__MAIN_TEXT__

Page 1


Kapitel 1 En ostesandwich i plastik og en æske halspastiller. Valdemars morgen­mad. Han holdt godt fast i sin plastikpose og trak jakkens hætte godt ind til hovedet. Det, der var begyndt som lidt juli-finregn, tog nu til, og der lød et tordenbrag, helt uden at skyerne havde givet noget forvarsel. Han havde taget stien op over Observatoriehøjen for at købe sig lidt betænkningstid inden det, som han havde tænkt sig at gøre, men nu hvor vejret pludselig blev dårligere, fortrød han det. Han kneb øjnene sammen i regnen, satte farten op og lagde ikke mærke til den nedfaldne gren, der lå hen over stien. Han snublede og faldt, så lang han var, og blev liggende på maven. Posen røg ud af hånden på ham, sandwichen og halspastillerne landede i mudderet. Valdemar prøvede at mærke efter i kroppen. Havde han brækket noget? Han kunne bevæge sig, men var ikke i stand til at rejse sig op. Det gjorde ondt i højre knæ. Pengene, tænkte han instinktivt og fik den ene hånd lempet ind til inderlommen i jakken. Der lå kuverten. Han kunne mærke det tykke bundt sedler gennem papiret. Han havde sat en rød elastik om, og den havde været lige ved at springe på grund af alder og slid. Symbo­likken, da han gjorde det, havde føltes både tydelig og ubehagelig. Som om han var en menneskelig udgave af den selvsamme elastik: halvgammel og temmelig slidt. * Saga fortrød, at hun var gået op over højden. Hun var tung i kroppen, og det gjorde ondt i ørerne. Nu skulle hun hjem og hvile sig. Hun skulle lige til at dreje ned ad stien til højre, da hun så en mand ligge på jorden lidt længere fremme. Var han kommet til skade? Bevægede han sig 8


overhovedet? Hun skyndte sig hen imod ham og kunne mærke, hvordan pulsen steg. Hvad nu hvis han ikke trak vejret? Skulle hun så til at give hjertemassage? Instinktivt mærkede hun efter, om hun havde mobilen i jakkelommen. – Hvordan går det? Hun bøjede sig ned over ham. Det var en lidt ældre mand, måske omkring pensionsalderen. Han kiggede op på hende og tog sig til knæet. – Skal jeg hjælpe dig op? Hun forsøgte at bedømme hans tilstand. Han kunne i hvert fald bevæge sig, og hans blik virkede nogenlunde fast. – Eller tror du, du har brækket noget? fortsatte hun. Han så ud, som om han mærkede efter. – Det tror jeg ikke, sagde han tøvende. Saga tog hans hånd, men kunne mærke, at hun ikke kunne få ham på benene på den måde. Han skulle have støtte under armene. Hun kiggede sig om efter hjælp, men der var ingen i nærheden. Hun stak en hånd ind under hans arm og lagde den anden omkring skulderen på ham og gjorde sit bedste for at tage godt fat, men samtidig være forsigtig. – Tak for hjælpen, sagde Valdemar, da han til sidst stod op igen. Vandet løb ned fra hans hår og blev til dråber på hans kinder. Saga bøjede sig ned for at samle hans ting op. Hun tørrede den våde plastik omkring sandwichen af mod sine jeans. – Jeg er bange for, at din sandwich er blevet lidt snavset, sagde Saga, da hun var færdig med hans pose. Han nikkede og rakte hånden frem for at tage imod posen. Der var tydelige hudafskrabninger på håndfladen, nogle af dem blødte lidt. – Du må hellere sætte plaster på, når du kommer hjem. Saga nikkede mod hans hånd og rakte ham plastikposen. – Kan du godt selv klare at gå hjem, tror du? – Tak, det skal nok gå. Det betyder ikke så meget med sådan en gammel fyr. – Det synes jeg da, det gør, sagde Saga. Man skal passe godt på sig selv. Han takkede endnu en gang for hjælpen og haltede langsomt videre 9


