Page 1


1

Hun hørte døren smække, da han gik. Et strejf af kold luft fandt frem til hendes bare fødder på parketgulvet. Hun tog benene op under sig i sofaen og trak tæppet helt op til hagen. Han ville fryse derude. Om aftenen og natten satte efterårskulden altid tålmodigheden på prøve. For ikke at tale om den vinterkulde, der snart ville komme. Selv langt senere ville Katarina kunne redegøre for præcis, hvornår han forlod lejligheden. Hun havde lovet sig selv at gå i gang med sine studier senest kvart over ni, og hun fulgte hvert minut, der gik, på iPad’en foran sig. Hun havde gjort sig klar med en stor bunke lovbøger på sofabordet, som hun så småt måtte erkende, at hun ikke ville kunne nå at pløje sig igennem. Et minut inden hun havde besluttet sig for, at hun skulle gå i gang med sin læsning, gik hun ud i den lille lejligheds trange køkken og lavede te. Stillede to krus frem. Et til sig selv. Et til ham. Han burde virkelig være blevet hjemme i aften. To aftener i træk kunne man måske forestille sig at gå på nattevandring i byen med de andre frivillige. Men tre ville under normale omstændigheder være alt for meget selv for ham. Hvad kunne det være denne gang? For noget tid siden var det problemet med salg af stoffer til mindreårige, som han skulle finde en løsning på. Senere var det volden blandt visse grupperinger i forstæderne, der ophidsede ham. Og derimellem var der altid rufferiet og prostitutionen, som gjorde ham vred.  5


Engang havde hun drillet ham og sagt, at han i det mindste varierede sine interesser. Hendes kommentar havde gjort ham endnu mere vred. Nu gik hun tilbage til sofaen og satte sig. Slugte teen i kruset. Forsøgte at slappe af. Den tomme lænestol på den anden side af sofabordet ventede på at få serveret. Hun havde svært ved at ignorere den. For en eller to dage siden havde han siddet i den og sagt noget. Hun havde forsøgt ikke at tage det til sig. Der skulle ske noget stort. Var det ikke præcis det, han havde sagt på den der måde, som hun havde syntes virkede så overdrevet. “Der kommer snart til at ske noget stort.” Hun havde slået det hen som noget, han sagde for at markere, at han havde gang i noget vigtigt. Måske var målet bare at give hende dårlig samvittighed over, at hun ikke længere gik ved hans side derude. Der kommer snart til at ske noget stort. Nu spekulerede hun på, hvad det kunne betyde. Han kunne næppe have tænkt på et gennembrud i forhold til luderne, som ville fortsætte, som de altid havde gjort, hvor tragisk det end var. Måske havde det noget at gøre med taberne, som havde god grund til at gemme sig, når Jonas var ude efter dem. Men tre aftener i træk? Det måtte have noget med alfonserne at gøre. Han var på sporet af nogle alfonser. Alle vidste, at han ikke længere nøjedes med stille nattevandringer blandt berusede unge med problemer på hjemmefronten. Alle vidste, at han havde passeret grænsen for, hvor meget ansvar en medborger med rimelighed bør tage. Katarina ville ikke sige, at der fandtes sådan en grænse. Alligevel var hun en dag blevet nødt til at erkende, at hun havde fået nok. I ren frustration over hans dårlige humør, når han kom hjem fra nætterne ude på gaderne, havde hun bedt ham om at acceptere virkeligheden: Han kunne ikke tage alle denne rådne verdens problemer på sig. “Det vil jeg aldrig acceptere,” havde han svaret. “Ikke før den sidste alfons sidder inde.” 6  


