Page 1

FORSA

VIDEN

FORSA Information

POLITIK OG PRAKSIS

TEMANUMMER

VIDEN, POLITIK OG PRAKSIS Maj 2013


FORSA

Indhold 2

INDLEDNING

3

VIDEN, POLITIK OG PRAKSIS

4

VIDEN, POLITIK OG PRAKSIS

10

VIDEN, POLITIK OG PRAKSIS

12

FORSAS BESTYRELSE

Indledning

Af: Per Westersø

Af Per Westersø, formand for FORSA Danmark

Temanummer om Viden, politik og praksis

Skrevet af bestyrelsen i FORSA Artikel af: Peter Bundesen

FORSA Redaktører: Matilde Høybye-Mortensen 2193 7015, maho@kora.dk Per Westersø 8755 3342, pwe@viauc.dk Spørgsmål til foreningen FORSA kan rettes til formand Per Westersø, tlf. 8755 3342, pwe@viauc.dk Foreningens hjemmeside: www.FORSA.dk Grafisk produktion: Huset Venture· Stavtrupvej 34· 8260 Viby J Tlf. 86 28 35 55· www.husetventure.dk

FORSAs bestyrelse startede i 2012 en debat om forholdet mellem viden, politik og praksis. Anledningen var, at Socialministeren på baggrund af en konsulentrapport i foråret 2012 anbefalede brugen af 4 bestemte metoder i arbejdet med udsatte børn og unge. Metoder som ifølge rapporten vil give en samfundsøkonomisk gevinst på 2,5 mia.kr. om året. Vi fandt at denne sag illustrerede nogle generelle problemstillinger i forholdet mellem viden, politik og praksis, der fortjener en grundig debat. Vi har derfor valgt at rejse nogle principielle spørgsmål om konstruktion af viden, forholdet mellem politikere, konsulenter og forskere, samt uddannelsernes rolle i formidling af viden til studerende og praktikere. Vi har her samlet indlæggene fra FORSA Information 2012 og 2013. Debatten vil fortsætte i de næste numre af FORSA-Information, på FORSAs hjemmeside og ”Viden, politik og praksis” vil også være temaet for en paneldebat på FORSAs årsmøde 2013, der afholdes den 3. og 4. oktober 2013 i København. Dette temanummer er FORSAs bidrag til debatten om ”Viden, politik og praksis”. En debat, som vi håber alle miljøer, der arbejder med viden om og for socialt og socialpædagogisk arbejde også vil engagere sig i. Vi modtager meget gerne flere indlæg om temaet.

På bestyrelsens vegne Per Westersø Formand for FORSA

FORSA årsmøde 2013 – Sæt allerede nu kryds i kalenderen:

Årsmøde tema: Handlerum, kontekst og målgrupper for socialt arbejde STED: Aalborg Universitet, Campus Sydhavnen, København Tid: Torsdag den 3. og fredag den 4. oktober 2013

2


Tema og debat:

Den 15. marts 2012 lancerede Social- og integrationsministeriet nyheden ”Milliarder at spare med en bedre indsats for udsatte børn og unge”. Dette skete samtidig med det kommunalpolitiske topmøde den 15.-16. marts. Af nyheden fremgik det, at social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) ”varsler et opgør med indsatser, der ikke virker”. Baggrunden var udgivelsen af en analyse foretaget af Rambøll Management på foranledning af samme ministerium: Analyse af de økonomiske konsekvenser på området for udsatte børn og unge (Rambøll 2012). I nyheden fremhæves det, ”at der er store gevinster at hente både menneskeligt og økonomisk, når man anvender metoder med dokumenteret effekt”. De fire metoder, der fremhæves i analysen, er De utrolige år, Multisystemisk Terapi (MST), Multidimensionel Treatment Foster Care (MTFC) og Slægts- og Netværkspleje. Om metoderne siges det, at man ved at udbrede dem til hele landet ”på lang sigt” kan opnå ”en samfundsøkonomisk gevinst på 2,5 mia. kr. om året”, og at ”mange børn samtidig vil få en langt bedre tilværelse – også når de bliver voksne” (Socialministeriet, nyheder 2012). Karen Hækkerup udtrykker det på følgende vis: ”Analysen viser klart, at det kan betale sig at investere i metoder, der virker. Det er langt fra alle udsatte børn og unge, der i dag tilbydes hjælp, som vi kender effekten af. Nu kan vi sætte tal på, hvad det koster de offentlige kasser. Jeg vil sammen med kommunerne i regi af partnerskabet med KL gøre op med den ineffektive indsats og sørge for, at vi får udbredt de bedste metoder til hele landet. Det skylder vi især børnene, men også skatteyderne. Der er god økonomi i gode liv. Og rigtig dårlig økonomi i dårlige liv”. Social- og integrationsministerens udmelding og Rambølls analyse har efterfølgende givet anledning til debat og kritik fra forskere, undervisere og praktikere på det sociale område. I debatten tegner der sig mindst to typer kritikker. Den ene drejer sig om vanskeligheden i med sikkerhed at sige hvilke metoder, der virker effektivt. Den anden drejer sig om det problematiske i, at politikere, med eller uden sikker viden, ønsker at definere hvilke metoder, der skal bruges i det sociale og socialpæ-

Viden, politik og praksis

dagogiske arbejde med udsatte børn og unge.1 Til sammen tegner debatten en diskussion om forholdet mellem viden, politik og praksis. I dette nummer af FORSA information sætter vi fokus på forholdet mellem viden, politik og praksis. I det følgende indlæg tager vi udgangspunkt i den ovennævnte sag, men breder gradvist debatten ud til en principiel diskussion om relationen mellem viden, politik og praksis. Indlægget repræsenterer på ingen måde en fyldestgørende analyse, og man kan heller ikke bruge den til at udpege ’færdige løsninger’. Vi håber dog, at det kan bidrage til inspiration og diskussion og måske indfange nogle aspekter, som den mediebårne debat ikke altid formår at rumme. FORSA er en forening, der har til formål at fremme forskning og udvikling i socialt arbejde og at bidrage til udveksling af viden mellem forskning, uddannelse og praksis i socialt arbejde. Spørgsmålet om hvilken form for viden, der kan eller skal bidrage til at udvikle socialt og socialpædagogisk arbejde, er derfor et centralt tema for foreningen. I indlægget formidles en række problemstillinger i forholdet mellem viden, politik og praksis. Først tematiseres spørgsmålet om konstruktion af viden, hvor Rambøll undersøgelsen bliver brugt til at rejse en diskussion om, på hvilket grundlag viden produceres. Dernæst rejses spørgsmålet om, hvorfor standarder anses som en universal løsning og konsekvenserne heraf. Forholdet mellem politikere, konsulenter og forskere er ligeledes til debat. Endelig rejses spørgsmålet om uddannelsernes rolle i forhold til formidlingen af viden til studerende og praktikere. Med dette indlæg vil bestyrelsen gerne invitere medlemmer og andre interesserede til at debattere f.eks. hvordan forholdet mellem viden, politik og praksis er og hvilken betydning det har i det praktiske sociale og socialpædagogiske arbejde. Med venlig hilsen Bestyrelsen

