Svend Svovl og varulven

Page 1

HENRIK EINSPOR

SVEND SVOVL VEN VARUL



SVEND OG VARULVEN

Mord i hønsehuset

Det var sommer. Ude på landet var skoven muntert på møddingen. Solen skinnede. Men på gården, hvor Svend boede, var der sket noget slemt. Ræven havde været på besøg i hønsehuset. Da Svend var kommet ud for at samle æg, lå der fjer over det hele, mens resten af hønsene manglede. Det var ikke første gang, den ræv havde været på spil. Den blev mere og mere fræk. Men nu skulle det være slut, bestemte Svend. Han ville grave en dyb fælde. Og så skulle han ordne den røde bandit. Så langt nåede han dog ikke, for i det samme kaldte Oda på ham. Svend tænkte, at hun måske havde lavet koldskål og skyndte sig ind.



En syg moster

Men der var ingen koldskål på bordet. I sted lå et åbnet brev, og Oda var i fuld gang med at pakke en madkurv. “Hvad er der los?” ville Svend vide. “Ak, Svend. En ulykke kommer sjældent alene. Først det med ræven og hønsene, og nu skriver Molly, at hun er blevet syg.” “Hvem Molly?” spurgte Svend. “Min kære moster,” sagde Oda. “Som bor langt ude i skoven.” Svend så hen mod skoven. “Mener du ude i den skov der?” “Ja, og helt alene og langt væk fra alt, ensom blandt vilde dyr og egern.” “Og ensom blandt ulve, måske?” spurgte Svend og var glad for, at han ikke boede i sådan en skov. “Også det,” sagde Oda, og inden Svend


“Gå nu ud til hende med de her gode sager,” sagde hun og gav ham den. “Så skal hun nok blive rask. Men gå den lige vej og kom hjem bagefter. Og ikke noget med at blive væk eller blive spist af rådyr og ulve eller grise dig til.” Svend så ned i kurven og dernæst hen mod skoven. “Skal vi ikke hellere ringe til lægen?” foreslog han. Men Oda sagde, at der ikke var tid til snak, når moster Molly lå der og skrantede. Svend skulle se at komme af sted, inden det blev mørkt. Og så gav hun ham en rød tophue, som hun lige havde hæklet. skaldepande. “Hvad nu med min fælde?” sagde Svend. “Jeg skulle lige til at grave et kæmpe hul, som ræven kunne falde ned i.” “Lille Svend,” sukkede Oda. “Det nytter ikke at grave fælder, efter at hønsehuset er tømt, vel?”


“Nå, nej,” sagde Svend. Oda fandt et gevær frem. Og et krudthorn. Hun gav begge dele til Svend. “Men hvis du møder den rævepels til Mikkel,” sagde hun. “Så giv ham en hilsen fra Oda på Blommegården.” “Øj,” sagde Svend. “Et rigtigt gevær!” “Det har tilhørt min afdøde mand,” sagde Oda. “Og her er nogle kugler, som han selv har støbt.” “Det ligner sølv,” sagde Svend. smeltede mine smykker og lavede dem om til kugler. Han gad ikke bruge penge på bly. Han var nærig, var min mand. Men her står jeg og snakker, se nu at komme af sted.” Og så blev Svend sendt ud ad døren. Det gik jo ikke an at komme for sent, når man skulle besøge en syg moster.


Maren i kæret

Svend gik af sted med kurv på armen og gevær på ryggen. i kæret. Hun sad og tog bad sammen med en gammel hejre. Lidt skørt måske, men Maren var god nok. Husk på, at det var hende, som havde fundet Svend dengang på kirkegården. “Hvor skal du hen, Svend?” spurgte hun skoven?” “Jo, faktisk,” sagde Svend. “Så pas på ulven, min ven,” sagde Maren. “Den æder små drenge til frokost.” “Bare rolig. Jeg har mit gevær med,” sagde Svend. “Og hvad har du så i kurven?” spurgte Maren og strakte hals. “Det er til Odas syge moster,” sagde nul komma niks.”



