Issuu on Google+

IBIS

Uddannelse skaber udvikling

september 2008

Ghana 2008

: kande på vej mod nye horisonter Hun er en af de første i sin landsby, der går i skole og lærer at læse Læs mere side 10

nr. 117


: IBIS’generalforsamling Kom til IBIS’ generalforsamling 2008 Lørdag 1. november 2008 inviterer IBIS til den årlige generalforsamling på Frøbelseminaret i København. Generalforsamlingen er åben for alle medlemmer. Kom og mød andre engagerede mennesker, der støtter de fattiges kamp for et bedre liv i udviklingslandene, og få et indblik i organisationen IBIS samt de problemstillinger, der præger den udviklingspolitiske dagsorden. Hør om året, der gik, og deltag i debatten om planerne for fremtiden. IBIS’ årsregnskab for 2007 og budgettet for 2009 vil blive fremlagt, arbejdsprogrammet for de næste par år debatteres og nye styrelsesmedlemmer vælges. Derudover kan du deltage i en række workshops om forskellige udviklingspolitiske problemstillinger. I år sætter vi særligt fokus på diamanter og andre naturressourcers indflydelse på borgerkrige og udvikling, og vi har inviteret Natalie Ashworth fra organisationen Global Witness

til at fortælle om deres arbejde med at kaste lys på netop forholdet mellem udvinding af naturressourcer og konflikter i Vestafrika. Stil op til IBIS’ Styrelse Generalforsamlingen skal vælge nye styrelsesmedlemmer. Styrelsen er ansvarlig for IBIS’ politik, økonomi og de overordnede retningslinjer for organisationen. Medlemmerne af Styrelsen spiller dermed en helt central rolle i udviklingen af IBIS. Vi opfordrer alle medlemmer med interesse for udviklingspolitik og lyst til at præge IBIS’ fremtid til at opstille. Medlemmerne til Styrelsen vælges for en toårig periode. Opstilling kan ske mundtligt på selve dagen. Efter dagsprogrammet vil der være middag og fest hos IBIS på Nørrebrogade 68B, 2200 København N. Det koster 150 kr. for både frokost og middag. Frokosten alene koster 40 kr. For mere information og tilmelding - se www.ibis.dk/generalforsamling. Her vil du også finde relevant information og evt. skriftlige kandidaturer.

Generalforsamlingen 2008 finder sted lørdag 1. november fra kl. 9.00 til 18.00 på Frøbelseminaret, Grundtvigsvej 11, 1864 Frederiksberg C. ibis-fokus udgives af Ibis Redaktion på dette nummer: : Lotte Ærsøe, redaktør (ansvarlig) : lae@ibis.dk : Hanne Selnæs, Journalist : hs@ibis.dk : Per Bergholdt Jensen : pbj@ibisca.org Info-rådgiver i Mellemamerika : Toke Nyborg : token@ibisurg.org Info-rådgiver i Sydamerika Forsidefoto: Hanne Selnæs Layout: ls/Mediefabrikken Tryk: Arco Grafisk Oplag: 12.000 ISSN: 1901-9211 © IBIS 2008

IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBIS-­fokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgiverens holdning.

Ibis arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.

Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Bladet er gratis for medlemmer og bidragydere, og sendes desuden gratis til udvalgte institutioner og samarbejdspartnere.

Ibis er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation.

Redaktionens adresse: IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 2.sal 2200 København N tlf. 35 35 87 88 fax 35 35 06 96 e-mail: lae@ibis.dk Adresseændring, bestilling og afmelding af abonnement hos Ibis, gerne på mail: ms@ibis.dk Næste nummer udkommer november 2008

Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika. Vi har godt 25 udsendte rådgivere og støtter mere end 200 udviklingsprojekter i 13 lande. IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida.


: er der mening med galskaben? Svindel med u-landspenge har været til kritisk debat i pressen på det sidste. Mens vi i Danmark snakker om mere kontrol, snakker eksperterne om mere ejerskab til u-landene. Giver det mening? For nylig satte et internationalt topmøde i Ghana spot på, hvordan penge til u-landsbistand bruges så effektivt som muligt

TEKST foto

VAGN BERTHELSEN GENERALSEKRETÆR I IBIS thorkil G. nielsen og hanne selnæs

’Massiv svindel med danske u-landspenge’ har været overskriften på en nylig debat om dansk u-landsbistand. Debatten efterlader indtrykket af en omfattende svindel med bistandsmidler, og at ministeren har søgt at skjule svindlen. Trecifrede millionbeløb har været nævnt. Fra Christiansborg kræver partier fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten kulegravning og redegørelser. Spørgsmålet melder sig, om det nu igen er den naive godhedsindustri, som bliver snydt, så vandet driver. En sandsynlig konklusion vil være, at vi skal have mere kontrol. Interessant nok mødtes de rige donorlande den 2. september i Ghanas hovedstad Accra til et internationalt topmøde for at diskutere, hvordan vi kan bruge u-landspengene bedre og mere effektivt. Indgangen til debatten er ikke ’mere kontrol’, men snarere ’mere ejerskab til u-landene’, da topmødet tog temperaturen på ’Paris-erklæringen’, som donor- og modtagerlande vedtog for tre år siden.

indføre deres egne systemer og administration, men anvende modtagerlandets systemer, og der skal sikres gensidig ansvarlighed og gennemsigtighed. En spændende dagsorden for at sikre en optimal udnyttelse af bistandsmidlerne. Det er ikke lykkedes at få danske medier til at beskæftige sig med emnet. Trods talrige forsøg er det magre resultat to indslag på P1, hvorimod afdækningen af svindel har været tophistorie i flere medier i en uges tid. Det er fint, at u-landsbistanden belyses kritisk, men forstemmende, at debatten ikke løftes op over skandale-niveauet. Støtter donorerne demokratiet? Det lyder paradoksalt, at vi i Danmark kræver mere kontrol, mens u-landseksperterne kræver mere ejerskab til u-landene. Der er for få Mandela’er og for mange Mugabe’r i Afrika, vil mange synes, og det er ikke lige den form for ejerskab, vi ønsker. U-landene er lige så forskellige hinanden imellem, som landene i Europa er det. I en del lande er demokratiet velkonsolideret, man kan have tillid til system og ledelse, og der er basis for en fælles indsats for at bekæmpe fattigdommen. I andre lande må indsatsen tilrettelægges på trods af det siddende styre, men man finder tit gode og pålidelige folk på andre niveauer.

