Svend Svovl og Søslangen

Page 1

HENRIK EINSPOR

SVEND SVOVL GEN SØSLAN



SVEND OG SØSLANGEN

Krybdyr

I Svends skole var de ved at lære om krybdyr. Lærer Suresen havde taget en masse kryb frem fra skabet. Der var tudser og frøer i sprit. En udstoppet varan. Samt en tand fra en krokodille. Han havde også et skind fra en stor kvælerslange. Alle børnene sad og hørte ham fortælle. “Den her anakonda fangede jeg i mosen bag skolen,” sagde han. “Den var sluppet ud af et cirkus. Den havde nær slugt mig, men jeg var stærkest. Jeg kvalte den med mine bare næver.” “Er det derfor, det hedder en kvælerslange?” spurgte Bibi. “Oggenok!” sagde Frank K til hende. “Pas bare på,” sagde Bibi. “Min elskede Svend tæver dig i frikvarteret!” “Ha!” sagde Frank K bare.


“Stille!” råbte Suresen. “Kan I ikke høre, at jeg er ved at fortælle om min kamp med anakondaen?” Og så ævlede han videre. Det var utrolig så hård, den kamp havde været. For som han sagde, var anakondaen en af de største slanger i verden. “Større end en snog?” spurgte en af pigerne. Svend, Palle og Frank K tog sig til hovederne. Kun en pige kunne spørge så dumt, helt ærligt. Lærer Suresen gav sig til at forklare igen. Om snoge og hugorme og om den mægtige anakonda, som normalt holdt til i Amazonas og nærmeste omegn. Og til sidst kom børnene op og


selvfølgelig ikke. Men drengene i klassen, Svend Svovl, Frank K og Palle var ikke bange. Frank K rørte det to gange!


Søslangen

“Det var da ikke noget særligt,” sagde Frank K i frikvarteret. “Et gammelt tørt pølseskind.” “Ja,” grinede Palle. “Den vantekvæler kunne jeg også have ordnet.” din ånd,” sagde Frank K. “Den kan blive ni meter lang!” Palle blev rød i hovedet. “Det var også det, jeg sagde,” råbte han hidsigt. De skulle lige til at komme op at skændes, men så spurgte Svend, om de havde hørt om søslangen i Søvnløse sø. Og det havde de selvfølgelig.



Lige for tiden talte alle om søslangen ovre i Søvnløse. Det havde stået i avisen: For et par uger siden havde man set et mystisk uhyre i søen. Det havde takker på ryggen og alt muligt. Der var også en, som havde taget et foto af det. Det var ikke noget godt foto, men man kunne tydeligt se noget ude i vandet, som lignede en slags øgle. Og så kan det nok være, at folk begyndte at tro på historien. De næste dage kom folk fra nær og fjern for at se søslangen. Men man skulle åbenbart være heldig for at få et glimt af den, for de i byen, tjente masser af penge. Snart var de tre drenge optaget af at tale om søslangen. Den kunne de godt tænke sig at vide mere om. Da næste time begyndte, skyndte de sig ind til Suresen. De ville vide, om han også havde hørt om søslangen. Det havde han selvfølgelig. “Jeg har faktisk selv tænkt mig at fange den,” sagde han. “Det kan vel ikke være så svært. Man skal bare have en harpun og


en robåd. Jeg må se, om jeg får tid en af dagene.” “Må vi komme med?” spurgte drengene. “Vi kan hjælpe.” “Hjælpe?” Suresen så på dem. “Hvordan det?” “Jeg kan holde harpunen,” sagde Svend. “Og jeg kan holde udkig,” sagde Frank K. “Og Palle kan ro.” “Kan jeg det?” spurgte Palle. Suresen sagde, at de måtte have spist søm. Børn var alt for små til at fange søslanger. De kunne kun bruges som madding. Og så grinede han, som om han havde sagt noget sjovt.


Kloge Sus

Da de gik hjem fra skole, talte de mere om søslangen. “Tror I virkelig, at Suresen vil prøve at fange den?” spurgte Svend de andre. “Så er han godt nok modig,” sagde Palle og gøs. “Hvis man kunne fange sådan en fætter, ville man blive berømt,” mente Frank K. “Eller få bidt sin mås til mos,” lød en stemme bag dem. De tre drenge vendte sig rundt. Der stod Sus. Hun var klassens klogeste pige. Desværre talte hun ret grimt. “Ævlebævler I stadig om den søpølse?” spurgte hun hånligt. “Pas dig selv,” sagde Frank K. “I er ikke de eneste, der vil fange den,” sagde Sus. “Jeg har hørt, at Suresen allerede har været nede og låne en masse bøger om søslanger.” “Hvor nede?” spurgte Frank K.



