Page 1

IBIS

fokus

Uddannelse skaber udvikling

: støt Afrikas kvinder

Bliv indsamler søndag den 13. maj

MARTS 2007

NR. 111


LEDER

VAGN BERTHELSEN GENERALSEKRETÆR IBIS

: støt Afrikas kvinder – revolution eller evolution? Forleden så jeg ‘Tidsmaskinen’ på DR 2. Jeg vidste ikke, at mænd i Danmark indtil for 60 år siden havde monopol på det at være præst. Det var forunderligt at høre hvordan et overvældende stort antal af præster og biskopper (vist 12 ud af 13!) dengang protesterede imod at få kvindelige præster. I dag lyder argumenterne helt tåbelige og knap halvdelen af præsterne i dagens Danmark er nu kvinder. Heldigvis. Kvinder i Afrika har ikke umiddelbart de samme muligheder som kvinder i Danmark har. Kvinderollen er i dag defineret anderledes i Afrika end den var for 60 år siden i Danmark. Afrika er et enormt kontinent som rummer stor forskellighed. Nogle steder har kvinder formelle rettigheder, men ikke reelle muligheder for at udnytte dem. Traditioner vejer tungere, og sagt helt firkantet: Det er manden der bestemmer.

prisen blev ægteskabet, fordi manden ville have en hjemmegående kone. Hun giver kvinder stemme, så de får selvtillid til at blive ligeværdige partnere i samfundsudviklingen. Palmira er et eksempel på de kvinder som IBIS støtter. Ikke for at forbigå mændene eller fordi vi tror på, at vi kan lave samfundet om fra den ene dag til den anden. Vi skal støtte på en måde, så det bliver konstruktivt og giver blivende forandringer, og det skal være på de afrikanske kvinders betingelser. Kultur-evolution snarere end kultur-revolution, men på langt sigt handler det bestemt om at lave tingene om! Derfor går pengene fra IBIS og CARE Danmarks landsindsamling den 13. maj til projekter, der støtter Afrikas kvinder.

Vi skal passe meget på ikke at påtvinge andre vores normer. Men vi skal også stå ved, at vi stiller os på de svage og marginaliseredes side, selv om jeg ikke synes, at ‘svage’ er dækkende for Afrikas kvinder. De er undertrykte, men også stærke og med et stort potentiale for at kunne mere. Palmira Velasco fortæller i artiklen ‘Giv kvinderne en stemme’ om de valg, hun har truffet som frontkæmper. Hun ville være journalist og

IBIS-fokus udgives af IBIS Redaktion på dette nummer: : Lotte Ærsøe, redaktør (ansvarlig) : lae@ibis.dk : René Jacobsen, afdelingsleder : rj@ibis.dk : Morten Schmidt : mos@ibisur.org Regionalrådgiver for IBIS i Sydamerika. : Helle Christiansen Cawthra : hcc@ibis.org.za Rådgiver for IBIS i sydlige Afrika. Forsidefoto: Elsebeth Aller Layout: mkj/Mediefabrikken Tryk: Arco Grafisk Oplag: 14.000 ISSN: 1901-9211 © IBIS 2007

IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBISfokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgiverens holdning.

IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.

Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Bladet er gratis for medlemmer og bidragydere og sendes desuden gratis til udvalgte institutioner og samarbejdspartnere.

IBIS er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation.

Redaktionens adresse: IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 2.sal 2200 København N tlf. 35 35 87 88 fax 35 35 06 96 e-mail: lae@ibis.dk Adresseændring, bestilling og afmelding af abonnement hos IBIS, gerne på mail: ms@ibis.dk Næste nummer udkommer juni 2007

Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika. Vi har godt 25 udsendte rådgivere og støtter mere end 200 udviklingsprojekter i 13 lande. IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida


TEKST FOTO

RENÉ JACOBSEN MORTEN BLOMQVIST LOTTE HOLMEN THORKIL G. NIELSEN HANNE SELNÆS

: gør en forskel på Mors Dag – støt Afrikas kvinder På Mors Dag søndag den 13. maj ringer IBIS og Care Danmark på dørene rundt om i Danmark. Budskabet er ikke til at tage fejl af. Det handler om at støtte kvinder i Afrika. Det gør vi, fordi vi har gode erfaringer med at støtte kvinder, og fordi kvinder i Afrika udgør et stærkt potentiale, når det handler om at skabe udvikling, der kan reducere fattigdommen. Selv om fattige kvinder har et stort potentiale, så bliver der brugt mange kræfter på – både nationalt og lokalt – at holde kvinderne uden for indflydelse. Kvinderne bærer nøglen til fremtiden, og de kæmper på alle fronter for at få indflydelse på deres eget liv, børnenes og lokalsamfundets. Vores erfaring siger os at: – Kvinder sikrer en bæredygtig og effektiv udvikling – Kvinder udviser stor ansvarlighed – Kvinder sikrer forbedringer for hele familien og lokalsamfundet

: Mors Dag sig det med en indsamlingsbøsse og støt Afrikas kvinder Søndag den 13. maj er det Mors Dag og dagen hvor IBIS og CARE Danmark sætter fokus på kvinder i Afrika. Meld dig som indsamler, gør en forskel og få en god oplevelse. Det var der rigtige mange, der fik sidste år. “Jeg havde en rigtig god søndag, og jeg fik næsten 1.800 kr. i indsamlingsbøssen. Et sted insisterede en pige på 6 år på at finde pengene i sin sparebøsse, da moren ingen havde. Så de fandt nøglen frem og pigen lagde glad 50 kr. i bøssen,” fortæller Hanne, indsamler i København.

Derfor samler vi ind til kvinders lige adgang til uddannelse, ressourcer og indflydelse – med andre ord udvikling til gavn for alle.

: meld dig som indsamler på www.kvinderiafrika.dk eller tlf. 38 38 24 24 Er du forhindret den 13. maj, kan du hjælpe alligevel. Send en sms 1220 med teksten kvinder, så donerer du 100 kr. til Afrikas kvinder.


