Page 1

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

nr. 1 | marts 2013 | 24. årgang

ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN

Påskens retssag hvem, hvad, hvor

Påskens retssag mod Jesus

3

Hvor lå “Den Skønne Port” i Jerusalems tempel? Ægte eller forfalsket?

12

Kongelig magtdemonstration

16

9


Er tempelmuren ved at falde sammen? Af Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL For nylig skete det endnu en gang, at et større parti sten faldt ud af tempelpladsens østmur. Som billedet viser, er der for kort tid siden foretaget en større reparation af området lige ved siden af. Hvad foregår der? Er et af historiens vigtigste monumenter ved falde fra hinanden? Svaret er desværre ja. Eksperter som Leen Ritmeyer har længe advaret om problemet, og den seneste sammenstyrtning bekræfter de bange anelser. Ifølge Ritmeyer er det endda i værste fald kun begyndelsen, vi har set. Langt større partier af sten kan ske at falde ud i dette område. Årsagen til sammenstyrtningerne skal findes i 1999. Her begyndte den muslimske myndighed over tempelpladsen, kaldet Wakf, et stort anlagt byggeprojekt under tempelpladsens sydøstlige hjørne. Under påskud af at ville etablere en ekstra nødudgang fra Al Aksa-moskeen, der ligger på tempelpladsens sydlige del, gravede de ca. 12.000 tons sten og jord ud og skabte i stedet en hel ny underjordisk moske med plads til 10.000 personer. Men disse udgravninger har nu vist sig at have ødelagt tempelpladsens grundlæggende stabilitet ved at fjerne de naturlige drænveje for vinterregnen. Hvor regnen tidligere blev optaget i undergrunden og derfra ledt ud af pladsen,

Selskab for Bibelsk Arkæologi Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Tlf.: E-mail: Internet: Bank: Norge:

7586 1748 info@bibelskarkaeologi.dk www.bibelskarkaeologi.dk Sydbank konto 7920-1014 846 Den norske Bank 7877.06.93402

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Jørgen Bækgaard Thomsen (red. sekr.), Carsten Vang. Forsidefoto: Herodes’ øvre palads ved den nuværende Jaffaport (i dag kendt under navnet ”David’s Tower”) fanget i fuldmånelys. Herodes’ palads er ét af forslagene til, hvor Pilatus afhørte Jesus. Den jødiske påske fejres altid ved fuldmåne d. 14. nisan. Foto: Morten Hørning Jensen.

2 TEL 1/2013

Dette foto afslører det seneste nedfald af sten i tempelmurens østlige side. Samtidig ses den tidligere reparation, der kan kaldes alt andet end køn. Eksperter frygter, at vi i de kommende år vil se meget større ødelæggelser af muren. Foto: templemount.wordpress.com.

så skyller den nu uhindret ud mod ydermurene, gennemvæder dem og får de ældgamle mure til at bule og slå revner. Den spændte politiske situation forhindrer tilsyneladende handling. Arkæologer har oprettet en hjemmeside, der følger ødelæggelserne (templemount.wordpress.com), men hverken det israelske politi eller de israelske politikere har udvist nogen større lyst til at handle i denne sag.

Følg med i TEL, hvor vi i et af de kommende numre vil skildre tempelmurens ødelæggelse og de illegale udgravninger mere detaljeret.

Links i TEL: De fleste nyheder i TEL følges op af links til hjemmesider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk. Layout: Freehand.dk, Herning Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi. Kontingent: Danske kr. 185,- / norske kr. 205,(For unge under 26 år: kr. 135,- / norske kr. 150,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

Selskabets bestyrelse: Bibelunderviser Jan Højland (formand), tlf.: 2396 8383 · jh@bibelskarkaeologi.dk Lektor, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Overlæge Vagn Juul Jensen (næstformand), tlf.: 7512 9021 · vjj@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster), tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk Ekstern kasserer: Hans Hansen, tlf.: 7586 1748 · hh@bibelskarkaeologi.dk © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Påskens retssag mod Jesus er fyldt med historiske personer og hændelser

Herodes den Stores øvre palads, der i dag fungerer som Jerusalems bymuseum (Davids Tower). Tårnets base går tilbage til Herodes’ smukke palads. Foto: Morten Hørning Jensen.

Af Titus Kennedy, arkæolog og adjunkt, USA

af en analyse af arkæologiske data og antikke tekster. Det skal vi se på i denne artikel.

Beretningerne om retssagen mod Jesus af Nazaret rum-

4 PERSONER, 2 STEDER, 1 BESLUTNING

mer en række historiske oplysninger, der lagt sammen giver et billede af en historisk hændelse og ikke fiktion eller myte.

Evangeliernes beskrivelser af retssagen mod Jesus er fulde af oplysninger om historiske lokaliteter, historiske skikkelser og historiske begivenheder. De er ikke skrevet som et eventyr eller en myte. Derfor kan vi også undersøge deres nøjagtighed ved hjælp www.bibelskarkaeologi.dk

Beretningen om retssagen har fire prominente skikkelser, to vigtige lokaliteter samt beslutningen om at korsfæste Jesus. Handlingen foregår i Jerusalem i løbet af foråret, sandsynligvis år 33 e.Kr. Jesus arresteres om natten og stilles for ypperstepræsterne og de skriftkloge – først og fremmest den fungerende ypperstepræst på den tid, Kajfas (ypperstepræst ca. 18-36 e.Kr.). Efter at Jesus er blevet anklaget for gudsbespottelse, føres han til Pontius Pilatus (statholder ca. 26-36 e.Kr.), den romerske embedsmand, som havde myndighed over provinsen Judæa på den tid. Først finder Pilatus ingen skyld hos ham, og da han bliver klar over, at Jesus er fra Galilæa, sender han ham til Herodes Antipas, landsfyrste i Galilæa, der var tilstede i Jerusalem under 3 TEL 1/2013