3


Viden, politik og praksis Konstruktionen af den nødvendige viden I debatten om Rambølls analyse og Karen Hækkerups udmelding har et kritikpunkt været vanskeligheden i med sikkerhed at vide hvilke metoder, der virker effektivt. Eksempler på dette er Peter Bundesens kommentar i socialrådgiveren nr. 7, 2012, samt indlægget i Politikken den 4.4.2012 skrevet af Mette Deding, Tea Torbenfeldt Bengtsson og Turf Böcker Jakobsen – alle forskere på SFI. Begge indlæg fremhæver, at der findes begrænset forskning herom i dansk sammenhæng og forholder sig af den grund også skeptiske overfor, om der er et fagligt grundlag for politisk at fastlægge, at de fire metoder skal anvendes i kommunerne. Rambøll foretager en analyse af hvilke økonomiske gevinster for området for udsatte børn og unge og for samfundet på lang sigt, der ville kunne opnås, såfremt kommunerne anvender bestemte metoder, der kan påvises at være mere effektive. Analysen baserer sig således på en række hypotetiske forhold, dvs. forhold, som endnu er ubekendte. Udover dette ret så væsentlige måleproblem er spørgsmålet, hvordan beregnes sociale og økonomiske gevinster ved at implementere de fire metoder? Til at svare på dette spørgsmål anvender Rambøll et register over personer, der på et eller andet tidspunkt har modtaget foranstaltninger i perioden 1957-2008. Registret er koblet til andre registre, der gør det muligt at beskrive socioøkonomiske karakteristika (uddannelse, beskæftigelse, overførsler og foranstaltninger), samt sundhed og kriminalitet. Dette er samtidig analysens effektmål. Udfra dette register konstrueres fire grupper, som forventes at kunne udgøre målgrupper for en af de fire metoder: Personer der har modtaget forebyggende foranstaltninger, personer der har været anbragt i plejefamilier, personer der har været anbragt, og personer der har været anbragt og er dømt for kriminalitet. Disse grupper, herunder den foranstaltningstype, der er tale om, betegnes som treatment as usual, dvs. de ’normale’ foranstaltninger, der gives til forskel fra en af de fire metoder. Med udgangspunkt i personernes alder ved udgangen af 2009 (der kan variere fra 0-64 år) samt beregning af gevinster og omkostninger forbundet med uddannel-

4

se, beskæftigelse, overførsler, foranstaltninger, sundhed og kriminalitet, beregnes personernes gennemsnitlige nettobidrag til samfundet. Dette sammenlignes for det første med normalbefolkningen, dvs. en kontrolgruppe af personer, der ikke har modtaget foranstaltninger. Dernæst laves alternative scenarier, hvor treatment as usual udskiftes med de formodede effekter af de fire metoder, og hvor omkostninger sammenlignes. Dette er i meget overordnede træk måden, hvorpå spørgsmålet besvares. Det er det, der anvendes som grundlag for at konkludere, at personer der har modtaget foranstaltninger generelt klarer sig dårligere end normalbefolkningen, yder et negativt økonomisk nettobidrag til samfundet, og at det kan betale sig menneskeligt og økonomisk at omlægge indsatsen overfor udsatte børn og unge til de fire metoder frem for at fortsætte treatment as usual. Rambølls metodiske tilgang til analysen er kompleks og bygger på de nødvendige konstruktioner, hvis man vil beregne sociale og økonomiske gevinster ved at implementere de fire metoder. Det problematiske er, at Rambøll ikke tager forbehold for de mange ubekendte, som analysen bygges på, og som må beregnes – ikke ud fra målinger af faktiske forhold men ud fra konstruktioner af bestemte forhold og sammenhænge. Nedenfor følger nogle spørgsmål, som kunne have været tydeliggjort og overvejet mere indgående i rapporten. Hvad er problemstillingerne i at anvende registeret til at fremskrive, hvordan det går personer (med en aldersspredning på 0-64 år), der har modtaget foranstaltninger på forskellige tidspunkter (perioden 1957-2008)? Rambøll skriver, at anvendelsen af registeret bygger ”på en grundlæggende antagelse om, at en person som modtog foranstaltning i eksempelvis 1980, vil have samme gennemsnitlige livssituation som 40-årig, som et barn, der modtog en foranstaltning i 2008, når denne fylder 40 år” (Social- og Integrationsministeriet 2012:8). Det vil sige, at antagelsen er, at personers livsforløb udvikler sig forudsigeligt, set ud fra hvilken foranstaltning, de har modtaget, uafhængigt af alder og uafhængigt af tidspunktet for, hvornår foranstaltningen blev givet.


Hvad er problemstillingerne i at anvende effektmål, som der ikke findes viden om for alle de undersøgte metoder, hvorfor disse effekter må udledes teoretisk? Dette gør sig f.eks. gældende for De Utrolige år, hvor ingen af studierne måler effekter i forhold til uddannelse, beskæftigelse, kriminalitet og misbrug. Hvad er problemstillingerne i at gå ud fra, at målgrupperne for de fire metoder kan sammenlignes med målgrupperne i treatment as usual? Giver det overhovedet mening at tale om treatment as usual i form af den brede kategori ”anbringelse”? Kender vi effekten af den såkaldte treatment as usual på den måde, at vi med sikkerhed ved, at personers livsforløb kan forklares med den indsats, de har modtaget? Rambøll understreger vigtigheden af at have viden om de fire metoder, herunder deres formål, indhold, målgrupper og effekter. Det samme synes imidlertid ikke at gælde i forhold til det, der betegnes som treatment as usual. Her er man primært optaget af de generelle effekter påvist gennem registerundersøgelser. Det diskuteres ikke, hvordan målgrupperne er sammenlignelige, om treatment as usual varierer, eller hvordan effekten af treatment as usual kan være relativ, enten fordi børn og unges problemer varierer, eller fordi man ikke ved, hvordan deres liv ville have udviklet sig, hvis de ikke havde modtaget foranstaltninger. Rambøll nævner dog, at det kan være svært at isolere effekten af selve indsatsen, og at gevinster ved forebyggende indsatser ofte først realiseres mange år efter. Set i det lys er det også værd at bemærke, at det ikke nødvendigvis kun er indsatsen i barndom og ungdom, der kan have en betydning for, hvordan det går børn og unge senere i livet. En manglende indsats i ungdommen og (det tidlige voksenliv) kan også føre til, at nogle mennesker ikke kommer til at udgøre et positivt nettobidrag, som det hedder. Hvad er problemstillingerne i at opstille alternative scenarier, hvor treatment as usual udskiftes med de formodede effekter af de fire metoder, når man ikke kender effekten af treatment as usual? Spørgsmålet besvarer næsten sig selv, og understreger de mange ubekendte. Rambøll betegner det som effektvurderinger, men det er uklart, hvad disse bygger på. Ovenstående er blot eksempler på nogle af de problemstillinger, som sådanne typer analyser rummer. Dertil kommer en mere generel problemstilling, der handler om, hvilken social og samfundsmæssig betydning det har, at vi taler om udsatte børn og unge som positive eller negative gevinster for samfundet ud fra det økonomiske nettobidrag, de yder. Foreløbig har Karen Hækkerup givet det ’statement’ at der er god økonomi i gode liv og dårlig økonomi i dårlige liv. I dette ligger en antagelse om, hvad der er et godt hhv. dårligt liv, og hvordan det kan måles. Rambøll understreger i indledningen til rapporten, at ”der i beregningerne er tale om gennemsnitsbetragtninger. Der er således udsatte børn og unge, der ligger tættere på livsforløbende for ikke-udsatte børn og unge, men også udsatte børn og

