Page 1

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

nr. 4 | december 2014 | 25. årgang

ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN

Da regnen regerede Israel Israels klima skulle lære folket tillid til Gud

9

3

Regnvejrsregimet – Da regn regerede Israel

Israels klima blev en lektie i tillid til regnens far

12 Jesus provokerede festklædte pilgrimme under løvhyttefestens vandøsningsceremoni 20 Herodion kaster nye hemmeligheder af sig – og mere lys over julens evangelium


Blev Jesus født om vinteren? Af Ferrell Jenkins, Florida, lektor em. og rejseleder Vi fejrer Jesu fødsel midt i vinterens mørke. Men blev Jesus faktisk født om vinteren? Er det overhovedet muligt? Lukas fortæller, at der var hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord (Luk 2,8). Holdt hyrderne til i det fri om natten i de egne på den tid af året? Bibelen giver ingen dato eller måned eller årstid for Jesu fødsel. Mange fortolkere har afvist, at den kunne foregå i december, hvis oplysningen om hyrderne skal tages for gode varer. Men da jeg begyndte at rejse i Israel og Jordan i 1960’erne bemærkede jeg, hvorledes beduinerne bevægede sig med årstiderne. Om sommeren kunne man se

dem i Libanons bjerge. Om vinteren flyttede de til varmere, ubeboede egne. I dag kan man se beduiner, der vogter deres får året rundt på de østvendte skråninger, også om vinteren. Temperaturerne i egnen omkring Jerusalem og Betlehem er ganske moderate om vinteren. Der falder kun lidt regn på de østvendte skråninger af den centrale bjergkæde, der strækker sig fra Libanon, gennem Galilæa, Samaria og Judæa. Både Jerusalem og Betlehem ligger på bjergryggen, der danner vandskel. De gennemsnitlige temperaturer for Jerusalem ligger ved nytårstid mellem 7 og 13°. Der falder en del regn, som får det til at virke køligt. Men der falder mindre regn på de østvendte skråninger ned mod Jordandalen.

En hyrde, der vogter sine får en 1. juledag med Betlehem i baggrunden. Foto: © www.lifeintheholyland.com.

Dette beviser på ingen måde, at Jesus blev født om vinteren. Men den ofte fremførte påstand om, at det slet ikke kan være tilfældet, bygger på manglende viden om de lokale forhold.

Magasintilbud Køb et sæt af tidligere numre af TEL (ca. 50 numre) Kun

250 kr.

+ forsendelse

Skriv til: hh@bibelskarkaeologi.dk

Selskab for Bibelsk Arkæologi Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Tlf.:7586 1748 E-mail:info@bibelskarkaeologi.dk Internet:www.bibelskarkaeologi.dk Bank:Sydbank konto 7920-1014 846 Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Jørgen Bækgaard Thomsen (red. sekr.), Carsten Vang. Forsidefoto: En regnstorm er trukket ind over Genesaret Sø og gør klar til at kaste sit velsignende vand. Foto: © Erik Hougaard, hougaardfoto.dk.

Hvad betyder TEL? Bladet TEL har sit navn efter de ruinhøje fra oldtiden, der rummer lag på lag af bebyggelse. ”TEL” er den arkæologiske betegnelse for ”ruinhøj”. Links i TEL: Links til artiklerne er samlet på www.bibelskarkaeologi.dk under ”Kvartalsmagasinet TEL”. Layout: Freehand.dk, Herning Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. Abonnementspris: Årsabonnement koster kr. 185 (for unge under 26 år kr. 135), som opkræves via PBS først på året. Abonnement tegnes via www.bibelskarkaeologi.dk.

Selskabets bestyrelse: Lektor, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør og formand), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Overlæge Vagn Juul Jensen (næstformand), tlf.: 7512 9021 · vjj@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster), tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk Stud.theol. Michael Agerbo Mørch, tlf.: 2825 3219 · mam@bibelskarkaeologi.dk Ekstern kasserer: Hans Hansen, tlf.: 7586 1748 · hh@bibelskarkaeologi.dk Støt SBA’s arbejde økonomisk Du kan støtte SBA’s arbejde økonomisk ved at indbetale en gave på bankkonto: 7920-1014 846. Tak!

Adresseændring meldes til info@bibelskarkaeologi.dk. ISSN 0905 - 5827

2 TEL 2014/4

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Her et sjældent syn! En regnbue over Det døde Hav. Selvom man ikke skulle tro det, regner det nogle dage ved Dødehavet. Mest ved nordenden og mindst ved sydenden. Ved Ein Gedi falder der gennemsnitligt 100 mm om året. Foto: www.bibleplaces.com.

Regnvejrsregimet:

En ”velsignet” regnvejrsdag over Genesaret sø. Foto: © Erik Hougaard, hougaardfoto.dk.

Da regn regerede Israel Af Morten Hørning Jensen, ph.d. og redaktør af TEL

Mens Israel altid har rigelige mængder af ”sol”, er det straks mere usikkert med ”regn”. Det gjorde livet usikkert for en bonde på Bibelens tid og regn til én af de bedste gaver fra Gud.

REGNVEJRSREGIMET Israels land med dets bjerge, dale, have og ørkener er ét af de mest varierede og fascinerende landområder på kloden. Der er få andre steder, hvor en enkelt dags biltur kan tage dig fra sneklædte tinder over græsklædte stepper og frodige oaser til bløde, skovklædte bjerge eller gold ørken. Ofte prises landets frugtbarhed højt i Bibelen og antikke kilder. Det er ”et herligt land”, fyldt ”med bække, med kilder og med strømme af vand, der vælder frem i dale og bjerge” (5 Mos www.bibelskarkaeologi.dk

8,7), hvor ”mælk og honning” flyder i strømme (2 Mos 3,8). Også den jødiske historieskriver Josefus beskriver stolt sit hjemlands frugtbarhed over for sit romerske publikum og siger om Galilæa, at selv den, der ”er allermindst interesseret i opdyrkning af jorden, føler sig tilskyndet dertil” pga. dets frugtbarhed (Krigen 3.3.2/3.42). Men landets frugtbarhed har én akilleshæl: regnen. Mens sol er sikkert de fleste af årets måneder, falder regnen kun i vinterhalvåret og der kun uregelmæssigt og usikkert. Mens alt andet er næsten perfekt til en god høst: god jord, god varme osv., gør regnen livet usikkert for bonden. I dag sikrer elektricitet og pumper landmanden et stykke ad vejen i de tørre år. På bibelsk tid, derimod, var der ingen beskyttelse mod regnens regime. Hvert år afhang markens udbytte af, om regnen faldt på de rigtige tidspunkter og i de rigtige mængder. Ikke blot kunne for lidt regn blive et problem. Det samme kunne for meget. Med god ret kan man sige, at ”regnvejrsregimet” regerede Israel, og på de følgende sider skal vi se, hvordan Israels geografi og klima på fem måder leverede en dramatisk ramme omkring liv og død, velsignelse og tørke for Israels folk. 3 TEL 2014/4


to dalområder inklusiv kystsletten:

De forskellige geografiske zoner i Israel og Jordan: (1) Kystsletten, (2) det centrale bjergland, (3) Jordandalen, (4) den transjordanske bjergkæde, (5) den jordanske ørken. Øverst Hermonbjerget (med lilla). © Fra Atlas over Bibelens fortællinger. Forlaget Hovedland. Gengivet med tilladelse fra forlaget.

1. Længst mod vest har vi den smalle kystslette, der begynder ved Rosh Hanikra i nord med Ashersletten (den nuværende Akkoslette). Derefter afbrydes kystsletten kort af Karmelbjerget, hvorefter den strækker sig derfra videre sydover, først med Dorsletten, der hurtigt bliver til Saronsletten (Es 33,9; 35,2; fra Cæsarea ved Havet til Yarkonfloden nord for Tel Aviv), inden den breder sig ud ved kystsletten eller filistersletten, i GT kaldet ”Kystlandet” (fx 5 Mos 1,7; Jos 9,1; Jer 47,7). 2. Øst for kystsletten hæver det centrale bjergland sig. Det løber fra Be’ersheba i syd og nordpå over Jerusalem og Samaria, inden den brede Jizre’elslette (Jos 17,16; Dom 6,33; Hos 1,5) skærer sig tværs gennem kæden, der slår et smut til venstre ud i havet med Karmelbjerget. Derfra fortsætter bjergrækkerne i Galilæa mod nord. De højeste tinder omkring Jerusalem er ca. 800 m.o.h., mens toppene i den nedre del af Galilæa holder sig omkring 600 m.o.h. (f.eks. er Taborbjerget 575 og Karmelbjerget 525 m.o.h.). Efter Nedre Galilæas dale og bjerge fortsætter den centrale bjergkæde i Øvre Galilæa (nord for Bet-ha-Keremdalen), der har endnu højere bjergtoppe end Nedre Galilæa med Meronbjerget som en vinder på 1208 m.o.h.