“Jamen så god tur og husk, at jeg advarede dig,” sagde Maren. “Tak for det,” sagde Svend og gik videre mod skoven. Men næppe var han ude af syne, før Maren steg op af kæret. Hun så rent ud sagt en smule lusket ud. Det var tydeligt, hun havde noget for. Rævestreger eller ulvelist, eller noget i den retning.


Myg

Inde i skoven var der dejligt. Fuglene sang, som om de blev betalt for det. En spætte hakkede, og ved en sø stod en hjort og drak. Svend fulgte en sti. Men snart sluttede stien. Skoven blev mere dyster. Myg kom frem. Millioner af stygge myg. Og de ville alle sammen smage Svends blod. De peb om hovedet på ham. Han var nødt til at trække huen helt ned over ørerne for ikke at blive stukket. “Så skrub dog hjem, møgmyg!” råbte han og slog efter dem. Men de var ligeglade. Det var de rene vampyr-myg, syntes Svend. Men snart var blodtørstige myg hans mindste problem. noget inde mellem stammerne. Noget pelset, som også godt kunne se lidt ulvet ud. Svend stivnede. Nu var det ude med ham, tænkte han. Først blev han ædt af myg, og så af en ulv. Han glemte helt sit gevær omme på ryggen.



Ulven, for det var en ulv, blev stående og så på ham på en sulten måde. “Hvor skal du hen, min ven?” spurgte den. Det var måske lidt sært, at den kunne

“Jaså,” nikkede ulven. “Men skulle du så ikke plukke en dusk til den gamle dame? Det vil muntre hende op.” om. Men der var ikke en blomst at se, kun svampe og mugne blade.

du både violer og den slags,” sagde ulven. “Og lad bare din kurv stå her imens. Jeg skal nok passe på den.” “Ih, tak,” sagde Svend og skyndte sig af sted. Det var dog en umådelig rar ulv. Men da han var ude af syne, sagde ulven til sig selv: “Hvor dum har man lov at være?” Og så tog den kurv og kiks og hele molevitten og forsvandt på listepoter mellem træerne.


Snydt

Lidt det samme, altså hvor dum, man havde lov at være, spurgte Svend sig selv om, da han kort efter stod med en vissen Og med en ulv, der var som sunket i jorden. Hvad skulle han nu gøre? Hvad ville For slet ikke at tale om uden vin? Men det var ikke det eneste, Svend spurgte sig selvom. For hvad nu hvis … Ja, hvad nu hvis ulven ikke kunne nøjes for syge mostre? Han blev helt svedt ved tanken. Der var ingen tid at spilde. I en fart kom han krudt og kugler i geværet. Så satte han kurs mod huset. I fuld galop.


Hvad ulven angik, så var den løbet en hel anden vej. Og den havde smidt pelsen! For det var ikke nogen ægte ulv, som Svend havde mødt. Næ, det var såmænd Maren i kæret, som havde været klædt ud i et rigtigt ulveskind. Fra en ulv, som hendes tip-tip-oldefar havde skudt for 100 år og en madpakke siden. Maren havde arvet skindet og passet godt på det. Nu sad hun her og nød aftensolen og ikke mindst godterne fra Svends kurv. Hvor var


han dog nem at narre, tænkte hun, mens hun åd og drak. Hun hørte ikke, da en gren knækkede bag hende. Så travlt havde hun før noget åndede hende i nakken. MEN DA VAR DET FOR SENT! lang række lyde, som ikke skal gengives her. Og sådan lærte Maren, at der er forskel på ulve. Rigtige ulve spiser ikke kiks eller drikker vin. Varulve gør slet ikke! For det var nemlig, hvad det her var. En grum varulv med savl ud af gabet. Og tænder som dolke. Varulve jager ellers mest om natten. Og helst ved fuldmåne. Men ikke den her! Måske havde den misforstået noget. Men en god luns kød sagde den ikke nej til.



