__MAIN_TEXT__

Page 1


1 Han vendte det papir, han sad med, og lagde det kant mod kant med et andet. Skubbede brillerne højere op på næsen og så over på hende med et blik, der sagde mere end ord, på et sprog hun ikke forstod. Alice kiggede over på ham, hævede øjenbrynene og ventede på en fortsættelse. Det var underligt, at han var så længe om det. Hun ville ønske, hun havde en hånd at holde i. En krop at læne sig op ad. En væg at støtte sig til. At hun ikke var alene med det her. Situationen fik hende til at ryste. Hun sænkede hovedet og åbnede munden. Jonathan tog hendes hånd i sin, knugede den, lagde armen omkring hende. Alice trak sig væk som en håndsky hund. Hun mærkede, at hans fingre strøg hende ned over armen, før han satte sig ret op og foldede hænderne i sit skød. Alle de år, der var gået, hvor de ikke havde vidst andet, end at han bare var Liam, ikke som nogen anden, men bare sig selv. En lille dreng. Bare Liam. Hun strøg hår væk fra kinden. Nikkede igen og så på Jonathan et kort sekund, måske to, før hun så væk. Det gjorde hende dårligt tilpas, at han var så bange, at det lyste ud af ham. Manden over for hende lænede sig frem, bladede i papirerne igen som for lige at sikre sig, at alting var i orden. Han pegede på et andet papir, fyldt med testresultater, og sagde et eller andet, men Alice hørte det ikke. Hun så forbi ham, over på reolen bagved. Hylder fyldt med ringbind. Ringbind med årstal på ryggen. En del skrevet med rødt,  13


andre med sort eller blåt. Hun sad og tænkte på, hvordan de mon så ud, de børn, der lå gemt inde i ringbindene. Som havde overstået en udredning og diagnosticering og derpå var lagt til side. Glemt. Nu kom tågen tilbage. Hun kunne ikke forstå noget. Forstod ingenting. Som om kroppen slog de dele fra, der ikke var livsnødvendige. Holdt bare gang i hjerte og lunger. Hun sad tilbage som en gispende fisk, der var hevet op på land. Ingen følelse i hverken arme, hænder eller læber. Og så blev hun iskold igen. Hun rystede over hele kroppen og slog med hovedet for at bringe hørelsen tilbage, ville høre, hvad han sagde, men så afbrød Jonathan. “Men han er jo kun et barn?” Jonathan havde lænet sig frem med albuerne på knæene, fuldt fokuseret på manden overfor, som sad og sagde ting om deres barn, som ikke var til at forstå. Alice rystede på hånden. Hun rakte ud og pillede et hår af Jonathans skjorte. Kiggede på hvirvlen i hans nakke, der narrede enhver frisure, så han altid så ud, som om han lige var stået op. Hun havde lyst til at røre ved hans øreflip. men han er jo kun et barn. “Liam hører stemmer i sit hoved. Han ser ting, som ikke findes. Han er i en anden verden end den, vi kender til. Men vi kan hjælpe ham. Vi kan give ham medicin, så han kan klare hverdagen og forhåbentlig også skolen. Se her, der er forskellige muligheder, I kan tage stilling til. Der kan være flere bivirkninger ved det ene end det andet, og ...” Alice rykkede helt ud på kanten af stolen. Klemte knæene sammen, fødderne, bøjede sig frem, forsøgte at nærme sig ham for ligesom bedre at kunne høre, hvad han sagde. Det susede for ørerne, og ordene faldt på gulvet, inden de nåede frem, som om hendes krop skød dem ned, et efter et. Hun lagde armene ud på bordet for at have noget at støtte sig til og lænede sig frem. Så ned på alle de brochurer, han havde bredt ud foran dem. Fulgte hans finger, som pegede på tabeller, kurver og cifre. Hun frøs stadigvæk. Hænderne dirrede. Hun rakte over og lagde sin ene hånd oven på hans. 14  


