Page 1

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

nr. 2 | juni 2013 | 24. årgang

ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN

Mordforsøg i Nazaret

3 En lysestage af guld 10 Jubel og mordforsøg

Herodes den Stores sidste rejse

16


Spændende foredrag

BOGANMELDELSE Satellite Bible Atlas: Historical Geography of the Bible William Schlegel, 2012. Pris: 30 USD (ca. 180 kr.) + forsendelse Bestilling via: www.bibleplaces.com

BIBELENS TIDLIGE HISTORIE TIL DEBAT

Hvordan skulle man nogensinde kunne lære at huske Biblens mange historier? Det er der uden tvivl flere veje til. Her kommer en, der er sjovere end endeløs terperi: Man bruger et historisk-geografisk Bibelatlas! Et sådant atlas tager os skridt for skridt igennem Biblens bøger og placerer hændelserne geografisk på et kort. Samtidig giver det en mængde vigtige historiske oplysninger. Det, sammen med bibelteksten, hjælper enormt til at levendegøre Biblens beretninger for os. Det bedste ”Bibelatlas” er naturligvis det i 1:1, dvs. et besøg på stederne selv i Israel. Prisen for det næstbedste kunne meget vel gå til ”Satellite Bible Atlas”, der netop er udgivet af William Schlegel, som til daglig underviser på en teologisk skole i Israel. Schlegels atlas udmærker sig ved at være bygget op over satellitfotos. Man får en rigtig god fornemmelse for landskabets udformning. Dertil kommer så en række virkelig fine historiske oplysninger ud fra et højt syn på Biblens historiske troværdighed. Endelig – og det er ikke så lidt – så får alle, der køber atlasset lov til gratis at downloade alle kort som filer, der kan bruges til f.eks. undervisning. Schlegels atlas er hermed varmt anbefalet til fornøjelsen med at læse Biblens beretninger igennem – og huske dem! Morten Hørning Jensen

Se mere på www.bibelskarkaeologi.dk

Selskab for Bibelsk Arkæologi Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Tlf.: E-mail: Internet: Bank: Norge:

7586 1748 info@bibelskarkaeologi.dk www.bibelskarkaeologi.dk Sydbank konto 7920-1014 846 Den norske Bank 7877.06.93402

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Jørgen Bækgaard Thomsen (red. sekr.), Carsten Vang. Forsidefoto: Motiv fra Nazaret Village, hvor besøgende møder personer iklædt tøj i stilen fra Jesu tid. Kvinden her kunne være Maria, Jesu mor, i dybe tanker og måske i tvivl om sin søns ord og handlinger. Foto: Morten Hørning Jensen.

2 TEL 2013/2

Kom til to foredragslørdage om bibelsk arkæologi, den 26. okt. i Aarhus og den 2. nov. i København Tre foredrag hver gang: Hvordan man finder det gamle Israel, om Israels udvandring fra Egypten og om kong David og tiden før ham.

Magasintilbud Køb et sæt af tidligere numre af TEL (ca. 50 numre) Kun

250 kr.

+ forsendelse

Skriv til: hh@bibelskarkaeologi.dk

Links i TEL: De fleste nyheder i TEL følges op af links til hjemmesider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk. Layout: Freehand.dk, Herning Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi. Kontingent: Danske kr. 185,- / norske kr. 205,(For unge under 26 år: kr. 135,- / norske kr. 150,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

Selskabets bestyrelse: Bibelunderviser Jan Højland (formand), tlf.: 2396 8383 · jh@bibelskarkaeologi.dk Lektor, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Overlæge Vagn Juul Jensen (næstformand), tlf.: 7512 9021 · vjj@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster), tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk Ekstern kasserer: Hans Hansen, tlf.: 7586 1748 · hh@bibelskarkaeologi.dk © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

Selskab for Bibelsk Arkæologi


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS på Matt 13,53-58; Mark 6,1-6 og Luk 4,16-30

Artikelserie | Personer Jesus mødte [5: familie og byfæller] ”Er han på vej?” Salomes hjerte slog et ekstra slag. Hun elskede sin storebror Jesus og havde savnet ham hver dag, siden han var rejst. Det var Jakob, én af hendes andre storebrødre, der bragte nyheden. Der var noget i den måde, Jakob udtalte Jesu navn på, der gav et gib i Salome. Noget køligt. Hun havde lagt mærke til, hvordan hendes brødre på det seneste ofte var listet af sted efter solnedgang for at tale med landsbyens ældste. Andre gange stod de og hviskede i krogene lige akkurat højt nok til, at hun kunne høre Jesu navn nævnt. Havde han gjort noget galt? Det kunne Salome virkelig ikke tro. ”Jesus vil aldrig svigte os”, tænkte hun det ene øjeblik. Men i det næste spirede der alligevel en lille tvivl i hendes hjerte. Var hendes mor ikke vendt næsten sønderknust hjem fra besøget i Kapernaum for nylig? Hvad var der sket med Jesus? Ville han virkelig svigte sin familie og alt det, han skyldte dem?...

Jubel og mordforsøg i Nazaret

En kunstners bud på Nazarets udseende på Jesu tid, der indfanger, hvor lille en bebyggelse der var tale om, hvor traditionelt landbrug var levevejen. Illustration: © Balage Balogh.

Af Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL Jesu genforening med sin familie i Nazaret udviklede sig fra højstemt jubel til dramatisk mordforsøg. Hvorfor blev Jesu slægtninge og byfæller så rasende på ham? Arkæologien og historien giver os et svar: Jesus trodsede sin familie ved at gå på tværs af tidens nationale forventninger til Messias. Han blev derved ”en genstridig søn”, der truede hele Nazarets ære og omdømme. ET VOLDSOMT STEMNINGSSKIFTE Ét af de mest bemærkelsesværdige møder, vi har i evangelierne, finder sted i Nazaret. Jesus er taget tilbage til sin hjemby efter sit første, indledende virke i Galilæa,

www.bibelskarkaeologi.dk

3 TEL 2013/2


der med det samme har ført til stor berømmelse i hele området (Luk 4,15; Mark 1,45). Nu er han tilbage blandt familie og venner. Hele byen stimler derfor sammen i synagogen, og man kan næsten fornemme den sitrende spænding springe frem af linjerne, da synagogetjeneren rækker ham den slidte, men elskede Esajas-bogrulle. Mens alle holder vejret, giver Jesus sig tid til at rulle frem til et bestemt sted: Den store vision i kapitel 61 om Guds kommende rige. Da han har læst stedet, siger han: ”I dag er det skriftord gået i opfyldelse” (Luk 4,21). Dét får stemningen til at koge over: ”Alle gav de ham deres bifald”, som Lukas siger det (4,22), mens Markus beskriver, hvordan ”alle blev slået af forundring og spurgte: ’Hvor har han alt det fra?’” (6,2). Men derefter sker der noget overraskende. Stemningen skifter dramatisk. Forsamlingen vender sig pludselig i raseri mod Jesus. Så meget, at ”de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned” (Luk 4,29). Hvorfor ændrer stemningen sig pludseligt så voldsomt? Hvad har Jesus gjort eller sagt, der kan forklare skiftet fra den indledende jubel til det afsluttende