Erklæringen har som målsætning at opnå bedre resultater. Ned med omkostninger til administration og kontrol, mindre spild og flere penge direkte til formålet. For at det sker, skal u-landene tage mere ejerskab, donorer skal harmonisere deres arbejde og ikke

Angola er et eksempel på et sådant land: Landet er plaget af en omfattende korruption, som eliten med regering og præsident står i spidsen for. Alligevel har vi som u-landsorganisation oplevet, at der på provinsniveau og nedefter har været masser af seriøst engagerede folk, både i stat og kommune og hos de private organisationer, og at det har væ-

NR. 117 | 2008

GLOBAL

UDVIKLINGSBISTAND

ret muligt at arbejde effektivt og til gavn for de fattige. Støtte til god regeringsførelse Generelt har fattige lande dårligere kapacitet og systemer, end det vi kender fra Danmark. Det er sådan set derfor, vi er der. Vi skal hjælpe med at opbygge det, man i bistandsjargonen kalder god regeringsførelse, herunder uafhængige domstole, demokrati og en fri presse. Vi kan ikke støtte opbygningen af demokratier, hvis vi samtidig vil styre udviklingen fuldstændigt. Vi kender alle det politiske spil i Danmark og ved, at der skal tages hensyn til forskellige interesser. Det er afgørende, hvem der har flertallet, og der tages beslutninger, som ikke nødvendigvis er rationelle, men som netop er resultatet af en politisk proces. Hvis vi alvorligt tror på demokrati som en forudsætning for en bæredygtig udvikling, må det lokale demokrati styrkes, og vi må give slip på mange af vores betingelser. Mange u-lande har formelt set demokrati. Men mange valgte regeringer betragter demokrati som en begivenhed, der finder sted hvert fjerde år og ikke som en proces, hvor sager løbende diskuteres kritisk, med og uden faglig indsigt. I Danmark har vi en velfungerende skov af organisationer, som bidrager til at sætte en dagsorden og kvalificere debatten, og vi har en fri presse og en opposition, som kan sætte et kritisk spot på den siddende regering, på forvaltning i stat og kommuner og på det private erhvervsliv. Det fungerer ikke perfekt i Danmark, og det fungerer klart ringere i de fleste u-lande. Demokratierne er endnu svagt funderede, og der er navnlig brug for at styrke den rolle, som parlament, civilsamfund og presse kan spille. Magt korrumperer som bekendt. 03


← Medierne har en vigtig rolle at spille i debatten omkring ejerskab af udviklingsbistanden. Både i donorlandene og i modtagerlandene.

→ Salamatu Mammie Sulemana bagerst til højre, møder sine vælgere under valgkampen i Ghana 2006, hun gik blandt andet på valg for at ville give borgerne mere indsigt i udviklingen af deres område.

Rapportering tapper resourcer Mere ejerskab til u-landene skal også modvirke, at donorerne hver især forfølger så mange forskellige mærkesager, at det bliver umuligt at sikre en rød tråd og en sammenhængende politik. For eksempel har Uganda over de sidste tre år indgået 684 aftaler om bistand fra 40 forskellige donorer. Den enkelte aftale eller mærkesag er ofte, isoleret set, fornuftig. Men der er for mange af dem, og det er svært for u-landene at skaffe penge til vigtige områder, som ikke står højt på den aktuelle dagsorden. Nogle gange stiller donorerne desuden krav, som er uforenelige, som når USA kræver, at aids bekæmpes ved seksuel afholdenhed og derfor kræver kampagner for brug af prævention stoppet. Mens Danmark og andre donorer (heldigvis) fastholder prævention som afgørende i bekæmpelsen af aids.

mange medarbejdere. Donorernes penge er i mange lande så vigtige, at andre presserende opgaver skubbes til side for at opfylde donorernes krav. Derfor er det nødvendigt, at donorerne og modtagerlandet samordner indsatsen og prioriteringerne. Grundlaget skal være en nationalt vedtaget og prioriteret plan for fattigdomsbekæmpelse, som donorerne kan bidrage til at gennemføre.

De mange aftaler er også problematiske, fordi det tapper sparsomme ressourcer fra ministerierne. Den enkelte donoraftale er oftest forberedt af konsulenter og fagfolk, og det løbende arbejde overvåges og styres på tilsvarende vis. Det kræver en løbende dialog, der sammenlagt lægger beslag på alt for

Kontrol er vigtig Det er vigtigt, at u-landspengene går til formålet, og kontrol er vigtigt. Men en revisor på hvert gadehjørne koster mange penge, og hvis resultatet af den danske debat bliver mere dansk kontrol, er det spild af penge. Pariserklæringen bygger blandt andet på en konstatering af, at alt for mange penge anvendes til parallel kontrol og administration fra donorside. Det er ikke kun danske skatteydere, som ønsker, at pengene skal gå til formålet. Det gør de norske, svenske, hollandske, tyske skatteydere også, og i mange år har det betydet et overvældende stort antal kontrollanter. Paris-erklæringen har som ideal mindre individuel (dansk) kontrol, men en stærk fælles kontrol.

04

global

udviklingsbistand

Debatten om svindel med u-landspenge bliver ofte meget sort-hvid. ’De sorte er korrupte, og de hvide er ærlige’, for nu at sætte en ikke-udtalt præmis på spidsen. Set fra mange u-landes perspektiv ser billedet noget mere nuanceret ud. I de seneste år fremstår USA’s opførsel i Irak som et skræmmende og veldokumenteret eksempel på, hvordan man fra allerhøjeste sted fremmer nepotisme og tillader et omfattende misbrug af bistandsmidler. Der er desværre mange andre eksempler på, at u-landsbistand bliver misbrugt af donorerne selv, også selv om der ikke er tale om svindel. ’Bunden bistand’ betød, at modtagerlandet modtog produkter fra de rige lande, som de ikke selv havde ønsket. I mange år opgjorde donorlande- også Danmark såmænd hvor stor en del af bistanden, som ’kom igen’ i form af leverancer. Det er der ikke noget galt i, forudsat at leverancen repræsenterer det bedste produkt på markedet til en rimelig pris, og at produktet passer ind i modtagerlandets systemer. Det har desværre sjældent været afgørende. Det har for donorer handlet om at få overskudslagre afviklet, holde liv i trængte industrier og sikre fodfæste på et nyt marked. Det er et af Paris-erklæringens FOKUS


mål at gøre op med denne praksis, men lande som Japan og USA stritter imod. Teknisk personalebistand er et andet dominerende donorkrav. Mange donorlande kræver fortsat, at det er egne eksperter, som ansættes. Der er god brug for en del af disse eksperter, som er velkvalificerede, hårdtarbejdende og ærlige. Men de kan være meget dyre, og en stor del af dem kunne fint erstattes med national eller regional ekspertise. Op imod 40 procent af u-landsmidlerne går til teknisk bistand, og det tal er oplagt alt for højt.

gør 0,04 procent af den samlede omsætning. Skandale? Det er vist, som man tager det. En revisor har anklaget den lokale revision for at være korrupt og har sagt, at det reelle tab er langt større. Det er et stort problem, hvis det er rigtigt, men det flytter unægtelig fokus fra godhedsindustrien og over på det private erhvervslivs moral og etik. Som bistandsaktører er vi underlagt forskellige krav, og det betyder, at danske NGO’er som IBIS skal anvende nationale revisionsfirmaer, som er datterselskaber af internationalt anerkendte revisionsfirmaer med hovedsæde i Europa og USA. Det er herfra, der skal tages fat, hvis der er noget om snakken.

