__MAIN_TEXT__

Page 1


Flammer slikker trappens gelænder , søger opad. På øverste etage sover to små piger tungt. Så tungt, som kun børn kan sove. Linnéa er lige fyldt to og har sparket dynen af sig. Hun ligger i sengen med sin snuskede sovehund under armen. En lille Hello Kitty-natdragt holder hende varm. Røgen smyger sig ind, bliver kraftigere, udvikler sig. Snart ligger den som en tung dyne over hendes værelse. Storesøster Liv sover i værelset ved siden af. Træt efter en hel dags leg i børnehaven drømmer hun om et klatrestativ, der fortsætter i det uendelige. Væggen over sengen er dækket af tegninger af paddehatte, hjerter og tændstikmænd. En hamster snuser uroligt i sit bur og løber frem og tilbage. Snart vil dens pels blive sveden, snart vil dyret dø. Den forsøger at grave sig ud. Plast og metal holder den fanget. Den kan ikke komme ud. Ilden slikker op langs væggen, æder sig stærk i tapetet og finder husets tag. Trappen står nu helt i flammer. Men menneskene i huset er ikke vågnet. Linnéa hoster i søvne. Ilden følger efter røgen, der smyger sig nærmere.

7


Fingrene hviler på tastaturet. Dokumentet på skærmen er tomt. Side et af et. Ingen tekst, ingen indledning til en bog. Forlaget har gjort det tydeligt for mig, at det er min sidste chance. Hvis ikke den her bog kommer til at sælge, vil de ikke udgive flere. Jeg trækker vejret overfladisk af præstationsangst og banker neglene let mod tasterne. Neglelakken er skallet af, og kanterne ujævne. Der dukker ingen tekst op på skærmen, og ingen historie i mit hoved. Jeg tager en stor slurk kaffe. Den er blevet kold, endnu en time er gået. Manus skal være færdigt om fire måneder. Jeg plejer at bruge et år på en bog. Jeg stirrer frem for mig og tæller tapetets grå streger fra den ene væg til den anden. Som altid ender jeg på 29. Så rejser jeg mig og går ud i køkkenet i min lejede lejlighed på Södermalm i Stockholm. Køleskabet et helt tomt bortset fra et karton gammeldags mælk og et par tomater. Jeg vejer en af dem i hånden, men lægger den tilbage igen. Vil der måske være mere held i spisekammeret? Jeg går hylderne igennem oppefra og ned. Spaghetti, havregryn og tunfisk på dåse. Længst nede står to små flasker snaps fra midsommer og en halvfuld flaske Amaretto. Jeg tøver og tager den op. Så trækker jeg på skuldrene, det kan vel ikke skade med et enkelt glas? Da jeg åbner flasken, breder den søde mandelduft sig i køkkenet. Jeg kan mærke mundvandet løbe, og samtidig dukker også gamle minder op til overfladen. Duften fra mormors køkken, når hun 8


serverede min yndlingsret, mannagrød med en klat smør og kanel. I grøden rørte hun dråber af bittermandelolie. Dengang var jeg 5 år, og hun 65. Nu er jeg 28, og hun er død og begravet, men ikke glemt. Jeg tager en stor tår af mandellikøren og nyder smagen, før jeg synker. Tanken om mormor beroliger mig. Jeg går tilbage til com­ puteren med glasset i hånden. I tankerne søger jeg en fortælling. Så kommer jeg i tanke om et ritual, som mormor havde, når noget var vigtigt. Hun advarede mig mod at anvende det unødvendigt. Men hvad kan gå galt? Det er jo bare overtro. Jeg taget en dyb vejrtrækning og mærker igen præstationsangsten melde sig. Min hjerne er helt tom for ideer. Jeg er helt blokeret. Det er værd at prøve, hvad som helst der kan berolige nerverne. Og som sagt, hvad kan gå galt? Jeg finder en sort blækpen i håndtasken og tager et tomt ark papir i printeren. Det er ikke ofte, jeg bruger en blækpen nu om dage. Nu skriver jeg mit ønske med store, tydelige bogstaver og tegner en stjerne med syv spidser ovenover. Jeg ønsker, at bogen skal blive en succes, at jeg endelig skal kunne leve af mine bøger og slippe for at arbejde ekstra som underbetalt journalist for avisen Medium. Jeg vil ikke have flere umulige deadlines på artikler, som jeg må sidde og arbejde på om natten. Jeg vil ikke være nødt til at leve af blodpølse og havregrød i lange perioder. Papiret ruller jeg sammen og tager med ud i køkkenet. Tændstik­ kerne ligger i skabet over komfuret. Flammen bliver højere, end jeg havde regnet med. Den flammer hurtigt op og breder sig igennem papiret. Først ser jeg overrasket, hvordan den rejser sig op mod loftet, så fæstner jeg blikket på midten af flammen, som er blå og klar. Så gør det ondt i fingerspidserne, og jeg slipper hastigt papirrullen og lader den falde ned i køkkenvasken. Der lugter af brændt negl. Flammen går ud, og der er kun glødende aske tilbage. Jeg skyller fingrene i koldt vand og ser de sorte flager snurre rundt og rundt i vasken. Så forsvinder alle spor af papiret ned i afløbet. Da smerten er væk, lukker jeg vandhanen og ryster på hovedet af mig selv. Nej, tænker jeg. Nu kan jeg ikke finde på flere udflugter. Jeg går hen til computeren og begynder at skrive. Så snart jeg 9


har formuleret den første sætning, kommer fortsættelsen af sig selv. Fortællingen presser på i mit baghoved. Den dukkede op ud af det blå og fylder snart mine tanker. Tasterne gløder. Omgivelserne for­ svinder. Jeg er et helt andet sted, dybt inde i min historie. Først da nat bliver til dag, falder jeg i søvn ind over skrivebordet. Ved siden af mig står en tom flaske Amaretto.