“Nede på

, sgu da, hvor min mor

arbejder,” sagde Sus. Og så gik hun forbi dem med et stort grin. “Knæk og bræk, rollinger!” “Hvad mente hun med det?” spurgte Palle, da hun var væk. “Hvorfor sagde hun, at vi skulle kaste op?” “Knæk og bræk betyder:

“Den gås,” sagde Frank K med smalle øjne, da hun var gået. “En dag skal hun få!” “Desværre kan hun tæve dig,” sagde Palle. “Bare klap gællerne i!” sagde Frank K og så tæskesur ud. Svend sagde ikke noget. Men man kunne se, at han tænkte. Kunne det virkelig lade sig gøre at fange sådan en søslange? Det var måske værd at prøve. Og Søvnløse lå jo ikke så langt væk.


Sul på kroppen

Det var aften på Blommegård. Oda havde lavet bøf med løg. Det var fordi Maren i kæret var på besøg. Nu sad de alle tre omkring bordet. Svend tænkte, at Maren nok vidste noget om uhyrer. Hun havde jo været oppe at slås med en varulv og alting, så hun måtte vel vide noget. Han spurgte, om hun havde hørt om søslangen ovre i Søvnløse sø. For den kunne han godt tænke sig at fange. Maren i kæret var ved at få bøf galt i halsen. “Er du rigtig rund, din skøre knægt?” hostede hun. “Ingen kan fange en søslange. Man skal stå tidlig op, hvis man vil overliste sådan en. Men hvis du endelig vil vide hvordan, så skal man bruge en robåd og en stor krog og tyve meter reb.” “Tyve meter reb,” gentog Svend. “Yes, og sidst men ikke mindst; lokkemad,” fortsatte Maren. “En ko kan gå



an i en snæver vending, men det er bedst, sul på.” “Sul? Hvordan sul?” spurgte Svend. “Ja, sul på kroppen. Den slags kan søslanger ikke stå for. Det har jeg selv læst i en gammel bog.” Svend kneb øjnene sammen. “Sul på kroppen,” mumlede han, mens han gned sig tankefuldt på hagen. Af en eller anden grund kom han til at tænke på Bibi.


Op med hønsene

Næste dag spurgte Svend, om Bibi ville være med til noget farligt. “Selvfølgelig, min elskede,” sagde hun og puttede en kage i munden. “Hvad er det?” “Vi skal fange søslangen,” sagde Svend. “Den ovre i Søvnløse?” spurgte Bibi. “Ja, den,” sagde Svend. Bibi sagde, at hun ikke havde tid alligevel. Hun skulle ind og hjælpe sin far med at trille romkugler. “Det var synd,” sagde Svend. “Vi kunne ellers nok have tjent en million.” “Kunne vi det?” Bibi tøvede lidt. “Lige nok til to ringe med diamanter i,” nikkede Svend. Og så glemte Bibi alt om romkugler. “Lad os komme af sted straks,” sagde hun og trak Svend op fra bænken. “Vi gør det i morgen,” sagde han. “Jeg skal lige ordne nogle ting.”



“Den er i vinkel,” sagde Bibi med øjne, der glimtede som to ringe. Med diamanter i. Næste dag stod Svend tidligt op. Og inden til Søvnløse. Svend bar en sæk med noget reb i og en stor hajkrog, som Oda engang havde vundet i banko. Den havde ligget på loftet i årevis, for hvad skal en bondekone måske med en hajkrog? Bibi havde en kæmpe slikpose. Men Svend var ikke rigtig sliksulten. Han tænkte mest på, hvordan han skulle få fortalt sin plan til hende. Altså det med lokkemaden med sul på. Det var ikke helt nemt. Hun kunne nemt misforstå noget. En halv time senere nåede de frem. Søen lå blank som et spejl. I hvert fald så meget som man kunne se af den, for en tæt tåge drev hen over vandet. De fandt hen til bådebroen, hvor der også


På bænken foran sad ismanden og røg cigar. “Halløj, børn, skal I købe is?” sagde dem. “Ja tak, en kæmpe softice,” sagde Bibi.


