Issuu on Google+

Hærnyt »Vi vil være bedst og billigst«. Under dette motto gik medarbejdere ved Aalborg Kaserner i gang med en et-årig merit-uddannelse til serviceassistenter. Nu har de bevist, at det kan lade sig gøre at blive dygtigere og blive i stand til at varetage flere funktioner. Side 32.

To danske officerer har haft fornøjelsen af at være »bjerggeder« i de slovenske højder. Side 30.

2005

2

Leopard 2 er nu nummer 1


Forsvarets auktioner er blevet et tilløbsstykke for opkøbere fra både ind- og udland. Store mængder materiel skifter hænder, men uden kaffe og ostemadder går det ikke. Side 8.

Forsvarets stigende aktivitetsniveau i internationale operationer mærker Hærens Hovedværksted i stadig stigende omfang, for når materiellet i missionsområderne trænger til eftersyn og reparation er det de civile håndværkere fra Hærens Hovedværksted, der rykker ud til såvel Kosovo, Irak som Afghanistan. Side 12.

Redaktion: Ansvarhavende redaktør: Oberstløjtnant H. R. Sommer Hærens Operative Kommando Redaktionsgruppe: Kaj-Ivan Bæk, DJ, red. chef Major Jens Lønborg, HOK Major Jan Brinck, PIO/HOK Seniorsergent Ole Nielsen, HOK Kontorfuldmægtig Pia Gadeberg, Info, HMAK Red. tlf. 9710 1550 - tast 7029 Layout/Pre-press: ComPress, Holstebro

Side 2

Foto: Hvor fotografens navn ikke er angivet tilhører ophavsretten forfatteren eller redaktionen. Oplag: 6000. Hærnyt udkommer fire gange årligt. Årsabonnement kr. 125,-. Bladets artikler må gengives, når kilden angives. ISSN 0901 - 2540

Tryk: Scanprint a/s. Vegetabilske farver på Cyclus Print. Svanemærke licens nummer 241 055.

Hærnyt udgives af Hærens Operative Kommando Postboks 59, 7470 Karup J Hærens Materielkommando Arsenalvej 55, 9800 Hjørring

HÆRNYT 2-2005


Nummer 2

2005 Juni

Våbenstilstandslinjen har ikke bevæget sig i årevis på Kashmirs islamiske østfront. Alligevel byder FN-missionen på tårnhøje udfordringer. Situationsrapport fra dansk oberst med fingeren på pulsen. Side 6.

NATO’s træningsmission i Irak har sat endnu en milepæl. I maj gav det Nordatlantiske Råd tilslutning til at lade missionen etablere det irakiske Joint Staff College ved Ar Rustamiyah allerede fra denne sommer. Generalmajor Agner Rokos er missionens næstkommanderende. Side 24.

Læs inde i bladet: Dansk succes i NRF-4 . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Når isenkrammet kommer på museum . . . . . 14 Pressen lærer at passe på sig selv . . . . . . . . 16 Europas bedste forsvarsanlæg . . . . . . . . . . . 18 Danskere på pionéropgave . . . . . . . . . . . . . . 20 Kram til salg eller skrot . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 Ny organisation i HOK . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 Kort Nyt / Nye bøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 Bedre beskyttelse i ny GD . . . . . . . . . . . . . . . 33 Sudan-mission udvikler sig . . . . . . . . . . . . . . 34 Indoor tattoo igen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 HÆRNYT 2-2005

Besøg HOK’s hjemmeside på Internettet på: www.hok.dk Kommentarer eller ideer til Hærnyt samt evt. forsendelse kan rettes til redaktionen på 9710 1550 - lok. 7029 eller på email til hok-presse@mil.dk

Side 3


Panserregimentet Af Filip Ulrichsen kaptajn, informationsofficer i HOK

To Leopard 2A5-eskadroner er i gang med uddannelsen, og flere er på vej. Fra august samles de alle i Holstebro, der bliver hjemsted for en lille eksklusiv familie af kampvognsfolk. 62 tons glider ubesværet gennem Kallesmærsk-slettens månelandskab, undervognen danser, men kanonen er helt i ro. Med en blanding af arrogance og paranoia er det som om, kampvognen vil fortælle: Du kan lige vove at prøve på noget! Kadet Erik Højgaard har beordret sin deling frem i bataljonens modangreb hen over Kallesmærsk Hede i Oksbøl-terrænet. Han deltager i Hærens Kampskoles skarpskydning. Skydningen indgår i kadetternes våbenskursus, der har som mål at uddanne dem til kampvognsdelingsførere, før de bliver udnævnt. »Det er lækkert det her,« konstaterer han på intercom, da vognene ladet med panserbrydende pileskud ruller ud på den solbeskinnede slette. »Lukket!« skriger hjælperen i baggrunden, mens delingsføreren fordeler målene til sin to’er

Side 4

og tre’er-vogn. Kampvognstårnet svinger smidigt fra side til side for at afsøge terrænet og med et let tryk med pegefingeren knuser skytten et pansermål på 2500 meters afstand. Ikke ét skud spildt Hærens godt og vel 50 Leopardkampvogne er ved at være opgraderet til 2A5 standard. De to første eskadroner er under uddannelse i Oksbøl, mens nummer tre er i fuld gang med den grundlæggende uddannelse ved Hærens kampskole i Oksbøl. Det er 1. Eskadron i III Bataljon ved Jydske Dragonregiment, der velvilligt har stillet kampvogne og besætninger til rådighed for våbenkursus. Enhedens daglige delingsførere bliver brugt som kontrolofficerer i et finmasket kontrolapparat, der sikrer, at der ikke går et eneste kaliberskud, uden at besætningen får en detaljeret tilbagemelding. Hvert skud bliver tv-overvåget af FESAP-anlægget (Ferhnseeüberwachungsanlage Panzer). Her sidder dele af kontrolstaben i en mobil container på rad og række ved hver sin skærm og overvåger skyttens og kommandørens sigte samt den interne kommunikation i såvel besætningen som i kampvognsdelingen. - Der er vores kvalitetssikring, fortæller kaptajn Steen Holm Iversen, der er chef for kampskolens kampvognssektion. I dag ser han resultatet af sektionens arbejde

med kadetterne og deres mange timer i øvelsesterræn og simulator. - Uddannelsen består af en vekslen mellem simulation og praktisk træning. Herved kan vi forsvare et fagligt tilfredsstillende niveau, selv om besætningen kun skyder 72 skarpe skud om året, forklarer han. Specialuddannet familie Kampvognens strømlinede, højteknologiske silhuet udstråler en aura af uovervindelighed, der står i kontrast til dens larmende, forkrampede indre. Den fire mand store besætning lever i et klaustrofobisk virvar af rør og slanger, der får ubåden fra »Das Boot« til at virke enkel og rummelig. Kampvognsfolkene er ikke neddykket i ugevis, men timerne kan blive lange, når de sidder på samme sæde med albuerne ind til kroppen uden øjenkontakt til resten af besætningen. Men sammen med våbnets overlegne ildkraft er det disse særlige vilkår, kampvognsfolk peger på, når de skal forklare stoltheden og sammenholdet i enheden. - Kampvognen er hærens mest slagkraftige våben, og det kræver en specialuddannelse at betjene den, påpeger eskadronchef Steen S. Andersen. Derfor er der en særlig stolthed blandt kampvognsfolk, der, når kedeldragten er taget af, kan kende hinanden på en lille kampvognsnål i baretten.

HÆRNYT 2-2005


Det tætte samarbejde inde i den forstærkede »sardindåse« gør, at besætningen får et meget nært forhold til hinanden. - Når man er i vognen så mange timer i træk, bliver man som en lille familie, og gradssystemet bliver udvisket. Men, når først kampen raser, så kender folk deres plads, fortæller kaptajn Steen S. Andersen. - Ja, man ved, at man er rigtig kampvognsmand, når man inviterer alle sine venner til grill-fest, og de kommer alle tre, supplerer kadet Dennis Hejlesen, mens han griner fra toppen af den kampvogn, som han om lidt skal ud og demonstrere sine føreregenskaber fra. Kampvognen er hærens ultimative våben. Det er den, generalerne sætter deres lid til, når kampen skal afgøres. Af den grund er panservåbnet også et effektivt afskrækkende instrument, hvis gemytterne skal dæmpes under en fredsstøttende mission. - Kampvognene kan sikre, at uroen ikke eskalerer, fordi de virker så afskrækkende. Man skal virkelig være hårdhudet for at sætte sig op imod en Leopard 2, mener Steen Holm Iversen. Hunter-killer Det ser ud til, at han har ret. Den ene panserplade efter den anden falder, når skydningens kampvogHÆRNYT 2-2005

ne ruller frem fra lurestillingerne og affyrer 120 mm-kanonerne. I en ekstrem kraftudladning går skuddet, og det aflader – ikke blot kanonen – men også mentalt efter de mange timers forberedelse med at doze ildstillinger og beregne køretider imellem dem. Næste mål bliver nedkæmpet i umiddelbar forlængelse af det første. Efter en håndfuld sekunder har hjælperen fisket en ny patron frem og skriger atter »lukket!«. I mellemtiden har kommandøren allerede anvist skytten mål nummer to, fordi han kan scanne terrænet med sit eget stabiliserede sigtemiddel (i daglys og mørke), mens skytten nedkæmper mål ét. Hunter-killer, kaldes det. Systemet er en del af opgradeLeopard 2A5 Bevæbning: - 120 mm kanon, effektiv skudafstand: 4000 m - 7,62 mm tårngevær - Røgkastere Sensorer: - Termisk sigte - Laserafstandsmåler - Vægt: 62,5 tons - Motor: 1500 heste - Hastighed: 68 Km/t - Brændstofforbrug i terræn: 9 liter/km.

ringen fra 2A4 til 2A5 standard. Tårnet er også blevet stærkere og hurtigere, mens køreren har fået et dagslys bakkekamera. Så slipper kommandøren for at råbe sig hæs i baglæns, baglæns, baglæns-kommandoer, når han har udløst røgkasteren for at komme ud af ildstillingen. Kampvognene har nu fået en kraftig projektør. Den kan bl. a. bruges under fredsstøttende operationer, fordi det kraftige lys sender et tydeligt signal i mørket om, at nogen holder vågent øje med området. Endelig er kampvognene forberedt til et skyde- og duelsystem a la det, som blev brugt til uddannelse på Leopard 1. - Mest af alt mangler vi et duelsystem, der omfatter alle kamptroppernes våben, så vi kan komme i gang med at træne samvirket mere effektivt, lyder ønsket fra kampvognssektionschefen, kaptajn Steen Holm Iversen. Ude på Kallesmærsk gør eskadronen klar til at fastholde stillingen og afvise det sidste desperate angreb fra fjendtlige kampvogne og helikoptere. To’er-vognen er bakket op til et’eren for at omfordele ammunition til delingsførerens hjælper. Kort efter går det løs igen. Lukket!, bliver der skreget, skuddet brager, et par sekunder går, og endelig den befriende melding: Nedkæmpet!

Side 5


FN-mission på islams østfront

Af F. K. Agerskov oberstløjtnant Deputy Chief Military Observer Der dræbes og såres i gennemsnit otte-ti mennesker dagligt i den indiske del af Kashmir. Så det at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt er dagligdagens største bekymring. Missionens arbejde bliver udført af 12 observatørhold, der opererer langs den 750 kilometer lange skillelinje i ekstremt kuperet terræn. Her kan man rent faktiske trekke i op til 7000 meters højde! Vores observatører kommer ikke højere end 6500 meter henset til akklimatiseringstiden og det forhold, at Pakistan ikke vil lade os se deres stillinger på Siachen Gletscheren – verdens højeste kampplads. Her dør der i gennemsnit fire mand om ugen året rundt på grund af højdesyge og ekstreme vejrforhold. Holdenes opgave er at rapportere til hovedkvarteret i New York om begge parters troppebevægelser. Hvis pakistanerne klager over Indien (Indien klager aldrig), gennemfører vi en politiefterforskning, så informationerne kan bruges som bevis ved en retssag, f. eks. om overgreb på civile.

