Issuu on Google+

Frisind I anledning af Birthe Rønn Hornbechs 65-års fødselsdag

s. 1

oktober 2008

siden 1876


Konference

www.denniende.dk

s. 2

Den 9. intelligens Teori og praksis De skjulte muligheder Hvordan kan vi støtte børns evne til at udvikle en dyb kontakt med sig selv og andre? Jesper Juul Jes Bertelsen Steen Hildebrandt Helle Jensen Dina Al-Erhayem samt workshopper med blandt andre Anders Laugesen Liselotte Hornemann Kragh Peter Høegh og Johan Borghäll

Torsdag d. 5. februar 2009, 09.00 - 17.00 Falconer Conference Center, Frederiksberg Tilmelding senest 31. oktober

oktober 2008

Yderligere information: caje@viauc.dk / 22 48 63 12


Indhold oktober 2008

s. 3

s 8-23 tema

TEMA:Frisindets grænser Festskrift til Integrations- og Kirkeministeren

Birthe Rønn Hornbech fylder 65

s. 4 debat Leder 65 s. 6-7 højskole Hvad sker der lige nu på højskolearenaen?

s. 8-11 tema Frisind: Brikker til en mosaik Af Jørgen Carlsen s. 12-14 tema Frisind, religion og ret Af Lisbet Christoffersen s. 15-17 tema Opfordring til modstand Af Søren Krarup

oktober 2008

s. 18-20 tema Frisind og danskhed Af Eberhard Harbsmeier s. 21-23 tema Illusionen om enshed Af Inge Lise Pedersen

s. 24-25 debat Bogkritik Lykkebergs umulige position s. 26-27 debat 2 sider af samme sag Hvad betyder folkelig oplysning? s. 28 højskole Kalender s. 30 højskole Navne


debat Leder

s. 4

kolofon Udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk Redaktion Andreas Harbsmeier (ansv.) Tlf.: 3336 4047 Mob.: 2991 1522 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk

65 Andreas Harbsmeier Redaktør

Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. Abonnement Højskolernes Hus Line Hemmingsen Tlf. 3336 4040 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk

Dette nummer af højskolebladet er lidt anderledes end sædvanligt. Det er næsten udelukkende viet en bestemt anledning: Den 18. Oktober fylder integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech 65 år. Tillykke med det. På den baggrund er dette nummer af Højskolebladet helliget begrebet frisind. Frisind er valgt, fordi det spiller en helt central rolle i såvel i højskoleverdenen som for Birthe Rønn Hornbechs politiske virke. Frisind har om noget været Hornbechs centrale begreb i en politisk karriere med et solidt fundament i det grundtvigske - og en forkærlighed for det kirkelige. Et festskrift i form af en regulær politisk hyldest kan det ikke blive til her. Dertil har det seneste år været for turbulent for ministeren, hvis betingelser for at forsvare frisindet uden hensyn til realpolitikken med ét forsvandt, da hun satte sig i Intergrationsministeriets kontor. Men som fødselaren selv har sagt det, så er de mest interessante samtalepartnere sjældent dem, man er enige med. Derfor angribes og begribes begrebet frisind i dette festskriftbåde juridisk, politisk, teologisk, sproghistorisk og grundtvigiansk. Frisindets møde med det politiske ansvar udstillede frisindets indbyggede paradoks: at nogle i visse tilfælde må se sig nødsaget til at give køb på det for at forsvare det. Heri består den egentlige diskussion, som repræsenteres af skribenter med forskellige indgangsvinkler i dette festskrift. Så her fra skal der - på godt og ondt - lyde et tillykke med dagen.

oktober 2008

Annoncesalg Stibo Zone Kontaktperson Lars Juul Nielsen Tlf.: 8939 8833 Mob.: 2425 9622 @: hojskole@stibo.com Design Esben Niklasson Layout Katrine Dahlerup, FFD Forsiden Polfoto Tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com Næste nummer udkommer den 11. november. Deadline den 27. oktober. Medlem af Dansk Fagpresse. ISSN: 0018-3334


(FUBMJGF <G¤EJHFOM¼SFSVEEBOOFMTF>

Et lÌrerliv er fyldt med kompetenceudvikling, faglige udfordringer og en masse stjernestunder med børn og unge. Du vil elske det! Den frie LÌrerskole tilbyder en kompetent, dynamisk og højskoleprÌget lÌreruddannelse - mülrettet efterskoler, friskoler og højskoler. Tjek os ud pü nettet eller kom til Ollerup og bedøm selv. Vi glÌder os til at se dig!

XXXEĹźPMMFSVQEL

Siciliens ansigter

www.kiplingtravel.dk

9 dage i verdensklasse med flyrejse, billeje og overnatning pĂĽ unikke agriturismo og masser af lĂŚkre mĂĽltider. Daglig afrejse ĂĽret rundt, pris kun 7.890,-

Telefon: 47 16 12 20 www.kiplingtravel.dk

s. 5


højskole Notitser

s. 6

Højskolerne er gode til etniske minoriteter En ny evalueringsrapport fra CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse) konkluderer, at de danske højskoler er ganske gode til kulturmøde. Rapporten beskæftiger sig med den såkaldte kommunepulje, der havde til formål at forebygge at unge med anden etnisk baggrund faldt fra deres uddannelse. De skulle rustes til et uddannelsesforløb ved at komme på et længere højskoleophold. De unge med anden etnisk baggrund på højskolerner har ifølge rapporten udviklet sig positivt i retning af at tage en uddannelse, og de giver selv udtryk for, at de har lært meget om dansk kultur. Kommunepuljen er imidlertid tom nu. Og Rapporten viser også, at det langt fra er alle kommuner, derfremover vil finansiere et højskoleophold til de unge, og de unge selv er heller ikke tilbøjelige til at betale. ”Det er vigtigt, at projektet bliver fulgt op med det samme”, siger Khuram Shehzad, der er leder af udviklingsprojektet for FFD, ”så de gode erfaringer og den kompetence, der er oparbejdet på skolerne ikke går tabt”. Det vil vise sig, om der kan findes andre finansieringsmuligheder for de unge.

oktober 2008

Next stop Vollsmose Hvad er det for noget med højskoler og sociale boligområder? En nye højskole har set dagens lys i Gjellerup, sidste år rykkede en række højskoler til Blågaards Plads i København og nu er det Vollsmose, der er interessant for højskolerne. Vollsmose - der efterhånden må være et at Danmarks mest kendte kvarterer - skal danne baggrund for en række begivenheder og initiativer, organiseret af forskellige højskoler i samarbejde med lokale folk. Projektet startede sidste år i København under overskriften Next Stop. Tre højskoler gæster Vollsmose, og det første arrangement, organiseret af Grundtvigs Højskole har allerede fundet sted i form af en offentlig debat om mediebilledet af Vollsmose. Flere arrangementer følger i løbet af efteråret. Andebølle, Grundtvigs og Nordfyns højskoler er med i projektet, der næste år rykker til Århus.


Stigende interesse for lange kurser

Højskolerne på banen for velfærdsstaten

De danske højskoler oplever samlet set en lille fremgang i forhold til samme tid sidste år. Mens tilstrømningen til højskolernes korte kurser er steget markant over en længere periode, følger tallene for de lange kurser nu langsomt med. En rundringning til højskolerne foretaget af Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) viser, at elevtallet på efterårsholdene er steget en smule i forhold til samme tid sidste år. Små 3.500 elever er startet, og det er en stigning på 4%. Fremgangen dækker dog over udsving skolerne imellem. Nogle skoler oplever en pæn vækst, mens andre har oplevet et relativt stor fald i forhold til sidste efterår. To skoler har helt måttet opgive at gennemføre et langt efterårskursus på grund af manglende elever. Overordnet er det den samme udvikling, som man har set de senere år, nemlig at den negative kurve er knækket og højskolerne generelt set oplever en stabilisering, med en lille tendens til vækst. Generalsekretær i FFD, Niels Glahn; ”Vigtigst er det, at vi generelt oplever en øget interesse for at tage på et højskole-ophold, men det er fortsat vanskeligt for nogle skoler, så billedet dækker over store forskelle.”

En ny trend har fundet vej til de danske højskoler: Tyske sygeplejerske skal sluses ind på de tyndt besatte danske sygehuse. Og de skal lægge ud med et højskoleophold, så de ikke er helt på bar bund, når de skal være med til at lappe huller i det skrantende danske sundhedssystem. Således har man på Uldum Højskole har taget det første hold tyske sygeplejersker ind for på den måde at være med til kvalificere de tyske piger som gode danske samfundsborgere.

Polfoto

s. 7

Ryslinge beder om hjælp For at redde højskolen har Ryslinge startet en indsamling. Det er et underskud på omkring en million kroner over de seneste år, der har gjort initiativet nødvendigt. Formanden for højskolens bestyrelse, Erik Rahn Jensen, siger til Fyns Stiftstidende: ”Vi vendte idéen på en generalforsamling allerede i foråret, og da var der opbakning til det, så nu går vi i luften.” Den lidt alternative overlevelsesstrategi skal mobilisere skolens bagland - skolekreds, elevforening og skolens venner - for på den måde at tilføre den fornødne kapital. Givere kan støtte skolen på to forskellige måder: Enten ved at penge gives som gave, hvorved de kan trækkes fra i skat, eller ved et lån til en garantikreds, hvor pengene bliver returneret i 2018 - forudsat at skolen stadig eksisterer til den tid. Desuden har skolen besluttet at starte en efterskole til næste sommer, og det skulle også gerne stabilisere økonomien.


tema 65 - frisind

s. 8

Frisind: Brikker til en mosaik af jørgen carlsen (F. 1949) Forstander på Testrup Højskole. Er mag.art i idéhistorie. Tidligere formand for Idéhistorisk Forening samt Studenterkredsen, Århus.

frisind er et ord med ind byggede smilehuller. Det er vel en betegnelse, de fleste gerne vil smykke sig med. Frisind er også et begreb, som man kan bruge rigtig meget intellektuelt krudt på at levere højglanspolerede definitioner af. Det er også fint nok. Men begreber har det med ofte at opholde sig i de alpinske højder – i bekvem afstand af det liv, vi mennesker lever med os selv og hinanden. Og så har ord og begreber det jo med at være temmelig taknemmelige. De koster ikke så meget. Undertiden er de blot et pust fra stemmen. Man kan sige humanitet, tolerance og frisind og meget andet, uden at der behøver være den store dækning for ordene. Men det lyder som sagt som sød musik i de flestes ører. en gratis omgang Ikke hvad som helst, der fører sig frem under etiketten frisind, fortjener betegnelsen. Usandsynlig meget, der optræder som frisind og tolerance er hverken det ene eller det andet, men slet og ret en gratis omgang uforpligtende paradesnak. Forudsætningen for at kunne tale om ægte frisind må være, at man selv har noget i klemme og er villig til at betale omkostningerne. Et enkelt eksempel vil være nok til at illustrere, hvad jeg mener: Da man

oktober 2008

besluttede at udgive den nye salmebog, blev der nedsat en salmebogskommission, hvis arbejde blev fulgt med stor opmærksomhed og lidenskabelig medleven hos en lang række kirkeligt interesserede. Undertiden gik bølgerne virkelig højt, og ukvemsord føg gennem luften og i avisspalterne - ikke mindst selvfølgelig i Kristeligt Dagblad, som naturligt nok var platform for en stor del af salmebogsdiskussionen. Mange gik op i sagen med liv og sjæl. Det var simpelt hen hjerteblod for dem. De så meget nødigt bestemte salmer, som de holdt af, forsvinde ud i glemslens mørke. Og på den anden side kunne der være forslag, som de ikke brød sig om. Andre igen protesterede mod nogle skolemesteragtige filologiske ”forbedringer” af salmeteksterne, som de ikke så noget formål med eller berettigelse i. Kendsgerningen var vel, at det store flertal af danskerne tog hele denne diskussion temmelig afslappet, hvis de da overhovedet tog notits af den, hvad mange givetvis ikke gjorde. Var dette store flertal af danskere så mere frisindede eller for den sags skyld tolerante end dem, der røg i totterne på hinanden? Overhovedet ikke. De var nemlig helt og aldeles ligeglade. De mest opmærksomme af dem opfattede det alt sammen som et temmelig internt og ligegyldigt eller ligefrem sekterisk slagsmål. De havde overhovedet ikke aktier i foretagendet og iagttog nærmest hovedrystende bataljerne mellem ”de hellige”. Ser man på den såkaldte kulturdebat eller ”kulturkamp” eller værdikamp i det hele taget, oplever man den samme ophøjede ligegyldighed hos mange bidragydere. Det er påfaldende

