Page 1

Klimaindustrien Klima er storpolitik og big business. Men hvad skete der med den folkelige forankring?

s. 1

august 2009

siden 1876


De andre indvandrere

rnbechs

Fra højskole til koncern - er der grænser for vækst?

Hvorfor hører vi ikke fra dem?

65-års fød

selsdag

Da Danmark blev ”forbudssverige”

oktober 200

8

siden 1876 kr. 49,50

siden 1876

august 2008

juni 2008 siden 1876

s. 2 september 2008

siden 1876

Giv et abonnement og få en GRATIS Højskolesangbog Hvis du giver ét års abonnement på Højskolebladet til en ven for 499,så får du et gratis eksemplar af Højskolesangbogens 17. udgave tilsendt. Gå ind på www.hojskolebladet.dk eller ring til os på 3336 4040 Tilbuddet gælder 2009 eller så længe lager haves.

post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk

august 2009


Indhold

august 2009 s. 3

s. 8 tendens

Tema - Klimaindustrien Hvad skete der med den folkelige forankring?

s. 4 debat Leder s. 5 debat 8 skarpe til chefforhandleren s. 6 højskole Hvad sker der lige nu på højskolearenaen? s. 14 højskole Hot & not Af Rasmus Jakobsen

august 2009

s. 15 debat Mildt sagt Højlund / Mogensen / Holm s. 16 debat Kommentarer Fra bloggen Donslund de Luxe s. 18 tema - klimaindustrien Bogkritik Klima-lekture

s. 21 tema - klimaindustrien Hvad gør du selv? 10 højskoler under lup s. 22 tema - klimaindustrien Realiteternes holdeplads Rapport fra Vestafrikas virkelighed s. 24 tema - klimaindustrien Medierne er et religiøst rum Essay af Boris Groys

s. 28 tema - klimaindustrien 2 sider af samme sag Klimaaktivisme med eller uden vold s. 30 højskole Navne


debat Leder

s. 4

kolofon udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk

Klimaindustrien Andreas Harbsmeier Redaktør

redaktion Andreas Harbsmeier (ansv.) Tlf.: 3336 4047 Mob.: 2991 1522 Charlotte Kjærholm Pedersen Tlf.: 3336 4267 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk redaktionsgruppe Ida Ebbensgaard Ane Kollerup Karsten Wind Meyhoff Jes Fabricius Møller Søren Schultz Jørgensen Uffe Strandby

come 2gether hedder det fælles klimaprojekt for 10 danske højsko- ler, der løber af stablen i de kommende uger. Og det er godt - for der- med har højskolerne placeret sig midt i den måske fremmeste dagsorden af dem alle for tiden, nemlig klimaet. Når en dagsorden bliver så markant, som det er tilfældet med klimaet, tiltrækkes mange forskellige aktører, fra politikere til erhvervslivet til universiteter og andre institutioner, og det bliver til en regulær industri. Både kvalificerede, men også mindre kvalificerede kræfter tiltrækkes at idealisme, ny viden og kampen for en bæredygtig verden, men så sandelig også af penge, karrieremuligheder og fornemmelsen af at være, hvor det sker. Sådan må det nok være, men det er både godt og skidt. Godt fordi en enorm opmærksomhed og energi strømmer til et felt, der virkelig har brug for al den opmærksomhed, det kan få. Skidt fordi risikoen for, at der kommer for meget dårlig kvalitet ud af det, er overhængende. Vi var ellers kommet langt: Efter årelange diskussioner er det omsider accepteret, at den samlede videnskab nok ved bedre end lægmand om global opvarmning og den slags - og journalistikken har efterhånden indset, at Bjørn Lomborg ikke nødvendigvis behøver at være med i enhver tv-debat. Det, som vi mangler nu, er klimakampens forankring i det folkelige. Den er i hvert fald ikke kommet i tiltrækkelig grad i opløbet til Klimatopmødet. Midlerne for få, forsinkede og blev desuden taget ud af ulandsbistanden. Selv om det nærmest er en politisk kliché, at forankringen i de folkelige bevægelser er nødvendige for gode politiske resultater og for bæredygtige projekter, har den konkrete politiske opbakning været forbavsende lille. Derfor er højskolernes projekt vigtigt. Fordi der sættes fokus på vigtigheden af, at hvis målene skal nås, kræver det, at de forankres i det brede og det folkelige - og det ikke blot i slagord og paroler, men også i praksis.

Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. skribenter Karina Søby Madsen Charlotte Kjærholm Pedersen Andreas Harbsmeier abonnement Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4040 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg Højskolebladet Tlf: 3336 4047 post@hojskolebladet.dk design Esben Niklasson layout Katrine Dahlerup, FFD forside Ulrik Jantzen / DASK Gallery tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com Næste nummer udkommer den 15. september. Deadline den 2. september. Medlem af Dansk Fagpresse. ISSN: 0018-3334

august 2009


debat 8 skarpe Polfoto

Mener han selv noget? Højskolebladet har talt med Thomas Becker, chefforhandler for Danmark under klimatopmødet

s. 5

Thomas Becker er Afdelingschef for Internationalt og Klimapolitisk Område (IKO) i Miljøministeriets Departement. Her bag Connie Hedegaard.

charlotte kjærholm pedersen 01 Du er chefforhandler på ministerens vegne. Mener du noget selv? Jeg er embedsmand, som er sat til at forhandle klima. I princippet kunne jeg forhandle fiskekvoter eller EU-spørgsmål. Det ville ikke gøre nogen forskel. Jeg er ikke ansat på grund af mine meninger. Når det er sagt, så er man jo nødt til at udvise en vis konduite. Altså at have en vis fornemmelse for, hvad der kan lykkes, og hvad der ikke kan lykkes i en forhandlingssituation. Selvfølgelig kommer der et vist personligt engagement i det, man laver. Jeg vil da ikke lægge skjul på, at jeg synes, det er sjovt at forhandle global opvarmning, fordi det betyder noget.

8 skarpe til Chefforhandleren

02 Hvordan synes du, samarbejdet mellem ministerierne har været i forbindelse med forberedelserne til topmødet? Det, synes jeg, har været glimrende og over al forventning. Som det lille land Danmark er, så har vi den fordel, at vi ofte er bedre til at agere samlet og i flok end de store lande. Hos dem bliver ministerierne og administrationerne nogle gange et land i landet. I Danmark har vi tradition for en flad struktur, som giver direkte adgang til beslutningstagerne. Derudover er vi ret utraditionelle. Vi tænker på tværs, fordi vi er opdraget til at være kritiske, til at tænke selv og tage ansvar. I mange store lande står administrationerne for lige præcis det modsatte.

04 Men NGO’erne siger, at det går alt for langsom? Det er også deres rolle at gå ud og sige det. Det er nyttigt og sundt, når de er kritiske. Det holder os i ministeriet vågne og orienteret i ting, vi ikke har tænkt over. Al kritik er selvfølgelig ikke lige konstruktiv, men sådan er spillets regler. Jeg foretrækker til enhver tid et samfund med kritiske NGO’ere end et samfund, hvor det ikke er tilladt NGO’ere at tale.

03 Er du i øvrigt tilfreds med optakten til topmødet, som det er forløbet hidtil? Nu har Danmark rollen som værtsland, hvilket betyder, at vi har en meget central rolle i, at der kommer en aftale i København. Vores rolle er pr. definition at være utålmodige. Ligegyldigt hvor godt det går i mellemregningerne, vil vi altid mene, at det går for langsomt. Vi har en bagkant i december, som alt andet lige plager os lidt mere end de andre lande. For vi har ikke kun klimaaftalen på spil, men også at vi får en vellykket Klimakonference med et godt resultat, hvor DK tager sig godt ud.

05 Hvorfor er der så få midler til folkelige aktiviteter – og hvorfor er de kommet så sent? Det vil jeg bede dig tale med Udenrigsministeriet om. Det er dem, der uddeler midlerne. 06 Den folkelige del er vel en nødvendighed, hvis man skal ændre den måde folk tænker og agerer? Absolut. Den folkelige inddragelse er en nødvendighed. Det kan ikke nytte noget, at topmødet bare bliver en elitær omgang med mænd i jakkesæt, som ikke har nogen kontakt til det virkelige liv. Der er noget dansk ved at inddrage borgeren og insistere på nærdemokrati, og jeg synes, det fungerer ret godt i forhold til så mange andre lande.

07 Hvad forventer du, at der vil ske på den folkelige arena under topmødet? Der er en hel række initiativer i gang. Fx er der NGO-konferencen og Byernes Topmøde, som afholder konference, inden topmødet starter. Men derudover skal man også være klar over, at forhandlingsdelen ikke bliver folkelig. Regeringen er valgt og det er dem, som forhandler i selve situationen. I politiske forhandlinger nytter det ikke noget, at der siver mellemresultater ud. Derimod bygger man et tillidsforhold op. Og i det tillidsforhold ligger der, at man ikke afslører noget. For at få forhandlingerne i gang, skal man få de forskellige parter til at spille med åbne kort, inden for forhandlingsbordets grænser. Det er klart, at det let komme til at virke ufolkeligt, men det er svært at ændre. Men selve topmødet og forberedelserne dertil samt det politiske pres og engagement fra folk; det er da i den grad folkeligt. 08 I hvor høj grad er samfundet afhængig af denne aftale? Vi der arbejder med det, synes jo det er enormt vigtigt. Men det er jo ikke sådan, at alt går i stå, hvis det ikke bliver en god aftale. Set i et fremtidsperspektiv, er det vigtigt at få vendt miljøet i den rigtige retning. Men det er vigtig at sige, at jeg ikke er NGO’er. Jeg er embedsmand, som forhandler en aftale.


højskole Notitser

s. 6

Ro efter uro

Morgensang hitter Dronning Margrethe, Statsministeren, gymnaster en masse og en hel del andre indtog Holbæk til DGI’s landsstævne tidligere på sommeren. Idrætshøjskolerne har traditionelt altid deltaget ved begivenheden, der sidst blev afholdt i Haderslev i 2006. Som noget nyt havde højskolerne i år også en fælles platform, der blev organiseret af FFD under overskriften ”Hovedet på kroppen”. Her bød en række højskoler ind med professionelle arrangementer, koncerter, oplæsning, fortælling og forskellige former for performance. Der var stor variation i Højskoleteltet, der stod på Markedspladsen i Holbæk. Koncerten med den unge Celina Ree var et stort tilløbsstykke, mens mere skæve indslag med folk som T.S. Høeg og Jens Blendstrup havde sværere ved at lokke gymnasterne ind i teltet. Mest markant var dog den daglige morgensang, der hver morgen trak fulde huse til fællessang fra højskolesangbogen. Generalsekretær for FFD, Niels Glahn, er da også alt i alt tilfreds med samarbejdet med Landsstævnet og vil ikke tøve med at være med igen næste gang i 2013: ”Vi fik mange positive tilbagemeldinger fra folk, der synes det var rart, at der var mulighed for at gå ind et sted og opleve noget andet end idræt en times tid eller to.” /ah

august 2009

Det, der begyndte at ligne en dårlig start, er nu på ret køl. Den nystartede Højskole Bosei ved Præstø starter som planlagt på trods af usikkerhed om forstander-posten, da først Morten R. Ellehauge blev ansat og så alligevel ikke ansat, og siden Louise Høst først blev ansat og så valgte at trække sig. Men nu har man fundet en erfaren mand i Erling Joensen, der kommer fra en stilling som lærer på Sønderborg Idrætshøjskole. Det første hold elever er allerede klar til start i august, og med yderligere fire optag i løbet af efteråret, regner man med at spæde yderligere til. Interessen for en bred idrætshøjskole med fokus på kampsport er der tilsyneladende. Skolen åbner officielt den 8. september med deltagelse af blandt andre Bertel Haarder. /ah

Køng fyrer forstander Sagaen om den kombinerede Køng høj- og friskole er endnu ikke forbi. Bestyrelsen for den samlede høj- og friskole har besluttet at fyre forstander Peter Bendix Pedersen. Tidligere i år besluttede bestyrelsen de facto at nedlægge højskolen til fordel for friskolen. Men den beslutning overlevede ikke generalforsamlingen, hvor baglandet brokkede sig så meget, at den samlede bestyrelse valgte at træde tilbage. Den ny bestyrelse valgte så at køre højskolen videre - men altså uden Peter Bendix Pedersen. /ah

