{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade.

Page 1

HENRIK EINSPOR

TÅ G E over KULDSKÆR


HENRIK EINSPOR

TÅ G E over KULDSKÆR


Kapitel 1

Det er en rå dag på stranden. Rose og Viola står i deres badetøj og ser ud over de vredladne bølger. Vinden får søstrenes hår til at stå bagud. Rose har en badering om maven. Viola er iført dykkermaske og en harpun. Det er første uge af deres ferie. Havet viser tænder. ”Skal det her forestille sommer?” surmuler Viola. ”Lad os hellere gå op og plage onkel Gys.” ”Åh, pjat med dig,” siger Rose kækt. ”Er du måske bange for lidt søgang? Kom så, din ugle. Sidste pige i baljen er en bondeost.” Hun hanker op i ringen og gør mine til at soppe ud i det vrisne hav. ”Vent,” siger Viola. ”Der er noget.” Hun har ret. Der er noget. En grøn flaske vipper på bølgetoppene. Og snart er den skyllet i land for deres fødder. Et stykke papir ses inde i flasken.

3


Kapitel 2

”En flaskepost.” Viola kniber øjnene sammen. ”Nogen er i nød.” I en fart får de brevet ud af flasken. HJÆLP! står der som en slags spændende overskrift. Og derefter følger en lang klamamse. Rose og Viola læser, mens deres øjne bliver større og større. De er straks klar over, at det her er alvorligt. De ser ud over havet. I det fjerne kan de se en ensom ø. De ved fra deres onkel, at øen hed Kuldskær. Og han har også prøvet at bilde dem ind, at der ligger en svagbørnskoloni derude. Hvilket sagt med lidt andre ord er en koloni for svage børn. Meget tyder på, at flaskeposten kommer derfra. I hvert fald slutter brevet: Venlig hilsen de svage børn på Kuldskær (skrevet med svag og rystende skrift, synes Viola). De ser alvorligt på hinanden. Dette er lige en sag for to søstre, som keder sig. Men ikke kun. De skal også bruge en onkel. Faktisk er deres onkel Gys lige den rette.

4


Kapitel 2 1/2

Onkel Gys skriver gys. Hans plan er at blive berømt, ligesom ham der Stiven King Kong, eller hvad han hedder. Han, altså onklen, har et hus ved havet, som meget passende er døbt Villa Skumsprøjt. Rundt om huset gror vindskæve sølvpopler, som rasler hidsigt, når vinden tager fat. Og går man ud af haven og drejer til venstre hen ad en sti, står man praktisk talt på stranden. Vældig smart, når man er på badeferie. Selv går onkel Gys aldrig i vandet. Han har engang set en film om en stor haj, som åd alle, der var ude at bade, så siden har han holdt sig på land. Til gengæld har han fin udsigt til havet fra der, hvor han sidder og skriver. På døren er et skilt: Forstyr ikke! Her skabes kunst. Nogen har med spritpen tilføjet: Og imens er vi nogle, som keder os. Men ingen har endnu indrømmet, hvem der har skrevet disse ord. Onkel Gys har dog en mistanke. Især fordi det er skrevet inden for de sidste dage.

5


Hans to niecer er på ferie hos ham og tror, at hver dag skal være en fest. De håbløse unger vil i vandet, hvis der blot er den mindste sol på himlen. Og hvis de ikke bader, så sopper de. Eller laver slotte pyntet med skaller. Er den slags almindeligt? tænker onkel Gys. Gør børn den slags ting? Han synes meget hellere, at de skal sidde og lytte til, hvad han har skrevet. Men hverken Rose eller Viola har nerver til at høre på hans drabelige historier. Skal vi ikke hellere gå ned og bade? plager de. Men onkel Gys siger, at der er brandmænd, understrøm og muligvis også en forvildet sildehaj. Det er mere sikkert at blive på land og få læst historie. ”Du er måske vandskræk?” siger Rose. ”Kan du i det hele taget svømme?” vil Viola vide. ”Ja, men jeg vil hellere give min lever til leverpostejsfabrikken end svømme rundt i hajfyldt farvand,” siger onkel Gys og lukker døren ind til sit skriverum. Og så ved søstrene, at han glemmer tid og sted og spisetider og ikke mindst sine to søde feriebørn. Det er derfor, de nu er spadseret ud af haven og ned ad stien til stranden for at finde rav og dykke efter perler, selvfølgelig uden at fortælle onkel Gys om det. Han har

6


kun godt af at føle lidt panik, når de pludselig er ude af syne og muligvis er havnet i gabet på en sildehaj. Eller har brændt sig på en brandmand. Og det er heldigt, for ellers ville de måske aldrig have fundet flaskeposten. Men nu får de travlt med at komme hjem og vise deres onkel, hvad de har fundet.

7


Kapitel 3

Da onkel Gys er færdig med at skælde ud – først over at blive forstyrret (kan de ikke læse skiltet?) og dernæst over, at de har været på stranden alene – tager han brevet ud af hænderne på Viola og læser det med rynket pande. ”Det må være en spøg,” siger han, da han er færdig. ”Men du har selv sagt, at der ligger en svagbørnskoloni ude på Kuldskær.” ”Og brevet er underskrevet de svage børn på Kuldskær,” tilføjer Rose. ”Med svag skrift.” ”Hvad er en svagbørnskoloni i det hele taget?” vil Viola vide. ”En svag-børns-koloni,” forklarer onkel Gys med vigtig mine, ”er et sted, hvor man sender svage børn hen i håb om, at det friske liv til søs vil gøre dem stærke.” ”Til søs?” Rose rynker panden. ”Øen derude sejler vel ingen steder?” ”Kuldskær er omgivet af hav,” siger onkel Gys, som om hun selv er fatsvag. Og så beskriver han Kuldskærs

8


svagbørnskoloni, hvor svæklinge og slapsvanse tilbringer en tid, indtil de har fået hård hud og hår på brystet. Blegnæbbede og snotnæsede er de, når de ankommer til øen, og så tynde, at forstanderinden må binde dem fast til flagstangen, når det blæser. Men blot efter et par ugers ophold er de friske og rødkindede og har fået barkede næver. ”Barkede næver?” siger Rose. ”Hvordan barkede?” ”Med hård hud og sådan,” siger onkel Gys. ”Jaså,” nikker Rose og Viola. ”Og alt det ved du?” Deres onkel minder dem om, at han – før han skrev gys – var ansat i Børns Ve og Vel, så han ved en del om landets børnehjem og kolonier. Han har dog aldrig selv sat sine ben på Kuldskær, men han ved, at stedet bliver styret af en forstanderinde, som efter sigende er en skrap tante, men det går heller ikke at vise svaghed, når man leder en svagbørnskoloni. ”Men hvad så med nødråbet?” siger Rose. ”I flasken,” tilføjer Viola. ”Måske skal vi hellere gå ned og købe en is?” foreslår onkel Gys. ”Nej, det skal vi ikke,” siger de to søstre. ”Der er ikke tid til is, når nødråb lyder.”

9


Kapitel 4

Det her kapitel kan du hoppe let hen over. Det er mest en masse kedeligt plageri. I korte træk får søstrene overtalt deres onkel til at aflægge Kuldskær et besøg. I embeds medfør, som de siger, hvilket betyder, at onkel Gys må hive en dag ud af sin travle skrivekalender og aflægge besøg på øen. Og tage dem med, naturligvis, så de kan komme de nødlidende til hjælp, som der står i brevet i flaskeposten. Det sidste siger de ikke højt. Men det ligger i luften.

10


Kapitel 5

Derfor ser man næste dag en fiskekutter stride sig gennem de grønne bølger. Fra dens styrehus stikker et ramsaltet sømandsfjæs ud og tager bestik af situationen, hvilket betyder, at ham, som sejler kutteren, kigger på vind og strøm og bølgehøjde for bedre at kunne føre skuden sikkert ind i den lille havn neden for Kuldskærs fyr. Ude i kutterens stævn står to skikkelser med hver sin kuffert. Det er Rose og Viola igen, med blege kinder og dystre miner. Fra tid til anden læner Viola sig ud over rælingen og kaster lidt op. ”Helt ærligt,” siger Rose. ”Styr dig lige. Du er klam.” ”Jeg føler mig svag,” sukker Viola og tørrer sig om munden med sit ærme. ”Jamen det passer jo fint,” siger Rose. ”Så er du på vej til det rette sted.” Hvor er onkel Gys? tænker den kvikke læser måske. Men læs videre. Det får man snart svar på. Men først må vi lige skifte synsvinkel for at se sagen fra den anden

11


side. Fra Kuldskærs side. Tre, to, en, skift! (klik!) – og så hastigt videre til kapitel 6.

12


Kapitel 6

Inde på selve øen er en stramtandet dame allerede på vej op til udsigtspunktet øverst på klinten for at se, hvem der er på vej. Den stramtandede dame er naturligvis forstanderinden for øens svagbørnskoloni. Hun hedder frøken Myling og medbringer sin søkikkert samt sin trofaste assistent, Bully. Bully er iført vest, butterfly og øreklaphue, og selvom han er en hund, nærmere bestemt en pitbull på 50 kilo og et gebis som en sildehaj, er han god at have omkring sig, synes frøken Myling, især hvis der opstår uforudsete hændelser. Og uforudsete hændelser har det med at opstå. Ofte ganske uforudset. For eksempel hænder det, at nogle af de svage børn prøver at stikke af, næsten inden de overhovedet er kommet i land. ”Som om det her er et fængsel,” siger hun højt, idet hun træder op på klintens top og bliver mødt af blæsten fra havet. ”Vruf,” siger Bully med bister mine.

13


”Men så er det godt, jeg har dig til at opsnuse dem, for ingen stikker af herfra. Her gør vi slappe børn til kraftkarle. Når ungerne bliver sendt hjem, er de stærke og seje. Og har fået bøffer.” Frøken Myling taler altid til Bully, som om han forstår hende. Men Bully fatter ikke et kvidder. Det eneste, han forstår, er ordet ’bøffer’. Og så længe han får et kødfuldt ben i ny og næ og en hundekiks til dessert, er han ikke den, som brokker sig. Frøken Myling sætter sin kikkert for øjet. Kutteren nærmer sig. Den hugger i bølgerne, så sprøjt står til alle sider. Og nu kommer en person mere til syne derude. Et hoved stikker op fra en dæksluge. Forstanderinden får travlt med at skrue på sin kikkert. ”Fordømt,” bander hun. ”En mand. Med mappe og hat og frakke. For hede hule da også! Det er Tilsynet!”

