12 Det viste sig at mus hvor MSX1 var fjernet (knock-out) havde tandanlæg, som var standset i knopstadiet. Det er siden fundet at MSX1 bliver udtrykt i tandanlæggets mesenchym. Hvis MSX1 mangler, så falder expressionen af BMP4 og FGF3, som er signalmolekyler der inducerer tandepitelets videre udvikling. Det er vist at i kultiverede tandkim in vitro, hvor MSX1 mutation har standset tandudvikling i knopstadiet, kan reddes ved tilsætning af BMP4, og tandanlæggende udvikler sig videre til tænder. I sådanne ”interreciprokale signal pathways” imellem tandanlægs epitel og mesenkym, kan fjernelse af et gen (deletion), typisk reddes ved introduktion af dens downstream target (BMP4).
De kliniske symptomer varierer. Én type MSX1 mutationer giver en isoleret oligodonti. En anden type MSX1 mutationer kan medføre hypodonti i kombination med gane-spalte eller læbe-ganespalte. Hos patienter med Rieger syndrom, og fejl i PITX2 genet, ses fejl i øjets udvikling og hyppigt agenesier af næsten alle permanente præmolarer, hjørne-tænder og incisiver. De variable kliniske medfødte forandringer – som vi ser i tandsættet – bliver i stigende grad korreleret med genotyper. MSX1, og desuden PAX9, er begge gener, som koder for transkriptionsfaktorer, der er involveret i initiering af tandudvikling. Ved fejl i PAX9-genet ses derfor tilsvarende virkninger. Forskellige mutationer i MSX1-genet fører til oligodonti, hvor det hyppigst er molarer der bliver ramt. Nogen af disse patienter har også læbeganespalte. PITX2 genet indgår også i lokal initiering af tandanlæg. Altså, tilsyneladende er PITX2 ansvarlig for permanente tænder foran molarerne, og PAX9 genet er ansvarlig for molarerne.
Perspektiv Det er vigtigt at vi som klinikere og forskere her informative, systematiske og pålidelige måder at rapportere de specifikke tanddannelsesforstyrrelsers morfologi og fremtræden. Derved er det muligt at sætte denne ’fænotype viden’ i relation til ny viden om genetiske defekter,- det kan bidrage til forståelse af hvad ’genet gør’ når det fungerer normalt. Ny viden om geners betydning for udvikling af tandvæv og tandorganet kan potentielt bidrage til udvikling af nye behandlingsformer