Højskolerne og klimaet Så er det tiden, hvor COme 2gether projektet for alvor sparkes i gang. Fra den 9. til den 15. august står der på 10 danske højskoler klima på skemaet. På skolerne findes der kurser, som omhandler alt fra reducering af CO2 udslip og forestillinger om en verden uden olie, til diskussioner om, hvordan man selv kan gøre noget, der vil forandre og forbedre klimaet. COme 2gether projektet er åbent for alle og der plads til op til 500 kursister. Projektet afsluttes på Nytorv i København, hvor resultaterne fra skolerne præsenteres. I december, hvor også klimatopmødet finder sted, er COme 2gether igen på banen på Borups Højskole, hvor der i 12 dages tid vil blive afholdt arrangementer, som belyser klimaet fra forskellige vinkler. /cp

COme 2gether www.come2gether.com


Amdi blev overvåget Tvindskolerne og tilknyttede - fra elever til lærere og leder Amdi Petersen - blev registreret af PET gennem adskillige år. Det viser PET-kommissionens beretning, som for nylig blev offentliggjort. Gennem aflytninger af telefoner, overvågning af møder med fremtrædende politisk aktive på venstrefløjen og endda en spion på Den Rejsende Højskole, opretholdt PET en nær kontakt med, hvad de formodede var en gruppe, som potentielt kunne være i ledtog med mellemøstlige terrorrister. Bl.a. fordi der foregik møder mellem nogle af Tvind-lederne og PLFP-medlemmer. PET mente, det var PLFP’s intention at hverve Tvind-elever til militære operationer, hvilket resulterede i, at en spion blev plantet på skolen. Spinonen kunne dog ikke berette andet end allerede kendte forhold, og at Tvind muligvis snød med offentlige midler. Ifølge Poul Jørgensen, tidligere talsmand for Tvindskolerne, er det foruroligende: ”PET’s metoder er meget uheldige. Især fordi der ikke var noget grundlag for den mistanke, de havde. Derudover, når en telefonaflytning bliver foretaget, skal de implicerede underrettes efterfølgende. Det er aldrig sket i denne sag.” /cp

Efterskolerne Presseklip regner med endnu et rekordår Når efterskolerne åbner op for endnu et år i august, bliver det med flere elever end sidste år, siger sekretariatsleder Sophus Bang Nielsen. Selvom der har været skrevet, at efterskolerne kan mærke finanskrisen i forhold til svigtende elevtal, har Sophus Bang Nielsen et helt andet indtryk: ”Beslutningen om at komme på efterskole bliver gerne taget et eller to år før, man tager afsted. Derfor gennemfører langt de fleste familier, selvom økonomien er blevet strammere. Vi har kun oplevet enkelte tilfælde, i fx Vestjylland, hvor store industrier er blevet lukket, og forældrene har mistet deres job, hvor de har været nødt til at framelde deres børn efterskolen.” Et helhedsbillede af efterskolerne viser ifølge Sophus Bang Nielsen, at det generelt ser ovenud godt ud: ”Vi kan se, at der er flere skoler, hvor der er enkelte pladser tilbage, men vi regner faktisk med at slå rekorden fra i år med hensyn til elevtal, da der åbner tre nye skoler, og flere har udvidet,” fortæller han. /cp

”Selvfølgelig kan man ikke tvangssende forældre på højskole, men det er i familierne, at der skal ske noget, hvis man vil bryde statistikken.” Professor i uddannelsessociologi ved Aalborg Universitet Martin D. Munk om at mindske ulighed. Til Nordjyske Stiftstidende den 20. juni. ”Højskoleophold er også en nyttig sabbataktivitet. Hvis man er i tvivl om sin fremtidige uddannelse, kan man benytte højskolen til at afprøve forskellige fag og emner, som kan gøre en klogere i forhold til at træffe valget omkring uddannelse.” Studievalg Nordjylland om mulighederne ved et sabbatår. Til Nordjyske Stiftstidende 28. juni. ”Højskole kan sikkert være godt for nogle. Helt sikkert. Men for mig blev det en lang påmindelse om, at jeg aldrig havde lært de sociale regler, fordi jeg altid havde følt mig udenfor fællesskaber. Den dag i dag kan jeg godt forstå, hvorfor jeg blev enspænder: Jeg kunne jo ikke omgås folk socialt. Den slags er jo ikke medfødt, det skal læres.” Kronik: ”Hvorfor skal man være helt ude at skide, før hjælpen kommer”. Af Ea Ørum i Information 26.  juni. /cp

s. 7


tema Klimaindustien

s. 8

COP15 - hvad skete der med den folkelige forankring?

fotokunst Ulrik Jantzen. Dansk fotograf og en af grundlæggerne af Das Büro. Billederne er leveret af Dask Gallery www.daskgallery.com

Familien Danmark skal op af sofaen og frem med klimaløsningerne, mener den danske regering. Et flertal af danskerne har også erkendt, at der må gøres noget. Men det der med at skære ned på forbruget - det overlader de helst til naboen af karina søby madsen

august 2009

De unge er mindre miljø- og klimabevidst end deres forældre. Sådan lød konklusionen på en spørgeskemaundersøgelse gennemført i 2006 af Alice Grønhøj, der forsker i unges og familiers forbrugeradfærd ved Handelshøjskolen, Århus Universitet. 2006 var også året, hvor Al Gore lancerede sin klimafilm “Den ubekvemme sandhed” om de menneskeskabte klimaforandringer og deres konsekvenser. En film som var medvirkende til at få klimabevidstheden til at vokse - som en snebold, der ruller ned af en fjeldside; hurtigere og hurtigere, større og større. Da Alice Grønhøj bliver spurgt om de unges klimabevidsthed anno 2009, siger hun: “Al medieomtalen har givetvis gjort indtryk, og der synes i dag at være en gruppe af unge grønne frontløbere. Men om det er slået bredt igennem i form af generelle forbrugsændringer blandt de unge, er jeg usikker på.” Der er også god grund til at være usikker. Nye tal fra Synovate Research viser, at få danskere overvejer deres klimabelastning, når de vasker tøj eller køber hårde hvidevarer og fødevarer. Og ifølge en netop offentliggjort rapport, “Happy Planet Index”, af den britiske tænketank New Economics Foundation, som har undersøgt 143 landes livsglæde, levetid og forurening, så holder vi humøret højt i Danmark, mens vi sviner med miljøet. danskerne engageres For at engagere den danske befolkning i klimaproblematikken har en lang række NGO’er og civilsamfundsaktører stiftet People’s Climate Action (PCA) med økonomisk støtte fra Udenrigsministeriet. Formålet med PCA er ifølge sekretariatsleder Lene


Vennits at “engagere folk i klimaproblemerne og skabe opbakning og adfærdsændringer, der fører til en bæredygtig verden for alle.” Det er noget af en mundfuld, men Vennits mener, at det er muligt at engagere danskerne i klimasagen. Hun siger: “Jeg tror, det vigtigste er at lave en ordentlig kickstart, som sætter klimaforandringer på dagsordenen. Man må starte et sted. Det handler om at komme i gang med at skærpe opmærksomheden. Det, at der fra Udenrigsministeriets side er afsat 20 millioner kroner til folkelige projekter, gør, at vi rammer andre grupper end de vanlige, og det er det vigtige for mig.” De 20 millioner kroner har PCA uddelt over tre indstillingsrunder, hvor NGO’er og foreninger kunne ansøge om støtte til klimaprojekter. Et hovedkrav til projekterne er, at de skal være befolkningsinvolverende og have fokus på børn og unge. Lene Vennits siger om de støttede projekter, at “hvis man ser på, hvor mange forskellige foreninger, der har fået penge, så synes jeg, vi er nået utrolig bredt ud, og at projekterne også når ud til rigtig mange mennesker.” for meget snak Ifølge Martin Lidegaard, direktør for den grønne tænketank CONCITO, er det dog ikke nok med kampagner og snak. Han siger: “PCA og diverse kampagner er alt sammen udmærkede initiativer, men skal der ske noget på klimaområdet, må der politisk handling til.” Han understreger: “Der er to alvorlige risici forbundet med det massive fokus på klimaet, som vi oplever i år, frem mod klimatopmødet. For det første at den megen tale om klimaet nemt kommer til at dække over, at der politisk bliver gjort uendelig lidt for at løse problemet. For det andet at kombinationen af den manglende handling og den megen tale får folk til at kløjes i klima. At det rent faktisk kommer til at hænge folk så langt ud af halsen, at det senere kan blive umuligt at opnå folkelig opbakning til at gøre

det nødvendige ved problemerne.” Og noget tyder på, at Martin Lidegaard kan få ret. En undersøgelse foretaget af Synovate i maj i år viser, at 35 % af danskerne ikke tror, at klimakonferencen vil få nogen betydning. 37 % ved ikke, hvad de skal mene, mens 28 % er optimistiske. Danskernes skepsis er oven i købet stigende. I en tilsvarende måling foretaget i februar var det kun 25 %, der ikke troede på, at konferencen ville få nogen betydning, mens 39 % var positive. Martin Lidegaard mener, at befolkningens stigende skepsis netop er affødt af manglende politisk handling. Han henviser som et eksempel til det nyligt indgåede trafikforlig, hvor de klimavenlige tiltag blev suppleret med “dybt problematiske beslutninger”, som han siger. Bl.a. blev beslutningen om at indføre kørselsafgift suppleret med en melding om at halvere registreringsafgiften. Også Troels Dam Christensen, der er koordinator for 92-gruppen, mener, at skepsisen hænger sammen med manglende politisk handling. Han henviser til, at Danmark - i modsætning til lande som Sverige, Norge og Tyskland ikke har sat nogle mål for reduktionen af CO2 frem mod 2020. Desuden peger han på, at politikerne ikke giver nok muligheder for, at enkeltpersoner kan agere klimavenligt i hverdagen. Han siger: “For eksempel er der det her med, at man kan skifte elselskab. Men dels er det svært at gennemskue, hvad man skal støtte, fordi mange af de selskaber, der brander sig på større klimavenlighed, i virkeligheden slet ikke kan leve op til det. I stedet puttes de ekstra penge i lommen. Og dels er det lige nu sådan, at hvad en virksomhed sparer i CO2-udledning, kan en anden udlede til gengæld. Resultatet er, at man som borger får en følelse af, at det kan være lige meget, hvordan man prioriterer, og hvad man gør.” For at undgå den følelse, må politikerne skabe nogle rammer, som gør, at folk kan handle klimavenligt,

»

Der tales meget om klimaforandringer og klimaproblemet netop fordi, vi skal stå for klimatopmødet i december, men jeg er usikker på, hvor mange vi har fat på. Jeg kan være bange for, at vi kun har eliten med, og at vi slet ikke når ud til den såkaldt almindelige borger med de her problemstillinger. troels dam christensen koordinator for 92-gruppen

s. 9


s. 10

august 2009


s. 11


tema Klimaindustien

s. 12

People’s Climate Action (PCA) PCA blev oprettet af en lang række NGO’er og Udenrigsministeriet i november 2008 med det formål at koordinere, hjælpe og rådgive de mange NGO’ers aktiviteter op til og under klimakonferencen. PCA har i løbet af tre udbudsrunder uddelt 20 millioner kroner til en lang række projekter, der skaber bevidsthed om klima ved at engagere den danske befolkning. Sekretariatet lukker ved årsskiftet.

CONCITO CONCITO er en grøn tænketank. Navnet betyder ‘jeg sætter i bevægelse’. Udgangspunktet er, at klimaproblemerne kun kan løses igennem et partnerskab mellem politikere, erhvervsliv og borgere.