14


Kapitel 7

Er der noget, frøken Myling ikke kan døje, er det Tilsynet. Tilsynet er så afgjort en uforudset hændelse, til trods for at det kommer en gang om året, og ... ja, fører tilsyn – altså ser til, at de svage børn får ordentlig mad og motion. Især det sidste kan frøken Myling skrive under på. De får al den motion, de kan ønske sig og mere til. At det allerede er et helt år siden sidst, er gået hen over hendes hoved. Det må være et uanmeldt ekstra kontrolbesøg. Og er der noget, hun hader, er det uanmeldte ekstra kontrolbesøg, især når de sådan kommer uden varsel. Som et lyn fra en klar himmel og helt ud af det blå. Nu får hun travlt med at komme tilbage til kolonien, kalde alle børnene sammen og give ordrer. De får besked på at iføre sig deres stiveste puds – hvilket på godt dansk betyder at komme i deres bedste tøj. I dette tilfælde deres søndagstøj. De mest blegnæbbede får lidt rødt på kinderne fra Mylings pudderdåse. Og de forpjuskede får trukket en kam gennem håret og besked på at rette ryggen. Så griber

15


hun sit musikinstrument og genner hele børneflokken ned mod den lille ankomsthavn, hvor de bliver stillet op i to rækker, så de – ganske som de plejer – kan byde de nye børn velkommen med den kendte velkomstsang: Velkommen til Kuldskær, velkommen til Kuldskær, du tror, der er trist her, men det er snarere et guldskær. Søde frøken Mylius har os kær, hver og en, og Bully, den strik, elsker vores ben.

16


Kapitel 8

Det er måske ikke en sang, som vil havne på hitlisten, men frøken Myling har selv digtet den, og hun syntes faktisk ikke, at den er så tosset. Specielt ikke, når hun lader den ledsage tonerne fra sin sækkepibe, hvilket hun altid gør. I årevis har denne hymne budt alle nye børn velkommen til øen. Og snart har også de nye børn fået lært den udenad, for den bliver afsunget inden alle måltider og tillige inden sengetid. Nu byder den også Rose og Viola velkommen, for næppe er kutteren stævnet ind i havnen, før tonerne gjalder ud over børn og bølger og får mågerne til at lette fra klipperne. Så her skifter vi for et øjeblik synsvinkel igen. (Klik!). Tilbage til kutteren.

17


Kapitel 9

”Næh, vi bliver modtaget af musik,” siger manden, som er dukket frem fra dækslugen, og som ved nærmere eftersyn viser sig at være onkel Gys. Han er ikke længere iført sit forfattertøj, men ligner på en prik en, som er ’udsendt’ af Børns Ve og Vel og på rundtur mellem landets børnehjem for at se til, at børnene har det godt. Kort sagt er han klædt i hat og frakke og har en mappe under armen. Han er en smule fortumlet efter sørejsen. Han glæder sig til at få fast grund under fødderne. Og det får han kort efter.

18


Kapitel 10

Kutteren lægger til kaj. Den gamle søulk – eller kutterkaptajn, om man vil – træder ud af styrehuset. Han har træben, klap for øjet og en krog i stedet for hånd. Alt sammen på grund af en badeulykke, som involverede en oppustelig bananbåd og en hammerhaj i krigshumør. Til tonerne af pibekoncerten får ulken fortøjet skuden og hjulpet passagerer og pakkenelliker i land. Snart står de nyankomne og lytter til velkomstsangen. Altså den fra før, men hov … der var lavet noget om. Hvis man lytter nærmere efter, lyder det: Løb jeres vej, stik af, mens I ka’, stå til søs igen, og vend aldrig tilba’. For her på skæret er der hverken fred eller ro, kun slid og slæb for en ond, gammel ko. Og hvad køteren angår, så tag jer i agt, før I ved af det, den på jer har smagt.

19


Det er tydeligvis en helt anden tekst end den fra før – gå selv tilbage og tjek kapitel 7 – men frøken Myling kan intet høre for sækkepibens toner, og Bully har diskret iført sig ørepropper under klaphuen. Hundeører hører lyde ti gange højere end mennesker, og derfor kan sækkepiber være lidt af en udfordring. Så heller ikke den bider mærke i, at der er ændret i sangen.

20


Kapitel 11

Da velkomstsangen er til ende, fjerner frøken Myling sækkepibe-piben fra munden, og hendes assistent fjerner ørepropperne og lister dem tilbage i vestelommen. Derpå vender Bully sig mod de ankomne og viser alle sine tænder i verdens mest bidske smil. To svagbørn træder frem og lægger en krans af flettet marehalm om onkel Gys’ hals. De kan næsten ikke bære den og heller ikke nå, så han må bukke sig ned, så de kan komme til. Til de to søstre er der ingenting, men de bryder sig heller ikke om marehalm. Eller kranse. Frøken Myling lader øjnene løbe køligt hen over Rose og Viola. Hun synes ikke, de ser helt så svage ud, som man kunne forvente. Men kun godt, så har de flere kræfter til at grave – og grave skal de komme til. Men først må hun have Tilsynet til at indse, at alt er godt på Kuldskær. Så han kan vende tilbage til fastlandet og ikke vise sig igen før om en evighed. Med sukkerstemme, siger hun: ”Velkommen, børnlille. Velkommen til Kuldskær. Her skal I nok få det godt

21


og komme til kræfter og få farve i kinderne og frisk luft og motion.” ”Vi er ikke kommet for ...” begynder Viola, som er ved at komme sig efter søsygen. ”Stille, Viola,” siger Rose. Bully siger: ”Vuf, vuf-vuf!” Nej, undskyld: ”Vuf-vuf, vuf!” siger den. (Det andet giver jo ingen mening). Jeg lugter lusk, betyder det, men det forstår forstanderinden ikke. Hun giver Bully besked på at ledsage sangkoret tilbage til kolonien, mens hun selv vil vise de nyankomne vej. Men Viola forstår hundsk – altså hundesprog – og beslutter at holde et vågent øje med hunden. Bully forlader dem med mistænksom knurren. Dens lugtesans fejler intet, og lige nu lugter den rævekage. Her skal det indskydes, at rævekage intet har med kage at gøre – eller med ræve for den sags skyld. Rævekage er mere et andet ord for lusk og bedrag. Og den ros skal Bullys snude have. Dens lugtesans bedrager den ikke. Lusk og bedrag er i sandhed kommet til Kuldskær.

22


Kapitel 12

”Charmerende vovse,” siger Viola, da hund og børn er forsvundet bag klipperne. Onkel Gys, som vi fra nu af vil kalde for Tilsynet, har præsenteret sig som underkontrollør Snushansen, ansat under overkontrollør Snagesen, og oplyst, at han er udsendt af Børns Ve og Vel, som udfører trivselstilsyn på kolonier for børn. Hvorpå han beklager dette uanmeldte kontrolbesøg. Frøken Myling lader, som om det kun er en behagelig overraskelse, selvom sandheden er, at hun hverken går ind for Børns Ve og Vel eller uanmeldte tilsyn og kontrolbesøg. ”Et yppigt sangkor, om end stemmerne var lidt svage,” tilføjer Tilsynet, som kan mærke en vis anspændthed hos forstanderinden. ”Husk, det er svagbørn,” smiler frøken Myling. ”De fleste har ikke været her så længe. Men kom igen om en måned, så vil de lyde som et rugbyhold.”

23


Det går op for hende, hvad hun har sagt, og hun skynder sig at tilføje: ”Eller kom ikke igen! Det skulle vist heller ikke være nødvendigt.” Hun sender Tilsynet et syrligt smil. Et syrligt smil er et meget stramt smil, som nærmest ser ud, som om læberne presses hårdt sammen. Sådanne smil smiles ofte af lurvede personer. Og det er lige sådan en, frøken Myling er. Lurvet og lusket og flosset i kanten. Og her bliver vi lige nødt til at hoppe et stykke tilbage i tiden for at kaste lys over, hvad der i virkeligheden foregår på Kuldskær. Vi hopper altså tilbage i tiden, nærmere bestemt ind i næste kapitel.

24


Kapitel 13

Hop! (Det var det). Sagen er, at frøken Myling for nylig var stødt på et gammelt skattekort på koloniens loft. I virkeligheden havde hun været oppe og lede efter en manual til sækkepiben, eftersom en af de utålelige unger (hun fandt aldrig ud af hvem) havde skruet mundstykket af og gemt det. Og nu måtte hun bestille et nyt. Så derfor havde hun brug for manualen til at få serienummeret. Men så var hendes blik faldet over en gammel kiste dækket af nogle tæpper. Og så kan det nok være, at piben havde fået en anden lyd, hvilket den havde haft lige siden. I kisten lå nemlig et skattekort, som mere end antydede, at en skat var gemt på øen. Det eneste, der ikke stod, var hvor (hvilket var en dybt irriterende forglemmelse). Men sagen var klar: Kuldskær var en skatteø, og lige siden havde frøken Myling været besat af at finde skatten.

25


Men som alle ved, er det et slid at søge efter skatte, især hvis man skal gøre det alene. Og ikke mindst er det møgkedeligt at grave. Så derfor blev de svage børn sat til at lede efter skatten. På den måde slog frøken Myling adskillige fluer med ét smæk, altså i overført betydning, idet de svagelige børn fik både frisk luft og motion. Og muskler af at grave. Men endnu var skatten ikke fundet. Lige siden havde skiftende børn gravet huller, så øen lignede en ormædt skibsplanke, men stadig ingen skat. Vidste børnene, at de ledte efter en skat? Ja. Sladrede de ikke, når de efter opholdet på Kuldskær vendte hjem? Nej. For frøken Myling havde garderet sig. ”Husk. Ikke et ord om skatten, børn,” sagde hun, når de før så svage børn skulle sendes hjem. ”Husk forbandelsen!” Og så mindede frøken Myling dem endnu en gang om øens forbandelse: Den, der omtalte skatten, ville blive forvandlet til en måge. Det stod alt sammen på skattekortet, hævdede hun. Med små bogstaver. Først fik man en skrattende stemme, derpå dun og fjer og til sidst en stor forkærlighed for rå sild, og så var løbet kørt.

26


”Alle de måger der, de har alle sammen været børn som I, men desværre kunne de ikke holde tand for tunge, da de først kom herfra. De skulle absolut plapre ud om skatten. Nu må de svæve skrigende rundt omkring fyret til evig tid. Og leve af sild og sandorm.” Dette var naturligvis den fedeste løgn opdigtet til lejligheden af forstanderinden, men børnene, som ellers havde fået farve i kinderne, blev for et øjeblik blege igen. Mens frøken Myling i sit stille sind frydede sig over, hvor godtroende nutidens børn var. Det var alt den kiggen på iPad. De troede på alt, hvad de hørte og så. Så indtil videre havde koloniens skiftende børn troet på denne lumpne løgn. Og på den måde var Kuldskærs – og dermed frøken Mylings – hemmelighed forblevet hemmelig. Men som sagt, skatten var stadig ikke fundet. Nå, det blev et langt hop tilbage. Men nu hopper vi frem til de to søstre og deres onkel. Tjula-hop!

