Page 1

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

nr. 1 | marts 2014 | 25. årgang

ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN

Pilatus

– helgen eller brutal slagter?

Hvem var Pilatus: Helgen eller brutal slagter?

10 Havde Abraham kameler – eller ej? 16 Personer Jesus mødte: Pontius Pilatus

3


BOGANMELDELSE Flavius Josefus: Mod Apion Oversættelse, indledning og noter ved Niels Henningsen. Forlaget ANIS 2013, 216s, 249 kr.

”Ifølge den jødiske historieskriver Josefus”, skriver vi ofte i TEL. Og med god grund. Josefus var øjenvidne til den jødiske krig med templets ødelæggelse og skrev efterfølgende udførligt om det. Derfor er det en stor begivenhed, når ét af hans skrifter oversættes til dansk, som tilfældet er med Niels Henningsens oversættelse af ”Mod Apion”. Der er tale om en særdeles kompetent og veludført oversættelse med et fremragende noteapparat med bunker af interessante paralleller til andre klassiske værker. Det er ganske enkelt et meget lærd stykke arbejde. Selve Josefus’ skrift Mod Apion er et forsvarsskrift for jøderne ca. 20 år efter templets fald, hvor mange anklager mod jøderne florerede i det romerske rige. De blev f.eks. beskyldt for at være æseldyrkere og for ikke i virkeligheden at være et gammelt folk, hvad man i den græsk-romerske verden anså som det største adelsmærke. Deres love blev set som menneskefjendske ved ikke at tillade at spise svin og opstille kejserstatuer og ved derimod at tillade skamfering af kroppen med omskæring. Mod Apion giver en levende fornemmelse af, hvordan smædekampagner florerede i antikken med grove karikaturtegninger af hinandens folkeslag, et punkt hvor Josefus heller ikke selv holder sig tilbage. Det hører til vores vestlige historie, at sådanne smædeord under givne forhold kan føre til forfærdelige handlinger i f.eks. de mange jødeforfølgelser. Alene af den grund er bogen aktuel og interessant ud over sit eget indhold. Den er også interessant i og med, at det præcis var disse standardfortegninger af hinanden, som Paulus gjorde alt, hvad han kunne, for at imødegå i de kristne menigheder: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus ” (Gal 3,28). Morten Hørning Jensen

Selskab for Bibelsk Arkæologi Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Tlf.: E-mail: Internet: Bank:

7586 1748 info@bibelskarkaeologi.dk www.bibelskarkaeologi.dk Sydbank konto 7920-1014 846

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Jørgen Bækgaard Thomsen (red. sekr.), Carsten Vang. Forsidefoto: Jesus foran Pilatus ifølge en kunstner. Illustration: Balage Bolough.

Hvad betyder TEL? Bladet TEL har sit navn efter de ruinhøje fra oldtiden, der rummer lag på lag af bebyggelse. ”TEL” er den arkæologiske betegnelse for ”ruinhøj”. Links i TEL: Links til artiklerne er samlet på www.bibelskarkaeologi.dk under ”Kvartalsmagasinet TEL”. Layout: Freehand.dk, Herning Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. Abonnementspris: Årsabonnement koster kr. 185 (for unge under 26 år kr. 135), som opkræves via PBS først på året. Abonnement tegnes via www.bibelskarkaeologi.dk.

Selskabets bestyrelse: Bibelunderviser Jan Højland (formand), tlf.: 2396 8383 · jh@bibelskarkaeologi.dk Lektor, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Overlæge Vagn Juul Jensen (næstformand), tlf.: 7512 9021 · vjj@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster), tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk Ekstern kasserer: Hans Hansen, tlf.: 7586 1748 · hh@bibelskarkaeologi.dk Støt SBA’s arbejde økonomisk Du kan støtte SBA’s arbejde økonomisk ved at indbetale en gave på bankkonto: 7920-1014 846. Tak!

Adresseændring meldes til info@bibelskarkaeologi.dk. ISSN 0905 - 5827

2 TEL 2014/1

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Hvem var Pilatus:

Helgen eller brutal slagter?

Denne sten blev opdaget ved et tilfælde i Cæsarea ved Havet i 1961. Den bærer Pilatus’ navn i anden linje (…IVS PILATVS) og udpeger ham som ”præfekt”. Samtidig fortæller den, at Pilatus lod en bygning opføre til kejser Tiberius’ ære ved navn ”Tiberieum”. Med størst sandsynlighed var denne bygning et tempel, hvor Cæsareas befolkning kunne bringe ofre til kejserens ære. Foto: Morten Hørning Jensen.

Af Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL

”Pint under Pontius Pilatus” lyder det i kirker søndag efter søndag. Pilatus’ andel i retssagen mod Jesus har udødeliggjort hans navn. Men hvem var han egentlig? Var han en hensynsløs slagter, som nogle kilder antyder, eller en ’skjult kristen’ som nogle kirkefædre har gjort ham til?

www.bibelskarkaeologi.dk

TO MINUTTERS BERØMMELSE I grunden skulle Pilatus aldrig have været mere end en lille fodnote i verdenshistoriens lange almanak. Han var en romersk mellemklasse-embedsmand over en lille tredjerangs-provins, som der har været så mange af, og som vi knapt kender navnene på. Men én scene i hans liv ville det anderles: mødet med Jesus fra Nazaret. Det gav ham de eftertragtede to minutter i spotlightet, som så mange længes efter, og gjorde ham mere kendt end de fleste kejsere. 3 TEL 2014/1


Kristne gjorde Pilatus til martyr og helgen Med baggrund i evangeliernes beskrivelse af Pilatus’ uvilje mod at dømme Jesus (se mere i næste artikel) udviklede der sig i senere kristne apokryfe skrifter en stærk tradition om, at Pilatus blev overbevist om, at Jesus var Guds søn. Disse skrifter (ikke mindst Pilatus-akterne tilføjet Nikodemusevangeliet i det 5. århundrede) digtede ivrigt videre på samtalen mellem Jesus og Pilatus og gør f.eks. Pilatus så modvillig mod at dømme Jesus, at Jesus til sidst må bede om at blive korsfæstet for at opfylde profetierne. Kirkefaderen Tertullian fra det 3. århundrede kaldte Pilatus en ”kristen i hjertet”, mens Augustin i det 5. århundrede kaldte ham en ”profet for Gudsriget”. I den etiopiske kirke blev Pilatus ligefrem gjort til martyr og helgen i det 6. århundrede, og d. 19. juni fejres som Skt. Pilatus’ dag.

