Issuu on Google+

Skyld og skam Leth, Pind og Kofod i gabestokken

s. 1

februar 2009

siden 1876


s. 2

Bestil pakken med højskolekatalogerne på www.hojskolerne.dk

Korte kurser Fx i en ferie. Ca. 1400 spændende kurser for voksne i alle aldre.

Lange ophold Fx i et friår. Fortrinsvis for unge.

: SMS T” KA “HS 1272 til kr. + almt. 1

februar 2009

s

-tak

sms


Indhold februar 2009

s. 3

s. 22 højskole

Vi voksne kan også være bange

s. 8 tendens

Skyld og skam

Interview med den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen

Leth, Pind og Kofod i gabestokken

s. 4 debat Leder Udfordring

s. 16 højskole Hot / not Af Dy Plambeck

s. 26 højskole Tæt på Kernespaltning

s. 5 debat 8 skarpe til Helga Kolby Kristiansen Skal højskolerne igen være holdeplads for arbejdsløse?

s. 17 debat Udfordring Gertrud Højlund til Søren Børsting

s. 28 debat 2 sider af samme sag Krise eller kommunikation?

s. 18 debat Bogkritik Obama, Obama, Obama

s. 30 højskole Navne Køkkenmesteren

s. 6 højskole Hvad sker der lige nu på højskolearenaen? s. 14 debat Kommentarer Forsvar for coaching Donslund de Luxe

februar 2009

s. 20 tendens Nedslag Den virkelige verdens søgemaskine


debat Leder

s. 4

kolofon udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk redaktion Andreas Harbsmeier (ansv.) Tlf.: 3336 4047 Mob.: 2991 1522

Udfordring

Charlotte Kjærholm Pedersen Tlf.: 3336 4267 Andreas Harbsmeier Redaktør

@: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk redaktionsgruppe Ida Ebbensgaard Ane Kollerup Karsten Wind Meyhoff Jes Fabricius Møller Søren Schultz Jørgensen Uffe Strandby Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste.

dette nummer af højskolebladet svømmer nærmest over af forskel- lige synspunkter og bud på, hvad højskolen egentlig er - og hvad højskolen burde være. Uden tvivl spændende tanker og perspektiver. Så vidt så godt. Spørgsmålet er blot, om det fører nogen vegne. Selvfølgelig er diskussionerne ikke uvæsentlige, men hovedsagen er jo, at der ikke er noget i vejen med selve højskolepraksis, der betyder så meget for rigtig mange mennesker - og det er i sig selv en succeshistorie. Problemet er så blot, at skoleformen er fanget i diskussionen af sig selv, og det blokerer for et egentligt engagement i det samfund, skolen uværgeligt er en del af. På Højskolebladets blog kunne man for nylig iagttage stor vilje til at debattere. Uden at gå i detaljer med den diskussion, kunne man konstatere, at energien til at byde ind i en diskussion i hvert fald var til stede. Kunne man forestille sig, at den energi kunne ledes over i en aktivitet, der handlede om andet end højskolen? Det skal i hvert fald lyde et lønligt håb her fra. Lad det være en udfordring: Hvis du - ja, dig - der læser denne leder mener, at højskolerne over en bred kam bør blande sig mere i brede samfundsanliggende, så send et bud ind til højskolebladet - hvilke grundlæggende udfordringer og muligheder står vi over for i dag - ikke i højskolen, men i samfundet og fællesskabet som helhed - er det stadig integration, er det klimaudfordringen, eller er det den økonomiske recession? Eller er det ny tanker om fællesskab eller synspunkter på det politiske felt. Vi glæder os til at se det.

skribenter Charlotte Kjærholm Pedersen Thomas Emil Jensen Andreas Harbsmeier abonnement Højskolernes Hus Line Hemmingsen Tlf. 3336 4040 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg AC Annoncer Allan Christensen Tlf: 2172 5939 @: ac@ac-annoncer.dk design Esben Niklasson layout Katrine Dahlerup, FFD forsiden Ulrik Jantzen / DASK Gallery tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com Næste nummer udkommer den 10. marts. Deadline er den 27. februar. Medlem af Dansk Fagpresse. ISSN: 0018-3334

februar 2009


debat 8 skarpe

Beskæftigelsen er på vej ned. Skal højskolerne igen være holdeplads for arbejdsløse? Højskolebladet har spurgt formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Helga Kolby Kristiansen Af Charlotte Kjærholm Pedersen

01 Tror du højskolerne går en god tid i møde de næste par år? Ja det tror jeg. Jeg er meget optimistisk på højskolernes vegne. Over de sidste 5 år har vi haft stigning i elevtallet, og der er ikke noget der tyder på, at det ikke vil forsætte. 02 Traditionelt har højskoler klaret sig godt, når der er lavkonjunktur. Hvordan kan det være? Når der er lavkonjunktur, så dæmper man jo farten lidt. Man får tid til at stoppe op og tænke over, hvilke muligheder man har. Fx når man skal vælge, hvilket studie eller job man skal påbegynde. Der er det jo oplagt at tage på højskole. Derudover påvirker den økonomiske situation også vores måde at tænke på. Man overvejere lidt nøjere, hvad det er, man vil, og hvad det er, man kan. 03 Flere arbejdsløse er lig med flere på højskole. Er du enig? Det er lidt svært at stille sådan op, synes jeg. Det kommer jo an på, hvilke arbejdsmarkedsreformer, som kommer. Det er jo helt tydeligt, at dengang vi havde den store ungdomsarbejdsløshed, kom der flere elever på højskolerne. Om den arbejdsløshed vi er på vej ind i, giver større ungdomsarbejdsløshed, er tvivlsomt. Men jeg tror da, at det er tegn til flere højskoleelever.

s. 5 Helga Kolby Kristiansen Forstander for Silkeborg Højskole og formand for Folkehøjskolernes Forening (FFD).

8 skarpe til Helga Kolby Kristiansen 04 Allerede nu har FFD’s bestyrelse talt om muligheden for, at dagpengemodtagere igen skal kunne få finansieret et højskoleophold. Er det noget, der skal arbejdes målrettet på fremover? Det vi har snakket om, er, at vi vil følge dette område, og se hvad der sker inden for feltet. Højskolen er jo en rigtig god mulighed for dagpengemodtagere. Der vil højst sandsynlig blive tale om en større grad af omskoling, for arbejdsløsheden kommer næppe til at gælde på alle områder. Nogle steder vil der fortsat komme til at mangle hænder. I omslagsperioder plejer højskolerne at være rigtig gode. Et højskoleophold kan således være engod mulighed mellem gymnasiet og videregående uddannelse, og så mellem et job og en ny uddannelse. 05 Risikerer man ikke, at højskolerne bliver til endestation for nogle mennesker, der egentlig ikke gider være der? Det er da en stor udfordring at undgå, at højskolerne bliver et sted, hvor man kommer, fordi der ikke er andet at lave, og hvor man bare kan blive opvartet et par måneder, for så bare at ryge videre i systemet. Der er det vigtigt, at højskolerne holder fast i fokus om højskolens idealer.

06 Hvordan synes du man skal løse det? Ved at holde fokus på højskolen. Selvom der kommer flere elever ind af døren, bør man ikke slække på kravene til eleverne. Og bare fordi der kommer flere elever, bør det ikke være grundlag for, at højskolerne forvandles til en sovepude. 07 Bliver man som lærer ikke træt af at undervise elever, som kun er der, fordi de er nødt til det? Nu arbejdede jeg også på højskolen dengang, hvor vi havde den store ungdomsarbejdsløshed, og der var lange ventelister. Jeg husker det som en tid, hvor eleverne var en mere blandet flok, end de er i dag men ellers var langt de fleste, ligesom nu, meget engagerede. Selvfølgelig var der nogle elever, for hvem livet var gået i stå og som havde brug for et spark og ekstra hjælp. Men det var en tid, hvor de fleste var meget opsat på at bruge deres højskoleophold til komme videre bagefter, om ikke andet så hvordande kunne tackle den store ufrivillige fritid. I dag består højskolerne primært af unge, der laver en pause mellem gymnasiet og en videregående uddannelse. 08 Når krisen engang er overstået, hvad skal højskolerne så finde på? Højskolerne skal blive ved med at være højskoler. Der vil stadig være brug for højskolerne i det danske samfund som et sted, hvor det personlige og det fælles perspektiveres. Der vil stadig være nogle, der har brug for et meningsfyldt frirum, som et højskoleophold kan tilbyde.


højskole Notitser

s. 6

Højskole er ikke kun for sjælen Grønne højskoler i sigte? FFD’ hovedkontor følger den seneste mode og er blevet Grønt Kontor. Det vil sige bæredygtigt kontor i den forstand, at el-og strømforbrug skal nedsættes mest mulig. Derudover skal alle indkøb udefra, såsom papir, elsparepærer og hårde hvidevarer købes med bæredygtig omtanke. Grønt Kontor mærkatet er udviklet af Energistyrelsen, som har gennemgået stedet, og givet deres anbefalinger til hvilke ændringer, der skal ske. Derefter udvikles der fra FFD’s administrations en etårig handleplan for kontorets miljøvenlige ambitioner. Men FFD’s kontor er ikke det eneste sted, hvor der er grønnere tider på vej. I hvert fald arbejdes der hårdt på, at hvad der lige nu hedder Grønt Flag Grøn Skole, skal videreudvikles til også at kunne omfatte højskolerne. Projektet hører under Friluftsrådet og ideen er at spare på el, strøm og vand og samtidig undervise i relevante miljøspørgsmål. Hos klimaprojektet COme 2gether håber man på, at planen udføres i løbet af foråret, så de højskoler som har lyst, kan blive grønne. /cp

februar 2009

Efterhånden kan man vel nærmest sige, at det er sundt at tage på højskole - ikke bare for dannelsens og oplysningens skyld, men også i fysisk forstand. Ikke alene findes der adskillige sundhedshøjskoler, hvor man kan tabes sig og lære at leve sundere, flere skoler vægter nu også det økologiske aspekt højt, når der skal købes ind til madlavningen. Nu har Krogerup Højskole taget skridtet fuldt ud, og serverer kun mad, der er lavet af økologiske råvarer. Forstander Rikke Forchammer siger om valget: ”Det har været oplagt for os at vælge den økologiske vej. Dels fordi, at Aarstiderne er vores naboer, dels fordi det er sunde og lækre råvarer. Derudover vil vi gerne blande os i nutidige debatter om bæredygtighed og klimaforandring. Det er vores pligt som højskole i forhold til dannelse og oplysning af vores kursister.” Rikke Forchammer pointerer dog, at hun har fuld forståelse for, at ikke alle højskoler har mulighed for at omlægge deres køkkener ”Vi har et rigtig godt naboskab, og det ville næsten være dumt ikke at udnytte det”. /cp

Gode tal fra mange skoler Over en bred kam går det rigtig godt med højskolernes elevtal, hvilket bekræfter en tendens gennem de sidste 3 år. Mange skoler melder om fulde huse. Ved start i januar kunne Hadsten Højskole byde velkommen til 64 elever som er tilmeldt forårskurset, hvilket er en markant stigning i forhold til efterårets kursus. Også Ry Højskole kan melde om stor succes, idet man for andet år i træk har næsten udsolgt til de lange kurser, hvor der lige nu er optaget cirka 80 elever. Også Grundtvigs Højskole i Hillerød er helt op at toppe. Faktisk har de det største hold i 12 år. Og endelig jubler Vestjyllands Højskole over fremgang ved hver kursusstart de seneste år. /cp


Køng Presseklip ”holder pause” Sabbatår med mening Højskolerne har længe slået på det. For nylig viste en undersøgelse fra Århus Universitet, at sabbatår havde gavnlig effekt på frafaldsprocenterne på universiteterne. Og de unge er fortsat interesserede i at holde en pause på trods af bonusordninger for hurtig studiestart og lignende. Det store vejledningsarrangement Uddannelse Uden Grænser, der fandt sted sidst i januar i Herning, var interessen for andet end studiestart stor. Men det er en væsentlig pointe, at sabbatåret bruges til at kvalificere studievalget på den ene eller den anden måde. Fx ved et højskoleophold. ”Mens der før i tiden var en tendens til, at unge brugte sabbatårene efter gymnasiet som en flugt fra at få valgt en uddannelse, vil vi gerne have, at de unge bruger deres sabbatår aktivt til at finde den rette uddannelse,” siger vejleder og projektkoordinator ved Studievalg Midt-og Vestjylland, Thomas Ravn Jakobsen. /ah

