Issuu on Google+

IBIS Uddannelse skaber udvikling

MARTS 2009

: Bolivias nye grundlov giver landet tilbage til de oprindelige folk

LĂŚs mere side 4

nr. 119


ibis-fokus udgives af Ibis Redaktion : Lotte Ærsøe, redaktør (ansvarlig) : lae@ibis.dk : Hanne Selnæs, Journalist : hs@ibis.dk : Per Bergholdt Jensen : pbj@ibisca.org Info-rådgiver i Mellemamerika : Toke Nyborg : token@ibisurg.org Info-rådgiver i Sydamerika Forsidefoto: CONAMAQ Layout: Jesse Jacob / Mediefabrikken.dk Tryk: Arco Grafisk Oplag: 12.500 ISSN: 1901-9211 © IBIS 2009

IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBIS-­ fokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgiverens holdning. Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Bladet er gratis for medlemmer og bidragydere, og sendes desuden gratis til udvalgte institutioner og samarbejdspartnere. Redaktionens adresse: IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 2.sal 2200 København N tlf. 35 35 87 88 fax 35 35 06 96 e-mail: lae@ibis.dk Adresseændring, bestilling og afmelding af abonnement hos Ibis, gerne på mail: ms@ibis.dk Næste nummer udkommer juni 2009

Ibis arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer. Ibis er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation. Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika. Vi har godt 25 udsendte rådgivere og støtter mere end 200 udviklingsprojekter i 13 lande. IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida.

: hårdt brug for håb Det er ikke tit sket, at jeg er blevet desperat i et klasseværelse. Faktisk aldrig før. Ikke engang i Ghana. Men det skete i forrige uge. Jeg var gæst i en landsbyskole i et område af Ghana, hvor IBIS netop er begyndt at arbejde med skolerne. Jeg overværede undervisningen hos 5. klasse i naturfag. De havde om celler, væv og organer. Undervisningen foregik som indlæring af definitioner. Eleverne virkede meget generte, og læreren formåede kun at få et par af dem til tøvende at svare på de spørgsmål, som han stillede. Nede bag i klassen stod et spanskrør. Et senere tjek viste, at der var spanskrør i samtlige af skolens klasselokaler, trods det at det i flere år har været forbudt at slå elever i Ghanas skoler. Der sad de så, eleverne. Kvikke og forskellige, unger som mine egne og alle de andre børn, jeg kender, men uden begejstring, nysgerrighed og tillid. Med en autoritær og dårligt uddannet lærer, der svarede på sine egne spørgsmål og forgæves søgte efter eleven i klassen, der kunne definitioner udenad. Jeg tror, de var bange for ham. Og så var det, jeg blev desperat. Over det spild af kvikke børns tid som dårlig uddannelse er. Over alt det, de børn kunne drive det til, hvis de blev mødt af indlevende, veluddannede og dygtige lærere i hver eneste skoletime, hver dag, hele skolelivet. Som mine egne og andres børn gør her i Danmark. Jeg fik lyst til at redde dem hver og en og give dem gode lærere, nu med det samme, for der er ingen tid at spilde. Hvad nytter det, at skolen har toiletter, hvis man ikke lærer noget i den? Lærer at tænke selv, lærer at lære, dyrker sin nysgerrighed og sine talenter. Udvikler sit potentiale. I første omgang var det nu mig, der blev reddet ud af min desperation. For jeg var i selskab med nogle af IBIS’ fremmeste uddannelsesfolk, der fik mig til at se forbedringerne: Hvor mange ting, det første kur-

leder

Annelie Abildgaard

sus allerede havde ændret for disse garvede lærere. Hvilke af de nye metoder, de var begyndt at bruge, og de resultater, det så småt skabte. Og jeg blev mindet om min oplevelse en uge forinden, hvor jeg var gæst i klasser i Sierra Leone, som var tre år længere fremme i forløbet, og hvor stemningen var radikalt anderledes: Lys i øjnene, en skov af ivrige hænder: ”Spørg mig, jeg ved det, jeg vil gerne svare”, og ikke mindst et klart fælles fokus på at læse op til den nært forestående eksamen. Og ingen spanskrør i klasselokalet. Når så meget kan rykkes på tre år, er der håb for alle. Det skal bare gøres, og IBIS er i fuld gang. Det er ikke svært at kende forskel på god og dårlig undervisning, og enhver elev, uanset hvor i verden de er, har ret til og fortjener den gode. Det er derfor, IBIS og Den Globale Uddannelseskampagne kæmper for Uddannelse for Alle og de seks Dakar-mål, ikke mindst det sjette mål der skal sikre alle uddannelse af høj kvalitet. Det slår 185.000 danske skoleelever, sammen med IBIS, snart endnu et slag for med Hele Verden i Skole-kampagnen. Det er hver 4. danske skoleelev - en imponerende opbakning til målet om Uddannelse for Alle i 2015. I år ser det endda ud til, at de får opbakning af tidens uofficielle verdensmester i håb, USA’s præsident Barack Obama. Han og USA’s udenrigsminister Hillary Clinton står nemlig i spidsen for, at der oprettes en global uddannelsesfond, der kan mobilisere de nødvendige midler og koordinere indsatsen. IBIS bakker stærkt op om dette initiativ. Det kommer lige i rette tid. For der er hårdt brug for håb og handling på skolebænkene i Afrika og rundt på kloden, så alle de kvikke unger kan få sig en uddannelse - ikke på trods af, men på grund af de lærere, der møder dem hver eneste dag. :


Fatmata (forrest) læser for klassen.

SIERRA LEONE Freetown

• • •

Sierra Leone er verdens fattigste land (FN-tal 2008) 3.000 piger og drenge er kommet i skole gennem IBIS’ skoleprojekt 1.284 piger og 1.252 drenge elever går til afgangseksamen i år

: uddannelse giver piger respekt Fatmata på 14 år fra Sierra Leone vil ikke længere finde sig i noget, når hun har fået uddannelse og job TEKST | FOTO

HANNE SELNÆS

De store øjne får hende til at se lidt forskrækket ud. Hun taler med lav stemme. Men der er masser af kraft i ordene og en beslutsomhed i blikket, når hun forklarer, hvorfor hun vil være sygeplejerske: ”Så kan ingen mænd koste rundt med mig! Hvis jeg sidder på mit kontor på hospitalet, og en mand taler grimt til mig, så siger jeg bare ’fuck you first’,” kommer det uden tøven fra den ranglede teenagepige. Vi sidder i et tomt klasselokale på Fatmatas skole i en helt almindelig afrikansk landsby otte timers hård biltur fra Sierra Leones hovedstad, Freetown, som Fatmata og hendes familie flygtede til under borgerkrigen. Nu er de tilbage i landsbyen.

Klassekammerater på 12 og 20 år Til sommer har første hold været gennem de tre års skolegang. Og så er Fatmata og 2.500 af de i alt 3.000 unge, der kastede sig over skolearbejdet i 2006, klar til at gå op til grundskoleeksamen. Fatmata er ikke i tvivl om sine egne evner: ”Jeg skal nok bestå eksamen, for jeg arbejder hårdt i skolen og med lektierne,” siger den målrettede pige, før hun går tilbage til sin klasse. Når landsbyens ’almindelige’ skoleelever har fri om eftermiddagen, rykker Fatmata og hendes klassekammerater ind i et af skolens lokaler. Nogle af eleverne er unge mænd på omkring 20 år, mens andre kun lige er fyldt 12 år – som Fatmatas lillebror, der også går i klassen.

