__MAIN_TEXT__

Page 1

ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN

JOSEFUS – HISTORIESKRIVER ELLER DESERTØR?

Side 3 | Josefus – mere end en kujon og desertør? Side 9 | Barnemordet i Betlehem – fiktion eller faktum? Side 12 | Genesaret Sø – færdselsåre, madkammer og ramme om store dele af Jesu virke Side 17 | Hvem er Eshba’al? – ny indskrift fra Davids tid fundet Side 20 | Hvor lå Akra-Borgen? – én af Jerusalems største arkæologiske gåder løst – måske

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | nr. 4 | december 2015 | 26. årgang


Jubilæumsgave til SBA SBA fejrer i år 25 års jubilæum. Du kan støtte vores arbejde ved at indbetale en gave på bankkonto 7920-1014 846 og dermed være med til at sikre fortsat udvikling af vores aktiviteter. På forhånd tak! Selskab for Bibelsk Arkæologi Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Tlf.: 7586 1748 E-mail: info@bibelskarkaeologi.dk Internet: www.bibelskarkaeologi.dk Bank: Sydbank konto 7920-1014 846 Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Carsten Vang (medredaktør), Jesper Risbjerg (red. assistent), Hartvig Wagner, Jørgen Bækgaard Thomsen. Forsidefoto: Josefus skrev sine værker med baggrund i den store jødiske krig mod Rom. Han ønskede bl.a. at forklare, hvordan Gud kunne lade templet falde. Her ser vi Francesco Hayez’ (1791-1882) berømte gengivelse af templets ødelæggelse, der blev enden på jødernes oprør mod Rom. Foto: Wikimedia Commons. Hvad betyder TEL? Bladet TEL har sit navn efter de ruinhøje fra oldtiden, der rummer lag på lag af bebyggelse. ”TEL” er den arkæologiske betegnelse for ”ruinhøj”. Layout Freehand.dk, Herning

Jeg læser TEL, fordi min tro er baseret på historiske begivenheder - og betydningen af dem. TEL er med til at levendegøre disse historiske begivenheder og bliver dermed en slags kosttilskud for mit trosliv.

Harry Højgaard, efterskolelærer

SBA’s 25 års jubilæum Jeg læser TEL Jeg læser TEL, fordi det beriger min bibellæsning. Og så bekræfter TEL mig i min tro på, at den bibelske åbenbaring har stor historisk troværdighed.

Tryk Økotryk, Videbæk

Robert Bladt, generalsekretær

Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. Abonnementspris: Årsabonnement koster kr. 185 (for unge under 26 år kr. 135), som opkræves via PBS først på året. Abonnement tegnes via www.bibelskarkaeologi.dk.

TEL 2015/4 | Selskab for Bibelsk Arkæologi

Jeg læser TEL

Selskabets bestyrelse: Lektor, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (formand og redaktør) tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Overlæge Vagn Juul Jensen (næstformand) tlf.: 7512 9021 · vjj@bibelskarkaeologi.dk Stud.theol. Christian Højgaard (PR-ansvarlig) tlf.: 2623 0861 · chj@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster) tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk Ekstern kasserer: Hans Hansen tlf.: 7586 1748 · hh@bibelskarkaeologi.dk Støt SBA’s arbejde økonomisk Du kan støtte SBA’s arbejde økonomisk ved at indbetale en gave på bankkonto: 7920-1014 846 Adresseændring Meldes til info@bibelskarkaeologi.dk. ISSN 0905 - 5827

SBA’s 25 års jubilæum NYHED

ET SEGL FRA DAVIDS OG SALOMOS TID

I mere end ti år er et stort arkæologisk projekt gået ud på minutiøst at si og undersøge den jord, som muslimerne ulovligt fjernede fra Tempelpladsen i Jerusalem i 1999 og dumpede i Kedrondalen. Et af de mest spektakulære fund i 2015 er et lille segl, fundet af en tiårig russisk dreng, der en dag var med som volontør. Seglet har form som en kegle, og under bunden er indridset Segl med dyremotiver er almindelige i det 11. og 10. billedet af to dyr, hvor det ene, måske årh. f.Kr. Dette segl blev fundet af en russisk dreng, der var volontør. © The Temple Mount Sifting Project. et rovdyr, angriber et andet dyr. Tilsvarende segl er fundet andre steder i Israel i lag, som kan dateres entydigt. De beslægtede segl er alle fra det 11. eller det 10. årh. f.Kr. Desuden har man i forbindelse med Tempelplads-projektet fundet en del potteskår fra samme periode. Det lille segl viser derfor, at der har været økonomisk og handelsmæssig aktivitet i Jerusalem i det 10. årh. f.Kr. Seglet føjer endnu et nyt fund til den voksende række af arkæologiske fund fra Davids og Salomos tid i Jerusalem.

2


JOSEFUS

Josefus’ historiske beretninger hjælper os til at forstå nogle af de mest dramatiske hændelser i den jødiske historie, som vi også kender til fra arkæologisk materiale. Ikke mindst indtagelsen og ødelæggelsen af Jerusalem, der førte til, at genstande fra templet blev ført i triumftog i Rom, som det ses her på den berømte Titus-bue i Rom. Foto: Morten Hørning Jensen.

skrev jødernes historie, men var han mere end en kujon og desertør? EN MØRK OG STILLE PERIODE?

Af Bill Varner, Associates of Biblical Research, USA Det første århundrede e.Kr. var det måske mest turbulente århundrede i jødernes lange historie, med alt fra færdiggørelsen af templet til brutal krig og ødelæggelse under den store jødiske krig mod Rom, for ikke at glemme en vandreprædikant fra Nazaret. Takket være én bestemt historieskriver – Flavius Josefus – ved vi mere om det århundrede end om de fleste andre fra antikken.

3

www.bibelskarkaeologi.dk | TEL 2015/4

Ifølge traditionel forståelse er Malakias den sidste gammeltestamentlige profet. Det er ham, der så at sige lukker og slukker den periode, hvor Gud gav sig til kende gennem profeter. Malakias levede omkring år 400 f.Kr. På det tidspunkt var en del jøder vendt hjem fra det babylonske eksil, og det andet tempel var rejst. Hvad skete der så egentlig fra Malakias frem til Det nye Testamentes tid? Denne ”mellemtestamentlige” periode kaldes ofte for ”de fire hundrede stille år”. Imidlertid var denne periode alt andet end stille. Der skete mange ting, som satte gang i


nye bevægelser, der alle er med til at danne en mangfoldig baggrund for de senere begivenheder på NTs tid, som f.eks. synagogeinstitutionens opståen og udbredelse og formningen af de kendte jødiske grupperinger som farisæerne, saddukæerne og zeloterne. Ordet ”stille” kan alene siges at henvise til den kendsgerning, at det profetiske ord ikke hørtes i al denne tid, et faktum, som også jødiske forfattere anerkender. Hvordan kan vi finde ud af, hvad der skete i disse turbulente og højst interessante år? Svaret finder vi i den grundigste kilde til denne periode, nemlig den jødiske historieskriver fra det første århundrede e.Kr. ved navn Flavius Josefus.

Faktisk er Josefus’ skrifter så fulde af informationer om den tid, Jesus levede i, at hans værk ”Den jødiske krig” var den mest udbredte bog i Middelalderen – kun overgået af Bibelen selv. For et par hundrede år siden havde næsten alle kristne hjem i England foruden King James’ bibeludgave også Whistons oversættelse af alle Josefus’ skrifter. Denne udgave i småt og tætskrevet tryk afskrækker i dag selv den mest beslutsomme læser. Siden har mange nye oversættelser set dagens lys, så der er al mulig grund til igen at begynde at læse Josefus’ skrifter, der er afgørende vigtige, hvis vi vil forstå den jødiske verden, som Jesus blev født ind i. Denne artikel er ment som en hjælp til at komme i gang med at læse Josefus ved at søge svar på følgende tre spørgsmål: 1) Hvem var Josefus? 2) Hvad skrev han? 3) Hvorfor er han vigtig?

TEL 2015/4 | Selskab for Bibelsk Arkæologi

1: HVEM VAR JOSEFUS?