ofte de ligeglade, dem der ikke har noget i klemme, der spiller bolden uskønt hen over banen med lange afleveringer - i stedet for at drible den frem. Frisind koster ikke så meget, når man selv bor et sted, hvor naboen er advokat, genboen tandlæge og hvor det altoverskyggende lokalpolitiske problem er at få dæmpet trafikken på villavejen, så ungerne kan færdes trygt på cykel. Af og til kan man ligefrem savne et sæt off-side regler i den offentlige debat. Læseren kan selv fylde ud med yderligere eksempler. Eller man kan fornøje sig over Rune Lykkebergs meget velanbragte indspark i bogen Kampen om sandhederne, der på en befriende måde får genetableret det tætte midtbanespil i kulturkampen. Lad os reservere betegnelsen frisind til mennesker, der personligt drager forpligtende konsekvenser af deres holdning. grundtvig og ph Det er almindeligt at forbinde højskolekulturen med den danske frisindstradition med rodforbindelse tilbage til selveste Grundtvig - ganske uanset hvad den monomane socialdemokratiske koldkriger Henning Tjørnehøj måtte mene om den sag. Men der er i min forestillingsverden en anden person, man heller ikke kan komme uden om: den legendariske ildsjæl Poul Henningsen (PH). Sidstnævntes forståelse af frisind og - hvad der er nok så vigtigt - hans praktisering af frisind er ganske enkelt enestående og bemærkelsesværdigt. PH spiller ikke bare fjerbold med begreberne, som Kierkegaard nok ville udtrykke det. I et interview i anledning af sin 70


s. 9

»

Usandsynlig meget, der optræder som frisind og tolerance er hverken det ene eller det andet, men slet og ret en gratis omgang uforpligtende paradesnak.

»

Frisind koster ikke så meget, når man selv bor et sted, hvor naboen er advokat, genboen tandlæge og hvor det altoverskyggende lokalpolitiske problem er at få dæmpet trafikken på villavejen, så ungerne kan færdes trygt på cykel.

års fødselsdag i 1964 fortæller PH, at han nogle år efter besættelsen får besøg af en fremmed mand, der høfligt spørger, om han har tid et øjeblik. PH inviterer ham indenfor, og de får en kop kaffe og en smøg. Manden fortæller så, at han netop er kommet fra fængslet, hvor han har siddet inde efter en dom for landsforræderi. Han var medlem af den berygtede Schalburgtage-organisation Wilfred Pedersen-gruppen. Den fremmede ville gerne takke PH, fordi han ikke var hjemme en bestemt aften i 1943. Manden var nemlig beordret til at anstifte en mordbrand på PH og hans familie til skræk og advarsel for alle antinazister. Gudskelov flygtede PH og hans kone Inger til Sverige kort før det skulle ske. Flugten forhindrede manden i at blive morder, og det var han nu dybt taknemmelig for. PH bød på endnu en smøg og en kop kaffe, alt imens de fortsatte den sælsomme samtale. Da manden brød op, fulgte PH ham til dørs med et venligt farvel. Med sig under armen fik manden til låns PH’s eksemplar af Athur Koestlers ”Mørke midt på dagen” - en bog, PH selv satte højt og mente kunne være opbyggelig læsning for den fremmede. Efter nogen tid blev bogen pligtskyldigst leveret tilbage. Selv kommenterede PH optrinet på følgende måde: ”Jeg har netop talt med min morder. Han sagde, at han var ked af, at han skulle slå mig ihjel. Meget mere kan man vel ikke forlange af sin morder!” Bag dette frisind ligger der et bestemt antropologisk grundsyn, der korresponderer meget godt med Grundtvigs skabelsesteologiske syn på mennesket. Når Grundtvig så energisk

insisterer på frisindet som den åndelige forudsætning for menneskeligt samvær, skyldes det grundlæggende, at ethvert menneske er et ”guddommeligt eksperiment” - intet mindre. Et eksperiment er noget, der ikke er afgjort en gang for alle. Der står noget på spil, når livet leves, og ingen kan på forhånd tage patent på, hvad mennesket er i almindelighed - eller hvad det enkelte menneske er i særdeleshed. Ja, et menneske kan vel knap nok tage patent på sig selv - for hvem er sig selv så gennemsigtig, at man forstår sin tilværelse til bunds? ”Kun den er fri, der vil lade Næsten være det med sig,” som det hedder hos Grundtvig. Denne objektive uvished i forhold til livsgåden genererer et menneskesyn, der frisætter den enkeltes livspotentiel: ”Gå da frit / enhver til sit / og stole på Guds nåde.” Hele denne frihedsproblematik har fået en fornem belysning i Regner Birkelunds netop udkomne Grundtvig-disputats ”Frihed til fælles bedste”. Så vidt Grundtvig - og nu tilbage til PH. Min pointe er, at selv om PH ikke abonnerer på den grundtvigske skabelsestanke, rummer hans menneskesyn noget af den samme åbenhed i forhold til den menneskelige tilværelse: et menneske er andet og mere end sine meninger! Det kan ikke bevises, men ligger som en underforstået præmis for det PH’ske frisind. Hør blot: “Jeg tror, man kan få mennesket til hvad som helst, gøre det til nazist, kommunist, katolik, protestant, få det til at skyde sine medmennesker, stege sine forældre, prygle sine børn, pine livet af sin kone, tilbede en sten, æde Jesu legeme og blod, lynche sagesløse - sig til, hvis


tema 65 - frisind

s. 10

jeg har glemt noget.” (1963) Et menneske er kort sagt andet og mere end sine meninger. Der gemmer sig med andre ord noget bag masken eller selviscenesættelsen, der modsætter sig en definitiv domfældelse. Det er vel også dette ”mere” hos et menneske, der motiverer den principielle modstand mod dødsstraf. Et menneske rummer muligheden for at ændre sig, at angre, at få en ny begyndelse. Denne mulighed afbrydes ultimativt ved en henrettelse. Så længe der er liv, er der håb. Men dødsstraffen eliminerer begge dele. Eksperimentet aflyses. fra bøddel til medmenneske I bogen Psykologi og eksistens giver den østrigske psykolog og logoterapeut Viktor E. Frankl en tankevækkende beskrivelse af et menneskes forvandling fra gemen nazibøddel til et hjælpsomt medmenneske: ”Lad mig fortælle om dr. J’s tilfælde. Han er det eneste menneske, jeg har mødt, jeg ville vove at kalde et Mefisto-væsen, en satanisk skikkelse. Dengang kaldtes han som regel ”massemorderen fra Steinhof ”, navnet på det store sindssygehospital i Wien. Da nazisterne begyndte på deres eutanasiprogrammer holdt han alle trådene i sin hånd, og han var så fanatisk i det job, han havde fået, at han prøvede på ikke at lade ét eneste psykotisk individ undgå gaskammeret. Efter krigen, da jeg kom tilbage til Wien, spurgte jeg, hvad der var blevet af dr. J. ”Han var blevet taget til fange af russerne og sat i en af cellerne i Steinhof,” fortalte han mig. ”Næste dag stod døren imidlertid åben, og dr. J. - ham så man aldrig igen.” Senere blev jeg overbevist om, at han, som så mange andre, ved hjælp af sine venner var i Sydamerika. For ikke så længe siden blev jeg imidlertid konsulteret af en østrigsk diplomat, der havde været fange bag jerntæppet i mange

oktober 2008

»

Det er almindeligt at forbinde højskolekulturen med den danske frisindstradition med rodforbindelse tilbage til selveste Grundtvig - ganske uanset hvad den monomane socialdemokratiske koldkriger Henning Tjørnehøj måtte mene om den sag. år, først i Sibirien og derefter i det berømte Ljubljanka fængsel i Moskva. Mens jeg undersøgte ham neurologisk, spurgte man mig pludseligt, om jeg kendte dr. J. Da Jeg bekræftede dette, fortalte han: ”Jeg lærte ham at kende i Ljubljanka. Han døde der, da han var omkring de fyrre, af blærecancer. Før han døde, viste han sig som den bedste kammerat, man kan tænke sig! Han trøstede alle. Han levede op til den højest tænkelige moralske standard. Han var den bedste ven, jeg mødte i mine lange fængselsår” Dette er historien om dr. J., ”massemorderen fra Steinhof ”, konstaterer Frankl: ”Hvordan kan nogen vove at forudsige menneskets adfærd! Man kan forudsige en maskines, en automats bevægelser; ja, man kan også prøve på at forudsige mekanismerne eller ”dynamismerne” i den menneskelige psyke: men mennesket er mere end psyke.” Det karakteristiske for mennesket

er, at det rummer en principiel uforudsigelighed. Mennesket er ifølge Frankl ”et selvoverskridende væsen. Den menneskelige tilværelse har en ontologisk porøsitet. Der er meget vide grænser for, hvad et menneske kan udvikle sig til – på godt og ondt. Akkurat dette blev også emfatisk påpeget af PH. At indkalkulere denne flerdimensionale betragtning af mennesket er slet og ret frisindet metafysiske forudsætning. det er ikke let at være minister Jeg har i adskillige år tilhørt fanskaren af dem, der har betragtet Birthe Rønn Hornbech som noget nær det eneste ordentlige mandfolk i Folketinget - takket være hendes ukuelige frisind og kompromisløse insisteren på elementære, grundlovssikrede rettigheder. Jeg sætter stor pris på hende som person, men må modstræbende se i øjnene, at hun ikke ligefrem har været nogen superstar i rollen som integrationsminister. Jeg kunne også have sagt ”i rillen som integrationsminister”. For er sandheden ikke den, at så længe regeringen har pantsat sin integrationspolitik hos DanskFolkeparti, så er det så som så med manøvremulighederne for en hvilken som helst nok så velmenende minister? Det er, som om integrationsministeren i den herskende regeringskoalition er dømt til at køre i en og samme rille. Jeg er temmelig overbevist om, at Birthe Rønn Hornbech har spist rigtig mange kamelbøffer på det seneste - også flere, end hun personligt kan goutere. Hun har givetvis i nogen tid befundet sig i et prekært dilemma mellem at være en fri ånd og et loyalt regeringsmedlem. Personligt så jeg hende hellere i den første rolle end i den sidste. Kirkeministeriet forvalter hun til gengæld med stor behændighed. Her føler hun sig tydeligvis på hjemmebane og kan lade arbejdsglæden få frit løb.


