Issuu on Google+

JAZZHOUSE 20. OKTOBER | 1

København 1.-6. maj

Léonie Sonnings Musikpris 2011 Kaija Saariaho

KONCERT 1. MAJ Saariaho and Other Gardens KONCERT 3. & 4. MAJ Athelas Sinfonietta Copenhagen KONCERT OG PRISOVERRÆKKELSE 5. MAJ DR SymfoniOrkestret KONCERT 6. MAJ Jakob Kullberg, Peter Herrestahl og Ensemble Ernst


2 | Léonie Sonning Musikpris 2011

Léonie Sonning Musikpris 2011 | 3

En verdensberømt nordisk klangkunstner er i København. Det er den finske komponist Kaija Saariaho, som modtager dette års Léonie Sonnings Musikpris ved en festkoncert med DR SymfoniOrkestret i Koncerthuset torsdag den 5. maj 2011. Med prisoverrækkelsen i centrum byder vi velkommen til en festuge med fokus på Saariaho gennem koncerter og udsendelser i radio og TV. Læs mere på www.seismograf.org

indhold

KOLOFON

Gammeldags på den nyeste måde s. 3

LÉONIE SONNINGS MUSIKFONDS BESTYRELSE Steen Frederiksen (fmd.) Torsten Hoffmeyer Bertel Krarup Esben Tange

Tematik i Kaija Saariahos Oeuvre s. 6 KONCERT 1. MAJ – Saariaho and Other Gardens s. 8 KONCERT 4. + 6. MAJ – Athelas Sinfonietta Copenhagen s. 10 KONCERT OG PRISOVERRÆKKELSE 5. MAJ - DR SymfoniOrkestret s. 12 KONCERT 6. MAJ – Jakob Kullberg, Peter Herrestahl og Ensemble Ernst s. 16 Timbre, farve og harmoni s. 19

REDAKTION v/ Thorbjørn Tønder Hansen (ansv.) Christian Hildebrandt (red.) Jane Schwarz SKRIBENTER Anders Beyer Jens Cornelius Steen Frederiksen Søren Schauser Jane Schwarz

Gammeldags på den nyeste måde Hun er finne og kvinde. Hun er også parisisk og lidt avantgardistisk. Kaija Saariaho sender lyden af gammeldags instrumenter gennem topmoderne teknik og får en ny poesi ud af det. Vor tids komponister er på lytterens side, siger hun! Af Søren Schauser

ANNONCER Johanna Maj Thorning DESIGN & LAYOUT ArtRebels / Ditte Bech Mellson FORSIDE Kaija Saariaho Foto: Maarit Kytoharju TRYK Stenby Tryk PROGRAM-OPLAG 4.000 MEDIEPARTNER

Léonie Sonnings Musikpris 2011 præsenteres i samarbejde mellem Léonie Sonnings Musikfond, DR SymfoniOrkestret & Danmarks Radio, Saariaho and Other Gardens & Det Kongelige Teater, Athelas Sinfonietta Copenhagen & Det Kongelige Bibliotek, Jakob Kullberg & Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Seismograf.org og SNYK. Tak til FIMIC, Edition Wilhelm Hansen og Chester Music.

Kaija Saariaho var stjerne i en hel galakse for tre årtier siden. Verden svømmede i navne fra de tusind søers land. Alle talte om ”det finske mirakel” og ville høre de unge finners fantastiske musik. Men hvem får Sonnings Musikpris i dag? Den unge skønhed fra Helsingfors har i den grad overlevet tidens tand: Det finske mirakel er i dag synonymt med Kaija Saariaho, Magnus Lindberg, Esa-Pekka Salonen og ikke så mange andre. Kaija Saariaho flyttede tidligt til Paris og var længe forbundet med det legendariske IRCAM. Instituttet blev skabt af selveste Pierre Boulez, ligger lige ved siden af Centre Pompidou og er fuld af unge komponister med flair for computere og deslige. Hun har lige siden haft adresse i både Paris og Helsinki. Franskmændene ser hende sommetider som en fransk komponist. Men dét er vel en overdrivelse… ”Jeg flyttede til Paris for musikkens skyld. Hele kulturen var så levende dernede,” siger hun. Og det er den stadig?

”Både ja og nej. Sådan en by flytter sig jo hele tiden. Men den er i virkeligheden ikke så vigtig for mig mere. For jo ældre man bliver, desto mere vokser man ind i sig selv. Jeg har travlt nok med mine egne aktiviteter og finder ikke den daglige kontakt med kollegerne helt så afgørende længere.” Kaija Saariaho interesserer sig stadig for samspillet mellem gammeldags instrumenter og computer. Og jo, hun har stadig kontakt til IRCAM. ”Men teknikken har forandret sig meget de seneste år,” siger hun. ”En helt almindelig computer kan jo alt muligt i dag. Så jeg sidder som regel bare hjemme og arbejder. Utrolig mange arbejdsgange er dramatisk anderledes og uendelig meget enklere end for bare et par årtier siden.”. Kaija Saariaho var også meget optaget af den såkaldte serialisme for et par årtier siden. Hendes musik rimede på tal og formler og alternativ omgang med lyd – som da hun ad elektronisk vej fik en lille piccolofløjte til at lyde som en kæmpe kontrabas. Den kunne endda virke lige så indforstået som alle andres musik dengang. Hendes toner i dag lyder lidt anderledes. Selv om hendes skitser stadig er fulde af gådefulde grafer og hendes partiturer af teknisk grej, så ejer de en umiddelbar skønhed. Man hører stemningsfulde melodier i den allermest traditionelle forstand. Lærte du egentlig noget af serialismen? ”Selvfølgelig gjorde jeg dét. Begrænsning er vigtig for os komponister. Vi begynder på konservatoriet med øvelser i Palestrinas stil – for allerede i renæssancen gik alt ud på love og regler. Og det serielle var

bare seneste skud på den udvikling. Problemet var så det klingende resultat: At musikken kom langt væk fra lytteren. Ingen af os kunne høre de strukturer, vi selv havde skrevet. Men de fleste af os er så småt tilbage i det tilgængelige igen. Så jo: Jeg tror, den serielle epoke var vigtig på alle planer. Det var noget, vi skulle igennem.” Kaija Saariaho giver af og til klasser for unge komponister, men underviser ikke fast. Hendes vigtigste kontakter rent kunstnerisk er de udøvende – altså de sangere og musikere, der arbejder med hendes værker. Bliver du spillet nok? ”Jeg synes da, jeg bliver spillet hele tiden. Men den nye musik som helhed kunne godt have flere muligheder.”

Jeg tror, den serielle epoke var vigtig på alle planer. Det var noget, vi skulle igennem. Kaija Saariaho giver selv operaen ”L’amour de loin” som eksempel: Hun komponerede den til Salzburgs legendariske festspil i 2000. Fik den sat op i Bern allerede året efter. Kunne bagefter opleve den i både Darmstadt og Helsinki og Bergen. Og høstede senest stor succes med den på English National Opera forrige år. ”Men det har ikke skærpet operahusenes interesse for mine andre værker i genren. Egentlig lidt mærkeligt!” Søren Schauser er kulturjournalist og musikkritiker ved Berlingske


4 | JAZZHOUSE 20. OKTOBER

Léonie Sonning Musikprisen 2011 | 5

Léonie Sonnings Musikpris Musikprisen som ved at belønne enhver tids største musikalske kunstnere søger at bevare og udvikle den udøvende og skabende musikalske kunsts kvalitet og udtryk på højeste niveau. Léonie Sonnings Musikpris er blevet uddelt siden 1959 til en vifte af på den ene side de allermest populære stjerner som Leonard Bernstein, Yehudi Menuhin, Andras Segovia og Anne-Sophie Mutter – og på den anden side komponister som

Igor Stravinskij, Benjamin Britten, Dimitri Sjostakovitj, Pierre Boulez, Per Nørgård og Arvo Pärt. Plus et par af de største jazzmusikere: Miles Davis og Keith Jarrett. Da Léonie Sonning (1887-1970) besluttede at bruge sin formue på at uddele en årlig musikpris til de største musikere, var der ikke tvivl om, at musikprisens størrelse – pengene - var det vigtigste argument. Men i dag er det ikke pengene, en prismodtager i international klasse ser på, når hun eller han siger ja til at modtage Léonie Sonning Musikpris. Det er alene den kunstneriske kvalitet, der afgør, hvem der skal have prisen - og uansat hvor godt betalt og forvænt, modtageren er, vil listen over de sidste 50 års prismodtagere altid være det stærkeste argument for at sige ja tak.