mordforsøg? Og var Jesu egen familie og slægtninge virkelig involveret i dette? Disse spørgsmål kan arkæologien og historien hjælpe os med et svar på, og vi skal i det følgende se på tre forhold, der som et lille puslespil samler sig til et billede af baggrunden for, hvorfor situationen udviklede sig så dramatisk. 1: NAZARET VAR EN LILLE FAMILIELANDSBY Første ’brik’ er selve byen Nazaret. Hvis vi skal sætte nogle tillægsord på byen, som den var på Jesu tid, så bliver det: ny, lille, tæt og stolt. Det overrasker, når man kender Nazaret i dag som en stor, travl og larmende by. På Jesu tid var det en helt anden historie. Da var Nazaret ny. Selvom der er spor efter en tidligere bosættelse i området, så lå stedet øde hen fra den assyriske indtagelse og ødelæggelse af Galilæa i 732 f.Kr. og så frem til slutningen af det 2. århundrede f.Kr. På det tidspunkt havde det hasmonæiske kongerige i Jerusalem vokset sig stærkt og var begyndt at indlemme store landområder under sig. Omkring år 104 f.Kr. lykkedes det Aristobul I at indtage Galilæa, og det førte til, hvad man kan beskrive som en stor jødisk bosætterbevægelse.

Netop omkring denne periode finder arkæologer tegn på grundlæggelsen af mange nye bosættelser i Galilæa med typiske jødiske/judæiske træk som f.eks. brug af de hasmonæiske/jødiske mønter og de typiske renselsesbade, mikvaot. Ofte blev disse nye bosættelser placeret på mere øde områder, der ikke ville være det første, man valgte. De bedste jordlodder var allerede taget, men den nye magtbalance i området skabte tilsyneladende fred og stabilitet nok til, at bosættere fandt det kampen værd at begynde at kultivere nye marker i de mere barske bjergområder som f.eks. den bjergkam, Nazaret ligger på. Dernæst var Nazaret lille og endda i den mindste ende af kategorien ’landsbyer’. Selvom det altid er med en vis usikkerhed, man anslår byers størrelse i antikken, peger de arkæologiske udgravninger på en lille flække med måske blot 75-150 indbyggere. Til sammenligning havde Kapernaum på Jesu tid en størrelse på måske 1000-1500 indbyggere. Det betyder videre, at den var ’tæt’ i den forstand, at det efter al sandsynlighed var en familie-landsby med blot én stor eller få store familieklaner. Sådan var Israel generelt organiseret som et typisk mellemøstligt landbrugssamfund, hvor familieklanerne boede tæt i samme områder og delte jord og arbejdskraft. Kernefamilien, som vi kender den, eksisterede kun som en celle i en større enhed: familieklanen. Ikke blot kendte alle alle i Nazaret; alle var mere eller mindre i familie med alle!

Den rekonstruerede synagoge i ’Nazareth Village’ giver os en god fornemmelse for, hvor tæt og pakket der må have været, da Jesus holdt den tale, der gjorde hans familie og landsbyfæller rødglødende af raseri. Normalt ville landsbyens mænd indtage deres vante pladser på bænkene langs siden, mens kvinderne kunne lytte med udefra. Men denne dag kom alle på benene, da Jesus begyndte at tale om, at Guds løfter også gjaldt hedninger. Foto: Morten Hørning Jensen.

4 TEL 2013/2

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Nazarets duft af Messias hang ved Som omtalt i artiklen lå der i selve navnet ”Nazaret” en forbindelse til håbet om en ny messiansk Davidskonge. Tilsyneladende var denne forbindelse så tydelig, at selv en romersk kejser kunne opsnuse den. Kirkehistorikeren Euseb, der skrev i det 4. århundrede, gengiver en pudsig ældre beretning fra det 2. århundrede om to børnebørn til Jesu bror Judas. I år 96 blev de to brødre stævnet for kejser Domitian under mistanke for at ville begå oprør som ”Davidssønner” med forbindelse til Messias. De to brødre, der stadig levede i Nazaret, vedgik nok deres davidiske aner, men ved at vise deres slidte hænder frem kunne de samtidig bevise, at de blot var almindelige, hårdtarbejdende bønder. Derefter blev de frigivet. Den moderne Bebudelseskirke i Nazaret er bygget over denne grotte, hvor Jesu forældre ifølge traditionen boede. Traditionen kan følges tilbage til i hvert fald det 4. århundrede, og ifølge udgraveren, Bagatti, endda helt ned til det 2. eller 3. århundrede. Dette er dog omstridt blandt arkæologer. Foto: Morten Hørning Jensen.

Hvad fortæller Nazarets arkæologi os?

I 2009 blev dette foto offentliggjort, der viser fundet af et simpelt landsbyhus tæt ved Bebudelseskirken. Det kan dateres til Jesu tid og understreger, hvor simpelt folk i Nazaret boede. Foto: Israel Antiquities Authority.

www.bibelskarkaeologi.dk

Da Nazaret i dag er en stor og livlig by, er det ikke nemt at foretage arkæologiske udgravninger. Vi ved derfor mindre om Nazarets udseende på Jesu tid end f.eks. i tilfældet med Kapernaum, hvor ruinerne ikke ligger under moderne bygninger. De vigtigste fund er gjort i forbindelse med udgravningerne forud for opførelsen af den nye, store Bebudelseskirke fra 1955-1968 under den katolske arkæolog Bagattis ledelse. Før det havde katolske arkæologer gravet i nogle enkelte sæsoner i 1892, 1889 og 1907-1909. I krypten under Bebudelseskirken og i området lige udenfor fandt man for det første spor efter en beboelse i Jernalder II-perioden (1000-586 f.Kr.). Beboelsen ophørte omkring perioden for Tiglat Pilesers indtagelse og ødelæggelse af Galilæa i 732 f.Kr. Fra perioden omkring Jesu tid gjorde Bagatti fund, der tegner et omrids af almindelig landbrugskultur med vinpresser, olivenpresser, opbevaringssiloer, cisterner og to renselsesbade foruden beboelsesgrotter for dyr og mennesker. Én af disse var tydeligt markeret pga. senere kristne graffiti, som Bagatti tolkede som tilbedelser af Kristus og Maria. Det er oven på den grotte, at der i flere omgange blev bygget en kirke og senest den moderne Bebudelseskirke. Desuden er der fundet en række grave, der markerer, hvortil byen gik. Senest blev der i 2009 offentliggjort nogle fotos fra en udgravning tæt på Bebudelseskirken. Arkæologer havde her afdækket strukturen af et huskompleks fra Jesu tid, der sandsynligvis var bygget op omkring en åben gårdsplads med mange små rum. Det var første gang, arkæologer fandt et egentligt hus (frem for bare hus-grotter), og hele fremtoningen understøtter beskrivelsen af Nazaret som en meget beskeden, lille landsby. Der blev ikke fundet importeret lertøj, men alene lokalt produceret lertøj, herunder også de specielle stentøjskar, som jøder i denne periode foretrak pga. karrenes rituelle renhed (TEL 2012/3 s. 6-7).

