,


18

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

BAG OM ILLUSTRATIONEN Et blandet ægteskab

arbejde med sproget og se, hvad der er tilbage, når man fjerner beskrivelserne. Det er svært for mange,« fortæller skolens leder Kari Sønsthagen.

BONUS

Et legendarisk samarbejde De færreste forfattere arbejder kun sammen med én tegner, men der er eksempler på langvarige og legendariske forhold mellem forfattere og tegnere. Et forhold, der bliver fremhævet af mange, er det mellem Astrid Lindgren og den danske tegner Ingrid Vang Nyman. Det var hende, der illustrerede ’Pippi Langstrømpe’ og ’Alle vi børn i Bulderby’. »Enhver forfatter, der er så heldig at finde en åndsbeslægtet tegner til deres bog, vil være den kunstner evigt taknemmelig,« sagde Astrid Lindgren om forholdet til tegnere. En anden tegner, der har illustreret mange af Astrid Lindgrens bøger – blandt andre ’Ronja Røverdatter’ og ’Brødrene Løvehjerte’ – er Ilon Wikland.

Ud over at undervise eleverne i at tænke i opslag, der gør det spændende at bladre videre, og at udvikle karakterer i samspil mellem tekst og billeder lærer skolen dem at give plads til det visuelle univers. »Tegnerne sætter scenen, det er dem, der skaber rummet. Det, der er tilbage til forfatteren, er det sproglige rum, hvor stemningen skabes med ord. Billedbogsforløbet er noget af det, der overrasker vores elever mest,« fortæller forfatterskolelederen, der selv er børnebogsforfatter. »Jeg lavede alle de fejl, man kan lave, da jeg skrev min første børnebog – jeg vidste, præcis hvordan billedsiden skulle se ud. Intet var overladt til tegneren,« fortæller hun grinende.

At afgive kontrol Jesper Roos Jacobsen fortæller, at redaktørens rolle i visse tilfælde ligner en fredsmæglers, når forfatteren og illustratoren ser første skitse af den færdige bog. »Det kan godt være en fordel, at tegneren og forfatteren ikke har direkte kontakt, men kommunikerer gennem mig, når de første skitser vises frem, hvis der er noget, de er uenige om,« fortæller Jesper Roos Jacobsen. Det er nemlig som oftest, når forfatteren

ser de første skitser, at der opstår konflikter – især hvis forfatteren ikke kan forlige sig med, at tegnerens illustrationer ikke ligner de billeder, han havde i hovedet, mens han skrev. Cecilie Eken fortæller, at den vellykkede børnebog ofte er resultatet af en balancegang mellem forfatterens og illustratorens kreative frihed. »Der er forfattere, der stækker illustratoren og slet ikke lader ham forløse og fortolke deres tekst, men behandler ham som en printer, der er tilknyttet forfatterens hjerne, og så er der illustratorer, der tager teksten og løber af sted i deres egen retning uden kontakt med forfatteren, hvor forfatteren kan synes, at det er helt misforstået,« fortæller hun om de mest grelle eksempler. Jesper Roos Jacobsen er enig: »Det er enormt vigtigt, at en forfatter kan sige: ’Jeg er dygtig til at skrive, og det er dig, der ved, hvordan man illustrerer det her bedst muligt.’ Når det går galt, er det som regel, fordi forfatteren er hoppet ud af rollen,« fortæller redaktøren, der adskillige gange har måttet afbryde forfatterillustrator-samarbejder på grund af konflikter. Han fortæller, at der også er stor forskel på tegnernes temperamenter: Mens nogle lytter meget til forfatterens ønsker og tilpasser deres

illustrationer, er andre mere kompromisløse. »Med en tegner handler det ofte om, hvor meget kunstner eller hvor meget håndværker vedkommende er – nogle tegnere er meget opsøgende i forhold til at afstemme med forfatterne undervejs og sende skitser, mens andre tegnere siger: ‘Jeg læser, jeg fortolker, og så sender jeg de tegninger, som jeg mener, er de rigtige,’« fortæller redaktøren. Når skitserne er blevet godkendt af forlaget og redaktøren, farvelægger tegneren dem, og så er bogen som regel klar til at blive sendt til tryk. Som regel bliver forfatteren dog positivt overrasket over at se sit fiktive, litterære univers illustreret: »Forfatterne siger tit, at det ikke var, som de havde regnet med, men meget bedre. Da tegneren Cato Thau-Jensen sendte skitserne til Hella Joofs børnebog om Snitten og Kis, havde hun tænkt sig, at det skulle være en colombiansk dreng, men han havde tegnet en asiatisk dreng i stedet. Og hun havde tårer i øjnene af glæde, da hun så dem,« fortæller Jesper Roos Jacobsen. Det er, når forfatteren og tegneren begge har frie hænder og teksterne og tegningerne derefter mødes, at det løfter sig til at være mere end bogstaver og kruseduller, siger for-


I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

19

BAG OM ILLUSTRATIONEN

Vinder er aff

NORDISK K RÅDS R BØRNEBOGSPRIS OGS SPRIS 2015 15

– bøger du ikke havde forventet! MISSIONEN

Aaron Becker

info@abc-forlag.dk • www.abc-forlag.dk • tlf. 4926 3773

26. april kl. 17.00

lagsredaktøren. »Alle de tegnere, jeg arbejder sammen med, har en fantastisk evne til at tegne det, som ikke er i teksten. De fortolker og tilføjer et element i en tegning, et lag i en

BONUS

Første møde med forfatteren Nogle tegnere mødes slet ikke med forfatteren, før de begynder at illustrere en bog, men for Lars-Ole Nejstgaard er det første møde afgørende: »Når jeg laver børnebøger er det rart at kende forfatteren, så jeg mødes med forfatteren, inden jeg går i gang med at tegne, så jeg ved, hvad det er for en psyke, jeg sidder over for.« Der er nogle bestemte ting, han kigger efter, før han siger ja til et samarbejde: »Jeg bider mærke i deres humor, deres satiriske niveau, deres tilgang til historien og deres niveau af selvhøjtidelighed.«

situation, og den slags er med til at løfte bogen. Det er det, der gør, at helheden bliver magisk,« siger han. Det nikker Cecilie Eken genkendende til. »Det visuelle univers omkring teksten er afgørende – det skal enten komme med mod-, med- eller sidedigtninger til teksten, som giver den en ekstra dimension og et ekstra lag,« fortæller hun om den vellykkede børnebogsillustration. Det er netop det, Lars-Ole Nejstgaard gør så godt, når han illustrerer Iqbal Farooq-bøgerne, siger Manu Sareen. »Jeg bliver gladere og gladere for hans streg, for han går tit ind og laver nogle sjove ting, for eksempel en plakat, hvor der står nogle sjove ting på, som overrasker mig helt vildt positivt og tilføjer historien et lag, jeg egentlig ikke havde tiltænkt den,« fortæller Manu Sareen begejstret om samarbejdet. Ifølge Jesper Roos Jacobsen er netop overraskelsen med til at holde forholdet friskt og givende for alle parter. »Det er lidt som et godt gammelt forhold: Hvis man kan overraske hinanden, er det med til at holde liv i parforholdet,« siger han. ibureauet@information.dk

Fortryllende Illustrationer Illustrator Otto Dickmeiss fortæller om sine værker og om at arbejde med illustrationer til børnebøger. Lektor Marianne Eskebæk Larsen interviewer.


20

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

BAG OM ILLUSTRATIONEN I værkstedet

Kærlighed fortalt på to minutter Katrine Clante og Annette Herzogs graphic novel ’Pssst!’ om pigen Viola, der forsøger at finde sig selv, får en efterfølger. Og nu er der en dreng med. Illustrator Rasmus Bregnhøi tegner Storms side af kærlighedshistorien. Og han har bidraget med egne dagbogsnotater, med indsigt i en drengs kropslige udvikling og med flyvende kusser Af Anita Brask Rasmussen

D

et her var noget af det sværeste at tegne: De kommer kørende på en cykel, drengen og pigen. Storm cykler, Viola sidder på bagagebæreren. Et bump i vejen får Viola til at rykke lidt tættere på Storm. Holde ham lidt fastere om livet, lægge kinden mod hans ryg og udstøde et lille ‘mmm’. Storm til gengæld ser nærmest panisk ud. Ved Violas uskyldige kærtegn begynder der at ske noget nede i hans bukser. Storms øjne vokser i takt med bulen i bukserne og til sidst eksploderer det hele og en hel rude i Annette Herzog, Katrine Clante og Rasmus Bregnhøis graphic novel bliver dækket af en eller anden form for væske. Det var det sværeste at tegne, fortæl-

ler Rasmus Bregnhøi, altså det med bevægelserne på cyklen: »De skal komme kørende på cyklen, hvor hun sidder bag på og så skal de køre over et bump, så hun ligesom rykker tættere på ham. Og det skal han mærke. Og hun skal mærke, det er dejligt. Det er sådan noget, der er enormt svært, selvom det ser enkelt ud. Der skal ske mange ting på meget lidt plads,« siger han. At tegne en ung drengs ukontrollable erektion var ikke svært. Det skete helt uden rødmen i kinderne. »Det skal være realistisk, og det er det her virkelig,« siger Rasmus Bregnhøi: »Hvis vi skal tale direkte til de unge, så skal vi være ærlige omkring, hvad det er, der foregår i kroppen. Ellers ville det jo være sådan noget, hvor man skulle lade ham tænke: ’Åh

nej, den bliver stiv.’ Det er da sjovere på den her måde. Og også mere rammende i forhold til, hvordan man forestiller sig, at det ser ud i hovedet. Så slemt er det jo nok ikke. Men det er noget af det værste at opleve som dreng. At man ikke har kontrol over det. Det er ikke sjovt.« På den måde lyder det til, at Rasmus Bregnhøi er den helt rigtige makker for Annette Herzog og Katrine Clante, der med den første bog om Viola også beskrev det at blive teenager som en meget kropslig erfaring. Jeg møder dem alle på Rasmus Bregnhøis tegnestue, hvor tegningerne ligger spredt ud på et lille mødebord. De foreløbige skitser til Hjertestorm, der snart udkommer som efterfølgeren til Pssst!, der sikrede Katrine Clante Kulturministeriets Illustratorpris i 2014. Historierne om Viola bliver fortalt som Graphic Novel, som en afsluttet fortælling, der bruger en lang række af tegneseriens og illustrationens virkemidler. Der er tekststykker, collager af tekststykker, sider med tegneserieruder, lister, close ups, landskabsmalerier. Katrine Clante tegner det hele i hånden. Det hele. Først i skitseform og så i rentegning. »Det er derfor, jeg er lidt forsigtig med de

her,« siger hun om en bunke papirer, hun har samlet og foldet et A4-ark om. »Ja, det gør jeg altså ikke,« siger Rasmus Bregnhøi.

