__MAIN_TEXT__

Page 1

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

nr. 2 | juni 2014 | 25. årgang

ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN

Nye udgravninger

skriver Jerusalems historie om Jerusalems historie må skrives om! Om de nyeste fund i Jerusalem Var Noas ark i virkeligheden rund?

10

Er resterne af den sidste retmæssige jødiske konge fundet?

16

3


EN MEGET LANG TUNNEL FRA KONG HIZKIJAS TID For flere år siden blev en tunnel opdaget vest for Betlehem. Denne smukt udhuggede vandtunnel er en såkaldt kildetunnel, dvs. den samler vand fra flere kilder i området. Den er én af de længste af sin art i Juda, ca. 180 m lang. Ud fra måden, tunnellens vægge er hugget på, kan den dateres til kong Hizkijas tid (728-685 f.Kr.). Den er altså samtidig med ”Hizkijas tunnel” i Jerusalem. Det bemærkelsesværdige er også, at et protoæolisk søjlehoved er udhugget ved indgangen til tunnellen. Det er første gang, at en sådan kapitæl er fundet på sin oprindelige plads. Normalt finder man disse kapitæler, der vidner om kongeligt byggeri, liggende i jorden – helt adskilt fra de søjler, som de formodes at have siddet på engang.

Magasintilbud Køb et sæt af tidligere numre af TEL (ca. 50 numre) Kun

250 kr.

+ forsendelse

Skriv til: hh@bibelskarkaeologi.dk

Hvad vandet fra kilderne har skullet bruges til, ved man endnu ikke. Har der mon været et kongeligt palads i nærheden?

SBA har fået ny formand På SBAs årsmøde i april valgte Jan Højland at trække sig Ved Ramat Rahel, som ligger nogle få km fra den fundne tunnel, har man fundet ti protoæoliske søjlehoveder. Et af disse er her vist i kopi. © bibleplaces.com.

Selskab for Bibelsk Arkæologi Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Tlf.: E-mail: Internet: Bank:

7586 1748 info@bibelskarkaeologi.dk www.bibelskarkaeologi.dk Sydbank konto 7920-1014 846

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Jørgen Bækgaard Thomsen (red. sekr.), Carsten Vang. Forsidefoto: De sidste næsten 20 år har der foregået intense udgravninger i Davidsbyen i Jerusalem, hvilket har givet os helt ny viden om Jerusalems historie. Billedet er fra nye udgravninger af en sidetunnel til Hizkijas tunnel. Foto: © bibleplaces.com.

som formand efter fem år på posten. Vi siger Jan stor tak for indsatsen! Ny formand blev redaktør af TEL, Morten Hørning Jensen.

Hvad betyder TEL? Bladet TEL har sit navn efter de ruinhøje fra oldtiden, der rummer lag på lag af bebyggelse. ”TEL” er den arkæologiske betegnelse for ”ruinhøj”. Links i TEL: Links til artiklerne er samlet på www.bibelskarkaeologi.dk under ”Kvartalsmagasinet TEL”. Layout: Freehand.dk, Herning Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. Abonnementspris: Årsabonnement koster kr. 185 (for unge under 26 år kr. 135), som opkræves via PBS først på året. Abonnement tegnes via www.bibelskarkaeologi.dk.

Selskabets bestyrelse: Lektor, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør og formand), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Overlæge Vagn Juul Jensen (næstformand), tlf.: 7512 9021 · vjj@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster), tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk Stud.theol. Michael Agerbo Mørch, tlf.: 2825 3219 · mam@bibelskarkaeologi.dk Ekstern kasserer: Hans Hansen, tlf.: 7586 1748 · hh@bibelskarkaeologi.dk Støt SBA’s arbejde økonomisk Du kan støtte SBA’s arbejde økonomisk ved at indbetale en gave på bankkonto: 7920-1014 846. Tak!

Adresseændring meldes til info@bibelskarkaeologi.dk. ISSN 0905 - 5827

2 TEL 2014/2

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Jerusalems historie må skrives om! – om de nyeste fund i Jerusalem

Af Carsten Vang, lektor ved Menighedsfakultetet

Der er næppe nogen by, der har lagt jord til så mange arkæologiske ekspeditioner, som den allerældste del af Jerusalem, kaldet Davidsbyen. Siden 1995 har man foretaget en række nye udgravninger forskellige steder i Davidsbyen. Afgørende ny viden er kommet for dagen, og gang på gang er arkæologerne stødt på store overraskelser. Jerusalems historie må skrives om på flere punkter. www.bibelskarkaeologi.dk

Jerusalem set mod nordvest, som byen kan have set ud på Davids tid. Øst for bymuren lå det ekstremt kraftige kildetårn omkring Gihon-kilden. Bag tårnet var klippepoolen, og en passage forbandt tårnet med bymuren. Tegneren Leen Ritmeyer har tolket fundene således, at der ikke var noget pooltårn. Kongens palads lå længst mod nord, delvist på en kunstig forhøjning. © Leen Ritmeyer.

Det hele begyndte i 1995. Jerusalems bystyre var ved at forberede fejringen af 3000-års jubilæet for Davids erobring af byen fra jebusitterne. I den forbindelse ønskede man at vise de arabiske indbyggere i bydelen Silwan en gestus ved at lave et fortov langs vejen op gennem Kedrondalen. Men før arbejdet kunne gå i gang, skulle et par arkæologer lige foretage nogle få prøveudgravninger i dalens bund. Det var professor Ronny Reich fra Haifa og Eli Shukron fra Israels Arkæologistyrelse, som fik opgaven. Det hele skulle kun vare nogle få uger, så skulle de videre til andre opgaver. Da de gravede ned, stødte de uventet på resterne af en ukendt bymur, der var ældre end Jerusalems ødelæggelse i 587 f.Kr. 3 TEL 2014/2


Samtidig ønskede organisationen Elad at lave et besøgscenter ved Gihon-kilden. Reich og Shukron fik opgaven med at foretage de arkæologiske undersøgelser, inden byggeriet kunne begynde. De gravede jo i forvejen bare et par hundrede meter derfra. Denne nye udgravning var imidlertid så fyldt med overraskelser, at udgravningerne har stået på lige til i år. I denne artikel vil vi se på nogle få af de vigtigste fund, som Reich og Shukron har gjort i Davidsbyen. Vi vil også se på en udgravning oppe på toppen af Davidsbyen, hvor en anden arkæolog, Eilat Mazar, afdækkede de imponerende rester af et stort palads. Har dette palads mon noget med kong David at gøre? De nyeste fund viser os, hvor stærk en by Jerusalem var, da jebusitterne havde magten, og vore forestillinger om, hvordan David erobrede byen, har vist sig forkerte. En meget stor paladsagtig bygning, som er ældre end Davids tid, er blevet fundet. Ved et rent lykketræf fandt arkæologerne Siloa Dam fra Jesu tid, ligesom de stødte på sigende vidnesbyrd fra de sidste dramatiske dage af byens historie, da den blev ødelagt af romerne i år 70.