5 TEL 2013/2


Denne indskrift blev fundet af arkæologer i Cæsarea ved Havet i 1962. Den viser os, hvordan man stavede Nazaret på hebraisk. Den valgte stavemåde skaber en forbindelse til ordet for ”rodskud”, netzer, i den store Messiasprofeti i Esajas 11,1 om at Isajs stub skal skyde på ny. ”Skudbyen” Nazaret havde altså messianske drømme om at være en del af Israels genrejsning!

Endelig var Nazaret ”stolt” af sin nationale, jødiske arv. Det antyder selve navnet ’Nazaret’, der kan forbindes med én af de davidiske Messias-profetier. I 1962 fandt arkæologer en hebraisk indskrift fra det 3. eller 4. århundrede e.Kr., hvor ordet Nazaret findes på hebraisk for første gang. Den valgte stavemåde viser, at selve ordet ”Nazaret” har en forbindelse til det hebraiske ord for ”rodskud”, netzer. For en jøde på Jesu tid ville ”nazaræeren Jesus fra Nazaret” have lydt som ”skudmanden Jesus fra Skudbyen”. Hvorfor er det noget at være ”stolt” af? Fordi selve ordet ’rodskud’ skaber en messiansk forbindelse tilbage til profetien i Esajas 11,1, der taler om et ”skud”, der gror frem fra kong Davids far, Isajs, stub (læs mere i TEL 1998/4). Sådanne messianske ’netzer’-drømme skyllede som en bølge ind over Israel i netop denne periode, som vi har set i et tidligere nummer af TEL (2012/3). I kølvandet på den hasmonæiske opstand mod de syriske hedninger og de efterfølgende landerobringer, der med ét gav Israel en størrelse som på kong Davids tid, var der en iver for loven som aldrig før. Mange spurgte sig selv, om dette virkelig var begyndelsen på den lovede Messiastid. Var Guds rige endelig ved at komme nær? Kunne det tænkes, at en lille flække som Nazaret i sig selv var et spirende messiansk forårstegn på, at Davids-”stubben” nu igen skød friske ’netzer’-skud? Det er i denne messianske heksekedel, at vi finder vores første brik. Nazaret var ud fra arkæologien at skønne en ny, lille, tæt familielandsby med messianske drømme om Guds riges sejr og hedningernes nederlag! 2: FAMILIEN KRÆVEDE LYDIGHED TIL DØDEN Det lille, slægtningebaserede fællesskab i Nazaret giver os samtidig den anden ’brik’ i hånden til at forstå det pludselige stemningsskifte: lydighed mod familien frem for alt! Den bibelske kultur var som nævnt bundet sammen med én tråd stærkere end alle andre: familien. Vi har tidligere i TEL udførligt belyst, hvor afgørende familien var (2008/2 og tre numre frem). Familiens hus, marker og ejendom i øvrigt gik forud for enhver individuel udfoldelse. Familieoverhovedet, husfaderen, havde en uindskrænket magt og autoritet, så længe han selv var lydig mod Guds bud. Derfor var lydighed og det at ære sin far og mor ét af de vig6 TEL 2013/2

tigste bud overhovedet, der blandt de ti bud står som det første lige efter de tre hovedbud om at ære Gud (2 Mos 20,12; 5 Mos 5,16). I Det gamle Testamente forsøges dette bud om lydighed mod forældrene indskærpet både med pisk og gulerod. Lad os tage guleroden først: Til buddet er der knyttet et løfte: ”For at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig”, læser vi. Ad samme spor er der også til de mange opfordringer og formaninger af børn til lydighed i f.eks. Ordsprogenes bog knyttet et løfte om velsignelse (f.eks. 1,8; 4,1; 6,20; 23,22; 30,11; se også Siraks Bog 3). Men der er også en pisk. Eller for at være helt præcis: en stok og nogle sten. ”Den, der sparer på stokken, hader sin søn, den, der elsker sin søn, tugter ham i tide”, lyder ét ordsprog f.eks. (13,24). Og det bliver værre endnu: I 5 Mosebog 21,18-21 finder vi loven om, hvad der skal ske med den genstridige søn, ”der ikke vil adlyde sin far og mor og heller ikke vil rette sig efter dem, selv om de straffer ham”. Hans forældre skal føre ham til byens ældste i byporten, hvorefter ”alle mændene i hans by skal … stene ham til døde”. 3: FAMILIENS ÆRE SKULLE BESKYTTES Det er ekstremt voldsomme ord. Og vi forstår dem kun, hvis vi sætter os ind i den kultur, der prægede den bibelske verden. Denne kultur betegnes i dag af sociologer som en ære-skamkultur, og den giver os den sidste, tredje brik til at forstå stemningsskiftet. Loven om den genstridige søn var ikke udtryk for, at forældre ikke elskede deres børn lige så højt som nutidens forældre (jf. f.eks. Sl 127,3). Den var derimod ment som en afskrækkelse (jf. loven selv, 5 Mos 21,21) mod det største af alle onder: At familien gik i opløsning. Kun gennem stærke familier kunne selve samfundet bestå. Et af skrækscenarierne i GT til beskrivelse af de sidste tider er netop familiens opløsning (Mika 7,5-6). Det begreb, der mere end noget andet skulle opretholde status quo omkring familien og dermed samfundet, er begrebet ”ære”. En definition på ”ære” kan lyde: Den offentlige anerkendelse en person har. Netop den offentlige anerkendelse er vigtig i en ære-skamSelskab for Bibelsk Arkæologi


kultur, hvor stridigheder afgøres lokalt i byporten. Hvis en familie har stor offentlig anerkendelse, vil dens ord veje tungt i det interne hierarki. Den vil stå højt i giftermålssager og andre økonomiske forhold. Anerkendelse og ære er den bedste beskyttelse, man kan have, hvorimod mangel på dette gør en gruppe sårbar. Derfor vil en gruppe, en klan eller en familie altid vogte sit offentlige omdømme særdeles nøje i et ære-skam-samfund. Det vil den gøre på mindst to måder: For det første vil den tydeligt markere grænserne mellem dem, der er ude og dem, der er inde. Det er vigtigt for gruppen at vide, hvem der hører ind under gruppens beskyttelse, og hvem der ikke gør. Præcis ligesom vi kender det fra moderne hooligan- eller rockerkultur. I forlængelse af dette vil gruppen for det andet nøje sørge for at straffe dem, der bryder gruppens regler og dermed bringer skam over den. Modsat et mere individualistisk samfund som det moderne vestlige, vi lever i, har den enkeltes handlinger en langt større betydning i en æreskam-kultur. Hvis et familiemedlem f.eks. er utro, udviser økonomisk uansvarlighed eller måske ligefrem spotter gudstroen, falder alt dette tilbage på gruppen som helhed. Derfor må familiens ære og omdømme for alt i verden bevares intakt, og derfor vil personer, der bringer skam og vanære over familien, straks blive disciplineret (jf. Ordsp 29,15). Den jødiske historieskriver Josefus bekræfter, at den øverste grænse for denne disciplinering faktisk var stening (Mod Apion 2,206.217).