Frisind, religion og ret af lisbet christoffersen (F. 1953) Cand.jur. og Ph.D. Lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet. Adjungeret professor i kirkeog religionsret ved Københavns Universitet.

fornemmelsen for, at religio nerne i samfundene repræsen terer en pluralisme, der må respekteres, fordi der er grænser for, hvor langt det politiske kan blande sig i det religiøse og omvendt, ligger dybt i europæisk og dansk kultur. Vanskeligheden er blot, hvordan skellet mellem det religiøse og det politiske skal lægges. Det er fristende systemteoretisk at tænke religion som et delsystem blandt samfundets øvrige kommunikative delsystemer. I Danske lov fra 1683, der delte reguleringen af samfundet op i en række forskellige bøger, udgjorde det statslige religionsvæsen en bog for sig. Denne tænkning tillader at medinddrage det religiøse felt i det offentlige rum - blot det religiøse felt optræder som distinkt adskilt fra de øvrige felter. ”Hver ting til sin tid”. Religionsudøvelse for sig i kirken om søndagen. Undervisning for sig i (høj)skolen om mandagen. I enevælden blev denne model holdt sammen af det forhold, at folket havde pligt til at være medlem af kongens kirke. Det var det samme folk, den samme konge, den samme kirke og den samme skole. På dét grundlag er det ikke vanskeligt at sektorinddele. Sammenhængskraften opretholdes af det statslige centrum. Lommerne

af undtagelser legitimeret af statslig anerkendelsespolitik. Men vi lever vel ikke længere i en oplyst enevælde? Også den grundtvigske højskoleæra’s storhedstid blev holdt sammen af en enhedstankegang. Her var centret i modellen ikke et statsligt tvangssystem, men en fælles fortælling, der normativt forpligtende bandt (høj- eller fri)skole og (valg- eller fri)menighed sammen. I begge perioder altså med de samme fortællinger som bagvedliggende normativt fællesgods. skel mellem offentligt og privat En anden model til løsning af spørgsmålet om religionernes plads i det offentlige rum i det danske er at opfatte religion som en privatsag. Det er der jo ingen tvivl om, at vi gør i Danmark, for så vidt man med ’religion som en privatsag’ mener, at afklaring i forhold til det religiøse er et individuelt og højst personligt og privat anliggende, som ingen er forpligtet til at inddrage andre i. Men når der her tales om privat over for offentligt, så handler det ikke om noget personligt-privat over for noget fælles-offentligt. Religion er en privat-sag i den forstand, at det er en personlig sag - individuel religionsfrihed, for nu at bruge et retligt sprog - men religion er samtidig en kollektiv sag: den religionsfrihed, vi i Danmark har rodfæstet i grundloven, er kollektivt udformet, det er de danske borgere tilladt at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning. Både den personlige og den fælles afklarethed i forhold til det religiøse

»

Frisind som værdi har at gøre med evnen til at kunne skelne mellem kirke og skole, religion og stat - og give frihed og plads også til den, der har en anden religiøs overbevisning, så længe han eller hun bidrager til det fælles narrativ om det danske folk.

s. 11


tema 65 - frisind

s. 12

»

Højskolesangbogen sætter salmerne ind i den årstidsrytme, hvor de hører hjemme. Indebærer det, at der også kan indoptages jødiske sange, knyttet sammen med Hannukka og muslimske sange, relateret til Ramadanen?

oktober 2008

kunne i politisk og retlig forstand være henvist til det private rum, forstået sådan, at der ikke var adgang til offentlige religiøse ytringer, at der ikke var adgang til klokkeringning, at der ikke var offentlighed ind i trossamfundenes økonomi og retlige vilkår, endsige offentlig styring af disse. Den danske model er anderledes. Her kombineres det private (for nogle trossamfund) med det offentlige (for folkekirken). Skellet mellem offentligt og privat deler altså enevældens religons-sektor midt over. Nogle trossamfund er retligt set fuldstændig privatiserede. Der er ingen offentlig indseende med forvaltning, økonomi, ledelsesstrukturer eller andet, og offentligheden har ikke noget krav om at blive informeret om sådanne forhold. (Det betyder ikke, at man aldrig kan få noget at vide. Der er nogle trossamfund, som giver sådanne oplysninger på forespørgsel eller lægger oplysningerne på hjemmeside mv. Men det betyder, at den kritiske journalist principielt kan verfes af foran hoveddøren). De trossamfund, som juridisk set kan afvise både den almene offentlighed og offentlige myndigheders indseende, kaldes i grundloven for afvigende. Grundloven forudsætter ganske vist, at deres forhold skal ordnes ved lov. Det er aldrig sket - og det har siden salig Tschernings tid fra 1850erne og frem været anset for specielt frisindet, at statsmagten ikke ville spørge til et trossamfunds forhold til det omgivende samfund. I forhold til de ikke-folkekirkelige trossamfund er der således adgang til et særdeles omfattende muligt fribord. Begrundet

med begrebet frisind. Religion er en privatsag, og det er frisindet ikke at gribe ind i de ydre rammer for religionsudøvelsen. Også når det gælder flertallets religionsudøvelse, er hovedpositionen begrundet med begrebet frisind. Men positionen er nøjagtigt modsat: her er det en omfattende offentlig-retlig regulering, der begrundes med sikring af hensyn til frisind. Hovedeksemplet har jeg selv bidraget til, mens Birthe Rønn Hornbech har været kirkeminister. Det undrede mig nemlig, at der i den folkekirkelige regulering opretholdes en ret for menighedsrådene til at lade deres indstilling af kandidater til et ledigt præsteembede være baseret på køn. Ligesom det undrede mig, at nogle sognepræster fik lov til at forholde sig til biskoppens funktion og til samarbejde med kolleger på grundlag af hans/hendes køn. Jeg spurgte blandt andet, i hvilket omfang der er teologisk begrundelse for denne praksis i en kirke, hvor ligebehandling uanset køn, race, seksualitet, handicap, alder mv. også teologisk anses for at være hovedvejen. Og jeg spurgte, om der ikke i virkeligheden var tale om brud på den almindelige ligestillingslovgivning (jeg mener: i en folkekirke, der ikke har nogen anden ledelse end landets regering). Men fik det svar, at det skyldes et frisindet hensyn til (private?) religiøse følelser hos offentligt ansatte præster og menighedsrådsmedlemmer, der skal varetage hele sognets anliggender i en offentlig-retligt reguleret kirke. Selv synes jeg måske, at frisindet - som på skoleområdet - mest naturligt havde peget på muligheden for at gå privat,


s. 13

dvs. at danne valgmenighed, eller måske endog frimenighed. Hvad der er frisindet, ser altså ud til at variere, alt efter, om det, der bedømmes, er flertallets eller mindretallets religionsudøvelse. Men jeg tror nu, at frisindet snarere har sammenhæng med det mere grundlæggende spørgsmål om at holde armslængde til kernerne i religionsudøvelsen. Og så er det blot formen for armslængdeprincippet, der må variere afhængigt af, om der er tale om privat-retligt eller statsligt reguleret kirke. sekularistiske, dualistiske eller multikulturalistiske skel Da jeg på et tidspunkt havde brug for at udfolde min refleksion over det gode grundtvigske ord frisind i en engelsksproget kontekst, gav oversættelsen mig vanskeligheder. Det første, ordbogen foreslog, var liberal i betydningen libertarianism. Her skulle frisind have rødder til fælles med en a-religiøs eller måske endog anti-religiøs kamp mod enhver form for moral-kodeks eller enhver form for religiøst tyranni over eller bidrag til den fælles refleksion over samfundslivet. Det er en brug af begrebet, der ganske nemt kobles med den franske historie. Tolerance er anden en mulig, men ligeledes problematisk oversættelse. Begrebet betegner en situation, hvor en mindretals-religion præcis er tålt, men dens tilhængere anses ikke for at være en del af fællesskabet. Begrebet har rødder i det Østrig-Ungarske kejserrige sent i 1700-tallet (efter at

mod-reformationen sejrrigt var gennemført), hvor tolerance-ediktet gav grundlag for, at der kunne gives kejserlig tilladelse til, at også protestanterne kunne bygge kirke og have gudstjeneste inden for Wien’s mure. Men vel at mærke forudsat, de to protestantiske religioner byggede deres kirker på én fælles grund (så vidste man, hvor man havde dem) og forudsat, de ikke havde dør i deres kirker direkte ud til gaden, men kun en skjult indgang i gården (så wiener-borgerne ikke alt for nemt blev fristet til at opsøge disse kætterske kirker). Noget i modellen minder mig om Kirkeministeriets begejstring over Lene Kühle’s undersøgelse, da hun for et par år siden påviste, at vi har mere end 70 samlingssteder for muslimsk religionsudøvelse i Danmark. Det blev lynhurtigt til, at vi har mere end 70 moskéer. Nå, har vi det - ja, men ikke én af dem er bygget som moskéer (jo, måske en, men den tilhører Alevisamfundet). Her lever vi fint op til historien. De europæiske stat-kirkesystemer har i meget vid udstrækning dualistisk set på relationer mellem staten og én nationalkirke, hvorimod de øvrige trossamfund er blevet set som afvigere fra en fælles norm - således også i Grundlovens ord fra midten af 1800-tallet om de afvigende trossamfund. Endelig kunne frisind oversættes ved broad-mindedness – men betyder det ikke, at alt i virkeligheden er lige fedt, anything goes på en måde, hvor der ingen afgjorthed er til stede, ingen fælles instans til at foretage en samlet afklaring? Den (mangel på) holdning, ja, måske endog mangel på retstilstand

kan vel føre til en multikulturalisme, der ophæver forestillingen om en fælles folkelighed? sammenholde, ikke sammenblande Frisind som grundtvigsk begreb handler vel derimod om en samtænkning. Ikke en sammenblanding, men altså heller ikke en fuldstændig adskillelse. En samtænkning af fx kirke, skole, folk, samfund og stat. En samtænkning, der fx ligger skjult i Højskolesangbogen. Frisind som værdi har at gøre med evnen til at kunne skelne mellem kirke og skole, religion og stat - og give frihed og plads også til den, der har en anden religiøs overbevisning, så længe han eller hun bidrager til det fælles narrativ om det danske folk. Frisind har at gøre med slagordet frihed for Loke såvel som for Tor eller modstanden mod at gøre forskel på hedning, tyrk og jøde. Frisind har altså at gøre med en grundholdning om, at der skal være frihed i samfundet for enhver med en hvilken som helst normativ religiøs baggrund, så længe man ønsker at bidrage til den fælles samfundsorden. frisind, religion og ret Måske lige præcis ved at anvende det samme grundlæggende fælles retlige system. Det siges, at denne forudsætning er under opløsning når man fx i England tillader voldgiftsnævn, der anvender Shari’a normer (eller tilsvarende: normer fra kanonisk ret eller mosaiske normer). Man kunne i stedet


tema 65 - frisind

s. 14

understrege, at der er tale om et forsøg på at binde disse voldgiftsorganer ind i det almindelige engelske retssystem ved at bringe dem i kontakt med de engelske domstole - i stedet for at se en fortsat udvikling af helt parallelle retssystemer uden indbyrdes sammenhæng. Frisindet har så altså måske at gøre med det forhold, at der kan trives flertalsreligion og mindretalsreligioner i det samme samfund med én fælles lovgivende, udøvende og dømmende magt, hvor der frisindet tages højde for religiøse normers betydning i sager, der ikke har at gøre med grundlæggende menneskelige rettigheder. En religiøs pluralisme, der tillader en frihed i skole og hjem, fordi den er bundet sammen om én fælles samfundsorden. kan ”den blå” vise vejen? Der er imidlertid to forudsætninger mere for forholdet mellem de religiøse fortællinger i samfundet og de retligt-politiske fortællinger i det samme samfund. Det er måske de to yderligere forudsætninger, der i dag får spørgsmålet om bud på begrebet om frisind tilbage på banen. Den ene forudsætning er, at de religiøse fortællinger i al deres forskellighed alle bidrager til og taler ind i et fælles samfundsmæssigt narrativ. Men holder det, eller er det blevet en naiv forudsætning? Og er det derfor, at der er pres på en statslig styring af indholdet i undervisningen i både folkeskole og friskole, så skolen kan formulere et fælles narrativ, der ikke længere ligger som fælles u-udtalt forudsætning for de forskellige religiøst-normative bidrag til samfundet? Den anden måske problematiske forudsætning har højskolesangbogsudvalget bragt for dagen i sin redaktion af 18. udgave. Det er forudsæt-

oktober 2008

ningen om, at de kristne salmer i det danske samfund er så sekulariseret en del af en fælles kulturarv, at de ubesværet kan placeres som en del af årstidsrytmen. Men holder det? Eller betyder de-sekulariseringen, at salmerne igen får religiøs tydning - og dermed igen tydeligere siger kirke som noget distinkt forskelligt fra skole? Sekularistiske, dualistiske og multikulturelle løsninger ser alle religiøse traditioner som den anden, det farlige, det udenforstående, der skal bekæmpes eller anerkendes som noget distinkt andet eller gives sit eget rum. Det er der faktisk også store dele af den danske lovgivningsmagt, som gør. Da beskæftigelsesministeren i foråret fx fremsatte et lovforslag om en fælles ankeinstans til behandling af klager over forskelsbehandling på grund af bl.a. religion, var alle mulige organisationer vanen tro blevet hørt om forslagets indhold, forud for behandlingen i Folketinget. Også Landsforeningen for bøsser og lesbiske. Kun én gruppe var ikke blevet hørt. De religiøse organisationer, kirkerne og trossamfundene. Selvom lovforslaget - der altså også handler om diskrimination på grund af religion og tro - jo da også skulle organisere deres hverdag. En distinktion, baseret på frisind, anser ikke religiøse fortællinger for farlige. Den binder i stedet religiøse fortællinger sammen med retlige og politiske fortællinger i et fælles narrativ. Højskolesangbogen sætter salmerne ind i den årstidsrytme, hvor de hører hjemme. Indebærer det, at der også kan indoptages jødiske sange, knyttet sammen med Hannukka og muslimske sange, relateret til Ramadanen - forudsat de kan sekulariseres tilsvarende til at blive drømme om idealer, der kan omsættes i et fælles narrativ?