De romerske standarter var hellige genstande for legionerne, der blev tilbedt i forbindelse med sejre. Ofte indgik den romerske ørn og billeder af kejseren som vist på denne rekonstruktion. Foto: © Wikimedia Commons.

Spørgsmålet er blot, om Pilatus er blevet kendt for noget godt. Det strides ”traditionerne” om, så at sige. På den ene side har vi en senere kristen tradition, der ligefrem endte med at gøre Pilatus til en helgen på baggrund af hans uvilje mod at dømme Jesus. På den anden side har vi i en række beskrivelser af Pilatus i kilder fra det første århundrede, som f.eks. de jødiske skribenter Filon og Josefus, nogle grumme historier, der viser en brutal side af Pilatus, der ikke veg tilbage fra at henrette fanger uden rettergang og at tøjle opstande med hård hånd. Vi står altså med to modstridende billeder af Pilatus. I det følgende skal vi dykke ned i arkæologiens og historiens kilder for at danne os et billede af den person, der i hvert fald formelt afsagde dødsdommen over Jesus. 1: ENTRÉ TIL KEJSERLIG FANFARE

Denne gyldne ørn fra det 2. årh. e.Kr. prydede i sin tid øverst på en romersk standart. Foto: © Wikimedia Commons.

4 TEL 2014/1

Ifølge den jødiske historieskriver, Josefus, var Pilatus knapt landet i Israel som statholder, før han for første gang gjorde uheldigt opmærksom på sig selv. I ly af natten, som om han godt vidste den var gal, befalede han en afdeling soldater at marchere fra Cæsarea til Jerusalem for at opstille romerske felttegn i byen. Det havde ingen af de tidligere statholdere gjort, og måske ville Pilatus med ét slag markere sig over for jøderne og forsøge at stige i anseelse over for sin kejser i Rom, Tiberius. Romerske felttegn indeholdt nemlig indgraverede billeder af kejseren og var en hærafdelings allerhelligste genstand. Josefus fortæller senere, hvordan romerske soldater ofrede til deres felttegn efter indtagelsen af Jerusalem i år 70 (Krigen 6.316). For jøderne var det en uhørt fornærmelse. Det var som at introducere en fremmed guddom i deres hellige by, ligesom det var et direkte brud på buddet om at ikke at gøre sig noget afbillede. Det vakte stor opstand, og da Pilatus trak sig tilbage til sit hovedkvarter i Cæsarea ved Havet, fulgte en større folkemængde med, der fem dage og nætter i træk med ansigtet i jorden bønfaldt Pilatus om at fjerne standarterne fra Jerusalem. Pilatus var nu tvunget til at gøre noget, og under påskud af at ville høre Selskab for Bibelsk Arkæologi


Denne denar blev præget af den berømte romerske general, Markus Antonius, i år 32 f.Kr. og på bagsiden påtrykt den romerske ørn flankeret af to romerske standarter. Foto: © Wikimedia Commons.

på dem, fik han dem til på den sjette dag at indfinde sig i byens store stadium, der sikkert er identisk med hippodromen (jf. TEL 2013/3). Men så snart Pilatus havde slået sit dommersæde op, lod han soldater med trukne sværd omringe jøderne og krævede, at de skulle acceptere hans nye tiltag. Til Pilatus’ store overraskelse blottede jøderne dog blot nakken og bad ham give dem dødsstødet. For, som Josefus skriver, de ville hellere ”dø end overtræde loven” (Krigen 2.174, jf. Antikviteterne 18.59). En sådan nidkærhed overraskede Pilatus så meget, at han valgte at trække standarterne ud af byen. Man kan derfor sige, at på samme måde som beretningen

taler for, at Pilatus manglede fornemmelse for jødiske traditioner, så viser den også en påvirkelig person. 2: LANGE FINGRE I TEMPELSKATTEN Josefus fortæller videre om en anden hændelse, der dog ikke fik så lykkelig en udgang. Én af statholderens opgaver var at sørge for infrastruktur som f.eks. veje og vandforsyning. Det var derfor ikke helt i skoven, at Pilatus ønskede at bygge en vandledning fra Salomos Damme syd for Betlehem til Jerusalem. Der løb allerede én vandledning fra det første århundrede f.Kr., den såkaldte lave vandledning, hvortil der på et tidspunkt i det første århundrede e.Kr.

Hestevæddeløbsbanen, hippodromen, var den største offentlige bygning i Herodes den Stores prægtige by, Cæsarea ved Havet og ses i midten af billedet. Josefus kalder den for ”stadionet”, og det var derfor her, Pilatus stillede sit dommersæde op og lod de protesterende jøder omringe af soldater. Bemærk også bygningen fortil, der løber ud i vandet. Det er Herodes den Stores gamle palads, der fungerede som statholdernes borg (prætorium) i Cæsarea. Illustration: © Balage Bolough.

