__MAIN_TEXT__

Page 1

ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN

PAULUS GJORDE MILITÆRVEJ TIL FREDSVEJ – historien om Via Egnatia

Side 3 | Herlige fodtrin på Romerrigets hovedvej Side 10 | Aksplukningen på sabbatten Side 12 | Er Jesu familiegrav blevet fundet? Side 16 | Ved Babylons floder sad vi og græd

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | nr. 2 | juni 2015 | 26. årgang


Selskab for Bibelsk Arkæologi Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Tlf.: 7586 1748 E-mail: info@bibelskarkaeologi.dk Internet: www.bibelskarkaeologi.dk Bank: Sydbank konto 7920-1014 846 Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Carsten Vang (medredaktør), Jesper Risbjerg (red. assistent), Hartvig Wagner, Jørgen Bækgaard Thomsen. Forsidefoto: Via Egnatia (Egnatius’ vej) forbandt Rom med Grækenland og det nordlige Tyrkiet. Romerne byggede vejen for at kunne transportere legioner og militærudstyr dybt ind i de urolige græske områder og dermed vinde ”den romerske fred”. Denne vej blev dog samtidig afgørende for rejsen med et andet fredsbudskab, da Paulus brugte vejen til at udbrede evangeliet om Jesus. Her ses et stykke af vejen ved den romerske garnisonsby Filippi i det nordlige Grækenland. Foto: © www.bibleplaces.com.

SBA har fået ny hjemmeside SBA har som en del af jubilæumsfejringen fået opdateret vores hjemmeside til et nutidigt design og ny funktionalitet, så den læses bedre på mobile enheder. Det er Dan Møller fra Freehand, der har stået for det nye design, der matcher TELs nye design. På indholdssiden er der en spændende nyhed under ”TEL”: en oversigt over TELartikler til kirkeårets tekster. Den er udarbejdet af Hartvig Wagner og Jørgen Bækgaard Thomsen. Nu er det altså muligt at komme ”et spadestik dybere” i næste søndags læsninger! www.bibelskarkaeologi.dk

Hvad betyder TEL? Bladet TEL har sit navn efter de ruinhøje fra oldtiden, der rummer lag på lag af bebyggelse. ”TEL” er den arkæologiske betegnelse for ”ruinhøj”. Layout Freehand.dk, Herning Tryk Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives.

TEL 2015/2 | Selskab for Bibelsk Arkæologi

Abonnementspris: Årsabonnement koster kr. 185 (for unge under 26 år kr. 135), som opkræves via PBS først på året. Abonnement tegnes via www.bibelskarkaeologi.dk. Selskabets bestyrelse: Lektor, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (formand og redaktør) tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Overlæge Vagn Juul Jensen (næstformand) tlf.: 7512 9021 · vjj@bibelskarkaeologi.dk Stud.theol. Christian Højgaard (PR-ansvarlig) tlf.: 2623 0861 · chj@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster) tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk Ekstern kasserer: Hans Hansen tlf.: 7586 1748 · hh@bibelskarkaeologi.dk Støt SBA’s arbejde økonomisk Du kan støtte SBA’s arbejde økonomisk ved at indbetale en gave på bankkonto: 7920-1014 846 Adresseændring Meldes til info@bibelskarkaeologi.dk.

NYHED

STATSLIG AKTIVITET PÅ DAVIDS TID

En udpost tæt ved Gaza, Khirbet Summeily, blev udgravet sidste sommer. På dette lille sted fandt man 6 seglaftryk i ler, de såkaldte bullae. De blev fundet i lag fra det 10. årh., Davids og Salomos tid. De bærer vidnesbyrd om, at en statslig administration var under opbygning i det 10. årh. f.Kr., og at dens indflydelse nåede helt ud til fjerne udposter som Khirbet Summeily. Det vil være yderst interessant at vide, om keramikken på stedet er judæisk eller filistæisk, og om byen har været judæisk eller har tilhørt filistrene. Men udgraverne synes at gå ud fra, at udposten har tilhørt Juda.

ISSN 0905 - 5827

2

Jimmy Hardin, en af lederne ved udgravningen af Khirbet Summeily, holder en af de små bullae i hånden. © Megan Bean / MIssissippi State University.


HERLIGE FODTRIN PÅ ROMERRIGETS HOVEDVEJ:

Paulus benyttede sig af Roms krigsveje til at forkynde fredens evangelium

I 2. århundrede f.Kr. udbyggede romerne infrastrukturen i Makedonien og Grækenland for hurtigere at kunne transportere tropper mod øst. Denne Via Egnatia lettede transporten gennem det ellers ufremkommelige landskab og endte senere med at være en af de romerske veje, som de kristne brugte, da de bragte evangeliet vestover – den modsatte vej af de romerske tropper. © HolyLandPhotos.org.

Romerne byggede deres mange veje for at transportere tungt bevæbnede legioner til urolige provinser. Men de første kristne benyttede en bestemt militærvej, Via Egnatia, til en modsat rejse med fredens evangelium.

HVORDAN SKAL NOGEN HØRE, HVIS DER IKKE ER GODE VEJE? ”Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt?”, skriver Paulus i sit brev til romerne og fortsætter med at citere Esajas: ”Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!” (10,14-15). Spørgsmålet er uden tvivl retorisk: Ingen hører noget, uden at nogen rejser af sted. Og det kræver veje og godt fodtøj. Den mest almindelige rejseform på bibelsk tid var til fods, og som vi skal se i denne artikel, var gode romerske veje netop en del af den ”tidens fylde”, Paulus sagde, at Jesus blev født ind i (Gal 4,4). Et helt særligt forhold ved det romerske imperium, der på Paulus’ tid omspændte hele Middelhavsregionen, var dets gennemgribende

3

www.bibelskarkaeologi.dk | TEL 2015/2

Af Gordon Franz, professor og rejseguide


vejsystem. De romerske ingeniørtropper anlagde et omfattende vejnet til militært brug, dvs. for at mænd og udstyr hurtigt kunne flyttes derhen, hvor der var behov for det. Men næsten ironisk blev disse ”krigsveje” med Paulus som spydspids gjort til ”fredens veje” af de første kristne, der fra Jerusalem drog ud i hele det vidstrakte romerske rige med fredens evangelium. Én vej fik i helt særlig grad betydning for udbredelsen af det kristne evangelium: Via Egnatia, Egnatius’ vej. Den var det romerske riges ”E45”, der ad landjorden forbandt Rom med Grækenland og fortsatte videre østover til