10


ET ÅR EF TER

En lang kø snor sig frem mod bordet. Fnisende og alvorlige piger sidst i teenagealderen skubber til hin­ anden. Nogle af dem har forberedt spørgsmål, andre smiler bare genert. Alle rækker en bog frem til signering. Jeg anstrenger mig for at se alle, der køber min bog, som enkeltindivider. I begyndelsen rystede jeg på hånden. Nu er min hånd mere rolig, selvom jeg har svært ved at vænne mig til opmærksomheden. Hver eneste køber fortjener en personlig dedikation. Det er det mindste, jeg kan gøre, når de er kommet for at købe min bog. Nogle gange rejser jeg mig og poserer foran en mobil eller et kamera. Øjeblikket skal foreviges på blogge, Instagram og Facebook. Før jeg tog herhen, brugte jeg en time på at vælge, hvad jeg skulle have på. Den lyserøde bluse passer godt til bogomslaget med de to store hjerter. Kjolen er lige tilpas kort. Skoene er lidt for højhælede til, at jeg kan gå godt i dem, men de er gode på et foto. Den ene lilletå har fået en vabel, men smerten føles fjern og uvæsentlig. Det er stadig svært at forstå, at så mange er kommet for at møde mig. Tanken gør mig både glad og nervøs. Butikken er næsten helt fuld. Det er endnu sværere at forstå, at bogen er røget ind på best­ sellerlisterne. Nu står den der på hylden mellem kendte forfatteres værker og fortæller hele verden, at den er en af Sveriges mest købte bøger. Indimellem må jeg kigge efter en ekstra gang for at tjekke, at det nu også er sandt. Jeg har det, som om jeg er havnet i en film. Det, jeg har kæmpet for i årevis, er sket nu. Jeg ville ønske, mormor kunne 11


se mig nu. Det er fra hende, jeg har arvet kærligheden til bøger. I baggrunden kommer ejeren af Hedengrens boghandel ud med en kasse mere fra lageret. Latter blandes med sludren og snak. Det er lang tid siden, denne ellers så tyste boghandel har oplevet et sådant lydniveau. Den sædvanlige kundekreds af östermalm­damer og jakke­sætklædte forretningsmænd er blevet skræmt væk af mine betydeligt yngre læsere. Jeg fortsætter koncentreret mit arbejde. Bog efter bog får en ny ejer og min signatur. Mine velplejede hænder arbejder uafbrudt. Min ulastelige manicure fanges på fotografi efter fotografi. Køen bliver langsomt mindre. Der er fem minutter tilbage af signeringstiden. Så hører jeg en velkendt stemme bag mig, der siger: “Hej, Sara.” Da jeg vender mig om, ser jeg, at det er dig. For to uger siden sad jeg ved siden af dig ved en middag på Bogmessen, ellers har jeg kun set dig på afstand. Men det har været svært at lade være med at lægge mærke til dig. Jeg ved ikke præcist hvorfor. Der er ikke en særlig detalje, der gør dig interessant. Det er snarere de små fejl, der skaber karakter. Men jeg ved, jeg ikke er den eneste, der tænker på dig. Jeg har set de andres blikke. Måske er det, fordi du er forlægger på et af Sveriges største forlag? De fleste af dine titler får succes. Men det er ikke det, der interesserer mig. Du ser på mig på en måde, der får dig til at virke varm og betænksom. Bare din tilstede­ værelse giver mig lyst til at sætte mig på dit skød, selvom jeg ikke kender dig. Jeg kan huske hvert et ord, du sagde under middagen. Flirtede du med mig? Jeg var ikke sikker, men jeg håbede. Måske er du altid så opmærksom og venlig? Om natten tænkte jeg på dig igen og igen. Men siden har jeg intet hørt fra dig. Jeg siger: “Hej, Anders,” smiler og undskylder mig. Så vender jeg mig for at signere de bøger, der er tilbage. Ud af øjenkrogen ser jeg, du bliver stående og venter. Jeg lader, som om jeg ikke mærker dit blik, men jeg har svært ved at koncentrere mig. Jeg tjekker diskret, om du stadig står der ved væggen og piller ved din mobil. Jeg retter på mit glatte, blonde hår. Signeringen fortsætter ti minutter længere end planlagt, og bøgerne 12


er næsten helt udsolgt. Efter års ventetid i tomme boghandler føles det som en stor sejr. Nu venter du på mig. “Velkommen til listen,” siger du og spørger, om du må byde på et glas vin på Sturehof. Jeg prøver at se ud, som om jeg overvejer og må gennemgå min overfyldte kalender i hovedet. I virkeligheden havde jeg gerne aflyst et hvilket som helst møde for at drikke et glas med dig, men i stedet for omgående at råbe “ja”, nikker jeg og tager min håndtaske fra gulvet. Jeg stopper min sorte blækpen i inderlommen. Farven strømmer så blødt ud af den, og jeg har den altid med til signeringer. Vi går de få meter til baren ved siden af. Det er torsdag aften, og den er fuld af jakkeklædte mænd og kvinder med velplukkede øjen­ bryn og Gucci-tasker over skulderen. Lydniveauet er endnu dæmpet og behersket. Du maser dig hen til baren og fanger omgående bar­ tenderens blik. Du trækker fingrene gennem dit mørkblonde hår, mens du bestiller. Jeg stirrer på din hånd, den er bred og stærk. Tiltrækkende. Så skæver jeg til mit eget spejlbillede i vinduet. Sidder alting rigtigt? Tøjet er et resultat af den indkøbstur, jeg tog, da pengene for min sidste bog begyndte at rulle ind. Det tager normalt et år, før forlag gør status over salget, og dernæst kan det godt tage tid med udbetalingen. Men denne gang var det anderledes. Da salgstallene skød i vejret i Sverige, kunne min agent sælge bogen i udlandet og få reelle forskud, som nu begynder at rulle ind på min konto. Jeg retter på min lyserøde mærkevarebluse, mens du baner dig vej tilbage til mig med et glas hvidvin i hver hånd. “Albariño er vist på mode lige nu,” bemærker du og smiler ironisk, som for at lægge afstand til alt, hvad der er modepræget. Så fortæller du, at druen menes at være i slægt med Riesling, og at den blev bragt til Spanien af tyske munke, der valfartede dertil i ottehundredetallet. Overrasket bliver jeg klar over, at du prøver at imponere mig. Hvorfor det? Jeg løfter det ene øjenbryn som reaktion på dine hen­ kastede oplysninger og snuser den svage duft af eksotiske frugter fra glasset til mig. Smagen er fyldig, olieagtig, men mere tør end Chardonnay. Du ved, hvad jeg synes om, uden at jeg behøver fortælle 13


