Issuu on Google+

Den ubehagelige natur - eller hvorfor vi ikke rigtig gør noget ved klimaet

Højskolen ind i ghettoen Nür angsten kommer til byen

s. 1

august 2008

siden 1876


Sang-event 11. september på Rådhus-

s. 2

pladsen i København

Fællessang og koncert med bla. Isam B. - www.hojskolerne.dk

K AR M

N DA FO R

ælle

AL LE

b ka ss

is fr ind ka

ss

lle

hed ig

skell

for august 2008


Indhold august 2008

s. 3

s. 8-13 tendens

s. 22-33 højskole

Når vi nu ved, at den er gal, hvorfor gør vi så ikke for alvor noget ved det? Klimadebatten i filosofisk perspektiv.

I Gellerup i Århus er en højskole ved at sætte nye standarder for, hvad en højskole skal og kan.

Den ubehagelig natur

s. 4 debat Leder Udefra og indefra s. 5 debat 10 skarpe til Connie Hedegaard s. 6-7 højskole Notitser Hvad sker der lige nu på højskolearenaen?

juni 2008

s. 14 højskole Hot / Not Wind of Change i Højskolesangbogen! Hvordan kunne I gøre det? s. 15 debat Udfordring: Har højskolerne substans? spørger Ulrik Høy. Selvfølgelig har den det, mener Neal Ashley Conrad. s. 16-17 tendensinterview Engagementets bagside Hvad kom først? Angsten eller terrortruslen? Interview med den britiske sociolog Les Back.

Ind i ghettoen

s. 18-19 debat Thue Kjærhus om tørklædets dialektik s. 20-21 debat Bogkritik Det tabte land er en af årets vigtigste bøger, mener Egon Clausen. s. 24-25 højskole Grundtvigianernes Graceland? På opdagelse på Nørrebro

s. 26-27 debat 2 sider af samme sag Hvad skal vi stille op med det personlige ansvar? Ole Grünbaum og Christopher Arzrouni giver deres bud. s. 29 højskole Kalender s. 30 højskole Navne Så kom der ro på Krogerup.


leder

s. 4

kolofon

Udefra og indefra Andreas Harbsmeier Redaktør

Udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk Redaktion Andreas Harbsmeier (ansv.) Tlf.: 3336 4047 Mob.: 2991 1522 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk Skribenter Andreas Tonnesen Morten Gliemann Thomas Oldrup Andreas Harbsmeier Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste.

det er altid en interessant øvelse at stifte bekendtskab med et nyt miljø - at sætte sig ind i en jargon, en stil, tilbagevendende temaer,sym- og antipatier, markante personligheder, intriger, forudfattede holdninger og så videre.Interessant er er det selvfølgelig også at træde ind i højskolemiljøet. Fyldt med modstridende synspunkter, holdninger og forestillinger om, hvad højskolen skal, hvad dens berettigelse er, og hvor den er på vej hen, og ikke mindst hvor den står lige nu. Det er billedet af et miljø, der er levende og vitalt. Et miljø, hvor der sker mange nye ting. Ingen tvivl om, at lysten til at lave både tidssvarende, nytænkende og samtidig højskole er til stede. Af samme grund kan det undre, at billedet af højskolen udadtil ser en hel del anderledes ud. En almindelig forestilling, jeg støder ind i, er, at højskolen stadig er i krise, at der ikke foregår nytænkning, at højskolen er noget, der har fremtiden bag sig. De to billeder stemmer ikke overens. Og hvad kan grunden så være til det? Der er ganske givet flere, men en oplagt kunne være den måde, som højskolerne fører sig frem i den offentlige debat. Tydeligt bliver det, når man for at fremhæve egne fortræffeligheder ser sig nødsaget til at fremmale et fortegnet billede af omverdenen. For sådan ser det faktisk ud udefra. Højskolen i det offentlige rum er - med væsentlige undtagelser - tilsyneladende så optaget af at mene noget om sig selv, at den ikke er en den indlysende interessante samtalepartner, når det handler om emner med en bred samfundsmæssig relevans, den kunne være. Højskolen behøver tilsyneladende ikke andre til at opretholde fordommene om Højskolen - det klarer den udmærket selv. Med samme vitalitet og nytænkning, som der bliver bedrevet rundt om på højskolerne, og som er tydeligt indefra - ligesådan kunne skolerne optræde i det offentlige rum, så man også kan se det ude fra.

august 2008

Abonnement Højskolernes Hus Line Hemmingsen Tlf. 3336 4040 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk Annoncesalg Stibo Zone Kontaktperson Lars Juul Nielsen Tlf.: 8939 8833 Mob.: 2425 9622 @: hojskole@stibo.com Design Esben Niklasson Layout Katrine Dahlerup, FFD Forsiden Ilkka Halso: Rollercoaster

Tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com Næste nummer udkommer den 7. september. Deadline den 15. august. Medlem af Dansk Fagpresse. ISSN: 0018-3334


debat 10 skarpe

af andreas harbsmeier s. 5 01 Er klimaspørgsmål for den enkelt borger i sidste ende ikke et trosspørgsmål? Nej, det mener jeg ikke. Som borgere er vi nødt til at lytte til den sagkundskab, der er. Så det er noget vrøvl. Så er alting jo et trosspørgsmål. Ingen kan gennemskue alting. Vi er nødt til at basere os på den viden, der er, og så handle det bedste, vi kan, ud fra den viden. 02 Er der ikke en risiko for, at folk bliver mættet af klima-debatten og ender med at blive trætte af det? Jo, det er der altid en risiko for. Omvendt må man sige, at hvis man som jeg mener, at det er en af de helt store udfordringer, kloden står over for lige nu, så er der jo kun en vej frem. Og det er at indvie folk i den udfordring. 03 Så du tror, at en reel mentalitetsændring er en mulighed? Hele spørgsmålet om klimaforandring kan være med til at starte en slags overlægger for et mere generelt paradigmeskifte. Jeg tror, at det fokus, der er på klima nu, får åbnet manges øjne for, at når vi ved dette århundredes midte kan have 9 milliarder mennesker på kloden, så er vi nok nødt til at tænke en lille smule over, hvordan vi lever vores live og med hvilke teknologiere. 04 Burde man så ikke i stedet forsøge at ændre forbrugsvanerne? Min tilgang er jo, at vi skal prøve at få en global aftale. Der skal være nogle mål. Og hvorfor er det særskilt vigtigt? Fordi, når du har sat dig nogle mål og forpligtet dig over for verdenssamfundet, så driver det andre initiativer frem. Så går forskningsog udviklingsmidler i den retning, så går tænkning i kommuner og i virksomheder og i statslige politik osv. i den retning. Og så i sidste ende, så kan det også smitte af på de produkter, producenterne sender på markedet. 05 Men du sætter på ingen måde spørgsmålstegn ved hele den vestlige forbrugskultur? Hvis du med dit spørgsmål mener, at vi helt skal stoppe væksten, så må jeg sige, at det tror jeg ikke på, at man kan i en global økonomi. Det er formentlig de færreste, der i dag vil kigge en inder eller en afrikaner i øjnene og sige:, ved I hvad, nu stopper vi væksten. For mig at se er den realistiske vej – den der ikke bare er teorier, men kan batte noget – at skabe bæredygtig vækst og skabe forudsætninger for bæredygtig vækst.

Connie Hedegaard (F. 1960) Klima- og energiminister. Cand.mag. i historie og litteratur og tidligere journalist ved blandt andet DR og Berlingske Tidende. Første gang valgt ind i Folketinget for de Konservative i 1984.

10 skarpe til

Connie Hedegaard 06 Så det er udtryk for realisme og ikke for ideologi? Ja, selvfølgelig. Det er omkostningsfrit at sige: Skal vi ikke bare stoppe væksten. Det kommer ikke til at ske. 07 Hvordan vil du sørge for at interessen bliver bevaret – også efter klimakonferencen i København i 2009? Det ville være rigtig, rigtig dumt, hvis vi kun tænker i branding og udstillingsvindue, og når gæsterne så er rejst hjem, så er det slut. Det er i omstillingerne i virksomhederne, i kommunerne, i staten, det er der, der er et perspektiv, der rækker længere. Det er også det politisk mest interessante. Det er lidt ligesom, når man skal have gæster. Man får ryddet lidt hurtigere op i krogene, end man måske ellers ville have gjort. Og det er sådan, man skal se 2009. 08 Er du optimist – eller kommer vi til at ødelægge verden for os selv? Opgaven er helt enormt svær og kompleks. Men vi må prøve at handle og tage ansvar på alle niveauer. Individuelt, nationalt, internationalt. Og i sidste ende skal vi jo prøve at regulere det globalt. Jeg arbejder med en blanding af pragmatik og idealisme på det. Med Vaclav Havel kunne man sige: Hvis alle venter på alle, så får man ikke ændret noget.

09 Tidligere var miljø- og klima-spørgsmål primært et venstrefløjsanliggende. Er klima stadig et ideologisk spørgsmål? For mig er det fuldstændig bygget ind i konservatismen, at man har en forpligtelse. Man har fået givet nogle ting i arv, og man har en forpligtelse til, at der også er noget at give videre til dem, der kommer efter. Du har også et ansvar; jeg har også som politiker et ansvar, vi kan ikke opføre os som en græshoppeflok, der æder det hele og ikke efterlader noget til næste generation. 10 Hvad gør du selv for at forbedre miljøet – altså bortset fra dit arbejde? Ja, så er der ikke så mange timer tilbage til at gøre så meget andet. Men vi har isoleret vores hus, vi har sat natsænkning på fyret. Vi er meget opmærksomme på, at børnene ikke har deres computere stående på stand-by. Nogle af de helt almindelige ting, som hver eneste dansker kan gøre, uden at vi skal tilbage til jordhulerne. Vi skal bare bruge ressourcerne med meget større omtanke.


højskole Notitser

s. 6

Grundtvig lever Facebook er blevet et enormt populært og effektivt middel til at skabe forbindelser og diskussionsfora blandt tidligere højskoleelever. En gruppe med base i Århus kalder sig Højskolejuntaen og arrangerer møder, fester og andet for tidligere højskoleelever i Århus midtby. Den samme gruppe, der beskriver sig selv som ”en noget kaotisk organisation” er også gået i gang med at infiltrere de enkelte højskolers facebookgrupper. Helt præcist hvem der står bag og hvorfor er noget uklart, og det er vanskeligt at træffe de ansvarlige, endsige finde ud af, hvem de er. Men gruppen har skabt sig rigtig mange venner i løbet af ganske kort tid, lige som de har genoplivet Grundtvig med en profil på Facebook. Og at dømme efter antallet af venner nyder Grundtvig stadig en betragtelig popularitet - eller også er han meget bare meget socialt opsøgende.

august 2008

Fra Ubberup Når kunsten til Hovedmøder banegården brugeren

Gastronomisk højt niveau har længe været et erklæret mål på mange højskoler. Ubberup Højskole tog for nylig konsekvensen og udgav ”Kogebogen” med en lang række opskrifter under parolen ”godt, sundt og uden afsavn”. Det ingen hemmelighed, at højskolen bruger udgivelsen til at skabe noget opmærksomhed omkring sig selv og sit eget projekt. Og forstander Lisbeth Trinkjær har også gjort sig umage for at få sin køkkenleder, Hanne Olsen og nogle sine elever i Aftenshowet på TV2. Dels for at skabe opmærksomhed omkring udgivelsen og skolen, men i lige så høj grad for at markere livsstilshøjskolens værdigrundlag. Initiativet med kogebogen er måske nok usædvanligt, men i tråd med skolens markante stil og ambitioner om at gå nye veje for at markere sig og skabe interesse.

