Issuu on Google+

IBIS Fokus uddannelse skaber udvikling

VERDEN RUNDT MED IBIS

#134 November 2012

Tema: Kultur og identitet

Hvem er jeg?


Leder

Hvad er der med de

regnskovsindianere? Er oprindelige folk ikke små befolkningsgrupper, som står i vejen for udviklingen af moderne samfund, og som hindrer udnyttelse af naturressourcerne til gavn for hele samfundet? Hvorfor er det egentlig, at IBIS arbejder så meget med oprindelige folk? Hvordan er det, at hjælpen til oprindelige folks kulturelle og sproglige overlevelse hænger sammen med moderne udviklingsbistand? Kunne man ikke – lidt provokerende – spørge, om det ikke er en lidt romantisk form for udviklingshjælp? Svaret er et klart nej. Det er både vigtigt og vedkommende, og det skyldes ikke mindst princippet om ikke-diskrimination. Princippet står centralt i FN’s menneskerettighedskonvention. Mindretal har rettigheder og krav på beskyttelse, og jeg vil hævde, at rigtig megen krig og ødelæggelse kunne være undgået, hvis flertal havde taget rimelige hensyn til mindretals rettigheder og ønsker – om selvbestemmelse, om sprog, om levevis, om religion, om seksuel orientering med videre.

Det hører også med, at oprindelige folk i nogle lande udgør et undertrykt flertal, som et rigt mindretal er i stand til at dominere og kontrollere. Oprindelige folk minder os også om, at der er andre værdier, der er værd at forfølge, end ”mere forbrug”. Vi ved, at alle klodens beboere ikke kan forbruge på samme måde, som vi gør det i den rige del af verden. Vi ved, at vi ikke bliver lykkeligere af mere forbrug. Vi har bare forbandet svært ved at tage konsekvensen.

vagn berthelsen generalsekretær, ibis

Krav om inddragelse

Der er andre grunde til at støtte oprindelige folk. Amazonas bebos af oprindelige folk og repræsenterer et bolværk mod den enorme afskovning, som er beskrevet mange steder. For kortsigtet vinding er ”vi” ved at ødelægge klodens økologiske balance. Efterårsorkanen ”Sandy” er blot den seneste advarsel om det dramatiske vejr og de klimaforandringer, som allerede er en realitet.

2

Foto: Jeppe Carlsen

I internationale konventioner er ikke-diskrimination oversat til, at oprindelige folk skal høres, skal være enige og skal have den fornødne viden til at tage beslutninger (”free prior consent”), hvis der for eksempel skal udvindes mineraler på deres territorier. I praksis sker det sjældent, og oprindelige folk har brug for støtte, hvis deres rettigheder skal respekteres.


indhold

Generalforsamling s. 5 Medlemsdemokratiet lever i IBIS, og årets generalforsamling gav opbakning og energi til fremtidens udfordringer.

s. 7 IBIS går til filmen

Hvem er jeg? s. 10

IBIS har fungeret som sparringspartner i forbindelse med Christoffer Guldbrandsens nyeste film ”Stealing Africa” – og vi har lavet vores egen.

Kultur og identitet er i fokus i mange af IBIS’ programmer, men hvad har det egentlig med moderne udviklingsarbejde at gøre?

CSR-ambassadører s. 16

s. 18 Børnenes U-landskalender

Medarbejdere fra Hempel har været i Bolivia og skal nu fungere som CSR-ambassadører i den verdensomspændende virksomhed.

redaktion Thomas Schytz Larsen, tsl@ibis.dk Annelie Abildgaard (ansv. redaktør), aa@ibis.dk layout Forsidefoto: Helle Gudmandsen Grafisk design: Oktan, Peter Waldorph Tryk: CS grafisk A/S, Oplag: 12.000 ISSN: 1901-9211 © IBIS 2012, IDNR: 46452

Julekalenderen sender børn i Ghana i skole. Overskuddet fra Børnenes U-landskalender i år går til IBIS, og vi har været i Ghana og besøge, dem som får gavn af hjælpen.

Et årsabonnement koster 100 kroner for fire numre. Magasinet er gratis for medlemmer og bidragydere. redaktionens adresse IBIS Fokus Vesterbrogade 2B 1620 København V Tlf. 35 35 87 88 www.ibis.dk eller følg os på Facebook

IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer. IBIS er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation. Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika. IBIS Fokus udgives med støtte fra Danida.

magasinet ibis fokus udkommer fire gange årligt og udgives af ibis

3


Snak med IBIS på facebook

Vidste du, at du kan finde IBIS på facebook? På det sociale netværk kan du på IBIS’ profil holde dig opdateret med stort og småt fra vores egen verden og ikke mindst med verden omkring os. Tonen er uformel, og vi glæder os til at se dig. www.facebook.com/IBIS.Denmark

På med den røde maske

du kan være med!

Har du fået lavet et foto af dig med rød maske, så du kan din støtte til Yasuní-indianernes kamp? Klik ind på jegeryasuni. dk og vær med til at vise den danske regering, at Danmark bør bruge nogle af sine klimamidler fra den såkaldte klimapulje til at støtte Yasuníinitiativet i Ecuador. Vi opfordrer alle til at påføre sig en rød maske og forsvare regnskoven! Og har du lyst til at se billeder fra Huaorani-indianerne i Amazonas, Ecuador, så tag ind og se udstillingen ”Spor i Amazonas” af Mike Kollöffel på Arbejdermuseet i København fra den 1. december. Her får du også mulighed for at få taget et billede af dig med rød maske på. Læs mere på jegeryasuni.dk.

4

Foto: Michael Gaardsøe

verden rundt med IBIS Glæden ved at give er stor – og koster ikke så meget Det er juletid, og vi har travlt med at få og give gaver, men ikke alle gaver er lige dyre. Vidste du for eksempel, at når du giver et bidrag til IBIS’ arbejde for en mere retfærdig verden, så kan du trække hele beløbet fra i skat?

Vil du give et bidrag til IBIS’ arbejde og udnytte det fulde fradrag, så kan du indbetale et hvilket som helst beløb på: Konto 2191 – 590 6923 108.

Hvert år modtager IBIS bidrag fra danskere, som vil gøre en forskel i vores vision om at skabe et samfund, hvor der er lige adgang til ressourcer, kvalitetsuddannelse og rettigheder. I år har ikke været nogen undtagelse, og det vil vi gerne sige en kæmpe tak for. Uden bidrag fra private ville IBIS ikke kunne være en vægtig og globalt anerkendt spiller i det arbejde.

Husk dit fradrag

Giver du IBIS et bidrag, får du fradrag for hele beløbet op til 14.500 kroner. Fradraget får du automatisk, når IBIS har dit CPR-nummer. Husk at oplyse dit CPR-nummer, så IBIS kan indberette beløbet til Skat.


Verden Rundt

Ungdomstopmøde i Bolivia I oktober afholdt Bolivia sit første ungdomstopmøde, der fandt sted i byen Sucre. Mødet var arrangeret af forskellige ungdomsorganisationer, med henblik på at flere unge involverer sig i politik for at opnå større indflydelse på deres hverdag og samfund. Efter et par dage med workshopper og diskussioner præsenterede de unge tre konkrete løsningsforslag omkring videregående uddannelse, iværksætteri og ungdomsbeskæftigelse for de kommunale politikere i Sucre. IBIS støttede ungdomstopmødet økonomisk, og IBIS’ nære samarbejdspartnere Acción Andina de Educación og Wayna Tambo var begge til stede.

du kan være med!