I begyndelsen af den jødiske krig (66-70 e.Kr.) var Josefus general for de jødiske oprørere i Galilæa, men efter et nederlag overgav han sig til den senere kejser Vespasian. Under resten af krigen virkede han som rådgiver for Vespasian og Titus. Efter krigen flyttede han til Rom, hvor han skrev bøger til forsvar for det jødiske folk. Disse bøger er i dag de vigtigste kilder, vi har til forholdene i Judæa i det 1. årh. e.Kr. Nogle mener, at denne buste kunne være Josefus. Foto: Bible and Spade.

Josefus blev født år 37 e.Kr., altså kort efter Jesu død og opstandelse. Ved sin fødsel fik han navnet Josef ben Matthias efter en af de mest navnkundige præsteslægter i Jerusalem. Hans mor nedstammede fra den kongelige hasmonæiske familie, bedre kendt som makkabæerne. Det var den slægt, der i år 167 f.Kr. stod i spidsen for det jødiske oprør mod den syrisk-græske kong Antiokus IV Epifanes, der havde opstillet et alter til Zeus i templet i Jerusalem. Siden tabte de kongemagten til den nye kongeslægt, den herodianske. Josefus’ beskrivelse af sin barndom viser nok mere hans egen opfattelse af denne end de virkelige kendsgerninger. ”Som dreng på 14 fik jeg ros for min kærlighed til lærdom, så meget at ypperstepræsterne og byens ledende mænd til stadighed henvendte sig til mig for at få oplysninger om særlige bestemmelser” (Selvbiografien 9). Josefus undersøgte læren i de tre vigtigste jødiske ”sekter” på den tid: saddukæerne, essæerne og farisæerne. Han er en af hovedkilderne til vort

4

Josefus’ skrifter

PÅ DANSK

I nyere tid er to af Josefus’ fire bøger udkommet på dansk: (1) Den jødiske krig, oversat af E. Harsberg (1999), (2) Mod Apion, oversat af N. Henningsen (2013, se anmeldelse i TEL 2014/1). De to andre af Josefus’ skrifter, De jødiske antikviteter (det længste værk) og Selvbiografien (et kort værk) findes kun i en ældre oversættelse fra 1700-tallet.


Ifølge Josefus var kampen om Jotapata i Galilæa et af de mest dramatiske slag under den jødiske krig. Da slaget var tabt, skjulte Josefus sig sammen med nogle andre mænd i en hule. Her besluttede de sig for ved lodtrækning at slå hinanden ihjel frem for at overgive sig. Men da lodtrækningen faldt sådan ud, at Josefus var den sidste overlevende sammen med en anden mand, overtalte han denne til overgivelse til romerne. Derfor har Josefus i jødisk tradition altid været regnet for forræder. Her ses den israelske arkæolog, Mordechai Aviam, der i 1990’erne stod for udgravningen af Jotapata, foran et underjordisk skjulerum, der kan have skjult Josefus og hans mænd. Foto: Morten Hørning Jensen.

Vespasian blev kejser i år 69, midt under den jødiske krig. Da Josefus senere kom til Rom, støttedes han økonomisk af kejseren, og Josefus’ skrifter bærer da også præg af velvilje overfor såvel Vespasian som Titus. Foto: Wikimedia Commons.

5

www.bibelskarkaeologi.dk | TEL 2015/4

kendskab til læren i disse grupper, hvoraf vi også kender farisæerne og saddukæerne fra NT. Selv sluttede han sig som 18-årig til farisæerne (læs mere om farisæerne i TEL 2012/3). Efter et besøg i Rom, hvor han fik sit første, men ikke sidste møde med romersk kultur, vendte han tilbage til Judæa i begyndelsen af jødernes oprør mod romerne år 66 e.Kr. Han blev hurtigt leder af de militære styrker i Galilæa og begyndte at forberede sig på de romerske legioners uundgåelige invasion. I år 67 blev Josefus’ styrker besejret af hærføreren Vespasians hær ved fæstningen Jotapata i Galilæa. Josefus fortæller dramatisk om den romerske belejring og ikke mindst om, hvordan han som den ene af de to eneste rent faktisk overlevede belejringen. Da der til sidst kun var ti overlevende mænd tilbage, aftalte de at trække lod om, hvem der skulle dræbe hinanden, så de ville undgå at skulle overgive sig til romerne. Men da Josefus og en anden var tilbage, fik han denne overtalt til, at de skulle overgive sig til romerne og håbe på barmhjertighed. Dernæst fortæller Josefus, hvordan han undgik at blive henrettet af Vespasian ved at forudsige, at denne en dag ville blive romersk kejser, hvad der gik i opfyldelse i år 69. Under resten af krigen ledsagede Josefus Vespasian og senere også hans søn, Titus, indtil Jerusalem blev overvundet og brændt af i år 70 e.Kr. Derfor blev han øjenvidne


til disse tragiske begivenheder, og gennem ham fik eftertiden en førstehåndsberetning om Jerusalems fald og ødelæggelse. På grund af sin deltagelse i krigen fik Josefus romersk statsborgerskab og antog Vespasians familienavn Flavius. Han fik en villa i nærheden af Rom, hvor han tilbragte resten af sit liv med at udarbejde historiske, biologiske og apologetiske værker indtil sin død i slutningen af det første århundrede. Hele denne historie om Josefus, der først var øverstkommanderende general i Galilæa for dernæst at overgive sig frivilligt til direkte at gå i romersk tjeneste, gør, at hans karakter er meget omdiskuteret. Til den dag i dag anser de fleste jøder ham for at være en gemen kujon og desertør. Nogle forskere vil også sige, at Josefus’ beretninger skal læses meget kritisk, da han ofte skriver til fordel for sig selv. Andre er mere positive og mener, at man kan skelne mellem Josefus’ tendenser i hans måde at skrive på og så de historiske realiteter bag. F.eks. er det et typisk træk hos ham, at han bebrejder de jødiske oprørsgrupperinger for at have kastet jøderne ud i en håbløs kamp mod overmagten. Han gør også alt, hvad han kan, for at nedtone de messianske under- og overtoner i dette oprør. Det skyldes, at et af hans mål med at skrive er at forsvare jødisk tro og tradition over for den dannede romer, der ikke skulle få indtryk af, at jøderne var fordrejede af endetidsspekulationer og utopiske forestillinger. Men uanset hvordan man vurderer Josefus’ karakter, er det almindeligt anerkendt, at uden hans skrifter ville vores kendskab til denne periode være betydeligt ringere. Josefus som person forbliver en gåde. Men Josefus som forfatter fortjener værdsættelse og anerkendelse.

separat og er en uvurderlig førstehåndsskildring af topografien i Jerusalem. Den har også en bevægende skildring af fæstningen Masada og massemyrderiet af de jødiske soldater, der fandt sted her. Værket er i 7 bind. Mod Apion (latinsk betegnelse: Contra Apionem, forkortes Mod Apion eller C.Ap., ca. år 97): Apion var en anti-jødisk adelsmand, der under kejser Caligula, ved hjælp af bagtalelser, havde sat et angreb mod jøder i gang. På en fremragende måde forsvarer Josefus sit folk og deres skrifter ved at imødegå disse påstande på en både interessant og overbevisende måde. Skriftet er på to bind. Selvbiografien (latinsk betegnelse: Vita, ca. år 99): Dette er Josefus’ korteste skrift på kun et bind. Det er ikke en selvbiografi i vores forstand, men hovedsageligt et forsvar for hans egne handlinger under slaget ved Jotapata. Han bruger to sider på de første 25 år af sit liv og vier resten af pladsen til sin handlemåde under oprøret mod romerne. Det er altså tydeligt, at Josefus allerede i sin levetid var under anklage for at være en løgner og desertør. De jødiske antikviteter (latinsk betegnelse: Antiquitates Judaicae, forkortes Ant., ca. år 94). Dette er Josefus’ største værk i 20 bind. Meget ambitiøst tegner han et billede af det jødiske folks historie fra de første bibelske rødder til begyndelsen af krigen i 66 e.Kr. Hans behandling af de gammeltestamentlige skrifter er mange steder en redelig, næsten ordret gengivelse af de bibelske tekster. Dog tilføjer han også ofte mange detaljer eller har klare udeladelser. Josefus medtager gerne folkelige sagn. Dem har han fundet i de rabbinske Midrashim (= udlægninger) eller i andre samtidige udlægninger af bibelske beretninger. Josefus troede f.eks., at Abraham mente, at Gud er én, en slutning han kom til ved at betragte de astrologiske fænomener. Ifølge 1 Mos 12,10 drog Abraham til Egypten på grund af hungersnøden. Men ifølge Antikviteterne rejste han til Egypten for at disputere med vismændene. En sådan behandling af de bibelske tekster blev af de gamle jøder ikke betragtet som ”upassende”, men som eksempler på genfortælling med fokus på et dybere lag. På den anden side udelader han mange begivenheder, som han formodentlig syntes var vanærende og lidet flatterende for de jødiske ”helte”: f.eks. Jakobs snyd (1 Mos 30,37-42), hændelsen med Tamar (1 Mos 38), Moses’ drab på egypteren (2 Mos 2,12) og Mirjams spedalskhed (4 Mos 12,10). Hvis vi læser Antikviteterne kritisk, får vi en bunke fascinerende beretninger fra jødisk historie, der giver os uvurderlig indsigt i karakterer som Alexander den Store, makkabæerne og Herodes den Store.

