__MAIN_TEXT__

Page 1


1 Terrassen bag Fredrik og Ulrikas hus på Tallåsvägen var pyntet

med kulørte lamper og farvestrålende vimpler. Klara og Hampus var gået helhjertet op i deres opgave, havde tegnet og klippet vimpler og omhyggeligt sat det hele fast med tape, snor og søm. Lamperne havde Ulrika købt i Eskilstuna, og de var hurtigt blevet en del af installationen. De arbejdede godt sammen, så længe man ikke gjorde dem opmærksomme på det, tænkte Fredrik om børnene, mens han fyldte kul på grillen og fandt det frem, han havde brug for til at til­ berede aftenens måltid. De skulle have grillede bøffer, perfekt røde i midten og med en fin overflade, som de næsten altid fik med Fredriks hjemme­lavede marinade. Ulrika havde tilberedt to slags sovs og en guacamole, som burde gøre lykke. Klara havde fået tændt fyrfads­ lysene, selv om det selvfølgelig lykkedes hende at brænde sig. Alting befandt sig i et organiseret kaos, som Ulrika udtrykte det. Det ringede på døren, og børnene løb råbende ud i entreen. Det var næppe politimanden Per eller hans samlever Pia, som var tilløbsstykket, men deres datter Emmy, en af Klaras bedste venner, som desuden havde uendelig meget mere tålmodighed med Hampus end hans storesøster. Fredrik slikkede sine fingre, tørrede hænderne i forklædet og gik ud i køkkenet for at tage øl og hvidvinen ud af køleskabet. Emmy og Klara kom løbende igennem stuen og op ad trappen, formentlig på vej op til Klaras værelse. Hampus kom luntende bagefter. Han gik en lille omvej og omfavnede Fredriks ben, før også han forsvandt op mod førstesalen. Fredrik hørte Ulrika småsnakke med gæsterne i entréen. Ude i køkkenet så han, at hun allerede havde fundet øllene frem. Han supplerede med paphvidvinen og fandt nogle glas i skabet, skænkede med det samme to glas op til Pia og Ulrika. Det virkede ikke særlig risikabelt. Han stak to øller i de praktiske lommer på forklædet og Solens sidste stråler  — 

15


tog glassene med ind i stuen, netop som de andre trådte ind. Han satte glassene fra sig på sofabordet, omfavnede Pia og rakte hånden frem mod Per, der også fik et klap på skulderen. Det slog ham, at de så meget glade ud, forventningsfulde. Journalisten i ham vågnede, og han fik en mistanke om, at de ville annoncere noget. Han skævede til Pias mave, men lagde også mærke til, at hun straks smagte på vinen, da han rakte hende glasset. Både Per og Pia beundrede det nye maleri af Lars Lerin, der hang over sofaen, Fredriks gave ved Ulrikas fyrre års fødselsdag. Han var selv forbavset over, hvor selvfølgeligt det havde føltes at vælge netop det maleri. Han havde ikke engang spurgt Ulrika i forvejen. Han vidste bare, at det ville være det rigtige til hende, og at det var præcis her, det skulle hænge. Ulrika havde virket bekymret over den voldsomme pris, som han naturligvis ikke havde afsløret, men som hun nemt havde kunnet regne ud. Han havde beroliget hende med, at de simpelthen havde råd. Og det var næsten sandt. Den højere løn som chef for Kriminaltillægget hjalp unægteligt, men han havde gravet en del i sparebøssen. Kun det bedste var godt nok til Ulrika, og desuden glædede han sig hver dag over maleriet. “Hvordan har I det med at spise ude? Der er dækket op på terrassen.” Solen skinnede stadig, selv om den var på vej ned. Det ville blive en af de der dejlige aftener, som Fredrik syntes var det bedste ved august. På vej hen mod terrassedøren fiskede han øllene op af forklædet og rakte den ene til Per. “Aperitif?” “Du kender mig vist temmelig godt. Endda Staropramen. Min favorit,” sagde Per og grinede. Fredrik smilede tilbage og slog sin øl mod Pers, før han tog den første slurk og fortsatte hen mod grillen.