Endelig optræder beslutningen om at korsfæste Jesus ikke blot i Det nye Testamente, men også hos historikere i det første og det andet århundrede. PERSON 1: KAJFAS Kajfas er den første af disse prominente personer, som Jesus bliver stillet overfor (Matt 26,57; Joh 18,24; her efter et forhør hos Annas først). Kajfas’ fulde navn var Josef Kajfas (Josefus, Antiquitates 18.34-35). Ifølge evangeliernes beretninger var Kajfas ypperstepræst på den tid. Embedet som ypperstepræst var oprindeligt livsvarigt (jf. 4 Mos 35,25-28), men i den romerske periode var dette ikke længere praksis – Josefus skriver, at romerske embedsmænd i nogle tilfælde indsatte og afsatte ypperstepræster, og Kajfas var måske ikke længere den ledende ypperstepræst, da Peter og Johannes blev arresteret (jf. ApG 4,6). Som en vigtig historisk kilde til retssagen mod Jesus bekræfter Josefus’ skrifter dermed navnet, positionen og embedsperioden for ypperstepræsten Josef Kajfas. Så langt fra at være i modstrid med evangelierne eller Apostlenes Gerninger forklarer Josefus’ skrifter faktisk, hvorfor der synes at være flere ypperstepræster på samme tid under retssagen mod Jesus. KAJFAS’ KISTE ER FUNDET

I 1990 blev denne flotte benkiste fundet. Den var lidt af en sensation pga. indskriften: ”Josef, søn af Kajfas”. Ifølge Josefus var det præcis navnet på den ypperstepræst, der i NT alene kaldes ”Kajfas”. Arkæologer havde dermed med stor sandsynlighed fundet kisten til en af hovedpersonerne i processen mod Jesus. © Titus Kennedy.

påskefesten. Efter at Jesus er blevet spottet, sender Herodes Antipas (regeringstid ca. 4 f.Kr.-39 e.Kr.) Jesus tilbage til Pilatus, der omsider giver efter for de jødiske lederes krav om at få Jesus korsfæstet. Ypperstepræsten Kajfas, landsfyrsten Herodes Antipas, statholderen Pontius Pilatus og den anklagede, Jesus fra Nazaret, er de mest fremtrædende personer i denne beretning. Hver af disse personer er da også bevidnede uden for Det nye Testamente af arkæologiske kulturgenstande og antikke tekster. De to vigtige lokaliteter i beretningen om retssagen er mødelokalet for synedriet (Det store Råd) og Pilatus’ prætorium. Der er tale om virkelige steder i det første århundrede, og selv om deres nøjagtige beliggenhed debatteres, er begge sandsynligvis blevet fundet og er i det mindste delvis afdækkede i dag.

Påskens retssag i evangelierne Matthæusevangeliet: Markusevangeliet: Lukasevangeliet: Johannesevangeliet:

4 TEL 1/2013

26,57-68; 27,11-26. 14,53-65; 15,1-15. 22,66-23,25. 18,12-19,16.

Bortset fra Josefus’ skrifter er Josef Kajfas også bevidnet arkæologisk af en indskrift på en benkiste (et ossuarium). Under arbejdet med at indrette en parkeringsplads i Jerusalem-bydelen Talpiot stødte man i 1990 på Kajfas’ familiegrav. I alt fandt man i graven 12 benkister, men endnu vigtigere var det, at man på en særligt udsmykket kiste kunne læse: “Josef, søn af Kajfas”. Teksten var skrevet på aramaisk, Yehosef bar Qayafa, og stavemåden harmonerer perfekt med den nytestamentlige stavemåde for familienavnet Kajafa. Da kisten samtidig kan dateres til det første århundrede e.Kr. (bl.a. på baggrund af møntfund), tyder alt på, at det ikke blot er en tilfældig navnelighed, men faktisk reelt kisten fra den ypperstepræst, der ledte jødernes retssag mod Jesus. Selv om inskriptionen ”Josef, søn af Kajfas” er noget primitiv, er dette ikke nødvendigvis tegn på, at det drejer sig om en fattig eller betydningsløs borger. Snarere tyder det på, at den, der med et jernsøm noget kluntet indridsede navnet, gjorde det for at identificere den afdøde, efter at ossuariet allerede var blevet anbragt på hylden. Således viser de arkæologiske og skriftlige data, at ypperstepræsten Josef Kajfas, der spillede en nøglerolle i domfældelsen af Jesus Kristus, ikke blot var et virkeligt menneske og en fremtrædende person i det første århundredes Jerusalem, men at han var ypperstepræst, da Jesus blev stillet for retten. PERSON 2: HERODES ANTIPAS Efter et kort møde med Pilatus føres Jesus til Herodes Antipas (Luk 23,8-12). Herodes Antipas var en af de tre Herodes-sønner, der fik en del af Herodes den Stores rige ved dennes død år 4 f.Kr. I Josefus’ skrifter, hvor han kaldes Antipas, omtales han også som tetrarken (landsfyrste) over Galilæa og som den, der beordrede henrettelsen af Johannes Døber (Matt 14,1-12). Ifølge Lukasevangeliet sender Pilatus Jesus til Herodes Antipas, da han finder ud af, at Jesus er fra Galilæa (23,7). Vi Selskab for Bibelsk Arkæologi


har ikke præcise historiske oplysninger om, hvorvidt romersk lov krævede, at en kriminel skulle dømmes der, hvor han kom fra (altså Galilæa), eller der, hvor han blev anklaget (altså Jerusalem), men det giver fuldstændig logisk mening, at Pilatus benytter lejligheden til at ”sende aben videre” og selv slippe for ansvaret for denne vanskelige domfældelse. PERSON 3: PILATUS Pontius Pilatus er nok den mest berømte af de tre ledere, som var involveret i retssagen mod Jesus. Pilatus er omtalt i talrige kilder uden for Det nye Testamente. Han lod mønter præge og sørgede for en storslået inskription, som har overlevet gennem tiderne. Jøden Filon omtaler Pilatus og nogle guldskjolde, som han lod opsætte i Jerusalem, hvilket vakte jødernes vrede (Legatio ad Gaium 299). Den romerske historieskriver Tacitus omtaler Pilatus som prokurator over Judæa i Tiberius’ regeringstid (Annalerne 15.44), ligesom han også nævnes udførligt af Josefus. Selv om disse historikere kalder Pilatus

