__MAIN_TEXT__

Page 1

DAGBLA D

ET I

NF OR

MA TI

O

N

4. AP

RIL 2 02

0

VIDENSKAB VORES VIGTIGSTE ARTIKLER OM CORONAKRISEN SAMLET ÉT STED

Coronakrisen skal forstås gennem videnskaben Det er videnskabelige indsigter i coronavirussen og dens skadevirkninger, der har fået Danmark og andre lande til at lukke ned. Forskere fører an i kampen mod virussen, og forskere bidrager til at forstå det historiske eksperiment, som landet er kastet ud i. I dette særtillæg har vi samlet nogle af vores vigtigste historier om videnskabelige perspektiver på coronakrisen


Under coronakrisen lytter vi alle sammen til forskerne. Og det bliver vi forhåbentlig ved med Efterhånden synes det at stå klart for de fleste, at det er forskerne, der skal anvise vejen gennem coronakrisen. Hvis krisen kan styrke tilliden til videnskaben, vil det være en vidunderlig omstændighed ved en katastrofal periode for menneskeheden

H

ele verden befinder sig midt i et gigantisk eksperiment, konstaterede den amerikanske astrofysiker og forskerstjerne Neil deGrasse Tyson, da han i begyndelsen af marts gæstede Stephen Colberts The Late Show. »Eksperimentet er: Vil folk lytte til forskerne?« sagde han. En måneds tid senere må svaret blive et foreløbigt ja. Der bliver lyttet til forskerne. Og i særdeleshed har mange af dem, der virkelig kan gøre en forskel, nemlig magthaverne, lyttet. Statsledere verden over har sat deres lande i stå på trods af udsigterne til omfattende økonomiske tab. De har sendt folk hjem fra arbejde, lukket skoler, institutioner og butikker og gennemført voldsomme indgreb i borgernes frihedsrettigheder. Alt sammen, fordi sundhedsvidenskabelige eksperter har advaret om de fatale konsekvenser, det kan få, hvis ikke spredningen af coronasmitten bliver bremset. Og fordi katastrofen i Italien har vist, at de har ret. Det er også videnskabsfolk, der har udviklet test for COVID-19 og nu arbejder på at frembringe medicin og vacciner imod sygdommen. Og i medierne er forskere de nye hovedpersoner. Epidemiologer og virologer kommenterer løbende væksten i antallet af smittede og døde og kommer med anbefalinger til borgerne om, hvordan de skal opføre sig for at minimere smittefaren. Og økonomer, samfundsforskere, psykologer og andre videnskabelige eksperter udlægger den helt ekstraordinære situation, vi alle sammen befinder os i, og bidrager til at vise vejen ud af krisen. Flere iagttagere har udtrykt håb om, at coronakrisen kan styrke tilliden til videnskaben. Det ville være vidunderligt, og det ville også være rimeligt. Videnskabelige fremskridt har ført vores civilisation frem til den velstand og velfærd, vi nu nyder godt af. De har formet vores forståelse af naturen, hinanden og vores samfund. Og nu vil videnskaben efter alt at dømme sætte

Kommentar Anton Geist os i stand til at overkomme truslen fra coronavirussen, om end det kommer til at tage tid, og tabene formentlig vil blive store. Der er grund til at være skeptisk over for forestillingen om, at videnskaben ligefrem har behov for at blive rehabiliteret, fordi vi skulle leve i en postfaktuel tid, hvor fakta og viden generelt er trængt i baggrunden. For det første spiller videnskaben en fremtrædende rolle i moderne samfund. For det andet synes begrebet postfaktualitet

“ Nu kan forskerne så slå tilbage. For vi befinder os i en krise, hvor det efterhånden synes at stå klart for de fleste, at vi bliver nødt til at lytte til dem for at klare os bedst

at implicere, at vi skulle have forladt en faktuel guldalder, hvor alene videnskabelige indsigter og evidensbaserede kendsgerninger blev lagt til grund for rationel politisk handling. Og det er ikke tilfældet. Omvendt er det ikke forkert, at den globale populistiske bølge udfordrer vi-

denskabens autoritet og legitimitet. Det ser vi i sin grelleste form, når ledere som Donald Trump i USA og Jair Bolsonaro i Brasilien afviser den videnskabelige konsensus om klimaforandringerne. Men nu kan forskerne så slå tilbage. For vi befinder os i en krise, hvor det efterhånden synes at stå klart for de fleste, at vi bliver nødt til at lytte til dem for at klare os bedst muligt igennem. Det er imidlertid ikke videnskab med færdige svar på udfordringerne, som vi nu ser udfolde sig. Sådan foregår videnskabelig erkendelse nemlig ikke, og det er netop en videnskabelig erkendelsesproces, vi løbende har været vidne til, siden verden for kort tid siden hørte om den nye variant af coronavirus for første gang. Tværtimod ser vi videnskabelige autoriteter, der er usikre på afgørende punkter som blandt andet omfanget af smittespredningen, dødeligheden af sygdommen og dybden af den økonomiske krise, der vil blive udløst af nedlukningen. Vi ser også, hvordan forskere er uenige med hinanden inden for det samme felt, og hvordan forskere med forskellige baggrunde vurderer den samme situation fra hver deres perspektiv og når frem til divergerende konklusioner. Det kan udlægges som et problem. Men det kan også opfattes som værdifuldt, at der foregår en offentlig videnskabelig diskussion, hvor forskerne kan udfordre og kvalificere hinandens vurderinger – og hvor medierne i bedste fald formår at fremme diskussionen ved at efterprøve argumenterne og fungere som en slags mødested for de forskellige synspunkter. På den anden side af krisen vil vi forhåbentligt kunne se tilbage på et eksperiment, der er forløbet sådan, at politikerne og befolkningen har fortsat med at lytte til videnskaben. Om alt går vel, har det ført til, at både de menneskelige og økonomiske omkostninger har været så begrænsede som muligt. Og måske har forløbet endda styrket tilliden i samfundet til videnskaben yderligere. ange@information.dk

Forsidefoto Fabio Bucciarelli/New York Times/Ritzau Scanpix · Ansv. chefredaktør Rune Lykkeberg · Redaktør Anton Geist · Artdirection Sofie Holm Larsen · indland@information.dk 2

DAGBLADET INFORMATION


Coronakrisen er med til at opbygge tillid til forskningen Under coronakrisen er det lykkedes at etablere en konstruktiv offentlig diskussion om komplicerede videnskabelige emner som smittespredning, mener to professorer i forskningsformidling. Men det er en udfordring at forklare folk, hvor grænsen går for, hvad forskningen kan svare klart og entydigt på Tekst Martine Amalie Krogh

Professor ved Niels Bohr Institutet Anja C. Andersen er positivt overrasket over, hvordan vi har kunnet have en videnskabelig debat i samfundet i forbindelse med den igangværende coronapandemi. Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

4

DAGBLADET INFORMATION


M

edierne har i de seneste uger været fyldt med videnskab. Epidemiologer har fremvist komplicerede modeller for smittespredning, og økonomiprofessorer har forklaret om effekterne af nedlukningen på samfundsøkonomien. Forskning er pludselig blevet noget, vi hører om i TV-avisen og diskuterer ivrigt på Facebook og Twitter. Men er vi som samfund i stand til at have en fornuftig samtale om så komplicerede emner? Man kunne frygte, at forskerne talte i et sprog, som ingen almindelige mennesker forstod, og at journalisterne oversimplificerede alting, så det hele alligevel kunne være lige meget. Men sådan er det heldigvis ikke gået. Tværtimod, lyder det fra både professor i videnskabskommunikation ved Københavns Universitet Maja Horst og professor i offentlighedens forståelse for videnskaben ved Niels Bohr Institutet Anja C. Andersen. »Jeg er virkelig positivt overrasket over, hvordan vi har kunnet have denne her debat i samfundet,« siger Maja Horst. Det er Anja C. Andersen enig i, og begge professorer peger på, at både eksperter, myndigheder og medier er gået seriøst til opgaven og mestendels har videreformidlet den komplicerede problemstilling på en klar og forståelig måde til befolkningen. Men Maja Horst og Anja C. Andersen er også enige om, at det massive fokus på forskning skaber nye udfordringer. 

Forskerne ved ikke alt Under coronakrisen står vi over for en udfordring, som kun kan løses ved hjælp af forskningen. Derfor forekommer det nu pludselig indlysende, at vi som samfund har hårdt brug for videnskaben, og den postfaktualitet, vi for kort tid siden var så optagede af, er pludselig meget langt væk. »Nu bliver det til gengæld rigtig vigtigt at forklare folk, hvorfor videnskaben ikke bare stiller op med denne der vaccine. Det er helt klart en udfordring at forklare, hvad det er, forskningen kan og ikke kan,« siger Anja C. Andersen. Mange danskere har eksempelvis efterspurgt klare svar på, om den danske eller svenske tilgang til epidemien er mest rigtigt – men de svar findes ganske enkelt ikke. I hvert fald ikke endnu. Og det er et tegn på, at der er brug for en bedre forståelse blandt befolkningen for, at videnskab er en søgen, hvor de tilgængelige data ikke altid er entydige. »Det er en god anledning til at tale med folk om, hvorfor forskning er så komplekst. Jeg tror i virkeligheden, det er kommet bag på mange mennesker, at der overhovedet kan opstå sygdomme, vi ikke kender,« siger professor Anja C. Andersen. Der er derfor der opstået en ny formidlingsopgave i at fortælle befolkningen om forskningens begrænsninger. En opgave, som både forskere og journalister må tage meget alvorligt, mener hun. Alt er ikke relativt  Den sværeste del af den øvelse er samtidig at holde fast i, at alt ikke bliver relativt, bare fordi videnskaben ikke har alle svarene klar nu og her, siger Anja C. Andersen. Forskerne bliver også hele tiden klogere. »Men hvor går grænsen mellem det, vi ved, at vi ved – det nagelfaste – og det, hvor vi endnu ikke har data nok. Det tror jeg ofte forvirrer befolkningen. Og så begynder de at sætte spørgsmålstegn ved, om videnskaben overhovedet ved noget med sikkerhed.« Det gælder blandt andet, når man skal forklare, hvad COVID-19 overhovedet er for en størrelse. For på den ene side er det en helt ny sygdom, og på den anden side har VIDENSKAB LØRDAG 4. APRIL 2020

den nogle gængse træk, som virusforskerne godt kender. »Det er helt klart en udfordring for videnskabsformidlingen at tale om denne her kompleksitet.« – Hvad kan forskerne og journalister helt konkret gøre for at være mere klare i mælet om denne her skelnen mellem, hvad vi ved, at vi ved, og hvor vi prøver os frem? »Vi er jo nogle, der har leget med tanken om at lave en form for ’smileyordning’ for videnskabelige resultater. Så hvis et studie har 200.000 samples og er verificeret af en masse anerkendte forskere, får det en glad smiley. Men hvis det er fra et lidt uldent studie af ukendte forskere og har fem samples, får det en knap så glad smiley,« siger Anja C. Andersen. På den måde ville der stadig være plads til at formidle den forskning, der endnu ikke er velunderbygget, men samtidig varedeklarere at der skal mere til, før vi ved, om studiet holder vand. Det er nemlig vigtigt, at der også er plads til den alternative forskning, som tør stille åbne spørgsmål og følge ideer, der næsten er for vilde til at være sande. »Det var jo også nogle lidt alternative forskere, der sagde, at den spanske syge kunne være en virus og ikke en bakterie, som ellers var fremherskende i begyndelsen.« Men der findes nu engang ikke nogen smileyordning for videnskabelige resultater, som vi journalister bare kan smække på artiklerne. Derfor er det vigtigt med en konstant dialog mellem forskere, journalister og befolkningen. »Vi skal gå ind i samtalen om, hvor meget lid vi kan sætte til et resultat. Hvor valideret det er, og hvor stor usikkerheden er. Vi skal også forklare, hvad usikkerhed overhovedet er, og hvordan forskningen arbejder med det,« siger Anja C. Andersen.

Veluddannet befolkning Hvis du har tændt dit fjernsyn, åbnet en avis eller været på Facebook inden for de seneste tre uger, er du formentlig stødt på den kurve, som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) præsenterede til det første pressemøde om corona i Statsministeriet og siden har fremvist gang på gang. Grafen viser to kurver for, hvordan smitten kan udvikle sig i Danmark: en med hurtig smittespredning, som overstiger sundhedsvæsenets kapacitet, og én med langsom spredning, som ikke gør. Professor Maja Horst mener, at kurven har været et rigtig godt redskab til at forklare befolkningen, hvordan situationen ser ud. »Selv om nogen måske ikke helt forstår logikken bag, forstår de godt, at der ikke må være for mange, der bliver smittet på samme tid,« siger hun og tilføjer, at myndighederne har gjort klogt i at holde fast i det samme billede hele vejen igennem i stedet for at prøve sig frem på forskellige måder. Til trods for, at grafen skulle forklares et par gange, før alle var med, så har de seneste uger vist, hvor stor en fordel det er for Danmark, at vores befolkning er så relativt veluddannet, siger professor Anja C. Andersen. »Der kan man rose os som samfund. Når folk går ud af 9. klasse, er de faktisk relativt godt rundede. De har mødt matematik, skrevet nogle funktioner ned og set en x-y-graf.« Det er muligvis ikke helt præsent for folk, hvis de ikke har brugt det siden folkeskolen. Men det betyder alligevel, at når man forklarer befolkningen forskellen på lineær og eksponentiel vækst, så kan de godt forstå det, siger Anja C. Andersen. Og sådan er det ikke i alle lande. »Jeg tror for eksempel ikke, at Trump ville kunne hive sådan en kurve frem til sit pressemøde,« siger Anja C. Andersen. Og når man kan det, er det også et demo-

kratisk gode, mener hun. Det giver nemlig borgerne mulighed for at tænke selv og stille kritiske spørgsmål i situationer som denne.