1: GENIAL GEOGRAFI Vi begynder med Israels geografi og den placering og opbygning, landet havde og stadig har, hvor vi finder den vigtigste forklaring på regnens kongeværdighed. Det helt specielle ved Israels klima skyldes to unikke geografiske forhold. Hvis vi først zoomer ud og ser Israel fra én af NASAs vejrsatellitter, bliver det tydeligt, at Israel er mødested for nogle helt forskellige geografiske regioner. Mod syd og øst er der direkte forbindelse til verdens to største varme ørkener, hhv. den kolossale Saharaørken og den ligeså enormt store saudiarabiske ørken. Går vi derimod mod nord og vest, støder vi på Middelhavet, der i vinterhalvåret er regn4 TEL 2014/4

fuldt og køligt. Klemt inde mellem ørken og hav ligger Israel som en del af det, der ofte kaldes ”den frugtbare halvmåne”, der i antikken forbandt det frugtbare Nildelta med de store civilisationer i hhv. det nuværende Tyrkiet og Irak. Israel var en del af et tyndt bælte langs kysten, der var egnet til landbrug og fast beboelse, men samtidig tæt på de kolossale klimatiske kræfter i ørkenområderne. Hvis vi dernæst zoomer ind på selve Israels geografiske og topografiske (højdemæssige) opbygning, møder vi et landområde, der kan sammenlignes med et A4-papir, der i tidernes morgen blev foldet sirligt på langs to gange, så der langs nord-syd aksen opstod to bjergkæder og

3. Jordandalen danner et dramatisk modstykke til det centrale bjergland med sit bratte fald fra ca. 800 m.o.h. i Jerusalem til under 400 m under havets overflade ved Det døde Hav. Dalen er en del af den 6.500 km lange syriskafrikanske dalsænkning, der strækker sig fra Syrien i nord over Bekaa-dalen i Libanon og videre ned gennem Huledalen til Genesaret Sø for at blive til Jordandalen, der via Det røde Hav skærer sig vej ind i det østlige Afrika og adskiller Afrikas horn fra det centrale Afrika. Tilmed ligger Jordandalen fra nord for Genesaret Sø til et stykke syd for Det døde Hav under havets overflade. 4. Den transjordanske bjergkæde i det nuværende Jordan sætter en lige så brat stopper for Jordandalen mod Selskab for Bibelsk Arkæologi


øst. Med stejle bjergsider hæver bjergene i Edom og Moab (mod syd), Gilead (centralt, ud for Samaria) og Bashan (det nuværende Golan) sig for endelig at slutte sig til den højeste bjergkæde i Israel: Hermonmassivet, der med Hermonbjerget når op i 2.814 m.o.h. 2: VOLDSOMME KLIMAFORANDRINGER Det er præcis denne sammensatte geografi, der gør regnen til konge i Israel og giver et så lille område så forskellige landbrugsforhold med alt fra græsland, brede marker, frugtbare dale til golde skråninger, øde stepper og barsk ørken.

4) Den transjordanske bjergkædes højderyg 2) Det centrale bjergland

1.000 m –

1) Kystsletten Middelhavet

750 m – 600 m – 450 m –

Tværgående dale De vigtigste elementer i Israels geografi er, som beskrevet i artiklen, de syd-nord-gående elementer. Men der findes også øst-vest-gående dalsænkninger, der knytter landet sammen på tværs. I hovedsagen tre: 1: Galilæa består af en hel række af øst-vest-gående dale fra Haifa og ind over mod Genesaret Sø som f.eks. Jizre’elsletten, Bet-Netofadalen (nord for Nazaret) og Bet-ha-Keremdalen, der danner grænse til ”Øvre Galilæa”, der er mere ufremkommeligt og uden egentlige dalsænkninger. 2: Mod syd skærer en dalsænkning sig vej fra kystsletten og østpå ved Be’ersheba. Den adskiller det centrale bjergland fra Negevhøjlandet. 3: Midt i det centrale bjergland forbinder to dalsænkninger i Benjamins område kystsletten med Jordandalen. Bet-Horon-passet skærer sig vej mod havet (jf. Jos 16,5-6) og ikke langt derfra løber en dal ned mod Jeriko. Denne forbindelse kaldes også ”Benjamins sadel”.

300 m – 150 m – 0m– -150 m – -300 m – 3) Jordandalen

-450 m –

72 km

Denne tegning giver en fornemmelse af højdeforskellen i Israels meget varierede landskab. Fra kystsletten (1) rejser det centrale bjergland sig med pæne stigningsprocenter (2) for at falde dramatisk ned mod Jordandalen (3), inden der igen er bratte stigninger op mod den transjordanske bjergkædes højderyg (4). Illustration: Dan Møller, Freehand.

Tunge regnskyer er trukket ind over Israels største og mest navnkundige slette: Jizre’elsletten. Foto: Morten Hørning Jensen.

Hermonbjerget er Israels højeste bjerg med en top på 2.814 m.o.h. Bjergmassivet ligger på grænsen mellem Israel, Syrien og Libanon. Foto: © www.bibleplaces.com.

www.bibelskarkaeologi.dk

5 TEL 2014/4


Modsat Danmark, hvor det kan regne fra alle retninger og på alle årstider, medfører Israels geografiske placering så tæt på to store ørkener to ting til gene for bonden: Det kan kun regne, når vinden blæser fra nordvest og kun i vinterhalvåret (november-marts), når ørkenklimaet for en stund har tabt pusten, så Middelhavets fugtige skyer kan nå frem. I sommerhalvåret, fra ca. maj til ca. september, er det en sensation af de større, hvis det regner (jf. 1 Sam 12,16-19), mens det kan regne i de to korte overgangsmåneder (april og oktober). Dermed adskiller Israel sig fra andre lande omkring Middelhavet mod nord og vest som f.eks. Tyrkiet, Italien for slet ikke at tale om Frankrig, hvor ørkenklimaet er på så lang afstand, at regn sagtens kan irritere solhungrende turister midt på sommeren. Når det så endelig regner i vinterhalvåret, tager Israels indre geografi over og bestemmer, hvor og hvor meget regn, de regntunge Middelhavsskyer tvinges til at give fra sig. Generelt gælder følgende regler for Israels regnvejrsregime: 1: Den ydre geografi med kampen mellem Middelhavsklimaet og ørkenklimaet resulterer i den første ”regnvejrsregel”: jo længere mod nord og vest, jo mere regn, mens tilsvarende: jo længere mod syd og øst, jo mindre regn. F.eks. regner det ca. 600 mm om året i Galilæa, men vi skal ikke meget sydøst for Jerusalem, før vi er nede på omkring 100 mm om året ved Det døde Hav! Går vi derimod yderligere mod nord til Libanon, møder vi et land, der er endnu mere velsignet med regn. Beirut får lige under 900 mm pr. år, mens de vestvendte bjergskråninger før Bekaa-dalen runder de 1200 mm. Det er baggrunden for, at Libanon var hjemsted for det prægtige cedertræ, som ikke kunne gro i Israel (jf. Salomos import til templet, 1 Kong 5,24). 2: Men det er kun en del af billedet, for også Israels indre geografi giver regnen mulighed for at spille bonden et puds. Særligt foldelinjerne på langs, men også de øst-vestgående dalsænkninger bestemmer, om skyerne tvinges til at afgive deres væde eller ej. Når skyerne kommer ind fra havet, bliver de hurtigt

Cedertræet er det stolteste og mest eftertragtede af de træer, der nævnes i Bibelen. Det kan blive op til 3.000 år gammelt, 40 m højt og opnå den mest fantastiske krone og en stamme med styrke, som var det stål. Desværre for Israel kræver det rigeligt med regn og bjerghøjder på mellem 1.000 og 2.000 m for at gro, hvilket med få undtagelser kun fandtes mod nord i Libanons egne. Derfor måtte det importeres fra Libanons kong Hiram, da David skulle bygge sit ”cedertræshus” (2 Sam 5,11; 7,2) og Salomo Herrens tempel (1 Kong 5,20). Foto: www.bibleplaces.com.

