Issuu on Google+

Annoncer: Salgs- og marketingchef Jane Als ı jals@mja.dk Abonnement/distribution: Distributionschef Michael Fendinge Olsen ı mfo@mja.dk

Abonnement: Kvartalsabonnement koster 770,- kr. Halvårligt: 1.425,- kr. ı Helårligt: 2.620,- kr. Kontakt os: Telefon 86 82 13 00 ı e-mail: abonnement@mja.dk

Midtjyllands Avis Lørdag 4. januar 2014

21

BAGGRUND Kaj Munk - stadig aktuel 70 år efter sin død

»

Forfatteren Bjarne Nielsen Brovsts næsten 1000 sider store tobindsværk om Kaj Munk genudsendes på hans dødsdag i dag den 4. januar

Blandt de få, der ikke var »målløse«, var Kaj Munk. For dette betalte han med sit liv.

Af Steffen Lange Foto: Martin ballund

Det er i dag 70 år siden digterpræsten Kaj Munk fra Vedersø i Vestjylland blev skudt i Hørbylunde Bakker mellem Pårup og Silkeborg. Gerningsmændene var specialtrænede nazistiske agenter, der i uger og måneder havde planlagt likvideringen af den mand, som stadig den dag i dag symboliserer den moralske modstand mod den nazistiske besættelse af Danmark under Den Anden Verdenskrig. For 20 år siden i forbindelse med 50-året for mordet udkom forfatteren Bjarne Nielsen Brovsts storværk om Kaj Munk. Det blev dengang rost af kritikerne, og det med rette. Nu genudsendes de næsten 1000 sider, og de forgangne 20 år har intet ændret: Der er stadig tale om »årets store biografi«, »rystende og smertelig læsning« og »en god og meget nødvendig bog«, som eksempelvis BT, Jyllands-Posten og Politiken i sin tid døbte dobbeltudgivelsen. Fik man ikke i 1994 læst Bjarne Nielsen Brovsts storværk, er der altså god grund til nu at indhente det forsømte. For Kaj Munk er ikke kun historie. Gennem sit eksempel rejser han den dag i dag vigtige spørgsmål, hvis svar det kan være vanskeligt at give - og hvor flere svar må forekomme nødvendige om end smertelige.

Prægede tidsånden Kaj Munk (1898 - 1944) fik i 1924 ansættelse som præst i det lille Vedersø Sogn nord for Ringkøbing, og snart begyndte han at blande sig i den offentlige debat via kronikker, prædikener, anmeldelser, artikler, skuespil og andre udgivelser. »Få kom til at præge tidsånden så kraftigt som digterpræsten i Vedersø«, konkluderer Bjarne Nielsen Brovst allerede på den første side i bind 1. Trods en geografisk placering i det yderste Danmark, voksede kendskabet til Kaj Munk op gennem 20’erne, og i årene fra ca. 1930 og frem til sin død var han landskendt, måske endda mere end det, idet flere af hans skuespil og andre udgivelser også udkom i udlandet. • BIND 1 dækker 10-året fra Munks endelige gennembrud som forfatter og offentlig person frem til besættelsen den 9. april 1940. I denne periode skrev han nærmest som en gal, og ikke mindst hans bø-

ger og skuespil gjorde ham kendt - og rig. På et tidspunkt var Kaj Munks indtægter så store, at hans skat kunne finansiere hele Vedersø Sogn. Men populariteten steg ham aldrig til hovedet. Den velfunderede økonomi fik aldrig Kaj Munk til at kaste sig ud i ødselhed, endsige det, der i dag benævnes som en kendistilværelse, selv om såvel aviser som ugeblade kendte Munk, og det blev også til reportager fra præstegården. Men han forstillede sig aldrig, og han sagde tingene lige ud - til glæde for mange, til forargelse for andre. Han anvendte blandt andet nogle af sine penge på at opkøbe store hede- og klitarealer, som han brugte til jagt, en af hans store fritidsinteresser.

Nej til ideologi Kaj Munk var ikke den fødte demokrat. Han troede på »den stærke mand«, men vel at mærke den »gode stærke mand«, der ud fra et nationalt og kristent synspunkt kunne samle folk og nation. Han var ikke interesseret i ideologi eller partipolitik, men troede på noget højere, på kristne og moralske kræfter, der lå hinsides »dagen og vejen« og det partipolitiske kævl. Kaj Munk var i sine yngre år fascineret af Hitler og Mussolini, hvilket han gav udtryk for i skrift og tale. Men efterhånden vendte han sig imod

dem, fordi han gennemskuede deres etiske og moralske fordærv. Italiens krig i Abessinien og Hitlers jødeforfølgelser var med til at åbne hans øjne, og han udviklede sig til en af de skarpeste modstandere af fascismen og nazismen. Men han var ikke den store taktiker. Kaj Munk blev til sin dødsdag ved med at fastholde det synspunkt, at han ikke hadede den enkelte tysker, heller ikke Hitler som menneske, men kun den ideologi han stod for og det, den havde påført Danmark. Udtalelser som disse blev misbrugt af hans modstandere, og taler, som han holdt under krigen, blev censureret i medierne og gav et forvrænget billede af, hvad Kaj Munk egentlig stod for. Det store flertal var dog ikke i tvivl om, hvad Kaj Munk mente. Og det var besættelsesmagten heller ikke ...