Skandalens størrelse ’Er det godt nok?’ spurgte en journalist mig om den omtalte misbrug af danske u-landspenge. Svaret er klart, at vi altid skal stræbe efter at gøre det bedre. Og da vi på TV2 hørte, at der er svindel for et trecifret millionbeløb, så lød det slemt. Men konkret: Der er rapporteret for 180 mio. kroner over fire år. Ifølge Udenrigsministeriet udgør tabet 20 mio. kroner, fordi sagerne rapporteres til Rigsrevisionen, mens de stadig efterforskes, og fordi en del penge tilbagebetales. Den danske bistand over fire år udgør 50 mia. kroner. Det betyder, at tabet i u-landspenge ud-

Danmark er et af de mindst svindel-plagede lande i verden. Alligevel er sort arbejde et nationaltræk, som daværende statsminister Poul Schlüter bemærkede. Også når vi køber ind, er den gal. Alene Dansk Supermarked regner med et årligt ’svind’ på 500 mio. kroner. Så lad os ikke gøre os bedre, end vi er. Der er uærlige mennesker både i Afrika og i Europa, og heldigvis er det store flertal begge steder ærlige. Man kan undre sig over, at det ikke er værre i Afrika, når man tænker på, hvor man-

NR. 117 | 2008

global

udviklingsbistand

ge mennesker i den del af verden, der kun lige netop overlever. Topmødet kan gøre en forskel Svindel og korruption i Europa skal ikke fungere som undskyldning for svindel og korruption i Afrika. Vi skal have mest muligt ud af u-landsmidlerne, og topmødet i Ghana havde fokus på netop det. Udviklingsbistanden skal måles på, hvor mange børn vi får i skole, hvor effektivt vi bekæmper aids og andre sygdomme, og hvordan vi gradvist hjælper u-landene til selv at have kontrol med og ansvar for dette arbejde. Topmødet var et skridt i den rigtige retning: Mere fælles kontrol og mindre individuel kontrol. Flere fælles programmer og bedre samordning af donorindsatsen. Bedre gennemsigtighed med administrationen af bistandsmidler. En stærkere parlamentarisk kontrol, både i ulande og i-lande. Og ikke mindst en styrket rolle for organisationer og civilsamfund, som kan være vagthund og sikre åbenhed og debat. : Artiklen er bragt som kronik i dagbladet Politiken, 2 september 2008. 05


Mange steder i Mozambique er skolebestyrelserne svage. På Mutala Grundskole er det skolebestyrelsen, der sætter dagsordenen og får tingene til at ske

: skolebestyrelsen som skolens rygrad TEKST | FOTO

Elsebeth aller

Ved første øjekast er det svært at forestille sig den lille, lidt vindtørre ældre herre som en kilde til kraft og konstruktive løsninger. Men man skal ikke tage fejl af Ernesto Naconta. Han er, sin alder til trods, en mand med en stor mission. Og han har både viddet og energien til at fuldende den. Formanden fører ordet Vi er på besøg på grundskolen i Mutala uden for Alto Moloque i Zambezia-provinsen. De faktuelle oplysninger om skolen leverer Benjamin Estevao, der er skolens leder: ”Vi har cirka 1.200 elever i 1. til 7. klasse. Skolen har 14 lærere, hvoraf desværre kun en er kvinde. Skolen ligger cirka 70 km fra byen Alto Moloque, der huser distriktets eneste overbygningsskole.” Under resten af interviewet er det skolens formand, Ernesto Naconta, der fører ordet.

06

For han er den gennemgående figur i skolens historie. Ledere kan skiftes ud, når myndighederne har lyst, men ikke skolebestyrelsens formand - han er valgt af forældrene. Sammen går vi rundt på skolen. De tre bygninger fortæller hver sin historie. I midten står en stor, hvid bygning, som blev opført af portugiserne i kolonitiden. Til venstre står en anden, nyere murstensbygning, som UNICEF byggede midt i 90’erne. Til højre ligger en lang bygning i lokale materialer, som blev færdig for et par år siden. Den blev bygget af landsbybeboerne, der selv brændte murstenene og opførte de tre klasseværelser, et lærerværelse og boliger til lederen og lærerne. IBIS betalte materialerne, blandt andet det dyre bliktag. Glade lærere er afgørende ”Vores største held er, at lærerne er glade for at være her. Vi mangler stadig et par lærerboliger, men de er på vej. Det med boliger til lærerne har vist sig at være helt afgørende. Før havde lærerne meget lang transport til og fra skole. De kom for sent, og nogle gange kom de slet ikke. Det var jo helt uholdbart. Det gør en utrolig stor forskel, at de nu hører til i

Mozambique

UDDANNELSE

lokalsamfundet, fordi de bor her. Det gør det også lettere for forældrene at kontakte lærerne,” siger Ernesto Naconta med slet skjult stolthed. Lærerboliger er en af skolebestyrelsens måder at tiltrække og fastholde lærerkræfter på. En anden er uddannelse. ”Vi er i færd med at omdanne den bygning, portugiserne byggede, til et ressourcecenter for lærerne her og fra de fire andre skoler i området. På centret skal der være kurser i moderne undervisningsmetoder, men lærerne skal også kunne deltage i fjernundervisning, for mange lærere har ikke fået en ordentlig uddannelse. Måske kan centret også tilbyde fjernundervisning til elever, der er færdige med 7. klasse, men ikke kan rejse ind til byen for at fortsætte sin skolegang. Vi har allerede søgt myndighederne om at få en overbygning her på skolen, men indtil da ville det jo være et fint tilbud,” griner formanden Ernesto Naconta. ”Kurserne for lærerne er utrolig vigtige. Sidste år havde vi kurser i moderne undervisningsmetoder, og det har simpelthen gjort, at lærerne forholder sig meget bedre til børnene. De har

FOKUS


lært, at børnene også er deres ansvar. De leger for eksempel med børnene i frikvartererne og snakker med dem. Det så vi aldrig før. Det viser mig, at det arbejde, vi gør i skolebestyrelsen, er det hele værd,” siger han. Problemer er til for at løses Vi står foran den bygning, der rummer lærerværelset. Der er ikke noget tag på. Lærerne står da også i skyggen under et træ i gården. ”En kraftig storm har blæst taget af,” siger formanden. ”Men vi er i gang med at få skaffet et nyt, og samtidig udvider vi lærerværelset, så der bliver plads til de nye lærere, vi får, når vi får 8. og 9. klasse.” En anden stor udfordring for skolen er de forældreløse og udsatte børn. Hvor mange, der er i år, er svært at sige, for skoleåret er først lige begyndt, så de er ikke identificeret endnu. ”Vi har etableret en støttegruppe af voksne, som deltager i vores alfabetiseringsprogram. De lærer at læse og skrive, og til gengæld er de med til at skaffe indtægter, så vi kan hjælpe de forældreløse og udsatte børn. På den måde løser vi problemer for begge grupper,” fortæller Naconta.

Skolebestyrelsen og eleverne har en enorm køkkenhave, eller måske nærmere en mark, som står fuld af moden ananas, sukkerrør og cassavaplanter (hvis rødder koges til grød). Udbyttet sælges, og for pengene køber skolen mad og skolematerialer til de udsatte børn. Omvisningens sidste stop er en halvåben strå-hytte i udkanten af skolegården. Her sidder en gruppe kvinder og strikker, broderer og syr på symaskine. Det er støttegruppen for de forældreløse børn. ”Så lærer de jo også at sy, og det er altid nyttigt,” konstaterer den energiske formand. Tøjet, de fremstiller, sælges. Men kvinderne har en anden vigtig funktion. En del af de forældreløse børn kommer i hytten efter skole og får sig en snak med de voksne. Skolelederen Benjamin Estevao trækker mig til side efter rundvisningen. ”Jeg har aldrig oplevet så stærkt et skoleråd,” forklarer han. ”På andre skoler, hvor jeg har arbejdet, har stemningen været meget negativ. Her er vi sammen om det hele. Når noget går i stykker, reparerer vi det. Hvis der er et problem, løser vi det.”