: sex giver skolepiger råd til bøger TEKST | FOTO

HANNE SELNÆS

I Ghana er særligt teenagepiger i fare for at få hiv. Derfor vil nogle af pengene fra CARE og IBIS’ landsindsamling søndag den 13. maj gå til at oplyse pigerne og deres kvindelige lærere om risikoen for hiv-smitte, når de dyrker sex

Når pengene i familien er små, er det først og fremmest pigernes skolegang, der er i farezonen. Det får mange ghanesiske piger til at opsøge mænd, der kan skaffe dem, det de mangler – i bytte for sex. Det kan betyde en meget tidlig seksuel debut – og risiko for både hiv, kønssygdomme og graviditet. Men da de unge pigers sexliv er tabubelagt, har hverken skole eller forældre ofte ikke fortalt dem om risikoen ved den seksuelle byttehandel. “Vi siger til forældrene, at de skal hjælpe deres døtre økonomisk. Men ofte kan de slet ikke. Det er meget trist,” siger den kvindelige skoleinspektør Catherina Angsomwine i byen Bole i den nordvestlige del af Ghana, som peger på problemet med pigernes forhold til mænd med kontanter. Angsomwine er oprigtig bekymret for pigerne. Hun støtter derfor det arbejde, som IBIS og en lokal organisation i området gør for at oplyse de unge om hiv og aids – og har selv taget initiativ til at teste elevernes viden på området, selvom det ikke ligger i læseplanerne. Byen Bole, som Catherina Angsomwine underviser i, ligger tæt på grænsen til nabolandet Elfenbenskysten, hvor hiv og aids er langt mere udbredt end i Ghana. “I Bole er der kun få jobs. Derfor tager mange unge mænd og kvinder til grænsen el-

ler ind i Elfenbenskysten for at tjene penge. Når de vender hjem, har de to ting med i bagagen: materielle goder – og aids,” sukker den kvindelige skoleinspektør. Og pigerne – de har ofte også en graviditet med i hatten.

04

GHANA

Da vi senere tager til grænsen, hvor friske cashewnødder fra Elfenbenskysten fragtes på en flad pram over floden, sidder unge kvinder langs den ghanesiske bred og sælger sodavand og madvarer til de mænd, der laster og fragter de store sække af cashew på de ventende lastbiler. James Boronsum fra den lokale organisation Papadev, som IBIS samarbejder med om aids-oplysning, bekræfter at det ikke kun er drikkevarer, kiks og frugt kvinderne sælger, når mørket falder på her ved floden. Kæmper mod overtro Tilbage på skolen i Bole møder vi de elever i 9.klasse, som udgør kernen i den aidsklub, de selv har taget initiativ til for at bekæmpe myter om aids blandt deres kammerater: En af de mest sejlivede myter om aids i Ghana handler om overtro. Om troen på at en heksedoktor kan kaste en besværgelse op i luften og få den til at slå sig ned i en anden persons krop, uanset hvor han eller hun befinder sig. Hvis en person bliver syg af aids, PIGERS RETTIGHEDER

tror mange derfor at en heksedoktor har været på spil. I denne del af landet, hvor befolkningen er fattigere og langt dårligere uddannet end længere sydpå, trives myterne i særlig grad. De handler også om smitte gennem tandbørster og vaskesvampe – eller som den 18-årige Aminanta fortæller med lav stemme og et genert smil: “Min veninde troede at et håndtryk var nok til at få aids. Så fortalte jeg hende, at det ikke er farligt at give hånd, og at hiv kun kan spredes gennem sex og direkte overførsel af blod.” Hun er en af omkring 50 elever i 9. klasse, som har været på et intensivt 14 dages kursus om hiv/aids, IBIS har støttet. Siden har eleverne taget kampen mod myterne op. Nu går veninderne til Aminanta, når de vil vide, hvordan det egentlig hænger sammen med sygdommen, som særlig pigerne er i fare for at få. Sikker sex fra start Det er oplysningsaktiviteter som disse – rettet direkte mod de helt unge teenagepiger og deres kvindelige lærere – den fælles CAREIBIS landsindsamling blandt andet går til. For selvom undervisningsministeriet i Ghana allerede i 2003 besluttede at undervise skoleelever i forebyggelse af og viden om FOKUS


Prisen for den obligatoriske skoleuniform, kladdehæfter og bøger bliver meget høj, hvis skolepiger debuterer seksuelt for at skaffe sig de nødvendige ingredienser til en skolegang.

aids, så er det endnu ikke sket. Her fire år senere har ministeriet endnu ikke besluttet, hvordan det skal foregå. Det kan altså kun gå for langsomt og i Ghana er IBIS færdig med at vente. Sammen med en forening af kvindelige lærere og de 30 andre partnere, IBIS samarbejder med på uddannelsesområdet i Ghana, går IBIS derfor i aktion. Det bliver i området nær Elfenbenskysten, i det vidtstrakte distrikt East Gonja, i flygtningelejren Buduburam, hvor 46.000 flygtninge fra Liberia har deres hjem, og i byen Tamale, hvor aids-epidemien har allermest fart på.

Først og fremmest handler det om at få lært pigerne nødvendigheden af sikker sex allerede før deres seksuelle debut. “Men vi håber også at få dem til at udskyde deres seksuelle debut, da alt for mange debuterer, før de er 15 år,” siger projektleder Tijani Hamza. “Desuden er det vigtigt, at pigerne begrænser antallet af seksuelle partnere og insisterer på at bruge kondomer, når de har sex. Erfaringen viser nemlig, at det er lettere at holde sig til sikker sex, end det er at lave om på en risikabel adfærd, når den er blevet til en vane,” understreger han. Målene skal nås ved at uddanne 30 IBIS samarbejdspartnere på uddannelsesområdet, 300 kvindelige lærere og 3.000 piger fra 7.-9. klasse. Desuden skal der laves radioprogrammer på både engelsk og de lokale sprog, og kæmpestore oplysningsplakater om hiv og aids bliver sat på synlige steder i de områder, IBIS arbejder i. “Men det er især vigtigt, at projektet får et godt tag i de kvindelige lærere, så de kan være rollemodeller for de unge piger og få dem til at føle sig trygge nok til at tale om personlige ting som seksuelle forhold,” siger Tijani Hamza. Gennemsnitslevealderen for mænd der har hiv/aids i Ghana er 35 år. For kvinder er den 10 år kortere. Samtidig bliver langt flere kvinder hiv-positive. “Der er altså en helt klar skævhed, når det gælder køn. Ikke mindst fordi kvinder har mindre kontrol over deres eget liv – også når det kommer til seksuelle forhold. Det er de skævheder projektet også vil til livs,” slutter Tijani Hamza. :