92-gruppen 22 organisationer er medlem af 92-gruppen. De arbejder alle med bæredygtig udvikling. Gruppen arbejder med at påvirke Danmarks, EU’s, WTO’s og FN’s politik i en bæredygtig retning. Desuden er den kontaktpunkt mellem danske NGO’er og det globale civilsamfund i arbejdet for global bæredygtig udvikling.

august 2009

understreger Troels Dam Christensen. Samtidig peger han på vigtigheden af, at befolkningerne presser deres folkevalgte, hvis der skal ske noget på klimafronten. Og det er måske i virkeligheden det største paradoks - at mens danskerne er ved at drukne i klimainformationer, så skal der i virkeligheden mere oplysning til, så befolkningen på basis af en grundig viden kan stille krav om bæredygtig udvikling. “Det er her, at PCA og 92-gruppen må stå deres prøve”, siger Troels Dam Christensen og fortsætter: “Det er netop deres hovedopgave at danne grundlag for det folkelige engagement.” kritik af pca Der har været en del kritik af PCA og af Udenrigsministeriets (UM) rolle i forbindelse med PCA. Blandt andet har UM brugt lang tid på at godkende de projekter, som PCA har indstillet til at få støtte. Ved den seneste af tre ansøgningsrunder gik der mere end tre måneder, fra ansøgningsfristen udløb, til de valgte projekter fik deres støtte. Dertil siger Lene Vennits: “Det er helt klart et problem, at der var en meget lang sagsbehandlingstid i Udenrigsministeriet. Årsagen var, at UM gik tæt ind og vurderede, om pengene rent faktisk vil gå til det, der står i projektbeskrivelserne. Det er meget uheldigt og beklageligt for projekterne, at det har taget så lang tid. Jeg tror, det kom bag på UM, at der var så mange projekter, der blev indstillet til at få støtte. Det er et tegn på, at logistikken ikke har været i orden.” Eller som Troels Dam Christensen anfører, så har der ikke været manpower og midler nok afsat. Dam Christensen kritiserer endvidere, at finansieringen af NGO-aktiviteterne i forbindelse med klimatopmødet bliver taget fra udviklingsbistanden. Han fremhæver: “92-gruppen mener, at udviklingsbistanden skal gå til de fattige. Det kan ikke være rimeligt, at udviklingsbistanden skal

finansiere klimatopmødet.” Det siger han med en henvisning til, at 27 af de 38 millioner, der går til NGO-aktiviteterne i forbindelse med topmødet, bliver hentet fra udviklingsbistanden. Troels Dam Christensen understreger, at det ikke er Udenrigsministeriets ansvar, men regeringens, og han slår fast, at “i forhold til deres generelle rolle, så har Udenrigsministeriet gjort det udmærket, og det har PCA også.” alle må med Én ting er Lidegaard, Dam Christensen og Vennits helt enige om, og det er, at alle må med på klimavognen, hvis der skal være håb for klimaet, og der skal skabes politiske løsninger. Foreløbig er omkring tre ud af fire danskere med på klimabølgen ifølge en undersøgelse foretaget af Synovate Research i november 2008. Hvor stor sandsynligheden er for at få den sidste fjerdedel til at engagere sig i klimaproblemerne, og om det er muligt at få danskerne til at agere mere klimavenligt, er der delte meninger om. Lene Vennits siger: “Jeg var på Roskilde Festival i år og besøgte deres Green Camp-område, hvor flere af de projekter, PCA støtter, var med. De unge, der boede i Green Camp, havde alle foretaget tre handlinger til støtte for klimaet for at bo der. Det var altså deres engagement, der gjorde dem fortjent til at være i den lejr. Jeg synes, det var helt fantastisk at se, hvordan musik og kloge budskaber gik hånd i hånd på denne del af festivalen. Og også at festivalen i det hele taget tog hånd om klimaproblemet ved at kræve mere klimavenlige løsninger af deres leverandører af lys og lyd for eksempel, så de fik reduceret deres CO2-forbrug med 50 % i forhold til tidligere år. På den måde præger Roskilde Festivalen også de unge til at tage ansvar, og for mig var det et tegn på, at der er en stigende bevidsthed på vej hos mange, og at vi bevæger os fremad.” Også Martin Lidegaard er optimistisk på klimaets vegne. Han er sikker


de frie skolers advokat ® Danmarks førende advokatfirma når det gælder rådgivning af frie på, at klima er en vindersag, blandtskolerklimatopmødet i december, men jeg andet fordiViderpåtager er en klaros sammener usikker på, hvor mange vi har fat på. aldrig sager mod frie skoler hæng mellem at skabe en klimavenlig Jeg kan være bange for, at vi kun har ansatte ved frie osikke når ud til tilværelse Alle og en sund tilværelse. Men skoler elitenkan med,benytte og at vi slet med 20politikernes % rabat ansvar i han understreger den såkaldt almindelige borger med de den forbindelse, når han siger, at “det her problemstillinger.” Han pointerer er vigtigt, at folk får en fornemmelse endvidere, at det er vigtigt at holde sig af, at de kan blive en del af en bevæfor øje, at der må politisk handling til, gelse. Og det kommer først i takt med, så luften ikke bare siver ud af ballonen, at vi ændrer vores energiproduktion.” når topmødet er overstået, PCA lukket ned og presseomtalen aftager. efter klimatopmødet Adspurgt om der fortsat vil blive Troels Dam Christensen er ikke helt så afsat offentlige midler til at støtte optimistisk. Han er nervøs for, at podet folkelige klimaengagement efter litikerne af hensyn til industrien ikke topmødet, udtaler Lene Vennits: “Hvis tør indgå en klimaaftale, der for alvor politikerne er kloge, og det er de nødt batter noget. Desuden siger han: “Dan- til at være for at blive genvalgt, så vil de mark er i en speciel situation. Der tales støtte op om, at der afsættes midler til meget om klimaforandringer og klima- et fortsat folkeligt engagement. Luften problemet netop fordi, vi skal stå for går ikke ud af ballonen, tværtimod!”

www.frieskolerlaw.dk

»

Hvis politikerne er kloge, og det er de nødt til at være for at blive genvalgt, så vil de støtte op om, at der afsættes midler til et fortsat folkeligt engagement. lene vennits sekretariatsleder for pca

de frie skolers advokat ® Danmarks førende advokatfirma når det gælder rådgivning af frie skoler Vi påtager os aldrig sager mod frie skoler Alle ansatte ved frie skoler kan benytte os med 20 % rabat

www.frieskolerlaw.dk

s. 13


højskole Tidsånden kort

s. 14

Hot & not

af rasmus jakobsen, tidligere lærer på vallekilde højskole, og initiativtager og arrangør af højskolekurset state of mind.

»

Aldrig har jeg været på højskole med så mange CBS-folk med engelske jobtitler. Det er det ravkæde-frie alternativ, og det er okay.

HOT

NOT

oure Oure kan noget med det blå segment, som ingen andre højskoler kan. Aldrig har jeg været på højskole med så mange CBS-folk med engelske jobtitler. Det er det ravkæde-frie alternativ, og det er okay.

oure For i baren at servere drinken ”Out of Control” i kander med sugerør! Dét er lidt for meget +30 Ibiza stemning.

sangens dag At synge højskolesange efter intetanende cyklister er lige den slags højskole-”product placement” i byens rum, som vi har brug for. Det holder! roskilde højskole Potentialet er jo fuldstændigt fantastisk. Alt mulig held og lykke med projektet skal det lyde herfra. sommeraften på højskolens terrasse Med hvidvin i glasset, gode historier i ærmet og let til grin. augustkurset på testrup højskole Ét højskolekursus, der kan sælge 150 billetter på 20 minutter på nettet, kan ikke tage fejl. Måske ikke verdens mest inkluderende højskolekursus, da det næsten kun er skolens egne ”børn”, der deltager, men større kreativ eksplosion skal man til Burning Man festivalen i Nevadas ørken for at finde. Jeg pakker tasken for 12 år i træk. hip-hoppere på højskole Fordi man gerne vil høre sig selv sige: ”Hva’ så, Jokeren, tager du en kop urte med fra spisesalen.”

august 2009

politisk snak på sangens dag Først alt for meget snak om, hvorfor vi ikke kan lide Pia K, hvorefter Isam B sammenligner højskoler med Koranskoler! Men Sangens Dag var generelt et super initiativ, så dette er kun de små krusninger på evalueringen. alt for taleglade højskoleforstandere Højskoleforstandere der ikke kan gå forbi en talerstol og nøjes med at tænke: ”Nå, der står sørme en talerstol”. (folke)højskolernes sangbog, 18. udgave Det er blevet sagt før, men skal siges igen. Den 18. udgave af Folkehøjskolernes Sangbog er ganske enkelt ikke folkelig nok. ”I´m a photographer” er noget intellektuelt fims, og ”Wind of Change” viser, at der i udvalget ingen reel kærlighed har været til populærmusik fra 80erne og 90erne - øv, øv, øv. Ind med sømandssange, Anne Linnet, Thomas Helmig og Steffen Brandt næste gang, tak! alt med klezmer Fordi det har noget med klezmer at gøre. poul kjøller frisure med måne Mandlige højskolelærere der holder fast i det store hår, selvom de faktisk er begyndt at tabe det.


debat Mildt sagt

Mildt sagt

- det er vigtigt at tænke positivt

Coaching holder

Farvel Morten

Sporten kort

Jeg frygter ikke finanskrisen. Den slags kommer og går, og her på vores breddegrader skal det hele nok gå alligevel. Jeg har dog en frygt, der knytter sig til de svindende friværdier: At coachingbranchen skal tørre ind, når folket prioriterer afdrag på lånene over navlepilleriet. For hvad skal der blive af os, hvis vi ikke længere vælger at investere i den gode samtale med en komplet fremmed? Hvad med os, der ikke nåede at finde helt ind til vores sande jeg, vores egentlige kerne? Jeg kom ikke selv med på bølgen og frygter nu, at jeg aldrig får lagt den der ti-års plan for livets overraskelser. Skal jeg vedblive at gå rundt på overfladen af mig selv og agere mit helt forkerte jeg uden at få formuleret, hvor det hele skal ende? Jeg håber coaching-industrien overlever, så den står klar til at udfolde mit fulde potentiale, når jeg en dag mander mig op til at se mit sande jeg i øjnene, frem for det forvirrede fjols, der venter på mig ude i spejlet lige nu.

Hvor er det dog typisk, at de nede i EU ikke forstår, hvad almindelige mennesker tænker. Danmark er nu repræsenteret i Europa-parlamentet af det største politisk talent, vi har i Danmark - Morten Messerschmidt. Her i Danmark er vi heldigvis ikke for gode til at stemme en racisme-dømt politiker ind i Europa - sågar med velfortjente flest stemmer af alle. Eneste minus er, at han nu ikke er at finde på den hjemlige politiske scene. Vi kommer til at savne dig - Morten. Hvem skal nu tale rent ud af posen, når der er behov for det? Og hvem skal fortælle sandheden? Og hvor er det dog typisk, at han ikke må være med i den konservative EU-skeptiske gruppe i Europaparlamentet, fordi de mener at Dansk Folkeparti er ”racistisk og yderliggående”. Det er udtryk for typisk arrogance og foragt for ytringsfrihedens forkæmpere i Danmark. Det er nemlig resten af verden, der er galt på den og ikke Danmark, når danskernes mest populære EU-politiker bliver stemplet som ekstrem. Igen er det bevist, at vi ved bedst, og det øvrige Europa foragter helt almindelige mennesker.

Guderne må vide, hvornår DGI og DIF har slikket sårene nok til, at de kan sætte sig sammen for at fortsætte arbejdet med at forankre idrætten og sporten i noget, der ligner en folkelig sammenhæng. Mens de tænker og evt. forhandler, står det nemlig ikke stille inden for sportens verden. Vi vil blive udsat for golfspilleres kontoudtog, tennisspilleres forsøg på at blive de nye babes, dopingantydninger eller beviser fra de franske landeveje. Måske vil vi blive ”klogere” på, om unge Schmeichel kan leve op til farmand, og om unge Laudrup er for genert til at følge i bedstefars, fars og onkels noble fodspor. I løbet af sommeren vil vi blive inddraget i fodboldklubbers og håndboldklubbers strategiske og økonomiske overvejelser, og aktørerne vil forsøge at profilere sig. På Idrætshøjskolen oplever vi, at jo mere sportsgrene forlader sporten til fordel for geschäften, jo mindre appellerer de til de unge. Organisationerne bør glemme elite-bredde diskussionen og snarrest koncentrere sig om at undgå, at sporten og idrætten lukker sig selv.

Gertrud Thisted Højlund

Lars Holm

Louis Mogensen

s. 15 15 s.