Megen samtidskunst kan virke fremmedgørende på beskueren og frastøde i stedet for at tiltrække museumsgæster. På Brandts i Odense har man taget konsekvensen af den udvikling og viser sig i stedet fra en endog særdeles gæstfri side. Elever fra kunstskoler landet over - herunder højskoler - inviteres til at sende et værk ind til en konkurrence. Et kriterium for at deltage i konkurrencen er, at man modtager undervisning i et eller flere billedkunstneriske fag, og at man som kunstner stadig er amatør. Et andet er, at det indsendte værk skal tage udgangspunkt i et af de værker, der allerede vises på museet, deraf projektets titel ”Inspired by…”. Projektet er blevet til i samarbejde med Victoria & Albert Museum i London, der gennem flere år har gennemført lignende projekter. Leslie Ann Smith, der er leder for Brandts formidlingscenter, ser frem til at modtage bidrag til konkurrencen. ”Det handler om at flytte grænser både udadtil og internt. Det er ambitionen ikke at gøre det til en vanskelig akademisk disciplin at gå i dialog med kunstværkerne”.


Mellem kult mellem klassiker 150.000 har indtil nu investeret i den nyeste udgave af Højskolesangbogen, og et nyt oplag på 57.000 er kommet fra trykken. Dermed lander sangbogen indtil videre på et samlet oplag på 207.000, hvilket er ganske uhørt. ”Der kan ikke gives nogen entydig forklaring på interessen, men tallet skal ses i forhold til en generel optagethed af, hvor vi kommer fra, og hvilken kulturarv, vi er en del af. Og vel at mærke som en positiv markering og ikke en ekskluderende,” siger generalsekretær for Folkehøjskolernes Forening, Niels Glahn, der udgiver Højskolesangbogen. ”Højskolesangbogen indeholder jo så mange forskellige sange fra det meste af verden, så alle kan finde noget, der passer til dem”. Der kommer rundt regnet en ny udgave af Højskolesangbogen hvert femtende år - men salget af den seneste udgave har overgået alle forventninger.

Højskolesangbogen indtager hovedstaden Ikke nok med at den kan sælge - den skal også bruges til noget andet. Højskolesangbogen har i den bredere offentlige bevidsthed altid balanceret på grænsen mellem nationalklenodie og hadeobjekt - og ofte begge dele samtidig. Nu skal den danne basis for en sangevent. Begivenheden finder sted på den ømtålelige dato 11. september. 20 højskoler fra hele landet deltager i begivenheden, der under overskriften ”Danmark for alle” leverer et noget mere markant statement, end man er vant til fra officiel højskoleside. Ud over fællessang præsenter eventen også koncert med en kendt danske sanger. ”Højskolesangbogen er ikke en salmebog for de indviede”, fortæller Jesper Øland, der er projektleder for begivenheden. ”Begivenhed skal markere, at højskolen baserer sig på et mellemfolkeligt og åbent idegrundlag. Det handler ikke om at ”tilbagerobre” sangbogen fra mere nationalt orienterede kredse, men ganske enkelt om at fortsætte den udvikling som bogen altid har været en del af, nemlig samfundets.” Begivenheden får deltagelse af en lang række, kor, foreninger, skoler mv., men er selvsagt åbent for alle.

s. 7

Det levende ord i radioen Tidligere har undervisningsminister Bertel Haarder undret sig over, hvorfor højskolerne ikke laver radio. Det bliver sagt så meget interessant rundt om på skolerne: Hvorfor ikke sende noget af det ud til en lidt større kreds af mennesker, var holdningen. Og nu er der faktisk ved at ske noget - i det små. For nogen tid siden startede det alternative P1 - under navnet D2R. Initiativtagerne var fortrinsvist en række tidligere DR-medarbejdere, heriblandt Georg Metz, Egon Clausen, Nikolaj Ifversen og Birgitte Rahbek m.fl. I et samarbejde med FFD laver Den2Radio nu en stribe små, korte udsendelser med kommentarer fra Højskolefolk om dannelsesbegrebet. De bliver også trykt i Dagbladet Information, men kan høres på www. den2radio.dk i løbet af august.


tendens Menneskets natur

Den ubehagelige natur

s. 8

- eller hvorfor vi ikke for alvor gør noget ved klimaet

Kitka River

august 2008


Vi skal værne om miljøet og aktivt modvirke klimaforandringerne. Det er de fleste nok efterhånden enige i. Men hvorfor egentlig? Ret beset er menneskeskabte klimaforandringer jo bare en del af naturens udvikling - som ganske vist kan have forfærdelige konsekvenser. Spørgsmålet er, om vi skal være bedre til at forså os selv som en del af naturen, for virkelig at kunne forhindre katastrofen. Højskolebladet har opsøgt filosofiens vinkel på klimadebatten af andreas harbsmeier billedkunst: ilkka halso

Den kan umuligt komme bag på nogen længere: Vi er så godt som færdige. Klodens beboere har ikke lang tid tilbage, hvis man skal tro et stort set enigt forskerstand - i hvert fald med den levestandard og de teknologier, vi bruger nu. Og ved vi det jo faktisk godt. Klimaet ændrer sig drastisk, og det er vores egen skyld. Vi gør bare ikke helt så meget ved det, som vi måske burde. Forskere i FN’s klimapanel og det meste af naturvidenskaben siger det jo ret entydigt. Vi er i gang med at varme planeten op, og med mindre vi vil undgå nogle drastiske ændringer i levevis og -vilkår, skal vi gøre noget nu - alle sammen. Og talt om klima og global opvarmning bliver der i hver fald. Ingen avis, intet topmøde, ingen international konference, ingen forskningsinstitution, intet helaftens middagsselskab uden en klimadiskussionen. Når vi står over for en klimakrise, som den vi er godt på vej ind i, må man se på det forhold, mennesket har til naturen. For ret beset er naturen og dermed klimaet jo ikke noget helt forskelligt fra os selv. Eller hvordan hænger det sammen? Mennesket er jo en del af naturen, selv om vi nogen gange kan have tendens til at glemme det. Hans Fink, der er docent i etik og moralfilosofi ved universitetet i Århus har beskæftiget sig meget med menneskets naturforhold. Han mener, at det er et grundlæggende problem, at vi overhovedet skelner mellem menneske og natur. Mennesket kan ikke stå over for naturen - mennesket er natur, og dermed er det, vi foretager os - på den ene eller den anden måde - en del af naturen: ”Mennesket er natur helt igennem. Alt, hvad vi gør, har virkninger på den øvrige natur og sådan har det altid været. Den klimakrise, som melder sig nu, er i den forstand hverken overraskende eller mærkelig. Jeg tror ikke, man gør klogt i at iscenesætte krisen som en fundamental ændring af menneskenatur forholdet. Det ville være en naiv accept af, at mennesket nogensinde

»

Forestillingen om bæredygtighed er den herskende ideologi. Den er religiøs. Man missionerer for den. Københavner-mødet er en katedral for den. - lars-henrik schmidt

har stået uden for, og at vi og alt vores skulle kunne være andet og mere end natur.” mennesket som natur Lars-Henrik Schmidt, der er professor på Danmarks Pædagogiske universitet, er mere skeptisk over for tanken om, at mennesket konsekvent skal tænkes som en del af naturen: ”Menneskets natur er at kunne være mere end natur. Det er den tyske filosofs Kants formulering. Pointen er ikke, at mennesket ikke er et naturvæsen, for mennesket er et naturvæsen. Pointen i hele den tyske idealisme er, at man kan komme ud af den, dvs. at man kan reflektere over den. Vi har et naturforhold, men det betyder ikke, at vi har meldt os ud af naturen og står over for naturen. Det, der problematisk ved den opfattelse, er, at så er alt natur. Og så imploderer natur-begrebet efter min opfattelse, og så bliver man ikke ret meget klogere af det. Det er ikke forkert, men man bliver ikke klogere af det. Så jeg mener ikke, at der er noget galt i at tale om vores forhold til naturen, og dermed også den måde, vi er indfoldet i den på.” Hans Finks synspunkt skal ikke forveksles med det at forklejne betydningen af den globale opvarmning, eller plædere for, at man ikke skal forsøge at gøre noget ved den, men han vil

s. 9


s. 10

Theatre I

august 2008


s. 11


s. 12

Museum II

gerne give den historisk og filosofisk perspektiv - og måske bidrage til, at klimadebatten også kunne få en filosofisk gevinst. Som filosof kunne han ønske sig, at billedet af os selv og vores forhold til naturen blev klarere: ”Den situation, vi er i nu, har også mange fortilfælde. Der er flere kulturer, der mere eller mindre har udryddet sig selv ved at undergrave sit livsgrundlag. Men man kan dog sige, at den situation, vi er i nu, udfolder sig i en skala, som er uden sidestykke. Det mest afgørende nye er formentlig, at vi er blevet så mange mennesker på jorden, der alle begynder at disponere lige så skødesløst over energiressourcerne, som de vestlige samfund har kunnet gøre det, siden vi begyndte at brænde fossilt brændstof af.” Lars Henrik Schmidt spørger lidt provokerende, at hvis alt er natur, så er al udvikling også en naturlig udvikling. Det ene kan være lige så godt som det andet: ”Den store filosof inden for det område er i virkeligheden Marquis de Sade. Hans filosofi er bygget på det. Mennesket er et stykke natur, og derfor kan det også være ligegyldigt, om mennesket dør. Altså hva’ fan - hvad gør det? Så kommer der bare blomster i stedet for. Så er der nogen, der spiser blomsterne, og så bliver de spist på et andet tidspunkt.” Lars-Henrik Schmidt vil også gerne prikke lidt til naturvidenskabens fore-

august 2008

stilling om at ligge inde med sandheden - men han mener ikke, at vi er ærlige, når den naturvidenskabelige forestillingsverden bliver ophøjet til den altafgørende: ”Man prædiker, at det hele skal være bæredygtigt. Forestillingen om bæredygtighed er den herskende ideologi. Den er religiøs. Man missionerer for den. Københavner-mødet er en katedral for den. Når man kæmper for en ide på den måde, så vil man sige, at det er religiøs forestilling. Den althed, som man oplever nu, det er en religiøs forestilling. Der er heller ikke nogen tvivl om, at økologien er en religiøs forestilling. En teknologisk panteisme. Det er kun, fordi folk er allergiske over for det religiøse, at de ikke vil indrømme det: Man forsøger at overbevise andre om, at der er en lurende katastrofe, og når den er katastrofal, så er det fordi, den ikke er bæredygtig. At udbrede det budskab er selvfølgelig er missionsvirksomhed.” ”Der er ikke nogen tvivl om, at naturvidenskaben er religiøs. Den tror på en mere virkelig virkelighed. Den mere virkelige virkelighed for naturvidenskaben er naturens love. For en filosof som mig svarer det fuldstændig til, at der er nogen, der tror på en væren bag det værende. Om man så kalder den væren bag det værende for naturlove - det er fuldstændig den samme tankefigur. Nå jeg siger på en sådan arrogant måde, så er det fordi, at der jo ikke er noget galt i det. Det kan jeg være overbærende over for, fordi det er at forsvare et system over for et andet. Det er at

»

Mennesker er gennemgående træge og kortsynede, og der er jo gigantiske kapitalinteresser bundet i det her på alle leder og kanter. - hans fink

forsvare en type mentalitet over for en anden type mentalitet.” mennesket som naturens overmand I et essay præsenter den slovenske filosof Slavoj Zizek et andet synspunkt, nemlig det, at mennesket først skal forstå, at vi påvirker naturen i ekstrem grad og derfor er fuldstændig flettet sammen med den. Mennesket skal først lære at acceptere, at det selv har skabt alle problemerne, dvs. at naturen ikke længere er natur, men noget som vi selv har skabt. For at overvinde de problemer bliver mennesket nødt til at skabe en ”anden natur” - med de teknologiske muligheder, der ligger i at kunne beherske den første - og nu truende og farlige natur.


gøre os det klart ud fra hvilken viden, vi handler. Den globale opvarmning er en realitet - lige som at den er menneskeskabt, men betyder det, at vi skal gøre noget ved det? For vi ved jo ikke præcis, hvad der kommer til at ske. Vi har tre forskellige muligheder: Enten tager vi truslen alvorligt og skrider til konsekvent handling med det samme, hvilket vil virke latterligt, hvis katastrofen ikke indtræder. Eller vi gør ikke noget og risikerer at miste det hele, hvis katastrofen skulle komme. Det værste mulighed er imidlertid at vælge mellemvejen - fordi vi så vil fejle, uanset hvad der sker. Og det virker som om, at den sidste mulighed er den mest realistiske.