: unge kvinders kamp mod hiv/aids i Ghana De er unge og sårbare og de er kvinder. De står i første række som ofre for den stigende udbredelse af hiv/aids i det nordlige Ghana. Alligevel bliver de svigtet af både forældre, skole og lokalsamfund. Først og fremmest fordi skolerne næsten ikke tager spørgsmål om sex og reproduktiv sundhed med i undervisningen, og fordi sex og samliv er et stort tabuområde, som både forældre og skole vender ryggen til. Og det er et stort problem, når en meget stor del af de unge piger har deres seksuelle debut, før de fylder 15 år. Derfor er de sårbare, og derfor rammer den stigende udbredelse af hiv/aids i det nordlige Ghana de unge piger og kvinder så hårdt. IBIS’ projekt i det nordlige Ghana “Unge kvinders kamp mod hiv/aids” bryder med tavsheden omkring hiv/aids og de unge piger. Projektet satser på at lave en særlig indsats i samarbejde med skolerne og lokalsamfund, så vidensniveau og opmærksomhed omkring hiv/aids kommer ind i undervisningen. Projektet vil oplære 300 lærere, så de kan undervise i sex og reproduktiv sundhed og målet er at nå 3.000 unge piger i de ældste klassetrin, så de forstår at tage vare på sig selv. 150 unge piger skal oplæres i en særlig rolle som informanter, så de kan nå ud til yderligere flere unge piger, ligesom lokalsamfundet vil blive involveret i arbejdet med at skabe opmærksomhed omkring hiv/aids. (rj)

NR. 111 | 2007

GHANA

PIGERS RETTIGHEDER

05


Hvordan skal det lykkes kvinder at blive hørt i et så mandsdomineret samfund som det mozambiquanske? Det prøver en medieorganisation, bestående af kvindelige journalister at finde en løsning på

: giv kvinderne en stemme

“Kvinder kan ikke snakke, og kvinder kan ikke skrive, det var holdningen blandt mine mandlige kolleger, da jeg startede som journalist. Jeg var den eneste kvinde på redaktionen og skulle arbejde ti gange hårdere end mine mandlige kolleger, for at bevise at jeg var god nok. Og finde mig i at få det halve i løn for det samme arbejde,” fortæller Palmira Velasco, leder af AMCS, en organisation for kvinder i medier i Mozambique.

Kvinders deltagelse i demokratiet “Mange kvinder har mænd, der nægter dem at deltage, når der er valg. Andre skal have sin mands godkendelse, inden de stemmer. Andre igen føler ikke, at de har tid til at stå i den lange kø til valglokalerne, men tager i marken i stedet for at arbejde for føden. Der findes også krigsenkerne, som er bitre på begge de to største partier, Frelimo og Renamo, som kæmpede mod hinanden under borgerkrigene. Enkerne tror ikke, at det gør en forskel at stemme. Vi forsøger at nå ud til disse kvinder, så de forstår vigtigheden af at stemme og deltage i demokratiet,” uddyber Palmira.

06

MOZAMBIQUE

TEKST | FOTO

NINA BULL JØRGENSEN

KVINDER OG MEDIER

Disse udfordringer er mest udpræget på landet, hvor de fleste kvinder er fattige og hverken kan læse eller skrive. Lokalradioen er et effektivt redskab til at mobilisere kvinder til at deltage og giver dem mulighed for at sige deres mening. “Kvinder kan snakke, og kvinder kan lede, men det er vigtigt at møde dem på deres egne præmisser, på et sprog de forstår. Når jeg interviewer kvinder i landsbyerne, tager jeg traditionelt tøj på og ikke jeans. Jeg besøger dem i deres hjem, sætter mig på gulvet og snakker om vejret og prisen på tomater, inden jeg spørger til deres meninger og problemer i lokalsamfundet,” siger Palmira. FOKUS


: kvinder og rettigheder i Mozambique

: fakta

Selv om Mozambique støt og roligt at har styrket sin demokratiske tradition, så gælder det stadigvæk, at den fattigste del af befolkningen er ude af stand til at gribe muligheder for at få indflydelse på deres eget liv. Mange stemmer til både lokale og nationale valg, men uden at de føler, at det har noget med dem selv at gøre. Især kvinderne er sat helt uden for indflydelse eller har blot marginal indflydelse. Ofte er mulighederne til stede, men kvinderne mangler indsigt og forståelse for, hvordan de demokratiske processer fungerer, og hvilke rettigheder de har.

Muthiyana lokalradio har 23 frivillige journalister, teknikere osv.

Støtten til AMCS og Muthiyana lokalradio er eksempler på, hvordan IBIS arbejder med “Kvinder og rettigheder” i Mozambique.

Radioen dækker et område på ca. 100 km2, dvs. hele Maputo-provinsen og Maputo by. Radiostationen har 16 lyttergrupper. Gruppernes størrelse varierer mellem 40-120 medlemmer, alt efter lokalområdets interesser og engagement.

Landsindsamlingen søndag den 13. maj går bl.a. til at uddanne, støtte og motivere mozambiquanske kvinder til at deltage i de demokratiske processer; sikre at de får den nødvendige opbakning og viden til at deltage i det offentlige liv, støtte dem i få indflydelse og kæmpe for deres egne rettigheder. (rj)

AMCS (Associação Moçambicana de Mulheres na Comunicação Social) er en mozambiquansk græsrodsorganisation, der træner kvindelige journalister i, hvordan de dækker politiske valg og spreder information om demokratiske processer. AMCS har lokalradiostationen Muthiyana, der er den eneste radiostation i landet, der udelukkende drives af kvinder. AMCS har base i hovedstaden Maputo. De er 4 ansatte og har 150 medlemmer fra hele landet. Medlemmerne er kvinder, der arbejder på lokale radiostationer og andre medier. De har ambitioner om at organisere samtlige kvinder, der arbejder med lokalmedier i Mozambique. Målet med AMCS’ arbejde er at styrke kvinders stilling i samfundet og mobilisere flere kvinder til at deltage i valgprocesserne, den politiske debat og i ledelsen af den offentlige sektor.

Det giver selvtillid at blive hørt Radio Muthiyana har etableret såkaldte lyttergrupper, hvor kvinder i området diskuterer og ytrer deres meninger om temaer, som er vigtige i deres daglige liv. F.eks. mangel på vand, uddannelse, hiv/aids, diskrimination etc. Diskussionerne bliver optaget på bånd og præsenteret for de lokale ledere, som så svarer på kvindernes udtalelser via radioen. “Det giver kvinderne selvtillid at blive hørt. Andre kvinder, som lytter til udsendelserne, bliver også motiveret til at deltage og ytre deres meninger. Og de ser, at kvinder også kan være gode ledere og bidrage til at løse lokale problemer,” siger Palmira.