I dag er Fatmata 14 år. Det er hendes tredje år i skole. Hun er et af 3.000 børn og unge mellem 11-18 år, som IBIS for nu tre år siden gav chancen for at indhente den skolegang, krigen havde forhindret dem i at få. Sammen med skoleforvaltningen i diamantprovinsen Kono står IBIS for et tre-årigt intensivt grundskoleforløb, som dækker seks års almindeligt pensum.

De fleste elever bor i landsbyen Samequidu tæt på skolen. En landsby, der blot består af et par rækker huse anlagt i v-form op ad et skrånende landskab. Husene er bygget af mursten, formet af jorden her. Som alle andre landsbyer i området, blev også Samequidu smadret under krigen, når oprørerne eller regeringshæren rykkede ind. De jog befolkningen på flugt, myrdede eller lemlæstede de, der ikke nåede at flygte, stjal, hvad der fandtes af mad og værdier, og brændte husene af for at understrege pointen.

NR. 119 | 2009

SIERRA LEONE

UDDANNELSE

Ægteskab stopper pigers skolegang Krigen sluttede i 2001, og i dag er hverdagen vendt tilbage – også for Fatmata og hendes familie, som består af 13 børn og to voksne. I den værste middagshede er mændene på markarbejde, mens kvinderne forbereder maden eller sludrer på de skyggefulde verandaer. En snedker arbejder på en døråbning. En lille dreng med hullet trøje hviner af glæde, mens han pisker et tøndebånd af sted over den støvede jord. Men det er også en hverdag, hvor piger skal være mindst lige så målrettede og beslutsomme som Fatmata, hvis de vil undgå at blive giftet bort i en tidlig alder og i stedet forsøge at få en uddannelse, som kan løfte dem ud af fattigdom og gøre dem i stand til selv at bestemme over deres eget liv. Fatmata er klar. Hun vil ikke længere finde sig i noget, men drømmer om at komme væk fra den lille landsby og tilbage til hovedstaden. ”For her i landsbyen er alle fattige,” siger hun. I byen derimod kan hun blive uddannet og få det job på et hospital, som hun drømmer om. I en stilling som respekteret sygeplejerske, der ikke behøver at finde sig i noget fra en mands side. : 03


: som ringe i vandet 20 års kamp for de oprindelige folk, støttet af IBIS, er mundet ud i en ny forfatning, der for første gang i Bolivias historie anerkender landets 36 indianske nationer som ligeværdige borgere i deres eget samfund

”I dag grundlægger vi et nyt Bolivia, hvor der er lige muligheder for alle borgere. Her begynder det nye Bolivia, her begynder ligheden og værdigheden for alle bolivianere,” sagde Bolivias indianske præsident, Evo Morales, til tusinder af tilhængere, der var samlet i La Paz for at fejre vedtagelsen af den nye forfatning den 25. januar i år. Og det var en historisk dag - både for Bolivias oprindelige folk, som har været de mest ihærdige til at kræve en ny forfatning. Men også for IBIS, som i snart 20 år har støttet deres bevægelse, siden den i 90’erne satte en ny forfatning - der anerkender og respekterer oprindelige folk og deres rettigheder - som sit erklærede mål.

”Dengang eksisterede der ikke nogen indiansk bevægelse – vi skulle bogstaveligt talt banke på døren hos hver af de indianske ledere i Benis jungle for at fortælle om IBIS og den støtte, vi kunne give til oprindelige folk, og begynde mobiliseringen,” fortæller hun. I dag arbejder IBIS med alle de oprindelige folk i Bolivia og ikke kun i Beni. IBIS har hovedsageligt støttet de oprindelige folks organisationer ved at uddanne ledere og bidrage til organiseringen af deres organisationer: ”Støtten har gjort, at de oprindelige folk har fundet sammen, gjort dem bevidste om deres rettigheder, styrket deres identitet og organiseret dem,” fortæller Annie Ohelerich og fortsætter: ”Før blev de kun taget med på råd, nu skriver de selv lovforslagene.”

At vejen mod den ny forfatning for det splittede og socialt ulige Andes-land har været lang og sej, kan Annie Ohelerich fortælle. Hun arbejder som rådgiver for IBIS i Sydamerika og har været med, siden IBIS begyndte sin støtte til Bolivias oprindelige folk tilbage i 90’erne:

Som ringe i vandet Den indianske bevægelse kom for alvor på den politiske dagsorden i 1992, da tusindvis af oprindelige folk foretog en stor march for ’Værdighed og Jord’. Fra Bolivias regnskov marcherede de folk, som i generationer havde været

TEKST FOTO

TOKE NYBORG CONAMAQ, TOKE NYBORG

: Killakas-folket kæmper videre

04

tavse, tusindvis af kilometer til landets hovedstad i Andes-bjergene for at kræve retten til territorium – og ikke mindst retten til at blive hørt. Marchen har vist sig som et effektivt middel for oprindelige folk, der i generationer har været udsat for diskrimination og sat uden for politisk indflydelse, men i takt med at de er blevet mere og mere organiseret, er de begyndt også at kræve deres rettigheder i lokale, nationale og internationale fora. I dag sidder ledere fra de oprindelige folk som beslutningstagere i både regering og i regional- og kommunalråd. Mange er ledere, som IBIS har været med til at uddanne: ”Vi har virkelig været en del af processen – og det har nyttet. Vores arbejde har spredt sig som ringe i vandet. Det giver et kick at se, at alle de processer, IBIS har sat i gang, virker og fortsætter på forskellige niveauer,” fortæller en stolt Annie Ohelerich. Vigtige temaer, som for eksempel retten til territorier, er blevet sat på den politiske dagsorden i Bolivia, og oprindelige folks rettigheder

Ude i de små landsbyer arbejder de oprindelige folks organisationer videre. Lederne fra den IBIS-støttede organisation, JAKISA, er bevidste om de kommende udfordringer.

”Vi er kommet et langt stykke af vejen, vi har marcheret, vi har krævet vores rettigheder, og vi har fået en ny grundlov. Men hvis den nye grundlov ikke implementeres, har vi ikke vundet, og så bliver [oprindelige folks] autonomi ikke en realitet,” forklarede Mario Sanchez Mamani, der er ’Jiliri Mallku’ - øverste leder for Killakas-folket.

JAKISA repræsenterer Killakas-folket i Bolivias højland og blot en uge efter, at den nye forfatning var en realitet, samledes bønderne for at diskutere Killakas-folkets situation og fremtid. Og der var enighed om, at kampen for territorialt selvstyre endnu ikke er slut:

IBIS fortsætter med at støtte de lokale selvstyre-råd og støtte udarbejdelsen af forvaltningsplaner for deres territorier, så Bolivias oprindelige folk er rustede til atter at overtage og forvalte deres forfædres jord, som de har været nægtet i generationer.