det. Jeg tager endnu en slurk. Du fortæller videre om vinens historie. Jeg griner højt og puster alt for hurtigt ud. Stearinlyset på bordet bliver blæst ud af min vejr­ trækning. Min krop forråder mig. Jeg mærker, at jeg bliver varm i kinderne. Er du klar over, hvor nervøs jeg er? Jeg er nødt til at tage mig sammen. Du skifter lyset med det på bordet ved siden af uden at sige et ord. Jeg trækker langsomt og forsigtigt vejret. Hvis jeg nu var en karakter i en af mine bøger, hvad ville jeg så gøre? Jeg skriver teksten i mit hoved og stålsætter mig for at spille en anden, en, som jeg hellere vil være. Jeg sætter nonchalant min ene højhælede fod bag den anden, læner mig frem og siger opfordrende: “Nå, ville du tale om noget særligt, eller ville du bare være venlig?” Du bremser op over mit direkte spørgsmål. Jeg anstrenger mig for at fastholde dit blik, selvom jeg egentlig hellere vil kigge ned i gulvet. Hjertet hamrer. Jeg bruger al min energi på at koncentrere mig og spille en rolle, jeg aldrig tidligere har turdet spille. “Du går direkte til sagen,” bemærker du, og jeg ser, hvordan du vejer dine ord. Så fortæller du, at du ønsker at sondere muligheden for, at jeg vil skifte forlag. “Det er muligt,” svarer jeg og lader fingeren glide langs vinglassets kant. “Du må tale med Carl, min agent, om sagen.” Du smiler og nikker. Du vil ringe til ham i morgen. En følelse af triumf breder sig i min mave. Et af Sveriges største forlag er interesserede i mine bøger. Vi skåler. Jeg lader blikket glide over dit ansigt. Er det bare det, du vil? Nej, der er også noget mere. Forhåbentlig. Du spørger til mine planer, og jeg fortæller om den bog, jeg skriver på, en kærlighedshistorie. Den er i samme stil som min forrige succes. “Vil det være i orden, at jeg ringer til dig, hvis der er mere, jeg har brug for at vide? Jeg har allerede Carls nummer,” siger du. “Selvfølgelig,” svarer jeg og ser ned i mit glas. Det er tomt, det er på tide at gøre sin sortie. Jeg tvinger mig til at gå, til at opføre mig som en karakter i min bog. Egentlig ville jeg gerne blive her hele 14


aftenen sammen med dig. Glider der skuffelse over dit ansigt? Eller er det bare ønsketænk­ ning? Vi ses snart igen, tænker jeg, vinker afslappet og går ud i den stockholmske aften. Gadelygterne, vinduesudsmykningen og bilernes lygter holder natten på afstand og gør byen lys og smuk. Jeg trækker jakken sam­ men om mig og går med lange skridt op ad Kungsgatan, krydser ind og ud mellem grupper af mennesker, der er på vej i retning af byens restauranter og udendørscaféer. Lydniveauet er højt, lidt fra mig gasser en motorcykel op, da det røde lys skifter til grønt. Længere fremme på gaden står der en stor gruppe mennesker. Over dem lyser biografen Rigolettos skilt med store, røde bogstaver. Da jeg kommer nærmere, kan jeg høre kameraerne og se blitzlysene blinke. Der ligger en lang, rød løber. En stor mængde fotografer står uden for et rækværk, bytter plads og prøver nye vinkler. Da jeg kommer nærmere, ser jeg en Hummer trille langsomt fremad og standse uden for biografen. En kvinde med kort hår, jakkesæt og øresnegl i øret skynder sig hen og åbner bildøren. Fotograferne omgrupperer og vender sig mod bilen som en flok ligrøvere, der lige har opdaget et lig. Jeg kigger nysgerrigt for at se, hvem der sidder i bilen. En høj, lyshåret mand stiger spændstigt ud. Han retter sig op, gør et kast med hovedet og retter på kraven på sin skjorte. Han suger opmærksomhed til sig med sin udstråling. Smilerynkerne i ansigtet antyder en højere alder end kroppen. Jeg genkender ham, men det varer et par sekunder, før jeg ved, hvem han er. Det er Dolph Lundgren. Han går afslappet op ad den røde løber, standser, smiler og lader fotograferne gøre deres arbejde. En eller anden stikker en mikrofon op i ansigtet på ham, og han svarer tålmodigt på spørgsmål efter spørgsmål. Han smiler og ler. Er i sit es. Jeg går langsomt forbi hele opstandelsen omkring filmpremieren. Jeg indånder atmosfæren, ser de kendte ansigter og det smukke tøj. Der vil jeg også stå, midt i rampelyset, tænker jeg og går videre hjemad. 15


Med et glas vin i blodet slår jeg mig ned ved computeren. De sidste sætninger, jeg skrev, lyser skarpt på skærmen. Arbejdet flyder godt, og denne gang er jeg ude i god tid. I tankerne takker jeg mormor. Selvom hun for længst er borte, føles det, som om hun hjælper og støtter mig. For en sikkerheds skyld gennemførte jeg det samme ritual denne gang og indledte mit romanarbejde med at skrive mine ønsker om at finde ro og den rigtige tone. Min sorte blækpen tegnede igen en stjerne. Tak, mormor, tænker jeg igen. Hun smiler til mig fra min barndom. Jeg tænker på aftenen. Med dig som inspiration fortsætter jeg min fortælling. Jeg skriver mine fantasier, skriver om, hvordan du begynder at lægge an på mig. Bogen vokser langsomt frem. I den er det mig, du vil have. Titlen er kort og indlysende. Lyst står der med store bogstaver på manuskriptets forside. ✫