“Kvinder, som står op klokken fire om morgenen og går flere kilometer for at bære 20 liter vand på hovedet til madlavning, tøjvask og rengøring – de ved helt sikkert mere om vandhåndtering, og kan komme med flere ideer til hvordan man kan løse problemer med vandmangel – end deres mænd, som går direkte til den lokale bar efter arbejdet.”

“Jeg forlod ikke journalistikken, men bestemte mig i stedet for at forlade ham. Jeg ville kæmpe, ikke bare for mig selv, men også for at andre kvinder får lov til at deltage i samfundet på lige vilkår med mænd. Gennem medierne kan jeg formidle det, jeg brænder for, og jeg kan være med til at hjælpe andre kvinder til at blive hørt. Det er vigtigere for mig end at have en mand, som ikke giver sin kvinde lov til at have en stemme.” :

NR. 111 | 2007

MOZAMBIQUE

Palmira Velasco har selv oplevet, hvor vanskelig det er for en kvinde i en mands verden at tage kontrol og beslutninger om sit eget liv. Hun var forlovet med en mand, som mente, at hun ikke skulle arbejde som journalist, men i stedet skulle gå hjemme, lave mad og passe børn. KVINDER OG MEDIER

07


: Ghana fejrer 50 års uafhængighed Den 6. marts fejrede Ghana, at det er 50 år siden, at landet opnåede uafhængighed. I det nordlige Ghana er det først og fremmest skolebørnene og de unge der markerer dagen

“Ghana har brug for at hæve sig over den fattigdom, der stadig præger landet, sikre rent vand til hele befolkningen og sørge for at pigernes skolegang sikres.” Ordene kommer fra BBC-journalisten Peter Biles, som jeg så på tv aftenen før. Næste morgen sidder han lyslevende bøjet over en satellitsender på græsplænen foran min hoteldør i Tamale i det

nordlige Ghana. Mens vi udveksler visitkort, benytter jeg lejligheden til at spørge om hans vurdering af Ghana netop nu i lyset af jubilæumsfestlighederne. Samtidigt med at man på tv kan se, at hovedstaden Accra står på den anden ende i et brus af flag, bannere og farver, og fuld trut på jubilæumstrompeten, så er det et mere beskedent indtryk, jubilæumsfestlighederne gør her ude på landet mellem Tamale og Bolgatanga. Det ligner en hverdag som så mange

08

GHANA

TEKST | FOTO

RENÉ JACOBSEN

UAFHÆNGIGHED

andre. Tungt læsset lastbiler slæber sig hen ad landevejen mod Burkina Fasso. Det mest i øjenfaldende er, at de mange skilte for kristne menigheder ikke længere står alene, men tæt i mellem de muslimske moskeer, og signaler at Ghana er et religiøst, meget sammensat land. Det eneste, der synes at adskille denne dag fra så mange andre er, at skolebørnene er på vej – ikke til skole, men til jubilæumsparaden på den kommunale sportsplads i Bolgatanga. FOKUS


“Ghana is free” Og her sker der noget. Tusindvis af især skolebørn og unge mennesker er samlet omkring sportspladsen. Et mylder af mennesker med flag i hånden eller svøbt omkring kroppene, og de nationale farver rød, gul og grøn konkurrerer med skoleuniformernes farvepalet af gule, brune, lilla og pink farver. Ind i mellem gjalder råbet “Ghana is free” som en ungdommelig tilkendegivelse af, at Ghana for 50 år siden løsrev sig fra britisk overherredømme og tog ansvaret for egen udvikling. Ikke nogen helt nem opgave – hverken dengang eller nu. Et forhold som et af optogene gav et symbolsk og helt bogstaveligt udtryk. En mand kun iklædt underbukser og malet over hele kroppen i de ghanesiske farver “trak” en stor lastbil fyldt med begejstrede deltager hen ad vejen. Inde på sportspladsen er paraden i fuld

gang. Den ene skole efter den anden marcherer det bedste, de har lært. Jeg er ikke fri for at være lidt skuffet. Bortset fra farveorgiet af skoleuniformer, så går alle eleverne i en marchtakt, der er det gamle Østeuropa værdig. Jubilæumsfestlighederne synes ikke at være kroppenes fest, som her er låst i stive formelle bevægelser. Til gengæld afspejler elevernes ansigter dyb koncentration, og en alvor der først bliver til grin og fnis, når paraden går i opløsning ved sportspladsens udgang.

NR. 111 | 2007

GHANA

Højtideligt eller festligt? Nogle dage senere overværer jeg de sidste rester af en begravelsesfest. Her er der liv, dans, sang og dunkende trommer. Måske er det bare afrikanernes måde at vende op og ned på alting, der forvirrer mig. Når der er jubilæum, så er det højtideligt og formelt, når

UAFHÆNGIGHED

der er begravelse, så er det fest og frisættelse. Eller også er det bare mig, der ikke forstår, hvad der foregår. Selv om entusiasmen i dag ikke helt klinger på samme måde som i 1957, da befrielsesbevægelsens leder og kommende præsident, Kwame Nkrumah udråbte Ghanas uafhængighed, så rammer jubilæumsfestlighederne alligevel en fin klang. Ghana er på vej ind i en stabil udvikling, og selv om BBC-journalisten Peter Biles ord står til troende, så er Ghana på vej. Efter 10 dages rundrejse i Ghana og mange interviews, kan jeg konstatere, at de ghanesiske kvinder udgør et stort potentiale for at bringe Ghana de nødvendige skridt videre. Kvinderne har viljen, de har ambitionerne, og de anerkendes af mange, som dem der er bedst til at reducere fattigdommen. Får de mulighederne for en mere fremtrædende rolle, så har Ghana fat i den lange ende. :

09


Aids-bølgen kunne vendes, hvis alle brugte kondom. Men selv de, der kan skaffe et kondom, lader det ofte ligge i lommen – både i Danmark og i det sydlige Afrika