ned ad bakken. Skulle hun have tilbudt at følge ham hjem? Skrøbelig, tænkte hun for sig selv, da hun så ham forsvinde ud af synsfeltet, i den silende regn. Han fik hende til at tænke på tynd, brugt porcelæn. Hun sparkede en stor gren væk fra stien og fortsatte hen ad stien. * Passe godt på sig selv, tænkte Valdemar. Når hun havde sagt lige præcis det, kunne han ikke fuldføre det, han ellers havde tænkt, han skulle gøre. Ikke lige i dag. Hendes lange, rødblonde hår, den høje, slanke skikkelse og de hurtige bevægelser. Hun havde mindet ham om Lise. Lise, sådan som hun havde været, inden det voksne tog over, og omstændig­hederne gjorde, at hun gled fra ham. Han forsøgte at jage tankerne væk, men det var svært. Han gik langsomt hjemad med sin pose i hånden. Det gjorde ondt i knæet. Det var blevet en vane at gå ud og købe en sandwich om morgenen. Han befandt sig godt i køer blandt mennesker, der var på vej et eller andet sted hen. Så kunne han forestille sig, at han også havde noget vigtigt at foretage sig, måske en fast mødetid, han skulle nå. Hvilket han halvvejs havde haft i dag. Det sidste år på jobbet havde han nogle gange taget sig selv i at tænke positivt på pensionen, af og til havde han næsten glædet sig. Hvor naivt. Hvad godt havde han troet, at der skulle komme ud af ikke at have noget at lave? Han havde forladt den sidste sociale sammenhæng, hvor han faktisk stadig havde haft en funktion. Selv om den måske i andres øjne var ubetydelig. Men der havde været en tidsregistrering, hvor han var blevet noteret hver dag. Og før eller siden var det blevet bemærket, hvis han ikke dukkede op for at udføre sine arbejdsopgaver. Valdemar ville aldrig komme tilbage til sit job igen. Højst til pensionistfrokosten, der blev holdt en gang om året. Men så ville han ikke gå hen i sin gamle afdeling. Ikke komme trampende og forvente glade tilråb og ord om, hvor meget de savnede ham, og hvor svært de havde haft ved at klare sig uden ham. Han ville ikke risikere at blive mødt af smil, der hurtigt gled videre hen mod det, som deres ophavsmænd 10


oprindelig havde været på vej mod: printeren, kaffemaskinen, måske affaldsrummet. Tider at overholde. Da han kom hjem, lagde han plastikposen på køkkenbordet. Så opdagede han det. Det var ikke hans pose. Den var af samme størrelse, men havde et grønt hjerte midtpå. En apotekspose. Han åbnede den forsigtigt og tog indholdet op: en slags flydende sæbe til ansigtet, en æske hovedpinepiller og en pakke med medicin. Penicillin. Han læste navnet på etiketten. Saga Erlandsson. Træt og opgivende sank han ned ved spisebordet. Så havde han ikke nogen morgenmad at spise. Men fremfor alt havde pigen ikke sin medicin, som hun sikkert havde hårdt brug for. Han sukkede. Det betød, at han var nødt til at finde frem til hende, og helst så hurtigt som muligt. Han tog telefonbogen frem fra et af køkkenskabene. Det var utrolig mange navne og numre, konstaterede han. Men ingen i hele Stockholm, der hed det samme som hun. * Saga var forfærdelig træt. Det gik op for hende, da hun endelig stod over for sit eget spejlbillede i elevatoren. Hun havde ondt i ørerne, især det venstre. Havde hun tit haft mellemørebetændelse som barn? Det kunne hun ikke huske noget om. Så snart hun kom ind i lejligheden, ville hun skifte tøj og tage sin medicin. Bagefter ville hun lægge sig på sengen med et varmt tæppe og en god pude under hovedet. Hun opdagede det, allerede da hun låste sin dør op. Jeg er kommet til at forbytte min pose med den, som manden i parken havde, konstaterede hun opgivende. Da jeg rakte ham hans pose, var det i virkeligheden min egen. Og hvad betød det? At hun ikke havde nogen medicin. I stedet havde hun en mudret sandwich og en våd pakke halspastiller. Jeg må ud og lede efter ham, bestemte hun sig for, da hun trådte ind i entréen. Hun tog en jakke på, der passede bedre til regnvejr, og gik ud igen. Hun prøvede at huske, hvordan manden havde set ud: gråt hår, der strittede uregerligt, et ansigt mærket af alderen. Grove og lidt ujævne træk, normal af bygning, men med en lidt krumbøjet holdning. Men det kunne selvfølgelig skyldes, at han var faldet. Saga gik lidt rundt på må og få. Hun holdt sig på den side af 11