2: HVAD SKREV JOSEFUS?

TEL 2015/4 | Selskab for Bibelsk Arkæologi

Josefus er ophavsmand til fire værker: et biografisk, et apologetisk og to historiske. Den jødiske krig (latinsk betegnelse: Bellum Judaicum, forkortes Krigen eller Bell., ca. år 75): Dette skrift er med al grund anset for at være Josefus’ mesterstykke. Det er en levende beretning fra et øjenvidne om det første jødiske oprør mod romerne (66-73 e.Kr.). Det er tit udkommet

3: HVORFOR ER JOSEFUS SÅ VIGTIG? Mange punkter i vore bibelske opslagsbøger ville være markant kortere eller helt mangle, hvis vi ikke havde Josefus’ beskrivelser. Trods alle hans ”fejl” er han den vigtigste historiske kilde i perioden fra ca. 400 f.Kr. til 73 e.Kr. Han udfylder NTs beretninger ved at skaffe os utallige detaljer,

I år 71 e.Kr. slog man en ny romersk sestertius, der fejrede sejren over de jødiske oprørere. På forsiden er Vespasian afbilledet og på bagsiden står der ”IVDEA CAPTA”, der på dansk betyder ”Judæa erobret”. Foto: Wikimedia Commons.

6


Jotapata set på afstand, hvor Josefus blev taget til fange af Vespasian under den jødiske krig d. 20. juli 67. Foto: Wikimedia Commons.

OVERSIGT over Josefus’ skrifter og henvisningssystemet JOSEFUS SKREV FØLGENDE FIRE VÆRKER: 1. Den jødiske krig (latinsk betegnelse: Bellum Judaicum, forkortes Krigen eller Bell., ca. år 75): 7 bind. 2. De jødiske antikviteter (latinsk betegnelse: Antiquitates Judaicae, forkortes Ant., ca. år 94): 20 bind. 3. Mod Apion (latinsk betegnelse: Contra Apionem, forkortes Mod Apion eller C.Ap., ca. år 97): 2 bind. 4. Selvbiografien (latinsk betegnelse: Vita, ingen forkortelse, ca. år 99): 1 bind. HENVISNINGSSYSTEMET Henvisningssystemet til Josefus’ skrifter er en anelse forvirrende, da der eksisterer to referencemåder: 1. ”Det gamle”, hvor der henvises med tre tal for bog, kapitel, afsnit. F.eks. Krigen 1.2.3 (bog 1, kapitel 2, afsnit 3). 2. ”Det nye” (Loeb-udgaven), hvor der henvises med to tal for bog og paragraf. F.eks. Krigen 1.23 (bog 1, paragraf 23). I TEL anvender vi som udgangspunkt den nye referencemåde, men da den danske oversættelse af Krigen benytter sig af den gamle, vil vi ofte anføre den i parentes. En omregningsoversigt kan ses her: http://kortlink.dk/hp64.

7

www.bibelskarkaeologi.dk | TEL 2015/4

der kaster lys over personer og begivenheder. Josefus omtaler de fleste af de vigtigste ikke-kristne personer fra NT som f.eks. Herodes den Store, dennes søn Herodes Antipas (Mark 6,14-29), hans barnebarn, Herodes Agrippa I (ApG 12) og oldebarnet Herodes Agrippa II (ApG 26). Josefus har en levende beskrivelse af de genvordigheder, Pontius Pilatus forvoldte, foruden en detaljeret beskrivelse af det herodianske pragttempel i Jerusalem. De arkæologer, der har fulgt med i udgravningerne, har hele vejen rost Josefus for hans nøjagtige gengivelse af den nytestamentlige periode i Jerusalem. I Antikviteterne giver Josefus os en interessant beskrivelse af Johannes Døbers forkyndelse. Det er fra Josefus, vi får at vide, at Herodias’ datter, der dansede for Herodes Antipas, hed Salome, og at Johannes sad fængslet i borgen Makærus ved østkysten af Det døde Hav, hvor han også blev henrettet. NT nævner, at Jakob, Jesu broder, var leder af menigheden i Jerusalem omkring år 50 (ApG 15,3-23). Josefus beretter videre om, hvordan den samme Jakob blev stenet af folkemængden, ophidset dertil af ypperstepræsten Ananius (Ananus) i år 62 e.Kr., idet han tilføjer, at endog ikke-kristne protesterede mod


EKSEMPLER På Josefus’ betydning for NT-læsning

Josefus’ betydning for vores forståelse af NT kan ikke gøres op i enkeltsteder. Grundlæggende giver Josefus os en stor fortælling om jødernes historie, liv og tro netop i det århundrede, Jesus levede i. Men skulle vi alligevel give nogle bud på, hvor man kan begynde sin Josefus-læsning med øje for betydningen for NT, er her et godt bud: • Josefus’ udsagn om Jesus: Ant. 18.63-64. • Josefus’ udsagn om Johannes Døberen: Ant. 18.116-119. • Josefus’ beskrivelse af Jesu bror Jakobs henrettelse: Ant. 20.200. • Josefus’ gennemgang af farisæerne, saddukæerne, essæerne og oprørsgruppen ”den fjerde filosofi”: Krigen 2.119-166; Ant. 13.171-173; 18.11-25; Selvbiografien 10 • Josefus’ beskrivelse af Herodes den Stores tempel: Ant. 15.380-402. • Josefus’ beskrivelse af Pilatus: Krigen 2.175-177; Ant. 18.55-62, 85-89.

TEL 2015/4 | Selskab for Bibelsk Arkæologi

denne skændige handling, der her blev udført mod en from, højt respekteret mand (Ant. 20.200). Men det mest kendte og mest kontroversielle afsnit hos Josefus finder vi i hans korte beskrivelse af Jesus, som vi finder i Ant. 18.63. Vi citerer: ”På denne tid levede Jesus, en vis mand, hvis man kan kalde ham et menneske. Han udførte usædvanlige gerninger og var af den slags lærere, der med glæde modtager sandheden. Han overgik mange jøder og grækere. Han var Messias. Da han blev anklaget af de ledende iblandt os og af Pilatus blev dømt til at korsfæstes, holdt de, der oprindeligt havde elsket ham, ikke op med at holde fast ved ham, for på den tredje dag vendte han tilbage til livet og viste sig for dem. Det og andre mægtige gerninger havde Guds profeter forudsagt. Og denne stamme af kristne, sådan kalder de sig efter ham, er her stadigvæk.” Dette afsnit er tit blevet citeret som bevis på, at Josefus som jøde virkelig troede, at Jesus var Messias. Men i hans øvrige skrifter er der intet vidnesbyrd om denne tro, heller ikke i hans apologetiske værk Mod Apion. Selv om nogle kritikere mener, at dette afsnit er blevet indføjet af en senere kristen udgiver (f.eks. Eusebius), så viser spro-

LÆS Josefus online

get en ikke-kristen forfatter, f.eks. når Jesus kaldes en ”vis mand”, og der refereres til de kristne som ”en stamme”. Det er muligt historisk set at betragte dette vidnesbyrd om Jesu liv, død og opstandelse som autentisk, enten helt eller delvist. Det er imidlertid svært at fatte, hvordan Josefus kommer til et så klart udtryk for troen, at Jesus ”var Messias”. Måske ligger det nærmest at antage, at dette klare udtryk i bedste hensigt er rettet en smule til af senere kristne udgivere. LÆS JOSEFUS! Vi har set, at Josefus ikke er en helt pålidelig rejsefører, når det gælder GT, og især ikke når det gælder hans egen sag. Men han er absolut nødvendig, når det gælder om at forstå NT. Læs ham med forsigtighed. Han kan vise sig at være en uvurderlig følgesvend i studiet af Skriften.