Dampen fra teen nåede op til hendes pande og varmede den. Hun gjorde et forsigtigt forsøg på at røre teens overflade med sin hånd, men hun brændte sig med det samme. Ikke før den sidste alfons sidder inde. Hun ville ikke ringe og give udtryk for sin bekymring. Han ville bare blive irriteret. Han ville sige, at hun i stedet for at plage ham burde gøre det, hun havde lovet. I et svagt øjeblik havde hun lovet at tage ansvar for det, som de havde diskuteret så længe, at det var på tide at tage nattevandringen ud på nettet. Ifølge ham brugte hun desuden allerede så meget tid på sine blogs og alt muligt andet på nettet, så hvorfor ikke gøre lidt nytte også? Han havde naturligvis ret i, at en digital nattevandring var en naturlig forlængelse af de endeløse nætter ude på gaderne, eftersom den seksuelle chikane af unge piger, ligesom alle former for had og trusler, havde frit spil på nettet. Hun havde registreret navnet Wikiwalkers den dag, hun havde været klar til at gå i gang med sit arbejde ude på de sociale fora. Problemet var, at studierne havde taget for meget af hendes tid. Og så blev det bare ikke til mere. Præcis som studierne også optog hendes tid nu. I hvert fald resten af den her aften. Hun kiggede på uret. Hun havde allerede udskudt studietimen en halv time. Katarina satte sig – eller rettere lagde sig – i sofaen og så en dokumentarfilm på SVT Play om højreekstremismen, der spredte sig i Europa. Selvom emnet interesserede hende, døsede hun langsomt hen. Pludselig vågnede hun op med ondt i nakken, hvilende mod den hårde sofakant. Hendes iPad lå tændt og viste forslag til flere tv-programmer. Ifølge iPad’ens ur var klokken kvart over et om natten. Bortset fra ved sofaen og ude i køkkenet var der mørkt i lejligheden. Hun rejste sig og gik ind i soveværelset. Tændte loftslampen og konstaterede, at sengen var lige så tom og uredt, som den havde været om morgenen. Det ringede på døren.  7


Hørte hun rigtigt? Hun kiggede på væguret i køkkenet. Det stod på halv to. Hun gik hen til døren for at se, om der var nogen.

8  


2

Hun ville ønske, at hun havde en dørspion. Men udskiftningen af dørene trak ud, fordi boligforeningen havde sagt, at det ville blive for dyrt. Den fandens, nærige forening. Det var en plage selv for Jonas, som var næstformand. Han ville være med over det hele. Påvirke. Gøre godt. Det kunne være nogle andre nattevandrere, der ringede på. Af og til kom de herhen for at få varmen. Tage en kop te, eftersom Katarina altid pressede på for at få dem til det. Pludselig kunne gangen være fuld af mennesker i vinterjakker, som der stod Fædre i byen eller Nattevandrer på. Den fremmede mand uden for døren lignede ikke en nattevandrer. Han mødte hendes forbavsede blik under lampen i opgangen uden at sige noget. Han var, hvad man ville kalde fed, og rødmosset i ansigtet, i hvert fald i det her lys. Han havde askeblondt hår og brune øjne. Var klædt i en umoderne, ternet flannelsskjorte under en sort læderjakke. Han smilede. Hun undrede sig over hvorfor. “Hvad er der sket?” spurgte Katarina. Idet hun sagde det, kom uroen tilbage. “Er Jonas hjemme?” spurgte han. Hun åndede lettet ud. Så kom han i det mindste ikke med dårligt nyt om Jonas. “Hvad drejer det sig om?” spurgte hun. “Prostitution,” sagde han, tørt og nøgternt. Hun tøvede. Hvorfor smilede han, da han sagde det.  9


“Prostitution? Skal du have hjælp af Jonas, eller hvad drejer det sig om?” Selvfølgelig skulle han det. Alle ville have Jonas’ hjælp. Han tænkte lidt. Så nikkede han. “Jeg ringer og hører, hvor han er. Vil du ind og vente imens?” hørte hun sig selv sige. Hun gik ind først. Han stod i gangen og så sig omkring, imens hun hentede sin mobiltelefon. Hun tastede og ventede, imens der blev ringet op. Af og til så hun på manden. Der var noget selvtilfreds ved hans smil. Hun brød sig ikke om det. Jonas’ telefonsvarer gik i gang. Hun lagde ikke nogen besked. Det var nok, at han kunne se, at hun havde ringet. “Han svarer desværre ikke,” sagde hun og blev stående med telefonen i hånden. “Er det vigtigt, eller kan det vente?” spurgte hun. “Vigtigt,” sagde han og nikkede eftertrykkeligt. “Han ringer nok snart tilbage. Skal jeg bede ham om at ringe til dig?” spurgte hun. En antydning af skuffelse viste sig i hans ansigt. Hun rømmede sig. “Eller vil du komme ind og få en kop te, mens vi venter?” Skuffelsen blev erstattet af et tilfreds smil. “Så kom ind,” sagde hun. Han tog ikke skoene af, før han trådte ind i stuen. Ikke fordi det gjorde noget. Selv satte hun fødderne i de uldforede filttøfler, som hun passerede på vej ud i køkkenet for at sætte noget mere te over. Med telefonen i den ene hånd og tekanden i den anden gik hun tilbage til sin gæst i stuen. Han stod midt på gulvet og så ud, som om han ikke vidste, hvor han skulle gøre af sig selv. “Kom og sæt dig ned,” sagde hun og satte sig selv i sofaen. Jonas’ krus stod stadigvæk fremme. At hun havde stillet det der, selvom han ikke var hjemme, virkede ret mærkeligt nu. “Det har ikke været brugt, skal du vide ...” sagde hun og nikkede i retning af kruset. 10  