6 TEL 2014/4

Regnvejrsregimet i tal REGNVEJRSSKELLET MELLEM LANDBRUGSKLIMA, NOMADEKLIMA OG ØRKENKLIMA • Over 500 mm regn årligt: landbrugsklima. • 500-250 mm: nomadeklima. • Under 250 mm: ørkenklima. EKSEMPLER PÅ ÅRLIGT NEDBØR (NUTIDSTAL) • • • • • • • • •

Jerusalem: ca. 500 mm. Tel Aviv: ca. 550 mm. Nazaret: ca. 600 mm. Be’ersheba: ca. 230 mm. En-Gedi: ca. 100 mm. Elat: ca. 20 mm. Danmark: ca. 750 mm. Oslo: ca. 800 mm. Bergen: ca. 3100 mm.

mødt af den centrale bjergkæde, der ved at presse skyerne op i koldere luftlag, tvinger dem til at afgive deres fugt som regn, da koldere luft ikke kan indeholde så meget fugt som varmere. Men når den centrale bjergkæde så pludselig skæres af det drastiske fald ned mod Jordandalen, falder trykket på skyerne med ét, og de nærmest ”springer” over Jordandalen uden at afgive mere fugt, før de møder de høje bjerge i det nuværende Jordan og igen må afgive regn. Jordandalen bliver dermed et ”blindt” punkt på regnvejrskortet. Dalen var på bibelsk tid kun beboelig permanent omkring kilder som f.eks. i Jeriko. 3: Endelig har det overraskende stor betydning, om din mark ligger på en vestvendt eller en østvendt skråning. En vestvendt skråning kan modtage bemærkelsesværdigt mere vand end den østvendte lige på den anden side af bakkekammen. Det skyldes, at vandet i skyen omdannes fra damp til dråber, når skyen presses opad af bjergsiden og dermed kølnes af de højere luftlag samtidig med, at trykket falder. Når skyen så har passeret bjergkammen på sin rejse mod øst, kan den igen holde på fugten. Derfor regner det mindre på den østvendte side af en bjergkam i Israel, hvor regnen altid driver ind fra vest. Ofte vil en landsby derfor have sine marker på de vestvendte skråninger og sine græsningsarealer på de østvendte. Som det også reflekteres i Amos 4,7, kan det ”regne over den ene by, men ikke over den anden. Én mark fik regn, mens den, der ikke fik regn, tørrede hen”. Modsat et land som Danmark med en flad og ensartet geografi, kan der i Israel altså være en verden til forskel på en mark i Galilæa på rimelig afstand af ørkenen og en mark i Judæa med ørkenen i sigte, eller en vestvendt bjergskråning i det centrale bjergland og en østvendt blot få hundrede meter derfra. 3: DEN USYNLIGE REGNSKELSLINJE AFGJORDE ALT Den store forskel på nedbør i Israel gør, at der ned gennem landet løber en usynlig ”regnskelslinje”, der afgør, hvornår det regner nok til permanent bosættelse. Som en hovedregel sætter man Selskab for Bibelsk Arkæologi


Disse tre kort giver en fin fornemmelse for, hvordan hhv. ”tidligregn”, ”vinterregn” og ”senregn” falder i Israel. Det meste regn falder mod vest og mod nord, men også den centrale bjergkæde (Samaria og Judæa) tvinger skyerne til at afgive deres vand. Derimod nærmest hopper regnen over østsiden af Bjerglandet og Jordandalen og efterlader et ”blindt regnvejrsområde”, inden bjergene i Jordan igen presser skyerne opad, så regnen må falde. © Fra Atlas over Bibelens fortællinger. Forlaget Hovedland. Gengivet med tilladelse fra forlaget.

skellet mellem permanent bosættelse og årstidsbestemt nomadebosættelse ved 500 mm regn pr. år. Hvis der i gennemsnit falder mere end 500 mm, er betingelserne til stede for traditionelt landbrug. Falder der mellem 500 og 250 mm, er vi skiftet til et semi-tørt nomadeklima, der i regntiden vil byde på grønne bakker og i bedste fald give mulighed for lidt kornhøst. Under 250 mm er den generelle grænse for ørkenklima. Heldigvis for bonden i Israel falder der de fleste steder mere end 500 mm pr. år, og nogle steder, som Galilæa, Karmelbjerget og visse dele af Samaria endda over 600 mm. Til sammenligning falder der gennemsnitligt 750 mm regn i Danmark, 800 mm i Oslo og hele 3100 mm i Bergen, der har verdensrekorden for regnvejr.

Galilæa må nøjes med 60 dage. Det betyder, at der selv i vinterhalvåret kan være langt imellem regnvejrsdagene. Mens man i et normalt år vil forvente den første regn i slutningen af oktober, sker det nogle år, at vi skal hen i januar, før den første regn kommer. Det stillede hvert år en bonde på bi-

belsk tid i et vanskeligt valg: Hvornår skal han så sin kornsæd? Det kræver ikke blot den rigtige mængde af regn, men også at den falder på de rigtige tidspunkter. Tag f.eks. et år, hvor den første regn falder efter bogen omkring løvhyttefesten i oktober. Skal landmanden så sit korn nu, eller skal han vente og se,

4: FOR FÅ ELLER FOR KRAFTIGE REGNVEJRSDAGE Udgangspunktet for et frugtbart landbrugsland er altså til stede i dele af Israel: god jord, rigeligt med varme og tilstrækkeligt med regn. Men der er én afgørende forskel på Israels regn og den danske regn: antallet af regnvejrsdage. F.eks. har København gennemsnitligt 170 nedbørsdage om året, mens det efter Israels målestok regnfulde www.bibelskarkaeologi.dk

Udsigt fra Oliebjerget mod øst over Judæas ørken. Jerusalem er placeret lige på regnskellet. Få km øst for Oliebjergets bakkekam falder der mindre end de årlige 500 mm, der er grænsen for permanent bosættelse baseret på landbrug, og ørkenen tager over, kun afbrudt af nogle få grønne måneder for enden af regntiden. På den vestvendte skråning derimod presses regnskyerne opad, når de driver ind over landet fra Middelhavet, og derved tvinges de til at afgive deres væde, da damp omdannes til vanddråber, når temperaturen og trykket i skyen falder. Foto: Morten Hørning Jensen.

7 TEL 2014/4


om der falder mere regn i november? En lille tørkeperiode efter den første regn kan sagtens svide de små spirer, og i moderne tid har målinger vist, hvordan den samme mængde nedbør to år i træk kan give meget forskelligt udbytte fra marken pga. forskellig fordeling. Eller tag et andet år, hvor landmandens korn er så godt som klar til høst og kun mangler den sidste omgang regn, der får det til at bugne og give den perfekte afgrøde. Skal han vente på den, med risiko for, at den aldrig kommer, alt imens kornet visner på marken? Læg dertil, at når det regner i Israel, regner det jævnligt uhørt meget. Mange steder falder der næsten den samme årlige mængde nedbør som i Danmark, blot på meget færre dage. Det sørger de heftige regnstorme for, der fejer ind over landet fra Middelhavet som ”regn, der skyller alt bort, så der ingen afgrøde bliver” (Ordsp 28,3). Sker det, mens frugttræerne står i blomst, kan al høst ødelægges af en enkelt storm. 5: RIGTIG REGN TIL RETTE TID Det er denne kombination af en intern meget varieret geografi, der hindrer eller hjælper regnen til at falde, og den ydre klimatiske magtkamp mellem ørkenerne og Middelhavet, der gør regn så skattet og elsket i Israel. Mens regnen kommer og går hos os året rundt, falder den meget mere specifikt i Israel. Det gør også, at vi i den bibelske sprogbrug finder en mere præcis sprogbrug for regn. ”Regn” er ikke ”bare regn”. Der skelnes mellem flere former for regn, der skal falde på det rigtige tidspunkt på året for at komme bonden til gavn:

Når det regner i Israel, regner det ofte kraftigt. Hvert år i regnperioden bliver veje og wadier derfor oversvømmet, når vandet samler sig til brusende floder, der river alt med på sin vej. Her er en vej ved Det døde Hav pludselig blevet oversvømmet. Foto: © Ordet og Israel.

1. ”Tidligregn” eller ”efterårsregn” (hebraisk: joreh eller moreh) betegner den regn, der skal bruges til at løsne jorden efter sommerens tørke, så ploven kan komme i jorden, og sæden sås (5 Mos 11,14; Jer 5,24; Sl 84,7; Joel 2,23; Jak 5,7). 2. Vinterregn (hebraisk: geshem eller matar) betegner den almindelige regn i vinterhalvåret (1 Kong 17,7; Hos 6,3; 5 Mos 11,11 o.a.). 3. ”Senregn” eller ”forårsregn” (hebraisk: malqosh) betegner ”tidligregnens” modstykke og skal falde hen mod slutningen af regntiden og gøre kornet helt modent og fylde cisternerne med vand inden sommerens tørke (foruden skriftstederne under pkt. 1 også Zak 10,1; Hos 6,3). 4. Endelig har Bibelen også navne for ”regnstorme” eller ”skybrud” (hebraisk:

Store mængder vand kunne både være en velsignelse og en forbandelse for landmanden. Her har kraftig regn ødelagt en terrassemark, der konstant skal vedligeholdes for ikke at eroderes væk af regnen. Foto: Morten Hørning Jensen.

zerem), hagl (hebraisk: barad, 2 Mos 9,22 o.a.) og sne (hebraisk: sheleg, Sl 147,16; 2 Sam 23,20 o.a.). REGN PÅ LIV ELLER DØD Med andre ord: I den bibelske verden var det ”regn på liv eller død”. Til livet var der ikke blot brug for regn, men den rigtige regn til den rette tid. Faldt den, blev laderne fyldt op og glædessangene gjaldede i landsbyerne og gennem Jerusalems gader under de store valfartsfester, der samtidig var takkefester for markens afgrøder (jf. 3 Mos 23; 2 Mos 23,16; 34,22; 3 Mos 23,1012; 4 Mos 28,26). Faldt den ikke, truede hungersnøden. Det første år med hungersnød kunne man måske ”nøjes” med at pantsætte ”marker, vingårde og huse”, men året efter var man måske nødt til at give ”sønner og døtre i pant” (gøre dem til slaver!) for at få “korn og noget at spise og opretholde livet” som det hjerteskærende beskrives af Nehemias (5,1-5). Netop derfor var bønnen til “regnens far” (Job 38,28), Gud, om rigtig regn til rette tid (Zak 10,1; Sl 104,13) én af de vigtigste bønner i den bibelske verden, som vi skal se i næste artikel.