Den nye styrelse består af (fra bageste række fra venstre): Poul Erik Christoffersen, Marie Gry Ildvedsen, Nikolai Lang, Rikke Bruntse Dahl, generalsekretær Vagn Berthelsen (ikke medlem af styrelsen), Sarah Kirstine Johansen, Peter Kellerman Brandorff, Mette Müller, Mette Visti, Jan Kristensen, Annemette Danielsen og Annelise Grinsted. Ikke på billedet: Niels Martiny og John Hansen. Foto: Lotte Ærsøe

De frivillige Forkæler med Latinofilm over hele landet

Medlemsdemokratiet lever

Latinofilm er for alvor kommet på tapetet i efteråret. Takket være en stor indsats fra de frivillige ildsjæle, har Latinofilm nu bredt sig til hele landet til stor glæde for Latinamerikainteresserede og filmentusiaster. I Aalborg var der film fra Nicaragua på plakaten i oktober, og i Aarhus arbejdes der for fuldt tryk på en lækker Latinamerikafestival. Latinofilm i København har efter sommerferien også for alvor fået flot luft under vingerne og til arrangementerne er der hver gang dukket mere end 100 mennesker op til film, mojitos og latinamerikanske rytmer fra DJ-pulten. Vær med: facebook.com/ibislatinofilm

SOM IBIS’ ØVERSTE MYNDIGHED ER GENERALFORSAMLINGEN ÅRETS VIGTIGSTE BEGIVENHED, OG ENGAGEMENTET BLANDT DE FREMMØDTE TIL GENERALFORSAMLING 2012 SVIGTEDE IKKE. SOM TRADITIONEN BYDER, VAR BÅDE STEMNINGEN OG LYSTEN TIL AT DELTAGE I DEBATTEN I TOP.

Det var en diskussionslysten forsamling, der lørdag 3. november satte kursen for det næste års arbejde i IBIS på årets generalforsamling. Cirka 80 medlemmer og ansatte brugte en lørdag i november på at høre, hvordan arbejdet i IBIS udvikler sig, og tegne retningen for fremtiden. Forkvinde Mette Müller gav i sin beretning udtryk for, at det har været et forrygende år for IBIS. Politisk såvel som økonomisk har resultaterne været opløftende. Regnskabschef

Peter Bro Jørgensen gav udtryk for, at IBIS’ solide økonomiske situation gør, at IBIS har mulighed for at sætte nye projekter i søen. De syv pladser, der var på valg til styrelsen, blev lidt usædvanligt besat uden kampvalg. Du kan læse mere om den nye styrelse og se årsrapporter, beretningen og andre væsentlige dokumenter på www.ibis.dk.

5


Verden Rundt

Kapitalflugt på det store lærred

T

DEN LANDSKENDTE INSTRUKTØR, CHRISTOFFER GULDBRANDSEN, VAR PÅ JAGT EFTER INSPIRATION TIL EN NY DOKUMENTAR SOM LED I DR’S FILMPROJEKT ”WHY POVERTY”. IBIS HJALP HAM MED IDÉER.

Til daglig er IBIS’ policymedarbejder, Lars Koch, begravet i tunge rapporter om kapitalflugt og skattely. Tunge emner, som det er svært at få på dagsordenen. Derfor blev han glædeligt overrasket, da instruktøren Christoffer Guldbrandsen en dag var i røret. Efterfølgende blev det til flere møder med instruktøren, som blev fanget af alvoren og konsekvenserne af kapitalflugt fra verdens fattigste lande. ”Det er en helt enestående mulighed for at fortælle danskerne om kapitalflugt, som er en af verdens største årsager til fattigdom. Det styrker opbakningen til IBIS’ politiske arbejde enormt meget, når vi kan dreje politikernes og befolkningens opmærksomhed over på, at mange multinationale selskaber ikke betaler skat på lige vilkår med os andre,” siger IBIS’ policymedarbejder, Lars Koch.

6

Filmen ”Stealing Africa”

En af de store skattesnydere er ifølge filmen verdens største råvareselskab, Glencore. De sælger angiveligt kobber fra en zambisk mine til deres eget selskab i Schweiz til kunstigt høje priser for at undgå at betale skat i Zambia. Det blev afsløret af en lækket revisionsrapport i 2011. Guldbrandsen blev tændt på historien, og det blev til en film om fattigdom, uretfærdighed og griske rigmænd. Du kan se resultatet i den opsigtsvækkende film ”Stealing Africa”. Dokumentarfilmen blev vist på DR1 i slutningen af november og kan stadig ses på whypoverty.net. IBIS har også selv produceret film i forbindelse med ”Why Poverty”-projektet. Se det tankevækkende og afslørende resultat på www.kapitalflugten.dk, hvor du med din underskrift kan være med til at stoppe kapitalflugten.

du kan være med!


Verden Rundt

7


Verden Rundt

Troen på fremtiden SOM UNG FLYGTNING FRA ELFENBENSKYSTEN I ET AF LIBERIAS FATTIGSTE OG MEST UNDERUDVIKLEDE OMRÅDER KAN DET VÆRE SVÆRT AT BEVARE TROEN PÅ FREMTIDEN. MEN ET NYT IBISPROJEKT SKAL GIVE DE UNGE DE MULIGHEDER, DE ELLERS ER AFSKÅRET FRA SOM FLYGTNINGE, OG GIVE DEM TROEN PÅ FREMTIDEN TILBAGE. Mikkel rytter Poulsen

Lyspunkt i hverdagen

Roseline måtte flygte til Liberia med sine børn, og forsøger i dag at finde mening i flygtningelejrens hverdag med et nyt IBIS-projekt.

Man har udsigt over flygtningelejren fra et lille højdedrag, og den ligger udstrakt over et kæmpe område, hvor den liberiske regnskov er blevet ryddet. Her bor knap 10.000 flygtninge fra Elfenbenskysten i sammenflikkede hytter med de karakteristiske presenninger fra FN. Nu har Liberias regering besluttet, at lejren skal gøres delvist permanent og skal kunne rumme 25.000 mennesker, som kan blive ”så længe, som de vil,” siger regeringen. I en af hytterne bor Gnande Roseline. Hun er 32 år og har været i lejren sammen med sine to børn i godt et år. I forbindelse med de uroligheder, der opstod oven på præsidentvalget i Elfenbenskysten i 2010, blev hendes mand skudt, og hun måtte flygte med det samme. ”Jeg skyndte mig at pakke en lille rygsæk, og så løb vi,” fortæller Roseline, mens vi sidder i hendes lille hytte med vægge af hvid plastik. I lejren blev hun registreret som flygtning. Det sikrede, at hun kunne få mad og helt basale fornødenheder til sig selv og familien. Til gengæld er hun ked af at være i flygtningelejren, hvor ingen ved, hvordan de skal få tiden til at gå og ikke har mulighed for at tjene penge eller få sit liv på skinner igen.

8

Rosaline har ingen forhåbninger om at kunne vende tilbage til Elfenbenskysten, og hun ser heller ingen fremtid i lejren. Men der er lyspunkter i lejren. For Rosaline har det været et vendepunkt at blive frivillig for IBIS’ program i lejren. ”Da IBIS først kom, sagde de, at de ville arbejde med unge. Og der er masser af unge her, som ikke har noget at lave. Så jeg tænkte, at det var en god ide, og det ville jeg gerne være med til.” Roseline er tilknyttet det toårige program SIRHC, som er et program rettet mod unge flygtninge fra Elfenbenskysten. For et land som Liberia er det en stor udfordring at modtage så stor en gruppe mennesker, idet der allerede er høj arbejdsløshed og fattigdom i Liberia – især i den sydøstlige del mod grænsen til Elfenbenskysten.