BOLIVIA

RETTIGHEDER

FOKUS


BOLIVIA La Paz

og krav er blevet implementeret i den nationale lovgivning. Kronen på værket kom i januar i år, da flertallet stemte for landets nye forfatning. Det var en triumf for Bolivias oprindelige folk, der for første gang i landets godt 200 år lange levetid som republik kunne stemme om en ny grundlov, der giver landets 36 indianske folk mere indflydelse. Morten Blomqvist, rådgiver for Danidas ’oprindelige folk’-program i Bolivia, tillægger NGO’erne en stor del af æren for de mange rettigheder, som de oprindelige folks organisationer har opnået det seneste årti i Bolivia: ”I mit daglige arbejde kan jeg se det kæmpe arbejde, som NGO’erne har lavet her i landet - heriblandt IBIS. For blot 25 år siden fandtes der ingen indianske organisationer, ingen organisering. NGO’erne har været med til at skabe fundamentet for, at mange oprindelige folk i dag har deres egne territorier, og at de er nærmere et egentligt selvstyre,” forklarer han. Vendepunkt for de oprindelige folk Efter pres fra de oprindelige folk, og med Evo Morales tiltrædelse som Bolivias præsident i 2005, blev der i 2006 nedsat en grundlovgivende forsamling bestående af repræsentanter fra landets sociale og etniske grupper samt medlemmer fra de politiske partier. Det ændrede tidligere tiders praksis, hvor kun den rige overklasse udformede landets forfatning uden at tage hensyn til landets oprindelige folk. Siden 2000 har IBIS støttet de oprindelige folks organisationer i formuleringen af deres politiske krav og givet en hånd i forhandlingerne om implementeringen af deres mærkesager i den nye forfatning: ”IBIS’ engagement har været afgørende for indholdet af den nye forfatning,” fortæller Juan Balbin, politikansvarlig for den indianske paraplyorganisation CONAMAQ, som repræsenterer Bolivias højlandsindianere, og fortsætter: ”Var det ikke for IBIS, var de indianske organisationer ikke kommet igennem med så mange af deres krav.”

magtforskydning, der giver landets oprindelige folk større indflydelse. Landets 36 indianske nationer kommer til at udgøre valgkredse, hvilket vil sikre dem en overrepræsentation i parlamentet. Bolivias 36 oprindelige folk bliver for første gang i Bolivias historie anerkendt som nationer og får tildelt den jord, de bebor og har beboet i generationer, med ret til territorial selvstyre på linje med kommuner og provinser. Bolivia går derfor fra at være en homogen stat med ét sprog til en pluri-national stat, hvor oprindelige folks sædvaneret, kollektive rettigheder og sprog anerkendes på lige fod. Bolivias nye forfatning er en omfattende anerkendelse af de oprindelige folks rettigheder og afspejler som det eneste land i Sydamerika det samfund, den udstikker retningslinJer for. Men havde det ikke været for det forarbejde, som NGO’er gennem mere end 20 år har bygget op ved at uddanne og styrke de oprindelige folks organisationer, ville der i dag ikke eksistere et grundlag for staten for at begynde arbejdet med at give de oprindelige folk større form for autonomi, påpeger Morten Blomqvist.

Fra homogen stat til pluri-national stat Den nye forfatning medfører en epokegørende

Nye udfordringer Med den nye grundlov og retten til territorialt selvstyre følger nye udfordringer og et kæmpe ansvar, understreger Morten Blomqvist. Han forudser, at de oprindelige folk vil få svært ved at forvalte deres nye territorier, særligt de øgede økonomiske ressourcer, som højst sandsynligt vil følge med. Intern splid, korruption og mangel på kapacitet til at implementere de nye opgaver overtaget fra kommunerne er nogle af scenarierne, han forudser, hvis ikke de indianske organisationer styrkes til at forvalte disse midler. Med de nye midler fra staten vil der nemlig med næsten sikkerhed følge et krav om god administration og regnskabsførelse, og det mener han, de færreste organisationer kan klare i dag. Han synes, at NGO’erne med den nye grundlov skal ændre den rettighedsbaserede støtte til de indianske organisationer med en ny form for støtte, der skal styrke de nye lokale

NR. 119 | 2009

BOLIVIA

RETTIGHEDER

indianske organisationer i at forvalte deres territorier, administrere nye selvstyre-midler, udarbejde udviklingsplaner og interne regler: ”Den nye grundlov er blevet vedtaget, de oprindelige folk har fået ret til territorium og lokalt selvstyre, men det er kun dem selv, som kan implementere de nye muligheder. De indianske folk er blevet rigtig gode til den politiske kamp, men nu er det også blevet tid til at drosle lidt ned på den politiske retorik, trække i arbejdstøjet og begynde den daglige forvaltning af deres territorier,” siger han. Freddy Cayo er leder for det IBIS-støttede forfatnings-projekt, som sidste år har hjulpet de oprindelige folks organisationer med at opnå indflydelse på den nye grundlov. Han mener, at den politiske kamp for den indianske bevægelse fortsætter: ”Næste udfordring bliver først og fremmest at udforme lovforslag, der skal sikre, at territorialt selvstyre implementeres på oprindelige folks vilkår, samtidig med at deres organisationer og ledere uddannes i offentlig forvaltning og ret,” siger han. :

: IBIS’ støtte til de oprindelige folk og forfatningsarbejdet i Bolivia 1992: IBIS begynder at støtte de oprindelige folks bevægelse i Bolivia. 1994: Med støtte fra IBIS lykkes det de oprindelige folks bevægelse at indføre en ny uddannelseslov, der tager udgangspunkt i tosproget interkulturel undervisning. 1996: Det lykkes de oprindelige folks bevægelse med hjælp fra IBIS at få ved- taget en jordreform, der muliggør ekspropriering af jord fra store jordbesiddere og godsejere. 2004: IBIS støtter de oprindelige folks bevægelse i deres krav om en grundlovgivende forsamling. 2006: De oprindelige folks bevægelse kommer igennem med sine krav, og den grundlovgivende forsamling er en realitet. 2009: Bolivia får ny forfatning, der giver mere indflydelse til de oprindelige folk.

05


: papegøje-kaffen fra Honduras Er Fair Trade en klam fidus, hvor pengene ender i de forkerte lommer uden at gavne de fattige i udviklingslandene? For en gruppe kaffebønder i Honduras’ højland er svaret klart nej. I kraft af retfærdig handel er deres indtægter blevet fordoblet og deres livsvilkår forbedret betragteligt

Når man sidder med kaffe og morgenhår, tænker man sjældent på, at familier i udviklingslandene har slidt og slæbt for at dyrke ens mokka. Man grubler ikke over, at deres liv forbedres, hvis man betaler lidt mere for bønnerne i Brugsen. Men nogle få ekstra kroner for en pose kaffe kan faktisk gøre en verden til forskel. Helt bogstaveligt. Fair Trade sikrer, at bønderne i den tredje verden får en anstændig pris for deres varer. Ordningen bidrager til bæredygtig udvikling og en mere ligelig fordeling af verdens goder.

de-kaffe, der dyrkes i området. ”Prisen for en 100 pund sæk konventionelt dyrket kaffe er 40-50 dollar, men takket være Fair Trade-ordningen kan vi sælge vores kaffe til 120 dollar per sæk. Men så leverer vi også et økologisk kvalitetsprodukt,” forklarer den 54-årige José Antonio Hernandez, som er medlem af COAPROCL. Takket være de øgede indtægter kan José Antonio nu bygge et ordentligt hus til sin familie, i stedet for den bræddehytte de hidtil har boet i. Desuden kan han sikre sine fire sønner en uddannelse. Ifølge José Antonio er det samme tilfældet for størstedelen af kooperativets øvrige bønder.