Lilleasien, det nuværende Tyrkiet. Det var præcis denne vej, Paulus benyttede, da han med evangeliet rejste fra de østlige regioner og ind i hjertet af det gamle Grækenland på sin anden missionsrejse. VIA EGNATIA BLEV BYGGET FOR HURTIGT AT KUNNE KNUSE GRÆSK MODSTAND Via Egnatia blev anlagt af den romerske prokonsul over Makedonien Gnaeus Egnatius et sted mellem 146 og 120 f.Kr. Forud var gået næsten 100 års stridigheder og krige mellem Rom og resterne af Alexander den Stores makedonske kongedømme, der

kulminerede med Korinths indtagelse og ødelæggelse i år 146 f.Kr. Nu skulle den græsk-makedonske modstand knuses én gang for alle, og derfor blev Via Egnatia bygget som et militært vejanlæg, så man uden nævneværdige problemer til enhver tid ville kunne fragte tungt bevæbnede romerske legioner ind i hjertet af Makedonien. Den kendte romerske advokat Cicero, der skriver i det 1. årh. f.Kr., kalder Via Egnatia “vores store militære vejanlæg (latin via militaris) gennem Makedonien” (De Provinciis Consularibus 2.4). Hvad det så sandelig var. Det næste halve århundrede

VIA EGNATIA var berømt i antikken

TEL 2015/2 | Selskab for Bibelsk Arkæologi

Via Egnatia var så vigtig i det romerske rige, at den er vel beskrevet i antikke kilder. Den vigtigste beskrivelse har vi hos Polybius (død 120 f.Kr.), der som græsk diplomat hjalp med at administrere de romerske anliggender i Grækenland, netop på den tid, da Via Egnatia blev anlagt. I sin bog Historier, der dækker perioden 264-146 f.Kr., fortæller han om Roms opståen, romernes krig mod Kartago og deres erobring af Grækenland. I den 34. bog beskriver han Via Egnatia (34.12.2-10). En anden beskrivelse finder vi hos den græske geograf Strabon (63 f.Kr.-25 e.Kr.) i værket Geografien, bog 7 (7.7.4). Fra en senere periode har vi to rejsebeskrivelser, Antonius-rejsebeskrivelsen og Jerusalem-rejsebeskrivelsen, som opremser byerne og mellemstationerne på Via Egnatia og afstanden mellem dem. Antonius-rejsebeskrivelsen blev sandsynligvis skrevet i begyndelsen af det 3. årh. e.Kr., men går muligvis tilbage til det 1. årh. f.Kr. Jerusalem-rejsebeskrivelsen er den ældste kristne rejsebeskrivelse. Den blev skrevet af “pilgrimmen fra Bordeaux” og skildrer hans pilgrimsfærd til og fra Det Hellige Land i år 333-334 e.Kr. Dertil kommer det berømte Peutingerkort (Tabula Peutingeriana), der blev lavet af en munk i det 13. årh. e.Kr., men er baseret på et romersk kort fra det 4. eller 5. årh. e.Kr. Nogle mener, at dette kort oprindelig blev lavet i det 1. årh. e.Kr. Det består af tolv kort, som dækker området fra Spanien til Indien, hvor Via Egnatia tydeligt ses sammen med sine byer. På Peutingerkortet fra 13. årh. e.Kr., der er baseret på et ældre romersk kort, ser man tydeligt, hvordan vejen løber fra Edessa til Thessalonika og videre til Filippi. Via Egnatia er den vej, som løber langs med havet. © Wikimedia Commons.

4


I år 42 f.Kr. opmarcheredes romerske legioner til kamp mod hinanden på denne slette uden for Filippi. Filippi ligger ved Via Egnatia, og ad denne vej kom Markus Antonius’ og Julius Octavians tropper fra Rom for at bekæmpe Cassius og Brutus, der i 44 f.Kr. havde fået Julius Cæsar myrdet i senatet. © BiblePlaces.com.

kommentar til dette sagde Cæsar til sine venner: “I dag ville sejren være tilfaldet fjenden, hvis deres øverstbefalende havde været en sejrherre” (Plutarch: Lives Pompey 65). Pompejus blev besejret i det næste slag ved Farsalos i Grækenland og flygtede til Mitylene på øen Lesbos for at slutte sig til sin hustru; derefter sejlede han til Egypten, hvor han blev myrdet af den egyptiske kong Ptolemæus XIII’s rådgivere på dennes ordre. Fire år senere, i år 44 f.Kr., mens han befandt sig i senatet i Rom, blev også Julius Cæsar myrdet. En ny borgerkrig brød ud, og endnu en gang lagde Via Egnatia stenvej til tunge romerske legioners opmarch mod hinanden. Fra Rom sendte Markus Antonius og Julius Octavian, der var på Cæsars side, deres legioner østpå ad Via Egnatia for at kæmpe mod lederne af komplottet mod Cæsar, Brutus og Cassius, der allerede var draget mod øst ad samme vej. Det endte i et verdenshistorisk slag ved Filippi, der lå ved Via Egnatia.