For bestyrelsesmedlemmerne i Musikfonden består udfordringen i at ”holde listen ved lige”, at finde de absolut vigtigste komponister, musikere, dirigenter og sangere – og dermed bevare det attraktive ved at modtage Musikprisen, dens prestige og ånd. At komme i selskab med dem er mere værd end guld, og i den forstand regnes Léonie Sonnings Musikpris nok mere end de andre priser som en musikkens Nobelpris - det vigtige er at komme med på listen! Ovenstående er et uddrag fra artiklen "Leonie Sonnings Musikpris" af Léonie Sonnings Musikfonds formand Steen Frederiksen. Læs hele artiklen på www.sonningmusik.dk

DR Sonning Musikpris transmissioner maj 2011 Mandag d. 2. maj kl. 20 – 20.40 DR K: Tre Sonning Stipendieportrætter Tirsdag d. 3. maj kl. 20 – 20.40 DR K: Tre Sonning Stipendieportrætter Onsdag d. 4. maj kl. 20 – 20.40 DR K: Tre Sonning Stipendieportrætter

Edition WilhElm hansEn and ChEstEr musiC proudly represents

Kaija saariaho www.ewh.dk

www.chesternovello.com

Onsdag d. 4. maj kl. 19 – 22 P2 Koncerten *Athelas Sinfonietta spiller Saariaho. Transmission fra Den Sorte Diamant (se programmet side 11) *Kaija Saariahos Klarinetkoncert med Det finske Radiosymfoniorkester, Kari Kriikku, klarinet, Sakari Oramo, dirigent. Fra Finlandia Hallen i Helsinki 8. september 2010

Torsdag d. 5. maj kl. 19-22 DR K og P2 Koncerten (+ live net-streaming til Finland) Sonnings Musikpris 2011 Festkoncert og prisoverrækkelse (se programmet side 13) *Transmission direkte fra Koncerthuset. *Interview og reportage fra Kaija Saariahos besøg i København.

Søndag d. 8. maj kl. 20-20 DR K Koncerten Sonnings Musikpris 2011 - Festkoncert og prisoverrækkelse Genudsendelse fra torsdag den 5. maj Tirsdag d. 10. maj kl. 19-22 P2 Koncerten Saariaho og Nørgård – transmission af koncerten 6. maj (se programmet side 17)

Læs mere på www.dr.dk


6 | Tematik i Kaija Saariahos Oevre

Tematik i Kaija Saariahos Oevre | 7

Tematik i Kaija Saariaho’s oeuvre Af Jane Schwarz Kaija Saariaho nærer en dyb kærlighed til naturen, der ofte er en inspirationskilde for hendes værker. Havet, himlen, nordlyset, fugle og åkander dukker ofte op både som kilde til musikalsk materiale og som formgivende principper: ”Som barn nød jeg at færdes udenfor. Jeg elskede skovens og fuglenes lyde om sommeren, lyset reflekteret i sneen, der er så typisk for den finske vinter, så vel som lyset i polarnætternes skumring. Det er en del af min finske natur, som jeg stadig bærer i mig.” Mange af Saariahos værker trækker desuden på symbolikken i himlen, jorden og fuglenes flugt, startende med …sah den Vögeln for sopran og ensemble fra 1981 over Lonh for sopran og elektronik fra 1996 samt operaen L’Amour de Loin i 2000 til fløjtekoncerten Aile du songe fra dette årti. Dette anliggende fandt komponisten en fuldstændig analog til hos Saint-John Perse, der i sine lyriske digte lovpriser fuglene, vinden og havet, og fra hvis rige billedsprog og frodige metrik komponisten låner. I denne koncertuge knytter flere af værkerne sig til denne tematik. ”Uvidende om deres egen skygge – og kun vidende om den uforgængelige del af døden, der bliver fortæret i den fjerne brusen fra de store vande – drager de forbi, efterlader os, og vi er ikke længere de samme. De er rummet krydset af én eneste tanke.” Saint-John Perse (Oiseaux, XIII) Drømmens vinge Laconisme de l’aile er skrevet i det skelsættende år 1982, da Saariaho

opdagede de computerredskaber til analyse og bearbejdelse af lyde, som hun gradvist tilegnede behovene i sit eget musikalske sprog. Værket er inspireret af Saint-John Perse’s digte Oiseaux, men lader betydningen i digtene stå åben og fokuserer på at følge dets farver skabt ved hjælp af clairobscure vokaler og hvislende konsonanter. I Terrestre for solo fløjte og ensemble, der er skrevet 20 år senere, omsættes dualiteten i fuglens flugt mellem himmel og jord i fløjtens koncerterende leg med ensemblet. Titlen betyder Jordisk og udgør oprindeligt modstykket til en første sats med titlen ’Aérienne’ (Luftig) fra fløjtekoncerten Aile du songe. Det musikalske grundmateriale er skabt af fuglesang og fløjtelyde, som komponisten har analyseret og bearbejdet ved hjælp af computeren. Kærligheden i det fjerne I Lonh har Saariaho taget afsæt i et berømt middelalderdigt af trubaduren Jaufré Rudel, Lanquan li jorn (I maj, når dagene længes), hvor digterens længsel efter sin fjerne kærlighed vækkes af syngende fugle i et træ: When the days are long in May The sweet song of birds from afar Seems lovely to me Ifølge legenden befinder den elskede sig på den anden side af Middelhavet. Fuglenes rejse fra kyst til kyst skaber forbindelsen og synes nærmest i Saariahos udlægning at fungere som metafor for deres tanker for hinanden, deres længsel efter hinanden – ikke mindst set i lyset af Perse’s digte. Med udgangspunkt i denne lyriske, drømmeagtige stemning har komponisten skabt et klang-

landskab omkring sangerens modale melodi af fuglesang blandet med andre lyde fra naturen: vind, skov, plaskende regn osv. Især fuglen spiller en central rolle, også som materiale. Deres sang har komponisten indspillet, analyseret og bearbejdet ved hjælp af computeren og hér ud af trukket melodisk og harmonisk materiale, der kunne bruges i stykket. To hjerter En anden fascination fra livet, som har fundet vej ind i værkerne, er oplevelsen af to hjerter, der slår i den samme krop og deres konstant skiftende, rytmiske polyfoni, som dukkede op, da Kaija Saariaho ventede sit første barn. Heraf idéen til ’Hjertemotivet’: En punkteret rytme spillet af slagtøjsinstrumenter. ”Jeg er fascineret af idéen om det hemmelige forhold mellem en mor og et ufødt barn. Musikalsk har de to hjerteslag og deres konstant skiftende, rytmiske polyfoni tjent som inspiration for flere af mine værker…” I operaen Adriana Mater, der handler om en kvinde, som under en krig bliver udsat for voldtægt og bliver gravid, bliver hjertemotivet et kernemotiv i hele operaen. Moderskab var et af de emner Saariaho ønskede at bringe ind, og for Amin Maalouf, der siden sin egen flugt fra borgerkrigen i Libanon i 70erne har arbejdet for interkulturalitet mellem folk og nationer, var krigsspørgsmålet et vigtigt tema at få bragt på dagsordenen. I Adriana Songs, som er på programmet ved prisuddelingen torsdag aften, høres hjertemotivet igen. Hele satsen ’Je sens deux coeurs’ kommer heraf, ligesom også trioen Je sens un deuxième coeur onsdag

aften (som titlen antyder) trækker på denne idé, men hér i et rent abstrakt musikalsk udtryk, hvor operaens handling og karakterer fungerer som metaforer for den instrumentale udførelse. Samarbejdet mellem Maalouf og Saariaho har indtil videre resulteret i tre operaer, et monodrama samt flere sangcykler. Lyset, mørket & farverne Man kan i mange af Saariahos værker spore en forkærlighed for at arbejde med lyset, med lysets brydning i prismet og de deraf opståede farver, en idé, der trækker tråde tilbage til hendes beskæftigelse med malerkunsten, hvor Goethes farvelære blev én af inspirationskilderne og siden én af hovedhjørnestene for