Pointen er her, at forestillingen om, at vi ikke er fuldstændig vævet ind i naturen, er en illusion. Hvis man forestiller sig, at mennesket øjeblikkeligt ville indstille alle aktiviteter, der har med ”naturen” at gøre, ville det medføre en katastrofe. Der er ingen vej tilbage - menneskets liv og aktivitet er så tæt forbundet med naturen, at hvis man forsøgte at bringe det til en ende, ville verden falde fra hinanden. Der er altså ikke sket nogen fundamentale ændringer i menneskets forhold til naturen - det kan der nemlig ikke. Den markante forskel er globaliseringen af problemerne, mener LarsHenrik Schmidt: ”Problemet med den aktuelle natur er, at den er for stor. Vi kan ikke længere tale om den danske natur eller om menneskets natur, for vi er hele tiden afhængige af det, der bliver løftet over lokaliteten. Det er det, der er det aktuelle problem. Det er blandt andet det, vi ser i klima-diskussionen. Det er det, at vi ikke længere kan gøre det til nogens problem eller de andres problem. Andres naturforhold har betydning for vores naturforhold. Man kan ikke længere begrænse naturen. Det er ikke længere en privat sag, det er ikke længere en national sag, og det er ikke engang en sag for den rige verden og for den fattige verden.” at skabe forandring Spørgsmålet i sidste ende er jo, hvordan vi forandrer tingene og skrider til handling. Det er indlysende, at vi først må

Hans Fink giver sit bud på, hvad der skal til, før vi for alvor gør noget ved det: ”Hvis man ser på, hvordan medierne og de politiske og økonomiske systemer plejer at virke, kan man være bange for at vi kun vil være i stand til at lære det på den hårde måde. Måske kræver det katastrofer der i bedste fald er store og dramatiske nok til at man for alvor vågner op og samles om at gøre noget gennemgribende og intelligent, men ikke så store og destruktive at de fører til helt uoverskuelige panikreaktioner. Mennesker er gennemgående træge og kortsynede, og der er jo gigantiske kapitalinteresser bundet i det her på alle leder og kanter. Det mest umiddelbare håb ligger måske i, at de kapitalinteresser der knytter sig til vedvarende energikilder, bliver stærkere end de kapitalinteresser, der knytter sig til olie og kul. Det kan den offentlige mening og de politiske processer i høj grad bidrage til. Det vil kræve en bevidsthedsændring hos flere og flere. Det skal man ikke undervurdere betydningen af. Vi kan alle sammen gøre vores i det små, men de nødvendige ændringer vil først og fremmest kræve store, koordinerede omlægninger af produktion og distribution på alle niveauer. Der er virkeligt brug for helt nye former for globalt orienteret statsmandskunst” Også Lars-Henrik Schmidt mener, at de negative resultater af udviklingen skal blive tydeligere, før vi reagerer: ”Man vil ikke vide af det. Det går nok i vores tid. Tidligere talte man om, at vores bekymringshorisont er begrænset. Jeg tror på naturvidenskaben, når den siger, at på et tidspunkt, så smelter vi ind til solen. Men jeg har

jo ikke nogen erfaring, der siger mig, at jeg skal være bekymret for det. Det er et menneskeligt træk, at jeg kun kan overskue trusler inden for en bestemt horisont.” På den anden side bliver vi nødt til at handle, fordi vi ligger inde med en masse viden: ”Globaliseringen er jo så anmassende. Jeg kan ikke undgå at vide, at der er konsekvenser af mine handlinger andre steder.” Spørgsmålet, der står tilbage er jo bare, om bevidstheden om menneskets naturforhold og de etiske sider af sagen overhovedet kan hjælpe os til andet end at klargøre, hvorfor vi handler, som vi handler. Hans Fink får det sidste ord: ”Etisk set er krisen med til at tydeliggøre at vi hverken i stort eller småt står uden for natursammenhængen. Vi har derfor alle et ansvar ikke bare for virkningerne, men også for bivirkningerne af vores måder at indrette os på, både som individer og som samfund. Det bliver mere og mere konkret, hvorledes vi alle påvirkes af hvad alle de andre gør og omvendt. Oplyst egeninteresse kan når det kommer til stykket ikke adskilles fra en vidtgående hensyntagen til alt andet levende.”

Ilkka Halso (F. 1968) Finsk fotograf og kunstner. Uddannet ved kunst- og design-universitetet i Helsinki. Har udstillet over det meste af Europa. Vandt i 1994 den finske kunstpris Nuori Suomi og modtog i 2003 den finske stats 5-årige arbejdsstipendium. Værkerne i dette nummer af Højskolebladet stammer fra serien "Museum of Nature", der på ironisk vis afspejler en ægte bekymring over måden, vi behandler naturen på. Halso betragter sine billeder som "visuelle smædeskrifter", men uden et entydigt budskab. I stedet viser de os, hvor fuldt af paradokser det moderne menneskes forhold til naturen er. Halso bor og arbejder i Orimattila, Finland. Han er aktuel på udstillingen ”Nordiske stemninger – vor tid landskabsfotografi” på Arken frem til den 15. september.

s. 13


højskole Tidsånden kort

s. 14

af ida ebbensgaard & co.

»

Den danske sang er en ung, platinblond pige med plasticbryster og botoxlæber, mens Erik kan juble sin lovsang ud kun iklædt solskin og læderhud.

Hot

Not

højskolelærerens klædeskab Unge anno 2008 ville begå mord for at tilrane sig de vanvittige mængder af statusfyldte accessories, højskolelærerne fra 80’er-generationen ruger over. Fjällrævrygsækken! De store, hvide briller! Gamachebukserne! Den lille sorte læderjakke! Men de-der Crocks i lilla, du købte sidste år, dem kommer du nok til at beholde.

opstaldning Efter en kåd sommer hentes horderne af gamle elever tilbage ind i stalden, hvor de kan stå utålmodigt og vrinske og skrabe i strøelsen for at komme tilbage på højskole igen næste sommer, hvor de for gud ved hvilken gang vil vælte ud og kysse hinanden i Danmarks kornmarker.

sømandsviser Alle raske svende kniber en tåre, og ungmøerne får bølgegang i barmen, når de synger om dengang, vi la’ til nede i Biscayen og kokken kom farende op på dækket. Mere Solskin om bord, tak. erik og anni goes to vallekilde Docu-soaps om kändisser, der tager på højskole, er oplagt brandingmulighed. Soundtracket til udsendelsen med Anni og Erik er klar: Den danske sang er en ung, platinblond pige med plasticbryster og botoxlæber, mens Erik kan juble sin lovsang ud kun iklædt solskin og læderhud. banjulele Det uægte barn af en banjo og en ukulele. lykke og lyse nætter Nix, det er ikke efterår, du kan skimte der lige om hjørnet. På højskoler er det altid sommer. Nogen gange er det bare koldere sommer end andre gange.

august 2008

(alt for) mange ord Elvis har ret: A little less conversation, a little more action, please. Det levende ord rammer sjældent en på nogen måde levende forsamling efter 50 minutters foredrag. Kom nu til sagen, folkens. stankelben og hængerøv Højskoledrenges æstetiske evner ud i buksevalg slår nye bundrekorder. Nu skal benklæderne ikke bare have hængerøv, men også udstille drengenes tændstiktynde ben i ultratætsiddende buks. Få så de Cheap Mondays af! narkotørklæder og oversizebluser Hvorfor ligner I en blanding af et narkovrag og en pyjamasfest, bare fordi I er på højskole, piger? Grunge, det var noget, de dyrkede i 90’erne. Ud med palæstinensertørklæderne. Eneste lyspunkt i pigemoden: Den konstante tilstedeværelse af stiletter. wind of change i højskolesangbogen Hvordan KUNNE I gøre det? Hvordan?


debat Udfordring

s. 15 15 s.

Ulrik Høy (F. 1945) Reporter, kommentator, boganmelder. Cand. mag. i dansk og musik, teologisk særuddannelse, tidligere højskolelærer. Ansat ved Weekendavisen siden 1984.

Neal Ashley Conrad (F. 1963) Mag. art. i nordisk litteratur, forfatter, skrivelærer, freelance redaktør, formand for Det danske Proustselskab, litteraturlærer på Krogerup Højskole siden 1994. www.nealashleyconrad.com

Udfordring » Spørgsmål Ulrik Høy: Der skal være en substans - en god gammel gedigen højskolekerne - ellers svigter institutionen sin egentlige forpligtelse, Ellers drukner højskolen i faglige tilbud og et stadigt rend efter sidste nyt. Det hedder vist ”kerneydelse” i vore dage, og sådan en bør højskolen have for på rettelig vis at kalde sig højskole. Har I i dagens danske folkehøjskole en kerneydelse? Et element i denne ydelse har I med stor sandsynlighed, nemlig Højskolesangbogen, som er en rigdom af poesi og melodi, men hvad har I derudover?

» Svar Neal Ashley Conrad: Selvfølgelig skal der være substans i højskolen. Det er svigtende fornemmelse for, hvad substansen består af, der har tvunget mange skoler i knæ eller til at lefle for, hvad de tror, der er behov for her og nu. Rådvildheden har fået skoler til at dreje nøglen om. Det kniber for Ulrik Høy at præcisere, hvad der er højskolens inderste substans. Det er heller ikke let. Højskolesangbogen er vigtig, men kerneydelsen i højskolen er engagement, uden dét, nul intensitet på noget plan. Det er en foranderlig og fælles forpligtende skoleform uden eksamen. Lige fra den første højskoles grundlæggelse i 1844 har elever med hver deres særpræg og observans ydet deres til at gøre højskolen til det den er i dag; Et udfordrende fællesskab, som enhver er med til at definere, hvor man forlader hverdagens pres og retter nye øjne på det, man kommer fra. Hvis højsko-

len skal lykkes, må den forpligte sig på at være en kreativ og intellektuel legeplads. Den bør besinde sig på sin historicitet, hvis den skal sikre en kontinuitet i varetagelsen og diskussionen af værdier fra Kant til Kim Larsen - i fremtiden. Der er store opgaver at løfte, hvis højskolerne i fremtiden skal byde på mere og andet end druk, fest og farver. Hver eneste elev skal have mulighed for at samle sig et verdensbillede ved hjælp af fagene uden at lukke af for andre og andet. Hvordan sikre, at viden, nye fag, oplevelser, undren, kritisk medleven, samtaler og livsglæde kan gå op i en højere enhed? En skole, der spørger, hvilket menneske er jeg? Hvordan er samfundet og verden skruet sammen? Hvad er demokrati? Er der forklaringer, som ikke bare bygger på slagord og forældede ideologier? Spørgsmålene er vigtigere end svarerne. Det er ikke så tosset at huske på, hvad grundlæggeren af Krogerup Højskole, Dr. theol. og forstander Hal Koch skrev i 1946 ved skolens begyndelse. Der indbød han til ”en Skole, hvor man kan tilegne sig større Viden og Dygtighed, først og fremmest i alt det, som ikke hører ind under nogen bestemt faglig Skole, men som er knyttet til vore fælles menneskelige og folkelige Opgaver. Men mere end det: vi indbyder til et Møde med unge fra alle Lejre, et Møde, hvor ingen paa Forhaand er bundet, og hvor den frugtbare Drøftelse og Kritik kan folde sig ud” Intet er lettere end at rakke ned på højskolen. Dagens danske højskole er tynget af fortidens krav. Der er brug for at få kastet lys over fremtidens højskole som en folkelig og alternativ skole- og bevidsthedsform. En skoleform, der i fremtiden kan forblive en instans, som de unge og yngre såvel som voksne generationer kan regne med og søger imod for at opnå et bredt og solidt erfaringsgrundlag i livet.