Opfordring til modstand af søren krarup (F. 1937) Medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti fra 2001. Cand.teol. og indflydelsesrig debattør inden for Tidehverv.

kære birthe (rønn hornbech), Højskolebladets redaktør har bedt mig deltage i et festskrift til dig i anledning af, at du fylder 65 år du, der ser ud, som om du ikke er en dag over 40 -, og for gammelt venskabs skyld gør jeg det gerne. Han tilføjer, at festskriftets tema skal være emnet ”frisind”, og dette tema i en grundtvigiansk sammenhæng indgiver mig en vis skepsis, må jeg tilstå, og måske indbefatter denne skepsis også den unge fødselar. Disse alt for færdige slagord bidrager til at lokke folk i fordærv undertiden også dig. Jeg har aldrig fået sagt dig, at din deltagelse i debatten om det muslimske tørklæde i dommersædet, udmøntet bl.a. i en kronik i Politiken, som ”organet for den højeste oplysning”, (Edvard Brandes´ præsentation fra 1884), naturligvis lavede en forsidehistorie ud af, forekom mig overfladisk, ikke mindst fordi du som begrundelse for din opfattelse henviste til Luther og Grundtvig. Det var billigt. Det var på niveau med Politiken. Men du burde hæve dig over Politikens letfærdige omgang med slagord. Frisind hænger sammen med frihed, og såvel Politikens som grundtvigianernes brug af ordet frihed trækker ordet i retning af den store ligegyldighed. Jakob Knudsens kritik af Holger Begtrups og de radikale højskolers brug af friheden er kun alt for berettiget. I anledning af denne hilsen til dig

har jeg genlæst romanen ”En Ungdom” fra 1913, og højskoleforstander Eigil Spøhrs motto fra hans højskole, ”Gør, som I vil, så tager i hvert fald ikke friheden skade!”, lyder i mine øren som det karakterløshedens feltråb og dermed som den parodi på frihed, som højskolens og kulturradikalismens brug af begrebet kun alt for ofte viste sig at være. Ja, gør som I vil, så tager i hvert fald ikke friheden skade. Ikke sandt, lad alting være lige meget, lad bare frihed betyde tyranni, lad bare Tyskland erobre Danmark og islams despoti erobre den danske offentlighed - så undgår vi i hvert fald den strid, vi ikke tåler. Eigil Spøhr er jo Holger Begtrup, og romanens tema og indhold er bestemt af den kamp om Danmarks forsvar, som prægede den offentlige debat i Danmark omkring 1910. Holger Begtrup og hans fløj af højskolen støttede radikalismens og socialdemokratismens pacifisme. De ville ikke forsvare landet, for de dyrkede kulturforsvaret og freden. Krig var gammeldags og umoderne, og at Danmarks sikkerhed var truet i en kommende europæisk krig, måtte ikke få moderne fredsvenner til at opgive fremskridtets og pacifismens parole. Sådan talte frihedens sande venner i højskolen og Politiken. ”Gør, som I vil, så tager i hvert fald ikke friheden skade!” Konsekvensen var som bekendt 9. april 1940 med hertil hørende samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, og det er denne brutale virkelighed, Jakob Knudsen hævder i romanen over for sin gamle ven Holger Begtrup. Nej, en frihed, der ikke vil

»

Frisind hænger sammen med frihed, og såvel Politikens som grundtvigianernes brug af ordet frihed trækker ordet i retning af den store ligegyldighed. skelne mellem sandhed og løgn, mellem frihed og tyranni, er ikke frihed, men ligegyldighed, karakterløshed, tomhed. Hvis der er mening i friheden, så vil den forsvare sig mod ufrihed og undertrykkelse. Hvis ikke frihed skal blive et andet ord for fjottethed og selvopgivelse, så kender friheden sine grænser og forsvarer dem mod frihedens fjender. Og hvis frisind skal være andet og mere end et ligegyldiggørelsens banner, så går frisind ikke på kompromis med hellighedens herskesyge og undertrykkelse. friheden sætter ansvaret Grundtvig var som bekendt ingen fredens mand, men en stridbar, kategorisk profet, som nok vidste at kende forskel på frihed og tyranni og aldrig veg tilbage for opgøret med løgnen, hvad enten denne viste sig i skikkelse af H.N. Clausen eller nationalliberalis-

s. 15


tema 65 - frisind

s. 16

»

Hvis der er mening i friheden, så vil den forsvare sig mod ufrihed og undertrykkelse. Hvis ikke frihed skal blive et andet ord for fjottethed og selvopgivelse, så kender friheden sine grænser og forsvarer dem mod frihedens fjender.

»

Kære Birthe, du bryder med luthersk kristendom og gør dig til en sværmer, når du vil legalisere muslimsk hellighed ved at acceptere tørklædet i dommersædet. Den muslimske kvinde må tro og tænke, hvad hun vil - i et kristent land.

oktober 2008

men, for i sidste instans var Grundtvig et barn af luthersk kristendom, og hvad Martin Luther angår, så har han sagt om frihed, hvad der i mine øjne gælder som det sidste ord. Hans skrift om ”Et kristenmenneskes Frihed” siger den sandhed om frihedens art, som sætter tingene på plads. Jeg synes i al enkelhed, at den opfattelse af frihed, der ikke er begrundet i ”Et kristenmenneskes Frihed”, går galt i byen. Som bekendt bygger Luthers skrift på to sætninger. Første sætning lyder således: ”Et kristenmenneske er en fri herre over alle ting og ingen undergivet”. Anden sætning siger: ”Et kristenmenneske er i alle ting en træl, skyldig at gøre tjeneste og enhver undergivet”. Jeg hører de to sætninger som lov og evangelium. I evangeliets sammenhæng gælder, at på grund af Guds nåde, som har sendt sin enbårne søn til verden for at frelse syndere, heriblandt mig, er jeg en fri mand i alle åndelige spørgsmål, ingen pave eller hellighed undergivet, men fri til at tro og tænke, som jeg vil. Men i lovens sammenhæng gælder, at netop den Kristus, der har frigjort mig åndeligt fra pave og afguder, sætter mig ind i verden med min næste, hvem jeg i alle ting er skyldig at tjene og vide mig forpligtet på. Evangelium og lov. Ubetinget frihed og ubetinget ansvarlighed. Frigjort af evangeliet fra alle religiøse undertrykkere og åndelige tyranner. Men bundet af Guds ord til at gå ind i lovens verden og tage min næste alvorligt og vide mig forpligtet til at være jorden og min virkelighed tro. Evangeliet sætter loven. Friheden sætter ansvaret. Et kristenmenneske er i alle ting en fri herre og ingen undergivet, men netop som dette frie menneske er han og hun vist ned i virkelighedens verden og skal hævde dens art og grænser. Med andre ord: Et kristenmenneske er det modsatte af en svær-

mer og en idealist. Et kristenmenneske er sin families trofaste barn og sin konges lydige undersåt og sit samfunds lovlydige borger, som står op imod alle, der vil overtrumfe den gældende lov med religiøs herskesyge og ideologisk bedreviden. Lov og evangelium deler mellem Guds og kejserens rige, og i kejserens rige skal du som sand borger og god soldat kæmpe for lovens og landets frihed. I et kristenmenneskes sammenhæng skal vi ikke tåle selvretfærdige tyranner, som i deres helligheds navn vil gøre os til anden rangs borgere og dhimmier, stemplet som urene af dem, der også i klædedragten viser os deres foragt.    politikens sørensen Kære Birthe, du bryder med luthersk kristendom og gør dig til en sværmer, når du vil legalisere muslimsk hellighed ved at acceptere tørklædet i dommersædet. Den muslimske kvinde må tro og tænke, hvad hun vil - i et kristent land. Der hersker åndelig frihed. Men når hun vil indføre sin hellighed i det verdslige og fremhæve sin egen renhed og foreholde os andre vores urenhed, så sammenblander hun det åndelige og det verdslige regimente og præker i dommersædet. Jeg vil modtage min dom, hvis jeg har overtrådt loven i landet. Men jeg vil som et kristent menneske ikke finde mig i at blive udsat for en selvretfærdig præken af dommeren i den anledning. Jamen der er jo bare tale om 30 gram tekstil, siger muslimen. Fint, svarer jeg, så tag de 30 gram tekstil af. Men det vil den muslimske kvinde ikke under nogen omstændigheder, hvorved hun beviser, at det er jo ikke 30 gram tekstil. Det er hellighedens manifestation. Det er lovreligiøsiteten i det verdslige. Det er renheden og retfærdigheden i det ydre, der som sådan nagler os andre til vores urenhed.


s. 17

Og således krænkes et kristenmenneskes frihed, for religiøs renhed og retfærdighed har intet at gøre i det ydre, i samfundets ordning eller i dommerens embedsdragt. Her gælder ubetinget adskillelsen af åndeligt og verdsligt, af åndelig frihed og verdslig orden. Frit at tænke, tro og tale - javist, det er et kristent samfunds uopgivelige regel. Derfor står vi f.eks. ubetinget fast på ytringsfriheden. Men netop derfor må vi lige så ubetinget afvise islams krav om hellige regler i det borgerlige samfund, for det er åndsfrihedens undergang. Jeg er overbevist om, at du er enig med mig. Du har bare ikke tænkt dig ordentligt om. Eller du er blevet forlokket af Politikens sirenesang om ”frisind”. Nej, netop sansen for åndelig frihed - og det er jo indholdet af begrebet frisind - tvinger os til strenghed over for åndelig og religiøs anmasselse. Vi kan og vil ikke bøje os for islams forlorne hellighed. Vi kan og vil ikke acceptere, at vi er urene, fordi renhedens symbol, det muslimske tørklæde, anklager os for at være det. Vi vil som kristne mennesker derfor ikke finde os i tørklædet i dommersædet. Ikke sandt, din kronik, som Politiken slog stort op på forsiden, sagde jo det samme som højskoleforstanderen i ”En Ungdom”: ”Gør, som I vil, så tager i hvert fald ikke friheden skade!” Men det gør friheden netop. Det gør frisindet også. Det lever af sondringen mellem åndeligt og verdsligt regimente, af viljen til at forsvare den åndelige frihed mod dem, der vil lægge den i lænker. Vi står over for en truende hellighed og totalitarisme, og det er nødvendigt for et kristenmenneske at turde stå op imod den og sige nej. Frisindet kræver det.