Måske gav det et ryk i ham, fordi hun var så kold, eller også var det, fordi hun søgte en trøst, han ikke kunne give. Lægen holdt op med at sige noget og så hende i øjnene. De sad med ansigterne kun en meter fra hinanden. “Det kan være, I får brug for hjælp,” sagde han og trak hånden til sig. Han fandt et nyt stykke papir, tog en kuglepen på skrivebordet og satte en streg under et telefonnummer. Han gav Alice papiret sammen med en stak andre papirer. “Her kan du, eller du,” sagde han med et nik over mod Jonathan, “ringe og bede om at få en samtale.” “En samtale?” Hun havde ikke rørt sig. Hendes hånd lå stadig på skrivebordet, hvor han havde efterladt den. “I kan få professionel hjælp, I skal bare ringe til nummeret dér. Og lad os lige vende tilbage til medicineringen, for jeg anser det for meget vigtigt, at Liam kommer i behandling hurtigst muligt. Han skulle jo nødig gå hen og blive dybt psykotisk og ... ja.” Han pegede ned i brochurerne igen. Samlede dem sammen og trykkede dem i hånden på hende. Glitrende, farvestrålende brochurer med bogstaver i kursiv og med fed skrift. Bogstaverne så ud til at hoppe rundt for at påkalde sig opmærksomhed. Hun fik lyst til at rive dem i stykker. Alice tog armen væk fra bordet og satte sig ordentligt op. Hun vidste godt, hvad psykotisk betød, for hun havde mødt mange med psykoser i forbindelse med sit arbejde, men det var voksne mennesker. Det var fremmede mennesker med psykoser. Uanset hvor tæt på hende de kom, var de altid på en armslængdes afstand. Hun rettede sig op, og det gjorde Jonathan også. Han lagde en hånd på hendes knæ. En os mod dem-gestus. “Psykotisk?” Hendes stemme lød giftig, hun hørte det selv og følte sig giftig. Han så forbavset op på hende. “Ja, altså, hvis man bliver psykotisk, så forsvinder den normale virkelighedsopfattelse, kan man sige. En del får paranoia, og er man  15


først blevet paranoid i nogen grad, så kan det eskalere voldsomt og hurtigt. Nogle bliver aggressive, andre fuldstændig indesluttede i sig selv, og så er der dem, der bliver maniske ...” “Jeg ved, hvad psykotisk betyder, men det du siger nu, er altså, at hvis han tager medicinen, så får han ingen psykoser og bliver rask? Helt normal?” “Måske.” Han tog brillerne af og gned øjnene. Han så træt ud. Skulle hun sige til ham, at hun også var træt? “Måske?” Det var ikke hendes mening at lyde så skarp, men spørgsmålet landede som en spytklat imellem dem. Hun mærkede adrenalinen suse. Varme kinder. Bankende puls. Hendes krop var tilbage på banen igen. “Måske! Det er ikke godt nok. Jeg vil have garantier.” Han rystede på hovedet og tog brillerne på igen. “Garantier findes ikke. Diagnosen er i sig selv utrolig kompliceret, og medicineringen må man teste sig frem til. Og det tager tid, det kan tage flere måneder. Vi må ganske enkelt se, hvad der fungerer bedst for Liam. I ønsker det bedste for jeres søn, ikke sandt? I har selv indvilget i den her udredning, og det viser jo, at I er bekymrede for Liam, og at I vil ham det bedste. Jeg tror bestemt, at I ønsker, at Liam får en god fremtid, en fremtid, hvor han ...” Alice afbrød. “Hvor mange er blevet raske af at tage den medicin?” “Det er svært at sige. Det kommer jo an på, hvad man mener med rask, men jeg vil bestemt anbefale ...” “Jeg vil gerne have svar på mit spørgsmål. Hvor mange børn er blevet raske af den medicin? Halvfems procent?” “Så mange er det ikke.” Han lænede sig tilbage i stolen, flettede fingrene sammen og lod dem hvile på maven. Stolen knagede under ham. “Halvfjerds?” “Nej.” 16  