www.bibelskarkaeologi.dk

5 TEL 2014/1


blev føjet endnu én, der kom ind i Jerusalem på et højere niveau og derfor kunne forsyne det rige kvarter i den vestlige bydel, der lå højere end tempelpladsen, hvor den gamle vandledning endte. Nogle forskere mener ligefrem, at det var Pilatus, der byggede denne vandledning, mens andre siger, at han blot reparerede den første vandledning. Uanset hvad, kunne Pilatus ikke holde sine fingre fra den store tempelskat, som han tog af for at finansiere byggeriet. Tempelskatten blev kaldt for ”korban” (jf. Mark 7,11), dvs. helliget til Herren. De fleste tolker derfor problemet i Pilatus’ handling sådan, at det endnu en gang var et indgreb i jødernes religiøse område. Andre mener, at problemet var, at den nye vandledning blev anlagt på en måde, der forurenede vandet, da den løb over en tidligere gravplads. Det kom nu til endnu større protester end ved den første hændelse. Josefus beskriver, hvordan tusinder forsamlede sig omkring Pilatus’ hovedkvarter i Jerusalem. Der var med andre ord en potentiel risiko for, at situation ville komme ud af kontrol, og at Pilatus’ trods alt begrænsede militærstyrke ville blive løbet over ende – som det senere skete, da jøderne gjorde oprør i år 66. Pilatus fandt derfor på den ide at lade civilklædte soldater blande sig med folkemængden, og på et givent signal trak soldaterne skjulte køller frem og slog løs på mængden. Ifølge Josefus blev en del slået ihjel, mens mange fortrak fra stedet lemlæstede (Krigen 2.175-177; Antikviterne 18.60-62). Modsat den første historie, er det her svært at bortforklare billedet af en brutal hersker. Nogle forskere argumenterer dog med, at han næppe kan have fået penge fra tempelskatten uden de øverste præsters accept, hvorfor de må anses for medskyldige i, at folkestemningen løb løbsk. 3: GYLDNE SKJOLDE I PALADSET

Salomos Damme syd for Betlehem har siden bibelsk tid været et vigtigt vandreservoir for områdets befolkning. For at sikre vandforsyningen til Jerusalem tog Pilatus en sum penge fra tempelskatten enten for at bygge en ny vandledning eller reparere den gamle. Det resulterede i en folkelig opstand, som Pilatus brutalt lod slå ned. Foto: © www.bibleplaces.com.

6 TEL 2014/1

En anden jødisk skribent fra det første århundrede, Filon, har også en historie at fortælle om Pilatus. Da den ikke helt svarer til Josefus’, antager de fleste forskere, at der er tale om en separat hændelse. Filon fortæller, hvordan Pilatus søgte at ære kejser Tiberius ved at opsætte gyldne skjolde i sit palads i Jerusalem (sikSelskab for Bibelsk Arkæologi


kert Herodes den Stores gamle palads i den vestlige bydel, jf. TEL 2013/1). Modsat de romerske standarter var der ingen billeder af kejseren på disse skjolde, men de bar en indskrift, der hyldede og ærede ham i tilbedende toner. Det fik ikke bare de almindelige jøder på mærkerne. Ifølge Filon blev også fire sønner af kong Herodes den Store så oprørte, at de gik i spidsen for en klagedelegation til Pilatus. Først nægtede Pilatus at flytte skjoldene, men så truede delegationen med at indklage ham for kejseren, som de ikke kunne tro havde forlangt at blive æret i Jerusalem på en måde, der samtidig forulempede de jødiske love. Denne trussel fik Pilatus til at reagere, da det var afgørende for ham at stå sig godt med sin kejser i Rom, og da han tilsyneladende var bange for at blive stillet til regnskab for sin embedsførelse. Derfor flyttede Pilatus skjoldene til templet for kejser Augustus i Cæsarea (jf. Filon Legatio ad Gaium 299-305). I det hele taget har Filon meget lidt positivt at sige om Pilatus og kalder ham for ”ufleksibel, nådesløs og konfliktsøgende”, ligesom han skulle have været korrupt og have haft for vane at myrde løs på befolkningen på den mest umenneskelige måde og henrette fanger uden rettergang. Det får nogle forskere til at sige, at Filon bevidst sværter Pilatus til for at fremme sin pointe. 4: MASSAKRE PÅ GALILÆISKE PILGRIMME OG OPSTAND I JERUSALEM Også evangelierne har i forbifarten et par indicier på voldelige hændelser under Pilatus. Den første finder vi i Luk 13,1, hvor en gruppe sikkert oprørte jøder opsøgte Jesus, for at fortælle ham om ”de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr”. ”Desværre”, set med historiske briller, går Lukas straks videre i sin beretning, og vi får ikke yderligere oplysninger. Men at dømme ud fra denne lille notits, må hændelsen have fundet sted i Jerusalem, siden der er tale om galilæiske pilgrimme. Det er tilmed muligt, at den fandt sted i templet, da der er tale om en blanding af blodet fra offerdyr med deres eget blod. Det eneste sted, hvor der var blod fra offerdyr, var i præsternes forgård, hvor mændene foran en lille halvmur afleverede www.bibelskarkaeologi.dk

I Luk 13,1 opsøger oprørte jøder Jesus for at fortælle ham om Pilatus’ overgreb på nogle galilæiske pilgrimme, hvis blod han havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Vi ved ikke præcis, hvad der ligger bag hændelsen, men det er tænkeligt, at Pilatus havde beordret soldater til at forfølge galilæerne helt ind i templet, hvor ofringerne fandt sted. Det var stærkt oprivende for jøderne. I dag kan man hvert år opleve påskelam blive slagtet på samaritanernes hellige bjerg, Garizim. Foto: Morten Hørning Jensen.

deres offerdyr til præsterne. Alternativt kan det tænkes, at der er tale om påskelammene, som mændene bragte med hjem fra templet til det sted i Jerusalem, hvor familien skulle spise påskemåltidet. Men her ville lammene være parteret og aftappet for blod. Det kan altså se ud som om, at Pilatus under en jødisk fest havde forfulgt nogle jødiske pilgrimme dybt ind på tempelområdet og forårsaget en massakre, der på en og samme gang var frygtelig i sig selv og et overgreb på templets ukrænkelige hellighed. Normalt ville ingen fremmed blive lukket ind bag muren mellem hedningernes og jødernes forgård, og når en fremmed hersker fra tid til anden gjorde det, som f.eks. Antiokus Epifanes i år 168 f.Kr. og senere den romerske general Pompejus i år 63 f.Kr., kom det til store opstande og stærke fordømmelser. I Mark 15,7 får vi en anden lille baggrundsnotits, det kunne have været interessant at vide mere om. Markus fortæller os om oprørsforbryderen Barabbas, der var blevet fængslet for drab begået ”under oprøret”. Hændelsen angives

Romersk styre af Israel i årstal 63 f.Kr. Den romerske general Pomejus den Store indtager Jerusalem. 63 f.Kr.-6 e.Kr. Romerne lader lokale klientkonger og klientfyrster regere landet. 6-41 e.Kr. Første periode med romerske statholdere (Pilatus: år 26-36). 41-44 e.Kr. Den jødiske kong Agrippa I regerer som klientkonge. 44-66 e.Kr. Anden periode med romerske statholdere. 66-70 e.Kr. Den jødiske krig mod Rom.