Blandet landhandel Selv om Anja C. Andersen overordnet mener, at de traditionelle medier har håndteret situationen godt, er det straks en mere »blandet landhandel« på de sociale medier, hvor flere fordrejede eller decideret forkerte historier har floreret. Kampen mod alternative fakta er ifølge professoren særligt vigtig nu, fordi coronakrisen kræver, at almindelige mennesker forstår, hvordan de skal agere, og hvorfor de skal følge myndighedernes anbefalinger. Det stiller både krav til folks egen sunde fornuft og til de forskere, der har særlig indsigt i emnet. »Derfor tager jeg også hatten af for de af mine kolleger, der har påtaget sig en opgave med at gendrive fake news på Facebook

Det er en god anledning til at tale med folk om, hvorfor forskning er så komplekst. Jeg tror i virkeligheden, det er kommet bag på mange mennesker, at der overhovedet kan opstå sygdomme, vi ikke kender Anja C. Andersen Professor i offentlighedens forståelse for videnskaben ved Niels Bohr Institutet

og Twitter. Der synes jeg faktisk, at mange forskere har være gode til at mane til besindighed,« siger hun. »Det er jo farligt, hvis der florerer noget forkert derude. Nogle af forslagene er decideret livsfarlige.« Det er dog ikke kun på de sociale medier, at forskningen kan blive misforstået. Sommetider går det også galt for de professionelle journalister, der skal formidle eksperternes budskaber, siger Maja Horst. »Eksperter er jo forskellige. Nogle vurderer tingene på én måde, og andre på en anden måde. Nogen er meget bekymrede, og andre er slet ikke bekymrede.« Derfor er det typisk en god idé at finde en ekspert, der ikke varierer alt for meget fra de andre forskeres fortolkninger af sagen. Men her opstår der et grundlæggende problem i mødet mellem journalistik og forskning. »I videnskab er det generelt dårligt at være anderledes og have resultater, der er

langt fra de andre – hvorimod det afvigende og anderledes ofte er godt og vigtigt at få frem i journalistikken,« siger Maja Horst. En anden klassisk faldgrube i disse tider er, når medierne begynder at spå om fremtiden. Når de insisterer på svar fra forskerne om, hvornår der f.eks. kommer en vaccine. »Det kan man ikke sige, for forskning er usikkert. Man kan ikke bare trække et resultat i automaten som med alt muligt andet.«

Fra tale til samtale Når man taler om videnskabens rolle i den offentlige debat, skelnes der mellem forskningsformidling og forskningskommunikation, forklarer professor Maja Horst. Kort sagt er det forskningsformidling, når forskerne taler, og vi andre bare lytter. Forskningskommunikation er derimod en dialog, hvor befolkningen også giver udtryk for deres synspunkter, journalisterne stiller spørgsmål, og vi har en fælles samtale om forskningen. »Meget af det, der foregik, lige da krisen brød ud, var forskningsformidling,« fortæller hun. Og det er helt naturligt. Når uforudsete kriser pludseligt opstår, har vi brug for, at forskningen fortæller os, hvad det overhovedet er, vi har med at gøre med. »Corona er jo kendetegnet ved at være en pludseligt opstået krise, ligesom vi så det ved Fukushima- eller Tjernobyl-ulykken. Så vil vi bare have noget viden til at starte med,« forklarer Maja Horst. Men et tidspunkt har vi set Magnus Heunickes kurver tilstrækkelig mange gange og læst så meget om corona, at den offentlige samtale ændrer sig. »Så begynder folk at fortolke selv og skabe deres egne meninger. Jo mere det sker, desto mere har vi brug for at have en samtale om forskningen, hvor alle bidrager med, hvad de nu ved.« Den fase oplever Maja Horst, at vi allerede så småt er begyndt at tage hul på, når danskerne eksempelvis diskuterer spørgsmålet om testning på de sociale medier. Hun understreger, at der naturligvis er dilemmaer i coronakrisen, hvor videnskaben aldrig vil kunne komme med endelige svar. Det gælder blandt andet spørgsmålet om, i hvor høj grad vi er villige til at skade økonomien i forsøget på at undgå, at sundhedsvæsenet bukker under. »Det er ikke kun en ekspertafgørelse. Det handler også om politiske fortolkninger og præferencer. Så der er brug for en mere dialogisk form,« siger hun. Den samtale, der netop nu opstår mellem befolkningen og forskningen, er ret unik, mener Maja Horst, og det er en mulighed, som forskerne gør klogt i at udnytte. Det er for meget at kalde coronakrisen en »gylden mulighed«. Men hvad forskningskommunikation angår, kan krisen bruges til noget godt. »Hver gang forskere formår at formidle noget relevant til befolkningen på en forståelig måde, så øger de sandsynligheden for, at de samme mennesker vil lytte til dem en anden gang. På den måde er coronakrisen god for forskningsformidlingen fremover og med til at opbygge tillid til forskningen.«

makr@information.dk

5


»Vi lukker økonomien ned for at redde millioner af mennesker, som stort set er økonomisk uproduktive« Coronapandemien kan ifølge historikeren Adam Tooze ikke sammenlignes med andre kriser. Det er nyt og smukt, siger han, at vi bevidst ofrer job, frihed og økonomi for at redde vores ældre Tekst Christian Bennike, europakorrespondent, Bruxelles Foto Fabio Bucciarelli/New York Times/Ritzau Scanpix

6

DAGBLADET INFORMATION


VIDENSKAB LØRDAG 4. APRIL 2020

7


DENNE ARTIKEL BLEV BRAGT TORSDAG DEN 19. MARTS

»D

et her virker virkelig nyt,« siger den britisk-tyske økonomihistoriker, Adam Tooze, da jeg spørger, hvilke historiske begivenheder vi skal sammenligne coronapandemien med. Han står i sit køkken i New York og laver en kop te til sin kone, mens han ser ned på gaden, hvor folk stadig vandrer omkring, som om intet var hændt. »Det utrolige ved coronakrisen er, at vi lukker økonomien ned for at redde millioner af mennesker, som stort set er økonomisk uproduktive. Dem, virusset rammer, er jo i forvejen de mest udgiftstunge borgere, og nu gør vi millioner af unge arbejdsløse, lukker skoler og universiteter for at redde dem,« siger Adam Tooze. Til daglig er han professor på Columbia University, men universitetet er lukket på grund af corona, så han har god tid til at tale. – Jeg så et meme på nettet i dag, der kaldte coronavirussen ’Boomer Remover’ … »Ja, det har jeg set. Tænk, at samtlige amerikanske præsidentkandidater i teorien kunne dø af det her. Men helt alvorligt: At vi er villige til at ofre så meget for at redde de ældre, viser, at det gamle slogan – It’s the economy, stupid – er forkert. Det her handler ikke om økonomien, slet ikke. Det handler om livet. Og det synes jeg ikke, vi har set før. Folk taler om det her som en krig, men set fra samfundets perspektiv er det det modsatte: Vi vil ikke ofre de her mennesker. Vi vil faktisk gøre alt for ikke at ofre dem.« »Historikere kan være nedladende og sige: ’Åh, vi har set alt det her før, nu skal jeg fortælle dig om 2008 eller om oliekrisen i 1973’. Men det her ser virkelig nyt ud. Det er anderledes end finanskrisen i 2008, fordi det økonomiske chok nu er startet i realøkonomien og ikke i finansverdenen. Og det er forskelligt fra 1918, for i 1918 havde

8

vi ikke velfærdsstater, der lovede at holde alles bedsteforældre i live.«

Vi har vundet et år til klimaet Adam Tooze forsker i kriser. Han har skrevet bøger om begge verdenskrige, og i 2018 udkom hans bestseller Crashed om finanskrisen i 2008. Hans næste store bog skal handle om den politiske kamp mod klimaforandringer, så jeg spørger ham, hvordan coronapandemien påvirker klimakampen. »Vi har grundlæggende fået et ekstra år,« siger Adam Tooze. »Det økonomiske kollaps får CO2-udslippet til at falde i en takt, vi ikke har set siden 2008. Det er massivt, især i Kina. Og med fare for at lyde kynisk: Faldet i CO2-udledning og kulkraftværkernes forurening vil sandsynligvis redde flere liv i Kina i år end coronavirussen vil slå ihjel. Ti gange flere. Det er svært at tænke på, men det er næsten helt sikkert sandt.« Efter planen skal der være klimatopmøde i Glasgow til november, og Kina og EU skulle have mødtes til topmøde i Leipzig til september – det sidste er nu aflyst. Og det bør Glasgowmødet også blive, mener Tooze. »Vi bør udskyde klimamøderne, for alles opmærksomhed er et andet sted. Og så bør EU og Kina bruge corona til at styrke deres forhold. Trump og Xi Jinping kan ende med at gøre corona til en konflikt mellem USA og Kina, men det må vi ikke gøre, og vi bør ikke betragte kinesisk støtte til europæiske lande som fjendtlig eller kynisk.« Det er måske allerede i gang. Mens amerikanerne indførte indrejseforbud for europæere uden så meget som at ringe til EU, og mens tyskerne og franskmændene indførte eksportforbud for medicinsk udstyr til resten af Europa, landede en stor airbusmaskine fuld af kinesisk medicin og hospitalsudstyr i Rom. Og onsdag sendte den kinesiske regering en million masker og handsker til Frankrig. »Det er åbenlys propaganda fra kineserne,

men Kina er bare bedre til at lave propaganda end EU. Folk i Bruxelles og Berlin har ikke opdaget, at det her både er en udfordring og en mulighed for EU,« siger Adam Tooze. Lige nu ligner coronakrisen i det hele taget »et symbolsk vendepunkt« for den globale magtkamp mellem Kina og USA, mener han: Kina har inddæmmet smitten og hjælper nu resten af verden med udstyr og forskning. Imens ser USA ud til at blive meget hårdt ramt.

Sælg, sælg, sælg Tooze er til gengæld meget bekymret for de finansielle markeder, siger han. Økonomien er allerede gået i stå. Vi står på en gang med et udbud- og et efterspørgselschok, hvilket er helt uhørt, og til juni vil tre millioner amerikanere sandsynligvis have mistet deres job, forudsiger han. Det er samme skala som 2008. Oven i det hele risikerer vi en regulær finanskrise, som vil gøre det hele »uendeligt meget værre«, som han siger. »Vi skal være heldige, hvis vi bare får en recession,« siger han. »Vi risikerer et regulært finansielt hjertestop som det, vi så i 2008.« Lige nu trække alle deres penge til sig. Sælg, sælg, sælg. Banker, virksomheder og investorer sælger. Se bare på de amerikanske statsobligationer: Normalt vil de følge aktiemarkedet. Når aktierne falder, køber investorerne statsobligationerne, som er sikre papirer. »Men lige nu er jagten på cash så voldsom, at folk sælger amerikanske statsobligationer, så renterne stiger. Det burde ikke ske,« siger Tooze »Der er en reel risiko for et finansieringschok (hvor ingen vil låne ud, red.). Måske ender det med et nyt Lehman-øjeblik, hvor en investeringsbank bryder sammen og skaber bølgeeffekter ud i hele det finansielle system. Og så kan – Gud forbyde det – hele eurokrisen komme tilbage, for det er tilfældigvis Italien, der er ramt hårdest, og

pludselig vil vi igen stå med en trussel mod Italiens kreditværdighed. Vi er stadig langt fra sådan en situation, men det er frygten. Det er det, markederne frygter. Og ind til nu har Den Europæiske Centralbank vist sig at være inkompetent i sin håndtering.« Og så er der det med olien … prisen på en tønde olie styrtdykkede i sidste uge som en direkte konsekvens af coronapandemien. For da det stod klart, at efterspørgslen på olie ville falde dramatisk, fordi Kinas økonomi blev sat i stå, så Rusland og SaudiArabien hinanden i øjnene. Nu havde de mulighed for at starte en priskrig mod de amerikanske frackingproducenter i Texas og Oklahoma, så mens efterspørgslen faldt, hævede saudierne produktionen: Mere olie plus mindre efterspørgsel giver markant lavere priser, som gør det svært for amerikanerne at tjene penge. »De har simpelthen sagt: Vi vil bruge det her chok til at dræbe jer,« siger Tooze. Så lige nu er global magtpolitik viklet sammen med pandemi, finansmarkederne og kampen mod klimaforandringerne. »Det her gør investeringer i olie uattraktivt, og det er fint. Men det betyder også, at de store olieproducenter næppe kaster sig ud i store grønne investeringer, og at regeringer får en større rolle i forhold til at skabe høje karbonpriser. Nu skal afgifterne være endnu højere for at virke,« siger Tooze. Man sidder i det hele taget med fornemmelsen af, at staten er tilbage som politisk aktør. Ingen taler længere om budgetdisciplin og nedskæringer, selv tyske konservative er med på, at det her kommer til at koste penge, og at vi er nødt til at låne dem. Donald Trump overvejede endda at give penge direkte til borgerne. Så jeg spørger Adam Tooze: Er det her enden på neoliberalismen? »Ja, det er umiddelbart svært at konkludere andet,« siger han. »Den balance, vi troede, der var mellem marked og stat, bliver i hvert fald forskubbet lige nu – og meget radikalt.« DAGBLADET INFORMATION