Herning Markedspladsen 2 7400 Herning Tlf. 96 26 38 00 København Havneholmen 29 1561 København V Tlf. 39 15 52 00

<bjkiXgcX[j\i

c\ac`^_\[\i

L^\.f^/×?fk\cf^ Gi`j\i]iXbi%(% *,,#$ ;Xejbjb`jbfc\

Til lykke med dagen og mange venlige hilsener, Søren Krarup

nnn%XXi_lj$jb`i\aj\i%[b kc]%/-(*/*)*


tema 65 - frisind

s. 18

Frisind og danskhed af eberhard harbsmeier (F. 1943) Rektor for Teologisk Pædagogisk Center og adjungeret professor ved Århus Universitet. Født og opvokset i Tyskland. Cand.teol. fra universitetet i Göttingen. Bosat i Danmark siden 1972.

Frisind er i mine øjne et dansk ord - selvom det måske op- rindelig er et låneord fra tysk. Man bruger ikke ordet i dag i tysk sammenhæng, og er der noget, der er karakteristisk for dansk kirkelighed og folkelighed, må det være ordet frisind. Det kan man opleve ganske konkret til møder i forsamlingshuse, under en gammeldags generalforsamling, hvor frisindet og demokrati næsten er en hellig handling, den inderlighed, hvormed man synger frihedssalmerne fra Højskolesangbogen: Frihed er det bedste guld. Det er jo ellers ikke god tone at tale for meget om friheden i en luthersk sammenhæng. Lutherske teologer, især de tyske, er præget af en stor fobi for kaos, derfor har jeg i min gymnasietid kun hørt om frihed og bundethed med den pointe, at man kun virkelig er fri, når man er bundet. Det er jo ikke forkert, og dog er tonen en anden end i Danmark, hvor frisind prioriteres højt, og hvor kaos ikke først og fremmest betragtes som en trussel, men også som tegn på kreativitet og liv. En gammel vits siger om tyske konservative lutherske teologer, at de ville oversætte Paulus' berømte ord fra 1. Kor. 13 sådan: ”Så bliver da tro, håb

oktober 2008

og kærlighed, men størst af dem er ’die Ordnung’". Skulle man lave en dansk version af denne historie, så skulle det jo nok hedde, at det var frisindet, der var størst. frisindets forsvarere Nu kan man jo diskutere, hvad friheden og frisind egentligt er teologisk, og teologer, især lutherske, har været overordentligt kritiske over for frihedsidealet, der jo i virkeligheden er noget, der ikke har kristne rødder, men kommer fra oplysningstiden vendt imod kirken og præsterne. På en måde er det dybt farisæisk, at netop en luthersk kirke puster sig op som frihedens forsvarer - for lutherske kirker har altid været imod friheden - og alt det, som den danske kirke roser sig så meget. For friheden inden for folkekirken er jo noget, som blev påtvunget kirken udefra. I hvert fald var biskopperne og de fleste præster altid imod. På den måde ligner den danske folkekirke de andre lutherske kirker - alt, hvad der er smukt og godt i dansk frihedslovgivning inden for kirken, er vedtaget imod biskoppernes vilje - menighedsråd, sognebåndsløsning, frit præstevalg, kvindelige præster, biskopperne var altid imod. Det særlige og gode ved den danske kirke er, at biskopperne blev sat på plads af politikere med I.C. Christensen i spidsen. Han lyttede heldigvis ikke til biskopperne, og i det lys er det en stor skade, at nutidens politikere er alt for ydmyge overfor biskopperne og giver dem for lidt modspil. Så bliver vi en

bispekirke - og frisindet har det ikke godt i en sådan kirke. Frisind er et smukt ord. Vil man oversætte det til andre sprog, betyder det noget i retning af tolerance, åbenhed. Og det præger dansk folkelig og politisk kultur, at frisind sættes så højt. Danmark har en høj demokratisk kultur, sans for at demokrati ikke er et flertalsdiktatur, men et samfund, hvor mindretal og anderledestænkende har deres ret og deres plads. Mens ordet tolerance for mange har en negativ klag og smager af holdningsløshed, er frisind det positive ord, der forener egen holdning med respekt for andres holdninger. I virkeligheden er respekten for anderledes tænkende og for andre kulturer jo betinget af, at man har et eget ståsted og en egen holdning. Fremmedfjendskhed er i virkeligheden udtryk for åndelig forfald: Fordi man ikke har en egen holdning og en egen kultur, er man bange for at blive rendt over ende af andre kulturer. frisind som farisæisk danskhed Frisind kan også blive til ideologi, en slags farisæisk danskhed, som om det var en dansk eller skandinavisk opfindelse. Det er måske også grundtvigsk arv. Grundtvig var, som barn af sin tid, overbevist om dansk kulturs overlegenhed i forholdt til andre kulturer, den tankegang lever - i hvert fald uudtalt - videre. Der ligner Danmark i mine øjne USA med myten om Guds eget land. Her slår frisindet over i sin modsætning. Jeg vil kalde det for det selvoptagne frisind, der kommer af, at


s. 19

man er mere optaget af egen frisind - som andre angiveligt ikke har - end af åbenhed over for andre. Frisind er godt, det er både charmerende og opløftende fx for en tysker at opleve, at der er en fri tone og i det hele taget højt til loftet i Danmark. Men frisind slår om i sin modsætning, når man i stedet for at vise frisind er optaget af sin egen frisind. Så bliver frisind til det modsatte, nemlig det, at man vil pådutte hele verden sin egen danske levevis. Freedom og democracy er jo udmærket, men hvis det betyder, at hele verden skal påduttes amerikansk levevis, så bliver frisind til sin modsætning: en totalitær ideologi uden virkeligt frisind og sansen for retten til at være anderledes. Det hele afspejler et dilemma, som ikke først og fremmest skyldes personlig svigt, men så at sige ligger i sagens natur: Man kan forsvare friheden til døde. I frihedens navn undertrykke andre folkeslag og kulturer. Det er den gamle problematik: Kan man være tolerant over for intolerance? Skal dem, der bekæmper friheden, nyde friheden? Nogle vil sige: Nej, der sætter vi grænsen. Jeg vil sige: Ja, den risiko må vi tage, ellers bliver frisind til en totalitær ideologi. Det er jo rigtigt, at der er mange, der misbruger friheden. I kirkelig sammenhæng er det højrefløjen, der påberåber sig friheden og mindretalsrettigheder - men deres mål er jo netop at knægte den frihed, de påberåber sig. Skal man deraf drage den konsekvens at nægte dem frihe-

den? Mit svar er afgjort nej. Så bliver frisind til ideologi - den ideologi, der i den kolde krigs tid i frihedens navn knægtede friheden ved kommunistforskrækkelse. Frisind må betyde, at man betaler den pris, at nogle misbruger den frihed, de har. Den pris er jeg villig til at betale, fordi jeg ikke vil forsvare friheden til døde. Jeg indrømmer gerne, at det er et politisk dilemma, for selvfølgelig har frisindet også grænser, der hvor friheden krænker andres frihed. Birthe Rønn Hornbech personificerer for mig at se dette dilemma, for hvordan man end vender og drejer det, så er det vel sådan, at man i praksis må begrænse friheden for at forsvare den. Kommer vil til at ødelægge friheden ved at forsvare den til døde? Frisind er respekten for anderledeshed, det er i mine øjne Birthe Rønn Hornbechs ægte og troværdige værdigrundlag og dybt følte respekt for retten til at være anderledes, ganske på linje med den berømte kommunist Rosa Luxemburgs berømte ord om, at frihed altid er de andres frihed. Integration er jo måske først og fremmest ikke de fremmedes, men danskernes problem: At de må lære respekt og agtelse for dem, der er anderledes. På papiret er det aldrig smukt med frisind, og man kan nemt holde smukke taler, som tyskerne kalder for "søndagstaler" om al det frisind, vi er så stolte af. Men i virkelighedens verden er vi jo både i det politiske og personlige liv slet ikke så frisindede som vi tror. Selvfølgelig bærer vi alle

»

I kirkelig sammenhæng er det højrefløjen, der påberåber sig friheden og mindretalsrettigheder - men deres mål er jo netop at knægte den frihed, de påberåber sig. Skal man deraf drage den konsekvens at nægte dem friheden? Mit svar er afgjort nej.


tema 65 - frisind

s. 20

»

Fremmedfjendskhed er i virkeligheden udtryk for åndelig forfald: Fordi man ikke har en egen holdning og en egen kultur, er man bange for at blive rendt over ende af andre kulturer.

rundt på fordomme og er slet ikke så åbne, som vi gerne ville være. Derfor er det ikke tilrådeligt at prale af sit egen frisind - selv Vorherre delte jo ifølge evangelierne sit folks fordomme og måtte sættes i rette af den kanaanæiske kvinde. Eget frisind er noget, man helst skal vise, men ikke tale så meget om. Hvor danskerne måske har en vis tendens til selvros, kan man i Tyskland til tider se den modsatte tendens, nemlig overdreven selvransagelse og selvopgør, og dermed kan man gå de

andre ligeså meget på nerverne end med dansk selvros. Evig selvransagelse kan jo også være en sublim form for selvoptagethed - og her kan tyskerne da lære af andre folks naturlige selvrespekt. Apostelen Paulus vidste måske meget godt, hvorfor han hverken satte dansk frisind eller tysk "Ordnung" højst, men kærligheden - for den tåler uretten og blæser sig ikke op. Den er mere resistent imod falsk patos.

NYHED - NYHED - NYHED - NYHED Berlinspecialisten tilbyder nu også:

BARCELONA

www.barcelonaspecialisten.dk mail: barcelonaspecialisten@yahoo.dk

DUBLIN

www.dublinspecialisten.dk mail: dublinspecialisten@yahoo.dk

Tlf. 3082 7333 - God, personlig service - Undervisningsideer til byerne - Gratis arrangement jeres program

oktober 2008


Illusionen om enshed af inge lise pedersen (F. 19359) Lektor ved Nordisk Forskningsinstitut, Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier, Københavns Universitet og formand for Landsforeningen af Menighedsråd.

når man som undertegnede har bevæget sig i kredse, der skel- nede skarpt mellem tolerance og frisind, som henholdsvis noget negativt og positivt vurderet, og hvor der var en tendens til at frisind blev regnet for et særligt dansk begreb, måske endda et særligt grundtvigsk fænomen, kan det være sundt at se på ordets historie. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om begrebsindholdet er særlig dansk, men selve ordet frisind er det i hvert fald ikke, og det er heller ikke særlig gammelt i dansk. Det er, som så meget andet, importeret fra tysk, hvor tillægsordet freisinnig kendes fra det tidlige 1500-tal (Hans Sachs I:536,4, dog med en noget anden betydning), mens både Freisinn og freisinnig for alvor tages i brug i 1800tallet, især brugt om frisind i religionssager. I øvrigt regnes begge ordene for typisk tyske, og definitionen ledsages af følgende Goethe-citat: ”so regte sich auch hier der deutsche frei- und frohsinn” (Grimms ordbog skriver med små bogstaver!). Ældste forekomst i dansk ifølge Ordbog over det danske Sprog er fra 1860’erne, da Johan Ludvig Heiberg med formuleringen ”en liberal, eller som man begynder at sige - frisindet