Lidt efter var maden færdig. Fredrik havde også grillet pølser for

at være på den sikre side med børnene. Fadet med rodfrugter med olivenolie og hvidløg, der havde fået lov at stå i ovnen, var til alle, selv 16 

—  Solens sidste stråler


om Klara tog pastinakkerne og lagde dem på Fredriks tallerken. Per fik også Emmas. Han så forbavset ud, før han forstod situationen. Emma gjorde helt det samme som Klara. Børnene var færdige med at spise på under ti minutter, og det var først, da de løb op på Klaras værelse, at samtalen mellem de voksne for alvor kom i gang. “Nå, hvad er der med jer? For der er da et eller andet? Har I vundet i Lotto?” Pia så på Per med et stort smil. “Du må hellere fortælle det. Det er alligevel mest din ting.” “Det ved jeg ikke. En familieting, skulle jeg mene. Men okay, det var mig, som blev spurgt.” “Nu bliver jeg om muligt endnu mere nysgerrig. Fortæl!” Fredrik skænkede mere rødvin i Pers glas. “Det begyndte med, at jeg blev indkaldt til møde med Örjan Danielsson for nogle uger siden, lige før ferien. Alt sammen meget mystisk. Jeg kunne ikke forstå, hvad kommunens erhvervschef ville snakke med en nybagt politikommissær som mig om. Han var desuden hemmelighedsfuld og forlangte tavshedspligt …” Per tav og sendte Fredrik et udforskende blik. “Ja. Det her er mellem venner, okay? Det er muligt, at I vil skrive noget om det i avisen, men det med Örjan kunne du måske undlade at nævne? Ikke fordi det er så bemærkelsesværdigt, men alligevel.” “Selvfølgelig. Ingen referencer til jeres møde. Naturligvis. Men fortsæt!” Pia og Ulrika grinede. På en eller anden måde begyndte det at ligne et interview, og den forhenværende revolverjournalist fra Expressen var aldrig langt borte, det vidste Ulrika og åbenbart også gæsterne. Fredrik kunne ikke lade være med at smile lidt ad ham. Per greb teatralsk vinglasset og drak langsomt. Han slap ikke Fredrik med blikket. “Under alle omstændigheder, jeg fik at vide af Maria, at Örjan havde spurgt om, hvem hun havde størst tiltro til på afdelingen, hvem der var mest egnet til at instruere andre betjente. Hun havde åbenbart nævn mig. Jeg tvivler på, at hun er så glad for den anbefaling længere.” Solens sidste stråler  — 

17


Fredrik drak også mere vin. Skulle Per skifte arbejde? Han viste ikke, om han var så begejstret for den nyhed. Maria Carlson, efterforskningsleder i Strängnäspolitiet, havde aldrig skjult sin beundring for Per som politimand og kollega. Fredrik havde mistanke om, at der også havde været andre, mere personlige følelser involveret på et tidspunkt, men der var løbet meget vand i åen siden. Alligevel ville det være et hårdt slag for hende at skille sig af med ham. Efter hvad han havde hørt om hendes privatliv, var det ikke særlig godt timet. Han så, at Ulrika tænkte det samme. For øjeblikket havde Ulrika næsten lige så godt tjek på Maria som han selv. Per forstod åbenbart også selv, hvordan det hele kunne opfattes. Han så hurtigt på Ulrika, før han vendte sig om mod Fredrik igen. “Men I skal ikke være bekymrede. Maria skal nok klare det. Jeg er overbevist om, at det her vil føre til noget godt for alle, også for hende.” “Kom nu. Frem med det! Hvad sagde Örjan? Hvad er det for et tilbud, du har fået? Politiskolen, eller hvad?” Per rystede på hovedet og smilede. “Han sidder åbenbart i bestyrelsen for noget, der hedder Swecorps. Et firma, der arbejdet med uddannelsesindsatser i udviklingslande. Det er finansieret af Verdensbanken og et par andre store donatorer, inklusive FN. For øjeblikket er det midt i en omfattende satsning i Kenya, hvor de skal uddanne politibetjente. Tanken er at modvirke modsætningerne mellem de forskellige stammer i Kenya, ligesom immigrerede minoriteter som somaliere og sudanesere. Det er åbenbart et stort problem. Repræsentanter for kikuyustammen kontrollerer store dele af statsapparatet, mens for eksempel somaliere ses som andenrangsborgere. Under alle omstændigheder har de åbenbart brug for en erfaren instruktør. Jeg forsøgte at sige, at jeg ikke har arbejdet med de spørgsmål tidligere, men Örjan hørte ikke efter. Så efter vi havde talt det igennem derhjemme, nåede vi frem til, at det er en chance, vi aldrig får igen. Jeg sagde ja tak. Vi flytter til Nairobi allerede om to uger!”