Fra bloggen www.hojskolebladet.dk s. 16 Er højskolen for alle? - I Af Pablo Llambias Det er det, som Højskolen i mine øjne kan: Den kan sætte læring i spil på den måde som læring grundlæggende bør sættes i spil på: Som noget der har en iboende værdi, og hvis værdi først finder sted, når den optræder i samspil med andre. Det er jo derfor, vi har demokrati, oplysning, fællesskabsbevidsthed. Fordi viden og oplevelse har værdi i sig selv, ikke fordi demokratiet, samfundet og oplysningen skaber dem. Det er dette aspekt, som højskolen peger på og bygger på: At denne værdi kommer først, mens samfundet, demokratiet og oplysningen kommer bagefter. Mennesket kommer først, målet kommer bagefter. http://www.hojskolebladet.dk/oversigt/ nyheder/2009/6/10/er-hoejskolen-foralle

Er højskolen for alle? - II Af Tyge Hansen Det kan godt være at „fag–højskolerne“ kan samle flere elever til end „folke– højskolerne“, men de mangler forskelligheden, som giver en bedre højskole. På kunsthøjskoler, idrætshøjskoler og lignende, hvor alt drejer sig om det ene emne, og andre fag kun er „bi–ting“, er livet dødt. http://www.hojskolebladet.dk/oversigt/ nyheder/2009/6/10/er-hoejskolen-foralle

Diget Af Poul Anker Møller På lederpladsen i sidste Højskoleblad kommenteres sagen på en måde, så både Støvring OG Diget har entreret med Ebeltoft kurcenter på en ulovlig måde. Virkeligheden er, at Darre måtte rykke fra Diget, fordi nu afdøde forstander Nina Skovbo – ikke ville være med til at udnytte hverken loven eller sin højskole til hans kursusvirksomhed. Nina Skovbo har hele tiden holdt kontakt til ministeriet for at sikre, at aktiviteterne på stedet var højskole og ikke bare en kur og hun endte med at bryde aftalen med Darre, da han ”strammede” skruen. http://www.hojskolebladet.dk/oversigt/ nyheder/2009/5/26/operation-x

debat Kommentarer

Støvring og Operation X af birgit skovmand, bestyrelsesmedlem, støvring højskole På foranledning af leder og artikler m.v. i Højskolebladet, juni 2009, vil jeg hermed rette nogle faktuelle misforståelser, samt redegøre mere generelt vedr. denne meget beklagelige sag. For det første vil jeg gerne slå fast, at der ikke på Støvring Højskole er blevet svindlet med offentlige midler. Jeg vil også gerne slå fast, at det ene og alene skyldes højskolens meget kompetente forretningsfører, Marianne Kjeldgaard. Hun har, på trods af meget vanskelige arbejdsvilkår, sikret, at der ikke er blevet udbetalt statstilskud til de elever, der har fået kommunal støtte til deres højskoleophold.

Et bedre klima! Går du med?

INVITATION Højskolerne samler verden til manifestforestilling for et bedre klima. Lørdag den 15. august 2009 kl. 13 i København Gå med os fra Christiansborg Slotsplads til Nytorv og vær med til et brag af en fælles øjenåbner med Ny Cirkus og Complaint Choir, fællessang og taler – og 7 løfter for fremtiden.

www.come2gether.com

august 2009

Det er meget vigtigt for mig at få rettet denne misforståelse. Jeg ved dog ikke, om der skulle være enkelte elever, der har betalt for meget for deres ophold, men hvis det er tilfældet, er det alene på grund af nogle uoverskuelige forhold vedr. Flemming Darres ledelse, hvor Marianne Kjeldgaard ikke har kunnet få de nødvendige bilag fra Flemming Darre (FD). Det er meget beskæmmende som bestyrelsesmedlem at skulle tage medansvar for de uværdige forhold, der under FD´s ledelse har været på Støvring Højskole. Jeg mener dog, at det først og fremmest må være bestyrelsens formand, der står med ansvaret. Det er formanden, der får informationerne direkte fra skolens forstander og forretningsfører, og det må være hans

COme 2gether


Donslund de luxe lægger antiplots havde vi, da det endelig blev besluttet i bestyrelsen, fået konsulentbistand fra FFD, og der mente man (efter hvad jeg har fået refereret), at planerne ville kunne godkendes af Undervisningsministeriet. De blev derefter godkendt i bestyrelsen.

pligt at videregive disse informationer til sin bestyrelse. Desværre valgte Støvring Højskoles formand, Thorkild Bækkelund at udvise så stor loyalitet overfor FD, at han flere gange tilbageholdt vigtige oplysninger for bestyrelsen (har det senere vist sig). Det betød eksempelvis, at da Marianne Kjeldgaard så tidligt som ca. 3 uger efter kursusstart i februar orienterede formanden om, at regnskabet vedr. nogle mellemregninger mellem FD og højskolen var uigennemskuelige, og at hun ikke kunne få de nødvendige bilag og relevante papirer fra FD, undlod formanden at viderebringe disse oplysninger til sin bestyrelse. Jeg mener derfor, at bestyrelsen aldrig har haft et reelt grundlag at træffe beslutninger på. Det er altså ikke på grund af økonomisk svindel, at Støvring Højskole ikke kunne få sit forårskursus 09 godkendt. Det var et spørgsmål om åbenhed og kursusindhold. Åbenheden vil være en skønssag. At et kursus om sundhed og livsstil skulle være mere ensidigt end et kursus for idrætsudøvere eller musikinteresserede, har jeg svært ved at forstå. Jeg er helt enig i de synspunkter, som Lisbeth Trinskjær fra Ubberup Højskole giver udtryk for i samme nr. af bladet. Vedrørende selve indholdet i undervisningsplanerne,

Men Operation X-udsendelsen viste desværre, at der ikke var blevet undervist efter de indsendte planer. Jeg blev på det tidspunkt klar over, at vi umuligt kunne få forårskurset godkendt af UVM. Af Højskolebladets indhold fremgår det indirekte, at Støvring Højskoles bestyrelse i en trængt situation mere eller mindre bevidst har godkendt disse forhold. Det vil jeg på det kraftigste tilbagevise. Men jeg må nødvendigvis erkende, at bestyrelsen ikke har handlet tilstrækkelig ansvarligt i henhold til bestyrelsens overordnede ansvar. Hvordan det ser ud for fortsat skolevirksomhed, når dette blad udkommer, ved jeg ikke, men det er meget, meget trist, at denne situation skulle ramme Støvring Højskole, som har drevet højskolevirksomhed i over 100 år.

Uenig?

Giv din mening til kende på bloggen: www.hojskolebladet.dk

”Der er det problem med plots,” siger Martin Glaz Serup, ”at der bliver lagt plots nedover alt. Der er plots i tv-avisen, dokumentarprogrammer, indkøbsvaner, livsbaner og politiske budskaber. Vi bliver styret af plots!” Jeg har sommerkursus i Børnelitteratur på Vallekilde. Det er fyldt med plots i både opbygning og indhold. Og så sidder jeg der. Den sidste dag. Og har været på jagt efter plots i flere år. Jeg har været til plotcoach, og jeg har pitched. Jeg har lagt dramaturgiske planer, og jeg har fundet hoveder og haler. Jeg har konstateret, at det er svært at lave et godt plot, uden det virker konstrueret, og det er samtidig svært at finde sig i, at den naturlige historie, det narrative skelet, altid går ind og rasler, uden man har bedt om det. Og så står han og siger, at det er et problem. Var det dét, Baudrillard mente, da han sagde, at det politiske, det æstetiske og det seksuelle overskred hinanden?

Jeg vågner en morgen og opdager, at jeg er blevet lesbisk kæreste med Pia Kjærsgaard, og at jeg giver hende et barn fra Angola i månedsgave Magten styrer, æsteticerer, plottificerer, spindoktorerer. I gamle dage legede børnene doktor. Nu leger de spindoktor. Alt er planlagt og kontrolleret, Christiania skal lukke, der skal ryddes op i kaos, som var det Ikast; vi kan ikke ånde, hækkene klippes, forskelligheder sættes i en aktantmodel. Selv klummen her er et plot. Men nu kommer peripetien: Den overraskende vending. Jeg vågner en morgen og opdager, at jeg er blevet lesbisk kæreste med Pia Kjærsgaard, og at jeg giver hende et barn fra Angola i månedsgave, et lille barn, kun lidt muslim… men så putter hun det i pejsen. Jeg hiver det ud. Det har ild i håret og hedder Martin Glaz Serup og er antiplottets sidste bastion. Pia ser brødbetynget ud. Hun giver Martin en syltetøjsmad og lover, at hun aldrig gør det igen. Anne-Marie Donslund er forfatter

s. 17


tema Klimaindustien

s. 18

Læs dig klog BOGSTOF: Markedet for bøger og journalistik om klima har vokset sig stort. Højskolebladet introducerer til noget af det bedste af morten gliemann foto ulrik jantzen ”Skal den globale temperaturstigning begrænses fra 2 til 2,4 °C i forhold til det før-industrielle niveau, vil det kræve stabilisering af drivhusgasniveauet i atmosfæren på 445-490 ppm CO2-ækvivalenter.” Så kort kan det åbenbart skrives på Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside, som har sin egen klimadel. Det er nu næppe alle, der forstår den ellers klare besked. Er der et ord, der går igen i formidling om klima, så er det ”kompleksitet”. Forstår man klimaændringer som en politisk diskurs, så er den hæmmet af den store kompleksitet. Digre videnskabelige rapporter beskriver menneskehedens måske største udfordringer i et sprog, som politikerne og journalister ofte må bearbejde for at få befolkningerne i tale. Medieplatforme som DR, BBC eller National Geographic leverer imponerende klimasites, mens stadig flere populærvidenskabelige og journalistiske bøger dukker op på markedet. Ngo’erne er på dupperne med at artikulere klima. Oxfam, WWF gør det, MS gør det. Naturskyddsföreningen i Sverige har et fantastisk note-

august 2009

apparat liggende frit fremme i form pdf-filer. Set fra nabolandet handler klimadiskursen meget om overtagelsen af EU-formandskabet midt på sommeren. Topmødet i København fylder ikke helt så meget her. Skifter man sprog i søgning efter klimastof bliver det tydeligt, at Danmark har et topmøde coming up. Artiklen på dansk om klimaændring på det elektroniske og dermed konstant redigerbare Wikipedia er påfaldende stor i forhold til den svenske eller engelske. Effekten er også udtryk for en reel opgradering af danskernes viden om emnet - for hvilke gymnasier og universiteter har ikke udbudt klimakurser? minister vil have faglighed ”Jeg mener, at faglighed er forudsætningen for, at levere den gode historie til COP15. Ellers bliver det pseudo. Der er noget, der er faktuelt rigtigt, der er noget, der er faktuelt forkert. Man kan altid finde én, der siger, at Jorden er rund, og én der siger, at Jorden er flad. Det kender jeg fra min tid på Deadline. Det kan jo give en ’fin’ diskussion. Hvem holder vi med, og


hvem er i form? Men det er fuldstændig ligegyldigt, for den ene har faktuelt ret”. Sådan faldt ordene fra klima- og energiminister, Connie Hedegaard, under en workshop på Christiansborg for mediefolk om klimajournalistik i slutningen af maj. Der var mange overraskende pointer om mediernes dækning af emnet. På ti år er antallet af klimaartikler i pressen steget fra 5.000 til hele 30.000, og det dagblad, der skriver mest om klima er … Børsen. Det har også naturlige årsager, for klima er blevet big business, ligesom skeptikeren Bjørn Lomborg blogger for Politiken. ”Pas på i dansk presse, at vi ikke får en skævvridning i vores dækning ift. den internationale dækning. Vi skal huske at se på verden i større perspektiv og ikke kun fra en dansk vinkel”, sagde ministeren i forbindelse med workshoppen, hvor omkring 100 klimarelaterede mediefolk deltog. Uger senere bragte DR et indslag af klimakorrespondent Steffen Kretz om de ubekymrede italienere, hvoraf kun 47% er optagede af klimaforandringerne. I Danmark er mindste syv ud af ti ”bekymrede over den globale opvarmning”, som det hedder på klimasitet. tre bevægende og oplysende bøger Bogen Global feber af Lars Dahlager og Michael Rothenborg fra slutningen af 2007 er overskuelig læsning i hængekøjen, fordi den beskriver, hvorfor og hvordan de nødvendige indsatser mod klimaforandringerne blev forsinket, selvom forskerne allerede havde advaret om problemet i 20 år. Her får man de naturvidenskabelige begreber med mål og vægt forklaret stille og roligt i en tid, hvor tro fylder så meget. Hvordan diskursen skiftede hænder beskrives flot her: ”Daværende DR-journalist og tidligere fremtrædende konservativ Connie Hedegaard havde aldrig været specielt interesseret i klimaforandringer eller miljøet generelt, da hun 2. august 2004 blev ringet op af Bendt Bendtsen. Partiformanden gav hende et kvarter til at beslutte, om hun ville flyve fra sin svenske ødegård og komme tilbage i politik efter 14 års fravær”.