Den første forelskelse Der er måske stor forskel på tegnernes arbejdsmetoder, men der er ligheder i deres udtryk, og det var det, der gjorde, at det blev netop Rasmus Bregnhøi, der blev inviteret ind i arbejdet med Annette Herzog og Katrine Clante på den nye bog om Viola. Viola bliver forelsket i drengen Storm, og Rasmus Bregnhøi illustrerer fortællingen fra Storms synsvinkel. Annette Herzog har skrevet to manuskripter, og bogen kan læses fra begge sider – bogstaveligt talt. Bogen er vendbar. Fra den ene ende følger vi Viola og fra den anden Storm, og så mødes de til sidst i midten af bogen. På vejen derhen oplever de den første forelskelse og undersøger samtidig, hvad kærlighed er, og hvad den gør. Annette Herzog forklarer, at Rasmus Bregnhøi ikke bare sørger for, at Storm får sit eget visuelle udtryk. Han har også bidraget med sine egne erfaringer. »Rasmus er kommet med rigtig gode input fra sin egen barndom og ungdom. Katrine og jeg er kvinder, vores redaktør er kvinde, så det var enormt interessant for os at få et indblik i,


I N F O R M AT I O N B Ă˜ R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

21

BAG OM ILLUSTRATIONEN Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi kigger pü de skitser, der med Annette Herzogs tekst er blevet til deres fÌlles graphic novel ’Hjertestorm’. Foto: Jakob Dall Forløb fra første skitse til fÌrdig illustration i Katrine Clantes arbejde med kÌrlighedshistorier i ’Hjertestorm’.

. Romeo og Julie. Italien, ĂĽr 1597. (Forfatter: 6KDNHVSHDUH

HjÌlp, Fader Lorenzo! Hvad skal jeg gøre? Lad os gifte os i hemmelighed!

Min Romeo! /\NNHOLJHGRONKHU skal du ind!

*UDYNDPPHU

*LIW

Drik denne gift. Din familie vil tro, du er død. Nür de har begravet dig, NDQGXÀ\JWHPHG5RPHR Romeo og Julie forelsker sig lidenskabeligt i hinanden. DesvÌrre er deres forÌldre dødsfjender, og Julie er lovet vÌk til prins Paris. Fader Lorenzo har en plan: Julie skal drikke gift, men kun VnPHJHWDWKHQGHVIDPLOLHYLOWURKXQHUG¥G1nUKXQYnJQHUDIVLQG¥VNDQKXQÀ\JWHPHG Romeo. Men Romeo nür ikke at blive informeret om planen. Da han hører om Julies død, drikker han gift i gravkammeret ved hendes �lig�. Da Julie vügner, er Romeo død.

'HQXQJH:HUWKHUVOLGHOVHU7\VNODQGnU )RUIDWWHU-:*RHWKH

: Jeg har lovet min mor pü dødslejet, at Albert og jeg skal giftes.

Jeg tror, hun ogsĂĽ elsker mig, men jeg mĂĽ give afkald.

Alberts pistol

Lotte! Lotte! Lev vel, lev vel!

Afskedsbrev

Den svÌrmeriske, unge Werther forelsker sig lidenskabeligt i Lotte, som er forlovet med den lidt kedelige Albert. Han besøger hende hver dag, mens Albert er bortrejst. Da Lotte og Albert bliver gift, rejser Werther bort for ikke at stü i vejen. Men livet uden Lotte føles tomt og meningsløst. (IWHUHWJHQV\QPHG/RWWHLQGVHU:HUWKHUDWNDQLNNHNDQQ¥MHVPHGEORWDWY UHYHQQHUPHG hende. Han sender bud efter Alberts pistoler.

hvordan det er for en dreng at blive teenager. Rasmus viste os sĂĽdan en bog, hvor han havde skrevet sangtekster og tanker ned. En slags dagbog,ÂŤ siger Annette Herzog. ÂťDet er altsĂĽ en stor tillidserklĂŚring, at du ďŹ k lov til at kigge i den,ÂŤ indskyder Rasmus Bregnhøi hurtigt med et nervøst smil, inden Annette Herzog bliver for konkret. De griner

�

Hvis vi skal tale direkte til de unge, sü skal vi vÌre Ìrlige omkring, hvad det er, der foregür i kroppen Rasmus Bregnhøi Illustrator

allesammen og kigger sigende pĂĽ hinanden. TeenageĂĽrene er mĂĽske nok for lĂŚngst overstĂĽet for dem, men mindet om dem er stĂŚrkt. Det dukker op som smĂĽ stik af usikkerhed, pinlighed og nervøsitet. Og gru ved tanken om, at nogen skulle lĂŚse ens dagbog. Annette Herzog fortsĂŚtter: ÂťNogle af teksterne fra Rasmus’ dagbog har ogsĂĽ fundet vej ind i bogen. I modereret form, selvfølgelig. Der var ogsĂĽ nogle ďŹ ne tegninger. Det er virkelig skrevet af en dreng, der tĂŚnker og prøver at forstĂĽ verden og ďŹ nde sin plads i den. Vi snakkede meget om vores egne personlige oplevelser med kĂŚrlighed i en ung alder.ÂŤ

PĂĽ den ene og den anden side Lige da Rasmus Bregnhøi gik i gang, havde han svĂŚrt ved at se, hvor han skulle vĂŚre i det univers, hvor Katrine Clante allerede sĂĽ dygtigt havde deďŹ neret stemningen: ÂťJeg tĂŚnkte, at det ikke ville vĂŚre sĂŚrlig anderledes, bare fordi jeg er mand. Men da jeg sĂĽ begyndte at tegne, sĂĽ kunne jeg alligevel godt se, at jeg bidrog med noget andet. Mine tegninger er mindre poetiske end dine, Katrine, og mere bombastiske. Det er jo en klichĂŠagtig mĂĽde at opfatte forskellen mellem mĂŚnd og kvinder pĂĽ, og mĂĽske er det ikke det, det kommer af.

Jeg mĂĽ bare konstatere, at sĂĽdan er det. MĂĽske er det bare personlighedsforskelle.ÂŤ Katrine Clante: ÂťJeg er ikke helt med pĂĽ at sige, at det er en mandemĂĽde og en kvindemĂĽde.ÂŤ Rasmus Bregnhøi: ÂťNej, det er ogsĂĽ forkert.ÂŤ Katrine Clante: ÂťDet, det handler om, er, at det er to personer. To forskellige personer oplever verden pĂĽ to forskellige mĂĽder.ÂŤ Nogle gange blev det sĂĽ forskelligt, at Katrine Clante ďŹ k brug for at forsvare Viola. ÂťDer var nogle ting, hvor jeg mĂĽtte sige: Det ville Viola ikke gøre. Jeg kom jo til at kende hende ret godt, da vi arbejdede pĂĽ den første bog.ÂŤ Annette Herzog fortĂŚller, at hun og Rasmus Bregnhøi talte om, hvem Storm skulle vĂŚre. Hvem kunne Viola forelske sig i: ÂťHan skulle ikke vĂŚre en ond bølle, han skulle vĂŚre grundlĂŚggende sød, sĂĽ vi kan holde af ham, men heller ikke vĂŚre for forsigtig. SĂĽ han siger nogle grimme ting. Og nĂĽr det blev for meget for Katrine, og hun sagde: ‘Jeg tror ikke, min Viola ville forelske sig i en dreng, der talte sĂĽdan. Det er for hĂĽrdt’, sĂĽ mĂĽtte vi ďŹ nde en balance, og efterhĂĽnden kunne Katrine ogsĂĽ forstĂĽ, hvorfor Storm for eksempel siger, at Violas patter er for smĂĽ i netop den situation. Han siger det ikke til Viola, men han siger det

om hende. Og det gør müske lidt ondt, nür man nu er kommet til at holde af Viola, men det skal vÌre realistisk.

Den kĂŚrlighed Annette Herzog har lavet omfattende research i forbindelse med bogens tilblivelse. ÂťJeg ville have sĂĽ mange facetter af kĂŚrlighed med, som jeg kunne. Jeg har lĂŚst utrolig mange bøger om kĂŚrlighed. Utrolig mange. Vi ville se pĂĽ kĂŚrligheden fra mange vinkler. De biologiske, de følelsesmĂŚssige. Og hvad med kĂŚrestesorg? Hvad sker der i hjernen? Hvad sker der hos dyr? Og ikke kun den romantiske kĂŚrlighed, men ogsĂĽ kĂŚrligheden til familien. Hvordan opleves det hele af to forskellige personer i det samme forhold? Jeg ville undersøge det hele. Der er for eksempel et kapitel med ďŹ losoer. En kort gennemgang af, hvordan kĂŚrlighed er blevet deďŹ neret i ďŹ losoďŹ en i 2000 ĂĽr.ÂŤ ÂťPĂĽ to minutter i børnehøjde,ÂŤ bemĂŚrker Bregnhøi og udløser igen grin omkring bordet. Men Annette Herzog fortsĂŚtter mĂĽlrettet: ÂťDer er ogsĂĽ en gennemgang af forskellige klassiske kĂŚrlighedshistorier. Som for eksempel Romeo og Julie. Den første forelskelse er en eksplosion af følelser, og der kan vĂŚre


22

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

BAG OM ILLUSTRATIONEN I værkstedet

Forfatter Annette Herzog (i midten) har arbejdet tæt sammen med illustratorerne Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi om historien om Viola og Storm. Foto: Jakob Dall

en trøst i at vide, at andre har oplevet det samme. At man ikke er den eneste. Men det er jo også sjovt at fortælle historien om Romeo og Julie i tre ruder.« Sjovt, men også en kæmpe udfordring for en illustrator, fortæller Katrine Clante. Igen leder hun blandt sine rentegnede papirer og finder til sidst siderne, hvor de klassiske romantiske dramaer træder umiskendeligt frem i Clantes finurlige streg. »Den starter med de her gamle græske dramaer og hopper så frem i tiden til Romeo og Julie, Den unge Werthers lidelser, Anna Karenina og Twilight. Det er sådan et morsomt lille afsnit i en historie, der virkelig tager en ung piges følelser alvorligt,« fortæller Clante og bemærker, at udfordringen især lå i at være bevidst om, at der måske ikke skal så meget til, før man selv genkender historien og hurtigt genfortæller den for sig selv. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet for den unge læser. »Hvornår tager man for meget viden for givet? Hvordan viser man dem for eksempel, at Romeo og Julie ligger i et slags gravhus? Hvilke elementer er nødvendige for at forstå, hvad der foregår, hvis man ikke kender historien.