Da jeg går ud i trappeopgangen, hører jeg en sikkerhedskæde rasle og en dør, der langsomt går op på første etage. Jeg har hørt den lyd mange gange før og ved, at det er fru Ohlsson, der venter. En blød lyd afslører, at rollatorens hjul standses af dørtærsklen. Jeg forstår ikke, hvordan hun kan vide, hvornår jeg vil gå ud, men det kan ikke være et tilfælde, at vores veje krydses så ofte, som de gør. Hvad er det for en lyd fra min lejlighed, der får hende til i god tid at forstå, at jeg er på vej ud? Men jeg føler mig ikke overvåget, jeg ser det mere som en tryg rutine, en del af mit liv. Jeg har mistanke om, at jeg er et vigtigt indslag i den gamle kvindes tilværelse. Det føles godt at hjælpe hende den smule, jeg kan. Også selvom det nok ikke er selve hjælpen, der er det vigtige. Nogle gange lader jeg hende byde mig ind på urtete og kage i sit hyggelige køkken. Væggene er prydet af korsstingsbroderier, men der er ikke nogen fotos af smilende børnebørn. Nogle gange lader jeg, 16


som om hun er min mormor og lytter til historier fra gamle dage. Vi er hinandens erstatning for mennesker, der ikke længere findes. Jeg tænker med varme på de korte stunder, hvor vi ses. Jeg tager hurtigt stentrappens tolv trin ned, tæller dem som en gammel ven. Ved det femte trin ses tydeligt konturerne af en stor sneglelignende skabning fra for længe, længe siden. Fru Ohlsson har nyredt hår, og skraldespanden gynger på rolla­ torens håndtag. Den lyseblå strikcardigan hænger som altid på hen­ des smalle skuldre. Jeg får et stort smil, da jeg møder hendes blik. Hendes tænder er gamle, men velplejede. De er der alle. Vi udveksler vores sædvanlige fraser. Jeg tager skraldeposen, og hun klapper mig taknemmeligt på armen og spørger, om jeg vil komme ind. “Nej, desværre ikke i aften.” Jeg forklarer, at indkøb og manu­ skript venter. “Men gerne snart.” Og det mener jeg. “Jeg har en sukkerkage i fryseren,” siger hun sigende, da jeg går. Jeg ved, hvor god den plejer at være. ✫

Opringningen fra Carl kommer, så snart jeg er tilbage, mens jeg står og tager støvler og frakke af. Et godt tilbud fra et stort forlag, fortæller han. Kan det blive bedre? Ja, tænker jeg, det er Anders, der skal være min forlægger. “Sig ikke ja lige med det samme,” anbefaler Carl. “Jeg ringer lidt rundt og ser, om vi kan finde andre forlag, der vil være med i tilbudsrunden.” Først tænker jeg på at standse Carl og omgående tage imod til­ buddet. Men jeg når at tænke mig om, før jeg får formuleret min protest. Nu er det mig, der har overtaget. Det vil være den forkerte strategi at være for ivrig. Jeg bestemmer mig for at lege. På mere end en måde. I mig blandes lykke med nervøsitet. Da jeg sætter mig ved computeren, kommer den følelsesmæssige reaktion. Jeg vil jo ikke bare få et nyt forlag, jeg skal også forlade et. Hvordan skal jeg kunne fortælle Marie, at jeg ikke længere vil 17


udgive mine bøger hos dem? Vi har samarbejdet i mere end fem år. Jeg tænker på sene nætter, hvor vi har mailet sammen om ideer og historier, på utallige møder om markedsføring og på timerne efter lanceringsfester, hvor vi udmattede har siddet og drukket det sidste glas rødvin sammen. På trods af at mine første bøger ikke solgte særligt godt, har forlaget loyalt fortsat sit arbejde. Bog efter bog er kommet ud i handelen. Nu, hvor de endelig begynder at sælge godt, skifter jeg forlag, til et større og bedre. Det er mig, der er den illoyale, det sorte får, der stikker af, når jeg endelig har mulighed for at betale tilbage. Det er ikke rart at se på mig selv udefra. Hvad vil Marie tænke? Jeg ser hende for mig, de alt for store briller, som er en del af hendes personlighed. Hvordan hun plejer at rynke panden og trække den ene mundvig opad, når der er noget, hun ikke bryder sig om. Altid er der en hårlok, der er smuttet løs af hendes hestehale. Jeg er alene med mine tanker. Jeg føler mig som en forræder. Samvittigheden æder min kreativitet, samtidig med at glæden over måske at få lov til at samarbejde med dig forstyrrer min koncen­ tration. Hvordan skal jeg kunne skrive nu? Tankerne går i tomgang. Jeg går ud til spisekammeret, åbner døren og tager mig en hånd­ fuld blandede nødder. Hasselnødder, valnødder og mandler blandes i min mund. Jeg tager en mundfuld mere og tygger manisk, mens jeg stirrer lige frem for mig. Så mærker jeg med hånden i lommen uden at flytte blikket. Ja, mobilen ligger der. Jeg gør som altid og ringer til Josefine, men hun svarer ikke. Jeg lægger ikke nogen besked. Det er ikke nødvendigt. Hun vil se, at jeg har ringet, og ringe tilbage. Vi har kendt hinanden siden gymnasiet, og hun ved alt om mig. Det er så let at tale med hende. Jeg behøver aldrig forklare, hvad der er sket. Vi fortsætter bare, hvor vi sluttede dagen før. Jeg ringer en gang til, så hun forstår, at jeg har brug for hende, at jeg vil noget vigtigt. To mistede samtaler i displayet er et nødråb. Da jeg ikke får svar, føler jeg mig endnu mere ensom. Lejligheden er mere stille end normalt. Udenfor har mørket lagt sig over et kul­ 18


deramt Stockholm. Jeg stopper fødderne i et par gamle træningssko, tramper hælene ned og går de tolv trappetrin ned. Fru Ohlsson åbner døren med et smil. “Du har ændret mening om sukkerkagen?” spørger hun forvent­ ningsfuldt. Jeg nikker. “Det vil være godt med sukkerkage.” Lejligheden dufter gammelt, men rent. Fru Ohlsson har boet her, siden hendes mand gik bort for 15 år siden. Jeg tænker på, hvordan det mon føles at vide, at ens liv formentlig vil slutte lige her. Alene i en lejet lejlighed med to værelser og køkken. Møblerne er gamle, og der er lidt for mange, skrabet sammen gennem et langt liv. Fru Ohlsson bemærker, at jeg ser mig omkring i stuen, før jeg følger efter hende ud i køkkenet. “Ja, jeg ved godt, jeg har lidt for mange møbler, men jeg vil ikke sælge noget. Sofagruppen har jeg arvet fra min mor, og spejlet der fik Niels og jeg i bryllupsgave. Alle vores venner var gået sammen.” Jeg ser på spejlet monteret på gyldne ben, der står lænet op ad en væg. Foran på spejlet er der en hylde af marmor, og på den ligger et gammelt foto af en pige i teenagealderen. Jeg vil ikke spørge, men jeg går ud fra, at det må være fru Ohlssons datter. Hun døde i en bilulykke for længe siden. “Der nåede heller ikke at komme børnebørn,” har fru Ohlsson fortalt med stor sorg i stemmen. Nu er hun helt alene. I køkkenet koger en kasserolle med vand allerede vildt. Det koger over og hvæser, da vandet når kogepladen. Hvordan vidste hun, at jeg ville komme? Fru Ohlsson skynder sig derhen, tager kasserollen af komfuret og fylder en tekande til randen. En duft af urter breder sig i lejligheden. Hun tager to stykker sukkerkage ud af fryseren og lægger dem i mikroovnen. “Jeg havde alligevel tænkt mig at tage en bid,” tilstår hun. “Men det er altid hyggeligere med selskab.” Da vi sætter os, siger hun: “Du ser lidt modfalden ud?” “Jeg har fået tilbudt kontrakt med et stort forlag. På virkeligt gode vilkår.” 19