Den nationale fløj Man får ofte det indtryk, at 30’ernes kulturliv i Danmark stort set kun bestod af en venstrefløj, eksempelvis i form af forfattere som Poul Henningsen og Kjeld Abell. Men der var også en anden side - en national fløj med blandt andre Kaj Munk. Hans skuespil, ofte nationale dramaer om idealister, der måtte følge deres kald uanset omkostningerne, solgte i titusindvis og blev set af

langt flere. Mest kendt er »Ordet«, som Carl Th. Dreyer filmatiserede i 1955, men også skuespil som »En idealist« samt »Han sidder ved Smeltediglen« om jødeforfølgelserne og »Niels Ebbesen« om den nationale helt, der gjorde oprør mod besættelsesmagten, blev læst, set og diskuteret. Kaj Munk var i disse år på alles læber. • BIND 2 handler primært om perioden 1940 til 1944, men strækker sig reelt frem til 1993, hvor bogen er skrevet. Kaj Munks muligheder blev efterhånden mere og mere indskrænkede. Der blev lagt mange hindringer i vejen for ham. Bøger måtte ikke trykkes og sælges, skuespil ikke opføres, der var forbud mod at prædike osv. Og det trak mere og mere sammen over hovedet på ham. Længe før sin død havde Kaj Munk forudset, at han ville komme til at betale med sit liv for den modstand, som han fortsatte med at fremføre, og selv få dage før sin død afslog han tilbud om at gå under jorden eller flygte til udlandet. Han gik linen ud - helt bevidst.

Krav om handling Samarbejdspolitikken mellem Danmark og Hitler brød endeligt sammen i sommeren 1943. Modstandskampen med sabotager mv. tog til, og hvor Danmark indtil da havde

været et mønsterprotektorat, blev landet efterhånden en torn i øjet på magthaverne i Berlin. Hitler var naturligvis informeret, og SS-lederen Heinrich Himmler var den, der krævede handling i Danmark. Sabotager skulle imødegås med likvideringer af kendte danskere, og Munk var en af dem, der stod øverst på listen over kommende ofre.

Børn i hjemmet Mordet blev planlagt ned til mindste detalje, og en terrorgruppe på fem blev sendt til Vedersø den 4. januar 1944. Man diskuterede, om Munk skulle skydes i sit hjem eller føres bort. Blandt andet fordi der var børn i hjemmet, besluttede man sig for at anholde Munk og henrette ham et andet sted. Valget faldt så på en mørk skovstrækning på landevejen mellem Herning og Silkeborg. Hvad der præcis skete på køreturen og i minutterne omkring mordet, har man et rimeligt godt kendskab til, idet fire af de fem mordere blev anholdt efter krigen. Den femte var faldet på Østfronten efter mordet og inden befrielsen. Alt dette beskrives meget detaljeret såvel ud fra obduktionsrapporterne som vidneafhøringerne efter krigen. Og dog er der stadig en lille tvivl. Den ene af de fem, Otto Paulus Söhnlein, nægtede nemlig

lige efter krigen, at han havde været med til at skyde, men han »tilstod« senere midt i 80’erne i et interview. Det er dog kun en detalje, og mange betvivler hans »tilståelse«. Vicepolitiinspektør Otto Himmelstrup (1878 - 1949) satte allerede i de sidste besættelsesår ind med en jagt på morderne, og efter krigen blev de fanget og (døds) dømt. De blev dog alle senere benådet i 1952 og udvist af Danmark. En af de dømte, Louis Nebel, nåede inden udvisningen at aflægge gerningsstedet et besøg, hvor han lagde en buket blomster! Inden domfældelsen var de fire gerningsmænd ikke bare blevet afhørt. Den 29. april 1946 blev de alle ført til præstegården i Vedersø til en såkaldt »gerningsstedspåvisning«. Her gennemgik man endnu engang, hvad der var sket den 4. januar om aftenen to år tidligere. Begge gange var Kaj Munks enke Lise Munk (1908 - 1998) til stede. Hun er Bjarne Nielsen Brovsts vigtigste mundtlige kilde. Naturligvis var hun part i sagen og derfor ikke neutral, men alligevel giver netop hendes personlige vidnesbyrd bøgerne vægt. Hun levendegør på sin egen personlige måde det miljø, der herskede i præstegården og omkring Kaj Munk. Interessen for Kaj Munk fortsatte efter krigen, og blandt de mange, der hyldede ham, var forfatteren Tom Kristensen, der i Politiken fik bragt et digt den 4. januar 1946, hvis første vers lød sådan her: Jo, der brændte en Ild i dit Indre, og vi trængte til Ild i de Vintre, da vort Land var udsat for Skam, og vor tale var maalløs og lam. Blandt de få, der ikke var »målløse«, var Kaj Munk. For dette betalte han med sit liv.

Bjarne Nielsen Brovst: »Kaj Munk og den stærke mand« & »Kaj Munk - krigen og mordet« (Hovedland, 456 og 484 sider, pr. bind 229 kr., samlet pris 389 kr.) Billederne viser omslaget på de to bøger og mindekorset for Kaj Munk i Hørbylunde.


Kaj munk