Side 6

Godt dansk ry De danske observatører er en blanding af fast tjenstgørende officerer og officerer af reserven. Dette har virket særdeles godt og har virkelig givet Danmark et godt ry og rygte i missionen. Det arbejde, som observatørerne udfører, er ren efterretningsarbejde, og alle aktiviteter kan sidestilles med opklarings- og Human Intelligence-arbejde. Observatørerne kommer i denne mission fra ni forskellige lande så langt væk som Sydamerika og Sydkorea. Det er rart at se, at det fredsstøttende arbejde, danskere har udført i Kro-

Våbenstilstandslinjen har ikke bevæget sig i årevis på Kashmirs islamiske østfront. Alligevel byder FNmissionen på tårnhøje udfordringer. atien, nu har givet sig udslag i, at dette land aktivt deltager i FN-operationer. Som Deputy Chief Military Observer (DCMO) er jeg manden, der leder den daglige forretning. Det vil sige, at jeg sørger for at lede det

operative virke og for at holde kontakt til forbindelsesofficererne for de to landes væbnede styrker. Dernæst er jeg ansvarlig for at koordinere den administrative del med vores professionelle FN-administration. Det kan være alt lige fra manglende vandforsyning til brusere og problemer med kommunikationssystemet. Desuden er jeg fast briefer af alle besøgende. Jeg rejser ofte til Delhi og briefer ambassadører og delegationer. Jeg repræsenterer ofte missionen ved større højtideligheder. Så den ene dag kan jeg være til en prisuddeling eller nationaldag i Indien og den næste dag på vej i kampuniform til Line of Control for at tage på en fodpatrulje i 5000 meters højde. Om Gud vil Det er en udfordring at holde de to parter op på deres forpligtigelser. Med Pakistan har vi ikke de store problemer, men Indien har siden 1972 ikke ønsket at arbejde sammen med FN. Så min store udfordring er at snøre inderne ved at læse godt på lektien og fange dem »med bukserne nede«. Indien vil jo frygtelig gerne være permanent medlem i FN’s Sikkerhedsråd og vil derfor ikke ud i en åben konflikt med organisationen. HÆRNYT 2-2005


Selvom missionen er 56 år gammel, er der stadig en personlig udfordring i at give Sikkerhedsrådet bedre og mere relevante informationer og tilmed opnå så stor indsigt, at man kan påvirke parlamentariske delegationer gennem briefinger Missionen bærer præg af den britiske kolonimodel som de nye magthavere har taget til sig uden at udvikle den siden 1947. Vi har hjælpere, »oppassere« og chauffører på alle feltstationer. De tager sig af alt det grove, som observatører normalt selv skal lave. Dette er hverdagen for alle indiske og pakistanske officerer. De bruger deres soldater til at passe hjemmene. Under mine besøg ved Line of Control har jeg set de forhold, som soldater lever under på begge sider. På bjergtinderne er der ofte ingen strøm eller mulighed for brusebade, kun etagevaske med regelmæssige mellemrum – oftest hver 14 dag eller lavere frekvens. Lugten i stillingerne og i deres mandskabsrum er ikke til at tage fejl af. Det er tankevækkende, hvor lidt der er gjort ud af indkvartering og kampstillinger, når man tænker på, hvor meget danske soldater når i løbet af seks måneder. Hvis det er Allahs eller en af de utallige indiske guders vilje, at det skal se sådan ud, så er der jo ingen grund til at ændre på det, lyder ræsonnementet. Indavl og æresdrab Pakistan er et mærkeligt land. Til trods for at det nu er 57 år siden, at Ali Jinnah fik sin Islamiske Stat, er

det stadigvæk ikke et land i normal forstand. Det er mere et forbund af regioner, der holdes sammen af hæren og koranen. Stammerne har for det meste egne væbnede styrker, med store mængder våben og ammunition fra Sovjet-krigen i Afghanistan. Det er i disse lovløse områder, at der er meget stor sympati for Al Qaeda og Taliban, det er her, de har haft tilflugtssteder, siden koalitionen gik ind i Afghanistan. Først her på det sidste har den Pakistanske hær turdet konfrontere stammerne – dog efter min vurdering noget halvhjertet og ukoordineret. I Pakistan og Indien bliver giftermål bestemt af familien. I Pakistan indgås 90 pct. af alle ægteskaber mellem kusiner og fætre. Det giver sig bl. a. udslag i en helt abnorm mængde krøblinge, albinoer og udviklingshæmmede. Når familiens ære bliver krænket ringer pakistanerne ikke til politiet, de dræber den formastelige. Der findes mange notitser om disse drab i lokale aviser. Selv om de er blevet forbudt ved lov, sker det fortsat hyppigt. Og kender man den rette politimand eller er »noget ved musikken« slipper man oftest for straf. Faldet ned fra månen Efter 14 dage i Indien længes man efter den rene luft i bjergene. Uanset hvor man kommer frem som bleg nordboer kigger folk på én som om, man er noget, der er faldet ned fra månen, men mange kommer også for at få en lille snak eller for at invitere én til et spil cricket.

Man møder ofte kameler på turene rundt i regionen.

HÆRNYT 2-2005

Det samme gør sig i øvrigt gældende, når man løber. Efterhånden som jeg blev et kendt ansigt i bybilledet på mine normale løberuter, blev jeg hilst med store glade smil og et "»hello mister«. I Srinagar havde jeg hele staben med på daglige løbeture og alle vagterne, der stod med 25 meters mellemrum, hilste altid og gjorde honnør for obersten og hans glade mænd. FAKTA UNMOGIP (United Nations Military Observer Group in India and Pakistan) er en ren observatørmission, der har sit udspring ved Indiens uafhængighed i 1947. De 565 indiske prinse- og maharaja-stater støttede efter hårdt pres et samlet Indien, men områder som Kashmir, med muslimsk flertal, ønskede forening med Pakistan. I tiden kort efter uafhængighedsfestlighederne begyndte uroen med voldsomme overfald på ikke muslimer i Pakistan og på muslimer i Indien. Dette spredte sig til Kashmir, hvor de stærkt religiøse pashtun-stammekrigere ville befri deres muslimske brødre fra Sikh’en Harri Singh’s herredømme. Derfor invaderede de Kashmir i november 1947 og nåede meget tæt på hovedstaden Srinagar. Harri Singh bad nu om hjælp fra Indien mod et løfte om at slutte sig til unionen. Indiske tropper landede i Srinagar den 26. november ’47, og de pressede stammekrigerne tilbage til det, der i dag er Line of Control. Der har siden den første krig i 1947 været væbnede konflikter i 1965, ’71 og ’99. Siden 1999 har der været daglige kampe med skudvekslinger på tværs af Line of Control. Dette kulminerede i 2002, hvor man var meget tæt på en egentlig storkrig. Muligvis var atomvåben klargjort på begge sider. Den 26. november 2003 blev der dog erklæret en ensidig våbenhvile af Pakistan, som Indien tilsluttede sig. Siden er der ikke konstateret skudvekslinger på tværs af Line of Control. Danmark bidrager til missionen med seks observatører samt denne artikels forfatter.

Side 7


Første - anden - tredje…

Advokat Hans Christian Ledet er fast auktionarius på Forsvarets auktioner i Hjørring.

Af Susie Skov Meldgaard Kommunikationsmedarbejder Hærens Materielkommando Forsvarets auktioner hører til årets højdepunkter ved Hærens Parkområde. Medarbejderne er utroligt engagerede, og brænder efter at fortælle historier om de mennesker og den stemning, der kendetegner auktionerne. De fortæller om faste kunder, som rutinemæssigt vender tilbage. Om tilrejsende fra Holland, Belgien og Tyskland

Side 8

og om danskere, der ofte skiller sig ud, fordi de er blevet institutioner ved auktionerne. Auktionerne holdes fire gange om året. To om foråret og to om efteråret i henholdsvis Hjørring og Brødeskov. Mange kommer for at opleve stemningen. Andre køber stort ind af køretøjer og eksporterer derefter til udlandet. Alt kan sælges Jens Grøntved er materielmester og daglig leder ved bygningerne i

S O L G T

Skibsby ved Hjørring. Han fortæller, at materiellet kommer fra myndigheder i hele forsvaret. - Vi sælger alt ved auktionerne. Her er både brugt tøj og støvler, reservedele og lastbiler, siger han. Normalt sælges for ca. tre-fire millioner kr. En undtagelse var auktionen i Hjørring i efteråret 2004, hvor salget løb helt op i seks millioner. Dengang var mange gode lastbiler under hammeren. Ved auktionen i april i år kom resultatet til at stemme godt overens med gennemsnitHÆRNYT 2-2005


Opmærksomheden er stor, når de forskellige brugte militærgenstande kommer under hammeren fire gange om året. Fotos: HMAK.

tet. Her blev der solgt for godt 3.2 mio. kr. Fast mand på posten Hammeren ved auktionerne i Hjørring bliver ført af advokat Hans Christian Ledet. Han har været fast mand på posten siden 1981, og han har en overvejende grund til at være auktionarius. - Det er noget ganske andet end det, jeg laver til daglig. Opkøberne er en helt anden type af mennesker i forhold til dem, jeg ellers har med at gøre, fortæller han. Det er helt tydeligt, at Hans Christian Ledet sætter pris på sit hverv. Efter at Jens Grøntved har budt velkommen til de ca. 300 fremmødte, overtager Hans Christian Ledet hammeren og styrer auktionen med kompetence og humor.

Travlhed på kontoret Selve auktionen finder sted i en stor lade. I det tilhørende stuehus er der indrettet et kontor, hvor fem mand fra Hærens Parkområde er i næsten konstant vigør. Efter et salg indleveres en seddel med købernummer, salgspris og auktionsnummer. Dette tastes ind i computeren. Ved betaling checkes personoplysninger og numre, og betalingen finder sted.

- Vi sælger alt ved auktionerne. Normalt ligger vi på en omsætning omkring tre-fire millioner kroner. Jens Grøntved, materielmester Allerede efter få hammerslag bliver der travlt på kontoret. Tit falder betalingen lige efter hammerslag, og så skal regningen betales. Højeste bud denne gang er på en Mercedes E270 AUT. Elegance, der bliver solgt til 103.000 kr. Laveste er en stabel trækasser, der ryger til 50 kr.

Også her blev alle rekorder slået ved auktionen i efteråret 2004. I efteråret blev der taget mange nye initiativer. Den største barriere var manglende plads, og løsningen blev en pølsevogn udenfor auktionshallen. Kaffen blev lavet om til ta’ selv, og der blev opsat to øl/vand-automater i lokalerne. Omsætningen viste da også, at mange syntes om de nye initiativer. Når pigerne fra cafeteriet kommer tilbage til kasernen, har de mange gode historier med ude fra auktionen. Det er en dag, hvor der arbejdes hårdt. Det er også en dag, hvor der bliver grinet meget. Og så er der jo lige det med rekorderne. Auktionen forår ’05 gav desværre ikke en ny rekord på omsætningen. Generelt var der ikke så mange besøgende, og det kan selvfølgelig mærkes. Til gengæld fandt pigerne på en ny måde at lave kaffe på. Opskriften er hemmelig, men den inkluderer et par forsvundne ørevarmere!!!

Nye initiativer i cafeteriet Cafeteriet ligger i samme bygning som kontoret. I forhold til hverdagen på Hjørring Kaserne, er auktionen helt speciel for pigerne fra cafeteriet. De gætter hver gang på, hvor stor omsætningen vil blive. En af de faste auktionsgæster er belgiske David Gebroders. Med sig har han hver gang fire-fem mand, som sidder placeret rundt omkring i salen. Ind imellem byder han selv, andre gange er det hans medhjælpere, der byder for ham. HÆRNYT 2-2005

Side 9


Dansk deltagelse i NRF 4 er en succes Af Anders Lifland Nørgaard journalist, premierløjtnant-R

I seks måneder har det første danske bidrag til NRF 4 (NATO Response Force hold 4) klart vist at de professionelle danske soldater hører til i den absolut høje ende. Iron Sword 2005 i Norge var den sidste øvelse for NRF 4, der nu kun har få uger tilbage af beredskabsperioden. Hærnyt talte med deltagerne om erfaringerne med NRF. - Erfaringen er, at hvis man træner længe nok og hårdt nok på samarbejde mellem nationerne, så kan man altså løse ret komplicerede opgaver uden problemer, siger chefen for 1. Lette Opklarings Eskadron, kaptajn Christian Ishøj. Men man skal have viljen til at kaste penge i det. Efter seks måneder på NATO’s

førstehold er de bornholmske opklaringssoldater ikke i tvivl. Deltagelsen i NRF-4 har været dyr, men alle pengene værd. - Det er en fantastisk ide. Uddannelsesmæssigt har det virkelig givet os et løft, siger Christian Ishøj. Der har heller ikke været tid til at ligge på den lade side for bornholmerne. Som selvstændig underafdeling af hollandske 43. Mech. Brigade, har eskadronen været med overalt, hvor brigaden har været. - Det har betydet at vi har kunnet eksponere dansk forsvar positivt i NRF. Det er den melding alle ikke-danskere kommer med, smiler Christian Ishøj. Og der er ingen tvivl om at danskerne har gjort det godt. Overalt, hvor man kommer frem i NRF-4, støder man på den opfattelse, at de danske opklaringsfolk er super dygtige soldater, der kan løse alle givne opgaver. Når det drejer sig om nyanskaffelser, har bornholmerne også været lidt forkælede, men måske ikke altid helt nok. Et hurtigt blik på de tyske, hollandske og norske naboenheder viser, at danskerne stadig mangler nogen

af de ting, som deres kolleger regner for en selvfølge. Da den hollandske forsvarsminister besøgte opklaringseskadronen under Iron Sword 2005 var han tydeligt duperet over bornholmerne, men undrede sig højlydt over manglen på affutager på deres køretøjer. - De operationstyper, vi har gennemført, som for eksempel NEO (Non-combatant Evacuation Operation), har også belyst, at vi mangler TACP (Tactical Air Control Party), pathfinder og finskytter tilknyttet eskadronen, forklarer Christian Ishøj. Et blik ovenfra Øverst i organisationen for NRF 4 er der også danske farver. I hovedkvarteret for det tysk/hollandske 1. Corps, som leder NRF 4, sidder oberstløjtnant Henrik Holm som Plans and Policy Officer. Siden 2003 har han udelukkende beskæftiget sig med NRF og transformationen af NATO-styrker til den nye struktur. - Der er et ord, der står tilbage efter det her: Expeditionary Ope-

NRF-4 har opbygget sig, så man kan operere som Expeditionary Force. Nu gælder det om at bevare materiel og erfaringer. Foto: Per A. Rasmussen.