“Er det derfor, du ser modfalden ud?” siger hun smilende. “Nej, det er fantastisk. Meget, faktisk.” “Men?” “Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til Marie, min gamle forlægger.” “Hvorfor ikke bare sige det, som det er?” “Jo, men det føles så tarveligt. De har satset på mine bøger i fem år, og nu hvor de begynder at sælge, så går jeg.” Fru Ohlsson ser eftertænksom ud og tager en stor slurk te af en gammel kop. Min egen ser betydeligt nyere og renere ud. Jeg går ud fra, at hendes blå kop med hak i kanterne vækker minder hos hende ligesom alt andet i lejligheden. Det er lidt, som om hun husker hele sit liv ved hjælp af ting. “Kan du huske, da du var hernede og drikke te for et år siden?” spørger fru Ohlsson. “Da du var panikslagen, fordi du var nødt til at skrive en bog, der solgte godt, for ellers ville forlaget opsige samarbejdet?” “Ja …?” “Synes du, at forlaget var loyalt over for dig dengang?” “Der er jo grænser. Jeg forstår godt deres økonomiske situation.” “Og det tror du ikke, at Marie gør? Forstår din situation? Vil du ikke vise hende den tillid?” Jeg tager en stor bid af sukkerkagen. Det er en opskrift fra fru Ohlssons mor med fløde og ekstra meget citronskal. Smagen flyder ud i munden, samtidig med at jeg slapper af. Måske vil det alligevel ikke blive så svært at fortælle det til Marie? På en eller anden måde plejer ting og sager altid at løse sig i fru Ohlssons køkken. ✫

Baren er helt fuld på Miss Voon. Jeg har aldrig før været her, men ved, at restauranten er helt nyåbnet. Moderne, stilren og dyr. Men i dag er det ikke mig, der skal betale regningen. Jeg stopper vanterne i lommerne, tager frakken af og lægger den over armen. Før jeg går hen til overtjeneren, svinger jeg ind på toilettet. Jeg kigger grundigt på mit spejlbilleder, retter på 20


øjenskyggen, der fremhæver mine blå øjne, og lægger hurtigt og rutinemæssigt læbestift på læberne. Så tager jeg et skridt tilbage og konstaterer, at resultatet er bedre end forventet. Det sidste halve års investeringer i mit udseende har givet resultat. Intet virker så godt som penge og tilbagevendende fotosessions i forbindelse med avisinterviews og pressefotos. Huden er ren og glat, håret er langt og lyst med extensions. Jeg vejer fem kilo mindre end før. Nu er jeg klar til at møde dig. Overtjeneren fortæller, at du allerede er kommet. Jeg løfter blikket og ser ud over rummet. Ikke et bord er ledigt. Du sidder længst væk, i et hjørne. Du møder mig med et stort smil og rejser dig for at hilse. Omfavnelsen er varm og lang. Måske lidt for lang? Betyder det noget? Jeg trækker mig forsigtigt tilbage og sætter mig lige over for dig. “Velkommen, Sara,” siger du og fortæller, hvor glade alle er på forlaget for, at jeg har skrevet under på kontrakten. Du lover, at jeg snart skal møde dem. Jeg tror ikke, du er klar over, hvad kontrakten betyder for mig. Min økonomi er sikret et år fremover, og jeg har fået et forlag med store markedsførings- og salgsmuskler. Men det siger jeg ikke noget om. Tjeneren rækker os hver et menukort og forklarer, at to retter svarer til en hovedret. Jeg kigger mulighederne igennem, vælger omhyggeligt og bestiller dumplings med skovsvampe og gåselever, blommer og kroketter. “Vi skal vel fejre det med en flaske champagne?” spørger du. Jeg overvejer, hvad hovedpersonen i min bog ville svare og siger højt: “Hvis bare det er Bollinger.” Du møder mit blik og ler. “Du ved, hvad du vil have.” Jeg nikker sigende og studerer dit ansigt. Hvor gammel kan du være? 36? 38? Du er mindst fem år ældre end mig. Nogle få grå hår i dine tindinger underbygger min teori. Jeg kigger rundt i lokalet og suger atmosfæren til mig. Væggene er mørkerøde og dækket af fotos fra indvielsesfesten, hvor kendte ansigter drikker og griner. Jeg indprenter mig de grå halvmånefor­ mede siddemøbler omkring bordene. Nogle få blomstrede puder er 21