For højskolefolk må især historierne om ministerens udflugter til Ilulissat (Jakobshavn) i Grønland være guf: Alene rejsen, kulturmødet og luftforandringen skabte skred i sagerne. Det beskriver Connie Hedegaard selv veloplagt og malende i bogen Da klimaet blev hot fra slutningen af 2008. Hendes egen bog er ikke fuld af kurver, der skal knækkes - men det giver den nødvendige indføring i spørgsmålet: Hvad snakker vi om? Martin Lidegaards Sidste udkald, også fra 2008, er fokuseret på visionen om et klimaneutralt samfund. Den er et must for høj- og friskolefolk, der gerne vil omsætte teorier i praksis eksempelvis gennem klimavenligt, bæredygtigt byggeri. Har man mod på engelsksproget klimalitteratur kan Six Degrees: Our Future on a Hotter Planet af journalisten Mark Lynas anbefales. Han modtog en anerkendelse på 10.000 £ fra Royal Society Prizes for Science Books, som jo var en klimabog. Sidst, men bestemt ikke mindst for dem der hellere vil lade serverne snurre for at kunne læse online, besøg klimadebat.dk

»

Bogkort ved andreas harbsmeier

s. 19

Højskolen - Klassiker I Af Niels Højlund Aschehoug Fra tid til anden er det godt at kigge lidt i biblioteket. Niels Højlund forbilledlige og vidende introduktion og indspark til højskoleverdenen fra 1983 afslører, at der trods alt er sket en del, men også at mange af de problemer, højskolen stod over for dengang, stadig er aktuelle. Højlund, der også var redaktør for Højskolebladet i periode over 3 år, er kritisk over for udviklingen, men konstruktiv i sin kritik.

På ti år er antallet af klimaartikler i pressen steget fra 5.000 til hele 30.000, og det dagblad, der skriver mest om klima er … Børsen. Midt i højskolen Det har også naturlige - Klassiker II årsager, for klima er Af Else-Marie Boyhus (red.) Gyldendal blevet big business, Også i denne antologi fra 1991, redigeret

ligesom skeptikeren

Bjørn Lomborg blogger for Politiken.

af Højskolebladets daværende redaktør, Else-Marie Boyhus, er der en del guldkorn at hente. Faktisk forekommer bogen, der blev udgivet i anledning af FFD’s 100 års jubilæum, forbavsende frisk i sine indlæg. Folk som Finn Slumstrup, Ejvind Larsen, Ove Korsgaard og andre koryfæer er blandt skribenterne.


tæt på Klimaindustri

s. 20

Økologi rimer på økonomi Ti højskoler er med i projektet COme 2gether, som giver unge verden over mulighed for at diskutere klimaforandringer. Men byder de pågældende skoler på andet end ord? Det har Højskolebladet sat sig for at undersøge af karina søby madsen

»

Det, der samler disse ni højskoler, er et fælles refræn om at agere klimavenligt, når pengepungen er til det, mens den tiende skole skiller sig ud og tænker økologi og bæredygtighed ind som en naturlig del af dagligdagen.

august 2009

“vi foretager co2-reducerende tiltag, når vi har råd,” siger forstander på Vallekilde Højskole, Bo Espersen, da Højskolebladet fanger ham telefonisk en solbeskinnet dag og spørger, hvad skolen gør for klimaet. Ifølge Bo Espersen er det især på debatfronten, at Vallekilde tager initiativer på klimaområdet. Men der er også handling bag ordene - i form af elsparepærer, solfangere og opmærksomhed på elforbrug. Når man sammenligner skolens prioritering af klima og økologi med de øvrige ni skoler, der deltager i COme 2gether, ligger den i en stor midterpulje på seks skoler, der har en række større eller mindre tiltag for at reducere CO2-forbruget. Hos tre andre skoler er det grønne hovedsageligt på tegnebrættet. Det, der samler disse ni højskoler, er et fælles refræn om at agere klimavenligt, når pengepungen er til det, mens den tiende skole skiller sig ud og tænker økologi og bæredygtighed ind som en naturlig del af dagligdagen. økologisk madlavning Mange af højskolerne tænker i økologi og klimavenlighed, når der skal laves mad. På Nordfyns Folkehøjskole fortæller informationsmedarbejder Inge Strandby, at køkkenet er grønt, og på Rørvig Folkehøjskole er maden vegetarisk. På Den Internationale Højskole er hvert andet måltid vegetarisk, på Performers House er 80% af råvarerne økologiske, mens Morten Gliemann, der er lærer på Løgumkloster Højskole, fortæller, at køkkenet her “så vidt muligt er økologisk”, og at middagsbordet er præget af meget grønt samt frisk fisk fra den lokale fisker. Krogerup Højskole kan berette om et tæt samarbejde med naboerne Årsti-

derne, der driver et økologisk landbrug og en gårdbutik, og som sørger for, at Krogerup kan føre et økologisk køkken. Vestjyllands Højskole er et mønstereksempel på, hvordan økologi kan indtænkes i hverdagen. Ifølge forstander Else Mathiassen begyndte skolen med økologi for 16-17 år siden, og i dag er køkkenet fuldt ud økologisk. Mange af grøntsagerne dyrker de selv, idet de har en stor økologisk urtehave på omkring en tønde land. Spørger man forskningen, kan det godt svare sig at skære ned på kødforbruget og op for grøntsagerne. I 2008 slog en Greenpeace-rapport fast, at en 250 gram bøf forurener lige så meget som 20 km bilkørsel - særligt på grund af køernes udledning af metangas. Samme år foreslog en svensk forsker, at kødspiserne skulle betale 15 kr. i CO2-skat for hvert kilo kød hentet i køledisken, og i 2009 har den hjemlige skattekommission foreslået en prutteafgift på grise og køer. bæredygtigt byggeri Det er ikke kun husdyrenes prutter, som er kommet på dagsordenen de seneste år, men også bæredygtigt byggeri. Mens Det Økologiske Råd i rapporten Fremtidens miljø skabes i dag fra 2005 efterspurgte en større indsats for at bygge bæredygtigt, så taler de fleste bygherrer og arkitekter i dag om byggeri, hvor energi- og vandforbruget kan holdes lavt, og hvor lysindfaldet er så stort, at der kan spares på elektriciteten. I den sammenhæng har de fleste højskoler den hæmsko, at de holder til i gamle bygninger med elendig isolering og dårligt lysindfald. En undtagelse er Performers House, der stod færdigbygget i 2007, og som


s. 21

derfor “er grundlæggende godt med på klimaområdet” ifølge PR-ansvarlig Lise Nørskov-Thomsen. Andre skoler forsøger at kompensere med bæredygtige løsninger. På Den Internationale Højskole skiftes vinduesglas løbende til energiglas, og forstander Søren Launbjerg fortæller, at omkring halvdelen af vinduerne i dag er udskiftet med mere miljøvenlige glas. Skolen har desuden installeret nye computerstyrede varmesystemer, så varmen kan styres centralt, og det har ifølge forstanderen givet store besparelser. Vallekilde Højskole får leveret el fra et mikrokraftværk, og de regner meget på, hvor meget strøm de bruger hvornår. Vestjyllands Højskole har flere spændende tiltag. De har siden 1983 haft deres egen vindmølle, som giver strøm til hele skolen, de udnytter jordvarmen, og der skal installeres solfangere. Desuden har skolen to halmhuse, som elever fra skolens økologiske iværksætterlinje har bygget. Også Brenderup Højskole har et halmhus, og i det hele taget arbejder skolen med naturlige materialer som halmballer, tømmer, ler og muslinger. klimadebat Og så til et af højskolernes kerneområder - nemlig den demokratiske dannelse og folkelige oplysning. Flere af højskolerne er med til at fremme viden og debat om klimaforandringer. Blandt andet har Vestjyllands Højskole holdt foredragsrækker om økologi i Landboforeningen og i samarbejde med Folkeuniversitetet. Brandbjerg Højskole har haft en foredragsrække for elever og folk i området om klimaforandringer. Krogerup afholder det korte økologiske familiekursus Jordforbindelse. Og

Vallekilde Højskole havde et sommerkursus i uge 27 om klima i samarbejde med Politiken, hvor 100 elever diskuterede klimaforandringer og det kommende topmøde. Skolen har desuden haft et projekt med Landbohøjskolen, hvor de underviste naturvidenskabelige studerende i journalistisk formidling, så de blev bedre til at formulere sig omkring klimaforandringer. handling bag ordene Mens økologi rimer på økonomi på ni af de ti deltagende højskoler, så er der i høj grad handling bag ordene på Vestjyllands Højskole. Her kan man blive inspireret i økohaven, gnaske frugter i den forunderlige plantage, nyde suset af vindmøllens snurrende vinger og søge ly for naturens luner i et par halmhuse. Faktisk er de så meget med på økovognen, at de i 2008 modtog miljøprisen RavAage Prisen for deres arbejde for og med naturen. Men selvom miljø og klima er højt på højskolens dagsorden, så er de ikke frelste, siger forstander Else Mathiassen og fortsætter: “Vi tvinger ikke vores elever til at arbejde med bæredygtighed og økologi. I stedet er filosofien at inspirere. Vi har ønsket at skabe nogle rammer, hvor kursisterne bliver tilskyndede til at tænke over det liv, de lever. For eksempel om vi bruger for mange af naturens ressourcer, som vi ellers kunne have sparet.”

COme 2gether Hvad er de unges visioner om en bæredygtig fremtid? Det spørgsmål giver FFD mulighed for at diskutere og finde svar på i uge 33, når COme 2gether løber af stablen.

Højskoler som klimaaktører Det grønne på tegnebrættet Nordfyns Folkehøjskole Rørvig Folkehøjskole Løgumkloster Højskole Den store mellemgruppe Vallekilde Højskole Den Internationale Højskole Brenderup Højskole Brandbjerg Højskole Krogerup Højskole Performers House Klima på dagsordenen Vestjyllands Højskole


tema Klimaindustien

s. 22

Realiteternes holdeplads MALI: I Vestafrika på grænsen til Sahara mærker man ændringer i klimaet mere markant end andre steder. For ressourcerne er begrænsede, og det er ikke alle steder, der er overskud til en bred diskussion om verdens tilstand af andreas harbsmeier foto: peter de campo

august 2009

på et mindre landsted en lille times kørsel fra bamako, hoved staden i det vestafrikanske land Mali, har Moussa Djiré og Amadou Keita sat sig til rette under et dække for solen. I baggrunden hører man den klukkende støj fra godt 1.000 høns, der er landstedets primære aktivitet. De to herrer er begge ansat på universitetet i Bamako - men vi befinder os lige nu på Djirés feriested, der skal være hans fuldtidsbeskæftigelse, når han engang bliver pensioneret fra universitetet. Akademisk beskæftiger de sig begge med naturressourceforvaltning, men her på landstedet er det praktisk arbejde, der er i højsædet. Hvordan driver man et mindre landbrug med begrænsede naturressourcer? For klimaforandringer er ikke kun en akademisk diskussion blandt vestlige videnskabsfolk, det er også virkelighed for en del mennesker i områder, hvor naturressourcer er den vigtigste levevej. Moussa Djiré skifter mellem engelsk og fransk, når han fortæller om klimaspørgsmålets betydning i Mali: ”Klimaforandringer skal jo forstås på to forskellige måder: På den ene side har vi naturressourcerne - træer, vand osv. Og på den anden side har vi miljøet, generelt - måden, vi lever på. Når vi har mere forurening nu, er det selvfølgelig på grund af industrien, men for at forstå det, skal man have et vist analytisk niveau. Den overordnede debat om klimaet foregår i en temmelig lille kreds af intellektuelle her i landet. De diskuterer på et niveau,

hvor konsekvenser af klimaforandringer er globale og usynlige, men ikke desto mindre virkelige. På det andet niveau kan befolkningen kan se, at hvis du fælder træer, så bliver det vanskeligere at dyrke jorden efterfølgende. De kan se, at den sø, der var der for ti år siden, ikke længere findes,” fortæller han, efter at vi har spist en veltilberedt udgave af en af kyllingerne fra hønsehuset bagved. en stærk stat Mali hører ikke just til de rigeste lande i verden, men er placeret længst nede i den anden ende af skalaen. Det betyder, at langt de fleste mennesker har deres indkomst fra naturressourcer. Det gælder for så vidt de største dele af Afrika. Men det særlige ved Mali er, at det, sammen en række andre vestafrikanske lande, ligger i ”Sahel”, der er betegnelse for området, der grænser op til Sahara. Her har man været vant til store skift i klimaet - mellem voldsom tørke og kraftige regnskyl, men man har nogenlunde kunnet regne med, at der efter et skidt år, kom et godt. Det kan man ikke længere: Vejrforholdene er blevet langt mere uforudsigelige. Og det har udfordret de ellers tilpasningsdygtige beboere i Malis landområder. Det er et af de centrale problemer for landet. Men hvad skal man stille op? Moussa Djiré er en munter og vidende mand, der ikke uden ironi, når han fremhæver landets kommunistiske periode som en god tid for miljøet i Mali: ”Fra 1960 til 1968 var der et socialistisk regime i Mali. Her blev der passet


»

Det er svært at bede folk, der ikke har noget spise eller et ordentligt sted at bo, om at sætte sig ind i miljømæssige forhold.