DENNE ARTIKEL BLEV BRAGT TIRSDAG DEN 24. MARTS

En mand klargør en ambulance, der er blevet brugt til at transportere en COVID-19-patient til Alzano Lombardo-hospitalet. »Folk taler om det her som en krig, men set fra samfundets perspektiv er det det modsatte: Vi vil ikke ofre de her mennesker. Vi vil faktisk gøre alt for ikke at ofre dem,« siger økonomihistoriker Adam Tooze

Forskere har sporet 40 mutationer af coronavirus – alene på Island Det islandske genetikfirma DeCode Genetics har sporet 40 mutationer af coronavirus på Island. Et sandsynligt scenarie er, at virussen udvikler sig til at blive mere smitsom, men mindre farlig for dem, der bliver ramt, vurderer dansk virolog

D Men så trækker han alligevel på det. »Neoliberalisme har aldrig handlet om at rulle staten tilbage, men om at lave den om. Den kyniske venstreorienterede tolkning har altid været, at når de neoliberale siger, de ruller staten tilbage, mener de, at staten rulles tilbage for de arbejdsløse og de enlige mødre, mens staten ruller den røde løber ud for investorer, bankmænd og oligarker,« siger Adam Tooze. »Det offentlige vil nu understøtte hele den private sektor. Det kan man så enten se som den totale opløsning af neoliberalismen eller som den største bekræftelse af neoliberalismen, man kan forestille sig. Vi ved ikke, hvordan de nye interventioner vil fungere. Den tyske version tilbyder kredit til alle virksomheder, det er ikke en klassisk keynesiansk intervention, for den går via private virksomheder, ikke individer.« Vi er stadig kun i starten af krisen. Vi ved stadig ikke, hvordan den folder sig ud. Men vi ved, at vi står over for noget nyt. Og at tusindvis, måske millioner, af mennesker kommer til at dø, hvis vi ikke alle sammen ofrer en smule, siger Adam Tooze. Han står stadig i sit køkken. Han venter et andet opkald, siger han, så vi er nødt til at ringe af. »Det triste ved et samfund som det amerikanske,« siger han og ser ud ad vinduet, hvor solen skinner, og folk går omkring. »Det triste er at se på den kollektive afvisning af at bringe det offer, som kan redde de ældre. De folk, jeg ser på gaden lige nu, vil ikke stoppe deres liv for det. De vil ikke blive hjemme, men siger grundlæggende: I don’t give a shit.« – Er det derfor, du er hjemme i dit køkken klokken tre om eftermiddagen …? »Ja. Det er jo det, vi kan gøre. Bliv derhjemme.«

cben@information.dk

VIDENSKAB LØRDAG 4. APRIL 2020

e islandske sundhedsmyndigheder har fundet 40 mutationer af coronavirus blandt smittede i landet. En enkelt person har vist sig at være inficeret med to varianter af ny coronavirus. Sundhedsmyndighederne har i samarbejde med det private genetikfirma DeCode Genetics testet 9.768 personer for coronavirus. Men man har ikke kun testet for infektion af coronavirus. Man har også foretaget en fuld gensekventering af de infektioner, der er fundet. »Vi kan se, hvordan virus muterer,« forklarer Kári Stefánsson, direktør i DeCode Genetics til Information. »Vi har fundet 40 islandspecifikke mutationer i virus. Vi har fundet en person, der havde en blanding af virus. Vedkommende havde virus fra før og efter mutationen, og de eneste infektioner, der kan spores tilbage til denne person, er den muterede virus.« Ud over at hjælpe de islandske sundhedsmyndigheder med at foretage tests har DeCode Genetics foretaget gensekventeringerne af de konstaterede tilfælde af coronavirus – både de tilfælde, der er konstateret af myndighederne og de tilfælde, der er fundet af firmaet selv. På den måde har man detaljeret været i stand til at spore smittens spredning i det lille islandske samfund, der har lidt over 364.000 indbyggere. De mange mutationer på Island overrasker ikke professor og virolog Allan Randrup Thomsen fra Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet. »Coronavirus er kendt som en virus, der kan mutere rimelig heftigt. Vi har set rapporter om varianter fra Kina allerede. På den måde passer det godt med, hvad man vil forvente,« siger han. DeCodes gensekventering har kortlagt tre smittegrupperinger, fortæller Kári Stefánsson fra DeCode Genetics: »Vi har generne fra mere end 400 infektioner. Det interessante ved den sekventering er, at vi kan spore, hvor virus kom fra. Nogle kom fra Østrig. Der er en anden type fra folk, der blev inficeret i Italien. Og der er en tredje type virus fundet i personer, der blev inficeret i England. Syv personer havde været til en fodboldkamp i England.« I alt er der fundet 473 smittede personer på Island siden den 28. februar, hvor det første tilfælde blev opdaget. En enkelt person er død, og 12 er indlagt.

Tekst Bo Elkjær De islandske sundhedsmyndigheder har testet samtlige af de personer, der enten udviste symptomer, var syge eller var i risikogruppen for coronavirus. Derudover har DeCode Genetics testet 5.571 personer, der ikke udviste symptomer på sygdommen, og som ikke var i risikogruppen, men som meldte sig frivilligt til at blive testet. Genetikfirmaet har fundet 48 tilfælde af coronavirus, hvor den testede person ikke udviste symptomer af nogen art. Firmaet forventer at offentliggøre resultaterne af deres undersøgelser af co-

Vi forventer, at hele arbejdet med at teste store dele af befolkningen vil give viden, der kan bidrage til verdens indsats mod denne pandemi Thorolfur Gudnason Chefepidemiolog på Island

ronavirus og dele data om gensekventeringerne. »Vi har delt alle resultater løbende med de islandske sundhedsmyndigheder og vil lægge alle sekventeringerne i en international database hurtigst muligt,« siger Kári Stefánsson. Professor Allan Randrup Thomsen har endnu ikke selv haft adgang til at se de islandske data, men vurderer, at resultaterne som beskrevet »giver god mening«. »Det er interessant med de 40 specifikke varianter, der falder i tre clusters, der kan

føres tilbage til specifikke smittekilder. Som virolog er det jo meget spændende, at man kan begynde at se, hvilke smitteveje der er. Det er også noget, som vi efterfølgende i epidemien vil komme til at se meget mere til – den slags studier – fordi vi gerne vil se, hvordan virus udvikler sig,« siger Allan Randrup Thomsen. Virologen forklarer, at det er helt efter bogen, at coronavirus muterer. Han forventer, at virussen på den lange bane vil udvikle sig til at være mere smitsom, men mindre sygdomsfremkaldende. »Det ligner det mønster, som vi ser med influenza, og det kan vi jo godt leve med. Jeg siger ikke, at det er sådan, alle varianter bliver, men der er en tendens til, at det udvikler sig sådan. Det betyder, at virus kan smitte mere, fordi den er bedre tilpasset, men det er ikke de sygdomsfremkaldende virusvarianter, der overlever. Det er de varianter, der giver mindre sygdom.« Professor Allan Randrup Thomsen forventer, at der vil komme flere lignende studier, efterhånden som pandemien udvikler sig. Han kender til firmaet bag undersøgelsen og hæfter sig ved, at undersøgelsen er sket i samarbejde med de islandske sundhedsmyndigheder: »Islændingene har i mange år levet højt på, at de har en lille velkarakteriseret population. Det har de brugt til at lave genetiske analyser af mange forskellige sygdomme, så jeg er sikker på, at det er kvalitetsarbejde.« Chefepidemiolog på Island Thorolfur Gudnason forventer, at forskningsresultaterne kan vise sig overordentligt gavnlige over hele verden. »Vi forventer, at hele arbejdet med at teste store dele af befolkningen vil give viden, der kan bidrage til verdens indsats mod denne pandemi,« sagde han fredag ved et pressemøde i Reykjavik. Også María Mjöll Jónsdóttir fra det islandske udenrigsministerium forklarer, at det er meningen, at de islandske resultater skal bruges internationalt: »Data, der er indsamlet ved screeningen, har allerede vist sig uvurderlig i risikohåndteringen og beslutningerne i forhold til epidemien. Vi mener, at disse data kan være nyttige for andre lande, der har problemer med at estimere niveauet for spredningen i samfundet,« skriver María Mjöll Jónsdóttir til Information.

skipper@information.dk

9


DENNE ARTIKEL BLEV BRAGT LØRDAG DEN 21. MARTS

Ingen modeller kan præcist forudsige coronas udvikling. Men de er det bedste redskab, vi har I denne uge udgav et førende britisk forskerhold en meget omtalt rapport, som forudsiger, at coronavirussen kommer til at koste hundredtusinder af menneskeliv. Et andet forskerhold kommer nu med kritik af studiet. Spørgsmålet er, hvor stor lid man kan sætte til de modeller, som forsøger at spå om pandemiens udvikling

V

Antallet af intensivpladser, der er optaget pr. 100.000 af en population

300

Hvis vi gør ingenting

250

200

150

100

50

0 Marts 2020

April 2020

Maj 2020

Juni 2020

Tekst Louise Schou Drivsholm og Laura Friis Wang

idenskab har ikke altid vist sig at være det mest effektive middel, hvis man vil overbevise Donald Trump om at handle. Men da en førende forskergruppe fra Imperial College London i begyndelsen af denne uge publicerede et studie om scenarier for coronavirussens udbredelse og dødelighed, gjorde det indtryk på verdens mest magtfulde mand. Studiet konkluderer, at hvis ikke man forsøger at inddæmme spredningen af corona gennem social isolation, kan virussen koste 500.000 menneskeliv i Storbritannien og mere end to millioner i USA. Overført til danske forhold svarer det til 50.000 coronadødsfald. De voldsomme fremskrivninger skulle angiveligt have været medvirkende til, at både Donald Trump og hans kollega, den britiske premierminister Boris Johnson, i denne uge har indført en række foranstaltninger, der skal holde folk på afstand af hinanden. Men de britisike forskere fandt også, at hvis man gennemfører en total nedlukning af samfundet nu, vil der komme en ny voldsom bølge af smittede omkring årsskiftet. Det skyldes, at for få mennesker når at blive immune i denne omgang. Et par dage senere udgav en anden prominent forskergruppe fra New England Complex Systems Institute et review, altså en bedømmelse, af det opsigtsvækkende studie. Her lød vurderingen, at forskerne fra Imperial College Londons arbejde er »vigtigt« og »bør informere beslutningstagere«. Men der var også substantielle indvendinger mod de dramatiske konklusioner. Studiets modeller tager nemlig ikke højde for de initiativer, det er muligt at tage for at 10

350

kontrollere smitten, når man lige så stille åbner samfundet op igen, påpeger forskerne fra New England Complex Systems Institute. »Udbruddet kan stoppes fuldstændigt uden genopblussen ligesom i Kina, hvor antallet af nye tilfælde faldt til én i går (den 16. marts 2020, red.),« skriver de. Modellen i studiet fra Imperial College London er altså omdiskuteret. Alligevel er forskere, myndigheder og politikere nødt til at støtte sig til den slags fremskrivninger, når de skal prøve at forudsige smitteudbredelse, dødelighed, og om hospitalerne kan følge med, så vi undgår italienske tilstande. For corona er en ny pandemivirus, og der er derfor ingen direkte sammenlignelige fortilfælde at trække på. Forskere kan til genæld bruge erfaringen fra 100 år med pandemiinfluenza. Spørgsmålet er, i hvor høj grad vi kan stole på de kurver, der udlægger coronas fremtid.

Den danske strategi Modellen i studiet fra Imperial College London forsøger at forudsige forskellige scenarier for antal smittede, behandlingskrævende og døde patienter, alt efter hvilke tiltag vi som samfund iværksætter for at bremse coronapandemien. Først og fremmest påstår studiet, at det vil have store menneskelige omkostninger, hvis man slet ikke iværksætter tiltag, der sætter samfundet i stå i en periode. Det vil sige lukker skoler, institutioner, restauranter og lignende for at holde folk fra hinanden. Uden de tiltag vil flere blive smittet og efterspørgslen på intensiv behandling blive høj. Studiet viser samtidig, at det kan være effektivt at lukke samfundet totalt ned nu for at holde antallet af smittede nede og dermed forhindre, at der kommer et for stort pres på sundhedsvæsenet.