TEKST FOTO

GITTE JAKOBSEN CECILIA BERMÚDEZ HORSTEN TONY FIGUERA GITTE JAKOBSEN

: hvorfor bruger de ikke bare kondomer? Hvorfor bruger de ikke bare kondomer? Spørgsmålet er enkelt at stille og kompliceret at besvare. For det er rigtigt, at hvis alle seksuelt aktive brugte kondomer, ville det snart være slut med at dø af aids og blive steril af klamydia. Men virkeligheden ser anderledes ud. Undersøgelser i Danmark afslører, at unge mennesker i stigende grad vælger kondomet fra, og at antallet af tilfælde med klamydia eller andre seksuelt overførte sygdomme er stigende. På verdensplan har de store aids-kampagner ikke formået at vende aids-epidemien, og ifølge den seneste opgørelse fra UNAIDS lever idag næsten 40 mio. mennesker med hiv. De fleste kampagner fokuserer på kondombrug, men problemet i fattige lande er ofte, at kondomer ganske enkelt ikke er tilgængelige. Ifølge forsker Helen Rees, fra Witwatersrand Universitetet i Johannesburg, har verden brug for 24 mia. kondomer om året. Det er 15 mia. flere, end der produceres i dag. “I Afrika, som er hårdest ramt af aids, er der tre kondomer til rådighed for hver mand [om

året/red]. Det er for lidt i et samfund, hvor de færreste mænd er monogame,” forklarer Helen Rees. Selv hvor man let kan få fat i et kondom, er det ikke sikkert, det bliver brugt. I Danmark er usikker sex hvert år årsag til dødsfald, sterilitet og tusindvis af hospitalsindlæggelser. Ifølge en rapport, som Statens Institut for Folkesundhed sidste år udarbejdede for sundhedsstyrelsen 1, dør omkring 300 danskere om året som følge af usikker sex. Blandt kvinder er det primært livmoderhalskræft, der er dødsårsag, og blandt mænd er det primært aids. Økonomisk betyder usikker sex et årligt merforbrug i sundhedsvæsenet på 283 mio. kr. og et produktionstab på 576 mio. kr. På globalt plan blev 4,3 mio. mennesker i 2006 smittet med hiv, og UNAIDS udtrykker i sin årlige rapport bekymring for, om udviklingen kan vendes inden for en overskuelig fremtid. Blandt de mange nedslående nyheder er, at lande, der tidligere var begyndt at få styr på epidemien, nu oplever en genopblusning af nye tilfælde. Det gælder for eksempel Uganda og Thailand,

10

GLOBALT

HIV/AIDS

men de samme tendens ses også i USA og Vesteuropa. Værst ser det ud i det sydlige Afrika, hvor en tredjedel af verdens hiv-smittede bor. Blot i Sydafrika er der 5,5 mio. smittede, men langt fra alle ved det selv. Ifølge en undersøgelse fra 2005 er 2 mio. af Sydafrikas hivpositive ikke klar over, de har hiv, og derfor ikke opmærksomme på, at de kan smitte andre. Skadelige aids-kampagner Den traditionelle aids-oplysning har haft svært ved at finde budskaber, som folk kan identificere sig med. Kondomer bliver promoveret til udenomsægteskabelige relationer, men de fleste nysmittede i det sydlige Afrika er unge kvinder, der tit ikke er i stand til at forhandle sikker sex med deres ofte ældre partnere. Og et fast forhold er ingen garanti mod hiv-smitte. Det viser historien om Vicky Bam i Namibia: “Fordi jeg var gift, følte jeg mig sikker, og da jeg endelig fandt ud af, at også gifte kvinder kan blive smittet med hiv, var det for sent,” fortæller Vicky Bam, der blev testet hiv-posiFOKUS


tiv, da hun var gravid med sit tredje barn. Hendes mand nægtede at lade sig teste og anklagede Vicky for at have bragt sygdommen ind i familien. Efter et år lod han sig alligevel teste, og da han fik at vide, han var hivpositiv, begik han selvmord. Et halvt år efter døde Vicky Bams baby af en aids-relateret sygdom. Vicky havde fulgt de to første bud i den traditionelle aids-forebyggelse: ABC – Abstain (vær afholdende), Be faithful (vær tro), Condomise (brug kondom). Hun havde ikke haft sex, før hun mødte sin mand, hun havde ikke forhold uden for ægteskabet, og alligevel blev hun smittet.

kendelser i et ligeværdigt forhold. Pædagogikken tager udgangspunkt i de mennesker, det handler om, og det er den samme konklusion, IBIS i det sydlige Afrika er nået frem til. I stedet for de traditionelle, pegefinger-løftende aids-kampagner, begyndte man et helt andet sted. Nemlig med de ansatte, der alle opfordres til at tage stilling til hiv og aids i deres eget liv med en metode, der kaldes ‘inside-out’. “Ved at forholde os til hiv og aids i vores eget liv og organisation, baner vi vej for at involvere de mennesker, der bliver direkte berørt, og så er der ikke længere tale om godgørenhed, men om solidaritet,” siger David Lush.

Nogle mener, at ABC-kampagnerne har gjort mere skade end gavn. Blandt andet David Lush fra IBIS regionale hiv/aids-program i det sydlige Afrika, der betegner de traditionelle aids-kampagner som ‘falsk godgørenhed’. De har ikke haft den store forebyggende effekt, men har været meget destruktive i deres marginalisering af mennesker, der lever med hiv. “Aids-kampagnerne har gjort mennesker med hiv til ofre, og som sådan er vi blevet frataget vores handlekraft,” forklarer David Lush, der i mange år har været åben om sin egen hiv-status. David Lush sammenligner de fejlslagne aids-kampagner med ‘sparekassepædagogik’, et begreb introduceret af den brasilianske pædagog Paulo Freire (1921-1997) i bogen De undertryktes pædagogik. Sparekassepædagogikken ser modtageren af budskaberne som en tom beholder, der kan fyldes med viden. Paulo Freire og aids-oplysning Freire taler i stedet for den ‘frigørende pædagogik’, som går ud på at arbejde mod nye er-