En passage, dannet af høje, meget kraftige mure, beskyttede nedgangen fra byen til pooltårnet. © Israel Antiquities Authority.

1. JEBUSITTERNES JERUSALEM

Kongeborg Bymur (fundne levn)

al

Warren’s Shaft systemet

Kildetårnet

Hizkijas tunnel

Davidsbyen

Pool

Gihon

Kanal 2 (Siloa kanalen)

Kedrondalen

Den

cen tra

le D

Pooltårnet

Ny bymur (fundne levn)

Siloa dam (i dag)

Siloa Dam (Jesu tid)

Nogle af de nye fund, som er blevet gjort i Davidsbyen siden 1995. © Biblical Archaeology Review.

4 TEL 2014/2

Vi har vidst i mange år, at Jerusalems oprindelige indbyggere, jebusitterne, opførte en meget kraftig bymur rundt om deres by. Dette skete ca. 1800 f.Kr., ikke lang tid efter at patriarken Jakob og hans familie havde bosat sig i Egypten. Gennem mere end et år fjernede de to arkæologer og deres hjælpere tonsvis af jord fra det sted, hvor besøgscentret skulle ligge, lige syd for Gihon-kilden. Arbejdet skete med håndkraft og skred kun langsomt frem. Så pludselig skete der noget, som overgik deres vildeste fantasi: De stødte på nogle meget store og kraftige sten.

Davidsbyen

STORT VANDRESERVOIR

Jerusalem, som kong David erobre-

Stenene viste sig at ligge langs kanten til et kæmpestort og meget dybt vandreservoir, som jebusitterne havde hugget ud i klippen. Poolen lå placeret mellem kilden ved dalens bund og bymuren højt oppe på bakken. Den har været ca. 15 x 10 m stor og har haft høje, glatte vægge. Poolens bund ligger lidt lavere end kilden, og en tunnel ledte vandet ind til poolen.

de ca. 1004 f.Kr. og gjorde til sin

Stedet, hvor arkæologerne har gravet intensivt gennem de sidste knap 20 år, kaldes for Davidsbyen. Den ligger på en smal, langstrakt bjergkam syd for tempelpladsen, og den er afgrænset af den stejle Kedrondal mod øst og Den centrale Dal (også kaldet ”Ostemagerdalen”) mod vest. På østsiden af bakken udspringer en kilde, Gihonkilden, som har vand hele året rundt. På denne bakketop lå det

hovedstad. I løbet af Kongetiden voksede byen op ad bakkerne mod nord og vest, så den med tiden også kom til at omfatte en stor del af det område, hvor Jerusalems nuværende gamle by ligger.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Den udhuggede pool er et af de største menneskeskabte vandbassiner i landet fra perioden 2000 til 1500 f.Kr. Den kom som en total overraskelse for forskerne, og Ronny Reich tøver ikke med at kalde poolen for det mest betydningsfulde fund, de har gjort i Davidsbyen. Tidligere mente forskerne, at byens indbyggere blot gik ud af en port og ned ad den stejle skråning til kilden, når de skulle hente vand. Nu blev det klart, at jebusitterne havde lavet et meget sindrigt vandsystem.

deligt forbundet med klippepoolen. Byens indbyggere kunne gå ned gennem den skrånende tunnel og hen langs den vandrette sektion frem til poolen, hvor de kunne trække friskt vand op. Formentlig var der bygget en platform af træ ved tunnellens udgang, så kvinderne kunne stå ud på den og lade vandkrukkerne glide ned i poolen. Den udhuggede pool med tunneller var konstrueret på samme tid som bymuren, ca. 1800 f.Kr. Den var i brug i hen ved 1000 år og blev først taget ud af brug omkring 800 f.Kr.

ADGANG TIL FRISK VAND Poolen viste sig nemlig at være forbundet med et allerede kendt underjordisk tunnelsystem, kaldet Warren’s Shaft systemet. Dette system består af to dele, dels en skrånende tunnel med groft udhuggede trapper, der begyndte inden for bymuren, og dels en lodret skakt ved den nedre, vandrette ende af tunnellen. I bunden af skakten er en lille hule, der har forbindelse med kilden. Reich og Shukron har imidlertid påvist, at den lodrette skakt oprindelig ikke var en del af jebusitternes underjordiske tunnelsystem. Skakten er ikke menneskeskabt, men er en naturlig sprække i klippen. Jebusitterne vidste ikke om den, og adgangen til skakten blev først skabt nogen tid efter, at poolen var taget ud af brug som vandreservoir (en gang efter år 800 f.Kr.). Dette er ny viden. I virkeligheden var tunnellens nederste vandrette del oprin-

POOLTÅRN På den nordlige side af klippepoolen stod et stort tårn til at beskytte den. Tårnet dækker et areal på 13,7 m x 16,8 m, og dets mure er mere end 3,7 m tykke. Nogle af stenene i tårnets fundament vejer flere ton. Passagen fra bymuren ned til pooltårnet var beskyttet af to kraftige mure, der forbandt bymuren med tårnet. Murene er bevaret i op til 5 meters højde. Jerusalems indbyggere havde således flere nedgange til poolen med dens vand: dels denne passage mellem murene ned til pooltårnet (i fredstid), dels den skrånende tunnel, der var hugget ud inde i klippen, og som førte hen til poolen. Denne tunnel havde især sin værdi, hvis byen skulle komme under langvarig belejring.