Til august bliver der ikke længere drevet højskole i Køng. Højskolens bestyrelse har valgt at indstille driften af skolen - ved formelt set at holde pause. Man mener ikke, at grundlaget for drive højskolen er til stede. I stedet vil man drive Køng Idrætsfriskole, der siden 2005 har været en del af institutionen videre og desuden etablere en børnehave. Under den ekstraordinære generalforsamling, hvor bestyrelsen orienterede sin beslutning, viste der sig dog stor utilfredshed i højskolens bagland. Fordi højskolen ikke formelt er nedlagt, kunne bestyrelsen egenhændigt beslutte at indstille højskoledriften uden at spørge baglandet først. En del stemmer i baglandet var utilfredse med ikke at blive inddraget i beslutningen om at indstille højskoledriften. ”Vi likviderer ikke institutionen, men holder en pause med højskolen og fokuserer på andre områder,” siger forstander Peter Bendix Pedersen til Højskolebladet. /ah

”Så for nogle er det fint at tage et sabbatår. Og hvis de ikke ved, hvad de vil, så er de jo nødt til at finde en måde at tænke sig om på. Og så vil jeg naturligvis med min højskolebaggrund råde dem til at tage et højskoleophold, for der får man et netværk og møder folk, der er vidt forskellige fra en selv.” Undervisningsminister Bertel Haarder i Politiken den 25. januar. ”Det er klart, at et højskoleophold er en stor investering for et ungt menneske, og det taler måske for en nedgang i antallet af elever. Omvendt er jobudbuddet blevet mindre, og det taler til fordel for uddannelse og videreudvikling af de personlige kompetencer.” Jacob Kjærsgaard, forstander på Hadsten Højskole om højskole og finanskrise i Århus Stiftstidende den 22. januar. ”At det går godt for skolen betyder også, at forstanderen nu får mere overskud til at blande sig i samfundsdebatten, for det har en forstander også en forpligtelse til.” Forstander på Vestjyllands Højskole Else Mathiassen om succes i Dagbladet RingkøbingSkjern den 17. januar. /cp

s. 7


tendens Moralisme

Skyld og skam

s. 8

Søren Pind, Jørgen Leth, Jeppe Kofod og mange flere. Alle har de været i den offentlige gabestok for sex og druk. Er det et godt tegn? To borgerlige meningsdannere om den nye offentlige moral af thomas emil jensen

fotokunst Ulrik Jantzen. Dansk fotograf og grundlæggerne af Das Büro. Billederne er leveret af Dask Gallery www.daskgallery.dk

februar 2009

Vi befinder os på en københavsk café. Borgmester Søren Pind har bestilt 20 snaps. Og 4 fadøl. Partifællen Lars Løkke Rasmussen er der også. De holder frokostmøde, og Søren Pind betaler nu gildet af sin repræsentationskonto. Efter sigende en fuldt ud lovlig situation. Men det skulle han ikke have gjort. Ekstrabladet kaster sig over Pind med artikler som appellerer til den forulempede skatteborger: ’Du fik regningen’. Spørgsmålet er nu, hvad det betyder, når vi som samfund bruger vores begrænsede tid og opmærksomhed på at sætte offentlige personer i gabestok for fuldt ud lovlige handlinger? Når Jørgen Leths seksuelle fantasier sætter manden fra bestillingen som kommentator af et cykelløb? Når Jeppe Kofods erobringer kan rydde forsider på aviser, som kunne have bragt andre spørgsmål til torvs? Eller når Ekstrabladet har så ondt i sulet over fedmedoktorers helt lovlige millionindtjening, at de vælger at lade en sådan historie trumfe andre diskussionsspørgsmål i vores samfundsbevidsthed? Tilføjes der et pøbel-juridisk lag til den egentlige lovgivning? Skal det forstås som et udtryk for civilsamfundets nødvendige kontakt med klassiske dyder og sædelighed? Eller er det blot et udtryk for en amoralsk markedslogik hvor sex, magt og skandale nemt veksles til seer- og læsertække? Meningerne er med sikkerhed mange. Og de sociologiske forklaringer sikkert flere. Men grundlæggende rører disse spørgsmål ved evige debatter om, hvad der rettelig hører offentlighed og privatliv til. Yderpositionerne af totalitarisme og anarki ønsker ingen. Så den interessante debat foregår på midtbanen af kompromiser. Til dette formål har jeg har jeg talt med to borgerlige samfundsdebattører: Katrine Winkel Holm, teolog og Ole Birk Olesen, redaktør for netavisen 180grader.dk.

det mindst hårdhændede Ole Birk Olesen: ”Jeg tror ikke, et samfund kan fungere uden en fælles standard for god opførsel. Jeg vil nødigt leve i et, hvor ingen behøver at bekymre sig om deres omdømme, fordi man er holdt op med at dømme hinanden moralsk. Det relevante spørgsmål er derfor, hvordan disse standarder skabes og opretholdes. Her kan vi vælge mellem statsmagtens lovgivning eller civilsamfundets løbende samtale. Og sidstnævnte er mindst hårdhændet. Civilsamfundets sociale kontrol tillader, at folk som Jørgen Leth og Søren Pind kan fortsætte deres kurs, hvis de kan modstå den offentlige fordømmelse. Hvis staten regulerede alle sædelighedsspørgsmål, som det sker Saudi-Arabien eller Nordkorea, ville afvigere jo blive hentet af politiet. Og det ønsker jeg ikke.” Men du, Ole Birk Olesen, er jo selv redaktør for et politisk tidsskrift og ved vel, at civilsamfundets løbende samtale ikke just er noget, som tiltrækker de store læserskarer. Kultiverer Ekstrabladets spisesedler ikke snarere indignation, dødbideri og kendiskult end samfundsengagement og oplyst samtale? ”Det er da sandt, at mange spisesedler går for langt samt kører for mange dage i træk i samme spor. Men dette er et gradsspørgsmål ikke et principspørgsmål. Og jeg holder fast i, at pressens moralisme er at foretrække over for andre former for skarpretteri. Den er mest skånsom og tillader folk at gøre, hvad de vil - hvis de ellers er stærke nok til at være ligeglade med deres omdømme.” Lad os godtage, at civilsamfundet har denne fornemmelse for almindelig god opførsel, og at den er ønskelig at følge. Hvor mener du så, at fornemmelsen fostres? For der er vel nogen, som har større indflydelse på den end andre? Er det kunstnerne? Er


det statsministeren? ”Civilsamfundets normdannende effekt er, heldigvis, spredt over rigtig mange. Men det er i hvert fald ikke kunstnerne. End ikke Kim Larsen, den folkekære skjald, kunne rokke meget ved tobaksnormerne. Det er nok heller ikke politikerne. Statsministeren kunne nok godt, hvis han villet det. Men han har opgivet at påvirke den offentlige mening. Han følger den bare. Meget ligger nok i medierne. Dog kan en enkelt avis heldigvis ikke sætte en dagsorden. Og det er godt. Der ligger en sikkerhed i, at der skal flere aviser til for at få en moralisme til at rulle. Hvor ligger den så? Ja, I sidste ende kan jeg derfor kun sige at civilsamfundets normer findes i ’den almindelige mening’, som vi ikke kan sætte navn på. Der kan være katalysatorer, evt. en kendt person, men personen kan ikke ’opfinde’ normen alene. Normen udspringer og består i folkedybet.” skat og sex Hmm. Jeg har lagt mærke til at skandalesager i Danmark ofte handler om sex eller skattekroner. Sex har nok en universel appel, men skattekroner? Skal civilsamfundet forstås som borgere i funktion af skatteydere? ”Så snart man er tvunget til at finansiere noget - så har man indflydelse på det. Danskeren ser staten som en stor forening og holder øje med, at driften sker i henhold til sine interesser. Dette foreningssyn er dog også en illusion. Det er jo en illusion, at folk har noget at sige over for statens økonomiske forbrug. For hvis vi selv kunne bestemme havde vi jo beholdt pengene selv. Civilsamfundets årvågne øje med pamperi og uartig forvaltning er derfor det mest effektive redskab, vi har ved hånden til at disciplinere alle de, som på den ene eller anden måde repræsenterer staten.” Her gik jeg og troede, at jeg betalte min skat med glæde, og at moralisme ikke var et forvaltningsmæssigt styringsredskab. ”I USA, hvor skatten er langt lavere, er en stor del af samfundslivet bygget op omkring religiøse civilsamfundsinstitutioner. I Danmark tager staten over for familie og lokalsamfund. Det betyder også, at familie og lokalsamfund i USA, herunder de religiøse foreninger og menigheder, spiller en mere vigtig rolle og har større indflydelse på normdannelsen. I Danmark er

velfærdsstaten meget tilstedeværende i folks liv, og derfor kommer spørgsmål om skattekroner til at fylde meget på vores vigtighedshorisont, også moralsk.” Er hele dit udgangspunkt ikke noget pessimistisk? At folk kun opfører sig ordentligt, hvis de disciplineres gennem offentlig forargelse? ”Omdømme og offentlig moralisme har en disciplinerende effekt. Det kommer vi ikke uden om. Og jeg håber da, at Søren Pind en anden gang tænker sig bedre om før han igen bruger sin repræsentationskonto til at fremme private interesser. Også selvom det nok formelt var lovligt, hvad han gjorde. Og det samme gælder Jørgen Leth. Jeg synes ikke, det er ok at gå i seng med tjenestepigens datter, selvom det ikke kan straffes juridisk. Her kan social kontrol virke. I den sociale litteratur ser vi, at dem, som har størst problemer med at overholde normer, er dem, som interagerer mindst muligt med andre (og særligt med arbejdsmarkedet). I kredse af folk, som har været på førtidspension i 10-15 år, er der en uforholdsmæssig stor skare, som slår deres børn og drikker for meget. De har simpelthen for lidt kontakt med samfundets normdannelse. Ekstrabladet har jo en blandet læserskare, hvor samfundets mønsterborgere ikke nødvendigvis er overrepræsenterede. Her ser vi måske den kedelige del af den offentlige moralisme. At man slår på andre for at føle sig bedre selv. En sådan selvhævdelse er utvivlsomt en del af enhver moralisme. Men trods sådanne negative konsekvenser er civilsamfundets mishag og moralisme dog stadig at foretrække overfor en statssanktioneret moral.” en offentlig skriftestol Hvor mange ’stærke individer’ findes der mon, som kan modstå omgivelsernes massive fordømmelse over længere tid? Jeg mindes ikke, at have mødt mange, hvilket måske betyder at offentlig moralisme slet ikke er så blid endda? Selv kan jeg forestille mig tilfælde, hvor en tur i kachotten vil være blidere end en tur i skammekrogen. Hellere en lussing fra far end at ’mor er skuffet’. Hidtil har vi fokuseret på samfundets kollektive behov for at opretholde normer for god opførsel. Men kigger vi det forkerte sted? Skal offentlig moralisme snarere nedforklares til noget så

Ole Birk Olesen Dansk forfatter, journalist og ansvarshavende redaktør på Netavisen 180Grader.dk. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole og arbejdede som journalist på først Ekstra Bladet og dernæst Berlingske Tidende før han lancerede sin egen avis, 180Grader.dk, hvor han fungerer som både journalist og redaktør. I maj 2007 udgav han bogen Taberfabrikken, som var sponsoreret af Saxo Bank.

Katrine Winkel Holm

»

Født 1970, er cand. theol. og samfundsdebattør. Katrine Winkel Holm har udgivet Det Gamle Testamente som teologisk problem. Hun har desuden skrevet en lang række artikler i Tidehverv og i Præsteforeningens Blad samt læserbreve og kronikker. Siden 2006 medlem af DRs bestyrelse.