Landsbyliv i Nazaret Besøgende i ”Nazaret Village” har i dag mulighed for at fornemme, hvordan et typisk landsbyliv tog sig ud på Jesu tid. Ud over flotte rekonstruktioner af bygninger møder man personer klædt i datidens tøjstil, som er i gang med typiske hverdagssysler.

Motiv fra ”Nazareth Village”, fra tømrerværkstedet. Josef drev, uden tvivl ved siden af noget landbrug, et tømrerværksted. Om det var til lokale opgaver med redskaber til f.eks. markarbejdet, eller om der eventuelt også var tale om deltagelse i større konstruktionsarbejder i sten, kan vi ikke sige noget endeligt om. Foto: Morten Hørning Jensen.

At skaffe mad på bordet krævede en hel families indsats, da alle madprodukter skulle forarbejdes fra bunden af. Her er nogle piger, der hjælper til med at indsamle frugter og urter. Foto: Morten Hørning Jensen.

Processen fra uld til tøj var lang og krævede mange ’kvinde’-timer. Her er en ung kvinde ved at spinde uld til garn. Foto: Morten Hørning Jensen.

BRIKKER AF ET DRAMATISK STEMNINGSSKIFTE Med dette i tanke begynder vi at fornemme, hvorfor denne lørdag i Nazaret blev så dramatisk. Først om familiens ære: Da Jesus drog bort fra Nazaret til Kapernaum, rejste han ikke blot som ’sig selv’. Han rejste med en del af sin families ære og position i samfundet. De kunne ikke bare være ligeglade med ham, og ifølge Markusevangeliet havde de allerede inden denne lørdag sendt en delegation med Maria i spidsen til Kapernaum ”for at få fat i ham, www.bibelskarkaeologi.dk

Én af en fars vigtigste opgaver var at give sin viden og visdom videre til sine sønner. Kun på den måde kunne familien overleve. Der var ikke noget internet, hvor man kunne tage online-kurser eller slå det ene og andet op. Den viden, der var omkring livet og landbruget, skulle derfor nøje gives videre fra far til søn, og sønnen skulle oplæres til lydighed og pligtopfyldelse. Foto: Morten Hørning Jensen.

7 TEL 2013/2


I forbindelse med konstruktionen af den nye, store Bebudelseskirke blev der fra 1955 og frem foretaget en række udgravninger. Her blev der fundet tegn på et simpelt landbrugsliv med f.eks. disse beboelsesgrotter til dyr og mennesker.

for de mente, at han var ude af sig selv” (Mark 3,21). Alt, hvad Jesus gjorde, faldt på godt og ondt tilbage på familien og på Nazaret. For det andet omkring lydighed mod familien: Nu er Jesus kommet tilbage til Nazaret, og hele hans udvidede slægt fra landsbyen er samlet i synagogen. Det er sandsynligt, at de fleste i landsbyen var i familie med hinanden eller i hvert fald kendte hinanden gennem generationer, og ved selvsyn kan alle nu vurdere, om Jesus er lydig mod sin familie, eller om han

er ulydig og bringer skam over den. Det leder os til slut tilbage til den første brik i puslespillet om den sydende messianske gryde i Nazaret: Den indledende jubel ligger helt i forlængelse af den herskende Messias-stemning med håbet om nye, friske skud på kong Davidstubben. Derfor jubler de, da de hører ordet ”i dag” (Luk 4,21). Men da Jesus efterfølgende begynder at tale om, at Gud vil gøre godt mod hedningerne, går det galt. Jesus nævner en hedensk enke fra Sidons land, der

Havde Nazaret ”ret” til at dræbe Jesus? Beretningen om mordforsøget på Jesus i Nazaret i Luk 4,16-30 siger ikke udtrykkeligt, hvorfor Nazarets beboere pludselig vil slå Jesus ihjel. Vi må finde svaret mellem linjerne, i lyset af arkæologien og historien. Som vi har set det i denne artikel er der to forhold, der begge kan siges at give Nazarets indbyggere hjemmel i Moseloven til at dræbe Jesus ud fra deres tolkning af ham: Dødsstraf for blasfemi og falsk profetisme: Jesus gik imod de nationale messiasforventninger om et Israel befriet fra hedninger (jf. Luk 4,25-29) og kom dermed til at fremstå som en falsk profet, der dybest set spottede Gud med sine ord og handlinger (jf. Mark 2,7 og 14,64f). Ifølge Moseloven var der dødsstraf for begge dele (3 Mos 24,14-16; 5 Mos 18,20-22; jf. Jer 26,11; 28,16-17). Dødsstraf for ulydighed mod forældre: Jesus var for Nazarets beboere en ”genstridig søn”, der trodsede sin familie (jf. Mark 3,21 og 6,3) og bragte skam over dem og sin landsby, hvilket der i yderste konsekvens var dødsstraf for (5 Mos 21,18-21).

8 TEL 2013/2

fik hjælp af Elias, og den hedenske syrer Na’aman, der blev renset for sin spedalskhed på Elisas tid. Den stærke messianske fromhedsbølge på Jesu tid var jo netop vokset ud af en stærk national genrejsning. Det var jøderne mod hedningerne. Jesu udlægning af, hvad ”Guds rige” er, udfordrer dermed familien og Nazaret til det yderste. Præcis som han tidligere i Kapernaum havde udfordret farisæerne og de skriftkloge til det yderste med sine handlinger, så de beslutter sig for at slå ham ihjel (Mark 3,6). I det hele taget oplevede folk rundt omkring Jesus, at han truede selve Israels eksistens (jf. Joh 11,48). NAZARETS VALG: VAR JESUS MERE END ”MARIAS SØN”? Det er det vanskelige valg, Jesus sætter Nazaret overfor denne lørdag: Er han virkelig en Messias, der kan omtolke den gængse forventning og udlægning af løfterne på en måde, der synes at true hele Israels eksistens, eller er han bare ”tømreren, Marias søn og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon?” (Mark 6,3). Nazarets beboere valgte det sidste: Jesus var for dem en galt afmarcheret slægtning, der truede deres families og bys omdømme og ære. Derfor erklærede de ham for ”miskendt”, som vi læser det i Markusevangeliet 6,4. En mere præcis oversættelse vil være ”vanæret”. Jesus blev udstødt af Nazaret og familien. I det lys bliver mordforsøget pludselig forståeligt. Familien og byen måtte offentligt genvinde deres ære ved at give Jesus en straf, der svarede til forseelsen. Og da Jesus i deres øjne lige havde forbrudt sig mod en vigtig lov på ”lovens første tavle” og vanæret sin far og mor, så var det i virkeligheden ham selv, der afsagde sin egen dødsdom som en ”genstridig søn”. Det eneste, der kunne have retfærdiggjort Jesu ord og handlinger, var, hvis han i virkeligheden var mere end blot Marias Selskab for Bibelsk Arkæologi