En fordobling af indtægterne Vores beretning om Fair Trade-kaffe starter i den lille landsby Sesemil i det vestlige Honduras. En bumpet jordvej skærer sig igennem en række lave, hvidkalkede huse, omgivet af banan- og kokospalmer, og de frodige bjerge er fulde af de kaffeplanter, som er landsbyens vigtigste indtægtsgrundlag. Sesemil er hjemsted for Landsbrugskooperativet af Organiske Producenter i Copán Ltd., COAPROCL, som sælger den Fair Tra-

Kurser banede vejen for Fair Trade Kooperativet blev stiftet i 1999, da en gruppe bønder i Copán-provinsen gik sammen om at dyrke økologisk kaffe til Fair Trademarkedet. Bønderne havde brug for vejledning og opsøgte derfor Den Kristne Organisation for Integreret Udvikling i Honduras, OCDIH. IBIS har i flere år støttet OCDIH’s kurser, der arbejder med udvikling af lokalsamfund og organisationer i Copán-provinsen. Med

06

HONDURAS

TEKST I FOTO

Per Bergholdt Jensen

FAIR TRADE

støtten har IBIS medvirket til en proces, der både mindsker fattigdom og fremmer bæredygtig udvikling i regionen. Kooperativets kaffebønder fik en grundig indføring i økologisk landbrug, organisationsarbejde, regnskab og markedsføring, hvilket muliggjorde deres Fair Trade-aftale. Med OCDIH’s hjælp udviklede de det varemærkeregister, ’Café Guacamaya’, der er opkaldt efter Honduras’ nationalfugl - en stor rød, blå og gul papegøje, som også pryder kaffeposerne. I dag producerer COAPROCL omkring 125 tons Guacamaya-kaffe årligt. Heraf eksporteres 80 procent til Fair Trade-forhandlere i USA og Holland. Resten sælges til turister lokalt. ”Uden OCDIH’s kurser havde dette ikke været muligt,” forklarer José Antonio. Kooperativet har i årenes løb investeret i egne lager- og tørrefaciliteter i Sesemil. De 46 medlemmer dyrker hver deres jordlodder og aflønnes af kooperativet i forhold til, hvor meget kaffe de leverer. COAPROCL vil gerne inddrage flere producenter, for efterspørgslen på øko-kaffen er stigende. FOKUS


José Antonio Hernandez fra COAPROCL

: Fair Trade

Fair Trade er en markedsbaseret social bevægelse, som vil sikre ligeværdige handelsforbindelser, rimelige arbejdsforhold og bæredygtig udvikling i udviklingslande. Ordningen giver markedsadgang for marginaliserede producenter i den (3.) tredje verden og hjælper med at styrke deres kapaciteter.

Fair Trade betyder også økologi For at kooperativets bønder overhovedet kan levere kaffe under Fair Trade aftalen, skal kaffen imidlertid være økologisk. Det er langt mere arbejdskrævende end konventionelt kemisk landbrug, og først efter tre års økologisk drift kan en kaffebonde blive anerkendt som øko-producent. Den strikse kontrol foretages af Bio Latina, som udsteder internationale certifikater i hele Latinamerika. Så uden økologi, ingen Fair Trade. Uden Fair Trade er der omvendt intet incitament til at benytte de omstændelige økologiske metoder. ”Kemikalierne ødelægger og udpiner jorden, så den ikke længere er frugtbar. Efterhånden skal man bruge flere og flere kemikalier for at få det samme udbytte, hvilket både er dyrt og skidt. Men vi økologiske kaffebønder bruger naturlige næringsstoffer. Vi laver gødning af frugtkødet fra kaffebær, kalk, trækul, gær, hønse- og komøg samt æggeskaller. Som svampemidler bruger vi en blanding af chili og kalk,” forklarer José Antonio, mens han stolt fremviser en klase røde kaffebær. Biodiverstet mellem kaffebuskene Udover den økonomiske gevinst, kan bønderne glæde sig over, at deres dyrkningsmetoder forbedrer jorden og beskytter naturen. I de økologiske kaffeplantager findes et frodigt virvar af planter som bananer, madriado-træer, papaja, citrusfrugter, mango, passionsfrugter, chili, sukkerrør, yuca, peber, kanel, bambus og søde kartofler - der både ernærer familierne og giver dem et bredere indtægtsgrundlag. Vegetationen medvirker til at holde på regnvandet og forebygge erosion. Desuden skaber den livsgrundlag for forskellige insekter, fugle og dyr. I modsætning hertil holdes de konventionelle kaffemarker rene for andre planter og sprøjtes med insektgifte. Giften dræber mange små dyr og bryder naturens fødekæde. Men sprøjtegiften har også andre alvorlige konsekvenser. NR. 119 | 2009

”Før i tiden blev jeg meget syg af de sprøjtegifte, vi brugte i kaffemarkerne. Jeg havde migræne, åndenød og synsbesvær. Men efter jeg gik over til økologiske dyrkningsmetoder har jeg ikke haft problemer med helbredet. I min familie spiser vi kun økologisk mad nu,” fortæller José Antonio. Mistroiske bønder For flere kaffebønder i Sesemil er kooperativet med den økologiske papegøje-kaffe og Fair Trade-ordningen dog et nummer for langhåret. ”På trods af fordelene ved den økologiske produktion og Fair Trade, er flere folk i området imod. De er imod naturen, og de foretrækker i stedet kemikalier. De synes, økologiske bønder er frelste. Det kræver meget mere arbejde at fremstille økologisk kaffe end bare at sprøjte gift på alt,” forklarer Don Alfredo Morales, der også er medlem af COAPROCL. Endelig kræver kooperativformen også en del mødeaktivitet for at tage fælles beslutninger, og det er heller ikke populært hos de mere konservative bønder. ”De ikke-organiserede kaffebønder synes, det er spild af tid med møderne i kooperativet. De siger: ’Mens I bruger tiden på møder og på at snakke med journalister, så arbejder vi.’ Men vi ved, at vores kooperativ og vores kaffe får omtale i Europa, og dermed får vi også større opmærksomhed og et større marked,” fortæller Don Alfredo. :

I de rige lande laver Fair Trade-organisationer lobby- og oplysningsarbejde for retfærdige handelsaftaler og en holdningsændring hos forbrugerne. I 2007 blev der købt Fair Tradeprodukter for 3,62 mia. dollar på verdensplan, og markedet er fortsat i hastig vækst. World Fair Trade Organization og Fair Trade Labelling Organizations International (Max Havelaar) er internationale mærkningsordninger, som certificerer Fair Trade produkter fra hele verden. Kontrol foretages for eksempel gennem monitorering og stikprøver.

IBIS og OCDIH

Den Kristne Organisation for Integreret Udvikling i Honduras, OCDIH, blev stiftet i 1993 i Copán-provinsen i det vestlige Honduras. Næsten 40 procent af befolkningen i provinsen er analfabeter. OCDIH satser på at fremme bæredygtigt landbrug med henblik på både fødevaresikkerhed og markedsproduktion. Mange af aktiviteterne er rettet mod regionens oprindelige folk. Siden 2003 har IBIS støttet OCDIH med ca. 750.000 kr. Pengene er gået til at uddanne og styrke civilsamfundet i 23 af Honduras’ fattigste kommuner for at fremme demokratisk og bæredygtig udvikling, miljøarbejdet og politisk fortalervirksomhed.