Succesens bagside Elisa Langa, der er projektkoordinator for IBIS’ uddannelsesprojekt, fortæller, at projektets store succes med at uddanne lærerne og lederne har en bagside. ”Mange af lærerne på de skoler, vi arbejder med, bliver forflyttet til andre distrikter i slutningen af skoleåret. Det skete også i år. Vi har valgt at se det som noget positivt, for det betyder jo, at distriktets undervisningsmyndighed har erkendt, at disse lærere er blevet markant dygtigere undervisere. På den måde får vi udbredt kendskabet til moderne undervisningsmetoder, børns rettigheder osv. Men det betyder også, at vi hvert år står med en stor gruppe nye lærere på de skoler, vi arbejder med, så vi delvist skal begynde forfra. Det samme sker med skolelederne. Forrige år samarbejdede vi med en leder, der blev utrolig dygtig. Han blev forflyttet, men vandt prisen som årets bedste leder i distriktet,” siger Elisa Langa. Den store udskiftning har øget projektets fokus på skolebestyrelserne og lokalsamfundet. De bliver i og omkring skolerne og kan fortsætte med at forbedre skolen for børnene, når myndighederne flytter rundt på lærere og ledere. :

← UNICEF betalte i midten af 90’erne for en af skolens bygninger.

→ Skoleleder Benjamin Estavao (i hvid skjorte) sammen med skolerådsformanden Ernesto Naconda viser skolen frem. Lærerværelset bliver snart klar til skolens 14 lærere.

NR. 117 | 2008

Mozambique

UDDANNELSE

07


TEKST | FOTO

PER BERGHOLDT JENSEN

For 12 år siden slog en række maya lokalsamfund i Guatemalas vestlige højland sig sammen og dannede ASDECO for at forbedre deres livsvilkår. I dag har de etableret en radiostation og et uddannelsescenter, og sikret hundredvis af mayabørn en uddannelse

: mayaernes mangeårige indsats bærer frugt TEKST | FOTO

PER BERGHOLT JENSEN

Samme år som den 36 år lange borgerkrig sluttede, dannede en gruppe landsbysamfund ASDECO, Sammenslutningen for Udvikling i Lokalsamfundene i Chichicastenango, i Guatemalas vestlige højland. “I alt 14 lokalsamfund sluttede sig sammen, fordi vi ville gøre noget ved undertrykkelsen, marginaliseringen, den høje grad af analfabetisme og den dårlige sundhedsservice, vi led under som oprindelige folk,” fortæller Josefa Xiloj, der er daglig leder af ASDECO.

arbejde en omfattende analyse af behovene,” forklarer Josefa. Siden udviklede de en strategisk plan for ASDECO’s arbejde. Hovedprioriteterne blev uddannelse, elementær sundhedspleje og infrastruktur. ”Lige fra begyndelsen har IBIS’ støtte rakt udover det finansielle. Den har i højere grad været i form af teknisk assistance, undersøgelser og forskellige kurser. IBIS respekterede ASDECO’s autonomi lige fra starten, selvom ingen af bestyrelsesmedlemmerne eller de øvrige medlemmer havde en akademisk uddannelse,” fortsætter hun.

Støtte med mere end bare penge ”Maya-befolkningen i den indre del af Guatemala led meget under fattigdom og dårlig infrastruktur. Men i 1997 fik vi mulighed for at samarbejde med IBIS, som hjalp med at ud-

Stipendier ændrede mentaliteten ”ASDECO’s største fortjeneste har været inden for uddannelsesområdet. Vi har fået forældrene til at interessere sig mere for deres børns uddannelse. Folk har set naboens børn uddanne sig, og det har virket som ringe i vandet. ASDECO har ændret holdningen

08

GUATEMALA

UDDANNELSE

i lokalsamfundene om vigtigheden af at studere,” uddyber Josefa. ”Vi ser også med stor tilfredshed, at mange af de unge nu er aktive i ASDECO takket være legaterne og de øvrige aktiviteter.” Nogle elever har fået tasker og de mest nødvendige skolesager, mens andre studerende har modtaget legater på mellem 120 kr. og 900 kr. om året. Legaterne er givet til både folkeskoleelever og gymnasieelever. De 12 til 20årige får de højeste beløb, da de tit går i skole langt væk og skal betale for indskrivning, ophold, mad og transport. Selvom hjælpen økonomisk set ofte er ret symbolsk, har den haft en stor moralsk betydning for både børnene og deres forældre, og den beskedne støtte har medført, at langt flere børn har færdiggjort en uddannelse. LæseRaketten skød pigerne i skole I år 2005 modtog ASDECO penge fra IBIS’ Hele Verden i Skole-kampagne, hvor danske FOKUS


v

skolebørn samlede penge ind, så 200 maya-børn kunne komme i skole. Formålet var at give navnlig pigerne mulighed for at komme i skole. Ofte prioriterer familierne drengenes uddannelse over pigernes. Resultatet er på længere sigt, at kvinderne i Guatemala generelt bliver fattigere og mere udsatte end mændene. Med legater til fortrinsvis piger er antallet af piger og unge kvinder, som færdiggør deres uddannelse, øget betragteligt i de lokalsamfund, hvor ASDECO arbejder. ”Det handler om at styrke pigerne og kvinderne. Igennem uddannelsen og kurser har pigerne fået en anden måde at anskue og planlægge deres liv på. Mange unge piger er blevet motiveret til at studere, og mange tidligere legatmodtagere er nu voksne kvinder med en professionel karriere,” forklarer Josefa. To af ASDECO’s hovedprioriteter er at bekæmpe underudviklingen gennem uddannelse og at modarbejde den dobbelte diskriminering, som maya-kvinderne lider under på grund af deres etnicitet og deres køn. ”Takket være IBIS’ støtte er pigerne og kvinderne mere aktive i lokalsamfundene. Før i tiden var der en masse fordomme om alt det, kvinder ikke kunne gøre. Men vi har vist, at kvinder har en masse evner, og at de har potentiale til at besætte en hvilken som helst stilling. Man kan se, at lokalsamfundene har ændret sig. I dag er bestyrelsesformanden for ASDECO en kvinde. For bare få år siden var det utænkeligt.”

Radio DJ på k’iche’ En af de unge kvinder, som har fået stort udbytte af sit studielegat, er Ana Martina Ordoñez González. Ana arbejder både som lærer og radiovært på ASDECO’s egen lokalradiostation, som sender til de 85 lokalsamfund i Chichicastenango kommune på spansk og maya-sproget k’iche’. ”Jeg startede i ASDECO for flere år siden, da jeg modtog et studielegat. Nogle af legatmodtagerne blev radioværter, og via forskellige kurser lærte jeg at lave radioprogrammer,” fortæller Ana. ”ASDECO’s radio tilhører lokalsamfundene, og den giver maya-befolkningen i området en mulighed for at komme til orde. Vi har radiomagasiner og forskellige diskussionsfora, og radioen mindsker folks frygt for at udtrykke deres mening,” fortsætter hun. Fordelen ved at bruge radio frem for trykte medier er, at informationen kommer hurtigt frem til mange mennesker. Det er kun i Chichicastenango by, at man kan købe aviser, mens radioen når helt ud i landområderne. Radio er i sagens natur også bedre til at oplyse de mange mennesker, som ikke kan læse. Desuden bruges radioen som et led i undervisningen af de unge, der følger weekendkurser på ASDECO’s uddannelsescenter. ”Vi forsøger at give information til befolkningen, der kan styrke dem, og som øger deres selvværd og sociale bevidsthed. Emnerne kan være udvikling, uddannelse, sundhed og temaer for børn og unge.” uddyber Ana.