18 

—  Solens sidste stråler


2 Endelig sov børnene. De havde været overgearede efter aftenens

besøg, men til sidst var de alligevel gået omkuld. Ulrika og Fredrik havde smidt sig i sofaen, hvor de sad og holdt om hinanden og så ud gennem vinduet. Papirlygterne kastede deres bløde skær over haven. Det var et godt sted at sidde. “Sikke en nyhed, de kom med. Jeg kunne straks se det på dem, men jeg havde aldrig gættet, hvad det handlede om.” Fredrik rystede på hovedet. “Nej, det kom som en total overraskelse. Spændende for dem, men lidt synd for Klara. Det virker, som om hun og Emmy leger virkelig godt sammen.” “Mmm. Men vi sagde jo, at vi måske ville rejse ned og besøge dem. Hvad synes du om det?” “Det ved jeg ikke. Der er så travlt på arbejdet, som du ved. Føles, som om vi skal bevise noget nu, hvor vi skal forhandle ansættelseskontrakter næste år. Og det er vel det samme hos dig? Sagde du ikke, at du får ansvaret for endnu mere her til efteråret?” Ulrika nikkede. De tav et øjeblik. Fredrik lyttede, men det virkede, som om børnene sov. Ellers var det ikke usædvanligt, at et af dem vågnede efter et lille stykke tid og skulle puttes igen. Ulrika rakte ud efter sit vinglas. “Det er sandt, at det passer dårligt. Hampus er for lille til at sætte pris på sådan en rejse, og spørgsmålet er, om vi så kunne nyde det. Men samtidig har jeg lyst til at tage af sted. At se noget andet. Få nye indtryk og ruske lidt op i hverdagen. Har du det ikke sådan nogle gange?” “Selvfølgelig. At rejse er jo næsten altid sjovt. Men for øjeblikket føles det uoverskueligt, hvis jeg skal være ærlig. Og hvor sikkert er Kenya? Har man lyst til at rejse derned med et barn?” “Det gør Per og Pia. Jeg tror, det er okay. Men man kan selvfølgelig aldrig vide. Samtidig er det heller ikke ufarligt herhjemme – det burde du om nogen vide.” Solens sidste stråler  — 

19


Ulrika havde en pointe. Han havde sat livet på spil mere end en gang i tjenesten, og da røverbanden havde hærget for nogle somre siden, havde ingen kunnet vide sig sikre. Men man behøvede selvfølgelig ikke at tage unødige chancer, særligt ikke med sin familie. “Lad os holde os åbne. Der virker hyggeligt på Den Svenske Skole, hvor Pia skal arbejde. Mere end hundrede elever fordelt over alle årgange, selv om halvdelen går i gymnasiet. Gad vide om ikke Örjan har en datter der? Det tror jeg. Kunne være interessant at finde ud af.” “Men du har vel ikke tænkt dig at skrive om det? Det lovede du Per.” “Ikke nu selvfølgelig, men vi kan også arbejde mere langsigtet end som så. Når og hvis vi skriver noget, kommer det ikke til at handle om Per. Selvfølgelig er jeg nysgerrig. Det er uventet, at en chef i kommunen får tilbudt sådan et job. Han har støtte fra højeste politiske sted, som jeg har forstået det, og han er ven med flere i statsministeriet efter MUF-tiden. Efter hvad Per fortalte, virkede Örjan til at have besluttet sig allerede på forhånd.” Ulrika rystede bekymret på hovedet. Hun trak op i hans trøje og rev ham med neglene på ryggen. Den anden hånd lagde hun på hans lår, mens hun vendte ansigtet op mod hans og bed ham i læben. Han svarede med det samme. “Du fornægter dig aldrig.” Den træthed, han havde følt for bare et øjeblik siden, var som blæst væk. Hendes dufte var nok til at ophidse ham. Da han bøjede sig frem og kyssede hendes nakke, tænkte han, at det eneste, der virkelig betød noget, var lige her og ingen andre steder.