Jebusitterne udhuggede en dyb pool i klippen tæt ved Gihon-kilden. Poolen havde høje, næsten lodrette vægge. Arkæologerne måtte opføre en kraftig betonmur over poolen, for at hindre tonsvis af jord i at skride ned, efterhånden som man gravede ned i den dybe pool. © bibleplaces.com.

www.bibelskarkaeologi.dk

5 TEL 2014/2


KILDETÅRNET Endnu en stor overraskelse ventede de forbløffede arkæologer, da de begyndte at grave omkring selve kilden: De stødte på kæmpestore sten, der lå i række. Stenene viste sig at stamme fra et meget kraftigt tårn, som jebusitterne havde opført rundt om selve kilden for at beskytte den. Tårnets ydre mål var ca. 14 x 18 m, murene er mere end to m tykke, mens den østlige mur ud mod Kedrondalen, som har været den mest udsatte side, har en tykkelse på ca. 7 m! Flere af stenene vejer mere end fem ton stykket. Arkæologerne havde ingen anelse om kildetårnets eksistens. Først Herodes den Store byggede med større sten end dem, som jebusitterne havde brugt, da han 1800 år senere tog fat på at bygge på tempelpladsen! Jebusitterne gjorde alt for at beskytte den dyrebare kilde ved en mulig belejring af byen. For at lede kildevandet væk fra kildetårnet havde byens indbyggere også hugget en tunnel (”Kanal 2”) langs hele Kedrondalens vestside. Den førte vandet fra kilden til den sydlige ende af Davidsbyen, hvor vandet så løb ud i dalen. En sidetunnel førte ind til klippepoolen og forsynede den med vand. Alt dette betyder, at på samme tid, ca. 1800 f.Kr., byggede Jerusalems jebusitiske indbyggere den meget kraftige mur omkring byen, kildetårnet, klippepoolen, pooltårnet, den befæstede nedgang, den underjordiske tunnel inde fra byen ned til poolen og endelig vandledningen fra kilden ud i dalen (”Kanal 2”). Det er i sandhed en imponerende bedrift. Det giver os også et indtryk af, hvilke udfordringer David stod overfor, da han ville indlemme Jerusalem i sit rige.

har givetvis været noget større. Alt tyder på, at Mazar har fundet resterne af et stort palads, noget kun få havde troet muligt. Hun gik så ud i offentligheden og kundgjorde, at hun havde fundet det palads, som David lod bygge efter sin erobring (se TEL 2006-3: Eilat Mazar, ”Er Davids palads mon fundet?”). JEBUSITTERKONGENS PALADS Dateringen af fundet er ganske omdiskuteret blandt forskerne. Meget tyder dog på, at paladset er ældre end Davids tid (1004970 f.Kr.). Fund af to beboelseslag inde i bygningen fra Jern-I perioden (1200-1000 f.Kr.) tyder på, at bygningen må være opført omkring 1050 f.Kr. eller tidligere. Det er nærliggende at tro, at Jerusalems jebusitiske konger har haft deres bolig her.

En meget stærk by Resultaterne af de nyeste fund kaster lys over, hvorfor israelitterne ikke var i stand til at erobre Jerusalem, da de vandrede ind i Kana’ans land omkring 1400 f.Kr. Mens de kunne erobre byer i Bjerglandet, kunne de ikke tage Jerusalem. Dom 1,21 fortæller, at Benjamins stamme ikke var i stand til at fordrive jebusitterne i Jerusalem, selv om byen lå i Benjamins stammeområde. Gennem hele Dommertiden (1380-1030 f.Kr.) forblev Jerusalem på jebusitiske

2. KONG DAVIDS JERUSALEM

hænder og lå hele tiden som en kana’anæisk ”prop”, der

Da Shukron og Reich havde gravet i 10 år i området omkring Gihon-kilden, begyndte en anden israelsk arkæolog, Eilat Mazar, at grave oppe på toppen af bakken. I 2005 fandt hun resterne af en stor bygning med kæmpestore ydermure og mange rum. Murene står direkte på klippen. Ydermuren ud mod Kedrondalen er mere end 5 m tyk. Da der ligger arabiske huse og haver på toppen af bakken, kunne hun kun frilægge en del af den store bygning. Den

vanskeliggjorde kontakten mellem Juda stamme mod syd og Benjamins stamme mod nord (sml. Dom 19,11-14). Byens stærke befæstning forklarer, hvorfor israelitterne ikke kunne indtage byen. Det var først David, der erobrede Jerusalem og føjede den til sit rige. Begivenheden er omtalt i 2 Sam 5,6-9 og 1 Krøn 11,4-9. Det er tydeligt ud fra den bibelske beretning, at jebusitterne var fuldt overbeviste om, at David ikke ville være i stand til at erobre deres by. Selv blinde og lamme, som ikke kan siges at have særlige fysiske fortrin, når en by skal forsvares, ville være i stand til vogte byen, råbte de hånende ned til David og hans mænd. Vi forstår nu baggrunden for jebusitternes overmod. Deres vandforsyning var absolut sikker, de havde adgang til maser af vand, og byens mure var uindtagelige, mente de. Hvordan David bar sig ad med at indtage byen, fortæller Bibelen desværre ikke. 1 Krøn 11,6 nævner blot, at hærføreren Joab var den første, der ”kom op”. Men hvordan gjorde han det? Var det via det sindrige vandsystem, eller skete det på anden vis? Vi ved det ikke. I al fald fik David nu en hovedstad, som var yderst velbefæstet og havde adgang til masser af vand hele året igennem. De nye fund viser også, at det er med god grund, at Bibelen beskriver Jerusalem som en ”klippeborg”, da David

Nordøsthjørnet af kildetårnet. Tårnet var bygget omkring selve kilden og opført af meget store sten. © bibleplaces.com.

6 TEL 2014/2

erobrede byen (2 Sam 5,7).

Selskab for Bibelsk Arkæologi


David kan meget vel have overtaget paladset, da han flyttede ind med sin familie og sin administration. Snart efter bygger han dog sit eget hus (2 Sam 5,11), og det gamle palads mistede efterhånden sin funktion. ANDRE FUND Eilat Mazar graver for tiden i området lige syd for tempelpladsen. Igen gør hun yderst spændende fund. I 2012 fandt hun to potteskår fra et forrådskar, hvor der var ridset bogstaver ind på kanten af krukken. Hun daterer potteskårene til Davids tid, da de lå i fyld under en mur, som hun har dateret til ca. 950 f.Kr. Teksten er ufuldstændig og har blot fem læsbare bogstaver og tre, som kun kan skimtes. De lærde strides om, hvorvidt skriften er tidlig hebraisk eller er kana’anæisk. Men den er den tidligste tekst overhovedet skrevet med alfabetskrift, som er fundet i Jerusalem, og den viser med al tydelighed, at i al fald nogle var i stand til at skrive og læse på Davids tid. Det var ikke bare i skriverens kontor i paladset, at man kunne skrive, også i et pottemagerværksted var der arbejdere, som kunne skrive og læse. Mazar hævder også, at hun har opdaget bygningsrester fra David og Salomos tid i dette område. Da dette ikke er bekræftet af uafhængige arkæologer, må det indtil videre stå som en påstand fra hendes side. Men det sidste blad i Jerusalems tidlige historie er endnu ikke skrevet.