unge, der ligger relativt længere fra livsforløbene for ikke-udsatte børn og unge” (p.1). Dette betyder – sagt med almindelige ord – at udsatte børn og unge er forskellige, at nogle klarer sig dårligere på en række udvalgte mål for det gode liv, men også, at nogle klarer sig næsten som ’normalbefolkningen’. Hvordan deres liv udfolder sig ud over disse mål, siger undersøgelsen selvsagt ikke noget om. Variationen og de ubekendte synes at forsvinde i bestræbelser på at konstruere den nødvendige analyse og den ’gyldne’ løsning. Spørgsmålet er, hvorfor?

Hvorfor standarder som universal løsning? Der er et stort fokus på værktøjer, evidens og best practice i den offentlige sektor – også på det sociale område. Kommunernes varetagelse af opgaver på det sociale område har været genstand for kritisk opmærksomhed. Dels har den konstante udgiftsstigning op gennem 00’erne været i fokus, dels har der været fokus på at mindske forskellene i kommunernes tolkning af lovgivningen, og endelig har en række skandalesager på børneområdet fyldt meget. Når skandalesager opstår, er en standardreaktion fra politikere ofte et forsøg på at mindske sagsbehandleres og kommuners skønsmæssige råderum. Det betyder ganske ofte mere kontrol, flere regler og strammere procedurer i håbet om at sikre sig mod fremtidige skandaler (Hupe og Hill 2007, 85:279-299). Der kan ikke laves detailregler for alle tænkelige forhold eller situationer, som en borger kan være i, og i Danmark har vi kommunalt selvstyre. Det er de vilkår, der er, når folketingets politikere ønsker at styre udmøntningen af socialpolitikken. Men hvordan kan det være, at standardiserede procedurer og metoder ofte bliver valgt som løsning på disse forskelligartede problemer? Hvilke fordele og ulemper er der ved at bruge standarder i styringsøjemed? Procedurer og standardiserede metoder er nemme at vedtage politisk, da sådanne styringsinstrumenter i mindre grad (end for eksempel størrelsen af overførselsindkomster) opfattes som ideologiske. Standarder opfattes typisk som neutrale, og de er uden politisk afsender forstået således, at de er udviklet uden for det politiske rum. Måske stammer standarden endda fra en international organisation som WHO, OECD eller lignende, hvilket giver den yderligere legitimitet. De er tilsyneladende også udgiftsneutrale i modsætning til for eksempel opnormering på personale, og man ’tager ikke noget fra nogen’ andet end metodefriheden i kommunerne – en metodefrihed der i medierne kan være blevet miskrediteret af skandalesager, hvor det er tydeligt, at kommunerne ikke har handlet på en god måde. Et andet karakteristika ved procedurer og standardiserede metoder er, at de er styringsinstrumenter, der kan give det nationale politiske niveau kontrolmuligheder i forhold til kommunerne uden at have fastsat klare målsætninger for indsatsen. Standarder er en styringsform. Den er kaldt ’blød regulering’ og defineres således: ”en standard

5


er en særlig form for regel, der er kendetegnet ved at være frivillig for modtagerne (modsat direktiver) og eksplicit formuleret af en kendt kilde (modsat normer)” 2. Standardisering er imidlertid en form for regulering, der er lige så betydningsfuld som hierarkier og markeder3. Og i visse tilfælde overgår standarder til at være hård regulering, når det for eksempel pålægges kommuner at anvende en bestemt standardiseret metode. Fordelene ved at bruge standarder som styringsværktøj er, at de kan give et fælles sprog og derved mulighed for koordination og videndeling. Import af standardiserede metoder kan også vise sig arbejdsbesparende for den enkelte organisation, der sparer et besværligt udviklingsarbejde. Standardiserede procedurer kan også muliggøre ny viden for eksempel i form af benchmarking mellem institutioner og kommuner. Ulemperne ved standarder er dog, at de ikke har et legalt autoritets center, hvilket giver demokratisk underskud, da der ikke er politisk kontrol med udviklingen af standarder4. Standarder kan endvidere give falsk indtryk af neutralitet og objektivitet. De kan være udformet på mange måder – og deres udformning gør visse ting synlig og andre usynlige5. Set fra en styringsaktørs perspektiv kan der være flere gode grunde til at indføre standardiserede procedurer og metoder i frontlinjens arbejde. For det første findes ingen klar sammenhæng mellem tiltag og effekt. Det betyder, at frontlinjens afgørelser svært lader sig vurdere på resultater (for eksempel hvorvidt et barn får en bedre udvikling, eller om en ledig kommer i ordinær beskæftigelse). Dette gør overholdelse af procesregler som for eksempel overholdelse af tidsfrister, eller anvendelse af lovpligtige udrednings eller behandlingsmetode til et alternativt vurderingsparameter. Det betyder, at der er risiko for målforskydning, hvor fokus i arbejdet handler om at følge en standard frem for at levere den mere upræcise størrelse ’god kvalitet’ (især hvis standarderne er proxys, dvs. stedfortrædere, f.eks. hvis efterlevelsen af en standard bliver sat lig kvalitet). Udover at brugen af disse styringsværktøjer får konsekvenser for praksis i kommunerne og på institutionerne, har det også betydning for vidensproduktionen på området. Styringsværktøjerne har et fælles grundlag i en forestilling om, at der findes en standardiseret indsats, der kan gentages uanset kontekst. Denne tankegang afspejler sig også i vidensproduktionen, hvor midler til at frembringe viden om og til gavn for det sociale område ofte uddeles i form af udbud på evalueringer af bestemte indsatser. Det betyder, at vidensproduktion fokuserer på, om noget virker eller ej ud fra en isoleret standardiseret størrelse, der i praksis kan se vidt forskellig ud, men som kaldes samme navn. Spørgsmålet er, hvorfor denne vidensproduktion opretholdes, hvis man ved, at standarden ikke modsvarer det, der i praksis foregår?