Fjer overalt

Alt dette vidste Svend ikke noget om. Han var faret vild og var helt rundt på gulvet. Han kunne ikke se skoven for bare træer. Og han kunne slet ikke se Mollys hus. Det var ved at blive mørkt, så Svend var på et lille nuttet hus med have. Det måtte være det. Der lå Molly og var syg og stakkels, og her kom han uden vin og kage. Ak og ve! kunne hun lave sig lidt suppe. Hvis hun altså ikke allerede var blevet ædt. Han skyndte sig hen til huset, bankede på døren og gik ind.



Og der lå moster Molly. I levende live, heldigvis. Da han kom ind, trak hun dynen op over næsen. “Er det hjemmehjælpen?” spurgte hun. “Eller en hjemmerøver?” “Nej, det er Svend Svovl,” sagde Svend. “Og det er Oda, som har sendt mig.” “Har du kiks og kage med?” lød det fra sengen. “Øh … desværre!” sagde Svend. “Hvad med vin?” så du kan lave suppe.” “En svamp? Helt ærligt!” Molly lød en ser jeg.” “Ja, mod ulve,” sagde Svend. “Uh, sæt det fra dig, så det ikke går af. Nej vent, læg det ned i dragkisten, så er jeg mere tryg.” slags gamle damer har duge i. Den her var dog tom. Svend gik hen og lagde sit gevær ned i den. Han skulle lige til at lukke låget



i, da han trådte på noget blødt. Han så ned på gulvet. Der lå fjer, masser af fjer. Hønsefjer! “Hov, hvad laver alle de fjer?” “Tænk, lille Svend, jeg havde en sær drøm i nat. Jeg drømte, at jeg spiste en levende høne, og da jeg vågnede, var min pude væk. Mærkeligt ikke?” “Har du ædt din hovedpude?” spurgte Svend. “Så tror da pokker, du er syg, men “Ketchup!” sagde Molly. “For at få puden til at glide ned!” Svend så på hende. Der var noget galt her. “Du er jo helt lodden?” sagde han og kneb øjnene sammen. “Jeg har taget min pels på. Du aner ikke, hvor koldt der kan være her i skoven.” “Men du har også hår i hele ansigtet?” sagde Svend. “Og hvad så? Du får også skæg, når du bliver stor, og hold så op med alle de spørgsmål. Luk hellere vinduet op, så vi kan få lidt luft ind.”


stank af prut. Lidt frisk luft ville ikke være af vejen. Han åbnede vinduet. Udenfor var det blevet mørkt. Men bag de sorte graner steg månen op. Stor og rund, som kun en fuldmåne kan være det.


Månesyg

“Øj, se månen!” sagde Svend. “Den er helt fuld.” Bag ham var der et eller andet, der sagde: ROUF! “Prosit!” sagde Svend og så hen mod sengen, hvorfra to røde øjne kiggede tilbage på ham. “Hallo, du har helt røde øjne,” sagde han. “Du ligner faktisk en … en varulv!” fjer magen til dem, som sad på Odas bedste høne. Den, som ræven lige havde ædt. Hvis det altså var ræven? Og så lagde han to og to sammen. Og to To og to blev til en varulv i hønsehuset! “Så det er dig!” råbte han. “Som at der har ædt vores høns!” Moster Mollys svar var en høj tuden, som gik gennem marv og ben. Og i et nu var hun ude af sengen. Hun havde store lodne fødder og tånegle, som godt kunne trænge


til at blive klippet. Faktisk kunne resten af hende også godt trænge til en klipning. Hun havde hår over det hele. Hun løb lige forbi Svend og hen til det åbne vindue. “Uuuuu-huuuuu!” hylede hun op mod månen, næsten som om hun var med i en i det fri og hylede løs. Hendes bagdel fylde hele vinduet. Svend så en grå hale stikke ud under natkjolen. “Milde moster!” udbrød han. Eller skulle han hellere sige: Vilde moster? dragkisten og lagde det til kinden. Og skød. bagdel. “Uhu… Wiii!!!” hylede hun og glemte alt om månen. I stedet vendte hun sig mod Svend. Og nu var hun ikke mere en syg moster, men et stygt monster. Månelyset havde gjort hende til en VARULV! En glubsk varulv i natkjole! Og med øjne som ild og spyt ud af gabet.