“Med skum og guf og syltetøj og en “Nej, nej!” skyndte Svend sig at sige og trak hende til side. De måtte vente med is, til de havde fanget søslangen og tjent den million. Han sagde det så lavt, at ismanden ikke kunne høre ham. Det var jo hemmeligt. “Har du ingen penge?” Bibi surmulede. “Jo, men de skal bruges til noget andet,” sagde Svend og pegede på et skilt ved broen. Der stod:

“I vil måske leje en båd?” spurgte ismanden. “Øh, det kunne måske være meget sjovt,” sagde Svend og så på sine negle. “Jamen så er I kommet til den rette. Det er nemlig også mig, der lejer både ud. Og I er heldige, for der er lige en tilbage.” “Den tager vi,” sagde Svend. Ismanden kom med to årer.


“Det bliver en god dag,” sagde han fornøjet. “Jeg har allerede udlejet to både, før I kom.” “To?” udbrød Svend. “Ja, folk er helt tossede efter at komme ud og se den søslange. De køber is og lejer både, så det står efter. Jeg må snart udvide min biks.” Svend kneb øjnene sammen. “Kan du huske, hvem du lejede de både ud til?” “Ja, den første så ud, som om han skulle harpun med, og han sagde, at han var vant til at slås med slanger.” “Suresen!” sagde Svend og så dyster ud. “Ja, hvem ellers?” nikkede Bibi. “Han havde et helt ko-hoved med som lokkemad,” sagde ismanden med et stort smil. “Hvad med den anden båd?” ville Svend vide. “Hvem lejede den?” “Et par knægte. En med briller og en med en luftpistol.”


“Der er ikke et sekund at spilde,” udbrød Ismanden hjalp dem med at kaste los. “God tur,” sagde han og vinkede. “Og husk, at der er is på køl, når I kommer tilbage.”


Uro i robåden

“Vi ror ud midt på søen,” sagde Svend og trak til i årerne. “Det gør vi, min skat,” sagde Bibi. “Hvis vi bare kunne se, hvor det er.” Hun havde ret. De kunne ikke se en hånd frem for sig. Svend roede i blinde og tænkte, at det ville have været godt med et kompas. Eller en tågelygte. “Hov,” sagde Bibi. “Hvad med lokkemad?” “Det … øh, det behøver vi ikke,” sagde Svend. “Du skal bare synge, så kommer søslangen af sig selv. Og hvis du så lige gider holde den her krog.” Han gav Bibi hajkrogen. Derpå bandt han rebet fast om maven på sig selv. Nu kunne søslangen bare komme an. “Skal krogen ikke ned i vandet?” spurgte Bibi. “Det behøves ikke, når man fanger søslanger,” sagde Svend.


Og så sad Bibi med krogen i den ene hånd og slikposen i den anden. Hun sang


en sang, som hun selv fandt på. Den var om ved navn Svend. Svend syntes, at det var en god sang. Lige med et lød et plask tæt ved. “Hvad var det?” Bibi holdt op med at synge, og Svend med at ro. De så ud i tågen. Et eller andet stort dukkede frem og gled hen imod dem. “Der er den!” råbte Svend. “Hold fast i krogen, Bibi!” “Den har horn og alting,” udbrød Bibi. “Det er en ko-søslange!”


Svend fandt hurtigt sit hemmelige våben frem fra baglommen. Det var en slangebøsse, eller rettere en søslangebøsse. “Nu fanger vi dig, din store søko,” råbte Bibi. Hun var så ivrigt, at hun sad og hoppede. “Og så får vi en million og køber to ringe, at du ved det.” “Sid stille,” sagde Svend. “Ellers går vi til bunds, og så bliver der ingen ringe. Højst en badering.” “Javel, hr. kaptajn,” sagde Bibi og holdt sig i ro. elastikken helt tilbage og skød af. Et øjeblik efter kunne han høre, at stenen traf sit mål. lød det, efterfulgt af et: “Av! Av, for dælen da!” Det lød ikke, som en søslange, syntes Svend. Det lød mest som Suresen.