tendens Interview

Engagementets bagside

s. 16

Angsten for et terroranslag er en politisk realitet i dagens Danmark. Men hvordan hænger angsten sammen med den reelle trussel og den brede værdikamp? Højskolebladet har spurgt den britiske sociolog Les Back af andreas tonnesen

Les Back Professor i sociologi og leder af afdelingen for sociologi på Goldschmits University of London. Har forsket i og skrevet om emner som racisme og etnicitet, populærkultur og musik, urbanitet og social teori. Udgav i 2007 bogen The Art og Listening, der undersøger den mangfoldighed af kulturer, som præger storbyen London.

august 2008

danmarks aktive udenrigspoli- tik i de sidste år bliver ofte beskre- vet som resultatet af en støt stigende globaliseret verden og af den ansvarlighed, der naturligt følger med denne. Men engagementet har også gjort Danmark mere udsat. Selvom den danske indsats og de militære kampe, som de danske styrker udkæmper, foregår langt fra det hjemlige territorium, så er angsten for et terroranslag på dansk jord blevet en politisk realitet. Men hvordan skal man forstå denne angst? Og hvordan ser den ud, hvis man forsøger at se på den udefra? Højskolebladet har spurgt den engelske sociolog Les Back, hvordan han forstår angsten for terror, og hvordan det danske samfund tager sig ud med engelske øjne: ”Der er jo ikke tale om et specifikt dansk, men derimod et fælles europæisk fænomen. En særlig terrorpolitik synes at være vokset frem inden for visse religiøse og politiske formationer. Selvmordsbomberne dukker jo ikke op af ingenting, de er ikke skabt af samfundenes frygt. Men vores samfund er i en sådan grad besat af den frygtelige forestilling om disse bombemænd, at det ikke kun handler om bombemændene selv. Her er det meget vigtigt at skelne mellem to ting. På den ene side skal man fastholde en alvorlig etisk og politisk søgende analyse af de kulturelle forudsætninger for fremkomsten af en aggressiv jihad-ideologi. På den anden side bliver vi nødt til at stille spørgsmål ved den måde, vores samfund er blevet besat af og paranoid omkring, ja som et slags kollektivt nervesystem er hjemsøgt og paralyseret

af forestillingen om bombemanden. Vi må spørge os selv, om denne ængstelse og paranoia stemmer overens med den reelle trussel? Jeg mener, at der er en markant uoverensstemmelse. Og jeg vil mene, at denne uoverensstemmelse også gør sig gældende i Danmark. Det handler nemlig om Europas krise i forhold til fænomenet forskellighed. Det handler i sidste ende om nationalstaterne og deres selvforståelse. Og det er det en udfordring, men også en nødvendighed at forsøge at tænke over denne problematik uden at forfalde til traditionelle nationalstatsforestillinger.” det skandinaviske særpræg Dine beskrivelser af terrortruslen og dens konsekvenser tager udgangspunkt i det multikulturelle England og i særdeleshed London. Dansk kultur er præget af en højere grad af homogenitet. Hvordan ser du denne forskel? ”Engelske kulturkritikere taler ofte om de skandinaviske lande, som om de består af helt konforme og entydige nationalstater og kulturelle erfaringer, og at der derfor er en særlig dansk erfaring, en særlig svensk og norsk erfaring, som på den ene eller anden måde adskiller sig fra den engelske. De fremstår som et alternativ til vores engelske virkelighed. Samtidig er der i Danmark og Sverige dem, der ser udviklingen i England som et varsel om fremtiden og om det mareridt, der er på vej. Jeg tror ikke, at nogle af disse beskrivelser hjælper os med at få et klart billede af Europas problematiske forhold til forskellighed.”


Hvilken rolle spiller paranoiaen i den måde, vi forholder hos politisk til potentielle terrortrussel på? ”Hvis man tænker over det, er det mærkværdigt, at den dybtgående ængstelse for muligheden af en aggressiv jihad-ideologi går hånd i hånd men en provokerende og nærmest bevidst stimulering af stridighed og fornærmelse.” Er det ikke en måde at hævde og manifestere den nationale selvforståelse? ”Jo, men med denne mærkelige dobbelthed mellem ekstatisk provokation og dybtgående ængstelse og sårbarhed. Det er mærkværdigt. Jeg synes, det er oplagt at betragte det som et kollektivs emotionelle nervesystem, og jeg tror, det er noget, der i markant grad præger vores samfund og den tid, vi lever i. Og det er både meget destruktivt og farligt. Jeg skal ikke entydigt kunne sige, at alt dette hænger sammen, men det forekommer mig bemærkelsesværdigt, hvordan disse følelser synes at drive gennem vores politiske kultur som en slags en angstens elektricitet. Somme tider selvsikkert eller skingert og andre gange provokerende lyder det ”hvor vover de”. Det er mærkværdigt, hvor trodsige vi er på den ene side, og hvor paranoide og ængstelige vi er på den anden.” Hvordan ser du tendensen til at i talesætte og fastholde de sociale uligheder, der knytter sig til etniske og kulturelle minoriteter, som uløselige kulturelle sammenstød? ”Jamen, det er da helt klart problematisk. På en måde er det den bizarre trøst, der ligger i ideen om civilisationernes sammenstød. Det bliver til en stærk ide, hvor problemerne fremstår som uoverstigelige og uløselige forskelle på den måde forskellige kulturer forholder sig til de samme rum. Det er et sammenstød, der aldrig kan løses, så hvorfor forsøge? Hvorfor forsøge at reflektere over de sociale, politiske og økonomiske erfaringer og oplevelser, der findes indvandrermiljøer. Det er mærkværdigt, fordi ideen på sin vis gør krav på at rumme selve årsagen til problemet, men på samme tid synes at sige: Der er ingen grund til at gøre noget ved det, det er et uløseligt problem. Denne ”os og dem”-mentalitet tillader ikke en mere nuanceret stillingtagen, en mere nuanceret oplevelse. Man bliver blind for den daglige brobygning og fælleseksistens, der rent faktisk

finder sted fra dag til dag på trods af de kulturelle forskelle. Det foregår ikke altid som en rar, pæn eller dannet form for multikulturalisme, men som en multikulturalisme der indbefatter uenighed, kærlighed, argumentation og anerkendelse på en og samme tid. Det er et pluralitetens liv, der leves med og på tværs af forskelle, og det foregår jo på enhver gade. Der bliver ikke lagt mærke til det, fordi det ikke virker bemærkelsesværdigt. Bemærkelsesværdigt er derimod bomber, der eksploderer i metroerne. Men sandheden er jo, at de ikke eksploderer hver dag. Vi har efter min mening ikke formået at udvikle en dækkende måde at beskrive, hvordan disse former for gensidighed og anerkendelse virker, hvordan den multikulturelle hverdags etos og etik virker på sin egen ligefremme og udramatiske vis.” medierne og det spektakulære Hvordan bliver man mere lydhør over for denne multikulturelle virkelighed? ”Vi bliver nødt til at holde op med udelukkende at fokusere på overskrifterne og det spektakulære. Store dele af den offentlige debat hænger fast i de store, spektakulære begivenheder i det offentlige rum, livet som det tager sig ud i krisesituationer. Vigtigheden af at lytte betyder for mig det, at man udvikler en anden type opmærksomhed for de ting, som ikke når mediernes overskrifter. Der er så meget, der går tabt i massemediernes besættelse af det spektakulære. Forsøget på at udvikle en anden forestilling om, hvad samfundet kunne være, eller hvad det kunne betyde at være en del af et samfund, er utrolig vigtigt. Det betyder ikke, at man altid skal være enige eller godtage samtalepartnerens synspunkt. En virkelig lytten forudsætter, at man virkelig tager det, andre folk siger, alvorligt. Men det betyder også at tage del i til tider heftige debatter, om hvad der er vigtigt og betydningsfuldt.” Hvordan ser denne lyttens status ud i Danmark i dag? Er Danmark bagude i forhold til den udfordring, det er at blive en god multikulturel lytter? ”Nej, det tror jeg ikke nødvendigvis. Jeg tror ikke, at man nødvendigvis kan beskrive disse udviklinger med en lineær, evolutionær logik, selvom det ofte sker. Ifølge denne logik skulle samfund i Europa, som fx Danmark, være i begyndelsen af denne udvikling. Andre

»

Engelske kulturkritikere taler ofte om de skandinaviske lande, som om de består af helt konforme og entydige nationalstater og kulturelle erfaringer, og at der derfor er en særlig dansk erfaring, en særlig svensk og norsk erfaring, som på den ene eller anden måde adskiller sig fra den engelske. De fremstår som et alternativ til vores engelske virkelighed. - Les Back

lande, som fx England, skulle være midt i denne udvikling. Andre samfund, som fx det amerikanske, skulle så være endnu længere i processen. En sådan beskrivelse er selvfølgelig i nogen grad rammende, men den blokerer også for muligheden for at tænke over andre mulige fremtidsscenarier. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ønsker jeg ikke at være en del af fremtiden, hvis fremtiden er lig med den amerikanske model. Hvad angår Danmark, så er det vigtigt at være meget opmærksom på den brede befolknings bekymringer og angst. Det er vigtigt, at den analyseres meget nøje. Den skal ikke bare accepteres, men derimod underkastes et kritisk engagement. Jeg tror ikke, Københavns fremtid er London. Jeg tror, den har muligheden for at skabe en anden fremtid. Det, jeg frygter og det, der er så foruroligende ved vores tid, er den angst, mistænksomhed og paranoia, der synes at udgøre så stor en del af den knibe, vi står i. Paranoiaen blokerer vores mulig for i egentligste forstand at skabe en verden med en bæredygtig fremtid.”

s. 17


debat Kommentarer

s. 18

Tørklædets dialektik af thue kjærhus kirkeligt samfund (grundt- vigianerne) holder hvert år et ugekursus på Rønshoved Højskole. Det er et af de mere markante kurser på højskolen både åndeligt og økonomisk. Økonomisk, fordi grundtvigianere drikker megen rødvin. Det skæpper i kassen på en højskole, der må tænke økonomisk. Kurset er altid fyldt med mange deltagere og spændende personligheder, som indbyrdes mener noget forskelligt. I år spænder kurset fra Tidehvervsfolk som sognepræst Agnete Raahauge over skribenten Katrine Lilleøre til fritænkere som Rune Lykkeberg og George Metz. Der er derfor lagt op til bataljer, indsigter og fest. Til en sådan fest for nogle år siden diskuterede min gode ven sognepræst Jens Kvist, Aabenraa og jeg, tørklædet med lektor Lone Nørgaard over en flaske vin. Lone Nørgaard, som er fast klummeskriver på Jyllands Posten, er ateist, eller i hvert fald agnostiker. Lone Nørgaard er stringent i argumentationen og kan derfor godt have det lidt vanskeligt med skæve grundtvigianere som Jens Kvist og jeg. Hun går imidlertid altid efter bolden og ikke manden. Altså en sjælden fin debattør. Lone ville forbyde tørklædet, hvorimod vi mente, det var en forudsætning for et åbent samfund, at det ikke - standardiserede kom til udtryk i det offentlige rum. Vi var nemlig overbeviste om, at al for megen standardisering og lovgivning

august 2008

ville skabe grobund for et uniformeret ligheds-samfund. Det, at alle mennesker skal være ligeværdige og at lige-værdet implementeres af staten, er jo netop fascismens utopi, forklarede vi Lone. Vi mente med andre ord, at det var dybt problematisk, at alt skal ækvivaleres og standardiseres. Ja, det var ligefrem det totalitæres genese. Ja, jeg tror, vi blev så vidtløftige, at vi citerede vores favoritdigter Bob Dylan, som vi naturlig nok anså som det 20. århundredes amerikanske pendant til det 19. århundredes Walt Whitman. Digtet, vi fremdrog i debatten, var naturligvis ”Desolation Row”. Digtet over alle Dylan digte. Her bliver Einstein, klokkeren fra Notre Dame og alle Outlaws udgrænset af rationaliteten og normaliteten. Vi havde derfor gode kort på hånden mod Lone Nørgaards position. Vi gjorde også opmærksom på, at når vi accepterede Asmars tørklæde i Folketinget, så ville vi også have lov til at kritisere, at hun gik med det. Vi følte vist nok, at vi var meget frisindede. Ja, vi kunne næsten sammenligne os med Rønn Hornbech. Vi var jo som hende borgerlige frisindede, som turde tale imod tidsånden. Lone Nørgaard argumenterede knap så abstrakt. Hun var mere nede på jorden. Bliver tørklædet ikke misbrugt af islamisterne på samme måde, som nazisterne gjorde det med spejdernes uniformer i 30’erne, spurgte hun os. Og hun fortsatte, er problemet derfor ikke, at det muslimske indvandrermiljø misbruges af de radikale muslimer?

