a product message image
{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade

Page 1

Hospice Djursland

Nyhedsbrev Nr. 33 - juni 2016

TEMANUMMER: ER DØDEN PRIVAT? kan få i deres sidste tid.” siger Helle Timm, som er en af forskerne bag undersøgelserne og tidligere centerleder på PAVI.

Er døden privat? af Steen Fris, bestyrelsesformand

Flere undersøgelser fra blandt andet Palliativt Videnscenter (tidligere PAVI i dag REPHA) viser, at det er svært for danskerne at tale om døden, og at døden fortsat er blandt de største tabuer i Danmark. ”Danskernes generelle forhold til døden og tabuet omkring den, oplever vi som en barriere for, at lægfolk og professionelle kan formidle viden om livstruende sygdomme, lidelse og mulighed for lindring. Det kommer i vejen for, at døende patienter får viden om den lindrende hjælp, de

En anden undersøgelse også lavet af PAVI/REPHA i samarbejde med TrygFonden viser, at halvdelen af danskerne faktisk opfatter døden som meget privat og derfor ikke noget, man taler om og ikke ønsker mere viden om. Jeg tænker på, at når nu så mange opfatter døden som privat, hvordan kan vi så hjælpe og støtte hinanden, når livet nærmer sig sin afslutning? Jeg er godt klar over, at det enkelte menneskes død er noget ganske unikt, men døden vedkommer i høj grad også de pårørende, som står tilbage, når døden har taget et elsket menneske. Det handler dermed ikke kun om den, der skal dø. Når nu vi mener, at døden er noget privat, som man ikke taler med hinanden om, handler det så mere om frygten for at fjerne håbet om, at det hele nok skal gå - men hvad er det, der nok skal gå? Er

Vi, det vil sige 10 ældre mennesker og jeg, sidder omkring bordet i den fælles spisestue på plejehjemmet, hvor de ældre mennesker bor. Jeg er blevet bedt om at komme og holde et foredrag om hospice; hvad et hospice er, og hvad et hospice kan tilbyde.

Døden kommer os alle ved af Dorit Simonsen, hospiceleder

Jeg har forstået det sådan, at der både vil være beboere og medarbejdere på plejehjemmet til stede ved foredraget, så jeg har forberedt, hvad jeg tror, de vil være interesseret i at høre noget om. Men sådan blev det ikke. For det første var der ingen medarbejdere tilstede, kun de 10 beboere, og

det livet eller døden? Ingen af os undgår døden; den er en del af livet. Ifølge Professor i sociologi ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen er der ingen tvivl om, at den fortrolighed, nærhed og naturlighed, som døden tidligere var omgærdet af, i dag for de fleste er afløst af distance og mangel på førstehåndskontakt. ”Det betyder, at vi har sværere ved at se, hvordan liv og død nødvendigvis hænger sammen og måske også har vanskeligere ved at forstå, at døden nødvendigvis er en iboende del af livet,” siger han. Døden er altså noget, som vi alle skal stifte bekendtskab med, og tør vi følge med et døende menneske, have fortrolighed og være til stede, så kan vi få et indblik i, hvordan døden opleves og ser ud. Det betyder, at vi kan opnå en større fortrolighed den dag, vi selv skal møde døden. Så lad ikke døden være mere privat end, at vi kan lære af hinanden.

det skulle vise sig, at vi kom til at tale om noget helt andet end det, jeg havde forberedt mig på – de ønskede nemlig, at vi skulle tale sammen om det at være gammel og snart skulle dø. Det startede forsigtigt ud med et: ”Nå, det er dig, der kommer fra hospice, det har jeg set noget om i fjernsynet. Det er der, hvor de alle dør.” Det fik mig til at stille spørgsmålet: ”Dør alle ikke også her?” Det så ud som om, det spørgsmål overraskede dem noget, men fik også nogle af dem til fortsættes på næste side

Hospice Djursland — Strandbakken 1 — 8410 Rønde — 7841 3400 — hospice@hospicedjursland.dk — www.hospicedjursland.dk