HONDURAS Tegucigalpa

HONDURAS

FAIR TRADE

07


: Norhaven arbejder i døgndrift for Hele Verden i Skole På trykkeriet Norhaven A/S har 60 medarbejdere været beskæftiget i fire døgn med at trykke bogen LæseRaketten for IBIS. Norhaven donerer trykningen, og IBIS betaler kun for papiret TEKST I FOTO

Gitte Højgaard-Nielsen

Norhaven A/S var i fuld gang med at trykke LæseRaketten, da IBIS besøgte trykkeriet i Viborg i februar. Det tager i alt fire døgn at trykke den gratis læsebog, der udgør en stor del af Hele Verden i Skole-kampagnen. Uden Norhavens trykning af LæseRaketten ville det være umuligt at sende den ud til de mange tusinde elever år efter år. Da vi træder indenfor hos Norhaven A/S, befinder vi os i en stor og rummelig hal. Receptionen summer af liv, og folk hilser pænt på hinanden. På gangene er der paperbacks fra gulv til loft, og der er ingen tvivl om, at de på Norhaven brænder for bøger. Bøgerne er på mange forskellige sprog, og der er alt lige fra kendte svenske kriminalromaner til polske jumbobøger. Vi bliver vist ind i et lokale med et stort vinduesparti, der sørger for udsigt over de store maskiner i en af trykkeriets haller. To medarbejdere er i færd med at manøvrere en rulle papir på størrelse med dem selv hen til trykkermaskinen.

stadig 75 millioner børn i verden, der ikke går i skole, og det vil IBIS gerne være med til at lave om på. Derfor kan skolelærere i Danmark, på Grønland og i Sydslesvig tilmelde deres klasse til Hele Verden i Skole og derved sætte global undervisning på skemaet. LæseRaketten er en del af Hele Verden i Skole-kampagnen, og eleverne får den gratis bog, så de kan læse i den op til eller på LæseRaketdagen 3. april, fredag før påskeferien. I år er 185.177 elever tilmeldt kampagnen, og fokus er IBIS-projektet Den Glade Skole i Mozambique. Den 112 sider lange bog indeholder historier skrevet af kendte børnebogsforfattere og portrætter af mozambikanske børn og Den Glade Skole. I forbindelse med kampagnen kan klasser samle penge ind til Den Glade Skole.

Hele Verden i Skole Hele Verden i Skole er den danske del af kampagnen Global Campaign for Education, der sætter fokus på Dakar-erklæringens løfte om uddannelse til alle inden 2015. I dag er der

Fire dages arbejde Produktionen af LæseRaketten tager fire dage. Selve trykningen af indholdet tager tre døgn, hvor der arbejdes i tre skift pr. døgn, og trykningen af omslaget tager otte timer. På vores rundvisning møder vi mange dedikerede medarbejdere. Trykkerimedarbejder Finn fortæller, at han har arbejdet på Norhaven i 28 år. Han er i gang med at trykke omslaget til de 203.887 eksemplarer af LæseRaketten og er synligt

08

DANMARK

LÆSERAKETTEN

imponeret over, at bøgerne bliver delt gratis ud til så mange skoleelever. Trykkerimedarbejder Alex Kristensen står ved farvetrykmaskinen og forklarer meget kompetent, hvordan indstillingen af farvemætningen foregår, så nuancerne bliver helt rigtige. Maskinen kører på fuldt tryk, og LæseRakettens sider passerer hen over rullerne i en lind strøm. Glimtvis ser man farve og tekst suse forbi og fortsætte ind i foldemaskinen, hvor siderne bliver foldet og samlet i et bundt. Den øredøvende larm vidner om, at de første 32 sider af LæseRaketten er ved at blive trykt. Nørhaven bliver til Norhaven Direktør for Norhaven, Lars Bonderup Bjørn, nævner social ansvarlighed og udvikling af læselyst som årsagen til, at han har valgt at fortsætte samarbejdet med IBIS. Nørhaven gik konkurs, men genopstod som Norhaven, da Lars Bonderup Bjørn købte firmaet for et år siden. ”Vi vil gerne støtte det gode formål. Det er det grundlæggende. Jeg synes, det er et prisværdigt projekt, og jeg kan godt lide, at vi hjælper børn til at læse og til at bevare deres læselyst.” fortæller han og tilføjer: ”Det er jo netop det, vi lever af. At folk kan læse.” : FOKUS


: skoleelever skriver statsministertale

Statsministeren får i april hjælp fra danske skoleelever til at skrive en tale, han kan holde for verdens øvrige statschefer. En tale, der skal minde dem om deres løfte – nemlig at alle børn i verden skal i skole inden år 2015. Over 185.000 skoleelever er i år med i IBIS’ kampagne for at få alle børn i verden i en god skole. ”Hele Verden i Skole” hedder den danske del af en global kampagne, som over 100 lande sidste år deltog i.

Kampagnen forsøger overalt at fastholde politikerne på deres ansvar for at sende børn i skole. I Danmark får eleverne mulighed for at understrege den pointe, når de hjælper statsministeren med at skrive en tale. De bedste taler vil eleverne læse op for inviterede politikere i kampagnens globale aktionsuge i april. På Christiansborg Slotsplads i København står IBIS sammen med elever fra Storkøbenhavn bag et større arrangement onsdag 22. april fra kl. 10-12. Med statsministermasker, børnenes egne taler, rappere og dansere vil børnene give politikerne chancen for at være med til en festlig dag på pladsen foran Christiansborg. :

NR. 119 | 2009

DANMARK

TEKST FOTO

Hanne Selnæs LOTTE ÆRSØE

HELE VERDEN I SKOLE

Elever fra Skovgaardsskolen under sidste års globale aktions uge

Hele Verden i Skole 2009

• Fredag 3. april fyres LæseRaketten af • Den Globale Aktionsuge: uge 17, mandag 20. april til søndag 26. april. • Landsindsamlingen, søndag 26. april. • Politiker for en dag, arrangement på Christians- borg Slotsplads, København 22. april. • Politiker for en dag, arrangement i studenter huset, Aalborg 23. april. • Stop Børnearbejde dag 12. juni.

09


: opgør med kæft, trit og retning Børn skal ikke være bange for deres lærere, men gå glade i skole. Det vil gøre dem til demokratiske medborgere

TEKST I FOTO

Hanne Selnæs

Ingen siger noget, alle kigger bare ned. Stemningen er trykket. Som sædvanlig læser læreren højt af en bog, mens eleverne skriver ned. ”Vi tør ikke stille spørgsmål,” siger Filorsa fra 7. klasse efter timen. For selvom lærerne ikke må slå, er der stadig mange, der gør det. Sådan er hverdagen for eleverne på langt de fleste skoler i Mozambique. Derfor har IBIS opfundet projektet Den Glade Skole. Foreløbig er syv skoler forvandlet til glade skoler, og flere er på vej. Planen er, at der skal være to glade skoler i hvert af de ti distrikter, IBIS arbejder i, i Zambezia-provinsen. En slags model-skoler, som kan vise de andre skoler i området, hvor langt man kan komme med en helt anden type pædagogik og samarbejde med lokalsamfundet.

i Mutala, hvor stemningen er helt anderledes tryg og løssluppen. Timen starter med, at læreren synger, og børnene stemmer i, mens de finder deres pladser ved de overfyldte skolepulte. Da sangen er slut, skal en pige op til tavlen og regne. Imens går den mandlige lærer smilende og tålmodigt omkring mellem pultene. Da pigen endelig når frem til det rigtige resultat, klapper børnene taktfast.

