__MAIN_TEXT__

Page 1

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

nr. 4 | december 2013 | 24. årgang

ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN

”Blomstre som en rosengård” Messianske adventsforventninger sydede i ørkenen

“Blomstre som en rosengård” – Messianske adventsforventninger i ørkenen Nye udgravninger kaster lys over Maria Magdalenes baggrund Ny “provokerende” bog om Markusevangeliet fra SBA

20

13

3


NY INSKRIPTION AF NEBUKADNESAR Et italiensk hold arkæologer er gået i gang med at udgrave den store by Karkemish, der ligger ved Eufratfloden, i bogstavelig forstand på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien (grænsen går tværs gennem resterne af den gamle by). Lederen af udgravningerne meddelte for ganske nylig, at de har fundet en stor stentavle af kalksten med en inskription, affattet af babylonerkongen Nebukadnesar. Hvad kongen har skrevet på tavlen, antydede han desværre ikke noget om.

Magasintilbud Køb et sæt af tidligere numre af TEL (ca. 50 numre) Kun

250 kr.

+ forsendelse

Skriv til: hh@bibelskarkaeologi.dk

Fundet er meget interessant, fordi Nebukadnesar som kronprins udkæmpede et stort slag mod egypterne ved byen Karkemish i året 605 f.Kr., et slag som han vandt stort. Dette slag ændrede historiens forløb dramatisk og gjorde Babylon til den nye verdenshersker. Slaget er omtalt flere steder i GT, bl.a. Jer 46. Måske den nye tavle kan kaste nyt lys over Nebukadnesars bedrifter.

Julegave til SBA Det er muligt at støtte SBAs arbejde og udgivelsen af TEL ved at indbetale en gave på konto: 7920-1014 846. Ruinhøjen efter den store by Karkemish. © AP Photo.

Selskab for Bibelsk Arkæologi Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Tlf.: E-mail: Internet: Bank:

7586 1748 info@bibelskarkaeologi.dk www.bibelskarkaeologi.dk Sydbank konto 7920-1014 846

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Jørgen Bækgaard Thomsen (red. sekr.), Carsten Vang. Forsidefoto: Hvert år blomstrer Judæas ørken. Regnvand fra det centrale bjergmassiv i Judæa samles i store slugter (wadier) og løber enten mod vest, mod Middelhavet, eller mod øst, mod Det døde Hav. På sin vej giver det liv til blomsterfrø, der har ”oversomret” i ørkenens golde jord. Derfor kan et fantastisk syn møde den vandrende nogle få uger i januar-februar. Foto: Claus Kristensen.

2 TEL 2013/4

Tak for enhver gave!

Hvad betyder TEL? Bladet TEL har sit navn efter de ruinhøje fra oldtiden, der rummer lag på lag af bebyggelse. ”TEL” er den arkæologiske betegnelse for ”ruinhøj”. Links i TEL: Links til artiklerne er samlet på www.bibelskarkaeologi.dk under ”Kvartalsmagasinet TEL”. Layout: Freehand.dk, Herning Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. Abonnementspris: Årsabonnement koster kr. 185 (for unge under 26 år kr. 135), som opkræves via PBS først på året. Abonnement tegnes via www.bibelskarkaeologi.dk.

Selskabets bestyrelse: Bibelunderviser Jan Højland (formand), tlf.: 2396 8383 · jh@bibelskarkaeologi.dk Lektor, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Overlæge Vagn Juul Jensen (næstformand), tlf.: 7512 9021 · vjj@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster), tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk Ekstern kasserer: Hans Hansen, tlf.: 7586 1748 · hh@bibelskarkaeologi.dk Støt SBA’s arbejde økonomisk Du kan støtte SBA’s arbejde økonomisk ved at indbetale en gave på bankkonto: 7920-1014 846. Tak!

Adresseændring meldes til info@bibelskarkaeologi.dk. ISSN 0905 - 5827

Selskab for Bibelsk Arkæologi


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS på Mark 1,1-11; Matt 3,1-17; Luk 3,1-22; Joh 1,29-34

Artikelserie | Personer Jesus mødte [6] FATTIGE PRÆSTER UDSTØDTE KVINDER ARBEJDERE SPEDALSKE RIGE HEDNINGER KLOGE HERSKERE FARISÆERE DISCIPLE

JOHANNES DØBER I ØRKENEN

Ørkenen i blomst en januardag. Foto: Claus Kristensen.

”Blomstre som en rosengård” – Messianske adventsforventninger i ørkenen Af Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL

der bliver banet en vej i ørkenen som lovet i Esajas 40,3. Markusevangeliet citerer netop dette vers som indgang til

Hvornår vil Gud blive konge i Jerusalem igen? Det spørgsmål

Jesu møde med Johannes Døber i ørkenen, og vi skal i denne

rungede i mange jøders sind på Jesu tid, og man så hen mod

artikel se, hvordan Jesus både opfyldte og skuffede folks

et sikkert ”adventstegn” på, at det var lige ved at ske: Når

forventninger til ham som konge i Jerusalem.

www.bibelskarkaeologi.dk

3 TEL 2013/4


Josija kunne ikke dy sig for at kigge skråt over skulderen, da han krydsede Kedronbækkens sagte vandløb. Templet knejsede majestætisk over byen, mens den hvide røgsøjle fra alteret steg op og forsvandt under den stærke sol. Hjertet sank i ham. Dybt nede elskede han dette tempel over alt andet på jorden. Han kunne bare ikke se gennem fingre med, hvad der lige var sket. En lov var en lov, og Gud var hellig! For sit indre øje så han den løgnagtige kong Jonathan stå i templet med løftede hænder, mens solens stråler glimtede som et krystalhav i den ypperstepræstelige klædning. Hvor kunne han gøre det? Besudle det ældgamle embede uden at være fra den rette præstelige slægt! Kendte han ikke loven? Eller Guds straf for at bryde den? Josija så væk. Forude snoede vejen sig gennem de dybe slugter ned mod Det døde Hav. Mod ørkenen. Der ville Josija være i forreste linje, når Guds blomstervej om kort tid ville komme til syne. Og det var han sikker på, den ville. Hvis blot ét sandt fællesskab i Israel kunne leve ret efter loven, ville Messias komme til dem. Tanken fyldte ham med energi. ”Snart”, sagde han højt til sig selv. ”Snart baner Gud sin vej til os, der lever i ørkenen”.

ADVENT I ØRKENEN “Blomstre som en rosengård skal de øde vange”, synger vi med Grundtvig i julens adventstid. Grundtvig gendigter Esajas’ poetiske kapitel 35, der malerisk beskriver tegnet på, at ventetiden er ovre, adventstiden begyndt og Messiastiden lige op over: Ørkenen vil blomstre! På Jesu tid var der en intens ”adventsforventning”. Jøderne diskuterede med hinanden, hvornår Gud igen ville besøge sit folk, og de ønskede at være adventsparate. Så spørgsmålet var: Hvad er tegnet på, at Gud igen vil befri sit folk og blive konge i Jerusalem? Svaret blev hentet fra Esajas’ profetier: Når ørkenen blomstrer; når en ny stemme lyder i ørkenen; når glædesbudbringeren råber højt fra bjergtoppen, og når der bliver banet en ny vej ind til Jerusalem, så er Herren nær. Så er den nye udfrielse over os og det messianske fredsrige lige om hjørnet! ET SÆRLIG VIGTIGT VERS VISTE VEJEN Ørkenen blomstrer. Foto: Morten Hørning Jensen.