Artiklen er oversat med tilladelse fra Bible and Spade, se www.biblearchaeology.org. Oversættelse: Beate Højlund. Tekstbokse: Morten Hørning Jensen.

Der findes tre oversættelser af Josefus på engelsk, der alle helt eller delvist er tilgængelige online: 1. Brills nye oversættelse udgivet af Steve Mason. Serien er endnu ikke afsluttet, men bliver løbende gjort tilgængelig på denne side: kortlink.dk/hp65. Det er værd at bemærke, at man også kan få de mange videnskabelige noter og forklaringer til årstal, stednavne osv. 2. Loebs oversættelse fra 1900-tallet, delvis tilgængelig: http://kortlink.dk/hp66. 3. Whistons oversættelse fra 1700-tallet, fuldt tilgængelig: http://kortlink.dk/hp67.

8


Barnemordet i Betlehem – FIKTION ELLER FAKTUM? Af prof. Gordon Franz, Talbot School of Theology Jævnligt møder man den påstand, at Matthæus’ beretning om barnemordet i Betlehem er en myte eller folkelig legende. F.eks. bragte det kendte magasin

National Geographic i decembernummeret 2008 en artikel om fundet af Herodes den Stores grav på fæstningen Herodion. Forfatteren konkluderer: ”Herodes er ganske sikkert uskyldig i denne forbrydelse!”

KAN BARNEMORDET VÆRE EN KENDSGERNING? Vi har desværre ikke fået overleveret en buste af Herodes den Store, men her er et portræt af ham, der ofte gengives. © Biblical Archaeology Review.

HERODES’ MYRDERIER Ved romernes hjælp fik Herodes den sidste hasmonæiske hersker Antigonus henrettet sammen med 45 ledende mænd i Antigonus’ parti (Ant. 15,5-10) og kunne dermed indtage Jerusalem i år 37 f.Kr. og gøre sig til enehersker. Herodes fortsatte med at efterstræbe den hasmonæiske familie. Sin unge svoger, den kun 18-årige

9

www.bibelskarkaeologi.dk | TEL 2015/4

Det står fast, at historieskriveren Josefus, hvis historie og værker er udførligt omtalt i dette nummer, ikke nævner massakren på drengebørnene i Betlehem. Derimod skildrer han en række brutale mord begået af Herodes i forsøget på at sikre sin trone. Herodes blev kronet som ”Jødernes Konge” af det romerske senat i år 40 f.Kr. Men han var på det tidspunkt en konge uden kongerige. Da han vendte tilbage fra Rom, fik han en romersk hærafdeling, som kunne sætte ham i stand til at erobre Jerusalem. Den første opgave blev at eliminere den tidligere kongeslægt Hasmonæerne.


ypperstepræst Aristobul III (hasmonæer) lod han drukne i vinterpaladsets swimmingpool i Jeriko år 35 f.Kr. (Ant. 15,50-56). Senere, i år 29 f.Kr., dræbte han sin yndlingshustru Mariamne I, der også var af hasmonæisk slægt, og året efter tog han også sin svigermor, Mariamnes mor Alexandra, af dage (Ant. 15,222-236 og 247-251). Med tilladelse fra kejser Augustus lod han to af sine og Mariamnes sønner, Alexander og Aristobul, dræbe i år 7 f.Kr. (Ant. 16,392-394), og kun fem dage før sin død tog han livet af tronarvingen, sin ældste søn Antipater (Ant. 17,182-187). FØLTE ALTID SIN MAGT TRUET Bag disse og utallige andre af Herodes’ myrderier lå en stadig frygt for, at magten skulle glide ham af hænde. En række farisæere måtte bøde med livet, da det blev kendt, at de forudsagde Guds beslutning om, at tronen skulle tages fra Herodes og hans efterkommere og overgå til en af hans brødre og de børn, han måtte få (Ant. 17,42-45). Når sådanne profetier cirkulerede i hans kongerige, kan det ikke undre, at Herodes ønskede at eliminere Jesus, da de vise mænd forkyndte, at en ny ”Jødernes Konge” var født (Matt 2,1-2)!

I forbindelse med ruinerne af Herodes den Stores vinterpalads i Jeriko har man fundet dette dobbelte svømmebad indrettet af en af hans hasmonæiske forgængere. Det var antagelig her, Herodes lod sin unge svoger Aristobul III (hasmonæer og ypperstepræst) drukne år 35 f.Kr. Foto: Hartvig Wagner.

første skrev Josefus sine værker i slutningen af det første århundrede efter Kristus og har muligvis ikke haft rede på, hvad der skete i Betlehem ca. hundrede år tidligere. Der skete også andre afgørende ting i det første århundrede e.Kr., som Josefus heller ikke omtaler. F.eks. episoden med de gyldne romerske skjolde i Jerusalem, der satte ondt blod mellem Herodes Antipas og Pontius Pilatus (jf. Luk 23,12). Det var den jødiske filosof, Philo i Alexandria (ca. 20 f.Kr. til 50 e.Kr.), der omtaler denne hændelse i skriftet

HVORFOR NÆVNER JOSEFUS IKKE BARNEMORDET? Der er flere mulige forklaringer på, at Josefus ikke omtaler Herodes’ mord på drengebørnene i Betlehem. For det

Få km øst for Betlehem lå (og ligger) Herodes den Stores prægtige ørkenpalads, Herodion. Det er ikke utænkeligt, at soldaterne, der blev sendt afsted for at opsøge og myrde drengebørn i Betlehem, havde base her. Foto: Hartvig Wagner.

10


Legatium ad Gaium: 38,299-305. Det bør også bemærkes, at Josefus fik en del af sine oplysninger fra Nicolas af Damaskus, som var Herodes den Stores ven og personlige historiker. Nicolas kan have undladt at berette om denne ugerning for ikke at sværte vennens omdømme mere end nødvendigt. BETLEHEM PÅ JESU TID Massakren i Betlehem har næppe været så stor, som den senere kirkehistorie beretter. Det oldkirkelige skrift Matthæus’ Martyrium angiver antallet af dræbte drengebørn til 3.000. Den byzantinske liturgi siger 14.000, og en syrisk tradition nævner 64.000 uskyldige børn. Den kendte amerikanske arkæolog William F. Albright anslår, at indbyggertallet i Betlehem på Jesu tid blot har været ca. 300. Antallet af drengebørn på to år og derunder har derfor blot været seks eller syv. I lyset af, hvad der ellers skete på den tid, har begivenheden i Betlehem derfor næppe kunnet vække særlig opmærksomhed.

kunne komme og tilbede barnet (Matt 2,7-9). Herodes blev klar over, at han var blevet narret, da vismændene var vendt tilbage ad en anden vej, efter at de i en drøm var blevet advaret mod Herodes’ onde hensigt (Matt 2,12). Ud fra vismændenes vidnesbyrd om stjernens første tilsynekomst regnede Herodes sig frem til barnets alder og beordrede drabet på alle drengebørn i Betlehem, som var to år gamle og derunder (Matt 2,16). Herodes døde i marts år 4 f.Kr. måske lidt under to år efter Jesu fødsel. HVAD BLEV ET BARN REGNET FOR? Historikeren Paul L. Maier siger herom: ”Josefus skrev til græsk-romerske læsere, som kun bekymrede sig lidt med hensyn til et barns død. Grækerne praktiserede barnedrab som en slags fødselskontrol, særligt i Sparta. Den romerske far havde ret til ikke at løfte sit nyfødte barn fra gulvet, men lade det dø.” Selv om Josefus skulle have vidst besked om barnemordet, ville han have anset denne episode for ubety-

delig i lyset af alle de andre skelsættende begivenheder i tiden omkring Herodes’ død og derfor ikke have omtalt den i sine skrifter. KONKLUSION Drabet på de uskyldige børn er ikke omtalt i de sekulære kilder, men begivenhedens historiske karakter falder i tråd med Herodes den Stores karakter og gerninger. Side om side med hans drab på sine fjender havde han ingen skrupler ved også at dræbe familiemedlemmer og venner. Han ville ikke have betænkeligheder ved at dræbe en håndfuld spædbørn i en lille afsides landsby syd for Jerusalem i forsøget på at sikre tronen for sig selv eller sine sønner, selv om det var en af hans sidste lumpne gerninger før sin død. Da Herodes lå for døden, forvredet i smerte og pine, mente gudfrygtige og vismænd, at Herodes måtte lide dette som ”Guds straf for kongens store ugudelighed” (Ant. 17,170).