diskret placeret her og der. Asien møder stilrent svensk design. Det her miljø vil jeg bruge i min bog. Jeg fortæller dig om mine ideer, og du nikker. Det her ville være et godt sted for en scene i min bog. Det bliver interessant at læse manu­skriptet, siger du og ser ud til at mene det. Du får det, når det er klart, lover jeg uden at sige, at jeg altid sender første version til Carl. “Hvad skal bogen hedde?” spørger du. “Lyst.” Vi skåler for Lyst. Er det din fod, jeg kan mærke mod min? Maden på vores taller­ kener bliver spist, champagnen drukket. Til kaffen tager du en whisky, mens jeg bestiller mandellikør og fortæller om min mormor. Hun boede i et gammelt, gult hus ved havet. Når det tordnede, og vinden ruskede i tagstenene, gik vi altid ned i stuen. Mormor skruede propperne ud og tændte op i det åbne komfur. Hun varmede tevand i en bulet kande og bød på kardemommeskorper med honning. Jeg længtes altid efter næste uvejr. “Din mormor betød meget for dig?” spørger du. Jeg fortæller, at min mor døde, da jeg blev født, og at min far ikke var specielt nærværende. Men jeg fortæller dig ikke hele sandheden: Far kunne aldrig rigtig tilgive sig selv, at han havde plaget om, at de skulle have børn. Han havde overtalt hende til at blive mor, det var ikke hendes eget valg. Hun havde gerne villet vente. Men han insisterede, tiggede og bad. Hun gav sig for at gøre ham tilpas. Det havde taget lidt tid, men til sidst var hun blevet gravid. Lykken havde dog været kortvarig. Drømmen om en lykkelig, lille familie døde, da jeg kom. Efter mors død var jeg en konstant påmindelse om hans rolle i hendes bortgang. Jeg mindede ham om den kvinde, han havde elsket, og tvang ham til at tænke på ting, der gjorde ondt. Hvorfor havde han overtalt hende til at få barn? Hvis han ikke havde gjort det, var hun ikke død i barselsseng. Det hele var hans skyld. “Jeg boede altid hos min mormor om sommeren og nogle gange også om vinteren,” fortsætter jeg og nyder duften af min Amaretto. “Hvad hed din mormor?” spørger du. Spørgsmålet tvinger mig 22


til at tænke mig om. “Margareta,” svarer jeg. Navnet føles uvant i munden. For mig har mormor altid været mormor og ikke noget andet. I baggrunden stiger lyden af snak i restauranten. Din fod er der stadig. Nogle gange kan jeg mærke, hvordan den diskret bevæger sig, men jeg lader som ingenting. Jeg kan mærke dit nærvær stråle op langs benet, længere end jeg vover at erkende for mig selv. Jeg spiser kagen. Du ved ikke med sikkerhed, om jeg nyder berøringen eller slet ikke har mærket den. Nu forstår jeg, hvad jeg må gøre for at tage kontrol over situa­ tionen. Jeg takker for maden. Siger, at den var fantastisk. “Jeg skal tidligt op i morgen,” siger jeg og rejser mig hurtigt. Du forsøger at overtale mig til at blive og få en drink i baren. Jeg siger, at jeg ikke kan, og går, væk fra dig og din berøring. Vi ses snart igen, tænker jeg og ler indvendigt, idet jeg forlader lokalet. Triumf. Et nul til mig. Jeg svajer lidt ekstra i kroppen, mens du stadig kan se mig, og hamrer støvlernes høje hæle ned i gulvet. Tænk, at jeg vover det, roser jeg mig selv. Da jeg kommer hjem, sætter jeg mig ned og skriver. Om dig, din fod mod min og en aften med en helt anden slutning. Fornemmelsen af din nærhed bliver til bogstaver og ord. Glæden over at have mødt dig skaber en fortælling. Jeg fantaserer om et fremtidigt møde, hvor du siger, at det er mig, du vil have, at du har ventet på at møde en kvinde som mig. Jeg håber, at fantasien snart bliver til virkelighed. Det er vel ikke for meget at bede om? ✫

Jeg kigger ud ad vinduet med morgenkaffen i hånden og tænker på den dag, hvor jeg sagde farvel til mormor. Efteråret lakkede mod enden, da hun døde. Det er ti år siden, men det føles stadig, som var det i går. De nedfaldne blade gør mindet så stærkt og tydeligt. Det var en værdig slutning, som jeg kunne ønske for mig selv. Midt i sorgen var det skønt at vide, hun aldrig kom til at lide. En helt almindelig torsdag aften gik hun i seng. Hun vågnede aldrig 23


igen. Aorta brast, forklarede lægen. Selvom jeg kun var 19 år, var det en selvfølge, at jeg tog mig af alt i forbindelse med begravelsen. Det havde kun været os to, mens hun levede. Det samme gjaldt i døden. Mormor og jeg. Hendes testamente var kort. Hun skænkede det gule hus til Verdens­naturfonden, og resten fik jeg. Selvom jeg forstod, hvorfor hun gjorde det, ville jeg savne mit faste holdepunkt i livet. Jeg ville have haft råd til at købe huset med de penge, jeg arvede, men efterfølgende ville jeg hverken have tid, lyst eller råd til at holde det. Det har aldrig været min stærke side at hamre og male. Samtidig ønskede mormor at give alt, hvad hun havde fået, tilbage til naturen. Resten af testamentet var en detaljeret beskrivelse af, hvordan hun ville begraves, eller rettere ikke begraves. Det fik mig til at savne det gule hus endnu mere. Hvor skulle jeg nu gå hen for at sørge? En sen eftermiddag i september tog jeg fra Stockholm i fars grønne Saab. Jeg kørte ud gennem forstæderne. Højhusene blev til villahaver, der lyste i grønne, brune og røde farver. Snart var der længere mellem husene, og skoven overtog landskabet. Indimellem var der en åbning med marker, haver og røde lader. Traktorer kørte og vendte jorden før såning af vinterafgrøderne. Her og der sås græssende køer og heste. Jeg var alene i bilen med mormors urne omhyggeligt placeret på sædet ved siden af mig. Det var en enkel, grøn lerurne med hendes navn og dato. Jeg talte med mormor under den to timer lange køretur og fortalte alt det, jeg tidligere havde glemt at sige. Tårerne løb ned ad mine kinder. Det her var mit farvel. Urnen stod tavs ved siden af mig, men hendes nærvær føltes i hele bilen. Kilometer efter kilometer løb under bilen, og til sidst var jeg fremme. Huset så ensomt ud i solnedgangen. Forladt. I baggrunden slog store bølger ind mod sand og klipper. Følelsen af sorg og af frihed blev blandet sammen. Jeg tog forsigtigt urnen under armen og gik op til huset. Den gamle betontrappe var begyndt at forvitre i vejr og vind. Selvom det ikke mere var mit problem, følte jeg med huset og håbede, at nogen ville tage sig godt af det. Hvem ville nu passe på det? 24