Side 10

HÆRNYT 2-2005


Spejderne undersøger en bro under Iron Sword. Foto: Per A. Rasmussen.

de har det med, de skal bruge, forklarer Niels-Åge Folman Madsen. Men på sigt regner han med at logistikken er et område, der virkelig kan effektiviseres og spares penge på. - Når det kommer så vidt, så kunne Danmark for eksempel få den opgave kun at stille transportkøretøjer eller gaffeltrucks til alle nationer. Når først vi har fået så meget tillid til hinanden, at vi kan gøre det, så begynder vi altså at spare penge, forklarer han.

rations., siger Henrik Holm. - Det er et ord, vi også bruger i Danmark, men jeg tror ikke, at vi har gjort os helt klart, hvad det betyder. Det har gevaldige konsekvenser for uddannelse og materielanskaffelser. Det der kendetegner en expeditionary enhed er, at den hurtigt kan deployere, og fra den lander i en fremmed lokalitet er den stort set klar til at operere. Og ser man på eskadronen er det lykkedes for Danmark at skabe en rigtig expeditionary enhed, siger Henrik Holm. Da opklaringseskadronen landede i havnen i Sydnorge, gik der mindre end 24 timer før enheden var fuldt oprettet og operativ flere hundrede kilometer inde i landet. Og det kunne lige så godt have været et hvilket som helst andet sted i verden, da eskadronen selv er udrustet med alt, hvad de skal bruge – lige fra lejrkøkken og vaskefaciliteter til 3. echelon tjeneste. - Tager man det fra dem, fjerner man den expeditionary kapacitet ,man har opbygget. Vi har brugt en masse penge på at opbygge en expeditionary enhed. Det skal man så bevare – erfaring, procedurer og materiel – ved at blive ved med at øve det. Hvis man ikke gør det, så mister man det, forklarer Henrik Holm. Tilbage i eskadronen er det netop en af de ting man frygter lidt, nemlig at hele konceptet med den lette lejr og udrustningen tages fra opklaringseskadronen igen, når beredskabsperioden slutter med udgangen af juni 2005. HÆRNYT 2-2005

- Hele hovedoverskriften i NRF er transformation. Nu transformerer man os måske tilbage til noget vi var for seks år siden, siger Christian Ishøj. Logistikken bag det hele Men bornholmerne er ikke alene i NRF 4. Ofte overset, men mindst lige så vigtig er logistikken bag det hele. I den helt modsatte ende af operationerne ligger det nationale støtte element, NSE. - Der har ikke været nogen problemer med at skaffe penge. Vi har fået lov til at deltage i alle øvelser og seminarer, der har været i NRF 4. - Det er ikke alle nationerne, der har fået penge til det. Det har vi, siger major Niels-Åge Folman Madsen, der er chef for NSE. - Det har betydet, at vi har det ry, at vi altid kommer, og at man kan regne med os". Et af de største problemer for NSE har været selve opstillingen. - Vi er ikke opstillet til daglig. Det betyder at jeg skal ud og låne mine egne folk fra 12 forskellige myndigheder for at komme af sted. Det har været én stor kræmmerhandel, forklarer Niels-Åge Folman Madsen. Til gengæld er han ikke i tvivl om, at det danske NSE er mere klar, end et NSE nogensinde har været før. Samtidig har tiden i NRF skabt de allerførste erfaringer med multinationale logistiske operationer. - Normalt har logistikken altid været en national opgave. Det vi gør nu er dobbeltsikring; alle lan-

Dansk retssikkerhed på vejene På vejene mellem det danske støtteelement og opklaringseskadronens teltlejr finder man danske militærpolitifolk. - Vi er ikke et officielt NRF-bidrag, siger chefen for det danske militærpoliti detachement, kaptajn Michael Orup. - Men alligevel, vi bliver jo sendt med ud, hvis opklaringseskadronen bliver udsendt. De otte MP’ere var lidt af en efternøler i NRF 4, da resten af NRF 4 blev opstillet og trænede sammen et halvt år forud for beredskabsperioden, der begyndte i januar 2005. - Vi kom desværre lidt sent i gang med vores uddannelse, da vores enhed ikke var samlet før december sidste år, forklarer Michael Orup. - Det MP-faglige kunne vi godt i forvejen, men som enhed har arbejdet i NRF 4 givet os en kæmpestort uddannelsesmæssigt løft på områder som personbeskyttelse, indtrængen i hus med henblik på anholdelse af farlig gerningsmand, sanitetstjeneste og små styrkers kamp. På samme måde som NSE har MP-detachementet også lært vigtigheden af at bruge en allerede eksisterende enhed. - Vores enhed er taget på må og så. Når vi er færdige, så spredes vi igen for alle vinde, der er jo nye opgaver, der venter både hjemme og i udlandet. Det er en af de erfaringer, vi tager med til næste gang. Der tager vi en organisatorisk enhed ud og siger: »I er nu NRF enhed«, fortæller Michael Orup. - Heldigvis er vi oftest samlet i Aalborg, så der er ikke langt mellem kontorerne, når vi skal genbruge erfaringerne.

Side 11


’Allo - ’Allo… – så er vi på

Af Pia Aaholm Gadeberg kommunikationsmedarbejder Hærens Materielkommando

,

Hærens Hovedværksteds 300 medarbejdere i Hjørring, Rørdal, Nymindegab og Brødeskov arbejder dagligt med at opbygge, vedligeholde og reparere primært Hærens materiel samt løse produktionsopgaver for civile kunder. Forsvarets stigende aktivitetsniveau i internationale operationer mærker Hærens Hovedværksted (HHV) dog også, for når materiellet i missionsområderne trænger til eftersyn og reparation er det de civile håndværkere fra Hærens Hovedværksted, der rykker ud til såvel Kosovo, Irak og Afghanistan. Som et udtryk for den stigende efterspørgsel efter Hærens Hovedværksteds ekspertise, har HHV i 2004 haft 43 konkrete udsendelser mod 35 i 2003. Opgaverne tæller lige fra etablering af de enkelte lejres strømforsyning, indbygninger af HF- og VHFradioer, eftersyn af køle-/frysecontainere samt generatorer. Derudover har HHV også haft opgaven med at oplære missionsområderne i brugen af SAPlagerstyring1. Tre uger blev til tre måneder Da soldaterne i Irak i sommeren 2004 skulle flytte fra Camp Eden til Camp Danevang, blev én af de meget store opgaver at få etableret elforsyningen i Camp Danevang i samarbejde med Danish Camp Supply, som havde vundet licitationen. Det blev faktisk en noget større opgave end først planlagt, så de udsendte håndværkere måtte forlænge deres ophold fra de planlagte tre uger til tre måneder. Det krævede en kende fleksibilitet på hjemmefronten. Fleksibilitet og kreativitet Fleksibilitet og kreativitet er i øvrigt vigtige egenskaber at have, når de udsendte fra Hærens Hovedværksted arbejder i missionsområderne, for ofte er de faktiske forhold i lejren anderledes end det forventede. Her hjælper det, at have været udsendt 1. DeMars til udsendte enheder – det såkaldte DUE blev implementeret ved KFOR, ISAF og IRAK i sensommeren 2004.

Side 12

nogle gange, så man får oparbejdet et kendskab og gode relationer til folkene på stedet. Medarbejderne fra HHV er nødt til at arbejde på lejrens betingelser, da soldaterne har en dagligdag og en arbejdsdag, der skal hænge sammen. Derfor bliver det ofte nødvendigt at hjælpe hinanden og at arbejde om natten, så bilerne for eksempel kan være klar til brug tidligt næste morgen. Ekstrem varme kræver tilvænning De fleste medarbejdere er som regel ude et par uger af gangen, og i den forholdsvis korte periode når man ikke at vænne sig fuldstændig til forholdene. Især den ekstreme og meget tørre varme i Irak kræver noget tilvænning. Under disse forhold har kroppen lige pludselig brug for at indtage minimum 15 liter vand om dagen. Flere af de udsendte kan derfor også fortælle om episoder, hvor folk har været sendt til tælling på grund af varmen. At nære en slange… De ekstreme forhold og oplevelser er dog også med til at gøre udsendelserne spændende. På Irak hold 1 havde Hærens Hovedværksted syv mand af sted på opgave. Forholdene på det tidspunkt var i sagens natur meget primitive, og de boede alle i telte. Teltene var meget hjemsøgt af mus, og hovedværkstedets folk havde under opholdet moret sig med at indfange en hel del af disse mus, som de holdt indespærret i vandflasker. Nogle af musene boede praktisk talt i deres rygsække og åd af både kiks og t-shirts. Det hele var meget hyggeligt, lige ind-

HÆRNYT 2-2005


Danskerne skulle egentlig blot have været supervisorer på noget el-arbejde, men da irakerne ikke engang havde en skruetrækker måtte HHV’erne selv gøre arbejdet færdig. Det tog tre måneder i stedet for tre uger! Fotos: Hærens Hovedværksted.

steg og ris var en lækkerbisken og spise det med velbehag.

til nogle af lejrens soldater fortalte dem, at når de havde mus, så havde de meget sikkert også slanger. Efter den oplysning røg »mand og mus« øjeblikkeligt ud af teltene. Samarbejdet med de lokale Hærens Hovedværksteds håndværkere har også oplevet at arbejde sammen med de lokale håndværkere. Da Camp Danevang sidste år skulle etableres var det i samarbejde med et håndværkerfirma fra Basra. Det var planen, at HHVs fagfolk skulle supportere og instruere det lokale firma i, hvordan man laver el-arbejde efter danske forskrifter. Men det viste sig hurtigt, at det lokale firma ikke kunne løfte opgaven, for som en af de udsendte forklarer: »de ejede ikke en gang en skruetrækker«. Derfor måtte HHV ind og overtaHÆRNYT 2-2005

ge meget mere af den praktiske opgave end oprindelig planlagt. Der kom i øvrigt en masse gode oplevelser ud af samarbejdet med de lokale folk, hvor kommunikationen ofte foregik ved hjælp af fagter og tegnsprog. Kontrasten mellem landene er tydelig, for hvor danskerne ofte bruger maskiner til det hårde og krævende løftearbejde, bruger irakerne menneskelig arbejdskraft. For at fejre, at lejren nu endelig efter tre måneders hårdt slid var etableret og fungerede, inviterede de lokale håndværkere til offerfest. Der blev til anledningen slagtet et får, som skulle spises til festen og hovedværkstedets folk blev beværtet på kongelig vis. De blev placeret ved et æresbord og fik som de eneste udleveret bestik. Med sådan en gestus var man tvunget til at lade som om, at fåre-

Frygt for vejbomber Under opholdene i lejrene har mange af hovedværkstedets folk også oplevet en del af de ting, som de udsendte bliver udsat for. Når der for eksempel ved flere lejligheder er blevet skudt henover lejren i Irak, ryger de udsendte fra HHV i beskyttelsesrum, de såkaldte shelters, sammen med resten af lejrens folk. Når sikkerhedsniveauet er forhøjet, skal folkene bære fragmentationsveste, hvilket gør det ekstra vanskeligt at skulle arbejde i den ekstreme varme. Disse på sin vis risikofyldte oplevelser er dog ikke noget, der ryster de udsendte fagfolk. Det, som udgør den største risiko for dem, er de mulige vejbombeangreb under eskorteturene til og fra Kuwait lufthavn. Flere af de udsendte har oplevet ophold, hvor beredskabet er blevet forhøjet på grund af beskydninger eller bilbomber og kan berette om eskorteture gennem Irak i meget høj fart og med nedrullede vinduer for at undgå glassplinter ved eventuelle vejbombeangreb. Hovedværkstedets folk roser i den forbindelse det stykke arbejde som transportfolkene udfører ved eskortekørsel. De udviser altid en imponerende ro og et professionelt overblik, hvilket smitter af på passagererne. Som en af folkene udtrykker det: »det er store drenge, vi sender derned, men det er mandfolk, der kommer hjem«. Årene fremover Med den øgede aktivitet i internationale operationer, som det nye forsvarsforlig lægger op til, vil efterspørgslen efter Hærens Hovedværksteds fagfolk i et kommende »Værksted Danmark« uden tvivl vokse endnu mere i årene fremover. De relationer og den goodwill, som Hærens Hovedværksted allerede i dag har oparbejdet i missionsområderne, vil være den platform, som det fremtidige samarbejde skal bygges på.

Side 13


Når isenkrammet kommer på museum

Godt et halvt år efter vejbombeangrebet modtog Tøjhusmuseet denne ødelagte Mercedes GD, der blev løtet op til museets loft, hvor den allerede nu er at se i udstillingen »Nyt fra Tøjhusmuseet«. Vognen er gennemhullet af fragmenter fra den eksploderede bombe.