Jeg er fascineret af ideen om det hemmelige forhold mellem en mor og et ufødt barn hendes måde at tænke musikken på. Ifølge Goethe opstår farvespektret i mødet mellem lyset og mørket. På samme måde med klangfarverne i tonerne. Hvordan nu det? De rene og klare toner (f.eks. en høj klokkes ringlen) kan høres som toner med meget lys i, mens toner med en grov, ru støjagtig lyd (f.eks. buens skratten hos en stryger) kan høres som formørkede toner. I de grove teksturer møder den klare, lyse tone mørket, hvormed nye farvenuancer,

dvs. klangfarver opstår, som når sollyset møder prismet, der hænger i vinduet, og kaster regnbuens farver rundt i stuen. Tematikken er et grundelement i al musikken, men i nogle værker refererer idéen om lyset også til noget udenfor selve musikken. Lichtbogen for ensemble og elektronik fra 1986 er ét af de tidligste eksempler på en sådan leg med en metaforisk side og en materialeside. Lichtbogen er inspireret af Nordlysets dans over polarnattens himmel, og det afspejles i klangenes skiftende farveforvandlinger i tonerne ved hjælp af timbre og teksturer. Jane Schwarz skriver speciale ved Københavns Universitet om Kaija Saariahos opera L’Amour de Loin

DANSK KOMPONIST FORENING

PROFESSIONELLE SKABERE AF LYD OG MUSIK

LYDINSTALLATIONER MUSIKDRAMATIK ORKESTERMUSIK KAMMERMUSIK OPERA ELEKTRONISK MUSIK EKSPERIMENTALJAZZ MULTIMEDIA LYDKUNST ELECTRONICA KONCERTPERFORMANCE FILMMUSIK LYDDESIGN SPILMUSIK Dansk Komponist Forening understøtter alle afskygninger af KUNST med LYD som omdrejningspunkt. Vi tilbyder et UNIKT kunstnerisk fællesskab på tværs af generationer og genrer, der arbejder for hele det

eksperimenterende musikmiljø, fra den enkelte kunstners første tanke til værkets møde med verden. Dansk Komponist Forening går ind for at sikre og styrke kunstnernes ophavsret.

Læs mere på: www.komponistforeningen.dk

Dansk Komponist Forening er en privat organisation, som finansieres af KODAs nationale midler til kulturelle formål.


8 | KONCERT 1. MAJ 2011 - SAARIAHO AND OTHER GARDENS

Saariaho and Other Gardens den bliver teksten brudt op til nærmest en collage over middelalderdigtet med betoning af centrale ord som ’amor de loing’. I samspil med sopranen lyder i elektronikken konkrete lyde som fugle, vind og regn, ligesom digtet kan høres talt og hvisket på henholdsvis occitansk, fransk og engelsk. Det vokale materiale såvel som de konkrete lyde er computerbearbejdet og skaber tilsammen et farverigt og stemningsmættet klangrum omkring teksten. Kaija Saariaho modtog i år 2000 Nordisk Råds Musikpris for Lonh.

De tre musikere Edsjö, Dill og Pontoppidan indbyder til en vandring i komponisten Kaija Saariahos forunderlige have. Dill, Edsjö og Pontoppidan har i en årrække arbejdet sammen i koncerter, der indeholder både ny kompositionsmusik og strukturerede improvisationer. De skaber forbindelser mellem sig selv, publikum og musikken, som opstår i et hér og nu. Publikum får mulighed for at opleve et intenst nærvær og samtidig en oplevelse af at være inddraget i en del af processen.

De lægger ud med tre nøgleværker i Saariahos sanse- og farvemættede tonesprog for solist og elektronik fra 90erne, hvor komponisten har eksperimenteret med og udviklet den rige farvepalet, der er blevet hendes særkende, og ender vandringen i improvisationer skabt i nuet. Lonh betyder 'fjern' eller 'i det fjerne'. Saariahos Lonh er en

poetisk duet mellem sopran og elektronik, der citerer den franske middelaldertrubadur Jaufré Rudels berømte digt 'Lanquan li jorn'. Et digt om den fjerne kærlighed – digterens ’amor de lonh’. Stykket introducerer digtets længselsfulde stemning ved at lade sopranen synge første strofe på engelsk, hvorefter hun slår over i det oprindelige occitanske sprog. Efterhån-

NoaNoa (Duftende) er født ud af idéer, der dukkede op under arbejdet med balletten Maa. Stykket tager afsæt i forskellige 'fløjtemanérer', der her i overdreven form har inspireret komponisten til at gå nye veje. Formalt har Saariaho eksperimenteret med en idé om at lade flere elementer udvikle sig på samme tid, først som sekvenser, dernæst som samtidige lag. Titlen betyder 'duftende' og refererer til et træsnit af Paul Gauguin af samme navn. Det refererer også til en rejsedag-

bog, skrevet af Gauguin under hans besøg på Tahiti i 189193. Tekstfragmenterne hos solisten er hentet fra denne bog. NoaNoa er ligesom fløjtekoncerten onsdag aften udarbejdet i tæt samarbejde med fløjtenisten Camilla Hoitenga.

When the days are long in May – The sweet song of birds from afar – Seems lovely to me… Six Japanese Gardens er en samling indtryk fra haverne i Kyoto, Saariaho opholdt sig i sommeren 1993. Værkets seks dele kaster på forskellig vis lys over et rytmisk materiale, begyndende fra den enkle første del, hvor hovedinstrumentationen introduceres, bevægende sig over i komplekse polyrytmer eller ostinatfigurer, eller i skift mellem rytmiske og rent koloristisk materiale. Valget af instrumenter er reduceret for at give plads til, at øret kan nå at opfatte den rytmisk udvikling. De reducerede farver er derpå udvidet ved at tillægge en elektronisk del, hvor man hører naturens lyde, rituel sang og slagtøj.

koncert 1. maj Søndag den 1. maj kl. 16 Takkelloftet, Operaen, Ekvipagemestervej 10, København Medvirkende Linda Edsjö, slagtøj Jennifer Dill, fløjte Randi Pontoppidan, sang & elektronik Program Saariaho: Lonh for sopran og elektronik (1996) Saariaho: NoaNoa for fløjte og elektronik (1992) Saariaho: Six Japanese Gardens for slagtøj og elektronik (1993-95) Edsjö/Dill/Pontoppidan: 3 Passages Billetter 150 kr. Reservation: www.kglteater. dk/billetter.aspx


10 | Koncert 3. & 4. maj 2011 - Fløjter, Fugle og Franskmænd

Fløjter, fugle og Franskmænd

koncert 3. maj & 4. maj

Athelas Sinfonietta og chefdirigent Pierre-André Valade har dækket op til et veritabelt luksusportræt med et udsøgt udvalg af Saariahos kammermusik, hvor fløjten og fuglene er blandt hovedingredienserne.

Den individualistiske sinfoniettabesætning er til lejligheden udvidet med den amerikanske fløjtenist og Saariaho-ekspert Camilla Hoitenga og den danske sopran Signe Asmussen. I Diamanten sidder aftenens hovedperson Kaija Saariaho selv med som klangregissør. Fløjtesoloen Laconisme de l’aile starter med det talte ord, da solisten reciterer en tekst af den franske digter Saint-John Perse fra samlingen Oiseaux – 'Fugle', og netop ideen om fugleflugten har været til inspiration for Saariaho, som bruger den flyvende fugls forhold til jorden som et billede på livets mysterier og menneskets vilkår. I Laconisme de l’aile løftes fløjten langsomt til munden under den indledende recitation af digtet, så musikken i en glidende bevægelse overtager ordene. Værket er skrevet, da Saariaho var flyttet til Paris og begyndte at bruge computere i komposition. Friedrich Hölderlins digt Die Aussicht ligger til grund for

aftenens næste Saariahoværk. Stykket er skrevet til en Hölderlin-festival i Italien – en drømmeagtig, myg og melodisk miniature. Dur-tonearten, der dominerer begyndelsen og slutningen, er sjælden i Saariaho’s værker. Teksten er fra Hölderlins sene periode, hvor digteren led stærkt under sin skizofreni. Miranda’s Lament er fra samlingen The Tempest Songbook, der bygger på William Shakespeares skuespil Stormen, hvor Miranda er en hovedperson. Stykket er skrevet til Saariahos gamle lærer Paavo Heininens 60 års fødselsdag. I partituret instru-

Med sin dobbelte troskab mod både luft og jord viser fuglen sig for os som det, den er eres solisten således: ”Den generelle syngestil bør, når det er muligt, være nærmere ’naturlig sang’ end den typisk vestligt