7 TEL 2014/1


i bestemt form, som om der er tale om en eller anden kendt hændelse. Igen ved vi ikke mere. Måske kan der være tale om én af de hændelser, der er nævnt, eller om en anden. Men i hvert fald var der tale om et voldsomt oprør mod Pilatus, der havde ført til anholdelser og dødsdomme. 5: PROVOKERENDE MØNTER I vores forsøg på at forstå personen Pilatus er vi så heldige, at vi har to arkæologiske fund, der stammer direkte fra Pilatus’ egen hånd. For det første har vi de mønter, som Pilatus lod præge. Det var en gængs ting, at de romerske statholdere udsendte serier af bronzemønter, der blev distribueret vidt og bredt som en art dagligdagsmønt. Normale romerske mønter indeholdt ofte et portræt af kejseren eller aftegninger af ting fra de romerske templer. Det gjorde de romerske statholdere i Judæas mønter imidlertid ikke. Ret hurtigt må statholderne have indset, at de stod sig bedst med jøderne ved at undgå at provokere deres religiøse følelser. Det vil sige: Igen var der en undtagelse fra reglen, Pontius Pilatus. I år 29 udsendte han sin første serie, hvor han påtrykte et symbol på romersk tempelaktivitet, en præstelig øseske (simpulum). Året efter udsendte han en ny serie, der denne gang fik påtrykt symbolet for en romersk tempelpræst, hans stav (lituus). Ikke alle forskere mener, at vi skal tolke Pilatus’ billedvalg som et direkte forsøg på fremme romersk religion i Israel. Det kunne blot være udtryk for tilfældig udsmykning. Men det er bemærkelsesværdigt, at de tre statholdere, der før

Pilatus havde slået mønter, alene holdt sig til symboler, der allerede var i omløb på jødiske mønter. 6: TEMPEL TIL TIBERIUS Det andet arkæologiske fund blev gjort ved et held i 1961. En gruppe italienske arkæologer var midt i udgravningen af det flotte teater i Cæsarea ved Havet, da de opdagede en sten med en indskrift. Det meste af indskriften var hugget af, da stenen på et tidspunkt i det andet århundrede var blevet genbrugt som et trappetrin i teatret. Men der var nok tilbage af indskriften til at gøre fundet til en sensation. Med flotte latinske bogstaver kunne de læse: TIBERIEUM … TIUS PILATUS … ECTUS IUDA, hvorfra det ikke var svært at genskabe de halve ord: TIBERIEUM PONTIUS PILATUS PRAEFECTUS IUDAEAE (Tiberieum, Pontius Pilatus, jødernes præfekt/statholder). Derimod er der forskellige forslag til, hvordan den fulde ordlyd skal genskabes. Én udbredt tolkning er, at det omtalte ”Tiberieum” angiver en helligdom til Tiberias. Et kejsertempel af en art. I så fald ville hele indskriften sige noget i retning af: ”Pontius Pilatus, jødernes statholder, har skænket Cæsareas befolkning et Tiberius-tempel”. Selvom andre mulige læsninger er foreslået, synes det sikkert, at stenen skulle pryde en eller anden bygning til kejserens ære. Det er derfor rimeligt at tolke stenen som endnu et udtryk for Pilatus’ ivrighed for at stå sig godt med kejseren. 7: OVERGREB PÅ SAMARITANERNE Ifølge Josefus kom Pilatus’ embedstid til en brat ende i år 36 e.Kr. En samaritansk

profet havde opildnet en stor skare af samaritanere til at samle sig på deres hellige bjerg Garizim. Der ville han nu afsløre et hemmeligt sted, hvor Moses skulle have gemt nogle hellige kar fra tabernaklet. Pilatus valgte at sætte kavaleriet ind mod mængden, før det skulle udvikle sig til en religiøs opstand. Umiddelbart kunne det virke som aktion efter bogen, men tilsyneladende var soldaterne så voldsomme i deres fremfærd, at mange blev dræbt, ligesom Pilatus efterfølgende fængslede og henrettede mange. Det fik samaritanerne til at klage til legaten over Syrien, Vitellius, der krævede, at Pilatus rejste til Rom og fik sin sag prøvet hos kejseren. Før det kunne ske, døde Tiberius, og vi hører ikke mere til Pilatus’ videre skæbne (Antikviteterne 18,85-88). PILATUS: TONEDØV, BRUTAL, PÅVIRKELIG, SVAG Når alt dette holdes sammen, møder der os et billede af en sammensat person: Nogle historier tyder på, at han var tonedøv over for eller ligeglad med jødiske forhold (de romerske standarter, de gyldne skjolde og mønterne), hvis ikke ligefrem brutal i sin fremfærd (de galilæiske pilgrimme, opstanden pga. vandledningen, det samaritanske oprør). Andre tegner et billede af en statholder, der lod sig påvirke af en ophidset folkeskare (de gyldne skjolde og de romerske standarter), ikke mindst fordi meget tyder på, at Pilatus for enhver pris ønskede at stå sig godt med kejseren i Rom og undgå at falde i unåde (Tiberieum-templet, mønterne, de gyldne skjolde, de romerske standarter).

To af Pilatus’ mønter fra hhv. år 29/30 og 30/31 bar symboler, der var hentet fra den romerske tempelkult. Den ene har på forsiden tre aks, hvoraf de to bøjer nakken (hvad nogle forskere tolker som et symbol for jøderne, der bøjer sig for Rom), mens den på bagsiden viser en øseske, der blev brugt i forbindelse med drikofre. Den anden har en stav på bagsiden, der var det primære symbol for de romerske offerpræster som stand, nemlig deres offerstav (lituus). Mens begge symboler ofte optræder på romerske mønter, så havde ingen af de tidligere romerske statholdere vovet at præge mønter med symboler for den romerske tempelkult. Fotos: © David Hendin, Guide to Biblical Coins, 5th Edition (2010), gengivet med tilladelse.