Af Pia Aaholm Gadeberg kommunikationsmedarbejder Hærens Materielkommando Vidste du, at Tøjhusmuseet ligger inde med praktisk taget alt det militære isenkram, som forsvaret bruger og har brugt i tidens løb? Nej vel! Men det kan du læse meget mere om i »Kundgørelse for Forsvaret B.6-1 fra 1989«. KFFB.6-1 er et cirkulære om militære våben- og materielgenstande til museumsformål. I cirkulæret står der, at »det er museernes opgave at indsamle, registrere, bevare, formidle og udforske genstande af enhver art herefter benævnt museumseffekter, der kan belyse den historiske udvikling«. Ved Hærens Materielkommando

Side 14

er det Logistikdivisionen, og nærmere betegnet kaptajn Mogens Clausen, der til daglig har kontakten med Tøjhusmuseet og de andre museer. Når Hærens Materielkommando indkøber nyt materiel, eller når vi skal af med det gamle og udtjente tager Mogens Clausen kontakt til museet, som jf. cirkulæret »senest i forbindelse med udfasning vederlagsfrit skal tilbydes mindst ét eksemplar af museumseffekterne«. Kampvogn Leo1 på museum I forbindelse med det store udfasningsarbejde, der er iværksat i forsvaret for at materielbeholdningerne kan matche forsvarets nye struktur, bliver Tøjhusmuseet lø-

bende inddraget og tilbudt det udfasede materiel. Som et eksempel herpå overdrog Hærens Materielkommando 7. oktober 2004 fire eksemplarer af kampvogn Leopard 1A5 til Tøjhusmuseet. To af kampvognene var de første modeller, der blev indregistreret i Danmark, og de to andre var tidstypiske udgaver. Alle kampvognene blev overdraget til Tøjhusmuseet med komplet våbenudstyr, sløringsmateriel, radioer, telehjelme, kogegrej, infanteritelefon og dozerblad. Indtil videre står kampvognene opmagasineret på materieldepotet i Tirstrup. Derudover råder museet over opmagasineringsplads på Edelgave gods i Nordsjælland. Det er dog planen, at de gamle HÆRNYT 2-2005


kampvogne skal vises frem for offentligheden. Ligesom man i dag har et artillerimuseum i Varde og et telegrafmuseum i Fredericia, arbejder man på at lave et museum for kamptropperne i Oksbøl. Forsvarets udtjente Leopard 1kampvogne vil fremover komme til ære og værdighed som en del af udstillingen på museet i Oksbøl. Fokus på internationale operationer Jens Ole Christensen, der er museumsinspektør på Tøjhusmuseet, fortæller, at Tøjhusmuseet i de senere år har lagt deres indsamlingsarbejde radikalt om. I dag ser museet i højere grad som sin opgave at beskæftige sig med dansk forsvars historie i meget bredere forstand og set med nutidens øjne. Derfor er fokus i dag mere rettet mod indsatsen i Bosnien, Kosovo, Afghanistan og Irak. Jens Ole Christensen nævner bl. a. ét af de nyere indsamlingsprojekter, hvor Tøjhusmuseet har taget udgangspunkt i den enkelte soldat og fortalt hans historie. I perioden fra 2002 til 2004 fulgte museet en »typisk« dansk hærenhed, fra de værnepligtige mødte ved Gardehusarregimentet, til en del af holdet blev hjemsendt efter tjeneste i Kosovo. Museet »indsamlede« praktisk talt fire personer fra kompagniet. Deres komplette påklædning på et tidspunkt under uddannelsesforløbet samt deres »livshistorie«. Uddannelsesforløbet blev fastholdt ved at indsamle forskellige former for dokumentation: regle-

Hærens Materielkommandos kontaktperson til Tøhusmuseet og andre museer er kaptajn Mogens Clausen i Logistikdivisionen.

menter og bestemmelser for uddannelsen, kompagniets planmateriale, øvelseslister og øvelsesoplæg, relevant undervisningsmateriale samt billeddokumentation.

Det havarerede køretøj vil om kort tid indgå som en del af udstillingen »Nyt på Tøjhusmuseet«, hvor der vises udvalgte genstande fra museets mange indsamlingsprojekter.

Nyt på Tøjhusmuseet Dette projekt er dog kun et eksempel på museets mange indsamlinger. Tøjhusmuseet har lige for nylig fået den Mercedes GD hjem fra Irak, der blev skadet ved et vejbombeangreb sidste år i oktober.

H. W. Bissens Istedløve er blandt de militærhistoriske minder, som kan ses på og ved Tøjhusmuseet. I efteråret 1999 blev Søren Kirkegårds Plads bag Tøjhuset indvidet og Løven blev en del af pladsen. I juni 2000 blev en ny sokkel af grå teglsten bevilget af Ny Carlsberg-fondet og i juli 2000 blev den indviet med de oprindelige relieffer påsat. Løven var oprindelig et minde om slaget ved Isted i 1850. HÆRNYT 2-2005

Side 15


Forsvaret lærer journalister at holde bagdelen tæt ved jorden Af Thomas Eddelien premierløjtnant, DANILOG Journalister er i dag mere udsat end nogensinde i forbindelse med udstationeringer rundt om i verden, og er f. eks. i Irak blevet et eftertragtet »bytte« for almindelige forbrydere såvel som for diverse terroristgrupper, der ser mulighed for enten eksponering af deres sag, eller kontant betaling i forbindelse med kidnapninger. Som konsekvens af dette holder DANILOG, i samarbejde med Forsvarskommandoen (FKO), Danmarks Radio (DR) og Den Journalistiske Efteruddannelse (DJE) et kursus, der har til formål at give journalister uddannelse i egenbeskyttelse. DANILOG blev valgt som udførende myndighed, da regimentet i forvejen gennemfører en betydelig kursusvirksomhed, herunder blandt andet uddannelse af civilansatte i Forsvaret, som skal gennemføre en reduceret militær grunduddannelse, og klargøres til udsendelse i internationale operationer. Kursusindholdet er blevet sammensat på baggrund af input fra DJE, DR og DANILOG, og veksler mellem teori og praksis. Da journalisternes tid er dyrebar er der kun

afsat to dage til kursus, hvilket naturligvis giver nogle begrænsninger. Kursus indeholder blandt andet emner som traumatiske oplevelser samt forhold i forbindelse med gidseltagning, kørsel med 4hjulstrækker, slukning af ild, forhold overfor beskydning (både krumbane- og fladbaneild) samt beskyttelsesforanstaltninger og primitiv førstehjælp. I forbindelse med momentgennemgangen og de praktiske øvelser forsøges journalisternes forudsætninger samt arbejdsbetingelser indarbejdet. Som eksempel kan nævnes, at journalisterne var meget interesserede i at få at vide, hvor tæt de kunne komme på artillerinedslag, idet de i modsætning til andre civile søger hen mod de steder der skydes, da det er her de interessante nyheder er at finde. Som en kulmination på de mange lektioner gennemføres et praktisk moment, hvor journalisterne kan få mulighed for at afprøve nogle af de indlærte færdigheder. Dette sker i forbindelse med gennemførelsen af et tænkt scenario hvor en gruppe journalister skal passere et check-point, bemandet af en udisciplineret milits. Situationen ved check-pointet starter fredsommeligt, men eskalerer ved at journalisterne beskyldes for at være

israelske/ amerikanske spioner. Dette medfører lidt skyderi, og truende opførsel fra »militsen«, samt en kortvarig tilbageholdelse med efterfølgende udspørgen af journalisterne. For at øge realismen benyttes arabiske sprogofficerselever til momentet, for herigennem at gøre det nemmere for journalisterne at relatere situationen til noget, de kunne komme ud for. Uden at afsløre for meget så kan det siges, at situationen går helt op i en spids før journalisterne får lov til at fortsætte mod næste del af momentet, der indeholder førstehjælp i et område med minefare. Her møder journalisterne en kollega, der er kommet alvorligt til skade i et mineulykke, og får til opgave at redde ham ud af feltet, samtidig med at der ydes livreddende førstehjælp. Kursus rundes af med en briefing fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) omhandlende de trusler, der er mod danske soldater i udlandet, samt med en briefing omhandlende de juridiske aspekter, herunder rettigheder, en journalist har i et krigsområde. Briefingen fra FE munder ud i en debat, der også berører emner udover de, der oprindeligt var planlagt, og hvor kombinationen af en fleksibel kompetent briefer og spørgelystne journalister virkelig får engageret alle. De juridiske aspekter bliver præsenteret at en militærjurist, og her får mange journalister oplysninger omkring deres status, som selv de erfarne ikke var klar over. Dette er blandt andet de skarpe juridiske skel der er mellem »almindelige« journalister i et krigsområde, journalister, der er indlemmet (embedded) i de militære enheder og journalister, der direkte er en del af de krigsførende landes hære (kunne f. eks. være journalister an-

I kurset indgår blandt andet genoplivning. Alle skal prøve.

Side 16

HÆRNYT 2-2005


Interessen var stor for at lære teknikken med at stikke sig frem til miner. Senere var alle på knæ for at prøve i praksis. Fotos: DANILOG.

sat ved Forsvarets TV). Også her bliver der diskuteret ivrigt frem og tilbage, og mange tænkte situationer bliver gennemgået. Spørgelysten under kursus er som hovedregel et gennemgående træk, der stiller krav til underviserne. Generelt søges det tilstræbt, at det militære personel, der er involveret i kursus selv har international erfaring fra missionsområder i frisk erindring. Tilsvarende besidder en del af journalisterne også selv en stor erfaring (en enkelt havde rapporteret fra Vietnam-krigen, og en anden havde 20 års erfaring som reporter fra Mellemøsten), mens andre endnu er »grønne« og står foran deres første opgaver. Denne sammenblanding af civile og militære, mere eller mindre erfarne giver grobund for erfaringsudveksling, både internt blandt journalisterne på kursus, men så sandelig også mellem journalister og militære, og er med til at skabe en åben og fri stemning på kursus. Generelt er det en meget anderledes situation at skulle undervise journalister i forhold til f. eks. værnepligtige eller fastansatte i ForHÆRNYT 2-2005

svaret. En del af forberedelserne til kursus er blandt andet en »kulturbriefing«, givet af repræsentanter fra DR og DJE til kursusledelsen og undervisere på kursus. Denne gives med samme formål som den kulturbriefing soldater, der skal til Irak, modtager inden udsendelsen; at undgå misforståelser imellem personer med forskellig kulturel baggrund. Nu er kulturforskellen jo betydelig mindre mellem journalister og soldater, end mellem danskere og irakere, men der er alligevel nyttig viden der kan udveksles, og ting der skal tages højde for. F. eks. er den stereotype journalist, ifølge journalisterne selv, »typisk militærnægter (eller talsmand), meget kritisk indstillet overfor autoriteter, stiller mange spørgsmål, er venstreorienteret og mister hurtig koncentrationen i undervisningssituationer hvis han ikke medinddrages.« Sådanne faktorer gør undervisningssituationen udfordrende for instruktøren, men bestemt ikke mindre underholdende. Disse kulturforskelle til trods er kursus ved DANILOG blevet gennemført med den vigtige erfarings-

udveksling i højsædet, og med højt humør af de deltagende journalister, selvom der var enkelte klager over at skulle sove på en feltseng i et telt med en sovepose til rådighed. Forhold, der for en soldat vil være mere end tilfredsstillende, men som for en journalist, der er vant til at bo på fine hoteller, virker en anelse primitive. Tilbagemeldingerne har generelt været positive, men har også givet anledning til enkelte justeringer. Det næste kursus for journalister planlægges gennemført til efteråret, og forventes udvidet i tid til at omfatte tre dage i stedet for to, således at der kan gås endnu mere i dybden med undervisningen, til gavn for journalisterne. Som et nota bene bør det måske bemærkes, at journalisternes nye forståelse for »virkeligheden« i sidste ende også er til gavn for vore udsendte soldater. Når de har en flok skriverkarle på besøg efter DANILOG-kurset ved de, at de kan passe på sig selv i et vist omfang og sandsynligvis har lært, hvornår de skal holde bagdelen tæt ved jorden!

Side 17


Sikringsstilling Nord:

Verdens bedst bevarede forsvarslinie ligger i Sønderjylland Verdens bedst bevarede forsvarslinie fra første verdenskrig ligger ikke på slagmarkerne i Frankrig, men i Sønderjylland. Kaptajn Thorsten Lindhe på Hærens Signalskole har en ulønnet bibeskæftigelse som militærhistorisk konsulent for Sønderjyllands Amt med særligt ansvar for Sikringsstilling Nord – den glemte forsvarslinie på tværs af Sønderjylland. Den dansktyske grænse gik langs Kongeåen som følge af krigen 1864. Sikringsstilling Nord blev påbegyndt i september 1916 af den kejserlige tyske hær i et forsøg på at vende krigslykken. Overalt så det sort ud for Tyskland og dets allierede. Eneste mulighed var at hæve begrænsningerne for den restriktive, men effektive ubådskrig. Men det var langt fra problemfrit, idet

uindskrænket ubådskrig kunne drive de to neutrale søfartsnationer, Holland og Danmark, ind i krigen på allieret side. Den tyske generalstab forlangte, at grænserne mod Holland og især Danmark skulle lukkes effektivt før den uindskrænkede ubådskrig kunne komme på tale. Det blev anledningen til verdens bedst bevarede forsvarslinie fra 1.verdenskrig; Sikringsstilling Nord. Forsvarslinien går fra Hoptrup ved Lillebælt i øst, til Rømø ved Vadehavet i vest, hvilket er ca. 50 km. Med omkring 900 anlæg, 33 kanonbatterier og mellem to og fire stillinger, hver med flere rækker skyttegrave, pigtrådshegn samt talrige signalstationer, oversvømmelsesanlæg og militærjernbaner til at støtte linien, var den datidens stærkeste af sin art i Europa. De små posterings- og sektionsbunkers var lagt i første linies skyttegrav, de store halvdelingsbunkers i anden linie. På gode oversigtspunkter var der anlagt obser-

vationsbunkers. Talrige maskingevær- og flankeringsbunkers sørgede for en tæt ildmur i ingenmandsland. Længere tilbage lå artilleribatterierne. Efter folkeafstemningen i 1920, hvor en del af det afståede område vendte tilbage til Danmark, udgjorde Sikringsstilling Nord et problem, selv om den var desarmeret i 1919. Selv fåtallige tyske styrker ville hurtigt kunne sætte sig fast i det forsvarsegnede terræn og der skulle betydelige kræfter til at drive dem væk. Derfor besluttede man i 1921 hurtigst muligt at få kortlagt linien. Man valgte at sende otte ingeniørpremierløjtnanter af sted på opgaven. Deres arbejdsbetingelser har været langt fra ideelle. Til rådighed havde de hver en uge, en cykel, en menig soldat som hjælper og en stak ret udetaljerede kort. Følgelig blev arbejdet også derefter; en del mindre anlæg blev overset og registreringen af anlæggene var noget overfladisk, til tider direkte fejlagtig.