på miljøet. Hvis man hældte beskidt vand ud på gaden foran sit hus, blev man straffet - og man blev tvunget til at betale en bøde. Men en stærk stat betyder ikke kun undertrykkelse, også uddannelse. Jeg vil ikke forsvare diktatur, men man forsøgte gennem straf og uddannelse at skabe en øget bevidsthed om, at individuel velfærd er afhængig af kollektiv velfærd.” Efter Malis uafhængighed i 1960 tog man fat på en markant centralisering og alle naturressourcer var kontrolleret af staten. Men myndighederne indså, at det var umuligt at forvalte naturressourcerne centralt. Så de besluttede at decentralisere naturressourceforvaltningen, så de lokale myndigheder fik større ansvar. Det er en proces, der stadig er i gang. lov, orden og civilsamfund For at skabe en bæredygtig udvikling lokalt i Mali, er der ifølge Moussa tre forudsætninger, der skal opfyldes: ”For det første skal der skal indføres love og regler på området. Og for det andet skal de overholdes. Derudover, at det er vigtigt at skabe et aktivt civilsamfund. Det kan komplimentere staten og være med til at skabe en individuel bevidsthed om, at alle er ansvarlige for det, der sker. Og at alle kan gøre noget for at undgå det. Men alle løsninger hænger sammen. Den ene går ikke uden de to andre.”

s. 23

Moussas kollega Amadou Keita, der ind til nu stille har lyttet til samtalen, peger fra sin plads i skyggen på et helt fundamentalt problem: ”Der er også spørgsmålet om analfabetisme. Man bliver nødt til at have et vist niveau for at forstå, hvordan tingene hænger sammen. En anden ting er fattigdommen. Det er svært at bede folk, der ikke har noget spise eller et ordentligt sted at bo, om at sætte sig ind i miljømæssige forhold. Hverdagslivet producerer kæmpe mængder snavs og affald, som det er vanskeligt at komme af med. Og det ender ofte med, at affaldet ganske enkelt bliver brændt af i gaderne. Når man er optaget af umiddelbar overlevelse, er spørgsmålet om det overordnede miljø ikke særlig vigtigt.” Og endelig peger Moussa på en fjerde løsning, der kan supplere de andre: Hjælpen fra det internationale samfund. Eller endnu bedre - samarbejdet med det internationale samfund. Men det går unægtelig trægt med det, selv om Danmark for nylig har iværksat en række initiativer på klimaområdet i Mali. For der er ikke megen konsekvens i Vestens måde at agere på, mener Moussa: ”I Mali kører man rundt i gamle biler, der er forbudt i Vesten, fordi de sviner for meget. De bliver ganske enkelt eksporteret til Mali. Hvorfor siger vestlige regeringer ikke, at biler, der forurener meget vil blive destrueret?

I stedet gør de det sågar nemmere at eksportere bilerne til andre lande. Men det, der ikke er godt for Vesten, er heller ikke godt for Afrika. Men det fratager os ikke for et eget ansvar.” politik og realitet Fordi klimaforandringer ikke er tydelige og har konkrete konsekvenser i den vestlige del af verden, er faren, at klimaspørgsmålet bliver mere et spørgsmål om symbolske handlinger end reelle initiativer. Djiré fortæller en sjov lille historie til at illustrere pointen: ”Da jeg sidst var i Italien, boede jeg hos en ven. Hans søster er en meget stor miljøforkæmper og havde overtalt ham til at sortere sit affald i tre forskellige typer. Men når affaldet blev hentet, blev det hældt sammen i den samme container. Affaldssorteringen var kun et politisk statement uden nogen praktisk effekt. Historien viser, at der bliver nødt til at være sammenhæng mellem de forskellige niveauer - og at politisk velvilje ikke er nok. Så når du spørger mig om klimaspørgsmål her i Mali, svarer jeg både som universitetsmand med intellektuelle udfordringer og som jordejer med praktiske problemer.” Artiklen er skrevet med støtte fra DANIDAs oplysningsbevilling


tema Klimaindustri

s. 24

Medierne er et religiøst rum FILOSOFISK ESSAY: Den globale opvarmning tager til! Jomfru Maria har åbenbaret sig igen! Religionens indtog i medierne har gjort enhver ytring til en mening, som man kan tro på eller lade være. Det giver svære kår for eksempelvis klimadebatten af boris groys oversat fra tysk af andreas harbsmeier foto ulrik jantzen

august 2009

i nutidens postoplysnings kultur bliver religion i reg- len forstået som summen af bestemte meninger. Man diskuterer for det meste religion inden for rammerne af kravet om en juridisk garanteret meningsfrihed. Som mening bliver religionen nemlig tolereret, så længe den selv er tolerant og ikke sætter spørgsmålstegn ved andre meningers frihed og ikke stiller ekskluderende og fundamentalistiske krav om egne sandheder. Dermed synes religionen i grunden at være ophævet. Den bliver ikke, som i oplysningstidens dunkle tid, kritiseret, ironiseret og sågar bekæmpet i den videnskabelige sandheds navn. Tværtimod har den videnskabelige sandhed opnået en status som ren og skær mening. Siden Friedrich Nietzsche og siden Michel Foucault ved man, at kravet om videnskabelig sandhed hovedsageligt bliver dikteret af viljen til magt, som det gælder om at dekonstruere og afværge. Videnskabelige meninger cirkulerer i de samme medier og på samme måde som religiøse meninger. I begge tilfælde

optræder meninger som nyheder, der udbredes af massemedierne. Den ene dag læser man om en åbenbaring af jomfru Maria, den anden dag, at den globale opvarmning tager til. Begge nyheder kan ikke umiddelbart efterprøves af læseren. Eksperterne er i sådanne tilfælde altid uenige. Derfor kan man kun tro på begge nyheder - eller ikke tro på dem. Vores kultur kender altså ingen sandheder - hverken af religiøs eller videnskabelig natur, den kender kun meninger, hvis værdighed ganske vist er juridisk garanteret. Enkelte meninger bliver delt eller afvist af myndige borgere. Således kan en menings værdi måles på, hvor mange mennesker, der deler den. Meningsmarkedet bliver konstant udforsket - og resultaterne viser os hvilke meninger, der udgør mainstream, og hvilke, der er marginale. Disse oplysninger giver den enkelte et troværdigt udgangspunkt for at vælge, hvordan han eller hun skal forme og forvalte sin egen meningshusholdning. Den, der vil være mainstreamegnet, overtager de meninger, der


s. 25

altid har været mainstream eller har muligheden for at blive det. Den, der foretrækker at være repræsentant for mindretallet, kan udvælge sig et passende mindretal til det formål. De, der i dag taler om religionens genkomst, mener tydeligvis ikke Jesu genkomst eller, at nye guder eller profeter har vist sig. Derimod mener man, at religiøse meninger er rykket fra marginalitetens zone ind i mainstream. Hvis det passer - statistikkerne synes at bekræftet det - dukker spørgsmålet om, hvad der kan være grunden til at religiøse meninger har indtaget en mainstream-position op. meningsmarkedet Meningers overlevelse og udbredelse på det frie marked bliver reguleret af en lov, som Darwin har formuleret: “The survival of the fittest”. De meninger, der bedst tilpasser sig de betingelser, som de skal leve under, har automatisk de bedste chancer for at blive mainstream. Men nutidens meningsmarked styres utvetydigt af reproduktion, gentagelse og tautologi. Standarddiagnosen af nutidens civilisation lyder, at teologien i løbet af det moderne afløses af filosofien, orientering mod fortiden af orientering mod fremtiden, tradition af subjektiv evidens, troskab mod oprindelse af innovation og så videre. I virkeligheden er det moderne ikke det sakrales afskaffelse, men derimod dets udbredelse i det profane, dets demokratisering, dets globalisering. Tidligere var ritual, gentagelse og reproduktion religionens område - det blev praktiseret på isolerede, sakrale steder. I det moderne er ritual, gentagelse og reproduktion blevet hele verdens, hele kulturens skæbne. Alt reproducerer sig selv: Kapital, varer, teknik, kunst. Også fremskridtet er reproduktivt - det består i en evigt tilbagevendende

ødelæggelse af det, der ikke lader sig reproducere hurtigt og effektivt nok. Man taler dog gerne om innovation og forandring. Men dermed mener man næsten udelukkende teknisk innovation. En meningernes innovation kan kun realiseres, hvis man ikke blot tror på muligheden for at erkende sandheden, men også venter på sandheden, stræber efter sandheden. Men vores postoplysningssamfund tror ikke på sandheden. Fordringen om sandhed bliver opfattet som et reklametrick, som påtrængende og ubehagelig salgsstrategi, som falsk varebetegnelse par excellence. Eller endnu værre: Som totalitær tvang, som befaling om at dele en mening, selv om man ikke vil, som et ondskabsfuldt angreb på forbrugerens frihed og værdighed. Under disse betingelser har religionen bedre muligheder end filosofien og videnskaben for at profitere. På to måder. For det første er de historiske religioner gamle varemærker. Hvad man end måtte mene om det: Jesus, Muhammad eller Buddha er superstars. Ikke en engang Platon eller Descartes kan måle sig med dem - for slet ikke at tale om nutidige filosoffer. Den, der vil være succesrig på meningsmarkedet, er godt hjulpet på vej ved at beråbe sig på religionsgrundlæggerne. Universiteterne vægrer sig ved det - men det er kun et spørgsmål om tid, før de giver op. meningsfrihedens nulpunkt Der er også en anden, om man vil dybere, mere tungtvejende grund til at give sig i lag med religionen. Religion kan faktisk opfattes som en bestemt samling af meninger: Nemlig, når det drejer sig om religionens rolle i det profane rum. Så bliver religionen associeret med meninger om, om tildækning skal være tilladt, eller om kvinder

Boris Groys (f. 1947) Russisk kunstteoretiker og lingvist. Professor i filosofi og kunsthistorie ved Hochschule für Gestaltung i Karlsruhe. Studerede filosofi og matematik ved universitetet i Leningrad, emigrerede i 1981 til Vesttyskland og har siden bestridt en række universitetsstillinger i såvel USA som Tyskland. Er især kendt for sit arbejde med avantgardeteorier.

»

Videnskabelige meninger cirkulerer i de samme medier og på samme måde som religiøse meninger. I begge tilfælde optræder meninger som nyheder, der udbredes af massemedierne. Den ene dag læser man om en åbenbaring af jomfru Maria, den anden dag, at den globale opvarmning tager til.


tæt på Klimaindustri

s. 26

»

I dag bliver Da Vinci koden tilsyneladende endegyldigt løst - og Jesus selv bliver på den måde endegyldigt til en star, til en kendis, man slet ikke kan forestille sig uden en afsløringshistorie.

august 2009

skal bære slør. For alle religioner findes der imidlertid et andet rum: det sakrale. Hvad dette rum angår, indtager religionen en anden holdning: nemlig meningsløsheden - for gudernes eller Guds vilje unddrager sig i sidste ende de dødeliges meninger. Det betyder: Når mennesket i vores kultur hovedsageligt optræder som meningsbærer, er religionen et sted, hvor refleksionen over denne rolle, over denne menneskets medialitet finder sted - netop fordi religionen markerer og beskriver meningsløshedens tilstand, meningsfrihedens nulpunkt. Ligesom Malewitsch’ “Sorte firkant” tematiserede maleriet som medium, idet enhver form er forsvundet, er religionens sakrale steder de rum, hvor menneskets medialitet kan tematiseres, fordi det er rum, hvor mennesket mister alle meninger og genfinder sig selv i en tilstand af meningsløshed. Erfaringen af meningsløsheden, der er en genuin religiøs erfaring, er ikke ubetinget bundet til bestemte steder. Man havner langt oftere i en meningsløs situation, end normalt antaget. Det sker for eksempel altid, når et menneske konfronteres med en situation, hvor alle forhåndenværende meninger svigter. Den samme situation kan også opstå, når et menneske ikke længere vil have nogle meninger, når det har fået nok af meningsmarkedet, meningstilvejebringelse og -udbredelse; når det mærker, at alle meninger gensidigt annullerer hinanden. Der genfinder mennesket sig på meningsfrihedens nulpunkt - og bliver bevidst om sin egen medialitet. Meningsfriheden bliver til meningsforladthed. Mennesket bliver frigjort fra alle meninger og samtidig forladt af meninger. Hvad skal dette menneske gøre? Hvordan skal det reagere på den totale meningsforladthed? Religion og filosofi giver, i hvert fald ved første blik, forskellige svar.