Tirsdag den 3. maj kl. 20 Kulturværftet, Allégade 2, Helsingør Onsdag den 4. maj kl. 20 Det Kongelige Bibliotek, Diamanten, Dronningesalen Søren Kierkegaards Plads 1, København

trænede sang med dens velunderstøttede stemme.” Terrestre er en bearbejdning af anden sats af fløjtekoncerten Aile du Songe. Titlen betyder 'jordisk' og ligesom i Laconisme de l’aile er det Saint-John Perses digte om fuglens forhold til den menneskelige jord, der er i centrum. Værkets første del hedder ’Oiseauy dansant’ – dansende fugl – og er en henvisning fra Perse til et gammelt folkeeventyr om en yndefuld fugl, der smitter en hel landsby med sin danseglæde og lærer folket at danse. Saariaho havde aftenens solist Camilla Hoitenga og hendes udstråling som fløjtenist i tankerne, da hun skrev denne del. I Terrestres anden halvdel ’L’oiseau, un satellite infime’ kommer inspirationen fra en beskrivelse hos Perse af fuglen som en lille jordisk satellit: ”Med sin dobbelte troskab mod både luft og jord viser fuglen sig for os som det, den er:”, skriver Perse, ”en lille satellit i kredsløb om vores planet”. Trioen Je sens un deuxième

Foto: Athelas Sinfonietta Copenhagen

coeur (Jeg mærker et andet hjerte) er en udløber af operaen Adriana Mater om en kvinde, der under en krig bliver udsat for voldtægt og bliver gravid. De fem satser tager alle udgangspunkt i operaens handling, men i forvandlet form således at titlerne nu udgør metaforer for rent musikalske idéer. I første sats (Jeg afslører min krop) er det musikalske materiale orkestreret således, at det afslører den individuelle karakter ved de tre instrumenter og deres indbyrdes relation. I 2. & 4. del er det voldelige element omsat i to studier af instrumental energi, mens 3. del er et farvestudie, hvor de tre identiteter smelter sammen til ét komplekst klangobjekt. Sidste del bringer stykket tilbage til udgangspunktet for operaen: To hjerter, der banker i en gra-

vid kvindes krop og deres konstant skiftende rytmiske polyfoni har inspireret denne sats. Solar er baseret på en evigt tilstedeværende harmonisk struktur, der udstråler et spejlbillede omkring sig og til stadighed tvinger harmonikken tilbage i dens oprindelige form, som fulgte den tyngdeloven. Stykkets titel afspejler denne idé. ’Solar’-harmonikken er kontrasteret af et helt andet harmonisk princip, der er baseret på polaritet. Det musikalske materiale er med vilje begrænset; den samme idé kommer igen, orkestreret på forskellige måder og i forskellige tempi. Mod stykkets slutning samles de musikalske elementer – registre, harmoni, rytme, tempo, orkestrering – i hurtigt skiftende ekstremer.

Medvirkende Athelas Sinfonietta Copenhagen Pierre-André Valade, dirigent Camilla Hoitenga, fløjte Signe Asmussen, sopran Kaija Saariaho, klangregi Program Laconisme de l'aile (1982) for fløjte og elektronik Die Aussicht (1996) for sopran, fløjte, guitar, violin og cello Miranda's Lament (1997) for sopran, klarinet, harpe, bratsch og kontrabas Terrestre (2003) for fløjte, harpe, percussion, violin og cello Je sens un deuxième coeur (2003) for bratch, cello og piano 1. Je dévoile ma peau 2. Ouvre-moi, vite! 3. Dans le rêve, elle l’attendait 4. Il faut que j’entre 5. Je sens un deuxième coeur qui bat tout près du mien Solar (1993) for sinfonietta og elektronik Billetter 75 - 110 kr. Reservation: www.billetlugen. dk/musik/14239/


12 | Festkoncert og Prisoverrækkelse 5. maj 2011

Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Festkoncert og Prisoverrækkelse Koncertsalen gløder af varme finske toner, når den komponisten Kaija Saariaho modtager den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris og hyldes med en festkoncert. Det er Saariahos landsmand, dirigenten John Storgårds og DR SymfoniOrkestret, som opfører to af prismodtagerens stemningsmættede værker, sangcyklussen Adriana Songs og orkesterværket Laterna Magica. I førstnævnte skal vi som solist høre den finske mezzosopran Lilli Paasikivi. Siden 1959 har Léonie Sonnings Musikpris været uddelt til en fremtrædende kunstner

indenfor klassisk musik eller jazz. Dengang i 1959 var det Igor Stravinskij, der modtog den kontante pris og spillede festkoncert. Nu over 50 år senere er det endnu en komponist, der modtager prisen. Efter pausen er det netop en hyldest til prisens første modtager, der præger festen, når DR SymfoniOrkestret spiller balletmusikken til Stravinskijs Ildfuglen.

Lilli Paasikivi Fra Nordens vel nok førende musiknation, Finland, kommer mezzosopranen Lille Paasikivi. Siden 1998 har hun været solosanger ved den Finske Nationalopera i Helsinki. Med base i Finland har hun fra begyndelsen gjort international karriere. Uddannet i Stockholm og på Raoyal Academy of Music i London og med engagementer i hele Europa, USA og Australien.

Et af Lilli Paasikivis specialer er vokalpartierne i Mahlers symfonier, som hun har sunget med bl.a. Wiener Filharmonikerne, London Symfoniorkester og Los Angeles Filharmonikerne. Om to uger skal hun synge solopartiet i Mahlers 3. Symfoni med Dresdens Statskapel og dirigenten Esa-Pekka Salonen. Et andet vigtigt repertoire for Lilli Paasikivi er Wagners operaer, som hun har sunget på La Monnaie Operaen i Bruxelles, på Hamborgs Statsopera og ved koncertopførelser med Berliner Filharmonikerne. Finlands mange fremragende dirigenter sender tit bud efter Lilli Paasikivi, når der skal opføres musik af landsmanden Sibelius i udlandet. Hun har sunget Sibelius ved promenadekoncerterne The Proms i London, og hun er specialist i Sibelius’ vokalsymfoni Kullervo, som hun også har indspillet på cd. Den seneste cd, hun har indspillet, er Mahlers 8. Symfoni, dirigeret af Valerij Gergjev. Lilli Paasikivi har før sunget musik af Kaija Saariaho. Hun medvirkede ved den oprindelige opsætning i Paris af Saariahos første opera, L’Amour de Loin, der regnes for et af vor tids operamesterværker. John Storgårds Den finske dirigent John Storgårds er blevet en god bekendt af DR SymfoniOrkestret. Han

dirigerer orkestret hvert år, senest ved fire koncerter i 2010. Storgårds er chefdirigent for Helsinki Filharmonikerne. Han er desuden chef for det eventyrlige Laplands Kammerorkester, der er Europas nordligste af sin art. Og i 2012 tiltræder han derudover posten som 1. gæstedirigent for BBC Filharmonikerne i England. I Norden dirigerer John Storgårds jævnligt alle de store symfoniorkestre, og i Europa har han bl.a. optrådt med Orchestre de Paris, Cincinnati Symfoniorkester og de italienske, hollandske og tyske radiosymfoniorkestre. Ved siden af sin dirigentkarriere er John Storgårds en strålende violinist, og han har gjort et pionerarbejde indenfor den ny musik. Han var medstifter af det finske kammerorkester Avanti!, hvor han både var koncertmester og dirigent. Hans indspilning af den lettiske komponist Peteris Vasks’ violinkoncert blev kåret som Classical Disc of the Year i Cannes 2004. Blandt de mange værker, han har uropført, er musik af bl.a. årets Sonningprismodtager Kaija Saariaho - og sågar et nyfundent værk af Sibelius. På cd har John Storgårds indspillet alt fra Haydn til helt ny musik. Hans seneste cd er med værker af Sibelius, og på trapperne er en cd med værker af senromantikeren Korngold. >>

koncert 5. maj Torsdag den 5. maj kl. 19.30 Koncertsalen, Koncerthuset, Danmarks Radio Emil Holms Kanal 20, København Medvirkende DR SymfoniOrkestret John Storgårds, dirigent Lilli Paasikivi, mezzosopran Program Saariaho: Adriana Songs (2006) for mezzosopran og orkester 1. Jardin d'automne (Efterårshave) 2. Je sens deux cœurs (Jeg mærker to hjerter) 3. Rages (Rasende affekt) 4. La vie retrouvée (Livet genvundet) Laterna Magica (2008) for orkester Stravinskij: Ildfuglen (1910) balletmusik Billetter 70 - 470 kr. Reservation:www.billetlugen. dk/musik/15760/