8 TEL 2014/1

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Romerne styrede Judæa via statholdere Det kolossale romerske rige blev holdt sammen af en stærk tradition for love (den romerske ret) og et veludviklet militært og administrativt bureaukrati. Oprindeligt var der to måder at styre en provins på. Enten via en klientkonge som f.eks. Herodes den Store, der var en lokal hersker, eller direkte fra senatet gennem udpegelsen af en prokonsul, der blev valgt fra Roms øverste elite: senatorerne. I år 27 f.Kr. tilføjede kejser Augustus en tredje styreform, nemlig de kejserlige provinser, der hørte direkte under ham og ikke under senatet. Kejseren uddelegerede så sin myndighed (sit imperium) til underordnede generaler eller embedsmænd. Hvis provinsen var hjemsted for den øverste militære enhed, en legion (6.000 soldater), så blev dennes øverste general, legaten, også øverste embedsmand i provinsen. Hvis det ikke var tilfældet, så udpegede kejseren i stedet en statholder, der enten kunne være præfekt (en militær titel) eller prokurator (en embedsmandstitel). Provinsen ”Judaea” var først tænkt som et delvist selvstyrende klientrige efter Pompejus’ erobring i år 63 f.Kr. Det fortsatte også efter Herodes den Stores død i år 4 f.Kr., hvor Augustus delte riget i tre hoveddele. Hovedparten (Idumæa, Judæa og Samaria) gik til Herodes-sønnen Arkelaos, der fik titel af ”folkefører” (etnark), mens hans brødre Antipas og Filip måtte nøjes med mindre bidder (hhv. Galilæa og Peræa til Antipas og de nordlige områder til Filip) og fik titlen ’fjerdedelsfyrste’ (tetrark), i NT oversat ’landsfyrste’. Samtidig stillede Augustus Arkelaos i udsigt, at han kunne blive ophøjet til ”konge” (basileus), hvis han regerede med succes. Det gjorde han bare ikke og fik ry for at være brutal (jf. Matt 2,22). Resultatet blev, at Augustus landsforviste Arkelaos i år 6 e.Kr. og tog direkte kontrol over området ved at indsætte en romersk statholder med rang af præfekt. Vedkommende blev hentet fra klassen under senatorerne. Til sin disposition fik statholderen fem afdelinger hjælpetropper (kohorter), der bestod af 500-1000 mand hver. Hjælpetropper bar som regel lettere våben end de tungt udrustede, ægte romerske legionærer, der kun blev betroet til de højtrangerende romerske legater fra den lille senatoriske herskerelite. Den nærmeste legat for Judæa holdt til i Antiokia, i Syrien, og hver gang der var større uro, så måtte den siddende romerske statholder kalde på hjælp fra den syriske legat. Hovedopgaven for statholderen bestod i at håndhæve romersk lovgivning i området, opkræve skatter og – i samarbejde med det jødiske råd i Jerusalem – opretholde ro og orden med myndighed til at udstede dødsdomme.

Det var måske i virkeligheden Pilatus’ svage punkt: Hans frygt var at blive sat fra bestillingen, som om han havde noget skjule, hvis hans embedsførelse skulle prøves i Rom. Derfor fik han svært ved at modstå et folkeligt pres. Så hvad var Pilatus – helgen eller bruwww.bibelskarkaeologi.dk

Delingen af landet i år 6 e.Kr. mellem de romerske statholdere, Herodes Antipas og Herodes Filip. Pilatus var statholder i det grønne område fra år 26-36.

tal tyran? Selvom billedet af ham er sammensat, er der alt i alt bevaret en bemærkelsesværdig stor mængde eksempler på dårlig dømmekraft eller direkte brutalitet. Det er ikke tilfældet for nogen af de andre statholdere i den første periode med direkte romersk styre (år 6-41). Vi skal

faktisk helt frem til de statholdere, der var udsendt i perioden op til den jødiske krig (år 44-66), før vi finder lignende dårlig presse i vores kilder. Én ting synes vi altså at kunne sige med rimelig sikkerhed: En helgen, det var Pilatus ikke! 9 TEL 2014/1


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

Artikelserie | Personer Jesus mødte [7] FATTIGE PRÆSTER UDSTØDTE ARBEJDERE SPEDALSKE KVINDER RIGE KLOGE DISCIPLE PONTIUS PILATUS FARISÆERE HEDNINGER HERSKERE

Det jødiske råd udnyttede Pilatus’ svagheder

Evangelierne giver en realistisk beskrivelse af den kaotiske proces mod Jesus En kunstners bud på, hvordan ”stenbroen” (Joh 19,13), hvor Pilatus havde opsat sit dommersæde, så ud. © Balage Bolough.

Af Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL

Evangeliernes beskrivelser af Jesu møde med Pilatus under påskens retssag giver et realistisk billede af en kaotisk proces, hvor det jødiske råd til sidst udnyttede Pilatus’ svagheder til dets egen fordel. 10 TEL 2014/1

KAOTISK MEN REALISTISK BESKRIVELSE Evangeliernes beskrivelse af det jødiske råds retssag mod Jesus efterlader et kaotisk indtryk, hvor rådet med forskellige kneb til sidst fik tvunget Pilatus til at korsfæste Jesus. Faktisk kræver det ikke meget fantasi at forestille sig, hvordan Pilatus allerhelst hurtigst muligt ønskede sig tilbage til sin dejlige Middelhavsresidens i Cæsarea ved Havet. Men under de jødiske fester var han nødt til at indfinde sig i Jerusalem for at forebygge uroligheder og håndhæve romersk ret. Det er altså helt efter bogen, at Pilatus befinder sig i Jerusalem den påske, hvor det jødiske råd med ypperstepræsterne Selskab for Bibelsk Arkæologi