søn og havde en myndighed, der på en helt særlig måde gav ham ret til at nytolke loven og løfterne. En sådan særlig myndighed (jf. Mark 1,22.27) ville i virkeligheden gøre Jesus til mere end ”Marias søn”. Endda mere end ”Davids søn” (jf. Mark 12,35-37) og i virkeligheden ”Guds søn” (Mark 1,1). Dét ville kunne forklare Jesu handlinger og hans tilsyneladende ulydighed mod sine forældre, fordi han i så fald havde en helt særlig rolle som Messias og ”Guds søn”. Så skarpt bliver valget stillet op over for Jesu familie i Nazaret: De må bestemme sig for, om de kun vil se på Jesus som ”Marias søn” eller også som ”Guds søn”. ”Guds søn” var en mundfuld for meget for Jesu familie på dette tidspunkt, ligesom det senere var det for de jødiske ledere i Jerusalem. Forskellen var blot, at mens Jesus i Nazaret ”banede sig vej imellem dem og gik” (Luk 4,30), så havde de jødiske ledere held til at føre deres mordplaner ud i livet.

Læs mere i TEL Om de messianske forventninger på Jesu tid: 2012/3. Om familiens betydning: 2008/3, 2008/4, 2009/1, 2009/2. Om Nazaret som et messiansk rodskud: 1998/4.

Hvordan gik det Jesu familie? Konflikten mellem Jesus og hans jordiske familie er særlig tydelig i to situationer: Jesu mors og brødres besøg i Kapernaum (Matt 12,46-50; Mark 3,31-35; Luk 8,19-21; og ikke mindst udsagnet i Mark 3,21) og så opgøret under besøget i Nazaret (Matt 13,53-58; Mark 6,1-6; Luk 4,16-30). Dertil kommer Johannesevangeliets beretning om, hvordan Jesu brødre ikke troede på ham (7,1-10). Ifølge Johannesevangeliet synes Jesu mor, Maria, dog at have bevaret eller genvundet sin tro på Jesu kald. Ud over hendes rolle ved brylluppet i Kana (Joh 2,1-12), overværer hun også korsfæstelsen (Joh 19,25). Efter Jesu død og opstandelse ser billedet ud til at have vendt også for Jesu brødre. Ifølge Apostlenes Gerninger og Paulus kommer Jesu bror, Jakob, til at spille en afgørende central rolle i den første menighed (Gal 1,19; 2,9.12) ligesom også Jesu mor og brødre generelt er nævnt som en del af den første menighed i Jerusalem (ApG 1,14).

Over indgangspartiet til Bebudelseskirken i Nazaret troner den opstandne Jesus i form af en stor bronzefigur. Dette giver en fornemmelse af det store mentale og teologiske spring, Jesus udfordrede sine landsbyfæller til at tage. Selvom de blot kunne se deres velkendte tømrerdreng, så udtalte han sig som en Messias, der var hævet højt, som skulle han æres som Gud selv. Foto: Morten Hørning Jensen.

... Forgæves forsøgte Salome at mase sig igennem mængden af kvinder foran synagogens vindue for at få et glimt af, hvad der foregik derinde. Hun var nervøs nu. Stemmerne blev stadig mere højlydte og til sidst var det, som om mændene råbte i munden på hinanden. Men hun kunne have sparet sig anstrengelserne. Med ét begyndte alle at røre på sig, og til sin skræk så Salome, hvordan et par af byens store mænd nærmest trak Jesus ud af synagogen, så støvet stod omkring dem, mens de skreg ham ind i ansigtet: ”Du spotter Gud, gør du! Ær din far og mor! Marias søn, dét er, hvad du er!” ”Hvad gør de ved ham?” Forfærdelsen greb Salome dybt i hjertet, da hun så sine brødre og onkler trække Jesus hen mod en klippe, som om de ville styrte ham ned. Men før hun nåede at tænke tanken til ende, var det, som om Jesus havde held til at vriste sig fri og gå sin vej. Salome så efter ham, mens han gik væk fra byen med sine skræmte disciple i hælene. ”Marias søn, dét er, hvad du er”, genlød det i hendes hoved. Hun kunne ikke få det hele til at passe sammen. Var der noget, de havde misforstået?

www.bibelskarkaeologi.dk

9 TEL 2013/2


En lysestage af guld Af lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet

På Jesu tid var den syvarmede lysestage for jøderne, hvad korset er for kristne i dag: det vigtigste og mest markante religiøse symbol. Først langt senere overtog Davidsstjernen

TITUS’ TRIUMFBUE Det bedst kendte billede af den syvarmede lysestage (også kaldet menorahen) finder vi på Titusbuen i Rom. Denne triumfbue blev bygget for at hædre den romerske hærfører Titus, som brutalt knuste den jødiske opstand i år 70 e.Kr. Da han erobrede Jerusalem, plyndrede han det storslåede jødiske tempel for alle dets kostbarheder og brød det fuldstændigt ned. Tempelskattene lod han senere føre gennem Roms gader i et stort triumftog, hvor han modtog romer-

nes hyldest for sin sejr. I år 81 lod Titus’ bror Domitian triumfbuen bygge syd for Colosseum til minde om broderens sejr 10 år tidligere. Det er på indersiden af denne triumfbue, at vi ser nogle af skattene fra Jerusalems tempel blive ført frem i triumf. Forrest bærer de romerske soldater to lange sølvtrompeter fra templet. Bag trompeterne anes et bord. Det er formentlig skuebrødsbordet. Derefter følger otte soldater, som bærer på en tung, syvarmet lysestage. Man fornemmer

den rolle. Lysestagen stod dengang udelukkende i Jerusalems tempel og aldrig i noget privat jødisk hjem, og den er for længst forsvundet. Men nye arkæologiske fund giver nogle fingerpeg om, hvordan den så ud på Jesu tid. Meget tyder på, at den mest kendte illustration af den syvarmede lysestage er forkert på ét afgørende punkt. 10 TEL 2013/2