27


Kapitel 14

Rose, Viola, Tilsynet og forstanderinden følger en snoet sti op over de mågeklattede klipper, op forbi fyrtårnet. ”Flot fyr,” siger Rose. ”Tak,” siger Tilsynet. ”Ikke dig, fyret!” Inde på øens midte får de øje på svagbørnskoloniens bygning, som lidt ligner et spøgelseshus, bare større. Rundt om ligger resten af øen, dækket af krat, vindblæste sandklitter og sandblæste vindklitter og akkurat lille nok til, at man kan gå den rundt på en times tid. Her er ingen steder at flygte hen, medmindre man holder af at svømme ti kilometer i farefyldt farvand. Eneste forbindelse til fastlandet er den gamle søulk, som frøken Myling hver måned stikker en guldmønt for at passe færgejobbet og ellers passe sig selv. En hel guldmønt! vil nogle måske udbryde. Men rolig. Det er en af dem med chokolade under folien, men det har søulken endnu ikke opdaget. Han puger bare sammen og gemmer mønterne et hemmeligt sted uden

28


at ane, at han har opsparet tre kilo mælkechokolade af tvivlsom kvalitet. ”Hvilket sted.” Tilsynet står stille med hænderne i siden og nyder udsigten, mens han indånder den karske havluft. (Karsk har ikke noget med karse at gøre – det betyder bare sådan frisk). ”Her kunne man slå sig ned og skrive en roman … altså hvis man var digter.” ”Ja, De skal være velkommen,” ler frøken Myling uden overhovedet at mene, hvad hun siger. ”Og nu er du altså ikke digter, men Tilsyn,” indskærper Rose. ”Og vi er to svagbørn, som skal bo her i lidt tid,” tilføjer Viola, som er kommet sig over sørejsen og også synes, at ”Tilsynet” skal tage og klappe hesten og stikke piben ind. Rose peger på en række huller i jorden. ”Sikke en masse pudsige hulninger.” ”Mågereder,” oplyser forstanderinden med en falsk og løgnagtig latter. ”Man går og skvatter i dem alle vegne.” ”En køn redelighed,” mumler Rose, ”Man kunne ellers forledes til at tro, at der var nogen, som havde gravet dem,” siger Tilsynet på sin dumme voksenmåde, som Rose og Viola ikke forstår et ord af.

29


Forstanderinden slår en hånd for munden og udstøder en kvidrende latter, som om Tilsynet har fyret en vits af, og spørger, hvor han har sådan en tosset idé fra. De to søstre ikke så meget som trækker på smilebåndet. Det er lige før, det bliver pinligt. Heldigvis ler Tilsynet selv lidt for højt og påtaget, som om han havde fortalt en vits.

30


Kapitel 15

Nu er kapitlerne ved at blive lidt lange. Og hvornår skal vi måske høre mere om flaskeposten, vil flere snart gerne vide, især om hvad der stod i brevet. For det siger sig selv, at det uanmeldte besøg på øen har noget med flaskeposten at gøre. Men hvad? Så nu går vi direkte til teen i frøken Mylings private gemak eller hendes dagligstue, om man vil. Teen er serveret. Rosinboller ligger på et fad. Nybagte og duftende. Tilsynet er bænket, eller i hvert fald sofaet, i en bekvem og blød flyder, hvorfra der er udsigt til vinduet, bag hvilket øens fyrtårn knejser i det fjerne. Rose og Viola er også inviteret med, selvom de ikke ser særligt svage ud, men det nytter jo ikke noget at sende dem ud at grave efter skatten, tænker frøken Myling, når Tilsynet er der. Så lige nu er der pause i graveriet, og stemningen er god. Men så lader Tilsynet en bombe springe. Altså ikke nogen rigtig bombe, men en aldeles

31


overrumplende nyhed, som vender op og ned pü alting og i hvert fald ødelÌgger stemningen.

32


Kapitel 16

Den gode stemning får en brat ende. For efter at have rost såvel te som bagværk åbner Tilsynet sin mappe, som ellers har ligget i hans skød. Han rømmer sig, og søstrene tænker, at nu bliver det spændende at se forstanderindens reaktion. ”Årsagen til dette uanmeldte besøg er,” begynder Tilsynet med fisefornem stemme, ”at det er kommet Børns Ve og Vel for øre, at der foregår visse uregelmæssigheder her på Kuldskær.” Tilsynet bruger sit voksenvolapyk, men kort sagt betyder det, at der er ugler i mosen, til trods for at der ikke engang er nogen mose på Kuldskær. Eller ugler for den sags skyld. Ugler i mosen betyder, at der er noget, som ikke rigtig går rigtigt for sig. Med Tilsynets ord er der mistanke om, at forstanderinden udnytter børnene til gravearbejde. ”Jaså.” Forstanderinden sætter tekoppen fra sig. Intet i hendes ansigt røber, hvad hun tænker, men det er tydeligt, at hun er på vagt. Hun har mægtig lyst til at tilkalde

33


Bully, som i dette øjeblik sørger for, at svagbørnene forbliver i spisesalen nedenunder. Tilsynet kan oplyse, at det forholder sig sådan, at en flaskepost er kommet for dagen. Den er blevet samlet op i farvandet ud for Kuldskær af en kajakroer. Og brevet deri er – efter at kajakroeren chokeret har læst det – blevet sendt med almindelig post til Børns Ve og Vel. Derfor er Tilsynet her nu. For at få kastet lys over sagen og eventuelt få misforståelsen opklaret. Alle, som har været med fra start, ved selvfølgelig, at det er en usandhed, at det var gået sådan til. Flaskeposten er aldeles ikke samlet op af nogen kajakroer. Men resten passer. Brevet er blevet chokeret læst. Frøken Myling ser uforstående ud og siger, at hun ikke forstår. ”Jeg forstår ikke,” siger hun. Tilsynet rømmer sig. Rose og Viola holder vejret. ”Det forlyder,” fortsætter Tilsynet, ”at børnene her i kolonien bliver sat til hårdt manuelt arbejde og sjældent får et venligt ord.” ”Kun utak og skældud,” tilføjer Viola. Rose losser hende over benet under bordet. Viola får travlt med at gafle rosinbolle i sig.

34


Imens redegør Tilsynet med alvorsfuld mine for, hvad brevets ordlyd har været: at børnene er sat til at grave efter en skat dagen lang. Og kun får kold havregrød og klumpet kærnemælksvælling, og de får heller ikke lov til at ringe til deres forældre for at få dem til at hente dem, for de må ikke låne telefonen. Frøken Myling lytter med lukkede øjne, mens hun nikker for sig selv. ”Nu kan man naturligvis ikke regne med, hvad børn skriver,” siger hun. ”Børn har fantasi. De finder på. De digter. Deri er børn jo så herlige.” Hun åbner igen øjnene og ser på Tilsynet for at se, om de er enige. ”Ja, børn digter,” medgiver Tilsynet. ”Om monstre under sengen og ponyer med horn i panden, men vel ikke om, at de bliver sat til at grave huller dagen lang for at finde en skat. Og så ovenikøbet på en svagbørnskoloni.” Frøken Myling spørger, om brevet eventuelt er underskrevet. Er der et navn under disse horrible beskyldninger? En signatur? Et eller andet, som angiver afsenderens identitet? ”Alle børn på Kuldskær har skrevet under,” kan Tilsynet oplyse med beklagende mine, mens han tapper

35


fingerspidserne mod hinanden og tilføjer, at nogen også har sat en hundepote. Muligvis en hund. ”Hvilket forræderi!” lyder det heftigt fra frøken Myling, som nu har fået røde pletter på halsen. ”Det er naturligvis vås fra ende til anden og en grov beskyldning, som jeg hverken vil sidde overhørig eller lade gå upåagtet hen. De skyldige må straffes.” Frøken Myling griber en rosinbolle og ser et øjeblik ud, som om hun vil kvase den, men så kommer hun på bedre tanker og tager en hidsig bid. Og så kan Viola ikke dy sig længere og lader en ny bombe springe, altså en ny, overrumplende nyhed. ”Der stod også, at de havde fundet skatten,” siger hun.

36


Kapitel 17

Det giver et sæt i frøken Myling. Hun retter et måbende blik mod Viola. ”F-fundet skatten?” ”Men at de ikke havde sagt det. De har gemt den i en hule nede ved stranden,” fortsætter Viola. ”Tidevandshulen,” tilføjer Rose og nikker. Her mister forstanderinden al farve i ansigtet. Hun kommer næsten til at ligne den gipsmaske, som hænger på væggen og forestiller en eller anden død klaverbokser, som hun holder meget af, i hvert fald hans musik, men nu er musik det sidste, frøken Myling tænker på. Hun famler ved den lille messingklokke, som hun normalt bruger, når hun kalder på Bully. Ét ring betyder: Kom. To ring: Kom som et frådende vilddyr. Men så behersker hun sig. Nu må hun holde hovedet koldt. Der er stille i rummet. I det fjerne kan man høre havet slå mod klipperne ved fyrets fod. ”Har … har de fundet skatten? Og uden at fortælle det til mig? Jamen det er jo … Det er jo mageløst.”

37


Frøken Myling rejser sig og går hen til vinduet. Hun står med ryggen til dem og spærrer for udsynet til fyret, mens hun stirrer ud over øen med dyster mine. Viola og Rose giver hinanden en lydløs høj femmer. Onkel Gys sender dem et forarget blik, som antyder, at her ikke er noget at klappe hænder ad. ”Jamen det er jo mytteri ved højlys dag.” Og så løsriver forstanderinden sig fra vinduet og går resolut hen og ringer med klokken. To ring!

38


Kapitel 18

Et øjeblik senere høres vild gøen. Og to sekunder efter bliver døren slået op, og der står den selvsamme hund, som har dirigeret børnekoret på havnen. Stadig med vest og øreklaphue. Men nu er der ikke meget dirigent over den. Nu ligner den en, som deltager i en smilekonkurrence. Bare uden at smile. Dens tænder ligner to klaverer, som er stødt sammen. Og ikke på den gode måde. ”Kom ind, og luk døren udefra,” siger Rose. ”GRUF GRRARGL!” bjæffer Bully og savler. ”Bully er min private vagthund,” siger frøken Myling med tilfreds mine. ”Den kan man altid regne med, når folk kommer og skyder en alt muligt i skoene.” ”Skyder i skoene?” spørger Viola. ”Hvem har skudt her?” ”Det betyder, at I beskylder mig for alt muligt, som ikke passer. Og ti så stille med alle de spørgsmål. Det mindste vink fra mig, og min assistent flår jer i stykker som tre kludedukker. Ikke sandt, Bully?”