Filosofien mener, at mennesket i dette tilfælde skal opfinde en ny mening, en ny sandhed, der fører det ud af den meningsløse tilstand. Religionen opfatter derimod en sådan reaktion for at være for overfladisk, for optimistisk, for det religiøst tænkende menneske forventer fra starten af det næste skridt, hvor den nye sandhed bliver absorberet af meningsmarkedet. Religionen tilbyder en anden løsning: at blive i meningsløsheden, at lægge sig i forlængelse af meningsløshedens lange historie, der er den egentlige religionshistorie. Religionens menneske er ikke et meningsmenneske, ingen repræsentant for eller producent af meninger - det er et menneske, der forstår sig selv som rent medium. Som sådan praktiserer det gentagelse i ren form, en gentagelse, der ikke længere er en gentagelse af en bestemt mening, men derimod et meningstomt ritual. Således begynder helten i Tarkovskijs film Nostalgia, når han havner i en tilstand af total meningsløshed, at gå frem og tilbage, den samme vej. Denne vej bringer på ingen måde helten videre - hvad man end skal forstå ved “videre” - derimod knytter helten an til den frem-og-tilbage-bevægelse, der netop har åbenbaret ham som rent medium for meningsløsheden gennem sin radikalt ensomme, udvejsløse gentagelse. Behandlingen af meningsløsheden - den individuelle såvel som den kollektive - kræver et andet rum: En heterotopi, som Michel Foucault har kaldt det. Det drejer sig om et rum, der ligger uden for meningsrummet, uden for meningsmarkedet. I dette rum er forskellen mellem sandt og falsk og mellem godt og ondt neutraliseret. Men netop derfra får grænsen mellem det daglige meningsmarked og sakral meningsløshed sin skarphed. Den, der står for bestemte meninger, kan let positionere sig i det offentlige


s. s. 27 27

rum. Mens den, der vil forblive i meningsløsheden, har brug for et andet, sakralt rum og en anden tid: ritualets repetetive tid. Den, der træder ind i sådanne rum eller deltager i sådanne ritualer, lader sine meninger stå eller hænge i garderoben. Den midlertidige suspendering af alle meningers rum har brug for en ydre grænse for at garantere sin meningsfrihed - forstået som enhver menings frihed. uden mål Meningsløsheden er dermed i første omgang konservativ. Den er identitisk med sig selv gennem tiden, mens meninger ændrer sig med tiden. Det forsvar mod alle mulige meninger, der kommer ud af det, synes ofte at være intolerant og sågar irrationel, for dette forsvar kan dårligt retfærdiggøres. Ofte spørges der: Hvad vil man egentlig, når man vil være religiøs? Hvilke mål sætter man sig, hvilke meninger vil man gennemtrumfe? Svaret er: Man vil for en gangs skyld ikke have nogle mål og meninger. Sagt på en anden måde: Man vil vende tilbage til sig selv, fri sig for at skulle bære nogle meninger, fri sig for meningernes og målenes trældom, og fejre sin rene medialitet, sin rene evne til at reproducere og blive reproduceret. Sagen bliver imidlertid speget, når de traditionelle sakrale steder går tabt, når bevidstheden om egen medialitet ikke længere kan finde tid og sted. I sådanne tilfælde begynder den religiøse impuls at virke ikke blot konservativ, men ekstremistisk. Når de sakrale rum går tabt eller står ubeskyttet, skal de skabes med magt - der skal udskilles et stykke af det globale meningsmarked, for at lade et andet rum, en heterotopi, opstå. Man underkaster sig selv magten og omdanner sin egen krop til et sakralt sted, til et stille, repetetivt martyrium, som det fx bliver vist i Mel Gibsons

film Passion. Eller man bruger korset som våben, som i Roberto Rodrigues’ film From Dusk till Dawn, for at forsvare den menneskelige krop, der ligeledes fremstilles som stum krop, som ligegyldighedens og kedsomhedens sted, hvad angår enhver overbevisning og ideologi - som krop hinsides meninger. åbenbaringsritualet gentaget Eftersom religionen er stedet, hvor menneskets medialitet åbenbares, kan den bestemmes som den massemedialt bestemte verdens avantgarde - ligesom kunstens avantgarde fungerede som åbenbaring af kunstens medialitet. Men massemediernes interesse for religionen er ikke kun teoretisk, for åbenbaringen af mediernes medialitet er også en begivenhed, en nyhed, der kan og skal udbredes. Uden massemedierne ville denne nyhed forblive skjult, og åbenbaringen forblive hemmelig. De sakrale steder er pr. definition lukkede, skjulte dunkle rum. Der findes også sådanne rum i vores globaliserede verden. For det første drejer det sig her om de traditionelle religioners stadig godt beskyttede rum. Og for det andet opstår hele tiden nye steder for hemmelige sammensværgelser, voldelige løsrivelser fra den brede offentlighed, såvel som dunkle individuelle og kollektive ekstaser. Disse steder tiltrækker sig uafladeligt medieinteressse, for det skjulte, lukkede, dunkle, uigennemsigtige er særligt interessant for dagens medier. Medierne forsøger at bringe det skjulte og det lukkede frem i offentlighedens lys. Derfor bliver de fascineret og provokeret af de sakrales ritualers utilgængelighed. Igennem mange årtier blev der skrevet romaner og lavet film om præsters hemmelige kærlighedsaffærer. I dag bliver Da Vinci koden tilsyneladende endegyldigt løst - og Jesus

selv bliver på den måde endegyldigt til en star, til en kendis, man slet ikke kan forestille sig uden en afsløringshistorie. Massemedierne forsøger uafladeligt at overgå åbenbaring med afsløring - og demonstrerer således deres væsensbestemmende repetition. Den største mulighed, massemedierne har, er at udbrede et nyt fromt budskab, hvormed det som tidligere var skjult i dag bliver offentliggjort - at skrive et nyt evangelium, der muligvis modsiger det gamle evangelium på meningsniveauet, men gentager det kendte åbenbaringsritual. Samtidens massemediers afsløringsmaskineri er intet andet end den tekniske reproduktion af det religiøse åbenbaringsritual. Religionen er et urmedium, der altid fejrer sin tilbagekomst, når nyheder bliver udbredt og troet på. Oversat fra tysk af Andreas Harbsmeier

»

Samtidens massemediers afsløringsmaskineri er intet andet end den tekniske reproduktion af det religiøse åbenbaringsritual. Religionen er et urmedium, der altid fejrer sin tilbagekomst, når nyheder bliver udbredt og troet på.


debat 2 sider af samme sag

Aktivisme vs. aktivisme s. 28

Mange aktivister vil samles i København under klimatopmødet. Voldelig aktivisme er i orden, mener nogle. Volden er til langt mere skade end gavn, mener andre. Højskolebladet har spurgt generalsekretær for Greenpeace i Norden, Mads Flarup Christensen, og journalist på modkraft.dk, Niels Fastrup charlotte kjærholm pedersen

»

Den voldelige handling kommer næsten altid til udtryk som en desperat handling, som ikke får bred respekt eller opbakning blandt befolkningen og derfor ikke kan give langtidsholdbare forandringer.

august 2009

mads flarup christensen: ”Der er et stort potentiale i aktivismen. Mere end 30 års erfaring med aktivisme i Greenpeace viser, at den har en gennemslagskraft næsten uden sidestykke. For os er aktivisme som at sætte en stor tyk tommelfinger lige ned i såret, der hvor det gør allermest ondt, og ofte skal det jo gøre lidt ondt, før det bliver godt. I Greenpeace ser vi det som vores rolle at bygge bro mellem det, videnskaben fortæller samfundet, at der bør gøres, og hvad det politiske system så rent faktisk gør. Talrige gange i de sidste århundrede er civil ulydighed blevet anvendt til at få en vigtig udvikling sat i gang, det har været en vigtig del af vores demokrati. Grundlæggende viser aktivisme jo en indgående interesse for vores samfundsudvikling og samfundsmodel. Fx har aktivisme og civil ulydighed sikret kvinders valgret og adskillige faglige kampe har vist os, at det er muligt at opnå resultater med aktivisme. Samtidig er det dog en vigtig forudsætning, både for mig personligt, men sandelig også for Greenpeace. Aktivisme er kun effektiv, hvis den baserer sig på strenge ikke-voldsprincipper. Vi tror ikke, at vold fører noget godt og konstruktivt med sig. Hverken på kort eller lang sigt. Den voldelige handling kommer næsten altid til udtryk som en desperat handling, som ikke får bred respekt eller opbakning blandt befolkningen og derfor ikke kan give langtidsholdbare forandringer.” det handler om klima ”Det er for tidligt at sige, hvordan klimatopmødet vil forløbe. Men topmødets vigtigste funktion er, at alle bliver samlet bag de CO2 reduktionsmål, som videnskaben fortæller os, vi skal nå. Hr. og Fru Jensen, det politiske system, videnskaben og verdensindustrien. Hvis aktivisme, ender voldeligt, frygter jeg, vi ikke vil opnå de forandringer, som samfundet har brug for. Mødet vil drukne i larmen omkring

vold og ballade. Derfor vil Greenpeace kun gå med i den store fællesdemonstration den 12. december under topmødet, hvis vi stoler på, den ikke ender voldeligt. Det tror vi ikke, den gør, da den jo er arrangeret under en klar og tydelig ikke-voldelig overskrift. Det er uhyggelig vigtigt, at de, som sidder og forhandler, kan se, at der er folk, som ikke bare sætter deres navn på underskriftindsamlinger, men som også er villige til at gå på gaden og sige deres budskab højt og tydeligt. Det er hele fundamentet for demokratiet. De politikere, som sidder derinde og forhandler, skal genvælges og er afhængige af, at der er opbakning fra befolkningen til de aftaler, som bliver indgået.” forandring af verden ”Det er afgørende, hvilke midler man anvender, hvis man er interesseret i at forandre samfundet med en bred vifte af interesser og spillere. Ellers ender man med kun at tale til ligesindede. De langtidsholdbare løsninger kommer først i det øjeblik, hvor man får skabt et bredt fundament af støtte. Gjorde vi det med voldelige metoder, ville vi ikke opnå nogen sympati, den ville tværtimod ligge hos dem, vi kæmper imod. Vi skal både have videnskaben og etikken i orden.” hvor går grænsen? ”Grænserne er forskellige afhængigt af, hvor man kommer fra. Nogle organisationer har allerede nu bestemt, at topmødet har fejlet, og at det skal stoppes. Ved siden af dem står Greenpeace, der ligesom langt de fleste mener, at topmødet er en enestående mulighed for at få en langtidsholdbar aftale, som kan sikre at CO2-udslippet når ned til det niveau, som videnskaben fortæller os er nødvendigt. For os er det den politiske proces, som er helt afgørende. Derfor vil man ikke komme til at se Greenpeace forsøge at stoppe mødet, vi vil derimod gøre vores bedste for, at mødet får det politisk bedste resultat.”


Mads Christensen. Generelsekretær hos Greenpeace Nordic siden 2008. Har selv deltaget i aktivistiske aktioner og været i medlem af Greenpeace i 16 år.