Derfor så mange jøder ud mod ørkenen i håb om at være parate, når Gud ville holde sit indtog. Og at dømme ud fra jødiske skrifter

Esajas’ adventsprofetier om en ny udfrielse Esajas’ bog indeholder en række profetier om, hvordan Gud til sidst vil gribe ind og oprette et fredsrige med Jerusalem og templet som centrum. Denne indgriben vil være kendetegnet ved en hel pakke af herlige ting: • • • • • • • •

Ørkenen vil blomstre (Es 35,1-2). Levende vand vil vælde frem (35,6-7; 49,10; 55,1). En stemme vil råbe i ørkenen (40,3). En glædesbudbringer vil forkynde fra bjergtoppene, at en ny tid er på vej (40,9; 52,7). Guds herlighed og nærvær vil blive synlig for folket (35,2; 40,5; 60,1). Folket vil opleve trøst, tilgivelse og helbredelse (35,3-6; 40,1-2; 42,7; 61,1-2). Der vil blive ”banet en vej”, som de befriede skal benytte til at drage ind i Jerusalem (35,8-10; 40,3-5; 62,10). Gud vil rense templet og samle sit folk fra nær og fjern i et nyt og evigt fredsrige (35,9-10; 40,9; 44,26; 45,13; 52,7-8; 54,10-17; 56,7; 60; 66). • Gud vil være folkets konge (44,6; 52,7). Det er tydeligt, at baggrunden for Esajas’ profetier er Guds første store sejrshandling med sit folk: udfrielsen fra Egypten. Også dengang blev der banet en vej i ørkenen, og Guds herlighed boede midt blandt folket til trøst, tilgivelse og helbredelse (2 Mos 12-15). Esajas skriver altså om en ny udfrielse; en ny exodus.

4 TEL 2013/4

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Størstedelen af året er Judæas ørken udtørret og livløs. Et tegn på jordens forbandelse, hvor ingen kan overleve længe på egen hånd. Foto: Morten Hørning Jensen.

fra Jesu tid, så var der særligt ét vers og én vending, der havde bidt sig fast, nemlig Esajas 40,3: ”Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land”. Det er et af de mest citerede vers i jødiske tekster fra Jesu tid, og det viser os, at man befandt sig i en intens adventsstemning med diskussioner om, hvordan denne vej i ørkenen nærmere skulle beredes. Det var der nemlig forskellige svar på. Som vi nu skal se, holdt man så at sige forskellige ”adventsprædikener” på Jesu tid. Det giver os en levende fornemmelse af, hvorfor Johannes Døber blev så populær, da han trådte frem i ørkenen, og det kaster et skarpt lys over ikke mindst evangelisten Markus’ indledning på sit evangelium, der præcis tager afsæt med et citat af Esajas 40,3. SVAR 1: QUMRANFOLKET: ”VEJEN ER LOVSTUDIUM OG HELLIGHED” Mere end 400 meter under havets overflade, tæt ved Det døde Hav og på et af de varmeste steder på denne klode,

www.bibelskarkaeologi.dk

Qumranfolkets protestmarch til ørkenen Selvom det stadig er omdiskuteret, hvad det var, der førte til Qumranmenighedens opståen, kan vi ud fra deres skrifter tegne et omrids: Qumransamfundets grundlægger, ”Retfærdighedens Lærer”, var oprindeligt en del af præsteskabet i Jerusalem. Men på et eller andet tidspunkt skete der noget skelsættende: En unavngiven person, der bliver kaldt ”Den uretfærdige Præst”, tog ypperstepræsteembedet i Jerusalem på trods af, at han ikke var af den rette præstelige slægt. Det kunne være den hasmonæiske konge, Jonathan, der gjorde sig til ypperstepræst i år 153 f.Kr. Det blev ”Retfærdighedens Lærer” så oprørt over, at han udvandrede fra Jerusalem og grundlagde sit eget åndelige ”tempel af mænd” i form af et meget strengt broderskab, der midt i ørkenens hede tolkede alle lovens forskrifter så nøjagtigt som muligt. I deres egen optik var de nu det eneste sande Israel, der var tilbage. De var ”resten”, og det var til dem, Guds ”glædesbudbringer” (evangelist), Guds Messias, ville komme for at gå i spidsen for dem mod Jerusalem, der skulle indtages og renses på ny. Qumranfolket så altså sig selv i skarp kontrast til det ”slappe Jerusalem”. Først og fremmest til den hasmonæiske kongeslægt, der ellers var kommet til magten i Jerusalem ved, at deres grundlægger, Mattathias fra Modein, i år 168 f.Kr. havde gjort oprør mod den græsk-syriske konge Antiokus Epifanes’ omdannelse af Jerusalems tempel til en Zeushelligdom. Men som tiden gik, tilranede Mattathias’ sønner og sønnesønner i den hasmonæiske kongeslægt sig mere og mere magt over templet. Det fik altså Qumranfolket til at forlade Jerusalem i protest.

5 TEL 2013/4


Ét af de bedst bevarede og mest værdifulde skrifter fra Qumran er den store Esajasrulle. Rullen er her slået op på Es 38,8-40,28. I venstre spalte linje to finder vi Esajas’ profeti om røsten, der råber i ørkenen (Es 40,3). Foto: © Biblical Archaeology Review.

levede der på Jesu tid en besynderlig gruppe af jøder. De havde i protest forladt Jerusalem og nu slået sig ned som et helligt broderskab i ørkenen. Her var de så tæt på ”blomstervejen” som muligt. De måtte om nogen være de første, Guds Messias ville komme til! Vi kender Qumranfolket fra deres skrifter, Dødehavsrullerne. Netop Esajas 40,3 er citeret så ofte, at det af nogle forskere er blevet kaldt for deres ”grundlagsvers”. De anså sig selv som den sidste hellige rest af Israel (jf. Es 4,3; 10,20-22), og spørgsmålet var nu bare: ”Hvornår kommer Gud til os, så vi med Messias i spidsen kan genindtage og genindvie Jerusalem og templet?” Ét af de vigtigste skrifter til forståelse af Qumranfolkets tanker og teologi er den såkaldte ”Sekthåndbog”. Her giver Qumranfolket selv deres svar på, hvordan Esajas’ profetier bliver opfyldt: Messiastiden kommer, når ”broderskabet” har udskilt sig fra det vanhellige Israel og lever ”i hellighed” og ”med fuldkommenhed” i ”ørkenen”. Der skal ”de bane den vej, der er hans, sådan som der står skrevet: ’Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land’” (Sekthåndbogen VIII,13-14).

Et glimt fra forskningens bord I forskningen i Jesu liv har man de sidste 250 år forsøgt at forklare, hvad Jesus selv mente om sin status som Messias, og om han forudså sin død. Hovedparten af den liberalteologiske og historisk-kritiske forskning har hævdet, at Jesus ikke anså sin død for at have nogen betydning, men at denne tolkning først blev ”opfundet” af de første kristne. Derfor er det også overraskende, hvad den danske professor Per Bilde når frem til i sin bog fra 2011,

Hvor original var Jesus? Bilde er erklæret ateist og i udgangspunktet skeptisk over for kildeværdien af evangelierne. Trods det konkluderer han to interessante ting på baggrund af en kritisk læsning af evangelierne: At Jesus på et eller andet tidspunkt før påsken i Jerusalem kom til den overbevisning, at hans død ville have en sonende betydning, samt at denne tanke var ”original” målt mod alle de samtidige kilder, vi har til vores rådighed. Med andre ord: Hovednerven i evangeliernes syn på Jesus som Messias har så meget kød på sig, at også en historiskkritisk læsning kan nå frem til den, og det var netop tanken om en messiansk soningsdød, der adskilte Jesu forståelse af løfterne i GT fra hele den kendte samtid. Det giver en baggrund for at forstå, hvorfor disciplene vendte sig så hårdt mod denne tanke, og understreger, hvor modsætningsfyldt ”ordet om korset” må have lydt, da det først blev forkyndt.