Spænde

Og så er der hele det mytologiske lag, som ligger i, hvordan man skal forstå hinanden. Hvordan får man det frem - sammen med historiens udvikling?« siger Katrine Clante og kigger ned på sine tegninger, som var det dem, hun talte med. Historien om Viola springer, så det gør hun også: »Og så kommer det her lige efter. Hvor hun går rundt og tænker på sne. Om hvordan hun ikke leger i sneen på samme måde. Det er en del af at blive voksen. Ting, hun syntes var sjovt før, er det ikke længere.« Bregnhøi supplerer: »Ja, det er da det værste ved at blive voksen. At man kun ser sne som noget besværligt. Jeg elskede det, da jeg var barn. Jeg kunne blive ved og ved at kælke, men nu tænker jeg bare på, hvor mange gange jeg skal gå op af bakken. Og på at det er vådt og koldt.«

Intellektuel og fjollet Bregnhøi finder nogle tegninger frem, hvor Storm går rundt i et landskab. Det er ham, der har tegnet gennemgangen af kærlighedens filosofihistorie:

»Ja, det er det her, som måske ikke går i Sverige. Det er et landskab formet som bryster og flyvende penisser og kusser. Men det er jo Storm, der går rundt i den der filosofverden, og for mig var det en måde at forbinde ham med det på. Det er en slags drøm, og da det hele jo handler om kærlighed og sex, så ville det være mærkeligt, hvis han ikke samtidig gik rundt i sådan et damelandskab.« Katrine Clante bakker ham op: »Det rammer også godt i forhold til, hvordan bogen i det hele taget er. Både intellektuel, polemisk og med en fjollet pen. Man får tit adskilt det for meget.« Bregnhøi og Clante har lige så mange ord i sig om Viola og Storm, som Herzog, selvom det er hende, der har skrevet ordene i bogen. Det her er i høj grad et fælles projekt mellem forfatter og illustratorer, fornemmer man. Både Bregnhøi og Clante beskriver det da også, som det gode eksempel på samarbejdet med en forfatter. Clante siger: »Annette lytter, når jeg kommer med kommentarer, og vi arbejder sammen på at sørge

for, at alle dele af historien bliver præsenteret på den helt rigtige måde. Så bliver engagementet automatisk større, og det kan man se på bogen.« Hvis illustratoren ikke er blevet lukket ind i arbejdet, så afslører bogen det også, fortæller Rasmus Bregnhøi: »Det er så vigtigt, at man føler, at man kan sætte sit eget præg på det. Jeg havde enormt svært ved at tegne Viola i starten. Katrine havde jo defineret, hvordan hun så ud. Og jeg syntes bare, hun virkede påklistret, når jeg placerede hende et sted i min del af bogen. Men så talte vi om det, og jeg kom til at lære hende bedre at kende, og pludselig så var hun dér. Og hendes bevægelser virkede naturlige. Hun blev sin egen person for mig.« anbr@information.dk

Følg Viola blive sin egen person i ’Pssst’ og opfølgeren ’Hjertestorm’, der udkommer 11. august på Høst & Søn

g

www.mellemgaard.dk


MVYMH[[LY^LI

Astrid Lindgren

Bent Haller

Mød de mest fascinerende og markante børne- og ungdomsforfattere

Johanne Algren

Et tilbud fra bibliotek og skole

Anders Morgenthaler

Neil Gaiman

Læs også om illustratorer, tegneserier og graphic novels

Hella Joof

Du kan høre om forfatternes liv og opvækst, dykke ned i analysen af et bestemt værk eller se, hvem de er beslægtede med

Sarah Engell

Se mere her

Lene Kaaberbøl

Kim Fupz Aakeson

Halfdan Rasmussen

Produceres af DBC as i samarbejde med iBureauet/Dagbladet Information


24

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

BOGDEBAT Frankrig Den franske filosof Edwige Chirouter har skrevet en doktordisputas om filosofi i børnelitteratur og mener, at litteratur kan sætte filosofiske emner i spil for de mindste. Foto: PR

Små franske filosoffer Et helt marked med bøger, der introducerer til, hvordan selv helt små børn kan diskutere filosofi ud fra eventyr og litteratur, er vokset frem i Frankrig Af Tine Byrckel, Paris

I

Frankrig har filosofi længe haft en helt anden status, end den har i Danmark. Man kan ikke gennemgå et skoleforløb uden at støde på et grundkursus i filosofi, i gymnasiet er den slags fast pensum, lige meget hvilken linje, man har valgt, og hvilke prioriteringer man i øvrigt har foretaget. Filosofi er noget, som også matematikere, videnskabsmænd og IT-folk forholder sig til; den er ikke forbeholdt dem, der tænker over de såkaldt ’bløde’ værdier. Men i løbet af de seneste 20 år er man begyndt at beskæftige sig med filosofi helt nede på børnehaveniveau. Selv børnehavepædagoger har i deres egen skoletid læst filosofi, som snarere betragtes som en måde, hvorpå man kan tænke over livets eksistentielle problemer, end som det dybe studie af tunge filosofiske værker. Ingen forestiller sig, at et barn på seks-syv år kan læse Kant eller Schopenhauer, men til gengæld er børn i den alder ofte ganske vakse til at fatte eksistensen og grunde over den. Man kan undre sig over, at denne interesse for at få selv små børn til at filosofere er opstået, og at det netop er sket i Frankrig. Filosoffen Edwige Chirouter, der dels har skrevet en doktordisputats om filosofi i børnelitteratur, dels også udgivet en håndbog om, hvordan børnehavepædagoger og skolelærere kan introducere børn til emnet med udgangspunkt i børnelitteratur, mener, at den østrigske psykoanalytiker Bruno Bettelheims bog fra 1975

om en psykoanalytisk tilgang til eventyr har haft stor betydning i Frankrig. Det kan jo forekomme paradoksalt, at børn elsker fortællinger, der er foruroligende og uhyggelige, hvis man ikke er klar over, at det uhyggelige netop er noget, de har i sig selv. Uhyggen kommer ikke udefra, men til gengæld gør det vældig godt at placere uhyggen i en god historie, f.eks. De tre bukke bruse eller Den lille Rødhætte.

Børn som filosoffer Chirouter nævner også Jostein Gaarders Sofies Verden som afgørende for, at hele diskussionen om børn og filosofi kom i gang. Den udkom i Frankrig i 1995 og fik stor betydning for tankerne om, at også børn kan filosofere. Den har måske midt i den øvrige filosofiske tradition haft større konkret effekt i Frankrig end i Danmark. Men mange danskere kender et af de mest eminente litterært filosofiske værker for børn, nemlig Antoine de Saint-Exupérys Den lille prins fra 1943. Hvad er et filosofisk spørgsmål egentlig? Chirouter tøver ikke med at betragte børn som filosoffer, deres spørgsmål er »metafysiske«, påstår hun. Så hvis vi ikke filosoferer som voksne, er det fordi vi har glemt det, ikke fordi vi aldrig har kunnet det. Vi har simpelthen bare glemt at opdyrke den filosofiske evne. Det kan dreje sig om spørgsmål som ’Skal man altid fortælle sandheden?’, ’Hvad vil det sige at være lykkelig?’ eller ’Hvorfor skal alle dø?’. Nogle gange er det så jordnært som ’Hvorfor må man ikke altid gøre, lige hvad man vil?’. For det meste møder forældre den slags spørgsmål midt i de mest almindelige gøremål, når ungen ikke

gider tage regnfrakke og gummistøvler på om morgenen, lige når man skal ud ad døren. Her kan man nok ikke fortænke dem i at udsætte diskussionen. Et spørgsmål som ’Hvorfor må man ikke stjæle?’ bliver sat på spidsen, når man pludselig finder en kammerats foretrukne Star Wars-figur i barnets skoletaske, og pludselig står man bare og skælder ud. Men det at filosofere er så netop ikke blot at være dogmatisk. Det er jo ikke så enkelt, som at man aldrig må lyve eller stjæle – det ved de voksne også.

Enkel opskrift Det er så her, Chirouter mener, at især litteraturen kan komme til hjælp. Den er netop fuld af historier om alt det, folk gør galt – ofte i bedste mening. Historier kan løfte problematikken op over det ofte følelsesladede forhold mellem forældre og børn, ganske som litteratur og

Hvad er et filosofisk spørgsmål egentlig? Chirouter tøver ikke med at betragte børn som filosoffer, deres spørgsmål er ’metafysiske’, påstår hun

godnatlæsning i det hele taget kan gøre det. Selv om vi også i Danmark kunne have haft rig lejlighed til at sætte forholdet mellem børnelitteratur og filosofi i system, så ungernes egne filosofiske evner kunne blomstre, er det altså i Frankrig, at man i løbet af de sidste 20 år har gjort det – ikke mindst med et omfattende undervisningsmateriale. De ophedede filosofiske diskussioner om, hvorfor man ikke altid kan gøre, præcis som man vil, kan så tages i rundkreds i børnehaven, på andre tidspunkter end netop dem, hvor tingene er sat på spidsen. Der har nærmest været en eksplosion af serier fra forskellige forlag, som lægger op til filosofiske forløb gennem litteratur for forskellige aldersklasser. Her er Chirouter nævnt, men hun er ikke den eneste, som har skrevet bøger om filosofiske undervisningsforløb ud fra litteratur. Isabelle Pouyau har skrevet en lignende introduktion, Préparer et animer des ateliers philo om at »forberede filosofiske workshopper« for de helt små. Opskriften er enkel, men kræver nok lige det filosofiske blik, som gør, at man har sans for de problematikker, børnebøger allerede implicit behandler. At filosofere er at tænke over det at tænke. Ideen er så, at et fast ’pensum’ af bøger i løbet af et år bliver læst af alle børnene og danner grundlag for diskussioner. Det kan være samtaler om døden og om, hvordan man skal gribe sorg an, hvilket en del børnebøger efterhånden behandler. Eller samtaler om ansvar og frihed, hvor megen børnelitteratur – alt fra klassikere som Den lille Rødhætte over Hans og Grethe til helt ny litteratur – i sagens natur ofte franske børnebøger – kan diskuteres og blot ikke slå deres spørgsmål hen under godnatlæsningen. Så kan de lære én lidt om filosofi. tiby@information.dk


H.C. Andersen og Bro/drene Grimm De allerdejligste eventyr, der samler

en serie af bøger, der giver adgang til

børn og voksne, og som er lige til at

eventyrernes forunderlige og magiske

læse højt for de små. Velkommen til

verden – rigt illustreret.

Godnathistorier der virker

Se mere på filumbur.dk

styRk dit barNs selVværd

Godnathistorier der virker

FalD glad I søvn – soVeHjælp til børN

Kender du Fililumbur?