39


Som for at understrege rejser hendes assistent sig på bagbenene og slår sig på brystet med forpoterne, mens den udstøder truende lyde (samt et enkelt host). ”Og på to ben?” siger Viola. ”Forbløffende. Og du har også underskrevet brevet. Du må være en klog hund.” ”Og kær ser du ud,” smisker Rose. Bully, som indtil nu mest har lavet larm, bliver helt paf. Smilet stivner og bliver til en usikker grimasse. Dens øjne flakker fra dem til frøken Myling (og lidt til fadet med boller). ”Hvad er det for noget vrøvl?” udbryder frøken Myling. ”Min assistent er aldeles ikke ’kær’. Han er et udyr. Et frådende bæst!” ”Nå, så er det vel heller ikke værre,” siger onkel Gys. ”Det er langt værre!” råber frøken Myling, som er ved at tabe fatningen. ”Min assistent får den forbaskede Baskervilles hund til at ligne et tøjdyr.” ”Tøjdyr eller møgdyr,” siger Tilsynet. ”Den er i hvert fald klog, siden den kan skrive. Eller i det mindste sætte poteaftryk.” Viola bøjer sig frem mod Bully. ”Har du trådt på brevet eller skrevet under med et poteaftryk? Kort sagt: Er

40


du klodset eller klog?” Eller det, man hører hende sige, er: ”Vov, gruf, vov-vip vip?” Her må det lige indskydes, at Viola er dyrehvisker og kan tale mere end 37 dyresprog inklusive hvalrosks og vandrende pindsk. Og dyr lyver aldrig! ”Vruf!” mumler Bully, som nu har mest lyst til at stikke halen mellem benene, hvis det ikke var, fordi den var kuperet. ”Tænkte det nok,” sagde Viola. ”Den kan flå jer i stumper som en kludedukke. Nej, tre,” råber frøken Myling og bimler med sin klokke, så det lyder som en hel karavane af isbiler. ”Puds! PUDS!” ”Puds sølvtøjet!” siger Viola (eller rettere bjæffer hun). Bully går resolut hen og åbner skuffen med bestik. Et øjeblik efter er han i gang med pudsecreme og klud. Frøken Myling ser først forvirret ud, så går hun amok. ”Klaphat! Uduelige hundehoved!” råber hun og kyler sølvklokken efter sin assistent. ”Du skal ikke pudse sølvtøj. Du skal pudse dem der.” Hun peger på søstrene og onkel Gys. ”Puds, puds!” ”Vruf, gruf!” tilføjer Viola. Bully samler sølvklokken op og giver den en klat pudsecreme.

41


”Herre jemini!” himler frøken Myling op. ”Uduelige udyr!” Onkel Gys går hen og holder brevet op foran den sølvpudse-travle hund. ”Indrømmer du, at du har skrevet under på dette nødråb afsendt med flaske, hvori det påstås, at frøken Myling tvinger børn til at grave efter en skat?” Viola oversætter hans ord til flydende hundesprog: ”Og at skatten er fundet og gemt?” føjede hun til. ”I tidevandshulen?” Bully taber sølvklokken, som falder på gulvet med en ringlende lyd. Tilsynet ser strengt på frøken Myling. ”Det er altså sandt.” ”Ingen tager vel skade af at grave lidt,” forsvarer frøken Myling sig. ”I kan begge ryge i fængsel for det her,” blander Viola sig nu. ”Og fængsler er ikke for sjov. Man får vand og brød og får lov at ruske tremmer dagen lang. Og en kæde om foden med en tung kugle i af jern.” ”Ingen spøg,” tilføjer Rose. ”Og heller ingen kødben,” siger Viola på hundsk og skæver til Bully.

42


Bully kommer med en lille, indeklemt lyd og ligner en hund, som har tisset på gulvtæppet. Faktisk er den kommet til at tisse en lille smule på gulvtæppet. Den sender et skyldbetynget blik til frøken Myling. Men her er ikke meget hjælp at hente. Hun ser forbitret ud. ”De infame unger har snydt mig. Alle er gået bag min ryg og har fundet skatten uden at sige det.” Hun rejser sig og går hurtigt hen til et chatol og åbner en skuffe. Og så tager hun en pistol frem, en lille sølvpistol af den slags, som damer tit har i gamle cowboyfilm. ”Hvis du har tænkt dig at skyde ungerne, kommer du endnu mere i fængsel,” siger Tilsynet. ”Alt er tabt,” lyder det dramatisk fra frøken Myling. ”Alle har svigtet mig. Selv min trofaste assistent!” Og så sætter hun pistolen mod sit eget hoved. ”Nej, gør det ikke!” råber Tilsynet, som er ved at få gys nok for i dag. ”Hun er jo helt skudt i hovedet,” gisper Viola. ”Skyd ikke!” råber Rose. Men forgæves. Frøken Mylings fingre krummer sig om aftrækkeren. Og så trykker hun af: ka-paw!

43


Kapitel 19

Ka-paw! er måske så meget sagt, for der kommer kun et lille, forkølet klik. En blågul flamme popper ud af pistolen og antænder en lok af forstanderindens hår. Lokken krøller sammen, og der kommer en stram lugt. Tilsynet er hurtigt på benene og klapper luerne ud med sin hånd. ”Mit hår,” hulker frøken Myling. ”Se nu – det er også jeres skyld det hele.” Hun får fat i sit lommespejl og inspicerer sin svedne hårtot. Viola ser sit snit til at fjerne lighterpistolen, inden der sker flere ulykker. Hun giver den hurtigt videre til onkel Gys. ”Smart,” siger han og undersøger den. ”Sådan en lighter kan jeg bruge i en gyserhistorie.” ”Nu er du ikke forfatter, men Tilsyn,” husker Rose ham på. ”Ups, ja,” siger Tilsynet og skynder sig at putte det ildspyende våben i lommen.

44


Teselskabet har efterhånden udviklet sig i en trist retning, og ingen har mere lyst til boller. Hvis nogen kender udtrykket ’en trykket stemning’, så passer det fint her. Frøken Myling er sunket ned i en stol og sidder med hænderne for ansigtet og udstøder klagende lyde. Tilsynet forsøger at trøste og siger så-så! Det går nok alt sammen. Du kommer højst en lille smule i fængsel, og der skal betales skat af skatten, og resten skal bruges til at betale erstatning til de børn, som du har udnyttet så skammeligt til børnearbejde.” ”Og fyret bliver du helt sikkert også,” tilføjer Viola. ”Men så får du tid til at grave efter skatte alle mulige steder.” Frøken Myling jamrer sagte og derpå lidt højere. Hun rokker frem og tilbage i stolen. Men af og til spreder hun fingrene for lige at holde øje med, hvad der foregår. Det er en lidt lusket måde at græde på. Og her er det så, hun ser noget. Et dejligt syn. Det bedste syn, en skurk, som er trængt op i en krog, kan se. Altså forudsat at skurken er trængt op i en krog på en ø. En tung tåge kommer rullende ind fra havet. Såkaldt havgus. Tyk og gusten, som kun sådan en kan være det.

45


Kapitel 20

Synet af havgusen hjælper gevaldigt på frøken Mylings modfaldne humør. ”Der har vi gusen,” udbryder hun og flytter hænderne væk fra ansigtet og peger. ”Og når den først lægger sig over Kuldskær, kan det vare dage, før den letter igen. Ingen kan hverken komme til eller fra. Og indtil da må I blive her.” ”Hvad gør vi så?” spørger Tilsynet bekymret. ”Vi ser at få fyret op under fyret, så skibene ikke sejler ind i øen,” siger frøken Myling. ”Men vi har ikke forstand på at tænde fyrtårne,” indvender Viola. ”Man trykker vel bare på tænd-knappen,” siger Rose og tilføjer, at det kan vel enhver idiot finde ud af. ”Ha, så simpelt er det ikke.” Frøken Myling smiler hånligt. ”Man skal starte en motor og gøre ved. Og det er kun mig, der kan finde ud af, hvordan man gør.”

46


”Nå, men så gør noget ved det,” siger Tilsynet, som ikke bryder sig om den retning, det hele er ved at udvikle sig i. ”Men vi går med,” siger søstrene for at sikre sig, at forstanderinden ikke ser sit snit til at stikke af og lade dem i stikken. Frøken Myling rejser sig og tager en regnfrakke ned fra knagen. Og stikker fødderne i et par gummirøjsere. ”Til fyret,” siger hun. Og det lader de tre andre sig ikke sige to gange. Men hov! Mangler der ikke en? Jo, Bully har gjort sig usynlig. I hvert fald er den ingen steder at se. Måske er den listet af, flov over tæppetisningen.

47


Kapitel 21

I hælene på Myling går de to søstre og Tilsynet ned ad trappen for lidt efter at havne i koloniens spisesal. Her sidder børnene ved et langt bord og ser sultne ud. Sultne og svage. Og med tomme skåle foran sig. En gryde kold havregrød står på bordet. Og en kande lige så koldt vand. Bully havde været ved at øse op for ungerne, da frøken Mylings klokke lød. Hunden smed derfor, hvad den havde i poterne, i dette tilfælde øsen. Børnene var for svage til at hjælpe sig selv. De havde gravet hele dagen og var fuldstændig flade og trætte i armene. Nu kunne de kun sidde og vente på, at Bully kom tilbage og gjorde arbejdet færdigt. Men nu er det frøken Myling og kompagni, som dukker op. Børnene lyser op. Nu vanker der nok mad. De rejser sig og begynder at afsynge ’Velkommen til Kuldskær’-sangen, indtil forstanderinden irriteret giver tegn til dem om at tie.

48


”Grøden er udsat,” siger hun hårdt. ”Ja, hvem ved, måske bliver der slet ingen grød. Måske har jeg i stedet en høne at plukke med nogle uartige børn. Men først må jeg tænde for fyret. Vi kan jo ikke have, at skibe torpederer Kuldskær.” ”Men hvad så med havregrøden?” spørger en af ungerne. ”Havgus før havregrød,” siger frøken Myling. ”Først fut under fyret, og så tager vi den derfra.” ”Vi er tilbage lige om lidt,” lover Tilsynet. ”Helt ærligt, skal vi ikke lige stikke ungerne lidt ædelse,” foreslår Viola. ”Man kan høre deres mave rumle helt over til fastlandet.” ”Nej,” hvisker Rose. ”Vi må sikre os, at frøken Myling ikke stikker af. Søulkens kutter ligger stadig i havn. Alt kan ske.” Ja, alt kan ske. Det har Rose ret i. Hvor er for eksempel Bully blevet af? Han er sporløst forsvundet. Måske for at slippe for at komme fængsel. Måske af andre grunde. Svaret blæser foreløbigt i vinden eller er i hvert fald forsvundet i tågen.

49


Kapitel 22

Med raske skridt sætter frøken Myling kurs mod fyret, og de tre andre følger trop. Havgusen kommer rullende ind over øen. Det ser ud, som om Kuldskær er ved at trække en dyne over sig for natten. Man kan knap nok se fyret nu. ”Uhyggeligt,” gyser Tilsynet. ”Jeg har set en film, hvor sådan en tåge var fuld af døde søfolk. De ville hævne sig på en lille by ved havet af grunde, jeg ikke længere husker.” ”Gider du klappe i?” siger Viola. ”Ja, her er kun en gammel søulk, og han har vel ikke noget at hævne,” tilføjer Rose. ”Så vidt vi da er orienteret,” siger Tilsynet. De når frem til fyret. Frøken Myling haler en nøgle frem og får den svære jerndør op. ”Ind,” befaler hun. ”Fart på. Vi må op og have lys i lanternen.” ”Lys over land,” nikker Tilsynet og træder ind. ”Lys over vand,” retter Viola og går efter.