6 TEL 2013/4

En side fra Sekthåndbogen fra Dødehavsrullerne, der giver os et direkte indblik i, hvordan én gruppe af jøder tænkte på Jesu tid. Sekthåndbogen citerer Esajas 40,3 på samme måde som Markusevangeliet 1,3 gør det, men hævder, modsat Markus, at blomstervejen i ørkenen opfyldes gennem lovstudier og perfekt levevis. Foto: © Biblical Archaeology Review.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Qumranfolket havde slået sig ned på et af de varmeste og mest ugunstige steder i Israel lige ved Det døde Hav. Her regner det stort set aldrig, og temperaturen kan nå 50 grader om sommeren. Trods det levede de efter den strengeste tolkning for rituel renhed og havde konstrueret et sindrigt vandanlæg til opsamling af regnvandet fra bjergslugterne. Foto: Morten Hørning Jensen.

Med andre ord: Qumranfolket anså altså sig selv som et adventstegn og en nøgle til Guds kommende indgriben. De skulle være med til at bane vejen. Og hvordan skulle de gøre det? Jo ”ved granskningen af loven” (Sekthåndbogen VIII,15). Denne tekst, gemt i en hule i næsten 2000 år, er i virkeligheden helt fantastisk læsning. Den tager os lige til hjertet af, hvordan én gruppe af jøder på Jesu tid læste Esajas’ store profeti, og hvordan de mente, de kunne være med til at få den til at gå opfyldelse: Ved at holde loven! Ved at bo som et fuldkomment pletfrit broderskab midt i ørkenen ville de blive ”Messiastidens forpost”. De ville blive de første, der så blomstervejen vokse frem, og dem, der ville få ærespladserne, når Guds herlighed igen ville hvile over Jerusalem. SVAR 2: DE FROMME: ”GUD VIL RENSE JERUSALEM FOR HEDNINGER” Men Qumranfolkets adventssalme over Es 40,3 var ikke den eneste i omløb på Jesu tid. Vi finder en anden i de såkaldte ”Salomos Salmer”. Modsat Dødehavsrullerne har vi ikke ”originalerne” til dette skrift, men kun afskrifter, som er meget sene. Derfor er det også sværere præcist at sige, hvem der har skrevet disse salmer. Der er dog tilstrækkelig med historiske oplysninger i de i alt 18 salmer til at se, at de ikke er skrevet af den bibelske Salomo, men derimod af en gruppe fra det første århundrede f.Kr., der kalder sig selv ”de fromme”. Den mest udbredte teori er, at disse ”fromme” er farisæere. Det er nu ikke så afgørende, om det nærmere bestemt er tilfældet. Det, der derimod er sikkert, er, at de i deres salmer er næsten lige så utilfredse med de hasmonæiske konger og ypperstepræster i Jerusalem som Qumranfolket. Baggrunden for deres utilfredshed er imidlertid ikke en strid om, hvem der retmæssigt kunne være ypperstepræst, men derimod, at hasmonæerne har besudlet byen ved at underkaste sig en hovmodig hersker fra vest (Ps Sal 2). www.bibelskarkaeologi.dk

Vi kan sige med nogenlunde sikkerhed, hvornår denne besudling fandt sted, nemlig i år 63 f.Kr., hvor den romerske general Pompejus blev budt indenfor i Jerusalem af den hasmonæiske regent, Hyrkan II. Dvs.: Budt indenfor er så meget sagt. Hyrkans bror, Aristobul II, havde nemlig taget magten fra Hyrkan, der nu søgte at vinde Jerusalems trone tilbage gennem en alliance med Pompejus, der bragte hele sin hær til byen og indtog den efter en ”traditionel” romersk belejring og massakre.

Historiske begivenheder nævnt i artiklen • Ca. år 700 f.Kr.: Esajas’ profetier. • 168 f.Kr.: Mattathias fra Modein gør oprør mod Antiokus Epifanes. • 153 f.Kr.: Mattathias’ søn, Jonathan, gør sig selv til ypperstepræst. • Ca. år 153: ”Retfærdighedens Lærer” udvandrer i protest fra Jerusalem til Qumran. • 63 f.Kr.: Den romerske general Pompejus indtager Jerusalem sammen med den hasmonæiske regent, Hyrkan II. • Ca. år 30 e.Kr.: Johannes Døber forkynder og døber i ørkenen. • Ca. år 52 e.Kr.: Den ”egyptiske oprørsprofet” samler en stor gruppe i ørkenen (jf. ApG 21,38). • 66-70 e.Kr.: Den jødiske krig mod Rom og templets ødelæggelse.

7 TEL 2013/4


Men ikke nok med det: Pompejus kunne ikke dy sig for at gå på sightseeing i templet – helt ind i Det Allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten måtte komme én gang om året, på den store forsoningsdag, Yom Kippur. Præcis det, en hednings overgreb på templet, fik disse ”fromme” til at synge deres messianske vredessange i ”Salomos Salmer”. Her nedbeder de Guds forbandelse over ”hyklerne”, de hasmonæiske regenter (Ps Sal 4), som de håber, Gud vil nedstyrte og helt udslette deres navn fra historiebøgerne (17,1-9). Så intens var deres adventsforventning til Guds indgriben, at de også så mod ørkenen. De ventede med længsel på at høre ”jubelbasunens” gjalden og ”glædesbudbringerens budskab” til Jerusalem. Tidspunktet, hvor Gud igen vil forbarme sig over folket. Hvor høje bjerge skal jæv-

nes til sletter, og hvor folket skal samles fra alle verdenshjørnerne, fordi Guds herlighed nu igen hviler over Jerusalem (11,1-9). Hvordan skal det ske? Det skal ske ved, at Gud sender sin Messias, der vil være den nye Davids søn og Davidskonge (17,21). Han skal ”knuse uretfærdige fyrster” og ”rense Jerusalem fra hedninger”. Han skal samle folket og fordele landet, og ingen ”fremmed og udlænding” skal længere ”bo blandt dem” (17,22-28). ”De frommes” adventsprædiken var altså formet som en bøn til Gud om at rense landet for hedninger og dårlige regenter. SVAR 3: ZELOTERNE: ”VI VIL HJÆLPE GUD MED AT RENSE JERUSALEM” Der var imidlertid en gruppe af jøder, der ikke brugte adventstiden på blot at bede

Gud om at rense landet for hedninger. De var villige til at gå skridtet videre og med vold hjælpe Gud med at få dette til at ske. Den jødiske historieskriver fra det første århundrede, Josefus, kalder dem for ”den fjerde filosofi”. Andre steder taler han om ”sikarierne”, der betyder ”dolkemændene” eller ”zeloterne”: de nidkære. Josefus siger det sådan, at de ”i alle andre ting er enige med farisæerne” på nær i dette ene: ”De nærer en så ubetvingelig kærlighed til friheden, at Gud alene er deres leder og hersker” (De jødiske antikviteter, 18.23). Med andre ord: ”Den fjerde filosofi” tolkede det første bud om ikke at have andre guder end Gud så bogstaveligt, at de hellere vil begå oprør end at anerkende det romerske overherredømme og betale skat til dem, sådan som folkets ledere i Jerusalem havde valgt at gøre.