Det er også mere eller mindre den strategi, Danmark har valgt. Men studiet fra Imperial College London forudsiger som beskrevet også, at hvis vi lukker fuldstændigt ned for aktiviteten i samfundet nu, vil der komme en ny, stor bølge af smittede omkring årsskiftet. Man kan sige, at modellen viser, at en nedlukningsstrategi, som har store omkostninger for samfundsøkonomien, kan være spildt, hvis vi slækker på den sociale isolation, når vi har knækket smittekurven. Altså skubber den strategi problemet ud i fremtiden, indikerer modellen. Men her er det, at forskerholdet fra New England Complex Systems Institute kommer ind i billedet. De mener, at modellen fra Imperial College London er fejlbehæftet. Forskerne påpeger, at den såkaldte anden bølge af smittede kan mindskes, hvis regeringerne – så snart smittekurven er knækket, og de åbner samfundet op igen – begynder at teste og overvåge nye smittede, som så fra begyndelsen bliver sat i karantæne.

Usikre mørketal Lone Simonsen, der er epidemiolog og professor på Roskilde Universitet, mener også, at studiet fra Imperial College London har sine svagheder. Hun er især kritisk over for de dramatiske dødstal, som studiet forudsiger. »De er i gang med at forestille sig et noget mere katastrofalt scenarie, end vi arbejder med herhjemme,« siger hun. Forskellen ligger i de antagelser, man lægger til grund, forklarer Lone Simonsen. Ifølge hende har de britiske forskere fra Imperial College London baseret deres model på et for lavt mørketal for antal smittede i alt. Et nyligt modelstudie på kinesiske data

fandt, at næsten ni ud af ti COVID-19-patienter ikke var talt med i statistikkerne. »Hvis man ikke tæller alle de mange smittede, der ikke har symptomer eller ikke er testet, med, får man den høje dødelighedsprocent (en procent af patienterne, red.), som studiet fra Imperial College London bruger. Jeg tror, at studiet med kinesiske data viser, hvad vi længe har vidst – nemlig at de fleste får et mildt forløb. Det har de britiske modeller ikke taget højde for, og det kan forklare, hvorfor forudsigelserne om dødsfald bliver så dramatiske,« siger hun. Der er stadig rigtig mange ting, forskerne ikke ved om corona. Og det gør det ifølge Lone Simonsen »enormt vanskeligt« at lave en model, der forudsiger pandemiens udvikling over lange tidsperioder. I 2009 nåede nogle af de samme britiske forskere at udgive et modelstudie om den daværende influenzaepidemi, der foreslog, at den ville blive lige så dødelig som en moderat influenzapandemi, og at worst case-scenariet var så slemt som den spanske syge, fortæller Lone Simonsen. Det viste sig at være en stor overdrivelse, som alle indså i løbet af sommeren 2009 efter en forståelse af, at dødeligheden i de første datasæt var overvurderet. »Det er nogle af verdens førende epidemiologer, når det kommer til epidemimodeller, og jeg vil nødigt sige noget dårligt om dem. Det viser bare, hvor mange usikkerheder der er, når vi står over for en ny pandemi. I forhold til corona er der stor usikkerhed om dødeligheden pga. mørketallet, og vi ved heller ikke med sikkerhed, om børn smitter. Det er alt sammen potentielle fejlkilder, når man bygger en model,« siger hun. Men modeller er ifølge professoren gode på den korte bane. DAGBLADET INFORMATION


Nedlukning af skoler og universiteter, isolation og generel social afstand

Udviklingen i coronapandemien afhængig af forskellige tiltag

Isolation af smittede, huskarantæne og generel social afstand

Kapacitet af intensivpladser

Kilde: Imperial College London Grafik: Jesse Jacob

Juli 2020

Aug. 2020

Sept. 2020

De bruges i vid udstrækning til at forudsige behovet for intensivbehandling over de næste uger i mange lande, også i Danmark. Imens bruges andre modeller til at forstå de betydelige økonomiske og menneskelige konsekvenser af de tiltag, vi laver for at flade smittekurven ud. I øjeblikket er Lone Simonsen sammen med kolleger fra Roskilde Universitet, Statens Seruminstitut og forskere fra DTU og Københavns Universitet ved at bygge et sæt modeller for at gøre rede for coronas udbredelse og den forventede effekt af kontrolforanstaltninger i Danmark. Den eneste anden mulighed for at forsøge at forudsige fremtidsscenarier for virussen er at se på erfaringer med historiske epidemier. Eksempelvis de statististiske modelstudier, der blev lavet ved brug af forskellige amerikanske byers håndtering af den spanske syge i 1918. De studier viser ligesom de nye modeller for corona, at man kan forsinke og betydeligt flade smittekurven og nedsætte dødeligheden ved at lukke skoler og aflyse sociale begivenheder. Men modellerne med opdaterede kontaktmønstre er helt essentielle for at tage højde for de anderledes sociale dynamikker i dag, godt 100 år senere, påpeger Lone Simonsen. »Vi flyver, sender vores børn i institution og har andre arbejdsmønstre. Folk mødes og spreder sygdommen på helt andre måder i dag. Det er kun nye modeller, der kan tage højde for det. Men man må acceptere, at de er teoretiske og har deres svagheder.«

Kvalificeret gætværk Kritikken og diskussionen af modeller, som den i Imperial College-Studiet, er en naturlig del af epidemiologers forskning og nærmest umulig at undgå. For de antagelser, modelVIDENSKAB LØRDAG 4. APRIL 2020

Okt. 2020

Nov. 2020

lerne er baseret på, vil altid være behæftet med usikkerhed – især når de omhandler ny og ukendt virus som corona. Og det er altså også tilfældet, når man skal forsøge at regne ud, hvornår en epidemi som coronaepidemien ebber ud, understreger Claus Thorn Ekstrøm, der er statistikprofessor på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. »Der vil altid være mere eller mindre kvalificeret gætværk. Man ved eksempelvis ikke, hvor stor folks kontaktflade er, når skoler og den offentlige sektor lukker. Ligesom vi først kender den præcise smitterate, når epidemien er overstået,« siger han. I deres simpleste form kaldes de modeller, der ofte bruges til at forudsige epidemier som corona, for SIR-modeller. Det er en forkortelse for Susceptible, Infected, Recovered. Altså modtagelige, syge og raske – og dermed også immune. Alle i en given befolkning befinder sig i en af de tre kategorier, fortæller Claus Thorn Ekstrøm. »Fordi corona er en ny virus, starter alle i den modtagelige kategorier. Man prøver så at modellere, hvor hurtigt, og hvor mange der ryger over i sygekategorien.« Det sker ved at regne på sygdommens smittegrad, betegnet R0, som angiver, hvor mange en sygdomsramt forventes at smitte, hvis hele populationen er modtagelig over for smitten. Hvis R0 er mindre end én, går epidemien langsomt i sig selv, og hvis den er større end én, vokser epidemien. Og det skaber en meget stejl smittekurve med høj dødelighed til følge. Ligesom den i studiet fra Imperial College London. De modeller, som forskerne anvender, er typisk mere avancerede og har flere kategorier end S, I og R, understreger Claus Thorn Ekstrøm. ’Karantæne’ og ’smittede

Dec. 2020

Jan. 2021

uden symptomer’ eksempelvis. Men princippet er det samme. Når forskerholdet fra New England kritiserer Imperial College London-studiet for at være fejlbehæftet, handler det ifølge Arthur Hjorth, postdoc ved Institut for Datalogi på Aarhus Universitet, især om de kategorier, der ikke er med i modellen.  En af de interventioner, som ifølge New England-forskerne mangler, handler om muligheden for at sætte folk i karantæne, inden de har symptomer, fordi man ved, de har været i kontakt med nogen, der er smittet med corona. Videnskabelige artikler peger nemlig på, at hvis et udbrud af smitte er tilstrækkelig lille, så er det muligt at lukke ned for udbruddet med effektive interventioner såsom overvågning og testning af potentielt syge, der kan føre til hjemmekarantæne og isolation.  »I modellen i studiet fra Imperial College London er det slet ikke muligt at undgå en anden bølge. Det er blandt andet den præmis, det andet forskerhold sætter spørgsmålstegn ved,« forklarer Arthur Hjorth.

Ikke spådomme Men uanset hvor mange variable, man tager højde for i en model for coronas smittespredning, vil der altid være en indbygget usikkerhed, understreger Arthur Hjorth. »Alt er antagelser. Så spørgsmålet er, i hvor høj grad data underbygger antagelserne. Noget af det, forskellige forskergrupper kigger på nu, er, hvordan folk reagerer på tiltagene omkring social isolation. Overholder de reglerne? Hvor meget indskrænker det de sociale kontaktflader?« siger han. Arthur Hjorth er i øjeblikket selv med i et forskningssamarbejde, der indsamler dansk adfærdsdata.

Feb. 2021

Marts 2021

»Så vi kan udfylde de huller, der er i studiet fra Imperial College London. Og lave mere præcise modeller, specifikt til Danmark,« siger han. Selv om det britiske studie har mangler, er det for nemt bare at kritisere det for noget for hurtigt produceret »makværk«, mener Arthur Hjort. »Det er bare vigtigt at være opmærksom på, hvor det kommer til kort, og hvad det ikke kan sige noget om.« Men selv om der er usikkerheder og uenigheder om modellerne for corona, har menneskeligheden ikke andet valg end at støtte sig op ad dem. Det mener Jens Suedekum, der er professor i international økonomi på Düsseldorf Institute for Competition Economics i Tyskland. »Den videnskabelige diskussion og scenarierne kvalificerer debatten. Den er nødt til at eksistere. For vi har brug for de her modeller, og at de bliver så præcise som muligt.« Arthur Hjorth mener, at modellerne også kan være med til at vise folk konsekvenserne af deres handlinger. »Hvis man eksempelvis springer én kaffeaftale over, er det muligt at lave et relativt godt estimat over, hvilken effekt det vil have på sygdomsspredningen. Det kan altså forklare folk, hvor stor en effekt selv små ændringer i adfærd kan have på en epidemi.« 

lodr@information.dk lafw@information.dk

11


DENNE ARTIKEL BLEV BRAGT ONSDAG DEN 25. MARTS

Hvordan genåbner vi samfundet uden at udløse et nyt coronaudbrud?

12

DAGBLADET INFORMATION


Omfattende testning, overvågning og begrænset bevægelsesfrihed er ifølge eksperter afgørende for at undgå en ny smittebølge af coronavirus, når samfundet åbner op igen. Spørgsmålet er, i hvilken grad det kan realiseres i et frit demokrati som Danmark Tekst Laura Friis Wang og Louise Schou Drivsholm Illustration Jesse Jacob

VIDENSKAB LØRDAG 4. APRIL 2020

13


D

a den spanske syge hærgede i sommeren 1918, mistede danskerne hurtigt tålmodigheden med at holde sig på afstand af hinanden for ikke at sprede smitten. Da sygdommen stilnede af i august efter 300 dødsfald, genoptog folk hurtigt deres hverdagsliv. Børnene startede i skole, deres forældre på arbejde, og de små bysamfund stimlede igen sammen i forsamlingshusene. Også myndighederne manede til besindighed og neddyssede bekymringen. Men pludselig begyndte folk at blive syge igen. Langt flere end i første omgang og med større dødelighed. Det kom helt bag på et samfund, som troede, at virussen var midlertidig. Men den anden bølge af den spanske syge blev klart den mest dødelige. Spørgsmålet er, hvordan vi undgår, at det samme sker med coronavirussen, i dag godt 100 år senere. Den nedlukning af samfund over hele verden, som har sat meget socialt liv såvel som store dele af økonomien i stå, er næppe holdbar i længden. På et tidspunkt er politikere og myndigheder nødt til at ophæve de restriktioner, der skal holde os fra hinanden – også selv om virussen formentlig stadig lever blandt os. Det er de fleste eksperter enige om. Men hvornår og hvordan genåbner man samfundet uden at gentage den spanske syges anden bølge?