6

Det prekære forhold mellem politikere, konsulenter og forskere – og hvad med praktikerne? Det er forståeligt, at politikere gerne vil have mere tjek på så ustyrlige områder som de sociale og socialpædagogiske ofte er. Samtidig er det områder, der har pressens bevågenhed. Her kunne nævnes en række bynavne og personnavne, der inden for de senere år har prydet avisernes forsider og været ’breaking news’ i flere medier. Denne bevågenhed fortæller sjældent om de gode eksempler på praktikeres succesfulde udvikling af sociale indsatsformer, eller om forskningens helt almindelige og daglige bidrag til at øge den sparsomme viden inden for de sociale områder. Det er desværre også en type mediebevågenhed, der kan efterlade politikere rådvilde og med et stort behov for at ’gøre noget’ lige med det samme. Men svaret er hverken evidensbasering, effektmålinger og outcomemeasurement i deres mest rigide former eller import af metoder, der har vist sig anvendelige i andre nationale, kulturelle og politisk forskellige systemer. Evidensbasering bliver et spil, der spilles af politikere, forskere, konsulenter og praktikere med masser af kendte og ukendt jokere. I dette spil er det uklart, om og i så fald hvem, der er vindere eller tabere. Trods dette spilles spillet, uden at man kender resultaterne, og spørgsmålet er hvorfor? Der er få forskere – om nogen – der for alvor tror på, at man med procentsatser og decimaler kan måle evidens og effekt af anvendelse af specifikke metoder på de sociale områder. Nogle spiller med i spillet for at få andel i midlerne til forskning, men de fleste er velvidende om, at der er så mange usikkerheder i sådanne ’målinger’, at det er spørgsmålet, om forskningen kan biddrage med noget, der bare ligner ’sikker’ viden, og om praktikere overhovedet kan anvende disse typer af forskning til udviklingen af praksis. I de lande, hvor evidens og outcome bølgerne næsten som en tsunami har rullet hen over både forskning og praksis, er man nu i gang med at reparere skaderne. Sådanne tendenser kan for eksempel ses i USA, Sverige og Norge. Her tales der ikke længere så varmt om evidensbasering af det sociale arbejde, men om vidensbasering, og det kan vi lære af. Hvor det er forskernes fornemmeste opgave at producere ny viden, er konsulentfirmaer primært sat i verden for at rådgive, og for at bidrage til ændringer af praksis. I en umiddelbar betragtning kunne det se ud som et helt fantastisk makkerpar, og det ville det også være i den ideale verden. Men sådan ser virkeligheden desværre ikke ud – blandt andet fordi både forskere og konsulenter spiller sammen på en scene, der er sat af politikere og medier. En scene, hvor praktikerne alene er henvist til tilskuerpladserne. Forskere og konsulenter indgår i samarbejde i forskellige sammenhænge. Det giver anledning til udfordringer på


mange områder og med forskelligt udtryk i forskellige faser af projekterne. Det hører til et af de hotteste samtaleemner på gangene på universiteter og sektorforskningsinstitutter at tale om samarbejde med konsulentfirmaer og/eller med de ministerier, der er betydningsfulde aktører i disse spil. Men det er ikke noget man vil interviewes til fagblade om eller selv skriver indlæg om – og det handler om benhård konkurrence og om goodwill i forhold til fremtidige ansøgninger om midler. Hvad betyder dette prekære forhold mellem politikere, forskere og konsulenter? Ud fra forskeres synspunkter og erfaringer kan der påpeges en række problemstillinger: •  Forskere inddrages som ”faglige sparringspartnere”, ”eksperter” i ”følgegrupper” eller lignende i konsulentfirmaers ansøgnings-, undersøgelses- og analyseprocesser ofte uden klart definerede opgaver og ansvar og uden mulighed for at vide eller kontrollere om faglige udsagn bliver opfattet og senere anvendt som blåstempling. Sidstnævnte kommer for eksempel til udtryk i brede formuleringer som ”Analysens metode er blevet kvalificeret af en række danske eksperter, herunder forskere fra Aarhus Universitet, Danmarks Pædagogiske Universitet, Aalborg Universitet og SFI” (Ejler og Bojsen 2012, Politiken den 13-04-12). •  Forskere giver råd og vejledning om f.eks. manglende begrebsdefinitioner og metodiske problemstillinger, men det er tvivlsomt, hvordan disse råd og vejledninger bliver taget til efterretning i undersøgelser, analyser og konklusioner. Et eksempel er, når forskere inviteres til at deltage i sparringsmøder omkring udvalgte dele af en undersøgelse eller analyse, men hvor de ikke forventes at bidrage til og ej heller inddrages i det videre arbejde eller i de endelige rapporter. Et andet eksempel er i de tilfælde, hvor en forsker stiller spørgsmålstegn ved, om konklusionerne er holdbare i en kortlægning, når mere end halvdelen af informanterne ikke har ønsket at deltage. Her kan svaret være, at det har ministeriet ikke noget imod. I sådanne tilfælde har forskere ikke nogen mulighed for at kontrollere endsige kvalitetsstemple undersøgelse, analyser og konklusioner. Når det i en endelig rapport fremgår, at forskere har været ”inddraget”, er det derfor ofte usikkert, hvad det konkret vil sige. •  Forskere og konsulenter mødes af rekvirenternes f.eks. politikere eller interesseorganisationers ønske om kun at offentliggøre udvalgte dele af undersøgelser, analyser og konklusioner, eller af ønsker om at modtage forslag til at ændre praksis med udgangspunkt i en viden, der enten er usikker eller utilstrækkelig i kvalitet. Dette kan føre til krydspres og til forskelle mellem forskeres, konsulenters og rekvirenters forskellige krav om kvalitet i vidensproduktionen, og der opstår tvivl om, hvad det vil sige at være producent af viden endsige ”ekspert” eller ”faglig sparringspartner”. Forventes der kritiske input, der kan bidrage til at kvalificere undersøgelser, analyser og konklusioner? Eller forventes det, at forskere og/eller konsulenter primært pro-

ducerer en viden, der kan legitimere mulige politiske beslutninger? Gør det en forskel, om man modtager midler eller honorarer som producent af viden eller midlertidig sparringspartner? •  Forskere og konsulenter er usikre på, om de kan kritisere undersøgelser, analyser og konklusioner offentligt, når de har været inddraget og angives som ”faglige sparringspartnere” eller ”eksperter”. Dertil kommer, at samarbejdet mellem de forskellige aktører kan lide under eventuel kritik, hvilket man kan formode forstærkes, når vidensproduktionen primært bliver legitimerende for andre interesser. Disse forhold er ikke kun problematiske set ud fra et forskningsmæssigt perspektiv, men har i høj grad også betydning for hvilken viden, der produceres og kan komme til at præge praksis.