Templet var det absolutte centrum for jødedommen på Jesu tid. Både for dem, der forblev i Jerusalem og styrede templet, og for dem, der på den ene eller anden måde kritiserede det. Til den sidste gruppe hørte Jesus fra Nazaret. Foto: Morten Hørning Jensen.

8 TEL 2013/4

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Francesco Hayez’ (1791-1882) berømte gengivelse af templets ødelæggelse, der blev enden på jødernes oprør med Rom. Foto: Wikimedia Commons.

Jødiske oprørsmønter rummede Guds-rige-teologi Før det jødiske oprør i år 66 havde ingen jødisk regent præget sølvshekler, men derimod brugt sølvshekler fra Tyrus. Vi ved ikke, hvorfor f.eks. Herodes den Store ikke slog sølvmønter, men det, vi ved, er, at da romerne blev smidt på porten i år 66, så er prægningen af sølvmønter noget af det første oprørerne gør. Og hvilke mønter! På fantastisk vis forkynder de ”glædesbudskabet” om, at Jerusalem er befriet, og at Gud igen regerer på Zion, sådan som de jødiske oprørere så det. Mønterne er ladet med symbolværdi: (a) Den anvendte hebraiske skriftform er den gamle arkaiske type fra det første tempels tid, der ellers længe var forladt. Som om de vil skabe en forbindelse til den første Davidstid. (b) Symbolerne på mønterne er hentet fra templet med forskellige kultgenstande. (c) Påskrifterne forkynder ting som ”Jerusalem den hellige” og ”til Zions forløsning”. (d) Og så begynder de en ny tidsregning, ved at den første serie blot har årstalsangivelsen ”1”!

www.bibelskarkaeologi.dk

Oprørsmønt fra år 66. På forsiden, lige over omermålebægeret (en tempelgenstand), er der et tegn, der ligner vores F. Det er det hebraiske bogstav alef, der bærer talværdien ”1”. Det angiver altså: ”År 1”. Teksten på forsiden læser derudover, ”Israel Sheqel”, og på bagsiden, ”Jerusalem den hellige”. Foto: © David Hendin, Guide to Biblical Coins, 5th Edition (2010), gengivet med tilladelse.

Bronzemønt fra oprørets fjerde år. Indskriften på forsiden læser: ”Til forløsning af Zion”. Foto: © David Hendin, Guide to Biblical Coins, 5th Edition (2010), gengivet med tilladelse.

Som en lavastrøm under overfladen løb denne ubændige trang til frihed i folkets årer, indtil det hele til sidst eksploderede i den store krig mod Rom år 66-70, hvor det jo rent faktisk lykkedes at ”rense” landet for hedninger i løbet af krigens første måneder. Romerne måtte ganske enkelt flygte over hals og hoved med en jublende hob af oprørere i hælene. Det var en stor sejr, der blev opfattet som et ægte esajansk ”glædesbudskab”. Jublen var så stærk, at man begyndte en helt ny tidsregning. Stolt sendte man nye mønter i omløb med påskrifter som: ”Til forløsningen af Jerusalem”, ”Jerusalem, den hellige (by)” og ikke mindst: ”år 1”. En ny æra var begyndt, Guds rige var virkeliggjort, man nulstillede årstallet! Men allerede før det store oprør i år 66 havde mange mindre oprør plaget romerne i landet. Ét af dem er særligt interessant, fordi oprørslederen tilsyneladende valgte at bruge Esajas’ store ørkenvision som afsæt. ”Egypteren”, som han blev kaldt, gav sig ud for at være en profet og drog ud i ørkenen. Præcis som Johannes Døber vakte dette træk stor opsigt i folket, og ifølge Apostlenes Gerninger samlede han en tilhængerskare på 4.000 personer (21,38), mens Josefus nævner hele 30.000 (Krigen, 2.261). Denne gruppe af begejstrede ”sikariere” (dolkemænd) ledte han derefter mod Jerusalem ad ”blomstervejen” fra ørkenen, over Oliebjerget og ind mod byen som den sejrende konge. Uheldigvis for ham var den romerske statholder Felix (år 52-60) på det tidspunkt klar over, at en sådan halv- eller hel-messiansk skikkelse med lidt held kunne skabe en hysterisk folkestemning og få hele byen over på sin side. Derfor sendte han hele hæren imod ham, og det endte i en stor massakre. Men pointen var tydelig nok: Glædesbudbringeren, befrieren, kommer fra øst, fra ørkenen! 9 TEL 2013/4


Oversigt: jødiske adventsprædikener på Jesu tid Som artiklen gennemgår, var der på Jesu tid en intens forventning om, at Gud skulle opfylde sit gamle løfte om igen at sætte sig på tronen i Jerusalem som Zions konge. Ud fra Esajas’ gamle profetier holdt mange derfor øje med ørkenen. Én gruppe, Qumranfolket, mente, at blomstervejen i ørkenen ville blive banet gennem studiet af loven og den fuldkomne overholdelse af budene. Derfor havde de forladt Jerusalem, der var blevet vanhelliget af folkets ledere: hasmonæerne og saddukæerne. Én anden gruppe, ”de fromme”, vel sagtens farisæerne, var blevet i Jerusalem; men de var på samme måde stærkt kritiske over for kongeslægten og samarbejdet med romerne. Intenst bad de Gud om at rense landet for hedninger. Og en særlig undergruppe af dem, ”den fjerde filosofi”, havde tænkt sig at gøre mere end at bede. Med den ene hånd løftet i bøn var den anden fri til at løfte sværdet eller kniven i kampen med at hjælpe Gud på tronen på ny i Jerusalem. Da også Markus indleder sit evangelium med at henvise til ørkenløftet (1,3), så er også hans evangelium et svar på, hvordan Gud bliver konge i Jerusalem. Men mens Markus er enig i, at Jesus som Messias befrier folket, giver han et helt andet bud på, hvad centrum i denne befrielse er. Det er på korset, at Jesus bliver ”jødernes konge”. Den ”nye exodus” krævede en ny forsoningsdag, en ny ”yom kippur”, der flængede forhænget i templet (15,38), da Jesus døde på korset som ”en løsesum for mange” (10,45).