Den svære fremtid Mayaerne og de øvrige oprindelige folk i Mellemamerika står i et krydsfelt mellem traditioner og modernitet. Mange mayaer vælger en vestlig livsstil og afskriver de århundrede gamle traditioner, mens andre forsøger at finde en balance mellem at bevare deres kulturelle identitet og samtidig tilpasse sig en verden i forandring. “Jeg synes, de oprindelige folk i Guatemala har gjort fremskridt de senere år. Men udfordringen er at redde vores kultur, for den er ved at forsvinde. Imidlertid er det også nødvendigt at få akademiske uddannelser, for de gavner de oprindelige folk meget. Der er oprindelige folk overalt i dag, i den offentlige sektor og i regeringen,” forklarer Josefa Xiloj om de oprindelige maya-folks situation. Disse fremskridt skal ses i lyset af, hvor desperat situationen var tidligere. Racismen mod mayaerne i Guatemala er stadig udtalt. Størstedelen af landets befolkning er stadig fattige, og størstedelen af de fattige er stadig mayaer. Og der er stadig markante problemer med analfabetisme og dårlige sundhedsfaciliteter. ”Desværre er vi ikke nær enden på dette arbejde, for der er stadig brug for legater til de fattige mayafamilier. IBIS’ støtte har været altafgørende for ASDECO’s arbejde, og legaterne har medvirket til, at mayabefolkningen har kunnet rejse sig. Den danske befolkning har støttet os meget,” slutter Josefa. :

IBIS og ASDECO

i alt bidraget med 500.000 kr. ASDECO har administreret midlerne og udvalgt legatmodtagerne.

myndighederne og dermed forbedre mayaernes livsvilkår fremover gennem advocacy- og lobbyarbejde.

IBIS har siden 2003 desuden støttet ASDECO med

ASDECO har også brugt en del af midlerne til weekendkurser for unge, støtte til kvindegrupper, træning af mayakvinder til barfodssygeplejersker med speciale i plantemedicin samt til aktiviteter for at bevare mayaernes viden og traditioner.

IBIS har støttet ASDECO (Sammenslutning for Udvikling i Lokalsamfundene) siden 1997, blandt andet med legater og skolematerialer til børn og unge i Chichicastenango. I alt har 900 børn og unge modtaget legater: 560 elever fra 4.-6. klasse, 265 elever fra 7.-9. klasse og 75 elever på gymnasieniveau. IBIS har

NR. 117 | 2008

over en million kroner til andre aktiviteter. Pengene er gået til teknisk udstyr og til kontoret og uddannelsescenteret samt til kurser for medlemmerne. Formålet med kurserne er at styrke ASDECO i at forhandle med

GUATEMALA

UDDANNELSE

Josefa Xiloj er daglig leder af ASDECO

09


: bogstaver, tal og viden revolutionerer landsbysamfund

Før var de alle analfabeter. Nu rykker skolen ind i deres hverdag og skaber forventning om et bedre liv TEKST FOTO

hanne selnæs LOTTE ÆRSØE

Landsbyens ældste peger på en yngre mand i udkanten af gruppen, som sidder i skyggen af det store træ, hvor alle officielle møder finder sted. ”Han har gået i skole,” siger de kor, ”som den eneste i landsbyen.” ”Jeg kan skrive mit eget navn og kender nogle af bogstaverne i alfabetet,” forklarer den unge mand, da jeg spørger til hans kundskaber. I nogle få måneder gik han i ”skole” hos en jævnaldrende fra nabolandsbyen, som selv havde fået 6 års skolegang og i en tid underviste børn i området. Ingen af de andre landsbyboere har nogen som helst form for skolegang eller uddannelse bag sig. De er alle analfabeter. En arv, de ikke vil give videre til deres børn. Derfor begiver 25 af landsbyens børn sig hver dag hen til en primitiv stråhytte for at bli10

ve undervist. Med koncentrerede blikke og fingre, der fast klemmer sammen om kridt eller blyant, følger piger og drenge lærerens ord og bevægelser. Brev til byen At skolen kom i gang kan landsbyen til dels takke den unge mand, som kan skrive sit navn, for. Da det første brev om skole-projektet nåede landsbyen, var det nemlig ham, som fik ansvaret for brevet. Læse, det kunne han ikke. I stedet tog han brevet med til den nærmeste større by, hvor han fik det læst op, så han kunne komme tilbage og fortælle landsbyens beboere, hvad der stod. Det var en invitation til at være med i et nyt skoleprojekt, som IBIS sammen med Danmarks Lærerforening og Ghana Venskabsgrupperne har sat i gang. Landsbyen var straks motiveret. ”Vi vil gerne have, at vores egne børn bliver oplyste. Derfor har vi bedt om at få en lærer hertil,” siger en yngre mand gennem en tolk. GHANA

UDDANNELSE

”I dag er der for eksempel ingen her, som kan engelsk. Det er en barriere, når der kommer fremmede,” fortæller han. En af de ældre tilføjer: ”Vi er bønder og har ingen teknologi. Den viden, vores børn får, kan hjælpe os med at få adgang til teknologi. Vand er stort problem her, og vi har ingen brønd. Det kan vi få, når vores børn bliver uddannede.” Piger hjælper forældrene En knastør vind fejer forbi os hen over den støvede jord i landsbyen, hvor manglen på både vand og skygge er mere end udbredt. Mændene under træet er enige om, at også piger har brug for en uddannelse. En af dem fortæller med stolthed i stemmen, at en kvinde fra en landsby ikke så langt derfra, og endda fra deres egen stamme, er blevet sygeplejerske. ”Det er en fordel for forældrene, at pigerne går i skole. Hvis en dreng får arbejde og tjener penge, vil han typisk bruge pengene til at bygge noget op for sig selv og stifte familie, mens en datter vil give noget til sine FOKUS


forældre og hjælpe dem på den måde,” mener en af de ældre. Landsbyens stolthed Vi forlader mændene i skyggen, hvor børn og nysgerrige kvinder nu er stimlet sammen i en tæt kreds for at se, hvad der sker. I den stikkende sol går vi over til skolen, som ligger mellem markerne på et nyfejet stykke bart jord. Børnene i den nyopførte skole sidder i skyggen af et stråtækt tag. Alvoren og koncentrationen i børnenes og lærerens ansigter afspejler landsbyens forventninger til dem og skolen – landsbyens stolthed. Børnene sidder på tykke grene, små skamler eller et bræt, der fungerer som skiftevis bænk og bord. Læreren Abass har selv gået i skole og siden arbejdet på en byggeplads i byen: ”Jeg vil gerne bidrage til, at de unge får et bedre liv,” siger han om sit karriereskift.

I dette efterår er Kande og hendes klassekammerater rykket op i 2. klasse, mens nye børn er startet i 1. klasse, og projektet har taget fat i 20 nye landsbyer. Satellit-klasserne er oprettet i de to absolut ringeste skoledistrikter i det nordlige Ghana, og målet er at få alle børn i området i en god skole. De 60 landsbyer, ligger alle mellem 6-10 kilometer fra den nærmeste skole. Offentlig transport er et ukendt fænomen, og cykler er forbeholdt mænd og store drenge. Den eneste måde at nå frem til skolen på er derfor til fods. Resultat: Børnene kommer slet ikke i skole. For når de en dag er store nok til at gå den lange vej til skole, er de blevet for gamle til at starte i 1. klasse.