Ypperstepræsterne i NT Annas (Luk 3,2; Joh 18,13.24 og ApG 4,6) var søn af en ellers ukendt Sethi. Han blev indsat af den romerske statholder Kvirinius i Syrien (Luk 2,2) og fungerede som ypperstepræst år 6-15 e.Kr. Efter sin afsættelse synes han fortsat at have spillet en rolle, hvilket blandt andet fremgår af processen mod Jesus. Efter ham fulgte hurtigt efter hinanden: Ismael (15-16 e.Kr.), Eleasar, søn af Annas (16-17 e.Kr.) og Simon (17-18 e.Kr.). Så fulgte (18-36 e.Kr.) den fra NT bedst kendte ypperstepræst Josef Kajfas, der ifølge Joh 18,13 var Annas’ svigersøn. Han var den reelt fungerende ypperstepræst under retssagen mod Jesus. Foruden Annas og Kajfas nævnes i ApG 4,6 yderligere to personer: Johannes og Alexander, som sammen med ”de andre af ypperstepræstelig slægt” og ”folkets ledere, de ældste og skriftkloge i Jerusalem” tog Peter og Johannes i forhør. En nytestamentlig kilde læser Jonatan og ikke Johannes. Der kan derfor være tale om den Jonatan (også en søn af Annas), der fra 36 til 37 e.Kr. efterfulgte Kajfas som ypperstepræst. Alexander er en ukendt person i den ypperstepræstelige familie.

prokurator, var hans titel egentlig præfekt, som i Luk 3,1 er oversat statholder. Pilatus bevidnes også af mønter, han lod præge. Det er interessant at se, at der på mønterne fra Pilatus’ regeringstid optræ-

Kajfas havde en søn ved navn Jesus I 2008 fandt arkæologer endnu en kiste, der nævner Kajfas. På den var der indridset: ”Miriam, datter af Jeshua, søn af Kajfas, af Ma’azjas præster, fra Immers hus”. Skæbnens ironi er altså, at Kajfas havde en søn med samme jødiske navn som Jesus: Jeshua (se omtalen i TEL 2011/3 s.16).

der hedenske symboler (i modsætning til de fleste andre herskere på den tid i den judæiske provins), hvilket måske skyldes, at Pilatus ønskede at tilpasse jøderne til romersk kultur. Den tredje kategori af materiale, der bekræfter Pontius Pilatus som historisk skikkelse og romersk embedsmand i dommersædet ved retssagen mod Jesus, er en inskription, som Pilatus selv gav ordre til. I Cæsarea ved Havet blev der under restaurering af det romerske teater i 1961 fundet en kalkstensblok, anvendt som trappesten, med en inskription, der omtaler Pilatus. Inskriptionen, som er delvis ødelagt, kan dateres til det første århundrede e.Kr. og inkluderer følgende vigtige navn og titel: “Pontius Pilatus, præfekt over Judæa”. Der kan altså ikke være tvivl om, at Pilatus herskede over den judæiske provins fra ca. 26 til 36 e.Kr., og dermed også var ham, der førte forsædet under retssagen mod Jesus i 33 e.Kr. STED 1: DET JØDISKE RÅD (SYNEDRIET)

Denne benkiste blev fundet i 2008 og giver os den oplysning, at Kajfas havde en søn med præcis samme jødiske navn som Jesus, Jeshua. © Biblical Archaeology Review.

www.bibelskarkaeologi.dk

Det jødiske råd (Synedriet) har muligvis holdt til i en bygning på tempelpladsen efter år 30 e.Kr. (Talmud Shabbat 15a). Selv om dennes nøjagtige beliggenhed er usikker, er der områder på sydsiden af tempelbjerget, hvor den kunne have ligget, og rekonstruktioner placerer ofte bygningen et sted omkring den store sydlige søjlehal i templet. 5 TEL 1/2013


ses på stedet, da det blev fjernet ved et senere anlægsarbejde. Stenbroen (græsk lithostrotos) er et sted belagt med flade stenfliser som en gade eller en gård. En del af denne stenbro i Antonia-borgen i Jerusalem er stadig bevaret, efter at den i århundreder har været dækket af jord og murbrokker, og kan ses i dag. Vi har således både specifik arkæologisk og tekstmæssig bekræftelse af retssagen mod Jesus for Pilatus i Prætoriet, som beskrevet i evangelierne. BESLUTNINGEN: KORSFÆSTELSE Jesus er naturligvis den centrale skikkelse i beretningerne om retssagen, og selvom det undertiden hævdes, at der ikke uden for Det nye Testamente er belæg for Jesus som en historisk person, så har vi faktisk kilder nok til at antage, dels at Jesus var en historisk person, dels at han blev henrettet af romerne. Jesus fra Nazaret nævnes af adskillige historikere i det første og det andet århundrede og bevidnes muligvis også af en inskription på en benkiste (den såkaldte ”Jakobs benkiste”). Josefus, en historisk primærkilde til provinsen Judæa i det første århundrede, skriver, at Jesus blev dømt til korsfæstelse af Pilatus (Antiquitates 18,63-64). I be-

Under udgravningerne af Cæsarea ved Havet fandt arkæologer i 1961 denne berømte indskrift. Selvom den er brækket i stykker, er nok indskrift tilbage til, at vi kan læse ordene: ”(Po)ntius Pilatus … (præf)ekt over Judæa”. Foto: Morten Hørning Jensen.

STED 2: PRÆTORIET (STATHOLDERENS BORG) Mens de andre evangelier blot nævner, at retssagen mod Jesus foregik i statholderens borg (Prætoriet), så tilføjer Johannes den specifikke detalje, at Pilatus ”satte sig i dommersædet på det sted, som kaldes Stenbroen” (Joh 19,13). Tre specifikke detaljer er altså i spil: statholderens borg, dommersædet og Stenbroen. Desværre kan vi i dag ikke sige med sikkerhed, hvor statholderens borg lå på Jesu tid. Ifølge den kirkelige tradition var den identisk med Antonia-borgen ved templets nordvesthjørne. Det er dér, den nuværende ”Via Dolerosa”-vandring begynder. 6 TEL 1/2013

Et andet bud, der har vundet større gehør blandt arkæologer, går på, at statholderens borg var indrettet i Herodes den Stores palads ved byens vestlige port; der, hvor det nuværende ”Davids Tårn” befinder sig. Noget af dette område er blevet udgravet i de senere år, men det meste fra romersk tid er sandsynligvis blevet ødelagt under senere erobringer og bygningsarbejder. Dommersædet (græsk: bema) nævnes også. Bema var en forhøjning og betyder egentlig “trin” eller ”forhøjet sæde”. Det havde sin oprindelse i Grækenland og blev brugt både af talere og dommere. Bema i Prætoriet i Jerusalem blev også fundet under udgravninger, men kan ikke længere