Observatoriehøjen, hvor hun havde set manden traske hen, efter at han var kommet på benene. Det var alt, hvad hun havde at gå efter. Hun lod blikket glide hen over begge sider af gaderne, kiggede ned ad alle sidegader, til og med ind gennem de vinduer, der sad lavt nok til det. Hun havde ingen anelse om, om han boede i den her del af byen eller et helt andet sted. Og hvem vidste, hvornår han ville gå ud igen? Sikkert ikke før regnen var holdt op med at øse ned, som den gjorde lige nu. Efter at have taget en tur op omkring højen, erkendte hun sit nederlag og gik hjemad igen. Nu var humøret på vej mod nulpunktet. Det kunne vel ikke lade sig gøre at ringe til lægehuset igen og prøve at få en ny recept? Lige nu orkede hun ikke andet end at gå hjem og lægge sig. Senere skulle hun møde Jens på café Ritorno. Da skulle hun gerne være på toppen igen.

12


Kapitel 2 Saga vågnede brat. Hun svedte efter en urolig søvn og åndede tungt. Det måtte være en ubehagelig drøm, der havde vækket hende. Hvor længe havde hun sovet? Hun havde ikke sat nogen alarm på mobilen, for hun havde bare villet hvile sig lidt. Hvad skete der egentlig i drømmen? tænkte hun, mens hun friskede op på mascaraen, der var løbet ud i regnen. Hun kørte børsten nogle gange gennem håret og tog et stænk parfume på, som hun vidste, at Jens godt kunne lide. Billeder fra drømmen bankede på som en flagspætte, men gled væk, hver gang hun nærmede sig dem med tankerne. Hun havde stadig ondt i ørerne. Alligevel glædede hun sig til at komme hen på Ritorno, hendes yndlingscafé. Bare at lade sig synke ned i en af de bløde, brune lædersofaer med en stor kop te. Saga følte et velkendt sug i maven, da Jens trådte ind ad døren til cafeen et par minutter efter, at hun selv var kommet. Han lod blikket glide rundt i rummet og kørte fingrene gennem håret, sådan som han plejede, så det lange pandehår sad rigtigt. Hun løftede en hånd og vinkede til ham, og han besvarede hendes hilsen. Jens nikkede mod disken, at han ville købe noget, og Saga gjorde plads til ham i sofaen. Hun prøvede at komme til at sidde i en behagelig stilling og glemme, hvor svedig hun var efter at have skyndt sig. Hun håbede, at deodoranten holdt, hvad reklamen lovede. Jens tog tingene af bakken og stillede dem på sofabordet. Han gav hende et hurtigt knus og et enkelt “hej” og satte sig på taburetten overfor hende. Saga prøvede diskret at rykke tilbage til midten af sofaen igen. Hun nikkede mod hans kagetallerken. 13


– Vi har en hund på mit arbejde, der hedder det samme. Bare uden s. Muffin. Hvilket jo også er det rigtige, for der er kun én hund, og muffins med s betyder jo mere end én muffin, mindst to i hvert fald. Fald nu ned, tænkte hun. Det var faktisk ham, der havde givet lyd fra sig den her gang. – Dig og dine vovser. Og det her er vel mere en slags bolle. Jens betragtede sit bagværk, tog et forsigtigt sip af sin latte og lukkede øjnene et øjeblik. Til sidst kom der et godkendende “hm-mm” fra ham. Så lænede han sig forover og lagde med en højtidelige mine sin hånd over Sagas. Hun fór lidt sammen og knugede hårdere om sin tekop med den hånd, der ikke var låst under hans. – Jeg har et forslag: Fem måneder i Marseille. Jeg arbejder, og du følger med. Jeg har fået et job på en restaurant hos Maltes kammerat, en franskmand. Og et værelse, som jeg kan leje til at begynde med. Vi tager af sted første september. Da er der stadig sommer dernede. Kort pause. Så fortsatte han: – Hvad siger du? Du kan slikke sol og tage på stranden, mens jeg er på arbejde. Og så kan vi være sammen, når jeg har fri. Og om natten. Jens så meget glad ud og virkede ikke til at lægge mærke til, at Saga ikke svarede med det samme. Da hun til sidst sagde noget om at tænke over det, spiste han resten af sin bolle uden at sige noget. Bagefter ville han vide, hvorfor hun ikke slog til med det samme, og efterlignede hendes “tænke lidt” med overdreven dialekt, som skulle forestille hendes bohuslänske. Saga lagde mærke til, at han overdrev i’et helt forkert. Saga trak lidt prøvende i Jens’ arm, da de gik ud fra Ritorno, og nikkede over mod Karlbergparken. Hun ville gerne hen til deres sted, det lille, forladte hus. Det var et stykke tid siden, de sidst havde været der. Han vidste præcist, hvad hun mente, men han rystede bare på hovedet, som i “ikke i aften”. I stedet gik de tavse side om side hjem til hende. Luften imellem dem var tung at indånde. Da de skiltes ved hendes dør senere på aftenen, havde Jens blikket stift rettet mod elevatoren, der skulle fragte ham derfra. Saga stod i sin dør og så ham tage af sted. Som sædvanlig havde han ikke lyst til at blive i hendes lejlighed natten over. 14