De romerske statholdere var indlagt til påske Under de jødiske højtider bugnede Jerusalem af pilgrimme fra Galilæa, Judæa og alle andre steder, hvor der boede jøder, inklusiv andre lande. Da festerne var en fejring af Guds store handlinger med Israel i fortiden, som f.eks. udfrielsen fra Egypten under påskefesten, så var samtidig forventningerne til Guds handling i nutiden tårnhøje. ”Er det i år, Gud vil gribe ind til fordel for sit folk?”, spurgte mange sig selv. Derfor var de romerske statholdere tvangsindlagt til jødernes fester. Af rent og skært sikkerhedshensyn måtte de tage turen sammen med størstedelen af deres soldater fra Cæsarea ved Havet til Jerusalem, hvor der var god brug for forstærkningen. Josefus fortæller, hvordan de romerske soldater festerne igennem stod vagt på tagene rundt om tempelpladsen for at tage modet fra eventuelle kamphaner, unge som gamle (Krigen 2.224-227). Faktisk fastholdt statholderne en tradition, som Herodes den Store havde indført, med at inddrage de ypperstepræstelige ceremonielle klæder og kun udlevere dem lige før helligdagene. Der blev ikke taget chancer med den jødiske tendens til folkelige opstande!

i spidsen beslutter sig for at få Jesus dødsdømt (jf. Matt 26,3-5; Mark 14,1-2; Luk 22,1-6; Joh 11,47-57). Helt efter bogen er også en række andre hændelser i evangeliernes beretning, der på en og samme gang tegner et billede af et forvirret og kaotisk, men også realistisk begivenhedsforløb, der ellers ofte er blevet kritiseret for at tegne et urealistisk skønmaleri af Pilatus. 1: PILATUS HAR MAGTEN OG MYNDIGHEDEN Med hjælp fra Judas får det jødiske råd held med at fange Jesus ved nattetid i Getsemane have (Luk 22,1-6.47-53), hvorefter de fører ham til ypperstepræsten Kajfas’ palads (Matt 26,57). Rådets natlige forhør tager tydeligvis afsæt i den jødiske lov. Anklagerne handler om gudsbespottelse og om at påvise, at Jesus er en falsk Messias og profet (Matt 26,62-66; Mark 14,60-65; Luk 22,66-71). Ifølge Moseloven er en dødsdom mulig for hver af disse anklager (3 Mos 24,14-16; 5 Mos 18,20-22; jf. Jer 26,11; 28,15-17)! Problemet var imidlertid, at romerne havde frataget det jødiske råd retten til at eksekvere dødsdomme. Måske var der en enkelt undtagelse: Hvis en ikke-jøde gik videre ind mod templet fra hedningernes forgård, hvor store skilte var sat op på hebraisk, græsk og latin med advarsel om www.bibelskarkaeologi.dk

Det jødiske råd havde under de romerske statholdere ikke lov til at eksekvere dødsdomme. Derfor måtte de henvende sig til Pilatus, for at få Jesus korsfæstet. Der var dog én undtagelse fra reglen: Hvis ikke-jøder gik videre ind mod templet end hedningernes forgård. Store skilte på græsk og latin advarede besøgende i templet om, at de kun havde sig selv at takke for den efterfølgende død, der helt sikkert ville komme over dem, hvis de brød reglen, jf. ApG 21,27-31. To af disse skilte er blevet bevaret, og her ser vi en rekonstruktion af teksten, der stærkt advarende slutter med det græske ord for ”død”, thanatos. Foto: Wikimedia Commons.

dødsstraf for at gå bag indelukket (jf. ApG 21,27-31 og TEL 2003/1). Derfor er det jødiske råd nødt til at troppe op hos Pilatus for at få eksekveret dommen, og da han forsøger at holde sig udenfor ved at sige, at de kan dømme ham efter deres egen lov, må rådet minde ham om problemet med dødsstraf: ”Vi har ikke

ret til at henrette nogen” (Joh 18,31). Det er Pilatus, der har magten og myndigheden. 2: STATHOLDERENS DOMSTOL Derfor må det jødiske råd opsøge Pilatus i den borg eller det palads, han opholder sig i under festen (Joh 18,28). Johannesevangeliet giver os den mest 11 TEL 2014/1


De romerske statholdere havde deres residens i Cæsarea ved Havet og tog kun op til Jerusalem, når de var nødt til det, f.eks. under de store jødiske fester. De fleste forskere mener, at de brugte Herodes den Stores prægtige, vestlige palads som bolig under disse ophold. Enkelte dele heraf kan stadig ses i dag i Davids Citadel i Jerusalem. Foto: Morten Hørning Jensen.

udførlige beskrivelse af processens rammer med bemærkningen om, at Pilatus ”satte sig i dommersædet på det sted, som kaldes Stenbroen, på hebraisk Gabbata” (19,13). Ordet for ”dommersæde” (bema) er det samme, som Josefus bruger i beskrivelsen af optøjerne på Cæsareas stadion i forbindelse med Pilatus’ forsøg på at lade romerske standarter opstille i Jerusalem. Statholderen var nemlig forvalteren af romersk lov i sit område, og der, hvor han opsatte sit dommersæde, var retten. 3: ANKLAGET FOR ”KONGE”-ASPIRATIONER Spørgsmålet er nu, om rådet kan få Pilatus til at bruge sin magt på Jesus. For at få det til at lykkes ændrer de anklagerne en anelse fra spørgsmålet om gudsbespottelse til en sag om oprør og kongeaspirationer. Lukas gengiver jødernes anklage mest udførligt: ”Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge … Han ophidser folket med sin lære over hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil” (23,2.5). 12 TEL 2014/1