Og det er vitterlig en flok klappende, hvinende og muntre børn, der tager imod os på skolen

Ikke længere bange for lærerne Læreren er også med i skolebestyrelsen, som vi møder lidt senere. Her sidder han side om side med Alcina, som går i 7. klasse på samme skole. Skoleinspektøren, flere andre lærere og 6-7 mødre er også kommet for at fortælle om arbejdet i skolebestyrelsen og de resultater, de har nået. Alcina lægger ud med at fortælle om de ændringer, der er sket på skolen, nu hvor de har været med til at forvandle den til en glad sko-

10

MOZAMBIQUE

DEN GLADE SKOLE

le, og både lærere og skolebestyrelse har været på kursus med IBIS: ”Vi er ikke længere bange for lærerne,” siger Alcina. ”De slår ikke mere og er blevet bedre til at forklare os tingene. I dag har vi det godt sammen, og vi må gerne stille spørgsmål,” siger hun. Tidligere slog lærerne med en pind, når eleverne gjorde noget galt. Men i den glade skole slår lærerne ikke. I stedet sætter de eleverne til at gøre rent på toiletterne eller feje gården, hvis de gør noget galt. Skolebestyrelsen i Mutala har vendt rigtig mange emner, siden IBIS begyndte at arbejde med skolen for nogle år siden. Først satte den skolen i stand, så byggede den huse til lærerne, som før boede i byen flere timer væk. I dag hjælper bestyrelsen også lærerne med deres køkkenhaver, da det sker, at lønnen ikke når frem. Så har lærerne i det mindste noget at

FOKUS


Alcina fra 7. klasse på Mutala skolen sidder i skolens bestyrelse.

MOZAMBIQUE

Zambezia

Maputo

spise, mens de venter på deres løn. ”Tidligere var der altid piger, som blev gravide her i skolen. Det sker ikke længere. For nu har vi gjort lærerne klart, at vi ikke tillader, at de har et seksuelt forhold til eleverne,” siger en af mødrene. For hende er det den største og vigtigste ændring, samarbejdet har medført.

Visionen for Den Glade Skole i Mozambique er, at skolen bliver et sted, hvor: • • • • • • • • • • •

eleverne elsker at komme elever ikke er bange for at tage ordet eleverne ikke frygter at blive straffet fysisk eller verbalt der ikke er korruption, men hvor lærerne får deres løn, og bøgerne når frem til eleverne lærere ser eleverne som mennesker med forskellige oplevelser og viden lærere bruger deres erfaring til at få nye ideer, der gør undervisningen spændende piger bliver behandlet på lige fod med drenge alle drenge og piger afslutter 7. klasse elever er stolte af at kunne læse og skrive på deres modersmål elever lærer at tænke selvstændigt og ikke bare at repetere viden elever deltager aktivt i undervisningen

Spydspids for demokratiet ”Den Glade Skole handler ikke kun om at gøre skolen til et rart, trygt og lærerigt sted at komme, hvor børnene lærer at læse og skrive. Når

vi siger, at skolen kan blive spydspids for demokratiet, så er det fordi, at der gennem samarbejdet i skolebestyrelsen opstår en dialog mellem civilsamfundet og de lokale myndigheder og autoriteter, som ikke er set tidligere,” forklarer Costa Daniel, leder af IBIS’ uddannelsesprogram i Mozambique. Costa Daniel lægger dog ikke skjul på, at ændringerne tager tid. Særlig modsætter ældre lærere, som måske har brugt den samme undervisningsform i 30 år, sig de nye pædagogiske metoder, som Den Glade Skole forsøger at introducere. ”De ældre læreres modvilje er den største udfordring for projektet,” siger Costa Daniel. ”De yngre undervisere er langt mere parate til forandring. Derfor skal metoderne også ind på lærerseminarierne, samtidig med at vi bliver ved med at arbejde med lærerne på skolerne. Lærerne er nøglen til børnenes syn på uddannelse. Som rollemodeller smitter deres værdier og måde at være på af på eleverne,” slutter han. :

NR. 119 | 2009

MOZAMBIQUE

Men skolebestyrelsens arbejde stopper ikke på selve skolen. I Mutala er der 72 forældreløse børn, som skolebestyrelsen tager sig af. De samler ind til børnene i lokalsamfundet og lærer dem at sy og væve. De sjaler og det tøj, børnene producerer, bliver så solgt, og pengene går til børnene, som også får hjælp, hvis de bliver syge.

DEN GLADE SKOLE

Skolegang i Zambezia-provinsen, hvor IBIS arbejder med uddannelse • • • • • •

48 procent af lærerne har ingen uddannelse Læreruddannelsen varer kun et år Der er i gennemsnit 74 elever til hver lærer Mange elever taler ikke samme sprog som lærerne, der underviser. I Mozambique er det officielle sprog portugisisk.De fleste børn taler lokale sprog hjemme. Under halvdelen af drengene og kun hver tredje pige består 5. klasse 34 procent af alle børn mellem 7og 18 år går slet ikke i skole

Når danske skoleelever samler ind til Den Glade Skole i forbindelse med forårets kampagne Hele Verden i Skole, kan IBIS være med til at omdanne endnu flere skoler i Mozambique til glade skoler. Du kan også støtte projektet. Se mere på bagsiden af dette nummer af IBIS-fokus.

11


Mette Müller • • • • • •

31 år, gift og mor til to Arbejder som international konsulent for Dansk Ungdoms fællesråd (DUF) Har læst pædagogik og udviklingsstudier på RUC Fra 2001 til 2004 arbejdede Mette i Mozambique – dels som frivillig i et ungdoms- parti og dels som ansat i IBIS Valgt ind i IBIS’ styrelse i 2004 Valgt som forkvinde for IBIS i 2008

: forkvinde med fokus på de unge Det er de unges situation, de politiske udfordringer og det resultatorienterede programarbejde, der motiverer Mette Müller, 31 år og IBIS’ forkvinde TEKST I FOTO

Jesper Guhle Mogensen

Som international konsulent med særlig fokus på udviklingsprojekter i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har Mette et godt kendskab til de unges situation i de fattigste lande, og hun har været aktiv i IBIS siden 2001 – først som frivillig, derefter som ansat og gennem de sidste fire år som medlem af Styrelsen. Siden november 2008 har hun været politisk valgt leder af IBIS. ”Min rolle som forkvinde er tæt forbundet med Styrelsens rolle. Styrelsen er bindeleddet mellem medlemmerne og de ansatte, og som forkvinde står jeg til regnskab over for medlemmerne i forhold til det arbejdsprogram, der er vedtaget på generalforsamlingen,” fortæller Mette Müller. ”I styrelsen handler det om værdier, visioner, strategier og vores fokusområder - i modsætning til sekretariatet, der mere beskæftiger sig med sagsbehandling og detailstyring. Og det er også min opgave som forkvinde at sørge for, at Styrelsen holder sig på det niveau, og at vi ikke blander os i detailstyringen.”

tovholder og nytænker. ”IBIS er mere end 40 år gammel og kæmper for nogle idealer og nogle visioner, som jeg er enig i. Min vision er først og fremmest, at IBIS skal fortsætte sit gode arbejde. Men hvordan overlever vi som organisation i dagens politiske virkelighed – i Danmark og i de lande, vi arbejder i? Her er udfordringen at finde sammenhængen mellem på den ene side at nytænke og udvikle organisationen og på den anden side at finde midler til at udføre arbejdet,” understreger hun.