P = posteringsbunker O = observationsbunker M = maskingeværbunker S = sektionsbunker R = revolverkanonbunker H = halvdelingsbunker F = flankeringsbunker

1. linie Forbindelsesgrave 2. linie

Side 18

HÆRNYT 2-2005


Sprængt bunker der tydeligt viser bunkerens særdeles solide bestanddele: armeret beton, indstøbte jernbaneskinner, og indstøbte hvælvede og bølgede metalbuer.

Efter at have fået et overblik over Sikringsstilling Nord, vurderede hærens overkommando, at man ikke ville kunne anvende anlæggene, idet de vendt forkert i terrænet. Derfor blev det besluttet at sprænge anlæggene. Kendte anlæg fra Sikringsstilling Nord blev i årene 1923-26 systematisk sprængt af hærens ingeniørtropper. Kun de anlæg, der lå meget tæt på ejendomme og de få anlæg, som lodsejerne insisterede på skulle bevares, gik fri. Efter sprængningerne sænkede glemselens tåger sig over Sikringsstilling Nord. Under besættelsen havde man andre ting at tænke på, så få – om nogen – begræd, da det tyske militærarkiv i Potsdam brændte i 1945. Med det gik et væld af oplysninger om Sikringsstilling Nord til grunde for altid. Efter besættelsen var der næppe noget, der kunne interessere mindre end en gammel tysk forsvarslinie på dansk jord. Enormt omfang Først i 1970’erne fattede ingeniør Mogens Scott Hansen fra Sønderborg interesse for Sikringsstilling HÆRNYT 2-2005

Nord. Oplysningerne om linien var få, men nu var begge verdenskrige på så stor tidsmæssig afstand, at de lokale beboere, der havde noget at berette, gerne talte om det. Det enorme omfang af feltbefæstningslinien begyndte så småt at vise sig. Scott Hansen besluttede at noget måtte gøres for at sikre linien for eftertiden. Ingeniørgerningen på Danfoss blev lagt på hylden og al tid gik med at registrere det, der var tilbage af den engang så mægtige linie. 30 års utrætteligt arbejde har resulteret i en næsten fuldstændig opmåling og registrering af anlæggene Sønderjyllands Amt har forhandlet adgang for offentligheden for en del af de tilbageværende anlæg i Sikringsstilling Nord. Og der er faktisk en hel del at se på: Fire mandskabsbunkers, seks maskingeværbunkers, tre flankeringsbunkers, to revolverkanonbunkers, tre observationsbunkers, et intakt mellemsvært batteri, fire sprængte lette og mellemsvære batterier, fem helt eller delvist sprængte svære batterier og et intakt svært batteri.

Sikringsstilling Nord skiltning Besøger man linien er eneste krav, at man færdes til fods, at man holder sig til de afmærkede stier og tager størst mulig hensyn til lodsejere, husdyr og afgrøder. Solidt fodtøj, gerne gummistøvler, er at anbefale da nogle af bunkerne ligger så lavt, at der samler sig vand i dem. Vil man nøjere studere bunkernes indre, kan det anbefales, at man medbringer en kraftig håndlampe. I princippet kan man besøge bunkerne året rundt, men i sommerhalvåret kan vegetationen være så tæt, at man kun dårligt får overblik over anlæggene. Det tidlige forår før løvspring og efteråret kort efter løvfald giver det bedste overblik. Her finder du stillingen Sønderjyllands Amts hjemmeside giver yderligere oplysninger om de enkelte anlæg, placering med videre. Adressen er www.sja.dk, søgeord »Sikringsstilling Nord«. Derudover har Skærbæk Museum en udstilling om sikringsstillingen nær Skærbæk. Udstillingen åbner 20. maj og lukker medio september.

Side 19


Vejene i det nordøstlige Afghanistan er af tvivlsom kvalitet. Den her er dog en af de bedre! Fotos: Heinz Jacobsen.

Her kan man for alvor føle sig som pionér

Efter 11. september 2001 gik en koalition under amerikansk ledelse ind i Afghanistan i et forsøg på at finde bagmændene for angrebet på World Trade Center og Pentagon. I december besluttede FN’s sikkerhedsråd at opstille International Security Assistance Force (ISAF). Danmark deltog på daværende tidspunkt med ca. 50 mand, primært ingeniørsoldater. I august 2003 overtog NATO lederskabet af ISAF.

Af Heinz Jacobsen kaptajn, Feyzabad, Afghanistan

I begyndelsen af 2003 opstillede Koalitionen Provincial Reconstruction Teams (PRT) med det formål at skabe sikkerhed udenfor hovedstadsområdet, udvide centralregeringens indflydelse i provinserne og deltage i Afghanistans genopbygning. I december 2003 overtog Tyskland et PRT i provinsen Kunduz, og det blev dermed det første ISAF PRT, og ISAF’s første indsats uden for Kabul, efter FN sikkerhedsråds beslutning om at udvide ISAF mandatet i oktober 2003. Som en filial af Kunduz PRT, oprettede tyskerne i efteråret 2004 et

Side 20

nyt PRT i provinsen Badakhshan i det nordøstlige Afghanistan, med lejr i provinshovedstaden Feyzabad. Det blev i takt med dette, på højeste politiske niveau besluttet, at danske styrker skulle deltage i Feyzabad PRT’et under tysk ledelse. Således blev det, og i slutningen af januar 2005 tog 39 forventningsfulde soldater af sted fra Danmark med flyveren til Kabul, for her hurtigt at skulle skifte til indenrigsflyveren (Hercules C-130) til Feyzabad. Her var det, at det for første gang gik op for os, hvor langt væk

fra alting vores nye base ligger, og hvor ofte til tider håbløse logistiske forhold bestemmer begivenhedernes gang. Først i starten af februar tillod vejrliget, at vi kunne komme til vores bestemmelsessted, den endnu langtfra færdigbyggede nye tyske lejr, ved den gamle russiske lufthavn i Feyzabad. Der gik endnu en måned, inden det væsentligste af vores grej var nået frem, så vi følte os som ægte pionérer, et rigtigt hold 1. PRT’ets ansvarsområde (AOR) er provinsen Badakshan, der dækker HÆRNYT 2-2005


Da landet derudover er præget af en kvindeundertrykkende islamisk sædvaneret med gamle magtstrukturer baseret på familier og stammer, er det noget af en udfordring at være med til at bane vejen for et moderne og demokratisk Afghanistan. det nordøstligste område af Afghanistan, inklusive den berømte Wakhan-korridor med grænse til Kina. Provinsen har ca. 1,1 million indbyggere og et areal på ca. 44.059 kvadratkilometer og er dermed på størrelse med Danmark. Her holder ligheden med Danmark til gengæld helt op. Alt andet er anderledes, idet det er et ekstremt fattigt bjergområde (fra 1200 m til over 5000 m over havet), der ligger godt og vel så langt fra havet, som man kan komme på denne jord. Stort set alle byer og landsbyer ligger i bjergdale gennemløbet af brusende floder, der alle sidst ender i den store grænseflod mod nord, Amu Darya, af Alexander den Store i 329 f. Kr. kaldet Oxus, der igen løber ud i Aral søen. Floden blev grænse mellem centralasiatiske Khanater og Afghanistan i 1772, da den Afghanske konge Timur Shah dels flyttede hovedstaden til Kabul og dels erobrede området nord for Hindukusbjergene, herunder Badakshan. Det er også grunden til, at provinsen etnisk er domineret af tadjikker med det indoeuropæiske sprog dari, beslægtet med det i Iran talte farsi, og ikke som det er syd for HinduKus, hvor pashtuner dominerer. Det største etniske mindretal i Badakshan er usbeker, der for nogle generationer siden indvandrede til området, og grundlagde deres egne landsbyer. Usbekerne er dog ganske assimilerede, taler alle dari mindst som 1. fremmedsprog, og ligner i kultur tadjikkerne så meget, at vi ikke som danskere kan se forskel på, om det er en tadjikkisk eller usbekisk landsby – det er noget vi bliver nødt til at spørge om. Årstallet er, ifølge den islamiske HÆRNYT 2-2005

kalender, man benytter her, 1384, og sammenligner man med vores kalender, må man sige, at det passer glimrende på situationen. Fattig provins Badakshan er den fattigste af Afghanistans 34 provinser, hvor Afghanistan selv er et af verdens fattigste lande, med et bruttonationalprodukt pr. indbygger på 700 dollars, Danmark 32.200 dollars, forventet levealder 43 år, Danmark 78 år, 6,7 fødsler pr. kvinde, Danmark 1,7. Badakshan har desuden verdens højeste dødelighed blandt fødende kvinder – én pr. 15 fødsler. Der findes ingen asfalterede veje, kun elektricitet via enkelte dieselgeneratorer, meget begrænsede muligheder for lægelig/medicinsk hjælp, ingen traktorer, få biler, mange æsler og en begrænset skolegang, delvis under kummerlige forhold. Da landet derudover er præget af en kvindeundertrykkende islamisk sædvaneret med gam-

le magtstrukturer baseret på familier og stammer, er det noget af en udfordring at være med til at bane vejen for et moderne og demokratisk Afghanistan. Vores opgave og organisering Vores hovedværktøj til løsning af denne opgave er fire Military Observer Teams (MOT) bestående af hver to køretøjer med en kaptajn som sektionsfører, en oversergent som observatør, en sergent som gruppefører, og endelig to kørere og en geværskytte som sikring. Det er PRT’s opgave på et tidspunkt at dække alle Badakshans 28 distrikter (hvis provinsen sammenlignes med et amt, er distriktet kommunen), dels for at vise befolkningen at ISAF er her og kun for at hjælpe, dels for at indhente oplysninger fra steder, der stort set ikke findes oplysninger om. De af PRT ønskede oplysninger samler sig primært i to grupper, hvor den ene er oplysninger om sikkerhedssituationen, warlords, narkotika,

Verden forekommer at være langt bagud i Afghanistan, i hvert tilfælde målt med vestlige alen. Kvindeundertrykkelse er således stadig helt almindelig og burkaen er det fremtrædende klædningsstykke for kvinderne.

Side 21


militær og politi, og den anden oplysninger om levevilkår, infrastruktur, sundhed og uddannelse. Indhentning af oplysning om sikkerhedssituationen bearbejdes i PRT, og bruges i sidste ende af ISAF, så de kan lave en samlet vurdering, der også er baseret på de fjerneste provinser. Levevilkårsoplysningerne bruges af det Civil Militære Samarbejde (CIMIC), den civile søjle af PRT og deres civile samarbejdspartnere blandt nødhjælpsorganisationer. Hver sektionsfører er udstyret med et skema til indhentning af disse oplysninger, de såkaldte Village Profiles (VP), der udfyldes for hver besøgt landsby. Det sker ved at tage kontakt til de »ældste« i landsbyen, og ved et uformelt møde spørge sig ind til svarene, ved større distriktsbyer også ved samtaler med distriktsmanagers og politi. Trods den omtalte fattigdom er afghanere som oftest (bortset fra enkelte undtagelser som stenkast og direkte afvisning af besøg) ualmindelig venlige og gæstfri, hvorfor disse møder ofte også indebærer indtagelse af store mængder te og lokale retter. Som man kan fornemme, stiller dette arbejde umiddelbart større krav til de menneskelige egenskaber (og en robust mave), end til egentlige militære færdigheder,

der i yderste konsekvens skal bruges i selvforsvar. En egentlig militær indsats er MOT ikke beregnet på, og ikke udstyret til. De danske MOT er p.t. de eneste i PRT’et, der må tage på flerdagspatruljer. Derfor sættes de ind over et stort område, hvor det d.d. med en ihærdig indsats er lykkedes at besøge 19 af de 28 provinser, og gennemføre over 80 VP. Samtænkning Det andet hovedelement i den danske del af PRT er CIMIC og den civile søjle. CIMIC består af to danske CIMIC-officerer der har kontorfællesskab og samarbejde med tre, p.t. fem, tyske CIMIC. Den civile del består af en koordinator fra Udenrigsministeriet, der indgår i PRT’ets civile del med tysk ledelse og udover dansk også kroatisk deltagelse. Den civile og militære del af PRT er sideordnet, dog sådan at militæret har ansvaret for de civiles sikkerhed. Samarbejdet er for danskernes vedkommende fastlagt i »Samtænknings-direktivet«, der beskriver, hvorledes CIMIC og Udenrigsministeriets koordinator skal samarbejde for at den militære indsats og Udenrigsministeriets indsats i området koordineres på en sådan måde, at den er til størst mulig gavn i opbygningen af Afghanistan/Badakshan. Når observatø-

rerne kommer tilbage med en ny byprofil, er det CIMIC der vurderer og prioriterer de fundne behov, og sammen med civil koordinator beslutter hvilke projekter, der skal søges gennemført. Chefen for DANCON kan tage beslutning om projekter op til 25.000 kroner for såvel CIMIC som humanitære tiltag. Hvis projektet vil koste mere, skal HOK eller Udenrigsministeriet ind over med en godkendelse. For hvert hold er der 150.000 kroner til rådighed til CIMIC og 300.000 til humanitære projekter. Hold 2 – glæd Jer Det har i høj grad været jomfruelig jord vi har betrådt, ikke kun ved rent bogstaveligt at komme steder, hvor der aldrig har været vestlige mennesker endsige soldater før, men også ved som de første at skulle indgå i et tysk ledet PRT. Trods startvanskeligheder og uafklarede spørgsmål, vil jeg tillade mig at sige, at opgaven er blevet løst, udover hvad vi havde turdet håbe på ved missionens start. Samtidig har vi som Hold 1 fået nogle enestående muligheder for at have indflydelse på, hvorledes opgaven bedst løses, og i tilgift fået nogle enestående oplevelser i dette smukke og gæstfri land. Vi vil derfor trygt overlade området til Hold 2 i midten af juli. Glæd Jer til det fantastiske Badakshan.