fortsat fra forrige side

at smile lidt skævt, og en ældre herre sagde: ”Jo, det gør der da, og det skal jeg jo også. Det vil jeg også så gerne tale med min datter om, når hun kommer og besøger mig, men det går ikke rigtig. Da jeg forsøgte i søndags, klappede hun mig på hånden og smilede sødt til mig og sagde: ”Far, skal vi nu ikke tale om noget andet, nu sidder vi lige og hygger os sammen.” Ja, så sagde jeg jo ikke mere om det.” ”Det kender jeg godt,” sagde en ældre dame, ”min familie vil heller ikke tale om det, og jeg er endda snart 96 år. De siger: ”Mor, du er så frisk, så du skal nok leve mange år endnu”. Det, disse ældre mennesker fortæller, er slet ikke ukendt for mig. Og det er jo egentlig blot et menneskeligt ubehjælpsomt forsøg på at undgå at tale om det, som man er allermest bekymret for, nemlig at miste et menneske, man holder af. Det, der gør et større indtryk på mig, er, at disse ældre mennesker oplever, at de professionelle heller ikke taler med dem om deres nært forestående død. Det betyder en oplevelse af, at de fuldstændig bliver ladt alene med deres tanker. Det kan vi ikke være bekendt, hverken som pårørende og slet ikke som professionelle omsorgsgivere. Ingen dør af at tale om døden. Vi skal alle dø, så hvorfor ikke tale om denne betydningsfulde begivenhed, som vi alle vil blive konfronteret med på et eller andet tidspunkt i vores liv? Vi skal dele vores tanker og eventuelle bekymringer om døden, og vi skal dele vores erfaringer om døden, så vi alle oplever en samhørighed med hinanden, selvom vi godt ved, at vi skal ”gå” den sidste del af livet alene. Så selv om min død kun er min alene, så er den ikke privat – den er almengældende for alle mennesker.

Side 2

Det sidste farvel af Poul Erik Sørensen, frivillig

I mit barndomshjem talte man ikke om døden. Det var ikke et emne, børn skulle vide noget om. Det var jo alligevel noget, der var defineret til at skulle ske engang ude i fremtiden. Man døde, når man var blevet gammel. Konsekvenserne af den indstilling var store, for når så døden ramte familien, var det ikke blot sørgeligt, men også uforståeligt. Og sorgen og savnet var længe om at sætte sig. Den indstilling, der efterhånden ligger mange år tilbage, er heldigvis ikke længere så udbredt, og så alligevel. Døden er for det meste uforudsigelig. Og når den rammer uventet, medfører den store sorger for de efterladte. Vi kalder det for det meste for et stort savn. Kan man forberede sig på savnet? Kan man forberede sig på det tomrum, der opstår, når et menneske dør? Kan og skal vi gøre det alene, eller skal vi dele døden med hinanden? Selvfølgelig er omstændighederne forskellige, individuelle og ofte meget private. Det er et valg, man skal foretage. Et nødvendigt valg. Og et praktisk valg. Det sidste kan vi overlade til professionelle, men sorgen og savnet er vores eget. Og er det ikke det sværeste? Tiden op til et dødsfald kan være vanskelig. Man forbereder sig på det uundgåelige. Man vænner sig

AFTRYKSPORTALEN - skulpturen er placeret i marklandskabet mod Følle Bund, som alle patienterne har udsigt til.

til tanken. Man bestemmer selv, hvor mange i sine omgivelser, man vil lukke ind i processen. På et hospice er hjælpsomhed og åbenhed en naturlig ting. Den professionelle hjælp tilgodeser både patienter og pårørende, både før og efter døden. Også som frivillig får man snakket godt med både patienter og pårørende. Det kan være det, der kaldes "en svær samtale". Det er ofte en privat samtale og en god samtale. Og som frivillig kan man godt fornemme, at der hos patienten/den døende er en vis trang til at dele situationen med en uvildig. Og så er døden ikke længere privat. Og selv om alt sker under streng tavshedspligt og fortrolighed, har man delt døden med et andet menneske. Lindrer det? Mit svar er ja. I "den svære" samtale lukker man et andet menneske ind i sin private sfære. Det er patientens valg. Og jeg er som frivillig overbevist om, at det er et godt valg. For alle. Jeg for mit eget vedkommende betragter ikke døden som privat i den forstand, men som en uundgåelig afslutning på livet. En afslutning, som familie og pårørende skal leve med bagefter. Kan vi dele det farvel med hinanden, er jeg overbevist om, at tiden både før og efter et dødsfald måske ikke kan lette sorgen, men gøre den lettere at bære.

Nyhedsbrev


Jeppe og Anker af Ann Maj Lorenzen, hospicepræst

Vi kender alle Jeppe Aakjærs sang om Jens Vejmand, der døde i dyb ensomhed og kun fik et frønnet og falmet bræt på sit gravsted. Nu om dage var han vel kommet i fællesgraven, i ”de ukendtes” som den anonyme gravplads på kirkegården ofte benævnes.

dig tænke på ham og kende ham som landets tidligere statsminister. At hans bisættelse blev offentliggjort, finder vi helt naturligt. For Anker er ikke alene skrevet ind i Danmarkshistorien, han er også blevet en del af folkets historie, og derfor ville mange gerne tage afsked med ham.