Cykler er kun for mænd Kandes landsbyskole er en ud af de 100 satellit-klasser i 60 landsbyer, som det fælles projekt nu har i gang.

Høj kvalitet sikrer forældrenes opbakning Mange forældre kan desuden fortælle historier om nogle, der har gået i skole, uden at det førte til noget. Det gør, at de ikke bakker op om skolen. ”For at få alle børn i skole, er det vigtigt, at den undervisning, børnene får i satellit-skolerne, er af høj kvalitet. For vi vil gerne vise, at det nytter. Vi gør derfor meget for at uddanne de lærere, som underviser i landsbyerne,” siger projektets leder Zakaria Sulemana. De 100 uuddannede unge fra lokalområdet, som underviser i satellit-skolerne, er tilknyttet et lærerseminarium. I løbet af projektet får de derfor en egentlig læreruddannelse, så de senere kan blive ansat af den lokale skoleforvaltning. Skoleprojektet arbejder tæt sammen med forvaltningen, da målet netop er at få satellitklasserne integreret i det formelle skolesystem.

NR. 117 | 2008

GHANA

For Kande, en pige på 9-10 år, har skolen betydet et stort skift i hverdagen. ”Før tog jeg mig bare af mine mindre søskende og hentede vand. Nu er jeg glad, for jeg lærer noget. En dag vil jeg gerne arbejde som sygeplejerske og give folk indsprøjtninger,” fortæller hun. Hendes mor, som sidder i skolebestyrelsen, har ikke selv gået i skole, men Kande har lært hende at tælle til tre.

UDDANNELSE

”Allerede nu får vi undervisningsmaterialerne fra forvaltningen, og jeg regner med, at satellit-klasserne bliver en del af det formelle skolesystem i løbet af de næste par år,” slutter Zakaria Sulemana. Han ser gerne, at modellen med satellitskoler kopieres af andre afrikanske lande, så FN-målet om at få alle børn i skole senest år 2015 kan nås. For som Zakaria Sulemana siger med et ghanesisk ordsprog: ”Så længe du ikke har fanget den tossede mand, kan du ikke barbere ham.” Hvordan det hænger sammen med børn og skoler, forklarer han sådan her: ”Når der ingen skole er, kan man jo heller ikke gå i skole. Altså må skolen komme til børnene!” :

: fakta IBIS, Ghana Venskabsgrupperne og

Danmarks Lærerforening er gået sammen om det ambitiøse uddannelsesprojekt, som løber over 3 år i to distrikter i Nordghana Gushegu og Karaga. I 2005 kom kun 40 procent af børnene i de to distrikter i skole. Under en tredjedel af dem, er piger. Målet er, at alle børn i de to distrikter kommer i skole. I løbet af projektperioden kommer 4.000 børn i skole.

11


: kan man dø af at spise fisk? I den peruvianske del af Amazonas kæmper achuar-folket en desperat kamp for overlevelse. Imens fortsætter olieselskaberne med at forurene achuar-indianernes territorium

TEKST

TOKE NYBORG

FOTO

FECONACO, RUNE GEERTSEN OG Toke Nyborg

Kan man dø af at spise fisk? Normalt vil svaret på det spørgsmål være ”nej”, men er man achuar-indianer og bor i Perus jungle, er svaret “ja”. I snart 30 år har skiftende nationale og internationale olieselskaber forurenet achuar-folkets territorium langs Corriente-floden i den peruvianske del af Amazonas på grænsen til Ecuador. I øjeblikket er det argentinske Plus Petrol, der er i gang med at tjene penge på achuarernes bekostning.

Oscar Sandi, der er høvding i landsbyen Cuchara, fortæller, at landsbyens børn får sorte sår på kroppen af at bade i den forurenede flod. ”De fisk, vi spiser, er giftige, og det vand, vi drikker, er giftigt - men hvad kan vi gøre? Vi er ikke eksperter som dem fra olieselskabet. De siger, vi ikke skal bekymre os, og at børnenes sår ikke skyldes forurening, men dårligt blod, og at tingene er ved at blive bedre,” fortæller han bekymret.

Vandet er giftigt Der er ikke blot tale om en miljøkatastrofe i en af verdens mest skrøbelige økosystemer. Achuar-folket lever stadig på traditionel vis og er afhængige af skoven og især floden, og olieselskabernes tilstedeværelse i området truer derfor selve det oprindelige folks eksistens. Achuarerne er sårbare over for den massive forurening, og der er ingen tvivl om, at det står galt til med sundhedstilstanden i de indianske landsbyer i regnskoven.

Fiskene smager af kemikalier Fiskebestanden i Corriente-floden er kraftigt reduceret på grund af forureningen, og flere landsbybeboere beretter om, hvordan fiskene, de fanger, smager af kemikalier. Aurélien Stoll, projektkoordinator i den indianske organisation FECONACO - Federación de Comunidades Nativas del Río Corrientes, bekræfter olieselskabernes fatale indflydelse på miljøet og sundhedstilstanden i området. ”Forureningen i områdets floder er ekstrem høj, og den store Corriente-flod vil på sigt dø – og sammen med den achuar-folket,” fastslår Aurélien Stoll nærmest dommedagsagtigt fra sit kontor i junglehovedstaden Iquitos. FECONACO kæmper for at sikre achuarfolkets territoriale rettigheder og derigennem

12

PERU

MILJØFORURENING

dets kultur. IBIS har i en årrække støttet og rådgivet organisationen i at formulere deres territoriale krav og gøre de indianske ledere i stand til at øve effektiv indflydelse på Perus magthavere og transnationale selskaber ved blandt andet at synliggøre achuar-folket og deres krav i den politiske debat. Søer af olie på skovbunden Det er især olieudvindingsprocessen, som er skadelig for miljøet, da kun omkring 20 procent af den olie, som hives op fra undergrunden, kan bruges. Resten er vand med et ekstremt højt indhold af tungmetaller. ”Vi kalder vandet for saltvand på grund af den høje koncentration af salt og tungmetaller. I udvindingsprocessen skilles råolien fra, mens det forurenede vand ledes urenset ud i floderne eller efterlades på skovbunden. Enorme områder er dækket af forurenet olievand, der siver ned i grundvandet eller skylles med regnen ud i floderne,” forklarer Aurélien Stoll. Men det er ikke kun floderne, der lider under olieeventyret. Også det sarte økosystem bukker under. I sit arbejde med at dokumentere olieselskabernes miljøovergreb er Aurélien Stoll gentagne gange stødt på lækkende olieledninger, der efterlader enorme søer af olie på skovbunden. FOKUS