Selv var han den første åbent hiv-positive, der blev ansat i IBIS’ hiv/aids-program. I dag er de tre med Vicky Bam som den sidst ankomne. “IBIS er den eneste organisation, jeg kender, der arbejder på denne måde,” fortæller David Lush, der gerne deler sine egne hiv-erfaringer med andre. Ved selv at stå frem som hiv-positive kan de ansatte være med til at bekæmpe stigmatisering og genopbygge selvrespekten blandt mennesker, der lever med hiv og aids. Hiv-positives engagement i aids-oplysningen er blevet muliggjort med den gratis adgang til livsforlængende medicin og et begrundet håb om et langt og aktivt liv. Flere og flere lader sig teste, og det har vist sig, at folk, der kender deres hiv-status, er mere tilbøjelige til at prioritere sikker sex end andre. Forebyggelse handler således også om testforløb og livsforlængende medicin. Men selvom mulighederne for behandling er blevet klart forbedret, er der ikke kø ved testcentrene, sådan som IBIS og andre havde håbet på. Stigmatisering og angst ses som en væsentlig forklaring, og også på

NR. 111 | 2007

GLOBALT

HIV/AIDS

dette område ligner vi hinanden på tværs af kontinenterne. Ifølge Sex og Samfund oplever hiv-smittede i Danmark ofte at blive diskrimineret og stigmatiseret, og organisationen kender eksempler på, at smittede har undladt at lade sig teste eller at søge behandling af frygt for omverdenens foragt og fordømmelse. 15 mia. kondomer mangler der på verdensplan. Men kondomer er kun en lille del af et stort og kompliceret svar på, hvordan vi forhindrer hiv i at brede sig. : 1. Hele rapporten på 346 sider kan læses på: www.si-folkesundhed.dk/upload/risikofaktorer.pdf

11


En rejse rundt på skolerne i amazonområdet Rio Corrientes i Peru er en rejse i forfejlet undervisning. De indianske achuarbørn får en undervisning, de i bedste fald ikke kan bruge til noget, og i værste fald er med til at udslette deres kultur

: rejse i rædselsundervisning TEKST FOTO

RUNE GEERTSEN RUNE GEERTSEN, MARIE KIRSTINE HUSUM

Læreren har skrevet TE-LE-FON på tavlen i den lille skole i lokalsamfundet San José ved floden Corrientes dybt inde i det peruanske amazonas. Florecinta prøver, så godt hun kan, at kopiere læreren og skriver langsomt og omhyggeligt i sit kladdehæfte. Men hun skriver ordet bagfra, startende med N og derefter O. Hun skriver ikke, hun tegner ordet. Selvom Florecinta er 10 år og har gået i skolen i fem år, forstår hun stadig ikke, hvad det betyder at skrive et ord. Måske fordi hun kun taler achuar og ikke forstår, hvad læreren siger. Måske fordi hun ikke forstår, hvad en telefon er, fordi der ingen telefoner er i achuarernes lokalsamfund. Under alle omstændigheder lærer hun – 12

og hundredevis af andre børn i Rio Corrientes – stort set ingenting, selvom de går i skole hver dag. For undervisningen har intet med børnenes virkelighed at gøre. IBIS rejste sidste år rundt blandt Rio Corrientes 25 achuar-landsbyer for at forberede dette års Hele Verden i Skole projekt. Vi havde forventet, at det stod skidt til med undervisningen. Men det, der ventede os, var alligevel forbavsende. Det var en lang rejse i elendig uddannelse. Spildte dage i skolen I skolen i lokalsamfundet Peruanito, et stykke op ad floden fra San José, hersker der kaos. Læreren Segundo Cachique løber frem og tilbage mellem tre klasseværelser, hvor børnene er fordelt. Cachique forsøger at lære de ældste elever brøkregning ved hjælp af en cirkel, PERU

SKOLEN I REGNSKOVEN

han har tegnet på tavlen. Der er uanede muligheder for at tage junglens omgivelser i brug for at lære børnene brøkregning, men læreren tegner videre på sin cirkel, mens børnene er ved at falde i søvn. I et af de andre lokaler løber de små elever rundt og leger med en stor skrubtudse, der har forvildet sig ind i lokalet. De skulle ellers have lært at stave, men når læreren er ude af af syne, går det hele i opløsning. IBIS’ uddannelsesrådgiver Jette Luna kigger målløs på. “Det er tragisk, det her,” siger hun. Klokken tolv er skoledagen forbi, og vi fornemmer, at endnu en dag er spildt i skolen. Tragikomiske skolebøger Den er ikke kun gal med lærernes metoder. Undervisningsmaterialet er tragikomisk. Der er meget få bøger i lokalsamfundene, slidte og FOKUS


årtier gamle. Et par af skolerne har dog fået nye bøger, skoletasker og stole og borde. Ikke af undervisningsministeriet, men af olieselskabet Pluspetrol. Når et lokalsamfund skal holdes fra at klage over olieforurening, dukker selskabets mænd op med et par symbolske gaver i form af møbler eller skolebøger. Bøgerne er skrevet for børn i storbyen, med tegninger af velfriserede storbybørn og deres problemer. De har ikke det fjerneste med regnskoven eller achuar-folket at gøre. Bøgerne belærer f.eks børnene om, at de skal passe på naturen og drikkevandet: “Vand er et livsvigtigt element for livet. Vi bør undgå at forurene det for vores helbreds skyld og for planterne og dyrenes liv.” Olieselskabet, som har givet bøgerne til achuaerne, kunne have haft godt af at læse dem selv – gennem 30 år har de forurenet floderne, achuaernes eneste kilde til vand. Det har de gjort ved at hælde over en million liter spildevand direkte ud i floden – om dagen. Hver dag mangler der børn i skolen, fortæller lærerne. De ligger derhjemme med diarré og mavesmerter. Da vi besøgte landsbyen Peruanito, sad den 9-årige Dianna Sakirey under et tæppe og rystede med feber og diarré. Hun havde ikke været i skole i en uge. Faren sagde, at hun havde drukket vandet fra floden. Det virker som om olieselskabet er de eneste, der interesser sig bare en smule for achuar-folket i Rio Corrientes. “Vi får intet fra undervisningsministeriet,” fortæller en lærer. “Det er som om, de har

glemt os. Den eneste hjælp vi får er fra la compania, olieselskabet.” Flere af skolerne i Rio Corrientes har en lille messingplade på muren, hvorpå der står: Doneret af Pluspetrol. Mange af mændene i achauar-landsbyerne tager arbejde hos selskabet for at tjene penge til familien. De bliver hyret til at hugge den skov ned, deres børn skal leve af i fremtiden for at give plads til nye olieledninger. Mændene begynder at tale spansk derhjemme, som de gør hos la compania, og achuarsproget går tabt. Holder børnene hjemme For IBIS’ udsendte var turene gennem regnskoven, det levende kaos af grønt liv der udgør verdens største økosystem, imponerende – og deprimerende. De indianske achuarbørn får en undervisning, der i bedste fald ikke kan bruge til noget, og i værste fald er med til at udslette deres kultur og tradition for at passe på dette unikke sted. Derfor gennemfører kun 40 procent af børnene de seks års grundskole. I et af de sidste lokalsamfund vi besøger på vores rejse, møder vi en far, hvis ord bliver hængende længe efter. Han fortæller os, at han sørger for, at alle hans fem børn går i skole regelmæssigt. “Men engang imellem holder jeg dem hjemme,” sagde han. “Så tager de med mig i skoven eller ud at fiske, for de skal jo også lære noget...” :