En potentiel trussel

Formålet med SIRHC er at give de unge alternativer til den triste og til tider farlige tilværelse i lejren og lære dem at tænke kritisk, lære at sige fra og sidst men ikke mindst at give dem mulighed for at stable en forretning på benene og tjene egne penge. Med udsigten til, at flygtningelejren kan vokse sig lige så stor som delstatshovedstaden, Zwedru, 13 kilometer derfra, er det bydende nødvendigt, at der er muligheder for de unge ivorianere, da alternativet i værste fald kan være en destabiliserende faktor for lokalområdet og potentielt hele det sydøstlige Liberia såvel som Elfenbenskysten.

Baggrund: SIRHC Support for Ivorian Refugees in Host Communities (SIRHC) startede i marts 2012 med rekruttering af personale og forventes at køre frem til 2014. Projektet arbejder med de mange flygtninge i Liberia, der strømmede til landet fra Elfenbenskysten efter kampene, der fulgte det uroplagede præsidentvalg i 2010.


Portræt

Mig og IBIS

Regnskaber og ambitioner Harenton Cashier Chea er regnskabschef på IBIS’ kontor i Zwedru i Liberia. Han er ansvarlig for fire ud af de fem byer, hvor IBIS arbejder med uddannelse, men ambitionerne rækker meget længere.

H

vordan er du kommet hertil i dit liv? Da jeg var fire år gammel, startede krigen, og min familie flygtede til Elfenbenskysten, hvor vi blev i otte år, og siden tog vi videre til Ghana. Der gik jeg i gymnasiet, og jeg ville gerne fortsætte på universitetet, men det er svært, når man er i en flygtningelejr, så i stedet blev jeg frivillig for RESPECT (en organisation, der arbejder med uddannelse og på at skabe opmærksomhed om unge flygtninges forhold, red.). Efter et år betalte RESPECT for, at jeg kunne komme på universitetet, og jeg studerede bogholderi, mens jeg arbejdede som bogholder for en lokal ngo. I 2008 blev jeg færdig med min uddannelse og var tvunget til at forlade Ghana. Jeg savner af og til Ghana, mit frivillige arbejde der og så det gode uddannelsessystem. Men hjemme er nu alligevel bedst, så jeg er glad for at være tilbage i Liberia. Da jeg først kom tilbage, startede jeg en lokal organisation, som hedder Liberian Youth Determination in Adversity. Og da den var oppe at køre, ville jeg gerne have noget mere erhvervserfaring og søgte derfor job hos IBIS.

rikke Bruntse dahl

Hvad er det bedste ved dit arbejde? Det er, at jeg bidrager til at gøre en positiv forskel. Jeg har set, at det, vi laver, gør en forskel. Selv om jeg ikke er direkte involveret i vores aktiviteter i felten, så er mit job helt grundlæggende for, at alt andet fungerer. Jeg kan godt lide at koordinere mellem bogholdere og folk, der arbejder med programmerne. Og jeg er glad for, at når jeg gør noget godt, så får jeg også mere ansvar. Jeg vokser og udvikler mig. Hvad er det mest udfordrende ved dit arbejde? Mangel på tid. Jeg er tit på kontoret til ud på aftenen, og det er også et stort arbejde at skulle tage sig af mere end et kontor i forhold til både logistik og arbejdsmængde. Men det er nu stadig o.k. Hvad holder dig vågen om natten? Jeg prøver at udvikle mig selv, og jeg studerer i øjeblikket gennem et langdistanceprogram, så jeg kan blive autoriseret revisor. Derfor står jeg op klokken tre et par morgener om ugen for at studere. Jeg bekymrer mig også en del om de praktiske omstændigheder ved at udbetale løn til de ansatte, da det er vigtigt for, at programmet kan fortsætte.

Mikkel rytter Poulsen

Hvad får dig ud af sengen om morgenen? Jeg er meget glad for det gode forhold til mine kolleger. De respekterer mig og det, jeg laver, og de er godt selskab. Jeg er også glad for, at mine chefer behandler mig med respekt og værdsætter vigtigheden af det arbejde, jeg laver. Hvad ville du forandre, hvis du var præsident i Liberia for en dag? Jeg ville ændre uddannelsessystemet! Og jeg ville starte med at øge lønningerne til lærerne, så vi kunne få gode og kvalificerede lærere i Liberia.

Harenton Cashier Chea 26 år Født i Liberia Arbejder som regnskabschef i Zwedru, Liberia

9


Hvem er jeg?

tema·hvem er jeg?

Vi vil ikke have et

frilandsmuseum HVORFOR ER DET SÅ VIGTIGT MED SPROG OG KULTUR I REGNSKOVEN, NÅR VI ØNSKER AT BEKÆMPE FATTIGDOM, FREMME UDDANNELSE OG STYRKE CIVILSAMFUNDET? DET KAN VIRKE KOMPLEKST, MEN DER FINDES EN GOD FORKLARING.

J

thomas Schytz Larsen

helle Gudmandsen

eg har i Peru oplevet en lærer, der var sendt ud for at undervise oprindelige folk, men han drømte kun om at komme tilbage til byen, for børnene var for ham så tunge, og han omtalte dem simpelthen som mindre begavede,” siger Jette Luna, der er undervisningskoordinator for IBIS. Hun husker ham, fordi han er et godt eksempel på, hvad kultur og sprog helt lavpraktisk kan betyde, når vi taler om undervisning. Vi vender tilbage til ham senere.

”Det er ikke, fordi IBIS er sat i verden for at arbejde med kulturel identitet, men det er rigtigt, at vi arbejder meget med det. Specielt i Sydamerika, og det er ud fra et rettighedsperspektiv. Det er, fordi vi ønsker at styrke fattige, marginaliserede og undertrykte mennesker, og i Latinamerika gælder det så særligt for mange af de oprindelige folk. Utallige undersøgelser viser desværre, at oprindelige folks børn over hele Latinamerika som gruppe halter bagud på uddannelse,” siger Jette Luna.

Fokus på de oprindelige folk

En stor del af arbejdet med de oprindelige folk kredser om styrkelsen af deres kulturelle selvforståelse, bevarelsen af deres sprog og skikke. Men kan det ikke nogle gange virke

Jette Luna har i flere år arbejdet med udvikling af uddannelse med fokus på sprog og identitet i IBIS’ programlande.

10

Identitet som fundament for selvforståelsen


Hvem er jeg?

Er man for optaget af, hvem folk er, kan man godt miste blikket for, hvad de gerne vil blive.

lidt bagstræberisk i en stadig mere globaliseret verden? ”Det betyder meget for vores udvikling og vores selvværd, at vi kan kende os selv i det samfund, vi lever i. Hvis du hele livet indirekte har fået at vide, at din kultur er mindre værd, og du måske derfor er mindre værd, fordi du taler et sært sprog – ja, så føler man sig mindre værd end andre, og det er både et menneskeligt og demokratisk problem,” siger Jette Luna og understreger: ”Sprog og kultur er under evig forandring, og vi er ikke ude på at skabe et eller andet påtvunget frilandsmuseum, men vi skal skabe nogle rammer, så sprog og kultur kan trives.”

Sproget som nøglen

”I IBIS arbejder vi for at børn får en reel kvalitetsundervisning, når de går i skole, og al erfaring med kultur og tosprogethed viser, at det ene er en forudsætning for det andet. Derfor er det vigtigt, at vi kigger på positiv identitetsudvikling, for det er en del af den gode undervisning, som IBIS arbejder for. Og vi er i dag kendt i Latinamerika for kvalitetsundervisning i tosprogethed,” siger Jette Luna og bringer os tilbage til historien om læreren fra Peru. Han troede børnene, han underviste i regnskoven, var tilbagestående, men det handlede om, at han ikke forstod dem. Hverken deres sprog eller deres kultur – og det var gengældt. ”Han brugte det officielle undervisningsmateriale, som han kendte fra byen. Når han underviste i for eksempel geografi, så havde han lavet et tema om Europas storbyer, men det var der jo ingen af børnene, der kunne tale med om. Der var jo ikke engang et fjernsyn i den landsby – hvordan skulle de overhovedet kunne relatere sig til problemer i europæiske storbyer? Det fængede slet ikke hos børnene, og hans undervisning faldt helt til jorden. Det var for fremmed for dem, og han troede til sidst, at de var mindre intelligente end andre børn, for han nåede ikke ind til dem,” siger Jette Luna.