Selverklæret pragmatiker Som forkvinde er Mette Müller selverklæret pragmatiker og ser sig selv i feltet mellem

”Kravet om egenfinansiering fra regeringen ramte IBIS hårdt, fordi det gik fra nul til ti procent på kun to år. Det er meget at skulle leve op til, hvis man er vant til, at kun ca. to procent af vores finansiering kommer fra private midler. Samtidig er IBIS stadig ikke særlig kendt. Indtil for seks-syv år siden var det ikke en del af IBIS’ arbejdsområde at skulle profilere sig selv, have mange medlemmer eller være kendt i den danske befolkning. Og det har været en stor udfordring. Men vi er efterhånden kommet langt, siden vi begyndte at arbejde med den private fundraising. Vi prøver hele tiden nye ting af, og vi har været gode til at spille på flere heste: Gaver der Gavner, samarbejde med private firmaer, Hele Verden i Skole, samarbejde med andre NGO’er osv.”

12

DANMARK

STYRELSEN

Intet hurtigt fix ”Det store problem er, at der ikke er noget hurtigt fix, der er ikke én ide, der gør, at den private fundraising er reddet. Vi er ikke Red Barnet eller Røde Kors, vi arbejder ikke med nødhjælp, og arbejdet med civilsamfundet og lokal demokrati er sværere at formidle. Vi har vedtaget en rigtig god fundraisingstrategi, og der er hele tiden nye ideer og nye initiativer, der skaber penge, men det tager nogle år, før den private fundraising bare kører rundt.” Selvom kampen for at imødekomme regeringens krav om egenfinansiering fylder meget, så er der også plads til visioner, og her er det tydeligvis de unges sag, der optager Mette Müller. ”Uddannelse er IBIS’ kerneområde, og vi går en spændende tid i møde. Det er for eksempel interessant, at antallet af børn, der kommer i skole på verdensplan, er stigende. IBIS arbejder meget med kvalitet i undervisningen i vores projekter i Afrika og Latinamerika og gør det rigtig godt. Men et andet spændende område, som IBIS vil arbejde mere med fremover, er de unges situation, når det primære skoleforløb er slut. Hvis der kommer så mange flere i skole, og hvis vi formår at løfte kvaliteten af uddannelsen, så må vi også se på deres muligheder bagefter. Det kunne for eksempel være et sekundært uddannelsestilbud. Det er et område, som IBIS vil fokusere mere på fremover,” afslutter Mette Müller. : FOKUS


På besøg hos Toms

Fra venstre: Birgit Hansen, Dorthe Nielsen og Maria Kristiansen har sammen udviklet materialet og aktiviteterne, der møder eleverne hos Toms.

Før besøget: • Eleverne forbereder sig med opgaver, der ligger på www.toms.dk Under besøget: • Film om Toms’ historie og de ghanesiske kakaoproduktioner • Ghanesisk sanseudstilling • Rundvisning på Toms’ fabrik • Smagsprøver og udlevering af bog om Ghana Efter besøget: • Eleverne arbejder med bogen og opgaver fra www.toms.dk

: et glimt af Ghana hos Toms Når skoleelever efter sommerferien kommer på virksomhedsbesøg på chokoladefabrikken Toms i Ballerup, vil de nu kunne opleve et glimt af Ghana. IBIS er med til at gøre besøget til en lærerig oplevelse TEKST FOTO

Anne-Sofie Majlund LOTTE ÆRSØE, DORTHE NIELSEN

Før kom skoleelever mest til Toms chokoladefabrik for de gratis smagsprøver. Et nyt samarbejde med IBIS fylder dybere indhold på besøget. Rundvisning på fabrikken indgår stadig som en del af besøget, men den gamle film og de hvide vægge er erstattet med en ny udstilling, nye spændende filmindslag og læsestof til eftertanke. Samarbejdet omkring virksomhedsbesøget er kommet i stand, fordi IBIS og Toms gennem flere år har arbejdet sammen for at forbedre skolegangen for børn af kakaobønder i Ghana.

samle historier til undervisningsmaterialet for Toms. ”Vi har planlagt en lille sanseudstilling, hvor eleverne kan få lov til at se, røre og bruge forskellige genstande fra Ghana. Vi har også lavet en bog, som børnene kan tage med tilbage på skolen og bruge i undervisningen, med historier om børn, unge og voksne fra Ghana. Og så vil de selvfølgelig stadig få en rundvisning på fabrikken,” siger Dorthe Nielsen.

Dorthe Nielsen, uddannet skolelærer og frivillig for IBIS, var i januar i Ghana for at ind-

Global undervisning IBIS og Toms forsøger med virksomhedsbesøget at bidrage til global undervisning i danske folkeskoler. Virksomhedsbesøget sætter fokus på, at de valg, danske børn træffer, har betydning for andre et andet sted i verden.

En af de fortællinger, man kan læse i bogen, handler om den 13-årige Ibrahim fra Sankore i Ghana. Ibrahim er søn af en kakaobonde, der ikke selv har haft mulighed for at gå i skole. Han går i en af de skoler, Toms og IBIS samarbejder med. Hans dag begynder tidligt fra morgenstunden med at hente vand fra brønden en halv time væk fra, hvor han bor. Så begiver han sig ud på en længere vandretur til skolen, hvor han skal møde klokken halv syv for at være med til at gøre rent på skolen.

Efter skole hjælper han sin far i kakao-bruget, hvor han luger mellem træerne - et fysisk krævende arbejde for en 13-årig. Der skal hentes vand igen. Ibrahim når lige hjem til et måltid mad ved aftenstid, hvorefter den står på lektielæsning og så i seng. Sådan forløber de fleste af Ibrahims dage. Der er ikke meget tid til sjov og ballade, men han mener selv, at han er heldig og er meget glad for, at han har mulighed for at gå i skole. Når han bliver stor, er hans drøm enten at blive politiker eller sanger.

NR. 119 | 2009

DANMARK

GLOBAL UNDERVISNING

”Det er vigtigt, at danske børn ved, hvor tingene kommer fra. Det kan rent faktisk være børn i Ghana, der plukker de kakaofrugter, der senere bliver til den chokolade, børnene putter i munden,” siger Dorthe Nielsen. Besøget hos Toms vil også gøre danske børn opmærksomme på, at skolegang for mange børn er den eneste vej ud af fattigdom. I den bog, skoleelever får udleveret på Toms, følger man ghanesiske børn, unge og voksne fra kakaoområderne i deres ønske om både at tjene penge og gå i skole. ”Børnene i Ghana mener selv, de er meget heldige, når de går i skole, mens mange børn herhjemme synes, at det bare er dødkedeligt. Så undervisningsmaterialet kan give danske skolebørn et andet perspektiv på skolegang og uddannelse,” fortæller Dorthe Nielsen. :

13


Vær med til det næste forrygende IBIS-arrangement i din by. Vær med til at lave filmfestivaler og andre events. Kontakt en frivilligkoordinator nær dig!

