Page 1


1 Therese satte flyttekassen fra sig, tørrede sveden af panden med skjorteærmet og vendte sig om. “Er hun faldet i sø…” begyndte hun, men afbrød sig selv. Hun kunne have sværget på, at der stod nogen i døråbningen lige før, men nu var der ingen. John var stadig i stueetagen nedenunder. Hun rystede på hovedet og kastede et blik ud ad vinduet. Træerne svajede som sorte skygger mod den mørke efterårshimmel. Regndråber piskede mod ruden. Skønt, at de havde fået det hele ind, inden regnen kom. Det knirkede på trappen, og så hørte hun Johns skridt i korridoren. “Nu sover hun endelig.” Therese vendte sig om og så på sin mand, som han stod der, lænet op ad dørstolpen. “Havde hun svært ved at falde i søvn?” John nikkede. “Det krævede tre gange Bamse og to Anders And.” Han gik hen og tog hende om livet. “Det er den første nat i et nyt hus. Det er da klart, at det er spændende,” sagde Therese og lagde armene rundt om halsen på ham. Han bøjede sig frem og gav hende et let kys. “Er du nu sikker på det her? Du har vel ikke fået kolde fødder?” “Ja, jeg er sikker. Det er da klart, at det føles lidt nervepirrende, men det går nok over. Gränshammar ser jo ud til at være en fin, lille by. Det skal nok blive godt.” John slap hende og så sig om. “Hvordan går det med udpakningen?” “Tja, vi har flyttekasser. Og så har vi flere kasser.”  7


“Kunne vi ikke stille nogle af dem her ned i kælderen?” Therese skuttede sig og rystede på hovedet. “Så må du bære dem derned. Jeg går ikke derned, hvis det ikke er absolut nødvendigt.” “Jeg tager dem i morgen.” John sprættede en kasse op, der stod ved siden af ham. “Hvor skal vi begynde?” Therese gik igen hen og lagde armene om halsen på ham. “Vi kunne måske lade det her være for i aften og se, om vi kunne finde på noget andet.” John tog hende om hofterne og trak hende ind til sig. “Det er den bedste idé, jeg har hørt hele dagen,” sagde han og lo. “Har du allerede pakket lagnerne ud?” “Hvem siger, at vi skal være i sengen?” spurgte Therese og nippede ham i læben. “Mooaaarr…” Therese sukkede og lagde panden mod Johns hals. “Jeg kan gå derned,” sagde han. “Nej, du har allerede læst så meget for hende. Jeg går. Hun sover nok om lidt.” Therese slap John og hviskede for sig selv: “Kære du. Lad hende snart falde i søvn.” Hun gik ud og gennem den korte gang hen til trappen. Der var fire værelser ovenpå, og ingen af dem var blevet sat i stand siden 70’erne. Tapetet skulle skiftes ud, og de grimme, slidte plastikløbere skjulte sikkert et trægulv. Huset skulle nok blive pænt med lidt renovering. Hun og John havde valgt et rum ud mod forsiden til soveværelse. Hjørneværelset havde hun tiltænkt sig selv. Da de boede i byen, havde hun ønsket sig sit eget rum, et sted, som helt var hendes eget. Nu kunne hun få det. Mærkeligt nok havde Sara ikke villet have nogen af værelserne på førstesalen. I stedet valgte hun et lige ved opholdsstuen. Det skulle snart vise sig hvorfor. “Dér kan jeg stå op og kigge på ræve om morgenen uden at forstyrre jer,” havde hun sagt. Det værelse, hun havde valgt, var et af de største i huset, næsten lige så stort 8  