Skribent” viser, at det er et nyt ord. At både ’frisindet’ og ’frisind’ kommer ind i dansk som formelt danske afløsningsord til erstatning for fremmedordene liberal og liberalisme, viser sig også ved at Georg Brandes indfører dem, da han redigerer sine ungdomsværker til udgivelsen i hans samlede skrifter 1899ff. I Emigrantlitteraturen omtaler han ”den nye liberale Bevægelse”(1872:13), og påpeger at ”da nu Bevægelsen fra Frankrig gaar over til Tyskland, sejrer de liberale Ideer” (smst), men i genudgivelsen i Samlede Skrifter hedder det ”den nye frisindede Bevægelse”, og ’liberale Ideer’ er erstattet af ”Frisind” (bd. IV:5). fra ”frisinnad” til seksuel frigørelse De tidligst registrerede forekomster af de to ord på dansk viser, at de betegner et fordomsfrit sindelag i almindelighed, men specielt bruges i politisk sammenhæng som udtryk for sympati for fremskridt, liberal i modsætning til konservativ. I svensk bruges frisinnad allerede i 1830’erne; det anvendes mest i politisk sammenhæng, ja, det bliver en slags partinavn, idet De frisinnade betegner forskellige politiske partier af fremskridtsvenlig karakter, og der er indtil 1923 en politisk organisation med navnet Den frisinnade landsföreningen (delvis = det senere liberale folkpartiet). Også det tilsvarende norske ord frilyndt udtrykker rummelighed og fremskridtsvenlighed, og Dei frilyndte er de politisk liberale, som i eksemplet

”dat er likaso myket storfolket og Høgre-mennerne… som dat er dei frilyndte og vinstremennerne” (1872-1873). Men flertallet af eksemplerne i Norsk Ordbok afslører, at der fra slutningen af 1800-tallet er en anden modsætning, der spiller en mindst lige så stor rolle som den politiske mellem venstremænd og konservative, og det er modsætningen mellem frilyndte og pietister. Et Henrik Pontoppidan-citat om en frisindet præst (1906) er blandt de ganske få eksempler i opslagsværkerne på en sådan brug af ordet frisindet i dansk sammenhæng. Det faktum at foreningen Studenterkredsen oprindelig hed Frisindet Diskussionsklub (1888-1892), antyder dog at ordet også på dansk kunne have et teologisk/kirkeligt indhold. En klar forskel på frisind og tolerance er det ikke muligt at uddestillere af opslagsværkernes eksempler. Når Holger Kjær i Tolerance eller frisind (1961) skriver, at han ”skærper deres begreb” (s. 28), er det nok ud fra en tilsvarende indsigt i, hvordan det rent sprogligt forholder sig. Derimod kan man godt allerede hos Holberg finde ansatser til de (ofte negativt vurderede) særlige karakteristika for tolerance. Han skriver fx i Moralske Tanker at ”en grundig Tolerance… befordrer Fred udi et Land hvor adskillige Secter ere”, og andetsteds omtaler han ” (Jeroboams) og de efterfølgende Kongers Syncretismus eller Tolerance udi Religionen med Hedningene”. Altså fred for enhver pris og en tendens til værdirelativisme, som sider af tolerancebegrebet. Uden for ordbøgernes verden er frisind

s. 21


tema 65 - frisind

s. 22

ved at blive en sjældenhed, og en klar skelnen mellem frisind og tolerance er det ikke lykkedes mig at finde uden for kredse, der har stærke forbindelser til højskolekulturen. For nogle er der dog en vis forskel på hvilke områder af livet ordene kan anvendes om: Frisind har med seksualitet at gøre. Ordene frisind og frisindet er ved at glide helt ud af ordforrådet hos yngre mennesker. Flere af de unge mennesker på min arbejdsplads, Center for Sprogforandring på Københavns Universitet, ville slet ikke kendes ved ordet som en del af deres aktive ordforråd. Det var for dem enten knyttet til 60ernes diskussion om seksuel frigørelse (og som sådant helt passé) eller til en danskhedsopfattelse som tager patent på netop frisind (som de heller ikke ville vedkende sig), og ingen af dem mente at de selv brugte ordet. er frisindet ædt op af frygten for forskellighed? Det er måske logisk nok, for indimellem kan man have en fornemmelse af at ikke blot ordet, men fænomenet frisind, er forsvundet ud af det danske hus. Hvis det er tilfældet, hvorfor er det så sket? For Holger Kjær lå hovedvægten i frisind til forskel fra tolerancen i ”at det ikke er det som er fælles for parterne, der skal være frihed for, men det, hvori de adskiller sig” (s. 32). Ikke fordi det er hip som hap hvad man mener, men (med henvisning til Luther) fordi man også skal unde kætteren frihed. Ja, hvis der ikke er frihed for forskellighederne, så er der i realiteten ikke frihed. Det synspunkt står svagt i dag. Vi har svært ved at rumme forskelle. Fx kan vi se, at selv om de traditionelle dialektforskelle er formindsket, er opmærksomheden på de tilbageblevne forskelle lige så stor som den var, dengang forskellene var meget større. De

oktober 2008

negative reaktioner ligeledes. Da Ulla Tørnæs var undervisningsminister, blev hun hånet for sit jyskprægede sprog, bl.a. for at sige ”vi skal kan”, som blev kategoriseret som sprogfejl. Og dags dato (29/9) har man kunnet læse to hånlige læserbreve i to forskellige aviser, fordi en integrationsordfører har sagt ”man skal kan” (som det hedder i store dele af Jylland) og ikke ”man skal kunne”, som standardsproget foreskriver. Selv bittesmå udtaleforskelle mødes ligeledes med negative reaktioner. Det gælder også udlændinges dansk, jf. alle kommentarerne til prins Henriks sprog. Religiøst frisind i Holger Kjærs forstand, dvs. at der skal være frihed også for religioner, der adskiller sig radikalt fra luthersk kristendom, er heller ikke almindeligt. I en situation hvor de religiøse forskelle er blevet tydeligere, bl.a. på grund af indvandring, mødes disse forskelle enten med en neutralt udflydende tolerance, der nedtoner forskellene til fordomme, som man ikke skal hænge sig i, eller med et krav om mindre religion i det offentlige rum, dvs. et krav om at al religionsudøvelse privatiseres, så forskellene ikke kan ses eller høres. Det påstås af og til i den danske debat, at disse holdninger er en direkte følge af, at etniske og religiøse forskelle er blevet større. At forestillingen om frisind forudsætter et mere homogent samfund, og ikke giver mening, eller er direkte farligt, i et samfund med større kulturforskelle. Er det ikke snarere frygten for forskellighed der er blevet større? Analytikere af moderne byliv gør opmærksom på, at forsøgene på at homogenisere byrummet og gøre det logisk og funktionelt har ført til en psykisk ødelæggende erfaring af forladthed og ensomhed – og en skræk for de udfordringer, livet kan bringe. Vi har brug for forskel og variation,

»

Uden for ordbøgernes verden er frisind ved at blive en sjældenhed, og en klar skelnen mellem frisind og tolerance er det ikke lykkedes mig at finde uden for kredse, der har stærke forbindelser til højskolekulturen og mistænksomhed over for andre og paranoid bekymring om lov og orden vokser sig stærkest i de lokalsamfund, som er mest ensartede og mest etnisk og klassemæssigt segregerede. Man søger vi-følelsen i en illusion om enshed, ”som bliver sikret ved den ensformige likheten mellom dem man kan få øye på” (Zygmunt Baumann Globaliseringen og dens menneskelige konsekvenser. 1998:65). Ensartethed og ensrettethed, hævder Baumann, gør det vanskeligt at tilegne sig de færdigheder, som er nødvendige for at håndtere menneskelige forskelle og uvisse situationer. I stedet garderer man sig ved at låse sig inde. ”Det er ikke fellesskap, men unngåelse og adskillelse som er blitt de viktigste overlevelsesstrategiene i vår tids storbyer. Det er ikke lenger spørgsmål om å elske eller å hate sin neste. Å holde naboene på armlengdes avstand tager hånd om det dilemmaet og gjør valget unødvendig: det avverger situasjoner hvor man må velge mellom kjærlighet og hat” (Baumann 1998:65f).


»

Vi har brug for forskel og variation, og mistænksomhed over for andre og paranoid bekymring om lov og orden vokser sig stærkest i de lokalsamfund, som er mest ensartede og mest etnisk og klassemæssigt segregerede.

s. 23

Er det udtryk for det samme, når vi ikke kan rumme ydre udtryk for islam, fx kvinder med tørklæde, men enten vil forbyde det eller i hvert fald holde det ude af synsfeltet? Når vi vil tvinge dem til at opgive deres fordomme og blive frie som os? Hvad er det for en frihed vi bekender os til, hvis det kun er frihed til at se ud som flertallet? Hvis vi vil bevare frisindet, må vi tåle, at folk mener og tror noget ganske andet, end vi gør, og udøver deres religion på måder, vi ikke synes om, også i det offentlige rum, så længe det ikke truer den offentlige orden eller statens sikkerhed. Det betyder ikke, at vi ”kulturalistisk” reducerer dem til at være udtryk for deres kultur, religion, etnicitet, eller hvad det nu måtte være, der bruges

til at forklare, hvorfor de handler, som de gør. Vi må møde dem som personer, ikke som bærere af en bestemt kultur, og vi kan og bør diskutere med dem, ja skændes med dem, men ikke tvinge dem til tavshed og usynlighed.

Historien om dine højskolesange

WWW.SMYRIL-LINE.DK

Sanghåndbogen indeholder viden om alle højskolesangbogens 572 sange og salmer - leveret af 85 bidragsydere med særligt kendskab til de enkelte sange.

Pris: 298,-

FÆRØERNE LEJRSKOLETILBUD

Købes på hojskolesangbogen.dk eller ring 3336 4040

Skibsrejse fra Hanstholm til Færøerne tur/retur på cruisefærgen Norröna inkl. couchetter. 3 overnatninger/4dages ophold på vandrerhjemmet i Torshavn.

PRIS PR. PERSON KR.

1.299*,-

* Ekskl. bookinggebyr på kr. 60,-. Prisen gælder i perioden 13.0918.10.2008 og 28.03-15.05.2009 og 19.09-23.10.2009 v/min 20 personer. Ring angående yderligere informationer og andre prisperioder. Vi er gerne behjælpelig med at arrangere guidede udfl ugter. SMYRIL LINE · TEL +45 96 55 03 60 · OFFICE@SMYRIL-LINE.DK


debat To sider af samme sag

s. 24

Hvad er folkelig oplysning? Serie: Hvordan giver man en moderne tolkning af højskolens kernebegreber - livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse? Højskolebladet giver de første input til FFD’s udviklingsprojekt Højskolens Kerne. Denne gang handler det om folkelig oplysning af andreas tonnesen

oktober 2008

svend brinkmann: (F. 1975) Cand. Psych., Ph.d.. Adjunkt ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.