Lad det komme nedefra

Mette Buchardt

der for. Nemlig at udvikle sig og få sig en uddannelse. På den måde er børn meget reelle og forventer at være klogere, når de går, end da de kom. Det mener Mette Buchardt, der er ph.d. og adjunkt på afd. for pædagogik, Københavns Universitet og specialist inden for pædagogik, identitet og kultur i uddannelsessituationer. ”Kører vi udelukkende en identitetsdagsorden, så risikerer vi at miste fokus på fagligheden – altså grunden til, at man overhovedet kommer i skole,” siger Mette Buchardt, der understreger, at selvfølgelig skal man arbejde og undervise ud fra den kontekst, som eleverne befinder sig i. Men det er vigtigt, at man holder sig en ting for øje, når man arbejder med kultur og identitet i undervisningen. ”Mit råd til IBIS, som jeg tror, I allerede lever meget godt efter, er, at det er ekstremt vigtigt for jer og læreren at overveje, hvis behov der gør sig gældende, når vi taler om oprindelige folk og deres identitet i undervisningen. Er det vores behov for at have et billede af en kultur? Eller er det et behov, som reelt er der hos dem, der skal undervises? Vi skal ikke komme med en check, der er betinget af, at modtageren opfører sig på en måde, som vi tror, er den rigtige kultur. I den konkrete undervisningssituation handler det nogle gange om at sætte parentes om kulturen og så bare være skole,” siger Mette Buchardt.

Oprindelige folk På verdensplan udgør oprindelige folk og stammefolk mindst 5.000 forskellige folkeslag, som tilsammen tæller en befolkning på mere end 370 millioner, der lever i 70 forskellige lande. FN’s internationale arbejdsorganisation (ILO) har med konvention 169 skabt den primære juridisk bindende internationale aftale, der specifikt sikrer oprindelige folks rettigheder og kulturer.

Læs mere om ILO og oprindelige folk

Men identitet og kultur må ikke komme til at fylde i undervisningen på bekostning af, hvad børnene er kommet

11


Hvem er jeg? Børn fra en række af Nicaraguas oprindelige folk får nu mulighed for at lære deres sprog, kultur og historie at kende igennem projekter støttet af IBIS. Som denne garífunadreng fra byen Orinoco.

12


Hvem er jeg?

Sproglig redningsaktion på Nicaraguas caribiske kyst KUN HALVDELEN AF VERDENS 7.000 SPROG VIL BLIVE TALT OM 100 ÅR, OG I NICARAGUA ER FLERE SPROG I RISIKOZONEN. NÅR SPROGENE UDDØR, FORSVINDER VIGTIG VIDEN OG KULTUR, OG UDSATTE BEFOLKNINGSGRUPPER STÅR TILBAGE SOM KULTURELT RODLØSE I DERES EGET LAND. DERFOR STØTTER IBIS PROJEKTER, DER STYRKER DE OPRINDELIGE FOLK I DERES RET TIL AT BEVARE DERES SPROG OG KULTUR. Per Bergholdt Jensen

helle Gudmandsen

Nicaraguas caribiske kystområder er præget af enestående naturrigdomme med floder og jungler, laguner og mangrovesumpe. Her er stort set ingen veje, så næsten al transport sker i båd. Når man går i land og går gennem en af de små byer med træhuse på pæle, står man også midt i Nicaraguas rigeste kulturelle smeltedigel. Kystregionerne er hjemsted for størstedelen af landets oprindelige folk og afrikanske efterkommere, men den kulturelle mangfoldighed er i dag truet.

Sidste udkald for sproget

De forskellige etniske grupper i kystområderne har i årevis været udsat for politisk, socialt, økonomisk og kulturelt pres, og som konsekvens er de i dag nogle af Nicaraguas mest fattige og ekskluderede grupper. De lider under et tab af identitet, traditioner og ikke mindst sprog, og flere af de oprindelige folks sprog på den caribiske kyst er i fare for at uddø, hvis der ikke gribes ind. Derfor har IBIS valgt at støtte et projekt, som skal sikre flere af de oprindelige folks sprog, kultur og rettigheder på landets østkyst. Projektet drives af URACCAN-universitetet med koordinator Melvin James i spidsen. “Med støtten fra IBIS kan vi styrke

garífunaer, ulwaer, mayagnaer og krioler, så de lærer at anvende deres sprog og kultur aktivt. De forskellige etniske grupper skal kunne udøve deres rettigheder og deltage i beslutningsprocesserne i deres lokalsamfund,” siger Melvin James.

Sproget vender tilbage

Garífunaerne i den lille maleriske by Orinoco mærker presset på deres levevis, og de får nu støtte til at revitalisere deres sprog. ”Det spiller en vigtig rolle i vores lokalsamfund, at vores børn lærer garífuna. Hvis man ikke kender sit sprog og sin kultur, så ved man ikke, hvor man stammer fra,” siger Shanna Martin Lewis, som er skolelærer i Orinoco, garífunaernes hovedby i Nicaragua. Hun er særlig begejstret for sprogrederne, som er en del af projektet. Sprogrederne er en slags fritidshjem, hvor mindre børn kan lære deres forældres sprog gennem sange og lege. Dermed får de et mere levende og dagligdags forhold til deres kultur.

Samarbejde og dialog

For at sikre at sprog- og kulturarbejdet ikke skyller ud i det caribiske hav, når projektet ophører, vil URACCAN undervise lærere i tosproget undervisning og træne unge og forældre, så de både kan tage del i driften af skolerne og

samtidig kræve deres ret over for myndighederne, som man også arbejder på at få et bedre samarbejde med. For Shanna Martin Lewis er målet med projektet mere konkret: ”Jeg håber, at min søn vokser op med en viden om sit sprog og sin kultur, så han kan identificere sig selv som garífuna.” Knap 6.000 børn vil lære ulwa, garífuna, mayangna eller kriol igennem projektet. Dertil kommer sprogcentre for de mindste og uddannelse samt efteruddannelse af lærere, projektarbejdere og studerende.

Fakta om garífunafolket For 3-400 år siden kom en gruppe afrikanere til øen Saint Vicente nord for Sydamerika, som var beboet af carib- og arawakfolkene. Med tiden blandede de oprindelige folk sig med afrikanerne, og dermed opstod garífunafolket, som siden har spredt sig til Guatemala, Honduras og Belize. Garífunaernes sprog er baseret på carib-arawak, mens mange af deres skikke – som musik, dans og mad – har afrikanske rødder. Der findes i dag cirka 600.000 garífunaer, hvoraf 5.000 lever i Nicaragua.

13


Xxxxx Alex er begyndt at finde sit ståsted mellem to kulturer. Hans mor er glad, for at han er blevet mere modig og nysgerrig for at vide mere om deres fælles rødder.

Jeg omfavner land og by SOM SØN AF HØJLANDSMIGRANTER I LA PAZ’ FATTIGE TVILLINGEBY, EL ALTO, BEFINDER ALEX SIG ET STED MELLEM DET URBANE OG DET OPRINDELIGE. IBIS’ PARTNERORGANISATION, WAYNA TAMBO, HAR HJULPET HAM PÅ VEJ TIL AT FINDE SIN KLANG.