som opholdsstuen i deres tidligere lejlighed. “Mooaaarr…” Therese skyndte sig ned ad trappen. Der var noget i Saras stemme – hun lød bange. Therese løb de sidste skridt hen til døren. Sara sad i sengen og stirrede over mod vinduet. “Hvad er der, min lille ven?” Therese gik ned på knæ ved hendes seng. “Havde du mareridt?” Hun strøg Sara over håret. “Der er nogen her,” hviskede Sara og så sig omkring. Therese så sig om. Der stod et par flyttekasser med Saras legetøj på gulvet. Kommoden stod i hjørnet ved siden af bogreolen. Der var ingen steder, hvor nogen kunne gemme sig. Therese rystede let på hovedet og strøg hende over håret. “Der er ingen her, min ven.” “Men det var der altså. Da jeg havde lukket øjnene, var der en, der hviskede noget i øret på mig.” “Hvad hviskede den da?” “Det ved jeg ikke. Jeg kunne ikke høre det.” “Skal jeg også kigge under sengen?” Sara nikkede. Therese bøjede sig ned og kiggede ind under sengen. Der var intet bortset fra en legetøjsbil. “Der er ikke noget her,” sagde hun og vendte sig igen om mod Sara. “Sov nu, lille skat. Mor skal også hen og hjælpe far.” “Men der var noget. Det passer altså.” “Du har nok bare haft et mareridt? Somme tider tror man, at man er vågen, selv om man drømmer.” “Sådan var det ikke!” Therese sukkede og satte sig på hug ved sengen. “Okay, min ven, men nu er der i hvert fald ikke noget her.” “Vil du læse noget for mig?” “Nej, nu må du altså til at sove. Far har jo læst mega længe for dig.” “Jamen, så sov sammen med mig, bare lidt.” Therese sukkede og purrere lidt op i Saras hår. “Okay da, men kun et øjeblik. Så må jeg gå” Hun lagde sig ned på den smalle seng og vendte sig om mod Sara, der lagde armen om hende.  9


To timer senere vågnede Therese, da et lyn lyste værelset op, og regnen slog mod vinduet. Forsigtigt trak hun sig ud af Saras arme og stemte fødderne mod sengekanten for at få sig rejst op. Hendes ben var usikre, og hun lænede sig mod væggen i nogle sekunder, inden hun listede ud. Endnu et lyn blinkede ind gennem vinduet, mens Therese sneg sig op ad trappen mod førstesalen. Hun havde ikke indprentet sig, hvilke trappetrin der knirkede, og hvilke der ikke støjede, og trådte forsigtigt på dem alle sammen for ikke at vække Sara igen. Hun ønskede at tysse på regnen og lynene. Da hun kom op i soveværelset, fandt hun John i dyb søvn i sengen. Han havde fundet lagnerne frem.

10  


2 Sensommersolen skinnede ind gennem de store vinduer, som vendte ud mod haven. Therese satte nogle fotos op på reolen i opholdsstuen og så på John og Sara, der løb forbi udenfor. Hun rørte ved bryllupsbilledet og smilede, mens hun så sin mand og datter lege på græsplænen. Saras fletninger dinglede over skuldrene sammen med et alt for langt, stribet halstørklæde i lysende farver. Sara havde ikke sagt noget om vennerne i byen, men Therese forstod, at hun måtte savne dem. Men samtidig var det her Johns store chance. Hans mulighed for at skabe sig et navn i erhvervslivet. Og det var også Thereses mulighed, en mulighed for at komme på det rene med, hvad hun ville gøre med sit liv. Det gav et stik i brystet. Var de dårlige forældre, som kun tænkte på sig selv? John havde netop fanget Sara, og hun så ud til at le, så hun hev efter vejret. Therese smilede, men stinget i brystet sad der endnu. Hvilken ret havde de til at rykke Sara væk fra sine venner – fra sit liv – for at de kunne få styr på deres? Burde det ikke være modsat? Burde forældre ikke ofre sig for deres børn? Therese tog det sidste foto op af papkassen og stillede det på reolen ved siden af bryllupsbilledet. Hun satte hænderne mod lænden og strakte sig. Nu var det hele pakket ud. På en eller anden måde var det lykkedes hende at få lejligheden til ikke at synes alt for spartansk møbleret, til trods for, at deres tidligere lejlighed var på firs kvadratmeter med tre værelser, hvor de nu havde seks værelser og to hundrede kvadratmeter. Stueetagen bestod af en lille entré, der mundede ud i opholdsstuen. Langs hele væggen var der vinduer med udsigt til haven. Fra opholdsstuen var der to åbninger ud til køkkenet, som strakte sig langs husets gavlside. På den anden side  11