LÆS MERE Artiklens fakta er baseret på forfatterens artikel ”Climate, Droughts, Wars and Famines in Galilee as a Background for ”Senregnen” eller ”forårsregnen” fanget over Galilæas kornmodne marker et år i april lige inden pinse, hvor hveden høstes. Denne regn er vigtig til at give kornet fylde og vægt. Foto: Morten Hørning Jensen.

8 TEL 2014/4

Understanding the Historical Jesus.” Journal of Biblical Literature (2012).

Selskab for Bibelsk Arkæologi


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN | REGN OG LEVENDE VAND

Israels klima blev

en lektie i tillid til regnens far

Regn og regnbue over Genesaret Sø. Foto: © Erik Hougaard, hougaardfoto.dk.

Af Morten Hørning Jensen, ph.d. og redaktør af TEL

Regnens afgørende betydning for livet i Israel gjorde den til ét af de vigtigste billeder på velsignelse. Gud kalder sig ”regnens far”. Det er ham, der giver den rette regn til den rette tid, og det skulle israelitterne lære at stole på.

ISRAEL ER IKKE EGYPTEN For lidt regn, for meget regn eller den rette regn til den rette tid? Balancen i det bibelske land er skrøbelig, og gennem www.bibelskarkaeologi.dk

Bibelens sider møder vi regnen som den blinde makker, der gjorde afhængigheden af Guds indgriben stor og Israels klima til en art klasseværelse for den vigtigste læring over dem alle: at have tillid til Herren. For Israel er nemlig ikke ”som det Egypten, I drog ud af”, indskærpede Moses folket lige inden indvandringen i landet. Dér sår man sit korn, og man må ”vande ved fodkraft, ligesom i en køkkenhave” (5 Mos 11,10). Hvert år løb Nilen over sine bredder, når sommerregnen på bjergene i Østafrika samlede sig i Tanasøen i Etiopien, hvor Den blå Nil har sit udspring, og fra august til november satte Nilen hele Egypten under vand, inkl. deltaet (siden Aswandæmningen blev opført, er disse årlige oversvømmelser forsvundet). Det krævede nok hårdt arbejde at pumpe vandet op i store, kunstige vandingskanaler, men sikkerheden i vandforsyningen skabte baggrund for én af antikkens mest succesrige civilisationer.

Nilen er Egyptens livline og forklaringen på, hvordan én af Oldtidens største civilisationer kunne gro frem. Nilens årlige oversvømmelse var nemlig ikke baseret på Middelhavets ustadige regnvejrsregime, men skete pga. regn i Østafrika. Det blev opfattet som én af Oldtidens værste katastrofer, hvis det et år skulle ske, at Nilen ikke gik over sine bredder. Nilens oversvømmelser betød, at der kunne høstes i Egypten, selv når Middelhavsregnen svigtede i fx Israel. På dette satellitfoto kan vi følge, hvordan Nilens vand gør en smal stribe i ørkenen grøn på sin vej nordpå mod det frugtbare Nildelta, mens Israel må ”nøjes” med de ustadige skyer, der driver ind fra vest. Foto: © NASA.

9 TEL 2014/4


Israels landbrugsområde på de mange bakkeskråninger i Samaria og Judæa var helt afhængig af regnen. Meget få steder var der kildespring, der kunne vande markerne. Hvert år var landet afhængigt af den rette mængde regn til den rette tid. Her et motiv fra det bibelske Samaria, hvor århundreder, hvis ikke årtusinder gamle terrassemarker ses på skråningerne, mens den fede jord findes i dalmarken. Foto: Morten Hørning Jensen.

EN LEKTION I TILLID Israel derimod ”er et land med bjerge og dale; det får vand at drikke, når det regner fra himlen” (5 Mos 11,11). Regnen kommer altså nok som en gave fra Gud, men bare ikke med Nilens præcision. Det er, som Moses fortsætter, ”et land, Herren din Gud våger over. Bestandig hviler Herren din Guds øjne på det, fra begyndelsen til slutningen af året” (11,12). Og præcis denne usikkerhed om regnens ankomst og landets afhængighed af Guds vilje til at sende regn ville Gud bruge til at lære folket tillid til ham: ”Hvis I vil lytte til de befalinger”, indskærper Moses folket, ”og elske Herren jeres Gud og tjene ham af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl, så vil jeg til rette tid give jeres land den regn, det behøver, både efterårsregn og forårsregn, så du kan høste dit korn, din vin og din olie. Jeg vil sørge for græs på dine marker til kvæget, og du skal spise dig mæt” (11,13-15, jf. 28,12; Es 30,22-23; Jer 5,24; Hos 6,3; Joel 2,23-24). FOR REGNEN HAR EN FAR Med andre ord: Israels klima skulle lære Israels folk, at regnen ikke var en selvfølgelighed, men en gave fra ”regnens far”. ”Har regnen en far, og hvem har avlet duggens dråber?”, spørger Gud Job (38,28), og for en israelit på bibelsk tid var svaret klart: Gud er regnvejrets Gud, der ”samler vanddråberne hos sig” og lader regnen falde ”i dråber over talrige folk” (36,27-28, jf. 5,10; 38,37). Én af de vigtigste bønner i GT er bønnen om regn: ”Bed Herren om regn ved forårstid. Herren skaber uvejrsskyer, han 10 TEL 2014/4

sender styrtregn og giver menneskene korn på marken”, formaner Zakarias (10,1). For Herren er ham, der ”dækker himlen med skyer, han skaffer jorden regn, han lader græs spire frem på bjergene” (Sl 147,8). FORBANDELSENS TØRKE OG ØDELÆGGENDE UVEJR På samme måde som Gud brugte regnen til at lære sit folk tillid til ham, brugte han tørken til at straffe ulydighed. Malerisk beskrives straffen for at bryde loven som dette, at himlen gøres ”til jern” og landet ”til bronze”, og regnen forvandles til ”støv og aske” (3 Mos 26,19; 5 Mos 28,23-24). Amos’ bog giver et konkret eksempel. Amos profeterede mod Nordrigets folk, hvor uretfærdigheden fik frit løb. Mens de svage og fattige blev mishandlet med kornafgifter, bestikkelse og forfølgelse (5,10-12), åd overklassens kvinder sig fede som ”bashankøer”, alt imens mændene ophobede vold, ødelæggelse og ufattelig rigdom i paladser og ”elfenbenshuse” (3,10.15; 4,1). Det fik følger for regnen: ”Det var dog mig, der forholdt jer regnen, da der endnu var tre måneder til høst. Jeg lod det regne

over den ene by, men ikke over den anden. Én mark fik regn, mens den, der ikke fik regn, tørrede hen” (4,7). Gud lader altså tørke kommer over Israel som en straf for ulydighed (f.eks. 5 Mos 28,22-24; 2 Sam 21,1; 1 Kong 17,1; Amos 4,6-8). Andre gange består straffen i for meget regn som over Efraims folk, der midt i deres frugtbare dale i Samaria ligger slået omkuld af deres vin: ”Her kommer Herrens stærke og mægtige som et skybrud af hagl, en hærgende storm; som et skybrud af vældige, brusende vande kaster han dem til jorden med magt” (Es 28,2, jf. 30,30; Sl 147,17; Ez 13,11; Hag 2,17). LEVENDE VAND ER LIVETS VAND Men mest af alt ønsker Gud gennem Israels historie at velsigne sit folk med rigeligt af ”levende vand”. Faktisk kalder han sig selv for ”en kilde med levende vand”, man altid kan regne med, modsat ”cisterner, der slår revner og ikke kan holde vand” (Jer 2,13, jf. 17,13). Gud er som Jordanflodens kildevæld, der aldrig tørrer ud. Han er ”livets kilde” (Sl 36,10), og ”flodløb” glæder hans by (Sl 46,5). Eller Guds velsignelse er som Hermonbjergets dug, som man kan regne med, falder om natten og giver ”velsignelsen” og ”livet i al evighed” (Sl 133,3, jf. Hos 14,6). Netop det vand, der er pålideligt, giver det mening at kalde for ”livets vand” for en israelitisk bonde, der har lært at kende regnens usikkerhed og tørkens forbandelse. Det ”levende vand” er det vand, der aldrig svigter eller tørrer ud, men altid er friskt. NÅR DER ER VAND NOK Det levende vand, der altid er friskt og altid er til rådighed, bliver derfor i Bibelen et billede på omgørelsen af jordens forbandelse. I Edens Have løb der en flod, ”der vandede haven” (1 Mos 2,10), og i Bibelen er der en længsel efter, at Gud