5

Slaget i år 42 f.Kr kom til at ændre den vestlige civilisations kurs, da kupmagerne, Brutus og Cassius, og deres hære tabte slaget, og kejserstyre og kejserdyrkelse blev indført i Romerriget (jf. Appian: Roman History 4:87). I år 44 e.Kr. mistede Via Egnatia noget af sin militære betydning, da kejser Claudius gjorde de tidligere urolige områder nord for vejen, Moesia og Trakien, til romerske provinser i imperiet. Romerske tropper kunne nu marchere nord om Adriaterhavet ind i Donauflodens grænseområder, og da Makedonien nu var en fredelig provins, blev Via Egnatia hovedsageligt brugt til officielle, administrative opgaver foruden handel, håndværk og turisme. Knapt halvfjerds år senere blev vejen dog endnu en gang brugt til at fragte tungt militær, da kejser Trajan (98-117 e.Kr.) reparerede Via Egnatia i år 113 som forberedelse til sit felttog mod partherne i øst. Via Egnatia gik til sidst af brug i det 5. årh. e.Kr.

www.bibelskarkaeologi.dk | TEL 2015/2

brugte romerne Makedonien som operationsbase mod trakerne og andre stammer nord og nordøst for Makedonien. Ca. 100 år efter dens opførelse kom den vestlige del af Via Egnatia til at spille en meget vigtig rolle i borgerkrigen mellem Julius Cæsar og Pompejus. I år 48 f.Kr. krydsede Julius Cæsar Adriaterhavet med en del af sin hær og indtog Apollonia, en af de vestlige stationer på Via Egnatia. Han flyttede derefter hæren til de andre vestlige stationer for at etablere en operationsbase i Dyrrhachium og for at lede efter Pompejus. Vibullius Rufus havde observeret troppebevægelsen i Cæsars hær og red nat og dag for at advare Pompejus, der opholdt sig i området Candavia (Caesar: Civil Wars 3.11). Pompejus kunne derfor føre sine tropper ad Via Egnatia til Dyrrhachium ved Adriaterhavet. Herefter fulgte et slag mellem Julius Cæsars og Pompejus’ hære, som Pompejus gik sejrrig ud af, men han fulgte ikke sin sejr op ved at eliminere Cæsar. Som en


To civilingeniører fra universitetet i Trakien i Xanthi, Grækenland, har med assistance fra arkæologer fra direktoratet for oldtidslevn fra Kavala og Komotini foretaget en undersøgelse af det, der er tilbage af Via Egnatia mellem Filippi og Alexandropolis. De bemærkede, at udformningen og konstruktionen af Via Egnatia var baseret på velkendte specifikationer. Frem for alt var vejen altid tilpasset lokal topografi, geomorfologi og lokale jordbundsforhold. På den måde undgik vejen det vanskelige og ustabile terræn, de skarpe kurver og stejle stigninger. Tykkelsen og lagdelingen af vejbelægningen afhang af, hvordan underlagets tilstand var. På et stabilt, stenet underlag bestod vejbelægningen af kun ét lag veltilpassede tilhuggede sten; hvis underlaget derimod var blødt og ustabilt, blev den bløde jord gravet væk og erstattet med adskillige lag brosten, ral og utilhuggede sten, der blev holdt sammen af kompakt, sandholdig jord eller kalkmørtel. Man har fundet op til fire lag sten i en udgravning i vejbelægningen i Trakienområdet. Nogle lag blev gjort vandtætte med hårdt sammenpresset lerjord. Tykkelsen på vejbelægningen varierer fra 25 cm til mere end 150 cm. Det benyttede materiale var sædvanligvis af lokal oprindelse. Vejbredden kunne være fra 4 til 8 meter, afhængig af jordbundsforholdene og trafikken, mens bredden i byer kunne være helt op til 20 meter for at kunne klare den øgede trafik. Tværsnittet af vejbelægningen var konveks, dvs. med hældningsvinkler fra vejens midte på 5 til 10 procent, hvilket sikrede et hurtigt afløb. Store klippeblokke blev placeret på siderne af brolægningen, og var hævet over overfladen, for at forhindre brolægningen i at skride ud samt hindre vogne og kærrer i at glide væk fra vejen. En række aflange klippeblokke blev sat op midt på brolægningen på de brede strækninger, muligvis for at adskille den modkørende trafik.

TEL 2015/2 | Selskab for Bibelsk Arkæologi

En romersk milesten fundet ved floden Gallikos nær Thessalonika med en inskription på både græsk og latin: ”Cn. Egnatius C. f. prokonsul” med tallet 260. Tallet angiver i romerske mil afstanden fra Appolonia til Thessalonika og svarer til omtrent 385 km. © Bible and Spade 2014/2.

Via Egnatia var en af de romerske hovedveje og tilbagelagde 1.120 km fra Adriaterhavet i vest og til Byzans i øst. Vejen krydser igennem et landskab, der tidligere var romerske provinser og kommer undervejs forbi flere byer, der også kendes fra de bibelske skrifter og ikke mindst fra apostlen Paulus’ missionsrejser. © Carsten Vang.

6


HVILKEN RUTE FULGTE VIA EGNATIA? Via Egnatia gik fra Adriaterhavet gennem det antikke Illyrien, Makedonien, Trakien (vor tids Albanien, Republikken Makedonien, Grækenland og Tyrkiet) til Byzans (i dag Istanbul) og tilbagelagde 1.120 kilometer (746 romerske mil). Den antikke vejs rute kan rekonstrueres ved hjælp af antikke litterære kilder (Strabon, Polybios og de antikke iteneraria), de fysiske rester af vejen, de romerske milesten, som stadig findes, og ud fra topografien. I korte træk fulgte vejen en rute fra vest mod øst, der tog sit udgangspunkt ved de antikke byer Apollonia og Dyrrhacium (i dag Durrësi) på Adriaterhavets østkyst, der begge havde sejlruter til Brindisi. Herfra gik den igennem bjergrige egne til Edessa, Pella og Thessalonika i Makedonien (det nuværende Grækenland) og videre mod Amfipolis og Filippi, hvor den fungerede som byens hovedgade (decumanus maximus), inden den fortsatte mod havnebyen Neapolis (det nuværende Kavala). Derfra fortsatte vejen østover mod Byzans. HVORDAN KOM MAN FREM PÅ VIA EGNATIA? Der var mange forskellige transportmuligheder på Via Egnatia, men den mest almindelige måde at komme frem på var til fods. Når romerske soldater drog gennem en egn, marcherede de, ellers gik man eller rejste ved hjælp af heste eller muldyr. Der kunne også lejes køretøjer til rejsebrug, hvor den tohjulede cisium var et hurtigt transportmiddel, mens man til langsommere transport anvendte den firehjulede rhaeda, trukket af muldyr. Den 21. juli 58 f.Kr. beklagede

På en gravsten fundet nær Thessalonika kan man se den firehjulede rhaeda trukket af muldyr. Rhaedaen var et af de transportmidler, der blev anvendt til rejser ad Via Egnatia. © Bible and Spade 2014/2.