Dette er ikke tomme, ligegyldige anklager. Det er derimod særdeles realistisk. En romersk statholder var pinligt klar over, at netop spørgsmålet om skat og kongeønsker kunne få folket til at begå oprør. Det var nemlig præcis skattespørgsmålet, der havde ført til et stort oprør, da romerne afholdt en folketælling i år 6 e.Kr. for at finde ud af, hvor meget skat den første statholder skulle indkræve. Netop dét fik Judas fra Galilæa til et indlede et oprør. Som Josefus siger det, gik han med “kongetanker” om sig selv og nægtede at betale skat til romerne, fordi det ville være det samme som at anerkende kejseren i Rom som ”herre” og dermed et brud på det første og største bud i loven om kun at have én Gud (Antikviteterne 18.1-8, 23) Romerne vidste altså, at en jøde med ”kongetanker” var som en tændstik i et krudttårn. Derfor låser Pilatus’ forhør sig også fast på dette emne ifølge alle fire evangelier: ”Er du jødernes konge?” (Matt 27,11; Mark 15,2; Luk 23,3; Joh 18,33.37). 4: HERODES ANTIPAS SOM LYNAFLEDER Alle anklager til trods lader Pilatus sig ikke overbevise. Faktisk gør Selskab for Bibelsk Arkæologi


alle evangelierne det klart, at han anså Jesus for uskyldig (Matt 27,24; Mark 15,1015; Luk 23,4.14-16.22; Joh 18,38; 19,4.6.12) og ydermere gennemskuede processen som misundelse fra rådets side (Mark 15,10; Matt 27,18). Som den eneste af evangelisterne fortæller Lukas os, at én af de måder, Pilatus søgte at slippe for at dømme Jesus på, var at sende ham til Jesu landsfyrste Herodes Antipas, da Pilatus hørte, at Jesu oprør egentlig begyndte i Galilæa (23,5-7). At Antipas var i Jerusalem til påskefesten, er ganske realistisk. Filons beretning om de gyldne skjolde, Pilatus opsatte i sit palads i Jerusalem (se forrige artikel), er et andet eksempel på, at sønner af Herodes samarbejdede med det jødiske råd om at konfrontere Pilatus. Faktisk var Antipas på dette tidspunkt den vigtigste tilbageværende herodianske regent, og det er

sandsynligt, at han ofte tog til Jerusalem under valfartsfesterne for at højne sin popularitet og gøre sin indflydelse gældende over for det jødiske råd. 5: PILATUS’ SVAGE PUNKT Stillet over for Pilatus’ uvilje må det jødiske råd spille en trumf, de havde skjult i ærmet. Sikkert fra tidligere konfrontationer med Pilatus ved de, at han har et svagt punkt: frygten for at falde i unåde hos kejseren. Som vi så det i forrige artikel, kan Pilatus’ ”Tiberieum”-tempel i Cæsarea og hans mønter med romerske tempelgenstande ses som et udtryk for hans forsøg på at indynde sig i Rom, ligesom de herodianske prinser har held til at vinde over Pilatus i sammenstødet over de gyldne skjolde netop ved at spille på, at han går imod kejserens vilje. Helt ublu udnytter det jødiske råd

denne ’svaghed’, da de er på nippet til at tabe retssagen: ”Løslader du ham, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren” (Joh 19,12). ”Kejserens ven” – det var præcis, hvad Pilatus ønskede at være mere end noget andet. 6: RO VIGTIGERE END RETFÆRDIGHED Da rådet tilmed kan presse Pilatus på én måde mere, nemlig med den forsamlede folkemængde, som de overtaler til at støtte deres sag (Matt 27,20; Mark 15,11), så falder det i hak for dem. Som Matthæus skriver: ”Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: ’Jeg er uskyldig i denne mands blod.

Ifølge Johannesevangeliet (19,13) slog Pilatus sit dommersæde op på ”stenbroen” (lithostrotos). Hos Zionsøstrene på Via Dolorosa kan man i dag se et smukt stentorv, der i hvert fald går tilbage til det 2. århundrede e.Kr., som giver en fornemmelse af, hvordan den omtalte stenplads kan have set ud. Foto: Morten Hørning Jensen.

www.bibelskarkaeologi.dk

13 TEL 2014/1


Det bliver jeres sag’” (27,24). Lukas beskriver, hvordan folkets råb overdøvede alt andet (23,23). Pilatus sidder faktisk i et dobbeltpres som fra en skruestik: Først er der hans frygt for at falde i unåde hos kejseren, og nu også hans frygt for uro og folkelig opstand. Frygten for ”uro” (Matt 27,24) var, som vi har set, velbegrundet. Jøderne var mestre i folkelige opstande. Selvom evangelisterne insisterer på, at Pilatus til det sidste fandt Jesus uskyldig i anklagen for oprør mod kejseren, så er det en realistisk beskri-

Slog jøderne Jesus ihjel? Med udgangspunkt særligt i bemærkningen i Matt 27,25: ”Lad hans blod komme over os og vore børn” spredte der sig i kirken en tradition om, at jøderne som folk var skyld i Jesu død. Kirkehistorikeren fra det 4. århundrede Euseb løftede denne tanke op til nye højder ved at bruge Josefus som en art historisk bevis og på den baggrund konkludere, at ”ulykkerne mod hele folket (det jødiske) begyndte

velse af Pilatus, at han valgte ro frem for retfærdighed. Så, ”da Pilatus gerne ville gøre folkeskaren tilpas”, løslod han i stedet oprøreren Barabbas” og ”lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet” (Mark 15,15). PÅSKEN GEMT I KAOS Selvom evangeliernes beretninger ofte er beskrevet som historisk utroværdige og alt for idylliske over for Pilatus, er der rent faktisk en hel række af indicier på en ganske realistisk og troværdig beskrivelse af en proces, der godt nok var kaotisk, men samtidig falder inden for rammen af, hvad vi ved om romerske statholderes arbejdsvilkår i almindelighed og om Pilatus i særdeleshed. Ved at spille på Pilatus’ dobbelte frygt for opstand i befolkningen og for at falde i unåde hos kejseren, så lykkedes det til sidst rådet at tvinge deres vilje igennem. Samtidig er det værd at bemærke, hvordan Pilatus’ møde med Jesus midt i dette kaos på en underlig bagvendt måde viser, hvad påskens evangelium betyder. Pilatus’ frigivelse af Barabbas er nemlig samtidig den første demonstration af, hvad evangelierne postulerer, blev betydningen af Pilatus’ korsfæstelse af Jesus: En stedfortrædende død, der sætter fanger fri (jf. Mark 10,45).

på Pilatus’ tid og med overgrebene på Frelseren” (2.6.3). Faktisk var Josefus’ værk, Den jødiske Krig, uhyre populært blandt kristne i Middelalderen, fordi det ”beviste”, hvordan Gud havde forstødt og straffet sit tidligere folk, fordi de slog Jesus ihjel. ”Kristusmordere” var det udbredte skældsord. I den katolske kirke blev dogmet om jødernes ”blodskyld” først ophævet på det andet Vatikanerkoncil i 1962. Der er også al mulig grund til at tage afstand fra denne tanke. Alene af de tre historiske grunde, at det frem for alt var det jødiske råd, der førte processen mod Jesus og ikke hele det jødiske folk; at det i den sidste ende var Pilatus, der slog Jesus ihjel; og hele den teologiske forståelse af Jesu død som en del af Guds frelsesplan.