10 TEL 2013/4

SVAR 4: MARKUS’ ADVENTSPRÆDIKEN Det er præcis denne adventsforventning fra Esajas om en ny udfrielse af folket, der sætter rammen for særligt Markus’ fortælling om Jesus. I løbet af sine første 11 vers lykkedes det ham på næsten elektrisk vis at tale ind i samtidens forventninger med mange ligheder – og én afgørende forskel. Lighederne først: Når Markus i sit første vers kort og kontant skriver: ”Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn”, så ville en jøde på Jesu tid løfte begge øjenbryn: (a) ”Begyndelsen” – er der tale om en ny æra, en ny tidsregning? (b) ”Evangeliet” – er der tale om ”glædesbudbringeren” på bjergene fra Esajas? (c) ”Kristus/Messias, Guds søn” – er der tale om den særligt salvede person, der skal være Guds redskab til at trone på ny i Jerusalem? Ja! svarer Markus med det samme ved at citere intet ringere end Esajas 40,3: ”Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!” (1,3). Udfrielsen – exodus – er nu på vej. På baggrund af, hvad vi lige har set,

er det ikke overraskende at læse, hvordan ”hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere” (1,5) havde taget turen ud i ørkenen for at møde ham. En profet i ørkenen måtte undersøges nøjere. Det følger også helt forventningerne, når vi i de næste vers læser om, hvordan ”himlene flænges” og Guds nærvær viser sig over Jesus som en due, da han bliver døbt af Johannes (1,10-11). Nøjagtigt som Esajas’ tale om, hvordan ”Guds herlighed” og tempel-nærvær igen skulle blive synlig for folket, som den oprindelig var det over ørkenhelligdommen som en sky om dagen og som ild om natten (2 Mos 40,34-38), og dernæst over templet i Jerusalem (1 Kong 8,10-13), indtil den forlod det før dets ødelæggelse (Ez 10). Da Jesus så umiddelbart efter forkynder om ”Guds kongerige” (1,14-15) og helbreder og trøster folk, må enhver tvivl være væk. Der er derfor heller ikke noget at sige til, at folk flokkedes om Jesus og sang messianske jubelsalmer til ham, da det var hans tur til at drage fra ørkenen, ned ad Oliebjerget og ind i Jerusalem (Mark 11,111). Nu bliver Gud konge i Jerusalem!

Et akacietræ i et udtørret vandløb. Få måneder om året finder regnvand vej ned fra det centrale bjergområde omkring f.eks. Jerusalem til Det døde Hav gennem slugter og vandløb. Blomster, træer og dyr skynder sig at få det bedste ud af situationen. Foto: Morten Hørning Jensen.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


KONGE VIA KORSET: EN OVERRASKENDE PÅSKEPRÆDIKEN Men der er én afgørende forskel til de andre adventsprædikener: påskens begivenheder efter indtoget. Faktisk var skiftet fra ørken-adventsforventningerne til påskestemningen i Jerusalem så voldsomt, at selv disciplene ikke kunne følge med (jf. Mark 14,27). For på ét afgørende punkt skuffede Jesus samtidens adventsforventning til opfyldelsen af Es 40,3: Blomstervejen fra ørkenen til kongestolen i Jerusalem gik ikke via lovstudier, bøn om udryddelse af hedningerne eller løftede sværd. Den gik via et kors. ”Jødernes konge”, stod der over korset. For dem, der så det, disciple, præster og almindelige mennesker, var det en uoverstigelig modsætning (jf. Mark 8,32; 14,63; 15,29).

Besøg Johannes Døbers dåbssted Ifølge den kirkelige tradition helt tilbage til det 4. århundrede lå det sted, hvor Johannes Døber døbte i Jordanfloden, lige øst for Jeriko. Stedet er kendt som Qsar el-Yahud og huser i dag en række klostre på begge sider af floden, ligesom der er fundet rester af klostre tilbage til netop det 4. århundrede. Siden 1967 har området været en del af grænsen mellem Jordan og Israel, og det har ikke været muligt at besøge det. Men for nyligt er stedet genåbnet for pilgrimme, og hvis det er lang tid siden, du har været i Israel, er der nu åbnet en mulighed for at komme helt ned i Jordanflodens mudrede vand, samtidig med, at man kan vinke til pilgrimme på den jordanske side af Jordandalen. Det er i øvrigt netop ved Qsar el-Yahud, at de ortodokse kirker hvert år d. 18. januar fejrer deres store Epifanifest. ”Epifani” betyder ”åbenbaring”, og dagen markerer det tidspunkt i Jesu liv, hvor han første gang blev åbenbaret som Guds søn: i dåben. Der deltager op mod 20.000 ortodokse kristne, der i festprocession vandrer ned til floden og tager sig en dukkert også. Processionen er bevidnet af den byzantinske pilgrim, Egeria. I den katolske og protestantiske tradition fejres Epifanifesten d. 6. januar til minde om de tre vise mænds besøg hos Jesusbarnet i Betlehem. Dagen indleder ”Epifanitiden” i kirkeåret, der løber frem til forfasten (søndag Septuagesima).

En enlig ørkenblomst. Foto: Morten Hørning Jensen.

Men det er Markusevangeliets centrale påstand, at det netop var gennem Jesu korsfæstelse, at Gud gennem Jesus igen blev konge over sit folk og opfyldte Esajas’ profeti om at være nær sit folk. Det bliver helt tydeligt, da det første, der sker ved Jesu død er, at forhænget i templet flænges (Mark 15,38). Adskillelsen mellem Guds herlighed i templet og folket forsvinder. Markusevangeliet bekræfter altså, at Jesus som Messias gik på blomstervejen fra ørkenen og til Jerusalem for at blive konge i den nye udfrielse, den nye exodus. Men overraskende for alle, så blev centrum i denne udfrielse en ”løsesum for mange” (Mark 10,45). Indersiden af udfrielsen viste sig at være den store forsoningsdags, Yom Kippurs (3 Mos 16), soning mellem Gud og folket. Faktisk som forudsagt af Esajas (53). www.bibelskarkaeologi.dk

Foto: Morten Hørning Jensen.

11 TEL 2013/4


Fire tolkninger af Esajas 40,3 Qumranskriftet, Sekthåndbogen VIII, 10-16 Når disse mænd [kandidaterne, der kan optages i broderfællesskabet] står fast på broderskabets grundvold i to hele år med en levevis i fuldkommenhed og uden uret, 11 skal de udskille sig i hellighed inden for rådsforsamlingen af broderskabets medlemmer … Når disse mænd udgør et broderskab i Israel 13 efter disse anvisninger, skal de udskille sig fra stedet, hvor urettens mænd bor, og begive sig til ørkenen. Dér skal de bane den vej, der er hans, 14 sådan som der står skrevet: ”Ban **** vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land”. 15 Den er granskningen af loven, <som> han har befalet ved Moses, så man handler i overensstemmelse med alt det, der er åbenbaret i enhver tid, 16 og sådan som profeterne har åbenbaret ved hans hellige ånd. (Oversættelse fra Dødehavsskrifterne, red. Bodil Ejrnæs; København 1998). Note: **** i v 14 står for Herrens hellige navn, som Qumranfolket af ærefrygt undgik at skrive.

Salomos Salmer 11,1-9 og 17,21-25 11,1: Stød i basunen på Sion med helliges jubelbasun, forkynd i Jerusalem glædesbudbringerens budskab; thi Gud har forbarmet sig over Israel ved (sin) besøgelse af dem. 2 Stig op på det høje, Jerusalem, og se dine børn samlede tilhobe af Herren fra øst og vest. 3 Fra norden kommer de i deres Guds glæde, fra øerne langt borte samlede Gud dem. 4 Høje bjerge jævnede han for dem til slette … 6 for at Israel kunne drage frem i deres Guds herligheds besøgelse. 7 Ifør dig, Jerusalem, dine pragtklæder, bered din helligheds klædning; thi Gud har udsagt Israels lykke for evig og altid. 8 Herren udføre, hvad han har talt, over Israel og Jerusalem, Herren oprejse Israel i sin herligheds navn; 9 Herrens barmhjertighed (være) over Israel evig og altid. 17,21: Se til, Herre, og oprejs for dem deres konge, Davids søn, på det tidspunkt, som du har (forud)set, Gud, til at herske over Israel, din tjener, 22 og omgjord ham med styrke til at knuse uretfærdige fyrster, til at rense Jerusalem fra hedninger, der nedtramper under ødelæggelse; 23 i visdom (og) i retfærdighed at bortstøde syndere fra arven, at knuse synderens hovmod som pottemagerens kar; 24 med jernstav at knuse al deres væsen, at ødelægge lovløse folkeslag med sin munds ord; 25 med sin trussel at slå hedninger på flugt bort fra sit åsyn og revse syndere i deres hjertes ord. (Oversættelse fra De gammeltestamentlige Pseudepigrafer, red. Hammershaimb og andre; København 2001).