Dette relief på indersiden af Titus’ triumfbue viser den syvarmede lysestage fra Jerusalems tempel på romerske soldaters skuldre. Fodstykket på lysestagen med dens mytologiske figurer virker dog helt igennem ujødisk. © HolyLandPhotos.com.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


lysestagens vægt på bærestængerne. Dette er menorahen fra det jødiske tempel. Dens fremtrædende placering på relieffet viser, at den betragtes som det mest betydningsfulde bytte, Titus havde med sig fra Jerusalem. Lysestagen er syvarmet med tre par halvrunde arme, der går ud fra stagen. Den står på en massiv søjlefod, som er sekskantet og har to trin. Det bemærkelsesværdige er imidlertid billedfelterne på søjlefoden, hvor der ses drager og andre mytiske figurer. De synes at optræde hele vejen rundt på lysestagens fod. Det forekommer imidlertid aldeles ujødisk at have genstande, der bærer relieffer af dyr eller mytiske skikkelser, tilmed på en af de helligste genstande i templet. Hvad i al verden laver disse dragefigurer på menorahen? Så lysestagen virkelig sådan ud på Jesu tid? LYSESTAGEN I ØRKENHELLIGDOMMEN Det hele begyndte mange hundrede år tidligere. Da Moses skulle konstruere en transportabel helligdom under ørkenvandringen, skulle han også lave en lysestage af guld til at stå i helligdommens forreste rum. Den er beskrevet i 2 Mos 25,31-40, og selve udførelsen af lysestagen skildres i 37,17-24. Den var lavet som et udhamret stykke arbejde, lavet i ét stykke. Dette må betyde, at den blev hamret ud på en form lavet af træ, selv om det ikke siges direkte. Stagen var ikke massiv, men hul, hvilket passede perfekt til ørkenvandringens situation med en helligdom, som var transportabel, og hvor alle dens genstande skulle kunne bæres. Den bestod af en stage med tre arme til hver side. Den havde syv lamper, hvilket må betyde, at stagens arme har været bøjet opad til at bære lamperne. Stagen med dens arme var ikke glat, men formet som rækker af blomsterbægre og blomster af mandeltræet, og den havde vulster (udposninger) under blomsterbægrene som for at markere blomsterknopper. Der siges intet om lysestagens fod. Den har næppe været en kraftig base lig den på Titusbuen, men sikkert været en trefod eller en pyramideformet fod. Den syvarmede lysestage stod i sydsiden af Åbenbaringsteltet over for skuebrødsbordet på nordsiden og lyste over mod den (2 Mos 25,37). Den vendte ikke hen mod Det Allerhelligste, men hen mod bordet og oplyste det. Der er ikke fundet nogen som helst arkæologisk parallel til ly-

Lysestagen, som stod i ørkenhelligdommen, har formentlig set nogenlunde således ud. Den har ingen søjlebase, men står på en trefod. Stagen og armene er formet som blomsterknopper fra mandeltræet. Lamperne foroven minder om moderne oliekander; men de har snarere haft form som de gængse åbne oliekar fra 1500-1200 f.Kr. © www.bibleplaces.com.

sestagen i ørkenhelligdommen. Selv om mange templer i Egypten og i Kana’an efterhånden er blevet udgravet, og en del forskellige kultiske genstande er blevet fundet, kendes en lysestage med syv arme og syv lamper slet ikke fra datidens verden, hverken som arkæologisk genstand, i form af omtale i religiøse tekster eller som afbildninger på relieffer og på anden vis. Lysestagen i Israels gudstjeneste synes at have været noget absolut enestående. Det kan måske forklare, hvorfor den senere bliver det mest anvendte jødiske symbol. LYSESTAGENS VIDERE HISTORIE Da kong Salomo opførte det første tempel, blev den syvarmede lysestage flyttet med over i templet (1 Kong 8,4). Kongen lod fremstille ti andre lysestager til helligdommen (1 Kong 7,49); men om de var kopier af menorahen, eller de blot var fritstående stager med en enkelt lampe foroven, siges ikke i teksten. Da Jerusalem blev erobret af babylonerne i 587 f.Kr.,

Lysestagens teologiske betydning Lysestagen er udsmykket med en række motiver fra planteverdenen, ikke mindst mandelblomster. Flere af udtrykkene i 2 Mosebogs beskrivelse er hentet fra planteverdenen. Mandeltræet er det tidligste træ, som blomstrer om foråret, og det melder sommerens snarlige komme (sml. Jer 1,11-12). Mange forskere er derfor af den opfattelse, at menorahen med dens blomster og vulster har været et symbol på Livets Træ fra Edens Have. Samtidig skulle stagen stå tændt hele natten igennem (2 Mos 27,21). Den skulle lyse i den mørke tid af døgnet som et håndgribeligt tegn på, at Herren er Israels bestandige lys og liv. Lysestagen symboliserer Herren som livet og lyset for sit folk. Den kaldes derfor også for ”Guds lampe” (1 Sam 3,3). Måske danner menorahen baggrund for Jesu tale om, at han ”er verdens lys” (Joh 8,12). Mens menorahen i templet var et symbol på Herren som livets lys for det jødiske folk, fremholder Jesus sig selv som verdens liv og lys.

www.bibelskarkaeologi.dk

11 TEL 2013/2


der altså konstrueret nye lysestager til templet, dels efter hjemkomsten fra landflygtigheden, dels i 165 f.Kr., da templet atter blev helliget og indviet til Gud. Det er muligvis denne sidste lysestage, som står i templet på Jesu tid. Mere sandsynligt er det dog, at Herodes den Store lod en særlig smuk guldlysestage lave, da han ombyggede templet og gav det en hidtil uset pragtfuld udsmykning. ARKÆOLOGISKE FUND Denne gren fra et mandeltræ viser både blomst og knopper. © www.bibleplaces.com.

blev templet plyndret, og formentlig blev også den syvarmede lysestage taget med til Babylon sammen med de andre kostbare genstande (2 Kong 25,15). Efter hjemkomsten fik jøderne efterhånden bygget et nyt tempel på ruinerne af Salomos tempel. En syvarmet lysestage er helt sikkert blevet lavet til det andet tempel, selv om det ikke siges direkte. I profeten Zakarias’ syn ser han blot en enkelt lysestage med syv lamper for sig (Zak 4,1-2), og det har sikkert været situationen på hans tid. Hvordan stagen i templet præcist har set ud, ved vi ikke. I år 168 f.Kr. blev Jerusalem erobret af den syriske konge Antiokus Epifanes. I den forbindelse blev templets hellige genstande plyndret, herunder menorahen (1 Makk 1,21.24). Da makkabæerne fik erobret tempelområdet tilbage, blev en ny lysestage lavet til templet (1 Makk 4,49-50). Ved mindst to lejligheder blev