Over bord

Nu kunne de tydeligt se, at søslangen så ud som en ko i hovedet. Men det var fordi, det

et ko-hoved. Det var sat fast på en

pind, som stak ud fra stævnen på en jolle. Og i den jolle sad lærer Suresen og gned sin pande. “Er det jer, som går og smider med sten?” råbte han. “Vi troede, du var en søko,” sagde Bibi. “Og så skød Svend dig.” “Nå, sådan!” sagde Suresen arrigt og rakte ud efter sin harpun. Bibi spurgte, om han ville have en lakrids. I det samme hørtes nye stemmer i tågen. Det lød på en prik som Frank K og Palle. Lærer Suresen så endnu mere gal ud. “Hvad nu?” råbte han. “Har man aldrig fred? Her troede man, at man skulle have alting.”


jolle i fuld fart ud af tågen. Det var Frank K og Palle. Palle roede, så han var helt udkokset, mens Frank K sad med sin luftpistol og råbte op: “Ro, din padde! Ro til! Er dine arme lavet af snobrød?” “Bagbord, I lømler!” råbte Suresen, men for sent. Med et drøn stødte de to joller sammen. Suresen var tæt på at kæntre. Palle tabte den ene åre og Frank K sin luftpistol.


“Min gun, helt ærligt!” skreg han og så ned i vandet. “Hvordan skal vi nu pløkke den søslange?” “Næ, hov!” råbte Suresen og fægtede med sin harpun. “Søslangen tilhører mig.” her?” måbede han, mens Palle havde travlt med at få fat på den tabte åre. “Svend skattemus og jeg er ved at fange søkoen,” oplyste Bibi. Svend blev rød i hovedet.


“Du kan selv være en ko,” sagde Frank K. “I er for små til at fange søslanger,” råbte Suresen. “Fatter I ikke det? Og i øvrigt har I lektier for. Side 8 til 11 i læsebog...” Han blev afbrudt af et stort plask, da Palle faldt i vandet. “Mand under bord!” råbte Bibi og proppede en lakrids i munden af bare spænding. “Over bord!” rettede Svend. “Herre Jemini,” stønnede Suresen og tog sig til hovedet. “Børn! De skulle forbydes!” op. “Men nu har jeg tabt mine briller.” dernede,” sagde Frank K. “Men jeg kan ikke svømme uden briller,” råbte Palle. “Og jeg har heller ikke svømmebriller med!” “Har man da aldrig fri?” råbte Suresen og rakte ud efter Palle, som var begyndt at lave boblelyde.


sammen med sin egen. “Nu sejler jeg jer ind til land,” sagde han og gav sig til at ro med hidsige bevægelser. “Det hele er alligevel ødelagt; jeg har fået en kæmpe bule, og søen vrimler med børn.” “Og der kommer søslangen!” sagde Svend. Han havde ret. Der kom søslangen glidende ud af tågen. Og med kurs lige imod dem. Suresen glemte helt at ro. Hans øjne blev kuglerunde. Frank K holdt op med at vrøvle om sin pistol, og Palle tabte både næse og mund og briller. Hvad Bibi angik, så glemte hun alt om sin slikpose. “Den angriber!” råbte Svend. “Bandsat!” udbrød Suresen. “Sådan et krapyl!” “Hold fast i krogen, Bibi,” sagde Svend. “Nej tak,” sagde Bibi og gav ham den tilbage. Svend var nødt til selv at svinge den ud mod uhyret. “Kom og bliv fanget, din fede orm,” råbte han.


Søslangen sagde ikke noget, men da den var et par meter fra dem, gled den ned under vandet, og væk var den. Lidt bobler De tre joller gyngede op og ned i dens kølvand. Alle måtte holde fast for ikke at ryge over bord. “Så I den, unger?” råbte Suresen. “En ægte søslange.” “Jeg så ikke noget” sagde Palle, som lå og ledte efter sine briller i bunden af båden. og så efter uhyret. Men søslangen var som sunket i jorden – eller rettere i søens dyb!


“Hvorfor fangede du den ikke, min elskede?” spurgte Bibi og vendte sig mod Svend. Men der var heller ikke nogen Svend.


Fusk

Som den eneste havde Svend været vaks. Netop i det øjeblik, søslangen dykkede, havde han fået krogen i den. Desværre havde han glemt, at krogen var fastgjort til rebet, som han havde bundet om maven.