lå Saras værelse og i hjørnet løb trappen op til førstesalen. Therese foldede flyttekassen sammen og stillede den op ad væggen ved kælderdøren. Hun fik myrekryb, når hun tænkte på den smalle trappe ned til kælderen, til undergrunden. Der var ingen vinduer dernede. John måtte bære flyttekassen ned, når han kom ind. Therese satte sig i en af lænestolene og tog en avis. Hun skævede til flyttekassen og bed sig i læben. At bære den ned i kælderen var det sidste, der skulle gøres, derefter ville alt være på plads. Snart ville hun være alene i huset. Hverdagen i Gränshammar nærmede sig. John havde jobbet, Sara havde børnehaven, men hvad skulle hun selv tage sig til? Hun havde intet arbejde, intet projekt. Huset ville være hendes eneste ansvar. Hun rejste sig, gik hen til kælderdøren og åbnede den. Det skarpe sensommerlys bag hende oplyste kun en del af trappen, og hendes silhuet i døråbningen kastede en skygge, som slugtes af mørket nogle trappetrin nede. Hun famlede med hånden inden for døren og ledte efter kontakten. Det var en ældre model, sådan en, som man drejer på for at tænde lyset. Lamperne blinkede nogle gange, inden kontakten stod rigtigt. Hun tog en dyb indånding og tog papkassen under armen. Det knagede i trappen, da hun satte foden ned på den. Hun kastede et blik bagud og gik så hurtigt ned ad trappen. Hun kunne lige så godt få det overstået. Der sad et sikringsskab på væggen ved foden af trappen. Therese tøvede et par sekunder. Hun strøg sig over håret, der smøg sig ned over armene, inden hun steg ned fra det sidste trappetrin og satte sine bare fødder på det kolde cementgulv. Hun tog papkassen under armen og listede videre hen ad gangen, der førte ind til kælderen. Hvor korridoren slog et sving, hang der en opslagstavle med et indrammet billede. Det var et sort-hvidt foto af huset, formodentlig taget da det var nybygget. Rammen var beskadiget på den ene side, som om den havde ligget indeklemt et eller andet sted. Der stod nogen i skovbrynet lige i udkanten af billedet. Åbenbart en, der ikke skulle have været med på billedet. Therese bø12  


jede sig nærmere, men billedet var gammelt og sløret, og kun huset fremtrådte skarpt. Af personen i billedet kunne man ikke se mere end et utydeligt omrids. Trods det føltes det, som om den stirrede lige på hende. Therese skuttede sig og trådte skiftevis på fødderne for at undgå kulden. Hvorfor skulle nogen sætte noget op på væggene hernede? Havde der boet nogen i kælderen? Og hvem ville dog gøre det? Lyset blinkede. Therese holdt vejret, og hjertet hamrede. Hun så sig omkring. Der måtte være en løs forbindelse i afbryderen. Hun skyndte sig videre, fulgte gangen forbi billedet og kom ind i et større rum. Ved den bageste væg var der en niche, hvor husets oliefyr engang havde stået. Formentlig var alt det dertil hørende udstyr blevet afmonteret, da der blev indlagt fjernvarme. Det havde efterladt uregelmæssige indhak i væggene, der egentlig ikke passede til noget som helst. Lamperne blinkede igen men blev ved med at lyse. En kold sveddråbe løb fra armhulen og ned langs siden. Hun åndede tungt. Resten af flyttekasserne stod i hjørnet, hvor John havde stillet dem. Therese satte sin papkasse op mod de andre og skyndte sig tilbage mod trappen. Et smæld rungede gennem kælderen. Døren var smækket i. Det hvislede pludselig i lamperne, og et øjeblik efter gik de ud. Mørket svøbte sig om hende som et tæt slør og fik det til at snurre i hendes hoved, så hun ikke længere vidste, i hvilken retning trappen var. Therese blinkede i mørket. Det var som at få et bind for øjnene. Hun kunne ikke røre sig. Et eller andet sted fra hørtes en svag, knitrende lyd, som om nogen bladrede i en avis. Hun stod urørlig og lyttede til sit eget åndedræt. Armene rystede og fik snart resten af kroppen med. Det lød, som om den knitrende lyd var rundt omkring hende – som et rovdyr, der kredsede om sit bytte. Lyset kom igen. Det havde ikke været mørkt i mere end nogle sekunder, men det føltes som en evighed. Træet knagede, da hun styrtede op ad trappen, skubbede døren op og fór ind i opholdsstuen. Hun smækkede døren bag sig og vendte sig for at sikre, at den var ordentligt lukket. Hun hev efter vejret og trykkede hånden  13