Josefus om den egyptiske profet i ørkenen (Krigen 2,261-265) En endnu større skade blev tilføjet jøderne af den falske profet fra Ægypten. Der kom nemlig til landet en bedrager, der gav sig ud for at være profet, og han samlede 30.000 mennesker om sig, der var ofre for hans bedrag. Han førte dem ad forskellige veje fra ørkenen til det såkaldte Oliebjerg, og herfra var det hans agt at tiltvinge sig adgang til Jerusalem, nedkæmpe den romerske garnison og ved sine bevæbnede ledsageres hjælp opkaste sig til enehersker over folket. Men Felix kom ham i forkøbet, idet han rykkede imod ham med de romerske sværtbevæbnede, og hele befolkningen deltog i forsvaret af byen, således at ægypteren, da det kom til kamp, ganske vist kunne flygte med nogle få af sine mænd, men de fleste af hans tilhængere blev dræbt eller taget til fange. Resten af dem blev spredt til alle sider, og de søgte hver især at skjule sig derhjemme. (Oversættelse fra Den jødiske krig, overs. Erling Harsberg, København 1997).

Markusevangeliet 1,1-5 Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn. 2 Som der står skrevet hos profeten Esajas: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej. 3 Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne! 4 – således trådte Johannes Døber frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse. 5 Og hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere drog ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.

12 TEL 2013/4

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Nye udgravninger kaster lys over Maria Magdalenes baggrund

Magdalaudgravningerne set fra Arbelbjerget. Foto: Chris McKinny.

Af Jørgen Bækgaard Thomsen, pastor emer., redaktionsmedlem af TEL

De senere år er især en af kvinderne omkring Jesus kommet i fokus, nemlig Maria Magdalene. Dan Browns roman ”Da Vinci mysteriet” fra 2003 satte mange spekulationer og rygter i gang. Men nu er der pålideligt, historisk nyt materiale om dette første opstandelsesvidnes hjemby, Magdala, hvor en række nye udgravninger kaster nyt lys over Maria fra Magdala.

www.bibelskarkaeologi.dk

MARIA MAGDALENE I NY TESTAMENTE Ofte føler vi, at Maria Magdalene er en af de personer i Ny Testamente, vi kender bedst. Men når man går det bibelske materiale igennem, er det i virkeligheden kun ganske lidt, vi får at vide om hende. Hun nævnes dog i alle fire evangelier og er næst efter Jesu mor, Maria, den hyppigst nævnte kvinde i NT. Første gang Maria Magdalene nævnes, er i Luk 8,1-3, hvor det hedder, at det var hende, som syv dæmoner var faret ud af. Der er ingen angivelse af, hvornår og hvordan det var sket. I Mark 16,9 præciseres det, at det var Jesus, der havde helbredt hende. Her og ved korsfæstelsen, gravlæggelsen og den tomme grav nævnes hun – med undtagelse af Joh 20 – sammen med to eller tre andre navngivne kvinder. Sammen med en større, unavngiven gruppe kvinder fulgtes de med Jesu og de

tolv og sørgede for dem af deres egne midler (Luk 8,3). Den lille gruppe kvinder nævnes fire gange i evangelierne. Det er forskelligt, om der nævnes tre eller fire, kun Maria Magdalene er med hver gang, og bortset fra Joh 19,25 nævnes hun hver gang først. Det tyder på, at hun har haft en ledende stilling i gruppen. Det er undertiden foreslået, at disse tre-fire kvinder udgjorde kernen i den skare af kvinder, der fulgte Jesus, ligesom apostlene Peter, Jakob og Johannes udgjorde Jesu nærmeste mandlige medarbejdere. Og at ligesom Peter var leder i apostelgruppen, var Maria Magdalene leder i kvindegruppen. Det er dog intet sted pointeret. Maria Magdalene nævnes imidlertid en enkelt, afgørende gang alene, nemlig som det allerførste opstandelsesvidne. Mest udførligt er det fortalt i Joh 20,1-2.11-18, kortere i Mark 16,9-11. På den baggrund, kan det undre, at Paulus ikke

13 TEL 2013/4


Magdalas navn og historie Magdala er nævnt i både rabbinske og græske tekster i de første årh. e.Kr. Dens græske navn var

Taricheae, der betyder ’tørret fisk’. Rabbinerne kalder den Fiske-

tårnet. Historieskriveren Strabo (død ca. 24 e.Kr.) beskriver (Geographica 6,2.45) området som uden vegetation, fordi der under sommerens tørke dannedes en saltskorpe. Herodot (5. årh. f.Kr.) nævner byen som et sted, hvor der blev fremstillet saltet fisk. Indtil Tiberias blev hovedstad for Galilæa under Herodes Antipas i år 20 e.Kr., var Magdala den største jødiske by ved søen og det administrative center for Nedre Galilæa, underlagt hovedstaden Sepphoris. Magdala forblev en vigtig by, og i år 67 blev den Magdala, eller Taricheae, lå placeret mellem Tiberias og Kapernaum ved den sydelige ende af den frugtbare Genesaret-slette. Byen havde én af de vigtigste havne omkring søen, og herfra udgik der saltede fisk til store dele af Romerriget.

afgørende skueplads for kampene mellem romerne under Vespasians ledelse og jødiske styrker, der led totalt nederlag.

nævner hende blandt opstandelsesvidnerne i 1 Kor 15,3-11. Der kan næppe gives noget endegyldigt svar på, hvorfor det forholder sig sådan. MAGDALA VAR EN BLOMSTRENDE HANDELSBY Maria havde sit tilnavn fra sin hjemby: Magdala. Den lå ca. 5 km nord for det nuværende Tiberias, ved Genesaret Søs vestlige bred. Området blev købt af franciskanerne i 1970, og de foretog udgravninger i 1971-1973 og 1975-1977. Udgravningerne dækkede et areal på 80 x 55 m og afslørede resterne af en anselig antik by, der havde strakt sig yderligere 100 m mod nord. Udgravningerne blev sat i bero, da de vanskeliggjordes af søens høje vandstand. De blev først genoptaget i 2007. Udgravningerne har dokumenteret, at Magdala ikke var et lille fiskeleje, men en blomstrende by. Til dens betydning bidrog, at den lå ved hovedvejen mellem 14 TEL 2013/4

Ptolemais (Akko) og Damaskus. Der gik megen handel gennem byen. Men først og fremmest var den centrum for fiskefangst og forarbejdningen af fisk. Det kastede også andre aktiviteter af sig. Der skulle importeres salt fra Det døde Hav eller Middelhavet, og der skulle fremstilles keramik til transport af salt og fisk. Desuden skulle der bygges og vedligeholdes skibe. Ifølge Josefus var der 230 skibe på søen (Den jødiske Krig 2,635), og Magdalas havn var med sin 200 m brede og 70 m dybe bølgebryder en af søens største. I øvrigt er der fundet damme, der formodentlig har været brugt til opdræt af fisk. Magdala var altså en by med handel, håndværk, fiskeri og fiskeforarbejdning. HVAD HAR UDGRAVNINGERNE AFSLØRET?