Ret usmart, hvilket han også selv indså, da han blev trukket over bord. I næste nu gled han gennem vandet, og brus omkring sig. Det var en temmelig klumret måde at fange søslanger på. Faktisk var det mere søslangen, som havde fanget ham. Til alt held svømmede den ind på det efter vejret. Det var i sidste øjeblik. “Hyrk, host,” gispede han og mærkede fast bund under sine fødder. Og netop da søslangen!


“Hvad?!” tænkte Svend. I det samme gled uhyret op på land. Det fortsatte et stykke, inden det stod stille mellem nogle træer. Vand løb ud af det alle steder fra, og kæden hang slapt ned. Svend krøb op på søslangens ryg for at få fat i sin krog, og så opdagede han, at et af dens skæl var faldet af. Gennem hullet, kunne han kigge ind i dens krop og se, at søslangen var hul! Og den havde hjul, så den kunne køre på en slags skinne på søens bund. Man kunne tydeligt se skinnen, der førte lige ned til søen. Svend var målløs. Det var altså en fupsøslange! Men hvem var den fupmager, som havde lavet den? Og hvorfor? Det gad han godt vide.



En kold velkomst

Han tog fat i kæden og begyndte at gå. Han måtte se, hvor den endte. Længere inde mellem træerne fandt han et spil med et håndsving. Det var sådan et, man brugte til at trække både op på land med. Men det kunne åbenbart også bruges til søslanger. Han måtte straks fortælle om sin opdagelse. Men først måtte han have et brækket en tand ud af søslangens gab, og så skyndte han sig gennem skoven og nåede snart tilbage til Søvnløse. Det var stadig tåget, og der var ikke et øje at se nogen steder. Lige bortset fra henne ved ishuset, hvor ismanden stod og nød cigaren. “Hallo, ismand!” råbte Svend. “Se lige her.” “Hvad har du der?” spurgte ismanden og blæste en røgring. “En tand,” sagde Svend. “En tand fra


søslangen, og det er en tand for galt, for den er slet ikke ægte. Og det er søslangen heller ikke. Den holder inde i skoven på den anden side af søen. Den er kørt op på land.” “Kørt på land?” Ismanden tog sin cigar ud af munden. “Vil du påstå, at den har hjul?” “Det er lige, hvad den har,” sagde Svend. “Det er en hjulbenet fup-søslange.” Ismanden trak ud i sin skjortekrave med “Øh, jaså, men du har ikke sagt det til andre, vel?” “Ikke endnu,” sagde Svend. “Men bare rolig, snart skal alle få at vide, at søslangen Ismanden kastede et hurtigt blik rundt, så vinkede han Svend hen til sig. “Kom hellere med indenfor,” sagde han. “Så kan du fortælle mig det hele. Og så ringer vi efter politiet.” Det synes Svend lød som en god idé. Han gik med ind i ishuset. Men så snart han var indenfor, låste ismanden døren og puttede nøglen i lommen.




Lagt på is

“Nu kørte det hele ellers på skinner,” sagde ismanden og så godt sur ud. Svend forstod ikke et kuk. Så vidt han kunne se, var det eneste, som kørte på skinner, søslangen. Og den var snyd. “Dumme unge,” sagde ismanden. “Kan du ikke se, at den søslange er det bedste, der er sket for byen i årevis?” “Hvordan det?” ville Svend vide. “Før var Søvnløse et hul i jorden. Nu kommer folk fra nær og fjern. Jeg har solgt mere end tusind is i den sidste uge. Og jeg kunne let leje ti gange så mange både ud. Men nu har du ødelagt det hele.” “Ødelagt?” udbrød Svend. “Du lyder næsten, som om du er glad for den søslange.” “Nemlig,” sagde ismanden. “Det er nemlig mig, der har bygget den?” “Dig?” Svend måbede.


godt sige dig.” “Det bliver sagt,” sagde Svend. “Det bliver vi to om at bestemme,” sagde havde ismanden smidt ham på hovedet ned i fryseren. Ned til alle isene. “Nu kan du sidde der og køle lidt af,” sagde ismanden og smækkede låget i.