Oversat og bearbejdet af Hartvig Wagner.

HVORNÅR FANDT BARNEMORDET STED?

I krypten under Fødselskirken i Betlehem findes et kapel, kaldet ”De uskyldige børns Kapel”. Bag alteret ser man ind i en grotte, i hvis bund er udhugget en del små barnegrave. Det er uvist, hvornår disse grave præcis er lavet, og om de har nogen historisk forbindelse til barnemordet. Det er tænkeligt, at de på et tidligt tidspunkt er lavet for at anskueliggøre Matthæus’ beretning. Men også i det tilfælde er de et vidnesbyrd om, at man i Betlehem tilbage i tiden har fæstet lid til beretningen om barnemordet. Foto: Hartvig Wagner.

11

www.bibelskarkaeologi.dk | TEL 2015/4

Ifølge Clement af Alexandria (ca. 200 e.Kr.) skulle Jesus være født 14. maj år 6 f.Kr. Vismændenes ankomst til Jerusalem med besøg hos Herodes og deres videre rejse til Betlehem er næppe sket kort efter Jesu fødsel, men snarere et år eller halvandet år senere. Da Marias renselsesdage var gået, og forældrene var taget op til templet for at følge Moselovens pålæg, bragte de som fattige mennesker blot et par dueunger som offer (Luk 2,22-24; 3 Mos 12,8). Hvis vismændene på det tidspunkt allerede havde aflagt deres besøg i Betlehem og skænket den lykkelige familie de kostbare gaver, havde Maria været forpligtet til at ofre et lam (3 Mos 12,6). Herodes forhørte sig hos vismændene om, hvornår stjernen havde vist sig, og bad dem gå hen for at finde ”Jødernes Konge” for derefter at vende tilbage med besked, så også han


Arkæologisk og historisk sidelys på Bibelen

Genesaret Sø

TEL 2015/4 | Selskab for Bibelsk Arkæologi

- færdselsåre, madkammer og rammen om store dele af Jesu virke

Fisker losser sin fangst af skægkarper tidligt om morgen. En skægkarpe kan veje op til 6-7 kg og er markant større end en Tilapia Galilaea. Foto: Ferrell Jenkins.

1: HAVNE OMKRING GENESARET SØ De opdagelsesrejsende, der i det tidlige 19. årh. opsøgte de steder, hvor Jesus havde gået, forsøgte også at lokalisere de gamle havne ved Genesaret Sø, men det lykkedes ikke for dem. Det gjorde det derimod for Mendel Nun, der til sin død i 2010 levede sit liv i kibbutz Ein Gev ved Genesaret Sø. I de år, hvor søens vandspejl stod lavt, foretog han et pionerarbejde med at lokalisere og udpege antikke havne, moler, promenader og bølgebrydere. Den første havn opdagede Nun i Kursi på søens østside i 1970. Han fandt også skibsankre, fortøjningsstenene, som sømændene fortøjede deres skibe til, og selv de lodder, som fiskerne fæstnede til deres net. Vi har altid vidst, at havnene måtte være der, men vi havde ingen anelse om, at vi ville finde så mange efterladenskaber. I alt lokaliserede Mendel Nun 16 antikke havne. I dag er der kun fire havne, der betjener motorbådene, færgerne og fiskerbådene på søen. Med andre ord var der travlt på søen i antikken. Der foregik en livlig trafik, hvad vi også kan læse om hos Josefus. Den lave vandstand under de seneste årtiers tørke og kraftige afvanding af søens vand er også baggrunden for fundet af den enestående flot bevarede ”Jesusbåd” i 1986.

Af Ferrell Jenkins, rejseguide og pensioneret professor Genesaret Sø nævnes utallige gange i evangelierne og er sammen med Jerusalem evangeliets største ”scene”. Fra arkæologien ved vi en hel del om, hvordan livet var på søen på Jesu tid. Tag med på en rejse tilbage til søens havne, fisk, fiskerimetoder og både!

12


Den faldende vandstand har også synliggjort nogle specielle, hjerteformede sten neden for Peters Primatskapel (se boksen nedenfor). Murphy-O’Connor giver følgende forklaring: ”Neden for trinene, undertiden under vand, hvis søens vandstand er høj, er der seks hjerteformede sten. De er lavet som basis for dobbelt-søjler, der skulle udgøre hjørnet af en kolonnade. De har aldrig tjent noget praktisk formål i den nuværende placering. De er kendt som De tolv Troner og er første gang nævnt i en tekst fra år 808. Formodentlig er de taget fra en bygning, der ikke længere var i brug og anbragt her til minde om de tolv apostle. Det kræver ikke megen indsigt at foretage det mentale spring fra Joh 21,9 (”Da de kom i land, så de et bål af trækul, og på det lå der fisk og noget brød”) til ”I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer” (Luk 22,30) (Murphy-O’Connor: Holy Land, 5. udg. s. 319).

PETERS

2: SØENS FISK I 1993 offentliggjorde Mendel Nun en artikel i Biblical Archaeology Review med titlen ”Cast Your Net Upon the Waters: Fish and Fishermen in Jesus’ Time”. En mere detaljeret kilde med informationer er Nuns udgivelse fra 1989: The Sea of Galilee and Its Fishermen in the New Testament. Nun siger, at der er 18 oprindelige fiskearter i Genesaret Sø, og at 10 af disse er vigtige kommercielt. De spiselige fisk er inddelt således: -Tilapia. Denne gruppe inkluderer den populære Tilapia Galilaea, der i Israel undertiden kaldes ”Sankt Peters fisk” (den fisk, som i Danmark kendes under navnet ”Sankt Peters fisk” er en hel anden art: zeus faber). -Skægkarpe. Denne gruppe består af tre arter af karpefamilien. Skægkarpen, som er en væsentlig større fisk end Tilapia Galilaea, kan nå op på en vægt på 6 til 7 kg. De to almindeligste arter er Barbus Longi-

ceps og Barbus Canis. Begge bruges af jøder til sabbatsmåltider og fester. -Kinneret Sardin. Når fiskesæsonen er på sit højeste, fanges der et tital tons sardiner hver nat. På Ny Testamentes tid blev disse fisk konserveret ved at blive marineret. Magdala var kendt som centrum for denne industri. Her er der et nærbillede af en kasse med Sankt Peters fisk. Man kan se, at disse fisk er velegnede til stegning.

Nærbillede af en kasse med Tilapia Galiaea (Sankt Peters fisk) fra Genesaret Sø. Disse fisk er meget velegnede til stegning. Foto: Ferrell Jenkins.

primatkapel

Faldet i vandstanden kan bl.a. ses af nedenstående fotos, der er taget ved Peters Primatkapel. Primatkapellet blev bygget i 1933. Der er gode argumenter for, at dette er stedet, hvor Jesus kaldte nogle af sine disciple til at blive menneskefiskere (Luk 5,1-11), og hvor Jesus mødte sine disciple efter opstandelsen (Joh 21). Spørgsmålet om Peters primat (forrang) over de andre disciple er en sag for teologiske og eksegetiske studier, som falder uden for denne artikel. Kapellet er bygget på en stor klippe, der kaldes Mensa Domini (Herrens bord), hvor det siges, at Jesus forberedte morgenmad for sine disciple (Joh 21,1-14).

Vandstanden ved Primatkapellet i december 2009. Her ses det, hvordan vandstanden i forhold til i 1980 er faldet betragteligt. foto: Ferrell Jenkins.

13

www.bibelskarkaeologi.dk | TEL 2015/4

Vandstanden ved Primatkapellet i 1980, hvor vandet når helt op til selve kirkebygningen. Trinene, der er hugget ud i klippen, er nævnt af pilgrimmen Egeria (omkring 383 e.Kr.), men vi ved ikke, hvornår de præcist er hugget ud. Foto: Ferrell Jenkins.