Som en af de eneste romerske statholdere over Judæa valgte Pilatus at præge romerske religiøse symboler på sine mønter. De andre valgte derimod alene symboler, der ikke forargede jøderne. Denne mønt viser en offerstav (lituus), som de romerske præster holdt i hånden under offerceremonier. Foto: Morten Hørning Jensen.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


gyndelsen af det andet århundrede skrev Tacitus, at Kristus blev henrettet af Pontius Pilatus (Annalerne 15,44). Ifølge nogle citater i Origines’ skrifter skrev Kelsus, der var filosof og erklæret modstander af kristendommen, i slutningen af det andet århundrede, at Jesus lærte sig magi for at kunne gøre mirakler i Egypten, at han selv havde fundet på jomfrufødslen, og at han påstod, at han var en gud (Imod Kelsus 1,28). Selv den babyloniske Talmud har muligvis en bemærkning om Jesus fra Nazaret. Den omtaler en anklage mod Jesus nazaræeren, der krævede stening, fordi han praktiserede trolddomskunst og

forførte Israel til frafald, hvorfor han blev hængt (Sanhedrintraktaten 43a, traditionen findes dog kun i et enkelt håndskrift og synes redigeret ud af den generelle overlevering). Der er altså kilder nok uden for NT til at sige, at Jesus faktisk var en historisk person, der blev henrettet af romerne. KONKLUSION: HISTORISKE HÆNDELSER De her nævnte antikke tekster og arkæologiske vidnesbyrd viser, at beretningerne om retssagen mod Jesus i evangelierne omtaler virkelige, historiske skikkelser og virkelige, historiske

Synedriet og Prætoriet Som det fremgår af artiklen, er det behæftet med usikkerhed, hvor i Jerusalem Synedriet, jødernes Store Råd samledes, og hvor Prætoriet, borgen, hvor Pilatus residerede under påskehøjtiden, skal findes. Synedriet. Ifølge det jødiske skrift Mishnah, hovedkilden til samtidens historie, holdt Det store Råd, også kaldet Sanhedrin, sine ordinære møder i ”Salen af tilhugne Sten” (Mishnah, Middoth 5,4). Det var den østligste af tre sydlige sale eller kamre i præsternes forgård. Herfra kunne der holdes øje med præsterne, som Rådet havde overopsyn med. Der er dog eksempler på, at Synedriet også kunne samles andre steder. Derfor kan det ikke med sikkerhed afgøres, hvor Rådet havde Jesus i forhør. Prætoriet. Artiklen nævner to mulige placeringer: 1) Borgen Antonia umiddelbart nord for Tempelpladsen, som den kirkelige tradition fra korsfarertiden udpeger. 2) Herodes den Stores palads ved den vestlige byport (Jaffaporten). En tredje mulighed er 3) Hasmonæernes gamle borg, som Herodes benyttede som rets- og forvaltningssæde. Det lå lidt sydvest for Tempelpladsen. Denne beliggenhed af stedet for rettergangen mod Jesus er bevidnet så tidligt som 333 e.Kr. Se kortet med de tre angivelser af Prætoriet.

Denne model af Jerusalem på Jesu tid viser de tre foreslåede placeringer af statholderens borg (Prætoriet): (a) Forrest ser vi Herodes’ aflange palads med tre tårne til venstre. (b) Bagerst ser vi Antoniaborgen ved tempelpladsens nordvestlige hjørne. Det er her den nuværende kirkelige tradition placerer statholderens borg og dermed hvor Via Dolerosa begynder. (c) De to mindre runde kupler neden for selve templet med en lille spids på markerer det hasmonæiske palads. Foto: Hartvig Wagner.

www.bibelskarkaeologi.dk

7 TEL 1/2013


lokaliteter i det første århundrede e.Kr. Endvidere bekræftes domfældelsen af Jesus under Pontius Pilatus af historiske tekster uden for Det Nye Testamente. Selv om det her præsenterede ikke udgør hele det materiale, der findes med relation til retssagen mod Jesus, er adskillige centrale udsagn i beretningen blevet dokumenteret. På grund af graden af historisk og arkæologisk bekræftelse kan beretningen om Jesu domfældelse i evangelierne anses for en historisk nøjagtig skildring af begivenhederne i Jerusalem ca. år 33 e.Kr.

Oversat af Birger Petterson og bearbejdet af Morten Hørning Jensen og Hartvig Wagner.

Mange forskere peger på, at Herodes’ palads i Jerusalem, der i dag kendes under navnet Citadellet (Davids tower), er det mest sandsynlige sted for Pilatus’ forhør af Jesus. Fundamentet til tårnet går tilbage til Herodes. Foto: Morten Hørning Jensen.

En kunstners bud på forhøret af Jesus hos Pilatus. Illustration: Balage, archaeologyillustrated.com.

8 TEL 1/2013

Selskab for Bibelsk Arkæologi


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS OVER APG 3

Hvor lå “Den Skønne Port” Nikanorporten var den sagnomspundne kobberport i Herodes’ tempel, der adskilte kvindernes forgård fra selve tempelforgården, hvor præsterne dagligt forrettede ofrene. Foran porten var der 15 halvrunde trappetrin, hvor levitterne sang de 15 valfartssalmer (Sl 120-134), der også kan beskrives som ”salmer ved opstigningen”. © Leen Ritmeyer.

i Jerusalems tempel?

Af Leen Ritmeyer, arkæolog og arkitekt, ekspert på templet i Jerusalem

I Apostlenes Gerninger 3 møder Peter og Johannes ved ”Den Skønne Port” en mand, der har været lam hele livet. Forskere har længe drøftet, hvor denne port lå, da lamme og syge ikke var tilladt adgang til templet. Én af de førende eksperter på templet, Leen Ritmeyer, giver her sit bud på en løsning, der føjer en ekstra dimension til denne hændelse.

www.bibelskarkaeologi.dk

”Peter og Johannes gik op til templet ved bedetimen, den niende time. Da kom man bærende med en mand, som havde været lam fra moders liv; ham satte man hver dag ved den tempelport, der kaldes Den Skønne, for at han kunne bede om en almisse af dem, der gik ind på tempelpladsen.” Sådan læser vi i ApG 3,1-2, og jeg er ofte blevet spurgt om, hvor denne port lå. Efter at han var blevet helbredt, ”fulgte [han] med dem ind på tempelpladsen, hvor han gik rundt og sprang og priste Gud” (3,8). 9 TEL 1/2013


peges der på Susa-porten i tempelbjergets østmur, der ud over at være placeret tæt ved Salomos Søjlegang også er en oplagt kandidat til at være den ”skønne” port, da den havde en smuk afbildning af paladset i Susa, der er kendt fra Esters bog (1,2). Men en anden ting, man må tage i betragtning, er, at manden blev båret hen til ”Den Skønne Port” for at tigge. Det gjaldt dermed om at opholde sig, hvor der kom flest mennesker forbi. Det synes at udelukke Susa-porten, som hovedsagelig blev brugt til ceremonielle formål. HOVEDINDGANGEN FRA SYD: DOBBELTPORTEN Der findes derimod en anden port, der dels lå, hvor mange mennesker kom forbi, dels lå på kanten af tempelpladsen og dermed var tilgængelig for syge: Dobbeltporten.