mod brystet i forsøget på at bringe hjertet til ro. Længe stod hun sådan og ventede på, at åndedrættet skulle blive normalt igen. Hvordan havde hun dog kunnet skræmme sig selv sådan? Hun tvang en lille latter frem og blev varm i kinderne. Hun trak vejret dybt og kastede et blik ud gennem vinduet. Hverken John eller Sara var et se bag huset. Hvor var de gået hen? Therese gik hen til vinduet og bøjede sig nærmere ruden for at se, om hun kunne få øje på dem. De var ikke til at se nogen steder. Var de gået ud i skoven? Næppe. John var dukket op på Saras første og eneste spejderkursus i italienske sko og jakkesæt. Egentlig ville det være ganske tiltalende, hvis det nu viste sig, at han havde lidt af et naturbarn i sig, men Therese var jo ligesådan. Bare tanken om fyrrenåle og småkryb fik det til at klø og krible over hele hendes krop. Det blafrede i gardinerne, da John og Sara åbnede hoveddøren og stormede ind. “Har I haft det sjovt?” Sara smilede og nikkede ivrigt. “Vi har en have, mor!” John lo. “Ja, og du må lege dér lige så meget, du vil!” “Men du må holde dig på græsplænen,” sagde Therese. “Ikke gå ud på vejen.” “Okay, mor.” Therese aede hende på kinden. “Vil I have noget at drikke?” “Gerne,” sagde John og gik ud i køkkenet. Sara hoppede af iver. “Jeg vil lege på mit værelse.” “Okay. Du må komme, hvis du vil have noget.” Therese fulgte efter John ud i køkkenet. “Hvad er det her for noget?” John stod foran den åbne køleskabsdør og holdt en mælkekarton frem. “Mælk?” 14  


“Ja, men tjek datoen. Den er udløbet for et år siden.” Therese tog kartonen og stirrede på den. “Mærkeligt, at den stadig er flydende. Den burde være blevet til en fast masse nu.” John nikkede og tog en anden mælkekarton frem, en af dem de selv havde købt. Der var et andet design på pakningen. “Så du det ikke, da du pakkede vores madvarer ind?” Therese rystede på hovedet. “Jeg må have overset det. Det var mørkt og stressende. Jeg ville også bare have det hele ind, inden det blev dårligt.” Hun tog kartonen med sig hen til køkkenvasken og begyndte at hælde dens indhold ud. Der var ingen klumper i mælken, og den var ikke vandet. Therese stak næsen ned til kartonens åbning og lugtede. Hun så igen på “bedst før”-datoen. “Det lugter helt, som det plejer. Måske er det en af de kartoner, vi købte, men med forkert holdbarhedsdato.” “Jeg troede ikke, det kunne blive trykt forkert. Har du smagt på det?” “Nej. Tør man det?” “Pakningen ser jo også anderledes ud. Jeg tror, det er bedst at lade være. Hæld det bare ud.” Therese fortsatte med at hælde mælken i vasken men stoppede op og tog et glas i skabet. Hun hældte lidt på bunden og lugtede til det. Det lugtede nøjagtigt som mælk. Der var ikke noget stinkende, ikke noget muggent. Det var bare almindelig mælk. Therese skævede til John. Han satte brød og ost frem på køkkenbordet. Da han vendte ryggen til, drak hun resten af mælken i glasset, forberedt på at spytte det ud, hvis det smagte dårligt. Det smagte af mælk. Therese trak på skuldrene og hældte resten ud. “Hvor gjorde du af spillene, Therese?” råbte John oppe fra førstesalen. Therese tørrede hænderne i viskestykket og gik hen til køkkendøren. “I Saras værelse.” John kom ned ad trappen. “Alle sammen?” Therese lo.  15