I øjeblikket har det argentinske Plus Petrol 5.000 ansatte i Perus nordlige regnskovsområde på grænsen til Ecuador. Selskabet rydder skov til landingsbaner, boliger og veje, der skal forbinde de mange olieboringer, pumpestationer og olieraffinaderier – hvoraf mange er på størrelse med hele byer. Der udlægges tusindvis af kilometer olieledninger, og der er en konstant trafik af olieskibe på floderne. ”Afskovning, tungmetaller og maskinstøj har en enorm indflydelse på floraen og faunaen, der forsvinder i takt med, at Plus Petrol rykker frem,” forklarer Aurélien. Presset på de fattige landsbyer er enormt Ifølge internationale konventioner skal olieselskaberne først konsultere de oprindelige folk, der bor i det område, hvor man ønsker at udvinde olie. FECONACO, der blandt andet repræsenterer achuar-folket, har autoritet til at tage stilling til, hvorvidt - og ikke mindst under hvilke forhold - olieudvindingen kan finde sted, og hvordan udvindingen bør komme de oprindelige folk til gode. Men ofte sker det, at olieselskabet laver aftaler direkte med landsbyerne uden om FECONACO. Eksempelvis lover olieselskaberne, at de vil betale for en parabolantenne, en skole eller strøm til landsbyerne, hvis de indiNR. 117 | 2008

anske ledere giver selskabet lov til at udvinde olie på deres territorium. ”Ifølge FECONACO bør landsbyerne ikke lave aftaler direkte med olieselskaberne, men på grund af fattigdom lader de sig lokke af udsigten til et bedre liv,” forklarer den indianske leder Eloy Suarez Dias, der sidder som repræsentant for achuar-folket i FECONACO. Hver landsby har en repræsentant siddende i den indianske federation. Olieselskabet fortier olieudvindingens indvirkning på miljøet, og det kan være svært for de indianske ledere at gennemskue de langsigtede miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser af selskabernes tilstedeværelse. Derfor accepterer mange landsbyer olieselskabernes gaver. ”… For hvad skal vi ellers gøre?” spørger den indianske leder Oscar Sandi. ”Det er hårdt at blive ved med at kæmpe, og i det mindste får vi en ny skole til børnene.” Regnskovens opsynsmænd Den peruvianske stat er afhængig af skatteindtægterne fra olieselskabernes aktiviteter og ser tit igennem fingre med selskabernes gentagne miljøovertrædelser. Det er en dyr proces for Plus Petrol at få oprydningsmaskiner frem til de afsidesliggenPERU

MILJØFORURENING

de og svært fremkommelige olieboringer. Det er ofte billigere at betale bøderne til statskassen, end det er at rydde op efter sig. Dokumentation er vigtig FECONACO træner blandt andet achuarerne i at bruge videokamera og fotoudstyr, så de selv kan dokumentere olieselskabets miljøsvineri. Den indianske federation koordinerer desuden miljøundersøgelser, der skal dokumentere selskabernes miljøovergreb. Indtil videre er 15 achuar-indianere trænet og udstyret med kameraer, og der er efterhånden opbygget en solid database med fotografier af forureningens konsekvenser. ”Olieselskaberne arbejder i afsides og meget ufremkommelige områder, så det er meget lidt dokumentation om forureningen og dens konsekvenser, der er sluppet ud,” fortæller Eloy Suarez Dias. Det er derfor vigtigt, at achuar-indianerne selv kan dokumentere selskabernes miljøovertrædelser. FECONACO støtter også juridisk, for eksempel med at søge om erstatning til achuarfolket, der i mere end tre årtier har lidt under diverse selskabers olieeventyr, ligesom organisationen kæmper for en statslig garanti for, at selskaberne overholder miljøreglerne. : 13


: medlemstræf og nye initiativer TEKST

ANNE MEIDAHL PETERSEN

”IBIS skal være rammen om et levende, kreativt og attraktivt medlemsmiljø. Medlemmerne skal have mulighed for at bidrage til organisationens arbejde, formål og demokratiske udvikling i Nord såvel som i Syd og herigennem udvikle sig fagligt og personligt. IBIS skal gennem medlemsarbejdet udvikle sin folkelige forankring og profil i Danmark.” Sådan lyder visionen i medlemsstrategien, som danner rammen for medlemsarbejdet i IBIS 2007-10. Efter et par år med nedskæringer i oplysningsmidlerne har IBIS valgt at opprioritere medlemsarbejdet. De frivillige kræfter kan nemlig løfte en del af det oplysnings- og fundraising-arbejde, som er afgørende for organisationens videre udvikling. ”IBIS er og bliver en medlemsbaseret organisation, hvilket vi skal udnytte, hvad enten det gælder fundraising-aktiviteter som kampagner og landsindsamling, faglig udvikling

eller oplysning om bistand og udviklingsarbejdet,” siger formand for IBIS, John Nordbo. Debat om CSR En vigtig aktivitet er det årlige medlemstræf, som understøtter flere af medlemsstrategiens indsatsområder. På medlemstræffet 4. oktober sætter vi særligt fokus på ’Corporate Social Responsibility’ (CSR) – eller oversat til dansk ’virksomhedernes sociale ansvar’. IBIS har store ambitioner på dette område, og i efteråret 2007 indgik IBIS derfor det første formelle partnerskab med chokoladevirksomheden TOMS om et uddannelsesprojekt i kakaoområderne i Ghana. På medlemstræffet vil Anne Margrete Hefting fra IBIS og Mette Andersen fra TOMS præsentere de strategiske overvejelser omkring partnerskabet og det konkrete arbejde i Ghana. Derudover skal vi i en paneldebat diskutere CSR som metode til udvikling, hvor vi bl.a. har inviteret Peter Lund-Thomsen, Ph.D. og associerede professor på Copenhagen Business School med speciale i CSR og udvikling. Endelig vil en af medlemstræffets workshops give medlemmerne rig mulighed for at diskutere, kritisere og komme med idéer til IBIS’ videre arbejde med CSR.

: program for medlemstræf 4. oktober 2008 Kl. 11.00 Kl. 12.00 Kl. 12.30 Kl. 13.30 Kl. 14.00 Kl. 16.00 Kl. 16.30 Kl. 18.00 Kl. 19.00

Velkommen og brunch, status på medlemsstrategien Styrelsen giver en kort intro til CSR Anne Margrethe Hefting IBIS og Mette Andersen TOMS præsenterer CSR-partnerskabet Kaffe, kage og fri leg Paneldebat om CSR som metode til udvikling Forfriskning Workshops Fri leg og klargøring til fest Fest med middag og musik

REGION

Kom til Århus Medlemstræffet for 2008 afholdes som noget helt nyt i Århus lørdag 4. oktober 2008 kl. 11-18, med efterfølgende middag og fest. Tilmelding til Sigrid Dahl på sld@ibis.dk senest 22. september. Deltagelse koster 80 kr., mens IBIS refunderer transporten for medlemmer, der ikke bor i Århus. :

: medlemsstrategien Strategien er udarbejdet i foråret 2007 på baggrund af den tidligere strategi for 2004-2006 af en arbejdsgruppe med repræsentanter for styrelsen, sekretariatet og aktive i Aalborg, Århus og København. Strategien blev præsenteret og diskuteret af medlemmerne på medlemstræffet i 2007. Der er afsat 120.000 kr. over halvandet år til implementering af strategien, bl.a. til kampagnearbejde, kurser og fælles aktiviteter. IBIS har ca. 70 aktive medlemmer organiseret i København, Kolding, Århus og Aalborg. Men der er altid plads til flere! :

Frivilligehuset i Århus, Skt. Poulsgade 25, Århus C

14

Også et socialt træf Medlemstræffet er også en social event. Både om eftermiddagen og i de sene timer vil Århus-folkene sørge for mad, gang i musikken og mulighed for at betale sig til de våde varer. Medlemstræffet har således et fagligt såvel som et socialt formål, hvilket gør det udfordrende og sjovt at være medlem af IBIS, mener Johnny Damkjær Grenzlikowski, der er formand for Nord-udvalget: ”Medlemstræffet er en årligt tilbagevendende begivenhed, som samler de aktive medlemmer i Aalborg, Århus, Kolding og København sammen med repræsentanter for styrelsen og sekretariatet. Det skal vi udnytte til at sikre, at medlemmernes faglige kompetencer sættes optimalt i spil, ligesom træffet etablerer og udvikler værdifulde netværk og vidensdeling mellem de lokale kontorer og medlemmerne.”