Brusende, levende vand i Jordanfloden! Foto: Morten Hørning Jensen.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Blomstermennesket og en Gud som klippe Solens og tørketidens styrke over for regnens utilregnelighed er baggrund for et ikke særligt smigrende billede på mennesket i Bibelen: ”Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, dér, hvor det stod, ser man det ikke mere” (Sl 103,1516; Sl 90,5-6; Es 40,6-8; 51,12; Jak 1,10-11; 1 Pet 1,24-25). Mens den jævnt fordelte regn gør vores verden grøn og frodig sommeren igennem, var holdbarheden af årstidsvæksterne i den bibelske verden langt kortere. Særligt om foråret blæser der til tider en overophedet, knastør vind ind fra ørkenen (kendt som “hamsinen” – af det arabiske ord for 50, fordi den siges at blæse med et interval på 50 dage om året), der i løbet af ingen tid forvandler en smuk blomsterhave til en gold klippeørken, når vinden med ét kan få temperaturen til at stige 20 grader. I Bibelen kaldes den for ”østenvinden”, der er glohed og svider alt grønt (2 Kong 19,26; Jon 4,8) og derfor bruges som et skræmmende billede på Guds dom (Jer 18,17; Ez 17,10; Hos 13,15). Når østenvinden har gjort sin gerning, er det altså kun den golde klippe, der står tilbage. Også klippen bruges i Bibelen som et billede, nemlig på Gud (f.eks. Sl 71,3). Større modsætning kan næppe tænkes. Forskellen på blomsten og klippen er i den bibelske verden som “østen fra vesten” eller som “himlen er over jorden”. Præcis den forskel bruger David til at beskrive, hvordan Gud er. Frem for at bruge sin forskel på at ødelægge ”blomstermennesket”, er det Davids erfaring, at ”klippeguden” bruger sin forskel til at vise os nåde og barmhjertighed. Så langt som blomsten er fra klippen, østen fra vesten eller himlen fra jorden, så langt har Gud fjernet vores synder og så høj er hans nåde mod dem, der frygter ham (Sl 103,11-12).

Dette satellitfoto giver en fantastisk fornemmelse for, hvor voldsomme naturkræfter, der er på spil med den frygtede ”østenvind”, hamsin-vinden, der fra Sahara og den saudiarabiske ørken sender mængder af overophedet støv ind over Israel og andre lande mod nord. Selv i Danmark falder der med et par års mellemrum såkaldt ”blodregn”, der er regn fyldt af støvpartikler fra Sahara, der efterlader et rødt støvlag på biler og ruder. Foto: © NASA.

Når vinterregnsstormene fejer over landet, blomstrer ørkenen. For en kort tid! Under sten og støv ”oversomrer” blomsterfrø og venter på regnens komme til at skabe ét af de smukkeste syn i Israel: ’Blomstervejen’ i ørkenen (jf. Es 35 og 40). Foto: Morten Hørning Jensen.

Når hamsinvinden er fejet over landet, er al fugt suget ud af ørkenblomsten, der af alle markens vækster er den mest udsatte. Tilbage bliver klippen. Større modsætning kan ikke tænkes i den bibelske verden: blomsten mod klippen. Foto: Morten Hørning Jensen.

skal genskabe verden, som den var før syndefaldet med konstant forsyning af ”levende vand”, der skal udgydes over ”den tørstige jord, strømme af vand over det tørre land” (Es 44,3), når der skal øses ”vand med glæde af frelsens kilder” (12,3), og den halte skal springe ”som hjorten”, fordi ”vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemarken” (35,6, jf. 43,20; 49,10; 58,11). Løfterne i Det gamle Testamente taler flere steder om en kilde www.bibelskarkaeologi.dk

med ”levende vand”, der skal springe fra templet med en kraft, der kan gøre selv Det døde Hav levende (Ez 47,1-12; Joel 4,18; Zak 14,8), og i Bibelens sidste kapitler møder vi igen ”livets flod”, der vælder frem fra Guds og lammets trone (Åb 22,1). Da vil der ikke længere være ”nogen forbandelse” (22,3). Regnvejrsregimet har tabt, og ”den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet” (22,17). 11 TEL 2014/4


Artikelserie | Personer Jesus mødte [8] FATTIGE PRÆSTER UDSTØDTE KVINDER ARBEJDERE SPEDALSKE RIGE PILGRIMME KLOGE PONTIUS PILATUS FARISÆERE DISCIPLE HEDNINGER HERSKERE

Jesus provokerede festklædte pilgrimme under løvhyttefestens

vandøsningsceremoni Af Morten Hørning Jensen, ph.d. og redaktør af TEL

Under løvhyttefesten fandt en særlig ceremoni sted, hvor præster hældte vand fra Siloadammen ud over alteret i templet som et tegn på tillid til Guds løfter om regn og om en kommende, regn-velsignet Messiastid. Denne ceremoni kaster et skarpt lys over Jesu møde med festklædte pilgrimme i templet på løvhyttefestens ”sidste og største dag”.

12 TEL 2014/4

Hvert år under løvhyttefesten fyldes pladsen foran grædemuren med festklædte jøder. Foto: © www.bibleplaces.com.

HØSTFEST, REGNFEST, LYSTFEST, GLÆDESFEST … Løvhyttefesten var på bibelsk tid i særklasse. Til tider kaldes den bare for ”festen”. Ingen ekstra oplysninger var nødvendige for en israelit. Talte nogen om festen, måtte det være løvhyttefesten, der stod som kulminationen på nytårsfesten, den store forsoningsdag og årets gang på marken (jf. 1 Kong 8,2; 12,32f; Sl 81,4). Derfor var også den vigtigste enkeltfaktor for overlevelse i landet i tankerne, når israelitterne drog op til Jerusalem for at fejre ”festen”: regnen. På den ene side tænkte israelitterne på al den regn, der var faldet. Løvhyttefesten var en glædesfest fyldt af tak for Guds trofasthed, der havde sikret markens høst (jf. 5 Mos 16,15). Og følger vi de gamle, jødiske skrifter, var der tale om en glædesfest af dimensioner. Dans, højlydt sang og jubelråb gjaldede gennem templets forgårde til den lyse morgen som en tak for Guds trofasthed med regn til marken det forgangne år. I det jødiske skrift Mishna hævdes det ligefrem, at man slet ikke har oplevet glæde, hvis man ikke har overværet dansen natten igennem i kvindernes forgård i skæret af fakler og til lyden af trompeter og levitternes lovsang (Sukka 5.1-4). I 5 Mos 16,14 hedder det ganske enkelt: ”Du skal glæde dig under festen” (jf. også Jubilæerbogen 16,20-31)!

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Samtidig pegede festen også fremad. Skulle dette år mon blive det sidste år med regn fra Gud? Eller vil han være trofast mod sit folk også det kommende år og give den rette regn til den rigtige tid? På intet andet tidspunkt af året var dette spørgsmål mere relevant. Her for enden af tørketiden var cisternerne så godt som tomme, markerne stenhårde, og intet var mere ventet end den første ”tidligregn”, der kunne løsne jorden, så sæden kunne sås. Løvhyttefesten var altså nøje forbundet med regn: som en tak for den, der var faldet, og som bøn for den, der skulle komme. I Zakarias’ bog kan vi læse om, hvordan fremmede folkeslag skal drage til Jerusalem til løvhyttefesten, og hvis de ikke gør det, ”skal der ikke falde regn over dem” (14,17), og de senere rabbinske kilder gør det klart, at man under løvhyttefesten skal begynde at bede om regn (Mishna Ta’anit 1.1). For at understrege regnens betydning i både tak og bøn udviklede der sig i perioden efter templets genindvielse under hasmonæerne i år 164 f.Kr. en række ritualer, der ikke direkte er foreskrevet i GT. Vi kender dem fra de rabbinske skrifter, særligt Mishna og Tosefta (begge i deres endelige form fra det 3. århundrede e.Kr.), der beskriver tre festlige ritualer, der alle har med vand at gøre, og som danner en levende baggrund for at forstå Jesu opråb på løvhyttefestens ”sidste og største dag” (Joh 7,37). 1: PILEPROCESSIONEN Mishna Sukka 4.1-7 og Tosefta Sukka 3.1 beskriver for det første, hvordan der hver dag under løvhyttefesten fandt en pileprocession sted. På festens første dag blev der fra landsbyen Motsa vest for Jerusalem hentet pilegrene, der blev bundet fast rundt om alteret. Og hver dag gik pilgrimmene i procession rundt om alteret under høje ”Hosianna”-råb. Dette råb var hentet fra Salme 118,25: ”Herre, frels dog! Herre, lad det lykkes!” Faktisk er det muligt, at traditionen med at gå rundt om alteret er hentet netop fra Salme 118. Den fortsætter nemlig i v. 27: ”Lad festprocessionen danne kæde helt op til alterets horn!” Den hebraiske tekst er vanskelig at oversætte, og en anden mulig oversættelse vil være: ”Bind festen med grene/reb (avot) rundt om alterets horn”. I begge tilfælde får vi en beskrivelse af en festlig procession, der går helt ind til offeralteret og (i sidste tilfælde) binder noget fast om alteret. På den syvende dag tog råbet til i styrke. Festprocession gik