Bliver tørklædet ikke et symbol på den radikaliserede islamisme? Skal staten ikke netop beskytte os imod vores irrationelle ophav? Er Vesten derfor ikke på vej til at gå på kompromis med demokratiet, når vi åbner op for en muslimsk uniformering, fortsatte hun. Lone Nørgaards argumentation gav mig associationer til 30’ernes Tyskland. Her blev de nationale og de konservative (og kirken) udnyttet af nazisterne, uden de bemærkede det. Måske er det det samme, som er ved at ske for de europæiske muslimer, tænkte jeg. Debatten om Islam har som bekendt ændret sig de senere år. Tidligere standpunkter er kommet under pres. Det har således gjort indtryk på mange, at ærkebiskoppen af Canterbury advokeredede for, at aspekter af Sharia-lovgivningen skulle implementeres i UK. Lone Nørgaards analyse af situationen er derfor blevet mere nærværende. Men indtrykket af hendes argumenter er ikke stærkere, end at jeg stadig vil fastholde, at vi ikke bør forbyde tørklædet i skoler og blandt offentlige ansatte. Jeg må imidlertid også konstatere, at vi i Vesten er kommet i en situation, hvor vi ikke længere kan være sikre på, hvem der har ret i analyserne. Lone Nørgaards analyse kan derfor være lige så valid som vores, uagtet at jeg nok til tider finder aversionerne mod tørklædet præget af angst. Og angst æder sjæle! Politisk har debatten om tørklæderne imidlertid låst sig fast. SF, Enhedslisten, Det Radikale og DF er således afklaret om, hvad de skal mene


Hvor er det vildt af henning eichberg s. 19

Polfoto

om tørklædet. Betragtningerne er ikke altid lige nuancerede, men i hvert fald tydelige. Nuancerne skal derfor komme fra Socialdemokraterne og Venstre. Her er man nemlig ikke afklaret. I Venstre er Rønn Hornbech imidlertid blevet stærkt invalideret politisk af tørklæde-sagen, og hvad værre er, hun har ingen våbendrager, der kan advokere for hendes synspunkter i folketingsgruppen. Det har styrket Søren Pind i partiet. Ingen kan nemlig længere være i tvivl om, at Søren Pind i indvandredebatten har afsløret indsigt. Ja, faktisk forekommer det, som om han var langt mere stringent i tørklæde-debatten end Rønn Hornbech. Søren Pind synes i det hele taget at vokse i betydning i Venstre, hvilket er ganske imponerende, eftersom han som bannerfører for tesemagerne var marginaliseret for blot få år siden. Personligt har jeg også ændret holdning til Pind. Jeg betragtede ham tidligere som en banal liberalist. Heri tog jeg fejl. Det ser således ud til, at Pind er den eneste Venstre MF’er, som kan matche Fogh intellektuelt, hvis vi ser bort fra Bertel Haarder og Rønn Hornbech. Søren Pind har nemlig noget så sjældent som en metafysik, der er mere end blot et banalt partiprogram. Han plaprer ikke kun om skat, markedsøkonomi og personligt ansvar. Pind kan således argumentere både dagsaktuelt, kulturelt og intellektuelt. Hvis Lars Løkke Rasmussen mister terræn i Venstre på grund af bilagssagen, så er det derfor ikke utænkeligt, at Søren Pind i de

kommende 6-8 år kan blive Fogh Rasmussens afløser. Ja, faktisk tyder meget på, at bilagssagen har været så alvorlig, uagtet den var iscenesat af en useriøs presse, at Fogh Rasmussen er tvunget til at fortsætte som statsminister ind i en fjerde periode. Hvilket også ville passe mange i Venstre. Og da forudsætningerne for fortsat politisk succes for Venstre er funderet i kulturkampen, er Pind et oplagt emne. Ja, faktisk forekommer han ligefrem som født til opgaven, hvilket ikke er tilfældet for Løkke Rasmussen. Løkke Rasmussen er tekniker og interesserer sig ikke nævneværdigt for kulturkampen. Han vil få vanskeligheder med at videreføre projektet. Thue Kjærhus (F. 1954) Forstander på Rønshoved Højskole

Hvad der skulle have været et 100-års fødselsdagsfest for Poul Engberg, blev til en begravelseshøjtidelighed. Højskolemanden blev den 24. maj fulgt til graven i Askov af mange venner, højskolefolk og en stor familie. Bl.a. blev denne sang sjunget, som omhandler Engbergs vision om Guds datter (se Højskolebladet 2/2006). Forkyndelsen stammede ned fra Grundtvig og blev også fortalt af Ejvind Larsen og Ebbe Kløvedal Reich. Til Poul Engberg 100-års fødselsdag 2008. Efter Grundtvigs ”Det kimer nu til julefest”: 1. Hvor er det vildt, Hvor er det skørt, Et gammelt sagn Har I det hørt? Et fremtids sagn For store og små: Guds datter – hun skal Hos os bo.

6. Hendes vej er folkets Fælles sti, Hvor jeg bli’r du, Og du bli’r vi. Vi danser, hvor vi Var faret blind Omkring i livets Labyrint.

2. Hun kommer som En punkerbrud Med ring i næs’ Og ring i snud’. Hun kommer med Sit smukke slør, Og Orientens Sang vi hør’.

7. Nu sjunge hver, Som stamme kan. Vor stammen laver Os til stam’ Og sang os til folk, Der hører og ser: Jeg ik’ alene I verden er.

3. Hun kommer med Sit lyse hår Som pigen fra Den danske vår Med rytme, smil Og øje blå – Den kærlighed Vi har ventet på.

8. Vi har for det Kun fattigt ord Fra øst til vest, Fra syd til nord. Men det får straks En anden klang. Guds datter vækker Os i sang.

4. Som mennesker vi Skal sammen stå Med krave hvid Og krave blå, Med sorte hud Og lyse skind, Med frække ord Og bløde sind.

9. Hvor er det skønt, Hvor er det skørt, En gammel sang Den har vi hørt, En fremtids sang For store og små: Guds datter – hun skal Hos os bo.

5. Jo, det var Patriarkernes håb Med røde flag Og himmelsdåb. Hvad de om solidariteten sang, Guds datter viser Nu i vang.


debat Kritik

s. 20

Man gjorde naturen fortræd Kjeld Hansen har skrevet en af årets vigtigste bøger om kampen om den danske natur af egon clausen

Kjeld Hansen Det tabte land. Den store fortælling om magten over det danske landskab. 847 s. Gad. 2008.

august 2008

De ville det gode, men kom til at gøre megen fortræd. De ville gøre Danmark rigere, men de påførte landet store, uoprettelige tab. I offentligheden fremstod de som agtværdige mænd, men de baserede ofte deres indsats på usandheder, dobbeltspil, inhabilitet og illegitim magtudøvelse. Det er påstanden i Kjeld Hansens bog ”Det tabte land.” På 847 velskrevne sider fortæller han den rystende historie om de forandringer der er sket med det danske landskab gennem de seneste 250 år, hvor et utal af små og store landvindingsprojekter har ændret det danske landskab på afgørende vis. Han begynder i 1700-tallet, hvor landvinding blev del af oplysningsprojektet, men efter nederlaget ved Dybbøl blev landvindingssagen sat i den nationale genrejsnings tjeneste, og Hedeselskabet blev en magtfaktor, der på trods af navnet, arbejdede over hele landet. I 1940 standede landet atter i våde, og regeringen oprettede et særligt Landvindingsudvalg, der fik store offentlige midler, en næsten enevældig magt og som arbejdede meget tæt sammen med Hedeselskabet. Landvindingsudvalgets magt varede ved til 1970. I den periode betvang man de sidste rester at den jyske hede, drænede et utal af moser og enge, udrettede bække og åer, udtørrede utallige småsøer og tørlagde, Filsø, Danmarks næststørste sø. I løbet af tredve år ændredes Danmarkskortet mere end i samtlige forudgående 13.000 år, og Kjeld Hansen anser dette for en national katastrofe. Han skriver, at ”en eneste generation lagde øde, hvad snese af generationer næppe vil kunne bringe på fode igen.” Det skete alt sammen for skatteydernes regning, og uden forsvarlig demokratisk kontrol. Kjeld Hansen er en af landets førende miljøskribenter, og han er både vred og forarget. Kjeld Hansen har et indgående kendskab til det danske land. Han ved, hvad han skriver om.

Han har været på de hundreder af steder, der beskrives i bogen, og han har været i arkiverne, offentlige såvel som private, og hans bog er et højst tiltrængt korrektiv til danmarkshistorien. I bogen kan man læse om de mænd, der stod bag landvindingssagen. Det er mænd som Niels Basse, Frederik Heick, Kristian Tylvad, Christian Lüttichau og Adolph Mourier-Petersen. I dag ved ingen vel, hvem de var, men i sin tid var de blandt rigets mægtigste mænd, og de retfærdiggjorde deres gerninger ved at hævde, at søerne, åerne, moserne, fjordene og engene måtte væk for produktionens og de arbejdsløses skyld, men deres egne arkiver dokumenterer, at de gik langt ud over dette hensyn - og at de heller ikke gik af vejen for at gavne hinanden. Over for dem stod naturfredningens folk, men de var politisk set svage og eftergivende. Afmægtige måtte de se, hvordan uerstattelige naturværdier blev drænet, pløjet og gravet væk. en ukendt historie Denne historie er stort set ukendt i dag. Kjeld Hansen er naturens mand og spørger, hvorfor det er sådan: Vil vi helst fortrænge, hvad der virkelig skete i de år? Skammer vi os over landvindingen, fordi den kostede os storken, urfuglen, sandternen, moseternen, engblommen og svalehalen? Måske er der andre kræfter på færde? Måske overser han, at der i brede kredse var bred enighed om, at dræning, afvanding, opdyrkning var gavnligt for samfundet. At indvinde ny landbrugsjord var godt. Måske undervurderer Kjeld Hansen landmandens stolthed over at være med til at forbedre landet. Måske kender han ikke den overstrømmende glæde, når sumpet jord gennem dræning blev til frugtbar landbrugsjord. Den side af sagen kunne han måske godt give lidt mere plads, for den forklarer noget om den uforsonlige bitterhed, der præger


Kort kritik kampen mellem landvinding og naturfredning. På dette område er der mange konflikter på færde. Hvordan skal Danmark se ud? Hvad er det for et land, vi lever i? I den sammenhæng er det ejendommeligt at læse om Jeppe Aakjær, der hele sit liv bekæmpede Hedeselskabet. Når dets mænd samledes til møder, sang de ikke desto mindre hans sange om den blide danske bæk, og laksen der gik op mod dens strøm. De sang om spoven, lærken og storken, der kom med sommer og sol, og de syntes sikkert, det var noget så smukt alt sammen, men når de var færdige med at synge, gik de i gang med at gøre bækken til en kanal og dræne engen, så fiskene døde, fuglene tav og storken forsvandt. Hvordan hang det sammen? Hvad skete der inde i hovedet på disse mænd, der lovpriste naturen i sang og som derefter gjorde hvad de kunne, for at ødelægge den? Spørgsmålet er også aktuelt i vore dage, for denne skizofrene konflikt findes endnu. Danskerne elsker deres land, siger de. Men det land de elsker, er i stor udstrækning et fantasifoster, der bygger på naturlyrik a la Aakjær, samtidig med, at der er flertal for en politik, der tillader vedvarende overgreb mod den danske natur. Det hænger ganske enkelt ikke sammen. I den situation bør Kjeld Hansens bog ses som et nødvendigt korrektiv, der kan være med til at gengive danskerne et sandfærdigt billede af det reelt eksisterende Danmark. Alene af den grund, er ”Det tabte Land” en af årets vigtigste udgivelser.