14 | Festkoncert og Prisoverrækkelse 5. maj 2011

Adriana Songs Adriana Songs er en sangcyklus fra 2006, som Kaija Saariaho har lavet over materiale fra sin opera Adriana Mater. Værket består af tre sange og et mellemspil og varer en halv times tid. Solostemmen er en mezzosopran foran det stort besatte orkester. Teksterne er skrevet af operaens librettist, den fransk-libanesiske forfatter Amin Maalouf, der også har skrevet tekst til Saariahos øvrige operaer. Saariaho selv har boet i Paris i snart 30 år og er dybt fortrolig med det franske sprog – og de franske musiktraditioner. Både operaen Adriana Mater (der er komponeret 2005) og sangcyklusen Adriana Songs er en nutidshistorie om krig, frygt og hævn. Fortællingen skifter mellem en påtrængende ”realisme” og drømmeagtige, surreelle sekvenser. Under krigen bliver den uskyldige Adriana voldtaget af en soldat. Hun føder en søn og plages af tanken om, at voldtægtsmandens brutalitet vil blive en del af barnets personlighed. Drengen Yonas vokser op med en løgn om, at hans far er død i krigen. Da han hører om den frygtelige baggrund for sin eksistens, sværger han at dræbe den mand, der blev hans far. De mødes omsider, men da Yonas opdager, at hans far er

blevet blind, er han ikke i stand til at slå ham ihjel. Da bliver Adriana klar over, at Yonas i sandhed er hendes søn og lige så uskyldig som hun selv. ”Vi har ikke taget hævn”, synger hun til sin søn, ”vi er blevet frelst”. De fire satser, der udgør værket, følger samme handlingsforløb som operaen. I den første sang, ’Efterårshave’, møder man Adrianas forvirrede og angstfulde sjæl. I den anden sang, 'Jeg mærker to hjerter', grubler hun over, hvilket barn det er, hun skal føde. Bøddelens blod har blandet sig med offerets blod, synger

I min opfattelse har musik meget med lys at gøre, og når jeg instrumenterer musikken tænker jeg i høj grad over farvernes væsen hun. Vil barnet blive som hende selv eller som hendes fjende? En Kain eller en Abel? Tredje sats, 'Raserier', er et nervøst, svimmelt mellemspil, der lukker op for ukendte dybder hos Yonas. I handlingsforløbet er man her nået til det afgørende øjeblik, hvor drengen som 17-årig får sin sande historie fortalt. I sidste sats, ’Det genfundne liv’, ser Ariana i et forklaret lys, at drengen har sin mors samvittighed. De mange års angst over spørgsmålet kan omsider

Festkoncert og Prisoverrækkelse 5. maj 2011 | 15

afløses af sjælefred. ”Mit liv, som jeg havde regnet for tabt, er fundet igen”. Ikke mange modernistiske komponister har som Saariaho tiltro til skønheden i den menneskelige stemme. Selv kalder hun musikken i Adriana Songs for ”smuk, men mørk”. Laterna magica Kaija Saariahos orkesterstykke Laterna Magica er skrevet i 2008. Det er i ét sammenhængende forløb og varer 20 minutter. Værket er inspireret af filminstruktøren Ingmar Bergmans erindringsbog Laterna Magica. Bogen udkom i 1987, og Kaija Saariaho genlæste den 20 år senere, da Bergman netop var død. Laterna Magica er navnet på en type filmfremviser fra gamle dage. De latinske ord betyder ”magisk lygte”, og sådan virkede apparatet også: som en lygte, der ved projektion fik en slags lysbilleder til at bevæge sig på væggen. I Bergmans sidste film, Fanny og Alexander, ser man den nysgerrige drengs møde med denne magiske genstand. Jo hurtigere man drejer på håndtaget, desto bedre oplever man fornemmelsen af levende billeder. Den oplevelse skaber Saariaho i musikken ved at lade motiverne udvikle sig i forskellige tempi. Stykket bliver en undersøgelse af, hvordan det musikalske stof opfører sig – og op-

fattes – i forskellige tempi. Hvis tempoet stiger, glider de enkelte billeder sammen til et optisk fænomen af bevægelser. Sarte nuancer har derimod brug for mere tid omkring sig, hvis øret skal kunne forstå dem. Udover de forskellige lag af tempo arbejder Laterna Magica også med meget forskelligartede rytmer. Rytmerne fremtræder nærmest som 'personligheder' i musikken: Der er en flamenco-agtig rytme, en tale-agtig rytme og en accellererende rytme, der stiger i tempo, så den til sidst ikke kan opfanges længere. Som kontrast til dette udvalg af rytmer bruger Saariaho flader af musik, som er helt uden rytme og snarere virker som farver. ”I min opfattelse har musik meget med lys at gøre, og når jeg instrumenterer musikken tænker jeg i høj grad over farvernes væsen”, forklarer Kaija Saariaho. Et eksempel på denne 'farveklang' høres i gruppen af seks horn, der fungerer som inddeler af værkets fraser. Ingmar Bergman brugte på samme måde farven rød som fast sceneskift i sin berømte film Hvisken og råb. Det er altså både Bergman som forfatter og instruktør, der har påvirket Kaija Saariahos orkesterværk. Og helt konkrete ord fra Bergmans erindringsbog er ligefrem gledet ind i musikken. ”Jeg blev rørt over den måde,

Bergman beskriver sin yndlingsfilmfotograf Sven Nykvists brug af lys”, forklarer Saariaho, ”og nogle af disse ord har fundet vej til selve partituret.” Bergmans lysord skal i første halvdel af værket hviskes af orkestrets musikere, der også på denne måde fungerer som 'farveangivere'. Fordi værket er skrevet til Berliner Filharmonikerne, skal ordene hviskes på tysk. I dansk oversættelse lyder de: Det blide lys, det farlige lys, det drømmeagtige lys, det levende, døde, klare lys, det disede, varme, heftige, nøgne lys, det bratte, mørke, forårsagtige, indfaldende lys, det påtrængende, direkte lys, det skrå, sanselige, overvældende lys, det begrænsende lys, giftige lys, beroligende lys, det klare lys. Lyset. Ildfuglen Ildfuglen blev Stravinskijs gennembrudsværk. Han havde aldrig skrevet balletmusik før, da tilbuddet kom fra balletmesteren Djagilev og hans kompagni Ballets Russes i Paris. Det var Stravinskijs første job uden for Rusland, og det blev hans livs store åbenbaring. Paris’ kosmopolitiske kulturliv passede ham meget bedre end det konservative miljø i tsarens Skt. Petersborg. Handlingen i balletten drejer sig om prins Ivan, som fanger

den magiske ildfugl i troldmanden Kastjejs fortryllede have. Fuglen beder om at slippe fri, og den giver Ivan en af sine lykkebringende fjer til gengæld. Kastjej har taget prinsesse Tsarevna og hendes 12 søstre til fange. Prins Ivan forelsker sig i Tsarevna, som kommer ud i haven om natten, men hun advarer Ivan mod at følge med tilbage til slottet. Da Ivan alligevel kommer indenfor i paladset, bliver han også taget til fange. Ved hjælp af fjeren får han tilkaldt ildfuglen. Den fortryller troldmanden og viser Ivan det magiske æg, som rummer Kastjejs onde sjæl. Ved at ødelægge ægget befrier Ivan til sidst prinsesserne, og til slut styrter Kastjejs onde verden i ruiner. Stravinskij skelner i musikken mellem den virkelige og den forheksede verden. Prinsen og prinsessernes musik er ofte baseret på folkemelodier, mens fantasivæsenerne danser til flimrende musik over fremmedartede skalaer. Orkestreringen er konkret og tydelig, når det gælder menneskene, men rå og truende når det er troldmanden, der er hovedpersonen. Da den onde verden til sidst synker i grus, triumferer godheden og kærligheden i en af de flotteste slutninger i noget musikværk. Programnoter af Jens Cornelius


16 | KONCERT 6. MAJ 2011 - Rejsen på Klanghavet

Rejsen på klanghavet

Cellist Jakob Kullberg (DK) og violinist Peter Herrestahl (NO) krydser både strenge og klanghave i Saariaho-ugens sidste koncert.