Cicero sig i et brev til sin ven Atticus over, at han ikke kunne komme fra Thessalonika, fordi vejene var overfyldte (Letters to Atticus 3.14)! PAULUS’ ANDEN MISSIONSREJSE Første gang, apostlen Paulus besøgte Europa, var under sin anden missionsrejse i år 50 e.Kr (ApG 16,11-17,10). De byer, han besøgte på rejsen, lå ved Via Egnatia: Neapolis (nu Kavala), Filippi, Amfipolis, Apollonia og Thessalonika. Via Egnatias nøjagtige rute fra Apollonia til Thessalonika er ikke arkæologisk dokumenteret og stadig omdiskuteret af forskerne. Da apostlen og hans team forlod Thessalonika for at rejse til Berøa, må de været gået ad Via Egnatia mod Pella, men er drejet fra undervejs og har taget en anden og mindre vej til Berøa. De troende i Filippi benyttede sig desuden af Via Egnatia til at sende to pengegaver til Paulus, mens han virkede i Thessalonika (Fil 4,15-17).

De KRISTNE brugte Via Egnatia Via Egnatia blev vejen, som de kristne benyttede, når de drog ud med evangeliet:

Apostlen Paulus skrev til menigheden i Thessalonika: “Fra jer har Herrens ord givet genlyd ikke blot i Makedonien og Akaja; nej, alle vegne er jeres tro på Gud nået hen, så vi ikke behøver at tale om det” (1 Thess 1,8). De troende i Thessalonika benyttede sig af det romerske vejsystem, både når det gjaldt om at udbrede evangeliet, og når det gjaldt om at demonstrere deres kærlighed til alle de troende i Makedonien (1 Thess 4,10). Ikke blot nåede de Makedonien med evangeliet, men også

7

www.bibelskarkaeologi.dk | TEL 2015/2

DE TROENDE I THESSALONIKA

1. Apostlen Paulus og hans teams rejste ved mindst tre lejligheder ad denne vej på 2., 3. og 4. missionsrejse (ApG 16,11-17,10; 20,1-6; 2 Kor 2,12-13; 7,5; 1 Tim 1,4; Tit 3,12). 2. De troende fra Filippi og Thessalonika brugte den til at udbrede evangeliet i Makedonien og varetage andre menighedsanliggender (Fil 2,25.28; 4,18; 1 Thess 1,8; 4,10).


Via Egnatia med Neapolis i baggrunden. Her ankom Paulus på sin anden missionsrejse med skib fra Troas. Ad Via Egnatia, der her ses i forgrunden, er han efterfølgende vandret mod Filippi sammen med Timotheus. © BiblePlaces.com.

Akaja (det egentlige Grækenland) og “alle vegne”. Thessalonika var strategisk beliggende i Makedonien med en stor havn i Den Thermaiske Bugt. Herfra kunne evangeliet komme ud i verden med handelsskibe, der sejlede til Lilleasien, Fønikien, Judæa, Egypten og andre steder. Apostlen Paulus ville have gjort Thessalonika til en vigtig operationsbase, ligesom han gjorde det med Efesos og Korinth, men Satan hindrede ham på ukendt vis i det (1 Thess 2,18).

han muligvis, som nogle forskere har foreslået det, netop på denne rejse at tilbringe nogen tid i et latinsktalende område så tæt på Rom som muligt. Det var netop tilfældet i Illyrien. Fra Dyrrhachium eller Appolonia på Adriaterhavets kyst kunne han efterfølgende have sejlet til Korinth for at tilbringe vinteren der (57 e.Kr., ApG 20,3; Rom 15,19).

EPAFRODITUS REJSTE FRA FILIPPI TIL ROM AD VIA EGNATIA Menigheden i Filippi udpegede en af deres egne, Epafroditus, som deres “egen udsending” (apostel) til at overbringe apostlen Paulus en pengegave, mens han var i husarrest i Rom (Fil 2,25.28; 4,18; ApG 28,30; år 60 eller 61 e.Kr.). Epafroditus har sandsynligvis fulgtes med andre, da

TEL 2015/2 | Selskab for Bibelsk Arkæologi

PAULUS’ TREDJE MISSIONSREJSE En god del af sin tredje missionsrejse tilbragte apostlen Paulus med at bo og virke i byen Efesos i Lilleasien fra 52-55 e.Kr. Efter tumulterne blandt folkemassen i byen, som sølvsmedene havde tilskyndet til, forlod Paulus Efesos for at rejse til Makedonien (ApG 19,23-20,1). Under sit ophold i denne region drog han sandsynligvis også til Illyrien i den vestlige ende af Via Egnatia. Da Paulus ifølge sit brev til Rom gerne ville videre til det latinsk-talende Spanien (Rom 15,24.28), ønskede

Den oprindelige Via Egnatia løb igennem Thessalonika, og i dag finder man i byen en vej af samme navn. Her ses et skilt, hvor der på græsk står netop Via Egnatia. I baggrunden ses Kirken Panagia Halkeon, der stammer fra 11. årh. © Hartvig Wagner.

8


han bragte pengene til Rom, som praksis var i den første menighed (ApG 20,4). Rejsen til Rom, hvad enten den blev foretaget til fods eller med en vogn, må have ført dem ad Via Egnatia fra Filippi til Dyrrhachium ved Adriaterhavet (369 romerske mil, 554 km), derefter har de krydset Otrantostrædet til Brindisi. Her måtte de slå ind på Via Appia og følge den hele vejen til Rom (360 romerske mil, 540 km). Den 729 mil (1.094) lange rejse ville højst sandsynligt have taget næsten to måneder – med hvil på hver Herrens dag. Aelius Aristides rejste fra Smyrna til Rom i løbet af vinteren 143-144 e.Kr. og beskrev strabadserne og trængslerne ved rejsen ad Via Egnatia. Hvis Epafroditus og hans venner foretog rejsen om vinteren, kan dette forklare, hvorfor Epafroditus blev alvorligt syg og var døden nær (Fil 2,27.30).