Jebusitterne huggede omkring 1800 f.Kr. en tunnel (kaldet ”kanal 2”), som ledte vand fra Gihonkilden langs Kedrondalen til sydenden af byen. En sidekanal ledte vand ind i klippepoolen. © bibleplaces.com.

3. JERUSALEM I KONGETIDEN De sidste 20 års udgravninger begyndte som nævnt i indledningen med fundet af en gammel bymur, tæt ved Kedrondalens bund. 120 m syd for kilden åbnede Reich og Shukron nogle flere udgravningsfelter, og man ramte da ned i den samme gamle bymur. Da man var nået ned til fundamentet af muren, viste den sig at være bevaret i mere end fem meters højde. Denne nye mur ligger adskillige meter neden for Jerusalems ældste bymur, der er opført omkring 1800 f.Kr. Bymuren, som er blevet afdækket på en strækning af mere end 30 m, er opført af relativt små sten, i al fald når man sammenligner den med jebusitternes

kildetårn. Den kan dateres til det 8. årh. f.Kr., sandsynligvis til kong Hizkijas tid (728-685 f.Kr.). Vi har længe vidst, at huse blev opført på skråningen af Kedrondalen uden for den gamle bymur. Men nu ved vi, at dette nye kvarter også blev indrammet af en bymur. Måske denne mur er identisk med ”den anden mur”, som kong Hizkija byggede foran den gamle bymur (2 Krøn 32,5). HUSET I POOLEN Kort forinden var den store pool blevet taget ud af brug og fungerede ikke længere som vandreservoir. I stedet blev den anvendt som bolig for en almindelig familie. Ved at vådsi alt det jord, som lå oven over resterne af huset i den oprindelige pool, fandt arkæologerne overordentligt mange seglaftryk, kaldet bullae, i alt ca. 180 stk. Disse aftryk havde ikke tekst skrevet ind, men rummede forskellige tegn og billeder. Et af aftrykkene havde f.eks. en tegning af et fønikisk skib. Til arkæologernes store overraskelse var denne jord også fyldt med fiskeben, der stammede fra fisk i Middelhavet. Det er den største samling af fiskeknogler overhovedet fra noget arkæologisk sted. På kong Hizkijas tid har importerede fisk derfor ofte fundet vej til Jerusalems spiseborde. 4. SILOA DAM PÅ JESU TID

Den nordlige ende af Siloa Dam på Jesu tid. Dammens sider bestod af tre rækker af fem trin og med afsatser imellem rækkerne. Det grønne område til venstre er den såkaldte ”Kongens Have”, som ejes af Det græsk-ortodokse Patriarkat. Dammen fortsætter ind under denne lund. © bibleplaces.com.

www.bibelskarkaeologi.dk

Ved udløbet af Hizkijas tunnel ligger en lille, smal dam, som går under navnet Siloa Dam. Forskere har i mange år vidst, at denne dam ikke kan stamme fra 7 TEL 2014/2


Jesu tid, men er noget yngre, og at Siloa Dam på Jesu tid formentlig har ligget et andet sted. Men hvor præcis den lå, vidste ingen. I 2004 blev dammen opdaget ved et rent tilfælde! Et kloakrør, der løb langs foden af klippen ved sydenden af Davidsbyen, skulle udskiftes. En bulldozer gravede en rende ved siden af den utætte ledning, og her stødte den på nogle store, pænt tilhuggede sten. Tilfældigvis kom Eli Shukron forbi, standsede op og iagttog opgravningen netop i det øjeblik, hvor bulldozeren tog fat i de store sten. Han så straks, at det lignede sten fra vor tidsregnings begyndelse, og han beordrede gravearbejdet standset øjeblikkeligt og tog fat med ske og kost. Var Shukron ikke kommet forbi netop i dette øjeblik, havde gravemaskinen fortsat som planlagt, og ingen havde bemærket stenene. Bulldozeren var stødt på sten fra en stor vanddam med mange trin. Dammen var bygget i to faser, og den yngste fase kunne ud fra fund af mønter i mørtelen dateres til omkring 50 f.Kr. Dammens nordlige ende bestod af tre gange fem trappetrin og med en afsats imellem hvert sæt trin. Det var resterne af den nytestamentlige Siloa Dam, som arkæologerne havde fundet ved et tilfælde (se TEL 2006-1: Hershel Shanks, ”Sensationelt fund: Siloadammen i Jerusalem fra Jesu tid”). Stenene fortsætter ind under en lund med frugttræer, som ejes af Det græsk-ortodokse Patriarkat i Jerusalem. Arkæologerne kunne derfor ikke bestemme dammens størrelse, og kun nordsiden med de tre gange fem trapper er blevet frilagt. Forhåbentlig vil Patriarkatet en dag give tilladelse til, at arkæologer kan grave en grøft inde i frugtlunden, så Siloa Dams omkreds og størrelse kan blive bestemt nøjagtigt. 5. BYENS FALD I ÅR 70 E.KR. Reich og Shukron kunne se, at Siloa Dams nordvestlige hjørne var forbundet med en brolagt plads, lavet af smukt tilhuggede sten. De havde ikke lov til at udvide udgravningsfeltet yderligere, men kunne ikke dy sig for at undersøge, hvor langt denne brolagte plads egentlig strakte sig. De fortsatte med at grave mod vest og stødte snart på den brede gade, som på Jesu tid førte fra Siloa Dam op til området vest for tempelpladsen.

Siloa Dam, som den kunne have set ud på Jesu tid. © Biblical Archaeological Review.