Den anden såkaldte moralisme er, når Jørgen Leth eller storskrydende personager selv fremlægger deres tvivlsomme meritter. Her reageres der på personens egne bekendelser og erklærede udskejelser. Leth-sagen startede som en kioskbaskerforagelse, men sagen blev hurtigt adopteret af feminister og andre. - katrine winkel holm

s. 9


s. 10

februar 2009


s. 11


s. 12

diffust, som at folk går rundt og føler et behov for at blive fordømt? Katrine Winkel Holms tilgang tager udgangspunkt i, hvordan mange danskere ikke længere går til Gud for at få tilgivelse for fortrædeligheder. I stedet opsøges offentlighedens dom. Enten gennem reality-programmer à la X-factor med Thomas Blachman som storinkvisitoren eller gennem offentlige selvudlevering, som når Jørgen Leth bekender sine æggende lyster - ikke overfor Vorherre hvem Augustin rettede sig imod - men overfor offentligheden. Katrine Winkel Holm: ”Det er vigtigt, at skelne mellem de sager vi møder, når forargelsen ruller; Søren Pind og Jeppe Kofoed er begge eksempler på amoralsk moralisme. Det vil sige, at en avis graver historien frem og koger suppe på den, indtil det ikke længere sælger godt. Det var ikke de to herrers eget ønske, at historiens skulle ud. Og aviserne har ikke nødvendigvis et dybt moralsk anliggende, når sagen trykkes. Samme logik gælder, når konkurrerende nyhedsudsendelser udviser en sær grad af reverens for Jørn Jønke Nielsen, og når DR vælger at vise et program om aktiv dødshjælp, hvor der zoomes ind på selve udåndingsøjeblikket. Det gøres kun for at sælge billetter, og grunder ikke i en dybereliggende moral - og særligt DR burde holde sig for god til den slags. Den anden såkaldte moralisme er, når Jørgen Leth eller storskrydende personager selv fremlægger deres tvivlsomme meritter. Her reageres der på personens egne bekendelser og erklærede udskejelser. Leth-sagen startede som en kioskbaskerforagelse, men sagen blev hurtigt adopteret af feminister og andre, som argumenterede for, at Leth brød med lighedsidealer i vort samfund. Ja, Elisabeth Møller Jensen fra KVINFO gik så langt, som til at anklage ham for at overtræde FN’s kvindediskriminationscharter fra 1979. Og her ligger problemet. En offentlig lighedstanke søges insemineret i privatsfæren.” Er et charter ikke netop nedfældet som en slags civilsamfundets erklæring for, hvad

februar 2009

»

Hvis staten regulerede alle sædelighedsspørgsmål, som det sker Saudi-Arabien eller Nordkorea, ville afvigere jo blive hentet af politiet. Og det ønsker jeg ikke. - ole birk olesen

der er god opførsel? Og er fordømmelsen af Leth derfor ikke blot et udtryk for almenborgerlig moral? ”Problemet er, at vi i så fald bevæger os mod en opløsning af distinktionen mellem en privat og en offentlig sfære. Hermed bliver der ingen grænser for skamløsheden eller nyfigenheden. Og denne opløsning bør vi, hverken som individer eller som samfund, støtte. Sager som Alex og Joachims skilsmisse egner sig ikke til offentlig diskussion. Det private unddrager sig det offentliges diskussion - det er privat. Eksempelvis er ægteskabssager og dødsøjeblikke meget privat - og det hverken kan eller skal offentligheden ind i. Hvis vi forgiver, at den offentlige mening er den bærende moral, ja så er vi ilde stedt. Den alvorlige moral er, at du står til ansvar over for Gud for dine handlinger. Gå ind i dit lønkammer med dine bekendelser. Ikke fordi de generer offentligheden. Men for din egen skyld. I det offentlige er der nemlig ingen tilgivelse. Du klæder dig bare af for dine bødler.” Tror du det er en blivende trend, at folk tyer til offentligheden for at skrifte? Er det mon ligefrem et moderne vilkår, nu hvor Gud er død, og vi selv skal opfinde moralen?

”En dag vil der komme en modreaktion. En dag når tilstrækkeligt mange har klædt sig af, vil folk få nok af at bevidne samt deltage i skriftestolsseancerne. Det håber jeg da i hvert fald. Og jeg håber, vi kan genetablere ideen om privatsfæren som et upolitisk sted. Altså som et sted, som samfundslivet ikke - hverken i form af detaillovgivning eller undersøgende journalistik - skal ind i. Men det kan da også være, at jeg tager fejl. Måske er der en blivende længsel efter autoritet. Man får i hvert fald let en fornemmelse af, at hvis folk i disse tider gør noget forkert, ønsker de, at andre ser det. Og faktisk tror jeg, at folk drages mod denne offentlige skriftestol ud fra en slags degenereret religiøs længsel.” religion som modvægt Vil det sige at religion har en rolle at spille som modvægt til offentlig moralisme? ”Islam er leveringsdygtig i en streng og fordømmende gud. Og måske er det netop noget af det, som nogen finder appellerende i Islam. At blive fordømt snarere end tilgivet. At få helt faste dekreter for, hvordan livet skal leves. Et sådant totalkodeks ligger ikke i kristendommen. Men den danske folkekirke kunne da stadigvæk overveje at geninddrage forkyndelsen af synd og skyld. At den enkelte er en synder, og at Gud først dømmer og dernæst tilgiver. Præster er ofte for bange for at forkynde synden som grundlag for evangeliet. Uden synd bliver syndstilgivelse meningsløs - og helt overflødig. Der er gået inflation i kærlighedssnak og omsorgsteologi i folkekirken. På pastoralseminariet fik jeg ligefrem at vide, at ord som synd og skyld med fordel kan udgås, hvis ikke vi skal risikere, at tale folk ud af kirken. Jeg tror, at hvis kirken igen tager spørgsmål om skyld og skam op, kan det medvirke til, at den personlige moral, og altså ikke den letbenede tabloid-moral, kunne styrkes. Vi skal i hvert fald ikke tro, at en offentlig moralisme er en værdig aftager for personligt ansvar og den tilgivelse, kristendommen tilbyder. ”


WWW.MASTER-I-TEATER.DK

MASTERUDDANNELSEN I TEATERPÆDAGOGIK

Historien     

om dine højskolesange

                      

SanghĂĽndbogen indeholder viden om alle

        højskolesangbogens 572 sange og salmer - leveret af 85 bidragsydere med særligt   kendskab til de enkelte sange.

   Pris: 298,-

Købes pü hojskolesangbogen.dk eller ring 3336 4040

Universität der Kßnste Berlin Frederiksberg Seminarium Betty Nansen Teatret/C:NTACT

                                      

  

s. 13


debat Kommentarer

s. 14

Forsvar for coaching af louis mogensen forstander nordjyllands idrætshøjskole certificeret coach hvis en marsmand havde delta get i ffd’s medlemsmøde i århus den 22. januar ville han sandsynligvis berette, at noget af det værste, universitetsfolk og højskolefolk ved, er coaching. Havde marsmanden spurgt til det, ville nogle af os andre nok have forsøgt at berolige gæsten med, at det er en næsten indgroet del af den danske tradition, at man engang imellem har brug for at have nogen, som man profilerer sig i forhold til. Vi ville måske også prøve at sige noget med, at man ikke kan vurdere den danske sangtradition alene ved at høre Nick og Jay, eller at Se & Hør ikke alene er et udtryk for, hvad foreviges i kongeriget. Lad mig derfor prøve at nuancere hvad coaching er. Mit hovedformål er at problematisere den antagelse, at coaching er et forsøg på at gøre alle udfordringer og problemstillinger individuelle og dermed ukritiske og endda tenderende til, at den enkelte ender med et ansvar, ja måske endda skyld for egne vanskeligheder. Jeg besluttede mig for at melde mig til en coachuddannelse, da vi på FFD’s lederkursus havde et modul, hvor vi snusede til coaching. På et tidspunkt sad vi tre forstandere og skulle prøve at coache. Da Søren Børsting øvede sig på mig, stod én ting klar. For en gangs skyld talte jeg med en kollega, der ikke stod i vejen. Der var nemlig forbud mod at fortælle, hvad han gjorde på sin egen skole og give gode velmenende råd. Jeg tror nok, at det samme lykkedes for mig, da jeg efterfølgende coachede. Jeg undlod at fortælle, hvad min erfaring var, og opdagede, at jeg måske selv ofte har stået i vejen for, at mine samtalepartnere har kun-

februar 2009

net bruge mig. Det slår mig, hvad en kvinde engang sagde: ”Når min mand synes, han har haft en god snak med vores teenager, betyder det i reglen, at han selv har talt det meste af tiden.” Jeg ønsker ikke at aflive samtale og rådgivning, endsige mit eget behov for at småprale; men coaching er bare noget andet. Min overvejelse i forlængelse af oplevelsen på den lille seance med kolleger var, at man måske som forstander af og til ender som rådgiver i løsninger, der passer godt til én selv, men måske dårligt til andre. Ærligt talt troede jeg, at det ville være let. Mange års samtaler med elever og et utal af medarbejdersamtaler har vel lært én ét eller andet. Sammenholdt med, at mine professionelle præferencer er systemisk inspirerede, og at jeg altid har valgt Grundtvigcitatet om at lære med hjertet, når jeg har skullet skrive hilsener i elevernes sangbøger eller mindebøger, mente jeg egentligt at være godt rustet. Det viste sig dog at være hundesvært - måske især fordi jeg hører og forstår meget ind i den sammenhæng. En sidebemærkning kunne være, at det måske netop er højskolefolks helt store udfordring at undlade at forstå alting så hurtigt som mulig for at undgå svar, der er godt for meget, men måske ikke for det der efterspørges. værktøjer Som coach har man lært nogle værktøjer at kende. Dels er det værktøjer til at sætte sig selv der, hvor coachen skal være, nemlig som den person, der hjælper med at den anden får udnyttet sit potentiale. Desuden lærer man værktøjer, der kan være anvendelige i forhold til forskellige udfordringer, fx til at skabe sig overblik over komplicerede sammenhænge og dilemmaer. I det system, jeg er uddannet i, arbejder vi desuden med at lære, hvordan vi undgår tomgang og blindgyder, og hvordan vi optimerer en proces.

Bemærk, at der her ikke er noget som helst, der indikerer, at coaching trækker i retning af individualisering, eller at ansvaret for løsningen er privat. Tværtimod indeholder god coaching aspekter, der inddrager omgivelser, overbevisninger og værdier. Hvis en fokusperson skulle privatisere udfordringer, ville den gode coach tilbyde en perspektiverende udfordring. På den anden side vil coachen også udfordre fokuspersonen, hvis alt gøres til abstraktioner eller til noget alle andre har ansvaret for? I min optik er det faktisk meget i tråd med hele den danske oplysningstradition. ”Da skal man forskel kende på solskin og på lyn, skønt begge de kan brænde og skabe klare syn. Thi som fornuften giver, det ene lys opliver, det andet slår ihjel”, skrev Grundtvig og satte dermed spørgsmålstegn ved rationale alene. ”Fuld tilfredshed eller problemet tilbage”, sagde én af lærerne på min uddannelse. Hermed antydet, at coaching ikke er svaret på alt; men ikke desto mindre synes jeg, det forekommer at kunne en hel del. I løbet af min uddannelse har jeg vel deltaget i hundrede coachsamtaler af kortere eller længere varighed. Langt de fleste gange har fokuspersonen givet udtryk for både stor ny indsigt og lettelse over denne. Hvad enten det har drejet sig om dilemmaer


»

På et tidspunkt sad vi tre forstandere og skulle prøve at coache. Da Søren Børsting øvede sig på mig, stod én ting klar. For en gangs skyld talte jeg med en kollega der ikke stod i vejen. Der var nemlig forbud mod at fortælle, hvad han gjorde på sin egen skole og give gode velmenende råd. Jeg tror nok, at det samme lykkedes for mig, da jeg efterfølgende coachede. i arbejdsliv eller privatliv, fastholdelse af jobs, pædagogiske udfordringer, dårlige vaner eller andet, har langt de fleste resultater været, at udgangen på samtalen fører til flere livtag med det omgivende samfund end det modsatte. Som leder skal man være forsigtig med coaching. Det kan bruges til meget; men rammen skal være tydelig. F.eks. skal der være en fælles forståelse af, at coachingen skal være magtfri, - altså skal spørgsmål der involverer ledelseskravet henvises til andre typer af samtaler. Mine bedste samtaler har handlet om de konkrete udviklingsmuligheder og konkrete pædagogiske udfordringer mine medarbejdere har stået over for. Jeg er selv blevet coachet mange gange, og med al respekt for gode kolleger, vil jeg fremover trække på det, netop fordi coachen ikke først og fremmest tilbyder løsninger; men snarere hjælper mig med at finde dem, der passer hos mig. Det kan sagtens suppleres med kollegial udveksling af staldfiduser og mere omsorgsfuld pleje af hinanden.

Fra 80’erne til nu af helga kolby kristiansen silkeborg højskole I januar-udgaven af Højskolebladet siger Ida Ebbensgaard NOT til en række nye salmer i Højskolesangbogen og kalder dem nyhellige, glad-kristne firsersalmer, som har passeret sidste udløbsdato for 20 år siden. Blot en forbrugeroplysning til Ida vedr. de to sange, som hun nævner: 1.”Livstræet” er ikke og har aldrig udgivet sig for at være en salme. Det er en sang, der tager sit udgangspunkt i den nordiske mytologis fortælling om Ask Yggdrasil. 2. ”Menneske din egen magt” står i salmebogen, og har derfor en berettigelse ud over Idas ”sidste udløbsdato”. Salmen kom med i sidste udgave af Den Danske Salmebog og var en af de salmer som i den offentlige høringsfase blev meldt stærkt savnet, ikke mindst fra kirkeligt socialt arbejde og diakonale kredse. Her findes mennesker, for hvem salmens slutlinjer kan have stor værdi: Og når du har brugt din dag til det sidste åndedrag, standser Gud din gråd og klage, tar en misbrugt dag tilbage, nådig glemt i evigt.   Poul Borum sagde en gang, at kvaliteten af et digt afhænger af, om det kan give svar til: ”Jeg er her nu”. Det betyder, at modtageren - den der synger - også har en stemme, når digtets / sangens kvalitet skal gøres op. Og hvad der i nogens erindring står som passeret og yt, kan for andre have kvalitet og betydning. Og det er lykkeligvis denne brede forståelse i kvalitetskriteriet, som redaktionsudvalget for Højskolesangbogen har lagt til grund i udvælgelsen til 18. udgave.