GIV ET SMUKT PORTRÆT – den helt personlige gave ! Håndtegnede portrætter udføres fra fotos og leveres færdigmonteret med passepartout i enkel, klassisk aluramme. Kontakt freehand.dk !

Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web

14 TEL 2014/1

Selskab for Bibelsk Arkæologi


ET LILLEBITTE FUND – MED STOR BETYDNING Ved sidste sommers udgravninger af Khirbet al-Maqatir fandt udgraverne en egyptisk skarabæ, som er en lille lykkeamulet af form som en bille. Skarabæen kan dateres til ca. 1450 f.Kr. Dette fund er meget vigtigt. Det viser med al tydelighed, at al-Maqatir var beboet i perioden lige op til det tidspunkt, hvor Josva og israelitterne kom til landet (ca. 1400 f.Kr.). Bibelforskningen har længe sagt, at der ikke var nogen by ved navn Aj i hele dette område på indvandringens tidspunkt. Udgraverne af al-Maqatir peger på, at al-Maqatir faktisk kunne passe med den bibelske beskrivelse af Aj: Der var en mindre by, som stod frem til ca. år 1400 f.Kr., hvorefter den blev totalt ødelagt ved brand. Det nye fund styrker tolkningen af, at stedet var beboet frem mod år 1400 f.Kr.

Denne skarabæ, som er ca. 1,5 cm lang, dateres af eksperter til ca. 200 år før Abraham. © Associates for Biblical Research. Foto: Mike Luddeni. Må ikke gengives uden skriftlig tilladelse fra Associates for Biblical Research. www.BibleArchaeology.org.

Magasintilbud Køb et sæt af tidligere numre af TEL (ca. 50 numre) Kun

250 kr.

+ forsendelse

Skriv til: hh@bibelskarkaeologi.dk

www.bibelskarkaeologi.dk

15 TEL 2014/1


Havde Abraham kameler

– eller ej?

Af Carsten Vang, Menighedsfakultetet

knogler fra kameler, som er fundet

tamkameler i Israel, eller om der skulle findes rester af ældre kamelknogler andre steder i landet, som tilfældigvis bare ikke er fundet endnu. Når man tænker på, at kameler ikke hører naturligt hjemme i byerne, men på steppen og i ørkenen, og når man videre tager i betragtning, at bibelarkæologien især fokuserer på de byhøje, som gemmer på resterne fra de gamle byer, er det ikke så mærkeligt, at man endnu ikke har fundet entydige spor efter tæmmede kameler, der er ældre end 900 f.Kr. Kameler hørte ikke til byens normale husdyrhold, og de indgik ikke som lastdyr for varetransport mellem byerne. Derfor kan vi ikke vente at finde knogler fra tæmmede kameler i stort tal i byhøjene.

ved det meget store kobberudvin-

KAMELER I EGYPTEN

Midt i februar måned ramte en ejendommelig pressemeddelelse fra Tel Aviv University alverdens medier, og også mange danske viderebragte nyheden uden kritisk forbehold. Ved hjælp af kulstof-14 analyse har to af universitetets forskere dateret

dingssted Khirbat en-Nahas i Jordan. Ud fra disse dateringer hævder de, at tamkamelen først kom til Israels

Meget tyder faktisk på, at kamelen har været tæmmet væsentligt tidligere end det 9. årh. f.Kr. På en klippevæg i det sydlige Egypten har man fundet en graffiti, som viser en mand, der trækker en dromedar efter sig med et reb. Graffitien dateres til

2200 f.Kr., 200 år tidligere end Abraham. Også andre indicier peger på, at egypterne anvendte tamkameler som lastdyr i deres karavaner før år 2000 f.Kr. Vi ved fra arkæologiske fund, at egypterne importerede balsamstoffer fra Sydarabien så langt tilbage som tidligdynastisk tid, d.e. 2800 f.Kr. Da handelsruterne indebar mange dages rejse gennem ørkenen, anser forskerne det for udelukket, at egypterne har brugt æsler på disse rejser. Æsler kan simpelthen ikke vandre i dagevis uden vand, og derfor må egypterne have benyttet kameler. Ifølge 1 Mos 12,16 fik Abraham sine kameler som en gave fra farao, da han opholdt sig i Egypten en tid. Derfor er der ikke noget i vejen for, at han har haft kameler blandt sine dyr, sådan som Bibelen fortæller.

For yderligere information om Abrahams kameler, se Knud Skovs artikel ”Abrahams kameler” i TEL 2005/3.

land efter 900 f.Kr.

Bibelen nævner ganske vist, at Abraham, som levede omkring 2000 f.Kr., havde kameler. De nye dateringer af kamelknogler beviser imidlertid, siger de to forskere, at dette er uhistorisk, og at 1 Mosebog må være skrevet mange hundrede år efter Moses’ tid. EN BESYNDERLIG KONKLUSION Denne pressemeddelelse er yderst besynderlig! Kulstof-14 metoden kan kun datere knogler, som rent faktisk er fundet. Den kan ikke sige det mindste om, hvorvidt disse knogler stammer fra de ældste

På en klippevæg ved Aswan findes indridset en enpuklet kamel (dromedar), trukket af en mand. Graffitien dateres til ca. 200 år før Abraham. © Michael Ripinsky, Journal of Egyptian Archaeology 71 (1985) 139.

Tel2014-1_issuu  
Tel2014-1_issuu  
Advertisement