var det tid til at lave nogle måleserier. Jeg havde fået glasfibre med ti forskellige typer af overfladecoatings og to forskellige resiner, der skulle testes. Glasfibrenes egenskaber kan variere meget alt efter overfladebelægning, hvilket gjorde det interessant at kvantificere glasfibre med forskellige overfladebelægninger i forhold til en bestemt resin. Dette kunne potentielt være et værktøj til bestemmelse af den optimale glasfiber til en bestemt resin. Det var en stor udfordring at arbejde med en enkelt glasfiber, da de kun er cirka 20 μm i diameter, men det lykkedes efter lidt øvelse med en pincet i hver hånd. Glasfiberen blev sat fast på en kran (se figur 2), der kunne dyppe fiberen kontrolleret i resin. Målingerne var meget tidskrævende i starten, men blev hurtigere efter noget øvelse. Nu håbede jeg bare på, at målingerne viste noget meningsfuldt. Heldigvis fandt jeg, at jeg kunne se en betydelig forskel mellem glasfibre med forskellige overfladecoatings. Desuden fik jeg verificeret mine målinger ved at vise, at de var reproducérbare. Udover at måle kontaktvinkler gav den eksperimentelle opstilling også mulighed for at måle overfladespænding. Dette blev gjort ved at tage et billede af en hængende dråbe fra siden (se figur 3). Dråbens form er afhængig af blandt andet overfladespændingen, så ved at tilpasse en matematisk model for hængende dråber til eksperimentel data, kan man bestemme overfladespændingen af væsken (dråben). Ud fra overfladespændingen og kontaktvinklen er det muligt ved hjælp af YoungDupré ligningen at beregne adhæsionsenergien, hvilket er et mål for, hvor godt to ting klæber til hinanden.
W=γ(1+cos θ ) 44
Hjerneblod l
5/2016
hvor W er adhæsionsenergien (J*m-2). Denne procedure kunne altså kvantificere, hvor godt en glasfiber med en given overfladcoating hæfter til resin eller andre væsker for den sags skyld, hvilket var rigtig godt i sig selv. Problemerne, som opstår i kompositmaterialer under støbningsprocessen er meget komplicerede og afhænger af rigtigt mange parametre, og man ved sjældent, hvad man konkret arbejder med. Jeg kunne kun få meget begrænset, generel viden om kemien i resinerne og overfladebelægningen af glasfibrene, da dette er forretningshemmeligheder. Jeg oplevede dette, som den største forskel mellem projektarbejde på universitet og mit virksomhedsprojekt. Forløbet har alt i alt været meget spændende, lærerigt og der er stadig meget uudforsket land, så jeg fortsætter arbejdet i mit speciale i samarbejde med virksomheden, der i mellemtiden har skiftet navn til Covestro A/S. o
Figur 3: Illustration af en hængende dråbe med overfladespænding γ.