senserbrevet og Filemonbrevet) og pastoralbrevene (Første og Andet Timotheusbrev og Titusbrevet), men er stadig usikker. Man ved, at apostlen Paulus var i Makedonien på denne missionsrejse, for det nævner han i et brev til sin søn i troen Timotheus, som var i Efesos (1 Tim 1,3). På denne rejse gennem provinsen Makedonien ville Paulus igen have brugt Via Egnatia. KRIGENS VEJ BLEV FREDENS VEJ Det hører altså til én af historiens ironier, at den vej, det romerske militær byggede for at besætte det gamle makedonsk-græske imperium, i ”tidens fylde” blev brugt af de første kristne til at udbrede fredens evangelium. Det var efter al sandsynlighed ad netop den vej, Paulus’ brev til romerne blev fragtet. I brevet skriver Paulus: “Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus” (Rom 5,1). Selvom Via Egnatia for længst er sunket i støv og mudder, kan vi lære af de første kristne at finde vores tids hovedveje og på samme måde som dem slå ind på disse med ”herlige fodtrin”, der forkynder fredens evangelium.

PAULUS’ FJERDE MISSIONSREJSE Apostlenes Gerninger ender brat. Apostlen Paulus befinder sig stadig i husarrest i Rom, hvor han venter på, at hans appel bliver forelagt kejser Nero (ApG 28,30-31). Han blev tilsyneladende frifundet af Nero og løsladt fra sin første fængsling i Rom og drog derefter afsted på sin fjerde missionsrejse. Den nøjagtige plan for denne rejse er blevet debatteret af forskerne med udgangspunkt i spredte bemærkninger i fangenskabsbrevene (Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolos-

Artiklen er bragt med tilladelse af bladet Bible and Spade, http://www.biblearchaeology.org. Oversættelse: Birger Petterson.

Også BISKOP IGNATIUS rejste på Via Egnatia, mod martyriet

9

www.bibelskarkaeologi.dk | TEL 2015/2

Ignatius var biskop i Antiokia og dømtes af kejser Trajan til henrettelse i Rom omkring år 110 e.Kr., hvor han ifølge overleveringen kastedes for de vilde dyr i Colosseum, hvilket her ses på et helgenbillede fra en ortodoks kirkekalender. Rejsen fra Antiokia til Rom blev foretaget over land og foregik for en vis del ad Via Egnatia. © Wikimedia Commons.

Ignatius, biskop af Antiokia i Syrien, blev dømt til døden af kejser Trajan og sendt til Rom for at blive henrettet i år 110 e.Kr. Han blev ført tværs gennem Lilleasien af en romersk styrke bestående af ti soldater, men fik undervejs på rejsen lov til at besøge og skrive til andre kristne. Ignatius og vagterne sejlede fra Alexandria Troas til Neapolis (jf. ApG 16,11) og opholdt sig i nogen tid i Filippi. Herfra rejste de til Adriaterhavet og derfra til Rom. Rejsen til Adriaterhavet foregik ad Via Egnatia, som ironisk nok er den latinske form for hans navn! Et sted undervejs på rejsen skrev han disse berømte ord til menigheden i Rom: “Jeg skriver til alle menighederne, og jeg formaner alle, at de skal vide, at jeg dør villigt for Guds skyld, hvis I ikke hindrer det. Jeg beder jer om ikke at være “en upassende godhed” over for mig. Lad mig blive ædt af de vilde dyr, hvorved jeg kan nå frem til Gud. Jeg er Guds hvede, og jeg males af de vilde dyrs tænder, så jeg kan blive Kristi rene brød” (Ignatius’ brev til romerne 4,1).


Matt 12,1-8; Mark 2,23-28; Luk 6,1-2

Arkæologisk og historisk sidelys på Bibelen

Aksplukningen på sabbatten

Hvedemark med udsigt til Tabors bjerg mod nordvest. Foto: Ferell Jenkins.

Af Ferrell Jenkins, rejseguide Alle tre synoptiske evangelier beretter om hændelsen, hvor Jesus og hans disciple på en sabbat passerede en kornmark:

TEL 2015/2 | Selskab for Bibelsk Arkæologi

Så skete det på en sabbat, at Jesus kom forbi nogle kornmarker, og hans disciple gik og plukkede aks, gned dem mellem hænderne og spiste. Men nogle af farisæerne sagde: »Hvorfor gør I noget, som ikke er tilladt på en sabbat?« (Luk 6,1-2, jf. Matt 12,1-8; Mark 2,23-28). Gennem årerne har jeg taget nogle fotos, der kan hjælpe med at visualisere, hvad der skete her. Det første er et foto af en hvedemark neden for Tabors bjerg. Fotografiet er taget mod nordvest fra det gamle En-Dor. Dette område er kendt som

Der plukkes hvedeaks. Aksene gnides, så kernerne skilles fra stråene. Fotos: Ferell Jenkins.

hjemstedet for den spåkvinde, som kong Saul opsøgte (1 Sam 28,7). Det er ikke svært at forstille sig, hvordan disciplene har taget disse modne aks i hænderne og gnedet dem, så kernerne blev skilt fra strået og avnerne og tilbage er blevet en håndfuld korn. Moseloven tillader, at man plukker aks på en anden mands kornmark, men ikke, at man høster med segl: Når du kommer ind på en anden mands kornmark, må du gerne

plukke aks med hånden, men du må ikke svinge seglen i hans korn (5 Mos 23,26). Den segl, der er afbildet nedenfor, blev fundet ved udgravning i Tel Beit Mirsim. Den kan dateres til jernalderen, en gang i tidsrummet 925-701 f.Kr. Den er udstillet i James L. Kelso Bible Lands Museet på Pittsburgh Theological Seminary. Farisæerne påstod, at disciplene udførte arbejde, der var forbudt på sabbatten, men Jesus brugte hændelsen til at understrege to ting: • Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. • Menneskesønnen er herre også over sabbatten.

Bragt med tilladelse fra https://ferrelljenkins.wordpress.com

Segl fra jernalderen i Kelso Bible Lands Museum på Pittsburgh Theological Seminary. Foto Ferell Jenkins.