Fililumbur-bøgerne er selvværdstræning

værdifuld skaber et solidt fundament for

og sovehjælp til børn. Godnathistorier

dit barn til at få en god barndom og en

der virker! Højt selvværd betyder, at dit

tryg og god opvækst – uanset de udfor-

barn lever et fint liv. At vide, at man er

dringer ethvert barneliv byder på.


26

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

INTERVIEW Mette Vedsø Selv om Mette Vedsø i sit professionelle virke har forladt naturvidenskaben, har den stadig en stor plads hos hende – og dermed i hendes bøger. Foto: Ulrik Hasemann

Tal og tanker i korte sætninger Mette Vedsø voksede op med naturvidenskaben som det mest naturlige valg: Først meget sent gav hun sig selv lov til at blive noget så abstrakt som forfatter. Hun forsøgte at lægge afstand til naturvidenskaben, men den sneg sig ind i hendes tekster, og hun fandt ud af, at den ikke står i modsætning til litteraturen. Den forbinder hende faktisk med de børn, der oplever verden meget konkret Af Anita Brask Rasmussen

N

år Mette Vedsø som barn trådte ind i et rum, lagde hun altid mærke til dets størrelse. Til afstandene mellem tingene. Højden fra gulv til loft. Længden på gulvbrædderne. Hun tænkte på dets rumfang. Det var, som om hun først rigtig kunne være i det, når hun kendte dets størrelse. Hun var ikke bare fascineret af rum, men også af rummet. Men tanken om de store afstande deroppe overvældede hende. Selv i dag er det en joke i hendes familie, at hun bliver nødt til at forlade samtalen, når den falder på rummet. Hun kan ikke rumme dets uendelighed. Måske er det derfor, at tal og afstande konstant dukker op i hendes børnebøger. Det har al-

tid været hendes måde at opleve verden på: »Da jeg blev syv år, tænkte jeg: syv gange ti er 70. Mange dør, når de er 70. Og ti er altså ikke et særlig stort tal. Jeg blev bange. Afstanden til døden føltes pludselig meget mindre,« siger Mette Vedsø, der snart er aktuel med historien om Tove, Dobbelt så gammel, og novellesamlingen To minutter i dommedag. I Dobbelt så gammel møder vi otteårige Tove, der på en telttur i Sverige bliver forelsket i en 16-årig dreng. Han er dobbelt så gammel som hende, men Tove drømmer om fremtiden, hvor afstanden mellem dem ikke længere vil være så stor. Altså relativt set. Og som Tove siger: »Verden er kun tal.« Toves mange observationer af tal, afstande og sammenhænge tegner et billede af en pige, der konstant forsøger at forholde sig meget

konkret til og forklare den verden, hun møder. Og det er sandt, at Tove og Mette har meget til fælles.

En rigtig forfatter Mette Vedsø fandt ret sent ud af, at hun ville skrive børnebøger. Eller det er måske ikke helt rigtigt. Hun fandt meget sent ud af, hvordan hun kunne give sig selv lov til det. Mette Vedsø er vokset op i naturvidenskaben. Begge hendes forældre arbejdede i den, og det kom hun også selv til. Hun har læst kemi og biologi og arbejdede i mange år i medicinalindustrien. »Det virkede naturligt – og også trygt – at jeg skulle gå den vej, og det skete måske bare. Jeg har altid været naturvidenskabeligt interesseret, men jeg kan ikke huske, at jeg drømte om at arbejde i det.«

Det var heller ikke sådan, at hun drømte om at blive forfatter. Hun har altid skrevet meget, men ikke opfattet det som noget, man kunne bruge til noget. »Min kreative side har altid været forbundet med en usikkerhed og følsomhed. Men jeg forestillede mig nok, at hvis man skal være kunstner, så skal man bære på et traume eller have en anden form for livserfaring, som man ikke får af at vokse op i et villakvarter i Vejle med begge sine forældre og være sådan én, der gerne vil have, at alting går op. Jeg har altid gerne villet gøre alting rigtigt. Sådan er en forfatter ikke, vel?« Så hun blev kemiker. Fik en karriere. Og børn og rækkehus. Det rækkehus i Ordrup, hvor vi nu sidder og taler om at forlade branchen. Postnummeret og privatskolen på den næste gade passer måske bedst til vores forestillin-


I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

27

INTERVIEW

Da jeg blev syv år, tænkte jeg: syv gange ti er 70. Mange dør, når de er 70. Og ti er altså ikke et særlig stort tal. Jeg blev bange Mette Vedsø Forfatter

ger om medicinalindustrien, men bøgerne på bordet, Julie Nord-plakaten over det slidte køkkenbord og den nye indbyggede bogreol i stuen peger i en anden retning. »Det gik godt karrieremæssigt. Jeg blev afdelingsleder i en meget ung alder. Jeg kunne lide visse aspekter af mit job, men der var også mange, jeg ikke kunne lide. Så på et tidspunkt var det bare, som om jeg var færdig med det. Jeg fik også tit kommentarer fra kolleger som: ’Sjovt, at du har et job som det her, du virker ret malplaceret.’ Det var også den grundfølelse, jeg selv havde længe.« Og så var det, hun så annoncen fra Forfatterskolen for Børnelitteratur. Det var det, hun skulle. »Det hjalp mig, at der fandtes en skole. Jeg tror ikke, jeg havde gjort det, ikke sådan for alvor, hvis ikke jeg kunne gå dér.« Med

Forfatterskolens hjælp skabte hun et rum til sig selv i børnelitteraturen. Sådan kunne hun retfærdiggøre det at skrive professionelt og give sig selv lov til at udleve sin kreative side. Hun debuterede i 2011 med bogen Kærlighedskødboller og har siden skrevet både ungdomsromaner, børneromaner og billedbøger. »Jeg følte mig lidt som en fremmed i det. Der er mange vinkler i at fortælle om et så markant skift som det at gå fra at arbejde i lægemiddelbranchen til at blive forfatter, og det har været en utrolig gradvis proces. Jeg tror, at forfatteren voksede frem i takt med det at blive voksen og udfordret følelsesmæssigt, at få børn, hele tiden at blive meget mere bevidst om sin egen sensitivitet og livets skrøbelighed. Så overtog min kunstneriske side, som på en måde havde ligget i dvale eller måske

bare ikke havde haft de rette betingelser for at blive moden.«

Otte plus otte er 16 I begyndelsen brugte Mette Vedsø mange kræfter på at lægge afstand til sin fortid i naturvidenskaben. Hun var startet forfra, syntes hun. Naturvidenskaben var bare sket for hende, den var ikke noget, hun selv havde valgt. Ikke at hun var blevet tvunget ind i den, men børnelitteraturen føltes mere som noget, der var hendes helt eget. »Jeg mente nok, at de to sider af mig ikke var forenelige. Jeg måtte lægge mit tidligere arbejdsliv bag mig for rigtigt at kunne være kreativ. Det troede jeg i hvert fald, men det er efterhånden gået op for mig, at det kan man jo ikke. Min tid i naturvidenskaben er en del af mig. Og


28

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

INTERVIEW Mette Vedsø måske er det faktisk det, der gør mig lidt anderledes end andre.« Og det er rigtigt. Tal, afstande, kemi og biologi er til stede i Mette Vedsøs bøger. Som hunde, elge og adfærdsmønstre i myretuer. Som medicinske fagudtryk. Som afstanden mellem en 8-årig og en 16-årig. Det er ikke noget, der er direkte tematiseret, og man bliver ikke nødvendigvis opmærksom på det. Det er bare en måde at se verden på. »Måske kan man sige, at tal og fakta for mig har været en måde at holde styr på og projicere flyvske tanker og et følsomt sind. Det, tror jeg, er en mekanisme, jeg har brugt både i barne- og voksenalderen, og nu afspejler det sig i mit forfatterskab. Jeg er sikker på, at der er andre børn, der oplever verden, som jeg gjorde det som barn. Jeg var meget observerende og undrede mig over alt muligt og ledte efter forklaringer. Dem kunne man ret nemt få i naturvidenskaben.« Som forfatter har Mette Vedsø bevaret sin evne til at undre sig eller studse over ting. Det er tit sådan, hun får en historie i gang. Måske har hun et dilemma eller en karakter, som hun gerne vil skrive om, men for at det hele skal gå i gang og blive til en historie, har hun brug for en katalysator. I tilfældet Tove var det sætningen: »8 plus 8 er 16. Kys din kæreste på rejsen.« Og så var Tove der. Forlaget Jensen & Dalgaard ser gerne, at det bliver til en bogserie om Tove. Måske bliver det også det – i hvert fald har Mette Vedsø skrevet endnu en bog om Tove, men det er svært for hende at love, at der kommer én mere. Hun har brug for, at noget sætter det i gang først. »Mine bøger handler tit om et vendepunkt i livet. Det kan være død eller den første forelskelse eller noget helt andet, men ens for

dem er, at jeg ofte ved, hvordan de ender. Jeg ved bare ikke helt, hvordan jeg skal komme derhen.« Mette Vedsøs bøger er ofte korte, og nu bliver det endnu kortere. Inden bogen om Tove udkommer til efteråret, kommer en novellesamling for unge på Høst & Søn. »Det er enormt rart at skrive noveller, synes jeg. Man kommer ret hurtigt til et vendepunkt, og så er den jo ofte slut. Man kan sige, at noveller måske efterlader læseren med lysten til at vide mere om de karakterer, man kun møder meget kort, men hemmeligheden er for mig at sige en helt masse uden nødvendigvis at skrive det.« I novellen Hestehuller møder vi for eksempel pigen Marie, der hvert år får afbrudt sin sommerferie ved vandet af et besøg, hun ikke orker. Det er en familie, der har den udviklingshæmmede Flora. Marie har altid syntes, hun var lidt pinlig og ulækker. Men en dag sker der noget, der får Marie til at ændre opførsel over for Flora. En enkelt begivenhed hjælper både Marie og Flora med at komme op af et hestehul – i både overført og meget konkret betydning. Så er novellen slut. Men alt i den har ført frem til dette øjeblik. Dette vendepunkt i Maries liv. Og så går historien op for Mette Vedsø.