Han satte sig i lænestolen uden at tage hænderne op af skindjakkens lommer. Hun hældte te op til ham. Han gjorde ingen mine til at løfte kruset. “Hvad var det, du sagde, du hed?” spurgte hun. Det skæve hemmelighedsfulde smil kom frem igen. Det var det eneste, der kom. Hvorfor gjorde han ikke mere for at betro sig til hende? “Eller det sagde du måske ikke ...” tilføjede hun. Han sad sammenkrøbet og kiggede først ned på sine fødder og dernæst på gulvet, der hvor han var gået ind. Som for at se, om han havde svinet det til. Eller for at se, om han havde sat spor. “Hvor kender du Jonas fra?” spurgte hun. Hun følte et pludseligt behov for at vide noget mere om den mand, der sad over for hende. Han vendte langsomt blikket mod hende. Som om han forsøgte at snige sig ind på hende. Der var et eller andet ved den her mand. Det der var ikke noget venligt smil. Telefonen i hendes hånd. Hun kom i tanke om, hvordan hun før havde brugt sin telefon, når hun var havnet i ubehagelige situationer på gaden. Manden, der overfaldt hende, havde ikke opdaget, at hun tog billeder med mobilkameraet. Bagefter havde hun sendt billederne til politiet, selvom mobilkameraerne dengang ikke var meget værd. Nu kunne hun gøre det samme, og med et betydeligt bedre resultat. Med et tryk på en knap slog hun lyden fra for ikke at blive afsløret. Vendte telefonen skråt opad og tog et billede, uden at han opdagede det. Det var umuligt at vide præcis, hvor meget af hans ansigt der kom med. Men nu havde hun i det mindste et billede. “Du sagde, at det havde noget med prostitution at gøre ...” sagde hun. “Netop,” svarede han. Han ledte efter noget i inderlommen. Tog en tegnebog frem. Hun så på hans fede fingre, der begyndte at bladre igennem et tykt bundt hundredelapper.  11


Så fæstnede han sit blik på hende. “Hvor meget?” Hun forstod, hvor han ville hen. Han antydede, at hun skulle være prostitueret. Pludselig var smilet forsvundet. Hun var nødt til at se efter en gang til. Det var, som om hans ansigt var blevet byttet ud med et andet. Senere ville hun tænke, at hun ikke skulle have lukket det der mørke blik ind i sit hoved. Senere ville hun tænke, at hun ikke skulle have lukket den her mand ind i sin lejlighed. Han sad i sin lænestol og stirrede på hende. Blikket afkrævede hende noget. Hun følte pludselig, at hun måtte slippe væk. Hun var ved at rejse sig, da hun indså, at det ville kunne fremtvinge en reaktion. Hun burde sidde stille i sofaen, indtil hun havde en plan. “Hvad er det, du vil?” sagde hun i et forsøg på at ræsonnere med ham. Hun kunne høre, at hendes stemme var lige ved at svigte hende. Han tænkte i et stykke tid, før han svarede. “Man skulle jo næsten tro ...” begyndte han og holdt en pause før han fortsatte, “at Jonas sidder fast et eller andet sted ... siden han ikke kommer hjem ...” Hans stemme var hæs og mørk. Hun opfattede noget drillende i måden, han sagde det på. Lige så drillende som smilet, der nu var vendt tilbage på hans ansigt. “Hvorfor er du kommet herhen?” sagde hun. “Ja, hvorfor kan jeg være kommet herhen ...” sagde han. “For at stille mig en masse gåder? Hvad er du ude efter? Hvor er Jonas?” Han vred sig i lænestolen, som om han forsøgte at betragte hende fra flere sider på en og samme tid. “Hvor tror du, at han kan være henne?” spurgte han. Han lo selvtilfreds igen. Hun holdt sin telefon op imod ham, som om den var et våben. Og det eneste våben hun havde imod ham lige nu. 12  