Løvhyttefesten og regn Ifølge de rabbinske skrifter fandt der i templet på Jesu tid tre ritualer sted, der på én og samme gang takkede for regnen, der var faldet, og bad Gud om, at ny regn måtte komme: 1. Pilegrene blev bundet rundt om alteret og fæstet til dets horn, og lulav-bundtet med palmegrene blev slået mod alterets side som for at slå vand af det. 2. Vandøsningsceremonien: Vand blev hentet fra Siloadammen og hældt ud over alterets fod. 3. Natlig glædesdans i kvindernes forgård til lyset fra fire store lysestager.

nu syv gange rundt om alteret samtidig med, at man slog med palmegrene på alteret og bad om Herrens frelse (ud fra Sl 118,25). Grunden til det skal nok findes i løvhyttefestens forbindelse til regn. ”Frelsen” var vandet. I bedste fald ville tempelkilden fra Ezekiel 47,1 og Zakarias 14,8 måske dette år vælde frem, mens man gik og slog på alteret, så man kunne ”øse vand med glæde af frelsens kilder” (Es 12,3). Endelig er en sidste ting yderst interessant: Beskrivelserne i de jødiske kilder lader ane, at festprocessionen var sammensat af hele Israels hus. Selv børn var med. Normalt var det jo kun præsterne, der havde adgang til præsternes forgård, hvor alteret stod. Men Mishna fortæller, hvordan børnene efter den sidste procession måtte gå på jagt efter de citroner, som pilgrimme gik med i hænderne (Sukka 4.7). Hvis dette er en rigtig læsning, er forklaringen måske den, at løvhyttefesten mere end noget andet skulle minde om den evige, messianske tidsalder, hvor Edens have med livets kilde var genskabt i form af tempelkilden. I haven var der jo fri adgang til at møde Gud for alle mennesker. Præsteskabets funktion som mellemmænd vil være ovre.

En særlig ting ved løvhyttefesten er, at jøderne bærer de såkaldte ”fire arter” af afgrøder ud fra buddet i 3 Mos 23,40, der efter rabbinsk tradition er bestemt som: en citron, en palmegren, en pilegren og et myrtebundt. De sidste tre er ofte bundet sammen og kaldes en lulav (betyder egentlig: palmegren). Foto: © www. bibleplaces.com.

www.bibelskarkaeologi.dk

13 TEL 2014/4


I 2005 fandt arkæologer ved et tilfælde Siloadammen fra Jesu tid. Dammen var på det tidspunkt udbygget til et stort, flot bassin med trapper ned fra alle sider. Foto: Morten Hørning Jensen.

Efter Siloadammen blev fundet i 2005, har senere udgravninger afsløret, at der var anlagt en processionsvej fra dammen hele vejen op gennem Davidsbyen til templet. Man kan i dag gå turen op ad præcis de trapper, som den festklædte skare med ypperstepræsten i spidsen brugte under den daglige vandøsningsceremoni under løvhyttefesten. Foto: © www.bibleplaces.com.

14 TEL 2014/4

Selskab for Bibelsk Arkæologi


2: VANDØSNINGSCEREMONIEN Samtidig med pileprocessionen fandt også en anden, helt særlig ceremoni sted, der også understregede festens forbindelse med regn: den såkaldte ”vandøsningsceremoni”. De to ceremonier beskrives ofte sammen i de rabbinske skrifter, og på mønter fra Bar Kokhba-opstanden (132135 e.Kr.) ser man en bestemt type skål med et grenbundt ved siden af, der kan tolkes som et pilebundt. De to ceremonier hang altså tæt sammen og blev måske udført på samme tidspunkt. Selvom ikke alle detaljer er tydelige i de rabbinske beskrivelser, er hovedsagen klar: På festens første syv dage gik en procession af præster hver morgen før det daglige takkeoffer (tamid-offeret) fra templet og ned til Siloadammen, der opsamlede vandet fra Jerusalems eneste kildespring, Gihonkilden. Dammen var derfor det eneste sted med ”levende vand”. Her fyldte den ledende præst en gylden skål med vand. Da Josefus to steder gør det klart, at det var ypperstepræsten, der forestod ofringerne under løvhyttefesten, er det sandsynligt, at det også var ham, der ledte denne procession (Antikviteterne 13.372; 15.50-51). Når processionen igen kom ind på tempelpladsen, valgte de ikke den gængse vej ind i templet via den østlige port ind til kvindernes forgård. I stedet gik de til lyden af tre høje trompetstød ind via den sydlige Vandport, der ledte dem direkte ind i præsternes forgård.

Varede vandøsningen syv eller otte dage? Løvhyttefesten skulle grundlæggende fejres syv dage (5 Mos 16,13-15; Ez 45,25). Men i tillæg skulle den ottende dag holdes hellig (3 Mos 23,34-36; 4 Mos 29,35; 2 Makk 10,6). Den syvende dag markerede formelt set afslutningen på løvhyttefesten, og den præstelige procession gik på denne dag syv gange rundt om alteret mod normalt én, før vandet blev hældt ud over det gennem beholderen. Denne dag var altså formelt set løvhyttefestens sidste dag og blev senere kaldt for ”det store hosianna” (Hoshana Rabba), da man på denne dag sang hosiannaråbet fra Sl 118,25 hele syv gange. I Mishna diskuteres det, om der også foregik vandøsning på den 8. dag. En enkelt rabbiner citeres for at sige, at der også fandt vandøsningsceremoni sted på denne dag. Men han er undtagelsen, og tanken var nok den, at den ottende dag var sat af til bøn for den kommende regn (jf. Mishna Ta’anit 1.1, hvor det diskuteres, om bønnen for regn begynder på løvhyttefestens første eller sidste dag). Dagen var så at sige tørlagt for vand fra Siloadammen. Nu ventede man på Guds indgriben og vand fra himlen, eller i bedste fald: fra templet selv. I dag fejres ”torahens glædesfest” (simhat torah) i kølvandet på løvhyttefestens syv festdage, samtidig med at man i de jødiske synagoger verden over beder geshem-bønnen: regnbønnen. Og faktisk er denne sammensætning meget velvalgt, da netop torahen i jødisk tradition forstås som ”levende vand” (jf. Sl 1)!

Herefter gik den ledende præst op ad alterets rampe, hvor han hældte vandet ned i en sølvbeholder, der vendte mod vest. Da ceremonien faldt sammen med tidspunktet for vinofferet, blev der samtidig hældt vin i en sølvbeholder, der vendte mod øst. Disse to beholdere havde et hul i bunden, der ledte vinen og vandet ud over alterets fod.

Under det store oprør mod Rom år 66-70 begyndte jøderne i det sidste og mest kritiske år at præge nogle mønter med nye prægninger som denne, hvor forsiden er præget med symboler fra løvhyttefesten i form af en citron i midten og to palmebundter (lulav-bundter) på hver side samt en tekst på bagsiden, der læser: ”For Israels forløsning”. Nogle forskere foreslår, at jødernes ledere i en trængt tid forsøgte at puste nyt mod i folket ved at spille på løvhyttefestens messianske forventninger om Guds indgreb til sejr over alle folkeslag under netop løvhyttefesten (jf. Zak 14). Foto: © David Hendin, Guide to Biblical Coins, 5th Edition (2010), trykt med tilladelse.

www.bibelskarkaeologi.dk

Ligesom i tilfældet med pileprocessionen ser det ud som om, at vandøsningsceremonien gav almindelige pilgrimme adgang til selve præsternes forgård. I hvert fald fortæller Mishna, hvordan folket holdt nøje øje med, om den ledende præst udførte ritualet korrekt. De var helt tæt på og krævede, at præsten bagefter skulle løfte hænderne, så folket kunne

Denne mønt fra Bar Kokhba-opstanden (132-135 e.Kr.) er som næsten alle andre mønter fra denne opstand præget med løvhyttefestsymboler. På den ene side ser vi et bundt vindruer, der blev høstet lige før festen. På den anden side ser vi et vandkar, en pilegren og en indskrift: ”År 2 af Israels frihed”. Nogle forskere foreslår, at det vandkar, der blev brugt under vandøsningsceremonien, så netop sådan ud. Sammenhængen mellem karret og pilegrenen kan ligeledes være den, at vandøsningen og pileprocessionen fandt sted samtidig. Frihedsindskriften leder også tankerne hen på løvhyttefestens messianske indhold. Foto: © David Hendin, Guide to Biblical Coins, 5th Edition (2010), trykt med tilladelse.

15 TEL 2014/4


Israel. Når han engang griber ind, skal der ikke længere være ”dag og nat; selv ved aftenstid skal det være lyst” (Zak 14,7). Eller som det siges i løvhyttefestens lovsang nr. 1: ”Herren er Gud, han skal give os lys” (Sl 118,27).

