Page 9

Borgerforeningens

vellykkede

arrangementer i Anlægget i Lem Den 20.juni – efter at der om formiddagen var en velbesøgt gudstjeneste i teltet – var der om eftermiddagen kaffebord i teltet. De lækre kager blev i år leveret af Kirkegade, Postvænget, Tværvej og Kirkevænget. Mange var mødt op, og dem der kom fra Rosenlunden blev hjulpet af Vennerne og alle nød kaffen, kagen og den dejlige musik, der kom fra Jens Madsens harmonika. Der blev sunget mange af de kendte gamle sange og viser, og humøret var rigtig godt, ligesom vejret var med arrangørerne. Sct. Hans Aften i anlægget blev et tilløbsstykke. I det fine vejr var mange mødt op for at nyde maden fra Smedegården og aftensolen. I løbet af aftenen kom mange flere til, og da bålet blev tændt af børnene, der havde gået fakkeltog, var der kommet rigtig mange. Båltalen blev holdt af Esben Lunde Larsen. Følgende er et lille udpluk fra talen: ”Traditionen med Sankt Hans er som så mange andre traditioner. Den bunder i handlinger fra en fjern fortid, men peger stadig frem mod en nærværende nutid. Jo, traditioner går ofte langt tilbage i tiden, men derfor kan de sagtens ha` noget vigtigt at sige til os den dag i dag. For verden er såmænd ikke blevet mere rolig siden 1600-tallet, hvor hekseafbrændingen var på sit højeste i Danmark.” Han talte om frygt: ”Frygten for noget, man ikke kunne sætte ord på. Frygten for nogen, man ikke kunne håndtere. Springer vi tilbage til Anden Verdenskrig, så blev

mere end 6 millioner jøder udryddet i moderne hekseafbrænding af frygt for, at jøderne skulle blive en magt, Hitler ikke kunne håndtere. Springer vi til Sovjetunionen, så blev mere end 40 millioner dræbt af frygt for, at de ville vælte Stalins regime, af frygt for deres anderledes tænkning. Ja, men hvad sker der i dag? Af frygt for terror overvåges verden i stor stil. Ja, tænk, hvis frygten kunne blive afløst af lysten til at være fælles.

Lad bålet lyse op og minde os om, at den frihed og fred, vi har, ikke er en selvfølge, men noget vi må kæmpe for at bevare. Og lad bålet minde os om, at vores egen frygt og angst for nutidens hekse, nok er noget, der i langt højere grad bor inde i os selv end i den virkelige verden. Så lad friheden være grunden for det fællesskab, der holder frygten fra døren, og som har gavnet vort land så godt, for ”Vi elsker vort land, men ved Midsommer mest.” Mens bålet brændte ned, sad børn og voksne rundt i anlægget og nød den fine sommeraften.

9

SUSET | September-November 2010  

Sognebladet "SUSET"

SUSET | September-November 2010  

Sognebladet "SUSET"

Advertisement