: skolen i regnskoven En god skole for achuarbørnene er – som for alle andre børn i verden – en skole, der medvirker til at opbygge deres selvtillid, giver dem lyst til at lære nye ting, være nysgerrige og stille spørgsmål. Børnene bør fra den allerførste dag opleve, at skolen er et sted, hvor de kan gøre brug af de erfaringer, de har gjort sig i livet, inden de startede i skole. Undervisningen bør tage udgangspunkt i netop disse erfaringer og bygge videre på dem – samtidig med at ny viden bliver hægtet på. Den skole, achuar-børnene går i nu, lever langt fra op til dette billede. De fleste af lærerne kommer fra byer langt fra achuarnes lokalsamfund – uden kendskab til achuarnes kultur eller sprog. De taler udelukkende spansk og har generelt ikke høje forventninger til børnene.

NR. 111 | 2007

TEKST

De har brug for efteruddannelse, så de ved hvordan børnene får mulighed for at være aktive – for aktive børn lærer bedst. De skal flytte en del af undervisningen ud af klasseværelserne, så nye ord og begreber hægtes på konkrete oplevelser. Børnene skal have mulighed for at bruge og udbygge den viden, de allerede har om det omgivende miljø. Forældres opbakning er vigtig, og for at få den skal de inddrages. Det er sammen med dem, ‘den gode skole’ skal defineres og udvikles. Hvis børnene og forældrene oplever, at det børnene lærer i skolen ikke kan bruges til noget, smulder argumentet om, at det er vigtigt at gå i skole, og børnene dropper ud.

JETTE LUNA Uddannelsesrådgiver for IBIS i Sydamerika

• Gennem tosproget interkulturel undervisning bliver achuar-skolerne til et sted, hvor 1.500 elever lærer at passe på deres natur og omgivelser og udvikle deres landsby hen mod bedre levestandard. • 15 unge achuarer vil blive uddannet som skolelærere og 45 lærerne i Rio Corrientes vil få tilbudt efteruddannelse. • Udvikling af undervisningsmaterialer og læseplaner som tager udgangspunkt i achuar-indianerne virkelighed i Rio Corrientes, Perus regnskov.

Det er denne udfordring projektet “Skolen i Regnskoven – Undervisning for Livet” har taget op med følgende elementer:

PERU

HELE VERDEN I SKOLE

13


: magisk læsebog Den 30. marts vil hver tredje skoleelev i Danmark sidde med den nye læsebog LæseRaketten i hænderne. LæseRaketten er en vigtig del af Hele Verden i Skole kampagnen, da den sætter børns ret til uddannelse på skoleskemaet. Samtidig byder den eleverne inden for i et magisk univers TEKST OLIVIA KRUSE

“Hvad”, sagde Peter. “Har jeg vundet?” Han forstod ikke helt, hvad manden i det blå tøj sagde. Den blå mand nikkede. Du har vundet. Du skal være KONGE FOR EN UGE! Sådan starter historien Konge for en uge af Jens Kovsted, som er én af de fantastiske fortællinger i LæseRaketten. Hovedpersonen Peter skal styre landet i en uge, fordi kongen skal på ferie. Men han er ikke god til at regne og læse. Derfor bliver Peter flere gange snydt af den onde Hr. Kantstød, som også bor på slottet. Gennem dette magiske univers bliver læring og skolegang sat på dagsorden. Læsebogen indeholder også mere faktuelle

: vigtige datoer 16. marts – 15. maj: Indsamling 30. marts: LæseRaketten affyres rundt omkring i landet 23 – 29. april: Aktionsuge 27. april: Menneske-kæde 1. Juni: Vinderne af lotteriet 'En Sikker vinder' offentliggøres på www.heleverdeniskole.dk I alt 1090 skoler deltager i Hele Verden I Skole kampagnen 2007.

14

historier om børns (manglende) skolegang rundt omkring i verden og lægger op til undervisning og debat i klassen om emnet. Retten til uddannelse At gå i skole er nemlig ikke en selvfølgelighed alle steder i verden, selv om alle børn har ret til uddannelse af god kvalitet. Der er stadig 80 millioner børn i verden, som aldrig har lært at læse eller skrive. Når de danske skolelever deltager i kampagnen ved at læse bogen LæseRaketten, gør de det, som mange millioner børn ikke kan; nemlig at læse. LæseRaketten er en central del af IBIS’ uddannelseskampagne Hele Verden i Skole, og målet med kampagnen er netop at sætte retten til uddannelse på dagsordenen. Læseuniverser Med affyring af LæseRaketten den 30. marts bliver danske skoleelever lukket ind i en række nye og spændende universer, som udover at give børnene en god læseoplevelse, også er med til at sætte perspektiv på deres forståelse af skole og uddannelse. Den byder på historier skrevet af kendte børne- og ungdomsforfatterne som Josefine Ottesen, Cecilie Eken, Bent Faurby, Jens Kovsted, Kenneth Bøgh Andersen og Dorte Roholte. En Sikker Vinder Med LæseRaketten følger også en handlemulighed for lærere og elever. De kan deltage i dette års indsamling ved at sælge lodsedler eller på anden vis samle ind til projektet “Skolen i Regnskoven” i Peru. Projektet skal sørge for GLOBALT