Nu gjorde det ondt i brystet og ryggen, fordi hun gjorde alt for at beherske sig, blive siddende og ikke skrige. Underlæben dirrede. Hun tørrede tårerne væk med den frie hånd, der ikke knugede brochurerne. “Halvtreds?” “Hold nu op, Alice, det fører ingen steder hen,” sagde Jonathan opgivende. Lægen rystede på hovedet. “Tyve?” Stemmen kunne næppe høres. Hun sank sammen. Hun sad over for en mand, der netop havde givet hendes søn en billet lige lukt ned i helvede, og så sad han bare dér og sagde nej. Indtil nu, for denne gang svarede han slet ikke. Hun gentog spørgsmålet. “Tyve procent?” Nu var det ham, der lagde armene på bordet og lænede sig frem. Hun læste hans navneskilt og talte de tre reklamekuglepenne, der stak op af brystlommen. En, to, tre. Tre, to, en. En, to tre. Der var en grå plet under den ene af knapperne. Et sammenfoldet stykke papir bag ved kuglepennene. En småternet skjorte under kitlen. Han havde sorte hår på fingrene. Nyvasket hår. Alice kunne se, at han ikke kunne svare. Hans ansigt røbede det. “Alice.” Hun rejste sig, smed brochurerne på gulvet og gik over mod døren. “Alice!” Hun rystede på hovedet og tørrede sine kinder og sin næse med hænderne. “Det kan jeg ikke. Prøv at forstå. Det er mit barn ...” “Liam har brug for medicin, Alice.” Hun blev ved med at ryste på hovedet. “Nej, det kan jeg ikke.”  17


Lægen så over på Jonathan i håb om, at han ville bakke ham op. “Så, Alice, søde ven, hør nu efter, hvad han siger ... lad nu være, det fører jo ingen steder hen. Kom over og sæt dig ned.” “Vi behøver ikke at beslutte os i dag, vel? Kan han ikke blive hjemme bare weekenden over? Sig nu ja! Så kan vi komme tilbage på mandag.” Lægen så fra hende til Jonathan og kunne sikkert mærke, hvor bange hun var. Måske fornemmede han hendes rædsel og gav efter. Trak vejret dybt ind, slap luften ud og nikkede med et suk. “Godt, men hvis Liam får det værre, så kommer I med det samme. Lover I det?” Da havde hun allerede åbnet døren og var gået. Jonathan råbte efter hende, så det gav genlyd på gangene. Han råbte, og det var, som om ordene jagede hende, og det fik hende til at gå endnu hurtigere. Til sidst løb hun.

18  


2 Dag et Alice vågnede ved skriget, og da øjnene havde vænnet sig til nattemørket, opdagede hun, at Liam stod inde i værelset med ryggen til hende. Luften var råkold og føltes fugtig mod huden. Hun satte sig op i sengen og så ham stå og stampe uroligt med foden i gulvet. Det var så lydløst og forsigtigt, at han næsten var nede i knæ. Han havde bøjet hoved og fumlede efter dørhåndtaget, som om han ikke rigtigt vidste, hvor det var. Han skubbede døren i. Hængslerne knagede. Han græd. “Der sidder en dreng derude.” Hun gjorde plads under dynen og rakte hånden ud efter ham. “Kom her og sov videre. Det er bare noget, du har drømt.” Han vendte sig om og listede på tæerne over til hende. Med albuerne knuget tæt ind til kroppen satte han sit ene knæ op i sengen og kravlede ind til hende. Hun opdagede, at han havde lukkede øjne. Han kneb dem sammen. Rynkede panden. “Der sidder en dreng ude på køkkengulvet. Jeg så ham!” Voldsom gråd. Hans tænder klaprede, og han lagde sig ned med ryggen til hende. Hun trak dynen op om hans skulder og stoppede den ind under kinden på ham, lagde armen omkring ham. Indkapslede og gemte ham. Han var tolv år og snart højere, end hun var. Han fyldte godt i sengen. Liam rystede. Hun strøg ham blidt over armen, som lå gemt under dynen. Når hun lå her og brugte sin anden arm som pude, kunne hun lige nå over og røre ved hans hår. Bare med to fingre. Det var længe siden, han havde ligget ved siden af hende. Flere  19