Donslund de luxe med Baggers blik Stein Bagger og jeg har lige læst Doppler. Jeg var knap begyndt, da jeg i et interview så, at han også var i gang. I fængslet, vist nok. Mens jeg læste videre, tænke jeg hele tiden på, hvordan Bagger reagerede her og der. Grinede han, da Doppler spillede billedlotteri med elgkalven, Bongo, eller da han overtalte butikschefen til at indføre bytteøkonomi, eller da han udhuggede en totempæl på 11 meter til minde om sin far? Jeg forestillede mig, at Bagger identificerede sig med Doppler. At han fik nok af kompetencen og af at spille skuespil. Og jeg tænkte på, hvem der havde givet ham bogen. Var det en trøst? En opmuntring? Var det for at give manden noget at tænke over? Faktisk spekulerede jeg mere på, om Bagger følte sig ramt end på, om jeg selv blev ramt.

Jeg tilhører jo, det grønne segment, og i segmentloven står der, at jeg tror, jeg ved bedre end dem i andre segmenter. Jeg tilhører jo, ligesom alle andre højskolelærere, det grønne segment, og i segmentloven står der, at jeg tror, jeg ved bedre end dem i andre segmenter. Jeg kører i et bedrevidende bilmærke. Jeg spiser bedrevidende mad, og jeg har bedrevet bedrevidende studier. Jeg er faktisk så fandens bedrevidende, at jeg begynder at reflektere over, hvorfor jeg læser gennem Baggers øjne i stedet for gennem mine egne. Er det fordi, jeg er lettet over, at det (denne gang) ikke er mig selv, der er i frit fald mod afgrunden? Er det fordi, jeg (småligt?) fryder mig over, at retfærdighed sker fyldest? Eller er det bare fordi, jeg ikke tør erkende, at også jeg ligger under for det, Doppler flygter fra: Kompetencen, mens jeg bilder mig ind, at jeg lever et sandt liv? Sandheden befinder sig i et sort dyb, der lugter af vilde dyr. Jeg står på kanten, kigger derned og råber hysterisk HA, HA, HA! Dybet rumler og svarer AH, AH, AH! Gådefuldt, siger jeg til Bagger! Gådefuldt! Anne-Marie Donslund er forfatter og lærer på Vallekilde Højskole

s. 15


højskole Tidsånden kort

s. 16

Hot eller not HOT

NOT

grønlændervending Den kloge højskoleelev vil have udnyttet sit ophold optimalt ved at lære denne særlige kunst, så han kan score hvem som helst i enhver svømmehal.

babymajs Simpelthen fordi de ikke kan spises uden, at man uundgåeligt kommer til at tænke på en afskåret finger, en eller anden har glemt i snapseflasken, en opsvulmet, blød finger, hvor neglen er røget af.

hvor gud han er så tast i borg Er slayeren til morgensamlingerne i denne finanskrisetid.

af dy plambeck forfatter, tilknyttet ry højskole

»

1-2-3, 1-2-3, 1-2-3, 1-23, 1-2-3, 1-2-3, de små rigide dansetrin, der helst skal instrueres af en sort mand i stramme cykelshorts, har sneget sig ind i skemaet på snart enhver højskole.

februar 2009

breve ”Dit fede savlende løgnagtige pampersvin. Vi er flere og flere der har fået nok af dit politiske magtbegær. Svaret på politisk pamperi kan give bagslag og være hårdtslående for nassesvin som dig på borgernes penge. Din epoke er slut. Vælg selv eller tag konsekvensen.”* Det er igen populært at sende breve. pølsevogn Det bliver det næste. Det er det eneste en højskole mangler. * Citatet fra brevet stammer fra bogen ”Jeg er bevæbnet og har tømmermænd - udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv.”

salsa 1-2-3, 1-2-3, 1-2-3, 1-2-3, 1-2-3, 1-2-3, de små rigide dansetrin, der helst skal instrueres af en sort mand i stramme cykelshorts, har sneget sig ind i skemaet på snart enhver højskole. weekendbesøg hos kæresten Det har altid været og er stadigvæk totalt yt at tage hjem til kæresten. Sådan er det bare. bytte tøj dag ”Hvis jeg får din tanktop med svedskjolder og strawberry daquri-pletter på, så får du min aldrig-nogensindevaskede islandske sweater fra 1972 som jeg har arvet efter min far.” mundokleose Glem influenzaepidemien der raser gennem landet! Højskolen har deres helt egen. Kyssesyge.


debat Udfordring

Uenig? Giv din mening til kende på bloggen: www.hojskolebladet.dk

s. 17 17 s.

» Gertrud Thisted Højlund (F. 1981) Journalist, uddannet fra Syddansk Universitet i 2007 og har skrevet klummer i avisen Urban siden. Skriver om alt mellem højskolesangbogen og makrelmadder. Opvokset på Ry Højskole og har været elev samme sted.

Søren Børsting Siden 2006 forstander på Den Rytmiske Højskole. Før det lærer samme sted. Har en fortid som elitesportsmand og er uddannet folkeskolelærer.

Det interessante ved højskolen er, at vi er et minisamfund, hvor alle mekanismer fungerer fuldstændig lige som ude i det store samfund.

Drukner vi i kompetencer? » spørgsmål

Gertrud Thisted Højlund: Vi har efterhånden snakket så meget om kompetenceudvikling, faglig udvikling, cv-udsmykning og opgraderinger af vores faglige profiler med tryk på velfærdsrettigheder mere end på samfund. Har højskolen tænkt sig på et tidspunkt at råbe så højt, at det kan høres, at der findes en anden måde at forstå uddannelse og dannelse på, eller har de tænkt sig - én efter én - at falde til patten og blive forskoler til handelshøjskoler og universiteter?

» svar

Søren Børsting: Desværre har Gertrud nok ret i, at vi ikke råber højt nok. Eller at vi råber op nogle steder, hvor folk ikke opdager det. Kompetenceudvikling og faglighed er meget vigtige elementer i en menneskelig opvækst og dannelse. Men man går galt i byen, hvis fagligheden får lov til at stå for meget alene. Hvis den ikke sammenkobles med den menneskelige udvikling og sociale indsigt, risikerer man at udvikle mennesker, der er dygtige på deres eget felt, men ikke kan arbejde sammen med andre mennesker. Det er klart, at de to ting skal kobles sammen, og her er højskolen et rigtig godt bud. Jeg er heller ikke enig i, at højskolen som sådan er i opposition til det etablerede uddannelsessystem. Det er min klare opfattelse, at vi som højskole er et godt supplement og ikke i opposition. I kostskoleformen og det ”forplig-

tende” fællesskab, man der skaber, har man bedre mulighed for at finde sit menneskelige ståsted og beskæftige sig mere med værdier. Det interessante ved højskolen er, at vi er et minisamfund, hvor alle mekanismer fungerer fuldstændig lige som ude i det store samfund. Men på højskolen er det bare meget tydeligere, hvad der sker. Ude i samfundet er tingene meget mere komplekse, og derfor er der mange, der mister fornemmelsen af deres egen rolle i en større sammenhæng og dermed mister ”gnisten” og engagementet. Og det kan man opleve på højskolerne. Derudover er jo ikke noget nyt i, at højskoler er forberedende til forskellige uddannelser, men det går galt, hvis man tror, at man kun skal være en fagskole.


debat Bogkritik

s. 18

Obamania Anmeldelse: Markedet oversvømmes nærmest af bøger om og af Barack Obama. Højskolebladets anmelder har set på et par af de vigtigste af troels gaihede cand. mag. i amerikanske studier og lærer på grundtvigs højskole

»

Det er selvsagt ikke alle bidrag, der er lige brugbare som kilde til information om manden i verdens mægtigste embede. Lødigheden svinger som prisen på råolie gør det, hvorfor det er nødvendig at foretage et kvalificeret valg.

Verden har fået en ny superstjerne. Der findes for tiden ikke et bedre brand end Barack Obama. Valget af den første afroamerikanske præsident i The Promised Land har fået forfattere, journalister, klummeskribenter og sågar clairvoyante til at gå om bord på Obama-skibet. Næsten dagligt ankommer nye titler til de i forvejen bugnende hyldemeter af Obama lekture. Det er selvsagt ikke alle bidrag, der er lige brugbare som kilde til information om manden i verdens mægtigste embede. Lødigheden svinger som prisen på råolie gør det, hvorfor det er nødvendig at foretage et kvalificeret valg. En god start vil være at konsultere manden selv. Med The Audacity of Hope - thoughts on reclaiming the American dream har Obama begået et særdeles læseværdigt politisk manifest. Bogen indeholder ikke kun banale betragtninger over dette og hint, men i høj grad også holdninger til USA’s fremtidige rolle som supermagt og global moralsk fårehyrde. Obama går grundigt til værks i sin 2. bog, som udkom på amerikansk i 2006. Bogen indeholder både personlige erfaringer som nyvalgt senator for staten Illinois, men fungerer ligeledes som et historisk vue over USA i almindelighed og den politiske virkelighed i særdeleshed, naturligvis farvet af øjnene der ser. Obama kommer omkring væsentlige temaer i amerikansk indenog udenrigspolitik. Obama beskriver ligeledes blændende, hvordan han som intellektuel nysgerrig akademiker alligevel lader sig døbe i Trinity United Church of Christ, og hvorledes troen på Gud er et bevidst valg og ikke en åbenbaring. fra manden selv Både amerikanere, europæere, asiater, afrikanere og latinamerikanere har

februar 2009

Kometen

- Historien om Obamas Triumf Martin Burcharth Informations Forlag 2009, 2. udg.

Obama

- Et løfte om forandring David Mendell Verve Books 2008

Mod til at Håbe

- tanker om generobringen af den amerikanske Barack Obama Informations Forlag 2008

mere eller mindre tabt pusten i næsegrus beundring for Barry (som han blev kaldt i drengeårene på Hawaii) Obama. Der er næsten ingen grænser for tilliden til den nye mand i det Hvide Hus. Alle har en forventning om, at der med Obama ved roret vil ske dramatiske kursændringer i forhold til især det udenrigspolitiske. Forventningen er, at USA i mindre grad vil tænke unilateralt/militært og i højere grad satse på internationale institutioner såsom FN. Disse forventninger kan imidlertid let vise sig at være om ikke naive, så i det mindste for høje. Obama skriver i The Audacity of Hope at: ”vores umiddelbare sikkerhed kan ikke holdes som gidsel af de ufravigelige krav om international konsensus. Hvis vi er nødt til at klare det selv, så vil det amerikanske folk også stå klar til at betale enhver


“Vi mangler stadig en Obamabog om katteopdragelse i strømmen af bøger, der forsøger at sælge sig selv på verdens mest hotte brand.” Jens Andersen i Berlingske Tidende

ved andreas harbsmeier

s. 19

Sven Burmester udgav i 2007 bogen Fred og fare.

I En verden til forskel beskriver han dagliglivet for tre almindelige familier; en egyptisk, en kinesisk og en amerikansk. Igennem skildringen af de tre familiers liv, dagligdag og diskussioner tegner Burmester et billede af den aktuelle tilstand i de tre lande. Er der håb for, at civilisationerne i fremtiden kan overkomme deres forskelle og leve fredeligt side om side?

Tre familier, tre civilisationer

fra bogens forord

En verden til forskel Sven Burmester Informations Forlag Bogen er blevet markedsført på, at Sven Burmester kalder islam en fejlslagen og syg civilisation. Ikke desto mindre er bogen mere nuanceret end provokationen måtte antyde. Burmester har været i Mellemøsten, Kina og USA og sammenligner de 3 civilisationer - ikke så meget på det overordnede politiske niveau, som på det konkrete nære plan. Hvordan forskelligt former livet sig for enkelte mennesker i de tre regioner af verden, der mest markant sætter dagsordenen på verdensplan.

KNUD VILBY

GLOBAL VÆKST – GLOBALE KRISER

HOVEDLAND

David Mendells Obama - From Promise to Power (på dansk Obama - Et løfte om forandring, Verve Books A/S 2008). Mendell har som journalist ved Chicago Tribune fulgt Obama siden hans første tid som senatorkandidat. Der er derfor mange spændende kampagnehistorier fra Illinois-dagene samt historier om den nu nærmest sagnomspundne kampagnestrateg David Axelrods rettidige optimisme og dygtighed. Bogen er imidlertid temmelig detaljeret og er nok mest for politiske nørder. Sidst men ikke mindst vil det give god mening at læse Obamas taler, der jo i sig selv er inspirerende læsning. Hvis man har behov for at undersøge, hvorvidt Obamas ord blot er varm luft og uprøvede floskler, kan man til alle tider understøtte sin nysgerrighed ved at klikke sig ind på Kongressens hjemmeside og nærlæse, hvordan manden har stemt i diverse sager, endnu inden han kunne besmykke sig med titlen USA’s 44. præsident.