GADEN FRA SILOA DAM Gaden er dækket af et mange meter tykt lag af materiale, som stammer fra romernes grundige ødelæggelse af Jerusalem i år 70 e.Kr. Siloa Dam ligger jo på det laveste punkt i byen, og heftige regnskyl har gennem årene ført meget materiale med ned. Lederen af Israels Arkæologistyrelse så straks mulighederne omkring fundet af denne gade og gav arkæologerne lov til at fortsætte – tidligere aftaler til trods. De gravede adskillige meter nede under nuværende gadeniveau og stivede den derved fremkomne tunnel af med store jernstivere, efterhånden som de kom frem. Med tiden fik de blotlagt hele gaden fra Siloa Dam op gennem Den centrale Dal til området neden for tempelpladsen. Det er en gade med mange trin. Stenhuggerarbejdet er af en meget høj standard, stenene er store og føjet præcist sammen. KLOAKKENS DYSTRE HEMMELIGHED Her og der var nogle af de store sten i gaden i stykker, og det var tydeligt, at nogen havde forsøgt at komme ned i kloakken nedenunder. Denne kloak kom oppe fra det øvre Jerusalem og drænede

Helbredelsen af den blindfødte Joh 9 fortæller, at Jesus så en blind mand sidde og tigge ved udgangen fra tempelpladsen. Han lavede noget dynd ved at blande sit spyt med støvet på fliserne og smurte dyndet på den blindes øjne. Derpå bad han den blinde om at gå ned til Siloa Dam og bade sig dér (9,6-7). Da den blinde rettede sig op efter at være dykket ned i Siloa Dams store bassin, var hans syn blevet helbredt, og han løb begejstret op af trappegaden til det sted, hvor han havde siddet og tigget. Det nye fund viser os, at Siloa Dam var en stor, offentlig dam, hvor mange kunne bade, og hvor en blind let kunne stige ned i vandet. Der var derfor adskillige vidner til mandens helbredelse.

8 TEL 2014/2

Et lille udsnit af den brede gade, der løb fra Siloa Dam langs Den centrale Dal og op til sydvestenden af tempelpladsen i romersk tid, er blevet afdækket i hele dens længde. Gaden var forsynet med mange trapper. © HolyLandPhotos.org.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


byen for regnvand, og den er derfor så høj, at man sagtens kan gå i den. Nede i kloakken fandt forskerne flere steder hele madskåle og krukker. De var ikke gået i stykker og derfor ikke havnet i kloakken ved et uheld. I stedet er der sket det, at fortvivlede borgere i Jerusalem har søgt ly i kloakkerne, mens de romerske soldater søgte efter jødiske flygtninge ovenover. Den jødiske historieskriver Josefus fortæller, at jøderne forsøgte at gemme sig i kloakkerne, mens de romerske soldater fór hærgende gennem byen. Men hurtigt har soldaterne opdaget, at flygtninge gemte sig i kloakken, og de har brudt stenene i stykker her og der for at tage dem til fange. Fundene i kloakken under gaden fra Siloa Dam bekræfter Josefus’ beretning om de sidste dramatiske timer i det jødiske Jerusalems historie i år 70. SAMMENFATNING De sidste 20 års arkæologiske udgravninger i Davidsbyen har på afgørende områder ændret vores forståelse af byens ældste historie. Den by, som kong David erobrede, var usædvanligt godt befæstet og havde i 800 år haft et sindrigt vandsystem. Dette system blev taget ud af brug omkring 750 f.Kr., og klippepoolen blev lavet om til beboelse i stedet. På kong Hizkijas tid (ca. 700 f.Kr.) blev en ny række huse uden for bymuren beskyttet af en mur foran den gamle mur. Siloa Dam fra Jesu tid blev opdaget ved et rent lykketræf, og den lange gade, der løb fra Siloa Dam i bunden helt op til tempelpladsen er blevet afdækket. De næste arkæologiske udgravninger i Davidsbyen vil helt sikkert føje nye og uventede kapitler til byens omtumlede historie, og sider ved Bibelens skildring af forhold i Jerusalem vil blive belyst yderligere. Det bliver spændende at følge nye udgravninger.

Under den romerske gade fra Siloa Dam til tempelpladsen var der en kloak, som var mere end 3 m høj. Nede i denne kloak fandt arkæologerne kogekar, brugt af de jødiske flygtninge, der forsøgte at skjule sig for de romerske soldater. Det er muligt at gå gennem dele af denne kloakledning op til pladsen inden for Møddingporten. © HolyLandPhotos.org.

Davidsbyens historie 1800 f.Kr. Bymur, kildetårn, klippepool, pooltårn, underjordisk tunnel, kanal 1000 f.Kr. David erobrer byen (2 Sam 5,6-9) og flytter ind i paladset 750 f.Kr. (ca.) Klippepoolen tages ud af brug og omdannes til privathus 700 f.Kr. Kong Hizkija bygger ny bymur neden for den gamle bymur (2 Krøn 32,5)

ARTIKLEN BYGGER PÅ Ronny Reich, Excavating the City of David: Where Jerusalem’s History Began. Jerusalem: Israel Exploration Society, 2011.

Denne velskrevne bog giver den absolut bedste indføring i den arkæologiske udforskning af det ældste Jerusalem fra 1870 og til i dag. Avraham Faust, ”Did Eilat Mazar Find David’s Palace?” Biblical Archaeology Review 38 (2012), 47–52. 70.

587 f.Kr. Babylonerne erobrer Jerusalem (Jer 39) 50 f.Kr. Siloa Dam opføres, gade anlægges fra dammen til tempelpladsen (Joh 9,6-7) 70 e.Kr. Romerne erobrer Jerusalem og jagter de jødiske flygtninge i kloakkerne

Selvsyn Turister kan ved selvsyn se alle de nye fund, som er gjort de sidste 20 år. I besøgscenteret i Davidsbyen kan man købe billet til hele turen. Man ser resterne af den jebusitiske konges palads og den store platform, som den blev bygget på. Derefter kan man gå gennem den underjordiske tunnel ned til klippepoolen. Den besøgende havner nede ved Gihon-kilden. Her kan man vælge at gå ud gennem den tørre ”Kanal 2”, der har udgang til Kedrondalen. Herefter kan man se den nyfundne Siloa Dam ved sydenden af byen, inden man går tilbage op til den gamle by, enten ad den moderne vej eller via den tørre kloak under gaden fra Jesu tid. Der venter turisten nogle meget spændende timer.

www.bibelskarkaeologi.dk

9 TEL 2014/2


Var Noas ark i virkeligheden rund?