“Jeg må bede dig forlade lejligheden,” sagde hun og rejste sig op. “Jeg har sms’et en, mens du har siddet her. Han er på vej.” Smilet forsvandt, da han lagde mærke til telefonen i hendes hånd. “Du skal gå herfra nu,” sagde hun. Han lænede sig forover med albuerne mod knæene. Så sig om i lejligheden. Lod til at overveje et eller andet. Traf en beslutning. Nu voldtager han mig, tænkte hun. “Tak for te,” sagde han og smilede. Så lagde han tegnebogen tilbage i inderlommen og rejste sig. Han gik lige mod entréen. Hun så på ham, mens han gik af sted med sin slæbende gangart. Skosålerne knirkede mod parkettet. Hun kunne se hans ansigt i spejlet på væggen i gangen, da han gik forbi. Smilet sad stadig i ansigtet. Så stoppede han pludselig op. Han var lige ved at lægge hånden på dørhåndtaget, men stoppede midt i bevægelsen. Han tøvede. Gå nu, din forbandede galning. Gå nu. Hvad venter du på? Hun knugede telefonen i sin hånd. Måtte ringe til Jonas. Så snart han var gået. Gå nu. Han trak jakkeærmet ned og brugte det som handske. Med ærmet trukket ned over hånden åbnede han døren og gik ud. Han ville ikke efterlade fingeraftryk. Han var ude af lejligheden. Hun sprang hele vejen ud i gangen og frem til døren. Han kunne vende tilbage. Han kunne skifte mening og gå ind igen for at gennemføre det, han var kommet for at gøre. Med en enkel håndbevægelse låste hun døren. I samme bevægelse trykkede hun på Jonas’ nummer blandt de seneste opkald på mobilen. Telefonsvareren gik på med det samme. Første gang hun ringede, havde hun hørt nogle toner, før hans indspillede stemme bad hende om at lægge en besked. Nu var det, som om tiden var løbet ud. Betød det, at hans batteri var dødt, at han ikke havde dækning, eller at telefonen pludselig var blevet låst?  13


Denne gang lagde hun en besked. Bad ham om at ringe tilbage, så hurtigt han kunne. Han svarede heller ikke næste gang, hun ringede. Nu forstod hun det. Det var sket noget med Jonas. Og manden, der havde været her, havde noget med det at gøre.

14  


3

Resten af natten forsøgte hun at ryste den fremmede mands besøg af sig og ikke lade sig skræmme af det værst tænkelige scenarie. I stedet forsøgte hun at tænke logisk. Hun ringede rundt til organisationer af frivillige og nattevandrere, som hun vidste, at Jonas med jævne mellemrum havde kontakt med. To af de nattevandrere, hun talte med, havde set Jonas i centrum tidligere på aftenen. Et par af de andre blev vækket og havde ingen svar at give. De fleste af dem, hun ringede op, svarede ikke. Ikke så mærkeligt, når man tog i betragtning, at det var midt om natten. Hun bestemte sig for at tage bilen. Klokken var fire om morgenen, da hun kørte gennem indre Stockholm. Hun kørte ad Malmskillnadsgatan, hvor de fleste prostituerede holdt til, dengang hun selv var engageret. Det eneste menneske, hun så, var en enkelt prostitueret, hvis håb først blev tændt og siden slukket, da Katarina bremsede ned ved fortovskanten. I stedet kørte hun der hen, hvor stofmisbrugerne plejede at købe deres heroin. Hun holdt hurtigt ind ved Plattan for at forsøge at komme i kontakt med nogen af narkomanerne, men de var så langt væk, at de ikke kunne fokusere på fotoet i hendes hånd. Hver gang hun så nogen bagfra, som kunne være Jonas, standsede hun bilen. Ingen af dem, hun stødte på, havde set Jonas. Der var ikke andet at gøre end at tage hjem igen og håbe, at han lå i sengen og sov efter en usædvanligt anstrengende nat.  15