Globaliseringen er i dag uundgåelig. Hvad enten vi betragter den som hændelser og begivenheder i tre adskilte civilisationer, eller mener, at udviklingen snarere udspilles mellem rig og fattig, mellem nord og syd, mellem religion og politik, så vil det altid være nyttigt at kende livsform, kultur og forskelligheder i, hvad jeg betragter som civilisationer. Det er vigtigt at vide, at muslimen ikke spiser svinekød eller drikker øl. Det er vigtigt at vide, at kineseren har en skæbnebestemt, materialistisk og pragmatisk holdning til alt i tilværelsen, at han faktisk kan være både kapitalist og kommunist på samme tid. Det er værd at vide, at amerikaneren er mere konservativ og individualistisk indstillet end os danskere, selv når hun stemmer på Obama, og at religion er vigtigere for hende end for den almindelige dansker.

EN VERDEN TIL FORSKEL

Tre familier, tre civilisationer

Sven Burmester har som kosmopolit et indgående kendskab til de tre lande: Egypten, Kina og USA.

EN VERDEN TIL FORSKEL

Sven Burmester er tidligere vicedirektør i Verdensbanken og chef for FNs befolkningsfond i Kina. I forbindelse med sit arbejde har han opholdt sig i længere perioder i Egypten og Kina. I dag har han fast adresse i Washington, men tilbringer stadig året på skift i Egypten, Kina, USA og Danmark.

“Skulle man alligevel føle trang til at ville vide mere om vores alles Messias, kan man søge trøst i, at der ud over, at der allerede findes Obama-biografier på alle sprog, at hans selvbiografi er udkommet på alverdens sprog, og at der er udgivet alverdens bøger , som tolker, analyser, psykologiserer manden, hans politik og USAs fremtid fra ende til anden, netop er udkommet en bog med titlen Vejen til Washington - Den amerikanske valgkamp bag kulissen skrevet af en række Newsweekjournalister. Bogen handler om den lange, lange amerikanske præsidentvalgkamp, og dens hovedpersonen er naturligvis vinderen - Obama . Lige en mand, vi trænger til at høre mere om, ikke sandt?“ Tom Buk-Swienty i Weekendavisen

SVEN BURMESTER

SVEN BURMESTER

to bud Et andet og næsten lige så læseværdigt bud er danske Martin Burcharths Kometen - Historien om Obamas Triumf (Informations Forlag, 2009, 2. udg.). Burcharth er først og fremmest en glimrende journalist og skribent, men beviser med denne bog, at han også har stor indsigt i amerikanske forhold, og dette på et dybere niveau end den ofte kedsommelige nyhedsjournalistik. Burcharth indrømmer at være ”betaget” af Obama og den progressive bevægelse i USA. Bogen er på mange måder ambitiøs og omfattende. Burcharth kunne måske have problematiseret og nuanceret nogle af de gængse klicheer, som fx at amerikanere generelt ikke kan lide intellektuelt nysgerrige politikere, og at disse betragtes som kultursnobber. Valgresultatet tirsdag nat den 4.november 2008 er jo trods alt et bevis på, at selv intellektuelle kan appellere til de store folkemængder, hvis de rette omstændigheder er til stede. Et godt tredje og glimrende bud på en indføring i fænomenet Obama er

Bogkort

De andre mente

© Polfoto

pris og bære enhver byrde, der er nødvendig for at beskytte vores land”. En sådan udtalelse skal med al sandsynlighed ikke misforstås i retning af, at Obama blot vil fortsætte forgængerens mislykkede enegang på den internationale scene. Vi skal imidlertid forstå Obama som værende USA’s præsident - først og fremmest. Amerikanske interesser kommer naturligvis først, og det vil koste dyrt om fire år, såfremt Obama giver indtryk af at lægge den amerikanske sikkerhed i hænderne FN’s Sikkerhedsråd. Det ville hurtigt opfattes som om den retoriske mester var soft on terror. Bogens danske titel hedder Mod til at Håbe - tanker om generobringen af den amerikanske drøm. På amerikansk betyder Audacity dog ikke bare mod, men også frækhed. Og det er netop den frækhed, der har inspireret de store masser i USA. Frækheden til at udfordre dinosaurerne. The Audacity of Hope giver ikke kun et glimrende indblik i en top professionel politikers faglighed, men er også god underholdning, ikke mindst fordi sproget er let og flydende. Det gælder også den danske oversættelse af Niels Ivar Larsen.

EN GLOBAL REJSE MOD NYE VILKÅR OG UDFORDRINGER

Global vækst - globale kriser Knud Vilby Hovedland Knud Vilby er en af de fremmeste stemmer i Danmark, når debatten handler om udvikling og 3. verdenslande. Global vækst ambitiøse mål er at beskrive den globale udvikling fra 2. Verdenskrig frem til i dag. Ingen beskeden opgave - Bogen retter sig primært mod undervisning og er med sine overskuelige fremstillinger og sit journalistisk tilgængelige sprog velegnet i den sammenhæng.


tendens Nedslag

s. 20

Den virkelige verdens søgemaskine Filosofisk essay: Jacob Kjærsgaard tager turen tilbage til oplysningstiden for at finde kernen i højskolen af jacob kjærsgaard forstander på hadsten højskole

i sin rapport fra 1979 - ”viden og det postmoderne samfund” - hævder den franske filosof JeanFrancois Lyotard, at videnskabens legitimerende fortællinger ikke kan opretholdes i lyset af 1900-tallets begivenheder. Det satte gang i diskussionen om, hvorvidt moderniteten var overskredet med postmodernitet til følge. Siden da har de to begreber været brugt flittigt og indimellem temmelig kreativt, men langt fra entydigt. Især har sociologer og filosoffer været optaget af problemstillingen. Således hævder Anthony Giddens, at der ikke er tale om en overskridelse, da modernitetens afgørende træk stadig gør sig gældende. I stedet taler Giddens om, at moderniteten er blevet radikaliseret og at de brud, der har fundet sted, bør ses som et resultat af moderne tænknings selv-afklaring. Hans-Jørgen Schanz ligger i forlængelse heraf, når han siger, at det mo-

februar 2009

derne er kommet til vejs ende, og den mest farbare vej frem er en besindelse på det moderne vilkår. Udsagnene peger på, at vi lever i et moderne samfund og med en modernitet, der har fået øje på sig selv gennem et slør af legitimerende fortællinger. Så når der i denne sammenhæng tales om postmodernitet skal det forstås som et kritisk perspektiv på moderniteten, som jeg finder berettiget og kvalificeret. Zygmunt Bauman, der er en af de mest inspirerende tænkere indenfor feltet siger således, at postmodernitet er modernitet, der er kommet bagom sin falske bevidsthed og blevet klar over at ’rationel orden’ og absolut sandhed er uopnåeligt. En af de kritiske betragtninger, Bauman har gjort sig, har at gøre med videnskabernes betydning for menneskelivet i den moderne verden. En helt central tanke for moderniteten var, at mennesket kunne frisættes og blive autonom gennem den rette fornuftige erkendelse af sig selv og sin omverden. Til hjælp for denne fornuftige erkendelse skulle og skal især videnskaberne bidrage. Men Bauman hævder, at det ikke er det, der sker i dag. Tværtimod har videnskaberne som selvstændige ekspertkulturer, der gør sig til autoriteter på baggrund af deres viden, sat mennesket i en ny afhængighed. I forlængelse deraf har de undergravet menneskers tro på egen erfaring og erkendelse. Bauman taler om det som en af det nuværende samfunds undertrykkende mekanismer. Hvis man tilspidser Baumans synspunkt lidt, kan man sige, at der er tale om en ny-almuegørelse, hvor den nye almues problem ikke er manglende

viden, men nok så meget manglende tiltro til egen erfaring og erkendelse. Det minder ikke just om Kants myndige menneske. Hvis denne tendens ydermere ses i lyset af den antagelse, som Giddens og Bauman ser ud til at være enige om, at der i en radikaliseret modernitet langt hen ad vejen er tale om, at identitetsdannelse er “et refleksivt projekt, som den enkelte selv er ansvarlig for,” så tegner der sig et forholdsvis forstemmende billede. Over for denne tendens ønsker Baumann at vække de ikke-systematiske, ikkefornuftige og de ikke-beregnende sider af mennesket, hvilket kun kan vinde genklang i højskolesammenhæng. I det hele taget er der i denne forbindelse god grund til at pege på de oplysningstanker, der ligger bag højskolen. mennesket er ingen abekat En væsentlig forudsætning for at forstå Grundtvigs oplysningstanker er at gøre sig hans menneskesyn klart. Det sammenfatter han således i indledningen til Nordens Mytologi fra 1832: ”Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem


guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og forklare sig giennem tusinde Slægter, som et guddommeligt Experiment, der viser hvordan Aand og støv kan giennemtrænge hinanden og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed.” At vi er af ånd og støv gør, at vi på en gang er bundet til dette liv og kan forholde os til dette liv i undren og fællesskab. At mennesket er et guddommeligt eksperiment, har at gøre med, at menneskelivet har karakter af åbenhed. Der findes ikke nogen definition eller brugsanvisning. Ligeledes har det at gøre med, at menneskelivet er uudgrundeligt. Det lader sig ikke endeligt gribe eller begribe, det er netop underfuldt. Derfor vendte Grundtvig sig mod universelle og endelige beskrivelser af mennesket, det være sig af rationalistisk eller luthersk tilsnit. Men ikke desto mindre var projektet at oplyse menneskelivet. Ikke som man kunne forestille eller ønske sig det, men som det blev levet og var blevet levet, erfaret og begrebet af hvert enkelt menneske, af folket og af menneskeslægten. Det konkrete historiske liv var oplysningens begyndelses- og slutpunkt. Livsoplysning har altså menneskelivet og det alment-menneskelige som omdrejningspunkt. Det drejer sig om på en og samme tid at finde ud af og ind i livet. Livsoplysning er således ikke at træde på behørig afstand af livet for at bearbejde, reflektere og drøfte. Nej - det er at bearbejde, reflektere og drøfte, mens man er midt i det, med den forbundethed som betingelse, og med Løgstrups betragtning om, at vi er hinandens verden som vilkår. Med Grundtvigs ord er der tale om ”en Videnskabelighed, der ikke blot udstrækker sig til alt Kiendeligt, men omfatter det i et levende Begreb, og med et fælles Øiemed, som er Menneske-Livets Forklaring i alle dets Retninger og Forhold. Da først bliver Videnskabelighed i Sandhed praktisk, naar den bestandig gaaer ud fra Livet, og gaaer ud på dets Forklaring, thi da skatte vi Alt efter dets Forhold til og Indflydelse på Livet, i det Hele og det Enkelte.” Men livsoplysning er mere end det. Det er i sidste ende at oplive til deltagelse i det ”guddommelige eksperiment”, som menneskelivet er.

mellem skole og kirke For Grundtvig var det en kraftpræstation at nå frem til en adskillelse mellem skole og kirke i sin oplysningstænkning, således at han kunne hævde, at oplysningen i skolen først og sidst handlede om med ”folkerøst” at oplyse menneskelivet. Lidt spidst formuleret kan man sige, at som kirken ofte har hævdet et monopol på den ’rette’ forståelse af mennesket og menneskelivet, kan der i dag være en tendens til, at videnskaben og de tilknyttede ekspertkulturer henholdsvis har tiltaget sig og er blevet givet et monopol på de ’rette’ forståelser af mennesket og menneskelivet. Nogle af disse forståelser har indbygget en determinisme og kan bibringe mennesket en følelse af at være styret af forhold, de har meget lidt eller ingen indflydelse på. Det kan være med til at sætte menneskets egen dømme- og handlekraft ud af spil. Men det sidste ord er aldrig sagt i den sag, for mennesket er i stand til at forholde sig til sine vilkår - og hvordan vilkårene forvaltes vil altid være afgørende. For at mennesket kan være i sit liv, må såvel det første som det sidste ord om dette liv lyde fra mennesket selv og ud fra det konkret levede liv, det handler om. Det er livsoplysningens start- og slutpunkt. Overordnet medfører det postmoderne perspektiv et farvel til troen på oplysning som et blot og bart ”fornuftens forehavende”, hvilket må siges at være en gammel nyhed i højskolen. Ligeledes kan man overordnet og uden mellemregninger sige, at det postmoderne perspektiv medfører et goddag til troen på oplysning som ”de flere intelligensers forehavende”. Dette perspektiv bør højskolerne ligeledes være fortrolige med, da de er rundet af en grundtvigsk tænkning om, at oplysning, og især livsoplysning, må rumme en vekselvirkning mellem fantasi, følelse og fornuft. søgemaskinen Det er for mig selvfølgeligt og nutidigt, at højskolerne skal stå ved sig selv og den arv. Ligeledes er det selvfølgeligt, at de skal være skoler, der belyser ’det tredje’ eller de menneskelige mellemværender for at belyse det menneskelige fælles - livet med og mod

hinanden. Endeligt og helt grundlæggende skal det være skoler, der hævder den ligeværdige og frie samtale om menneskelivet i dets mangfoldighed, altså bedriver livsoplysning i forvisning om Leonard Cohen’s ord: ”There is a crack in everything. Thats how the light gets in.” Livsoplysning er en menneskelig bestræbelse, der rækker bag om højskolernes historiske tilblivelse og langt ned i historien. Livsoplysningens tid er således ’altid’, og den næres af, at mennesket ikke kan leve af rationalitet og objektivitet alene, men har en iboende trang til at spørge til sin eksistens og søge mening. Denne trang og bestræbelse bliver aldrig uaktuel – spørgsmålet er blot, hvilket hus den kan og skal bo i - højskolen er det mest oplagt bud, jeg kan få øje på. Man kan også med Sartre lidt skævt sige, at mennesket ikke er det, som det er, og er det, som det ikke er. Altså - at vi som mennesker i høj grad defineres af det, som vi søger imod. Som sådan kan man betragte højskolen som den virkelige verdens søgemaskine, hvor den, der søger, selvfølgelig er med til at afstikke retningen, og hvor denne søgen har værdi i sig selv.