Med på rejsen er det norske Ensemble Ernst, dirigeret af Thomas Rimuhl. Koncerten er et topmøde i nordisk musik, hvor Saariaho sekunderes af Per Nørgård i smuk symmetri. Kullberg/Nørgård er en mangeårig symbiose i komponistens skaberværk, og Kullbergs evner for tæt samarbejde er den senere tid flyttet med ham til Paris og Kaija Saariaho i arbejdet med hendes nye cellokoncert. Amers, som betyder Sømærker, er ligesom fløjtekoncerten Aile du songe tidligere på ugen inspireret af digteren SaintJohn Perse. Værket opstod på baggrund af ideen om en cello, der "som en sømand udstikker en kurs gennem et hav af klange". Selvom Saariaho undgår den sædvanlige duel mellem solist og orkester, er cellorejsen igennem klanghavet ikke uden farer. Tværtimod er solist, orkester og elektronik sidestillet som tre samtidige niveauer i musikken, og her er celloen på dybt vand og bliver ofte slået ud af kurs, inden den når sin planmæssige havn. Igennem orkestrets klanghav lyder de

Foto: Kåre Viemose

elektroniske bølgeskvulp, der skaber en musikalsk zoomeffekt og fokuserer opmærksomheden på den mikroskopiske verden i lydens indre liv.

Fra celloens farefulde søfart bringer Nørgårds violinkoncert Helle Nacht os op i gennemsigtigt lysfyldt men også mangelaget væv af melodi, klang

og rytmik. Typisk for Nørgård spiller også her dobbeltheden en vigtig rolle, der understreges af modsætningen i værkets titel. Musikken drejer sig som en prisme og lader sig tolke forskelligt alt efter lytterens 'hørevinkel'. New Gates (Nye Porte) er et arrangement af stykket Gates, som udgør anden del af Saariahos ballet Maa fra 1991. Balletten er bygget op omkring arketypiske temaer som døre, porte, at træde ind i nye verdener, rejser, og at krydse havet. Musikken får os til at dvæle ved de såkaldt timbremæssige detaljer, som med sanselig ro gennemstrømmer stykket og skærper lytterens sensitivitet og opmærksomhed. Et par takter af partituret kan give et mikrosopkik ind i Saariahos musik: På én lang tone vandrer buen fra sin position på gribebrættet ned mod stolen. Vibratoet stivner i en usmykket, ligefrem klang, og efterhånden som et ekstremt tryk med buen lægges oven i og intensiveres, opløses tonen i sønderrivende støj. Den klanglige overflade skifter karakter på en diskret måde, men effekten af forvandlingen er ikke desto mindre stor. Disse glidende overgange mellem rene toner og støjtoner går igen på alle niveauer. Saariaho bruger også fonemer og hvisken i fløjten, fløjtepassager, der stiger som

fugle i flugt samt minimalistisk gestik i harpen for at fremtrylle sin gribende klangverden. Momentum er Per Nørgårds 2. cellokoncert, og den er skrevet til Jakob Kullberg, som uropførte værket ved festivalen Warzawa Efterår i 2009. I aften opføres værket for første gang herhjemme. Koncerten består af fire satser. 2. sats er særligt dedikeret til Jakob Kullberg og hans tilkommende Gudrun som en bryllupsgave med titlen 'Together' (Tilsammen). Hele koncerten er tænkt som en række sociale tilstande fra ’alenehed’ til ’mangehed’ – fra at være i isolation til at være i selskab. Derfor en første sats med titlen 'Monolog', der ikke som sådan er et solostykke, men mere en sats, hvor alle impulser dukker frem af solocelloen. I 3. sats bliver energien næsten vanvittig, hyper-energisk: 'Multiplicity'. Akkumulationen én – to – mange – alle kulminerer i fjerde sats, hvor fraktale tonerækker peger mod uendelighed: 'Infinity'. Koncerten er frugten af et 12 år langt samarbejde mellem Nørgård og Kullberg, og samarbejdet er i eksperimenterende form blevet forlænget ind i improvisationer i det nørgårdske univers. Cellokoncerten rummer således også improviserede afsnit – passager, hvor solisten har mere eller mindre frie hænder til at gøre, hvad han vil.

koncert 6. maj Fredag den 6. maj kl. 19.30 Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Studiescenen Rosenørns Allé 22 Frederiksberg Medvirkende Peter Herresthal, violin Jakob Kullberg, cello Ensemble Ernst Thomas Rimuhl, dirigent Program Saariaho: Cellokoncert nr.1 Amers (1992) Nørgård: Violinkoncert nr.1 Helle Nacht (sinfonietta version) (1987) PAUSE Saariaho: New Gates for fløjte, bratsch og harpe (ca. 12 min.) (1996) Nørgård: Cellokoncert nr.2 Momentum (dansk førsteopførelse) (2009) Monologue – Together – Multiplicity – Infinity Billetter 95 kr. Studerende gratis adgang Billetter ved indgangen


18 | Et portræt af den finske komponist Kaija Saariaho

Et portræt af den finske komponist Kaija Saariaho | 19

FIGURA Ensemble

Timbre, farve og harmoni

Sæson 2011/2012 28.5.2011 Athelas New Music Festival, København Tysk kabaret med FIGURA Ensemble og Helene Gjerris. 02.06.2011 Athelas New Music Festival, København Musik af Matthias Ronnefeld, Steingrimur Rohloff og Jörg Widmann.

26.11.2011 Huddersfield Contemporary Music Festival, England Ny dansk musik af blandt andre Nicolai Worsaae og Anders Brødsgaard.

”Jeg er meget glad og beæret over at modtage Léonie Sonnings musikpris. Det, at jeg er blevet en del af det samme selskab som alle disse store musikere, de tidligere prisvindere, som jeg beundrer, betyder meget for mig,” siger Kaija Saariaho.

27.11.2011 Huddersfield Contemporary Music Festival, England ”Family Day” - børn og deres forældre skaber musik sammen med FIGURA.

Af Anders Beyer

September 2011 København Koncert med FIGURA og Seattle Chamber Players. 4.11.2011 Heerup Museet, Rødovre Heerups sange - musik, billeder, tekst, skulptur. FIGURA Ensemble og Jakob Bloch Jespersen. 9.11.201 Kulturværftet, Helsingør Musik af blandt andre Peter Bruun og Steingrimur Rohloff. 13.11.2011 Festival Is Arti, Kaunas, Litauen ”Nordic Sound Views” - ny dansk og ny litauisk musik af Anders Brødsgaard, Peter Bruun, Steingrimur Rohloff, Lina Lapelyt, Marius Salynas og Raimundas Martinkénas. 15.11.2011 Music of Changes, Klaipeda, Litauen ”Nordic Sound Views” - ny dansk og ny litauisk musik af Anders Brødsgaard, Peter Bruun, Steingrimur Rohloff, Lina Lapelyt, Marius Salynas og Raimundas Martinkénas.

Januar 2012 FIGURA Festspiele, København FIGURA med gæster fra ind- og udland. April-maj 2012 København ”Techni/Wölfli” af Per Nørgård. En co-produktion med Holland House. Premiere 28.04.2012

FIGURA ENSEMBLE Contemporary Music/Theatre/Opera

www.figura.dk

Stemningen på Pompidoucentret i Paris i januar er noget helt særligt. Der er handlende overalt i det små gader på trods af det kølige vejr, og de livlige franskmænd gestikulerer elskværdigt for at fange de forbipasserendes opmærksomhed. Vi befinder os i hjertet af Paris, og det er her, komponisten Kaija Saariaho bor sammen med sin familie. Jeg føler mig privilegeret over at være blevet inviteret ind i Saariahos hjem og studie. Hun har travlt med at arbejde på bestillingsværker for orkestre fra hele verden. Hun slår sig ned på sofaen og fortæller sin historie: ”Jeg har altid forestillet mig musik, og jeg har været meget opmærksom på lyde. Det har altid været et vigtigt element for mig – så længe jeg kan huske tilbage. Jeg begyndte at spille violin, da jeg var seks, og da jeg var otte, begyndte jeg også at spille klaver. Jeg har mange fragmentariske minder, men jeg er ikke sikker på, hvornår jeg virkelig begyndte at komponere. Jeg havde musik i hovedet, da jeg var helt lille. Jeg hørte musik strømme ud fra nedenunder min seng, så om natten plejede jeg at spørge min mor, om hun ikke kunne slukke for det. Hun forstod selvfølgelig ikke, hvad jeg talte om. Da jeg blev omkring ti eller elleve år gammel, havde jeg en sand

krise, fordi jeg læste en biografi om Mozart; det var meget smertefuldt for mig at læse, at han allerede havde skrevet masser af musik, da han var på min alder. Så jeg konkluderede, at jeg ikke var nogen særligt talentfuld musiker, for jeg havde jo ikke skrevet nogen store værker endnu.” Kaija drømte om at komponere allerede i en ung alder, men hun troede ikke, at hun havde talent nok, så hun begyndte at studere orgel og musik-

Da jeg søgte efter min identitet, var der en del kvindelige forfattere, der var vigtige for mig videnskab. Hun tænkte, at hun kunne blive organist i en kirke og lede efter meningen med livet og tjene musikken i en lille landsby et eller andet sted i Finland. På et tidspunkt opstod en ny krise for hende, og hun begyndte at føle, at hun spildte sit liv. Hun blev besat af frygten for, at hun gennemlevede hver dag til ingen nytte, og hun indså, at hun var nødt til at forsøge at komponere. Det var det eneste, der gav nogen mening. Så Saariaho kom ind på Sibelius Akademiet og begyndte at studere komposition under Paavo Heininen.