Her ser vi tempelpladsen fra nordvest. I forgrunden har vi Antoniaborgen. Selve tempelkomplekset og dets forgårde stod ca. i midten af den store åbne platform. Salomos Søjlegang finder vi i den østlige mur over for selve tempelkomplekset. Den nævnes i Joh 10,23; ApG 3,11; 5,12. © Leen Ritmeyer.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor “Den Skønne Port” skal findes i tempelområdet. Den omtales nemlig ikke i andre historiske kilder. DEN TRADITIONELLE FORKLARING: NIKANORPORTEN Mange forskere har accepteret Josefus-oversætteren Josef Thackerays identificering af porten med en anden kendt port, Nikanorporten. Den stod oven for 15 halvrunde trappetrin og skilte kvindernes forgård fra mændenes og præsternes forgård – altså dybt inde i tempelkomplekset. En anden kendt autoritet, Alfred Edersheim, var af samme mening. Nikanorporten var bestemt skøn, men spørgsmålet er, om den lamme mand ville have fået lov til at komme så langt ind på tempelpladsen. Ifølge det jødiske skrift Mishnah (Kelim 1.8) måtte ingen med udflåd af nogen art komme på tempelbjerget. Selv om det ikke nødvendigvis var tilfældet med den lamme mand, kan hans svagelighed have anbragt ham i samme kategori. Dertil kommer udsagnet fra Davids mund i 2 Samuelsbog 5,8 om, at ”en blind og en lam må ikke komme ind i templet”. Da vi også læser, at han efter sin helbredelse ”fulgte med dem ind på tempelpladsen” (ApG 3,8), så synes denne port at være udelukket. EN ØSTVENDT PORT VED SALOMOS SØJLEGANG? Ifølge ApG 3,11 befandt den helbredte mand og Peter og Johannes sig i Salomos Søjlegang, som lå øst for kvindernes forgård. Andre har derfor foreslået, at Den Skønne Port må have været en af de ydre, østvendte porte på tempelbjerget. Helt konkret 10 TEL 1/2013

På dette nærbillede ser vi Herodes’ tempel fra nordøst. Susa-porten nederst i billedet mod øst blev kun brugt ved ceremonielle lejligheder. I kvindernes forgård kunne alle israelitiske familiemedlemmer opholde sig, mens kun mænd måtte gå op ad trapperne til Nikanorporten for at aflevere familiens ofre til præsterne. © Leen Ritmeyer.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Tempelkomplekset set fra syd. I forgrunden har vi den kongelige søjlehal, der udgjorde hele den sydlige mur. Der var to hovedindgange fra syd: Dobbeltporten med det monumentale trapperum og så porten med tre indgange længere mod øst (den ene er skjult bag bygningen). © Leen Ritmeyer.

Faktisk var det hovedindgangen til tempelpladsen for pilgrimme. En 64 meter bred, monumental trappe førte op til denne port fra den lavereliggende plads. Denne plads var forbundet med trapper hele vejen ned til Siloas dam. Her kunne pilgrimme rense sig rituelt i Jerusalems eneste kilde med ”levende vand”, hvorefter de kunne ”stige op” til Guds hus ad de mange trapper. På grund af Dobbeltportens direkte forbindelse til Siloadammen og pga. dens store proportioner, så var det altså efter al sandsynlighed netop denne port, der blev brugt af de pilgrimme, der kom for at tilbede i templet. Med andre ord: Et perfekt sted at tigge om almisser. Men var den også skøn? Det ved vi med sikkerhed, at den var! Loftet i portrummet har smukt udskårne kupler, som er bevaret til den dag i dag i et rum neden under den muslimske Al Aksamoske. PÅ SPRINGTUR I TEMPLET Hvis denne identificering af ”Den Skønne Port” er rigtig, så tilføjer den en lille ekstra dimension til beretningen om den lamme mands helbredelse. År ud og år ind havde han siddet på grænsen mellem templet og den almindelige by og set strømme af festklædte pilgrimme på vej mod templet for at tilbede Gud. Selv kunne han ikke komme det nærmere end at se glæden i deres ansigter. Nu blev han ikke blot helbredt og fik sin førlighed igen: Han fik også mulighed for at prise Gud i selve templet. Og det var præcis, hvad han gjorde: ”Han sprang op og kunne stå og gå, og han fulgte med dem ind på tempelpladsen, hvor han gik rundt og sprang og priste Gud” (ApG 3,8).

Oversættelse: Birger Petterson. Bearbejdelse: Morten Hørning Jensen www.bibelskarkaeologi.dk

Rekonstruktion af Dobbeltporten. Hoveddelen er bevaret til i dag, inklusiv hvælvingerne inde i porten. Porten leder ind under tempelpladsen, og en trappe fører op til hedningernes forgård. På Herodes’ tid var den uden tvivl et imponerende syn og derfor en god kandidat til tilnavnet ”Den Skønne”. © Leen Ritmeyer.

11 TEL 1/2013


Den såkaldte ”Joash-tavle” er helt uden sammenligning den mest sensationelle arkæologiske indskrift, der er fundet til dato – hvis den viser sig at være ægte. Den nævner en specifik hændelse omkring templet på kong Joash’ tid (834-804 f.Kr.) i år 811 og kan dermed afgøre en del af debatten om GTs historiske troværdighed. Men eksperterne er uenige, og i denne artikel undersøger ”eksperten på eksperter”, Hershel Shanks, sagen. Han er mangeårig udgiver af det største bibelarkæologiske blad i verden, Biblical Archaeology Review.