Exitstrategi For at lykkedes med det er det ifølge flere eksperter afgørende, at myndigheder og politikere allerede nu, i pandemiens tidlige fase, fastlægger en såkaldt exitstrategi. Sådan en har hverken Danmark eller andre europæiske lande fremlagt endnu. Exitstrategien bør ifølge den førende sydkoreanske epidemiolog og direktør i Korean Society for Laboratory Medicine Gye Cheol Kwon indebære, at regeringen holder skarpt øje med dem, der rejser ind i Danmark, samt de potentielt smittede danskere, som kan forårsage nye smittekæder. »Fortsat social distance, en aktiv brug af test og karantæne er effektivt, og det tror jeg også, det vil være, når anden bølge rammer,« skriver han i en mail til Information. En tilsvarende melding kommer fra Yaneer Bar-Yam, som forsker i pandemier ved det amerikanske forskningsinstitut og tænketank New England Complex Systems Institute. »Smitteopsporing er essentielt for at forstå spredningen og begrænse, hvor hurtigt det går. Når folk er fuldstændig isolerede, er det relativt nemt at opspore smitten. Men med smitteopsporing er det også muligt at undgå en voldsom andenbølge, når restriktionerne på aktiviteterne i samfundet løsnes op,« skriver han i en mail til Information. Flere scenarier I sidste uge udgav en række førende forskere fra Imperial College London et meget omtalt studie, der viser, hvor store sundhedsmæssige konsekvenser det kan få, hvis nedlukningstiltagene bare rulles tilbage, når vi har fået bugt med smittekurven. 14

Studiets model viste, at det vil resultere i en endnu større andenbølge af coronasmittede – ligesom under den spanske syge. Årsagen til denne konklusion er, at der i dette scenarie langtfra er opnået flokimmunitet. Flokimmunitet opstår ved, at mindst 60 procent af befolkningen er immune over for coronavirussen, enten fordi de har været smittet, eller fordi de er vaccineret. Ifølge hovedforfatteren på studiet fra Imperial College London, den verdensberømte epidemiolog Neil Ferguson, kan det tage flere år at opbygge flokimmunitet, hvis man samtidig forsøger at begrænse smittekurven ved social isolation. »Hvis vi fortsatte den strategi i mere end to år, ville en passende andel af befolkningen måske have været syge, så det kunne give en form for flokimmunitet,« siger han til BBC. Over for BBC understreger Mark Woolhouse, der er professor i epidemiologi på University of Edinburgh, at man heller ikke bør sætte sin lid til en vaccine. »At vente på en vaccine bør ikke kaldes en strategi. Det er ikke en strategi,« siger han. Årsagen er, at det har for store sociale og økonomiske omkostninger at lade samfundet være nedlukket på ubestemt tid. Jens Suedekum, der er professor i international økonomi på Düsseldorf Institute for Competition Economics, fremhæver, at den strategi, de fleste lande har iværksat nu, herunder Danmark og Tyskland, primært handler om at nedbringe smitten og dermed undgå et overbelastet sundhedsvæsen, der fører til mange dødsfald. Men han understreger, at de økonomiske forhold også er afgørende for, hvilken exitstrategi man vælger, og hvornår den iværksættes. »Det har væsentlige omkostninger for økonomien, som også er værd at have med. Når man læser konklusionerne i de foreløbige studier af coronas udvikling, virker det mest rigtigt, at vi laver en kortsigtet nedlukning af samfundet efterfulgt af en nøje planlagt exitstrategi,« siger han.

Nedlukningen fortsætter Der er dog grænser for, hvor kortsigtet nedlukningen af samfundet kan blive. Sundhedsstyrelsens senere vurdering fra 23. marts lyder, at epidemibølgen forventes at løbe over 12 uger og toppe omkring uge seks til syv, hvilket svarer til midten af april i år. Den prognose er dog teoretisk og tager ikke højde for effekten af de mange tiltag, der er iværksat i Danmark for at forhindre smittespredning, og hvis effekt først forventes at slå fuldt igennem inden for de kommende uger.  »Konsekvensen kan være en forlængelse af perioden for epidemien, og at epidemiens top vil blive mindre,« skriver Sundhedsstyrelsen. Når epidemien har toppet, er det et vurderingsspørgsmål, hvornår man bør begynde at åbne op for aktiviteterne i samfundet igen. Det fortæller Søren Riis Paludan, der er professor i virusinfektioner ved Aarhus Universitet. »Det er lidt elastik i metermål, alt efter hvilke kriterier man lægger ned over sit beslutningsgrundlag. Om man kun fokuserer på at minimere tabte menneskeliv, eller om man også tager hensyn til samfundsøkonomien, eksempelvis. Hvis den bliver en faktor, kan man godt forestille sig et scenarie, hvor samfundet åbnes op igen, selv om der stadig er smitterisiko,« siger han. På et pressemøde mandag slog Mette Frederiksen fast, at de tiltag, regeringen har sat i værk for at bryde smittekæderne, indtil videre er forlænget til og med 2. påskedag, mandag 13. april 2020. Det gælder skolelukninger, hjemsendelse af offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktio-

ner, forsamlinger på maksimum ti personer og nedlukning af blandt andet restauranter, barer og storcentre. Og det er ikke utænkeligt, at nedlukningen af det danske samfund fortsætter endnu længere. »Jeg har svært ved at forestille mig, at vi får en egentlig skolegang på denne side af sommerferien,« siger professor i eksperimentel virologi Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet til Politiken. Hvis vi eksempelvis åbner skolerne for tidligt, risikerer vi ifølge ham en opblusning af coronaepidemien. Og det kan betyde, at vi skal begynde forfra med at stoppe smittespredningen.

Test og massiv overvågning Et forskerhold fra New England Complex Systems Institute har et bud på, hvordan man kan få gang i samfundshjulene igen inden for en overskuelig fremtid og samtidig kontrollere smittekurven. Ifølge dem er det afgørende, at regeringer i de smitteramte lande sætter en række tiltag i gang, når de begynder at genåbne samfundene. Dette indebærer blandt andet, at man konsekvent tester og overvåger potentielt smittede og hurtigt isolerer dem, samt at nogle lukkede grænser og rejserestriktioner opretholdes. »Det er muligt at stoppe udbruddet fuldstændigt,« som forskerne skriver i en bedømmelse af studiet fra Imperial College London. Forskerholdets anbefalinger til en exitstrategi minder om den strategi, flere asiatiske lande som Sydkorea, Singapore og Taiwan fra begyndelsen har haft i bekæmpelsen af corona. Her bliver alle coronamistænkte testet og nøje overvåget. I Sydkorea er der opsat drive through-centre, hvor personale i beskyttelsestøj tester alle, der blot har milde symptomer eller er i særlig smittefare, eksempelvis efter et udlandsophold. Op til 20.000 sydkoreanere bliver testet dagligt. Og i Taiwan og Kina har borgerne installeret en app på telefonen, hvor de kan indrapportere deres symptomer, og regeringen kan holde styr på deres bevægemønstre, og om de overholder karantæner.  Den sydkoreanske epidemiolog Gye Cheol Kwon understreger, at det ikke nødvendigvis er muligt at overføre alle asiatiske erfaringer direkte til Danmark. »Forskellige lande har forskellige situationer, og deres handlinger bør være forskellige. Men hvad, der er sikkert, er, at tidlig diagnosticering med præcise test opfulgt af isolation er en effektiv måde at bekæmpe COVID-19-infektionen – også i anden bølge,« skriver han i en mail. En anden ting, der ifølge Yaneer Bar-Yam er afgørende, når samfundet igen skal åbnes op, er at opdele landet i regioner med begrænset transport mellem dem. Det gør det muligt, at regioner, der er sygdomsfrie, kan vende tilbage til normale tilstande hurtigere, end dem hvor sygdommen stadig spreder sig. »Disse områder kan genoptage økonomisk aktivitet, hvilket resulterer i hjælp både til dem, men også for de regioner, der stadig er meget begrænset,« siger han. Yaneer Bar-Yam understreger også, at man bør åbne gradvist op for aktiviteterne i samfundet igen frem for at lempe alle restriktioner på én gang. Det kunne eksempelvis indebære, at nogle kulturelle tilbud genåbnes, at skoler åbner dørene op igen med begrænset antal personale og elever, samt at udvalgte virksomheder genoptager deres aktiviteter. Herefter skrues der langsomt op for aktiviteten. »Dette kan gøres, mens man overholder rimelige forholdsregler og ikke straks genoptager alle aktiviteter. Og ligesom at det DAGBLADET INFORMATION


første, man gør under en epidemi, er at forbyde store forsamlinger, vil det også være det sidste, der genoptages,« siger Yaneer Bar-Yam. Ifølge Søren Riis er der chance for, at der under en eventuel andenbølge vil være »en eller anden form for behandling« tilgængelig. For eksempel et antiviralt stof. Det kan åbne op for muligheden for at inddæmme på en mere effektiv måde. Eksempelvis ved at sætte risikogruppens kontakter i behandling. »Så kan man lave en ring uden om de inficerede på en anden måde, end man kan nu,« siger han.

Privatlivets fred En effektiv exitstrategi indebærer altså både en omfattende teststrategi, isolation af de potentielt smittede, overvågning af borgerne og begrænset bevægelsesfrihed. En sådan strategi vil være hensigtsmæssig for samfundsøkonomien, fordi det betyder, at man kan åbne samfundet op igen hurtigere, påpeger Jens Suedekum fra Düsseldorf Institute for Competition Economics. Men han fremhæver samtidig, at det kan blive sværere at indføre et effektivt nationalt test- og overvågningssystem i liberale demokratier som Tyskland eller Danmark end i eksempelvis Taiwan. Vi bor jo i lande, hvor man går meget op i den personlige frihed og privatlivets fred,« siger han. Allerede nu bekræfter Statens Serum Institut (SSI) dog over for DR, at de har bedt teleindustrien om adgang til data fra mobilmaster om mobiltelefoners lokation.  Der har endnu ikke været udmeldinger om, hvad SSI vil bruge dataen til. Men teleindustrien har blandt andet data om, hvilke mobilmaster de enkelte mobiltelefoner bruger. På den måde kan dataet altså sige noget om folks bevægelsesmønstre. Adspurgt om brugen af teledata på mandagens pressemøde svarede statsminister Mette Frederiksen:  »Det er oplagt at søge empiri, så vi bliver klogere, og så vi kommer til at kende den her epidemi på bedst mulig vis, også så vi – når vi er på den anden side af det her – kan tilrettelægge vores indsats klogt.« Søren Riis Paludan fra Aarhus Universitet er ikke i tvivl om, at hvis man kun taler om at begrænse smitten og undgå en andenbølge af pandemien, så er det meget effektivt at følge en model som den i Taiwan, hvor staten hele tiden ved, hvor folk er. Hvis man bliver smittet, kan myndigheden således opspore den smittede persons færden og sætte alle dem, vedkommende har været i nærheden af, i karantæne. Men det kan være svært, hvis man samtidig vil respektere individets rettigheder og privatlivets fred, understreger Søren Riis Paludan. »Lige nu kan man overskride mange grænser, fordi vi vil bekæmpe denne virus, og at den blusser op igen på et senere tidspunkt. Men der kommer et punkt, hvor det ikke længere er okay at overskride de rettigheder, vi har kæmpet for i generationer.«

DENNE ARTIKEL BLEV BRAGT LØRDAG DEN 14. MARTS

Coronapandemi skåner klimaet på kort sigt, men truer klimaindsatsen på lang sigt Nedjusteret vækst, aftagende økonomisk aktivitet og mulig recession giver gevinst i form af færre CO2-udledninger, men bringer investeringerne i den grønne omstilling i fare – dog er der også nye grønne muligheder i de stimuluspakker, som er på vej

D

Tekst Jillian Ambrose

et tegner til, at coronakrisen vil medføre et fald – måske endda et ganske markant fald – i dette års globale kulstofemissioner, men pandemien truer samtidig den langsigtede klimabeskyttelsesindsats ved at undergrave investeringer i omstillingen til grøn energi, advarer Det Intenationale Energiagentur (IEA). IEA, en mellemstatslig energitænketank, der rådgiver OECD-landene, forudsiger på den ene side, at de økonomiske afmatningseffekter af coronakrisen det kommende år vil eliminere en betydelig del af efterspørgslen på olie, og det vil resultere i sænket udledning af de kulstofemissioner, som er det afgørende menneskeskabte bidrag til klimakrisen. Men Fatih Birol, IEA’s øverste chef, advarer også om, at virusudbruddet kan sænke tempoet på omstillingen til ren energi. Det kan ske, hvis ikke de nationale regeringer fastholder og udbygger de grønne investeringer og gør det til centrale dele af de stimuluspakker, de er ved at forberede for at undgå global økonomisk recession. »Der er i sig selv ikke noget at fejre ved den nedgang i emissioner, som den økonomiske krise sandsynligvis vil udvirke,« siger han, »for uden den rette langsigtede politik og de rette strukturelle forholdsregler, vil nedgangen ikke være langtidsholdbar«. Coronakrisen har vakt frygt for en global økonomisk recession og bidraget til at udløse et af de stærkeste prisfald på råolie i 30 år og dermed reduceret nogle af verdens største energiselskabers markedsværdi med milliarder af dollar.

Afsmitning Men den afsmittende økonomiske effekt fra krisen vil efter alt at dømme forsinke eller lamme mange infrastrukturprojekter, herunder den tusindvis af milliarder dollar dyre udvikling af en ny grøn energisektor, som er uomgængelig, hvis vi skal have en chance for at afværge klimakatastrofer. 2020 risikerer at blive det første år siden 1980’erne, hvor energioutputtet fra solenergi falder, forudsiger i mellemtiden en ny rapport fra Bloomberg New Energy Finance. Analytikerne bag rapporten har nedjusteret forventningerne til

udbygning med ny solenergi med otte procent, og de forventer også et fald i salg af elbiler for 2020. Birol tilføjer: »Vi har nu et afgørende ’mulighedernes vindue’. Verdens store økonomier er i gang med at forberede stimuluspakker, og det er vigtigt, at disse bliver udformet sådan, at de kommer til at skabe økonomiske fordele til de rigtige projekter, så omstillingen til ren energi bliver så profitabel som mulig.« AF IEA’s analyse fremgår, at 70 procent af verdens investeringer i grøn energi kommer fra statsmidler, enten gennem direkte statslig finansiering eller indirekte i form af tilskudspolitikker som subsidier eller skattefordele. Tænketanken har også beregnet, at verdens regeringer stadig subsidierer den fossile energisektor med summer, der løber op i en størrelsesorden på 400 milliarder dollar pr. år.