“Vi har ikke så mange spil. Jeg siger jo, vi må købe nogle flere, men du hører jo ikke på mig!” “Jeg synes i hvert fald, vi pakkede en hel del ned. Hvad skal vi nu spille?” “Lad Sara bestemme det.” John gik hen til Saras værelse og bankede på. Therese blev stående ved døren og så på ham. Hvis John var nervøs for sin første dag på jobbet, så viste han det ikke. Han virkede snarere mere afslappet, end han plejede at være, når han skulle på arbejde. Måske var det luften heroppe. Therese lo for sig selv og gik tilbage til køkkenet. Heroppe. Gränshammar lå ikke særligt langt nordpå, men det var, som om de var kommet til en anden planet langt fra Stockholm, hvor hun var født og opvokset. “Det bliver Risk,” sagde John og smilede, da han kom tilbage til køkkenet. Therese løftede øjenbrynene. “Og det var Saras valg? Slet ikke påvirket af nogen anden?” John slog ud med armene. “Jeg ville da vel aldrig manipulere vores barn?” Therese smilede og satte sig ved køkkenbordet. John satte sig lige overfor, og Sara kom ind i køkkenet med spillet i hænderne. “Far og jeg skal spille sammen. Det har han lovet mig.” Therese snerpede munden sammen og rynkede brynene, men kunne ikke dy sig for at grine. “Kan du ikke spille med mig i stedet for?” Sara så på John og derefter på Therese. “Men du taber jo altid.” Therese sukkede og satte spillebrættet frem. “Ja, ja, så må jeg vel spille mod jer.” John grinede til hende og fandt spillebrikkerne frem. Et par timer senere var Thereses hære udslettet. Sara sad og gabte ved køkkenbordet. “Måske skulle du gå ind og lægge dig,” sagde Therese. Sara nikkede og rejste sig fra bordet. “Jeg kommer snart og hjælper dig med at børste tænder,” sagde 16  


John og begyndte at samle spillet sammen. “Godnat, mor.” “Skal jeg komme og putte dig?” spurgte Therese og kiggede efter hende. “Det kan far gøre.” “Okay da, I sammensvorne,” sagde Therese og rejste sig fra køkkenbordet. John rejste sig og fulgte efter Sara til badeværelset. Therese tog en avis med ind i opholdsstuen og satte sig i sofaen. Rummet virkede anderledes om aftenen. Ikke som når sensommersolen lyste ind gennem ruderne og oplyste alting. Det var i det lys, hun havde set huset første gang, og da havde det været indbydende og hjemligt. I går havde hun været så optaget af at pakke ud, at hun ikke havde tænkt på det. Men nu, da alt var stille, da alt var sat på plads, føltes opholdsstuen fremmed. Alt, hvad der stod på reolerne – deres ting – virkede på en eller anden måde forkert, som om de ikke passede ind. Døren til Saras værelse knirkede, da John trak den til. “Sover hun nu?” John nikkede og listede hen over gulvet til sofaen, hvor han satte sig i hjørnet over for Therese. “Hun var træt, tror jeg. Hun snakkede vældig meget om at begynde i børnehaven i morgen.” “Jeg håber bare, at det går godt,” sagde Therese. “At hun får nogle venner.” “Det ordner sig nok,” sagde John og så på uret. “Har du talt med Telia?” “Ja, de ville koble det nye nummer til i løbet af i morgen.” John nikkede. “Godt.” “Selv om det føles lidt gammeldags at have fastnet igen. Jeg tror ikke, jeg har haft det, siden jeg flyttede hjemmefra.” Therese smed avisen over på bordet og strakte benene ud i sofaen. “Vil du drikke en kop te med mig?” John sukkede og kløede sig i nakken. “Du, jeg tænkte faktisk også på at gå op og sove. Jeg er temmelig  17


træt, og det bliver sikkert en lang dag i morgen. Hvis det er i orden?” “Selvfølgelig er det okay,” sagde Therese og sænkede blikket. “Jeg kan måske blive siddende lidt og læse?” “Gør du bare det,” sagde John og rejste sig fra sofaen. Han strøg hende over nakken, da han gik forbi, og fortsatte op ad trappen til førstesalen med tunge skridt. Therese så efter ham og sukkede stille for sig selv, så han ikke kunne høre det. Hun havde set frem til lidt tid sammen med ham om aftenen, få snakket lidt og siden tage tråden op til det, der var svipset i aftes. Egentlig var det mærkeligt, at hun selv ikke var mere træt, end hun var. Det havde været nogle anstrengende dage. Therese lagde sig til rette i sofaen og tændte tv’et med fjernbetjeningen. Men i stedet for at se programmet, kiggede hun ud gennem vinduet på træerne, der vinkede til hende. Lampen i vindueskarmen genspejledes i glasset. Therese vred og vendte på sig, men kunne ikke rigtigt finde en bekvem stilling. I byen blev det aldrig så mørkt. Der var altid gadelys, der lyste op. Hun kunne ikke mindes, hvornår hun sidst havde stirret ind i et så kompakt mørke, som fik det hele til at se anderledes ud, som skjulte træerne, stenene og alt det andet, der var derude.