Et uddannelsesperspektiv – professionshøjskolernes rolle: hvorfor og hvordan kobles forskning til praksis? Professionshøjskolerne er en sammenlægning af Centre for Videregående uddannelse (CVU’er) igangsat i august 2007, og fusionen trådte officielt i kraft den 1. januar 2008.6 I dag er der 7 professionshøjskoler i Danmark. Begrundelsen for at etablere professionshøjskolerne på landsplan er baseret på en forventning om, at deres størrelse bedre kan sikre de nødvendige faglige, udviklingsmæssige og økonomiske ressourcer, og kan bidrage til tværfaglige miljøer, bedre udnyttelse af ressourcer økonomisk, personalemæssigt og i forhold til bygninger og lokaler samt øget internationalisering for at imødekomme de stigende krav, som institutionerne i kraft af blandt andet globaliseringen står over for i de kommende år.7 Professionshøjskolerne forventes at kunne levere grunduddannelser og efter- og videreuddannelse, der matcher efterspørgslen og arbejdsmarkedets langsigtede behov for kompetencer og omstillingsevne for på den måde at spille en central rolle for innovation, kvalitetsudvikling og øget produktivitet i såvel den offentlige som den private sektor.8 Der er flere tendenser og positioner i feltet for viden og politik. En af dem er forventningen om, at professionshøjskolerne skal være mere akademiske. Allerede med professionsbachelorbegrebet er der en tendens i retning af en øget akademisering. Akademiske teorier anskues fra denne position som en nødvendighed for at udvikle og forbedre praksis, og for at sikre de pågældende professioners status og prestige. Professionshøjskolernes position og prioritering i det politiske spil er blandt andet kommet til udtryk i den nuværende regerings placering af dem under ministeriet for innovation og forskning sammen med universiteterne.

7


En anden tendens ses for indenfor socialrådgiveruddannelsen, hvor der er positioner, der ønsker et mere praksisbaseret fokus på den håndværksmæssige del af socialt arbejde som kendetegnende for professionen. Her, i feltet mellem fokus på det akademiske og praksis, udspiller der sig en konstant kamp omkring fokusområder og prioriteringer. Senest har AKF’s undersøgelser af to af professionshøjskolernes højprofilerede uddannelser – læreruddannelsen og sygeplejerskeuddannelsen – vist, at der var for langt mellem uddannelsesinstitutionernes teorier og den praksis, som de studerende møder i deres praktikophold.9 For professionerne og professionshøjskolerne må praksis altid være det primære. Men et akademisk og teoretisk fundament er en forudsætning og en nødvendig del, der skal medvirke til forskning og udvikling i relation til de professionelles praksis – både for praksis, med praksis og med sigte på at udvikle og forbedre praksis. Derfor kan den øgede akademisering på mange måder anskues som en naturlig del af udviklingen af praksis. Samtidigt er det også vigtigt, at man i udviklingen forholder sig kritisk til, hvis vægten på det teoretiske sker på bekostning af uddannelsen af dygtige professionelle praktikere. Det er afgørende, at der er en konstant udveksling af viden mellem forskning, praksis og uddannelserne. Dette er ikke altid tilfældet! Forskningsresultater når ikke altid frem til de professionelle og brugerne – og når den frem, kan det vise sig, at den ikke er anvendelig. Der er mange eksempler på, at den nødvendige sammenhæng mellem forskning og vidensbasering af initiativer i praksis kun skabes, hvis forskere, professionelle og uddannelser arbejder tættere sammen. Her kommer begreber som samarbejde på tværs og tværfaglighed til sin ret. Forskning og praksis skal kobles tættere sammen. En afgørende medspiller i et øget og tættere samarbejde er professionshøjskolerne. En højt prioriteret opgave for professionshøjskolernes uddannelser må i den forbindelse være, at give de studerende og kommende praktikere indsigt i – og redskaber til – at forholde sig både åbne og kritisk til vidensproduktionen i almindelighed, og politisk bestemte og bestilte vidensproduktioner i særdeleshed. Noter 1. Jf. Peter Bundesen, tidligere lektor på den Sociale Højskole, Odense: ”Hvilken ”dokumenteret effekt” taler vi om?”, Socialrådgiveren nr. 7. 19. april 2012, Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening: ”Der findes ikke en onesize model i socialt arbejde”, Arbejderen, 28.3.2012., Jens Nilsson, Formand for Foreningen af danske døgninstitutioner for børn og unge og forstander på Den Socialpædagogi-

ske døgninstitution, Sønderbro: ”Rambøll fremhæver udokumenterede metoder, der egner sig fortrinligt til regneark”, Kronik: Dknyt.dk, 29.3.2012., Morten Ejrnæs, Lektor på Aalborg Universitet citeret i Cecilie Lund Kristiansen: ”Fagfolk kritiserer ministers initiativ for udsatte børn”, Politikken 4.4.2012, Mette Deding, Tea Torbenfeldt Bengtsson og Turf Böcker Jakobsen, Forskere på SFI: ”Debat: Udsatte børn: Forsimplet debat om udsatte børn og unge”, Politikken, 4.4.2012. 2. Dahl, P. S. (2007). Reregulering i form af standardisering. Illustreret med Fælles sprog standarden på ældreområdet som case. Offentlig ledelse og styring. C. Greve, Jurist- og økonomforbundets Forlag. 3. Brunsson, N. and B. Jacobsson (2000). A World of Standards, Oxford University Press. 4. Brunsson, N. and B. Jacobsson (2000). A World of Standards, Oxford University Press. 5. Åkerstrøm Andersen, N. and N. T. Thygesen (2007). Styring af styringsværktøjer. Offentlig ledelse og styring. C. Greve, Jurist- og økonomforbundets Forlag: 65-74. 6. ”Lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser” fra juni 2007. 7. http://www.viauc.dk/omvia/Sider/historieogbaggrund.aspx 8.  Professionshøjskolernes udviklingsforpligtelse, videnbasering og videncenterfunktion. Kortlægning og kvalitative studier. AKF rapport, april 2012. 9. http://www.akf.dk/presserum/pressemeddelelser/ alle/professionshoejskoler_mere_virkelighed/ Referencer Andersen, N. Å. and N. T. Thygesen (2007). Styring af styringsværktøjer. Offentlig ledelse og styring. C. Greve, Jurist- og økonomforbundets Forlag: 65-74. Brunsson, N. and B. Jacobsson (2000). A World of Standards, Oxford University Press. Dahl, P. S. (2007). Reregulering i form af standardisering. Illustreret med Fælles sprog standarden på ældreområdet som case. Offentlig ledelse og styring. C. Greve, Juristog økonomforbundets Forlag. Ejler, N. og D. S. Bojsen (2012): Debat: Udsatte børn og unge kan hjælpes bedre. Politiken 13.04.2012 Social- og Intregrationsministeriet (2012). Analyse af de økonomiske konsekvenser på området for børn og unge. Rambøll Management.