»

At mennesket er et guddommeligt eksperiment har at gøre med, at menneskelivet har karakter af åbenhed. Der findes ikke nogen definition eller brugsanvisning. Ligeledes har det at gøre med, at menneskelivet er uudgrundeligt. Det lader sig ikke endeligt gribe eller begribe, det er netop underfuldt.

s. 21


tendens Interview

s. 22

Lars Fr. H. Svendsen (F. 1970) Norsk filosof og forfatter. Han arbejder som lektor ved det filosofiske institut i Bergen og som klummeskriver ved avisen Aftenposten.

Vi voksne kan ogsĂĽ vĂŚre bange - men er der nogen grund til det?

februar 2009


s. 23

Interview: Den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen er irriteret over, at frygten styrer vores hverdag, selv om vi faktisk lever i et mere trygt og sikkert samfund end nogensinde. Højskolebladet har talt med filosofiens Bjørn Lomborg af andreas harbsmeier

»

Jeg er ikke nogen finansekspert, men hvis jeg skal lave en grov vurdering, så får vi som samfund en levestandard, som vi havde for tre, måske fire, år siden. Og der var det trods alt muligt at klare sig i Danmark i 2005.

da den norske filosof lars fr.h. svendsen, årgang 1970, arbej dede på en bog om frygt, måtte han sætte sig ind i de højt profilerede trusler som terror, klimaforandringer og diverse sygdomme. Og resultatet blev, at han rent faktisk blev væsentlig mindre bange for det meste, efter at han havde skrevet bogen. Udgangspunktet var en grundlæggende irritation over, at vi - på trods af, at vi lever et mere trygt og sikkert liv end nogensinde - konstant bombarderes med generaliserede farer og trusler, der bunder i følelseslivet langt mere end de faktisk forhold. Og det i grad, så vores hverdag er styret af voldsomt overdrevne farer. Svendsen har haft overvældende succes både i Norge, Danmark og en lang række andre lande med sine let formidlende filosofiske bøger om så forskellige emner som ondskab, kedsomhed, mode og kunst. Opskriften har været at inddrage hverdagsfænomener og bringe dem i spil i en filosofisk kontekst, men hele tiden med et skarpt nøgternt blik for det liv, vi faktisk lever. Lars, du har skrevet, at frygten er en helt grundlæggende element i vores liv. Hvordan ser du det udfolde sig? Vi lever i en frygtkultur. Og med det mener jeg en ikke kultur, hvor vi går rundt og er bange hele tiden. Men frygten udgør en form for følelsesmæssigt bagtæppe for de fortolkninger, vi laver af verden. Det første spørgsmål, vil stiller, er altid, jamen er det ikke farligt? Det gør vi af ren vane. Vi vurderer risikoen ved alt muligt, og risiko bliver næsten altid forstået negativt. Men egentlig er en risiko jo noget, der både har en for- og en bagside. Det er noget, der har en gevinst, men også et potentielt tab. Men i dag forstår vi risiko som noget næsten udelukkende negativt. Men alligevel er det risikoen, der styrer vores tankegang - ofte ud fra nogle helt forkert præmisser.

Det er en pointe i min bog, at frygten er meget lidt saglig. Hvis vi tager et eksempel som sygdom, så er sandheden jo, at vi i Vesten aldrig har været i bedre stand, men også den fattige del af verden har jo haft en reduktion i sult, fattigdom og barnedødelighed osv. osv. Det er uden historisk sidestykke. Alligevel mener mange, at alt går den gale vej. Der er gennemgribende pessimisme. Jeg argumenterer for, at vi mennesker må have en tiltro til, at vi kan klare de problemer, vi støder ind i. Selvfølgelig findes der stadig alt for mange væbnede konflikter på jorden. Der findes sult, der findes krig, der findes fattigdom, men vi må have en tiltro til, at vi kan klare det - og forhåbentlig bliver det bedre fremover. obamas håb Men for nylig har vi jo set et eksempel på det modsatte, nemlig Barack Obamas håbsretorik - er det ikke et skridt i den rigtige retning? Det er rigtigt, at Barack Obama er meget optimistisk i sit budskab. Og han er i virkeligheden meget atypisk. Jeg har selv hørt ham tale til et Town Hall Meeting i Virginia sidste år. Og jeg må indrømme, at jeg blev stærkt revet med. Det budskab, Obama har, har fået mange til at lytte. Og det er jo egentlig overraskende, fordi han har overtage magten på et optimalt vanskeligt tidspunkt. På den anden side er det vel næppe muligt at gøre det mere katastrofalt end Bush. Men så melder spørgsmålet sig jo, om håbsretorikken er lige så effektiv? For frygten ansporer jo også i meget stor udstrækning til handling. Hvad er det, han gør anderledes, for der er jo stadig problemer nok at bekymre sig om. For det første er han jo fuldstændig inde i problemerne. Og for det andet fremstår han med en stærk tro på, at man faktisk kan håndtere problemerne


tendens Interview

s. 24

på en anden måde. Det er ikke kun ”my way or the highway”. Han insisterer på, at man skal forhandle sig frem til løsninger.

Vidst du, at - kampagner mod den frygtede SARS-virus globalt har kostet i alt 200 milliarder kroner, mens selve sygdommen indtil videre har krævet beskedne 774 menneskeliv. - det anslås, at omkring 1200 amerikanere døde i trafikken efter d. 11. september, fordi de blev bange for at flyve og i stedet valgte at køre bil.

Bøger af Lars Fr. H. Svendsen ■ Frygt, Forlaget Klim 2008 ■ Indføring i filosofi – det sande, det gode og det skønne, Klim 2008 ■ Mode, Klim 2005 ■ Hvad er filosofi? Klim 2003 ■ Kunst, Klim 2002 ■ Ondskabens filosofi Klim 2001 ■ Kedsomhedens filosofi Klim 2000

februar 2009

finanskrisen kommer Det seneste eksempel på noget, der fremkalder megen frygt rundt omkring, er finanskrisen. Er der ikke grund til at tage den alvorligt? Finanskrisen har overtaget for tiden – og den fylder ekstremt meget. Og det er klart, at ja, den er alvorlig. Men man skulle tro, når man læser dagens aviser, at det er en slags ragnarok. Det er det rent jo faktisk ikke. Og her i landet vil man måske se, at ledigheden kommer op på tre en halv eller fire procent. Det er jo ikke særlig meget. Man kan jsige, at det meste frygt bygger på irrationelle argumenter. Da jeg havde lavet researchen til min bog om frygt, var jeg væsentlig mindre ængstelig for det meste. Det e r jo fordi, jeg har fået mere fakta og information. På den anden side er grunden til, at man er bange i første omgang jo, at man har modtaget noget information. Men ofte er det jo forbi, man har modtaget vildledende eller mangelfuld information. Og den bedste måde at imødegå det på, er ved at korrigere den information. For eksempel har jeg, selv om jeg har skrevet den bog, stadig en form for araknofobi - skræk for edderkopper. Selv om jeg ved, at der ikke findes en eneste edderkoppeart i Norge, som udgør nogen som helst risiko for mig. Den viden er åbenbart ikke blevet registreret i følelsessystemet. Men vores følelsesliv er foranderligt - vi kan godt ændre på tingenes tilstand. Jeg kunne godt gå i terapi for min araknofobi, men det gider jeg ikke, for det er ikke noget stort problem.

frygtmaksimering Vi har en tendens til at maksimere frygt i befolkningen. Og her spiller medierne jo en væsentlig rolle, for det første fordi dårlige nyheder er bedre end gode nyheder. Og for det andet ligger der i selve nyhedspræsentationsformen, at man vil præsentere budskabet, så det har mere relevans for den enkelte læser eller seer. Og det betyder, at man i fremstillingsformen får det til at se ud som om, vi alle er i fare. Hvis fx en psykiatrisk patient dræber en tilfældig forbipasserende - det sker en gang imellem, men ganske sjældent - så gør præsentationsformen, at det ser ud som om, vi alle er i fare. Men det er jo ikke en fare for os som enkeltindivider. Og det er ufatteligt meget af det i medierne. Og det er det samme med finanskrisen, hvor vi får præsenteret alle de farer, der kan ramme os alle - konkurs, arbejdsløshed osv. Jeg er ikke nogen finansekspert, men hvis jeg skal lave en grov vurdering, så får vi som samfund en levestandard, som vi havde for tre, måske fire, år siden. Og det var trods alt muligt at klare sig i Danmark i 2005. Men kan man ikke altid relativere truslen? En godt eksempel i den forbindelse er jo klimaspørgsmålet. Det er jo en form for ultimativ frygt, fordi det ikke handler om at miste sit arbejde eller sin friværdi, men simpelthen om, at hele verden nærmest går under. Det er klart, at klimaforandringer er noget, vi definitivt bør tage alvorligt. Men spørgsmålet er jo, hvordan vi skal forholde os til dem. Det er helt sikkert, at der er ingen af os, der bør ligge søvnløse, fordi klimaændringerne skulle føre til en dramatisk forandret situation for os. Det skulle være fordi


» vores efterkommere, mange generationer efter os vil få problemer. Men vi får ikke noget ud af at ligge søvnløse. Men kan frygten ikke netop i den situation være produktiv i forhold til at gøre noget ved forholdene? Det kan man godt sige, men det handler om information og ikke frygt. Den tidligere amerikanske præsidentkandidat Al Gore er et interessant eksempel her. Han skrev et interessant essay, som hed ”The Politics of Fear” frygtens politik, hvor han kritiserede Bush-administrationens brug af en frygt-retorik og udviklede skræmmebilleder i krigen mod terror. Jeg er helt enig i alt, hvad Al Gore skrev dengang. Hvis man ser bort fra, at han gjorde nøjagtig det samme inden for klimaområdet i sin film En ubehagelig sandhed. Her var der tale om en total krisemaksimering. Det var unuanceret og til dels fejlagtigt. Overdreven information og så videre. Og det var jo det Bush-administrationen tænkte; at må være acceptabelt at bruge ekstrem overdrivelse i en god sags tjeneste. Og så tænkte Gore, at vi kan gøre det samme i forhold til klimaforandringerne. Han indførte nærmest en form for krigsretorik i klimaproblematikken. Men du er jo også overbevist om, at vi har at gøre med et reelt problem. Det kan godt være, at det er langsigtet, men det er et reelt problem. Men risikerer man ikke som dig at relativere alle problemer, der er forbundet med frygt og gøre dem ligegyldige? Jo, men jeg ønsker jo, at man skal angribe problemerne på et sagligt og ikke på et følelsesmæssigt grundlag. En politik, der baserer sig på det rent følelsesmæssige kommer der ikke noget godt ud af. Det har vi set nogle ret markante eksempler på. Beslut-

ninger bliver nødt til at blive taget på et rationelt grundlag. Og for at være i stand til at imødegå et problem, er det vigtigt, at man har en saglig og positiv tilgang. Ja, det er et reelt problem, men hvis man fx ser på forureningen i vestlige storbyer i dag og for ti år siden, så er det jo blevet meget bedre. Det skal man også huske at tage med. filosofiens lomborg Nu lyder du næsten som en filosofiens udgave af Bjørn Lomborg? Nu er jeg ikke så frygtelig god til statistik, så… Men han taler jo netop om vigtigheden af, at man skal lave en rationel vurdering af de faktiske forhold og se, hvor man kan gøre mest gavn. Men så er problemet jo, at de faktiske forhold sjældent er helt entydige. Ja, der findes videnskabelig usikkerhed. Ofte har man ikke et entydigt videnskabeligt grundlag - men det må man jo vurdere fra sag til sag. Det er jo i hvert fald ikke et argument for at bringe frygt og følelsesbaserede vurderinger ind i diskussionen. Mener du, at i det omfang man kan reagere uden følelser på et videnskabeligt grundlag, vil ikke blot gøre os i stand til at træffe bedre beslutninger, men vil også gøre os til gladere mennesker? Obama er jo forbilledlig i den sammenhæng. Han tænker med hovedet - men har en positiv, realistisk attitude. Han sætter kundskab væsentlig højere, end Bush-administrationen gjorde. Men kunne man ikke sige, at hans evne til at indgyde håb heller ikke har noget med virkeligheden at gøre? Er der ikke nogen af de samme mekanismer på spil? Jeg tror ikke, at man kan skabe at