18  


3 “Skynd dig, Sara, ellers kommer vi for sent til børnehaven.” “Jeg vil have min rosa sweater,” råbte Sara fra sit værelse. Therese sukkede. Det var den femte undskyldning, og nu begyndte risikoen for at komme for sent at blive overhængende. Hun lagde bilnøglerne fra sig på skænken i forstuen, sparkede skoene af og småløb gennem opholdsstuen til Saras værelse. “Skal du da absolut have den sweater på? Kan du ikke bruge den, jeg lagde frem til dig?” Sara kiggede op. “Hvad for en sweater?” “Den ligger jo dér på stolen!” “Nåh, den,” sagde Sara men gjorde ikke mine til at tage den på. “Hvad er der da i vejen med den? Jeg troede, du kunne lide den.” “Jo, men jeg vil have den rosa.” “Tag den der i dag, så må du tage den rosa på i morgen. Okay?” Sara sukkede og tog den på. “Mor, er der langt til børnehaven?” “Ikke særligt langt. Skynd dig at tage dit tøj på. Vi kommer for sent.” Therese kastede et blik på uret. De skulle være i forskolen klokken ni. Om fem minutter. “Den første dag,” sagde Therese, da de havde sat sig ind i bilen. “Tror du, det bliver spændende?” Sara kiggede ud gennem bilruden. “Hvorfor er vi flyttet hertil, mor?” “Det ved du da godt. Vi snakkede jo om det, inden vi flyttede. Kan du ikke huske det? Far har jo fået det her job, så vi skal bo her i nogle år.”  19


“Men han havde vel et job i forvejen? Og du havde også et job.” “Ja, selv om jeg ikke brød mig om mit job. Og far syntes heller ikke om sit.” “Men nu har du jo slet intet job.” “Synes du da, at jeg er nødt til at have et job? Måske er der noget andet, jeg hellere vil, end bare at arbejde.” “Men alle arbejder jo.” Therese kiggede ud på vejen. Ja, alle arbejdede. Alle undtagen hende. “Jeg vil heller ikke arbejde, når jeg bliver stor.” Therese aede hende på kinden og smilede. “Nu må vi se, lille ven. Når du bliver stor, håber jeg, du finder et job, som du virkelig gerne vil have.” Therese drejede ind foran skolen og parkerede bilen. Forskolen lå i en lille bygning ved siden af skolen og havde både børnehave og fritidsvirksomhed. Et hurtigt blik på instrumentbrættets ur bekræftede, hvad hun allerede vidste. De kom for sent. Hun løb rundt om bilen, tog Sara i hånden og skyndte sig over mod bygningen. Indenfor lå der en stor dørmåtte, hvor der stod “Velkommen.” På tre af væggene hang der knager. Therese tørrede skoene af på måtten og lod blikket vandre hen over knagerne. Der sad små navneskilte over hver af dem. Anton, Mustafa, Svea, Tova, Ali, Tommy, Farah, Jelani. Længst inde i hjørnet var der en knage med navnet Sara ovenover. Der lød børnestemmer inde fra legerummet. Hun hjalp Sara af med jakken og tog et par overtrækssko af blå plastik på. “Kom,” hviskede hun og tog Sara i hånden. Hun holdt vejret et øjeblik og bankede så forsigtigt på dørkarmen. De havde allerede dannet en kreds i legerummet. Morgensamling. “Hej, undskyld vi kommer for sent.” “Åh ja, velkommen. Er det dig, der er Sara?” Sara nikkede. Kvinden, der trådte frem, rakte hånden ud mod Therese. “Hej. Rosa Evensson,” præsenterede hun sig og vendte sig derefter om mod Sara. “Og velkommen her, Sara. Værsgo og sæt dig. Vi har 20  