R

Kathrine dalsgaard

14

adioen spiller rapmusik på både aymara og spansk, og de to sprog flyder sammen og ud i de svimlende 4150 meters højde. Teksterne handler om migrantlivet i El Alto, den hurtigst voksende by i Bolivia. Her er især højlandsmigranter strømmet til de seneste 27 år. De handler om det at blive diskrimineret, føle sig splittet og om at udvise respekt for naturen, selv i den tynde Andesluft på toppen af den storosende millionby La Paz.

22-årige Alex Chiris lever sig ind i tonerne og kan sagtens genkende sig selv i teksterne. Han bor i El Alto med sine to yngre søstre og sine forældre. Familien tilhører aymarafolket og er migreret fra egnen omkring Titicacasøen. ”Der eksisterer en dominerende ide om, at lykken er lettere at finde i byen. Da mine forældre ikke kunne finde arbejde derhjemme, flyttede de som unge til El Alto. Det var et hårdt og radikalt skifte for dem. Livet i byen er meget anderledes, og der har ikke altid været arbejde at finde,” fortæller Alex, der læser statskundskab og bruger en stor del af sin fritid hos organisationen Wayna Tambo, der er støttet af IBIS. Det er Wayna Tambo, der driver radiostationen, som Alex lytter til.


Hvem er jeg?

En multikulturel by på verdens top

Alex er klædt i jeans og en let slidt kasket. Hans mor, Josefa, bærer lange fletninger, tykke skørter og har et smittende smil. Hun arbejder som hushjælp for udenlandske familier i La Paz’ finere kvarterer, mens Alex’ far har fundet arbejde som tømrer. ”Det er et hårdt liv her, men der er ikke andet at gøre end at fortsætte. Jeg håber, at mine børn kan gå en anden vej end jeg. Få en uddannelse og følge deres drømme,” fortæller Alex’ mor Josefa træt. Alex nikker. Trods de trange kår er der dog rigdom at finde i El Alto. ”Det er en mangfoldig sammensmeltning af land og by, hvor de mange tilflyttere fortsat praktiserer deres kultur, ritualer og traditioner,” fortæller Alex smilende. I august oplyses El Altos støvede gader eksempelvis af bål med lamafostre og kokablade som tak til naturen for en god høst, og mange folk lever ud fra traditionelle værdier. ”Mine forældre identificerer sig som aymaraindianere, og de vil gerne give deres kultur og respekten for naturen videre til os. Jeg prøver at huske på min oprindelse og integrere den i mit moderne liv,” fortæller Alex.

At være lidt af begge dele

Alex’ forældre taler aymara sammen, mens han og søstrene kun forstår fragmenter af deres forældres sprog. ”I min barndom var det forbudt at tale aymara i skolen, hvilket gjorde det svært for mig at følge undervisningen, som udelukkende foregik på spansk. For at Alex ikke skulle blive holdt udenfor og diskrimineret, har jeg ikke lært ham mit modersmål,” siger Josefa. På universitetet, hvor han læser, oplever Alex ofte at være anderledes end sine medstuderende, der fortrinsvis kommer fra La Paz’ mere velstillede kvarterer. ”På grund af de seneste års politiske udvikling i Bolivia har mine medstuderende fået en større viden omkring de oprindelige folks kulturer, men de har stadig mange fordomme og anerkender dem stadig ikke som ligeværdige. Når jeg fortæller om min baggrund, oplever jeg, at de ser det som noget mystisk og fremmedartet,” siger Alex. Alex har samtidig svært ved at kommunikere med sine bedsteforældre i landsbyen, der kun taler aymara, og som tager afstand fra det urbane liv. ”Mine forældre taler nogle gang om at flytte tilbage, da de er trætte af byen. Gør de det, vil jeg virkelig føle mig splittet. Jeg kommer af aymarafolket, men samtidig er jeg

jo et produkt af det urbane. Jeg omfavner land og by og tilpasser konstant min identitet,” siger Alex tænksomt.

At finde sin klang

Det var i sin søgen efter et sted, hvor han kunne udforske den dobbelthed, han oplever med sin baggrund, at Alex opdagede Wayna Tambo: ”Jeg hørte et radioprogram om de udfordringer, som migranter og migrantbørn i El Alto lever med, og jeg følte mig genkendt med det samme.” I dag arbejder Alex som frivillig hos Wayna Tambo, hvor han organiserer og deltager i workshopper, radioprogrammer og debatter om naturbevaring, sociale konflikter og kulturel identitet blandt migranter. Alex føler sig hjemme. Han har mødt mange ligesindede og fået mange nye venner. ”Vi møder mange af de samme udfordringer, som vi kan dele og finde fælles løsninger på. Wayna Tambo handler om at give os unge migranter et talerør, skabe rum for forskellighed, og om at bruge de oprindelige folks kultur som løsning på bylivets udfordringer,” siger Alex. Og arbejdet med sine kulturelle rødder har også en anden effekt på Alex: ”Efter at Alex begyndte at komme i Wayna Tambo, er han blevet mere interesseret i at lære aymara. Han er mere nysgerrig, og han har fået mere mod,” fortæller Josefa smilende.

Wayna Tambo Wayna betyder unge, og tambo er betegnelsen for et mødested, hvor oprindelige folk overnattede og udvekslede varer. Årsagerne til, at flere og flere flytter fra land til by, er mange. Det kan være svigtende høst, klimaforandringer eller generelt ringe fremtidsudsigter for at finde arbejde og så videre. Faktum er, at migrationen fra land til by er vokset, og flertallet af Bolivias befolkning bor i dag i urbane områder. I La Paz’ tvillingeby El Alto, der er karakteriseret af stor fattigdom og megen kriminalitet, råder Wayna Tambo over et kulturhus med bibliotek, scene, øvelokaler og en radiostation. Gennem debatarrangementer og radioprogrammer samt støtte til produktion af kunst, musik og teater arbejder Wayna Tambo for at give de unge en stemme.

15


IBIS og CSR

På IBIS Bolivias side på Facebook, kan du se flere fantastiske billeder fra besøget. Her kan du også holde dig opdateret med IBIS arbejde i Bolivia. facebook.com/IBISenBolivia

En kineser i Bolivia

du kan være med!

HEMPELFONDEN STØTTER 65 SKOLER I BOLIVIAS FATTIGE MACHAQAPROVINS. SOM EN DEL AF SAMARBEJDET MED IBIS BESØGTE HEMPELS CSRDIREKTØR BENTE MØLGAARD OG MEDARBEJDERE FRA FIRE KONTINENTER I OKTOBER ELEVER OG FORÆLDRE PÅ DEN VINDBLÆSTE HØJSLETTE. Kathrine dalsgaard

”Hvis det tager tre dage at flyve fra Kina til Bolivia, hvor mange dage tager det så i helikopter, eller hvis man nu går?” spørger en pige ivrigt. Sammen med klassekammeraterne er hun stimlet sammen oppe ved tavlen for at få et glimt af den besøgende. Det er ikke hver dag, der sådan kommer en kineser forbi den lille skole i Jesús de Machaqa. Zhang Chen er navnet på en af de eksotiske gæster. Han arbejder for Hempel i Kina og er sammen med kolleger fra Argentina, England, Malaysia, Polen, Spanien, Danmark og USA på besøg på IBIS’ interkulturelle uddannelsesprojekt, der begyndte i foråret 2012, og som støttes af Hempelfonden.