Aalborg

Peter Rasmussen: aalborg@ibis.dk

København

Sigrid Lauenborg Dahl: sld@ibis.dk Ane Havskov Kirk: ahk@ibis.dk

Århus

Christian Hallum: ch@ibis.dk Pia Beltoft: pbe@ibis.dk Vil du i praktik hos IBIS kan du finde praktik-opslagene på: ibis.dk/praktik

: Faglighed og aktivisme Det handler om de større perspektiver, at gøre noget ved verdens ulighed – og om at få sin egen faglighed og kompetencer i spil. Sara Skovgaard begyndte som frivillig i IBIS’ Afrika-gruppe sidste år og er i dag i praktik hos IBIS’ uddannelsesteam TEKST FOTO

Ane Havskov Kirk LOTTE ÆRSØE

”Jeg vil gerne bruge min tid på noget, som er vigtigt i et større perspektiv, samtidig med at det er sjovt og spændende, og det synes jeg, at udviklingsarbejde er. Valget er faldet på IBIS, fordi det er den u-landsorganisation, jeg synes reflekterer min pædagogisk faglige interesse bedst,” fortæller Sara Skovgaard. Hun læser til dagligt pædagogik på Københavns Universitetog er i praktik i 6 måneder på IBIS’ kontor i København. Hun understreger, at det var muligheden for at kombinere sit frivillige engagement i IBIS med fagligt indhold, der var grunden til, at hun valgte også at søge praktik hos IBIS. Sara uddyber: ”Jeg synes, der er mulighed for at arbejde med nogle områder, som supplerer mit studie rigtig godt. Udover den faglige kobling, så er det også vigtigt for mig at få et indblik i, hvordan man kan arbejde med pædagogik og udviklingsarbejde i den ’virkelige verden’ og gøre nogle konkrete erfaringer.”

spændende opgaver, men også en del praktiske arbejdsopgaver,” forklarer Sara. Til forskel fra at være frivillig synes hun, at praktikken giver mulighed for at komme tættere på organisationen og en kontinuitet og fordybelse, fordi hun kan arbejde med et område på fuld tid. ”IBIS forpligter sig på, at jeg som praktikant får fagligt relevante udfordringer,” siger Sara. På længere sigt er det også givende at engagere sig i en u-landsorganisation som IBIS, mener Sara og uddyber: ”Et praktikophold hos IBIS giver mig først og fremmest noget praktisk erfaring med at arbejde i en u-landsorganisation og en mulighed for at finde ud af, om de forventninger, jeg har til feltet, ser ud til at holde stik. Da jeg på sigt gerne vil arbejde ’rigtigt’ i denne her branche, er det også en god måde at få både indblik i arbejdsområder og i højere grad finde ud af, hvilke kompetencer der er relevante – og så er det jo også godt for mit CV.”

Spændende opgaver og et godt CV ”At være i praktik på IBIS giver et godt indblik i de opgaver, de ansatte beskæftiger sig med. Der er både en masse faglige, komplicerede og

Fra frivillig til praktikant Som frivillig var Sara blandt andet med til at planlægge og gennemføre den store markering af international dag mod børnearbejde 12. juni sidste år på Københavns rådhusplads og med i forberedelserne af foredrag for læ-

14

DANMARK

PRAKTIK

rerstuderende om ’Education in Emergencies’ i Sierra Leone. ”Jeg lærte især noget om formidling og virkemidler, og at det kræver en del gennemtænkning af detaljer, før arrangementet bliver lige så fedt, som det var tiltænkt.” I en periode var jeg frivillig på IBIS-kontoret i København en dag om ugen. Min opgave var at danne et overblik over IBIS’ erfaringer med ’Education in Emergencies’-projekter i Afrika og en beskrivelse af, hvad der ser ud til at virke og ikke virke, til brug for opstart af nye projekter. Det er en lidt anderledes måde at være frivillig på, og jeg fik mulighed for at kombinere mit studie med det frivillige arbejde.” Noget må gøres! Man får mange gode oplevelser og erfaringer, når man arbejder frivilligt i IBIS, både som frivillig og som praktikant: ”Det er super fedt at mødes med en masse andre, som også synes, at verdens ulighed er noget møg, og at noget må gøres! Her er mange frivillige, der har været i det her miljø rigtig længe, og jeg lærer ikke kun en masse om forskellige problematikker i u-landsarbejdet. Men også om, hvordan man kan sætte fokus på dem og lave sjove, spændende og også seriøse arrangementer.” : FOKUS


: 2 millioner kr. til pigers skolegang i Afrika Årets Danmarks Indsamling giver IBIS over 2 millioner kr., som går til uddannelse af piger i Sierra Leone, Liberia og Mozambique Hanne Selnæs BJARNE BERGIUS HERMANSEN

mindst donationer og bidrag fra danske virksomheder, seere og lyttere, var med til at få beløbet op over sidste års rekord.

Danmarks Indsamlingen slog igen i år ny rekord. Da maraton-indsamlingsshowet på Danmarks Radio var forbi, lørdag 24. januar, kunne tv-værterne fortælle, at der var kommet 72 millioner kr. i kassen. Dermed var den hidtidige rekord på 66 millioner kr. i 2008 slået med flere banelængder. Trods finanskrise. Lotterier om biler, hoppende skolebørn, salg af særlige smykker, auktioner på lauritz.dk, opfindsomme efterskole-indsamlinger, og ikke

IBIS har øremærket organisationens andel til uddannelse af piger i Afrika, som alt for ofte ikke får adgang til den skolegang, der kan få dem ud af undertrykkelse og fattigdom. I Mozambique, Liberia og Sierra Leone går pengene derfor til projekter, som har fokus på netop pigerne. I alt står 12 danske udviklings- og nødhjælpsorganisationer og Danmarks Radio bag Danmarks Indsamlingen. Pengene bliver fordelt mellem organisationerne efter en

NR. 119 | 2009

DANMARK

TEKST FOTO

TV-INDSAMLING

særlig fordelingsnøgle. Det er andet år i træk, at IBIS er med i indsamlingen. I starten af januar stod IBIS for en pressetur til Sierra Leone for danske journalister. Her kunne de med egne øjne se, hvad pengene fra sidste år er blevet brugt til, og hvorfor der fortsat er behov for, at danskere giver penge til udvikling af landet. I ugen, hvor indsamlingen kulminerede, var der derfor masser af historier fra Sierra Leone i Danmarks Radios programmer: P1Morgen, P3, Aftenshowet og TV-Avisen. Også dagbladet Politiken producerede et stort tema på nettet med artikler, foto og tv-indslag. Find historierne på politiken.dk og dr.dk. :

15


AL HENVENDELSE TIL

Afsenderadresse: IBIS

Nørrebrogade 68 B 2200 København N id:46452 UDGIVERADRESSERET MASKINEL magasinpost

Støt Den Glade Skole i Mozambique på sms

Vær med til at sende flere børn i Den Glade Skole i Mozambique. Send en sms med teksten gladskole til 1220 og støt med 50 kr. Det koster alm. sms takst og kan ikke fortrydes. Du kan også støtte ved at benytte indbetalingskortet her på siden. Tak for din støtte.


IBIS Fokus 119