Den ordinære generalforsamling i FORSA 2013 Torsdag den 3. oktober 2013 kl. 17.15-18.15 Generalforsamlingen holdes i forbindelse med årsmødet

8


Fortsættelse af tema:

Viden, politik og praksis Af Peter Bundesen – tidligere lektor i samfundsvidenskab ved Den sociale Højskole/UCL i Odense, og er nu timelærer samme sted. Han har primært publiceret om sociale problemer, socialpolitik, frivillighed og kommunal styring. I denne artikel fortsættes diskussionen om viden, politik og praksis, som FORSAs bestyrelse startede i FORSA Information september 2012. Vi håber på at diskussionen lever videre og vi modtager gerne flere indlæg i debatten.

Hvem skal producere viden til professionerne? Det er gennem de senere år blevet en udtalt politisk forestilling, at velfærdsindsatsen bør bygge på evidens ud fra en viden om hvilke former for indsatser, som virker bedst. Det er blevet et politisk mål, at valget af de konkrete indsatser bør være styret af deres respektive muligheder for at skabe resultater. Denne forestilling hænger sammen med indførelsen af styringskonceptet New Public Management, hvis centrale tese er, at man i det offentlige bør have markedsstyring gennem resultatkontrol. Hermed bliver resultat- og effektevalueringer set som centrale elementer i den daglige styring, idet man hermed mener at kunne vurdere indsatsernes værdi. Det rejser umiddelbart tre problemstillinger: Hvilke muligheder er der for at få relevant viden gennem måling af resultater og effekter, hvordan bruger det politisk-administrative system den til rådighed stående viden og hvem skal producere viden til professionernes arbejde.

Hvad kan evalueringer bruges til? Merete Konnerup giver i et kapitel i bogen Empiri Evidens Empati nogle eksempler på nyttigheden af den viden, som kan opnås gennem de evalueringer, der er grundlaget for at skabe evidens. Imidlertid er det karakteristisk for hendes eksempler, at de angiver, hvad der er decideret uhensigtsmæssige indsatser (Konnerup 2005: 116-118). Selvom en sådan viden selvfølgelig er nyttig, især når man skal vurdere forsøg og eksperimenter, er det ikke den form for viden, der er behov for, når den daglige praksis skal bygge på evidens. Her er der nemlig behov for at få bestemt, hvad der er den bedste indsats eller den bedste til prisen. Pointen er her, at systematiske eva-

lueringer skal producere en viden, der giver mulighed for at træffe det bedste indsatsvalg mellem forskellige muligheder. Vanskeligheden ved at vælge den bedste indsats i en organisation ligger i, at alle indsatser og organisationer indgår i forskellige kontekster, som har forskellige betydninger for resultatet og effektiviteten af den indsats, som udføres. Så snart konteksten ændres, påvirker det også resultater og effekter. Selvom man i bestræbelserne på at fastlægge, hvad der er ’best practice’, også indregner nogle forskelle i rammebetingelser, er der grænser for, hvor præcist man kan måle virkningerne af de forskellige indsatser. Det betyder, at man ikke umiddelbart kan handle ud fra målte ’best practice’ resultater. De kan kun give informationer, der kan gælde som baggrundsinformationer for beslutningerne. Metastudier af en bestemt indsatsmetode løser heller ikke problemet med forskelle i kontekster. I disse sammenholder man en række kvalificerede evalueringer af den undersøgte form for indsats. De kan nok sige noget om, hvordan en indsatsmetode virker, enten i forhold til ingen indsats eller i forhold til andre. Det sker ved, at sammenholde indsatsens gennemsnitlige resultat med gennemsnittet for alternativet. I det omfang der er en spredning i resultaterne kan metaanalysen ikke angive, hvad der i en konkret situation er ’best practice’. Bestræbelserne på at gøre den offentlige indsats evidensbaseret støder altså på det problem, at den har svært ved at leve op til sine egne løfter. Den kan i bedste fald kun være evidensinformeret. I foråret 2012 meddelte socialministeren, at hun ville gøre op med den ineffektive indsats på specialområdet for børn og unge og sørge for, at vi får udbredt de bedste metoder til hele landet. Fremover skulle man i kommunerne satse på fire udvalgte behandlingsmetoder, der ifølge en Rambøll-undersøgelse havde vist sig at være de mest effektive og økonomisk fordelagtige (www.sm.dk/ Nyheder/). Ministeren modererede ganske vist hurtigt sin udmelding (Socialrådgiveren 2012/7: 8), men den illustrerer endnu et dilemma i forhold til at ville basere velfærdsindsatserne på evidens. Forestillingen om, at der centralt politisk kan angives nogle få metoder, som skal/ bør anvendes i kommunernes indsats, står i modsætning til den både hos politikere og fagpersoner udbredte fore-

9


stilling om, at individuelt tilpassede (håndholdte) indsatser er de bedste, idet de tager hensyn til, at problemer hos enkeltpersoner både kan være komplekse og individuelle. Dette genspejles i lovgivningens krav om individuelle handleplaner. Samtidig kan der i den individuelt tilpassede behandling også tages hensyn til, at karakteren af relationen mellem bruger og behandler kan have en nok så afgørende betydning, som den anvendte behandlingsmetode. Både forestillingen om centralt styret og om individuelt tilpasset indsats, gør sig gældende i den politiskadministrative styring af velfærdsområdet. Man skal både anvende den for alle mest effektive metode i indsatsen og samtidig tage individuelle hensyn i indsatsen. Ved en central metodestyring kan man heller ikke komme udenom en eller anden grad af manualisering af arbejdet i velfærdsindsatsen, hvad der også står i modsætning til en individuelt tilpasset indsats, der både kræver evne til at håndtere komplicerede problemer og sensibilitet i forhold til den pågældendes behov.