Kun undervisning på spansk

Machaqa er en af Bolivias fattigste provinser, og størstedelen af indbyggerne taler aymara. Eleverne har traditionelt set haft svært ved at følge med i undervisningen, som udelukkende er foregået på spansk, og som har taget udgangspunkt i en urban virkelighed, langt fra den verden, de bebor. Projektet skal derfor uddanne 212 lærerne til at undervise 1.200 elever på både aymara og spansk, og der skal

16

fremstilles undervisningsmateriale på aymara. ”Jeg håber, at når jeg kommer hjem og fortæller om mit besøg, vil det få flere af Hempels ansatte til at interessere sig for CSR,” fortæller Zhang, mens eleverne storgrinende leger kinesisk tagfat i baggrunden. Han har holdt oplæg for de nysgerrige elever om sin kultur og sit samfund, været på familiebesøg, leget, danset, lært et par kinesiske skrifttegn fra sig og fået et par aymaragloser igen. Når Zhang kommer tilbage til Kina, skal han som et led i Hempels CSR-arbejde formidle oplevelser og indtryk på sin arbejdsplads via artikler til lokale medier og til sit netværk gennem sociale medier som eksempelvis Twitter.

Stor betydning for medarbejdernes opbakning

For Hempels CSR-direktør Bente Mølgaard er volontørbesøget en unik måde at forankre og kommunikere fondens sociale arbejde. ”Hempel har 5.000 medarbejdere i hele verden, og jeg kan ikke fortælle historien til dem alle. Det er meget mere troværdigt, at de ansatte kommer ud og derefter kan formidle deres

besøg. Med besøget ønsker jeg, de ansatte skal se og være stolte over, at en stor del af Hempels profit går til at hjælpe nogle af verdens fattigste,” siger Bente Mølgaard. Lokal opbakning til CSR-samarbejde Isaac Ticona, der er direktør for IBIS’ lokale partner Fundación Machaqa, er begejstret over CSR-samarbejdet og den udveksling og dialog, besøget har affødt. ”Jeg synes, det er meget positivt, at private koncerner begynder at støtte sociale og miljømæssige projekter. For vi har brug for alles indsats, hvis vi skal løse de store udfordringer.”

Hempel og CSR • Hempelfonden har eksisteret siden 1949 og støtter i dag 18 sociale og bæredygtige projekter rundt omkring i verden som en del af sin CSR-strategi. • Hempelfonden støtter uddannelsesprojektet i Machaqaprovinsen med én million kroner gennem tre år. Foruden projektet i Bolivia støtter Hempelfonden IBIS’ uddannelsesprojekter i henholdsvis Ghana, Mozambique og Nicaragua.


Danmarks Indsamling

Flere glade skoler i Mozambique 3.000 SKOLEELEVER I DET NORDLIGE MOZAMBIQUE VIL FÅ DYGTIGERE LÆRERE OG BEDRE UNDERVISNING MED HJÆLP FRA IBISPROJEKTET ”KVALITET I DEN GLADE SKOLE”. PROJEKTET ER IBIS’ BIDRAG TIL DANMARKS INDSAMLING, DER LØBER AF STABLEN PÅ DR’S KANALER I UGEN OP TIL DET STORE INDSAMLINGSSHOW DEN 8. FEBRUAR.

ask christian riis

anna Wallenlind Nuvunga

Nedslidte lokaler, få undervisningsmaterialer, udenadslære og alt for mange elever i klasseværelset er hverdag på mange af skolerne i Mozambique. Kun halvdelen af lærerne har en læreruddannelse, og antallet af børn, der ikke får en ordentlig uddannelse, er massivt – over halvdelen af alle børn afslutter ikke syvende klasse. Med afsæt i den virkelighed arbejder IBIS i Mozambique for, at flere børn og unge får en uddannelse af høj kvalitet.

Uvidenhed giver fattigdom

”Hvis befolkningen i et samfund ikke er veluddannede, hvis de ikke kan læse, skrive eller regne og ikke kender deres rettigheder eller ved, hvor de kan skaffe vigtig information, så er deres muligheder for ind�lydelse begrænsede. I Mozambique hænger fattigdom mange gange sammen med uvidenhed og manglende uddannelse,” siger Stine Skøtt Thomsen, Afrikakoordinator i IBIS. ”Det er vigtigt, at �lere børn og unge kommer i skole. Men det er mindst lige så vigtigt, at kvaliteten af skolegangen følger med. Dårligt uddannede lærere og alt for mange elever i klasserne giver ikke bedre skolegang,” siger Stine Skøtt Thomsen.

gælder både om at gøre lærerne fagligt dygtigere og give dem �lere pædagogiske værktøjer. Eleverne kan se frem til at blive undervist af lærere, der forstår at inddrage eleverne i undervisningen. Projektet ”Kvalitet i Den Glade Skole” bliver støttet af Danmarks Indsamling 2013 og foregår i Zambéziaprovinsen, der er en af Mozambiques folkerigeste og fattigste provinser. Projektet bygger på erfaringer fra lignende arbejde i Mozambique.

Bygger på gode erfaringer

IBIS-projektet ”Kvalitet i Den Glade Skole” er et opgør med den store autoritetsfrygt og den meget lille grad af elevdeltagelse i mange mozambiquiske skoler. IBIS og lokale partnere har siden 2003 arbejdet for, at �lere børn i Mozambique kan komme i skole og få en skolegang af høj kvalitet. De gode erfaringer og resultater, som allerede har vist sig fra tidligere indsatser, vil blive udgangspunktet for �lere kvalitetsskoler i Mozambique.

Bedre uddannelse er nøglen

På ti udvalgte skoler vil lærere, skoleinspektører og skolebestyrelser blive vejledt i bedre undervisning. Det

Danmarks Indsamling 2013 Siden 2007 har danskerne samlet næsten en halv milliard kroner ind til udviklingsprojekter i Afrika gennem Danmarks Indsamling. Når Danmarks Indsamling 2013 ruller over skærmen på DR1 fredag 8. februar, indsamles der blandt andet til IBIS’ projekt ”Kvalitet i Den Glade Skole”.

17


Julekalender 2012

Kalenderoverskud sender børn i skole i Ghana NÅR DANSKE SKOLEBØRN ÅBNER EN LÅGE I ÅRETS U-LANDSKALENDER, ER DE MED TIL AT SENDE 2.000 GHANESISKE BØRN I SKOLE. OVERSKUDDET FRA BØRNENES U-LANDSKALENDER GÅR NEMLIG TIL IBIS’ ARBEJDE MED AT BYGGE DE SÅKALDTE SATELLITSKOLER I DET NORDLIGE GHANA.

N Julie Greve Bentsen

christina alstrup

år man bare er fem eller seks år og bor langt ude på landet i Ghana, er det umuligt at klare en gåtur på syv kilometer for at komme i skole. De store afstande til skolerne betyder derfor, at mange børn i det nordlige Ghana aldrig kommer i skole. I år går overskuddet fra Børnenes U-landskalender til IBIS’ arbejde med at bygge satellitskoler i fjerntliggende landsbyer i East Gonja-distriktet. Der bliver bygget 20 nye skoler til 2.000 børn.

Forældre skal inddrages

”Det rigtig stærke ved projektet er, at en landsby også forpligter sig til at deltage aktivt i skolens liv. Det betyder, at forældrene rent faktisk skal synes, at det er en god ide, at deres børn går i skole,” siger Dorthe Nielsen, som er kampagnemedarbejder hos IBIS. ”I vores program er der også et kønsperspektiv. Det er rigtig vigtigt at have kvindelige lærere, og det er rigtig vigtigt at have fokus på, at pigerne skal med i skole,” siger Dorthe Nielsen. Når børnene er blevet gamle nok til at gå de lange afstande hen til en større skole, betyder årene i satellitskolen, at de kan følge med i undervisningen i en alderssvarende klasse. IBIS’ igangværende satellitskoleprojekt i distrikterne Gushega og Karaga har allerede hjulpet 7.500 børn i skole i løbet af de sidste fem år. Det er den samme model, der skal i brug i East Gonja.