Folkelig oplysning er et interessant begreb, fordi det på den ene side rummer ordet folkelig, der knytter an til noget førmoderne og traditionalistisk. Det er noget, vi fx bruger i forbindelse med folkemusik, der har en gammel tradition og er rodfæstet i en bestemt etnisk gruppe eller geografisk region. Oplysning er derimod noget moderne. Det udspringer af Oplysningstidens moderne projekt: Folket skulle oplyses, og videnskaben skulle med sin ubetvivlelige fakta få tradition og overtro til at forsvinde. Der er altså indbygget en interessant dynamik i begrebet, mellem det folkelige og det oplysningsmæssige - mellem det førmoderne og det moderne. Ekstra interessant er det, idet vi hverken lever i en førmoderne eller en moderne tid, men derimod i det nogen kalder en senmoderne eller postmoderne tid. En tid som på væsentlige punkter adskiller sig fra tidligere tider. Man kan i denne sammensathed se nogle af de udfordringer, som højskolerne står over for i disse år. Skal de primært tænke sig selv traditionalistiske, som bibringende viden og oplysning, eller skal de tænke sig selv mere postmoderne, som en del af oplevelsesøkonomien, hvor det er tilbuddet til forbrugeren om at komme og få oplevelser? For mange mennesker anser i dag det at komme på højskole som en form for intellektuel turisme. Spørgsmålet er, om det ikke er i strid - i hvert fald delvist - med selve den værdi, der kunne ligge i den folkelige oplysning? Spørgsmålet er, om den folkelig oplysning ikke i højere grad er en værdi, der handler om dannelsen af den enkelte og ikke så meget om den enkeltes oplevelse? Her er det vigtigt

at fastholde, at højskolerne i højere grad skal være dannelsesinstitutioner end oplevelsesinstitutioner. Jeg har jo ikke lavet nogle systematiske undersøgelser af, hvordan højskolerne arbejder, men jeg har samlet nogle brochurer, når jeg har været rundt på forskellige højskoler. Og når de reklamerer for sig selv, er det ofte efter devisen ”kom og få oplevelser”, eller ”højskolen - få en oplevelse for livet”. Det er lidt som at læse biografreklamer, eller reklamer for charterture til Gran Canaria. Hvis højskolerne i højere grad fokuserede på deres dannelsesopgave, at danne folk kulturelt, moralsk og måske også politisk, så handler det jo ikke så meget om, at man skal komme på højskolen for at opleve noget. Jeg tror ikke, at man i dag kan forankre forestillingen om dannelse i et begreb som folkelighed. Det bliver hurtigt et nationalromantisk, indadskuende og utidssvarende projekt. Dannelsen behøver ikke være snævert knyttet til et begreb om folkelighed, det kan lige så godt knyttes til en globaliseringsdiskurs. Det må være en erkendelse, som vi skal gøre os, at vores måde at leve på er én blandt mange mulige. Udfordringen for højskolerne er at finde den tredje vej, der skal undgå den førmoderne, nationalromantiske forankring af dannelsen i et begreb om folket, og samtidig den senmoderne, der forankrer dannelsen i markedet og dets forbrugere. Ingen af disse to kan levere et adækvat grundlag for dannelse i dag. Det er min grundtanke, at den tredje vej må være forankret i nogle etiske forestillinger. Jeg har den måske naive forestilling, at etikken stadig er uafhængig af på den ene side fænomener som markedet, og demokratiet - hvad der er godt og ondt i verden, er ikke noget vi afgøre på demokratisk vis ved at stemme om det, ligesom vi ikke afgør matematikken ved at stemme om den.


Polfoto

dorte odde sørensen: (F. 1964) Mag.art. i kultursociologi ved København Universitet. Ph.d. Udviklingskonsulent ved Aarhus Universitet.

statement:

»

Svend Brinkmann Jeg synes, at der er for lidt dannelse og for meget tivolisering i højskolen i dag. Det gælder ikke om at tilfredsstille nogle kunders behov for bestemte oplevelser. Det gælder om at præsentere det bedste, som menneskeheden har tænkt og gjort. Det er da en ambition, der vil noget!

statement:

»

Dorte Odde Sørensen Det vi har til fælles i dag, det er det at være en del af massekulturen. Det er vores fællesskab, og det som konstituerer os som enhed. Oplysningen i dag består således i at undersøge, hvordan vi forholder os til denne nye type fællesskab.

Forestillingen om folkelige oplysning er et forældet projekt. Den hører en hel anden samfundsform til, som vi ikke har længere. Den udspringer af en typisk 1800-tals tænkning, en tid hvor højskolen jo opstod. Den folkelige oplysning må droppes i tænkningen af højskolen til fordel for et moderne dannelsesprojekt, hvor man forholde sig til forholdet mellem det individuelle og det kollektive på en ny måde. Vi lever i et moderne massesamfund, hvor der ikke kan være tale om et folk i traditionel forstand. Samtidig må man sige, at oplysningsprojektet, som der jo stadig er mange, der abonnerer på, er utidssvarende i forhold til massesamfundet, fordi det bunder i en rationalistisk forestilling om, at vi kan gøre alt transparent og kontrollere, hvor vores samfund bevæger sig hen via en fælles moral. Man kan godt abonnere på dannelsestanken, hvis man samtidig moderniser den. Og det tror jeg, at netop højskolerne kunne være stedet for. Den moderniserede dannelsestanke tager højde for, at samfundet er noget, der så at sige forløber af sig selv. På den ene side handler det i dag om selvdannelse. Der foregår jo uden tvivl en individualisering i dag, og baggrundstæppet for denne proces er vores massesamfund. Det vil sige, at der hele tiden finder en udvikling og forandring sted i vores samfund. Det at være selvdannet i dag, det handler om at træde udover ens socialisering. Som det er blevet sagt, så ”handler det ikke om at rette sig ind eller at indordne sig, det handler derimod om at rette sig ud, at gøre sig gældende.” Det er der mange, der opfatter som noget, der sker på bekostning af det fælles. Men pointen med den moderne dannelsestanke er, at de sagtens kan kombineres. Når jeg taler om massesamfund, så er det ikke for at tale om helt bevidstløse individer. Massesamfundet betyder i højere grad, at tingene ikke står fast, sådan som man traditionelt har tænkt det, og som den traditionelle dannelsestanke er udtryk for. Det er ikke sådan, at når man som et 18-årig ungt menneske kommer ud i livet,

så er der den og den faste tradition at forholde sig til. Sådan oplever de unge det ikke i dag. Denne tingenes fluktuation er netop et af udtrykkene for massesamfundet. Men selvfølgelig også oplevelsen af det mangesidige og mangeartede. Og her når man også frem til noget, der har at gøre med vores værdier og en særlig værdirelativisme, hvor højskolerne for mig at se kunne være et sted, hvor man i stedet for - groft sagt - at sige, ”vi ved, hvad der er sandt” i kraft af traditionerne, så netop satte disse nye forhold på dagsordenen. For det er netop en forpligtigelse at forholde sig, fordi vores tid er præget af denne fluktuation. Højskolerne kan på den måde udgøre forbillede og undersøge, hvordan vi griber denne udfordring an og være med til at spørge, ”hvordan vil du tage stilling til, hvad der er værdifuldt for dig?” En del af højskolernes problem ligger i deres ideologi og deres tale om det, de gør. For på mange måder hersker der allerede en praksis, der rent faktisk tager stilling til disse senmoderne forhold. At advokere for folkelighed i højskolesammenhæng, fungerer måske for en ældre generation, men det er bestemt ikke et projekt for den yngre generation. Højskolen må i et eller andet omfang stå i modsætning til samfundet. Og meget af den danskhed, der tales om i dag, den udgår fra Dansk Folkeparti. Det er en måde at italesætte danskhed på, hvor man efter min mening i høj grad opererer med en foragt for det fremmede. Det er jo det stik modsatte af dannelsestænkningen. Derfor er det afgørende for højskolerne at repræsentere noget andet, en anden tænkning. Men med den kritiske brod, at man får viden om ens egen placering i det samfundsmæssige. Hvad er så samfundsprojektet for højskolerne i dag? Det er i hvert fald ikke at oplyse bønderne, som jo var udgangspunktet. Jeg tror ikke, at det er et oplysningsprojekt men derimod et dannelsesprojekt, et selvdannelsesprojekt. Ikke forstået sådan, at det kun handler om, hvad vi hver især gerne vil. Fællesværdier skabes, idet vi er sammen, og på en højskole er man sammen døgnet rundt i en bestemt periode. Så på den måde er det et eksemplarisk sted, der kan anskueliggøre, hvordan sådanne processer foregår. Det er et forhandlingsrum, hvor der sættes fokus på, hvilke værdier vi skaber.

s. 25


debat Kritik

s. 26

Den umulige position Med Kampen om sandhederne har Rune Lykkeberg indtaget et stykke land, hvor ingenhar været i de seneste 30 års danske samfundsdebat af andreas harbsmeier Polariseringen på den politi ske scene i Danmark siden 2001 har været så udtalt, at det praktisk talt har været umuligt at indtage noget, der bare ligner en neutral position. Med den særdeles læsværdige bog Kampen om sandhederne er det ikke desto mindre lykkedes Informations weekendredaktør Rune Lykkeberg at få placeret sig et ubestemmeligt sted, hvorfra han kan beskrive det politiske og kulturelle landskab i dag - og grundene til at det ser netop sådan ud. Ideen er her, at det såkaldte systemskifte i 2001 ikke var starten på noget nyt, men i virkeligheden den naturlige åbenbaring af en udvikling, der tog sin begyndelse allerede i 70erne; nemlig at den såkaldte kulturelle overklasse med

oktober 2008

al sin kulturradikale velmenende bedrevidenhed åbenlyst måtte give afkald på forestillingen om, at den skulle fortælle de andre, hvordan tingene skulle hænge. I den offentlige debat var plusordene gradvist vendt på hovedet - hvor man tidligere kunne vinde en diskussion ved at affeje modstanderen som ”reaktionær” eller ”småborgerlig”, hed skældsordene nu ”smagsdommer” eller ”meningstyran”. Det kulturelle borgerskabs dominans var for længst ovre, men først med valget i 2001 måtte de først selv langsomt erkende det. Det er denne udvikling, bogen gerne vil fremstille og vel at mærke ikke begræde. Det er med slet skjult fornøjelse, at Lykkeberg beskriver det kulturelle borgerskabs forfald. Ikke fordi han har mere sympati for det, der kom i stedet, men fordi Lykkebergs trang til at nedbryde alt for fastlåste forestillinger kommer forud for alt. Og det er netop styrken. For bogen vil faktisk forsøge at forstå - og ikke prædike undergang eller forfald. Med den franske filosof Pierre Bourdieu, der er Lykkebergs foretrukne ven, på bagsædet, får læseren en række redskaber til at forstå og nuancere blikket på kulturkampen og den politiske scene. Overraskende er det ikke kun den offentlige debat, der optager Lykkeberg - han henter store dele af sit overbevisende materiale i romaner af folk som Klaus Rifbjerg og Kristian

Kampen om sandhederne Om det kulturelle borgerskabs storhed og fald Rune Lykkeberg Gyldendal, 2008


Bogkort v. andreas harbsmeier s. 27

Ditlev Jensen og film af Per Fly og Lars von Trier. Denne ”empiriske” basis gøre ikke alene Kampen om sandhederne til underholdende og overraskende læsning, den giver også analysen et konkret fundament, hvor forfatteren kan pege og sige, lige dér har vi konflikten udfoldet. Det er en stor styrke. Her læser han frem, hvorledes den kulturelle overklasse, der vel at mærke mente, at den havde afskaffet klassesamfundet og i øvrigt er mere eller mindre identisk med københavnsk, kulturradikal, venstreorienteret elite, tog fejl da den opfattede sig selv som moralsk ophøjet i forhold til en uuddannet underklasse, der slet ikke hørte efter, men i virkeligheden foragtede de politisk korrektes egen følelse af overlegenhed. Det lykkelige ved bogen er, at den ikke blot repeterer de vante fastlåste forestillinger, men overbevisende - og sine steder lidt vel akademiserende blotlægger forudsætningerne for disse forestillinger. Det svære spørgsmål er så, hvor Lykkeberg selv står i den segmentering, han udfolder. Han har gjort fornem karriere i det københavnske kulturborgerskab, men er samtidig indvandret fra Jylland til København, hvor han som udefrakommende skulle finde fodfæste, kan han hævde at kende til begge sider. Lykkebergs neutrale position - koket skriver han, at han hverken filosof eller litterat, men

journalist - kan forsvares. Det betyder på den anden side, at der ikke er nogen indlysende måde at omsætte hans analyse til en eller anden form politisk praksis. Det ændrer dog ikke ved, at Kampen om sandhederne er en befriende original og læsværdig samtidsbeskrivelse. Det er ikke et partsindlæg i et hårdt optrukket debatklima, men en afvæbnende analyse. Måske i virkeligheden begyndelsen til indtagelsen af nyt land i et debatklima, der skriger på den slags nuancer, som Lykkebergs bog så rigeligt flyder over af.