Foto: iStock.com

Af lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet

Storfilmen ”Noah” har gjort, at Noa og hans skib igen er på manges læber. I januar 2014 gav et specielt arkæologisk fund genlyd i hele verdenspressen: En ny beretning om arken er blevet fundet på en lertavle, som er mange hundrede år ældre end Bibelens fortælling om syndfloden. Den skildrer arken som en rund båd, bygget af siv. Forskere har kaldt den nye tavle for et af de vigtigste fund i vor tid og ser den som en meget tidlig forløber for Bibelens fortælling om Noas ark. Hvordan er forholdet mellem den nye beretning og den bibelske syndflodsfortælling, som vi har den i 1 Mos 6-8?

10 TEL 2014/2

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Irving Finkel har i mange år været kurator ved British Museum i London. Gennem nu 44 år har han studeret de mange tusind lertavler, skrevet med kileskrift, som er udgravet i Mesopotamien (det nuværende Irak), og som British Museum har liggende i sine magasiner. Fra tid til anden sker det, at folk opsøger ham og beder ham vurdere antikke genstande, som deres forældre eller bedsteforældre har købt på rejser i Mellemøsten. EN NY BABYLONISK SYNDFLODSBERETNING Finkel fortæller, at en mand ved navn Douglas Simmonds kom i 1985 og bad ham kigge på nogle tavler med kileskrift. Denne Simmonds havde arvet en del gamle sager, som faderen havde købt, mens han var udstationeret i Mellemøsten som engelsk pilot ved slutningen af 2. verdenskrig. En af tavlerne fik Finkel til at spærre øjnene op, for den viste sig at være en udgave af den babyloniske fortælling om syndfloden. Finkel forklarede manden, at det ville kræve mange måneders arbejde at tyde tavlen ordentligt, ikke mindst fordi tavlens bagside var i stykker. Simmonds nægtede imidlertid at låne Finkel tavlen. Han sagde bare farvel og gik sin vej. Mange år gik, uden at Irving Finkel så mere til tavlen. Først i 2009 fik han øje på manden igen i forbindelse med en udstilling på British Museum. Finkel banede sig vej gennem de besøgende hen til Douglas Simmonds. Til hans store lettelse var manden nu villig til at låne ham tavlen for en nøjere undersøgelse. MANGE SYNDFLODSFORTÆLLINGER Forskere kender til fortællinger fra hele verden om en altødelæggende vandkatastrofe, hvor kun én mand eller nogle få personer overlever oversvømmelsen ved at bygge en stor båd. Disse fortællinger stammer fra alle verdensdele, dog kendes kun få fra Afrika. De tætteste paralleller til Bibelens beretning om syndfloden (1 Mos 6-8) finder vi i Mesopotamien. Her er tre forskellige beretninger om syndfloden og arken fundet ved udgravninger. Alle tre

Ikke den første beretning Arkæologiske udgravninger har bragt en lang række tekster for dagen med syndflodsberetninger fra Mesopotamien og fra Tyrkiet. Disse mange tekster er kopier af tre beretninger, som er blevet skrevet af igen og igen. Indtil i år var den ældst kendte syndflodsberetning Atrahasis-eposset fra ca. 1650 f.Kr. Her hedder helten Atrahasis. Guderne har sat sig for at udrydde alle mennesker på jorden, fordi de larmer for meget. Men en af guderne røber planen for Atrahasis og råder ham til at bygge en stor båd. Hvordan båden konkret skal bygges, fremgår ikke, da eposset har et stort hul på dette sted. Men helten overlever syndfloden sammen med sin familie, alle håndværkerne og eksemplarer af dyrene. Efter at have sendt tre fugle ud forlader Atrahasis båden. Han bringer et offer til guderne, som flokkes om offeret som sultne fluer, fordi de har manglet menneskers ofringer, mens syndfloden rasede. Nogenlunde samtidig med Atrahasis-eposset (ca. 1650 f.Kr.) har vi en anden beretning, den sumeriske syndflodsberetning. Den har imidlertid store huller. Den mest kendte af de babyloniske syndflodsberetninger er Gilgamesh-eposset, efter hovedpersonen Gilgamesh. Dets afsnit om syndfloden dateres gerne til 1300-1200 f.Kr. Gilgamesh opsøger den urgamle mand Utnapishtim, som overlevede syndfloden i en båd sammen med sin kone. Alt tyder på, at Gilgamesh’ version af syndfloden er en bearbejdet udgave af Atrahasis. Den nyfundne tavle dateres til 1900-1700 f.Kr. Den er således den ældste af de kendte babyloniske beretninger. Den beretter udelukkende om bygningen af skibet, men ikke, hvad der gik forud eller fulgte efter. Tavlen må derfor oprindeligt have hørt sammen med andre tavler, hvor syndflodens årsag og forløb er blevet fortalt.

viser mange og omfattende fællestræk med 1 Mos 6-8. Nu har Finkel så offentliggjort dele af en fjerde syndflodsberetning. STØRRELSE OG DATERING

Den nye tavle er ikke større end, at den kan ligge i hånden. Irving Finkel daterer den til 1900-1700 f.Kr. © Benjamin McMahon & Daily Telegraph.

www.bibelskarkaeologi.dk

Den nye tavle er ikke større end en mobiltelefon. Den måler 11,5 x 6 cm og har præcis 60 linjer med kileskrift på for- og bagsiden. Forsiden er i god stand og kan relativt let læses. Bagsiden derimod er i stykker for de fleste linjers vedkommende. Langt fra alt kan læses. Finkel daterer tavlen til et sted mellem 1900 og 1700 f.Kr. Det svarer til den periode, hvor Josef og hans brødre slog sig ned i Egypten. Denne datering bygger på ordformer i teksten og på grammatikken. Teksten er yderst velskrevet og uden fejl. 11 TEL 2014/2


Den er ikke nogen øvelsestekst, hvor en skriverlærling har skullet øve sig på den vanskelige kileskrift. SENSATIONEN Den nye version af syndflodsberetningen rummer en sensation: Skibet var helt rundt. Guden Enki siger til Atrahasis: ”Tegn båden, som du skal lave, på en cirkelrund plan”. Atrahasis skulle bygge en rund båd, der var 70 meter i diameter og havde 6 m høje sider. Båden skulle bygges af vidjer, bundet sammen med reb som en kæmpestor kurv, og den skulle forstærkes med J-formede ribber. Båden skulle forsynes med stolper til at bære et øvre dæk. Han skulle tætne den med beg både indvendig og udvendig for at holde den tæt. Mange linjer på tavlen bruges til at beskrive, hvordan båden skulle gøres tæt, og hvor mange længder af reb, Atrahasis skulle bruge. RUNDE SIVBÅDE En sådan rund kurvebåd lavet af siv og reb og tætnet med beg giver faktisk rigtig god mening i en flodkultur som Mesopotamiens. En sivbåd af den type kaldes en ”gufa” (ud fra det arabiske ord) og kan rumme 15-20 personer. Sådanne gufaer blev lavet i

Læs bogen Irving Finkel har beskrevet den nye tavle i sin bog, The Ark

Before Noah: Decoding the Story of the Flood. London:

Dette epos, skrevet med kileskrift, handler om helten Atrahasis, der byggede et stort skib for at undslippe syndfloden. Teksten er flere steder meget fragmentarisk, og den nye tavle udfylder nogle huller i det kendte Athrahasis-epos. © Wikimedia Commons.