50


”Uden lys i pæren taber man let fatningen,” siger Rose og følger trop. ”Fik I den?” Svaret er et tungt drøn fra fyrets dør, som smækkes i. Ikke for næsen af dem, men bag dem. I næste nu står de i buldermørke. De hører nøglen blive drejet om i låsen. Og nu går det op for dem, at de er inde i fyrtårnet. Men det er forstanderinden ikke. ”Dette var ikke en del af aftalen,” råber Tilsynet. Svaret på den anden side af døren er en hånlatter, der lyder som når man kilder en måge. ”Nu kan I hygge jer, mens jeg tager mig af de rådne unger, som går og graver skatte op uden at fortælle om det. Og bagefter henter jeg skatten i tidevandshulen og sejler bort. Og I ser mig aldrig mere.” ”Hvordan aldrig mere?” vil Viola vide. ”Jeg vil leve i sus og dus på en lysegrøn ø med en tjener på hver finger og drinks med paraplyer i.” ”Ja, det lyder også hyggeligt,” kommer Tilsynet til at sige, men så husker han, hvad der var sket. Han slår vredt på jerndøren og råber: ”Luk op, eller det bliver værst for dig selv.” ”Og hvad med fyret?” råber Rose. ”Tænder det måske sig selv?”

51


”Ja, faktisk,” lyder det udefra. ”Fyret er automatisk. Det tænder af sig selv, når solfangeren ikke længere får lys nok – som for eksempel når tusmørket sænker sig, eller gusen går i land. Nu kan I sidde der og kukkelure. Hvem ved, måske bliver I reddet en skønne dag. Som tre hvide skeletter.” Og så følger den fjollede mågelatter igen.

52


Kapitel 23

Det ser sort ud, så Tilsynet tænder pistol-lighteren og lyser mørket op. De kan se det nederste af en stentrappe snegle sig opefter. Det er ikke svært at gætte, hvor den ender. ”Nu er gode dyr rådne,” sukker Tilsynet og holder op med at være Tilsyn og bliver i stedet til onkel Gys igen. Han sætter sig modløst på det nederste trin. ”Vel er de ej,” siger Viola. ”Kom med.” ”Hvorhen? Har du glemt, vi er låst inde? Vi kan hverken komme ud eller væk.” ”Men vi kan komme op.” Viola peger opad. ”Helt op i toppen.” ”Op ad alle de trapper?” Onkel Gys virker mindre begejstret. ”Det har jeg ikke kondi til.” ”Pjat med dig. Jeg har en idé. Det var det med de rådne dyr. Hum dig lige, så man kan komme forbi.” Onkel Gys fatter ikke, hvad hun vil, men synes allerede, at det lyder som en dårlig idé. ”Har du glemt, at jeg er dyrehvisker?” siger Viola.

53


”Her hjælper ingen hvisken,” siger onkel Gys. ”Her hjælper kun råb. Høje råb, hvis vi skal gøre os håb om at blive hørt.” Han rejser sig og famler sig hen til døren, som får et par bank med lighteren. ”Hjælp, vi er lukket inde. En eller anden. Få os ud herfra.” Imens er Viola og Rose i fuldt firspring på vej op ad trapperne. Onkel Gys kan høre deres skridt forsvinde. Næste ferie nægter jeg at have de unger, lover han sig selv, mens han med suk og støn snegler sig efter dem. Så skal han bare have en rolig ferie med gyserskrivning. Ikke rakke rundt på tågede skær og blive låst inde i skumle fyrtårne fyldt med trapper.

54


Kapitel 24

Her er det lige tid for et øjeblik at vende tilbage til den skruppelløse forstanderinde og se, hvad hun har for. Vil hun virkelig plukke høns med svagbørnene, altså give dem en kæmpe omgang skældud? Eller har hun andet for? Har hun tanke for andet end skatten i tidevandshulen? Og er der virkelig en skat derinde? Vi får straks svar på det. For som man nok har gættet, har hun allerede sat kurs mod stranden. Det er ikke for ingenting, at hun har iført sig gummirøjsere, inden hun forlod kolonien. Hun kender tidevandstabellen ud og ind. Og lige nu ved hun, at det er ebbe, altså lavvande. Det er perfekt. I stedet for som lovet at vende tilbage til svagbørnskolonien drejer hun ned ad en sti mod havet på øens nordside. Den klippefyldte side, som vender ud mod det åbne hav. Ved lavvande er der en sandstrand foran klipperne, og mellem klipperne finder man hulen. At begive sig derind er ikke uden fare. Bliver man overrasket af højvandet, hænger man på den, for vandet vil fylde

55


hulen til helt op under loftet. Men lige nu er der kun nogle pytter derinde. Frøken Myling har fundet en stormlygte i fyrtårnets redskabsskur, og med den i hånden bevæger hun sig gennem tågen. Intet skal forhindre hende i at få fat i skatten. Og så snart hun har den i hænderne, kan såvel Bully, fangerne i fyret som ungerne ved grødgryden få lov at passe sig selv. Så vil hun stikke til søs med kutteren. Uden søulk. Ham agter hun at skubbe over bord, straks han har løsnet fortøjningen. Eller hive træbenet væk under ham, så han står på næsen. Hun må standse op et kort øjeblik og le en høj og ondskabsfuld latter. Og da det er gjort, fortsætter hun ned mod den tørlagte sandstrand og sætter kurs mod tidevandshulen.

56


Kapitel 25

Rose og Viola er i mellemtiden nået op til lanternen. Onkel Gys er ikke, men hans pusten og forsikringer om, at det er sidste gang, han lader sig overtale til noget så dumt som det her, fortæller dem, at han er på vej. Rummet, de står i, er helt i glas. Og midt i det hele ses fyrtårnets hjerte, lanternen. Den er lavet af slebne glasskiver, som forstærker lyset fra pæren midti. Det hele er anbragt på en drejeskive, som drives rundt af nogle tandhjul. Hele baduljen drejer allerede skramlende rundt. Kort sagt: Der er lys i pæren. Og pigerne kan se en skarp stråle feje rundt i tågen. Et sted udenfor er et tågehorn gået i gang. Lange og triste trut advarer skibe mod at komme for nær. ”Hvad i himlens navn skulle vi herop efter?” puster onkel Gys, som udmattet er kommet til syne. ”Jeg er dyrehvisker,” siger Viola. ”Ja, og jeg er træt i benene. Så hvad skal det hjælpe at kalde på dyr lige nu?” ”Jeg kalder på mågerne. De henter hjælp.”

57


”Mågerne? Hvornår har måger nogensinde hørt efter?” ”Har du selv nogle bedre idéer?” ”Ja, at komme ned igen. Jeg har det skidt med højder. Luften er for tynd.” ”Så bliv hellere, hvor du er. Vi går ud og trækker lidt tynd luft.” Rose hiver en lille glasdør til side og træder ud i det fri. Viola følger bagefter. Lanternehuset fyldtes med blæsende tåge. Onkel Gys spørger, om de er fra forstanden? Udenfor løber en smal jerngang rundt om lanternehuset. Et rækværk er eneste værn mod afgrunden. Havgusen driver forbi. Men der er ingen døde sømænd i den, kun en fæl kulde, der går gennem marv og ben. ”I to!” råber onkel Gys inde fra lanternerummet. ”Kom straks ind igen. Jeg advarer jer – jeg kommer ikke ud og henter jer, hvis I falder ned. Hører I?” Men søstrene hører ingenting på grund af tågehornet, hvis højlydte trut overdøver alt andet. Selv den bedste dyrehvisker kan ikke få et ord indført her. ”Det nytter ikke,” råber Viola. Alligevel udstøder hun et par mågeskrig, som ærlig talt lyder lidt tamme i sammenligning med tågehornet. Hun forsøger sig også med

58


suleskræp og lidt skarvskrat, men uden at der sker et kvidder. Eneste lyd er den fordømte tågetrompet, som får deres ører til at blafre. Imens kører fyrets lyskegle i rundkreds i mørket som rundtosset spotlys. ”Jeg har en idé,” siger Rose. ”Vi tænder og slukker for fyret. Altså morser. Jeg kan godt morsealfabetet. Tre korte er et S, og tre lange er et O, og sådan er det hele vejen, tænker jeg.” ”Så du vil skrive OS og SO? Hvad skal det nytte?” Viola er ikke overbevist. Hun siger, at så kan de lige så godt sende en flaskepost og vil vide, om Rose har andre dumme idéer. Inden pigerne for alvor bliver uvenner, lyder en banken på ruden. Onkel Gys står og fægter med armene derinde. Pigerne misser mod lyset. De kan se, at han smiler over hele femøren. Og gør tegn til, at de skal komme ind. Han holder noget i hånden. En nøgle. Den er magen til den, som frøken Myling låste dem inde med. Rose og Viola skynder sig ind til ham. ”Se lige, hvad jeg fandt,” siger onkel Gys og peger på en krog i loftet. ”Den hang der. Det må være fyrmesterens ekstranøgle. Og så kan vi måske droppe det der fuglepip

59


og komme ned og ud. Jeg har en høne at plukke med den forstanderinde.�

60


Kapitel 26

Grotten, eller tidevandshulen, lugter af tang og sildesalat. Men frøken Myling lugter også noget andet. Hun lugter guld. Så her har de dumme unger altså gemt skatten, tænker hun. I grunden ikke så dumt fundet på. Nu skal hun bare finde den. Et held, hun har stormlygten med. Hun holder den op og ser sin egen skygge på de våde klipper. Tang og søgræs sidder i hver en sprække. Muslinger klamrer sig til hvert et fremspring. Af og til piler en krabbe i sikkerhed. Men hvor er skatten? Hun bevæger sig længere ind i hulen. Sandet er hårdt, men af og til træder hun ned i en pyt med et sjask, som giver genlyd og minder hende om, at det her ikke er et sted, man slår lejr for natten. Snart er hun helt inde i bunden af hulen. Klipperne snævrer sig ind. Der er kun en halv meter til hver side. Hun må skubbe tangtotter væk. Et held, hun har regnfrakke og røjsere på, ellers var det blevet en våd omgang.

61


Men så får hun øje på noget. Foran hende rager et fladt stykke klippe op omgivet af en pyt saltvand. Og på klippen står en skatkiste. Det er en gåde, hvordan ungerne har fået den slæbt helt herind, slappe som de er. Men her står den, og her står hun. Hun sopper ivrigt gennem vandpytten og kommer helt hen til kisten. Den er ikke alene rusten, den er også låst, men pyt. Nu skal hun bare have den ud, så kan hun altid åbne den senere. Hun sætter lygten fra sig på klippen og tager fat i kisten. Den vejer godt til. Den må være fuld af guld, siger hun til sig selv. Gulddukater og diamanter og perler. Med besvær får hun den op i favnen. En krabbe kommer til syne. Hun losser den væk. ”Forsvind, kryb,” siger hun. ”Skatten er min.” Krabben tumler sidelæns og støder ind i lygten, som står lidt yderligt på klippekanten. Lygten vipper faretruende et øjeblik, inden den tipper over og falder ned i vandpytten med et sjask og en syden. I et langt øjeblik står frøken Myling i buldermørke og kan ikke se en hånd for sig. Alt, hun kan mærke, er den kolde kiste i sine hænder. Av, den var værre, tænkte

62


hun. Og det har hun ret i, for i næste nu løber en våd tidevandsbølge ind i grotten og dækker sandet som et gulvtæppe og slikker det nederste af hendes gummistøvler. Hun hanker op i sig selv og kisten og får travlt med at møve sig mod udgangen. I hvert fald i den retning, hun tror udgangen ligger i. For mørkere end mørkt er det. En ny og lidt større bølge finder vej ind i grotten og sjasker mod klipperne. Som om havet siger: Hej med dig. Her har du mig igen.