Svend indså, at det var på tide at komme væk. De næste minutter for de rundt i hytten, mens de væltede møbler og smækkede med døre. Varulven halede ind på Svend, og snart var den lige bag ham, parat til spring. den. Varulven faldt over stolen og stod på Svend smækket låget i. Og låst. at hoppe og ryste. Svend måtte sætte sig


på låget, så det ikke sprang op. Hvis det glubske bæst slap ud, var det ude med ham. Til sidst blev varulven træt og faldt til ro. lægevagten. “Den er gal med moster Molly,” råbte han. “Hun er blevet helt plim, kom straks.” For en sikkerheds skyld ringede han også til politiet.


En kugle af sølv

Da ambulancen kom, havde de et hyr med mosteren. De skulle aldrig have taget hende ud af kisten. Da hun så månen, blev hun vild igen. De var nødt til at lægge hende i spændetrøje. For hun bed i båren og alt muligt. “Hun er blevet skør,” sagde en politimand, der var kommet. “Sådan går det, når de gamle er for meget alene.” “Ja, det er noget værre noget,” sagde Svend. “Her ville selv kiks og vin ikke have hjulpet.” Men det mest mærkelige var, at da ambulancen nåede frem til sygehuset, lå der en almindelig moster i den. Lidt forvirret, måske, men det kan mostre tit være. “Hvor er jeg,” sagde hun. “Hvad laver jeg på en båre? Hvorfor og hvordan og hvad er meningen?”



“De faldt vist,” sagde en læge og gav hende et glas vand. “De faldt og gik ud som et lys.” “Virkelig?” sagde Molly. “Tænk, jeg drømte, at jeg bed Maren i knæet.” “De mener: bed Maren i kæret?” “Ja, altså, jeg bed Maren i kæret i knæet.” “Javel ja,” sagde lægen. “Hvil Dem nu lidt. De er vist stadig lidt omtumlet.” “Det er, som om jeg ligger på en ært. Vil De lige være sød at se efter. Ligger jeg på en ært?” Lægen sukkede. Hun var da helt tosset, konen. Hvorfor skulle hun ligge på en ært? Senere viste det sig, at Maren i kæret var blevet bidt af en varulv. Det var kun med nød og næppe, at hun var sluppet væk ved at kravle op i et træ og svinge sig fra gren til gren, indtil hun var ude af skoven. Oda. “Det var nok bare en hund.” “Nå, det tror du?” sagde Maren og hev op i sit skørt, så man kunne se hendes knæ.


“Så se lige det ar her. Hvis det ikke er fra en varulv, så ved jeg ikke hvad.” “Du skulle have haft et gevær med sølvkugler i,” sagde Svend. “Sølv er det eneste, der virker mod varulve.” “Det eneste, der virker mod varulve, er at kravle op i et træ,” sagde Maren. “Og så måske en stang dynamit.” Men nu vi taler om kugler af sølv; da lægen han ud af, at der sad noget. Og det var ikke nogen ært. “En kugle af sølv,” sagde han og tog den ud med en pincet. “Meget mystisk!” kommer man på de kanter, kan man stadig få den at se, hvis man spørger pænt. Hvad Svend Svovl angik, var han snart på nye eventyr. I den næste historie kan du høre, hvordan det gik, da han og Bibi drev til havs. Og kom om bord på et mystisk skib. Et skib med en helt særlig last.