Hvorfor kastede jeg mig ikke bare om halsen på ham og sagde ja tak? Saga ærgrede sig, da hun prøvede at falde i søvn. “Ja tak, Jens, jeg vil gerne med.” Det havde været så let at sige noget i den retning. Han ville tage hende med på en rejse i fem måneder. Hun vred og vendte sig i sengen, der stadig duftede af ham. Af hans parfume, som hun egentlig ikke brød sig om, men som hun efterhånden havde lært sig at indånde på den rigtige måde. Hans forslag måtte vel betyde, at han nu mente det, at han forestillede sig noget seriøst. Måske ville han fortsætte med at bo sammen, når de kom hjem igen. Som et par. Det ville jo være naturligt. Og senere skulle de måske forloves, og måske på længere sigt … Hun skælvede lidt ved tanken om fortsættelsen. Hvad ville hun egentlig selv? Saga måtte se at få ringet til arbejdet næste dag og sige, at hun var nødt til at blive hjemme en dag mere. Det var ikke rart, men hun var simpelthen for træt. Nu havde hun også ondt i hovedet. Hun havde virkelig brug for sin medicin. – Du er snart frisk igen, skal du se, sagde Marit. Og så har jeg gode nyheder til dig. Saga åndede lettet op. Chefen var åbenbart i godt humør. – Kerstins sygemelding, fortsatte Marit. Den er blevet forlænget, sådan som vi også gættede på. Ja, det er selvfølgelig … trist. Vi skal ikke regne med, at hun kommer tilbage inden for en overskuelig fremtid. Det betyder, at du kan få fast arbejde fra og med august. Hvis du stadig vil, selvfølgelig. Saga var nødt til at svare. Fast arbejde i Marits Hundedagpleje. Så kunne hun blive i Stockholm og beholde lejligheden, så længe det passede Konrad, som hun havde lejet den af. På den anden side – Marseille med Jens. Måske ville hun nå helt ind til ham der. Tankerne snoede sig ind i hinanden som de tråde, hun havde flettet af garn som lille. For anden gang i løbet af et døgn tøvede Saga over for noget, der ellers virkede som en selvfølgelighed. Hun havde virkelig ønsket sig en mere langsigtet ansættelse. Det, der bare skulle have været et vikariat på nogle uger for at dække en tilfældig sygemelding, havde nu trukket ud i næsten et halvt år, og hun elskede det. Hendes forældre ville sikkert foretrække, at hun fortsatte med at arbejde i Stockholm fremfor at tage 15