Luften i gangen føltes indelukket og gammel. Mormors liv var kun et minde. Jeg gik lige hen til den store, tunge brune kommode ved vinduet og låste den øverste skuffe op med den nøgle, der var blevet opbevaret sammen med testamentet. I skuffen lå en eneste ting. En sort bog med en syvtakket stjerne midt på. Den var låst med en lille symbolsk sølvlås. Det var min første impuls at bryde den op og læse, hvad der stod. Men så mærkede jeg urnen tynge i mine arme. Jeg kunne ikke gå imod min mormors sidste vilje, uanset bogen så ud til at være interessant. Med bogen under den ene arm og urnen under den anden åbnede jeg dørene ud til verandaen og lod vinden fra havet nå mig. Den legede med mit hår, kølede mig og bød mig velkommen. Jeg så ud over kysten, ud over ensomheden. Der var kun havet og mig. Nogle hundrede meter derfra stod den skarpe klippe, som mormor havde beskrevet. Jeg var nødt til at gå langsomt og føle mig for med fødderne. Urnen var det mest værdifulde, jeg havde, den måtte ikke gå i stykker. Jeg bar den sorte bog under den anden arm. Klippen var høj og skar ud i havet. Den faldt lodret dybt ned i vandet, før den mødte bunden et sted dernede i mørket. Jeg stillede mig længst ud på toppen og åbnede forsigtigt urnen. Asken fløj ud i blæsten og videre ud over havet. “Farvel,” sagde jeg til mormor og så, hvordan de grå flager landede, blev liggende på overfladen og hvirvlede rundt i vandet foran klippen for siden at synke ned i dybet. Mormor blevet blandet med den natur, hun kom fra. Jeg stod der længe og holdt fast i mit sidste øjeblik sammen med hende. Da der ikke var mere aske at se, kom jeg i tanke om bogen. Jeg smed den forsigtigt nogle meter ud i vandet, som om jeg frygtede, at den skulle gå i stykker. Den landede med et tungt plask og begyndte at suge vand til sig. Så kæntrede den og forsvandt ned i dybet. Det sidste, jeg så, var den sølvfarvede stjerne, der langsomt sank ned mod bunden og reflekterede solens sidste stråler. Så blev det mørkt. Mange gange siden har jeg tænkt over, hvad den mon indeholdt. Hvorfor var det så vigtigt, at den fulgte med hende ned i dybet? 25


Jeg ser på min hånd, på den tomme kop, på resterne af kaffe. Så strækker jeg mig og gemmer det varme minde om mormor væk. Mine tanker er tilbage i nuet. Det er tid nu. Jeg smiler for mig selv. Endelig er den dag kommet, som jeg har drømt om. I dag skal jeg smide det største åg, jeg har båret i de senere år. Jeg tager min varme efterårsfrakke på og et par bløde vanter. Håret er allerede børstet og klart. Med glade skridt går jeg ned ad trappen og ud gennem døren. Den friske luft får mig til at føle mig levende. Efter nogle hundrede meter svinger jeg ind på Katarina Bangata og ser Bondens marked brede sig ud foran mig. Gule kantareller i store bunker, æbler og pærer. På en stand står honningglas stablet højt, en anden sælger pølser og røget kød. Rundt omkring staderne går södermalmborgerne med kurve og poser i hænderne. Jeg køber et stort bundt rabarber og går videre. En af stilkene knækker jeg af og suger på enden. Jeg forestiller mig den med sukker og kanel. Gerne varm og med en stor klat vaniljeis. Men endnu bedre ville det være, hvis du og jeg kunne dele den, bare os to. Snart når jeg frem til mit mål. Jeg ved, at Hans vil blive vred, hæve stemmen og starte et skænderi. Men aftalen med dit forlag ligger derhjemme, underskrevet og klar. Nu har jeg råd til at sige nej, jeg behøver ikke skrive en eneste artikel mere for avisen Medium. Jeg tænker på al den tid, jeg vil få til at skrive skønlitteratur. Jeg ved, at jeg aldrig vil ændre min beslutning, men mødet vil alligevel blive svært. Flere gange har jeg ønsket at sende en e-mail og sige det ligeud. Men selvom det netop var sådan noget, Hans ville kunne finde på at gøre, så føles det fejt. Efter yderligere fem minutters gang når jeg frem til døren. Den er knaldblå og af tungt metal, sikkert i højere grad for at afskrække indbrudstyve end for at tilfredsstille den kunstinteresserede. Et stort skilt med en flyvende underkop fortæller, at avisen Medium bor bag ved denne dør. Jeg ringer på og hører Hans mumle i højtaleren, at han kommer ud og åbner. Jeg retter på håret og venter. Under armen knuger jeg hårdt om 26


tasken. Rabarberstilkene stikker langt ud. Min frakke er lys beige og helt glat. Jeg venter, men hører ingenting. Venter lidt endnu. Har han glemt, at jeg står her? Så rasler sikkerhedskæden på den anden side af døren. Den åbnes på klem, og Hans’ oppustede ansigt kigger ud. Da han får øje på mig, åbner han døren på vid gab og gør tegn til, at jeg skal komme ind. Jeg holder vejret, da jeg går forbi hans store krop, men mærker alligevel lugten af gammel sved. Han lægger en hånd på min skulder til hilsen. Jeg nikker tilbage og går hurtigt ind. En kældergang fører hen til kontorets eneste rum. Jeg kan høre Hans pruste bag mig. Jeg ved ikke, om han altid har lydt sådan, eller om det skyldes hans stadigt voksende korpus. Rummet er ikke større end mit soveværelse og gennemsyret af hans lugt. Jeg trækker vejret gennem munden og prøver at lade være med at tænke på det. I midten af rummet står et skrivebord overlæsset med løse papirer, gamle udgaver af Medium, fire beskidte kaffekopper og en halvspist ostemad. På væggen er der plakater, de fleste er mange år gamle. En ung Ozzy Osbourne i sort frakke og med hvidmalet ansigt kigger ned på mig. Over plakaten står der “Mr. Crowley” med blodrøde bogstaver. Sådan hedder en af hans sange. En anden plakat forestiller Caroline Giertz med håret dramatisk flagrende i vinden. I det ene hjørne er der en personlig dedikation til Hans. Han fortæller igen og igen, at de mødtes til et radiointerview. Jeg håber, at jeg aldrig mere behøver høre om det. Hans presser sig forbi mig og sætter sig i lokalets eneste stol. “Hvor godt, at du kom,” siger han. “Ja?” svarer jeg langsomt. “Jeg har to artikler, jeg vil have, du skriver. En om spøgelset i Ceder­grenska-tårnet i Stocksund og så en reportage om UFOSveriges dykninger efter en ukendt genstand i Muddus nationalpark. Men det er en betingelse, at du leverer til tiden. Og ikke noget plageri om forskud.” “Men jeg har faktisk kun afleveret for sent en gang, og da havde jeg feber.” “Ja, ja. Bare du klarer den nu,” affærdiger Hans mig og begynder 27