Egon Clausen (F. 1940) Dansk forfatter. Mangerårig programmedarbejder, redaktør mv. på Danmarks Radio. Senest er udkommet Min far så engang en engel (2007).

af andreas harbsmeier

Ellen Nørgaard Indoktrinering i Folkeskolen - Historier om realiteter og spøgelser i kulturkampens arena, Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag 2008.

halvfjerdserne om igen I en periode, hvor mange synes ekstremt optagede af at jagte påstået neutralitet i beklædning, holdning, og hvor den historiske revisionisme har ganske gode kår, giver det god mening at kaste et nyt blik på halvfjerdsernes diskussion om indoktrinering. Den såkaldte indoktrineringsdebat i Danmark, hvor folkeskolelærere blev anklaget for at bedrive marxistisk indoktrineret bliver kompetent behandlet af dr.pæd. Ellen Nørgaard. Diskussionen er væsentlig fordi den peger tilbage på datidens kulturkæmpere og giver et befriende nuanceret perspektiv på nutidens skyttegravskrig.

Christian Halvgaard Kilde eller kanon - kampen om den danske bibel, Museum Tusculanum 2008.

oversættelse som manipulation eller videnskab Det kan åbenbart stadig overraske nogen, at en oversættelse ud over at være en genskrivning af en tekst på et andet sprog også er en regulær fortolkning. I midten af halvfemserne fandt en række mennesker omkring Århus-tidsskriftet Faklen ud af, at bibeloversættelsen fra 1992 ikke kun var sprogvidenskabelig, men også teologisk funderet og udråbte det som en skandale. I bogen Kilde eller kanon gennemgår magister i religionsvidenskab, Hans Halvgaard kampen om den danske bibel - og ser på, hvilken dagsordner der ligger bag de forskellige oversættelser. Bogen, der er en bearbejdet prisopgave - og bærer lidt vel meget præg af det - tager fat i en helt basal diskussion om, hvem der har retten til sandheden - og fortjente i grunden en stor læserskare.

s. 21


højskole Tæt på

Ind i ghettoen

s. 22

Den moderne ghetto i Århus er rammen om et helt nyt stykke folkeoplysning i Danmark. Det er multietnisk højskole i storbyen, urbanisering, integration, videns- og informationssamfund. Og det er et kig ud i verden, som den er  

tekst og foto morten gliemann  

august 2008

op til indvielsen af den nye gellerup højskole har der været en del debat om proj- jektet. Den kommer sikkert til at fortsætte længe efter rådmand Louise Gades tale ved receptionen på Nordgårdskolen den 4. juli. I Århus Stiftstidende finder man flere læserbreve, der roser de fine intentioner. Visse nævner, at en ny folkehøjskole lige dér kan være med til at mindske kriminalitet og radikalisering. Så er det sagt. Andre undrer sig over, at netop den kulturinstitution ikke er blevet rejst på det sted for længst… Sommerkurser var tyvstarten under den gennemtænkte rubrik: ”Viden om Verden”. Først fremme i februar 2009 kan der blive tale om egentlig højskole i traditionel forstand. De første, spæde skidt fører ud i verden med kurser som ”Fortællinger”, ”Dyr og Natur”, ”Byg en By” og så videre. Udgangspunktet er Nordgårdskolen, men som det hedder i programmet: ”Vi skal to gange om ugen på bustur, den ene dag tager vi til stranden, og den anden dag besøger vi en anden landsdel af Danmark og en højskole” Projektleder Kasper Graarup gør en del ud af at forklare skolens rolle som formidler af folkeoplysning og bro til andre højskoler, da han viser betonbyggeriet frem på en grå og regnfuld dag. Det er gået godt med at skrive pressemeddelelser og få noget ud af det. Til Nyhedsavisen, som har leveret en hel del positiv presse om arbejdet, siger han: ”Nordgårdskolen er i bedre stand end sit rygte, og den er relativt let at bygge om, så det kommer til at passe til os. Blandt andet skal der laves køkkenfaciliteter”. Han taler videre om pigegange og sovesale, mens fotografierne fra ghettoen Gellerup bliver taget til Højskolebladet. Han er selv tidligere forstander på Vrå Højskole i Nordjylland.   formand glad for start nu Formanden for Gellerup Højskoles bestyrelse, Keld Albrechtsen, repræsenterer også Brabrand Boligforening. Han er dermed et af mange bindeled

mellem det eksisterende lokalsamfund og den nye højskole. Han siger selv: ”Med Gellerup Højskole prøver vi at skabe noget helt nyt, der ikke er prøvet før, nemlig en højskole efter den klassiske danske model, men samtidig en højskole, der har sit udgangspunkt i de byområder, hvor der findes en mangfoldig kulturel baggrund og hvor også den økonomisk svageste del af den danske befolkning bor. Visionen er, at vi kan tilbyde mennesker med forskellig etnisk baggrund mulighed for personlig udvikling. Derfor håber jeg, at vi kan gøre Gellerup Højskole til et sted, hvor der kan ske et positivt kulturmøde - og samtidig give familier og unge mennesker inspiration inden for fx naturfag og byplanlægning.”   Sommerkurserne ”Byg en By” handler meget om det, som Keld Albrechtsen med helt andre ord beskriver. Kurserne behandler spørgsmål om scenarier, helhedsplan samt arkitekturanalyse i fotografi, tegning og tekst / 2D. Ja, og 3D. Hvad er Gellerupparken? Hvad består den af? Hvilke er de fysiske rammer? De kurser skete i samarbejde med Kaospiloterne og Arkitektskolen.   indvandrerpolitiker håber  ”Jeg mener, at placeringen af en højskole i Gellerup giver mulighed for sociale og kulturelle oplevelser. Det kan styrke integrationen lokalt, give mere viden - og det kan blive hyggeligt”. Det siger byrådsmedlem i Århus, Rabih Azad-Ahmad.   Den radikale jurist og politiker har prøvet folkehøjskolen på egen krop og sjæl på Nørgaards Højskole i Bjerringbro for år tilbage. Det var en succes: ”Jeg blev meget bedre til dansk og en række andre fag, fordi jeg fik et praktisk indblik - ikke bare teoretisk. Vi levede jo sammen i 10 måneder. Det var lærerigt at møde mange forskellige danskere i alderen fra 18 til næsten 60 år”. Faktisk har Rabih kun godt at sige om egne oplevelser. Men der blev festet og drukket lovlig meget. ”Nordgårdskolen er måske ikke helt egnet til formålet. Men det er, hvad vi


»

Med Gellerup Højskole prøver vi at skabe noget helt nyt, der ikke er prøvet før, nemlig en højskole efter den klassiske danske model, men samtidig en højskole, der har sit udgangspunkt i de byområder, hvor der findes en mangfoldig kulturel baggrund. - kjeld albrechtsen

har. På den anden side er det let med transport til og fra, og der er shopping og stort bibliotek lige i nærheden. Det synes jeg danner en fornuftig ramme, som kan være med til at afmystificere det omgivende samfund. Det vigtigste er, at folk får indsigt og viden, så de kan komme ud over fordomme.   Gellerup Højskole skal have sit eget hus. Projektet og planen er lavet, så frister skal overholdes. Derfor må man leve med nogle midlertidige løsninger. Meget afhænger af helhedsplanen for området. Hvis der skabes et egentligt kulturhus, så ville det være oplagt at

blive en del af det. Højskolens faglige indhold ligger mere fast: Fundamentet er den grundtvigianske højskoletanke, og der skal ske en naturvidenskabelig dannelse på stedet. Naturvidenskabelige fag og tekniske fag bliver en del af dagligdagen. Der skal katalyseres og findes indsigt - med udsyn. Der skal inspireres og motiveres.   ”Vi vil gerne skabe lysten til at man søger videre på kompetencegivende uddannelser. Derfor er vi glade for, at vi kan starte højskolens første sommerkurser op netop i Gellerupparken

i et partnerskab med Århus Kommune og vores plan er at skabe et permanent hjemsted i området som led i den helhedsplan, som er aftalt mellem kommunen og Brabrand Boligforening. Dermed kommer højskolen også til at tjene som et af redskaberne til at virkeliggøre drømmen om at åbne bydelen overfor det omgivende samfund og skabe et levende kvarter, hvor mennesker fra hele byen, fra andre almene boligområder med sociale problemer og fra hele landet kommer og deltager”, afslutter bestyrelsesformand Keld Albrechtsen.

s. 23


højskole Tæt på

s. 24

Grundtvigianernes Graceland af thomas oldrup

Der er ikke mange, der forbinder Ydre Nørrebro og Grundtvig med hinanden. Men faktisk var det på Haraldsgade på Nørrebro, at Grundtvigs helt egen højskole lå - det må være noget nær højskolebevægelsens Graceland tusindvis af biler kører ind til københavn ad lersø park allé hver morgen og aner ikke at de passerer lige forbi et væsentligt minde for højskolehistorien i Danmark. Det er nærmest højskolebevægelsens Graceland. På hjørnet af Haraldsgade og Lersø Park Allé på Ydre Nørrebro lå nemlig Grundtvigs egen højskole. Idags etniske og travle Nørrebro er næppe noget, der får ret mange til at tænke på Grundtvig og højskolebevægelsen. Ikke mange aner at Grundtvig faktisk havde en stærk tilknytning til det Ydre Nørrebro. Det var i 1850’erne også et Nørrebro, der var helt anderledes end det, vi kender i dag. Bydelen

august 2008

bestod stort set kun af Fælleden, lidt bebyggelse langs Nørrebrogade, samt de første spinkle værksteder og små fabrikker. Grundtvigs højskole lå faktisk helt idyllisk, langt uden for storbyens volde, der faldt i 1850’erne, og først fra da af startede udbygningen af Nørrebro - fortrinsvis den indre del. I årene op til århundredeskiftet blev en gadeplan udviklet for området, der startede med de to skrågader over Rådmandsmarken: Haraldsgade og Vermundsgade. Disse diagonalgader præger stadig området i dag. N. F. S. Grundtvig - de danske højskolers founding father - var så populær midt i 1800-tallet, at han simpelthen fik forærende en højskole i gave. Efter hans 70 års fødselsdag besluttede en kreds af hans venner - heraf mange i Norge, hvor han netop havde været oppe og konstaterede at han var rasende vellidt - at samle ind til at han kunne begynde sin egen højskole, og der udfolde sine idéer. Skolen i Haraldsgade er ikke den første højskole i Danmark. Den første folkehøjskole i moderne forstand oprettedes i Rødding 1844, men højskolen på Haraldsgade er noget særligt, fordi den var ment som Grundtvigs egen. opkaldt efter afdød kone Højskolen fik navnet Marielyst og var opkaldt efter hans afdøde kone, Marie Toft, der var død få år forinden. Marie og den 30 år ældre Grundtvig havde haft et kort, men lykkeligt ægteskab.