Afkastmuligheder Birol opfordrer indtrængende verdens regeringer til at investere i energieffektive tiltag, som måske ikke vil give de store afkast, så længe energipriserne bliver ved med at være lave, men alligevel vil kunne vise sig lukrative på sigt. IEA’s direktør opfordrer desuden de politiske beslutningstagere til at udnytte faldet i verdensmarkedspriserne på råolie til at udfase deres fossile subsidier og i stedet bruge disse midler på at investere i sygdoms- og epidemiforebyggelse. »De udfordrende markedsvilkår lige nu bliver en oplagt test af regeringernes vilje og evne til at leve op til deres forpligtelser,« siger han. »Den gode nyhed er, at sammenlignet med tidligere økonomiske stimuluspakker har vi nu fået langt billigere vedvarende energiteknologi og gjort store fremskridt i udviklingen af elektriske transportmidler. Desuden støtter den finansielle verden nu langt mere omstillingen til ren energi.« »Hvis de rette politikker bliver sat i værk, er der gode muligheder for, at vi kan få det bedst mulige ud af situationen,« tilføjer han. udland@information.dk

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

lafw@information.dk lodr@information.dk

VIDENSKAB LØRDAG 4. APRIL 2020

15


DENNE ARTIKEL BLEV BRAGT MANDAG DEN 23. MARTS

Politi og forsvar modtager færge fra Norge i Hirtshals søndag den 15. marts 2020. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Faren ved en undtagelsestilstand er, at den bliver normaltilstand. Men det sker næppe her, mener ekspert Kampen mod coronavirus har ført til ekstraordinære indgreb i borgernes rettigheder. Og selv om der ikke er grund til bekymring på længere sigt, bør offentligheden være særligt kritisk over for tiltag som grænselukning, hvor sagkundskaben tilsidesættes til fordel for et indgreb med stor symbolsk værdi, siger professor Ole Wæver Tekst Sebastian Gjerding

16

DAGBLADET INFORMATION


D

en politiske håndtering af coronakrisen er en undtagelsestilstand, hvor de normer, som vi normalt har til at regulere forholdet mellem individ og stat, er sat ud af kraft. Nye love er blevet hastebehandlet i Folketinget og har givet staten en række stærkt indgribende beføjelser. Smittede borgere kan blive underlagt tvangsbehandling, og der er indført forbud mod afholdelse af større forsamlinger. Arrangementer er blevet krævet aflyst, og virksomheder har måttet lukke. Hele Folketinget står bag. Ole Wæver, der er professor i international politik på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, kalder det »nogle rettigheder, vi ellers troede, vi havde – nogle af dem i grundloven – som lige pludselig er blevet flyttet«. »Ikke på nogen ulovlig måde. Det er gjort efter procedurerne, men vi rykker stadig grænserne, og man gør det med henvisning til et argument om en trussel, der er så stor, at det er nødvendigt.« Ole Wæver står bag det indflydelsesrige begreb om sikkerhedsliggørelse, som verden rundt bruges inden for forskning og analyser af international politik. Sikkerhedsliggørelse er en betegnelse for den proces, hvor en aktør – for eksempel en stat – begrunder ekstraordinære tiltag med henvisning til en eksistentiel trussel mod staten, befolkningen, miljøet eller en levemåde. Den eksistentielle trussel kan begrunde midler som politisk vold, hemmeligholdelse eller overtrædelse af internationale konventioner – altså tiltag, som normalt ikke ville blive accepteret. Begrebet bruges ofte i forbindelse med krige eller andre undtagelsestilstande, men nu er det altså coronapandemien, der begrunder de ekstraordinære indskrænkninger af befolkningens frihed, som bliver indført både i diktaturer og demokratier over hele kloden. »Det er i virkeligheden en indbygget mekanisme, som ethvert samfund har til at håndtere det, når man møder grænsen for den orden, man ellers havde etableret. Det betyder også, at det i bund og grund er et paradoksalt område at bevæge sig ud i. For vi kan have regler for alt muligt, men det her er netop spørgsmålet om, hvordan vi omgås undtagelsen for reglen,« siger Ole Wæver.

Danmark ikke i risikozonen Ole Wæver understreger, at der ikke i sig selv er noget galt med, at der bliver taget ekstraordinære skridt, fordi coronapandemien rent faktisk er af en karakter, så det kan retfærdiggøres. En klassisk risiko ved undtagelsestilstand er dog, at den går hen og bliver en normaltilstand. Belært af erfaringerne fra antiterrorlovgivninger og tiden efter den 11. september kan man være bekymret for, om de hegnspæle, som nu bliver flyttet i forhold til menneskerettigheder, ikke bliver flyttet tilbage, når krisen er overstået. Både med terrorlovene og med indgribende overvågningstiltag har vi tidligere set, at de er blevet indført med henvisning til ekstraordinære trusler, men siden har udvidet sit anvendelsesområde. Men at de nye love og tiltag i kølvandet på

VIDENSKAB LØRDAG 4. APRIL 2020

corona skulle blive hverdag også i fremtiden er der dog næppe grund til at bekymre sig over, vurderer Ole Wæver. »Det er jeg ikke særligt bange for. Jeg tror ikke umiddelbart, at vi vil få flere tvangsbehandlinger i sundhedsvæsenet eller pludselig vil få tilfældige udgangsforbud på grund af det her. Jeg tror, at det er afgrænset nok til, at det ikke er en hovedbekymring.« En anden risiko er ifølge Ole Wæver, at der opstår en kult omkring den politiske leder, som ikke er sund. Både den franske premierminister, Emmanuel Macron, og den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), er en type ledere, der trives godt i den nuværende rolle med markante og alvorstunge taler til nationen, hvor de stiller sig frem og siger, hvad der skal gøres. »Man så tendensen efter den 11. september. Politikerne gjorde det, de skulle, og tog lederansvar, men så blev meget af det hængende bagefter som en langt mere oppefra og nedpolitik, end vi havde været vant til,« siger Ole Wæver. »Men det tror jeg ikke, at Danmark er i risikozonen for denne gang. Vi skal nok finde tilbage til at være kritiske over for vores statsminister igen.«

Grænselukning skadeligt Men på et tredje område er der grund til bekymring, mener Ole Wæver. Da Danmark for en uge siden lukkede grænserne, var det et eksempel på, at man brugte håndteringen af en krise til at dreje en større dagsorden på en bestemt måde. Lukningen af grænsen skete imod de sundhedsfaglige eksperters anbefalinger, og det var på et tidspunkt, hvor man kunne have taget en række andre skridt som yderligere udgangsbegrænsninger eller lukning af butikker. »Det er med til at trække verdenspolitikken i én retning. Hvor for eksempel WHO ville sige, at vi skulle håndtere det her som en global udfordring, hvor vi allesammen samarbejder, så får vi i stedet en symbolik, der handler om, at hvis bare vi kan holde de andre væk, så løser det sig. Der mener jeg, at lande som USA, Østeuropa og Danmark var med til at fremme et grundbillede af verden, som er skadeligt for vores evne til at samarbejde,« siger Ole Wæver. »Det er en drejning, som kan hævne sig på lang sigt, for det skaber en mere fragmenteret og mindre handlekraftig verden. Både i forhold til kommende epidemier, men for den sags skyld også indsatsen mod klimaforandringerne, som også afhænger af, hvordan vi ser på verden. Derfor er det rimeligt at kritisere, at regeringen trykker et sæt af knapper helt i bund fra starten og stadig ikke har fortalt os hvorfor.« – Er der ikke noget, der taler for, at Danmark bare var tidligt på den? »Der er stadig forskellige virkemidler, man kan tage i brug. Politisk lederskab består netop i at vælge, om vi skal være tidlige eller sent, forsigtige eller ikke. Men det kræver en god forklaring – som vi ikke har fået – hvis man vælger andre midler end dem, der er bedst fagligt belæg for. Der valgte Danmark så meget tidligt at gå meget langt ud ad den skala, der hed grænsekontrol. Det, at andre følger efter, er jo ikke noget argument i sig selv. Det kan også være, fordi politiske midler smitter,

og at det så bliver symbolet på, at man er en handlekraftig politiker.« – Det handler jo også om en skepsis over for, hvad de omkringliggende lande gør. Er det ikke et logisk træk for en stat at konstatere, at vi ikke kan lave drakoniske tiltag her, hvis de andre lande ikke gør nok? »Dem, der kom over grænserne med smitte, var jo altovervejende dem, der kom hjem fra skiferie i Østrig, og danskere har vi jo nu bedt om at komme hjem hurtigst muligt,« siger Ole Wæver. »Grænsekontrol er formentlig ikke nogen optimal strategi, og derfor ville det være rimeligt at kræve, at vores politikere kan svare på, hvorfor de har valgt at prioritere anderledes end det, fagkundskaben kan pege på. Der hjælper det ikke bare at sige, at det er et forsigtighedsprincip, for det forudsætter, at der kun var én sti at gå ad – men der fandtes flere.« Han understreger, at der godt kan være tilfælde, hvor indsatsen eller epidemien i de forskellige lande adskiller sig så meget, at grænselukninger kan begrundes. »Det er derfor – paradoksalt nok – at Trump har bedre belæg for, at det gav mening at lukke for indrejse fra Kina på det tidspunkt, han gjorde det. Det giver også mening, at afrikanske lande er enormt konservative i forhold til, hvem man giver lov til at rejse ind fra Europa. Men den forskel, vi havde imellem niveauet i Tyskland og Danmark, kunne ikke begrunde det tiltag,« siger Ole Wæver med henvisning til, at Tyskland på det tidspunkt ikke havde alarmerende høje smittetal i forhold til Danmark.

Manglende kritik er skadeligt De danske myndigheder har generelt været begunstiget af, at der har været bred opbakning i befolkningen til deres hårde indgriben – med måske grænselukningen som det eneste tilfælde, hvor der blev rejst kritik af, om skridtet var for vidtgående. Her mener Ole Wæver, at man kunne observere en sidste ting, der er kendetegnende for sikkerhedsliggørelse – nemlig at kritik ikke er særlig velkommen, og at andre folk på for eksempel sociale medier beder kritikerne om at klappe i. »Det er typisk for sikkerhedsliggørelse, at det er svært at have plads til kritik, mens man gør sådan nogle ting. Det hele får en patriotisk tone om, at nu skal man stå sammen om lederne, og at man ikke skal svække os internt med splid. Det har man godt kunne mærke i Danmark,« siger han. Men den kritiske debat er vigtig. Både rent demokratisk, og fordi den kan forhindre, at undtagelsestilstanden begrunder tiltag, der ikke bør indføres. »De tidligere sager har lært os, at det også skader sagen selv, hvis man lukker ned for kritisk debat,« siger Ole Wæver. »Det mest oplagte eksempel er selvfølgelig den 11. september. Her kan man godt i dag se, at mange af de hårdhændede ting, der blev indført, var kontraproduktive. Det var ikke bare skadeligt for vores demokrati, men også for det, vi gerne ville opnå. Der havde det været bedre, hvis man havde haft en langt mere kritisk debat.«

segj@information.dk

17


DENNE ARTIKEL BLEV BRAGT TORSDAG DEN 26. MARTS

Myndigheder bør styre datanarkomanien og fokusere på det, der virker Myndighederne er selv ude om, at folk tager sølvpapirshatten på, når de melder så uklart ud om, hvad de ønsker at bruge teledata til i kampen mod corona. Det virker naivt at tro, at teledata rummer en nøgle til at forstå effekterne af deres tiltag. I stedet bør de fokusere på det, de ved, der virker

D

et vakte forståeligt opsigt, da DR forleden kunne fortælle, at Statens Serum Institut ønsker adgang til oplysninger om befolkningens bevægelsesmønstre via registreringer fra deres mobiltelefoner. Det var Statens Serum Institut, der i 2016 sendte et brev med to cd-rom’er med oplysninger om danskeres sygdomsforløb, psykiske lidelser og fem millioner danske cpr-numre. Brevet skulle være endt hos Danmarks Statistik, men blev ved en fejl leveret til et kinesisk visafirma. Oplysningerne var ikke krypteret. Nu vil denne myndighed have adgang til oplysninger om potentielt hele befolkningens bevægelsesmønstre i kampen mod coronapandemien. Indtil videre står det ikke klart, hvad det præcis er, myndighederne ønsker adgang til, hvordan det skal bruges, og hvor de juridiske grænser går. Teleindustriens brancheorganisation har meldt ud, at de gerne bidrager med data, men at de vil have klarhed over det juridiske grundlag, og hvilke oplysninger det drejer sig om. Derudover er særligt spørgsmålet om anonymisering centralt at få afklaret, da det vil være stærkt indgribende for privatlivet, hvis man kan udlede oplysninger om bevægelsesmønstre på individniveau. De principielle spørgsmål er ikke noget, som Statens Serum Institut foreløbigt har villet bidrage med klarhed over, og da statsminister Mette Frederiksen (S) blev spurgt til initiativet på et pressemøde mandag, svarede hun helt overordnet: »Det er oplagt at søge empiri, så vi bliver klogere, og så vi kommer til at kende den her epidemi på bedst mulig vis, også så vi – når vi er på den anden side af det her – kan tilrettelægge vores indsats klogt,« sagde hun. At få indsigt i, hvordan myndighedernes tiltag virker i den nuværende sundhedskrise, er grundlæggende et anerkendelsesværdigt formål. De fleste tænker nok på, hvad der kommer til at ske, når de nuværende indskrænkninger bliver løsnet, og økonomien åbner op igen.