20 

—  Solens sidste stråler


3 At besøge CID, Central Investigation Department, i Nairobi var

som at træde ind i en helt anden verden. De hvide betonbygninger var beklædt med grøn vegetation og lå bag høje mure med glasskår og pigtråd foroven. De kunne anes fra motorvejen, men ellers var de alt andet end tilgængelige. Dette var et territorium, der blev kontrolleret af en eneste mand: Peter Kimuru. Respekteret af nogle, hadet af mange. For øjeblikket befandt Kimuru sig på David Lokots kontor for at fortælle, hvad det drejede sig om. Han ville gøre det tydeligt. David selv sad ved sit skrivebord og lyttede opmærksomt, omend modvilligt. De var ikke det mindste enige om, hvordan det skulle håndteres. “Hold nu op, Lokot. Vi lukker sagen. Låg på, sådan tolkede jeg Jackson. Og man siger ikke Jackson imod, det ved du godt.” David rystede på hovedet, mens tankerne kørte rundt. John Njenga var død, dræbt af en eller flere ukendte gerningsmænd. Officielt blev det stadig kaldt for carjacking. Det var ikke ganske usædvanligt, at den slags endte helt galt. Chaufføren flygtede i panik, og kaprerne åbnede ild uden at tænke på konsekvenserne – de ville ikke blive identificerede. Problemet var bare, at i de sager blev offeret næsten altid skudt i ryggen, og der var knuste ruder og skudhuller i køretøjet, hvilket David Lokot simpelthen havde kunnet konstatere ikke var sket her. Skudhullet i hovedet på Jackson Gichangas politiske sekretær kom heller ikke fra et automatvåben. David gættede i stedet på en finkaliberet pistol affyret af en, som Njenga kendte. Der var ikke fundet tegn på kamp eller modstand. Men for øjeblikket ville Davids chef ikke høre på den slags teorier. Det hele stod klart for ham. I hvert fald forstod han, hvad Jaskcon Gichanga ville, hvilket var mere end nok. Man blev ikke chef for CID, hvis man ikke hurtigt fornemmede, hvilken vej vinden blæste. Der var ulidelig varmt på kontoret. For anden gang den dag var der strømafbrydelse, og ventilatoren hang tavs og død fra det solrige Solens sidste stråler  — 

21


loft. Naturligvis var der en nødgenerator, men desværre havde vagtmesteren glemt at købe diesel. Mere sandsynligt havde han allerede brugt den eller solgt den videre i Kawangware, tænkte David. Efter Kibera var Kawangware Nairobis største slumkvarter med flere menne­sker, end man havde været i stand til at tælle. Det var som en by i byen, hvor politiet helst ikke bevægede sig ind. Kimuru blev stående, nu lænet ind over hans bord. Han trak vejret tungt. Svedpletterne på skjorten under armhulerne var ved at vokse sammen med den mørke plet på hans bryst og indrammede tjenesteslipset, en slasket sag, der ikke var blevet vasket i flere år. Den imponerende kropsvolumen blokerede Davids synsfelt. Der var instrukser, som den erfarne politikommissær Lokot nægtede at adlyde. Jo hårdere Kimuru markerede, at David burde holde op med at interessere sig for sagen, desto mere overbevist blev han om, at han burde grave videre i den. Alligevel havde han tilstrækkelig med selvopholdelsesdrift til at nikke til alt, hvad chefen sagde. Han vidste udmærket, at alt andet var udelukket, hvis han ville arbejde videre efter sit eget hoved. En teknik, det var lykkedes ham at udvikle efter mange år. Hans fejltrin denne gang havde været at diskutere Jackson Gichanga med et par kolleger over frokosten. Det havde været svært ikke at kommentere, at en af politikerens nærmeste mænd var blevet dræbt, da det hele var blevet beskrevet indgående i Daily Nation, Kenyas førende avis. Måske var David blevet uforsigtig, da han simpelthen ikke rigtig havde indset, hvor Kimuru stod i det her. Det burde have været en sag, hvor hans chef gik i fronten for videre efterforskning. Lejlig­ heder, hvor der vankede offentlig opmærksomhed, blev der sjældent takket nej til. På den måde lignede Kimuru de politikere, som han hele tiden sørgede for at holde kontakt med. Hans sure åndedræt var svært at værge sig imod, men David gjorde et tappert forsøg. “Jeg forstår. Det er politik. Men skal vi virkelig ikke forsøge at finde disse carjackere, der gør området usikkert?” Kimuru fnøs. Han flyttede sin hånd lidt og efterlod et vådt aftryk på Davids papirbunke. 22 