Har man været turist i Galilæa, har man måske spist disse fisk til frokost. Det er et godt måltid, men nogle turister dækker øjnene med en serviet, mens de nyder fisken. I 2010 annoncerede Israel et to-årigt fiskeforbud i Genesaret Sø. Jeg ved ikke, hvor energisk dette forbud blev håndhævet. I tidligere år har jeg kunnet se mange både komme i havn efter en nats fiskeri, men i de seneste år har det ikke været tilfældet. Avisen Haaretz skriver, at det toårige fiskeforbud er blevet ændret til fire måneders årlig pause. I stedet for et total moratorium for fiskeri i søen i to år, vil fiskeri være forbudt fra den 15. april til den 15. august, som er den periode, hvor søens bestand af Tilapia gyder.

Genesaret Sø undtagen på ældre fotos. -Toggegarnet. Nun siger, at det garn, Jesu første disciple brugte, var toggegarnet (Mark 1,19-20). Denne type fiskegarn bestod af flere sammenbundne kastenet. 4: JESUSBÅDEN ”Samme dag gik Jesus ud af huset og satte sig ved søen. Og store skarer flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd, mens hele skaren stod på bredden” (Matt 13,1-2). Hvilken slags båd sad Jesus i, da han talte i lignelser til skaren, der samledes omkring Sædemandsbugten? Vi kender ikke detaljerne omkring den båd, der er nævnt i denne tekst. I Genesaret Sø er der kun fundet én båd fra den romerske periode (1. årh. f.Kr. til 1. årh. e.Kr.). Den blev fundet i januar 1986 af to medlemmer i Kibbutz Ginosar. Den lå begravet i mudderet i Genesaretsøens bred. To års tørke og vigende vandstand muliggjorde fundet, der blev gjort syd for kibbutzen og nord for Magdala. Først blev båden placeret i en beholder i en midlertidig bygning, hvor konserveringen blev foretaget. Nu er den smukt udstillet i The Yigal Allon Centre, som er et museum i Kibbutz Ginosar på nordvestkysten af Genesaret Sø. Båden måler 26,90 x 7,55 fod (8,2 x 2,3 m). Shelly Wachsmann, nautisk arkæolog for the Israel Antiquities Authority and Museums, siger: “Båden blev sandsynligvis brugt til fiskeri og til transport af mennesker og gods. Den kan være blevet sejlet, eller roet, af en besætning bestående af fire roere og en rorgænger”. En tavle på væggen bag båden fortæller, at: ”Båden er hovedsagelig lavet af eg og cedertræ, men der er også anvendt andre typer træ, hvoraf nogle er genbrug fra nedslidte både. Indtil nu har laboratorietests påvist elleve

3: FISKERI I SØEN

TEL 2015/4 | Selskab for Bibelsk Arkæologi

Hvordan foregik fiskeriet i søen? Mendel Nun sammenstykkede fra historiske og arkæologiske kilder følgende fire fiskemetoder: -Kroge. Nogle fiskere brugte kroge (Matt 17,27). Fotoet nederst til venstre viser kastenettet og nogle fiskekroge i det nederste højre hjørne. Bemærk blylodderne i bunden af nettet. Blylodder som disse er blevet fundet i forskellige arkæologiske udgravninger. -Kastenettet. Kastenettet kunne betjenes af en enkelt fisker (Matt 4,18). Dette foto viser en fisker i færd med at kaste et net i det varme, flade vand ved Tabgha. Kastenettet kan kastes fra vandkanten eller fra en båd. -Voddet eller slæbenettet. Voddet eller slæbenettet krævede flere arbejdere (Matt 13,47). I lignelsen om voddet i Matt 13,47-50 er det græske ord for voddet sagene. Det oversættes forskelligt, men der er tydeligvis tale om et vod, der fanger mange slags fisk, der efterfølgende skal sorteres af fiskeren. Jeg har ikke set voddet i brug på

Kastenet og fiskekroge. Eretz Israel Museum, Tel Aviv. Foto: Ferrell Jenkins.

Fisker kaster et net i det varme vand ved Tabgha. Det er denne type net, Andreas og Peter kaster med, da Jesus kalder dem (Matt 4,18). Foto: Ferrell Jenkins.

14

Fiskere trækker et vod (eller slæbenet) ind. I Jesu lignelse om voddet (Matt 13,47-50) er det denne type net, der tales om. Foto: Library of Congress, LCmatpc-04570/www.LifeintheHolyLand.com.


”Jesus-båden” blev fundet i Genesaret Sø i 1986 af to mænd fra den nærliggende Kibbutz Ginosar. Båden stammer fra århundrederne omkring Jesu jordiske liv. Foto: Ferrell Jenkins.

det i Genesaret Sø. På en eller anden måde var nyheden blevet lækket. Om mandagen skrev pressen forsidehistorier om fundet af ”Jesusbåden”. Medieinteressen blev hurtigt overvældende. Turistministeriet promove-

I Magdala har man fundet en mosaik, der afbilleder en båd, der minder om ”Jesusbåden”. Her er det en moderne kopi af den oprindelige mosaik. Foto: Ferrell Jenkins.

15

www.bibelskarkaeologi.dk | TEL 2015/4

slags træ i båden. Nogle af dem blev brugt til at bygge skroget og andre blev senere tilføjet i mindre stykker for enten at erstatte manglende dele eller reparere beskadigede dele. Resultatet er et fartøj af indviklet træpatchwork”. Tolv, ikke elleve, træer er vist på tavlen: ceder, taboreg, kristtjørn, johannesbrødtræ, aleppofyr, tjørn, platantræ, atlantisk terebinte, morbærfigentræ, laurbærtræ, piletræ og judastræ. Der blev fundet en lampe af ler i den væltede båd, og der blev fundet et kogekar uden for båden nær forstavnen. Disse genstande er sammen med nogle nagler fra båden udstillet i museet. Den båd, Jesus og hans disciple brugte, har formodentlig været større (Joh 6,22; Mark 4,38). Men ved nogle lejligheder lå der en båd parat til Jesus (Mark 3,9). Den har måske lignet denne. Historien om fundet af båden er fortalt af Shelly Wachsmann i Biblical Archaeology Review (14 nr. 5; sept./ okt. 1988). Hun skriver bl.a.: ”Søndag den 9. februar 1986 blev vi forskrækkede over at læse avisrapporter om et vrag fra Jesu tid, som var blevet fun-

rede aktivt ”Jesus-forbindelsen” i håb om at tiltrække pilgrimme til Israel. I Tiberias demonstrerede ultra-ortodokse jøder imod den, idet de frygtede, at båden kunne fremme kristent missionsarbejde”. En mosaik med en lignende båd er tidligere fundet i det nærliggende Magdala. Originalen har været udstillet i Kapernaum i mange år, men sidst jeg så den, var den i ringe forfatning. En moderne kopi, der er afbildet nedenfor, kan ses i The Yigal Allon Centre. Under den jødiske krig opslog den senere romerske kejser Vespasian en tid sit hovedkvarter i Galilæa i Tarichea (= Magdala). Romerne inddrog jøderne i et voldsomt søslag på Genesaret Sø. Resultatet var ikke godt for de lokale indbyggere. Det beskrives nærmere i Josefus’ ”Den jødiske krig”, bog 3. Her er der en kort beretning om udkommet: ”Når de forsøgte at komme i land, blev mange gennemboret af spyd, medens de endnu var i vandet, og mange, der var sprunget i land, blev dræbt af romerne. Hele søen syntes at være farvet


af blod og fyldt med lig, for ingen slap levende herfra. I de følgende dage hang der en frygtelig stank over egnen, og den frembød et skrækkeligt syn; for bredden var overstrøet med vragstumper og opsvulmede lig, som var ved at gå i forrådnelse og opløses, så at de forpestede luften. Det var en katastrofe, der ikke blot fremkaldte den dybeste sorg blandt jøderne, men også afsky blandt dem, der var skyld i den. Således endte dette søslag, og når man medregner dem, der tidligere var faldet under byens forsvar, kostede det i alt 6.700 mennesker livet” (Den jødiske krig, 3.529531 / 3.10.9). Alt dette hjælper os til at forstå, hvor vigtig en rolle både spillede for livet omkring Genesaret Sø på Jesu tid og i hans virke.