Beboerne i Badakshan er fattige, men generelt gæstfrie og venlige mennesker, der gerne byder ind til det lokale marked.

Side 22

HÆRNYT 2-2005


Forsvaret kørte Porsche i Le Mans Da Team Sebahs Porsche 911 RSR2005 GT i weekenden 18-19 juni drønede med 300 kiliometer i timen ned ad langsiden, stod der Forsvaret.dk i frontruden. (Løbet blev afviklet efter redaktionens slutning) Det traditionsrige 24-timers Le Mans racerløb kræver udholdenhed, sublim teknik og taktik. Værdier og egenskaber som Forsvaret gerne vil forbindes med. Derfor takkede Forsvarets Rekruttering ja til et tilbud om samarbejde med racerkøreren Thorkild Thyrring. Thorkild Thyrring deltog i Le Mans for 7. gang, i år sammen med den tyske kører Pierre Ehret og danske Lars Erik Nielsen. De tre kører i GT-serien for britiske Team Sebah Racing, der sidste år vandt den samlede Le Mans serie efter fem løb på de største europæiske baner. Samarbejdsaftalen betyder, at

HÆRNYT 2-2005

Forsvarets logo bliver eksponeret i resten af Le Mans endurence-serien på Monza, Nürburgring, Silverstone og Tyrkiet, samt ved udstillinger og særarrangementer frem til 31. maj 2006. En af begivenhederne er Racing Festival, hvor interesserede mod betaling kan få en køretur i en supersportsvogn. Overskuddet går ubeskåret til godgørende formål. Arrangementet har normalt 20.000 besøgende, og Forsvarets Rekruttering vil denne gang være i pole position. I samme periode kan Forsvaret bruge begivenheden i brochurer og hvervemateriale. Scalextric fremstiller desuden en tro kopi af Team Sebahs racerbil til brug for salg med Forsvarets logo og navn. Aftalen med Forsvaret er ikke økonomisk afgørende for Thorkild Thyrrings deltagelse i Le Mans. Det har været afgørende for For-

Udholdenhed, hurtighed i tanke og handling kombineret med taktisk sans er egenskaber, der kendetegner en god soldat. Disse kvaliteter kan således umiddelbart overføres fra Le Mans til de opgaveløsninger, som danske soldater står for såvel her hjemme som ved de udsendte enheder. At kørestil og hastighed, hvormed forsvarets køretøjer fremføres, så ikke har noget med Le Mans at gøre, er en anden sag. svaret, at logo og henvisningen til forsvarets portal på Internettet eksponeres for en interessant målgruppe. - Jeg vil gerne støtte, at Danmark er med og har indflydelse, når det gælder internationalt arbejde. Forsvaret har givet mig meget, så nu kan jeg give igen, siger Thorkild Thyrring om aftalen.

Side 23


Otte af det ialt 17 mand store danske kontingent ved NTM-I med generalmajor Agner Rokos i spidsen forrest til højre.

Dansk aftryk på irakisk militæruddannelse Af Max A. L. T. Nielsen oberstløjtnant, mil. ass.

NATO’s træningsmission i Irak har sat endnu en milepæl. I maj gav det Nordatlantiske Råd tilslutning til at lade missionen etablere det irakiske Joint Staff College ved Ar Rustamiyah allerede fra denne sommer. En af missionens største udfordringer har indtil for nyligt været det forhold, at uddannelsesaktiviteterne med enkelte undtagelser har været begrænset til den internationale zone i Bagdad. Efter det irakiske valg, og den sikkerhedsmæssige udvikling siden, tillader forholdene nu, at NATO genoptager den oprindelige plan og påbegynder etableringen af det irakiske Joint Staff College (forsvarsakademi) ved Ar Rustamiyah, små ti kilometer uden for Bagdad. Hermed kan NATO’s træningsmission i Irak

Side 24

(NTM-I) for alvor stille skarpt på Ar Rustamiyah med henblik på at gennemføre de to første stabs-kurser i nyrenoverede bygninger fra den 25. september i år. NTM-I blev etableret i 2004 efter anmodning fra den irakiske regering om at assistere med træning, materiel og teknisk bistand, alt med det formål at hjælpe irakerne med at opbygge en effektiv, demokratisk ledet sikkerhedssektor. NATO-missionen løser sine opgaver i tæt samarbejde med de irakiske myndigheder og med koalitionsstyrkerne i landet, herunder især den amerikansk ledede Multinational Security Transition Command – Iraq (MNSTC-I). Fire hovedområder NATO’s arbejde i Irak kan kort samles i fire hovedområde; uddannelse ved kommandocentre, opbygning af et professionelt militært uddannelsessystem, koordination af uddannelse og materiel fra NATO-lande samt udvikling af en irakisk træningskommando, herun-

der et doktrincenter, lessons learned center samt et center for etik og ledelse. Den første opgave løses af fast tilknyttede NATO-trænere ved henholdsvis det interministerielle nationale operationscenter, ved forsvars-ministeriets og generalstabens operationscenter samt ved indenrigsministeriets nationale kommandocentral. Der gennemføres instruktion og uddannelse i almindelige operative opgaver i et operationscenter, så som etablering af »battle rhythm«, udarbejdelse af SOP’er, gennemførelse af daglige opdateringer og briefings af chefer og beslutningstagere, håndtering af efterretninger samt operativ og logistisk planlægning. Herudover gennemføres der engelskundervisning og uddannelse i brug af computer. Grundet den øjeblikkelige sikkerhedssituation og kampen mod oprørerne, som pågår døgnet rundt, gennemføres undervisningen parallelt med varetagelsen af de daglige operationer. HÆRNYT 2-2005


Det andet hovedområde omfatter bidrag til arbejdet med at få opbygget et professionelt militært uddannelses-system for de irakiske officerer, der skal lede og udvikle Iraks væbnede styrker i årene fremover. NATO assisterer således med udviklingen af militære uddannelsesinstitutioner på såvel grundlæggende som videregående niveau. Dette omfatter en officersskole (Iraqi Military Academy, der tilbyder en grundlæggende officersuddannelse efter Sandhurst modellen), et forsvarsakademi (Joint Staff College med indledende og videregående stabskurser) samt Defence College (Baghdad College for Higher Defence Studies med forsvars-studier på højeste niveau). Disse tre institutioner forventes at være fuldt operative inden for de næste 12-18 måneder. Dansk indflydelse Danmark har for øjeblikket to befalingsmænd ved det grundlæggende officerskursus, der allerede nu finder sted ved Ar Rustamiyah. Ved NTM-I hovedkvarteret i den internationale zone i Bagdad arbejder tre danske majorer fuldtids med udviklingen af de to videregående stabskurser, kaldet Junior and Senior Staff Course. Dette arbejde er foreløbigt kulmineret med afslutningen medio maj af det første modul i »train-the-trainer« kurset, hvor de kommende irakiske instruktører er blevet undervist i engelsk og brug af computere. Missionens næstkommanderende, generalmajor Agner Rokos , havde ved afslutningen fornøjelsen af at overrække diplomer som et synligt bevis på, at modul 1 er vel overstået. Kurset for de kommende instruktører fortsætter med egentlige militære emner frem til opstarten af de første egentlige

stabskurser i september. Missionens tredje hovedområde omfatter koordination af uddannelse og materiel fra NATO-landene. På dette område var Danmark blandt de allerførste med donation af 109 stk. Neuhausen pistoler – en beskeden donation, der dog havde betydelig effekt, idet det dels var den første donation, der blev leveret, dels fordi pistolerne nåede at blive fordelt til de irakiske sikkerhedsstyrker før valget i januar dette år. Siden er i titusindvis af AK-47 rifler, hjelme og fragmentationsveste mv. blevet leveret, og flere ladninger venter forude. Værdien af gennemførte donationer beløber sig til omtrent 160 millioner kroner. For øjeblikket istandsættes 77 ungarske T-72 kampvogne, som forventes leveret til Irak senere på året, og fra Grækenland doneres intet mindre end 500 infanterikampkøretøjer af typen BMP-1. Sidste hovedområde vedrører udviklingen af en irakisk træningskommando samt et antal elementer, der tilsammen skal udgøre grundlaget for det samlede militære uddannelses-system. Som det fremgår, er det klart, at selvom missionen er nået endog meget langt, siden det danske hold ankom i begyndelsen af 2005, så er der nok at arbejde med endnu. En af de væsentligste udfordringer sommeren over bliver at planlægge for etableringen af forsvarsakademiet og stabskurserne i Ar Rustamiyah. Kompleksiteten af dette arbejde skal ikke undervurderes, og intet er let at gennemføre i et land, der samtidig bekæmper et omfattende oprør. Parallelt med videreførelsen af de øvrige tre hovedområder (lines of operation) skal stabskurserne færdigudvikles, instruktørerne færdiguddannes, elever til kurserne udvælges, byg-

GM Agner Rokos udleverer diplomer efter modul 1. HÆRNYT 2-2005

ninger og infra-struktur på Ar Rustamiyah renoveres og færdiggøres, et fremskudt NTM-I hovedkvarter oprettes i Ar Rustamiyah, og det nødvendige personel og materiel skal flyttes fra den internationale zone til Ar Rustamiyah. Alene det operative og logistiske backup, der skal være på plads for at drive et sådant forsvarsakademi, omfattende alt fra sikkerhedsvagter, undervisningsfaciliteter, klasseværelser, udstyr, faciliteter, underbringelse og indkvartering, kan tage pusten fra de fleste. Alt arbejde ved missionen gennemføres i tæt koordination med irakerne, men der er ingen tvivl om, at ledelsen og fremdriften i dette arbejde indtil videre skal komme fra ledelsen af NATO-missionen. Udfordringer skorter det således ikke på, og der bliver rigeligt for de efterfølgende danskere hernede at tage fat på. Historieskrivning Når man er til stede i et krigshærget land, der næppe kan siges at være faldet helt til ro endnu med mere end 60 angreb om dagen i Irak (ca. 20 af disse i Bagdad-området), vil det være en upassende floskel at sige, at arbejdet bærer lønnen i sig selv. Men det er enestående på denne måde at være med til at skrive historie. Alt hvad NATO-missionen foretager sig, bliver skridt for skridt til nye sider i den irakiske historie og i NATO’s, hvilket uden tvivl også er en sjælden god motivation for de fleste hernede. Irakerne er, som vi, klar over betydningen af missionens arbejde, hvilket præger samarbejdet i en positiv forstand, og det skinner tydeligt igennem, at irakerne er meget taknemlige over det arbejde, der udføres. Vi oplever derfor også en berettiget interesse fra det hjemlige politiske og militære niveau, og meget tyder på, at man fra dansk side vil fastholde en vis indflydelse på dette vigtige arbejde i genopbygningen af det irakiske samfund, hvilket set fra missionsområdet kun kan bifaldes. Missionen specifikt og genopbygningsarbejdet generelt repræsenterer en enestående mulighed for dygtige danske officerer og befalingsmænd til at bidrage med kunnen, ekspertviden og masser af vitaminer og overskud lige der, hvor der er allermest behov.

Side 25


Leopard 1-kampvognen er blandt de materielgenstande, som det danske forsvar vil forsøge at sælge.

Af Logistikdivisionen Hærens Materielkommando Midt i arbejdet med at opbygge en ny operativ struktur skiller vi os af med store mængder materiel og udstyr, som vi ikke længere kan bruge i et nyt og moderne forsvar. Noget materiel håber vi at få solgt. Der er f.eks. tale om raketkastere og Leopard 1kampvogne. Andet kan vi næppe gøre os store forhåbninger om at få solgt, men må køre det til skrotning eller måske sætte det på museum. Der er i de fleste tilfælde tale om teknisk forældet udstyr, såsom trukne haubitser, 20 til 30 år gamle udtjente køretøjer og udrangerede geværer fra 60’erne. Den omfattende opgave, at udfase og bortskaffe materiel, begyndte i efteråret 2004 i et samarbejde mellem Hærens Materielkommando, Hærens Operative Kommando, Hærens Parkområde og Hærens øvrige myndigheder og koordineres med repræsentanter fra For-

svarets Depot- og Distribution, som har ansvaret fra 2007, hvor Forsvarets Depot- og Distribution oprettes. Mindre lager – større effektivitet Hvorfor er det så vigtigt, at der sker

være så små som muligt. Med nedlæggelsen af mobiliseringsforsvaret i det nye forsvar skal vi råde over en mindre struktur, som kræver en mindre beholdning. Vi vil endvidere skille os af med en række depoter, som vi ikke længere vil have brug for i den nye struktur. Men nok så vigtigt vil en mindre beholdning give mulighed for en effektiv styring, så vi kan yde kunderne en tilfredsstillende og hurtig service.