—  Solens sidste stråler


“Der er vel ingen mistænkte? Nej, vi lader det være. Denne gang stoler jeg på, at du følger mine ordrer.” Kimuru rankede ryggen og vendte sig mod døren. Udenfor lød der skridt, nogen der lød til at have travlt. Med hånden på dørhåndtaget drejede Kimuru hovedet. “For resten, navnet på de færdselsbetjente, der undersøgte køretøjet. Sørg for at give dem til min sekretær i løbet af dagen. Vi vil ikke have sladder i aviserne.” Døren gik igen med et smæld. David sukkede. Han gjorde sig ingen illusioner om, at politiet arbejdede for de fattige og udsatte, eller at de udøvede nogen virke­ lig retfærdighed. Alligevel ville han gerne tro, at han kunne gøre en forskel.Hvilken slags politimand ville han ellers være? Præcis den slags, som han foragtede. Kimuru så normalt Davids faglige stolthed som en værdifuld ressource, men ikke denne gang. Formentlig håbede han, at en myrdet statstjenestemand med hænderne i sylte­ tøjs­k rukken, også kaldet statens finanser, ikke ville være vigtig nok for David. Det var bare det, at Jackson Gichanga af mange ansås for at være den eneste hæderlige politiker i Kenya. Han var en mand med et moralsk kompas, der gentagne gange havde forlangt resultater af Kimuru og hans mænd. En mand, der værgede sig ved mørklægninger. Så hvorfor gjorde han det denne gang? Eller gik Kimuru måske sine egne ærinder? Noget stank langt væk her, langt værre end chefens åndedræt.

Solens sidste stråler  — 

23


4 Cafeteriet lå et stenkast fra CID, og David Lokot gik ofte

derind. Selv om indretningen var enkel med betongulv og pisgule cementvægge, kunne han lide det. Det luftede dejligt fra døren, og haven lå lige udenfor. Der var noget ved stemningen her – den gav en ro, som han ikke altid havde så nemt ved at finde. Særligt ikke for øjeblikket. Der var gået en uge siden drabet på John Njenga, og selv om David ikke måtte arbejde med sagen, havde han svært ved at slippe den. Den gråhårede eksbetjent, der ejede stedet, stod som sædvanligt bag disken og underholdt sig med kunderne. Det obligatoriske præsident­portræt på væggen bag ham blev brugt til at hænge viskestykker på. Davids kaffe stod på bordet foran ham sammen med en avis, formentlig efterladt der af en gæst. David læste ikke Daily Nation særlig ofte, men nu havde han ikke noget bedre at tage sig til. Han var på alle måder alene nu, hvor Blossom havde taget sine ting og var flyttet ind hos sin nye elsker. Han tænkte, at han var god til kvinder. Han var bare ikke særlig god til at holde på dem. Men måske var han heller ikke så god til at prøve. Han ville helst ikke tænke på det. Den sorte kaffe brændte hans læber, og han rakte ud efter en serviet for at fugte dem. Med servietten mod munden tog han avisen op og læste adspredt notitserne. Et sorthvidt fotografi fangede hans opmærksomhed. En gruppe mennesker stod tæt sammen og så mod kameraet, og de var samlet omkring en hospitalsseng. Artiklen handlede om en voldshandling af den slags, som folk i Nairobi var blevet alt for vant til. To politimænd var omkommet i en skudveksling med en kriminel bande i udkanten af Kiberaslummen, og en tredje var hårdt såret. En erhvervsrisiko vi alle må leve med, tænkte David, da han læste videre. Betjentene havde patruljeret i området omkring Adams Solens sidste stråler  — 