Let at læse Sproget i Mette Vedsøs bøger er veldoseret, får man lyst til at sige. Det er konkret og uden for mange påtagede kunstneriske manerer: som sætninger uden objekt. Som punktummer før ’og’. Og andre tricks. Sproget er blot meget rent og tydeligt. Sætningerne er korte, men varierede i konstruktion, og det gør teksten rolig – afslappende næsten. »Jeg kan godt lide at skære helt ind til essensen. Jeg

bryder mig ikke om lange snørklede sætninger. Sådan nogle skriver jeg ikke, for jeg synes, man kan fare vild i dem. Som læser kan jeg heller ikke lide dem. De får mig til at stoppe op og miste forbindelsen til teksten.« Men det betyder ikke bare, at Mette Vedsøs bøger er velskrevne og sprogligt veldoserede. Det betyder også, at de er lette at læse. Som i letlæsningsbog-lette. Det kan man godt lide på de børnelitterære forlag – for den slags kan man sælge i klassesæt. Mette Vedsø tager én af de bøger, hun har liggende i bunken foran sig op. I det nederste hjørne står der ’Zoom’. Det er en letlæsningsbogserie fra Høst & Søn. »Det er jo forlaget, der bestemmer, om en bog bliver kategoriseret som letlæsning. De regner lixtallet ud. Det er ikke noget, jeg skriver målrettet efter. Nogle gange ærgrer det mig lidt, at de får det stempel, for letlæsningsbøger er et nedladende ord. De ligger nederst i fødekæden. I børnelitteraturen bliver de opfattet som noget, hvis formål først og fremmest er at lære børn at læse,« siger hun. I Høst & Søns Zoom-serie er der dog flere eksempler på, at det ikke behøver at være tilfældet. For eksempel Mette Vedsøs bog Død og citronmåne. »Engang satte jeg mig ned og skrev én af Helle Helles tekster ind i Word, og så regnede jeg lixtallet ud. Det var langt lavere, end det for eksempel er i min bog Stav til Psyko. Jeg ville vel bevise over for mig selv, at det, at noget er let at læse, ikke siger noget om kvaliteten. Det, jeg allerhelst vil, er at skrive tilgængeligt og ‘litterært’ på samme tid.« Mange af de forfattere, der uddannes fra Forfatterskolen for Børnelitteratur har en forkærlighed for de korte sætninger og de korte tekster. Men det er langtfra dem alle, der får Zoom-stempler

på deres bøger. Det er, som om Mette Vedsøs sætninger fungerer som små trin ind i litteraturen for hende selv og for hendes læsere. Hun inviterer andre ind gradvist, som hun selv gradvist kom ind. Med sætninger og historier, der går op. anbr@information.dk

’To minutter i dommedag’ er udkommet på Høst & Søn. ‘Dobbelt så gammel’ udkommer på Jensen & Dalgaard i efteråret 2016

GODE RÅD

Mette Vedsøs bedste råd til børnebogsforfatterspirer × Skriv på mange forskellige ting – børnelitteraturen er et alsidigt hus med mange forskellige rum. Der er plads til store armbevægelser. × Du kan godt være ambitiøs uden at debutere med ’den nye dannelsesroman’. Tænk i kortere tekster, så du lærer din dna at kende uden at drukne i komposition og gængse faldgruber. × Slip din børnelitterære nostalgi. Læs den nye børnelitteratur og lad det være dit springbræt. × Er du modløs, så tænk på hvor vigtig børnebogen er. At det er børnebogen, der skaber de nye læsere. × Ingen er ’fødte forfattere’. Nyd den tid det tager at udvikle sig og tænk mindre på målet. Det tager tid, tid, tid at blive bedre.

– DEN SKÆVE BØRNEBOG AUSCHWITZ FOR BØRN – EN FORTÆLLING OM GRUSOMHED OG HÅB

EN RØRENDE FORTÆLLING OM AT MISTE OG SIGE FARVEL

❤❤❤❤❤ nænsomt og smukt maler Otto Dickmeiss sorg og forløsning frem i billeder. Bedre kan det ikke gøres

❤❤❤❤❤ en smuk og redelig fortælling

Politiken

Politiken

Tryllekunstneren fra Auschwitz

Drømmehulen

Af Kathy Kacer

Af Jacob Riewe

Illustreret af Gillian Newland

Illustreret af Otto Dickmeiss

For børn i alderen 7-12 og deres voksne

En bog til børn og voksne

en meget fin genfortælling … som er fængende og som ikke kommer ud over grænserne for, hvad man egentlig kan præsentere for denne aldersgruppe Cecilia Felicia Stokholm Banke, seniorforsker ved DIIS

LÆS MERE OG KØB BØGERNE PÅ EKSISTENSEN.DK


TILLYKKE! Verdens mest nysgerrige abe fylder 75 år

Begrænset parti

95

149

SPAR

50.-

PIXI BØGER 2 STK.

15.-

Margret og H.A. Rey DE BEDSTE HISTORIER OM PETER PEDAL Jubilæumsudgave Stort, flot samlebind med 12 af de allerbedste historier om den lille nysgerrige abe, Peter Pedal og hans trofaste ven, manden med den gule hat. Normalpris 199,95

SPAR

490 pr. stk. 9,95

Carlsen

SPAR

3990

2 100.FRIT VALG

PR. BOG 69,95

Køb bøgerne i din lokale Bog & idé butik

FRIT VALG

79

95

9995


30

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

BOGDEBAT Ungarn

Illustration: András Baranyia/ Forlaget Memento Park

Mindelund for falske helte ’Man kan godt sige, at det er lidt ironisk, at mine børnebogsillustrationer bringer kommunismen til live for mennesker, som ikke en gang er gamle nok til at have oplevet den,’ siger den ungarske illustrator András Baranyai Af Lasse Skytt, Budapest

M

ange ældre ungarere vil fortælle dig, at det slet, slet ikke er for børn, hvad der foregik dengang i tiden bag Jerntæppet. Fortidens grusomheder skal ikke ligge os til last i dag, synes at være den ældre generations rationale bag den stadige fortielse af hændelserne under kommunisttiden. Men selv om det hovedsagelig er den stokkonservative tankegang, der tegner Ungarn udadtil i disse år, har de seneste 10 års ungarske litteratur faktisk lirket låsen op til fortiden og de historier, som forældre ellers aldrig ville fortælle deres børn – eller hinanden. I krimilitteraturen har forfatteren Vilmos Kondor eksempelvis en tro på, at det historiske afsæt i hans romaner kan bidrage til viden om fortiden og dermed forståelse af nutiden: »Det er snart hundrede år siden, at Første Verdenskrig sluttede, men vi har stadig ikke været i stand til at tale ordentligt om, hvad der skete efterfølgende,« mener han. Og i børnelitteraturen har den anerkendte illustrator András Baranyai gennem snart et årti billedliggjort for de yngste ungarere, hvilke begivenheder der har formet deres forældre og bedsteforældre. Og dermed dem selv og deres land. »Man kan godt sige, at det er lidt ironisk, at mine børnebogsillustrationer bringer kommunisttiden til live for ungarere, som ikke en

gang er gamle nok til at have oplevet den,« siger han om den række af børnebøger og tegneserier, han har lavet med henblik på at fortælle ungarerne om deres dystre fortid. András Baranyai var midt i sine teenageår, da Muren faldt, og han husker godt sin barndom i den østungarske by Debrecen under statsminister János Kádárs stabile gulyáskommunizmus. »Tiden gik med at lege med mit metallegetøj og læse franske tegneserier som Pif Gadget, fordi det var den eneste tegneserie, der blev udgivet i Ungarn på det tidspunkt – på vegne af det franske kommunistparti,« erindrer han om de skelsættende år omkring systemskiftet, der altså var særdeles lærerige for den unge illustrator in spe. Siden udviklede barndommens tegneserieinteresse sig til en formel uddannelse i computergrafisk illustration på kunstskolen i Budapest. Og i 2006 debuterede han så med en ordløs billedbogsudgave af klassikeren Den lille Rødhætte, hvor hans karakteristiske, historiefortællende collager for første gang tegnede sig vej til børnenes bevidsthed. »Det var interessant for mig at fortælle en velkendt historie i et abstrakt og minimalistisk visuelt sprog til børn,« forklarer András Baranyai.

Den ungarske balanceakt Nogle år senere illustrerede han børnebogen Csoda és Kosza, som handler om to heste, der

er hinandens modsætninger. Den ene er flygtig og skaber en masse rav i den, mens den anden er ansvarlig og forsøger at løse problemerne. En voksenfortolkning af børnebogen kunne lyde, at de to heste tilsammen symboliserer det Ungarn, vi kender i dag – et land, der mildest talt er ude i noget af en balanceakt: På den ene side vil landet gerne være selvstændigt og ikke lade sig diktere af EU. Men på den anden side er Ungarn det land i Europa, der modtager flest EU-støttekroner per indbygger. På den ene side vil landet ikke tage imod

I bare én illustration kan jeg få plads til en hel historisk periode, og jeg tror, at denne metode er mere effektiv til at få børn til at huske informationerne, end hvis de selv eller deres forældre skulle læse op fra en tekst András Baranyai Illustrator

flygtninge og immigranter. Men på den anden side falder befolkningstallet som følge af få fødsler og stor fraflytning blandt unge. I dag er András Baranyai til daglig omgivet af 42 kommunistiske statuer og monumenter i udkanten af Budapest. Heriblandt Stalins støvler, der blev stående, dengang oprørerne væltede statuen af ham omkuld i 1956 – som et slående symbol på, at ungarerne fik vist flaget og nationalfølelsen, men ikke nok til helt at slippe fri af kommunismens magtfulde greb. Memento Park hedder turistattraktionen, der er en slags mindelund for de helte, som ikke længere er helte. Og som nok aldrig rigtig var det. En park, hvor man har samlet alle de statuer, der omkring 1990 blev fjernet fra byens gader som et endeligt farvel til fortidens kendsgerninger. Og her, i Memento Park, befinder han sig nu, fordi han er i gang med at lave illustrationer til en såkaldt postkommunistisk børnebog, som besøgende kan købe, når de besøger parken. »Jeg kan lide, når en illustration fortæller en historie i sig selv. I bare én illustration kan jeg få plads til en hel historisk periode, og jeg tror, at denne metode er mere effektiv til at få børn til at huske informationerne, end hvis de selv eller deres forældre skulle læse op fra en tekst,« siger han og uddyber: »Den kommunistiske historie er fuld af tragedier, paradokser og absurditet, og jeg håber, at bogen vil hjælpe både børn og voksne til at forstå denne periodes realiteter,« siger han. ibureauet@information.dk

Fortællingerne om statuerne i Memento Park forventes at udkomme over sommeren


r e g ø b n å l , å e p n r e e n p r p e u c r ! n g k e i d r . r d o u l e k b i n m B o r Væ eltag i k nye site og d tekernes o i l b i b

I SAMARBEJDE MED:


32

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

KRITERIER

Kritikkens Hvad gør en god børnelitteraturkritiker? Vi har bedt tre eksperter på feltet om deres bud Af Pauline Bendsen