63


Kapitel 27

Pyh, det begynder at blive dramatisk. I buldermørke og med tidevandet sjaskende om fødderne leder frøken Myling efter en udvej. Kisten er tung at bakse med, men hun vil ikke forlade hulen uden den, selv ikke da vandet begynder at klemme om gummistøvlerne. Hendes egen lille skat. Men nu må hun lige klare sig selv et øjeblik, for det er ærlig talt også spændende at finde ud af, om nøglen, som onkel Gys fandt lige før, virkelig er ekstranøglen til fyrtårnet eller bare et falsk håb. Nej, de er allerede ude i det fri, kan man høre. Lyt. Onkel Gys udstøder et hyl af glæde og åbner døren på vid gab. Viola og Rose danser en sejrsdans rundt om ham og udstøder vilde indianerhyl. Og så laver de alle tre highfive på hinanden, som om de er nogle pokkers kanutter. De er fri.

64


”Eller fri og fri,” siger onkel Gys, da det går op for ham, at de nok er kommet ud af fyret, men at problemerne langtfra er slut. Tågegusen er tyk, og mørket er tæt. Lighterpistolen virker nytteløs, eftersom vinden blæser flammen ud, hver gang onkel Gys lige har fået den tændt. Og tågehornet larmer fortsat løs, så ingen kan høre, hvad de selv tænker. ”Lige vejr til en lungebetændelse.” Onkel Gys skutter sig. ”Og sulten er man også. Bare vi havde haft nogle af de boller fra i eftermiddags. Vi er fortabt, børn.” ”Vissevasse! Se der. Et lys i mørket.” Rose peger. Ude i tågemørket ses ganske rigtigt et svagt lys, som om nogen laver signaler med en lygte. ”Det er nok bare et skib, som er ved at gå på grund,” sukker onkel Gys. ”Det kunne man vel have sagt sig selv.” ”Sgu da ikke når fyret virker, og den helvedestrompet tordner løs som en dommedagsbasun,” råber Viola, som er ved at være træt af at stå her og blomstre. Hun vinker dem med sig. De sætter kurs mod lyset. Og snart efter kan de se et par børn med en lygte. De har regnslag på og ligner små spøgelsesbørn på vej ud af tågen for at hævne sig.

65


”Svagbørn,” siger Rose. ”Så er jeg mere rolig,” siger onkel Gys. ”Vi hedder Grethe og Hans,” siger børnene. Og nu kan Rose og Viola godt genkende dem fra spisesalen. Det var drengen, som spurgte til havregrøden. ”Vi er søskende,” siger pigen, som hedder Grethe. ”Frøken Myling kom aldrig tilbage og plukkede de høns. Og den fjollede hund sidder bare og hyler dødshylet.” ”Er Bully dukket op?” ”Ja, men den er helt ude af flippen,” siger Grethe. ”Og den har tisset på gulvet.” ”Vi prøvede ellers at synge Kuldskær-sangen for den,” tilføjer Hans. ”Men den ville ikke høre, kun hyle.” ”Måske er der sket frøken Myling noget,” siger onkel Gys. ”Måske er hun i fare. Der er springflod i dag.” ”Er hun sprunget i floden?” udbryder Hans. ”Nej. Springflod betyder, at tidevandet er ekstra hurtigt. Det er vist noget med månen, eller hvad ved jeg. Og hvis hun er gået ned i tidevandshulen for at hente skatten, så kan hun ryge ind i problemer.” Viola ser på Rose. ”Hvem var det lige, der skulle plapre op om, at skatten var i tidevandshulen.” ”Det stod i brevet,” forsvarer Rose sig.

66


”Ja, men hun vidste det ikke. Nu er det din skyld, hvis hun dør.” ”Nå, tak!” siger Rose og ser mere sur end sur ud. Grethe og Hans ser på dem med store øjne. ”Tror I, at forstanderinden er gået ned til tidevandshulen?” Onkel Gys og søstrene ser på hinanden, så ser de på de to søskende med lygten. ”Vis os vej til den hulens hule, og det i en fart,” kommanderer onkel Gys.

67


Kapitel 28

Springflod. Ja, det er noget nær det værste, der kan ske, når man er inde i en tidevandshule. Vandet stiger med rekordfart, og det kan være svært at stå imod, især når ens støvler efterhånden er fyldt med vand. Og man slæber på en tung kiste. Frøken Myling vader i vand til livet. Hun er kold og våd ind til skindet, selvom hun har regnfrakke og sydvest på. Bistre bølger kommer væltende ind i hulen på samlebånd og fylder den efterhånden med vand. Frøken Myling synes, at alt begynder at blive en smule besværligt.

68


Kapitel 29

”Dér ligger hulen,” lyder det fra Hans. Han peger ned på en sprække mellem klipperne. Vandet står halvt op omkring åbningen. Den før så fine sandstrand foran klipperne ser man ikke længere noget til. Onkel Gys er allerede i færd med at smide skoene og smøge sin bukser op. ”Hvad skal du, onkel?” ”Ja, nogen bliver jo nødt til at redde en dame i nød,” siger han og tager lygten fra Grethe, hvorpå han sætter kurs mod grotten. Vandet når ham til midt på lårene. ”Du havde ikke behøvet smøge bukserne op,” råber Rose efter ham. ”Bliv nu ikke forkølet,” råber Viola. ”Det er en modig onkel, I har,” siger Grethe. ”Det er, fordi han skriver gysere,” siger Viola. ”Hvis det bare ikke er noget med hajer, så er han frisk nok.” Onkel Gys nærmer sig hulens åbning. Han behøver ikke minde sig selv om, at han hader vand. Det klarer vandet udmærket selv.

69


”Hallo, frøken Myling. Er du her?” råber han og svinger med lygten. En ny og temmelig stor bølge synes, det er sjovt at sjaske mod hans bagdel. Huij! gyser han nu, våd til op over livet. Nu mangler vi bare, at hajen fra den der film skal dukke op, tænker han. Noget gult kommer drivende ud inde fra hulen. En sydvest. Det er Mylings. ”Av, den var værre,” siger onkel Gys og når at gribe regnhatten, inden den sætter kurs mod åbent hav.

70


Kapitel 30

”Hold lige mine ben et øjeblik,” siger Viola og stikker hele hovedet under vand. Hun siger nogle bjæf og grynt. Og der kommer bobler. Rose står på en stor sten og holder godt fast i hendes fødder. ”Hvad laver hun dog?” spørger Grethe og Hans og ser på Rose med store øjne. ”Ja, hvad ser det ud som?” siger Rose. ”Hun taler med dyrene.” ”Hvad for nogle dyr? Der er ingen dyr her.” ”Nå, ikke?” siger Rose bare. En ny bølge skyller hen over Violas hoved. Og Rose får også lige en solid vasker. ”I bliver dyngvåde begge to,” siger Hans. ”Hun er spærret inde,” gisper onkel Gys, som i det samme kommer vadende gennem højvandet med den våde regnhat i hænderne. Så får han øje på Viola, som ligger med hovedet under vand og bliver holdt i benene af Rose. Han ryster blot på hovedet, som om han opgiver at forstå, hvad der sker.

71


Pludselig glider en mørk skygge gennem bølgeskummet og kanter sig lige forbi ham. ”En haj!” Onkel Gys får lynsnart reddet sig op på en klippe. ”For pokker da, det her er værre end den værste gyserfilm.” ”Ikke en haj. En havfrue!” udbryder Grethe og peger ud mod bølgerne. Et hoved titter op af vandet, så et par stykker mere. Store, mørke øjne ser ind mod dem. ”Det er ikke havfruer, det er sæler,” siger Viola og snapper en mundfuld luft, inden hun igen dukker hovedet under og fortsætter sin bjæffen. Onkel Gys er ikke overbevist. ”I mine øjne lignede det nu altså en sulten sildehaj. Måske endog en mako.” ”Det er sæler, blev der sagt,” gentager Rose. ”Og kan min søster så lige få lidt arbejdsro her.” Under bølgerne fortsætter Viola sine undervandsgrynt. Sælerne svarer med fnys og prust og en slags gøen. Der har efterhånden samlet sig en mindre flok. Og der er faktisk en havfrue imellem, men hun er genert og holder sig lidt i baggrunden. Sådan går der lidt tid. Til sidst hiver Viola hovedet op af vandet. Hendes hår klistrer til ansigtet, og hun

72


hakker tænder værre end en ulykke. ”Okay, hun er inde i grotten.” ”Ja, det har vi andre vidst i et stykke tid,” siger onkel Gys. ”Det behøver man ikke en sæl til at oplyse om. Hun er fanget af tidevandet og redningsløst fortabt.” ”Vel er hun ej. Jeg har bedt sælerne om hjælp.” ”Kan du virkelig tale med dyr?” Grethe er imponeret. ”Nogle kan, andre kan ikke,” siger Viola og bøvser lidt saltvand op. ”Desuden hjælper sælpigen med det værste. Hvis der er noget, sælerne ikke forstår, ser de på hende. Så kan hun oversætte.” De ser ud mod havfruen, som stadig holder sig lidt skjult i tågesløret. Hun er nok genert, fordi hun ikke har ret meget tøj på. ”Viola kan tale med alle dyr,” siger Rose stolt og lægger sin trøje om sin søster. ”Det er vældig praktisk. Men hold mund med det, ellers vil alle vide, hvordan man gør, og vi gider ærlig talt ikke forklare det. Nå, der har vi sælerne igen.” De får øje på sælerne ved indgangen til hulen. De vipper op og ned i bølgerne som badebolde. Og en efter en dykker de indenfor. Det er i sidste øjeblik, for grottens åbning er næsten forsvundet under vand.