GENESARET SØ I EVANGELIERNE • Jesus kalder disciplene/fiskefangsten (Matt 4,18-22; Mark 1,16-20; 2,13-14; Luk 5,1-11) • Stormen på søen (Matt 8,23-27; Mark 4,35-41; Luk 8,22-25) • De(n) besatte i Gerasenernes land (Matt 8,28-34; Mark 5,1-20; Luk 8,26-39) • Lignelsestalen (Matt 13,1-52; Mark 4,1-34; Luk 8,4-18) • Bespisningen af de 5.000 ved søen (Matt 14,13-21; Mark 6,30-44; Luk 9,10-17; Joh 6,1-15) • Vandringen på søen (Matt 14,22-33; Mark 6,45-52; Joh 6,16-21) • Bespisningen af de 4.000 (Matt 15,32-39; Mark 8,1-10) • Den opstandne Jesus og disciplene ved Tiberias Sø (Joh 21,1-23)

Oversættelse og bearbejdelse: Jørgen Bækgaard Thomsen. Bragt med tilladelse fra https://ferrelljenkins.wordpress.com.

Var det i denne bugt, Jesus holdt sin

LIGNELSESTALE ?

TEL 2015/4 | Selskab for Bibelsk Arkæologi

De seneste år har jeg forsøgt at få nogle gode fotos af Lignelsesbugten (også kaldet Sædemandsbugten). Det er blevet foreslået, at dette sted tæt ved Kapernaum ved nordbredden af Genesaret Sø er det sted, hvor Jesus talte i lignelser til de mange, som samledes for at høre ham. Se den fulde beretning i Mark 4,1-20. Den begynder sådan: ”Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: ’Hør her! En sædemand gik ud for at så’”. B. Cobbey Crisler har udført nogle eksperimenter på steder, hvor Bibelen fortæller, at der samledes store skarer. Formålet var at se, om et stort antal mennesker var i stand til at høre en taler uden hjælp af moderne lydudstyr. Stederne var Kadesh-Barnea, Shilo og Lignelsesbugten i Galilæa. Studiet viste, at i Lignelsesbugten ville mellem 5.000 og 7.000 mennesker være i stand til at høre, hvad en taler sagde. For nylig havde jeg mulighed for at tage luftfotos af området. Dette luftfoto er taget ned over den moderne, asfalterede vej og ned mod bugten. Man kan se, at bugten er omgivet af terræn, der minder om et klassisk teater med fin akustik.

Lignelsesbugten set (mod syd) fra luften. Studier har vist, at bugtens naturlige udformning som et amfiteater gør, at 5-7.000 mennesker ville være stand til at høre en taler uden hjælp af moderne lydudstyr. Foto: Ferrell Jenkins.

16


Hvem er Eshba’al? Ny indskrift fra Davids tid fundet Af Carsten Vang, lektor ved Menighedsfakultetet En ny inskription blev fundet på Khirbet Qeiyafa i 2012 gennem hårdt arbejde. Den lægger sig i rækken af efterhånden en hel række indskrifter fra kong Davids tid, hvor flere tilsyneladende kunne læse, end man tidligere har antaget.

Krukken er en typisk forrådskrukke med fire hanke fra det 10. årh. f.Kr. På krukkens hals anes inskriptionen. © Tal Rogovski.

I årene 2008-2013 foretog man omfattende undersøgelser af stedet Khirbet Qeiyafa på kanten af Terebintedalen. Resultaterne har været forbløffende. Qeiyafa var en ekstremt stærk by, som blev opført ca. 1020 f.Kr. og blot stod 30-40 år, inden den blev ødelagt. Vi er i slutningen af kong Sauls og begyndelsen af kong Davids tid. Udgravningerne har tydeligt vist, at en stærk politisk magt i Juda har kunnet organisere og gennemføre opførelsen af denne by på kort tid. Stor sensation vakte det, da man i 2009 fandt et beskrevet potteskår. Skåret har fem linjer med tekst; men det har desværre vist sig umuligt at få en fornuftig mening ud af de næsten udviskede bogstaver. EN NY INSKRIPTION I 2012 fandt man endnu en inskription

på Khirbet Qeiyafa. Da man gravede i gården til et hus, fandt man i et hjørne flere små potteskår, hvor der kunne anes bogstaver. Hele arealet i gården blev meget omhyggeligt undersøgt, og materialet blev siet, så man kunne få tag i selv de mindste potteskår. Havde man fundet så mange skår fra krukken, at man kunne lime dem sammen og nå frem til en læsbar tekst? Efter flere års møjsommeligt arbejde har man nu sat de mange skår sammen og genskabt det meste af krukken. Inskriptionen befinder sig på krukkens hals. Teksten blev prentet i det våde ler, inden krukken blev brændt. Bogstaverne er skrevet meget tydeligt og ensartet og er formet af en kyndig hånd. Der er en skillestreg mellem hvert af ordene. Vedkommende har været trænet i at skrive. Desværre har man ikke kunnet finde alle skærverne fra krukken. Tekstens fulde ordlyd kan derfor ikke rekonstrueres. Men den tekst, som kan tydes, siger: ”Eshba’al søn af Beda”. Foran ordet Eshba’al anes stregerne til fire bogstaver. Der har altså været et ord foran navnet Eshba’al. Udgraverne gætter på, at dette ord enten kan sigte til krukkens indhold eller til en lokalitet. Både det lag, som potteskårene lå i på gårdspladsen, og bogstavernes form kan uden tvivl dateres til 1020-980 f.Kr.

hele Israel (2 Sam 2-4; i 2 Samuelsbog kaldes han Ishboshet, et nedsættende smædenavn for Eshba’al). Det skal understreges, at Eshba’al i den nye inskription ikke er identisk med Sauls søn. Hans far hed Beda, et navn, som ikke kendes hverken fra Bibelen eller fra det arkæologiske materiale. Hvem han var, ved vi ikke. Men han har været en betydningsfuld person, siden en stor forrådskrukke bærer hans navn. Personnavne med ordet ”ba’al” i sig (betyder i sig selv blot ”herre”) var almindelige i det 10. årh. f.Kr. Kort tid efter glider de ud og findes ikke længere i Bibelen eller arkæologisk. At en af Sauls sønner hed Eshba’al, stemmer således præcist med den historiske periode, og den nye inskription bekræfter dette. SKRIVEKUNSTEN PÅ DAVIDS TID Den nye Qeiyafa inskription lægger sig i kølvandet på en række inskriptioner, der er fundet i de seneste år, og som alle kan dateres med stor sikkerhed til begyndelsen af det 10. årh. f.Kr. Noget tyder på, at væsentligt flere har kunnet læse og skrive på Davids tid, end man har troet.

ESHBA’AL I BIBELEN Saul havde en søn, som blev kaldt Eshba’al (1 Krøn 8,33). Han blev konge for en kort bemærkning, da Saul blev dræbt i krig, og da Eshba’al selv blev dræbt, vandt David kongemagten over

17

Inskriptionen er skrevet med tydelige bogstaver, som vidner om en trænet skriver. Både i pottemagerværkstedet og i befolkningen må der have været nogle, for hvem disse skrifttegn gav mening, når de betragtede krukken. © Tal Rogovski.


NYHED

MAKÆRUS-BORGEN GØRES KLAR TIL AT MODTAGE TURISTER

I TEL 2014/3 bragte vi en artikel, der beskrev de nye udgravninger, der har fundet sted af borgen Makærus. Den ligger på et højdedrag i det nuværende Jordan, 800 m over havet og 32 km sydvest for Medeba med flot udsigt over Det døde Hav. Den blev oprindeligt bygget af den hasmonæiske konge Alexander Jannæus (103-76 f.Kr.), og senere befæstede Herodes den Store (40-4 f.Kr.) den yderligere som én i rækken af hans mange borge, der skulle beskytte ham mod interne og eksterne fjender. Dernæst gik den i arv til hans søn, Herodes Antipas, og ifølge Josefus (Ant. 18.116-119) var det på netop dette sted, Herodes Antipas efterkom sin kone Herodias’ ønske om at få Johannes Døberen halshugget, da datteren Salome havde danset for Herodes. Nogle forskere mener dog, at Døberen blev henrettet i Tiberias og hæfter sig ved, at evangelierne ikke angiver, hvor det fandt sted. Trods det er Makærus-borgen ét af de relativt få udgravede steder, hvor der med høj sandsynlighed er en direkte forbindelse til en hændelse i Det ny Testamente. Det er måske baggrunden for, at de jordanske myndigheder har bestemt sig for at gøre stedet til en nationalpark og åbne det for turister. En god ting at skrive sig bag øret, næste gang turen går til Jordan. Læs mere her: http://kortlink.dk/hr72.