år siden. Deres godnatkram holdt op den dag, hvor han begyndte selv at gå i seng. Måske var det dengang, han begyndte at sove, altså rigtigt. Han lå bare i sin seng og sov. Alice ville nødig vække ham og blev ofte bare stående i døråbningen nogle sekunder. Lyttede til hans åndedrag. Liam havde aldrig knyttet sig voldsomt til hende, ikke som andre klæbende børn til deres mødre, hvilket Alice i al hemmelighed havde været taknemmelig for. Hun og Jonathan havde fornøjet grinet til hinanden og snakket om, at det ville de aldrig have kunnet klare. Det var hende, der havde krammet Liam, og ikke omvendt. Han snøftede og hviskede noget om drengen igen. Alice begyndte stille at nynne. Sov søde Liam, sov og bliv stor. Den havde hun altid nynnet, også da vandet gik, og de var på vej til sygehuset. Hun havde nynnet videre, selv da hun fik presseveer. Sov lille baby, sov og bliv stor. Da han var baby, havde hun også nynnet den for ham. Når hun vågede over ham om natten, hvis han havde ondt i maven, eller hvis han var bange for, at der var tigre under sengen. Sov lille baby, sov og bliv stor. Sov nu sødt. Det var alt, hvad hun ønskede for ham. Hun strøg ham over armen igen, rørte ved hans hår og tvang sig selv til at tænke på noget andet, end de syner Liam havde. Liam hulkede og trak snot op i bihulerne. “Der sidder en dreng derude.” Han lød så overbevist, at hun blev usikker. Hvad nu, hvis han havde ret? Hvis der nu sad en dreng? Hårene rejste sig på Alices arme. Hun holdt op med at nynne. Pludselig kunne hun ikke huske, om hun havde låst yderdøren. Hun gjorde tegn til at ville rejse sig og kravle hen over Liam for at komme ud af sengen. “Hvor skal du hen?” 20  


Liams fingre omkring hendes håndled. Holdt fast. Hagede sig fast, indtil hun kom op at stå. Så trak han hånden til sig og stoppede dynen ind under hagen. Hans øjne var lukkede igen. Alice smilede for at holde panikken på afstand. Smilede, fordi han rørte ved hende. Som om han kunne se hende. Som om det ville gøre nogen forskel. “Jeg går lige ud og kigger, og du kan blive ...” “Nej! Jeg vil ikke være alene!” Hun tændte lyset i loftet og tog i dørhåndtaget. “Jeg skal på toilet, og så kan jeg lige kigge samtidig. Okay?” Hun ventede ikke på, at han skulle svare. Liam klynkede, da hun trykkede håndtaget ned. Det føltes koldt mod hånden. Døren gav sig igen med en klagende lyd. Pulsen bankede på siden af halsen. Hun sank. Så over mod sengen, hvor han lå og græd med øjnene knebet tæt sammen. Alice ville ønske, hun kunne tage ham i sin favn og beskytte ham imod alle rædsler og al skræk for altid. Mod alt. Hun spejdede hen over gulvet. Ingen dreng at se. Kiggede om bag døren, under bordet og stolene, åbnede endda skabet, men fandt ikke andet end småkryb og muselorte. Lettet over, at køkkenet var tomt, åbnede hun døren på vid gab og tændte lyset i loftet herude også. Kiggede over til Liam i sengen og smilede. “Her er ingen dreng! Det er bare noget, du har drømt. Det sagde jeg jo. Kom hellere ud at tisse.” Hun åndede lettet op. Holdt op med at være bange, men samtidig var der noget i hende, der ville ønske, at det havde været rigtigt, at der sad en dreng på gulvet, at han virkelig fandtes. Liam græd ikke længere, stirrede bare på hende hen over dynens kant. Hans pegefinger viftede over imod hende. Han trak snottet ind og sank. “Jeg så ham.” Hun gik over mod Liam med fremstrakt hånd og nikkede ud mod toilettet. “Kom nu, Liam, du må hellere få tisset, så du kan sove længe i morgen.” Han rejste sig og gik om bag hende, holdt stadig fast i hendes  21