73


Kapitel 31

Miraklernes tid er ikke forbi. For der går ikke lang tid, før et par sæler kommer ud ad hulens næsten overskyllede åbning. De sætter kurs mod børnene. Over deres ryg ligger en slaskedukke. Slaskedukken viser sig at være frøken Myling. Og her kan vi roligt sige mere død end levende. Hun ligner en mellemting mellem en druknet mus og en hængt kat. Og hun hoster og klager sig, så det kan høres langt væk. Sælerne tipper hende af på lavt vand, og onkel Gys får hevet hende i sikkerhed på tørt land. ”Det er springflod,” oplyser onkel Gys. ”Et dumt tidspunkt at gå på opdagelse i havhuler, hvis du vil høre min mening.” ”Min skat!” kvækker frøken Myling og slår armene om ham. ”Så så,” siger onkel Gys. ”Så godt kender vi vist ikke hinanden.” ”Ikke dig!” råber frøken Myling arrigt. ”Den rigtige skat. Guldskatten. Hvor er den? Jeg vil have den. Hit

74


med den.” Frøken Myling stikker ham en lussing og gør mine til at hoppe i havet igen. ”Åh, tag og hop i havet!” råber onkel Gys efter hende, mens han gnider sin kind. ”Nej, nu stopper festen,” råber Rose. Og det gør den heldigvis, for nu dukker tre sæler op. En stor og to mindre. På den stores ryg balancerer skatkisten. De to mindre hjælper med at holde den store på ret køl, så sælen ikke kæntrer med sin last. Sælerne svømmer ind i bølgeskummet, hvor frøken Myling allerede står i vand til livet og gør sig klar til at tage et hovedspring. Nu kommer hun på bedre tanker og griber fat i kistens håndtag. ”Hit med min skat, åndssvage sælhunde. Skrub ud og æd nogle makreller i stedet for.” Sælerne forsvinder skyndsomt i bølgerne. De mærker nok, at utak er verdens løn. Ikke engang en sølle sild vanker der til belønning. Frøken Myling vader til gengæld i land igen. Tungt belæsset og med et grisk smil om læberne. Grethe og Hans får lige et hånligt blik, da hun går forbi dem. ”I troede nok, at I kunne gemme skatten for mig. Men nu er den min. Min, MIN!” Og så følger den efterhånden kendte mågelatter.

75


”Ja, jeg tror, vi har fattet det,” siger Rose. ”Men derfor behøver du ikke stikke dummeflade til folks onkler.” ”Nå, så det er jeres onkel. Ja, jeg burde have gættet det. Han lignede heller ikke noget Tilsyn.” Frøken Myling stiger op på tørt land. ”I to svagbørn,” råber hun og peger på Grethe og Hans. ”Lys for mig, og før mig tilbage. Og det straks!” De to svage børn tør ikke andet, for frøken Myling ser mildt sagt faretruende ud i sin drivvåde regnfrakke og svuppende gummistøvler. Onkel Gys trækker på skuldrene. ”Ja, vi går med, for her er ærlig talt lidt småkoldt.” Og så går det tilbage mod kolonien. Hen over den tågedækkede ø. Grethe og Hans fører an med lygten. De kender heldigvis vejen. Frøken Myling bærer skatten, som var det en baby, mens hun skiftevis stønner af anstrengelse og klukker af fryd. Onkel Gys er sur. Og ikke mindst våd. Desuden har han fem røde fingre siddende på kinden. Han længes hjem til Villa Skumsprøjt. Til tørt tøj og te. Eventuelt med en rosinbolle til.

76


Viola og Rose er også nedtrykte. Slaget er tabt. Men det er nu lidt vildt, at de har set en rigtig havfrue. Så findes de altså! Men der er flere overraskelser i vente, for da de når tilbage til kolonien, er der stille. Ingen dødshyl høres. Et varmt og gult lys strømmer ud fra svagbørnskoloniens vinduer. Og de bliver mødt af den dejligste duft. ”Karrysuppe!” udbryder onkel Gys og liver gevaldigt op.

77


Kapitel 32

Nu nærmer vi os bogens slutning. Og her vil visse overraskende ting ske. Mere så man er forberedt. Nu for eksempel karrysuppen. Intet dufter bedre end karrysuppe på en kold dag. Alle børnene sidder og spiser (undtagen Lise, hun kunne intet spise). Nej, det var en joke. Alle børnene spiser. Der er en klirren af skeer og en skramlen fra dybe tallerkener. En stor gryde dampende mulligatawny-suppe bobler på et varmeblus. Og nogen har ovenikøbet bagt flutes. Bully er i fuld gang med at øse op. Hunden bærer stadig øreklaphue og vest, men har endvidere et ternet forklæde på. Men den er ikke alene med børnene. Søulken er der også, altså ham fra kutteren. Der hersker en fredfyldt stemning, som altid hersker, når man sammen deler et godt måltid. Men idyllen brydes, da døren ud til den tågede aften bliver revet op. Et koldt pust suser gennem spisesalen. Lidt som når et spøgelse farer gennem stuen. Alle dre-

78


jer sig og kigger på de våde og forkomne skikkelser i døren. ”Hvad foregår der her?” vil frøken Myling vide, selvom det synes indlysende, at her spises suppe. Alligevel bliver børnene helt stille, for hun ligner den værste havheks med tang i håret, vådt tøj og vilde øjne. Bully udstøder en lille piben og klemmer ballerne sammen. ”Vi spiser karrysuppe,” siger søulken. ”Det kan du vel se. Og måske skulle jeg spørge dig, hvad du laver med min skat.” Han peger med skeen. ”Din!?” himler frøken Myling op. ”Det er MIN skat.” Hun klamrer sig til den for at vise, hvor meget hendes det er. ”Det var faktisk os, som fandt den,” siger et barn med munden fuld af suppedyppet flute. ”Den lå gravet ned ude ved klitterne. 20 skridt vest for fyret.” ”Vi gravede den op og gemte den nede i hulen,” siger en anden. ”Jamen så tror da pokker, jeg ikke kunne finde den, da jeg skulle gemme min sidste guldmønt.” Det er søulken igen. Han sender børnene et bistert blik. ”I pokkers unger. Ved I ikke, at det er uhøfligt at grave andre folks skatte op?”

79


”Det er ikke andre folks!” råber Myling. ”Det er min. Det var mig, som fandt skattekortet, da jeg ledte efter serienummeret på sækkepibens mundstykke. En eller anden har stjålet det, så jeg måtte købe et nyt.” ”Åh, den dumme sækkepibe,” siger søulken. ”Fatter du ikke, at det var mig, som smed det mundstykke væk?” ”Dig.” Frøken Mylings øjenbryn løfter sig en centimeter op. Søulken nikker. ”Jeg fik pip af den pibekoncert, hver gang jeg sejlede en skudefuld nye børn til øen. Hvis jeg ikke havde fået en guldmønt for det, havde jeg næppe holdt det ud.” ”’Guldmønt’. Ha! Ja, behold du bare dine ’guldmønter’, så beholder jeg kisten her. Den her skat er nemlig min.” ”Muligvis, men guldmønterne i den er mine,” holder søulken fast ved. ”Du har selv givet mig dem.” Frøken Myling ser pludselig ud, som om hun bliver grebet af en grum forudanelse. Altså en slags urolig mistanke angående kistens indhold. Hun smækker jernskrinet ned i spisebordet, så ungerne spjætter. I en fart får hun fat i en ske og jager den ind i nøglehullet. Hun giver sig til at vride skeen rundt med hidsige

80


bevægelser. Intet sker. Hun skærer tænder og kyler skeen langt væk. Søulken haler en nøgle frem, som han har i en kæde rundt om halsen. ”Brug hellere den her. Den passer.” Frøken Myling vrider nøglen rundt i låsen. Der lyder et klik, og jernlåget vipper op. Alle bøjer sig frem, alle gisper. Ingen tænker længere på suppe (undtagen Lise, som er begyndt at spise). Nej, undtagen onkel Gys, som er ved at forsyne sig med mulligatawny-suppe. Kisten er tom. Eller tom er den ikke. En masse guldfolie flyder rundt i noget sjasket vand. En sur lugt af opløst chokolade breder sig i spisesalen. ”Guldet er blevet til vand!” Søulken klør sig i skægget med sin klo. ”Hvordan er den slags muligt?” ”Det er umuligt!” jamrer frøken Myling. ”Det er ikke sandt. Det er løgn. Nej!” Mens hun råber nej, nej, nej, fisker hun våde stykker guldfolie op af kisten. De er runde og har møntpræg. For det er de selvsamme guldmønter, hun har betalt søulken med. Chokoladepenge. Der bliver helt stille.

81


Alle ser på frøken Myling, som roder rundt med hænderne i det ulækre kistevand. Synet i hendes ansigt er ubeskriveligt. Hun udstøder høje klynk. Så tager pokker pludselig ved hende. Med et arrigt brøl griber hun kisten og løfter den op i strakte arme som en gal gorilla. Havvand og guldfolie vælter ud. Med et vredt brøl tyrer hun kisten og dens indhold tværs gennem spisesalen. Det hele forsvinder i en bue hen over bordet og rammer durk ind i det store vitrineskab, som er fyldt med krystalglas og kostbart porcelæn. Heldigvis frøken Mylings eget porcelæn og krystal. Braget kan høres langt væk. Frøken Myling udstøder et sidste hulk, og så vender hun rundt og styrter ud af salen. Hun sørger dog for at smække døren behørigt efter sig, så det giver genlyd i hele svagbørnskolonien. ”Som en fornærmet teenager,” sukker søulken. ”Jeg tror, hun blev sur,” siger Rose. ”Eller i hvert fald skuffet,” nikker Viola. ”Så kan man måske få lidt madro,” siger onkel Gys og tager plads ved bordet med sin suppetallerken og kuvertflutes.

82


Kapitel 33

Apropos hunde. Bully, som vi næsten har glemt i forvirringen, er her stadig. Og ikke blot har hunden hjulpet søulken med suppen, den har også bagt flutes. Det er virkelig en bemærkelsesværdig hund. Men derfor er den alligevel trist. Bully lusker hen til vinduet, hvor den stirrer mismodigt ud i det gustne mørke, mens den hænger gevaldig med hovedet. Søulken rejser sig og humper hen til dem. Hans træben klonker mod gulvbrædderne. Det er en hyggelig lyd. Han står lidt og klapper den på ryggen. ”Hvad er der galt med den?” spørger Rose. ”Ligner jeg en, der taler hundesprog?” fnyser søulken. ”Jeg kan lugte en storm to dage i forvejen, men gø som en hund kan jeg sgutte.” ”A’hva’ for noget sgutte?” ”Sgu ikke!” råber ulken. ”Men det kan jeg,” siger Viola. Hun går hen og stiller sig og småbjæffer med den triste Bully, mens hun klør den

83


lidt bag ørerne. Den nikker tungt og sukker. Lidt efter kommer hun tilbage til bordet og ser på svagbørnene. ”Er det sandt, at I har lovet ham nye tænder, hvis han hjalp jer med at sende flaskeposten?” spørger hun strengt. ”Ja, og hvis han skrev under,” siger Grethe, og de andre børn støtter hende. ”Vi lovede, at han skulle få nye tænder. Dem, han har, er slet ikke hans egne.” Onkel Gys ser op fra suppen. ”Siger I, at hunden har gebis? Nu har man hørt det med.” ”Gebisset er fra en sildehaj,” indrømmer søulken. ”Det var mig, som gav ham det. Det passede fint i størrelsen, og sildehajen havde ikke brug for det mere.” ”Guldet fra skatten skulle bruges til at købe et rigtigt hundegebis,” forklarer Hans, altså Grethes bror. ”En hund med hajtænder,” siger onkel Gys. ”Hvad bliver det næste? En haj, som graver kødben ned?” ”Vi troede jo, at det var en rigtig skat med rigtigt guld,” siger børnene. Henne ved vinduet sukker Bully og sænker hovedet. Aldrig har man set så trist en hund på disse kanter. ”Det her må da kunne ordnes på en eller anden måde,” siger onkel Gys. ”Hvad står sådan et sæt hundebisser i?”