Skitse over templet på Jesu tid, der viser, hvordan Vandporten gav direkte adgang til præsternes forgård, hvor det store alter var. Antydninger i det rabbinske materiale skal muligvis forstås sådan, at ikke blot præster befandt sig i præsternes forgård under vandøsningsceremonien og pileprocessionen, men at mænd og børn (kvinder nævnes dog ikke) gik med rundt om alteret. © Robert Backhouse, Tempel Guide, Korskær.

se, at vandet blev hældt ud rigtigt (Mishna Sukka 4.9). Ved én bestemt lejlighed havde en ypperstepræst nemlig hældt vandet ud over sine fødder frem for alteret, og folket havde ”stenet” ham med deres løvhyttecitroner (Mishna Sukka 4.9). Josefus beskriver en lignende stening med citroner i Antikviteterne 13.372 og angiver, at det var ypperstepræsten og kongen Alexander Jannæus, 103-76 f.Kr. Historien fortæller os, hvor populær vandøsningsceremonien var. Der blev holdt øje med den præstelige procession, og vi skal forestille os, at templets forgårde var fyldt til bristepunktet for at se vandøsningen finde sted. 3: LYSDANSEN TIL HANEGAL Det understreges af en anden tradition,

Rekonstruktion af præsternes forgård med præsternes alter i midten og Vandporten bagerst i billedet. © Robert Backhouse, Tempel Guide, Korskær.

16 TEL 2014/4

HVORFOR ØSTE MAN VAND?

der fandt sted hver nat i kvindernes forgård under løvhyttefesten som en optakt til vandøsningsceremonien. Mishna fortæller os, hvordan de fire store lysestager i kvindernes forgård blev tændt af fire unge præster, der var adrætte nok til at kravle op i dem. Der var ”ikke en forgård i hele Jerusalem, som ikke var oplyst af vandøsningens lys”, genkalder Mishna sig (Sukka 5.3). I skæret fra dette lys lavede ”fromme mænd” fakler af gamle præstlige klæder og dansede natten igennem til levitternes lovsang i, hvad de rabbinske kilder kalder for ”glæden over vandøsningen” (simhat beit hashoeva, Sukka 5.1). Først ved det første hanegal hørte festen op! Nu var det tid til den egentlige vandøsningsceremoni. Også lyset var forbundet med løvhyttefesten som en del af Guds løfter til

Løvhyttefestens vandøsningsceremoni var sammen med pileceremonien og den natlige fakkeldans forbundet med Guds løfter om at gribe ind og gøre en ende på tørketiden. Profetierne om tempelkilden (Ez 47,1-12; Zak 13,1; 14,8; Joel 4,18; Sl 46,5) lå lige under overfladen og forrest i tankerne hos deltagerne i den festlige procession. Hvornår kommer ”den dag”, hvor ”levende vand” strømmer ud fra templet (Zak 14,8)? Hvornår skal der øses ”vand med glæde af frelsens kilder” (Es 12,3)? Det skal der, når Gud griber ind og lader Messiastiden komme. Messiasforventningerne var tæt forbundet med de store tempelfester, da Messiastiden i GT beskrives som en tid, hvor hele verden skal anerkende Jerusalem og drage dertil for at ofre (f.eks. Es 56,6-7). Zakarias’ bog taler ligefrem om, at folkeslag skal drage op til Jerusalem for ”at fejre løvhyttefesten”, ellers ”skal der ikke falde regn over dem” (Zak 14,16-17). Men før Messiastidens kommer med velsignet vand, skal der leves i tillid, og enhver jøde kendte de to fortællinger om folkets utålmodighed med Guds løfter under ørkenvandringen, hvor Moses måtte

Motiv fra en løvhytte ved Grædemuren, hvor en kunstner dannede sig dette billede af den natlige dans i templet. Foto: Hartvig Wagner.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Ifølge Ezekiel 47 skal der springe en kilde fra templet, der skal have så meget vand i sig, at selv det helt saltmættede Dødehav skal fyldes med liv, så der står fiskere fra En-Gedi til En-Eglaim. Vandøsningsceremonien skulle minde Gud om sit løfte og folket om at holde ud i tilliden til Gud som det levende vands giver. Foto: © Morten Hørning Jensen.

slå vand fra en klippe (2 Mos 17,1-7; 4 Mos 20,1-13). Folket måtte, som Moses, lære at stole på Gud (jf. gendigtningen i Sl 78,17-22). Derfor øste man vand og dansede natten igennem: For at minde sig selv om at have tillid til Guds løfte om Messiastidens levende vand, og for at bede Gud lade det ske, så hurtigt som muligt. JESU PROVOKERENDE MØDE MED FESTKLÆDTE PILGRIMME I lyset af dette giver det pludselig mening, hvorfor de festklædte pilgrimme i Jerusalem var ved at gå til af nysgerrighed over, om Jesus ville vise sig i byen under netop løvhyttefesten (Joh 7,11-12). Som ringe i vandet spredte spørgsmålet sig, om han netop skulle være Messias eller blot en gemen bedrager (7,25-27.31.40-53). Nogle udbrød spontant: ”Han er sandelig Profeten”. Andre sagde: ”Han er Kristus” (7,40-41). Men farisæerne sendte tempelvagten ud for at gribe ham. Som de sagde til Nikodemus, der som rådsmedlem havde vovet at opsøge Jesus tidligere, da han udtrykte forsigtighed i bedømmelsen af Jesus: ”Er du måske også fra Galilæa? Se efter i Skriften, så vil du se, at der fremstår ingen profet i Galilæa” (7,52). Der var altså ikke enighed i bedømmelsen af Jesus. Nogle anså ham for at være Messias eller en profet. Andre anså ham for at være en falsk profet. Men fælles for alle var, at de forstod hans ord og handlinger som ladet til randen med messiansk indhold. I lyset af løvhyttefestens vandøsningsceremoni kan det næsten heller ikke blive mere fyldt af Messiasforventninger, end da Jesus på ”festens sidste og største dag” stod frem og råbte: www.bibelskarkaeologi.dk

”Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ’Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand’” (7,37-38). Johannes fortæller os ikke præcist, om ”festens sidste og største dag” var løvhyttefestens syvende eller ottende dag. Hvis det skete på den ottende dag, var det netop som bønnen om regn og håbet om tempelkildens fremspring tog til i styrke. Det synes dog mere sandsynligt, at Johannes sigter til den syvende dag, der formelt set var løvhyttefestens ”sidste dag” og stor i den forstand, at det var her ”det store hosianna”-råb lød, når processionen gik hele syv gange rundt om alteret. Ingen kunne i nogle af tilfældene dog være i tvivl: Jesus satte sig selv ind på scenen som svaret på folkets bønner om frelse, regn og Guds Messiastid. Blandt mange af Jesu handlinger er denne måske den mest provokerende af dem, vi har i evangelierne. Sådan virkede det i alle fald på de jøder, der anså ham for at være ”en samaritaner og besat af en dæmon” (Joh 8,48), der efter loven skulle stenes, jo før, jo bedre (jf. 8,59). Men for den blindfødte, Jesus møder på vej ud af templet, blev mødet med Jesus som ”det levende vand” og ”verdens lys” (8,12) til konkret lys i mørket og tro på Jesus som Messias (9,38).

Læs mere om løvhyttefesten i TEL 2006/1.

17 TEL 2014/4


Fortsat fra bagsiden: Herodion kaster nye hemmeligheder af sig – og mere lys over julens evangelium TO HELT FORSKELLIGE RIGER

fremstå som et kulturelt og luksuriøst tilholdssted. Et vidnesbyrd om det afsløres af et citat fra Homers ”Iliaden”, der er ridset ind i væggen i den kongelige hal. Teaterets levetid blev kun kort. Det blev dækket til, da Herodes ønskede at gøre Herodion til et endnu mere iøjnefaldende monument over sin storhed ved at forsyne det med kegletoppen. DEN OPRINDELIGE ADGANG Da jeg besøgte Herodion i sommer, var man i fuld gang med at grave ned til den oprindelige adgang til selve paladsfæstningen. Adgangsvejen har ligesom teateret ligget gemt under jord og sten fra opfyldningen, da kegletoppen blev dannet. Et moderne transportbånd fjernede bekvemt, hvad man fik hakket løs under udgravningen. Til sammenligning er det svært at forestillet sig, hvilke anstrengelser det i sin tid har kostet at skulle transportere de samme mængder jord og sten op ad bjergsiden, da kegletoppen blev etableret. Det har krævet en enorm arbejdsstyrke, og har sikkert kostet mange mennesker og æsler livet. Efter hjemkomsten har Yakov Kalman fortalt, at man nu er nået frem til en korridor og et ankomstrum, hvis vægge er prydet med delvis velbevaret freskomaling. HERODES’ MAUSOLEUM Inden afskeden med Herodion i denne omgang kastede jeg igen blikket på resterne af mausoleet, hvor stumper af Herodes’ kiste blev fundet, som omtalt

Dette nærfoto af freskoerne i den kongelige søjlehal viser, hvordan den oprindelige freskomaling i den kongelige søjlehal efterfølgende blev plastret over og nymalet. Man har gættet på, at yderste maling er foretaget i forbindelse med besøget i år 15 f.Kr. af Augustus’ svigersøn og stedfortræder i Østen, Markus Agrippa. Foto: Hartvig Wagner.

i TEL 2008/3. Det har været planen at genopbygge mausoleet i fuld størrelse. På grundlag af de mange fundne rester har man kunnet danne sig et pålideligt billede af dets udseende. I stedet har man valgt den bedre og billigere løsning at lave en skalamodel i forholdet 1:10 ved siden af det velbevarede fundament (se 2009/1). Som nævnt i TEL 2009 nr. 1, er mausoleet med indhold antagelig blevet ødelagt af de jødiske oprørere under krigen mod romerne år 66-70 e.Kr. i protest mod Herodes’ romervenlige politik. Man formoder, at mausoleet ikke er blevet forstyrret af kegletoppens etablering, men er forblevet synligt helt fra Jerusalem frem til oprørernes ødelæggelse.