Nu begynder en række arkæologiske fund at dukke op, som på forskellig vis beskriver den syvarmede lysestage, mens den stadig stod i templet og blev antændt hver aften. Det ældst kendte eksempel er en mønt fra den jødiske konge Antigonus, den sidste konge af hasmonæerslægten (40-37 f.Kr.). Møntens forside viser den syvarmede lysestage, med seks kvartovale arme. Stagen og armene er lige høje. Stagens fod er massiv og trekantet. Selv om møntens billede er stærkt stiliseret, er der intet, som antyder figurer på foden. Antigonus, som kæmpede imod oprøreren Herodes (men tabte denne kamp), har øjensynligt præget denne mønt for at hævde stærke jødiske symboler omkring sit kongedømme. I kvarteret Rehavia i Jerusalem har man fundet en klippegrav, der kan dateres til ca. 30-31 f.Kr., kaldet ”Jasons grav”. På væggene i graven er der indridset fem yderst simple graffitis af menoraer. De simple streger antyder kun stamme og seks arme, men ingen fod. Skikken med at lave indridsninger, som skal forestille den syvarmede lysestage, går altså helt tilbage til den periode, hvor templet endnu stod, og lysestagen i templet stadig virkede. Indridsningerne kan tolkes som bønner for de afdøde om, at Guds livgivende lys fra templet må skinne for dem i Dødsriget.

Da stykkerne blev sat sammen, viste de noget af en graffiti, hvor den syvarmede lysestage var indridset. Selve graffitien er ca. 20 cm høj. Overalt på stagens arme og stængel ses ”knopper” adskilt af to vandrette streger. Skal disse ”knopper” mon symbolisere blade eller blomster? Stagen har lys øverst på de syv arme, som alle har samme højde. Stagen står på en trekantet eller pyramideformet fod, også med knopper og blade, men uden figurer. Denne graffiti er fundet i et hus, som lå kun få hundrede meter fra templet. Den er lavet af en, som kendte lysestagen i templet. Ved siden af stagen anes et bord på graffitien, som er blevet tolket som skuebrødsbordet, der stod modsat menorahen i templet. Lysestagen er mere end et religiøst symbol på graffitien. Den fremstår som den vigtigste genstand, som har forbindelse til gudsdyrkelsen i templet. EN OTTEKANTET LAMPE Næste fund er en meget usædvanlig olielampe, der er skåret ud af sten. Den har hele syv vægeholdere og dateres til tiden før Jerusalems fald i år 70 e.Kr. Olielampen er ikke fundet ved en arkæologisk udgravning og kan derfor ikke dateres præcist. Men flere geokemiske studier af lampen og dens patina har godtgjort, at den må være ægte, og at den stammer fra Jerusalem (se TEL 2012-3 side 16).

GRAFFITI I ET PRÆSTEHJEM

På denne lepton mønt ses menorahen med inskriptionen ”Kong Antigonus”. På bagsiden af mønten ses skuebrødsbordet. Menorahen danner således par med bordet i templet. © Biblical Archaeology Review 2005/4.

12 TEL 2013/2

Under udgravningerne af det jødiske kvarter i Jerusalems gamle bydel frilagde man et stort og veludstyret hus, som må have tilhørt en meget fornem præstelig familie. Huset med dets mange kostbare genstande blev ødelagt af romerne i sommeren år 70 e.Kr. Noget af pudset fra en væg faldt ned på gulvet, da huset styrtede sammen.

Indridset på en væg fandt arkæologer i 1970’erne fragmenter med en indridset tegning af den syvarmede lysestage. Resten af lysestagen er rekonstrueret. De to andre genstande på graffitien er blevet tolket som skuebrødsbordet og røgelsesalteret i templet. © Biblical Archaeology Review 2005/4.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Lysestagens senere historie

Denne meget usædvanlige olielampe fra 1. årh. e.Kr. har syv vægeholdere, anbragt symmetrisk. På indersiden er udskåret de syv bibelske plantearter for Israels land. Ud for den øverste vægeholder, modsat håndtaget, er den syvarmede lysestage udskåret. © Biblical Archaeology Review 2011/5.

I en ring inden for vægeholderne ses symbolerne for de syv plantearter, som jødedommen fra gammel tid har forbundet med Israels land. Centralt placeret på olielampen, modsat håndtaget, ses menorahen udskåret. Lyset fra olielampen skal ses som et genskin af Guds lys på menorahen i templet. Den syvarmede lysestage har her tre halvovale arme med lamper foroven. Alle armene er lige lange. Stangen står på en trefod eller pyramideformet fod. Der er ingen antydning af nogen sekskantet fod med dragefigurer som på Titus-buen. Overalt på stagen, både på arme, stage og fod, anes knopper. Det minder om graffitien på væggen i præstehjemmet i det jødiske kvarter.

Den romerske general Titus lod som nævnt den syvarmede lysestage bringe til Rom, hvor han førte den og andre kostbare genstande fra det ødelagte tempel i triumftog gennem Roms gader. Kender vi noget til menorahens videre skæbne? Den jødiske historieskriver Josefus fortæller, at lysestagen af guld blev sat frem til offentligt skue efter triumftoget i et ”Fredstempel”, som den romerske kejser byggede for at mindes Roms sejr over det jødiske folk. Flere afsnit i Talmud omtaler, hvordan navngivne rabbinere i det andet årh. har set menorahen og andre genstande fra det jødiske tempel i ”Fredstemplet”. Da vandalerne erobrede Rom i år 455 e.Kr. og plyndrede byen, tog de den syvarmede lysestage med som krigsbytte til deres hovedstad, Karthago. Den byzantinske hær skulle efter sigende have taget lysestagen, da den besejrede vandalerne i 533, og bragt den til Konstantinopel, hvor den blev ført gennem byens gader. Lysestagens videre historie er ukendt. Den kristne historieskriver Procopius (500-565 e.Kr.) fortæller, at stagen blev givet tilbage til jøderne og sendt til Jerusalem. Men hvad der er sket med den herefter, vides ikke. Inden for jødedommen blev den syvarmede lysestage til det altafgørende jødiske symbol. Fra det andet årh. e.Kr. og fremefter dukker afbildninger af menorahen op overalt, på mønter, gravkister, synagogevægge, husmure, osv. Mens korset med tiden blev de kristnes foretrukne symbol, var menorahen det tilsvarende jødiske symbol og viser, at personen, stedet eller graven er jødisk.