Hun var en markant kvinde, hans ligemand. Ægteskabet var endt, da hun døde af komplikationer efter at have født ham et drengebarn, Frederik. Nogle fandt det upassende, at Grundtvig havde en ny ”kæreste”, Asta, med til åbningen af Marielyst den 3. november 1856, og holdt hende i hånden, mens de sang den sang han havde skrevet til lejligheden, ”Hvad solskin er for det sorte muld, er sand oplysning for muldets frænde. Langt mere værd end det røde guld, det er sin Gud og sig selv at kende.” Men faktisk var det Asta - som året efter blev hans tredje hustru - der angiveligt selv havde foreslået navnet Marielyst. Skolen kostede 21 000 rigsdaler, hvoraf en del som sagt kom fra danske og norske bidragsydere. Grundtvig og Asta boede ikke selv på skolen, men i villaen Gladhjem på Gammel Kongevej, men han kom der jævnligt og underviste, samtidig med at han stadig var præst i Vartov. Grundtvig selv var en gammel mand på over 70, så skolens første forstander blev Carl Joakim Brandt (som i øvrigt overtog Grundtvigs hverv i Vartov efter Grundtvigs død). I modsætning til Grundtvig har C. J. Brandt faktisk fået en gade i området opkaldt efter sig. Fra starten af tog skolen kun elever af hankøn, sikkert primært fra de lokale gårde, som der endnu fandtes på den tid. Sommerkurserne begyndte ti år senere også at tillade kvindelige højsko-


s. 25

præst, indtil dagen før sin død, næsten 89 år gammel. I sine sidste år oplevede Grundtvig at se nogle af sine ideer realiserede ved oprettelsen af flere folkehøjskoler, friskoler og valgmenigheder.

leelever. Højskolen tog udgangspunkt i Grundtvigs tanker om frisind, folkeoplysning, medborgerskab og demokrati. Også evnen og lysten til at udvikle sig og bidrage til både sin egen og til hele samfundets positive udvikling, var blandt intentionerne. Men det gik ikke så godt for Grundtvigs Højskole i starten. Første år kom der 20 elever, næste år 16, og året efter kun 12. grundtvigs forelæsninger på skolen Hans forelæsninger holdt på Marielyst vakte forbavsende lidt genklang i samtiden, men markerer dog den modne mands udvikling, især hans vigtige tanker om danskhed, folkelighed og

livsoplysning. Grundtvig var vældig interesseret i de praktiske gøremål på skolen, og bragte fornemme gæster til skolen på Ydre Nørrebro, heriblandt enkedronningen Caroline Amalie og biskop Kierkegaard. En ung lærer på skolen, Morten Eskesen, beskrev siden, hvordan det gik for sig, når den gamle mand kom til forelæsninger. Det foregik rundt om et rundt udtræksbord, hvor elever og lærere sad. Grundtvig selv stod med håndfladerne på bordet og talte simpelt, men oprigtig om livets mysterier, fuld af metaforer fra den nordiske mytologi. Her udfoldede han for alvor magten og styrken i ”det levende ord”. Grundtvig var selv virksom som

skolen flyttes væk fra byen I samme periode ekspanderede Ydre Nørrebro voldsomt og krøb tættere og tættere op nær den i sin tid så idyllisk placerede højskole. Marielyst-skolen blev siden, i 1890, flyttet til Lyngby og blev i 1937 slået sammen med Frederiksborg Højskole i Hillerød, nu under det endelige navn Grundtvigs Højskole. På hjørnet af Haraldsgade og Lersø Park Allé står i dag en granitsten. Der er indhugget disse ord: HER LÅ GRUNDTVIGS HØJSKOLE/MARIELYST/1856-1890”, og forneden: ”HVAD SOLSKIN ER/FOR DEN SORTE MULD/ER SAND OPLYSNING/FOR MULDETS FRÆNDE. Støtten er kronet af et relief af huset i to etager med trekantgavl og mansardtag. I virkeligheden lå Marielyst - der bestod af fire-fem bygninger - vist snarere lidt længere tilbage mod Vibekegade end i krydset ved Lersø Park Allé, hvor støtten står i dag. Sådan ser det i hvert fald ud på et kort fra 1906, hvor der endnu anes rester af bygninger. Stenen er i dag det eneste, der vidner om Grundtvigs virke på Ydre Nørrebro.


debat 2 sider af samme sag

Det personlige

s. 26

Det personlige ansvar er igen kommet på dagsordenen. To meningsdannere, der på hver deres måde har været tvunget til at tage stilling til begrebet, byder ind af andreas tonnesen

»

Debatten om det personlige ansvar bliver til en klæg moralisme. Men det personlige ansvar er noget, som gør ondt. - christopher arzrouni

august 2008

christopher arzrouni: Det personlige ansvar er det, jeg ikke kan løbe fra. Enten fordi nogen holder mig fast på det, eller fordi Gud holder mig fast på det. Det personlige ansvar står i modsætning til det kollektive ansvar, og sjovt nok har kollektivet sjældent noget ansvar. Når kollektivet har ansvar, så fiser det ud i ingenting. Personligt ansvar hænger nøje sammen med to andre begreber, der lyder mindre pæne og politiske korrekte, nemlig skyld og straf. Og dem kan man ikke lide at tale om i vores moderne samfund. Her gælder det om at være så skyldfri og straffri så som overhovedet muligt. At tage personligt ansvar, det er at placere sig i en udsat position. Det personlige ansvar giver en frihed. Når man har ansvar for noget, så har man i en eller anden forstand ejendomsretten, man har noget, der hører en til. Man har friheden til at handle, og det indebærer at man kan begå fejl, og dermed blive udpeget som skyldig og blive straffet. Man må altså tale om den personlige skyld, når man snakker om det personlige ansvar. Spørg dig selv, om du er skyldig. Det er en mindre forblommet måde at spørge på end at spørge sig selv, hvad der er mit personlige ansvar. Det er min skyld, hvis mine børn ikke opfører sig ordentligt, hvis de ikke får noget at spise eller ikke lærer noget. Det er min skyld, hvis jeg bliver for tyk, får for lidt motion, hvis jeg ryger eller drikker for meget. Det er ikke reklameindustriens skyld. Men der er samtidig nogle ting, der ikke er min skyld, men hvor jeg godt kan føle et ansvar. I en lovgivningsmæssig og samfundsmæssig forstand er det ikke min skyld, at stakkels afrikanere sulter, men jeg kan selvfølgelig føle et ansvar, fordi jeg over for min samvittighed eller gud, hvad man nu skal kalde det, er pålagt et ansvar. Vi kan ikke tale om personligt ansvar uden også at tale om skyld. Et af problemerne i de debatter, vi har for tiden om det personlige ansvar, er, at begrebet kommer til at handle om at sige noget pænt til medarbejderne, lave noget socialt arbejde, eller at sende

Christopher Arzrouni (F. 1967) Uddannet Cand.scient.pol. Politisk rådgiver for fødevareminister Eva Kjer Hansen. Har gjort sig bemærket som skribent og debattør på bl.a. Weekendavisen. Forfatter til bogen Helt uforsvarligt fra 2005, der forsvarer en række kontroversielle emner og meget liberale synspunkter.

et brev rundt til kollegaerne om, at de skal huske at slukke lyset, når de går. Debatten om det personlige ansvar bliver til en klæg moralisme. Men det personlige ansvar er noget, som gør ondt. Der er en helt grundlæggende modsætning mellem den danske velfærdsmodel og det personlige ansvar. Det danske velfærdsystem handler om at fjerne sig fra det personlige ansvar via skattebilletten og overlade det til kollektivet at tage sig af andre mennesker. Hvis man ønsker at holde folk personligt ansvarlige for, hvordan de handler i forhold til andre mennesker, så synes jeg at man må lade folk have flere frihedsgrader for eksempel, at man må lade nogle flere ressourcer være tilbage efter skat. Et eller andet sted er det jo lidt omvendt først at komme og snuppe folks penge for at bruge dem til alle mulige gode formål og bagefter at sige ”i øvrigt skylder I samfundet noget mere.”


ansvar til debat s. 27

Ole Grünbaum (F. 1945) Journalist og forfatter. En markant skikkelse i 60’ernes ungdomsoprør og fredsbevægelser. Levede en 10 års periode med meditation og fordybelse i en ashram. Blev kendt som it-guru i 80’erne. Udgav i år bogen Den dag min fremtid forsvandt om angsten for alderdommen, den dalende sociale anseelse og fattigdommen. Men som samtidig stædigt fastholder spørgsmålet om lykken.

ole grünbaum: Ens personlige ansvar er først og fremmest at forvalte den gave, man har fået. Man har fået et liv med alt, hvad det indebærer. Man har en krop, man har et sind, man har et hjerte. At forstå, hvad det liv er, og hvad det indeholder, er ens største ansvar som menneske. I ordet ansvar ligger der jo det, at man skal svare til eller på noget. Og i sidste ende skal vi som mennesker svare til os selv for hvert øjeblik, vi lever. Når man svigter det ansvar, sker der en masse uheldige ting. I anden omgang skal man så også svare til samfundet. Det er det område, man kan kalde jura og moral, og det er ikke en lille og ubetydelig ting. Tendensen på dette område er i øjeblikket: straf, straf, straf. At fokusere så meget på straf, som man gør, fører til ansvarsforflygtigelse, for man får sin straf og så er regnskabet gjort op, ikke? Nej, for det er ikke sikkert, at der sker noget i den dømtes forståelse. Hele denne tendens undergraver i virkeligheden det personlige ansvar. Hvis det hele blot handler om at følge nogle regler og

stå til regnskab bagefter, så mangler det vigtige element af forståelse. At man selv har besluttet, hvordan man skal leve. Jo mere der bliver regler og straf desto mindre fokuserer man på, at folk har en sådan forståelse og derved tager et virkeligt personligt ansvar. Overvågning fører til mindre tillid på alle leder og kanter, og straf fører til mindre ansvarsfølelse. Det bliver til et spil om at kunne gøre noget, som ingen opdager. Så jeg er stor tilhænger af et personligt ansvar, der bygger på forståelse. Når en regering siger, at den går ind for det personlige ansvar, så er det et dobbeltsidigt slogan, hvor den ene halvdel ofte mangler. For man vil ikke have, at skolelæreren skal tage et større ansvar for, at eleverne lærer noget. Man vil ikke have, at socialarbejderne skal tage et større ansvar for at løse problemerne. Der tager man i stigende grad ansvaret fra dem for i stedet at regulere centralt. Så der er man imod det personlige ansvar, eller også mener man i fulde alvor, at det personlige ansvar skal udmønte sig i, at man følger nogle centrale regler. Færdig. Basta. Forestillingen om, at man skal leve, så andre er tilfredse med en, som vi alle lider under, fratager en selv det personlige ansvar for hvem man er, og hvordan man lever. Der er ikke noget, der er så godt at gøre for andre mennesker end at være glad for livet. Det er den bedste gave et menneske kan give et andet menneske. Når man er i nærheden af et menneske, der er glad for at leve, er det det mest inspirerende der findes. Et i bund og grund tilfredst og lykkeligt menneske er generøst og overbærende og tolerant og rummer meget mere visdom end frustrerede og ulykkelige mennesker. Men man behøver ikke nødvendigvis blive en lalleglad person, der siger alt er tilladt. Det er som at have overskud i sit firma. Når der er overskud, bliver det hele nemmere. Vi lever i et samfund, hvor der er underskud i mange firmaer. Og derfor er det ens største ansvar at sørge for at have overskud i sit personlige firma. Det er det bedste for en selv, og det er det bedste, man kan gøre for andre.