Kvalitet i undervisningen

Dorthe Nielsen har besøgt en del skoler på sine rejser i

18

Ghana. Hun har ofte oplevet, at små børn sidder og skriver lærerens engelske noter direkte af fra tavlen uden at forstå meningen. Børnene taler nemlig ikke engelsk derhjemme. En vigtig del af U-landskalenderprojektet er derfor også at give 60 lokale ikke-uddannede voksne fra landsbyerne en uddannelse med vægt på pædagogik og sikre, at undervisningen foregår på børnenes modersmål. I landsbyen Duna i Karagadistriktet fik Dorthe Nielsen en positiv oplevelse i byens nye satellitskole. ”Jeg overværede undervisning i matematik, hvor der blandt andet blev regnet med kapsler, som man måske ikke ellers ville se. At have andre metoder med i undervisningen er i højsædet i det her projekt,” siger Dorthe Nielsen, som også bed mærke i en anden vigtig ting. ”Jeg har besøgt mange skoler, hvor børnene var meget tilbageholdende, og hvor de sjældent sagde noget i timerne. I Duna rakte eleverne fingeren i vejret og var ivrige efter at komme op til tavlen. Lærerne var opmærksomme og meget indstillede på at inddrage eleverne i undervisningen,” fortæller Dorthe Nielsen.

Indsluses i skolesystem

På sigt er det planen, at de nye satellitskoler skal sluses ind i det officielle ghanesiske skolesystem. Ud af de 56 satellitskoler, som IBIS allerede har arbejdet med i andre distrikter, er de 45 i dag officielle skoler i Ghana, fordi den ghanesiske regering bakker op om modellen. ”IBIS arbejder netop på at gøre satellitskolerne bæredygtige. Når vores medarbejdere engang forsvinder, og der ikke mere er så stor opmærksomhed på projektet, så er skolerne forhåbentlig allerede en del af det ghanesiske skolesystem. Det er det, der er afgørende, og det, IBIS også vil arbejde for med U-landskalenderprojektet,” siger Dorthe Nielsen.


Julekalender 2012

du kan være med!

Foto: Sofie Vindis

Om U-landskalenderen

”Vi er slet ikke så forskellige” Denise Benzon har været i Ghana som en del af IBIS’ JuleKaravane. Nu er hun klar til at fortælle danske skoleelever om sine oplevelser. Selvom livet er meget anderledes i det vestafrikanske land, synes hun ikke, der er så stor forskel på dem og os. Brug QR-koden og læs interviewet med Denise og hendes oplevelser i Ghana og med JuleKaravanen.

U-landskalenderen koster 45 kroner og kan blandt andet købes i alle Coops butikker (SuperBrugsen, Dagli’ Brugsen, Kvickly, Irma, Fakta), i de største banker og på dr.dk/netbutik. Du kan se og høre mere om IBIS og projektet i Ghana på DR gennem hele december. Du kan også klikke forbi www.u-landskalenderen.dk og www.ibis.dk/ulandskalender, hvor du kan finde film, spil, historier og underholdning. Overskuddet fra Børnenes U-landskalender 2012 går til at bygge satellitskoler i Ghana til børn, som har for langt til den almindelige skole. En del af projektet går også ud på at uddanne og efteruddanne lærere i moderne undervisningsformer og modersmålsundervisning.

19


Hvad skete der med? Operation Dagsværk 2011 samlede penge ind til projektet “Olien i Regnskoven”. Penge som bl.a. bruges til at uddanne milijøagenter, der bevæbnet med GPS’er, kortlægger miljøproblemer i deres nærområder.

Operation Dagsværk sætter regnskoven på landkortet

20


Hvad skete der med?

DER ER GÅET GODT ET ÅR, SIDEN DANSKE GYMNASIEELEVER REV EN DAG UD AF KALENDEREN OG ARBEJDEDE FOR BEDRE FORHOLD OG RETFÆRDIGHED FOR DE UNGE, DER SAMMEN MED DERES FAMILIER BOR LANGS CORRIENTESFLODEN I PERU. PROJEKTET ER UNGT, MEN RESULTATERNE BEGYNDER SÅ SMÅT AT VISE SIG.

I

Lise Josefsen hermann

Steven achiam

november sidste år samlede danske gymnasieelever næsten seks millioner kroner sammen til projektet ”Olien i regnskoven”, der arbejder for at forbedre uddannelse for 2.400 børn og unge, der lever langs Corrientesfloden i Amazonas. Langs Corrientes lever de tre indianske folk achuar, kichwa og urarina, som taler hver deres indianske sprog.

Pigernes uddannelse en udfordring

Corrientesfloden og Amazonas er på mange måder langt væk fra hovedstaden Lima, hvor magten er centreret. Det tager adskillige dages sejlads i trækano at komme ud til landsbyerne. Elevernes faglige niveau ligger langt under landsgennemsnittet. En del elever, især piger, afslutter ikke engang grundskolen. Meget få elever går videre til mellemskolen, og færre end hver tiende er en pige. En hård virkelighed, der i mange år har fået lov til at eksistere uden indgriben eller støtte fra myndigheder.

Bevæbnet med GPS

En del af projektet er at uddanne bedre lærere til skolerne i området.

Få lærere er interesserede i at finde den lange vej op langs floden, ind i regnskoven og væk fra moderne bekvemmeligheder. Og de lærere, der finder vej, er ikke klædt på til opgaven. En anden del af projektet er uddannelse af 35 unge miljøagenter, som netop har været på deres første kursus. ”Det er gået kanon godt, og der er stor tilslutning til uddannelsen fra lokalsamfundene, som har været med til at udpege de unge,” fortæller Jette Luna, uddannelsesansvarlig hos IBIS. Miljøagenterne bliver uddannede i at kontrollere og dokumentere olieudslip i Corrientesområdet. Udstyret med GPS og kameraer vandrer de i dagevis i den dybe jungle og dækker hver især kæmpe områder. ”Det er meget nemt at arbejde med de unge. De er super engagerede i miljøproblemer, udviser stor interesse for at lære, hvordan de kan være med til at beskytte skoven. Og de er vildt optagede af rettigheder - og at de skal overholdes. I det hele taget er de super tændte på den opgave, som venter dem som miljøagenter,” fortæller Luis Tulumba, som er koordinator for projektet i Peru.  

Afhængige af olieselskaberne

IBIS’ partnerorganisation, den indianske organisation Feconaco, har

afholdt 11 workshopper for lokalbefolkningen om selvbestemmelse og lokal miljøledelse. Bl.a. en workshop for lokale indianske ledere om deres rettigheder som oprindelige folk, og hvilke muligheder de har for at udøve dem. Som resultat har de indgået dialog med olieselskabet Pluspetrol om kompensation for firmaets 40 år lange udnyttelse af deres landområder og den medfølgende forurening.

Dagsværk giver anden vinkel på udvikling

For IBIS har der været noget ganske særligt over samarbejdet med de unge i Operation Dagsværk: ”Der er en super engageret baggrundsgruppe, som aktivt følger med i projektet. Det giver mulighed for at diskutere udvikling og udfordringer med folk, der har indgående kendskab til projektet og projektområdet. Denne direkte kontakt gør, at der for alvor kommer kød og blod på projektet. Folkene i Operation Dagsværk har ofte en anden vinkel på udvikling end os garvede IBIS’er,” fortæller uddannelseskoordinator hos IBIS, Jette Luna. Projektet ”Olien i regnskoven” i Peru begyndte i januar 2012 og løber over tre år. Ud over projektet i Peru, har IBIS og Operation Dagsværk haft flere projekter sammen: Bolivia (2007), Chiapas (2001), Ecuador (1994) og Namibia (1988).