84


Ingen svarer, for ingen ved det. Eneste lyd er dybe suk fra vinduet. Så mærker onkel Gys noget, som hiver ham i ærmet. Han ser ned. En lille dreng står og ser op på ham med store øjne. ”Halløj, letmatros,” siger onkel Gys. ”Det er bare Splejs,” siger de andre. Onkel Gys løfter Splejs op på bænken. ”Vil du sige noget, lille ven?” spørger han. Og det vil Splejs gerne. ”Der var jo også en anden skat,” siger Splejs med en stemme, som næsten ikke kan høres. Onkel Gys må bøje sig helt ned for at høre, hvad han siger: ”En dag jeg blev sat til at støve bøger af i frøken Mylings reol, faldt et stykke papir ud af en af dem.” ”Den slags kan ske,” nikker onkel Gys. ”Man finder tit bogmærker de særeste steder.” ”Det var ikke noget bogmærke, kunne jeg se, da jeg kiggede rigtigt på det. Det var et kort over øen. Jeg kunne kende det hele. Det var fint og gammelt. Jeg kom til at tage det i lommen.” ”Det var ikke så godt,” siger onkel Gys. ”Det skal man passe på med. Måske skulle du lægge det tilbage.” ”Nej, for det var jo et skattekort.”

85


”Ja, udmærket, men læg det hellere tilbage. Måske står frøken Myling og mangler det. Måske er det årsag til hendes mildt sagt ustabile humør.” Splejs ser flov ud. ”Da alle sov, tændte jeg et lys og gav mig til at studere kortet. Og så fik varmen fra lyset på en eller anden måde et kryds til at træde frem, sådan ud af det blå.” ”Så har det helt sikkert været skrevet med citronsaft,” siger onkel Gys. ”Det er sådan, man laver usynlig skrift. Det ses kun, når man varmer det.” ”Og varmer man det for meget, bliver det for alvor usynligt,” nikker Splejs. ”For det kom jeg til.” ”Sidder du og siger, at du har brændt skattekortet?” Onkel Gys løfter Splejs fra bænken op på bordet for at få ham i øjenhøjde. ”Står du og siger, at du har futtet et ægte skattekort af, fordi du holdt det over en flamme?” ”Ja, men jeg kunne alligevel godt huske, hvor krydset var sat. Så næste morgen, da vi blev sendt ud for at grave, gik jeg derhen med min graveske.” Onkel Gys laver en utålmodig bevægelse med sine hænder. ”Og?”

86


”Og så fandt jeg den her.” Splejs haler noget op af lommen. Det er en lille havfruefigur. Den glimter og funkler. Onkel Gys laver en fløjtelyd. Alle stimler sammen omkring dem. Søulken tager den op og kigger grundigt på den. ”Det er jo guld,” udbryder han. ”Den her selkie må være en formue værd.” ”Ja, og den formue skal bruges på Bully,” siger Splejs. ”For det er synd, at han skal gå rundt med et brugt gebis.” ”Hør her, knægt. Hvis du sælger den figur der, så har du ikke bare råd til nye pløkker til køteren dér. Du kan købe, lige hvad du vil: vingummibamser, legetøj, et nyt anker til min kutter.” ”Jeg vil bare hjem,” siger Splejs, og alle børnene nikker. Nu de tænker efter, vil de også hjem. Søulken slår sin klo i bordet. ”Pak jeres nelliker, børn. Vi letter anker ved daggry.” ”Det er om en time,” oplyser Rose, som har styr på den slags. ”Godt, så kan vi lige nå en skudefuld suppe mere,” siger søulken ”Kom her, hund. Hvad står du der og hænger for? Du får snart et nyt gebis af elfenben og guld. Så du kan gnave kødben igen.”

87


Bully logrer tøvende med sin halestump. For kødben er noget, den kan forstå. Det andet gik lidt hen over hovedet på den. Men da Viola har sat den ind i sagerne, smiler den verdens største hajsmil.

88


Kapitel 34

Ved daggry stævner en kutter ud af Kuldskærs havn. Gusen er lettet, og solen på vej op. Havet glitrer venligt. Der er ikke en ledig plads på dækket eller i styrehuset. Der er børn og habengut alle vegne – altså børn og kufferter og tasker og ting. Nogle udveksler adresser, andre synger. Nu skal de hjem. Grethe og Hans hjælper søulken med at styre. Bully sidder med hovedet ud ad styrehusets vindue; tungen hænger, og klapperne på øreklaphuen blafrer i brisen. Den ser glad og drømmende ud. Snart vil den få de flotteste bisser. Den vil blive ikke bare verdens klogeste, men sandsynligvis også smukkeste hund. Havet er roligt, himlen høj, og i det fjerne ses fastlandet, hvor onkel Gys har sit stærkt savnede hus liggende. Rose og Viola står ude i kutterens agterstævn og ser tilbage på øen. ”Vi kom, vi så, og så sejlede vi igen,” siger Rose. Viola udstøder nogle hostende lyde og læner sig ud over rælingen.

89


”Så, nu fodrer hun makreller igen,” sukker Rose for sig selv. ”Vel gør jeg ej. Jeg taler til sæler,” siger Viola vredt. ”Hvad siger du til dem?” spørger onkel Gys. ”Jeg siger tak til dem, fordi de hjalp os i aftes. Uden dem havde det set kønt ud.” ”Og hvad siger sælerne?” ”Tak er kun et fattigt ord, siger de,” oplyser Viola. ”Men sild gør godt i en sælmave.” ”Hvem taler om sild?” Søulken stikker sit ramsaltede og vejrbidte fjæs ud ad styrehusets andet vindue. Det, som ikke er optaget af Bully. ”Hvis det er sild, I har brug for, så har jeg to kasser brisling på is nede i lasten.” ”Ja, men nu var det altså sild, vi talte om,” siger Viola. ”Ikke brisling.” ”Også kendt som skarpsild,” siger søulken. ”Og hvis I er sultne, skal I være så velkomne til at tage dem.” ”Vi er ikke så sultne, men vi kender nogle, der er,” smiler Viola. Så stikker hun hovedet ud over rælingen og hoster ned i kutterens kølvand. ”Sådan en landkrabbe,” tænker søulken. ”Ikke en bølge, og ungen er søsyg.”

90


Men det er Viola ikke. Hun bringer den gode nyhed videre. Lidt efter er kutteren omgivet af hoppende sælhoveder (og også en enkelt havfrue – eller også er det bare en meget usædvanlig sæl), og ved rælingen står børnene og smider skarpsild ud til den store guldmedalje. Søulken klør sig på træbenet og mumler, at så sandt hans navn er skipper Labskovs, har han aldrig kendt mage. Dér står ungerne og kyler hans fangst over bord for at mætte en flok sæler. Men han smittes alligevel af den gode stemning og lader kutteren gå for halv kraft. Humøret er højt såvel udenbords som indenbords. Selv Bully deltager i løjerne – faktisk så ivrigt, at han er ved at tabe flaphuen. Splejs går rundt med guldhavfruen i en snor om halsen. Når de kommer i land, vil han tage sin nye bedste ven med hen til byens bedste tandlæge og få taget mål til et nyt gebis. ”Tror du, frøken Myling bliver ensom derude på øen?” spørger han pigernes onkel, som står og piller fiskeskæl af tøjet. ”Åh, folk som hende klarer den altid,” siger onkel Gys. ”Hun finder nok en anden skat. Eller køber en kat.”

91


”Med den opførsel bliver hun nok snarere sørøver,” fnyser søulken. ”Lur mig, om hun ikke finder på nye ulykker.” ”Vi får se,” siger onkel Gys. Og i hans krøllede hoved begynder en historie om en skør forstanderinde at tage form. Den skal begynde med, at hans to feriebørn finder en flaskepost …

92


Bonuskapitel (læs det på eget ansvar)

Frøken Myling står i toppen af fyrtårnet. I modsætning til hvad man skulle tro, smiler hun igen. Nogle vil måske kalde smilet hævngerrigt. Hun har sin søkikkert for øjet. I den ser hun det såkaldte Tilsyn og de to svindlerbørn på vej væk med kutteren. Og det samme er alle svagbørnene. Alle har forladt hende. Selv den troløse hund af en assistent har forladt den synkende skude. Altså i overført betydning. Men pyt! Den, der ler sidst … Hun tænker på den bombe, som hun i nattens mulm og mørke har rigget til og anbragt i kutterens lastrum. Bag kasserne med brisling. Bomben er tidsindstillet. Når kutteren er på åbent hav og tilpas langt væk fra Kuldskær, vil den gå af, og alle i nærheden vil blive blæst til konfetti. Det vil ske præcis klokken 8.30. Søulken skal få betalt, at hun er blevet snydt for sin skat på grund af hans dumme chokoladepenge. At resten af de ombordværende ryger med i købet, er bare ærgerligt. Hvor der handles, der spildes. Så kan

93


de bare lære, at de ikke skal stikke deres næser i andres sager. Nu venter hun bare på braget … Hvad hun ikke ved, er, at hendes assistent fandt den skødesløst anbragte kuffert (hvori bomben er anbragt), kort før de stævnede ud. Bully genkendte sin tidligere herskerindes bagage og fik i en fart bragt den op til fyrtårnet og stillet kufferten under trappen, så frøken Myling kunne finde den, når hun kom forbi fyret. Nu står den og tikker. Tik, tik, tik … Lige indtil den tikkende lyd holder op. Præcis klokken 08.29.59!

94


HENRIK EINSPOR

LÆRERENS DARLING

Da Rose og Viola tager en gammel dukke med til legetøjsdag i skolen, går det galt. For dukken viser sig at være besat af en ånd. Og snart får deres lærer en ny yndlingselev.


HENRIK EINSPOR

BØRGES BURGERS

Der er kommet en ny burgerbar til byen. Og pludselig forsvinder en masse kæledyr. Da Rose og Viola kaster sig over mysteriet, gør de en skrækkelig opdagelse. Nu kan kun onkel Gys hjælpe dem. Eller kan han? Det er Halloween og overalt vrimler det med monstre og zombier på jagt efter noget at gnaske på.

Profile for Forlaget Løse Ænder

Tåge over Kuldskær (HELE BOGEN)  

Del af gratisbørnebøgers vinterkampagne

Tåge over Kuldskær (HELE BOGEN)  

Del af gratisbørnebøgers vinterkampagne

Profile for he2011
Advertisement