25


Arcade og Toy Market, da de stoppede en overfyldt matatu og begyndte at visitere passagererne. Formentlig havde de forlangt bestikkelsespenge, men det stod der naturligvis ikke noget om. En eller flere personer om bord på minibussen havde skudt betjentene, inden minibussen var kørt væk fra stedet i høj fart. Den overlevende politimand var nu under behandling på hospitalet i Nairobi. Hans tilstand var kritisk, men stabil. Da David læste billedteksten, hev han ubevidst efter vejret. Uvisse timer venter nu politiassistent Paul Kembois pårørende, mens lægerne gør, hvad de kan for at redde hans liv. Var det et sammentræf? Det troede David ikke. Han huskede alt for godt det navn, som han havde givet Kimurus sekretær for nogle dage siden, det samme navn der nu stod i notitsen. Han havde heller ikke glemt den nervøse færdselsbetjent Kemboi, som havde fået lang tid til at gå med at pumpe hans hånd op og ned. Han rejste sig hurtigt og vinkede til caféejeren, før han forlod lokalet. Hans bulede Ford Escort holdt på parkeringspladsen. Han steg ind og blev som så mange gange før mødt af Blossoms tunge parfumeduft. Vejen hen til hospitalet var stærkt trafikeret, og snart blev han ført med ind i den stærke strøm af bedagede biler, der førte en ulige kamp med matatus og firhjulstrukne monstre. Han befandt sig på Arwings Kodhek, da mobiltelefonen på sædet ved siden af ham begyndte at vibrere. Kimuru. Chefen ville have fat i ham. Et øjeblik overvejede han at undlade at tage den, men så gjorde han det alligevel. “Hvor er du? Jeg har brug for dig her.” David tænkte hurtigt. Han havde kun et alternativ. At lyve. “Ved Yaya Centre. Jeg efterforsker et røveri. Offeret er såret, så jeg bliver nok nødt til at køre hende på hospitalet.” “Er det nødvendigt? Jeg flyver til kysten i aften, og vi er nødt til at få snakket om nogle ting inden.” “Jeg forsøger at få et signalement. Det kan være den samme gerningsmand som sidste uge, hvor der skete noget lignende. Men jeg skynder mig.” “Det er et usikkert kvarter. Det må være Mungiki-banden og 26 

—  Solens sidste stråler


deres venner i matatuområdet. Vi burde infiltrere dem og fange lederne.” “Præcis min tanke.” * * *

David kørte ind på parkeringspladsen foran hospitalets hoved­

bygning. Han måtte lede et stykke tid efter en plads, men da han til sidst fandt en, var den kun et par meter fra indgangen. Skygge måtte han naturligvis klare sig uden. Han rullede vinduerne ned, før han forlod bilen. Der var ingenting at stjæle, og det ville gøre turen tilbage til CID mindre ulidelig. Han så sig omkring og konstaterede lettet, at ingen af kollegerne var i syne. Det var ellers slet ikke usædvanligt med ærinder til Nairobis største hospital. Med raske skridt gik han ud af det brændende solskin og ind i den betydeligt køligere hospitalsforhal, hvor han hurtigt lokaliserede oversigtskortet. Det kunne forvirre hvem som helst, men David vidste, hvad han ledte efter, og ville bare dobbelttjekke, at afdelingen lå der, hvor han huskede det. Han kastede et blik på sit armbåndsur og så, at han havde travlt. Løgnen var blevet accepteret, men han spillede højt spil. Kimuru havde øjne og ører overalt og en ubehagelig evne til at finde ud af, hvad hans underordnede gik og foretog sig. At chefen havde virket ivrig, bekymrede David. Det var almindelig kendt, at det kriminelle netværk Mungiki kontrollerede dele af slummen og også havde købt sig ind matatu­ forretningen. Det sidste havde de for øvrigt tilfælles med mange betjente, som også var matatuejere. David havde mistanke om, at Kimuru vidste en hel del om den virksomhed. Da han åbnede døren til afdelingen, havde han allerede tegnebogen med politiskiltet i hånden. Den unge sygeplejerske bag disken betragtede ham interesseret, mens han var på vej hen mod hende. Hun så ud til at være af indisk herkomst, og hendes lange, sorte hår var ikke helt skjult af uniformshuen. Han smilede til hende, fremviste sin legitimation og lagde den så ned i jakkelommen igen. Solens sidste stråler  — 