Enig? Provokeret? Købte du argumentet? Skriv din mening til redaktionen@hojskolebladet.dk eller på www.hojskolebladet.dk

»

Overvågning fører til mindre tillid på alle leder og kanter, og straf fører til mindre ansvarsfølelse. Det bliver til et spil om at kunne gøre noget, som ingen opdager. - ole grünbaum


- et rejsebureau med rødder i folkeoplysningen

Skovsgård Hotel søger: s. 28

Kok / Køkkenansvarlig Har du lyst til både menneskelige og kulinariske udfordringer

- så se nærmere på www.skovsgaardhotel.dk eller ring til Skovsgårds Hotel på tlf. 98 23 04 00

Kiev og Krim i efterårsferien Rejs med Globetosserne til Kiev og Krim fra 12.-19. oktober 2008. Kiev, Jalta, Sebastopol, Sortehavet, foredrag om Ukraine i dag - og meget mere. Pris 7.800 kr.

Læs udførligt program på www.globetosserne.dk

Smykkekursus på Bornholm

Herning Markedspladsen 2 7400 Herning Tlf. 96 26 38 00

Lær grundlæggende guldsmedeteknikker og lav dine egne smukker i vore veludstyrede og rummelige værkstederslokaler SMYKKESKOLEN BORNHOLM afholder weekend-, 3-dages og ugekurser resten af 2008. Se kursusprogrammet på www.rutskerferie.dk eller ring på tlf. 5696 9060 og hør om vores mange muligheder.

august 2008

København Havneholmen 29 1561 København V Tlf. 39 15 52 00


Kalender 18. august foredrag EU og Nationalisme Professor ved Copenhagen Business School Uffe Østergaard besøger Europahøjskolen, hvor han vil holde et spændende foredrag om nationalisme og EU. Østergaard er ekspert i politiske kulturer, nationalisme og national identitet set i forhold til den Europæiske Union. Europahøjskolen på Kalø 19. august koncert Forgetting Feet Musikken bevæger sig mellem jazz, blues, rock, funk, country, folkemusik og ambient. Egil Dennerline; Vokal/ Lyrik - Anders Holm; Trommer - Palle Hjort; Tangenter ; Mikkel Rørbæk; Strengeinstrumenter. Den Rytmiske Højskole

23. august elektronisk musik Spejderrobot Mød Spejderrobot og få styr på den mest eksperimenterende elektromiske musik i Danmark. I Politikens 5 hjertede anmeldelse af albummet ”Falder baglæns ind i igår” indledes med: ”SpejderRobots kompositioner stråler af en udflydende varme, der giver følelsen af at blive sendt langt ud i rummet og komme til en planet, hvor tyngdekraften har givet slip, så man kan hoppe rundt på træernes blade”. Krogerup 23. august litteratur Verdenslitteraturdag Dette år bliver gæsten ved verdenslitteraturdagen på Rødkilde forfatteren Fay Weldon. Arrangementet består af oplæsning, foredrag, samtale med forfatteren og buffet i parken. Teaterhøjskolen Rødkilde

26. august koncert Skråplan Dejlig melodiøs, dansksproget jazz/ pop. Skråplan rammer noget ingen andre laver, med Sine’s spændende tekster, kombineret med banjo, trommer, bas og Nana’s kor, giver en helt særlig musikoplevelse. Den Rytmiske Højskole 27. august debat EU-konference Europahøjskolen åbner dørene op for en EU debat, når skolen er vært for en EU-konference med en række danske folketingspolitikere som deltagere. Hovedtemaet for konferencen er de danske EU-forbehold og Danmarks fremtidige forhold til EU. Deltagere: Morten Messerschmidt, Michael Aastrup Jensen, Anne Grethe Holmsgaard og Frank Aaen. Europahøjskolen på Kalø

Foreningens kurser Bæredygtig udvikling

Fred

International forståelse

Forstander søges Den Internationale Højskole / International People’s College Yderligere oplysninger findes på www.ipc.dk

23-24. september 2008 Det inkluderende kulturmøde Grundkursus i kulturmøde. Ollerup Højskole 1. oktober 2008 Højskolernes vejledertræf Det årlige vejledertræf Højskolen Snoghøj 8. oktober 2008 Klimaprojekt 2009 Seminar for projekttovholdere på højskolerne. Højskolernes Hus

Den Internationale Højskole har siden sin grundlæggelse i 1921 arbejdet for fred, bæredygtig udvikling og internationale forståelse, og hentet sine elever fra hele verden.

30-31. oktober Forstandermøde Højskolernes årlige forstandermøde. Gymnastikhøjskolen i Ollerup Se også www.ffd.dk

s. 29


højskole Navne

Efterskole i stedet for højskole. Jesper Vognsgaard stopper som forstander på Engelsholm Højskole for at indtage en tilsvarende stilling på Ollerup Efterskole.

Ro på Krogerup s. 30

Rikke Forchhammer blev den nye forstander på Krogerup efter at have været konstitueret siden januar måned. På Krogerup har man ellers nærmest oparbejdet en tradition for at skifte forstander med jævne mellemrum af den ene eller den anden grund. Nu skulle der imidlertid være sørget for stabilitet i foretagenet, da man denne gang har ansat en forstander, der kender skolen og alle medarbejdere ganske godt. Og der er fuld opbakning til hende. Forchhammer har været lærer på skolen gennem de sidste 20 år under skiftende forstandere. ”Det handler om at lave god højskole hver eneste dag”, siger hun om sin relativt nye stilling. Rikke Forchhammer har en musikfaglig baggrund og har haft fingre i

På Engelsholm får man samtidig ny forstander: Det er kunsthistorikeren Karen Friis Hansen. I Højskolernes Hus er Jakob Hvenegaard Andersen ansat som projektleder for et satspuljeprojekt, der skal styrke samarbejdet med erhvervsskolerne. Journalist-ægteparret Mette Grønnegaard og Hans Jørgen Møller er nyt forstanderpar på Pensionisthøjskolen Marielyst.

mange ting ud over højskolen. En særlig stor rolle har Afrika spillet i flere forskellige sammenhænge; både som foredragsholder, højskolelærer og som grundlægger og leder af vokalgruppen Papaya, der synger og danser afrikanske sange, har hun turneret både i Danmark og Afrika.

Højskoleforstander til Egå Ungdoms-Højskole Egå Ungdoms-Højskole ved Århus er en folkehøjskole for 16-19 årige med en bred faglig profil. Skolen har en grundlæggende sund økonomi og en dynamisk medarbejderstab. Vores livs- og skolesyn kan sammenfattes i værdierne frisind og fællesskab. Vi lægger vægt på et levende udviklingsmiljø, hvor vi tager de unge alvorligt, støtter dem i personlig afklaring og udbygger deres interesse for at tage del i samfundet. Vi søger en visionær, rummelig og skarp forstander der: •

• • •

Har kendskab til og forståelse for aldersgruppen og ungdomskulturen generelt, samt en dyb og vedholdende interesse for at arbejde med denne målgruppe. Kan bidrage med nye impulser til højskolens videre udvikling i tæt samarbejde med bestyrelse og medarbejderstab. Evner og tør være en markant virksomhedsleder. Kan placere højskolen stærkt og positivt i offentligheden. Pædagogisk indsigt og lyst til at undervise 16-19 årige.

annoncehøjskolebladet.indd 1

august 2008

En gammle kending i højskoleverdenen, Louis Mogensen, er blevet ny forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole og forlader dermed Egå efter mange år. En spektakulær ansættelse har de foretaget i Oure, hvor rockmusiker mm. Michael Falch er ansat som lærer på deltid.

Derfor har vi brug for en leder med følgende kompetencer: • • • •

Kendskab til højskoleverdenen og dens vilkår. Praktisk ledelsesmæssigt håndelag og evne til at lede en flok selvledende medarbejdere. Økonomiske og administrative kompetencer En lederpersonlighed, der kan stille krav, udvise tillid, løse konflikter og skabe fælles fodslag, og som har mod til at sætte sig igennem til fremme af skolens udvikling. Et menneske, der hviler i sig selv, også under pres, og som kan udvise social rummelighed, indlevelse i menneskelige problemstillinger, samt udpræget forståelse for musiske og åndelige tilgange til tilværelsen og skolelivet.

Forstanderen har bopælspligt, og en moderne og attraktivt beliggende forstanderbolig er til rådighed på almindelige tjenesteboligvilkår. Løn- og ansættelsesvilkår forhandles med udgangspunkt i Undervisningsministeriets indplacering af forstandere. Tiltrædelse snarest, gerne 1. oktober. Yderligere oplysninger fås på www.euh.dk, ved henvendelse til bestyrelsesformand Peer Jacobsen på tlf. 29849985; japind@stofanet.dk, eller til konstitueret forstander Malene Bjerregaard på tlf. 21831971; malene@euh.dk Ansøgning med relevante bilag sendes til Eghøjvej 31, 8250 Egå, så den er fremme senest tirsdag d.12/8 2008. Kuverten bedes mærket ”forstander”.

30-06-2008 14:57:54


Højskolebladet er et kulturmagasin i bredeste forstand. I Højskolebladet og på hojskolebladet.dk kan man holde sig orienteret om væsentlige diskussioner om politik og kunst, om dannelse og folkeoplysninge og om centrale værdidebatter. Højskolebladet er højskolen i trykt form og stræber ikke kun mod at afspejle væsentlige debatter, men også at være dagsordensættende på højskolens kerneområder. Højskolebladet er ikke et smalt magasin udelukkende for højskolemiljøet, men et bredt orienteret magasin, der stræber mod at bringe højskolen ud i verden, og verden

ind i højskolen. Højskole-

bladet er et uafhængigt månedsmagasin - og udgives af Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) - og holder til i Højskolerne Hus på Nytorv i København. Højskolebladet udkommer 11 gange om året, distribueres i et begrænset gratis oplag til alle landets højskoler og  forhandles ellers udelukkende i abonnement. Hojskolebladet.dk er et supplement til det trykte blad. Her finder man udvalgte artikler fra det trykte blad, men også nyheder, blogindlæg, anmeldelser mv., der kun kan læses her. Tegn abonnement på www.hojskolebladet.dk

s. 31


B

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

s. 32

Kristeligt Dagblad er en avis, dder har forstand med hjerte. avis Erik Bjerager, ansvarshavende havende chefredaktør chefredakt tør, Kristeligt Dagblad og adm. direktør,

Kristeligt Dagblad har mere end 100.000 daglige læsere. Det er mennesker, som vil have et fast ståsted i en forvirret verden, og som reflekterer over og søger svar på livets store spørgsmål: Hvad skal jeg tro på? Hvilke værdier skal jeg lægge vægt på? Avisen er fyldt med kultur, debat, dansk politisk stof, emner om liv og sjæl, kirke og tro, et historisk perspektiv samt internationalt og tredjeverdensstof. I weekenden udkommer avisen i to sektioner. Vi har samlet bog- og kulturstoffet i lørdagens 2. sektion ”Bøger&Kultur” og det altid populære eksistensstof ”Liv&Sjæl” i fredagens 2. sektion. Har du lyst til at prøve en avis, der har forstand med hjerte, så ring på 70 12 19 19 og få avisen gratis og uforpligtende i 4 uger, leveret lige til døren.

BESTIL PÅ TELEFON 70 12 19 19 – ELLER SEND SVARKORTET, PORTOEN ER BETALT

PRØV KRISTELIGT DAGBLAD - HELT GRATIS I 4 UGER

JA TAK

Send mig Kristeligt Dagblad helt GRATIS og uforpligtende med posten i 4 uger. Send dette kort eller bestil direkte på 70 12 19 19

SKRIV VENLIGST MED BLOKBOGSTAVER! Navn:

Abonnementsservice +++ 1994 +++ Rosengården 14 1045 København K

Gade/vej: Postnr.:

By:

Telefon (skal udfyldes): E-mail: (Ja tak til at modtage nyhedsbreve fra Kristeligt Dagblads hjemmesider.) Tilbuddet gælder kun for husstande, der ikke har modtaget Kristeligt Dagblad de seneste 12 måneder

august 2008

Kampagne 0835


Højskolebladet August 08