Hvordan bruger det politisk-administrative system viden? Ønsket om at gøre velfærdsarbejdet evidensbaseret bygger på en forestilling om, at opstillingen af politiske mål og fastsættelsen af den optimale løsning er to af hinanden uafhængige forhold. Det forudsættes, at selve afklaringen af, hvad der er den optimale indsats, nærmest sker i et autonomt rum, hvor den afgørende ledetråd er at få fastlagt, hvad der er sandheden, og herefter stille sig neutralt til rådighed for brugerne. Det er faktisk det ideal, som udpræget gælder for den forskningsviden, der produceres på universiteterne. Endvidere forudsætter det, at det politisk-administrative system uhildet vælger den anbefalede indsats.1 Der er flere problemer i denne forestilling. For det første er det, som vist ovenfor, mere undtagelsen end reglen, at der stilles en sådan entydig viden til rådighed for det politisk-administrative system. For det andet er autonomiforudsætningen i reglen heller ikke opfyldt. Fx er mange af dem, der stiller metodekoncepter til rådighed på børne- og ungeområdet, også kommercielle forretninger. De er forretninger ved, at en betydelig del af deres virksomhed er baseret på licensindtægter fra brugerne af koncep-

terne. For det tredje bruges den til rådighed stående viden i det politisk-administrative system ikke uhildet, men i høj grad strategisk, hvorfor brugerne alt efter deres interesser anvender den viden, som bedst passer ind i deres politiske projekter. For det politisk-administrative system er viden ikke kun viden men også strategisk viden. Ud over en vidensfunktion har det politisk-administrative systems brug af viden også et betydeligt legitimitetsformål. Det er baggrunden for de ofte grasserende talkrige mellem forskellige politiske positioner. I det politisk-administrative system er brug af viden derfor helt centralt, men det er som strategisk viden, dvs. som grundlag for handlinger og som legitimering. Viden er her ikke et mål i sig selv. Det kan være forklaringen på, at konsulentfirmaerne har fået en forøget rolle som producenter af viden til det politisk-administrative system på velfærdsområdet. For det første har den viden om velfærdsområderne, der er blevet produceret på universiteterne stort set været uanvendelig i en politisk-administrativ beslutningsproces. Det er blevet søgt afhjulpet ved oprettelse af forskningsinstitutioner som SFI og AKF2, som har haft en vis autonomi. Den er dog holdt i ave ved et krav om en betydelig egen indtjening.3 For det andet har konsulentfirmaernes medarbejdere (næsten) de samme formelle uddannelser og kompetencer, som universiteternes vidensproducenter, og i det omfang de mangler dem, kan de have universitetspersoner tilknyttet, som kan give en tilsvarende legitimitet. For det tredje er de ikke en del af det offentlige system, hvorfor de har en formel uafhængighed i forhold til dette. For det fjerde skal de leve af løbende kontraktindtægter, hvad der gør dem tilstrækkeligt orienteret mod opdragsgivernes behov og ønsker til, at deres resultater bliver afstemt med køberens forventninger. Denne forventningsafstemning sker bl.a. gennem en løbende diskussion i nedsatte styrings- eller følgegrupper. Konsulentfirmaerne kan også bruges til at producere modviden i forhold til resultater fra forskningsinstitutioner. Da SFI-undersøgelsen Statslig og kommunal beskæftigelsesindsats gjorde op med den udbredte fore­ stilling om, at de offentlige sagsbehandlere på beskæf­tig­elsesområdet ikke har ’jobfokus’, nøjedes Beskæftigelsesministeriet ikke med at nedgøre undersøgel-

 t alternativt perspektiv tager udgangspunkt i, at forholdet mellem viden og praksis er bevægeligt og konstant under udvikling. Min fremstilling E bygger på dette. 2 AKF (Anvendt KommunalForskning) blev pr. 1. juli fusioneret med institutterne KREVI og DSI og lever nu videre under navnet KORA (Det nationale institut for Kommuners og Regioners Analyse og forskning) 3 Vanskelighederne i denne balancegang kan illustreres med et par sager fra SFI. I 2008 publicerede SFI en undersøgelse, Statslig og kommunal beskæftigelsesindsats, som viste, at sagsbehandlerne på beskæftigelsesområdet generelt levede op til lovens krav om at have et stærkt ’jobfokus’ og bruge sanktioner. Det svarede ikke overens med beskæftigelsesministerens opfattelse, hvorfor ministeriet ved publiceringen nedgjorde undersøgelsen (Denne kommentar er ikke længere på ministeriets hjemmeside, hvorfor den er refereret efter hukommelsen). Samme år afslørede Jesper Tynell fra radioprogrammet Orientering, at Beskæftigelsesministeriet havde været dybet involveret i udarbejdelsen af en SFI-undersøgelse om 300-timersreglens virkninger. Ikke kun ministeriets følgegruppemedlemmer havde haft mange bemærkninger under udarbejdelsen, men også flere andre fra ministeriet havde været involveret i korrespondancerne omkring forskellige udkast. Imidlertid var denne intervention ikke effektivt nok, idet ministeren måtte udlægge resultaterne på en måde, som der ikke var belæg for i undersøgelsen (http://Politiken.dk/debat/kronikker/). 1

10


sen (se note 2). I en efterfølgende evaluering af arbejdsevnemetoden ved førtidspension og fleksjobs udført af konsulentfirmaet DISCUS blev resultatet fra SFI-undersøgelsen imødegået. Imidlertid byggede DISCUS’ evaluering på en meget snæver definition af ’jobfokus’, som orientering mod beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked. (Bundesen/Hansen 2011: 77)

Hvilke muligheder har professions­ højskolernes som vidensproducenter? Hvad betyder ovenstående så for professionernes vidensudvikling. Det har kun været meget begrænset, i hvilket omfang man i velfærdsarbejdet har bygget på forskningsviden. Det har nok i nogen grad gjort sig gældende i professioner med tilknytning til det naturvidenskabelige område, men kun i ringe grad for de human- og samfundsfagligt orienterede områder (Hjort 2012: 115116). Den viden, der her har været anvendt ved professionsudøvelsen, har været en mere eller mindre systematiseret erfaringsviden. Ganske vist har professionerne gennem uddannelserne fået undervisning, som også har indeholdt elementer af forskningsviden. På socialrådgiveruddannelserne har vi trukket på publikationer fra SFI og AKF og mere teoriorienterede værker. Imidlertid har denne undervisning været udsat for en fortløbende kritik fra studerende og professionsudøvere for, at der ikke er nogen sammenhæng mellem det lærte og den praktiske udøvelse af professionen, hvorfor meget af det lærte igen skal aflæres, når man kommer ud i ”det virkelige liv”. Det er blevet kaldt teori-praksisproblemet. Derfor har professionsudøvelsen – trods uddannelsesforlængelser – altovervejende været baseret på erfaringsviden tilsat nogle fagetiske principper og selektive teoribrokker. Teori-praksisproblemet har betydet, at professionshøjskolerne og før dem CVU’erne gennem det seneste tiår har været optaget af at udvikle en anvendelsesorienteret og praksisnær udviklingsviden, som kunne udfylde kløften mellem og professionsudøvernes praksis og den traditionelle forskningsgsviden. Katrin Hjort har med et andet afsæt skematiseret forskellen mellem forsknings­ viden og udviklingsviden således: Forskningsviden: Udviklingsviden: Forskerdefineret Brugerdefineret Videnskabeligt orienteret Anvendelsesorienteret Disciplinorienteret Tværvidenskabeligt orienteret Hierarkisk kanaliseret Socialt distribueret (Kilde: Hjort 2012: 124) Som der fremgår af skemaet er udviklingsviden karakteriseret ved, at den ikke blot er baseret på mere eller mindre tilfældige erfaringer, men er udviklet i systematisk samarbejde med professionsudøverne eller endog af dem selv. Udviklingsviden skal ikke være noget, der bliver formidlet ned til professionsudøverne, men skal ud-