Niels Fastrup. Journalist på Modkraft.dk, hvor han har opbygget et nært kendskab til det autonome miljø. Arbejder desuden lige nu som kommunikationschef for Klimaforum09, hvor han er med til at arrangere og koordinere forskellige græsrodsbevægelsers deltagelse under klimatopmødet. Foto: Hans-Henrik Samuelsen/ Klimaforum09

niels fastrup: ”Hvorfor bruge hærværk, vold og andre militante metoder i forbindelse med politiske aktioner, spørger folk tit. Skader man ikke sagen? De pågældende metoder skaber jo ikke ligefrem sympati i den brede befolkning. Svaret er, at det ikke er sympati eller opbakning, der er de militante aktionsformers primære mål. I de aktivistiske og autonome miljøer har man et begreb, der hedder ”direkte aktioner”. Blokader, hærværk, gadekamp og forskellige former for civil-ulydighedsaktioner er typiske eksempler på direkte aktioner, hvor ideen er at angribe ”modstanderen”, det kan være regeringen, de store virksomheder, magthaverne eller politiet som repræsentant for statsapparatet, direkte med henblik på at ”skade”, svække, skræmme eller måske ligefrem destruere det system, man mener at være oppe imod. De her grupperinger sværger til en anden opfattelse af politisk deltagelse, kan man sige. Traditionelt forstår man det som noget, der handler om at være medlem af et parti, skrive læserbreve og møde op i stemmeboksen hver fjerde år og sætte sit kryds. Alle disse former for politiske handlinger er ligegyldige, vil de her miljøer sige, for de forandrer ingenting. Ja, faktisk forandrer de ikke alene ingenting, de bidrager til at forlene det eksisterende system med et skær af demokratisk legitimitet, idet det ser ud som om det er almindelige mennesker, det man i gamle dage kaldte ”folket”, der bestemmer. I modsætning til de traditionelle metoder kan de militante, direkte aktioner noget, vil analysen være i de her miljøer. De udfordrer magten direkte og i heldige tilfælde aftvinger det magthaverne indrømmelser, som man fx så det i forbindelse med kampen for et nyt ungdomshus.”

fire grupperinger ”Hvad angår klimatopmødet, tror jeg groft sagt, vi vil se fire brede grupperinger på demonstrant- eller civilsamfundssiden: For det første de store NGO’er som Folkekirkens Nødhjælp, 92-gruppen og, hvis vi taler internationalt, Oxfam. De her aktører har en platform eller repræsentation i Bella Center og vil se forhandlinger og forskellige former for politisk pres som deres primære virkemiddel. Den næste gruppe er græsrødderne, dvs. netværk, der også har en vis formel struktur og varighed over tid, men som ikke ønsker at være med i Bella Center, typisk fordi man opfatter det som værende identisk med at blive fedtet ind i et magtapparat. De to sidste hovedgrupper er aktivisterne, der meget forenklet sagt er delt op i en militant fløj og en fløj, der sværger til civil ulydighed, som de kalder det. Hvad angår det sidste, har vi det store Climate Justice Action-netværk, der samler aktivister og græsrødder fra hele verden, men især aktivistiske netværk fra Nordeuropa, herunder Nordtyskland, Holland og England. Deres store projekt er en masseaktion mod Bella Center, hvor man vil forsøge at trænge ind på mødet uden at bruge direkte vold og overtage det for en dag, som man har meldt ud. Den fjerde gruppe er den ”sorte blok”, de mest militante aktivister, der samarbejder med Climate Justice Action, men måske også planlægger at lave ting på egen hånd, selvom det på nuværende tidspunkt ikke er besluttet, præcis hvad. De her grupper vil have meget svært ved at udgøre en samlet enhed over for Bella Centret. Under den store demonstration den 12. december, tror jeg, at man vil se alle fire grupper deltage i et spændingsfyldt og nervøst fællesskab.”

direkte konfrontation ”Hvordan udvikler forhandlingerne sig i Bella Center? Kommer der ingen aftale, eller bare en aftale, der opfattes som utilstrækkelig, er det muligt, at det vil komme til en eller anden form for militant modstand, fx gadekamp, hen mod topmødets afslutning. Det andet er, hvordan man opfatter den samlede protest. Opfattes den som værende for ”slap” og for ”magtkonform”, vil man måske føle, at der er behov for at gå ud og skabe et billede af radikal uenighed og modstand, fx ved at iscenesætte en konfrontation med politiet ude ved Bella Center eller et andet sted i byen.”

Uenig?

Giv din mening til kende på bloggen: www.hojskolebladet.dk

»

De udfordrer magten direkte og i heldige tilfælde aftvinger det magthaverne indrømmelser, som man fx så det i forbindelse med kampen for et nyt ungdomshus.

s. 29


højskole Navne

s. 30

I græsrøddernes tjeneste FFD har deres helt eget klimaprojekt kørende - COme 2gether - som gennem 2009 bl.a. udspilles på internationale klima-camps på 10 forskellige højskoler rundt omkring i landet. Bag projektet er Berit Asmussen, der med erfaren hånd styrer alt, hvad der skal planlægges. Målet med projektet er, ifølge Berit Asmussen, ”at sætte fokus på, hvad vi sammen kan gøre for klimaet. Deltagerne på opholdene er en blanding af fagfolk fra forskellige organisationer, og så almindelige interesserede mennesker, som er bekymrede for klimaet, hvilket giver faglighed og folkelighed mulighed for at gå hånd i hånd.” Arbejdet med klima er ikke nyt for Berit Asmussen. Siden hun blev færdiguddannet i miljøbiologi og kommunikation fra RUC, har klimadagsordenen været et centralt element i hendes arbejde - internationalt og i Danmark. Først i Det Økologiske Råd, dernæst som konsulent i DANIDA og UNDP i Malawi, hvorefter hun også har været

Idrætshøjskolen Bosei kan nu for tredje gang inden skolen endnu er åbnet præsentere en ny forstander. Navnet er denne gang Erling Joensen, som tidligere har undervist på Idrætshøjskolen Sønderborg.

Berit Asmussen, Projektleder

forbi Mellemfolkeligt Samvirke som politisk medarbejder og fundraiser samt i 92-gruppen som informationsmedarbejder. I dag er hun bestyrelsesformand for People’s Climate Action og næstformand for Mellemfolkeligt Samvirke. Det personlige engagement fejler da heller ikke noget: ”Jeg tog jobbet, fordi der lå en kæmpe udfordring i, at projektet nærmest kun var på idestadiet og stadig meget åbent, da jeg startede. Derudover handler projektet om tre ting, som jeg interesserer mig meget for; faglighed, oplysning og folkelig forankring.”

Under årsmødet for højskolerne på Grundtvigs Højskole den genopstillede Ane Kollerup og Ole Kamp ikke til FFD’s bestyrelse. I stedet blev Jacob Kjærsgaard og Stig Kaufmanas valgt ind i bestyrelsen. Niels Brunse blev beæret med Den Folkelige Sangs Pris på 30.000 kroner under årsmødet. Niels Brunse har i Højskolesangbogen bl.a. bidraget med ”Godmorgen, lille land”. På Diget- højskolen ved Skagen er der kommet nye folk på de øverste poster. Jørgen Giversen er belevet udnævnt til bestyrelsesformand, mens Søren Lauritsen er konstitueret som forstander.

Nina Skovbo af poul anker møller Nina Skovbo er død. Hun døde d. 5. juni 2009. Hun var uddannet mesendiecklærer, havde kropsterapeutisk efteruddannelse, ved BODYnamic Institute. Hun blev ansat på Diget højskolen ved Skagen i 2001. Hun var forstander og underviste i krops- og sundhedspædagogik, stemmetræning, anatomi, fysiologi, afspænding, visualisering, ridning og folkedans. Nina kæmpede - og det har hun altid gjort - og fik utroligt meget igennem. Uden hende ville Diget være lukket for år tilbage. Hun lyttede og spurgte meget i stedet for at give op! Og alligevel måtte hun ”give lidt op”

august 2009

- lægge nogle bekymringer bag sig og havde sagt sin stilling som forstander op 1/8. Det var typisk for Nina at søge inspiration og hente energi på kurser og ved møder, bl.a. ved et arrangement i København engang først i maj. Instruktøren Kay Pollak fortalte om sin film ”Ind i himlen”. Aftenen handlede om Livet (med stort L), og vi lyttede alle meget da Pollak fortalte ”Dette er de første timer i resten af dit liv”. Det er på en måde banalt, men samtidig kunne vi mærke på ham, at det var dyrekøbte erfaringer, han videregav. Vi kunne mærke, at vi hang meget fast i gammelt nag. Han påviste også

betydningen af at være taknemmelig - at finde noget i enhver situation, der kunne gøre den givende. Nina prøvede at leve efter den regel, når nogen eller noget på f.eks. højskolen gik hende imod. Vi vil blandt mange, mange andre ting bære hendes omsorgsfulde måde at spørge på, hendes måde at få hændelser og psyke til at blive forklaret på, hendes vedholdenhed når noget blev vigtigt, hendes legende latter og herlige grin, hendes bekymrede tanke på om noget nu var godt nok, eller om nogen kunne ønske sig det bedre, med os. Nina efterlader mand og 2 børn.


Nyt fra FFD 1. september 2009 Kommunikationsworkshop 1 Borups Højskole 3. september 2009 Kommunikationsworkshop 2 Silkeborg Højskole 9-10. september 2009 Mentorkursus Brandbjerg Højskole 10. september 2009 Netværksmøde for Europanetværket, efterår Askov Højskole 23-25. september 2009 Kursus for pedeller, oldfruer og rengøringspersonale Gymnastikhøjskolen i Ollerup 23-24. september 2009 Next practice Dalum Landbrugsskole 28. september - 1. oktober 2009 Køkkenlederkursus Gymnastikhøjskolen i Ollerup 29. september - 1. oktober 2009 Lederuddannelsens 1. Del Brandbjerg Højskole, 1-2. oktober 2009 Kursus for nye lærere FFD, Højskolernes Hus 22-23. oktober 2009 Forstandertræf Rødding Højskole 23-25. oktober 2009 Det Europæiske Kulturmødetræf Den Internationale Højskole 5-7. november 2009 Frie Skolers Fællesmøde Gymnastikhøjskolen i Ollerup 10. november 2009 Konference for viceforstandere og souschefer FFD, Højskolernes Hus 11-13. november 2009 Kursus for sekretærer og forretningsførere Haslev udvidede Højskole   Mere på www.ffd.dk

Generalforsamling På FFD’s generalforsamling d. 11. juni blev bestyrelsens sammensætning som følger: Helga Kolby Kristiansen (genvalgt som formand), Kurt Willumsen, (genvalgt), næstformand, Ole Wille, Nordjyllands Idrætshøjskole, Arne Garbøl, Gymnastikhøjskolen i Ollerup, Erling Joensen, Idrætshøjskolen Bosei, Anders Lyng Nielsen, Højskolen på Helnæs, Karsten B. Dressø, Musik- og teaterhøjskolen (genvalgt), Stig Kaumanas, Den rytmiske Højskole, (nyvalgt), Jacob Kjærsgaard, Hadsten Højskole (nyvalgt). Se mere på www.ffd.dk/foreningen/aarsmoede-og-generalforsamling

s. 31

Mentorkursus den 9.-10. september Mentorkurset vil i form og indhold være meget redskabs- og praksisorienteret. Kurset er obligatorisk for dem, der i efteråret skal være mentorer og ikke tidligere har været af sted. Konsulenter fra Mentor Company A/S, som har bred erfaring i at udbyde mentoruddannelse til både jobcentre og forskellige uddannelsesinstitutioner, vil både afklare mentorens roller og opgaver, samt give konkrete værktøjer i de efterfølgende workshops. Repræsentanter fra Århus Tekniske Skole vil fortælle om deres mangeårige erfaringer med mentorskabet. Desuden vil Psykiatrifonden give råd til arbejdet med sårbare unge.Tilmelding senest den 12. august. Program og tilmelding:  www.ffd.dk/uddannelse/paedagogisk-udvikling/mentorkursus Udviklingsseminar Next practice Hvordan kan højskoler, husholdnings- og håndarbejdsskoler være med til at indfri de politiske målsætninger om, at 95 % af en årgang skal have en ungdomsuddannelse og 50 % en videregående udannelse? Hvilke pædagogiske opgaver kan skoleformen være med til at løfte nu og fremover? Spørgsmål som disse vil blive diskuteret på udviklingsseminaret Next practice, der afholdes den 23. og 24. september på Dalum Landbrugsskole. Mød blandt andre Christine Antorini (MF, A), Anne Mette Winther (MF, V), Jes Stein Petersen (DR) og Lars Olsen (forfatter og samfundsdebattør). Download programmet på www.ffd.dk Tilmelding på www.ffd.dk/tilmelding/next-practice senest den 30. august. Sangstafet fra Skagen til Gedser Deltag i landsdækkende sangstafet på Spil Dansk Dagen d. 29. oktober. Kan højskolerne skabe en hel dag, hvor der med garanti konstant synges fra Højskolesangbogen? En unik markering af højskolernes værdifællesskab. Den Rytmiske Højskole, Idrætshøjskolen i Århus, Borups Højskole, Uldum Højskole, Grundtvigs Højskole, Jaruplund Højskole og Rude Strand Seniorhøjskole har tilmeldt sig. Skal din højskole ikke også være med? Tilmelding: jbr@ffd.dk, 2172 7330 for mere info Denne side redigeres af FFD

Foreningens kalender


HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

00

"RINGĀ#ITYMAIL

s. 32

AU DET TEOLOGISKE FAKULTET AARHUS UNIVERSITET

NYT OM TEOLOGI OG RELIGION Caramba Hegel for sjov Robespierre og Notre Dame madkriser eksamen i skøjtehallen Jordans beduiner ferielæsning Teologisk fodboldklub Facebook sommerskole i Israel kapsejlads i uniparken Ishtarporten Unis bedste LBžF feltarbejde i Musikhuset aftentur på motorkværn arabisk grammatik Vores studenterbloggere kommer vidt omkring! Besøg dem på:

teo.au.dk/blogs Det Teologiske Fakultet i Århus er Danmarks største fagmiljø inden for teologi, religionsvidenskab samt arabisk- og islamstudier. Se mere om vores uddannelser, forskning og aktuelle arrangementer på www.teo.au.dk august 2009

Højskolebladet August 09  

Klimaindustrien. Klima er storpolitik og big business. Men hvad skete der med den folkelige forankring?