hånd, sneg sig til at kigge ind ad døren, ud på køkkengulvet. Hun kunne mærke hans ånde mod sin skulder. “Jeg så ham, lige dér.” Han pegede og blev ved med at liste på tæer, da de åbnede døren ud til toilettet. Alice var nået et par skridt ind i badeværelset, da hun så dem. Hun bakkede ind i Liam og skreg. Den ene hånd op for munden, et greb om hans arm med den anden. Hans øjne var vidt åbne, opspilede, øjenlågene sitrende. Der lå en hel masse biller på gulvet foran toilettet. Alice gøs og rystede sine hænder, som om hun havde krybene på sig. Liam stirrede ind i badeværelset. “Jeg skal tisse,” sagde han og inspicerede billerne med pludselig beherskelse og nysgerrighed. Hans toneleje var forandret, ansigtet så afslappet ud. Liam havde ikke været nysgerrig efter noget som helst det seneste år, havde kun interesseret sig for sine tegninger. Stakkevis af tegninger, der hobede sig op på hans værelse. Papirkurven til højre for skrivebordet blev hele tiden fyldt med spåner fra blyantspidseren og de tegninger, han ikke ville have. Gule blyanter med et lyserødt viskelæder foroven. Ingen andre blyanter duede. Alice købte dem i en kontorhandel i nærheden af sin arbejdsplads. Tre kasser ad gangen, toogfyrre stykker i hver kasse. Det rakte til cirka tre uger. “Vi flytter dem bare,” sagde han og slap hendes arm. “Jeg skal sådan tisse.” “Også mig.” Hun kiggede ind, som var hun bange for, at der også var nogen, der gemte sig derinde i stedet for at ligge døde på gulvet. De var ikke døde, det så hun nu. De bevægede benene, men flygtede ikke. Lå bare på ryggen og ventede. De fandt en fejebakke og en kost ovre i hjørnet, og under vasken stod en dåse insektspray, der var rusten i bunden. Hun rystede den nogle gange og sprayede direkte mod krybene, indtil de flød rundt i en sø af væske. Hun var lige ved at brække sig, da hun fejede dyngen 22  


sammen med børsten. Mange af dem rørte stadigvæk på sig, sprællede med benene og prøvede at få sig vendt om og flygte. Hun smed dem ned i toilettet. Liam stod ved siden af og trak i kæden for at skylle ud. Alice hældte sæbe på hænderne og skurede løs på dem med sine egne negle. Da hun tændte for vandhanen, begyndte det at brumme et sted i huset. Liam stod lænet mod dørkarmen, tavs, og stirrede ned i toilettet. Tankefuld. Fredfyldt. Helt modsat den Liam, han plejede at være. Hun så på ham i spejlet. Håret med hvirvlerne. Panden. Halsen. Pludselig vendte han blikket mod hende, og Alice blinkede sine tanker væk og lukkede for vandet. Han rakte hende sprayflasken. Hun ledte efter et sted, hvor billerne kunne være kommet ind, men der var ikke andre huller end afløbene i brusekabinen og i håndvasken. Hun holdt hånden for næsen og sprayede en sidste gang, lige et par sekunder, og sparkede døren i med foden. Hvordan krybene så end var kommet ind på badeværelset, skulle de i hvert fald ikke sprede sig til resten af huset. De gik ud i haven, barfodede i det fugtige græs. På denne side af huset virkede det, som om de var langt fra byen. Liam sagde ingenting, så stadig fredfyldt ud. Det skulle hun ikke forstyrre ham i, så hun lod ham gå ud i mørket, så han kunne tisse omme bag ved huset. Hun satte sig på hug ved siden af busken med de store blomster, der duftede som vådt papir. Grenene var tynde, men stærke, og der var mange af dem. De hang ind over hende som et beskyttende paradis, duftede og dryppede dug ned ad ryggen på hende. Den busk blev sat den sommer, hvor hun stadig var for lille til at kunne nå op til kagedåsen oven på køkkenskabet. Hun kunne huske, de havde givet hende til opgave at holde øje med den i dagens løb og sige til, hvis jorden blev for tør. De næste to uger lå hun på maven i græsset med hænderne under hagen og kiggede på jorden. Det var i hvert fald sådan, hun gerne ville huske det. Der kom mennesker ude på vejen, de snakkede et sted i nærheden, og lyden blev båret med vinden.  23