gjort en plads klar til dig i kredsen. Der sidder en seddel på gulvet med dit navn på. Kan du læse dit navn?” Sara nikkede. “Jeg kan læse. Og også skrive,” sagde hun. “Næh, hvor er du dog dygtig!” “Hun lærte at læse, da hun var fire,” sagde Therese og smilede. “Det med at skrive er noget nyt.” Rosa vendte sig om mod hende. “Det er helt i orden,” sagde hun og smilede. “Jeg tænkte, at hvis du har lyst, så kan du jo tage en runde her eller sådan noget. Jeg har jo dit nummer, så jeg kan ringe, hvis Sara skulle blive ked af det. Ellers kan du jo komme tilbage om en times tid?” Therese nikkede. “Ja, og undskyld igen, at vi var sent på den.” Rosa viftede afværgende med hånden. “Det gør ikke noget. Det her går fint, skal du se.” Therese nikkede og satte sig på hug over for Sara og gav hende et kram. “Mor dig nu godt, og så ses vi om lidt.” Rosa smilede og nikkede. Therese nikkede til Sara, som gik hen og satte sig i kredsen. De andre børn fulgte hende med øjnene. Therese pillede ved skulderremmen til håndtasken, mens hun lod blikket strejfe hen over børnene for at se, om der var nogen, der smilede eller så venlige ud. Hvis der bare var ét eneste smil, så var der en chance for, at Sara kunne trives, at hun kunne få en kammerat. Luften var så frisk her, så rig på ilt og fattig på bilos. Nervøsiteten forlod hende. Sara ville sikkert få en god dag i forskolen. Det håbede hun i hvert fald. Et koldt vindpust fik hendes hår til at vifte, og hun trak frakken tættere om sig, gik op til gaden og over den. Der kom ingen biler. Der lå treetageshuse på begge sider af gaden. De fleste vinduer var sorte som skovsøer. Farven på vindueskarmene var skallet af. Hvor længe siden var det, at nogen havde boet der? Og hvem var de? Hun  21


syntes næsten, hun kunne høre stemmerne fra de børn, der engang havde leget mellem husene. Strejfet rundt i små grupper på deres cykler. Uden cykelhjelm selvfølgelig. Hun gik op over toppen af en bakke og gik så nedad igen. Etagehusene blev til villaer. Hun passerede et rækkehus med garage og fik øje på et pizzeria længere nede på den modsatte side af gaden. Længere borte kunne hun høre suset fra hovedvejen. Gränshammars egen ringvej. Bortset fra at denne ringvej ikke fortsatte på broer, hen over øer og vand, som Essingeleden ved Stockholm gjorde det. Og at man kunne overse hele Gränshammar, hvis man blinkede med øjnene. Therese spadserede ind i villakvarteret. Husene her var enormt store. Næsten lige så store som direktørvillaen. Huspriserne her var helt anderledes end i byen. Her kunne en lærer eller sygeplejerske måske have råd til en villa midt i centrum. Deres hus var ganske vist større, men det lå i udkanten af Gränshammar. Skoven begyndte for enden af deres græsplæne. Der var længere til naboerne. Her kunne hun ikke forestille sig diskussioner om, hvor højt man måtte lade hækken vokse ind mod nabogrunden, eller hvem der havde ansvaret for at male stakittet. Hun smilede indvendigt. Her måtte der kunne blive hvide vintre. Det var ikke noget, hun var vant til fra Stockholm. Sara kunne vokse op med at bygge snemænd. Måske kunne de stå på ski alle sammen, hele familien. Therese drejede væk fra vejen og gik op ad endnu en bakke. Det så bekendt ud. Måske havde hun været her tidligere. Eller også så der ligesådan ud et andet sted. Hun kom hen til krydset mellem en helt tom parkeringsplads og en forladt minigolfbane. Der var et læskur mellem banerne, hvor man formentlig lejede køller og bolde ud, men åbningen var spærret med en låge i samme terrakottafarve som resten af skuret. Lige overfor lå Folkets Hus, som var mørkt og så aflåst ud. Da hun gik nærmere for at se, om hun kunne finde nogle åbningstider, blev hun klar over, hvorfor hun følte sig stedkendt. Neden for bakken lå Gränshammars centrum. Et lille brolagt torv med nogle blomsterarrangementer i midten, en ICA-butik og så den 22  