Hodder & Stoughton 2014. 421 s. £ 14.99. Mesopotamien, hvor de blev brugt på floderne helt op til først i det 20. årh. De er meget stabile på brede, rolige floder, men duer slet ikke på åbent hav. Bagsiden på tavlen er i stykker. En linje antyder noget med steppens vilde dyr. I næste linje anes to sjældne ord, der kan tydes som ”to og to”. Ligesom i Bibelens fortælling om syndfloden går dyrene ind i skibet ”to og to”. BETYDNINGEN AF DEN NYE TAVLE Tavlens væsentligste betydning er, at den udfylder store huller i Atrahasis-eposset. Hvor eposset kun lige antyder et rundt skib, siger Finkels tavle, at skibet blev bygget som en rund gufa, blot i ekstremstørrelse. Og tavlen understreger, hvordan babylonerne forestillede sig syndfloden i form af en kæmpemæssig flodkatastrofe. Dette viser den nye tavle med al tydelighed. NOAS ARK I BIBELEN OG PÅ TAVLEN Hvordan er forholdet mellem Bibelens beretning om syndfloden og denne tavle? Der er stærke ligheder, men også store forskelle mellem Bibelen og Finkels tavle. Det er bemærkelsesværdigt, at tavlen gør så meget ud af, at skibet skal tætnes med beg, noget som Gud også understreger over for Noa. Desuden synes den nye tavle at rumme en notits om, at dyrene skal gå ind ”to og to”, hvilket er en ny parallel. Mange forskere mener, at Bibelens syndflodsberetning er af meget sen dato, og at jøderne samlede den op, da de var drevet i landflygtighed i Babylon. Finkel siger, at den nye tavle er en me12 TEL 2014/2

Selskab for Bibelsk Arkæologi


get tidlig forløber for den bibelske fortælling om Noa. Men Abraham, Israels forfader, kom også fra Mesopotamien omkring 2000 f.Kr. Bibelens beretning om syndfloden er langt mere enkel end de babyloniske beretninger. Dette kunne antyde, at den bibelske fortælling faktisk har en meget høj alder, da fortællinger har det med at blive udvidet med flere og flere træk, som tiden går. Gilgamesh-eposset er et godt eksempel på dette fænomen. YDERST REALISTISK Det ejendommelige er, at den bibelske beretning om Noa ikke foregår i et flodmiljø som Mesopotamien. Syndfloden dækker hele den daværende verden. Den bibelske ark er ikke en rund båd, men har form som en aflang kasse, bygget af den ukendte træsort ”gofertræ”. Det hebraiske ord for Noas skib er ikke ét af de sædvanlige hebraiske ord i Gammel Testamente for skibe, men er et egyptisk ord, der betyder ”aflang kasse”. Arken havde if. 1 Mos 6 en helt speciel form, som er helt uden parallel til almindelig skibskonstruktion. På dette område skiller Bibelens beretning sig klart ud fra den nye tavle. Dertil kommer det ejendommelige faktum, at Noas skib er yderst realistisk til sit formål. Skibsingeniøren, civilingeniør Hans Otto Kristensen, som har mere end 30 års erfaring med skibskonstruktioner, har godtgjort, at et aflangt skib med de dimensioner, som Noas ark havde, er særdeles velegnet til søtransport af dyr i oprørt hav. Sådanne skibe har vist sig at ligge meget stabilt på dybt og oprørt vand.

Dette skyldes, at proportionerne mellem arkens længde og bredde samt længden og højden er nøje afstemte, hvilket giver skibet moderate bevægelser, som netop dyr vil kunne tåle. Hans Otto Kristensen har blandt mange ting også været rådgiver for EU indenfor netop søtransport af dyr. Det var gennem dette arbejde, han blev opmærksom på Noas Arks interessante proportioner. En stor, rund vidjebåd af gufa-typen giver nok god mening for mennesker, der lever ved en stor flod. Men den er helt igennem urealistisk ude på åbent hav med store bølger.

Den nye tavle om syndfloden er interessant, fordi den giver nogle nære paralleller til den bibelske syndflod. Den føjer ny viden til vor forståelse af de gamle babyloniske syndflodsfortællinger. Samtidig er den på afgørende områder forskellig fra Bibelens beretning om Noa og arken.

Læs mere om Hans Otto Kristensens undersøgelser af den bibelske Noas ark i kap. 27 i Henri Nissen, Noas ark – Historien og det store fund. København:

Scandinavia 2010: ”Skibseksperten: En fornuftig konstruktion”.

Denne gufa blev bygget i Mesopotamien i 1920’erne. Bådtypen er velegnet til sejlads på floder, da den flyder oven på vandet. Den er derimod ikke brugbar på åbent hav, hvor den vil ligge meget uroligt. © Ashmolean Museum & J. P. Peters.

Youtube-videoer til ”Møder med Jesus”-bogen SBA har produceret 28 små videoklip til Morten Hørning Jensens bog Møder med Jesus, hvoraf nogle er optaget i Israel de steder, hvor hændelserne fandt sted. Videoerne kan ses via www.bibelskarkaeologi.dk/markusevangeliet

www.bibelskarkaeologi.dk

13 TEL 2014/2


MEJSEL FRA BYGGERIET AF TEMPELPLADSEN

”JESU HUSTRU”-FRAGMENTET ER FALSK

Sidste år fandt Eli Shukron en mejsel, der har tilhørt en af stenhuggerne, der huggede de store sten ud, som Tempelpladsen er bygget af. Mejslen blev fundet ved foden af Vestmurens sydlige ende. Mejslen blev dog ikke brugt til at hugge stenene ud på stedet. De store sten blev udhugget i et stenbrud nord for byen og gjort færdige dér. Dog efterlod man nogle fremspring på stenen, så man havde noget at binde rebene til. Når stenen var bugseret på plads, blev alle fremspring hugget af, og stenens side gjort helt glat. Mejslen har været brugt til dette formål.