med en ni år ældre fyr, som de ikke kendte, til Marseille. Selv om det første alternativ var lidt for langt væk fra den uddannelse, som de stadig håbede på, hun ville tage. Pædagog, havde hendes far foreslået, sidste gang de talte om det. Hvis ikke lærer eller noget med økonomi, så i hvert fald pædagog. Kunne hun ikke gøre det for sine gamle forældre. De blev jo ældre, og Lilian … Saga havde ledt samtalen over på noget andet; det var hun blevet ekspert i de seneste år. Uden at sige direkte nej, havde hun lært sig at vige udenom og sejle ind mellem skærene. De var ikke gamle. Muligvis trætte og nedslidte, men ikke specielt gamle. Og Lilians helbredsproblemer var noget, der især fandtes inde i hendes eget hoved, eller måske mest af alt skyldtes hendes vægt. – Det lyder dejligt, sagde Saga til sidst, som svar på Marits tilbud. Lad mig lige tænke over det i løbet af dagen, så giver jeg dig besked senere. – Det kan blive et par hundrede ekstra, men desværre ikke meget mere, begyndte Marit, men Saga afbrød hende. – Det handler ikke om lønnen, men om noget andet, der er sket. Jeg give besked, så snart jeg kan. * Valdemar stod ud af sengen med en hånd knuget hårdt om sengegavlen og sitrende ben. Knæet var stadig ømt. Han hev lidt i det ene hjørne af dynebetrækket, men slap det igen. Hvad skulle det gøre godt for? Han havde ikke redt sin seng en eneste gang de sidste uger. Og da slet ikke skiftet sengetøj. Han kiggede på det gulnede pudevår og følte sig dårligt tilpas. Natten havde været en prøvelse. Tordenvejret var trukket ind over. Gråt lys og tordenbrag. Som så mange gange før, var han til sidst stået op lysvågen, for at vaske rene tallerkener og glas op. Det var der en vis fred i, hvis man turde give sig i kast med at søge den, noget beroligende i de regelmæssige, cirklende bevægelser. Den våde svamp i hånden, opvaske­ midlet med æbleduft som et svagt minde om den have, han engang havde haft at passe. Efter han havde købte opvaskemaskinen for et stykke tid siden, var 16


der sjældent nogen snavset opvask i køkkenet, når han havde brug for det. Men det var også fint nok at polere lidt. Opvaskemaskinen var egentlig helt unødvendig i hans hjem. Men en dag havde han været inde i elektronikbutikken med tegnebogen i hånden. Det skulle ske noget nyt, og han havde valgt at sætte sin lid til, at det ville være godt at shoppe lidt. En opvaskemaskine, en GPS til bilen og en espressomaskine af et mellemdyrt mærke. Han, der ellers aldrig havde brudt sig om kaffe. På arbejdet havde han pligtskyldigt drukket kaffe for at være social, for at være med der, hvor snakken opstod, og for at have noget at klage over sammen med de andre. Den sure, beske drik, som de med rynker i panden drak flere kopper af hver dag. Han var først faldet i søvn ved firetiden om morgenen, da hele køkkenet skinnede, og espressomaskinen havde stået og snurret for at brygge to rygende varme kopper til ingen verdens nytte; til gengæld blev han liggende i sengen til efter 12. Nu lod han sig falde tilbage i sengetøjet. En tynd sky af støvpartik­ler viste sig i den lysstribe, der krøb ind gennem persiennerne. Han bestemte sig for at bruge fem minutter på at ånde på den måde, han havde læst om: ind gennem næsten og ud gennem munden. Lange, dybe åndedrag. Kroppen kunne overbevise sindet, havde der stået i bogen. “Sig til din krop, at du er rolig og fri.” Han kunne aldrig rigtig mærke, at luften fyldte lungerne, sådan som man skulle kunne. Det føltes mere, som om han udvidede brystkassen over et større tomrum. Til at begynde med havde han kunnet håbe på, at det var et spørgsmål om øvelse, men den gik nok ikke længere. Han løb risikoen og lukkede øjnene, men det kaldte altid billederne frem. Lise i forskellige aldre. Barnet, teenageren. Moren. Drengen, der faldt. Jeg bliver altså nødt til at finde pigen fra parken, huskede han sig selv på, da han tænkte på Lise. Modvilligt rejste han sig op igen. Et blik i køleskabet bekræftede det, som han allerede vidste. Der var stadig ikke noget morgenmad. Far til en datter, mand i en familie, morfar til et barnebarn. Og nu er der kun det her tilbage, tænkte han, mens han tog sine sko på og låste døren til sin lille lejlighed. Det gjorde ondt at huske det, der havde været engang. 17