Ægte eller forfalsket? Hvad gør man, når eksperterne er uenige? Af Hershel Shanks, redaktør af Biblical Archaeology Review ÉN GRUPPE FORSKERE: DEN ER UÆGTE For nylig spiste jeg frokost med Victor (Avigdor) Hurowitz, en anerkendt professor i oldsemitiske sprog ved Ben-Gurion Universitetet i Negev. Han er fast overbevist om, at Joashinskriptionen, som kommer fra antikvitetsmarkedet, er en forfalskning. På dette punkt er han enig med en anden forsker, som jeg beundrer meget, Edward Greenstein fra Tel Aviv University. Hurowitz indrømmer imidlertid straks, at hvis den 15-linjers inskription, der beskriver reparationer på templet, er autentisk, vil det have enorm betydning for den bibelske teksts historie, for forståelsen af det hebraiske sprogs udvikling, for studiet af gammelhebraiske tekster osv. – for ikke at tale om den kendsgerning, at det også ville være det eneste kendte eksempel på en kongelig israelitisk (faktisk judæisk) inskription. Hurowitz’ lige så anerkendte kollega ved Ben-Gurion Universitetet, Chaim Cohen, har skrevet udførligt om, hvorfor inskriptionen meget vel kunne være autentisk. Men det er en kendsgerning, at næsten alle hebraiske sprogforskere (filologer) er enige med Hurowitz. Så af hensyn til denne drøftelse forudsætter jeg, at de hebraiske sprogforskere som helhed anser den for et falskneri. EN ANDEN GRUPPE: DEN ER ÆGTE En anden gruppe forskere er imidlertid lige så overbeviste om, at Joash-inskriptionen er autentisk.1 De er geologer, og de taler de eksakte videnskabers sprog. De brugte et stereoskopisk dobbeltmikroskop til at studere ‘morfologien og de strukturelle træk på tynde stykker af stenen.’ På den baggrund har de været i stand til at undersøge den patina, der havde udviklet sig inde i en revne, som løb gennem fire linjer af inskriptionen. ‘Ved denne undersøgelse,’ konkluderede de, ‘fandt vi ingen petrografiske eller kemiske tegn på, at 12 TEL 1/2013

Joashtavlen, hvor kong Joash af Juda beretter om reparationerne af templet. Noget af tavlens øverste del mangler, og en revne løber tværs gennem tavlen. I tavlens patina er fundet ultrasmå dråber af guld, som efter eksperters udsagn ikke kan fremstilles kunstigt. Disse dråber må stamme fra en omfattende brand. © Biblical Archaeology Review 2003/3.

patinaen kunstigt var blevet påført stenen. Patinaen inde i revnen og på brudfladerne [tavlen har to brud ud over revnen] ligner den patina, som blev fundet nede i de indgraverede bogstaver … Det kan konkluderes, at patinaen [på de indgraverede bogstaver] er et naturligt resultat af de forvitringsprocesser, som har påvirket stenen.’ Med andre ord: Eftersom det tager adskillige hundrede år for en sådan patina at dannes, kan indgraveringen af bogstaverne ikke være moderne. Ud fra en kulstof-14 analyse af kulindholdet i patinaen skønner geologerne, at patinaen er mere end 2000 år gammel. Geologernes konklusion er altså klar: ‘Vores analyse støtter kraftigt autenticiteten af Joash-tavlen og dens inskription. Alt tyder på, at fremstillingen af tavlen og indgraveringen af inskriptionen er foregået på nogenlunde samme tid.’ HVAD GØR MAN SÅ? Det spørgsmål, jeg vil stille her, er af rent metodisk art: Hvad gør man, når filologiske eksperter siger, det er et falskneri, og geologiske eksperter siger, at tavlen er ægte – især når man ikke er nogen af delene? Min ven Avigdor havde ikke noget svar. Det har jeg heller ikke. Måske en af vore læsere har. Selv om jeg hverken er ekspert i hebraisk filologi eller i geologi, er jeg ikke desto mindre ekspert på ét område: Jeg er ekspert i eksperter. Efter mange år i nær kontakt med den arkæologiske verden har jeg et nært kendskab til de ledende autoriteter. Men i dette tilfælde giver førende eksperter på helt forskellige områder mig forskellige svar. Og jeg kender ikke en eneste, som både er ekspert i hebraisk Selskab for Bibelsk Arkæologi


Joashtavlen blev fundet ved østmuren af templet. Dog ikke i en kontrolleret udgravning. Den dukkede derimod op på det sorte antikmarked, og ejeren viste sig at være Oded Golan, der også ejer en anden omdiskuteret genstand: Jakobskisten. Her ses den østlige tempelmur med Kedrondalen i forgrunden. Foto: © www.bibleplaces.com.

filologi på det første tempels tid og i moderne geologisk analyse af angiveligt antik patina. Eftersom vi er afhængige af eksperter, og eftersom der i dette tilfælde er en tilsyneladende uløselig konflikt mellem eksperterne, har vi i vores tidsskrift (Biblical Archaeology Review) ikke taget stilling til autenticiteten af Joash-inskriptionen. HER ER MIT BUD: DEN ER ÆGTE Men jeg vil gerne komme med en tilståelse – hvis du lover ikke at sige det til nogen: Inderst inde tror jeg, at Joash-inskriptionen er autentisk. Ikke af den grund, du måske tror; ikke fordi jeg inderligt ønsker, at den skal være ægte; ikke fordi det ville være så spændende, hvis den er ægte, men fordi min sunde fornuft siger det. Her er mit ‘sunde fornuft’-ræsonnement: En revne løber gennem fire linjer i inskriptionen (faktisk skete der det, mens tavlen var i det israelske politis varetægt, at den knækkede langs revnen, så den nu er i to stykker, hvilket har givet geologerne mulighed for at undersøge patinaen i dybden af revnen). Alle er enige om, at revnen er gammel. Det betyder, at falskneren, hvis der overhovedet har været en sådan, måtte forfalske bogstaverne i de fire linjer tværs gennem revnen. Det er højst tvivlsomt, om en falskner kunne gøre det, men der er nogle, som siger, at det er muligt. Men det giver ikke nogen mening at forestille sig, at en falskner skulle begynde med en tavle, som allerede var revnet, når blot endnu et let slag kunne få tavlen til at gå i stykker og ødelægge hele hans arbejde. Dette gælder ikke mindst, fordi det var let at skaffe lignende tavler uden revner. En anden faktor, som også har betydning for min mavefornemmelse: Patinaen på tavlen indeholder ‘en stor mængde af små dråber rent guld på 0,0005 til 0,001 millimeter i diameter.’ Guldpulver med dråber af guld i denne mikroskopiske størrelse ‘findes ikke på det moderne guldmarked.’ Den mindste menneskeskabte og kommercielt tilgængelige størrelse er 0,5 millimeter. Forekomsten af dråber af rent guld på en størrelse af 1 tusindedel mm vidner om, at guldet er smeltet ved mere end 1.000 grader celsius. Desuden blev guldet ikke fundet i ophobninger (aggregater), men som isolerede partikler, hvilket peger på en naturlig snarere end en kunstig spredning. Dertil kommer, at dråberne er meget ens i størrelse. Geologerne mener, at dette ikke vil være let at skabe kunstigt. ER TEMPLETS BRAND EN FORKLARING? Dette åbner naturligvis for den mulighed, at da templet blev www.bibelskarkaeologi.dk