27


“Hej skat. Jeg er fra politiet. Jeg skal tale med en af jeres patienter, Paul Kemboi. Det er vigtigt. Hvor finder jeg ham?” Sygeplejersken nikkede. Hun kiggede på en seddel på bordet og kørte en finger hen over teksten. Da hun hævede blikket, så hun usikker ud. “Der kommer betjente her hver dag, men De står vist ikke på listen.” “Hvad? Det var mærkeligt. Må jeg se?” Han fortsatte med at smile. Til sidst rakte hun ham et skriveunderlag med en navneliste. For syns skyld rynkede han brynene, mens han læste den igennem. Han noterede sig flere navne, som han genkendte, og som han ville få brug for at vende tilbage til. Så smilede han til sygeplejersken og pegede på et navn. “Aha! Det her forklarer sagen. Jeg arbejder sammen med politikommissær Patel, og jeg er her i hans sted.” Hun smilede tilbage, før munden strammede til. “Jeg ved ikke. Vi må ikke lukke nogen ind, der ikke står på listen.” “Det forstår jeg godt. Paul Kemboi er en politihelt, og den slags skal vi passe godt på. Men du kan vel nok forstå, at det er en admini­ strativ fejl? Vi har åbenbart ikke så dygtige assistenter i politiet, som I har her.” Hendes knyttede hånd hvilede på disken. Han placerede listen foran hende og lagde sin hånd over hendes. “Måske kan vi lære hinanden lidt bedre at kende? Skal jeg hente dig efter arbejde?” Hun slog en latter op og trak hånden til sig. “Du finder ham på stue 318. Han er vist alene, for dine kolleger gik for mere end en time siden. Men vær sød ikke at vække ham, hvis han er faldet i søvn.” Lokot grinede – hvorfor vidste han ikke rigtig. Måske fordi han var tilfreds med, at flirten var lykkedes, og at sygeplejersken var tiltrækkende. Et øjeblik tænkte han, at det ikke ville være forkert med en date, men indså i samme øjeblik, at det ville blive kompliceret. I stedet takkede han og vinkede til hende, mens han satte kurs ned ad gangen. 28 

—  Solens sidste stråler


Kemboi kunne fortælle, hvad der var sket, og forhåbentlig bekræfte, at alt var præcis, hvad det gav sig ud for at være. Det ville gøre Davids liv betydeligt lettere. Måske var det rygte, han havde hørt forleden om en taske med penge, som nogle betjente havde fundet, kun en skrøne. Måske betød det heller ikke noget, at han havde givet sin chef navnet på tre færdselsbetjente, og at to af dem nu var døde og den tredje hårdt såret. Svaret fandtes bag den dør, der dukkede op på hans venstre side. David så sig om en ekstra gang, før han standsede op. Ikke et menneske i syne. Han så, at døren stod på klem. Han bankede på. Han ventede flere lange sekunder, før han bankede igen, hårdere denne gang. Men alt var stille, indtil han hørte skridt i det fjerne. Han skyndte sig at skubbe døren op og træde indenfor. Stuen lå i mørke, gardinerne var trukket for. Skikkelsen i sengen bevægede sig ikke. Øjnene var lukkede og ansigtet afslappet, men Paul Kemboi sov tydeligvis ikke. Den øverste del af tæppet var gennemblødt af blod, og luften summede af sorte spyfluer. På gulvet lå en panga i en rød pøl. Nogen havde hugget politimandens hoved af og lagt det på natbordet.

Solens sidste stråler  — 

29

Profile for Hoi Forlag

Solens sidste stråler Lars Rambe  

International thriller med fokus på terrorisme og hårdt politiarbejde… I Nairobi har terrorister såret en politibetjent og brutalt henrette...

Solens sidste stråler Lars Rambe  

International thriller med fokus på terrorisme og hårdt politiarbejde… I Nairobi har terrorister såret en politibetjent og brutalt henrette...

Advertisement