Til salg eller til skrot

Side 26

en nedbygning af lagrene? Svaret er enkelt: Det koster mange penge at have materiel liggende på depoterne. Derfor bør beholdningerne på de områder, hvor genanskaffelse er mulig inden for kort tid,

Det starter ved brugerne Udfasningsarbejdet begynder ude ved soldaterne. I første omgang identificeres det materiel og udstyr, som skal benyttes og overføres til den nye struktur. Dette arbejde påbegyndte vi i 2004. Vi går naturligvis efter at genanvende det teknisk set bedste materiel i ny struktur. Overskydende materiel og udstyr, som er forældet eller som ikke skal benyttes længere, udfases. Arbejdet sker i snæver koordination med de enkelte tjenestesteder, og det forventes afHÆRNYT 2-2005


sluttet inden årets udgang. Det udfasede materiel og udstyr afleveres og fjernes hermed endegyldigt fra brugerne. Noget materiel og udstyr flyttes til i forvejen udpegede arealer eller depoter. Andet bliver af praktiske årsager stående og midlertidigt parkeret i et hjørne på tjenestestederne. Noget materiel, skal, som Leopard 1, herefter forventeligt sælges, andet udstyr skal blot afleveres til skrothandleren til destruktion, og noget kan doneres til museer, så historierne kan bevares for eftertiden. Vi har kontakt til de normalt interesserede museer m. fl., for at identificere, hvad man ønsker sat til side til dette formål. Salg er en ting for sig Salget af hovedmaterielsystemer, såsom raketkastere, er et helt kapitel for sig. Salget foregår i direkte forhandlinger med andre nationer, som har udtrykt interesse for eventuelt at købe materiel og udstyr. Dette arbejde tager sin tid og dikteres langt hen af vejen af købernes interesse. Salget af andet materiel, udstyr, komponenter og reservedele sker på auktioner ved Hærens Parkområde, men kan også ske gennem NATO E-handel materielbørs, hvor andre nationer kan byde ind på det overskydende udstyr. Det ender på depoterne Det mere langstrakte salgsarbejde forhindrer os dog ikke i at fortsætte med at klø på med udfasningen. Der er nok at tage fat på. Vi har i dag bogført ca. 250.000 materialer i hæren. Det kan lyde af mange, men lad mig blot illustrere forholdet med at nævne, at der i Leopard 1 indgår ca. 14.000 materielnumre. Der er alt fra møtrikker og skruer til kanonrør. En stor del af beholdningerne findes på Hærens Parkområdes depoter. Vi skal i den kommende tid gennemse alle materialer på disse depoter for at vurdere, om de skal udfases eller benyttes i ny struktur. Målet er at reducere antallet af materialer i de tre værn med 100.000. I hæren er vi allerede kommet godt i gang.

Hærens Parkområde har en plan Vi har allerede i nogen tid været i gang med at reducere beholdningerne på det værnsfælles lager (Lager Danmark), så vi i løbet af i år kan begynde at tilpasse antallet af depoter til ny struktur. Det er faktisk en klar forudsætning for det videre arbejde med omflytningerne mellem depoterne. Vi begyndte med at reducere beholdningerne på depotområdet i Hjørring, som skal omdannes til det nye munderingsdepot for hele forsvaret. Herefter æder vi os ind på alle øvrige materiel- og ammunitionsdepoter med prioritet til de områder, som skal anvendes i ny struktur. I Hjørring påregner vi ud fra det hidtidige arbejde at kunne fjerne op mod 40% af beholdningerne. Fra Hærens Parkområdes handlingsplan for omflytning af beholdninger mellem depoterne, ved vi, hvornår depoterne kan nyindrettes, hvornår vi skal flytte beholdninger og hvor mange tons materiel og udstyr, der skal flyttes, så vi kan bestille transportstøtte herefter. Oplysningerne findes i DeMars Identifikation og udpegning af materiel og udstyr, der skal udfases fra depoterne, sker ved hjælp af det store datamateriale, som er i DeMars, Format. Alle ændringer i beholdningerne registrerer vi for at opretholde en tilfredsstillende datakvalitet på de oplysninger, der findes i DeMars, Format, så der også i ny struktur kan gennemføres lagerstyring af de nye beholdninger. Arbejdet kompliceres af, at vi

ikke blot kan smide alt ud, som øjet måtte fange, selvom vi har kastet forsigtighedsprincippet over bord. De tekniske eksperter må i mange tilfælde se på, om eksempelvis oplagte reservedele til systemer, som skal udfases, kan genanvendes i andre materielsystemer, før vi kan beslutte, hvad der skal ske med materialerne. Nogle af de 14.000 materialenumre fra Leopard 1 anvendes f. eks. i både brokampvogn og bjærgningsvogn, tung, der for begge systemers vedkommende i en periode skal benyttes i ny struktur. Når materiel og udstyr er identificeret og udpeget tager Hærens Parkområde fat og flytter beholdningerne væk fra depoterne. Noget materiel og udstyr sælges på auktionspladsen i Hjørring og Brødeskov, andet udstyr sælges til andre nationer, mens andre dele afmilitariseres og doneres til museer eller køres til destruktion. Det daglige arbejde fortsætter Arbejdet forløber efter planen og sker i et konstruktivt samarbejde med involverede myndigheder. De mange nedbygnings- og omflytningsopgaver, som vil fortsætte i de kommende år, sker samtidig med at de løbende forretninger på det logistiske område i hverdagen fortsætter, og samtidig med at bemanding og opgaver gradvis tilpasses ny struktur.

Raketkastersystemerne er også blandt det isenkram, der søges solgt til andre lande. Foto: K.-I. Bæk. HÆRNYT 2-2005

Side 27


HOK strømliner organisationen Af Henrik R. Sommer oberstløjtnant, Chef for Ledelsessekretariatet, Hærens Operative Kommando En ny Stab Hærens Operative Kommando? Nej ikke helt, men en af konsekvenserne af det nye forsvarsforlig er, at væsentlige dele af det samlede driftsansvar for Hæren, der hidtil har været lagt i hænderne på Hærens Operative Kommando (HOK), nu over de næste to-tre år bliver overdraget til de centrale tjenester, der på tværs af de tre værn skal løse en række fæl-

les opgaver. Det medfører en mere strømlinet udgave af stab HOK, der reduceres fra de nuværende 253 medarbejdere til 184. De opgaveområder, der reduceres kraftigt, er personel-, materiel-, etablissementsog regnskabsområdet. De nuværende fem stabsafdelinger reduceres til tre stabsdivisioner og fremover beskæftiger staben sig med hærens kerneproduktion, nemlig opstilling og uddannelse af enheder (Produktionsdivisionen) samt udsendelse og drift af enheder til internationale tjene-

ste (Operationsdivisionen). Dette suppleres som hidtil af studie- og udviklingsvirksomhed (Udviklingsdivisionen) samt de nødvendige tiltag til opretholdelse af det givne beredskab. Omorganiseringen sker første august, men der vil dog et stykke tid fortsat være opgaver indenfor de nævnte områder, indtil alle de centrale tjenester er etableret. STHOK vil eksempelvis stadig have en etablissementssektion et stykke tid endnu.

Krigshistorier …”Og så rider jeg en Dag ved siden af mine Dragoner, da En af dem bliver ramt lige i Munden af en Kugle, der slog fire Tænder ind paa ham. Den vilde ufeilbarlig have dræbt ham ved at gaa ud gjennem Halshvirvlerne, hvis Karlen ikke havde havt den Aandsnærværelse af synke Kuglen!”

Side 28

HÆRNYT 2-2005


Kort nyt

9. APRIL bygger på samtidige beretninger, artikler og breve med de danske soldater, der deltog i de dramatiske timer med at forsvare sig efter bedste evne, samt mennesker, der oplevede det tyske angreb. Bogen beskriver den danske hverdag under besættelsen samt det storpolitiske spil op til og under krigen. Flemming Søeborg. Forlaget Documentas. Oberst Peter H. Lund er tiltrådt som chef for Den Danske Internationale Brigade. Tiltrædelsen skete den 1. februar. DE DØDSDØMTE – I årene efter besættelse blev i alt 46 danskere under skarp bevogtning og i ly af mørket transporteret til Undallslund ved Viborg eller til Holmen i København. Kort forinden havde Justitsministeriet afslået at benåde dem, og de blev henrettet. Dette stykke Danmarks-historie er kun svagt belyst. Bogen fortæller historien på baggrund af en hidtil uset research af forfatteren Frank Bøgh, der er tidligere kriminalassistent. Han skildrer de henrettede, deres forbrydelser og den måde, de mødte deres ultimative straf på. Forlaget Documentas.

HÆRNYT 2-2005

TAVSHED BLEV MIN SANG handler ligeledes om 2. Verdenskrig, men går direkte på en af krigens store tragedier, bombningen af Den Franske Skole. Forfatteren Alice Maud Guldbrandsen oplevede selv bombningen, spærret inde under ruinerne. Bogen rummer vidnesbyrd fra børn og voksne, der overlevede katastrofen. Forlaget Documentas.

Side 29


Bjergkursus i Slovenien

Af Kasper Svendsen premierløjtnant Gardehusarregimentet I en måned har to danske officerer, premierløjtnanterne Steffen Møller og denne artikels forfatter, klatret rundt i de slovenske bjerge. Bag denne for danske soldater lidt usædvanlige aktion lå, at Hærens Operative Kommando gennem nogen tid har overvejet at sende stående enheder på adventure træningsture, for at give anderledes træning og oplevelser for på den måde at højne motivationen. En mulighed åbnede sig, da der en dag lå en indbydelse fra den Slovenske Militære Bjergskole. Det blev besluttet at sende to officerer af sted for at deltage og vurdere brugbarheden af kurset, som omfattede uddannelse i bjerge under vinterforhold. Oplevelsen bød på masser af ski ture gennem og op ad bjerge, træning i overlevelse og off piste ski samt isog klippeklatring. Kurset blev holdt på Mountain School of the Slovenian Armed Forces beliggende ved byen Bled i det nordlige Slovenien. Her ligger Sloveniens naturpark med bjerge

Side 30

og storslået natur. Kursets formål var at træne officerer og befalingsmænd i bevægelse, klatring, overlevelse og føring i let og mellemsvært terræn i bjergområder i vinteromgivelser. Der blev undervist i følgende: * Udstyr til færden i bjergene, herunder is- og klippeklatring. * Lavinefarer og afsøgning af lavineofre. * Randonee og off-piste kørsel. HOK vil iværksætte et nyt initiativ kaldet Komplementær Uddannelse (KUDD). Formålet med KUDD er at fastholde personel samt udbygge det samlede uddannelsesniveau ved Hærens Stående Reaktionsstyrke (SRS) enheder. Denne type uddannelse skal samtidig skabe grundlag for at sammenligne SRS personel og enheder med allierede landes personel og enheder samt medvirke til et øget kendskab til terræn- og klimakapaciteter. Det endelige koncept for KUDD forventes godkendt inden udgangen af 2005.

* Orientering i vinter omgivelser. * Forhold omkring vejret, og bygning af snehuler. * Korrekt føde. * Førstehjælp. * Grundlæggende redningstjeneste i bjergene. Learning by doing Det grundlæggende i kurset var, at lære at bevæge sig i bjergene på ski. Til det bruger man randonee ski. Randonee er en speciel form for skiløb, hvor man spænder et kunststof under skien, som gør, at man kan gå op ad bjerget uden at glide. Støvlen er en speciel støvle, som fikseres i fronten af bindingen og som derfor kan bevæge sig som en langrendsstøvle. Når man skal ned fra bjerget igen, tages skindet af og støvlen spændes fast som en almindelig slalom støvle. Allerede anden dag skulle vi introduceres til randonee. De havde ikke brugt så mange kalorier på at fortælle hvad der skulle ske, så Steffen og jeg havde al vores udrustning med i rygsækken. Da instruktørernes engelskniveau ikke var så højt, benyttede instruktørerne sig mest af learning by doingprincippet. Så det var på med skiene og så af sted. Vi startede lige HÆRNYT 2-2005


på og hårdt i friskt tempo – op ad bakke. De fleste af slovenerne havde stået på ski det meste af deres liv, og Steffen havde før været på civilt kursus i randonee, så for dem gik det OK. Jeg havde aldrig prøvet det før og havde derfor overhovedet ikke styr på teknikken, og med en tung rygsæk kom jeg og et par af de andre hurtigt bagefter. Så jeg blev hidsig og stædig og stavrede derudaf alt hvad jeg kunne. Jeg kunne heller ikke forstå, at jeg begyndte at få vabler. Instruktøren så pludselig, at mine støvler sad helt forkert, så jeg måtte standse for at rette dem. Skod. Nu var jeg mere bagefter, så jeg masede endnu mere på og rasede endnu mere. Instruktøren kom op igen og sagde, jeg skulle slappe af. Det var jo ikke en konkurrence. Arrgh – alt er jo en konkurrence! Så jeg fortsatte, og det lykkedes da til sidst at komme op til de andre. Steffen havde det jo fint, så han morede sig gevaldigt på min bekostning. På det tidspunkt grinte jeg ikke helt så meget af det. I løbet af kurset blev vi dog alle bedre til teknikken, og vi udvidede træningen. Vi trænede både slalom, randonee og off piste, og teknikken begyndte efterhånden at sidde i kroppen. På bjerget satte vi os og spiste frokost, mens vi kiggede på den storslåede natur. Vi sad i højt solskin på toppen af verden og nød livet. Verdensklasse! Klatring En af dagene var vi på en tur, hvor vi efter et par timers hike var nået op til et plateau. Fra begge sider af plateauet gik det stejlt op, men lige under det i en bredde af 150 meter var der en lodret væg og et par hundrede meter lige ned. For at komme helt op skulle vi bruge nogle af de klatringsteknikker vi havde lært. Vi fik af vide, at en af vores instruktørers bror var faldet ned lige netop her og døde. Pludselig blev det ret seriøst. Først skulle vi traversere (gå sidelæns) hen ad en stejl klippeside med hårdt sne. Vi brugte Steigeisen (pigge som spændes fast under støvlerne) for at få bedre fodfæste. Til at støtte os med, brugte vi en isøkse. For en sikkerhedsskyld gik vi en af gangen, så der