I marts i år døde Anker Jørgensen, og knapt 14 dage senere blev han bisat fra Grundtvigs kirke i København. Det blev en højtidelighed, som hele Danmark kunne følge med i, for Anker Jørgensens familie ønskede, at alle skulle have mulighed for at tage afsked med ham, og derfor blev højtideligheden vist på TV; den blev en offentlig begivenhed. Alle kender Anker, for han er skrevet ind i Danmarkshistorien som en af landets statsministre, og han var derfor i mange år det, vi kalder en offentlig person. Og skønt han boede på plejehjem i mange år og døde der i en høj alder, vil mange sta-

Er døden privat? - spørges der. Og spørgsmålet kan vel næppe besvares, for selvfølgelig er døden privat. Den kommer til det enkelte menneske; til Jens Vejmand i en kold vejgrøft, til Anker Jørgensen på et plejehjem, til nogle i hjemmet og til andre på f.eks. hospice. Uanset hvor og under hvilke omstændigheder døden finder sted, er det noget, der sker for den enkelte. De omkringværende er måske vidner til det, men må blot se på at den døende går fra liv til død. Alene.

Efter tabet

til at gøre deres familiemedlemmer yderligere ondt (fx børn eller søskende).

af Iben Lund og Lise Moll, sygeplejersker og selvhjælpsgruppeledere

Som gruppeledere i selvhjælpsgrupperne for efterladte ægtefæller er det vores indtryk, at der ikke er et entydigt svar på spørgsmålet, om døden er privat. De sørgende ægtefæller i selvhjælpsgruppen taler gerne om deres tanker og problemer vedrørende det at have mistet en ægtefælle. De giver også udtryk for, at det er rart at være sammen med ”ligestillede.” Forstået på den måde, at de forestiller sig at gruppens medlemmer bedre kan fornemme og anerkende den smerte, som de hver især mærker. Desuden er det en lettelse ikke at skulle tænke over eller vurdere, om de kommer

Nr. 33 - juni 2016

Men derefter er det op til de nærmeste, hvordan og hvornår dødsfaldet skal offentliggøres. Det er

Uden for selvhjælpsgruppen er der andre ting på spil. Det betyder meget for de efterladte, at der bliver spurgt oprigtigt, når der bliver spurgt til deres velbefindende efter deres ægtefælles død, og at der også er mulighed for at sige, at det ikke går godt. Mange oplever nemlig, at de helst skal sige, de har det godt, og at omverdenen ret hurtigt tænker at ”nu må vedkommende snart komme videre”. At miste sin ægtefælle kommer man aldrig over, men man kan lære at leve med tabet. En anden faktor for, hvor privat man har brug for at være, er tidspunktet for spørgsmålet eller åbenheden over for sin egen til-

vigtigt, vi får det at vide, når et menneske iblandt os ikke længere lever. For så har vi mistet en i det fællesskab, vi er en del af, og vigtigst: Nogen har mistet en, de holdt af. Derfor må vi kondolere, som det hedder med et gammelt ord: Vi må bære med på tabet og sorgen. Vi må bære med, både i det private og i det offentlige møde. En kirkelig handling er en offentlig handling, men somme tider beder de pårørende om, at højtideligheden skal finde sted i stilhed, og så offentliggøres dødsfaldet først efter, at begravelsen eller bisættelsen har fundet sted. Men højtideligheden i kirken er den samme, uanset om den er blevet offentliggjort, eller om den foregår helt privat. Ritualerne er de samme. Salmerne. Ordene om Guds løfte til den enkelte. Dér er ingen forskel på, om det er Jens eller Anker, der ligger i kisten. Det væsentlige er, at den døde er kendt af Gud.

stand. Sørgende “pendulerer” i deres følelser, og i den første tid er udsvingene ofte store og hurtigt omskiftelige. I en sorgproces taler man om tosporsmodellen. Sindet vil automatisk være i to spor. Det ene er den tilstand, hvor man sørger, mindes, savner, græder, ingen kræfter og overblik har. Det andet er en mere handlingsorienteret tilstand, hvor man lige får købt ind eller vasket op eller lignende. Det siger sig selv, at det så også for omverdenen kan være svært at forholde sig til et menneske i sorg, men det er vigtigt at have ovenstående viden og dernæst vigtigt at spørge oprigtigt ind til personen, som er i sorg. Det er vigtigt at være ægte interesseret og have tid. Så tror vi, at de fleste, som har mistet, vil være glade for at tale om og mindes den afdøde.