18

Analyse Sebastian Gjerding Og man kan forestille sig, at netop hvordan befolkningens bevægelsesmønstre påvirkes af forskellige typer af indskrænkninger, er noget af det, myndighederne håber på, at teledata kan give dem indsigt i.

Hvis myndighederne fortsat skal gøre sig fortjent til befolkningens tillid, kræver det, at deres initiativer virker velbegrundede og som noget, der vil have en reel effekt

Men det er svært at se, hvordan teledata på et overordnet plan kan bidrage med de oplysninger. Coronavirus smitter ved tæt kontakt, og oplysninger fra mobiltelefoners forbindelse til telemaster har en præcision fra 50-100 meter i byerne og op flere kilometer på landet. Samtidigt sker registreringerne kun ved aktivitet på telefonen, så datamønstrene risikerer altså hverken at være tilstrækkeligt præcise eller komplette til at kunne bruges til at vurdere effekter. Vil myndighederne gerne vide, om folk

helt overordnet bevæger sig mindre nu end før nedlukningen? Tag et kig ud ad vinduet eller flyv over byen med en drone. Mastedata risikerer at være mindst lige så upræcise – og vil nok bare bekræfte det billede, som man allerede kan se med mere simple observationer. Og når det er så overordnet – og myndighederne samtidigt på grund af teststrategien ikke har nogen som helst anelse om, hvor mange smittede der er i samfundet – er det svært at se det kan være et centralt redskab.

Har høj tillid Ønsket om at bruge teledata stammer sandsynligvis fra, at myndigheder i en lang række lande er begyndt at bruge netop de data til analyse af bevægelsesmønstre i kampen mod corona. Når de gør det i udlandet, må vi da også kunne gøre det herhjemme, virker rationalet til at være. Samtidigt er der i flere asiatiske lande en forhåbning om, at de med en blanding af overvågning og test kan begynde at åbne deres samfund op, uden at det vil føre til, at epidemien bare spreder sig med samme hast igen. Men i dansk kontekst er det vigtigt, at myndighederne har tålmodighed til at se på præcis, hvilken slags overvågning der kan være effektiv til at hindre smittespredning. De skal ikke bare skyde med spredehagl efter alle mulige tiltag, nu hvor befolkningen virker villig til at acceptere det meste. Befolkningen har lige nu en høj grad af tillid til de danske myndighederne og den kamp, de er i gang med at føre. Virussen er en fælles fjende, og et samlet Folketinget har i al hast givet vide beføjelser til befolkningskontrol, indgreb i den personlige frihed og begrænsninger over for virksomheder. Hvis myndighederne fortsat skal gøre sig fortjent til den tillid, kræver det, at deres initiativer virker velbegrundede og som noget, der vil have en reel effekt. Så en opfordring til myndighederne bør være: Styr jeres datanarkomani og fokuser på de tiltag, som det er mere sandsynligt, rent faktisk vil komme til at virke. segj@information.dk

DAGBLADET INFORMATION


Nærvær på afstand! Samfundet er lukket ned, men Frelsens Hærs dør er ikke lukket for næstekærlighed.

Trods fysisk afstand holder vi stadig tæt kontakt med Danmarks udsatte. Den hjemløse kan ikke gå hjem og den ensomme ikke finde samvær. Frelsens Hærs væresteder serverer ingen varme måltider i fyldte lokaler, men vi uddeler madpakker og bringer også ud til særligt udsatte. Nærkontakt er erstattet af telefonkontakt og lyttende ører. Omsorg og nærvær er stadig nøgleord i en tid med afstand. Vi ønsker at sprede håb og holde nærkontakt. Støt os og hjælp os med at sprede håb i en tid med usikkerhed.

FRELSENS HÆR Støt os nu online på: www.fhbidrag.dk eller SMS til 1414 med teksten STØT og støt os med 50 kr*. Du kan også overføre på netbank: Reg. nr. 4183 konto 7001568. * Det koster 50,- + al. SMS-takst

Det beløb du giver, går direkte til Frelsens Hærs sociale arbejde blandt ensomme, misbrugere og hjemløse. Derudover gør det os i stand til at uddele måltider samt drive væresteder, herberg, børneinstitutioner, genbrugscentre, menigheder, o.lign.


DENNE ARTIKEL BLEV BRAGT TiRSDAG D. 31. MARTS

3 »Mine tanker kører rundt, og jeg kan ikke slippe væk fra dem, som jeg plejer« Coronavirussen og samfundsnedlukningen kan gå ud over vores mentale helbred, og psykisk sårbare er ifølge eksperter langt de mest udsatte. En af dem er Monica Jørgensen, der lige har haft et angstanfald

helt forskellige danskere fortæller, hvordan coronakrisen påvirker dem

Monica Jørgensen 34 år, bor i Ørbæk, jobsøgende

»D

et værste er at være alene, fordi jeg har angst. Jeg sidder bare og spekulerer, mens jeg forsøger at få tiden til at gå. Det er svært at finde på noget at lave. Nu går mine tanker på, om der er noget i vejen med mit hjerte – for et år siden blev jeg opereret i hjertet for noget, der hedder Wolff Parkinson White Syndrome. Det har gjort mig bange for sygdom og givet mig generaliseret angst.  Jeg er jobsøgende, men jeg kan ikke komme i virksomhedspraktik, mens coronakrisen står på. Jeg kan godt sende ansøgninger, men jeg kommer ikke til samtale i øjeblikket. Mit jobcenter er også lukket, og derfor føler jeg, at jeg er låst fast. Jeg frygter, at jeg ender på førtidspension. Jeg tænker også på min økonomi. Hvad er sandsynligheden for, at jeg kan få et arbejde, når corona rammer mange virksomheder? Mine tanker kører rundt, og jeg kan ikke slippe væk fra dem, som jeg plejer. Jeg bor alene og ser kun min mor og søster en gang imellem. Ellers holder jeg mig mest for mig selv, fordi jeg er i risikogruppen på grund af mit hjerte. Jeg går til behandling 20

hos lokalpsykiatrien over telefonen. Det er ubehageligt, når man skal tage snakkene over telefonen. Jeg har brug for, at det sker face to face.  Jeg savner at have kontakt med andre mennesker. Man kan ikke lige få en krammer, hvis man har behov for det. Folk står flere meter fra hinanden og snakker i supermarkedet, og man skal nærmest stå og råbe til hinanden for at høre, hvad der bliver sagt. Det er mærkeligt. Jeg får ofte angstanfald, hvor jeg kommer ned i et sort hul og ikke selv kan klatre op. Natten til onsdag i sidste uge måtte jeg ringe 112. Angstanfaldet varede i flere timer, og jeg prøvede alt, hvad jeg havde lært, for at komme ud af det. Men det nyttede ikke. Jeg prøver at sidde og lave nogle smykker og være kreativ. Og ellers går jeg ture og kigger på YouTube og ser nogle sjove film der. For at se positivt på tingene lægger jeg hver dag noget op på min Facebook, som gør mig glad. Men jeg tænker, at det bliver meget hårdt, hvis det her fortsætter lang tid endnu.«

Tekst Laura Friis Wang og Louise Schou Drivsholm Foto Sigrid Nygaard

DAGBLADET INFORMATION


»Jeg tror ikke, jeg er ensom, men følelsen af ensomhed dukker ofte op«

»Nogle gange bliver jeg helt apatisk. Jeg kan ingenting og sidder bare i nattøj«

Kristian Hindø-Lings føler sig ensom og har fået en god ven til at flytte ind i selvvalgt karantæne

Lillan Albecks mand har demens og bor på plejehjem. Hun må ikke besøge ham, og han forstår ikke, hvem hun er, når de forsøger at snakke i telefon sammen

Kristian Hindø-Lings 26 år, bor i København Nordvest, tilrettelægger på Radio Loud fra den 1. april

Lillan Albeck 63 år, bor i Hjortekær, på efterløn

»D

et meste af min familie bor i Jylland, så dem kan jeg ikke se i øjeblikket. Jeg er single, og de første dage efter alt lukkede ned boede jeg alene. Men det blev jeg helt skør og ensom af, så nu er min gode ven flyttet ind, og vi er gået i selvvalgt karantæne sammen. Det er jeg virkelig glad for. Jeg er utrolig heldig, jeg ved, at mange er langt hårdere ramt af coronakrisen end mig. Min ven og jeg går tur en gang om dagen på steder, hvor der ikke er så fyldt med mennesker, og så handler vi en gang i mellem. Men ellers går vi ikke ud. Jeg er ekstremt socialt understimuleret. Det gør mig mindre glad og energisk end normalt. Jeg tror ikke, jeg er ensom, men følelsen af ensomhed dukker ofte op. Med de ting, der følger med: Magtesløshed, træthed, oplevelsen af, at det hele er lidt ligegyldigt. Det er virkelig svært ikke at vide, hvornår den her sociale isolation hører op. Normalt er jeg altid sammen med venner. Jeg kan sagtens have flere aftaler på en dag. Det kan FaceTime (videochattjeneste, red.) altså ikke erstatte. Jeg har prøvet det der med bare at hænge ud i en videosamtale for VIDENSKAB LØRDAG 4. APRIL 2020

at have nogen, der rumsterer i baggrunden. Jeg holdt også fødselsdagmiddag på Zoom (en anden videochattjeneste, red.). Men den fysiske tilstedeværelse er altså virkelig vigtig. Det har været vildt interessant at mærke. Det rene og umiddelbare kan ikke overføres online, jeg savner det helt vildt. Hvis den her sociale distancering fortsætter måneder endnu, ender jeg nok med at bo alene. Min ven kan ikke blive ved med at bo her i sin rejsetaske. Jeg tror, det vil gøre mig endnu mere magtesløs. Ensomhedsfølelsen vil nok overtage endnu mere. Men det kan også være, at jeg lærer noget af det. Min mormor på 82 år har boet alene de sidste otte år. Der er ikke den store forskel på hendes liv inde og ude af karantæne. Den ro kunne jeg godt tænke mig. Jeg har allerede erkendt, at jeg måske ikke behøver at fortsætte med at have så tæt pakket en kalender på den anden side af det her. Det er nok meget sundt en gang imellem at være alene og ikke skulle noget, ligesom nu.«

»M

in ægtemand Henning lider af tre forskellige demenssygdomme og bor på plejehjem. Normalt er jeg hos ham hver dag, men det kan jeg ikke nu på grund af corona. Jeg forstår sagtens hvorfor, men det er svært at få at vide, at jeg ikke må komme på besøg. Det er ikke et besøg, jeg er hans ægtefælle. Vi forsøger at tale lidt i telefon sammen, men det er svært. På grund af demenssygdommen kan han ikke altid forstå, at det er mig i røret, og samtalerne er korte. FaceTime er helt udelukket, det kan han slet ikke finde ud af. Som pårørende i et liv med demens er man i forvejen udsat. Det liv, jeg levede før, var fyldt af savn, sorg og bekymring, og det er det i endnu større udstrækning blevet nu. Det er så hårdt, at jeg ikke kan give Henning et kys på kinden og tale ordentlig med ham. Jeg skal tage mig sammen for ikke at græde, når vi snakker sammen over telefonen, for det gør ham jo bare forvirret og bekymret. Der er et tomrum, når jeg lægger på, og jeg bryder grædende sammen. Jeg har stor tiltro til personalet

på plejehjemmet, og jeg er taknemmelig over deres arbejde, men det er svært ikke selv at kunne være der sammen med ham. Jeg har udviklet en form for angst på grund af Hennings sygdom, og den er også blevet værre nu. Jeg er angst for alle de mennesker, der ikke tænker sig om og risikerer at smitte andre, især det personale, der passer på de syge og udsatte som min mand. Jeg er selv i risikogruppen i forhold til corona. Så jeg tager ingen chancer. Jeg har nogle søde venner, der køber ind for mig, og en have, jeg kan gå ud i. Jeg har også aftalt at ringe sammen med mine to søstre oftere, end vi plejer. Og så skriver jeg lange mails med mine venner, vi sender også digte til hinanden. I den pårørendegruppe, jeg er i, forsøger vi også at holde kontakten online og dele vores oplevelser, nu hvor vi ikke kan mødes. Nogle gange bliver jeg helt apatisk. Jeg kan ingenting og sidder bare i nattøj, nærmest i flere dage i træk. Jeg orker knap nok at tømme opvaskemaskinen eller gøre lidt rent. Det gør mig helt udmattet, når jeg hører om alle dem, der udnytter denne her tid til at få ordnet haven eller malet køkkenet.« 21