Saariaho fortæller om denne periode i sit liv: ”Da jeg søgte efter min identitet, var der en del kvindelige forfattere, der var vigtige for mig: Edith Södergran, Virginia Woolf, Sylvia Plath, Anaïs Nin. Jeg var interesseret i, hvordan kvindelige forfattere og kunstnere havde været i stand til at bedrive deres kreative arbejde, og det fandt jeg ikke nogen eksempler på inden for musikken. Jeg havde hørt enorme mængder af musik, og jeg havde store evner, men af en eller anden grund, som jeg ikke selv forstår, sad jeg fast i at skrive vokalmusik på det tidspunkt. I mit visuelle indtryk var jeg altid afhængig af at have mennesker med, jeg kunne ikke komme ud i det abstrakte. En person med viden på det her felt vil måske en dag kunne forklare mig, hvad det mon gik ud på. Paavo pålagde mig at lade være med at skrive vokalmusik og så begyndte jeg at analysere mange forskellige slags musik.” Den franske forbindelse Vi er nu nået til de sene 1970’ere. Hvordan påvirkede miljøet dig generelt? I var en generation, der lod til at arbejde sammen hen imod et fælles mål. Du rejste udenlands sammen med Magnus Lindberg, Jukka Tiensuu og flere andre til den samme institution i Paris, og I havde >>


20 | Et portræt af den finske komponist Kaija Saariaho

“De ting var der allerede. I min ansøgningsformular til IRCAM skrev jeg, at jeg ville lære mere om lyd, og hvordan man analyserer den. Så jeg tilegnede mig nogle strukturer, som kunne bruges til at analysere lyd og til at bruge disse analyser til at skabe harmoni. De færdigheder kom gradvist, og det var derfor, det var så svært for mig. Måske er det at lære svært for alle under alle omstændigheder, men i mit tilfælde handlede det om, at jeg havde brug for at genopdage en måde at gøre tingene på. Det hjælper mig ikke at vide, at den måde findes allerede. Jeg havde brug for at opdage alle disse ting med henblik på mine egne formål, så det tog nogle år.”

Foto: Priska Ketterer

nogle fælles ideer om potentialet i det nye elektroniske udstyr. ”Jeg kendte ikke Jukka ret godt, og det gør jeg stadig ikke, selvom vi har jævnlig kontakt med hinanden. Jeg lærte vældig hurtigt Magnus Lindberg og Esa-Pekka Salonen at kende, mens jeg studerede, og de blev vigtige kollegaer for mig. Korvat Auki Selskabet [foreningen Åbne Ører, red.] var også ret vigtigt. Vores aktivitetsniveau var meget seriøst, vi fremlagde forelæsninger og analyser for hinanden; det var mere vigtigt for os at forberede og fremlægge den slags for hinanden end at gøre det på Sibelius Akademiet. Det var højst inspirerende at være omgivet af den slags mennesker.” “Efter jeg forlod Finland tog jeg først til Freiburg og derfra begyndte jeg at besøge Paris for at tage til koncerter. Ensemble Itinéraire gav fremragende koncerter, og jeg var stødt på noget af denne type musik i Darmstadt. Jeg havde brugt forstærkning i et begrænset omfang og begyndte at blive interesseret

i musikalsk interpolation, da jeg hørte Tristan Murail og Gérard Grisey tale i Darmstadt, og så hørte jeg om kurserne på IRCAM (Institud de Recherche et de Coordination Acoustique/Musique).” Fik Griseys forelæsninger i Darmstadt om harmoni og den såkaldt spektrale tænkning om musik dig til at følge en bestemt retning? “Det var første gang jeg havde hørt om spektral-musik, og det virkede vidunderligt i sammenligning med den post-serielle æstetik, som dominerede over det hele, og som ikke rigtig passede til mine ideer. Mens mine medstuderende i Freiburg så fantastisk komplicerede systemer på tavlen, kunne jeg ikke få øje på noget af det eller høre noget i musikken, så jeg brød mig overhovedet ikke om den tilgang. Jeg ville lave musik for ørerne, og da jeg første gang hørte Gérards og Tristans musik, virkede det så friskt og nyt.” Hvordan gav det genklang i dine egne ideer? Folk skriver gerne om farve, timbre og harmoni i din musik.

L’amour de loin Saariahos musikalske stil ændrede sig gradvist i løbet af de sene 80’ere. Hendes værker fra midt-80’erne var et resultat af kunstnerens interesse for harmoniske og spektrale analyser. Lichtbogen, Io, Nymphéa, Du cristal …à la fumée er fra slutningen af den periode, men den kommer stadig fra den samme kilde. Man kan tale om en overgang fra den periode og til 90’erne, hvor Saariahos musik bevæger sig i en ny retning. Tænker du musikken som farver eller malerier eller andre visuelle billeder? “Når jeg tænker på farver er det mere som graden af lysstyrke end som rødt og grønt. Det er meget kombineret med en særlig stemning, som jeg ikke helt kan definere i forhold til musik, men som for mig er forbundet med at skrive dolce eller con violenza eller hvad det nu kan være, fordi musikken har sine egenskaber fra begyndelsen; det er ikke noget jeg opfinder bagefter.” Du giver gerne din lytter et form for hint i kraft af dine titler, som ofte beskriver en atmosfære … “I starten er titlerne altid for min

egen skyld, da jeg jo er min musiks første lytter. Når jeg føler, at jeg har fundet den rette titel, kan jeg give mit materiale fokus. Titlen er meget vigtig for min fantasi. Bagefter kan jeg måske slette titlen helt igen, eller ændre den, men den hører sammen med musikken på en eller anden måde. “Faktisk har alt, hvad jeg har skrevet siden 1983 en direkte forbindelse til min opera L’Amour de Loin, som anvender lånt vokal-materiale; så det er et virkeligt langvarigt projekt. Jeg fandt emnet og en historie, som jeg virkelig godt kunne lide, men det tog mig år, før jeg endelig fandt en forfatter, som kunne lave en libretto ud af det. Forfatterens navn er Amin Maalouf, en fransk-libanesisk forfatter, som har skrevet mange bøger om netop den historiske periode, og som er en meget kendt forfatter her i Frankrig.” L’Amour de Loin er baseret på en tidlig biografi om 1200-talstrubaduren Jaufré Rudel og modtog bred anerkendelse ved sin urpremiere, iscenesat af Peter Sellars ved Jeg er nordisk. Jeg føler Salzburg Festiikke, at jeg er blevet valen i 2000, franskmand, bare fordi og den indtjente komponisten jeg bor i Paris den præstigefyldte Grawemeyer Pris. På Bastille-operaen i Paris i marts 2006 fulgte derefter Adriana Mater, med en original libretto af Maalouf, hvor rå nutidsvirkelighed blandes med drømme, igen iscenesat af Sellars. Emilie, en opera og monodrama skrevet til Karita Mattila fik premiere i Lyon i marts 2010. Ind imellem operaerne har der været andre vokalværker, mest bemærkelsesværdige er den fængslende Château de l’âme (1996), Oltra mar (1999), og sangcyklussen Quatre instants (2002). Og helaftens- >>

'11

2., 3. & 4. september

Grønnegades Kaserne KULTURCENTER Næstved

(Ny Ridehus)

Tre sensommerdage med ny musik Vindue mod Tyskland Fredag kl. 16 Athelas Sinfonietta Copenhagen Dir.: Pierre-André Valade