Det så sort ud for Svend. Hvad skulle han stille op? Nu gjaldt det om at holde hovedet koldt, men det var heller ikke så svært. “Hey, luk mig ud!” råbte han. “Kun, hvis du lover ikke at sladre,” sagde ismanden. “Aldrig i livet,” råbte Svend som var ved at blive godt gal nu. “Så bliver det værst for dig selv,” sagde ismanden. “Jeg er iskold.” I det samme kunne Svend høre, at en eller anden kom hen til ishusets luge. “Nu tier du bare stille,” sagde ismanden lavt. “Ellers skruer jeg op for kulden, så du bliver til verdens største isterning.” “En lille soft-ice uden drys,” lød det udenfor. Svend genkendte stemmen. Det var Sus fra klassen. Kloge Sus med den beskidte mund. Måske kunne hun redde ham.


Soft-ice

I det sammen gik det op for Svend, at han stadig havde den falske søslange-tand i sin lomme. Han smilede i mørket, smilede køligt. Sådan en kunne bruges til mange under låget på fryseren. Så vred han den rundt. sagde det, og låget sprang op. Og det samme gjorde Svend. Som en trold af en æske. Han havde frost i håret og en hvid hugtand i hånden, og han dampede af kulde. “Så er festen forbi,” skreg han. Ismanden var i fuld gang med at lave en softice. Og udenfor stod Sus og så paf ud. “Et ismonster!” udbrød hun. “For hævled da!” “Det er bare mig,” sagde Svend med klaprende tænder. Ismanden stod bare med åben mund og gloede på Svend, mens softicen i hans hånd blev større og større.


“Hallo, jeg bad om en

softice, sgu!”

råbte Sus. Svend kom op fra fryseren og greb skålen med softice-drys og smed den i hovedet på ismanden. En sky af kakao stod til alle sider. “Hyrk!” hostede ismanden og sank i knæ. “Er du døv!” råbte Sus. “Jeg sagde drys!” Ismanden lå på knæ og gned øjne, mens han fnøs og harkede. Han var brun i hele

kastet sig gennem lugen og kom ud i det fri. “Den mand er farlig,” sagde han. “Ring til politiet …” “Stol på det,” sagde Sus og tastede løs dælemeduleme ikke i!”


Ni liv

Tågen var ved at lette. Alligevel kunne man høre et tågehorn. Lyden kom ude fra søen. Svend kunne se tre joller derude. De var bundet sammen med et reb og på vej ind mod bådebroen. I den første sad Frank K og Palle og roede. I den i midten sad Bibi og tudede, så det kunne høres langt væk. Og i den bageste sad lærer Suresen og så mere sur ud end nogen sinde. Han livede dog lidt “Det var som syv søren!” udbrød han. “Har den knægt ni liv?” Kort efter var de inde ved broen. “Vi troede, søslangen havde ædt dig,” sagde Suresen og sprang ud af jollen. “Jeg kvalte den med mine bare næver.” at hyle mindre. “Græd ikke, Bibsen,” trøstede han hende. “Jeg klarede den jo.”


“Ja, men jeg tabte min slikpose ude i søhøen,” hylede hun. “Mit hoved!” sukkede Suresen og hjalp hende op på broen. “Holder du op med at Bibi holdt straks op. “Ja, tak. En med hele svineriet. Og



“Sådan en vil vi også gerne have,” sagde Frank K og Palle i munden på hinanden. Suresen sukkede og gik hen for at købe is. Men lidt efter kom han tilbage. “Jeg nægter at købe noget som helst i den bod,” sagde han. “Ejeren sidder på gulvet med kakao i hele fjæset og en hat af softice på hovedet. Jeg ved ikke, hvad han ligner.” “Det er ismanden,” sagde Svend. “Han har narret en masse penge fra folk, men nu er festen forbi.” Og det havde han ret i, for i det fjerne kunne de høre politibiler nærme sig. På den måde endte det hele godt. Og det sjove er, at folk blev ved med at tage til Søvnløse. Den falske søslange blev berømt i hele landet. Hver søndag kunne man se den blive trukket over søen. Folk strømmede til. Det var næsten som at se en rigtig søslange. Og gæt, hvem der tog slæbet? mellem at komme i fængsel eller lave søslange-show en gang om ugen. Så nu


står han og drejer på håndsvinget med den store kæde. Det er klokken 14, hvis du skulle komme på de kanter. Nå, heldigvis tabte Svend ikke hovedet, da han blev lagt på is, men i næste historie gør han det faktisk, altså taber hovedet. Hvordan nu det? tænker du nok. Det får du svaret på, hvis du læser videre.