Læs medlemsstrategien på www.ibis.dk

TEMA

FOKUS


: tre til en skoletango Tre meget forskellige organisationer arbejder tæt sammen om et ambitiøst og komplekst skoleprojekt i Ghana TEKST FOTO

hanne selnæs lotte ærsøe

Den gensidige respekt er alfa omega, når så forskellige organisationer som IBIS, Ghana Venskabsgrupperne og Danmarks Lærerforening indgår i et fælles projektsamarbejde. ”Vi har følt, at vores stemme og vinkel er blevet hørt af IBIS og Danmarks Lærerforening,” siger Else Marie Andreasen fra Ghana Venskabsgrupperne, som beskriver samarbejdet med IBIS og Danmarks Lærerforening i et stort allianceprogram i Ghana som ’forbilledligt’. Ikke mindst fordi de tre organisationer fra start har været sammen om at udvikle projektet, og fordi organisationernes forskellighed har gjort rollefordelingen meget klar. ”Det har givet en god synergi,” siger Else Marie Andreasen. Ideen til samarbejdet opstod i Uddannelsesnetværket, som både Danmarks Lærerforening, Ghana Venskabsgrupperne og IBIS er med i. ”Langt det meste af vores arbejde i den tredje verden handler om at støtte fagforeninger. I skoleprojektet fik vi mulighed for at komme på banen på det pædagogiske område i samarbejde med vores søsterorganisation i Ghana. Det var den vigtigste grund til, at vi gik med

: IBIS på net-auktion IBIS går nye veje for at rejse penge til IBIS’ arbejde med uddannelse i Afrika og Latinamerika TEKST

KATJA GRYL

For nyligt indledte IBIS et samarbejde med internetauktionen QXL.dk. Her vil platformen gratis bortauktionere produkter, som private virksomheder donerer til IBIS. Formålet er at rejse de nødvendige penge til IBIS’ arbejde samt at nå ud til danskere, som IBIS normalt ikke kommer ud til.

i projektet,” siger Tore Asmussen, international konsulent i Danmarks Lærerforening, som er mere end tilfreds med projektet: ”Vi er virkelig imponerede over, hvordan projektet skrider frem. Det fungerer godt. Ikke mindst fordi IBIS står i spidsen for projektet og insisterer på, at beslutningerne tages på det laveste niveau ude i marken,” fortsætter han. ”Der er mange grunde til, at allianceprojektet er blevet en succes. En af dem er, at de personer, der er sammen i det konsortium, der er dannet, fungerer godt sammen – og at projektlederen i Ghana er rigtig god,” siger Else Marie Andreasen. IBIS’ uddannelsesrådgiver Sanne Müller giver et eksempel på, hvordan de danske organisationers ghanesiske partnere i Ghana har ført til et konkret resultat: ”Ved at udnytte den synergi og de kontakter, partnerne i den ghanesiske styregruppe for allianceprojektet har, lykkedes det at få lærerne ind på et fjernundervisnings-lærerkursus, således at de får en anerkendt uddannelse og dermed kan blive ansat af skoleforvaltningen, når projektet slutter i 2010,” fortæller hun. ”Jeg synes faktisk ikke, at der er nogle større ulemper ved alliance-samarbejdet. Projektet er meget komplekst og dækker næsten alle områder inden for uddannelse. Det havde vi ikke magtet, hvis IBIS havde været alene om arbejdet. Så det er en stor fordel,” slutter Sanne Müller. :

shion Week, i august. Som optakt til modeugen donerede 21 danske designere, heriblandt Rützou, by Malene Birger og Munthe plus Simonsen, billetter til deres modeshows til fordel for IBIS’ arbejde. Billetterne kom på auktion og indbragte i alt 7.176 kr. Siden har den berømte og kontroversielle amerikanske hotelarving Paris Hilton valgt at donere en taske med hendes egen eftertragtede autograf til IBIS. Tasken blev solgt på internetauktionen QXL i starten af september.

Samarbejdet mellem IBIS og QXL opstod i forbindelse med modeugen, Copenhagen Fa-

”På auktionen bliver tasken omsat til noget, som har langt mere værdi for fattige piger og kvinder i Afrika – nemlig uddannelse,” siger kampagneleder Susanne Tilsted, som regner

NR. 117 | 2008

REGION

TEMA

: mød skoleprojektets leder Zakaria Sulemana I forbindelse med sit besøg i Danmark, vil Zakaria Sulemana ved to arrangementer i København og Århus, tage os med på en rejse til det nordlige Ghana for at vise os børnenes vilkår, og arbejdet med at sikre dem en kvalitetsuddannelse. København: 6. okt. 2008 kl. 17-19 IBIS, Nørrebrogade 68B, 2200 Kbh. N Århus: 7. oktober 2008 kl. 17-19 U-huset, Klosterport 4C, Århus C Møderne, der er arrangeret af Uddannelsesnetværket, foregår på engelsk. Det er gratis at deltage. Tilmelding hos Eva Iversen på ei@ibis.dk eller tlf. : 35 20 05 40 senest 1. okt. 2008. :

med, at auktionen over tasken kan indbringe et pænt beløb fra dedikerede Paris Hilton-fans. ”Opbakningen til auktionerne af modeshowbilletterne var overvældende, og samarbejdet var nyskabende og sjovt. Så nu følger vi succesen op med flere spændende auktioner,” siger Susanne Tilsted, som opfordrer alle til løbende at holde øje med QXL.dk for nye auktioner til fordel for IBIS’ arbejde. I september bortauktionerede IBIS, ud over den signerede håndtaske, flere andre donerede effekter, for eksempel et wellness-besøg hos Avelon Spa, solbriller fra Gucci og et gavekort til guldsmedebutikken Milas. :

15


AL HENVENDELSE TIL

Afsenderadresse: IBIS

Nørrebrogade 68 B 2200 København N id:46452 UDGIVERADRESSERET MASKINEL magasinpost

: støt skoleprojektet i Ghana Danmarks Lærerforening, Ghana Venskabsgrupperne og IBIS’ fælles skoleprojekt i Ghana støtter oprettelsen af landsbyskoler, uddannelse af lærere og udvikling af skolematerialer. Du kan også støtte projektet og husk at dine penge rækker langt! Du kan være med til at gøre en stor forskel for børn og lærere i Ghana – der er virkelig brug for det. Du kan støtte ved at Sende en sms med teksten redskaber til 1220 – så støtter du med 150 kr. til redskaber/pulte  Sende en sms med teksten bøger til 1220 – så støtter du med 150 kr. til bøger Det koster almindelig sms-takst – der er ingen fortrydelsesret.

Du kan også støtte med andet beløb på indbetalingskortet herunder. Tak for din hjælp.

16

REGION

TEMA

FOKUS


IBIS Fokus 117