eneste gågade med forretninger på begge sider. Mennesker gik ind og ud af butikkerne. Spadserede ad gågaden. På vej et eller andet sted hen. Hun fortsatte ned ad bakken, fandt sin telefon frem og så på klokken. Det havde i hvert fald ikke ringet ud endnu, men det var måske ved at blive på tide at gå tilbage til forskolen. Hun drejede rundt om et hjørne og gik ind i gågaden, passerede en café. Der sad folk derinde, og det så hyggeligt ud. Hun skrev sig cafeens placering bag øret. Næste gang, hun var i byen, ville hun tage en kop kaffe der. Alene. Det havde hun ikke gjort i umindelige tider. Gågaden endte. Therese gik op på fortovet og fortsatte. Længere fremme ragede kirketårnet op, og der lå tofamilieshuse langs gaden. Therese stoppede op. Hun vidste, at hun var kommet forbi her med bil, men nu var hun usikker på, i hvilken retning forskolen lå. Hun fortsatte med at gå men med hurtigere skridt. Hvis hendes beregninger holdt stik, så skulle hun bare ned ad gaden her, og så ville hun være på den vej, de var kørt ad til forskolen. Hun skyndte sig ned ad bakken. På den ene side lå der en brandstation. Den kunne hun ikke mindes, at hun havde set i morges. Men hun havde måske haft sine tanker andre steder. Sara havde jo snakket løs. Hun rystede på hovedet. Gaderne så ens ud, og der var ikke noget, som virkede bekendt. Hun så sig tilbage, op ad den gade, hun var kommet fra. Nej, det var ikke den rigtige vej. Det måtte være i denne retning. Vejen drejede. Bebyggelsen var ikke lige så tæt her. Der lå skov på den ene side af vejen, og husene på den anden side havde enorme græsplæner. Hun standsede. Det så bekendt ud, men det hjalp ikke noget. Hun var faret helt vild. Hun tog mobilen frem og startede GPS’en. Det blå punkt dukkede op midt på skærmen, mens kortet blev indlæst. Hun zoomede ud og prøvede at få en fornemmelse af, omtrent hvor hun befandt sig. “Hvad? Nej?” Vejens drejning. Husenes position. Therese så op fra mobilen. Kunne det være? Hun løb hen til svinget og rundt om gruppen af træer. Hun var tilbage ved huset. Hun vendte sig om og så tilbage langs vejen. Hvordan havde hun kunnet komme fra det sted? Hun lukkede  23


GPS’en og så samtidig tidsangivelsen øverst oppe på skærmen. “Pokkers også!” Hun skulle have været tilbage ved forskolen nu. Denne gang var det bedst, at hun fulgte vejen i stedet for omvejen gennem boligkvartererne. Hun stak hænderne i lommerne og gik så hurtigt, hun kunne, forbi huset, da hun syntes, at hun skimtede noget i øjenkrogen. Der stod nogen i vinduet på førstesalen. Hun stoppede pludselig op og vendte blikket mod huset. Vinduet var tomt. Bare en skygge fra et af træerne. Hun stod stille et sekund, stirrede på vinduet. Der var ingen, men hun kunne ikke slippe følelsen. Som om selve huset stirrede tilbage på hende. Hun vendte sig langsomt om og fortsatte med at gå, men lidt efter vendte hun sig nødtvunget om og stirrede tilbage på huset. Indbildning. Den rene indbildning. Men nu var hun for alvor forsinket. Dét var i hvert fald ikke indbildning.

24  

Profile for Hoi Forlag

Kold træk af Markus Sköld  

For mere end tres år siden sprængte minearbejderen Pär Klang sig vej ind i en grotte under Lyktberget. En kraft, som ingen havde kunnet fore...

Kold træk af Markus Sköld  

For mere end tres år siden sprængte minearbejderen Pär Klang sig vej ind i en grotte under Lyktberget. En kraft, som ingen havde kunnet fore...

Advertisement