D

et er en vanskelig disciplin at anmelde børnelitteratur. Anmelderen skal vurdere et værk på vegne af en målgruppe, hvis verdensforståelse adskiller sig radikalt fra hendes egen. Derfor bliver dommen over en børnebog let et morads af stråmandsbaserede smagsdomme samt skjulte – og subjektive – forestillinger om, hvad det vil sige at være barn. Nina Christensen er leder af Center for Børnelitteratur ved Aarhus Universitet, og hun finder, at der oftere optræder moralske eller etiske vurderinger i børnelitteraturkritikken end i voksenlitteraturkritikken. »Og det er egentlig ikke så mærkeligt, fordi en kritik af børnelitteratur foregår på nogle

andres vegne. Vurderingen bliver foretaget på vegne af en gruppe, der ikke er de primære læsere, og derfor synes jeg ikke, det er forkert at udtale sig om, hvorvidt det er en bog, der passer til målgruppen. Men jeg oplever tit, at den sker på et ureflekteret grundlag,« siger hun. Nogle anmeldere kommer til at lave den fejlslutning, at der er tale om en dårlig bog, hvis ikke de bryder sig om den opfattelse af barndommen, der kommer til udtryk i bogen. Nina Christensen mener, at de litterære kriterier og vurdering af illustrationer som æstetiske udtryk er det centrale i dagbladsanmeldelser og litterære tidsskrifter. Men i fagblade rettet mod lærere, bibliotekarer eller pædagoger er det også anmelderens opgave at vurdere værket i forhold til målgruppe og anvendelighed i skolen, på biblio-

teket og i daginstitutionen. Kamilla Löfström, der blandt andet anmelder børnelitteratur for Information, mener derimod ikke, at anmelderens gisninger om, hvad ‘børn’ ville få ud af at læse en given bog, har nogen plads i en lødig anmeldelse. For som hun siger: »Hvilke børn? Børn er jo ikke ens.« I et indlæg om børnelitteraturkritik på litteraturbloggen Promenaden formulerer hun det sådan: »Jeg er egentlig ikke så interesseret i at læse om, hvordan nogen tror, at nogle andre vil tage imod en bog, jeg vil læse om, hvordan præcis den anmelder og læser oplever og vurderer værket som litteratur og æstetisk værk.«

Børnegidsler For at slippe af sted med at tale om, hvad målgruppen ville få ud af en bog, hiver mange anmeldere ifølge Kamilla Löfström et ‘gidsel’ ind (ofte deres egne børn) til at legitimere deres formodninger.

Den slags stråmandssmagsdomme ville man aldrig slippe af sted med i anmeldelser til voksne, pointerer hun. Man undervurderer let børns evne til at leve sig ind i og interessere sig for historier, som ikke er umiddelbart identificérbare for dem, mener Kamilla Löfström: »Man fordrer tit, at barnet skal have en 1:1-oplevelse med bogen. Hvis barnet lige er blevet storebror, vil han sikkert gerne høre en historie, der handler om det. Det er en lidt kedelig måde at betragte litteratur på. Igen overført til voksenlitteraturen, ville det svare til, at alle 30-årige singler kun skulle læse litteratur om 30-årige singler.« Kamilla Löfström mener, at en af de vigtigste egenskaber for en børnelitteraturanmelder er evnen til at læse, se og forstå verden med børneøjne: »Den gode anmelder ligner den gode børnebogsforfatter eller -illustrator på den måde, at man kan huske, hvordan det var at være barn. Sådan at man taler ud fra én selv og ens


I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

33

KRITERIER Illustrationer: Clara Selina Bach/iBureauet

egen oplevelse af bogen, uden at begynde at gætte på, hvad børn ville synes om bogen.«

Kulturfeltets nemesis Den norske kritiker og forsker i æstetik og kunstdidaktik, Boel Christensen-Scheel fra Fakultet for Teknologi, Kunst og Design ved Høgskolen i Oslo, mener, at brugsværdien og det kommercielle perspektiv er for udtalt i

BONUS

Den gode børnebog skal ifølge Kamilla Löfström ... × ... være fortalt for børn. × ... appellere til aktiv meddigtning, eller til at man er nødt til at gå rundt og sige ordene fra bogen, efter den er slut. × ... give lyst til at læse igen. Og igen.

børnebogsbranchen, hvilket også kommer til udtryk i anmeldelserne: »Som kunstprojekt har børnebogen ikke fået lov at blomstre, men bliver snarere betragtet som en salgbar enhed,« siger hun. Brugsværdien, som Christensen-Scheel betegner som ‘kulturfeltets nemesis’, overtrumfer dermed ofte den æstetiske værdi. Boel Christensen-Scheel mener, at det er vigtigt at hæve kompetencen blandt både forfattere, illustratorer og kritikere for at modvirke kommercialiseringen på området. Det kan ske ved at øremærke flere midler til børnekulturen: »Børn og unge er generelt underprioriterede, ikke bare i aviserne, men også i kunstfeltet selv. Efter at have siddet fire år i Kulturrådet er det min oplevelse, at kunstfeltet selv ikke er så optaget af at lave gode projekter for børn og unge. Som mor og samfundsborger undrer det mig, at man ikke i større grad tænker på børn og unge som fremtiden – og som et interessant publikum. Det er et stort problem, at man ikke bruger nok tid, kræfter og penge

på at producere noget, som er kvalitetsmæssigt godt nok for børn og unge.« Nina Christensen er enig med Boel Christensen-Scheel i, at børnelitteraturen ikke prioriteres højt nok, og hun mener, at en stor del af ansvaret ligger hos litteraturredaktørerne: »En del af årsagen til, at præmisserne nogle gange bliver uklare i den danske børnelitteraturkritik, er pladsmangel. Børnelitteraturen får utrolig lidt plads. En af mine studerende undersøgte, hvor mange billedbøger, der bliver anmeldt i danske aviser i forhold til, hvor mange, der udkommer, og det er så uendeligt få. Det er et problem, fordi kritikken er med til at kvalificere diskussionerne om, hvad der er interessant inden for området. Selvom nogle aviser har styrket indsatsen, er det stadig alt for lidt, der bliver anmeldt.« – Tror du, litteraturredaktørerne tænker, at deres læsere ikke er interesserede? »Det ville undre mig, for jeg har hørt, at det er noget af det mest læste stof, og som forsker oplever jeg en meget stor interesse for

mit område. Jeg synes, det er en undladelsessynd, og jeg tror, det handler om, at litteraturredaktørerne har mere viden om,

BONUS

Den gode børnebog skal ifølge Boel Christensen-Scheel ... × ... være vigtig - for samfundet eller for den, som læser den. × ... kende sin samtid - ingen god kunst lages i vakuum. × ... være fængende – børn er også mennesker. × ... turde fornærme - alle børnebøger kan ikke passe til alle børn. × ... se sig selv som kunst – uden selvtillid vil den ikke få den opmærksomhed, den fortjener og har brug for.


34

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

KRITERIER

hvad de skal anmelde inden for voksenlitteratur, fordi det interesserer dem på et umiddelbart plan, mens den viden, der er i det børnelitterære miljø om, at nu kommer der en ny og spændende udgivelse, ikke altid når ud til litteraturredaktørerne.« Kamilla Löfström synes for så vidt, at ambitionsniveauet på flere af de store danske dagblade er højt nok. Men hun oplever, at man på mange af de mindre dagblade skriver anmeldelser, der falder mellem to stole: »På de mindre dagblade er der en tendens til, at man ikke skriver kritik, men forbruger-

stof. Man har ikke besluttet sig for, om man bare vil referere fra pressemeddelelsen, eller om man vil vurdere,« siger hun. Derudover er mange anmeldere mere interesserede i og kvalificerede til at forholde sig til historien frem for illustrationerne: »Der er nogen anmeldelser, hvor al pladsen bliver brugt på at referere teksten, og så er der tre linjer til illustrationerne, hvor der f.eks. bare står: ‘Lidt barske illustrationer af Cato Thau-Jensen, så bogen er bedst egnet til børn fra fem år.’ Barske illustrationer, hvordan ser det ud? Det ville man jo aldrig tillade

sig, hvis man var kunstkritiker,« påpeger Kamilla Löfström.

At se ud over bogen Boel Christensen-Scheel efterlyser større udsigt til verden hos børnelitteraturanmelderne. For nogle år siden foretog hun en undersøgelse af et stort udvalg af anmeldelser af børnelitteratur fra norske dagblade for det norske børnebogsinstitut. Boel Christensen-Scheel har en baggrund som kunst- og teaterkritiker, og formålet med undersøgelsen var at analysere børnelittera-

turkritikken og vurdere den ud fra kriterier, som man opererer med på andre kunstfaglige felter. Hun fokuserede blandt andet på, hvordan man betragter ‘værket’ i børnelitteraturkritikken. Her fandt hun, at litteraturkritikken generelt og børnelitteraturkritikken i særdeleshed ikke er fulgt med den udvikling, der er fundet sted på andre kulturfronter: »På billedkunstfeltet og teater/performance-feltet har ideen om kunstværket gennem det 20. århundrede ændret sig mod en mere


I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

35 MARGUERITE DURAS Åh! Ernesto

KRITERIER

» Udpræget lyrisk, ordknap og gådefuld i ordets bogstaveligste forstand. (...) Men giver man sig tid, får man meget igen af koncist sprog og stof til gode snakke om at lære og forstå verden.« Jyllands-Posten

SELMA LAGERLÖF Niels Holgersens forunderlige rejse »Man kan svinge sin hue og råbe hurra, akkurat som Niels Holgersen gør, for Tore Leifers og Helle Frøsigs genskabelse af Selma Lagerlöfs forunderlige og underlige klassiker.« Information

BØRNENES TUSIND OG ÉN NAT

kontekstuel opfattelse af værket – og mod et mere deltagerorienteret, populærkulturelt og samfundsmæssigt perspektiv. Mange af disse ting så ud til at mangle i måden, børnelitteraturen blev vurderet på. De anmeldelser, jeg analyserede, tog i stor udstrækning bøgernes univers som en selvfølge,« fortæller hun. Boel Christensen-Scheel mener, at den gode anmelder af børnelitteratur ikke bare skal forholde sig til det, der foregår inden for bogens fire vægge, men turde sætte bogen i forhold til det samfund,

»Historierne har så meget kraft og saft, at Børnenes Tusind og én nat (…) fortsat står som en storslået udgivelse, som nok skal sende børnenes tanker på nattevandring.« Weekendavisen

som den – og barnet – indgår i: »Man kan inddrage politiske eller sociale fænomener. Det kunne f.eks. være flygtningesituationen. Som regel har børn en slags forhold til det, selv om det ikke er så modent. Det er vigtigt at turde tage stilling og være lidt dristig.« »Kritikeren kan være mere engageret og ærlig, og ikke bare tage bogen som opskrift på, hvordan litteraturen skal se ud.« ibureauet@information.dk

04. maj kl. 17.00

GERDUR KRISTNÝ Kirkegården Pigen Eyja på 14 år lige er flyttet ind i et hus over for en nedlagt kirkegård. En gammel lænestol med eget liv, en far der bliver syg og en ny ven der interesserer sig for nogle gamle breve de finder i lænestolen er ingredienserne i denne præmierede spændingsroman for de 10-14 årige.