Han trykkede på knappen i elevatoren og undgik at se den næste påmindelse: sit eget spejlbillede. Førhen havde han set godt ud. Det havde hans kone Elsa i hvert fald sagt, selv om hun måske ikke var helt upartisk i det spørgsmål. Men nu var det meste i hans ansigt gråt, stift og furet. Det var blevet en vane at undgå spejle. I stedet fokuserede han på de udtrådte sortbrune tyggegummipletter på gulvet. Hvis man kiggede godt efter, kunne man få øje på et mønster, der var lige så komplekst som stjernebilledet Store Bjørn. Der manglede kun halepartiet. Valdemar kneb instinktivt øjnene sammen, da han trådte ud gennem porten, og løftede hånden i et forsøg på at skygge for det blændende sollys. Nu var vejret slået helt om. Han blev stående lidt på fortovet. Apoteket, tænkte han så lidt efter. Hvis han ikke fandt hende i parken, kunne han gå hen på det apotek, hvor medicinen var købt. Måske kunne de gøre noget. Burde de ikke have oplysninger om kunderne lagt ind i et eller andet system? Han spekulerede lidt på, hvad hun mon skulle have medicinen imod. Måske stod det på pakken. Men det kom selvfølgelig ikke ham ved. * Saga var på én gang træt og rastløs. Hun besluttede sig for alligevel at gå en tur. Hen til parken. Der var vel en minimal chance for, at hun mødte manden der. Bagefter kunne hun gå videre til apoteket, måske kunne de hjælpe hende med medicinen på en eller anden måde. Hun blev stående i entréen, uforberedt på det postkort, der var landet på måtten. Hun havde ikke hørt posten komme. Ellers plejede postbuddets hurtige trin at lyde tydeligt op gennem trappegangen. Hun bøjede sig ned. Billedet forestillede et slot, der på en eller anden måde virkede bekendt med sine smukke, runde tårne og den mørke å, der flød forbi under den lange, buede bro. Der gik nogle sekunder. Hun kiggede ned på slottet og det mørke vand. Så tog hun jakken på, stak fødderne i skoene og kastede et blik på sig selv i entréspejlet. Så hun stresset ud? Hun følte sig faktisk stresset. Der var for mange muligheder, for meget, hun skulle tage stilling til, på for kort tid. Og så gjorde det ondt i ørerne, og hun var tung i hovedet. Medicinen var også blevet væk. 18


Efter en kort betænkningstid havde hun bestemt sig for at takke ja til Marit og jobbet. Hun forsøgte at sige til sig selv, at hun gjorde det rigtige. Nu kunne hun blive i Stockholm og fortsætte med at leje lejlig­ heden, der virkelig var begyndt at føles som hendes hjem. Men hun skælvede ved tanken om næste gang, hun skulle tale med Jens. Til sidst bøjede hun sig ned og tog postkortet op. Uden at vende det om, stillede hun det på reolen; hun vidste, at der ikke stod noget på det. De kom oftere og oftere nu, de anonyme kort. Saga nærmede sig toppen af Observatoriehøjen og tog et par dybe ånde­drag. Hun prøvede at abstrahere fra byens udstødningsgasser og forestillede sig, at luften var frisk og ren. Hun kunne ikke lade være med at tænke på Jens. Hun havde ikke hørt fra ham siden i går. Det var der ikke noget underligt i. Som regel vidste hun ikke, hvornår de skulle ses igen eller tales ved, når de skiltes. I begyndelsen havde hun spurgt lidt forsigtigt, men blev altid mødt med undvigende svar. Det passede ikke så godt. Sådan blev han ved. Først havde hun taget det som et tegn på, at han ikke ville mødes med hende mere. Men efter et par dage kunne han pludselig ringe eller dukke op igen, som om der ikke var sket noget. Glad og selvsikker. Med lyst til hende. Hun standsede op på den samme bakke, hvor hun havde hjulpet manden i går. Hun så sig omkring, som om han burde være lige i nærheden. Det gjorde ondt i hovedet. Hendes tanker gled af sted. Jens igen. Hun havde jo før hørt historier om par, der havde haft et lidt mærkeligt forhold til at begynde med, men hvor trådene var blevet redt ud, efterhånden som de lærte hinanden bedre at kende. Eller? Havde hun ikke det? Hun vidste det ikke. Men hun ville så gerne. Desuden burde hun vel være taknemlig. Der var nogen, der ville have hende. Måske ville der aldrig dukke en anden op. Lyden af sirener, et eller andet sted langt borte, fik hende til at vågne op. Medicinen. Hun bestemte sig. Apoteket var hendes bedste chance. Men hun havde glemt sit ID-kort, som lå i den anden pung. *