10


Jeg læser TEL

Jeg læser TEL

Jeg læser TEL, fordi artiklerne er spændende, letlæselige og med flotte illustrationer. Jeg får udvidet min horisont og baggrundsviden. I bogstavelig forstand hjælper TEL mig til at grave et spadestik dybere og feje støvet af beretningerne, når jeg læser i Bibelen alene eller i vores studiekreds. Jeg bruger bladene som opslagsbog, når jeg har brug for at forstå en sammenhæng i Bibelen. Når jeg har været rejseleder i Israel og Jordan eller selv har rejst i Tyrkiet, har jeg haft enkelte numre af TEL med i tasken for at få uddybet den bibelske vinkel på guidernes oplysninger om besøgsstederne.

Jeg læser TEL, fordi det åbner helt nye perspektiver på Bibelens tekster og omverden. Det er befriende at lære mere om Bibelen fra folk, der ved, hvad de snakker om. Jeg læser TEL, fordi jeg aldrig bliver færdig med Bibelen, og jeg er fascineret over, hvordan TEL hele tiden åbner nye perspektiver på Bibelens tekster og omverden.

Kristoffer Simonsen, stud. theol.

Ninna Toft Rasmussen, rejsekonsulent

SBA’s 25 års jubilæum NYHED

SBA’s 25 års jubilæum

RESTAURERINGER I KLIPPEMOSKEEN GIVER ET SJÆLDENT GLIMT AF EN SKJULT VERDEN

Siden den anden intifada fra 2000-2005 har tempelpladsens muslimske myndigheder forbudt ikke-muslimer at besøge Klippemoskeen, der ud over at være et arkitektonisk vidunder også står på den grundklippe, som mange mener, at det jødiske tempel var bygget over. For nyligt udskiftede de muslimske myndigheder nogle tæpper i helligdommen. Det afdækkede en række smukke gulve i den såkaldte opus sectile-stil, der er et flot geometrisk mønster. Nogle af disse gulve går tilbage til korsfarertiden. Til al held var en af dem, der så disse gulve, tilsyneladende selv så benovet, at han/hun lagde video og fotos ud på de sociale medier. De kan ses på: http://kortlink.dk/gsta.

NYHED

FUND AF PAN-MASKE PÅ HIPPOS AFSLØRER HEDENSK KULTUR

11

www.bibelskarkaeologi.dk | TEL 2015/2

I de senere år har arkæologer foretaget en utrolig spændende udgravning af byen Hippos ved Genesaret Søs østlige bred, på højderne oven for den moderne kibbutz Ein Gev. De har afdækket, hvordan byen på Jesu tid var en stor græsk-romersk handelsby med alt i græsk-romersk gudsdyrkelse. Senest har man fundet en bronzemaske af guden Pan, der selv i den græsk-romerske verden var så uterlig, at han blev dyrket i grotter uden for byerne. Fra et nytestamentligt perspektiv er disse udgravninger med til at give en baggrund for at forstå Jesu uddrivelse af en hel hær af dæmoner i gerasenernes land, som netop skete i dette hedenske område, der altså grænsede tæt op til det jødiske Galilæa. Se mere på: http://kortlink.dk/gstb.


Er Jesu FAMILIEGRAV blevet fundet? Talpiot-graven, som blev fundet ved et tilfælde i 1980, var forsynet med en vinkel-formet udsmykning over graven. Dette var en ganske almindelig udsmykning på jødiske grave dengang. Inde i graven fandt arkæologerne 10 benkister, hvoraf de seks havde navne indridset. © Associates for Biblical Research.

Af lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet

hans kone og hans barn. Et

I forbindelse med de kristne højtider plejer den skrevne presse at offentliggøre artikler, som redegør for ”nye arkæologiske fund”, der angiveligt skulle kaste et tydeligt skær af utroværdighed ind over den kristne grundfortælling. Påsken 2015 var ingen undtagelse. Ikke så snart var påsken ovre, før Kristeligt Dagblad havde en artikel med overskriften ”Forskere piller ved fortællingen om Jesus” (8. april). Kernen i historien var, at en pensioneret israelsk geolog, Aryeh Shimron, mener at have fundet klare kemiske beviser for, at en nu berømt benkiste med inskriptionen ”Jakob søn af Josef bror til Jesus” stammer fra en ganske bestemt grav i bydelen Talpiot i det sydøstlige Jerusalem. Hvis det er rigtigt, betyder det, at Talpiot-graven har rummet endnu flere benkister med navne, som går igen i Jesu familie, og at den derfor med stor sandsynlighed – ifølge Shimron –har været grav for Jesus selv og for hans familie.

nærmere kig på sagen viser

EN GAMMELKENDT GRAV

dog, at den mangler enhver

Talpiot-graven har været kendt siden 1980. I forbindelse med udgravningen til et boligkompleks stødte man på graven, og arkæologer tog straks fat på at undersøge den og dokumentere indholdet. Der var tale om en typisk jødisk grav fra perioden op til Jerusalems fald i år 70 e.Kr. Den rummede ti benkister, hvoraf de seks af kisterne havde navne indridset på siden. Det ene af navnene var skrevet på græsk, de øvrige fem på aramæisk. Et af navnene var ”Jesus søn af Josef”, hvis ellers den meget sjuske-

Ved påsketide dukkede rapporter op om, at en bestemt grav i Jerusalem

TEL 2015/2 | Selskab for Bibelsk Arkæologi

måske har rummet de jordiske rester af Jesus,

substans.