For eksempel har jeg, selv om jeg har skrevet den bog, stadig en form for araknofobi - skræk for edderkopper. Selv om jeg ved, at der ikke findes en eneste edderkoppeart i Norge, som udgør nogen som helst risiko for mig. absolut fakta-baseret grundlag, som afgør, om man skal være optimist eller pessimist. Det er klart, at også den overdrevne optimisme heller ikke er hensigtsmæssig. Det bliver nødt til at være en faktabaseret optimisme. Ser vi fx på situationen for den fattigste femtedel af mennesker på kloden, så ville det være urimeligt at have en optimistisk indstilling a la, ”jamen det går jo så godt”, for det gør det ikke. Det er et kæmpe problem, og vi ved ikke, hvad vi skal gøre. Men vi bliver nødt til at have en så stor portion optimisme i os, at vi tror, at der er en mulighed for at gøre noget. For uden den tro, så bliver vi ude af stand til at gøre noget som helst. Så alt i alt betragter du dig selv som optimist? Det var faktisk sådan, at så længe jeg opholdt mig i den rent teoretiske verden, var jeg mere pessimistisk, men jo mere af virkeligheden, jeg har beskæftige mig med, jo mere optimistisk er jeg blevet. Jeg var meget mere pessimistisk før, jeg begyndte at beskæftige mig mere indgående med de konkrete problemer.

s. 25


højskole Tæt på

s. 26

Kernespaltning Reportage: Højskolerne vil ind til kernen. Hvem er vi, og hvad har vi egentlig til fælles? To universitetsfolk og 60 højskolefolk til medlemsmøde demonstrerede vilje til åbning mod verden, men udstillede samtidig vanskeligheden ved overhovedet at tale om højskolen som sådan

indledende ord - og det kan man kun give hende ret i. Oplægsholder Klaus Levinsen fra Syddansk Universitet lagde også ud med at stille det grundlæggende spørgsmål, der dog forblev udebatteret mødet igennem: ”Hvorfor overhovedet forsøge at finde en kerne?” Nogen vil hævde, at når man først bliver meget optaget af, hvem man er, når man allerede har mistet fornemmelsen af sammenhæng. En parallel: Når det nationale fællesskab har spillet en så stor rolle i den politiske debat de senere år, er det fordi nationalstaten, som vi kender den, allerede er under opløsning. Med andre ord: Hvis sammenhængen var klar, var der jo ingen grund til at diskutere den.

højskole som social kapital eller kritik Levinsen hæftede sig ved, at der blandt højskoler er en ekstrem stor historisk bevidsthed, at højskolerne forsøger at legitimere sig selv ved at se tilbage, at af andreas harbsmeier man der kan finde kernen. Levinsens havde til opgave at bringe begrebet social kapital i spil i forhold til høj trangen til at finde ind til skolerne, og var kritisk i sin vurdering kernen - at søge det autentiske, af den faglige specialisering. For hvis det som skaber fællesskab - er elever kommer til højskolen for at en klar tendens i tiden. Tag bare dygtiggøre sig i noget, de i forvejen den markante debat om kanoner inden kender til, bidrager de ikke bagefter for kunsten. Man har sågar opstillet en med væsentligt mere, end de gjorde i demokrati-kanon. Således er diskusforvejen: ”Bidrager højskolen til indisionen også ankommet i højskoleviduel specialisering, eller bringer de verdenen, hvor Folkehøjskolernes engagement og social kapital ud i det Forening sidste år lancerede projektet omgivende samfund?” ”Højskolens kerne”, der foreløbigt Dagens anden oplægsholder, kulminerede ved et medlemsmøde på sociolog Anders Petersen fra Aalborg Idrætshøjskolen i Århus i januar. Universitet, argumenterede en kollek ”Vi har svært ved at sætte ord tiv dannelsestænkning som modvægt på det, vi har til fælles”, var FFD’s til den evindelige snak om selvrealiseformand Helga Kolby Kristiansens ring og selv-dannelse: ”Hvorfor ikke

februar 2009

»

Vi ved alle, at anerkendelse er meget vigtigt, men det må ikke kamme over. Hvis jeg var en højskole, ville jeg kunne sige til en elev: ’Det er helt i orden, at du spiller guitar, men du er faktisk ikke særlig god til det’. - anders petersen

»

Bidrager højskolen til individuel specialisering, eller bringer de engagement og social kapital ud i det omgivende samfund? - klaus levinsen


s.s.27 27

tage skridtet fuldt ud og tale om et vi-dannelsesprojekt, og gøre dette til modsætningen til det senmoderne samfunds ensidige fokusering på selvets muligheder for dannelse eller realisering?” Udgangspunktet for Petersens oplæg var højskolens kritiske potentiale. Den akademiske grundpointe var, at samfundskritik ikke længere er mulig, fordi kritikken allerede er en integreret del af samfundet og derfor ikke har den ønskede effekt. For at egentlig kritik skal være mulig skal man stille de helt grundlæggende spørgsmål: ”Hvis højskolerne skal skabe rum for gedigen samfundskritik, kunne et passende udgangspunkt være at tage greb om disse mekanismer: Hvordan kan det være, at samfundet er stoppet med at stille grundlæggende kritiske spørgsmål om sin egen indretning? Hvem nyder godt af denne stilstand? Hvordan holdes denne udvanding ved lige? Og hvorfor findes der ingen potente modstandsmekanismer?” Klaus Levinsen var inde på noget af det samme, da han talte om højskolens placering et sted mellem civilsamfund og stat. Ifølge Klaus Levinsen opfatter højskolen sig som en del af civilsamfundet, som stående på sidelinjen, ”men i virkeligheden er højskolerne dybt afhængige af staten.” anerkendelse og kernespaltning Et centralt begreb i diskussion blev også anerkendelsesbegrebet, som for alvor er kommet på mode i de senere år. Anerkendelse er uomgængelig i mødet med andre mennesker, men Anders Petersen illustrerede anerkendelsens potentielle farer - særligt i højskolesammenhæng:

”Vi ved alle, at anerkendelse er meget vigtigt, men det må ikke kamme over. Hvis jeg var en højskole, ville jeg kunne sige til en elev: ’Det er helt i orden, at du spiller guitar, men du er faktisk ikke særlig god til det’.” Generelt var der klar tale fra de to oplægsholdere: Højskolen har gode forudsætninger for at byde ind og stille de grundlæggende spørgsmål, men gør det alt for sjældent. Selv om man i forsamlingen kunne fornemme en hvis skepsis over for de kloge hoveder fra universitetsverdenen, var der kun enkelte glimt af selvtilfredshed at spore. I den efterfølgende debat var der dog generel enighed om, at højskolen bør åbne sig mod den omgivende verden. Med Levinsens ord er højskolen dygtig til at knytte bånd blandt sine egne, men knap så god til at bygge broer til andre verdener. Konklusioner var der få af, lige som de fine begreber har til gode at blive konkretiseret i højskolepraksis. Det grundlæggende spørgsmål, om højskolen har eller overhovedet skal have en kerne står fortsat til diskussion, og måske netop deri ligger berettigelsen. At forsøge at nå ind til kernen må først blive en øvelse i kernespaltning.

Mere om kernen Den 22. Januar afholdt Folkehøjskolerne Forening et medlemsmøde på Idrætshøjskolen i Århus om ”Højskolens kerne”. Oplægsholdere var Klaus Levinsen og Anders Pedersen, hhv. lektor ved Syddansk Universitet og adjunkt ved Aalborg Univerist. Se i øvrigt Højskolebladet fra august, september og oktober for diskussioner af højskolernes kernebegreber livsoplysning, demokratisk dannelse og folkelig oplysning.


debat 2 sider af samme sag

s. 28

Uenig? Giv din mening til kende på bloggen: www.hojskolebladet.dk

Er krise en del af højskolernes selvforståelse? Ordet krisen klæber tilsyneladende til de danske højskoler - som om det er blevet en del af selvforståelsen. Men hvorfor egentlig? Elevtallet er opadgående og mange nye initiativer er i gang. Troels Mylenberg og Britta Schall Holberg giver deres bud af charlotte kjærholm pedersen

»

Hvis højskolerne skal arbejde sig ud af denne ide om krise, så skal de selv skal stoppe med at tænke og tale så meget om den. - troels mylenberg

februar 2009

troels mylenberg ”Krise er et ord, der klæber. Højskolerne har været i krise, hvor det blev italesat alle steder fra. Nu er det utrolig svært at slippe af med. Krise er nærmest blevet højskolernes image. Tanken om, at højskolerne er i krise ændres heller ikke, når man kun hører om skoler, der lukker, og ikke om skoler der åbner. Hvis højskolerne skal arbejde sig ud af denne ide om krise, så skal de selv skal stoppe med at tænke og tale så meget om den. Jeg mener egentlig ikke, at højskolefolk er selvtilstrækkelige, men det kommer til at virke sådan på den måde, de opfører sig. stå ved det man kan ”Højskolernes problem ligger ikke i kommunikation. Det er ikke noget, som et reklamebureau kan klare. Det har man jo forsøgt sig med et utal af gange. Det billede som skabes inde i hovedet på folk, når man siger højskole, det kan man ikke viske ud. Men det har man helt uden grund forsøgt. Det handler i høj grad om show it, don’t tell it. Der er utrolig mange ord, men meget lidt handling i offentligheden. Det paradoksale ved denne problemstilling er jo, at der er mange, som tager på højskole og har deres livs oplevelse. Højskolerne er en succes. Uanset hvordan man vender og drejer det, så har højskolerne noget lidt altmodisch over sig. Lidt fællessang, lidt fingermaling og lidt gamle dage. Og det er der slet ikke noget i vejen med. Det er måske endda højskolernes allerstørste styrke. Men det kan for udenforstående virke som om, at man ikke rigtig vil vedkende sig den arv. Det kommer fra højskolernes side til at

forfalde til bragesnak, og at verden er i forfald. Derfor ender man med ikke at høre noget optimisme og positivitet fra højskoleverden i offentligheden. Ikke at højskolerne agerer sådan bevidst, men det modtages sådan. Højskolerne har en bestemt klang og det må man gøre sig bevidst. Man kan jo heller ikke lave en violin om til en elguitar. højskolen skal tale om andet end sig selv Højskolerne skulle bare vide, hvor stor velvilje og kærlighed der er blandt de fleste mennesker uden for højskolerne. Alle ønsker højskolerne det bedste. Alle undtaget nogle enkelte højskoleforstandere selv. Jeg synes, man skal bruge tiden på at lave højskole. Den tid højskolerne har i offentligheden, burde de bruge på at tale om andre vigtige ting end lige netop højskolen og dens krise. De forstandere, som gennem tiden har været berømte og anerkendte, er jo ikke blevet det, fordi de har talt om højskole, men har brugt højskolen som platform til at tale om andre ting. Jeg havde nogle skønne år som forstander og er stadig vild med ideen om højskole, men jeg oplever, at man bruger ufattelig mange kræfter på at tale om sig selv og livet på højskolerne, og overhovedet ikke tager stilling til livet udenfor. Det svarer til, at politikere kun snakker om, hvordan det er at være politiker. Det er synd og skam at misbruge den fornemme talerstol, det er at være højskoleforstander. Man repræsenterer noget fint, gammeldags og samtidig moderne som højskolerne, men man evner ikke at bruge det til andet end at tale om sig selv.”


britta schall holberg ”Det er kun højskolefolk, der snakker om krise. Det går jo langt bedre end for nogle år tilbage, situationen er helt anderledes i dag. Jeg tror, den økonomiske krise har gjort, at man fokuserer på andre værdier end bare den økonomiske gevinst. Der er nogle personlige ting, som er vigtigere i tilværelse. Fx at vi er i stand til at snakke med hinanden på tværs af interesser. Vi har også en del ældre, som er friske, og gerne vil opleve noget på fx en højskole. Derudover har det vel efterhånden sat sig fast, at det ikke hjælper at jage igennem en uddannelse. Vi har en viden om, hvor stor betydning et højskoleophold kan have på folk, inden de påbegynder en uddannelse.”