Lørdag kl. 19 Vindue mod Tyskland Ensemble 01 Chemnitz

Fredag kl. 20 Intimkoncert Mythos Duo Kolbeinn Bjarnason, basfløjte Reykjavik

Søndag kl. 11 Unge spiller Nyt MGK-ensembler fra Guldborgsund, Helsingør, Køge og Slagelse

Lørdag kl. 14 Digteren Pia Tafdrup med Navasse & Munk Larsen Duo Camitz & Hesselberg Duo

Søndag kl. 15 Uusinta Strygekvartet Helsinki

Musik af: Hans Abrahamsen • Axel Borup-Jørgensen • Elliot Carter Christian Winther Christensen • Brian Ferneyhough John Frandsen • Hugi Guðmundsson • Carsten Hennig Hans Werner Henze Toshio Hosokawa • Klaus Ib Jørgensen Markku Klami • Helmuth Lachenmann • Paola Livorsi Jørgen Messerschmidt • Hans-Henrik Nordstrøm Per Nørgård • Ib Nørholm • Helmut Oehring Østen Mikal Ore • Karl Aage Rasmussen Nicolai Worsaae Rasmussen • Kasper Rofelt Niels Rosing-Schow • Kaija Saariaho • Iris ter Schiphorst Karlheinz Stockhausen • Bent Sørensen

Billetter og information fra 1. maj: tlf. 57 64 91 64, på posthuset, BILLETnet 70 15 65 65, www.billetnet.dk eller Sjællandsbilletten, www.sj-billetten.dk www.susaafestival.dk


22 | Et portræt af den finske komponist Kaija Saariaho

værket La Passion de Simone, som skildrer filosoffen Simone Weils liv og død, udgjorde en del af Sellars’ internationale festival New Crowned Hope I 2006/07. Det at skrive musik for stemmer har ført til en vis simplificering af Saariahos sprog med en ny åre af modalt orienteret melodi ledsaget af mere regelmæssige gentagelsesmønstre. Dette retningsskift er blevet overført til forskellige orkesterværker, herunder Aile du songe for flute and chamber orchestra (2011), som bliver opført af Athelas Sinfonietta Copenhagen og fløjtenist Camilla Hoitenga den 3. maj på Kulturværftet i Helsingør og den 4. maj i den Sorte Diamant i København, og den storslåede Orion for stort orkester (2002), Notes on Light (2006) skrevet til den finske cellist Anssi Karttunen og Boston Symphony Orchestra, og den Bergman-inspirerede Laterna Magica (2008) skrevet til Sir Simon Rattle og Berliner-filharmonikerne. Léonie Sonning Musikprisen Blandt mange præstigefyldte priser og hædersbeviser har du vundet Nordisk Råds Musikpris. Føler du dig beslægtet med det nordiske? Du har jo allerede tiltrukket dig så meget opmærksomhed, at det måske ikke betyder noget for dig, men på den anden side er det en slags anerkendelse, som måske påvirker dig. “Jeg er nordisk. Jeg føler ikke, at jeg er blevet franskmand, bare fordi jeg bor i Paris. Jeg føler en meget stærk finsk og nordisk identitet i den måde, jeg har besluttet at leve mit liv på, og den måde jeg ønsker at opdrage mine børn og så videre. Den nordiske kultur er stærk og nogle gange meget anderledes fra for eksempel den franske kultur. Jeg vil gerne beholde de positive aspekter af dette i mit hverdagsliv. “Min musik har fået megen aner-

kendelse, men faktisk ikke så meget fra nordiske lande. Jeg vandt den nordiske pris for mit kammerværk Lonh, som benytter sig af teknologi, og ikke for eksempel for min opera. Alene det at beslutte at give en pris for et kammerværk er en meget sund ide. Alt går ellers i retningen af mega-koncerter. Hvis du virkelig tænker på vigtige musikalske oplevelser, så sker de ikke – i hvert fald ikke for mig – ved de her megakoncerter. Sådan nogle store events har ikke så meget at gøre med musik, de har mere at gøre med en følelse af at være forbundet med 3000 andre mennesker. Men hvis vi tænker på vigtige musikalske oplevelser, findes de oftere i de meget små spillesteder med én eller to musikere, og de udgør virkelig vigtige musikalske udvekslinger. I en del år har jeg drømt om hjemme-koncerter, som en modreaktion til mega-tænkning. Vi mennesker er små, og jeg finder det sværere og sværere at bære denne mega-tænkning, som kommer fra USA, hvor alting bliver udmålt i penge. Hvad har det med musik at gøre?” Hvad tager du med dig fra nordisk kultur? Hvad har vi at tilbyde her i Centraleuropa? “En hvis form for sund ligefrem måde at håndtere tingene på. Selvfølgelig har det, som vi i Norden tænker på som sundt ikke så meget med den franske måde at tænke på, men jeg kan godt lide, at tingene er klare, jeg kan lide at udtrykke mig klart, og jeg vil gerne have, at mine børn gør det samme. Jeg kan også godt lide at have et meget ligefremt forhold til min egen krop. Den er en del af den helhed, som er mig, og jeg foretrækker at lade ting være enkle, ikke at komplicere dem. Selvfølgelig har den kultur, hvor jeg lever nu, her i Paris, andre dyder, som jeg forsøger at lære, og som har været gode for mig; for eksempel ikke at

ANDERLEDEs være så protestantisk og streng over for mig selv, at være mere blid og at acceptere sig selv, som man er.” Har du overvejet at tage tilbage til dit hjemland, tilbage til kirken i landsbyen, eller er det umuligt nu? “Jeg ved ikke, hvordan mit liv kommer til at være, når jeg er blevet ældre, måske er det meget anderledes til den tid. Lige nu er jeg lykkelig her. Mine børn holder meget af Finland. Jeg taler kun finsk med dem. Der er et enkelt praktisk aspekt, og det er, at jeg er for kendt et ansigt i Finland. Det ved jeg godt lyder lidt pudsigt. Når jeg siger det til kollegaer i Amerika, synes de, at det lyder helt fantastisk, at der findes et land, hvor komponister af samtidsmusik kan være ansete offentlige figurer. Det er på en måde fantastisk, det er sandt, men det går slet ikke godt i spænd med min personlighed. Der er mennesker, som tager det pænt og håndterer det på smukkeste vis, som for eksempel Esa-Pekka; han bliver ikke urolig af at være midtpunkt for opmærksomhed – det virker som om han elsker det – men sådan en person er jeg ikke.” Nyder du at gå gennem gaderne her, hvor ingen kender dig? “Ja, det er vældig rart. Jeg føler det tit som om jeg er i en jungle eller i en skov. Jeg er fri i den forstand.” Hvad betyder det for dig at modtage Léonie Sonnings Musikpris? “Jeg er meget glad og beæret over at modtage Léonie Sonnings musikpris. Det, at jeg er blevet en del af det samme selskab som alle disse store musikere, de tidligere prisvindere, som jeg beundrer, betyder meget for mig. Den flotte pris vil gøre det muligt for mig at organisere bedre forhold for mit arbejde, især i løbet af næste sæson, hvor jeg kommer til at bo i New York.” Anders Beyer er ensemblechef for Athelas Sinfonietta Copenhagen.

ANDERLEDEs

AThELAs Ny TysK & DANsK MUsIK

TEATER REPUBLIQUE 27. MAJ - 4. JUNI ANMF.DK

AThELAs sINFoNIETTA CoPENhAgEN CoNCERTo CoPENhAgEN MUsIKFABRIK (DE) FIgURA ENsEMBLE ENsEMBLE MIDTVEsT MED CARsTEN DAhL ENsEMBLE AVENTA (CA) LoRE LIxENBERg & FRIENDs EsBJERg ENsEMBLE ThEATRE oF VoICEs sToRsTRøMs KAMMERENsEMBLE MED LARs BoM AThELAs BLæsERKVINTET MED FRoDE ANDERsEN ÅRhUs sINFoNIETTA hANNE FIsChER MAThIAs REUMERT gITTA-MARIA sJöBERg MARC KNooP FREDERIC REUBEN ADAM DE LA CoUR ThoMAs sANDBERg ANDREAs BENNETsEN JACoB sChoKKINg ChRIsTIAN WINThER ChRIsTENsEN MANUEL EsPERILLA PIERRE-ANDRé VALADE KRIsToFFER hyLDINg hEINER goEBBELs hELENE gJERRIs RøNshoLDT & KLEJs VINCENT RANALLo PETER PLEssAs IsoLDE sIEBERT oMAR IBRAhIM



Léonie Sonnings Musikpris 2011: Kaija Saariaho