19


Valdemar kunne høre ambulancesirener, der nærmede sig. Han fik det altid dårligt af den lyd. Han kiggede op mod højen, men kunne ikke se nogen, der lignede pigen fra i går. Det forbavsede ham ikke, for han var godt klar over, at det var som at lede efter den berømte nål i en høstak, at søge efter hende her. Der var noget, der bevægede sig i øjenkrogen. Han nåede at se ryggen af en ung pige, der forsvandt rundt om hjørnet på den store bygning, der blev kaldt Studenterpaladset. Høj og slank med tjavset rødblondt hår. Kunne det være hende? Kunne han være så heldig? Hvis det var tilfældet, så havde han travlt nu. Han småløb, så godt han kunne, men halede kun nogle få meter ind på hende. Han fik mulighed for at komme tættere på, da hun ventede for rødt ved Odengatan. Skulle han kalde på hende? Nej, han var ikke sikker nok på, at det faktisk var hende. Han fulgte efter hende ned ad hele Norrtullsgatan og bagefter ind på Frejgatan, hvor hun pludselig stoppede op efter cirka 100 meter. Hun stak hånden i lommen. Sikkert nøglerne, tænkte Valdemar. Så boede hun nok på den her gade. Han kom så tæt på, at han fik et bedre glimt af hendes profil. Jo, det var uden tvivl pigen fra parken. Han skulle lige til at råbe, da hun åbnede gadedøren og smuttede ind. Døren faldt i med et hårdt smæld, inden Valdemar nåede frem. Nu var hun uden for rækkevidde. Valdemar blev stående ved døren. Den var pompøs med sit mørke træ, der så ud til at være eg, og de mange små glasfelter i det ovale vindue ovenover. De dannede et mønster, der mindede ham om den eneste kirke, han virkelig kendte. Sommerferieafslutningerne, konfirmationen. Den smalle grussti op til den grå murstenskirkes tunge dør, spaden, der plejede at stå op ad vandhanen ved blikskuret i hjørnet af kirkegården. Den solsvedne græsplæne, hvor hvide blomster strakte sig mod solen i trodsig kamp mod skyggerne fra skoven lige udenfor. Brylluppet. Elsa i sin flødefarvede kjole med broderier af liljekonvaller, som hun havde brugt aftenerne på selv at sy. Nogle år senere, Lises dåb. Mange år senere, drengens begravelse. Kirkeklokkerne, der ringede den dag og siden var fortsat med at ringe inde i hans hoved. Billederne begyndte at blive uskarpe. Han åndede hurtigere. Døren fløj op, netop som Valdemar havde bestemt sig for at gå igen. 20


En ung mand kom løbende ud. Han tog stentrappens tre trin i ét spring og nåede at puffe til Valdemar, der mistede balancen og måtte gribe fat i dørens stenkarm for ikke at falde. Manden fortsatte over mod Vasa­ parken uden et ord og uden at værdige Valdemar et blik. Hans skulderlange mørke hår, fløj om kraven på jakken. Han fægtede med armene i luften, mens han løb. Flere mennesker måtte træde til side, for ikke at komme i vejen for ham. Sådan bevæger man sig kun, hvis man er meget ophidset over et eller andet, tænkte Valdemar og var sikker på, at han havde ret i sin iagttagelse. Han kunne næsten se, hvordan vreden gav mandens hurtige skridt kraft. * Saga kunne mærke, hvordan frustrationen voksede. Langsomt, men sikkert som den ene byggeklods oven på den anden, der blev til et højt tårn. Nu havde hun ledt et stykke tid efter sit ID-kort. Det havde ikke været i den anden pung i køkkenskuffen, hvor hun var sikker på, at hun havde lagt det. Og så var der Jens. Hans temperament gjorde hende urolig og usikker, en tilstand, der bogstaveligt talt åd hendes energi. Han havde overrasket hende ved at stå og vente uden for døren til hendes lejlighed. Først var hun umiddelbart blevet glad for at se ham, men så følte hun et stik af ubehag, fordi hun ville blive nødt til at forklare ham, at hun sagde nej tak til hans forslag om Marseille. Det havde hun ikke nået at forberede sig på. Overfor Jens var det ellers godt at have gennemtænkt, hvordan man ville formulere sig, for ellers risikerede man, at han ikke brød sig om budskabet. Han havde spurgt allerede i entréen, og hun var blevet nødt til at sige det, som det var. At hun i stedet havde sagt ja til en forlængelse af sit job. Uden at svare havde han snuppet jakken, selv om han ellers lige havde hængt den op, og et øjeblik senere var han forsvundet ned ad trappen. Hun havde forsøgt at kalde ham tilbage. Det eneste svar, hun havde fået, var det kolde ekko af hans faste skridt. Og et hårdt brag, da døren faldt i nede ved gaden. Et eller andet sted bippede Sagas telefon. Hun fandt den på sengen. En besked, som ikke var fra nogen på hendes adresseliste; det var ualmindeligt. Posten, konstaterede hun lidt forbavset. Hun havde åbenbart en pakke, som hun skulle hente, men hun kunne ikke huske, at hun havde 21