kun ville ryge én ved sneskred! Turen var ikke hård, men med et godt stykke lodret nedad under én var det en spændende tur. Derefter var der en 15 meter høj klippe, som vi skulle op ad. Instruktørerne var kravlet op først, og havde sat et reb fast på toppen til at sikre os. Så kunne vi sætte en karabin fra vores improviserede klatresele fast i tovet, og på den måde ville vi hænge fast, hvis vi skulle falde. Jeg var den første, og begyndte at kravle opad. Det var ikke sådan en perfekt klatrevæg med gode greb. Det var en grov klippe med masser af løse sten. Og med stor rygsæk var det en god udfordring. Efter nogle meter blev det sværere at få plads til både én selv og rygsækken. Længere oppe var det lidt nemmere, men stenene var indimellem løse. Så hvis man ikke lige havde mærket godt efter, kunne stenene, man havde fat i, godt give efter. Det gav nogle ordentlige sus i maven. Vi kom selvfølgelig alle sikkert op. På toppen var det tid til nogle sejrsbilleder. Lavinefare En af de sidste dage skulle vi på en tur op på en stor top. Vi gik en times tid i en dal omgivet af kæmpe klipper. Derefter stoppede vi for at lave en »sneprofil« for at vurdere lavinefaren. Sneprofilen lavede vi ved at skære et stykke ud i sneen, og så testede vi, hvor stærkt hvert enkelt snelag var. Det blev vurderet til middel, så vi fortsatte. Dog gik vi med 15 meters mellemrum, så ikke alle ville ryge med, hvis der skete noget. Med jævne mellemrum buldrede det voldsomt fra bjergsiderne,

når små laviner væltede ned fra toppen. Vi holdt os i midten af dalen og kunne gå og kigge på det hele. Da vi var igennem dalen, begyndte det at gå rigtig stejlt opad. Vi gik i zig zag for at spare på kræfterne. Turen opad tog et par timer, hvor benene arbejdede på højtryk. Man kunne virkelig mærke, man levede. Undervejs blev det tåget, så vi kun kunne se nogle få meter frem. Uden en god udsigt og med meget hårdt arbejde var det ikke den fedeste tur, men op kom vi selvfølgelig, og efter lidt mad var det nedad bjerget igen. Da vi kom ud på bjergsiden, klarede det pludselig op, og dalen langt under os blev synliggjort. Det var helt fantastisk pludselig at kunne se hele dalen og bjergsiden, vi havde gået op ad. Sneen var over en halv meter tyk og ren puddersne. Den var løs og nem at køre i. Efter den sidste dags diplom udlevering, satte vi kursen mod Danmark igen. En måned ældre og en masse erfaring og oplevelser rigere. Vi havde oplevet golde, barske bjerge og idylliske dale. Adrenalinpumpende nedkørsler og lange seje bestigninger. Vi har haft nogle helt ekstra ordinære oplevelser, som for altid vil blive husket. Om et sådant kursus så kan anvendes i hærens fremtid, »komplementæruddannelsen«, er nok en anden sag. Som oplevelse og ski- og bjergtræning af enkeltpersoner og mindre grupper var kurset godt, men til uddannelse af instruktører eller enheder skal kurset udvides og suppleres væsentligt.

Kasper og Steffen i Slovenien. HÆRNYT 2-2005

Side 31


Serviceassistenter optimeret:

Vi vil bare være bedst og billigst Af Susan Romanius tillidskvinde, 3F Aalborg Kaserner. Under mottoet, »vi vil være bedst og billigst« blev den meget omtalte optimeringsproces for kaserneområdet skudt i gang på Aalborg Kaserner i foråret 2003. I rengøringen var vi noget tøvende over for dette. Spørgsmålene trængte sig på. Hvad skulle der nu ske? Skulle der fyres personale? Skulle jeg fyres? Var det arbejde, jeg udførte, nu ikke godt no ? O.s.v.. Vi fandt hurtigt ud af, at en væsentligt del af arbejdet hen imod at blive bedre, var en efteruddannelse af os. En efteruddannelse som – set i bakspejlet – var nødvendig. Serviceassistentuddannelsen er en et-årig merituddannelse som gennemføres ved AMU. Uddannel-

Hanne svinger moppen.

Side 32

Susanne klargør dagens frokost. Nu kan alle serviceassistenter lave mad, hvilket betyder stor fleksibilitet.

sen afsluttes med eksamen, hvorefter man er faglært. Uddannelsen indeholder en lang række fag, som for os, der er gået ud af skolen efter syvende klasse, var noget, som fik knæene til at bævre. Når man er 53 år, er dansk stil måske ikke lige højdepunktet i ugen, ej heller samfundsfag. Men man opdager hurtigt, at man kan mere end man tror. Viden kommer ikke kun igennem tykke bøger, men i høj grad også i dagligdagen, hvor læsning af avisen eller arbejdet giver god ballast. Alle de fag, som vi under uddannelsen tænkte, dem får vi aldrig brug for, kommer alligevel til sin ret. For eksempel psykologiundervisningen. I undervisningen brugte vi vore erfaringer og oplevelser med kolleger og ledere i vores arbejdsliv. Læreren hjalp os med at tolke de signaler, som den enkelte person udsender i forskellige situationer. Det har lært os, at kunne se og reagere på de tegn, som en kollega viser i dagligdagen, hvorved vi kan løse de små gnidninger, som altid opstår mellem mennesker på en arbejdsplads på en sober måde.

En stor del af uddannelsen er praktik i andre områder end man før har arbejdet i, for at kunne arbejde mere fleksibelt alt efter hvor der er travlt. For os i rengøringen har vi gennemgået et specielt hygiejnekursus for at kunne arbejde i cafeteriet. Vi kan nu alle indgå i cafeteriets funktioner og deltage i produktionen af både smørrebrød og varm mad. Personligt er vi alle efter et års uddannelse vokset med opgaven og kan nu overskue større opgaver og løse problemerne selv. Vi har fundet ud af, at usikkerhed og spørgsmål altid trænger sig på, når der sker forandringer. Men fordomme og usikkerhed gøres til skamme, hvis man er positiv og har lyst til at bidrage til noget nyt. Vi ser nu frem ti, at den fremtidige organisation, som blev fremsendt til godkendelse i Forsvarskommandoen august 2004 bliver godkendt, så vores uddannelser kan blive udnyttet fuldt ud. Vi er klar til at løse alle opgaverne i cafeteriet og rengøringen i selvfungerende grupper – så opgaverne bliver gennemført bedst og billigst. HÆRNYT 2-2005


Beskyttet GD til Irak Irak-styrken får nye firehjulstrækkere med ildkraft og let pansring Af HOK Presse Soldater i udlandet bliver bedre beskyttet imod vejbomber og ildoverfald. Nye firehjulstrækkere med let pansring, større motor og affutager til maskingevær bliver leveret til Irak-styrken i august. Det nye eskortekøretøj er en Mercedes Geländewagen 270 CDI, der kan meget mere, end hærens tidligere modeller af samme fabrikat. Den er udstyret med to affutager til 7,62 mm maskingevær og 5,56 mm let støttevåben. Besætningen kan nu optage ildkamp fra passagersædet og fra hækken af køretøjet. Skulle overmagten til trods herfor være for stor, kan røgkastere for og bag sløre vognens stillingsskift. 156 heste De tre til fem mand, som vognen skal rumme, sidder godt beskyttet. Karosseriet er forstærket med kev-

Besætningen får bedre beskyttelse med stærkere kevlar-lignende stål og fiberforstærkninger. Bagud et affuteret våben til selvforsvar.

lerlignende stål og fiberforstærkninger og styrtbøjler af stål. Vognen vejer ca. tre tons. Sikkerheden består også af en kraftig motor på 156 heste, et drejningsmoment på 370 Nm, servostyring og en automatisk tiptronicgearkasse, der tillader manuelt gearskift ved et let dask til gearstangen. Indkobling af reduktionsgear samt længde- og tværspærre sker ved hjælp af trykknapper. Det er planen, at der skal leveres godt 100 nye firehjulstrækkere til Irak, hvoraf 30 bliver eskorteudgaven med ekstra personelbeskyttelse. I operationsområdet kan Det Nationale Støtteelement bruge køretøjet til at sikre eskorterede biler. Bataljonens spejdere får bedre beskyttelse, når de opklarer i terrænet, mens panserinfanteristerne kan vælge at parkere den

pansrede mandskabsvogn og splitte infanterigruppen op på to eskortekøretøjer, når de patruljerer i ansvarsområdet. FAKTA – Bilen er udviklet i et samarbejde mellem Hærens Materielkommando og Hærens Kampskole. Udgangspunktet er en standard Mercedes Geländewagen, som så gennemgår en større ombygning ved Hærens Hovedværksted i Hjørring. Hærens Hovedværksted har desuden også spillet en væsentlig rolle i udviklingen af køretøjet. Således er prototypen også blevet opbygget af Hærens Hovedværksted i en løbende dialog med Hærens Materielkommando og Hærens Kampskole.

Besætningen kan nu optage ildkamp direkte fra passagersædet og med de lette støttevåben. Bemærk at vognen er udstyret med røgkastere for og bag. HÆRNYT 2-2005

Side 33


DANCON UNMIS gør klar til mission til Sudan Af Kenneth Olsen sergent, og

Paul Bolvinkel Overkonstabel-1 Når man påskesøndag får af vide at man skal stille til missionsuddannelse om tirsdagen, har man pludseligt travlt. Hvor var det lige, nissedragten var henne, og har jeg husket at sige til chefen, at han først får mig at se igen til december… Men når man nu har ventet på denne besked i over 11⁄2 år, er det faktisk en lettelse endelig at skulle i gang.

12 mand fra DANCON UNMIS har været på plads i Sudan siden maj måned, mens de resterende 33 planlægges deployeret inden udgangen af juni. Tirsdag formiddag oprinder, og 45 mand står på Livgardens kaserne, klar til at skulle udsendes til Sudan. Er dette udtryk for dårlig planlægning, ingen planlægning eller blot de omstændigheder, som en speciel enhed som SHIRBRIG er underlagt? Tjah…, verdenssamfundet er

vist ikke altid ligeså hurtige, som vi som soldater kunne ønske os, men nu skete det endelig. Nåh, men bedst som man får indtrykket af, at to dages varsel betyder NU, må man bare acceptere, at det lige tager en ekstra uge eller to, før resten af FN har deres planlægning på plads. Men, derfor er den hurtige indkaldelse ikke spildt. Nogle kunne måske få det indtryk, at vi så har trillet tommelfingre siden den første erklærede udsendelsesdato (21. april), men tiden er benyttet til ekstra uddannelse af soldatermæssige færdigheder, herunder feltskydeøvelser, vores højt elskede kampeksersits, hvor ikke mindst Canadian tunnel vil vække kære minder mange årtier fremover hos alle, der var så privilegerede, at de fik lov til at lege med. Der har været en fantastisk konstruktiv dialog mellem Livgardens Internationale Center og enheden, hvor stort set alle ønsker er blevet tilgodeset. I den anden ende af produktionslinien vil vi være soldater, der har kendskab til arabisk, italiensk samt ikke mindst fået pudset vores engelskfærdigheder af. Ydermere bør nævnes, at der er blevet tid til, nu da vores udsendelse er blevet udskudt for en lille

Ventetiden har blandt andet været brugt til skydning og førstehjælp samt stabsarbejde på engelsk.

periode, at have en del »almindelig« stabsuddannelse på engelsk, hvilket betyder, at vi vil står langt stærkere, når vi bliver sendt ud i juni. Sammenholdet i enheden er fantastisk, hvor den sociale struktur er fintmasket, og kliker er vurderet til at være ikke eksisterende. Udefra kunne den – til tider – meget hjertelige tone få mange til at tro, at vi har været til mange fælles fætter-kusine fester, men de mange tørre kommentarer og de skøre tiltag holder moralen oppe. Nu skal det jo ikke bare lyde som om, at alt er lutter idyl. Vi er ganske klar over situationens alvor på hjemmefronten såvel som i missionsområdet, og at den lange ventetid trækker store veksler på familie og venner. Man må derfor ikke glemme, hvad vi bliver uddannet til. Alle de færdigheder vi bliver givet nu/får opfrisket, samt vores medbragte civile kompetencer, skulle gerne betyde, at nogle medmennesker, der i årtier har levet under frygtelige forhold, får en fornuftig mulighed i fremtiden.

Oversergent Thyrrestrup har fået en ny »ven« i Zoo.

Side 34

HÆRNYT 2-2005


The Russian Frontier Guard Band fra Rusland var et af forrige års helt store oplevelser. Bandet menes at være et af verdens bedste militære orkestre. Også i år har arrangørerne været ude for at finde toporkestre til det inden dørs tattoo.

Herning indoor

TATTOO

Herning Messecenter lægger også i 2005 ramme til Herning Indoor Tattoo. Tattooet gennemføres 1. oktober med forestillinger både om eftermiddagen og om aftenen. I lighed med sidste år, er der deltagelse af en lang række uden- og indenHÆRNYT 2-2005

landske musikkorps og garder. Fra Danmark er bl. a. Prinsens Livregiments Musikkorps, Den Kongelige Livgardes Tambourkorps og Søværnets Tamburkorps inviteret.

Side 35



HRN_02_2005