DENNE ARTIKEL BLEV BRAGT TIRSDAG DEN 31. MARTS

Med coronakrisen følger alt det, der belaster den menneskelige psyke: Frygt, isolation og uvished Den sociale distance og frygten for coronavirussen går ud over mange danskeres psykiske trivsel. For de fleste vil tilstanden være midlertidig. Men for nogle grupper i samfundet kan krisen få alvorlige psykiske konsekvenser, og dem skal vi derfor passe særligt på, understreger eksperter og organisationer Tekst Laura Friis Wang og Louise Schou Drivsholm Foto Sarah Hartvigsen Juncker

22

DAGBLADET INFORMATION


C

oronakrisen rummer mange af de elementer, som påvirker menneskers psykiske velvære negativt. Vi er mere alene, mange frygter virussen, og ingen ved, hvornår pandemien ender. Da statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag holdt pressemøde om en mulig gradvis genåbning af Danmark efter påske, adresserede hun også, hvordan corona og de tiltag, der er sat i verden for at afbøde smitten, rammer danskernes mentale helbred, især de i forvejen psykisk sårbare: »Vi beder i virkeligheden de svageste om at være de stærkeste i denne tid. Det er svært at være angst i en coronatid. Men I må stole på, at vi først så småt sætter gang i samfundet. Og når coronaen klinger af, så bliver der tid til flere besøg,« sagde hun Sundhedsstyrelsen har i en ny pjece samlet 11 råd til, hvordan man kan passe på sit mentale helbred under pandemien. De går blandt andet på at huske at sove, spise sundt og holde sig aktiv. Frygten for, at corona sætter sig i den mentale sundhed, har også fået Danske Regioner og Dansk Psykolog Forening til at gå sammen om et initiativ, hvor danskere kan gå til psykolog via videokonsultationer. Tiltagene kan meget vel vise sig at være nødvendige. Mens mistrivslen for de fleste vil være midlertidig, kan den ifølge organisationer og eksperter for især de psykisk sårbare risikere at sætte langvarige spor. 

Sociale væsener Et af de elementer ved coronakrisen, der påvirker vores psyke, er, at den sociale kontakt er indskrænket. Det fortæller Henrik Høgh-Olesen, som er professor i social og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet. Fra naturens side er mennesker nemlig bygget til at være sociale. »Vores system og vores hjerne er gearet på social stimuli,« siger han. Når vi bliver afskåret fra at se andre mennesker gennem længere tid, svarer det ifølge professoren til »at hive en fisk på land«. »Hvis noget fuldstændig grundlæggende ikke tilfredsstilles i det lange løb, bliver man præget af det. Og mennesker er gruppelevende væsener. Vi er simpelthen programmeret til at være socialt nysgerrige og afhængige af at følge med i, hvad andre gør‚« forklarer han. Henrik Høgh-Olesen understreger samtidig, at nogle personlighedstyper har mere brug for den sociale kontakt end andre. »For ekstroverte, der har stort behov for at være sammen med andre mennesker og have et stort aktivt netværk, vil den her situation være ekstra belastende. De mere introverte vil påvirkes mindre af den sociale isolation.« Også boligsituationen kan påvirke, hvor hårdt den enkelte rammes af den sociale isolation. De 430.000 ældre, der bor alene, er eksempelvis særligt udsatte, understreger David Vincent Nielsen, som er ensomhedskonsulent i Ældresagen. »Der er ingen tvivl om, at den påtvungne sociale isolation kan opleves som psykisk belastende for de ældre aleneboere. Hvis de samtidigt er i risikogruppen for corona, fordi de har en eller flere kroniske sygdomme, går de formentlig heller ikke så meget ud eller køber ind selv, som de plejer. Det kan resultere i en meget ensom tilværelse, der kan gå ud over det mentale helbred,« siger han. Studier af isolation For at forstå konsekvenserne af social distancering kan man ifølge overlæge Jens Modvig fra Dansk Institut Mod Tortur DIGNITY også kigge på forskning fra isolationsfængsler. VIDENSKAB LØRDAG 4. APRIL 2020

Han understreger, at den nuværende situation ikke kan sammenlignes direkte med et isolationsfængsel. De fleste kan stadig handle, være i haven eller gå en tur, ligesom mange ikke bor helt alene. Men isolationsforskningen kan alligevel sige noget om, hvordan vi reagerer på social distancering. »De psykiske følgevirkninger er ret markante. Det er koncentrations- og hukommelsesbesvær, manglende tidsfornemmelse og en større tilbøjelighed til at undgå sociale relationer bagefter,« siger Jens Modvig. I sidste uge udkom det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet med et såkaldt rapid review – en samling af 24 tidligere studier, som har undersøgt sammenhængen mellem karantæne og psykisk trivsel. Blandt andet under influenzaepidemier, ebola og SARS. Reviewet konkluderer, at det fører til øget angst og depression at være spærret inde i sit hjem, at effekterne kan vare flere måneder eller år – og at karantæne sågar kan udløse ptsd for nogle. Jens Modvig har gennemgået de 24 studier og forklarer, at de er meget forskellige, og at det derfor kan være svært at konkludere noget samlet på baggrund af dem. »Det er nogle meget forskelligartede måder, forskerne har målt de psykiske virkninger på, og typen af karantæne er også forskellig, ligesom landene, hvor karantænen foregår, er det,« siger han. Han understreger også, at karantæne ikke i sig selv kan give ptsd. »Man får ptsd, hvis man tror, man skal dø. Derfor er det overraskende at konkludere, at karantæne kan udløse det. Jens Modvig mener dog, at reviewet fra The Lancet er brugbart i forhold til at konkludere, at der er »en eller anden form for negativ psykisk følgevirkning af karantæne«. »Og det ville jeg også have forventet,« siger han. Ingen ved dog endnu præcist, hvordan coronapandemien og den isolation og sociale distancering, der følger med, påvirker den menneskelige psyke. Men det er et forskerhold fra to universiteter i Storbritannien i gang med at undersøge. Forskerne interviewer i øjeblikket 2.000 personer og følger så op igen om en måned. »Det her er et af de første studier af ’epidemiens psykologi’, foretaget under en af de måske største eksistentielle trusler, verden har stået over for i dette århundrede,« siger Jilly Gibson-Miller, der er lektor i sundhedspsykologi ved University of Sheffield og en af forskerne bag studiet, til BBC. Og i Danmark har et forskningshold på Rigshospitalet netop påbegyndt et projekt, der skal kigge på den psykiske belastning, som testede, smittede og pårørende oplever ved corona.

Truslen fra virussen Den sociale isolation under coronapandemien er ikke det eneste, der påvirker den menneskelige psyke. Trusselsbilledet fra virussen påvirker os også mentalt, fortæller Torsten Bjørn Jacobsen, der er formand for Psykiatrifonden og psykiater på Rigshospitalet. »Det er forbundet med en risiko, hvis vi bryder den sociale distance med hinanden. Samtidig er vi ikke sikre på, at det vi gør, er tilstrækkeligt. Vi er bange for at havne i en situation, hvor vi påfører andre skade,« siger han. Henrik Høgh-Olesen forklarer, at moderne trusler er anderledes end fortidens trusler forstået på den måde, at sidstnævnte var konkrete og kortvarige. Det kunne være et rovdyr, et uvejr eller en fjendtlig stamme. Enten blev man slået ihjel, bragte sig selv på afstand af truslen eller bekæmpede den. Og så var det det. Med en pandemi som coronavirus er vi

stillet over for en fjende, vi ikke kan se, hvis varighed er uvis, og som den enkelte har svært ved at forsvare sig imod. »Hvis man kommer ind i en spiral, hvor man tænker på sygdom, død og smitte hele tiden, kan man risikere at ende i en stresssituation, som er alt for langvarig, i forhold til hvad vi mennesker er bygget til at håndtere,« siger Henrik Høgh-Olesen. Når man så samtidig er frarøvet de sædvanlige strukturer, der skaber adspredelse såsom arbejde og socialt samvær, kan stress blive en permanent tilstand, som blandt andet risikerer at påvirke søvnen. »Det kan føre til, at man kan få et dårligt liv rent psykosomatisk,« siger han.

Psykisk sårbare er udsatte Bekymringen for coronavirussen påvirker os allesammen. Det er der noget demokratisk i, mener Torsten Bjørn Jacobsen. Men han

En del af depressionens væsen er, at man putter sig og kravler ind i en mental hule, hvor man er alene med sine tanker og bekymringer Morten Ronnenberg Møller Depressionsforeningen

understreger, at nogle er bedre rustet til at håndtere coronakrisen end andre. »De psykisk sårbare er særligt udsatte. Det er dem, der får det allerværst af det her.« Torsten Bjørn Jacobsen fortæller, at Psykiatrifonden har fået henvendelser fra unge, som har haft deres første angstanfald – muligvis udløst af den nuværende situation. At det skulle være tilfældet bakkes op af tidligere forskning, som peger på, at voldsomme udefrakommende begivenheder kan få konsekvenser for vores psykiske helbred. I 2016 viste et dansk studie, at terrorangrebet i New York den 11. september 2001 udløste en stigning på 16 procent af nye tilfælde af stress- og traumefremkaldt angst herhjemme. Knud Aarup, som er landsformand i Bedre Psykiatri, påpeger, at de psykisk sårbare bliver »dobbelt ramt« i øjeblikket.»De har i forvejen svært ved at komme ud. Og man-

ge er netværksfattige. Når man er det og bliver bedt om at isolere sig, så forstærker coronakrisen en i forvejen svær situation,« siger han. Hos nogle af de foreninger, der repræsenterer psykisk sårbare danskere, oplever man også, at corona fylder meget i henvendelserne. I SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed fortæller landsformand Knud Kristensen, at foreningen oplever en lille stigning i henvendelser, og at de »stort set alle« handler om bekymringer knyttet til corona. »Det kan eksempelvis være fra nogle, der har angst for at blive ramt af smitten, er ensomme, fordi de sidder alene derhjemme, eller er blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling og ikke synes, de får opbakning nok, når de kommer hjem,« siger han. »Vi er ikke i tvivl om, at vi skubber en bølge af psykiske problemer foran os.« Hos Angstforeningen, hvis medlemmer lider af angst, stress eller fobier, fortæller daglig leder Marie Särs Andersen, at corona er »en trigger« for dem med angst.   »Det er endnu en ting at bekymre sig om, og der er så meget uvished. Det er både frygten for, at man selv eller ens nærmeste bliver syge, og den sociale isolation, der belaster psyken. Når man mister den fysiske kontakt til sit netværk, går det ud over det generelle mentale helbred. Der er meget mere tid til bekymring, og så trives angsten desværre bedre,« siger hun. Depressionsforeningen kan ligeledes konstatere flere bekymringer i medlemsskaren, der tæller personer med depression, bipolaritet og deres pårørende. Dem, som lider af en depression – især en svær en – er også særligt udsatte i coronakrisen, understreger Morten Ronnenberg Møller, der er generalsekretær i foreningen. »En del af depressionens væsen er, at man putter sig og kravler ind i en mental hule, hvor man er alene med sine tanker og bekymringer. Det er svært at bryde med i en situation som denne, hvor man skal opholde sig for sig selv. Alle de negative nyhedshistorier og den generelle samfundsbekymring belaster også psyken,« siger han.

Psykiske eftervirkninger Men selv om ensomhed, bekymringer og frygt i øjeblikket belaster det kollektive mentale helbred, vil corona næppe sætte sig permanent i de fleste danskeres psyke. »Den ensomhedsfølelse, som måtte opstå på grund af den aktuelle krise og isolation, anser jeg som en naturlig reaktion. Når muligheden for at række ud efter social kontakt og genetablere nære relationer igen opstår – hvis man faktisk har været afskåret – vil ensomhedsfølelsen formodentlig aftage,« vurderer Mathias Lasgaard, der er ensomhedsforsker ved forskningshuset Defactum i Region Midtjylland. Jens Modvig fra DIGNITY mener heller ikke, at »de raske og rørige« bliver mærkbart psykisk påvirket af coronapandemien på længere sigt. »Men jeg kunne godt være nervøs for de sårbare grupper. Specielt hvis den sociale isolation og virustruslen kommer til at vare længe. Så bliver virkningen formentlig tungere,« siger han. Også Torsten Bjørn Jacobsen fra Psykiatrifonden mener, at der kommer psykiske eftervirkninger af coronapandemien. »Vi vil være påvirkede af det her. Derfor er det afgørende, at vi som samfund gør alt for at komme ovenpå rent mentalt, når krisen er ovre. Og at vi får alle med i den proces.«

lafw@information.dk lodr@information.dk

23


Profile for iBUREAUET

Videnskab (Corona) 04042020  

Videnskab (Corona) 04042020  

Advertisement