21


Frivillig i IBIS

Frivilligweekend med

fællesskab og faglighed FRIVILLIGE FRA HELE LANDET VAR SAMLET OVER EN HEL WEEKEND I AARHUS FOR AT UDVEKSLE IDEER, ERFARINGER OG FÅ NYT BENZIN PÅ MOTOREN TIL FREMTIDENS FRIVILLIGE ARBEJDE I IBIS. ask christian riis

IBIS har for første gang inviteret sine frivillige fra hele landet til en weekend med spændende oplæg, workshopper og mulighed for at knytte bånd på tværs af landsdelene. Tidligere var det en begivenhed, der forløb over en enkelt dag. Formålet med Frivilligweekend 2012, der løb af stablen i september, var at skabe de bedste rammer for det frivillige arbejde. Weekenden skulle give konkrete værktøjer, som de frivillige kan få gavn af, når de skal arbejde videre med kampagner og events, og så var det selvfølgelig også årets sociale begivenhed for underskoven af frivillige kræfter, der hvert år bruger tid for IBIS. Og nysgerrigheden og læreiveren var stor blandt de cirka 40 deltagere. ”Jeg er ret ny som frivillig i IBIS og vil gerne lære de andre frivillige bedre at kende. Samtidig er det en god mulighed for at få lidt mere indblik i, hvad IBIS er for en størrelse,” siger Andrea, der er frivillig i Latinamerikagruppen i Aarhus.

Bekendtskaber og kundskaber

Weekenden bød blandt andet på oplæg og information om IBIS-kampagnerne, ”Jeg er Yasuní”, filmarrangementet Latino Film og kampagnen ”Find Skatten”: ”’Find Skatten’-initiativet interesserer mig rigtig meget. Hele proble-

22

matikken omkring kapitalflugt fra ulandene er meget interessant, og IBIS er et super godt sted at kunne fordybe sig i den problematik,” siger Morten, der er en af de engagerede frivillige i IBIS’ skattegruppe i Aarhus.

”Der er virkelig mulighed for at lære en hel masse, som man måske ikke ville være blevet præsenteret for ellers – det er super fedt!” Julie, frivillig i Skattegruppen, Aarhus På programmet var et stort spænd af workshopper om formidling, web, foto, at skrive debatindlæg og kreative indlæg fra f.eks. KaosPiloterne. ”Det har været fedt at møde en masse inspirerende mennesker, som lægger en masse tid og arbejde i IBIS. Jeg har fået nogle gode værktøjer at arbejde med, og de mange workshopper i løbet af weekenden kan man helt sikkert bruge i IBIS-arbejdet,” fastslår Andrea fra Latinamerikagruppen i Aarhus.

Vær med! Har du lyst til at prøve at være frivillig i IBIS, eller bare høre mere om, hvad det går ud på? Så skriv til frivilligkoordinatorerne i København, Lærke lmlp@ibis.dk, eller Aarhus, Nanna nsl@ibis.dk eller Sarah saj@ibis.dk.


Leder

voxpop fra

virkligheden Det meste af IBIS’ arbejde rundt omkring i verden foregår gennem et tæt samarbejde med lokale organisationer, som ofte omtales som partnere eller partnerorganisationer. Her på siden giver vi plads til, at de kommer til orde og fortæller mere om, hvordan de ser på samarbejdet og IBIS udefra.

luz giménez quispe

uddannelsesansvarlig for fundación machaqa, bolivia Fundación machaqa Fundación Machaqa arbejder med tosproget interkulturel uddannelse i den fattige Machaqaprovins, Bolivia. www.fmachaqa.org

Kathrine dalsgaard

Hvad arbejder din organisation med?

I Bolivia har elever af indiansk oprindelse traditionelt set haft svært ved at følge med i undervisningen, der udelukkende er foregået på spansk, som de ikke taler hjemmefra. Vi arbejder for at give de unge i San Andrés og Jesús de Machaqa en tosproget, interkulturel uddannelse, som tager udgangspunkt i deres sprog, kultur og verdensbillede.

Hvor hørte du ørste gang om IBIS?

Jeg mødte IBIS for første gang i et netværk for interkulturel, tosproget uddannelse, og jeg fandt hurtigt ud af, at Fundación Machaqa og IBIS har et fælles mål: at forbedre Bolivias uddan-

2012 2013

nelsessystem, så det tager hensyn til landets mange forskellige kulturelle identiteter.

Hvorfor arbejder Fundación Machaqa sammen med IBIS? Vi samarbejder med IBIS, fordi vi deler idealer og drømme. Vi drømmer om et bedre og mere solidarisk samfund, der respekterer Bolivias forskellige kulturer og sprog.

Hvilken forskel har I gjort?

Før vi begyndte vores uddannelsesprojekt, spurgte vi en gruppe børn om deres fremtidsdrømme. De fortalte tøvende, at de ville være chauffører eller reparere dæk. Nogle få sagde, at de

gerne ville være politimænd eller lærere. Efter de havde fulgt uddannelsesprogrammet, spurgte vi dem igen. De fortalte entusiastisk, at de ville gå på universitetet for at udvikle deres lokalsamfund. Nogle ville være ingeniører, og andre ville arbejde for at forbedre og transformere landbruget. Kort sagt giver vores arbejde Bolivias børn mulighed for at turde drømme.

Hvad drømmer du om, I har nået om 10 år?

Jeg drømmer om at møde børn i San Andrés og Jesús de Machaqa, som er stolte over, hvem de er, og som værdsætter og respekterer folk med andre sprog og kulturer. Jeg drømmer om

at møde børn, som kan læse og skrive. Børn, som kan forstå, fortolke og formidle deres virkelighed. Som har lyst til at arbejde for deres lokalsamfund, og som samtidig er ivrige efter at lære om verden uden for Bolivia.

Hvis du kunne ændre én ting i Bolivia, hvad skulle det så være?

Jeg ville styrke den demokratiske deltagelse, så man ikke skal have en speciel farve eller etnicitet for at være bolivianer. Men at alle Bolivias forskellige folk derimod kunne være med til at bestemme, hvordan deres land skal se ud og fungere.

det sker

25/11 Why Poverty-uge på DR. Se flere detaljer på www.whypoverty.net og på www.dr.dk. Derudover er der verdenspremiere på IBIS-filmen ”Kapitalflugten” www.kapitalflugten.dk 27/11 Frivilligmøde og fællesspisning i Aarhus kl.18.00. Kontakt: saj@ibis.dk for at melde dig til spisning. 

27/11 Findskatten debataften kl.17.00. Hold dig opdateret om sted og oplægsholdere på http://findskatten.nu/

1/12-27/1 Fotoudstilling om livet i Amazonas, Ecuador af fotograf Mike Kollöffel. Sted: Arbejdermuseet i København.

29/11 Årets sidste Latinofilm i København med debat om Guatemala med Niels Boel og Hans Peter Dejgaard og efterfølgende dokumentarvisning, bar og dj. Se detaljer på www.facebook. com/ibislatinofilm

6/12 Årets sidste fælles frivilligmøde i København. Kom og mød IBIS i øjenhøjde og hør røverhistorier fra året der gik, samt planer for 2013. Sted Vesterbrogade 2b kl 19-21.   

23


Foto: Marie Ildvedsen

I guldminerne i Sierra Leone knokler arbejderne for at hente rigdomme ud jordens undergrund. I IBIS arbejder vi for at sikre, at også Sierra Leones fattige får glæde af rigdommene. Det kan vi kun gøre med din hjælp.

YK

SA

61

TR

8

Send Udvikling150 til 1220 så støtter du med 150 kr.

1 G N R . 54

-


Fokus 134