troels mylenberg Journalist og tidligere forstander på Vallekilde Højskole. Har blandt andet været ansat på Weekendavisen og Dagen og i en længere årrække været leder af Center for Journalistik på Syddansk Universitet. I dag er han politisk reporter på Berlingske Tidende.

britta schall holberg Folketingsmedlem for Venstre. Har været aktiv i højskolesammenhæng i mange år. Både som bestyrelsesformand for Helnæs og Kerteminde Højskole, men også som medlem af undervisningsministeriets højskoleudvalg. Hun har derudover været indenrigsminister og sundhedsminister.

højskolen skal hjælpe ”Det specielle ved højskolerne er, at de kan hjælpe alle mennesker, uanset hvilken fase de er i. I vores samfund findes der utilpassede unge, som har det svært. De skal ikke bare overlades til sig selv. Der bliver højskolerne nødt til at blande sig. De unge skal have indhold i deres liv og opbygge en tro på sig selv, og det kan højskolerne bidrage til. Man har mulighed for at vise en anden del af verdenen og for at kvalificere sig. Bare det at komme af sted og møde nogle andre mennesker, der har anderledes holdninger end én selv, og som kan ruske lidt op i ens selvforståelse. Derudover findes der masser af mennesker, der gerne vil skifte spor, hvilket højskolerne også kan hjælpe med.” ”Men højskolerne har et stort kommunikationsproblem, som har eksisteret i adskillige år. Hvis man vil markedsføre noget man kan, så er det nødvendigt at gøre klart, hvad det er. Det svære ved højskolerne er, at man ikke kan skrive på en liste, hvad det er, de kan. I stedet er man nødt til at vække folks interesse, gøre dem nysgerrige og få dem til at forstå, at der er noget at komme efter på en højskole. Det kan godt være, at højskolen bygger på nogle gamle idealer, men det trækker jo mennesker til. De trænger til fællesskabet, til historien og til at få en sammenhæng i alt det fragmenterede de oplever i deres hverdag. Højskolerne skal finde tilbage til deres rødder. Fornyelse er et spørgsmål om at finde ud af, hvad man kan.”

forstandernes ansvar ”Derudover synes jeg, at højskolefolkene kan berige debatten i offentligheden. Hvis højskolerne selv vil videre og arbejde sig ud af ideen om krise, så kan de sagtens det, men de skal tro på det. Jeg synes i den grad at tiden kalder på, at man tager fat på vigtigere ting end økonomi. Og med den tid vi lever i, burde det være lettere for højskolerne at få det budskab ud end nogensinde før. Der er blogs, Facebook og alt muligt andet. Der er masser af muligheder for at kommunikere ud til befolkningen. Det kan da godt være, at det ikke vil lykkes med et læserbrev, men så må man jo benytte sig af alle de andre muligheder, der er. Dog tror jeg, at de fleste har behov for at læse noget andet om højskoler, end at de er i krise.” ”Tidligere var der jo højskoleforstandere, som var fyrtårne, men i dag bliver der skiftet så meget ud på posterne, fordi forstander sidder med økonomi og alt mulig andet. De ender med at køre sur i det og så går hele profileringsarbejdet tabt. Her kunne bestyrelserne godt være behjælpelige, og tage lidt af presset, for det er jo ikke kun forstanderen som skal ud og profilere skolen. Hvis bestyrelserne udgør nogle ressourcer i lokalsamfundet, så kan de jo godt være med til at fortælle, at det er en god base.”

»

Højskolerne skal finde tilbage til deres rødder. Fornyelse er et spørgsmål om at finde ud af, hvad man kan. - britta schall holberg

s. 29


højskole Navne

s. 30

Jan Svensson

Forstander for livsstil Der sker noget nyt på Samsø. Den 1. april starter Jan Svensson som forstander, hvilket betyder, at han sammen med sin familie flytter fra København til den lille ø i løbet af sommeren. Jan Svensson har gennem de seneste 30 år beskæftiget sig med livsstil, senest som leder af et idrætshus for psykisk syge i København. Han har dog ingen erfaring med at drive højskole, men har selv været elev på en idrætshøjskole og undervist på den forgangne

Hopstrup Højskole. Han glæder sig til at prøve kæfter med nye udfordringer, og hans ambition for højskolen er, at han ikke blot vil opretholde det høje niveau, der allerede er, han vil også forsøge at etablere et tættere forhold mellem beboerne på øen og højskolen. Derudover vil Jan Svensson gennem de næste par år forsøge at restaurere de af højskolens bygninger, som trænger til det. /CP

Raja Bjarne arbejder på etableringen af en folkehøjskole på ejendommen Solhøjgård, som ligger mellem Fredensborg og Kokkedal. Fokus bliver Transcendental Meditation, som Raja Bajrne er formand for i Danmark. Deres mission er at skabe fred i verden! Modtager af Montanas Litteraturpris 2009 blev Niels Frank for digtsamlingen ”Små guder”. Prisen blev uddelt på Testrup Højskole, og begrundelse for valget af Niels Fransk lød blandt andet ”Poesi af denne art er ny på dansk, hvorfor komiteen blandt de seks nominerede kandidater i enighed vil fremhæve denne”. Nicolai Wamberg har i samarbejde med Uldum Højskole fået tildelt 107.800 kr. fra Kunstrådets Musikudvalg. Penge skal bruges til projektet Roots music on tour, som handler om at præsentere fire forskellige rødder, mexicansk, jødisk, nordisk og irsk, inde for folkemusikkens spektre. På Ryslinge Højskole har man endnu ikke fundet en forstander. Der var 11 ansøgere.

Køkkenchef for sundhed

Annette Hansen

februar 2009

På Støvring Højskole har man travlt med at gøre klar til de nye elever. I januar blev det på et bestyrelsesmøde besluttet, at højskolen for at overleve, skulle ændres til en sundhedshøjskole. Forstanderen Flemming Darre har selv medbragt køkkenchef Annette Hansen, som nu er i fuldt sving med renoveringen af køkkenet. ”Det er en helt vildt travl tid, men rigtig sjovt. Vi skal have omlagt køkkenet og fundet nye køkkenassistenter” forklarer hun. Heldigvis er det noget Annette Hansen har prøvet før. Både på Diget Højskolen ved Skagen og Ebeltoft Kurcenter, hvor hun før har været køkkenchef. Faktisk kører hun lige nu mellem

Skagen, hvor hun stadig underviser i madlavning, Støvring Højskole og så sit hjem i Århus. Hvis hun skal fortælle noget om, hvilket køkken de nye elever på Støvring Højskole kan forvente, siger hun ”Når eleverne starter, bliver de altid overrasket over, hvor meget de egentlig skal spise. Vi lærer dem om livsstilsomlægning, hvor det er vigtigt, at man ikke sulter sig. Derfor skal man spise seks måltider om dagen. Faktisk har mange problemer med at spise nok i starten”. Støvring Højskole åbner for ca. 20 boende elever plus enkelte dagelever den 8. februar. /CP


Nyt fra FFD s. 31

27. februar Googlekursus - 500 kr. Højskolernes Hus kl. 10-15 5. marts 2009 Forstandermøde - 1500 kr. Brandbjerg Højskole 5. til 6. marts 6. marts 2009 Konference for skolebestyrelsesmedlemmer - 1450 kr. Nørgaards Højskole 6. marts kl. 16 til 7. marts kl. 14 16. marts 2009 COme 2gether - Møde for deltagende skoler - 0 kr. Ry Højskole 16. til 17. marts 24. marts 2009 Højskolelærernes Temakonference - 1000 kr. Silkeborg Højskole 24. til 25. marts 22-23. april 2009 Informationsseminar 2009 - 1500 kr. Højskolernes Hus, Kbh. 27. april 2009 Nordisk Højskolekonference/ Vårkonferencen - 2000 kr. Nordiska Folkhögskolan i Kungälv 27. til 29. april 11-12. juni 2009 FFD’s Årmøde og generalforsamling - 1200 kr. Grundtvigs Højskole, Frederiksborg 23-25. september 2009 Kursus for pedeller, oldfruer og rengøringspersonale - 1500 kr. Gymnastikhøjskolen i Ollerup 5. november 2009 Kursus for sekretærer og forretningsførere Haslev udvidede højskole

Mere på www.ffd.dk

Ændrede Løn- og ansættelsesforhold Ny ansættelsesbekendtgørelse og nyt løncirkulære er på vej med virkning fra 1. april 2009. Vigtigst er en forhøjelse af pensionsbidraget fra 16,6 pct. til 17,1pct., samt en forøgelse af kostskoletillægget til lærere på ny løn, så det årlige grundbeløb (1997-niveau) fremover bliver 12.000 kr. Samtidig vil tillægget for fremtidig gennemførelse af HPU-forløbet være 5.000 kr. årligt (1997 niveau) ved forløbets gennemførelse. Efter 2. år vil beløbet være 10.000 kr. årligt. Endelig vil ATP-bidraget fra 1/1 2010 blive ændret til den højeste sats, A-satsen. FFD’s Informationsseminar den 22. og 23. april sætter i år fokus på det strategiske pressearbejde.   Hvordan griber man pressearbejdet an strategisk? FFD’s informationsseminar: Hvordan og til hvem udsender man en pressemeddelelse? Hvordan trænger man igennem med et debatindlæg? Hvad er en god historie, og hvordan timer man den bedst? Gennem oplæg fra professionelle mediefolk og FFD’s egne konsulenter vil du få indsigt i konkrete værktøjer i forbindelse med det strategiske pressearbejde. Tilmelding og yderligere oplysninger på www.ffd.dk

Denne side redigeres af FFD

Foreningens kalender

Lærerkonference 24. - 25. marts 2009 på Silkeborg Højskole Igen i år holder vi lærerkonference med et fælles tema, erfaringsudveksling og workshops. De fælles temaer er ”Undervisning med særlig fokus atmosfære i undervisningen” og ”Globaliseringen set som en udfordring til højskolens undervisning”. Erfaringsudvekslingen og det uformelle samvær er en vigtig del af konferencen og er naturligvis rent indholdsmæssigt styret af deltagernes bidrag og behov. Udover de fælles temaer vil der være tre workshops. Deltagerne skal vælge én af de tre workshops. Tilmelding er elektronisk og foretages på www.ffd.dk inden d. 10. marts.   Nordisk Vårkonference om realkompetence Den 28.-29. april afholdes Vårkonferencen for nordiske højskolefolk på Nordiska Folkehögskolen i Kungälv. Konferencens tema er ”Højskolens Kerne - og hvordan man dokumenterer udbyttet og nytten af det særlige ved skoleformen”. De nordiske højskoler har meget at lære af hinanden, og der vil på konferencen være oplæg og workshop-præsentation af værktøjer og modeller fra de enkelte lande. Detaljeret program vil blive udsendt i løbet af februar måned. Personlige medlemmer af FFD kan søge om tilskud til deltagelse.   Europa-arbejde Med en ny bevilling fra EU-Nævnet, kan FFD i perioden 2009-2011 fortsætte højskolernes fælles Europa-aktiviteter. I forbindelse med Højskolelærernes Temakonference på Silkeborg Højskole holder FFD Europa-netværksmøde den 25. marts, og den 14. april er der ansøgningsfrist til Højskolernes Europa-pulje. Hermed vil det være muligt, at højskolerne er godt forberedt til valget til Europa-parlamentet den 7. juni.


B

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

s. 32

AU DET TEOLOGISKE FAKULTET AARHUS UNIVERSITET

NYT OM TEOLOGI OG RELIGION Velkommen til et godt miljø på Aarhus Universitet. Vi lægger vægt på at være et levende sted med gode faciliteter, engagerende undervisning og spændende arrangementer. ARRANGEMENTER 13.-15. februar Religion i den moderne verden. Højskoleweekend i Ry for alle fakultetets studerende. 26. februar Det gamle Testamente: strukturer, tekster, teologier. Tiltrædelsesforelæsning v/ professor, dr.theol. Hans J. Lundager Jensen.

20. februar Rethinking Islamic Jurisprudence for Mus lim Minorities: The Politics and the Work of Contemporary Fatwa Councils. Ph.d.-forsvar v/ Karen-Lise Johansen Kar man.

5.-6. marts ÅBENT HUS. Som en del af U-days slår fakultetet dørene op for kommende studerende og andre interesserede. Find vores program på www.u-days.dk

26.februar Abraham, Kierkegaard - og os: Kan vi for svare Abrahams gudsforhold i en verden, hvor demokratiet er truet? Foredrag v/ Troels Nørager.

BOGUDGIVELSER Kirsten Jørgensen og Peter Lodberg (red.):

Genkomster. Religion og politik i Palæstina.

Det Teologiske Fakultet i Århus er Danmarks største fagmiljø inden for teologi, religionsvidenskab samt arabisk- og islamstudier. Se mere om vores uddannelser, forskning og aktuelle arrangementer på www.teo.au.dk februar 2009


Højskolebladet Februar 09