På Jesu tid har Herodion derfor stået som et af de betydeligste monumenter i hele Romerriget og indgydt ærefrygt for en af datidens største statsmænd. Men i Betlehem, få km væk, fødtes i en klippehulestald på samme tid en helt anden og større hersker, hele verdens frelser, Jesus Kristus. Et besøg på Herodion sætter hans ord til Pilatus: ”Mit rige er ikke af denne verden” (Joh 18,36) i et ganske særligt perspektiv og giver for alvor ordene vægt. Ordene har nok også gjort indtryk på romeren Pilatus.

Læs mere om Herodion i TEL 2002/4; 2007/2; 2008/3; 2009/1 og 2010/4.

Der arbejdes på at klarlægge den oprindelige adgang til paladsfæstningen. Adgangen blev tildækket, da kegletoppen blev anlagt. Foto: Hartvig Wagner.

GIV ET SMUKT PORTRÆT – den helt personlige gave !

Håndtegnede portrætter udføres fra fotos og leveres færdigmonteret med passepartout i enkel, klassisk aluramme. Kontakt freehand.dk !

Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web

18 TEL 2014/4

Selskab for Bibelsk Arkæologi


MEGET SJÆLDEN INSKRIPTION FUNDET I JERUSALEM I forbindelse med udgravninger uden for Damaskusporten har israelske arkæologer fundet halvdelen af en enestående inskription, skrevet på latin. Det viser sig, at den passer til en anden indskrift, der blev fundet i samme område for 150 år siden. Teksten i sin helhed er en hyldest til den romerske kejser Hadrian, og da den refererer til hans 15. regeringsår, kan den dateres præcist til 130 e.Kr. Tavlen er opstillet af den 10. romerske legion, som havde permanent base i Jerusalem, og den har sikkert prydet en triumfbue, opført til ære for kejserens besøg i Jerusalem samme år. Inskriptionen viser, at romerne var i fuld gang med at bygge Jerusalem op som en romersk by med porte og kejserlige triumfbuer allerede før, at den anden jødiske opstand mod romerne brød ud i 132 e.Kr. Teksten vil spille en vigtig rolle i diskussionen af årsagerne til denne opstand, også kaldet Bar Kochba-opstanden.

JERUSALEM PÅ KONG HIZKIJAS TID Lige inden for Jaffaporten i Jerusalem finder vi citadellet. Inde i dette citadel er der et fængsel fra tyrkisk tid, som også israelerne har brugt. I nogen tid har arkæologer fået lov at grave nede i det tidligere fængsel. Nederst har man frilagt dele af en stor cisterne, som formentlig har indgået i Herodes den Stores store palads, som vi ved fra historiske kilder har ligget på dette sted. Paladset er ikke fundet endnu; men flere og flere bygningsrester dukker op, som antyder en meget stor bygning på stedet. Længere nede fandt forskerne rester af en kraftig mur fra ca. 700 f.Kr. (kong Hizkijas tid). Det er overraskende, for de fleste forskere har antaget, at dette område lå uden for Jerusalems bymur på Hizkijas tid. Noget tyder på, at Jerusalem dengang måske var større, end vi hidtil har troet, så byen nåede helt op til området, hvor citadellet ligger i dag.

Hadrian inskriptionen er udstillet i Rockefellermuseet. Stenen var genbrugt som dæksten over en cisterne. Derfor har stenen et halvcirkelformet hul. © Yoli Shwartz, Israel Antiquities Authority.

www.bibelskarkaeologi.dk

19 TEL 2014/4


Herodion kaster nye hemmeligheder af sig – og mere lys over julens evangelium Af Hartvig Wagner, pastor emeritus og medlem af TELs redaktion Siden 2002 har TEL flere gange beskrevet udforskningen af Herodes den Stores imponerende paladsfæstning Herodion ca. 7 km sydøst for Betlehem. Her blev Herodes stedt til hvile ifølge historieskriveren Josefus. I 1972 begyndte professor Ehud Netzer sine udgravninger på stedet i håb om at finde graven. Det lykkedes først ved et tilfælde i 2007. Senere dukkede også et lille teater op i nærheden af graven. Under sit videre arbejde styrtede Netzer i 2010 ned fra en afspærring og døde få dage efter (se TEL 2010/4).

Herodion set fra nord 2014. Teateret og ”Den kongelige hal” under tag ses omtrent midt på højen. Lidt højre oppe tv. ses rækværket omkring Herodes’ mausoleum. Øverst under blå sejldug arbejdes der på at finde den oprindelige adgang til paladsfæstningen. Foto: Hartvig Wagner.

Under ledelse af en af Netzers medarbejdere, Yakov Kalman, fortsætter arbejdet med at udforske Herodions historie. Denne sommer tog han mig med til Herodion for at vise mig, hvad man nu var i gang med at udgrave og for samtidig nærmere at forklare de seneste års fund.

vejret med et endnu højere tårn mod øst. Kort før sin død år 4 f.Kr. omgav Herodes det runde fæstningsværk med en kunstig, regelmæssig kegletop oven på den naturlige bjergtop. Dertil er der brugt 10.000 m³ jord, som antagelig møjsommeligt er hentet fra en nabohøj. Josefus omtaler udtrykkeligt denne proces og siger, at Herodion dermed fik form af et kvindebryst. Den dag i dag kan man tydeligt se skellet mellem den naturlige bjergtop og den kunstige kegletop.

EN KUNSTIG KEGLETOP

ET LILLE TEATER

For at forstå, hvad arkæologerne har haft gang i, må vi gøre os klart, hvordan Herodion har fået sit karakteristiske udseende. På en naturlig bakketop rejste Herodes et rundt fæstningsværk omkring et overdådigt kongeligt palads, hvis ruiner den dag i dag er et besøg værd på toppen. Komplekset har oprindeligt raget ca. 30 m i

Kegletoppen har skjult mangt og meget, som sammen med paladsfæstningen har stået på den naturlige bakketop. Det gjaldt også et lille teater med 300-400 tilskuerpladser, som Ehud Netzer og hans stab overraskende fandt frem til i nærheden af mausoleet. Lige over øverste tilskuerrække fandt man et spændende udsmykket lokale på 8 x 7 m og 5,5 m i højden. Lokalet, der var åbent ud mod teateret, har man kaldt ”Den kongelige hal”. Hallen huses nu i et træskur og er endnu ikke åbnet for besøgende. Men Yakov Kalman låste op og viste mig rundt. Hvilken oplevelse!

GENSYN MED HERODION

Skitsetegning af Herodion, som viser, hvorledes den kunstige kegletop kom til at omslutte selve paladsfæstningen, der var bygget på den naturlige bakketop. Med tilladelse fra Ehud Netzer, Die Paläste der Hasmonäer und Herodes’ des Großen.

der forestiller et åbent vindue med udsigt til landskaber med dyr og planter fra fjerne egne. Et vidnesbyrd om, at Herodes har haft kontakt til den vide verden. Vi ved fra Josefus, at kejser Augustus’ betroede ven og rådgiver, svigersønnen Markus Agrippa, der var kejsernes stedfortræder i landene mod øst, gæstede Jerusalem og Herodion i år 15 f.Kr. Det har muligvis givet anledning til en hurtig renovering i den kongelige hal. Man kan i alt fald et bestemt sted på væggen se, at den oprindelige freskomaling er overmalet med en hurtig anvendelig og lettere type maling. Teateret og hallen viser, at Herodes har ønsket, at Herodion også skulle Fortsættes side 18

Den øverste del af teateret og skuret, som huser ”Den kongelige hal”. Teateret er ca. 30 m i diameter med 12 rækker sæder og plads til 300-400 tilskuere. Foto: Hartvig Wagner.

FORNEMT BESØG Man antager, at hallen har tjent som opholdsrum og spisesal for Herodes og hans gæster i forbindelse med teaterbesøg. Højt oppe på væggene ser man flere malerier,

”Den kongelige hal”. Øverst ses et af malerierne, der forestiller et åbent vindue med udsigt til et fremmed landskab. Foto: Hartvig Wagner.

Tel2014-4_issuu  
Tel2014-4_issuu  
Advertisement