Shakespeare i oversættelse Der laves stadig nye oversættelser af Shakespeare. Disse sætter Erik Skyum-Nielsen under luppen i selskab med oversætter og forfatter Niels Brunse samt dr.phil. og lektor i nordisk litteratur, Dan Ringgaard.

www.forlagetvandkunsten.dk


36

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

BOGDEBAT Sverige

Illustration fra Pija Lindenbaums ’Doris drar’, Lilla Piratförlaget, 2015

Rasende rød Doris og Rosa er hver sit tegnede oprør i hver sin alder. Doris er lille og går hjemmefra. Rosa er større og på vej til at finde ud af, hvilken slags kvinde hun vil være

Af Kamilla Löfström

H

vad skal man mon holde øje med i Sverige? Selv har jeg fået kig på Lilla Piratförlaget i Stockholm, der startede i 2011. Nu har de fået selveste Pija Lindenbaum, eller de har i det mindste udgivet selveste Pija Lindenbaums seneste billedbog Doris drar (2015). I den går Doris hjemmefra, fordi hun har fået nok af sin papbror, Egon, og nok af sin mor og sin mors kæreste, der er far til Egon. Doris er så lille, at hun ikke har lært at stave endnu. Doris er samtidig så stor, at hendes yndlingsmatrostøj er blevet for småt, og trøjen stumper på maven. Pija Lindenbaum er stærk både som illustrator og forfatter. Hendes billeder får lov at fabulere, teksten holder hun i helt stram snor. Lindenbaum har flere særkender, hun kan fortælle historier ikke bare til børn på f.eks. fem år, men også fra den f.eks. femåriges perspektiv. Samtidig har hun en helt særlig evne til at luske fantastiske elementer ind i et realistisk univers. I Doris drar er det Doris’ hår, der pludselig og helt selvfølgeligt er lige så langt som Rapunzels. Det ser man på bille-

derne. På tekstsiden siger Doris blot: »Det er en rigtig god frisure, jeg har fået mig.« Og det siger hun først efter en række opslag med flere meter langt hår, sådan lidt henkastet. Pija Lindenbaum er nemlig også humorist af den store og varme slags. Doris med det lange hår er ikke så meget en indespærret prinsesse i et tårn, der venter på sin prins. Hun er mere en Samson-type. Da hun kommer hjem igen til slut og opdager, at de andre ikke har opdaget, at hun har manglet, men bare sidder og spiller scrabble, skifter hendes brune hår til knaldrødt og det blå matrostøj ligeså. Hun råber: »Lagde I overhovedet ikke mærke til, at jeg var væk og nærmest døde i en grøft!«

Hej søster! Så fatter både mor og kæreste, at den er gal. De siger undskyld til Doris og begynder at pille de små kviste ud af hendes hår. De har samlet sig der, mens hun lå i grøftekanten. Og faktisk var hun også helt i Kina cirka. På samme forlag er også udkommet Anna Höglunds illustrerede roman Att vara jag (2015), der for nylig blev tildelt Bologna Ragazzi Award i fiktionskategorien. Romanen har ligesom Doris drar en pige som jegfortæller. Farven rød spiller også ind her, for pigen hedder Rosa, og i løbet af de fem kapitler får Rosa menstruation. Det viser sig, at Anna Höglunds coming-ofage-historie er en lillesøster til Liv Strömquists tegneserie Kundskabens frugt, der udkom i Sverige i 2014 og herhjemme i 2015 (og som jeg kender aldeles godt, fordi jeg har oversat den). Strömquist tegner og fortæller i Kundskabens frugt kussens kulturhistorie oven på især Mithu M. Sanyals fagbog Vulva. Det usyn-

lige køn (da. 2009). Anna Höglund har tillige sine kilder, dem nævner hun bagerst i bogen: Simone de Beauvoirs Det andet køn sammen med The Confidence Code af Katty Kay & Claire Shipman og Skammens röda blomma? af Denise Malmberg. Rosa ser også tv og lærer, at drenge i puberteten øger deres testosterondannelse og derfor bliver mere selvsikre og aggressive. Hos Beauvoir læser Rosa: »Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.« På det allerførste billede står Rosa med spredte ben over et spejl. Hendes bukser og underbukser ligger på gulvet. Kapitel 1 begynder sådan her: »Hvor er den rynket. Måske er jeg vanskabt. Hvordan skulle en baby kunne komme ud af det lille hul?« Rosa er sikker på,

Og også ud med den farlige menstruerende kvindekrop. Ikke noget at skamme sig over her. For hvem gider også at skamme sig over noget så helt almindeligt som en kvindekrop?

at hun aldrig vil have sex med en dreng, højst kysse med Ville eller måske med en pige. Hun låner sin storesøsters tøj og går ud i verden i højhælede støvler og bar mave.

Jaget vildt Først synes hun, det er pirrende og sjovt, at hun kan tiltrække sig fyrenes opmærksomhed. »Sjovt lissom at have magt.« Så oplever hun tilråb fra voksne mænd også – og så bliver hun vred. »Eller rettere sagt, ked af det.« Rosas oplever verden som uretfærdig, fordi piger skal være bange. De skal være forsigtige og »ikke gå alene igennem parken om aftenen.« At være pige betyder også, at man skal finde sig i tilråb. »Som om piger er et slags dyr, man frit kan jage. Man spørger sig selv, hvornår slutter jagtsæsonen?« Rosa opsøger information om kvinders historie, hun forvandler sin nyerobrede viden til en tegneserie. Således indeholder Att vara jag et fanzine meget lig de mange svenske fanziner, der findes tegnet af kvinder – og f.eks. udgivet på Dotterbolaget i Malmø og den slags feministiske fællesskaber. Rosa tegner i sort streg og klipper billeder ud fra bøgerne og klistrer dem ind i sin tegneserie. Anna Höglund illustrerer og animerer til Do It Yourself med andre ord. I sin tegneserie rydder Rosa op i historien, hun retter på de gamle sandheder om kvinder. Den om jomfruhinden f.eks. – ud med den. Og også ud med den farlige menstruerende kvindekrop. Ikke noget at skamme sig over her. For hvem gider også at skamme sig over noget så helt almindeligt som en kvindekrop? Eller at være et jagtbytte? Eller at være en omvandrende testosteronbombe for den sags skyld? ibureauet@information.dk


I BEAUTÉ PACIFIQUES POPULÆRE PARADOXE SERIE

Softly Anti-Oxidating

CORPUS PARADOXE BODY OIL

Corpus Paradoxe Body Oil er udviklet til både Anti-Age og til ren forkælelse af hele kroppens hud. Made In Denmark Udviklet og produceret i Danmark


38

I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

INTERVIEW Maria Turtschaninoff

Duften fra kvindeklosterets døre Maria Turtschaninoffs krøniker fra Det Røde Kloster er historien om et sted, hvor det er farligt for mænd at være. Men mest af alt er det en historie om kvinder og piger, der finder styrke sammen Af Anita Brask Rasmussen

D

et var på en fotoudstilling i Helsinki, at Maria Turtschaninoff første gang blev fascineret og vred nok til at skrive fantasyromanen om pigen Maresi og Det Røde Kloster på øen Menos. Udstillingen bestod af sort-hvide fotografier fra halvøen Athos i Grækenland. Her ligger mere end 20 klostre isoleret fra omverdenen. »Og det er helt utroligt smukt. Klosterbygningerne ligger som små fuglereder på de stejle klipper. Jeg kunne kigge på billederne i timevis. Men samtidig blev jeg vred. Meget vred,« fortæller Maria Turtschaninoff. Der har ikke været en kvinde på Athos i 1000 år. Kun mænd, drenge og hanhunde er velkomne. »Findes der virkelig et sted i Europa i vor tid, hvor kvinder ikke må komme? Jeg var rystet over det. Men ud af min vrede begyndte ideen om Det Røde Kloster at vokse,« fortæller hun. Maresi – krøniker fra Det Røde Kloster var nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris sidste år. Den vandt ganske vist ikke, men den er siden blevet udgivet i flere lande. Den er også på vej i Danmark. Jeg mødte finlandssvenske Maria Turtschaninoff i Reykjavik, i en hotelfoyer med udsigt til de islandske højlande, og det virkede på en måde meget passende. Naturen på Menos er som en kombination af de nordiske landes bjerge, øriger, skove og kyster. »Der er både meget gæstfrit og barsk på Menos. Hvis man vil overleve, må man behandle naturen med respekt. Det er ikke et frodigt land, høstudbyttet er afhængigt af, at man dyrker jorden afbalanceret.« Og naturen er ikke bare et stykke land, der kan dyrkes, for beboerne på Det Røde Kloster. Den står i forbindelse med Urmoderen og de syv søstre, der grundlagde klosteret. Det er farligt for mænd at opholde sig på øen, siges det. Og de kvinder, der leder klosteret, ser ingen grund til at modsige det. Således træder ingen mænd i land. De kan lægge til kaj og sælge varer til søstrene, men ingen af dem forlader bådene. Klosteret fungerer som et tilflugtssted for kvinder. Et sted, hvor de befries fra mænds undertrykkelse, men også fra sult eller sygdom. »Det var vigtigt for mig at fortælle historien om Maresi som en flugt til og ikke kun fra noget. Hun sendes af sted til klosteret, fordi hendes familie sulter, men hun flygter ikke

fra voldelige mænd som andre af beboerne. De fleste har valgt klosteret til og ikke bare valgt noget andet fra.«