Alice fik en følelse af at stå udenfor. Hun blev bekræftet i, at hun aldrig ville blive en af dem, et menneske, der går grinende gennem natten. Hun ville aldrig komme tættere på sig selv end sin egen skygge. De skyllede hænder under vandslangen ved gavlen, og efter hun havde lukket døren, kontrollerede hun, endda to gange, under Liams opsyn, at den virkelig var låst. Liam gik om bag hende, men holdt fast i hendes arm med begge hænder. “Er han væk?” “Han har aldrig været her.” “Jeg så ham. Da var han her.” “Nu er han her i hvert fald ikke.” Han kravlede op i hendes seng, krøb ind til væggen og krummede sig sammen. Alice lagde sig ved siden af ham og begyndte at nynne igen. Om og om igen. Liam faldt i søvn. Hendes ryg gjorde ondt, og hun flyttede forsigtigt på sig for at komme til at ligge bedre. Hun ville ønske, hun kunne falde i søvn og glemme, men så snart hun lukkede øjnene, så hun lægen for sig igen og kunne mærke alle lugtene og al den angst, der knyttede sig til konsultationsværelset. En, to tre. Tre, to, en. En, to, tre. Hun betragtede natten og skyggerne på væggene. Bevægelser i mørket, som kun fandtes på denne tid. Blå farver. Sorte farver. Gennemsigtige skygger, der krøb ind over hinanden. Og gik videre. Hvordan kunne Jonathan sige, at det ikke kunne betale sig? At det var nytteløst. At det ikke førte nogen steder hen. Alice kæmpede for at holde gråden tilbage. Åndedragene blev til små suk, og tårerne løb ned over næseryggen. Hun græd over alt det, der var mislykket for hende hidtil, og over alt det, hun skulle stå igen24  


nem fremover. Der var ingen måde, hun kunne slippe for det. Ingen løsning. Hun måtte bare blive i det, lige her. De skulle bare blive her. Så måtte alt det andet gå, som det nu kunne. Hun vidste kun, at hun måtte være her for Liam nu. Hun strøg ham over håret. Han mumlede og snøftede. Hun vidste ikke, hvad hun lavede. Det at de var flyttet ind i det her hus, alt det her var bare forkert, men lige nu var der ikke andet at gøre. Hun kunne ikke være svag nu. Hun skulle give ham ro. Hun måtte selv være rolig. Efter et stykke tid flyttede hun det ene ben for at lette trykket på hoften, men så begyndte det bare at gøre ondt et andet sted. Hun opgav og lod hovedet synke ned på armen. En lastbil kørte forbi uden for huset, og dens skramlen fik Liam til at løfte hovedet. Han trak vejret i stød og begyndte at græde. Hele sengen rystede til sidst. Alice lagde hovedet ind til hans ryg og strøg ham over armen. “Du drømmer bare.” Hendes stemme var varm og beroligende, og hun forsøgte virkelig at lyde fredfyldt uden at lade det skinne igennem, at hun var dødtræt og ikke anede, hvordan hun skulle se sig igennem den næste dag. Liam trak vejret i gisp og vendte hovedet i alle retninger. Han havde øjnene spærret vidt op. “Nej,” svarede han, “jeg ser mennesker overalt.”

 25

Profile for Hoi Forlag

Hudløs af Sandra Gustafsson  

Virkelig stærk roman fra en af Sveriges store forfattere ”Alle de år, der var gået, hvor de ikke havde vidst andet, end at han bare var Lia...

Hudløs af Sandra Gustafsson  

Virkelig stærk roman fra en af Sveriges store forfattere ”Alle de år, der var gået, hvor de ikke havde vidst andet, end at han bare var Lia...

Advertisement