springe som systematisering og generalisering af deres arbejde. Den skal udvikles på basis af velfærdsarbejdet, ikke ud fra en formidling fra diverse fagdiscipliner. Erfaringerne synes imidlertid at pege på, at man i høj grad er blevet er blevet ved ordene i bestræbelserne på at udvikle en særlig praksisnær udviklingsviden (Hjort 2012: 122-123). Om dette skyldes grundlæggende begrebsmæssige uklarheder eller mangel på økonomiske og faglige ressourcer skal jeg lade ligge her. Det, som vi derimod har været vidne til, er en øget strøm af strategisk viden udført på kontrakt af konsulenter m.v. Specielt har den øgede evalueringsorientering gjort, at denne form for vidensproduktion har været i stærk stigning. Samtidig breder denne form for vidensproduktion sig med de øgede krav om selvfinansiering også til universitets- og forskningsinstitutionsområdet. Det, som adskiller den strategiske vidensproduktion fra udviklingsviden, er, at den altovervejende har et styringsformål for den politisk-administrative ledelse i kommuner og stat, mens dets faglige perspektiv er mere underordnet, og professionerne primært blot deltager som informanter. Det kan også udtrykkes ved, at brugerorienteringen er forskellig. Mens den fagprofessionelle er den primære bruger ved udviklingsviden, så er den primære bruger ved den strategiske vidensproduktion den politisk-administrative ledelse. Selvom der også lokalt er gennemført noget, der kunne betegnes som udviklingsviden, så er denne viden ikke blevet distribueret socialt, men er forblevet lokalt og dermed ikke indgået i et større videnskredsløb. Denne udvikling synes at betyde, at professionshøjskolernes bestræbelser på i højere grad at blive vidensproducenter alene af finansieringsmæssige grunde vil trække mod, at de mere orienterer sig mod strategisk viden end mod udviklingsviden i professionerne. Fx har de opgaver, som Socialstyrelsen har udbudt, i høj grad været præget af et styringsmæssigt sigte. Det er imidlertid usikkert om orientering mod denne slags opgaver giver bedre resultater. Her er de ikke blot i konkurrence med konsulentfirmaerne, men også med universiteterne, som har bevæget sig ind på dette område. Alternativt kan professionshøjskolerne bruge de nytilførte midler til at få afprøvet, hvilke realiteter der kan være i forestillingen om en særlig professionsorienteret udviklingsviden.

Litteratur Bundesen, P. & Hansen, C-A. red. (2011) Kommunal Økonomisk Styring, Hans Reitzels Forlag. Hjort, K. (2012) Det affektive arbejde, Samfundslitteratur. Konnerup, M. (2005) De gode viljers utilstrækkelighed, i Ljunggren, S. (red.): Empiri Evidens Empati, Nopus. Rasmussen, T.J.(2012) Vi kan gøre det bedre, i Socialrådgiveren nr. 7.

11


FORSAs bestyrelse 2013 Bestyrelsesformand: Per Westersø

Bestyrelsesmedlem Morten Rambøl

Lektor/cand.scient.soc. og socialrådgiver Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus Department of Social Work, Aarhus VIA University College Skejbyvej 15 DK-8240 Risskov Phone +45 8755 3342 E-mail: pwe@viauc.dk www.viauc.dk Ansvarsområder: Daglig ledelse af foreningens aktiviteter og repræsentation af FORSA Danmark i Forum of presidents og samarbejde med FORSA NORDEN

Lektor & selvstændig konsulent University College Lillebælt Socialrådgiveruddannelsen, Odense Sadolinsgade 48 DK-5230 Odense M Phone +45 6614 8045 E-mail: morten@ramboel.dk www.ramboel.dk Ansvarsområder: Udarbejde Informationsmateriale til virksomheds- og institutionsmedlemmer

Bestyrelsesmedlem: Maria Appel

Bestyrelsesmedlem: Niels Christian Barkholt

Lektor/ cand.mag. Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation Aalborg Universitet Kroghstræde 7, lok. 6b DK-9220 Aalborg Ø Phone +45 9940 7292 or +45 2749 5677 E-mail: maan@socsci.aau.dk www.soc.aau.dk Ansvarsområder: Koordinering af lokale arrangementer

Næstformand i DS og cand.scient.soc Dansk Socialrådgiverforening Toldbodgade 19B DK-1003 København K Phone +45 3338 6157 or +45 5152 0759 E-mail: ncb@socialrdg.dk www.socialrdg.dk Ansvarsområder: Redaktør af FORSA Information samt udarbejdelse af nyhedsbreve til foreningens medlemmer

Bestyrelsesmedlem: Jeanett Fleron

Bestyrelsesmedlem: Helle Holm Thomsen

Selvstændig konsulent og cand.scient.soc Praksiskompagniet Hersegade 18, 2.sal DK-4000 Roskilde Phone + 45 5370 8014 E-mail: jeanett.fleron@gmail.com www.jeanettfleron.com Ansvarsområder: Udvikling og vedligeholdelse af website, PR og kommunikation, nyhedsbreve samt div. ad hoc opgaver

Studerende på Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus Department of Social Work, Aarhus VIA University College Skejbyvej 15 DK-8240 Risskov Phone +45 8755 3366 E-mail: 120347@viauc.dk www.viauc.dk Ansvarsområder: Varetager ad hoc opgaver relateret til aktiviteter i FORSA.

Bestyrelsesmedlem Matilde Høybye-Mortensen Forsker Det Nationale Institut for Kommuner og Regioners Analyse og Forskning (KORA) Købmagergade 22 DK-1150 København K Phone +45 4333 3449 E-mail: maho@kora.dk www.kora.dk Ansvarsområder: Sekretærfunktion for formanden samt koordinering af mødeindkaldelser

Suppleant Elof Nellemann Nielsen Underviser Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus Department of Social Work, Aarhus VIA University College Skejbyvej 15 DK-8240 Risskov Phone +45 8755 3366 E-mail: enni@viauc.dk www.viauc.dk Ansvarsområder: Varetager ad hoc opgaver relateret til aktiviteter i FORSA

12

Bliv medlem af FORSA Du kan blive medlem ved at benytte en af følgende muligheder. At indbetale kontingent på konto 8401 1151069, Merkur, Den Almennyttige Andelskasse, Århus Afdeling. Husk at angive navn. Du kan også oplyse institutionens EAN-nummer ved at skrive en mail til Tage Poulsen (tagep@husetventure.dk), som efterfølgende fremsender elektronisk faktura.


Forsa maj 2013 tryk  

FORSA MAJ 2013 TEMANUMMER VIDEN, POLITIK OG PRAKSIS

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you