købt noget på nettet de sidste uger. Hun lagde telefonen fra sig, tog en trøje over skuldrene og gik hen til vinduet. Det var dejligt bare at stå der, når hun en gang imellem havde brug for at tænke. Hun kiggede ud på gaden og den sandfarvede facade overfor. I nogle køkkener afslørede ensomheden sig. Manden, som hun kaldte Mister X, spiste alene; han sad foroverbøjet og holdt på gaflen som på en skovl med øjnene stift rettet mod avisen, der lå foran ham på bordet. Han spiste som regel på samme tidspunkt, og det hele tog maks. ti minutter. Fra mikrobølgeovnen til tallerkenen, til bordet, til opvasken. Om lidt ville hans eneste rum, bortset fra køkkenet, blive fyldt af det blå lysspil fra fjernsynet, og det ville fortsætte hele aftenen og et stykke ind i natten. Af Mister X selv, så hun kun fødderne på sofabordet. Hun klikkede beskeden væk. Den pakke kunne hun altid tænke på senere. Hun orkede i hvert fald ikke at gå hen og hente den nu. Hun åbnede computeren. Hvad var det, han havde heddet, den læge i lægehuset, der undersøgte hende og udskrev hendes recept? Og hvad var det nu for et lægehus, hun var tilknyttet …? Hun sukkede og gik ind på Facebook i stedet. Der havde hun 133 venner, og der var altid nogle af dem hjemme. Tobias, Sagas klassekammerat fra grundskolen, meddelte, at han var klar til ferie i en anden del af verden. Saga tøvede lidt med fingrene på tastaturet. Skulle hun kommentere det? Nej, det var lidt for længe siden, de havde været i kontakt med hinanden. Hun nøjedes med at synes godt om. Men Cecilia havde kommenteret. Saga tænkte stadig på Cecilia som sin bedste ven, men nu var det flere måneder siden, de havde hørt noget til hinanden. Bortset fra nogle sporadiske beskeder. Jeg burde ringe til hende og snakke lidt, tænkte hun. Snart, men ikke lige i aften.

22


Han var fremme ved den klippe, han havde udset sig. Der var en kølighed i luften, men sommerhimlen var stadig ikke mørk. Det ville være lyst et stykke tid endnu. Han kunne nå at slå teltet op. Sidste gang, havde han forsynet havet med tøj og andre fornødenheder, som man kunne få brug for i sensommeren og efteråret. Nu ville han slå lejr her og tilbringe natten sammen med ham. Han vandrede skråt over øen til den anden side. Op over klippeknolden, forbi miniaturesøen af regnvand og ned igen til kløften, hvor engelskgræsset bredte sig som et lyserødt tæppe. Soveposen var pakket hårdt sammen og rullede sig ud, som om den havde længtes efter at gense nattehimlen. Næsten, så man kunne høre et lille velbehageligt suk. Her skulle han sove tæt på havet, klipperne og himlen. Han håbede, at drengen kunne fornemme, at han var der. Hvor han end befandt sig.

23

Profile for Hoi Forlag

Enegængeren af Maria Isaksson  

Enegængeren er en rørende og sentimental roman om venskab, der kan opstå helt uventet Valdemars og Sagas veje krydses - ved første øjekast...

Enegængeren af Maria Isaksson  

Enegængeren er en rørende og sentimental roman om venskab, der kan opstå helt uventet Valdemars og Sagas veje krydses - ved første øjekast...

Advertisement