4

Hun blev ved med at ringe til frivillige, indtil hun havde fået talt med hver eneste en. Alle gav det samme svar. De havde ikke haft kontakt med Jonas, og de vidste heller ikke, hvor han var. Ved elleve-tiden om formiddagen kunne hun ikke mere. Det var, som om hun ikke havde villet passere den grænse, der indebar at kontakte politiet. Når den var passeret, ville hun ikke kunne stoppe det, der ville ske. Hun kom igennem til en kvindelig betjent, som skulle tage imod hendes anmeldelse. Af en eller anden grund havde hun ikke forestillet sig, at det skulle være en kvinde. “Hvor længe har din bofælle været forsvundet?” spurgte den kvindelige betjent i et toneleje, der afslørede, at det her var ren rutine for hende. “Siden i går aftes. Han gik hjemmefra ved ni-tiden.” Hun kunne høre, hvordan hendes stemme skælvede. At hun knap kunne trække vejret. “Det er godt,” sagde betjenten. “Så har han ikke været væk særligt længe. Og du er sikker på, at han ikke bare er hos en ven?” “Selvfølgelig er han ikke det,” sagde Katarina. Betjenten blev tavs i et øjeblik. “Hvad får dig til at tro, at der er sket ham noget?” sagde hun så. Forsøg ikke at trivialisere det her, hvad du end gør, tænkte hun. “Det er ikke, som du tror ...” begyndte Katarina. “Jonas er på sporet af en alfons.” “En hvad?” spurgte betjenten. 16  


“En alfons. En, der tjener penge på ludere, du ved.” “Jeg forstår ikke ...” Hun måtte hellere tage den fra begyndelsen. “Jonas arbejder med sociale projekter for kommunen og kirken og frivillige organisationer. Han går nattevandringer. Er engageret i kampen mod prostitution og narkotika ...” “Du nævnte noget med en alfons ...” “Han er efter en alfons. Den anden dag antydede han, at han var ... på sporet.” “Jeg fik indtryk af, at det er frivilligt arbejde ...” “Ja, for det meste. Der findes ikke særligt mange penge til det, som er vigtigst af alt i samfundet, må man jo erkende,” sagde hun. Betjenten i den anden ende var tavs i et stykke tid. Katarina kunne næsten høre hende tænke. Hun prøvede at hitte rede i tingene. “Så du tror, at han er kommet i problemer, fordi han er på sporet af en alfons?” spurgte betjenten og skrev på computertastaturet. “Der kom en mand her i nat,” afbrød Katarina hende. Hun kunne høre, at betjenten holdt op med at taste. “En mand?” gentog betjenten. “Ja. Han kom og ringede på i nat og spurgte efter Jonas. Kom ind og opførte sig truende over for mig. Han insinuerede, at jeg var prostitueret.” “Så du lukkede ham ind? Var det midt om natten, sagde du?” Katarina blev tavs. Hun vidste ikke lige, hvordan hun skulle forklare det. “Ja, men da vidste jeg jo ikke, at han ville blive truende. Folk kommer og går om natten med en masse ærinder. Det er der, de er aktive, dem, der laver den slags, som Jonas gør ...” “Hvordan var han truende?” Katarina holdt igen. Ville ikke lade, som om hun havde svaret parat. “Jeg tror, at manden, der var her, har gjort noget med Jonas. Måske endda dræbt ham.” Betjenten blev stille igen. Hun hev efter vejret. “Nu skal vi ikke tænke det værste,” sagde hun og lød næsten besværet.  17


Få mig ikke til at lyde som et overfølsomt, konspiratorisk fjols, tænkte Katarina. “Hvad sagde han ellers?” spurgte betjenten. “Ham, der var hos dig.” Hun tænkte tilbage på det, han havde sagt. Hvordan han havde sagt det. Med det der selvtilfredse smil på sine læber. Man skulle jo næsten tro, at Jonas sidder fast et eller andet sted ... Hun kunne mærke, hvordan ordene sad fast inden i hende. Betjenten ventede i et stykke tid, før hun stillede det næste spørgsmål: “Hvorfor tror du, han kom hjem til dig?” “Jeg tror, at han ville godte sig over det, han har gjort. Se konsekvenserne med sine egne øjne. Det er, hvad jeg tror.” Politikvinden skrev på sin computer. Men pludselig holdt lyden fra tasterne op. “Måske er det bedst, at der kommer nogen ud,” sagde hun.

18  

Profile for Hoi Forlag

Vågeren af Dan Nilsson  

Kan man stole på Niklas Lund? Katarina har ikke noget valg. Da hendes kæreste Jonas forsvinder under en nattevandring i Stockholm, er der k...

Vågeren af Dan Nilsson  

Kan man stole på Niklas Lund? Katarina har ikke noget valg. Da hendes kæreste Jonas forsvinder under en nattevandring i Stockholm, er der k...

Advertisement