Side 3


Støtteforeningen orienterer af Erik Salomonsen, formand for Støtteforeningen Hospice Djursland

Er døden privat? Dette er temaet for nyhedsbrevet denne gang. Et tabubelagt emne, der er svært at tale om. At diskutere det er jo endnu sværere, da ingen har personlige erfaringer med emnet. Set i det perspektiv, at døden er ensom, og at vi ikke har følgeskab, ja, så er døden privat. Noget andet er, om man i den sidste tid er ensom, om man er bekymret, om man er bange? I denne tid er det muligt at gøre en forskel, her ved vi, at samværet med den døende er vigtigt, og det er især vigtigt at fokusere på de tanker, vedkommende gør sig i situationen. Det er vigtigt, at familien eller vennerne er omkring den døende, nærværet er lige så vigtigt som samtalen - det giver tryghed. Det kan også være svært at tale med ens nærmeste om de spørgsmål, der forbinder sig med døden. Det kan være rent lavpraktiske ting i forbindelse med begravelse/ bisættelse, osv. I den situation er det godt at have en fortrolig ven, kammerat eller præst at snakke tingene igennem med. Jeg havde en god ven, som lå og ventede på at dø. Jeg spurgte familien, om de havde talt om de praktiske ting i forbindelse med livets afslutning. Nej, svarede de, han vil ikke tale om det, og jeg fornemmede, at det var et problem for dem. Ved et eftermiddagsbesøg drejede jeg samtalen hen på spørgsmålene om den sidste rejse, og ganske enkelt fortalte han så, hvad han ønskede. Vi fortsatte snakken om andre ting, men pludselig var han træt og sagde med sit faste blik i mine øjne: ”Hvis der var en knap her, ville jeg trykke på den, og afslutte livet.” Han var ikke bange, han frygtede ikke for tiden efter døden, hans overbevisning var, at der ikke er noget.

er, at vi diskuterer de svære emner, før de bliver aktuelle, altså over spisebordet til morgenkaffen, men husk at gøre et notat, og gem det, til det bliver aktuelt. Arv til Støtteforeningen En ældre mand døde på plejehjem, 81 år gammel, ingen familie, ungkarl hele livet, som der stod i testamentet. Søsteren, den sidste i hans familie, var indlagt og døde på Hospice Djursland for nogle år siden, og testamentet var dateret umiddelbart efter dette. Testamentet indsatte Støtteforeningen Hospice Djursland som enearving, og resultatet blev ca. 3.500.000,00 kr. Beløbet er nu indsat på vores konto, og vi vil bestræbe os meget på at anvende pengene på en for Hospice Djursland optimal måde. Ny beplantning i ”skoven” Vi har nu endelig fået mulighed for at få ryddet op i ”skoven”. De gamle graner er væltet og lavet til flis, og vi får 1.400 nye planter der skal i jorden. Vi har valgt at plante forskellige løvtræer, blomster og bærbærende buske og træer. Det er valgt ud fra at fremme et varieret fugle- og dyreliv i området.

Støtteforeningen Hospice Djursland www.s-hd.dk Du kan her få oplysninger om foreningen, se nyheder, lave indmeldelser, give gaver m.v. Husk også at tilmelde dig elektroniske nyhedsbreve. Det kan ske ved indtastning af email-adresse på hjemmesiden. Det er vigtigt, da papirudgaven af nyhedsbrevet omdeles til medlemmer sidste gang i januar 2016. Den sparede porto vil gå til støtte for det frivillige arbejde på Hospice Djursland. Følg os også på Facebook: www.facebook.com/ stotteforening.hospice.djursland

Støtteforeningen Hospice Djursland www.s-hd.dk Henvendelse til kassereren vedr. medlemskaber: Hans Chr. Madsen mail: madsen.roende@tdcadsl.dk Tlf: 23 96 24 56 Husk også at melde ny post- og mailadresse til kassereren.

SCAN koden og læs mere om Støtteforeningen Hospice Djursland

Er døden privat? Ja, men det betyder jo ikke, at vi skal flygte fra at tale om den og især ikke at tale med den døende om den. Bedre sent end aldrig, men det optimale Hospice Djursland — Strandbakken 1 — 8410 Rønde — 7841 3400 — hospice@hospicedjursland.dk — www.hospicedjursland.dk

Profile for Hospice Djursland

Nyhedsbrev nr. 33 Hospice Djursland  

Nyhedsbrev nr. 33 Hospice Djursland