Hånden over Ole Anita Brask Ramussen Den danske forfatter og direktør for Gyldendal, Ole Wivel, var i starten af 2. Verdenskrig optaget af nazistisk tankegods og ideologi. Det er dokumenteret. Ikke desto mindre bliver han heftigt forsvaret, hver gang det bliver nævnt. Hvordan kan det være, spørger Anita Brask Rasmussen i denne udgivelse. Informations Forlag.

Manga-biblen Siku Så har man set det med. Det nystartede Kristeligt Dagblads forlag udgiver Biblen genfortalt i den karakteristiske japanske manga-stil. Den engelske tegner Siku har leveret stregen, og det går ikke stille af sig. Kristeligt Dagblads Forlag.

Foucault S. Raffnsøe, M. Gudmand-Høyer, M. Thaning Michel Foucault er utvivlsomt en af de nyere filosoffer, der har størst holdbarhed og tiltrækningskraft. Tre forskere, der hver især har beskæftiget sig indgående med Foucault leverer en omfattende biografi og indføring i filosoffens samlede produktion. Forlaget Samfundslitteratur.


højskole Det sker

Kalender s. 28

- udvalgte begivenheder fra www.hojskolerne.dk 24. oktober Foredrag StrongBody - StrongMind Livsstilsklubben Nordfyn inviterer til en aften med Chris MacDonald, der med sit humoristiske og provokerende foredrag ”StrongBody - StrongMind” med garanti vil sætte nogle tanker i gang hos alle. Chris MacDonald er blevet foregangsmand inden for sund og aktiv livsstil. Han har bl.a. sin faste side i Politiken hver søndag og skriver derudover til en række magasiner. Nordfyns Folkehøjskole 24. oktober Foredrag Den islamiske verden og os Journalist Jens Nauntofte har lige udgivet bogen ”Islam i Europa”. Hvordan skal Europa klare en stor islamisk indvandring? Fødselstallet stiger og arbejdskraft udefra er nødvendig. Askov Højskole 28. oktober Foredrag McCain-Obama: Krigeren eller prædikanten Det amerikansk valg, ved USA-ekspert Mads Fuglede Grundtvigs Højskole

KONFERENCE

KØBENHAVN D. 20. – 21. NOVEMBER 2008

Nærværets erobring To spektakulære dage, du kan væve sammen med dit liv i din erobring af det personlige nærvær og den professionelle forankring

oktober 2008

29. oktober Koncert Emil de Waal, Søren Kjærgaard, Per Vers og Ole Omkvæd Rap, jazz, spoken word og elektronika fra fire nyskabende og risikovillige musikere. Ry Højskole 4. november Koncert Puccini Perler Publikum kan se frem til smægtende operaperler fra Puccinis romantiske univers, når TRIO CORE E AMORE står på programmet. I anledning af det i 2008 er 150 år siden Puccini blev født , har TRIO CORE E AMORE sammensat et program med velkendte toner fra de elskede operaer som Tosca og La Bohemé. Askov Højskole 5. november Foredrag ”Stay hungry - stay foolish” Ulrik Haagerup om globaliseringens udfordringer til dig, din chef og Danmark. Ry Højskole

Foreningens kalender 30-31. oktober Forstandermøde Gymnastikhøjskolen i Ollerup 10-11. november Lærerkonference 2008 Silkeborg Højskole 24-26. november Sekretærkursus Nørgaards Højskole 28. november Google kursus: søgeoptimering, reklamer og statistik Højskolernes Hus 3-5. december Undervisningsministeriets kursus for nye forstandere Vallekilde Højskole 11. juni 2009 FFD’s Årsmøde og generalforsamling Grundtvigs Højskole Mere på www.ffd.dk

Mødet og samværet med konferencens øvrige deltagere er afgørende. Læg dertil inspirationen fra og oplevelserne sammen med blandt andre forfatter Carsten Jensen, samfundsdebatør Henrik Dahl, forfatter og nærværsekspert Ernest Holm Svendsen, Koncerndirektør (HR) Lone Hass, HR-chef Karen Ingerslev, direktør Thorkild Olsen, psykolog og kropsterapeut Erik Elnegaard, hospitalspræst Christian Juul Busch, yogalærer Iris Schneider, The Middle East Peace Orchestra og flere. Pris: kr. 5.900 ekskl. moms.

Har du spørgsmål eller kommentarer så ring til Sekretariatsleder Heidi Jensen på t. 2785 3920. PS: Hvor let synes du, det er at tage livet alvorligt?

T 2785 3920 · info@villavenire.dk · www. villavenire .dk

Dette er to dage ligeså meget i som om nærvær. To dage hvor kufferten pakkes til hver enkelt deltager med det moderne livs længsler, med afgørende møder i samvær og på egen hånd, med musik, meditation, inspiration, stillerum og skøn mad. To dage du vil ønske ikke at gå glip af. Det samlede program og praktiske detaljer finder du her: www.villavenire.dk


Smykkekursus på Bornholm

Rejse til

Ghana Oplev kulturen og det traditionelle liv. Dans, sang og musik i by og på landet / undervisning. Bo med udsigt til Atlanterhavet hos en familie. Landsbyliv: bad i floden, vær med i marken.

Lær grundlæggende guldsmedeteknikker og lav dine egne smukker i vore veludstyrede og rummelige værkstederslokaler

God forplejning og omsorg. Fællesrejse til jul!

EDITION WILHELM HANSEN

EDITION EGTVED

www.afrikanskdans.dk

Nyt korkatalog fra Wilhelm Hansen og Edition Egtved

SEN

EDITION WILHELM HAN EDITION EGTVED

Korkatalog · Korkatalog · Choral Catalogue

Værker for blandet kor og lige stemmer

Works for mixed

WILHELM HANSEN MUSIKFORLAG

SMYKKESKOLEN BORNHOLM afholder weekend-, 3-dages og ugekurser resten af 2008. Se kursusprogrammet på www.rutskerferie.dk eller ring på tlf. 5696 9060 og hør om vores mange muligheder.

Korkatalog Værker for blandet kor og

lige stemmer

Works for mixed and equal voices

Choral Catalogue Choral Catalogue and equal voices EDITION WILHELM HANSEN · Korkatalog · Choral Catalogue

l Catalogue Choral Catalogue Chora voices Works for mixed and equal

Hvis du ikke allerede har bestilt det gratis katalog+cd, er du meget velkommen til at kontakte os pr. email ewh@ewh.dk eller telefon 33 11 78 88. Sammen med kataloget sender vi dig en tilbudsfolder med en række stærke tilbud på udvalgte korudgivelser.

Works for mixed and equal voices

Værker for blandet kor og

lige stemmer

EDITION EGTVED

Korkatalog

Værker for blandet kor og lige stemmer

Korkatalog

EDITION EGTVED EDITION WILHELM HANSEN

GRATIS g Katalog o r cd-sample

N EDITION WILHELM HANSE EDITION EGTVED

Choral Sampler Works for mixed and equal

voices a cappella

NYE VÆRKER AF EDITION WILHELM HANSEN

M HANSEN EDITION WILHEL WH30830

EDITION WILHELM HANSEN WH30918

Michael Bojesen

PLANT A TREE Lyrics by Lisa Freeman

Per Skriver

WH30917

EDITION WILHELM HANSEN WH30914

FOUR SEA SONGS for SATB choir a cappella I Break, Break, Break (lyrics: Alfred, Lord Tennyson) II There comes a murmur (lyrics: William Morris) III At Dover Cliffs (lyrics: William Lisle Bowles)

NYHEDER FOR KOR Vagn Nørgaard

THREE LATIN MOTETS Jakob Lorentzen

L’ENFANT MOURANT The Dying Child

for mixed choir a cappella

VIDENTES STELLAM HODIE CHRISTUS NATUS EST O MAGNUM MYSTERIUM

Text: Hans Christian Andersen

IV Dreams of the Sea (lyrics: W.H. Davies)

Score

Score for equal voices (SSA, SSA, SSA) and piano

For equal voices (SSA, SSA, SSA), harp (or piano) and dabachi (or triangle)

· Michael Bojesen · Vagn Nørgaard · Bo Holten · Jakob Lorentzen · Per Skriver Se smagsprøver og køb online på webshop.ewh.dk

s. 29


højskole Navne

Jens Tranholm Damkjær

s. 30

“Jeg tror på højskolen som et livs-eksperimentarium”.

Søren Launbjerg tager springet – fra lærer til forstander på Den Internationale Højskole i Helsingør. Launbjerg er 48 år gammel, skolen allerede 87. Det er stadig Sangens År. På Odder Højskole hyldes Outlandish med ”Den Gyldne Grundtvig”. Det sker den 11. november.

Erhvervspsykologen rykker ind Psykolog og coach Jens Lund Tranholm Damkjær er tiltrådt som ny daglig leder på Rønde Højskole. Skolen har indført en teamledelse, som gør, at den tidligere forstander Ole Kamp nu er forstander for både højskole og efterskole. Jens Tranholm Damkjær er uddannet lærer og cand.pæd. psych. fra DPU, tidligere seminarielektor, og har senest med egen erhvervspsykologiske praksis arbejdet med supervision, coaching, organisationsudvikling, stress og terapeutisk behandling. Han har også virket som erhvervskonsulent inden for stresshåndtering, personaleudvikling og arbejdet med MBTI - MyersBriggs Type Indicator. Han er ligeledes

oktober 2008

ophavsmand til udviklingsværktøjet Kognitiv Selvledelse. Nu har han imidlertid afviklet sin blomstrende praksis for at hellige sig arbejdet som højskolemand. Han skal, ud over den daglige ledelse, undervise på højskolens nye psykologilinje Life Navigator. ”Jeg tror på højskolen som et livseksperimentarium, hvor eleverne skal udvikle deres potentialer i et givende fællesskab med andre. Og det vil jeg anvende erhverspsykologiske metoder til,” fortæller han om sin vision. Jens er desuden formand for Etiopienforeningen i Danmark og far til fem børn, hvoraf de tre er adoptivbørn.


s. 31

Detalje af maleriet “Flygtning” af Arne Haugen Sørensen.

Redaktør og leder af Grundtvig-Akademiet søges Vi søger: En udadvendt, idérig og lyslevende person med særlig interesse for Grundtvig – gerne, men ikke nødvendigvis en teolog – i besiddelse af gode formidlings- og samarbejdsevner og med erfaring fra folkeoplysning eller lignende. Arbejdsopgaver: > Redaktør af tidsskriftet Dansk Kirketidende > Ansvarlig for nyhedsbreve og hjemmesiden www.grundtvig.dk > Ansvar for den interne kommunikation i Grundtvigsk Forum > Leder af Grundtvig-Akademiet, et samtaleforum, en tænketank, der udvikler ideer i henhold til formålet for Grundtvigsk Forum > Initiativtager til møder og studiekredse om tro, kirke, samfundsliv, dannelse og naturvidenskab > Sparringspartner på initiativer rundt omkring i landet og i Vartov Vi tilbyder: Engagerede kolleger og et inspirerende arbejdsmiljø med en høj grad af frihed til at sætte sit personlige præg på stillingen. God løn og mulighed for embedsbolig i Vartov. Ansøgning sendes til: Grundtvigsk Forum, Vartov, Farvergade 27, 1463 København K, mærket ”redaktør/akademileder” og skal være sekretariatet i hænde senest onsdag den 22. oktober kl. 14.00. Ansættelsessamtaler påbegyndes fra den 3. november. Nærmere oplysninger kan fås ved henvendelse til formand Torsten Johannessen telefon 6593 2206 eller sekretariatsleder Hans Grishauge, Vartov, telefon 3373 2800.

www.grundtvig.dk


HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

s. 32

oktober 2008

00

"RINGĀ#ITYMAIL


Højskolebladet Oktober 08