HELE VERDEN I SKOLE

en bedre skole med en undervisning, som børnene i regnskoven kan bruge til noget. Samtidig kan skoleeleverne i Danmark vinde præmier, når de indsamler. De elever, der får samlet mest ind, og de elever, der finder på den mest fantasifulde indsamlingsidé, bliver præmieret. Aktionsugen Men at være med i indsamlingen er ikke den eneste handlemulighed. Skoleelever og lærere kan også deltage i den globale aktivitetsuge. Sammen med millioner af andre børn og voksne rundt omkring i verden går skoleelever og lærere sammen for at tage hinanden i hånden og danne én lang fælles kæde. Den skal symbolisere, at først når vi står sammen, når vi målet om skolegang til alle. Der vil også blive arrangeret menneske-kæder rundt omkring i Danmark – bl.a. på Christiansborg Slotsplads. Forhåbentlig vil pressen og mange af Folketingets politikere kigge forbi og nyde synet af Danmarks børn og unge, der står sammen for at nå målet. De ansvarlige IBIS vil herefter sørge for, at både den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen og forkvinden for EU, den tyske kansler Angela Merkel, får at vide, at tusindvis af danske børn ikke vil acceptere, at deres venner i Afrika, Latinamerika og andre steder ikke kommer i skole. Millioner af børn over hele verden vil gøre det samme. Efter aktionsugen vil fotografier og beskrivelser fra menneske-kæderne fra hele verden blive præsenteret for de ansvarlige politikere verden over. : FOKUS


: medlemstræf i IBIS, lørdag den 28. april Som medlem i IBIS har du forskellige muligheder for at udfolde dig. Vi inviterer dig til Medlemstræf, hvor du kan møde en masse andre IBIS medlemmer, der er engageret i arbejdet både i Syd og i Nord. Medlemstræffet giver rig mulighed for – formelt og uformelt at diskutere emner af relevans for dig, IBIS og vores arbejde. Du kan bl.a. møde medlemssekretærerne, Styrelses-

: Praktikantnetværket : Uddannelsesgruppen : Globaliseringsgruppen : EPAgruppen : Latinamerikagruppen : Afrikagruppen : Landsindsamlingsgruppen : Praktikantnetværket : Uddannelsesgruppen : Globaliseringsgruppen : EPAgruppen : Latinamerikagruppen : Afrikagruppen : Landsindsamlingsgruppen : Praktikantnetværket : Uddannelsesgruppen : Globaliseringsgruppen : EPAgruppen : Latinamerikagruppen : Afrikagruppen : Landsindsamlingsgruppen : Praktikantnetværket : Uddannelsesgruppen : Globaliseringsgruppen : EPAgruppen : Latinamerikagruppen : Afrikagruppen : Landsindsamlingsgruppen : Praktikantnetværket : Uddannelsesgruppen : Globaliseringsgruppen : EPAgruppen : Latinamerikagruppen : Afrikagruppen : Landsindsamlingsgruppen : Praktikantnetværket : Uddannelsesgruppen : Globaliseringsgruppen : EPAgruppen : Latinamerikagruppen : Afrikagruppen : Landsindsamlingsgruppen : Praktikantnetværket : Uddannelsesgruppen : Globaliseringsgruppen : EPAgruppen : Latinamerikagruppen : Afrikagruppen : Landsindsamlingsgruppen : Praktikantnetværket : Uddannelsesgruppen : Globaliseringsgruppen : EPAgruppen : Latinamerikagruppen : Afrikagruppen : Landsindsamlingsgruppen :

repræsentanter og andre, der er involveret i kampagnearbejdet. Programmet består bl.a. af oplæg fra IBIS’ Styrelse og diskussion om den ny medlemsstrategi samt præsentationer af ‘Make Poverty History’ kampagnen, Operation Dagsværk-projektet i Bolivia og uddannelseskampagnen Hele Verden i Skole 2007.

Hold øje med www.ibis.dk/medlemsforum og vores e-nyhedsbrev IBIS-Posten, som du kan abonnere på via hjemmesiden. Medlemstræffet finder sted lørdag den 28. april kl. 11.00–18.00 i København. Meld dig til hos Bodil Trier på bt@ibis.dk eller 35 20 05 49, så modtager du det endelige program.

: bliv frivillig i IBIS

1. maj: Kvinder i Afrika

Kom og få en introduktion til de forskellige projekter og aktiviteter, som IBIS’ medlemmer arbejder med. Det kan være, det er noget for dig! Mød repræsentanter fra medlemsgrupperne og tidligere praktikanter.

Traditionen tro mødes IBIS’ medlemmer og ansatte d. 1. maj i Fælledparken i København. I år sætter vi sammen med CARE Danmark fokus på kvinder i Afrika og vores fælles landsindsamling. Du kan finde os blandt solidaritetsteltene. Kom og få en sludder med os og drik et par forårsøl!

Tid: 11. april, kl. 19.00 Sted: Kulturhuset Blågården, Blågårdsplads, 2200 København N

Haves : 25 mio. aids-ramte – Mangler : flere sygeplejersker Aids-katastrofen i verden er så ekstraordinær, at det kræver en ekstraordinær indsats. Derfor Humor mod Aids. Vi rusker kærligt op i danskernes resignation overfor aids-epidemien med humoren som spydspids og øjenåbner. Humor mod Aids gør ikke grin med hiv-smittede og aids-ramte, men sætter vores eget potentiale for at gøre meget mere for at afhjælpe aids-epidemien i et nyt perspektiv. Vi tror på, at det gavner at grine sammen, så derfor maler vi byen rød i dagene op til d. 1 april og spreder en god stemning - mens vi uddeler røde næser og samler ind til at uddanne flere sygeplejersker i Afrika. IBIS, AIDS-Fondet og Folkekirkens Nødhjælp står bag Humor mod Aids, og i år er Dansk Sygeplejeråd og Sygeplejestuderendes Landssammenslutning med til at skabe opmærksomhed om den store mangel på uddannet personale i specielt Afrika. Læs, hvad der sker i en by nær dig, og hør telefonfis på www.humormodaids.dk

NR. 111 | 2007

DANMARK

AKTIVITETER

15


Afsenderadresse:

RETURNERES TIL AFSENDER VED VARIG ADRESSEÆNDRING

PortoService Postboks 9490 9490 Pandrup ID:46452 MAGASINPOST

Det er også min Mors Dag den 13. maj

: hjælp Afrikas kvinder Meld dig som indsamler søndag den 13. maj på www.kvinderiafrika.dk eller tlf. 38 38 24 24

Er du forhindret den 13. maj, kan du hjælpe alligevel. Send en sms 1220 med teksten kvinder, så donerer du 100 kr. til Afrikas kvinder.

IBIS Fokus 111  

IBIS' kvartasmagasin

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you