12


de indskrift kan tydes rigtigt – der kan også stå et andet navn end ”Jesus”. På en anden kiste stod ”Maria”, og en tredje kiste bar påtegningen ”Judas søn af Jesus”. Henved 35 personer fordelt på flere generationer menes at have været gravlagt i graven. Der var spor efter, at nogen havde været inde i graven omkr. 300-400 e.Kr.; men arkæologerne fandt ingen tegn på, at graven havde været forstyrret i moderne tid. For arkæologerne var der intet usædvanligt ved graven eller ved navnene på benkisterne. EN FILM I 2007 Den canadiske filmmager Simcha Jacobovici lancerede i en film fra 2007 den teori, at denne grav ikke bare var en tilfældig jødisk grav. Navnene på de seks benkister kan på forskellig vis kædes sammen med Jesus og hans familie, og graven har måske i virkeligheden rummet de jordiske rester af Jesus, hans kone Maria Magdalene og andre i den nære familie, hævdede han. Alle autoriteter med kendskab til jødiske grave og til forekomsten af jødiske navne i perioden op til Jerusalems fald afviste denne teori som værende fuldstændig uden sagligt grundlag. Vi har ingen anelse om, hvordan familieforholdet var mellem personerne i graven. At navnene skulle være indbyrdes forbundne på samme måde som i NTs fremstilling af Jesus og hans familie, beror på ren spekulation. Desuden kan det græske navn på den ene af kisterne umuligt tolkes som ”Maria Magdalene”, som

På siden af denne meget enkelt udsmykkede benkiste står der skrevet på aramæisk: ”Jakob søn af Josef bror til Jesus”. Denne bemærkelsesværdige indskrift har været midtpunktet i en mangeårig retssag med påstand om, at den var forfalsket. En lang række indkaldte eksperter kunne dog bevidne over for Jerusalems distriktsdomstol, at teksten er en original indskrift. Retten afgjorde, at de fremlagte beviser for forfalskning ikke var holdbare. En israelsk geolog hævder nu, at denne benkiste stammer fra Talpiot-graven. © Biblical Archaeology Review.

Jacobovici ellers hævdede. Vi kender til mindst to andre tilfælde af benkister fra Jerusalem, som bærer inskriptionen ”Jesus søn af Josef”. Talpiot-gravens kiste med samme tekst – hvis den ellers er rigtigt forstået – er derfor ikke noget argument for, at kisten måske har rummet knoglerne af Jesus af Nazareth. I januar 2008 blev der afholdt en større konference om forståelsen af Talpiot-graven. Efter konferencen gik foredragsholderne ud med en fælles erklæring, hvor de tog skarpt afstand fra filmen, dens behandling af data og dens manipulering med de forskere, som var blevet interviewet til filmen.

13

Nu skulle man tro, at den sag var lagt død. Men geologen Aryeh Shimron siger nu i et interview i New York Times (gengivet i Kristeligt Dagblad), at den såkaldte ”Jakobs-benkiste” med stor sandsynlighed også har befundet sig i Talpiot-graven. Der har altså været 11 og ikke 10 kister i graven, som arkæologerne ellers hele tiden har troet. ”Jakobs-benkisten” tilhører Oded Golan, som regnes for Israels største private samler af antikke benkister. Han købte den for mange år siden af en antikvitetshandler. Hvor kisten oprindeligt er fundet, ved ingen. På siden af denne kiste finder vi ordene: ”Jakob søn af Josef bror til Jesus”, og det er nærliggende at forbinde kisten med Jesu bror Jakob, som blev stenet til døde i Jerusalem ca. år 61 e.Kr. Denne bemærkelsesværdige tekst har længe været under stærk mistanke for at være fabrikeret i moderne tid. Men en distriktsdomstol i Jerusalem afgjorde i 2014, at Israels Arkæologistyrelse ikke har kunnet sandsynliggøre, at teksten er et falsum. Shimron har udført en række prøver på kisten, og han finder, at kistens patina i høj grad har

www.bibelskarkaeologi.dk | TEL 2015/2

Denne grove og svært læsbare indskrift stod på en af kisterne i Talpiot-graven. Mens det er relativt let at tyde de to sidste aramæiske ord som ”søn af”, er fornavnet (det, der står foran krydset) umulig at tyde. Jacobovici hævder, at der står ”Jeshua” = ”Jesus”; men forskere har foreslået, at der måske skal stå ”Ishi” i stedet. © wikipedia.

EN 11. KISTE?


Da Simcha Jacobovici og James Cameron præsenterede deres film i 2007, indkaldte de til et pressemøde, hvor nogle af benkisterne fra Talpiot-graven blev vist frem. Foto: Polfoto.

TEL 2015/2 | Selskab for Bibelsk Arkæologi

samme kemiske ”fingeraftryk” som patinaen på Talpiot-gravens kister. Jakobs-benkisten stammer derfor med stor sandsynlighed fra Talpiot-graven, siger han. Puljen af navne i Talpiotgraven, som kan forbindes direkte med Jesus og kredsen omkring ham, vokser hermed dramatisk, hvis det skulle være rigtigt, at Jakobs-benkisten også har stået i denne grav.

Talpiot-graven er i dag dækket af en betonplade, og der er ikke adgang til graven. © wikipedia.

ALLE SAGKYNDIGE RYSTER PÅ HOVEDET Den nye teori har kun givet anledning til hovedrysten hos alle fagkyndige på området, uanset om de er jøder eller kristne, og om de er troende, agnostikere eller ateister. For det første hæfter man sig ved, at Shimron ikke har fremlagt sine undersøgelser i et fagtidsskrift, hvor studiet er bedømt af fagfæller, men i et interview til en journalist. Den slags er svært at tage alvorligt. Dernæst – hvis det skulle vise sig, at prøverne på Jakobs-benkisten faktisk matcher prøverne fra Talpiotgraven, siger det kun, at Jakobsbenkisten stammer fra et område i Jerusalem med den samme geokemiske sammensætning som i Talpiot. Det geologiske lag, som graven i Talpiot befinder sig i, kan findes under store dele af Jerusalem. Man har længe formodet, at Oded Golans benkiste måtte stamme fra det østlige Jerusalem, så Shimrons ”opdagelser” vil formentlig bekræfte, hvad vi hele tiden har vidst, men vil ikke kunne afsløre, hvilken præcis grav den blev taget fra.

14

FUNDET FØR 1980 Desuden kunne Golan fremlægge fotos i byretten, som viser, at han har haft kisten med dens tekst i sin besiddelse siden midten af 1970’erne. En kriminalteknisk ekspert har bekræftet, at disse fotos er ægte. Jakobs-benkisten er derfor fundet adskillige år før opdagelsen og udgravningen af Talpiot-graven i 1980. Arkæologerne fandt ikke det mindste tegn i graven på, at nogen har været inde i nyere tid og fjernet en kiste. Der var ikke nogen antydning i støvlaget på gravens hylder af, at en kiste var blevet fjernet. Ligesom det var tilfældet med Jacobovicis film i 2007, må vi konstatere, at den nye teori om, at Jakobsbenkisten oprindeligt kan have stået i Talpiot-graven, savner ethvert sagligt grundlag. Teorien burde ikke få spalteplads i en ellers seriøs avis.