TEL 2015/4 | Selskab for Bibelsk Arkæologi

NYHED

Makærus-borgen møder stolt den besøgende som den troner over østsiden af Det døde Hav med Judæas bjerge i baggrunden. Foto: Hartvig Wagner.

OVERDÅDIGT LUKSUSHUS I JERUSALEM HAR MÅSKE TILHØRT EN YPPERSTEPRÆST

I løbet af de seneste år er der foretaget en række store udgravninger i Jerusalem. Vi fortalte f.eks. i TEL 2014/3 om udgravningerne vest for Grædemuren, der afdækkede Hadrians genopbygning af Jerusalem som Aelia Capitolina, og i 2014/2 og 2013/3 om nye fund fra Davids tid. Nu er den så at sige gal igen. Den engelske arkæolog, Shimon Gibson, har med sit team afdækket omridset af et luksushus lige uden for den nuværende bymur, lidt øst for Zionsporten. Placeringen er kun et stenkast fra et andet stort luksushus, der nu huses i Wohl-museet i den jødiske bydel, og som blev brændt af under Jerusalems ødelæggelse år 70 (rester heraf kan ses i Det brændte hus-museet). En indskrift gjorde det muligt at forbinde dette hus med én af de rige, saddukæiske præstefamilier, Kathros-slægten (kendt fra den babylonske Talmud, hvor denne slægt fordømmes sammen med andre ypperstepræstelige slægter på grund af grådighed og voldelig fremfærd med stave og knytnæver, formodentlig mod fattige jøder, der ikke kunne betale, hvad de skulle i templet). Det nye hus minder angiveligt meget om Wohl-museets hus i omfang, størrelse på rum og ikke mindst et rituelt renselsesbad. Der er også fundet et antal muslingeskaller af murex-typen, der blev brugt til at fremstille meget kostbare purpurblå tekstiler. Selvom der er fundet indskrifter i udgravningen, er der endnu ikke afdækket nogen, som angiver ejerne af huset. Men uanset hvem, der beboede disse herligheder, der sikkert havde udsigt over tempelpladsen fra tagterrassen, giver denne nye udgravning os endnu et indblik i, hvor kolossalt rige de rigeste familier i Jerusalem var på Jesu tid; en rigdom, der var forbundet med monopolet på handel med offerdyr, pengeveksling og tempelskat.

Udblik over udgravningerne af den nyligt fundne pragtvilla lige uden for Zionsporten. Foto: © Udgravningens hjemmeside: http://kortlink.dk/hr77.

18


Rejs til Israel i 2016

MAGASINTILBUD Køb et sæt af de fleste numre af TEL (ca. 50 numre) Kun

250 kr.

+ forsendelse

Skriv til: hh@bibelskarkaeologi.dk

Israel – påskerejse Israel – landbrugstur Israel – rundrejse med Samaria

20.3. - 28.3. 12.4. - 19.4. 20.9. - 30.9.

Forbehold for ændringer!

Find flere rejser til Israel på vores hjemmeside LÆS TEL-ARTIKLER TIL KIRKEÅRETS TEKSTER På www.bibelskarkaeologi.dk under menupunktet TEL kan du finde en oversigt over kirkeårets tekster og hvilke TEL-artikler, der vil være gode at læse som forberedelse til søndagens gudstjeneste. Brug TEL til at se nye dybder i kendte læsninger!

19

www.bibelskarkaeologi.dk | TEL 2015/4

Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web


Hvor lå Akra-Borgen? ÉN AF JERUSALEMS STØRSTE ARKÆOLOGISKE GÅDER LØST – MÅSKE Af ph.d. Morten Hørning Jensen, redaktør af TEL For nyligt bekendtgjorde israelske arkæologer, at fund af pilespidser, katapultsten og en fire meter bred mur efter deres mening er resterne af den frygtede syriske garnisonsborg, hvorfra jødiske pilgrimme på vej til templet i årtier blev terroriseret. KUN DELVIS FRIHED Judas Makkabæerens erobring af Jerusalem og genindvielsen af templet i år 165 f.Kr. er en af de største begivenheder i den jødiske historie. Den dag i dag fejres tempelgenindvielsesfesten (jf. Joh 10,22), Hanukkah, med glæde og gaver, ligesom den bedste øl og de bedste sportshold i det moderne Israel hedder noget med ”Maccabee”. Men at Judas erobrede Jerusalem er en sandhed med mindst én stor modifikation: Borgen (på græsk: akra) kunne han ikke røre ved, og såvel Josefus som 1 Makkabæerbog beskriver, hvordan Judas og hans brødre de næste årtier førte en forbitret kamp for at rense hele Jerusalem for græsk-syriske soldater. Historien om Borgen tager sin begyndelse med den græsk-syriske kong Antiokus IV Epifanes, der ud over at omdanne templet til et tempel for Zeus også byggede en borg i byen. Josefus fortæller, hvordan borgen var bygget, så man fra den kunne overse templet (Ant. 12.252). Formålet hermed var enkelt: at kontrollere og eventuelt chikanere jøder, der ville besøge templet. Ifølge Josefus og 1 Makkabæerbog tjente Borgen sit formål godt. Borgens soldater nøjedes ikke blot med at spærre ”vejen til helligdommen” (1 Makk 6,18), de gjorde også udfald mod jødiske pilgrimme på vej mod templet og slog dem ihjel (Josefus, Ant. 12.362). Med andre ord: Borgen repræsenterede et vedblivende syrisk rædselsregime i Jerusalem. Derfor gjorde Judas’ efterfølger, Jonathan (160-143 f.Kr.), også alt, hvad han kunne, for at få Borgen nedlagt. I to omgange forhandlede han sig til en rømning med den syriske konge. Men begge gange løb denne fra sit ord.

Et udsnit af de pilespidser, der blev fundet i udgravningerne. De bærer Antiokus Epifanes’ segl og er dermed et godt argument for, at bygningen tilhørte de græsksyriske soldater. Foto: © Israel Antiquities Authority.

Denne brede mur kan have været del af Borgens tårn. Foto: © Israel Antiquities Authority.

Endelig greb Jonathan til en desperat løsning og byggede rundt om Borgen en mur, der afskar soldaterne fra at få friske forsyninger (1 Makk 12,35-36; 13,21). Dette trick virkede. Desværre skulle Jonathan bare ikke leve længe nok til at se frugten. Det blev hans bror Simon (143-135 f.Kr.), der til sidst modtog det syriske kontingent soldaters meddelelse om overgivelse, efter at de havde lidt ”meget under hungersnød, og mange af dem døde af sult” (1 Makk 13,49). Der skulle altså gå over 20 år efter templets genindvielse, før Borgen faldt og Jerusalem endelig blev befriet. ER RESTERNE AF DEN FORHADTE BORG FUNDET? Det har længe været en torn i øjet på israelske arkæologer, at Borgen ikke har kunnet lokaliseres. Det er forståeligt, når en bygning fylder så meget i de skriftlige kilder, som den gør. Indtil nu har den bedste forklaring været den, at resterne af Borgen skulle findes under den sydlige ende af tempelpladsen. Josefus fortæller, hvordan Simon brugte tre år på at jævne Borgen med jorden og udbygge tempelpladsen. Ifølge arkæologen Leen Ritmeyer kan et spor af denne udvidelse ses i tempelpladsens østlige mur ved den såkaldte ”sammensyning”. Men nu er israelske arkæologer kommet med et andet forslag: Ca. 120 m syd for tempelpladsens nuværende sydmur er der på den tidligere Givati-parkeringsplads fundet et stort kompleks, der går tilbage til hasmonæisk tid. Identifikationen af dette kompleks som ”Borgen” bygger på fund af pilespidser og katapultsten og et 20 m langt og 4 m bredt tårn. At disse bygninger skulle være ”Borgen”, har dog straks mødt modstand. Især hæfter kritikere sig ved den lange afstand op til templet, som Borgen var bygget til at dominere. Om ikke andet kan vi sige, at selv længe efter at de sidste syriske soldater blev sultet ud, kan Borgen stadig vække uro og postyr i Jerusalems gader.

Profile for bibelskarkaeologi

Tel2015-4  

Tel2015-4  

Profile for hojer88
Advertisement