STENEN FRA MAGDALA

Menorahen på olielampen er kun 2,5 gange 2,5 cm. © Biblical Archaeology Review 2011/5.

www.bibelskarkaeologi.dk

En ny arkæologisk udgravning har bragt endnu et eksempel på en afbildning af den syvarmede lysestage for dagen, som er ældre end templets ødelæggelse. I Magdala nord for Tiberias, hvor Maria Magdalene kom fra, har man udgravet et stort rum i en større bygning, som if. arkæologerne har været en synagoge. Huset dateres af udgraverne til at have eksisteret mellem 50 f.Kr. og 100 e.Kr. Liggende på gulvet midt i synagogen fandt man en stor firkantet sten, som er knap 1 meter lang, og som er fyldt med groft udskårne relieffer og geometriske figurer på oversiden og på alle fire sider. Hvad stenen har været brugt til, er svært at sige. Udgraverne gætter på, at stenen kan have fungeret som en slags bord til at lægge de hellige bogruller på. På enden af stenen ses en menorah, der står centralt placeret omgivet af store krukker og søjler. Lysestagen har tre halvovale arme, mens selve stagen blot fremstår som den midterste arm. Stagen står på en pyramideformet fod, som igen står på en høj piedestal. Den grove uformning af lysestagen gør, at det er umuligt at afgøre, om lysestagen er skildret med ”knopper”, eller dens arme og fod er glatte. 13 TEL 2013/2


Også denne skildring af lysestagen er fra en tid, hvor menorahen i Jerusalems tempel stadig eksisterede. Måske de to store kar med hanke ved siden af lysestagen skal symbolisere de drikofre, der blev bragt dagligt i templet.

Denne sten, fundet på gulvet i en synagoge i Magdala, viser et relief af den syvarmede lysestage. © Israel Antiquities Authority.

SAMMENFATNING Titusbuen i Rom giver et dramatisk billede af den syvarmede lysestage. De mange arkæologiske fund, som er gjort i de senere år, viser dog, at lysestagen ikke har haft samme udseende som på Titusbuen. Menorahen har ikke haft nogen sekskantet fod med mytiske figurer. Dette træk må skyldes de romerske håndværkeres frie fantasi. Eller de har ladet sig inspirere af genstande fra hedenske templer, hvor lignende figurer ses afbilledet. Den menorah, som har stået i templet på Jesu tid, har stået på en pyramideformet fod. Mange fremstillinger (men ikke alle) af den viser en lysestage fyldt med knopper på arme og fod. Dette træk er en videreførelse af et karakteristisk træk ved den bibelske skildring af lysestagen. Derimod er Titusbuen med til at understrege, hvad vi også ved fra mange andre fund: Den syvarmede lysestage var det måske vigtigste enkeltsymbol for jøderne, der symboliserede Guds hellige nærvær i templet.

KREATIVITET TIL TIDEN

Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web

14 TEL 2013/2

På dette søjlehoved fra synagogen i Kapernaum ses den syvarmede lysestage. Den blev et uhyre udbredt jødisk symbol fra det 2. årh. e.Kr. og fremefter. © www. bibleplaces.com.

NYT STENBRUD FUNDET I JERUSALEM Byggeaktiviteten under Herodes den Store og frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70 var enorm. Ikke mindst i Jerusalem. Det krævede kubikmeter på kubikmeter af den flotte, hvide kalksten, som Jerusalems bjerge er berømt for den dag i dag. Arkæologer har nu fundet endnu et stort stenbrud fra netop denne periode i forbindelse med anlæggelsen af en ny vej. Det er det tredje inden for få år, og også det ligger nord for byen. Her var gode lommer i bjergene af limsten af den rigtige beskaffenhed, og så havde man fordelen af at kunne trække dem ned ad bakke til byen, da bjergene mod nord ligger højere end selve Jerusalem. Arkæologer fandt også en dørnøgle i jern, der kan dateres til Jesu tid.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


ISRAELS STØRSTE MOSAIK ER FLYTTET TIL FRANKRIG I 1996 blev der i byen Lod gjort et helt usædvanligt fund: Under en affaldsplads lå der en 2000 m2 kæmpe mosaik gemt. Og ikke nok med, at den var stor, den var helt usædvanlig flot med fortryllende gengivelser af dyr og mennesker. Arkæologer indså straks, at de måtte fjerne den fra dette sted for at bevare den for eftertiden. Men da der ikke var penge til det gigantiske arbejde med at rulle mosaikken op på store ruller, blev den derfor straks dækket til igen. Først i 2009 var midlerne på plads, og Lod-mosaikken kom bag lås og slå. Den er imidlertid så imponerende, at alverdens museer vil have den på udstilling. Denne sommer kan den opleves i Paris på Louvre. Så skal du til Frankrig i sommerferien, så slå et smut forbi Louvre og se et stykke Israel. Mosaikken dateres til det 4. århundrede.

www.bibelskarkaeologi.dk

15 TEL 2013/2


Afsender: Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Adresseændring meddeles til: hh@bibelskarkaeologi.dk (tlf. 7586 1748). Eftersendes ved varig adresseændring.

Herodes den Stores sidste rejse Af Hartvig Wagner Ovenstående er navnet på en imponerende udstilling i Israel Museum i Jerusalem, som jeg fik forevist i april. Udstillingen er lavet til minde om professor Ehud Netzer, der viede sit liv til studiet af Herodes som person og som enestående bygmester. I 2007 lykkedes det ham efter mange års søgen at finde Herodes’ grav på fæstningen Herodion nær Betlehem. Under fortsat udgravning kostede et styrt i 2010 Ehud Netzer livet, 76 år gammel. Med god grund er det fundene fra Herodion, der på udstillingen tiltrækker sig særlig opmærksomhed. Man ser blandt andet en tro model af Herodion med Herodes’ mausoleum, som det må have set ud, inden det blev ødelagt af zeloterne omkring år 70, og en rekonstruktion af rummet med

Rekonstruktion af Herodes’ tronrum i hans flotte vinterpalads i Jeriko med udsigt over ørknen. Det var her, Herodes døde. Foto: © Israel Museum.

Indgangen til udstillingen om Herodes’ sidste rejse. Foto: Hartvig Wagner.

Herodes’ og familiemedlemmers kister. Udstillingen præsenterer også andre af Herodes’ bygningsværker og et væld af genstande, som er fundet i og ved dem. Man får et levende indtryk af den store betydning både politisk, arkitektonisk og æstetisk, som den omstridte konge havde i sin regeringstid fra år 37 til 4 f.Kr. Den 4.1.2014 lukker udstillingen. Enhver, der inden da gæster Jerusalem, bør ubetinget besøge udstillingen. Museet tilbyder også en enestående mulighed for at se det meste af udstillingen via sin computer. Hvis man klikker ind på adressen www.imj.org.il/exhibitions/2013/Herod/en kan man følge udstillingen rum for rum, standse ved rekonstruktionen af Herodes’ paladser i Jeriko (hvor han døde) og betragte mausoleet på Herodion. Man kan læse mange af de storslåede plancher og lytte til de forklaringer, som besøgende på udstillingen kan høre. Det er en enestående mulighed for dem, som ikke har mulighed for at besøge Jerusalem i år.

Læs mere om Herodes og Herodion i tidligere numre: TEL 2002/4; 2007/2; 2008/3; 2009/1; 2010/4 og 2011/4

Israel Museum har netop frigivet en flot interaktiv gennemgang af udstillingen i fotos og lyd.

Tel2013-2_issuu  
Tel2013-2_issuu  
Advertisement