TEL havde i 2007 en bagsideartikel med nogle af argumenterne mod, at Talpiot-graven kunne være Jesu grav. Læs mere i TEL 2007-2, side 16. Hæftet kan læses på www.bibelskarkaeologi.dk/ laeligs-tel-online.html


NYHED

GIV ET SMUKT PORTRÆT

STEFANUS’ GRAV MÅSKE FUNDET

– den helt personlige gave !

Under udgravninger i en palæstinensisk landsby lidt vest for Ramallah har arkæologer fundet resterne af en stor kirke og et kloster fra byzantinsk tid. En inskription inde i kirken siger, at kirken blev bygget til ære for Stefanus, den første kristne martyr, og at han blev begravet her i år 35. Dog kan det undre, at Stefanus ikke blev begravet i Jerusalem, hvor han blev stenet.

Håndtegnede portrætter udføres fra fotos og leveres færdigmonteret med passepartout i enkel, klassisk aluramme. Kontakt freehand.dk !

Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web

Bibelske rejser 2015 Jordan og Israel

11.9. 11 dg.

Rom og Assisi – fortiden og nutiden

21.9. 9 dg.

Israel – under løvhyttefesten

28.9. 11 dg.

Tyrkiet – i Paulus’ fodspor

2.10. 11 dg.

Israel – i efterårsferien

9.10. 9 dg.

Israel – menighedsrejse – åben for alle 9.10. 10 dg. Israel – klassisk rundrejse

16.10. 10 dg.

Israel – rundrejse

19.10. 11 dg.

2015 lser! Uforglemmelige opleve

15

www.bibelskarkaeologi.dk | TEL 2015/2

Bestil katalog med uforglemmelige oplevelser på tlf. 7592 2022 eller på:


Ved Babylons floder sad vi og græd Af lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet I året 587 f.Kr. ramte den helt store katastrofe det jødiske folk: Jerusalem blev ødelagt af babylonerne, og de overlevende blev tvunget i landflygtighed til et område sydøst for byen Babylon i Mesopotamien. Sl 137 skildrer de fordrevnes smerte og længsel efter Jerusalem. Indtil nu har vi ikke vidst noget om, hvordan det gik jøderne i landflygtigheden. Vi har haft meget få kilder uden for Gammel Testamente. Levede de som slaver for babylonerne? Havde de huse og ejendomme? NYE LERTAVLER En række nye lertavler er nu dukket op. De stammer fra en jødisk landsby ved navn Al Yahudu, ”jødebyen”, og nærliggende landsbyer. Hvor Al Yahudu har ligget, ved vi ikke, men den skal formentlig søges sydøst for byen Nippur, der ligger ca. 100 km sydøst for byen Babylon. Rygterne har længe svirret, at et arkiv med mange lertavler skrevet med kileskrift var blevet udgravet illegalt i det sydlige Irak. Rygtet viste sig at være sandt, og her i foråret 2015 blev mere end 100 af dem udgivet. Tavlerne er først og fremmest juridiske dokumenter, kontrakter, erklæringer om køb og salg af dyr og jord, aftaler om arv og tilsvarende. De juridiske tekster følger fuldstændig den tids babylonisk skik og brug med hensyn til begreber og indhold. Tavlerne anfører altid en række vidner til den juridiske aftale, og hovedparten af vidnerne bærer tydeligt jødiske navne. Tavlerne skildrer altså retslige aftaler mellem jøder i jødiske landsbyer i landflygtigheden. MANGE JØDER BLEV I BABYLON De ældste tavler er dateret til 572 f.Kr., kun 15 år efter landflygtighedens start. De yngste datoer er fra 480 f.Kr. Den jødiske landsby fortsatte altså med at eksistere også efter 538 f.Kr., hvor jøderne fik lov til at vende hjem til Juda. En af tavlerne nævner ”floden Kebar”, som omtales i Ez 1,1; 3,23. Tavlerne afslører, at de fordrevne jøder ikke var slaver for babylonerne. Efter at de havde opdyrket et ubeboet

Lertavlerne fra Al Yahudu er skrevet med kileskrift og i det akkadiske sprog. Denne tavle er dateret til juli måned år 498 f.Kr., hvor mange jøder stadigt boede i Babylon. Tavlen beskriver en kvindes salg af en to år gammel kalv for 23 sekel sølv og anfører navnene på seks vidner. © Biblical Archaeology Review.

område sydøst for byen Babylon, kunne de slå sig ned og erhverve sig jord og ejendomme. Flere af tavlerne omhandler én bestemt families køb og salg gennem flere generationer. NAVNENE Hovedparten af navnene er jødiske; men der er også en del babyloniske navne blandt vidnerne. Nogle vidner har et babylonisk navn, hvor deres fædre har jødiske navne. Og omvendt. Det viser, at nogle jøder relativt hurtigt begyndte at bruge babyloniske navne samtidig med, at de holdt fast ved deres jødiske identitet. Det samme finder vi eksempler på i GT. Det bedste eksempel er dronning Esters onkel, der bar det gode babyloniske navn Mordokaj (Est 2,5). Bibelforskningen har længe hævdet, at Mosebøgerne blev skrevet i eksilet. Når vi nu har Al Yahudu arkivet med dets blanding af jødiske og babyloniske navne, hvordan kan det så være, at Mosebøgerne ikke rummer et eneste babylonisk eller persisk navn? Dette arkiv med dets mange navne sætter et stort spørgsmålstegn ved en af forskningens grundantagelser. På Bible Lands Museet i Jerusalem er der for tiden en spændende udstilling om disse tavler og det jødiske eksil i Babylon. Udstillingen kører frem til årsskiftet.

Profile for bibelskarkaeologi

Tel2015-2  

Tel2015-2  

Profile for hojer88
Advertisement