Maria Magdalene i NT Vi møder Maria en række forskellige steder: •

I Galilæa: Luk 8,1-3.

Ved korset: Matt 27,55-56; Mark 15,40-41; Joh 19,25-26.

Ved begravelsen: Matt 27,61; Mark 15,47 (Luk 23,55).

Påskemorgen: Matt 28,1.9; Mark 16,1; Luk 24,10.

Udgravninger har afsløret en betydelig, hellenistisk præget by. Der er bl.a. blotlagt Selskab for Bibelsk Arkæologi


brolagte gader, en offentlig bygning, dele af luksusvillaer og en dyr vandforsyning. I en mosaik er der bl.a. afbildet et sejlskib af en type, der især anvendtes i det østlige Middelhav. Da søens vandstand var specielt lav i 1986, blev der ved kibbutz Ginnosar, der ligger lidt nord for Magdala, fundet rester af tre skibe, der lignede det, der er i mosaikken. De stammede fra det 1. årh. e.Kr. Det bedst bevarede fik hurtigt navnet ”Jesus-båden”. Særlig interesse under de første udgravninger påkaldte en bygning sig, der ofte er blevet kaldt synagoge. Den måler indvendig 6,5 x 5,5 m og har stærke mure. Fem trin fører ned til det brolagte gulv, og bag bygningen er der en åben vandkanal. Udgraverne betegnede i første omgang bygningen som en mini-synagoge. Prof. Netzer har siden foreslået, at det nok drejer sig om et hus, hvor byens indbyggere kunne hente vand. Et tredje forslag går på, at bygningen oprindelig var et offentligt latrin. Diskussionen har gået på, om kanalen skulle lede drikkevand til byen eller lede kloakvand bort fra byen.

Der graves netop nu i Magdala. Byen var på Jesu tid den største jødiske by ved søen, indtil Tiberias blev bygget. Foto: Morten Hørning Jensen.

I 1986 fandt to brødre sensationelt en gammel båd i mudderet ved Genesaret Sø meget tæt på Magdala. Den blev straks døbt ”Jesusbåden” og viste sig da også at stamme fra Jesu tid. Den kunne rumme over 10 voksne mænd og er et godt bud på, hvordan en båd som Zebedæus-familiens så ud (Matt 4,21-22). Foto: Morten Hørning Jensen.

www.bibelskarkaeologi.dk

15 TEL 2013/4


Fund af renselsesbade overraskede Under udgravningerne af Magdala i 2009 fandt arkæologerne til deres egen overraskelse to flot konstruerede renselsesbade, såkaldte miqvot, der fik rindende ”levende vand” fra en kilde for foden af Arbelbjerget. Indtil da havde man ikke fundet renselsesbade i nogen jødisk by ved søen, og antagelsen var, at jøderne her blot brugte søen som ét stort renselsesbad. Bedre kunne næsten ikke fås, da Genesaret Sø jo er fyldt af vand af den bedste kvalitet: ”levende vand”, givet som gave af Gud. Men jøderne i Magdala havde tilsyneladende så stor interesse i adgang til rituel renselse, at de valgte at indbygge renselsesbade i nogle af husene.

Ét af renselsbadene fundet i Magdala, der stadig i dag fyldes fra kilden fra Arbelbjerget. Læg mærke til kanalen til venstre i billedet og overløbsrøret øverst til højre. Kun Qumransamfundets beboelse havde en mere gennemtænkt gennemstrømning af ”levende”, uberørt vand. Foto: Morten Hørning Jensen.

Detalje fra udgravningerne i Magdala: Flot frescopuds på en væg i en fashionabel stil, kendt som den anden pompejanske stil. Den blev også brugt af Herodes den Store, f.eks. på hans prægtige Nordpalads på Masada. Foto: www.bibleplaces.com.

16 TEL 2013/4

Selskab for Bibelsk Arkæologi


EN SYNAGOGE FRA JESU TID FUNDET I 2009 blev den rigtige synagoge imidlertid fundet. Den er forholdsvis lille, 11 x 11 m. Den har straks påkaldt sig stor opmærksomhed. Det er den ældste eller næstældste synagoge, der er fundet i Galilæa (alderen på synagogen i Gamla er omdiskuteret; ruinerne af synagogen i Kapernaum er fra 3.-4. årh., men under synagogens ydermur ses fundamentet til en ældre synagoge). I det hele taget er der kun fundet ganske få synagoger fra templets tid. Det er højst sandsynligt, at Jesus har undervist i denne synagoge (Matt 4,23; 9,35), og at det har været Maria Magdalenes synagoge. Det er nok mindre sandsynligt, at de mødtes dér første gang, idet hun næppe har haft adgang, mens hun var besat af de syv dæmoner (Luk 8,2).

Maria Magdalene i historiens løb – fire i én? I århundredernes løb er tre andre kvinder, der nævnes i Ny Testamente, i teologien og – især – i spekulationerne,

Denne mosaik af en båd, der nu er udstillet i Kapernaum, blev fundet i Magdala. Foto: Morten Hørning Jensen.

blevet identificeret med Maria Magdalene. Dette gælder dog kun i de vestlige kirkesamfund – i de østlige, ortodokse kirker har man ikke forbundet Maria Magdalene med nogen af dem. Det gælder først den ikke-navngivne kvinde, der i farisæerens hus vædede Jesu fødder med sine tårer, tørrede dem med sit hår, kyssede dem og salvede dem med olien fra sin alabastkrukke (Luk 7,36-50). I samtalen mellem Jesus og hans vært bliver det klart, at hun var en synderinde, der havde fundet tilgivelse og tro hos Jesus.

Synagogen blev forladt og ødelagt sidst i 60’erne under den jødiske opstand mod romerne. Der er fundet en mønt fra år 29 e.Kr. i synagogen, så det er klart, at den stod, da Jesus vandrede i Galilæa. Det er dog en anden genstand, der har påkaldt sig størst opmærksomhed: Et lille sten-bord med en række relieffer, heriblandt en afbildning af templets syvarmede lysestage. Det er det tidligste relief af lysestagen uden for Jerusalem, og det tidligste overhovedet, der er fundet i en religiøs struktur. I stenen er der huller, som sandsynligvis er beregnet til

Identifikationen af denne kvinde med Maria Magdalene har medvirket til opfattelsen af Maria Magdalene som en prostitueret, der kom i Jesu følge. Men der er ikke mindste antydning i NT af, at det er Maria, der kommer ind i farisæerens hus. Identifikationen af de to kvinder går måske tilbage til pave Gregor den Store, der i et trøstebrev (ca. år 600) til en af kejserindens hofdamer hævdede, at denne synderinde var den Maria Magdalene, som fik lov til at opleve Jesu opstandelse. Også Maria fra Betania, søster til Martha og Lazarus (Luk 10,39), er undertiden blevet forbundet med Maria Magdalene. Det skyldes dels navneligheden, dels især at denne Maria også salvede Jesus (Joh 12,1-11). Men Maria Magdalene nævnes ellers aldrig sammen med Martha og Lazarus, og Magdala og Betania ligger ret langt fra hinanden (i luftlinje ca. 120 km). Intet taler for, at det er samme Maria. Den tredje, der undertiden forbindes med Maria Magdalene, er den ikke-navngivne kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud (Joh 7,53-8,11). Også denne identifikation har bidraget til Maria Magdalenes ry som utro og prostitueret, men intet i Ny Testamente taler for forbindelsen.

www.bibelskarkaeologi.dk

Under udgravningerne af Magdala fandt man også havnen fra Jesu tid. Disse store stenankre blev brugt til at fortøje både og vidner om, hvor megen industriel fiskeriaktivitet, der foregik på Geneseret Sø på Jesu tid. Foto: © Biblical Archaeological Review.