ødelagt af brand, blev dette guld forstøvet i bittesmå dråber og lå i jorden, hvorved det gradvist blev forbundet med den patina, der blev dannet på Joash-tavlen. Nyere forskning vedrørende sølv tyder på, at det er en reel mulighed. Forskere opdagede, at antikke lervarer i jorden gradvis absorberer sølv fra omgivelserne. I et detaljeret og sofistikeret eksperiment undersøgte forskerne lertøj, der var udgravet i de velstående områder i Jerusalem og sammenlignede dem med lignende lertøj fra landområderne. Forskernes ‘data antyder, at næsten alle potteskår udgravet i Jerusalem indeholdt Ag [sølv] i større mængder end det, der blev fundet i lervarer i udgravninger uden for Jerusalem.’ Det var også tilfældet, selv om ‘nogle af lervarerne fra udgravningerne uden for Jerusalem havde samme kompositionsmønster vedrørende grundstoffer (bortset fra Ag) som prøverne fra udgravningerne i Jerusalem … Derfor var Ag ikke naturligt i leret.’ Med andre ord: Forskerne mener, at sølv-materiale, der har været begravet i jorden (f.eks. i form af tabte mønter) gennem en årelang proces har aflejret sig på lermateriale. Det er sket, når regnvand filtreres gennem jorden og flytter de mikroskopiske sølvpartikler over på lertøjet. Undersøgelser af begravede krukker med sølvmønter viser, at dette sker. Hvis sølv kan absorberes på denne måde, er det ikke svært at forestille sig, at guld ville blive absorberet i patinaen på Joashtavlen på samme måde. Selvfølgelig er alt dette meget spekulativt og bør nærmest kun hviskes. På grund af den uløselige konflikt mellem eksperterne kan jeg ikke tage nogen endelig stilling til autenticiteten af Joash-inskriptionen.

1

Jeg støtter mig her til to artikler, hvis forfattere inkluderer

seks geologer. Den første af de to artikler er Shimon Ilani, Amnon Rosenfeld og Michael Dvorachek: ‘Archaeometry of a Stone Tablet with Hebrew Inscription Referring to Repair of the House’, GSI Current Research 13 (2002). Den anden artikel er S. Ilani, A. Rosenfeld, H.R. Feldman, W.E. Krumbein og J. Kronfeld: ‘Archaeometric Analysis of the “Jehoash Inscription” Tablet’, Journal of Archaeological Science 35 (2008), s. 113.

Joash-tavlen På denne tavle beretter kong Joash af Juda i første person, hvordan folket samlede ind til reparationen af templet, og hvordan han lod templet blive grundigt renoveret for de indsamlede midler. 2 Kong 12,5-16 fortæller om samme episode, og flere af vendingerne i 2 Kong 12 går igen på tavlen. Hvis tavlen er ægte, vil det have en skelsættende betydning for bedømmelsen af Kongebøgernes troværdighed som historisk kilde og for forståelsen af bibelsk hebraisk, da gammeltestamentlig hebraisk så vil være væsentlig ældre end hidtil antaget. Læs mere om Joash-tavlen i TEL 2003/2, side 1415; TEL 2003/3, side 3-7; TEL 2004/4, side 13-15; TEL 2007/3, side 2; TEL 2008/4, side 16; TEL 2012/2, side 5.


ET TEMPEL FRA PROFETEN ESAJAS’ TID

KREATIVITET TIL TIDEN

Israelske arkæologer har for nylig fundet resterne af et judæisk tempel på tel Motza, få km vest for Jerusalem. Templet havde kraftige mure og en østvendt indgang ligesom Salomos tempel, og på den åbne plads foran bygningen ses resterne af noget, som kunne være et alter. Ved alteret fandt man nedgravet et lager for religiøse genstande: lerfigurer, lerkar og andet. Templet dateres fra ca. 950 til 750 f.Kr., altså fra kong Salomos tid frem til profeten Esajas’ tid. Bibelen fortæller, at israelitterne i denne periode havde mange lokale helligsteder uden for Jerusalem. Fundet er specielt, fordi dette tempel fungerede samtidigt med templet i Jerusalem, og fordi vi endnu kun har fundet ganske få af disse lokale templer. Man kan tænke sig, at templet er blevet ødelagt i forbindelse med kong Hizkijas religiøse reformer (ca. 720 f.Kr.), hvor han lukkede alle de lokale altre og helligsteder (sml. 2 Kong 18,4). Blandt de mange religiøse lerfigurer af mennesker og dyr i Motza fandt man også lerfigurer af heste. Dette illustrerer måske en notits i 2 Kong 23,11, hvor den senere kong Josija fjernede de ”heste, som Judas konger havde opstillet for solen ved indgangen til Herrens tempel”.

I et lager for religiøse genstande lå også denne lerfigur af en hest. Længde: ca. 15 cm. © Clara Amit og Israel Antiquities Authority.

Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web

BEVIDST ØDELÆGGELSE AF ET HELLIGSTED Bet-Shemesh var en vigtig israelitisk by i grænselandet mellem israelitter og filistre i Dommertiden (1400-1050 f.Kr.). Nu har udgravere frilagt et yderst usædvanligt helligsted i byen, som de daterer til ca. 1100 f.Kr. Helligstedet bestod af en stor, rund forhøjning af sten og en bygning ved siden af med tre store runde sten i gulvet. De to af stenene har været brugt til drikofre og den sidste til dyreofre. Denne konstruktion er helt uden fortilfælde for helligsteder i Israel og hos filistrene, siger udgraverne. Det særlige er også, at helligstedet bevidst er blevet vanhelliget ved, at man har bygget stalde til dyr direkte oven på det ødelagte helligsted. På et senere tidspunkt har man bygget ovne til en offentlig festforsamling på det sted, hvor staldene stod – måske for at mindes det tidligere helligsted. Udgraverne gætter på, at det er filistrene, som har erobret Bet-Shemesh og bevidst vanhelliget et israelitisk helligsted. Det kan også være modsat: At vanhelligelsen må tilskrives israelitterne. Nye udgravninger kan forhåbentlig bringe mere klarhed.

Helligstedet i Beth-Shemesh, med bygningen til venstre. © SkyView og American Friends of Tel Aviv University.

14 TEL 1/2013

Selskab for Bibelsk Arkæologi


UDGRAVNINGER PÅ OFELHØJEN I JERUSALEM Holdet bag de igangværende udgravninger på Ofelhøjen syd for tempelpladsen i Jerusalem har offentliggjort en interessant video af resultaterne fra 2012-kampagnen. Først kommer et længere indslag med den familie, der har sponsoreret udgravningen. Dernæst følger Dr. Eilat Mazars rundvisning med resultaterne fra sidste års gravearbejde. Det er den mest interessante del, ikke mindst fundet af en stor offentlig bygning fra begyndelsen af kongetiden.

Magasintilbud Køb et sæt af tidligere numre af TEL (ca. 50 numre) Kun

250 kr.

+ forsendelse

Skriv til: hh@bibelskarkaeologi.dk

Se en video af udgravningerne, hvor Mazar forklarer, hvad de har fundet, på TELs linkside (www.bibelskarkaeologi.dk).

GRUNDLØSE PÅSTANDE Gennem mange år har amatørarkæologer som Ron Wyatt og Robert Cornuke påstået, at de skulle have fundet entydige beviser på Bibelens sandhed: Noas ark, det virkelige Sinajbjerg, hjul fra faraos stridsvogne, pagtens ark, stedet hvor Paulus strandede på Malta, og meget andet. Især bibeltro kristne, som længes efter at se Bibelen bevist arkæologisk, har vist disse påstande tillid. Dr. Gordon Franz har omhyggeligt gennemgået en række af disse ”rapporter”. På sin blog www.lifeandland.org giver han en saglig og yderst troværdig hjælp til at gennemskue rapporterne, og han demonstrerer, hvordan de savner ethvert sagligt grundlag og hverken stemmer med de antikke kilder eller de bibelske informationer.

www.bibelskarkaeologi.dk

15 TEL 1/2013


Afsender: Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Adresseændring meddeles til: hh@bibelskarkaeologi.dk (tlf. 7586 1748). Eftersendes ved varig adresseændring.

Kongelig magtdemonstration Af Carsten Vang, Menighedsfakultetet Siden 2004 har et hold arkæologer fra Torontos universitet gravet på Tell Tayinat, der ligger 25 km øst for storbyen Antakya (det bibelske Antiokia, ApG 11,19-26) i det sydøstlige Tyrkiet. Dette rige fundsted bliver ved med at give bemærkelsesværdige resultater. Tidligere har man fundet et tempel, hvis dimensioner og indretning minder slående om Salomos tempel. Faktisk er templet i Tell Tayinat den tætteste fysiske parallel, vi har, til det tempel, som Salomo opførte i Jerusalem. I sommeren 2012 fandt man overdelen af en meget smuk og stor statue. Statuen viser hoved og overkrop af kongen i landet Patina, en neohittitisk stat, der eksisterede fra ca. 1000 f.Kr., indtil den blev løbet over ende og erobret af assyrerne i 738 f.Kr. EN BEMÆRKELSESVÆRDIG STATUE Den del af statuen, man har fundet, er ca. 1½ m høj. Man gætter på, at hele statuen har været op mod 4 m høj. Statuen er la-

Statuen lå med forsiden nedad. Hovedet med det krøllede hår ses tydeligt. Lige ved siden af statuen lå et fodstykke af sten. Måske vil man finde resten af statuen ved den kommende sæsons udgravninger. © Jennifer Jackson og Tell Tayinat Archaeological Project.

vet af basalt, har indlagte øjne af hvide og sorte sten, og i dens ene hånd er der et spyd, mens den anden holder et hvedeaks. Kongens hår og skæg er formet med nydelige krøller. Bagsiden af statuen har en inskription, som viser, at den repræsenterer kong Suppiluliuma af Kunulua, der var konge omkring 860 f.Kr. Teksten fortæller i 1. person, hvordan han besejrede 8 nabokonger og fastsatte rigets grænser. Kunulua er det antikke navn på byen. Ved siden af statuen blev der fundet et fodstykke af sten, hugget ud med en løve og en sfinks på siderne. Måske har statuen stået på denne sten. Statuen illustrerer, hvordan selv mindre stater var i stand til at lave fremragende kunstneriske værker. Det var ikke kun de store imperier, som havde en rig stenhuggerkultur. KONGENS ÆRE Statuen har stået på torvet foran porten, som førte op til byens akropolis. Den skulle demonstrere kongens status som Kolossalstatuen af kongen af Kunulua, fundet på tell Tayinat. © Jennifer Jackson og Tell Tayinat Archaeological Project.

byens vogter og som den guddommeligt udpegede mellemmand mellem befolkningen og byens guddom. Kongen havde gudens bevågenhed og yndest. Da Kunulua blev ødelagt af assyrerne i 738 f.Kr., blev indgangen smadret og statuen begravet sammen med andre monumenter. Et assyrisk tempel blev opført ovenpå. ”GIK DET IKKE KALNO SOM …” Forskere har foreslået, at den gamle by Kunulua er identisk med byen Kalno, som profeten Esajas siger, at assyrerne praler med at have erobret (Es 10,9-10). Navnet Kalno minder stærkt om Kunulua. I så fald finder arkæologerne en stærk bekræftelse af profetens beskrivelse af, hvordan assyrerne gjorde en ende på selv stærke byer som Kalno/Kunulua.

Tel2013-1_issuu  
Tel2013-1_issuu  
Advertisement