Klosterets døre Klosteret kommer langsomt til syne via Maresis beskrivelse af de mange døre i de monumentale bygninger. Samtidig med at vi får et meget vellykket og subtilt overblik over klosterets labyrintiske konstruktion, så fungerer dørene som symboler på overgangen fra pige til kvinde, fra livet til døden og andre livsvilkår, der kræver, at vi forlader et rum for at træde ind i et andet. Maresi bruger sine sanser til at organisere klosterets døre: »Jeg åbnede døren til ildstedshuset, den, som altid lugter af brød. Første gang jeg kom her, kunne jeg ikke modstå fristelsen, men måtte slikke på det nøddebrune træ for at se, om det også smagte af brød. Søster O hånede mig for min dumhed hele det månehverv. Nu er jeg ældre og ved bedre. Men døren lugter stadig af brød.« Maresi er novice og under oplæring som søster. Under et ritual, en slags overgangsrite, som alle pigerne på klosteret skal igennem, tildeles de et kald, så de ved, hvilken funktion de skal udfylde på klosteret. Maresi har endnu ikke fået sit kald, selvom hun har alderen til det. Men da pigen Jai ankommer til øen, sætter det gang i en udvikling, der til sidst forklarer, hvorfor Maresi gennem hele sit liv har været fascineret af døre. Jai er flygtet fra sin voldelige far, der vil dræbe hende, fordi han mener, at hun og hendes søster har vanæret ham. Mændene finder vej til øen, og det kommer til en konfrontation mellem søstrene i klosteret og mændene, der ikke lytter til kvindernes advarsler om, at øen er farlig for mænd. »I mine bøger kombinerer jeg fantasy-universet med sagn og gamle traditioner. Da jeg fik ideen til Det Røde Kloster, ville jeg have, at det skulle være mere end et tilflugtssted for kvinder. Det skulle være et sted, der havde sin egen styrke og sin egen fortælling, der bandt kvinderne sammen. Og det var for mig helt oplagt at gå tilbage til de helt tidlige trossystemer, der fandtes, inden de store monoteistiske religioner kom til. I de trossystemer spiller gudinder en langt større rolle end i de maskuline religioner.«

Krop og natur Gudinderne, som Maria Turtschaninoff lader sig inspirere af, er frugtbarhedsgudinder. »Kvinden og kvindekroppen har altid været tæt forbundet med naturen i gamle trossystemer. Og det er det, der er urkraften på Menos. Men jeg var meget opmærksom på, at det ikke skulle være for hippie-moder-gaia-agtigt. Det her er almindelige kvinder i et lidt ualmindeligt univers,« siger Maria Turtschaninoff og tilføjer et lille selvironisk grin. Hun er uddannet humanøkolog, »og det gennemsyrer selvfølgelig alt, hvad jeg skriver, men det er ikke sådan, at jeg sætter mig ned og beslutter

mig for at skrive en bog om at leve i balance med naturen. Det er simpelthen bare en del af mit værdisæt«. Ved øens kyst findes den sidste overlevende koloni af den sjældne blodmusling. Når den tages op af vandet, og ilt rammer dens skal, udskiller den en meget eftertragtet rød farve, der bruges til indfarvning af linned. Kun de allerrigeste har råd til det, og på grund af efterspørgslen er muslingen næsten udryddet. Men kvinderne i klosteret ved, hvordan man udvinder farven uden at slå muslingen ihjel og uden at drive rovdrift på arten. Det kunne gøre dem meget velhavende, men kvinderne tager kun det, de har brug for, og sådan kan de blive ved med at vende tilbage til kysten og hente nye forsyninger på det rette tidspunkt af året. »Den del er også en sand historie. Purpurfarven, der var særligt værdifuld fra antikken og frem og forbindes med de kongelige, udvandt man af purpursneglen. Man samlede sneglene og lod dem rådne i solen. Til sidst var de næsten udryddet. Et lille, men godt eksempel på menneskets grådige omgang med naturen,« siger humanøkologen.

Empowerment Kvinderne i klosteret er ikke overfladiske elvertyper, men de har fundet en måde at overleve på i naturen, som giver noget tilbage i form af en urkraft, som kvinderne kan vække, hvis de er truet. Som da Jais fars skib nærmer sig øen. Kvinderne samler sig i klosterets tempel, løser deres flettede hår og pisker det frem og tilbage, mens præstinden råber: »Vågn vind« »Kom storm«, og meterhøje bølger rejser sig, slår ind mod kysten og knuser alt i brændingen. »Ja, lidt hippieagtigt er det måske,« medgiver Maria Turtschaninoff. – Det er jo et stærkt fællesskab, som disse kvinder har. Havde du et ønske om at skrive om empowerment til unge kvinder? »Grunden til, at jeg skriver i fantasy-genren, er, at jeg synes, at folk, der læser fantasy kan få det ud af det, som de behøver. Og jeg kan

Mine værdier gennemsyrer det, jeg skriver, fordi det er den, jeg er

se det meget tydeligt, når jeg får feedback fra forskellige kvinder i forskellige aldre. Det er forskellige ting, de får ud af at læse bøgerne. Og det synes jeg er fint. Det er mere for at sige, at der ikke er én bestemt ting, jeg ønsker, at folk skal få ud af det. Men det her med kvindefællesskab betyder meget for mig, og det findes der ikke meget af i litteraturen. Det er altid bitchy kvinder, der stikker hinanden i ryggen, og specielt bøger for piger i teenagealderen handler om rivalisering mellem piger eller grupper af piger. Og jeg tror ikke, det er sådan. Det findes selvfølgelig, men der findes også positive kvindefællesskaber og det er vigtigt også at skildre dem.« – Hvorfor tror du, de historier mangler? »Det interessante er, at det først var, efter jeg havde skrevet bogen, at jeg blev opmærksom på, at det ikke bare er i litteraturen, vi er dårlige til at fortælle historierne om de positive kvindefællesskaber. Læsere af bogen skrev til mig, at det var urealistisk. At kvinder ikke kunne leve sammen på denne måde i fordragelighed. Det gik op for mig, at det måske er, fordi kvinder ikke har haft så mange andre muligheder for at komme fremad end ved at trampe på andre kvinder. Da vi ikke har kunnet bevæge os opad i andre sammenhænge, har vi forsøgt at gøre det i vores interne forhold til hinanden. Det har været med til at skabe den her forestilling om, at kvinder bekriger hinanden.« – Men hvad betyder det for din skildring af mænd, at du fokuserer på det positive kvindefællesskab. De fleste mænd i bogen er jo ude på at undertrykke og mishandle kvinder? »Ja, men ikke alle. Der findes sympatiske mænd i bogen. Men det er klart, at der skulle være en grund til, at kvinder flygtede fra mæn-


I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 6

39

INTERVIEW I humanøkologen Maria Turtschaninoffs bog ’Maresi’ står naturen og kvinderne i tæt forbindelse. Foto: Kimmo Mäntylä

havde haft en positiv oplevelse ud af at læse om et kvindefællesskab, hvor man arbejder sammen og klarer sig sammen. Flere af dem sagde, at de hellere ville høre noget mere om arbejdsfællesskabet og om selvforsyningen. De ville ønske, at jeg ikke havde brugt tid på en konfrontation. Men nu skriver jeg jo altså fantasyromaner. Den slags er svært at undgå,« siger hun med et grin og fortsætter så: »Men noget tyder altså på, at kvindelige læsere hungrer efter historier om kvinder, der finder styrke i hinanden og deres kvindelighed.« anbr@information.dk

BLÅ BOG

Maria Turtschaninoff

dene. Men det handler også om kvinder, der står sammen om at forsvare sig mod mænd, der behandler dem som deres private ejendom. Så de mænd, som kvinderne kæmper mod, er dem, der går imod den orden, der siger, at et menneske ikke kan ejes. Og de forsøger faktisk flere gange at advare mændene om, at det er farligt for dem at være der. Og gentager det her med, at du kan ikke eje et andet menneske. ’Hun er ikke din’. De tyr ikke til vold. Det er naturen selv, der ender med at straffe dem.«

– Det lyder jo helt politisk. Er din bog et feministisk projekt? »Nej. Så bliver det ikke litteratur, men en pamflet eller et politisk manifest, men mine værdier gennemsyrer det, jeg skriver, fordi det er den, jeg er. Det handler jo i høj grad om empati. Om at jeg føler empati med dem, jeg skriver om, og det vækker empati. På den måde er det ikke min hensigt at påvirke mine læsere til et eller andet, men nogle gange sker det af sig selv. Den bedste feedback, jeg fik på Maresi, var en skoleelev, som havde fået så-

dan et skema om at læse bøger, som han skulle udfylde. Et af spørgsmålene var: Er der en bog, der har ændret dit liv? Og svaret var på sådan et dårligt teenager-svensk: ‘Ja, klart ligesom den dér Maresi, ikk’? Da jeg læste den, forstod jeg, at kvinder ikke altid har det så let, så det har jo forandret mig.’« Maria Turtschaninoff fortæller, at hun får henvendelser fra mange forskellige kvinder, der har læst hendes bog »Det overraskede mig alligevel, hvor mange kvinder der kontaktede mig og fortalte, at de

Jørgen Hartung Nielsen

”Sværdmesterens datter” 2. del af ”Sværdets kraft” 156 sider, 169,- kr. Gennemill. Spænding fra første til sidste side.

”Lysets engel”, en dramatisk bog om børn på institution i 1950’erne, 140 sider, 169,- kr.

Mystiske gåder: 124 sider, 169,- kr.

Hvorfor driller de mig? - og andre sange for børn Mikkelbøgerne er hylende sjove og lette at læse, lix: 6 og 5, 149,-kr. - gennemill. m. farvetegninger.

Hvorfor driller de mig?

× Født 1977 i Helsingfors. × Magister i humanøkologi. × Skriver fantasyromaner med kvindelige hovedpersoner, men debuterede med en kogebog i 2006. × I 2014 fik hun Finlands største børnebogspris Finlandia Junior for ’Maresi’. × Hun skriver om sit forfatterskab på bloggen turtschaninoff.blogspot.dk. × ’Maresi’ udkommer på forlaget Turbine til juni. Anbefaler disse fantasybøger til børn × ’Det magiske slot’ af Diana Wynne Jones × ’Den uendelige historie’ af Michael Ende × ’Prydain-krøniken’ af Lloyd Alexander × ’Nobody’ af Neil Gaiman × Tulavall-bøgerne af Irmelin Sandman Lilius

Nyheder fra Forlaget Cadeau

Jørgen Hartung Nielsen

SINGBACK

CD 1

Køb dem hos din lokale boghandler eller direkte hos forlaget:

Jørgen Hartung Nielsen

Ny sangbog for børn med musik på dobbelt-cd, noder, tekst, gennemill. m. farvetegninger, 36 rytmiske sange, 80 sider, 199,- kr. Dobbelt-cd 149,- kr.

Kvalitetsbøger til rimelige priser!

- og andre sange for børn

www.forlaget-cadeau.dk Telefon: 97446305


S . I . M

Rust dine børn

til succes i hverdagen Få værktøjer til hvordan du kan lære dine børn at træffe kloge valg, så de på den korte bane får bedre karakterer, stærkere sociale relationer og en bedre selvfølelse – og så de på den lange bane har lige præcis det, der skal til for, at de resten af livet vil kunne forfølge deres drømme.

Politikens Forlag

BØRNELITTERATUR // APRIL 2016  

Hvad er en god børnebog? Og hvordan vurderer man det? Det har vi spurgt tre børnebogskritikere om. I et stort tema om illustrationer ser vi...

Advertisement