at lede i sine papirer. Først går jeg i forsvarsposition. Forsøger at finde på gode argu­ menter og protestere. Men så husker jeg, hvorfor jeg er kommet. Roen breder sig i kroppen og jeg siger bare: “Nej.” “Hvad mener du med nej?” “Nej, jeg tager ikke opgaven. Jeg vil ikke skrive artiklerne.” Han kigger på mig og åbner munden, men der kommer ingen lyd over hans læber. Han lukker munden. Så prøver han igen. “Hvad mener du?” “Jeg holder op med at arbejde for dig. Der kommer ikke flere artikler fra mig.” Jeg kan se, hvordan huden på hans hals bliver rød. Snart kommer udbruddet. Jeg vil ikke blive her. For første gang behøver jeg ikke blive her. Aldrig mere behøver jeg at skulle høre på hans skældsord og anklager. Aldrig mere skal han ringe midt om natten og vrøvle løs om artikler, der skal være færdige. Aldrig mere skal jeg uden at protestere tage imod hans lort. Jeg vender mig om og går. Den uendelige række af artikler om den ene galning efter den anden er endelig slut. Jeg retter mig op og føler mig høj og stærk. Nu skal jeg skrive på fuld tid. Hans vil aldrig mere kunne hundse rundt med mig. Jeg er fri. ✫

Dit navn blinker på mobilen. Jeg lader den ringe tre gange, før jeg svarer. Det er heldigt, du ikke kan se, at jeg rødmer, da jeg hører din stemme. Det varer lidt tid, før jeg forstår, hvad du vil. Forlagets PR-afdeling har to billetter til en filmpremiere i aften. En ny amerikansk actionfilm. Har jeg lyst at tage med? Jeg mumler noget bekræftende. 28


“Godt,” svarer du. “Dresscode er galla, og vi ses klokken syv.” Da du har lagt på, står jeg stille i nogle sekunder og tænker. Så smider jeg mobilen på sengen, løber hen til garderoben og flår døren op. Jeg leder frenetisk igennem det tøj, der hænger på rad og række. Så standser jeg ved mit seneste indkøb. Kjolen ser lige så dyr ud, som den er. Jeg lader hånden glide over det bløde, syrenfarvede stof. Det er ikke hver dag, jeg skal til filmpremiere. Eller rettere, det er første gang nogensinde. Jeg ser på de sorte sko, der står på gulvet under kjolen, tager dem op og kigger på dem. Ikke godkendt, bliver min dom. Med hurtige skridt går jeg ud i køkkenet og åbner skuffen med pudsecremen. Så pudser jeg frenetisk hver eneste lille plet væk på de højhælede sko. Hænderne får sorte mærker. “For helvede,” hvæser jeg og går ud i brusebadet for at skrubbe både dem og resten af mig selv. Der er en halv time, til jeg skal gå. Jeg tager forsigtigt kjolen af bøjlen og trækker den over hovedet. Stoffet falder ned langs kroppen og lægger sig perfekt. Men er det den rigtige påklædning til lejlig­ heden? Det her føles i hvert fald som galla, beroliger jeg mig selv. På badeværelset retter jeg på min makeup og lægger lidt mere på nu, hvor jeg har taget kjolen på. Håret er allerede blankt og glat. Jeg står i flere minutter og studerer resultatet, mens jeg arbejder med mit selvværd. Det her er mig. Den nye Sara. Du vil snart stå og vente på mig. ✫

Forsigtigt zigzagger jeg mellem vandpytterne. Den kolde aftenluft bider igennem mine sorte nylonstrømper. Jeg tager nervøst en dyb vejrtrækning, da jeg ser biografen på afstand. Der er ingen tvivl om, at det er det rette sted. Jeg søger med blikket efter dig i folkemængden. Hvor skal jeg gå hen? Så får jeg øje på dit smil. Jeg smiler stort tilbage. Det føles, som om jeg kender dig, selvom vi kun har set hinanden et par gange. Men med alle de fremmede omkring mig er du som en nær ven. Jeg går hen og giver dig et knus. Du vifter med to billetter og tager mig under armen, 29


fører mig gennem folkemængden hen til den røde løber. Det er trygt at have dig ved min side. Jeg skæver hen mod dig og ser lige ind i din hals. Jeg må bremse mig selv i at læne mig nærmere og suge din duft til mig. Du giver billetterne til en ung mand i rød uniform, en billetkontrollør klædt som i gamle dage. Jeg vender mig mod dørene, men du standser mig og fører mig i stedet frem til rækværket, hvor fotograferne står. Jeg ser mig forvirret rundt. Hvad gør du? Hvad skal jeg gøre? Jeg står alene på den røde løber. Du efterlader mig der helt alene, og er ikke længere ved min side. I stedet går du hen til fotografen længst til højre og hvisker ham noget i øret. Ordene bestsellerliste og forfatter når mit øre. Foto­ grafen nikker og løfter sit kamera. Blitz efter blitz brænder af. Fotograferne ved siden af ham hvisker sammen og noterer. Så tager de også deres kameraer og begynder at fotografere. Mig? Jeg står der på løberen, alene og overrasket. Jeg ser mig forvirret omkring. Hvad forventes der af mig? Men så ser jeg mig selv udefra. Ser, hvordan jeg står der i fokus midt på den røde løber med alle ansigter vendt imod mig. Jeg retter mig op, ranker ryggen og smiler til publikum. Jeg tænker på, hvordan Dolph Lundgren poserede så scenevant og var helt i sit es. Nu er jeg her selv. Midt i rampelyset og med dig ved min side. Det er her, jeg ønsker at være. Sker det her virkelig for mig?

30

Profile for Hoi Forlag

Lyst af Åsa Schwarz  

Hovedpersonen er den ukendte forfatter Sara, der klarer sig igennem som freelancejour­nalist, mens hun venter på det store litterære gennemb...

Lyst af Åsa Schwarz  

Hovedpersonen er den ukendte forfatter Sara, der klarer sig igennem som freelancejour­nalist, mens hun venter på det store litterære gennemb...

Advertisement