I april 2013 gik den kendte amerikanske professor Karen King i pressen og kundgjorde, at hun havde fået adgang til en papyrusstump, hvor Jesus omtalte en kvinde som ”sin hustru”. Prof. King daterede fragmentet til det 4. årh. e.Kr. Fundet vakte voldsom diskussion, men mange forskere var stærkt skeptiske. Karen King fik lavet kulstof-14 analyser af fragmentet og taget prøver af blækket. Resultatet af disse undersøgelser er, at hun nu daterer fragmentet til et sted mellem 7. og 9. årh. e.Kr. Siden er det blevet påvist, at fragmentet sikkert stammer fra en gammel papyrusrulle. Teksten selv er derimod en moderne forfalskning, fordi den er en afskrift af et koptisk værk fra det 5. årh. Bedrageren har tilmed gentaget en trykfejl fra den videnskabelige udgivelse af det oprindelige dokument.

GIV ET SMUKT PORTRÆT – den helt personlige gave ! Håndtegnede portrætter udføres fra fotos og leveres færdigmonteret med passepartout i enkel, klassisk aluramme. Kontakt freehand.dk !

Mejsel brugt til at færdiggøre stenene i tempelpladsens vestmur. © Clara Amit, IAA. Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web

14 TEL 2014/2

Selskab for Bibelsk Arkæologi


EN KOSTBAR GRAVHULE PLYNDRET Israels Arkæologistyrelse fangede i slutningen af marts en gruppe tyve, der forsøgte at sælge 11 meget smukt udsmykkede benkister (ossuarier) på det sorte marked i Jerusalem. Benkisterne menes at stamme fra en rigt udstyret gravhule i Jerusalem, der er blevet plyndret for nylig. Nogle af benkisterne har græske og hebraiske navne indskrevet, og mange af dem har typiske jødiske motiver fra vor tidsregnings begyndelse.

En af de elleve konfiskerede benkister. © Israel Antiquities Authority.

www.bibelskarkaeologi.dk

15 TEL 2014/2


Er resterne af den

sidste retmæssige jødiske konge fundet?

Af Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL

Nye undersøgelser af et sensationelt kistefund i 1970 har bragt sindene i kog i Israel: Har vi knoglerne til den sidste, retmæssige jødiske konge, og blev han tilmed korsfæstet?

Egentlig er nyheden til vores bagside denne gang længe over sidste salgsdato; men nye undersøgelser af et benkistefund fra 1970 har fået stor opmærksomhed i Israel, da nogle forskere nu mener at kunne godtgøre, at det gamle fund kan forbindes med Mattathias Antigonus, der den dag i dag af mange jøder anses for at være den sidste retmæssige jødiske konge, inden Herodes den Store og hans slægt ”kuppede” sig til tronen i år 37 f.Kr. på bekostning af Antigonus’ makkabæiske slægt, der i sin tid havde befriet Jerusalem fra syrisk undertrykkelse og oprettet et selvstændigt jødisk kongedømme. Faktisk blev forbindelsen til makkabæerne foreslået allerede, da fundet blev gjort. Sammen med kisten var der nemlig i graven en indskrift på væggen, der fortalte, at en vis Abba, der kalder sig selv for ”undertrykt og forfulgt”, havde købt denne gravhule for at begrave ”Mattathias, søn af Juda”, efter at han havde hentet ham hjem. Kunne denne hjembragte søn være den Mattathias Antigonus, som tabte kampen om Jerusalem til Herodes i år 37 f.Kr., og som blev henrettet af den romerske general Antonius efter tortur? Kunne det tænkes, at Abba havde hjembragt ham og begravet ham i al stilhed i denne skjulte grav?

Sensationen voksede i de følgende år til nye højder, da den anerkendte israelske antropolog og retsmediciner N. Haas i et tv-program i 1974 afslørede, at der i kisten var fundet tre nagler fra en korsfæstelse og en underkæbe, der tydeligvis var afhugget med et sværd. Det kunne næsten ikke passe bedre sammen. Men derfra tog sagen en drejning. Få uger efter tv-udsendelsen faldt Haas så uheldigt, at han aldrig kom til bevidsthed igen. Knoglerne blev videregivet til en anden retsmediciner, der i sin rapport fra 1977 mente, at den afhuggede kæbe tilhørte en ældre dame og ikke en yngre mand, som Haas havde hævdet. Det slog luften ud af ”den sidste hasmonæer”-teorien, der gik så godt som i glemmebogen. Men to nye undersøgelser har nu igen pustet liv i teorien. Først publicerede en israelsk forsker en artikel, der ud fra skriftlige kilder godtgør, at navnene ”Abba” og ”Baba” kan bruges synonymt. Det er interessant, da vi fra den jødiske historieskriver Josefus kender til en gruppe ved navn ”Babas sønner”, der

blev forfulgt af Herodes for deres fortsatte støtte til den slagne hasmonæerslægt (Ant. 15.263). Abba/Baba ville dermed være den helt rigtige kandidat til at hente den slagne konge hjem. Det fik en anden forsker til at genundersøge knogleresterne med et moderne elektronmikroskop, og i et avisinterview hævdede han, at der sidder knoglerester fast på naglerne fra fundet, og derfor må de stamme fra en korsfæstelse. Ikke alle er dog overbevist. Én af de forskere, der var tæt på den oprindelige udgravning, Joe Zias, mener, det er den rene ønsketænkning. Allerede i graven var knoglerne rodet rundt og blandet sammen, og vi kan ikke være sikre på, om der er en forbindelse mellem indskriften på væggen og knoglerne i kisten. Det er ikke sandsynligt, at der opnås enighed om identiteten af denne ”Mattathias”. Men den genopblussede diskussion viser, hvor stor en stjerne makkabæerne har den dag i dag i Israel for deres frihedskamp, og hvor dårligt et eftermæle Herodes den Store gik hen og fik.

Den afhuggede kæbe og de tre nagler fundet i benkisten er måske de sidste jordiske rester fra kong Mattathias Antigonus’ liv. På den ene nagle sidder der tydeligvis knoglestumper fast. Foto: © Ariel David.

Profile for bibelskarkaeologi

Tel2014-2_issuu  

Tel2014-2_issuu  

Profile for hojer88
Advertisement