17 TEL 2013/4


benene på et træbord, hvorpå Torah-rullerne kunne anbringes, når der blev læst op af dem. MARIA FRA MAGDALA Hvad kan der med rimelighed udledes af den nyeste viden om byen, når det gælder Marias person? Hun kom fra en rig by med en betydelig overklasse. Deres huse var markant forskellige fra de beskedne fiskerhuse i f.eks. Kapernaum. Det er bemærkelsesværdigt, at Maria ikke nævnes i NT som hustru til en navngiven mand (som f.eks. ”Maria, Klopas’ hustru”, Joh 19,25), men nævnes med sin hjembys navn. Det kan tyde på, at hun var selvstændig og økonomisk aktiv, muligvis endog velhavende. Det passer også med notitsen i Luk 8,3, hvor hun nævnes som den første af de kvinder, der ”sørgede for Jesus” og de tolv ”af deres egne midler”. Der flokkedes mange skæve eksistenser omkring Jesus. Maria Magdalene var formodentlig syg – besat – da hun mødte Jesus, men hørte derudover næppe til de skæve eksistenser. Alt tyder på, at hun var en driftig, selvstændig kvinde, der kom til tro på Jesus og viede sit liv til tjeneste for ham og hans disciple.

I 2009 fandt arkæologer denne fantastiske, lille synagoge. Den er speciel ved med sikkerhed at kunne dateres til Jesu tid og ved, at man midt på synagogens gulv fandt en meget bemærkelsesværdig sten med typiske jødiske indgraveringer. Foto: www.bibleplaces.com.

Besøg udgravningerne Det er franciskanerne og Israel Antiquities Authority, der står for udgravningerne, og franciskanerne arbejder på at bygge et besøgscenter i forventning om, at Magdala fremover bliver et af de vigtigste pilgrims- og turiststeder i Galilæa. Det er muligt at besøge udgravningerne, men åbningstiderne er svingende. Det sikreste er at henvende sig på forhånd til Notre Dame Center i Jerusalem, hvor man kan få oplysninger om udgravningerne og også kan se en kopi af stenbordet. Man kan også få et overblik over stedet fra det bagvedliggende bjerg, Arbel.

Denne sten, fundet midt i Magdalas synagoge, rummer én af de tidligste afbildninger af den syvarmede lysestage i templet i Jerusalem. Den blev tilvirket, mens templet endnu stod. Stenen skal sandsynligvis tolkes som et udtryk for, hvor nært knyttet Magdalas galilæere følte sig til templet i Jerusalem. Foto: www.bibleplaces.com.

GIV ET SMUKT PORTRÆT – den helt personlige gave ! Håndtegnede portrætter udføres fra fotos og leveres færdigmonteret med passepartout i enkel, klassisk aluramme. Mere på freehand.dk !

Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web

18 TEL 2013/4

Selskab for Bibelsk Arkæologi


HAVDE SALOMO ALLIGEVEL KOBBERMINER? Ved Timna lidt nord for Eilat udgravede en israelsk arkæolog for mange år siden et omfattende anlæg for udvinding og smeltning af kobbermalm. Lige siden har det været en accepteret arkæologisk kendsgerning, at disse kobberminer havde deres blomstringstid i det 13. årh. f.Kr. og var kontrolleret af faraonerne i Egypten. De havde intet med Israels konge Salomo at gøre. En helt ny israelsk udgravning af stedet rokker nu ved denne antagelse. En række kulstof-14 analyser på fundne daddelog olivenkerner gør, at anlægget nu må dateres til ca. 950 f.Kr, altså til kong Salomos tid. Stedet ved Timna har samme mønster for aktivitet som det store kobberudvindingssted ved Fainan i Jordan, som også havde sin blomstringstid i det 10. årh. Både i Timna og i Fainan toppede produktionen i det 10. årh. og gik med ét i stå omkr. 925 e.Kr. De nye udgravninger viser, at det var folk fra Edom, som stod for minerne i Timna og udvandt kobberet. Om kong Salomo har haft kontrollen over Timna, kan ikke siges med sikkerhed. Men det er sandsynligt.

”Salomos miner” i Timna nord for Eilat. Foto: www.bibleplaces.com.

www.bibelskarkaeologi.dk

19 TEL 2013/4


GAVEIDÉ !

Ny ”provokerende” bog

om Markusevangeliet fra SBA Selskab for Bibelsk Arkæologi har i samarbejde

med

Bibellæserringen

netop udgivet en forklaring til Markusevangeliet. Bogen er skrevet af TELs redaktør, Morten Hørning Jensen, og tager udgangspunkt i de historiske og arkæologiske artikler, han over årene har skrevet i TEL.

Mortens ambition er at tage sin læser med på en tidsrejse tilbage til Israel for at fornemme, hvad der var på spil rundt omkring Jesus. Morten siger: ”Siden jeg besøgte Israel første gang som ung teologistuderende, har jeg været optaget af, hvordan landet, historien og arkæologien kan hjælpe os med at forstå Bibelen bedre. Der er ting i f.eks. evangelierne, som vi ikke umiddelbart kan forholde os til, fordi der er tale om gamle skikke og traditioner, vi ikke længere kender til. Men det er kende-

TELs redaktør og bogens forfatter, Morten Hørning Jensen

tegnende for alle de mennesker, Jesus mødte, at de altid forstod ham. Jesus var tilsyneladende nem at forstå: Enten elskede man ham, eller også blev man rasende på ham. Der var i virkeligheden noget dybt provokerende over Jesus. Jeg oplever, at arkæologien og historien kan hjælpe os med at komme samme sted hen: Så tæt som muligt på de første personer, der mødte Jesus, og dermed blive ”provokeret” af Jesus til at tage stilling til ham”.

”Møder med Jesus” er på den baggrund skrevet ud fra et ønske om, at danskere af i dag, der ikke nødvendigvis har et stort forudgående kendskab til Israels kultur og historie, kan få et forståeligt og klart møde med, hvad evangeliet om Jesus handler om. Bogen er inddelt i otte kapitler med i alt 48 afsnit, der stykke for stykke gennemgår Markusevangeliet. Ofte slutter et afsnit med et spørgsmål til refleksion eller et link til en TEL-artikel. På vores hjemmeside (www.bibelskarkaeologi.dk/markusevangeliet) er der lavet en liste over de artikler, der henvises til i bogen. Samtidig har Bibelselskabet udgivet et særtryk af Markusevangeliet i samme layout, og det er meningen, at de to kan købes sammen og f.eks. bruges i bibelstudiekredse eller lignende. ”Møder med Jesus” er på 96 sider, koster 50 kr. + forsendelse og kan bestilles på www.bibelskarkaeologi.dk. Køb den, hvis du har lyst til at få mere ”TEL” inden for dørene, eller giv den til en ven, der måske er interesseret i evangeliet om Jesus og nu gerne vil ”et spadestik dybere”!

Læs første kapitel på www.bibelskarkaeologi.dk

Profile for bibelskarkaeologi

Tel2013-4_issuu  

Tel2013-4_issuu  

Profile for hojer88
Advertisement